Nr. 02 oktober 2008/60.

årgang
 Nr. 2 oktober 2008/60. årgang

byplan Redaktionsudvalg Grafisk tilrettelæggelse Abonnement i Danmark Tryk

Udkommer med 4 numre om året Peer Frank, Ellen Højgaard Jensen, Bastian Junker Årsabonnement i 2008: 500 kr. Handy-Print A/S
Christina Hoffer, Niels Østergaard. inkl. moms og porto.
Ansvarlig udgiver Redaktionsudvalget udpeges af Ekspedition ISSN 0007-7658
Dansk Byplanlaboratorium Dansk Dansk Byplanlaboratorium Pris for udlandske abonnementer
Byplanlaboratorium og FAB Eva Josephsen henvendelse til Bastian Junker
Redaktion (Foreningen af Byplanlæggere) 1165 København K
Dennis Lund (ansv.) Christina Hoffer Nørregade 36 Forsidebillede
Redaktionsadresse New York
Dansk Byplanlaboratorium Tlf.: 33 13 72 81 Foto: Magnus Kaslov
Bastian Junker eller Marie Partoft Mail: db@ byplanlab.dk
Nørregade 36, 1165 København K Kolofonbillede
Tlf.: 33 17 72 72 New York
Mail: bj@ byplanlab.dk Foto: Julie Abitz

Leder 1
Dennis Lund

En N.Y. oplevelse 2
Lisbeth Storm og Marie Partoft

På vej mod kommuneplan 2009 8

Helle Witt og Svend Erik Rolandsen

Den østjyske byregion 18

Kristian Olesen

Hvordan ser en bæredygtig fremtid ud? 21

Julie Abitz

Hvor er landdistrikterne på vej hen? 25

Mette Fabricius Madsen og Søren Pilgaard Kristensen

Fingerplan 2007 - holder den? 30

Peter Hartoft-Nielsen

Plan dk 42
DR dokumentar

Aktuelle kurser, studieture og seminarer 30

Dansk Byplanlaboratorium
Leder
Planer følger finanser
Det er gået op for de fleste, at vi er på vej ind i en
økonomisk recession. De færreste er dog nok klar
over, hvor dyb krisen er, og hvor længe den har
stået på. I det sidste halve år eller så er et stort
antal banker i USA gået konkurs. Vi hører kun om
de finanshuse, der er mere end 50 til 100 gange
større end Danske Bank og Nykredit. Vi hører ikke
om, at mere end 150.000 finansfolk alene i New
York-området har måttet forlade jobbet det sidste
års tid. Og så fremdeles.
Årsagen til denne situation er enkelt sagt en stor
grad af grådighed blandt developere, en gearing
af udlånet, en uforsigtig analyse af kreditvær-
dighed samt en unaturlig sammenhæng mellem
købspriser og reelle markedsværdier. Og det
gælder først og fremmest ejendomsværdierne. En
bys værdi vokser ikke med flere hundrede procent
på ganske kort tid.
Dansk planlægning har også redet med på denne
optimismebølge og er også på vej til at blive ramt
af den nedtur, som er godt i gang. Dansk plan-
lægning er over de senere år blevet mere og mere
kortsigtet i sine mål. Man er blevet mere og mere
projektorienteret, mere og mere snæver i sine
fokusområder, mere og mere tilbøjelig til at følge
internationale trends: Opsøgende efter reklame
og branding og alt det hippe: Forsøg på at trække
stjernearkitekter til provinsen: Alt sammen i jag-
ten på at få del i det søde liv. Se blot de mange
planstrategier, som er udsendt det sidste års tid.
De taler alle deres eget konforme sprog. Samtidig
snakker man som aldrig før om borgerprocesser,
workshops, liv i bymidten og fest i gaden til gavn
for alle og enhver. Men det fører ikke til noget.
“For 3 måneder siden solgte vi 50 grunde om
måneden, nu sælger vi højst én”. Det er situation-
en for mange kommuner. Før gjaldt det boliger en
masse: Nu er det detailhandel og anden form for
erhverv … Hvis der overhovedet sker noget. Alle
har ganske vist pissetravlt og ingen tænker sig
om. Vi er til stadighed bange for at være bagefter
nabokommunen.
Alle basisværdierne fra velfærdsstatens periode
(1950 - 1980) er efterhånden udfaset. Plansys-
temet er ikke længere. Det måske væsentligste
planniveau, regionplanlægningen, er skrinlagt.
Staten holder fortsat hus med lidt strandbeskyt-
telse, skovbyggelinier, principielle udsagn om
grønne kiler, spredningskorridorer, sommerhus-
grunde, miljøvurdering etc. Men råderummet for
kommunerne er stadig stort som en ladeport. Det
har længe været påvist, at der var erhvervsareal
nok til 40-50 år i hovedstaden og at boligknap-
heden var et falsum. Alligevel fører man strudse-
politik på disse felter for fortsætter ufortrødent.
Kort sagt: Det er yderst pinligt, at dansk plan-
lægning lader sig lokke af de privatøkonomiske
interesser i en sådan grad, at man helt overser
den basale planlægningsforståelse: At man ikke
fornyer eller er i stand til at forny kommuneplan-
lægningen, at man kasserer regionplanlægning-
en, at man ikke er lydhør over for de trafikale
problemer i byerne, at vi fortsat har voksende
miljøproblemer, at man ikke laver ordentligt forar-
bejde for sine planer, at man ikke kan analysere
noget i helheder, men kun kan detailstyre, at man
sælger alt og alle uden noget planberedskab. At
man kort sagt er ligeså forblændet af de økono-
miske konjunkturer som de førnævnte finansfolk.
På den måde er vi i dobbelt forstand i samme båd
som finansfolket: Vi søgte at ride med på bølgen
og vi gav afkald på al planlægnings-pli … Og står
nu uden noget egentligt planberedskab - alt det vi
hvert år drøfter mand og mand imellem på det år-
lige byplanmøde. Fagfolkene er bange for at tale
roma midt imod, og politikerne er bange for ikke
at være på “forkant”, og staten har for år tilbage
helt mistet evnen til at planlægge og retvise land-
et med alle dens provinser.
Det er skammeligt.
Af Dennis Lund
Redaktør, BYPLAN
1
 En N.Y. oplevelse
Af Lisbeth Storm Henriksen & Marie Horskær Partoft
Den klassiske art deco skyskraber Chrysler Buildings markante spir er genkendeligt for de fleste, men ses ikke tæt på bygningen og bygningen markere sig slet ikke i gadeplanet.
New York er en overvældende by både, hvad
angår indbyggere, arkitektur og areal. Især
er bydelen Manhattan en kogende kedel af
indtryk, hvor skyskraberne er den altdomi-
nerende bygningstypologi og trafikkaos ud-
fylder slugterne mellem de høje bygninger.
I sommeren 2007 gik artiklens forfattere på
sanseopdagelse iblandt travle new yorkere
og turister for at forstå forholdet mellem
Manhattan og de tre ikoniske skyskrabere
Chrysler Building, Seagram Building og Sony
Tower.
2
Chrysler Building - en markør på skyline
Skyskraberen Chrysler Building er bygget i 1930,
hvor skyskraberbyggeriet boomede på Manhattan.
Anno 2008 står bygningen endnu som New Yorks
mest karakteristiske landmark og er sammen med
New York Times Tower byens næsthøjeste sky-
skraber. Chrysler Building ligger på Lexington Av-
enue, en ni kilometer lang væg af bygningsmasse,
der taktfast brydes af bloksystemets tværgader
for hver 80. meter.
Chrysler Building er en del af en blok, omgivet
af bevægelse: Vejbaner med biler i skiftevis top-
fart og snegletempo, fortovet foran bygningen er
befolket af mennesker, der haster afsted, ingen
standser og betragter omgivelserne, for gadens
mylder kræver al opmærksomhed.
Bygningsfacaden er præget af mørke farver og
kolde materialer og fremstår anonym i forhold til
gadens perlerække af butikker. Manhattans al-
mindelige, grå betonfortov ophører ved indgang-
en til bygningen og erstattet af en belægning
udført i varme farvenuancer og lagt i et sirligt
mønster som inde i bygningens lobby. Dette
drager bygningens semioffentlige lobbyrum ud i
det offentlige byrum. Chrysler Buildings anonyme
udtryk i gadeplan er helt modsat dens markante
position i skyline, hvor bygningstoppen tegner
en tydelig profil blandt byens andre tårne og spir.
Spiret fremstår som en fælles reference for New
Yorks indbyggere og turister.
Seagram Building – et frirum i gadeplan
På Park Avenue mellem 52nd Street og 53rd
Street afbrydes bygningsvæggenes kontinuer-
lighed af en eleveret plads, bagerst på den – væk
fra gaden troner Seagram Building en klassisk
skyskraber i International Style tegnet af Ludwig
Mies van der Rohe og opført 1954-58. Pladsen
foran Seagram Building giver et afbræk fra byens
mylder. To bassiner er sænket ned i belægningen
på hver sin side af pladsen, og med lidt snilde kan
man gå langs dem og sætte sig den granitkant,
der omgiver hele pladsen.
Her spiser folk frokost og andre ryger den cigaret,
det er forbudt at tænde indendøre. Der er ingen
Seagram Building markerer sig ikke på skyline, og gemmer sig bag den foranliggende plads, som er en oase i New Yorks gadenet.
formaliserede siddepladser på pladsen, og dens
anvendelse som opholdsrum var ikke tilsigtet fra
arkitektens side. Uagtet har pladsen udviklet sig
til en urban oase og en mediator mellem byens
pulserende liv og den private bygning. Seagram
Building markerer sig modsat Chrysler Building
ikke på Manhattans skyline, tværtimod unddrager
den sig opmærksomhed, da den hverken er særlig
høj eller dekoreret. I stedet markerer pladsen sig
i gadeplan, ved at tilbyde et frirum i Manhattans
pulserende gadenet.
3
 Sony Towers karakteristiske bygnings top skiller sig ud ikke i højde, men gennem arkitektonisk udformning – i gadeplan og på Sony plaza domineres bygningen af regler og konsum.
Sony Tower – både og
Madison Avenue er usædvanlig smal, men sky-
skraberne, der indrammer gadeforløbet, udfylder
pladsen maksimalt. Sony Tower er opført i 1984.
Skyskraberen, der står tæt op ad de andre ens-
artede kontorbyggerier med mørke glasfacader,
skiller sig ud og bryder uniformiteten. Den er byg-
get i lyserød granit og ligner mest af alt en post-
moderne kirke, der med stoisk ro hæver sig over
travlheden. Bygningens sakrale alvor udfordres
dog af dens utraditionelle afslutning mod himlen,
der har form som en overdimensioneret detalje
fra et gammeldags ur. I gadeplan præges Sony
Tower af store butiksvinduer og af bygningens
indgangsdør, der nærmest ligner en mund, der er
spærret op, klar til at tage en bid af byen - eller til
at sluge de, som vover sig derind.
En overdækkede arkade, der tidligere var en pas-
sage bag bygningen, er nu bygningens uofficielle
lobby: Et kommercielt rum, præget af cafeer og
4
ikke mindst Sony Wonder, et slags eksperimen-
tarium, der demonstrerer de nyeste påfund fra
Sony. Et skilt uden for indgangen med overskrift-
en ”Public Park” beretter om antallet af sidde-
pladser og træer. Skiltet vidner samtidig om, at
passagen er inkluderet i bystyrets bestræbelser
på at opnå flere privatejede offentlige pladser i
byen – inspireret af pladsen foran Seagram Build-
ing, der var en af de første privatejede pladser i
New York. Rummet er en hybrid mellem inde og
ude og minder om et ligegyldigt forstadsmall i en-
hver amerikansk by.
Sony Plazas kommercielle funktioner fjerner fokus
fra det faktum, at arealerne pr. lovkrav skal være
offentligt tilgængelige og være smutveje i byen.
Undersøgelsen af de tre ikoniske Manhattan
skyskrabere har afsæt i forestillingen om, at jo
mere almindelige tingene er, desto mindre læg-
ger man mærke til dem. Det betyder, at mange
mennesker har et uovervejet forhold til deres
umiddelbare omgivelser og tager ofte den fysiske
omverden for givet. På Manhattan er skyskrabere
den arkitektoniske norm, og kun de færreste, der
færdes på øen, reflekterer over skyskrabernes be-
tydning for hverdagslivet. Derfor er det alligevel
relevant at undersøge, hvordan bygninger, der har
sat verdensrekorder i højde og antal kvadratmet-
er, fungerer i hverdagslivets gadeplan? Og har
bygningernes rekordhøjder nogen betydning? En
forståelse af den indvirkning, bygningerne har
på mennesket, skal opnås ud fra en helhedsfor-
ståelse, der er baseret på, hvordan bygningerne
opleves og erfares umiddelbart.
Fra sansning til refleksioner
En bygning opleves og forstås i relation til omgiv-
elserne. Dette udgangspunkt tilbyder et alterna-
tivt kriterium for vurdering af bygningstypologien,
skyskraberen og den traditionelle diskussion om
for eller imod skyskrabere bliver derfor uinteres-
sant. Den umiddelbare sansning, som består i
ureflekteret at opleve arkitekturen og byen, kan
bruges som redskab til at kvalificere en diskussion
og vurdering af en stedsoplevelse, metoden kal-
des fænomenologi. At stole på sin egen fornem-
melse af et givent sted er også udgangspunktet
for den norske arkitekt og kritiker, Norberg-Schulz,
der anvender den kvalitative fænomenologi i sin
arkitekturteori, idet han understreger at fænome-
nologien ikke fortrænger, men supplerer de eta-
blerede kvantitative videnskaber. Norberg-Schulz’
fænomenologiske tilgang er afsæt for oplevelsen
og forståelsen af de tre tidligere beskrevne sky-
skrabere. En sådan fænomenologisk undersøgelse
skal ikke stå alene, men medvirke til at opnå en
forståelse af, hvordan det fysiske miljø opfattes
og hvilke potentialer, det besidder.
var de blokke, griddet dannede, nemme at be-
bygge og planlægge. Nutidens øgede hensyn til
offentlighedens behov for pladser og sundt byliv
var ikke inkluderet, men senere grundlagde man
Central Park og andre små parker og pladser. Grid-
det er det grundlæggende element i Manhattans
byplanlægning og det strukturerende element for
skyskraberne.
Griddets linjer er ved første øjekast et struktur-
erende og ordnende element i byen, men udviklin-
gen på de enkelte grunde, har griddet ingen ind-
flydelse på. Griddet har dermed en dobbeltrolle,
på den ene side er det et totalitært indgreb,
der dominerer byen, og påtvinger byen en rigid
orden: Et gadenet og en blokstruktur, som skal
opretholdes. På den anden side overlader griddet
byen og blokkenes individuelle udvikling til kaos:
Griddet har ingen kontrol over den rumlige tredi-
mensionelle udvikling, det har kun zoningslovene.
Griddet dominerer Manhattan, og i modsætning
til mange europæiske byer er Manhattan ikke
centreret omkring store offentlige pladser. De
pladser og ubebyggede mellemrum, der trods alt
findes på Manhattan har en vigtig funktion for
byens liv og beboere, da de tilbyder et en pause
fra byens dynamiske liv. Central Park bryder fuld-
stændigt med byens gridstruktur og blokopdeling,
mens de mindre pladser, bl.a. Times Square, Uni-
on Square og Washington Square i mindre grad
kortslutter griddets kontinuitet og skaber alterna-
tiver til gadernes generiske forløb. Nogle er som
nævnt opstået i griddet – eller rettere på trods af
griddet, og andre er blevet til i forbindelse med

Planlægning af plads og pladser

For at forstå Manhattans skyskrabere og deres
betydning i det offentlige hverdagsliv, er det
nødvendigt at kende baggrunden for Manhat-
tans udvikling til en skyskraberby. Vigtigst er
måske det geografiske forhold, Manhattan er en
ø og derfor naturligt afgrænset i sit areal, men
også økonomiske, kulturelle og sociale faktorer
har haft betydning for skyskrabertypologiens ud-
vikling. Skyskraberne er den bygningstypologi,
der har vist sig mest tilpasningsdygtig i forhold til
det afgrænsede areal, som øen og blokstrukturen
afsætter som ramme.

Blokkene er resultatet af plangrebet ”The Man-

hattan Grid” eller ”The Commisioners Plan” fra
1811. Byggeparcellerne er rektangulære grunde,
hvis placering og antal udgør en simpel ligning:
13 x 156 = 2,028 blokke af nogenlunde samme
størrelse. Formålet med loven var at lette køb,
salg og forbedring af fast ejendom, og desuden New Yorks grid struktur ses bedst fra toppen af en skyskraber, her fra 86. etage i Empire State Building.

