Det naturalistiske drama

1.
Tidens nye store strømning: naturalismen
Den tidsmæssige placering af det naturalistiske drama er ligesom den øvrige naturalistiske
litteratur omkring perioden 1870 – 1890. Dramaet er naturligvis på virket af tidens nye store
strømning - naturalismen - en retning udsprunget af realismen. Må den at tænke på var
på virket af hele den ændring i livsopfattelse og livstolkning, som allerede havde taget sin
begyndelse tidligere. Den naturvidenskabelige opfattelse vandt frem, og den satte virkelig
spørgsmå lstegn ved religionerne. Hvor det i den foregå ende periode handlede om, at verden
var et ordnet hele, skabt og gennemtrængt af en guddommelig bevidsthed, var der nu helt
andre ting, som spillede ind. Ligesom i litteraturen var må let nu at skabe samfundsdebat, og
man forsøgte derfor at gengive virkeligheden så troværdigt og realistisk som muligt.
Emner, der tidligere havde været tabubelagte, blev nu taget op. Emner som kønsmoralen,
religionen, ejendomsforholdene og samfundsstrukturen blev behandlet af mange forskellige
forfattere. Deriblandt Henrik Ibsen, som i "Et Dukkehjem", hvor der bå de afsløres hykleri og
livsløgne, da Nora forlader mand og børn for at finde sig selv. Kvindernes rolle i ægteskabet og
i samfundet var et omdiskuteret emne under Sædelighedsfejden. Tanken om ligestilling var
diskussionens kerne i Noras ønske om en højere grad af selvstændighed og er blot et
eksempel på forfatternes mange reaktioner.

De nye tanker
Naturen i naturalismen havde ikke noget med skove og strande at gøre som i Romantikken.
Det var den menneskelige natur, der var i fokus. I 1859 publicerede Darwin sin teori i
"Arternes Oprindelse gennem naturlig Udvælgelse", hvori han antog, at "de nulevende former
havde udviklet sig fra fælles stamfædre". Tidligere havde man forklaret det, at alt levende var
hensigtsmæssigt tilpasset til dets levevilkå r med, at det var Guds værk. Med sin teori
erstattede Darwin så ledes det guddommelige forsyn med naturlige årsager.

Det konfliktfyldte sammenspil mellem den tidligere romantiske og religiøse opfattelse af

verden, hvor mennesket var skabt af Gud og i Guds billede, og den nye naturvidenskabelige
tankemå de, udgjorde et spændingsfelt for den enkelte. Dette medførte, at personskildringen
blev en vigtig del i naturalismen. Der blev foretaget en psykologisk analyse af
personerne, idet man søgte bag personens egen må de at forstå sig selv på , og man så på
deres trivsel og reaktioner som udsprunget af forhold, som de ikke var sig bevidste eller
ikke havde mulighed for at kontrollere som f.eks. skjulte seksuelle bedrifter,
miljøpå virkninger eller arvelige anlæg. Den stigende interesse for den menneskelige
psykologi blev også senere udtrykt igennem Freuds tanker om drifternes betydning for
menneskelige handlinger, som fik indflydelse på litteraturens indhold.

Nietzsche på virkede ligesom bå de Darwin og Freud sin samtid med sine tanker om
mennesket. Nietzsche er mest kendt for at hævde, at Gud er død. Han mener, at den kristne
grundopfattelse af mennesket som værende syndigt, forhindrer det i at være stærkt og
selvbevidst. For at kunne gøre mennesket helt igen, må man anerkende viljens store
betydning.
Mennesket blev af stadig flere opfattet som ”et driftsvæsen, der instinktivt følger sin natur”.

2.
Instruktørens nye rolle
Hvor skuespillerne tidligere selv havde defineret deres roller, blev det nu instruktørens rolle.
Han skulle vejlede dem, så dan at figurerne fik det mest troværdige og virkelighedstro udtryk i
forhold til det miljø, den kultur og den tid, de befandt sig i. Ideen var at gengive virkeligheden
frem for at blot at illustrere en tolkning af virkeligheden. Der blev så ledes i højere grad
fokuseret på skuespillernes præstationer.

