lå på ryggen og så op i himlen, det var en svimmel fornæmmelse,

himlen kom nærmere ned til ham — ja, det var den dag, han først
havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var det, han lærte
at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også havde fået
en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden han
huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans
udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når
man så den stående på hodet.
Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn
og beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han
en masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor,
han rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på
hans ryg og drak vand af ham.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost.
Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro
imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig
forbindelse. Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det
holdt sig ikke; han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt,
han spyttede i næverne og samlede friske kræfter, han faldt i
tanker og ringede decrescendo, og han huskede sin pligt og la
kræfterne i. Dær stod han gemt, troede han, og så sad der langt
borte et menneske og kontrollerede hans inderste stemninger. Til
sidst sluttede han af med et ordenligt drag, der lød ganske
uærbødigt og kunde oversættes som: Har du så fået nok?
Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var
ingen forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder
lejlighedsvis brægede tykt og slimet gennem en gammel
bronkitis. Også den tav stille engang, ingen flere begærede ordet,
mennesket spiste sine sidste radiser og faldt i søvn.
Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen
brændte stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne
væltede sig bort under ham som uhyre tønder; han smed sig ned
gennem hulningerne, bivejene svingede forbi ham som lange grå
penduler; mellem stunder, ved et gammelt hus, eksploderede en

6
lille lænkehund ud af sit hul, valsede rundt, slog knuder på sin
børstede krop, og så var den langt væk. Jorden måtte i sandhed
være rund, den rejste sig foran og dukkede sig bagved.
— Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med
taget ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og
dær ender landevejen op mod et havegærde med en klynge
sirenbuske, det ser ud, som om han ikke kan komme længere. Men
han sætter al kraft på, og det hjælper, sirenbuskene hummer sig
til siden, landevejen skubber sig og lægger sig til rette, som om
den var levende, og se: nu gav den et spjæt; der gik hul på
udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran ham.
Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen
sig pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en
grænse; noget gled til side, ny udsigt viste sig.
Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de
ligger i støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer,
så vil de rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På
den tid, da himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han
fra nu af kun sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden
om alle ærgrelser og stridhårede køtere og alt det onde, som gud
fri os fra.
Videre altså.
Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang
imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det
hele kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent
nå sammen. Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et
blankt, slimet sted på begge sider oppe ved ryggen.
Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt
stiger den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner
hvidt som skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og
bukserne.
Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en
bakke frem, ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han

7
går i stå i anledning af dens underlige form, og siden han nu er
nede, bestemmer han sig til at gå op på den.
Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær
krummer sig et stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med
blade så brede som tagrørets; længere nede blir den gul og tynd,
mosejorden stikker sine rustbrune knolde op imellem. Der er en
vandgrøft, så tilgroet med kraftig dueurt, at den ser ud som et
dige, og der er et vænge med kalve. Se, hvordan en tyrekalv
pludselig kan få et anfald! Den sætter tværs over vænget med
hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser den ved
indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen, slikker
sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det andet,
ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går af den.
Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive
vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den
anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og
vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige
invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den
pæne dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et
nødtørftshus læner sig dånefærdigt over mod en skæv
brændestak; det ser nok ud til, at de skal nå hinanden en gang.
Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene
nedenfor ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille
mellem deres kæber.
Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet
blir til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes
bredde. En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og
er noget for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul
rem snærer sig ind i bakkens runde mave.
Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør
et stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den.
Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til
mine studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og

8
været bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej,
der så mig vende om, ydmyg og uværdig.
Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.
Han satte sig ned og lukkede øjnene.
Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og
tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af solen.
Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive en
del af solen.
Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der
engang sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet
han rejste siklen op.
— — Nu kommer jeg, og udviklingens kurve skal et sted slå et
særlig bugt, der skyldes mig.

9
 II.
Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog,
han bøjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og små, sirlige
orme vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han
havde set ud af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv
kommet til det sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets
kræfter skal samle sig ligesom i et brændpunkt, og da må en
samvittighedsfuld forfatter være blind og døv, han må ikke kunne
la sig forstyrre af indtryk ude fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med
meget åbne linjer, læste igennem, stregede ud, lavede inde i
teksten små og store cirkler med bemærkninger i, dryssede
spørgsmålstegn ned langs margen — det vilde ikke rigtig gå.
Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt.
Mens cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede
kraft, foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham
ikke noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke
kunde trænge igennem.
Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for
den kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke
træt af at lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde
stunder. Men det blev ikke i dag, at han kom igennem;
menneskene vilde ikke lykkes for ham, de snakkede så langt og
træt, de talte med hverandre om, hvordan intet vilde lykkes for
dem — — ja det, de egenlig talte om, var deres forfatters bitre lede
ved sin egen ævneløshed, men han var slet ikke klar over denne
uhyggelige kendsgærning.
Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle
omslag og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine
stille arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder,
at han har bunden rotasjon; hans ideer har deres faste
omdrejninger, alt kommer igen, det uforudsete er udelukket, han

10