JORD

HUNDREDRSKRIGEN MELLEM JDER OG ARABERE

HST & SN

BLODIG

JAKOB ANDERSEN

Blodig jord

JAKOB ANDERSEN

Blodig jord
Hundredrskrigen mellem jder og arabere

Hst & Sn

Blodig jord Hundredrskrigen mellem jder og arabere Jakob Andersen og Hst & Sns Forlag, Kbenhavn 2004 Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay. Foto: Corbis/Nati Shohat Typogrask tilrettelgning: Erik Justesen Bogen er sat med Minion hos Satsen aps. Trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2004 ISBN 87-14-29890-2 For enkelte illustrationer har det vret umuligt at nde frem til den retmssige copyrightindehaver. Sfremt forlaget p denne mde har krnket ophavsretten er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen. Kopiering m kun nde sted p institutioner, der har indget aftale med Copy-Dan og kun inden for de i aftalen nvnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

Til Lotte, der var med til noget af det, og som holdt krudtet trt og hjertet varmt og til Rikke, Nanna, Thomas, Nikolaj og Mads.

Hst & Sn Kbmagergade 62 1150 Kbenhavn K

Indhold

Introduktion 7 1 Og vi gik over oden 17 2 Shanghajet af Al-Qaida 35 3 Zarens blkskrift 50 4 Arven efter Martin Luther 58 5 Forbudt at elske de vantro 65 6 Ildsjle fra st 79 7 En linje af ild og blod 89 8 Diktaturerne og det ossede demokrati 9 Sejren, der aldrig blev til fred 121 10 Heltedrberne 145 11 Ddens losseplads 159 12 Gangstervlde i Libanon 175 13 Jernnven knuser PLO 197 14 Med ngeren p aftrkkeren 217 15 Sejrens bitre frugt 235 16 Broder mod broder 240 17 Danskere i ildlinjen 253 18 Bombeml Kbenhavn 271 19 Morderne i aktion 285 20 Oprret, der knuste en drm 299 21 Borgmesteren uden ben 310

105

22 23 24 25 26 27 28 29 30 31

Manden med den hellige sperm 324 I skyggen af Saddam 335 Tavshedens synd 352 Vi tager ogs deres sjl 367 Hvorfor er vi her? 374 Arafats tamme rabbiner 381 Manden, der rekrutterede Sjakalen 385 Brylluppet i Amman 404 I mordernes hule 409 Den trojanske hest 421

Appendiks A Tidslinje 433 Appendiks B Ordforklaringer 446 Appendiks C Palstinensiske ygtningelejre Kort 460 Bibliogra 464 Personregister 477

459

Introduktion

Hundredrskrigen kunne man kalde striden mellem jder og arabere, for kampen om Det hellige Land begyndte, da den zionistiske indvandring tog fart omkring r 1900. Det har vret en krig i mange forskellige kldninger, og freden udeblev, fordi der hele tiden var to folk, men kun t land, og dele kunne de ikke. Vold og uforsonlighed kom til at bestemme udviklingen, og territoriale krav med rod i den bibelske oldtid kolliderede med nutidens folkeretlige principper. Zionismen begyndte som en fredelig koloniseringsbevgelse, men den er ikke, hvad den har vret. I den sidste menneskealder er det israelske samfund underget store forandringer socialt, konomisk og ideologisk og de gamle pionerer ville ikke kunne genkende det, hvis de stod op af graven. Avraham Burg, der tidligere var formand for Jewish Agency og i rene 1999-2003 formand for det israelske parlament, Knesset, skrev i september 2003 flgende karakteristik i det israelske dagblad Yedioth Ahronoth: Den zionistiske revolution har altid hvilet p to sjler: en retfrdig vej fremad og en etisk ledelse. Men ingen af dem fungerer i dag. Den israelske nation hviler i dag p et stillads af korruption og et fundament af undertrykkelse og uretfrdighed. Derfor str zionismens endeligt for dren. Der er en reel mulighed for, at vor generation bliver den sidste zionistiske generation. Der kan meget vel vedblive at vre en jdisk stat her, men det vil vre en anden slags fremmedartet og hslig. Avraham Burg ser de tidligere zionistiske idealer smidt p mddingen i kampen om landet. Andre vil hvde, at der i virkeligheden har vret tale om en logisk udvikling, som ikke var til at undg. Konikten var mindre blodig i gamle dage, men kernen i den var den samme som i dag. Allerede i slutningen af 1800-tallet var der arabiske protester mod
7

den jdiske kolonisering i Det ottomanske Imperium, og i 1905 kom den arabiske forfatter Neguib Azoury med denne profeti: Den arabiske nations genopvgnen og de stigende jdiske bestrbelser p at genskabe det gamle israelitiske monarki i stor mlestok disse to bevgelser er forudbestemt til konstant at bekmpe hinanden, indtil den ene af dem triumferer over den anden. Tiden mellem de to verdenskrige var prget af had og terror i den region, der nu k navnet Palstina, og siden Israels fdsel i 1948 har der formelt vret permanent krigstilstand i klassisk forstand, s vist som nogle af de arabiske lande aldrig undertegnede den vbenstilstandsaftale, der i 1949 afsluttede jdernes uafhngighedskrig. Siden var der Suezkrigen i 1956, Seksdageskrigen i 1967, Opslidningskrigen 1967-70, Jom Kippur-krigen i 1973, Libanonkrigen i 1982, Intifada I fra 1987 til 1993, Golfkrig I i 1991 og senest Intifada II, der begyndte i 2000 og varer ved endnu. Ind imellem disse eksplosioner var der i tusindvis af guerilla- og terroristangreb over Israels grnser fra Egypten, Jordan, Libanon og de besatte omrder Vestbredden og Gazastriben. De arabiske lande ngtede konsekvent bde at anerkende Israel og at forhandle med det, og frst efter mange r kom der fredsaftaler med to af dem. I dag taler israelerne det samme sprog, praktiserer den samme religion og bor i det samme land som deres forfdre for 3.000 r siden. Hvilket andet folk kan sige det samme? Men ingen israelsk generation er vokset op i tryghed. Hjemme var der den militre trussel fra de omgivende arabiske lande og den palstinensiske terror voldsomt forstrket i det 21. rhundrede og p den internationale arena oplevede Israel politisk udfrysning, moralsk fordmmelse og konomisk boykot. FN, der i sin tid havde oprettet den jdiske stat i erkendelse af jdernes legitime behov for et hjemland, blev i stigende grad fjendtligt indstillet over for den, efterhnden som tilbagestende og underldige lande overfyldte generalforsamlingen, og da Europa var kommet sig over skyldkomplekset fra Anden Verdenskrig og jdeudryddelserne, k araberne renlyd i denne verdensdel, isr fordi europiske politikere nu tnkte meget p olien og deres egen eksport til araberstaterne. Sovjetunionen var et af de frste lande, der havde anerkendt den ny
8

stat Israel, men der gik ikke lang tid, fr der kom et omsving. Araberne havde olien, og Sovjet nskede strategisk indydelse i Mellemsten. Resultatet blev, at landene i Warszawa-pagten efterhnden var at nde som Israels modstandere, og dette faktum blev ledsaget af diskriminering og forflgelse af jder i Rusland og andre steder i Polen endda udviklet til en regulr pogrom. USA blev Israels eneste garant mod udslettelse. I slutningen af det 20. rhundrede s det dog ud til, at Israel nrmede sig normale tilstande. Landets korte historie havde vret skrevet i blod, og dets eksistens var konstant blevet anfgtet og angrebet, men nu kom der en seris fredsproces i gang mellem palstinenserne og Israel. Oslo-aftalerne blev indget og efterfulgtes af andre. Titusinder af arabere fra Vestbredden og Gazastriben rejste hver dag fredeligt frem og tilbage over grnsen for at arbejde i den jdiske stat. Terrorangreb forekom, men de var forholdsvis sjldne, og premierminister Ehud Barak og PLO-formand Yassir Arafat syntes under opsyn af USAs prsident Bill Clinton at vre tt p en fredsaftale, der var acceptabel for begge parter. Men i 2000 faldt det hele fra hinanden. De skaldte Camp Davidforhandlinger lb ud i sandet, og i september begyndte Intifada II AlAqsa-intifadaen der kan betegnes som en utraditionel, vedvarende krig p lavt blus. Lavt blus, javel, men med ere ofre end i mange rigtige krige. Al-Aqsa-intifadaen var palstinensernes hidtil mest aggressive oprr mod besttelsesmagten, og den har fet dybtgende materielle, politiske og moralske flger i bde det israelske samfund og de besatte omrder. Palstinensiske selvmordsterrorister og israelske gengldelsesaktioner kom i begyndelsen af det ny rtusinde til at prge hverdagen for jder og arabere. I forret 2004 var knap 4.000 blevet drbt og mange ere sret. Over 7.000 palstinensere sad i israelske fngsler. Huse blev sprngt, land konskeret og olivenlunde revet op til akkompagnement af en snerrende religis og national fanatisme p begge sider. Frygten sneg sig ind i sjlen p den enkelte borger, og voldens malstrm opslugte isr de sageslse. Det var en naturlig flge af alt dette, at det gensidige had og den gensidige mistnksomhed blev s intens som aldrig fr.
9

Men kunne det hele have udviklet sig anderledes? Nogle troede det. En dag i begyndelsen af 1970erne k jeg i Kbenhavn besg af en ung araber, der hed Ibrahim. Han kom fra den arabisk-israelske by Umm el Fahm, og han opsgte mig, fordi han havde fet at vide, at jeg rejste i Mellemsten og skrev om regionen. Jeg har et budskab til dig, sagde han og fortsatte: Striden mellem jder og arabere er ikke en naturlov. Det er muligt for de to folk at leve i fred og fordragelighed de skal blot lre hvordan. Ibrahim fortalte, at han nu boede i en ny landsby, der var oprettet alene med det forml, at jder og arabere skulle lre at leve sammen, arbejde sammen og respektere hinanden. Han var fuld af ildhu, og jeg lovede ham at besge landsbyen, nste gang jeg kom til Israel. P ivrit hedder den Neve Shalom, p arabisk Wahat Al-Salam, og begge dele betyder Fredens Oase. Siden da har jeg ere gange vret i Neve Shalom, senest i 1999, og hver gang blev jeg fascineret af den sunde sans, den er udtryk for. Jder og arabere kommer for kortere eller lngere ophold. De arbejder sammen, de gr sammen i skole og p kurser og deres brn leger sammen, som om der aldrig havde vret fjendskab mellem de to folk. Skiftende regeringer i Israel har ignoreret Neve Shalom, og arabiske ledere har hnet den, men hverken krige, oprr eller omverdenens foragt har kunnet kvle tanken bag bosttelsen, og den er en af de f opmuntrende ting i det jdisk-arabiske billede. Det var den katolske munk Bruno Hussar, der stiftede Neve Shalom i 1970. Han lejede et ngent hjdedrag af trappistklosteret i Latrun, der ligger 15 kilometer vest for Jerusalem, og begyndte med nogle f hjlpere at bygge de frste hytter. I sin selvbiogra skrev han: Landsbyen skulle vre en skole for fred folk kom fra hele landet for at mde dem, de var fremmedgjorte for, og de nskede at nedbryde barriererne af frygt, mistnksomhed, fordomme alt det, der skiller os og i stedet bygge broer af tillid, respekt, flles forstelse og om muligt venskab. Mlet skulle ns med kurser, seminarer, gruppepsykologiske teknikker, flles fysisk arbejde og samvr om aftenen. Men det er trods alt kun et begrnset antal jder og arabere, der har boet i Neve Shalom, og landsbyen har ingen som helst betydning i det
10

Da Hillary Clinton var USAs prsidentfrue, besgte hun Neve Shalom og taler her til de jdiske og arabiske beboere med brnene ved sine fdder. (Foto: Neve Shalom) 11

strre politiske spil. Den str der kun som et symbol p en idealisme, som er blevet forhnet af virkelighedens had og hvnflelse. Denne bog er et strejftog frem og tilbage over Israel og omegn over rkenen, bjergene, slagmarkerne, de solstegte byer, ygtningelejrene i stort omfang fortalt sdan, som jeg selv har oplevet regionen. Men den er koncentreret om konikterne mellem Israel og de arabiske lande, mellem jder og palstinensere. Den handler om kampen om landet, og den fredelige dagligdag og alt det smukke er blevet stedbrn i fremstillingen. Politisk har Mellemsten vret en forrygende heksekedel af intriger, brudte lfter og evindeligt dobbeltspil et billede, som over en lngere periode nemt bliver uoverskueligt. Derfor tegner jeg kun sporadisk de politiske linjer og fortller mest om nogle af de begivenheder og mennesker, der skabte historien. Terror har redet landet mellem Jordanoden og Middelhavet som en mare. I varighed, omfang og brutalitet dominerer arabernes terror totalt det historiske billede, men det er en kendsgerning, at jderne ogs har haft terroristorganisationer fra fr statsdannelsen til vore dage. S sent som i september 2003 oprullede politiet i Jerusalem en jdisk terrorcelle, der i de seneste tre r havde myrdet otte palstinensere, inklusive et spdbarn, og tre mneder senere advarede chefen for efterretningstjenesten Shin Bet, Avi Dichter, om, at jdiske terrorister udgr en potentiel strategisk trussel, idet de drmmer om at fjerne de verdensbermte mosker p Tempelbjerget i Jerusalem. Skulle de gennemfre et bombeangreb mod de muslimske helligdomme, kunne det stte verdens 1 milliard muslimer op imod de 13 millioner jder, sagde Dichter. Hans advarsel blev sat i relief, da politiet i 2004 afslrede et nyt jdisk terrornetvrk i Haifa og arresterede tre mnd. Den ene af dem blev sigtet for at have plantet ni bomber ved arabiske ml. Der ndes ingen vedtaget denition p ordet terrorist, for som den gamle talemde siger, s er den ene mands terrorist den anden mands frihedskmper. Selv bruger jeg lidenskabslst betegnelsen om enhver, der i politisk jemed angriber sageslse civile. Det var palstinenserne, der for over en menneskealder siden opfandt den moderne terrorisme, og de udbredte den endda til Danmark, hvor der blev beget bombeattentater mod jdiske og amerikanske ml,
12

og hvor terrororganisationen PFLP havde en ondartet celle, der blev kendt som Blekingegadebanden. Som et klassisk eksempel p den palstinensiske terror beskriver jeg detaljeret en aktion i Kbenhavn, gennemfrt af organisationen Palestine Popular Struggle Front, men der var ogs angrebene ind i Israel, ykapringer, kidnapninger, gangstervldet i Libanon, nutidens selvmordsterrorister og meget mere. Efter angrebet p World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C. den 11. september 2001 blev der erklret global krig mod terrorismen, men fr da havde Israel i mange r frt sin egen krig mod palstinensiske terrororganisationer, og den havde krvet indsatser og ressourcer, som langt overgik dem, der nu sttes ind mod Osama bin Laden og Al-Qaida. I mange r blev den palstinensiske terror alene udfrt af verdslige organisationer. I nutiden kendetegnes den isr men ikke alene af islamistiske bevgelser, der er i ndeligt fostbroderskab med Al-Qaida. Islamismen er i sin helhed blevet en alvorlig trussel mod den vestlige civilisation, og den br bekmpes og sls ned som i sin tid nazismen og kommunismen. Religise fanatikere kan man ikke forhandle med. Jeg mdte nogle af disse terrorister i Mellemsten bde fundamentalistiske Hamas-folk og gldende marxister og i ere lande overvrede jeg retssager mod andre af dem. Jeg har rejst i regionen siden slutningen af 1960erne, op til re-fem gange om ret nr det brndte p, og som krigskorrespondent mdte jeg bde frontsoldaterne og de civile ofre fra Tripoli til Beirut og Egypten vest for Suezkanalen, fra Shouf-bjergene til Golanhjderne og Sinai. Jeg snublede over ligene af sndersprngte soldater i rkensandet, og jeg sad p sengekanten hos lemlstede kvinder og brn i usle kldre. Alle vegne noterede jeg mig de blodige spor, der frte tilbage til fortiden, og som uheldssvangert pegede mod fremtiden. Flelser og fordomme spiller en kolossal rolle i jders og araberes syn p hinanden, og massemedierne har det strste ansvar for, hvordan folk i andre lande danner sig deres opfattelse af de stridende parter. Men massemedier er hjst uplidelige. Tv-reportager, avisartikler og lm er strkt farvede af de reportere, der har lavet dem, og i renes lb har jeg set mange journalister, som er blevet fagligt korrumperede af deres
13

venskabelige forhold til enten araberne eller jderne. Resultatet er, at deres lsere og seere ofte har fet serveret propaganda maskeret som objektiv iagttagelse. Det daglige dryp har en mgtig kraft. I denne forbindelse var det en foruroligende meningsmling, der i november 2003 blev offentliggjort af EU-kommissionen. Mlingen viste, at 59 procent af europerne betragtede Israel som den strste trussel mod verdensfreden foran Iran, Nordkorea og USA, der delte andenpladsen med 53 procent. Blandt danskerne var der hele 64 procent, der s Israel som har mindre end en tusindedel af jordens befolkning som den strste trussel mod fred p vor klode, og denne forvrngede opfattelse kan nppe skyldes andet end medierne. I Tyskland var det 65, i strig 69 og i Holland 74 procent. Demograske prognoser fortller, at i 2020 vil muslimerne i Holland udgre et ertal blandt indbyggere under 18 r, s til den tid er de 74 procent mske blevet til 85 eller 91. Thomas L. Friedman, der er kommentator p New York Times, skrev flgende, da han havde lst EUs meningsmling: Den nye antisemitisme er et heksebryg af muslimsk raseri opgejlet i madrasaer [religise skoler] og mosker, der nansieres med saudiarabiske penge og klassisk europisk had, som nres af en ny antiisraelsk antisemitisme. Begge dele fremmes af en europisk presse, der i strre og strre grad kommer til at ligne den vrste arabiske og styrkes af de virkelige billeder af israelske bosttere, som konskerer palstinensernes land og rykker deres olivenlunde op med rode. Melanie Phillips, der er tidligere kommentator p den britiske avis The Guardian, noterede samtidig, hvordan hun havde observeret avisens dobbelte standard i den israelsk-palstinensiske konikt. Forsider og overskrifter skreg med historier om en hndfuld drbte palstinensere, mens artikler om muslimer, der myrdede tusinder af andre muslimer, blev trykt med lille skrift langt inde i bladet. Billedet er det samme i mange danske medier, men der er hderlige undtagelser. En voksende antisemitisme i Danmark har gennem ere r stukket sit hslige fjs frem, skrev Jyllands-Posten korrekt den 27. november 2003 i en ledende artikel, og det er hele Europa, der hrges. Synagoger og jdiske gravpladser skndes, brn overfaldes, jdiske bygninger sttes i brand, og antisemitiske udtalelser er hverdagskost.
14

Jdiske og arabiske brn leger sammen i Neve Shalom, men ikke ret mange andre steder. (Foto: Lotte G. Andersen)

Men st nu, der kom en fred. Ville det s ikke tage generationer at udrydde omverdenens animositet og det inddte had mellem jder og arabere? Under den frste intifada stillede jeg dette sprgsml til den israelske minister (senere prsident) general Ezer Weizman, og han svarede: Hvad er had og krlighed? Det er i hvert fald ikke konstante strrelser. Jeg var med Royal Air Force i Det fjerne sten under Anden Verdenskrig, og amerikanerne hadede japanerne som pesten. Aber kaldte de dem, og det, der var vrre. Franskmndene har ogs hadet tyskerne. Men se p verden i dag! Man kan ikke leve hele sit liv p had eller krlighed. Mske har Weizman ret, men der er en gigantisk hurdle i den sandhed, som politikeren og generalen Moshe Dayan udtrykte sledes: Vi tog et arabisk land og gjorde det til et jdisk.
Frederiksberg, den 15. juni 2004

Jakob Andersen

1
Og vi gik over oden
De arabiske hre gik ind i Palstina for at beskytte palstinenserne mod det zionistiske tyranni, men i stedet svigtede de dem, tvang dem til at emigrere og forlade deres hjemland, og de kastede dem i fngsler, som var magen til de ghettoer, jderne tidligere havde levet i.
mahmoud abbas (abu mazen), plo-talsmand, 1976. I 2003 premierminister i det palstinensiske selvstyre.

De palstinensiske ygtningelejre ligger som politiske krftbylder i de arabiske omrder, der omgiver Israel: Libanon, Syrien, Jordan, Gazastriben og Vestbredden. FNs hjlpeorganisation for disse lejre, UNRWA, registrerede i 2002 i alt 3.973.360 palstinensiske ygtninge, deraf 1.679.623 alene i Jordan. Men der er mange ere, som ikke er med i det ofcielle regnskab. Jordan har taget nogenlunde godt imod ygtningene. De este lever uden for lejrene, og de kan f statsborgerskab. I Libanon og Syrien er det anderledes, og i disse lande betragtes palstinenserne som pariaer. Verden er vidende om problemet, men ygtningene er ikke p avisforsiderne i disse tider bortset fra dem i de besatte omrder, hvor lejrene har vret centrum for ekstremisternes morderiske aktiviteter og den israelske hrs straffeekspeditioner. Massemedierne beskriver, hvordan Vestbredden og Gazastriben lever og nder, men palstinenserne i Libanons, Syriens og Jordans lejre er p vgeblus i den internationale bevidsthed. Ingen kender disse glemte menneskers fremtid, men i de r, da fredsprocessen efter de skaldte Oslo-aftaler var levende, tnkte man, at deres skbne vel blev afgjort, nr de sidste underskrifter var sat af Yassir Arafat og den israelske premierminister. I dag ligger denne fredsproces for lngst i ruiner, og ygtningene er tilbage i hblsheden. I forret 2003 blev der indledt en ny proces p grundlag af en skaldt
17

kreplan for fred (the road map), sat i gang af den amerikanske prsident George W. Bush, som dog allerede i september efter fortsatte palstinensiske terrorangreb og israelske gengldelsesaktioner mtte erkende, at initiativet var get i st. Drabene p begge sider fortsatte, og i begyndelsen af 2004 s det nrmest ud til, at Bush havde glemt sit eget initiativ. Kreplanen havde som ambition haft at afslutte fjendtlighederne og f etableret en palstinensisk stat i 2005. Men allerede i de indledende faser blev de fordrevne og frivilligt ygtede mennesker genstand for konikt. Palstinenserne fastholdt nemlig, at de havde ret til at vende tilbage til deres hjemsteder i det egentlige Israel, og en rkke palstinensiske organisationer gennemfrte en kampagne for, at alle ygtninge skulle underskrive flgende Troskabsed om retten til at vende tilbage: Herved bekrfter jeg igen min troskab over for retten til at vende tilbage til den lokalitet, hvorfra jeg (mine forldre) blev drevet ud af de zionistiske, indtrngende fjender. Jeg erklrer ogs, at jeg ikke har bemyndiget nogen til at frafalde denne ret, og jeg afviser ethvert alternativt forslag til min genbosttelse. Den israelske regering gjorde det imidlertid klart, at det var ganske utnkeligt, at ygtningene kunne vende tilbage. Disse modstridende synspunkter havde parterne altid haft, og det var derfor bemrkelsesvrdigt at se en videnskabelig palstinensisk undersgelse, som blev publiceret i Ramallah et stykke tid senere (juli 2003), for den viste, at kun 10 procent af de ygtninge, som lever p Vestbredden, i Gazastriben, i Jordan og Libanon er interesseret i at komme tilbage til deres tidligere hjem i Israel. Tilsvarende undersgelser havde ellers gennem alle rene vist, at 95 procent ville tilbage. Der var alts sket et voldsomt skred i opfattelsen blandt ygtningene, og dette var et s grusomt nederlag for den palstinensiske propaganda, at den stakkels videnskabsmand, der havde lavet undersgelsen, dr. Khalil Shikaki, blev angrebet af en rasende hob. En mned senere kastede den palstinensiske udenrigsminister Nabil Shaath ny benzin p blet, da han holdt en tale i Beirut og benyttede lejligheden til at erklre, at ygtningene fra 1948 har ret til at vende tilbage, og at dette er en praktisk mulighed i mske endda en forud18

stning for en endelig fredsaftale med Israel. En tilbagevenden til palstinensiske byer i den jdiske stat er en vigtig del af det arabiske fredsinitiativ, sagde han. Svaret kom jeblikkeligt og skarpt fra bde hjre og venstre i israelsk politik, og det var igen en total afvisning. En tilbagevenden ville vre en trussel mod den jdiske stats identitet og en hindring for en lsning med to stater for to folk. Lejrene har altid vret symbolet p palstinensernes sag. Men de har ogs vret det vigtigste drivhus for den palstinensiske nationalisme og terrorisme. Alle de vigtige PLO-organisationer og senere de fundamentalistiske bevgelser har gennem rene drevet intens indoktrinering i lejrene og uddannet soldater, terrorister og politikere af de unge, der voksede op uden normale fremtidsudsigter. Mange k god skolegang. De lrte at se historien gennem nationalistiske arabiske briller. P denne mde frelstes mange fra apati, men de k i stedet sindet fyldt af had. Uden lejrene har den palstinensiske sag intet ansigt, sagde ygtningen Hassan Al-Jawad under urolighederne i 1980erne, og det glder stadig, selv om terroristerne i de besatte omrder har givet ansigtet nye, hslige trk. Flygtningenes tilbagevenden vil betyde Israels endeligt, havde prsident Nasser af Egypten profeteret allerede i 1960erne, og dette har i alle rene vret de arabiske staters lnlige hb og samtidig forklaringen p den israelske modstand mod tanken.

Flygtningelejren Baqaa er ikke for de ne. Den er et usselt menneskedepot for langt over 100.000, og den ligger i en dal nogle kilometer nord for Jordans hovedstad, Amman. En dag i 1995 var jeg p vej dertil og kom gennem brogede slumkvarterer, der stank. Baqaa-lejrens historie gr tilbage til 1968, da den blev oprettet i klvandet p Seksdageskrigen. Mange af de palstinensere, der i 1967 ygtede over Jordanoden, kom fra andre ygtningelejre p Vestbredden og i Gaza, hvor de havde siddet siden 1948. De var alts to gange
19

Flygtningelejren Baqaa blev oprettet med telte i 1968. (Foto: UNWRA) 20

ygtet over hals og hoved, og nogle af dem k knap nok sjlen med. I Baqaa-lejren opererer Hamas, Islamic Jihad, PFLP og alle de andre terrororganisationer. De srger for, at fanatismen trives ved siden af fatalismen. PLO har erklret sig selv dd! brlede en mullah i lejrens mosk, da fredsprocessen i sin tid begyndte med Oslo-aftalerne. Han hrte til dem, der ikke ville have fred, men kun sgte Israels udslettelse. Islam er den sande vej! hylede en Hamas-aktivist fra ladet af en lastbil, da jeg krte ind i lejren. Men i en skiden smge traf jeg en helt anden palstinenser. En af de ydmyge eksistenser. En af dem, man aldrig hrer om. Det var Mussa Josef Issa, 58 r, og jeg fandt ham i et mrkt hjrne i den usle bolig, han delte med resten af familien, som bestod af konen Rabah, fem brn med gtefller og et dusin brnebrn. Rummet var en rkantet gasbetonske, nsten helt bart. P cementgulvet l et stykke billigt linoleum, og der var nogle tynde madrasser langs vggene. Ingen borde. Ingen stole. Ingen pynt af den slags, som selv de fattigste plejer at have. Intet andet end hblshed og den sure sved, der pibler frem i sommerheden, selv om man ikke arbejder. Mussa sad i et hjrne med et laset tppe over de bare fdder. Han stttede hovedet i den ene hnd, som om han var i voldsom pine, og sdan blev han siddende i en time. Nr han talte, var det ned i rmet: Jeg kom fra Jeriko i 1967. Jeg arbejdede p potaskevrket ved Det dde Hav. Hans stemme var monoton, da han fortalte om ugten: Krigen rykkede nrmere, og folk fra Ramallah kom gende over bjergene. S sagde det jordanske politi, at vi skulle ygte, og vi gik over oden. Nu rdnede Mussa op p 29. r i trk. Hans sn Fawaz var seks r, da familien ygtede, og han huskede ikke meget: Det var midnat, da vi lb, og vi k kun det tj med, vi havde p. Fawaz kendte ikke andet af verden end lejren. Da jeg talte med Mussa om fremtiden, hvede han ikke stemmen. Det var, som om den intet betd for ham: De snakker om, at fredsprocessen betyder, at vi kan vende tilbage.
21

Men jeg er faldet til her i lejren. Jeg er ikke vred. Jeg er araber. Jeg er fatalist. Jamen, har de ikke alle et hb? Allah bestemmer, kom det med en uforstyrrelig mumlen fra Mussa. Jamen, er Arafat ikke den mand, de stter deres lid til? Er en kommende palstinensisk stat ikke opfyldelsen af de hedeste drmme? Mussa Josef Issa hvede blikket og s p mig gennem cigaretrgen: Vi fr intet fra Arafat. Vi fr intet fra Hamas. Vi tror kun p Allah. Ethvert sprgsml om en tilbagevenden til Vestbredden besvarede han med det samme ord: Inshallah. (Som Allah vil) Jamen, er der ikke endnu en kamp at kmpe? Nej, sagde den gamle. Fawaz mente, at Hamas og de andre ikke var frdige endnu. De sidste bomber var ikke sprngt, og det sidste blod havde ikke ydt i gaderne. Men for denne familie var begivenhederne i Israel og de besatte omrder langt vk. De gad ikke tage stilling til det, der foregik, og havde kun denne kommentar: Krigen slutter, hvis Allah vil det. Alt var lagt op til en hjere magt. Til slut kom en slags forklaring p denne apati. Mussa og hans brn drmte nemlig slet ikke om en palstinensisk stat. Vi vil allerhelst, at Vestbredden og Jordan forenes under kong Hussein, sagde den gamle, selv om den jordanske konge i 1988 havde opgivet Jordans krav p Vestbredden og i 1994 havde undertegnet en fredsaftale med Israel, der delvist normaliserede forholdet mellem de to lande. I Hamas og Islamic Jihad mente man formentlig, at folk som Mussa var en slags forrdere mod sagen. Men der er mange som Mussa i Jordan, i Libanon, i Syrien. De er afskrevet i det, palstinenserne kalder den vbnede kamp, og de vil aldrig komme til at spille andet end en indirekte politisk rolle. De eksisterer blot p lavt blus. De er menneskeligt vraggods p en fremmed strand.
22

Da kong Hussein senere dde, ndrede det ikke disse ygtninges opfattelse. De overfrte blot deres loyalitet til hans sn, kong Abdullah, hvilket jeg konstaterede ved et nyt besg i 1999. Da var jeg ledsaget af min kone, Lotte, og den unge palstinensiske universitetsstuderende Karma, der er datter af Bassam Abu Sharif nr politisk rdgiver for Yassir Arafat og tidligere topmand i terrororganisationen PFLP. Det var Bassam, der aftenen i forvejen havde anbefalet Karma som tolk, da vi sad p en bar i Amman. Min datter har et privilegeret liv sammenlignet med ygtningene, men hendes hjerte er med dem. Hendes hjerte er i lejrene, havde Bassam sagt. Karma og Lotte blev ne venner, og da vi sad p cementgulvet i en overfyldt gasbetonhytte i lejren, lod jeg dem fre samtalerne med ygtningene. Selv kendte jeg nemlig svarene p forhnd, for jeg havde hrt det samme litani i mange r. I lejr efter lejr i Libanon, i Syrien, i JorJakob Andersen (t.v.) og Bassam Abu Sharifs datter Karma taler med ygtninge i Baqaa-lejren i Jordan. (Foto: Lotte G. Andersen)

23

dan, p Vestbredden og i Gaza var det den samme historie, der blev fortalt om ugten. De eneste forskelle var tidspunktet (1948 eller 1967), hjemstedet (Jaffa, Haifa, Nazareth osv.) og de andre individuelle omstndigheder. Panikken, afmagten, den hastige ugt til fods var altid den samme. Husfaderen fremviste et gulnet og plettet dokument det var skdet p familiens ejendom i den israelske landsby, de kom fra. Sdanne skder har jeg set mange af, og fremvisningen af dem er rent ritualistisk. Skderne bliver opbevaret som relikvier, og de er ofte ygtningefamiliernes eneste forbindelse til den verden, de eller deres forfdre forlod. De gamle fortller brnene om, hvordan der s ud p det gamle bosted, hvordan de arbejdede, hvordan dagligdagen forlb. Med smerte i hjertet beskriver de det tabte paradis, og de unge generationer indpodes den overbevisning, at de har ret til at vende tilbage, ret til at f familiens hus tilbage. Skdet er det uomgngelige, det trykte, det stemplede juridiske bevis p dette, og det bliver regelmssigt trukket frem og studeret som en fetich. Men disse skder har kun betydning for ejermndene, og betydningen er rent psykologisk. I den virkelige verden er de vrdilse, og arabernes ejendom er for lngst overtaget af jder eller jvnet med jorden. I slutningen af marts 2003, da krigen rasede i Irak, og palstinensere alle vegne tilkendegav deres sttte til despoten Saddam Hussein, besgte Jyllands-Postens korrespondent Thomas Heine Baqaa og skrev dette jebliksbillede: [I Amman blev] ca. 3.000 demonstranter af politiet hindret i at marchere mod den israelske ambassade, og i den ramponerede palstinensiske FN-ygtningelejr Baqaa i udkanten af Amman affyrede politiet talrige tregaspatroner mod stenkastende unge aktivister demonstrationen begyndte foran en af moskerne umiddelbart efter fredagsbnnen. En halv snes unge mnd begyndte at rbe slagord, og andre sluttede sig hurtigt til. De indledte en march mod den anden mosk i lejren, og langs de hullede gader sluttede op mod 1.000 mnd sig til og rbte slagord i kor:

24

Vi giver dig vort blod, Saddam! Hvor er vore vben? Bin Laden, bomb Tel Aviv! Ingen amerikanere p arabisk jord! Sig dog noget, arabiske konger! Der var ogs slagord vendt mod Egyptens prsident Hosni Mubarak, mod Kuwait og mod Saudi-Arabien, men i frste omgang ikke direkte mod Jordans kongehus og regering. Efter halvanden times tid syntes demonstrationen at ebbe ud, men en gruppe unge aktivister, mske hundrede, begyndte at rbe slagord vendt mod kong Abdullah, hvorp de forsgte at fortstte marchen uden for ygtningelejren. Der ventede imidlertid en stor styrke af urobetjente samt en hndfuld panserkretjer. Aktivisterne kastede sten og molotovcocktails mod regeringsstyrkerne, der rykkede frem med hvede skjolde og knipler og affyrede tregas, hver gang aktivisterne kom for tt p. De este palstinensere havde ogs taget parti for Saddam Hussein under Golfkrig I i 1991, og da Saddam i december 2003 blev pgrebet af amerikanerne, var der stor skuffelse blandt dem. Hvis amerikanerne bliver strkere, bliver vi svagere, sagde en palstinenser som forklaring, da en avis spurgte ham, og taxichauffr Sadiq Husam i Ramallah havde denne kommentar til pgribelsen: Det er en sort dag i historien. Jeg siger ikke dette, fordi Saddam er araber, men fordi han var den eneste mand, der sagde nej til amerikansk uretfrdighed i Mellemsten. Tt ved Amman ligger en anden ygtningelejr, og her talte Thomas Heine under Irakkrigen med en hndfuld ygtninge, der ikke havde affundet sig med rkeslsheden sledes som Mussa i Baqaa. De omgivelser, Heine beskrev, mindede om dem, jeg havde oplevet i Baqaa: Syv palstinensiske mnd i alderen 25-40 r sidder i en rundkreds p tpper i stuen, der er helt umbleret bortset fra et lille bord med teglas samt et vvet billede p vggen af Klippemosken i Jerusalem. Mussa havde sagt til mig: Jeg er faldet til her i lejren. Jeg er ikke vred. Jeg er araber. Jeg er fatalist.
25

Ikke sdan med de mnd, Thomas Heine mdte. De kunne skrabe fem dinarer sammen om dagen, hvis de var heldige at f lidt lsarbejde, og de levede i yderste fattigdom, mens jordanerne har masser af penge, otte huse og elegant tj. De var misundelige, de var forurettede, og de syntes, den jordanske regering opfattede dem som numre, ikke som mennesker. De mente endda, at det var bedre at leve under israelsk besttelse p Vestbredden end under jordansk overherredmme. I Israel kan man sige sin mening om regeringen, det kan man ikke i Jordan, sagde de og henviste ogs til, at de palstinensere fra Vestbredden, der fr arbejde i Israel, bliver behandlet relativt godt, fr god ln, sygesikring og pension. Det gr vi ikke her. Der er ingen flles opfattelse i disse lejre. Holdninger og flelser spnder fra det apatiske til det fanatiske.

I de besatte omrder er livet i lejrene p mange mder anderledes, for her er ygtningene under israelsk overherredmme, og her foregik de vigtigste aktiviteter i den modstand mod besttelsesmagten, som k nerve og kraft i december 1987, da den frste intifada begyndte, og som eksploderede i rene fra 2000 under den anden intifada. I sommeren 1988, der var hed p to mder p grund af en varmeblge og p grund af de daglige sammenstd mellem stenkastende demonstranter og frustrerede israelske soldater traf jeg en ung mand p 24 r, Mustafa Bililad, som kom fra ygtningelejren Ein el-Sultan ved Jeriko. Tag med og hils p min familie, sagde Mustafa, og vi krte ned i Jordandalen, der p dette tidspunkt var som en bageovn, for termometeret havde i over en uge vist mere end 45 grader. Hvis man bnede bilvinduet for at f frisk luft under krslen, var det som at blive ramt af en dampstrle. Ein el-Sultan var en stille, solstegt, gulbrun klynge smhuse nr ved Det dde Hav, der ligger 400 meter under havets overade. Folk var inden dre p grund af varmen, og selv et par skabede hunde blev liggende i skyggen og gispede i stedet for at fare i benene p os. Hverken dengang eller senere var det en lejr, som kom p avisernes
26

Bde dreng og sel tog det roligt i varmen ved ygtningelejren Ein el-Sultan, der ligger i nrheden af Det dde Hav. (Foto: Lotte G. Andersen)

forsider. Jeriko har altid vret den mest fredsommelige by p Vestbredden, og de sydende ygtningelejre l andre steder ved Nablus, Jenin, Tulkarem, Hebron, Betlehem og i Gazastriben. I Ein el-Sultan var der kun nogle f hundrede ygtninge (i 2003 var tallet dog steget til godt 1.600), s det var en lille lejr og derfor uden betydning for andre end dem, der boede der. Mustafas familie var beduiner. De havde vandret som nomader i Negevrkenen, men var ygtet fra Beersheba under krigen i 1948. Faderen, Salem, var nu 86 r, men stadig familiens aktive overhoved. Han havde snnerne Suleiman, 50, Ahmed, 32, Nasser, 27, Mahmoud, 30, og Mustafa. Dertil dtrene Fathma, 18, Dalal, 15, og en tredje, der var gift og ikke lngere boede i lejren. Konen i huset hed Hamda. I hytten var der ikke noget kleskab, s man k ikke kolde drikke i varmen, men der blev lavet en velsmagende te, som duftede dejligt. Der var cementgulv og nogle f slidte mbler. Den eneste dekoration
27

Familieoverhovedet Salem p 86. Han er beduin og ygtede i 1948. (Foto: Lotte G. Andersen)

p vggen var et billigt farvetryk med indlagt lys i en strlende messingramme. Det forestillede et smukt, kligt hav, hvis blger slog ind over en paradisisk sandstrand alts et Utopia. 25 fra denne lejr er blevet arresteret under intifadaen, sagde Ahmed med en vis stolthed over, at Ein el-Sultan dog var kommet p landkortet sammen med de mere aktivistiske lejre. En af de arresterede var husets sn Nasser, og det kom som en overraskelse for mig. Jeg kendte ham fra ret i forvejen, og jeg havde for kort tid siden forgves ledt efter ham p Vestbredden. Sprg efter mig i Restaurant Ibrahim i Jeriko, havde Nasser sagt, men hos Ibrahim kendte de ikke hans opholdssted. Nu hrte jeg s, at Nasser var blevet taget i Jerusalem for re mneder siden, og at han sad i et fngsel i Haifa. Familien kunne ikke fortlle noget om rsagen til fngslingen, men selv havde jeg mine anelser. Nasser var sanger i en palstinensisk gruppe, der spillede ved bryllupper og andre private fester, og en nat i stjerusalem havde han
28

fortalt mig sin historie, der var typisk i besttelsestiden, og som kan genndes i mange varianter hos andre palstinensere. Man skal altid vre forsigtig med at tro p palstinensernes personlige lidelseshistorier der kan vre usand antiisraelsk propaganda i dem men Nasser havde jeg haft tillid til. Jeg har to gange vret i konikt med israelerne, havde Nasser fortalt, frste gang da jeg var 15 r og gik i skole. Nogle af mine kammerater havde kastet sten mod israelske soldater, og jeg blev taget sammen med de andre. Efter 24 timer blev jeg stillet for en militr domstol i Ramallah, og de idmte mig en bde, der svarede til 10.000 dollar. Naturligvis var det umuligt at betale denne svimlende sum, men min far gik i gang med at skaffe pengene. Han havde 40 fr, som han solgte. Han havde ogs en lille hytte, der blev solgt. Derp gik han rundt til alle venner og familiemedlemmer og tiggede om ln. Da han havde solgt alt, hvad han ejede, og ikke kunne lne mere, betalte han. Men naturligvis havde han ikke kunnet samle alle de 10.000 dollars, s han betaler stadig af p bden nu ti r efter. Pointen i Nassers beretning var, at han svor p, at han ikke selv havde kastet med sten. Han havde siddet i klassevrelset, mens episoden fandt sted. Faderen var blevet knust af den ruin, der overgik ham, og Nasser fortalte: Det hele bevirkede, at far kom til at hade mig, og han sagde: Ud af skolen! Ud af mit hus! Jeg vil ikke have ere problemer med dig! Nasser begyndte s at arbejde, og en overgang var han i Jordan. Da han kom tilbage over Allenby-broen, blev han arresteret og sat i fngsel i Hebron p en anklage om, at han arbejdede for PLO : De holdt mig i 13 dage i en lille enecelle, og under forhrene blev jeg slet med knipler, isr p knene og benene. De kom som regel klokken to om natten og hentede mig til forhrene, der havde til forml at f mig til at tilst, at jeg arbejdede for PLO. De spurgte om alt, hvad jeg havde lavet i Jordan, og de viste mig fotos. Kender du ham? Ham her? Eller ham her? Nr de slog mig, brugte de ogs et beskidt sprog. Din sster er en luder, sagde de for eksempel. Jeg havde hndjern p bag ryggen, og de gav mig en htte over hovedet. Htten blev dog taget af, nr de udspurgte mig. Der var altid tre til stede under forhrene, og
29

de var i civil. Men der var en af soldaterne, der ikke var som de andre. En dag grd han og sagde til mig: Du er fattig. Hvorfor behandler de dig sdan? Da israelerne i Hebron ikke kunne f Nasser til at tilst, havde de forsgt at kbe ham: Det var en mand p 40-45 r, der var forhrsleder. Han kaldte sig Abu Yousuf, men det er et arabisk navn, og manden var jde, s det var selvflgelig falsk. Det var ham, der opfordrede mig til at blive stikker for israelerne. Jeg ville f penge for det. Men jeg svarede: Nej! Aldrig! Aldrig! Aldrig! Jeg kan ikke gre det. Over for mig havde Nasser gjort det klart, at han betragtede Yassir Arafat og PLO som mine ledere, s det er ikke vanskeligt at forestille sig, at han blev aktiv under intifadaen, og at det var det, der var rsag til, at han nu sad i fngsel i Haifa. Israelerne har ofte afvist palstinensiske beretninger af denne slags. Det er blevet sagt, at de er fabrikeret, for at udenlandske journalister skal viderebringe lgnehistorier om Israel. Men det er for lngst fastslet, at Israel i utallige tilflde har anvendt tortur mod palstinensiske fanger. Den kommende israelske ambassadr i Danmark, tidligere chef for efterretningstjenesten Shin Bet, Carmi Gillon, erkendte det delvist i 2001 (moderat fysisk pres var hans udtryk vist), og den israelske menneskerettighedsorganisation BTselem hvdede samme r, at Shin Bet rligt havde arresteret 1.000-1.500 palstinensere, hvoraf 85 procent blev udsat for tortur. Der er adskillige andre undersgelser af det samme, for eksempel har Amnesty International hvdet, at Israel systematisk har brugt tortur, som bestod af blandt andet disse metoder: Forhrspersonen tvinges til i lang tid at indtage pinefulde stillinger (shabeh). Arrestanten berves svn, fr en htte over hovedet og tvinges til at hre p skingrende musik. Der fremsttes trusler mod den mistnkte, inklusive ddstrusler, og hans krop udsttes for voldsomme rystelser, hvilket kan medfre dden. I august 2003 hvdede den israelske organisation The Public Commit30

Nasser fotograferet, da han fortalte sin historie til Jakob Andersen i Jerusalem. (Foto: Jakob Andersen)

tee against Torture in Israel, at myndighedernes brug af tortur mod tilfangetagne palstinensere var steget dramatisk i det seneste halvandet r. Til dette kan jeg fje, at jeg mange gange har talt med palstinensere, som har flt disse metoder p deres egen krop, og nogle af dem har vret drenge p 14-15 r. Det er sledes en ubestridelig kendsgerning, at Israel har anvendt tortur mod palstinenserne. Men der er forskellige syn p anvendelse af tortur, fra den hellige totale afvisning til den kyniske accept. Den amerikanske forfatter Mark Bowden hvder sledes (i The Dark Art of Interrogation), at offentlighedens opfattelse af tortur er alt for forenklet. Den civiliserede verden afviser alle former for tortur, men der er ikke blot forskellige former for tortur, det er ogs forskellige slags mennesker, der udsttes for den. Bowden skriver, at der er en kolossal forskel p at give kinesiske fanger elektriske std for at fremkalde en tilstelse og at anvende svnber31

velse og hrd behandling for at tvinge livreddende oplysninger ud af en terrorist. Ordet tortur kan slet ikke anvendes, nr forhrslederne kun bruger moderat fysisk og psykologisk pres i s fald kan man kun tale om tvang, mener Bowden. Dette kan der vre meget sandt i, men for Israel bestr det pinagtige i, at de palstinensere, der udsttes for tortur eller tvang, meget nemt kan vre helt uskyldige. Metoderne anvendes nemlig blot ved mistanke og uden at en domstol har taget stilling til eventuelle anklager. I de arabiske lande og i det palstinensiske selvstyre er det ganske almindeligt at anvende tortur, men det har den vestlige opinion knap nok beskftiget sig med. rsagen er naturligvis, at Israel mles med en vestlig civiliseret alen, hvorimod arabernes brutalitet overses p grund af politisk hykleri eller fedteri for oliemilliarderne. Den nat i stjerusalem, da Nasser fortalte sin historie, spurgte jeg ham: Hader du jderne? Nej, svarede han, jeg har mange jdiske venner, som er glimrende mennesker. Hele folket er ikke som dem, der slog mig.

I fortllingen om Nasser gjorde jeg opmrksom p, at man skal vre forsigtig med at tro p det, man hrer, og i juli 2003 var der et eksempel p, hvordan palstinensere lyver for at svrte Israel. Araberen Af Barghouti, 31 r, berettede for familie, venner og journalister, hvordan israelske soldater havde holdt ham i 30 timer i kontrolstedet Qalandiyah. Iflge hans beretning havde han fet bind for jnene, hnderne blev bundet, og han blev gennemtvet. Han k ikke engang lov til at g p toilettet. Den palstinensiske presse slog historien stort op og viste billeder af Barghoutis forslede ryg og af brndemrker i hans ansigt. Dem havde israelerne lavet med gldende cigaretter, fortalte han. Barghoutis hnder var opsvulmede, og han havde besvr med at bevge dem og hovedet. Den israelske hr foretog en grundig undersgelse af affren, men Barghouti ngtede at samarbejde. Til sidst indrmmede han dog over
32

for sin palstinensiske sagfrer, at han havde fundet p det hele. Han var godt nok blevet arresteret og taget i skarpt forhr, og han var ganske rigtig blevet gennembanket og brndt med cigaretter, men det var den palstinensiske sikkerhedstjeneste, der havde gjort det, fordi de havde ham mistnkt for at samarbejde med israelerne. Dr. Said Zeedani er direktr for en palstinensisk kommission for borgerrettigheder, og efter Barghouti-sagen oplyste han, at hans organisation undersger mange klager over, at palstinensere bliver mishandlet af de palstinensiske sikkerhedstjenester, men vi undersger ogs mange klager over, at israelske soldater har foretaget mishandling, og nogle af dem viser sig at vre rigtige. Han gav tillige denne forklaring: Der kan vre mange grunde til, at folk opnder skrkhistorier om israelerne. De kan sge hvn. De vil mske imponere andre. Eller de nsker mske at fjerne en mistanke om, at de samarbejder med Israel. Sikkert er det, at man ikke altid kan stole p, hvad der str i aviserne hverken de palstinensiske eller andre og det flgende er et andet eksempel: Da Intifada II begyndte i september 2000, bragte dagbladet New York Times og mange andre aviser et billede af en ung mand, der blodig og forslet krb sammen for fdderne af en knippelsvingende israelsk soldat. Billedteksten identicerede den unge mand som palstinenser med den utvetydige implikation, at det var soldaten, der havde tilredt ham s ilde. Bagefter viste det sig imidlertid, at den unge mand var en amerikansk jde, Tuvia Grossman, der var blevet trukket ud af en taxi af palstinensiske bller, som havde gennembanket ham og stukket ham med en kniv. Soldaten p billedet havde alts ikke rrt ham, men beskyttede ham i stedet mod videre overlast. Den amerikanske professor Joshua Muravchik har denne observation i sin bog Covering the Intifada: How the Media Reported the Palestinian Uprising: Journalister synes at flge en regel, der siger, at nr to parter kmper mod hinanden, er det deres pligt at rapportere ligeligt, hvad hver part siger. Men kvaliteten af den information, der kommer fra de to sider i denne konikt, er strkt asymmetrisk. Med dette mener jeg sim33

pelthen, at palstinenserne gentagne gange lyver. Det begynder med Arafat og gr ned til hans mange stedfortrdere. Det synes selv at n interviews med manden p gaden, som for eksempel den mand i Jenin, der [lgnagtigt] hvdede at have set israelerne begrave ti lig under et hus.

2
Shanghajet af Al-Qaida
Vi sger at opamme den islamiske nation til at rejse sig, befri sit land og fre hellig krig for Allahs skyld.
Al-Qaida-lederen osama bin laden, 1999.

Efter mere end et halvt rhundrede er de palstinensere, der ygtede til Libanon, stadig uvelkomne og uglesete. For libaneserne er de en pest, der helst skulle eksporteres andre steder hen, hvis det var muligt. Flygtningene og deres efterkommere henslber en rkesls tilvrelse i 35 lejre rundt om i landet. De er statslse og uden grundlggende rettigheder. Der ndes ingen plidelig statistik over antallet af palstinensiske ygtninge i Libanon, men man regner med, at der med efterkommerne af de oprindelige fra 1948 er ca. 400.000 inklusive dem, der ankom illegalt efter Sorte September-kampene i Jordan i 1970, og dem, der sivede ind fra andre arabiske lande. I alle rene har libaneserne udelukket dem fra omkring 70 erhverv, for eksempel lgegerning, advokatarbejde og ingenirvirksomhed. Selv den almindelige arbejder har skullet have srlige arbejdstilladelser, og han har altid stet sidst p listen efter indvandrere fra andre arabiske lande. Et eksempel: i 1996 k 12.000 egyptere libanesiske arbejdstilladelser, men palstinenserne opnede kun 365. Som en konsekvens af disse forhold ligger arbejdslsheden i lejrene p op til 80 procent. Ain el-Hilweh-lejren ligger ved Sidon, 45 kilometer syd for Beirut, og den er Libanons strste med ca. 45.000 registrerede ygtninge plus omkring 25.000, som ikke optrder i statistikken. Hovedstaden i den palstinensiske diaspora, kaldes lejren. Der er libanesiske soldater ved kontrolsteder p alle indfaldsveje, men lngere gr de ikke, og i selve lejren hersker der lovlse tilstande og den yderste fattigdom. Ain el-Hilweh blev oprettet af Rde Kors som en teltlejr i 1948. Senere
35

byggede man gasbetonhuse, og der er stadig blgeblik p mange tage. En af grundene til nden er, at lejren k meget mindre sttte, efter at den skaldte fredsproces var startet i 1993, idet pengestrmmen nu isr blev kanaliseret mod Vestbredden og Gaza. Jeg har vret i lejren ere gange og under vidt forskellige omstndigheder, for den har vret ude for voldsomme omvltninger. I rene 1982-91 blev Ain el-Hilweh adskillige gange en slagmark. Tabstallene var hje, nsten alle bygninger blev delagt, og lejrgaderne d med betonbrokker, splintret tr og bjede jernstnger. Alligevel kom der ere ygtninge til fra PLO-krigen i Tripoli og andre af de evindelige militre opgr i Libanon. En af de velgrende organisationer, der arbejder i Ain el-Hilweh, er The Ghassan Kanafani Cultural Foundation, og stifteren, drivkraften og hele sjlen i den er danskeren Anni Kanafani. Hun har haft et eventyrligt liv, viet til palstinensernes sag, og hun er elsket blandt ygtningene i mange lejre. Jeg mdte Anni i Beirut under kampene i beAin el-Hilweh-lejren blev oprettet som teltlejr i 1948. (Foto: UNWRA)

36

gyndelsen af 1980erne. I 1982 havde den israelske hr invaderet Libanon for at smadre PLOs kampstyrker og infrastruktur, og til sidst var palstinenserne belejret i Vestbeirut, der modstod forfrdelige bombardementer. I dette forlb blev Annis brnehave for ygtningebrn skudt i smadder. Hun gjorde indtryk p mig som en varmhjertet og strk kvinde, der hverken var frygtsom eller til at rokke i troen p sin sag den palstinensiske sag. Da vi diskuterede politik, angreb hun ikke Israel med hrde ord, men udforskede i stedet mine holdninger med borende sprgsml om de fundamentale stridspunkter. Jeg tror, hun politisk opgav mig, da vi kom til omstndighederne ved oprettelsen af den jdiske stat. Anni kommer fra en venstreorienteret familie i Kbenhavn. Faderen var kommunist, modstandsmand under Anden Verdenskrig og fagpolitisk engageret. Anni blev uddannet som smbrnspdagog p sterbro. I 1961 var hun p rejse i Jugoslavien, og her mdte hun for frste gang nogle palstinensere, hvis livssag straks greb hende. Senere kom hun til Damaskus og endte i Beirut, hvor hun skulle aevere et brev til en vis Ghassan Kanafani. Da brevet var aeveret, var Anni tabt for Danmark. F mneder senere blev de gift. Det var krlighed ved frste blik, har hun sagt. Men det var ikke en helt almindelig palstinenser, Anni var faldet for. Ghassan var kommet til Libanon som ygtning i 1948, da han var 12 r, men senere blev han uddannet p Damaskus Universitet, og han blev en mgtig kraft i den mest kompromislse j af PLO. Han sluttede sig til PFLP (Folkefronten til Palstinas Befrielse), der under ledelse af dr. George Habash blev en af verdens vrste terrororganisationer, og som blandt andet havde en gennemkriminel og morderisk celle i Danmark kendt som Blekingegadebanden. Kanafani var forfatter og journalist med et stort ry blandt palstinenserne. Blandt hans bger er Rijal Fishams, p dansk Mnd i solen der handler om tre unge mnd, som ygter fra lejrens elendighed og drager til Kuwait for at sge arbejde men omkommer i en brndstoftank, de har sgt skjul i. Mnd i solen siges at have startet den palstinensiske modstandsbevgelse med sit enkle sprgsml: Hvorfor gr de ikke noget ved deres situation? Det var Kanafani, der opdagede det kunstneriske talent hos
37

Ghassan Kanafanis chef i PFLP, dr. George Habash. (Privateje)

en anden ygtning fra 1948, Naji Al-Ali, som tilbragte sin ungdom i Ain el-Hilweh. Naji var karikaturtegner og blev bde bermt og berygtet i den arabiske verden. Hans tegninger var politiske og angreb ikke blot Israel, men ogs de udemokratiske arabiske regimer i fx Saudi-Arabien. Han blev myrdet i London i 1987. Ghassan Kanafani blev talsmand for PFLP, og det var ham, der grundlagde organisationens blad Al Hadaf. Mange efterretningstjenester havde ham i kikkerten som en terrorist, der skulle uskadeliggres (i Danmark lste Politiets Efterretningstjeneste Al Hadaf med lup), men alene den israelske tjeneste Mossad gjorde noget ved det. Om morgenen den 8. juli 1972 gik Ghassan Kanafani ud af sin lejlighed i Al Hazmyyakkvarteret i Beirut for at kre til universitetet. Han havde sin unge niece Lamis med, og de satte sig ind i hans bil. I det jeblik, Ghassan drejede startnglen, eksploderede vognen, og bde han og Lamis blev drbt p stedet. Det var Mossad, der havde anbragt en bilbombe. Anni Kanafani stod tilbage med to brn, Fayez p ni og Laila p fem
38

r. Familien i Danmark ville have, at hun skulle komme hjem, men hun blev i Libanon og sagde mange r senere: Selvflgelig var jeg utroligt ulykkelig, men jeg omsatte sorgen til en endnu strre foragt for israelerne. Desuden ville jeg ikke ytte vores brn herfra. Siden likvideringen af Ghassan Kanafani flget ved hans begravelse var p 20.000 mennesker har Anni utrtteligt arbejdet i ygtningelejrene. Hun har oprettet en rkke brnehaver, centre for handicappede brn og endda biblioteker for brn, og blandt sttterne til hendes arbejde har blandt andet vret Folkekirkens Ndhjlp, Dansk-Palstinensisk Venskabsforening og BUPL (brne- og ungdomspdagogernes fagforening). I en vis forstand er Anni Kanafanis arbejde uden ende, for ygtningene i Libanon vil aldrig blive integreret i samfundet, hvis det str til libaneserne. Palstinensernes tidligere rdselsregimente i de omrder af Libanon, de kontrollerede, str i levende erindring, og politikerne er overbevist om, at hvis ygtningene fr borgerrettigheder, s vil landets i forvejen skrbelige politiske balance blive delagt med endnu en borgerkrig til flge. De mange klaner og sekter har i forvejen stort besvr med at holde sig fra hinandens struber. Allerhelst ville libaneserne eksportere ygtningene til et strre og rigere land, der kunne magte at huse dem, men den udvej er ogs sprret. Ingen araberstat vil have dem. I 2002 k Ain el-Hilweh fjet en ny dimension til sin dramatiske eksistens. Det var den fanatiske fundamentalisme, der ankom i skikkelse af 200 kampvante veteraner fra terrororganisationen Al-Qaida og den afghanske Taliban-bevgelse. De var ygtet efter den tabte krig i Afghanistan og kom tilbage til Libanon med hjlp fra Iran. Esbat Al-Ansar (Partisanernes Liga) kaldte de sig, og efter en bitter kamp med den stedlige Fatah-organisation tog de i 2003 kontrol med et distrikt i den stlige side af lejren, som k navnet Emergency Street. Derefter tvang Esbat Al-Ansar lejrboerne til at antage strenge islamiske skikke, og i de nste mneder blev ere drbt, fordi de ikke overholdt pbuddene (tre af dem havde smuglet alkohol forbi vagterne). De usle sidegader i Emergency Street blev patruljeret af snesevis af skggede mnd, som
39

Disse palstinensere m ygte endnu en gang efter dd og delggelse i lejren i Libanon. (Foto: UNWRA) 40

standsede alle gende og afviste dem, der ikke var velkomne. Pludselig var det sjldent at se en kvinde p gaden. En britisk journalist, der besgte lejren i juni 2003, berettede, at forholdet mellem palstinenserne i lejren og de militante fremmede var meget anstrengt. Snesevis af unge mnd er blevet klippet skaldet af Esbat Al-Ansar som straf for, at de var kortklippede (p baghovedet og siderne). En af dem blev trukket ind i en drbning og k en riffelmunding presset mod brystet. Dit hr er ikke, som Allahs lre foreskriver, sagde fanatikerne, du ligner en amerikansk marinesoldat. Det er dem, der drber vore muslimske brdre i Irak, og de er allierede med vore undertrykkere i Israel. En kvinde, Zain Farhoud, 42 r, blev antastet af fundamentalisterne, da hun havde handlet i en amerikansk butik i lejren. De sagde, at jeg havde forsyndet mig imod en fatwa ved at handle i dette supermarked, fortalte hun. De insisterede p at undersge mine poser, og deri fandt de et blad for brude, som jeg havde kbt til min datter. Det gjorde dem rasende. Zain Farhoud gav denne karakteristik af de fremmedes optrden: De tager de unge drenge og fylder deres hoveder med forestillinger om et strlende martyrium for islam. Den israelske efterretningstjeneste har oplyst, at veteranerne tidligere blev ledet af egypteren Faruq Al-Masri, der gav Esbat Al-Ansar et radikalt muslimsk ansigt. Al-Masri blev myrdet i marts 2003. Hans forgnger, Abu Mohjen, var Osama bin Ladens betroede allierede og havde sendt snesevis af sine mnd til trningslejre i Afghanistan. De libanesiske myndigheder har traditionelt vret ineffektive til at kontrollere de utallige voldsgrupper, der er i landet, og i juni 2003 k de en nsestyver af Esbat Al-Ansar. To raketter blev affyret mod fjernsynsstationen Future TV i Beirut, og dele af bygningen blev delagt. Ydmygelsen l i, at stationen kontrolleredes af Libanons premierminister, Rak Al-Hariri, som bagefter blev fotograferet stende symbolsk fortabt i ruinen. Straks efter episoden tog en ukendt gruppe ved navn Ansar Allah skylden for angrebet, men den libanesiske efterretningstjeneste hvdede, at dette blot var et dknavn for Esbat Al-Ansar i Ain
41

el-Hilweh, og en talsmand knyttede forbindelsen til Osama bin Laden, da han sagde: Angrebet blev planlagt i lejren. Det er en fortsttelse af kampagnen i Saudi-Arabien [hvor ere end 35 var blevet drbt ved Al-Qaida-terrorangreb mneden fr]. Den amerikanske ekspert i arabiske anliggender Gary C. Gambill foretog en analyse af de nye tilstande i Ain el-Hilweh-lejren og skrev blandt andet (Middle East Intelligence Bulletin, juni 2003): Lovlsheden og den ptvungne fattigdom har fremelsket en atmosfre af enestende religis ekstremisme. Selv medlemmer af Hamas den palstinensiske islamiske organisation, der er ansvarlig for de este selvmordsattentater i Israel er blevet stemplet som vantro af Al-Qaidas folk, mens enkelte af Al-Qaidas nrmeste allierede i lejren er blevet skudt af endnu mere radikale tilhngere af Osama bin Laden. Esbat Al-Ansar har lange arme, og i Politiets Efterretningstjenestes rsberetning, der blev offentliggjort kort fr jul i 2003, stod der blandt andet om bestemte folk i Danmark: Der er blandt disse personer ere, som gennem de tidligere nvnte trningsophold i Afghanistan, Pakistan og Bosnien mv. har tilegnet sig frdigheder i at koordinere og gennemfre terrorhandlinger. Det er for eksempel personer med tilknytning til Palstinensisk Islamisk Jihad, [E]sbat Al-Ansar eller den algeriske terrorgruppe GSPC, der alle i dag antages at vre forbundet til Al-Qaida-netvrket. Gambill beskrev Esbat Al-Ansars historie fra stiftelsen i slutningen af 1980erne p blandt andet denne mde: I 1998 begyndte Esbat Al-Ansar at modtage betydelig nansiel sttte fra Al-Qaida og kunne derfor reorganisere bde sin infrastruktur og sine ml. Gruppens militre afdeling, der nu for frste gang k mnedsln, voksede til en styrke p 150-300 krigere, og snesevis af dem blev sendt til Osama bin Ladens trningslejre i Afghanistan I juni 1999 myrdede Esbat Al-Ansar re dommere i Sidon, inklusive den offentlige anklager for Sydlibanon, og ygtede tilbage til lejren. Men det eneste, de libanesiske myndigheder foretog sig, var at etablere kontrolsteder ved indgangene og skrpet overvgning af re andre lejre i omrdet. Syrerne, som kontrollerer bde libaneserne og Ain
42

I Ain el-Hilwehs frste r mtte ygtningebrnene tage fantasien i brug, nr de skulle have tiden til at g. (Foto: UNWRA) 43

el-Hilweh, foretog sig heller ikke noget. Jordans myndigheder afslrede imidlertid i forbindelse med Esbat Al-Ansar en konspiration, der havde til forml at angribe vestlige og israelske ml. Fatahs militre chef i lejren, oberst Mounir Maqdah, blev senere anklaget for at have trnet konspiratorerne, og Jordan forlangte ham udleveret, men Damaskus forbd de libanesiske myndigheder at g ind i lejren og arrestere ham. Det er karakteristisk for de lovlse tilstande i Ain el-Hilweh, at PLOformanden og Fatah-lederen Yassir Arafats autoritet ofte har vret undermineret og af og til helt udraderet i lejren. Det er nemlig ikke blot fanatikerne fra Esbat Al-Ansar, der tror, at Allah er med dem i kampen mod Israel, USA og deres samarbejdspartnere. Fatah-chefen, oberst Maqdah, kommenterede fx hnligt de bestrbelser, der i sommeren 2003 blev udfoldet for at f en ny fredsproces i gang mellem Israel og palstinenserne, idet han ogs sagde: S lnge der er det mindste stykke arabisk land besat, og s lnge der er n eneste ygtning uden for hjemlandet, har palstinenserne kun t vben, som amerikanerne, israelerne og Abu Mazen ikke kan tage fra dem, og det er martyriets nd og kraft. Det var blandt andet sdanne holdninger, der for 20-30 r siden k mig til at tnke: Der bliver ikke fred i Mellemsten i min tid. S kom fredsprocessen i 1990erne. Yassir Arafat, Yitzhak Rabin og Shimon Peres gav hinanden hnden i Det hvide Hus i Washington, og i de flgende r var der en positiv udvikling. Hvad pokker, tog jeg fejl? spurgte jeg mig selv. Men i 2000 begyndte den vrste voldsspiral, der var set i konfrontationen mellem palstinenserne og Israel, og i de nste trere r blev nsten 4.000 mennesker drbt. Derfor gik jeg tilbage til min gamle tese: Der bliver ikke fred i Mellemsten i min tid.

Libanon har vret et srligt skrkindjagende eksempel p brutaliteten og stupiditeten i regionen. Efter en blodig borgerkrig i 1958 med tusinder af drbte var den kristne del af befolkningen i 1960erne ved magten og strk. Finanskvarteret i Beirut var internationalt bermt, der
44

var elegante hoteller og cafer p boulevarderne, butikkerne bugnede af luksusvarer til spotpris. Mellemstens Schweiz kaldte man Libanon, og Beirut k hdersnavnet Mellemstens Paris. Landet blomstrede og var som en velhavende i et arabisk hav af social, konomisk og politisk underudvikling. S kom de mange r med dd og fordrv, forrsaget af PLOs brutale indtrngen i landet, borgerkrigene 1975-1990, Israels invasion i 1982 fremkaldt af PLOs terror Hizbollahs opsten som fundamentalistisk terrororganisation og meget mere. Alt dette delagde den blomstrende have. Smukke huse blev til hslige ruiner. Appelsintrer l med knkkede stammer. Veje og gader blev pljet op af granater. Vandrr sprngtes. Beiruts elegance forvandledes til stinkende affaldsbunker og murbrokker. Hundredtusinder blev drbt, invalideret eller forjaget. Velstand astes af fattigdom. Libanon blev voldtaget igen og igen af bevbnede gangstere. Under kampene i 1982-87 var jeg i Libanon, hvor jeg med kugler syngende om rerne fra alle sider regnede ud, at der var omkring 25 private hre i landet, idet nsten hver sekt eller klan havde sin egen skydegale milits. Historikeren William W. Haddad havde talt bedre efter og skrev (i det amerikanske tidsskrift Current History), at der var omkring 100 grupper, der kmpede om magten i Libanon, idet halvdelen af dem blev bakket op af deres egne militser, som i strrelse rangerede fra nogle f snese soldater til adskillige tusinde: Prsidenten har ikke kontrol over sit palads. Regeringen kontrollerer ikke engang sine egne kontorer. I hvilket andet land ville banditter uden videre kunne standse premierministerens bil og afvbne hans bodyguards? I dag er Libanon endnu ikke kommet sig over voldsrene, og den strste hindring for en positiv politisk og konomisk udvikling har vret den syriske hrs tilstedevrelse. I 1976 havde Syrien sendt sin hr ind i Libanon for at bevare freden, og den er der stadig. I 2000 var der omkring 35.000 syriske soldater i Libanon, men adskillige blev dog efterflgende trukket tilbage senest 1.000 mand i juli 2003, hvilket bragte besttelseshren ned p 20.000. I Libanon begyndte man at hbe p en fuldstndig tilbagetrkning i 2004, for i stedet for fred har den syriske tilstedevrelse kun skabt konikt og undertrykkelse. Det
45

er Syrien, der er sponsor for Hizbollahs terrorangreb over grnsen til Israel, og det er Syrien, der har opgejlet en antikristen holdning i befolkningen. Over en million syriske arbejdere har taget job fra libanesere, og Syrien har korrumperet det politiske liv i en sdan grad, at den libanesiske regering kun er en ynkelig marionet for det diktatoriske og luskede regime i Damaskus. I Beirut svrmer det med syriske hemmelige agenter, der slr ned p folk, som vover at ytre et eneste oprrsk ord. Et eksempel p dette herrefolks metoder forekom i 2001, da 150 syriske agents provocateurs inltrerede en folkemngde, som demonstrerede mod den syriske besttelse. Agenterne tvede og arresterede demonstranterne for et godt ord, og da ambulancer krte de kvstede til nrliggende hospitaler, blev de ngtet adgang. Det er militr undertrykkelse og politisk voldtgt, Syrien foretager over for Libanon, og det er i grov strid med FNs beslutninger. I maj 2000 trak Israels hr sig ud af Libanon efter 18 rs tilstedevrelse, og dette var i overensstemmelse med Sikkerhedsrdets resolutioner nr. 425 og 520. Resolution 520 krvede, at alle udenlandske parter skulle forlade Libanons territorium og respektere landets territoriale integritet som en suvern stat. Syriens fortsatte militre tilstedevrelse er en benlys og klar overtrdelse af resolution nr. 520, og dette er blevet tolereret af verdenssamfundet. Der var en intens international fordmmelse af Israel, som i mange r holdt en sikkerhedszone i Sydlibanon i rent selvforsvar, mens ingen klandrer Syrien for dets faktiske besttelse af Libanon. Diplomatisk hykleri er stadig i hjsdet. I modstning til Israel kan Syrien ikke undskylde sig med, at okkupationen foregr i selvforsvar, for det har aldrig vret truet fra Libanon. Sandheden er da ogs, at syrerne betragter Libanon som en del af Syrien, og det er deres drm at indlemme landet i et Storsyrien. I 1976 udtrykte den syriske udenrigsminister, Abdel Halim Khaddam, det sledes: Libanon er en del af Syrien. Vi vil modvirke ethvert forsg p adskillelse og gre krav p Libanon med dets bjerge og kystomrder. I 1991 forudsagde hans kollega, forsvarsminister Mustafa Tlas, at de to lande ville blive forenet snart, eller i hvert fald i vor generation. Besttelsen giver ogs syrerne mulighed for at pleje en af deres spe46

cialiteter: terrorisme. Hizbollah fr sine vben fra Iran via lufthavnen i Damaskus. Al-Qaida rekrutterer terrorister i de palstinensiske ygtningelejre med prsident Bashar Al-Assads godkendelse. Ogs fr 11. september 2001 blev en gruppe i Al-Qaida-netvrket trnet i den nordlige del af landet (Al-Takfeer Wa Al-Hejra hed den). Gennem rene har Syrien huset og beskyttet nogle af verdens mest eftersgte forbrydere, lige fra SS-ofceren Alois Brunner (et af Adolf Eichmanns kreaturer, da Europas jder blev sendt i gaskamrene) til palstinensiske terrorledere. I Libanon har de ogs beskyttet fx Ibrahim Hamid (mistnkt for bombeattentatet mod World Trade Center i 1993), Mounir Maqdah (Fatah-chefen i Ain el-Hilweh og in absentia dmt til dden for terrorisme i Jordan), Abu Mohjen (ansvarlig for mordet p re libanesiske dommere og for at affyre en panserbrydende granat mod den russiske ambassade i Beirut) og Imad Mugniyah (en prominent Hizbollah-terrorist, der var involveret i bombeattentater i Argentina, Libanon, Kuwait, Saudi-Arabien og USA). Oberst Maqdah, der fanatisk er imod en fredelig lsning p det israelsk-palstinensiske sprgsml, blev fdt i Ain el-Hilweh i 1960 og gjorde karriere i PLO, blandt andet som chef i Yassir Arafats eliteafdeling Force 17. Under den israelske invasion af Libanon i 1982 kommanderede han de palstinensiske styrker i Ain el-Hilweh, men senere brd han med Arafat og mente endda, at denne skulle likvideres. Maqdah allierede sig med Hizbollah og Islamic Jihad og tillod disse organisationer at udfolde sig frit i Ain el-Hilweh. Samtidig opdrttede han sine egne terrorister i en srlig lejr, hvor teenagere blev uddannet til selvmordsattentatmnd. Lveungerne kaldte Maqdah disse fanatikere, og i 1995 erklrede han stolt: Vi producerer menneskelige bomber, fordi det er det eneste sprog, fjenden forstr. Under Intifada II, der begyndte i 2000, har oberst Maqdah spillet en vsentlig rolle ved at fjernstyre dele af den skaldte Al-Aqsa Martyrernes Brigade, som er tilknyttet Fatah og har beget mange terrorhandlinger. Fra sit kontor i Ain el-Hilweh har han sendt penge og operationsordrer til de aktive p Vestbredden, og hans vrktjer har vret telefonen og internettet. Da USA og Storbritannien i 2003 angreb Irak, pralede oberst
47

Flygtningelejren har igen vret angrebet p det voldsomste, og denne palstinensiske dreng leder efter vrdier i ruinerne. (Foto: UNWRA) 48

Maqdah med, at han havde sendt hundredvis af frivillige palstinensere fra Ain el-Hilweh til Irak, for at de skulle udfre selvmordsangreb p invasionsstyrkerne. Det palstinensiske folk og intifadaen bliver styrket ved modstanden mod den amerikanske aggression i Irak, sagde han og tilfjede senere: Hvorfor kmpe mod israelerne, nr man kan rejse til Irak og bekmpe deres boss [amerikanerne]? I sommeren 2003 var der heftige kampe mellem Fatah og Al-Qaida i Ain el-Hilweh, og Yassir Arafat beordrede Fatah-kommandrerne til at udradere islamisterne. Maqdah ngtede at udfre denne ordre, og kampagnen dde ud. En mned senere fjernede Arafat formelt Maqdah som leder af Fatah-styrkerne og beordrede ham til at overgive 150 bevbnede folk og en rkke strategiske kontrolstillinger til Arafat-loyalisterne. Men endnu lang tid efter var det usikkert, hvem der kontrollerede lejren.

3
Zarens blkskrift
Vi dekreterer og beordrer, at fra nu af og for altid m kristne ikke spise eller drikke med jderne. De m heller ikke invitere dem til fester eller bo sammen med dem eller bade sammen med dem. Jderne m ikke bo iblandt de kristne, men skal bo i srlige gader, der er adskilte og afsondrede fra kristne. Uden for disse gader kan jderne under intet som helst pskud have huse.
Pave eugenius iv, 1447.

Siden den jdiske indvandring til Palstina tog fart i begyndelsen af det 20. rhundrede, har dette lille omrde p kanten af det asiatiske fastland p det nrmeste fet permanent status som slagmark. rkensandet er gennemvdet af blod. Politisk stabilitet er et ukendt begreb og har vret det, lige siden Storbritannien efter Frste Verdenskrig af Folkeforbundet k Palstina tildelt som mandatomrde. Det er retten til landet, der i det 20. og 21. rhundrede har vret stridens genstand, men palstinenserne som et srligt folk med territoriale rettigheder er et nyt begreb, der er blevet afvist af Israel lige til vore dage. Der er ingen palstinensere. De har aldrig eksisteret, sagde fx premierminister Golda Meir i 1969. Hun betragtede dem som arabere blandt andre arabere. I dag er det berettiget at tale om palstinenserne som en nation uden land, men det kunne man knap nok for 50-60 r siden, da de var at betragte som en mindre gruppe arabere i udkanten af den arabiske verden. De havde aldrig haft en stat, men i rhundreder vret under tyrkisk overherredmme. Deres kultur var den omgivende arabiske, inklusive sproget, traditionen og religionen. De flte sig ikke engang selv som en srlig national gruppe ved siden af araberne i Syrien, Jordan og de andre nre lande. Mellem verdenskrigene var titusinder af dem kommet
50

som fremmedarbejdere fra Saudi-Arabien, Syrien osv., lokket af de jobmuligheder den jdiske kolonisering havde skabt. Den palstinensiske nationalisme og selvidentikation, vi kender i dag, er opstet efter 1948 kraftigt forstrket af Seksdageskrigen i 1967 og den har sit underlag i de mange r i usle ygtningelejre og p de arabiske landes politiske fattiggrde. Den er fdt af, at palstinenserne ygtede under den krig, Israel blev ptvunget ved sin oprettelse, og den nres af ygtningenes tilvrelse som pariaer og statslse, hvilket ikke mindst de arabiske lande har et tungt ansvar for, idet de bevidst har undladt at integrere dem hvilket ville have vret nemt og i stedet har holdt dem i lejrene som politiske gidsler. I et interview i 1972 udtrykte Golda Meir sin sympati for de palstinensiske ygtninge og understregede, at ansvaret for dem l hos de arabiske lande, idet hun sammenlignede med Israels behandling af de jder, der blev tvunget ud af arabiske lande: Vi i Israel har optaget omkring 1.400.000 arabiske [sic!] jder fra Irak, Yemen, Egypten, Syrien og nordafrikanske lande som Marokko. Det var mennesker, der var fulde af sygdomme, og som ingen frdigheder havde. Men vi tog dem og tog os af dem, vi uddannede dem, anbragte dem i rene huse og gjorde dem til landbrugere, lger, ingenirer og skolelrere. Golda Meir anerkendte alts ikke palstinenserne som en nation (uden land), og det gjorde Syriens prsident Hafez Al-Assad heller ikke. Lang tid senere sagde han til Yassir Arafat: Du reprsenterer ikke Palstina s meget, som vi gr. Glem aldrig dette: Der eksisterer intet palstinensisk folk, der ndes ingen palstinensisk eksistens. Der er kun Syrien. I er en uadskillelig del af det syriske folk, og Palstina er en uadskillelig del af Syrien. Men uanset Meirs og Assads opfattelser udviser palstinenserne nu om dage klare kendetegn p at vre et srligt arabisk folk. De har fet deres egen unge nationalhistorie, en (godt nok dubis) politisk tradition, heltelegender, digtning, bildende kunst, teater og de er kommet til denne status ad den hrde vej. I de frste r efter 1948, da ca. 600.000 palstinensere forlod Israel som ygtninge, begravede mange af dem deres patriotisme i en strre
51

arabisk nationalisme. Nogle gav deres loyalitet til Jordan (isr de fra de konservative, ledende lag). Flere s deres hb i Gamal Abdel Nassers panarabisme, Baath-partiet og andre moderne arabiske nationalistbevgelser (den unge generation). Men de havde alle den samme drm: arabernes generobring af Palstina. Dette hb blegnede langsomt og k sit ddsstd med Seksdageskrigen i 1967, som gjorde det klokkeklart, at de arabiske hre intet kunne stille op over for Israels vbenmagt. Tilbageslaget overbeviste palstinenserne om, at de selv mtte fre deres kamp, og at det var ndvendigt for dem at fremelske og dyrke deres egen helt specikke nationalitet. Det var disse erkendelser, der i slutningen af 1960erne ledte til, at de palstinensiske guerillaorganisationer kom i front og udfoldede sig i verdens projektrlys. Midlet var terror. Paraplybevgelsen PLO (Palestine Liberation Organization) blev til den strste, rigeste og mest r terrororganisation, verden havde set i ikke-statsligt regi og det er frst i de seneste r, at organisationer som Al-Qaida, Hamas, Hizbollah og Islamic Jihad har overget den i brutalitet. Det er indiskutabelt, at det var palstinenserne, der opfandt den moderne terrorisme. Samtidig med udvidelsen af den vbnede kamp som araberne kalder terroren svingede mange unge palstinensere skarpt til venstre i det politiske spektrum. De begyndte at identicere sig med denne verdens undertrykte folk mange blev marxister og deres intellektuelle elite viste vejen. En nationalist eller terrorist bliver jo nemlig ikke fdt. Han skabes. Og ingen steder skabtes han bedre end i de usle palstinensiske ygtningelejre. Fra slutningen af 1960erne frte palstinenserne sig ikke blot frem med trklde for ansigtet og hndgranater i baglommen. De opbyggede ogs en politisk eksilledelse, som mange lande begyndte at lytte til (PLO-formand Yassir Arafat blev i 1974 inviteret til at tale til FNs generalforsamling, hvilket han gjorde med pistol ved siden), og de skabte en litteratur, som rigt og nuanceret udtrykte den lidenskabelige lngsel efter at vende tilbage til hjemlandet. Mahmoud Darwish er mske den kendteste af de palstinensiske digtere. Han blev fdt i en landsby i Galila og gik i eksil i blandt andet Egypten, Libanon, Tunesien og Frank52

Zar Nikolaj II af Rusland skyldte jderne for drabet p Jesus.

rig. Hans digte bestr mest af enkle ord, og stilen er ukompliceret insisterende, som digtet En elsker fra Palstina viser (min oversttelse): Hendes jne er palstinensiske Hendes navn er palstinensisk Hendes kldedragt og sorg er palstinensiske Hendes trklde, hendes fdder og krop er palstinensiske Hendes ord og tavshed er palstinensiske Hendes stemme er palstinensisk Hendes fdsel og hendes dd er palstinensiske. Jderne i fortidens diaspora var ikke fdt i jdernes oprindelige hjemland. De este af nutidens diaspora-palstinensere er heller ikke fdt i Palstina, men i lejre og andre eksilsteder. Hos jderne nedarvedes lngslen efter hjemlandet gennem 2.000 r, hos palstinenserne kun i de sidste 55 r men intensiteten i flelserne hos de to folk kan sammenlignes. Hos jderne var det alene religionen og traditionen, der bandt dem sammen til et folk en nation uden land under rhund53

reders udlndighed. Hos palstinenserne er det den moderne nationalisme i et srligt panarabisk og p det seneste delvist islamisk kldebon. Men palstinenserne har fet mange af de trk, der var ved den jdiske eksistens. Den jdiske ghetto kan sammenlignes med den palstinensiske ygtningelejr. Jderne blev diskrimineret i de lande, hvor de boede, og det bliver palstinenserne ogs. Begge folk har oplevet massakrer. Mange af jderne var statslse, liges palstinenserne. Situationen udtryktes sledes i 1989 af den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadze (den hvide rv fra Kaukasus): Selv pyramiderne forsvinder mske en dag, men ikke palstinensernes lngsel efter deres hjemland. Det lille stykke land, der fr hed Palstina, er udsat for vldige pvirkninger. Fra det egentlige Israel kommer hele det jdiske folks kraft og magt. Fra de besatte omrder er der palstinensernes oprr og morderiske aggressioner. Udefra er der den arabiske verdens patologiske had og resten af verdens forsg p at svinge pisken over de stridende parter. Aldrig har en s lille stump land vret genstand for s uforsonlig en kamp, endsige for en sdan opmrksomhed fra det internationale samfunds side. Der er mange og meget komplicerede rsager til, at det har vret umuligt at skabe fred. Sikkert er det, at der ikke eksisterer en patentlsning, som ville vre retfrdig over for alle, og vanskelighederne i Israel og omegn illustreres bedst af den talemde i juraen, der slr fast, at et godt forlig er et forlig, som begge parter er utilfredse med. Netop derfor er det s svrt at f et godt forlig p benene. Der er ogs en tnksom mand, der har sagt, at klog forhandling bestr i at tage, hvad man kan f nu, i stedet for at insistere p det, man nsker af fremtiden. Dette gjorde jderne i 1947-48, mens Yassir Arafat og palstinenserne begik en kapitalbrler, da de i fredsforhandlinger i 2000 sagde nej til premierminister Ehud Baraks tilbud, som ville have givet dem nsten 100 procent af det territorium, de forlangte, samt autonomi i stjerusalem. Med en kolossal dumstdighed holdt Arafat fast i kravet om, at de palstinensiske ygtninge skulle have ret til at vende tilbage til deres tidligere bosteder i Israel et krav der kun var en utopisk drm.

54

Jdernes tilknytning til landet er fast forankret i fortiden. De udgjorde den strste del af befolkningen fra r 1000 fr vor tidsregning, da kong Salomon regerede over et jdisk kongerige, som i syd nsten havde den nuvrende grnse til Sinairkenen, i st gik langt ind i det nuvrende Jordan og i nord gik helt op til Sidon i det nuvrende Libanon. I mere end 1.600 r var jderne den dominerende befolkningsgruppe i den region, der senere blev kaldt Palstina, og de havde lange perioder med uafhngighed, selv om de p skift blev undertvunget af assyrerne, babylonierne, perserne, grkerne, egypterne og romerne. Ordet Palstina kommer af Philistia, som var den betegnelse, oldgrske skribenter gav listrenes land (i det 12. rhundrede f.v.t. besatte listrene et lille omrde ved kysten mellem det nuvrende Tel Aviv og Gaza). Navnet blev genoplivet af romerne i det andet rhundrede v.t. (Syria palaestina) som betegnelse for den sydlige del af provinsen Syrien. Efter romertiden havde ordet Palstina ingen ofciel status, men da Frste Verdenskrig var slut og Det ottomanske Imperium knust, blev det genoplivet som betegnelse for en af de regioner, Storbritannien k som mandat af Folkeforbundet (dengang omfattede Palstina ogs det nuvrende Jordan). I r 70 v.t. erobrede romerne Jerusalem, delagde templet og byen og frte mange jdiske fanger til Rom. I de nste to hundrede r spredtes jderne for alle vinde i det romerske imperium, og i r 300 var der formentlig ca. 3 millioner jder, som boede i alle europiske, nordafrikanske og nrstlige omrder, bortset fra England og Skandinavien. Kun en lille gruppe blev i Det hellige Land. Denne udlndighed uden hjemland kom til at vare lige til oprettelsen af staten Israel i 1948, og den var en ubrudt kde af kampe for at overleve med en sregen identitet som folk. Europiske konger, fyrster og prlater (bl.a. i den katolske inkvisition) undertrykte, brandskattede og forfulgte dem. De massakrerede titusinder og atter titusinder af jder med kugler og svrd (utallige blev ogs brndt p blet). Mange blev tvunget til at omvende sig til kristendommen, andre blev fordrevet, atter andre dde af sult og lidelse. At jderne overlevede som nation er
55

ubegribeligt. Det skete da ogs kun, fordi religionen bandt dem ubrydeligt sammen og bestemte hele deres liv og tnkning. I denne kendsgerning ligger forklaringen p den urimelige rolle, religionsbestyrerne kan tillade sig at spille i nutidens Israel. Selv den mest verdslige israeler har nemlig en vis agtelse for religionen, svist som han er sig bevidst, at den sikrede folkets eksistens gennem rhundrederne. Allerede i r 115 blev 40.000 jder smidt ud af Cypern. I 1290 blev de udvist af England og Wales. I 1012, 1248 og 1348 smed man dem ud af Tyskland. Ungarn fordrev dem fra 1349 til 1360. De blev forvist fra Spanien i 1492 og fra Portugal i 1497. P Krim blev de bortvist i 1016 og 1350. Litauen uddrev dem i 1445 og 1495. Frankrig gjorde det i 1306 og strig i 1421. Dette er blot enkelte katastrofer i jdernes udlndighed, nogle f af de voldsomme omskiftelser i diasporaen. I de nste rhundreder fortsatte forflgelserne og myrderierne, og det var frst efter, at de var kulmineret i Holocaust Nazitysklands folkemord at der blev basis for at genoprette en jdisk stat. Nste r i Jerusalem, hed det gennem rhundreder i en jdes daglige bn. Efter romernes indtog i r 70 var den gamle stad nrmest som et fatamorgana, men den vedblev at vre centrum i jdisk religis tankegang. Den uendeligt gentagne bn var vel ikke andet end et fromt nske, en meningsls frase, men med zionismen blev den til et reelt hb. Jerusalem var ikke lngere et fatamorgana. Nu kunne man skimte ryggen af byens tage i horisonten, og der var det varmende faktum, at jderne i 1880 stadig efter mange rhundreder udgjorde et ertal af befolkningen i Den hellige Stad. Zion er den hebraiske betegnelse for Tempelbjerget i Jerusalem, men ordet k en videre religis og national betydning, og det gav navn til zionismen, der opstod i slutningen af 1800-tallet. Zionismens ml var at skabe et nationalhjem for jderne, et eget land for alle de forfulgte, og i vore dage hviler staten Israel p den zionistiske id. Det var den strig-ungarske journalist Theodor Herzl, der i 1896 gav zionismen dens mest bemrkelsesvrdige teoretiske udtryk i skriftet Der Judenstaat. Herzl profeterede, at en jdisk stat ville opst i lbet af 50 r. Det ld som ktion, men han tog kun fejl med en lille marginal.
56

Forflgelse og diskrimination i Rusland og det vrige steuropa var det, der isr skabte den menneskeblge, som med zionismen fandt en strand at skylle ind p i Palstina. I zarens Rusland og Polen var der et srligt omrde, jdezonen, hvor over 5 millioner jder levede under restriktive, ghettolignende forhold. Andre steder mtte de ikke sl sig ned, og de var afskret fra mange uddannelser og mange slags erhvervsudvelse. Fra 1881 til 1905 forpestede pogromer de jdiske omrder, og det var ikke blot primitive bnder og arbejdere, der stod bag. Massakrer p jder blev legaliseret eller tlt af myndighederne. Zaren selv og hans regering opmuntrede og inspirerede nemlig til jdeforflgelserne for at bortvejre det voksende revolutionre pres p det autokratiske regime. Vi m ikke glemme, at jderne korsfstede Frelseren og udgd hans dyrebare blod, skrev zar Nikolaj II med blkskrift p en rapport om overfald p jder, og dermed retfrdiggjorde han det hele efter den gamle kristne opskrift. Lige til vore dage har henrettelsen af Jesus vret brugt med den strste nedrighed i de kristnes antisemitisme.

4
Arven efter Martin Luther
Ligesom kirkefaderen Hieronymus har smittet den katolske verden med sit utilslrede jdehad, sledes forgiftede Luther den protestantiske verden langt ud i fremtiden med sit jdefjendtlige testamente.
heinrich graetz, professor, tysk historiker (1817-1891).

Men det er ikke blot pavestolen i Rom og dens ortodokse sidelinjer, der har stet bag jdeforflgelser. Martin Luther var sledes en af de groveste antisemitter, historien har set. Med sit skrift Von den Juden und ihren Lgen skabte han det, der med den britiske historiker Paul Johnsons ord var det frste moderne antisemitiske vrk, et gigantisk skridt p vejen mod Holocaust. Lige til vore dage er bde dette skrift og mange antisemitiske prdikener, breve og udtalelser af Luther blevet misbrugt af antisemitismens mest hadske propagandister. De tyske nazister citerede Von den Juden und ihren Lgen i t vk, og under besttelsen af Danmark 1940-45 blev Luther frt i marken af fx den notoriske jdehader magister Harald Nielsen, der opererede i ly af Hitlers bajonetter og i skriftet Mordokaj og Haman fornjet citerede disse Lutherord: Der ndes intet mere blodtrstigt og hvngerrigt folk under solen end jderne. Jeg har fundet Luthers antisemitiske skrifter til salg i boghandler i Amman, i Beirut, i Cairo, i Damaskus og mange andre arabiske byer, hvor Israels udslettelse har stet p programmet, og hvor de l ved siden af det berygtede russiske falskneri Zions Vises Protokoller. Dette skrift blev forfattet i 1895 af en zaristisk politiagent, og i 1903 kom det som fljeton i avisen Znamya i Skt. Petersborg. Det foregiver at vre en skildring af et mde mellem ledende jder, under hvilket der fattedes planer om at opn verdensherredmmet. Zions Vises Protokoller gav zaren et pskud til pogromer og anvendtes siden i den nazistiske pro-

58

paganda (allerede i 1920 solgtes der 120.000 eksemplarer i Tyskland). Privat erkendte Hitler, at skriftet var falsk, men i Mein Kampf brugte han det og skrev, at det bedste bevis for, at det er gte l i, at [den af ham hadede avis] Frankfurter Zeitung fordmte det. Hvad mange jder ubevidst nsker sig, bliver her bevidst klargjort, skrev Hitler og priste i samme ndedrag Martin Luther og den anden notoriske antisemit, komponisten Richard Wagner. Det er for lngst dokumenteret, at Zions Vises Protokoller er et ondsindet falsum, men det udbredes stadig mod bedre vidende. I nutiden har jeg set det udgivet af nazister i Danmark (lovligt, sagde Justitsministeriet, da jeg spurgte), og da FN i 2001 holdt sin berygtede Verdenskonference mod Racisme i Durban i Sydafrika, blev det udstillet p en fremtrdende plads. I samme nd uddelte regeringspartiet i Malaysia to r senere kopier af bilkongen Henry Fords berygtede antisemitiske bog The international Jew der er baseret p protokollerne og da Organisationen af Islamiske Stater (med 57 medlemmer) i oktober 2003 holdt topmde i Malaysia, efterabede premierminister Mahathir Mohamad i en tale Zion Vises Protokoller ved at pst, at jderne regerede verden: Det lykkedes dem at skaffe sig kontrol med verdens mgtigste stater, og selv om de udgr et lillebitte samfund, blev de en verdensmagt. Men 1,3 milliarder muslimer m ikke lide nederlag til nogle f millioner jder. En udvej m ndes. Blandt premierministerens tilhrere var Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Abdullah, den afghanske prsident Hamis Karzai, Pakistans prsident Pervez Musharraf, den indonesiske prsident Megawati Sukarnoputri og Ruslands prsident Vladimir Putin. Mahathir Mohamad fortsatte: Europerne drbte seks af de tolv millioner jder, men i dag har jderne kontrol med verden via deres stedfortrdere. De lokker andre til at kmpe og d for sig. Malaysias premierminister havde mange andre bemrkninger om det samme emne, og iflge referaterne fra mdet blev han mdt med stort bifald af de fornemme tilhrere. Der kom skarpe internationa-

59

Kong Farouk af Egypten uddelte antisemitiske skrifter.

le reaktioner p de antisemitiske udtalelser, men Mahathir Mohamad svarede blot, at disse reaktioner jo netop beviste, at jderne kontrollerer verden. Episoden er absolut ikke enestende i den muslimske verden. I hele sin regeringstid udleverede Egyptens kong Farouk et eksemplar af Zions Vises Protokoller til alle sine ofcielle gster, og hans efterflger, prsident Gamal Abdel Nasser, anbefalede bogen til en indisk journalist med disse ord: Jeg vil give Dem et eksemplar. Bogen beviser uden skygge af tvivl, at tre hundrede zionister, som alle kender hinanden, styrer Europas skbne, og at de vlger deres efterflgere fra deres omgangskreds. I 2002 gentaget i 2003 viste det egyptiske fjernsyn en serie p 41 afsnit, der var bygget p protokollerne. Dette skandskrift blev genoptrykt og distribueret i Egypten, og tv-serien genudsendtes til utalte millioner over arabisk satellitfjernsyn. Siden 1960erne er ogs Mein Kampf blevet distribueret i blandt andet Libanon og Saudi-Arabien, og det rapporteres, at den er en bestseller i det palstinensiske selvstyres
60

omrder. Men tv er blevet det mgtigste vben i propagandaen. I slutningen af 2003 begyndte terrororganisationen Hizbollahs tv-station AlManaar sledes at sende en gigantisk produktion med 500 palstinensiske, syriske og libanesiske skuespillere. Serien, der foregav at fortlle zionismens historie, men som var ren antisemitisk propaganda, vakte stor opsigt i den arabiske verden og blev fx ogs sendt i Syrien. Den gift, Luther spredte, virker alts endnu, og jeg har mdt den mange steder, lige fra en dagligstue i Rdovre til Oberaula i Tyskland, hvor jeg i 1984 overvrede et nazi-nostalgisk kammeratskabsmde for veteraner fra SS-division Totenkopf. Men hvad var det da, Luther skrev og sagde? Smnd det samme, som vi har hrt fra nutidens jdehadere, og som en Hitler, en Himmler eller en Goebbels nikkede bifaldende til: Frst skal deres synagoger sttes i brand, og det, der bliver tilbage, skal begraves i jord, s ingen nogensinde kan se en sten eller slagge af det. I sine yngre dage havde Luther ellers vret velvilligt stemt over for jderne, og han angreb skarpt den umenneskelige behandling, de blev udsat for. Han vendte sig fx imod konskeringen af Talmud og rabbinerlitteraturen, og i skriftet Dass Jesus Christus ein geborener Jude sei skrev han: Hvis jeg havde vret jde og havde set sdanne idioter og dumrianer [prsterne, J.A.] prdike den kristne tro, s ville jeg hellere forvandles til et svin end blive kristen. Luthers overordnede hensigt var imidlertid at f jderne gjort kristne. De skulle omvendes. P et tidspunkt besluttede kurfyrsten af Sachsen at udvise alle jder fra sit land, og deres talsmand, Josel af Rosheim, opsgte Luther for at f ham til at hjlpe med at omgre beslutningen. Men Luther var ikke lngere sympatisk indstillet over for jderne, og han ville ikke engang modtage talsmanden. I stedet sendte han ham et brev, hvori han vedgik, at han ganske vist i sin tid havde stttet jderne, og at han stadig hbede, at Gud i sin nde en dag ville fre dem til Messias, men han afslog at hjlpe. At sttte jderne ville kun bestyrke dem i deres hrdnakkede modstand mod at blive gjort kristne, skrev han. De protestan61

tiske fyrster lyttede ofte til Luthers politiske rd, og hans holdning til jderne blev rsag til, at de udvistes fra Sachsen, og at landgreve Philip af Hessen samtidig gennemfrte en fjendtlig Judenordnung. Det var alts missionsiver, der drev Luther, og da han blev skuffet, fordi jderne aldeles ikke agtede at g over til kristendommen, klnedes hans medflelse med deres skbne. Som i sin tid profeten Muhammed forvandledes Luther fra det jdiske folks ven til dets modstander, og hans uvilje steg til et ammende had. I rene efter afslaget til jdernes talsmand angreb Den store Reformator dem ndelst. Hadstrle efter hadstrle blev sendt imod dem og piskede folkestemningen op. Jdiske bnnebger skulle destrueres, og rabbinerne skulle have forbud mod at prdike, sagde han. Derp skulle turen komme til hele det jdiske folk. Deres hjem skulle smadres og delgges, og beboerne skulle samles under et tag eller i en stald ligesom sigjnerne, s de kan lre, at de ikke er herrer i vort land. Jderne skulle forbydes at frdes p vejene og p markederne. Deres ejendom skulle beslaglgges, og derefter skulle disse giftige og forgiftede orme sttes til tvangsarbejde. Som sidste udvej burde jderne simpelthen smides ud for tid og evighed. I sit raseri mod jderne tordnede Martin Luther mod deres rolle som pengeudlnere (et af de nyttige erhverv, de kunne bedrive), og han insisterede p, at deres ejendom ikke tilhrte dem selv, fordi den p gerkarlemanr er afpresset os andre. gerkarle var Luthers faste betegnelse for jderne, og han sagde, at gerkarlen er en rketyv og rkemorder. Efter en opremsning af gerkarlens (jdens) hslige gerninger slog Luther fast, at han burde hnge i en galge og blive dt af lige s mange ravne, som han har stjlet guldstykker. Iflge den fromme prlat og professor fra Wittenberg s virkeligheden sledes ud: Derfor er der p denne jord efter Djvelen ingen strre menneskefjende end en gerkarl, for han vil vre Gud over alle mennesker. ger er et gigantisk monster, som en varulv. Og eftersom vi lgger landevejsrvere, mordere og indbrudstyve p hjul og stejle, hvor meget mere skulle vi s ikke lgge alle gerkarle p hjul og stejle jage dem, forbande dem og hugge hovedet af dem. Hvis der var nogen tvivl tilbage om, hvad Luther mente, s bortvejre62

Titelbladet til Luthers skrift Von den Jden und iren Lgen.

de han den med sine ord om, at det ikke smmer sig at sl jder i hartkorn med tyrkere og papister, thi de hrer alene hjemme i det unikke selskab med Djvelen, der er deres herre, fader og gud. Jde blev det mest fornrmelige skldsord, man kunne hfte p et menneske. Som nvnt har jeg i en rkke arabiske lande set Martin Luthers udtalelser om jderne falbudt, men jeg har ogs set dem pberbt. De fungerer nemlig den dag i dag som et af alibierne for det arabiske jdehad. Men da jeg i en avisartikel havde citeret Luther for de nvnte holdninger, blev jeg skarpt imdeget af sogneprst Sren Krarup, som jeg ellers har en del respekt for, og som er en betydelig teolog med fast forankring i Luthers lrdomme (Krarup ved alts meget om Luther hvad jeg selv bestemt ikke gr). Og jeg skal love for, at jeg k bde lst og pskrevet. Til den grove bagvaskelse, som Jakob Andersen udstter Luther for, kan jeg ikke tie stille og jeg begriber rlig talt ikke, hvad der gr af Jakob Andersen, skrev Sren Krarup og fortsatte: Man kunne lige s
63

godt konstatere, at Jesus var antisemit, fordi han angreb fariserne. I slanger, I gleunger! Hvordan kan I undg at dmmes til helvedet?, siger han som bekendt om dem i Matthus-evangeliet. Og man kunne med samme ret kalde Paulus for antisemit, fordi han var i et uforsonligt modstningsforhold til judaisterne og i bl.a. Galaterbrevet kaldte dem for lgnere og hyklere. Nej, Jakob Andersen, man bliver ikke antisemit af at forkynde syndernes forladelse i et bevidst opgr med jdernes eller farisernes dyrkelse af Moseloven. Det er sludder at ville pst det. Og det er derfor sludder, slet og ret, at kalde Martin Luther for antisemit p linie med nazisterne. Martin Luthers store skrift Om jderne og deres lgne fra 1543 det er ikke oversat til dansk i dets helhed, og jeg tvivler p, at ret mange af de forargede har lst det er et sjlesrgerisk skrift. Jeg er ikke rustet til at drfte teologiske emner med Sren Krarup dog har jeg lst Luther p originalsproget men hvis han har ret i, at Om jderne og deres lgne er et sjlesrgerisk skrift, s betakker jeg mig for en sdan sjlesorg. Men naturligvis har Sren Krarup ikke ret i sin argumentation, og jeg kan tilslutte mig den tyske teolog professor Hans Khler, der i sin bog Die Wirkung des Judentums auf das abendlndische Geistesleben skriver flgende om det sjlesrgeriske skrift idet han understreger, at det ikke er hans nske at nedstte Luthers betydelige personlighed: Dette Lutherskrift er bde religist, moralsk og ndeligt s ringe, at man ikke begriber, hvorledes den store reformator har kunnet lgge navn til det. Det drejer sig simpelthen om et primitivt og lurvet skrift. Det br retfrdigvis nvnes, at Luther ofte frte et voldsomt sprog mod sine fjender fyrster, advokater, biskopper og isr paven men det er bemrkelsesvrdigt, at vedrrende jderne foreslog han ogs praktiske foranstaltninger imod dem, lige fra tvangsarbejde til forvisning. Martin Luther havde alts en Lsung, hvor Hitler havde en Endlsung.

5
Forbudt at elske de vantro
Talmud siger, at hvis en jde ikke hvert r drikker blodet af en ikkejdisk mand, vil han vre fordmt i al evighed.
marouf al-dawalibi, Saudi-Arabiens delegerede ved FNs menneskerettighedskommissions konference om religis tolerance, 1984.

