======

MASKEN
======

Hvorfor vil I grave i, hvad der skete den sommer?

I mange år er det lykkedes mig at gemme det års begivenheder i mit

sinds fjerneste afkroge, og nu står I og vil gerne have svar. Hvad
betyder den maske, jeg står med på det fotografi, der så mange år har
ligget i mit album? Hvad skete der med Cynthia den aften, hun forsvandt?

I spørger og forventer et svar, som jeg ikke rigtig ved, om jeg kan
give. Jeg husker nok, hvad der skete, men hvad ved jeg om, hvorfor og
hvordan?

Vi havde sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber

rundt og opdager verden og er fri, en dejligt lang pause fra skolens
daglige ydmygelser og hengemte trivialitet, som man næsten kunne tro
ville vare hele livet.

For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man
kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske
klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter,
hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte,
fascinerende konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i
seng.

Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt *masken*.

Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved
ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at
sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre,
om hun kunne lege.

Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en

ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der
gemte sig nede ved kysten.

Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig

ting, og det er *huler*. Kysten er barsk og forreven, og mange steder
dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes
fascinerende indre.

Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med
havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.

Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så

denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en
klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i
lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå
for.

På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under
et klippefremspring.

-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!

Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods

den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede
straks at udforske den.

Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de
første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst.
Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel
tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så
småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og
her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne
steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til
højvandet kom ind og dækkede indgangen.

-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der
må være en revne...

Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser

og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter
udtørrede underjordiske floder?

Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen

mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til
loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af
sollys ned til os.

Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.

-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.

-Scch, indvendte jeg: -Se her!

Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne
strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og
krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så
overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at
tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller
køer.

Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet

gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte
rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.

Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at

tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang
rokke den.

Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt

at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser
var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud
over, hvad nogen af os havde regnet med.

-Vi *skal* til at tænke på højvandet, stammede jeg.

Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår
og ansigt.

-Men vent lige et øjeblik ...

Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt
sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede,
elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan
have været andet end menneskeblod.

Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg
havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med
et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til
tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud
over havet.

Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at
snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og
hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig
ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.

Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Måske vi begge havde
brug for tid til at fordøje vores oplevelse, måske hun bare var for
optaget af at følge sine små brødre til stranden.

Efter et par dage slentrede jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for
at indrømme, at jeg savnede hende. Ville hun med ud og udforske heden og
klitterne? Jeg pegede mod syd, langt bort fra *hulen* mod nord.

-Kan vi ikke bare gå ned til stranden? Jeg har lovet at passe de små.

Og så blev da denne dag en plaske- og dase- og

grine-med-de-små-børn-dag, en velfortjent fridag fra det vigtige arbejde
med at udforske klipper, klinter og klitter i området omkring Polperro, en
dag, hvor vi beredte os på den glæde, resten-af-sommerferien
forhåbentlig kunne bringe, inden vi nådesløst blev afskibet til hver sin
fjerntliggende kostskole.

Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi

omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige,
underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og
klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe
tør.

Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde.

Nogle gange tog jeg den frem om aftenen og undersøgte den for at se, om
jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så
meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt
vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket
af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Øjnene glødede rubinrødt
i deres huler. Var dette en navnløs gud, som generation efter
generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte
til?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt
et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig
få mig selv til det. Klippehulen var *vores*, og selv om den skræmte
mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog masken op i mine
hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg
rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel
op over et alter og smøre blod på dens elfenbenshvide hugtænder?

Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia
ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så
jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset
var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs,
gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et
øjeblik, så var jeg tilbage på heden.

Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været
så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig set, tænkt eller drømt noget
lignende i hele mit liv, men ikke desto mindre var det, som om jeg et
øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var
alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på
mig fra den mælkehvide himmel.

Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke
bemærket noget.

Anden gang sad jeg derhjemme og talte med min mor. Pludselig var jeg et
helt andet sted - jeg sad stadig på et bord i en stue, men alt var
overtrukket med det blanke, mælkehvide og golde lys, jeg huskede fra
første gang. Bøger, reoler og billeder var alt sammen væk, afløst af
glatte, gråligt-hvide flader. I stedet for min mor var der et uhyre med
hugtænder og horn præcis som på djævlemasken. Dæmonen så på mig, som om
den ventede på mit udspil.

Jeg skreg.

Da jeg kom til mig selv igen, sad min mor bekymret på hug foran mig:

-Hvad *er* der??

-Ikke noget, begyndte jeg.

Og det var der naturligvis heller ikke - ikke noget, som jeg forstod, i hvert
fald.

-Det *er* virkelig ingenting, fik jeg atter fremstammet. -Jeg kom bare
til at tænke på en grim drøm, jeg havde forleden. Det må du undskylde
...

Hvordan forklarer man, at man begynder at skrige midt i en fredelig,

almindelig samtale på en fredelig, almindelig solskinsdag, hvis man ikke
har lyst til at indrømme, at man pludselig blev bortrykket til et
mælkehvidt limbo hvor éns eneste selskab var den samme djævel, som havde
opsyn med menneskeofringerne på den begravelsesplads eller blasfemiske
helligdom, hvor man har stjålet en maske? Hun ville have troet, at jeg
var gal, og det var jeg måske også.