5

New Yorks skyskrabere er allestedsnærværende, her fra Cental Park, bl.a. Sony Towers bygningstop og Chryslers spir kan anes.
byens skyskraberbyggeri, fx i form af foran- el-
ler mellemliggende pladser. Dengang som nu er
skyskraberbyggeri på Manhattan underlagt zon-
ingslovgivninger, ”Zoning Codes”. Lovgivningen
indskrænker muligheden for byggeriernes frie ud-
foldelse, formålet var og er at regulere frem for at
forbyde de vertikale bygninger. Dette gav nye mu-
ligheder for planlægning og arkitektur, da man var
tvunget til at tænke i helt nye bygningsformer.
Zoningslovene har bl.a. budt bygherrerne lem-
pelige byggevilkår til gengæld for hensyntagen
til sollys og plads i gadeplan. Et eksempel er
det såkaldte set-back, der tillader ekstra tyngde
i bygningsfod og -krop, hvis bygningstoppen ikke
hindrer sollyset på gadeplan. I anden halvdel af
det 20. århundrede gjorde lovgiverne det muligt
at bygge flere kvadratmetre i byggeriet mod til
6
gengæld at integrere en offentlig privatejet plads
i byggeriet og stå for vedligehold af pladserne.
De privatejede offentlige rum vedligeholdes af
private selskaber, men fungerer principielt som
”parker”. Fordi pladsen i Sony Tower netop er en
privatejet offentlig plads domineres rummet af
kommercielle interesser, hvilket ikke blot afspej-
les i navnet Sony Plaza men også i en gigantisk
Spidermanfigur, der pryder endevæggen i plaza-
ens overdækning, som et symbol på Sonys succes.
Sony Towers offentlige arkade trækker ikke byens
liv ind i bygningen, idet arkaden er en uafhæn-
gig del af bygningen. Den overdækkede plaza, er
for meget en del af Sony-kooperation og for lidt
en del af byen. Den virker som et halvhjertet for-
søg på at skabe et offentligt rum og et helhjertet
forsøg på at udnytte zoningloven. Dermed sikrer
Sony sig en maksimal arealudnyttelse og slip-
per for kravet om at etablere et bygningshoved
med set-back. Griddets ensartede mønster har
ikke dikteret skyskrabernes rumlige udformning,
men derimod inspireret bygherrer og arkitekter til
nytænkning. Kreativiteten manifesterer sig især
i skyline, idet er bygningernes frie udvikling mod
himlen udfolder et offentligt rum uden grænser.
Jo længere bygningen distancerer sig fra gaden
og strækker sig mod himlen, desto større er ud-
foldelsesrummet for opmærksomhedsdragende
skyskrabertoppe. Det eneste, der skaber orden
i den overvældende skov af skyskrabere, er de
linjer, man kan se fra luften: Det underliggende
grid. Som plovfurer i beplantet mark markerer
gadernes stringente enkelte linjer sig og skaber
dermed orden i kaos.
Griddet har ikke været en spændetrøje for byens
udvikling, men skabt en fysisk ramme med frihed
til at udvikle byggeriet. Griddet er sammen med
Zoninglovgivningen den eneste faktor, Manhat-
tans byggeri har skullet forholde sig til, enten ved
at følge dets diktat, som Chrysler og Sony Tower
gør, eller ved at trække sig væk, som Seagram
gør. Griddets kombination af orden og kaos har
været med til at forårsage en ”ophobningskul-
tur” og den kontrastfyldte pluralisme, der præger
Manhattans skyskraberbyggeri.
Grundvilkåret for skyskraberne på Manhattan har
været at skille sig ud fra de andre og at undgå et
uniformt formsprog, hvilket især er lykkedes med
Chrysler Buildings spir, Seagram Buildings foran-
liggende plads (selve den minimalistiske funk-
tionalistiske arkitektur er senere blevet misbrugt
i mangt et skyskraberbyggeri på Manhattan) og i
Sony Towers lyserøde granit og finurlige kæmpe
“detalje” på toppen af bygningen.
Mod himlen
Skyline er et offentligt rum, hvor skyskraberen
nødvendigvis må finde sin egen særlige plads og
relation til byen og livet i gadeniveau. Nogle sky-
skrabere er konstrueret med henblik på at være
synlige på skyline. Disse skyskrabere markerer sig
ofte ved en karakteristisk og synlig bygningstop.
Eksempler herpå er Chrysler Building og Sony
Tower. Hos denne type udmærker bygningstop-
pen sig ofte ved et arkitektonisk og genkendeligt
særpræg, som bliver bygningens ’logo’. Alterna-
tivt kan den blotte højde være tilstrækkeligt for
en position på skyline. Faren er dog, at bygningen
med tiden kan ’forsvinde’, da konteksten ændres i
takt med at højere og tættere byggeri muliggøres.
Andre skyskrabere skriver sig bevidst ud af kam-
pen om at dominere byens skyline og udmærker
sig ved ikke at være til stede på skyline og ikke
være en del af den øvre horisontale byprofil. Sea-
gram Building hører til denne type.
i den omgivende by, tværtimod. Bestræbelserne
på at adskille sig fra øvrigheden giver dem en
paradoksal lighed, der sætter fokus på deres
fælles mål og ophæver deres forskelligheder.
Der er dog to enkelte dele af Chrysler Building og
Seagram Building, der formår at interagere med
Manhattans hverdagsliv og derved markere sig
som elementer i byen, nemlig Chrysler Buildings
spir og Seagram Buildings foranliggende plads.
Selvom de arkitektonisk og funktionelt er tilknyt-
tet forskellige steder i byen, formår de begge at
etablere en forståelse af Manhattan som sted
og at være referenter for byen samt at give en
tilhørsfornemmelse til byen. Spiret og pladsen
er reminiscenser fra den europæiske byarkitek-
tur og indeholder begge potentiale for genere-
ring af ny betydning. De indgår nu i genfortolket
udgave i amerikansk skyskraberarkitektur, men
med samme potentiale. Det er potentialet for en
fællesmenneskelig overenskomst, for samvær,
der bliver til samfund. De klassiske arkitektoniske
rum får en fælles betydning for borgere og turis-
ter i langt højere grad end det kommercialiserede
rum, man finder i Sony Tower.
Artiklen er baseret på specialet: ”Urbane sky-
skrabere i en pluralistisk by. En byarkitektonisk
analyse af Chrysler Building, Seagram Building og
Sony Tower i Manhattans offentlige rum.” af Lis-
beth Storm Henriksen og Marie Horskær Partoft,
som begge er kandidater fra Moderne kultur og
kulturformidling ved Institut for kunst og kultur-
videnskab, Københavns Universitet

Rammer og brud
Skyskrabernes bygningsfødder skaber rammerne
om gadens liv, men ingen af de nævnte tre frem-
står markante. Chrysler Building og Sony Tower
går i ét med gadelivet, og Seagram Building
trækker sig væk fra griddets diktion og gadens
konstante bevægelse. Betingelserne for at skille
sig ud på skyline er højde og arkitektonisk sær-
præg i modsætning til gadeplan, hvor det gælder
om at fange opmærksomheden og bryde den mur
af bygningskroppe, som er vægge i byens rum.

Manhattans skyskrabere skaber en pluralistisk

stemning, som skyldes skyskrabernes aggres-
sive manifestationer, hver bygning insisterer på
hver sine unikke kvaliteter. De opnår desuden en
selvreferentiel karakter, og gennem deres form-
sprog lukker de sig om sig selv og indføjer sig ikke Manhattans financial district – hvor skyskraberne dominerer.

7
 På vej mod Kommuneplan 2009

Af Helle Witt og Svend Erik Rolandsen.

98 kommuner arbejder netop nu med den nye Kommuneplan 2009. Opgaven involverer hundredevis af medarbejdere, chefer, politikere, borgere
og interesseorganisationer, og den nye kommuneplan bliver langt mere omfattende og kompleks end tidligere udgaver. En god kommuneplan kan
lægge rammerne for at udvikle, forbedre og beskytte de fysiske omgivelser i byerne og i det åbne land mange år frem. Men der er mange vanskelige
udfordringer i arbejdet. Artiklen giver et indblik i aktuelle tendenser i kommunernes arbejde med Kommuneplan 2009 og lægger afslutningsvis op til
en diskussion om kommuneplandokumentets udformning.

Godt fra start – men presset stiger
Den nye kommuneplanlægning kom godt fra start
med planstrategierne i 2007-2008. Arbejdet med
planstrategien har taget tid, men har samtidig
bidraget til at sammentømre de nye kommuner
politisk og organisatorisk. Der tegner sig et ge-
nerelt billede af et stort politisk engagement i
arbejdet, og at borger- og aktørinddragelsen har
været større end sidste gang der blev udarbejdet
planstrategier.
Men planstrategierne rummer også svagheder.
Mange planstrategier afspejler, at det har været
svært at arbejde tilstrækkelig konkret med nye
emner som det åbne land, klima og sundhed. Det
er en naturlig konsekvens af, at det er vanskeligt
at diskutere nye emner politisk før forvaltning og
politikere for alvor har opbygget erfaringer med
den konkrete, daglige sagsbehandling ifht. de
nye kommunale opgaver. En række planstrategier
rummer desuden kun få eller ingen overvejelser
om indholdet i den efterfølgende kommuneplan,
og i en række kommuner er væsentlige diskus-
sioner om fx bymønster og byvækst udskudt til
selve kommuneplanrevisionen. Samtidig står det
klart, at mange kommuner er under et betydeligt
tids- og ressourcepres. Kommunesammenlæg-
ningerne har betydet, at mange kom sent i gang
med planstrategien, samtidig med at de senere
års højkonjunktur har betydet, at antallet af lokal-
planer har været meget stort. Det har formentlig
også trukket ressourcer væk fra den langsigtede
kommuneplanlægning.
I kraft af at kommunerne er blevet større forventes
det samtidig, at valgkampen frem mod kommu-
nalvalget i november 2009 vil starte meget tidligt.
Det vil i nogle tilfælde vanskeliggøre store beslut-
Kommuneplanen skal mange steder udarbejdes under stort tidspres som følge af en langstrakt sammenlægningsproces og en tidlig
valgkamp frem mod næste kommunalvalg.
ninger om den nye kommuneplan i anden halvdel
af 2009, og det presser en række kommuner til
at offentliggøre et kommuneplanforslag tidligt i
2009. Den nye og større kommuneplanopgave
skal altså også løses på ganske kort tid. De fleste
kommuner arbejder derfor på højtryk med den nye
Plan09 har i samarbejde med Forsknings-
center for Skov & Landskab igangsat en
faglig evaluering af kommunernes arbejde
med planstrategierne i 2007-2008. Evalu-
eringen skal resultere i gode råd til næste
gang der tages fat på at arbejde med plan-
strategier i 2010.

8
kommuneplan med hundredvis af medarbejdere,
chefer, politikere, borgere og interesseorganisa-
tioner på opgaven.
Fokus på fysikken i den nye kommuneplan
Som følge af de mange nye emner i kom-
muneplanen, kommunesammenlægningerne
samt det stigende tids- og ressourcepres ventes
mange kommuner at have fokus på den fysiske
planlægning i den nye kommuneplan: Erhvervs-
og byudviklingen, det åbne land, trafikken osv.
Kultur. Den administrative organisering afspejler
også, at der alene indenfor teknisk forvaltning skal
trækkes på langt flere kompetencer end tidligere.
Før kommunalreformen var det i nogle tilfælde
muligt for én dygtig kommuneplanlægger at udar-
bejde en god kommuneplan i samarbejde med en
tværsektoriel arbejdsgruppe – når der ses bort fra
de største kommuner. Men med det større antal
emner og en langt større geografi i sammenlagte
kommuner må opgaven nu nødvendigvis involvere
langt flere medarbejdere – ikke mindst nye kom-
petencer indenfor miljø og natur. Den politiske
organisering ser derimod markant anderledes ud.
64% af kommunerne har valgt at placere det poli-

Den overordnede tendens i dansk kommuneplan-

lægning synes med andre ord at være, at mange
kommuner bevæger sig tilbage mod den klassiske,
arealregulerende kommuneplan og fravælger at
gøre kommuneplanen til en bred, helhedsorien-
teret og handlingsorienteret kommuneplan, som
omfatter alle sektorer ligeværdigt.

Det afspejler sig i organiseringen af arbejdet. 76

kommuner svarede i april 2008 på en rundspørge
om emnet i Plan09s og Byplanlaboratoriets elek-
troniske netværk. 50% af kommunerne havde
valgt at placere det administrative ansvar for
kommuneplanen i teknisk forvaltning. I 35% af
kommunerne var ansvaret placeret i borgmester-
forvaltningen/centralforvaltningen, mens kom-
muneplanarbejdet i de sidste 15% af kommunerne
var forankret i en tværgående forvaltning som fx Kommunerne organiserer arbejdet med den nye kommuneplan vidt forskelligt. Men der er en tendens til, at mange vælger at
Herning Kommunes forvaltning for By, Erhverv og arbejde mest med de traditionelle, fysiske emner som fx byudvikling og det åbne land.

9
 tiske ansvar for Kommuneplan 2009 i økonomiud-
valget, mens kun 16% af kommunerne svarede,
at ansvaret for kommuneplanen ligger i teknisk
udvalg eller planudvalget. De resterende 20% har
placeret ansvaret i et andet udvalg, fx et plan- og
kulturudvalg. Den politiske organisering indikerer
således, at kommuneplanen har højt prioritet i
kommunerne. I denne kommuneplanrevision kan
det være fornuftigt at fokusere på ”kerneopgav-
erne” i kommuneplanlægningen og arbejde med
en overvejende fysisk kommuneplan.

Men det er vigtigt at fastholde et mere langsigtet

perspektiv: At planlægningen har størst gen-
nemslagskraft, når den bliver handlingsorienteret
og tværsektoriel. Det kan fx ske ved at afslutte ar-
bejdet med kommuneplanforslaget med en tids-
plan for, hvordan der kan arbejdes videre med
Mange kommuner har fokus på landskabskvaliteterne, men det er også vigtigt at sikre fx. naturkvaliteterne i det åbne land.
mere handlingsorienterede og tværsektorielle
Spredningskorridorer som fx. vandløb er et vigtigt element i åben land-planlægningen”.
temaplaner.

Tre centrale temaer i den nye kommuneplan
Bymønsteret, byudviklingen og det åbne land. Det
fysiske fokus i de nye kommuneplaner afspejler
sig også i de højest prioriterede emner. Plan09
har i en analyse af planstrategierne i 2007-2008
konkluderet, at erhvervsudvikling, byudvikling
og Agenda 21 er de tre emner, som flest kom-
muner har beskæftiget sig med i planstrategien.
Trafikken og det åbne land blev også behandlet i
mange planstrategier. Artiklen går nedenfor tæt-
tere på tre centrale emner i de nye kommuneplan-
er: Bymønsteret, byudviklingen samt beskyttelsen
og benyttelsen af det åbne land.
Den svære diskussion om det fremtidige
bymønster
Bymønsteret spiller traditionelt en central rolle
i kommuneplanlægningen, som grundlag for at
planlægge for byvækst, detailhandel, offentlig
service mv. I årevis har der været en stigende,
faglig erkendelse af at det hierarkiske bymønster,
som findes i mange kommuneplaner med lokal-
centre, bydelscentre, kommunecentre, egnscen-
tre mv., ikke længere afspejler virkeligheden.
Borgerne vælger i stigende grad den mest attrak-
tive by frem for den nærmeste by i forbindelse
med arbejde, indkøb, sport, fritidsaktiviteter, ud-
dannelse mv. Derfor er der behov for også at kvali-
ficere det planfaglige arbejde med bymønsteret,
så det i højere grad baseres på den enkelte bys
styrkepositioner. Hvordan ser det nye bymønster
reelt ud og hvordan beskrives rollefordelingen
mellem byerne i praksis? En række kommuner
arbejder med byprofiler, som beskriver de enkelte
byers stærke og svage sider samt byens rolle i
kommunens bymønster. Det gælder eksempelvis
i Aalborg Kommunes Plan09-projekt om nye by-
roller. Byprofiler kan skabe et godt overblik, men
bidrager sjældent med ny viden om det reelle
samspil mellem byerne. Derfor har Plan09 og
Region Midtjylland i foråret 2008 gennemført et
fælles metodeudviklingsprojekt om byernes roller
i Midtjylland, hvor mere end 1.000 borgeres brug
af de større byers tilbud er kortlagt.
Projektet viser ikke overraskende, at der er et tæt
samspil mellem byerne på tværs af kommune-
grænser i forbindelse med pendling mellem bolig
og arbejde. Men på en række andre områder er
kommunerne i kraft af sammenlægningerne også
blevet langt mere selvforsynende. Det gælder i
vidt omfang ifht. detailhandel, offentlig service
og en række fritidstilbud.