Sogneprst Sren Krarup har, som beskrevet, den opfattelse, at det er sludder at sammenligne Luthers antisemitisme med nazisternes, og der er da ogs den forskel, at Luthers var religist betinget, mens nazisternes var fostret af uvidenskabelige raceteorier. Men lige usympatiske var de, og det er ikke tilfldigt, at Von den Juden und ihren Lgen gr som varmt brd i Cairo, Amman og de andre steder, for som Paul Johnson og mange andre historikere har pvist, gr der en linje fra reformationstiden via Holocaust til nutiden. I den arabiske verden er der opdyrket et had til jderne, der ikke er til at skelne fra det, Luther og Hitler nrede. Arabiske politikere, embedsmnd og massemedier fyrer op under befolkningerne, i skolen indoktrineres brnene med aversioner, og manden p gaden fr sin hjernevask under fredagsbnnen, nr mullaherne pisker stemningen op i moskerne. Et typisk eksempel p den antisemitiske propaganda foreligger i den mangerige syriske forsvarsminister Mustafa Tlas bog The Matzah of Zion, hvori han genfortller en gammel lgnehistorie om, hvordan jder myrdede en fransk prst og blandede hans blod i usyret pskebrd. Tlas tilfjede: I dag ved enhver mor, at hun skal advare sin sn mod jden, der vil putte ham i en sk, slagte ham og bruge hans blod til at bage Zions Matzah af. Men hadet gr hjere op. Jderne prver at drbe religionsprincipperne med den samme mentalitet, som da de forrdte Jesus Kristus, og da de prvede at for65

rde og drbe Profeten Muhammed, sagde den ny syriske prsident, Bashar Al-Assad, i 2001, da han k pave Johannes Paul II p besg. Kong Faisal af Saudi-Arabien trak ogs direkte p middelalderens bagvaskelser, da han i 1972 blev interviewet og kom med denne udtalelse: Israel har haft onde hensigter lige siden oldtiden. Dets ml er at delgge alle andre religioner [Jderne] betragter andre religioner som laverestende og andre folk som laverestende. Med hensyn til hvn, s er der en bestemt dag, hvor de blander blodet af ikke-jder i deres brd og spiser det. Jeg var p besg i Paris, da politiet fandt fem myrdede brn. Deres blod var tappet af kroppene, og det viste sig, at de var myrdet af jder, som havde opsamlet blodet og blandet det i dejen til det brd, de skulle spise p denne dag. Dette viser omfanget af deres had og ondsindethed mod ikke-jdiske folk. Nr selveste kongen af Saudi-Arabien propaganderer s perverst, er det ikke mrkeligt, at den analfabetiske mand p gaden bliver fyldt op til hrrdderne med stupiditet og hadske flelser. De este arabiske lande er aldeles uden trykke- og talefrihed, s der kommer aldrig en offentlig debat om sdanne kontroversielle emner. Hvis en lgn er ofciel, bliver den opfattet som sandhed, og den saudiarabiske regeringsavis Al Riyadh gentog da ogs i marts 2002 kong Faisals uhyrligheder med en beretning om, hvordan jder slagtede en ikke-jdisk dreng og brugte hans blod til at blande i kagedejen. Arabiske skolebger er gennemsyret af fjendtlighed mod omverdenen. Der er ikke blot tale om enkelte eksempler, men om en systematisk hjernevask af brnene, som ikke kan undg at prge deres livssyn og holdning til jder og kristne. I det 21. rhundrede er sameksistens, samarbejde og venskabelige forbindelser over grnserne blevet almene bestrbelser i civiliserede lande, men i de arabiske lande lever man stadig med middelalderlige forestillinger om de gode (os) og de onde (dem). Nogle f eksempler p tekster i saudiarabiske skolebger giver et indtryk af denne hjernevask: Der er ingen tvivl om, at muslimernes styrke irriterer de vantro og spreder misundelse i hjertet p islams fjender kristne, jder og andre s de konspirerer imod os, samler deres styrker imod os, chikanerer os og griber enhver mulighed for at eliminere muslimerne. Eksemplerne
66

Jdehaderen kong Faisal af Saudi-Arabien i sit palads.

p dette fjendskab er tallse, begyndende med jdernes konspiration mod Sendebudet [profeten Muhammed, der kaldes Allahs Sendebud, J.A.] og muslimerne, da lyset fra islam begyndte at skinne, og sluttende med det, der sker med muslimer i dag en ondskabsfuld korsfarer-jdisk alliance, der bestrber sig p at udrydde islam fra alle kontinenter. De massakrer, der skete p de muslimske folk i Bosnien-Herzegovina, Burma, Filippinerne og Afrika er det strste bevis p den ondskab og det had mod islam, som islams fjender nrer. En anden skolebog for 10. klasse har denne vurdering: I nutiden er der ingen [aggression] mod vor nation, der er mere alvorlig og mere ond og ugudelig end den aggression, der kommer fra imperialismen og dens proteg zionismen. De flgende to skolebogscitater er eksempler p, hvordan den ofcielle indoktrinering sger at forpeste en naturlig og sund personlighedsudvikling hos brnene: (1): Det er forbudt for en muslim at vre ven med et menneske,
67

som ikke tror p Allah og hans Sendebud, eller som kmper mod den islamiske religion. Allah har afskaffet venskab mellem muslimer og vantro. (2): Det er forbudt at gre sig gode venner med de vantro eller sttte dem eller hjlpe dem p nogen mde. Enhver, der bliver ven med dem, viger fra sandhedens vej. Allah har advaret de troende mod at blive venner med de vantro og har nvnt adskillige grunde til det, for eksempel: De er Allahs og de troendes fjender. De tror ikke p Profeten, p Koranen og p islam. Bliver du ven med dem, strider det imod din jihad for Allahs sag. Nr brn bliver hjernevasket p denne mde, krver det ingen fantasi at forestille sig resultatet, og blandt myriader af eksempler er dette interview, som Saudi-Arabiens fjernsyn i juni 2002 foretog med en 3-rig pige ved navn Basmallah: Studievrt: Basmallah, kender du noget til jderne? Basmallah: Ja. Studievrt: Kan du lide dem? Basmallah: Nej. Studievrt: Hvorfor kan du ikke lide dem? Basmallah: Fordi Studievrt: Fordi de er hvad? Basmallah: De er aber og svin. Studievrt: Fordi de er aber og svin. Hvem sagde, at de er det? Basmallah: Allah. Studievrt: Hvor sagde han det? Basmallah: I Koranen. Denne seance skriger til himlen af at vre indstuderet. Basmallah kunne knap nok huske, hvad hun skulle sige, men studievrten hjalp hende med den strste ekspertise. Fr i tiden kendte en saudiaraber den gulbrune rken, sin kamel, sit telt og solens ubarmhjertige strler, men de moderne kommunikationsmidler har gjort ham bekendt med cowboybukser, rockmusik og andre farlige ting. Derfor forbyder skolebgerne brnene at tillgge sig vest68

lige vaner fra bekldning over musik til moral og i en af skolebgerne str der blandt andet: Det er forbudt at efterligne de vantro. Efterligning frer til at elske dem, at forherlige dem og at hjne deres status i en muslims jne og det er forbudt! Som vantro er vi alle lige afskyelige. Da terrorister i august 2003 sprngte FNs hovedkvarter i Irak med mange dde til flge, kommenterede Jyllands-Posten de bizarre muslimsk-arabiske holdninger p denne mde: FN br drage den lre af det tragiske attentat, at den mellemstlige mentalitet skrer alle fremmede over n kam. Dr. Ahmad Abu-Halabia er palstinenser og af det palstinensiske selvstyre udpeget som medlem af Fatwa-rdet. Han var tidligere rektor for The Islamic University-Gaza, og netop i Gaza prdikede han i en mosk i oktober 2000, dagen efter at israelske soldater var blevet lynchet i Ramallah, hvilket blev vist live p det palstinensiske fjernsyn og derefter i tv over hele verden. Abu-Halabia er reprsentativ for de fanatiske dele af den palstinensiske befolkning, og der er ikke noget at sige til, hvis en jde i Tel Aviv eller Petah Tikvah k kuldegysninger, da han hrte ham proklamere flgende til sine trosfller: Jder er jder. Hvad enten de tilhrer Likud eller Arbejderpartiet jder er jder. De har ingen moderate, ingen fortalere for fred. De er alle lgnere. De skal slagtes og drbes. Som Allah den Almgtige sagde: Bekmp dem! Allah vil tortere dem med jeres hnder og vil ydmyge dem, hjlpe jer til at overvinde dem og give de troende ro i sindet Vis ingen nde mod jderne, hvor de end er, i et hvilket som helst land. Bekmp dem, hvor du selv end er. Drb dem, nr du mder dem. Uanset hvor du er, skal du drbe disse jder og de amerikanere, der er som dem og dem, som hjlper dem de er alle i samme skyttegrav, imod araberne og muslimerne, fordi de etablerede Israel her, midt i den arabiske verdens bankende hjerte, i Palstina. De skabte Israel, s det kunne blive deres civilisations forpost og fortroppen af deres hr s det kunne blive Vestens og korsfarernes svrd, som hang over hovedet p de muslimske monoteister, muslimerne i dette land. De nskede, at jderne skulle vre deres spydspids.
69

Hvis dr. Abu-Halabia faldt udmattet om efter at have rbt og skreget sit had ud p denne mde, har der vret andre til at fortstte, hvor han slap. Det er nemlig en passion for religise fanatikere i de arabiske regioner at bilde sig selv ind, at Allah str bag enhver beskidt hensigt, de mtte have. I det palstinensiske selvstyres fjernsyn hidses der med samme intensitet som i moskerne, og det flgende er uddrag af en fjernsynsprdiken fra august 2001: Alle vben skal rettes mod jderne, mod Allahs fjender dem, Koranen beskriver som svin, tilbedere af guldkalven og falske guder. Allah vil lade muslimerne regere over jderne. Vi vil sprnge dem i luften i Hadera. Vi vil sprnge dem i luften i Tel Aviv og i Netanya som Allahs retfrdighed mod dette krapyl Vi vil drage ind i Jerusalem som erobrere, i Jaffa som erobrere, i Haifa som erobrere, i Ashkelon som erobrere vi velsigner alle dem, der opdrager deres brn til jihad og til martyrium. Vi velsigner ham, der skyder en kugle i skallen p en jde. Det er ikke tilfldigt, at den palstinensiske tv-prdikant kaldte jderne for svin idet han formentlig hentydede til det sted i Koranen, hvor der str om dem, der pdrog sig Allahs vrede, at han omskabte dem til aber og svin. Svinet er et urent dyr for bde muslimer og jder, s derfor er det en ganske srlig forhnelse at foretage sammenstillingen. Denne spot har vret brugt i vidt omfang siden det 13. rhundrede, og ud over Europa nder man den dag i dag jden a fbildet sammen med svinet ridende baglns p det, dende dets ekskrementer, knlende for det. Disse forhnelser kan ses p billeder og relieffer i kirker, p rdhuse, broer og andre befrdede steder, i trsnit, kobberstik osv. I klvandet p Luthers felttog mod jderne udgav Johann Fischart Wunderzeitung (Strassburg, 1574), hvori det forkyndes, at en jdekvinde var nedkommet med to svin. I et spil fra det 14. rhundrede, Der Herzog von Burgund, hed det i instruktranvisningerne: Jeg siger, at man frem for alt skal bringe den allerstrste so. Under hende klynger de sig alle, dier smaskende hver en patte. Messias ligger under halen. Hvad der falder ud af den, skal han binde sammen i en lille pose og siden sluge i n mundfuld.
70

Sammenkdningen af jde og svin mistede aldrig sin tiltrkningskraft og blev brugt i utallige sammenhnge. I Politischer Bilderbogen (Dresden, 1892) okkes jder og svin om detruget, i Nationens Selvforsvar (Polen, 1938) rider en ortodoks jde i vild galop p et svin til Palstina, og i nazibladet Der Strmer fra 1934 og andre r er der ere varianter. Ogs i Sovjetunionen anvendte man temaet, fx i en artikel om nans-zionisme i Sozialisticheskaya Industria (1972). Selv p Jgerspris Slot, hvor jeg studerede kong Frederik VIIs pibesamling, fandt jeg jden og svinet p et af merskumshovederne. Men i Koranen synes der ikke at vre gjort noget srligt ud af at sammenstille jderne med svin. Jeg har kun fundet en enkelt indirekte hentydning den ovenfor nvnte og ordet svin forekommer iflge min optlling kun fem gange, isr i forbindelse med spiseforbud. Jder nvnes meget oftere, men ikke en eneste gang i en direkte sammenstilling med svin. S det er nok sandsynligt, at den palstinensiske prdikant havde fet sin inspiration fra Europa, fra den jdeforhnelse der d gennem rhundrederne som en od med giftigt vand. Det er ikke tilfldigt, at den vrste arabiske antisemitisme ndes blandt de islamiske fundamentalister. I deres perverse trosiver er de vant til at betragte deres egne overgreb og urimeligheder som Allahs vilje. Fundamentalisterne er ledet og dirigeret af Sharia islams forstenede lovkompleks, der frst og fremmest hviler p Koranen, men ogs p traditionen fra profeten Muhammed og hans tid (600-tallet), samt p de retslrdes enige fortolkninger. I disse menneskers jne er Sharia Allahs lov og derfor uforanderlig. I tvivlstilflde bruger de som en anden prokurator analogislutninger, modstningsslutninger osv. for at f det virkelige liv rettet ind efter dogmerne, s det er ikke mrkeligt, at der er opstet ere retninger i lovfortolkningen. Alene i sunni-islam anerkender man re forskellige skoler. Det er heller ikke mrkeligt, at antikverede love med 1.400 r p bagen virker r og umenneskelige ganske enkelt: uciviliserede nr de hndhves i den moderne verden. De religise autoriteter ngter at tilpasse den blinde tro til den aktuelle virkelighed, og det gr ud over
71

bde menigmand og hje herrer, der lider ubodelig skade, hvis de ikke fjer sig de betvinges, straffes barbarisk, forhnes. Sharia er nemlig ikke blot en religis lov, der anviser, hvordan man skal re og tilbede Allah. Den er et altomfattende lovkompleks, som styrer alle forhold i samfundet og privatlivet. Loven inddeler menneskets handlinger i fem kategorier: Det pbudte. Det nskvrdige, der ikke er pbudt. Det ligegyldige. Det forkastelige, som ikke er forbudt. Det forbudte. Hvert punkt indebrer en forskellig reaktion fra magthaverne, hvis folk ikke gr, som der prdikes. Loven blev systematiseret i det 8. og 9. rhundrede og videreudviklet i 10.-13. rhundrede, hvorefter den gjaldt i alle islamiske lande. Omkring overgangen fra det 19. til det 20. rhundrede var der dog mange lande, som blev pvirket af europisk tankegang og begyndte at indfre verdslig lovgivning. Men i SaudiArabien forblev Sharia den eneste lov, og med den fundamentalisme, der er blusset op i de sidste 30 r, er Sharia igen blev loven i adskillige andre lande. Mullaherne og imamerne ser dette som en lykkelig ting, mens vi andre m gyse. Men hvad er det s, der falder i jnene i de lande, hvor Sharia hersker? For det frste gr lovbestemmelserne det vanskeligt for folk at omgs ikke-muslimer. Der er utallige barrierer. For det andet er de straffeformer, der praktiseres offentligt, s barbariske, at det vender sig i et menneske fra Vesten. Her er der ingen pladderhumanister i justits- og fngselsvsenet. Lovbrydere der i vore jne ikke ndvendigvis er forbrydere bliver fx straffet med stening, pisk og afhugning af en hnd eller en fod. I disse lande er kvinderne laverestende vsener. De skal bre slr og klder, der tilhyller deres former, og der er snesevis af andre begrnsninger (i Saudi-Arabien m de fx ikke kre bil. Kvinderne udgr over halvdelen af dem, der tager universitetseksamen, men mindre end syv
72

Shammar-beduiner i Saudi-Arabien, hvor Sharia rder. (Foto: Roger Webster)

procent af arbejdsstyrken. Mange job er forbudt for dem, fx m de ikke ekspedere i forretninger, hvor mnd er kunder). Fra 12-13-rsalderen kan de bortgiftes det er faderen, som ordner handelen og derefter m de aldrig vre alene sammen med nogen mand undtagen gtemanden. Opstr der uoverensstemmelser, kan gtemanden ensidigt krve skilsmisse og beholde brnene. Hvis kvinden har seksuelt samvr med en anden end gtemanden, bliver hun straffet med de ovennvnte foranstaltninger: pisk, stening osv. Under Sharia-tyranniet er det ogs forbudt at tage renter, hvilket er en betydelig vanskelighed i moderne konomi, men naturligvis har de islamiske banker fundet metoder til at omg systemet. Islamic Bank International i Kbenhavn blev oprettet som et led i en sdan snydetrak. Man m heller ikke drikke spiritus, endsige vin eller l, og dette forbud glder ogs for ikke-muslimer. Hvis en vantro udlnding gster
73

Pakistan, slipper han dog med 30 piskeslag for at have snuppet sig en whisky, hvorimod en muslim fr 80. P samme mde er der straf for ikke at overholde fasten under Ramadanen, der er den 9. mned i det islamiske mner. Koranen foreskriver, at man i denne mned skal afst fra mad, drikke og seksuelt samkvem fra solopgang til solnedgang, og i muslimske lande har jeg set mange travle tjenere p restauranter og ekspedienter i forretninger, som var ved at segne af sult og dehydrering under Ramadanen. I Mellemsten er der kun sm udsving i dagens lngde, men hvad vil en muslim gre under Ramadanen i Antarktis? Fastepbuddet glder ogs for ikke-muslimer, og i Saudi-Arabien er gstearbejdere blevet idmt 40 piskeslag for at have spist om dagen i fastemneden. Da Danmark i 2003 sendte godt 400 soldater til Irak, besluttede lederne, at de danske jenser i videst muligt omfang skulle overholde fastebestemmelserne for ikke at provokere irakerne, og da Ramadanen begyndte i slutningen af oktober, udstedte oberst Niels Bundgaard ordre om, at soldaterne hverken mtte spise, drikke eller ryge, nr de befandt sig uden for den danske lejr. Til gengld kan man formode, at de d og drak lystigt, nr irakerne ikke kunne se dem. Men det er en alvorlig sag at bryde reglerne. I Saudi-Arabien k en britisk spritsmuglerbande straffe p op til 600 piskeslag (i 12 rater a 50) plus re rs fngsel, og en nsk sygeplejerske blev to gange anholdt af moralpolitiet. Frste gang havde hun bragt nogle l med hjem fra et ambassadeparty. Anden gang blev hun grebet p bagsdet af en bil, og uheldigvis var der en lge oven p hende. Sex uden for hjemmets re vgge er strengt forbudt, og sygeplejersken k to ugers husarrest og 20 piskeslag. En anden barbarisk straf overgik i 2000 en egypter, som i Saudi-Arabien havde kastet syre i ansigtet p en anden mand. De vise dommere anvendte princippet je-for-je, og straffen bestod i, at egypteren k bortopereret sit venstre je. I vort hjrne af verden forekommer sdanne religise excesser vanvittige, men vi har ogs tilhngere af dem her i landet, fx den til islam konverterede dansker, imam Abdul Wahid Pedersen, der siger: Jeg har valgt islam Derved m man tage det sure med det sde. Og det m
74

ogs glde stening til dde, hvis der bedrives hor. For nylig krte jeg i Kbenhavn med en taxichauffr, der var pakistansk indvandrer. Vi talte om et aktuelt tilflde af barbarisk straf i et muslimsk land, og jeg luftede min foragt for de islamiske teokratier. Chauffren var meget hig, men jeg fornemmede, at han var uenig med mig. Du mener vel ikke, at stat og religion skal sammenblandes? spurgte jeg. Jo, jeg gr ind for, at Sharia skal vre landets lov, ogs i Danmark. Det er dog det eneste rigtige, svarede han. En anden indvandrer gik i sensommeren 2003 strkt imod denne opfattelse. Det var den iranskfdte professor Mehdi Mozaffari fra Institut for Statskundskab p rhus Universitet, der skelner nje mellem p den ene side islam som religion p linje med kristendommen og jdedommen og p den anden side islamisme, der vil erstatte demokratisk vedtagne love med Sharia, og som han kalder den politiske gren af islam. Mozaffari slog fast, at islamismen ogs lever i Danmark (fx i organisationen Hitzb-Ut-Tahrir, J.A.), og mente, at politikerne burde forbyde aktiviteter, der baserer sig p denne ideologi. Til dette erindrer jeg om, at hverken regeringen eller Folketinget uden videre kan nedlgge en organisation. Grundlovens paragraf 78 tilsiger borgerne foreningsfrihed, og hvis en forening sger at n sine ml ved vold eller andre strafbare midler, kan den kun oplses ved dom. Det hedder videre: Ingen forening kan oplses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening forelbig forbydes, men der skal da straks anlgges sag imod den til dens oplsning. Sdanne sager anlgges imidlertid aldrig i Danmark, end ikke imod nazistiske organisationer. rhus-professoren har i sit videnskabelige arbejde islam og islamismen som speciale, og han er ikke i tvivl om, hvordan den sidste skal karakteriseres: Islamisterne vil have indfrt Sharia, og dermed vil de knuse demokratiet. De er derfor en lige s stor fare for den demokratiske verden som nazismen, fascismen og kommunismen var det, og derfor br de bekmpes med alle midler i en total krig. Mehdi Mozaffari er af den opfattelse, at de este europiske lande ikke har forstet, hvor farlig islamismen er, og han advarer mod at
75

undervurdere dens styrke, der har sit udspring i teokratierne Iran og Saudi-Arabien og blomstrer i terrororganisationer som Hamas og AlQaida. Nr islamismen fr fodfste, s flger der automatisk steninger, amputationer og religise henrettelser. Men effekten er dybere end dette barbari. Under sdanne regimer er det at kritisere regeringen det samme som at kritisere Allah. Fundamentalisterne hvder nemlig, at deres love og regler er autoriseret direkte af Allah uden menneskelig mellemkomst, s derfor bliver enhver politisk opposition pr. denition blasfemi og derfor at straffe med dden. Det samlede resultat er, at hvor islamismen sejrer selv om det sker med fredelige midler frer det til nederlag for demokrati og menneskerettigheder. Ironisk nok er der adskillige muslimske regimer, der i det sidste halve rhundrede har oplevet, at det islamistiske monster, de skabte, vendte sig imod dem. Det glder det familieejede Saudi-Arabien, hvor kongefamiliens 5.000 dekadente prinser skraber oliemilliarderne til sig, men hvor Al-Qaida bomber samfundets stabilitet til atomer. Saudierne begyndte at spille det islamistiske kort i 1960erne som et modtrk mod Nassers panarabisme, og da den var uskadeliggjort, anvendte de det imod den kommunistiske trussel fra Sydyemen og Dhofar i det sydlige Oman. rkenrigets islamistiske strategi var blevet sat i vrk af kong Faisal, og han blev i 1975 myrdet af et islamistisk medlem af sin egen familie. I de flgende r brugte Faisals efterflgere islamismen til at bekmpe ayatollah Khomeinys islamiske revolution, der kom fra Teheran, og kvalicerede skn gr p, at saudiaraberne i de sidste 20 r har brugt omkring 100 milliarder dollar p at markedsfre islamismen bde hjemme og i resten af verden. Den samme ironi udfoldede sig ogs i Egypten, hvor prsident Anwar El-Sadat allierede sig med islamisterne imod panarabisterne, men hvor han i 1980 blev myrdet af en islamist. Algeriet er p den samme liste: prsident Chadli Benjedid importerede islamister og frte en kampagne for at reislamisere sit land, men han blev i 1992 drevet ud af sit embede af en islamistisk revolte. Der er en dyb klft mellem Vesten og det muslimske mrke, og det krver dygtig manipulering at bilde folk ind, at den ikke eksisterer. Is76

raels tidligere ambassadr ved FN Dore Gold har i bogen Hatreds Kingdom, der handler om Saudi-Arabiens rolle som terrorismens bagmand, givet dette eksempel p hyklerisk arabisk-muslimsk balancegang: Saudi-regimet betaler amerikanske reklamebureauer for at fremstille Saudi-Arabien som Amerikas tolerante partner, samtidig med at saudiske prdikanter og statskontrollerede religise tekster udspyr antivestlige skldsord. Hvis man blander politik med religion, fr man uvgerligt en meget giftig suppe.

Antisemitismen i de arabiske lande beskftiger normalt ikke denne verdens store, men i juli 2003 angreb Tony Blair den i en bemrkelsesvrdig tale til Kongressen i Washington D.C. (han var den frste britiske premierminister, der talte i Kongressen, siden Margaret Thatcher havde vret der i 1985). Temaet for talen var blandt andet krigen mod terrorisme, og Blair sagde, at den ikke vil blive vundet, fr der kommer fred mellem Israel og palstinenserne (det er denne sag, terroristerne bruger som undskyldning en sag, de ikke tror p, men som de kan manipulere), og han fortsatte: Hele den arabiske verden m anerkende staten Israel og holde op med at drive hetz mod bde Israel og jder. Det er her, giften bliver udklkket. Det er her, ekstremisterne har mulighed for at forvirre tankegangen hos et skrmmende stort antal mennesker, s de sammenblander sagen for en palstinensisk stat med nsket om Israels delggelse og ydermere gr det til en krig mellem st og vest, mellem muslimer, jder og kristne. M dette aldrig blive en fare for staten Israels sikkerhed. Staten Israel br anerkendes af hele den arabiske verden, og den modbydelige propaganda, der bruges til at indoktrinere brn mod jder og Israel, m ophre. Man kan ikke lre folk at hade og bagefter bede dem om at holde fred. P den anden side kan man heller ikke lre folk at holde fred uden at tilst dem vrdighed og hb. Uskyldige israelere lider. Det samme gr uskyldige palstinensere.
77

I mine jne ramte Tony Blair hovedet p smmet, og jeg kommer til at tnke p en gammel jdisk anekdote, der beskrev en situation i 1930ernes Europa efter Hitlers magtovertagelse: To tyske jder krte sammen i et tog. Den ene lste en avis p jiddisch, den anden lste Der Strmer. Hvorfor lser du den nazisprjte? spurgte den ene jde, og den anden svarede: Tidligere lste jeg de jdiske aviser, men jeg blev deprimeret af dem. De skrev kun, at jderne er svage, at vi bedrager os selv, at vi er i ddelig fare. S nu lser jeg Der Strmer, og alle nyhederne er vidunderlige. Der str nemlig, at jderne har al magten, vi kontrollerer bankerne, pressen, teaterverdenen, lmindustrien og meget mere. Denne anekdote fortlles stadig i Jerusalem, Haifa og Tel Aviv, men i den nutidige version er der den ndring, at den anden jde ikke lser Der Strmer, men en arabisk avis.

6
Ildsjle fra st
I lbet af de nste 20 r skal vi have et jdisk ertal i Palstina.
david ben-gurion, zionistleder, senere israelsk premierminister, 1917.

Den britiske forfatter og zionist Israel Zangwill (1864-1926) karakteriserede Palstina p denne mde: Landet uden mennesker for mennesker uden land. Mange andre zionister hvdede det samme, alts at den jdiske indvandring ikke kunne genere nogen, for den udfyldte jo blot et tomrum mellem Jordanoden og Middelhavet. Naturligvis var dette en propagandalgn. Palstina var befolket af arabere, og jderne kom som kolonister. De jdiske immigranter betragtede da heller ikke landet som tomt, tvrtimod arbejdede de fra den frste dag p at erobre det p fredelig vis gennem kolonisering. Mange henregner begyndelsen af koloniseringen til ret 1882. Det var i det r, Odessa-jden Leo Pinsker under indtryk af russiske pogromer udgav sin lidenskabelige pamet Autoemancipation Mahnruf an seine Stammesgenossen von einem russischen Juden, og det var i det r, en gruppe unge mnd est studerende samledes i Kharkov og grundlagde BYLU (Beit Ya'akov Lekhu ve-Nelkhah, Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys, Esajas 2,5). Dette var den frste celle i en organisation, der blev afgrende for den frste blge af emigranter til Palstina. I de nste tir grundlagdes 39 jdiske kolonier i Palstina, kraftigt nansieret af baron Edmond de Rothschild i Paris. BYLU henvendte sig til andre jder p denne mde: Vi afvises alle steder. Vi skubbes ud overalt. Er alt hb virkelig ude? Nej, Juda skal rejse sig igen. Lad vore liv blive et eksempel for vort folk. Lad os opgive vor tilvrelse i fremmede lande og i stedet st p fast
79

grund i vore forfdres land. Lad os rkke ud efter spade og plov. I hundreder af byer i Rusland opstod der zionistiske studiekredse og hemmelige klubber, og de kom til at udgre et usammenhngende netvrk med meget lidt koordinering. Frst da Den zionistiske Verdenskongres begyndte at samles regelmssigt efter 1897, k medlemmer af alle smgrupperne mulighed for at lre hinanden at kende. Men ved rhundredskiftet var klubberne hblst splittede i et virvar af ideologiske og personlige stridigheder, s det var umuligt at holde regnskab med dem. Der var de rde, som var ivrige efter at deltage i det hemmelige arbejde i de socialrevolutionre partier i Rusland, og der var de bl, som var imod dette, men som ikke desto mindre gik ind for en endnu mere radikal socialistisk politik. Dertil kom mange andre: marxister, ikke-marxistiske socialister, syndikalister, jiddischister, hebraister, tilhngere af Palstina som det fremtidige hjemland og tilhngere af at acceptere et sdant hjemland i Uganda, Australien eller Amerika. Der var religise reformister, og der var traditionalister. Nogle ville kombinere den nationale renssance med en total forandring i det sociale mnster begyndende med familien og sluttende med de konomiske institutioner. Andre ville njes med jordreformer. Der var liberale grupper, som ventede p, at Rusland k en fri forfatning, hvorefter der kunne komme en organiseret udvandring til Palstina, og i 1906 blev der i Pinsk dannet et hemmeligt selskab af zionistiske socialister, som ville stte fart i tingene med byttet fra vbnede rverier. Jdisk National Terror, kaldte de bevgelsen, men s vidt man ved, kom der ikke noget ud af den. Den flles baggrund for zionisterne var undertrykkelsen og diskrimineringen, men de havde vidt forskellige guruer, fra Nietzsche til Kropotkin, fra Marx til Max Adler og Tolstoj. Et stykke tid efter rhundredskiftet kunne man stort set sige, at de alle var tilhngere af et mere eller mindre radikalt program for socialistiske reformer. Disse zionistiske klubber blev politiske opdragelsesanstalter for mange af Israels fremtidige ledere. Adskillige ministre og de tre frste prsidenter kom fra sdanne klubber i Rusland og Galicien. Som forfatteren Amos Elon bemrker: Dette var den politiske skole, de havde get i. Dens blindhed og ide80

Jdiske pionerer p vej hjem fra marken i 1912. (Foto: Eretz Yisroel)

aler, dens hb og drmme, lidenskaber og fordomme skulle komme til at forflge dem resten af deres liv. Generelt kan man sige, at zionismen og socialismen komplementerede hinanden. I den ny jdiske litteratur, der opstod, blev der ogs draget paralleller mellem zionismen og de nationalistiske bevgelser i Europa. Frihedsledere havde altid stet p skuldrene af digtere, og de jdiske digtere kom til at spille samme rolle som deres kolleger i Irland, Italien og Grkenland. Hvis retfrdighed ndes, s lad den strle nu! skrev en af de strste, Chaim Nachman Bialik. De unge mennesker, der drog til Palstina, kom med hovedet fuldt af idealisme og strke flelser. Manya Vilbusjevitj Shochat var en af disse ildsjle en usdvanlig kvinde med en kompleks personlighed, der af og til kunne synes at vre i modstrid med sig selv. Manya ankom til Palstina i januar 1904, og bag sig efterlod hun et stort ry i russiske revolutionre kredse. Hun havde smuglet vben for
81

anarkisterne, og hun havde deltaget i agitation og hemmelige sammensvrgelser. Da hun var 21 r, blev hun bermt blandt sine anarkistiske fller for at have skudt en af zarens spioner, hugget hans lig i stykker, placeret ligdelene i en kuffert og sendt den af sted med toget til en ikkeeksisterende adresse i Sibirien. Manya Shochat var en formidabel personlighed, der p samme tid var utroligt hrdfr og meget barmhjertig. Hun var sentimental og frygtls, en fanatisk zionist, en fanatisk socialist og medstifter af Hashomer, der var en bevbnet vagtorganisation af bosttere, som havde mottoet: Juda faldt i blod og ild! I blod og ild skal Juda genrejses! Men samtidig med dette var Manya et ledende medlem af den venstreorienterede og antinationalistiske Ligaen for arabisk-jdisk Venskab. Hun var overbevist om, at man kunne f araberne til at acceptere zionismen, hvis man hjnede deres levestandard, men p sine foredragsturner prdikede hun for de rige jder i Amerika, at en hj levestandard var meningsls kun national vrdighed havde betydning. Med alle sine indre modstninger blev hun en af de store personligheder i den tidlige pionerbevgelse, en veteran fra de tidlige kibbutzer og arbejdsbrigader, senere en central gur i fagbevgelsen Histadrut og kibbutzbevgelsen. I begyndelsen af Uafhngighedskrigen 1948-49 var Manya Shochat nsten 70 r, da hun i et kvarter i Jerusalem blev grebet af arabiske bevbnede mnd, som bandt hende for jnene og frte hende til deres chef i den mening, at hun skulle for en standret og mske likvideres. Billedet er dramatisk. Dr stod hun ukendt for sine kidnappere over for en skummelt udseende arabisk guerilla midt i en total krig en gammel dame p 69, lille af vkst og kldt i en lang, sort russisk dragt, kortklippet, med lynende jne og hagen skudt frem. Vi drber dig, sagde den arabiske chef. Drber mig? Hvorfor? spurgte Manya. Ved du ikke, at vi drber jder? I vil ikke drbe mig, sagde Manya. Hvorfor dog ikke? Fordi jeg ikke har gjort jer noget, svarede Manya. For Manya Shochat var det et fuldstndig logisk svar. Hun var ikke
82

Jdisk bedstefar og barnebarn i en ghetto i Polen fr verdenskrigen. Mange af deres fller udvandrede til Palstina. (Foto: Roman Vishniac)

bange, hun var strk i sin uvidenhed og modig i sin uskyldighed. Til sidst lod araberne den gamle dame g tilbage til de jdiske linjer, og chefen rbte efter hende: Fortl jderne, hvor strke vi er, og fortl dem, at de er fortabt! Den uvidenhed og uskyldighed, der fandtes hos et ellers s formidabelt menneske som Manya Shochat, fandt jeg senere hos en anden pioner, der blev min nre ven. Det var Leopold Trepper (Leiba Domb), en polsk jde, der blev verdensbermt som leder af den sovjetiske spionageorganisation Rote Kapelle. Fr og under Anden Verdenskrig var Trepper ofcer i den sovjetiske militre efterretningstjeneste GRU (han endte som general), og Rote Kapelle opererede p Stalins vegne i Vesteuropa. Trepper anses for at have vret Sovjetunionens vigtigste spion ved siden af Richard Sorge, som under verdenskrigen opererede i Japan. I Polen havde Trepper vret leder af en lokalafdeling af den zionistiske ungdomsorganisation Hashomer Hatzair, der var strengt marxistisk
83

og senere endda stalinistisk. Selv Stalins forflgelse af jder og zionister blev affrdiget som en midlertidig afvigelse i et ellers retfrdigt og fredselskende samfund. Trepper rejste i 1924 til Palstina sammen med femten kammerater, der alle var i tyversalderen. Han har beskrevet ankomsten med skib til Jaffa sledes: Da jeg var get i land, blev jeg stende p kajen. Synet af denne solstegte havn var gribende for en ung europer, der var vant til en lavthngende, gr himmel. Med mine halvt lukkede jne betragtede jeg den travle [arabiske] menneskemasse. Den virkede, som om den var sat i gang af en hvirvlende, irrationel og vanvittig drift. Mndene var indhyllet i store, spraglede djellabas og havde en khefa p hovedet. De skubbede til hinanden, travle, hurtige, nervse, talte til hinanden med en sdan voldsomhed, at det s ud, som om de skndtes. Hele kvarteret s ud til at vre i et gigantisk slagsml. De tilhrer den samme slgt som vi, hviskede jeg til en ven, der stod ved siden af mig.
Leopold Trepper (yderst til hjre i bageste rkke) sammen med andre unge pionerer efter ankomsten til Palstina. (Privateje)

84

Hvordan? De taler ogs med hnderne! Leopold Trepper kom med en stor idealisme i sindet, men s bemrkede han, at de rige, jdiske godsejere, der levede meget komfortabelt, kun beskftigede arabiske landarbejdere, som de udbyttede p det groveste. Baggrunden var, at de jdiske arbejdere som medlemmer af fagbevgelsen Histadrut var garanteret mindstelnninger, hvorimod araberne ingen beskyttelse havde. Trepper mente, at han genfandt klassekampen under den nationale jdiske enheds dkke, og han sluttede sig til Palstinas illegale kommunistiske parti. Mange r senere i Kbenhavn fortalte Trepper mig om de illusioner, han havde haft i Palstina. Dengang troede han ikke, det var hverken muligt eller nskeligt at skabe en jdisk stat. I stedet gik han ind for sameksistens mellem jder og arabere, og i regi af kommunistpartiet startede han en bevgelse, der k navnet Ichud (enhed, arabisk: Itachat), og som skulle forene jder og arabere. Programmet var ganske enkelt: Ichud ville kmpe for at skaffe arabere adgang til Histadrut og for at skabe en faglig enhedsfront. Ichud skulle ogs skabe muligheder for, at jder og arabere kunne mdes, isr gennem kulturelle arrangementer. De engelske mandatmyndigheder s med strenghed p den kommunistiske bevgelse, og snart blev dens mder forbudt. Leopold Trepper blev arresteret og sad i fngsel i ere mneder. Dette skete igen, da han var blevet sekretr i Haifa-afdelingen af det kommunistiske parti. Retssag, fri igen, illegale aktiviteter, jaget af englnderne. I 1929 blev Trepper udvist og rejste til Frankrig. Han efterlod sine drmme om jdisk-arabisk fllesskab p ruinerne af Ichud. Min mand var skuffet og desillusioneret, for Ichud var en stor og god id, sagde Treppers kone, Luba Brojde, da jeg i 1970erne diskuterede begivenhederne med hende under en spadseretur i Kbenhavn. Luba og Leopold havde truffet hinanden i Palstina (hun var selv emigreret fra Polen). I det foregende har jeg nvnt, at Trepper var i besiddelse af den samme uskyldighed og uvidenhed som Manya Shochat, selv om de begge var hjt begavede og vidende mennesker. Jeg kan bedst illustrere, hvad jeg mener med disse tilsyneladende modstridende vurde85

Luba Brojde Trepper, da hun som ung traf Leopold i Palstina. (Privateje)

ringer, ved at referere fra en samtale, jeg i 1970erne havde med Leopold Trepper i Kbenhavn, da jeg havde ham til julefrokost i mit hjem sammen med den tidligere minister og modstandsmand Frode Jakobsen. Baggrunden for de flgende replikker var, at Stalin i 1945 havde smidt general Trepper i fngsel p en grundls anklage om forrderi. Han blev frst rehabiliteret efter Stalins dd. Ogs her i nutiden var Leopold Trepper kommunist, og det forstod hverken Frode Jakobsen eller jeg. Du har hele dit liv tjent kommunismens sag, men du har aldrig fet andet end utak. Stalin begik unvnelige forbrydelser, og han kastede dig i fngsel p grund af paranoia. I Polen kom du i husarrest under jdeforflgelserne efter Seksdageskrigen. Hvordan i alverden kan du stadig forsvare kommunismen? spurgte vi. Trepper s p os med store barnejne og svarede med det, jeg kalder en blanding af uskyldighed og uvidenhed: Der er ikke noget galt med kommunismen. Der har kun vret noget galt med dem, der praktiserede den. Senere refererede jeg denne samtale for Treppers sn Mikhail Brojde
86

Leopold Trepper som ldre. Han s aldrig sandheden om kommunismen i jnene. (Privateje)

og sagde, at jeg ikke forstod, hvordan en hjt begavet mand som hans far kunne sige sdan noget vs. Mikhail svarede: Far har givet hele sit liv til kommunismens sag. Hvis han nu i sin alderdom skulle forngte og fordmme den, s ville det vre en indrmmelse af, at hans liv havde vret spildt. S ville han knuse sig selv. Derfor kan han ikke erkende virkeligheden, og jeg forstr ham, selv om jeg er uenig med ham. Det ville vre for hrdt at se sandheden i jnene. Trepper bosatte sig i Israel i sine sidste r, og i 1982 blev han begravet i Jerusalem. En cirkel var sluttet.

I juni 2003 kom der en slags efterklang af Leopold Treppers ungdomsdrmme, da Meir Vilner dde, 84 r gammel. Der l ogs en historisk fodnote i det faktum, at Vilner var den sidste levende medunderskriver af Israels uafhngighedserklring. Som Trepper kom Meir Vilner fra steuropa. Som Trepper blev han
87

medlem af Hashomer Hatzair. Som Trepper emigrerede han til Palstina fr verdenskrigen. Som Trepper blev han medlem af Palstinas kommunistiske parti og som Trepper holdt han fast ved kommunismen til sin ddsdag. Men modsat Trepper blev Meir Vilner i Palstina, og efter Israels oprettelse skabte han sig en karriere som venstreradikal politiker med basis i deres flles drmme. Han var medlem af Knesset i omkring 40 r, og han blev bde generalsekretr og formand for Israels kommunistiske Parti. Det var et politisk fjendtligt milj, Meir Vilner opererede i, for det var sjldent god tone at tale om kommunisme i Israel. Sovjetunionen havde ganske vist i FN stemt for statens oprettelse, men senere kom forflgelsen af de sovjetiske, tjekkoslovakiske og polske jder. Vilner blev mdt med bde had og foragt for sin overbevisning, og efter Seksdageskrigen blev han endda stukket ned af en hjreorienteret attentatmand, fordi han gik ind for, at Israel skulle afslutte besttelsen af de palstinensiske omrder og anerkende palstinensernes ret til et hjemland side om side med Israel. Der er en markant overensstemmelse mellem Treppers og Vilners idealer, og det blev udtrykt sledes af Vilners familie i forbindelse med ddsfaldet: Han og hans kolleger skabte med succes en enestende politisk bevgelse, som de levede og kmpede i, jder og arabere i fllesskab, for en retfrdig fred, for lige rettigheder for den arabiske befolkning og for arbejdernes ret i Israel. Dette lyder jo nsten, som om Meir Vilner havde gennemfrt mlene for Ichud, men naturligvis var gravskriften det rene blndvrk. Den enestende bevgelse spillede totalt fallit, og der er kun de knuste drmme tilbage.

7
En linje af ild og blod
Jeg gr ind for tvangsmssig foryttelse [af araberne]. Jeg ser intet umoralsk i det.
david ben-gurion, Israels frste premierminister, i tale til Jewish Agency, 12 . juni 1948.

Den nyere jdeforflgelse i Europa havde rod i en lang rkke omstndigheder, der udsprang af det 19. rhundredes omvltninger: nationalismens frembrusen, voldsomme sociale problemer i klvandet p industrialiseringen og spndinger mellem befolkningsgrupper, der ikke lngere forstod hinanden. I rene 1880-1914 emigrerede over 60.000 jder til Palstina, og de kom isr fra Rusland, Galicien, Polen og Rumnien. De slog sig ned i demarker, malariasumpe og p det bare sand. Da Theodor Herzl dde i 1903, havde den zionistiske organisation skabt institutioner, som rejste kapital og organiserede alle zionistiske aktiviteter under ansvar over for valgte forsamlinger. Der blev oprettet en bank The Jewish National Fund der blev grundlagt skoler, et nationalbibliotek, et universitet og en fagbevgelse. Jorden k de gennem opkb fra europere, tyrkere og arabere, og prisen var ofte hj. Som tiden gik, blev det i stigende grad jorden, der kom i centrum af forholdet mellem jder og arabere. Fr den zionistiske immigration l meget af landet uopdyrket hen, inklusive den frugtbare Jordandal. Under det tyrkiske overherredmme havde lovgivningen medfrt, at det meste af jorden var ejet af nogle f arabiske stammeledere og familieoverhoveder. Mange af disse jordejere var mere end villige til at slge til jderne for en god pris, og de blev ved med det helt op til og endda efter oprettelsen af staten Israel. Historikeren Arieh L. Avneri har kortlagt de zionistiske jordkb og skriver, at fristelsen til at f en stor prot ved at slge overmandede s
89

at sige alle de besiddende arabere. Disse jordsalg havde en dyb og vedvarende virkning p araberne. De skabte en atmosfre af mistanke, mistro og misgerninger, skrev historikeren Yehoshua Porath og citerede en arabisk-palstinensisk avis, der i 1925 slog fast: Den britiske regering kan ikke lastes for ikke at efterkomme vore krav. Det er os selv, der kan lastes, fordi vi overlod vore affrer til de utrovrdige, til slgerne, til krmmerne og til dem, der kun var ude efter et offentligt hverv. Men hvad skulle de arabiske palstinensere egentlig have gjort? Der eksisterede ingen overordnet institution, som kunne tage sig af de arabiske interesser. Bde under Det ottomanske Imperium og det britiske mandat k de konomiske mekanismer lov til at udfolde sig uden regulering. En arabisk jordejer, som ngtede at slge til jderne, k ingen tak eller kompensation. Det eneste, han opnede, var at udelukke sig selv fra den prot, der vinkede som flge af de hastigt stigende priser. Patriotisk selvopofrelse gav kun konomisk bagslag. I 1882 udgjorde jderne under fem procent af befolkningen (men de var som nvnt en majoritet i Jerusalem). I 1908 udgjorde de 10 procent, og i 1909 blev den frste rent jdiske by grundlagt p sandbankerne nord for Jaffa. Den k navnet Tel Aviv. De forfulgte jder fra Europa kom til et muslimsk-tyrkisk overherredmme. Efter Romerrigets fald var Palstina blevet erobret af muslimske arabere i r 637. Fra 1099 til 1291 huserede de kristne korsfarere i omrdet, og de massakrerede sknselslst bde jder og arabere. 12911516 var det mamelukkerne, der regerede med svrd i hnd, og derefter blev Palstina en del af det vldige ottomanske imperium. Tyrkerne blev frst drevet ud i 1917, da den britiske feltmarskal Edmund Allenby jog spyddet i Tyrkiets blde underkrop med hjlp fra araberne, der hbede p uafhngighed. Allerede i 1905 havde araberen Neguib Azoury forudset de problemer, der senere kom. I bogen Le Reveil De La Nation Arabe skrev han: Den arabiske nations genopvgnen og de voksende jdiske bestrbelser p at genskabe det gamle israelitiske monarki i stor mlestok disse to bevgelser er forudbestemt til konstant at bekmpe hinanden, indtil den ene af dem triumferer over den anden.
90

Araber pljer med okser i Palstina i 1887. (Foto: Eretz Yisroel)

S tidligt som i 1891 havde arabiske notabiliteter sendt et bnskrift til sultanen i Konstantinopel og anmodet om at f indfrt et forbud mod jdisk immigration og jdiske landopkb, og i maj og juni 1914 blev de frste antizionistiske selskaber dannet i Jerusalem, Jaffa, Haifa, Cairo, Beirut og Konstantinopel. I Frste Verdenskrig var Tyrkiet p Tysklands side, og England sgte at vinde arabisk sttte til krigen mod sultanen. Den britiske hjkommissr i Cairo, Sir Henry McMahon, indledte forhandlinger med den arabiske leder Hussein bin Ali, konge af Hejaz og Sharif af Mekka (oldefar til den senere kong Hussein af Jordan). Den 25. oktober 1915 meddelte McMahon kong Hussein, at England var parat til at anerkende og sttte arabernes uafhngighed Dermed tndte han det nationale hb, der gav brndstof til Den arabiske Revolte, som oprret mod tyrkerne blev kaldt. I den videre forhandling nvntes Jerusalem, det sydlige Palstina og jderne overhovedet ikke, men englndernes lfte blev siden opfattet vidtgende af araberne. Sha91

rif Hussein skrev i et brev af 5. november 1915, at han nskede kystomrdet nsten ned til Tel Aviv med i det rent arabiske kongedmme, han ville have, men McMahon gik ikke ind p tanken. I slutningen af Frste Verdenskrig blev ere end 10 millioner arabere befriet for tyrkisk overherredmme, frst og fremmest ved englndernes indsats. Den arabiske Revolte, der ogs kaldes rkenrevolten, hjalp med fra juni 1916. Det var Sharif Hussein og hans snner Ali, Abdullah og Feisal fra den hashemitiske klan, der stod i spidsen, og de mobiliserede i frste omgang et par tusinde beduiner. Mod slutningen talte deres styrker omkring det dobbelte. Englnderne nansierede araberne med hundredtusinder af pund og leverede vben, forsyninger og direkte artilleristtte. De sendte ogs guerillaeksperter, blandt dem den nok s kendte og gloricerede T. E. Lawrence (Lawrence of Arabia). Da de allierede styrker under Allenby rykkede ind i Palstina og Syrien i 1917-18, udgjorde den lille arabiske rebelhr hjrejen, og den k lov til at rykke ind i Damaskus, hvor det arabiske ag blev hejst. De kommende grnser for de arabiske nationalstater var imidlertid blevet fabrikeret med blyant og lineal i koloniministerierne i London og Paris (kurderne var et af de folk, der derved blev splittet op). Araberne k ikke den umiddelbare frihed, de havde hbet p, og den dag i dag er konikterne i Mellemsten gennemsyret af bitterhed mod de gamle kolonimagters egenrdighed og kunstige grnser. Det var dog ikke blot araberne, der k en gulerod foran nsen. I november 1917 havde den britiske udenrigsminister A.J. Balfour p regeringens vegne afgivet et lfte til Lord Rothschild om et nationalt hjem i Palstina for det jdiske folk, og denne erklring blev i mange r af jderne opfattet som et skattet brev p, at de var lovet en stat, selv om den kun talte om et nationalt hjem. Som araberne havde fortolket McMahon vidtgende, fortolkede jderne Balfour vidtgende. Balfour-erklringen s i begyndelsen ud til at kunne f i hvert fald delvis sttte af araberne. I 1919 mdtes Chaim Weizmann sledes p fredskonferencen i Paris med emir Feisal, der var sn af Sharif Hussein. De undertegnede en aftale, som ihukommende det racemssige slgtskab og de racemssige bnd mellem det arabiske og det jdiske folk erklrede, at den sikreste vej til at opfylde deres nationale forhb92

ninger ville vre det tttest mulige samarbejde om udviklingen af den arabiske stat og Palstina. De troede alts tilsyneladende p arabiskjdisk sameksistens. Kort efter, den 3. marts 1919, skrev emir Feisal til den bermte amerikanske zionistleder, Harvard-professor og senere hjesteretsdommer Felix Frankfurter: Araberne, isr de uddannede blandt os, ser med den dybeste sympati p den zionistiske bevgelse Vi vil byde jderne hjerteligt velkomne Vi arbejder sammen for et reformeret og revideret Nrsten, og vore to bevgelser kompletterer hinanden. Den jdiske bevgelse er nationalistisk og ikke imperialistisk. Vor bevgelse er nationalistisk og ikke imperialistisk Jeg tror ikke, at nogen af dem kan blive en virkelig succes uden den anden. I dag lyder disse ord uvirkelige, men emir Feisal havde gjort sin holdning betinget af, at briterne holdt deres lfter om at give araberne uafhngighed i et vldigt omrde af det faldne ottomanske imperium, og dette skete ikke. Ved den hemmelige Sykes-Picot-aftale havde England og Frankrig i 1916 delt det tyrkiske imperium op i indydelsessfrer, og de k senere hver deres dele som mandater af Folkeforbundet. Frst efter Anden Verdenskrig slap disse kolonimagter det sidste greb i regionen. Det var T.E. Lawrence, der havde fet mdet i stand mellem Chaim Weizmann og emir Feisal. Han var selv en stor fortaler for arabisk nationalisme, og i 1920 profeterede han, at den succes, som zionisternes bosttelser havde vret, uundgeligt vil indbefatte, at den nuvrende arabiske befolkning vil blive hvet op til jdernes materielle niveau og konsekvenserne kan blive af den yderste vigtighed for den arabiske verdens fremtid. Men Lawrence k ikke ret p den mde, han havde tnkt sig. Emir Feisal var blevet indsat som konge af Syrien, men franskmndene smed ham ud, og briterne gjorde ham derp til konge af Irak. I 1922 skabte Winston Churchill s en helt ny arabisk enhed. Som britisk koloniminister skar han re femtedele af Palstina nemlig den del, der l st for Jordanoden og kaldte det Transjordanien. I dette omrde installerede han Feisals bror, Abdullah, som emir, og efter dis93

se justeringer fortsatte Frankrig og England med at styre mandaterne (formelt k Irak uafhngighed i 1932, Transjordanien i 1946, Syrien i 1943 og Libanon i 1944). Churchill havde udelukkende handlet ud fra, hvad han mente var godt for England i forhold til araberne, men han havde ogs jderne med som en vigtig brik i sit spil. Den 8. februar 1920 sagde han sledes til Illustrated Sunday Herald: Hvis der i vor levetid, og under den britiske krone, skabes en jdisk stat p Jordans bredder, som omfatter tre eller re millioner jder, s vil der vre indtruffet en begivenhed i verdenshistorien, som fra ethvert tnkeligt perspektiv vil vre gavnlig, og som isr vil vre i harmoni med Det britiske Imperiums sandeste interesser. Men nu var den arabiske modstand i fuldt or, og da Churchill den 28. marts 1921 havde en meningsudveksling med The Haifa Congress of Palestinian Arabs, sagde de til ham: Jden holder sig for sig selv. Han er ikke til at vre nabo med, og han evner ikke at blande sig med dem, der bor rundt omkring ham. Winston Churchill stod dog fast p Balfour-erklringen og svarede dem, at det er uomtvisteligt rigtigt, at jderne, som er spredt over hele verden, br have et nationalt center og et nationalt hjem, hvor nogle af dem kan blive genforenet. Og hvor skulle det vre, hvis ikke i dette land, Palstina, som de har vret dybt og intimt forbundet med i mere end 3.000 r? ret efter var det, at han oprettede Transjordanien, og i de kommende tir var det Palstina vest for Jordanoden, som blev skueplads for den jdisk-arabisk-britiske strid. Fra 1921 til Israels oprettelse var der arabiske oprr mod briterne og jderne. Jdiske bosttelser blev overfaldet, og som tiden gik, knustes hbene om en fredelig sameksistens. Et af hjdepunkterne i denne konfrontation kom i 1929, da der boede 590.000 arabere og 150.000 jder i Palstina. Araberne angreb i store masser, og alene i Jerusalem blev 133 jder drbt p et par dage. 116 arabere mistede livet, og det var det britiske politi, der havde skudt de 110 af dem. I Hebron blev 59 jder myrdet p en enkelt dag, 23 af dem var i et enkelt hus, og mange andre blev torteret og invalideret. I Safed blev 20 jder myrdet, og alle vegne var der mange kvinder og brn
94

blandt de dde, hundredvis blev sret, tortur var almindeligt. Man kan se alt dette som en konsekvens af, hvad zionistlederen Vladimir (Ze'ev) Jabotinsky i 1925 gav udtryk for: Selv den mest begrnsede zionistiske kolonisering m enten standses eller fuldfres imod den indfdte befolknings vilje. Uroen grede ogs i andre arabiske omrder, hvor England frte ordet under kongens scepter. I 1920erne opstod i Egypten bevgelsen Muslim Brotherhood, der den dag i dag trives i bedste velgende i ere lande, og som PLO-lederen Yassir Arafat var tilknyttet i sin ungdom. Muslim Brotherhood blev stiftet af skolelreren Hassan el-Banna som en religis vkkelsesbevgelse, men den blev mere og mere politisk. Den krvede, at hele det politiske, administrative og lovgivningsmssige system skulle baseres p Koranen og islamisk tradition. Med andre ord: Muslim Brotherhood var en fundamentalistisk organisation, lnge fr fundamentalismen blev en international massebevgelse. Den gennemfrte halvmilitr trning for sine unge og indfrte i 1940erne terrorisme som kampmiddel. I 1936 startede araberne i Palstina en voldskampagne, der varede syv mneder og kostede mange menneskeliv. P dette tidspunkt var der 400.000 jder i landet, og araberne var tre gange s mange. Den 15. april indledte araberne en generalstrejke, som blev fulgt op af systematiske angreb p jdisk liv og ejendom. De arabiske ledere krvede stop for den jdiske immigration, der havde taget et vldigt opsving, efter at Hitler var kommet til magten i Tyskland i 1933. De forlangte ogs stop for al jdisk opkb af jord, og de krvede en arabisk ertalsregering. Efter tre uger med brutale voldshandlinger proklamerede de britiske myndigheder, at de ville undertrykke alle udbrud af lovlshed og straffe forbryderne. Araberne havde samtidig dannet en Hjere arabisk Komit med muftien af Jerusalem som formand. Muftien den berygtede Hajji Amin AlHusseini, som under Anden Verdenskrig allierede sig med Hitler erklrede den 13. maj i Haifa, at kampen gik videre, og tilfjede usandt: Jderne prver at drive os ud af landet. De myrder vore snner og brnder vore huse. I de kommende mneder blev mange myrdet, hundredtusind jdiske
95

Kong Abdullah af Jordan (t.v.) med Glubb Pasha, der var hans britiske chef for Den arabiske Legion. (Foto: Royal Hashemite Court)

Zionistlederen Chaim Weizmann, Israels frste prsident. (Foto: Government Press Ofce) 96

Theodor Herzl, grundlggeren af den politiske zionisme. (Maleri af ukendt kunstner)

trer blev brndt af, og huse og marker delagt. Det var en tid med baghold, natlige overfald, tortur og vildskab. Den britiske hr, som sgte at kvle arabernes opstand, var uaadeligt i kamp og mistede 33 soldater fra midten af juli til oktober. 80 jder blev drbt. Under hele opstanden havde jderne holdt sig tilbage og ladet de britiske soldater gre arbejdet. Haganah, den illegale jdiske sikkerhedsstyrke, som blev grundlaget for den senere israelske hr, srgede for, at den erklrede politik blev overholdt at der ikke gennemfrtes hvnangreb. Med den jdeforflgelse, der var i fuld gang i Europa, var det nemlig afgrende vigtigt ikke at blokere mulighederne for fortsat immigration.

Enhver araber i Palstina vil gre alt, hvad der str i hans magt, for at knuse zionismen, for zionismen og arabismen kan aldrig forenes. Sdan sagde araberen Awni Bey Abdulhadi til Peel-Kommissionen den 13. januar 1937. Vi behver hinanden. Vi kan have gavn af hinanden. Dette modsatte udsagn havde Peel-Kommissionen seks dage tidligere fet fra zionistlederen David Ben-Gurion. Den britiske regering havde sendt Peel-Kommissionen (opkaldt efter formanden, Lord Robert Peel) til Palstina i klvandet p arabernes kampagne i 1936, og i 1937 afgav den en rapport, hvori den anbefalede, at Palstina blev opdelt i en jdisk og en arabisk stat. I planen omfattede det jdiske omrde Galila i nord og en smal stribe langs kysten til syd for Tel Aviv. Det arabiske omrde udgjordes af hele Negevrkenen og det meste af landet op til Afula. Jerusalem med tilhrende korridor til havet skulle vre under britisk kontrol. Jderne accepterede tvende denne delingsplan, idet Jabotinsky dog havde denne kommentar: Nisht geshtoigen, nisht geoigen, hvilket kan oversttes med: Det kommer der intet ud af. Araberne forkastede planen p stedet, og kampen gik videre. Bde i 1937, 1938 og 1939 var der utallige sammenstd mellem arabere, briter og jder, idet arabernes angreb ofte var rettet mod engln97

derne. Tabstallene voksede, og leveforholdene blev mere og mere utlelige. Det var i den periode, at ogs jdiske ekstremister begyndte at udfre regulre terrorhandlinger. Alene i de tre mneder mellem maj og juli 1938 blev 59 jder drbt af arabere, og 102 arabere drbt af jder. De este af araberne mistede livet ved bombeangreb udfrt af jdiske terrorister. I Europa havde jderne levet p lnt tid i ere lande. I Tyskland var forflgelserne begyndt straks efter Hitlers magtovertagelse, men antisemitismen havde skabt horrible forhold mange andre steder. strig var gennemsyret af jdehad, og i Polen var det ikke bedre. Midt i verdenskrigens ragnarok gennemfrtes Holocaust som en gigantisk militroperation, og jder fra alle Europas lande blev ofre. Men det var ikke blot Hitler, Himmler, Heydrich, Eichmann og alle deres SS-kommandoer, der gjorde det muligt at myrde de seks millioner jder, som omkom i kz-lejrene, i gasvognene og i baggyderne. Det var ogs millioner af borgere, politikere og militrfolk i de lande, det drejede sig om. Nogle stak jderne direkte og af lyst, andre solgte dem for penge, og de este svigtede dem ved at lade dem sejle deres egen s. Inden krigsudbruddet kunne ere millioner have vret reddet, hvis de havde kunnet nde husly. Men i Palstina var der en meget skrap indrejsekvota (kun 75.000 immigranter i de fem r, da myrderierne i Europa var p deres hjeste), og alverdens civiliserede nationer med USA i spidsen sprrede grnserne af. Da de f overlevende jder i 1945 kravlede ud af kz-lejrene og frem fra deres skjul i skove og kldre, var der kun t hb tilbage, nemlig Palstina. Men briterne havde stadig mandatet, og der blev ikke fri adgang, for briterne var eftergivende for arabisk pres. Allerede i marts 1945 var Den arabiske Liga blevet stiftet med det forml at fremelske arabisk enighed. Det var de syv davrende uafhngige arabiske lande, der fandt sammen, og briterne stttede sagen. Ligaen blev med det samme platform for en forenet arabisk aktivitet imod det jdiske hjemland, og det har den vret helt op til vore dage. En af mine bekendte har givet mig en frstehndsberetning om det britiske mandats sidste tid. Det er den sjllandske grdejer Poul Bakkegaard Andersen, og han fortalte mig historien, da han var 78 r gammel.
98

I hans skrivebordsskuffe l en stor, slvskinnende medalje, der blev givet til de britiske soldater, som gjorde tjeneste i Palstina 1945-1948. Poul Bakkegaard var en af de 3.000 danskere, der umiddelbart efter Anden Verdenskrig meldte sig til tjeneste i den britiske hr. Englnderne kunne bruge dem i det vidtstrakte imperium som asere for deres egne krigstrtte soldater, og Poul Bakkegaard blev sendt til Palstina efter at vre blevet uddannet i regimentet The Buffs (hvor kong Frederik IX var resoberst). Rejsen gik over Port Said i Egypten og derfra med tog til Lydda. Han blev indrulleret i et artilleriregiment. Det var i denne periode, at den britiske regering blev voldsomt trt af heksekedlen Palstina og s smt begyndte at forberede sig p at smide tjlerne, men ministrenes frustrationer var for intet at regne mod soldaternes. Der var en brndende hede, som jeg ikke var vant til, der var uafladelige angreb af terrorister, og patruljetjenesten var meget nervepirrende, fortalte Poul Bakkegaard. Han blev ogs sendt til Transjordanien for at f yderligere trning. Den dag i juli 1946, da Menachem Begins terrororganisation Irgun sprngte The King David Hotel i Jerusalem i luften, stod Poul Bakkegaard ret under en inspektion p paradepladsen, lige fr han skulle ud p en opgave. Pludselig s jeg ild og rg i horisonten, og kort efter ld der et kolossalt brag, fortalte han. Hans afdeling blev sendt af sted til King David, der var hovedkvarter for bde den palstinensiske regering og militret, og der mdte dem et frygteligt syn. 91 jder, arabere og briter var blevet drbt, og Poul Bakkegaard var med i jagten p gerningsmndene. Men han fangede ikke Menachem Begin, og senere k han selv sin bekomst: En nat blev vi angrebet af en styrke, som vi antog for at vre jdiske terrorister. Det var blgmrkt, og vi blev fuldstndig taget p sengen. Panikken bredte sig, fordi vi intet kunne se, og hele min afdeling ygtede til alle sider, mens terroristerne skd som gale. Selv stormede jeg af sted uden orientering i terrainet, og pludselig forsvandt jorden under mig. Jeg var lbet ud over en klippekant og faldt langt ned. Mine kvstelser var s hrde, at jeg ikke kunne rre mig, og der gik fem timer,
99

King David-hotellet i Jerusalem sprngt i juli 1947 af Menachem Begins guerilla- og terrorbande Irgun. (Foto: Imperial War Museum)

inden nogle britiske soldater fandt mig. Da havde jeg bidt mit lommetrklde i laser for at kvle smertensskrigene, for hvis fjenden havde hrt mig, ville jeg nok have vret frdig. Poul Bakkegaard Andersen l i lang tid p hospitalet, og bagefter blev han sendt hjem til Danmark. Siden da gik han bag ploven p sin sjllandske fdegrd og nskede sig aldrig tilbage til Mellemsten. Verdenssamfundet begyndte langsomt at erkende, at man skyldte det jdiske folk noget. Der var en afregning. rhundreder med diskrimination, forflgelse, massakrer og nu nazismens gigantiske masseudryddelser konstituerede en gld, som FN endelig vedkendte sig, da generalforsamlingen den 29. november 1947 stemte for oprettelse af en jdisk stat. FN havde sin egen delingsplan, som andre tidligere havde haft det. Palstina vest for Jordanoden skulle splittes op i en arabisk og en jdisk stat, og FN hbede p, at der kunne skabes en konomisk union mellem dem.
100

Jderne accepterede statsdannelsen. Det land, de nu kunne f, var ikke s stort, som mange af dem havde hbet p, men alligevel var det en formidabel begivenhed efter nsten 2.000 rs hjemlshed. Mange af dem havde svrt ved at tro p, at det var sandt. Araberne sagde derimod nej. Alle arabiske lande i FN stemte imod, og da resultatet gik modsat, frte generalsekretren for Den arabiske Liga, Abdul Rahman Azzam Pasha, de arabiske delegationer ud af salen med disse ord: Delingslinjen vil ikke blive andet end en linje af ild og blod. Som en opfyldelse af denne profeti indledte de arabiske palstinensere straks en voldskampagne, som i de frste 12 dage efter afstemningen kostede 79 jder livet. I det halve r, der gik, til staten Israel blev proklameret, var der mord, voldtgt og tortur hver eneste dag, og i april og maj 1948 udkmpedes et bittert slag om kontrollen med vejene til Jerusalem. Efterhnden som de britiske styrker trak sig tilbage fra byerne som forberedelse til endeligt at forlade Palstina, sloges jder og arabere inddt om at overtage kontrollen. I Galila og Negev satte Syrien, Egypten og Irak tropper ind for at drive jderne fra deres bosttelser. Jeg har ikke noget imod, at Jaffa bliver delagt, hvis vi ogs kan f delagt Tel Aviv, sagde den irakiske ofcer, der i april 1948 havde kommandoen over de arabiske tropper i Jaffa. Den 9. i samme mned skildrede Chaim Weizmann situationen sledes over for USAs prsident, Harry Truman: Valget for vort folk, hr. prsident, str mellem nationalstat og udslettelse. Fra midten af april begyndte araberne at forlade deres landsbyer i stort tal. Deres ledere opfordrede dem til at ygte, til hele landet var erobret, hvilket i sommeren 1948 blev refereret sledes af den grskkatolske biskop i Galila, Monsignor George Hakim: Flygtningene var sikre p, at deres fravr ikke ville vare lnge, og at de ville kunne vende tilbage efter et par uger. Deres ledere havde lovet dem, at de arabiske hre ville smadre de zionistiske bander meget hurtigt, og at der hverken var grund til panik eller frygt for et langvarigt eksil. Men jderne drev ogs mange ud. Nyheden om en jdisk massakre
101

p 254 indbyggere i den arabiske landsby Deir Yasin j landet rundt. Rdselshistorien voksede og voksede i jungletelegrafen, og den blev en vsentlig inspiration for arabernes ugt. Det var terrororganisationerne Irgun og Lehi, der havde beget massakren, som palstinenserne den dag i dag beskftiger sig med i litteraturen og propagandaen. Der er endda en Deir Yasin-hjemmeside p internettet. I en bog, der kom i 2003, skrev direktren for arkiverne i Yad Vashem (Holocaust-mindeinstitutionen i Jerusalem), Yaacov Lozowick, om Deir Yasin-massakren: Hvis man leder lnge nok, kan man mske nde visse formildende omstndigheder, men personligt nder jeg dem ikke overbevisende. Mord er mord er mord. Irgun Zevai Leummi blev ledet af den senere premierminister Menachem Begin, og Lehi (Lohamei Herut Israel), ogs kaldet Stern-banden efter stifteren Avraham Stern, var under anfrsel af den ligeledes senere premierminister Yitzhak Shamir. Den 1. maj havde over 20.000 arabere krydset grnserne til Libanon og Syrien. Den 5. maj havde over 65.000 forladt Haifa, og over 50.000 var strmmet ud af Jaffa. Midt i disse kolossale omvltninger var der et glimt af normalitet, da avisen Palestine Post (der snart efter skiftede navn til Jerusalem Post) i midten af maj rapporterede flgende: Det var en stor overraskelse i den lokale tennissson, at Apel besejrede veteranmesteren Finkelkraut i Palstinas tennismesterskaber, som blev afviklet i Tel Aviv i Pesach-ugen. Den nye mester vandt med cifrene 6-3, 6-3, 4-6, 2-6, 6-3. Da zionistlederen David Ben-Gurion den 15. maj kort efter tennismesterskaberne udrbte den ny stat (Medinat Yisrael) i Tel Aviv-museets sal, blev den invaderet af hrene fra seks arabiske lande. Det var Egypten, Syrien, Transjordanien, Libanon, Saudi-Arabien og Irak. Samme dag udtalte generalsekretren for Den arabiske Liga, Azzam Pasha: Dette vil blive en udryddelseskrig og en kolossal massakre, der vil blive talt om p samme mde som korstogene og de mongolske massakrer. De arabiske styrker avancerede hurtigt, og den jdiske stat var i yderste fare for at blive kvalt i fdslen. Muftien af Jerusalem, Hajji Amin Al-Husseini, opildnede araberne med disse ord:
102

Al-Naqba 1948: Palstinensiske arabere p ugt mod st. (Foto: Popperfoto)

Jeg erklrer hellig krig, mine muslimske brdre! Myrd jderne! Myrd dem alle! Men efter ti dage blev israelerne i stand til at g til modangreb, og med afbrydelser varede krigen til januar 1949, da man begyndte at undertegne vbenstilstandsaftaler (Irak og Saudi-Arabien skrev aldrig under). Under krigen havde Israel erobret dele af det omrde, FN havde forestillet sig skulle blive til en arabisk stat i Palstina, og Transjordanien havde besat alt det land vest for Jordanoden, som holdtes af araberne. Det, vi i dag kalder Vestbredden, blev senere annekteret af Transjordanien, som samtidig skiftede navn til Jordan. Nutidens konikt mellem jder og arabere har sin rod i krigen 194849, og den ligger i direkte forlngelse af den. At den ikke er lst, kan blandt andet tilskrives de regionale forhold, som den arabiske kommentator Zuheir Abdallah i august 2003 beskrev sledes (i den London-baserede arabiske avis Al-Hayat): Efter [1948] blev de este arabiske lande regeret af mindre intelli103

gente og mere tyranniske folk, som gav frie tjler til en primitiv arabisk fascisme under pskud af at ville befri Palstina og knuse besttelsens agenter. [Det var] en fascisme, der sommetider var allieret med islamisk fundamentalisme. Efterflgende bredte korruptionen sig, og denne arabiske fascisme blev gang p gang besejret i sine Don Quixotelignende kampe med en hvilken som helst fremmed styrke (men deres egne folk nedkmpede de altid). Palstinenserne kalder Israels oprettelse Al-Naqba (Katastrofen), og lige siden har de markeret begivenheden med rlige srgedemonstrationer og krav om hvn.

8
Diktaturerne og det ossede demokrati
Muslimer er splittede og forvirrede, hvad angr islam. De bekmper hinanden for magtens skyld, og de mangler den viden og de frdigheder, der er vigtige. Muslimer har i dag net det laveste punkt i deres udvikling.
Malaysias muslimske premierminister mahathir mohamad, 2003.

Lige fra 1948, da det moderne Israel opstod, var der ude i verden en vldig sympati for den nye nation. Mennesker i fx Danmark eller USA kendte s at sige intet til araberne, men de s med glde p, at jderne k deres eget land efter rhundreder med forflgelser og efter den ufattelige Holocaust-katastrofe. Denne sympati blev nret af den mde, hvorp Israel fortalte resten af verden om sig selv. Det var historien om zionismen, indvandringen, koloniseringen, hrdt arbejde, pionerindsatsen, idealismen, kampen for at overleve, romantikken om rkenen, som jderne k til at blomstre. Israels udadvendte propaganda var i nje overensstemmelse med folkets selvforstelse, og den arabiske side af historien blev enten fortiet eller underspillet. Dette kunne lade sig gre, fordi araberne selv var katastrofalt drligt udrustede til at fremstille deres sag for verden. De tilbagestende, autoritre regimer havde ingen autoritet i forhold til verdensopinionen, isr ikke p baggrund af den benhed og den vestlige kultur, der karakteriserede Israel. De arabiske lande havde aldrig kendt demokrati. De var forstenede i religis stupiditet og latterlige forestillinger om egen kulturel overlegenhed. Det var tillige velkendt, at regimerne altid lj, nr det passede i deres kram. Selv i nutiden str det uendeligt ringe til i den arabiske verden, som det fx blev pvist i en stor FN-undersgelse (Arab Human Development Report 2002). Af denne fremgr det blandt andet:

105

 At ud af syv regioner i verden har den arabiske region den laveste grad af frihed for befolkningerne. At i hele verden har de arabiske lande den strste kvindeundertrykkelse (kun overget af landene syd for Sahara). At de arabiske lande ligger hblst i bunden, hvad angr uddannelse og analfabetisme, ogs sammenlignet med de drligste lande i stasien og Latinamerika. En god statusindikator er antallet af internetforbindelser. Her er de arabiske lande nummer sjok, det vil sige endnu drligere stillet end de primitive lande syd for Sahara. Det skal tilfjes, at selv om den arabiske region har fem procent af verdens befolkning, producerer den kun 1,1 procent af verdens bger. Det vrimler med religise bger ere end tre gange verdensgennemsnittet men litterre, videnskabelige og kunstneriske bger er s sjldne som vand i Sahara. Men det er vrre endnu, hvilket blev illustreret i oktober 2003, da FN offentliggjorde fortsttelsen af undersgelsen (Arab Human Development Report 2003). Som den frste rapport var denne forfattet af arabiske videnskabsmnd, og blandt mange lammende karakteristikker skrev de blandt andet: Den globale kamp mod terror har vret et pskud for at begrnse borgerrettigheder ogs i den arabiske verden, hvilket har skabt yderligere barrierer mod fri udveksling af meninger og information. Et andet sted hed det: En af de vrste konsekvenser af frihedsbegrnsende tiltag i den udviklede verden er, at det har givet myndighederne i nogle arabiske lande endnu et pskud for at indfre nye love, der begrnser borgerlige og politiske rettigheder Forfattere og forlggere tvinges til at tilpasse sig 22 arabiske censurmyndigheders luner og instrukser. Det gr, at bger har vanskeligt ved at bevge sig gennem deres naturlige marked. I midten af 1990erne deltog jeg i et seminar i Cairo, der behandlede den konomiske udvikling i de arabiske lande. I 14 dage sad vi og hrte p eksperter fra Egypten, Jordan og de palstinensiske omrder. Vel var der forskelle, men det var deprimerende, hvad de sagde. Alt var

106

elendigt: politikerne, arbejderne, direktrerne, fabrikkerne, infrastrukturen, bureaukratiet. Ineffektivitet, uduelighed og korruption var normen. Produktionen var slet ikke konkurrencedygtig, og udenlandske investeringer kom ikke, fordi investorerne mdte et uoverstigeligt bjerg af ofciel og erhvervstraditionel stupiditet. Meningen var, at vi deltagere til sidst selv skulle komme med forslag til lsninger p de arabiske landes konomiske problemer, og efter grundige studier var vi alle enige (bde vi fra Europa og dem fra de arabiske lande): De nuvrende regimer i de arabiske lande m vk! Der m indfres demokratiske styreformer! Samfundene m omkalfatres, og befolkningerne skal have frihed og uddannelse i ligelige mngder! Vor analyse af eksperternes redegrelser viste, at uden disse revolutionerende forandringer ville de arabiske lande blive ved at st i stampe og udgre en tilbagestende region under den hastige globalisering. Enhver kan forestille sig, at jo lngere tid der gr, jo vrre bliver det skrigende misforhold mellem araberstaternes indre liv og den moderne verden. Siden da er Saddam Husseins despoti i Irak blevet knust og diktatoren selv arresteret den 13. december 2003 for at blive stillet til regnskab for sine gerninger men der vil helt sikkert g lang tid, inden positive virkninger eventuelt manifesterer sig. Den amerikanske professor Michael Mandelbaum fra John Hopkins University beskriver vanskelighederne sledes: I for mange [arabiske] lande er der stadig en tradition for at herske eller d. Hvis en klan, gruppe eller stamme ikke er ved magten, er den i stor fare, s den opgiver aldrig magten. Det er derfor, de arabiske diktatorer bliver siddende, lige til de myrdes eller dr af forstening. Men der er andre incitamenter til at klynge sig til magten. konomien i mange araberstater er domineret af olieindtgter og statslige virksomheder, mens det private erhvervsliv er svagt. Dette betyder, at hvis man kontrollerer magten, s kontrollerer man rigdommene og dermed sin egen velstand.

107

Det vil blive uhyre vanskeligt at oprette vedvarende demokratier i den arabiske region, med mindre der skabes institutioner og konomiske reformer, som kan garantere, at der er liv efter magten, og at der er velstand uden magten, siger Mandelbaum. Hans ord sttes i relief af det faktum, at der i 2004 var 14 millioner arbejdslse blandt de 90 millioner unge arabere mellem 15 og 24 r. Det har ikke vret politisk korrekt at sige sandheden om den arabiske verden, for i Europa er der jo mange ting at tage egoistiske hensyn til. Der er pengene (eksporten og olien), der er stemmer (15-20 millioner arabiske indvandreres sarte flelser), og der er den udenrigspolitiske tradition for hykleri. Derfor overraskede Socialdemokratiet i Danmark omkring grundlovsdag 2003, da partiet foretog en drastisk omlgning af sin tidligere slaphedspolitik. Kursndringen kom i form af et opgr med den arabiske verden, og i skriftlig form blev det slet fast, at vestlige vrdier ufravigeligt str over de religise og udemokratiske vrdier i Mellemsten og Nordafrika. Udspillet sagde, at der skal ikke herske tvivl om, at religist begrundede afvigelser fra de vestlige vrdier og standarder er uacceptable, og de vil ikke blive mdt med tolerance fra socialdemokratisk hold. Jeppe Kofod, der var partiets udenrigspolitiske ordfrer i Folketinget, tilfjede: Det er et opgr med nogle af de tabuer, der traditionelt er p venstrejen. Socialdemokratiets udmelding blev i december 2003 efterfulgt af en konkret plan fra Anders Fogh Rasmussens regering, da udenrigsminister Per Stig Mller proklamerede et nyt Arabisk Initiativ. Der var tale om en nyorientering, der iflge udenrigsministeren skulle vende op og ned p rtiers tradition for at satse p stabilitet ved ikke at blande sig i Mellemstens politiske orden. Regeringen besluttede at investere 100 millioner kr. rligt i blandt andet modernisering af uddannelsessystemer, frigrelse af medier, ligestilling af kvinder og sikring af menneskerettigheder. Alt sammen skulle det tjene til at fremme en demokratisering af de arabiske lande, og den egentlige baggrund var frygten for terror, nye konikter i Mellemsten og nye ygtningestrmme over Middelhavet. Per Stig Mller fortalte, at der i EU er tilsvarende initiativer p vej, og sagde:
108

Stabilitet er begyndelsen p enden for de nuvrende [arabiske] regeringer. Stabilitet skaber ikke reform, den ger kun utilfredsheden hos dem, som ikke fr noget ud af stabiliteten. Men det er ikke blot araberstaterne, der er noget galt med, selv om deres uduelighed og menneskeforagt overgr alt andet. I omtalen af Israel er det altid blevet understreget, at denne stat er det eneste demokrati i Mellemsten, og det er rigtigt, bortset fra at demokratiet ikke glder for alle. I USAs uafhngighedserklring stod de bermte ord om, at alle mennesker er fdt lige, men det var ikke nvnt med et ord, at denne lighed ikke omfattede negerslaverne og indianerne. I Israels uafhngighedserklring proklameredes der fuld lighed for alle borgere uanset religion, race og kn, men der er voldsomme begrnsninger i demokratiet for eksempelvis araberne og fremmedarbejderne. Israel er en jdisk stat dette var hele iden med statsdannelsen og det betyder i praksis, at de arabiske israelere lever som andenklasses borgere. De diskrimineres socialt, politisk og kulturelt. De ngtes en rkke rettigheder og goder, som de jdiske israelere har. Det er tomt praleri, nr Israel hvder at vre et demokrati, skrev kommentatoren Gideon Levy i dagbladet Haaretz i 2003 og slog fast, at man ikke kan tale om et delvist demokrati, lige s lidt som man kan tale om et delvist svangerskab. Enten er demokratiet der og glder for alle, eller ogs er det der ikke. Et samfundssystem, hvis lige ret for loven er forbeholdt en srlig religion eller en srlig nationalitet, er ikke noget demokrati. I den forbindelse kan det noteres, at Knesset i 1985 havde vedtaget en lov, der forbd partier at stille op til parlamentsvalg, hvis de bengtede staten Israels demokratiske karakter. Men der bliver frre israelere, som tror p demokratiet. En undersgelse (Democracy Index 2003 Report) viser, at kun 77 procent af jderne synes, at demokrati er den bedste styreform, hvilket er et brat fald i forhold til de 90 procent, der tidligere var almindeligt. I dette sprgsml rangerer Israel nu p linje med lande som Chile, Sydkorea og Bulgarien. Der bor over 10 millioner mennesker mellem Middelhavet og Jordanoden, men demokratiet glder kun for cirka halvdelen af dem nemlig de jder, hvis jdiskhed er anerkendt i forhold til Halaka (den rituelle og civile jdiske retslre, som er udviklet i Talmud og den rab109

binske litteratur). De ortodokse religise institutioner har en urimelig magt, og de ultraortodokse udver grov politisk og konomisk afpresning gennem de religise partier, som traditionelt har vret ndvendige for enhver regeringskoalition. Religionens chefudvere bestemmer sledes ogs hverdagen for de verdslige israelere. De afgr, hvem der er jde, og de gennemtvinger udemokratiske begrnsninger for dem, der ikke anerkendes. Grundlggende er regelen, at en jde er en person, der er fdt af en jdisk kvinde, eller som har konverteret p anerkendt ortodoks vis. Alle andre diskrimineres fx er det i Israel umuligt at blive gift uden de religise institutioners godkendelse og uden religis ceremoni. Borgerlig vielse eksisterer ikke, og gteskaber kan slet ikke indgs, hvis den ene part ikke er jde. Dette er blandt andet get ud over tusinder af russiske immigranter, fordi mange af dem lever i blandede gteskaber det vil sige, at den ene part ikke er jde, og hvis det er kvinden, bliver brnene ogs ikke-jder. Der kom 300.000 russiske ikke-jder til landet i 1990erne. I sommeren 2003 protesterede 700 unge mennesker mod disse forhold, der bevirker, at omkring 4.000 israelske par hvert r forhindres i at indg gteskab. De 700 mdtes i slutningen af juni p diskoteket Zebra Club i Tel Aviv og gennemfrte et skinbryllup, hvor rollerne som brud og brudgom udfrtes af Hava og Andr, 28 r, der kom fra Rusland til Israel syv r tidligere, og som ugen efter selv skulle giftes p koshermanr. De deltog for at sttte de uheldige medborgere, som ikke kunne blive gift. Andr fortalte, hvordan en af hans venner gjorde tjeneste i den israelske hr og blev hrdt sret i Libanon. Bagefter l vennen p hospitalet i mneder, men da han ville giftes med sin kreste, k han afslag. Parret mtte tage til Cypern for at f deres forbindelse legaliseret. Andr gav frustrationen mle p denne mde: Vi opfylder alle vore pligter. Vi aftjener vrnepligt. Vi betaler indkomstskat. Men vi har ikke den mest elementre rettighed at kunne blive gift i Israel. Hava tilfjede: Der er tale om en uretfrdighed, som vi ikke oplevede dr, hvor vi kom fra. Jeg tror, at denne situation kun eksisterer i Israel og Iran. Men det er vrre for araberne.
110

De 1,3 millioner israelske arabere lever som uglesete andenklasses borgere (r efter r dokumenterer rapporter fra Sikkuy, the Association for the Advancement of Equal Opportunity, at de israelske myndigheder frer en hyklerisk, diskriminerende politik mod arabiske statsborgere, skrev kommentatoren Uzi Benziman eksempelvis i sensommeren 2003). De 3,5 millioner palstinensere i Gazastriben og p Vestbredden har vret besat og undertrykt i mere end 36 r. Israel har rent faktisk eksisteret i ere r med denne besttelse end uden den. Undertrykkelsen har haft mange former, og i 2003 vedtog det israelske parlament en ny lov, der glder for alle borgere, men som klart er rettet imod araberne, idet den udelukker palstinensere fra gennem gteskab med en israelsk statsborger at opn israelsk statsborgerskab eller opholdstilladelse, og pbyder, at israelske statsborgere (arabere/jder), som gifter sig med palstinensere fra Vestbredden eller Gazastriben, enten skal ytte til de besatte omrder eller leve adskilt. Amnesty International har stemplet loven som diskriminerende og racistisk, og den israelske menneskerettighedsorganisation BTselem sagde ligeud: Dette er en racistisk lov, som ud fra racistiske kriterier bestemmer, hvem der kan bo her. Den danskfdte tidligere viceudenrigsminister og medlem af Knesset, rabbiner Michael Melchior, kaldte loven en skamplet p Israel og sagde, at vi er ved at skabe en monsterstat. Dagbladet Politiken anslog de samme toner i september 2003, da det bragte en ledende artikel med overskriften Israel p selvmordskurs. Baggrunden var det voldens morads, som regionen stadig befandt sig i efter tre r med Intifada II: De daglige skaldte mlrettede drab p palstinensere, som anses for terroristledere; de brutale jvninger af huse med jorden; hele den efterhnden uhrt blodige besttelse med dens udartede je-for-je- og tand-for-tand-politik er naturligvis en katastrofe for palstinenserne. Men Israels metoder er ogs dybt fornedrende for Israel selv ikke en
111

retsstat, ikke et demokrati, ikke et civiliseret samfund vrdige. De mange fremmedarbejdere er et kapitel for sig. De kommer fra Rumnien, Filippinerne og andre fattige lande, og de este af dem har ikke de mest basale borgerlige og sociale rettigheder, inklusive retten til en anstndig ln. Kun 73.000 af dem er legale, hvilket vil sige, at resten bender sig i landet uden de ndvendige opholds- og arbejdstilladelser. Antallet af illegale fremmedarbejdere var nogenlunde lige s stort som antallet af arbejdslse israelere (220.000 i juli 2003), men senere blev mange deporteret, og som der stod i en ledende artikel i dagbladet Haaretz, s udfrer de det arbejde, som israelerne ngter at ptage sig, ssom husarbejde og bygningsarbejde. Til dette skal fjes, at omfattende korruption (selv premierminister Ariel Sharon og hans familie blev i 2004 svrtet i en skandale) og en voksende etnisk racisme har skmmet demokratiet og forgiftet det politiske liv. Rabbiner Yitzhak Ginzburg er et typisk eksempel p det sidste, og i juli 2003 blev han da ogs tiltalt for racisme ved retten i Jerusalem. Det var to bger og et avisinterview, der bragte rabbiner Ginzburg p anklagebnken. I den ene bog, Baruch the Man, priste han den jdiske massemorder Baruch Goldstein, som med et automatisk vben i 1994 havde drbt 29 arabiske muslimer, mens de holdt gudstjeneste i en mosk i Hebron. I den anden bog, Root Treatment, gengav han samtaler med sine religise studerende. Blandt udsagn, der frte til anklagen, var disse: Araberne er mere primitive folk, som indlysende bender sig p et lavere trin af den globale kulturskala. Arabere har ingen ret til at bo i Israels land. Senere modicerede han dette til, at der kan vre nogle gode iblandt dem, som har ret til det. Det er ndvendigt, at vi sprnger alle de steder, hvor der er konfrontationer og skyderier Hvis der skydes fra et hus, br det destrueres sammen med dets beboere. Arabere har en hensynsls, tjlesls karakter. Om den racistiske massemorder sagde rabbiner Ginzburg: Baruch Goldstein kan forsvares og retfrdiggres. Han var 100 procent nor112

Arabere har en hensynsls, tjlesls karakter, skrev rabbiner Ginzburg. (Foto: Lyle Lawson)

mal. Han var faktisk s normal, at han overvandt sin frygt for arabere og gik i aktion med fuldstndig selvopofrelse. Han gjorde det for Israels folk, og hans aktion helliger Guds navn. Det mest bemrkelsesvrdige ved rabbiner Ginzburgs meninger er, at han satte dem p prent, for han udtrykte smnd kun, hvad mange andre njes med at tnke eller sige privat, og det er karakteristisk, at bostterne i Kiryat Arba har sat denne indskrift p Baruch Goldsteins gravsten: Hans hnder er uplettede, hans hjerte var rent. I efterret 2003 k de samme holdninger et ekstremt udtryk i en artikel af Gil Ronen i bostternyhedstjenesten Arutz 7. Ronen ville have alle palstinensere drevet ud af de besatte omrder med magt, og han anbefalede intense bombardementer og beskydninger for at f dem til at ygte til Jordan. Araberne skulle mejes ned uden sknsel. Alt dette er skampletter p Israel, men det skal understreges, at for de godkendte jder har landet de bedste kendetegn fra de vestlige de113

mokratier, og der er en kolossal kulturel, intellektuel og erhvervsmssig dynamik i samfundet. Bruttonationalproduktet er steget voldsomt i de seneste 20 r i 2000 l det over Storbritanniens med mere end 17.500 dollar pr. indbygger og Israel er et land med en hj teknologisk og videnskabelig standard. P verdensplan har Israel est hjemmecomputere i forhold til indbyggertallet, ligger ogs nummer t med hensyn til museer og er nummer to med nye bger. Landet har Mellemstens hjeste levestandard. I gamle dage understregede David Ben-Gurion ofte, at Palstina er ikke et tomt land under ingen omstndigheder m vi begrnse indbyggernes rettigheder. Han sagde, at de palstinensiske arabere havde fuld ret til et uafhngigt konomisk, kulturelt og flles liv. Dette lfte er blevet udhulet af hverdagen, og i de besatte omrder har det aldrig haft virkning. Men den altomfattende lighed, som de tidlige zionistledere drmte om, eksisterer heller ikke for de godkendte jder. Gabet mellem rige og fattige er vokset stt, og i 2003 aeverede en srlig kommission en rapport til prsidenten og formanden for Knesset, hvoraf det fremgik, at Israel nu i den vestlige verden har den nststrste klft i befolkningen vedrrende indkomst, ejendom, kapital, uddannelse og forbrug (USA er vrst). Det samme glder for fattigdommens udbredelse. De rigeste 10 procent af befolkningen havde 800 milliarder NIS i privat kapital, mens de vrige 90 procent kun ejede 340 milliarder NIS. (Hver femte israelske soldat kommer fra en familie, der er placeret under den ofcielle fattigdomsgrnse, oplyste viceforsvarschef Gabi Ashkenazi senere p ret og tilfjede, at der ikke er tvivl om, at fattigdom mindsker en soldats motivation). I 20 r har israelske regeringer frt en konsekvent antisocial politik. Resultatet er disse forfrdelige kendsgerninger fra undersgelsen, som burde ryste enhver, der har en samvittighed, sagde parlamentsmedlemmet Ran Cohen (partiet Meretz), der var formand for kommissionen. De nye tal for uligheden str i skrende kontrast til tilsvarende tal fra 1961. Dengang havde de 10 procent israelere i toppen en af verdens laveste andele af hele befolkningens indkomst, og med hensyn til lighed mellem befolkningsgrupper l Israel bedst i verden efter Australien.
114

Det er et symptom p de sociale forvridninger, at Israel ligger p frstepladsen blandt de vestlige lande, hvad angr strejker. I sommeren 2003 viste en undersgelse, at Israel i perioden 1997-2000 mistede 1,8 millioner arbejdsdage p grund af strejker, mens fx USA med en mange gange strre befolkning kun mistede 1,21 millioner arbejdsdage. 99 procent af strejkerne i Israel forekom i den offentlige sektor. I 2003 regnedes 21 procent af israelerne ofcielt som fattige, og Bank of Israel offentliggjorde i oktober en undersgelse, som viste, at antallet af familier, der lever under fattigdomsgrnsen, tredobledes fra 100.000 til 300.000 i rene 1988-2001. Kort efter viste en anden undersgelse fra det nationale forsikringsinstitut, at der var 618.000 brn blandt de 1.321.000 borgere, der i 2002 var under fattigdomsgrnsen, og billedet var s skrmmende, at prsident Moshe Katzav opfordrede til nedsttelse af en srlig komit, der skulle nde lsninger p fattigdomsproblemet. Blandt de fattigste er de ultraortodokse blandt andet fordi 80 procent af de ultraortodokse mnd ngter at arbejde (en dramatisk stigning fra 50 procent i 1980erne). I stedet lever de som religise studerende p livstid og p almisser fra staten og indsamlinger. Religion har altid vret en tilugt for de fattige og de desperate Bertrand Russell betragtede religion som en sygdom fdt af frygt og en kilde til ufattelig elendighed blandt mennesker og derfor bliver der ere og ere ultraortodokse. Sekulre byer bliver prget af fundamentalisterne, og i busserne ser man ere og ere brn med de kalotter, der markerer deres religisitet. Mange mennesker glider stille og roligt ud af middelklassen og ned i den lavere middelklasse. Den amerikanske ortodokse rabbiner Shmuley Boteach har givet denne skildring af udviklingen: Srgeligt nok er mange jder blevet ofre for religion som et middel mod frygt, og de har langsomt omformet judaismen til overtro og jdiske ritualer til en amulet, der skal bringe dem held. De nrmer sig ikke Gud som Faderen, men som the godfather, et Vsen der beskytter dem mod fare. De elsker ikke Gud s meget, som de frygter dden. De overholder kun traditionen for at vrge sig mod det onde. Da jeg var yeshivah-studerende i Jerusalem i 1980erne, skete der en frygtelig
115

ulykke, da en bus med skolebrn blev ramt af et tog. Mange dde. Den ortodokse indenrigsminister proklamerede, at tragedien var en straf for, at israelerne ikke overholdt sabbatten. P den tid begyndte jeg ogs at lgge mrke til, at mange mnd og kvinder bar et rdt bnd om hndleddet for at afvrge det onde je Religion som overtro nede et hjdepunkt, da et religist parti op til det seneste valg [2003, J.A.] uddelte kabbalistiske amuletter til vlgerne, idet partiet lovede, at vlgerne ville blive velsignet af store mystikere til gengld for deres stemmer. 75 procent af Israels arbejdere tjener mindre end den ofcielle gennemsnitsln, blandt andet fordi de hundredtusinder af fattige fremmedarbejdere trykker lnningerne. Iflge Israels Central Bureau of Statistics var gennemsnitslnnen i april 2003 faldet med 4,3 procent siden rets begyndelse og l nu p 7.001 NIS (godt 10.500 kr.). De legale 73.000 fremmedarbejdere tjente i gennemsnit kun 4.025 NIS. Det er indlysende, at de meget svagere illegale fremmedarbejdere er endnu lngere nede p skalaen, men da de lever i skyggeland, er der naturligvis ingen tal for dem. I Jerusalem har den velgrende organisation Hazon Yeshaya re af sine fem suppekkkener, der i sommeren 2003 hver dag serverede 2.000 mltider for ndlidende, hvilket var 500 ere end for tre r siden. Abraham Israel, der grundlagde suppekkkenerne, beskrev de drlige tider sledes: Et statsbudget, der balancerer, er et sundhedstegn for et land, men det har vi ikke i Israel. Her kommer folk i habit og slips i pauserne mellem deres forgves jobsamtaler. Arbejdende mennesker og selv folk med middelindkomster tvinges ned under fattigdomsgrnsen. I oktober 2003 meddelte arbejds- og socialminister Zevulun Orlev som et bittert apropos, at der nu var 680.000 gamle mennesker, der levede under fattigdomsgrnsen en stigning p tre procent fra ret fr. Mske kan det ses som et symbol p faldende standarder, at den israelske ungdom bliver drligere uddannet. I juli 2003 offentliggjordes en international undersgelse af skolefrdigheder i 41 lande, og Israel endte som nummer 31. Slemt var det med lsning. Af de israelske 15rige skolebrn var en tredjedel ude af stand til at forst de tekster, de havde lst, og rsagen var, at de ikke havde de grundlggende lsefr116

digheder. I matematik og naturvidenskab endte israelerne som nr. 33. Det er forkert at skyde skylden p bureaukratiet. Resultaterne af undersgelsen er et udtryk for en meget dybere og bredere social asko, skrev dagbladet Haaretz i en ledende artikel, og undervisningsministeriet skyndte sig da ogs at nedstte et ekspertpanel, der skulle undersge rsagen til de drlige resultater. Professor Adir Cohen, der havde lrestolen i undervisning og samfund p Haifa University, reagerede p undersgelsen (i Jerusalem Report) ved at foresl en stor reform af undervisningssystemet, og p foresprgsel sagde han, at han ikke var det mindste overrasket over, at de israelske brn var blevet placeret s drligt: Vi har set skriften p vggen i de sidste otte-ti r. I tidligere internationale undersgelser er vi blevet lavere og lavere placeret, og vore lokale undersgelser har vist den samme nedgang. I underskolen er resultaterne i vrigt lige s drlige. Vi er p vej til en national katastrofe. For 15-17 r siden var vi blandt toplandene. Nu bevger Israel sig i en anti-kulturel retning. Kunstinstitutionerne sultes, orkestre nedlgges, teatre lukkes. Vi er ikke lngere gte forbundet med humanistiske vrdier. Vort liv er blevet politiseret p en ndsforladt mde. De offentlige biblioteker er i en frygtelig forfatning. Da palstinenserne i 2000 indledte Al-Aqsa-intifadaen, blev israelernes situation dramatisk forvrret. Tre r senere var konomien i strre vanskeligheder end nogensinde fr, arbejdslsheden steg og steg, og hundredvis blev drbt under terrorangreb. I frste halvr af 2003 var den offentlige gld p 102 procent af bruttonationalproduktet (mod gennemsnitligt 72 procent i EU). De forvrrede tilstande k nansminister Benjamin Netanyahu til at forberede en gennemgribende reform af samfundskonomien, der var et totalt opgr med den ideologi og den politik, statens grundlggere havde haft, og som Arbejderpartiet gennem mange r havde frt ud i livet. Netanyahu stilede mod en hrd beskring af de offentlige udgifter inklusive sociale ydelser forhjelse af pensionsalderen, skattenedsttelser for de hjeste indkomster og privatisering af store statsdrevne foretagender som yselskabet El Al. konomien skulle gres meget mere markedsorienteret, og i juli 2003 beskrev han reformen sledes:
117

Vi gr to ting foretager drastiske reduktioner i den offentlige sektor og stimulerer den private sektor. Mens vi afvikler det gamle system, vil landet gennemleve en kort tid med hrde tider, men bagefter vil der komme en strk vkst. I september 2003 var Netanyahu klar med det frste udspil, og det kom i forslaget til statens budget for 2004, som indeholdt nedskringer p 10 milliarder NIS i statens udgifter. Bemrkelsesvrdigt var det, at forsvaret alene skulle spare tre milliarder plus tre andre milliarder, det ellers var lovet. Lige s opsigtsvkkende var det, at efterretningstjenesterne Mossad og Shin Bet skulle tvinges til at reducere antallet af ledende ofcerer med 13 procent over tre r. Generalstaben indkaldte straks til hastemde for kritisk at drfte disse udsigter, og senere blev nogle af nedskringerne da ogs modiceret. Endnu senere p ret holdt Den internationale Valutafond mde i Dubai, og den israelske kommentator Avraham Tal noterede resigneret, at Israel ikke havde noget at gre ved dette mde, svist som landet ikke var underudviklet nok til at komme p listen over nationer, der kunne f hjlp, men heller ikke rigt nok til at blive bedt om at bidrage til denne hjlp. Israelerne siges at have en optimistisk mentalitet, der udtrykkes med ordene Yihiye beseder (Det skal nok g), og dette syntes at blive bekrftet i september 2003, da the Central Bureau of Statistics offentliggjorde en undersgelse, som viste, at p trods af terrorisme, konomisk nedtur og de mange andre gebrkkeligheder er 83 procent af israelerne glade for deres tilvrelse. Lidt senere blev dette bekrftet af en anden undersgelse, som dog ogs slog fast, at tilfredsheden er langt mindre blandt de arabiske israelere end blandt de jdiske. De ultraortodokse er de mest tilfredse af alle, og det er der ikke noget at sige til, da de este af dem ikke selv skal tjene til brdet.

Under Al-Aqsa-intifadaen gik det palstinensernes konomi endnu vrre end israelernes. I juli 2003 offentliggjorde Verdensbanken en rapport, der blandt andet fastslog: Allerede fr intifadaen var der et voldsomt problem i, at der var alt
118

Suha Arafat levede luksust af palstinensernes penge.

for mange offentligt ansatte, hvis lnninger slugte halvdelen af det palstinensiske selvstyres budget. Der d ogs store summer ned i lommerne p en rkke ledere. Men intifadaen strangulerede konomien totalt. Siden 1999 var befolkningstallet steget 13 procent, mens bruttonationalproduktet var faldet med mere end 30 procent. Forbruget gik ned med 40 procent, eksporten med 50 procent og importen med 60 procent. Samtidig med Verdensbankens rapport der kom efter 1.000 dages vold blev ddstallene i intifadaen opgjort til 810 israelere og cirka 2.330 palstinensere. Det er tabstal, der overgr dem, man ser i mange rigtige krige, og i forret 2004 havde drabene, volden og den faldende livskvalitet bevirket, at hadet mellem jder og arabere nede hidtil usete hjder. I november 2003 konkretiserede Den internationale Valutafond Verdensbankens oplysninger om, at der gik store summer i lommerne p palstinensiske ledere. Det skete i et dokument, som beskrev konomi119

styringen i det palstinensiske selvstyre, og det fremgik, at Yassir Arafat personligt beslaglgger kolossale belb. 2003-budgettet for Arafats kontor var p 74 millioner dollar, hvoraf 34 millioner er opfrt som overfrsler. Det er penge, Arafat personligt bruger til at betale ukendte organisationer og enkeltpersoner med. Valutafonden kommenterede dette skarpt med, at de, der er med i politisk favoriserede cirkler, under ingen omstndigheder br have disse penge. Det rejser uundgeligt sprgsml og mistanker, der er uforenelige med gennemsigtigheden i offentlige nanssystemer. Arafat har aldrig villet sige, hvem der fr pengene. Andre har deres velunderbyggede mistanker, og det er dokumenteret, at han har nansieret fx terrororganisationerne Tanzim og Al-Aqsa Martyrernes Brigader (med 50.000 dollar om mneden). Begge grupper har gennemfrt selvmordsattentater og andre angreb. BBC og en amerikansk tv-station gik endnu dybere end Valutafonden og afslrede, at en del af Arafats personlige rigdom var skjult i et hemmeligt foretagende med en vrdi af omkring en milliard dollar (efterretningschefen, generalmajor Aharon Zeevi havde i 2002 oplyst Knesset om, at Arafat personligt var ca. 1,3 milliarder dollar vrd). Arafats penge er investeret i blandt andet en Coca-Cola-fabrik i Ramallah, et tunesisk mobiltelefonrma og fonde i USA og Cayman Islands. De samme programmer afslrede ogs, at Arafats kone, Suha, i revis har modtaget 100.000 dollar om mneden fra det palstinensiske selvstyres budget. Suha Arafat har i mere end tre r boet i luksuse omgivelser i Paris. I februar 2004 blomstrede denne skandale, da anklagemyndigheden i Frankrig meddelte, at den havde indledt en undersgelse af transaktioner, som havde kanaliseret ni millioner euro ind i Suha Arafats franske bankkonti. Det palstinensiske selvstyres nansminister, Salaam Fayaad, blev konfronteret med nogle af disse forhold, og han erkendte mistrstigt, hvordan det l, og sagde: Der er korruption. Der er misbrug. Der er usmmeligheder, og det er det, der skal udryddes.

9
Sejren, der aldrig blev til fred
Vort grundlggende ml vil vre Israels delggelse.
gamal abdel nasser, Egyptens prsident, 27. maj 1967,
ni dage fr Seksdageskrigen begyndte.

