Masterprojekt - at Turde Vide Tænder I Velfærdssamfundet - Katja Drost 2017

Katja Drost, MSA-studerende (201500696) 1
Der er bevidst ikke anvendt fagillustrationer af ødelagte tandsæt i dette

masterprojekt, fordi jeg ønsker, at læseren skal møde de helt almindelige, rare, varme
og hjælpsomme mennesker, jeg selv mødte på mit feltarbejde uden at blive
distraheret af en knækket eller manglende fortand her og der – og det der er værre.
Forsidefoto: Med tilladelse fra Shutterstock, inc. 350 Fifth Avenue, NY 10118 USA
” While the ’intimate side’ of abjection is suffering,

horror is its ‘public feature.”
(Julia Kristeva, in ‘Shelter Blues’ by Robert Desjarlais, 1997, pp. 6)
Indholdsfortegnelse
Dansk Resume 5
English Abstract 6
Forord 7
Forundring (7)
Køkultur (7)
Et spørgsmål om duelighed (8)
At fortryde fortidens handlinger (9)
Det handler om så meget mere end tænder (9)
Kapitel 1: Introduktion til de Ødelagte Tænder 10

Det ændrede formål (10)
Kritisk fænomenologi (11)
At se tænderne efter i sømmene (12)
Vores fælles fortid (14)
Opsummering: Fra flovhed til social nød. (16)
Kapitel 2: Gennem porten – ud i Felten 16

Den fysiske ramme (16)
Der blev skrubbet, skuret, muget ud og skabt kontakter (17)
Lad os gå eller køre en tur? (18)
Indsamling af viden (19)
Opsummering: Der blev skabt viden (22)
Kapitel 3: Det Ødelagte Tandsæt 23

Når ord mangler (23)
Hvad tror du (23)
Fra klassisk til dynamisk (24)
Det ødelagte tandsæts sociale betydning (25)
Det splittede individ (25)
Skærsliberen (26)
Opsummering: Når man falder uden for (27)
Kapitel 4: De Rådne Tænder 28

Tvivlen (28)
En acceptabel forklaring (29)
Hver fugl synger med sit næb (30)
At lære fra andre – antropologiske eksempler (31)
Når talen falder på rådne tænder (33)
Betydning, men hvilken (37)
Hvad rådne tænder udtrykker i en marginaliseret gruppe (38)
Når drømmen brister (41)
Opsummering: Det langt alvorligere problem (41)
Kapitel 5: Diskussion og Konklusion 42
Efterord 43
Litteraturliste 45
Informanterne er citeret på følgende sider:

Palle: 8 – 19 – 24 – 34/35
Per: 13/14 – 23/24 – 36 - 39
Mogens: 33
Bent: 28
Morten: 23
Michael: 38
Frederik:19/20
Søren: 26
Omsorgshjemmets forstander er citeret på siderne: 8 – 14 - 17

Dansk Resumé
Hvilken betydning har et voldsomt ødelagt tandsæt og skæmmet smil for borgerens
reintegration, i det danske samfund, efter et årelangt alkohol og/eller hash misbrug?
Spørg de tandlægefagligt professionelle, spørg virksomhedsledere, spørg politikere og
politiske institutioner og svaret er: Den er vigtigt. Vigtigt, fordi det giver de disse
individer selvtillid i sociale sammenhænge - ikke mindst under jobsamtalen.
Spørg de hjemløse tidligere alkohol og /eller hashmisbrugere - mine informanter - og
det ødelagte tandsæt betyder ALT - eller - INTET.
Var jeg blevet spurgt halvvejs henne i mit feltarbejde, ville jeg være blevet svar skyldig.
Jeg talte med informanter, for hvem et smertefrit - men voldsomt ødelagt tandsæt
med huller i tandrækken og knækkede fortænder - betød mindre. Jeg interviewede
informanter, for hvem en rekonstruktion af tandsættet var en absolut forudsætningen
for reintegration i samfundet med selvforsørgelse. Og ikke mindst interviewede jeg en
yngre mand, der brød grædende sammen, fordi genopbygningen af tandsættet ikke
havde haft den ønskede effekt.
Jeg satte ‘bracket’ om min forhåndsviden og kiggede over skuldrene på Robert
Desjarlais og hans hjemløse amerikanere. Jeg blev ‘student’ af Goffman og hans
viden om stigmatiserings potentiale. Jeg lænede mig op af Mark Nichter og forstod,
at det ødelagte tandsæt kun udgjorde en lille del af lidelsen ‘rådne tænder’. ‘Rådne
tænder’, der som ‘idiom of distress’ udtrykte skam over fortiden og ængstelse over
fremtiden hos en marginaliseret, socialt udstødt og magtesløs gruppe af mænd med
håbet om at blive en del af samfundet igen. Jeg lærte, at der bag det ødelagte
tandsæt skjulte sig dybt negative holdninger til selvet, følelser, der hæmmede
reintegrationen. Jeg erkendte, at det ikke var et spørgsmål om at have selvtillid under
en jobsamtale - men et spørgsmål om overhovedet at have selvtillid til at skrive
ansøgningen, og at disse to situationer var hæmmet af to forskellige lidelser. Den første
var modarbejdet af et kosmetisk ødelagte tandsæt. Den anden var umuliggjort af de
dybt negative følelser, ‘rådne tænder’ symboliserede. Jeg indså, at behandlingen af
disse to forskellige lidelser nødvendigvis må have forskellige udgangspunkter.
English Abstract
On the question of re-integration of Danish homeless, former alcohol and/or cannabis
addicts, into main stream society, I ask what consequences the severely destroyed
dentition holds for this group.
Ask dental professionals, ask Danish politicians, ask corporate human resource
departments, and they will all advise, that the reconstruction of the dentition leads to
increased self-esteem of the homeless both during job interviews, and in other social
interactions.
Ask my informants and the answer will be anything but the word ‘important’. For my
informants, homeless men, with a past alcohol and cannabis addiction, the answer
was: It means ALL -or - it means NOTHING.
Halfway through my ethnographic field work, I would not have been in a position of
even a qualified guess. I spoke with informants to whom a pain free but destroyed
dentition meant less in their lives. I interviewed informants to whom it meant everything
- for the re-integration into society. I felt the despair coming from a distraught younger
man, who had admitted to himself, that the reconstruction of his teeth had not helped
in the slightest.
I ‘bracketed’ my professional understanding, and looked over the shoulders of Robert
Desjarlais and his American homeless subjects. I became a ‘student’ of Goffman and
his wisdom regarding the potential of the stigma. I leaned on Mark Nichter and
understood, that the destroyed dentition was but a minor symptom within a suffering
named ‘rotten teeth’. ‘Rotten teeth’, which as an ‘idiom of distress’, expressed shame
over the past, and anxiety of the future among marginalised, socially expelled and
powerless homeless men with hopes of rejoining the broader society.
I came to appreciate that ‘rotten teeth’ symbolised deep suffering, which prevented
their re-integration. I came to see that the question was not of sufficient self-
confidence during the interview, but a question of having sufficient positive self-image
to write the application in the first place. I came to appreciate, that the aesthetically
destroyed dentition and ‘rotten teeth’ are two very different illnesses in need of two
distinct departure points of healing.
Forord
Forundring
Det var de færreste hjemløse mænd, der ville tale med mig om deres ødelagte
tænder. Beretninger om gamle kærester, fraværet af familie og børn de aldrig så,
dårlig barndom og kroniske sygdomme flød ubesværet i retning af min diktafon eller
blev i hast nedskrevet i den lille nyindkøbte, sorte notesbog. Hjemløse mænd, der alle
havde lagt et langvarigt alkohol- og/eller stofmisbrug bag sig og nu boede midlertidigt
på det omsorgshjem, der dannede den fysiske ramme om mit feltarbejde. At mange
havde ødelagte tænder, var der ingen tvivl om. Hurtige smugkig havde synliggjort
problemets enorme omfang. Undrende måtte jeg indse, at ødelagte tænder enten
ikke fyldte noget særligt blandt hjemløses mangfoldige problemer - alternativt, at
tænderne var svære at tale om, fordi de betød så meget mere for disse hjemløse
mænd, end jeg havde forestillet mig. Min nysgerrighed vakt, og med tilkæmpet
tålmodighed måtte jeg accepterer, at de første dage næsten udelukkende kom til at
gå med visuelle indtryk af beboerne og gårdens mange aktiviteter.
Køkultur
Mine øjne fulgte mænd, der flittigt vandrede til og fra arbejdsopgaver. Mænd, der
sugende på hjemmerullede cigaretter stod i kø på omsorgshjemmets gårdsplads
ventende på gongongens signal om, at endnu et måltid mad blev serveret i kantinen.
Her måtte jeg udstå februars bidende kulde, der tillod snefnug at finde læ i hjørnerne
på de sprossede vinduer. Men i denne kø spirede min forståelse af mændene og
stedet. Jeg fik uvurderlige kontakter til beboerne, mens vi småhoppende og grinende
forsøgte at holde varmen, indtil kantinens dør blev åbnet, og duften af dejlig varm
mad slog os i møde.
Jeg lærte i denne kø af sultne mænd om ‘kærligheden’ til hash og om de økonomiske

og menneskelige omkostninger af et årelangt misbrug. Om misbrugets sociale
fællesskab og længslen herefter. Jeg så smil i øjnene på mændene, smil der sjældent
rakte til de trænede læber, der ubevægelige hang som et teaterforhæng - vogtende
over fortidens negligering af tandsættet. Tandsæt med sorte huller i tandrækken.
Læber, der generøst på gåture eller under det daglige arbejde lod undslippe ord og
tanker, smil og latter, meninger og beklagelser om det tidligere alkohol- og/eller
stofmisbrug, rockerbander, lukkede fængsler, psykiatriske afdelinger, dårlige
oplevelser med socialrådgivere, uvilje mod ‘systemets’ magt over mennesker,
omgåelser af samfundets regler, samt ønsket om en bedre fremtid med selvforsørgelse

og kæreste. Fortællinger om tænder, destruerede gennem levede liv med alkohol og
stofmisbrug, lod vente på sig.
Et spørgsmål om duelighed
I en stille stund sad jeg, i den gamle hovedbygnings kontor, og talte med
omsorgshjemmets mangeårige forstander, Christian, 58 år. Med et lille suk af frustration
beklagede jeg min nød over de hjemløses modvilje mod at tale med mig om deres
tænder.
Christians svar faldt prompte: “Men de er jo flove over deres tænder! Tænderne
symboliserer, at de ikke har været i stand til at tage vare på sig selv. Du er dine tænder
– og er dine tænder uduelige, så er du uduelig.”
Tilskyndet af efterfølgende gentagne beretninger fra informanter om ubarmhjertige

bemærkninger fra omgivelserne over de ødelagte tandsæt spurgte jeg Palle, 48 år,
under vores tredje og sidste interview, om han havde oplevet, at andre mennesker
undrede sig over, hvordan hans tænder var blevet så ødelagte. Disse ord undslap
næsten uhørligt Palles læber:
“Ja. Det, det tror jeg, de gør. Det vil jeg godt skjule. Jeg er ikke så stolt af min forhistorie“
Spørgsmålet afstedkom ikke kun ændret stemmeleje. Borte var Palles ranke ryg, glade
smil i øjnene og store armbevægelser. Foran mig sad en ganske stille mand, med
sammenfaldet ryg og øjnene fikseret på gulvet. Palle, der stolt havde berette om en
fortid med kæreste og ikke mindst fast arbejde. En fortælling om en ufaglært arbejder,
der gennem dygtighed og hårdt slid havde fået ansvar. Men også beretningen om
den totale forsumpning da firmaet flyttede produktionen til Østeuropa, fyresedlen blev
en realitet - og både fagforening og socialforvaltning svigtede Palle.
At fortryde fortidens handlinger
Nu gik det for alvor op for mig. De ødelagte tænder var ikke kun et spørgsmål om at
måtte udholde tandpiner, der kom og gik, ikke kun et spørgsmål om at måtte
fravælge fristende fødeemner eller at være flov over tænderne. De rådne tænder
symboliserede, for ejermanden, fortidens fortrudte handlinger. Et liv, hvor man ikke har
kunnet tage vare på sig selv, endsige sine egne. De rådne tænder var ikke kun et
spørgsmål om at være uduelig til at børste tænder, men også om at være uduelig i
livet. Sådan har det dog ikke altid været.
Dårlige tænder havde, fra årene i midten af det nittende- til sidst i det tyvende
århundrede, været en folkesygdom. En folkesygdom, der uden sidestykke i dansk
historie og uden skelen til socialklasse, var fulgt i hælene på vores industrialisering.
I dag er voldsomt ødelagte tænder ikke længere en folkesygdom, men en sygdom,

der rammer socialt udsatte grupper. Det er samtidig en sygdom, hvor nationale
sundhedspolitiske mål for tænder og omgivende væv skal realiseres i en
hovedsageligt privat finansieret voksentandpleje. Iagttagelser gennem de sidste
femten år kan som noget nyt bevidne et stigende behov for vederlagsfrie, velgørende
tandklinikker for socialt udsatte borgere, drevet med frivillig arbejdskraft. Der findes kun
få nutidige undersøgelser over socialt udsatte danskeres tandstatus, men meget tyder
på katastrofale forhold (Christensen 2013).
Det handler om så meget mere end tænder

Dette masterprojekt drejer sig dybest set ikke om tænder, endsige de voldsomt
ødelagte af slagsen, hvis overfladiske skæmmede æstetik af samfundet tillægges
negative konsekvenser for social interaktion. Det har andre beskrevet. Formålet er en
langt dybere forståelse for den levende følende krop, disse tænder hænger - eller har
hængt fast i. Den krop, der repræsenterer livets udgangspunkt, hvorfra livsverdenen
sanses og formes i komplekse sociale realiteter af kulturelle normer, historiske
beslutninger, økonomiske muligheder, politiske initiativer, (tand)sygdomme og lidelser.
Det handler således om den krop, der udtrykker ejermandens følelser og holdninger til
omverden og som med forhåndenværende midler kæmper hverdagens kamp om
samfundets ressourcer.
Kapitel 1. Introduktion til De Ødelagte Tænder

I dette kapitel beskriver jeg min metodiske adgang til felten samt gør kort rede for de
analytiske hovedteorier, som vil blive uddybet og anvendt i kapitel tre og fire. Det
ødelagte tandsæt, som sygdom, bliver i denne introduktion kontekstualiseret i en
biomedicinsk, kulturel og historisk sammenhæng, der leder over til en beskrivelse af
felten og mine informanter i næste kapitel.
Det ændrede formål
Jeg tog på feltarbejde bevæbnet med nyere kvalitative undersøgelsesresultater