10
På andre områder rejses der i langt højere grad
på tværs af kommunegrænserne. Det gælder
fx i forbindelse med pop- og rockkoncerter. Når
det gælder specialiserede tilbud som fx opera,
klassisk musik og museumsbesøg spiller Køben-
havn endda en rolle i Midtjyllands ”bymønster”!
Undersøgelsen viser, at bymønsterdiskussionen
både har et internt kommunalt og et eksternt,
tværkommunalt perspektiv, afhængig af hvilke
typer byfunktioner der er tale om. Mange kom-
muner er blevet så store, at eksempelvis en ud-
bygning af detailhandlen i kommunens største by
i mange tilfælde vil medføre større intern konkur-
rence - og kun i mindre grad få betydning for
konkurrencen med nabokommunerne.
Et andet spørgsmål er, hvordan viden om det nye
bymønster omsættes og bruges i kommuneplan-
Mange af de nye, større kommuner er i langt højere grad end tidligere selvforsynende når det gælder detailhandel.
Det sætter bymønsterdiskussionen i et nyt perspektiv”. Kilde: Lisbeth Øhrgaard.
lægningen. Er lokalpolitikerne reelt interesserede
i at tage udgangspunkt i kommuneplanens bymøn-
ster, når der træffes afgørende beslutninger om
udlæg af nye bolig- og erhvervsområder, lukning
eller etablering af skoler og daginstitutioner, ud-
læg af areal til butikker osv?
En diskussion om det nye bymønster på et Plan09-
seminar om ”Byernes planlægning” i maj 2008
viste, at der var faglig enighed om, at bymønsteret
principielt har stor betydning for planlægning af
byvækst, skoler, dagsinstitutioner, kultur og fritid,
kollektiv trafik mv. Og at særligt diskussioner om
den fremtidige skolestruktur bør tage udgangs-
punkt i bymønsteret. Men der var også enighed
om, at tiden ikke er moden til at træffe afgørende
beslutninger om en ændret rollefordeling mellem
byerne i Kommuneplan 2009.
Derimod forventes der i en række kommuner
afgørende, lokalpolitiske beslutninger om skole-
strukturen efter næste valg. Kommuneplan-
processen er således en vigtig anledning til at
nærmere sig diskussionen og forberede politiske
beslutninger i næste byrådsperiode.
Planlægning for byudvikling – midt i et kon-
junkturskifte?
Den fremtidige erhvervs- og byudvikling er et an-
det centralt tema i den nye kommuneplan efter
en årrække med højkonjunktur og højt aktivitets-
niveau i byggeriet.
Kommuneplanens byudviklingsprincipper skal
ofte balancere mellem modsatrettede hensyn.
Kommuneplanlægningen er i en række kommuner
præget af politiske og byplanfaglige ambitioner
om at styrke byomdannelsen og en bæredygtig
byudvikling. Men i mange sammenlagte kom-
muner er der også en meget stor, lokalpolitisk op-
mærksomhed på, at de mindre byer, landsbyer og
landdistrikter ikke bliver glemt. Nogle kommuner
har allerede formuleret en landdistriktspolitik ind-
en kommuneplanprocessen for alvor er i gang.
Særligt i kommuner med både store byer og store
landområder rummer kommuneplanprocessen
lokalpolitisk sprængstof til en kamp mellem ”by-
politikken” og ”landdistriktspolitikken”.
Samtidig med at de nye kommuneplaner udar-
bejdes, er Danmark på vej ud af de senere års
højkonjunktur og på vej ind i mere usikre tider
med krise på boligmarkedet og opbremsning i byg-
geriet. Indtil videre har krisen på boligmarkedet
ikke ramt alle dele af landet, og nogle steder er
der stadigvæk højt aktivitetsniveau i byggeriet.
Men uanset kommunens geografiske beliggen-
hed må den nye kommuneplan tage højde for, at
11
 det er meget usikkert om byggeaktiviteten i plan-
perioden vil ligge på samme, høje niveau som
i de foregående år. Nogle kommuner arbejder
systematisk med at vurdere alternative scenarier
for byudviklingen. Det gælder eksempelvis Køge
Kommune, som i et Plan09-eksempelprojekt ar-
bejder med at udvikle nye redskaber til at styrke
sammenhængen mellem kommunens økonomiske
og fysiske planlægning samt boligpolitikken.
Kommunaløkonomiske vurderinger af alternative
byudviklingsscenarier kan især have stor værdi i
en tid med usikkerhed på boligmarkedet.
Samtidig er klimaet på ganske kort tid kommet
tydeligt frem på den lokalpolitiske dagsorden og
dermed som et centralt tema i en række kom-
muneplaner. Her kan kommuneplanen bidrage
med meget. Ikke blot de umiddelbart synlige em-
ner som fx vindmøller, men også til den langsigt-
ede reduktion af CO2-udledningen på andre om-
råder. Kommuneplanen kan eksempelvis blive et
vigtigt instrument til at sikre sammenhæng mel-
lem fx varme- og energiforsyning samt nye om-
råder med lavenergibyggeri.
potentielle fortætningsmuligheder og en skitse til
et net af højfrekvente busruter. Der er næppe tvivl
om, at grundvilkårene for byudviklingen er under
markant forandring – i hvert fald på kort og mel-
lemlang sigt. Vil kommuneplanerne forholde sig
til de nye udfordringer? Eller risikerer vi at ende i
samme situation som i 1970’erne, hvor de første
kommuneplaner blev skabt inden den langvarige
nedgang i byggeriet i kølvandet på oliekrisen var
fuldt ud synlig? Det er vanskeligt at forudsige de
langsigtede grundvilkår for byudviklingen, og det
kan på kort sigt være vanskeligt og måske uhen-
sigtsmæssigt at foretage hurtige og drastiske
ændringer af byudviklingsretninger og –planer i
lyset af den aktuelle krise på boligmarkedet. Men
kommuneplanerne kan gøres mere robuste ved
fx at arbejde med rækkefølgebestemmelser, der
sikrer, at der ikke åbnes op for byudvikling på for
mange arealer samtidig. I Hovedstadsområdet er
rækkefølgebestemmelserne et obligatorisk ele-
ment i kommuneplanlægningen.
De oversete beskyttelsesinteresser i det
åbne land
Den indledende fase af arbejdet med de nye
kommuneplaner har vist, at det er en meget
stor og ressourcekrævende opgave at foretage
grundlæggende ændringer i den planlægning for
det åbne land, som er fastlagt i de gamle region-
planer. En fornyelse af retningslinierne kræver vi-
den og indsigt. Det tager tid og koster ressourcer,
og arven fra regionplaner vil på godt og ondt
kunne afspejles i kommuneplanerne i lang tid.
Mange kommuner har derfor truffet et valg om at
indarbejde regionplanens retningslinier stort set

Det arbejdes der bl.a. med i et fælles Plan09-pro-

jekt med deltagelse af Albertslund, Frederikshavn
og Sønderborg Kommuner. En styrkelse af den
kollektive transport nævnes også ofte som et ind-
satsområde ifht. at nedsætte CO2-udledningerne.
Men virkeligheden er, at den kollektive transport
er præget af tilbagegang i store dele af landet.
Skal en satsning på den kollektive transport have
effekt må planlægning af byudvikling og kollektiv
transport tænkes tættere sammen. Både når det
fremtidige bymønster fastlægges, og når der ud-
peges byomdannelsesområder i de større byer.
Roskilde Kommune arbejder i et Plan09-eksem-
pelprojekt med en sammenhængende vurdering af De nye kommuneplaner udarbejdes samtidig med, at forholdene på boligmarkedet og i økonomien generelt er i hastig forandring.

12

“Benyttelse eller beskyttelse? Planlægning i kystnærhedszonen er et centralt emne i kommuneplanlægningen i det åbne land”.
uændrede i den nye kommuneplan. Nogle kom-
muner arbejder dog med at ændre udpegninger
af arealer til byudvikling mv. Sideløbende med
kommuneplanrevisionen er en række kommuner
gået i gang med at gennemføre landskabsana-
lyser baseret på landskabskaraktermetoden. Der
er ingen tvivl om, at metoden for alvor har været
med til at sætte landskabet på dagsordenen som
en væsentlig beskyttelsesinteresse.
Det markante fokus på landskabsinteresserne
har nogle steder betydet, at der sættes ligheds-
tegn mellem landskabshensyn og beskyttelse af
det åbne land i bred forstand. Det indebærer en
risiko for, at en række af de beskyttelseshensyn,
der ikke omtales så ofte overses. Det gælder fx
naturkvalitet og biodiversitet. Det er især en ud-
fordring i de områder, hvor de gamle amter ikke
har arbejdet med naturkvalitetsplaner. Et andet
emne er skovrejsning, hvor mange udpegninger
fra de tidligere regionplaner vil kunne forbedres.
En rundspørge i Plan09s elektroniske netværk i
januar 2008 viste, at 26 kommuner planlagde at
igangsætte landskabsanalyser, hvorimod kun 14
kommuner planlagde analyser af naturkvaliteterne
i kommunen. Nogle kommuner imødegår dog ud-
fordringen ved at arbejde koordineret med land-
skabskarakteranalyser, naturkvalitetsanalyser og
kortlægning af kulturmiljøer. En anden mulighed
er at tage udgangspunkt i kommunens natur-
netværk. Kolding, Herning, Holstebro, Næstved
og Thisted Kommuner samarbejder med By- og
Landskabsstyrelsen om at etablere naturnetværk
i kommunen, som skal skabe bedre levevilkår for
planter og dyr. Naturnetværk kan bl.a. spille en
central rolle, når kommunerne i 2010 skal finde
arealer til flere skove, enge og vådområder for at
udmønte vand- og Natura 2000-planerne.
Det nye kommuneplandokument
Kommuneplan 2009 rummer ikke blot nye emner
og udfordringer. Der er også behov for at nytænke
kommuneplandokumentet. Siden sidste kom-
muneplanlægning er der for alvor kommet skub
i udviklingen af digitale kommuneplaner. Og med
kommunalreformen er der kommet nye elementer
i kommuneplanen, der nu også skal indeholde
retningslinjer for arealanvendelse og meget mere
i redegørelsen for planens forudsætninger. Sam-
tidig er der behov for at harmonisere forskellige
plankulturer i sammenlagte kommuners planer.
En sammenskrivning af kommuneplaner og re-
gionplanretningslinier i en sammenlagt kommune
kan nemt løbe op i 500-600 sider eller mere, og
det bliver derfor en meget stor udfordring at
sikre overblikket. De nye forudsætninger sætter
ekstra skub i en udvikling af kommuneplanens
form, struktur og disponering. Her er det vigtigt
at sikre at ”arvesølvet” bevares samtidig med at
produktet forbedres. Planloven, ”Vejledning om
kommuneplanlægning”, ”Oversigt over statslige
interesser i kommuneplanlægningen 2009” og
”Cirkulære om det digitale planregister” beskriv-
er de formelle rammer. Men inden for disse er der
store muligheder for variationer. Kravene til det
nye kommuneplandokument bør derfor diskuteres
grundigt i hver enkelt kommune – eksempelvis
at:
• Det skal være let for politikere, borgere, inter-
esseorganisationer og andre myndigheder at få et
overblik over planens indhold og konsekvenser.
• Planen skal indeholde et kortfattet overblik
over de væsentligste, politiske beslutninger.
• Den digitale kommuneplan skal sikre, at de-
13
 Holbæk, Gentofte og Herning Kommuner har i første halvdel af 2008 givet tre vidt forskellige bud på udformningen af forslag til Kommuneplan 2009. Se omtale af planforslagene på www.plan09.dk
taljerede oplysninger om bindinger mv. på de
enkelte ejendomme kan bruges i den daglige
sagsbehandling. Det skal være en let og pæda-
gogisk tilgang for borgere og ejendomsudviklere
til planens indhold.
• Planen skal fungere digitalt og på papir og det
skal være muligt at generere en udskrift af hele
planen.
Hovedstrukturen – en del af arvesølvet
Den klassiske hovedstruktur, hvor de mange are-
aludlæg, reservationer og afgrænsninger af be-
skyttelseshensyn vises på helst et - eller om nød-
vendigt på et par kortbilag - er en del af arvesølvet
og måske den del af kommuneplanen, der hidtil
har fungeret bedst. Men i en sammenskrivning
af flere kommuneplaner og dele af regionplanen
kan den nye hovedstruktur blive et meget stort og
14
uoverskueligt dokument. Udfordringen kan løses
på flere måder. Holbæk Kommune har eksempel-
vis valgt at udarbejde en meget kortfattet hov-
edstruktur, der sikrer det politiske overblik. Alle
detaljer og beslutninger om lokale udviklingsmu-
ligheder er i stedet beskrevet i områdehæfter for
hvert enkelt by. Herning Kommune har i stedet
valgt at udarbejde en meget omfattende, samlet
kommuneplan. Her suppleres kommuneplanen
til gengæld med et politisk resume af kom-
muneplanen.
Uanset hvilken model der vælges, bør det sikres,
at man også i den nye kommuneplan kan danne sig
et kortfattet overblik over kommunalbestyrelsens
mål og et resume af planen. Hovedstrukturkortet
eller -kortene kan her spille en central rolle, som
sammen med generelle retningslinjer for kom-
munens udvikling kan blive en hurtig indgang til
kommuneplan for borgere, erhvervsliv, interes-
seorganinsationer og andre myndigheder. Det kan
også være på hovedstrukturkortet, at man viser
arealreservationer og udpegninger efter anden
lovgivning. Det kan være råstofplanens råstof-
områder, vejreservationer og andre reservationer
til infrastruktur i anlægslove, landsplandirektiver,
arealudlæg efter vandplaner, fredede områder
og Natura2000 områder. På den måde illustrerer
hovedstrukturkortet også en del af redegørelsen.
Retningslinjer for arealanvendelsen – arven
fra regionplanerne
Kravet om retningslinjer for en række emner er
nyt og har da også givet anledning til spørgmål
om, hvordan de indarbejdes i dokumenterne.
Hvordan kan de disponeres i forhold til hoved-
strukturen og rammerne for lokalplanlæg-
ning? Mange kommuner overfører som nævnt de
tidligere regionplaners retningslinjer, men der
skal alligevel træffes en række valg om, hvordan
de indarbejdes i kommuneplanen.
Nogle generelle retningslinier kan naturligt ind-
arbejdes i hovedstrukturen og dermed under-
bygge de overordnede, lokalpolitiske mål for fx
byvækst.
Holbæk Kommune har valgt at vise deres hovedstruktur på fire kortbilag. Det giver et hurtigt overblik over planen. Her ses bl.a.
Andre har mere teknisk karakter og vil passe
bedre sammen med kommuneplanens generelle
rammer eller i en selvstændig del, der relaterer
sig til hovedstrukturkort, kort i rammedelen eller
til særlige emnekort. De kommuner, der vælger
at indarbejde amternes regionplanretningslinjer
uændret i kommuneplanen, har mulighed for at
revidere emnerne enkeltvis. Eksempelvis i en
temaplanlægning for skovrejsning som opfølg-
beskyttelsesområder i det åbne land.
ning på Kommuneplan 2009, som har karakter af
et kommuneplantillæg - eller samlet i forbindelse
med Kommuneplan 2013.
Rammedelen – det svage led mellem vision
og projekt
Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning
skal sikre sammenhæng mellem de overordnede
visioner og politikker og den løbende ændring
af byerne gennem behandling af byggesager og
udarbejdelse af lokalplaner. På Byplanlaboratori-
ets kursus om emnet i foråret 2008 var der bred
enighed om, at kommuneplanens rammedel er
forsømt. Det er behov for nytænkning og metode-
udvikling.
Plan09-projektet i Odense Kommune forsøger
at sætte denne diskussion på dagsorden ved
indførelsen af ”planprincipper”. Datamodellen
PlanDK2 lægger op til en ensretning og harmo-
nisering af de begreber, der bruges til at beskrive
arealanvendelsen i de enkelte rammeområder.
Kommuneplan 2007 - 2018 april 2007
Hovedstruktur Holbæk Kommune
15
 Det er oplagt at bruge den, når planer fra flere
kommuner skal harmoniseres og der skal sikres
ensartethed i rammerne for kommunens enkelte
byer. I sammenlagte kommuner kan rammedelen
ligesom hovedstrukturen bliver meget omfangsrig
med risiko for at overblikket mistes. Derfor kan det
også være nyttigt at overveje, hvordan rammede-
len kan slankes. Fx ved at differentiere indholdet
efter det reelle planlægningsbehov. Behøver der
at være detaljerede rammebestemmelser for de
mange lokalplanlagte dele af byen, hvor man ikke
forventer ændringer? Eller kan informationerne i
rammedelen ”slankes” ved i disse områder blot
at henvise til at den gældende lokalplan ikke for-
ventes ændret i planperioden? Det kan også være
en ide at illustrere rammedelen med temakort,
der fx viser bebyggelseshøjder, bebyggelsespro-
center eller særlige anvendelser som fx tæt-lav Planlægningen af det åbne land er en ny opgave kommunerne har fået fra amterne efter strukturreformen.
boliger, kontorer eller detailhandel.

