1

SO
RT
HE
D
3 3
Sorthed
Sorthed

Redigeret af Mikkel Bolt og Jakob Jakobsen

Redigeret af Mikkel Bolt og Jakob Jakobsen

Grafisk design af Jesse Jacob
Trykt hos Narayana Press
Grafisk design af Jesse Jacob
Trykt hos Narayana Press
Forlaget Nebula, 2018
ISBN 978-87-993651-9-7
Forlaget Nebula, 2018
ISBN 978-87-993651-9-7
Tak til Torsten Andreasen og Jesse Jacob

Tak til Torsten Andreasen og Jesse Jacob

Alle må kopiere fra denne bog, så længe
det ikke sker for at tjene penge
Alle må kopiere fra denne bog, så længe
det ikke sker for at tjene penge
Publikationen er støttet af

Publikationen er støttet af

4
5
Indhold

S. 9
F R A N T Z FA N O N
Hvorfor vi anvender vold

S. 21
FRAN K B. WI LDE RSON I I I
Fængselsslaven som hegemoniets
(tavse) skandale

S. 43
S A I D I YA H A R T M A N
Verdens bug. Note om sorte
kvinders arbejde

S. 63
JAR E D S EXTO N
Ubærlig sorthed

6
7
8
Hvorfor vi
anvender vold

9
”
Denne koloniale vold
opleves ikke bare på
et sjæleligt niveau,
men også i musklerne,
i blodet. Denne vold,
der stræber efter sin
egen voldelighed, der
bliver stadig mere
ubændig, fremprovokerer
uigenkaldeligt en
indre vold hos det
koloniserede folkefærd,
hvor en retfærdig vrede
fødes og søger udtryk.

10
Hvorfor vi anvender vold
–

F R A N T Z FA N O N

Tale til ACCRA-konferencen, april 1960.

J
eg mener, at alle Afrikas forhåndenværende bekymrin-
ger er blevet berørt mesterligt og med klarsyn i doktor
Nkrumahs tale.
Jeg vil i dag fremsætte nogle overvejelser angående visse
forandringer. Problemet vedrørende volden og racismen i de
afrikanske stater udgør spørgsmål, som jeg på broderlig vis vil
drøfte med jer.
I tænker sikkert, at jeg ikke vil levere en kritik af det koloni-
ale system. Jeg vil ikke – som en koloniseret, der taler til andre
koloniserede – demonstrere, at den koloniale stat er en anor-
mal, umenneskelig og forkastelig stat. Det ville være grotesk
at forsøge at overbevise jer om den koloniale undertrykkelses
uacceptable karakter. Og alligevel vil jeg lade mine overvejel-
ser kredse omkring den koloniale undertrykkelses indbyggede
vold.

Et voldsbaseret regime

Det koloniale regime er et regime, der er etableret med vold.

Det koloniale regime er altid blevet indført med magt. Det
er mod folkenes vilje, at andre folkefærd trænger sig på med

11
overlegne destruktionsteknikker og antal.
Jeg hævder, at et sådant system, der er etableret med vold,
med logisk nødvendighed må forblive tro mod sig selv, og at
dets varen ved er en funktion af voldens opretholdelse.
Men den vold, vi her taler om, er ikke en abstrakt vold, det
er ikke bare en vold, der afkodes af sindet, det er også vold
i den koloniserendes daglige omgang med den koloniserede:
apartheid i Sydafrika, tvangsarbejde i Angola, racisme i Alge-
riet. Foragt og hadets politik, dét er manifestationerne af en
meget konkret og pinefuld vold.
Kolonialismen stiller sig imidlertid ikke tilfreds med denne
vold. Det koloniserede folkefærd præsenteres ideologisk som
et folk, der er gået i stå i sin udvikling, der er uimodtageligt for
fornuft, ude af stand til at varetage egne forehavender, og som
har behov for permanent styring. De koloniserede folkefærds
historie er blevet forvandlet til betydningsløse uroligheder, og
man har dermed indtryk af, at menneskeheden var noget, der
begyndte med de tapre koloniherrers ankomst.
Vold i hverdagen, vold med hensyn til fortiden, der tømmes
for enhver substans, vold i forhold til fremtiden, for det ko-
loniale regime præsenterer sig selv som evigt. Man ser altså,
hvordan det koloniserede folk – fanget i et netværk af tredi-
mensionel vold som knudepunkt for multiple, forskelligartede,
gentagne, kumulative overgreb – ret hurtigt bringes til logisk
at stille spørgsmålet om det koloniale regimes endeligt med
hvilke som helst midler.
Denne koloniale vold opleves ikke bare på et sjæleligt ni-
veau, men også i musklerne, i blodet. Denne vold, der stræber
efter sin egen voldelighed, der bliver stadig mere ubændig,
fremprovokerer uigenkaldeligt en indre vold hos det kolonise-
rede folkefærd, hvor en retfærdig vrede fødes og søger udtryk.

12
 Det politiske parti, der varetager dette folkefærds skæbner,
har til opgave at inddæmme denne vold og at kanalisere den
ved at sikre den et fredeligt program og et konstruktivt afløb.
For den menneskelige ånd, der betragter historiens udvikling,
og som forsøger at forblive på niveau med det universelle, bør
volden først og fremmest bekæmpes med fornuften og sand-
hedens sprog. Det hænder dog desværre – og ethvert menne-
ske må nødvendigvis begræde denne historiske nødvendighed
– det hænder, siger jeg, at de koloniseredes vold i visse under-
kuede egne simpelthen bliver til et udtryk for deres fundamen-
talt dyriske eksistens. Jeg siger dyrisk, og jeg anvender en bio-
logisk terminologi, for sådanne reaktioner er i bund og grund
intet andet end forsvarsreaktioner, der oversætter et helt og
aldeles banalt instinkt for selvopretholdelse.
Og resultatet af den algeriske revolution er netop at være en
storslået kulmination og at have fremprovokeret en forvandling
af instinktet for selvopretholdelse til tapperhed og sandhed. For
det algeriske folk var denne heroiske kamp den eneste løsning,
i hjertet af hvilken den nationale bevidsthed kunne udkrystalli-
seres og udvikle sin karakter af at være et afrikansk folkefærd.
Og ingen vil kunne benægte, at alt det blod, der blev udgydt
i Algeriet, i sidste ende vil tjene som kim for den store afrikan-
ske nation.
I visse kolonier udgør de koloniseredes vold den forfulgtes
sidste gestus, der betyder, at han er rede til at forsvare sit liv.
Der findes kolonier, som kæmper for frihed, uafhængighed, for
retten til at være lykkelig. I 1954 greb det algeriske folk til vå-
ben, for det kolonistiske fængsel blev i den grad undertrykken-
de, at det ikke længere var udholdeligt. Jagten på algerierne i
gader og på marker var endegyldigt åbnet, og det var ikke læn-
gere muligt at give livet mening, kun at give mening til sin død.

13
Racismen i Algeriet og i de
britiske kolonier

Den million europæere, der befinder sig i Algeriet, udgør nog-

le særlige problemer. Kolonisterne i Algeriet er bange for den
algeriske nation. De nærer en fysisk frygt og en moralsk frygt.
Og denne dobbelte frygt omsættes til aggressivitet og stærkt
morderisk adfærd. Ved roden af denne optræden finder vi: 1.
et meget stærkt skyldskompleks. De siger: “Hvis algerierne en
dag skulle styre Algeriet, ville de uden tvivl gøre dét, som vi
kolonister har gjort, og straffe os for vores forbrydelser”; 2. der
er også en vis manikæisk opfattelse af menneskeheden, der al-
tid vil deles i undertrykkere og undertrykte.
Vi afrikanere er ikke racister, og den ærværdige doktor
N’Krumah har ret, når han siger: “Forestillingen om Afrika for
afrikanerne indebærer ikke, at de andre racer er ekskluderet.
Den indebærer udelukkende, at afrikanerne, der naturligvis
udgør flertallet i Afrika, selv bør regere i deres eget land. Vi
kæmper for menneskehedens fremtid, og det er en vigtigere
kamp.”
Kolonisten i Algeriet hævder, at Algeriet tilhører ham. Vi al-
gerier svarer: “Okay, siden Algeriet tilhører os alle, lad os da
konstruere landet på demokratisk grundlag og sammen bygge
et Algeriet, der lever op til vores forhåbninger og vores kær-
lighed.”
Kolonisterne svarer os da, at de ikke ønsker et ændret Al-
geriet. At dét, de ønsker, er et Algeriet, der for evigt videre-
fører den aktuelle tilstand. I virkeligheden lever den franske
kolonist ikke i Algeriet. Han hersker der, og ethvert forsøg på
at modificere den koloniale status fremprovokerer hos koloni-
sten særdeles morderiske reaktioner.

14
 For fjorten dage siden viste vores sydafrikanske brødre de-
res modvilje mod love fremsat af Den Sydafrikanske Unions
racistiske regering. 200 døde blev der optalt. Vi begræder vo-
res brødre i Sydafrika, vi kritiserer den sydafrikanske regering,
vi fordømmer den sydafrikanske regering, og vi siger, at dette
moralske pres er en afgørende trumf i kampen for afrikansk
frihed.

Massakrerne

Men d. 8. maj 1945, for snart fyrre år siden, demonstrerede det

algeriske folk i Algeriets vigtigste byer for at kræve frisættel-
sen af politiske fanger og håndhævelsen af menneskerettighe-
derne på det nationale territorium. Ved dagens afslutning blev
45.000 algeriere begravet. Disse tal, der oprører samvittighe-
den, er anerkendt af den franske Republiks regering. I dag er
endnu ingen franskmand blevet bragt for retten som ansvarlig
for et eneste af disse 45.000 dødsfald.
Dét, vi siger, er, at vi må rykke sammen i geledderne. Vore
stemmer må være stærke, ikke kun i tone, men også i forhold
til de konkrete tiltag, der kunne tages mod den ene eller anden
kolonialstat.
Afrikanske kammarater, må vi aldrig igen møde en dag, hvor
vi på 24 timer kan se 45.000 afrikanske borgere elimineret af
det kolonistiske barbari!
Vi må i sandhed bringe de hvide kolonister og de nationer,
der støtter dem, til at tøve.
I Angola, hvor 200.000 portugisere hersker ved hjælp af ter-
ror. I Rhodesia, hvor racismens monstrøse ansigt viser sig med
en vold uden lige. I Kenya, hvor vores tapre bror Jomo Kényata

15
rådner i fængsel, og hvor kolonisterne ikke opgiver håbet om
et sidste sejrrigt slag.
Kolonisten, som han findes i Algeriet, i Angola, i Kenya, i
Rhodesia, i Den Sydafrikanske Union, modsætter sig stædigt
enhver udfordring af hans overherredømme.
Vi siger ikke til kolonisten: “Du er fremmet, forsvind.” Vi si-
ger ikke: “Vi overtager styringen af landet, og du skal betale
for dine og dine forgængeres forbrydelser.” Vi siger ikke, at vi
vil erstatte fortidens had til sorte med nutidens og fremtidens
had til hvide. Vi siger: “Vi er algeriere, lad os forvise enhver
racisme fra vores jord, enhver form for undertrykkelse, og lad
os arbejde for mennesket, for menneskehedens harmoniske
udvikling og berigelse.”
Kolonisten svarer os med støtte fra den franske regering: “Al-
geriet er fransk.” I Angola: Angola er portugisisk. I Den Syd-
afrikanske Union: Den Sydafrikanske Union er en hvid stat.
Under pres fra kolonisterne og hæren besvarede general de
Gaulle den algeriske premierminister Ferhat Abbas’ erklæring
– i hvilken han højtideligt henvender sig til Algeriets europæe-
re som algeriske borgere, en erklæring, hvis ædle tanke og rø-
rende sprog har forbavset selv de mest pro-franske vesterlæn-
dinge – ved at opfordre til destruktionen af enhver forestilling
om national algerisk suverænitet. I stedet for at anerkende den
algeriske nationale suverænitet foretrak den franske regering
at skifte regering seks gange og at skifte republik én gang. Og
den V. republik, der blev stablet på benene af general de Gaul-
le, oplever – på trods af atombomberne i algerisk Sahara – sta-
dig sværere tider som følge af den udstrakte Algierkrig.
Når franskmændene tager de sårede i vores modstands-
bevægelses militærhospitaler til fange, bliver de ofte fejt og
barbarisk slagtet i deres senge. Vi drager omsorg for torture-

16
rede algeriere. Vi drager omsorg for algeriere, der har mistet
forstanden efter voldtægter og tortur. Og vi begraver snesevis
af algeriere, der er blevet skudt i ryggen. Og det tapre jugo-
slaviske folk tager i stadig større grad imod amputerede, søn-
derlemmede, blinde algeriere, og jeg siger, at hvis vreden ikke
overvælder dem, der bevidner sådanne ting, mangler de en
menneskelig dimension.
Det er derudover nødvendigt at gøre opmærksom på, at det
først og fremmest er denne vrede, denne umådelige afsky for
de franske rædsler, der har drevet størstedelen af Algeriets
europæere ind i vores rækker som medlemmer af FLN [Alge-
riets Nationale Befrielsesfront, o.a.]. Nogle gange er det politi-
betjentenes egne børn, der flere nætter i træk har været besat
af de tortureredes skrig. Og I forstår nu, hvorfor kristne og
præster ligeledes er forkæmpere for FLN. Hvorfor der i dag
er algeriske europæere nedstammende fra kolonisterne, der
falder for franske kugler i den Algeriske Nationale Befrielses-
hærs geledder.

Den eneste løsning

Nej, volden i det algeriske folk er ikke udtryk for had til freden
eller en afvisning af menneskelig kontakt, ej heller en overbe-
visning om at kun krigen kan gøre en ende på det koloniale
regime i Algeriet.
Det algeriske folk har valgt den eneste tilbageværende løs-
ning, og vi står fast ved det valg.
General de Gaulle siger: “Vi må knække det algeriske folk.”
Vi svarer ham: “Lad os forhandle, lad os finde en løsning, der
svarer til vores historiske stade. Men vid, at hvis I vil knække

17
det algeriske folk, må I acceptere at se jeres armeer knust mod
de glorværdige algeriske soldaters boldværker.”
Så mange afrikanere er døde for at forsvare de europæiske
staters suverænitet, at det i dag er umagen værd for afrikanere
at acceptere at dø for Afrikas frihed. Og min tilstedeværelse
her i Ghana som officiel repræsentant for GPRA [Den provi-
soriske regering for Algeriets Republik, o.a], med det algeriske
flag vejrende over Accra, beviser, at Ghanas regering og folk
støtter det algeriske folk, at de lægger grunden for et ubetinget
håb for dette folks sejr, og at de broderligt og med varme agter
den algeriske hærs glorværdige soldater.
Min tilstedeværelse her er vidne om, at Algeriet er iblandt
jer, at I gør Algeriets lidelser og håb til jeres egne, og at et stort
skridt på en helt særlig måde er taget imod afrikansk enhed og
storhed.

Frantz Fanon
Tunis, april 1960.

Oversat af Torsten Andreasen efter “Pourquoi nous em-

ployons la violence”, in: Frantz Fanon: Oeuvres (Paris: La
Découverte, 2011), pp. 413-418.

18
19
20
Fængselsslaven
som
hegemoniets
(tavse)
skandale

21
”
Den skandale, med
hvilken den Sorte
subjektsposition ‘truer’
den gramscianske diskurs
og koalitionsdiskursen,
er manifest i det Sorte
subjekts uforenelighed
med eller undergravning
af gramsciske kategorier,
såsom arbejde, fremgang,
produktion, udbytning,
hegemoni og historisk
selvbevidsthed.

