UVVU - forskning eller papirnusseri?

Forskning skyldes menneskehedens nysgerrighed og videbegærlighed. Forskning opstår når

der enten i offentligt eller selskabsregi skabes ydre rammer for at kyndige innovative folk kan
udfordre, inspirere og kritisere hinanden på kendte eller nye områder. Forskning er nødvendig
for at undgå at samfundet går i stå. Forskerne står altid på skuldrene af forgængere. Forskere
er mennesker og der er nogle få “brådne kar”, som enten “fusker” eller “låner” lige rigeligt.
Vort velordnede samfund har derfor etableret Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelig-
hed (UVVU), som skal behandle klager.

Den 26. november 2003 kunne man læse i avisen, at UVVU havde dømt en dansk professor i
økologi Pape Møller for at fuske med forskningsresultater. Som slægtsforsker i Pape slægten
gik jeg på internettet for at finde “krydderi” til biografien. http://www.zi.ku.dk/UVVU.html

Kort fortalt blev der i 1998 offentliggjort en artikel i OIKOS, som efterfølgende blev trukket
tilbage af forfatteren og professoren samt annulleret i OIKOS. I artiklen beskrives, at de nye
blade af den stedsegrønne steneg udviser stigende asymmetri ved stigende grader af "herbi-
vory" (fremkaldt ved at fjerne henholdsvis ingen, halvdelen og alle de gamle blade 3 uger før
løvspring). Asymmetrien illustreres ved den numeriske forskel mellem bredden af venstre og
højre halvdel af de nye blade. citat slut. Hvis grundforskning er karakteriseret ved, at man
ikke på kort sigt kan se, hvad resultaterne kan bruges til, så er dette da vist rendyrket grund-
forskning. Nå, de studerende skal jo øve sig på et eller andet.

Den 28. maj 2000 orienterer en kollega til professoren UVVU om fejl i artiklen, hvorefter
artiklen trækkes tilbage af professoren. Den studerende må have sjusket og professoren havde
ikke været skrap nok. Sagen slutter dog ikke med det. Den 29. marts 2001 indgives formel
klage til UVVU, som fører til domfældelse den 29. oktober 2003. “Domfældelsen” er dog
udelukkende en “kollegial irettesættelse”. Af redegørelsen fremgår det tydeligt, at klager og
professor ikke kan fordrage hinanden, men det er jo deres sag.

Jeg fandt det absurd, at UVVU kan bruge to et halvt år og skatteydernes sparsomme skillinger
på papirnusseri om noget så ligegyldigt som stenengens eventuelt skæve blade. Klagen kunne
være afvist med et pragmatisk pålæg til de to herrer om at købe en flaske god rødvin og forære
hinanden - med forslag om at drikke forlig.

Jeg tænkte, hvem mon UVVU egentlig er? På http://www.forsk.dk/ findes svaret. 24 højlærde
personer mødes i tre udvalg med en landsdommer som formand. I den konkrete sag nedsattes
et underudvalg på tre andre højlærde. Disse folk tjener alle deres brød med andre aktiviteter,
og det er jo rimeligt nok at spørge dem, der har forstand på sagerne. Men så kom chokket,
Forskningstyrelsen er sekretariat bl.a. for UVVU og består af 76 fuldtidsansatte personer (fra
direktør til betjent). Hjemmesiden er fyldt med disse flittige menneskers skriverier.

Som bekendt har Forskningsministeriet / Videnskabsministeriet underkendt UVVU og

dermed også Forskningsstyrelsens bedømmelse af den højt profilerede Lomborg. Den normale
metode indenfor naturvidenskab består i at opstille en hypotese for et eller andet og derefter
forsøge selv og med hjælp fra andre eksperter på området at modbevise hypotesen. Hvis det
ikke lykkes, så bliver hypotesen gældende indtil videre. Lomborg har ifølge kritikerne i sin
debatbog gjort det modsatte, nemlig at udvælge sine kilder så de understøtter hypotesen og set
bort fra de kilder, der ikke støttede. Det er tilladt i en provokerende debatbog, men det har
intet med forskning og naturvidenskab at gøre. Dermed var UVVUs dom irrevant.

1
Lomborgs brede (formentlig humanistisk inspirerede) definition på naturvidenskab gælder
kun så længe der er politisk flertal for det. Naturens love gælder uafhængigt af skiftende
politiske flertal.