Redegørelsen – integreret i hovedstrukturen
eller selvstændigt dokument
Kommuneplanens redegørelse må også vokse
betydeligt i omfang og give anledning til overvej-
elser om, hvordan den disponeres bedst. Mange
kommuner har tradition for at store dele af re-
degørelsen sammenskrives med hovedstrukturen,
men med kommuneplanens nye indhold og lovens
nye krav til redegørelsen vil det i mange tilfælde
være uhensigtsmæssigt.
Det er oplagt at opdele redegørelsen og tilpasse
den kommuneplanens enkelte dele. Eksempelvis
passer redegørelsen for bymønster og de over-
ordnede mål for kommunens udvikling godt i hoved-
strukturen. Redegørselsen for de detaljerede
retningslinjer for fx skovrejsning, naturkvalitet,
landskabet, jordbrugsmæssige interesser passer
hører sammen med retningslinjerne – emne for
emne. Og begrundelsen for bestemmelserne i
rammerne for lokalplanlægning skrives sammen
med rammedelen. Det skal også træffes bes-
lutning om, hvordan miljøvurderingen integreres
i kommuneplanen. Og så skal der tænkes i kort.
Flere af lovens nye krav til redegørelsen vises
bedst på kort.
Det gælder fx bygge- og beskyttelseslinier efter
Naturbeskyttelsesloven, arealbindinger fra andre
statslige eller regionale planer, fredede område
mv.
Fire udfordringer for de kommende genera-
tioner af kommuneplaner!
Med de 98 bud på Kommuneplan 2009 får Dan-
mark for første gang en sammenfattende plan-
lægning for alle arealer i byerne og det åbne
land. Det har mange fordele og kan på sigt sikre
en mere sammenhængende planlægning på
tværs af bygrænsen og et mere gennemskueligt

16
plangrundlag. Med Kommuneplan 2009 kan vi nå
et første skridt, men der vil fortsat være mange
udfordringer at arbejde med de i kommende år.
Det gælder bl.a.
• At sikre sammenhængen på tværs af kommune-
grænserne. Nogle kommuner har allerede indledt
et godt samarbejde med nabokommunerne, men
det tager tid at opbygge nye relationer og rutiner.
De kan bl.a. styrkes ved at følge Kommuneplan
2009 op med tværkommunale temaplaner om fx
landskabsbeskyttelse, friluftsplanlægning for det
åbne land og tværkommunale analyser.
En langsigtet afvejning er beskyttelse- og benyttelses interesserkræver aktivt arbejde med kommuneplanens indhold.
• At sikre sammenhæng til de nye ”sektorplaner”
for vand, Natura 2000, råstoffer osv. Hvis kom-
muneplanen skal være en troværdig, sammen-
hængende plan for by og land er sammenhængen
til sektorplanerne afgørende.
• At sikre og udvikle det politiske ejerskab. De
nye kommuneplaner bliver meget omfattende
plandokumenter, og der er behov for at arbejde
meget mere med kommunikation og formidling.
Den største udfordring er måske at sikre det lokal-
politiske ejerskab til planlægningen i det åbne
land, hvor overførslen af regionplanretningslinier
ganske vist sikrer et beskyttelsesniveau på kort
sigt, men hvor der næppe i denne kommuneplan-
revision skabes et meget stort, lokalpolitisk ejer-
skab til retningsliniernes indhold. En langsigtet
afvejning af beskyttelses- og benyttelsesinter-
esser kan kun skabes ved, at politikerne aktivt
arbejder med kommuneplanens indhold for det
åbne land.
• At sikre at kommuneplanerne bliver mere hand-
lingsorienterede. Erfaringer fra bl.a. Plan09s
netværk om planlægning, budgetlægning og
andre kommunale styringsredskaber viser ek-
sempelvis, at kun ganske få, danske kommuner
formår at skabe en klar sammenhæng mellem
kommuneplanlægning og politiske beslutning-
er i forbindelse med budgetlægningen. Kom-
muneplanens fremtid i den kommunale organisa-
tion afhænger bl.a. af i hvor høj grad det lykkes
planlæggerne ikke blot at arbejde med kom-
muneplanen som et administrationsgrundlag,
men også at gøre kommuneplanen til et mere
handlingsorienteret, politisk værktøj. Det er ikke
nogen ny ambition, men den er fortsat aktuel – og
svær!
Der er mange udfordringer at tage fat på. Kom-
muneplan 2009 er et første – men stort – skridt
på vejen.
Helle Witt - Landskabsinspektør, By og Landskabs-
styrelsen.
Svend Erik Rolandsen - Sekretariatsleder, Plan09
17
 Den østjyske byregion
- En ny tendens i strategisk planlægning i Danmark
Af Kristian Olesen
Denne artikel bygger på mit specialeprojekt,
der analyserer strategisk planlægning i Dan-
mark med udgangspunkt i processen med at
skabe en fælles vision for den østjyske byre-
gion.
Det nye Danmarkskort
”Verden åbner sig – Den fysiske planlægning skal
være med til at ruste os til forandringer”. Sådan
lyder det i Miljøministeriets landsplanredegørelse
fra 2006. Samfundet har ændret sig som en kon-
sekvens af øget globalisering og mobilitet. Vi er
derfor nødt til at revurdere vores opfattelse af
samfundet for at kunne håndtere de udfordringer,
vi står overfor. Vi er i Danmark i øjeblikket i en
periode med omstrukturering eksemplificeret ved
strukturreformen i 2007. Vi forsøger således at
strukturere vores samfund, så det er mere fleksi-
belt og i stand til at modsvare de ændringer, der
sker omkring os. Landsplanredegørelsen fra 2006
er et forsøg på at imødegå disse nye udfordringer.
Redegørelsen tegner et nyt danmarkskort, hvor
fysisk planlægning er koncentreret omkring Hov-
edstaden og Østjylland.
Kommunesammenlægningen kan ses som et
forsøg på at ændre kommunegrænserne, så de
modsvarer de øgede pendlingsoplande. Men da
kommunesammenlægningerne mere eller min-
dre byggede på frivillige aftaler, betyder det, at
18
kommunegrænserne i højere grad er baseret på
politik i stedet for at være funktionelle fra et plan-
lægningssynspunkt. Dette har ført til en ny for-
ståelse af fysisk planlægning, som noget der ikke
længere er begrænset af administrative grænser,
men noget som bør overskride definerede græns-
er for at være effektiv og give mening. Et tydeligt
eksempel på dette er ideen om at skabe en fælles
vision for den østjyske byregion.
Potentielle konflikter i det østjyske samar-
bejde
Processen med at skabe en fælles vision i Østjyl-
land er stadig i sin første fase. Her udarbejdes
tre funktionelle analyser under overskrifterne
erhverv og befolkning, interaktion og infrastruk-
tur, og landskabsforhold. Disse analyser skal så
danne baggrunden for arbejdet med en fælles
vision for den østjyske byregion. Et udkast til
denne vision udarbejdes i en styringsgruppe in-
deholdende kommunaldirektører og planchefer i
de 17 kommuner og ministerielle embedsmænd,
og udkastet forelægges i slutningen af august
for borgmestrene i Østjylland. Processen bygger
således på, at kommunerne er i stand til at opnå
konsensus om en fælles vision.
Hovedproblemstillingen i Østjylland er en konflikt
mellem på den ene side at bevare den høje land-
skabskvalitet og grænsen mellem det åbne land
og byerne, og på den anden side at tage hånd
om problemerne med den nuværende infrastruk-
tur og bevare den økonomiske vækst i regionen.
Spørgsmålet er om Miljøministeriet, kommunerne
og kommunerne indbyrdes, har de samme inter-
esser og den samme holdning til hvilken slags
fysisk planlægning og regulering, der er behov
for, eller om forskellene er for store til at kunne
overvindes.
Visionens indhold
Lad os se lidt nærmere på, hvad indholdet af
sådan en vision kunne være. Kommunerne synes
at være enige om, at der er behov for fremti-
dige infrastrukturinvesteringer i Østjylland. Det
formodes derfor, at infrastruktur kommer til at
spille en nøglerolle i den fælles vision, idet et af
formålene med den fælles vision netop er at influ-
ere den nationale investeringsplan. Der er således
den fare, at kommuner bare ser processen som
en mulighed for at lobby for infrastrukturinvester-
inger til Østjylland, hvilket stiller spørgsmålstegn
ved kommunernes engagement i processen, hvis
ikke fremtidens infrastrukturinvesteringer frem til
2030 skulle besluttes i efteråret 2008.
Kommunerne anerkender, at det er nødvendigt
at bevare de landskabelige værdier, og da en af
analyserne netop handler om de landskabelige
forhold i Østjylland, er det nærliggende at fore-
stille sig, at en bevaring af landskabelige værdier
kommer til at spille en vigtig rolle i den fælles
vision. Kommunerne mener dog, at de et langt
stykke hen ad vejen selv er i stand til at tage hånd
om de landskabelige værdier, og de ønsker ikke
statslig indblanding på dette punkt. Det synes at
være mere tvivlsomt, om det er muligt at inkludere
tanker omkring fremtidens byudvikling i Østjylland
i den fælles vision. Kommunerne i Østjylland har
meget forskellige syn på fremtidens byudvikling.
Nogle kommuner koncentrerer deres byudvikling i
nærheden af motorvejen, mens andre kommuner
mere er fokuseret på at genbruge gamle industri-
grunde. Der er derfor en fare for, at diskussionen
omkring fremtidens infrastrukturinvesteringer
ikke sammenkobles med diskussionen omkring
fremtidens byudvikling, hvilket egentligt var
Miljøministeriets oprindelige hensigt med denne
proces.
Processen
Der er også andre elementer end indholdet af den
fælles vision, der kan få konsekvenser for proces-
sen. Processen har en meget begrænset tidshori-
sont, idet målet er, at den fælles vision skal kunne
påvirke arbejdet med kommende kommuneplaner.
Resultatet af analyserne blev fremlagt til sty-
ringsgruppen i juni, og styringsgruppen har så
indtil den 20. august til at udarbejde et oplæg til
en fælles vision. Der er således fare for, at den
begrænsede tidsramme vil forringe kommunernes
mulighed for at nå til enighed om en fælles vision,
eller at den fælles vision vil blive så bredt formu-
leret, at den reelt ikke er i stand til at influere den
fremtidige fysiske planlægning. Mulighederne
for et intensivt samarbejde mellem kommunerne
begrænses også af,
at der er hård konkur-
rence mellem kom-
munerne. Kommunerne
kæmper indbyrdes om
at få enhver indbygger
eller ethvert firma til at
lokalisere sig inden for
deres grænser. Den kor-
te pendlingstid mellem
de største byer i Østjyl-
land og den øgede inte- Illustration: Fra publika-
gration forventes kun at tionen Vision Østjylland
øge denne konkurrence – Miljøministeriet, By- og
yderligere. Det er også Landskabsstyrelsen
svært at forestille sig, at
kommunerne gladeligt vil deltage i en proces, der Muligheden for at skabe en vision med æn-
i bund og grund har til formål at øge den nationale dringspotentiale
regulering af deres territorium. Nogle kommuner Er det overhovedet muligt at skabe en fælles vi-
vil måske derfor deltage i processen med det sion i Østjylland, og hvordan sikres det, at indhold-
formål at reducere den statslige regulering til et et af visionen bliver videreført i den kommunale
minimum. Disse aspekter stiller spørgsmålstegn planlægning? Lad os tage spørgsmålene et af
ved, på hvilket grundlag strategisk planlægning gangen. Kommunerne har meget at vinde ved at
i Østjylland kan finde sted. Der er derfor fare nå til enighed om en fælles vision. De vil stå meg-
for, at den fælles vision i højere grad vil være et et stærkere i forhold til at tiltrække fremtidige in-
udtryk for den laveste fællesnævner end at være frastrukturinvesteringer til Østjylland, hvis de er
en vision med potentiale til at ændre strukturer i i stand til at tale med fælles tunge. Konsensus
Østjylland. omkring en fælles vision vil også være en mani-
19
 festation af Østjylland som en byregion. Dette vil
således være et vigtigt skridt hen imod at skabe
en platform, hvor fremtidens visioner og strategi-
er for Østjylland kan udarbejdes. Kommunerne er
ikke kun under pres fra dem selv. Miljøministeriet
har mulighed for at udarbejde et landsplandirek-
tiv, hvis ikke kommuner kan nå til enighed. Dette
lægger et vis pres på kommunerne på trods af, at
Miljøministeriet har meldt ud, at et landsplandi-
rektiv ikke er et alternativ i øjeblikket.
Det er derfor overvejende sandsynligt, at kom-
muner er i stand til at nå til enighed om en fælles
vision. Spørgsmålet er snarere, hvad indholdet af
visionen vil være. Den store konkurrence mellem
kommuner i Østjylland sætter begrænsninger for
planprocessen og indholdet af en fælles vision.
Der er således fare for, at kommunerne kun er i
stand til at nå til enighed om den laveste fælles-
nævner, hvilket meget vel kan vise sig at være
infrastrukturen. Og følgelig er der risiko for at
fremtidens infrastruktur frakobles den kommende
byudvikling. Hvis det lykkes at nå til enighed om
en fælles vision, er der to muligheder, hvorpå det
kan sikres, at indholdet af visionen videreføres
til den kommunale planlægning. For det første
kan Miljøministeriet ophøje den fælles vision til
20
et landsplandirektiv, som således får karakter at
være et bindende ’konsensuspapir’.
Den mere sandsynlige mulighed synes dog at
være, at Miljøministeren og 17 borgmestre un-
derskriver et stykke papir, der forpligter dem til
indholdet i den fælles vision. I denne model kunne
man så forestille sig, at miljøcentrene fører tilsyn
med, at kommunerne i deres kommuneplanlæg-
ning lever op til deres forpligtelser, således at
kommunerne ikke føler sig fristet til at svigte
disse.
Målet en platform snarere end en vision
Der er også et andet element i processen, som
synes at være mindst lige så vigtig som diskus-
sionen omkring fremtidens infrastruktur og byud-
vikling. Det er vigtigt, at denne proces også er med
til at skabe en platform, hvor fremtidens strate-
giske planlægning i Østjylland kan finde sted. Set
i dette perspektiv er det måske ikke så meget ind-
holdet af den fælles vision, eller hvor bredt den
er formuleret, som er det vigtigste, men snarere
det at skabe en fælles platform, hvor fremtidens
strategiske planlægning kan finde sted, og hvor
fremtidens strategier kan blive udarbejdet.Det
synes at være en ny tendens, at strategisk plan-
lægning finder sted på platforme etableret på et
mellemniveau mellem de traditionelle skalaer for
fysisk planlægning. Fordelen er her, at den stra-
tegiske og kreative tænkning, der tit er forbundet
med udarbejdelse af visioner og strategier, ikke
bliver hindret af de mere formelle krav, der ofte
er tilknyttet formelle arenaer. Samtidigt synes
disse platforme at passe meget godt med den nye
forståelse af fysisk planlægning, som noget der
ikke nødvendigvis bør lade sig begrænse af ad-
ministrative inddelinger. Planlægningsprocessen
i Østjylland har allerede vist tegn på dannelsen af
sådan en platform.
Ved første øjekast synes processen måske lidt
uklar og vaklende, men hvis kompleksiteten
af moderne strategisk planlægning studeres
nærmere, synes dette at være den eneste måde
at udføre strategisk planlægning på.
Den strategiske planlægning i Østjylland er der-
for på vej i den rigtige retning, og det bliver in-
teressant at følge, hvordan Miljøministeriet og
kommunerne er i stand til at løse de komplekse
opgaver, de står overfor i fremtiden.
Kristian Olesen - Forskningsassistent, Institut for
Samfundsudvikling og Planlægning
Aalborg Universitet.
Hvordan ser en bæredygtig fremtid ud?