22
Fængselsslaven som hegemoniets
(tavse) skandale

FRAN K B. WI LDE RSON, I I I

Den Sorte erfaring i dette land har været et fænomen uden

sidestykke.
Eugene Genovese (Boston Review, oktober-november
1993)

D
er er noget organisk ved den Sorte position, som
gør den afgørende for nedbrydelsen af civilsam-
fundet. Der er intet spekulativt i dette udsagn, for
man kunne lige så godt vende påstanden om: Der er noget
organisk ved civilsamfundet, som er afgørende for nedbry-
delsen af den Sorte krop. Sorthed er en position af “absolut
forsømthed” (Fanon), der er opgivet af civilsamfundet og
således hverken kan etablere selv eller blive etableret gennem
hegemoniske indgreb. Sorthed kan ikke blive en af civilsam-
fundets mange juniorpartnere: Sort medborgerskab eller Sort
civilforpligtelse er oxymoroner.
I lyset heraf vil koalitioner og sociale bevægelser – selv ra-
dikale sociale bevægelser som Prison Abolition Movement,
der sidder fast i hegemoniets krav om at styrke og udvikle
civilsamfundets dialogbaserede liv – i sidste ende kun imø-
dekomme de mættelige krav og afgrænsede antagonismer
hos civilsamfundets juniorpartnere (dvs. immigranter, hvide

23
kvinder og arbejderklassen), men udelukke fængselsslavens
og den kommende fængselslaves umættelige krav og endeløse
antagonismer. Kort sagt, selvom sådanne koalitioner og sociale
bevægelser ikke decideret kan kaldes det hvide overherredøm-
mes håndlangere, så understøttes deres retoriske strukturer og
politiske begær af et anti-Sort supplement.
I sin selvbiografi svinger Assata Shakur’s bemærkninger fra
at være interessante og indsigtsfulde til at blive smerteligt pro-
grammatiske og ‘tilregnelige’. Den redegørende fremstillings-
måde bidrager til dette præg af tilregnelighed. Mod slutningen
af bogen beskriver hun koalitionsarbejdet gennem en udvidet
narrativ form i stedet for blot at redegøre. Vi følger hende i en
af Zaid Shakurs mange Panther-projekter med outsidergrupper,
et arbejde “der omhandler hvide støttegrupper, som var invol-
veret i at skaffe kaution for fængslede medlemmer af Panther
21-gruppen”.1 Med blot tre ord bliver hendes erindring ufiltre-
ret og uden omsvøb. Hun skriver: “Jeg hadede det.” “Dengang
følte jeg, at alt under 110’ende gade var et andet land. Alle mine
aktiviteter var centreret i Harlem, og jeg forlod næsten aldrig
bydelen. At arbejde i forsvarsudvalget var helt sikkert ikke min
boldgade…. Jeg hadede at blive stående, mens alle disse hvide
mennesker spurgte mig om det ene og det andet om mig selv og
min tilværelse. Jeg blev en mester i one-liners.”2 Hendes foragt
for dette arbejde er forbundet med hendes, fuldt ud indfriede,
forventning om de mange grænseoverskridelser, der vil fore-
komme, når en hvid kvinde spørger hende, om Zaid er hendes
“panther…, du ved, er han din sorte kat?” og så lader fingrene
glide gennem Assata’s hår for at skabe en kinky stemning. Hen-
des fortælling foregriber disse fremtidige krænkelser på gade-
plan såvel som på det kropslige plan.
Dette er øjeblikket i hendes liv som kommende fængselssla-

24
ve, hvilket vil sige et øjeblik som helt almindelig Sort person,
hvor hun befinder sig blandt ‘venner’ – abolitionister, i det
mindste partnere med samme mål, og alligevel føler hun det
nødvendigt at tillægge sig de samme muskeltrækninger, den
samme anspændte forventning, gentage de samme aggressive
“one-liners”, som hun vil få brug for blot et år senere for at
hærde sig selv mod fængselsvogternes overgreb. Sammenlig-
neligheden mellem Assatas velkendte møder med politiet og
hendes erfaringer i civilsamfundets mest beskyttende hjørne,
den venstreradikale koalition, rejser foruroligende spørgsmål
om politisk begær, Sort positionalitet og hegemoni som moda-
litet for kamp.
I Fordømte her på jorden foretager Fanon to træk i forhold
til forestillingen om civilsamfundet. For det første lokaliserer
han dets sande manifestation i Europa – moderlandet. Deref-
ter, hvad angår kolonien, lokaliserer han den kun i kolonister-
nes zone. Dette andet træk er afgørende for vores forståelse af
Sort positionalitet i Amerika og for, i bedste fald, at forstå de
venstreradikale sociale bevægelsers begrænsninger i Amerika.
For hvis vi skal følge Fanons analyse, samt den lignende gestus
i noget af det vi kender fra de fængslede intellektuelles arbej-
de, er vi nødt at forholde os til det faktum, at for Sorte menne-
sker, er selve civilsamfundet – snarere end dets mangler eller
magtmisbrug – en undtagelsestilstand.
For Fanon er civilsamfundet baseret på en manikæisk opde-
ling af zoner, der er modsat hinanden, “men ikke i en højere
enheds tjeneste”.3 Dette er grundlaget for hans senere påstand
om, at de to zoner producerer to forskellige “menneskearter”,
mellem hvilke “ingen forsoning er mulig”. Sætningen, “ikke en
højere enheds tjeneste”, afviser enhver form for dialektisk op-
timisme om en fremtidig syntese.

25
 I artiklen “The Avant-Garde of White Supremacy” stadfæ-
ster Martinot og Sexton vigtigheden af Fanons manikæiske zo-
ner (uden løftet om en højere enhed), også over for den ame-
rikanske integrations virkelighed. Fanons specifikke koloniale
kontekst adskiller sig fra Martinot og Sextons historiske eller
nationale kontekst. Fælles for begge tekster er imidlertid dyna-
mikken kolonist/indfødt, den differentierede zoneopdeling og
den omkostningsfri (i modsætning til den kontingente) vold,
der tilfalder den Sortes tilsværtede position. “Dikotomien mel-
lem hvid etik [civilsamfundets diskurs] og dens irrelevans for
politiets voldelige profilering er ikke dialektisk. De to er in-
kommensurable, hver gang man forsøger at tale om kontrol-
lens paradigme, man tvinges tilbage til en diskussion om par-
tikulære hændelser – højprofilerede drab og de efterfølgende
opgør i retssalen, for eksempel.”4
Det gør ingen forskel, at “kasbaen” og den “europæiske” zone
i USA ligger lige oven i hinanden. Det, der hævdes her, er en
isomorfisk skematisk relation – den skematiske ombyttelighed
– mellem Fanons kolonisamfund og Martinot og Sextons kon-
trolparadigme. For Fanon er det kolonialismens politimand og
soldat (ikke de diskursive eller hegemoniske agenter), der gør
én by hvid og en anden Sort. For Martinot og Sexton kommer
dette manikæiske delirium til udtryk gennem USAs kontrol-
paradigme, der repetitivt (re)producerer det indre/ydre, ci-
vilsamfundet/den Sorte verden, i kraft af forskellen mellem de
kroppe som ikke tiltrækker kugler, og dem der gør. “Politiets
straffrihed tjener til at skelne mellem selve det raciale og det
øvrige, der bemyndiger det. […] En skelnen mellem dem hvis
menneskelighed er under konstant mistanke og dem, for hvem
det siger sig selv.”5 I et sådant paradigme agerer hvide men-
nesker i sagens natur politiets forlængede arm over for Sorte

26
mennesker, hvad enten de er bevidste om det eller ej. Hvidhed,
og i forlængelse heraf civilsamfundet, kan således ikke alene
blive ‘repræsenteret’ som en eller anden monumentaliseret
sammenhæng af falliske identifikatorer, men skal primært for-
stås som en social formation af samtidige, der ikke tiltrækker
kugler. Dette er essensen af deres konstruktion gennem et
asignifikant fravær. Deres signifikante nærvær bliver stadfæ-
stet i det faktum, at de fungerer som hjælp for politiet, om end
blot pr. automatik, imod dem der tiltrækker kugler. Kort sagt,
hvide mennesker er ikke kun ‘beskyttet’ af politiet, de er – i
selve deres kropslighed – politiet.
At hvide ipso facto optræder som politi over for Sorte
mennesker forklarer Fanons væsentlighed samt Martinot og
Sextons manikæiske delirium i Amerika. Hvad der mangler
at blive påpeget er, imidlertid, den måde hvorpå den politi-
ske strid mellem civilsamfundets juniorpartnere (dvs. arbej-
dere, hvide kvinder og immigranter) på den ene side og white
supremacist-institutionalitet på den anden side er produceret
gennem og reproducerer et anti-Sort supplement. Sagt på en
anden måde: Hvordan er produktionen og akkumulationen af
juniorpartnernes sociale kapital afhængig af en anti-Sort reto-
risk struktur og en nedbrudt Sort krop?
Enhver seriøs overvejelse over spørgsmålet om antagonistisk
identitetsformation – hvis masse-mobilisering kan fremkalde
en krise i institutionerne såvel som i den forudindtagede logik,
der understøtter Amerikas Forenede Stater – må nødvendigvis
forholde sig til modsætningerne mellem de venstreradikale
sociale bevægelsers politiske krav, såsom den store fængsels-
bevægelse, der forsøger at afskaffe det fængselsindustrielle
kompleks, og den ideologiske struktur, der garanterer dens
politiske begær. Jeg hævder, at den Sorte positions subjekti-

27
vitet er kernen i disse modsætninger, og at dette uudtalte be-
gær hænger uløseligt sammen med de politiske begrænsnin-
ger i flere naturaliserede og ukritisk accepterede kategorier,
som hovedsagligt har deres ophav i Antonio Gramscis skrifter,
nemlig arbejde, løn, udbytning, hegemoni og civilsamfund. Jeg
ønsker at teoretisere de symptomer på raseri- og resignation,
som jeg hører i George Jacksons ord, når han koger reform ned
til et eneste ord, “fascisme”, eller i Assatas korte erklæring,
“jeg hadede det”, såvel som i Fanons og Martinot og Sextons
manikæiske delirium. Nu til dags er de venstreradikale sociale
bevægelsers manglende evne til at favne symptomer fra disse
tre gestus ensbetydende med reproduktionen af en anti-Sort
politik, som ikke desto mindre repræsenterer sig selv som tje-
nende den Sorte fængselslaves emancipation.
Ved at undersøge strategien og strukturen bag det Sorte sub-
jekts fravær i og usammenlignelighed med nøgle-kategorierne
i den gramsciske teori, står vi over for tre foruroligende kon-
sekvenser:

Det Sorte amerikanske subjekt påtvinger den forudsatte logik

i gramsciansk diskurs og i vore dages koalitionspolitik en ra-
dikal inkohærens. Med andre ord, han/hun udgør en skandale.

Det Sorte subjekt afslører, hvordan de sociale bevægelser med

rod i gramsciansk diskurs er ude af stand til at tænke hvidt
overherredømme (snarere end kapitalisme) som udgangs-

28
punktet, hvorved deres påstand om at udarbejde en omfatten-
de og afgørende antagonisme drages i tvivl. Sagt på en anden
måde, kan den gramscianske diskurs og koalitionspolitik gan-
ske rigtigt forestille sig subjektet, der omdanner sig selv til en
masse af antagonistiske identitetsformationer, dvs. formatio-
ner, der kan fremkalde en krise inden for lønslaveri, udbytning
og hegemoni. Men de sover i timen, når de bliver bedt om at
bidrage med mulighedsskabende antagonismer mod ulønnet
slaveri, despotisme og terror.

Vi begynder at indse, hvordan marxismen lider af en slags

konceptuel angst. Man ønsker socialisme efter krisetilstan-
den, et samfund, der i stedet for at afskaffe arbejderkategorien
ophæver den byrde, arbejdere pålægges som variabel kapital.
Marxismens konceptuelle angst kendetegnes med andre ord
af ønsket om at demokratisere arbejde og derved bidrage til
at fastholde og sikre sammenhængen i Reformationens og
Oplysningstidens grundlæggende værdier om produktivitet
og fremskridt. Scenariet fortrænger andre post-revolutionære
muligheder, fx. uvirksomhed.

Den skandale, med hvilken den Sorte subjektsposition ‘truer’

den gramscianske diskurs og koalitionsdiskursen, er manifest
i det Sorte subjekts uforenelighed med eller undergravning af
gramsciske kategorier, såsom arbejde, fremgang, produktion,
udbytning, hegemoni og historisk selvbevidsthed. Gennem
hvilke strategier destabiliserer det Sorte subjekt – fremstår det
som det utænkte og skandaliserer således – historisk materia-

29
lisme? På hvilken måde fungerer det Sorte subjekt anderledes i
den “amerikanske begærsmaskine” end Gramscis arketypiske
subalterne, nemlig arbejderen?
Kapitalen blev sparket i gang gennem voldtægten af det
afrikanske kontinent, et fænomen der hverken er centralt for
Gramsci eller Marx. Noget ved den Sorte krop som sådan gjor-
de den ifølge Barrett til stedet for den ophobning af vold, som
slavehandelen var.6 Det ville have været meget lettere og langt
mere profitabelt at indsamle den hvide underklasse langs Eng-
lands og Europas flodbredder end at rejse hele vejen til Afrika
efter slaver.
Den teoretisk betydning af at fremhæve dette i det 21. år-
hundredes begyndelse er dobbelt. For det første blev kapitalen
sparket i gang ved at forstå en særlig krop (en sort krop) ud
fra direkte styrkerelationer og ikke ved at forstå en hvid krop
i forhold til variabel kapital. Man kan således sige, at slaveri
er tættere på kapitalens oprindelige begær, end udbytning er
det. Det er en terror-relation i modsætning til en hegemonisk
relation. For det andet, i dag indfører senkapitalen en genfød-
sel af dette oprindelige begær, den direkte magtrelation, den
ulønnede relations despotisme. Denne slaveriets renæssance,
dvs. rekonfigurationen af det fængsels-industrielle kompleks,
tager igen den Sorte krop som strukturerende metafor og pri-
mære mål.
Værdien af at genintroducere den utænkte slavekategori
ved at bemærke fraværet af det Sorte subjekt, udspringer af
det Sorte subjekts potentiale for at udvide kravet til stat/kapi-
tal-formationer, fordi dets genindførsel i diskursen udvider an-
tagonismens intensitet. Med andre ord, slavens positionalitet
stiller et krav, der overstiger det krav, arbejderens positiona-
litet artikulerer. Arbejderen kræver, at produktiviteten er fair

30
og demokratisk (Gramscis nye hegemoni, Lenins proletariske
diktatur – altså socialisme). I modsætning hertil kræver slaven
produktionens ophør uden at henvise til dens ultimative de-
mokratisering. Arbejde er ikke et organisk princip for slaven.
Fraværet af Sort subjektivitet i kernen af den venstreradikale
diskurs er symptomatisk for tekstens manglende evne til at
håndtere muligheden af, at kapitalismens generative subjekt
(den Sorte krop i det 15. og 16. århundrede) og det generative
subjekt, der løser senkapitalens over-akkumulationskrise (den
Sorte (indespærrede) krop i det 20. og 21. århundrede), ikke
inkorporerer de grundlæggende kategorier, som strukturerer
konflikt i civilsamfundet: kategorierne arbejde og udbytning.
Det Sorte subjekts position i Amerika repræsenterer således
en antagonisme eller et krav, der ikke kan indfris ved en om-
fordeling af ejerskab/organisering af de eksisterende organisa-
tionsformer. I modsætning hertil repræsenterer det gramsci-
ske subjekt, arbejderen, et krav, der absolut kan tilfredsstilles
gennem en vellykket positionskamp, som bringer udbytningen
til en afslutning. Arbejderen stiller spørgsmålstegn ved legiti-
miteten af den produktive praksis, mens slaven betvivler legi-
timiteten af selve produktiviteten. Den umættelige karakter af
slavens krav til de eksisterende strukturer betyder således, at
de ikke kan artikuleres inden for hegemoniets modalitet (ind-
flydelse, lederskab, samtykke). Den Sorte krop kan ikke give sit
samtykke, fordi “den generelle tillid”, forudsætningen for op-
fordringen til samtykke, “svarer til racialiseret hvidhed”.7 Som
Orlando Patterson endvidere påpeger, så er slaveri medfødt
fremmedgørelse i form af social død, hvilket vil sige, at slaven
ikke har nogen symbolsk valuta eller materiel arbejdskraft at
bytte med.8 En slave indgår ikke i en værditransaktion (uanset
hvor asymmetrisk), men er underkastet gennem direkte styr-

31
keforhold. Som sådan er en slave en artikulation af despotisk
irrationalitet, mens arbejderen er en artikulation af en sym-
bolsk rationalitet.
En metafor opstår gennem en voldshandling, der dræber tin-
gen, så begrebet kan leve. Gramsciansk diskurs- og koalitions-
politik griber fat i Amerikas strukturelle rationalitet – hvilket
den kalder kapitalisme eller politisk økonomi – men ikke i dens
strukturelle irrationalitet, senkapitalismens anti-produktion
og den hyper-diskursive vold, der dræber det Sorte subjekt, for
at begrebet kan blive født. Med andre ord, ud af den Sorte døds
inkohærens skaber Amerika det hvide livs kohærens. Dette er
vigtigt, når man vil forstå en rolle, det gramscianske paradig-
me og dets åndelige forfædre spiller i organisationer i nutidens
USA, med deres overvurdering af hegemoni og civilsamfund.
Stridigheder over hegemoni er sjældent, om nogensinde, uden
betydning. Før eller siden kræver de kohærens og officielle ka-
tegorier, hvilket er ensbetydende med, at de indeholder kimen
til anti-Sorthed.
Hvad betyder det at være positioneret, ikke som positiv term
i kampen for anti-kapitalistisk hegemoni, dvs. som arbejder,
men at være overflødig for hegemoniet, at blive betragtet som
en katalysator, der afmonterer hegemoninormen, en skandale
for dens forudsætninger og grundlæggende logik, en trussel
mod civilsamfundets diskursive integritet? I White Writing un-
dersøger J.M. Coetzee litteratur af europæere, som mødte det
sydafrikanske Khoisan-folk i Kap-regionen mellem det 16. og
det 18. århundrede.9 Europæerne stod over for en “antropo-
logisk skandale” – en kultur uden (genkendelige) skikke, reli-
gion, medicin, kostmønstre, kulinariske vaner, seksuelle nor-
mer, landbrugsmidler og mest væsentligt, uden karakter (for
ifølge litteraturen arbejdede de ikke). Andre afrikanere såsom

