Vi risikerer at gå i sort

Der er behov for langt mere fornyelse i hele Danmark, også i

den offentlige sektor, skriver otte direktører.
AF Robert Arpe m.fl.
Vi er som erhvervsledere for danske virksomheder bekymrede for, om Danmark kan stå distancen i
den globale konkurrence, hvor innovation er et helt afgørende parameter. Det er baggrunden for, at
vi har sat os til tasterne.

Der er ikke tvivl om, at politiske temaer som skat, efterløn og infrastruktur er meget vigtige for
udviklingen i Danmark. Og der er god fokus på debatterne herom.

Vi oplever til gengæld, at samfundsforståelsen for fornyelse, det politiske fokus på innovation og
Danmarks behov for udvikling glider i baggrunden. Det skyldes sandsynligvis, at det er et meget
kompliceret spørgsmål. Men det ændrer ikke ved, at det efter vores bedste overbevisning er helt
centralt for at finansiere en dansk velfærdsstat også i fremtiden.
Vi tror på, at et fundamentalt bidrag til Danmarks fremtid består i at integrere innovation i alt, hvad
vi foretager os i professionelle sammenhænge – private som offentlige. Det er store ord, men vi står
ved dem.
Vi har ikke alle de færdige svar og løsninger. Det er en udviklingsproces, vi må starte i fællesskab. I
første omgang skal det konkret udmønte sig i, at behovet for bedre rammer for innovation
indarbejdes i regler, love og praksis på alle politikområder.

Derfor er den offentlige sektor meget vigtig for innovationen i Danmark. Vi skal huske, at der
dybest set ikke er nogen i resten af verden, der synes, det er vigtigt, at danskerne er meget
velhavende.

Og de tider, hvor det sælger, bare fordi det er dansk, er forbi for længst. Vi kan derfor kun fastholde
vores høje velstand, hvis vi gør os fortjent til det. Det betyder, at hvis vi i Danmark ikke er i stand
til at udvikle nye produkter og serviceydelser, som resten af verden er parat til at købe, så kan vi
glemme alt om at forblive blandt verdens rigeste lande.

Den alvorlige finanskrise har siden 2008 kostet omkring 200.000 arbejdspladser i det private
erhvervsliv. Det er arbejdspladser over hele linjen, der er gået tabt – fra produktion til udvikling –
fra faglærte til højtuddannede – og hovedparten af de arbejdspladser kommer ikke tilbage.
Vi har i en endnu længere årrække haft lav vækst i dansk økonomi, og vi er rutsjet ned ad diverse
internationale ranglister over velstand, produktivitet og innovation.

Faresignalerne er mange. Det er meget mere alvorligt, end de fleste kan mærke hjemme ved
køkkenbordet, når husholdningsregnskabet gøres op. Men det kommer vi til, hvis vi ikke handler.

Vi må erkende, at vi tilsammen ikke har gjort det godt nok. Ifølge Danmarks Statistik er blot 42
procent af de danske virksomheder innovative. Samtidig viser EU-kommissionens ’Innovation
Scoreboard’, at Danmark har den ringeste innovationsvækst i hele Europa. Vi har alle et ansvar for
at gøre det bedre.
Vores ansvar og forpligtelse som erhvervsledere er ikke mindst at sørge for, at vi udvikler og
fornyer vores virksomheder, medarbejdere, produkter og services. Det skal og vil vi blive endnu
bedre til. Men virksomhederne kan ikke vende den danske skude alene.
Det er en udbredt opfattelse, at innovation foregår i virksomhederne, hvorfor samfundets,
politikernes og den offentlige sektors betydning for innovation begrænser sig til erhvervspolitiske
støtteordninger. Lad os gøre den fælles erkendelse, at politisk skabte rammer spiller en langt større
rolle for virksomhedernes innovation, end vi hidtil har været opmærksomme på.

Det stiller krav til, at politikere og den offentlige sektor spiller sammen med virksomhederne på en
ny måde. Forestillingen om virksomheder som enlige øer, der til enhver tid klarer sig bedst med
mindst muligt samspil med det offentlige, hører for de fleste fortiden til.
Den omstillingsdagsorden, som virksomhederne nu står over for, gælder således hele samfundet –
også den offentlige sektor.

Hvis samfundet og det offentlige ikke er gearet til forandring, og kan understøtte virksomhedernes
behov, taber vi som samfund. Vi opfordrer derfor til at sigte efter et nyt paradigme i samarbejdet
mellem virksomheder og det offentlige. Et paradigme, hvor stoltheden i den offentlige forvaltning
genfindes ved at skabe rammerne for at få ting til at ske, og hvor ønsket om nytænkning er en
værdi. Det sidste gælder for så vidt hele samfundet.

