ikke det mål, som skæbnen i sin nåde viste dig?

Livets herre,
hvorfor tvang du ikke omstændighederne til at føje sig efter dit
behov, og hvorfor ofrede du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det
store bål, hvoraf dit geni skulde udsmæltes? Du begreb ikke, at
geniet søger kun sit eget, og for ham er alting kun brændsel til
hans egen ild. Hvorfor listede du dig bort med ære og
samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden blev ikke stor
nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at opofre — —
— Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner
forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan
holde sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen
fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter
kan han dårligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i
overfrakkens ærmer.
Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd.
Det snærper om næseborene, og været stopper op i halsen.
Frosten bider glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det
er, som om han gik på kunstige ben, det mærkes først oppe ved
knæet, hver gang han sætter foden til. Kulden inde i ham stræber
mod den udenfor; han ved, at disse to en gang skal forene sig og
slå ham ihjel, men ikke endnu, ikke i dag! Og han går raskere,
indtil sveden bryder frem på hans ryg; det er, som om han sveder
is. Men så kommer hosten og holder ham tilbage, den driver ham
varmen til hodet og lægger et blylåg oven på hans isse. Sådan
lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig ondt i bægge sider,
han har en fornæmmelse af at blive savet over, ligesom uvist
hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går langsomt, og
det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en ligevægt
mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig. Kulden
breder sig igennem ham så stille og indsmigrende, at han føler
den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne,
kommer der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det
og mindes gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at
leve. Mens han går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger,

136
og at noget bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig,
og i den absolutte sindsro, der nu falder over ham, forstår han
sammenhængen i alt, hvad der er hændet med ham. Nedgangens
linjer ligger klart for hans øjne, de viser alle hen imod det punkt,
hvor han nu befinder sig. Det har været fald på fald, og nu fatter
han betydningen af de store henrykkelser: Når bygninger styrter
sammen, rejser støvet sig højere, end de højeste tårne har rakt; så
længe der fandtes noget i ham, der ragede op, så længe var der
stof til nye fald, og løftelser støvede op om dem i skinnende skyer.
Nu er alle rester faldet, han er nået til vejs ende og kan begynde
på en ny rejse.
Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser
livets korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen
forfængelighed!
Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i
rummet — nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad
jorden. Lad en dåre samle dem op.
Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten
dræbes under hans hjærte. — Alt mit overmod og min håbløshed
— det eneste, der har været virkeligt i min tilværelse — har nu
tilsammen givet det facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds
balance.
Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør regnskabet
op, ti nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet
til sidst skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan
skilles fra det.
Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den
yderste grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit
retmæssige bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen
og ved ikke, om det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer
rundt om ham, og ligesom alt er blevet såre godt, dør han.
Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem
et underligt, frosset træ med røde grene.

137
 Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny,
sneen koger op om mennesket som hvid em, han forsvinder
efterhånden i en langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til
eet med den kolde jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden
jager den over markerne og bort fra den flade vej, kun den ene
lange drive vokser uafladelig og nåer over bægge grøfter ind på
markerne. Det damper farligt op fra den, og den lyser i halvmørket
mellem de gule knolde, der stikker op gennem sneen.
Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde mand i sin
gravhøj og lurer på de vejfarende.

138
Cuprins
I. Op ad en støvgrå bakke kravler... 1
II. Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde... 10
III. Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade... 13
IV. En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg... 22
V. Det at omgive sig med en ringeagtende... 30
VI. En hundredkroneseddel er en mærkelig ting... 34
VII. Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag... 41
VIII. For anden gang udkom der en lille bog... 44
IX. Der er en plads ved en skole... 52
X. Forstå og beundre en mand... 58
XI. Hos en livskraftig natur er der intet... 60
XII. Allerede i begyndelsen af sommeren... 63
XIII. I vor litteraturs fredsommelige andepark... 67
XIV. Publikum havde god grund til at undre... 74
XV. Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes... 79
XVI. Noget af det værste, Ivar Holt kunde... 83
XVII. I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk... 86
XVIII. Det skal nok hænde en mand... 88
XIX. Ivar Holt gik sig en glad tur... 91
XX. Hvor menneskelighed er... 94
XXI. Igen en gang var det blevet forår... 103
XXII. Bønderpigerne i den østlige del af Jylland... 108
XXIII. Signe Kristjansen var så ren... 116
XXIV. Salige er de, som ikke gør sig bekymring... 121
XXV. Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst... 123
XXVI. Idaho, den 24. August... 126
XXVII. På brakmarken uden for byen stikker... 130

139