32
Xhosa-folket, der var agerdyrkere, forsynede den europæiske
diskurs med tilstrækkelige kategorier til optegnelserne, så de
gennem forskellige artikulationsstrategier kunne studeres ud
fra de skriftlige rapporter, som ledsagede det koloniale projekt.
Men Khoisan-folket leverede ikke de nødvendige kategorier
til optegnelserne, dvs. de identifikatorer, der muliggjorde en
holdbar semiotik.
Ifølge Coetzee er Europas diskursive kohærens afhængig af
to strukturerende akser. En ‘historisk akse’, der består af ko-
der fordelt langs en tidsakse af hændelser, og en ‘antropolo-
gisk akse’ bestående af kulturelle koder. Det er ikke så vigtigt,
hvilke koder på disse akser en given indfødt samfundsgruppe
tænktes at besidde, hvor besiddelse er nøgleordet, for disse
koder fungerer som en slags gensidigt vedtaget valuta. Det vig-
tige er, at befolkningsgruppen udspiller tilpas mange forskelle
langs begge akser til at konstruere taksonomier, der kan under-
søges, identificeres og benævnes af diskursen. Uden dette kan
diskursen ikke fortsætte. Den får nyt liv, når en ukendt entitet
dukker op, men bekymringen antager kritiske proportioner,
når entiteten forbliver ukendt. Der opstår noget usigeligt. At
mangle en særlig kode langs den antropologiske eller histori-
ske akse svarer til at mangle et gen for brunt hår eller grønne
øjne i et X- eller Y-kromosom. At mangle en historisk eller an-
tropologisk akse svarer til fraværet af selve kromosomet. Den
første vanskelighed rejser spørgsmålet: Hvilken slags menne-
ske? Den anden vanskelighed bringer selve forestillingen om
mennesket i krise.
Uden tekstkategorier som tøj, mad, medicin, håndværk,
udseende og vigtigst af alt, arbejde, havde Khoisan-folket af-
vist invitationen til at blive et antropologisk menneske. Han/
hun var det tomrum i diskursen, som kun kunne betegnes

33
som uvirksomhed. Således havde Khoisan-folket i diskursen
ikke status af en opponent eller en samtalepartner, men der-
imod en usigelig skandale. Hans/hendes position inden for
diskursen var en demontering, for han/hun gjorde lidt eller
intet for at styrke og opbygge diskursens dialogiske liv. Lige-
som Khoisan-folket udgjorde en antropologisk skandale for
Kap-diskursen, således udgør det Sorte subjekt på den vestlige
halvkugle en historisk skandale for marxismen og amerikansk
tekstpraksis.
Hvordan er vores inkohærens i forhold til den historiske
akse relevant for oplevelsen af at være ‘et fænomen uden si-
destykke’? Et udvalg af koder fra et amerikansk subjekts hi-
storiske akse kunne indeholde rettigheder eller fordringer. Her
bidrog endda indfødte amerikanere med kategorier til opteg-
nelserne, når man tænker på hvordan irokesernes forfatning,
for eksempel, blev til USAs forfatning. Suverænitet er også ind-
befattet, hvad enten staten blev forladt af subjektet eller, som
i de amerikanske indianeres tilfælde, den blev taget med magt
og brudte traktataftaler. Hvidt overherredømme har gjort god
brug af det indianske subjekts positionalitet, der styrker og
udbygger Amerikas dialogiske liv som en kohærent (om end
imperial) idé, fordi traktater er artikulationsformer – diskussi-
oner mellem to grupper antages at indeholde samme kategori
af historisk gyldighed, nemlig suverænitet. Suverænitetsko-
den kan have en fortidig og fremtidig historie, hvis man kan
tilgive oxymoronen, når man eksempelvis tænker på, at 150
indfødte amerikanske stammer har ansøgt Bureau of Indian
Affairs om suveræn anerkendelse, så de blive berettiget til at
modtage midler høstet fra det land, der blev stjålet fra dem.10
Immigration er en anden kode, der kortlægger subjektet ifølge
den amerikanske historiske akse med beretninger om ankomst

34
baseret på kollektiv vilje og velovervejet begær. Chicano sub-
jektspositioner kan styrke og forlænge det diskursive liv for
Amerika som en idé, fordi racekonflikter kan artikuleres på
tværs af forskellige stridigheder om legitimiteten af migranter-
nes ankomst. Både hvide og latinoer genererer data for denne
kategori.
Slaveri er den store udjævner af det Sorte subjekts positiona-
litet. Det Sorte amerikanske subjekt genererer ikke historiske
kategorier for rettigheder, suverænitet og immigration. Vi er
‘uden for kortet’, hvad angår kartografien, der kortlægger ci-
vilsamfundets semiotik. Vi har en fortid, men ikke en arv. I for-
hold til den historiske akses data-genererende krav bidrager vi
med et reelt tomrum meget lig det, Khoisan bidrog med til den
antropologiske akse. Dette placerer os i en strukturelt umulig
position – en der befinder sig uden for hegemoniets artikulati-
oner. Det placerer dog også hegemoniet i en strukturelt umu-
lig position – og dette er afgørende – fordi vores tilstedevæ-
relse bearbejder hegemoniets grundprincip og truer det med
inkohærens. Hvis ethvert subjekt – selv de mest voldsramte
blandt dem, indianerne – tillades at have paralleller inden for
nationens strukturelle narrativ, og erfaringen hos et subjekt,
på hvem den nationale velstandsorden blev bygget, er uden
sidestykke, så vil dette subjekts tilstedeværelse destabilisere
alle andre analogier.
Fanon skriver, “afkolonisering, der agter at ændre verdens
orden, er selv et program for absolut uorden”.11 Hvis vi tager
ham på ordet, må vi acceptere, at på det Imaginære, det Sym-
bolske eller det Reelle plan, så fungerer ingen anden krop så
godt som opbevaringssted for komplet uorden som den Sorte
krop. Sorthed er positionen for absolut forsømmelse på det
reelle plan, for idet den tiltrækker kugler, fungerer den Sorte

35
krop som det kort over omkostningsfri vold, som muliggør ci-
vilsamfundet: nemlig de kroppe, for hvilke volden er, eller kan
være, kontingent. Sorthed er positionen for absolut forsøm-
melse på det Symbolske plan, for Sorthed i Amerika genere-
rer ingen kategorier for historiens kromosom og ingen data til
immigrations- eller suverænitetskategorier. Det er en erfaring
uden sidestykke – en fortid uden arv. Sorthed er positionen
for absolut forsømmelse på det Imaginære plan, for “hvem der
end siger ‘voldtægt’ siger Sort” (Fanon), hvem der end siger
“fængsel” siger Sort, og hvem der end siger “AIDS” siger Sort
(Sexton) – “Negeren er et fobifremkaldende objekt” (Fanon).
Det betyder ganske rigtigt alle disse ting: Et forbifremkalden-
de objekt, en fortid uden arv, kortet over omkostningsfri vold
og et program for komplet uorden. Mens denne erkendelse er
eller burde være alarmerende, så skulle den ikke give anledning
til sørgesang eller endnu værre, fornægtelse – i det mindste
ikke for en sand revolutionær eller en virkelig revolutionær be-
vægelse, såsom den for fængselsafskaffelse. Hvis en social be-
vægelse hverken skal være socialdemokratisk eller marxistisk,
hvad angår dens struktur af politisk begær, så burde den gribe
invitationen til at påtage sig den positionalitet, der tilfalder den
sociale døds subjekter. Hvis vi skal være ærlige over for os selv,
må vi indrømme, at ‘Negeren’ gennem århundreder har invite-
ret hvide såvel som civilsamfundets juniorpartnere til at deltage
i den sociale dødedans, men få har ønsket at lære dansetrinene.
De har været og er stadigvæk – selv i de mest anti-racistiske
bevægelser, såsom fængselsafskaffelsesbevægelsen – engageret
til anden side. Det betyder ikke, at alle oppositionelle politiske
ønsker i dag er pro-hvide, men de er sædvanligvis anti-Sorte og
vil således ikke danse med døden.
Muligheden for Sort frigørelse gør radikalisme mere farlig i

36
USA. Ikke fordi den fremmaner spektret af en alternativ poli-
tik (såsom socialisme eller lokal kontrol med eksisterende res-
sourcer), men fordi dens mulighedsbetingelse og modstands-
form fungerer som negativ dialektik – en afvisningspolitik og
en afvisning af affirmation, altså et “program for absolut uor-
den”. Man må favne den Sorte frigørelses uorden, dens inko-
hærens, og tillade sig selv at blive udformet gennem den, hvis
altså ens politik skal baseres på et ønske om at bringe dette
land til fald. Hvis ikke man kan stå inde for dette politiske øn-
ske, gennem hvilken legitimationsstrategi bliver ordet ‘fængsel
så knyttet til ordet ‘afskaffelse’? Hvad er så bevægelsens ret-
ningslinjer for politisk ansvarlighed?
Der er intet fremmed, skræmmende eller endda uprøvet ved
at favne uorden og inkohærens. Ønsket om at blive favnet af og
formet gennem uorden og inkohærens er ikke en forbandelse
i sig selv. Ingen har, for eksempel, nogensinde sagt “wow, gid
mine orgasmer ville vare kortere tid eller helt udeblive”. Al-
ligevel ønsker kun få såkaldte venstreradikale at blive favnet
af og formet gennem Sorthedens uorden og inkohærens – og
de politiske bevægelsers tilstand i nutidens USA er mærket
af netop denne Negrofobogenese: “wow, hvis bare Sort vrede
kunne være mere kohærent eller måske slet ikke komme til
udtryk.” Måske er der noget mere skræmmende ved Sort for-
nøjelse end ved fornøjelsen ved sex (med mindre der er tale
om sex med en Neger). Måske foretrækker nutidens koalitio-
ner at forblive u-orgasmiske i forhold til civilsamfundet – med
hegemoniet som lettilgængelig prævention, bare for at være
på den sikre side. Hvis de gennem denne stilstand eller lam-
melse forsøger at arbejde for afskaffelsen af fængslerne, så vil
arbejdet fejle, fordi det altid udgår fra en kohærent position
(dvs. arbejderen) på vegne af det Sorte subjekts eller fængsels-

37
slavens inkohærente position. På denne måde forbliver socia-
le formationer på venstrefløjen blinde over for koalitionernes
modsætninger mellem arbejdere og slaver. De forbliver koa-
litioner, der opererer inden for civilsamfundets logik og fun-
gerer mindre som revolutionære løfter end som scenarier for
fortrængning af Sorte antagonismer, hvilket kun nærer vores
frustrationer.
Mens arbejderens positionalitet (hvad enten det er en fa-
briksarbejder, der kræver løn, en immigrant eller en hvid
kvinde, som forlanger social understøttelse) peger mod ci-
vilsamfundets rekonfiguration, så peger det Sorte subjekts po-
sitionalitet (hvad enten det er en fængselsslave eller en fremti-
dig fængselsslave) mod civilsamfundets diskonfiguration. Fra
civilsamfundets kohærens vifter det Sorte subjekt med borger-
krigens inkohærens, en krig, der kræver Sortheden tilbage –
ikke som en positiv værdi, men som en politisk mulighedsska-
bende position af “absolut forsømmelse”, for at citere Fanon.
Det er en “skandale”, der river civilsamfundet i stykker. Såle-
des bliver borgerkrig den utænkte, men aldrig glemte, sted-
fortræder for hegemoni. Det er et Sort spøgelse, der venter i
kulissen, en endeløs antagonisme, der ikke kan tilfredsstilles
(via reform eller reparation), men som ikke desto mindre skal
forfølges indtil døden.

Oversat af Tone Andreasen efter “The Prison Slave as He-

gemony’s (Silent) Scandal”, in: Social Justice, vol. 30, nr. 2,
2003, pp. 18-27.

38
Noter

1 Assata Shakur: Assata: An Autobiography (Chicago:

Lawrence Hill Press, 1987), p. 224.

2 Ibid., p. 224.

3 Frantz Fanon: Fordømte her på jorden [Les damnés de

la terre, 1961], oversat af Lis Thorbjørnsen (København:
Rhodos, 1968), p. 29.

4 Steve Martinot & Jared Sexton: “The Avant-Garde of

White Supremacy”, in: Social Identities, vol. 9, nr. 2, 2003,
p. 172.

5 Ibid., p. 174.

6 Lindon Barrett: “The ‘I’ of the Beholder: The Modern Sub-

ject and the African Diaspora”, upubliceret foredrag præsen-
teret på konferencen “Blackness in Global Contexts”, U.C.
Davis, marts, 2002.

7 Ibid.

8 Orlando Patterson: Slavery and Social Death: A Compa-

rative Study (Cambridge: Harvard University Press, 1982).

9 J.M. Coetzee: White Writing: On the Culture of Letters in

South Africa (New Haven: Yale University Press, 1988).

39
10 Hvid suverænitet omdanner interne koder til indfødt
amerikansk kultur, så de passer til eget formål. Ulig immi-
granter og hvide kvinder så har den indfødte amerikaner
intet at bidrage med som juniorpartner i civilsamfundet.
Pladsen tillader ikke at diskutere dette fuldt ud her. Ward
Churchill og andre forklarer hvordan (ulig civilsamfundets
juniorpartnere) folkedrab på indianerne og slavebindning af
Sorte er en forudsætning for den amerikanske idé. Det er
den betingelse, der muliggør at immigrationsidéen kan gø-
res til et narrativ. Intet analogisk spin kan blive spundet, på
den ene side mellem folkedrabsfænomenet og slaveri og på
den anden side spørgsmålet om adgang til institutioner og
immigration. Derfor, selv om hvid suverænitet tager indfødte
amerikanske suverænitetskoder til sig, så løser det ikke
kontradiktionen, ulig civilsamfundets juniorpartnere, at disse
koder ikke svarer til immigration og tilgang.

11 Frantz Fanon: Fordømte her på jorden, p. 27. Oversæt-

telse revideret.

40
41
42
Verdens Bug.
Note om
sorte kvinders
arbejde

43
”
Så hvor passer sexslaven,
den genstridige nedbrudte
husmor eller den
gnavne amme præcist
ind i generalstrejkens
program? Hvis
generalstrejken er stand-
in for en politisk stræben,
som Du Bois kæmper
med at benævne, hvordan
forstærker den kvindelige
slaves afvisning da
beskrivelsen af sort
radikalisme?