(Christensen 2016, Hede 2016), med en forventning om at skulle skrive om en
marginaliseret gruppes erfaringer med voldsomme tandsmerter og manglende
behandlingsmuligheder på grund af dårlig økonomi. Men efter 14 dages etnografisk
feltarbejde, i februar 2017, på et midlertidigt bosted for hjemløse mænd med et
tidligere alkohol- og/eller hashmisbrug bag sig, måtte jeg indse, at deres fortællinger
om de ‘rådne tænder’ gik langt dybere end smerterne, den nedsatte tyggeevne og
det skæmmede smil. At de ‘rådne tænder’ - på ikke tidligere beskrevet vis -
hæmmede deres muligheder for reintegration.
Uden at ville forsøge at fratage det ødelagte tandsæt den biomedicinske interesse
det fortjener, eller tidligere undersøgelsers rapportering af de hjemløses følelser af
flovhed over tændernes dårlige udseende, deres rigtighed, måtte jeg indrømme at
disse parametre kun skrabede tændernes symbolske overflade. Skulle jeg bidrage til
bredere forståelse af den lange vej, de tidligere alkohol- og/eller hashmisbrugere
havde foran sig, hvis ønsket om reintegration i samfundet skulle banke på, måtte jeg
erkende behovet for at forstå fænomenet ‘de rådne tænder’ og oprindelsen til den
kropsligt forankrede stærke følelse, som det skæmmede tandsæt havde efterladt
blandt mine informanter.
Det ødelagte tandsæt blev af informanterne ofte omtalt med idiomerne: ‘rådne
tænder’ eller ‘lorte tænder’. Jeg selv brugte altid termen ‘ødelagte tænder’ i
interviewene. I denne opgave henfører beskrivelsen ‘ødelagt tandsæt’ til den
biologiske destruktion.
Mine konklusioner kan relateres til situationer, hvor et velfærdssamfund kun har
begrænsede tilbud om vederlagsfri voksentandpleje, og hvor den direkte
biomedicinske årsag til det ødelagte tandsæt skal findes i et langvarigt, alkohol
og/eller hashmisbrug. Ødelagte tandsæt, som følge af sygdomme, traumer eller

arbejdsrelaterede forhold, kan ikke sammenlignes med mine konklusioner.
Det empiriske materiale bygger på to ugers feltarbejde, hvorfor konklusionerne må

være antydninger om sammenhænge, men ikke desto mindre sammenhænge, der
efter min opfattelse fortjener antropologisk og bredere samfundspolitisk interesse.
I de kommende afsnit følger en kort beskrivelse af den biomedicinske forståelse af
sygdommen. Men først en redegørelse for den metodiske tilgang.
Kritisk fænomenologi
Min metodiske tilgang er inspireret af antropologen Robert Desjarlais. I sin bog fra 1997
‘Shelter Blues’ anbefaler Desjarlais en fænomenologisk metodisk tilgang til en
marginaliseret gruppe - i dette tilfælde hjemløse amerikanere, for som Desjarlais siger,
lettere omskrevet, om ikke andet så for at stille spørgsmålstegn ved den dominerende
officielle viden gennem de hjemløses egne fortællinger. Med den overbevisning at
tidligere biomedicinske kvalitative undersøgelser inden for mit emneområde har
fokuseret, netop på offentlighedens holdninger til - og den tandlægefagliges syn på
det skæmmede tandsæts betydningen blandt alkohol- og hashmisbrugere, tager mit
masterprojekt udgangspunkt i den oversete intime forståelse af lidelsen. Dette
masterprojekts formål er, gennem en kritisk fænomenologi i overensstemmelse med
antropologen Robert Desjarlais’ forståelse af begrebet (Desjarlais 1997), at indkredse
de komplekse menneskelige følelser det skæmmede tandsæt har efterladt blandt
mine informanter og samtidigt opnå indsigt i, hvorledes disse følelser influerer på deres
hverdag og fremtidsplaner. En metodisk tilgang, hvor ikke alene fænomenologiske
beskrivelser af enkeltindividers livsverden søges, men en samfundskritisk forståelse af,
hvorfor fænomenet opleves, som det gør (ibid.). Ifølge Desjarlais mangler mange
socialpolitiske undersøgelser de finere detaljer i forståelse for det levede liv, mens de
tætte fænomenologiske beskrivelser af menneskelivet som det opleves, mangler
erkendelse af de politiske og økonomiske faktorer, der former oplevelsen. På
baggrund af mit materiale er det blevet min overbevisning, at uden en dybere
forståelse af fænomenet som det præsenteres af mine informanter, vil en
reintegration af socialt udsatte borgere, selv efter en tandlægelige rehabilitering af
tandsættet, sandsynligvis fejle.
Det empiriske materiale åbnes op ved hjælp af mikrosociologen Erving Goffmans

teorier om det ‘sent opståede stigma’ (Goffman 1963/1990) samt den medicinske
antropolog Mark Nichters begreb ‘idioms of distress’ (Nichter 1981 og 2010) i forståelse
for, hvorledes magtesløse, marginaliserede grupper gennem somatiske symptomer
har mulighed for at udtrykke psykosocial lidelse, vrede og bekymring over fremtiden
uden frygt for repressalier.
Formålet er at argumentere for realistiske forventninger til de socialt udsattes formåen

efter en rekonstruktion af tandsættet. Med udgangspunkt i midaldrende, socialt
udsatte mænds levede erfaring med et ødelagt tandsæt, et aktuelt og meget synligt
symbol på et årelangt misbrug af alkohol og hash, belyses det, hvorledes negative
kropslige følelser kan forme individet og individets muligheder for reintegration i
samfundet.
Problemformuleringen arbejder ud fra den antagelse at:
● Det ødelagte tandsæt stigmatiserer, fordi det som nutidigt symbol for
mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, synliggør en afvigelse fra
gældende samfundsnormer af ansvarlig opførsel hos voksne danske borger.
● De ‘rådne tænder’ bruges som et ‘idiom of distress’, der udtrykker en
dybereliggende ængstelse for fremtiden og skam over fortiden.
I udgangspunkt havde jeg planlagt en socialkonstruktivistisk tilgang til en

diskursanalyse af sundhedspolitiker inden for den danske voksentandpleje ud fra en
personlig interesse. Men jeg indså hurtigt, at min baggrundsviden kom til kort i felten. I
håbet om at kunne belyse problemet mere nøjagtigt, måtte jeg tage
fænomenologien med i rygsækken, sætte ‘bracket’ om mine forudindtagelser og
erkende, at hvis man tror at vide, hvad løsningen er, går man let galt i byen. Rejsen
skulle vise sig at blive meget mere spændende, end jeg havde turdet håbe.
At se tænderne efter i sømmene

Beskrivelserne af mine informanters tandsæt beror til dels på informanternes egne
vurderinger samt forevisninger af let synlige ødelæggelser, oftest udpeget af
informantens pegefinger. Det vil være vigtigt, at læseren gør sig klart, at vi har at gøre
med episodevis meget smertefulde samt kosmetisk skæmmende sygdomme i
mundhulen, for hvilke de terapeutiske valg er stærkt begrænsede inden for det
danske sundhedssystem - med mindre økonomien er i orden. Ødelagte tænder uden
mulighed for naturlig regeneration. Engang ødelagt - altid ødelagt!
De patofysiologiske skader på tænder og omgivende væv efter et årelangt liv som

alkoholiker og/eller hashmisbruger er dokumenteret i adskillige undersøgelser fra ind-
og udland. Alvorlige og smertefulde sygdomme i mundhulen samt hurtig og
omfattende progredierende caries er nogle af konsekvenserne ved et misbrug.
Konsekvenser direkte forårsaget af mundtørhed, underernæring, kompromitteret
immunapparat og dårlig mundhygiejne (Østergaard et Frandsen 2006), men også
konsekvenser, der i lige så høj grad kunne tilskrives de udsattes økonomiske
muligheder, psykiske problemer og sociale realiteter (Cortsen 2015).
Resultaterne af kliniske danske undersøgelser af hjemløses tandstatus med

efterfølgende udlevering af kvalitative spørgeskemaer dokumenterede omfattende
skader på tænder og tandkød (Christensen 2016, Bøgh 2016). Sygdomssymptomerne
var alvorlige og på et helt andet niveau end hos resten af befolkningen (Christensen
2016). De fleste havde oplevet smerter fra tænder eller tandkød indenfor det sidste år;
en fjerdedel manglede mere end halvdelen af tænderne. Klinisk rapporteredes
mange tilfælde af ubehandlet caries, utilfredsstillende æstetik og nedsat
tyggefunktion. Under de efterfølgende interviews fandtes manglende livsglæde
dokumenteret ved hjælp af et standardiseret, internationalt benyttet kvalitativt
spørgeskema. Et af standardspørgsmålene lyder: Er du flov over dine tænder? ‘At
være flov over tænderne’ var særdeles udbredt i begge undersøgelser. Både
Christensen og Bøgh kunne konkludere, at selvom muligheden foreligger for offentlig
tilskud til tandbehandlinger for socialt udsatte borgere med manglende økonomiske
ressourcer, var problemet i sidste ende også et spørgsmål om manglende individuel
handlingskompetence. Mit feltarbejde kan kun bekræfte denne konklusion. Følgende
ordveksling med Per belyser dette. Manglende handlingskompetence i forhold til
udfyldelse af ansøgninger til tandlægehjælp skulle vise sig at være udbredt, hvis ikke
generel.
Jeg var i gang med et interview af Per. Han var 38 år. Han var gift med Inger. Sammen
havde de to små drenge. Han var den eneste af mine informanter, der ikke boede på
omsorgshjemmet. Per havde været narkoman i mange år, men var nu fri af stoffer,
bortset fra lidt hash, han røg for at dæmpe de værste symptomer fra sin ADHD. Han
havde tidligere læst til pædagog, dog uden at afslutte uddannelsen. Per klagede
over papirarbejdet, der var nødvendigt for at udarbejde en ansøgning om hjælp til
tandlægeudgifter. Per sagde:
“Bare det, at jeg skal ansøge om sådan noget. Den ansøgning de sender
ud, det er jo helt absurd. Det er jo sådan et katalog - sådan en stak papir
her man skal udfylde [Per viser en afstand med hænderne på omkring fem
centimeter] med personlige oplysninger og indkomst for de sidste, jeg ved
ikke hvor mange arbejdspladser [Per griner opgivende], det er værre end,
jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men det er ikke til at finde rundt i”.
Pers fortælling er ikke enestående, hvilket jeg konfronterede forstanderen på

omsorgshjemmet, Christian, med, ved en senere lejlighed. Vi talte kort om de
forudsætninger, samfundet presser ned over borgerne, såsom at kunne benytte ‘nem-
id’. Christian udtalte: ”Mange, af dem vi har på omsorgshjemmet, kan hverken læse
eller skrive.”
Jeg spurgte: ”Hvad gør man så, hvis man bor ude i samfundet og ikke kan få den
hjælp, som I tilbyder til jeres beboere?”
Christians svarede: “Så flyder det hele.”
Men for at forsøge at forstå, hvordan vi er kommet i en situation med en socialt udsat
gruppe let genkendelig på deres dårlige tandsæt, må vi søge tilbage i vores fælles
fortid.
Vores fælles fortid

Siden midten af det nittende århundrede havde en udbredt alkoholisering af
samfundet plaget størstedelen af den danske arbejderklasse. Et alkoholmisbrug der
var fulgt i hælene på landets industrialisering. Den syttende marts 1917 indførtes en
elve-dobbeltbeskatning på øl og spiritus som følge af udbredt fødevaremangel efter
første verdenskrig. Samfundets nederste halvdel blev, som uventet konsekvens,
tørlagt. Dette betød en stabilisering af arbejderklassen og blev startskuddet til den
nationale økonomiske opblomstring, der med tiden kom til at danne grundlaget for
vores velfærdsstat. Medlemskabet af EF i 1972 medførte et krav fra EF-kommissionen
om lempeligere danske statslige spiritusafgifter. Siden er det danske alkoholforbrug
årligt steget og er nu tilbage til niveauet før 1917 (Gehlert 2013).
Med Kommunalreformen i 1973 fik vi indført et lovpligtige tilbud om kommunal

skoletandpleje. I 1970 var 25 % af den danske befolkning totalt tandløse, i dag er under
seks % - og fortrinsvist i den ældre del af befolkningen. De kommende generationer
går en fremtid i møde med et funktionsdygtigt tandsæt - forhåbentligt for hele livet,
dog under forudsætning af, at man selv kan betale for voksentandpleje efter det
fyldte attende år. Det danske sundhedsvæsen valgte, i modsætning til andre lande,
ikke at inddrage tandsundhed som et vederlagsfrit sundhedstilbud, hvorfor ødelagte
tandsæt ikke længere er et fælles folkeligt anliggende, men forbeholdt samfundets

udsatte og fattige befolkningsgrupper (Christensen et al. 2013). Det, der i
biomedicinske termer er intet mindre end en succeshistorie, opnået gennem en
dygtig og engageret tandlægefaglig profession og tilsættelse af kemiske
fluorforbindelser til diverse tandhygiejneprodukter, har gennem sin succes skabt nye
samfundsnormer på det tandsundhedsmæssige område (ibid.).
Halvfjerdserne blev i det hele taget et vigtigt årti for dette masterspeciale. Udover
lempeligere spiritusafgifter og en lovpligtig børnetandpleje blev også en ny
arbejdsmarkedsreform gennemført. Den gav arbejderklassen løn under sygdom fra
første sygedag, lovpligtigt betalt af arbejdsgiveren. Som plaster på såret fik
arbejdsgiverne historisk uhørte privilegier i afskedigelsessituationen. Arbejdsgiverne
begyndte, på et ikke tidligere set niveau, at føre statistik over den danske
arbejderklasse. Indsamling af data om arbejderens fravær blev hverdag. Den svage
arbejder blev afskediget. Arbejdsmanden, der tidligere selv havde måttet betale for
sine fraværsdage, men dog stadigt havde et arbejde, kom på offentlig forsørgelse. I
1970 var fire % af den mandlige befolkning mellem 3o og 59 år uden arbejde, i 2012
var tallet steget til 12% (Hansen 2012).
Mine informanters ødelagte tandsæt skal derfor kontekstualiseres i en samtid med et

alkoholforbrug, der nærmere sig de 100 år gamle mængder og med 500.000 danskere
i en arbejdsdygtig alder på offentlig forsørgelse grundet sociale forhold udover
arbejdsløshed (Beskæftigelsesministeriet 2015) og en voldsom negative social slagside
med hensyn til tandsundhed. En samtid med stadigt større pres på alle
samfundsgrupper for aktiv del på arbejdsmarkedet gennem politiske initiativer og
tiltagende fokus på det kosmetisk skæmmende smil som årsag til fraværet på
arbejdsmarkedet.
Mine sidste 20 års erfaring inden for det engelske sundhedssystem med vederlagsfri
adgang til tandpleje for borgere på overførselsindkomster har, efter min hjemflytning,
fået mig til at stille spørgsmålstegn ved det naturlige eller rimelige i det danske
sundhedsvæsens overladelse af voksentandplejen til et fortrinsvis selvfinansieret
projekt. I lighed med WHO (2005) - der på verdensplan estimerer, at millioner af
mennesker både i rige og fattige lande dagligt lider under tandsmerter, der påvirker
deres livskvalitet - bekymrer det mig, at mange af vore socialt udsatte borgere må
håbe på frivilligt arbejdende tandlæger, når tandpinen bliver for slem. Som Goffman
(1963/1990) slår fast: Når der opstår et behov for velgørende arbejde, ved man at
problemet er stort.
Opsummering: Fra flovhed til social nød