Af Julie Abitz

Brasilianske børn bygger deres kvarter i genbrugsmaterialer. Rio de Janeiro, 2007

21
 I Havana produceres 50 % af landets grøntsager i byens kvarterhaver. Havana 2002
Verdens byer vokser eksplosivt, og det sætter
hele vores planet under pres. Følgende er billeder
fra mine rejser. Billederne er taget ud fra mit
brændende spørgsmål, der de sidste par år har
været, hvordan vi i Danmark kan skabe bære-
dygtig byudvikling ved at lære af internationale
eksempler.
Dette brændende spørgsmål har gennem de
sidste år blandt andet bragt mig på læringsre-
jse til Cuba for at se, hvordan de arbejder med
kvarterløft og borgerinddragelse, til Brasilien for
at diskutere, hvordan man skaber bæredygtige
lokalsamfund, til Dubai på en konference om
bæredygtige højhuse, og til New York for at for
lære af byens diversitet og borgerdrevne bære-
22
Læringsrejse: Et studieturskoncept udviklet af
netværket Pioneers of Change (pioneersofchange.
net). Handler blandt andet om at lære observa-
tionens kunst samt af hinandens forskellige per-
spektiver på samme problemstilling. Deltagerne
bliver opmærksomme på de blinde vinkler de har
qua deres forskellige udannelser. Metoden der
bruges hedder U-teori (www.ottoscharmer.com)
Brændende spørgsmål: Er et læringsspørgsmål,
man stiller sig selv ud fra, hvad man gerne vil udfor-
ske og forstå. På en læringsrejse kan spørgsmålet
bruges som pejlemærke for deltagernes læring-
sproces og sikre at man hjælpe hinanden med at
blive klogere på de vigtige spørgsmål.
Småt er godt. Her et grønt tiltag i New York.
- New York 2008
dygtige tiltag. Mine rejser har bl.a. vist mig, at vi
ikke kun kan lære af europæiske byer, der ligner
os selv, men at inspiration og ideer kan komme
fra steder, man ikke lige havde regnet med. Der
er akut behov for international viden om, hvordan
vi bedst håndterer de nye udfordringer og sikrer
en bæredygtig udvikling af vores byer. Heldigvis
findes der i byerne allerede viden om og et utal
af kreative løsninger på de udfordringer vi står
overfor. Det kræver dog, at vi opmærksomme og
giver os tid til at observere, så vi kan lære af de
nye tendenser, der er på vej.
Kig jer omkring og nyd de spæde varsler på, hvad
fremtiden kan bringe - og vær med til at lede den
på rette vej.
 Pisk eller gulerod? Denne cafe gør noget for et alternativ til bilen. - New York 2008

”Når vi innoverer er vi nødt til selv at besøge steder, tale med mennesker og være til stede når tingene ud-
folder sig. Uden en direkte forbindelse til situationens kontekst, kan vi ikke lære at se og handle effektivt”

- C. Otto Scharmer 2007

23
 Løsningen på overforbruget af aircondi-
tion er opfundet for længe siden - nemlig
de traditionelle vindtårne.
- Dubai 2008

Ved at observere borgernes brug af byen

og lokale behov finder vi ud af, hvor meg-
en viden der eksisterer allerede – eksem-
pelvis om, hvor man finder det perfekte
sted for en skyggefuld pause.
- Dubai 2008

Fotos af Julie Abitz, projektleder/sociolog, Bære-

dygtige Byer, Dansk Arkitektur Center.
Bæredygtige Byer arbejder med at formidle viden
om bæredygtig byudvikling.
Følg med på: www.sustainablecities.dk.

24
Hvor er landdistrikterne på vej hen?
- Kortlægning af urbaniseringsmønstre i det åbne land

Af Mette Fabricius Madsen og Søren Pilgaard Kristensen

Adskillelsen mellem by og landdistrikt bliver fortsat mere diffus. Mens dele af landdistrikterne i realiteten fungerer som oplande til de større byer,
har andre en mere begrænset urban tilknytning, og andre igen bliver koblet af udviklingen og oplever en negativ befolkningsvækst og funktionstøm-
ning. Den store diversitet i landdistrikternes sammensætning og den diffuse urbanisering, der foregår, udgør en stor udfordring for planlæggere og
politikere, der beskæftiger sig med landdistriktsudvikling. Artiklen beskriver den aktuelle status for landdistrikterne i Region Midtjylland baseret på
et specialeprojekt, der har udviklet en ny metode til kortlægning af urbaniseringsmønstre i det åbne land.

Begrebsafklaring
Denne undersøgelse belyser urbaniserings-
tendenser i landdistrikterne, to begreber som i
sig selv er genstand for forskellige fortolknin-
ger og definitioner. I det følgende redegøres for
de definitioner, der er anvendt i undersøgelsen.
Urbaniseringen forbindes traditionelt med
bosætningsmønstre og anvendes til at beskrive
andelen af befolkningen bosat i urbane områder,
som svarer til graden af urbanisering. Denne
opgørelsesmetode dækker ikke over det kom-
plekse urbane spredningsmønster, som mange
vestlige lande, herunder Danmark har oplevet
gennem de sidste mange årtier. Grænsen for hvor
byen stopper, og det åbne land begynder, er ud
fra dette perspektiv blevet mere diffus. Den op-
fattelse af urbanisering, som denne undersøgelse
benytter, er derfor kompleks og dækker over en
kombination af forskellige faktorer, som ikke rela-
terer sig til byområder eller bebyggelsesformer.
I den danske forvaltning er klassificeringen af by-
land begrænset til byzone og landzone, hvor land-
zone er defineret ved ”det øvrige areal”. Denne
urbane-rurale dikotomi har længe været under
kritik for ikke at være tilstrækkelig præcis. Flere
studier har forsøgt at anvende et urbant-ruralt
kontinuum til en inddeling af regioner, zoner el-
ler kommuner i forskellige urbane-rurale under-
kategorier. Her kan bl.a. nævnes Landdistriktsre-
degørelsens kategorisering i hovedstads-, øvrig
by-, land- og udkantskommuner, med henblik på
at identificere landdistrikter med forskellige so-
cioøkonomiske profiler og udviklingspotentialer.
Bryant et al. (1982) benytter begreber som ”den
regionale by” og ”den grænseløse by” (Albertsen
et al. 2007) lægger vægt på afstand og areal-
anvendelse.
Andre studier inddrager kommunikation, adgangs-
forhold og mobilitet. Det gælder bl.a. Antrops
”sparkling spatial model” (Antrop 2000) og andre
igen, med begrebet ”funktionelle urbane region-
er” reflekterer over sammenhænge mellem ar-
bejdsmarked, transport og pendling, hvilket både
inkluderer byer og de omkringliggende landskaber
(Champion & Hugo 2004). I denne undersøgelse
bruges ”landdistrikter” synonymt med ”det åbne
land” som en betegnelse for områder beliggende
i landzone udenfor bymæssig bebyggelse med
over 200 indbyggere og følger dermed Danmarks
Statistiks afgrænsning af byområder. Det er disse
områder, der er genstand for undersøgelsen.
Aktuelle tendenser
Mange bynære landdistrikter har i de sidste årtier
oplevet en ændret befolknings¬sammensætning
herunder en ændring af erhvervsstruktur fra
overvejende landbrugsbeskæftigelse til en profil,
som i højere grad har fælles karakteristika med
urban befolkning og erhverv (Indenrigs- og Sund-
hedsministeriet 2007). Denne udvikling kan karak-
teriseres som en urbanisering af landdistrikterne.
Udviklingen er ikke begrænset til at omfatte de
bynære landdistrikter. Urbaniserings-processer
er siden 1960’erne blevet registreret i mindre
bysamfund, samt i mere fjerne rurale områder. I
nogle områder er befolkningsvæksten højere i de
mindre bysamfund i forhold de større byer, hvilket
karakteriseres som counterurbanisering (Mitchell
2004). Årsagerne til denne tilflytning fra by til
landområder skyldes bl.a. privatøkonomiske over-

25

Landdistrikterne udgør en væsentlig del af landets samlede areal og 15 % af den danske befolkning er bosat i landdistrikterne.
Kilde: Kortet er udarbejdet af ESS Danmark A/S for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
vejelser, bevidst fravalg af byen eller et tilvalg af
de kvaliteter, der findes i det åbne land. Samtidig
sker der en marginalisering af andre landdistrikter
og andre igen oplever en koncentration af land-
brugsproduktionen i færre og større landbrug.
De nævnte processer er med til at differentiere
landdistrikterne og ændre både befolkningssam-
mensætningen, arbejdsmarkedsstrukturen og
livsstilen i lokalsamfundene. Som det fremgår af
figur 1 udgør landdistrikterne langt størstedelen
af det danske landareal. I alt bor 15 % af den
danske befolkning i landdistrikterne, hvilket på
landsplan svarer til 800.000 mennesker.
26
Nye metoder til at kortlægning af landdis-
trikterne
Idet udviklingen foregår meget forskelligt i for-
skellige dele af landdistrikterne, er der behov for
at dels skabe et samlet overblik over udviklingen,
dels at få et indblik på et tilpas detaljeret rum-
ligt niveau. En kortlægning af lokale styrker og
svagheder samt udviklingstendenser, kan bruges i
forhold til forvaltning af ressourcer og strategiske
overvejelser i den kommunale planlægning og
hjælpe til at besvare spørgsmål om, hvor urbani-
seringen sker, hvilken form den har samt hvilke
landdistrikter, der er i fare for at blive koblet af
udviklingen. Med kommunalreformen i 2007 er
det administrative niveau, som hidtil har været
benyttet til kortlægning af kommunerne i bl.a.
landdistrikts- og landsplanredegørelser, fors-
vundet. Ud fra de kriterier, som hidtil har været
anvendt i de landsdækkende kortlægninger, er
de nye kommuner et for stormasket net til at dif-
ferentiere mellem kategoriseringen af f.eks. ”ud-
kantskommuner”, ”landkommuner” og ”bykom-
muner”. Med denne opgørelsestype overført til
de nuværende kommuner vil der kun være én
landkommune tilbage og tre udkantskommuner
– alle fire ø-kommuner (Fanø, Samsø, Læsø og
Ærø). Derfor er der i dag et aktuelt planlægnings-
behov for at finde nye metoder til at kortlægge
regionale forskelle og udviklingstendenser i
landdistrikterne. Her er sogneniveauet en inter-
essant mulighed for fremtidens kortlægning og
klassificering af byområder og landdistrikter. Alle
kommuner består af både byområder og land-
distrikter, så hvis diversiteten i landdistrikterne
skal undersøges, er det kommunale niveau ikke
tilstrækkeligt detaljeret. Sognegrænser er det
eneste eksisterende subkommunale niveau ud
over adresseniveau, som er bredt anvendt i na-
tionale statistikker og databaser. Sognegrænser
giver sammen med afgrænsningen for landdis-
trikter mulighed for at belyse eventuelle forskelle
og ligheder mellem landdistrikter på et niveau,
som er langt mere nuanceret end de hidtil an-
vendte kommunetyper. For at kortlægge udviklin-
gen benyttes en multidimensionel tilgang, som
omfatter både sociale og økonomiske parametre
sammen med de mere traditionelle parametre for
urbanisering. Formålet med kortlægningen er at
skabe et geografisk overblik over de forskellige
landdistrikter, der viser karakteren af de enkelte
lokalområder i forhold til en urbanisering af befol-
kningen og dermed lokale styrker, svagheder og
udviklingspotentialer.
Kortlægning af landdistrikter i Region Alle variable samles i én database for alle ind- Valg af variable
Midtjylland byggere i Region Midtjylland og aggregeres til Alle klassifikationer er i princippet subjektive,
Kortlægningen viser urbaniseringsprocesser i de sogneniveau. Databasen er både koblet til GIS forstået på den måde, at der ikke findes et sæt
landdistrikter, der ligger i Region Midtjylland. og SPSS , hvilket gør det muligt at visualisere de af variable, som indfanger alle aspekter af kom-
Region Midtjylland er den arealmæssigt største enkelte variable i tematiske kort på sogneniveau plekse urbaniseringsprocesser, og det kan derfor
region i Danmark med et samlet indbyggertal og udføre analyser. Sognene klassificeres ved altid diskuteres hvilke variable, der bør indgå i en
på 1,2 mio. mennesker Regionen er i landsplan- at anvende en statistisk metode der kombinere analyse af urbanisering. Til denne kortlægning
redegørelsen 2006 opdelt i tre områdetyper. Det faktor- og clusteranalyse. Faktoranalysen finder er der udvalgt 22 variable (se tabel 1). Valget er
østjyske bybånd svarende til Østjylland, mellem- potentielle sammenhænge i datasættet på bag- baseret på en bred tolkning af begrebet urbaniser-
store byregioner som omfatter Herning, Viborg, grund af fælles varians, hvorefter clusteranalysen ing og eksisterende studier, således at både de-
Holste¬bro og Struer, mens yderområder, der er grupperer sognene efter de identificerede sam- mografiske, sociale og økonomiske dimensioner
præget af negativ vækst, ligger mod vest langs menhænge. Resultaterne kortlægges i GIS for belyses. Datasættet består af variable, som over-
Vestkysten og i den nordlige del af Djursland. Ved at muliggøre en rumlig analyse af udviklingen og ordnet kan relateres til tre forskellige dimension-
hjælp af registerdata opgjort på sogneniveau, tolke resultaterne i forhold til beliggenheden af er af urbanisering: Befolknings¬sammensætning
kan urbaniseringstendenser i landdistrikterne de større byer i regionen. (socioøkonomiske og demografiske parametre),
analyseres. Denne kortlægning omfatter en landbrugsstruktur (landbrugsrelaterede oplysnin-
kvantitativ statistisk analyse, som anvender data Metoden gør det muligt at undersøge sammen- ger) og tilgængelighed (GIS-beregninger af af-
vedrørende befolkningssammensætning, land- hænge mellem et stort antal variable. Samtidig stand til større veje). I tabellen er der ud for hver
brugsstruktur og tilgængelighed for årene 1999 er det en datareducerende teknik, som skaber variabel angivet den forventede sammenhæng
og 2003. Disse to årstal er valgt ud fra hensyn overblik over den store mængde at data, som ind- mellem enten en befolkning eller et områdes ka-
til datakvalitet og tilgængelighed. Udviklings- går i analysen. rakteristik i forhold til en urban/rural dikotomi.
tendenser mellem de to tidspunkter udgør en cen-
tral del af analysen.
Variabel Beskrivelse Urban Rural
2
Befolkningstæthed Personer pr. km Høj Lav
Børnefamilier Voksne med hjemmeboende børn Høj
Datagrundlag Alder mellem 30-59 år Personer mellem 30 og 59 år Høj
Ofte kortlægges urbanisering ved at fokusere på Alder over 60 år Personer over 60 år Høj
Selvstændige Andel selvstændige af voksne befolkning Høj
én variabel som f.eks. befolkningstæthed, som Lønmodtagere Andel lønmodtagere af voksne befolkning Høj Lav
Ydelsesmodtagere Andel ydelsesmodtagere af voksne befolkning Høj i udkant
giver et simplificeret, men letforståeligt resultat. Pensionister Pensionister og førtidspensionister Høj i udkant
Denne undersøgelse er baseret på en multivari- Lav indkomst Indkomst under 100.000 kr. (1999-tal) Lav Høj
Høj indkomst Indkomst over 300.000 kr. (2003-tal) Høj Lav
abel tilgang med det formål at udnytte de velud- Grundskole Voksne med grundskole som højeste fuldførte udd. Lav Høj
Mellemlang uddannelse Voksne med en mellemlang udd. Høj Lav
byggede registerdatabaser, som er til rådighed i Primære erhverv Beskæftigede i primære erhverv Lav Høj
Danmark. Der tages udgangspunkt i data fra tre Sekundære erhverv Beskæftigede i sekundære erhverv Høj
Serviceerhverv Beskæftigede i serviceerhverv Høj Lav
forskellige kvantitative registerdatabaser, der Pendling Pendling til anden kommune Høj Lav
Tilgængelighed Sogneareal inden for 1 km af større veje Høj Lav
beskriver socioøkonomiske parametre for alle in- Hobbylandmænd Landmænd der arbejder under 220 timer pr. år Høj Lav
dbyggere i landdistrikter, landbrugsstruktur samt Deltidslandmænd Landmænd der arbejder 220 – 832 timer pr. år Høj
Fuldtidslandmænd Landmænd der arbejder over 832 timer pr. år Lav Høj
tilgængelighed/afstand fra større veje. Data stam- Husdyrtæthed Antal dyreenheder (DE) pr. markareal Lav Høj
By til land flytninger Nettoflytning fra by til landdistrikt Høj Lav
mer fra hhv. Danmarks Statistik, Det Generelle
Landbrugsregister (GLR) samt GIS-genererede Tabel 1: Oversigt over de 22 variable, som er anvendt i kortlægningen. Ud for hver variabel er der angivet den forventede sammen-
variable baseret på geodata fra KMS (Kort10). hæng i forhold til en urban/rural dikotomi.

