Kunstens eksil

”Gå, lille bog, uden mig – og jeg under dig rejsen! – til Staden!
Ak, hvor din ejermand selv ikke må sætte sine ben.
Rejs, men i tarveligt tøj! – som et bud fra en stakkels fordrevet”
Ovid: Bitterligheder (34 f.Kr-17 e.Kr.)

Den fejrede digter af Elskovskunsten og Forvandlingerne, Ovid, henslæbte de sidste 9 år af sit liv i
udlændighed ved Sortehavets kyst, relegeret fra det Rom han elskede, på Kejser Augustus’ bud. Samtidig
med at han konstant beklagede sig og tryglede om lov til at vende tilbage, sendte han i mangel af bedre
sine digte hjem som små breve der dog skulle gøre det muligt for ham at være til stede og blive hørt i en
eller anden form i den kulturens arne hvor han efter egen formening rettelig hørte til.

Som det blandt andet fremgår af Delacroix’ billede, er Ovids ophold blandt Skyterne et klassisk eksempel på
eksil, der har fascineret os lige siden, selvfølgelig på linje med en lang række andre, f.eks. Dantes eller
Muhammeds senere landsforvisning.

Eksilet er jo umiddelbart den tilstand de personer befinder sig som det af forskellige grunde er blevet pålagt
at opholde sig uden for deres eget land, uden at de derfor har sluppet deres identifikation med det
oprindelige land.

Eksilet indebærer dermed også at jeg kommer til at befinde mig i en underlig mellemtilstand. Det tidligere
relativt selvfølgelige sproglige, kulturelle, familiære og sociale tilhørsforhold har jeg mistet, samtidig med at
jeg stadig bærer dem og længslen efter dem med mig i den nye kontekst, og uden at de er blevet erstattet
af noget andet. Landet jeg befinder mig i her og nu, får dermed status af et temporært ikke-land, en slags
limbo jeg går igennem, en mild forgård til helvede, hvori sjælen ikke nødvendigvis udsættes for andre
strenge straffe og pinsler end at den først og fremmest er nedslået og forstemt, i og med at den plages af
fravær, glemsel og forsvinden. Af et fravær af tilhørsforhold til hjemmet, og måske også af en angst for at
forsvinde fra og for de andre i en sådan grad at jeg til sidst bliver usynlig og glemmes, nærmer mig
tilintetgørelsen.

Allerede før sin fysiske forvisning, var Ovid imidlertid ikke ganske entydigt hjemmehørende i politikkens og
magtens centrum. Han forvistes efter eget udsagn ikke alene for et personligt ”fejltrin” som han selv ikke
uddyber yderligere, men i lige så høj grad for det han omtaler som ”carmen”, eller et digt. Sandsynligvis
drejer det sig i særdeleshed om værket Elskovskunsten, en håndbog i hor hvori han gjorde grin med
kejseren og tidens moralske restauration; men måske nok så meget, og mere generelt, drejer det sig om
det faktum at digteren i vid udstrækning gennem hele sit værk og liv vedvarende havde forfulgt poesien,
dens fordringer og dens succeser, frem for moralen og dens forpligtelse, magten og dens
hensigtsmæssigheder, den politiske, sociale orden og dens stabilitet.

Alt sammen peger det på en nærhed mellem kunst og eksil der også manifesterer sig tematisk med
KunstCentret Silkeborg Bads udstilling Exile. Forbindelsen stikker imidlertid dybere end det tematiske.
Kunsten rummer sin egen forpligtelse; og den indebærer en udgang fra verden, sådan som vi kender den,
mod noget andet, en udgang der indebærer at kunsten ofte kommer i konflikt med den gældende moral,
magtudøverne og den herskende orden. Hvor ofte dette har været tilfældet, fremgår blandt andet af det
pavelige Index over forbudte bøger som blev ajourført indtil 1966, hvori man bortviste værker af Dante,
Stendhal, Hugo, Balzac, Flaubert fra den almindelige omgang. I og med at kunsten allerede fra første færd
er på vej mod sit eget exodus, peger den frem mod det fuldbyrdede eksil som en nærliggende mulighed.
Den fysiske forvisning af kunstneren og hans værker, det ydre eksil, kan læses som en åben bekræftelse af
det ’indre’ eksil som kunsten åbner, således som det også blev tilfældet hos Ovid.

Kunsten kan således også forudsætte og indebære et eget selvpålagt eller selvvalgt eksil, en eksistensform
hvori man distancerer sig fra det alt for selvfølgeligt forpligtende, ofte som et led i en bestræbelse på ikke
alene at gøre dette mere flydende, men lige så ofte i en bestræbelse på også derigennem at blive
nærværende for sig selv.

Hvad enten jeg frembringer eller forbruger kunst, er det nok en del af kunstens fascinationskraft at jeg her
har mulighed for at blive mit eget eksil. Jeg har mulighed for aktivt at vælge den underlige mellemtilstand
til, det milde helvede, hvori omgivelserne og de alt for selvfølgelige forpligtelser svinder ind og bliver
fraværende, indtil en fortløbende drømmeagtig og anelsesfuld transformation bliver nærværende,
hvorigennem verden kan genopstå. Og når jeg først har været i dette kunstens eksil og gennemført denne
lille revolte, vil jeg som Odysseus gerne berette om hvad jeg vandt på rejsen.

I hvert fald sendte Ovid allerede for ca. 2000 år siden de digte der senere indgik i Tristia og Breve fra
Sortehavet enkeltvis tilbage til Rom. Som små breve der skulle berette om hans eksil, hans kunst og hans
revolte. Og de har medvirket til at hans kunst og beretningen om hans eksil har overlevet eksilet siden da.

Sverre Raffnsøe

Professor i filosofi

Copenhagen Business School

Ovid among the Scythians

1859DELACROIX, Eugène
1798 - 1863 NG6262. Bought, 1956.Signed and dated.

The poet Ovid is shown in exile after being banished from Rome by the Emperor Augustus in AD 8 to the Black Sea port of Tomis in
Romania, where he probably died ten years later. According to classical writers, the native Scythians fed on the milk of mares, and i
foreground of this painting Delacroix has depicted a mare being milked.

Delacroix had first painted this subject in 1844 as part of the decorations for the ceiling of the Library of the Palais Bourbon in Paris.
figures designed for that site reappear in this later canvas.

Oil on canvas
87.6 x 130.2 cm