Kort efter Seksdageskrigen talte jeg med en israelsk soldat, der l i en maskingevrstilling p det erobrede omrde langs Jordanoden. Mod vest var der Judas rken med ngne, solstegte bjerge. Tt ved stod Allenby-broen, og tvrs over den smalle od kunne vi se direkte ind i de jordanske soldaters gevrlb. G ikke uden for sandskkene. Man ved aldrig, hvornr de plaffer ls, sagde maskingevrskytten og fortalte denne historie: Da krigen begyndte, opsgte en israelsk stabsofcer sin rabbiner og spurgte ham: Hvordan skal vi sejre? P n af to mder, svarede rabbineren, enten ved et mirakel eller p en naturlig mde. Hvad ville vre en naturlig mde? fortsatte ofceren. At vinde ved et mirakel. Jamen, hvilket mirakel kan man forestille sig? At vinde p en naturlig mde. Seksdageskrigen blev selvflgelig vundet p en naturlig mde, men sejren var s hurtig og overvldende, at mange jder vendte jnene mod himlen og ans den for at vre et mirakel, der var fremkaldt af Adonaj, Herren. I denne nd skrev den amerikanske forfatter Leon Uris en uges tid efter krigens slutning flgende i et helteepos, der var holdt i et tilstrbt bibelsk sprog: Og sledes udkmpede de da i lbet af to rtier tre krige for deres frihed. Til sidst stod jderne alene. Ligesom i begyndelsen var de f, men tapre. Og de knuste fjenderne p alle sider af deres land med en
121

Jakob Andersen (med solbriller) i en israelsk maskingevrstilling ved Jordanoden. (Privateje) 122

sdan hast, at alle mennesker i den ganske verden var dybt betaget. Det var, som om dette ikke var en hr af ddelige. Seksdageskrigen kom som udlsning p en spndt periode i den arabisk-israelske konfrontation. Prsident Gamal Abdel Nasser i Egypten havde hjtyvende panarabiske drmme, og siden Suezkrigen i 1956 havde han vret et idol for masserne i den arabiske verden. De s ham som en arabisk frerskikkelse en ny Saladin der bd det vantro Vesten trods og var parat til at genskabe svundne tiders arabiske storhed. Men Nasser var reelt en eklatant asko. Han havde i midten af 1950erne knyttet sig til Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet, og under den kolde krig s Vesten ikke med blide jne p dem, der stttede den kommunistiske lejr. Derfor frafaldt England og USA et lfte om at nansiere den planlagte Aswan-dmning over Nilen, og Nasser svarede igen med at nationalisere Suezkanalen i juli 1956, idet han agtede at betale dmningen med afgifterne for gennemsejling. Kanalen var ejet af et selskab, der kontrolleredes af franske og britiske interesser, og Paris og London frygtede, at Nasser ville lukke kanalen og dermed standse olietankskibene, der gik i fart mellem Europa og Den persiske Golf. Diplomatiet kunne ikke lse krisen, og derfor planlagde England og Frankrig i hemmelighed en militr aktion, der igen skulle sikre dem kontrollen over kanalen. Israel sluttede sig til alliancen af to grunde, der konstituerede en casus belli. Nasser havde nemlig i strid med folkeretten blokeret Tiranstrdet, s det var umuligt for israelske skibe at besejle havnebyen Eilat i bunden af Aqaba-bugten. Dertil kom, at de egyptisk og jordansk stttede guerillaangreb over grnsen til Israel var blevet s talrige, at der krvedes en modaktion. Britiske og franske styrker landede i Port Said og Port Fuad og besatte kanalzonen, og i en blndende lynkampagne planlagt og ledet af forsvarschef Moshe Dayan erobrede Israel hele Sinaihalven. Men bde USA, Sovjetunionen og FN fordmte krigen, og englnderne og franskmndene mtte rejse hjem igen med halen mellem benene. De israelske styrker trak sig tilbage tre mneder efter de andre, men selv om Suezkanalen forblev lukket for israelske skibe, havde sejren dog gennemtvunget, at Tiran-strdet blev bnet igen.
123

Prsident Nassers tropper havde kmpet elendigt mod israelerne i Sinai, og det var heller ikke hans hr, der havde drevet englnderne og franskmndene ud, men alligevel kom han til at fremtrde som bde helt og sejrherre for de arabiske masser. Han blev symbolet p arabisk og egyptisk nationalisme, og det lykkedes ham at f Syrien og Egypten sluttet sammen i Den forenede arabiske Republik (UAR). Dette varede dog kun fra 1958 til 1961, da syrerne havde fet nok af egypterne, og oplsningen af UAR var et kolossalt prestigetab for Nasser. Fiasko blev det ogs, da han blandede sig i borgerkrigen i Yemen, for de 50.000 udsendte egyptiske soldater gjorde en drlig gur og nede ikke deres ml. I begyndelsen af 1960erne var den egyptiske prsident sledes en faldende stjerne, men han genvandt en del af sin prestige, da han i 1964 var vrt for Cairo-konferencen, som blev et trompetskrald for panarabismen. De arabiske lande fordmte Israels planer om at omlede Jordanodens vand, de genoprettede en Arabisk Overkommando, og de ophjede de palstinensiske ygtninge, der siden 1948 havde vret spredt i ere arabiske lande, til en status, der nrmede sig uafhngighed. Kort efter blev PLO stiftet med egen hr og hovedkvarter i Gazastriben. Nasser havde nu genvundet sin position som leder af arabernes sag og udviklede (iflge sin biograf Robert Stephens) et regulrt Saladin-kompleks. Som Saladin havde drevet korsfarerne ud, ville Nasser i spidsen for araberne kaste jderne i havet. I 1967 spillede han derfor hrdt ud med syrernes hjlp. I massemedierne blev der ophidset til krig, og den syriske forsvarsminister (senere prsident) general Hafez Al-Assad sagde den 20. maj i fuld overensstemmelse med Nassers udtalelser: Vore styrker er nu fuldstndig rede til at indlede befrielsen, til at sndersprnge den zionistiske tilstedevrelse i det arabiske hjemland. Den syriske hr er forenet og har ngeren p aftrkkeren I min egenskab af ofcer mener jeg, at tiden er kommet til at indlede et slag, der skal udslette fjenden. Seks dage fr disse ord faldt, havde der vret et militrt tattoo i forbindelse med Israels 19. uafhngighedsdag. Premier- og forsvarsminister Levi Eshkol sad med sin kone, Miriam, p altanen i sit kontor og lyttede til musikken fra stadionet p den anden side af gaden. Forsvars124

Israelsk soldat hjlper en sret kammerat i Sinairkenen under kampagnen i 1956. (Foto: Bamahaneh)

chef Yitzhak Rabin kom ud p altanen og hviskede noget i Eshkols re, og denne udbrd chokeret: Har Nasser beordret sine tropper ind i Sinai? Siden Suezkrigen havde en fredsbevarende FN-styrke vret stationeret p Sinaihalven, og nu krvede Nasser, at den trak sig ud. Generalsekretr U Thant fjede sig alt for villigt den 19. maj, og re dage senere lukkede Nasser igen Tiran-strdet for israelske skibe, idet han fortsatte sit hadske propagandafelttog. Sovjetunionen havde givet araberne en falsk rapport om israelsk opmarch ved Syriens grnse, og dette blev mere benzin p blet. Moskva frygtede imidlertid at miste kontrol med begivenhederne og opfordrede derfor Nasser til at vise mdehold. Samtidig skrev den amerikanske prsident, Lyndon Johnson, advarende til premierminister Levi Eshkol, og p et mde med Israels udenrigsminister, Abba Eban, sagde han: Israel vil ikke vre alene, medmindre det beslutter at handle p egen hnd. John Haydon var CIAs reprsentant i Israel, og han forstrkede det
125

amerikanske pres, da han midt om natten opsgte Meir Amit, der var chef for Mossad. Hvis Israel slr til, vil USA landstte styrker i Egypten og forsvare landet, sagde Haydon. Jeg tror Dem ikke, svarede Amit. Det er vigtigt for jer at have USA p jeres side og ikke p den anden side. Supermagternes henstillinger nyttede dog ikke noget. De to klientstater var p en uafvendelig kollisionskurs, og den 1. juni tiltrdte den beundrede general Moshe Dayan som ny forsvarsminister, hvilket styrkede israelernes moral og beslutsomhed (han k senere uberettiget ren for meget af den ikke-karismatiske Eshkols arbejde). Egyptiske og irakiske tropper ankom til Jordan og signalerede et nrt forestende panarabisk angreb. Sndag den 4. juni besluttede den israelske regering at sl til frst. Om aftenen gik premierminister Levi Eshkol en tur i haven med sin kone, Miriam, der har fortalt flgende: Eshkol begyndte at nynne. Han var fuldstndig umusikalsk, men der var en chassidisk sang, han holdt af at synge. Den ld sdan: Rabbineren havde beordret os til at vre glade, fordi der l svre tider forude. Jeg vidste, at nr han sang denne sang, s tnkte han over noget vigtigt. Eshkol, hvad foregr der? spurgte jeg ham. Han holdt op med at nynne og sagde: Miriam, i morgen begynder det. Der bliver enker, faderlse brn, srgende forldre. Og alt dette m jeg tage p samvittigheden. Hans hjerte bldte. Angrebet kom dagen efter, mandag den 5. juni. Egypten havde 900 tanks, over 200 kampy og 80.000 soldater. Syrien havde opmarcheret seks brigader og 300 tanks. Kong Hussein af Jordan havde dertil sat sit lille, men effektive luftvben i alarmberedskab og gjort sine 300 tanks klar til kamp. Han tillod ogs irakiske og saudiarabiske styrker at g igennem Jordan og tage opstilling ved grnsen til Israel. Selv Libanon mobiliserede sin lille hr. Over for dette opbud stod israelerne med 275.000 soldater, 1.093 tanks og 203 krigsy. Da krudttnden eksploderede, bombede det israelske luftvben de arabiske kampy p jorden, inden de overhovedet nede at lette kri126

Israelske Centurion-tanks avancerer over Golanhjderne i juni 1967. (Foto: Bamahaneh)

gens afgrende operation og i lbet af seks dage lb den israelske hr fjenderne over ende. Sinaihalven blev erobret for anden gang p en halv snes r, Vestbredden faldt som en moden fersken, og Syrien mistede Golanhjderne, der havde stor strategisk betydning. P n eneste uge var Egyptens, Syriens og Jordans samlede militr blevet smadret, og da FN arrangerede vbenhvile, havde Israel fet kontrol med det bibelske Eretz Yisrael (minus landet st for Jordanoden) og samtidig fet grnser, der kunne forsvares i modstning til vbenstilstandslinjerne fra 1949, som nsten havde skret Israel over p midten (p det smalleste sted var der kun f kilometer fra den jordanske Vestbredden til Middelhavet). Golanhjderne var nu renset for de syriske kanonstillinger, der uaadeligt havde beskudt kibbutzerne i lavlandet nedenfor. Flelsesmssigt var erobringen af stjerusalem med Den gamle By Seksdageskrigens hjdepunkt for jderne. Siden Uafhngighedskrigen havde Jerusalem vret delt midt igennem, og jderne havde vret afskret fra at bede ved judaismens helligste sted: Grdemuren (som de
127

De frste soldater ved Grdemuren, da Den gamle By blev erobret, juni 1967. (Foto: Government Press Ofce)

kalder Vestmuren, idet den havde vret den vestlige mur i Det andet Tempel, der var blevet delagt af romerne i r 70). P toppen af Tempelbjerget l nu Klippemosken og Al-Aqsa-mosken, og nedenfor stod Grdemuren med sine vldige stenblokke. Det flgende er en deludskrift af en udsendelse i den israelske Hrens Radio den 7. juni 1967. Reporteren er den unge Yossi Ronen (senere en kendt tv-producer), der slbte p sin bndoptager og lb sammen med soldaterne: OBERST MOTTA GUR [med megafon]: Alle kompagnichefer! Vi er nu p bakkekammen, og vi kan se Den gamle By. Om lidt gr vi ind i Jerusalems gamle by, som alle generationer har drmt om. Vi vil vre de frste, der gr ind i Den gamle By. Eitans tanks rykker frem til venstre, og vi gr igennem Lveporten. Vi mdes p den bne plads verst oppe. [Lyd af jubel fra soldaterne]. YOSSI RONEN : Vi gr nu i en af Jerusalems hovedgader p vej mod Den gamle By. Fortroppen forbereder sig p at g ind i Den gamle By.
128

[Lyd af gevrild og kamptummel]. YOSSI RONEN :Der bliver stadig skudt fra alle sider. Vi avancerer mod indgangen til Den gamle By. [Lyd af skudsalver og stvletrampen]. [Befalingsmnd brler ordrer til soldaterne]. [Mere hastig stvletrampen]. YOSSI RONEN : Soldaterne holder fem meter imellem sig. Det er stadig farligt at g her. Snigskytter skyder alle vegne. [Lyd af gevrild]. YOSSI RONEN : Vi fr ordre til at standse. Vi avancerer mod Tempelbjerget. Oliebjerget er til venstre. Vi er nu over for den russiske kirke ved Den gamle By. Jeg dukker hovedet, og vi lber langs med et hjdedrag. Vi kan se stenmurene. De skyder stadig p os. De israelske tanks er nu ved indgangen til Den gamle By, og vi stormer videre gennem Lveporten. Jeg er sammen med den frste trop, der bryder igennem til Den gamle By. Til venstre for mig str en jordansk bus, helt udbrndt. Det er meget varmt. Vi er ved at trnge ind i Den gamle By. Vi str neden for Lveporten, og porten er ved at styrte sammen, mske p grund af granatilden. Soldaterne tager dkning bag palmetrerne. Jeg str selv tt op ad et tr. Vi rykker lngere og lngere ind i byen. [Lyd af gevrild]. OBERST MOTTA GUR [over soldaternes walkie-talkies]: Tempelbjerget er i vore hnder! Jeg gentager, Tempelbjerget er i vore hnder! Alle styrker skal standse skydningen! Dette er David-operationsrummet. Alle styrker, stop skydningen! Jeg gentager, alle styrker, stop skydningen! Over. STEMME : Kommandr otte-ni her. Er det Motta, der taler? Over. [Uforsteligt svar fra Motta Gur]. GENERAL UZI NARKISS : Motta, der er ingen som dig. Du er lige ved siden af Omar-mosken [Klippemosken]. YOSSI RONEN : Jeg er krt hurtigt gennem Lveporten og hele vejen ind i Den gamle By. ORDRE OVER SOLDATERNES WALKIE-TALKIES : Gennemsg omrdet! Knus alle modstandslommer, og g ind i hvert enkelt hus, isr p de hellige steder.
129

[Oberstljtnant Uzi Eilam blser i et vdderhorn (shofar). Soldaterne synger Jerusalem of Gold.] GENERAL UZI NARKISS : Sig mig, hvor er Vestmuren? Hvordan kommer vi til den? YOSSI RONEN : Lige nu gr jeg ned ad trinene til Vestmuren. Jeg er ikke religis, jeg har aldrig vret det, men her er Vestmuren, og jeg rrer ved stenene i Vestmuren. SOLDATER: [reciterer Shehechianu-velsignelsen]: Baruch ata Hashem, elokeinu melech haolam, she-hechianu ve-kiemanu ve-hegianu lazman ha-zeh. [Velsignet er Du, Herre Gud Konge af Universet, som har holdt os oppe og srget for os og bragt os til denne dag.] BRIGADEGENERAL, RABBINER SHLOMO GOREN : Baruch ata Hashem, menachem tsion u-voneh Yerushalayim. [Velsignet er Du, som trster Zion og bygger Jerusalem]. SOLDATER: Amen! [Soldaterne ved Vestmuren synger nationalsangen Ha-Tikvah]. Men der var store komplikationer ved sejren. Nu skulle israelerne regere over mere end en million palstinensere i de besatte omrder,
Jerusalem bombarderes under Seksdageskrigen. (Foto: IDF)

130

og den lille stende hrs kapacitet blev spndt til bristepunktet ved at skulle sikre de nye linjer langs Suezkanalen, Golanhjderne og Jordanoden. Dertil kom en kraftig international opposition imod Israels ekspansion, isr indlemmelsen af Den gamle By i Jerusalem hvor de hellige steder for bde jder, kristne og muslimer l og senere Golanhjderne. Israel havde hidtil kun kunnet skaffe sig avancerede kampy fra Frankrig, men i protest mod krigen havde prsident Charles de Gaulle indfrt vbenembargo mod den jdiske stat. I stedet indvilligede USA i at levere Israel amerikanske krigsy, og det blev indledningen til det ttte militre og strategiske samarbejde mellem de to lande, som eksisterer i bedste velgende den dag i dag. Det er ikke forkert at sige, at verden var slagen med beundring over Israels kolossale sejr i Seksdageskrigen, for havde Israel ikke lige siden 1948 kmpet for sin eksistens omgivet af en arabisk verden, der bde befolkningsmssigt og militrt udgjorde en overvldende overmagt? Hvordan kunne denne overmagt blive knust p f dage? I indledningen til dette kapitel tales der bde om mirakler og om Leon Uriss bibelagtige helteskildring, men naturligvis var der helt prosaiske forklaringer. Frst og fremmest skyldtes sejren israelerne selv. De havde nogle af verdens bedste generaler, og de havde soldater, der var veluddannede og besjlede af vilje til at sls i bevidstheden om, at et nederlag kunne blive enden p den jdiske stat. Men arabernes nederlag var ogs selvforskyldt. I en nutidig analyse har den amerikanske historiker Kenneth M. Pollack kortlagt den arabiske mde at fre krig p i det sidste halve rhundrede, og det er deprimerende lsning hvis man er p arabernes side. Roden til den militre uduelighed ndes nemlig i de stivnede og tilbagestende samfundssystemer, den arabiske verden bestr af: Den menige soldat har ingen status. Han er elendigt betalt, usselt indkvarteret og drligt uddannet og trnet. Ofcererne forfremmes i regelen som flge af nepotisme (i stammer, klaner og sekter) og ikke p grund af dygtighed. Moderne krigsfrelse bestr blandt andet af mekanisering og kombinerede operationer til lands og i luften, men de este arabiske generaler har ikke haft nogen indsigt i eksible taktiske doktriner. I stedet
131

Forsvarsminister Moshe Dayan ankeret af forsvarschef Yitzhak Rabin (t.h.) og general Uzi Narkiss gr ind i Den Gamle By den dag, den blev erobret. (Foto: Government Press Ofce) 132

har de forladt sig p forldede sovjetiske ider, fx om at koncentrere tanks med henblik p at udkmpe traditionelle slag. Nr den praksis viste sig selvmorderisk over for en sostikeret fjende, der havde luftherredmmet, var der ingen mekanismer parat til at foretage justeringer. Vbensystemer er nsten altid importeret og ikke produceret hjemme. De er ofte slet vedligeholdt og smides i hnderne p soldater, der mangler bde uddannelse og erfaring med avanceret teknologi. Alt dette er dog kun symptomer p endnu strre problemer. I de arabiske hre foregr der nemlig ikke nogen fri diskussion af de operative muligheder. Der ndes derimod en tradition, som belnner underdanighed og straffer initiativ. En professionel arabisk ofcer er ilde faren, hvis han taber p slagmarken, men hvis han vinder, bliver han genstand for misundelse og mistnksomhed fra sine ligemnd og sine politiske chefer. Disse faktorer var udslagsgivende i krigene mellem Israel og de arabiske lande fra 1948 og fremefter men man kan ogs nde dem som vigtige elementer i fx Iraks nederlag til de USA-ledede koalitioner i 1991 og 2003.

Fra begyndelsen var det usikkert, hvordan Israels militre sejr i Seksdageskrigen kunne forvandles til en varig fred. Den israelske regering sgte sdanne muligheder straks efter krigsafslutningen, og premierminister Levi Eshkol fremsatte hemmeligt et tilbud om at tilbagegive erobret land til gengld for fredsaftaler med Egypten, Jordan og Syrien. Prsident Nasser afslog imidlertid dette tilbud og genopfriskede sin gamle konfrontationspolitik over for Israel. Han blev opmuntret af nye vbenforsyninger fra Sovjetunionen, og i august 1967 stillede han sig i spidsen for de arabiske lande ved et topmde i Khartoum i Sudan, hvor de afviste at forhandle med Israel. Denne holdning var dikteret af en blanding af overvldende arabisk ydmygelse og traditionel arabisk stolthed, og den kan kun betegnes som aldeles uproduktiv og stupid.
133

I november reagerede FNs sikkerhedsrd p dette ved at vedtage resolution 242, der stadig er i centrum af alle forhandlinger. Den krvede, at Israel skulle trkke sig tilbage fra besatte omrder, og at alle parter i konikten skulle anerkende de andres ret til at leve med sikre og anerkendte grnser. Formuleringen af denne resolution gav israelerne manvremuligheder i alle senere tilnrmelser, idet den ikke sagde, at Israel skulle trkke sig fra alle besatte omrder, men kun fra besatte omrder alts uden specikationer. Resolutionen omtalte ikke palstinenserne som et folk, men kun som ygtninge, idet det antoges, at Jordan ville reprsentere dem. I tre r efter krigen blev der gjort internationale forsg p at lirke sig frem mod en fredslsning, men de var alle frugteslse, for efter Khartoum holdt de arabiske lande sig stdigt til politikken med de tre gange Nej: Nej til at anerkende Israel. Nej til at forhandle med Israel. Nej til en fred med Israel. Den jdiske stat holdt i begyndelsen de erobrede omrder besat med en minimal hrstyrke og forlod sig p, at luftvbnet ville kunne afvrge et eventuelt arabisk angreb. Forsvarsminister Moshe Dayans politik var en besttelse med let hnd. Meningen var, at det militre styre skulle forstyrre palstinensernes dagligdag s lidt som muligt, og israelerne forlod Tempelbjerget (arabisk: Haram Al-Sharif) i Jerusalem, hvor Klippemosken og Al-Aqsa-mosken l. P Vestbredden k de arabiske institutioner lov til at fungere videre i hnderne p palstinenserne inklusive det jordanske juridiske system og i Gaza var de egyptiske regulativer stadig gldende. Men udsigterne til en fredelig fremtid visnede bort p grund af den arabiske uforsonlighed. PLO blev reorganiseret og forstrkede sine aktiviteter, isr fra dens baser i Jordan. Disse angreb havde to former: en terrorblge mod civile (fx bomber i Tel Avivs busterminal og cafeteriaet p Hebrew University) og en guerillakrig mod ml p Vestbredden. Langsomt udviklede den israelske hr en taktik og den ndvendige elektroniske overvgning til at bremse angrebene, og efter tre r
134

I 1969 blev Yassir Arafat formand for PLO. Her flger han prsident Nasser, og det gjorde han ogs med sine angreb mod Israel. (Foto: Al-Ahram) 135

var situationen under kontrol. Israelerne gennemfrte ogs modoffensiver mod PLO-baser, fx den strkeste af dem i landsbyen Karameh p Jordanodens stbred. Ved den lejlighed drbtes 150 palstinensiske guerillaer og 29 israelske soldater, hvilket af araberne blev udlagt som en stor sejr, der blev besunget af bde digtere og propagandister. Siden 1967 havde Egypten beskudt de israelske stillinger ved Suezkanalen, og Nassers styrker havde ogs snket destroyeren Eilat (47 omkomne). I marts 1969 proklamerede Nasser formelt, at vbenhvilen var slut, og at han gik i offensiven. Skrmydslerne havde udviklet sig til det, der blev kendt som Opslidningskrigen eller Udmattelseskrigen (The War of Attrition, 1967-70). Strategien bag denne krig var formet af Nassers tro p, at Israel ikke kunne modst en langvarig udmattelseskrig, fordi det meste af dens hr bestod af reservesoldater. Han regnede ogs med, at Israel ikke kunne skuldre den konomiske byrde, og at de konstante tab ville underminere jdernes moral. Det var en del af strategien, at angrebene skulle komme uophrligt, men holdes p et forholdsvis lavt niveau, s Israel ikke blev provokeret til endnu en totalkrig. Men israelernes tab steg og steg alene i juli 1969 var der 30 drbte og 70 srede og de gik til modangreb, isr med yvevbnet. Det kom til heftige luftkampe, og fra 1967 til marts 1970 blev 85 egyptiske y skudt ned, idet egypterne mistede otte y for hvert israelsk, der gik tabt. Der blev ogs gennemfrt kommandoraids over Suezkanalen, og egyptiske radaranlg og jord-til-luft missilbatterier blev delagt den ene gang efter den anden. Prsident Nasser havde proklameret tre faser i sin politik: Forsvar. Gengldelse. Angreb. Gengldelsesfasen indledtes i september-oktober 1968 med intense artilleribombardementer langs kanalen, og israelerne led svre tab. Som modtrk byggede de Bar-Lev-Linjen, der var en serie befstninger langs hele Suezkanalen, opkaldt efter forsvarschef Chaim Bar-Lev. Nasser havde fet massiv militr assistance fra Sovjetunionen, og
136

han angreb over Suezkanalen med svrt artilleri, nye MIG-jagere og et avanceret sovjetisk jord-til-luft missilsystem. Angrebene blev styret af sovjetiske rdgivere, der var sendt til Egypten i stort antal. Premierminister Golda Meir, der tiltrdte ved Eshkols pludselige dd i februar 1969, beordrede massive luftangreb langt ind i Egypten, men da sovjetiske kamppiloter begyndte at yve Nassers maskiner, blev gengldelsen standset, for Israel ville undg at drbe Brezjnevs soldater og dermed risikere konfrontationer med Sovjetunionen. I stedet yttedes kampene til kanalzonen, og samtidig foretog Yassir Arafats PLO-guerillaer mange angreb fra deres baser i Jordan. PLOerne angreb ofte ikke-militre ml, og dette k israelerne til at stemple PLO som en terrororganisation, de ikke ville forhandle med en tilstand, der varede ved lige til 1993. Opslidningskrigen fortsatte til prsident Nassers dd i september 1970, og da havde Israel overtaget. Den havde pfrte Israel svre tab, men strategisk slog den fejl p alle punkter. Under Opslidningskrigen rejste jeg i de omrder, hvor PLO-guerillaer angreb. Hvert hjdedrag i Jordandalen var et israelsk stttepunkt, og det blhvide ag stak op som vajende kamptegn fra de ngne klipper, der rummede strke underjordiske befstninger. Mod vest l Jerusalem i imrende hede, og oden gled dovent ned mod Det dde Hav. Palstinensernes angreb kom altid om natten. Yassir Arafats folk krydsede Jordanoden i ly af mrket, trngte nogle kilometer ind i landet og anbragte deres bomber. Ved daggry sneg de sig tilbage, men mange af dem blev drbt af israelernes patruljer, inden de nede over oden. I sommeren 1969 indrmmede Yassir Arafat, at der til da var blevet drbt ere end 700 guerillaer, og at israelerne havde taget ere end 3.000 til fange. ret efter oplevede jeg ere typiske palstinensiske aktioner foretaget af folk p Vestbredden og i Gaza. En tidlig formiddag kom en israelsk patrulje til Omar el Mukhtar-gaden i Gaza, hvor det vrimlede med brn, der var p vej til skole. Pludselig j en bombe gennem luften, sendt af sted af en ukendt arabisk hnd i mngden. Meningen var at drbe soldaterne, men bomben eksploderede bag ved dem, og der var kun arabiske ofre, blandt dem brdrene Zeyed p fem r og Hisham p tre. De dde begge ved middagstid samme dag.
137

Kort efter blev re Gaza-terrorister idmt fngsel p livstid, og en femte k ti r. Den ene af de dmte var den 17-rige Razi Muhammed Giad, der havde myrdet to civile jder. Et af hans ofre var Simon Levi fra Beersheba, som Giad uden varsel havde skudt med seks kugler fra sin pistol. Da Levi faldt om p jorden, pumpede Giad endnu seks kugler i ham. Under retssagen sagde den offentlige anklager med afsky i stemmen: Det var et vildt dyrs handling. Razi Giad sprang rasende op fra sin stol og rbte til anklageren: Hvordan tr De kalde mig et dyr! Jeg er frihedskmper! Lnge leve Palstina! Det var det samme had og den samme rhed, som i rene efter 2000 kom til at prge palstinensernes oprr i Al-Aqsa-intifadaen. En dag styrede jeg min jeep fra bjergene ned mod Jordanoden. rkensandet var gennemkrydset af larvefdder, og nogle af sporene gik mod Allenby-broen, der i mange r har vret den vigtigste livline mellem Vestbredden og det hashemitiske kongedmme. I kritiske perioder har denne bro bret tusinder af ygtninge over Jordanoden, og den er blevet passeret af tusinder af lastbiler med Vestbreddens frugt og grntsager, der slges i Jordan og andre arabiske lande. Ned mod Det dde Hav kom jeg til en sandskstilling, der var bemandet med en halv snes israelske soldater. Deres maskingevrer var beviklet med klude for ikke at skramle om natten, nr PLO-guerillaerne kunne ventes. En af soldaterne var fra New Zealand. Som mange andre jder fra hele verden var han rejst til Israel for at give en hnd med, da Seksdageskrigen brd ud, og nu havde han besluttet at blive der for altid. Her i Israel sker der mere p en time, end der gjorde p tre r i New Zealand, sagde han. Jeg skal ikke tilbage til den landsby, jeg kom fra. Det var karakteristisk, at soldaterne ikke pralede med sejren i Seksdageskrigen. Mens den halve verden var mlls, holdt den almindelige israeler hovedet koldt og begyndte endda at spekulere p, hvilke farer den ny situation kunne bringe i fremtiden. Soldaterne var blevet mobiliseret, de kmpede, de vandt og bagefter vendte de tilbage til deres civile arbejde. Den 20-rige Shai fra Kibbutz Akim, der havde frt en deling faldskrmssoldater, udtrykte det sledes:
138

De israelske soldater strmmede til Grdemuren i Den gamle By i Jerusalem. (Foto: Jakob Andersen) 139

Vi var ikke srligt ophidsede eller begejstrede over at drbe arabere eller over, at vi vandt. Vi flte blot, at vi havde gjort det, der skulle gres. Hans kollega Gal fra Givat Chaim havde vret maskingevrskytte p en tank: Hvad skulle jeg have imod en araber? Selv om jeg kan se, han har et gevr? Man skyder p ham, men man ved, han er et menneske, at han har en familie alt er godt, lige til det jeblik, hvor man ser det frste lig. S begynder man at forbande krigen. Rivka Niedt fra Kibbutz Usha frte dagbog under Seksdageskrigen og skrev blandt andet flgende ved ankomsten til Al-Arish i Sinai: Udenfor er der et tungt og tykt mrke og en frygtelig larm skud, skrig og dumpe, frygtindgydende brag Halsen snrer sig sammen, jnene slres, og man lber udenfor men vindstdene bringer kun svrme af sorte uer og stanken fra de dde. Araberne havde ikke den samme ambivalente holdning til krigen. Selv navnet Seksdageskrigen blev undertrykt, fordi det ledte tanken hen p fjendens lynhurtige sejr. I stedet kaldte de krigen Tilbageslaget, Katastrofen eller Junikrigen. Efter nederlaget begyndte araberne ogs en selvransagelsesproces. Hvordan kunne et lille land som Israel i den grad afslre araberstaternes uduelighed og erobre store landomrder? I en halv snes r havde araberne pralet med militrets nye vben og soldaternes overlegne mandighed, og nu l det hele i ruiner. Nogle arabiske intellektuelle nedgjorde den panarabiske nationalisme der da heller aldrig igen blev en massebevgelse p tvrs af grnserne og understregede behovene for modernisering og demokrati. Andre prdikede en forstrket radikalisme efter Cuba/Vietnam-modellen, og atter andre opfordrede til en tilbagevenden til fundamentalismens strenge islam. Under Opslidningskrigen berejste jeg ogs Egypten, og man behvede nsten ikke at tale med folk for at fornemme frustrationen og nederlagsstemningen. Det var nok at se p trakken om aftenen, for alle biler krte med blndede lygter p grund af risikoen for israelske yangreb. Der kom kun en smal lysstribe ud gennem en sprkke i den bl dkmaling, og husene var mrkelagte som i Danmark under Anden Verdenskrig.
140

Men det var ikke kun biler og huse, der var blndede i Nassers politistat. Formrkelsen gjaldt ogs sindene. Nederlaget i Seksdageskrigen havde bevirket, at Nassers sikkerhedstjenester strammede grebet om befolkningen. Der var ingen politisk frihed og ingen personlig frihed. I Cairo og Alexandria havde der vret alvorlige studenteroprr, og de unge krvede lnkerne lsnet. I stedet blev de strammet. Sikkerhedspolitiet opererede frit p universiteterne, og regeringen havde jernhrd kontrol med studenterforeningerne. Jeg ville hre, hvad der rrte sig i de unge mennesker, og en dag havde jeg af rektor p Cairo University fet lov til at tale med en ok af hans studerende. Vi mdtes i et auditorium, hvor jeg sad med en kvindelig professor p min ene side og en efterretningsmand p den anden. Denne snuser var jeg forpligtet til at have ved min side under hele opholdet i Egypten, og han irriterede mig ikke blot ved sit spioneri, men ogs ved sin aldeles humorforladte facon, der formentlig skyldtes, at jeg ngtede at give ham den bestikkelse (bakhshish), som alle statsansatte forventede at f. Professoren introducerede mig for studenterne og satte sig s ned igen. Jeg havde regnet med, at hun og efterretningsmanden ville forlade lokalet, s jeg kunne tale ugeneret med de unge mennesker, men begge blev siddende. Jeg vil gerne tale alene med de studerende, sagde jeg til professoren, men det ville hun ikke tillade. Rektor havde bestemt, at hun skulle blive, sagde hun. S vendte jeg mig mod efterretningsmanden og sagde: Men De m g! Her har De intet at gre! Snuseren s surt p mig og forklarede, at hans chef havde givet ordre til, at han ikke mtte vige fra min side. Derp rejste jeg mig og sagde til studenterne: Deres professor nsker ikke at lade mig tale alene med Dem om krigen og den politiske situation, og efterretningsmanden ngter ogs at forsvinde. Under disse omstndigheder kan jeg ikke f en fri samtale med Dem, s jeg gr selv min vej. Jeg beklager meget, at jeg har ulejliget Dem. Jeg pakkede mine sager og gik p caf i bazaren, idet jeg lod snuseren sidde for sig selv ved et andet bord.
141

Seksdageskrigen havde kun varet et hundrede og toogtredive timer, s det var en af de korteste i historien, men der var mange tusinde drbte, srede og tilfangetagne 25 arabiske soldater for hver israelsk. Egypten havde mistet 85 procent af hele sit militre udstyr fra y til tanks og gevrer og Jordan og Syrien var svkkede p tilsvarende mde. Men Seksdageskrigen blev ikke afslutningen p noget, tvrtimod blev den begyndelsen til en lang kde af begivenheder, som tilsammen har gjort den lokale konikt mellem jder og arabere til et forpestet internationalt problem: PLOs udvikling til en international terrororganisation, der udfrte ykapringer, mord og mange andre forbrydelser. Opslidningskrigen 1967-1970. Sorte September-kampene i Jordan 1970 og udvisningen af PLO 1971. Massakren p israelske idrtsmnd ved de olympiske lege i Mn chen 1972. Jom Kippur-krigen 1973. Krigen i Libanon 1982. Kontroversen omkring de jdiske bosttelser i de besatte omrder og Jerusalems fremtid. Camp David-aftalerne, der skabte en kold fred mellem Egypten og Israel. Oslo-aftalerne, der i 1990erne indledte en forgves fredsproces mel lem palstinenserne og Israel. Intifada I (1987-1993) og Intifada II (2000-?). Alt dette var resultater af de seks hede dage i juni 1967, men krigen blev ogs rsag til, at der i Israel udvikledes en chauvinisme og religis fundamentalisme, som er i centrum af nutidens konikt. Allerede i 1968 prdikede den prominente rabbiner Zvi Yehuda Kook, at bosttelser overalt i det bibelske Eretz Yisrael ville fremskynde den messianske ra, og hans flgesvende stiftede i Hebron den politiske bevgelse

142

Far brer barnet, og mor har rien over skulderen. Disse bosttere er fra Gush Emunim-bosttelsen Shilo. (Foto: Yesha Photo)

143

Gush Emunim (De troendes blok), som kmpede for jdiske bosttelser p alt land vest for Jordanoden. 36 r senere i december 2003 da krigens mange flger for lngst var benbare for alle, gjorde statsmanden Shimon Peres regnebrttet op p denne mde, idet han talte om to kolossale fejl, Israel havde beget: Den ene var, at vi ikke forvandlede den militre sejr til et politisk udbytte. Jeg refererer ikke til vore erklringer om at ville slutte fred med de arabiske lande baseret p de internationale grnser. Disse erklringer var nemlig livlse ord, de var et godstog af ord uden et virkeligt lokomotiv foran. Hvis vi havde investeret den ndvendige energi i at slutte fred med Egypten efter Nassers dd [i 1970] og fr Jom Kippur-krigen, s kunne vi formentlig have undget denne krig og have fet en anden slags fredstraktat med Egypten end den, vi k i Camp David. Den anden fejl, Israel begik, var iflge Shimon Peres, at man forelskede sig i de besatte omrder: Kolossale pengesummer anslet til hundredvis af milliarder dollar der blev investeret i omrderne, ville i stedet [med en fred] vre blevet investeret i Negevrkenen. I stedet for en brutal krig med vore naboer ville vi have kunnet kmpe den alternative kamp nemlig med det vilde landskab i Negev. rkenen ville have blomstret og vret fuld af grsplner, lunde, skove og damme. Negevs pragtfulde trre klima ville have givet liv til hundredtusinder af mennesker, der nu bor i overfyldte bycentre og er ved at blive kvalt af rg og beton. Men alt kom til at g anderledes. Araberne forvaltede deres nederlag i Seksdageskrigen drligt, og Israel brugte ikke sejren bedre.

10
Heltedrberne
Se den amerikanske Uafhngighedserklring. Den indeholder intet om territoriale grnser. Vi er ikke forpligtede til at fastlgge statens grnser.
moshe dayan, general, forsvarsminister, august 1967.

Skolebger er en god indikator for en nations selvforstelse. Palstinensiske brn undervises i, hvordan jderne rvede deres land, og at de derfor skal hade dem. Bgerne fortller bde den muslimske og den kristne historie om Det hellige Land, idet mange palstinensere er kristne (for hundrede r siden var det 13 procent, men antallet er faldet). Derimod forbigs eller bengtes den jdiske fortid i landet, og i 1999 blev dette demonstreret sledes af dr. Issam Sesalem, historieprofessor p The Islamic University-Gaza: Dette land er for os [muslimerne] og for vore kristne brdre Dette er vort land i hvilket vi ikke har nogen partner, og ingen andre end vi har nogen historisk tilknytning til landet vi ejer landet. I nye skolebger, som er produceret af det palstinensiske selvstyre og betalt af EU (alts ogs Danmark), hedder det eksempelvis: Der er intet alternativ til at delgge Israel. Den jdiske pstand, at Palstina med historiens ret er deres, er den strste lgn, menneskeheden kender. Disse tyvekngte nsker at bostte millioner af jder i Beershebaregionen. Det jdiske ml er at etablere et globalt jdisk imperium, hvis territorium ikke blot skal g fra Nilen til Eufrat og fra Medina til Kuwait jdernes sande ml er at rve nsten hele det arabiske hjemland. Israelske skolebger lyver ikke p samme mde og opgejler heller ikke had, men de overser nsten palstinenserne bortset fra beskrivelser
145

af, hvordan de overfaldt jderne fr og efter statsdannelsen. En geograbog fra 2000 fortller sledes, at Eretz Yisrael (Israels land) bestr af blandt andet Juda og Samaria (Vestbredden) samt Gazastriben og Golanhjderne. Et tilhrende landkort har ingen angivelse af det palstinensiske selvstyre, og Golanhjderne vises helt adskilt fra Syrien. Et sprgsml til eleverne lyder sledes: Hvilke jdiske bosttelser p den anden side af den grnne linje kender du? Bogen har imidlertid ingen forklaring p, hvad den grnne linje er, og hvilken betydning den har (den er vbenstilstandslinjen fra 1949 og var til 1967 Israels faktiske, men ikke anerkendte, grnse). En anden israelsk geograbog fra 1996 omtaler grnsen til Jordan, idet den totalt ignorerer det palstinensiske selvstyre: Jordan er vor nabo mod st. Jordanoden er grnsen mellem Eretz Yisrael og staten Jordan. Det skal anfres, at det hebraiske udtryk Eretz Yisrael (Israels land) er meget brugt af isr nationalistiske og religise kredse som en markering af, hvad de mener er det rigtige Israel det vil sige det bibelske jdiske omrde, egentligt inklusive en del land st for Jordanoden, sdan som det udtrykkes i De Atten Principper, der gjaldt for terrororganisationen Lehi: Jdernes hjemland er Eretz Yisrael med de grnser, der deneres i Bibelen (Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens od til den store od, Eufratoden; 1. Mosebog 15:18). Eretz Yisrael-betegnelsen bruges dog ikke blot for at fremmane associationer til oldtiden, den er ogs ofte udtryk for, hvordan brugerne mener, det nuvrende Israels grnser br vre. P samme mde omtales Vestbredden konsekvent som Juda og Samaria for at markere et jdisk-historisk prg og for at lgge afstand til nutidens virkelighed, og udtrykket de besatte omrder har nrmest vret forbudt. Omrderne uden tillgsord har de altid heddet i det ofcielle sprog og i alle ofcielle skrivelser.

146

Romantikken omkring den jdiske pionerstat er for lngst get op i krudtrg, og den traditionelle version af Israels historie er i de seneste r blevet angrebet af en rkke jdiske historikere og forfattere, hvilket ikke er velset i Israel og blandt diasporajder. En dag i 1998 sad den svenske chefredaktr, kommentator og forfatter Gran Rosenberg over for mig p en femtesal i det indre Kbenhavn. Han er en af de Israel-kritiske jdiske forfattere, og han havde vakt opsigt med sin bog Det tabte Land, der i den Israel-venlige avis Dagens Nyheter k dette skudsml: En intellektuelt stringent, pdagogisk overskuelig og moralsk imponerende bog med en analyse, som aldrig forsger at undg de pinefulde kendsgerninger, men i stedet fokuserer p de mest betndte modstninger i tidens lb. Gran Rosenbergs forldre overlevede Auschwitz, men selv stemplede han Israel som et land, der er fuldt af vold, uret og had. Han har en fortid som revolutionr maoist, men nu om dage synes hans jakkest at hre hjemme i et kapitalistisk bestyrelsesvrelse. Han er dog stadig en politisk og moralsk ildsjl. Bde i Israel og i resten af verden er der et voksende krav om, at den jdiske stat lgger fortiden bag sig og bygger fremtiden p nye forestillinger og vrdist. Det m vre slut med at retfrdiggre enhver politisk handling med Holocaust og Bibelen, siger nogle kritikere. Vi m arkivere myterne om pionerernes hje idealer, kommer det fra andre. Staten Israel m nyorientere sig i Mellemsten, og israelerne m frigre sig fra den religise og nationalistiske hjernevask, de har vret udsat for fra fdslen, lyder det fra atter andre. Det er sdanne tanker, der ligger til grund for Gran Rosenbergs bog (skyggen fra Holocaust var i frd med at blive til veritabelt mrke, str der). Bogen er skrevet med jdens krlighed til det jdiske folk, men den er samtidig en tsende kritik af staten Israel. Jeg har ingen srlige flelser tilbage for landet, sagde Rosenberg, da vi talte sammen. Dette er en bemrkelsesvrdig udtalelse ikke mindst nr man betnker, at hans forldre var i Auschwitz, og at han
147

selv havde to ungdomsr i en kibbutz som en nrmest fanatisk jdisk statsbygger. I en vis forstand er Israel som stat jo nemlig en succes, alene derved at den har overlevet, og at den er blomstret. Iflge traditionen er succesen udsprunget af hje idealer, hrdt arbejde og en nrmest historisk retfrdighed ved, at jderne kom tilbage til deres gamle land, og det er dette sknmaleri, Gran Rosenberg rammer en tilspidset pl igennem. Han er fdt i 1948, tre r efter at hans forldre kom ud af Auschwitz med bde tjet og sjlen i laser. Faderen begik selvmord i 1960, og to r senere tog moderen Gran med til Israel, hvor de boede i et par r. Med den modne alders tilbageblik skrev han i sin bog om det ideologiske vanvid, som gennemsyrede Israel endnu i begyndelsen af tresserne. De ndelige fdre til dette vanvid var de pionerer, der kom til Palstina i rhundredets frste del og lagde grunden til den senere jdiske stat. Disse grundlggere betegnes af Rosenberg som romantiske fanatikere, revolutionre utopister, fromme drmmere, asketiske afholdsmnd og -kvinder, entusiastiske dyrkere af jord og fysisk arbejde, kompromislse kollektivister og eventyrlystne kolonisatorer. I hans bog str alle disse betegnelser i n eneste stning og virker sammenlagt som en grov provokation. Der kan siges meget for den objektive sandhed i Rosenbergs karakteristik, men der er grund til at kritisere hans subjektive udlgning og farvelgning. Der var faktisk megen hdervrdig idealisme og en forstelig vilje til overlevelse hos dem, han beskriver som halvskre. De kom fra pogromer og en nedvrdigelse, der er svr at forestille sig for en moderne skrivebordsteoretiker i nlestribet habit og silkeslips. Hvilken forstand har en svensk velfrdsnyder p, hvordan de steuropiske jder oplevede stupide og brutale zaristiske soldaters drukne udskejelser? Eller analfabetiske polske bnders vodkainspirerede mord og voldtgter? Bogen er mit opgr med iden om det forjttede land, sagde Rosenberg til mig. Hans kritikere ppeger, at bogen nsten kun skildrer det negative ved Israels og jdernes historie, mens han skjter let hen over det positive. Men hans bog markerede et nybrud i den skandinaviske litteratur om Israel. Her havde vi en gte indforstet jde, som
148

Redaktren og forfatteren Gran Rosenberg, der frst var israelsk statsbygger i en kibbutz, men som vendte sig mod jdernes land.

turde sige alt det, der ellers plejede at komme i forvrnget form fra venstreorienterede araberelskere. Iflge ham selv skyldtes det det chok, han k, da han mistede sin uskyld: Intet kunne forberede mig p den flelse af tomhed og bitterhed, som bredte sig i takt med, at de ideologiske slr blev revet vk, og den ene pionermyte efter den anden blev punkteret. Han opdagede Israel som et land fuld af vold, uret og had og flte sig som offer for lgne, historieforfalskning og nedpljede husgrunde. Det israelske kapitel i mit liv m afsluttes, sagde han til sig selv efter Seksdageskrigen, og til mig fortsatte han: Jeg var blevet ideologisk hjernevasket, da jeg boede i Israel. Vel hjemme i Sverige blev han, hvad han selv kalder venstreradikal maoist, og han var aktiv i Palstina-bevgelsen. Palstinenserne bruger jden Rosenberg til at legitimere deres urimeligheder, sagde hans kritikere, og i Israel k han et tykt dossier i sikkerhedstjenesternes arkiver. Han er en jdisk selvhader, skrev man om ham.
149

Men der var mere end en falleret romantiker i Rosenberg. Med sin bog viser han en solid historisk viden, en tsende analytisk evne og en overbevisende lyst til at pille lagene af lget for at se, hvad der er inderst inde. En af de interessante ting ved Rosenbergs analyser er, at han i lige hj grad lgger skylden for Israels uheldige udvikling p de socialistiske zionister, der grundlagde staten og regerede den i de frste mange r (heller ikke Ben-Gurion bliver sparet), og p de hjreorienterede nationalister og religise fanatikere, der har domineret i de senere r. Men hvad er det s for en uheldig udvikling, han taler om? Han sagde fx til mig, at Seksdageskrigen bevirkede, at der kom en latent jdisk ekstremisme i synet p Israels ml og midler op til overaden, og forestillingen om jdernes udsatte position i verden indpodede et element af paranoia, uforsonlighed og arrogance i den jdiske stat. Med modikationer er jeg enig med ham i dette. Det er et gedigent historisk kildemateriale, der leverer krudtet til Rosenbergs kanoner, og han har selv stvet mange ting op. Et af de citater, der gr indtryk, er flgende udtalelse af Yossi Genosar, der fra 1968 til 1987 var en hjtstende chef i sikkerhedstjenesten Shabak (Shin Bet) med ansvar for terroristbekmpelse. Efter sin tilbagetrden sagde Genosar flgende til israelerne om palstinenserne: I kan ikke stole p dem. Jeg forstr det. I er hjernevaskede. Jeg har delvist et personligt ansvar for dette. Vi chokerede jer. Vi skrmte jer. Det var en planlagt skrmmekampagne. Vi lrte jer, at palstinenserne er lgnere, bedragere, vildledere. Vi lrte jer ikke at stole p deres ord. Det politiske system krvede det, og vi arbejdede i dets tjeneste. Genosar sagde ogs: Vi var plidelige, kun vi. Kun vore ord og vore lfter var vrd at nre tiltro til. Og folket havde ikke andet valg end at tro p os. Shabaks hjernevask var dog kun en del af den pvirkning, israelerne blev udsat for. Politikere, skoler og massemedier malede med p det ofcielle fjendebillede. Nutiden har vret prget af palstinensernes oprr i de besatte omrder (Intifada I og II), terrorismen, de jdiske bostteres nationale fanatisme og de ultraortodokses fundamentalisme, den afsporede freds150

proces og den vedligeholdte drm om et Storisrael. I denne heksekedel af konfrontation har brutal vold vret det dominerende redskab bde for palstinenserne og den israelske regering. Rosenberg sporer og analyserer de ider og det ideologiske tankegods, som har frt til nutidens situation, og lytter man til ham, fr man nrmest en fornemmelse af, at det hele har vret uundgeligt. Det, han anser for det vsentlige, er, hvorvidt jdedommen vil kunne bryde den fortsatte polarisering mellem ndelig foradigelse og ekstrem selviskhed i form af religis nationalisme, etnisk racisme og national messianisme. Jeg har intet forslag til, hvordan udviklingen ellers skulle have vret styret, sagde han med en sympatisk afmagt, da jeg spurgte ham. Han var lige s hjlpels, da jeg bad ham svare p, hvordan fremtiden skal sikres, og han kunne kun foresl, at kristendommen og jdedommen begynder at arbejde sammen: De to religioner m spejle sig i hinanden og opdage en tabt verden. Den dybere mening med dette udsagn fattede jeg aldrig.

I slutningen af 1980erne bnedes der for hidtil hemmeligholdte israelske arkiver, og de frigivne dokumenter blev et af fundamenterne for en revisionistisk historikertradition, der kom til at udvikle sig i skyggen af den traditionelle. Hensigten med den var at punktere zionismens myter, sdan som Gran Rosenberg ogs ville det, og at fremme den fredsproces, der begyndte i 1993. I begyndelsen blev de nye historikere kaldt selvhadere og forrdere, men langsomt vandt de respekt, og da det israelske statsfjernsyn i 1998 viste en tv-serie i anledning af statens 50-rs jubilum, var den delvist baseret p deres arbejder. ret efter blev skolebger for 9. klasse udarbejdet med ln fra revisionisterne. De kritiske historikere har blandt andet sat gang i debatten om, p hvilken mde zionismen og koloniseringen frte til statens oprettelse. Arkiverne viste nemlig, at der var forskel p, hvad statens fdre sagde og skrev i offentligheden, og hvad de sagde og skrev til hinanden. Revisio151

nismen trdte imidlertid ikke blot frem i akademisk historieskrivning, men ogs i teater, litteratur, museer og medier, og den fremkaldte en til denne dag vedvarende og heftig debat om, hvorvidt den selv blot er udtryk for en voksende kynisme, der underminerer landets ideologiske fundament, eller om den udgr en tiltrngt revision af historien. Israel bevger sig vk fra at vre et ideologisk samfund, og nyvurderingen er en sund udvikling, siger historikeren Amos Elon, men andre er dybt uenige, fx Shalom Rosenberg, der er professor i jdisk historie ved Hebrew University: Der foregr en total demontering af vore helte og vore myter, og derved bringer vi hele landets jdiske og zionistiske karakter i fare. I denne opfattelse ligger der en erkendelse af, at historiske myter og helte er en vigtig del af enhver national kultur (tnk fx p Uffe hin Spage og Tordenskiold), og da isr i et land, der er s ungt og koniktfdt som Israel. Dr. Reuven Gal, som tidligere var chefpsykolog for den israelske hr, har forklaret det sledes: Fra begyndelsen flte den zionistiske bevgelse, at det var ubetinget ndvendigt at udvikle en rkke nye jdiske helte, som kunne kompensere for 2.000 rs passivitet i diasporaen. Der blev lagt vgt p militr tapperhed og dygtighed, og heltene indgik som vigtige elementer i hrens uddannelsesprogram. Rekrutterne blev bragt til Masada og andre steder, hvor fortidens helte havde opereret, og formlet var at give dem positive eksempler p, hvordan de skulle handle i kamp. De heroiske billeder af jden som en frygtls soldat, en hrdfr kibbutzpioner eller en skrap politisk leder blev udbygget af bde den ofcielle propaganda og den folkelige kultur. Det foregik ikke blot i Israel, men ogs blandt diasporajderne, via bger, sange, lm og mange andre medier. Revisionisterne hvder, at heltedyrkelsen underminerede det, der skulle vre akademiske, objektive beskrivelser af Israels historie, fx sagde Hillel Mittelpunkt, som skrev et tsende politisk teaterstykke om Jom Kippur-krigen (Gorodish): Historikerne i 1960erne og 1970erne gjorde helt bevidst vore politiske og militre ledere til overnaturlige helte. Han stttes af fx Benny Morris (Hebrew University, Ben-Gurion University), Avi Shlaim (Oxford University), Benjamin Beit Hallahmi (Haifa
152

Helten Joseph Trumpeldor bandede p sit ddsleje, siger de nye historikere. Her er han i uniform som kaptajn i den britiske hr. (Foto: Zionist Archives)

University) og Ilan Papp (Haifa University), der er de kendteste af de nye historikere. Med Benny Morris ord: Blandt de ldre historikere var der en tendens til at idolisere visse skikkelser og til at prsentere Israels rolle i det bedst tnkelige lys. Det har vret kontroversielt, at de nye historikere har udfordret fx de traditionelle fremstillinger af Uafhngighedskrigen. I mange r var den ofcielle sandhed, at araberne i 1948 var ygtet, alene fordi den arabiske propaganda motiverede dem, men Benny Morris pviste, at den israelske hr (ledet af helte som Moshe Dayan og Yitzhak Rabin) havde drevet mange palstinensere ud med magt, og i dag er der nppe nogen, der betvivler, at sdan var det. Hundredvis af uskyldige civile blev drbt i Lydda og Ramla i 1948-krigen, og titusinder blev sendt i eksil. En anden vedtagen sandhed er pstanden om, at Israel aldrig kunne f fredsaftaler med de omgivende arabiske lande, fordi araberne ikke ville forhandle. De nye historikere hvder derimod, at politiske ledere som David Ben-Gurion og Golda Meir formblede konkrete mulighe153

der for at skabe fred med de arabiske lande, fordi de frte en ekspansionistisk politik. Det er sledes mange af Israels hellige ker, der har vret under attak i de senere r lige fra belejringen af Masada over forlbet af Holocaust til pionerhelten Joseph Trumpeldors sidste ord. Det har vret en absolut ofciel og meget tilbedt sandhed, som brnene lrer i skolen, at Trumpeldor p sit ddsleje i 1920 hviskede denne heroiske hebraiske stning: Ein davar, tov lamut bead arzenu (Pyt med det. Det er godt at d for vort land). De nye historikere gennemhuller imidlertid denne fremstilling og hvder, at Trumpeldors sidste ord hverken var hebraiske eller heroiske, men derimod en rkke udsgte eder og forbandelser p hans russiske modersml. Det flgende er andre eksempler p det heroiske syn kontra det revisionistiske syn vedrrende forskellige personer og begivenheder: DAVID BEN-GURION. Heroisk syn: Han var en moderne Moses, der flte, at skbnen havde udvalgt ham til at skabe en eksemplarisk jdisk stat. (Dan Kurzman). Revisionistisk syn: Ben-Gurion og hans kolleger kan lastes for at have gjort for lidt [de] var ikke reelt kede af konsekvenserne af [Deir Yasin-] massakren. (Yossi Melman). MOSHE DAYAN. Heroisk syn: Politiker, militr leder, arkolog, patriot, en legende allerede mens han levede. (Omslaget p Dayans selvbiogra). Revisionistisk syn: En kvindebedrer, der stjal arkologiske genstande fra oldtidsgrave. En mand med storhedsvanvid, der hele tiden udklkkede skumle planer. (Hillel Mittelpunkt). GOLDA MEIR. Heroisk syn: Med sin styrke var hun med til at skabe en nation. Med sin nd var hun med til at forme et folk. Hvis Israel havde en stemme i verden, s var det Goldas stemme. (Ralph G. Martin). Revisionistisk syn: En af de vrste fejltagelser i zionistisk diplomati var at vlge Golda Meir til at fre forhandlingerne ikke det mindste glimt af eksibilitet. (Avi Shlaim). Fr krigen forhindrede hendes ubjelighed ethvert forlig. (Yossi Melman). THEODOR HERZL . Heroisk syn: Det var hans skbne at blive den skattede genstand for folkets krlighed dette skyldtes hans charme154

Israelske skolebrn p toppen af klippefstningen Masada, hvor de lrer om forfdrenes frygtlse tapperhed. Men de var voldelige fanatikere, siger arkologen David Ilan. (Foto: Lotte G. Andersen)

Heller ikke David Ben-Gurion, Israels legendariske frste premierminister, gr ram forbi i de nye historikeres opgr med traditionen. (Foto: Zionist Archives)

Revisionisthistorikeren Yossi Melman om Golda Meir: Fr krigen forhindrede hendes ubjelighed ethvert forlig. (Foto: Government Press Ofce) 155

rende personlighed, hans flsomme og krlige hjerte, hans ukuelige energi og hans storslede nd og politiske geni. (David Ben-Gurion). Revisionistisk syn: Han var en strkt narcissistisk person med frygtelige indre konikter alle hans brn blev narkomaner, psykotiske eller begik selvmord Politisk opnede han intet vsentligt. (Avner Falk). MASADAS FORSVARERE (r 73). Heroisk syn: Et enestende symbol p tapperhed for den israelske ungdom. (Encyclopaedia Judaica). Revisionistisk syn: Voldelige fanatikere, der trak jderne ind i en hbls krig. (David Ilan). Men de nye historikere er ikke sluppet gratis fra at torpedere myter og helte. De er blevet angrebet lige s skarpt, som de selv har angrebet det traditionelle historiesyn, fx af professor Efraim Karsh (University of London). I en lang artikel i Middle East Quarterly demonterede han punkt for punkt de vsentligste nye sandheder og skrev, at selv om de nye historikere baserer deres fortolkninger p akter fra de arkiver, der blev bnet i slutningen af 1980erne, s er der ikke tale om nye dokumenter, idet ere af de gamle historikere havde haft adgang til dem. Karsh hvdede ogs, at de nye historikere bde har fordrejet kendsgerningerne og forfalsket fremstillingen af dem at de er ideologiske mere end videnskabelige: Nogle af de nye fortolkninger er ganske rigtigt nye, men udelukkende fordi de er skrupforkerte. Mange andre har kritiseret de nye historikere og hvder, at deres arbejde er skvvredet. Men det er uomtvisteligt, at de har haft betydning, og Benny Morris udtrykker det sledes: Nr man bner visse dre til tanker og historiske undersgelser, s bner der sig endnu ere dre, som fr var lukkede. Og p grund af nutidens intense mediedkning siver akademisk arbejde som vort meget hurtigt ind i den folkelige kultur. Men historie er ikke en eksakt videnskab, og den enkelte historiker kan vre et bytte for sine egne fordomme, skve valg af kildemateriale, ideologi, uvidenhed eller misforstelser. Derfor ndes der sjldent nogen absolut historisk sandhed eller objektiv fremstilling, kun forsg p at n dertil. Man skal have dette i baghovedet, nr man studerer
156

Jdiske pionerer fra sikkerhedsorganisationen Hashomer til hest i mandatperioden. Det er den traditionelle historieskrivning om den tid, der kritiseres af de nye historikere. (Foto: Zionist Archives)

bde heltedyrkerne og heltedrberne i den israelske historieskrivning, og det er helt sikkert, at der er fejl p begge sider. Men det er ogs uomtvisteligt, at de nye historikere har fremdraget omstndigheder, som tidligere blev overset eller undertrykt, og de har bde nuanceret sknmaleriet og fremkaldt en givtig debat. Det altoverskyggende tema i Israels historie er konikten mellem jder og arabere, men selv om dette derfor har vret hovedobjekt for revisionisternes historieskrivning, behver man egentlig slet ikke g til dem for at nde den grundlggende, enkle sandhed. Den blev nemlig formuleret af en af heltene, Moshe Dayan general, forsvarsminister og senere udenrigsminister. I en tale i 1969 p Haifas tekniske Universitet (Technion) sagde han: Jdiske landsbyer blev bygget, hvor de arabiske landsbyer havde ligget. I kender ikke engang navnene p disse arabiske landsbyer, og det kan jeg ikke bebrejde jer, for geograbgerne med dem eksisterer ikke
157

lngere. Men det er ikke blot geograbgerne, der ikke eksisterer. De arabiske landsbyer eksisterer heller ikke lngere. Nahlal rejste sig, hvor Mahlul havde ligget. Kibbutz Gvat kom i stedet for Jibta. Kibbutz Sarid erstattede Huneis, og Kefar Yehushua aste Tal Al-Shuman. Der er ikke bygget p et eneste sted i dette land, som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. Tre r senere i 1972 talte Dayan igen p Technion og afsluttede sin vurdering med disse ord: Vi tog et arabisk land og gjorde det til et jdisk. Det er i denne enkle sandhed, man skal nde roden til nutidens strid.

11
Ddens losseplads
Alle lande br fre krig mod zionisterne, som kun er der for at delgge civilisationen og det arbejde, gode mennesker prver at gre.
kong faisal af Saudi-Arabien, 1972.

Tidligere premierminister Ehud Barak har sammenlignet Golda Meirs regering i tiden op til Jom Kippur-krigen i 1973 med en gruppe mennesker, som stod til ss og krydsede ubekymrede frem og tilbage uden at vide, at der l et stort isbjerg forude. De blev frt mod krigens katastrofe, fordi de l under for den illusion, at Israels militre formen og den strategiske dybde, der var opnet ved Seksdageskrigen, var tilstrkkeligt til at garantere landets sikkerhed. Selvsikre overs de faresignalerne. Dette var ikke noget nyt i historien. I forret 1941 k Stalin klare meldinger om, at Hitler opmarcherede sine tropper ved grnsen med henblik p angreb, eksempelvis i signaler fra den andetsteds omtalte spionagechef Leopold Trepper. Senere samme r havde USA p forhnd klare efterretninger om det japanske angreb p Pearl Harbor. I 1973 var den israelske regering ogs helt p det rene med den egyptiske og den syriske hrs bevgelser. I alle tre tilflde blev der alligevel tale om overraskelsesangreb med alle de fordele, et sdant indebrer for den aggressive part. Stalin havde troet, at Hitler blot manvrerede imod forhandlinger (Britisk propaganda, snerrede han ad Treppers advarsler), amerikanerne analyserede efterretningsmaterialet forkert, og israelerne var overbevist om, at araberne aldrig ville starte en krig, de var forudbestemt til at tabe. Grove fejlskn over hele linjen. Jom Kippur-krigen blev derfor en ddelig og kostbar forskrkkelse for Israel, og den ledte til omvltninger p to omrder. For det frste underminerede den Dayan-doktrinen om, at Sharm el-Sheik uden fred
159

er bedre end fred uden Sharm el-Sheik (Sharm el-Sheik kontrollerer Tiran-strdet, som Egypten to gange havde lukket for israelsk sejlads, hvilket var medvirkende til krigene i 1956 og 1967). For det andet frte den re r senere til, at nationalisten Menachem Begin kom til magten Arbejderpartiets mangerige dominans sluttede endegyldigt og at han kort efter undertegnede den frste fredstraktat mellem Israel og et arabisk land. Moshe Dayan havde skrottet sin doktrin, og han gik ind i Likud-regeringen og opfordrede selv Begin til at tilbagelevere Sinaihalven mod at f fred med Egypten. Abba Eban udenrigsminister i Golda Meirs regering var en af dem, der i 1973 s isbjerget forude, men ingen lyttede til hans advarsler. I en af sine bger har han opregnet de selvbedrag, som Jom Kippur-krigen afslrede: Illusionen om, at en vbenhvile kan eksistere uendeligt i et diplomatisk tomrum. Illusionen om, at en millionbefolkning af arabere permanent kan holdes under israelsk kontrol, uden at det undergraver det israelske samfund og Israels internationale forbindelser. Illusionen om, at Israel nogensinde kan f fred og sikkerhed uden vsentlige ndringer i det landkort, Seksdageskrigen havde skabt. Vildfarelsen om, at zionistiske principper styrkes ved at ngte at dele territorium og uafhngighed med en anden nation i det tidligere mandatomrde Palstina. Illusionen om, at de udvidede grnser efter Seksdageskrigen har en afskrkkende effekt og gr krig mindre sandsynlig. Illusionen om, at en nation kun kan vre strk, hvis den proklamerer og demonstrerer sin hrdhed i enhver krisesituation. Her i det nye rtusinde er denne liste stadig gangbar, og dens sandheder synes dobbelt pinagtige. Den israelske statsmand Shimon Peres gentog sledes i september 2003 Abba Ebans tanker p denne mde: Den strste illusion i zionismens annaler er at tro, at det er muligt at opretholde en stat, der p samme tid er bde jdisk og demokratisk, i hele det territorium, der ligger mellem Jordanoden og Middelhavet. Ved tilfldigheder kom Leopold Trepper til at prge min egen ople160

Jakob Andersen smuglede i 1980erne dokumenter ud af Polen for Trepperfamilien for nsen af den polske efterretningstjeneste. Her er han tilbage i Kbenhavn og overgiver dem til Treppers sn, Mikhail Brojde Trepper (t.v.). (Privateje)

velse af bde begyndelsen og slutningen p Jom Kippur-krigen. I 1973 havde kommunistregeringen i Polen sat Trepper i husarrest, fordi han havde protesteret mod regimets jdeforflgelser i klvandet p Seksdageskrigen, og sammen med hans kone, Luba Brojde, og hans sn Mikhail var jeg var dybt involveret i internationale bestrbelser p at f ham frigivet. Denne virksomhed havde bevirket, at jeg blev erklret unsket i Polen, men i efterret 1973 var jeg kommet med en ofciel delegation til Warszawa, og polakkerne havde ikke nsket at skabe diplomatiske kontroverser ved at forlange mit navn slettet af listen over deltagere. Den 5. oktober havde jeg samtaler med informationsminister Wlodzimierz Janiurek og viceudenrigsminister Jozef Czyrek om Treppers husarrest, uden at mine synspunkter tilsyneladende gjorde indtryk p dem. De var dog mere imdekommende end udenrigsminister Stefan
161

Olzofsky, som jeg i april forgves havde sgt at f til at ytre sig i sagen, da han besgte Kbenhavn. P Trepper-familiens vegne skulle jeg i Warszawa opsge tre bestemte mennesker p tre forskellige adresser og give dem bestemte budskaber, men jeg blev skygget dag og nat af den polske efterretningstjeneste (pressefotograf Sisse Jarner tog i smug nogle glimrende billeder af agenterne), og det lykkedes kun en enkelt gang at ryste disse herrer af, s jeg mdte kun den ene af kontakterne. Dette skete den 6. oktober, dagen efter mine mder med ministrene og den dag, Jom Kippur-krigen brd ud. Uden at jeg vidste det, havde den polske regering samme dag holdt et ministermde, p hvilket det blev besluttet at lslade Leopold Trepper, og denne besked k han den 7. Dagen efter var jeg tilbage i Kbenhavn, og kort efter rejste jeg til Israel, hvor krigen rasede. Angrebet fra Egypten og Syrien var kommet som en fuldstndig overraskelse for den israelske regering p trods af, at den militre efterretningstjeneste havde afgivet meldinger om troppekoncentrationer ved grnserne. Israelerne havde forladt sig p overlegenhed i luften og p sostikerede varslingsanlg, men der var tale om en falsk tryghed. Fra begyndelsen skd de egyptiske missiler mange israelske y ned, og den israelske hr led svre tab p bde Sinaifronten og Golanfronten. Den egyptiske 3. hr gik over Suezkanalen, og i lbet af kort tid var israelerne ved at lbe tr for ammunition p grund af kampenes hrdhed. Katastrofen lurede om hjrnet, og generalstaben mtte i hast improvisere en ny kampstrategi. Samtidig bad premierminister Golda Meir USA om hjlp, men k et henholdende svar. Frst da Sovjetunionen begyndte at yve militrudstyr til Egypten og Syrien, gav prsident Richard Nixon sig. Han etablerede i hast en forsyningslinje til Israel, p trods af at de arabiske lande indfrte en olieembargo, der blev kostbar for Vesten, og p trods af at forskellige amerikanske allierede ngtede at bist ved leverancerne. Da de amerikanske forsyninger var undervejs, vendte de israelske styrker billedet. Et dristigt helikopterangreb delagde dele af det egyptiske luftforsvar, hvilket skabte muligheden for, at general Ariel Sharon kunne krydse Suezkanalen med sin division og begynde at true bde Cairo og ryggen af den egyptiske 3. hr. Med svre tab lykkedes det
162

En vgen israelsk soldat og en dd egyptisk i Sinairkenen under Jom Kippur-krigen. (Foto: Jakob Andersen) 163

ogs at drive den syriske hr tilbage fra Golanhjderne, og israelerne avancerede, til de kun var f kilometer fra Damaskus. P dette tidspunkt truede Sovjetunionen med at gribe militrt ind til fordel for araberne, og det k USA til at gennemtvinge en vbenhvile. En aften under krigen gik jeg i kantinen i Beit Sokolov i Tel Aviv, hvor den internationale presse holdt til, og mens jeg spiste, kom en mand over med sin bakke og spurgte, om han mtte sidde ved mit bord. Det var redaktr Dan Pattir fra dagbladet Davar (han blev senere rdgiver for Golda Meir og endnu senere for premierminister Menachem Begin under Camp David-forhandlingerne), og jeg kendte ham gennem Politikens chefredaktr Herbert Pundik og dennes kone Sussi. Nogle mneder forinden havde Dan Pattir vret i Kbenhavn, og jeg havde skaffet ham en forbindelse til Leopold Trepper, mens denne sad i husarrest. Nu satte han sig over for mig, og jeg kunne se p hans ansigt, at der var noget galt. Jeg kommer lige fra Sussi, sagde Dan, Uri er blevet drbt i Sinairkenen. Meddelelsen gjorde mig tung om hjertet. Krigen var med t slag rykket helt ind i kantinen, og mens vi uden appetit stak til maden, fortalte Dan Pattir, hvad han vidste. Uri var kun 19 r og ldste sn af Herbert og Sussi Pundik, der har boet i Tel Aviv siden 1954. Han havde vret med i krigen fra den frste dag som tankkommandr p en Centurion, og Dan sagde, at han var brndt op, da hans tank blev ramt af egyptisk ild. Man havde haft svrt ved at identicere Uri efter kampen, fordi han manglede det identikationsmrke, alle soldater har i en kde om halsen, men i hans lomme fandt man et brev fra en ung kvinde, og gennem hende k man sikkerhed. Dagen fr han dde, havde Uri Pundik haft en samtale med sin mor p en militr radiotelefon, og han havde forsikret hende om, at han var all right. Hans far, der selv havde kmpet i Uafhngighedskrigen 1948-49, var taget over p vestbredden af Suezkanalen for at samle stof til Politiken. En anden dag var jeg selv draget tvrs over den ddens losseplads, krigen skabte i den rken, hvor Uri Pundik dde. Ned over Sinaihalven var kvadratkilometer efter kvadratkilometer voldtaget af kamphandlingerne, og de bitre slag havde efterladt smadret krigsvrktj af enhver
164

Ligene af de to egyptiske soldater, der l og d i rkenen. (Foto: Jakob Andersen)

art: tanks med sprngte larvefdder, bltekretjer med bjede maskingevrer, lastbiler, der var brndt rustrde af fuldtrffere, kanoner med understellet opad. Det d med egyptiske soldaterlig og alskens ragelse. Dynger af ammunition l spredt i sandet omkring smadrede trkasser, og soldaternes krestebreve blafrede i vinden, hvor de s end var kommet fra. Sydp rasede kampene. Jeg krydsede Suezkanalen nord for Great Bitter Lake ad en af de pontonbroer, israelerne havde lagt. Et egyptisk missil blev skudt op mod et israelsk kampy, men det ramte ikke. Hele dagen var der en vedvarende larm af kanoner og mortrer, og da jeg til fods nrmede mig de forreste israelske stillinger i sydsektoren, stdte jeg p ligene af de to egyptiske soldater. De l p ryggen i rkensandet med sovjetiske stlhjelme p hovederne. Kinderne og hnderne var begyndt at svulme op i solvarmen. Den ene soldat havde fet hjrebenet skudt over under knet, og hans stvle stod alene med foden i og den knkkede benpibe strittende op
165

i luften. Venstre fod var ogs skudt af og l i sandet. Den anden soldat var blevet ramt i underlivet, og hans indvolde d ud som en grdet masse, der var dkket af summende uer. Jeg gik videre mod byen Suez, og den stenede vej var kantet med lig som de to, jeg lige havde forladt. Men der var ogs israelske tab den dag. Jeg kom til et egyptisk missilbatteri, der lige var erobret. Hje sandvolde omgav batteriet, der bestod af et dusin sovjetiske SAM-3-raketter, og det var dette nye vben, der i begyndelsen af krigen havde kostet det israelske yvevben svre tab. Nogle af raketterne l p affyringsramperne, andre var endnu p de store transportvogne, der havde bragt dem frem. Alle var de intakte, for israelerne havde sat batteriet ud af funktion ved kun at smadre radaranlgget. Det angribende y havde kun affyret n raket, og den ramte med en fantastisk prcision. Uden radaren var missilerne impotente. Stop! rbte major Raber, der havde kommandoen i batteriet. St helt stille! Der er landminer alle vegne! Han kom over til mig og viste, hvordan der med et rdt bnd var afmrket en smal sti, man skulle benytte: Vi har kun fet ryddet miner vk fra et lille omrde. Hele stillingen er overset med ddsflder, og for en halv time siden mistede vi to soldater, der trdte p dem. Det var en mrkelig fornemmelse at drage rundt i rkenen vest for Suezkanalen, og det var frste gang i historien, at en israelsk hr havde vret inde i det egentlige Egypten. Cairo l ikke mange kilometer borte, og p den stlige side af kanalen var den egyptiske 3. hr afskret. Jeg gik ind i en gammel landsbybiograf, der var omdannet til opsamlingssted for egyptiske krigsfanger, og de sad apatiske langs vggene. Mange var srede. Den israelske lge, der var leder p stedet, blev bistet af to egyptiske militrlger, der selv var fanger. Den ene af dem hed Ahmed Samaha, og da jeg spurgte ham, hvordan krigsfangerne blev behandlet af israelerne, svarede han med eftertryk: Absolut korrekt! De fr den bedst tnkelige omsorg. I nrheden af biografen l der et lille bjerg af sm kasser midt i rkensandet. Jeg gik hen for at undersge denne mrkelige pyramide og s, at der d sm piller ud af de kasser, der var snderbrudt. Ind166

skriften p kasserne kunne jeg ikke lse, for den var p arabisk, s jeg spurgte en israelsk soldat: Hvad er det? Han trak p skulderen: Amfetamin. Jeg havde glemt, at enhver hr holder sine soldater gende med narkotika. Intet menneske kan kmpe i dagevis uden svn og hvile, s derfor propper man soldaternes lommer med stoffer, de kan tage, nr de er ved at styrte. De sm oaselandsbyer p vestsiden af Suezkanalen var forladt af deres indbyggere, og nsten alle bygninger bar mrker af de voldsomme kampe. De este var usle hytter, og mange af dem var blevet til brudte lerklumper og stv, andre var gennemhullet af store og sm projektiler. Ved jernbanen, der frte til Cairo, gik jeg ind i en lille fattigmandsmosk, som l de hen. Ved nogle af de billige bedetpper, der l p gulvet, stod der gummisko og sandaler, s det s ud til, at de bedende tidligere
Israelerne slog pontonbroer over Suezkanalen og sendte deres tanks ind i det egentlige Egypten. (Foto: IDF)

167

p dagen var blevet overrasket af et angreb og var ygtet uden at f det hele med. I samme retning pegede en snes sm koraner i plasticbind, der var spredt vildt i lokalet. I et bagvrelse fandt jeg en ladt karabin. Charles Abergel, 30 r, var en af de israelske soldater, der var med til at krydse Suezkanalen i frste blge, og det var hans enhed, der etablerede den frste pontonbro. Da de nede vestbredden, mtte de kmpe sig vej fra landsby til landsby, og kampene var umanerligt hrde med store tab p begge sider. I mit regiment er omkring to tredjedele blevet drbt eller sret, s det har vret nogle helvedes kampe, sagde han, da jeg talte med ham. Han var trt i bde krop og sjl. Charles Abergel havde ogs vret soldat i Seksdageskrigen, hvor han kmpede p den jordanske front. I Jom Kippur-krigen var han mortrskytte i et panserregiment og red p et bltedrevet kretj, der foruden mortrer ogs havde tunge maskingevrer. Han havde boet i Danmark i nogle r, men da krigen brd ud, forlod han straks kone og brn og kom til fronten med det samme. I alle Israels krige er der sket det samme: bde mnd og kvinder rejser straks hjem, hvor i verden de end er, og trkker i kampuniformen. Andre sttes ind i forsynings- og forplejningsapparatet. Solidariteten er enestende. Jeg havde det skidt under Seksdageskrigen, men denne gang er det meget vrre, sagde Charles. Jeg har set alt for mange af mine kammerater d. Nogle af mortrafdelingens aktioner var hasarderede, fordi de var ndt til at komme s tt p fjenden, at mundingsilden straks afslrede deres positioner: Hver gang vi skal i gang med en ny operation, bliver vi nje instrueret af vore ofcerer. De kommer med rlig snak bde om fjendens positioner, om opgavens art og om farerne i den konkrete situation. Rent umiddelbart er det umuligt at se, om soldaterne er bange. Nr vi str samlet for at gre os klar til aktionen, er der ro og tillidsfuldhed blandt os. Men vi ved hver gang, at nogle af os vil d i de nste timer, og det prger atmosfren p en mrkelig mde. Er det dig denne gang? har jeg tit tnkt, og nr jeg kort efter s kammerater falde ved siden af mig, blev det hele s uvirkeligt. Det er svrt at forklare de tanker og flel168

Kampsoldaten Charles Abergel var med i bde Seksdageskrigen og Jom Kippur-krigen: Jeg har set alt for mange af mine kammerater d. (Foto: Jakob Andersen) 169

ser, man har under heftige kampe, hvor ens system krer i hjeste gear, men jeg tror ikke, jeg tager fejl, nr jeg siger, at man ligesom fler noget af sig selv d, hver gang det gr ud over en ven. Charles Abergel havde svrt ved at fortlle om de kampe, hvor alt havde vret t morderisk inferno (det hele kommer nemt til at lyde som billige klicher, sagde han), men han berettede om en anden typisk operation: Vi befandt os i nrheden af Al-Qantarah al Gharbiya i Nildeltaet, da vi opdagede nogle fodspor i sandet. Stvlemrkerne var afgjort ikke israelske, s der kunne kun vre tale om en af de egyptiske kommandogrupper, der uaadeligt inltrerer bag vore linjer og sger at sabotere kommunikationsforbindelser og andre ting. Fodsporene frte over mod en lille lund af daddelpalmer, og vore undersgelser viste, at ingen spor frte vk fra lunden. Alts mtte egypterne vre inde mellem trerne. Det var ogs klart, at den fjendtlige gruppe lige var ankommet, for i rkenen udviskes fodspor meget hurtigt af sandfygningen. Vor kaptajn besluttede, at vi skulle prve at undg tab af menneskeliv p begge sider, s i stedet for at sende os ind i palmelunden for at rense den, k han fat i en hjttaler og en soldat, der talte arabisk. Hjttalermanden stillede sig op og rbte ind mellem trerne: I er omringet og har ikke en chance! I fr tre minutter til at lgge jeres vben og komme ud med hnderne over hovedet! Ellers bner vi ild med det svre skyts! Men egypterne kom ikke ud. I stedet begyndte de at skyde p os med maskinpistoler og rier. Ingen blev dog ramt, for vi havde lagt os i dkning. Lidt efter gik hjttalermanden igen i aktion: Overgiv jer, eller vi bner ild! Det eneste svar var et rb p arabisk, som bedst kan oversttes sledes: G hjem og knep jer selv i rven! Derp gav kaptajnen ordre til at skyde, og vi sendte en halv snes mortrgranater ind i palmelunden. Eksplosionerne k blade og grene til at svirre i luften, men vi kunne stadig ikke se de egyptiske soldater. S kom skrigene: Stop! Stop! Stop i Allahs navn!
170

F minutter senere vandrede 12 egyptiske kommandosoldater ud af lunden med hnderne over hovedet. Vi spurgte, om der var ere derinde, og de sagde, at resten var drbt eller sret. S hentede vi en af vores lger, og inde mellem trerne fandt vi fem drbte og tre srede. Blandt de drbte var lederen af gruppen. Resten var den normale procedure. Vi undersgte fangerne for vben, gav dem bind for jnene og bandt deres hnder. Fra metalskiltene, de havde om halsen, k vi deres navne og soldaternumre, og dem skrev vi med kuglepen p deres skjorter, s de ikke senere kunne lbe fra, hvem de var. Egyptiske ofcerer bliver ofte fanget uden gradstegn p uniformen, s derfor er det vigtigt at kontrollere fangerne med det samme. Blandt andet inspicerer vi omhyggeligt fangernes hndader. Hvis de er blde, og hnderne er velplejede, sidder de med garanti p en ofcer. Krig er aldrig romantisk. Den er altid s beskidt, som Lord Byron skrev: Wars a brain-spattering, windpipe-slitting art. Jeg har oplevet krige i Latinamerika, Afrika, Fjernsten og Mellemsten, og altid er
En sret israelsk soldat bres bort fra kampzonen i Sinairkenen. (Foto: Government Press Ofce)

171

det de civile, det gr vrst ud over. I enhver krig er det de ubevbnede nonkombattanter, der lider mest. Soldater er trnet til at beskytte sig selv, de er udrustet til at beskytte sig selv, og de har en organisation bag sig. Civile bliver derimod altid overrasket og har sjldent en chance, nr bomberne falder, og granaterne eksploderer. I krigen mellem Indien og Pakistan i 1971 sad jeg en hel dag med en hndfuld infanterister p en indisk tank i en pansret brigade, som forfulgte den pakistanske hr. Hver ussel landsby med pakistanske styrker, vi passerede, blev skudt i smadder, og de kvinder, der ikke blev drbt, ygtede skrigende ud over sletten med smbrn i armene. I borgerkrigen i El Salvador l jeg p et lerstampet gulv sammen med bnderne i en ussel hytte, mens de stridende parter skd taget i laser over vores hoveder. Under Contra-krigen i Nicaragua s jeg, hvordan ygtede indianersmbrn sked gule strler i t vk, fordi malariaen i sumpene og andet djvelskab havde taget dem. Nr de lb omkring med oppustede maver, og trangen kom over dem, satte de sig ikke ned, men blev blot stende et jeblik og sendte strlerne bagud. I Beirut krb jeg sammen i en klder med en snes jamrende gamle mnd, kvinder og brn, mens vggene rystede som blverbudding af de israelske ybomber. En anden dag s jeg en stor beboelsesejendom med hundredvis af mennesker i blive pulveriseret til mandshjde. Det er altid de civile, der fr de drlige kort. Sdan er det, og krig bliver aldrig anderledes. Men der er ndvendige krige. For Israel var Uafhngighedskrigen, Seksdageskrigen og Jom Kippur-krigen ndvendige, s vist som den jdiske stat var blevet udslettet, hvis den ikke havde slet hrdt til, da den blev angrebet. Det er alts kun naive mennesker, der er pacister. I Golanhjderne havde israelerne drevet syrerne tilbage under svre tab p begge sider, og i det golde klippelandskab var der den samme ddens losseplads som i Sinai. Jeg kom krende med kaptajn Zvi Shtauber, da en stor kolonne israelske tanks drnende mod vest alts vk fra fronten. Trkker I jer tilbage? rbte jeg til en major, der stod i et vejkryds og dirigerede operationen. Er du vanvittig? Vi skifter ud med friske enheder, brlede han til172

Israelsk soldat p erobret sel i Golanhjderne. (Foto: Jakob Andersen)

bage og blev i det samme oversprjtet med skidt fra larvefdderne. P dette tidspunkt stod israelerne kun f kilometer fra Damaskus. Landskabet var overset med tanks (syriske, irakiske, israelske), der stod som krllede jernskulpturer, kanoner, der strittede med bjede lb, og bltekretjer, der var begravet i opsprjt fra nedslagene af bomber og raketter. Granathylstre trnede sig op i splittede hobe, og snderskudte bunkers fortalte om desperate mnds sidste kamp. Nogle kretjer l p ryggen, andre p siden, og de havde alle skudhuller med skarpe, igede kanter. Jeg forstr ikke, at syrerne ikke pressede deres angreb, sagde kaptajn Shtauber, de kom s strkt og effektivt, at de kunne have fortsat lige til Haifa. Jeg undersgte det indre af nogle af kretjerne, og det var ikke behageligt. I en syrisk tank af russisk fabrikat var kabinen smadret fuldstndig, og der sad tjstumper og kddele p det forvredne jern. Blodplamagerne var mrknet i solen.
173

I en drusisk landsby p Hermon-bjergmassivet var beboerne ved at rydde op i ruinerne af nogle huse, der var blevet delagt. Syrerne havde kastet tre bomber over landsbyen, og ofrene var en kvinde, et spdbarn og re mnd. P Hermon-bjerget havde israelerne erobret en vigtig stilling, hvorfra de kunne kontrollere sletten nedenfor det var fra dette omrde, Fatah havde foretaget mange angreb over grnsen. P en snver bjergvej derop blev jeg standset af en patrulje, og bagefter k jeg at vide, at der lngere fremme l s mange lig, at kommandanten ikke ville have, at fremmede skulle se dem. En kilometer bag frontlinjen havde en strre afdeling slet sig ned i en landsby. Der kom enkelte kanonsalver fra syrerne, men de s ud til at have givet op, og israelerne var af politiske grunde ikke interesserede i at storme de sidste 25 kilometer til Damaskus. I stedet red soldaterne rundt p landsbyens sler med maskinpistolen i den ene arm og tjlen i den anden. En af dem rg p nsen og tabte sit vben, da slet sparkede bagud, og det var den sidste syriske modstand den dag. Der var svre tab i Jom Kippur-krigen. 2.522 israelere blev drbt, og man anslr, at 15.000 egyptere og 3.500 syrere mistede livet. USA havde presset Israel til at standse krigen, da et komplet egyptisk nederlag stod for vejen til Cairo var ben for israelerne, og den 3. hr i Sinai var hjlpels og den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger begyndte sit skaldte shuttle-diplomati, der langsomt k hamret vbenstilstandens linjer og detaljer p plads. Efter at der var etableret vbenhvile p begge fronterne, k jeg i Tel Aviv en telefonopringning fra Leopold Treppers sn Mikhail: Far kommer ud af Polen i morgen, og han lander i London. Jeg tog det frste y til England og fejrede Treppers frigivelse med ham og hans familie. I aftenens lb strmmede det ind med lyknskningstelegrammer fra den halve verden. Et af dem var fra den franske statsmand Franois Mitterrand, som havde vret Treppers medkmper under verdenskrigen, og der kom andre fra 1920ernes zionistiske kampfller i Palstina. Hele aftenen var der ingen ende p deres sprgsml om krigen.

12
Gangstervlde i Libanon
Jeg behandlede mnd, hvis testikler var blevet skret af under tortur.
dr. khalil torbey, libanesisk kirurg, om plos terrorofre i Libanon.

Den palstinensiske inltration i Libanon var begyndt i 1960erne, og i 1968 kunne man konstatere, at PLO havde etableret sig som en fremmed, autonom magt i landet. Denne udvikling blev kraftigt accelereret, da PLO i 1971 blev smidt ud af Jordan og yttede sit hovedkvarter til Beirut. Palstinenserne omskabte Libanon til en gigantisk trningslejr for terrorister fra hele verden, og blandt de organisationer, der sendte folk til lejrene for at f undervisning i al slags djvelskab af de palstinensiske instruktrer, var den tyske Baader-Meinhof-bande, de italienske Rde Brigader, irske IRA, kurdiske PKK og tallse andre, blandt dem marxistiske danskere fra den terrorcelle, der senere blev kendt som Blekingegadebanden. Der var ikke en gammel palstinensisk minoritet af nogen betydning i Libanon, og de ygtninge, som havde boet der siden 1948, var en skyggegruppe. I modstning til i Jordan havde ygtningene ingen borgerlige rettigheder, og de k aldrig vigtige positioner i den libanesiske statsadministration, konomien eller det almindelige samfund. P den anden side var det pluralistiske og splittede Libanon en frodig mark for inltration. PLO opdagede, at det kosmopolitiske Beirut var et langt bedre politisk centrum end Amman, som nrmest kun var en forvokset rkenlandsby (senere kom den mere til at ligne en rigtig hovedstad). De lokale muslimske og venstreorienterede grupper var venligt indstillede, massekommunikationen var mere udviklet, og de libanesiske myndigheder var meget nemmere at manipulere end de jordanske de var nemlig hele tiden bange for enhver ndring i den hrne

175

PLO-lederen Yassir Arafat holder hof med nogle af sine kumpaner i Libanon. (Foto: AFP)

balance mellem kristne og muslimer og gik med p enhver tnkelig korrupt aftale, som i jeblikket var hensigtsmssig. Libanon blev palstinensernes vigtigste territoriale base, hvorfra de kunne angribe Israel direkte over grnsen, og de satte alt ind p at udnytte den. Da PLO yttede hele sit apparat til landet, skete det ikke med den highed og respekt, man kan forvente af en gst. Tvrtimod benyttede PLO sig af Libanons interne svagheder til at lade historien gentage sig. I Jordan havde de skabt en stat i staten, som tyranniserede befolkningen og truede med at styrte kong Hussein. Det var derfor, de i september 1970 var blevet nedkmpet og efterflgende smidt ud. I Libanon skete njagtig det samme. PLO smuglede vben og ammunition til ygtningelejrene og gjorde dem de facto til eksterritoriale omrder. De opbyggede en politisk og militr infrastruktur med knap 20.000 svrt bevbnede mnd, som blev grundlaget for en endnu mere tyrannisk stat i staten, end jordanerne havde oplevet. I juridiske anlig176

gender gik de uden om de libanesiske myndigheder og ignorerede alle deres direktiver. De oprettede deres egne domstole, der afsagde ddsdomme. De teede sig som bevbnede herrefolk og gangstere i de omrder, de kontrollerede, og mange libanesere levede i evig rdsel for dem. Palstinenserne myrdede, invaliderede og delagde deres fjender, isr de kristne, i et barbarisk angreb p normalt civiliseret liv i Libanon. Resultatet var konomiske tab og skader af kolossale dimensioner. Indestender i banker blev yttet til udlandet, handelen skrumpede ind, hele industrier blev delagt, uddannet arbejdskraft forlod landet. I 1976 sagde Libanons ambassadr ved FN sledes i generalforsamlingen: Palstinensiske elementer, der tilhrer forskellige organisationer, kidnapper libanesere og sommetider udlndinge holder dem fangne, forhrer dem, torterer dem og drber dem.

PLOerne blev trnet i Sovjetunionen som dette certikat fra 1976 viser. Det er udstedt til kaptajn Abdul-Aziz Mahmood Abu-Feddal af det sovjetiske forsvarsministerium. Arafats kaptajn k et kursus som bataljonskommandr.

177

Allerede fra oktober 1968 var fedayeen fra palstinensiske organisationer som Fatah, Saiqa og PFLP begyndt at koncentrere sig i det vilde, tyndt befolkede landskab p Hermon-bjergets vestlige side. Dybe slugter og klippehuler prgede dette omrde, som l p den libanesiske side af de sammenstdende grnser til Israel og Syrien. Arqub hed omrdet p arabisk, men en journalist kaldte det Fatah-land, og dette navn beholdt det. Den 29. oktober samme r angreb palstinenserne en libanesisk militrpatrulje. Tre soldater og en palstinenser blev drbt, og dette blev indledningen til den voldsblge, som i den sidste ende skulle delgge Libanon. Palstinenserne i bjergene k deres forsyninger fra Syrien ad en primitiv vej, som de kaldte Arafat-Stien en allusion til Ho Chi MinhStien i Vietnam. Palstinenserne sammenlignede sig selv med Vietcong, og Amman skulle blive det Hanoi, hvorfra Palstina ville blive befriet, nr det hashemitiske kongedmme i Jordan var styrtet. I 1970erne blev Arafat-Stien udbygget til en bred landevej, der blev fdeledning for palstinensernes tanks og svre militre transportkretjer. De libanesiske myndigheder med premierminister Abdullah Al-Ya i spidsen ignorerede denne udvikling, og palstinenserne benyttede sig af det til at udbrede den vbnede inltration til ygtningelejrene p kystsletten mod Middelhavet og ind i selve Beirut Libanons hjerte og hovedstad. PLO insisterede p, at palstinenserne ikke havde til hensigt at blande sig i Libanons interne affrer, men udviklingen stemplede dette udsagn som en lodret lgn. Desuden udgjorde deres vbnede tilstedevrelse i sig selv en grov indblanding. Selv det mest liberale demokrati er afhngigt af, at det er staten, der har monopol p militrmagt og sikkerhedsapparat. Men i Libanon voksede der en anden palstinensisk militrmagt op, og dette land var ikke i stand til at forsvare sig imod det. Splittelsen i Libanon var af gammel dato, og den gik ad bde religise, feudale og klanmssige linjer. Prsidenten skulle vre maronit-kristen, premierministeren sunnit, formanden for Nationalforsamlingen shiit. Chefen for hren var ogs kristen, men han kunne ikke aktivere sine styrker uden tilladelse fra den muslimske premierminister. Det var en opskrift p magteslshed.
178

Jo strkere de palstinensiske organisationer blev i Libanon, jo strre blev deres krav. De forlangte trningscentre i ygtningelejrene. De forlangte at f lov til at frdes bevbnede, og de krvede ret til frit at angribe Israel fra libanesisk territorium. De arabiske lande sgte at presse Libanon til at tillade angreb p Israel, men myndighederne var ikke interesseret. Lige siden 1948 havde grnsen mellem Libanon og Israel vret den fredeligste i regionen, og dette forhold s de ndigt ndret. Resultatet var en rkke sammenstd mellem den libanesiske hr og de palstinensiske grupper, men det hele endte i 1969 med en hemmelig aftale (Cairo-aftalen), hvorefter PLO anerkendte Libanons suvernitet, og Libanons regering trods alt anerkendte PLOs ret til at foretage aktioner mod Israel fra libanesisk territorium. Samtidig k PLO fuldt ansvar for at administrere ygtningelejrene i Libanon. I de nste r blev ygtningenes forhold bedre, for der kom en strm af oliepenge fra de arabiske golfstater, som PLO brugte til at opbygge et netvrk af institutioner (sociale, undervisningsmssige, sundhedsmssige), og de gav arbejde til halvdelen af de arbejdsduelige palstinensere. Alt dette faldt senere sammen under krigen i 1982. Men Cairo-aftalen blev ogs roden til meget ondt. De kristne falangister var imod den, og i de kommende r rasede der voldsomme kampe p grund af palstinensernes voksende magt og aktivitet. Det var ogs i disse r, at den palstinensiske terrorisme blomstrede p den internationale arena. Med Yassir Arafat som leder var Fatah den strste organisation, og den dominerede PLO i koalition med mindre grupper. Det var Fatah, der skabte terrororganisationen Sorte September i frustration og hvntrst, efter at kong Husseins hr knuste PLO i Jordan i september 1970. Sorte September trdte frste gang frem p arenaen den 28. november 1971, da den myrdede Jordans premierminister Was Tel ved indgangen til Sheraton Hotel i Cairo. Tel var p vej op ad trappen med sine bodyguards, da to unge mnd gik hen imod ham og skd ham p tt hold. Hvis de havde fejlet, s stod der to til inde i lobbyen. De re mnd havde ventet der i to dage, s politivagterne blev vant til at se dem, har Abu Iyad senere fortalt. Abu Iyad (rigtigt navn: Salah Khalef) blev nr. 2-mand i PLO efter Arafat.
179

Da Was Tel l dende p jorden, jamrede han: Jeg er blevet myrdet mordere! De tror kun p mord og brand! Hans kone, Sadiyya, kom lbende og udbrd bittert: Er I nu tilfredse, arabere? I snner af en hund! En jordansk ofcer knlede og kyssede den dende mands pande. En af attentatmndene knlede ogs ned og slikkede det blod op, der d ud p marmoriserne. I december 1971 skd og srede organisationen Jordans ambassadr i London. Derefter kom terroraktionerne p stribe: Sorte September sprngte et gasvrk i Holland, olietanke i Hamburg og en olierrledning i Trieste. I maj 1972 blev et belgisk Sabena-y kapret, den 28. december samme r blev den israelske ambassade i Bangkok besat og seks gidsler taget. I 1973 blev saudiarabiske ambassader angrebet og besat i Khartoum og Paris. Men Sorte Septembers mest berygtede aktion fandt sted den 5. september 1972, da organisationen myrdede 11 israelske idrtsfolk under de olympiske lege i Mnchen. Det var topfolk fra Fatahs inderkreds, der planlagde og dirigerede disse aktioner: Abu Iyad, Ali Hassan Salameh (alias Den rde Prins), Yusef Al-Najjar, Kamal Adwan og Kamal Nasser. Abu Iyad og hans hjre hnd, Abu Daoud, mdtes i Soa med den bulgarske efterretningstjeneste en mned fr Mnchen-massakren og tilrettelagde det hele. Bulgariens efterretningstjeneste stttede og hjalp Sorte September p vegne af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Hder til jer September-mnd, hder, re og sejr, ld det fra den palstinensiske radio i Damaskus, og i Libyen foranstaltede oberst Moammar Gadda statsbegravelse for de terrorister, som var blevet drbt under den ildkamp, der afsluttede olympiadedramaet. Gadda ans terrorisme for at vre et legitimt vben i kampen for islam, og han s sig selv i rollen som islams frelser, som nationalistiske revolutionres fader og som den mest ubnhrlige kriger i kampen mod Israel. Slaget mod Israel skal fres sdan, at Israel ikke eksisterer, nr det er slut, sagde han i 1973. Efter Mnchen k den israelske efterretningstjeneste Mossad til opgave at opspore og drbe terroristerne, hvor de fandt dem, og de israelske agenter k blandt andre ram p Yusef Al-Najjar, Kamal Adwan,
180

Kamal Nasser og Ali Hassan Salameh. De tre frste blev myrdet i Operation Spring of Youth i april 1973, og Salameh blev drbt af en bilbombe i Beirut den 22. januar 1979. Under jagten p Ali Hassan Salameh myrdede Mossad i 1973 en totalt uskyldig mand, den marokkanske tjener Ahmed Bouchiki. Han blev skudt ned p gaden i den norske by Lillehammer, og seks medlemmer af det israelske mordkommando blev pgrebet og stillet for retten i Oslo. Lillehammer-katastrofen blev Mossads vrste ydmygelse og satte en stopper for blgen af brutale hvndrab i Europa. Jeg overvrede den lange retssag i Oslo, og den gav et sjldent indblik i den israelske efterretningstjenestes operative forhold. Efter Mnchen havde premierminister Golda Meir givet Mossad tilladelse til at jage og drbe palstinensiske terrorister i tredjelande, men denne praksis k sit grundskud med mordet i Norge, for naturligvis var det ganske uacceptabelt, at Israel begik sine hvndrab uden hensyn til andre landes straffelove.

De aktioner mod Israel, som palstinenserne gennemfrte fra Libanon, gik nsten kun ud over civile. I rene 1969-70 var der 560 aktioner, men kun to af dem var rettet mod militre installationer. Det blev en konfrontation uden ende, for hvert eneste palstinensiske angreb udlste en hvnaktion. Israelerne svarede i regelen igen med artilleribeskydning af de stillinger, hvorfra palstinenserne sendte granater og raketter mod de jdiske byer og kibbutzer. Men indimellem sendte israelerne ogs tropper ind i direkte angreb p PLO-stillingerne, og det kostede hver gang menneskeliv. En majdag blev en israelsk skolebus angrebet af terrorister fra PFLPGC (leder: Ahmed Jibril). Otte brn og re voksne blev drbt og tyve sret. Hvnen kom i form af artilleriangreb p re libanesiske landsbyer, og det resulterede i en tabsliste p tyve dde (inklusive brn) og fyrre srede. Disse episoder udlste en diplomatisk krig. Premierminister Golda Meir krvede, at Libanons regering skulle standse palstinensernes aggression, og forsvarsminister Moshe Dayan advarede om, at hvis ikke libaneserne gjorde det, s ville Israel. Libanon klagede til
181

FNs sikkerhedsrd, men det hele frte ikke til noget, og den onde spiral

med angreb og modangreb fortsatte. Volden blev utlelig for de sageslse libanesere, der boede i det sydlige grnseomrde, og ere end 20.000 ygtede fra landsbyerne. De este af dem var shiiter, og de myldrede ind i de usle lejre og fattigkvarterer, der omgav Beirut. I forret 1973 angreb PLO libaneserne med en sabotageblge. De sprngte store olietanke og prvede forgves at anbringe sprngladninger i den amerikanske ambassade og Beiruts lufthavn. Samtidig kidnappede de en rkke libanesiske soldater. Den kristne falangistmilits Katayeb gik til modangreb, og regeringen beordrede for en gangs skyld den libanesiske hr i aktion. Gennem to uger blev palstinenserne hrdt ramt, og med syrisk mellemkomst blev der indget endnu en aftale, som skulle regulere palstinensernes aktiviteter. Ingen troede p, at den ville gavne noget, og den viste sig da ogs hurtigt at vre vrdils. PLO holdt ikke engang sit lfte om at reducere antallet af de kontorer, den havde i Beirut, og syrerne fortsatte med at levere tunge vben til ygtningelejrene. Samtidig udbredte PLO uden modstand sin faktiske kontrol med det sydstlige Libanon til ogs at omfatte store dele af den sydvestlige del af landet. Sprgsmlet om, hvordan man skulle reagere over for den voksende PLO-magt, uddybede klfterne i det politiske samfund i Libanon. Den kristne hjrej pressede p for at sl hrdt til mod den truende stat i staten, mens den muslimske venstrej sympatiserede med PLO. Hren var lammet af denne konikt og turde ikke skride afgrende ind. Den usikre balance medfrte en rkke regeringsskift, og det ene styre var mere ineffektivt end det andet. Bag splittelsen over palstinenserne lurede ogs faren for at delgge den vaklende nationale enighed om den politiske struktur, der var baseret p Nationalpagten af 1943. Samtidig skete der en polarisering med en konservativ hjrej, som ville fastholde status quo, og en radikal venstrej, der ville have det politiske system lavet helt om. Den gamle ordning af den politiske magt favoriserede de kristne p muslimernes bekostning, og polariseringen truede med at udvikle sig til en total konfrontation mellem kristne og muslimer. Krudttnden eksploderede i februar 1975, da skerne demonstrerede i kystbyen Sidon. PLO havde tt forbindelse med den venstreoriente182

rede skerfagforening og fulgte demonstrationen, der var rettet imod unfair konkurrence fra et nyt stort skeriforetagende. Under marchen gennem Sidon blev der pludselig skudt mod demonstranterne, og tre blev ramt. Den ene af dem var det lokale parlamentsmedlem Maruf Saad, der marcherede forrest. Han dde af sine sr, og ved hans begravelse deltog titusinder af mennesker. Begravelsen forvandledes til en demonstration, der endte i optjer. Bildk blev afbrndt i gaderne, og hovedvejen til Beirut blev blokeret. Mindst 19 mennesker blev drbt og mange ere sret. Bagefter fulgte en intens pause i fjendtlighederne, men hadet og vreden blev holdt i live, og den 13. april kom det til blodige sammenstd mellem PLO og de kristne falangister i Beirut. Dermed var den libanesiske borgerkrig i gang. Den rasede gennem 1975 og 1976 med en sjlden vildskab og brutalitet, og man regner med, at den kostede 50.000 menneskeliv. Borgerkrig er egentlig ikke et rammende ord for fjendtlighederne, for der var mange ikke-libanesere involveret i dem, og nabolande blandede sig ogs. Det var heller ikke en religionskrig mellem kristne og muslimer, for religion blev blot brugt som et bekvemt skalkeskjul for andre interesser, og det var da ogs sdan, at der var mange muslimer p den kristne side og omvendt. Det var derimod modstridende politiske interesser, der drev de kmpende uenighed om, hvem der skulle regere landet, og hvordan det skulle regeres. Krigen havde form af en stribe opgr, som blev drevet af forestillinger om ideologi, identitet og nationalitet. Den havde tillige et strkt islt af galskab, rhed og stupiditet. Ved krigens start sluttede de radikale muslimer og kommunister sig til PLO imod de kristne, og Beirut blev opslugt i et ammende helvede af terror. Fra krigens frste uge er der et godt eksempel p barbariet, nemlig da hundredvis af bilister i Beirut blev vidner til, hvordan PLO henrettede en mand, de havde fanget. Manden stod sammen med andre fanger p Avenue Sami Al-Solh omgivet af bevbnede fedayeen. Fangernes hnder var bundet p ryggen. S trak palstinenserne det udvalgte offer frem og bandt et knippe dynamitstnger fast omkring hans hals. Folk i bilerne p avenuen kiggede forgves efter politiet, men ingen turde blande sig.
183

Kristen militssoldat i Beirut skyder ls, mens han lber til en ny dkning. (Foto: R. Lepardon)

Manden stod stille med en mrkelig vrdighed, sagde et vidne bagefter. Palstinenserne ville kort og brutalt sprnge hovedet af ham, og de tndte en lunte og lb vk. Manden blev stende stille, til eksplosionen kom, men den blste ikke blot hovedet af ham. Hele kroppen blev sprngt i smstykker, der j rundt i luften. I Beirut blev de forskellige distrikter forbudt omrde for alle andre end dem, der religist hrte til i dem. Et menneskes religion var nok til at udstte vedkommende for kidnapning, ydmygelse, voldtgt, tortur eller mord. Dette perverse anarki blev anledning til en fantastisk handel med falske papirer. Hvis man var klog, anskaffede man sig ere st identitetsdokumenter, s man altid kunne prsentere sig som kristen eller muslim, alt efter hvilken vejsprring man blev stoppet ved. Den, der kom til at opgive et kristent eller muslimsk navn ved en fejltagelse, blev myrdet p stedet af militsfolkene, som ofte var teenagere. Vilkrlig vold blev en accepteret del af dagligdagen. At lufte hun184

den, at kre i en gade, at g i biografen kunne bogstavelig talt koste livet. Hvis ikke det var en granat fra artilleriet, s var det en kugle fra en snigskytte eller kidnappere ved vejsprringerne, skrev Jonathan Randal, der var Washington Posts korrespondent. Den dansk-palstinensiske aktivist Anni Kanafani, som der er fortalt om i et tidligere kapitel, drev brnehaver i en rkke lejre, og hun mtte af og til tage hjem til Danmark for at overleve. Der blev gjort utallige forsg p at etablere vbenstilstand, men ingen af dem var effektive. Parterne kunne aldrig blive enige om, hvad der skulle komme frst: en politisk aftale, der kunne fjerne rsagerne til volden, eller et stop for volden, s man i fred og ro kunne diskutere de politiske stridssprgsml. Borgerkrigen blev hurtigt til en kamp om territorier. Hver part sgte at konsolidere sig i de dele af landet, den kontrollerede. De kristne maroniter havde deres omrde i stbeirut og i kystregionen nord for byen. Sunniternes strke baser var i Tripoli, Vestbeirut og Sidon. Druserne beherskede det sydlige Mount Lebanon, og shiiterne dominerede den sydlige del af landet. De blodigste kampe opstod, nr en af parterne sgte at likvidere modstanderenklaver i sit omrde, for eksempel palstinensiske lejre i stbeirut, der blev angrebet af de kristne, eller kristne landsbyer i Shouf-bjergene, som blev anfaldet af druserne. Regeringen var totalt paralyseret under krigen, og hren gik i oplsning. Al centraladministration ophrte med at fungere, og konomien gik i spner. Beirut havde vret et vigtigt internationalt bank- og nanscenter. Nu forsvandt dette i ammer. Libanon blev et i stumper og stykker af de mange private militser, der ikke blot bekmpede hinanden, men ogs var den eneste reelle magt i landet. Statsapparatet disintegrerede i et blodbad, og borgerkrigen blev et helvede af massakrer, voldtgtsorgier, tortur og plyndring. I 1976 sendte Syrien styrker ind i Libanon for at sttte de kristne, og i maj bnede de en offensiv mod de muslimsk-palstinensiske positioner. Angrebene blev gentaget i september, og syrerne tillod ogs deres kristne allierede at intensivere deres egen offensiv. Syrerne var sledes velvillige, da falangisterne besluttede at udradere den palstinensiske ygtningelejr Tel Al-Zatar i stbeirut.
185

I mange mneder fr krigen brd ud, havde Tel Al-Zatar vret en torn i jet p de kristne. Nr forretningsfolk i deres biler krte gennem lejren p vej til arbejde, blev de stoppet af bevbnede palstinensiske drenge, som tvang dem til at vise identitetspapirer. Og da borgerkrigen begyndte, bombarderede PLO den kristne bydel med det artilleri, der var i Tel Al-Zatar. Den kristne milits Katayeb og dens allierede vedtog at udradere Tel Al-Zatar, og i januar 1976 blev lejren omringet. Inde i lejren var der ca. 35.000 palstinensere, og den var opdelt i ere omrder, der hver isr kontrolleredes af Fatah, PFLP-GC, PFLP, DFLP og Saiqa. I slutningen af juni begyndte det afsluttende angreb, og en syrisk bataljon stoppede de PLO-styrker, der prvede at komme til undstning. P t eneste dgn regnede 40.000 granater og raketter ned over Tel AlZatar, og de este af husene forvandledes til ruiner. Guerillaerne havde imidlertid et kompliceret underjordisk net af tunneler, som de opererede fra, og PLOs overkommando besluttede, at de skulle holde ud. Dag for dag blev forholdene i lejren vrre og vrre. Granaterne blev ved med at regne ned, og der blev mangel p mad og vand. I gaderne l ligene af gamle mnd, kvinder og brn side om side med drbte guerillaer, og stvet dkkede alt. Nogle af de dde var folk, som havde prvet at undslippe, men som var blevet skudt i ryggen af deres egne. Med jvne mellemrum blev ligene samlet i et underjordisk rum, puttet i plasticskke og s igen smidt ud i gaderne, hvor de l i dagevis og rdnede i den strke sommerhede. Ligstanken fra lejren kunne mrkes ere kilometer vk. Efter nogen tid begyndte sult og sygdom at drbe ere end kugler og granater. Der udbrd dysenteri, og der var hverken medicin eller rent vand. Lgerne og sygeplejerskerne (som ogs talte europiske PLOsympatisrer) kunne nsten intet gre, og for mange srede blev lidelserne afsluttet af en kammerats pistolkugle. Det var PLOs overkommando i Vestbeirut med Yassir Arafat i spidsen, der havde besluttet at prisgive Tel Al-Zatar. De civile k ikke lov til at forlade lejren, og soldaterne k forbud mod at overgive sig. I en pervers beslutning afgjorde ledelsen, at alle inklusive brnene skulle ofres.
186

Enden kom den 12. august, da de kristne militser stormede Tel AlZatar. Det var Al Noumour (Tigerne) under Dany Chamoun, Tanzim under George Adwan og Katayeb under Bashir Gemayel, der ogs havde overkommandoen. De kristne soldater gik fra gade til gade og skd p alt, hvad der rrte sig. Hele familier, der prvede at undslippe, blev mejet ned. De kristne anslog selv, at de drbte mellem 1.000 og 2.000 palstinensere alene p denne ene dag en massakre, de kristne gentog i 1982 i ygtningelejrene Sabra og Chatilla. Vi indrmmer, at nogle af fangerne blev tortureret og en gruppe p ti palstinensiske sygeplejersker blev stillet p rkke og skudt, erkendte den kristne ofcer Pierre Malychef senere. Mange af de overlevende blev skudt ned, lige fr de nede sikkerheden ved Museumsovergangen til Vestbeirut, og de kristne bandt andre bag efter biler og slbte dem til dde. Tel Al-Zatar-massakren var horribel, men den mest perverse handling blev ikke beget af de kristne. I de sidste timer, da syge og invaliderede palstinensere slbte sig ud af lejren, begyndte nemlig endnu et morderisk artilleribombardement. Det kom ikke fra de kristne og heller ikke fra syrerne, men fra PLOs stillinger i Beirut. PLO-ledelsen med Arafat i spidsen nskede nemlig s mange martyrer som muligt og satte selv tallet op ved at myrde deres egne. I alt mistede mindst 3.000 civile palstinensere livet. Men det burde alt sammen have vret undget. Det internationale Rde Kors gjorde sit bedste for at organisere en overgivelse, som kunne have sparet de civile, men det var umuligt. De kristne nskede en militr sejr efter mange tilbageslag andre steder, og palstinenserne nskede et martyrium, idet de blev ved at udrbe Tel Al-Zatar som et nyt Stalingrad. I stedet for at f vbenstilstand dde tusinder p grund af ledernes stupiditet og kynisme. Der var en utrolig brutalitet bag de kristnes angreb p Tel Al-Zatar, og den k sin nring fra det had, der var skabt af en anden horribel massakre, som var foreget i kystbyen Damour et halvt r tidligere. De kristnes vildskab var fdt i Damour, og for dem var Tel Al-Zatar kun en utilstrkkelig hvn for det, der var sket. Den kristne by Damour l st for Beirut-Sidon landevejen. Den hav187

de 25.000 indbyggere, fem kirker, tre kapeller, syv skoler og et hospital. Den 9. januar var byens prst, fader Mansour Labaky, i frd med at velsigne husene med vievand efter gammel maronitisk skik. Pludselig hvinede en kugle forbi ham og ramte en mur. S kom lyden af maskingevrer. Han fandt hurtigt ud af, at Damour var omringet. 16.000 palstinensere, syrere og andre sammensvorne havde besluttet at udslette byen. De inkluderede afdelinger fra den sunnitiske milits Mourabitoun og femten andre militser. I rkkerne var der ogs lejesoldater fra Iran, Afghanistan, Pakistan og Libyen. Fader Labaky ringede om hjlp til den muslimske sheik i omrdet, men k dette svar: Jeg kan intet gre. De er ude efter jer. Det er palstinenserne. Jeg kan ikke standse dem. Dagen igennem blev Damour beskudt med kugler og granater, og fader Labaky ringede til en lang rkke folk, som han hbede kunne hjlpe. Nogle af dem var politikere fra bde hjre og venstre, og de sagde alle med den strste beklagelse, at de intet kunne stille op. S kom han igennem til den drusiske leder Kemal Jumblatt. Damour l i Jumblatts valgkreds, men han havde kun dette svar: Fader, jeg kan intet gre for dig. Det hele afhnger af Yassir Arafat. Kemal Jumblatt gav Arafats telefonnummer til den utrttelige prst, men da denne ringede til det, kunne han ikke komme igennem til PLOlederen. Han talte med en af hans rdgivere, forklarede situationen og bad om at f angrebet standset. Halvdelen af folk i Damour har stemt p Kemal Jumblatt, og Jumblatt sttter palstinenserne, argumenterede fader Labaky, og Arafats mand gav et svar, som prsten aldrig glemte: Fader, glem dine bekymringer. Vi nsker ikke at skade jer. Hvis vi delgger jer, er det af strategiske grunde. Fader Labaky blev ved med at insistere p, at angrebet skulle stoppes, men han kom ikke videre. Klokken var nu 23, og beskydningen fortsatte. S ringede han igen til Kemal Jumblatt og fortalte, hvad Arafats rdgiver havde sagt. Jumblatt rdede prsten til at blive ved med at

188

forsge at n igennem til Arafat eller nogle af dennes venner, for som han sagde jeg stoler ikke p ham selv. Klokken 23.30 blev telefonledningerne, vandet og elektriciteten afbrudt, og i timen efter midnat kom en angrebsblge i den ene ende af byen. Palstinenserne stormede ind i husene og myrdede 50 civile. Fader Labaky gik ud i gaderne, da han hrte skrigene, og han blev mdt af fortvivlede kvinder, der rev sig i hret og lb hen til ham i nattj. De myrder os! jamrede de. De overlevende i det angrebne kvarter ygtede til andre dele af byen, og militserne slog sig ned i den forladte del. Om morgenen lykkedes det fader Labaky at komme til nogle af de angrebne huse, selv om bombardementet fortsatte. Han ville bringe ligene ud. Til forfatteren Jillian Becker har han givet denne beretning: I et af husene var en hel familie blevet drbt det var Canan-familien. Fire brn var dde ligesom moderen, faderen og bedstefaderen. Moderen, der var gravid, l med et af brnene i armene. jnene p brnene var stukket ud, og deres arme og ben var hugget af. Ingen af dem havde lemmer tilbage. Vi tog dem vk p en bananvogn og begravede dem p kirkegrden, mens PLO bombarderede os. Jeg blev hjulpet af Samir Canan, der var bror til faderen. Han var den eneste overlevende. Mens vi begravede dem, blev der fundet endnu ere dde i gaderne. Damour prvede fortvivlet at forsvare sig, men det var en hbls opgave. Der var en forsvarsstyrke p kun 250 mnd, hvoraf mange var drenge p 16 og 17 r. De havde alene jagtgevrer og ingen militr trning. Alligevel holdt de ud i 12 dage. Indbyggerne krb sammen i kldre og stablede sandskke op foran drene. Fader Labaky gik fra skjul til skjul med brd og mlk, og han opmuntrede forsvarerne i deres primitive stillinger. Mellem den frste nat og den 23. januar blev kun tre mennesker drbt, men da det endelige angreb satte ind, blev hundreder myrdet: Angrebet kom fra bjergsiden bag ved byen, og de kom i tusindvis, mens de rbte: Allahu Akbar! Gud er stor! Lad os ofre en Holocaust til Muhammed! Og de nedslagtede alle, de mdte, mnd, kvinder og brn.