27
 Resultater af kortlægningen
Kortlægningen viser, at landdistrikterne i Region
Midtjylland langt fra kan regnes som ét homogent
område, der ligger udenfor byområderne. Der er
en tydelig opdeling mellem den østlige og vestlige
del af regionen, mens den midterste del fremstår
mere diffus og undergår større forandringer i ty-
pologiseringen fra 1999 til 2003. I denne analyse
er forskellene mellem landdistrikter illustreret
gennem fem sognetyper.

Urbane sogne – er de mest urban-

iserede landdistrikter med høj befol-
kningstæthed, pendling, indkomst- og
uddannelsesniveau samt en urban be-
skæftigelsesstruktur.
Counterurbane sogne – har mange af
samme karakteristika som urbane sogne,
og derudover en høj tilflytning fra byerne,
dog lavere befolknings¬tæthed.
Hobbylandbrugssogne – har ligeledes
urbane træk, men i mindre grad end ur-
bane sogne. Her findes mange hobby-
landbrug og beskæftigede i sekundære
erhverv. Derudover er her god tilgænge-
lighed til de større veje.
Lønmodtagersogne – har mange pend-
lere og en høj andel af beskæftigede i
sekundære erhverv.
Landbrugssogne – er karakteriseret ved
en høj andel af beskæftigede i primære
erhverv og mange fuldtidslandmænd.
Her bor mange børnefamilier.
Udkantssogne – har et lavt indkomst- og
uddannelsesniveau, mange indbyggere
på overførselsindkomster og samtidig en
Kortene viser resultatet af kortlægningen fra 1999 (øverst) og 2003 (nederst). Som det fremgår af kortene er der en klar opdeling høj andel af ældre og pensionister.
mellem øst og vest, domineret af hhv. landbrugssogne og urbane sogne.

28
Den vestlige del er stærkt domineret af land-
brugssogne, mens karakteristikken af landdis-
trikterne i den østlige del viser, at det Østjyske
bybånd også omfatter landdistrikterne imellem
byerne. Udviklingen mellem de to tidsbilleder
viser en tendens til en rumlig mere skarp opde-
ling af de forskellige typer af landdistrikter. Land-
bruget koncentreres i vest og forsvinder fra øst,
og de urbane sogne koncentreres i og omkring
det østjyske bybånd. Samtidig sker der en generel
homogenisering af landdistrikterne på tværs af
regionen, idet udviklingen går i retningen af en
øget urbanisering, og udviklingen går hurtigst i
landbrugssognene. Det gælder særligt for vækst
i indkomst- og uddannelsesniveau samt beskæft-
igelse i serviceerhverv.
Antallet af udkantssogne er vokset fra 1999 til
2003. Samtidig går udviklingen næsten entydigt
i retningen af en yderligere marginalisering. Det
gælder for indkomst- og uddannelsesniveau, der-
udover er andelen af ældre over 60 år steget. På
enkelte områder er der sket en positiv udvikling,
Kortlægningen viser ingen sammenhæng mellem marginalisering af landdistrikterne og afstand til større byer. Tværtimod viser kort-
lægningen, at “landbrugssognene” har en høj vækst i indkomst- og uddannelsesniveau
Der sker en generel urbanisering af landdistrikterne i hele Region Midtjylland, især landdistrikterne mellem byerne i det Østjyske
men i mindre grad end for de øvrige landdistrikter.
Det betyder, at udkantssognene fjerner sig yder-
ligere fra gennemsnittet. For begge år er de kon-
centreret omkring Djursland, Vestkysten og øerne.
Der findes ingen entydig afstandssammenhæng
mellem udkantssogne og afstand til større byer.
bybånd er karakteriseret af urbanisering.
Store dele af landdistrikterne, som ligger længst
væk fra det østjyske bybånd, er, i forhold til de
anvendte socioøkonomiske indikatorer, velfun-
gerende. I modsætningen til en kortlægning af
prædefinerede typer af landdistrikter, som f.eks.
landdistriktsredegørelsen anvender, giver denne
analysemetode mulighed for at kortlægge nye
tendenser og sammenhænge uden på forhånd
at lede efter bestemte tendenser. Det skyldes, at
sognetyperne tilpasses datagrundlaget på bag-
grund af statistiske sammenhænge.
Kortlægningen viser dermed relative forskelle og
ligheder mellem sognene. Konsekvensen heraf er,
at metoden bør have fokus på regionale forskelle
og ligheder og i mindre grad på udviklingen i de
enkelte sogne.
Mette Fabricius Madsen - Konsulent, Kuben By-
fornyelse Danmark.
Søren Pilgaard Kristensen - Lektor, institut for Geo-
grafi og Geologi, Københavns Universitet.
29
 Fingerplan 2007 – holder den?

Af Peter Hartoft-Nielsen

Fingerplan 2007 udgør regeringens nye overordnede grundlag for hovedstadskommunernes planlægning. Afsenderen er ny og også styreformen
er ny. Styringen areal for areal er erstattet af en kombination af overordnede principper for byudvikling fastlagt i Fingerplan 2007 og rækkefølgean-
givelser i kommuneplanerne, som fastlægges efter forhandling med staten. Visioner og faglige debatter om hovedstadsområdets udvikling med
Fingerplanen som udgangspunkt kan kvalificere de kommende års politiske beslutninger.

En af byplanlægningens store klassiske ud-
fordringer er, hvordan vi styrer storbyområdernes
vækst. Det er overalt i Europa - og verden i øvrigt
- et evigt tilbagevendende problemfelt. Hvilken
rolle skal den overordnede regionale styring
spille i forhold til den lokale selvbestemmelse?
Hvem skal have ansvaret for den regionale sty-
ring, og hvilke kompetencer skal den ansvarlige
myndighed udstyres med? Og hvilken rolle skal
staten spille?
Et kig henover det europæiske storbylandskab
gennem det seneste halve århundrede giver
mange forskellige svar – og overalt er svaret
genstand for såvel byplanfaglig som politisk de-
bat. De hollandske storbyer og den hollandske
regering forsøgte i 1990’erne at gennemføre den
hidtil mest ambitiøse model for styring af stor-
byområdernes udvikling (se f.eks. Byplan 1994/5),
men blev mødt af en massiv folkelig modstand.
Det storkøbenhavnske område - hovedstadsom-
rådet - har gennem de seneste godt 60 år været
kendetegnet ved en eller anden form for tilstræbt
overordnet planlægning på tværs af kommune-
grænserne. Den storkøbenhavnske planlægning
og især Fingerplanen har derfor gennem årtier
været genstand for stor international interesse.
Skiftende regionale styringsmodeller er blevet
afprøvet. I sin reneste form i perioden fra 1974 til
1989, hvor det daværende Hovedstadsråd havde
ansvaret for regionplanlægning for et samlet hov-
edstadsområde og igen fra 2001 til 2006, hvor det
daværende Hovedstadens Udviklingsråd havde et
tilsvarende ansvar.
Da Hovedstadsrådet i sin tid fik opgaven var
regionplanlægning blevet lovbunden. Inden da
havde der været perioder med såvel frivilligt kom-
munalt samarbejde som statslig styring. I mel-
lemperioden fra 1990 til 2001 – dvs. i perioden
mellem de to regionale organer med ansvar for
planlægning for et samlet hovedstadsområde
- havde de daværende 5 amtskommunale en-
heder ansvaret for hver deres område, men også
for at koordinere planlægningen på tværs af om-
råderne.
Ingen af styringsmodellerne har været uprob-
lematiske, og der har generelt været et stort gab
mellem de overordnede planintentioner og imple-
menteringen. Uanset styringsmodel og regering
har alle perioder været kendetegnet ved en be-
tydelig statslig indblanding i planlægningen ud
fra de overordnede principielle interesser - og en
stor statslig egenrådighed, når det gælder egne
sektorinteresser.
Ud fra et ønske om en højprofileret regional sty-
ring har ingen af de regionale organer været ud-
styret med de nødvendige kompetencer og styrker.
Det direkte valgte regionale råd med selvstændig
skatteudskrivningskompetence og det rette
match mellem opgaver og ansvar har ikke været
afprøvet.
Strukturreform januar 2007
Med kommunalreformen pr. 1. januar 2007 blev
amterne og Hovedstadens Udviklingsråd som
bekendt nedlagt. Planloven blev som led i refor-
men ændret. Den hidtidige regionplanlægning
ophørte. De konkrete planlægningsopgaver i det
hidtidige regionplanemnekatalog blev overført
til kommunerne, mens staten skulle varetage de
overordnede interesser. Som eneste undtagelse
blev dele af den regionale planlægning i hoved-

30

Forsiden på den oprindelige Fingerplan fra 1947
– skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn.
stadsområdet for så vidt angår byudvikling og
rekreative hensyn imidlertid fastholdt og placeret
i statslig regi. Det indgik i aftalen om strukturre-
formen mellem regeringen og Dansk Folkeparti
fra juni 2004. I aftalen hedder det, at ”Hovedstad-
sområdet er et sammenhængende byområde på
tværs af kommunegrænser, og der er derfor be-
hov for, at staten i lovgivningen og i udmeldinger
til kommuneplanlægningen i hovedstadsområdet
fastlægger overordnede principper for byudvikling- 34 kommuner. Vurderingen var, at det trods den
en og de rekreative hensyn mv.” (”Aftale om stigende integration af resten af Sjælland i det
strukturreform”, juni 2004, side 75). Aftalen blev storkøbenhavnske arbejdsmarked, ikke ville være
udmøntet i et særligt kapitel om hovedstadsområ- politisk muligt at udvide hovedstadsområdet til
dets planlægning i planloven. I hovedstadskapit- at omfatte hele Sjælland. Planloven bestemmer,
let fastlægges de helt overordnede principper for at kommuneplanlægningen i hovedstadsområdet
byudvikling, byomdannelse og rekreative hensyn. skal udføres på grundlag af en vurdering af områ-
det som helhed, og sikre at hovedprincipperne i
Det bestemmes endvidere, at miljøministeren den overordnede fingerbystruktur videreføres.
konkretiserer de overordnede principper i et lands-
plandirektiv. Denne model blev valgt efter at
regeringen havde sendt et lovudkast i høring med
mere detaljerede principper for hovedstadsområ-
dets planlægning. Valg af den mere smidige og
planlægningsorienterede model skete bl.a. på
baggrund af høringssvarene fra KL og en række
kommuner.
Fingerplan 2007 er en udmøntning af bestem-
melsen i planlovens hovedstadskapitel om, at
miljøministeren konkretiserer de overordnede
principper for planlægningen i hovedstadsområ-
det.
Planlovens hovedstadskapitel
Planloven definerer hovedstadsområdet svarende
til det hidtidige HUR-område, som dog er tillagt
den gamle Stevns Kommune. I forhold til plan-
loven omfatter hovedstadsområdet således ud-
over de sjællandske kommuner i Region Hoved- Forsiden til Fingerplan 2007 – landsplandirektiv for
staden også 6 kommuner i Region Sjælland, i alt hovedstadsområdets planlægning.
31
 Det er således i selve planloven defineret, at
byudviklingen skal ske i en fingerbystruktur.
Planloven fastlægger herudover nogle helt over-
ordnede principper for byudviklingen i hvert af fire
geografiske delområder:

1) det indre storbyområde (”håndfladen”),

2) det ydre storbyområde (”byfingrene”),

3) de grønne kiler (mellem og på tværs af by

fingrene),

4) det øvrige hovedstadsområde.

Centrale elementer er, at byudvikling og byfunk-

tioner af regional betydning placeres i det indre
og ydre storbyområde (”fingerbyen”), mens byud-
vikling i det øvrige hovedstadsområde alene må
være af lokal karakter og skal ske i tilknytning
til kommunecentre eller som afrunding af andre
bysamfund. De grønne kiler mellem og på tværs
af byfingrene skal helt friholdes for byggeri til
bymæssige formål, herunder bymæssige fritids-
anlæg.

Planlovens bestemmelser sigter dermed mod at

ændre på de seneste årtiers fordeling af byvækst-
en i hovedstadsområdet ved at styrke byudvikling-
en i fingerbyen og afdæmpe byggeriet uden for. I
de seneste årtier har der været en relativt kraftig-
ere byudvikling uden for Fingerbyen, dvs. i det
øvrige hovedstadsområde, end i fingerbyen.

Lige så væsentligt er, at planloven bestemmer, at

byudvikling og nye byfunktioner i fingerbyen skal
placeres i forhold til den trafikale infrastruktur på
en sådan måde, at det styrker brugen af den kollek-
tive transport. Hovedstadsområdets 34 kommuner og byområder 2007.

32
 har dog også været perioder, hvor planlægning-
en afveg ganske væsentligt herfra. Der har som
nævnt generelt været problemer omkring planim-
plementeringen, herunder timingen mellem byud-
viklingen og udbygningen af S-banenettet.
Fingerplan 2007 – landsplandirektiv for hov-
edstadsområdets planlægning
Fingerplan 2007 trådte i kraft den 1. august 2007.
Forud gik en grundig regeringsbehandling og en
høringsproces, hvor bl.a. samtlige kommuner af-
gav deres politiske høringssvar.
følge for byudviklingen, jfr. nedenfor. De grønne
kiler er i princippet afgrænset som i HUR’s Re-
gionplan 2005.
Resten af hovedstadsområdet betegnes ”det
øvrige hovedstadsområde”. Skal der i dette
geografiske område ske en større byudvikling
forudsætter det, at der er truffet beslutning om
at forlænge en eller flere byfingre med tilhørende
trafikal infrastruktur og betjening, som byudvikling-
en kan hægtes op på. Fingerforlængelser forud-
sætter nyt landsplandirektiv.

Fingerplanen afgrænser på kort de 4 geografiske Ny styreform: overordnede principper for

Principdiagram for byområder og grønne kiler.
Hvorfor en Fingerbystruktur?
Det helt overordnede mål med at organisere by-
ens udvikling i en fingerbystruktur er at modvirke
byspredning og samtidig sikre, at der kan skabes
nogle centrale funktionelle sammenhænge mel-
lem byområderne, den trafikale infrastruktur og
den kollektive trafikbetjening, og mellem by-
områderne og grønne, regionale friluftsområder.
Fingerbystrukturen er én måde at tilgodese disse
formål. At hovedstadsområdet søges udviklet efter
netop fingerbyprincippet er historisk begrund-
et. Den sigter mod at knytte byudvikling an til
den infrastruktur, som forbinder København og de
centrale bydele med de fem købstæder.
Fingerbystrukturen har mere eller mindre ligget
til grund for nu omkring 60 års planlægning. Der
delområder i fingerbystrukturen og konkretiserer byudvikling og rækkefølge
de overordnede principper for byudvikling mv. i Med Fingerplan 2007 er styringsformen radikalt
hvert af delområderne. ændret i forhold til tidligere regionplanlægning.
Regionplanerne styrede areal for areal. Ny byzone
”Håndfladen” afgrænses som byområdet inden
for Motorringvej 3. Her må der - som hovedregel
- ikke udlægges ny byzone. Byvækst kan således
alene ske i form af byomdannelse og fortætning.
Det er også vilkåret i det meste af ”de indre by-
fingre”.
Det ydre storbyområde afgrænses som de nu-
værende byområder i de 7 byfingre (udover de
fem byfingre ud til købstæderne, er der to mindre
byfingre til Farum og på Amager) samt en række
landområder, som er afgrænset i en afstand op til
2 km fra jernbanelinjerne i den pågældende byfin-
ger. I disse principielt afgrænsede landområder,
er det en kommunal kompetence at udlægge ny
byzone. Det er i kommuneplanerne, at der sker en
afvejning af byudviklingsinteresserne i forhold til
de øvrige arealinteresser. Ved afvejningen skal de
overordnede interesser respekteres. Det gælder
f.eks. interesserne i forhold til landskab, natur og
miljø, men også interesserne i forhold til række- Principdiagram for byområder og banebetjening.

