Tankespiralen - et liv med angst og

OCD
Tankemylder
Jeg hører et jægerfly. “Er det et bombefly? Måske vil det bombe os, ligesom tyskerne gjorde i anden
verdenskrig?”. Jeg kaster mig hårdt ned i sengen, så jeg næsten hopper ud igen. Jeg omfavner min
dyne, og krammer den så hårdt, at jeg næsten får krampe i mine arme. Sveden løber ned ad ryggen
på mig. Jeg trækker vejret tungt og tænker, “Nu er det slut, både for mig og min familie og dem
omkring mig”. Skal jeg råbe, at der er et bombefly? Mit hjerte banker så hurtigt, at det er svært at
trække vejret. Men nej, jeg ved godt, at det bare er en af de dumme og urealistiske tanker, men
hvorfor tænker jeg sådan? Hvorfor er det mig, der skal være på vagt for alt omkring dem, jeg har
nært?

Det fortæller Selma Cecilie Dahl, som vi snakker med i dag, om at leve med tvangstanker og OCD, der
er en af flere typer angst.

Hænder ru som sandpapir

En af de mest almindelige former for OCD er ekstrem håndvask, det skyldes en stor opmærksomhed
på hygiejne i skolen, SFO’en, børnehaven eller i ens eget hjem.

I modsætning til tidligere, hvor man mente, at OCD var en yderst sjælden sygdom, har man nu
fundet ud af, at to-tre procent af befolkningen lider af OCD. Det svarer til, at der i Danmark er ca.
150000 - hundrede halvtreds tusind mennesker, som kan slås med forskellige grader af OCD. Der er
lige mange mænd og kvinder, der lider af OCD, men der er en tendens til, at drenges OCD begynder
lidt tidligere end pigers. Oftest viser OCD sig for første gang i barndommen, fra syvårsalderen og op
til starten af tyverne.

Selma står og skal vaske hænder endnu en gang. Hun trykker først en sæbepump ud og sparer
bestemt ikke på sæben. Hendes hænder er allerede ru. Det ligner, at hendes hænder er blevet slebet
med sandpapir. Hun har ikke brug for at vaske hænder så mange gange, men hendes tanker
fortæller hende, at hun ikke må sove før alle mulige “hvad nu hvis” scenarier, som jeg har rørt ved
toiletbrættet, så er jeg beskidt og det giver mig uro. Hun siger til sig selv, at det ikke er nødvendigt,
for hun har allerede vasket hænder flere gange, inden hun skulle i seng. Hendes mor kommer ned og
ser håndvasken på fuld drøn og Selma, der vasker som en vanvittig. Hendes mor beder hende lade
vær, fordi hun vækker hele huset. Selmas mor lægger hende tilbage i seng og hun falder til ro.

Tvangsritualer
Selma tjekker, om hoveddøren er låst. Det er ikke hendes pligt at tjekke, om den er låst, det er
hendes forældres. Hun gør det alligevel, selvom hendes forældre har sagt, at de har tjekket den.
Selma tager i døren, og den er låst, som hendes forældre havde sagt, at den var. Alligevel presser
behovet sig på for at trække i døren en ekstra gang. For hvem ved, hvad der kan ske, hvis nu?
Selma får straks en tanke. Har hun tjekket, om hendes cykel var blevet sat ind? Hun ved, at hun ikke
har brugt den. Selma prøver at tænke på alt muligt andet og lægger sig tilbage i sin seng og lukker
øjnene. Selma ligger uroligt og vrider sig fra side til side imellem de puder, hun har sat op, s å hun
føler sig mere tryg og ikke ligger og kigger rundt i værelset.

Cyklen er der ikke, så hun lukker døren og låser den igen.