Den sociale årsag til ødelagte tænder i dagens Danmark er tydelig for de fleste, uden
at problemet er blevet løst. Derfor forsøger jeg med dette masterprojekt at finde en
ny indgangsvinkel og et nyt perspektiv for forståelse af de komplekse sociale, kulturelle
og politiske realiteter, som de ødelagte tænder skal relateres til og mulige løsninger
findes i. I den overbevisning, at fortællinger om ødelagte tandsæt bør relateres til
levede liv - liv med beklagelser over ‘rådne tænder’ - søges en forståelse af
fænomenet i et første persons perspektiv.
Men først en beskrivelse af felten og nogle af dens aktører.
Kapitel 2. Gennem Porten - ud i Felten

I dette afsnit gør jeg rede for feltens fysiske ramme, omsorgshjemmets funktion, min
indsamling af data og de generelle overvejelser jeg har gjort mig i forbindelse med
mit feltarbejde, både før, under og fremadrettet.
Den fysiske ramme
Omsorgshjemmet er et midlertidigt opholdssted for 130 hjemløse mænd - for enkelte

et hjem for livet. Fælles for alle er, at de søger et nyt liv uden alkohol og stofmisbrug.
Stedets beboere figurerer i de officielle danske statistikker over hjemløse, idet de ikke
er beskyttet af lejeloven. Overtrædelse af omsorgshjemmets regler medfører
øjeblikkelig bortvisning. Der foretages jævnligt tilfældige urintests, da stedet har
nultolerance over for alkohol og euforiserende stoffer.
Mit første indtryk var ro og orden. Stilheden herskede i fællesbygningerne, på

bostederne, udeområderne og på arbejdspladserne, kun afbrudt af svag
småsnakken. Ingen høj musik eller råb. Alle deltog aktivt i de daglige gøremål - mindst
otte timer om dagen - seks dage om ugen. Ejendommens jordtilliggender bestod af
en gamle velholdt park med stynede popler og 110 hektar udnyttet landbrugsareal.
Marker til de fritgående malkekøer og kødkvæg, frilandsgrise, samt enkelte får og
gæs. Der dyrkedes korn, græs og kartofler. En aktiv gård med egen gårdbutik, hvor
kunder kom langvejs fra for at købe de hjemmeproducerede kvalitetsprodukter. Om

morgen, når jeg kørte ind på den store gårdsplads, overvældedes mine sanser af den
dejlige og naturlige varme lugt fra kostalden. Den tykke tåge af cigaretrøg fulgte dog
med overalt, klæbende sig til mit tøj og mit hår. Om aftenen, når jeg forlod stedet,
blinkede stjernerne på den frostklare sorte vinterhimmel over det smukke gamle
hvidkalkede stuehus, staldene, de nyere treetages beboelsesblokke,
udflytterrækkehusene, stedets plejehjem og hundekennelen.
Netop den dynamiske situationsafhængighed, der omgærder stigmaet (Goffman

1963/1990), gør dette omsorgshjem specielt interessant for mit masterprojekt. De
midlertidige beboere på omsorgshjemmet stod på tærsklen til reintegration i
samfundet. De var på vej væk fra omsorgshjemmets trygge rammer, hvor ødelagte
tænder er reglen, til en social situation på et arbejdsmarked, hvor ødelagte tandsæt
stigmatiserer. Derudover tillod felten adgang til et stort antal potentielle informanter
med ødelagte tandsæt på et relativt begrænset område. Desuden, men ikke mindst,
var beboerne ude af deres misbrug, hvilket gav anledning til færre etiske overvejelser
med hensyn til at opnå informeret samtykke, end hvis de havde været under
indflydelse af diverse euforiserende stoffer og alkohol jævnfør gældende ‘Helsinki
Convention’ (2013).
Der blev skrubbet, skuret, muget ud og skabt kontakter

Den fysiske/formelle adgang til stedet var blevet skabt gennem kontakt til
omsorgshjemmets forstander, Christian. Enkelte telefonsamtaler og mails senere sad
jeg på Christians kontor, vel vidende, at først nu skulle den svære uformelle adgang til
felten skabes. Mit fjorten dage gamle opslag på den fælles opslagstavle havde ikke
givet nogen respons endsige invitationer fra stedets beboere. Min kalender var
gabende tom.
“Hvordan tænker du at gribe feltarbejdet an?” spurgte Christian.
Mit håb var, at Christian ikke forventede, jeg skulle sidde bag et skrivebord. Jeg måtte
prøve at få adgang til stedets sociale liv, hvorfor jeg rask svarede:
“Jamen jeg vil gerne sættes i arbejde sammen med de hjemløse.”
Christian smilede: “Hvad er du god til?”
“At gøre rent.”
Vi blev enige om, at de første par dage skulle jeg gøre rent i et af beboerhusene
sammen med rengøringsgruppen.
“Hvad har du lyst til derefter?” spurgte Christian.
“Stalden - jeg har altid gerne villet være landmand.”
Derfor, efter to dages rengøring, vågnede jeg en torsdag morgen klokken fire meget
spændt på min første dag i stalden. Jeg skovlede, masede og hoppede rundt i et halv
ton kolort -næsten - mens de 120 løsgående malkekøer snusede til min bukser og
slikkede på min anorak.
Lad os gå tur eller køre en tur?

Over de næste 14 dage fulgte jeg forskellige beboer i deres hverdag med arbejde og
fritid. Såsom besøg hos tandlæge, læge og borgerservice. Jeg lyttede med ved
telefoniske henvendelser til socialrådgivere. Jeg tog med på dagligvareindkøb for at
se, hvad der faldt ned i indkøbskurven, som blev tynget af vægten af dåser med
sukkerholdig coca-cola. Menneskelige relationer, der ledte til løfter om interviews.
Ustrukturerede interviews (defineret af Bernard 2002-A) forsøgtes gennemført i den
smukke gamle dagligstue - en fredelig oase midt i den travle hverdag på gården - på
vandreture og på de små røgfyldte værelser eller under køreture i min bil.
Ustrukturerede interviews der oftest endte i uformelle dialoger. Udveksling og skabelse
af relevante data samt en enorm mængde viden, som først skal vise sig at få liv senere
eller aldrig. Altid med fokus på og tid til informanternes egne fortællinger.
Valget af det ustrukturerede interview var en bevidst omlæggelse af strategi efter de

første dage i felten. Jeg havde håbet på en overflod af data opsamlet gennem
semistrukturerede interviews, men måtte allerede få dage inde i feltarbejdsøvelsen
erkende, at denne mere formelle stil med interviewguide i sin yderste konsekvens ville
virke afskrækkende på mine informanter og kontraproduktiv i min fænomenologiske
tilgang til det levede liv. Som dagene og de ustrukturerede interviews skred frem, viste
det sig at være den rigtige beslutning. En beslutning, der blev rigeligt belønnet
gennem fremkomsten af vigtig information, som min noget stramme interviewguide
måske ville have umuliggjort. Under tredje interview med Palle og under interviewet
med Per er anvendt en interviewguide. Den var baseret på informationer, jeg havde
fået gennem de forudgående ustrukturerede interviews. Med fremtidige projekter for
øje vil jeg foretrække et indledende pilotstudium med ustrukturerede interviews
efterfulgt af det egentlige feltarbejde med semistrukturerede interviews. Dette fordi
sidstnævnte i sidste ende formentlig hurtigere giver flere relevante data.
Deltagerobservation med sit krav om tilstedeværelse og professionel distance viste sig

at være et godt valg i denne felt, fordi den i sin videnskabelige form tillader en
følelsesmæssig forståelse for informanternes situation og mulighed for at udvise
hjælpsomhed og omsorg som tak for den hjælp, man selv bliver givet (Hastrup et al.
2014). Min etnografiske indgangsvinkel har altid været håbet om reciprocitet, både
på kortere og længere sigt. Jeg håber, min tandlægefagligeviden og 30 års erfaring
må bidrage hertil. At hjælpsomhed også potentielt skærper informanternes lyst til at
være mere præcise i deres uddeling af viden eller ligefrem dele ‘hemmelig viden’,
oplevede jeg flere gange.
Første gang, under følgende lille episode: Omsorgshjemmets landlige placering gør
det besværligt at komme ind til kommunens borgerservice uden egen transport.
Hjemmet stiller fire personbiler til rådighed for beboerne mod forevisning af kørekort.
Jeg tilbød at køre Palle ind til borgerservice for, at han kunne få sit kørekort fornyet.
Det var bortkommet for mange år siden. På turen havde vi lige afsluttet det andet
ustrukturerede interview og lyttede nu til musik fra bilradioen. Pludselig sagde Palle
noget i retningen af:
“Jeg ved godt jeg under første interview sagde, at jeg havde været alkoholiker i cirka
12 måneder [meget lang pause], du skal altså vide at det nok nærmere er 20 år”.
Min tolkning af denne oplysning er, at Palle var glad for min omsorg for ham - en slags
tak for køreturen og hjælpen hos kommunen. En måde at reciprokkere min
hjælpsomhed ved gennem ærlighed at ville gøre mit projekt mere korrekt.
Samtaler under bilkørsel blev en absolut favorit hos mig, men man skal planlægge en
rute uden for travle bymidter.
Indsamling af viden
Cirka fjorten dage før mit feltarbejde begyndte havde jeg fremsendt et opslag med
oplysninger om mit feltarbejde samt ansigtsfoto. Opslaget indeholdt en kort
introduktion af projektet, mig selv og nogle personlige oplysninger såsom mit
mobiltelefonnummer og min mailadresse. Jeg inviterede omsorgshjemmets beboer til
at deltage i projektet med løfter om anonymitet - hvor jeg nok hellere i
overensstemmelsen med sandheden skulle have anvendt begrebet ‘coded’ som
defineret af Europa Kommissionens vejledning for etik i forskning (Ethics for Researchers
2013). I felten introducerede jeg mig som antropologistuderende, efterfulgt af en
kortere eller længere forklaring, hvis det var ønsket. At jeg også var tandlæge fremgik
af mit indsendte informationsmateriale og var ikke nogen hemmelighed. Stedets
beboer kaldte mig slet og ret ‘Katja -tandfeen’, hvilket Frederik, 48 år, grinende fortalte
mig mod slutningen af mit ophold, hvor jeg havde prøvet at hjælpe så mange så
muligt med tandlægelige råd:
”Ved du godt at du allerede har fået et øgenavn her på [stedets navn]?

‘Katja - tandfeen’. Det sjove er at tandfeen normalt tager tænderne, men
du giver… Du er kommet langt her på [stedets navn], når du allerede har
fået et øgenavn. Godt gået!”
Under morgenmødet den første dag introducerede omsorgshjemmets forstander,

Christian, mig for beboerne og opfordrede dem til at tage kontakt til mig, så jeg kunne
få materiale til min opgave.
Christian havde som øverste ledelse givet mundtlig tilladelse til mit besøg på hjemmet.
Omsorgshjemmet, som felt, var en blanding af offentlige rum, arbejdspladser, private
hjem og institutioner med stærkere og svagere socialt fungerende aktører. I respekt
for beboerne, specielt dem, som ikke havde lyst til at deltage i mit projekt, besøgte
jeg kun de private beboelsesarealer, når jeg var inviteret. Nogle af de ældre mænd
var meget ensomme og havde bare brug for én at tale med, enkelte gange bare én
at holde i hånden - disse samtaler blev ikke optaget og indgår ikke som materiale.
Andre beboer viste mig utrolig tillid ved, efter flere dages arbejden-sammen, at
fortælle om kriminelle handlinger i fortiden. Disse samtaler forblev private og er
selvfølgelig hverken optaget eller nedskrevet, som også Højbjerg (2010) anbefaler.
Beboernes udsatte sociale situation og det ødelagte tandsæts stigmatiserende

potentiale betød, at jeg gik forsigtigt til værks, blandt andet ved at tale om løst og fast
ved forskellige lejligheder, for derefter at vente på en mulighed for at spørge om
beboeren havde lyst til at deltage i mit projekt. Det tog en uge før Palle og jeg havde
vores første interview. For det meste afventede jeg en invitation fra beboerne selv -
oftest overbragt gennem det faste personale. Under vores sidste interview blev Palle
meget stille på et tidspunkt, da han indrømmede, at han alligevel ikke var så stolt af
sin fortid, som de to tidligere interviews havde givet indtryk af. Mange dage efter var
jeg påvirket og bebrejdede mig selv, at jeg måske havde presset Palle for meget i
forhold til hans skrøbelige situation. Efter interviewet snakkede vi sammen og Palle var
i bedre humør, da jeg tog afsked. Et par dage senere ringede Palle til mig fra Aalborg
Lufthavn - den gamle muntre Palle var tilbage igen og på vej til Thailand for at besøge
gode venner.
Undervejs måtte jeg sande rigtigheden af, at ikke alle situationer kan forberedes
hjemmefra, men at nogle etiske overvejelser og beslutninger nødvendigvis må træffes
undervejs (Hastrup et al. 2014). Jeg har været noget i tvivl om brugen af Sørens’
interview, idet han var lettere påvirket af hash under det ustrukturerede interview.
Mandagens interview af Søren, 50 år, var blevet aftalt ugen før den uheldige
weekend, hvor Søren havde røget hash med venner uden for omsorgshjemmet. Om
tirsdagen, dagen efter interviewet fik Søren en måneds karantæne fra
omsorgshjemmet for hashmisbrug efter at være blevet testet positiv i en urinprøve. I
den forbindelse opsøgte jeg Søren, inden han forlod hjemmet. Han var ved at pakke
sin rygsæk, og han havde ikke fortrudt vores samtale dagen før, hvorfor interviewet
blev medtaget.
Jeg kender ikke mine informanters efternavne - kun deres foretrukne fornavne og
alder. I teksten er alle navne fiktive og alder angivet inden for fem års interval. Tidligere
arbejdspladser, erhverv og geografiske referencer er ligeledes udskiftet med
opdigtede men tilsvarende termer.
Indgående kendskab til beboerne og omsorgshjemmet vil muligvis kunne afsløre