33

Nærhed og adgang til havet er en af hovedstadsområdets store kvaliteter.
kunne kun udlægges, hvis regionplanerne konkret
muliggjorde det. Det var på den ene side en stram
styreform, idet kommunernes handlemuligheder
i forhold til nyudlæg blev fastlagt i forbindelse
med regionplanerne. På den anden side lagde
styreformen op til et voldsomt kommunalt pres for
nyudlæg og hamstring af arealer ved hver enkelt
regionplanrevision. Indtrykket er, at fokus dermed
flyttede fra den overordnede hovedstruktur til en-
keltarealer, og at regionplanmyndighederne bl.a.
derfor stod svagt i forhold til den overordnede
styring.
I modsætning hertil styrer Fingerplan 2007 ved
hjælp af overordnede principper og regler for byud-
vikling i kombination med fastlæggelse af række-
følge for byudviklingen. De overordnede princip-
34
per og regler fremgår af Fingerplan 2007, mens
rækkefølge fastlægges i en efterfølgende proces
i den kommunale planlægning efter forudgående
forhandling med staten. Fastlæggelse af række-
følge for byudviklingen bliver derfor en af de helt
store opgaver i forbindelse med de kommende
kommuneplaner 2009. Inden for Fingerbyen er det
kun byudvikling og -omdannelse af helt lokal ka-
rakter, der kan unddrage sig rækkefølgeplanlæg-
ningen. Uden for Fingerbyen skal der fastlægges
rækkefølge for al byudvikling.
Rækkefølge
Rækkefølgeangivelsen kan være en tidsmæssig
angivelse af, hvornår byudvikling eller byomdan-
nelse tidligst kan finde sted. Det kan være i form
af en tidsmæssig tre-deling, således som Køben-
havns Kommune har praktiseret i de seneste kom-
muneplaner: 1) første del af den 12-årige plan-
periode, 2) anden del af den 12-årige planperiode,
og 3) tidligst efter planperiodens udløb. Finger-
planen giver således gennem rækkefølgeinstru-
mentet som noget nyt kommunerne mulighed for
at planlægge ud over den 12-årige planperiode.
Rækkefølge kan herudover angive, at et givet
areal skal udnyttes før et andet areal, f.eks.
stationsnært før ikke-stationsnært, eller at et
givet areal først kan udnyttes, når der er sket en
given udbygning af den trafikale infrastruktur el-
ler fastlagt en given trafikal betjening. F.eks. kan
kommunerne ikke planlægge for ny byudvikling i
landområderne i den ydre Hillerød-finger, før der
er truffet beslutning om placering af en ny station
mellem Hillerød og Allerød. Fingerplan 2007 angi-
ver en række hensyn som rækkefølgen skal sikre,
og som staten derfor vil lægge til grund ved de
kommende forhandlinger med kommunerne om
rækkefølge. Rækkefølge skal sikre:
• Begrænsning af nyudlæg til byformål
• Rimelig balance mellem udbud og efterspørg
sel af arealer inden for den 12 årige plan
periode
• Rimelig regional balance
• Fremme udbygning af stationsnære områder
• Fremme omdannelsen af byområder, som er
velintegrerede i byen
• Byudvikling i øvrige hovedstadsområde har
lokal karakter
Den politiske redegørelse i Fingerplan 2007 inde- Fingerplan 2007 strammer op om byspred- kommende alene vil kunne ske gennem byomdan-
holder markeringer af, hvordan rækkefølgeinstru- ning nelse. Til gengæld understøtter planens regler
mentet vil blive administreret i forbindelse med Fingerplanens regler vedrørende byudvikling i byomdannelse på bekostning af nyudlæg.
2009-kommuneplanerne. Redegørelsen under- kombination med den ny styreform med række-
streger, at der skal ske en afdæmpning af byvæk- følgeangivelser vurderes på sigt at lægge en be- Fingerplan 2007 strammer op om stations-
sten uden for fingerbyen, og at der samlet set er tydelig dæmper på den byspredning, som vi har nærhed
arealudlæg, der rækker ud over 12-årsperioden. set gennem de seneste årtier. Princippet om stationsnær lokalisering blev
De samlede byggemuligheder i disse områder må introduceret med Regionplan 1989, men blev
derfor ikke øges i kommuneplanerne. Det låser Når der formentlig vil gå nogle år før effekten kan sidenhen gradvist udhulet i forhold til at opnå de
imidlertid ikke den kommunale planlægning i det iagttages, skyldes det de meget store arealudlæg tilsigtede trafikale effekter. Afstandskriterierne
øvrige hovedstadsområde fast. Hvis en kommune uden for Fingerbyen, som er arvet fra tidligere blev udvidet, ”ikke-stationsnære områder” fik
ønsker at inddrage et nyt areal til byformål i det regionplanplanlægning. Fingerplanen lukker status som var de stationsnære. Kulminationen
øvrige hovedstadsområde kan det ske mod at en yderligere helt af for placering af byfunktioner i var da HUR i 2004 indførte såkaldte ”amøbeaf-
tilsvarende eller større byggemulighed på et ring- de grønne kiler, ligesom planen lukker af for ny grænsninger”, som mange kommuner fortolkede
ere beliggende areal helt fjernes eller udskydes til byudvikling ved landsbyerne inden for den fjerde meget liberalt med afgrænsninger op til flere kilo-
tidligst at finde sted efter planperiodens udløb. grønne ring. Fingerplanens regler indebærer, at meter fra stationerne. Den oprindelige hensigt
byvækst for stadig flere og flere kommuners ved- med princippet om stationsnær lokalisering var,
Kravet om rækkefølge indebærer ligeledes, at der
ikke er frit slag for, at kommunerne kan inddrage
landområderne i byfingrene i byzone. Den poli-
tiske redegørelse Fingerplan 2007 vurderer, at der
aktuelt synes at være tilstrækkeligt med samlede
byggemuligheder i hovedstadsområdet som hel-
hed. Så selv om redegørelsen vurderer, at Finger-
plan 2007 muliggør et nybyggeri af størrelsesorden
ca. 100.000 boliger i byfingrenes landområder, er
det ikke ensbetydende med, at kommunerne blot
kan udlægge ny byzone i landområderne i den
kommende planperiode. Rækkefølgen skal sikre
de ovenfor angive hensyn, herunder hensynet til
en rimelig regional balance. Københavns Kom-
mune vedtog i 2007 et tillæg om ændret række-
følge i den kommunale planlægning, som bl.a.
muliggjorde en tidlig udbygning af Carlsberg-om-
rådet. Der er her tale om at fremme omdannelsen
af et byområde, som er velintegreret i byen. En
fremrykning af byggemuligheden er derfor i over-
ensstemmelse med de hensyn, som Fingerplanen
angiver ved fastlæggelse af rækkefølge. Midlertidig oase i storbyens hjerte.

35
 at persontrafikskabende byfunktioner som egner
sig til at blive integreret i tætbyområder, skulle
lokaliseres stationsnært på en sådan måde, at
lokaliseringen bidrog til at fremme brugen af
kollektiv transport. Det ville understøtte de store
investeringer i den kollektive infrastruktur og
bidrage til en mere miljøvenlig transportadfærd.
Lokaliseringen skulle derfor ske inden for rimelig
gangafstand fra velbetjente stationer. Fingerplan
2007 ændrer udformningen af stationsnærheds-
princippet så det sikrer de tilsigtede trafikale
effekter, men giver samtidig kommunerne nogle
nye frihedsgrader i deres planlægning. Colum-
busægget er en skelnen mellem kontorbygninger
hhv. over og under 1.500 etagemeter, svarende til
omkring 50-60 ansatte. De store kontorbygninger
er færrest i antal, men rummer til gengæld langt
de fleste arbejdspladser og skaber dermed langt
den meste pendlertrafik. Fingerplanens regler om
stationsnær lokalisering omfatter derfor alene de
større bygninger, mens lokaliseringen af de min-
dre og mellemstore kontorbygninger fuldt ud er
en lokal kompetence.

Fingerplan 2007 introducerer begrebet ”det sta-

tionsnære kerneområde”, som kommunerne skal
afgrænse inden for gangafstande op til 600 m fra
en station. Fingerplanens hovedregel er, at de
persontrafikskabende byfunktioner, f.eks. større
kontorbygninger, skal lokaliseres inden for det
stationsnære kerneområde. Undersøgelser viser
således, at der er betydelige trafikale effekter af
stationsnær lokalisering i form af større brug af
kollektiv transport og mindre brug af bil, men at
effekten kun holder op til 500 til 600 m fra en sta-
tion, hvorefter den bortfalder. Det er væsentligt
at understrege, at der ikke har kunnet konstateres
tilsvarende effekter ved nærhed til et busstop-
pested eller en busterminal. Selv lokaliseringer Fingerplan 2007 Hovedkort.

36
med den bedste busbetjening – f.eks. ved Glad- allerede var etableret højklasset banebetjening. letbane ikke forskertses. Miljøministeriets vision
saxe Trafikplads – påvirker ikke transportad- Det gælder først og fremmest en række erhvervs- er, at der langs Ring 3 skabes nye attraktive, tætte
færden blandt ret mange trafikanter med adgang områder langs Ring 3. Kommunerne får allerede og funktionsblandede byområder, som betjenes af
til bil. nu mulighed for at planlægge for en intensiv en moderne letbane. Letbanen skaber samtidig
udnyttelse af områder, som forudsættes at ligge mulighed for højklassede kollektivrejser mellem
Fingerplanen fastholder imidlertid også begrebet nær standsningssteder på en kommende letbane i byfingrene, og letter dermed mulighederne for at
”stationsnære områder”, som kommunerne kan Ring 3. Tankegangen er, at manglende tværgående den stadigt mere omfattende pendling på tværs i
afgrænse med udgangspunkt i hhv. 1.000 m og skinnebåren kollektiv transport er den nuværende hovedstadsområdet kan ske med kollektiv trans-
1.200 m fra en station afhængigt af om området fingerbystrukturs store svaghed, og at der før el- port i stedet for med bil.
ligger i det indre storbyområde (”håndfladen”) ler siden må etableres en baneløsning langs Ring
eller i det ydre storbyområde (”byfingrene”). Fin- 3. Den muliggjorte intensive byomdannelse skal Fingerplan 2007 uden detailhandel
gerplanens regler muliggør, at kommunerne und- bidrage til at styrke passagergrundlaget for en Fingerplan 2007 indeholder ikke regler for detail-
tagelsesvis kan planlægge for f.eks. større kon- letbaneforbindelse i Ring 3. Da en omdannelse af handel. Det skyldes, at man har afventet plan-
torbyggeri også i det øvrige stationsnære område de pågældende erhvervsarealer forventes at finde lovens ændrede regler for detailhandel. Inden
uden for kerneområdet. Det forudsætter imid- sted i de kommende år, skal bestemmelserne om årets udgang forventes et landsplandirektiv at
lertid, at der arbejdes med supplerende virkemid- intensiv udnyttelse samtidig sikre, at muligheder fastlægge særlige regler for detailhandel i hov-
ler, som kan sikre de samme trafikale effekter, for egentlige bydannelser omkring en kommende edstadsområdet.
som hvis byfunktionen blev placeret i det sta-
tionsnære kerneområde. Supplerende virkemid-
ler kan f.eks. være normer for maksimalt antal
parkeringspladser evt. i kombination med kolle-
ktive tilbringeordninger til og fra stationerne,
firmacykler mv. Miljøvurderingen af forslaget til
Fingerplan 2007 skønnede, at Fingerplanens ænd-
rede styring i forhold til at hindre byspredning og
fremme stationsnær lokalisering på sigt ville in-
debære en reduktion i den daglige bilkørsel på 2,6
mio. km og en reduktion i transportens CO2-udslip
på 100.000 t i forhold til en situation, hvor Region-
plan 2005 blot var videreført.

Fingerplan 2007 og Ring 3.

Stationsnærhedsprincippet tilstræber en loka-
lisering, som understøtter den eksisterende og
allerede politisk besluttede skinnebårne kollektive
transport på banenettet bestående af regional-
tog, S-tog og metro. Fingerplanen 2007 bryder
enkelte steder med denne hovedregel og giver
byomdannelsesmuligheder svarende til, at der Øresundsintegrationens første fase .

37

Ørstedsparken i København.
Beskyttelsen af de grønne kiler er styrket –
benyttelsen en kommunal opgave
Fingerplan 2007 viderefører den grønne arv fra
HUR’s Regionplan 2005 med både de nye og gam-
le grønne kiler mellem og på tværs af byfingrene.
Med bestemmelserne i både planloven og Finger-
planen er beskyttelsen mod byudvikling kraftigere
end nogen sinde. Det er imidlertid en kommunal
opgave at sikre at de grønne kiler udvikles til at-
traktive fritidsområder, som går på tværs af kom-
munegrænserne, herunder etablering af stiforbin-
delse i den 4. grønne ring.
Kommuneplanlægning med regionalt ans-
var
Både Planloven og Fingerplan 2007 understreger
kommunernes regionale ansvar. Kommuneplan-
38
lægningen skal ske ud fra en vurdering af ud-
viklingen i hovedstadsområdet som helhed. End-
videre skal planernes konsekvenser, herunder
for trafik og miljø, vurderes. Her ligger nogle nye
udfordringer for den kommunale planlægning,
som ikke har tradition for at anlægge et region-
alt udgangspunkt og vurdere de regionale kon-
sekvenser.
Fingerplanens regler understøtter, at kommunerne
kan tage et regionalt ansvar. Herudover stiller By-
og Landskabsstyrelsen oplysninger om regionale
udviklingstræk til rådighed for kommunerne. I
foråret 2008 udsendte styrelsen ”Regionale ud-
viklingstræk i hovedstadsområdet 2007” med
analyser af udviklingen i befolkning, arbejdsplad-
ser, bolig- og erhvervsbyggeri, pendling samt ube-
byggede arealer planlagt til byformål. Som noget
nyt er analyserne ikke blot gennemført i relation
til den administrative inddeling, men primært i
forhold til geografiske områder i fingerbystruk-
turen.
Fingerplan 2007 er forankret i regeringen – og
har accept blandt hovedstadsborgmestrene.
Fingerplan 2007 er udarbejdet under den da-
værende konservative miljøminister Connie He-
degaard. Connie H. var som ansvarlig minister
stærkt optaget af, at der skulle ske en samord-
ning af byplanlægningen i hovedstadsområdet
netop i forhold til trafikken og det grønne. F.eks.
skulle stationsnærhedspolitikken efter minister-
ens opfattelse have en sådan udformning, at den
havde en reel effekt på den trafikale adfærd og
brugen af kollektiv transport. Det skulle være en
politik af gavn og ikke blot af navn. Ministeren var
derfor stærkt optaget af det faglige grundlag og
de faglige argumenter for planen.
Forslaget til Fingerplan 2007 var igennem en
grundig behandling i regeringen. Den strakte sig
over hele efteråret 2006. Fokus var særligt på
udformningen af stationsnærhedspolitikken. Det
lykkedes miljøministeren at give Fingerplan 2007
en udformning, der kunne få opbakning fra hele
regeringen.
Den nuværende miljøminister Troels Lund Poulsen
(Venstre) har da også fuldt ud taget Fingerplanen
til sig. Det giver sig bl.a. udtryk i ministerens be-
handling af konkrete sager og i de udmeldinger
som ministeren er kommet med på møder med
hovedstadsborgmestrene.
På et møde i juni med hovedstadsborgmestrene
om den kommende landsplanredegørelse frem-
hævede ministeren i sine afsluttende refleksion-
er, at der som regel er gode lokale begrundelser
for de kommunale ønsker, som går på tværs af
principperne i Fingerplanen, men at det vi i sid-
ste ende vil blive målt og vejet på er, om det om
50 år er lykkedes os at få skabt et storbyområde,
hvor den kollektive trafik kan spille den afgørende
rolle, og hvor der er et godt miljø med masser af
natur og attraktive grønne fritidslandskaber. Det
er derfor summen af de mange enkeltbeslutning-
er, som tæller.
Mødet gav samtidig det indtryk, at der blandt
borgmestrene er en udpræget forståelse for og
opbakning til hovedprincipperne i Fingerplan
2007. Det samme indtryk gav i øvrigt den of-
fentlige høringsproces. Det virker som om skiftet
fra en meget omfattende regionplanlægning til
en relativ enkel fingerbyplanlægning har fremmet
forståelsen for udformningen af de overordnede
regler for byudvikling i det samlede hovedstads-
område. Der synes at være vilje til i dialog at
skabe fælles løsninger inden for de i Fingerplanen
fastlagte rammer.
regionsrådene, men mon ikke tiden allerede har
vist, at en sådan model næppe vil kunne sikre en
tilstrækkelig overordnet interessevaretagelse.
Om Fingerplanen har en fremtid for sig i stats-
ligt regi står og falder imidlertid efter min vur-
dering med, om det lykkes at skabe en langt
bedre koordinering mellem Miljøministeriet og
Transportministeriet af den statslige byplan- og
transportpolitik. Fingerplanen forudsætter, at den
kollektive transport kan spille en afgørende rolle
i den daglige transport i hovedstadsområdet. Det
gør den ikke i dag. Hovedstadsområdet halter
langt efter mange europæiske storbyer i så hen-
seende. Det hænger efter min vurdering sammen
med den ringe dækningsgrad af rejsemålene med
skinnebåren kollektiv transport. Banenettet er ikke
tilstrækkeligt fintmasket i forhold til den eksister-
ende by og er overvejende rettet mod København.
Med Ringbanen og Cityringen er der taget hul på
etablering af tværgående baneforbindelser, men
der er stærkt behov for yderligere tværgående
baneforbindelser i større afstande fra centrum.
Det er en forudsætning for, at Fingerplanen er
det rette svar i et samfund, som forudsætter høj
mobilitet.
Blot 40% af arbejdspladserne i hovedstadsområ-
det ligger inden for 600 m fra en station, og blot
35% bor i næroplandet til en station. Kun i cen-
tralkommunerne er dækningsgraden rimelig høj,
omkring 75% for både arbejdspladser og beboere.
Men allerede i de relativt tætte byområder i den
ydre håndflade er dækningsgraderne helt nede på

Har Fingerplanen en fremtid?