Den traditionelle offentlige forvaltning har handlet om at begrænse fejl og sikre, at virksomhederne
ikke overtræder regler. Det vil også fortsat være det offentliges opgave at sikre, at der ikke sker
lovovertrædelser.

Men når det offentlige også administrerer de regler, der har betydning for, at en virksomhed
eksempelvis kan udvide sine bygninger eller udbyde et nyt produkt, handler administration også om
at skabe muligheder.

Der er for ofte eksempler på det modsatte. I byggesagsbehandlingen er der eksempelvis meget stor
forskel på, hvor lang tid en byggesag tager at behandle fra kommune til kommune, og hvad
kommunen synes er en rimelig pris for sagsbehandlingen.

Tempo er en afgørende faktor for fornyelsen af enhver virksomhed, og hvis sagsbehandlingen

trækker ud i månedsvis, risikerer vi som samfund at gå glip af vigtige arbejdspladser. Og det
hæmmer innovationen.

Samtidig kan langsom sagsbehandling også have negative miljøkonsekvenser. Det gælder
eksempelvis også godkendelser af nye svineproduktioner, der tilsyneladende er gået helt i stå, til
trods for at nye brug er mere miljøvenlige, og at flere virksomheder står klar med nye teknologier
og byggekoncepter, som kan give helt nye miljømæssige landvindinger og eksportmuligheder.

Dansk landbrug befinder sig således nu i et forvaltningsmæssigt limbo, hvor regler for miljø og
dyrevelfærd er strammet, mens de tiltag, der skal til for at overholde reglerne – nye bygninger og
teknologier – er umuliggjort af andre dele af forvaltningen. Regler og muligheder må gå hånd i
hånd.

Regeringen har ligesom OECD og EU-kommissionen i sit nyere oplæg til styrket innovation i
erhvervslivet taget hul på temaet om effektiv regulering. Det er spændende og rigtigt set, men der er
lang vej igen. I stedet for administrativ dødvægt skal der være ambitioner om og mål for forandring.
Ønsket om innovation bør være et element i al regulering af virksomhederne. Der er muligheder for
nytænkning inden for alle områder – fra skat og afgifter til indkøb og regulering.

Der er kort sagt mulighed for at forbedre virksomhedernes rammer og betingelser for innovation på
alle erhvervsrelevante politikområder. Vi er kommet dertil, at man ved alle nye love og regler bør
vurdere innovationsmulighederne på samme vis, som det sker med økonomi og miljø mv.
Vi tror faktisk på, at hvis vi vil, kan vi med konstruktivt samarbejde og dialog skabe de rammer, der
skal til for at sikre verdens mest innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv.

Den offentlige sektors relation til virksomhederne handler ikke alene om forvaltning af love og
regler. Det offentlige er også selv forbruger og indkøber – faktisk den største af slagsen. Det
offentlige står alene for op imod en tredjedel af den samlede efterspørgsel. 270 milliarder kroner
bliver der indkøbt for hos private virksomheder. Et tal, der kun vil vokse i takt med krav om øget
udlicitering.

Det offentlige har pligt til at bruge de fælles skattekroner så fornuftigt og ansvarligt som muligt og i
respekt for den enkelte institutions kerneforretning eller primære bundlinje. Men det er kun rigtigt
og rimeligt også at have sekundære bundlinjer, og her har det offentlige også mulighed for at sikre,
at deres forbrug og kompetencer bidrager til udvikling af nye produkter og løsninger til glæde for
såvel miljø, sundhed, service og innovation – og dermed vækst.

Ren priskonkurrence er ikke Danmarks stærkeste konkurrenceparameter – vi er jo i bund og grund

et land, der lever af kvalitet og såkaldte up-market produkter. Derfor er det ikke videre logisk, at
tendensen de senere år har været, at det offentlige i hovedreglen har købt ind ud fra et enkelt
parameter; nemlig pris. Det ensidige prisfokus betyder derfor ofte også, at det offentlige først og
fremmest risikerer at få ensartede lavkvalitetsprodukter produceret langt fra landets grænser.

Dertil er det langtfra sikkert, at produkterne også er billigst på lang sigt. Kvalitet og innovation
tjener sig typisk ind over tid. Derfor er der i stedet behov for flere totaløkonomiske vurderinger,
hvor kvalitet, innovation og funktion får den rette vægt, så betingelserne for nye og smartere
løsninger er til stede.

Forandring og vækst kan ofte være et spørgsmål om kompetence, og her er det vigtigt at huske på,
at den offentlige sektor lægger beslag på en meget stor del af den veluddannede arbejdsstyrke. Det
pålægger i sig selv den offentlige sektor et medansvar for innovationskraften i Danmark.