identiteten på enkelte informanter, hvorfor jeg i mit ansvar over for hver enkelt har
undladt mere personlige oplysninger i overensstemmelse med Bernard (2002-A).
Feltnoterne er uploaded på min egen adgangskode-krævende-konto på

docs.google.com med de anonymiserede navne. Alle uvedkommende eller meget
personlige oplysninger er ikke medtaget i dette masterprojekt ej heller gemt, hverken
i noteform eller digitalt, ifølge Europa Kommissionens vejledning for etik i forskning
(Ethics for Researchers 2013).
Interviewene er optaget (under forudgående tilladelse hertil af de enkelte

informanter) på min Sony IC-diktafon eller min Iphone 4 og transskriberet i uddrag. Når
interviewene kun er transskriberet i uddrag, skyldes det, at jeg bevidst lod
informanterne tale om løst og fast i første del af interviewet. Mange af oplysningerne
herfra var ikke interessante for dette arbejde. Før interviewene havde jeg spurgt om
lov til at anvende informationerne i mit projekt og til at optage samtalen på min
diktafon. Blev denne tilladelse ikke givet - hvilket skete en enkelt gang - blev samtalen,
efter lidt småsnak, stille og roligt afsluttet fra min side. Under interviewene har jeg
noteret ændret kropssprog, kropsholdning, antal cigaretter, der blev rullet og røget,
spørgsmål vi skulle tilbage til, samt de fysiske rammer for interviewene - specielt når
informanten havde haft tid til at planlægge vores møde. Under den efterfølgende
citering af informanterne har jeg besluttet mig for at gengive de sagte ord - og pauser
- så nøjagtigt som muligt, men der er foretaget små forståelsesfremmende korrektioner
af det talte sprog samt tegnsætning i følge dansk grammatik. Enkelte eksempler på
dialekt samt de fleste øh’er er blevet udeladt. Pauser er indikerede. Alt i et ønske om
at lade læseren fornemme meninger og følelsesmæssige niveauer.
Mine feltnoter kom til at bestå af både deltagerobservationer og 15 interviews fordelt

mellem ni informanter, mænd i alderen 35 til 65. Derudover et utal af små og større
bemærkninger og fortællinger, der var med til at forme min forståelse af felten.
Jeg har valgt at introducere informanterne i den rækkefølge, de optræder i opgaven.
Under gennemlæsning af det transskriberede materiale blev der kodet med interesse
for udtrykt klage over tandsættets udseende (KTÆ-klager over æstetik eller ikke: IKÆ)
samt planer for fremtiden: FAS (fremtid med arbejde og bolig i samfundet), FL (fortsat
liv på gaden i sommermånederne, omsorgshjemmet om vinteren), OF
(omsorgshjemmet for altid). Kodning og efterfølgende tabulisering er udført med
inspiration af antropologen Russell Bernard (2002-B) i håbet om at finde kulturelle
mønstre, interviewene ikke umiddelbart havde synliggjort (Jacobsen et al. 2015).
Opsummering: Der blev skabt viden

Deltagerobservationen viste sig uvurderlig - handlinger blev noteret og stemninger følt.
De lange ustrukturerede interviews havde deres fulde berettigelse og understøttede
min fænomenologiske tilgang til felten. De har givet mig en langt bredere forståelse
af fænomenet ‘rådne tænder’, hvoraf det ødelagte tandsæt kun viste sig at være
en mindre del, hvilket de kommende kapitler vil belyse.
Kapitel 3. Det Ødelagte Tandsæt

I dette kapitel søger jeg de negative personlige karakteristika, det voldsomt ødelagte
tandsæt symboliserer for tidligere alkohol- og/eller hashmisbrugere. I erkendelse af, at
det ‘sent opståede stigma’ (Goffman 1963/1990) har overladt den stigmatiserede fuld
adgang til en forståelse af samfundets normer og holdninger gennem opvæksten,
anvendes informanternes egne udsagn som empiri.
Når ord mangler
Morten, 56 år, var beboer på omsorgshjemmet for andet år i træk. Morten og jeg var
i gang med vores andet ustrukturerede interview på hans lille røgfyldte værelse, hvor
den eneste mulighed for en siddeplads var den ene ende af en ikke redt seng.
Placeret på natbordet, mellem slikpapir og et fyldt askebæger, stod to kopper
skoldhed stærk kaffe i nødtørftigt vaskede krus. Morten var en stor mand med kulsort
hår og anstrengt åndedræt; som Morten sagde skyldtes de mange cigaretter, han
havde nydt. Han sad i en ærmeløs undertrøje, som ikke skjulte de lange hvide
operationsar, der løb over kraftige armmuskler til højre skulder og forsvandt i
ærmekanten ned ad ryggen. Morten fortalte om 37 år på havet som sømand og om
den bratte afslutning på arbejdslivet, da en vildfaren skibscontainer var tæt på at
knuse ham. Han kom tilbage til Danmark for behandling, men endte på gaden som
tigger i et alkohol- og rusmiddelmisbrug. Jeg spurgte Morten, hvorfor de hjemløse var
så svære at få til at tale om deres tænder. Morten svarede: “Det er fordi, at tænderne
er noget meget personligt for dem”.
De ustrukturerede interviews og de mange observationer havde tilbudt et væld af

overraskende oplysninger, men samtidigt også rejst en del ubesvarede spørgsmål.
Mod slutningen af mit feltarbejde og ansporet af Mortens forklaring ovenfor, indså jeg
nødvendigheden af en mere direkte, måske lettere konfronterende spørgestil for at
komme helt bag om det ødelagte tandsæt. Interviewene fik en strammere opbygning
med flere detaljerede spørgsmål.
Hvad tror du?

“De ser én, der er ligeglad med tingene, én der er ligeglad med sig selv
[pause]. Én der ikke kan tage vare på sig selv, hvordan kan man så tage
vare på et arbejde? Det er min tanke. Altså, hvis jeg sad som chef og skulle
ansætte én, der kom ind og lignede noget der var løgn [lang pause], så
ville jeg umiddelbart have den tanke, at hvis han ikke kan tage vare på sine
egne tænder, hvordan skal han så kunne tage vare på et arbejde? Sådan
ville jeg tænke [lang pause]. Og sådan tænker jeg måske også lidt om mig
selv faktisk [pause], indimellem.” Per, 38 år
Per og jeg var godt i gang med vores semistrukturerede interview, og han havde lige
svaret på mit spørgsmål: “Hvad tror du andre ser, når de ser tænder, der er så
ødelagte?” Efter mange år uden arbejde og med et langvarigt misbrug af hash bag
sig, havde Per endelig fået ordnet sine tænder. Han håbede på snart at komme ud
på arbejdsmarkedet og bort fra offentlig forsørgelse. Senere skal vi skal se, at denne
vej dog ikke er let for Per. Med ovenstående udsagn og interviewet i sin helhed gav
Per udtryk for en kobling af tandsættets negative udseende med generel manglende
formåen i livet. Én man ikke kan give ansvar og derfor ikke kan tage vare på et job. Én
som ham selv.
Palle og jeg kendte nu hinanden så godt - vi havde på det tidspunkt tilbragt

sammenlagte 14 timer i hinandens selskab med forskellige gøremål - at en mere stram
opbygning af det tredje og sidste interview syntes mulig.
Jeg spurgte: “Når du ser på dine tænder, minder de dig så om noget?”
Palle svarede: “Det minder mig om én [pause] én, der ikke kan finde ud af det. Ikke
[lang pause] det gør det, det gør mig mindre værd, synes jeg. Meget mindre værd.”
Én der ikke kan finde ud af det - én der ikke kan tage vare på et arbejde - én der er
meget mindre værd - det er, hvad et smil med misfarvede tandstumper og huller i
tandrækken vidnede om for Per og Palle. Det ødelagte tandsæt var for Per og Palle
et dybt miskrediterende karakteristika - det mikrosociologen Erving Goffman
(1963/1990) kalder et stigma.
Fra klassisk til dynamisk

Et stigma, i Goffmanske termer, er en videreudvikling af det klassiske græske
brændemærke, der til omverden signalerede individets status som slave, kriminel eller
forræder og derfor fungerede som en let synlig advarsel om det stigmatiserede
individs afvigende og lave moralske karakter. En videreudvikling i den forstand, at
stigmaet er gået fra udelukkende at være forstået som omhandlende den
stigmatiseredes karakter til i ligeså høj grad at beskrive vores, eller samfundets
forventninger til forskellige kategorier af mennesker i specifikke sociale situationer.
Stigmaet har med en Goffmansk indsigt fået temporalitet og lokalitet, forstået således,
at fysiske træk eller handlinger der i én sammenhæng ville være dybt miskrediterende,
stigmatiserende - i andre situationer ville opfattes som forventelige og derfor ikke give
anledning til eftertanke eller sanktioner (Goffman 1963/1990).
Det ødelagte tandsæts sociale betydning

Ovenstående udsagn af Per og Palle tillægger tandsættets materialitet en
devaluerende kraft langt ud over et kosmetisk skæmmet smil. For disse mænd
signalerer et ødelagt tandsæt ikke blot en flovhed over et spoleret smil, der søges skjult
i sociale situationer. Et ødelagt tandsæt for Per og Palle, tegner et billede af
ejermandens fallerede personlighed. Et værdiløst individ og et uansvarligt
uformående menneske. Dybt miskrediterende menneskelige karakteristika. For Per og
Palle er det ødelagte tandsæt ikke blot et fysiske stigma. I Goffmans terminologi (Ibid.)
repræsenterer deres opfattelse af det ødelagte tandsæt et stigma af ‘individuelle
karaktertræk’ - symboliserende dybt negative personlige egenskaber.
Men er disse udtalelser blot udtryk for individuelle negative følelser om selvet, udtryk
for enkeltindividers følte livsverden, eller kan udtalelserne tages som udtryk for
generelle holdninger i samfundet? Ifølge Goffman (Ibid.) er det smertefulde i det sent
opståede stigma ikke kun bekymringen over det ændrede udseende eller den
mistede funktion. Det er i høj grad lidelsen over den præcise viden om, hvad man er
blevet. Den nye sociale identitet. En identitet man selv, præget fra barnsben gennem
samfundsnormen, har taget afstand fra. Den stigmatiserede har en knivskarp
opfattelse og bevidsthed om samfundets normer og holdninger, og er fuldt bevidst
om, hvad andre tænker om den afvigende handling.
Det splittede individ

Gennem Goffmans teori om det sent opståede stigma og gennem antagelsen af, at
mit empiriske materiales generaliserbarhed åbner jeg mit empiriske materiale for
fastlæggelsen af en herskende samfundsnorm for det voksne individs opførsel i en
dansk kontekst. Man bliver meget mindre værd, ‘hvis man ikke kan finde ud af det’. Er
man ikke ansvarlig, kan man ikke tage vare på et arbejde. Der kræves ansvarlighed
af et voksent menneske, det er Pers og Palles opfattelse. En opfattelse Per og Palle har
fået gennem det samfund, de er opvokset i. Andre tidligere alkohol- og stofmisbrugere
må gennem Goffmans teori have samme opfattelse af, hvad der kræves af et voksent
menneske i dagens Danmark. Ifølge Jinhua og Kleinman (2011) fratager et individs
stigmatiserende opførsel dets status som en hel person. Man er derfor ikke mere et
voksent menneske, som samfundet kan stole på. At sammenkæde ansvarlig opførsel
med det at være voksen er ikke ualmindeligt eller overraskende, men spørgsmålet må
være hvorfor?
Skærsliberen
Hvorfor er det i Danmark - og mange andre steder i verden - stigmatiserende ikke at
kunne tage vare på et ‘otte til fire’ job? Følgende små beretninger viser, at der er
andre måder at skabe en voksen tilværelse på.
Søren og jeg var i gang med vores interview i det lille værksted, dagen efter den
uheldige weekend. Søren havde tændt den anden cigaret inden for 20 minutter. Vi
delte min cola. Der stod et gammelt istandsat bord midt på gulvet. Søren manglede
bare at male bordbenene, så kunne det blive sat til salg ude i genbrugsbutikken. En
af de ansatte havde lige været ovre for at bede Søren om endnu en urinprøve. Søren
spurgte, om han måtte vente til efter vores interview. Det var ikke noget problem. Vi
talte derefter om det dejlige sommerhalvår, hvor Søren rejser ned gennem Europas
mange kontorlandskaber med sin guitar og BoB Dylan sange.
Søren sagde: “Jamen jeg skaber stemning når jeg er rundt hos folk, og jeg tjener også
godt. Gør jeg det rigtigt, så kan jeg gennemsnitligt godt få 800 kroner om dagen.”
Søren forklarede, at EU-direktivet, der forbød rygning på arbejdspladserne, havde
været en stor succes for ham. Han fortsatte: ”de [kontoransatte] skal ud at strække
benene og have en smøg. De må ikke ryge mange steder - det giver satme-mig
godt.”
Som barn af tresserne husker jeg hvordan skærsliberen, med sin lirekasse, besøgte
vores kvarter to gange om året så køkkenknivene blev skarpe igen. Mor smurte den
dygtige mand en stor madpakke og en af fars øller og nogle håndøre blev lagt ved.
Mor virkede altid så glad, når han kom på besøg. Vi børn syntes det var spændende,
for han gik jo lidt anderledes klædt end andre mænd, og lirekassemusiken, mere sjov
end smuk, skabte et afbræk i en hverdag uden de store muligheder for
underholdning. Hans tænder husker jeg ikke. Det eneste jeg vidste var, at alle
bedstemødre og -fædre havde fine hvide plastik tænder, der svømmede i et glas
vand om natten, og at mine egne mælketænder var fyldt med store sorte
sølvfyldninger.
Hvorfor bliver et ødelagt tandsæt sidestillet med uansvarlighed i dagens Danmark?