Hun har lagt puderne så tæt på væggen, at hun nærmest ikke selv kan være der. Hun åbner øjnene
hårdt op og rejser sig. Hun sætter sig på kanten af sin seng og tager sig til hovedet. Hun vil helst bare
sove, men hun føler ikke, at hun har noget valg. Hun rejser sig og låser hoveddøren op, hun prøver at
gøre det så stille hun kan, for hendes forældre skal helst ikke høre, at hun er oppe, for hun er
allerede kommet for sent i seng. Cyklen er der ikke, så hun lukker døren og låser den igen. Hun
kaster sig ned i sengen og har en ubehagelig følelse af, at hun ikke tjekkede godt nok, hun giver op
med det samme og rejser sig igen. Hun er irriteret på sig selv og forstår ikke selv, hvorfor hun ikke
bare kan lade være. Hun åbner døren, tjekker bag hoveddøren og lige ude foran vinduet. Cyklen er
der stadig ikke. Så har hun det på plads. Hun vender for tredje gang tilbage til sit værelse med en
dårlig følelse. Hun åbnede døren to gange. Øv altså, nu må hun rejse sig igen. Hun vender tilbage og
åbner og lukker døren otte gange. En for hende far, fordi at han er den første i familien. To for
hendes mor fordi hun er nummer to i familien. Tre for hende selv, fordi at hun er den tredje i
familien. Fire for hendes bror, som er den fjerde i familien. Fem for hendes hund, som er nummer
fem i familien. Hun låser døren og går tilbage, men denne gang med en god følelse af, at hun har
gjort det godt nok.

Men det er ikke alle, der udvikler OCD.

Dette kaldes et talsystem, som ikke alle har. Meget få udvikler talsystemer. Et talsystem er, hvor du
giver personer tal. Nogen tal kan være personer man holder af, og andre kan man måske være bange
for eller have haft dårlige episoder med. For eksempel åbner og lukker Selma døren ti gange, som
betyder held. Talsystemet hjælper med ro og tryghed. Ligesom det bringer struktur i de kaotiske
tanker.

Firs procent af alle mennesker oplever tvangstanker, såsom at tjekke om de har låst døren mere end
en gang. Men det er ikke alle, der udvikler OCD. Tvangstanker er ubehagelige eller skræmmende
tanker, ideer eller billeder, der trænger sig på og er umulige at slippe af med. Tvangshandlinger er
bestemte rituelle handlemønstre, som nogle oplever, at de bliver nødt til at udføre. ofte af frygt for,
at der ellers vil ske noget katastrofalt. Det giver en følelse af lettelse og ro at udføre handlingen, men
kun midlertidigt, da anspændtheden og trangen til at udføre handlingen hurtigt vender tilbage. Det
er derfor, at det hedder tvangstanker, fordi man har trangen til at udf øre handlingen, og når man
har gjort det, vender det hurtigt tilbage, og man har lyst til at gøre det igen. For eksempel
overdreven frygt for bakterier, hvor vedkommende eksempelvis vil vaske hænder i stærkt
overdrevet omfang eller tvangshandlinger, hvor personen tjekker de samme ting igen og igen, fx om
cyklen er sat på plads, eller vinduet er lukket. Det kan være næsten umuligt at øve modstand mod
tvangshandlingerne, når man har OCD, idet angsten så ofte forværres. Det er derfor lettere sagt end
gjort “bare at lade være” med at udføre sine tvangshandlinger.
“Jeg føler mig en gang i mellem alene om mine tvangstanker og OCD”, fortæller Selma Cecilie Dahl.

Jeg føler ikke, at der er nogle, der forstår mig - uanset hvor meget de prøver, er det ikke det samme.

Det eneste sted jeg føler, at der er nogle, der forstår mig, er hos min psykolog. Jeg føler, at det er det
eneste sted, hvor både min psykolog, men også mine forældre, virkelig lytter og prøver at sætte sig
ind i det at føle angst (OCD).

Hvordan kommer man videre?

Løsningen er at få hjælp af en psykolog eller en, som også lider/har lidt af det samme. De vil støtte
dig, og hjælpe dig igennem, og fortælle hvad du kan gøre.

Selma har for eksempel fået at vide, at hun kan tænke, “hvis jeg nu rør femten gange ved dette bord,
så gør jeg det jo også i morgen. Hvad vil jeg når jeg bliver stor? Vil jeg blive ved med at følge min
hjernes instrukser?”.

Forfattere: Mathilde Varlynge Frost og Olivia Meyer Westergaard.