44
Verdens Bug. Note om sorte kvinders
arbejde

S A I D I YA H A R T M A N

S
laveskibet er et skød/en afgrund. Plantagen er ver-
dens bug. Partus sequitur ventrem – barnet følger
bugen. Herremanden drømmer om fremtidig vækst.
Den moderne verden følger bugen. Svangerskabsformulerin-
ger har været afgørende for beskrivelsen af det raciale slave-
ris verdensskabende og verdensnedbrydende kapacitet. Det
skabte og det ødelagde er blevet udlagt via kønnede billeder af
befrugtning, fødsel, barsel og afbrudt eller afvist moderskab.
At være slave indebærer at være ‘nægtet fødslens privilegier’.
Moderens eneste ret – at overføre sin egen berøvelse på bar-
net. De væsentlige forhold mellem seksualitet og reproduktion
definerede sorte kvinders historiske erfaringer som arbejdere
og formede karakteren af deres fornægtelse af – og modstand
imod slaveriet.1 Tyveriet, reguleringen og ødelæggelsen af sor-
te kvinders reproduktive ydeevne skulle også vise sig at defi-
nere slaveriets eftertid.
Når slavens produktive arbejde behandles, anses det oftest
som en kategori uden køn og seksuel differentiering. I to af
de vigtigste værker om den sorte radikale tradition, W.E.B Du
Bois’ Black Reconstruction og C.L.R. James’ Black Jacobins, bli-
ver den slavegjortes agens læselig som politik snarere end som
kriminalitet eller ødelæggelse, i det øjeblik slaver omdannes til
sorte arbejdere og revolutionære masser i overensstemmelse

45
med det oprørske proletariat. At lade slaven repræsentere af
arbejderen (skønt ulønnet og ufri) tilslører imidlertid sagen
lige så meget, som den klarlægger og gør det vanskeligt at skel-
ne de konstitutive elementer i slaveriet som magtform, vold,
berøvelse og akkumulation, eller at blive opmærksom på de
former for kønnet og seksuel vold, der muliggør disse proces-
ser. I Black Reconstruction er kvinders seksuelle og reproduk-
tive arbejde afgørende for redegørelsen for slaveriets vold og
fornedrelse, men dette arbejde falder uden for den heroiske
beretning om den sorte arbejder og generalstrejken.
Sorte kvinder afslog også arbejdsbetingelserne på plantagen,
og Du Bois noterer deres tilstedeværelse blandt den “hær af
flygtninge”, der for væk fra markerne. Alligevel bliver slave-
kvinden en bifigur i overgangen fra flygtning til strejkende
arbejder. Hverken “mulighederne for fremtiden”, som repræ-
senteret ved flygtningen, eller teksten, som affødt af flugt og
vægring og brugt af idealister i kampen for slaveriets afskaf-
felse, omfattede hendes arbejde.2 Ægteskab og beskyttelse i
stedet for seksuel frihed og reproduktiv retfærdighed var de
eneste måder, hvorpå man mente at kunne råde bod på hendes
krænkelser eller hele det sår, der var “tildelt hendes anseelse
som menneske”. Den seksuelle vold og den reproduktion, som
er karakteristisk for den slavebundne kvindes erfaring, formår
ikke at skabe en radikal frihedspolitik eller frihedsfilosofi.
Begrebsmæssigt har det ikke været let at tage højde for sorte
kvinders arbejde. I forlængelse af Angela Davis’ banebrydende
essay “Reflections of the Black Woman’s Role in the Commu-
nity of Slaves” har feministiske tænkere reflekteret over be-
tydningen af køn, seksualitet og reproduktion i deres forsøg
på at definere slaveriets konstitutive relationer og voldsfor-
mer.3 Det har vist sig vanskeligt, om ikke umuligt, at indoptage

46
sorte kvinders huslige arbejde og reproduktive kapaciteter i
beretningerne om den sorte arbejder, slaveoprør, maroonage
eller sort radikalisme, selvom dette arbejde var afgørende for
værdiskabelsen, profitrealiseringen og kapitalakkumulationen.
Det har ikke været mindre vanskeligt at forestille sig en frem-
tid skabt af dette arbejde som andet end monstrøs. Rigtignok
ved vi, at slavebundne kvinder flygtede fra plantagerne (om
end ikke i så stort tal som mænd), at de forgiftede slaveejere,
konspirerede, drømte om at smadre herremanden og hans hus,
at de hellere anvendte abortmidler end at reproducere slaver,
hellere foretog barnemord end at dømme deres børn til social
død, til auktionspladsen og herremandens seng, at de udøvede
autonomi ved at begå selvmord, at de fødte børn som vidnes-
byrd om en vedholdende viden om frihed, der stred mod plan-
tagens empiriske eksistens, og at de længtes efter en radikalt
anderledes måde at være i verden på. Så hvor passer sexslaven,
den genstridige nedbrudte husmor eller den gnavne amme
præcist ind i generalstrejkens program? Hvis generalstrejken
er stand-in for en politisk stræben, som Du Bois kæmper med
at benævne, hvordan forstærker den kvindelige slaves afvis-
ning da beskrivelsen af sort radikalisme? Er det i det hele ta-
get muligt at forestille sig hende som paradigmatisk slave eller
som repræsentativ sort arbejder?
Som forskerne Hortense Spillers, Jennifer Morgan, Doro-
thy Roberts, Alys Weinbaum og Neferti Tadiar bemærker,
er reproduktivt arbejde centralt for at kunne reflektere over
slaveriets og den globale kapitalismes kønnede efterliv.4 Men
opmærksomheden på sorte kvinders arbejde ødelægger vores
begrebskategorier og forårsager en krise i vores kritiske ord-
forråd. På slaveskibet blev tilfangetagne kvinder betragtet som
kvantiteter af større eller mindre omfang, og dette sprog om

47
enheder og skibslast udelukkede sproget om subjektet, perso-
nen eller individet. “Lastens abnorme intimitet” repræsente-
rede ifølge Stephanie Smallwood en ny social orden. Som Spil-
lers skriver, var disse afrikanske personer på Mellempassagen
“bogstaveligt talt svævende i det oceaniske”. De var “kulturelt
ugjorte”. “Under disse omstændigheder findes hverken kvinde
eller mand, idet begge subjekter regnes som kvantiteter.”5 For
Spillers bliver kategorierne kød og krop anvendt til at beskrive
lemlæstelse, partering og eksileret tilfangetagelse og trældom.
Kød leverer den primære fortælling snarere end kønnede sub-
jektspositioner. Kød bliver produceret ved raceslaveriets vold
og alligevel peger det hen imod en ny relationsform.
På plantagen blev det forlangt, at sorte kvinder skulle arbejde
lige så hårdt som mænd, og på den måde var de ifølge Spillers
“ikke-kønnede”, hvormed hun mener, at “kvinde og mand ikke
har nogen symbolsk integritet”. Partus sequitur ventrem negere-
de slægtskab og frakendte det enhver “retslig eller social betyd-
ning”. Moderens vilkår mærkede hendes afkom og blev “altid
ført videre til hendes fjerneste efterslægt”. Vi bærer moderens
mærke, og det vil fortsat bestemme vores vilkår og vores nutid.
Kønnets og den seksuelle differentierings rolle i forhold til
arbejdets indretning er særlig indviklet i forhold til slaveri. På
den ene side gør kategorien arbejde ikke i tilstrækkelig grad
rede for slaveriet som en form for magt, dominans og produk-
tion. Slavens ombyttelighed, dvs. den ansvarsløse udnyttelse
af den sorte krop til produktion af værdier eller nydelse og va-
rens delte sårbarhed, hvad enten mand eller kvinde, udfordrer
de dominerende kønsfremstillinger. Afhængig af synsvinkel
eller kritisk ordforråd afstedkommer udnyttelsen af kroppen
som middel for social og fysisk reproduktion ophævelsen af
slaven som kønssubjekt eller afslører vigtigheden af køn og

48
seksuel differentiering for slaveproduktionen. Medfødt frem-
medgørelse er en af de centrale attributter ved slavens sociale
død, ligesom kønnet og seksuel vold er central for de proces-
ser, der gør det sorte barn til et biprodukt af produktionsfor-
holdene.6 Det betyder samtidig, at skillelinjerne mellem mar-
ked og husholdning, som holdt det offentlige adskilt fra det
private, og som adskilte produktivt og reproduktivt arbejde
hos de besiddende hvide, ikke gælder, når man beskriver den
slavebundne og plantagens fængselslignende forhold. Repro-
duktion er knyttet til frembringelse af menneskelige råvarer og
til servicering af markedet. For den slavebundne sikrer repro-
duktion ingen fremtid foruden berøvelse, ej heller garanterer
den andet end replikationen af racialiserede og disponible per-
soner eller “menneskelig forøgelse” (øget ejendomsporteføl-
je) for herremanden. For slaveholderne var den slavebundnes
fremtid en form for værdispekulation. Tilmed de ufødte var
indkaldt og dømt til slaveri.
“Slægtskab mister sin betydning”, ifølge Spillers, “eftersom
det på et hvilket som helst tilfældigt tidspunkt kan blive kræn-
ket af ejerforhold”. Idet hun udvider og reviderer denne argu-
mentation, fremhæver Morgan betydningen af maternitet og
reproduktion i udviklingen af slaveriets lovkodificering. “Kvin-
dernes kroppe blev det definitoriske grosted for racialt slave-
ri.” I Nordamerika afhang slaveriets fremtid af kvindernes re-
produktive evner såvel som af slavemarkedet. Reproduktion af
menneskelig ejendom og raceslaveriets sociale relationer var
baseret på bugen. Undertrykkelse var, rent ud sagt, forankret i
de sorte kvinders reproduktive evner. Ifølge Spillers udgør den
tilfangetagne kvindekrop “nøjagtig det moment, hvor politiske
og sociale vektorer overlapper og stempler kødet som den vig-
tigste vare.”7

49
 Gennem at være tvunget til at arbejde for ejernes og forval-
ternes “umiddelbare behovstilfredsstillelse”, uanset hvordan
disse behov blev udlagt, blev den slavebundne kvindekrop un-
derlagt utallige anvendelsesmuligheder. Den kunne omsættes
til kontanter, blive objekt for spekulation og handles som vare,
arbejde sig ihjel, blive taget, torteret, blive tilsået og forplan-
tet som enhver anden afgrøde, eller myrdet. Værdien, der blev
produceret og udvundet af slavebundne kvinder, inkluderede
produktivt arbejde – deres arbejde som landarbejdere, bom-
uldsplukkere, tobaks- og risdyrkere – og deres reproduktive
evner skabte “fremtidig vækst” for farmene og plantagerne
såvel som menneskelige råvarer til markedet, og koblede så-
ledes raceslaveriets fremtid til deres kroppe. Også den ufødte
figurerede i institutionens reproduktive kalkule. Sexarbejde
og forplantning var den vigtigste drivkraft for reproduktion
af slaveriets materielle, sociale og symbolske relationer. Det
reproduktive arbejdes værdi var brutalt indlysende for de sla-
vebundne, som bittert protesterede mod at blive avlet på som
køer og kvæg. Dette reproduktive arbejde sikrede ikke blot sla-
veri som en institutionel proces og en fastholdelse af den sla-
vebundnes status, men det indvarslede også et regime af racia-
liseret seksualitet, der til stadighed bringer sorte kroppe i fare
for seksuel udnyttelse og misbrug, uberettiget vold, fængsling,
fattigdom, for tidlig død og statssanktioneret mord.
De slavebundne kvinders seksualitet og reproduktive evner
var afgørende for forståelsen af det stadig bredere juridiske
grundlag for slaveriet og dets arvelighed. Slaveri lagde beslag
på livmoderen og afgjorde således den ufødtes skæbne og re-
producerede slavebesiddelsen ved at gøre moderens stigma til
barnets dødsdom. Negationen eller vansiringen af moderska-
bet, skriver Christina Sharpe, “gør livmoderen til en fabrik, der

50
reproducerer den sorte som udstødt og gør fødselskanalen til
en hjemlig slaverute”.8 Partus sequitur ventrum – reproducerer
slavens skæbne over generationer. Bugen er gjort til en pro-
duktionsfabrik, der ikke stemmer overens med forestillingen
om det moderlige, det ægteskabelige eller det hjemlige. Kort
sagt, slaven eksisterer uden for verden og uden for boligen.

*
Arbejde forblev en vigtig kategori i udformningen af køn og
seksualitet i forbindelse med slaveriets eftervirkninger. I The
Negro American Family skriver Du Bois, at slaveskibet og plan-
tagen især revolutionerede den sorte familie ved at nedbryde
slægtskab og ved at ophæve ægteskabelige forbindelser. Den
oplagte genoprejsning af dette sårede slægtskab samlede sig
uvægerligt omkring den (genoprettede) husbond-faderfigur
som primær forsørger. Problemet angående sorte kvinders
arbejde tydeliggjorde kønnets non-konformitet i den sorte
befolkningsgruppe, dens fleksible og udvidede slægtsskabs-
former, dens særegne (queer) familieliv, dens promiskuøse
socialliv og løse intimitet samt dens serielle og flydende ægte-
skabelige relationer.
De “løse moralske relationer, promiskuitet, lette ægteskaber
og lette skilsmisser”, som Du Bois anså som en konsekvens
af slaveriet, videreførtes efter emancipationen og udbredte
plantagerne til byerne. Til hans forfærdelse formede “planta-
gernes levn” livet i de nordlige byers voksende ghettoer. Ef-
ter slaveskibet og plantagen blev ghettoen den tredje kilde til
den sortes død, berøvelse og udsigt til fængsling.9 Byrummet
skaber en anden omvæltning i de sortes intime liv, et andet
brud i Negerens sociale historie.10 Mødre, hustruer og døtre

51
blev tvunget til ufaglært og lavt betalt arbejde, og det over-
vældende flertal blev sat til husligt arbejde. Sorte kvinder fun-
gerede som de primære forsørgere i husholdninger, der ikke
kunne sammenlignes med patriarkalske kernefamilier. Disse
sorte arbejderkvinder forstyrrede kønskonventioner, fordi de
var “udrustet som mænd”, ligesom det var tilfældet med deres
slavebundne mødre og bedstemødre. Den uafhængighed, der
fulgte med løn, om end en lille løn, gjorde dem mindre parate
til at gifte sig eller bo med ikke-bidragsydende mænd, og det
gav dem en grad af seksuel autonomi, som chokerede Du Bois.
Han længtes efter en fremtid, hvor “de svigtede unge mødre
fra sortjordsbæltet” ville blive omdannet til dydige kvinder og
gifte mødre samtidig med, at de bevarede deres økonomiske
uafhængighed.
Sorte kvinders husarbejde udgjorde en forbindelse mellem
slaveri og frihed. Deres “succes eller frustrationer i forsøget på
at påvirke husarbejdets karakter”, skriver Tera Hunter, “ville
afgøre, hvor meningsfuld friheden ville blive”.11 Slavekvinder,
der arbejdede som hushjælpere i hvide husholdninger, ople-
vede former for vold og seksuel udnyttelse, som forstyrrede
simple sondringer mellem husets privilegier og markens bru-
talitet. Ingen steder var det kategoriske køns heterogenitet
eller diskontinuitet eller ustabilitet tydeligere end i plantage-
husholdningen. Ingen ensartet eller fælles kønskategori inklu-
derede husets frue og slaven. Som Thavolia Gylmph dokumen-
terer i Out of the House of Bondage, var den hvide husstand
et sted med vold og brutalitet for de sorte kvinder, der blev
tvunget til at tjene som husholdere, opsynskvinder, barnepiger
og ammer. Det huslige område såvel som arbejdet på marken
var definerende for deres oplevelse af slaveri og den indespær-
rede krops særlige sårbarheder. Dette blev bestemmende for

52
den meget snævre horisont og de begrænsede muligheder, der
var tilgængelige for sorte kvinder igennem det 20. århundre-
des første årtier.
Ofte klagede sorte kvinder over at være tvunget til at arbejde
som hushjælpere. Husarbejde bar slaveriets skamplet. Mens
sorte kvinders fysiske og affektive ydelser var afgørende for
reproduktionen af og sikkerheden for den hvide husstand, for-
blev deres egne liv og familier i fare. Som frie arbejdere i Nord
og Syd fortsatte sorte kvinder med at yde som dårligt betalte
arbejdere i de hvide husholdninger, idet de passede og plejede
hvide familier, udholdt udmattelse og kedsomhed, som er en
fast bestanddel i børnepasning, madlavning, rengøring og op-
vartning af andre mennesker.
I de nordlige byer som Philadelphia og New York var den
overvældende del af sorte kvinder bundet til hus- og service-
arbejde. Foruden det anstrengende slid, der kendetegnede
dette arbejde, oplevede sorte kvinder stor isolation og var
sårbare over for de hvide mænds seksuelle misbrug og udnyt-
telse. Mens sociale reformatorer og progressive intellektuelle
anbefalede husligt arbejde som en form for moralsk belæring
og træning, så vidste sorte kvinder af egen erfaring, at de var
mere sikre på gaden og i ghettoernes boligkomplekser end i
de hvides hjem. Husligt arbejde udsatte dem for den intime
volds forskellige former såvel som udnyttelse som lavtlønnet
arbejdskraft.
Den systematiske vold, der var nødvendig for at fastholde
sorte kvinders husarbejde efter slaveriet, krævede deres ude-
lukkelse fra alle andre sektorer på arbejdsmarkedet, et vilkår
William Patterson beskrev som økonomisk folkedrab. Raceop-
tøjer, ghettoens afspærring, menneskelivets vertikale orden og
de former for værdi og gæld, som blev udbredt gennem spi-