Måske fordi jobmulighederne for den ‘svage’ arbejder forsvandt med
arbejdsmarkedsreformen i 1973 og han blev tvunget til et liv på offentlig forsørgelse.
Arbejderen, der før havde behov for selvbetalte ‘fridage’, fik en fyreseddel. Valg af
livsstil var ikke længere blot et privat valg - men et offentligt anliggende, der senere
skulle blive omtalt som en økonomisk byrde. Det kunne være spændende at
undersøge det ødelagte tandsæts symbolske betydning i andre samfund. Måske det
altid stigmatiserer, måske ikke, måske af en anden grund? Men i en fænomenologisk
undersøgelse åbner det op til en diskussion af, hvorledes samfundspolitik og -økonomi
skaber de følelsesmæssige indtryk, mennesket oplever og udtrykker, hvilket jeg vil
følge op i diskussionskapitlet.
Gennem Goffmans teori er det blevet belyst, at det stigmatiserede individ har samme
normer som resten af samfundet. Normer han ikke kan leve op til. Ifølge både Goffman
(1963/1990) og Desjarlais (1995) tillægger samfundet afvigende, stigmatiserede
grupper karaktertræk, der ikke er helt menneskelige - fordi, ifølge Desjarlais (ibid.), de
ofte gøres til et stereotypisk billede på, hvordan vi andre ikke vil være. Netop derfor vil
individet med det sent opståede stigma opleve en splittelse mellem den aktuelle
identitet af det, han er blevet, og den identitet han stadigt håber, han er. I
uoverensstemmelsen mellem disse to identiteter opstår følelsen af skam, som i det
næste kapitel skal vise sig at få betydning for mine informanters mulighed for
reintegration. (Goffman 1963/1990).
Opsummering: Når man falder uden for

Marginaliserede grupper vil have de samme normer for opførsel som resten af
samfundet, men er ikke i stand til at overholde disse. For nogle betød det selvvalgt
isolation for altid på omsorgshjemmet. De fleste havde ikke denne mulighed. Det er
deres reintegration til samfundet de næste kapitler omhandler.
Kapitel 4. De Rådne Tænder

I dette kapitel belyser jeg hvorledes ‘rådne tænder’, brugt af en marginaliseret,
magtesløs gruppe af mænd, kan fortolkes som et ‘idiom of distress’ til at kommunikere
ængstelse for fremtiden og negative følelser over fortiden.
Tvivlen
Bent, 52 år, havde i mange år overnattet i tilfældige lejlighedsopgange eller sovet på
en sofa hos venner og familie. For seks år siden havde Bent deponeret sin, som han
selv benævnte det, ‘kærlighed til hash’ i fortiden sammen med tilhørende vennekreds
og levede nu på omsorgshjemmet. Han arbejdede til hverdag i det store køkken. En
tidlige eftermiddag så jeg Bent sidde alene på gårdspladsens bænk, rygende på en
cigaret i den svage vintersol. Jeg gik over til ham. Vi småsludrede lidt. Selvom Bent var
god til at bruge sine læber til at skjule et totalt tandløst smil, så lykkedes det ikke helt.
Jeg sagde: “Ved du hvad, jeg tænker lidt på dine tænder.”
”Jah? Dem jeg ikke har? Eller dem jeg ikke har i munden? Svarede Bent friskt.
Jeg præciserede: ”Dem du ikke har i munden.”
”De er oppe på værelset”, kom det fra Bent.
Jeg så ikke en eneste gang under feltarbejdet Bent med tænder i munden. Selv om
han for nyligt, havde fået udleveret et sæt helproteser.
Selvom flere og flere interviewnoter efterhånden fyldte i min notesbog, blev jeg ikke
mindre i tvivl om, hvad tænderne, ud over som ophav til forfærdelige tandpiner,
betød for mine informanter. For nogen syntes et tandløst smil eller et skæmmet smil
ikke at betyde alverden - for andre syntes smilet at være altafgørende. Alt, i en sådan
grad, at det forsinkede mine informanter i en udflytning til samfundet og en fremtid
med selvforsørgelse. Beboerne på omsorgshjemmet var, som tidligere nævnt, alle
flittige mænd, der arbejdede otte timer om dagen på omsorgshjemmet, seks dage
om ugen i enten i køkken, snedkeri, slagteri, montage, stald, gartneri, butik, cafe eller
med rengøring, skovning, og markarbejde.
I den efterfølgende behandling af det empiriske materiale blev det klart, at

tandsættets italesatte vigtighed var relateret til fremtidsplaner. Dem af mine
informanter, der havde mulighed for at blive på omsorgshjemmet, bekymrede sig ikke
over, hvordan tænderne så ud. For dem, der talte om en fremtid uden for
omsorgshjemmet hæmmede tændernes dårlige tilstand udflytningen. Samtidig
iagttog jeg i denne sidstnævnte gruppe en uoverensstemmelse mellem den italesatte
vigtighed, der blev tillagt tænderne i forbindelse med en reintegration i samfundet -
og det, der rent faktisk var blevet gjort for at løse problemet. Netop den iagttagede
uoverensstemmelse mellem udtrykt lidelse og handling baner vejen for en analyse af
de ‘rådne tænder’ som udtryk for somatisering (Kirmayer 1984).
En acceptable forklaring
Somatisering har som ide - historisk set - været brugt på forskellige måder. Her er
begrebet forstået i overensstemmelse med Nichter (1981) og Kleinman (1980), som én
- gennem brug af kropslige somatiske symptomer - oftest anvendt indirekte måde at
udtrykke social og emotionel lidelse på. Somatisering er ifølge Kirmayer (1984) - i de
fleste kulturer - en meget udbredt måde at udtrykke psykosocial lidelse på - inklusiv
den vestlige. Psykosocial lidelse er i dette speciale forstået i overensstemmelse med
The Oxford English Dictionary (1996) som en lidelse med både sociale og psykologiske
årsager. Somatisering har mange forskellige årsager, men én fællesnævner: Somatiske
symptomer har i langt de flest kulturer prioritet over psykosociale lidelser således, at
samfundet og de nære omgivelser foretrækker individets brug af somatiske
symptomer frem for italesættelse af psykosociale problemer (ibid.). For
marginaliserede individer og grupper kan somatisering være eneste måde at
kommunikere personlige eller sociale lidelser legitimt i forhold til samfundets normer og
til at opnå indflydelse på sociale relationer (Kleinman og Kleinman 1985). Symptomer,
der kan anvendes med succes til somatisering, afhænger af lokale kulturelle normer
og sociale og politiske magtforhold (ibid.).
‘Idioms of distress’, som benyttet i dette masterprojekt, er forstået som anvendte lokale
meningsfyldte begreber, der udtrykker somatisering med eller uden biomedicinsk
definerbare patofysiologiske forandringer (Nichter 2010, de Jong og Reis 2010). ‘Idioms
of distress’ repræsenterer ikke diagnostiske kategorier af specifikke psykologiske
lidelser, men et analytisk redskab til fokusering på de sociopolitiske årsager til den
lidelse der italesættes gennem idiomet (de Jong og Reis 2010). ‘Idioms of distress’
hjælper os til at forstå konteksten i den psykosociale lidelse som vanskeligt ville kunne
løses netop fordi, den er bundet til de fundamentale samfunds normer og værdier
idiomet repræsenterer (de Jong og Reis 2010; Kleinman og Kleinman 1985). Med
andre ord og relateret til dette speciale: De ‘rådne tænder’ udgør et ‘idiom of
distress’, der udtrykker både en biologisk realitet og en psykosocial lidelse. Samfundet
er fokuseret på de somatiske symptomer såsom det skæmmede smil, smerterne og
den nedsatte tyggefunktion. Acceptable forklaringer for samfundet på at man ikke er
‘jobparat’. Men det er den psykosociale faktor, der reelt holder nogle af mine
informanter fra at kunne søge et job. Den uansvarlighed tandsættet repræsenterer
for samfundet, repræsenterer det også for individet selv, og derfor reduceres hans
selvtillid og handlekraft.
I dette kapitel fokuserer jeg specielt på den gruppe af mine informanter, der ønsker
reintegration i samfundet - og således har udtrykt beklagelser over tandsættets
udseende. Jeg vil belyse, hvorfor den psykosociale lidelse idiomet ‘rådne tænder’
repræsenterer bliver vanskeligt at løse med en tandlægelig rekonstruktion af
tandsættet. Informanterne besidder negative selvfølelser associeret med
længerevarende uansvarlig opførsel - synliggjort gennem tændernes tilstand. Følelser,
der vil forfølge de tidligere alkohol- og/eller hashmisbrugere - uanset om det ødelagte
tandsæt er blevet rekonstrueret eller ej.
I dette masterprojekt bliver mine informanters tillæggelse af det ødelagte tandsæt en

betydning ud over det patofysiologiske, opfattet som et ‘idiom of distress’. I næste
afsnit redegør jeg kort for psykiateren og den medicinske antropolog, Mark Nichters
forståelse af begrebet ‘idioms of distress’, dernæst kommer jeg med eksempler på,
hvorledes begrebet er blevet anvendt i antropologiske undersøgelser blandt
marginaliserede grupper.
Hver fugl synger med sit næb
Ifølge Mark Nichter (2010) skal ‘Idioms of distress’ forstås som et af de begrænsede
kommunikationsvalg marginaliserede individer og grupper har for at udtrykke deres
oplevelser af lidelse og nød samt vrede og usikkerhed over fremtiden. ‘Idioms of
distress’ er lokale talemåder, der direkte udtrykker somatiske symptomer, men som
samtidigt dækker over psykosociale lidelser i specifikke kulturelle og sociale kontekster
(Nichter 1981).
Jeg ønsker naturligvis ikke at give udtryk for en bagatellisering af de somatiske

symptomer på tandpine, nedsat tyggefunktion eller dårlig æstetik. I stedet vælger jeg
at belyse, hvorledes somatiske symptomer både kan udtrykke biomedicinsk sygdom
og samtidig bruges til at udtrykke psykosocial lidelse og social nød hos marginaliserede
grupper med få muligheder for effektiv kommunikation med og indflydelse på den
lokale omverden. Jeg stiller mig på skuldrene af en række nyere antropologiske
undersøgelser, der påpeger vigtigheden af denne kobling for succesfuld forståelse af
udsatte menneskers livsverden (Heurtin-Roberts 1993, Strahl 2003, Smith-Oka 2014).
At lære fra andre - antropologiske eksempler

Siden Mark Nichters introduktion af ‘idioms of distress’ i 1981 har begrebet haft sin egen
løbebane (Nichter 2010). Som term blev ‘idioms of distress’ optaget i psykiatrisk
medicinsk nosologi - men fik også betydning blandt medicinsk-antropologisk forskning
med rødder i psykiatrien og psykologien (Nichter 1981, Kleinman og Kleinman 1985,
Trollope-Kumar 2001, Patel et al. 2005). Når jeg er blevet inspireret til at anvende denne
teori, er det gennem bekendtskabet med tre nyere antropologiske artikler af
antropologen Hilde Strahl (2003), antropologen Vania Smith-Oka (2014) samt den
medicinske antropolog Suzanne Heurtin-Roberts (1993). På hver sin måde, men uden
for det psykiatriske gebet, gør disse forskere brug af begrebet ‘idioms of distress’ som
analytisk redskab. Fordi jeg anerkender den medicinske antropolog Joop T. de Jongs
kritik (de Jong and Reis 2010) af nogle forskeres brug af ‘idioms of distress’ som
tenderende medicinsk psyko-diagnostisk specifikke, har jeg bevidst fravalgt
undersøgelser af medicinske antropologer med indgående psykiatrisk indsigt.
Nedenfor følger en kort beskrivelse af de tre undersøgelser, der vil blive brugt som
belæg for mine analytiske konklusioner, dernæst eksempler fra mit feltarbejde og til
sidst en analyse af mine data.
Ifølge den medicinske antropolog Suzanne Heurtin-Roberts (1993) kan kronisk sygdom
blive en måde, hvorpå den syge, i egen personlig interesse kan organisere,
gennemtvinge og styre et engagement fra omverdenen. Kronisk sygdom, som
diagnosticeret hypertension, viste sig at være en af de meget få muligheder, hendes
informanter, afroamerikanske kvinder på samfundets laveste trin havde for at ændre
deres hverdag med stress, angst og følelse af tilsidesættelse. Heurtin-Roberts fandt, at
det lokale udtryk ‘high-pertension’ inkluderede de biomedicinske symptomer af
hypertension, men at udtrykket samtidigt blev brugt til at udtrykke inter-relationelle
sociale problemer og negative følelser, såsom angst, vrede eller sorg. Følelser, der var
uacceptable og uforlignelige med den idealiserede afroamerikanske moderrolle, som

stærk, optimistisk, kærlig og omsorgsfuld. Den afroamerikanske kvinde kunne ikke sige,
at hun var træt af at være mor, når moderrollen var så højt estimeret - men gennem
idiomet kunne hun negotiere et legitim rolleskift, hvor lokale normer for moderlig
handling måtte vige for sygerollen. Heurtin-Roberts konkluderede, at kronisk sygdom
kunne vendes til en ressource for den marginaliserede med få muligheder for anden
hjælp.
Antropologen Hilde Strahl (2003) undersøgte, hvorledes den biomedicinske diagnose

‘hypertension’ blev inkorporeret i et lokale idiom, ‘presha’, i et fattigt urbaniseret
område af Tanzania. Her var hverdagens kamp for overlevelse blevet vanskeligere for
den lavere middelklasse. I en samtid af økonomisk kaos måtte Strahl sande, at ‘presha’
udtrykte langt mere end de biomedicinske symptomer. Informanterne var blevet
diagnosticeret med hypertension på en offentlige sundhedsklinik. Gennem den lokale
forståelse af idiomet udtryktes blandt andet bekymring og utilfredshed over social
status og manglende økonomiske sikkerhed. Strahl konkluderede, at en mere
kompleks tilgang til og problemløsning af den biomedicinske diagnose ‘hypertension’
end udelukkende medikalisering ville være ønskelig.
Antropologen Vania Smith-Oka (2014) har beskrevet den kliniske tilstand af en

nedsunket livmoder i en lokal mexicansk kontekst som idiomet ‘isihuayo’ blandt den
marginaliserede, oprindelige befolkning. Ud over patofysiologiske ændringer af
kvindekroppen udtrykte ‘isihuayo’ emotionel lidelse grundet manglende social
sikkerhed og skam. Ændrede samfundsstrukturer havde tvunget kvindernes voksne
børn til at forlade landsbyen for at søg arbejde inde i byerne. De ældre kvinder måtte
selv klare dagen og vejen. ‘Isihuayo’ blev synonym for kvinderne på manglende fysisk
styrke til dagliglivets gøremål og manglende mulighed for at få hjælp fra deres familie.
Det var den lokale holdning, at stærke kvinder med et stærkt familiesammenhold ikke
fik ‘isihuayo’. Derfor blev idiomet et symbol på kvindernes manglende evne til at holde
sammen på familien. Noget at skamme sig over - noget man ikke talte om. En cyklus
af skam og fortielse, der resulterede i manglende medicinsk behandling og dårlig
livskvalitet.
I de følgende afsnit viser jeg eksempler på, hvilke betydninger mine informanter
tillægger et ødelagt tandsæt både gennem det italesatte og gennem handling.
Når talen falder på rådne tænder

