Fredag 6.

juli 2018 POLITIKEN

Debat 7
Læserbreve, højst 100 ord, debatindlæg, højst 400 ord, og Kroniker, ca. 2.100 ord, Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster og til også
indsendes via vores hjemmeside: politiken.dk/debatindlaeg at bringe teksterne på politiken.dk/debat. Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken.
Indlæg til nettet skal også sendes via denne adresse. Opstår der problemer, kan du ringe til os på 33 47 23 31 eller 70 15 01 01.

POLITIKEN læserbreve læserbreve og debatindlæg

MODTOG I GÅR 29 og debatindlæg 2 handlede om øremærkning af barsel

Fri mig for Disneys

hvide skønhedsidealer
VIGGO HØRUP
(1841-1902)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884

Hey Askepot, Elsa, Barbie simpelthen for få at spejle sig i, så derfor big bucks på et racerent udseende. De
bliver hun af og til sur på sit udseende. stereotype Disney-rollemodeller ind-
og alle I andre blonde Og det er denondelynemig for tidligt at prenter børn helt forkvaklede forestillin-
bimboprinsesser. Kan I få indoktrineret et så ensformigt og hvidt ger om skønhed og kropsidealer, har for-
et skønhedsideal, som alle vi andre godt skere fra Rutgers konkluderet i rappor-
ikke tage og stikke jeres nok ved har hersket i årtier. ten ’Fairytale Dreams: Disney Princesses
EDVARD forskruede skønheds- »Mor, din numse er stor, du skal træ- Effect on Young Girls Self-Images’. Siden
BRANDES
(1847-1931) idealer skråt op og vise lidt ne!«. Hvor får hun det fra? Jeg undres
gang på gang, når jeg af min tre et halvt-
’Snehvide’ fra 1937, ’Askepot’ fra 1950 og
’Tornerose’ fra 1959 har heltinderne med
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884 mere mangfoldighed. årige bliver konfronteret med de skøn- få undtagelser været hvide. Det skal dog
hedsidealer, der dominerer i dameblade lige siges, at man hos tegnefilmsgigan-
og på Instagram. Bevares, jeg ligger selv ten de senere år er blevet opmærksom på
Kropsidealer under for dem – frisker rask væk den kritikken og har præsenteret os for både
kommunefarvede udvoksning op hver Vaiana fra en ø i Stillehavet og den afro-
TINA SPLIDSBOEL, PRESSERÅDGIVER anden måned med lidt blondering – men amerikanske Tiana fra ’Prinsessen og frø-
Redaktionschef:
Mads Zacho jeg bilder mig alligevel ind, at jeg rent en’. Men de få gode initiativer forslår som
Teglskov (orlov) faktisk gør mit for at præsentere hende en skrædder i helvede.

D
u er smuk«. Det fortæller jeg min
Debatredaktører datter på tre et halvt år hver dag
Kenneth Lund efterhånden. Jeg havde ellers for-
(fungerende svoret, at jeg aldrig blev sådan en mor,
redaktionschef), der ’prinsessede’ sin datters ydre.
Tarek Omar, Næ nej, min mission var selvfølgelig at
Milla Mølgaard bygge hende op indefra og fortælle hen-
og Thomas Østerlin de, at hun er stærk, klog og pissesej og
Koch kan alt i verden. Fuld af selvværd og fløj-
tende ligeglad med alt det der skønheds-
Jourhavende pis, piger konstant bliver konfronteret
Thomas Østerlin med. Men jeg synes efterhånden, at jeg er
Koch nødt til at fortælle hende, at hun er
smuk. At hendes øjne skinner som sorte
Analyseredaktør diamanter, at hendes småkrøllede brune
Kenneth Lund hår er lige så flot som det lange, glatte
for mere mangfoldige skønhedsidealer.
At jeg siger om mennesker, der ikke lig-
ner dem i bladene, at de er smukke, når
de er både hvide, brune, sorte, har ’for
store’ numser, maver, er skeløjede, har
overbid, eller hvad der nu lige stikker ud.
Men hvad hjælper det, når diverse
skønhedskonkurrencer har været præget
af hvidhed, mens afroamerikanske femi-
nister har påpeget, at vinderne af Miss
Universe-skønhedskonkurrencen har væ-
ret overvejende hvide eller i hvert fald
meget lyshudede.
Catwalken til mo-
deugerne er oftest
domineret af hvide
Underholdningsindustrien har nemlig
helt ublu adopteret det hvide skønheds-
ideal. Barbie fra min egen barndom – ek-
sempelvis – lever stadig i bedste velgåen-
de, både som fysisk dukke, og hun har
endda fået sin helt egen tv-serie på Net-
flix, ’Life in the Dreamhouse’. Og selv om
hun har fået et par brune medsøstre, er
det stadig den blonde af slagsen, der er
den ’rigtige’ Barbie, lader min datter mig
forstå prompte, når jeg i BR rækker ud ef-
ter den brune af slagsen. »Ej mor, jeg vil
have hende med lyst hår!«.
Formålet med skønhedskonkurrencen
’Beauty.AI’, der løb af stablen for to år si-
den, var at finde et skønhedsideal, der var