53
rende former for racisme, dét Sarah Haley kalder “Jim Crow
modernitet”, gjorde det umuligt for sorte kvinder at flygte fra
den hvide husstand.
Som hushjælpere var sorte kvinder tildelt en rolle, der på-
lagde dem at varetage og opfylde den hvide husholdnings be-
hov og tage sig af de nødvendige daglige aktiviteter for hus-
holdningens vedligeholdelse. De var tvunget til at udføre det
affektive og kommunikative arbejde, der var nødvendig for
at opretholde hvide familier på bekostning af deres egne. De
blev pålagt at være mor for børn, der foragtede hendes egne,
at lave mad, gøre rent og hjælpe hvide mænd, og derved gøre
det muligt for dem at gå ud i verden som produktive arbejdere,
og måtte underkaste sig intime relationer med ægtemænd og
sønner og brødre eller blive voldtaget af dem. Man kan ikke
vælge, hvad man ikke kan nægte. I dette servicearbejde for den
hvide husstand kæmpede hushjælperen for at sikre overlevel-
sen af sin egen.
Hendes elsker, hendes mand og hendes slægt er afhængig af
dette arbejde for deres underhold, ligesom hendes lokalsam-
fund er det. Som konsekvens heraf indtager hun en position,
der er respekteret og hånet, en position som er afgørende for
bevarelsen af den sortes sociale liv og samtidig årsagen til dets
undergang. Den omsorg, som udvindes af hende for at pleje
den hvide husstand, udvindes på bekostning af hendes egen
familie. Hun er den bedste barnepige og den værste mor. Alli-
gevel optræder dette arbejde marginalt eller forsømt i fortæl-
lingen om sort opstand, modstand og afvisning.
Hvor passer den umulige hushjælp ind i generalstrejken?12
Hvor findes teksten om hendes opstand og genren for hendes
afvisning? Hvilke visioner for verdens fremtid giver hende
mod til at stikke af eller driver hende på flugt? Eller er hun, som

54
Spillers bemærker, et subjekt, der stadig afventer sit verbum?
Strategier for udholdenhed og eksistens levnes ikke megen
plads i den store revolutionsfortælling, ej heller er der givet
plads til sexarbejderen, moren på understøttelse og husarbej-
deren i annalerne over den sorte radikale tradition.13 Måske
er det forståeligt, selv om det er uacceptabelt, når omkostnin-
gerne er så store. Den blotte overlevelse er en præstation i så
brutal en sammenhæng. Hvis vi ønsker at gå længere end til
at gøre den genstridige hushjælp, den udstødte og oprøreren
til et forbillede for vores revolutionære længsler eller pålæg-
ge den sorte kvindekrop endnu en byrde ved at gøre den til
“stand-in for frihed”,14 så må vi aldrig tabe hendes materielle
eksistensbetingelser af syne eller glemme, hvor meget hun har
måttet yde for vores overlevelse.
De af os, der er blevet “berørt af moderen”, må erkende, at
hendes evne til at bibringe pleje, mad og beskyttelse ofte har
udsat hende for stor fare og mest af alt forlangt af hende at
give uden forventning om gensidig modydelse. Alt, vi har, er,
hvad hun holder i sine udstrakte hænder.15 Man kan ikke kom-
me uden om det. Og dog forbliver hendes frihedskamp uigen-
nemskuelig, uoversættelig til det politiske sprog. Hun sørger
for så meget, men sjældent trives hun. Det er som om, hendes
rolle er blevet fastlåst, og at denne rolle som omsorgsarbejder
netop svarer til den måde, hvorpå hun er blevet udnyttet af
verden og er blevet benyttet uden omtanke af en verden, som
er blind for hendes evner, hendes intellekt, hendes talenter.
Dette blændende og formidable omsorgsarbejde er, paradok-
salt nok, blevet produceret ved hjælp af slaveriets voldelige
struktur, anti-sort racisme, indædt sexisme og risiko for kas-
sering.16 De former for pleje, intimitet og underhold, som den
racistiske kapitalisme mere end nogen anden har udbyttet, kan

55
ikke reduceres til eller udtømmes af den. Disse former for ar-
bejde kan ikke tilpasses mønstret eller modellen for den sorte
arbejder, men giver i stedet næring til den latente tekst om den
bortløbne. De muliggør, at dem, “som aldrig skulle kunne over-
leve”, sommetider gør netop det. Denne omsorg, som både er
påtvunget og ydet frivilligt, er det sorte hjerte i vores sociale
poesi, i tilblivelse og relation.

Oversat af Tone Andreasen efter “The Belly of the World:

A Note on Black Women’s Labors”, in: Souls, vol. 18, nr. 1,
2016, pp. 166-173.

56
Noter

1 Se Édouard Glissant: Poétique de la relation (Paris:

Gallimard, 1990), Orlando Patterson: Slavery and Social
Death (Cambridge: Harvard University Press, 1982), Jen-
nifer Morgan: Laboring Women (Philadelphia: University of
Pennsylvania Press, 2004). Laboring Women var en af de
første monografier, der beskæftigede sig med slavebundne
kvinders seksualitet og reproduktive liv samt reproduktio-
nens betydning for det koloniale slaveris sociale og legale
maskineri.

2 W.E.B. Du Bois: Black Reconstruction in America 1860-

1880 [1935] (New York: The Free Press, 1992), pp. 13,
44, 39, 67

3 Angela Davis: “Reflections on Black Women’s Role in

the Community of Slaves,” The Black Scholar, vol. 13, nr.
4, 1971, pp. 2-15, Darlene Clark Hine: “Rape and the Inner
Lives of Black Women in the Middle West,” Signs, vol. 14,
nr. 4, 1989, pp. 912-20, Darlene Clark Hine: “Female Slave
Resistance: The Economics of Sex,” The Western Journal of
Black Studies, vol. 3, nr. 2, 1979, pp. 123-27

4 Hortense Spiller: “Mama’s Baby, Papa’s Maybe: An Ame-

rican Grammar Book,” in: idem: Black, White, and in Color:
Essays on American Literature and Culture (Chicago:
University of Chicago Press, 2003), pp. 203-29, Jennifer
Morgan: Laboring Women, Alys Weinbaum: Wayward
Reproductions (Durham: Duke University Press, 2004),

57
Alys Weinbaum: “Gendering the General Strike: W. E. B.
Du Bois’s Black Reconstruction and Black Feminism’s
‘Propaganda History’”, in: South Atlantic Quarterly, vol. 112,
nr. 3, 2013, pp. 437-63, Neferti Tadiar: Things Fall Away
(Durham: Duke University Press, 2008), idem: “Life-Times
of Disposability within Global Neoliberalism”, in: Social Text,
vol. 31, nr. 2, 2013, pp. 19-48.

5 Stephanie Smallwood: Saltwater Slavery (Cambridge:

Harvard University Press, 2007), Hortense Spillers: “Ma-
ma’s Baby, Papa’s Maybe”, p. 215. Omise’eke Natasha
Tinsley beskriver denne unormale intimitet i vendinger sva-
rende til en atlantisk homoseksuel i “Black Atlantic, Queer
Atlantic”, in: GLQ, vol. 14, nr. 2-3, 2008, pp. 191-215.
Stefano Harney og Fred Moten beskriver de afskibedes er-
faring som “haptikalitet i lastrummet” i The Undercommons
(Wivenhoe: Minor Compositions, 2013).

6 Orlando Patterson: Slavery and Social Death.

7 Jennifer Morgan & Partus Sequitur Ventrem: “Slave Law

and the History of Women in Slavery: A Workshop with Jen-
nifer Morgan”, afholdt på University of California, Irvine, 2014,
Hortense Spillers: “Mama’s Baby, Papa’s Maybe”, p. 75.

8 Christina Sharpe: “In the Wake”, in: The Black Scholar,

vol. 44, nr. 2, 2014, pp. 59-69.

9 Édouard Glissant: Poétique de la relation, p. 73. Katheri-

ne McKittrick: “Plantation Futures”, in: Small Axe, vol. 17, nr.
3, 2013, pp. 1-15.

58
10 W.E.B. Du Bois: The Philadelphia Negro (1899; reprint,
Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 1995),
idem: The Souls of Black Folks (1903; reprint, New York:
Penguin, 1989).

11 Tera Hunter: To ’Joy My Freedom (Cambridge: Harvard

University Press, 1997), Thavolia Glymph: Out of the House
of Bondage (New York: Cambridge University Press, 2008).

12 Fred Moten: “Uplift and Criminality”, in: Alys Weinbaum

& Susan Gilman (red.): Next to the Color Line: Sexuality
and W.E.B. Du Bois (Minneapolis: University of Minnesota
Press, 2007), pp. 317-49.

13 Dorothy Roberts: Killing the Black Body: Race, Repro-

duction and the Meaning of Liberty (New York: Vintage,
1998), Dorothy Roberts: Shattered Bonds: The Color of
Welfare (New York: Basic Civitas Book, 2003), Wahne-
ema Lubiano: “Black Ladies, Welfare Queens, and State
Minstrels: Ideological War by Narrative Means”, in: Toni
Morrison & Leon Higgenbotham (red.): Race-ing, Justice,
Engendering Power (New York: Pantheon, 1992), pp.
323-63, Fred Moton: “The Subprime and the Beautiful”, in:
African Identities, vol. 11, nr. 2, 2013, pp. 237-45

14 Christina Sharpe: Monstrous Intimacies (Durham: Duke

University Press, 2010), p. 4 og p. 15.

15 Dette er en omformulering med en forskel af Fred Moten:

“Alt, vi har (og er), er, hvad vi holder i vore udstrakte hænder”.

59
16 Neferti Tadiar: Things Fall Away, p. 136.

60
61
62
Ubærlig
Sorthed

63
”
Lad os antage, at
forestillingen om det
menneskelige, eller en vis
dominerende forestilling
om det menneskelige, står
i vejen for enhver kollektiv
og oprørsk revaluering
af sorte liv som sådan.
Alligevel er fangenskabets
spøgelse, der hjemsøger
den sorte erfaring, både
mulighedsbetingelse og
umulighedsbetingelse
for forskydningen af det
menneskelige som sådan.
64
Ubærlig Sorthed
–

JAR E D SEXTON

“Åh, tal indirekte, hvis i det hele taget, om historien og dens

slaver.”
Tisa Bryant: Unexplained Presence1

D
u forklarer, at den politiske bevægelse, der er sam-
let under “Black Lives Matter”-banneret, har styr-
ket og opdateret det årelange krav om at ende den
statssanktionerede vold mod sorte mennesker og befolkninger
i og uden for USA.2 Du beskriver, hvordan det slagord, der har
givet navn til bevægelsen, har bredt sig hastigt gennem det se-
neste år, og hvordan det – på retorisk om ikke konceptuel vis
– sammenkæder en række kampagner for racial retfærdighed
over et vidtstrakt geografisk område og et komplekst netværk
af lokale, statslige, nationale og internationale organisationer.
Du peger på, hvordan slagordet figurerer på skilte og plakater i
det digitale arkiv over demonstrationerne, der pågår i skriven-
de stund som følge af politimanden Darren Wilsons drab på
Michael Brown i Ferguson, Missouri, den 9. august 2014.
“#BlackLivesMatter er både en opfordring til handling og en
reaktion på den måde, hvorpå vores liv er blevet devalueret.”
At ytre denne kun tilsyneladende enkle erklæring midt imel-
lem en “uendelig vifte af farer” er ganske imponerende.3 Selv
når du håbløst forsøger at affinde dig med absurditeten af den

65
verden, udsagnet indekserer, er du stadig usikker på, hvilke
dele af det, du netop har sagt, der har betydning. Black Lives
Matter: hvordan og for hvem, på hvilken måde og af hvilken år-
sag, hvornår og under hvilke omstændigheder, egentlig? I øv-
rigt, hvad vil det i det hele taget sige at have betydning, endsige
for livet eller for et liv at have betydning, for liv i flertal at have
betydning, for slet ikke at tale om for sorte liv at have betyd-
ning. Har sorte liv kun betydning, når de er sammen, eller hver
for sig eller hver for sig sammen. Sorte liv er et fremmedartet
stof [(a) strange matter].
I dette øjeblik tænker du også på de unævnelige og måske
utænkelige måder, hvorpå sorte liv er blevet devalueret, og du
har svært ved at fastslå, hvor fortællingen – eller historien eller
mytologien eller fablen – skal begynde, eller hvor omfattende
bekymringen skal være. Hvem er i grunden éns folk? Og igen,
havde eller har disse liv værdi til at starte med? Er der ikke tale
om, at de snarere modarbejdede eller modarbejder værdi? Kan
sorte liv som sådan medregnes eller blive regnet med, i eller
som en form eller et princip. Er de tilregnelige eller er de over-
flødige? Tilføj hertil at man ikke kan undgå at undre sig over,
hvilken type handling, der kunne gribe ind over for en sådan
devaluering eller oprindelig ikke-værdi, at man ikke kan undgå
at spekulere over former for værdi, som er skabt eller opnået
på anden vis. Værdien af en farve, alle farver, eller tonerne fra
et andet partitur. Det sædvanlige repertoire rækker ikke.
Og hvad med dine allierede, der forenes omkring stoflighe-
den eller betydningen af de sorte liv, der tabes eller tages, og
som højlydt ytrer, at de holder med dig i en grad, at de endog
kunne have været dig? Det er lettere at hævde at være på no-
gens side, end det er at forstå den. Din smukke erklæring om
en universel partikularitet vendes på hovedet som sammen-

66
klumpningen af verdens største partikulære universale, ud-
trykt gennem venstreradikal newspeak. Gå ud og aflæg vidnes-
byrd, tænker du, gør det tydeligt. Politiet demonstrerer også
med jer nu, de udtrykker sympati og solidaritet med folket,
med jeres folk. Og de fornægter i selvsamme stund deres for-
færdelige og forfærdende sociale funktion. Man mister følin-
gen med, hvor patruljeringen ender og protesten begynder. Gå
ud og gør det tydeligt, tænker du, hold foredrag om det. Tag af-
fære. Du vil gerne forestille dig en praksis, der kan stå over for
“forsømmelsen af det politiske, fraværet af menneskerettighe-
derne eller det beherskede individs forsikringer, og måske til-
med uden en ‘person’ i begrebets sædvanlige betydning”.4 Du
nævner den ultrapolitiske mulighed for en “spooky action at a
distance” – tænk verdensfjernt og handl ikke-lokalt.5
En kammerat erklærer: “Den sorte befolkning i USA og ver-
den over er det eneste folk, for hvem det ikke er gavnligt at
udtale sig om politivold.” Ikke fordi politivold i sig selv ikke er
et omsiggribende problem og en dødelig trussel, men snarere
fordi den herskende politiske filosofi er baseret på fundamen-
tale begreber og kategorier, der er utilstrækkelige til en sådan
analyse. “Verden”, eller i det mindste den politiske verden,
hvori tydelige krav og nævneværdige tab er karakteristiske, “er
ikke parat til at tænke på politiarbejde i forhold til, hvordan
det påvirker sorte. Vi overvåges uafbrudt og alle vegne.”6 Man
spekulerer over, hvad man skal stille op i en verden som denne.
Hvor mange dimensioner indebærer den? “Hvilken form anta-
ger modstand eller oprør, når undertrykkelsens magt praktisk
talt er ubegrænset, når terror ligger inden for grænserne af det
socialt acceptable, når det harmløse og det oprørske straffes
lige hårdt”?7 Harmløs eller oprørsk, det gør ingen forskel. Man
er aldrig uskyldig, så man har intet at miste ved at påberåbe

67
sig et “forsonende adjektiv”.8 Man føler trang til både at række
sine hænder i vejret og skrige: “Skyd ikke!” Man tvivler ikke
på, at de vil gøre det, og man ønsker til dels, at de gjorde det,
igen, her og nu. “Skyd ikke!” eller “Bare skyd!” Hvilken forskel
gør det?9 Man ønsker dem pist væk, hele deres verden.