189

Hele familier blev myrdet i deres huse. Mange kvinder blev voldtaget af grupper af angribere, og f af dem k lov til at leve. En kvinde reddede sin teenagedatter fra voldtgt ved at smre hendes ansigt ind i blelse, s hun s forfrdelig ud. Mens grusomhederne fandt sted, tog angriberne fotograer af ofrene, og de solgte dem senere til europiske aviser. Overlevende fra massakren har bagefter givet detaljerede beretninger om, hvad der skete. Al civilisation var dd i Damour p denne dag. Palstinenserne skreg af grin, mens de voldtog, torturerede og myrdede. I ere mneder bagefter turde jeg ikke tnde en tndstik. Jeg kunne ikke udholde lugten, sagde den 16-rige Soumayya Ghanimeh, der reddede livet, fordi hun tiggede og bad en PLO-guerilla om at spare hende, da en af hans kammerater rettede sin riffel imod hende. I Sankt Eliaskirken var 500 mennesker krbet sammen, mens to unge mnd stod ved indgangsdren og skd efter palstinenserne. Det lykkedes de 500 at lbe vk, og kort efter stod PLOerne ved dren. De sparkede den op og kastede hndgranater ind i kirkerummet. Hvis de 500 ikke var undsluppet, ville de vre blevet massakreret. Indbyggerne ygtede fortvivlet til alle sider, og nogle af dem slap vk i bde, der l ved kysten. En gravid kvinde fdte sit barn i en af jollerne ude til havs. 582 mennesker blev myrdet under stormen p Damour, og fader Labaky vendte tilbage sammen med Rde Kors for at begrave dem. Mange af ligene var hugget i stumper og stykker, s de kunne kun opgre tabstallet ved at tlle de hoveder, de fandt. Tre af de myrdede mnd havde fet penis skret af og stoppet i munden. Washington Post-korrespondenten Jonathan Randal var ogs p stedet: I de flgende dage blev Damour plyndret af en svrm af tyve. De tog alt af vrdi, selv tagsten, vandrr og elektriske ledninger. Jeg krte derned dag efter dag og spekulerede p, hvad der mon var tilbage. De palstinensiske vagter forhindrede ingen i at tage, hvad de havde lyst til. De kristne kom aldrig tilbage til Damour. PLO gjorde byen til et trningscenter for international terrorisme og brugte Sankt Elias-kirken som mekanikervrksted. Hovedskibet blev lavet til skydebane med mlene malet p den stlige endevg.
190

Det evindelige libanesiske mde mellem den afmgtige civile og den bevbnede gangster. (Foto: An-Nahar)

Det var Saiqa-chefen, Zuhair Muhsin, der havde kommanderet styrkerne under massakren. De kristne i Libanon gav ham navnet Slagteren fra Damour, og han blev selv myrdet den 15. juli 1979 i Cannes i Sydfrankrig. Men Damour var ikke enestende. Den kristne landsby Heishi i Shouf-bjergene oplevede noget tilsvarende den 19. oktober 1976, da PLO sendte sine gangstere mod den. Landsbyprsten, den maronitiske pater John Nasser, fortalte bagefter: Den dag blev landsbyen angrebet af t tusinde bevbnede terrorister. De brd ind i husene og slbte med magt beboerne ud p gaden hundrede familier i alt kvinder, brn, mnd og gamle. De drev os ind i kirken og lste drene, men 65 af vore brdre og sstre kom ikke ind. I kirken stod bevbnede palstinensere vagt over os, og vi kunne ikke rre os. De truede med at meje os ned, hvis vi ikke var rolige. I to dage var vi indesprret i kirken. S bnede de drene, og vi s et forfrdeligt syn. Udenfor l ligene af de 65 mnd, kvinder og brn i ple af strknet blod.
191

John Nasser sagde, at han nskede at rbe til verden om de oprrende grusomheder, der bliver beget af den blodtrstige, depraverede og onde kriminelle organisation, der kaldes PLO. De kan sammenlignes med dem, nazisterne begik. I lbet af 1976 havde de arabiske lande besluttet at sende en fredsbevarende styrke p 30.000 mand ind i Libanon, og selv om adskillige lande deltog, leverede Syrien den altovervejende del af tropperne (90 procent). Manvren var i virkeligheden ikke andet end et dkke for de arabiske landes accept af, at Syrien spillede en dominerende militr rolle i Libanon. For Syrien selv var invasionen et krkomment skridt hen imod det, der hele tiden havde vret den hemmelige drm, nemlig total anneksion af Libanon. I 1979 var alle andre arabiske styrker ude af Libanon, men syrerne blev der. Da Irak i 1990 invaderede Kuwait, sluttede Syrien sig til den multinationale militrstyrke, som under USAs ledelse blev opbygget i Saudi-Arabien. Gennem mange r havde USA fordmt Syrien som et af de vrste baglande for den internationale terrorisme, s der var tale om en srprget alliance. USA havde imidlertid brug for Syriens sttte til at holde sammen p den arabiske front imod Saddam Hussein, og til gengld k Syrien endnu friere hnder i Libanon. Derfor sidder de der endnu. Men USA skiftede holdning efter krigen mod Irak i 2003, og i november samme r vedtog Kongressen en rkke sanktioner mod Syrien, der blandt andet var begrundet i besttelsen af Libanon. Borgerkrigen sluttede ofcielt i oktober 1976, da der blev proklameret vbenstilstand, men der kom ingen slutlsning. De stridende parter blev ved med at hade og bekmpe hinanden, og i 1980 anslog man, at de seneste fem rs kampe havde kostet 100.000 livet, og at en kvart million var blevet sret. Syrerne genoprettede deres gamle alliance med det muslimske venstre den alliance, der havde lidt skibbrud, da de blandede sig i borgerkrigen p de kristnes side for at stkke PLO og venstremuslimerne og i Sydlibanon fortsatte PLO med at dominere og tyrannisere den lokale libanesiske befolkning, som hovedsageligt var shiiter. Lov og orden var et ukendt begreb. Retten sad i gevrlbet, og det var brutale palstinensere, der havde gevret i hnden. Nr de gik til kbmanden, lagde
192

de deres Kalashnikov AK-47 p disken, s det var ikke svrt at f kredit. Forretningsaftaler blev afgjort med Semtex (terroristers foretrukne plastiske sprngstof). Palstinensiske drenge p 10 r krte rundt i Mercedes-sportsvogne og viftede med deres Walther PPK-pistoler. De granatarrede gader var fyldt med tallse gravide piger p 13 og 14 r, som var blevet voldtaget af palstinensiske gangstere og derefter smidt ud hjemme, fordi deres familier ikke kunne bre skammen. Gennem rene opbyggede PLO et omfattende konomisk netvrk med mange slags virksomheder involveret. I 1980 var organisationen en af de strste arbejdsgivere i Libanon med 6.500 fuldtidsansatte og en rlig indkomst p 40 millioner dollar. Fra midten af 1970erne var chefen for denne koncern Ahmed Qurei (Abu Ala), der senere blev formand for parlamentet i det palstinensiske selvstyre. I efterret 2003 aste han Mahmoud Abbas (Abu Mazen) som premierminister. Men PLO var ikke blot et forretnings- og velgrenhedsimperium. I eksilrene blev organisationen nansieret af Sovjetunionen, de arabiske nationer og en fem procents skat for alle palstinensere, der arbejdede i Den arabiske Ligas lande, men der var andre indtgtskilder. I 1993 rapporterede British National Criminal Intelligence Service der bekmper organiseret kriminalitet at PLO ogs opererede med afpresning, bestikkelse, ulovlig vbenhandel, hvidvaskning af penge og bedrageri, hvilket alt sammen sknsmssigt bragte dens formue op p 14 milliarder dollar. Den beundrede palstinensiske frihedsbevgelse var sledes ikke andet end et gennemrddent terrorimperium og en morderisk gangsterbande af uhrt brutalitet.

Det var om natten den 12. marts 1976 i det stlige Middelhav. I lang tid havde en israelsk fregat skygget en lille lystbd, der kmpede sig gennem de hje ser. Israelerne mistnkte den for at vre p vej til Israel med en af de palstinensiske terrorgrupper, der sommetider gik i land p kysten og spredte dd omkring sig. Fregatten var stationeret ud for Libanons kyst netop for at afvrge
193

sdanne aktioner. S signalerede lystbden med et svagt sgelys. Israelerne holdt sig tilbage, for mske nskede det fremmede fartj blot at komme p tt hold. Mske havde det en stor sprngladning om bord, som kunne sende fregatten til havets bund. Men lystbden blev ihrdigt ved at sge kontakt, og israelerne prajede den i en megafon. Svaret kom p arabisk, og det blev forstet. Hold hnderne hjt over hovedet, sagde en af fregattens ofcerer, da en svr mand ud p natten kravlede ud af mrket og op p missilbden. Han var drivende vd fra yderst til inderst og blfrossen af kulde. Bevbnede orlogsgaster omringede ham, og andre stod ved maskingevrer, der pegede mod den lystbd, han netop havde forladt. Jeg er Abu Khalil, leder i det libanesiske falangistparti, sagde manden, mens han rystende svbte sig i et groft tppe, israelerne stak ham. Tag mig til Israel. Jeg er p en vigtig mission. Borgerkrigen i Libanon var p dette tidspunkt et r gammel, og det var frste gang, en reprsentant for de kristne maroniter havde henvendt sig direkte til israelerne. Da Abu Khalil kom i land i Haifa, udbredte han sig om den flles skbne, der forenede de libanesiske maroniter og jderne, om PLO som deres flles fjende og om de flles fordele, de ville kunne f gennem en dristig alliance, der skulle overskride bde nationale og religise grnser. Jeg er p en barmhjertighedsmission, sagde Abu Khalil, og den israelske forsvarsstab holdt et hastemde med ham. Forsvarsminister Shimon Peres prsiderede ved mdet, og p fransk spurgte han Khalil: Hvorfor er De kommet? Hvad nsker De? Jeg er kommet for at bede om vben. Vi mangler ammunition. Jeg ved, det er hjt spil, hvad jeg har gjort, men hvis De hjlper os, vil vi takke Dem, og hvis ikke s drager jeg tilbage, hvor jeg kom fra. Peres fortsatte: Jeg vil forelgge sprgsmlet for min regering, og i morgen vil De f et svar. G nu hjem og f en god nats svn. Shimon Peres diskuterede sagen med premierminister Yitzhak Rabin, og de besluttede, at det var i Israels interesse at hjlpe de kristne falangister for det frste fordi falangisterne bekmpede PLO, for det andet
194

Ligene d i gaderne, da ygtningelejren Tel Al-Zatar i stbeirut blev udraderet af falangisterne. (Foto: AFP)

fordi Libanon var i fare for at blive opslugt af Syrien, hvis de kristne tabte til den palstinensisk-muslimske alliance. Efterretningstjenesten Mossad var ogs ivrig efter at sttte den kristne milits Katayeb, idet den opfattede Libanon som et vindue til den arabiske verden en frodig operationsmark for indsamling af efterretninger. Nste dag mdtes Shimon Peres med Abu Khalil p en restaurant i Tel Aviv, og han sagde til araberen: Ja. Vi er villige til at hjlpe jer. To uger senere rejste en hjtstende israelsk ofcer, den arabisktalende Benjamin Ben Eliezer, til Libanon for at forhandle med de kristne og danne sig et overblik. Dagen efter sin ankomst blev Eliezer taget med p en rundtur af militslederen Dany Chamoun, og han fortalte senere: Jeg s tusinder af mennesker, der stod i vejsiden og klappede i hnderne. Hvad foregr der? spurgte jeg. Dany Chamoun svarede: Kom og se. Jeg s derp to lastbiler nrme sig. Den ene var fuld af folk, der
195

skd hele tiden. Den anden havde et reb bundet efter sig. I dette reb var der andre reb, og for enden af hvert reb var der liget af en palstinenser. Lastbilerne trak ligene af sted, mens de bevbnede folk i den anden lastbil blev ved at skyde p de for lngst afsjlede legemer. Jeg var chokeret og spurgte igen: Hvad foregr der? Dany Chamoun svarede: Vi drber terroristerne. I de nste r rasede borgerkrigen videre, og de kristne bad om kanoner, mortrer og tanks. Israel sendte dem. De bad om kommunikationsudstyr, miner og sprngstof. Israel leverede det hele. Det var israelernes hensigt kun at hjlpe de kristne arabere til at hjlpe sig selv det vil sige bekmpe Arafats styrker og de fastholdt politikken om ikke selv at intervenere. Men alt dette ndrede sig, da general Ariel Sharon i 1981 blev udnvnt til forsvarsminister.

13
Jernnven knuser PLO
Likvideringen af Israel er et af de midler, vi tager i brug for at skabe enhed og frihed i den arabiske verden.
hani al-hassan, politisk rdgiver for Yassir Arafat, 9. januar 1982.

Sommersolen prikkede hede strler ned over Bonn, og jeg sad p en fortovsrestaurant med fred i sindet, ro i kroppen og en urokkelig hensigt om at nyde de nste dage som en lille ferie. Den amerikanske prsident Ronald Reagan ventedes p statsbesg han skulle ogs deltage i et NATO-topmde og jeg skulle skrive om dette, men arbejdet var til at overse. Der ville blive rigelig tid til at sejle p Rhinen, g tur i skovene og smage p den lokale vin fra sidste sommer. Tjeneren dkkede op til geschmorte Kalbshaxen min tyske livret og jeg k et glas koldt l fra et af de lokale bryggerier, mens jeg ventede p maden. Luften var klar og stille, bladene p trerne havde endnu forrets grnne, friske farve, og pigerne p fortovet s dejlige ud. Men jeg havde ikke taget misteltenen i ed. Netop da tjeneren serverede, kom en piccolo lbende: Herr Andersen! Deres redaktion har ringet. De skal straks stte Dem i forbindelse med avisen. Det er vigtigt. Lidt efter havde jeg redaktren i rret: Der er krig i Mellemsten. Israel har invaderet Libanon. Du m straks rejse derned! Jeg kom til Tel Aviv samme aften og skaffede mig de ndvendige papirer for at kunne flge efter den israelske hr, der voldsomt og dramatisk var stdt ind i Libanon. Nste dag drnede jeg nordover i en lejet bil, som jeg hjtideligt havde skrevet under p ikke at ville kre til bestemte omrder, inklusive ikke-asfalterede veje og krigszoner. Som sdvanlig var den underskrift intet vrd, for det var altid omrder med usle veje og voldelige begivenheder, man opsgte, nr det brndte p i
197

Israel og omegn. Jeg havde krt den samme vej mange gange fr, fx til de nordlige kibbutzer Dan, Dafne og Neot Mordechai, nr de blev angrebet over grnsen med Katyusha-raketter, eller under Jom Kippurkrigen nr jeg skulle til fronten i Golanhjderne. Det var alt sammen fr satellittelefonens, den brbare computers og mobiltelefonens tid, s arbejdsredskaberne bestod kun af en faldefrdig rejseskrivemaskine, et kort, en notesblok og en blyant. Fred for Galila kaldte israelerne den invasion, der blev indledt i juni 1982, men i det lange lb gav den ikke fred til nogen, tvrtimod spredte den dd og delggelse i et forfrdende omfang, og her i det nye rtusinde mrker man stadig dens eftervirkninger. Det erklrede forml med krigen var at knuse PLOs militre infrastruktur for at standse palstinensernes angreb over grnsen til det nordlige Israel, og dette lykkedes over al forventning. Men det egentlige forml, som l i forlngelse af alliancen med de kristne arabere, var at omskabe regionens politiske landkort, at vre fdselshjlper for et libanesisk styre, der ville vre venligt indstillet over for Israel og denne vidtrkkende plan led totalt skibbrud. Invasionen blev til besttelse, venskabet med de kristne visnede lynhurtigt, og det varede nsten 20 r, fr de sidste israelske tropper var ude af Libanon igen. Forsvarsminister Ariel Sharon var drivkraften bag invasionen. Han manipulerede Menachem Begins regering til at godkende aktionen skridt for skridt, uden at ministrene blev klar over hans fulde hensigter, fr det var for sent. Beirut er udelukket, sagde han for eksempel til dem. Men Beirut blev inkluderet. Sharon havde vret ndt til at tage amerikanerne i ed. I maj 1982 j han til Washington D.C. og mdtes med udenrigsminister Alexander Haig og dennes verste embedsmnd. P mdet bredte Sharon et kort over Libanon ud foran amerikanerne og sagde: Israel er kommet i en umulig situation, der bevirker, at vi ikke har noget andet valg end at delgge PLOs infrastruktur i Libanon. Arafats folk bombarderede bosttelserne i Galila og gjorde livet til et helvede for de folk, der boede der, forklarede Sharon. Hvis man trngte terroristerne tilbage fra Israels grnse, ville det fjerne truslen mod byer og landsbyer.
198

Senere p dagen mdtes Haig og Sharon under re jne. Ariel, sagde Haig, dette her er ikke tilfredsstillende. Udenrigsministeren gjorde det klart, at der ikke burde foretages noget mod Libanon uden en internationalt anerkendt provokation, og at israelernes reaktion skulle vre proportional med denne provokation. Sharon svarede: Hvad er en klar provokation? Nr n jde myrdes? To? Fem? Hvad er for jer en klar provokation? Og lad os for eksempel sige, at jderne kun bliver sret og ikke dr af deres sr Prcist hvad er en klar provokation? Her kom meningsudvekslingen ind i et ddvande, men Sharon havde opnet, hvad han ville. Han var ikke kommet for at f amerikanerne til at give grnt lys for krig mod Libanon. Han var kommet for at lade dem vide, hvad hans hensigter var. Haigs udtalelse om, at der mtte en acceptabel provokation til, var nok for Sharon. Den 3. juni 1982 kort fr midnat k Ariel Sharon sit pskud. Uden for Dorchester Hotel i London stod nogle mnd og ventede p Israels ambassadr, Shlomo Argov. Da han kom, gik mndene hen til ham og skd ham i hovedet. Argov blev hrdt sret, men dde ikke. Yassir Arafat arbejdede stadig i sit kontor i Beirut klokken tre om natten, da en betroet medarbejder kom ind. Jeg har netop fet dette fra London, sagde manden og rakte Arafat et telegram, der berettede om mordforsget. Da Arafat havde lst telegrammet, var han klar over, at selv om PLO ikke var involveret i attentatet, ville det blive brugt som pskud for et angreb over grnsen, og han satte alle palstinensiske styrker i alarmberedskab. Kort efter holdt regeringen i Israel krisemde. Et angreb p en israelsk ambassadr kan sammenlignes med et angreb p staten Israel, sagde premierminister Menachem Begin. Sikkerhedstjenesten Shin Bets chef, Avraham Shalom, forklarede, at mordvbenet havde vret en lille polsk WZ63-pistol, hvilket pegede i retning af, at attentatet var blevet beget af Abu Nidal-organisationen, som var den eneste terrororganisation, der brugte dette vben. Men Abu Nidals gruppe var ikke medlem af PLO, og Nidal og Arafat var svorne
199

fjender. Begin var ligeglad. I hans jne var Arafat chef for alle palstinensere og dermed ansvarlig. De er alle sammen PLO, sagde han. Angrebet begyndte samme dag. Israelske y bombede PLO-stillinger i Beirut, og hren satte sig i bevgelse med tanks i spidsen. Regeringen havde godkendt aktionen, for Sharon havde fortalt ministrene, at det kun drejede sig om at trnge 40 kilometer ind i Libanon, og at Beirut ikke var med i hrens planer. Syrerne i Libanon ville heller ikke blive angrebet, medmindre de provokerede israelerne. Alt dette skulle vise sig at vre ktion. I de frste timer af angrebet tog de israelske styrker den strke palstinensiske stilling i korsfarerborgen Beaufort, omrdet omkring Tyrus og det meste af det PLO-kontrollerede omrde mellem oderne Litani og Zaharani. I Knesset havde Begin sagt, at hvis vi kommer frem til 40 kilometer-linjen nord for vor grnse, er arbejdet gjort. Al kamp vil standse. Men allerede mens han talte, rullede hrens tanks nordp med 40 kilometer-linjen langt bagude. Sharon k nu regeringen til at godkende en dybere indtrngen end frst vedtaget, og det varede ikke mange dage, fr de israelske soldater kunne se Beiruts hjhuse forude. Ministrene var blevet bedraget. Da krigen var et par dage gammel, kom jeg tilbage til min base i grnselandsbyen Metullah, der var blevet grundlagt i 1896 af baron Edmond de Rothschild. Imod mig kom min veninde Birgitta Edlund fra Dagens Nyheter, og hun faldt mig om halsen og grd ved min skulder, for hendes veninde, den franske pressefotograf Catherine Leroi, var blevet drbt samme dag. Birgitta fortalte gennem trer: Hun dkkede krigen fra den anden side, og da hun var p vej gennem det sydlige Beirut, blev hendes bil ramt af en raket. P den egentlige slagmark var det meget vrre. Den israelske overmagt var overvldende, og PLOs stillinger blev smadret med tanks, kanoner og yangreb. Israelerne angreb ogs de syriske raketbatterier i Sydlibanon, og under en luftkamp skd de 23 syriske MIG-jagere ned uden selv at miste nogen. Damaskus var ydmyget, og kaptajn Amos Yoffe, som jeg diskuterede sagen med, havde denne kommentar:

200

Undskyld, jeg siger det, men syrerne kan ikke hamle op med os. Der var frygtelige tab hos palstinenserne, og mange civile blev drbt under angreb p ygtningelejre og byer. Mange libanesere rg med i kbet, og endnu ere ygtede nordp. Men PLOerne kmpede desperat og tappert, og israelerne mtte til at begrave deres egne dde soldater. En af de frste var Samal Eitan Avni, 20 r og tankkommandr. P kirkegrden kom han til at ligge ved siden af sin onkel, der var blevet drbt af briterne i 1948. P Rambam-hospitalet i Haifa besgte jeg Yitzhak p 37. Hans kone var sygeplejerske samme sted, og p vggen over hans seng hang det deforme riffelprojektil, lgerne havde opereret ud af ham. En af mine kammerater standsede bldningen med en stram forbinding, og halvanden time efter var jeg p hospitalet, sagde han. Den israelske hr havde en effektiv helikopterluftbro, som bragte de srede hjem. En dag, jeg var p vej til kampene i Sidon, mdte jeg en englnder, der svedig og udmattet kom fra denne by. Israelerne tager ingen fanger. De skyder alle de PLO-folk, de stder p. Denne gang er de virkelig ude p at knkke dem, sagde han, og jeg fandt ud af, at han havde ret. Det var forbudt at bevge sig rundt i kampzonerne p egen hnd, men den israelske hr stillede specialkretjer og mandskab til rdighed. Dette bevirkede, at vi kom dybt ind i alle omrderne, men det indebar ogs, at det var israelerne, der bestemte, hvad vi mtte se. I daglige brienger tegnede ofcererne det pnest tnkelige billede af krigen nrmest som et teoretisk skakspil og jeg fandt hurtigt ud af, at der var en effektiv censur, at hren sgte at skjule de mest ubehagelige kendsgerninger. P ordre fra forsvarsminister Sharon skulle udenlandske journalister forholdes det samlede billede. Men det var umuligt at skjule destruktionen og de menneskelige lidelser, og i det lange lb blev pressecensuren en boomerang. Vi omgik kontrolofcererne, sneg os ud i kampomrderne uden tilladelse og talte med hvem, det passede os. I begyndelsen s det ellers godt ud. Libaneserne i den sydlige del af landet takkede israelerne for at have befriet dem for PLOs rdselsregi-

201

mente. I den ene shiitiske landsby efter den anden s jeg de glade smil og blomsterne til soldaterne, nr vi rykkede ind, og i Damour syd for Beirut, hvor PLO tidligere havde massakreret de kristne indbyggere, vendte en fordrevet mand tilbage til sit hjem og udbrd: Jeg er meget lykkelig. Israelerne er vore venner. I den drusiske by Hassbaya var folk ogs glade for, at PLO blev drevet ud. Da israelerne rykkede ind, blev de dnget til med rosenknopper og ris, mens folk rbte til dem: Shalom! Shalom! Der havde vret en strk palstinensisk position med store vbenlagre, som var skjult i en ungdomsklub og et partihovedkvarter. Her tog israelerne 500 fanger, og det d med PLOs efterladenskaber: russiske antitankvben, landminer og ammunition. Pludselig kom der et bombeangreb fra tre syriske y, og tre civile blev drbt og mange sret. I et af palstinensernes forladte tilholdssteder l der dynger af dokumenter, og jeg fandt en lille rd notesbog, der havde den arabiske pskrift Regnskab over raketaffyringer. Raketterne var naturligvis dem, der var slet ned i de nordlige israelske landsbyer. Ved begyndelsen af Beka-dalen stdte jeg p nogle syrere, der netop var blevet rendt over ende. I en hulning p en bjergskrning stod en moderne russisk T-62-tank. Den var blevet ramt af en israelsk granat lige under trnet, og granaten var fortsat ind i det indre, hvor hele ammunitionsbeholdningen var rget i luften. Bestningen blev sprngt til atomer, og tanken stod nu som en dampende skrotbunke. Lidt vk l liget af en soldat. Han hvilede p ryggen i den stegende sol, og uerne summede over ham. Skjorten var gledet op, s man s nogle tommer af maveskindet. Det hjre ben var skudt af over knet, og hjrehnden manglede ogs. Hvad med at begrave ham? sagde jeg. Lad ham rdne op, ld svaret. Libanons bjerglandskaber er betagende, men nu var de skmmede af krigen. I landsbyer og smbyer kom der skudhuller i husene, ydermure blev vltet af tanks, der ikke kunne komme igennem de smalle gader, og telefonple knkkede ned i grften. Appelsinplantager blev vltet, vinmarker revet op. Langs vejene l der sprngte larvefdder, tomme ammunitionskasser og smadrede lastbiler. Jeg kom igennem landsbyen
202

Den norske sygeplejer hos PLO Berit Fiksdahl. (Privateje)

Kfar Azeit, der var hrdt medtaget, og i de strre byer og ygtningelejrene var destruktionen kolossal. Shalom, rbte de i Kfar Azeit, for de betragtede endnu israelerne som befriere. I Sidon, den store kystby med det bibelske navn, var bymidten hrdt ramt, og skyderierne blev ved. Store bygninger stod med sprngte facader, tage var faldet sammen, mure var blevet til brokker. Gader var pljet op af granater, og ulykkelige mennesker okkedes om ndkkkener. Ruinerne dkkede over utalte lig, og de afgav en modbydelig, sdlig stank. I nrheden af centrum traf jeg den belgiske lge Francis Capet p Rde Halvmne-hospitalet. Han var ved at styrte af udmattelse efter i ere dage at have arbejdet 20 timer i dgnet med de srede og forklarede med desperation i stemmen: Israelerne har arresteret lederne og sygeplejerskerne. De sagde, der var skjult terrorister p hospitalet. Vi kan ikke mere. Der er nsten intet personale, vi har ingen hjlpemidler, og infektionsfaren er enorm. Den norske sygeplejer Berit Fiksdahl var solidarisk med PLO og havde arbejdet i en nrliggende ygtningelejr:
203

Jeg kom til hospitalet for at hjlpe, men israelerne har srget for, at det hele nu er slut. Francis Capet hvdede, at der mindst var drbt 5.000 civile i Sidon, et tal, israelerne bengtede over for mig. Men ligegyldigt hvad tallet var, s var katastrofen benbar. Uden for byen overlevede tusinder under primitive forhold efter at vre ygtet. Jeg fandt nogle af dem p den bare jord under nogle palmer, hvor de havde rigget gule og bl plasticstykker til som telte. De havde kun marken at sidde p, og de lavede mad p sm bl af pindebrnde. Det hele lignede en skarndynge, og i den ene ende stod en israelsk pansret mandskabsvogn med et maskingevr. Fluerne summede overalt, i rdne dadler og i folks rer og jne. En af mndene i lejren hed Adal el Said-Hassan og var fra Cairo. Han s opgivende p mig og sagde: Hvad gr jeg? Jeg vil gerne hjem til Egypten, men mit logi er bombet, jeg ejer intet og har ingen penge. Alt er tabt. Adal gik ned mod stranden, og samtidig forlod en laset gruppe lejren. Der var en gammel mand, som skubbede en barnevogn med et ekset hjul, der hele tiden slog til siden og skrabede mod kassen. I vognen var der nogle f ejendele og en plasticdunk med vand. Efter ham gik hans kone og en yngre kvinde med to sm brn. De tog retning mod Sidon, og formentlig ville de tilbage for at se, om der var noget at redde i ruinerne. I midten af juni stod jeg p en bjergtop og kiggede ned p Beirut, hvor Yassir Arafat og hans mange tusinde soldater var drevet ind i den vestlige del af byen. Fra nord til syd gik den skaldte grnne linje tvrs igennem byen og delte den i stbeirut, som var i de kristnes og israelernes hnder, og Vestbeirut, der var Arafats sidste skanse. Hvordan ville krigen fortstte herfra? Over radioen sagde Arafat fra Vestbeirut: Hvis israelerne stormer os, gr de Beirut til en gravplads. Deres egen gravplads. S vil Beirut blive Israels Stalingrad. Invasionen er planlagt af USAs syge magthavere og zionistiske forbrydere. Vi vil kmpe, til sejren kommer. Arafat havde sendt et brev til FNs generalsekretr Javier Prez de Cuellar og bnfaldet om, at FN bragte krigen til ophr. 30.000 er drbt
204

eller sret, titusinder savnes og 800.000 er gjort hjemlse, skrev han. Om morgenen havde jeg haft et mde med en israelsk generalmajor, der forsikrede mig om, at israelerne havde gjort alt for at undg civile tab: Men det var ikke altid nok. PLO brugte civilbefolkningen som gidsler, som dkke. I Sidon blev der sendt re delegationer til deres hovedkvarter for at udvirke, at de civile k lov til at ygte, inden vi angreb. Men PLO sagde nej hver gang. I Sidon havde israelerne fundet 5.000 hndvben, som palstinenserne havde efterladt, og i Tyrus over 150 tons ammunition i en enkelt klder, sagde generalen. Samme dag tog jeg til Sidon, hvor israelske bulldozere var ved at fylde toppen af en massegrav med jord. Dagen i forvejen havde jeg set, hvordan utallige lig blev snket ned i den. Det var de omkomne, som redningsmandskaber havde fundet i de snderskudte huse, og ligstanken fra dem var nsten ikke til at udholde.

Jeg tog p en kort ferie i Danmark, og da jeg rejste tilbage til krigen, mdte jeg journalist Jan Stage fra Politiken i yet til Tel Aviv. Vi var enige om, at de begrnsninger, den israelske hr lagde p vore udfoldelser, var utlelige, og vi aftalte, at vi ville forsge at komme ind i det belejrede Vestbeirut, hvor Arafat og PLO stadig holdt ud. Nste dag krte vi til Libanon med den reglementerede ofcer p passagersdet i min lejede bil. Shomshon, hed han, og han var af reserven. Til daglig arbejdede han som advokat. Det var forbudt at kre i Libanon p egen hnd, og vi havde skrevet under p en hjtidelig erklring om, at vi under alle forhold ville adlyde kontrolofcerens anvisninger og rette os efter enhver henstilling fra ham. Lige s snart vi krte over grnsen, blev det et forhindringslb. Militre kretjer, sler, tanks, civile krrer og tudende lastbiler sprrede vejen, og der var store huller i krebanen efter granatnedslag. Jeg sad ved rattet, og da vi krte igennem Sidon, stoppede bilen pludselig med et voldsomt ryk. Jeg havde krt en jernstang fra en bombesprngt
205

lygtepl op gennem bundpladen og sendte udlejningsrmaet en venlig tanke. Shomshon hjalp villigt med at rive vognen ls. Hvad gr vi? spurgte jeg Stage p dansk, da vi nrmede os Beirut. Han sad p bagsdet, og vi talte dansk, nr der var noget, Shomshon ikke mtte forst. Vi m stikke af, svarede han. Jeg sagde derefter til Shomshon, at jeg syntes, vi skulle f en kop kaffe p Hotel Alexandre, nr vi kom til stbeirut. Jeg sagde ogs, at Stage og jeg havde et rinde hos den danske ambassadr, s jeg foreslog, at Shomshon ventede p Alexandre, mens vi opsgte ambassadren. Jeg tager med til ambassaden, svarede Shomshon, for han havde ordre til ikke at lade os ude af syne. Nej, det kunne ikke lade sig gre, sagde jeg, for det, vi havde at tale med ambassadren om, var ikke beregnet for andres rer. Diskussionen gik i lang tid om dette, men til slut indvilligede Shomshon i at vente p os p Alexandre, mens vi forrettede vort rinde. Da vi kom til Hotel Alexandre, gik vi ind i restauranten og drak kaffe med Shomshon. Han var en sympatisk mand, som vi ikke havde besvr med at vre venlige over for. N, vi m af sted, vi er tilbage om senest en halv time, sagde jeg til Shomshon, og Stage og jeg gik fra bordet. Jeg havde parkeret bilen p den anden side af hotellet, og vi lb rundt til den og tog bagagen ud. Derefter spurtede vi af sted og prajede den frste taxi, vi s. Kr os til den grnne linje, sagde vi til chauffren, og kort efter satte han os af. Vent lidt, jeg har en besked, du skal tage med tilbage til Hotel Alexandre, sagde jeg og gav ham 10 dollar ekstra for ulejligheden. Jeg rev et blad ud af min notesbog og skrev flgende: Kre Shomshon. Vi er get over den grnne linje ind i Vestbeirut. Du er velkommen til at tage bilen og kre den tilbage til Israel. Du fr nglen af den taxichauffr, der overbringer dette. Med venlig hilsen, Jakob Andersen. Jeg sendte chauffren af sted med notitsen og nglen og gav ham en beskrivelse af Shomshon, der forhbentlig stadig sad i restauranten.
206

Det var en spidsrod at komme over den grnne linje, der fungerede som en slags ingenmandsland, for der blev skudt p kryds og tvrs. Vi sneg os gennem de mennesketomme gader vel vidende, at der var folk bde bagude og forude, som havde os i kikkertsigtet p deres rier. Bag os l de kristne militser i dkning, og foran os holdt PLO-soldaterne udkig fra deres stillinger. Ind i en baggrd, ned i en klder, gennem en tunnel, op igen i en gyde. Af og til passerede vi bevbnede PLO-folk, der gloede p os, men lod os passere. Vi havde nerverne uden p huden, for vi var p vej ind i helvedes forgrd. Israelerne beskd de indesluttede PLOere med artilleri og lod deres y bombe stillingerne snder og sammen. Gaderne i Vestbeirut var nsten forladte af mennesker, vand og elektricitet var afbrudt, butikkerne var lukkede, og overalt var der primitive barrikader og sammenstyrtede huse. Omkring 50.000 civile var ygtet ud af bydelen, og de tilbagevrende fristede en farlig og fattig eksistens. Nogle var i oplsning af ren og skr frygt, andre var gr og sammenbidte. Atter andre syntes p randen af vanvid. Hvornr falder den nste bombe? Torsdag den 12. august, lnge efter vor ankomst, blev Vestbeirut ramt af
Den israelske ofcer Shomshon efterlod denne notits til Jakob Andersen p Hotel Alexandre i stbeirut. Den fortalte, at han ville tage bilen med tilbage til Israel.

207

48.000 bomber, granater og raketter. Den dag s jeg mange tragedier, og i Sabra-ygtningelejren var jeg ved at snuble over en dd hund, der l med benene strittende i alle retninger. Den var sort og helt forkullet. Men der var andre dage, der var lige s slemme. En dag var jeg tt ved en otteetagers beboelsesejendom, der blev pulveriseret fra luften (med en smart bomb, k jeg senere at vide). To kvinder skreg som vanvittige og blev hjulpet bort. Et halvt hundrede mnd kastede sig over den enorme dynge smadret beton. En af dem gik fortvivlet ls p jernarmeringen med en bidetang. En stor dreng lb rundt med en kse. Endelig kom der en bulldozer, men freren var grebet af panik og busede ls, s han pressede murbrokkerne tttere sammen. Det frste offer kom til syne, da bulldozeren lftede en stor betonklods, og det var en mand i kondisko. Bagefter k jeg at vide, at 250 mennesker var blevet knust i deres lejligheder, andre sagde 400. Jan Stage og jeg boede p Hotel Commodore, der l midt i Vestbeirut og var hovedkvarter for journalister, diskrete PLO-agenter, de lokale xere, hjemlse diplomater og en brigade bedrageriske taxichauffrer. Formentlig har der ogs vret israelske agenter i forkldning. Vrelserne var nedslidte, maden elendig, og hotellet l i skudlinjen for israelernes kanoner i stbeirut. I lobbyen var der et skilt, som sagde: Direktionen insisterer p, at hverken kameramnd eller pressefotografer forsger at tage billeder, nr der bliver skudt p hotellet. Dette kan udstte bde dem selv og hotellets stab og gster for livsfare! Forklaringen var, at de store telelinser ofte blev forvekslet med bazookaer, s de trak israelernes ild til sig. P opslagstavlen i lobbyen var der ogs en hndskrevet notits fra en mand i en baggrd, som havde et lager af gamle undertrjer. Han solgte dem som T-shirts med ptrykket Skyd ikke! p engelsk, fransk og arabisk. Jeg har stadig tre af dem. Nr man checkede ind, kunne man vlge, om man ville have et vrelse i skudsiden, der vendte mod stbeirut, eller i den fredelige side, der vendte ud mod Middelhavet. Alt var naturligvis optaget p ssiden, s jeg k et vrelse, der havde udsigt til israelernes kanoner, som aldeles ikke lod pressehotellet vre i fred. Man skulle nrmest tro, at den israelske generalstab hver dag lste de uvenlige artikler, vi sendte hjem. En dag gik en granat ind i etagen lige over mit vrelse og udra208

Jakob Andersen i den magiske T-shirt. (Privateje)

derede rummet. En anden dag k vi et chok, da en 155 mm granat fra landartilleriet dykkede ned mod vort bord p den udendrs terrasse (ved swimmingpoolen, der var tom p grund af vandmangel og derfor livsfarlig i mrket). Vi blev blndet af et blt glimt, da granaten med et redvende brag ramte en mur 10 meter vk. Granaten gik ind i en lejlighed uden at eksplodere, men hvis den havde detoneret, ville mange aviser have mttet undvre artikler dagen efter. Vi var inde i lejligheden for at besigtige granaten, og den var bde stor og grim. Efter den oplevelse begyndte jeg at sove i badekarret, som l lngst vk fra vinduet i mit vrelse, men en kollega lo hjt, da jeg fortalte ham det: Hvis du sover i badekarret, bliver du alligevel en plamage p vggen. Trykblgen vil tvre dig ud. S yttede jeg tilbage til sengen, og mit hold i nakken forsvandt. Det havde jeg fet, fordi badekarret kun var halvanden meter langt. Hotellet havde sin egen brnd og var derfor uafhngigt af de sprng209

te vandledninger, men brndvandet var blevet salt af indtrngende vand fra havet. Commodore havde ogs sin egen generator, s de snderrevne elledninger betd intet. Klderen var fuld af spiritus, der blev smuglet gennem frontlinjerne ved hjlp af bestikkelse. Telexmaskinen og telefonen sendte via hovedpostkontoret direkte op til en satellit, og dette var det allervigtigste. Commodore var nsten det eneste sted i Vestbeirut, en korrespondent kunne sende sine artikler fra. Derfor tog de 25 dollars i minuttet for en telex, og nr avisernes deadline nrmede sig, sad hotelejeren, Yousef Nazzal, i lobbyen og frydede sig over lyden af de tikkende maskiner. Men ret skal vre ret: Yousef var et geni til at holde pressekorpset i gang. En dag bestak han sledes en mand til at snige sig ind i hovedpostkontoret og koble premierminister Shak AlWassans telexforbindelse over p Commodores linje. Det var en gennemhullet pressefstning, hvor nerverystede journalister k redobbelte whiskyer, nr de kom ind fra bomberegnen, og hvor et snif kokain eller en pibe hash var lige s almindelige som en Camel. Commodore var i dirrende live 24 timer i dgnet. Der blev rbt og skreget i telefonen, hvis en linje kom igennem. Man bestak telexoperatren, s ens egen artikel rykkede op i ken af dem, der skulle sendes til aviser i USA, Europa og resten af verden. Robert Fisk fra The Times i London var en erfaren og kynisk frstemand i okken (i dag er han p The Independent), og der var mange unge reportere, som tjente deres sporer med bravour. Jeg stiftede bekendtskab med kolleger fra Indonesien, Texas og mange andre sre steder. En aften var en journalist fra BBC lige kommet ind ad dren, da hans navn blev brlet fra receptionen. Der var kommet en telefonsamtale igennem til ham fra London. Det var nyhedsredaktionen. Beskidt og trt gik han lige hen til skranken, k rret i hnden og gav stende uden notater en blndende rapport p tre minutter udsendt direkte i radioen. Jeg stod og lyttede til ham og tnkte: Hvor fr de det fra, de englndere? Presset p alle var perverst, men hotelstaben var fantastisk mod rundelig betaling. Man kunne grde eller bande ved natportierens skulder, nr man blev overvldet af den hjemlige redaktions stupiditet. De forstod aldrig, hvad der foregik. Bartenderen vidste njagtig, hvad hver eneste gst drak, og sknkede op, fr der blev bestilt. Whi210

Jan Stage ved skrivemaskinen i et af de vrelser p Hotel Commodore, der blev delagt af israelske granater. (Foto: Frode Holst)

sky var et lige s vigtigt brndstof for journalisterne, som dieselolie var for de israelske tanks, men det var acceptabelt at drikke vin, og l var godkendt mod trst. I receptionen arbejdede de i dgndrift og klarede de utroligste anliggender. Der var tryk p, og alle var topprofessionelle, for drikkepengene d som skidt fra en spdekalv. Vi stod tidligt op om morgenen og tog bestik af situationen. Hvad sker der i dag? S var det ud i byen. Opsge kampomrder. Gennemtrawle ndhospitalerne med alle de horrible menneskevrag. Ud i militshovedkvartererne, som der var mange af: drusernes, shiiternes, sunniternes, PLOs, en hel skok. Politisk snak med den ene og anden fraktion. Militr snak med de kmpende. Lytte til BBCs World Service p den lille kortblgeradio, man altid havde i lommen. Hvad sker der ude i den normale verden? Ned i en klder, nr man blev overrasket af et yangreb. Ind i en bagbutik, nr granaterne pludselig slog ned i gaden. Sdan var det hele tiden, og dollarsedlerne strmmede ud af lom211

merne til dem, der kunne fre os endnu et lille skridt lngere hen ad vejen mod det, der hver dag skulle prsteres: en artikel til avisen. Nr vi havde skrevet og sendt som regel langt ud p aftenen snakkede og drak vi til ud p de sm timer, hvis ikke granaterne faldt for tt p. Tre-re timers svn var det almindelige. I en periode rg jeg fem-seks pakker Camel uden lter om dagen. Jeg kunne ikke forst, at jeg aldrig blev beruset af de mngder whisky, jeg konsumerede om aftenen, men senere gav en lgebekendt mig en forklaring, som jeg ikke har kontrolleret. Adrenalinen ophver virkningen, sagde han. P Hotel Commodore blandede diskrete libanesere sig med pressefolkene og tilbd alt mellem himmel og jord: narkotika, damer, antikviteter, udsgte kunstgenstande, vben og alt andet, man kunne tnke sig. En Kalashnikov kostede 500 libanesiske pund, en pistol det to-tredobbelte. Under krigen boede der nsten kun pressefolk p Commodore, og de havde titusinder af dollar i lommerne. Faren for at komme af med livet var s stor, at alle normale regler blev sat ud af kraft, og libaneserne slog ned p dette hotel som gribbe p et dsel, for der var masser af penge at tjene. Jan Stage og jeg arbejdede tt sammen, og vi havde en fast chauffr, tolk og guide, der hed Ahmed Arabiyeh. Han var shiit og lige s snu, som han var effektiv. Ahmed forlangte utrolige belb for at kre os rundt i Beirut-omrdet, og nr vi klagede over, at han tog op til 100 gange den normale pris, slog han ud med armene og sagde: I journalister er sindssyge. Hver dag vil I have mig til at kre hen, hvor der kmpes, eller hvor granaterne falder. Min bil er ikke forsikret, og hvis jeg bliver drbt, vil min kone og mine ni brn sulte ihjel. Hvis I ikke betaler, krer jeg ikke. Desvrre var det slgers marked. En aften inviterede Ahmed Stage og mig hjem til sin lejlighed, og vi k syn for sagn. Han havde bde kone og ni brn. De vartede os op, da vi sad og spiste brd, humus og grntsager p hans lille altan og s ud over den lemlstede by. Med jvne mellemrum drnede kanonerne, og mrket blev nget af ildglimt. Den aften var Ahmed en helt anden. Vk var hans professionelle, hrde forretningsfacon. Nu var han en venlig, hig og imdekommende vrt. Han fortalte om den shiiti212

Yassir Arafat under belejring i Beirut 1982. (Foto: Reza)

ske landsby i Sydlibanon, han kom fra, og da vi drftede situationen i Beirut, sagde han: Allah bestemmer. Jeg beder til ham, nr skyderierne begynder, og bagefter lever jeg videre. Vi m tage, hvad der kommer, selv om det ikke er vores krig. I aftes, da jeg kom hjem, havde min kone og alle brnene lagt sig til at sove i entren, fordi de mente, det var det sikreste sted. Men jeg k dem tilbage til sovevrelset. Der sker, hvad der m ske. Inshallah. Jeg s mange af ofrene for de israelske angreb p byens hospitaler og ndlazaretter, blandt andet hos Yassir Arafats bror, Fathi Arafat, der var lge og prsident for den palstinensiske Rde Halvmne-organisation. Fathi Arafat havde indrettet et ndhospital i The Near East School of Theology, og han havde armen i gips, da jeg mdte ham. Hvad er det strste problem lige nu? Mennesker, sagde Fathi Arafat, mennesker, der vil have vand, mad og behandling. Den smule vand, vi fr, er forurenet, og det medfrer
213

diarr. Ogs jeg har mavesmerter af vandet. Lige forude lurer epidemierne, tyfus og de andre sygdomme. Israelerne bomber vore ndhospitaler, og vi m hele tiden nde nye steder at behandle folk. Vi mangler senge, kirurgiske remedier og medicin. Infektioner er et stort problem. Fragmentationsbomber og fosforgranater giver forfrdelige skader. Hvis en splint fra en fragmentationsbombe gr gennem et ben eller en arm, m vi nsten altid amputere. Vi har udfrt 2.000 amputationer af den slags. Indtil nu er omkring 10.000 blevet drbt eller sret i Vestbeirut. Fathi Arafat havde kun bitre ord om Israel, og han fortalte om sin bror, der havde travlt et andet sted i byen (hans moral og kampnd er meget hj). Selv var han ogs fuld af energi: Vi bliver ved med at kmpe mod disse israelske djvle. En far kom med sit spdbarn for at f hjlp. Hvor gammel er barnet? Ni dage. Sikke et tidspunkt at blive fdt p, snerrede Fathi Arafat og sendte manden videre til en sygeplejerske. Kldrene under Arafats kontor var fyldt op med srede. Et af rummene havde vret garage og var mgbeskidt. Et lille barn l med begge ben bundet ind og hvet i et stativ over sengen. En ldre mand l p sit lagen og lignede et torturoffer. Alligevel var han heldig, for snesevis var blevet drbt, da hans hus blev bombet. En ung mand l med sammenbidte tnder og holdt krampagtigt fast p de 15 centimeter, der var tilbage af hans venstre lr. Resten af benet var amputeret, og en sygeplejerske duppede desinfektionsvske p det r sr. En tredje mand l med ansigtet gjort ukendeligt af stikammer. I klderen mdte jeg den norske lge Troy Rusli, der havde arbejdet for PLO i fem uger. Sykehuset Frederiksstad, stod der p hans T-shirt, og han fortalte flgende om en af patienterne: Det er en kvinde p 40 r, der er gravid i sjette mned. Hun blev ramt under et angreb, og vi mtte amputere begge ben. Granatsplinter havde perforeret maven, og hun havde mange andre kvstelser. Vi opererede hende, og fosteret er stadig i hende. Vi turde ikke fjerne det, fordi en bldning ville have drbt moderen. Jeg har aldrig set et men214

neske s delagt. Man kan nsten ikke tle at se p hende. Nogle af de vrste kvstelser kom fra de israelske fosforbomber. Fosfor bliver ved med at brnde. Man kan smide vand p, men ilden gr ikke ud. Hud og kd ulmer bort. Troy Rusli sagde, at hans ndhospital hver dag k ofre for fosforbomber eller fosforgranater. Et af dem var den 72-rige palstinenser Ahmed Abdallah. Han havde siddet og spist morgenmad i ygtningelejren Bourj El-Barajneh, da lejren blev ramt af fosforbomber. Han ede sit brndende tj af og styrtede rundt i underbukser. Nu blev han behandlet for frste- og andengradsforbrndinger over hele kroppen. Rusli mente, det kunne tage et halvt rs tid, fr han kom p benene igen. Men for dem, der k tredjegradsforbrndinger, var der ikke meget hb. Blandt de vrst medtagne var en familie p syv. Deres ansigter var svulmet op til grskarstrrelse, de var blindede og alvorligt forbrndte. Troy Rusli tilfjede om en anden patient: Han blev ramt i foden. P operationsbordet fjernede vi forbindinMohammed Ali Mourra og hans kone leder efter vrdier i deres dagligstue i Vestbeirut. De havde netop forladt lejligheden, da den blev ramt af en fosforgranat. (Foto: J. Bulloch)

215

gen, og der kom stadig fosforrg ud af sret. Det var ti timer siden, han var blevet sret. Brndende fosfor delgger bldt vv og blde knogler, og selv overadiske brandsr giver store problemer. De fosforvben, israelerne brugte, var blevet fordmt af ere internationale organisationer, blandt dem Rde Kors i 1977. Efter besget p The Near East School of Theology var jeg p et ndhospital i The American University, hvor der ogs var uendelige rkker af folk med amputerede lemmer og svre forbrndinger. De var anbragt i de studerendes vrelser, og i et af rummene l re invaliderede spdbrn alene. De tre p en seng, det fjerde p gulvet. Den dag talte jeg ogs med PLOs informationschef, Mahmoud Labadi, der havde ry for at fortlle de vrste lgnehistorier med et charmerende smil om lben, men det var ikke den gamle Labadi, der stod foran mig i det udbombede kvarter, hvor vi mdtes. Han var ubarberet, svedig og overanstrengt. Israelerne er vrre end fascisterne, sagde han, og hadet lyste ud af hans jne, der var rde af mangel p svn.

14
Med ngeren p aftrkkeren
Vi vil aldrig tillade Israel at leve i fred. Vi vil aldrig tillade, at Israel fr sikkerhed. Enhver israeler skal fle, at der bag enhver mur str en guerillasoldat, som sigter efter ham.
farouk kaddoumi, chef for plos politiske afdeling, 1981.

Mandag den 9. august 1982 var det belejrede Vestbeirut p sammenbruddets rand. Det sidste par uger havde vret et helvede med uaadelige israelske bombardementer fra luften, fra kanonbdene p havet og fra det svre artilleri p land. Store dele af byen l i ruiner. Vandledninger var sprngt, og elektriciteten afbrudt. Gaderne l de hen, og mnedgamle affaldsbunker stank som ligkapeller i den kvlende sommerhede. Ved 16-tiden begyndte de israelske kampy at bombardere PLOs stillinger i den stlige perimeter. Flyene drnede hen over Vestbeirut, mens PLOerne forgves tmte deres maskinkanoner og fyrede jord-til-luftraketter imod dem. Angrebet fortsatte i ere timer. I solnedgangen stod jeg og s op mod himlen, der var overset med lysende kugler. Det var de israelske afvrgevben, som piloterne skd ud, s de kunne tiltrkke palstinensernes varmesgende raketter. Under luftangrebet mdte jeg en PLO-soldat, der kom vaklende imod mig med et sovjetisk Kalashnikov AK-47-stormgevr i hnden. Hans cowboybukser var stive af skidt, og han var ddeligt udmattet. Manden kom fra sin kampstilling, der l i retning af lufthavnen, og han havde fet nok. Jeg er bange for at d, sagde han ligeud og uden skam. Mens vi snakkede, lod han mig undersge Kalashnikoven. Jeg fjernede magasinet, der holdt 30 patroner, tog ladegreb og kiggede nrmere p den. Det var frste gang, jeg var i nrkontakt med en Kalashnikov
217

 PLOs foretrukne vben og enhver terrorists darling. Den var billig at fremstille, robust, enkel at bruge, let at vedligeholde. Ziad Ahmed Abu Aziz hed han. Han havde et barn med en dansk pige, fortalte han, da han opdagede, at jeg var dansker. Jytte hed hun, og hun var kommunist. Hun havde arbejdet for PLO i Libanon ret fr. Jeg havde talt med mange PLOere under bombardementerne af Vestbeirut, men jeg havde aldrig fr mdt en af dem, som rent ud sagde, at han havde givet op. De este var aggressive, mistnksomme og udtrykte sig i hadefulde antiisraelske klicher. Jeg nsker kun at komme vk, sagde Ziad, her er intet mere at gre. Udenfor kan man mske gavne sagen, men granaterne og kampene har knkket os. Israelerne myrder ls, og det er mest de civile, det gr ud over. I Bourj El-Barajneh, hvor min afdeling er, blev et bageri skudt snder og sammen i dag. Fem brn blev drbt. Der var en dreng p en halv snes r, som havde skudhuller i benene, i maven og i venstre skulder. Da jeg tog ham op i mine arme, greb han med den ene hnd fat i min skjortekrave. I ere minutter rev han voldsomt i den. Jeg kiggede hele tiden ned p ham, og jeg kunne se, hvordan han blev mere og mere bleg. Han dde i armene p mig, inden jeg kunne f ham frem til et sted, hvor han kunne blive behandlet. Fr krigen havde Ziad arbejdet i lufthavnen i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Da Israel invaderede Libanon den 6. juni for at knuse PLO, var han straks blevet mobiliseret og tog hjem for at kmpe. Frst var han ved fronten i Sydlibanon, men israelerne trngte hurtigt palstinenserne tilbage, og han var en af dem, der blev indesluttet i Vestbeirut. PLOerne og de muslimske libanesiske militser, der kmpede sammen med dem, havde bemandet stillinger langs hele fronten, der gik midt igennem byen. I stbeirut sad israelerne solidt sammen med deres allierede, den kristne milits Katayeb. Belejringen havde hidtil ikke frt til en storm p det muslimske Vestbeirut, men bombardementerne havde nsten smadret bydelen, og de civile levede som rotter i kldrene. Ziad fortsatte: Nr vi skyder efter de israelske y, ved vi godt, at vi ikke kan ramme dem med vore maskinkanoner og SAM-raketter. Men vi kan i hvert
218

fald skrmme piloterne en smule. I det hele taget er vore vben intet vrd mod israelerne, men vi m jo kmpe. Jeg nsker ikke at d, men jeg regner med, det kan ske nr som helst. Da han trak sin tegnebog frem for at vise billeder af familien, s jeg, at der l en lille brun cigaret i den. Den slags havde jeg set i Det fjerne sten. Den er indisk. Det er den sidste fra en pakke, jeg for lnge siden havde med fra Indien. Jeg har den kse id, at jeg vil d, hvis jeg ryger den. S den bliver liggende i tegnebogen. Jeg stak ham en Camel uden lter. Senere p aftenen tog Ziad tilbage til sin kampstilling i Bourj El-Barajneh. Han havde samlet sig noget, og jeg aftalte med ham, at han nste dag skulle tage mig med rundt til stillingerne i den yderste perimeter. Det var ndvendigt at have en PLO-soldat med som guide, nr man skulle derud, for de folk, der l der, skd ofte, fr de spurgte. Mange var halvgale af granatchok og kamptummel, de var tit skve af hash, og menneskeliv var blevet en billig vare. Jeg gav ham mit visitkort. Jeg kunne godt lide ham. Nste morgen skulle vi mdes uden for Hotel Commodore. Det var den 10. august, jeg skulle mde Ziad, men han kom ikke til tiden. Til sidst blev jeg urolig og troede, han aldrig ville dukke op. S stod han der pludselig, og han var helt forandret. Vk var fortroligheden fra i gr. Vk var den kammeratlige tone. Han var kold og fmlt. Nsten ikke til at komme i snak med. Det var tydeligt, at der var hndt noget. Til sidst rbte jeg ham ind i ansigtet: Hvad fanden er der i vejen? Hvad med vores aftale? Du er ikke til at hugge eller stikke i. Du er helt forandret. Jeg forlanger, at du fortller mig ligeud, hvad der er sket. Dette var ikke en mde at tale p i Vestbeirut i 1982. Alle havde nerverne uden p huden, og det var altid de andre, der havde gevret. Hver eneste dag blev der skudt i gaderne ved de mindste anledninger. Om natten var der ildkampe mellem de gangsterbander, der plyndrede forladte varehuse. Folk fyrede ls som den naturligste ting i verden. Nr trakken stoppede p grund af bombeskader p krebanen, s jeg ere gange en mand stige ud af sin bil og fyre en pistol eller et gevr af for at
219

Der var ikke sikkert noget sted i Beirut under belejringen, men det vrst ramte kvarter var Fakhani, hvor PLO havde mange kontorer. Her brnder en beboelsesejendom, der blev ramt af en israelsk bombe. (Foto: J. Bulloch)

f dem, der holdt foran ham, til at kre frem. Beirut var snderbombet og fuld af lidende civile. Men det var ogs en forrykt by, befolket med tusindvis af skydegale mennesker. Ziad s lnge p mig og trak s det visitkort frem, jeg havde givet ham dagen i forvejen. Du er spion for israelerne, sagde han. Jeg blev klam indvendig. Hvis PLO havde en sdan mistanke, kunne man godt glemme alt om en fair trial. I Beirut var der intet funktionsdygtigt politi og ingen lov og orden. Der var krig og anarki. I den desperate situation, palstinenserne gennemlevede, blev folk drbt uden videre. De vidste, at israelerne havde agenter i Vestbeirut, og de havde ryggen mod muren. Der var hverken tid eller temperament til de nere nuancer. Denne tilstand resulterede ofte i, at der blev gjort kort proces. Yassir Arafat var selv overbevist om, at israelerne af al magt sgte at sl
220

ham ihjel, og han bevgede sig hele tiden fra sted til sted. Jeg s ham ere gange, men han var ikke til at komme i nrheden af. Han byttede skjul ere gange om dagen, og han holdt sine stabsmder om natten i hemmelige bunkere. At han ikke var helt forkert p den, fremgik af et brev, som den israelske forsvarsminister, Ariel Sharon, i denne periode sendte til prsident Ronald Reagan. Sharon skrev blandt andet: I en krig, hvis forml er at udrydde lederen af terroristerne i Vestbeirut, fler jeg det som om, jeg havde sendt en hr til Berlin for at udslette Hitler i hans bunker. Abu Iyad, der var chef for PLOs efterretnings- og sikkerhedstjeneste, hvdede, at han havde fanget agenter med miniatureradioer, som de brugte til at sende oplysninger om PLOs topfolks opholdssteder direkte til israelske y og artilleristillinger. En dag, da jeg var krt til et af PLOs tilholdssteder, bombede israelerne et hus lige ved siden af. Alle var overbevist om, at de blot havde ramt forkert, og da Abu Iyad kort efter ankom, var han tillukket og anspndt. Jeg spurgte ham om mange ting, men k nsten ingen svar. Hver eneste PLOer var bevidst om faren fra israelske agenter i deres midte. Den nste halve time med Ziad blev et opgr mellem to viljer. Jeg var bange, men viste det ikke. Jeg var ogs vred, og det viste jeg. Ziad var dybt mistnksom, og det lagde han ikke det mindste skjul p. Da jeg fortsatte med at presse ham for en forklaring, sagde han: Du arbejder for Ekstra Bladet, det str p dit visitkort. Og du hedder Jakob. Det er et jdisk navn. Ekstra Bladet ejes af Politiken, og chefen for Politiken hedder Herbert Pundik. Herbert Pundik er agent for Mossad, og du arbejder for ham. Alts er du israelsk agent. Logikken var tilsyneladende krystalklar, men jeg var himmelfalden. Hvordan i alverden havde Ziad fet at vide, at Ekstra Bladet og Politiken var ssteraviser? Hvorfra havde han Herbert Pundiks navn? Chefredaktr Pundik var bde dansk og israelsk statsborger, og han havde bopl i Israel. Jeg svor p, at Ekstra Bladet ikke havde det mindste med Politiken eller Herbert Pundik at gre, og at hans oplysninger i det hele taget var forkerte. Men jeg blev ogs ved at presse Ziad om, hvor han havde sin viden fra. Til sidst fortalte han det.
221

For at tjekke mig havde han aftenen i forvejen opsgt to danske piger, der arbejdede som sygeplejersker for PLO i Beirut. De var Israel-hadere og tilhrte de solidaritetskredse, som i Danmark ubetinget stttede palstinenserne i kampen mod Israel. Da han havde vist dem mit visitkort, havde de straks advaret ham imod mig og sagt, at jeg arbejdede for Herbert Pundik, der er Mossad-agent. Med andre ord: De to danske piger havde sat en ladt pistol for panden af mig. De havde lgnagtigt forrdt en landsmand til deres palstinensiske venner. Deres stikkeri kunne meget sandsynligt have frt til, at jeg var blevet plaffet ned bagfra uden at kende rsagen, men nu havde jeg trods alt Ziad foran mig. Det var uden tvivl vor lange samtale dagen fr, der havde reddet mig. Jeg var ude af mig selv af raseri over de to stikkere og forlangte af Ziad at blive konfronteret med dem, men det ville han ikke. Han ville heller ikke oplyse mig om deres identitet. S sagde jeg: Godt. Du mistnker mig. Jeg er ligeglad, for de to svin har fyldt dig med lgn. Jeg ved, at din mistanke kan vre farlig for mig, men det er jeg ogs ligeglad med. Jeg anmoder dig kraftigt om at tage mig med ud i PLOs forreste stillinger. Der er du p hjemmebane. Det er dig, der har gevret. Men vi tager to af mine kammerater med. De sidder og venter p os inde i hotellet. Det er Jan Stage og Rauli Virtanen fra den nske avis Uusi Suomi. Ziad kendte ikke Rauli. Han kendte heller ikke Jan Stage og anede ikke, at denne var fra Politiken, hvor han arbejdede for Herbert Pundik og det k han aldrig at vide. S gik jeg ind til Jan Stage og Rauli Virtanen og fortalte dem om de problemer, der var opstet. Alle havde sved p panden. Det havde hele tiden vret meningen, at vi skulle af sted alle tre, for i Beirut gik journalisterne ndigt alene ud p job. Blev man sret, skulle der helst vre en kammerat, som kunne slbe en tilbage. Jeg pendlede et par gange frem og tilbage mellem dem og Ziad ude p fortovet, og til sidst drog vi af. Ziad erklrede sig villig til at holde aftalen, men han var meget tillukket. Ahmed Arabiyeh krte os derp til udkanten af ygtningelejren Bourj El-Barajneh i sin gamle amerikanske smadderkasse. Han tur222

Flygtningelejren Bourj El-Barajneh l i Beiruts sydlige udkant og blev uophrligt bombarderet af israelerne. Denne palstinensiske kvinde overlevede i et surrealistisk ruinlandskab. (Foto: UNWRA)

de ikke fortstte lngere, for nu var vi der, hvor bomberne plejede at falde. Denne formiddag i Beirut havde en uvirkelig atmosfre. Solen strlede fra en skyfri himmel, og der var ddstille i gaderne. Vandledninger var sprngt. Elkabler l i sammenltrede hobe. Telefonledninger dinglede fra knkkede ple. Murbrokker fra bombede huse d ud p krebanen. Der var nsten ingen mennesker at se, og alligevel vidste vi, at tusinder skjulte sig bag murene. Der var en anspndt ro og stilhed, som jeg ikke fr havde oplevet, og der var en beroligende summen fra insekter, som vi aldrig s. Det var ogs drnende varmt. P vejen passerede vi et gentr, der stod midt i en dynge murbrokker, og det havde de saftigste frugter. Jeg plukkede en og spiste den, mens vi vandrede mod syd, og det var, som om krigen var langt vk. Ziad gik forrest med sin Kalashnikov over skulderen, og han tede langsomt op. S standsede han uden for et beskadiget hus og rbte noget p arabisk. Det ld som en slags feltrb. Indefra blev der svaret, og vi gik gennem hytten og ind i en lille fattig grd bagved. Igen kom vi til
223

en nsten uvirkelig verden. Grden var forfalden, men indrettet hyggeligt med vakkelvorne stole, bord og bnke, og der voksede enkelte planter. Her boede Hassan Haidu. Hassan var 35 r og libaneser. Mens verden omkring ham i ugevis havde stet i brand, havde han kapslet sig inde i sin grd og et tilstdende lille rum, og han levede sit eget liv. Han var komplet skv af hash dgnet rundt, men han optrdte som den perfekte vrt, og alting var nysseligt. Vil I ryge en pibe? spurgte Hassan, og da vi higt afslog, bd han p Seven-Up og Pepsi Cola i literasker. Bagefter k vi kaffe i sm kopper. Snakken gik stilfrdigt om alt muligt andet end krigen. Hassans grd var som en fredfyldt oase. P et lille bord l store sker med bolsjer, konfekt og tyggegummi. Det var restlageret fra Hassans lille slikbod, der for lngst var udraderet af en granat. I et gammelt, revnet akvarium, der var repareret med klisterbnd, svmmede Hassans sk, og han gav dem en gang imellem en sjat vand. Akvariet var kun kvart fuldt, og varmen k vandet til at fordampe hastigt. Hassan er aldrig bange under bombardementerne. Jo mere der eksploderer, jo mere hash ryger han, sagde Ziad. Mens vi var der, kom en gruppe unge bevbnede mnd ind i grden. De havde en trkasse riffelammunition med, og den blev fordelt i nogle papirsposer, hvorefter kassen blev hugget op til brnde. De var fra det libanesiske kommunistparti og kmpede sammen med PLO ligesom de muslimske militser Mourabitoun (sunni) og Amal (shiah). En af guerillaerne hed Wak Osman, og han sagde: Hvis PLO rejser, og israelerne kommer, s bliver vi. Vi beholder vore vben og ser, hvad der sker. P dette tidspunkt var det klart for alle, at belejringen af Beirut nrmede sig sin afslutning. Bourj El-Barajneh udgjorde den sydligste del af Beirut ud mod lufthavnen, og ygtningelejrens usle huse var helt bygget sammen med de oprindelige boligkvarterer. Det var et af de omrder, der mest konstant blev bombet og beskudt, men alligevel var alle ikke ygtet. Tusinder af civile palstinensere gemte sig stadig i ruinerne. Kort forinden havde israelerne strammet grebet om Beirut. Den 1. august var der kom224

PLO-soldaten Ziads smadrede hjem i ygtningelejren Bourj El-Barajneh. Han str til hjre ved siden af Jakob Andersen. Den tredje mand er nnen Rauli Virtanen. (Foto: Jan Stage/privateje)

met det hidtil mest massive bombeangreb 127 kampy smed deres ladninger af bomber og raketter i ti timer i trk. Hren begyndte at rykke ind i byen fra syd og vest, og samtidig med yvevbnets prcisionsbombninger begyndte den israelske de at bombardere PLO-stillingerne med Gabriel-missiler. Den 5. august var den israelske hr rykket ind i Saloum-kvarteret st for lufthavnen, Uzai-kvarteret nord for lufthavnen og kvarteret omkring Hippodromen ved den stlige ende af Corniche Mazraa. Nu var det den 10. august, og Bourj El-Barajneh var nsten omringet. De israelske styrker stod helt tt p PLOs forsvarslinjer. Da prsident Reagan bad israelerne rykke tilbage til stillingerne fra 1. august, k han dette svar fra Israels premierminister, Menachem Begin: Jder knler ikke for andre end Gud. Da vi forlod Hassan Haidu, tog Ziad os til forskellige forladte byg225

ninger, hvor han rodede rundt i efterladenskaberne. Undervejs brlede han feltrb til folk, vi ikke kunne se, og der kom svar tilbage. Det var PLOerne, som havde skjulte stillinger og poster overalt i omrdet. Vi vidste ikke, hvad han ledte efter. Til sidst kom vi til en lille ussel gasbetonhytte, der havde fet en fuldtrffer. Taget var styrtet sammen og l hen over det fattige bohave. Der var lidt tj og personlige ejendele spredt rundt i stvet. Ziad ledte grundigt i ruinen, og da vi gik, sagde han: Dette er mit hjem. Her boede mine forldre, og her boede jeg selv, fr jeg rejste hjemmefra. Hytten var blevet smadret nogle dage tidligere, men Ziads familie havde reddet livet og var nu i en anden ygtningelejr. Frst p eftermiddagen gik vi i en smal og snusket gade i Bourj ElBarajneh. Den mrkelige stilhed var aldrig blevet brudt, og vi belavede os s smt p at vandre tilbage til Ahmed, som havde lovet at vente med bilen et par kilometer vk. Men s brd helvede ls. Vi hrte det dykkende israelske kampy, og p et sekund voksede lyden redvende. Instinktivt kastede vi os alle re p jorden rundt om et hushjrne, og vi landede oven p hinanden. I samme jeblik rystede fortovet under os af en eksplosion, og hundrede meter borte gik et hus op i ammer og rg. Uden at tnke sprang vi op og lb som vanvittige et kort stykke. Igen kom hvinet fra en dykkende jetmaskine, og vi sprang ind i forhallen til et hus. Lige inden for dren stod en gruppe bevbnede PLOere, og vi styrtede mod en kldernedgang. G ikke derned! G ikke derned! skreg en af PLOerne, og mens huset rystede af bombeeksplosioner, forklarede han rbende, at akustikken i klderen var sledes, at man ville f trommehinderne sprngt dernede. Det ene y efter det andet sendte bomber og raketter mod den blok, vi var i, og det hele blev meget kritisk. Nu havde vi virkelig brug for Ziad. Det var ham, der var kampvant, og det var ham, der var stedkendt. Han havde mistet magasinet til sin Kalashnikov, da vi kastede os ned ved hushjrnet. Ved samme lejlighed var min Zippo-lighter rget ud af brystlommen, og jeg har stadig en regning til den israelske regering p de 10 dollars, den havde kostet mig.
226

Ville Ziad svigte os? Pludselig brlede han: Vi m vk med det samme. Det er PLO-kommandosoldater, der er her i huset. Det er en PLO-stilling, israelerne kender. Det er nok dette hus, de sigter efter. Der var ikke noget at gre ved det. Mens yene dykkede imod os, og eksplosionerne rystede hele gaden, stormede vi ud og rundt om hushjrnet. Vi kom dog ikke mere end hundrede meter vk, fr bombardementet tvang os ind i et nyt hus med betonbrokker, trykblger og krudtrg i nakken. Heldigvis var der en nedgang til en klder, og vi vltede ned ad trappen. Klderrummet var stort og heldigvis af beton. I midten stod en brende sjle, som nok har vret en halv meter tyk. Rummet var nsten fuldt af mennesker. En petroleumslampe lyste svagt i et hjrne, og mens vore jne vnnede sig til mrket, kunne vi skelne de enkelte ansigter. Alle var civile. Der var ikke en eneste PLO-soldat imellem dem. Mens klderen rystede af de vedvarende eksplosioner, lb sm brn rundt p gulvet og legede. Gamle mnd sad fatalistiske i hjrnerne. Kvinderne vred deres hnder, og henne ved indgangsdren stod moderen til re af brnene. Den yngste var tre r og den ldste 12, fortalte hun. Klokken var cirka 14, da vi kom ned i klderen. Langs vggene stod der reoler med stofruller. Til daglig var den varelager, men under krigen brugte de civile i kvarteret den som beskyttelsesrum, og der var de ndtrftigste hjlpemidler til et lngere ophold: en gasbrnder til at lave mad p, vanddunke, tynde madrasser. Denne eftermiddag blev en af de slemme, isr fordi vi ikke kunne komme vk. Vi oplevede det hele som en endels terror, der ede i nervespidserne. Hele tiden hvinede de dykkende israelske y ned imod kvarteret, og efterhnden blev vi eksperter i at tolke lyden. Vi kunne hre, hvor tt p et y var, og vi kunne forudsige styrke og tidspunkt (i sekunder) for den nste rystelse. Raketterne og bomberne sprang med en sdan kraft, at vi hvert jeblik ventede, at huset ville falde ned over os. Murene rystede, reolerne klirrede, en trvg blafrede, og metalgenstande vltede ned fra hylderne. Men det mest foruroligende var, at den tykke betonsjle bevgede sig, hver gang en bombe var tt p.
227

Sjlen var ikke ret hj, og det var fuldstndig utroligt, at en s massiv ting lod sig pvirke. Mere end noget andet skrmte denne bvrende sjle livet af os. Nogle gange var der ere minutter mellem de nre angreb, og det gav os falske hb. Efter en time var vi imidlertid klar over, at det ville vare ved. 10 timer? 20 timer? Kun den israelske militrledelse vidste det. Kom! Vi m vk! rbte Ziad, men vi sagde nej. Det var utnkeligt at g op i gaderne igen. De bliver ved at bombe her. Denne klder er for farlig. Vi kan komme til at sidde her i 24 timer, fortsatte han, men vi lod som ingenting. Ikke ti vilde heste kunne slbe os op. P en mrkelig mde var det beroligende for os, at vi var sammen med disse brn, kvinder og gamle mnd. Nr man er sammen med brn, tvinger man sig selv til at vre rolig og ikke lade panikken tage magten. Men vokse gjorde den. Brnene var helt utrolige. Man skulle tro, de ville have skreget af angst, men de legede uforstyrret, mens vi andre skrumpede ind, hver gang en ny eksplosion rystede klderen. De var vant til det. De havde oplevet det mange gange fr. De var gte Beirut-brn. Da klokken var 15.30, havde luftangrebet varet over halvanden time. S kom der en pause, og hbet steg p ny. Men s begyndte en ny slags eksplosioner. De ld anderledes, og rystelserne var forskellige. Det var missiler fra de israelske kanonbde, der l i Middelhavet ud for kysten, og svre granater fra artilleriet st for byen. Jeg sad ved siden af Jan Stage p en trkasse, da han tog et stykke papir op af lommen og skrev noget p det. Bagefter foldede han det tre gange sammen og gav mig det, idet han nvnte sin kreste. Vil du give dette til hende, nr du kommer hjem, sagde han. Jeg stoppede papiret i brystlommen uden at tnke over det, men lidt efter slog det ned i mig: Det m vre et afskedsbrev. Han tror ikke, han slipper levende fra det. Den torsk, hvorfor fanden tror han, at jeg alene kommer ud af dette her? Jeg bnede aldrig Stages papirlap (smed den vk nste dag), men alligevel var jeg klar over, hvad den indeholdt. Han havde forberedt sig
228

Jan Stage (t.v.) og Jakob Andersen i vild ugt under bombeangrebet i Beirut. Det var dette foto, Jan Stage senere forsynede med et lille digt p bagsiden. (Foto: Rauli Virtanen)

p at sige farvel til livet. Det hele forekom mig grotesk, men jeg sagde ingenting. Skrkken havde gjort os tavse og indelukkede. Jeg kderg mine Camels, til pakken var tom, og derefter plyndrede jeg de andres lommer. Ved 16-tiden k Ziad os lokket med udenfor, mens der var en lille pause i angrebet. Det var endelig get op for os, at klderen var meget usund at opholde sig i, og vi tog chancen med at storme gennem gaderne. Retningen var nord, og vi pinte vores kondition til det yderste. Nu kunne vi ogs hre den hidsige glammen fra PLOernes mindre vben. Til alle sider vltede rgen op fra brndende huse, og kvarteret var ukendeligt af murbrokker, dunster og skidt. S kom der et nyt angreb fra luften lige p os, og vi styrtede igen ind i et hus, hvor vi gemte os og tvangspissede i en snderbrudt elevatorskakt. Senere slap vi ud i en pause og lb gennem de de gader. Kondi229

tionen var vel ikke helt i top, men frygten gav os vinger. Pludselig kom en gammel Folkevogn drnende med skidtet strintende fra hjulene, og Ziad viftede med sit gevr, s den stoppede. Skrmene var vk, og resten af karosseriet lignede en skrotbunke. Ved rattet sad en PLOer, og Ziad k ham til at tage os med et stykke. Da vi kom til det sted, hvor vi havde efterladt chauffren Ahmed, var der ingen at se. Han havde stukket halen mellem benene, da angrebet begyndte, og selv den fyrstelige sum, vi havde betalt ham, havde ikke kunnet holde ham tilbage. Jeg troede aldrig, jeg skulle se jer igen, sagde han dagen efter og beholdt pengene som den naturligste sag i verden. Da mrket var faldet p, sad jeg alene med Ziad og k et par kraftige whiskysjusser. Vi snakkede intenst om alle dagens begivenheder, og vi genoplevede det hele, sdan som man kun kan det, nr man har delt en flles fare. Jeg havde meget varme flelser for Ziad, for der var ingen tvivl om, at det var ham, der havde reddet os igennem skrsilden. Han havde vist vej, nr vi stormede af sted for at undg de israelske bomber, og han havde srget for, at vi ikke begik de dumheder, der kunne vre blevet fatale. Al den mistnksomhed, han havde vist om morgenen, var vk. Vi erklrede hinanden venskab, og det var lige rligt ment fra begge sider. Men da jeg oprmt sagde til Ziad: N, tror du stadig, at jeg er israelsk spion? svarede han: Nej, det tror jeg ikke. Du bestod prven. Jeg m have lignet et sprgsmlstegn, for han fortsatte: Da vi gik i morges, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro. Men jeg havde besluttet, at turen til Bourj El-Barajneh skulle afgre sagen. Hele dagen holdt jeg skarpt je med dig, og hvis du blot n eneste gang havde foretaget dig noget mistnkeligt, s ville jeg have skudt dig og de andre. Al min lettelse og oprmthed forsvandt. Hvad var det, han sagde? I de nste minutter blev jeg klar over, at Ziad var ddsens alvorlig. Han havde stolet mere p de danske PLO-sygeplejersker end p mig, men p den anden side havde jeg vret s vred over anklagen, at han var kommet i tvivl. Uden at jeg havde vidst det, havde han s ladet mig
230

selv afgre denne tvivl ved min opfrsel. Jeg blev klam ved tanken om, hvilken uskyldig fejltagelse der kunne have fet ham til at trykke p aftrkkeren. Nr man sidder i en fredelig dagligstue i Danmark, forekommer den slags vanvittige begivenheder mrkelige. Men episoden var symptomatisk for Beirut i 1982. Krigen var s brutal, og de indesluttede palstinenseres situation s desperat, at alt kunne ske. Der var skrk, der var blodtrst, og der var kamp p liv og dd. Under disse omstndigheder rasede flelserne og instinkterne og ikke den sunde sans. Intet var normalt. Den aften talte Ziad og jeg vel i tre-re timer om det, der foregik. Lige inden han rejste sig for at g ud i nattemrket og nde sin kampstilling i den sydlige perimeter, tog han et stort ovalt emblem af uniformsskjorten og rakte mig det. Det var af messing med PLO-insignier i emalje, og det svarede vel til et regimentsmrke. Det skal du have med dig hjem, s du hele tiden bliver erindret om vores sag, sagde han. Jeg opfattede emblemet som en venskabsgave, og jeg har det stadig. Det minder mig om den forskel, der er p verden, nr man oplever den p huden og ikke blot i et studerekammer. Nr man mder det enkelte ngne menneske og ikke blot det magtapparat, han tilhrer. I Libanon havde PLO etableret sig som en stat i staten, der tyranniserede den libanesiske befolkning. PLO havde opbygget en militr infrastruktur, der ikke blot blev benyttet til angreb p Israel, men ogs havde vret med til at delgge vrtslandet under borgerkrigen. PLO-i-Libanon var en brutal og beskidt affre, lige s vel som Israels invasion var det. Men i Ziad havde jeg mdt et menneske, jeg respekterede, en soldat, jeg tog hatten af for, en palstinenser, der ikke havde skudt, fr han spurgte selv om det var tt p. Hen under midnat havde jeg sendt en artikel til mit blad og sad i baren og ventede p Jan Stage, men han kom ikke. Til sidst gik jeg op p hans vrelse, hvor jeg fandt ham liggende stiv og musestille oven p sengetppet. Er der noget galt? spurgte jeg, for han l bare og stirrede op i loftet.
231

Massakren i Sabra og Chatilla chokerede verden. Det var de kristne falangister, der myrdede palstinenserne, men israelerne burde have forhindret det, konkluderede en undersgelse. Her samler man ligene. (Foto: Magnum)

Han svarede ikke, og det gik op for mig, at der virkelig var noget galt. Under krigen mellem Indien og Pakistan i 1971 havde den pressefotograf, jeg arbejdede sammen med, Jens Glargaard, p samme mde i tre dage ligget stiv oven p sit sengetppe og stirret op i loftet. Han havde fet et sammenbrud p grund af de meget ubehagelige ting, vi havde oplevet ved fronten. Var det nu det samme med Stage? Efter et par minutter satte jeg mig p sengekanten og rrte forsigtigt ved hans hnd. Straks lftede han overkroppen, lagde armene om mig og knugede mig ind til sig. Han rystede af indvendig grd og stammede uforstelige stninger. Et par timer senere sad vi nede i baren med dobbelte whiskyer, og nu var alt normalt igen. Bare den papegje kunne holde kft, sagde Stage. Papegjen sad i
232

et bur i hjrnet og efterlignede hele tiden lydene fra de indkommende israelske granater p den mest livagtige mde. Den kunst gav den forbandede fugl omtale i aviser over hele kloden, s direktionen p Commodore ville ikke fjerne den. Jan Stage dde i efterret 2003. Det var leveren, der strejkede, og jeg tnkte p vore mange drinks i Beirut og dem, der var kommet efter blandt andet p en landgangsbd fra Anden Verdenskrig, som bragte os til et helt andet eventyr. Blandt kolleger gik Stage for at ville spille rollen som hrd hund, og i Beirut s jeg ham da ogs ere gange g oprejst ud i en kugleregn i sit nyvaskede safarikostume, mens jeg selv fornuftigt klemte mig op ad en husmur og tnkte, at han mtte ligge under for en pervers ddsdrift. Ole Lange skrev flgende i sin nekrolog i Information: Han kunne vre utrolig samarbejdsvenlig og geners, men ogs bde barsk og bld bag en macho-facade og et til tider heftigt temperament. I en anden nekrolog refererede en af hans venner til et fotogra fra Beirut, hvor Stage og jeg springer for livet under det bombardement, vi oplevede sammen med PLO-soldaten Ziad Ahmed Abu Aziz. Det var Rauli Virtanen, der var stoppet op og havde lynskudt situationen. P billedet svver Stage i galop over en stor pyt fra de sprngte vandledninger, og senere skrev han bag p det: Lb for alt hvad du har krt, spring om s det glder. Da er Beirut ej s svrt, tyngdeloven ikke heller. Min egen forsinkede nekrolog over Jan Stage er ganske kort: Han er den mest professionelle journalist, jeg nogensinde har arbejdet tt sammen med i vanskelige situationer. Nr det brndte p, var det, som om vi kunne lse hinandens tanker.

Overmagten var naturligvis for stor for de PLO-styrker, der holdt ud

233

i Vestbeirut, og til sidst gav de sig. Omkring en halv snes tusinde bevbnede guerillasoldater blev sendt vk fra Libanon p skibe, og ved afgangen fyrede de deres gevrer af op i luften i en resnderrivende festligholdelse af begivenheden som de sagde men det var svrt at se, hvad der kunne fejres, for de var jo regulrt blevet besejret og smidt ud. 16 mennesker blev drbt af kugler fra denne stupide demonstration, der viste en total foragt for menneskeliv. Da PLO blev drevet ud af Libanon, l en israelsk skarpskytte med Yassir Arafat p sigtekornet. Skarpskytten var et led i Operation Big Fish forsvarsminister Ariel Sharons plan om at likvidere Arafat men han trykkede aldrig p aftrkkeren, for i sidste jeblik kom der kontraordre. USA havde overtalt Israel til at lade PLO-chefen forlade Beiruts havn i live. Kort efter gik den israelske hr ind i Vestbeirut og overtog kontrollen, og lidt senere blev den nyvalgte libanesiske prsident, Bashir Gemayel, myrdet ved et bombeattentat. Som hvn trngte kristne falangister fra Katayeb ind i ygtningelejrene Sabra og Chatilla og massakrerede mellem 700 og 800 palstinensere. Men hvnen ramte de forkerte. Mordet p prsidenten var nemlig blevet beget af den syriske efterretningstjeneste, og med det forsvandt den sidste af de to arabiske ledere, der havde vret parate til fred med Israel. Derved nede Syrien sit politiske ml, og Israels satsning p Libanon l i ruiner. Anwar ElSadat af Egypten var den anden. Han var blevet myrdet elleve mneder tidligere. Det var den israelske hr, der havde haft magten i Beirut under Sabra-Chatilla-massakren, og fra hele verden haglede kritikken ned, fordi Sharons tropper ikke havde forhindret den.

15
Sejrens bitre frugt
Han mtte drbe og d for uduelige ledere og forfngelige ofcerer, der styrer en nation, som blev skabt af moralister og drmmere.
jacobo timerman, israelsk redaktr, forfatter, om major Giora Harnik, der faldt i Libanon 1982 .

Massakren i Sabra og Chatilla rejste en international storm, der ramte Israel med voldsom kraft. Der blev oprettet en international fredsstyrke bestende af amerikanske, britiske, franske og italienske soldater, og jeg var taget til Beiruts lufthavn den dag, da amerikanerne ankom med helikoptere fra de krigsskibe, der l i Middelhavet ud for Libanons kyst. Det var ogs p denne dag, israelerne blev tvunget til at trkke de sidste styrker ud af Beirut, og i lufthavnen s jeg en hndfuld soldater st omkring en afsidesliggende lille bygning, der havde et israelsk ag vajende fra en interimistisk agstang, som var gjort fast p et gelnder ved hjlp af en trklods. Jeg gav mig i snak med dem og gik op p bygningens ade tag sammen med reserveofceren Shmuel Cohen. Vi holder ingen ceremoni, nr vi stryger aget og trkker os tilbage, sagde Cohen, men en lille ceremoni blev der nu alligevel. Soldaterne smed deres coladser fra sig og samledes omkring agstangen. En af dem lsnede agsnoren, og et kvarter over tolv trdte en snes af dem an p den slappe mde, der er karakteristisk for den israelske hr. Ingen hleklap, ingen rette rygge, krllede uniformer. Sammen med en menig halede oversergent Oded Shviro aget ned, og uden et ord pakkede de det sammen. Nogle f af de andre klappede ironisk i hnderne, men de este gik i gang med at stuve det sidste materiel i de ventende biler. Stemningen var ad. Hvornr begynder amerikanerne at lande? spurgte jeg en befalingsmand. Han s sur ud og svarede:
235

Det ved jeg ikke. Vi skal vk, og s kan de gre, hvad de vil. Jeg opfattede soldatens holdning som udtryk for dyb frustration over, at international politik havde tvunget hren ud af Beirut. Der var ingen re i situationen, og de sidste israelere krte vk, da de frste amerikanske helikoptere drnede ind ude fra havet. En dag i samme periode var jeg i Tel Aviv, hvor 400.000 mennesker demonstrerede for en uvildig undersgelse af massakren i Sabra-Chatilla en fantastisk folkelig manifestation og den strste demonstration i Israels historie. Jeg blev overrasket over intensiteten af aversionen mod krigen og dens flger, sdan som jeg mdte den i gaderne. Hvorfor dde min sn? stod der p en plakat. Alle brns blod er ens, hed det p en anden. En af talerne ved demonstrationen var Tzali Reshef, leder af bevgelsen Peace Now, og han sagde blandt andet: Denne regering har gjort os til partnere i en frygtelig massakre, og Begin og Sharon m i vor fremtids navn g af. Han k sttte af Arbejderpartiets leder, Shimon Peres: Folk fra alle lejre er kommet her for at udtrykke deres chok over den frygtelige massakre og for at sige: Denne regering reprsenterer ikke os. Kort efter flte premierminister Menachem Begin sig tvunget til at nedstte en kommission under forsde af hjesteretsprsident Yitzhak Kahan, og det var den, der senere afgav en rapport, som tvang forsvarsminister Ariel Sharon vk fra sin post. Men skammen og bitterheden bredte sig ogs i hren. Hjtstende ofcerer tog deres afsked, og adskillige befalingsmnd og menige ngtede at gre tjeneste i Libanon. Den voldsomme kritik af Israels handlemde pvirkede strkt de soldater, der gjorde tjeneste i fjendeland, og den matte stemning ved agstrygningen i lufthavnen havde vret et tegn p, at mange af dem flte sig drligt behandlet. Efter alle tidligere krige var IDF (Israel Defense Forces) blevet mdt med hyldest og beundring. Men denne gang skyllede fordmmelse ned over hren for den brutale krigsfrelse, der havde kostet tusinder livet, og det var ikke blot udlandet, der var kritisk. For frste gang satte den israelske befolkning selv sprgsmlstegn
236

Der var ingen pause i krigen i Libanon under sabbatten, s de israelske soldater mtte bede der, hvor de befandt sig. (Foto: J. Bulloch)

ved hrens aktioner, og som tiden gik, skulle Libanon-krigen blive en betndt byld i den offentlige debat i Israel. De faldne soldaters familier spurgte, hvorfor de unge skulle d. Denne gang havde det jo ikke drejet sig om Israels overlevelse, men om gedulgte politiske ml. Andre fordmte den mde, hvorp forsvarsminister Sharon havde manipuleret regeringen til at godkende krigen, og atter andre betegnede det hele som en militaristisk magtdemonstration og et undvendigt og brutalt blodbad. I tal s krigens resultat sledes ud, opgjort pr. 1. september 1982 (der kom mange andre tab senere): Israelerne havde 347 drbte og 2.127 srede soldater. Syrien havde ca. 1.000 drbte, og PLO omkring 2.000 drbte og 5.000 tilfangetagne. Dertil kom tusinder af civile drbte og srede, og titusinder, som krigen drev ud af deres byer og landsbyer. De samlede tal er opgjort til ca. 18.000 dde og ca. 60.000 srede. De materielle delggelser var kolossale. Hvis man sammenligner Israels krig i Libanon med USAs koalitionskrig i Irak i 2003, er der ere forhold, der kan jvnfres. Igangstterne
237

af begge krige betragtede dem som led i strre planer om fundamentalt at ndre det strategiske landskab i Mellemsten. Regeringerne omgikkes i begge tilflde letsindigt med sandheden. Bde israelerne og amerikanerne indgik tvivlsomme alliancer. Begge vandt hurtige militre sejre. Og bde Israel og USA sgte at fremtvinge politiske omkalfatringer i samfund, der var dybt splittede i sekter, stammer og klaner. For israelerne lykkedes det ikke i mindste mde, for amerikanerne s det blksort ud fra starten. Dagen efter besget i lufthavnen var jeg i den sydlige del af Libanon, hvor israelerne havde en fangelejr, der husede adskillige tusinde palstinensere og libanesere. Der overvrede jeg en ubehagelig episode, som var et symptom p den forandring, der var sket under krigen. I juni havde jeg i begyndelsen af invasionen set, hvordan de shiitiske landsbyer i Sydlibanon havde modtaget den israelske hr som befriere. De var lykkelige over, at PLO-gangsterne blev fordrevet. Jeg havde noteret mig de blomster, de smil og de saftige frugter, soldaterne k af lokalbefolkningen. Men volden og delggelserne havde knust de venskabelige flelser, og nu var israelerne hadet og foragtet. Ved et israelsk hovedkvarter havde ere hundrede civile samlet sig i ngstelig venten. Bygningen var omgivet af pansrede kretjer, hvis maskingevrer pegede ud mod menneskemngden. Der var mnd i alle aldre, drenge, kvinder med spdbrn p armen alle var de prrende eller venner til fangerne. Det var tidligere sket, at israelerne havde frigivet nogle af fangerne ved 17-tiden, og nu ventede de prrende p, om der ogs kom nogle ud i dag. Midt for indgangen til hovedkvarteret sad en israelsk soldat p en trkasse og studerede de ventende. Han holdt en stor, sort hund i snor. Hvis nogen spurgte ham om noget, gav han et beskidt og aggressivt svar. Soldaten s ud, som om han hadede de civile palstinensere og libanesere, og pludselig gik han i aktion, uden at nogen havde provokeret ham. Han for ls p mngden med den glammende hund, og folk ygtede skrmt nogle hundrede meter vk. Da soldaten mente, de var kommet langt nok, vendte han om og foretog et tilsvarende fremstd med hunden mod en ok, der stod syd for huset. Da han var tilfreds, satte han sig igen p trkassen. Det havde ikke vret nogen sag for ham
238

at ydmyge de civile, for bag ham stod hans kammerater med rier og maskingevrer. Jeg talte med en af de ventende palstinensere, der hed Mahmoud Ale. Han var 25 r og skolelrer i Tyrus. Hans familie havde boet i omrdet, siden de kom som ygtninge fra Israel i 1948. Mens han skvede til soldaten med hunden, sagde han: Jeg venter p min bror. Hver dag gr jeg herned for at se, om han skulle komme ud. Han blev arresteret en aften for to mneder siden, da israelerne kom til vort hus og tog ham. De sagde ikke, hvad han var anklaget for, men krte blot med ham i en lastbil. Hassan hedder min bror, og han er 21 r. Vi har kun fet et enkelt brev fra ham, og vi ved intet om hans skbne. Jeg krte bort, da mrket var ved at falde p. Alle de ventende stod der endnu, og nogle af dem kom til at vente meget lnge. Israelerne holdt nemlig de fangne libanesere og palstinensere som en slags gidsler en slags handelsvare og i slutningen af 1983 frigav de omkring 4.500 af dem i bytte for seks israelske soldater, som PLO havde taget til fange under krigen.

16
Broder mod broder
Vi erklrer bent, at araberne ikke har nogen ret til at bostte sig p s meget som en centimeter af Eretz Yisrael Magt er det eneste, de nogensinde vil forst. Vi vil bruge ultimativ tvang, lige til palstinenserne kommer kravlende til os p alle re.
General rafael eitan, Israels forsvarschef, 1983.

PLO-formanden, Yassir Arafat, blev kendt som den evige overlever.

Hver gang han ramtes af et knusende slag, steg han som en anden Fugl Fniks op af asken. Det blev mange gange spet, at nu var han endelig frdig, men som den israelske professor Amnon Cohen fra Hebrew University sagde efter nederlaget i Beirut: Arafat har fr vret slet i jorden, og jeg vil ikke vre sikker p, at han er frdig, fr jeg ser et fotogra af hans lig. I 1983 forsgte det internationale diplomati at ordne det kaos, PLO og Libanon var kommet i, men alle tiltag lb ud i sandet, og der opstod en ny ddelig fare for Arafat. For en gangs skyld var det ikke israelerne, der var ude efter hans blod, men derimod Syrien og nogle af hans palstinensiske brdre. Arafat blev udvist af Syrien i juni, og i september sneg han sig ind i Tripoli i det nordlige Libanon som forberedelse til at imdeg den trussel, jungletelegrafen meldte om. En af de mange organisationer under PLO var Saiqa. Den blev ledet af Abu Moussa og var en ren marionetmilits for diktaturet i Syrien. Bde i PLO og andre steder i den arabiske verden var der utilfredshed med Arafat som leder, og syrerne strbte efter at knuse ham, s de selv kunne forme, dirigere og kontrollere PLOs politik. Dette var rsag til, at de satte Abu Moussa til at gre oprr mod Arafat og Fatah, og det skete med en halv snes tusinde soldater. Men syrerne brugte ogs personlig hn i kampagnen mod Arafat, som da forsvarsminister, generalljtnant Mustafa Tlas, kom med denne bemrkning:
240

Hafez Al-Assad, Syriens prsident, kunne ikke fordrage Yassir Arafat og ville have ham fjernet fra PLOs ledelse. Derfor startede han Tripoli-krigen. (Foto: Michel Laurent)

Kvinder elsker Arafats lommer, fordi han regnes for at vre en af verdens rigeste mnd. Men en mand med kle ansigtstrk kan ikke hbe p at f kvinder. Han tager ikke bad. Det er afskyeligt at give ham hnden. Den samme hn gik igen i flgende anekdote, som jeg hrte fra en palstinenser, der var i opposition til PLO-formanden: PFLP-chefen George Habash dde og kom i Helvede. Han blev mdt af Ddsenglen, som sagde, at han ville vise ham tre rum, hvor han kunne se de forskellige straffe og s selv vlge, hvilken han ville have. I det frste rum blev Iosif Stalin kogt i boblende olie. Nej, tak, det er ikke noget for mig, sagde Habash, og englen tog ham videre. I det andet rum blev Adolf Hitler brndt p et vldigt bl. Nej, tak, det er heller ikke noget for mig, sagde Habash, og han var nu ved at blive nervs.
241

Arafat i dkning under kampene ved Tripoli. (Popperfoto)

I det tredje rum l Yassir Arafat og var midt i et lystigt samleje med Marilyn Monroe. Aha, udbrd George Habash, det er lige den straf, jeg kunne tnke mig at f. Jeg vil have samme straf som Arafat! Ddsenglen s p Habash og rystede p hovedet: Nej, George. Det, du ser, er ikke Arafats straf. Det er Marilyn Monroes straf. Foruden Saiqa havde terrororganisationen PFLP-GC (leder: Ahmed Jibril) leveret mandskab til oprret mod Arafat, og det var bakket op af syriske tanks og kanoner. Rebellernes angreb blev sat ind mod ygtningelejrene Nahr el-Bared og Baddawi, der l ved Tripoli. Arafats styrker bestod af omkring 5.000 PLO-soldater, der var loyale mod ham, og som havde undget at blive udvist efter Vestbeiruts fald ret fr, fordi de gemte sig i den syrisk-kontrollerede Beka-dal. En af dem skulle senere blive terrorist i Kbenhavn (se kapitel 18-19).