Men også en forpligtelse til at udvikle sig i samspil med erhvervslivet, både når det handler om
udformning og implementering af love og regler samt udbud og indkøb. Det forudsætter naturligvis
også, at de ansatte i den offentlige sektor reelt og aktivt har mulighed for at bruge deres
kompetencer i samarbejde med deres ’kunder’. På det område kan vi vist godt gøre det lidt bedre.

En helt afgørende forudsætning for, at Danmark bliver smartere og mere innovativt, er, at vi har
forskning og uddannelse på højeste internationale niveau. Det er givet, at danske og udenlandske
virksomheder ville investere mere i Danmark, hvis der var mere relevant og fremragende offentlig
forskning. Derfor er det afgørende, at vi i Danmark er ambitiøse i vores investeringer i uddannelse
og forskning.

Vi er nødt til at tage hul på at diskutere, hvilke mål Danmark skal have for investeringerne i 2020 og
2030. Vi mener, at der er behov for yderligere ambitioner for forskningsinvesteringerne. Vi
anerkender, at det politisk kan være svært at prioritere ny viden frem for andre og mere kortsigtede
velfærdsbehov. Men vi har næppe råd til at lade være.

Ikke alene skal der opsættes nye ambitioner, der skal også opsættes målsætninger for, hvad vi
forventer, dansk forskning skal kunne. Vi kan ikke være lige stærke inden for alle felter, og der er
derfor behov for at prioritere den danske forskningsindsats inden for områder, hvor Danmark
allerede har – eller potentielt har – erhvervsliv og forskning i international klasse. Disse områder
skal understøttes, så de kan udvikle sig til at være blandt de absolut stærkeste i verden.

Unge talenter er Danmarks vigtigste grundstof, og uddannelse af disse talenter er et af forskningens

absolut vigtigste output.

Internationale virksomheder skanner verdens universiteter for at undersøge, hvor den bedste
forskning og den største talentmasse befinder sig. Lunten er ofte meget kort – hvis den efterspurgte
viden og kompetence ikke er til stede på rette niveau og i rette volumen, så vender radarerne hurtigt
mod andre himmelstrøg.

Derfor må vi aldrig forsømme konstant og konsekvent at have blikket skarpt rettet mod
uddannelseskvaliteten og sammensætningen i hele uddannelsessystemet. Fra folkeskolen,
gymnasier, erhvervsskoler, professionshøjskoler til universitet.
Alle kompetencer skal i spil, og alle unge skal uddannes, så langt deres talent rækker. Det vil
understøtte innovationsforståelsen og evnen i hele samfundet.

Én ting er, at vi skal gøres vores bedste for at dyrke vore egne talenter og sikre, at alle udfordres og
virker bedst muligt. Den anden ende af samme historie handler om de mennesker, vi tiltrækker
udefra. Det bliver vigtigere for os at rekruttere dygtige medarbejdere i hele verden.
Vi er som virksomheder en del af det globale arbejdsmarked, men endnu vigtigere er det, at ny
viden, nye input, andre fagligheder, forskellige kulturer og så videre har meget stor betydning for
den mangfoldighws, der er fuldstændig fundamental for innovation.
Og uanset hvor effektivt vi indretter vores uddannelsessystem, kan vi ikke levere al den kompetence
kvalitativt og kvantitativt, som virksomhederne skal bruge. Tiltrækning af dygtige udlændinge er en
nødvendighed og en rigtig god forretning for Danmark.

Vi skal huske, at virksomhederne jo godt kan leve af arbejdspladser lokaliseret uden for Danmark,
men det kan Danmark ikke. Innovation er vores fælles vej. Derfor er innovation ikke er et modeord,
som vi kan skifte ud med et nyt i morgen. Innovation er det nye sort, der aldrig går aldrig af mode.

Det bør være et nøgleord for politikere, når de sætter rammerne for fremtidens samfund; et nøgleord
for alle andre, når vi bidrager til at udvikle og forny virksomheder, institutioner og samfund.
Alternativet er skræmmende og indebærer risikoen for, at meget i Danmark går i sort.
Ressource: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1143332/vi-risikerer-at-gaa-i-sort/
Offentliggjort: Dec 15, 2010 7:06 PM
© POLITIKEN.dk

Kroniken er skrevet af
Robert Arpe, adm. direktør, Rambøll Danmark A/S,
Peter Høngaard Andersen, koncernforskningsdirektør, H. Lundbeck A/S,
Kristian May, adm. direktør, MT Højgaard A/S,
Lars Mikkelgaard-Jensen, adm. direktør, IBM Danmark Aps,
Jens Maaløe, adm. direktør, Terma A/S,
Niels B. Christiansen, adm. direktør, Danfoss A/S,
Bo Stærmose, adm. direktør, Juliana A/S,
Allan Søgaard Larsen, adm. direktør, Falck Danmark A/S