“Man kommer så vidt, her er sagens kerne,

uden at bevæge sig, uden at stå, det er for
meget at bære, det jeg virkelig vil sige er,
jeg vil ikke have noget forpulet land, her
eller dér og hele vejen tilbage, jeg kan ikke
lide det, intet af det.”10

Men dette er ikke et positivt program. Det er politik uden for-

dring og uden navn. Du vil end ikke indrømme, at det er negativ
dialektik. Det er langt værre end det, eller meget bedre, afhæn-
gigt af udgangspunktet og ønsket. Du gør alting “velvidende, at
forholdende højst sandsynligt forbliver uændrede”. Uden pis.
Slagordene er til for pressen og for det imaginære publikum,
du siger, at du må adressere. Inderst inde ved du, at det ikke fin-
des, det hele er performative selvmodsigelser. Du camouflerer
denne viden, fordi du tror, at du har brug for allierede som værn
mod isolation, fordi du tror, at solidaritet altid og kun skabes
af sammenslutninger, fordi du tror, at du har brug for venner
foruden dem, hvis løftede næver i lighed med din egen ikke gør
nogen verdens forskel ud over at forlænge målet, fordi du tror,
at du allerede har nogen. Du har brug for at blive forsikret om,
at du ikke er blevet offer for resignation eller fatalisme eller an-
svarsløshed, at du ikke har opgivet kampen som levevis, som
livet. Nej, man er nødt til er vedkende sig, hvis ingen andre vil,
“det uhyre omfang af det brud, som slaveriet indstiftede”.11

68
 Dette brud etablerer grundprincipperne for et negrofobisk
samfund, en anti-sort verden, og du føler dens voldsomme
modstand, ikke som idé, men i selve kroppen, i selve “dit væ-
sen”.12 Bruddet er en fuldbyrdet kendsgerning for dig, fra vug-
ge til grav, og du har intetsteds, hvorfra du atter kan gå til det.
Du er i bruddet og af bruddet. Det er vi alle, siger du, men
kun få lytter. Du er aldrig uskyldig, og du bliver klar over, at
også børnene må være klar over det. Du spekulerer på, hvad
minimumsalderen mon er for tab af uskyld eller fraværet af
den. Børnene ved, at uskyld ikke er sort. De havde den aldrig
at miste. Og den lektie vil de få lejlighed til at lære igen og
igen. Du udlever en værdiløs livsform, hvis værdi eksisterer
som potentiale i og af en anden verden, en overdimensionel
sfære. Du kan ikke beskytte dig selv, og du vil ikke blive red-
det. Du vil lære de unge denne lektie og lade den gå videre til
dem som mission eller forbandelse. Du kan ikke beskytte dem
med din kærlighed eller gode råd, og ingen har endnu udtænkt
en krigskunst, der er på højde med opgaven. Verdens had hvi-
ler på dig. Det hviler også i dig. Det er indholdet i dine vågne
drømme, “det mest uforanderlige forhold i [din] tilværelse”.13
Men intet af det mindsker din lyst til at kæmpe. Du forstår
nu, at sorte liv har betydning, ikke i eller for det aktuelle er-
kendelsesregime, der betinger menneskelig væren, men altid
kun imod det, uden for lovens grænser. “Black Lives Matter”
er et radikalt vidnesbyrd og testamente. Du fornemmer heri en
forskydning af det menneskelige holdt op imellem dine begi-
venhedsrige protester imod en ikke-menneskelig situation og
dine hverdagsfejringer af en umenneskelig exces, også kendt
som black power.14
“Black Lives Matter” er fra begyndelsen et feministisk og et
queer udsagn. Det kræver ingen ændring eller specificering el-

69
ler udvidelse mod et formodet mandligt og heteroseksuelt of-
fer for anti-sort vold. Det er ændringen og specificeringen og
udvidelsen, den kollektive artikulation af sort feministisk og
queer-aktivistisk intervention og lederskab i de internationale
demonstrationer, der fulgte frifindelsen af George Zimmer-
man for mordet på Trayvon Martin i sommeren 2013. Et sådant
lederskab – radikalt demokratisk i form og indhold – er kun
fortsat og vokset siden da. Formuleringen blev skabt af Alicia
Garza (generaldirektør for People Organized to Win Employ-
ment Rights), Patrisse Cullors (stiftende generaldirektør for
Dignity and Power Now) og Opal Tometi (generaldirektør for
Black Alliance for Just Immigration) med henblik på udtryk-
keligt at udfordre “den fremherskende fortælling om, hvordan
sorte mænd er de eneste […] berørt af statslig vold” og for li-
geledes at gøre gældende, at når “vi taler om Black Lives Mat-
ter, taler vi om alle sorte liv”: Jordan Davis og Renisha McBri-
de og Jonathan Ferrell og Rekia Boyd og…15 Det overordnede
spørgsmål er, hvordan vi skaber en verden, hvor sorte liv har
betydning for alle. Eller med andre ord; hvordan forestiller vi
os “den eneste ting i verden, det er værd at begynde: verdens
undergang”?16
Lad os antage, at forestillingen om det menneskelige, eller en
vis dominerende forestilling om det menneskelige, står i vejen
for enhver kollektiv og oprørsk revaluering af sorte liv som
sådan. Alligevel er fangenskabets spøgelse, der hjemsøger den
sorte erfaring, både mulighedsbetingelse og umulighedsbetin-
gelse for forskydningen af det menneskelige som sådan.17 For
at tænke yderligere over sådanne vilkår, vil det være gavnligt
at rette opmærksomheden mod et meget frugtbart og provoke-
rende “forum om vold” bragt i en artikel den 9. oktober, 2012,
på hjemmesiden The Feminist Wire, etableret af Tamura Lo-

70
max og Hortense Spillers. Omar Ricks, redaktør på forummet,
indleder sin kommentar med følgende spørgsmål: “Hvordan
kan vi være moralske modstandere af nogle former for vold og
samtidig være fortalere for andre?”18 På den ene side er dette
en udgave af venstrefløjspolitikkens mest vedholdende inter-
ne spørgsmål, et spørgsmål vedrørende overensstemmelsen
mellem venstreradikal analyse og praksis i forhold til “tværgå-
ende problemstillinger”,19 eller, i en anden modus, et spørgs-
mål om deciderede interessekonflikter. I denne forstand har
spørgsmålet direkte indflydelse på en koalitions mulighed og
potentiale, dens form og funktion. Og det kan godt tåle at blive
gentaget her, at etymologien for ordet “koalition” er relateret
til næring; at koalisere vil sige at nære hinanden, at bibringe li-
vets nødvendigheder, sammen, hvad end det måtte være. Med
henvisning til Wahneema Lubianos eksemplariske arbejde er
dette også et spørgsmål om måderne, hvorpå staten strukture-
rer og anmoder om dens forhenværende venstreradikale mod-
standere og fjenders begær og identifikation, således at den
statslige vold opnår et præg af legitimitet, eller i det mindste
af uundgåelighed, selv fra ofrenes perspektiv og på den direk-
te bekostning af legitimiteten af éns egen iboende oprørskhed
eller ens egen selvopfattelse.20
På den anden side kan spørgsmålet bøjes i anden, men rela-
teret retning, nemlig som et spørgsmål om, hvordan man te-
oretiserer og politiserer vold midt i volden, hvordan man på-
peger vandets vådhed, mens man befinder sig i det, så at sige,
og hvordan man kan spørge bekræftende og endog pragmatisk
i stedet for kritisk og skarpt: “Hvordan kan vi være moralske
modstandere af visse former for vold og samtidig være fortale-
re for andre?” Jeg fremhæver flertydigheden i Ricks’ indleden-
de spørgsmål og understreger det dialektiske forhold mellem

71
de to bøjninger, jeg har fremført, med skarp opmærksomhed
på, hvad der synes at være et afgørende aspekt af den erklære-
de mission. På hjemmesiden står der:

“The Feminist Wires mission er at tilve-

jebringe socio-politisk og kulturel kritik
af feministisk, anti-racistisk og anti-impe-
rialistisk politik, der præger alle former
og rum for privat og offentligt liv verden
over. Af særlig kritisk interesse for os er
de sociale og politiske fænomener, som
forhindrer, modvirker eller begrænser
opnåelsen af den ejendom eller de behov,
som mennesker – særligt de mest udsatte
– som minimum behøver for at leve uden
strukturel vold. The Feminist Wire søger at
valorisere og understøtte pro-feministiske
repræsentationer og skabe alternative
rammer for at opbygge et lige og retfærdigt
samfund.”

Hvis vi tænker tilbage på vores overordnede spørgsmål –

“Hvordan kan vi etisk være imod nogle former for vold og
samtidig være fortalere for andre?” – hvad betyder denne for-
melle skelnen angående struktur for bestræbelsen på den eti-
ske fordring? Strukturel vold: sammenlignet med hvad? Kan
den strukturelle form for vold afgrænses, og i så fald – hvor-
dan? Med andre ord, kan vi begrebsliggøre den, og i så fald
– kan denne begrebsliggørelse forstås, og kan denne forståel-
se repræsenteres? Er det overhovedet nødvendigt for at gøre
noget ved den, forudsat altså at man er moralsk modstander

72
af den? Og forudsat at denne modstand også er et forsvar for
“opnåelsen af ejendele eller mål, som mennesker – særligt de
mest udsatte – som minimum behøver”, hvad end og hvem end
disse måtte være.
Ricks stiller så afgjort et moralsk spørgsmål i sin leder – et
spørgsmål om, hvordan vi kan positionere os som tilhængere i
forhold til vold, i et forum om vold, et samlingssted for folket
til at diskutere spørgsmålet om vold i en kontekst karakterise-
ret af vold, en struktur, en besynderlig form for relation, måske
en dynamik, der er fanget i tid og rum. Ricks og det halvandet
dusin bidragsydere til forummet om vold formulerer et spørgs-
mål angående karakteren af den pågældende vold. I forummet,
der består af essays, meditationer, reportage, fiktion og poesi
og omhandler slaveri og kolonialisme, immigration og indfødt-
hed, køn og seksuel vold, spørger de: hvilke former for vold er
vi for og imod? Til disse filosofiske undersøgelser – den ene
ontologisk, den anden etisk – vil jeg tilføje yderligere to – den
ene epistemologisk, den andet æstetisk: hvordan ved vi noget
som helst om de former for vold, vi er for og imod, og hvordan
kan denne viden eller denne vold blive repræsenteret?
I A Map to the Door of No Return citerer Dionne Brand filo-
soffen David Turnbull, som i sit velkendte studie i komparativ
kartografi, Maps Are Territories, skriver: “Hvis vi skal finde vej,
er det ikke tilstrækkeligt kun at have et kort. Vi har brug for et
kognitivt skema såvel som de praktiske evner til at finde vej.”
Brand svarer herpå:

“Denne dør [uden vej tilbage] er i virke-

ligheden en drømmedør. Denne tilværelse
i diasporaen er sådan – drømme hvorfra
man aldrig vågner. Hvad kan så her kaldes

73
 kognition endsige en plan? Drømme, et
netværk af fortællinger, som aldrig bliver til
virkelighed, som aldrig forenes. I drømme
er man ikke i kontrol; drømme finder sted,
drømmeren er fanget, selvom det er den
drømmende, der drømmer. Fanget i sin
egen krop, i sine egne tanker, uden beh-
erskelse af sit eget sind, vores kognitive
plan er fangenskab.”21

Hun fortsætter som for at imødekomme beskyldninger om

pessimisme: “Men hvad med alle opstande, emancipationer,
politiske kampe for menneskerettigheder? Er disse ikke også
en del af planen?” “Jo,” svarer hun. “Bortset fra de evindeli-
ge retræter og rekonvalescensperioder. I Diasporaen, som i
ubehagelige drømme, bliver man bestandig overvældet af den
vedvarende udsigt til fangenskab.”22 At blive overvældet på
denne måde antyder et tab af retningsfornemmelsen, og at mi-
ste retningsfornemmelsen er at miste selve midlet, hvormed
ethvert tab overhovedet kan registreres; det er at miste evnen
til at miste… “selvom det er den drømmende, der drømmer”.
Brand beskriver, hvordan “éns egen krop pludselig er blevet en
skrækkelige belastning,” der udelukkende produceres af slave-
riets dispositiv, “den epidemiske lede ved livet, der skulle blive
arvelig,” og “antipatien, der skulle komme til at overskygge alle
følgende begivenheder”.23 Hvad der på ingen måde taler for
følelser af tilhørsforhold eller sammenhørighed eller sympati.
Det er drømme og fortællinger, som aldrig forenes.
I begyndelsen af sine refleksioner, fortæller Brand en anek-
dote fra sin barndom, hvor hun spørger sin bedstefar om nav-
net på det folk, som hendes familie nedstammer fra. Hendes

74
bedstefar siger, at han kender det, men hvis hun bliver ved med
at plage ham om det, vil han ikke være i stand til at huske det.
Så hun venter, i dage og siden uger, måneder, år. Intet svar.
Endelig rapporterer hun: “Navnet på det folk, vi stammer fra,
havde ikke længere betydning. Et navn ville have opmuntret
et trettenårigt barn. Men spørgsmålet var mere kompliceret,
mere nuanceret. Dette øjeblik mellem min bedstefar og jeg for
flere årtier siden afslørede en flænge i verden… den brist, som
udvekslingen med min bedstefar åbenbarede, var større end
behovet for familiebånd. Det var en brist i historien, en brist
i tilværelsens karakter.”24 Slaveriet er som et brud i histori-
en, i tilværelsens karakter, og det har at gøre med mere end
den komplicerede genealogi for folk af afrikansk nedstamning
i Amerika – hvilket Brand kalder “de sporbare begyndelsers
afslutning” – og det kan således ikke til fulde behandles via
en æstetisk undersøgelse, selvom en sådan er nødvendig. Og i
sidste ende kan slaveri ikke til fulde behandles, hvis det alene
behandles som et spørgsmål om sort erfaring snarere end den
epokegørende transformation, den indledte på globalt plan:
“en flænge i verden” er ikke noget, der kun finder sted for afri-
kanere, det er noget, der sker for alle, og med konsekvenser
radikalt ude af proportioner. Er sproget for strukturel vold i så
fald tilstrækkeligt “til at beskrive det tab af retningssans” og
den paradoksale orientering, det kognitive skema, som det til
stadighed stiller til rådighed for ethvert krav til og om histori-
en, tilværelsen og verden?25
Dette er spørgsmålet, der giver liv til det, som Michael Han-
chard kalder “afro-modernitet”, et samspil af udtryk og kom-
mentarer, som ikke alene er “reaktioner på Mellempassagen
og raceslaveri”, men også “[reaktioner] på tiden og de tekno-
logiske, normative og samfundsmæssige vilkår, der muliggjor-

75
de Mellempassagen og slaveriet”.26 Spørgsmålet om slaveriets
muliggørelse er, kan man sige, spørgsmålet om muligheden for
global modernitet i det hele taget, herunder udviklingen af hi-
storisk kapitalisme og fremkomsten af europæisk imperialisme
og dens koloniale decentraliseringer. I forbindelse med Hor-
tense Spillers’ og José Buscaglia-Salgados ganske forskellige
forskningsresultater, tåler det gentagelse, at Mellempassagen
begynder langs længdegrader nord for Middelhavslandene i
midten af 1400-tallet, længe før idéen til det iberisk transatlan-
tiske foretagende blev født endsige udført. Som sidstnævnte
skriver i Undoing Empire:

“Sagen er den, at når vi tænker den atlan-

tiske kontaktzone som stedet for den mod-
ernistiske/kolonialistiske verdens opståen,
kan man i hvert fald med hensyn til to af
komponenterne i det konstitutive triumvirat
sige, at der var en kontaktzone i ‘den
gamle verden’, før der var kontakt i ‘den nye
verden’. I den forstand […] og modsat al-
mindelige anskuelser og gamle fordomme,
lå den mulatte verden [konstitueret langs
den afrikansk/europæiske akse] forud for,
og betingede, hvad der senere ville blive
kendt som mestizen.”27

Hvilken rigtighed, der end måtte være i denne beskrivelse af

den mulatte verden som kontaktzone, er det ikke fyldestgøren-
de, lige som det ikke er fyldestgørende at tale om raceslaveri
som et tilfælde blandt mange af tvungen migration i nyere tid.
Eller at tale om raceslaveri som en afart af raceundertrykkelse

76
eller et aspekt af magtens kolonialitet eller en variant af so-
cial død eller en form for folkedrab. Hvis man lægger mærke
til bevægelsen i Brands tanke her og læser den sideløbende
med Frantz Fanons Peau noire, masques blancs, med hvilken
den forbliver i en form for tavs dialog, kan man ikke undgå at
høre ekkoet af den metafysiske nedbrydelse, som den revoluti-
onære fra Martinique tilskriver “slaveriet der afhumaniserede
[hans] forfædre” – en brist i tilværelsens karakter.28
Når Fanon klandrer sin kammerat Jean-Paul Sartre for at
glemme, at “[den sorte] lider helt anderledes i sin krop end
den hvide”, mener han ikke blot, at “raceskellet”, der karak-
teriserer raceslaveriet, producerer lidelsesformer, der er sær-
lige for den slavegjorte afrikaner, selvom dette sandelig kan
være tilfældet.29 Fanon identificerer, ligesom Brand, en lidel-
sesmåde, der er uden lige, og som ikke kan føre vidner, ikke
alene fordi ordene i et sådant vidnesbyrd uundgåeligt kvæles
(Kofman), men også, og mest væsentligt, fordi raceslaveri er
“en fantasmatisk historie om et aldrig hændt, der vedbliver at
hænde.” Det er ikke alene ikke repræsenteret og ikke repræ-
senterbart – det er “tilstedeværende uden tilstedeværelse”.30
David Marriott kalder dette “den okkulte tilstedeværelse af ra-
ceslaveri, intetsteds og alligevel allestedsnærværende, en død
tid der aldrig kommer og aldrig ophører med at komme” – ikke
tab, “men fortvivlelsen over aldrig at have haft”.31 Hans arbej-
de, igen ligesom Brand, handler “om, hvad der lever videre ef-
ter den begivenhed, og om en forventet fremtid så dyster, at
det er umuligt at komme i tanke om, hvorfor vi skulle længes
efter at se den indfriet”.32
Som anført tidligere, taler Hanchard om de normative vil-
kår, der muliggjorde Mellempassagen og raceslaveriet. Det
betragter jeg som et forsøg på at supplere, uden at forklejne,