Mogens og jeg havde aftalt at spise morgenmad sammen. Jeg havde taget en pose
morgenbrød med. Han havde anrettet et fint morgenbord med levende lys, gule
servietter og specielt indkøbt spegepølse fra sin hjemby på Fyn. Mogens, 54 år
gammel, havde boet de sidste fire år på omsorgshjemmet. Mit rent umiddelbare
indtryk af Mogens’ tænder var, at de var i rimelig stand, dog med nogle misfarvede
fyldninger i fortænderne. Der var ikke umiddelbart synlige huller i tandrækken. Mogens
fortalte, at han altid havde været god til at skaffe sig selv arbejde. Hans far havde
været tømmer og Mogens havde hjulpet til i den lille virksomhed fra barnsben. Senere
havde han arbejdet på gartneri, møbelsnedkeri og ved skovbrug. Sidst havde
Mogens, der var ufaglært, haft ansættelse, over en længere periode i et internationalt
skovningsfirma med arbejdspladser i både i Danmark, Norge og Tyskland. Fyringen
som 48-årig var blevet fulgt af en dyb depression og han var begyndt at drikke.
Mogens begyndte at græde, da han talte om det mistede job og han sagde:
“Jeg tager hvad som helst af arbejde inde i [navnet på den tilstødende by] og omegn
og så tager vi den så derfra. Jeg håber på at få min egen lille varevogn, så vil jeg lave
lidt selvstændigt – tilbyde mig til alle mulig forskellige firmaer, der kan bruge en ekstra
mand.”
Jeg spurgte: ”Hvilken betydning har tænderne for at du kan få en ny start?”
Mogens svarede: ”Det er det hele. Det er, fordi jeg ved, det – pause - trænger til at få
en justering og en opgradering og gjort ved og ordnet og gjort ved og det skal jeg
sgu have gjort, det hører med i hele det program, jeg har sat mig fordi det gør det.”
Mogens fortalte, at han en enkelt gang havde taget kontakt til det frivillige
tandlægeteam i området per telefon, hvorefter han opgav. Mogens sagde:
”Men man skal have ondt i den, og det skal nærmest være akut, og man
skal pege lige der, det er den der. Der er ikke sådan noget med at komme
ind og få, jeg overvejede lidt, at de kunne se lidt på, de kan kigge, de kan
se, du skal have gjort sådan og sådan eller et eller andet. Og så kunne man
gå videre med det […..] Jeg synes, de var meget vanskelige at snakke
med.”
Mogens var meget politisk bevidst og velinformeret. Han havde rejst landet rundt til
møder med en historisk, karismatisk fagforeningsboss gennem mange år. Under
samtalerne med Mogens om planerne for kommende arbejde gjorde han det klart,
at han ikke var en ‘otte til fire’ mand. Han foretrak fleksible arbejdstider, hvorfor et eget
lille firma som ‘handy-man’ var drømmen. Mogens, hvis tænder stod uden synlige
mellemrum og uden knækkede fortænder, fortalte at tændernes ‘opgradering’

betød alt for ham. At tændernes tilstand forhindrede ham i en ny start. Mogens, der
altid havde været glad for sit arbejde, måtte udskyde sine fremtidsplaner til tænderne
var ordnet. Tænder, der ikke på nogen måde fremstod som afvigende eller
opsigtsvækkende.
Palle, 48 år og jeg var vej indtil borgerservice i den nærliggende by. På køreturen
interviewede jeg Palle der fortalte, at han altid havde drukket lidt for meget. Han
flyttede tilbage til Danmark efter at have mistet sit job hos et stort svensk møbelfirma,
da dette flyttede til Polen. Han var for kort tid siden flyttet ind på omsorgshjemmet.
Palle berettede:
”Jeg gik] helt ned med flaget, altså, jeg har altid drukket lidt for meget,
det har jeg, men lige pludseligt blev det altså én eller to flasker sprut om
dagen. Det var i april. Det brændte helt væk for mig.”
Palle mindedes stolt sit job på det svenske firma - og sin egen indsats. Han fortalte om,
hvor glad hans chef havde været for ham. Ansvaret og tilliden, der var blevet vist
ham, selvom han var ufaglært. Han fortalte også om sine oplevelser med firmaet i
Jugoslavien, hvor han arbejdede en kort overgang med ansvar for at sætte en ny
afdeling op. Personalegoder med dyre restaurantbesøg, vin og cigarer - glæden lyste
i hans stemme. Palle og jeg arbejdede sammen et par dage på rengøringsholdet.
Første dag var jeg blevet mødt med et stort, noget tandløst, smil og ordene: “Jeg har
gemt toiletterne til dig”. Palle virkede meget engageret i sit nye job og insisterede på
at rydde op og male motionsrummet i kælderen i løbet af den første uge. Vi knoklede
med at bære gammelt skrammel ud, fjerne fastklistret plastik fra cementgulvet og
tykke lag støv fra motionsredskaberne. Jeg fulgte i hælene på Palle, mens han ledte
efter en ansat, der kunne sige god for indkøb af maling - helst nu med det samme.
Næste dag blev tekøkkenets og opholdsstuens vægge vasket ned. Ikke alle på
rengøringsholdet virkede lige så motiverede som Palle, hvilket han gentagne gange
påpegede over for mig.
Under et senere interview sagde Palle om sine tænder:
”Ja, jeg havde altså altid mange huller i tænderne og sådan noget, ikk. Jeg
var meget hysterisk som barn. Jeg kan huske, at jeg ikke gik i skoletandpleje
de første par år, fordi de ikke kunne komme i nærheden af mig. Jeg var
bange for dem. Min mor tog mig til en tandlæge, der også var psykolog i
København, og så fik jeg ordnet tænder derinde. Jeg gik ud af skolen som
14-årig og har klaret mig selv, siden jeg var 15 og indtil nu. Ja det er ikke gået
så godt de sidste år, men ellers har jeg altid betalt mine regninger. Altid haft
et sted at bo og altid haft et arbejde. Jeg har altid – jeg har ikke haft det
godt, det vil jeg ikke sige. Jeg startede med at ryge hash, da jeg var helt ung
og det er nok det, der har ødelagt mine tænder, ikk’? Eller har været med til
det og så har jeg dyrket thai-boksning på højt plan i 12 år, og der har jeg fået
nogle slag. Og så har jeg heller ikke passet på dem – det er sådan, det er.
Altså jeg har ikke, på et tidspunkt havde jeg ikke børstet tænder et halvt år.
Og det er også i den periode, der ligger et år tilbage, men jeg var skide
ligeglad med mine tænder. Jeg fik betændelse i munden. Jeg havde lige
givet 28.000 for at få lavet tænderne i Sverige.”
Jeg spurgte: ”Hvad havde du fået lavet?”
Palle svarede:
”Jamen jeg havde fået lavet det, jeg har nu, ikk’. Altså delproteser i over-
og undermunden. Men så fik jeg betændelse i munden, og så var de
[proteserne] ude i 14 dage, og så nåede munden at forandre sig så meget,
at de ikke duede mere.”
Palle, der havde udtalt, at hans ‘lorte tænder’ mindede ham om en fortid, han ikke
var stolt af, og hvis synlige destruktion i andres øjne gjorde ham meget mindre værd,
havde inden for kort tid kasseret nogle tandproteser, der havde udfyldt de mange
mellemrum i tandrækken. Palle, der siden han var femten år gammel havde haft
arbejde og klaret sig selv, uanset tænderne var dårlige, og indtil hans liv blev et med
alkohol og hash. Han var ikke stolt over sin fortid, sagde han, og hans krop faldt
sammen. Han stirrede bort fra mig. Det lille værelse, som Palle glad og stolt lige havde
vist frem, det ‘nye’ køleskab, de farvede lys over sengen, billederne på væggen, den
positive stemning havde forladt rummet. Foran mig sad en ganske lille mand - på
næsten to meter - og skammede sig over sin fortid. En fortid han helst ville skjule. Når
Palle talte om ‘lorte tænder’, refererede han ikke blot til det biologiske tandsæt. Han
refererede til sin nuværende sociale situation, som gav anledning til mange
økonomiske bekymringer, men også en skam over fortiden, hvor han ikke havde
kunnet leve op til idealet for ‘den gode borger’.
Per havde fortalte om, hvordan han hans tænder gennem et langt liv som
stofmisbruger havde taget skade. Ansøgninger om hjælp til tandlægeregningen var
blevet afslået af kommunen med den begrundelse, at hans kone som sygeplejerske
tjente for meget. Pers forældre - der begge er folkepensionister - var trådt til og havde
lånt ham 58.000 kroner til at få ordnet tænderne.
Per og jeg er ved at være færdig med interviewet, da han sagde:
“Mine fortænder var helt rådne, så jeg prøvede at undgå at smile og altså
jeg syntes, der var mange ting, der var pinligt. Jamen fordi folk spurgte ind til,
‘hvad er der sket med dine tænder, hvorfor ser dine tænder sådan ud?’ Og
sådan noget, fordi de var jo mere eller mindre rådne. Så manglede jeg en
halv fortand her og [pause]. Efterhånden så bliver man jo lidt selvironisk
[pause], men der er jo - ja man tager det ikke alvorligt, men alligevel så er
man jo påvirket af det, altså når man ikke kan [lang pause] umiddelbart, når
man er flov over sig selv. Når man ikke kan få lov til at være sig selv og kan
se sig selv i øjnene. Altså når man ikke kan se sig selv i spejlet, sådan havde
jeg det til sidst.”
Ifølge Per var det en betingelse, for, at hans socialrådgiver ville tilkende ham
revalideringsydelse, at tænderne blev lavet - de skabte simpelthen for megen
sygdom. For seks måneder siden havde Per fået fremstillet et sæt helproteser hos
tandlægen. Jeg spurgte Per om han havde fået det bedre med sig selv og lettere
med at omgås andre mennesker efter at tænderne var lavet.
Per svarede, med tårer i øjnene:

Det ved jeg ikke. Jeg vil jo så gerne have noget arbejde og tjene nogle
penge, men [lang pause]. Jah, det synes jeg egentligt ikke som sådan. Men
jeg har ikke været ude at søge arbejde og har ikke haft en konfrontation, jeg
har ikke været ude og sådan øhhhhh. Jeg har fået at vide efterfølgende, at
jeg smiler mere, [.] i dag vil jeg faktisk helst ikke møde fremmede mennesker
[Per griner genert], så langt er jeg faktisk ved at være ude, at jeg bare, at
jeg helst undgår, [pause] fordi jeg er blevet sat i bås hele mit liv. Fordi at jeg
ikke passer ind i det her system og det her norms”.
Per havde i de sidste to år haft styr på sit stofmisbrug. Tænderne var ordnet og Per
lignede en ganske almindelig mand sidst i trediverne. Han talte meget om at ville have
sig et arbejde for at gøre familien stolte af ham. Han havde endnu ikke haft mod til at
søge ud i samfundet. Per havde udtalt, at tænderne afholdt ham fra at søge arbejde,
da de ‘lignede noget der var løgn’. Hans nærmeste familie havde slået ring om Per
og hjulpet ham økonomisk, så tænderne kunne blive lavet. Nu græd Per, da han
måtte indrømme, at han stadigt ikke havde haft mod til at søge ud i samfundet.
Betydning, men hvilken?

Under behandling af det empiriske materiale dannede der sig et meget klart billede
af informanternes fremtidsplaner som den dominerende ramme for tandsættets
tillagte betydning:
● Kun dem af mine informanter, der talte om fremtidig beskæftigelse ude i
samfundet, udtalte bekymring over tandsættets ødelagte æstetik. De var
alene om at tillægge tændernes udseende relevans for at kunne tage et
arbejde samt at tillægge tændernes udseende en stigmatiserende betydning.
● Dem, der havde mulighed for at blive på omsorgshjemmet - hvilket krævede
godkendelse af en socialforvaltning - tog alle udgangspunkt i fortællingerne
om de ødelagte tænder i nuværende og tidligere smerteoplevelser.
Tændernes udseende blev stort set ikke nævnt. Dette illustreres med
nedenstående uddrag af interview med Michael.
Michael og jeg havde aftalt at mødes i den smukke gamle spisestue efter frokost. Han
ville gerne høre om muligheden for at få offentligtilskud til tandlægeregningen. Jeg
havde sat mig ved det tunge mahognispisebord, som måtte have dannet rammen
for mange festmiddage. To oliemalerier af tidligere forstanderpar prydede væggene.
At være forstander på denne institution er ikke for dem der surfer gennem diverse
stillinger på vej mod toppen - det er tydeligvis et livskald. Christian og hans hustru er
det tredje forstanderpar i institutionens næsten hundredårige historie.
Michael kom nogle minutter for sent. Døren efterlod han på klem. Vi sad overfor
hinanden. Michael var 55 år gammel, velplejet med kort mørkt hår - måske med lidt
ekstra kilo om maven, men rene negle og velsoigneret. Hans tandsæt havde på
meget synlig vis taget skade af de mange år som alkoholiker. Alle overmundens
tænder var forsvundet, tilbage var kun tre misfarvede fortænder i undermunden, der
noget distraherende for omgivelserne smuttede ud mellem læberne, hver gang han
lukkede munden for at tale, synke eller spise. Michael virkede reserveret og tillukket.
Jeg spurgte forsigtigt indtil hans behov for tandproteser. Var der problemer med at
tygge maden? Var han ked af sit smil? Mindede tænderne ham om en fortid, han
hellere ville glemme? Ledende spørgsmål, men Michael var ikke let at kommunikere
med. Langsomt kom det frem: Nej, han tyggede udmærket sin mad, måske lige
bortset fra det allerhårdeste. Nej, han var egentlig tilfreds med sine tænder, og nej
han tænkte ikke på sin fortid - som han helst ville glemme.
”Jamen hvorfor vil du så have dem lavet?” spurgte jeg.
Michael svarede:
”Fordi de andre beboer siger, jeg skal have dem lavet, de kan ikke holde ud at se på
dem.”
Derefter kom vi ind på Michaels tid før han kom på omsorgshjemmet. Michael sagde:
”Jeg har drukket siden jeg var 14 år. Min stedfar hentede mig tidlig en søndag morgen
for to år siden. Så kørte vi afsted og på et tidspunkt sagde han ’så nu er du på
[omsorgshjemmets navn].’”
Han blev ædru, uden brug af antabus og har siden ikke drukket. Michael fortalte nu,
at han håbede, at kommunen ville give ham lov til at få permanent ophold på
omsorgshjemmet.
Michael sagde forklarende:
”Så jeg aldrig bliver smidt ud fra [omsorgshjemmets navn]. Kommunen har
sagt, jeg skal flytte i lejlighed, det tør jeg ikke, [.] fordi jeg vil drikke mig ihjel.
[Herefter fulgte stilhed i nogen tid] De kommer på tirsdag [nogle
socialrådgivere fra kommunen] og så håber jeg, det går i orden, jeg vil ikke
flytte herfra.”
Hvad rådne tænder udtrykker i en marginaliseret gruppe