Regionplanopgaven var i 16 år placeret hos et
hovedstadsråd, i 11 år hos de fem regionale en-
heder og i 5 år hos Hovedstadens Udviklingsråd.
Levetidsprognosen for den nuværende model for
overordnet planlægning i hovedstadsområdet er
på den baggrund næppe lang. Med den nye kom-
munale struktur er det imidlertid vanskeligt at
forestille sig, at opgaven med at sikre de over-
ordnede interesser i forhold til byudviklingen i et
samlet hovedstadsområde kan placeres andre
steder end i statsligt regi. Oppositionen ønskede
ved behandlingen af planloven i Folketinget gan-
ske vist generelt flere planopgaver placeret hos Vi slap for 1960’ernes motorvejsplaner langs søerne (søringen)

39
 Beboere
Andel bosat 0-600 m fra stationen
Samlet 35%
hhv. 24% og 34%, mens dækningen i byfingrene
er hhv. 24% og 19%. Det bør være en hoved-
prioritet markant at øge dækningen i de rela-
tivt tætte byområder i den ydre håndflade, f.eks.
med etablering af nye moderne letbaner, mens
det er vanskeligere på kort sigt at øge dækningen
væsentligt i byfingrene. Her bør det eksisterende
S-togsnet have et servicetjek.
Samtidig bør etablering af flere skinnebårne
forbindelser på tværs af byfingrene have højeste
prioritet. Stadig flere pendler på tværs i hoved-
stadsområdet. Der er allerede i dag flere af de
bosatte i byfingrene, som pendler på tværs til en
arbejdsplads i en anden byfinger eller uden for
byfingrene, end der pendler fra byfingrene til en
arbejdsplads i centralkommunerne. Bedre dæk-
ning af arbejdspladserne med kollektiv transport i
40
Arbejdspladser
Andel arbejdspladser 0-600 m fra stationen
Samlet 40%
hele det indre storbyområde og bedre tværgående
baneforbindelser vil ikke blot sikre, at den kollek-
tive transport vil spille en væsentlig større rolle i
det indre storbyområde, men også bidrage til at
fremme brugen af kollektiv transport blandt dem,
der pendler fra de ydre dele af hovedstadsområ-
det og resten af Sjælland til arbejdspladser i det
indre storbyområde. Visionen er, at fingerbystruk-
turen bidrager til at skabe en velfungerende kom-
pakt, grøn stor-byregion med bymæssige tæthed-
er og kvaliteter, kvalitet i friluftsområderne og det
omkringlig-gende landskab, og med mulighed for
høj mobilitet frigjort fra ensidig afhængighed af
fossilt brændstof. Efter min vurdering indebærer
det bl.a. en transportpolitik, hvor der ikke sker
yderligere udbygning af det overordnede vejnet
i det indre storbyområde. Visionen bør være, at
bilen i det indre storbyområde inden for Motor-
Pendling på tværs
Andel bosatte i byfingrene som pendler på tværs
Samlet 30%
- Flere end mod centrum
ringvej 3 er et supplement til de mere miljøvenlige
og langt mere kapacitetsstærke transportmidler,
dvs. kollektiv transport, cykel og gang. Visionen
forudsætter imidlertid en betydelig udbygning
med skinnebåren kollektiv transport og bedre
faciliteter for cykeltrafikken. Det ville være øn-
skeligt, om der foregik en mere kontinuerlig både
faglig og politisk debat om byplanlægningen og
transportpolitikken i hovedstadsområdet, som tog
udgangspunkt i Fingerplanen. Blandt de hoved-
spørgsmål som trænger sig på kan fremhæves:
• Hvordan udbygger vi banenettet med nye ringe
og med bedre dækning i hele håndfladen?
• Hvordan kan cyklen spille en større rolle uden
for de tætteste bydele?
• Hvordan skaber vi nye attraktive bykvarterer
langs Ringbanen og en kommende bane i Ring 3?
Hvilken rolle skal byområderne have i hovedstads-
området?
• Hvordan omdanner vi stationsnære områder i
byfingrene til attraktive bymiljøer for erhverv og
storbymennesker?
• Har vi brug for nye redskaber til at fortætte og
skabe attraktive funktionsblandede bykvarterer
omkring stationerne?
• Hvordan kombinere behovet for p-pladser med
ønsket om tæt, attraktiv by omkring stationerne?
• Hvordan skaber vi ”rigtig” by med gade- og
byrum ved gradvis omdannelse af traditionelle
erhvervsområder?
• Hvordan videreudvikler vi de rekreative kvali-
teter i alle dele af storbyen?
• Hvordan kan de attraktive tæt-lav boligen-
klaver med gode nærmiljøer integreres bedre i
storbyområdet?
Der er behov for visionsopbygning og en faglig de-
bat også uden for de direkte berørte myndigheder,
som sker på baggrund af det fælles skelet, som
Fingerplanen udgør. Skal en planlægning af en
karakter som Fingerplanen overleve fagligt også
hos de yngre generationer, er der stærkt behov for
en sådan debat ved siden af debatten med de sta-
dig flere overvejende yngre faglige aktører, som
med rod i arkitektskolemiljøerne prædiker død
over al overordnet planlægning og fingerbyplan-
lægning. Modsat dem der kalder Fingerplanen
kustodeplanlægning for værftsarbejderen, stalin-
istisk, ærkekonservativ eller virkelighedsfornæg-
tende i den grænseløse bys tidsalder, er en eller
anden form for Fingerbyplanlægning som på det
overordnede regionale niveau sammentænker
”by og transport” og ”by og det grønne” for mig
at se helt afgørende for at sikre et velfungerende
globalt orienteret storbyområde med bymæssige
og landskabelige kvaliteter og den dertil hørende
nødvendige omstilling af transportmønstrene i
hovedstadsområdet.
Peter Hartoft-Nielsen er civilingeniør, lic.techn.
og byplanlægger. Arbejder til dagligt i By- og
Landskabsstyrelsen, Miljøministeriet. Har været
hovedforfatter til planlovens hovedstadskapitel
og Fingerplan 2007. De fremførte synspunkter er
udtryk for forfatterens egne holdninger

• Hvormeget ny by i Nordhavnen og på Nordøs-

tamager, hvis forudsætningen er ikke at udbygge
det overordnede vejnet, herunder med en havne-
tunnel?

• Hvilke visioner har vi for Frederikssunds- og

Hillerødfingerens færdiggørelse? Hvilke typer af
bydannelser og hvilke roller i hovedstadsområ-
det?

• Hvordan sikrer vi en rimelig regional balance?

• Hvordan koordinerer vi byudviklingen på Sjæl-

land og resten af Øresundsområdet med Finger-
byplanlægningen?

• Hvordan dæmmer vi op for den løbende ur-

banisering af storbyens landskab?
Metropolens centrum er også for småbørn og deres forældre.

41
 Plan dk
- Vild med planlægning
Hvor skal vejen gå - og hvor kan møllen stå?
DR kaster sig i dette efterår ud i at undersøge,
hvordan planlægningen af vores omgivelser
foregår. Det sker med serien plan dk som sendes
på både DR1 og DR2 fra og med uge 42.
Det er en serie tv-programmer, som fortæller helt
almindelige mennesker, lidt om, hvad det egentlig
er, der sker, når der sker noget i deres nærom-
råder, siger DR-redaktør Thorkild Nyholm, som
har ansvaret for indholdet i serien og fortsætter:
42
- De fleste af os vågner jo først, når de gule grave-
maskiner ruller op foran vores vinduer. Og så er
det for sent at få indflydelse på noget som helst.
Det er en skam, for planloven giver jo faktisk os
borgere mulighed for at deltage i planlægningen.
De otte halve timers tv stiller skarpt på mange
forskellige problemstillinger inden for planlæg-
ningen. Et program handler fx om, hvordan vision-
er bliver til virkelighed. Det tager udgangspunkt i
optakten til det aktuelle trafikforsøg på Nørrebro i
København. Et andet kigger på, hvad der sker - el-
ler kan ske - med vores kyster. Et tredje beskriver
den komplicerede plan- og høringsproces, der
hører til, når der skal placeres store vindmøller i
landskabet. Og så er der optaktsprogrammet med
undertitlen Det planlagte land, som både giver
et historisk tilbageblik på Fingerplanen og be-
lyser det komplicerede samspil mellem politikere,
planlæggere og borgere i dag.
Endelig hører der et stort website til serien. Det
findes på www.dr.dk/plandk. Da vi begyndte på
denne serie, tænkte vi - nåh, ja, planlægning,
planlov, høringsfaser osv ... måske ikke det mest
sexede emne! Men jeg skal love for, redaktionen
blev bidt at stoffet, fortæller redaktøren. - For det
her handler jo om den verden, vi lever i. Om det,
der er lige ude foran vinduerne. Om, hvad der er
godt at være i og leve med. Derfor er det rasende
godt stof, fyldt med mennesker, konflikter og kl-
oge hoveder.

En overgang kaldte vi for sjov serien for Vild med

planlægning. Vores kolleger mente, redaktionen
havde taget skade. Men de er blevet klogere!
Idéen med serien er, at mange flere skal blive det
- altså klogere på planlægning!

Alle udsendelser sendes hver mandag kl. 16:30

på DR2 fra og med uge 42:

13. okt. - Det planlagte land

20. okt. - Fremtidens kyst
27. okt. - Den store by
03. nov. - Hvor møllen skal stå
10. nov. - Det danske sommerhus
17. nov. - Mere motorvej
24. nov. - Mellem by og land
01. dec. - Vandet kommer

Udsendelserne bliver genudsendt på DR1 & DR2.

Mere information findes på www.dr.dk/plandk

43
 Aktuelle kurser, studieture og seminarer
LIV I BYMIDTEN
Bustur til Tyskland og Holland 5. – 8. november
Turen går til en række middelstore byer, som har
valgt forskellige strategier for handel i byen. Det
er Burgdorf og Hameln i Tyskland samt Enschede
og Almelo i Holland. De har på forskellig vis kæm-
pet for at opretholde deres position i byhierarkiet.
Ud over de fire beskrevne byer bestræber vi os
på også at besøge en mindre by med 10-15.000
indbyggere.
BILEN OG BYEN
Seminar i København 14. november
Emnet ”Bilen og byen” er tilsyneladende evigt ak-
tuelt. I starten af året kom infrastrukturkommis-
sionens rapport, med pålæg fra regeringen om
ikke at berøre emnet ”vejafgifter”. Af nogle blev
kommissionens arbejde kaldt ”visions- og stort
set værdiløst”. Hvad kan vi lære af tidligere tid-
ers erfaringer? Seminaret arrangeres af Byplan-
historisk Udvalg
CO2-NEUTRALE BYDELE
Kursus i København 18. og 19. november
Kurset fokuserer på, hvordan planlæggere kan
omdanne eksisterende byområder til at blive C02
neutrale. Kan der opstilles målbare indikatorer,
der kan kortlægge forskellige bydele og bygnin-
gers elforsyning og – forbrug, for at finde ud af,
hvor man kan sætte ind?
44
BY- PLANLÆGNING OG KREATIVITET
Seminar i Roskilde 20. november
Om udvikling af en bys potentialer – som rammen
om det mangfoldige liv. Med det mangfoldige
liv menes alle sider af hverdagslivet og ikke kun
det myldrende caféliv på byens strøg. Vi har alle
billeder på, hvad det mangfoldige er. Men i hvor
høj grad kan man planlægge for mangfoldighed?
MONSTERREGN OG HEDEBØLGER
Temadag d. 25. november i København
Tag klimaudfordringen op
Arrangører: DANVA. LIFE og Dansk Byplanlabora-
torium
Tilmelding via LIFE
PLANLOVEN I PRAKSIS
Kursus i Kolding 3. og 4. december
Kurset giver overblik over planloven. Hvad bliver
besluttet og på hvilke niveauer og hvordan spiller
planerne sammen? Kurset handler om landsplan-
lægningen, den regionale udviklingsplan, kom-
muneplanlægningen og lokalplanlægningen.
VVM
Kursus i Vejle 8. og 9. december
VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.
Kurset vil give en grundig indføring i VVM-sys-
temet. Med vægt på konkrete eksempler. Både
VVM reglerne og den nye vejledning til, hvordan
VVM arbejdet skal forløbe, vil blive gennemgået.
Også de juridiske aspekter ved VVM vil blive be-
lyst gennem afgørelser og domme fra Naturkla-
genævnet og EU.
ARKITEKTUR I UDSATTE BOLIGOMRÅDER
Debatdag d. 9. december i København
Inspiration fra udlandet
Arrangører: AlmenNet, Akademisk Arkitektforen-
ing og Dansk Byplanlaboratorium
Tilmelding via Dansk Byplanlaboratorium
Tilmelding og yderligere oplysninger:
www.byplanlab.dk
Kultur-
planer
De danske kommuners udvik-
lingsplaner nytænkes i disse
– fra velfærdsplanlægning til kulturel byudvikling

Bogen skitserer bevægelsen

år. Vi står i et paradigmeskif-
te, hvor tidligere perioders
plantænkning ikke længere
er tilstrækkelig. Temaerne for
byudviklingen er i dag ander-
ledes, og især er borgernes
behov og forventninger langt
mere varierede. Byen er ble-
vet stedet for oplevelser og
identitetsdannelse.
fra 1960’ernes og 1970’ernes
barmarksprojekter til det 21.
århundredes udvikling af den
tætte bys tidligere industri-
og havneområder. Gennem
en serie markante artikler
fremstilles udfordringerne og
potentialerne set fra blandt
andet byplanlæggerens,
kunstnerens og kulturplan-
læggerens synsvinkel. Handy-Print strategi
Kulturplaner – fra velfærds-
planlægning til kulturel by-
udvikling opridser frontlinjer-
ne i denne nye plantænkning
og skitserer en ny platform,
hvor man tager afsked med
såvel utidssvarende ma-
sterplaner som overfladiske
brandingstrategier. Med Kul-
turplan for Søndre Havn og
Stationsområdet i Køge – en
A/S for byliv rummer bo-
gen desuden et eksempel på
en konkret og forpligtet til-
gang.
Bogen er udgivet af det nye
arkitektur- og designforlag
BOGVÆRKET og kan købes
gennem alle boghandlere.
Pris 250,- kr.
www.bogvaerket.dk