Lederkollegiet
lyse, de fleste tegneserieprinsesser valser Tegneserie- modeller, det sam- fri af de fordomme, som menneskets per-
rundt med, og at hendes caffelatte-farve- industrien er me er modeserier- sonlige opfattelser altid er farvet af. Men
Marcus Rubin de hud er misundelsesværdig lækker. ne i magasinerne resultatet var alligevel, at deltagere med
Min datter er nemlig resultatet af en fa-
en beregnende og reklamerne i tv mørk hud rangerede lavere end personer
Kronikredaktør
belagtig four night stand mellem en klas- kapitalistisk og ude i offentlig- med lys hud. Det er skræmmende, når
Marcus Rubin pimp uden
sisk skandinavisk kvinde og en sort heden. Og så er der selv kunstig intelligens, algoritmer og
mand fra Caribien og ligner derfor ikke skrupler, der Disney. moderne teknologi er blevet stopfodret
alle de flødefarvede poder, hun hver dag aldrig tøver ’Frost’ er den Dis- med så meget hvid bias, at computere de-
deler prinsessekjoler med henne i børne- ney-tegnefilm, der finerer skønhed som værende hovedsa-
Debat
haven i indre København.
med at tjene har indtjent aller- geligt hvid.
Rådhuspladsen 37,
»Når jeg bliver en stor pige, så vil jeg ha- big bucks på mest på merchan- Men når man som middelklassemor til
1785
København V ve lyst hår ligesom dig – men uden brunt et racerent dise nogensinde. en brun pige i et lilleputland ikke har en
Telefon, Debat i toppen«, siger datteren uden at vide, at udseende For de uindviede kinamands chance for at påvirke hverken
33 47 23 31 det brune i toppen er en gedigen udvoks- er hovedheltinden Disney, Miss Universe eller resten af stor-
Telefon, Kronik ning af kommunefarvet hestehår. Det er en platinblond, blåøjet prinsesse med kapitalen, hvad gør man så for at rette op
33 47 24 03 bare ét eksempel af mange på, at hun er perfekte mål mellem bryst, talje og bag- på Disneys dårende dumme skønheds-
Fax som besat af hvide skønhedsidealer. Når del. Det er ikke et tilfælde, at Elsa, som idealer? Jeg aner det simpelthen ikke –

Foto: Thomas Borberg

33 15 41 17 man er en lille, brun pige i et overvejende
hvidt land, er der altså ikke mange tegne-
film, buslangsider, tv-serier, magasinfor-
sider, tøjreklamer, og hvad man nu ellers
bliver eksponeret for ude i offentlighe-
den, der viser ligesindede. Min datter har
prinsessen hedder, er skabt med lige præ-
cis det udsende, for havde hun været
brun, havde indtjeningen ikke slået alle
rekorder. Jep, tegneserieindustrien er en
beregnende kapitalistisk pimp uden
skrupler, der aldrig tøver med at tjene
andet end at blive ved med at fortælle
min datter, at hendes øjne er smukke
som sorte diamanter ... og at hun er sej og
stærk og klog, selvfølgelig. Og måske lade
mit kommunefarvede hår vokse ud i ste-
det for at farve det.