Dem af mine informanter, der planlagde en fremtid ude i samfundet, udtrykte
alvorlige følelser i forhold til deres ødelagte tandsæt. Følelser, der i højere grad var
relateret til den livsstil, der havde ødelagt tænderne end til tænderne selv. Jeg vil
argumentere for, at ‘rådne tænder’ hos denne marginaliserede gruppe af mænd bør
opfattes som en sygdom med både en fysisk og ikke mindst en emotionel ætiologi,
udtrykt gennem tændernes materialitet - et ‘idiom of distress’.
De ‘rådne tænder’ blev for informanterne synonymt med manglende værdi i

samfundet - som Palle udtrykte det. Gode borgere, ægtemænd og fædre får ikke
‘rådne tænder’ - det gør kun dem, der lever de hjemløses uansvarlige liv - som Per
beskrev sit eget. Et liv med et alkohol- og/eller hashmisbrug uden for samfundets
rammer, synliggjort af statistikker, sociale medier samt kvalitative undersøgelser. Derfor
bliver det ødelagte tandsæt et symbol på manglende ansvarlighed - for ikke at være
en voksen person og derfor ikke en hel person, noget de hjemløse mænd skammede
sig over. Ifølge Smith-Oka (2014) er problemet netop skammen som medfører en
fortielse og dermed vanskeliggør en mulig løsning.
Palle faldt sammen med tanke på fortiden, som havde ødelagt hans tænder.
Kroppen krummedes, øjnene stirrede tomt frem for sig på gulvet. Når jeg fortolker
denne ændrede kropsholdning som et udtryk for skam, er det på baggrund af
psykologen Michael Lewis’ (1995) omfattende empiri. Ifølge Lewis (ibid.) kan skam
defineres som den følelse, man får, når man har reflekteret over sine handlinger,
følelser eller opførsel og konkluderer, at man har handlet forkert i forhold til ens normer
eller overbevisninger. Når Palle fortæller, at tænderne for ham symbolisere en fortid,
han ikke er stolt over og samtidigt kropsligt falder sammen, så er det, ifølge Lewis, et
helt almindeligt tegn på følelsen af skam. ‘Rådne tænder’ er et kompliceret
sygdomsbillede med symptomer, der rækker langt ud over biomedicinske symptomer,
og som ifølge Strahl (2003) vil kræve en mere kompleks tilgang til en problemløsning
end medikalisering (her forstået som tandlægelig rekonstruktion af tandsættet) alene.
Per, Palle og Mogens taler ind i en samtid med øget fokus på jobaktivering af de
mange borgere med sociale problemer, der har vanskeliggjort et tilhørsforhold til
arbejdsmarkedet. Politiske tiltag for aktivering af denne gruppe er blevet hverdag
med fokus på omskoling, individuelle mentorordninger og individuelle økonomiske
incitamenter. Samtidig har samfundet øget fokus på tændernes udseende i forhold til
jobsituationen.
Per fortalte om et møde med sin socialrådgiver:

“[.] så var det jeg fik at vide, jamen, at hvis jeg skulle gøre mig nogen som
helst chance for at få arbejde eller uddannelse eller sådan noget, så skulle
jeg finde en løsning på de tænder, sagde min sagsbehandler [.]”
Informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, i supermarkedskæden Coop, der er Danmarks

største detail- handelsvirksomhed indenfor dagligvarer med en markedsandel på 42%,
har udtalt (Avisen DK 2015):
"Hvis ansøgerens tænder er så misligholdte, at de [tænderne] er det første,
man tænker på, så er det selvfølgelig op ad bakke. Og det samme gælder,
hvis man har tatoveringer i hele hovedet. Men udseendet har kun
betydning i de tilfælde, hvor det er ekstremt, [.] Kunderne kan føle sig
generet eller provokeret af, at medarbejderen ser ekstremt anderledes ud,"
(Avisen DK 2015)
Direktør for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, har sagt om de socialt udsattes
dårlig tænder:
”På mange måder er tænder det første visitkort, når man møder til en
jobsamtale. Hvis man mangler flere tænder i overmunden, kommer folk til
at fokusere mere på det, end på hvem man er, og hvad man kan. Det
sender jo ikke umiddelbart noget godt signal. [.] Det påvirker deres
selvværd, at de ser ud, som de gør. Det spiller ikke bare ind i forhold til
jobchancer, men også i deres øvrige relationer til andre mennesker.”
(Avisen DK 2015)
Lektor i samfundsodontologi, Lisa Bøgh Christensen, kunne konkludere:
”Der er ingen tvivl om, at det kan hjælpe nogle mennesker. Selvfølgelig er
det ikke sikkert, at socialt udsatte får et job, bare fordi de får lavet
tænderne, men det vil da helt klart hjælpe til en jobsamtale. Det er jeg ikke
et øjeblik i tvivl om,” (Avisen DK 2015)
Kronisk sygdom kan vendes til en fordel for mennesker med meget få andre
muligheder for at blive hørt (Heurtin-Roberts 1993). Men det afhænger af, hvorvidt de
somatiske symptomer på sygdommen er gangbare indenfor specifikke kulturelle
normer (Kleinman og Kleinman 1985). Når jeg ekstendere det ødelagte tandsæt en
kronisk klassifikation, er det med baggrund i de begrænsede økonomiske muligheder
mine informanter - og andre socialt udsatte - har for at ændre tændernes tilstand
uden at søge tilskud fra det offentlige (Christensen 2016, Hede 2016). Af ovenstående
udtalelser bliver det klart, at samfundet fra socialrådgivere til forskere og
virksomhedsledere tillægger det ødelagte tandsæt en væsentlig negativ indflydelse
i en arbejdsmæssig sammenhæng.
Når Heurtin-Roberts (1993) beskriver hvorledes hendes informanter skabte ro og orden

i husholdningen gennem udtalelser som: Vil du, at jeg skal falde død om - så var det
ikke nødvendigvis en bevidst strategi - mere en tillært. Informanten troede rent faktisk
på, som alle andre i hendes omgivelser, at hun ville falde død, om hvis hendes alt for
høje blodtryk røg endnu højere op - og det er lige præcist problemet med ‘idioms of
distress’, den marginaliserede ved mange gange ikke, at han bruger det - han er jo
part af det samfund i hvis nutid, han lever. Han har de samme forståelser til et
fænomen, som alle andre. Når Mogens siger, at tænderne skal ordnes, før han kan få
et arbejde så tror han selv på det - han har jo hørt, set og følt, hvad andre oplever.
Men det giver også samtidigt Mogens et talerør for den ængstelse, han har for
fremtiden, hvor han skal tilbage til det samfund, hvor han allerede har fejlet en gang
- og hvor han bevidst har brudt forbindelsen til gamle venner. Mark Nichters pointe er
netop, at ‘idioms of distress’ er et analytisk værktøj for den fortolkende antropolog til
at søge bag om somatiske symptomer og forstå, hvorledes sociale problemer former
de lidelser marginaliserede og magtesløse mennesker har, og som de kun kan
udtrykke uden frygt for repressalier gennem somatiske symptomer.
Når drømmen brister
Per fortalte, at han havde været ude af sit misbrug i to år, før han fik tænderne lavet.
Socialrådgiveren, familien og resten af samfundet havde gjort tændernes tilstand til
årsag og undskyldning for, at Per ikke bevægede sig ud i samfundet - de havde, som
alle andre, foretrukket en somatisk forklaringsmodel. Efter at tænderne var blevet
ordnet, græd Per, da han erkendte at han ikke havde mod til at påtage sig et
arbejde. I sine egne øjne var Per stadigt den samme uansvarlige person, han altid
havde været. Én der ikke kunne tage vare på et arbejde. Før tænderne blev lavet
kunne Per undskylde sig med et skæmmet smil, hvilket fuldt ud blev accepteret af
omgivelserne. Nu skulle Per indrømme over for samme, at han ikke kunne klare et job,
hvilket ligger langt fra idealet om den gode borger og den ansvarlige far og søn. En
forklaringsmodel med psykosocial lidelse vil modtage langt mindre forståelse. De
rådne tænder, som ’idiom of distress’, udtrykker i Pers tilfælde social lidelse, der
vanskeligt kan løses, netop fordi de negative følelser er bundet til de fundamentale
normer og værdier for voksen opførsel som idiomet repræsenterer i samfundet, men i
høj grad også for individet (de Jong 2010; Kleinman og Kleinman 1985).
Opsummering:
Det, der først blev italesat som kosmetiske problemer, viste at dække over langt
alvorligere psykosociale lidelser, som en rekonstruktion af tandsættet alene
sandsynligvis ikke formår at helbrede.
Kapitel 5. Diskussion og Konklusion

Med udgangspunkt i kritisk fænomenologi har jeg i mit masterprojekt lagt op til en
indkredsning af de komplekse følelser, det ødelagte tandsæt havde efterladt blandt
mine informanter, samt hvorledes disse følelser influerede på deres hverdag og fremtid
kontekstualiseret i vores fælles historiske samfundsudvikling og nutidens politiske
realitet. Min forhåndsforståelse af det ødelagte tandsæts betydning for en
reintegration var baseret på herskende opfattelser blandt tandlægekollegaer,
politikere og erhvervsspidser - offentliggjort i fagtidsskrifter og dagspressen. Der synes
at herske en generel accepteret samfundspolitisk overbevisning om, at hjemløse og
andre kontanthjælpsmodtagere gennem en rekonstruktion af tandsættet, kan gå fra
offentlig forsørgelse til selvforsørgelse. Analysen af mit empiriske materiale stiller
spørgsmålstegn ved dette dogme i relation til den undersøgte kategori. For hjemløse
tidligere alkohol og/eller hash misbrugere med fremtidsplaner omfattende
reintegration er det vigtigt, at tænderne ser ‘normale’ ud - men ikke som de tidligere
undersøgelser har vist af kosmetiske årsager, men for at skjule en fortid man ikke er stolt
af. Disse negative følelser om fortiden gav anledning til en angst for fremtiden i en
sådan grad, at min undersøgelse må betvivle, at et nyt sæt tænder alene kan vende
livet rundt for denne gruppe mænd.
Masterprojektet betvivler ikke, at en rekonstruktion af tandsættet vil hjælpe personen,

der sidder i en jobsamtale. Min pointe er, at ovenstående dogme er bygget på den
grundantagelse, at borgere med ødelagte tandsæt - gennem misbrug af alkohol og
euforiserende stoffer - har mod til at gå til en jobsamtale endsige kan overkomme at
skrive en ansøgning. Ved samfundets fokusering på det synligt ødelagte tandsæt og
blindhed overfor de bagved dybere psykosociale problemer er vi tilbage til, at
somatiske symptomer har prioritet over psykosociale. At vi alle har lettere ved at
forholde os til somatiske problemer, end klager over ondt i psyken og vrede over
samfundet. Desjarlais (1995 pp. 2) siger om hjemløshed: “Homelessness denotes a
temporary lack of housing, but connotes a lasting moral career.” Lettere omskrevet
og på baggrund af mit feltarbejde, vil jeg mene, at for nogle af mine informanter
symboliserede det tidligere liv med et alkohol- og/eller hashmisbrug en afsluttet
periode af uansvarlig opførsel, men en fortsat konstant tvivl på egen formåen. Netop
derfor er det vigtigt, ifølge Desjarlais (1995), i etnografiske undersøgelser blandt
udstødte margin,aliserede grupper at tilsidesætte ‘officielle’ forklaringsmodeller i et
forsøg på at finde ind til den ‘intime’ forståelse. Netop hvad Mark Nichter ønsker at
gøre med sit analytiske begreb, ‘idioms of distress’.
Man kunne også vende problemstillingen om og spørge, hvad der er i vejen med
samfundet og vores arbejdspladser, når nogle mænd foretrækker at blive på
omsorgshjemmet for altid.
Såfremt der i den offentlige politik fokuseres på ændringer af individet fremfor på

arbejdspladsernes rummelighed, er det mindre sandsynligt, at en borger efter
længere tids fravær på arbejdsmarkedet kommer i arbejde igen (Yelin et al. 1980).
Medicinsk behandling eller omskoling og jobtræning af individet har, generelt set,
mindre betydning end en forståelse og vilje på arbejdspladserne for rummelighed. En
tilstand mine informanter fandt på omsorgshjemmets arbejdspladser.
Goffman (1963/1990) foreslår det stigmatiserede individ enten at skærme sig fra det
samfund hvor han ikke kan leve op til normerne - alternativt at samfundet hjælper den
stigmatiserede med integration. Når en ganske stor del af mine informanter gav udtryk
for, at de helst ville blive på omsorgshjemmet, så er det udtryk for stigmatiseringens
dynamik, der i ligeså høj grad afslører samfundets moral som den stigmatiseredes
(ibid.). Der er ikke tvivl om, at mange af disse mænd er i stand til at varetage et
arbejde - spørgsmålet er, om vi som samfund på behørig vis er i stand til at tage vare
på socialt udsatte borgere.
Efterord
Mine feltnoter indeholder mange hurtigt nedfældede tematiske ideer og forslag til
teoretiske perspektiver – overvejelser stammende fra stille stunder mellem de mange
feltarbejds- aktiviteter. Ud fra mine noter kan jeg se, at Victor Turners ’ritual teori’ i
nogen tid var blandt favoritterne. En anden var Marcel Mauss’ ’gave teori’ – specielt
det akademisk mindre ansete kapitel fire fascinerer mig. ’Gave teorien’ kunne have
åbnet op for en diskussion af om hvorvidt offentlige ydelser er en hjælp samfundet
yder eller en chance samfundet har for reciprcitet overfor en borger i nød.
Opfattelsen af manglende reciprocitet havde efterladt dybt negative følelser hos en
del af mine informanter, men også her var felten skarpt adskilt. Kun dem, som havde
haft en fortid med beskæftigelse gav udtryk for, at ’systemet’ havde svigtet dem. Jeg
sidestillede i mine noter de hyppige urintests som en moderne udgave af Michel
Foucault’ ’panopticum’ – mere af intellektuel interesse end overvejet teoretisk
perspektiv. Min første intention med dette masterprojekt var en diskurs-analyse af de