77
analysen af politisk økonomi med den libidinale økonomi, der
underbygger og samler den politiske økonomis sociale dyna-
mik. Gennem dens beskrivelse af magt, og særligt af voldens
karakter og rolle, søger afro-moderniteten således ikke blot at
beskrive systemers, strukturers og institutioners virkemidler,
men også at dissekere fantasierne om drabeligt had og seksu-
elt forbrug og ubegrænset ødelæggelse, der motiverer virke-
liggørelsen af denne vold. Det er med andre ord en analyse af,
hvordan anti-sorte fantasier opnår objektiv værdi i samfundets
politiske og økonomiske liv og derudover i kulturens psykiske
liv. Disse fantasier gør ikke sorte til genstand for død i en brug-
og-smid-væk-økonomi, som det også er tilfældet for en stor
del af planetens andre beboere. De udsætter snarere sorte for
“en uendelighed af meningsløs, upersonlig døen”.33 Der er en
afgørende forskel her. Arven efter raceslaveriet, “at sort liv er
meningsløst, og at sort død således er meningsløs”, er

“en arv, hvori død er ingenting […] hverken

passage eller rejse, men blot en tilfældig
hjemsøgelse af katastrofal vold […] en
død, der aldrig nogensinde kan dø, fordi
den afhænger af den absolutte fornedrelse
og fornægtelse af sort liv. […] Dette er ikke
længere død men en dødelighed, der ikke
kan […] tildeles betydning. Dette er døden
som ingenting, mindre end ingenting – og
således kan den aldrig antages at være
mulig.”34

Spillers anvender sit egen tidligere idiom til at omtale dette

område som “det herskende episteme, der udløser navngiv-

78
ningens og værdiansættelsens dynamik”.35 I en undersøgelse
af amerikansk kultur, der strækker sig over 150 år efter Uaf-
hængighedserklæringen, finder hun ikke en stor variation og
udveksling i diskursen vedrørende afrikansk-amerikaneres
karriere i USA. I en velkendt passage finder hun i stedet, at
“den dominerende symbolske aktivitet […] forbliver baseret
på de oprindelige metaforer for fangenskab og lemlæstelse,
så tilsyneladende hverken tiden eller historien, ej heller hi-
storiografien og dens temaer, vidner om bevægelse, idet det
menneskelige subjekt ‘myrdes’ om og om igen af en blodløs
og anonym arkaismes lidenskaber, der bestandig fremtræder i
forklædning.”36 Hvis den tages alvorligt, punkterer denne op-
dagelse vores begær efter at se noget nyt i den politiske kultur
og i populærkulturs samtidige repræsentationer af racial sort-
hed, hvad enten vi benævner denne tid post-borgerrettighe-
der, post-koldkrig, post-9/11 og så videre. Det var en forståelse
af disse drabelige, arkaiske lidenskaber, der provokerede den
afdøde sorte feministiske digter og journalist Judy Simmons
til, for en menneskealder siden, at erklære: “Mit livs isoleret
set mest uforanderlige omstændighed er deres had.” Hendes
konklusion er skarp og rungende: “Jeg er for ung til min histo-
rie.”37
Hvis de oprindelige metaforer om fangenskab og lemlæstel-
se vedbliver at danne fundament for dominerende symbolsk
aktivitet gennem la longue durée, vedbliver deres forklædnin-
ger ikke desto mindre at tilpasse sig og mutere for at møde nu-
ets fordringer. Jeg skitserer andetsteds, hvordan denne domi-
nerende symbolske aktivitet præger den progressive politiske
og intellektuelle diskurs for ikke-sorte ikke-hvide minoriteter
i USA, og hvordan den, ad anden vej, former indfødte forskere
og aktivisters praksis og opererer selv inden for sorte studi-

79
er.38 For nu vil jeg se hen over det politiske spektrum mod
den nuværende anti-abort bevægelse for at berøre disse op-
rindelige metaforers labilitet og dødelighed i sammenhængen
med biopolitik og neoliberalisme. I denne forbindelse er jeg
inspireret af Dani McClains korte, men indsigtsfulde artikel
“The Murder of Black Youth is a Reproductive Justice Issue”.
Hun skriver heri om behovet for at omformulere spørgsmålet
om anti-sort politivold som et element i den reproduktive un-
dertrykkelse af sorte kvinder:

“Sådanne hændelser dækkes ofte som

en historie om race, politivold, hvidt over-
herredømme eller om love, der beskytter
mordere mod retsforfølgelse. Men drabet
på Michael Brown, som drabene på mange
andre unge sorte mennesker før ham,
formuleres sjældent som et feministisk
anliggende eller som et anliggende af akut
vigtighed for dem, der advokerer for valgfr-
ihed, selvbestemmelsesret og værdighed,
idet de hænger sammen med familielivet.”39

At anskue sagen om Ferguson gennem spørgsmålet om repro-

duktiv retfærdighed – og at forstå den mere generelt som et
spørgsmål om sort feministisk politik – peger ikke alene på det
faktum, at sorte kvinder og piger også lider under de former for
statssanktioneret vold, der typisk associeres med sorte mænd
og drenge – det vil sige, de dræbes direkte af politimænd, vag-
ter og udøvere af selvtægt. Det fastholder også opfattelsen
af, at hver gang disse samme kræfter dræber sorte mænd og
drenge, gør de også, direkte og indirekte, de sorte kvinder og

80
piger, der opfostrer og nærer omsorg for dem, til ofre. En af de
altoverskyggende fordele ved dette kritiske perspektiv er dets
evne til at skifte spor fra den smalle betoning af overgrebet på
den sorte maskuline empowerment – hvilket tidligere kaldtes
‘manderettigheder’ – til en langt mere ekspansiv formulering
af overgreb på sort reproduktiv frihed. Hvad vil det betyde at
vende den patriarkalske antagelse, at sorte kvinders lidelser er
en skændsel for sorte mænd, på hovedet og i stedet gentænke
den kønnede vold mod sorte mænd som et element i kønnet
vold mod kvinder? Denne vold, forstået rigtigt, omfatter sorte
menneskers almene evne til at reproducere sig som et folk, ind-
befattet friheden fra strukturel vold, der kunne betragtes som
overlevelsesbetingelser, men den er omhyggeligt sigtet mod
annulleringen af sorte kvinders seksuelle autonomi – “retten
til at få børn, ikke at få børn og til at være forælder for de børn,
vi får, i trygge og sunde omgivelser”.40
Hvad det angår, vil mange kunne huske, at præsident George
W. Bush, i en tv-debat med senator John Kerry under præsi-
dentvalget i 2014, henvendte sig til sine anti-abort vælgere ved
at udtale, at det primære kriterie for udnævnelsen af højeste-
retsdommere skulle være “Dred Scott-sagen, hvor dommere
for år tilbage sagde, at Forfatningen tillod slaveri på grund af
personlig ejendomsret. Det er en personlig holdning. Det er
ikke det, Forfatningen siger. USA’s Forfatning siger, at vi alle
er – I ved, den siger ikke det dér. Den taler ikke om lighed i
Amerika. Så jeg ville udvælge folk, der ville være strikse kon-
struktionister.”41 Journalisten Paul Greenberg, vinder af Pu-
litzer-prisen, formulerer det tydeligere, når han siger, at for
denne generation er “vores egen Roger Taney” (overdommer
i den amerikanske højesteret i 1857) højesteretsdommer Harry
Blackmun, som var “ophav til [kendelsen i sagen fra 1973] om

81
Roe vs. Wade – vore dages Dred Scott-afgørelse”. Som disse
eksempler indikerer, tager nutidens anti-abort bevægelse Dred
Scott vs. Sanford som sit juridiske og politiske referencepunkt,
gennem hvilket den skaber en metaforisk forbindelse med
henblik på at generere, hvad historiker Milton Sernett kalder
“offentlig etik via sammenligning”.42 I sin undersøgelse af “til-
bagekoblings”-taktikken, der optegner en reaktionær politisk
bevægelse som parallel til – eller forlængelse af – “hele den
sorte friheds- og borgerrettighedskamp”, hævder Sernett:

“Kampagnen for sort frihed fremstår i retros-

pektiv som et ubesmittet gode, og navnene
på sådanne evangeliske fanatikere som
Wilberforce, Woolman og Weld runger gen-
nem historiens korridorer. Retrospektivt ans-
es den abolitionistiske impuls, der affødte
taktikker for moralsk overtalelse og politisk
handling, for at have modsat sig moralsk
fordærv, hvilket var en alvorlig trussel mod
kristne idealer og den sociale og moralske
orden, der skulle formes efter dem.”43

Det kan måske diskuteres, om “kampagnen for sort frihed i

retrospektiv fremstår som et ubesmittet gode” for alle involve-
rede, men det er tydeligt, at anti-abortbevægelsen – lige som
så mange andre post-borgerrettighedskampagner til venstre,
højre eller i midten – retorisk forsøger at etablere “sort frihed”
som “et ubesmittet gode” i det omfang, at deres identifikatio-
ner med eller citater om et sådant ideal kunne tillade sig denne
moralske overlegenhed. Men hvis man på stringent vis anven-
der analogien mellem fornægtelsen af fostrets juridiske status

82
som individ og afvisningen af slavens juridiske status som in-
divid ved siden af anti-abort bevægelsens identifikation “med
de moralske kræfter, genereret af hele den Sorte frihedskamps
sociale og politiske revolution”, opstår der en række perverte-
rede konsekvenser.
Helt grundlæggende genskaber parallellen mellem fostret
og slaven livmoderen som slaveplantage og fosterudviklingen
som et vilkår for underkastelse, eller endnu bedre, en fange-
tilstand – fostrets plads forvandles til en fatal plads, idet an-
ti-abortbevægelsen afslører sin fjendtlige indstilling, ikke blot
til abort, men til graviditet i det hele taget. Det er på basis af
denne misforståelse, at pastor Clenard Childress, grundlægger
af det New Jersey-baserede Black Genocide Project, kan over-
sætte det konventionelle anti-abort budskab til et formodet
sort publikum: “Det farligste sted for en afrikansk-amerikaner
at være, det er i deres afrikansk-amerikanske moders skød.”44
Ved første øjekast, er fostrets ret til liv i denne diskurs sam-
mensmeltet med slavens ret til frihed. For at forblive konsi-
stent eller tillade gensidig sammenblanding må vi imidlertid
forstå, at begge rettigheder ville gælde i begge tilfælde, således
at fostrets ret til frihed åbenbares som et spørgsmål om flugt,
en frihed for spædbørn med flygtningestatus, som vil karakte-
risere deres ophold i den post-natale verden – fødselskanalens
frie territorium som den Underjordiske Jernbane. I dette til-
fælde ville de mere yderliggående fremtidsudsigter for slave-
handlens ophør – og ophævelsen af slaveriet – medføre den
absolutte ødelæggelse af kvindens reproduktionsevne, sterili-
sering udført af politiske fødselslæger på selve det, der ellers
var idealiseret og forsvaret som livets ophav. I virkeligheden
ville ophævelsen af fostrets slaveri egentlig kun være sikret
gennem ophævelsen af kønsforskelle i det hele taget.

83
 Hvis vi vender retningen for den metaforiske overførsel, bli-
ver tingene endnu mere besynderlige. Slaveplantagen bliver så
en nærende formodet hvid livmoder, hvori den civiliserende
mission er inkorporeret i livmodervæggens inderste mem-
bran eller intima. Racial sorthed som slaveriets sine qua non
er overdraget til en form for prænatal animation – en fortaler
formulerer det som “flydende materiale” i fostervand et sted
mellem embryo og foster, mellem svulmen og sugen, “en fryg-
telig exces, som, selvom den negerer, hvad vi forstår som ‘men-
neskelighed’, er iboende i det at være menneske”.45 Men fordi
højesteretsdommer Taneys argumenter for slaveri ikke alene
forsvarer slavens uophørlige trældom, men også slaveplanta-
gens evindelighed, den deraf følgende uophørlige graviditet,
sløres linjen mellem skødet og døden, og fødslens og dødens
sted og temporalitet forstyrres, og der skabes et ulevedygtigt
svangerskab, der aldrig når sin termin. Det skaber, kort sagt,
en ubærlig sorthed. I dette skema kunne emancipationen kun
tage form af en voldelig intervention, en fødsel ved kejsersnit,
opkaldt efter det antikke Roms Lex Caesarea, der tillod ind-
grebet for at beskytte det royale barns liv mod komplikationer,
som var dødelige for moren. For slavemagten fødtes de perfekt
undfangede interraciale spørgsmål nødvendigvis for tidligt,
hvilket kun kunne resultere i børnedødelighed (også kaldet
“udslettelsestesen”) eller adoption (også kaldet “repatriering-
stesen”). I dette scenarie er den kønnede reproduktion således
ikke transcenderet. Den er udsat på ubestemt tid.
Men hvor forfatterne af denne analogi erklærer prænatal
sorthed for ubærlig, fordi den er ude af stand til at forlade liv-
moderen, bebor den tværraciale identifikation af formodede
hvide anti-abort aktivister den ufødtes figurale rum, idet den
ikke vil forlade livmoderen. Det vil sige, et politisk initiativ,

84
der i enhver henseende røber omfattende negrofobi, viser sig
i dets mest sårbare og mest kraftfulde øjeblik at stå i afhæn-
gighedsforhold til et undertrykt begær efter at være sort, at
være ubestemmeligt “flydende materiale”, opretholdt af en al-
lestedsnærværende og omnipotent kraft, hvis omsluttende til-
stedeværelse fornemmes umiddelbart. Afvisningen installerer
sig således i en fantasi om prænatal ikke-dødelighed, en form
for animeret eksistens, der forbliver upåvirket af det, Jacqu-
es Lacan omtaler som en kastration forud for kønsforskelle.46
Dette er en hallucinatorisk projektion af det primordiale, ele-
mentale, udifferentierede liv, som sorte, i den racistiske fore-
stilling, formodes at nyde. Hvis Melinda Cooper i hendes Life
is Surplus har ret i at hævde, at dominerende symbolsk aktivi-
tet fremstiller Amerika som “genfødslen af det ufødte”,47 så
må hendes analyse af koalitionen af finansielle institutioner,
naturvidenskab og teknologi og den religiøse højrefløj for-
stærkes for at forklare mørket i hjertet af dette “begær efter
rent liv […] en dødsdrift, som ønsker døden væk”.48 Og til dels
at definere slaveriets dehumaniserende vilkår som “enden på
sporbare begyndelser”49 gør ikke den politiske fantasi om en
ubestemmelig ufødt sanselig ting mindre inhuman. Meget lig
deres forfædre, som var for slaveri, anklager anti-abort-forta-
lere oppositionen for “fremmedgørelsen af (naturlig) kærlig-
hed” – hvad enten det er mellem medlemmer af den hvide race
generelt eller specifikt mellem mor og barn – men deres arkai-
ske minstrel-drøm er fikseret på en kraft, som er større end de
formodede truslen fra et begær, der er ukontrollerbart (dvs.
raceblanding) eller ufrugtbart (dvs. abort). Anti-abort bevæ-
gelsens sande interesse, dens primære genstand for fascinati-
on og rædsel, er den absolutte annullering af begær og således
elimineringen af behag og smerte via uafbrudt nydelse.