242

Arafat var trngt fra starten. P de tre sider var han omringet af syrerne og Abu Moussas styrker, og p den fjerde havde han ryggen mod Middelhavet. Kampene rasede hele efterret, og vbenhvileaftaler blev brudt konstant. I bagtppet for den palstinensiske broderstrid var indvvet USAs destyrke ud for Libanons kyst, delvise mobiliseringer i Syrien og Israel og kampe lngere sydp mellem den libanesiske hr og den drusiske milits og andre. Det internationale diplomati var i alarmberedskab. P dette tidspunkt var jeg godt og grundigt trt af at rapportere fra Libanons endelse konikter. Hver gang jeg rejste tilbage til Kbenhavn, gik der ikke lang tid, fr nye kampe brd ud, og hver gang jeg vendte tilbage, var det lokale billede blevet endnu mere skrmmende. Der var blodige kampe mellem forskellige alliancer af militser og gangsterbander. Alliancerne holdt mske to mneder, hvorefter tidligere fjender forenedes mod de andre. Det var nemt at blive kidnappet af fanatikere, og det var nemt at f en kugle i skallen. Landet var som et sindssygehospital fuldt af skydegale patienter. Israelerne havde trukket sig tilbage fra Shouf-bjergene, og den drusiske milits benyttede lejligheden til at erobre regionen efter voldsomme kampe med den kristne milits Katayeb og den libanesiske hr. I april havde terrorister drbt 63 mennesker med en bombe mod den amerikanske ambassade i Beirut, og i oktober gennemfrte selvmordsterrorister angreb p to af de re internationale fredsbevarende styrker, der var blevet sendt til Libanon. Briterne og italienerne gik fri, men amerikanerne og franskmndene blev hrdt ramt. I begge tilflde drnede terroristerne lastbiler fulde af sprngstof gennem de utilstrkkelige kontrolsteder og sprngte sig selv til atomer samtidig med, at husene styrtede sammen over de fremmede soldater. 241 amerikanske soldater dde, og 81 blev sret. Dette var amerikanernes strste tab p en enkelt dag siden den 13. januar 1968, da 246 soldater blev drbt i Vietnam ved begyndelsen af Tet-offensiven. Franskmndene havde 56 dde og 17 srede. Kort efter disse massakrer besgte jeg det amerikanske marinekorps, som nu havde indlogeret sig midlertidigt i telte med effektive vagtpo-

243

ster, og stemningen var helt i bund. Korporal Robert Calhoun havde stet p taget af hovedkvarteret, da morderbilen eksploderede, og det for igennem hans hoved: Sdan skal jeg alts d. Men Calhoun overlevede, og samme dag talte han med den vagt, der havde stet ved porten. Jeg vil aldrig glemme, at da bombebilen susede forbi mig, smilede manden ved rattet, sagde vagten. Der havde vret seks tons sprngstof i bilen. P rsdagen 20 r senere den 23. oktober 2003 skrev Chuck Pfarrer om dagen i New York Times: Jeg var dengang en 26-rig sljtnant og heldig, at jeg ikke blev drbt. Jeg var 500 meter vk og sov trygt i en underjordisk bunker da der kom en tordnende chokblge. Eksplosionen kunne hres i Sidon, 45 kilometer mod syd Vi arbejdede hele dagen med at grave de dde og srede ud af ruinerne, mens snigskytter kkede betonen omkring os med deres kugler, og militsfolk i slumkvartererne omkring lufthavnen skd p redningsfolkene, som det passede dem. Sent om eftermiddagen blev jeg kaldt tilbage til stranden, og jeg gik hen over en landingsbane til en helikopter. P asfalten var de dde lagt i pne rkker, svbt i nylonregnslag og de nsede soveposer, de havde ligget i, og som nu var plettet af strknet blod. I dagene, der fulgte, var det nrmest umuligt at fle sorg. Rdslen var s overvldende, at vi blev kolde over for den. Der var nu kun en lille styrke marinere til at holde lufthavnen. Bjergene oven over os struttede af kanoner, og vi stod over for en styrke, der var mindst fem gange strre end vores. Amerikanerne var ikke vant til Mellemstens sregne krigsfrelse, og de var blevet taget p sengen. Efterhnden blev det klarlagt, at attentaterne var gennemfrt af en fundamentalistisk muslimsk organisation, der var understttet af Iran, og i de kommende r skulle disse fundamentalister under Hizbollahs paraply blive israelernes strste hovedpine i Libanon. I lejrene ved Tripoli blev Arafats styrker hurtigt trngt af Abu Moussa og syrerne. Nahr el-Bared faldt efter to dage, og Baddawi blev den sidste skanse fr Tripoli by. Efterhnden som artilleriet smadrede
244

Kaos under redningsarbejdet, da de amerikanske marineres hovedkvarter blev bombet i Beirut, 1983. (Foto: Wide World Photos)

lejrenes bygninger og drbte hundreder og atter hundreder, trak mange af Arafat-soldaterne sig tilbage til Tripoli og forskansede sig der. De internationale journalister, der dkkede krigen, havde hovedkvarter i Beirut, som var det nrmeste sted, man kunne sende tekst og billeder fra. Tidligt om morgenen vgnede vi p Hotel Commodore, lagde en madpakke og en vandaske i tasken og drog nordp. Om aftenen vendte vi tilbage beskidte og udmattede og orkede nsten ikke at skrive hjem til avisen, som alligevel ikke var interesseret i en brkdel af, hvad vi havde observeret. De nere detaljer i Mellemstens krampetrkninger havde ingen interesse for europiske avislsere. Hver dag mtte vi snige os ind i kampomrderne ad nye veje. En dag havde jeg PLO-soldaten Salim som vejviser. I fredstid var han matematiklrer p en pigeskole i Baddawi-lejren, og nu listede vi os ind i den. Rebellerne og syrerne havde deres stillinger p hjdedragene omkring Baddawi, og de hldte uden ophr granater ned over lejren, mens deres snigskytter plaffede ls p alt, hvad der rrte sig.
245

Det har varet de sidste tre timer, rbte Salim gennem larmen, og da vi var kommet et par hundrede meter ind i lejren, eksploderede tre svre granater omkring os. Jorden rystede, det gjorde vi ogs, og nogle PLO-soldater vinkede os ind i en smge. Da vi kom til pigeskolen, hvor Salim havde arbejdet, pegede han p den og sagde med had i stemmen: Se, hvad syrerne og Abu Moussa har gjort. Granater gennem taget. I en brneskole! Vejret var meget drligt. Voldsomme skybrud havde forvandlet gaderne i den sndersprngte lejr til mudderple. Et stykke borte brusede Middelhavets brnding mod kysten, og vandet var grgrnt og skumdkket. Lngere ude l de truende amerikanske hangarskibe Independence, Kennedy og Eisenhower. Ofte kom der skudsalver fra mindre vben, og nr vi kom til et bent stykke mellem ruinerne, bjede vi os sammen og lb hurtigt over til en ny dkning. I kldrene krb de tilbagevrende beboere sammen og levede af det, PLO-soldaterne kunne skaffe dem. Alle fortalte den samme historie om elendigheden og drabene. Elektriske ledninger hang i ltrede klumper, og vandrrene var sprngt. P et af husene var hele facaden vk, og det usle indbo l knust i mudderet. En ungdomsklub var skret ben som af en slagterkniv, og der var fri udsigt til en rkke billeder af fodboldspillere p bagvggen. De este PLO-forsvarere l p dette tidspunkt i udkanten af lejren. Andre steder var der forladte barrikader og sprngte kretjer. Et et karosseri. Blodpletter p sderne. Ved hushjrnerne knlede store drenge uden uniformer, men med russiske Kalashnikov-rier i hnderne. Hndgranater havde de ogs, men det var en mismodig ok, og alle var klar over, at Baddawi ikke kunne holde mange dage endnu. Bag sandskkene blev der rget kolossale mngder hash. Da vi sneg os ud af lejren, blgede en vldig rgsky mod himlen. Den kom fra et olierafnaderi, der brndte p anden uge. En PLO-jeep med et maskingevr drnede forbi os og ind i lejren, og skytten s ud, som om han vidste, at hans mission var forgves. De mange dages kampe havde skabt et klvand af dd og delggelse bde i lejrene og i selve Tripoli by, hvor der var re beskedne hospitaler til at tage sig af de srede. Rde Kors havde til huse i det islamiske sy246

Da de endnu talte sammen Arafat p besg hos prsident Hafez Al-Assad i Syrien. (Popperfoto)

gehus, og udenfor stod der til stadighed en stor klevogn til ligene. Ved indgangen var der en stabel blodplettede brer, som var klar til nste transport. Indenfor lignede det et overfyldt, beskidt slagtehus, og de kvstede l alle vegne. I en klder sad den grskggede PLO-soldat Mohammad Boukhari ved siden af en bre med en sret ven, og i hnden havde han en skudklar maskinpistol. Anstesilgen var norsk, ung og overarbejdet. Petter Borchgrevink hed han, og han trak p skulderen, da jeg pegede p Mohammads maskinpistol: Vi har prvet at holde vbnene ude af lazarettet, men det er hblst. Jeg fandt Haithem Mouin Nasser i et andet lazaret i klderen under en af Tripolis skoler. Han var 11 r og palstinenser, og indtil for nylig havde han vret med i okken af lasede drenge i Baddawi-lejren. En dag blev han ramt af sprngstykkerne fra en svr artillerigranat, og nu l han p en bre som et fysisk vrag. Hans mor holdt hans arme,
247

mens en sygeplejerske badede og forbandt hans sr. Haithem jamrede af smerte, og hans krop sklvede ved enhver berring. Ved fodenden af bren stod den norske kirurg Erik Fosse, der var fra Oslo, og han gav dette prcise billede af Haithems tilstand: Hjre ben er amputeret, og vi mtte ogs fjerne hoften. Dette betyder, at der ikke vil vre nogen understttelse for et kunstigt ben. Men drengen er s ung, at han nok skal lre at g med krykker. Granatsplinterne havde ogs revet maven op, og fordjelsessystemet blev beskadiget. Vi mtte fjerne noget af tarmen. Det stykke af tarmen, der ligger uden p huden [han pegede], har vi endnu ikke kunnet f p plads. Haithem l uden lagen over sig, og det var hjerteskrende at se den mishandlede krop uden hofte og ben, med maven syet sammen p den mest dramatiske mde og en bugt af tarmen liggende ved navlen. Hans penis lignede rt kd. I Tripoli var denne dreng intet srsyn, og lige siden borgerkrigen begyndte i 1975, havde hundredtusinder af civile mennesker libanesere og palstinensere vret igennem en gigantisk kdhakkemaskine. De var blevet sprttet op af PLO, sprngt af druserne, hngt af de kristne, pint af sunni-muslimerne, tyranniseret af syrerne, plaget af shiiterne, fordrevet og smadret af israelerne og denne gang var det alts palstinensere, der drbte palstinensere. Uden for hvert af de re krigshospitaler holdt en stor klevogn med ligene af dem, der ikke havde kunnet reddes af lgerne. Nr vognene var fyldt op, blev de krt vk og tmt. Der var lister over de seneste drbte, og jeg noterede et par navne fra dem: Mohammad Aref Alameddine (5 r), Said Mohammad Said (10 r), Mohammad Fatila (2 r) og Amira Ahmad Fatila (4 r). De to sidste var sskende. Ude p gaden kom en mand trkkende med en tohjulet krre. P ladet stod en simpel trkiste, som indeholdt et familiemedlem, der ogs skulle i klevognen. I slutningen af november blev der i Damaskus indget en ny vbenhvile, men da jeg besgte PLOs forposter i Tripolis udkant, blev der stadig skudt. Vi dukkede os, men pludselig blev ilden kraftigere, og en PLO-soldat brlede: Kr tilbage! De er ved at storme! Kort efter tumlede jeg ned i en beskidt klder sammen med tre-re
248

andre journalister, mens Katyusha-raketter slog ned bag os. Vi havde sendt besked til Yassir Arafat om, at vi gerne ville mde ham for at f en redegrelse for den seneste udvikling, og en ordonnans havde udpeget klderen: G ned i den, s kommer Abu Ammar til jer. Klderen var lille og snusket. P vggene hang der ag og plakater. En af plakaterne viste en hndgranat, der blev pakket ud af et palstinensisk ag, og en anden var et idealiseret dobbeltportrt af Arafat og ayatollah Khomeiny. Det svrmede med PLO-soldater, og tre af dem var uniformerede piger, som nppe har vret mere end 15 r. En dreng i samme alder havde en maskinpistol over skulderen. Ved den ene vg stod et lille vakkelvornt bord med en pindestol, og det var tydeligt, at her skulle Arafat sidde, nr han kom. Bordpladen var ryddet for papirer, men i dens ene ende l en gr og hvid kat, og denne kat var s absolut det mest normale i dette sceneri. Den lod sig hverken forstyrre af eksplosionerne oppe p jorden eller den rben og skrigen, der genld i klderen. Tvrtimod spandt den sagte og lod sig ubekymret kl bag ret af enhver, der passerede den. Det er vores Arakat, sagde en PLO-soldat med et skvt smil. Yassir Arafat s sur og tillukket ud, da han endelig kom trampende ned i klderen med pistol ved hoften og skidt under neglene. Han satte sig ved bordet og strg mekanisk katten over ryggen. Det drlige humr var forklarligt, for han sad med Damaskus-aftalen i den ene hnd og sit militre nederlag i den anden. Rebellen Abu Moussa og syrerne havde givet ham en blodtud. S hvad var PLO-formandens planer for fremtiden? spurgte vi. Hvad kommer der ud af det hele? Arafat var ikke meget for at svare konkret p noget som helst. Han har altid snakket udenom, og han har altid ljet, som det passede ham. Fra begyndelsen havde vi vret klar over, at vi ikke ville f noget vigtigt at vide p dette mde, men det var altid illustrativt at iagttage lederne p nrt hold. Vil vbenhvilen holde? spurgte jeg. Arafat smilede ironisk, og hans stemme var fuld af sarkasme: Da vi sidste r var omringet i Beirut, k jeg hen ad vejen elleve for249

skellige vbenhvileaftaler med den israelske forsvarsminister Ariel Sharon. Men De husker selv, at israelerne blev ved med at beskyde os. Jeg lrte min lektie dengang. Jeg har fet nogle erfaringer. PLO-formandens stemme gik nu op i et skingert leje: Vbenhvile? De skyder jo ogs i dag! De kan jo selv hre det [og det kunne vi!]. Jeg tror, at syrerne og deres marionetter stadig er parat til angreb, selv om de har anerkendt vbenhvileaftalen. Her brd Arafats rdgiver, Mohammed Shakr, ind: Den vbenhvile betyder intet for rebellerne og syrerne. De vil have Tripoli, og derfor bliver der mere krig. De har opmarcheret deres tanks, og de venter kun p at storme. Der var oprettet en kommission af libanesiske ledere i Tripoli, som skulle srge for, at vbenhvilen og troppetilbagetrkningen gik som aftalt, men det var en kompliceret opgave, og da jeg spurgte Arafat, om han ville retirere, svarede han: Jeg kmper her, lige til de libanesiske ledere beder mig rejse. Efter en halv time lodsede livvagterne Arafat op af klderen, og vi k frst lov til at g et stykke tid senere, s vi ikke kunne se, hvor han krte hen. Oppe p jorden var kampene stadig i gang med lette vben, og jeg gav mig p vej for at opsge Arafats vigtigste allierede i Tripoli, den mgtige chef for den fundamentalistiske sunni-milits Tawheed (Islamic Unication Movement), Sheik Said Shaaban. Foruden det militre pres p Arafat var der ogs et intenst politisk pres fra libanesiske ledere som Rashid Karami og druserlederen Walid Jumblatt, der gerne s ham hen, hvor peberet gror, og Sheik Shaaban var den eneste, der stttede PLO-formanden. Tawheed-militsen havde 2.000 veltrnede soldater. Til daglig kontrollerede den alt i Tripoli, og under krigen mod syrerne og Abu Moussa var den uvurderlig for Arafat. Den dag arbejdede jeg sammen med den indonesiske journalist Nasir Tamara fra nyhedsmagasinet Tempo i Djakarta, og han var muslim, hvilket skaffede os adgang til Sheik Shaaban. Alene ville jeg ikke have haft en chance for at mde ham, for sheiken foragtede kristne og andre vantro. I sheikens kontor var der magelige sofaer og lnestole. Tjenende nder serverede strk kaffe i sm kopper, og ved drene stod hrdkogte
250

livvagter, som nidstirrede os uden ophr. Sheik Shaaban var midaldrende og grskgget. Han bar en hvid kalot og en sort kjortel. Desuden var han mere end almindeligt retveindbydende. Han ville ikke trykke min hnd, fordi jeg var vantro, og han ngtede at tale direkte med mig. Nr jeg stillede et sprgsml, reagerede han ikke, og jeg mtte bede min muslimske kollega gentage det. Svaret rettede sheiken derp til Nasir Tamara. Han s aldrig p mig. Han optrdte, som om jeg slet ikke var i lokalet. For ham var jeg ikke-eksisterende. I begyndelsen svarede Sheik Shaaban i vrigt slet ikke p sprgsmlene. I stedet holdt han en lang tale om sin fundamentalistiske bevgelse, der havde et fjendtligt forhold til bde Israel og den vestlige verden. Mellem ordene kunne man tydeligt fornemme, at han nskede en jihad mod de vantro det vil formentlig sige Europa for han henviste direkte til arabernes erobringstogter for mange hundrede r siden: Med den styrke, der er i de muslimske folk, kunne vi endnu en gang lede verden hvis vi blev forenet. Jeg k en fornemmelse af, at denne opblste fundamentalist og bandefrer ikke ville blive tilfreds, fr alle vantro enten var dde eller havde konverteret til islam. Han gav mig kvalme, men jeg noterede dog, hvad han sagde om den aktuelle situation: Hvis syrerne og rebellerne fortstter med at bekmpe Yassir Arafat, s vil vi st ved hans side. For det er jo ogs os, de angriber. Palstinenserne er vore muslimske brdre, og vi vil ikke lade Arafat i stikken. Puha, sagde Nasir, da vi gik vores vej. Tawheeds sttte til Arafat kunne ikke afvrge det totale nederlag, og den 20. december 1983 mtte PLO-formanden endnu en gang ygte for sin skbne. Sammen med 4.000 loyalister blev han sendt ud af Libanon p grske skibe under FN-ag og med fransk deeskorte. De slog sig ned i Nordyemen, Algeriet og Tunesien. Sheik Shaaban var en fanatisk tilhnger af ayatollah Khomeiny i Iran (p trods af at denne var shiit) og havde den iranske revolution som forbillede. Derfor bekmpede Tawheed bde nasseristerne, baathisterne og kommunisterne i Tripoli og smed dem ud af byen, men i 1985 blev Shaabans milits nsten udslettet af de syriske baathister, og han blev kun reddet, fordi den iranske prsident, ayatollah Seyyed Ali Khame251

nei, intervenerede i Damaskus. Senere genvandt han sin magt og sgte forgves med vold at indfre et fundamentalistisk regime i Libanon. Han drev illegale tv- og radiostationer, og hans tilhngere var ofte i karambolage med politiet. Sheik Shaaban dde i 1998, 75 r gammel, og der kom 25.000 til begravelsen.

17
Danskere i ildlinjen
Sultne brn begynder at spise papir i den tro, at det er brd. De har hallucinationer.
muharram al-arifi, muslimsk prst i ygtningelejren Rashidiyeh, 1987.

I begyndelsen af februar 1984 var jeg tilbage p Hotel Commodore i Vestbeirut, og alt var ved det gamle. Gaderne genld af dumpe drn fra artilleriet og snerrende salver fra maskingevrerne. Den skaldte grnne linje midt gennem byen var igen blevet en farlig grnse at krydse. Det amerikanske slagskib New Jersey en overlevering fra Anden Verdenskrig, der var taget ud af mlposen l i Middelhavet tt ved kysten og bombarderede drusiske landsbyer i bjergene med ere end 150 granater fra sine 16-tommers kanoner. En bredside fra New Jersey bestod af ni granater, der hver vejede 2.700 pund og rakte 48 kilometer. De havde virkning som et jordsklv. To landsbyer er udslettet, meldte druserne. Krydseren Caron deltog ogs i beskydningen, og det kristne stbeirut blev bombarderet fra bjergene. Der var store tab blandt civilbefolkningen. Israel holdt stadig den sydlige del af Libanon besat, og et par uger fr havde det libanesiske nyhedsmagasin Monday Morning beskrevet situationen sledes: Den israelske besttelsesmagt hindrer trak til og fra Sydlibanon, lammer handelslivet i omrdet og terroriserer befolkningen i provinshovedstaden Sidon. Israelerne holder et ukendt antal sydlibanesere i fangelejren Ansar, og de forhindrer resten af befolkningen i at tjene til dagen og vejen ved at oversvmme omrdet med deres egne produkter. I januar var der artillerikampe i bjergene sydst for Beirut mellem drusiske og kristne militser, og mange granater faldt ogs i hovedstaden. Den 2. februar begyndte svre kampe i det sydlige Beirut mellem den
253

libanesiske hr og muslimske militser, inklusive den shiitiske Amal. Nogle dage senere gik regeringen af efter krav fra Amals leder, Nabih Berri, der havde opfordret hrens ofcerer og menige til at ngte at adlyde ordrer. Der kom hektiske diplomatiske manvrer for at lse krisen (USAs udenrigsminister, George Shultz, gav Syrien skylden for den og anbefalede Kongressen at trkke de amerikanske soldater ud af Libanon), men kampene fortsatte, og militserne k kontrol med det meste af Beirut. Den kristne prsident, Amin Gemayel, fremsatte et fredstilbud, men det blev afvist af Berri og den drusiske klanhvding Walid Jumblatt. Libanon var endnu en gang hrget af en blodrus, og der blev kmpet hrdt i midten af Vestbeirut, hvor Commodore l. Forretninger blev lukket med jernskodder, og folk hastede ned i kldrene. Der var hundredvis af civile dde og srede, og der opstod panik, da den libanesiske hr proklamerede udgangsforbud: Enhver, der antrffes i gaderne, vil blive skudt uden varsel! Hrens soldater gemte sig i kontorbygninger og bag sandskke, men de kom under angreb fra alle sider, og langsomt mistede de enhver kontrol med byen. Bevbnede bander hrgede i mange kvarterer, og granateksplosioner hvirvlede bl og gr rg op over hustagene akkompagneret af evindelige salver fra hndvben. Civile biler susede rundt i byen proppet med skydegale militsfolk, der havde sortsvrtede ansigter, cowboybukser og kamuagejakker. I stbeirut landede nogle af granaterne ved prsidentpaladset, hvor en bekymret embedsmand udbrd: Dette er sandhedens jeblik! I prsidentpaladset drftede den amerikanske srlige udsending, (tidligere og senere forsvarsminister) Donald Rumsfeld, situationen med prsident Gemayel, og ude i lufthavnen kom de 1.600 amerikanske marinere fra den fredsbevarende styrke under kraftig ild fra mortrer og raketter. Franskmndene og italienerne var ogs under beskydning, og der var tab i alle tre lejre. P dette tidspunkt var diplomatiet til grin. Realiteterne sad igen i gevrmundingen. I velordnede, europiske lande har man svrt ved at forst det politiske og religise kaos, der i s mange r gjorde Libanon til et helvede
254

for indbyggerne. Grundskaden l i landets fortid og manglende evne til at skabe et politisk system, der var trovrdigt og vedvarende. Eliten, lederne af de mange religise samfund og klaner, havde stdigt srget for at opretholde en ekstremt svag statsmagt i den overbevisning, at dette ville give dem selv en strre del af kagen. Eksterne arabiske krfter arbejdede samtidig p, at hvis Libanon skulle vre en selvstndig nation, s skulle den i hvert fald vre svag og fragmenteret. Det var ogs en grundskade, at selv om de este libanesere gik ind for et selvstndigt Libanon, var der ingen enighed om, hvilke politiske institutioner det skulle have. Som den libanesiske historiker Kamal Salibi skrev i 1988: Staten har for lnge siden opgivet at udve suvern kontrol over sit eget nationale territorium. Tilbage er der kun et administrativt bureaukrati, som giver et skin af legitimitet til offentlige og private transaktioner, samtidig med at det kun tilbyder et minimum af offentlige serviceydelser, hvis kvalitet konstant forringes. Det var Nationalpagten af 1943, der fastlagde det politiske arrangement ad religist-sekteriske linjer, og resultatet blev skrbeligt, da Libanon var et patchwork af religise samfund (hovedgrupperne kristne og muslimer var delt i maroniter, drusere, grsk-ortodokse, sunniter, shiiter, armeniere m..). Balancen skulle opretholdes ved et kompliceret system af regler, hvorefter de enkelte religise samfund skulle reprsenteres retfrdigt i statsforvaltningen, fra civiladministrationen til militret. Da de kristne maroniter dengang var de este, fordeltes posterne efter systemet seks kristne for hver fem muslimer. De kristne k permanent prsidentembedet og chefstillingen i de vbnede styrker, og det var absolutte nglepositioner. Premierministeren var sunnit og parlamentets formand shiit. P denne mde blev samfundet indrettet efter trosgrnser og ikke efter klasseskel eller ideologier. Alt dette begyndte at knirke voldsomt, da ideologiske partier (fx kommunister og nasserister) stak hovedet frem, og lederne af de forskellige klaner indgik skiftende alliancer med hinanden for at bevare kontrollen med politiske beslutninger og besttelsen af vigtige stillinger nepotisme blev et anerkendt princip, og lederne brugte regulre gangsterbander til at opretholde systemet. Rddenskaben i det politiske liv havde vret en hovedfaktor i ud255

bruddet af borgerkrigen i 1975, og her i 1984 s vi det hele gentage sig. Klaner og sekter sendte deres militser i struben p hinanden, og der var ingen strk statsmagt til at holde dem nede. I renes lb var muslimerne blevet ere end de kristne, s de nskede den politiske magtfordeling ndret efter demokratiske principper, mens de kristne klamrede sig til deres privilegier fra Nationalpagten. Den evigt opblussende borgerkrig var alts isr en kamp om den politiske magt. Almindelige mennesker tnkte imidlertid ikke p magten, men p at slippe helskindet fra krigshandlingerne. P hotellerne i Vestbeirut var der konstant hundreder af gster i kldrene, og p Commodore havde en af dem indrettet sig permanent i de nedre regioner med en madras, en vandaske og en lommelygte. En anden gst var bogholder p den britiske ambassade. Han havde sendt familien ud af byen og var taget p hotel, da hans lejlighed i stbeirut blev udraderet af en granat. Men p disse hoteller frte vi en luksustilvrelse sammenlignet med de almindelige libanesere i Vestbeirut. De var som regel uden elektricitet, telefon og vand, og hver gang de vovede sig ud for at skaffe mad, lb de en risiko for at blive drbt. Det hele blev s broget, at amerikanerne k nok, og prsident Ronald Reagan meddelte, at den fredsbevarende styrke af marinere ville blive trukket tilbage. Senere fulgte briterne, franskmndene og italienerne. Men der var mange andre, der k nok og ygtede ud af Libanon. Det gjaldt blandt andre personalet p den danske ambassade og ere andre danskere, som briterne bragte til Cypern i helikopter, hvilket var den eneste transportmulighed ud af Vestbeirut. En time fr afgangen besgte jeg charg daffaires Allan Srensen, der havde ledet ambassaden i ambassadrens fravr. Sammen med sin kone, Grete, og sekretren Charlotte Mnchow havde han gjort et kmpearbejde for at f danskere ud, og nu var han ved at lukke butikken, for Udenrigsministeriet i Kbenhavn havde sendt denne besked til ham: I skal selv rejse med det samme! Man hrer af og til klager over danske diplomater i udlandet, og jeg har da ogs selv oplevet nogle arrogante eksemplarer af slagsen. Men strstedelen af dem er glimrende folk, og gennem snart 50 r har jeg set mange af dem udvise bde mod, energi og konduite i verdens brnd256

punkter, nr fanden tog ved de lokale beboere (min frste erfaring med folk af den slags k jeg i 1955 under den skaldte Klaksvig-krig p Frerne). Beirutambassaden var befolket med sdanne personligheder, og i det daglige delte de skbne med libaneserne. Benjamin p 11 r var familien Srensens yngste, og han havde for lngst vnnet sig til at frdes i gaderne, selv om der blev skudt. Et par dage tidligere var han p vej hjem fra skole, da der udbrd kampe i omrdet, men han vendte ikke om sneg sig blot hjem ad en genvej. En time senere blev ambassadebygningen omringet af drusiske militsfolk. Huset var bevogtet af seks soldater fra den libanesiske hr, men da druserne begyndte at skyde p dem, smed de bde uniformer og vben fra sig og lb ned i klderen. Druserne blev imidlertid ved med at skyde. Underetagen blev smadret, og Allan Srensens bil gennemhulledes af kugler. Militsfolkene forsgte ogs at komme ind til diplomatfamiliens lejlighed, men de kunne ikke skyde sig vej gennem en svr stldr, der var lst. Senere p eftermiddagen ville Benjamin ud for at spille basketball. Grete: Han var lidt gnaven over, at vi sagde nej. Benjamin: Jeg er vant til, at der bliver skudt, men jeg var faktisk ikke klar over, hvor slemt det var den dag. Samme aften lejrede familien Srensen sig i entren for at vre s langt vk fra vinduerne som muligt, og det var en klog beslutning, for hen under midnat knuste en granat en stor rude i dagligstuen, og kkkenvinduet rg sig ogs en tur. Mens vi snakkede om dette, kom libaneseren Samir Rodwan, der var ambassadens tmrer. Fra vinduet kunne vi se hans lille hus nede ved havet. Det var strkt medtaget af granateksplosioner, men han havde ingen klder, s om natten l han p gulvet i et hjrne og hbede det bedste. Benjamin var som sagt blevet vant til Beiruts sregenheder og frdedes frygtls blandt de stridende parter, men jeg undrede mig over, at han stadig var sammen med familien. Nogle af de drenge p 14-15 r, som han plejede at spille fodbold med, havde han nu mdt i gaderne med skarpladte vben. Hvad gjorde et dansk barn midt i denne galskab? Grete Srensen forklarede det p en mde, der er almindelig for men257

Dorrit Verding (t.h.) ved en patient med frygtelige kvstelser fra krigshandlingerne. (Privateje)

nesker, som er vant til at klare sig under vanskelige forhold langt vk fra de hjemlige kdgryder: Vi er en familie, og vi har altid nsket at vre sammen under enhver omstndighed. Nr vi er sammen, er vi ikke bange. Da ambassadefolkene lettede i den britiske helikopter, stod der to danske sygeplejersker og vinkede farvel til dem. Det var Dorrit Verding og Merete Rnnow, der arbejdede for Folkekirkens Ndhjlp og det libanesiske Rde Kors. De havde valgt at blive i Beirut, og da jeg spurgte dem, hvorfor de ikke bragte sig i sikkerhed, svarede de: Det er nok ikke srligt hensynsfuldt mod familien i Danmark, at vi bliver, men vi fler en stor forpligtelse over for de libanesere, vi skal hjlpe. Dorrit og Merete var af samme stbning som familien Srensen, og i den flgende tid s jeg dem i aktion. I mange dele af verden har danske ndhjlpsarbejdere gjort en modig og fremragende indsats, uden
258

at nogen har besunget dem, s lad mig benytte lejligheden til at lette p hatten for Dorrit og Merete. Deres hverdag begyndte med, at de holdt mde med andre ndhjlpsorganisationer om, hvordan indsatsen bedst kunne koordineres. En dag, jeg var med dem, drejede det sig om at f forsyninger sendt over fra Cypern. Senere bevgede de sig rundt i heksekedlen Beirut og gjorde deres bedste for ikke at f en kugle i skallen, mens de bragte forsyninger til folk i kldre og andre steder, hvor de havde sgt tilugt. Pokkers, sagde Dorrit Verding en dag, vore to vogne er blevet stjlet. Gerningsmndene var uden tvivl en af militserne. Merete fortalte, hvordan en af Rde Kors ambulancer ogs var blevet stjlet og nu krte rundt som gevrrede for en af banderne. Korsene var malet over, og bagdrene revet af. Senere p mneden traf jeg Dorrit med et tilfreds smil om munden. Hun havde som en terrier opsgt samtlige militser i byen og taget dem i skarpt forhr om sin jeep. Til sidst opsporede hun kretjet hos den drusiske milits og gjorde helvede s hedt for dem, at de leverede den tilbage. Men bagdren var revet af, reservehjulet forsvundet og siderne malet over med drusisk propaganda. En dag skulle Dorrit og Merete have 200 store vanddunke bragt ud til folk i beskyttelsesrum nr den grnne linje, der snoede sig gennem byen som en ddelig slange. Vi krte af sted med dunkene i to sm lastbiler, og det var et mareridt at krydse gennem den snderrevne by. Folk sad i usle kldre, og de manglede tpper, vand, mad og medicin. Hygiejnen var katastrofal, og jo tttere vi kom p den grnne linje, jo ere huse l i ruiner. Elektriske ledninger hang som ede guirlander, og tidligere smukke husfacader var smadrede og stod med krudtsvrtede bninger ind til lejligheder med delagt indbo. I bilen havde vi ogs en amerikansk og en engelsk pige. Amerikaneren hed Anne Nixon og var udsendt af kvkerne. Vi snoede os forbi de palstinensiske ygtningelejre Sabra og Chatilla og drejede mod syd og s mod st. Glasskr, skidt og vragdele l tt i gaderne. Alle vegne svrmede Amal-militsens soldater, og mange af dem var blot store drenge. Klinikken, kaldte Dorrit det frste sted, vi skulle hen til, og det var et usselt lille hus, der var arret af utallige kugler og omgivet af sand259

Dorrit Verding (t.v.) p arbejde i Beirut. (Privateje)

skke og sandfyldte olietnder. Indenfor var der en briks til at lgge de srede p. Desuden var der et drligt udstyret medicinskab og et stearinlys p et lille bord. Her havde man under kampene modtaget og behandlet omkring 2.000 civile og soldater. Det var en udpint ndstation i frontlinjen, men staben holdt fast og blev ved med at give frstehjlp dgnet rundt. Mens vi var der, bragede granaterne omkring huset, og riffelkugler smldede mod murene, og da vi drog videre, lignede gaderne surrealistiske malerier. S kom vi til en klder under et trykkeri, og ved indgangen stod de allestedsnrvrende Amal-soldater. Indenfor levede en ok mnd, kvinder og brn blandt trykkerimaskiner og dynger af reklamer, der aldrig var kommet ud til kunderne. Der l tynde madrasser, og der stod et par petroleumslamper. Stanken snerpede nseborene sammen. Granaterne over jorden rystede vggene. Disse mennesker k ogs nogle dunke med vand. I en bygning nr ved fandt vi mange familier stuvet sammen i en
260

anden klder, og de var p randen af sammenbrud. Hver familie havde ordnet sig med et tppe, der afgrnsede det omrde, de forsgte at holde for sig selv. Der var intet vand, intet lys, og de hygiejniske forhold var chokerende. Disse mennesker ventede sig intet godt, og en gammel mand sagde til os: I skal ikke blive her. Skynd jer vk! P vor vej spurgte jeg Dorrit Verding, hvad hun flte p sine daglige togter for at bringe undstning til alle disse mennesker, og hun svarede: Jeg fyldes af indignation. Jeg fyldes med den indignation, der kan give mine argumenter ekstra vgt, nr jeg igen i morgen skal forhandle med de andre hjlpeorganisationer om, hvordan arbejdet skal koordineres. Da vi krte tilbage, havde vi fet aeveret alle de 200 dunke med vand. Men det ville hurtigt blive drukket, og turen mtte gres igen og igen. En sndag eftermiddag var jeg sammen med Dorrit Verding hos en libanesisk familie, der boede tt ved den grnne linje. Vi sad i dagligstuen, og med mellemrum klirrede ruderne af de eksploderende granater udenfor. Alle var vant til denne kamplarm, og man rg kun op af stolen, nr en granat ramte virkelig tt p. Over for mig sad Nawal Anouty, 23 r, hendes mand, Fouad, og dtrene Nadine p 4 og Caline p 8 r. De var sunniter. Nawal havde en stram maske om hele hovedet. Der var huller til jnene, nseborene og munden. verst bar hun en smuk pelshue. Ikke for varmens skyld, men fordi den fr mig til at se lidt pnere ud, sagde hun. P vggen hang et stort indrammet fotogra af Nawal, som hun havde set ud, fr hun blev delagt. Langt hr, lige nse, velformet mund. Det eneste, der nu var genkendeligt, var jnene. Nawal var et af de uskyldige civile ofre for Israels invasion i 1982. Den israelske krigsmaskine havde hldt titusinder af bomber, granater og raketter ned over Libanon, og der havde vret mange srligt djvelske vben iblandt. Det var et af disse en fosforbombe der k ram p Nawal. Fouad fortalte, hvad der skete:
261

Nawal var alene hjemme, da bomben ramte huset. Nogle k hende trukket ud af ruinen og krt p hospitalet, hvor hun l bevidstls i en mned. Fosforbomben havde forvandlet Nawal til et sammenkrbet vrag. Underansigtet var brndt vk. Sener og muskler i armene var brndt vk. rerne var brndt vk. I et sekund af monstrs destruktion var hun blevet forvandlet til et strkt forkullet menneske, der nu kun var 85 centimeter hj. Hun var blevet krllet sammen som en hvlspn, der smides i en brlende smelteovn. Nawal: Selv husker jeg intet af den frste tid. Men efter 100 dage kom jeg til Danmark, og det var som at komme ud af helvede. Det var Rde Kors, der k hende til Danmark, og det var professor Bent Srensen p hospitalet i Hvidovre, der skulle genskabe et menneske af den klump, han k overdraget. Bagefter sagde han: Det har nsten vret som at sy patchwork at transplantere ubeskadiget hud over p de forbrndte steder. Bent Srensen gav ogs Nawal nye rer. Nu var hun for lngst tilbage i Libanon, og p denne sndag fortalte hun mig sin historie stilfrdigt og uden klynken og det var en typisk historie fra det hrgede land. Det var om hende, vicegeneralsekretr Kristian Srensen havde skrevet: Det danske Rde Kors har lrt Nawal Anouty at kende som en strk og utroligt venlig personlighed Nawal fortsatte: Mor dde i en bilulykke, da jeg var 11 r. Far giftede sig igen, men da jeg var 12, blev han skudt i Shouf-bjergene. Der kom et syrisk artilleriangreb, og han hrte ikke, at en soldat rbte, at han skulle standse sin bil. S skd soldaten ham med sin riffel. Efter mors dd havde jeg vret meget ulykkelig, for far bankede mig hele tiden. Det skyldtes problemer med hans nye kone. Da far s ogs var vk, boede jeg hos min stedmor, men mine storebrdre fjernede mig. Da var jeg 13. Derefter kom jeg til at bo i en landsby i Shouf-bjergene, hvor min ldste bror srgede for os. Han hed Ali og var 20 r. Men s blev Ali ogs drbt en dag, han var i Sidon. To mnd skndtes og skd p hinan262

Familien Anouty i deres lejlighed i Beirut under samtalen med Jakob Andersen. Fouad og Nawal har Nadine og Caline p skdet. P vggen hnger et foto af Nawal, som hun s ud fr katastrofen. (Foto: Jakob Andersen)

den. Ali kom uforvarende i krydsild og dde p stedet. Derefter tog en halvbror mig med til Beirut, og s blev jeg forelsket i Fouad. Da jeg var 15, yttede vi sammen, og vi blev gift efter et par mneder. Fouad kiggede p mig med store, mrke jne over sit velvoksne overskg. Han var 30 r og led af sklerose. Sygdommen havde godt fat, og han gik drligt, men han havde et realistisk syn p den: Der er ingen medicin, der kan kurere mig. Jeg regner med at vre frdig. Det er kun et sprgsml om, hvor hurtigt processen gr. Her i Libanon kan jeg slet ingen behandling f. Som Nawal havde Fouad haft en vanskelig opvkst: Fr Nawal og jeg blev fdt, var min senere far gift med hendes senere mor. De blev skilt, og vi er fra deres senere gteskaber. Min far var meget hrd i hjemmet, og da jeg var 16 r, bad jeg ham om at forsvinde. Derefter forsrgede jeg min mor og mine re sskende.
263

Da Fouad var 18 r, drog han til De Forenede Arabiske Emirater og slog sig op som forretningsmand i tjbranchen. Han tjente en mindre formue, som han investerede i en forretning i Beirut, men under den israelske invasion i 1982 blev hans varelager plyndret, og nu var han konomisk knust. Mens vi talte, ld der skudsalver i gaden udenfor, og pludselig kom en mgtig granateksplosion tt ved huset. Nawal hoppede op af sofaen af skrk. Jeg kan snart ikke tage mere. Krigen er altid tt inde p livet af os, og brnene er bange hele tiden, sagde hun med opgivelse i stemmen. De psykiske vanskeligheder, der fulgte med Nawals invaliditet, havde gjort det ekstra svrt for hende at udholde den ny borgerkrig. Hun var blevet meget sky p grund af sit udseende. Masken, hun bar, skulle tjene til, at ardannelsen blev s pn som muligt, men der var mange, som borede i sret: Jeg kom gende i en gade her i Beirut. En mand i en bil rbte ud ad vinduet: Sig mig, har du ikke et spejl derhjemme? Der er hele tiden nogen, der ikke vil lade mig glemme, hvordan jeg ser ud. Jeg har ikke en eneste ven her, bortset fra Dorrit. Det var rrende at se den krlighed, familien Anouty havde til Dorrit Verding. Hun havde taget sig meget af den med bde moralsk og materiel sttte, og et eksempel p det frste havde jeg selv oplevet forrige november, da Dorrit havde taget Nawal med til et fdselsdagsselskab for en anden dansk sygeplejerske. Som det ofte var skik, dansede nogle af de libanesiske piger mavedans, og Dorrit overtalte ogs Nawal til at danse. Jeg oplevede det, som om Dorrit for en stund drog hende ud af hendes ensomhed. Nawal og Fouad havde en ansgning liggende hos de danske myndigheder om at f arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, og ambassadr V. Villadsen havde stttet sagen med disse ord i en anbefalingsskrivelse: Som borger i et land, der ikke i mands minde har kendt til lignende tragedier m man fle et srligt ansvar for ud fra medmenneskelige overvejelser at gre sit til at bist, hvor lejlighed byder sig, og specielt, nr det pgldende tilflde har en vis tilknytning til Danmark.
264

Nawal var meget spndt p, hvad svaret ville blive, og da jeg forlod hende, sagde hun: Hvis Dorrit rejser herfra, har vi ingen at sttte os til. Danmark er blevet vor eneste chance i livet, og alene for vores brns skyld beder jeg til, at vi m f lov til at komme. Nsten 20 r senere k jeg igen kontakt med Dorrit Verding og Nawal. Dorrit bor nu i Holbk og arbejder i det vestsjllandske sygehusvsen, og Nawal fortalte flgende: Den danske kirurg Torben Jrgensen tilbd at foretage ere plastiske operationer p mig, og det kom til at foreg p Cypern i 1989. Min mand og mine brn rejste senere dertil over Damaskus, og vi kom alle til Danmark, hvor vi boede hos Dorrit den frste mneds tid. Nawal taler nu et glimrende dansk, og hun har let til smilet. Men det har vret hrdt at blive omplantet til den danske verden. Hun tog en uddannelse som social- og sundhedsassistent og har arbejdet dels som tolk, dels i sygehusvsenet (men det er svrt at f fast arbejde). Brnene er det get strlende. Nadine, der var re r, da jeg s hende i Beirut, er nu dansk cand.polit. Caline, som havde vret otte, bor i London og har en glimrende stilling i designverdenen. Dertil har de fet lillebroderen Imad, som er fdt i Danmark.

I februar 1984 var borgerkrigen ikke begrnset til Beirut. I Shoufbjergene, hvor druserne og den shiitiske Amal-milits kmpede mod de kristne falangister og den libanesiske hr, kom vi til et vejkryds i bjerglandsbyen Kaber Shmoun. En kvinde med sort, agrende hr lb imod os. Kr ikke videre. Vejen er mineret! skreg hun. En drusisk ofcer med pelshue trak p skulderen, da vi udfrittede ham, men han gav os en mand med, og 200 meter lngere fremme kom vi til en Chrysler-taxi fra Vestbeirut, der l med bunden i vejret og hele forenden sprngt til ukendelighed. Det var et hold fra BBC, der kort forinden havde vret p stedet. Mens de lmede, ville chauffren vende vognen, men i vejsiden ramte han en landmine, og bilen blev slynget
265

tvrs over vejen. Der var et stort krater, hvor minen havde ligget. Tt ved var to andre biler blevet sprngt af miner, og Ahmed Arabiyeh, der krte for mig, sagde stop. Han havde vret ven med BBC-folkenes chauffr, der hed Abed Atani, og ville ikke kre mig lngere. Jeg begyndte derfor at g ud ad vejen, mens Ahmed returnerede til Beirut. Druserne havde ryddet nogle miner, der nu l i vejsiden, men jeg vidste ikke, hvor mange der endnu l begravet. Hold dig til hjulsporene, sagde en soldat, og det var et godt rd, som jeg fulgte. Efter et par kilometer sprang jeg p en drusisk militrvogn, der var p vej til en kampenhed i de sydligste stillinger. Vejene var snoede, mudrede og fulde af huller. De landsbyer, vi kom igennem, var arrede af krigen, og mange huse l i ruiner. Af og til gik granater fra artilleriet hen over hovedet p os. I landsbyen Karfamatta standsede soldaterne, og vi gloede p en underlig bylt, der l i vejsiden. Det var en gammel mand, der var blevet myrdet af falangisterne sidste september, og som havde fet lov til at ligge, hvor han var faldet. Hans stok og sko l ved siden af liget, og en lrbensknogle stak ud af den sammenltrede bylt. Lidt lngere fremme havde den libanesiske hr, ligeledes i september 1983, samlet 102 drusere i Sheik Moqdad el-Garibs hus og sagt, at de ville beskytte dem. Men kort efter havde de ladet falangisterne g ind og myrde dem alle inklusive sheiken. Disse lig havde ogs fet lov til at ligge urrte i mneder, men nu var druserne ved at begrave dem. Andre steder i nrheden var der andre ofre et sted var der 22 lig, et andet 117. Det var den slags massakrer, der havde fyldt druserne med had. Da vi nede frem til befstede stillinger i Al-Mishref, var der hidsige artilleridueller og nsten ikke til at skaffe renlyd. Kommandanten hed Aziz Abu Kouzan og havde strittende sorte skgstubbe og langt, sort hr. Han trak mig ind i en lille kristen kirke, som falangisterne havde brugt, slog ud med armen op mod alteret og rbte: Se her! Vi har ladet alt vre. Intet er delagt. Vi gr ikke som falangisterne. S kom de israelske kampy med hvinende jetmotorer og begyndte at bombe rundt omkring os. Bjergene rungede af de vldige eksplosi266

Sovjetfabrikerede Katyusha raketter under kampene i Libanon. (Foto: Government Press Ofce)

oner. Angrebet varede 20 minutter, og bagefter sagde israelerne, at de havde angrebet terroriststillinger, men i virkeligheden havde de blot grebet ind i libanesernes borgerkrig til fordel for den libanesiske hr. I Al-Mishref s jeg israelerne bombe en bestemt bygning, og de drusiske soldater, jeg var sammen med, svor p, at der ikke var en eneste palstinenser i nrheden. Andre bomber faldt ved Bhamdoun langs landevejen til Damaskus. Jeg var i bjergene blandt druserne i et par dage, og det slog mig, hvor forskellige de var fra banditterne i Beirut. De havde et velfortjent ry som de bedste krigere i Libanon, men der var ogs en selvbevidst vrdighed over dem, som jeg ikke havde mdt andre steder. Nogle af dem var endda hige. I den samme mned blev det slut med at bo p Hotel Commodore. Den fundamentalistiske terrorbande Hizbollah stormede hotellet, skd alle spiritusasker i baren og klderen i smadder med maskinpistoler og jog journalisterne ud. En ra er forbi, sagde vi til hinanden
267

og pakkede sydfrugterne. Uden sprut ville Commodore alligevel ikke vre det samme. Senere var der blodige kampe mellem PLO og dens tidligere allierede, den shiitiske Amal-milits. Yassir Arafat sgte fra sit eksil at genopbygge en slagkraftig styrke, men denne gang gik hans gamle venner imod ham. Kampene rasede omkring ygtningelejrene, og som sdvanlig var det de sageslse civile, det gik ud over. Sulten hrgede, og i Rashidiyehlejren ved Tyrus, hvor jeg frste gang havde vret under krigen i 1982, sagde Sheik Issa Tabatabai: Kvinder og brn graver planter op p marken. Det er en tragedie. De m grsse som fr.

Det var blevet almindeligt, at de muslimske voldsgrupper i Libanon tog gidsler blandt de vesterlndinge, der var i landet, og i november 1986 oplevede jeg to af dem blive frigivet. P et mde i London var EF-landene blevet enige om at gennemfre sanktioner over for Syrien som gengld for, at regimet i Damaskus sponsorerede terrorgrupper af forskellig art, og bde Storbritannien, USA og Canada havde afbrudt de diplomatiske forbindelser. Syrerne var rasende, men de var ogs pragmatiske, s de besluttede at foretage en gestus, der kunne reparere p det ossede image. Mens jeg var i Beirut, k jeg et tip om, at syrerne nste dag ville prsentere et par frigivne gidsler, s jeg tog over land til Damaskus og mdte op i udenrigsministeriet, hvor udenrigsminister Farouk Al-Shara holdt en brandtale imod de vestlige lande og kom med denne trussel: De lande, der er fjendtlige over for os, vil blive mdt med njagtig den samme fjendtlighed fra vor side. Bag udenrigsministeren stod to ludende skikkelser. Det var gidslerne fra Libanon, som nu blev brugt som brikker i et internationalt reklamenummer. Begge var franskmnd, der havde boet lnge i Libanon, Camille Sontag p 85 r og Marcel Coudari p 54. Sontag var blevet fanget et halvt r tidligere, da han gik en tur med sin kone, Blanche, i Vestbeirut. Coudari var blevet taget endnu nogle mneder forinden.
268

Senere p dagen talte jeg med dem i den franske ambassade. Kidnapperne smadrede mit hreapparat, fortalte Camille Sontag. Jeg var angst det meste af tiden, sagde Marcel Coudari. Sontag havde set fem andre gidsler i den klder, han sad i. Han k ikke lov til at tale med dem, men en af dem k smuglet en seddel til ham, hvorp der stod: Jeg er irsk. Fortl det til min familie. Sontag vidste ikke, hvem manden var, men det blev hurtigt opklaret, at der var tale om den irske forfatter Brian Keenan, der havde arbejdet som sproglrer i Beirut. Keenan kom til at sidde fanget i nsten fem r. Nr gidsler blev frigivet og fortalte deres historier, k man et rt billede af de muslimske banditters verden. De brugte tortur og ydmygelse for at knkke fangerne, og mange bukkede under. Men ikke Terry Anderson. Han var journalist for Associated Press og sad fanget i syv r lngere end noget andet gidsel. Historien om ham kom brudstykkevis fra lsladte gidsler, som havde vret sammen med ham, og den var heroisk. Terry Anderson l lnket i de frste tre uger af fangenskabet og blev truet med dden, hvis han mlede et eneste ord. Fuck you! snerrede han til bdlerne, og i de nste seks mneder bankede og sparkede de ham uophrligt. Han k hallucinationer. Frygten og kedsomheden var nogle af gidslernes vrste fjender, men Anderson gjorde gymnastik og strikkede sokker til de andre fanger af trevler og trde fra sovemtterne. Han lavede krucikser af tndstikker og slvpapir fra ostetrekanter. Nr han var deprimeret, bad han til Jomfru Maria. En dag forrede han medgidslet David Jacobson en rosenkrans, han havde lavet af nullermnd og trd. Terry Anderson blev aldrig fjelig, og han strittede imod og forbandede sine fangevogtere, nr de insisterede p at kigge ned i hans underbukser for at lede efter kontrabande. Hver gang han gjorde sig ud til bens, blev han gennembanket. Du er glemt og forladt af alle, hnede de ham. Det var sdanne forhold, Camille Sontag og Marcel Coudari kom fra, da Syrien brugte dem som reklameskilte. Men der var intet delmodigt
269

i syrernes optrden, tvrtimod blev deres ttte forbindelse med terroristerne ligefrem bevist af, at de ubesvret havde kunnet grave gidslerne frem til propagandabrug. De var smnd blot en lille gave fra deres allierede.

18
Bombeml Kbenhavn
Den eneste mulighed for fred er totalt at udrydde zionismens krftskade.
dr. george habash, chef for terrororganisationen pflp, 1980.

Hajji Said Al-Moghrabi var en af de palstinensere, der i 1948 ygtede fra Jaffa, da kampene begyndte. Han drog nordp og endte i Beirut, hvor han blev handelsmand og bnede en lille butik i Sabra-kvarteret. Han blev gift med libaneseren Amina, og de k ni brn. Saids libanesiske svigerfar havde et byggerma, og Said blev uddannet hos ham, s han selv kunne begynde i branchen. I 1965 sluttede Said sig til Fatah, og han k senere byggeopgaver for PLO, blandt andet med et hospital i Sabra-kvarteret, der blev til en stor ygtningelejr. Familien var sunnitisk, og Said havde restitlen Hajji som andre, der har vret p pilgrimsrejse til Mekka. Snnen Mahmoud kom til verden i 1965. I ygtningelejren, hvor de boede, kom Mahmoud tidligt i kontakt med vben, og selv om han kun var omkring 10 r, da borgerkrigen brd ud i 1975, k han alligevel job som vagt p et Fatah-kontor i nrheden af Sabra. Men moderen, Amina, forbd ham at bre vben. I 1979 kom Mahmoud p en PLO-kostskole 30 kilometer fra Beirut, efter at han havde get i Al-Kott-skolen i ygtningelejren Bourj El-Barajneh. P PLO-skolen blev han uddannet i vbenbrug og lrte at bruge pistol, Kalashnikov AK-47-stormgevr, hndgranat og luftvrnskanoner. Senere blev han uddannet som radioreparatr. Lillebroderen Mustafa blev fdt i 1966, og han begyndte at arbejde for PLO i 1982 efter vbentrning p en kostskole. Han blev sendt til Tunesien hvor PLO k hovedkvarter efter at vre blevet smidt ud af Libanon i 1982 og arbejdede mest med telexmaskiner og radiokommunikation. Han blev oplrt i hemmelige koder, og mange hemme271

ligtstemplede meddelelser gik gennem hans hnder. I 1984-85 var han tilbage i Libanon, hvor han arbejdede med de samme ting p PLO-kontoret i Bourj El-Barajneh. I 1985 blev jeg fngslet af den shiah-muslimske Amal-milits, og Yassir Arafat afsagde senere en ddsdom over mig. Han troede, jeg havde overladt hemmelige kodelister til Amal, har Mustafa fortalt. Han kom ud af fngslet efter nogle mneder og rejste til Cypern, hvorfra han senere tog til Sverige. Storebroderen Mohammed havde fet den samme militruddannelse i PLO som brdrene, og han oplrtes til at betjene mange slags vben. Mohammed endte ogs som ygtning i Sverige. Ssteren Jamila var 16 r, da hun i 1977 mdte den ldre Mohammed Abu Talb. Ligesom familien Moghrabi boede han p dette tidspunkt i Abu Sahal-gaden i Beirut, og Jamila begyndte at komme sammen med ham, uden at forldrene vidste det. Abu Talb var indskrevet p universitetet, men han arbejdede samtidig som chef for en sikkerhedsstyrke, der blandt andet var livvagt for PSF-chefen, dr. Samir Ghousha. PSF (ogs kaldet PPSF, Palestine Popular Struggle Front) blev oprettet i 1967 efter Seksdageskrigen af Bahjat Abu Gharbiyah i samarbejde med major Fayez Hamdan fra The Palestine Liberation Army. Efter at PLO var blevet knust af den jordanske hr i 1970, indstillede PSF sine aktiviteter og trak sig ud af PLOs eksekutivkomit, men organisationen blev genoplivet som terrorbande efter Jom Kippur-krigen i 1973 understttet af Syrien og gik i 1991 igen ind under PLO. I 1974 havde Gharbiyah trukket sig tilbage og var blevet efterfulgt af Samir Ghousha. Vestlige efterretningstjenester havde registreret PSF som en palstinensisk terrororganisation. Den gennemfrte raketangreb og aktioner over grnserne mod Israel, og i 1975 kidnappede den en amerikansk oberst i Beirut og overgav ham til PFLP-GC. I 1985 tog PSF ansvaret for et angreb p en swimmingpool i Athen. 75 amerikanske soldater blev drbt og sret, pralede PSF, men det var ren propaganda. Ofrene var nemlig 18 britiske dvstumme turister, og det menes i vrigt, at terrorhandlingen blev beget af Abu Nidal-organisationen. Jamila prsenterede Abu Talb for forldrene i 1978, og hun tog en
272

etrig uddannelse for at kunne undervise som lrer i en PSF-skole for sm brn. Hele familien Moghrabi tilhrte Fatah, og det var kun Jamila og faderen, Said, der var trygge ved Abu Talb. I marts 1979 blev Jamila gift med Abu Talb, og vielsen foregik i deres ny hjem i Hamad-gaden i Beirut. I december k de snnen Samit. Et rs tid senere beordrede PSF Jamila til at arbejde i en af PLOs kvindeorganisationer. Datteren Dalal var den af alle Moghrabierne, der klarede sig bedst i skolen. Hun blev uddannet som sygeplejerske, og da borgerkrigen begyndte i 1975, gik hun aktivt ind i Fatahs politiske arbejde. ret efter sendte Syrien sin hr ind i Libanon for at hjlpe de kristne falangister i krigen, og Dalal var med i kampe mod syrerne i bjergene sydst for Beirut. I 1977 tog hun et tre mneders ofcerskursus og blev udnvnt til ljtnant. Diplomet var indrammet i sort og underskrevet af Yassir Arafat. Det blev hngt op p vggen derhjemme. Dalal var nu en fuldblods Fatah-aktivist, og hun blev tilbudt en stilling som politisk ofcer ved PLO-kontoret i Italien, men tog den ikke. Hun havde helt andre og mere heroiske planer.

En dag i 1985 sad Mahmoud Said Al-Moghrabi i en yvemaskine p vej fra Damaskus til Stockholm, og han flte, at klokken var faldet i slag. Endelig var han p vej til den store handling, som ville skaffe ham re og respekt. Endelig havde han taget det skridt, der ville bevirke, at hans navn blev nvnt med rbdighed. De ville komme til at tale om ham i souqen i Nablus og i moskerne i Gaza. De ville skrive om ham i Amman og Beirut. De ville trykke hans billede i aviserne, og de ville hnge det op i ygtningelejrene. Hans fotogra ville komme p farvestrlende plakater. Den heltedd, Mahmoud forestillede sig, skulle samtidig blive det hidtil vrste terrorangreb i Danmark. Hans sstre, Dalal og Rachida, havde allerede gjort familien bermt i hele den arabiske verden, og Dalal var nu i Paradis, sdan som Koranen lover alle, der bliver martyrer i hellig krig. Og krigen mod Israel
273

og jderne var den helligste af alle. Dette var gentaget af de religise ledere utallige gange. I Hebrons mosker havde Sheik Rajeb Buyud Tamimi sagt det sledes: Jihad! Kun Jihad kan befri Jaffa, Haifa, Acre og Palstina. Vejen til at n dette ml er ganske enkelt at adlyde det guddommelige bud og bruge magt. Og i 1948, ret da jderne rvede palstinensernes land, havde muftien af Jerusalem, Hajji Amin Al-Husseini, udstdt det krigsrb, som aldrig havde tabt sin kraft: Muslimske Brdre! Jeg erklrer hellig krig! Myrd jderne! Myrd dem alle! Mahmoud flte en sitren i sit indre. Han var nu igen aktiv deltager i krigen, og denne gang var han ikke en anonym soldat blandt mange. Han var alene med en vigtig opgave, og han ville ikke svigte. Det var en stor forpligtelse, der hvilede p hans skuldre. Havde ikke selveste formanden for PLOs eksekutivkomit, broder Yassir Arafat, velsignet vre hans navn, hyldet Moghrabierne og ret familien ved at besge den i Beirut og sknke den en livsvarig rlig pengegave fra PLO ? Denne udmrkelse var Arafats tak for Moghrabiernes indsats i kampen mod den zionistiske fjende, og den gav familien hj status hos alle palstinensere. Men det var sstrene, der havde skabt s stor respekt om navnet. Det var kvinderne, der med vben i hnd havde dkket sig selv og dem alle med hder. Mahmoud havde kmpet i rkkerne som tusinder af andre PLOere, men han havde lnge nsket at udmrke sig individuelt. Det var skamfuldt at st i skyggen af kvindernes heltemod. Dalal Moghrabi, 25 r, havde anfrt en gruppe Fatah-terrorister, som den 11. marts 1978 var stormet i land p Israels kyst mellem Haifa og Tel Aviv. To af guerillaerne var druknet ude til ss, men de andre kaprede en turistbus p landevejen. Dalal og otte andre blev drbt i ildkamp med politi og soldater, og to blev fanget, men de havde fet ram p fjenden. 37 civile israelere, hvoraf mange var brn, blev drbt, og 82 sret. Den vrste terroraktion i Israels historie, hed det bagefter i pressen, og regeringen i Jerusalem var rystet. Som hvn gennemfrte Israels militr Operation Litani, den hidtil strste repressalieaktion i Libanon,
274

Terroristen Dalal Al-Moghrabi er blevet martyr. Her ligger hun dd p vejen efter angrebet p en turistbus. (Foto: Government Press Ofce) 275

og den blev et hrdt slag mod PLO. Israelerne drev de bevbnede palstinensere tilbage til Litani-oden og blev i landet i tre mneder, indtil der kom garantier for, at PLOs fedayeen ville holde sig vk fra grnsen. Ved den lejlighed oprettedes ogs FN-styrken UNIFIL , som skulle sikre ro i omrdet, men som aldrig blev andet end en magtesls styrke, der lod voldsmndene regere. Dalal Moghrabi blev en tiljublet martyr. Portrtter af hende blev hngt op i PLOs kontorer, i jeeps, i hjemmene og i klassevrelserne i PLOs skoler. Der blev digtet og sunget til hendes re, og Algeriets regering forrede hele Moghrabi-familien algeriske pas en himmelsendt gave for statslse palstinensere. Den anden sster, Rachida Moghrabi, havde kort efter Dalals strlende dd forsgt at myrde Iraks ambassadr i London ved at kaste en hndgranat mod hans bil. Ambassadren overlevede, men Rachida k en langvarig fngselsstraf og en helteglorie. De to piger fra Abu Sahalgaden i Beirut blev registreret som ondartede terrorister hos de vestlige efterretningstjenester, men i PLO blev de legender i historiskrivningen, takket vre de chefer, der havde givet dem deres ordrer. Mahmoud beundrede sine sstre grnselst. Stewardessen betjente smilende den unge, knne palstinenser med det ttte, mrke hr og de kraftige jenbryn. Han smilede tilbage og yttede p den skuldertaske, der l ved siden af ham. Da han et par uger i forvejen var rejst til Damaskus, havde han kun haft skuldertasken med, men nu havde han ogs en brun rejsetaske. Den havde han fet af de mnd, der havde lrt ham at lave bomber. Da han forlod dem, havde instruktren givet ham 5.000 dollar og et brev, idet han sagde: Brevet m du ikke bne, fr du er kommet tilbage til Sverige. Mahmoud havde adlydt instruksen og modstet fristelsen til at bne konvolutten med brevet. Han regnede med, at det indeholdt yderligere ordrer, eller mske var det blot venligheder, der skulle give ham moralsk sttte. Da han spurgte om indholdet, havde instruktren nemlig beroliget ham: Du kan vre helt rolig. Brevet er ikke farligt at rejse med. Det indeholder kun noget godt. I tankerne gennemgik Mahmoud de seneste begivenheder, og han
276

funderede over, hvad fremtiden ville bringe. Danmark var endnu kun et tget begreb for ham. Det hele var begyndt nogle mneder tidligere i Uppsala, hvor der boede mange palstinensere, der var kommet fra Mellemsten som ygtninge. Mange af dem havde rejst p falske pas, ogs Mahmoud. Da han frste gang ankom til Arlanda lufthavn ved Stockholm den 9. november 1983 og bad om asyl, havde han brugt et falsk marokkansk pas, som han havde kbt af en syrisk ofcer i Libanon. Nu i 1985 udgjorde familien i Uppsala nsten en hel klan. Foruden Mahmoud var der hans brdre Mohammed og Mustafa, hans sster Jamila og dennes mand, Mohammed Abu Talb, samt deres lille barn. Det var Mohammed Abu Talb, der var lederen. Han var den ldste, og den gamle Said Al-Moghrabi i Beirut havde givet svigersnnen fuldmagt til at vre overhoved for familieklanen i Sverige, tage ansvaret for de andre. Men den gamle vidste ikke, at det var som at stte rven til at vogte gs. Abu Talb havde en lang og broget fortid som soldat i den palstinensiske befrielseskamp. Hans virkelige flelser var der f, der kendte, men han havde en jernhrd vilje, og det flte de alle. Han var en mand, der forlangte at blive adlydt. Moghrabi-storebroderen Mohammed s sig desavoueret og var derfor i opposition til Abu Talb. Abu Talb var ven med en araber ved navn Marten Imandi, og det var disse to, der drog Mahmoud ind i sammensvrgelsen. Det skete en dag, da de tre mnd sad p konditoriet Fgelsangen i Uppsala og drak kaffe. Abu Talb og Marten Imandi havde indbyrdes besluttet sig til at gennemfre aktioner mod den zionistiske fjende, og de lokkede nu Mahmoud med i planlgningen. Dette var ikke svrt, for han brndte efter selv at udmrke sig. Sstrenes heltegerninger skulle ikke st alene. Det var p tide, at en af mndene i Moghrabi-familien kastede glans og re over navnet, s alle kunne se, at de ikke gemte sig bag kvindernes skrter. De tre mnd p Fgelsangen havde forskellig baggrund og historie, men de var flles i hadet til Israel, og de flte sig alle som palstinensiske frihedskmpere i frontlinjen. De aktioner, de havde i tankerne, var et led i det, PLO og de selv kaldte vbnet kamp. Resten af verden brugte et andet ord: terrorisme.
277

Mohammed Abu Talb blev formentlig fdt i Port Said omkring 1952. Hans far arbejdede som lods p Suezkanalen. I 1968 sluttede han sig til PLO-gruppen Sinai og blev aktiv guerillakmper. Sinai havde til opgave at krydse Suezkanalen og gennemfre aktioner mod israelerne. I 1969 blev Sinai indlemmet i den egyptiske hr, og Abu Talb k derp et halvt rs militruddannelse under prsident Nassers ofcerer. I 1969-70 var han i Sovjetunionen, hvor han blandt andet blev trnet i at bruge SAM-3-missiler mlsgende jord-til-luft-raketter. Det var den egyptiske hr, der havde sendt Abu Talb til Sovjet, men han vendte ikke tilbage til den. Efter at uddannelsen var frdig, rejste han til Libanon, hvor han sluttede sig til organisationen Popular Struggle Front, PSF. Han blev adopteret af PLO-lederen Shade Moussa Marzouk, der var lrer ved et universitet i Beirut. Kort efter ankomsten til Libanon blev Abu Talb af PLO sendt til Egypten med den opgave at reorganisere den gamle gruppe, han var begyndt i. Men dette var ikke i den egyptiske regerings interesse, og Abu Talb blev arresteret og kastet i fngsel. Mens han sad der, blev han sret af et skud under nogle optjer. I 1975 befriede en PLO-gruppe ham under en biltransport, og han gik under jorden. I 1976 nder vi igen Abu Talb i Libanon, hvor han p ny blev sret af skud, da nogle forsgte at myrde ham. Han blev i samme forbindelse fngslet af syrerne, der havde sendt hren ind i Libanon under borgerkrigen, men en palstinensisk leder udvirkede hans lsladelse. I 1977 blev han kendt med familien Moghrabi i Beirut (de boede i samme gade), og i 1979 holdt han sit bryllup med datteren Jamila. Det skete med faderen, Said Al-Moghrabis velsignelse, men moderen, Amina, og ssteren Kholood var ikke glade for forbindelsen. Jamila br ikke gifte sig med Mohammed. Han er fra PSF. Det havde vret noget andet, hvis han var fra Fatah som os andre, sagde de. Abu Talb studerede p universitetet et rs tid, inden han i august 1980 igen blev sendt til Sovjetunionen. I 14 mneder, frem til oktober 1981, trnede KGB ham i organisation, uddannelse og hverveteknik. Hvem han skulle hjem at hverve, organisere og uddanne, kan man trygt gtte p. Han var nemlig sikkerheds- og efterretningsofcer i PSF. Da Israel i juni 1982 invaderede Libanon for at knuse PLO, der frte
278

et terrorregimente mod den libanesiske befolkning, var Abu Talb en af frontkmperne. Krigen endte med, at PLO-soldaterne med Yassir Arafat i spidsen mtte forlade Beirut , og de blev spredt over hele den arabiske verden. Abu Talb, der havde rang af ljtnant, kom til Syrien, hvor han i PSF fortsatte p den betroede post som chef for en sikkerhedsstyrke p 100 mand. Sikkerhedsstyrken fungerede blandt andet som livvagt for PSF-bossen, dr. Samir Ghousha, der efter at have overtaget ledelsen af organisationen i 1974 sluttede den til den skaldte Rejection Front (afvisningsfronten), som med PFLP og DFLP i spidsen var i radikal opposition til Yassir Arafats ledelse af PLO. PSF tog i 70erne og 80erne ansvaret for en rkke terrorhandlinger. Organisationen havde hovedkvarter i Damaskus og sin strkeste base i Beka-dalen i Libanon. I 1985 angreb det israelske luftvben dens stttepunkter i Bar Elias i Beka og i Shamlan ved Beirut. Afvisningsfronten gik imod enhver fred med Israel, imod alle politiske kompromiser. Kun den totale udslettelse af Israel kunne accepteres, og terrorisme blev et af kampmidlerne. PFLPchefen, dr. George Habash, sagde det sledes: Det er bedre at drbe n jde langt vk fra slagmarken, end at drbe 100 jder i kamp. Efter nogen tid i Syrien blev Abu Talb sendt tilbage til Libanon, hvor han k ansvaret for sikkerheden i sit omrde. Det var i den kaotiske tid efter massakren i Sabra og Chatilla, og i februar 1983 ygtede han til Sverige med Jamila og barnet. Han havde tilsyneladende mange fjender, og Jamila har givet de svenske myndigheder to mulige forklaringer p ugten: Der gik det rygte, at han var spion for Egypten, og det blev ogs sagt, at han havde svindlet penge ud af PSF. Abu Talb var en mand med mange navne. I PLO var han kendt som Hassan Abd Magid alias Samir alias Abu Samir, og i PSF gik han under navnet Abu Intiqam (Hvnens fader). Det var denne krigserfarne, kamptrnede og komplotorienterede mand, der p konditoriet Fgelsang i Uppsala gjorde det klart for Mahmoud Moghrabi, at de ikke var alene, at der stod en organisation bag aktionsplanerne. De venter blot p, at en af os skal komme til Damaskus for at lre at lave bomberne, sagde Abu Talb.
279

Mahmoud havde i forvejen forstand p elektronik og teknik, s det blev besluttet, at han skulle rejse. I maj 1985 j Mahmoud Moghrabi s til Syrien, og han blev modtaget af tre mnd. Den ene af dem hed Sultan, og han var en slgtning til Marten Imandi den tredje mand fra konditoriet. Det var den ene af disse mnd i modtagelseskomiten, der blev Mahmouds instruktr. Skridt for skridt gennemgik han konstruktionen af bomben. Palstinenserne i Sverige kunne ikke lokalt skaffe sig det ndvendige sprngstof, og det var for farligt at smugle det ind i landet. Derfor var det ndvendigt at anvende en bombetype, som kunne laves af materialer, der fandtes i almindelig handel. Lsningen var en simpel konstruktion, som indeholdt tre ingredienser: Aluminiumspulver, kunstgdning (kalciumnitrat/ammoniumnitrat) og sm. Bomben skulle veje 3-5 kg. Instruktren lrte Mahmoud at blande aluminiumspulveret og kunstgdningen i det rette forhold. Ved eksplosionen ville smmene spredes med voldsom kraft og sikre den strst mulige skade p personer. Bomben var et klassisk terrorvben. Sprngladningen var der sledes ingen problemer med, og resten var kun et sprgsml om lidt ngerfrdighed og simple hjlpemidler: et armbndsur, en sprngkapsel, et batteri og lidt ledningstrd. Sprngkapslen, som skulle f bomben til at detonere, ville blive aktiveret af uret, der k sat en lille skrue ind i glasset. Nr minutviseren kom til skruen, sluttede den en strmkreds, og strmmen fra batteriet k sprngkapslen til at g af, hvilket igen udlste bomben. Alt dette kunne kbes i almindelige forretninger, undtagen sprngkapslen. Men det er ikke noget problem. Sprngkapslerne er allerede i Sverige, sagde instruktren til Mahmoud, som mtte lre hele processen udenad. Det var for farligt at rejse hjem med notater p sig, s han indprentede sig alle detaljerne. Det store sprgsml var mlene. Hvem skulle rammes af bomberne? Bagmndene i Syrien gav dette svar: I skal angribe jdiske og amerikanske ml i Skandinavien, isr i Kbenhavn. Vi vil ikke udpege de konkrete steder. I skal undersge forholdene og selv vlge, hvor I vil sl til.

280

Nu, hvor han sad i yvemaskinen p vej mod Stockholm, spekulerede Mahmoud intenst p den kommende aktion, og det var klart for ham, at de alle tre mtte vre med til at trffe bestemmelse, og at de mtte vre meget forsigtige. Efterretningstjenesterne i Skandinavien havde stikkere blandt de palstinensiske ygtninge. Den palstinensiske terrorisme havde redet den vestlige verden som en mare i mange r, og der var et stort beredskab. I Europa arbejdede efterretningstjenesterne og politiet tt sammen over grnserne, og dem, gruppen isr skulle tage sig i agt for, var SPO i Sverige, PET i Danmark og selvflgelig den allestedsnrvrende israelske Mossad. Da Mahmoud Al-Moghrabi landede i Arlanda lufthavnen, gik han uantastet gennem tolden med alle sine ting. Den brune rejsetaske, han havde fet udleveret i Damaskus. Skuldertasken. Det ubnede brev. De 5.000 dollar. Samme aften bnede han konvolutten. Den indeholdt en besked om, at de sprngkapsler, der skulle bruges til bomberne, l i den brune rejsetaske. Han endevendte tasken, men fandt dem ikke. S undersgte han den mere metodisk og s, at det eneste sted, de kunne vre skjult, var i de kraftige hndtag. Han fandt et lille metalstykke, der kunne bjes til side, og da han fjernede hndtagene, opdagede han re sprngkapsler. De var viklet ind i karbonpapir og skjult der, hvor hndtagene var gjort fast p tasken. Kapslerne bestod af patronhylstre fyldt med sprngstof, og hylstrene stammede fra et sovjetisk Kalashnikov-stormgevr PLOs foretrukne kampvben. Mahmoud gttede p, at karbonpapiret nok havde vret beregnet p at snyde rntgenapparatet ved sikkerhedstjekket i lufthavnen. Hvor frkt, tnkte han beundrende. Mndene i Syrien havde ikke fortalt ham om sprngkapslerne for ikke at gre ham nervs p rejsen. Det var den 1. juli 1985. Nste dag mdtes Mahmoud med Abu Talb og Marten Imandi, og han gav Abu Talb sprngkapslerne og de 5.000 dollar minus nogle f hundrede, som han selv havde brugt. De tre mnd spiste middag p en kinesisk restaurant og drftede aktionen. Ordren fra bagmndene i Syrien havde specielt udpeget Kbenhavn, og de besluttede at tage til den danske hovedstad for at nde egnede bombeml. Da de gik, betal281

te Marten Imandi regningen. Han havde lige vundet halvparten af en tipsgevinst p 17.621 kr. Den 5. juli lejede Abu Talb en Ford Sierra i Uppsala, og rekognosceringen begyndte. De 5.000 dollar fra Syrien blev brugt som operationskapital, og de tre palstinensere krte til Kbenhavn i bilen og indlogerede sig p et vandrehjem. Kort efter ankomsten var de ude i gaderne, og det varede ikke lnge, fr de havde fundet tre egnede ml: synagogen i Krystalgade det amerikanske luftfartsselskab North West Orient Airlines kontor i Vester Farimagsgade det israelske luftfartsselskab El Als kontor p Vesterbrogade North West Orient havde sit kontor i gadeplan med store glasruder ud til fortovet. Stedet var hurtigt overset. Mlet var ideelt. De tre gik hurtigt videre. Synagogen i Krystalgade var vanskeligere. Mens Marten Imandi blev stende ude p gaden, gik Abu Talb og Mahmoud AlMoghrabi ind gennem porten til baggrden for at nde et egnet sted til bomben. De besluttede sig for et hjrne i en gennemgang tt ved dren ind til selve synagogen. El Als kontor l p 2. sal, s der mtte man vre mere forsigtig. Det var kun Mahmoud, der gik ind i bygningen, og de andre ventede udenfor, mens han tog elevatoren og fandt den korridor, hvor El Al havde til huse. Han observerede alle detaljer, inklusive ndudgangen, og gik bygningen igennem to gange, inden han var tilfreds. I det par dage, de tre palstinensere tilbragte i Kbenhavn, var de i Tivoli og rundt i byen p forskellige restauranter. Marten Imandi var narkoman og benyttede lejligheden til en rask handel med en dansk narkoman, der blev inviteret ind i bilen. Da de kom tilbage til Uppsala, leverede Abu Talb udlejningsbilen tilbage, og nu manglede der blot n ting: bomberne. Ingredienserne og de tekniske dele skulle fremskaffes, og dette skete i det nste par uger. Kunstgdningen (kalciumnitrat/ammoniumnitrat) blev kbt hos Grnby Stormarknad i Uppsala. Mahmoud og en af de andre k en sk med 20 kg, som de krte hjem i en bil. Aluminiumspulveret blev indkbt i re forskellige farvehandeler i
282

Uppsala, Stockholm og Enkping. Kort fr rekognosceringen i Kbenhavn var den tredje Moghrabi-bror kommet til Sverige som ygtning. Det var lillebroderen Mustafa, og han blev nu inddraget i bombeplanerne. Mustafa indkbte sledes noget af aluminiumspulveret i farvehandelen Dekorima p Sveavgen i Stockholm. Smmene, der skulle blandes i sprngladningen, blev kbt i en forretning p ggaden i Uppsala, og de sammensvorne valgte seks forskellige slags. Armbndsurene og batterierne blev skaffet af Mahmoud, og ledningstrden havde man i forvejen. Nu var alt klar til fabrikationen, og bomberne blev konstrueret i Abu Talbs lejlighed p Dirigentvgen 86 i Uppsala. P n eneste dag, det var den 20. juli 1985, blev der lavet tre bomber, og det var Mahmoud, der gjorde det med hjlp fra Abu Talb. Imandi var ikke med. Alt, hvad Mahmoud havde lrt af instruktren i Syrien, stod knivskarpt prentet i hans erindring. Han lavede ikke en eneste fejl. Kunstgdningen var formet som sm kugler, og de skulle frst knuses, s nitratet blev til pulver. De brugte mursten og asker til dette arbejde, som tog lang tid. Bagefter blandede de kunstgdningen og aluminiumspulveret med en almindelig kkkenmikser. Det foregik i badevrelset, fordi det ne pulver stvede uhyrligt og spredte sig alle vegne. Til sidst blev bombematerialet pakket i tre plastkasser, som blev omviklet grundigt med tape. Nu var bomberne i princippet klar til sprngning. Det eneste, der manglede, var p hver bombe at tilslutte en ledning fra uret til batteriet og trykke urknappen ind, s minutviseren gik i gang. Eksplosionen ville ske, nr minutviseren ramte den lille skrue, der var boret ind gennem urglasset. Mahmoud og Abu Talb havde omhyggeligt kontrolleret, at tidsindstillingen fungerede, og at strmmen gik igennem til sprngkapslen, som var begravet i den store pulverladning. Bomberne blev stende hjemme hos Abu Talb, og allerede dagen efter, den 21. juli, rejste de tre palstinensere til Kbenhavn for at udfre aktionen. De pakkede bomberne i tre tasker, en rd og to bl. Den ene af disse tasker, en rygsk, blev sat ind i en af de andre, som var stor nok til at rumme to bomber. Rejsen foregik med tog fra Uppsala til Stockholm og derfra med et
283

andet tog til Danmark. Bombetaskerne blev lagt p bagagehylden i den kup, hvor de sad. Det var frst p denne lange togrejse, at Mahmoud begyndte at f skrupler. Hidtil havde han arbejdet som i en drm. Han havde vret beruset af tanken om at udfre den store bedrift, som skulle kaste glans over hans navn. Han havde flt sig betydningsfuld, da han rejste til Syrien, og han havde haft ilden brndende i sit hjerte, da han k instruktion i at lave bomberne. Spndingen havde ogs helt opslugt ham, da han konstruerede bomberne i Abu Talbs badevrelse. Det store jeblik var rykket tt p. I lbet af f timer ville den danske hovedstad ryste i sin grundvold, og hans navn ville blive uddeligt. Men jo mere han stirrede p helvedesmaskinerne oppe p bagagehylden, jo mere urolig blev han. Tankerne gik igennem hans hoved: Jeg har set krigen, lige siden jeg var ganske lille. Jeg har nsten ikke set andet, og som dreng har jeg aldrig leget andet end krig. Standser det aldrig? Mahmoud var blevet trnet i vbenbrug allerede som 13-rig. Han voksede op, mens PLO var mgtig i Libanon, og Moghrabi-familien stod ubrydeligt bag Yassir Arafats Fatah. I 1983 havde han gjort tjeneste som livvagt og sikkerhedsvagt ved PLOs ambassade p Cypern, og i slutningen af dette r blev han sendt til Tripoli i Libanon for at kmpe p Yassir Arafats side i den blodige broderkrig, der endte med sejr for Fatah-rebellen Abu Moussa og syrerne. Men nu havde han fet nok. Mahmoud syntes, at han for frste gang s det hele klart, og volden og brutaliteten gjorde ham syg om hjertet. Han tnkte p dengang i Beirut, da en bombe eksploderede lige ved forldrenes hus. Der l lig alle vegne. Folk var sprngt i stumper og stykker. Der var blod og store kdtrevler p muren. Det var en gruppe p otte palstinensere, som havde vret i frd med at rigge en bombe til, da noget gik galt, og den eksploderede mellem hnderne p dem. Mahmoud krympede sig ved erindringen. Min bombe m ikke eksplodere, tnkte han og begyndte at udtnke en lsning.

19
Morderne i aktion
Det frygtelige ved terrorismen er, at den i den sidste ende delgger dem, der praktiserer den. Langsomt, men sikkert slukkes lyset i terroristerne, mens de prver at udslette livet i andre.
terry waite, britisk gidsel i Libanon, 1992.

Kbenhavns hovedbanegrd er en stor, gammel bygning midt i byen, lige over for Tivoli. De tre terrorister ankom kl. 7.21 om morgenen den 22. juli efter at have siddet i toget fra Stockholm hele natten, og de lftede forsigtigt bombetaskerne ned fra bagagehylden. De havde ikke haft vanskeligheder med tolden ved Helsingborg-Helsingr-overfarten. Fra perronen gik de op i den store hal og satte taskerne ind i to bagagebokse, som de betalte for med mntindkast. De stak nglerne i lommen og gik ind i cafeteriaet. Iflge planen skulle bomberne frst sprnges kl. 10.30, s der var tid nok. I formiddagens lb gik de ned til havnen og kbte billetter til yvebden til Malm til afgangen kl. 11. Det var ugtvejen, der blev forberedt. Nr bomberne var placeret, var det med at komme ud af Danmark i en fart. Kl. 10 var de igen tilbage p hovedbanegrden, og da tiden nrmede sig, hentede de bomberne ud af bagageboksene. Mahmoud tog den rde taske. Hans ml var El Al-kontoret p Vesterbrogade. De to andre havde hver en bl taske. Abu Talb skulle sprnge synagogen i Krystalgade, og Marten Imandi havde ansvaret for North West Orient i Vester Farimagsgade.

Svogrene Mahmoud Al-Moghrabi og Mohammed Abu Talb havde en flles fortid i Beirut. Marten Imandi kom med en anden baggrund,
285

men den var ikke mindre mystisk og gdefuld end Abu Talbs. Ligesom Talb havde han rejst intenst mellem landene i Mellemsten og Middelhavsomrdet. Imandi blev mske fdt i Damaskus i 1954, men bde stedet og ret er usikkert. Han har selv leveret en lind strm af falske personoplysninger, og Interpol har fet modstridende data af politiet i Damaskus og Beirut. Sikkert er det imidlertid, at han hed Imad Chaaban, indtil han skiftede navn. Han gik 12 r i skole i Syrien, men yttede til Libanon i 1973. Bagefter boede han blandt andet i Malta, Grkenland og England. Imad Chaaban alias Marten Imandi blev medlem af PLO i 1969 og k tre mneders militruddannelse. I 1970 sluttede han sig til Kurdistans Kommunistiske Parti, og i samme r deltog han i kampene i Jordan, da kong Husseins hr knuste PLOs styrker, som langsomt var ved at overtage staten i den hensigt at styrte kongen. Stadig i det samme r deltog han i en besttelse af Jordans ambassade i Damaskus. I 1972-73 var han med p PLOs side i kampe i Sydlibanon, og i 1973-74 arbejdede han for PLO i Libyen, hvor oberst Moammar Gadda havde etableret sig som sponsor for den internationale terrorisme. I 1977 kom han som Imad Chaaban til Sverige og bad om asyl efter tre uger tidligere at have giftet sig med en svensk pige i London. gteskabet var rsag til, at han den 15. september 1980 k svensk statsborgerskab. Den 5. november 1980 blev gteskabet oplst. Marten Imandi tog narkotiske stoffer og handlede ogs med dem. Han havde et langt generalieblad med dokumentfalsk, falske identiteter og menneskesmugling. I 1982 k han en dom for bedrageri, og i 1985 (halvanden mned efter attentaterne i Kbenhavn) dmtes han for en narkoforbrydelse. Han havde re gange anmeldt sit svenske pas som bortkommet.

Alle tre terrorister gik samtidigt fra hovedbanegrden i Kbenhavn. I forvejen havde de beregnet, hvor lang tid de havde til mlene i almindeligt gtempo. P vejen skulle hver mand gre de sidste forberedelser:
286

Terroristen Mahmoud Moghrabi skulle bombe yselskabet El Al. (Foto: Polfoto)

stille uret, der fungerede som tidsindstilling, s minutviseren kun skulle g i fem minutter, fr den ramte den lille skrue i glasset og udlste eksplosionen. Dertil koble ledningen fra uret til batteriet, der skulle udlse sprngkapslen. Tidsindstillingen skulle sttes i kraft med et tryk p urakslen, lige fr bomben blev placeret. Mahmoud Moghrabi havde kun et par minutter til El Al-kontoret, der l lige over for hovedbanegrden. Da han gik med den rde taske, flte han det, som om han kunne hre bomben tikke nede i tasken. Han havde det meget drligt og besluttede sig til at springe fra. Men de andre mtte ikke opdage noget. Hvis han benlyst undlod at udfre sin del af aktionen, ville han blive hnet og stemplet som fej. Dette ville vre vrre end slet ikke at have deltaget. I stedet for re og bermmelse ville han kun hste foragt. Han ville bringe skam over sig selv og hele familien. Mahmoud bestemte sig for at placere bomben hos El Al, men at lade vre med at aktivere den. Under gturen stak han hnden ned i den rde taske, rev batteriet ls og stoppede det i lommen. Nu var sprng287

ladningen gjort virkningsls. Han gik ind i bygningen og tog elevatoren. Mens den krte op med ham, hrte han en eksplosion, og han var klar over, at det mtte vre Marten Imandis bombe ved North West Orients kontor, der l et stenkast borte. I korridoren, hvor El Als kontor l, blev han forstyrret af en kvinde, og han krte ned igen stadig med bomben i hnden og nerverne uden p huden. Kort efter var Mahmoud atter ude p gaden. Lige uden for indgangsdren stillede han bombetasken fra sig og hastede videre. Er det ikke din taske? Rbet kom bagfra, og Mahmoud vendte sig. En ldre kvinde kom hen imod ham og spurgte igen, om han ikke havde glemt tasken. Hun talte dansk, og han forstod ikke ordene, men meningen var ikke til at tage fejl af. Han svarede bekrftende, samlede bomben op og gik sin vej. Nu var nerverne i vildt oprr. Hvad skulle han gre med den forbandede taske? Panikken var ved at overmande ham. Men han havde jo aftalen med kammeraterne om at mdes p yvebden til Malm, s han gik hastigt ned mod havnen. P vejen smed han bombens batteri i en papirkurv. Idet Mahmoud nede kanalen i Nyhavn, s han lsningen p sit dilemma, og han smed tasken med bomben i vandet. Han stak i lb og nede bden i sidste sekund inden afgangen. De to andre var der allerede.

Da Marten Imandi gik fra hovedbanegrden sammen med sine kammerater, tog han den lige vej til North West Orients kontor, der l i en moderne syvetagers bygning af stl, beton og glas. Bygningen husede desuden Hotel Imperial og kontorer for Air France, Finn Air, Sabena og Singapore Airlines. Han havde en af de bl tasker i hnden den, der indeholdt bombe nr. 2. Kort fr han var fremme, stak han hnden ned i tasken og trykkede p urakslen. Nu var tidsindstillingen aktiveret. Nr minutviseren havde tikket i fem minutter, ville den stde p den skrue, der var sat fast i urglasset. Strmkredsen ville blive sluttet og bomben eksplodere. Foran North West Orient var der et udhng
288

Terroristen Marten Imandi bombede North West Orient Airlines. (Foto: Polfoto)

p bygningen, understttet af tykke betonsjler, og Imandi placerede rygskken p fortovet op ad en af disse sjler. Han gik straks videre mod havnen. Den formiddag havde Jette Hallgren Olsen bestilt tid hos sin frisr kl. 11. Hun havde sovet hos en veninde om natten, og nu var hun p vej til frisren, der havde salon p Vesterbrogade. Da hun kom til North West Orient, s hun, at der stod en bl rygsk ved en af betonpillerne. Den var placeret p den side af sjlen, der vendte ind mod kontorets glasdr. Det er vist en Fjllrv, tnkte hun. Hendes lillebror havde en rygsk af dette mrke. Mens Jette passerede, kiggede hun efter rygskkens ejermand, men der stod ingen ved siden af, og gennem glasruden til North West Orient kunne hun heller ikke se nogen. Hun standsede imidlertid ikke for at undersge sagen nrmere, og det reddede hendes liv. Ved gadehjrnet gik Jette til hjre, og da hun var kommet et halvt hundrede meter frem, hrte hun en resnderrivende eksplosion. I sam289

me sekund blev hun kastet omkuld p gaden af en vldig trykblge. Det var, som om mit hoved eksploderede, sagde hun bagefter til politiet. Jette kom hurtigt p benene igen og sprang over gaden sammen med et gtepar, der havde et lille barn imellem sig. Alt var kaos. Trakken var standset. Folk rbte og skreg, og mange af dem var i stor smerte. Da Jette gik hen mod eksplosionsstedet, l der folk p jorden, andre vaklede bedvede rundt, og nogle kom ud af husene med skrk malet i ansigtet. S k hun je p en mand, der sad midt p krebanen. Han var totalt forbrndt i hovedet og p kroppen, og han s forfrdelig ud. En pressefotograf nede at tage et billede af den forbrndte mand p krebanen, inden ambulancefolkene k ham krt p hospitalet, og det gik verdenspressen rundt. I al sin gru viste det terrorismens perversitet. Denne mand, algerieren Rachid Hamdi, 27 r, blev det eneste ddsoffer ved bombeattentatet. Han var kommet til Kbenhavn den 18. juli sammen med tre kammerater fra byen Constantine i Algeriet. De tre andre, som blev slemt sret ved eksplosionen, var Ali Bahria, 27 r, Farouk Ferhat, 26 r, og Ibrahim Ztouchi, 28 r. Dette var blodig ironi. De tre palstinensiske terrorister k ikke drbt en eneste jde eller amerikaner. Men de myrdede en muslimsk broder, en flle i kampen mod zionismen. De re algeriere havde frst overnattet p et vandrehjem p Amager, men natten til den 22. juli havde de sovet i en mosk p Vesterbrogade. Vi vgnede kl. 8 om morgenen og gik til cafeteriet p Kbenhavns hovedbanegrd for at spise morgenmad, forklarede lrerstuderende Ali Bahria, da han senere blev afhrt af kriminalassistent Ib Henry Hansen. Forhret fandt sted p Hvidovre hospital, hvor alle algerierne blev behandlet for de skader, de havde fet ved bombesprngningen. Det var det selv samme cafeteria, de tre terrorister havde siddet p, efter at de om morgenen havde deponeret bomberne i bagagebokse. Og lige som Moghrabi, Abu Talb og Imandi gik de re algeriere rundt i det indre Kbenhavn om formiddagen. Mske s de hinanden uden at vide det. Det var, som om en drilsk skbne havde planlagt det hele, og det var, som om en usynlig hnd frte de re algeriere lige forbi North West Orients kontor, idet Marten Imandis bombe eksploderede.
290

Algieren Rachid Hamdi sidder forbrndt p krebanen. Senere dde han p hospitalet. (Foto: Ken Riberholt/Polfoto)

Jeg aner ikke, hvad der skete. Jeg kom frst til mig selv p hospitalet, sagde Ali Bahria. Da bomben sprngtes, trykkede den fortovsiserne en centimeter ned i jorden og slog hul i den svre betonsjle. Hele facaden foran North West Orient Airlines blev smadret, og betonoverhnget ud til gaden faldt ned, s det kun hang fast i den ene ende. Alle ruder i en stor omkreds blev pulveriseret, og inde i North West Orients kontor l lnestolene vltet omkuld i glasskr. Loftsbekldningen og luftventilationen faldt ned. Skaderne var omfattende og strakte sig langt hen ad gaden. Foruden de re fra Algeriet blev 16 andre kvstet. En af dem var en femte muslim, den 44-rige Ramadan Abu Haniyeh fra Jordan.

291

Terroristen Mohammed Abu Talb blev ogs mistnkt i Lockerbie-sagen. (Foto: Polfoto)

Mohammed Abu Talb gik rask fra hovedbanegrden mod synagogen i Krystalgade. I hnden havde han den anden bl taske. Da han kom til stedet, gik han ind i grden. Der var grsplner med havembler, og en af jene i komplekset husede et jdisk plejehjem med 24 lejligheder. Mange af de gamle var hjemme. Rekognosceringen havde vist ham, hvor han skulle placere bomben, nemlig ved et hjrne i en portgennemgang, hvor en dr frte ind til selve synagogen. Abu Talb trykkede p urakslen, og minutviseren begyndte at tikke. Tidsindstillingen var sat til fem minutter. Han satte tasken op mod muren, gik roligt ud p gaden og forsvandt i hurtigt tempo ned mod havnen. Inde i plejehjemmet sad Jenny Apelt, 97 r, i sin lejlighed, fordybet i bn. Hendes jne var hele tiden rettet mod den bog, der l i skdet p hende. Hvis hun havde kigget ud ad vinduet, havde hun set Abu Talb nede i grden. Eva Batar, 91 r, og Riva Litichevski, 82 r, var ogs i plejehjemmet, ligesom den ansatte plejemedhjlper Pia Heldborg Rasmussen, 28 r.
292

Disse re kvinder blev alle kvstet, da bomben sprang. Chokket var det vrste for de gamle damer. Synagogens inspektr, Berl Meyer Zilberberg, var kommet p arbejde kl. 6.30, som han plejede, for at forberede den daglige gudstjeneste kl. 7. Kl. 8 havde han fet en opringning fra overrabbiner Bent Melchior om, at et amerikansk gtepar ville komme for at bese synagogen kl. 10. Senere p formiddagen var han ovre p plejehjemmet, og kl. 10 modtog han amerikanerne og viste dem synagogen. Kl. 10.25 gik han ud i grden, og kort efter hrte han et brag i det fjerne. For Berl Zilberberg ld det som et tordenskrald, men det var Marten Imandis bombe ved North West Orient. Zilberberg k imidlertid ikke tid til at tnke lnge, for pludselig eksploderede alt omkring ham selv. Abu Talbs bombe sprang med et dommedagsdrn ved portgennemgangen, f meter fra hvor han stod. Ruderne blev blst ud af synagogen, plejehjemmet og nrliggende bygninger. En sort rgsky vltede frem bag hjrnet. Zilberberg sprang af sted, og kort efter var han inde i plejehjemmet, hvor han ledte efter tilskadekomne. Bomben havde haft en utrolig kraft. Drene fra portgennemgangen til grden var sprngt i stumper og stykker. Taget i portgennemgangen var delagt, og lige over bomben havde det lftet sig. Andre dre ind til en garderobe og ind til selve synagogen var ligeledes sprngt. Den ene af dem l i sm stumper p synagogens gulv. Selv den svre egeport ud mod Krystalgade var smadret, og stykker af den j over p den anden side af gaden. Pudset var faldet af vggene. Krudtslammet stank. En kvalmende rg bredte sig. I Daells Bolighus, p den anden side af Krystalgade, stod den 74-rige Anna Margrethe Andersen i mbelafdelingen p 4. sal. Det var, som om taget faldt ned, sagde hun bagefter. Hun var ved at g i kn ved den voldsomme eksplosion og forlod straks bygningen. P Kbmagergade henvendte hun sig til et gtepar, som s, at hun var dybt chokeret, og de k tilkaldt en ambulance.

293

Mahmoud Moghrabi havde kastet den rde bombetaske i Nyhavnskanalen, da han hastede mod yvebden til Malm. Men han var blevet set. P den anden side af kanalen stod Hans Haugaard uden for Caf Hyttefadet og s tasken ryge i vandet. Den sank hurtigt, og Haugaard blev s mistnksom, at han fulgte efter Mahmoud p den anden side af kanalen. Mahmoud stak i lb, og nede ved yvebdens kajplads mistede Haugaard ham af syne. Han ringede med det samme til politiet, og i den nste halve times tid krte han rundt i kvarteret i en af Uropatruljens vogne p jagt efter Mahmoud. Men denne var allerede ude p resund. Inde i bunden af kanalen, ved Mindeankeret i Nyhavn, lagde en af havnerundfartens turistbde til kaj kl. 11.10. Bdfrer Asbjrn Larsen s en rd taske yde p vandet, og han rbte til sin billettr, at han skulle bjrge den. Billettren var den 17-rige skoleelev Uri Krivaa, der havde taget jobbet for at tjene lommepenge i ferien. Han skede tasken op og stillede den p kajen. Tasken var lukket med lynls, og da han bnede den og kiggede ned i den, s han en stor, brun pakke med lse ledninger ovenp. Det ligner en bombe, tnkte Uri og sagde det til Asbjrn Larsen. Bdfreren kiggede selv ned i tasken, og han var enig i, at det s helt galt ud. De ringede til politiet fra en mnttelefon p herretoilettet ved Mindeankeret, og gaderne blev sprret af omkring bombetasken. Den stod og skinnede rdt i sommersolen, og p forsiden havde den en lomme til en tennisketsjer. P denne lomme lyste det med store, hvide bogstaver: North West Orient. Den taske, Mahmoud havde brugt, var kbt hos et af bombemlene. Politiet tilkalder altid militret i den slags sager, og denne gang kom bde Svrnets Minrtjeneste og hrens sprngningskommando fra Farum Kaserne. Sljtnant F. Linnemann havde to dykkere med, men han njedes med at fotografere tasken. Lidt efter kom kaptajn Benny Lyng Rasmussen fra Farum, og han rntgenfotograferede bomben. Inde i tasken l der en kuvert med arabisk pskrift, og inde i kuverten l der en rund genstand p strrelse med en 1-krone. Eksperterne foretog en grundig udvendig observation, men rrte ikke de vitale dele.
294

Det hele tyder p, at der er tale om en bombe af samme type som dem, der lige er sprngt ved synagogen og North West Orient, sagde kaptajn Rasmussen. Han kom lige fra eksplosionsstederne. Kl. 14.12 besluttede Rasmussen, at bomben skulle transporteres til Farum Kaserne, og den blev forsigtigt lsset p en srlig bombevogn med sprngsikkert lad. Nste dag blev bomben anbragt p en plads ved kasernen, og kl. 11 begyndte sprngningseksperterne forsigtigt at tmme tasken. I ketsjerlommen l en hvid hue med solskygge, et papirlommetrklde og et arabisk tidsskrift. (Huen havde Mahmoud kbt i Kbenhavn og haft p i El Al-bygningen. Han gemte den i tasken under ugten gennem byen). Kuverten indeholdt et ur med en skrue gennem glasset. Minutviseren var blevet stoppet af skruen. S blev selve den store sprngladning placeret for sig, og kaptajn Rasmussen besluttede at beskyde den med en skaldt sandkanon. Tilskuerne fjernede sig, men kunne flge operationen p en tv-monitor. Sandkanonen blev affyret og beskd bomben med en tyk sandstrle. Efter to-tre sekunder skete eksplosionen. Store, gule ammer skd op mod himlen, og rgen vltede hen over marken. Der var ogs sm slvfarvede stjerner, skrev kriminalassistent Flemming Gabelgaard bagefter i sin rapport. Nyhavnsbomben leverede de afgrende spor i den kmpemssige politijagt, der blev indledt den 22. juli 1985. Der var afhrt snesevis af vidner og fundet mange tekniske spor ved North West Orient og synagogen i Krystalgade, men hvis ikke Mahmoud havde opgivet attentatet mod El Al og havde smidt den rde taske i Nyhavnskanalen, s havde politiet manglet de afgrende ledetrde. Man havde nu komplet vished for, hvordan bomberne var konstrueret. Man havde prver af ingredienserne, og man havde det ur, der blev brugt til tidsindstillingen. Det var af mrket PLUS. Man havde ogs de sm, der var pakket i bomberne. Dertil havde man en hvid hue og det allervigtigste var det arabiske tidsskrift, der blev fundet i ketsjerlommen p den rde taske. Dette tidsskrift var nr. 279 af ugebladet Al Majalla, udgivet af Saudi Research and Marketing, 6/7 Gough Square, Fleet Street, London. Da
295

politiet undersgte bladet, blev der fundet to klare spor, et ngeraftryk og et aftryk af en hndade. Nu gjaldt det blot om at nde manden, der havde afsat dem. Der var meget for politiet at arbejde med, og i de kommende mneder voksede sagens akter i ringbind efter ringbind. Men der skulle g re r, fr der kom et gennembrud. Jeg overvrede straffeprocessen mod terroristerne i Sverige, kom i besiddelse af samtlige sagens bilag ere tusinde sider og mdte ogs Jamila. Der var et bjerg af dokumenter, inklusive afhringsrapporter, aytningsrapporter og rapporter fra de to efterretningstjenester PET og SPO. Nr jeg har kunnet beskrive forlbet detaljeret, skyldes det dels dette materiale, dels de tiltaltes forklaringer i retten. Det er sledes ikke ktion, nr jeg endog gengiver, hvad de tnkte, for alle replikker og refererede tanker er baseret p terroristernes egne forklaringer og det andet materiale. I 2000 kom der et apropos, da Mohammed Abu Talb blev mistnkt og afhrt i Lockerbie-sagen. Han ngtede og blev ikke dmt.

Da Mahmoud Al-Moghrabi nede yvebden til Malm i sidste sekund inden afgangen kl. 11, var han ophidset og skrmt. De to andre var der allerede, og de sad tavse, mens han gik ud p toilettet og skiftede tj. Han havde medbragt jeans og en bomuldstrje i andre farver for at kunne skifte udseende. Og den hvide hue l jo p bunden af Nyhavnskanalen, tnkte han. Da han kom ind i salonen til de andre, talte de ikke sammen. Alarmen var get ud over radioen, og de ville ikke afslre, at de talte arabisk. I Malm tog de et tog til Stockholm, og nu lsnedes tungebndene. Mohammed Abu Talb og Marten Imandi var oprmte og spgte om alt muligt. Mahmoud havde det derimod elendigt. Han fortalte de andre, at han ikke havde kunnet placere bomben ved El Al, fordi en kvinde havde opdaget hans taske og givet den tilbage til ham. Hun vil kunne genkende mig. Jeg er frygtelig bange, sagde han. Tag det roligt. Der sker intet. Slap af, sagde de andre og prvede
296

hele tiden at berolige ham. De var ubekymrede og nsten euforiske af deres succes. To af bomberne var sprngt som planlagt. Kbenhavn var rystet, og de havde efterladt en lang stribe blodige, kvstede mennesker. Bygninger var smadret for millioner af kroner. Politi og redningsmandskab susede rundt i byen med hylende sirener. Landets hjeste myndigheder holdt krisemder. De havde tilfjet den zionistiske fjende et lammende slag. De havde vret i fronten for Palstina, og i PLO ventede der dem den hjeste anerkendelse. De kom tilbage til Uppsala samme aften, og Mahmoud tog hjem til sin veninde, Barbara Rutzka, som han var yttet ind hos. I fjernsynets sene nyhedsudsendelse s han en reportage fra bombningerne i Kbenhavn og k et chok. Det blev nemlig oplyst, at politiet havde fundet den bombe, han havde smidt i Nyhavnskanalen. S nder de ogs mine ngeraftryk, tnkte han. Nu var der bde kvinden, som havde set ham, og ngeraftrykkene fra den rde taske. Pludselig orkede han ikke mere. Men tankerne blev ved at kvrne i hans hoved, og da han gik i seng, kunne han ikke falde i svn. Han l hele natten og spekulerede p, hvad der kunne ske. Men han sagde ikke et ord til Barbara. I den kommende tid k Mahmoud det vrre og vrre ved tanken om det, han havde vret med til. Mohammed Abu Talb og Marten Imandi havde derimod fet mere blod p tanden. De gik straks i gang med at planlgge den nste terroraktion, der kom til at foreg i Stockholm.

De re algeriske mnd, der havde passeret North West Orient, idet Marten Imandis bombe sprang i luften, blev alle krt til Hvidovre hospital med svre kvstelser, isr brandskader. Tjet var et og brndt af kroppen p dem, og de var blevet ramt af bomberester og yvende splinter. Rachid Hamdi, 27, var voldsomt forbrndt p 85 procent. af kroppens overade, og han havde svre forbrndinger i luftvejene. Af hans lange bukser var der kun linningen tilbage, resten var svedet af kroppen. Straks efter indlggelsen k Hamdi vskebehandling, og to dage
297

senere foretoges den frste hudtransplantation. Lgerne skrabede store mngder krudtslam af hans ansigt og krop, hvor det havde boret sig fast. Fire dage efter indlggelsen: ny hudtransplantation. Der kom svre bldninger, som blev standset, og man blev ved med at give blodtransfusioner. I den kommende tid forsgte lgerne med alle midler at redde Rachid Hamdis liv, men det var en forgves kamp. Han blev angrebet af en bakterie, det var svrt at udrydde. Hans blodsukkervrdi blev irregulr, og han k insulin. Den 10. august kom han p intensivafdeling. Der var tegn p begyndende nyresvigt, og den 11. august dde han af blodforgiftning og hjertesvigt. Obduktionen gjorde det klart, at Rachid Hamdi havde vret sund og rask, og at han alene var dd af kvstelserne fra eksplosionen. De frygtelige brandsr havde medfrt sammenklapning af lungerne, vskefyldning af hjernen og skaldte choknyrer. I obduktionsrapporten stod alle detaljerne. Hans hjerne vejede 1.358 gram. Rachid Hamdis tre kammerater fra Constantine i Algeriet havde alle fet svre brandskader, men de kom sig og rejste hjem med arrene. Det, der skulle have vret en turistrejse til det fredelige Danmark, endte med, at de blev ofre for deres muslimske brdre i den palstinensiske terrorgruppe. Endnu et angreb p jderne var slet fejl.