forskellige lovgivninger, der over de sidste 15 år har muliggjort offentlige tilskud til
tandbehandling af fattige medborgere. Under feltarbejdet blev det klart for mig, at
før en sådan undersøgelse kunne begynde, måtte jeg nødvendigvis forstå
fænomenet, som det fremstår for de berørte.
Et vedblivende interessefelt for mig er den historiske beslutning, der i Danmark førte til
en, hvad jeg vil kalde, treenig opdeling af danskens krop i en biologisk krop, sjælen og
- tænderne. En opdeling, som har ført til en stedbarnsagtig behandling af
tandsundhed i det offentlige sundhedssystem. Sådan behøver det ikke at være. I 1948
besluttede det britiske parlament at indføre et offentligt sundhedstilbud til landets
borgere. Det betyder i dag, blandt andet, fri adgang til tandbehandling for alle
voksne borgere på overførselsindkomster – samt meget begrænsede udgifter for alle
andre. I lyset af den aktuelle antropologiske ’turn’ mod en sensorisk antropologi – og
ikke mindst en samfundskritisk sensorisk medicinsk antropologi - er mit håb i fremtiden
at gennemføre et komparativt studium af de præmisser forskellige politiske
sundhedsbeslutninger ekstenderer det levede liv og former de følelser der italesættes.
Spørgsmålet er om ’rådne tænder’ findes i det engelske sundhedssystem eller om
britiske tidligere alkohol og/eller hash misbrugere benytter andre somatiske
symptomer til at udtrykke skam over fortiden og specielt ængstelse over fremtiden.
Om det engelske samfund vil forstå og tillægge et ødelagt tandsæt samme
betydning som i Danmark. Kan psykosocial lidelse i England udtrykkes gennem ’rådne
tænder’ og give ejermanden den omsorg han håber på, når et besøg hos tandlæge
er alt der kræves for at komme af med de somatiske symptomer?
Der var mange beretninger blandt min informanter om voldsomme tandsmerter.

Tandsmerter som var blevet udstået gennem et øget brug af alkohol – i yderste
konsekvens ved selvbehandling gennem udtrækning af den smertende tand.
Fortællingerne om tandsmerterne var universelle ligesom manglende behandling af
samme. Lidelser, der fortjener fremtidig antropologisk indsigt og støtte.
Goffman (1963/1990) siger at stigmaet er dynamisk i så henseende, at det i nogle

situationer er stigmatiserende i andre ikke. Jeg kan tilføje at stigmaets indvirken på det
stigmatiserede individ er dynamisk i forhold til fremtidsplaner. For både Goffman (ibid.)
og Desjarlais (1997) er det stigmatiserede individ et billede på, hvad vi absolut ikke vil
være. Jeg tror det skræmmende i dette tilfælde for os ’normale’ er bevidstheden om
hvor meget vi ligner mange af omsorgshjemmets beboere, og hvor lidt uheld der skal
til før samme skæbne blev os tildels.
Litteraturliste.
Avisen DK 2015 (30.03.2015) http://www.avisen.dk/bagud-paa-point-ingen-vil-have-
tandloese-kassedamer_315854.aspx
Bernard, H. R. 2002 (A) “Preparing for Research” and “Interviewing: Unstructured and
Semistructured” and “Field Notes: How to Take Them, Code Them, Manage Them” in Research
Methods in Anthropology, Altamira Press, Walnut Creek, Lanham, New York, Oxford, pp. 65 –
90, 203 – 239, 365 - 389.
Beskæftigelsesministeriet 2015.
http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/Arkiv/2015/03/Regeringen%20har%20modtaget
%20Kochudvalgets%20anbefalinger.aspx (05.05.2017)
Christensen, L.B. et al 2013. Caries fra folkesygdom til socialt stigma. Tandlægebladet, vol(117),
pp. 204 - 2011.
Christensen, L.B. et al 2016. ”Tandklinikken Tandrødderne - for misbrugere og socialt udsatte.

Evalueringsrapport projekt Tandrødderne Januar 2016. Københavns Universit.
Tandlægeskolen.” http://forskning.ku.dk/find-en-forsker/?pure=da/publications/tandklinikken-
tandroedderne-for-misbrugere-og-socialt-udsatte-evalueringsrapport-projekt-tandroedderne-
januar-2016(fb03ac04-6606-4113-a84f-9c4d131a882f).html (12-12-2016)
Christensen, L.B. et hede, B. 2017. Faglige udfordringer for fremtidens tandpleje, set i et
samfundsodontologisk perspektiv. Aktuel Nordisk Odontologi, vol.42, pp. 6 - 17.
Cortsen, B. 2015. Socialt udsatte og tandpleje. Tandlægebladet, vol.119, pp. 788 - 793.
de Jong, J.T. et Reis, R. 2010. Kiyang-yang, a West-African Postwar Idiom of Distress. Culture,
Medicine and Psychiatry, vol.34, pp. 301-321.
Desjarlais, R. 1997, Shelter Blues. Sanity and selfhood among the homeless. University of
Pennsylvania Press, Philadelphia.
Gehlert, J. 2015-03-2013, “Danmark har til alle tider sejlet I alkohol.”, Kristeligt Dagblad
https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/danmark-har-til-alle-tider-sejlet-i-alkohol
Goffman, E. 1963/1990. Stigma. Notes on the Management of spoiled Identity. Penguin Books.
London
HANSEN, C.D. 2012, Fra sygdomsforfald til sygefravær - arbejde og sygdom mellem rettigheder
og pligter i den moderne velfærdsstat, Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 16, pp.
149-172
Hastrup et al. 2014. ”Projektdesign” i Kulturanalyse. Kort fortalt, Samfundslitteratur,

Frederiksberg. Pp. 33 - 47.
Hede, B. 2015. Tandplejens stedbørn - de udsatte og de udstødte. Tandlægebladet, vol. 119,

pp. 794 - 801.
Hede, B. 2016. ”Opsøgende tandpleje for særligt socialt udsatte borgere i Svendborg
Kommune. Faglig evaluering af projektperioden 2013 - 2015. Københavns Universitetet.
Tandlægeskolen.”http://portal.svendborg.dk/dagsordener/Social%20Sundhedsudvalgetg%2
0(Åben)/2015/10-06-2015/Referat%20(Åben)/SS-10-06
%20Bilag%2015.02%20Foreløbig%20evaluering%20af%20projekt%20vedr%20socialt%20udsatte.
pdf [12-12-2016]
Helsinki Declaration 2013 https://www.wma.net/policies-post/wma-declaration-of-helsinki-

ethical-principles-for-medical-research-involving-human-subjects/
Højbjerg, C.K. (2010) ”Hemmeligheden. Det etiske dilemma” i Ind i Verden. En grundbog i
antropologisk metode, ed. Kirsten Hastrup, Hans Reitzels Forlag, pp.297 - 322
Jacobsen et al. 2015. ”Fænomenologi” i Kvalitative Metoder, eds. Svend Brinkmann og Lene
Tanggaard, Hans Reitzels Forlag. Pp. 217 - 240.
Kirmayer, J.L. (1984). Culture, Affect and Somatization. Transcultural Psychiatric Research
Review, vol.21, pp. 159 - 188.
Kleinman, A. et Kleinman J. (1985) “Somatization: The Interconnections in Chinese Society

among Culture, Depressive Experiences, and the Meanings of Pain” in Culture and Depression,
eds. Arthur Kleinman and Byron Good. University of California Press, Berkley, Los Angeles and
London. Pp. 429 - 490
Lewis, M. 1995. “Shame in Everyday Life”, “Our Emotional Lives” and “Self Thoughts and Shame”
in Shame, The Exposed Self. The Free Press, New York, pp. 1, 13 and 59
Nichter, M. 1981. Idioms of Distress: Alternatives in the Expression of Psychosocial Distress: A Case
Study from South India. Culture, Medicine and Psychiatry, 5, pp. 379 - 408.
Nichter, M. 2010. Idioms of Distress Revisited. Culture, Medicine and Psychiatry, 34, pp. 401 - 416.
Patel, V. et al. 2005. Why do women complain of vaginal discharge? A population survey of
infectious and psychosocial risk factors in a South Asian community. International Journal of
Epidemiology, 34, pp. 853 - 862.
Pedersen, A.M.L. 2016. Rusmidler og mundhulen, Aktuel Nordisk Odontologi, vol. 41, pp. 98 -
111.
Smith-Oka, V. 2014 Fallen Uterus: Social Suffering, Bodily Vigor, and Social Support among
Women in Rural Mexico. Medical Anthropology Quarterly, vol.(28), pp. 105 - 121.
Strahl, H. 2003 Cultural interpretations of an emerging health problem: blood pressure in Dar es
Salaam, Tanzania. Anthropology and Medicine, vol.(10), pp. 309 - 324.
Trollope-Kumar, K. 2001. Cultural and biomedical meanings of the complaint of leukorrhea in

South Asian women. Tropical Medicine and International Health, 6, pp. 260 - 266.
WHO (2005) http://www.who.int/bulletin/volumes/83/9/editorial30905html/en/ (24.05.2017)
Østergaard, P. et Frandsen, L.M. 2006. Hjemløse: livsforhold og orale forhold. En

litteraturgennemgang med kasuistikker. Tandlægebladet, vol.110, pp. 638 - 646.

Masterprojekt - at Turde Vide Tænder I Velfærdssamfundet - Katja Drost 2017

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Masterprojekt - at Turde Vide Tænder I Velfærdssamfundet - Katja Drost 2017

Uploaded by

Copyright:

Katja Drost, MSA-studerende (201500696) 1

Der er bevidst ikke anvendt fagillustrationer af ødelagte tandsæt i dette

” While the ’intimate side’ of abjection is suffering,

Kapitel 1: Introduktion til de Ødelagte Tænder 10

Kapitel 2: Gennem porten – ud i Felten 16

Kapitel 3: Det Ødelagte Tandsæt 23

Opsummering: Når man falder uden for (27)

Kapitel 4: De Rådne Tænder 28

Kapitel 5: Diskussion og Konklusion 42

Informanterne er citeret på følgende sider:

Omsorgshjemmets forstander er citeret på siderne: 8 – 14 - 17

Jeg lærte i denne kø af sultne mænd om ‘kærligheden’ til hash og om de økonomiske

omgåelser af samfundets regler, samt ønsket om en bedre fremtid med selvforsørgelse

Tilskyndet af efterfølgende gentagne beretninger fra informanter om ubarmhjertige

At fortryde fortidens handlinger

I dag er voldsomt ødelagte tænder ikke længere en folkesygdom, men en sygdom,

Det handler om så meget mere end tænder

Kapitel 1. Introduktion til De Ødelagte Tænder

Det ændrede formål

Jeg tog på feltarbejde bevæbnet med nyere kvalitative undersøgelsesresultater

og/eller hashmisbrug. Ødelagte tandsæt, som følge af sygdomme, traumer eller

Det empiriske materiale bygger på to ugers feltarbejde, hvorfor konklusionerne må

Det empiriske materiale åbnes op ved hjælp af mikrosociologen Erving Goffmans

Formålet er at argumentere for realistiske forventninger til de socialt udsattes formåen

I udgangspunkt havde jeg planlagt en socialkonstruktivistisk tilgang til en

At se tænderne efter i sømmene

De patofysiologiske skader på tænder og omgivende væv efter et årelangt liv som

Resultaterne af kliniske danske undersøgelser af hjemløses tandstatus med

Pers fortælling er ikke enestående, hvilket jeg konfronterede forstanderen på

Vores fælles fortid

Med Kommunalreformen i 1973 fik vi indført et lovpligtige tilbud om kommunal

tandsæt ikke længere er et fælles folkeligt anliggende, men forbeholdt samfundets

Mine informanters ødelagte tandsæt skal derfor kontekstualiseres i en samtid med et

Opsummering: Fra flovhed til social nød

Kapitel 2. Gennem Porten - ud i Felten

Den fysiske ramme

Omsorgshjemmet er et midlertidigt opholdssted for 130 hjemløse mænd - for enkelte

Mit første indtryk var ro og orden. Stilheden herskede i fællesbygningerne, på

kunder kom langvejs fra for at købe de hjemmeproducerede kvalitetsprodukter. Om

Netop den dynamiske situationsafhængighed, der omgærder stigmaet (Goffman

Der blev skrubbet, skuret, muget ud og skabt kontakter

Lad os gå tur eller køre en tur?

Valget af det ustrukturerede interview var en bevidst omlæggelse af strategi efter de

Deltagerobservation med sit krav om tilstedeværelse og professionel distance viste sig

”Ved du godt at du allerede har fået et øgenavn her på [stedets navn]?

Under morgenmødet den første dag introducerede omsorgshjemmets forstander,

Beboernes udsatte sociale situation og det ødelagte tandsæts stigmatiserende

Indgående kendskab til beboerne og omsorgshjemmet vil muligvis kunne afsløre

Feltnoterne er uploaded på min egen adgangskode-krævende-konto på

Interviewene er optaget (under forudgående tilladelse hertil af de enkelte

Mine feltnoter kom til at bestå af både deltagerobservationer og 15 interviews fordelt

Opsummering: Der blev skabt viden

Kapitel 3. Det Ødelagte Tandsæt

Når ord mangler

De ustrukturerede interviews og de mange observationer havde tilbudt et væld af

Hvad tror du?

Palle og jeg kendte nu hinanden så godt - vi havde på det tidspunkt tilbragt

Fra klassisk til dynamisk

Det ødelagte tandsæts sociale betydning

Det splittede individ

Hvorfor bliver et ødelagt tandsæt sidestillet med uansvarlighed i dagens Danmark?

Opsummering: Når man falder uden for

Kapitel 4. De Rådne Tænder

I den efterfølgende behandling af det empiriske materiale blev det klart, at

I dette masterprojekt bliver mine informanters tillæggelse af det ødelagte tandsæt en

Hver fugl synger med sit næb