85
 I et provokerende essay om forholdet mellem fotografi og
lynchning i bogen On Black Men beskriver Marriott produkti-
onen af racial sorthed i den hvides forestilling som en “hjem-
søgt”, “fatal måde at være i live på”: en figur som gennem fan-
genskab og lemlæstelse er reduceret til noget, der “ikke ser
menneskeligt ud”.50 I den aktuelle situation, hvor volden fra
en veritabel omkalfatring nu leverer tomrummet tilbage, og
de reaktionære drømmes flydende materiale oplyses bagfra af
en diagnostisk visualisering af den tredimensionelle ultralyds-
skanning, dukker racial sorthed op igen som en hjemsøgt, fos-
teragtig måde at være i live på, både ufødt og udød: ubærlig og
ubegravelig sorthed. I sin senere tekst Haunted Life, fastholder
Marriot i en ganske ligefrem tankerække:

“Sorthed er blevet en ret til døden, der i

døden ser sin allervæsentligste besiddelse.
Essensen af sortheden, dens oprindelse
eller dens mulighed ville være denne ret
til døden. Men en død blottet for den […]
suverænitet, som ved døden vinder ofrets
egen beherskelse […] og bevarer sig selv
i den. Dette er livet som dødens værk, et
værk født af troskab til døden, men død
uden transcendens.”51

Denne stræben efter retten til døden – som ikke må forveksles

med ret til eller villighed til eller endog et ønske om at dø –
stiller et etisk spørgsmål, berømt formuleret af Fanon: spørgs-
målet om hvorvidt “denne død, der bevidner en lovløs vold
næsten hinsides enhver repræsentation, der på sin side kan
indfries gennem sort revolutionær vold”,52 en vold udløst af

86
intet mindre end bekræftelsen af en flænge i selve verden. Og
dermed byder jeg afslutningsvis på et sidste bidrag fra Ricks –
en fabel om en dag i en afrikansk honningbis liv. Jeg indleder
den med et uddrag fra Wikipedia-opslaget om den berygtede
art:

“Afrikaniserede honningbier, med tilnavnet

“dræberbier”, er en hybrid af den vestlige
honningbi (Apis mellifera), oprindeligt
produceret ved krydsning af den afrikanske
honningbi A. m. scutellata med forskellige
europæiske honningbier, såsom den
italienske bi A. m. ligustica og den iberiske
bi A. m. iberiensis. Hybridbierne er langt
mere aggressive end alle de forskellige
europæiske underarter. Små sværme af
afrikaniserede bier er i stand til at overtage
den europæiske honningbis bistade ved
at invadere det og indsætte deres egen
dronning.”53

Til slut, “Afrikaniseret: En fortælling” (2012)

“Hun langede ud efter mig med sin venstre

håndflade. Jeg havde været dybt opslugt
af mit arbejde – som arbejdere skal være
– og jeg handlede ikke hurtigt nok. Hun
strejfede mig med sin lillefinger, og jeg
følte den intense smerte af en brækket
vinge, mens jeg snurrede som en propel
over køkkenets bagerste hjørne og skiftede

87
retning efter at have ramt en sjælden intakt
del af den skærm, jeg var blevet vandt til at
komme ind gennem.
Da jeg berørte et dirrende, gennemsigtigt
hårstrå, der for tidligt (og lidet tiltrækkende)
var kommet til syne på hendes 27-årige
hage, hvæsede hun gennem sine næsebor
og spjættede i sin indbildske chauvinisme
ved enhver tværartslig kontakt, så jeg gled
ned og landede med et bump nær hendes
hvilende håndled.
Det hele overraskede mig. Jeg havde ge-
neret mange mennesker. I alle mine dage
har ingen andre end disse midlertidige
nybyggere vovet at lange ud efter mig – og
ingen med så god hånd-øje-koordination
havde i hvert fald boet i denne gamle bun-
galow siden de oprindeliges tid. Derfor var
jeg ikke vandt til at lande så hårdt.
I løbet af mit 23 dage lange liv som
arbejder, havde jeg altid været i stand til
at lande med varsom ynde, hvor og når
det behagede dronningen. Og jeg havde
undgået denne slags kampe med samme
ynde.
Men dette menneske var anderledes.
Hun syntes at føle en dyb berettigelse til
dette sted, vores sted. Og eftersom vores
interesser ikke kunne forliges med hendes,
kunne vi ikke leve sammen her, og jeg ud-
ledte, at hun måtte være i besiddelse af en

88
lidenskabelig vilje til at tilintetgøre hele min
art. Jeg ville være absolut magtesløs over
for dette. Og jeg indså den rædselsvæk-
kende kendsgerning, at jeg ikke kunne tale
hende til fornuft. Det hele ville ende her for
enden af hendes slanke, rødfregnede arm.
Jeg mærkede i dette øjeblik hele min
verden bryde sammen og besluttede mig
for den sidste glorværdige handling, der
var mig forundt. Jeg borede min skarpe
brod ind i en åben pore.
Det sidste jeg hørte var et skrål, sikkert
et ukvemsord på et eller andet mennesk-
esprog.
I mine ører var det Gospelmusik.
Jeg havde ønsket mig at dø nogenlunde
sådan. Ikke gammel og mæt af uger og
efterladt under en klatrende vinranke, hvor
jeg havde konkurreret med de forbandede
kolibrier til al evighed. Og ikke af den des-
orienterede udsultning af det skrækkelige
elektromagnetiske område nær mobilan-
tennen. Dette var den rette afslutning. I
nærkamp med en organisme, som havde
udgjort en direkte trussel mod bistadet. For
dronningen.
Og således skød jeg, hvad der resterede
af min vægt, frem og mærkede selv-am-
putationens sublime jouissance blot
millisekunder før den skrigende kvaste den
eneste krop, jeg nogensinde har kendt.”

89
–

Oversat af Tone Andreasen efter “Unbearable Blackness”,

in: Cultural Critique, nr. 90, 2015, pp. 159-178.

90
Noter

1 Tisa Bryant: Unexplained Presence (Providence: Leon

Works, 2007), p. 19.

2 Formuleringen stammer fra en trio af sorte feministisk

politiske aktivister (Garza) og er blevet brugt af blandt
andre Tamura Lomax, redaktør på The Feminist Wire. Se
også Kendra Pierre-Louis: “The Women behind Black
Lives Matter”, in: In These Times, 22. januar, 2015; http:/
inthesetimes.com/article/17551/the_women_behind_black-
livesmatter, Heather Smith: “Meet the BART-Stopping
Woman behind Black Lives Matter”, in: Grist, 4. december,
2014; http:/grist.org/politics/stopping-a-bart-train-in-michael
-browns-name/.

3 Saidiya Hartman: Scenes of Subjection: Terror, Slavery,

and Self-Making in Nineteenth-Century America (New
York: Oxford University Press, 1997), p. 63.


4 Ibid., p. 66.

5 Dette er, naturligvis, Einsteins berømte sætning, der be-

skriver hans kritik af kvantemekanikken i mellemkrigstiden i
starten af det 20. århundrede. Se “Einstein’s ‘Spooky Action
at a Distance’”. Idéen om at gentænke politisk handling i ly-
set af udviklingen i kvantefysikken, og derved opdatere den
politiske teori tankemåder, der i stor udstrækning er baseret
på det Newtonske paradigme, fremføres mest rammende af

91
Denise Ferreira Da Silva: “To Be Announced: Radical Praxis
or Knowing (at) the Limits of Justice”, in: Social Text, vol. 31,
nr. 1, 2013, pp. 43–62.

6 Frank B. Wilderson III: “Irreconcilable Anti-blackness and

Police Violence”, radiointerview med Jared Ball, 1. oktober
2014, in: Mix What I Like, WPFM 89.3 FM.

7 Saidiya Hartman: Scenes of Subjection, p. 63.

8 Robin D.G. Kelley: “Burning Symbols: The Work of Art in

the Age of Tyrannical (Re)Production”, in: Hank Willis Tho-
mas (red.): Pitch Blackness (New York: Aperture, 2008), p.
108.

9 Denne talehandling dramatiseres ofte med en spottende

koreografi af massekapitulation, hvori demonstranter over
for politiet kollektivt fremviser deres tomme hænder med
åbne håndflader over hovedet. Nogle går så vidt som at
knæle med flettede fingre bag hovedet. Inden længe vil
andre ligge med ansigtet mod jorden. Måske vil de før eller
siden lægge sig selv i håndjern og stille sig op mod muren
eller langs fortovet. Ved at satirisere over dette paradigmati-
ske møde mellem sorte og politiet fremstiller scenariet ikke
desto mindre en apori: “Er det muligt at overveje, endsige af
forestille sig det performatives agens, når den sorte perfor-
mativitet uløseligt hjemsøges af den tilfredse undertrykkelse,
den forvredne fremstilling af slavekroppen og voldtægten af
kroppen, som er et vilkår for den andens nydelse.” Saidiya
Hartman: Scenes of Subjection, p. 52.

92
10 Dionne Brand: Light to Land On (Toronto: McClelland &
Stewart, 1997), p. 48.

11 Saidiya Hartman: Scenes of Subjection, p. 51.

12 Frantz Fanon: Peau noire, masques blancs [1952], in:

idem: Oeuvres (Paris: La Découverte, 2011), p. 126.

13 Judy Simmons, citeret i Audre Lorde: Sister Outsider:

Essays and Speeches (New York: Random House, 2012),
p. 156.

14 Her trækker jeg på den igangværende offentlige dialog

mellem Alain Badiou og Slavoj Žižek, som er sammenfattet
i deres fælles værk Philosophy in the Present [Philosophie
und Aktualität. Ein Streitgespräch, 2005], oversat af Alberto
Toscano (Cambridge & Malden: Polity Press, 2009). Her
erklærer Badiou: “‘Umenneskelig’ skal forstås som det
affirmative konceptuelle element, indefra hvilket man tænker
forskydningen af det menneskelige. Og denne forskydning
af det menneskelige forudsætter, at man har accepteret,
at den indledende korrelation er et link mellem det menne-
skelige og det umenneskelige og ikke fortsættelsen af det
menneskelige som sådan.” Ibid., p.82. Žižek arbejder, på
sin side, videre på dette link med et riff over den kantianske
endeløse dom, idet han erklærer: “[At sige] at ‘han ikke er
menneskelig’, er ikke det samme som [at sige], at ‘han er
umenneskelig’ – ‘han er ikke menneskelig’ betyder blot, at
han er uden for menneskeheden, dyr eller guddommelig,
mens ‘han er umenneskelig’ betyder, […] at han hverken
er menneskelig eller [ikke-menneskelig], men præget af en

93
frygtelig exces, som, selvom den negerer, hvad vi forstår
som ‘menneskelighed’, er iboende i det at være menneske.”
Ibid., pp. 21-22. Vedrørende begrebet black power (sort
magt), en form for magt, som er sort, snarere end Black
Power, en form for magt for sorte, se da Darieck Scotts
Extravagant Abjection, hvor han skriver: “Denne magt
(hvilket også er en vej til at tale om frihed) findes ved den
åbenbare udradering af ego-beskyttelse, der hvor konstella-
tionen af troper, hvilke vi kalder identitet, krop, race, nation
synes at afsløre sig selv som værende helt igennem hullede
og kompromitterede uden forsvarlig grænse. ’Magt’ antager
således, i denne kontekst, en form, der synes afskyelig eller
endog meningsløs, for betingelserne for dens tilstedekomst
er nederlag og krænkelse.” Darieck Scott: Extravagant
Abjection: Blackness, Power, and Sexuality in the African
American Literary Imagination (New York: New York Univer-
sity Press, 2010), p. 9.

15 Heather Smith: “Meet the BART-Stopping Woman be-

hind Black Lives Matter”.

16 Frantz Fanon citerer Aimé Césaire i Peau noire, masqu-

es blancs, p. 139.

17 Dionne Brand (2001) skriver: ”I Diasporaen, som i

ubehagelige drømme, bliver man bestandig magtesløs over
for den vedvarende udsigt til fangenskab” (29). For en frem-
ragende diskussion af forskydningen af det menneskelige i
den historiske dannelse af sort kultur, se da Keeling.

18 Spørgsmålet dvæler dybt ved minderne om Joy James’

94
intellektuelle arbejde, tydeligt fra hendes første store værk,
Resisting State Violence (Minneapolis: University of Min-
nesota Press, 1996), til hendes seneste bog, Seeking the
Beloved Community: A Feminist Race Reader (Albany:
State University of Mew York Press, 2013).

19 Cathy Cohen: The Boundaries of Blackness: AIDS and

the Breakdown of Black Politics (Chicago: University of
Chicago Press, 1999).

20 Wahneema Lubiano: “Black Nationalism and Black

Common Sense: Policing Ourselves and Others”, in: idem
(red.): The House That Race Built (New York: Random,
1999), pp. 232–52

21 Dionne Brand: A Map to the Door of No Return: Notes

on Belonging (Toronto: Vintage, 2001), p. 29

22 Ibid., p. 29.

23 Ibid., p. 21.

24 Ibid., pp. 4-5.

25 Ibid., p. 21.

26 Michael Hanchard: “Afro-Modernity: Temporality, Politics,

and the African Diaspora”, in: Public Culture, vol. 11, nr. 1,
1999, p. 247.

27 José Buscaglia-Salgado: Undoing Empire: Race and

95
Nation in the Mulatto Caribbean (Minneapolis: University of
Minnesota Press, 2003), p. 48.

28 Frantz Fanon: Peau noire, masques blancs, p. 250.

29 Ibid., p. 175.

30 David Marriot: Haunted Life: Visual Culture and Black

Modernity (New Brunswick: Rutgers University Press,
2007), p. 6.

31 Ibid., p. xxi.

32 Ibid., p. xxi.

33 Ibid., p. 230.

34 Ibid., p. 230.

35 Hortense Spillers: Black, White, and in Color: Essays

on American Literature and Culture (Chicago: University of
Chicago Press, 2003), p. 208.

36 Ibid., p. 208.

37 Judy Simmons citeret i Audre Lorde: Sister Outsider:

Essays and Speeches, p. 156.

38 Se mine artikler: “People-of-Color-Blindness: Notes on

the Afterlife of Slavery”, in: Social Text, vol. 28, nr. 2, 2010,
pp. 31-56, “The Vel of Slavery: Tracking the Figure of the

96
Unsovereign”, in: Critical Sociology, vol. 42, nr. 4-5, 2014,
pp. 583-597, og “African American Studies”, in: John Carlos
Rowe (red.): A Concise Companion to American Studies
(Oxford & Malden: Blackwell, 2010), pp. 210-228.

39 Dani McClain: “The Murder of Black Youth Is a Re-

productive Justice Issue”, in: The Nation, 13. august,
2014; http:/www.thenation.com/blog/180957/mur-
der-black-youth-reproductive-justice-issue. Om dette emne,
se desuden: Tamura Lomax: “For Lucia McBath, Sybrina
Fulton and All Other Black Mothers Who’ve Considered
Righteous Rage When Black Respectability Politics Ain’t
Enough”, in: The Feminist Wire, 16. februar, 2014; http:/
thefeministwire.com/2014/02/ for-lucia-mcbath-sybrina-
fulton-and-all-other-black-mothers-whove-consid ered-righte-
ous-rage-when-black-respectability-politics-aint-enough/#.Uw
EV0mZS6Qs, Jael Silliman, Marlene Gerber Fried, Loretta
Ross & Elena R. Gutierrez: Undivided Rights: Women of Co-
lor Organizing for Reproductive Justice (Boston: South End
Press, 2004) og Dorothy Roberts: Shattered Bonds: The
Color of Child Welfare (New York: Basic Books, 2002).

40 Dani McClain: “The Murder of Black Youth Is a Repro-

ductive Justice Issue”.

41 For en diskussion af denne udtalelse i historisk kontekst,

se Ethan Greenberg, særligt del 3II.

42 Milton Sernett: “The Rights of Personhood: The Dred

Scott Case and the Question of Abortion”, in: Religion in
Life, vol. 49, nr. 4, 1980, p. 461.

97
43 Ibid., p. 474.

44 Clenard Childress: “The Most Dangerous Place for an

African American to Be Is in the Womb of Their African
American Mother”, in: Renew America, 29. marts, 2011;
http://www.renewamerica.com/columns/childress/110329.
For en kritisk diskussion af afroamerikansk deltagelse i “an-
ti-abort” – og andre højrefløjs-bevægelser, se eksempelvis
Angela Dillard: Guess Who’s Coming to Dinner Now:
Multicultural Conservatism in America (New York: New
York University Press, 2002, og Louis Prisock: “‘If You Love
Children, Say So’: The African American Anti-abortion Mo-
vement”, in: The Public Eye, vol. 17, nr. 3, 2003, pp. 1–15.

45 Alain Badiou & Slavoj Žižek: Philosophy in the Present,

p. 82.

46 Jacques Lacan: Psykoanalysens fire grundbegreber, se-

minar XI (1964) [Les quatre concepts fondamentaux de la
psychanalyse. Séminaire XI, 1964], oversat af Carin Fran-
zén & René Rasmussen (København: Politisk Revy, 2004).

47 Melinda Cooper: Life as Surplus: Biotechnology and

Capitalism in the Neoliberal Era (Seattle: University of Was-
hington Press, 2008), p. 152.

48 Michael Eigen: Lust (Middletown, Conn.: Wesleyan

University Press, 2006), p. 81.

49 Dionne Brand: A Map to the Door of No Return: Notes

on Belonging, p. 5.

98
50 David Marriott: On Black Men (New York: Columbia
University Press, 2000).

51 David Marriot: Haunted Life: Visual Culture and Black

Modernity, p. 226.

52 Ibid., pp. 230-231.

53 Wikipedia: “Africanized Bee”; http:/en.wikipedia.org/

wiki/Africanized_bee

99
100