I stedet for at betro mig til min mor begyndte jeg at udforske mine
forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en
forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som
antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted
for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.

Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i
hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver"
stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest,
hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske
opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas
hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke
betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det
gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået
og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig
inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.

Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de

*var* Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det
hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære
at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret
mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle
"Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.

Men det var måske ikke helt det, der var tale om her: Masken sad fast på
væggen, mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end
en rekvisit til et mysteriespil.

Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre.
"Profetiske syner" kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i
en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med
andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den
seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs
klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde
rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og
skrækken viste sig som en slags vågent mareridt?

-En mælkehvid slette, siger du?

-En tom verden med et underligt grødet lys, ingen fremspring eller
ujævnheder, ingen bakker, bjerge eller dale. Bare en følelse
af noget, der holder øje med mig.

Cynthia så underligt på mig.

-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det *er* også
uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig
nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan
komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket
dernede.

-Ja, desværre. Eller, ikke desværre. Men kan vi ikke vente lidt med at
slå alarm? Jeg ville gerne ... hvad tror *du*, det er for noget? Har du
nogen ideer?

Hun sukkede:

-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange

folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd
søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af
dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage.
Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til
pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk
... ligesom en slags gargoyle?

Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en
om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk
frugtbarhedskult eller mordersekt.

-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet
igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden
vi skal tilbage til kostskolen. Men ... synerne vil ikke give slip.

Cynthia nikkede:
-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere
spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og
hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu,
risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at
vide, før det hele er kommet på museum.

Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen

videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på
hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke
ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne
og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En
lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...

Jeg skreg. Cynthia tog mine hænder, forsikrende, forvirret: -Hvad *er*
der? Hvad skete der?

Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt
igen. Jeg rystede, fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde
set.

-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå
derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den? Måske den prøver på
at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os,
parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne
kravler ud og ind ad vores øjenhuler.

-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan
skade os dernede, er højvandet. Hvad de andre angår, er de døde og har
været det længe. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få
forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så
det passer fint.

Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi

kan finde?

Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg
hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias
ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger
på hulens gulv. Hvad betød det?

Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt
for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der
krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden
varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?

Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de
forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke
helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i
sammenligning.

Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem.
Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne
jeg så gøre for at slippe af med dem igen?

Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt
kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den
kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne.
Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som
en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og
blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde
haft noget snor.

Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet
til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores Store Ekspedition
og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner
glimrede i det svage månelys.

-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at
se ...

Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne
glimtede i månelyset.

-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er
noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og
forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det
bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til
hulen og aldrig vende tilbage.

Cynthia lo.

-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå
derned senere, ved du ... men før eller siden *må* vi sige til
nogen, at vi har fundet den.

Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os

slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget,
udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm
kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes,
beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne,
mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om
mig og skærme mig. Jeg satte mig ned, hun fulgte efter og trykkede
forsigtigt et kys mod mine læber. Jeg kyssede forsigtigt igen, vidste
ikke helt, hvad der gik af os.

Cynthia havde været min ven siden barndommen, naboens datter og min
bedste legekammerat. Hvilke drømme jeg end var begyndt at drømme i de
senere år, om sukke og bryster og varme pigeben og en dyb, tryg hule at
slukke sin længsel og sit begær i, havde de aldrig handlet om hende.

Disse kærtegn var noget mere uskyldigt, en fysisk manifestation af den

ømhed, hun havde brug for at give, og jeg for at modtage. Jeg trak mig
lidt tilbage, trykkede endnu et kys på hendes læber og tog masken frem.

-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt.
Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner
til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig *var*
kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i denne hule? Vil vi virkelig
slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?

Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende,
men jeg udbrød, halvt i spøg:

-Ved du, hvem det er, du kysser? og trak masken op for mit ansigt.

Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en

dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke
masken ind mod hendes ansigt.

Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne

og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om
jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge
ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede
mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst
mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var
blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.

Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før
verden forsvandt.

De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg
endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde
skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig
druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.

Og det er den historie, I nu har afkrævet mig. I ved, hvad der videre
skete. Jeg tog tilbage til kostskolen og endte med at gøre karriere i
handelslivet inde i London.

Da mine forældre døde, tog jeg tilbage til denne landejendom og har
levet her siden, dels i en uigengældt kærlighed til barndommens land og
de stunder, jeg fik med min elskede Cynthia, dels for at vogte verden
mod det onde, der stadig gemmer sig i den forbandede hule; det onde, som
i mine og Cynthias sidste øjeblikke overmandede mig og tvang mig til at
begå den afskyeligste forbrydelse, noget menneske har drømt om.

Og nu hvor I ved det, vil I åbne hulen og bebyrde verden med en ganske
overflødig viden om, hvad der engang gik for sig på disse
kanter. Måtte himlen bevare os alle for følgerne af jeres dårskab!