kroniken
6. juli 2018

Verden har glemt de syriske flygtningebørn

IDET JEG TRÆDER ud af bilen, rammes jeg Lejren fremstår mest af alt som en los- natten, flåede tæp-
af stanken fra den åbne kloak. Jeg ser mig seplads, hvor alt fra brugte bleer til for perne af hende og
omkring på den gudsforladte pløjemark, længst tømte glasflasker og brugte kany- trak hende ud af
og mine øjne falder som noget af det før- ler ligger på jorden blandt børnenes bare Lejren fremstår den varme seng.
ste på en pige med blågrønne øjne og lyst og beskidte fødder. mest af alt som Hun måtte se sin
hår, som står helt tæt ved bilen. bedstemor få stuk-
Hun er genert og ydmyg og kigger ned STANKEN FRA lejren river godt i næsehå-
en losseplads, ket en saks i mun-
i jorden, idet jeg smiler til hende. Hun rene. Jeg nynner ’Min barndoms gade’, hvor alt fra den, og soldaterne
holder sin lillesøster i hånden, den an- imens jeg nu udelukkende trækker vejret brugte bleer truede hende med
den hånd giver hun mig. Hun er ren i tø- gennem munden, og vandrer rundt til for længst at klippe hendes

MAREN ELISE jet, men hendes hud er rød og fyldt med

udslæt. Den lille krop bærer præg af tran-
SKJERLIE GILLING ge livsvilkår.
Det slår mig, at hun ligner et barn, jeg
kunne have født, men det er hun ikke.
Jeg har besøgt de syriske Hun er et af de mange børn, der ikke eksi-
sterer. Et af de mange børn, verdenssam-
flygtningebørn, som fundet har glemt. Senere fortæller hun,
verdenssamfundet har at hun hedder Saja, og inden jeg forlader
stedet, lover jeg hende, at vi ses igen. In-
glemt. De lever liv, som shallah – hvis det Guds vilje.
ingen fortjener at leve. Langs den syriske grænse bor tusindvis
af syriske flygtninge i noget, der var
tænkt som midlertidige lejre.
De møder os med chai, nærvær og ven-
lighed og byder os indenfor i, hvad de in-
sisterende og bevidst kalder »my home«,
men som blot er blå presenninger over
slidte beskidte madrasser.
Et hjem, der skal holde vinteren, reg-
nen og frygten ude. Et hjem, hvor flygt-
ningene igen skal lære at elske og tilgive,
og hvor de skal forsøge at stykke de frag-
menterede rester af deres børns barn-
Maren Elise Skjerlie Gilling er skolelærer dom sammen til en tålelig mosaik.
imellem de mange telte omringet af en
del af lejrens børn.
Den midlertidige lejr er blevet perma-
nent, og mange har nu boet der i snart 7
år. 7 år uden at være glade, trygge og frie.
To piger på 10 år, Hibba og Manar, invi-
terer mig hjem i deres telt og serverer te
fra en kande, der står på en ovn midt i det
kolde telt.
Det er vinter ved den syriske grænse,
og udenfor styrtregner det. Efter at være
blevet arresteret to gange her i nærområ-
det er jeg konstant bange for myndighe-
derne.
Mine nerver sidder uden på tøjet, og de
voldsomme tordenskrald giver mig en
følelse af, at mine hjerteslag ligger 30
slag over normalen.
Jeg tager en dyb vejrtrækning og ser på
Hibba og Manar. De smiler forventnings-
fuldt til mig, idet vores blikke mødes. Jeg
smiler tilbage og tager en slurk af min te.
Vi starter vores snak, og Manar fortæl-
FLYGTNINGE . De syriske børn, der er fanget i flygtningelejre langs grænsen til det ler om IS-krigere, der med store våben og
borgerkrigshærgede land, lever under frygtelige og uværdige forhold. Foto: Lars Smith vilde blikke stormede deres hjem om
tømte glas- tunge af, hvis hun
græd eller talte.
flasker og Den nat tvang IS
brugte kanyler dem væk fra deres
ligger på jorden hjem.
Jeg stirrer ned i
min notesbog og laver en krusedulle. Jeg
ved ikke, hvad mit næste spørgsmål skal
være, og der er stille i teltet. Manar bry-
der tavsheden: »Jeg havde stadig min py-
jamas på, da vi flygtede fra IS«.
Pigerne fortæller om flugt i natten og
flere mislykkede forsøg på at krydse
grænsen for at komme i sikkerhed. De
fremstår ikke som de børn, jeg kender fra
vores del af verden. Deres fortællinger er
svært forenelige med barndommen, og
de drømmer kun om at komme tilbage
til Syrien og fortsætte deres skolegang.
Hibba savner livet i Syrien: »Jeg var så
lykkelig i Syrien. Jeg havde verdens bed-
ste ven, men jeg kan ikke huske, hvad
hun hedder. Heldigvis kan jeg stadig hu-
ske hendes fine ansigt, men hver eneste
dag er jeg bange for, at jeg glemmer,