I øvrigt kan man orientere sig om Videnskabsministeriet på hjemmesiden:

http://www.videnskabsministeriet.dk/. I det ret unge ministerium er der ved en hastig
optælling ikke mindre end 223 givetvis myreflittige fuldtidsansatte medarbejdere (fra minister
til betjent) samt 20 flittige studenter.

Fælles for dem alle sammen i Forskningsstyrelse og Videnskabsministerium er, at ingen

forsker. Samtlige sidder som en ballast eller dødvægt på de aktive forskeres skuldre, og
kræver sagsakter og baggrundnotater for at kunne skrive politikker, lovforslag, bekendtgørel-
ser, redegørelser, indstillinger til bevillinger o.s.v.. Jo flere ressourcer, der går til at skrive
dette baggrundsmateriale desto mindre ressourcer har forskerne til forskning. (Efterfølgende
skal arkivarerne fra Rigsarkivet kassere alt det materiale, som ikke har blivende værdi.)

Jeg er ikke i tvivl om, at alle disse mennesker er både dygtige og flittige, men er de sager, de
bruger deres tid på relevante og nyttige for samfundet? Sagsbehandlingen vedrørende de to
nævnte eksempler er åbenlyst et massivt spild af tid og ressourcer.

Meget af dette “papirnusseri” kunne erstattes med god gammeldags sund fornuft og budgetan-
svarlighed. Besparelserne kunne anvendes til egentlig forskning. Under alle omstændigheder
er fordeling af forskningsmidler resultatet af et valg, som nogen skal tage et fagligt og andre
et politisk ansvar for.

(Flere af de største opfindelser er sket ved et uheld. Jo større opfindelse desto længere tid
tager det at lave “bøffen”. Så det er vigtigt, at der forskes.)

Senest er der offentliggjort overvejelser om, at forskernes artikler i nyhedsmedierne skal

underkastes kontrol. Magtudredningen konstaterede på side 32 at: “ Danmark har aldrig haft
en stærk tradition for at basere politiske beslutninger på den tilgængelige viden - citat slut.
Nu skal der åbenbart ansættes endnu flere “papirnussere” til at undertrykke den tilgængelige
viden!! Og for kort tid siden kunne man læse om nedskæringer i universiteternes budgetter.

Det er et rigt samfund, der har råd til at have så mange “passagerer” i den statslige sektor. Der
er svært ikke at tænke på, at politikere og statsembedsmænd i andre ministerier har privati-
seret og skåret så meget på den kommunale sektor, at vores børns skoler er snavsede i en grad,
der i hvert fald ryster denne skatteyder. Mon ikke man kunne lave et par statslige “Rejsehold”,
der - efter lidt instruktion - kunne tage rundt med støvsuger og gulvklud og gøre forårsrent.

En hærskare af de såkaldte “spindoktorer” forsøger samtidig at føre vælgerne bag lyset, så

vælgerne ikke informeres om, hvad der virkelig foregår. Det er et skræmmende perspektiv for
demokratiet, at man ved blot at tage et enkelt spadestik et tilfældigt sted i statsadministratio-
nen, kan finde forhold vedrørende den faktuelle magtudøvelse som ovenfor beskrevet.

Magtudredningens ene hovedkonklusion: “Magten er i sikre hænder” er i hvert fald forkert i

dette konkrete tilfælde.

Hvad gør den fjerde statsmagt (pressen) ved dette? Svaret er let: ikke et klap. Den 5 juni 2005
bragte Politiken en artikel under overskriften: “Hvor meget må forskere snyde?” Journalisten
tager afsæt i den ene af ovennævnte sager (den med de skæve blade), men skøjter hen over

2
overfladen og beder diverse personer om udtalelser. Journalisten gør sig ikke ulejlighed med
selv at undersøge sagens indhold, selv om det næppe ville have kostet mere end 30 - 45
minutter på internettet at finde frem til ovenstående. Men artiklens budskab var det modsatte:
mere kontrol - d.v.s. endnu flere passagerer og endnu mindre forskning. Det rene vås. Men
naturligvis kritiserer journalister og debatredaktører ikke statsembedsmændene og andre
magthavere. Som illustreret i filmen “Kongekabale” skulle man jo nødig forringe sine
personlige muligheder for at opnå en af de økonomisk attraktive stillinger som spindoktor -
eller er der mon andre mere ædle motiver til passivitet og sjuskeri?