Regibemærkningerne fik stor betydning for personerne på scenen og ikke mindst for
publikum, fordi karakterernes personlighed og identitet kommer til udtryk. Det var vigtigt, at
regibemærkningerne blev udtrykt gennem skuespillet og ikke gennem tale.

Instruktørens rolle var afgørende, fordi han skabte den sammenhæng i stykkerne, der var
nødvendig for at forstå personernes psykologiske motivationer. Publikum skulle kunne
identificere sig med situationerne og skuespillernes roller, for på den må de at kunne relatere
det til deres egen tilværelse og overveje denne.

Teatrene
Selve teatrene havde deres rod i renæssancens teatre. I løbet af perioden blev de generelt
bygget større, og f.eks. orkestergraven kom til at spille en mere central rolle. Men det
moderne, realistiske drama havde ikke længere brug for renæssancens og barokkens
kulissesystem (se også ”De scenografiske forhold”) og dertil hørende store pragtfulde
kostumer; det handlede som sagt om at anskue mennesket som et produkt af arv og miljø og
bringe virkeligheden ind på scenen, og der blev krævet en større naturtrohed end tidligere.
Kravet om historisk korrekthed førte altså også til mange kildestudier uden for teatret. Viden
om historie, geografi og etnografi blev efterhå nden vigtige forudsætninger for at skabe en
sanselig virkelighed.

Da enevældets magt blev brudt med indførelsen af Grundloven i 1849, fik det ikke blot
betydning for samfundet, men også teatrene. Det Kongelige Teater havde repertoiremonopol,
hvilket betød, at det som det eneste havde haft ret til at opføre skuespil i København.
Monopolet blev ophævet, og nye teatre kom til i hovedstaden: Casino i Amaliegade (1848),
Folketeatret i Nørregade (1857) og Dagmarteatret i Jernbanegade (1883). Senere kom også
Hofteatret, Cirkusbygningen og Pantomimeteatret i Tivoli. Og de store ændringer i samfundet
og de nye privatteatre på virkede publikumsfordelingen. Det Kongelige Teater havde som det
eneste haft alle samfundslag som publikum, men nu blev det spredt i de forskellige lag, og Det
Kongelige Teater blev næsten udelukkende for borgerskabet.

Naturalismen på scenen var et ønske fra den borgerlige kulturudvikling. I den typiske
borgerlige teaterbygning fandt man publikum i en veludstyret salon med private loger,
restauranter og barer med henblik på publikummets velbehag. Der var kun afsat en lille plads
til skuespillerne og de andre arbejdende på teatret. Det var altså mange steder forbeholdt den
borgerlige samfundsklasse, og de kom der også selv for at møde andre af samme velordnede
klasse på scenen. Op mod å rhundredeskiftet forsøgte man at trække nye grupper ind i teatret
som en aktiv reaktion mod det borgerlige samfund.

3.
De scenografiske forhold
Også scenografien brød med tidligere stilarter. Hvor man før i f.eks. Holberg-teatret havde
brugt tydeligt malede kulisser, stræbte man nu mod at skabe en perfekt og naturalistisk
scenografi. De naturalistiske dramatikere var meget bevidste om scenografiens betydning, og
der fulgte oftest meget lange og uddybende regibemærkninger med til et stykke, hvori
forfatteren nøje beskrev alt fra inventar til udsigt gennem et vindue.

Belysning
Opfindelsen af det elektriske lys fik stor betydning for det naturalistiske drama. Hvor man før
havde brugt gaslys/rampelys, hvor skuespillerne var tvunget til frontspil helt henne ved
rampen, havde man nu mulighed for at lave effektlys (bordlamper, lys fra vindue, m.m.), som
gjorde det muligt for skuespillerne at bevæge sig naturligt i "rummet". Samtidigt var der også
mulighed for at udelukke lys, så ledes at det kun var scenen, som var oplyst, mens publikum
sad i mørket. Mørket virkede beskyttende på publikum, som nu ikke behøvede at tænke på at
blive set, og dermed fik scenerummet publikums fulde opmærksomhed.

