Maciej Kornicki

Fødselsdag på Christiansborg

Dagen var 15. oktober året 2023, og jeg skulle til gallataffel til Christiansborg Slot. Hvorfor,
spørger du, kære læseren? Havde jeg opnået noget fremragende? Nej. Skulle jeg blive kåret
for noget fremtrædende? Også nej. Jeg var bare på gæstelisten – en vældigt omfangsrig
gæsteliste. Der var selvfølgelig de kongelige, og ikke kun fra Danmark, og en række andre
betydelige og indflydelsesrige personer fra bl.a. hæren. Og så vi: ubetydelige og beskedne
unge fra alle mulige steder i riget. Størstedelen af os var ekstatiske for sådan en mulighed,
men ikke jeg. Var jeg velfornøjet af selve oplevelsen? Selvfølgelig. Men jeg følte mig også på
en måde magtesløs. Og jeg vidste ikke, og stadigvæk ved ikke, hvorfor jeg var blevet
inviteret.

Alligevel tog jeg en taxa til slottet. Bygningen var intimiderende ligesom de folk, det
ventede på at hente mig udenfor bagporten. Det var en bizar oplevelse at træde ind i sådan et
majestætisk sted, men trods alle de ting, der er truende overfor dem, der tror de er rige, var
sleve slottet ikke så hæslig. Ikke min stil, men o.k. – enhver person har sin egen.

Men mine tanker og følelser er ikke årsagen til, at du læser den her tekst, kære
læseren. Hvordan gik det, spørger du? Objektivt set var hele begivenheden beundringsværdig.
Jeg vil ikke kede dig med genfortællingen af de tre taler, der blev holdt af Dronningen,
Kronprinsen og selve fødselsdag-barnet, fordi sådanne pompøse ting er kedsommelige og
trættende for mig, fordi alle den slags officielle udtalelser er lige stillestående, dvs. man kan
spå, hvad talens indhold skal være. Jeg kunne heller ikke koncentrere mig på talerne, fordi mit
jakkesæt var ret beklagelig, og dermed kunne jeg ikke føle mig fro som de andre gæster. Jeg
var næsten uovertruffen i, hvor ordinær jeg så ud sammenlignet til de andre gæster. Det var
næsten komisk, og jeg tror grinagtigt for nogle, men jeg forsøgte ikke at tænke på det. Jeg
ville ikke virke som om den eneste defektive myr i myretuen. Men jeg er ikke helt sikkert på
jeg opnåede det.

Okay, okay, kære læseren. Jeg skal nok springe over til noget ikke så deprimerende –
maden. Den var urovækkende lækker. Endnu mere alarmende var det, en af mine
bordkammerater fortalte mig lige efter vi alle sammen havde sat oss til bords. Jeg kunne godt
tænke mig, at mad af god kvalitet, både en fisk med trøfler og en unghane, koster meget af
forberede, en god kag ligeledes, men jeg vidste ikke, hvor mange alle de forskellige slags vin
kostede. Forstår mig ikke forkert, kære læseren: La Cigaralle du Prince er ikke den
dyreste, der findes, men… men jeg er vant til at drikke det, mine landsbyvenner
 Maciej Kornicki

brygger selv i deres lader, og som jeg køber ret billigt. Jag har aldrig købt en flaske
alkohol for flere end 50 kroner. Men der var en morsom interaktion: spyttede næsten
på mig selv, da prisen på flasken af Moët. For helvede er det dyrere end det skulle
være!!! HA! Jeg blev beruset på væskeguld!

Bortset fra maden var også lokalet, vi blev siddende i, udmærket pænt. Især de
krystallysekroner ovenpå i loftet. Og de malerier på væggene. Øh, hvis min mor kunne
se det, så ville hun snart få et hjertestop af begejstring. Men hun ville ikke kunne lide
blomsterne. Det er ikke fordi det var noget galt med dam – hun kan bare ikke lide
planter. Jeg må dog indrømme, at jeg fortrækker at sidde ved lejrbålet om natten. Jamen
hvis man har mulighed at ikke bare besøge sådan et enormt og fremragende sted, så vil jeg
sige til dem: ’’Hvis du ikke gør det, selv om du ikke er opstemt til at gøre det, så skal du miste
en oplevelse, du kan fortælle dine børn om’’.

Så når vi til slutningen af historien om en udmærket begivenhed, der fandt sted

fromme omgivelser, jeg var ikke så henrykt med som andre deltagere. Men, kære læseren: jeg
er stadigvæk nødt til at skrive mere, fordi det er en opgave jeg skal aflevere, og jeg skal følge
de krav, der blev stillet. I det tilfælde er jeg nødt til at fortælle dig noget om noget med
adjektiver at gøre – stemningen. Samlet set kan man beskrive den med ordene sangvinsk,
veltilpas og livlig. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at daværende monarken, Dronning
Margrethe II, var ikke so fro som de andre. Selvfølgelig var hun lystig, men der var noget,
som gjorde det så, at jeg kunne ikke opfatte hende som spasfuld. Måske spas-dels-fuld, men
bare det. Når jeg ser tilbage på det, med viden, at hun formodentlig allerede var i gang med at
tænke over sin abdicering, så bliver alt forklaret.

Og nu når vi helt sikkert til slutningen af min fortælling, kære læseren. Fortællingen
om en gallataffel, som jeg opfattede som en dels skiden og dels fremragende begivenhed.
Eller jeg formoder, at jeg ville have opfattet den således, hvis jeg ville have været der. Jeg var
ikke der. Hvis du var opmærksom, kære læseren, så ville du have bemærket, at i den forrige
paragraf skrev jeg, at det er bare en opgave. Men jeg håber stadigvæk, at teksten var sjov at
læse.