20
Oprret, der knuste en drm
Jeg vil skyde ti kugler i brystet p hvem som helst, der tnker p at standse intifadaen, fr den har net sit ml.
yassir arafat, plo-formand, 1989.

I slutningen af 1980erne var palstinenserne mere frustrerede end nogensinde fr, for der var ingen lsning p ygtningeproblemet, og der var heller ingen tegn p, at Israel ville mildne besttelsen og den politiske, sociale og kulturelle undertrykkelse. Den terroraktivitet, PLOorganisationerne havde bedrevet i mange r, havde vret virkningsls, for israelerne var fast besluttet p ikke at bje sig for terror og ikke at forhandle med terrorister. Fra de arabiske lande kom der ingen hjlp, og det var almindeligt kendt, at mange i disse lande i virkeligheden foragtede palstinenserne. Den arabiske Ligas hjtudrbte solidaritet med dem havde kun lidt bund i virkeligheden, hvilket kong Hussein af Jordan havde udtrykt sledes: Siden 1948 har arabiske ledere behandlet det palstinensiske problem uansvarligt de har udnyttet det palstinensiske folk til selviske politiske forml. Dette er latterligt, og jeg kunne endda sige: Det er kriminelt. Den tidligere generalsekretr for FNs hjlpeorganisation UNRWA, Ralph Garroway, var enig med kongen og sagde: De arabiske stater nsker ikke at lse ygtningeproblemet. De nsker at bevare det som et bent sr, som en provokation for FN og som et vben imod Israel. De arabiske ledere er intrende ligeglade med, om ygtningene lever eller dr. Men palstinenserne kunne heller ikke hente hjlp i USA, Sovjetunionen eller Europa, s det gik op for dem, at de mtte tage sagen i egen hnd, og derfor k vi det oprr, der blev kaldt intifadaen. Oprret fort299

satte i fem r, og det k langtrkkende virkninger, fordi det skabte en ny stolthed og selvbevidsthed hos palstinenserne. Det var denne nye indre kraft, som senere manifesterede sig i det endnu blodigere oprr, der begyndte i 2000, og som ogs varede ere r. Nu var det for tid og evighed slut med den passive underkastelse, der havde karakteriseret besttelsens frste mange r, da den almindelige befolkning p Vestbredden og i Gazastriben bjede nakken, mens PLO-organisationerne foretog deres nyttelse terroraktioner fra baser i Libanon, Libyen, Irak, Syrien og andre steder. Gennem hele 1987 protesterede palstinenserne med mindre demonstrationer, uroligheder og lejlighedsvis vold. De israelske myndigheder reagerede ved at lukke universiteter og arrestere eller deportere dem, der blev anset for de vrste urostiftere. Den 8. december 1987 blev re palstinensiske arbejdere fra Gaza drbt i en trakulykke, og som en steppebrand spredtes det rygte, at de var blevet myrdet af israelerne. Dette ledte til store demonstrationer og hidsige uroligheder i Gazastriben, og det blev starten p den konstante konfrontation. I midten af december karakteriserede den israelske journalist Hirsh Goodman situationen sledes i Jerusalem Post: Tusinder af unge mennesker kastede klippestykker mod deres israelske besttere. De var fyldt af vrede, had og ren og skr vildskab, og de var ligeglade med den gevrild, der mdte dem Det var begyndelsen p en civil opstand. En mneds tid senere sagde en hrofcer i Gaza flgende til dagbladet Maariv: Jeg ved kun, hvilke ordrer jeg gav mine soldater. Jeg beordrede dem til at gennembanke demonstranterne, brkke deres knogler og lade blodet yde. Intifadaen inspirerede til en helt ny epoke i mobiliseringen af de palstinensiske masser. Efter intifadaen blev intet det samme igen, og der var isr flgende grunde til, at situationen var blevet uholdbar: Israelernes drm om, at palstinenserne hen ad vejen ville acceptere at leve under israelsk styre, var knust. Der var ingen virkelig sameksistens mellem jder og arabere. De levede i hver sin verden, og som rene gik, intensiveredes palstinensernes nationale bevidsthed.
300

Intifadaen i Ramallah, 1988. (Government Press Ofce)

Boligforholdene i ygtningelejrene blev vrre og vrre, isr i Gaza. Fra begyndelsen var forholdene usle, men en hj fdselshyppighed gjorde dem ubrlige. I Gaza-lejrene havde jeg mange gange siddet p ngne cementgulve, trngt af kvinder og brn i alle aldre, og tnkt p, hvordan de holdt det ud. Det var da ogs isr ygtninge, der var i front af oprret. Der var en voldsomt stigende flelse af ydmygelse, fattigdom, frustration og diskrimination. For eksempel flte folk sig ydmyget, nr de blev udsat for at skulle klde sig ngne og blive undersgt af israelske sikkerhedsfolk efter et besg i Jordan (trakken foregik ad to broer over Jordanoden). De unge palstinensere, der hver dag tog p arbejde i Israel, flte diskriminationen ekstra hrdt (der var 30.000 af dem i Gaza og 50.000 p Vestbredden). De blev underbetalt i forhold til israelere, de kunne ikke blive fastansat, og de k nsten kun ildeset fysisk arbejde. Der udvikledes en brndende fjendtlighed mod Israel udsprunget af
301

islamisk fundamentalisme. Jeg oplevede selv dette had i to mindevrdige timer i begyndelsen af intifadaen, da jeg sad og diskuterede med re skggede, kjortelkldte professorer p The Islamic University-Gaza, der ligger tt ved Middelhavet. Universitetet var etableret i 1978 og blev en udklkningsanstalt for religise hedsporer. Min samtale med de re lrde herrer var imidlertid goddag-mand-kseskaft, for vi forstod ikke hinandens sprog. Jeg sgte at diskutere forholdet mellem Israel og palstinenserne rationelt, det vil sige drfte de konkrete forhold og lede efter politiske udveje. Men professorerne havde alle den opfattelse, at Israel ikke burde eksistere, at Allah anviste vejen til at udradere jderne, og at tiden nok skulle gre dette til virkelighed. r senere mdte jeg den samme religise uforsonlighed i en rkke mder, jeg havde med folk fra terrororganisationerne Hamas og Islamic Jihad. Under besttelsen var der vokset en ny generation af unge op, som ikke havde nogen erindring om de tidligere jordanske og egyptiske regimer p Vestbredden og i Gaza eller om de brutale arabiske sikkerhedsstyrker, der havde udvet deres helt egen undertrykkelse. Disse unge talte et andet sprog end deres forldre og bedsteforldre, som de hnede for deres underkastelse gennem to rtier med israelsk styre. De sagde, at de gamle svigtede deres nationale pligt ved ikke at gre oprr mod besttelsesmagten. Palstinenserne var dybt desillusionerede over PLO og de arabiske stater. Hverken Arafats organisation eller Den arabiske Liga havde kunnet fremme de nationale interesser, hvilket i 1989 blev udtrykt sledes af den israelske viceforsvarschef, generalmajor Ehud Barak (den senere premierminister): Oprret er et forsg p at n de nskeml, som de arabiske hre og terrorismen ikke kunne opfylde. En vigtig udvikling var den organisationsmssige infrastruktur, palstinenserne havde opbygget i de seneste r. Uden den er det tvivlsomt, om oprret ville vre brudt ud, eller at det ville have varet s lnge. Det drejede sig isr om flgende elementer: Omkring 25.000 mennesker, der havde vret fngslet af israelerne,

302

Jakob Andersen (med strhat) i samtale med en ygtningefamilie i en af Gazas lejre: Vi sad p cementgulvet, og disse mennesker ejede absolut intet, knap nok selvrespekten. (Foto: Lotte G. Andersen)

integrerede sig i islamiske grupper eller nationale organisationer, fx blev mange af dem ledere i nye fagforeninger, der oprettedes af Fatah, PFLP, DFLP og kommunisterne. Venstreorienterede grupper promoverede kvindeorganisationer, s mange ere kvinder blev aktive i modstanden. De velgrende institutioner frigjorde sig fra bndene til de israelske myndigheder. Studenterforeningerne blev meget aktive. I juni 1967 havde der ikke vret et eneste universitet i Gaza og p Vestbredden, men 20 r efter var der ikke frre end seks, og de blev drivhuse for palstinensisk nationalisme og revolutionr virksomhed. Fatahs ungdomsbevgelse, Shabiba, opmuntrede intifadaen og deltog meget aktivt.

303

 De islamistiske bevgelser blev fysisk aktive, fx udsprang Hamas af Muslim Brotherhood og begyndte at operere kort efter intifadaens start. Endelig var det en faktor, at den israelske hr mistede status blandt palstinenserne. Tilbagetrkningen i Libanon under pres af civil vold og succeser for terrorister havde undermineret den israelske soldats prestige. Der havde tillige vret en beundret stigning i antallet af individuel terrorisme enkeltpersoner, der myrdede og srede jder ved angreb blot med en kniv, og som ikke havde en organisation bag sig.

Da intifadaen var et halvt r gammel, mdtes jeg med Ezer Weizman, yvergeneral, politiker og minister i Yitzhak Shamirs koalitionsregering. Weizman er en af giganterne i den jdiske stats historie (Jeg voksede op under indydelse af en far, der var klog og strk, en mand med en dominerende personlighed, som aldrig behvede at bruge tvang for at f sin vilje. Man gjorde, hvad han bad om, fordi alle nskede at gre det). Ezer Weizman er nev af Israels frste prsident Chaim Weizmann (der havde et n mere i efternavnet), og han blev selv prsident i perioden 1993-2000. Under Anden Verdenskrig var han jagerpilot i briternes Royal Air Force, og under Uafhngighedskrigen 1948-49 sad han igen i cockpittet p en jager. Fra 1958 til 1966 var han chef for det israelske yvevben, som han byggede op til en moderne slagstyrke, blandt andet ved at indfre elektroniske vbensystemer i yene. Det var ham, der formulerede den luftvbensstrategi, som vandt Seksdageskrigen for Israel allerede i de frste timer, og under krigen fungerede han som generalstabens operationschef. Han trak sig hjt bermmet ud af militret i 1969 og gik ind i politik. Bde i militret og i det politiske system holdt Weizman en hj prol. Han var en strk personlighed slgtede vel faderen p og sagde sin mening rent ud, hvorved han provokerede mange. I sin politiske karriere havde han adskillige ngleposter. Han var trakminister under
304

General, senere minister og prsident Ezer Weizman (i midten) i konference med David Ben-Gurion og Menachem Begin (t.h.) (Foto: Israel State Archives)

Golda Meir, og det var ham, der dirigerede den valgkamp, som bragte Likud-lederen Menachem Begin til magten i 1977 efter nsten 30 r i opposition. Han blev ogs forsvarsminister og var medlem af den forhandlingsdelegation, der bragte Camp David-aftalerne i hus. Men som rene gik, modererede Weizman sine synspunkter, og i 1980 gik han over i forretningslivet. Fire r senere stiftede han imidlertid et lille uafhngigt parti (Yahad) og blev minister i de nste seks r, blandt andet for arabiske anliggender, videnskab og teknologi. Da jeg mdte ham, havde han endnu re r tilbage som minister, men han var allerede i strk opposition til premierminister Yitzhak Shamir. Vi talte sammen i hans kontor, der l i samme bygning som Shamirs, og det var i de dage, at den amerikanske udenrigsminister George Schultz var p forgves fredsmission i Mellemsten. Shultz havde kritiseret den israelske regering p denne mde:
305

Den fortsatte besttelse af Vestbredden og Gaza og den manglende imdekommelse af palstinensernes rettigheder er en blindgyde. Troen p, at dette kan fortstte, er en illusion. Dertil havde Shamir svaret: Israel ngter at forhandle med PLO. Israel vil ikke give Vestbredden og Gaza tilbage. Men til mig udtalte Ezer Weizman sig i lodret modstrid med sin premierminister: Jeg vil gerne forhandle med PLO. Jeg vil gerne give de besatte omrder tilbage. Det var forblffende, at Weizman p denne mde underlb sin regeringschef midt i et storpolitisk spil, men mske har det vret en helt bevidst provokation. I forhold til Shamir var han blevet en due, og hele det israelske samfund var splittet i sprgsmlet om de besatte omrder. Der var en stor folkelig bevgelse, der gik ind for at afgive territorium til gengld for fred med palstinenserne, og over for dem stod den ofcielle politik, som ville bevare status quo. I alle rene var det supernationalisternes lnlige hb, at tiden var med Israel at hvis der lb tilstrkkeligt meget vand i stranden, ville Israel til sidst kunne annektere de besatte omrder uden at f for megen ballade med det internationale samfund. Naturligvis var dette et forfngeligt hb, for alene den demograske udvikling viste, at hvis araberne blev inkorporeret i Israel, stod valget mellem enten at opgive demokratiet og indfre apartheid eller at opgive grundtanken om, at Israel skulle vre en jdisk stat. Den dybere rsag til Ezer Weizmans uenighed med regeringschefen var, at han flte, Menachem Begin og efterflgende Shamir havde svigtet groft. Da jeg spurgte ham, hvad han mente, der skulle til for at f etableret en fredsproces, svarede han: Der skal frst og fremmest ske en masse i vor egen regering. Det dybt ironiske er, at vi nu har brug for en regering, som vil udfre, hvad Menachem Begin skrev under p i Camp David-aftalerne, der frte til fredstraktaten med Egypten. Begin og vi i hans delegation var i god tro skrev under p, at det palstinensiske problem skulle lses efter principperne om tilbagelevering af territorium for fred. Palstinenserne skulle have haft en periode p tre-fem r med selvbestemmelse,
306

hvorefter en endelig lsning skulle ndes. Men Begin stod aldrig ved sin underskrift, og hans efterflgere honorerer heller ikke den forpligtelse, der ligger i den. Det ld nrmest, som om Weizman var p vej til endnu et politisk brud med sine allierede, og han sagde da ogs til mig, at han ville stille op for Arbejderpartiet ved det nste valg: For mig er et parti i sig selv ikke noget srligt. Det er kun et redskab, man bruger for at n sine ml. Og jeg tror, at en arbejderpartiregering vil kunne skaffe fred med araberne. Dette er umuligt for en hjreregering. Weizman lagde ikke skjul p sin vrede over, at Israel ikke levede op til sine forpligtelser i Camp David-aftalen, og han foragtede Begin for dennes trolshed. Jeg k en klar fornemmelse af, at han af samme grund foragtede Yitzhak Shamir, og om sin egen holdning sagde han med hj og klar stemme: Hvis PLOs leder, Yassir Arafat, i morgen kom og sagde: Goddag, Israel. Lad os forhandle! s ville jeg bede ham sige flgende: Jeg, Yassir Arafat, anerkender fuldt ud staten Israel. Jeg nsker at lse det palstinensiske problem sammen med jer. Jeg har palstinensisk mandat til at gennemfre en fredsforhandling. Jeg giver ordre til vbenhvile. Hvis Arafat sagde dette, s ville jeg forhandle med ham. Dette var en strkt kontroversiel udtalelse, for p det tidspunkt var der en afgrundsdyb klft mellem Israel og PLO. Regeringen ans PLO for at vre en terroristorganisation, som man ikke ville rre med en ildtang, og det var under strafansvar forbudt enhver israeler at have forbindelse med PLO-reprsentanter. Weizmans holdning var forrderi i regeringschefens jne, men f r senere var det hans vision, der blev til virkelighed, da en arbejderpartiregering under Yitzhak Rabin indledte fredsprocessen med de skaldte Oslo-aftaler. Fr da, sent i 1989, holdt Ezer Weizman selv en rkke illegale mder med PLO-ledere i Schweiz, og da dette i 1990 blev opdaget, forlangte Shamir og Ariel Sharon, at han skulle trde ud af regeringen, og at der skulle indledes en undersgelse af hans forrderiske aktiviteter. Fra da af var Weizman bag kulisserne med i opstarten til fredsprocessen, ja man kan faktisk sige, at det var ham, der havde begyndt den.
307

Jeg fortalte Weizman om den chauvinistiske holdning, jeg havde mdt mange steder i Israel, ikke mindst blandt bostterne p Vestbredden og i Gazastriben. Var der ikke sket en hjredrejning i befolkningen, som ville stte bom for hans egne forestillinger? Han s lige p mig og svarede: Jeg kommer meget rundt i landet, og jeg hrer alt muligt. Nr stenene yver p Vestbredden og i Gaza, er der mange, der siger: En god araber er en araber i fngsel! Eller de siger: En god araber er en dd araber! Men der er ogs mange, der er trtte af striden, og som siger: Vi m nde en fredslsning. Man skal selvflgelig lytte til, hvad offentligheden siger, men politisk lederskab bestr i at pvirke offentligheden i den rigtige retning ikke i at lade sig manipulere af den. Der skulle vre valg til efterret, og Weizman ans det for en ulykke, hvis hjrejen vandt: En Likud-regering vil ikke kunne skaffe en fredslsning, og uden en lsning kommer der en ny krig. Jeg siger det hrdt, men jeg mener det. Hvis vi ikke fr opfyldt vore hb om fred, s er der kun krig tilbage. Ezer Weizman fortalte mig om den drm, han havde om et Mellemsten med konomisk samarbejde, bne grnser og venskabelig sameksistens. Han mindedes sin barndom i tyverne og trediverne: Da jeg var dreng, kunne vi frit rejse til Beirut, Damaskus, Cairo, Bagdad og Amman. Jeg var 15 r, da jeg sidst var i Damaskus. Dette m kunne ske igen. Jeg gjorde opmrksom p det voldsomme had mellem jder og arabere. Ville det ikke tage generationer at udrydde? Hvad er had og krlighed? Det er i hvert fald ikke konstante strrelser. Jeg var med Royal Air Force i Det fjerne sten under Anden Verdenskrig, og amerikanerne hadede japanerne som pesten. Aber, kaldte de dem, og det, der var vrre. Franskmndene har ogs hadet tyskerne. Men se p verden i dag! Man kan ikke leve hele sit liv p had eller krlighed. Weizman var kendt for sine gode forbindelser med Egypten, selv om fredstraktaten ikke medfrte normale forbindelser ud over de diplomatiske. I stedet kom der, hvad man kunne kalde en kold fred. P Weizmans kontor hang der et foto af ham og den egyptiske prsident
308

Anwar El-Sadat, der havde indget freden med Israel, og som var blevet myrdet af islamiske fundamentalister i 1981. Der var opstet et venskab mellem de to mnd, og Weizman sagde: Mit forhold til Sadat var et meget personligt forhold, men jeg beundrer ham ogs for at have valgt den rigtige efterflger, mens han selv var i live. Jeg forlod Ezer Weizman med et indtryk af en ungdommeligt engageret mand han var 64 r og en mand, der ikke kendte til at give op. Da han senere blev prsident, tilfrte han da ogs embedet en hidtil ukendt spontanitet og uformel optrden. Han rejste landet tyndt og talte ubesvret med enhver, han mdte. Weizman var en varm og ben natur, der interesserede sig mere for jderne, araberne og druserne i Israel og omegn end for den fjernere verdens bonede gulve og cocktailselskaber.

21
Borgmesteren uden ben
Vort image er underget en forandring. Fra at have vret David, der bekmpede Goliat, er vi blevet Goliat.
yitzhak shamir, israelsk premierminister, 1989.

Under intifadaen mdte jeg en af palstinensernes store gamle frontkmpere. Han var frygteligt invalideret, og han var under konstant overvgning af den israelske hr og efterretningstjeneste, men han var stadig fuld af kraft og had. Det var Bassam Shakaa, tidligere borgmester i Nablus. Nablus blev grundlagt omkring r 70 af romerne, der kaldte den Flavia Neapolis, og den l i nrheden af det bibelske Shechem. I vore dage er Nablus Vestbreddens strste by, og sammen med den nrliggende Balata-ygtningelejr har den vret et kraftcentrum i modstanden mod besttelsesmagten. Jeg havde besgt Bassam Shakaa i hans hus frste gang i 1982, og da havde han skildret situationen sledes: Den israelske undertrykkelse i de besatte omrder har altid vret der, men den er blevet vrre under Libanonkrigen. De udver et vilkrligt voldsherredmme, arresterer folk, plager dem med ydmygelser og kontrollerer vor dagligdag. Sommetider har de forbudt folk at trykke mig i hnden, og de har nogle gange banket dem, der ville tale med mig. Jeg var selv blevet standset, udspurgt og grundigt noteret af re soldater i en jeep, der holdt ved Shakaas hus og kontrollerede alt omkring ham. r senere havde jeg vret gst hos ham sammen med min kone, Lotte, men aldrig havde jeg set ham s opmuntret og sejrssikker som denne gang, hvor intifadaen rasede omkring os. Der var triumf i hans stemme:
310

Jakob Andersen i samtale med Bassam Shakaa i Nablus. (Foto: Lotte G. Andersen)

Oprret er hjdepunktet i vor tyve r lange politiske kamp. Det har forenet folket i den nationale strid som aldrig fr. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at vi fr en palstinensisk stat. Shakaa sad i sin rullestol, og af det ene ben var der kun en stump af lret tilbage. Det andet var helt vk. Han var et offer for jdiske terrorister. Bassam Shakaa blev fdt i Nablus i 1930 og var fra sin ungdom arabisk nationalist. I 1950erne var han medlem af det socialistiske Baathparti, og i 1976 blev han valgt til borgmester i Nablus. Han var strkt aktiv p PLOs vegne og hrte til Arafats Fatah-organisation. I det samme r havde Ramallah fet en borgmester, der tilhrte PFLP (Karim Khalaf), og El-Bireh en fra DFLP (Ibrahim Tawil). Disse borgmestre og andre radikale dannede en National Guidance Committee, som kraftigt gik imod ethvert samarbejde med Israel og sgte at fremelske befolkningens loyalitet over for PLO. De afviste ogs fredsaftalen mellem
311

Egypten og Israel. Men den 2. juni 1980 ramte hvnen de tre borgmestre, og det var en jdisk terrororganisation, der stod bag. I Israel leder ordet terrorist altid tanken hen p palstinenser, og mange jder har svrt ved at erkende den kendsgerning, at terrorisme ogs har spillet en rolle i jdernes udfoldelser, helt tilbage fra 1930erne. De terrorister, der k ram p Bassam Shakaa, var af en srlig ondartet slags. Banden var opstet i bosttelsen Kiryat Arba ved Hebron, der er beboet af de vrste jdiske chauvinister, religise fanatikere og araberhadere. Meir Kahanes berygtede Kach-bevgelse havde og har sin hjborg her. I maj 1980 var seks bosttere blevet drbt af arabere, og dagen efter mdtes 20 bosttere fra Kiryat Arba og stiftede i hemmelighed en jdisk Makhteret (undergrundsorganisation). Formlet var at jage en ddelig skrk i palstinenserne, og gruppen kaldte sig TNT (Terror mod terror). Lederen var en reserveofcer fra hren, nstkommanderende i en bataljon, Menachem Livni, og han var tilhnger af den rabiate rabbiner Moshe Levinger, en mystiker, der var uofciel leder af bevgelsen Gush Emunim, som arbejdede for jdisk bosttelse p al jord vest for Jordanoden. Gennem ere r udfrte denne bande mange terrorangreb mod arabere, og det blodigste fandt sted i juli 1983, da de med masker for ansigtet og glammende vben trngte ind i The Islamic College i Hebron og myrdede tre palstinensiske studenter og lrere og srede 33 andre. Bagefter havde rabbiner Levinger denne kommentar: Hvem der end gjorde dette, har offentligt helliget Guds navn. ret efter forsgte TNT at sprnge de to store mosker p Tempelbjerget i Jerusalem i luften (Klippemosken og Al-Aqsa-mosken er nogle af de helligste i den islamiske verden), og de k smuglet 22 pund sprngstof og 18 hndgranater ind i omrdet, inden de blev opdaget og ygtede. Da banden endelig blev afslret, kom der en retssag, som varede 13 mneder, og tre af medlemmerne inklusive ofceren Livni k fngsel p livstid for mordene. Men det jdiske bosttersamfund betragtede dem ikke som forbrydere. De blev hjt ansete og beskrevet som veluddannede og meget religise. Livni havde et nt generalieblad i hren. Ingen af morderne kom til at sidde ret lnge, idet prsident Chaim Herzog personligt afkortede deres straffe. Da de kom ud, blev
312

Terroristen, morderen, ofceren Menachem Livni og hans kone Tzippy fortller reportere om livstidsstraffen. (Foto: Zoom 77)

de hyldet som helte af de andre bosttere, og Menachem Livni havde dette budskab til dem om de mord, han havde beget: Det er barnligt at tale om beklagelse. Perversiteten i Livnis tankegang kom ogs frem, da han senere berettede om gruppens start: Jeg mdtes med rabbiner Moshe Levinger og sagde til ham, at til denne slags opgaver skulle vi udvlge rene folk, folk, som var dybt religise, folk, der aldrig ville synde, folk, som ikke havde den mindste tilbjelighed til vold. De jdiske terroristers frste aktion kom kort efter, at gruppen var stiftet, og det var den, der gik ud over Bassam Shakaa og de to andre radikale borgmestre. Der blev anbragt bomber i deres biler, og de to af dem eksploderede, da borgmestrene ville kre p arbejde. Bassam Shakaa mistede begge ben, Karim Khalaf i Ramallah mistede en fod, mens bomben i Ibrahim Tawils bil blev opdaget i tide.
313

To r efter attentatet afsatte israelerne Shakaa som borgmester uden hensyn til at han var folkevalgt og rsagen var, at han var blevet en torn i jet p dem, som de ikke kunne udholde. Nu i 1988 havde Shakaa dette syn p besttelsesmagten: Israelerne ser p vort folk som det rene skidt. De vil have vores land, men helst uden mennesker i. De drber med koldt blod, de arresterer og de deporterer. Uden skrupler bruger de jernnven for at holde os nede. Men nu er spillet anderledes. Vi har sparket bolden over p deres banehalvdel. Vi talte lnge om det, der foregik i de besatte omrder, og om PLOs rolle i de fremtidige begivenheder. P dette tidspunkt var det de lokale palstinensere i Gazastriben og p Vestbredden, der dirigerede slaget, og Yassir Arafat og de andre eksilledere mtte se til fra sidelinjen i Tunesien. Derfor var Bassam Shakaa ogs meget forsigtig med at udtale sig om fremtiden, men nutiden havde han styr p: Vore folk kan ikke mere, derfor eksploderer de, og det vil de blive ved med. Israelerne er get i djvelens sold, men de kan ikke fortstte. Det kan vi derimod. Vi er oppe imod racisme og blodig undertrykkelse, s det bliver en hrd kamp. Men vi vinder den. Israelerne var naturligvis ikke den djvlebrigade, Bassam Shakaa tegnede et billede af, men han havde ret i, at de ikke havde det godt med de blodige sammenstd. De soldater, der gjorde tjeneste p Vestbredden og i Gazastriben, var ikke trnet i at bekmpe stenkastende brn, og de blev langsomt demoraliseret. Forsvarsminister Yitzhak Rabin sympatiserede med deres dilemma, men han havde ingen id om, hvor dybe deres frustrationer var. En dag var Rabin p rutinebesg hos enhederne i Gaza, og med henvisning til instrukserne om at sl hrdt ned p de palstinensiske demonstranter spurgte han soldaterne: Hvad mener I om ordrerne? Soldaterne sad p en sandklit nede ved havet og s barske ud, da de svarede: Alt er okay og under kontrol. Rabin var tilfreds, da han forlod soldaterne, men da han kom tilbage til forsvarsministeriet, l der en indberetning fra den militre

314

censor om de private breve, netop den enhed, han lige havde besgt, havde sendt til familierne i Israel. I brevene spurgte de deres familier og krester: Hvad gr vi her? Er det vor pligt som soldater at jage tirige? En af soldaterne havde skrevet: Jeg slog en syvrig i ansigtet og spurgte mig selv: Var det for det, jeg gik ind i hren? Yitzhak Rabins nre medarbejder Eitan Haber var til stede, og han har fortalt flgende: Det var hrdt for Rabin [at lse brevene] de indeholdt en komplet anden historie end den, han samme morgen havde hrt fra de samme soldater. Dette blev vendepunktet i hans opfattelse af intifadaen. Rabin vidste nu, at der mtte ndes en politisk lsning.

Et rs tid efter mit seneste mde med Bassam Shakaa var der kommet spndinger palstinenserne imellem. Der var godt nok en flles ledelse, som styrede intifadaen, men der var ogs konfrontationer mellem den fundamentalistiske organisation Hamas og de traditionelle verdslige PLO-organisationer. Nogle s denne spnding som et varsel om en palstinensisk borgerkrig, hvis en selvstndig stat nogensinde blev oprettet. Skulle Palstina vre en religis stat baseret p Sharia, et teokrati? Eller skulle det vre en verdslig stat, sdan som de gamle PLO-organisationer forestillede sig? Ville de religise og de verdslige komme i kamp om magten? En dag i juli 1989 sad jeg i stjerusalem og talte med palstinenseren Ali, der var sort i huden, for han havde afrikanske forfdre. Du burde tage til Nilin i dag, sagde Ali, det er en protestdag og en mindedag. For 40 dage siden blev to unge mnd drbt af israelerne, og de er blevet vigtige symboler i intifadaen. Ali tilhrte den marxistisk-leninistiske organisation PFLP. Han var stor og strk og tilbd at tage med mig som min bodyguard.

315

Palstinenseren Ali fra PFLP, der var bodyguard for Jakob Andersen. (Foto: Jakob Andersen) 316

Det er for farligt for dig at kre alene, sagde han, og det viste sig hurtigt at vre rigtigt. For at demonstrere et venligt sindelag anbragte vi en khefa det arabiske trklde i forruden, men p Vestbredden blev vi ere gange angrebet af stenkastende unge mnd. De ygtede dog, nr Ali sprang ud af bilen og brlede som en tyr p arabisk. I Nilin var der en spndt atmosfre. Det had, der havde emmet i landsbyen i ere timer, var naturligvis rettet mod Israel, men nu havde fjendtligheden pludselig skiftet karakter, og to palstinensiske grupperinger havde vendt sig mod hinanden. Rbende mennesker kom lbende rundt om gadehjrnerne, og fra minareten p den anden side af landsbytorvet kvrnede muezzinens bnner gennem en skrattende hjttaler. Stvet havde lagt sig, og hver en sten var s gloende, at man kunne spejle g p den. Mndenes skjorter havde store svedskjolder. Mellem to master var det forbudte palstinensiske ag ophngt side om side med et israelsk, der havde fet pmalet et sort hagekors. Den bl davidsstjerne var nget af nazimrket som udtryk for den ultimative foragt. P gadehjrnerne stod der vagtsomme smpatruljer. Var der soldater i farvandet? Vi gik op p en solstegt, stenet skrning, hvor ere hundrede rbende mennesker havde gjort front mod hinanden. Nogle bad. Andre holdt ammende taler. Ordene var hadske og uforsonlige. Knytnver skd op fra grupperne som slangehug. Kvinderne holdt sig i udkanten. Det er Hamas og PFLP, der ikke kan blive enige, sagde Ali. Mindedagen for de to unge martyrer (terrorister, kaldte israelerne dem) havde forvandlet sig til et indre palstinensisk opgr om, hvorvidt det var Allah eller Marx, der skulle lede kampen mod besttelsesmagten. Pludselig brd helvede ls. Flokkene skiltes i to blgende masser, og kaos bredte sig. Alle rbte og skreg mod hinanden. Mngden svajede frem og tilbage. Nogle trak kller og jernstnger frem. Kvinderne ygtede med frygten malet i ansigtet, mens de hylede besvrgelser til deres snner, mnd og brdre. Ali k lynhurtigt organiseret tre-re af sine knippelbevbnede venner fra PFLP, og de slog ring omkring mig. S gjaldede hnsordene fra fundamentalisterne: Che Guevara var en kujon!
317

De stridende palstinensere i Nilin har kniplerne fremme. Et jeblik efter farer de ls p hinanden. (Foto: Jakob Andersen)

Dette udlste mand til mand-slagsml. Jernstnger blev svunget i luften, og nogle fgtede med brdder, der var dobbelt s lange som dem selv. Vi krver, at kvinderne skal g i muslimsk dragt! hylede Hamasfolkene, og de var de mest aggressive. Kampen blgede hen over den stenede grund, og PFLPerne trak sig langsomt tilbage. Til sidst erobrede fundamentalisterne vejen og gik i triumftog op mod mosken. Allahu Akbar, skrlede de, Gud er stor. Det var klart, at Marx havde tabt til Allah, men Ali tog det hele lososk. I den sidste ende ved vi godt alle sammen, hvem vi skal bekmpe, sagde han. Under tumulterne havde den israelske hr holdt sig p lang afstand, og der var kun bevbnede patruljer ved indfaldsvejene.

318

ret efter slagsmlet i Nilin det var i 1990 traf jeg igen Ali i de besatte omrder, og da fortalte han mig for frste gang sin historie. Tidligere havde jeg vidst, at han tilhrte PFLP, og at hans fornavn var Ali men ikke meget mere. P dette tidspunkt efterforskede jeg omstndighederne omkring PFLPs danske terrorcelle, der blev kendt som Blekingegadebanden, og jeg rejste til stjerusalem for at undersge visse spor, jeg var blevet bekendt med. Fem danskere fra kredsen omkring Blekingegadebanden havde vret i Israel for at mdes med PFLP-folk, og hos mine PFLP-kilder i de besatte omrder k jeg oplysninger om dem, blandt andet navnene p de re. Danskerne havde vret p en mission, fortalte en af disse kilder, og de havde haft gaver med til PFLP, blandt andet en T-shirt med pskriften Vi kmper sammen og et bnd med musikgruppen Savage Roses album Ild og Frihed, der indeholdt sangen Leve Palstina! En af PFLP-kilderne havde nvnt Ali som en mand, der ville vide mere om missionen, for han havde vret kontaktmand for danskerne og havde holdt mder med dem. Under samtalen gik det op for mig, at der var tale om den samme Ali, som jeg kendte fra ret fr. Jeg k fat i ham gennem mellemmnd, og en aften sad vi over for hinanden i en frodig have med palmer og rde blomster. Nu var han ikke lngere min tolk og bodyguard, men en mand, jeg ville pumpe. Men Ali Muhammed Ahmed Jedah var professionel, og han afslrede intet om Blekingegadebanden eller andre af PFLPs skumle forehavender. Han var utroligt hig og venlig havde en gentlemans optrden men han sagde ikke et ord, jeg kunne bruge til noget. Selv mine mest snedige sprgsml veg han elegant uden om, og det var ikke s mrkeligt, for han havde en kolossal rutine i at blive forhrt. Ali var nemlig terrorist. I 1968 havde han fet 20 rs fngsel for et bombeattentat, og dette havde han ikke noget imod at fortlle om: Efter Seksdageskrigen var vi ydmyget. Jeg var 17 r og ville kmpe, s jeg sluttede mig til PFLP. I 1968 k min gruppe ordre til at placere fem bomber samtidigt. Det skulle ske i Jerusalem. Min bombe var en britisk hndgranat, der var bygget om med en tidsindstilling p en
319

PFLP-terroristen Ali Muhammed Ahmed Jedah (t.v.) fortller sin historie til Jakob Andersen en aften i Jerusalem. (Privateje)

time. Jeg placerede den i Straus Street, og den sprang samtidig med de re andre. Min egen bombe srede syv israelere, og de andre gjorde kl p en halv snes andre. Ingen blev drbt. En mned senere blev hele PFLP-gruppen arresteret. To af dem var blevet taget i Tel Aviv, da de placerede bomber p en busstation, og den ene fortalte alt til politiet. Han knkkede sammen under tortur, sagde Ali. Retssagen varede syv dage, og Ali k 20 r. Frst sad han 12 r i Ramle, dernst re r i Beersheba og til sidst et halvt r i et fngsel i Negevrkenen. Han blev lsladt i 1985 som en af 1.200 palstinensere, der blev udvekslet med tre israelske soldater, som havde vret fanger hos terrororganisationen PFLP-GC. Efter lsladelsen blev Ali igen strkt politisk aktiv, men han gik ikke lngere ind for blind vold: I dag ville jeg ikke sprnge bomber p offentlige steder. Jeg kunne
320

jo komme til at drbe et uskyldigt menneske, der sympatiserede med min sag. Ali var ikke meget for at tale om sit fngselsophold: Jeg har stadig mareridt over det, der foregik. Men han fortalte om, hvordan han ikke blev rigtig fri, da han kom ud af fngslet, fordi det israelske politi og militr blev ved med at chikanere ham. I 1987 k han et rs byarrest, fordi han havde arbejdet for det britiske BBC-program Panorama, og han blev ofte antastet: De tager mig p gaden og banker mig. Der er ikke mange negere blandt palstinenserne, s Ali var nem at genkende for betjentene: Vi stammer fra Afrika far var fra Tchad, mor fra Nigeria. De blev hngende i Jerusalem i 1932, da de havde vret p pilgrimsrejse til Mekka. Ali havde studeret sprog, loso og marxisme-leninisme. Han var en bevidst politisk aktivist, og han var et robust handlingsmenneske, hvilket jeg havde fet bevis for ret fr i Nilin. Ali talte et kultiveret sprog, og hans fremtrden var ulastelig, men bag facaden var der en bitter sjl. Som palstinenser var han bitter over sit folks skbne, og som mand var han bitter over de mange hrde r i fngslet. Da vi skiltes, hastede Ali ned mod Den gamle By, hvor han havde en aftale i forbindelse med intifadaen, som han var aktiv medspiller i.

Intifadaen var et genialt folkeligt oprr under de givne omstndigheder. Den havde ikke til forml at erobre land, men kun sjle og meninger og det skete internationalt ved hjlp af fjernsyn og aviser, som dkkede urolighederne tt. Intifadaen var sledes ikke en militr udtryksform, men en voldelig politisk kampagne med mange tragiske konsekvenser. Tallet p dde og srede steg hver dag. Fngslerne overfyldtes. Folk blev deporteret. Det, der karakteriserede intifadaen i forhold til tidligere protester, var dens bredde, dens store tilslutning, dens varighed (1987-1993) og det, at de fundamentalistiske grupper for frste gang var involveret sammen
321

Denne palstinenser blev lynchet af sine egne i Hebron, da de mistnkte ham for at samarbejde med israelerne. (Foto: As-Zar)

med PLO. Intifadaen blev en af rsagerne til, at fredsprocessen begyndte, men efter indgelsen af Oslo-aftalerne sygnede den hen. De fundamentalistiske selvmordsbombegrupper overtog kampen mod besttelsesmagten, og det var ikke lngere en folkelig opstand. Oprret havde frustreret hele Israel regeringen, hren, befolkningen og den gjorde det klart for mange israelere, at det var halsls gerning at ville annektere de besatte omrder. Det bevirkede ogs, at palstinensernes nationale drmme, og deres vilje til at f dem opfyldt, blev erkendt i bde Jerusalem, Washington og resten af verden. Palstinensernes taktik var sostikeret. Den bestod i, at der blev ivrksat strejker, handelsboykot og voldelige demonstrationer i et bestemt omrde, og nr Israel s havde genetableret kontrol, brd det hele ls i et andet omrde. Flygtningelejrene var centrum for opstanden, men ogs mere velhavende palstinensere deltog, og mange israelske arabere viste deres sympati. I intifadaens frste r blev 300 pal322

stinensere drbt og ere end 11.500 sret (nsten to tredjedele af dem var under 15 r), og mange ere blev arresteret. Israel lukkede universiteter og skoler, jvnede huse med jorden og indfrte udgangsforbud men det var umuligt at kvle opstanden. I midten af 1990erne anslog Rde Kors, at ere end 800 palstinensere var blevet drbt af israelerne over 200 af dem var under 16 r og omkring 16.000 var blevet sat i fngsel. Modstningsvis havde frre end 50 israelere mistet livet. Et af de r og brutale aspekter i forlbet var, at palstinenserne havde myrdet ere hundrede af deres egne rene lynchninger p mistanker om, at de hjalp israelerne. Propagandamssigt blev intifadaen historien om David og Goliat, med palstinenserne i Davids rolle, og i en videre forstand yttede den tyngdepunktet for palstinensisk politik fra PLO-eksilet i Tunesien til Vestbredden og Gaza.

22
Manden med den hellige sperm
De palstinensere, der arbejder illegalt i Israel, er lus, og det skal forhindres, at de breder sig som en krftbyld i os.
rehavam zeevi, israelsk general, minister, myrdet af pflp 2001.

Den 1. august 1932 fdtes der i New York et jdisk barn, som mange r senere skulle blive en pestbyld i israelsk politik. Martin David Kahane hed drengen, og bde hans far og bedstefar var rabbinere. Faderen, Charles Kahane, var ven med den kontroversielle zionistleder Vladimir (Zeev) Jabotinsky, som ville have en jdisk stat i hele det bibelske omrde, og som var ndelig fader til Menachem Begin, der efterfulgte ham som leder i hans skaldte revisionistbevgelse. Som lille mdte Martin Jabotinsky, da denne var p besg i hjemmet, og det prgede ham for resten af hans liv. I 1946 gik Martin ind i Betar, der var ungdomsbevgelsen i det militante Zionist Revisionist Party, som var stiftet af Jabotinsky, og han blev ofte fngslet for voldshandlinger. Under sin uddannelse tog han tre universitetsgrader, blandt andet i jura og international politik, og i 1957 blev han ordineret som ortodoks rabbiner, hvorefter han arbejdede bde som prdikant og som journalist p avisen Brooklyn Daily. I 1960erne skrev han bger og en ugentlig spalte i det nationalistiske og ortodokse blad Jewish Press. P den tid agiterede Kahane for sttte til krigen i Vietnam, og i 1968 stiftede han den militante organisation Jewish Defense League (JDL), der havde det Holocaust-inspirerede slogan Aldrig igen!. JDL ville bekmpe antisemitisme og forsvare jder, der blev fysisk angrebet, men den var ogs tnkt som en terrororganisation. P programmet stod blandt andet kamp mod de sortes antisemitisme, og Kahane sendte bevbnede patruljer af unge jder Chaya-grupperne p voldelige togter ind i New Yorks negerkvarterer.
324

Zionistlederen Vladimir Jabotinsky. (Foto: Jabotinsky Archives)

En af grundpillerne i JDLs operative ideologi var forestillingen om jdisk jern. I dette begreb, der var skabt af Jabotinsky, l der, at jder ikke lngere skulle nde sig i undertrykkelse, men skulle svare med fysisk gengldelse. Kahane var fascineret af forestillingen om jdisk jern, og dette var rsag til oprettelsen af Chaya-grupperne. I 1971 blev Kahane fngslet for ulovlig vbenbesiddelse, men maabossen Joseph Colombo stillede kaution for ham, og nppe var han ude af fngslet, fr han emigrerede til Israel (FBI havde meddelt ham, at man havde tilstrkkelige beviser til at sende ham i fngsel i lang tid). I Israel antog han s det navn, han blev berygtet under: Meir Kahane. ret efter k man et billede af JDLs sande karakter, da den i New York sprngte den jdiske impresario Sol Huroks kontor i luften. Kahane frte en ubnhrlig kampagne mod Sovjetunionen, som ikke ville lade sine jder emigrere, og Huroks forbrydelse var, at han formidlede sovjetisk kunstneroptrden i USA. JDL sprngte ogs bomber ved tre sovjetiske missioner i USA, og da jeg mange r senere talte med Meir Kahane i Israel, havde han stadig den opfattelse, at kun vold kan tvinge russerne.
325

Jeg mdte Kahane i 1988 under de voldsomme begivenheder i Intifada I, og da var han medlem af parlamentet, Knesset. Der havde vret mange tumulter, inden han nede s langt, og han var fordmt af bde det politiske system og de este israelere. Kort efter sin ankomst til Israel havde Kahane stiftet Kach-bevgelsen, der i 1973 blev til et politisk parti, som stillede op ved valgene. Kachs erklrede ml var at genskabe staten Israel med de bibelske grnser alts uden hensyntagen til nutidens realiteter og det var renlivet racisme og vold, der stod p programmet. Tilhngerne opvartede ogs Kahane med en persondyrkelse, som man ellers kun ser i totalitre stater. Kach udviklede umiskendeligt fascistoide trk, og Kahane blev mange gange fngslet for sin hadpropaganda og voldsaktivitet. Et af hans medlemmer, Craig Leitner, har fortalt flgende om sin deltagelse i en typisk operation: En dag i slutningen af juli 1984 blev Mike Gozovsky, Yehuda Richter og jeg enige om at foretage os noget mod araberne. Vi forlod Kiryat Arba i en lejet bil og krte mod Jerusalem Ved 23-tiden kom vi til omrdet ved Neve Yaacov. Yehuda krte bilen. Ved midnatstid s vi en araber i tyverne, der gik p vejen. Jeg sagde: Stands bilen. Jeg steg ud og slog araberen med knytnve. Jeg sparkede ham ogs. Han ygtede ud i natten. Vi fortsatte til Hebron og besluttede at brnde arabiske biler. Vi havde to plasticasker med re og en halv liter benzin i bilen. I Hebron standsede Yehuda bilen. Mike tog benzinen og hldte den ud under nogle biler. Mens bilerne brndte, krte vi af sted. Der var hunde i omrdet, og jeg var bange for, de ville vkke naboerne og mske bide os, s vi k hundegalskab. Da Meir Kahane blev spurgt om sin reaktion p de tre banditters handlinger, gav han dem sin fulde sttte. Han var ked af, at de nu skulle ere r i fngsel, og i hans jne var de makkabere (det vil sige: frihedskmpere. I det 2. rhundrede f.v.t. frte Judas Makkabus og hans brdre an i jdernes befrielseskamp mod syrerne). Det politiske program for Kach er berygtet for flgende hovedpunkter: Annektering af de besatte omrder, alts et Storisrael. Udvisning af alle arabere fra Israel og de besatte omrder. De, der
326

ikke vil rejse frivilligt, skal svrge loyalitet mod den jdiske stat. Arabere fr ikke statsborgerskab, stemmeret eller politiske rettigheder. Hvis de ikke gr ind p dette, skal de deporteres med tvang. Fr en deportering af araberne bliver til noget, skal alle arabere med israelsk statsborgerskab gre samfundstjeneste i tre r. Hvorfor ikke hrdt vejarbejde? sagde Kahane til mig. S skal de nok komme ud af landet. Fem rs fngselsstraf til enhver jdisk kvinde, der har seksuel forbindelse med en araber. Lsladelse af alle jdiske terrorister (frihedskmpere, kaldte Kahane dem). Fjernelse af moskerne p Tempelbjerget i Jerusalem. Adspurgt om, hvordan dette skulle ske, svarede Kahane, at han tnkte sig, de blev yttet nogle hundrede meter [vk fra Grdemuren].

Den stat, Meir Kahane ville have, var en judaistisk stat uden rettigheder for ikke-jder, med andre ord gik han ind for apartheid. I Knesset sgte han gang p gang at fremstte lovforslag, som var en afspejling af nazisternes Nrnberg-love fra 1935, men parlamentsformanden Shlomo Hillel ngtede at lade dem komme til behandling. Statsvidenskabsmanden dr. Ehud Sprinzak fra Hebrew University, som studerede Kahane-bevgelsen nje, gav den denne karakteristik: Det er typisk for fascistiske bevgelser, at de hurtigt skifter fra ideologi til propaganda, og fra propaganda til smdekampagner. Denne taktik bruges, fordi den er effektiv, og Kach flger mnsteret. Det er en kvasifascistisk organisation i bde tanke og handling. Min samtale med Meir Kahane foregik i Knesset, og vi var omgivet af diskuterende politikere, som af og til skvede mistnksomt til os. Kahane var foragtet af de este af sine kolleger, og jeg havde en nsten fysisk fornemmelse af, at foragten ogs ramte mig, fordi jeg var sammen med ham. Kahane var en lidenskabelig debattr og en fdt demagog, men de hrde konfrontationer, han bevgede sig ud i, m benbart have taget p ham, for han havde trkninger i ansigtet, og det hjre jenlg blinkede hele tiden ufrivilligt. Vi var nu i maj mned, og til november skulle der holdes nyt valg til
327

Forsiden p Meir Kahanes bog They must go og det er naturligvis araberne, han mener skal forsvinde.

Knesset. Ved valget i 1984 havde Kach kun fet et enkelt mandat, som gik til Kahane, og dagen efter havde bevgelsen holdt en sejrsparade i Jerusalem. Kahane og tilhngerne marcherede til Grdemuren og gik bevidst gennem den arabiske del af Den gamle By, hvor de pljede sig igennem de smalle bazargader, vltede grntstaderne, slog p forbipasserende og viftede med knyttede nver, mens de fortalte de skrkslagne arabere, at deres ophold i landet var ved at vre slut. Nu her i maj 1988 tydede meningsmlinger p en vldig fremgang for Kahanes politik. Mlingerne viste, at ved valget i november ville Kach f 12 mandater i det nye Knesset. Dermed kunne det mske f en afgrende politisk indydelse i en af de sammenstrikkede og vaklende koalitioner, enhver regering i Israel bestod af. Kahane vejrede i den grad morgenluft, at han over for mig pralede med, at Kach ville blive det tredjestrste parti, og s skulle alt blive anderledes. Araberne m ud, sagde han, de m vk! Mens vi talte, gik intifadaen videre ude p Vestbredden og i Gaza.

328

Palstinenserne demonstrerede og kastede med klippestykker. De israelske soldater svarede med kugler og knipler. Folk blev drbt og sret i en uendelig strm. Om intifadaen sagde Kahane mens han stirrede mig lige i jnene: Jeg har meget at takke araberne for. Hver gang de kaster en sten eller en molotovcocktail, giver det mig ere tilhngere. Hver gang en israelsk soldat p patrulje ser arabernes hadske ansigter, ndrer det hans politiske opfattelse. Dette var ikke ganske urigtigt. Under intifadaen blev han et samlingspunkt for den mest militante chauvinisme, og jeg havde mange gange p Vestbredden set hans folk p patrulje i lastbiler de skd jeblikkeligt efter enhver araber, der kastede en sten. Jeg k imidlertid ikke noget ud af at diskutere Kachs aktiviteter med Meir Kahane, for han regnede mig ikke for noget. Jeg var ikke jde, og derfor var jeg i hans jne bde laverestende og ubetydelig. Ikke engang de danske jder fandt nde for hans jne, og han omtalte dem foragteligt, fordi de i hans jne ikke var militante nok. Overrabbiner Bent Melchior kendte han til, og denne blev kun hnligt omtalt. Den mand er ikke rigtig rabbiner, sagde Kahane. Jeg havde lst, at Meir Kahane havde udtalt, at jdisk sperm alts jdisk sdvske er hellig, og da jeg spurgte ham om meningen med dette, henviste han til bestemte steder i Bibelen og svarede: Ja, jdisk sd er hellig. Det betyder, at jderne er et helligt og udvalgt folk. P dette tidspunkt var jeg blevet godt trt i hovedet og tog afsked. Men om aftenen mdte jeg op i Jerusalem-forstaden Kiryat Menachem, hvor Kahane skulle holde valgmde. De sidste re r havde han rejst landet tyndt, og der var nppe den landsby, der ikke havde haft besg af ham og hans agitatorer. Fjernsyn, radio og aviser boykottede ham i den overbevisning, at Kach bedst kunne bekmpes ved at blive tiet ihjel, s han var tvunget til at tage den direkte og personlige kontakt med befolkningen, og det gjorde han i amerikansk stil med hndtryk til de gamle og kys til brnene. En transportabel talerstol blev smkket op. Kahane introduceredes

329

Rabbiner Meir Kahanes hndgangne mand William Adelman fortller Jakob Andersen om, hvordan han skd efter arabere. (Privateje) 330

af en partiflle og begyndte en halv times brandtale. Det var hrde ord, der blev rbt ud over forsamlingen, og det var kampen mod araberne, det drejede sig om. De lgger bomber i busserne! Hold jnene bne! brlede han. Bag talerstolen smldede det israelske ag side om side med Kachs stridsag, der var gult med en knyttet nve midt i, og Kahane fortsatte: Jeg ser kun kamp og krig forude! Arabernes oprr vil fortstte, og det vil blive meget vrre! En ok unge mennesker strmmede til og begyndte at rbe op mod Kahane. De afviste ham og hans politik. De afviste hadet til araberne. Politiet holdt dem p afstand, og Kahane gav dem denne salve: Disse unge er de venstreorienterede. De er delagt af den undervisning, de fr. De er polakker. For Kahane var polak et skldsord, k jeg at vide. Jeg stod ved siden af en af hans hndgangne mnd, som benyttede lejligheden til at overdnge de unge protesterende med hnsord. Jeg talte senere med dem. Mange af dem var spejdere, og de var sympatiske, begavede og vgne. Kahanes hndlanger hed William Adelman og var 62 r. Da jeg luftede min mening om Kach, s han overbrende p mig, idet han formentlig ans mig for at vre en ubegavet jde: Jder fra Europa forstr ikke araberne. De er ligesom sler. Man skal sl dem med en stok for at f dem til at g. Grinende som en uartig skoledreng fortalte Adelman, hvordan han engang var med til at skyde efter nogle arabere i Galila, og han tilfjede: I Kach prdiker vi ikke lighed, for vi er de bedste. Vi er de udvalgte. Hvis de ikke er enige i det, s skal de knuses. Drb dem! Dette var en vulgr afspejling af Meir Kahanes grundlggende aksiom som ogs var at nde i hans ord om den hellige sperm nemlig at det jdiske folk er unikt, enestende og helligt. Intet andet folk er kommet op p siden af det i fortiden, og intet folk kan komme op p siden af det i fremtiden. Grunden til dette er indlysende. Jderne blev udvalgt af Gud, s de udgr en religionsnation, der str langt over den tbelighed og farlighed, der kendetegner banal verdslig nationalisme.
331

Da jeg gik fra valgmdet, spekulerede jeg p, hvordan dette mentalt syge parti kunne f s stor tilslutning i meningsmlingerne. Det var skrmmende, at befolkningen tilsyneladende var parat til at give 12 mandater til en bande racister og voldsmnd. I Knesset var der den samme bekymring, og det medfrte, at der kort efter blev vedtaget en lov, som forhindrede, at racistiske partier kunne opstille. Dette torpederede Kahanes drmme, og Kach blev udelukket fra novembervalget. Det, der havde fet parlamentet til at reagere, var en frygt for, at ekstremistiske partier skulle f held til at undergrave demokratiet ved at misbruge dets friheder. Dertil var der en sund vmmelse ved de ting, Meir Kahane stod for. Hjesteretsdommer Gavriel Bach havde udtrykt det sledes i et brev til Kahane: [Kach] str for racistiske og antidemokratiske principper sttter benlyst terroristaktioner, prver at opamme til had og fjendtlighed og afviser mlene og fundamentet for det demokratiske politiske system i Israel. Jerusalems borgmester, Teddy Kollek, kom med dette udbrud: Jeg er skamfuld og vred over at se denne mand optrde som rabbiner og over denne racistiske opvigling, som br sre enhver stolt jde og enhver jde, som lgger vgt p judaismens dybt moralske vrdier. Politikeren og forfatteren Uri Avneri havde denne foruroligende vurdering: Det er tnkeligt, at nr Kahane er mere afskyet end alle andre, s er det, fordi han brutalt og med overbevisning siger dt, som udbredte kredse i Israel selv tnker netop nu. Mens alle ser p ham med had og

Kachs logo.

332

foragt, spreder den racistiske krft sig i vor nationale krop. Meir Kahane og Kach kom sig aldrig over, at de blev forment adgang til Knesset. Bevgelsen fortsatte sin virksomhed, men i 1990 blev Kahane myrdet af en mand af egyptisk afstamning, mens han holdt en tale i New York. Ved begravelsen i Jerusalem teede hans tilhngere sig som bller og hylede i kor hen over graven: Dd over araberne! Snnen, rabbiner Benjamin Zeev Kahane, fortsatte faderens arbejde og stiftede bevgelsen Kahane Chai (Kahane lever), men i 1994 blev begge organisationer af den israelske regering stemplet som terroristorganisationer og forbudt. Dette indgreb var affdt af, at den Kach-tilknyttede Baruch Goldstein havde myrdet 29 palstinensere, mens de holdt gudstjeneste i Al-Ibrahimi-mosken i Hebron, og at Kahane Chai offentligt havde prist hans gerning. Et punktum blev sat den 31. december 2000, da ogs Benjamin Kahane og hans kone blev drbt. Deres minibus blev beskudt p en landevej, og en palstinensisk gruppe ptog sig skylden og sagde, at mordene var hvn for Goldsteins massakre. Men Kach lever videre som en undergrundsbevgelse, og i sommeren 2003 viste den en anden side af sit had nemlig til de homoseksuelle ved at fjerne og afbrnde de ag, Jerusalems bystyre havde hejst som en hilsen til en parade af bsser og lesbiske. Senere, i november 2003, indledte politiet en undersgelse mod Kach, efter at vandaler havde malet hagekors p et monument, der stod p det sted i Tel Aviv, hvor premierminister Yitzhak Rabin var blevet myrdet. Kach havde hadet Rabin for hans fredspolitik, og p en tribune, hvorfra der skulle holdes taler ved en mindehjtidelighed p ottersdagen for mordet, var der malet denne sentens: Kahane havde ret! De samme ord fandt man ogs p en plakat med et billede af Rabin og p en mur i Herzliya i nrheden af morderen Yigal Amirs hjem. I sin tale ved mindehjtideligheden dagen efter gjorde Rabins gamle partner, tidligere premierminister Shimon Peres, op med Kach-slagordet p denne mde: Yitzhak havde ret, og den vej, han valgte, var den rigtige, selv om den stadig er sprret af et bjerg af modstand.
333

Som en markant protest mod dem, der ikke nsker at tilbagegive land for fred, kom der over 100.000 til hjtideligheden, og de bar plakater med indskrifter som disse: Ud af de besatte omrder! Red landet! Budskabet var klart. Dette var ikke blot en mindehjtidelighed, men ogs en politisk manifestation.

23
I skyggen af Saddam
Jeg er parat til at elske med Saddam Hussein, hvis det kan skaffe fred i Mellemsten.
ilona staller, italiensk politiker og pornostjerne, 1990.

Iraks hr invaderede oliestaten Kuwait natten mellem den 1. og 2. august 1990. Diktatoren Saddam Hussein var irriteret over, at Kuwait og Saudi-Arabien ikke ville eftergive Iraks gld, han ville have kontrol med Kuwaits store oliefelter, og han hvdede, at Irak havde et historisk krav p kuwaitiske omrder. Irak var fallit efter den otte r lange krig mod Iran, og Saddam regnede med, at han kunne diktere oliepriserne, hvis han k rdighed over emiratets ressourcer. USAs prsident, George Bush, ville ikke tolerere disse overgreb, og i den efterflgende periode (Golfkrisen) samlede Iraks modstandere mundvandet og forberedte en offensiv, strkt stttet af den internationale opinion. Saudi-Arabiens konge bad formelt USA om hjlp, og i september begyndte den amerikanske general Norman Schwarzkopf at planlgge en landkrig mod Irak. I oktober fordoblede prsident Bush de amerikanske styrker i Saudi-Arabien, og i november vedtog FNs sikkerhedsrd resolution 678, som bemyndigede de medlemsstater, der samarbejdede med Kuwaits regering, til at genoprette fred og sikkerhed i omrdet. FN havde fastsat en frist for irakisk tilbagetrkning fra Kuwait, og den udlb den 15. januar 1991, uden at Saddam havde givet sig. I konsekvens heraf begyndte krigen natten mellem den 16. og 17. januar med intense luftbombardementer. Golfkrig I kalder man den nu, efter at krigen mod Irak i 2003 k navnet Golfkrig II. I Amman kendte jeg en pilot i yselskabet Royal Jordanian, der hed Khaled. Jeg havde aldrig jet med ham, men nr jeg var i byen, mdtes vi og diskuterede den aktuelle politiske situation. Khaled var palsti335

nenser og uhyre velorienteret. Jeg vidste, at han i det skjulte var strkt aktiv i den palstinensiske sag, og han havde forbindelser alle vegne. Jeg k meget at vide af ham, som jeg ikke ville have hrt p Vestbredden eller i Gaza. Da Saddam Hussein lod sin hr invadere og bestte Kuwait, kunne jeg ikke komme ind i dette land og rejste derfor til Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, men kom ogs til Jordan, hvor jeg k fat i Khaled. Kong Hussein flte sig i klemme i den internationale krise han havde netop vret p en forgves fredsmission i udlandet og var vendt skuffet tilbage. Hvad tnker kongen om det hele? spurgte jeg Khaled. Vi sad ved en swimmingpool med kolde drinks i glassene. Heden var overvldende, isterningerne smeltede hastigt, og vinden kom fra rkenen, s den brndte i stedet for at svale. Kongen selv kunne jeg ikke sprge, for det var umuligt at f foretrde for ham, og det fortalte jeg Khaled, mens jeg skede en ue op af mit glas. Tal med hans yndlingsdatter, hun har hans fulde fortrolighed, svarede han. Hvem er hun? Khaled begyndte at fortlle om prinsesse Alia, som han kendte fra ridesporten, og som han jvnligt mdtes med, nr de begge var ifrt sporer og pisk. Hun var 34 r og kong Husseins ldste barn. Hver dag spiste Alia sammen med faderen, og de drftede kontinuerligt den aktuelle politik. Hendes mor var kongens frste kone, den egyptiske prinsesse Dina, som blev dronning af Jordan i 1955. Moderen var uddannet p universiteterne i Cambridge og Cairo. Hun var syv r ldre end kong Hussein og bde mere intellektuel og sostikeret, s det gteskab holdt ikke. Prinsesse Alia var gift med en englnder og spillede en stor rolle i kongefamilien, men i overensstemmelse med den arabiske tradition hrte offentligheden intet om dette. Hun er hjt begavet, sagde Khaled. Kan du arrangere, at jeg fr et mde med hende? Vent blot et par dage. Jeg var vant til, at Khaled kunne organisere hvad som helst, men normalt var den jordanske kongefamilie svr at komme i kontakt med, s
336

Kong Hussein af Jordan.

jeg blev overrasket, da telefonen ringede et par dage senere, og Khaled meldte fri bane: Prinsesse Alia vil gerne mdes med dig i morgen formiddag. Du skal trffe hende i de kongelige stalde ved paladset. Nste dag fandt jeg prinsessen i ridebukser og stvler (hun havde, og har den dag i dag, et stort ry i den internationale hesteverden). I en fold dansede en ok pragtfulde arabiske fuldblodsheste, og vi gik ind til staldmesteren Saleh Taha, der var en ulastelig gentleman. Jeg havde selv redet i adskillige r, s jeg mestrede nogenlunde den hippologiske smsnak, der bldte atmosfren op og forberedte det mere pinlige emne: Saddam Hussein. Despoten i Irak lod sine tropper hrge i Kuwait, og den halve verden fordmte ham med den strste afsky, men i Jordan gik man p gloende kul i denne sag. Bde benlyst og hemmeligt k Jordan milliardbelb og anden hjlp fra USA, men mindst 60 procent af landets befolkning var palstinensere, og palstinensere alle vegne stttede Saddam Hussein og fordmte Kuwait og USA. Markant var PLO-formanden Yassir Arafats svulstige
337

opbakning af tyrannen i Bagdad, hvilket efterflgende k den egyptiske kommentator Moussa Sabry til at skrive et bent brev til ham p forsiden af regeringsavisen Al-Akhbar: Du er en korrupt krigsforbryder. Du forrdte dem, der gav dig mad, og du stak en kniv i dem, der hjalp dig. Det er p tide, du trkker dig tilbage. Det er p tide, at billedet af dit rdvilde, idiotiske fjs forsvinder fra enhver avis og tv-skrm. Det er p tide, at gode og rlige folk kommer i spidsen for den palstinensiske sag. Der var ogs det forhold, at Jordan var Saddam Husseins livline til omverdenen under den aktuelle krise. Nsten al import til Irak gik over den jordanske havneby Aqaba, hvorfra tusinder af lastbiler var i evig fart gennem rkenen til Irak. De drnede frem og tilbage mellem havnen og grnsen, og man k stv i jnene, nr man mdte dem. Denne trak var vigtig for Jordans svage konomi, og i den offentlige mening var det nansielle blandet op med den politiske sympati for Saddam samt med den frygt for Saddams militr, der beherskede kongen og
Idealiseret dobbeltportrt af Saddam Hussein. Sdan nskede han at fremtrde for sine landsmnd. (Ofciel montage)

338

regeringen. Jordan flte sig klemt i den internationale krise, og derfor havde jeg regnet med, at prinsesse Alia ville g p listesko i en politisk samtale. Men jeg forregnede mig. Vi har 140 heste i alt, og de opdrttes efter en gammel arabisk tradition, sagde hun, da vi gik udenfor, og hun fodrede krligt den 4-rige hoppe Raiyah med saftige blade. Det var hestene, der frte os ind p Saddam, for det var p grund af ridesporten, at prinsesse Alia kendte ham. Hun havde ere gange besgt ham i Bagdad, og den seneste samtale havde de haft nogle mneder i forvejen. Da vi talte sammen, havde verden i mange r kendt til Saddam Husseins morderiske aktiviteter. Der var krigen mod Iran, hvor hundredtusinder blev drbt. Der var hans undertrykkelse af Iraks befolkning og hans sknselslse mord p enhver reel eller indbildt fjende. Det vulgre udtryk Slagteren fra Bagdad passede p ham, og nu havde han overfaldet Kuwait. Men prinsesse Alia delte ikke verdens syn p Saddam: Jeg advarer de vestlige lande mod at betragte Saddam Hussein som en gal mand p den mde, han fremstilles i visse medier. Som person er han meget interessant. Han er hjt begavet og et meget rationelt menneske. Man har ikke lyttet nok til Saddam. Folk skulle lytte mere til ham. Fra Khaled vidste jeg, at prinsesse Alia havde et nrt forhold til sin far, der ikke blot var et ceremonielt statsoverhoved, men ogs den reelle regeringsleder, og dette bekrftede hun: Vi diskuterer den aktuelle situation igennem hver eneste dag, og vi lever n dag ad gangen og hber det bedste. Kong Hussein havde kort forinden vret i USA for at forhandle med prsident George Bush, men iflge hans datter kom der ikke noget ud af mdet: Hans Majestt var meget skuffet over sit mde med den amerikanske prsident. Han redegjort helt klart for sine synspunkter, men George Bush ville ikke lytte. Far havde troet, det ville nytte, at han har haft s gode forbindelser til Vesten, men han kunne ikke overvinde den krigeriskhed, USA og Storbritannien udviser. Fars synspunkt er, at Golfkrisen er et arabisk anliggende, der br lses af den arabiske verden uden indblanding. Prinsessen talte varmt om arabisk enhed dette luftige, flelses339

mssige begreb, som har domineret i arabisk propaganda, men som aldrig har eksisteret i virkeligheden og hun udtrykte stor forstelse for Iraks situation (men ikke for Kuwaits). Da jeg tillod mig at vre uenig, kom der skarphed i stemmen: I de vestlige medier er der et forvrnget billede af den arabiske verden, ikke mindst under den aktuelle krise. Hun sagde direkte, at Saddam havde haft ret til at true Kuwait p grund af det historiske forspil til invasionen, og USAs indblanding k denne kommentar, som uden videre ville have kunnet underskrives af en Osama bin Laden eller en mullah i Alexandria: I de arabiske lande synes vi, det er forfrdeligt at have vestlige soldater i Saudi-Arabien, hvor islams helligste steder er. Bekymringen for de hellige steder var ikke tilfldig. Prinsesse Alia nedstammer iflge traditionen i lige linje fra profeten Muhammed gennem dennes datter Fatima og svigersnnen Ali. Den hashemitiske kongefamilie tilhrer DawiAwn-linjen, hvorfra man valgte Fyrsten af Mekka (Sharif), der var de hellige steders beskytter. Derfor brer Alia titlen Sharifa, og derfor er Jordans kongehus det fornemste i den arabiske verden. Men PLO havde aldrig bjet sig for denne fornemhed. Efter Seksdageskrigen blev der opnet en forstelse med den kongelige regering om, at PLO k uafhngig kontrol med sine baser i Jordandalen, hvorfra de angreb Israel over Jordanoden. Men det var en usikker forstelse. Kong Hussein mtte hele tiden frygte israelske repressalier for de palstinensiske angreb, og PLO var hele tiden ngstelig for, at kongen ville komme til en overenskomst med Israel p deres bekostning. Som tiden gik, begyndte de palstinensiske guerillaer at tyrannisere den jordanske befolkning, og de arbejdede mlbevidst efter at styrte kongen. I september 1970 frte dette til blodige kampe mellem Jordans hr og de velbevbnede palstinensere. Man regner med, at mellem 1.000 og 5.000 blev drbt og 10.000 sret. I 1971 blev kampene genoptaget, og hren knuste PLO fuldstndig, hvorefter Yassir Arafat blev fordrevet og opslog organisationens hovedkvarter i Libanon. Kong Hussein havde vret ude for mange mordforsg, og et af dem fandt sted i august 1970. En dag skulle prinsesse Alia lande med en yvemaskine fra Egyp340

PLO-lederen Yassir Arafat forlader en hule i Jordan, fr kampene med kong Husseins hr begynder. (Foto: An-Nahar) ten, og kongen ville hente hende i lufthavnen. Undervejs faldt han i et baghold, og hans bil blev beskudt af palstinensiske guerillaer. Kongen slap kun med nd og nppe fra dden, og Alia fortalte, hvordan hun oplevede episoden: Jeg var fjorten r dengang og havde i skoleferien vret p besg hos min mor i Egypten. I yet sagde de pludselig, at der var skyderier i lufthavnen, og at vi ikke kunne lande. Vi blev derfor dirigeret til Beirut, hvor vi sov p et hotel om natten. P grund af faren ville man have mig til at rejse tilbage til Cairo, men jeg ville helst hjem og kom til Amman dagen efter. En helikopter bragte mig fra lufthavnen til paladset. Da kampene mellem PLO og hren kort efter brd ud, var jeg sammen med familien. Paladset blev angrebet, og raketter og granater susede hen over tagene, men der skete ingen skader hos os. Beretningen om krigen mod PLO satte prinsesse Alias tale om arabisk enhed i et strkt ironisk lys. Gennem rene havde palstinen341

serne i blodige selvopgr drbt langt ere af deres egne, end de havde drbt jder, og jordanerne havde udslettet langt ere palstinensere end israelere. P samme mde havde Saddam Hussein bde voldtaget Kuwait og myrdet langt ere arabiske landsmnd end jder. Da jeg gik fra de kongelige stalde, kunne jeg i baghovedet stadig hre prinsesse Alias sidste ord: Man skal vide, at Saddam Hussein gr, som han siger. Han frer ikke tom tale. Nh, men det gjorde den amerikanske prsident George Bush nu heller ikke.

En mned efter dette mde var Golfkrisen blevet skrpet. Emiren af Kuwait, Sheik Jabir Al-Ahmad Al-Jabir As-Sabah, var ygtet til SaudiArabien, og Saddam havde installeret en provisorisk regering, men den holdt kun fem dage, og den 28. august havde Irak formelt annekteret Kuwait som sin nittende provins. Udlndinge, der opholdt sig i Irak og Kuwait, blev taget som gidsler, og USA begyndte at opbygge den koalition, der senere skulle g i krig. Koalitionen k deltagelse af blandt andre Egypten, Syrien og Marokko, s den arabiske enhed, prinsesse Alia havde talt besvrgende om, forblev et fatamorgana. I september samledes en gruppe mnd i Amman for at drfte krisen under en skaldt folkelig arabisk konference, og nogle af de vrste palstinensiske terroristledere var med, blandt dem PLO-formanden Yassir Arafat, dr. George Habash fra PFLP og Nayef Hawatmeh fra DFLP. Bde Arafat, Habash og Hawatmeh gik ind for at sttte Irak i konfrontationen, og de to sidste lovede at ivrkstte gengldelsesaktioner mod enhver zionistisk-imperialistisk trussel. Habash udtalte, at palstinensiske og proirakiske grupper havde ngeren p aftrkkeren og er parate til at trykke af mod vestlige og amerikanske ml i det jeblik, Irak bliver udsat for aggression, og Hawatmeh blev refereret for at have rbt: Alle emirer og sheiker br ryge i helvede til helvede med dem! Det var betegnende for kong Husseins position, at han ved denne lej342

lighed modtog bde Arafat, Habash og Hawatmeh p trods af den bitterhed og det had, der havde vret imellem dem, siden PLO blev smidt ud af Jordan i 1971. Under opholdet i Amman boede Nayef Hawatmeh med sin stab p Hotel Jerusalem, og det var der, jeg igen med hjlp af piloten Khaled fangede ham til en lang samtale om, hvad palstinensernes rolle kunne tnkes at vre i det storpolitiske spil. Hvordan er det at vre tilbage i Jordan? spurgte jeg frst med et dryp af sarkasme, og han holdt en lang pause. Den marxistisk-leninistiske Hawatmeh er fdt i Jordan af ikke-palstinensiske, grsk-ortodokse forldre (i 1935, ret fr jeg selv s dagens lys), og i hans jne burde alle konger og kejsere sttes p porten af de revolutionre masser. Nu var han imidlertid midt i en vanskelig balancegang, og da svaret endelig kom, var det ukarakteristisk diplomatisk og opstyltet: DFLP-delegationen og jeg havde et meget dybtgende og frugtbart mde med Hans Majestt. Er De blevet forsonet med kong Hussein efter de mange rs fjendskab? Diskussionen med Hans Majestt var vidtgende, og vi tog mange vigtige skridt hen imod bedre forbindelser. I de sidste 20 r har der vret en dyb klft, men nu gr forholdet i retning af en normalisering. Jeg hber, at vi kan samarbejde mere og mere til vort folks bedste. Noget af det, vi drftede med Hans Majestt, var, hvordan vi skal lse Golfkrisen under Den arabiske Ligas paraply. Og vi talte meget om de nuvrende og fremtidige forbindelser mellem Jordan og de vigtigste palstinensiske organisationer det vil sige DFLP, Fatah og PFLP. En positiv udvikling er i gang. Nayef Hawatmeh lsnede lidt p det stive sprog og fortalte, hvordan han natten i forvejen havde siddet i langvarige drftelser med George Habash og Yassir Arafat, der lige var kommet fra Bagdad. Hawatmeh havde ofte bekmpet Arafats mere eksible linje, men han arbejdede ogs strkt for samling under PLO (Arafat og jeg er gamle venner): Broder Arafat og jeg er enige p mange punkter, og mdet i nat var et kommandant-mde i PLO. Til stede var foruden Arafat og Habash ogs Abu Iyad. Vi diskuterede alt igennem, og der er nr kontakt i jeblikket.
343

En eliteafdeling fra den israelske hr stormer skolen i Maalot, hvor Nayef Hawatmehs terrorister myrder bde elever og lrere. (Foto: Government Press Ofce)

Hawatmeh talte ikke fortroligt med mig, for jeg var jo en udenforstende journalist, og jeg var ikke araber, men p trods af hans velovervejede bemrkninger mrkede jeg hans dynamiske personlighed. I sin ungdom tog han universitetsgrader i loso og sociologi og blev strkt aktiv i en arabisk nationalistbevgelse. I 1967 stiftede han PFLP sammen med George Habash, men allerede to r efter brd han ud og grundlagde DFLP (Democratic Front for the Liberation of Palestine). Habash var ellers marxist-leninist ligesom Hawatmeh, men denne gik ind for en mere ultimativ kurs og beskyldte PFLP for at vre fascistisk, chauvinistisk og forrderisk mod marxismen-leninismen. Hawatmeh placerede sig alts derude, hvor selv en Lenin knap ville kunne bunde. Han var prosovjetisk og k da ogs sttte fra bde Sovjetunionen (der trnede hans folk), Syrien og Cuba. Hawatmeh sgte at placere den palstinensiske kamp i global sammenhng med frihedsbevgelserne i Afrika, Asien og Latinamerika, og et af hans ml var at fremkalde re344

volutionre ndringer i den arabiske verden, med andre ord: styrte de konservative og autokratiske monarkier. Under hans ledelse blev DFLP hurtigt berygtet. Organisationen gennemfrte en lang rkke terrorhandlinger, blandt andet mod skolen i den israelske by Maalot, hvor hans folk sneg sig ind forkldt som israelske soldater og myrdede 20 jdiske brn og syv skolelrere og srede 134. Terrorvirksomheden forsatte i mange r, men der var en bemrkelsesvrdig forskel p PFLP under Habash og DFLP under Hawatmeh. PFLP frte nemlig sin terrorisme over i tredjelande, fx i Europa, mens Hawatmeh udelukkende angreb i Israel og de besatte omrder (han opererede dog ogs i Libanon). Dette var rsag til, at jeg spurgte Hawatmeh, om han kunne skrive under p George Habash udtalelse om, at de havde ngeren p aftrkkeren, for den var en klar trussel mod vestlige tredjelande, og han svarede: Det er George Habash politik, og det er hans ansvar. Vi i DFLP insisterede under mdet p, at det vigtigste omrde for vor massekamp, politiske kamp og militre kamp er Palstina og Sydlibanon. Han lagde ikke skjul p, at der stadig var dyb uenighed mellem ham og Habash der er ting, vi kan samarbejde om, men der er ogs forskelle. Men hvad kunne de stille op? spurgte jeg, og Hawatmeh udviklede sit syn p situationen sledes: Jeg tror, at vi bevger os mod en krig. USA og dets allierede forbereder et angreb p Irak og Kuwait, og hvis krigen kommer, s bliver det en storkrig, som inddrager hele Mellemsten. Hvis et frste amerikansk angreb lykkes, s vil Israel holde sig i skindet. Dette er fase 1, hvor USA lader Israel spille en usynlig rolle. Men hvis det frste amerikanske angreb gr skidt, s fr vi fase 2, og s vil Israel blive krigsdeltager. Jeg tror, at i dette tilflde vil Israel invadere jordansk territorium for at f tanks og artilleri frem til den irakiske grnse. De vil ikke njes med at stte luftvbenet ind. Jamen, hvilken rolle kunne palstinenserne spille? Punkt 1 skal blive en styrkelse af intifadaen, oprret i de besatte omrder. Der skal ivrksttes masseaktioner, s den israelske hr fr travlt. Punkt 2 skal blive en vbnet indsats i Sydlibanon. Vi m koordinere indsatsen med nationale libanesiske styrker og angribe strkt i
345

den besatte del af Sydlibanon. Der skal ogs udfres militre operationer mod den israelske hr inde i Israel. Det samlede ml for palstinenserne skal vre at binde store israelske styrker hjemme, s de ikke kan sendes mod Jordan og Irak. Hawatmeh udviklede den politik, PLO ville forflge i tilflde af krig (anrbe alle arabiske folk om at organisere massedemonstrationer), og han erkendte sit ukendskab til, hvad de palstinensiske terrorister uden for PLO som fx Abu Nidal kunne nde p. Han erkendte ogs, at der i DFLP havde vret uenighed om, hvordan man skulle stille sig til Iraks overfald p Kuwait, og han havde selv vret 48 timer i Bagdad for at nde sine egne ben i samtaler med Saddam Hussein, men klart var det, at Golfkrisen var skidt for palstinenserne, fordi der kom repressalier mod dem, da de stillede sig bag Saddam: Vi har 700.000 af vore folk i golfstaterne. Pengestrmmen er trret ind fra disse lande. Bde konomisk og socialt er der tab. Politisk m vi se, hvordan det udvikler sig. Til sidst i samtalen bad Nayef Hawatmeh mig bringe et lngere budskab til Danmark, hvori han opfordrede danskerne til at hjlpe palstinenserne mod Israel, og han sluttede med disse ord: Derfor sprger jeg danskerne: Hvorfor lytter I til lokketonerne fra Det hvide Hus i Washington og ikke til grden over de pinefulde lidelser i de besatte omrder, hvor vore folk hver dag bliver drbt med koldt blod? Senere p dagen talte jeg med en af DFLP-chefens betroede medarbejdere, og han fortalte, at Hawatmeh havde givet ham en skildring af sin samtale med mig: Han sagde, at du havde lydt, som om du var liberal. Jeg tnkte, at i munden p en marxist-leninist var liberal velsagtens et skldsord. Ni r senere, i 1999, var Nayef Hawatmeh igen i Amman, nemlig for at deltage i begravelsen af kong Hussein, der var dd af krft. Flget var en broget forsamling, der talte bde bermte og berygtede statsmnd fra mange lande, plus alts ogs terroristledere som Hawatmeh. Syriens prsident Hafez Al-Assad var der, og ligeledes Israels prsident Ezer Weizman og Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
346

DFLP-lederen Nayef Hawatmeh. (Privateje)

Under begravelsen gik Hawatmeh hen til Ezer Weizman og priste ham i hje toner: Vi kender Dem som en fredens mand. De har kmpet for fred i 20 r. Weizman tog Hawatmehs udstrakte hnd og trykkede den, idet han sagde, at tiden var kommet til, at Israel sluttede fred med Syrien og DFLP. I et andet kapitel har jeg beskrevet, hvordan Weizman 11 r tidligere havde meddelt mig sin holdning til forhandling med araberne, og hndtrykket i Amman viste, at han ikke havde skiftet opfattelse. Men i Israel vakte det opstandelse, at prsidenten havde givet hnd til morderen fra Maalot, og premierminister Benyamin Netanyahu havde denne beske kommentar: Jeg ville aldrig have givet Hawatmeh hnden, og i det hele taget mener jeg, at vi kun skal tale med dem, der er villige til at have os over jorden ikke under den. Episoden var udtryk for, at Nayef Hawatmeh med rene blev mere forsonlig, men under Intifada II, der begyndte i september 2000, var hans folk strkt aktive p Vestbredden, fx da to af dem i august 2002
347

sneg sig ind i en af den israelske hrs forposter i Gazastriben og drbte en bataljonschef og to af hans soldater med hndgranater og automatiske vben. Syv andre blev sret, og de to DFLP-guerillasoldater blev drbt af israelerne.

Det var ikke blot kuwaitere og palstinensere, der blev ofre for Saddam Husseins voldsherredmme i Kuwait. Mord, voldtgt og plyndringer drev hundredtusinder af andre ud af emiratet. Det var alle dem, der var blevet tiltrukket af den rige oliestat som ml tiltrkkes af lyset, og de kom fra Egypten, Indien, Pakistan, Sri Lanka, Filippinerne og andre steder. I Kuwait havde de rige sheiker brugt dem som oliearbejdere, tjenestefolk, chauffrer og alt det andet, deres egne hverken kunne eller ville. Alle de ygtende skulle igennem n eneste askehals p grnsen mellem Irak og Jordan. De var kommet det lange strk fra Kuwait op gennem Irak og havde nsten intet fet med sig. Flaskehalsen var den lillebitte, stvede told- og politistation Ruwayshid, hvor jeg frste gang kom i begyndelsen af Golfkrisen. Der var 300 kilometer rken til Amman og dobbelt s langt til havnebyen Aqaba. Landskabet var goldt og fjendtligt til alle sider, solen brndte ned, og der var et kaos, som jordanerne slet ikke havde ressourcer til at klare. Den lille grnsestation var omgivet af ni eukalyptustrer, der holdtes i live af kunstig vanding, men nu bestod vandingen mest af ygtninge, der tissede. De sad hele dagen opgivende i rkensandet uden at kunne komme videre. Strmmen fra Kuwait var endels, og de heldige, der havde en bil, susede videre gennem rkenen til Amman og Aqaba, men de billse mtte afvente at blive hentet af busser og lastbiler. Nogle havde lavet primitive solskrme af dynebetrk og et par stokke, men de este sad i den ubarmhjertige sol med deres bylter og kufferter. De var ikke blevet vasket i mange dage, og de stank forfrdeligt af sur sved. Ibrahim Namous, en 44-rig palstinenser, havde kone og fem brn med. Han var s fortvivlet, at da han opdagede, jeg var dansker, udbrd han i ramme alvor:
348

Vi er statslse. Kan vi ikke f visum til Danmark? Ibrahim og hans familie havde vret p familiebesg i Jordan, da invasionen kom. Nu var de som de eneste i okken p vej ind i Irak. Vi er ndt til at tage tilbage til Kuwait, sagde Ibrahim. Vi kan ingen steder g hen. Vi har alle vores ejendele i Kuwait. Han var pessimistisk og deprimeret, da han startede bilen og krte over til Saddams toldere. Det d med skidt og mg overalt. Papir og plastic agrede i den hede rkenvind, og folk forrettede deres ndtrft for jnene af tusinder af andre. Ved paspolitiets hus brgede en megafon uaadeligt navnene p dem, der kunne hente deres pas. Folk ville til Amman, til Aqaba eller til Syrien. Hundreder stod som sild i en tnde p bne lastbiler, der forsvandt i rkenstvet. En overarbejdet jordansk ofcer rablede den seneste statistik af sig: I de sidste 24 timer har vi sendt over 40.000 mennesker ind i Jordan. Alene i dag er der 30.000 p landevejen. I god afstand fra den menneskelige malstrm holdt jordanske jeeps med maskingevrer og vagtposter. Pludselig kom to mnd i fremmede uniformer. Det er irakiske ofcerer, sagde en politimand. Jeg talte til dem, men de sagde intet. Jeg stillede sprgsml, men de svarede ikke. Saddams mnd skulle koordinere ygtningestrmmen sammen med jordanerne, men de havde besked med hjemmefra om at holde sig vk fra vesterlndinge. Lyt til mig! rbte en mand til mig. Det var en egyptisk tandlge fra Alexandria, der hed Manar Mohammed, og han havde arbejdet i Kuwait i to r. Jeg lyttede: Jeg forbander irakerne. Frst bombede de os. S stormede soldaterne min klinik. De voldtog klinikdamen og stjal alt tandguldet. Resten delagde de. Jeg hrte mange tilsvarende historier om Saddams hrgen i Kuwait. De este ygtninge var ivrige efter at f kontakt med fremmede, og mange hbede urealistisk, at jeg kunne hjlpe dem. En turbankldt inder smilede gennem skgget og fortalte, at han var p vej til New Delhi. Han var elektriker og hed Prati Pal Singh. Fem unge mnd sad under
349

et lagen, og det havde de gjort i to dage. De var fra Sudan. S kom kong Husseins to snner, prins Abdullah (den senere konge) og prins Feisal. Kongen havde sendt dem til Ruwayshid, for at de kunne danne sig et personligt overblik over situationen. De vil opleve det hele p frste hnd for at kunne rapportere grundigt til Hans Majestt, sagde den ofcer, der modtog dem. rkenvejen var elendig, og p tilbagevejen knaldede bilens undervogn ned i jorden den ene gang efter den anden. S smadrede vi bundkarret. Mit liv for en kamel, tnkte jeg og forlod chauffren og bilvraget for at vandre hjemad. Efter et par timer kom jeg med en anden vogn, der sneglede sig af sted med smadret forparti og begge fordre i laser. Min redningsmand var fra Cairo og hed Fathi Negm. Han var mager og uvasket og havde vret p farten, siden han forlod Kuwait. Bilen var blevet delagt, da han samme morgen var krt op bag i en bus, men han hbede, at den kunne holde til Aqaba, s han kunne komme med et skib til Egypten. Pludselig kom der en uhyggeligt skrende lyd fra undervognen, og vi standsede for at foretage en ndtrftig reparation. Lidt senere var den gal igen, og jeg efterlod endnu en mismodig chauffr p vejen. Mit liv for bare et sel, tnkte jeg, men efter en lngere sveddryppende vandring i rkenen k jeg krelejlighed med en palstinenser, der var s deprimeret, at han hele tiden glemte, hvad han lige havde sagt. Hans bil var ogs i stykker og krte i gtempo. Jeg forlod ham i en oase og kom til Aqaba efter ere besvrligheder. Havneomrdet i Aqaba var et endnu strre kaos end Ruwayshid, og i en interimistisk lejr nogle kilometer borte var der andre tusinder af ygtninge. Et egyptisk militry susede ned mod en landingsbane for at hente ygtninge, re-fem frger sejlede i dgndrift med folk, der blev landsat i Nuweiba p kanten af Sinairkenen, beskidte og bulede biler frsede omkring efter tusinder af kilometer i rkenen fra Kuwait gennem Irak til Jordan. Skriv om dette, rbte en mand fra Cairo. Han hed Mohammed Ibrahim Fadel, og han forbandede Saddam Hussein, idet han fortsatte:
350

Her behandles vi som dyr. Vi m sls for de mindste ting, selv lidt skygge. Der er forfrdeligt under den ngne sol, og vi kan intet gre. P dette tidspunkt havde Jordan modtaget over 200.000 ygtninge, og der kom mange ere. Alene p den irakiske side af grnsen ventede 100.000. Jordanerne kunne slet ikke klare denne invasion, og i Amman var mosker, skoler og mange andre bygninger fyldt op med ygtninge. Primitive ndlejre blev smkket op i fri luft. Sanitet, sundhed og velfrd var p et lavpunkt. Alt yder, sagde Mohammed Fadel, vi fr ingen information. Vi bliver beordret omkring, og politifolkene behandler os som dyr. Hvis vi gr lidt vk, skyder de ned i jorden for fdderne af os med maskinpistoler. Mohammeds kammerat hed Ibrahim og var fra Alexandria. Han sagde: De er kun ude efter penge. Hvis man skal have det mindste, m man bestikke dem. Men vi har ingen penge. De f, vi havde, str i de lukkede banker i Kuwait. Jeg s mange oprrende optrin i Aqaba, og i Amman frdedes jeg blandt de sammenstuvede folk, som ikke vidste, hvad morgendagen ville bringe. Saddam Husseins overfald p Kuwait k sledes dybtgende flger for hundredtusinder af fordrevne mennesker, og i de samme dage var vi nogle journalister, der mdtes med FNs generalsekretr, Javier Prez de Cuellar, som i to dage forgves havde forhandlet med Iraks udenrigsminister Tareq Aziz for at udvirke en irakisk tilbagetrkning fra Kuwait. Mdet fandt sted i det kongelige palads i Amman, hvor vi sad p hvide medaljonstole med rdt betrk. Smukt rum, grnne gardiner, marmor og tykke tpper. Generalsekretren var bleg og udaset. Han stttede albuerne p et sort skrivebord med guldindlg. Jeg er skuffet, sagde Javier Prez de Cuellar re gange p tre sprog. Som s mange andre havde han opdaget, at Saddam Hussein ikke var til at hugge eller stikke i.

24
Tavshedens synd
Saddam, oh helt, angrib Israel med kemiske vben.
palstinensere i demonstration for Saddam Hussein, 1990.

Til krigen mod Irak havde USA sammentmret en multinational koalition, der som nvnt ogs havde arabisk deltagelse. Det var vigtigt at beholde araberstaterne om bord, s USA havde presset Israel til at love, at man ikke ville ve militr gengldelse, hvis Saddam skulle angribe den jdiske stat. I Pentagon og Det hvide Hus var man sikre p, at koalitionen ville smuldre, hvis Israel blev indblandet i en krig mod et arabisk land. Dette var en hidtil uhrt situation. Israels eksistens havde altid vret afhngig af, at ethvert angreb blev imdeget jeblikkeligt, prcist og ddeligt. Det var den rene unatur for bde politikere, generaler og befolkning at sidde passive, mens Israel var under beskydning, men man bed tnderne sammen og forberedte sig p det vrste. Angrebet kom straks efter krigens start. Allerede den 17. januar 1991 ramte de frste irakiske Scud-missiler Israel, og de blev ved med at regne ned i ere uger. Regnskabet kan gres op sledes: 39 missiler ramte Israel fra Haifa i nord til Beersheba i syd. 1.644 familier blev evakueret, og 4.095 bygninger blev smadret eller beskadiget. 74 mennesker dde som flge af raketangrebene. To blev ramt direkte, re blev kvalt i gasmasker, og resten k hjerteanfald. Hundredvis blev sret. Om aftenen var der udgangsforbud, s socialt liv og dele af erhvervslivet blev sat i st. Krigen kom til at koste Israel re milliarder dollar i skader, dalende produktion, svigtende turisme osv. Den militre ledelse ans det for sandsynligt, at de irakiske raketter kunne indeholde krigsgasser, og hver borger havde fet udleveret gasmaske og en injektionssprjte med modgiften atropin, som man skulle
352

Et Patriot-missil fyres af. I Israel blev de brugt til nedskydning af Saddam Husseins Scud-raketter. (Foto: U.S. Dept. of Defence)

sprjte sig selv med, hvis der kom et gasangreb. Frygten for kemiske eller biologiske vben skabte en massepsykose og prgede alt liv. Mange gamle mennesker blev panikslagne, nr alarmen gik, og trak sprjten frem. Alene p en bestemt fredag blev 476 mennesker evakueret fra Tel Aviv p grund af hysteri, hjerteanfald eller undvendig indsprjtning med atropin. Det var min opgave at skrive om raketangrebene, og jeg fandt hurtigt ud af, at det eneste sted, man blev holdt i total uvidenhed, var i de luftttte beskyttelsesrum. De var overbefolkede, ubekvemme, fulde af frygtsomme mennesker og i det hele taget ubehagelige. Da de frste raketter var faldet, uden at de havde medfrt giftgas, holdt jeg derfor op med at g i beskyttelsesrum. I stedet anbragte jeg mig om aftenen i baren p toppen af Hilton-hotellet i Tel Aviv. Derfra havde jeg en formidabel udsigt over hele byomrdet og dermed en chance for at se raketnedslagene, s jeg kunne komme til katastrofeomrderne i en fart. Nogle gange stod jeg ogs ved et buldrende batteri af amerikanske Patriot-missiler, der var stillet op p stranden, og som skd mod de ind353

kommende Scud-missiler for at f dem til at eksplodere i luften. Men det var langtfra hver gang, de ramte. For mig foregik et typisk raketangreb sledes: Jeg sad med en tynd sjus p toppen af Hilton. Raketalarmen gik med resnderrivende sirener, og s vidste vi, at der var 90 sekunder til det frste nedslag. Vi sprang op, og de este hastede i beskyttelsesrum, resten gik til vinduet og stirrede p den natsorte himmel. S kom der et blndede ildglimt et sted langt ude og kort efter et kolossalt drn. Ned til bilen. Af sted i fuld fart i den retning, glimtet havde angivet. Nr man nrmede sig, kunne man blot flge de redningskretjer, der susede mod nedslagsstedet. En aften var der ikke ret langt at kre. Regnen piskede ned, og en fotograf og jeg lagde os efter et udrykningskretj. G vk, g vk, brlede en soldat, da vi kom frem. Som alle redningsfolk havde han gasmaske p, og han regnede med, at der var giftgas i luften. Hundrede meter bag ham blgede en giftigt udseende rg mellem husfacaderne, og alle redningsfolkene var endnu ikke net frem. Det er sennepsgas, hylede en anden, og der stank ganske rigtigt forfrdeligt, men krigsgas var det ikke. Midt p krebanen l kmpestore, forvredne stykker stl, der dampede. Det var dele af en Scud-raket, der var blevet ramt i luften af et Patriot-missil, s den dag virkede de. Der var skader p et par huse, men de var til at overse. Vi fortsatte derfor til et andet nedslagssted i nrheden, og der lignede gaden London under blitzen. Ved andre lejligheder var jeg p katastrofesteder, der nrmest s ud som Beirut i gamle dage. De materielle skader ved raketangrebene var meget store, og det var ubegribeligt, at mange ere ikke blev drbt. Der er nogen, der holder hnden over os, sagde en israeler, jeg talte med. Nogle af de vrste skader skete ved et angreb i en forstad til Tel Aviv, og en russisk immigrantkvinde fortalte, hvordan hun oplevede det: Jeg var p besg hos andre russiske immigranter, og de havde ikke forberedt et lufttt beskyttelsesrum af plastic. Mange af de fattige undlod at gre det. S da raketalarmen gik, stormede vi alle til et offentligt
354

Saddam Husseins regime var verdsligt, men under Golfkrigen spillede han det islamiske kort, blandt andet for at vinde tilslutning fra de shiitiske masser. Her er han p propagandapilgrimsrejse til Mekka. (Ofcielt foto)

beskyttelsesrum tt ved. Det var stort og l i en bygning af beton. Vi var omkring 200 mennesker i beskyttelsesrummet, og i den ene side var der en reol med bnnebger og bibler. Mange stod og reciterede salmer og tekster, og smbrnene skreg. S kom eksplosionen. En raket havde ramt direkte med 550 pund sprngstof. Alt faldt ned omkring os. Nogle blev kastet op i luften. Andre l p gulvet og skreg. Der stank af brndende svovl, og luften var tyk af stv. Da stjen tog af, og stvet lagde sig, begyndte vi at kigge os omkring, og det var fuldstndig forblffende, at ikke en eneste af os var blevet sret. Den nste morgen var jeg igen p eksplosionsstedet, da premierminister Yitzhak Shamir og Tel Avivs borgmester Shlomo Lahat kom for at inspicere det smadrede hus. Var der virkelig mennesker derinde? spurgte Shamir forblffet.
355

Ja, 200, og de blev alle reddet ved et mirakel, svarede Lahat, og det var der mange andre, der ogs troede.