’Den fjerde væg’

Samtidigt blev forholdet mellem publikum og skuespiller meget mere intimt. Det intime
forhold opstod bl.a. pga. den nye scenetype, kukkassescenen. Man arbejdede her med en
’fjerde væg’, hvor scenen opfattedes som et lukket rum, hvor sceneå bningen mod publikum
(den fjerde væg) kun var synlig for tilskuerne. De fik så ledes virkelig fik følelsen af at være en
flue på væggen.

’Den fjerde væg’ blev også anledning til en meget gennemdiskuteret problemstilling, nemlig
om skuespillerne må tte vende ryggen til publikum. Tidligere havde dette været fuldstændig
utænkeligt, og derfor mødte de dramatikere, som førte den naturalistiske stil helt ud, meget
kritik.
4.
Publikum
Det naturalistiske teaters publikum var hovedsageligt de veluddannede og velhavende folk,
som i teatret kunne finde en gengivelse og kritik af deres egen tilværelse. Men også mere
konkrete forhold fik betydning for sammensætning af publikum.

Omkring 1850'erne havde Det kgl. Teater monopol på næsten al seriøs dramatik, deriblandt
nogle af de nye naturalistiske dramaer (dog kun de mest sobre). Da den daværende chef J. L.
Heiberg forbød børn under 10 å r adgang til Det kgl. Teater, så teatret ikke længere kunne
være en familiefornøjelse, blev publikum for alvor delt mellem de nye og mere folkelige teatre
og Det kgl. Teater.

Den retrospektive teknik

Tidens og stedets enhed (jf. Aristoteles) skulle så vidt muligt også overholdes, og stykkerne
blev ofte spillet ud i et stræk for ikke at bryde illusionen ved sceneskift, pauser eller spring i
tid.

Dette var med til at på virke dramaernes handling, som oftest koncentrerede sig om et enkelt
afgørende døgn i hovedpersonernes liv. For at skabe større forstå else for personernes
handlinger benyttede man sig af den så kaldte retrospektive teknik (tilbageskuende), hvor
personerne f.eks. fortalte om betydningsfulde hændelser, som lå forud for den tid, hvor
stykket foregik.

Personerne i det naturalistiske drama var stærkt på virket af de nye naturvidenskabelige

tanker (jf. Darwin). De var ikke længere stereotyper, som man kendte det fra f.eks.
Shakespeare, men nuancerede personer med forskellige lag, hvilket bl.a. kom til udtryk
gennem den retrospektive teknik.

Redigeret indhold (CD)

http://www2.aasg.dk/asgaf/Dansk/Emner/Drama/NaturalistiskTeater.htm
Det naturalistiske drama ifølge Emile Zola (1840-1902):

"Jeg venter, at man på teatret rejser mennesker i kød og blod , taget fra
virkelighedens verden og analyseret videnskabeligt uden løgn. Jeg venter, at man
befrier os for fiktive personer, for disse konventionelle symboler Dyd og Last, der
ikke har nogen værdi som menneskelige dokumenter. Jeg venter, at miljøerne
bestemmer personerne, og at personerne handler efter tingenes logik kombineret
med deres eget temperaments logik"

Så dan skrev É mile Zola i 1880 i sit manifest for naturalistisk drama, som blev betegnelsen for
denne nye teaterform, og som bl.a. nordmanden Henrik Ibsen er repræsentant for.

- Hvordan skal det naturalistiske teater være ud fra denne definition? Træk de
væsentligste træk ud.

Se Terje Mærlis iscenesættelse af Gengangere fra 2000, Overvej, hvordan den moderne
forestilling forholder sig til Ibsens drama og de naturalistiske idealer:
https://www.dr.dk/bonanza/serie/524/tv-t---00erne/65133/gengangere

Læs Gengangere (1881), Henrik Ibsen: https://www.ibsen.uio.no/DRVIT_Ge

%7CGeht.xhtml