Det kom palstinenserne dyrt at st, at de stttede Saddam Hussein under Golfkrigen. Pengestrmmen fra oliestaterne til PLO blev standset, og i de besatte omrder havde der vret voldsomme demonstrationer til fordel for Saddam, hvilket medfrte, at israelerne indfrte udgangsforbud og strammede overvgningen. Mens israelernes hverdag var prget af frygt for raketterne, var palstinensernes domineret af raseri mod USA og Israel. I den samme periode rejste jeg til Jordans hovedstad, Amman, og der var jeg lbet ind i 500 palstinensiske kvinder og brn, der hylede og skreg uden for den amerikanske ambassade: Oh, Saddam, vi elsker dig! Send dine kemiske vben mod Tel Aviv! Palstinenserne i de besatte omrder sang med p den samme melodi. Jeg ville gerne til Nablus for at tale med den tidligere borgmester Bassam Shakaa, men det var ikke til at vride en tilladelse ud af den israelske hr. Efter tre dages forgves forsg kom jeg endelig igennem til Shakaa p telefonen, og det var en skrattende og usikker linje. Pas p, hvad du siger. Efterretningstjenesten lytter med, var det frste, Bassam Shakaa sagde. Han var under overvgning, virkede anspndt, og hans kampgejst var ikke den samme som tidligere. Shakaa var invalideret og sad i sin rullestol, men han blev hele tiden opsgt af palstinensiske ledere, der ville sprge ham om rd. Han fungerede som elder statesman for intifadaen og havde stor indydelse bag kulisserne. Det var derfor, hren ikke ville lade mig mde ham. Folk lider her i Nablus, sagde Bassam Shakaa, udgangsforbuddet delgger livet for alle familier. Israelernes jernnve er hrdere og mere brutal end nogensinde. Vi har det slemt i jeblikket. De israelske soldater str p hustagene. De er alle vegne og optrder hrdt over for befolkningen. Dette udsagn havde jeg indirekte fet bekrftet, da jeg tidligere p dagen havde talt med en israelsk ofcer.
356

Denne gang er det alvor. Vi tillader ikke den mindste uro, og palstinenserne ved det, havde han sagt. Jeg spurgte Bassam Shakaa, hvad han mente om de irakiske raketter, der spredte dd og delggelse i Israel og frygt i jderne, men han ville ikke rigtigt svare. Jeg pressede ham, men det eneste, jeg k ud af ham, var en bemrkning med kontrolleret rolig stemmefring: Der er jo krig. Det var benbart, at han ikke havde noget imod raketterne. Sttter du ligefrem angrebet p Israel? spurgte jeg. Jeg vil ikke sige, om det er godt eller skidt. Har det ikke svkket PLO voldsomt, at Yassir Arafat sttter Saddam Hussein? Shakaa blev irriteret: Du bliver ved med at tale om Saddam Hussein og Arafat. Men de er kun enkeltpersoner. Hvad det drejer sig om, er den flles arabiske sag. Der var ogs et hug til mit land og dermed formentlig indirekte til mig: Danmark og resten af Europa sttter USAs imperialisme her i Mellemsten, og hvis USA fr held med sig, vil de efter krigen kontrollere olien og hele regionen. Derfor vil vor kamp fortstte. Jeg hber, at Danmark og de andre europiske lande vil opdage, at de gjorde en fejl ved at sttte USA. Allah forbyde, at USA vinder krigen, for hvis det sker, vil resten foreg i lyset af deres imperialisme. Det var formentlig det psykiske pres, der bragte Shakaas ideologiske tankegods op til overaden. Han forsatte med et lngere foredrag om imperialismen, den internationale kamp og den flles arabiske stat, mens jeg holdt telefonrret vk fra ret. Omkring hans hus i Nablus var alle skodder lukkede. Det var en stranguleret by, hvor alle sad inden dre. Der var mangel p mad og andre livsndvendigheder, og soldater bevogtede alle gadekryds. Nogle er allerede blevet drbt, sagde Bassam Shakaa med dirrende indignation i stemmen. Hvad med intifadaen? Efter krigen vil den fortstte.
357

Er der slet ingen gode nyheder? Jo, jeg er blevet bedstefar. Min datter Hannah bor i London, og hun har netop fet et barn. Jeg kendte Hannah fra tidligere, og hun havde fortalt mig, at da hun kom lbende hen til sin fars bil, som i sin tid blev bombesprngt af jdiske terrorister, havde en israelsk ofcer peget ind i vraget og foragteligt sagt til hende: Dr ligger din fars ben. Han fr ikke brug for dem mere. Enkelte af Scud-raketterne gik forkert og slog ned p Vestbredden, hvad der ikke havde vret Saddams mening. Vi kunne ikke se dem fra toppen af Hilton-hotellet, men en aften k jeg et praj om, hvor en raket var landet, s jeg krte i buldrende mrke af sted for at nde den. Det blev en forgves jagt, og siden opgav jeg at rykke ud med det samme til de eksplosionssteder, jeg ikke selv havde observeret. Men p Vestbredden fandt jeg danske Sally Cochavi, 25 r, der var kommet til Israel som lille og havde dobbelt statsborgerskab. Hun havde med mand og brn slet sig ned i bosttelsen Ginot Shomeron, og nu sad hun hver dag i to timer ved telefonen for at yde ndhjlp til folk, som blev panikslagne over raketangrebene. Nr raketterne kommer, kan vi st udenfor og se dem stryge over himlen. Men vi tager gasmasker p og gr ind i det luftttte rum, sagde Sally. Hun havde oplevet to familier, der i panik havde sprjtet sig med atropin. Min egen sprjte havde en brugsanvisning, der sagde, at man frst skulle sprjte sig, nr de frste symptomer viste sig, og det var svigtende syn, pres for brystet, kvalme og rystelser i hele kroppen. Den slags anvisninger kunne f hvem som helst til at fle sig utilpas, for faren var reel. En dag kom en pige med en stor, bl bule i panden, fortalte Sally. Det var hendes mor, der skrkslagen havde banket en gasmaske ned over hovedet p hende. I Tel Aviv havde jeg hrt om et andet tilflde af panik. En familie styrtede ind i det luftttte beskyttelsesrum og glemte ganske en kogende gryde p komfuret, s hele lejligheden brndte. Familien Cochavi var ikke en typisk bostterfamilie, sdan som man kender dem fra de politiske opgr. Sally og hendes mand Gabriel var
358

socialister, og de havde udelukkende slet sig ned i Ginot Shomeron af konomiske grunde. For at f befolket Vestbredden med jder havde regeringen givet store tilskud, og mange, der hverken var religise eller chauvinistiske, havde benyttet sig af chancen. Vi har givet 45.000 dollar for vores hus. I Tel Aviv ville det have kostet 300.000 dollar, sagde Sally. Da krigen var en uge gammel, mdtes jeg med nobelpristageren, den ungarskfdte amerikanske forfatter Elie Wiesel p The King David Hotel i Jerusalem. Wiesel kom med slipover under jakken og gasmasken dinglende i en rem om halsen. Hver institution og virksomhed i Israel havde indrettet luftttte rum, hvor folk sgte hen, nr raketalarmen gik over sirener, radio og fjernsyn, og i hjemmene var der hjemmelavede, luftttte plastictelte med lagre af vand og fde. Gasmasken tog de med sig overalt. Hos Wiesel mdte jeg en anden holdning til Irak og Saddam end hos en Bassam Shakaa eller en prinsesse Alia af Jordan. Prinsessen er araber, Wiesel er jde. Hun blev fdt til overddig luksus som medlem af kongefamilien, han sad i Hitlertysklands koncentrationslejre. Mens prinsessen havde udtrykt forstelse for Iraks situation og opfordret til, at man lyttede mere til Saddam, sagde Elie Wiesel: Denne krig er Det blinde Missils krig. En slags sindssyg gud er get amok, og vbnene er kun rettet mod uskyldige civile sageslse kvinder og brn. Denne krig er perverteret af had og hvnflelse. Da krigen begyndte, rejste mange rige jder ud af Israel for at undg faren. Jder fra diasporaen tog imidlertid den anden vej for at vise solidaritet, mens kamphandlingerne foregik, og Elie Wiesel var en af dem. Jeg kom, fordi Israel er i fare. Jeg flte, at jeg mtte dele israelernes skbne med dem. Som den jde jeg er, som den forfatter jeg er, som det vidne jeg er hvordan kunne jeg vre andre steder netop nu? sagde han. Elie Wiesel blev fdt i en lille landsby ved grnsen mellem Ungarn og Rumnien, og da han var 12 r, blev familien taget af nazisterne. Frst transporteredes de til Auschwitz, hvor moderen og ssteren blev myrdet i gaskamrene. Faderen og Elie endte senere i Buchenwald, hvor faderen omkom. I 1945 blev den 16-rige Elie befriet af amerikanske soldater.
359

Nobelpristageren Elie Wiesel. (Foto: NSJE)

Denne fortid har prget hele Wiesels virksomhed og forfatterskab. Han har arbejdet som forsker, dirigent og universitetsprofessor, og alle vegne spreder han oplysning om de 12 millioner mennesker, der blev myrdet af nazisterne (halvdelen af dem var jder). Han har gjort en stor indsats for denne verdens undertrykte folkeslag, blandt dem kurderne, som Saddam Hussein forfulgte. En tjener kom med frisk kaffe, for den ene balje forsvandt efter den anden. Der var helt tyst i lokalet, hvor vi sad, og gennem vinduet kunne vi se tavse mennesker, der hastede forbi med deres gasmasker ved hoften. Elie Wiesels ansigt var furet, som bar det mrker af alle hans bekymringer. Havde han ikke fred i sindet? Nej, sagde han, men jeg har en vision om, hvad der kan ske efter denne krig. Det er en vision, det er umuligt at udtrykke i realistiske ord. Det er en poetisk vision om et Mellemsten, hvor folk endelig vil afvise krigen som et middel til at n deres ml. Af hele min sjl er jeg imod krig. Krigen er grotesk, den har aldrig nogen sejrherre. Den producerer kun ofre.
360

Men den krig, vi nu var midt i, var den retfrdig? Ja, virkeligheden stiller andre krav end dem, der dukker op i vor samtale. Saddam Hussein har ndret billedet i regionen, og jeg str bag den politik, USA har frt under krisen. Wiesel var ikke i tvivl om, hvad der burde ske, nr det hele var overstet: Saddam Hussein br tiltales for forbrydelser mod menneskeheden og stilles for et internationalt tribunal. Denne domstol br nedsttes i den arabiske verden, og arabisk-muslimske nationer skal vre med i dommerpanelet. Han mente ogs, at krigen kunne have vret undget: Verden skulle have skredet ind, da Saddam Hussein brugte giftgas i krigen mod Iran. Verden skulle have skredet ind, da han brugte giftgas mod kurderne i sit eget land og myrdede tusinder. Sammen med mine kurdiske venner skrev jeg breve og artikler og stod p hovedet for at fremkalde en reaktion, men det var forgves. De mennesker, der normalt sttter humanistiske kampagner, var tavse. Vi kunne ikke f deres underskrift. Det var umuligt at pvirke den offentlige mening, da det drejede sig om kurderne, og jeg ved ikke hvorfor. Men dengang skulle den civiliserede verden have anklaget Saddam for forbrydelser mod menneskeheden. Ved at undlade at reagere begik den civiliserede verden ikke blot en fejl, den begik en synd. Tavshedens synd. For Elie Wiesel var dagligdagen i Israel en traumatisk oplevelse. Han flte p huden den anspndte frygt i befolkningen. Han sgte tilugt i forseglede rum med gasmasken for ansigtet, nr raketalarmerne kom, og han studerede sine medmennesker under pres: Det er det ukendte, der skrmmer folk. Israelerne er vant til artillerigranater og bomber. Men giftgassen er noget nyt og ekstremt hsligt. Nr jeg er i beskyttelsesrummet, ser jeg urolige spdbrn i luftttte plastictelte, og jeg ser strre brn reagere anspndt og frygtsomt. Jeg ser udtrykket i deres mdres ansigter. Hvorfor skal vi gre dette mod vore brn? tnker de. Hvorfor skal vore brn opleve dette? Det er i beskyttelsesrummet, at krigen bliver grotesk og latterlig. Der, hvor raketterne slr ned, er det hele mere sdvanligt. Det er den r vold og delggelse, der plejer at komme fra hjeksplosivt sprngstof. I de luftttte rum er
361

det derimod giftgassens usynlige spgelse, der terroriserer stemningen. Hver eneste gang er ventetiden ulidelig. Er der gas i raketterne denne gang? tnker man. Vi talte ogs om palstinenserne og tiden efter krigen. Det var fr den skaldte fredsproces, og det var fr den brutale terror blussede op. Wiesels holdning var klar: I den sidste ende bliver Israel ndt til at konfrontere palstinensernes tragedie. Det er umuligt at lade vre. Der er s mange palstinensere, der lider De vil vre herrer over deres egen skbne. Dette kan man ikke blive ved med at ignorere, og jeg er sikker p, at Israels ledere forstr det. Israel m konfrontere det palstinensiske problem jeg ved ikke hvordan, men gres skal det. Ved forskellige lejligheder havde Elie Wiesel frt samtaler med palstinensere i de besatte omrder, og han havde udvekslet mange tanker med dem: Sidst jeg var i Gaza, foregik samtalerne meget bent og rligt. Og ved en konference sidste r mdte jeg 30-40 palstinensere i nogle bevgede jeblikke. Vi lser dine bger. Vi ved, at du lytter til alle, der lider, sagde de, og jeg svarede: Jeg ved, at I lider. Men I m forst, at jeg er jde, og at jeg ogs m lytte til israelernes frygt. De er bange for jer. De er bange for, hvad I kan blive til. I sit forfatterskab (p dansk er fx udkommet Natten, Tigger i Jerusalem og Den evige Gld) har Elie Wiesel stillet de sprgsml, der har jaget ham hele livet: Hvorfor blev han som jde forfulgt af tyskerne? Hvorfor overlevede netop han, mens seks millioner andre blev udslettet? Ingen af svarene var at lse i hans srgmodige blik. Et par dage efter samtalen med Elie Wiesel mdte jeg kontoristen Rafael Goohary fra Tel Aviv. Han delte ikke den almindelige frygt for giftgasangreb, og hans kone havde mttet tilkalde sin bror for at f deres hjem sikret med et lufttt plastictelt. Jeg synes, Israel har ladet sig gribe af panik, sagde han. Saddam er kendt for at skryde og true. Jeg tror, det hele er psykologisk krigsfrelse med det ml at f os til at gre, hvad fjenden nsker. Men jeg vil ikke lade mig true og dirigere af min gamle klassekammerat. Og Rafael Goohary var virkelig gammel klassekammerat med Sad362

dam Hussein. De var begge vokset op i Irak under den gamle verdensorden. Saddam blev fdt i 1937 i den ludfattige landsby Al-Auja tt ved byen Tikrit, der ligger ved oden Tigris halvandet hundrede kilometer nord for Bagdad. Landsbyen havde ikke elektricitet, vandvrk eller andre bekvemmeligheder. Saddams familie boede i en jordhytte, og som brndsel brugte de komg. Det var en ussel barndom, og Saddams stedfar gjorde den ikke bedre. Han hed Ibrahim Hassan og var en grov, analfabetisk bonde, der behandlede drengen drligt. Saddam har selv fortalt, hvordan Ibrahim plejede at smide ham ud af sengen, idet han brlede: St s op, du sn af en luder, og se at komme ud til frene! Da Saddam var 10 r, kom han til at bo hos sin morbror, Khayrallah Tulfah, der var skolelrer i Bagdad. Denne mand, der senere blev borgmester i hovedstaden, vede stor indydelse p Saddam, og denne kom til at leve et ganske andet liv end i landsbyen. Det var i Bagdad, Rafael Goohary mdte ham: I klassevrelset sad jeg nogle rkker bag ved Saddam, og jeg hjalp ham ofte med lektierne. Arabisk var hans bedste fag, men det var ikke engang godt. Jeg hjalp ham isr med fysik, matematik og engelsk. Han var altid meget alvorlig og legede sjldent med os andre. Han arbejdede hrdt med lektierne, men det kneb meget. Han var simpelthen dum. Jeg tillod mig at korrekse Rafael. Saddam Hussein var langtfra dum. rsagen til hans drlige karakterer var, at han overhovedet ingen undervisning havde fet, fr han blev 10 r. Allerede fra 1929, under det britiske mandat, blev zionister forfulgt i Irak, men kong Feisal I proklamerede p et tidspunkt religionsfrihed, undervisningsfrihed og frihed til ethvert arbejde for jderne i Bagdad. Der blev ogs valgt jder til parlamentet, og jderne spillede en stor rolle i landets erhvervsliv og bankvsen. Efter Feisal skiftede billedet, og jderne blev igen diskrimineret. Under Anden Verdenskrig blev Hitlers politik stttet i hele landet, og i 1941 kom nedslaget. I 200 dage blev hundredvis af jder myrdet og torteret af en opammet pbel. Deres ejendom blev rvet, synagogerne vandaliseret, og det var kun briternes indskriden, der standsede det hele.
363

Fra 1948 blev der nedlagt forbud mod, at jder forlod Irak, og da staten Israel blev proklameret den 14. maj, indfrtes der krigsretstilstand. Der blev nedsat militre domstole, og hundreder af jder blev arresteret. Straffeloven, der foreskrev fngsel eller endda livsstraf for den, der blev fundet skyldig i kommunisme, blev nu udvidet til ogs at omfatte zionisme. Det var disse tumulter, Rafael Goohary oplevede sammen med sin familie, og han fortller om 1948, da han og Saddam var omkring 11 r: Skolen sendte os elever ud p en demonstration for at protestere mod staten Israel. Vi jdiske brn ville vise vore arabiske kammerater, at vi hadede Israel lige s meget, som de gjorde, s derfor brlede vi med p slagordene: Ned med Israel!, Dd over jderne! Det var de jdiske ledere, der havde givet ordre til, at vi skulle opfre os p denne mde, og formlet var udelukkende at beskytte os selv mod jdehadet. Saddam Hussein var ogs med i denne demonstration og en af de ivrigste. I hele Bagdad var der en voldsom antijdisk atmosfre, og en dag s jeg nogle jder blive hngt midt i byen. De var blevet anklaget for at have forbindelse med Israel. Men der var mange andre tragedier. Rafael diskuterede aldrig politik med Saddam, og det var der en god grund til: Jeg mtte vre forsigtig, ligesom alle andre jder. Forholdene var s farlige, at vi mtte vise respekt og frygt, nr vi havde med araberne at gre. Massearrestationen af jder i 1948 blev gentaget ret efter, og derefter ygtede titusinder hemmeligt til Iran. Nogle af dem fortsatte direkte til Israel, andre kom senere. I 1950 k de irakiske jder lov til at rejse ud af landet, hvis de ville afsvrge det irakiske statsborgerskab, og derefter begyndte masseudvandringen til Israel. Den sluttede i 1951, da 110.000 jder var udvandret, og Rafael Goohary og hans familie var iblandt dem. Siden havde han ikke sat sine ben i Irak, og han havde aldrig lngtes tilbage. Men jeg hrte andre historier om Saddam Hussein i Israel, og nogle af dem var positive. Den tidligere minister Mordechai Ben-Porat var leder af The Babylonian Jewry Heritage Center, og selv havde han spillet
364

en hovedrolle i organiseringen af den hemmelige masseugt fra Irak i 1949. Vi har mindst et halvt dusin dokumenterede tilflde af israelske jder, som tidligere blev hjulpet af Saddam Hussein i kritiske perioder, sagde han. En af dem var Victoria, som var en af de jder, der blev i Irak, da de este udvandrede. I 1968 blev hendes mand fngslet p en falsk anklage for spionage. Victoria og hendes svigerinde, hvis mand ogs var blevet fngslet, boede i nrheden af Saddam Hussein, der dengang var en opgende stjerne i Baath-partiet, og de opsgte ham og bad ham gre noget for at f mndene fri. Saddam gik ind i sagen bag kulisserne, og Victoria og svigerinden besgte mange gange ham, hans kone og mor og drak kaffe med dem. Det hele endte med, at mndene slap med en symbolsk frihedsstraf, og Victoria var overbevist om, at det var Saddam, der reddede dem. Der var alts nogle f israelere, der havde noget at takke Saddam Hussein for, og andre beretninger viser, at Saddam tilsyneladende kom godt ud af det med jder, indtil han k magten i Irak. Mske kan man deraf slutte, at hans senere erklrede had til Israel og trusler om at udslette alle jder var en attitude, han tillagde sig for at fedte for den islamiske pbel og de fanatiske mullaher i den arabiske verden. I s fald ville det ikke vre den eneste gang, han hyklede. Han anlagde ogs en yderst ydmyg holdning til religionen og tilbad offentligt Allah, da dette politisk kunne betale sig. Men ellers var Saddam Hussein ganske sekulr, og hvis han har troet p nogen ud over sig selv har det nok vret Fanden. Under krigen talte jeg med mange israelere, brn i skolerne, soldater, forfattere og aktivister fra fredsbevgelsen Peace Now. De sidste havde midlertidigt skiftet slogan til War Now, for Iraks uprovokerede angreb skabte en dyb, retfrdig harme hos alle. Saddam skal drbes, sagde tre 17-rige, jeg havde samlet til en snak, og brnepsykologen Pinchas Lazer fortalte, hvordan hans 10-rige sn hele tiden udtnkte nye ddsmder for den irakiske diktator: Han opnder metoder til at storme Saddams bunker, forgifte hans mad eller drbe ham ved et dristigt kommandoraid. Jeg lader ham gre
365

det, for det hjlper ham til at kontrollere frygten og panikken. Koalitionens krig mod Irak havde fra begyndelsen kun vret en luftkrig med svre bombardementer, men den 24. februar blev det ogs en landkrig, og den 27. blev Kuwait befriet. Den 3. marts accepterede Saddam Hussein en vbenhvile p de allieredes betingelser. Men det var en fatal fejl, at krigen ikke blevet frt til ende og Saddams regime styrtet. Det ville have forsknet eftertiden for mange lidelser.

25
Vi tager ogs deres sjl
Nok af blod og trer. Nok.
yitzhak rabin, israelsk premierminister, 1993.

Tidligt i 1993 bemyndigede den israelske udenrigsminister Shimon Peres to akademikere, dr. Yair Hirschfeld og dr. Ron Pundak (sn af Politikens mangerige chefredaktr Herbert Pundik), til at holde mder med PLO-ledere i Oslo. Formlet var at undersge, om det var muligt gennem hemmelige forhandlinger at n til et stadium i en forstelse, hvor israelske embedsmnd og regeringen kunne ase akademikerne. Det var en utraditionel metode, og den blev valgt for at undg at tabe ansigt, hvis gabet mellem de to parter var for stort. Slog det hele fejl, ville regeringen jo nemlig kunne sige, at det hele blot havde vret to akademikeres private undersgelser, som ikke var forpligtende for nogen. Et par mneder senere var man s vidt, at premierminister Yitzhak Rabin godkendte en fortsttelse, nu med deltagelse af israelske diplomater. Den 20. august blev der af PLO og Israel underskrevet en hemmelig principerklring, og i de flgende uger var der hektisk diplomatisk aktivitet i Washington, Jerusalem og Paris. Dette frte i september frem til det historiske mde i Det hvide Hus mellem p den ene side Peres og Rabin, p den anden Yassir Arafat. Prsident Bill Clinton var den glade vrt. I alle de forudgende r havde Israel ngtet at forhandle med PLO med den begrundelse, at det var en terroristorganisation, og det havde oven i kbet under strafansvar vret forbudt for israelere at mdes med PLO-reprsentanter. Nu stod Rabin, Peres og Arafat s p grsplnen foran Det hvide Hus og trykkede hinanden i hnden, og den skaldte fredsproces blev indledt. Forud var der get en konference i
367

Madrid i 1991 og andre forhandlinger, men det var frst, da Arbejderpartiet vandt valget i 1992 og Yitzhak Rabin blev premierminister, at der kom gang i sagerne. En dag i september 1993 sad jeg over for Saman Khoury i et hus mellem Ramallah og Jerusalem. Jeg kendte ham fra rene 1980-85, da han var redaktr af den palstinensiske avis Al-Fajrs engelsksprogede udgave. Nr jeg dengang besgte ham, skete der hver gang det samme. Jeg sagde til Saman: Hvad har du samlet siden sidst? Han lste op for et skrammet metalskab, tog en enorm dynge papirer i armene og placerede den foran mig p skrivebordet. I de nste timer sad jeg med evindelige kopper strk kaffe i det beskedne og lidt snuskede redaktionskontor og pljede mig igennem papirdyngerne, som bestod af originalmanuskripterne til artikler, der var skrevet til Al-Fajr, siden jeg sidst havde vret i byen, og som var blevet ramt af den israelske censur. Hver eneste artikel til avisen havde skullet forelgges censuren, og de afsnit eller hele artikler, der ikke mtte trykkes, var omhyggeligt markeret og stemplet af den militre censor. Disse censurerede artikler var en guldgrube af viden for mig, for de afspejlede i enhver given periode de omrder, den israelske undertrykkelse satte ind imod. Ofcielt sagde de israelske myndigheder, at de kun censurerede det vk, der kunne ophidse til vold og ulovlige tilstande, men hver gang jeg kom til stjerusalem og besgte Al-Fajr, k jeg bevis for, at det var lgn. I nsten hvert nummer af avisen var der mange bortcensurerede stykker, og jeg forblffedes over spndvidden i dem. Det meste af det bortcensurerede var i mine jne fuldstndig uskadeligt, og det gik op for mig, hvad israelernes hensigter var. De nskede nemlig ikke blot at fjerne voldsophidsende materiale. De undertrykte ogs artikler og notitser, der kunne tjene til at styrke palstinensernes almindelige kulturelle og nationale bevidsthed og der var intet omrde, der gik ram forbi. Jeg blev altid vred over eksemplerne p denne urimelige censur, som havde karakter af grov chikane. Ytringsfrihed eksisterede alts ikke for palstinenserne, heller ikke kunstnerisk ytringsfrihed i teater og digtning, og nr jeg sad med de
368

Redaktr Saman Khoury p avisen Al-Fajr. (Foto: Al-Fajr)

myrdede artikler, tnkte jeg p den israelske digter og jurist Ory Bernstein, der havde kommenteret besttelsen sledes: Vi tager ikke blot deres land fra dem. Vi tager ogs deres sjl. Saman Khoury var medlem af Nayef Hawatmehs organisation DFLP, og i 1988 kom han i fngsel frste gang. Under Intifada I var han medlem af palstinensernes Forenede Ledelseskommando, der koordinerede oprret, og i 1989 blev han igen arresteret, stillet for retten og idmt syv rs fngsel. Nu var det alts 1993, og Saman var blevet lsladt nogle mneder i forvejen. Han var ikke lngere medlem af DFLP, for han havde afsvoret marxismen-leninismen og var parat til at leve i fred med israelerne. I stedet var han med i ledelsen af et helt nyt parti, FIDA (Den palstinensiske demokratiske Union), der var dannet af en udbrydergruppe fra DFLP og to andre grupperinger. FIDA hrte til p venstrejen, men Saman Khoury forklarede, at den ville prve at blive en samlende faktor uden ideologiske krav eller bindinger: Vi nsker et bent palstinensisk samfund, et frit og godt land. Jeg
369

har en drm om, at vi her i regionen kan f europiske tilstande mellem landene. I Europa kan folk arbejde, stemme og rejse frit. Det er noget at strbe efter. Khoury var nu rdgiver for den palstinensiske delegation i fredsprocessen. Han udstrlede intelligens, viden og handlekraft, og det kraftige sorte overskg vibrerede af energi. Pludselig kiggede han p sit armbndsur og s smilende p mig: Nu er det prcis en time siden! Jeg lignede et sprgsmlstegn, og han fortsatte: Klokken ni skrev premierminister Yitzhak Rabin under p, at han anerkender PLO som det palstinensiske folks reprsentant. Det er da utroligt. Uden for huset vajede det israelske ag ved en vejsprring, og jeg spurgte: Kommer det forbudte palstinensiske ag frem i dag? Ja, med garanti. Der bliver gldesdemonstrationer i mange byer. For fjorten dage siden var folk skeptiske og uforstende over for fredsprocessen. I dag er mange ere glade. Det gr langsomt op for folk, at det er noget virkelig historisk, der sker. Da jeg gik p arbejde i morges, smilede og vinkede folk i de butikker, jeg passerede. For en uge siden havde de lukkede ansigter. Men Khoury var usentimental om fremtiden: Det, der er sket, er noget positivt. Fortiden vil aldrig vende tilbage. Men naturligvis lser principaftalerne og erklringerne ikke alle problemer. Derfor er det vigtigt, at der fra begge sider bliver arbejdet hrdt p at fastholde den gode begyndelse. Jeg mindede ham om, at fundamentalisterne og de gamle verdslige terrororganisationer svor, at de ville torpedere tilnrmelsen mellem palstinenserne og Israel. DFLP og PFLP havde trukket sig ud af PLOs eksekutivkomit i protest, og Saiqa-chefen Abu Moussa, der havde besejret Yassir Arafat i Tripoli-krigen ti r tidligere, havde forleden sagt: Vi vil drbe Arafat p grund af hans forrderi. Khoury strg sig over overskgget og svarede: Fundamentalisterne og fanatikerne kan g amok og aktionere. Men de skal holdes i skak. De religise i Hamas har bag kulisserne forsikret
370

os om, at de vil vre en ansvarlig opposition, men det gr mig faktisk bange, hvad de mener med det. PFLP er i vildrede. De indser klart, at de er oppe imod en proces, som er for stor til, at de kan knuse den. De vil gerne udfre vldige aktioner, og de kommer nok ogs p banen men det vil blive i sm, isolerede angreb. Alle disse folk ved imidlertid, at der ikke er nogen vej tilbage, s jeg tror, at tilslutningen til fredsprocessen vil vokse og vokse. I gamle dage havde jeg oplevet Saman Khoury som en barsk og uforsonlig bekmper af besttelsesmagten, men nu var han mere nuanceret: Mit syn p israelerne afgres af, om de respekterer mig og mit folk, selv om jeg fr svrt ved at glemme deres brutalitet under intifadaen. I dag str det palstinensiske folk som det frste arabiske folk, der k et realistisk syn p Israel. Det vil tage tid at f fred i hele regionen, men palstinenserne har vist vejen. Vore forbindelser med israelerne er betydeligt mere konstruktive og venskabelige end egypternes, selv om de k deres fredstraktat for mange r siden. Der er en grad af fllesskab mellem os og israelerne i det, der nu foregr. Senere p dagen s jeg bde jdiske og arabiske demonstrationer. Nogle af de rabiate jdiske chauvinister svingede med en galge, der var beregnet til at hnge Yitzhak Rabin i, og det var et uhyggeligt varsel om fremtiden. Saman Khoury blev i de flgende r en fremtrdende skikkelse i det palstinensiske selvstyre, og han fastholdt den fredspolitik, han havde bebudet over for mig under vort mde. I 2002 underskrev han sammen med andre fremtrdende palstinensere en appel om, at fundamentalisterne skulle standse selvmordsattentaterne mod Israel, og i efterret 2003 var han direktr og koordinator for The People's Peace Campaign i Jerusalem, som var en flles israelsk-palstinensisk bestrbelse p at stoppe galskaben. Efter 1993 blev der indget ere aftaler, Yassir Arafat holdt sit indtog i Jeriko, og israelerne begyndte at trkke sig tilbage fra de besatte omrder, idet de dog beholdt den sikkerhedsmssige kontrol. Verden ndede lettet op, og hbet om fred k nring. Men s viste Mellemstens sande ansigt sig igen, og en rkke begivenheder forpestede klimaet.
371

Den frste var mordet p Yitzhak Rabin i 1995. Han blev drbt af en ung rabiat israeler, Yigal Amir, som var imod fredsprocessen og pberbte sig, at det var hans religise pligt at forhindre bibelsk land i at blive tilbagegivet araberne. Amir var blevet hjernevasket af den hadefulde kampagne mod Arbejderpartiet, som de religise fanatikere frte i denne periode. Under Shimon Peres, der efterfulgte Rabin, fortsatte fredsprocessen, og administrationen af en lang rkke byer og landsbyer overfrtes til palstinenserne. I 1996 skulle der vre valg, og en rkke palstinensiske selvmordsbombeattentater pvirkede den offentlige mening, s Arbejderpartiet mistede magten. I stedet blev den hjreorienterede Benjamin Netanyahu chef for en Likud-regering, og han srgede for, at fredsprocessen blev invalideret, lige til Ehud Barak kom til magten i 1999. I 1996 mdte jeg mange hjtrbende israelere, der havde nerverne uden p huden p grund af bombeattentaterne Saman Khoury og hans meningsfller havde ikke kunnet holde Hamas i skak s det var en ren lise at tale med brdrene David og Jakob Melchior, som jeg traf i Jerusalem. De var snner af den danske tidligere minister Arne Melchior og brnebrn af den legendariske overrabbiner Marcus Melchior, og de var lige s begavede og kvikke i hovedet som resten af den familie. Jakob tog til Israel efter gymnasiet, og i 1994 k han statsborgerskab. Han aftjente sin vrnepligt i en infanteriafdeling og gjorde tjeneste p Vestbredden og i Libanon. Nu lste han statsvidenskab p Hebrew University. David var kommet senere og havde status som turist med arbejdstilladelse. Hvad gr I her? spurgte jeg. Jakob: Jderne i Danmark bliver frre og frre. Zionismen og assimileringen fr menigheden til at svinde ind. Nogle af de bedste emigrerer til Israel, og de assimilerede mister deres jdiske identitet. S jeg er kommet, fordi bde min egen og mine kommende brns jdiske fremtid er bedst sikret i Israel. Her er der ingen fare for, at identiteten udviskes. Brdrenes syn p konikten med palstinenserne udtrykte de sledes:
372

Det er ikke et sprgsml om ret og uret, men om ret og ret. Begge parter skal kunne vre her. Da vi talte om de ultraortodokses hadkampagner, citerede de deres farfar: Religionen behver ikke at vre logisk. P den anden side m den ikke vre naturstridig. David: Jeg elsker landet, men israelerne kan vre irriterende. Mit strste problem med dem er, at de er s uhige, r og uforskammede. I politik er tonen ofte umdeligt grov, og det samme er tilfldet i befolkningen. Jakob: Ved du, hvordan man kan kende en israeler? Det er ham, der str sidst i ken ved bussen, men som alligevel kommer frst ind i den.

26
Hvorfor er vi her?
I deres vrste mareridt kunne fortidens religise vismnd ikke have forestillet sig, at den moderne stat ville blive knust under en religis stvle og da slet ikke under en religist-nationalistisk stvle.
avirama golan, israelsk kommentator, 2003.

En aften i maj 1999 sad jeg sammen med min kone, Lotte i en ttpakket teatersal i Ramat Efal st for Tel Aviv. Et par dage senere skulle der vre valg til Knesset, og Arbejderpartiets leder, Ehud Barak, stod p talerstolen oppe p scenen. Premierministeren valgtes direkte alts ikke af parlamentet, som vi er vant til i Danmark og Barak besvor forsamlingen om at styrte den hjreorienterede Benjamin Netanyahu og indstte ham selv. Flg mig! rbte Barak, og folk rettede sig op i sderne. Da jeg var i hren, sagde jeg altid til mine soldater: Flg mig! Det samme siger jeg til jer: Flg mig! Folk klappede som rasende. Generalljtnant Ehud Barak var gammel kommandosoldat og forsvarschef. I sine unge dage havde han haft ljtnant Netanyahu under sig, her havde han folk med sig. Da Barak var frdig med at tale, gik han hen og omfavnede en mand, der sad ved et bord lige ved siden af talerstolen. Det var overrabbiner Michael Melchior, og de to mnd var forenet i denne valgkamp. Under navnet t Israel var Arbejderpartiet get i listeforbund med et par smpartier, og Melchior var ledende i det ene af dem, det religise parti Meimad. Det var Melchior og hans parti, der havde arrangeret valgmdet, og derfor k det et usdvanligt forlb. Midt i det hele splittedes forsamlingen i arbejdsgrupper, som studerede srlige tekster bde religise og verdslige og bagefter samledes de igen i salen. Det hele varede mere end tre timer. Michael Melchior boede og arbejdede i Jerusalem, men han var ogs
374

overrabbiner i Norge. Han er sn af den tidligere danske overrabbiner Bent Melchior, og jeg havde hans bror Kim siddende ved min side som tolk, for det hele foregik p ivrit. Mdet var den sidste kraftanstrengelse fr valget, og p scenen var foruden Barak og Melchior en rkke politiske koryfer, som jeg tidligere havde mdt nogle af, og som alle talte for den flles sag: Shimon Peres (tidligere premierminister), Yael Dayan (datter af Moshe Dayan), Avraham Burg (efter valget formand for Knesset) og professor Aviezer Ravitzky, der var en af Meimads losoffer. Peres holdt en mgtig tale, der rev folk med, s de klappede og lo i t vk, blandt andet ad denne rammende karakteristik: Israelsk politik er som en vogn, der er forspndt med 32 heste [s mange partier stillede op til valget]. Vognen bliver stende, men hestene sparker vildt efter hinanden, og det hele er kaos. Jeg kalder professor Ravitzky losof, fordi Kim Melchior havde beskrevet sin brors ret ukendte parti sledes: Meimad har hidtil bestet af idealistiske tnkere, losoffer. De havde ingen praktisk sans, og de var ikke ivrige for at komme i Knesset. Men nu har de besluttet, at deres ider skal omsttes i praksis. Nu vil de have indydelse, og det er frst og fremmest Michaels skyld. Han vil se resultater af den intense tankevirksomhed. Hen under midnat krte Lotte og jeg tilbage til Jerusalem sammen med brdrene Melchior, og da sagde Michael med et skvt smil om partiet: Min opgave har vret at f det ned p jorden. Israelsk politik har i mange r vret et uoverskueligt kaos, som Shimon Peres havde sagt det (fx opstillede 27 partier ved det valg i 2003, der sikrede Ariel Sharons forbliven som premierminister), s der var ikke noget at sige til, at man uden for Israel ikke havde hrt noget til Meimad. Man kunne ogs sprge, hvad i alverden det skulle gre godt for. Der var i forvejen en stribe religise partier, hvoraf det ene var vrre end det andet. Ingen regering havde nogensinde kunnet dannes uden i koalition med et eller ere af de religise partier, og det havde de udnyttet til en grov afpresning og manipulation, der drnede statskassen og ophidsede den sekulre del af befolkningen. Afpresningen bestod i, at de for
375

at sttte en given regering havde forlangt og fet meget store belb til deres private virksomhed, fx de religise skoler. S hvad skulle man med ere religise partier? spurgte jeg Michael Melchior, og han havde en opsigtsvkkende forklaring: Vi nsker at fjerne de religise love. Vi vil oplse de religise rd. Vi vil gre en ende p den korruption, der trives omkring de religise partier. Politik og religion br klart adskilles. Meimad er noget srligt ved sin opfattelse af forholdet mellem stat og religion, og denne holdning er revolutionerende, selv for Arbejderpartiet. Overrabbiner Melchior arbejdede alts for at afskaffe de religise partier, og det ironiske er, at dette ogs omfattede hans eget. Hvis Meimad k succes, ville det have overdiggjort sig selv. P valgmdet havde Arbejderpartiets ledere sluttet helt op om de nye tanker. Ehud Barak havde sagt, at uden Meimad vil jeg ikke kunne forandre Israel, og Shimon Peres havde tilfjet: Religion og politik hrer ikke sammen. Gud behver ikke noget parti. Han skal ikke genvlges! Mens vi susede gennem den sorte og stille nat, udviklede Michael Melchior hovedpunkterne i sin politik. Foruden at afskaffe de religise partiers tyranni ville han have ny dynamik i fredsprocessen mellem Israel og palstinenserne noget, Benjamin Netanyahu havde blokeret for som premierminister: Vi gr ind for princippet om land for fred, selv om det vil vre pinefuldt for et religist parti at sige farvel til Juda og Samaria. Men Oslo-aftalerne er den eneste referenceramme, vi har, og uden smertefulde kompromiser fr vi ingen fred. Da Melchior havde tilrettelagt den flles politik med Arbejderpartiet, var han og Ehud Barak blevet enige om disse ting, blandt andet at Israel kun ville beholde enkelte blokke af bosttelser ved den grnne linje, og det var dette, der senere afspejledes i Baraks modige men forgves fredstilbud, som i 2000 gav palstinenserne nsten alt det land, de havde forlangt, og som endda ville give dem autonomi i stjerusalem. Michael Melchior blev fdt i Kbenhavn i 1954, og han k sin ordination som rabbiner i Jerusalem. Fra 1980 var han overrabbiner i
376

Overrabbiner Michael Melchior p talerstolen i Ramat Efal. Et par dage senere valgtes han til Knesset og blev minister. Endnu senere (til 2002) var han viceudenrigsminister i Ariel Sharons regering. (Foto: Lotte G. Andersen)

Norge, og fra 1985 arbejdede han ogs som rabbiner for en menighed i Jerusalem. I 1980erne havde jeg frste gang besgt ham i hans hjem hvor en masse livlige rollinger kravlede rundt under bordene og bag om sofaen og jeg havde ere gange senere talt med ham, nr der var srlige kriser i Israel. Hver gang gjorde hans holdninger, hans intellekt, hele hans personlighed, indtryk p mig. Melchior er en international humanist af format, der kmper for social retfrdighed (direktr for The Elie Wiesel Foundation, administrator for forskellige organisationer, der arbejder for menneskerettigheder, immigration og uddannelse. Han har fet mange hdersbevisninger, blandt dem Det norske Nobelinstituts pris for tolerance og brobygning). Da vi kunne se Jerusalems lys i det fjerne, fortalte Michael Melchior om en anden vision, han havde med Meimad, der kan betegnes som et moderne ortodokst parti:
377

Vi vil strbe efter at skabe en ny form for jdiskhed i Israel en jdiskhed, som skal f hadet og frustrationen til at forsvinde. Vi vil samle befolkningen over de klfter, der skiller den, fjerne fjendskabet mellem de religise og de verdslige, mellem arabere og jder. Israel har nu fysisk sikkerhed, og selv vore vrste fjender ved, at vi vil blive her. Derfor er tiden inde til, at vi stiller os selv sprgsmlene: Hvorfor er vi her? Hvad er vrdiindholdet i den jdiske stat? Kan vi overhovedet foretage os andet end at vre her? Jeg mener, Israel br blive et pluralistisk samfund, et vestligt demokrati med lige rettigheder for religise og ikke-religise, for alle etniske grupper, for fattige og for rige. Bde ortodokse og ultraortodokse kredse fordmte Michael Melchior i de mest aggressive vendinger for disse holdninger der var ingen grnser for smdeordene og nogle af fanatikerne havde endda truet ham p livet. Men da vi standsede tt ved Den gamle By, trak han blot p skulderen ad angrebene: Det er klart, at de er ophidsede, for det er deres magtmonopol, vi angriber. Ved valget et par dage senere blev Michael Melchior valgt ind i Knesset, og det betd, at han mtte opgive sit danske statsborgerskab. Det smerter mig, sagde han til mig. I Ehud Baraks regering blev han socialminister og minister for diasporaen, og fra marts 2001 til oktober 2002 var han viceudenrigsminister under Ariel Sharon. I april 2002 sgte hjrejen at f hvn over Michael Melchior ved et usselt angreb, der skulle tjene til at nedstte ham i befolkningens jne. Anledningen var, at Melchiors far, tidligere overrabbiner Bent Melchior, havde stttet en annoncekampagne i dagbladet Politiken for at skaffe humanitr og medicinsk hjlp til palstinenserne i klvandet p Israels militre operationer p Vestbredden. Det er beklageligt, at jder vlger at sttte hjlp til palstinenserne i stedet for at hjlpe deres eget folk, som lider under forfrdelige og intensive terrorangreb, sagde det rabiate medlem af Knesset Avigdor Lieberman (National Union-Yisrael Beitenu), og han blev fulgt op af den lige s rabiate Benny Elon, der var leder af partiet Moledet:
378

Ortodokse jder i Jerusalem. (Postkort) 379

En religis jde, der bor lnge i Skandinavien [ls: Bent Melchior], begynder at opfre sig i overensstemmelse med de moralske principper i den kristne verden. Han vender den anden kind til og tilgiver sin fjende, hvilket er principper, som de kristne forventer overholdt af de servile jder, men som de ikke selv overholder. Michael Melchior svarede sine smdere, at han absolut ikke fandt noget forkert i sin fars handlemde: Jeg forstr ikke, hvad problemet skulle vre. Efter min opfattelse er det en pligt for enhver fair jde at gre sit yderste for at bringe det palstinensiske folk p fode. Vores krig er ikke imod det palstinensiske folk, men imod den terror, der forrsager, at vore to nationer lider. En gang imellem m man vide at hjlpe andre. Meimad og rabbiner Melchior k ikke afskaffet det religise tyranni i den korte periode, Ehud Barak var premierminister, men ved valget i 2003 kom det anti-religise parti Shinui med i Ariel Sharons koalitionsregering, og i regeringsgrundlaget stod der, at religionsministeriet skulle afskaffes. Ti mneder senere var dette endnu ikke sket, men indenrigsminister Avraham Poraz (Shinui) sagde, at hans parti ikke ville g p kompromis om sagen: De religise rd er korrupte institutioner, og i spidsen for dem str gamle partipolitikere, der hver gager s store som en borgmesters. Michael Melchior kunne nppe have sagt det bedre, men mon ikke de ultrareligises magtmisbrug vil fortstte lnge endnu. I israelsk politik er der ikke megen gte vilje til at gre op med dem.

27
Arafats tamme rabbiner
nsket om at udve jdisk politisk herredmme over Det hellige Land er en forngtelse af vor status som et folk, der er fordmt til eksil ved guddommeligt dekret.
Rabbiner david weiss, talsmand for Neturei Karta, 2001.

For udenforstende kan den religise verden i Israel virke sr og paradoksal. Haredim, som de ultraortodokse kaldes, lever og tnker p en mde, de verdslige borgere betragter som absurd og hyklerisk. De sls indbyrdes. De er p samme tid antizionister og pengeafpressere over for staten. De lader deres folk blive ministre med limousiner, prestige og materielle goder, men samtidig er de imod hele det grundlag, den jdiske stat blev skabt p. Da det nye Knesset holdt sit frste mde efter valget i begyndelsen af 2003, rejste medlemmerne sig og sang stende nationalsangen, men seksten jdiske parlamentarikere forblev stive med sammenknebne lber i protest mod hymnen for en stat, som efter deres opfattelse slet ikke burde eksistere. Det var de elleve antizionistiske medlemmer fra partiet Shas og fem fra partiet United Torah Judaism, der ngtede at synge med. Allerede for hundrede r siden hvdede de ultraortodokse, at de verdslige jder syndede, da de strbte efter at etablere en stat selv om Messias endnu ikke var kommet. For de hellige er det nemlig en ufravigelig betingelse for genetableringen af det bibelske Israel, at Messias materialiserer sig (nrmest som konge/yppersteprst; den kristne Jesus-skikkelse tller naturligvis ikke i denne forbindelse). En af de ultraortodokse sekter hedder Neturei Karta (aramisk: Byens Beskytter), og den er nsten den besynderligste. Den blev grundlagt i 1930erne ved en splittelse i en anden bevgelse. Nogle karakteriserer tilhngerne som ekstremister, men de har holdninger til fx racisme og krig, der faktisk er mere liberale end ertallets i den israelske
381

befolkning. Neturei Karta er absolut modstander af at involvere sig med den zionistiske bevgelse, og sekten har aldrig anerkendt Israel som en jdisk stat. Den betragter zionismen som en ateistisk ideologi. Engang skulle jeg til gudstjeneste i Jerusalem, og jeg krte i min bil fra hotellet i stjerusalem til synagogen, der l i Vestjerusalem. P vejen passerede jeg et hjrne af det ultraortodokse kvarter Mea Shearim, hvor blandt andre Neturei Karta holder til, og hvor krende trak er forbudt p sabbatten. To unge, sortkldte mnd angreb mig med klippestykker, og jeg havde buler i bilen, da jeg slap vk. Det var fuldstndig som at blive stenet af palstinenserne p Vestbredden eller i Gaza, og jeg var ikke s lidt gnaven. Men selv om Neturei Karta-folk ikke viger tilbage for at stene andre, der ikke flger deres religise regler, understreger de strkt, at de ikke nsker nogen som helst konfrontation med araberne, og de giver zionisterne skylden for de krige, der har vret udkmpet i Mellemsten siden Israels grundlggelse. Neturei Karta har den opfattelse, at det er ulovligt at generobre Det hellige Land med vbenmagt, og sekten gr ind for, at hele Palstina skal tilbageleveres til palstinenserne. Besynderligt er det, at Neturei Karta beskylder zionisterne for at vre ansvarlige for, at millioner dde under Holocaust, idet sekten hvder, at zionisterne i 1941 og 1942 afviste tyske tilbud om at deportere de europiske jder til Spanien (!). Men endnu mere besynderligt er det, at Neturei Karta-lederen, rabbiner Moshe Hirsch, blev Yassir Arafats minister for jdiske sprgsml. En rabbiner som minister i det palstinensiske selvstyre? Det lyder som en vittighed, men er den skinbarlige sandhed. Hirsch bor i Mea Shearim, og nr han skal til sine mnedlige forhandlinger med de palstinensiske ledere, tager han en palstinensisk taxi. Moshe Hirsch mdte Arafat frste gang, efter at denne i 1974 havde holdt sin berygtede tale i FNs generalforsamling, og siden har de arbejdet sammen, idet Moshe Hirsch har deltaget i mange af den palstinensiske ledelses vigtige greml. Han var til stede, da Oslo-aftalerne blev underskrevet, og da Arafat i 1994 holdt sit triumferende indtog i Jeriko, inviterede han Moshe Hirsch til at deltage i festen. Rabbineren har deltaget i Det palstinensiske Nationalrds mder, og da kong Hussein af Jordan i 1997 besgte Gaza, introducerede Arafat triumferende Hirsch
382

Orient House, palstinensernes hovedkvarter i stjerusalem. Her fr de ofte besg af rabbiner Moshe Hirsch. (Foto: Lotte G. Andersen)

for kongen. Hussein smilede og trykkede Hirsch i hnden og tnkte formentlig sit. I det daglige gr rabbiner Hirsch ofte ind i Orient House, der er palstinensernes hovedkvarter i stjerusalem, og han besger jvnligt deres avis Jerusalem Times. Men han sger ikke at komme i medierne, og de omtaler ham s at sige aldrig. Han er foragtet af de vrige ultraortodokse, og de este israelere, inklusive de skiftende regeringer, ignorerer ham. Andre gr grin med Moshe Hirsch, men palstinenserne omfatter ham med en overbrende venlighed, og nr han mdes med Arafat, byder denne ham p et glas juice, en banan og et ble. Hver gang flger der et certikat med, siger rabbiner Hirsch og refererer dermed til, at Arafat kun tilbyder ham mad, der opfylder de jdiske religise forskrifter. Efter et af mderne mellem Arafat og Hirsch blev rabbineren spurgt, om han ikke var bange for at blive udnyttet af PLO-formanden. Arafat bruger mig, og jeg bruger ham, svarede Hirsch. I sig selv er Moshe Hirsch et symbol p den utrolige forskellighed, der er i det israelske samfund. De sammenbragte jder er kommet fra
383

vidt forskellige kulturer, og der er vel nppe noget at sige til, at de betragter hinanden med skve smil og ofte sls indbyrdes. Neturei Kartas tidligere ledende rabbiner, Amram Blum, kaldte Israel en koncentrationslejr, og Moshe Hirsch betegner landet som en vanhelligelse, fordi det er grundlagt p et verdsligt og nationalistisk grundlag. Premierministeren og de andre israelske ledere har han tordnet imod p denne mde: De er afgudsdyrkere og hyklere. De beder ikke. De overholder ikke sabbatten. De spiser ikke efter de religise forskrifter. Zionisterne udnytter judaismen til deres egne selviske forml. De udfordrer Gud. De udnytter Bibelen og landet. Palstinensernes leder fr derimod ingen skldud: Yassir Arafat er min bedste ven, min broder! Rabbiner Hirsch er fdt i New York og har stadig amerikansk pas, for han kunne ikke drmme om at f israelsk statsborgerskab. Han mener, at Jerusalem br vre under palstinensisk overhjhed, at jdiske bosttelser er ulovlige, og at jderne skal vre borgere i Palstina, indtil Messias kommer. Men hvad nu, hvis Messias kommer? Hvem skal s regere i landet? Skal jderne jage araberne ud? Lad os vente og se, svarer Moshe Hirsch, for disse sprgsml nsker han ikke ofcielt at tage stilling til. Neturei Karta har adskillige tusinde tilhngere og afdelinger i ere lande. I marts 2003 foretog de symbolske afbrndinger af det israelske ag (det zionistiske ag, som de kalder det) og udsendte endnu en gang deres budskab: Vi nsker, at alle palstinensiske ygtninge skal vende tilbage til deres retmssige land.

28
Manden, der rekrutterede Sjakalen
Kampen mod den zionistiske fjende er ikke en kamp om Israels grnser, men om Israels eksistens. Vi vil aldrig g med til mindre end en tilbagelevering af hele vort land og oprettelsen af en uafhngig stat.
bassam abu sharif, pflp-leder, 1986.

I stjerusalem har jeg en palstinensisk boghandler, der altid er velforsynet med den seneste politiske og historiske litteratur om Mellemsten amerikansk, europisk, lokal. Selv flger han nje udviklingen i regionen, og man kan ase ham som et termometer. Nr jeg kommer ind i butikken, ser jeg straks, om det gr godt eller skidt for palstinenserne bag kulisserne. Hans ansigtsudtryk og stemmefring afslrer nemlig usvigeligt sikkert, om han er bekymret eller optimistisk. En dag i 1999 kom jeg for at sprge til en bog af Walid Khalidi, der er en bermmet palstinensisk forsker og historiker, fdt i Jerusalem. Som sdvanlig talte vi i en halv times tid om dagens emner, og den beherskede optimisme, boghandleren udstrlede, skyldtes, at Ehud Barak netop var blevet valgt til premierminister i Israel p lfter om at skaffe en endelig fred. Jeg benyttede ogs lejligheden til at sprge nyt om folk, jeg ikke havde fulgt p det seneste. Hvordan gr det med Bassam Abu Sharif? Boghandleren lyste op: Som du ved, har han problemer med helbredet, men ellers er han i god form. Han er stadig Arafats nre politiske rdgiver. I morgen kommer han i vrigt privat til Jerusalem, hvis du vil mde ham. Jeg greb chancen og k Abu Sharifs telefonnummer i Ramallah af boghandleren. Senere p dagen ringede jeg til ham og aftalte et mde p mit faste hotel gennem 30 r i stjerusalem, The American Colony. Det er et paradisisk pashapalads fra tyrkertiden, som i mange r har vret ingenmandsland mellem jder og arabere. Ejeren er en gammel
385

dame, der er fdt i England og stadig taler the Queens English, ledelsen er schweizisk, staben er palstinensisk, maden er absolut ikke kosher, og gsterne kommer fra bde de bonede gulve og mere ydmyge steder over hele verden. Kunstig vanding holder liv i American Colonys frodige haver med citrontrer, palmer og bougainvillea, og listen over kendte gster er som et alenlangt vue over Mellemstens og den halve verdens historie i alle genrer. Politik er fx reprsenteret af Winston Churchill, George Shultz, Hans-Dietrich Genscher, Jimmy Carter, Mikhail Gorbatjov og Shimon Peres, militret af fx Glubb Pasha, T.E. Lawrence (of Arabia), feltmarskal Lord Allenby, lmen af fx Lauren Bacall, John Gielgud, Ingrid Bergman, Oliver Stone, Omar Sharif, Alec Guinness, Jane Fonda, Peter Ustinov, Robert de Niro, og litteraturen af fx Selma Lagerlf (hendes roman Jerusalem handler om dem, der overtog American Colony efter pashaen), John Steinbeck, Graham Greene, John le Carr, Leon Uris
Bassam Abu Sharif, hans kone Amal og Lotte G. Andersen (t.h.) i American Colonys grdhave. (Foto: Jakob Andersen)

386

og Saul Bellow. Dertil kommer fx emir Abdullah af Transjordanien, kejserinden af Etiopien, Marc Chagall, Cliff Richard, Bob Dylan, Joan Baez og Giorgio Armani. Nogle af dem har vret der p arbejde, andre p ferie Ingrid Bergman var der for eksempel, da hun indspillede en tv-serie om Golda Meir, for scenen med et bermt hemmeligt mde mellem Meir og Abdullah af Jordan blev optaget i den gamle tyrkiske pashas tronsal, der i dag er Colonys festlokale. Under fredsprocessen i 1990erne mdtes palstinensernes og israelernes ledere hemmeligt p American Colony (i et tidligere sovevrelse for en af pashaens yndlingskoner), og i klderbaren med de lave stenhvlvinger, hvor den alvidende Ibrahim str bag disken, er der blevet forhandlet mellem generaler, FN-folk, diplomater, journalister fra de fjerneste lande, spioner for bde jder og arabere, private agenter, lokale varianter af Mr. Fix-it og mange ere, hvis de da ikke har siddet med dyre drinks i glassene ved swimmingpoolen, i grdhaven under citrustrerne eller i den rigtige have under palmerne og troet, at ingen efterretningstjeneste kunne hre, hvad de aftalte med dmpede stemmer. Drmanden George var en grsk-ortodoks araber fra Betlehem, som jeg havde kendt i 30 r, og som jeg besgte i hans hjem, hvor hans kones madlavning nsten holdt ml med den overddige frokostbuffet, der blev serveret p American Colony hver lrdag, og som er kendt viden om. Da Teddy Kollek var Jerusalems verdensbermte borgmester, kom George under den jdiske sabbat ud i grdhaven med Kollek, der medbragte sn, svigerdatter og barnebarn i klapvogn. N, De spiser ikke kosher? sagde jeg drillende til Kollek, da vi senere stod ved siden af hinanden ved urinalet. Nej, smilede han, Colonys arabiske buffet kan jeg ikke modst, og jeg kommer her ofte med familien. Jeg var spndt p mdet med Bassam Abu Sharif, for jeg havde aldrig fr truffet ham. Alligevel syntes jeg, at jeg kendte ham ud og ind. I tredive r havde jeg fulgt hans gren og laden. Jeg havde lst om hans meriter. Jeg havde arkiveret hans udtalelser. Han var i det hele et beskrevet blad for mig. Men jeg havde ogs i skrift hrdt bekmpet ham og det, han i mange r var talsmand for nemlig den palstinensiske terrorisme. Han var
387

Drmanden George p American Colony. Billedet er taget under mandatperioden, da han var i briternes tjeneste. (Privateje)

medstifter af og frontgur i PFLP (Folkefronten til Palstinas Befrielse), der under ledelse af dr. George Habash gennemfrte ykapringer, mord, gidseltagninger og andre terroraktioner i adskillige lande (den berygtede kapring af et Air France-y, som endte i Entebbe i 1976, var en af dem). PFLP var ledende i den skaldte afvisningsfront, der bestod af de PLO-organisationer, som ikke nskede fred med Israel, men kun stilede efter at udradere den jdiske stat. PFLP havde operative agenter og sympatisrer i mange lande, og i Danmark var der en regulr PFLPcelle, som havde bde mord, kidnapning og rveri p programmet. Blekingegadebanden var det navn, den blev kendt under. I 1987 blev Bassam Abu Sharif smidt ud af PFLP og gik over til Yassir Arafats Fatah, der var den strste af PLO-organisationerne. Han var begyndt at tvivle p, at terror var den rigtige vej, og da han begyndte at tale om fred med Israel, stemplede PFLP-kollegerne ham som forrder. Men i det samme r blev han en af arkitekterne bag den frste intifada.
388

Bassams ry fra PFLP var stort, og i halvfemserne blev han bde en nr ven af og en skattet politisk rdgiver for Arafat. Da Oslo-aftalerne gik over i den skaldte fredsproces, lslod israelerne mange palstinensiske fanger, og efterretningstjenesten strg en mngde navne p listen over eftersgte terrorister, der skulle anholdes eller drbes, hvor og nr de blev antruffet (de k amnesti). Havde man bibeholdt listen, ville der nemlig ikke have vret nogen at forhandle med. Resultatet var, at Abu Sharif fra at vre jaget vildt for Mossad blev en tlt fredspartner sammen med Arafat selv og en rkke andre. Det var derfor, han kunne komme til stjerusalem uden at frygte en anholdelse. Nste dag mdtes vi, og han inviterede min kone, Lotte, og mig til at besge sig i Ramallah, hvor han havde sine kontorer. Ramallah (Allahs hj) ligger p Vestbredden, nord for Jerusalem. Efter Seksdageskrigen i 1967 kom den under israelsk administration, men under fredsprocessen overgik den til det palstinensiske selvstyre. Byen ligger i et frugtbart omrde og er omgivet af olivenplantager og vinmarker. Den har ruinrester fra vor tidsregnings begyndelse men smuk er den ikke, nedslidt af mange rs besttelse. I dag er Ramallah en af palstinensernes vigtigste byer, og nr ved ligger Bir-Zeit Universitetet. Lrere og studerende fra Bir-Zeit var gennem mange r toneangivende i modstanden mod den israelske besttelse. Det var den intellektuelle frihedsbevgelses arnested. Fr vi igen skulle mde Bassam Abu Sharif, vandrede Lotte og jeg rundt i Ramallah og talte med mange lokale arabere. Det varede ikke lnge, inden vi opdagede, at Bassam nd stor respekt blandt sine egne, og da vi senere var sammen med ham i det palstinensiske selvstyres hovedkvarter og andre steder ude i byen, s vi dette levendegjort. Alle, der var i nrheden af ham, vogtede p hans udtryk og var klar til at opfylde hans mindste nske med respekt ja, rbdighed malet i ansigtet, hvad enten det var en tjener, en bodyguard, en handlende eller en PLO-funktionr. Jeg flte, at jeg p den korte tid var blevet en god bekendt af Bassam, og nr vi mdtes, omfavnede han mig og gav mig det arabiske kindkys. En dag, da vi sad p en solbeskinnet terrasse midt i Ramallah og drak koldt l, sagde jeg til ham:
389

Bassam Abu Sharif til Jakob Andersen i Ramallah: Det var ikke heroisk at kapre yvemaskiner. (Foto: Lotte G. Andersen) Uden at du ved det, har vi vret fjender i mange r, for jeg har bekmpet PFLP og dens hndlangere i Danmark. Det er en kriminel terroristorganisation. Det var svineri, det I lavede. Sageslse civile blev ofre for jeres terrorhandlinger. Bassam s nje p mig og trak s p skulderen: Ja, det var moralsk forkert. Det er ikke heroisk at kapre yvemaskiner men det var afmagt og frustration, der drev os. Ingen kerede sig om palstinenserne, og vi mtte gre verden opmrksom p, hvad der foregik hernede.

I adskillige r var Bassam Abu Sharif p forsiderne af alverdens aviser. I 1969 havde han rekrutteret den senere s berygtede terrorist Carlos alias Sjakalen til PFLP, og han arbejdede sammen med Baader-Mein390

hof-banden i Tyskland. P et avisbillede stod han foran tre kaprede y p Dawson Air Field i Jordan og fremviste de civile gidsler, PFLP havde taget. Time Magazine kaldte Bassam Abu Sharif The Face of Terror. Han fortalte mig flgende om, hvordan han havde sikret sig Sjakalens tjenester for PFLP: En dag kom min sekretr ind p mit kontor i Beirut. Der sidder en ung mand og venter p dig, sagde hun. Den unge mand kom ind, og vi havde en lang samtale. Iljitj Ramirez Sanchez hed han, og han fortalte, at hans far havde opkaldt ham efter Lenin. Iljitj Ramirez ville gerne arbejde for PFLP, og da de var blevet enige om betingelserne, sagde Bassam: Du m have et kodenavn. I samme ndedrag tildelte han den fremmede kodenavnet Carlos, og dermed var en legende fdt. Da Bassam Abu Sharif havde foretaget rekrutteringen af Carlos, sendte han ham videre til PFLPs operationschef (terrorleder), Wadi Haddad, som trnede ham i vbenbrug, spionage og alle terrorens teknikker. I rene derefter blev Iljitj Ramirez verdens mest eftersgte terrorist, og under mange af hans aktioner var det PFLP, der dirigerede ham fra hovedkvarteret. Iljitj Ramirez Sanchez blev fdt i Venezuela i 1947 og uddannet i Moskva og p Cuba. Han havde den kommunistiske baggrund, der passede til PFLPs ideologi, og han var skrupells i sine handlinger. Da han i 1994 blev pgrebet og sat i fngsel i Frankrig (han k livsvarigt i 1997), mente man, at han direkte var ansvarlig for op imod 90 menneskers dd. Blandt hans kendteste operationer var bortfrelsen af 11 OPEC-olieministre, der i 1975 var til konference i Wien. Carlos og hans hjlpere myrdede to sikkerhedsvagter og en tredje person, inden de tog de 11 ministre og 60 andre som gidsler. De forlangte fem millioner dollar i lsepenge, men k formentlig omkring 50 millioner fra Iran og Saudi-Arabien. Denne terroraktion blev rsag til, at Carlos mistede sin elskerinde, en ung dansk kvinde ved navn Inger Weile.

391

Der er mange forbindelser mellem danskere og PFLP, men den mest kurise er uden diskussion Inger Weiles oplevelser med Bassam Abu Sharifs rekrut, og den indeholdt ogs elementer, der knyttede PFLP sammen med den senere berygtede Blekingegadebande. Som s mange andre journalister ledte jeg efter spor af Sjakalen, og en dag i 1986 sad jeg sammen med Inger Weile p Hotel Kong Frederik i Kbenhavn og gennemgik i ere timer den periode af hans liv, da han var i PFLPs tjeneste. Inger Weile var fra Hammel i Jylland, og som ganske ung havde hun vret fast elskerinde for rejsekongen Simon Spies. I midten af halvfjerdserne var hun rejst til Paris for at opsge nye eventyr, og hun yttede ind i en lejlighed i ejendommen Avenue Claude Vellefaux 26. En aften, da hun sad og lste opgaver til den kokkeskole, hun gik p, ringede det p dren. Uden for stod en ung, smilende mand. Undskyld, men De har vel ikke nogle isterninger, jeg kunne lne? Jeg holder fest lidt lngere henne ad gangen. Inger Weile smilede tilbage og tog ham med ud i kkkenet, hvor han k to bakker isterninger fra kleskabet. Den unge mand var mrk, charmerende og meget tiltrkkende. Har De ikke lyst til at komme med? Inger var interesseret i den fremmede og gik med ham til festen. Denne episode blev indledningen til mange mneders intimt bekendtskab mellem de to. Jeg kaldte ham Johnny, og det var frst senere, jeg fandt ud af, at han ogs gik under andre navne, fortalte Inger Weile. Det var Iljitj Ramirez Sanchez alias Carlos alias Sjakalen, Inger Weile havde kastet sig i favnen p. Ved et tilflde havde de begge lejlighed p den samme etage i ejendommen. Under festen havde hun ogs truffet en af Carlos venner, en libaneser ved navn Michel Moukarbel, der tilsyneladende boede hos ham (men de brugte nrmest stedet som et hotelvrelse). Selv mange r efter krlighedsforholdet k Inger Weile lys i jnene, nr hun talte om Sjakalen: Han var en dejlig mand. Smuk og strk og en gentleman til ngerspidserne. Altid korrekt og afbalanceret. Han drak meget, men blev aldrig fuld. Chivas Regal var den eneste whisky, han rrte. I den internationale litteratur om Sjakalen har han ry for at vre en
392

skrtejger, men over for mig nuancerede Inger Weile dette billede: Han drak faktisk mere, end han elskede. Men hun fortalte ogs flgende om sin elskers tilbjeligheder: Vi gik nsten altid ud om natten, og det var ofte de mrkeligste steder, vi kom. Perverse natklubber i underjordiske lokaler. Et af disse steder var luksust og dyrt. Nr jeg dansede med Johnny, kunne jeg pludselig se nogle af mndene p dansegulvet trkke deres penis frem, og andre steder sad folk og onanerede til fornjelse for de andre gster. Det mest besynderlige var dog en pige, der l p en briks. Hun var ngen, udstrakt og bundet fast med lderremme. Der var tykt af mnd rundt om briksen, og de stak p skift deres udrustning ind i alle hendes legemsbninger, selv rerne. Er det for meget for dig? spurgte Johnny, og jeg var faktisk lidt forarget. I sagens natur kendte Inger Weile mest Carlos som privatmand, men hun blev hurtigt klar over, at han ikke var nogen underbogholder: I lejligheden s jeg ofte hans pistol. Han mdtes med mange mennesker og talte med dem p mange sprog: arabisk, russisk, fransk, spansk osv. Jeg har ogs set mange pas, som han gav til de folk, han mdte. Jeg var aldrig klar over, hvad der foregik, men jeg vidste, at det var noget skummelt. Han bad mig mange gange tage med sig til Beirut, men jeg gjorde det ikke. Selv rejste han ofte til Libanon og England, og han var andre steder, blandt andet i Cairo. I 1975, da Inger Weile havde kendt Carlos i syv-otte mneder, rejste hun til Danmark for at holde jul, og tre dage fr juleaften slog hendes ven til i strig. En gruppe terrorister, ledet af Carlos, stormede OPECbygningen i Wien, hvor olieministrene holdt konference. De myrdede sikkerhedsvagter og tog omkring 70 gidsler, deriblandt alle ministrene. Alarmen gik over hele verden, og i dansk fjernsyn s Inger Weile optagelser fra terroraktionen. Hun blev med det samme klar over, at det var hendes ven Johnny, der havde vret p spil, og afbrd juleferien: Jeg rejste p stedet til Paris og pakkede p nogle f timer sammen med min amerikanske veninde, Billie, der delte min lejlighed. Vi j derefter til Tampa i Florida. Vi ville s langt vk som muligt, s vi ikke blev blandet ind i noget. Fra Tampa rejste Inger og Billie til Mexico og derfra videre til Billies
393

Inger Weile, der frst var elskerinde for Simon Spies, senere for Carlos alias Sjakalen. (Foto: Polfoto)

forldre i San Diego, og her l der et brev og ventede. Det var til Inger fra Johnny, og indholdet var ganske kort: Hvordan har du det? Hvornr kommer du tilbage? Lys- og gasregningen er betalt. Jeg savner dig. Inger Weile ville ikke fortlle mig, hvordan Carlos havde fet San Diego-adressen. Havde de vret i forbindelse med hinanden under hendes ugt? I begyndelsen af 1976 boede Inger hos en tjekkisk veninde, Anouska, i et eksotisk milj i Los Angeles. En morgen, da pigerne sov, ringede det p dren, og Inger gik ud for at lukke op, idet hun beholdt sikkerhedskden p. Der stod to mnd udenfor, og de holdt deres legitimationskort op for jnene af hende: Det er FBI. M vi komme ind? Inger Weile blev skrkslagen og lb tilbage til sovevrelset, hvor hun gemte sig under dynerne. Veninden gik derp ud til gadedren og kom lidt efter tilbage: Det er dig, de vil tale med.
394

I dagligstuen begyndte de to FBI-agenter at udsprge Inger Weile, og det viste sig snart, hvad sagen drejede sig om. Kender De denne mand? Det var et billede af Johnny. Kender De ogs denne mand? Det var et andet billede, der forestillede en mand, som l i en blodpl i en lejlighed. Jeg indrmmede, at jeg ogs kendte den anden. Det var nemlig den libaneser, der havde boet i Carlos lejlighed. FBI-folkene sagde, at jeg var efterlyst af det franske politi, der ville have mig til afhring i Paris, og jeg var meget bange. I Frankrig havde politiet eftersgt Inger Weile overalt, blandt andet p den kokkeskole og den sprogskole, hun gik p, og hendes signalement var sendt ud gennem Interpol. FBI-agenterne havde ogs et billede af hende i lommen. De tog hende med til hovedkvarteret, fotograferede hende og tog hendes ngeraftryk. Jeg har aldrig senere hrt fra myndighederne i den sag, sagde hun til mig, men jeg ved, at Politiets Efterretningstjeneste har beskftiget sig med hende.

Da jeg talte med Inger Weile, var det frste gang, hun betroede sig til en fremmed om sin rolle i sagen. Hun havde i revis vret urolig for at blive involveret mere, end hun allerede var, og det fremgik klart af hendes udtalelser, at hun hverken havde fortalt FBI eller mig den fulde sandhed om sin viden. P den anden side kan der nppe vre tvivl om, at hun var en absolut biperson i affren. Den myrdede mand p det billede, FBI havde vist Inger Weile, var Michel Moukarbel, og det var Carlos, der havde skudt ham og to franske efterretningsagenter, da han blev klar over, at Moukarbel spillede dobbeltspil og havde maskepi med efterretningstjenesten. Blandt Moukarbels efterladenskaber fandt efterretningstjenesten notitser, der pegede mod en PFLP-celle i Danmark. Blekingegadebanden som den blev kaldt i 1980erne havde sit udspring i den marxistiskmaoistiske organisation Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der blev stiftet i 1963 af ideologerne Gotfred Appel og Benito Scocozza, da en
395

PFLP-bossen George Habash, der modtog de danske terroristrekrutter fra Gotfred Appels organisation. (Foto: Hilary Andrews)

hndfuld kommunister blev ekskluderet af DKP, fordi de tog Kinas parti i striden mellem Sovjetunionen og Kina. KAK blev sledes en af de frste maoistiske organisationer i Europa, og den k ungdomsafdelingen Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF). Disse mennesker var benhrde ideologer, mestre i hemmelighedskrmmeri, og de frte en evig kamp mod det, de s som imperialismens forbandelse. Det var Gotfred Appel, der var den ubestridte chef for KAK og KUF, og det var ham, der sendte sine folk til Mellemsten, for at PFLP kunne trne dem i terrorvirksomhed. Appel levede sammen med Ulla Houton, og hun var lige s aktiv som manden. Allerede i 1969 havde Appel og hans ljtnant Jens Holger Jensen sendt to mnd til Jordan, hvor de blev trnet i terrorteknik i en af PFLPs lejre. Gert Rasmussen (leder af KUF) og Xander Truelsen hed de, og de blev modtaget af selveste George Habash. Danskernes opgave skulle vre at kapre et y, men Gert Rasmussen sprang senere fra, s det blev aldrig til noget. Selv havde PFLP i juli 1968 kapret sit frste y en El Al-maskine p vej fra Rom til Tel Aviv og beskudt et andet. Samme r begik den grove
396

attentater i Zrich, London, Holland og Vesttyskland. I 1970 kaprede PFLP re passagery og lod de tre af dem lande p Dawson Air Field i Jordan. Det fjerde blev sprngt i luften i Cairo. P Dawson stod Gotfred Appel og Ulla Houton ved siden af Bassam Abu Sharif og tiljublede ykaprerne. Banditterne sprngte de tre y i stumper og stykker, og Gotfred Appel havde senere denne kommentar: Det var et smukt syn, da yene sprang i luften! S perverteret var tankegangen i KAK. P den samme rejse holdt Appel og Houton i Beirut et mde med operationschefen Wadi Haddad med det forml at etablere en terroralliance mellem den danske gruppe og PFLP, og det lykkedes over al forventning, for det var den hrde kerne i KAK, der senere dannede den svrt bevbnede Blekingegadebande, som igen var hundrede procent styret af PFLP i sine kriminelle forehavender.
Bassam Abu Sharif (med megafon) ved de kaprede y p Dawson Air Field i Jordan. Kort efter blev de sprngt i luften, mens danskeren Gotfred Appel var med til at juble. (Foto: PFLP)

397

Wadi Haddad var en af verdens mest eftersgte terrorister. Han var oprindeligt brnelge, men det var hans talent for terror, der gjorde ham verdenskendt. Han anvendte den nyeste teknologi, han opfandt nye djvelske metoder, og han ivrksatte en stribe ykapringer, attentater og mord. Efter Sovjetunionens sammenbrud kom jeg sammen med min kollega Vladimir Pimonov i besiddelse af fotokopier af en rkke russisksprogede dokumenter, som hidtil havde vret tophemmelige, og som blandt andet indeholdt beviser for, hvordan PFLP og Wadi Haddad havde haft tt forbindelse med den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Et af disse dokumenter er en skrivelse af 23. april 1974 fra KGB-formanden, Jurij Andropov, til generalsekretren for SUKP, Leonid Brezjnev, og den er mrket Tophemmelig. Det angives ogs, at flgende topledere skulle orienteres om sagen med henblik p at tage beslutning: prsident Nikolaj Podgornij, partiideologen Mikhail Suslov, ministerprsident Aleksej Kosygin, forsvarsminister A. Gretsjko og udenrigsminister Andrej Gromyko. P to maskinskrevne sider forklarede Jurij Andropov, hvordan KGB siden 1968 havde haft forretningsmssig og konspirativ kontakt med et medlem af PFLPs politbureau, lederen af PFLPs eksterne operationer, Wadi Haddad. Der stod ogs, at Haddad kort forinden havde holdt et fortroligt mde med KGB-rezidenten i Libanon, og at Haddad havde fremlagt et nyt program for PFLPs terroristiske aktiviteter. I dette program, hvoraf et antal aktioner allerede var under forberedelse, indgik blandt mange andre ting at angribe oliedepoter forskellige steder i verden, at sl til mod amerikansk og israelsk personel i tredjelande, at sl til mod et diamantsyndikat og at likvidere olietankere i Europa. Med Andropovs ord drejede det sig om sabotage-terroristiske aktioner. P mder med KGB-rezidenten i Beirut havde Wadi Haddad anmodet om, at russerne gav ham den ndvendige tekniske assistance til at gennemfre de nvnte terroristaktioner, og KGB-formanden anbefalede Brezjnev, at PFLP skulle have et positivt svar p det nste mde med Wadi Haddad. Dette dokument og andre tilsvarende, jeg kom i besiddelse af, viste klart, hvordan Sovjetunionen havde sponsoreret den palstinensiske
398

Wadi Haddad var operationschef (terrorleder) i PFLP. (Popperfoto)

terrorisme, og at det alts var rent hykleri, nr supermagten ofcielt tog afstand fra terror. Men KGB gav aldrig noget vk uden at f noget igen, og dokumenterne viser da ogs, at Wadi Haddad forsynede KGB med mngder af oplysninger, der havde efterretningsmssig vrdi. I skrivelsen til Brezjnev noterede Andropov ogs, at samarbejdet med Wadi Haddad gav KGB lejlighed til i en vis udstrkning at kontrollere PFLPs eksterne operationsafdeling, at pvirke dennes aktioner til fordel for Sovjetunionen og at bruge denne organisations styrker til at udfre Aktive Foranstaltninger (aktivnije meroprijatja) i vor interesse og under udfoldelse af den ndvendige hemmeligholdelse. Aktive Foranstaltninger var KGBs betegnelse for vildledende, misinformerende og saboterende aktioner mod lande og personer, der blev betragtet som fjender. PFLP og Wadi Haddad spillede alts hemmeligt sammen med Sovjetunionen under den kolde krig. Men for Haddad var det slut i 1978, da han dde p et hospital i DDR. Blodkrft, skrev man i nekrologerne. Nej, sagde Bassam Abu Sharif til mig, han blev forgivet.
399

Bassam fortalte, at en dag, Haddad deltog i en middag, var han blevet voldsomt syg efter at have drukket sin kaffe. Jeg kastede op, inden jeg nede dren, sagde han bagefter til Bassam og fortsatte med at erklre, at han troede, det var israelerne, der havde fet ram p ham. Hans krop holdt op med at producere rde blodlegemer, og til det sidste gav han Mossad skylden for sit endeligt. Jeg tror ham, sagde Bassam. Det var vold og vbnede rverier, der skulle skaffe penge til PFLP fra Danmark, og de danske terrorister planlagde blandt andet en kidnapning af en nansmand i den hensigt at krve millioner i lsesum. Banden blev afslret i klvandet p et millionrveri mod Kbmagergades postkontor, hvor PFLP-gangsterne myrdede politibetjent Jesper Egtved Hansen under ugten fra gerningsstedet. Jeg overvrede retssagen mod banden, og det var forblffende, s lidt anklagemyndigheden interesserede sig for detaljerne i PFLP-forbindelsen. Formentlig har PET ikke vret interesseret i, at for meget blev kendt om de operative detaljer i indsatsen mod terroristerne. En af de ting, anklagemyndigheden sprang let hen over, var en notits, Michel Moukarbel havde efterladt, og som pegede mod Danmark. Den ld sledes (i oversttelse fra fransk): KAK KOUF med ere medlemmer og tilfrsel af den rumnske vare (KAK KOUF). Betydningen af dette er usikker KOUF er sikkert en fransk fejlhring for KUF men man regnede med, at det drejede sig om vben. Moukarbel havde nemlig vret PFLPs kassemester i Europa. En anden notits havde denne ordlyd: Kontakt, der skal skrives til: ARIF MOUSTAPHA p flgende adresse: Fr. Hanne Lyhne, Postbox 24, Vesterbrogade 208, 1800 Kbenhavn. Den Hanne Lyhne, der nvntes, var en uskyldig arkitektstuderende, hvis navn blev misbrugt, men Arif Moustapha var den gte vare. Han var nemlig PFLP-chef i Kbenhavn. Gotfred Appel og hans kone husker jeg godt, sagde Bassam Abu Sharif med et skvt smil, da vi talte om disse ting i Ramallah, men tro mod PFLPs interne loyalitetskodeks veg han uden om operative detaljer vedrrende Blekingegadebanden. Denne havde haft PFLP-lederen
400

Marwan el-Fahoum som fringsofcer, og da jeg spurgte Bassam, hvor Fahoum var henne nu om dage, svarede han uskyldigt: Han er i Damaskus, hvor han laver organisatorisk arbejde for PFLP. Ingen detaljer, men man kan tnke sit om det organisatoriske arbejde, for PFLP er stadig strkt involveret i terrorhandlinger mod Israel. Det var sledes PFLP, der i oktober 2001 myrdede Israels turistminister, den rabiate hjrepolitiker Rehavam Zeevi, som gik ind for at deportere araberne fra de besatte omrder.

Ghassan Kanafani, der er omtalt i et tidligere kapitel, blev myrdet af den israelske efterretningstjeneste i juli 1972. Han havde vret Bassam Abu Sharifs fortrolige ven, og Bassam efterfulgte ham som redaktr af PFLPs blad Al Hadaf. Jeg elsker Ghassans enke, Anni, og hendes brn, sagde han til mig, da vi talte om mordet. Sytten dage efter bilbomben mod Kanafani slog Mossad til igen, men nu var metoden anderledes. Bassam sad p Al Hadaf s redaktion i Vestbeirut og lste morgenaviserne. Udenfor larmede trakken p Corniche Mazraa. S kom posten. Bassam, du har fet en gave, sagde postmanden og lagde en brun pakke p skrivebordet. Den var stemplet med disse ord: Inspiceret for sprngstof. Al post til PFLP blev nemlig undersgt fr udbringningen. Bassam bnede pakken og tog en indbundet bog ud. Titelbladet viste, at den handlede om Che Guevara, der var en af hans helte. Langsomt forsgte han at bladre i bogen, men mrkeligt nok var de frste 20 sider ikke skret op. Da Bassam samlet lftede de 20 sider, fremkom et hulrum, der indeholdt to sprngladninger, som var beregnet til at eksplodere, nr man bnede bogen. Detonationen rystede hele bygningen. Bassam l otte dage p hospitalet, fr han vgnede op ved, at hans bodyguard Khaled kaldte p ham. Men frst nste dag kunne Khaled fortlle ham, hvor slemt han var tilredt: Du har mistet hrelsen p det ene re, men du kan hre lidt med
401

det andet. Din kbe er brkket, og du skal have en ny gumme og nye tnder. Du har et sr p 15 gange tre centimeter i halsen. Der mangler store dele af lrene og maven. Tre ngre p hjrehnden og to ngre p venstrehnden mangler helt eller delvist. Der er sprngstykker overalt i hovedet og p kroppen. Vi ved ikke, om du ogs har mistet synet. Det tog mange mneder for lgerne at bygge Bassam Abu Sharif op igen. Heldigvis var der lidt af synet tilbage. I stjerusalem og senere i Jordan lrte jeg Bassams kone, Amal, at kende. Hun var en smuk og elegant dame, og han fortalte mig historien om deres gteskab. Amal Khoury var datter af en libanesisk rigmand, og hun og Bassam blev forelsket, men hendes forldre var imod partiet, for de havde planer om at bortgifte hende til en libanesisk velhaver. Bassam havde de intet tilovers for. En fattig palstinensisk bonde, kaldte de ham foragteligt. Krligheden sejrede imidlertid, og de blev gift, da lgerne havde lappet Bassam sammen efter attentatet. De k to brn, en sn, som blev arkitekt i London, og en datter, der kom til at arbejde for det palstinensiske selvstyre, samtidig med at hun gik p universitetet. Men det var et sregent familieliv, de havde, for Bassam var altid optaget af terrorplaner og politik, af PLOs gangsterregimente i Libanon. Mange nskede at tage hans liv. Min kone siger, at jeg ingen flelser har over for mennesker. At jeg kun har flelser over for mit land, sagde Bassam en dag, vi k en l i varmen. Det var benbart, at denne karakteristik pinte ham. Han vidste med sig selv, at den ikke var rigtig, men han var ogs klar over, at han havde svigtet p hjemmefronten. Hver gang jeg ser brnene i ygtningelejrene, grder jeg. Det gjorde jeg ikke, da min mor dde, sagde han resigneret. Dagen fr havde jeg spurgt ham, om han var en lykkelig mand, og hans jne blev mrke af vemod, da han svarede: Kan en palstinenser overhovedet vre lykkelig? Det er et lososk sprgsml. Siden 1967 har jeg levet mit liv i en parentes. Og lykke i en parentes har sine egne love. Det er anderledes, hvis man ikke lever i en parentes. Jeg har otte sskende, og i min familie er jeg den ene402

ste, der valgte at kmpe for den palstinensiske sag. Alle de andre er millionrer, og de lfter ikke en nger. Da jeg var i Jordan, levede jeg i ygtningelejrene, selv om min far ejede mange ne huse i Amman. Jeg mtte vre hos dem, der led.

29
Brylluppet i Amman
Vi vil genoptage den vbnede kamp, og vi vil vende tilbage til voldsmetoder.
Dr. george habash, stifter af terrororganisationen pflp, 1999.

Orkesteret spillede op til en ny dans, og jeg s ud over de mange festkldte mennesker, der rejste sig og gik ud p dansegulvet med store smil p lben. Det var overklassen, der var samlet p Ammans nyeste luksushotel. Krystallysekroner i loftet, kridhvide damaskduge p de runde borde, en bar, der var velforsynet med eksotiske drikkevarer. Men der var ikke en drbe alkohol i askerne, for det var et muslimsk bryllup, der blev holdt efter de gamle traditioner. Bruden og brudgommen strlede om kap, for de havde lige siddet ved et bord og modtaget gaverne. Gsterne havde stet i k, og nr de kom frem til bordet, aeverede de en konvolut, sagde tillykke og kyssede bruden. Hvad er der i konvolutterne? spurgte jeg min sidemand, og han hviskede tilbage: Penge. Mange penge. Bassam Abu Sharif kom over til Lotte og mig. Han smilede og gjorde en spgefuld reverens: Lotte, du m danse med mig. I aften er vi alle glade. Lidt efter kiggede jeg interesseret p Bassam og Lotte, der udgjorde et elegant par i noget, der bde ld og s ud som en arabisk oasepolka. Bassam var i sort habit, og Lotte lignede en prinsesse fra 1001 Nat, for vi havde fet hende ekviperet i arabisk festdragt, og i rene havde hun clips af det neste ligran fra Ammans guldsmedegade. Det er srt, tnkte jeg med et skvt smil, det er ikke lnge siden, jeg skrev tsende om denne mand The Face of Terror og nu svinger han sig med min kone, mens de pjatter og ler til hinanden.
404

Bassam Abu Sharif dansede oasepolka med Lotte G. Andersen under brylluppet i Amman. (Foto: Jakob Andersen)

Det var begyndt i Ramallah en uge i forvejen. Bassam havde lagt armen om Lotte og sagt: Kom til Amman nste torsdag. Jeg inviterer jer begge til bryllup. Hvem skal giftes? Min niece. Jeg indvendte, at Bassam vel ikke uden videre kunne invitere vildfremmede med, men han forklarede, at niecens far var dd, og at han selv havde fet faderens rolle i de indviklede forhandlinger og ceremonier, der omgav brylluppet. Jeg fungerer som familieoverhoved ved brylluppet, og I er velkomne. Samme dag aagde jeg besg hos en palstinensisk skrdder i stjerusalem og bad ham sy mig en passende kldning, og Lotte kbte ind til sig selv i Den gamle By. I Amman indlogerede vi os p hotel Grand Hyatt, hvor brylluppet foregik, og nu var vi halvvejs gennem en strlende
405

aften. Der havde vret et traditionelt musikalsk optog, betjeningen var som i et eventyr, og stemningen var formidabel. Jeg talte med mange af de andre gster, og det var karakteristisk, at jeg hele aftenen ikke hrte et eneste ord om palstinensernes sag. De lfter ikke en nger, havde Bassam sagt om sine rige slgtninge, men det gjaldt kun kampen mod Israel, for snakken gik livligt om nanser og fabrikker. Jeg har ne handelsforbindelser med Danmark, sagde en af Bassams brdre, der havde et stort medicinalrma. Jeg er Novo Nordisks agent i Jordan, og jeg kommer ofte til Danmark. Bassam selv havde ogs vret i Danmark, nemlig i 1972, da han i Kbenhavn talte ved et protestmde mod krigen i Vietnam og formentlig samtidig varetog den hemmelige forbindelse til PFLPs danske allierede. Hans far, nansmanden Towq Abu Sharif, var en meget rvrdig herre, der talte om, hvordan sanktionerne mod Irak havde skadet Jordans konomi. Han var nu 88 r, men lignede en mand p 50. Jeg havde hos Bassam set et gammelt billede af ham fra mandatperioden, da han var ung studerende med fez og glat hud. Han var den ldste mand p jorden med embedseksamen fra Det amerikanske Universitet i Beirut. Hen under midnat var der en overddig arabisk buffet, og da vi havde sunket den sidste bid, puffede Bassam mig i siden. Lad os g ind i baren, sagde han og mente hotellets almindelige bar p en anden etage. Vi havde begge flt savnet af noget mere potent end de tallse br- og frugtsafter, og lidt efter sad vi med et par stive whiskyer. Bassams datter Karma kom ind til os, og det var her, vi aftalte det besg i ygtningelejren Baqaa, der er fortalt om i frste kapitel. I baren talte vi ikke lngere om brylluppet, og vi kunne heller ikke hre musikken fra festsalen. Hverdagen Bassams hverdag var igen p tapetet, og han fortalte engageret om sine jeblikkelige forehavender. Arafat havde tilbudt ham en ministerpost i det palstinensiske selvstyre, men han foretrak en baggrundsrolle og var tit den anonyme forfatter til vigtige dokumenter i det politiske spil. Han var ogs en af dem, der planlagde fremtiden for den palstinensiske stat, der syntes snart at kunne udrbes. Jeg er i frd med at udarbejde et grundlag for en helt ny politisk
406

Bassam Abu Sharifs far, nansmanden Towq Abu Sharif, i Jerusalem i begyndelsen af 1930erne. (Privateje)

bevgelse. De gamle organisationer PLO, PFLP osv. er udlevede. De har gjort deres arbejde, men nu m der en ny nd til. Bassam talte sig varm om den ny bevgelse, der skulle samle de religise og de verdslige, muslimer og kristne, de hrde fanatikere og de blde fredsduer, fjerne klfterne i palstinensernes politiske billede. P en slende mde mindede det mig om de visioner, overrabbiner Michael Melchior havde for det israelske samfund, og som denne et stykke tid forinden havde udviklet for mig med lige s megen varme. Det er en ndvendighed at f en ny retning, en ny politisk kultur, fortsatte Bassam, og han ld som et arabisk ekko af Melchior. Han talte om de sociale og konomiske planer, han havde. Om at opbygge en palstinensisk infrastruktur. Om en fri konomi, der var uafhngig af Israel. Han havde ogs udarbejdet en konkret plan for verdens strste afsaltningsanlg i Gaza Fredens station, kaldte han det og meningen var, at det skulle forvandle Middelhavets salte vand til strmme af ferskvand, som er den strste mangelvare i de palstinensiske omrder. Jeg skrev til prsident Clinton om dette projekt, og bagefter drf407

tede Arafat det med ham. Vi er broen til hele regionen. Men det hele forblev kun sknne drmme for bde Bassam Abu Sharif og Michael Melchior. ret efter, at de havde fortalt mig om deres visioner, udbrd Al-Aqsa-intifadaen, og alle planerne druknede i blod og had. Inden vi gik til kjs langt ud p natten, bragte jeg PFLP-chefen dr. George Habash p bane. Det var den mand, Bassam havde tjent tro i mange r, og som internationalt var hadet og fordmt for sin voldsloso. Men Bassam havde kun gode minder: Jeg mdte senest George Habash i psken i r, da jeg var med til hans datters bryllup. Min kommentar om, at Habash var en rkeslyngel, vandt ikke genklang hos Bassam: Nej, han er som en vrdig, n, gammel prst. Efter den bemrkning besluttede jeg mig til alligevel at tage endnu en whisky, inden jeg lagde mig.

George Habash havde skrantet i lang tid. Han trdte tilbage som chef for PFLP i 2000 og dde inden lnge. Efterflgeren blev Abu Ali Mustafa (egentligt navn: Mustafa Zubaydi), der havde vret Habash hjre hnd i mange r medlem af PLOs eksekutivkomit og som havde dirigeret Blekingegadebanden sammen med Marwan el-Fahoum, blandt andet under planlgningen af kidnapningen af den svenske jdiske milliardrarving Jrn Rausing. Men Mustafa holdt ikke lnge. I august 2001 angreb israelske helikoptere hans kontor i Ramallah under en hvnaktion, og han blev drbt p stedet.

30
I mordernes hule
Jeg svrger ved Allah, at vi ikke vil efterlade en eneste jde i Palstina.
abdel aziz al-rantisi, Hamas-leder, sommeren 2003.

Det var ikke nemt at n frem til Mohammed og de andre terrorister, for Hamas er meget forsigtig med at indlade sig med fremmede. Organisationen er ndt til at tage hjde for, at enhver fremmed journalist kan vre en israelsk efterretningsmand i forkldning. Men Abu Khalil havde overbevist dem om, at jeg var gte, og at jeg ville referere dem loyalt. Dette lfte havde jeg intet besvr med at afgive, for de religise fanatikere kan ikke beskrives bedre end ved at referere deres egne holdninger. Endelig blev det til noget i september 1993, og det var dagen efter, at fredsprocessen blev indledt med det historiske mde i Det hvide Hus i Washington D.C. Premierminister Yitzhak Rabin og udenrigsminister Shimon Peres havde givet hnd til PLO-formanden Yassir Arafat, og de este israelere og palstinensere ndede lettet op. Mske var freden nu p vej. Men i begge lejre var der rasende modstandere af forsoningspolitikken. I Israel kaldte religise fundamentalister Rabin for forrder, og i de besatte omrder forenedes marxistiske terrorgrupper med islamisterne i fordmmelse af Arafat. Motiverne var modsatrettede. De jdiske fredsmodstandere strbte efter et Storisrael fra Jordanoden til Middelhavet, mens de palstinensiske ditto ville have jderne smidt i havet og det samme territorium gjort arabisk. Ingen af forhandlerne havde alts styr p deres bagland. Det var derfor, jeg ville tale med Hamas. Hvad rrte der sig i disse mennesker? Abu Khalil og jeg blev samlet op af to unge mnd i en gade i Jerusa409

lem. Klokken var 16, og bilen standsede kun et jeblik, mens vi sprang ind i den. P forsderne sad de Hamas-folk, der skulle bringe os til Mohammed og de andre. I den nste halve time krte chauffren rundt i byen p en sr, men meget bevidst mde. Han vendte 180 grader midt i en gade. Han skiftede hele tiden tempo og krebane. Han drejede brat ind i sidegader og susede rundt om skve hjrner. Det var klart, at han ville sikre sig mod, at vi blev skygget af israelske sikkerhedsfolk. Ved det bermte King David-hotel lavede Hamas-manden et godt nummer, da han brat drejede ind foran hoveddren og holdt et jeblik. Hvis nogen var efter os, ville de blive tvunget til at fortstte forbi i den ttte trak; de havde ikke mulighed for at stte farten ned. Jeg blev enig med mig selv om, at denne mand var ekspert. Vor kispus med eventuelle forflgere fortsatte, men til sidst krte vi ud af Jerusalem og befandt os snart p sm, ujvne og stvede veje p Vestbredden. Jeg k ikke bind for jnene, men det var ogs overdigt, da jeg aldrig ville have kunnet genkalde mig den indviklede rute, chauffren tog. Rundt om en klippe. Ned i en dalsnkning. Gennem en olivenlund. Over et hjdedrag. Ind i en landsby. Bremserne blev hugget i foran et lille hus, der var bevogtet af adskillige skggede unge mnd, som gjorde deres bedste for at falde naturligt ind i landskabet, men pistolerne kunne anes under tjet. Mesterchauffren blev siddende i bilen, da vi andre gik ind i huset. I et sparsomt mbleret vrelse hang det forbudte palstinensiske ag p vggen, og der sad unge arabere p puder p gulvet Mohammed, Hassan og en til, hvis navn jeg har glemt, men det er ligegyldigt, for Mohammed og Hassan var alligevel dknavne. Alle tre var sortskggede, alvorlige, beslutsomme ledende medlemmer af Hamas, og de var eftersgt af den israelske sikkerhedstjeneste. Hvorfor vil I ikke have fred? spurgte jeg. Yassir Arafat har forrdt sit folk ved at lave aftale med den jdiske stat. Han har solgt Palstina, svarede Hassan. Skal han s ogs myrdes? fortsatte jeg. Det ville betyde borgerkrig at drbe Arafat, s det vil vi ikke. Han er ogs gammel, og han har en strlende fortid som frihedskmper. Derfor br hans liv sknes. Men Hamas anerkender ham ikke lngere
410

som leder af PLO og palstinenserne. Det gjorde vi fr, men vi vil aldrig gre det igen ikke efter Oslo-aftalen. Det var Mohammed, der talte. Vi k varm kaffe, men der var is i blikket hos de tre sortskggede, og Mohammed fortsatte med sin dmpede og rolige stemme, der aldrig skiftede leje: Vi vil fortstte og intensivere den vbnede kamp for Palstina. Vi helmer ikke, fr hele landet er befriet. Vi vil drbe mange ere jder. Mohammed var fdt i Hebron, opasket med bitterhed, uddannet p et universitet og erfaren i vbenbrug. Han var omkring 35 r og haltede efter en nylig kamp med israelske soldater. Han havde vret arresteret re gange og siddet i fngsel i halvandet r. Nu var han igen eftersgt som en farlig terrorist, og som de andre levede han under jorden. Det var ikke tilfldigt, at Hamas havde udpeget ham til at tale med mig, for han havde alle de egenskaber, bevgelsen var stolt af, og i sin sjl havde han al den uforsonlighed, lederne opmuntrede til. I de foregende seks r havde palstinenserne lynchet hundredvis
Militante muslimer rber deres had ud i en demonstration. (Foto: Government Press Ofce)

411

af deres egne p blotte mistanker om, at de samarbejdede med israelerne, og jeg spurgte Mohammed, om disse drab ville fortstte under fredsprocessen. Hamas vil kun drbe jder, ikke palstinensere bortset fra dem, der samarbejder med jderne. Med dem er det anderledes. Der str i Koranen, at man kun m drbe dem, der samarbejder med fjenden, hvis man er 100 procent sikker p deres skyld. S vi drber dem kun, nr vi er 100 procent sikre. Det var karakteristisk for disse unge mnd, at de ikke et jeblik var i tvivl om, at de gjorde det rigtige. I deres jne var Israel en ddelig fjende, der for enhver pris skulle udryddes, og det var utnkeligt at anerkende den jdiske stat og leve i fred med den. De israelske ofre for terrorangreb lod dem ganske kolde. Det var p Allahs bud, at jderne blev drbt, og de var parat til at give deres liv for at hjlpe ham med det. Jihad hellig krig var et ord, der igen og igen dukkede op i samtalen. Men det var mske ikke ndvendigt, at alle jderne blev drbt. Hassan forklarede mig nemlig, at jder godt kunne f lov til at bo i Palstina, nr Israel var udslettet, men de mtte ikke f del i magten, og Mohammed beskrev den arabiske fremtid sledes: Min drm, min vision, er et stort muslimsk land i hele regionen, som regeres af Koranen og Sharia. Jeg kendte melodien fra mange tidligere samtaler med muslimske fundamentalister i Gaza, Libanon og andre steder, og det var min erfaring, at det var halsls gerning at forsge en rationel diskussion af de politiske sprgsml. Disse mennesker mente sig i besiddelse af den evige, guddommelige sandhed, de var strke og ubjelige i deres blinde tro, og andres opfattelse var ikke mere vrd end en spyue, man trder ihjel med sin sandal. Vil I da aldrig fred? gentog jeg retorisk. Jeg kendte svaret, men alt i mig strittede imod deres religise selvretfrdighed. Vi vil have hele landet. Ingen handler. Ingen kompromiser! Dagen i forvejen havde jeg vret blandt tusinder af jublende palstinensere, der hyldede Arafat og fredsprocessen, og jeg gjorde opmrksom p, at fredstilhngerne var i stort ertal. Det betyder intet, vi skal nok f ertallet p vor side.
412

De tre unge mnd talte med overbevisning om at mobilisere palstinenserne til jihad, de talte om Jerusalem, som om der aldrig havde vret en jde i denne by, og de reserverede en srlig morderisk indsats til de jdiske bosttere. Der bliver mange drab, og aktionerne begynder i nr fremtid. Vi vil angribe jderne, hvor vi end nder dem. Jamen, hvordan vil I bekmpe Arafat og PLO ? Det kan I jo ikke gre ved blot at drbe jder? Svaret blste lidt i vinden, og Mohammed veg uden om ved at hvde, at Koranen viste vejen: Det er forbudt at slutte fred med jderne, s lnge der er den mindste smule land besat. Jeg var ikke i godt humr, da Hamas-chauffren og hans bodyguard krte mig tilbage til Jerusalem, for hvis disse sortskggede fanatikere k fodfste, s det sort ud for fredsprocessen. I de nste ti r skulle det vise sig, at Hamas aldrig tabte pusten. Af taktiske grunde holdt de af og til pauser i terrorangrebene, men mlet blev aldrig tabt af syne. I 1995 kostede tre selvmordsattentater over 30 civile livet, og da der i 1996 skulle vre valg i Israel, gennemfrte Hamas en serie terrorbombninger, der drbte 63 sageslse mennesker og srede ere hundrede. Hensigten var at pvirke valget, s fredsduen Shimon Peres tabte til hgen Benjamin Netanyahu, og det var netop dette, der skete. Med Peres ved roret ville fredsprocessen have haft en chance. Med Netanyahu var det nsten sikkert, at den ville g i st. P denne mde var der interessefllesskab mellem Hamas og den israelske nationalistiske hjrej. I oktober 1996 sgte jeg igen kontakt med Hamas gennem Abu Khalil, og denne gang var det endnu svrere end forrige gang, for den almindelige situation var anspndt, de este Hamas-ledere sad i fngsel, og kommunikationslinjerne var indviklede p grund af forstrket israelsk overvgning. Efter en halv snes dage k jeg imidlertid grnt lys via Abu Khalil: Gaza-ledelsen har sagt god for et mde. Denne gang skulle det foreg efter mrkets frembrud, og den mand, jeg skulle mde, var medlem af Izz Al-Din Al-Qassam Brigaderne, der
413

var Hamas militre korps det vil sige de ekstremister, der udfrte terroraktionerne. Hamas srgede igen for, at vi blev hentet i Jerusalem, og igen gennemfrte chauffren en indviklet rystetur for at sikre sig, at israelske sikkerhedsfolk ikke fulgte os. Til sidst krte vi i blksort mrke ned i Kedrondalen, der mod syd fortsatte lige til Det dde Hav. Endelig standsede vi i en stejl og snver gade, og inde i et beskedent hus mdte vi terroristen Saed. Han var kun 22 r, men allerede en erfaren mand i sin gruppe. Det sorte fuldskg havde han raget af for ikke at blive genkendt af den israelske efterretningstjeneste, der ledte intenst efter ham. Uden for huset var der placeret to bevbnede vagtposter, og Saed serverede sd, strk kaffe i sm kopper. Det var med sorg, han havde fjernet skgget, for det er et vigtigt og vrdsat kendetegn for fundamentalisterne. Men ellers sang han den samme sang som de andre Hamas-folk, jeg havde mdt: Mit ml i livet er at drbe jder, soldater som civile, indtil hele Palstina er befriet. Saed talte roligt og uden ophidselse. Han lignede en alvorlig studerende fra et universitet. Vgne jne, pn at se p, velfriseret hr, nyvasket skjorte, rene negle. Men der kom aldrig et smil p hans ansigt. Mske havde han slet ikke humoristisk sans, eller mske tnkte han p, at hans liv kunne vre slut i morgen, hvis hans chefer gav ham ordre til at sprnge en bombe. Han stod nemlig til rdighed. Under samtalen sad Saed det meste af tiden ubevgelig p kanten af sofaen. Han var ofte tavs og lidet imdekommende. Det virkede, som om cheferne havde givet ham ordre til at tale med mig, men at han ikke brd sig om det. Han viste ingen varme, ingen nysgerrighed, knap nok highed. Saeds familie kom fra Nablus, men boede nu i Ramallah. Selv var han der, hvor Hamas besluttede, han skulle vre. Det var intifadaen, der havde gjort ham politisk aktiv. Han kastede klippestykker mod de israelske soldater og endte i fngsel. Det var i fngselscellen, han opdagede Koranens hemmeligheder fortalte han mig og bagefter sluttede han sig til Hamas. Det var hans kammerater, der tidligere p ret havde drbt 63 israelere og sret mange hundrede ved terrorbombnin414

ger. Bombemndene blev sprngt til atomer sammen med deres ofre, og Saed omtalte dem med den strste veneration: De er martyrer, og de er nu i paradis, fordi de gav deres liv i jihad. Vi elsker martyriet, og vi sger martyriet, havde Hamas-lederen Abdel Aziz Al-Rantisi rbt, da han i Gaza talte ved begravelsen af en kollega, israelerne havde drbt, og det er i det hele taget en stor opmuntring for selvmordsterroristerne, at de iflge deres religise lrere straks kommer i paradis, nr bomben gr af. Det er uden tvivl det incitament, der har fet mange af dem til at ptage sig opgaverne. Men islam garanterer ikke blot jeblikkelig omstigning til paradis, der flger ogs en rkke privilegier med. Prsterne lover den, der bliver martyr (shahid) ved at d i hellig krig, at han fr alle sine sensuelle nsker opfyldt af hurier, der er kvindelige sknheder med lys hud, struttende bryster og nedslagne jne, eller af ghilmans, som er unge drenge, der strler som perler. I paradis er martyren omgivet af trer med saftige frugter, grn silke, klige vandlb og fontner, der springer med vin. Disse udsigter har uden tvivl spgt i baghovedet p mange Hamasfolk, nr de detonerede deres bomber. Vin i paradis? Er alkohol da ikke forbudt for muslimer? Jo, men det er ikke Koranen, der forbyder det. Tvrtimod siger den, at der i paradis er oder af vin, som det er en fornjelse at drikke. Forbuddet er indfrt ved puritanske mullahers fortolkning af skriften, og da de fx i Gaza rekrutterede den 15-rige Mussa Ziyada til Hamas, foretog de den teologiske manvre at bilde ham ind, at alkoholen var taget ud af vinen i paradis. Men derudover kunne Mussa glde sig, og han fortalte selv bagefter: Paradis er et sted, hvor jeg skal nde alle livets glder og mere til. Det er et sted uden dd. Det er fuldt af paladser og haver. Der er oder, som yder med mlk og dejlig vin. Mussa berettede ogs, at man havde sagt til ham, at han som martyr kunne f gratis adgang til paradis for 70 slgtninge og venner, og at 70 jomfruer stod parate til at betjene ham alene. I Pakistan har journalisten Nasra Hassan interviewet 250 potentielle selvmordsbombemnd, og han rapporterede, at de var blevet lovet endnu mere, nemlig 72 hu415

rier og ikke blot 70. De pakistanske mullaher er alts tilsyneladende mere large end de arabiske. Formentlig var det forestillinger om disse herligheder, der spgte i Saeds hoved, da vi fortsatte med at tale om de seneste attentater. Synes du virkelig, det er rigtigt at myrde snesevis af sageslse mennesker? Det var godt, det de gjorde. Det var heltemodigt. Bomberne var en succes. Jamen, det var jo civilister, der dde. Kvinder og brn. Det er ikke blot den zionistiske hr, der er fjenden. Enhver civil jde er ogs en fjende. Ordene Israel og israeler hrer man ikke fra fundamentalisternes mund. De prver at forngte den jdiske stats eksistens ved at undlade at udtale dens navn. Det virker som en slags negativ besvrgelse, og for Saed var jeg en vantro vesterlnding, der kom fra den verden, som hjlper Israel og forhindrer, at islam og araberne kan f deres ret. Den jdiske stat blev skabt som et fremmedlegeme i Den arabiske Nation af USA og Europa, sagde han. At Den arabiske Nation er et ktivt begreb, og at araberne isr har beskftiget sig med at skre halsen over p hinanden, var irrelevant for ham. Hans opfattelse af historiske begivenheder var forfalsket og forvrnget. Der var ingen god kemi mellem Saed og mig. Vore begrebsverdener var for forskellige. Alligevel blev det en lang samtale, der hele tiden krte i ring. Vi frer hellig krig. Det er Allahs vilje, gentog han som en robot. Vi vil fortstte med at kmpe til sidste mand og sidste kugle. Jihad er den eneste lsning. Islam er den eneste mulighed. Det var en udenadslektie. Adskillige gange ngtede han at svare p konkrete sprgsml med henvisning til, at de vedrrte operative forhold i Hamas, eller at han ikke kendte ledelsens mening om emnet. Det var tydeligt, at han var bange for at udtrykke personlige holdninger, som kunne give anmrkninger i karakterbogen. Koranen var hans eneste referencevrk. Det var den invalide Sheik Ahmed Yassin, der stiftede Hamas i begyndelsen af den frste intifada, og bevgelsen k en grundlov, hvori det hedder, at Hamas kmper for at hejse Allahs ag over enhver cen416

timeter palstinensisk land fra Jordanoden til Middelhavet. Det sls ogs fast, at det er en pligt at fjerne den ulovlige jdiske stat og at sl enhver jde ihjel. Da jeg spurgte Saed, om han ikke mente, det ville vre fysisk umuligt at drbe alle jder og udslette Israel, trak han p skulderen: Inshallah. Det var ikke blot den israelske sikkerhedstjeneste, der var ude efter Saed, hvis konkrete forbrydelser jeg af sikkerhedsgrunde blev forholdt viden om. Han mtte ogs holde sig skjult for Yassir Arafats folk: Arafats politi har slet hrdt ned p Hamas og sat vore folk i fngsel, i Gaza ca. 6.000 og p Vestbredden mellem 700 og 1.000. Jeg er jaget af bde jderne og vore egne. Vi var i en periode, hvor Arafat blev presset til at vise sin gode fredsvilje ved at skride ind mod terrororganisationerne. Svingdrspolitikken blev den kaldt, for de arresterede gik ofte ud af fngslet straks efter, at de var sat ind. Men nogle blev der. Saed fortalte om sin kollega, soldaten Mahmoud Jumayal, der et par mneder tidligere var dd af tortur i et af Arafats fngsler. Men betd det, at Arafat var nummer to p fjendelisten efter Israel? Nej, Arafat er araber, muslim, en broder. Da vi krte hjem, var nattehimlen overset med stjerner, der lyste ned over rkenen og Betlehem, som l p den anden side af hjderne. En hund gede vedholdende i mrket. Abu Khalil var tavs i bilen. Det var, som om mdet havde deprimeret ham. Jeg spekulerede p, om han flte, at han havde tabt ansigt over for Hamas p grund af mig. Havde jeg ikke vret forstende nok over for Saed og hans sag? Hvordan ser du p disse folk? spurgte jeg, da vi kom til Jerusalem. De er meget religise. Vi andre respekterer dem hjt. Mere sagde han ikke. Da Al-Aqsa-intifadaen brd ls i september 2000, begyndte der en tilnrmelse mellem de mange forskellige palstinensiske terrorgrupper. Pludselig var Hamas og den tilsvarende Islamic Jihad ikke lngere alene om at gennemfre selvmordsattentater. I lbet af de frste tre r
417

Stifteren og lederen af Hamas, Sheik Ahmed Yassin, der blev hvndrbt af den israelske hr i marts 2004. (Foto: Government Press Ofce)

udviskedes mange af forskellene p de verdslige og de fundamentalistiske organisationer (fx efterabede forgreninger af Fatah metoderne i Hamas). Det blev nsten umuligt at skelne mellem moderate og radikale i andet end ordvalg, og det blev svrt at se forskel p den politiske del af Fatah og den terroristiske. Palstinenserne gldede sig over den ny enighed, til gengld begrd de tabene. I forret 2004 havde terrorhandlinger og israelske gengldelsesaktioner kostet over 3.700 menneskeliv, og langt de este drbte var palstinensere. Vores kamp vil fortstte, til vi har udryddet den zionistiske besttelse af vort hellige land, uanset ofrene, sagde Hamas-lederen Abdel Aziz Rantisi i 2003, og i dette havde han ikke blot tilslutning af sine egne medlemmer. Palstinensernes praksis med at tortere og myrde landsmnd, som de mistnkte for at samarbejde med israelerne, var begyndt under Intifada I og fortsatte med uformindsket styrke under Intifada II. Det var en frastdende politik uden menneskelighed og retssikkerhed, og der l en modbydelig mordermentalitet bag. Hundreder og atter hundreder
418

blev ofre, og der var ingen garanti for, at den enkelte var skyldig, for tilstelser blev fremtvunget p de mest barbariske mder. Muhammad Hilal fra Tulkarem p Vestbredden var et typisk eksempel. I efterret 2003 blev han grebet af terrororganisationen Al-Aqsa Martyrernes Brigader (der er tilknyttet Arafats Fatah) og underkastet tredjegradsforhr. Pinslerne varede i tre uger, og alle forhrene blev lmet. Hilal, 23 r, fortalte om, hvordan han havde stukket andre palstinensere og hjulpet de israelske myndigheder med at nde ekstremister, de ledte efter. Hilal berettede, at han var begyndt at arbejde for israelerne, da han en dag gik til et militrkontor for at sge en rejsetilladelse for sin mor. Tilladelsen blev ngtet, og Hilal frt til et andet kontor, hvor han blev mdt af en kvinde i hrens uniform. Hun spurgte mig, hvad jeg mente om oprret, fortalte Hilal, og jeg sagde, at jeg ikke havde noget med det at gre. Hun lagde den ene hnd p min skulder og den anden p mit ben og begyndte at krtegne det. S tog hun alt tjet af. Da jeg s hende ngen, mtte jeg have sex med hende. P videolmen sagde Hilal ogs, at en israelsk ofcer bagefter havde vist ham 15 billeder af hans samleje med pigen, og at de ville blive distribueret i Tulkarem, hvis han ngtede at samarbejde med israelerne. Muhammad Hilals tilstelse har ikke kunnet bekrftes, men hvis episoden har fundet sted, m man g ud fra, at pigen var en prostitueret, som israelerne havde engageret til opgaven. Shin Bet ngtede at kommentere sagen, hvilket var sdvanlig praksis. Men uanset hvor sandheden ligger, er det en kendsgerning, at den israelske sikkerhedstjeneste forlader sig strkt p at hverve palstinensiske stikkere, og denne praksis har forhindret mange selvmordsattentater. Muhammad Hilal havde sledes iflge sin egen beretning angivet en sprngningsekspert, der l inde med 19 bomber, og dette havde indbragt ham megen ros fra israelerne. Blandt de mest omtalte overtalelsesmidler, israelerne bruger, er penge, afpresning, rejsetilladelser og nedsatte fngselsstraffe. Der er en stikker bag hver eneste israelsk mordaktion mod ekstremister, siger Bassem Eid, der er leder af The Palestinian Human Rights Monitoring Group. Efter sin tilstelse k Muhammad Hilal den sdvanlige behand419

ling. Videolmen med hans beretning fra forhrene blev vist i en ygtningelejr, og kort efter blev hans lig smidt i en baggyde, gennemhullet af kugler. Hans familie opbevarer et fotoalbum med billeder af liget, og de viser brndemrker over hele kroppen. Billederne er bevis for, at han blev torteret til at tilst, siger moderen, Mazouzeh Hilal.

31
Den trojanske hest
Der er et totalt religist forbud mod, at regeringen evakuerer nogen bosttelse eller noget udsted. Regeringen har ingen ret til at bortgive dele af Israels land til fremmede, og ethvert skridt i den retning er ugyldigt.
Rabbinerrdet for Vestbredden og Gazastriben (Yesha), 2004.

Hvad gik galt med den fredsproces, der begyndte i 1993 og som i 1994 blev belnnet med Nobels fredspris til bde Rabin, Peres og Arafat? Hvorfor blev hndtrykkene i Det hvide Hus blot til en ironisk gestus i historien, og hvorfor endte de visionre tiltag i det 21. rhundrede med et myrderi og et had, som man ikke fr havde set magen til? Der er givet snesevis af modstridende analytiske forklaringer, hvilket blot viser, at der er tale om et forhold af stor kompleksitet og med mange gedulgte elementer. Men det er ikke svrt at f je p palstinensernes bidrag til ruinen. I den gamle terroristchef og massemorder Yassir Arafat havde de en leder, der aldrig blev en trovrdig partner for israelerne. Den opfattelse bredte sig, at Arafat betragtede Oslo-aftalerne som en trojansk hest, hvorfra palstinensiske krigere en dag skulle springe frem for at virkeliggre drmmen om et Storpalstina. Dette syntes i 2000 at blive anskueliggjort med Al-Aqsa-intifadaen, og det blev i 2001 ordret bekrftet af det palstinensiske selvstyres minister for Jerusalem, Faisal Al-Husseini, da han sagde: Oslo-aftalerne var en trojansk hest. Det strategiske ml er at befri Palstina fra Jordanoden til Middelhavet. Palstinenserne havde alts tilsyneladende spillet med falske kort og hele tiden haft Israels udslettelse for je, selv om denne hensigt formelt var blevet slettet i PLOs charter. Det var derfor ikke mrkeligt, at de fremkaldte massive israelske gengldelser, da de i uhrt omfang
421

begyndte at bruge terror som politisk kampmiddel. Mord avler mord avler mord. Mange vil have svrt ved at sluge forklaringen om den trojanske hest. P trods af at Yassir Arafat i hele sin karriere som topterrorist og gangsterchef havde slet sig i sageslse menneskers blod, blev han stueren de este steder, da han gennemgik en skinforvandling til statsmand p lavt niveau. Han blev modtaget p den rde lber fra Moskva til Washington (og i Kbenhavn af statsminister Poul Nyrup Rasmussen). Han blev landsfader for sit folk, og palstinensernes sympatisrer i Danmark og andre lande s ogs op til ham med beundring og respekt. Kunne denne mand virkelig have spillet med falske kort under fredsprocessen? Selvflgelig kunne han det, og hvis han ikke gjorde det, s ville det vre frste gang i hans liv, det skete. Ved siden af hndgranaten har lgn og bedrag nemlig altid vret Arafats bedste vben. Der eksisterer mange eksempler p, at Arafat spillede det internationale samfund p nsen, da han lod, som om han ville det bedste. Fr fredsprocessen gentog han monotont og uden variation sig selv: Mlet for vor kamp er Israels udslettelse, og der er ikke plads til kompromis. Men under fredsprocessen havde han to attituder. Den taktiske, fredssgende i det internationale diplomati, og den gamle, uforsonlige nr verden ikke lyttede med. Selv i netop de dage, da Oslo-aftalen blev underskrevet, sagde Arafat til en jordansk reporter: Siden vi ikke kan besejre Israel i krig, vil vi gre det trinvis. Vi tager en hvilken som helst stump af Palstina og etablerer herredmme der, og vi bruger det som springbrt til at tage mere. Nr tiden kommer, vil vi f de arabiske lande til at hjlpe os med det endelige slag mod Israel. Men det var ikke denne hn mod fredsprocessen, der blev refereret i den internationale presse, som i stedet svmmede over af hyldest til den fredssgende PLO-boss, idet den tog hans ofcielle udtalelser for gode varer. Arafat afslrede igen sine sande ml, da han i januar 1996 alts midt under fredsprocessen holdt en tale til arabiske diplomater i spejlsalen p Grand Hotel i Stockholm og sagde: Vi palstinensere vil overtage alt, inklusive hele Jerusalem Vi i
422

PLO vil nu koncentrere alle vore krfter om at splitte Israel psykolo-

gisk i to lejre. Inden for fem r vil vi have seks-syv millioner arabere p Vestbredden og i Jerusalem. Alle palstinensiske arabere vil blive budt velkommen tilbage af os I m forst, at det er vor plan at eliminere staten Israel og etablere en rent palstinensisk stat. Vi vil gre livet uudholdeligt for jderne med psykologisk krigsfrelse og befolkningseksplosion. Jderne vil ikke lngere nske at leve iblandt os. Jeg har ikke brug for jder! De er og bliver jder! Det var ikke en trovrdig fredspartner, der sagde dette. Det var den gamle voldsdemagog, som krte i ring i sit eget had. Det flgende citat, der falder i trd med det foregende, er fra en prdiken, der i 1999 blev sendt i det palstinensiske selvstyres radio, som Arafat kontrollerede og censurerede: Det muslimske Palstina er en enkelt enhed, der ikke kan deles. Der er ingen forskel mellem Haifa og Shechem [Nablus], mellem Lod og Ramallah, mellem Jerusalem og Nazareth Palstinas land er helligt waqf-land [waqf: religis forvaltning] til gavn for alle muslimer i st og vest. Ingen har ret til at dele det eller at opgive noget som helst af det. Palstinas befrielse er en pligt for alle de islamiske nationer, ikke blot for den palstinensiske nation. Og hvis man stadig skulle vre i tvivl om hensigterne, s bortvejredes de af flgende udsnit af en tale, Arafat i 2001 holdt til en gruppe af sine folk: Drb en bostter hver dag Skyd p bostterne alle vegne V jer, hvis I lader dem n deres hjem i sikkerhed eller frdes sikkert p vejene Jeg nsker, at I skal drbe s mange bosttere som muligt Hr ikke efter, hvad jeg siger til medierne, til fjernsynet eller i de ofcielle taler. Ret jer kun efter de skriftlige instruktioner, I fr fra mig. Lad mig vende tilbage til den trojanske hest. Hvorfor detonerede Yassir Arafat Al-Aqsa-intifadaen i stedet for at modtage Ehud Baraks fredstilbud i 2000, der opfyldte nsten alle palstinensernes erklrede territoriale nsker? En organiseret palstinensisk stat kunne vel vre en endnu bedre trojansk hest end Oslo-proceduren som udgangspunkt for en trinvis udslettelseskrig mod Israel? Forklaringen er formentlig, at en hvilken som helst fredsaftale ville
423

have vret umulig at leve med for Yassir Arafat, og at hele fredsprocessen derfor kun var et taktisk spil fra hans side. Selv om han havde fet 100 procent af Vestbredden og Gazastriben i lommen, ville han ikke have kunnet acceptere en aftale, der efterlod ham med under halvdelen af det, han betragter som det historiske Palstina, og som ville give Israel papir p, at Hundredrskrigen endegyldigt var slut. Som Jabotinsky og hans jdiske revisionister i mandatperioden havde nsket landet p begge sider af Jordanoden, sdan nsker Arafat den dag i dag landet p begge sider af den grnne linje. Dette er hans kerneideologi, og den var i mange r udtrykt i PLOs charter med kravet om Israels udslettelse. Han kunne heller ikke acceptere en traktat, der annullerede ygtningenes ret til at vende tilbage, for dette utopiske krav har han kompromislst kmpet for i hele sit liv, og han har satset en stor del af sin prestige p det. Arafat var alts i den situation, at han ikke under nogen omstndighed kunne opn et resultat, han kunne betragte som en sejr, s da han blev konfronteret med fred, valgte han krig. Det er blevet hvdet, at den middelalderlige form for resflelse, som er et kulturtrk i den tilbagestende arabiske verden, ogs spillede en rolle. Noget af det vrste for en araber er at blive ydmyget, og Arafat afviste at f serveret en palstinensisk stat p en slvbakke af prsident Clinton og premierminister Barak, fordi dette ville vre en ydmygelse. Han og hans tilhngere ville i stedet vinde deres stat med blod og ild. Hizbollahs fjernsyn havde bombarderet palstinenserne med heroiske beretninger om, hvordan Hizbollah jog israelerne ud af Libanon i 2000, og de militante palstinensere ville skaffe sig deres egen vrdighed ved at gre det samme p Vestbredden og i Gazastriben. Derfor trak de hndgranaten op af baglommen, hngte hjernen p knagen og spndte dynamitten om livet for at ryge til himmels sammen med deres ofre. Vrede mennesker, der fler sig ydmyget, tnker ikke klart. Men man kommer ingen vegne med en forklaring p fredsprocessens sammenbrud ved blot at se p palstinensernes handlinger. Det er sledes et faktum, at Israel misbrugte fredsprocessen som dkke for territoriale erobringer. Siden Oslo-aftalerne blev indget, er der anlagt
424

ere jdiske bosttelser i de besatte omrder end nogensinde fr, og antallet af bosttere steg med 144 procent. I 2004 var der ca. 230.000 bosttere i 150 regulre bosttelser og omkring 100 sm udsteder. Alene i perioden 2000-2002 var bosttelserne vokset med 20 procent. Den kreplan for fred the road map der blev proklameret i 2003, men som hurtigt blev fanget i kviksand og senere erklret klinisk dd, havde krvet stop for alt byggeri i bosttelserne. Premierminister Ariel Sharon og hans regering s imidlertid stort p dette og udbd alene i perioden januar-oktober 2003 1627 nye bostterboliger i licitation. Dette var Israels stdige politik om at erobre Det hellige Land ved kolonisering, sdan som det har vret mlet fra de frste zionisters tid. Bosttelsespolitikken, der tget begrundes med Bibelen, men som er i strid med den moderne verdens anskuelser, har vret en af de strste forhindringer for en fredslsning, og jo ere bosttelser der kommer, jo vanskeligere vil det vre at fjerne dem igen. Dette er da ogs hensigten. I det hele taget er det indlysende, at Israels strste bidrag til fredsprocessens fallit er uviljen til at forlade de besatte omrder. Siden Seksdageskrigen har skiftende regeringer ligget under for den illusion, at de kunne holde en arabisk millionbefolkning under hlen uden selv at stte noget til. Men det har vret en kostbar illusion, og afregningen er ikke frdig hverken den politiske, den konomiske eller den moralske. Fra begyndelsen var Israels militre sikkerhedsbehov den vsentligste begrundelse for at opretholde besttelsen, men det skiftende politiske landskab i regionen og udviklingen af nye vbensystemer gjorde truslen fra araberstaterne minimal. Sikkerhedsbehovet blev imidlertid genopfrisket i en anden form, og i 2003 udtryktes baggrunden for det sledes af Uri Elitzur, der tidligere var bureauchef for premierminister Benjamin Netanyahu: [Palstinenserne] havde [i det palstinensiske selvstyre] allerede en begyndende stat, og de brugte den til at opbygge en kolossal terroristbase og et samfund, der blev mobiliseret og opgejlet til at hade Israel. Det palstinensiske selvstyre gjorde intet for at fremme sit eget folks konomi og velfrd. Det brugte alle de regeringsvrktjer, det havde, til at opmuntre terrorevne i mange systemer og organisationer og til at
425

uddanne folkemasserne fra vugge til grav i retning af krig, had og selvmordsterrorisme. Hvis det palstinensiske selvstyre har vret en sump af terrorisme, korruption og hadpropaganda, s vil staten Palstina blive en hel s af det samme. Den vil udvikle sig til centrum for international terrorisme, og den vil blive totalt mobiliseret til krig i den nste fase af Palstinas befrielse. Uri Elitzurs opfattelse kan genndes i store dele af den israelske befolkning (palstinensisk terror er en strategisk trussel det er os eller dem, hed det i en kommentar af skribenten Sarah Honig i 2003), og dette er rsagen til, at de traditionelle fredspartier har lidt nederlag ved stemmeurner og i meningsmlinger til fordel for fundamentalister og nationalister. De este vlgere har tnkt, at en hg som Ariel Sharon mske ikke kan skaffe fred, men at han er bedre til at holde palstinenserne i skak end fredsduer som Shimon Peres og Ehud Barak. Der bliver nu bygget en mur, som skal holde terroristerne ude af Israel, men denne mur er andet og mere end et ynkeligt monument over de forspildte muligheder. Noget tyder nemlig p, at den er et udtryk for den israelske regerings tanker om en fremtidig grnse. Den ligner i hvert fald til forveksling en grnse. I november 2003 fastslog FN i en rapport, at muren, der nogle steder bestr af pigtrdshegn med vagttrne og elektronisk overvgning, skrer 14,5 procent ud af Vestbredden, og at kun 11 procent af barrieren flger den grnne linje, mens 89 procent er p palstinensisk omrde. Iflge FN vil 274.000 palstinensere blive fanget p den israelske side af muren eller sprret inde i enklaver. Andre 400.000 p den palstinensiske side vil blive ndt til at passere gennem bevogtede porte for at komme p arbejde p deres egne marker og andre steder. I den samme november mned tiltrdte Ahmed Qurei som ny premierminister i selvstyret, og han brugte i parlamentet ord som Berlinmur og Apartheidmur om byggeriet et klart varsel om, hvordan muren ville blive et prominent symbol i fremtidens politiske propaganda. Muren kan sikkert tnkes at standse mange selvmordsterrorister, men naturligvis vil den ikke lse de egentlige problemer, som fx stjerusalems fremtidige status. Muren vil muligvis forhindre israelerne i at se deres fjender, men den vil ikke f disse til at forsvinde p magisk vis.
426

Der skal ganske andre ting til. Jderne m begrave undertrykkelsespolitikken rmme de allereste besatte omrder, nedlgge bosttelser i stribevis og hvis en kommende palstinensisk stat skal blive andet end en grotesk karikatur, er det ndvendigt at udrydde den mangerige arabiske voldstradition, bde den verdslige og den religise. Dette kan kun ske indefra, nemlig ved at en ny politisk kultur fr fodfste og det har meget lange udsigter. Den reformerende og forenende politiske bevgelse, Bassam Abu Sharif talte begejstret om i et tidligere kapitel, har man ikke hrt mere til, og muren, Arafat og Hamas skal nok srge for, at den forbliver en teori. Muren kom, fordi israelernes erklrede ml om at knuse terrorismens infrastruktur udefra med tanks, mlrettede drab og kamphelikoptere blot var et forfngeligt hb, og den vil formentlig bevirke, at hjrejen kan fortstte sit bevidste arbejde p at forhale eller helt undg en fredslsning, der mere eller mindre er baseret p 1967-grnserne. Roden til meget af det onde ndes i Ariel Sharon-regeringens hele tnkning og metode. Den har nemlig ligesom tidligere Benjamin Netanyahus regering sgt at styre og kontrollere konikten i stedet for at lse den. Dette leder i sig selv til rent taktiske forholdsregler i stedet for en indsats i retning af at ndre situationen radikalt. Men det er lysende klart, at s lnge palstinensernes krav om stop for besttelsen ikke opfyldes, vil israelernes taktiske manvrer p ingen mde kunne fre til en afslutning p konikten. En af grundene til Israels forhalingsmanvrer kan ndes i en analyse fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som har konkluderet, at der ikke fr 2020 er en levende chance for en palstinensisk ledelse, som vil vre i stand til at gre de indrmmelser, der er ndvendige for en stabil fred. Der er alts kun had og fjendskab i luften. Jder og arabere skyder bittert skylden p hinanden, men det er ikke til at komme uden om de grundlggende historiske omstndigheder, der ligger bag Hundredrskrigen: Zionismens opsten og jdernes legitime behov for et hjemland efter rhundreder med forflgelser kulminerende i Holocaust. Professor i statsvidenskab Daniel Elazar (Temple University, Philadelphia) har udtrykt det sledes:
427

Vi jder lrte af historiske erfaringer, at vi havde behov for et eget land, hvor vi kunne kontrollere vor egen skbne, hvor vi kunne samarbejde med andre folk uden at blive underkastet deres regimer og deres luner, hvor vi ikke var en minoritet, og hvorfra vi ikke kunne udvises. Sandheden i Moshe Dayans udsagn: Vi tog et arabisk land og gjorde det jdisk. De arabiske landes afvisning af den jdiske stat. De stemte i 1947 imod FNs plan om at dele Palstina, og da Israel alligevel blev til noget, angreb de militrt senest i 1973. De arabiske landes vedvarende ngtelse af at anerkende Israel og forhandle med dette land. Egypten og Jordan blev efter mange r de eneste, der sluttede fred, og det blev kun en kold fred. Verdens vrige muslimske lande har bevidstlst danset til den arabiske musik. PLOs massive terroraktioner, der fra begyndelsen ogs blev udfrt mod aldeles sageslse mennesker i tredjelande, isr i Europa, og denne terrorismes efterflger i selvmordsbombemndene. Israels uvilje til at forlade de besatte omrder. Efter Seksdageskrigen i 1967 spillede skiftende israelske regeringer hjt spil om Vestbredden, Gazastriben og Golanhjderne. De opmuntrede og betalte for bosttelser i de besatte omrder, og de hbede stik imod de demograske prognoser at tiden var med Israel, s erobret land hen ad vejen kunne annekteres til et Storisrael eller i hvert fald holdes under fortsat kontrol (premierminister Yitzhak Shamirs doktrin ld sledes: Til sidst vil araberne vnne sig til situationen.). Dette var ubesmykkede ekspansionistiske bestrbelser. Men som statsmanden Abba Eban tidligt pviste, var det en illusion at tro, at en arabisk millionbefolkning permanent kunne holdes nede, uden at det undergravede det israelske samfund selv og Israels internationale forbindelser.

Premierminister Ariel Sharon syntes frst ndtvungent og srdeles delvist at erkende dette, da han i 2004 proklamerede en ensidig plan om israelsk rmning af Gazastriben og sm dele af Vestbredden (I slutningen af 2005 er der ikke en jde tilbage i Gaza, sagde han).
428

Den amerikanske prsident George W. Bush gav planen sin godkendelse, idet han som et historisk skift i USAs politik endosserede bde, at store jdiske bosttelser blev indlemmet i Israel alts ingen tilbagevenden til 1967-grnserne og at de palstinensiske ygtninge ikke kunne vende tilbage til deres bosteder i Israel. Sharons initiativ var noget nyt, og det k international opbakning, men der var stor uenighed om vrdien af det. Palstinenserne s det som et kup, der skulle udvide Israel p Vestbreddens bekostning, og de fundamentalistiske/ chauvinistiske jder betragtede det som forrderi over for drmmen om et Storisrael i deres jne er enhver tilbagetrkning Satans Vrk. I maj stemte vlgerne i Sharons parti, Likud, imod planen, men i juni vedtog regeringen en udvandet udgave af den, og chauvinisterne gik p barrikaderne. Vi vil sls for livet, rbte bostterne fra Gush Katif i Gaza, og rabbiner Kobi Bornstein karakteriserede premierministeren sledes: Sharon handler som en tyv om natten. Under en fodboldkamp i Jerusalem hylede tilskuere: Dd over araberne! I den samme periode tilfjede det israelske luftvben Hamas to sviende nederlag, der blev benzin p blet i konfrontationen om Sharon-planen. Stifteren og lederen Sheik Ahmed Yassin blev drbt ved et mlrettet helikopterangreb, og det samme skete med hans efterflger i Gaza, Abdel Aziz Al-Rantisi. Ariel Sharons regering er ikke enestende i landets nyere historie. Nsten ingen af dens forgngere havde gjort noget alvorligt for, at landet skulle f permanente og anerkendte grnser, og bostterne er stadig en af de strste hindringer for en fredelig lsning. I den forbindelse kan det vre nyttigt at erindre, at ordet bosttelse ikke har samme mening for danskere, jder og arabere. P dansk har ordet en neutral klang, mens det p ivrit hedder hitnahalnut, der indebrer politisk dominans, og p arabisk istitan, der kommer af watan, der betyder hjemland. Det svimler for n ved tanken om de kolossale lokale og internationale ressourcer, der uden virkning gennem mange r har vret brugt p at skaffe fred, og diplomatiet vil med garanti fortstte sine Sisyfos-bestrbelser. Men de pne herrer i mrke habitter er oppe imod
429

Jdiske og arabiske brn leger sammen. Som bogens frste billede er det sidste fra Neve Shalom, der er et levende, men magteslst, symbol p forsonlighed og respekt mellem de to folk. (Foto: Lotte G. Andersen)

galninge. Bde hos israelerne og palstinenserne har der udviklet sig magtfulde politiske grupperinger, som er fundamentalistiske og/eller chauvinistiske, og deres indydelse blokerer for forsonlighed. Fanatismen er lige kel i begge lejre. Det er imidlertid ikke til at komme uden om, at palstinenserne i de seneste tir har udviklet en selvstndig nationalitet, og deres krav om en selvstndig stat er derfor rimeligt. Israels krav om, at de omgivende arabiske lande anerkender Israel og afslutter fredstraktater, er lige s rimeligt. Det mest effektive ville vre selvflgelig vre, at bde israelerne og palstinenserne k nye visionre og karismatiske ledere, som kunne overbevise deres befolkninger om, at galskaben m hre op, at sumpen m drnes for fanatisme og chauvinisme. Men sdanne ledere er ikke til at f je p, s begge parter i striden bliver nok ved med at opfre sig
430

som manden, der anbragte sig med hovedet i en gloende ovn og fdderne i en spand isvand og sagde: Jeg kan ikke forst, at mit hjerte ikke har normal temperatur.

Den israelske efterretningstjeneste Shin Bet (Shabak) har et mgtigt ry for effektivitet. Det er den, der har ansvaret for Israels interne sikkerhed (Mossad er den udadvendte tjeneste), og den kender de besatte omrder bedre end de este. Cheferne for Shin Bet udvlges efter skrappe kriterier, og derfor bliver der lyttet, nr de udtaler sig. Jeg vil slutte med at gengive, hvad re tidligere Shin Bet-direktrer sagde i november 2003, da Israels strste dagblad Yedioth Ahronoth bad om deres vurderinger af konikten med palstinenserne. I fllesskab opfordrede de re tidligere chefer Israel til at rmme de besatte omrder og evakuere de jdiske bosttelser. Ami Ayalon, Shin Bet-direktr 1996-2000: Vi bevger os sikkert og mlbevidst mod et tidspunkt, hvor staten Israel ikke lngere vil vre et demokrati eller et hjem for det jdiske folk. Yaacov Peri, Shin Bet-direktr 1988-1995: Uanset hvilken synsvinkel man anlgger, gr vi mod tilbageslag og mske katastrofe. Hvis der ikke foretages noget, vil vi fortstte med at leve ved svrdet, vi vil vedblive at traske i mudderet, og vi vil fortstte med at delgge os selv. Avraham Shalom, Shin Bet-direktr 1980-1986: Alle de skridt, vi har foretaget, er skridt som gr imod hbet om fred. Hvis vi ikke opgiver politikken med at klamre os til hele landet, og hvis vi ikke ogs begynder at forst den anden side, kommer vi ingen vegne. Vi m erkende, at der er en anden side, at den har flelser, at den lider, og at vi opfrer os skndigt. Carmi Gillon, Shin Bet-direktr 1995-1996 (ambassadr i Danmark 2001-2003): Hvis vi forstter konikten med palstinenserne, vil Israel komme fra asken i ilden.
431

Premierminister Ariel Sharons politik, inklusive muren, blev hrdt kritiseret af de re tidligere efterretningschefer, og Ami Ayalon sagde: Meget af det, vi i dag gr p Vestbredden og i Gaza, er umoralsk, noget af det strkt umoralsk. Jeg tror, at begge parter har mistet hbet. Tidligere kunne vi sige, at det, vi gjorde mod dem, og det, de gjorde mod os, var tidsbestemt, og at det var et stadium p vej mod noget bedre. I dag er problemet, at ingen af os kan se en bedre fremtid. Disse vurderinger fr mig til at citere udenrigsminister Abba Eban, der i en meget tidligere sammenhng sagde: Der er en lang tunnel for enden af lyset.

appendiks a

Tidslinje

1099-1291 En rkke krige mellem europiske kristne (korsfarerne) og de muslimske herskere i Det hellige Land. Korsfarerne erobrer Jerusalem med Tempelbjerget. Muslimske mamelukker fordriver korsfarerne og regerer omrdet til 1517. 1517-1917 Tyrkerne regerer fra det nuvrende Istanbul (tidligere Konstantinopel), der var hovedstad i Det ottomanske Imperium. Efter 1880 Zionister begynder at emigrere til det senere Palstina. (Den jdiske befolkning vokser til cirka 90.000 i 1914). 1891 Arabere i Jerusalem appellerer til den tyrkiske regering om at begrnse den jdiske immigration. 1896 Zionisten Theodor Herzl skriver om genfdelsen af en jdisk stat i pametten Der Judenstaat. 1914 Frste Verdenskrig begynder. Briterne proklamerer Egypten som protektorat og sger arabernes sttte i krigen mod Tyrkiet, der er p Tysklands side.

433

1915 Storbritannien lover at sttte oprettelsen af en arabisk stat som gengld for militr assistance mod tyrkerne. 1916 Storbritannien og Frankrig opdeler hemmeligt den arabiske verden imellem sig (Sykes-Picot-aftalen). 1917 Britiske styrker indtager Jerusalem. Balfour-deklarationen lover p den britiske regerings vegne jderne et nationalt hjem i omrdet. 1919 Palstinensiske arabere gr imod Balfour-deklarationen. 1920 Under San Remo-konferencen opretter Storbritannien og Frankrig mandater over tidligere omrder i Det ottomanske Imperium. Frankrig fr Syrien og Libanon som mandater, Storbritannien fr Palstina og Irak. Arabere angriber jdiske bosttelser. Haganah skabes som en jdisk vagt- og sikkerhedsstyrke (den blev senere grundlaget for den israelske hr). 1922 Egypten erklrer sig uafhngigt, men overlader forsvar og udenrigspolitik til briterne. Sultanen bliver til kong Fuad I af Egypten. Den britiske regering udsender en hvidbog, der siger, at ikke hele Palstina skal gres til et jdisk nationalt hjem, men at et sdant nationalt hjem dog skal etableres i Palstina. Hvidbogen angribes af araberne, der fler sig forrdt. Der opstr uroligheder. Folkeforbundet anerkender det britiske mandat for Palstina. Transjordanien landet st for Jordanoden var en del af det oprindelige mandatomrde, men udelukkes af de paragraffer, der taler om oprettelsen af et jdisk nationalhjem.

434

1923 Transjordanien etableres som en autonom stat under emir Abdullah, men han gr ind p, at udenrigspolitikken skal koordineres med Storbritannien, og britiske tropper stationeres i landet. (Transjordanien fr fuld uafhngighed i 1946 og skifter i 1949 navn til Det hashemitiske Kongerige Jordan). Jdisk immigration i Palstina vokser. 1933 Araberne indleder en ikke-samarbejdspolitik med briterne i protest mod den jdiske immigration der vokser efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland og salgene af arabisk land. 1936-1939 Jder strmmer til Palstina, da naziforflgelserne eskalerer i Tyskland. De palstinensiske arabere gr oprr mod briterne. 1937 Storbritannien foreslr en delingsplan og skabelsen af to stater i Palstina (Peel-kommissionens rapport). Jderne accepterer tvende, men araberne afslr. 1939 Den britiske regering udsender en hvidbog, der foreslr, at der inden 10 r skal oprettes en enkelt binational jdisk-arabisk stat. Bde jder og arabere afslr forslaget. Hvidbogen lgger restriktioner p den jdiske indvandring og kapper dermed en livline for de europiske jder. 1939-45 Anden Verdenskrig. Holocaust. Nazityskland begr folkemord p seks millioner jder. 1946 Britiske og franske styrker trkker sig tilbage fra Syrien, der var blevet erobret fra Vichy-regeringen i 1941. I 1946 bliver Syrien medstifter af bde FN og Den arabiske Liga.
435

1944-1947 Jdiske terrorgrupper angriber briterne i Palstina. En af dem, Irgun, blev ledet af den senere premierminister Menachem Begin. En anden, Lehi, var ledet af den ogs senere premierminister Yitzhak Shamir. Irgun sprnger The King David Hotel i luften i 1946 (91 soldater og civile dde). 1947 Storbritannien, der vil slippe for den kostbare tilstedevrelse i Palstina, overlader Palstina-sprgsmlet til FN. The UN Special Committee on Palestine formulerer en plan til lsning af den jdisk-arabiske konikt ved at oprette to nationalstater vest for Jordanoden. FNs generalforsamling vedtager planen den 29. november. Jderne accepterer planen, araberne afviser den, og konikten intensiveres. 1948 Det britiske mandat over Palstina udlber, og Det jdiske Nationalrd udrber staten Israel. Chaim Weizmann indsttes som prsident. Hrene fra Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak invaderer straks det nye land. Under krigen bliver ca. 600.000 palstinensiske arabere ygtninge. 1949 Vbenhvile. Israel kontrollerer nu Negevrkenen og kystsletten, mens Jordan regerer p Vestbredden og Egypten i Gazastriben. Jerusalem er delt mellem Israel og Jordan. Efter et valg bliver David Ben-Gurion Israels frste premierminister. Hundredtusinder af ygtede arabere samles i lejre i Gazastriben og p Vestbredden. 1950 Jordan annekterer Vestbredden og stjerusalem som dele af Jordan. Kun Storbritannien og Pakistan anerkender anneksionen. Der oprettes ere ygtningelejre.

436

1952 Egyptiske ofcerer ivrkstter et statskup og styrter kong Farouk. Oberst Gamal Abdel Nasser bliver senere prsident af Egypten. 1956 Egypten nationaliserer Suezkanalen for at kunne nansiere Aswandmningen over Nilen. Sammen med England og Frankrig invaderer Israel Egypten. Israel erobrer Gazastriben og Sinaihalven. Britiskfranske styrker bombarderer Egypten og erobrer kanalzonen. Kanalen genbnes. FN etablerer en sikkerhedsstyrke i Gaza og Sinai, da Israel trkker sig tilbage. Kanalen gr tilbage til egyptisk kontrol. 1958 Egypten og Syrien slutter sig sammen i Den forenede arabiske Republik. (Den oplses i bitterhed i september 1961). 1963 Militrkup i Syrien. 1964 Det palstinensiske Nationalrd (the Palestinian National Council) oprettes. The Palestine Liberation Organisation (PLO) grundlgges med henblik p at erobre Israel. 1965 Yassir Arafat og Abu Jihad leder guerillagruppen Fatah. 1966 Egypten og Syrien underskriver en forsvarspagt. 1967 Jordan og Egypten enes om en flles forsvarsplan. Prsident Nasser sender den egyptiske hr ind i det stlige Sinai. Spndingen i regionen stiger. Nasser blokerer Aqaba-bugten og afskrer den israelske havn Eilat fra verdenshavene. Provokeret af de foregende mneders begivenhe437

der og overbevist om, at et arabisk angreb forestr, indleder Israel krig mod Egypten, Syrien og Jordan. Seksdageskrigen ender med, at Sinaihalven erobres fra Egypten, Vestbredden fra Jordan og Golanhjderne fra Syrien. (stjerusalem kommer under israelsk kontrol og annekteres senere sammen med Golanhjderne). P et arabisk topmde i Khartoum ngter otte arabiske stater at anerkende, forhandle eller slutte fred med Israel. FNs sikkerhedsrd vedtager resolution nr. 242, der fastlgger principperne for en lsning p konikten. Denne resolution bliver i de nste tir grundstenen i al diplomatisk virksomhed. 1967-1970 Opslidningskrigen ved Suezkanalen. 1968 Det palstinensiske Nationalrd vedtager the Palestinian National Charter, der krver Israels udslettelse. 1969 Yassir Arafat bliver leder af PLO. 1970 Kong Hussein ser PLO som en trussel mod det hashemitiske kongerige, og Jordans hr nedkmper PLOs milits. Da 250 syriske tanks invaderer, hjlper Israel Jordan, og syrerne trkker sig. 1971 PLO udvises af Jordan og ytter sit hovedkvarter til Libanon. Hafez AlAssad griber magten i Syrien. 1972 PLO-terrorgruppen Sorte September myrder 11 israelske idrtsfolk ved de olympiske lege i Mnchen. 1973 P Jom Kippur (Den store Forsoningsdag) gr den egyptiske hr ind
438

i Sinai, og syrerne ind i Golanhjderne. Frst efter bitre kampe slr de israelske styrker araberne tilbage. Senere kommer der vbenstilstand fremtvunget af FN (sikkerhedsrdets resolution nr. 338). 1974 P et arabisk topmde i Rabat, Marokko, accepterer kong Hussein af Jordan en resolution, der siger, at al befriet palstinensisk land skal vende tilbage til dets retmssige ejere under PLOs ledelse. 1975 Borgerkrigen i Libanon starter (og den syriske hr gr ind i Beirut i sommeren 1976). PLO angriber over grnsen til Israel. 1976 I Entebbe, Uganda, befrier israelske kommandosoldater 103 gidsler fra et fransk y, der var blevet kapret af palstinensiske terrorister fra PFLP. 1977 Egyptens prsident, Anwar El-Sadat, drager til Jerusalem og taler til Knesset, det israelske parlament. 1978 Et palstinensisk terrorangreb ind i Israel efterlader 37 civile dde og 82 srede. Israelske tropper gr ind i det sydlige Libanon i Operation Litani. FNs sikkerhedsrd vedtager resolution nr. 425, der krver israelsk tilbagetrkning. I juni sker en tilbagetrkning, men israelerne bliver i et omrde ved grnsen. Camp David-forhandlingerne begynder mellem USAs prsident Jimmy Carter, Egyptens prsident Anwar El-Sadat og Israels premierminister Menachem Begin. 1979 Israel og Egypten undertegner en formel fredstraktat, og Israel begynder tilbagetrkning fra Sinaihalven. PLO angriber fredstraktaten, fordi den ikke sikrer palstinensisk uafhngighed.
439

1980-1988 Krig mellem Iran og Irak. 1981 Israelske kampy delgger Iraks atomanlg ved Osirak. Egyptens prsident Anwar El-Sadat myrdes. Han efterflges af viceprsident Hosni Mubarak, der var chef for det egyptiske luftvben i 1973-krigen. 1982 Den fundamentalistiske organisation Muslim Brotherhood gr oprr i den syriske by Hamah. Prsident Assad knuser oprret og drber ca. 20.000 mennesker. Israel invaderer Libanon for at knuse PLOs kampstyrker og infrastruktur. Israel bomber Beirut, og PLO tvinges ud af landet. PLO fr nyt hovedkvarter i Tunesien. Libanesiske kristne falangister gr ind i ygtningelejrene Sabra og Chatilla i Beirut og myrder 700-800 palstinensere. I Israel konkluderer en juridisk undersgelseskommission efterflgende, at Israel har indirekte ansvar, og arkitekten for invasionen af Libanon, forsvarsminister Ariel Sharon, tvinges til at trde tilbage. 1983 Israels hr trkker sig sydp i Libanon. (I juni 1985 sker den endelige tilbagetrkning bortset fra en smal sikkerhedszone ved den libanesisk-israelske grnse, der forlades i 2000). PLO-rebeller og syrere angriber Arafat-tro styrker og nedkmper dem ved Tripoli i Libanon. 1984 Amerikanske tropper forlader Libanon, efter at en fundamentalistisk selvmordsbombemand har drbt 241 marineinfanterister, og en anden mange franske soldater. Fornyet borgerkrig i Beirut og Shouf-bjergene. 1986 Kong Hussein af Jordan afbryder samarbejdet med PLO. Han er fru440

streret over Yassir Arafats ertydighed omkring anerkendelse af Israel og fordmmelse af terrorisme. Kongen erklrer, at han vil vre ansvarlig for Vestbreddens palstinenseres konomiske velfrd. 1987-1993 Palstinenserne gennemfrer den frste intifada (oprr) mod de israelske besttelsesstyrker p Vestbredden og i Gazastriben. Israel svarer med udgangsforbud, deportationer og massearrestationer. 800 palstinensere drbes, og 16.000 sttes i fngsel. 1988 Kong Hussein erklrer, at Vestbredden ikke lngere er en del af Jordan. Palstinensiske massedemonstrationer mod den israelske besttelse. Det palstinensiske Nationalrd (PNC) mdes i Tunesien og udsteder en uafhngighedserklring for staten Palstina p Vestbredden og i Gazastriben. Yassir Arafat meddeler, at PNC anerkender Israel som en stat i regionen og accepterer sikkerhedsrdsresolutionerne 242 og 238. USA tilkendegiver hensigt om at bne en dialog med PLO. 1990 Irak invaderer og bestter Kuwait (Golfkrisen, der i januar 1991 blev til Golfkrigen med en USA-ledet koalition imod Irak). 1991 Den irakiske prsident Saddam Hussein beordrer angreb med Scudmissiler p Israel for at inddrage landet i Golfkrigen. USA presser Israel til ikke at gre gengld. Israel, Syrien, Libanon, Jordan og palstinenserne starter fredsforhandlinger i Madrid. Da Sovjetunionen kollapser, emigrerer jder til Israel fra Rusland og de asiatiske republikker. I det nste tir kommer der en million indvandrere fra disse omrder. 1992 Der indgs en alliance mellem den muslimsk-fundamentalistiske terrororganisation Hamas og Iran.

441

1993 Syv israelske soldater drbes i det sydlige Libanon. Israel svarer med Operation Accountability rettet mod terrororganisationen Hizbollah. 300.000 libanesere ygter nordp under det ugelange angreb. PLO og Israel underskriver The Declaration of Principles i Det hvide Hus i Washington, der inkluderer betingelser for gensidig anerkendelse og starter processen med at overgive israelsk-kontrollerede omrder til palstinenserne. 1994 En jdisk bostter myrder 29 palstinensere i en mosk i Hebron p Vestbredden. Opstand flger i hele omrdet. Jeriko overgr til palstinensisk kontrol under aftalerne om at slutte den israelske besttelse af Gazastriben og Vestbredden. Kong Hussein af Jordan underskriver afslutningen p 46 rs krig mod Israel. I oktober kommer der en endelig fredstraktat. Israels premierminister Yitzhak Rabin, udenrigsminister Shimon Peres og PLO-formand Yassir Arafat deler Nobels Fredspris. 1995 ret igennem gennemfrer Hamas og Islamic Jihad terroraktioner i selve Israel. I tre selvmordsattentater drbes over 30 civile. I Washington undertegnes en aftale om at udvide det palstinensiske selvstyre og n en endelig lsning i 1999. Premierminister Yitzhak Rabin myrdes af en hjreorienteret religis jde, Yigal Amir, under et fredsmde i Tel Aviv. 1996 Israel og Syrien forhandler p Wye-plantagen i Maryland, USA, om en mulig ramme for fred mellem de to lande. Diskussionerne er resultatlse. Yassir Arafat vinder stort i et palstinensisk valg. Hamas udfrer re selvmordsattentater i Jerusalem, Tel Aviv og Ashkelon. 63 myrdes. Et topmde mellem fredsmagere holdes i Sharm el-Sheikh i Egypten. Med USAs prsident Bill Clinton i spidsen gives der udtryk for solidaritet med Israel og vilje til at bekmpe terrorisme. Israel indleder Operation Grapes of Wrath i det sydlige Libanon som gengldelse for
442

raketangreb fra Hizbollah. Israelske granater drber 94 ygtninge i et FN-beskyttelsesrum i Cana. USA arrangerer en vbenhvile. Benjamin Netanyahu vinder snrt over Shimon Peres i et israelsk valg. Han danner en hjreorienteret koalitionsregering. Israel bner en antik tunnel ved Tempelbjerget i Jerusalem. Araberne tror, at dette truer Al-Aqsamosken, og de starter uroligheder. 61 arabere og 15 israelske soldater drbes i kampene. Dette er frste gang, ofcielle styrker fra det palstinensiske selvstyre skyder p israelere. 1997 Hebron-aftalen undertegnes. Den indebrer, at Israel skal trkke tropper tilbage fra 80 procent af Hebron. En enklave af jdiske bosttere nr Patriarkernes Hule fr lov til at blive. Israel begynder byggearbejde p en omstridt grund i udkanten af stjerusalem (Har Homa (arabisk: Jabal Abu Ghneim)). Dette stykke land blev taget fra palstinenserne efter 1967-krigen og skal huse tusinder af israelere. PLO advarer om, at projektet kan udlse en blge af vold. En bombemand drber tre israelere i en caf i Tel Aviv. Fem israelere dr i et palstinensisk selvmordsattentat i Jerusalem. Mossad forkludrer mordet p Hamas-lederen Khaled Mashaal i en gade i Amman. Dette skaber krise mellem Israel og Jordan. Benjamin Netanyahu vil lslade Hamas ndelige leder, Sheikh Ahmed Yassin. 1998 Wye River-memorandumet underskrives. Det anviser en trinvis implementering af interimaftalen fra 1995. I december mdes Det palstinensiske Nationalrd i Gaza i overvrelse af prsident Clinton og sletter de bestemmelser i charteret, som krver Israels udslettelse. 1999 Kong Hussein af Jordan dr. Han efterflges af sin ldste sn, der bestiger tronen som kong Abdullah II. General Ehud Barak vinder over Benjamin Netanyahu ved et valg, efter at Netanyahus koalition er kollapset som flge af intern modstand mod Wye-aftalen. Sharm el-Sheikhmemorandumet gentager bde Israels og det palstinensiske selvsty443

res lfte om en fuld implementering af alle aftaler, der er indget siden september 1993. Premierminister Ehud Barak mdes med den syriske udenrigsminister, Farouk Al-Shara, i USA for at drfte en fredsaftale. Der kommer intet ud af det. 2000 Pave Johannes Paul II rejser til Det hellige Land. Ved Grdemuren stikker han en papirlap ind mellem stenene. Det er en bn til Gud om at tilgive den katolske kirke dens tidligere jdeforflgelser. Kampe mellem palstinensisk politi og israelske soldater. Israel forlader Sydlibanon. Syriens prsident Hafez Al-Assad dr efter 30 r ved magten. Han efterflges af snnen Bashar. Camp David-forhandlingerne, der var prsident Bill Clintons sidste forsg p at skabe fred mellem Israel og palstinenserne, ender uden resultat. 28. september 2000-? Al-Aqsa-intifadaen bevirker krigstilstand p lavt blus. Den prges af palstinensiske selvmordsterrorister og israelske hvnaktioner. Bombemnd og -kvinder sprnger sig selv i luften p offentlige steder i Israel og tager mange sageslse ofre med sig. Den israelske hr rykker hrdt ind i palstinensiske omrder og likviderer mange terrorledere med mlrettede angreb fra isr kamphelikoptere. I de frste tre r drbes over 3.000 mennesker, est palstinensere. Mange brn mister livet. I 2003 kommer en ny Kreplan for Fred The road map ikke ud af starthullerne. 2003 Israel begynder at konstruere en mur, der skal afsondre landet fra de palstinensiske omrder og forhindre bombemnd i at trnge ind. Muren gr langt ind p besat omrde og vkker voldsom modstand hos palstinenserne. 2004 Premierminister Ariel Sharon tilkendegiver en plan om, at Israel vil rmme Gazastriben og store dele af Vestbredden. I planen indgr det,
444

at Israel beholder store blokke af bosttelser p Vestbredden. I april fr han sttte til planen af den amerikanske prsident George Bush og indleder en kampagne for ogs at vinde politisk og folkelig sttte i Israel. Der er tale om et nybrud i Israels politik, men der er voldsom modstand bde hos palstinenserne og de nationalistiske jder. I maj stemmer medlemmerne af Sharons parti, Likud, imod planen, men i juni vedtager regeringen den (i en noget udvandet udgave), og bostterne og fundamentalisterne gr p barrikaderne for at forpurre tilbagetrkningen. Det samlede antal drbte under Al-Aqsa-intifadaen opgres til knap 4.000, de este palstinensere. Israel har nu 6.780.000 indbyggere, hvoraf ca. 81 pct. er jder og ca. 19 pct. arabere.

appendiks b

Ordforklaringer

Abu Nidal Organization (ANO) Palstinensisk terrororganisation. Stiftet 1974. Har haft hovedkvarter og sttte i Syrien, Libyen, Irak. Leder: Sabri Khalil Al-Banna (Abu Nidal, 1937-2002). Opererede internationalt. Tilhrte Afvisningsfronten og var ekstremt voldelig. Terrormord og ykapring i mange lande, angreb bl.a. i 1985 lufthavnene i Rom og Wien, hvor 16 civile blev myrdet og 60 sret. Afvisningsfronten (The Rejection Front). Betegnelse for de organisationer under PLO, der afviste forhandlinger med Israel, og som kun ville stille sig tilfredse med, at Israel blev udslettet ved vbnet kamp og terrorisme, fx PFLP, DFLP, PSF og PLF. Allah (Arabisk: Guden). Betegnelsen er fra fr Muhammeds tid, men bruges hovedsagelig som egennavn om islams gud, den eneste, skaberen, dommeren og belnneren, den almgtige og nderige. Islamisk tradition tillgger Allah 99 navne. Antisemitisme Jdehad. Ordet antisemitisme er vildledende, da hadet ikke er rettet mod andre semitter end jderne. Begrebet har vret kendt siden oldtiden, men betegnelsen blev frst skabt i 1879 af den tyske agitator Wilhelm Marr. Begrundes meget forskelligt. Religis antisemitisme har sit udspring i korsfstelsen af Jesus og jdernes forkastelse af Det ny Testamente. Brd ud under korstogene og medfrte de frste alvorlige jdeforflgelser. En p uvidenskabelige racemssige synspunkter grundet antisemitisme systematiseredes i Tyskland under nazismen og frte fra 1933 over Nrnberg-lovene af 1935 til masse-

446

mordet p ca. seks millioner jder i Holocaust. Antisemitismen trives i mange lande. Sges ofte kamueret som antizionisme. Arabiske Liga, Den Forbund mellem selvstndige arabiske stater, stiftet som politisk og kulturelt samarbejdsorgan i Cairo 1945 af Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Saudi-Arabien, Syrien og Yemen. Udvidet med forsvars- og konomiaftale 1950. Efterhnden tiltrdt af Libyen (1953), Sudan (1956), Marokko og Tunesien (1958), Kuwait (1961), Algeriet (1962), Sydyemen (1967), Bahrain, Qatar, Oman og Forenede Arabiske Emirater (1971), Mauretanien (1973), Somalia (1974), Palstina, dvs. PLO (1976) og Djibouti (1977). Hovedsagelig et forum for antizionisme. Ashkenazim (Hebraisk: ashkenaz = Tyskland, ental: ashkenazi). Betegnelse for de jder, der boede i Rhindalen og Nordfrankrig, fr de emigrerede stp til de slaviske lande, og senere for alle de jder, der antog den tyske ritus i synagogerne i modstning til dem, der antog den spanske ritus og som blev kaldt sefardim (s.d.). I dag udgr ashkenazim over 80 procent af alle jder i verden, men i Israel er der nsten lige mange ashkenazim og sefardim, og overrabbinatet har bde en ashkenazisk og en sefardisk overrabbiner, som er ligestillede. Forskellen p de to grupper er isr liturgisk og kulturel. Baath-partiet (Det socialistiske Parti for arabisk Genfdelse). Politisk bevgelse, stiftet i Damaskus 1943 af Salah ad-Din al-Bitar og Michel Aak med arabisk enhed i socialistisk regi som program. Vandt tilhngere i seks-syv lande, men har kun i Syrien og Irak udviklet sig til magtfulde politiske partier. Baaths enhedsideologi er blevet fraser, og socialismen national. Blekingegadebanden Dansk terrorcelle, styret af PFLP. Svrt bevbnet, opererede hemmeligt. Myrdede politibetjent Jesper Egtved Hansen. Skulle skaffe penge til PFLP ved vbnede rverier, kidnapning etc. DFLP (Oprindeligt PDFLP, Popular Democratic Front for the Libera-

447

tion of Palestine). Marxistisk-leninistisk palstinensisk terrororganisation, udsprunget af PFLP. Stiftet 1969. Leder: Nayef Hawatmeh. Hovedkvarter i Syrien. Har opereret i Israel og Libanon. Var prosovjetisk og sgte revolutionre ndringer i den arabiske verden. Ofte i opposition til PLO. Mange terrorangreb, bl.a. mod brneskole i Maalot i Israel, hvor 27 brn og skolelrere blev drbt og 134 sret. Diaspora (Grsk: adspredelse). De uden for Israel boende jder. Ordet bruges nu ogs om andre folk i udlndighed, fx palstinenserne. Druser (Arabisk: duruz). Medlem af islamisk sekt, som brd med de shi'itiske ismaelitter omkring r 1000. Drusernes lre om kaliffens guddommelige natur vakte stor modstand hos sunniterne. Sekten er prget af gammel hedensk folketro p sjlevandring, talmystik, panteisme, astrologi m.m. De ca. 300.000 drusere lever i Syrien, Libanon (leder: Walid Jumblatt) og omkring Haifa i Israel. I april 2004 meddelte den israelske regering, at der i Israel er 110.000 drusere (1.6 pct. af befolkningen) inklusive 18.000 i de erobrede Golanhjder Eretz Yisrael Jdernes bibelske hjemland. For nogle brugere af udtrykket omfatter det alt land vest for Jordanoden, for andre tillige land p stsiden. Esbat Al-Ansar Fundamentalistisk muslimsk terrorgruppe i ygtningelejren Ain el-Hilweh i Libanon. Har trnet sine folk i Osama bin Ladens lejre i Afghanistan og modtog fra 1998 betydelig nansiel sttte fra Al-Qaida. Myrdede i 1999 re dommere i Sidon. Fatah Palstinensisk terror- og guerillaorganisation. Stiftet 1957. Fra 1964 ledet af Yassir Arafat. Den strste af de palstinensiske modstandsorganisationer mod Israel. Blev 1969 medlem af PLO, som Arafat blev formand for. Fatah frte bl.a. kampen mod Israel ved indfald fra nabolandene. Har gennemfrt mange terroraktioner (mord, brevbomber, sabotage, kidnapning) i mange lande.

448

Fedayeen Medlemmer af de palstinensiske modstandsorganisationer. Force 17 Palstinensisk terror- og sikkerhedsorganisation, oprettet efter PLOs uddrivelse af Jordan i 1971. Oprindeligt Yassir Arafats personlige livvagt og paladsgarde, senere eliteenhed, der angreb bde israelske og rivaliserende palstinensiske ml. Der er adskillige forklaringer p navnet, fx at 17 skulle have vret styrkens lokaltelefonnummer i PLO-hovedkvarteret i Beirut. Golfkrig I 2. august 1990 besatte Irak Kuwait og indlemmede det efterflgende i Irak. En koalition anfrt af USA og med arabiske lande som medlemmer begyndte 16. januar 1991 luftangreb p Irak. Fra den 18. januar angreb Irak Israel med Scud-missiler. Den 24. februar landangreb mod Irak. Den 27. var Kuwait befriet og Sydirak besat. Den 3. marts accepterede Irak vbenhvile p de allieredes betingelser. Golfkrig II 20. marts 2003 blev Irak angrebet af USA med partnere. Formlet var at styrte Saddam Husseins regime. Britiske og amerikanske styrker mdte ringe modstand, og den 9. april gik amerikanerne ind i Bagdads centrum. Kurdiske og amerikanske styrker k kontrol med landet i nord. I juli oprettedes et irakisk skaldt midlertidigt regerende rd. Hamas Fundamentalistisk muslimsk-palstinensisk bevgelse, opstet i Gaza 1987. Driver bde i Gaza og p Vestbredden religis og social virksomhed, men er mest kendt for utallige terrorhandlinger (bl.a. selvmordsbombeangreb) udfrt af organisationens vbnede afdeling, Izz Al-Din Al-Qassam Brigaderne, der er opkaldt efter en fanatisk prdikant, som dde i 1935. Hamas accepterer ikke den jdiske stat og frer hellig krig (jihad) mod den. Bevgelsen stttes af Iran og den arabiske halvs oliestater. Ledere: Sheik Ahmed Yassin, drbt af den israelske hr 2004 og efterfulgt af Abdel Aziz Al-Rantisi (drbt i april 2004). Hashomer (Hebraisk: Vagtmanden). Forening af jdiske vagt449

mnd. Stiftet af indvandrere, hvoraf mange havde vret aktive i revolutionre bevgelser i Rusland. Aktiv 1909-1920. Hashomer Hatzair Zionistisk ungdomspionerbevgelse opstet i Galicien fr Frste Verdenskrig. Histadrut Sammenslutning af israelske arbejderorganisationer. Organiseret 1920. Blev den strste frivillige og den vigtigste konomiske organisation i Israel med aktiviteter, der rakte langt ud over de traditionelle interesser for en fagforening, fx en kolossal bygningsindustri, banker, industriforetagender, shipping. Dens aktiviteter stod for mere end 20 procent af nationalindkomsten. Hizbollah (Guds Parti). Libanesisk shia-muslimsk terrororganisation, paraplyorganisation for fx Islamic Jihad, Revolutionary Justice, Islamic Jihad for a Free Palestine og Revolutionary Arab Groups. Adskillige tusinde medlemmer. Stttet og dirigeret af Syrien og Iran. Denerer sine aktioner som jihad, hellig krig. Medlemmer, der dr i kamp, bliver martyrer, som er garanteret en plads i Paradis. Opererer i Mellemsten og Europa. Stiftet 1982. ndelige ledere: Hussayn Musawi, fra 1984: Sheik Muhammad Husayn Fadlallah. Generalsekretr: Hassan Nasrallah. Tilhngere af Ayatollah Khomeinis islamiske militarisme. Utallige terrorangreb, kidnapninger og angreb p Israel. Holocaust (Grsk: holokautoma (brndoffer)). Engelsk betegnelse for folkemord, isr anvendt om nazisternes mord p ca. seks millioner jder under Anden Verdenskrig. Intifada (Arabisk: opstand). Anvendes om de vedvarende, voldelige protestaktioner mod det israelske militr, som palstinensere i de besatte omrder indledte 9. december 1987. Intifada I: 1987-1993. Intifada II: 2000-? Irgun (Irgun Zevai Leummi). Jdisk guerilla- terrororganisation. Leder: den senere premierminister Menachem Begin.
450

Islam Den af profeten Muhammed mellem ca. 610 og 632 udformede monoteistiske religion. Ordet islam bruges tillige om de troendes samfund. Abraham, Moses og Jesus var Allahs sendebud, men Jesus var ikke guddommelig. Det er srlig fortjenstfuldt at bede i fllesskab, fx i en mosk. Den rituelle bn bestr af recitation, bjninger og nedkastelse med panden p jorden, samtidig med at Allah pkaldes og hans egenskaber erindres. Fem gange om dagen lyder muezzinens kald til bn: fr solopgang, over middag, senere p eftermiddagen, efter solnedgang og nr natten er faldet p. Islams hellige skrift er Koranen, Al-Quran, der rummer Allahs benbaringer til Muhammed gennem rkeenglen Gabriel, iflge overleveringen nedskrevet, efterhnden som benbaringerne fandt sted. Dertil kommer som rettesnor for ortodokse muslimer hadith, profetens udsagn og handlinger, som nogle hundrede r senere blev nedfldet i Sunna, der rummer profetens og hans frste menigheds praksis. Langt de este muslimer er sunniter, dvs. flger sdvanen som fastlagt i Sunna. Den strste ikke-ortodokse retning er shiiterne, som har deres egne traditionsbger, men i vrigt flger Koranen. Shiiterne mener, at kaliffen, islams ndelige overhoved, skal nedstamme fra profeten (der ndes en del slgter, der hvder at nedstamme fra profetens datter Fatima). Shiiterne udgr hen ved 10 procent af muslimerne og ndes isr i Iran, Libanon, Irak og Indien. Inden og uden for de to hovedretninger er der gennem tiderne opstet en del sekter, bl.a. suer, wahabitter og ismaelitter. Islamic Jihad Palstinensisk terrororganisation. Sunni-muslimsk, men inspireret af shia-fundamentalismen. Begyndte at operere fr den frste intifada i 1987. Ledere: Dr. Fathi Shikaki (myrdet p Malta 1995), Ramadan Abdullah Al-Shallah. Meget aktiv, bl.a. med selvmordsbombeangreb p civile, har gennemfrt snesevis af aktioner og myrdet langt over 60 jder siden 2000. Islamisk fundamentalisme Bevgelse, der krver streng og bogstavtro overholdelse af Sharia. De middelalderlige regler, der nu atter er lov i ere lande, gr samkvem med moderate og ikke-muslimer meget vanskeligt. De straffeformer, der praktiseres offentligt, forekommer Vesten
451

barbariske: pisk, hnds- og fodafhugning, stening til dde foruden andre ddsstraffe. Islamisk fundamentalisme er roden til den terror, der gr under navnet jihad, hellig krig. Tilhngerne kaldes islamister. Israel Defence Forces (IDF) Israels samlede forsvar, der bestr af land-, s- og luftstyrker. Ivrit Nyhebraisk. Statssprog i Israel. Jahve I Det Gamle Testamente navnet p Israels gud. Oprindelsen til og betydningen af det er usikker. Navnet var s helligt, at det ikke mtte udtales; i stedet lste man Adonaj, Herren, som det ogs gengives ved i den danske bibeloversttelse. Jahve er Israels gud, og Israel er Jahves folk. Han har grebet ind i dets historie og vil gre det fremdeles, og det skal holde hans bud. Jewish Agency Jdisk organisation, oprettet 1922. David Ben-Gurion var formand fra 1935. Rdgivende for det britiske mandatstyre i Palstina. Varetog efter Israels oprettelse 1948 immigrationen til landet. Jewish Defense League (JDF) Jdisk aktivist- og terrororganisation, stiftet i New York af rabbiner Meir Kahane. Ansvarlig for bl.a. bombeattentat mod impresario Sol Hurok. Jiddisch Ashkenazisk sprog. Siden middelalderen omgangssprog for isr de steuropiske jder, tales i dag isr i USA og Israel. Grundlaget er tysk med talrige slaviske og hebraiske lneord. Skrives med hebraisk skrift, dog ogs latinsk. Der ndes en stor litteratur og mange aviser og tidsskrifter p jiddisch. I 1900 talte mere end 12 millioner jiddisch, i dag kun 1 million. Jihad Hellig krig mod de vantro, pbudt i Koranen. Jihad er en pligt for ethvert muslimsk samfund, men ikke ndvendigvis for den enkelte muslim. Det er nok, at et vist antal egnede mnd frer den hellige krig. Den, der dr i kamp, bliver martyr (shahid) og er garanteret en plads i
452

Paradis samt visse privilegier der. En beskrivelse fortller, at alle sensuelle nsker bliver opfyldt af hurier (kvindelige sknheder med lys hud, struttende bryster og nedslagne jne) eller ghilmans (unge drenge, der strler som perler). Martyren er omgivet af trer med saftige frugter, grn silke og fontner, der springer med vin. Jdedom (Judaisme). Den religion og religist betonede kultur, som opstod efter Jerusalems fald i 587 f.Kr. blandt juderne i Babylon, Palstina og Egypten. Der fandtes fra gammel tid et kultfllesskab for Israels stammer, men Jahve var blot n national gud blandt mange, og folk og fyrster havde dyrket andre guder. Monoteismen, forestillingen om Jahve som den eneste gud, blev isr udviklet i det babyloniske fangenskab af den anden Esajas, den anonyme forfatter til Esajas Bog 40-66. Det centrale i jdedommen blev overholdelsen af Moseloven, frst og fremmest omskrelsen og helligholdelsen af sabbatten. Synagogegudstjenesten kom til at spille en stor rolle, idet Toraen, Guds Lov som benbaret for Moses, regelmssigt skulle forelses for folket. Som religion er jdedommen en monoteistisk benbaringsreligion med tro p en kommende Messias. Set fra kristendommens synspunkt betegner den mosaisk-israelitiske religion med profetismen et forberedende stadium. Afgrende for jdedommen er troen p n udelelig gud, der belnner og straffer efter fortjeneste, dvs. bedmmer menneskets gerninger. Troskilderne er loven (Mosebgerne, Toraen), profeterne og skrifterne i det, som den kristne kirke kalder Gamle Testamente. For jdedommens vedkommende blev tekstudvalget, kanon, vedtaget i Jabne omkring r 100 e.Kr. Dertil kommer en mundtlig overlevering af teologisk-juridisk art, kaldet Mischna, nedskrevet i begyndelsen af 3. rh. De lrdes studier heraf med kommentarerne, Gemara, kaldes Talmud, som foreligger i en palstinensisk version fra slutningen af 4. rh., og en strre og mere betydningsfuld babylonisk fra r 499. Af jdedommens srprg kan foruden omskrelse og sabbat nvnes spiselovene med hjemmel i Moseloven, der forbyder den ortodokse at nyde visse madvarer og krver srlig behandling af visse andre (kosher), samt overholdelsen af de jdiske helligdage pske (pesach), pinse (schavuot), lvsalsfesten (sukkot) og nytrsfesten (rosch haschana) om efterret, som
453

optakt til Forsoningsdagen (jom kippur). Til en jdisk gudstjeneste krves en forsamling p mindst ti voksne mnd. Enhver af dem kan lede ritualet; men ofte ndes en kantor som fast leder. Der er ingen prst. Det jdiske prsteskab forsvandt ved Oldisraels undergang. Rabbineren er menighedens lrer og dommer i sprgsml, der falder ind under religis ret. Desuden foretager han vielser og skilsmisser. Jdedommen har en slags konrmation (bar-mitzva) for brn i 13-rs alderen. Kach Jdisk-israelsk parti og terrororganisation. Stiftet og ledet af rabbiner Meir Kahane. I 1994 forbudt. Kahane Chai (Kahane lever). Jdisk-israelsk terrororganisation, stiftet af rabbiner Benjamin Zeev Kahane. I 1994 forbudt. KAK (Kommunistisk Arbejdskreds). Marxistisk-maoistisk organisation, stiftet i 1963 af ideologerne Gotfred Appel og Benito Scocozza. Blekingegadebanden blev dannet af folk fra KAK. Kibbutz (Hebraisk: gruppe). Israelsk landsbysamfund p kollektivt grundlag. Al ejendom og fortjeneste i kibbutzen er kollektiv, og alt arbejde kollektivt organiseret. Strrelsen varierer fra 60 til 2.000 medlemmer. De este kibbutzer driver landbrug, men nogle skeri eller industri. Kibbutzer i udsatte omrder er specielt organiserede forsvarsenheder. Brneopdragelse og mltider er flles. De frste kibbutzer fra ca. 1910 drev det socialistiske fllesskab meget vidt; men en vis privatisering er nu tilladt. Kibbutzbevgelsen er skrumpet meget ind pga. industrialiseringen. Knesset Det israelske parlament. Lehi (Lohamei Herut Israel). Jdisk terrororganisation, ogs kaldet Stern-banden efter stifteren Avraham Stern. Leder: den senere premierminister Yitzhak Shamir. Oslo-aftalen Aftale mellem Israel og PLO om indfrelse af palsti454

nensisk selvstyre i den israelsk besatte Gazastribe og byen Jeriko p Vestbredden. Undertegnet 13. september 1993 efter en rkke hemmelige forhandlinger i Oslo. Aftalen, der var et historisk gennembrud i fredsprocessen, blev september 1995 fulgt op af beslutningen om indfrelse af palstinensisk selvstyre i seks byer og 450 landsbyer p Vestbredden. Denne aftale benvnes ofte Oslo B eller Oslo II. Palstinensiske Nationalrd, Det (Palestine National Council (PNC)). PLOs lovgivende forsamling. Dets charter udtrykte mlene, blandt hvilke var Israels udslettelse. Panarabisme Strben mod politisk og kulturelt samarbejde mellem de arabisktalende lande, der har et sprogligt, historisk og religist fllesskab. Har spillet fallit, da de arabiske lande ikke kan blive enige om ret meget andet end at hade Israel. PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Marxistisk-leninistisk palstinensisk terrororganisation. Stiftet i 1967 af Dr. George Habash. Ledende i Afvisningsfronten. Ideologiske konikter frte til splittelser, bl.a. dannede en fraktion PFLP-General Command (PFLPGC) under Ahmed Jibril og en anden DFLP under Nayef Hawatmeh. PFLP afviste politiske kompromiser med Israel og frte en hadsk, antivestlig politik. Mange terroraktioner i mange lande, bl.a. ykapringer. Havde en kriminel celle i Danmark, kaldet Blekingegadebanden. Habash trak sig tilbage som chef i 2000 og astes af Abu Ali Mustafa, der blev likvideret af israelske styrker i 2001 og efterfulgtes af Ahmed Saadat. PFLP er strkt aktiv p Vestbredden. PFLP-GC (Popular Front for the Liberation of Palestine General Command). Palstinensisk terrororganisation. Stiftet 1968. Leder: Ahmed Jibril. Hovedkvarter i Syrien. Sponsoreret af Syrien og Libyen. Mange terroraktioner, inklusive ykapringer og bombeangreb. Angreb fx i 1974 Kiryat Shemona i Israel og myrdede 18 og srede 16 i en beboelsesejendom.

455

PLF (Palestine Liberation Front). Palstinensisk terrororganisation, udsprunget af PFLP og PFLP-GC. Ledere: Talat Yaqub og Muhammed Abu Al-Abbas. Har opereret i Israel, Libanon og Europa. Har haft hovedkvarterer i Syrien, Irak, Libyen. Mange terroraktioner, bl.a. i 1985 kapringen af krydstogtskibet Achille Lauro, hvor den invalide turist Leon Klinghoffer blev myrdet med koldt blod. PLO (Palestine Liberation Organisation). Palstinensisk organisation for terror, krig og politik. Paraplyorganisation for organisationer som Fatah, Sorte September, PFLP o.m.a. Dannet 1964 med det forml at erobre Palstina (Israel) med magt. 1968-69 k Yassir Arafats Fatah kontrol med PLO, der i 1975 k observatrstatus i FN. Fra 1993 anerkendte Israel PLO som palstinensernes reprsentant og indledte forhandlinger. Gennem rene var der mange interne splittelser og uenigheder i PLO. PSF (Popular Struggle Front). Palstinensisk terrororganisation. Stiftet 1967. Ledere: Dr. Samir Ghousha, Subhi Ghousha og Bahjat Abu Gharbiyah. Gennemfrte bl.a. terroraktioner mod synagogen og to luftfartsselskaber i Kbenhavn. Saiqa (Popular Liberation War Pioneers). Syrisk-palstinensisk guerillastyrke, sponsoreret af den syriske regering med det forml at fremme Baath-partiets interesser. Stiftet 1968. Syrerne s Saiqa som et alternativ til PLO. Bekrigede under Abu Moussa Arafats PLO i Libanon i 1983. Modarbejdede 1990ernes fredsproces. Sefardim (Af hebraisk: Sefarad = Spanien, ental: sefardi). Betegnelse for de jder (og deres efterkommere), der boede i Spanien og Portugal fra den tidlige middelalder. I slutningen af 1400-tallet blev de forfulgt og ygtede til Nordafrika og andre steder, fx Frankrig, Holland, England, Italien og Balkan. Amsterdam og Saloniki blev centre for sefardisk bosttelse. Sefarderne beholdt deres hebraisk-spanske sprog (ladino) og ligeledes deres srlige religise og kulturelle skikke (se ashkenazim om rituelle forskelle). De israelere, der gr under betegnelsen
456

orientalske jder, regnes ogs som sefardim. De kommer fra Nordafrika og Mellemsten, hvor de fx talte arabisk eller persisk, men de antog den spanske ritus. Sharia Islams lovkompleks, der frst og fremmest hviler p Koranen, men tillige p traditionen fra profeten og hans fllers tid og p de retslrdes overensstemmelse. Anses for at vre Allahs lov og som sdan uforanderlig. Sharia er ikke blot den religise lov, men styrer alle forhold i samfunds- og privatlivet. Med den opblussende islamiske fundamentalisme siden ca. 1970 er Sharia blevet loven i adskillige lande. Shia-islam (Tilhngerne kaldes shiiter). Den mindste af islams to hovedretninger: sunni og shia. Stammer fra Alis Parti, opkaldt efter Muhammeds svigersn Ali, der var den fjerde kalif, dvs. ndelig og verdslig leder af det muslimske samfund. Shiiterne adskiller sig fra sunniterne ved at hvde, at de eneste legitime kaliffer er dem, der nedstammer fra Ali, mens sunniterne gr ind for en mere verdslig og pragmatisk udvlgelse af kaliffer. 60-80 millioner bekender sig til den strengere shiitiske udgave af islam, dvs. ti procent af alle muslimer. I de senere r er shia-islam blevet aktuel som kernen i den islamiske fundamentalisme, der med udgangspunkt i Iran har bredt sig til ere islamiske lande. Sorte September Palstinensernes betegnelse for deres kampgruppers nederlag i Jordan i september 1970. Tillige navn p en PLO-terrorgruppe, der begik mord og ykapringer bl.a. i 1972 en massakre p 11 israelske sportsfolk ved de olympiske lege i Mnchen. Sunni-islam Den mest ortodokse retning inden for islam. Tilhngerne kaldes sunniter eller sunni-muslimer. Betragter den guddommelige benbaring som begrnset til Koranen og Sunna. Omfatter ca. 90 procent af alle muslimer, mens hovedparten af resten er shiitter, hvis traditionelle modstningsforhold til sunniterne k ny nring efter den shiitiske revolution i Iran 1979 og krigen mellem Iran og Irak.

457

Sykes-Picot-aftalen Hemmelig overenskomst mellem Storbritannien og Frankrig (1916), opkaldt efter den britiske politiker Sir Mark Sykes og hans franske medspiller Georges Picot. Formlet var at dele rovet, nr Det ottomanske Imperium var knust i verdenskrigen. Aftalen resulterede i de nuvrende unaturlige grnser mellem ere af de arabiske lande. Kurderne var et af de folk, der blev splittet op. Talmud Jdedommens lov- og lovkommentarsamling. Omfatter Mischna, nedskrevet p senhebraisk og frdigredigeret i 3. rh., og kommentaren Gemara, nedskrevet p aramisk og frdigredigeret i 5.-6. rh. Talmud foreligger i to udgaver, en lngere babylonisk og en kortere jerusalemsk. TNT (Terror mod terror). Hemmelig jdisk-israelsk terrororganisation (Makhteret). Ansvarlig for bl.a. bombeattentater mod tre borgmestre p Vestbredden og mord p studerende og lrere p The Islamic College i Hebron. UNRWA FNs hjlpeorganisation for de palstinensiske ygtninge. Driver ygtningelejrene i de besatte omrder og i Jordan, Libanon og Syrien. Wahabitter Islamisk sekt, stiftet i 18. rh. af Muhamed ibn Abd AlWahhab (1703-92) med det forml at fre islam tilbage til den oprindelige renhed. Hans lre er fundamentalistisk. Dynastiet Ibn Saud har fra ca. 1740 vret ledende inden for wahabitterne, der blev enerdende i Nedjd og i begyndelsen af 19. rh. erobrede Mekka og Medina. Osmannerne slog bevgelsen ned 1818, men under under Abd-Al-Aziz Ibn Saud blev den i det 20. rh. den dominerende trosretning i SaudiArabien.

458

appendiks c

Palstinensiske ygtningelejre

Efter krigen 1948-49 oprettede FN hjlpeorganisationen UNWRA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East). UNWRA begyndte sin virksomhed i 1950 og har siden forsynet ygtningene med husly, mad, tj, undervisning og sundhedstjeneste. I 2003 stttede UNWRA over 3,9 millioner registrerede ygtninge i Mellemsten. USA er den strste enkeltbidrager til arbejdet med 100 millioner dollar (2002). En tredjedel af de registrerede palstinensiske ygtninge ca. 1,3 millioner bor i 59 anerkendte ygtningelejre i Jordan, Libanon, Syrien, p Vestbredden og i Gazastriben. Lejrene rummer dog ogs mange, der ikke er registreret. Antal registrerede ygtninge pr. 31. marts 2003 (UNWRAs tal). Vestbredden (Jeriko, Jerusalem, Hebron, Nablus): 647.919. Gaza (Jabalia, Rimal, Zeitun, Nuseirat, Deir El-Balah, Khan Yunis, Rafah): 901.092. Libanon (Beirut, Mountain, Sidon, Tyrus, Tripoli, Beka): 390.498. Syrien (Damaskus, Sydlige Syrien, Homs-Hama, Nordlige Syrien): 407.742.

459

MELLEMSTEN OG NORDAFRIKA 1967

TYRKIET

Ankara

SOVJETUNIONEN

N
Tunis

SYRIEN

V
TUNE S IE N

Tripoli

AR

Cairo

KK

JO

RD

LIBANON Beirut MIDDELHAVET ISRAEL Tel Aviv Jerusalem Alexa ndria Benghazi

AN

Damaskus IRAK Amman

Baghdad

Teheran

AFG HA NIS TAN

IRAN

PAK IST AN

KUWAIT

ALGERIET
RA HA SA

LIBYEN

EGYPTEN
R DE HA V

Riyad

Jidda
Khartum

QATAR

SAUDI ARABIEN

VE

ST

FOR.ARABISKE EMIRATER

OMAN

MAURETANIEN

SUDAN

YEMEN

SYD YEMEN

ETIOPIEN

460

SO

AL

IA

Beirut

BA

OMRDER BESAT AF ISRAEL 11. JUNI 1967 N

Acre

LI

Damaskus

Safad

Quneitra

SYRIEN

Haifa

Tiberias Nazareth

Jenin

MIDDELHAVET
Tel Aviv

Jerusalem

Nablus

Ajlun

Amman

Gaza Port Said

Hebron

Beersheva

DDE HAV

El Qantara

JORDAN
Bir Gafgafa

ISRAEL

Ismaliya

Suez

SINAI

Eilat

Aqaba

SU

EZ

RDE HAV

SAUDI ARABIEN

-B

UG

TE

N
Sharm Al Sheik

TIRANSTRDET

461

var besat af en kristen libanesisk milits p 2000 mand (senere betydeligt ere) under kommando af den tidligere falangist, major Sa'ad Haddad, som var nansieret af og allieret med Israel. Striben fungerede som en bufferzone. Haddads styrke k navnet South Lebanese Army (SLA) og var isr beskftiget med at bekmpe Hizbollah i samarbejde med Israel. Jderne er vore venner, sagde Haddad til forfatteren under krigen i 1982. Han dde senere af krft, og militsen blev trukket tilbage i 1999-2000. Mange af de libanesiske soldater bor i 2004 i Israel. De kan ikke vende hjem, da den libanesiske regering betragter dem som forrdere.

* Haddad-zonen betegner en landstribe i det sydligste Libanon (100 km lang, 8-20 km bred), der

462

LIBANON ISRAEL O G D E B E S AT T E O M R D E R N S V
Metulla Kir yata Shemona

Majdal Shams

Kuneitra Maalot-Tarshiha SYRIEN Pekiin GolanAkko hjderne Safed Tamra Kir yat Ata Tiberias G E N E S A R E T S E N Haifa vre Nazareth Arlit Nazareth Afula Um El Fahm Kfar Qara Pardes Hanna Jenin
Nahariya Taibe

M I D D E L H AV E T

Anahta Elon Maoreh Nablus Qualqilya

Tutkarm

VESTBREDDEN Lod Ramallah Ramle Jeriko Neve- Jerusalem Ashdod Shalom Maale-Adumim Bethlehem Askkelon Dheisheh Kir yat Arba Gaza Hebron Netivot Khan Yunis . Rafali Masada .. Beersheeba

YS

TS

LE

TT

Risho Letsiyon

EN

Tel Aviv-Jaf fa

Dimona
EGYPTEN
NEGEVRKENEN

DET D D E H AV

ST

IB

EN

JORDAN

SINAI

Omrder annekteret af Israel Omrder besat af Israel

50 kilometer

Aqababugten

463

Bibliogra

Historisk baggrund
Abu Ijad: Heimat oder Tod Der Freiheitskampf der Palstinenser, Econ Verlag, Dsseldorf, 1979. Bard, Mitchell G.: Myths and Facts A Guide to the Arab-Israeli Conict, American-Israeli Cooperative Enterprise, Maryland, 2002. Barnavi, Eli (ed.): A Historical Atlas of the Jewish People From the Time of the Patriarchs to the Present, Kuperard, London, 1998. Bender, Johan: Palstinaproblemet i fortid og nutid, Gyldendal, 1986. Bentwich, Norman: Genfdt Israel, Fremads Fokusbger, 1964. Bregman, Ahron & El-Tahri, Jihan: The Fifty Years War Israel and the Arabs, Penguin Books, London, 1998. Dawidowicz, Lucy S.: The War Against the Jews 1933-1945, Holt, Rinehart and Winston, New York, udateret. Eban, Abba: My People The Story of the Jews, Random House, New York, 1968. Fromkin, David: A Peace to End All Peace the Fall of the Ottoman Empire and the Creation of the Modern Middle East, Avon Books, New York, 1989. Gilbert, Martin: Israel A History, Doubleday, London, 1998. Gilmour, David: Dispossed The Ordeal of the Palestinians, Sphere Books, London, 1982. Golan, Matti: Henry Kissingers diplomati i Mellemsten, Samlerens Billigbger, 1976. Graetz, Heinrich: Geschichte der Juden Von den ltesten Zeiten bis auf die Gegenart, bind 1-11, Directmedia Digitale Bibliothek Band 44, Berlin 2002. Greenberg, Louis: The Jews in Russia The Struggle for Emancipation, Vol. I-II, Schocken Books, New York, 1976.

464

Herzl, Theodor: Der Judenstaat, M. Breitenstein, Wien, 1896. Howe, Irving: World of our Fathers, Simon and Schuster, New York, 1976. Hiris, Ole & Yrkel, Sefa Martin: Contrasts and Solutions in the Middle East, Aarhus University Press, 1997. Johnson, Paul: A History of the Jews, Phoenix Giant, 1995. Johnson, Paul: Modern Times A History of the World from the 1920s to the Year 2000, Phoenix Press, London, 2000. Josephus, Flavius: The Jewish War, Penguin Books (Steimatzkys Agency, Israel), 1959. Katz, Samuel: Battleground: Fact & Fantasy in Palestine, Steimatzky, Israel, 1985. Kayserling, M.: Jdernes Historie fra Bibelens Afslutning til Nutiden (Oversat efter den tyske Originals sjette Udgave og forget med et tillg om Jdernes Forhold i det danske Monarki af M.A. Levy), I.H. Schubothes Boghandel, Kjbenhavn, 1890. Keller, Werner: The Bible as History, Bantam Books, 1982. Keller, Werner: Spredt blandt folkeslagene I-III, Fremad, 1968. Kelly, J.B.: Arabia, the Gulf and the West, Weidenfeld and Nicolson, London, 1980. Kuniholm, Bruce R.: The Origins of the Cold War in the Near East, Princeton University Press, Princeton, 1980. Laqueur, Walter & Rubin, Barry (ed.): The Israel-Arab Reader A Documentary History of the Middle East Conict Penquin Books, New York, 1984. Lewis, Bernard: Identiteter i Mellemsten, Gyldendal, 1999. Lewis, Bernard: Mellemstens historie i de seneste 2000 r, Gyldendal, 1998. Manseld, Peter: A History of the Middle East, Penguin Books, London, 1992. Peters, Joan: From Time Immemorial The Origins of the Arab-Jewish Conict over Palestine, Michael Joseph, London, 1985. Palumbo, Michael: Imperial Israel The History of the Occupation of the West Bank and Gaza, Bloomsbury, London, 1990. Peres, Shimon: Det nye Mellemsten, Centrum, 1994. Quandt, William B.: Decade of Decisions American Policy Toward the

465

Arab-Israeli Conict, 1967-1976, University of California Press, Berkeley, 1977. Raviv, Dan & Melman, Yossi: Friends Indeed Inside the U.S.-Israeli Alliance, Hyperion, New York, 1994. Sachar, Abram L.: The Redemption of the Unwanted From the Liberation of the Death Camps to the Founding of Israel, St. Martins/Marek, New York, 1983. Sachar, Howard M.: The Emergence of the Middle East 1914-1924, Alfred A. Knopf, New York, 1969. Sachar, Howard M.: A History of Israel, Vol. I-II, Oxford University Press, Oxford, 1987. Salibi, Kamal: The Modern History of Jordan, I.B. Tauris & Co., London, 1993. Schencker, Hillel: After Lebanon The Israeli-Palestinian Connection, The Pilgrim Press, New York, 1983. Silverberg, Robert: If I Forget Thee, O Jerusalem The Saga of the Birth of Israel, Pyramid Books, New York, 1972. Widlanski, Michael (ed.): Can Israel Survive a Palestinian State?, Institute for Advanced Strategic and Political Studies, Jerusalem, 1990.

Biograer og selvbiograer
Ashrawi, Hanan: This Side of Peace A Personal Account, Simon & Schuster, New York, 1995. Begin, Menachem: The Revolt, Steimatzky, Bnei Brak, 1990. Ben-Gurion, David: My Talks with Arab Leaders, Keter Books, Jerusalem, 1972. Ben-Gurion, David: Israel A Personal History, Funk & Wagnalls, Inc., New York, 1971. Benziman, Uzi: Sharon An Israeli Caesar, Adama Books, New York, 1985. Dallas, Roland: A Life on the Edge King Hussein, Prole Books, London, 1998. Dayan, Moshe: Breakthrough A Personal Account of the Egypt-Israeli Peace Negotiations, Alfred A. Knopf, New York, 1981. Dayan, Moshe: Story of my Life, Steimatzkys Agency, Jerusalem, 1976.

466

Dayan, Yal: Min far, hans datter, Samleren, 1986. Eban, Abba Solomon: Abba Eban: An Autobiography, Random House, New York, 1977. El-Sadat, Anwar: In Search of Identity an Autobiography, Collins, London, 1978. Gowers, Andrew & Walker, Tony: Behind the Myth Yasser Arafat and the Palestinian Revolution, W.H. Allen, London, 1990. Haber, Eitan: Menachem Begin The Man and the Legend, Dell, New York, 1978. Hart, Alan: Arafat en politisk biogra, Centrum, 1994. Jurman, Pinchas: Moshe Dayan A Portrait, Massada Ltd., GivatayimRamat-Gan, 1968. Lunt, James: Hussein of Jordan, Fontana/Collins, London, 1990. Mann, Peggy: Golda The Life of Israels Prime Minister, Washington Square Press, New York, 1973. Matar, Faoud: Saddam Hussein A Biography, Highlight, London, 1990. Meir, Golda: My Life, Futura, London, 1976. Parrish, Robert D.: Schwarzkopf, Bantam Books, New York, 1991. Peres, Shimon: Battling for Peace Memoirs, Weidenfeld & Nicolson, London, 1995. Rubinstein, Danny: The Mystery of Arafat, Steerforth Press, South Royalton, 1995. Safran, Alexandre: Resisting the Storm, Yad Vashem, Jerusalem, 1987. Seale, Patrick: Assad of Syria The Struggle for the Middle East, University of California Press, Berkeley, 1989. Sharon, Ariel: Warrior An Autobiography, Simon and Schuster, New York, 1989. Stephens, Robert: Nasser A Political Biography, Allen Lane, London, 1971. Stewart, Desmond: Theodor Herzl Artist and politician, Quartet Books, London, 1981. Teveth, Shabtai: Moshe Dayan The Soldier, The Man, The Legend, Dell, New York, 1974. Wallach, Janet & John: Arafat In the Eyes of the Beholder, Lyle Stuart, New York, 1990.

467

Weizman, Ezer: On Eagles Wings, Berkley, New York, 1979. Wiesenthal, Simon: Retfrdighed ikke hvn, Munksgaard, 1989.

Jder, arabere, Israel

Abu-Sharif, Bassam & Mahnaimi, Uzi: Best of Enemies, Little, Brown & Company, Boston, 1995. Amnesty International: Annual report, rgangene 1980-2003. Anda, Torleiv: Intifada Oprr mod Israel, Klim, 1990. Armstrong, Karen: Jerusalem Tro, historie, politik, Munksgaard-Rosinante, 1998. Avneri, Uri: Israel uden zionisme, Notabene, 1970. Edelmann, Rafael: Jdisk litteratur gennem 2000 r, Rhodos, 1961. Dimont, Max I.: The Indestructible Jews, W.H. Allen, London, 1973. El-Asmar, Fouzi: At vre araber i Israel, Forlaget Tiden, 1977. Elon, Amos: The Israelis Founders and Sons, Sphere Books, London, 1972. Elon, Amos: Jerusalem City of Mirrors, Flamingo, London, 1996. Foighel, Hanne: Et land der fortrer sine egne samtaler med israelske kvinder, Lindhardt og Ringhof, 1998. Gilbert, Martin: The Jews of Hope The Plight of Soviet Jewry Today, Penguin Books, New York, 1985. Giordano, Ralph: Israel, for Guds skyld, Israel, Gyldendal, 1992. Goitein, S.D.: Jews and Arabs Their Contacts Through the Ages, Schocken Books, New York, 1964. Haber, Eitan & Schiff, Zeev & Yaari, Ehud: The Year of the Dove, Bantam Books, New York, 1979. Grossman, David: The Yellow Wind, Picador, London, 1989. Harkabi, Yehoshafat: Israels Fateful Hour, Harper & Row, New York, 1989. Hassan bin Talal, crown prince of Jordan: Palestinian Self-Determination A Study of the West Bank and Gaza Strip, Quartet Books, London, 1981. Herzog, Chaim: Heroes of Israel Proles of Jewish Courage, Steimatzky, Jerusalem, 1989. International Monetary Fund: West Bank and Gaza Economic Performance and Reform under Conict Conditions, 2003.

468

Jensen, Michael Irving & Laursen, Andreas: Arafats Palstina Forventninger og realiteter, Odense Universitetsforlag, 2000. Jiryis, Sabri: The Arabs in Israel, Monthly Review Press, New York, 1976. Kahane, Meir: They Must Go, The Jewish Idea, New York, 1981. Krag, Helen & Warburg, Margit (red.): Der var engang amol iz geven. Jdisk kultur og historie i det gamle steuropa, Gyldendal, 1986. Landsberger, Artur: Das Ghettobuch, Benjamin Harz Verlag, Berlin, 1921. Mroz, John Edwin: Beyond Security Private Perceptions among Arabs and Israelis, International Peace Academy, New York, 1980. Prittie, Terence & Nelson, Walter Henry: The Economic War Against the Jews, Corgi Books, London, 1979. Rodinson, Maxime: Israel and the Arabs, Penguin Books, London, 1982. Rosenberg, Gran: Det tabte land Israel, en personlig historie, Tiderne Skifter, 1998. Schiff, Zeev & Yaari, Ehud: Intifada The Palestinian Uprising, Israels Third Front, Simon and Schuster, New York, 1990. Schmidt, Johannes Dragsbk (red.): Ismael og Isak i det forjttede land en debatantologi, Aalborg Universitetsforlag, 1993. Segev, Tom: 1949 The First Israelis, Collier Macmillan Publishers, London, 1986. Shavit, Yaacov: Jabotinsky and the Revisionist Movement 1925-1948, Frank Cass, London, 1988. Shipler, David K.: Arab and Jew Wounded Spirits in a Promised Land, Penquin Books, New York, 1987. Wiesel, Elie: A Jew Today, Vintage Books, New York, 1979. Schoenbrun, David: The New Israelis A report on the rst generation born in Israel, Atheneum, New York, 1973.

Arabiske lande
Aburish, Sad K.: Beirut Spy, Bloomsbury, London, 1990. Brooks, Geraldine: Slr og begr Islamiske kvinders skjulte verden, Gyldendal, 1996. Burckhardt, J.L.: Arabic Proverbs or the Manners and Customs of the Modern Egyptians, Curzon Press, Richmond, 1994.

469

Center for Monitoring the Impact of Peace, (CMIP), New York: 1) Palestinian Authority School Textbooks 1997-1998, 1998. 2) Arabs and Palestinian in Israeli Textbooks 1999-2000, 2000. 3) Jews, Zionism and Israel in Syrian School Textbooks 1999- 2000, 2001. 4) Jews, Israel and Peace in Palestinian School Textbooks 2000-2001 and 2001-2002, 2002. 5) Arabs, Palestinians, Islam and Peace in Israeli School Textbooks Update for 2000-2001 and 2001-2002, 2002. 6) Jews, Israel and Peace in the Palestinian Authority Textbooks and High School Final Examinations 2000-2002, 2002. 7) The West, Christians and Jews in Saudi Arabian Schoolbooks 1999-2002, 2003. 8) Jews, Israel and Peace in the Palestinian Authority Textbooks, the New Textbooks for Grades 3 and 8, 2003. Friedman, Thomas: From Beirut to Jerusalem, Fontana/Collins, Glasgow, 1990. FN (UNDP): Arab Human Development Report 2002 og Arab Human Development Report 2003. Gilmour, David: Lebanon The Fractured Country, Sphere Books, London, 1984. Hassan bin Talal, crown prince of Jordan: Christianity in the Arab World, Continuum, New York, 1998. Holden, David & Johns, Richard: The House of Saud, Holt, Rinehart and Winston, New York, 1981. Hoss, Salim: Lebanon, Agony & Peace, Islamic Center for Information and Development, Beirut, 1984. Khalidi, Walid: Conict and Violence in Lebanon: Confrontation in the Middle East, Harvard University, 1979. Mackey, Sandra: Saudis Inside the Desert Kingdom, Signet, London, 1990. Manseld, Peter: The Arabs, Penguin Books, London, 1988. Perlmutter, Amos & Handel, Michael & Bar-Joseph: Two Minutes over Baghdad, Corgi Books, London, 1982. Pryce-Jones, David: The Closed Circle An Interpretation of the Arabs, Paladin Grafton Books, London, 1990. Randal, Jonathan: The Tragedy of Lebanon Christian Warlords, Israeli Adventurers and American Bunglers, Chatto & Windus, London, 1983.

470

Krigene
Allen, Peter: The Yom Kippur War, Charles Scribners Sons, New York, 1982. Amos, Deborah: Lines in the Sand Desert Storm and the Remaking of the Arab World, Simon & Schuster, New York, 1992. Allon, Yigal: The Making of Israels Army, Bantam Books, New York, 1971. Black, Ian & Morris, Benny: Israels Secret Wars The Untold History of Israels Intelligence, Hamish Hamilton, London, 1991. Boyne, Walter J.: Gulf War, Publications International, Lincolnwood, 1991. Bulloch, John & Morris, Harvey: Saddams War The Origins of the Kuwait Conict and the International Response, Faber and Faber, London, 1991. Bulloch, John: Final Conict The War in the Lebanon, Century Publishing, London, 1983. Collins, Larry & Lapierre, Dominique: O Jerusalem, Simon and Schuster, New York, 1972. Cordingly, Patrick: I stormens je, Peter Asschenfeldts Nye Forlag, 1998. Dayan, Moshe: Diary of the Sinai Campaign, Schocken Books, New York, 1967. Donovan, Robert J.: Six Days in June, The New American Library, New York, 1967. Fisk, Robert: Pity the Nation Lebanon at War, Oxford University Press, Oxford, 1991. Gilbert, Martin: The Arab-Israeli Conict Its History in Maps, Weidenfeld and Nicolson, London, 1976. Hart, Harold H.: Yom Kippur Plus 100 Days, Hart Publishing Company, New York, 1974. Heikal, Mohamed: The Road to Ramadan, Fontana/Collins, Glasgow, 1976. Herzog, Chaim: The Arab-Israeli Wars, Arms and Armour Press, London, 1985. Jansen, Michael: The Battle of Beirut Why Israel Invaded Lebanon, Zed Press, London, 1982.

471

Kahan, Yitzhak (chairman): Final Report The Commission of Inquiry into the Events at the Refugee Camps in Beirut, Jerusalem, 1983. Kapeliouk, Amnon: Sabra og Chatila Rapport om en massakre, Rosinante, 1983. Kurzman, Dan: Genesis 1948 The First Arab-Israeli War, New American Library, 1970. Lloyd, Selwyn: Suez 1956, Coronet Books, London, 1980. McBride, Sean (chairman): Israel in Lebanon Report of the International Commission to enquire into reported violations of International Law by Israel during its invasion of the Lebanon, Ithaca Press, London, 1983. Miller, Judith & Mylroie, Laurie: Saddam Hussein and the Crisis in the Gulf, Times Books, 1990. Oren, Michael B.: Six Days of War June 1967 and the Making of the Modern Middle East, Oxford University Press, Oxford, 2002. Rabinovich, Abraham: The Battle for Jerusalem, June 5-7, 1967, The Jewish Publication Society, New York, 1987. Rohde, Peter P.: Krig og Krise i Mellemsten, Thaning & Appels Forlag, 1967. Salinger, Pierre: Secret Dossier The Hidden Agenda Behind the Gulf War, Penguin Books, 1991. Schiff, Zeev & Yaari, Ehud: Israels Lebanon War, Simon and Schuster, New York, 1984. The Insight Team of The Sunday Times: Insight on the Middle East War, Andr Deutsch, London, 1974. Timerman, Jacobo: The Longest War, Pan Books, London, 1982. Trost, Ernst: David og Goliat slaget om Israel 1967, Samleren, 1967.

Terrorisme
Adams, James: The Financing of Terror, Hodder and Stoughton, London,1988. Becker, Jillian: The PLO, St. Martins Press, New York,1985. Benjamin, Daniel & Simon, Steven: The Age of Sacred Terror, Random House, New York, 2002. Blundy, David & Lycett, Andrew: Qadda and the Libyan Revolution, Little, Brown and Company, Boston, 1987.

472

Demaris, Ovid: Brothers in Blood The International Terrorist Network, Charles Scribners Sons, New York, 1977. Dobson, Christopher & Payne, Ronald: The Carlos Complex a Pattern of Violence, Hodder and Stoughton, London, 1977. Gearty, Conor: Terror, Faber and Faber, London, 1991. Groussard, Serge: The Blood of Israel The Massacre of the Israeli Athletes, The Olympics 1972, William Morrow & Company, New York, 1975. Gunaratna, Rohan: Inside Al Qaeda Global Network of Terror, Berkley Books, New York, 2003. Hermann, Kai & Koch, Peter: Assault at Mogadishu, Corgi Books, London, 1977. Hudson, Rex A.: The Sociology and Psychology of Terrorism: Who Becomes a Terrorist and Why?, Federal Research Division, Library of Congress, Washington, D.C., 1999. Katz, Samuel M.: Guards Without Frontiers Israels War Against Terrorism, Arms and Armour, London, 1990. Katz, Samuel M.: Israel Versus Jibril, Paragon House, New York, 1993. Lafn, John: Fedayeen The Arab-Israeli Dilemma, Cassel, London, 1973. Laqueur, Walter: The Age of Terrorism, Little, Brown & Company, Boston, 1987. Livingstone, Neil C. & Halevy, David: Inside the PLO, William Morrow and Company, New York, 1990. MacDonald, Eileen: Shoot the Women First, Arrow Books, 1992. Melman, Yossi: The Master Terrorist The True Story Behind Abu Nidal, Sidgwick & Jackson, London, 1987. Morgan, Robin: The Demon Lover On the Sexuality of Terrorism, Mandarin, London, 1990. OBallance, Edgar: Arab Guerilla Power 1967-1972, Faber and Faber, London, 1974. OSullivan, Noel: Terrorism, Ideology & Revolution The Origins of Modern Political Violence, Wheatsheaf Books, Brighton, 1986. Netanyahu, Benjamin (ed.): Terrorism How The West Can Win, Avon Books, New York, 1987. Seale, Patrick: Abu Nidal A Gun for Hire, Random House, New York, 1991.

473

Segal, Haggai: Dear Brothers The West Bank Jewish Underground, BeitShamai Publications, New York, 1988. Sterling, Claire: The Terror Network, Berkley, New York, 1982. United States Department of State: Patterns of Global Terrorism, rgangene 1988-2003, Washington D.C. Williamson, Tony: Counterstrike Entebbe, Collins, London, 1976. Wright, Robin: Sacred Rage The Wrath of Militant Islam, Andre Deutsch, 1986. Yallop, David: To the Ends of the Earth The Hunt for the Jackal, Jonathan Cape, London, 1993. Yodfat, Aryeh Y. & Arnon-Ohanna, Yuval: PLO Strategy and Politics, Croom Helm, London 1981.

Religion
Chittick, William C.: A Shiite Anthology, Muhammadi Trust, London, 1980. Green, D.F.: Arab Theologians on Jews and Israel, Academy of Islamic Research, Cairo, Editions de lAvenir, Genve, 1971. Freud, Jonathan: Frn Jerusalem essayer, Askelin & Hgglund, 1986. Glatzer, Nahum N. (ed.): The Judaic Tradition, Beacon Press, Boston, 1969. Khalifa, Rashad (overstter): The Holy Quran, elektronisk udgave, Islamic Productions, Tucson, 2000. Khler, Hans: Die Wirkung des Judentums auf das abendlndische Geistesleben, Duncker & Humblot, Berlin, 1952 (dansk udgave: Jdedommens indydelse p Vesterlandets ndsliv, Hasselbalch, udateret). Lausten, Martin Schwarz: Kirke og synagoge, Akademisk Forlag, 1992. Lustick, Ian S.: For the Land and the Lord Jewish Fundamentalism in Israel, Council on Foreign Relations, New York, 1988. Rabinowitsch, Wolf Zeev: Lithuanian Hasidism from its beginnings to the present day, Vallentine, Mitchell, London, 1970. Shakir, M.H. (overstter): The Quran, Tahrike Tarsile Quran, New York, 1988 Stefnsson, Finn & Srensen, Asger: Gyldendals religionsleksikon Religion, livsanskuelse, Gyldendal, 2002.

474

Antisemitisme
Antisemitism World Report, en rkke rgange, The Institute of Jewish Affairs, London. Andersen, Aage H. (red.): Jdiske leveregler uddrag af Talmud, Eget forlag, udateret. Arendt, Hannah: Antisemitismen, (Frste del af Det totalitre samfundssystems oprindelse), Notabene, 1971. Ford, Henry: The International Jew, the Worlds Foremost Problem, Dearborn Publishing Company, 1920. Hess, E. (ed.): Hatred is Sacred, Ministry for Foreign Affairs, Jerusalem, udateret. Leese, Arnold S.: My Irrelevant Defence: Meditations on Jewish Ritual Murder, I.F.L. Printing & Publishing Co., London, 1938. Luther, Martin: Von den Juden und ihren Lgen, 1543. Dansk udgave (ikke anvendt), oversat af Olga Eggers: Om Jderne og deres lgne, Nordiske Kvinders Forlag, 1938. Nilus, Serge: The Protocols and World Revolution including a Translation and Analysis of The Protocols of the Meetings of the Zionist Men of Wisdom, Small, Maynard & Company, Boston, 1920. Pranaitis, I.B.: The Talmud Unmasked, Imperial Academy of Sciences, St. Petersborg, 1892. Vogt, Judith: Historien om et image Antisemitisme og antizionisme i karikaturer, Samlerens Forlag, 1978. Wistrich, Robert S.: Anti-Semitism The Longest Hatred, Thames Mandarin, London, 1995.

Tidsskrifter, aviser
Forfatteren har et arkiv med artikler om Mellemsten fra en lang rkke aviser og tidsskrifter (ca. 5.000 artikler). Desuden adskillige rgange p cd af The Jerusalem Post og The Jerusalem Report. Af de mest anvendte publikationer anfres flgende: Israelske: The Jerusalem Post, Haaretz, The Jerusalem Report. Palstinensiske: Al-Fajr (engelsksproget udgave), The Jerusalem Times. Palstinensisk/ israelsk: Palestine-Israel Journal. Britiske: The Independent, The Daily Tele-

475

graph, The Times, The Guardian, The Spectator, The Economist. Amerikanske: The New York Times, Los Angeles Times, The Washington Post, International Herald Tribune, Newsweek, Time Magazine, Commentary, U.S. News and World Report, The Atlantic Monthly, The Nation, The New Republic, National Review, Middle East Intelligence Bulletin. Libanesiske: Monday Morning, The Daily Star. Jordansk: The Jordan Times.

Foruden danske leksika er isr anvendt

Encyclopaedia Britannica, 2003. Encyclopaedia Judaica, 1997. Sela, Avraham (ed.): Political Encyclopedia of the Middle East, The Jerusalem Publishing House, 1999. Shimoni, Yaacov (ed.): Political Dictionary of the Arab World, Macmillan Publishing Company, New York, 1987. Wigoder, Geoffrey (ed.): The New Standard Jewish Encyclopedia, Facts on File, New York, 1992.

Personregister

I registeret bruges forkortelsen PA (Palestinian Authority) som betegnelse for det palstinensiske selvstyre. Kursiverede sidetal angiver en illustration. Abbas, Mahmoud (Abu Mazen), premierminister i PA, 17, 44, 193 Abdallah, Ahmed, palstinensisk ygtning, 215 Abdallah, Zuheir, arabisk kommentator, 103 Abdulhadi, Awni Bey, arabisk forhandlingsleder, 97 Abdullah, emir af Transjordanien, konge af Jordan, 92f, 96, 387, 435 Abdullah, saudiarabisk kronprins, 59 Abdullah II, konge af Jordan, 23, 25, 350, 443 Abergel, Charles, israelsk soldat, 168, 169, 170f Abu Ala, se Qurei, Ahmed Abu Ali Mustafa, se Zubaydi, Mustafa Abu Ammar, krigernavn for Yassir Arafat, 249 Abu Daoud, PLO-terrorist, 180 Abu-Feddal, Abdul-Aziz Mahmood, palstinensisk kaptajn, 177 Abu Gharbiyah, Bahjat, medstifter af PSF, 272, 456 Abu-Halabia, Ahmad, dr., palstinensisk universitetsrektor, 69f Abu Haniyeh, Ramadan, jordansk offer for palstinensisk terror, 291 Abu Iyad, se Khalef, Salah Abu Jihad, se Al-Wazir, Khalil Abu Khalil, kontaktmand til Hamas, 409, 413, 417 Abu Khalil, libanesisk falangistleder, 194f Abu Kouzan, Aziz, libanesisk-drusisk kommandant, 266 Abu Mazen, se Abbas, Mahmoud Abu Mohjen, leder af Esbat Al-Ansar, 41, 47 Abu Moussa, chef for Saiqa, 240, 243f, 246, 249f, 284, 370, 456 Abu Nidal (Sabri Khalil Al-Banna), palstinensisk terroristleder, 199, 346, 446 Abu Sharif, Amal (Khoury), gift med Bassam A.S., 386, 402 Abu Sharif, Bassam, leder i PFLP, senere rdgiver for Yassir Arafat, 23, 385, 386, 387-389, 390, 391f, 397, 399-402, 404, 405, 406-408, 427

477

Abu Sharif, Karma, palstinensisk studerende, journalist, datter af Bassam A.S., 23, 406 Abu Sharif, Towq, palstinensisk nansmand, far til Bassam A.S., 406, 407 Abu Talb, Mohammed, (dknavne: Hassan Abd Magid, Samir, Abu Samir, Abu Intiqam) palstinensisk terrorist, 272f, 277-279, 281286, 290, 292, 293, 296f Abu Yousuf, israelsk forhrsleder, 30 Adelman, William, Kach-medlem, 330, 331 Adler, Max, strigsk sociolog, skabte austromarxismen, 80 Adwan, George, libanesisk militsleder, chef for Tanzim, 187 Adwan, Kamal, PLO-terrorist, 180 Aak, Michel, medstifter af Baathpartiet, 447 Al-Abbas, Muhammed Abu, leder af PLF, 456 Al-Ali, Naji, palstinensisk satirisk tegner, 38 Alameddine, Mohammad Aref, palstinensisk krigsoffer, 248 Al-Ari, Muharram, mullah i Libanon, 253 Al-Assad, Bashar, syrisk prsident, 47, 66, 444 Al-Assad, Hafez, syrisk general, prsident, 51, 124, 241, 247, 346, 438, 440, 444 Al-Bitar, Salah ad-Din, medstifter af Baath-partiet, 447

Al-Dawalibi, Marouf, saudiarabisk diplomat, 65 Ale, Hassan, palstinensisk ygtning, 239 Ale, Mahmoud, palstinensisk ygtning, 239 Al-Hariri, Rak, libanesisk premierminister, 41 Al-Hassan, Hani, politisk rdgiver for Yassir Arafat, 197 Al-Husseini, Faisal, palstinensisk politiker, minister i PA, 421 Al-Husseini, Hajji Amin, mufti af Jerusalem, 95, 102, 274 Ali, kalif, svigersn af profeten Muhammed, 340, 457 Ali, sn af kong Hussein bin Ali, 92 Alia, prinsesse af Jordan, Sharifa, 336f, 339-342, 359 Al-Jawad, Hassan, palstinensisk ygtning, 19 Allenby, Edmund (Viscount Allenby), britisk feltmarskal, 90, 92, 386 Al-Masri, Faruq, leder af Esbat Al-Ansar, 41 Al-Moghrabi, Amina, gift m. Said AlM., 271, 278 Al-Moghrabi, Dalal, palstinensisk terrorist, 273f, 275, 276 Al-Moghrabi, Hajji Said, palstinensisk ygtning, 271, 273, 277f Al-Moghrabi, Jamila, palstinensisk ygtning, 272f, 277-279, 296 Al-Moghrabi, Kholood, palstinensisk ygtning, 278 Al-Moghrabi, Mahmoud, palstinen-

478

sisk terrorist, 271, 273f, 276f, 279285, 287, 290, 294-297 Al-Moghrabi, Mohammed, palstinensisk ygtning, 272, 277 Al-Moghrabi, Mustafa, palstinensisk terrorist, 271f, 277, 283 Al-Moghrabi, Rachida, palstinensisk terrorist, 273, 276 Al-Najjar, Yusef, PLO-terrorist, 180 Al-Rantisi, Abdel Aziz, Hamasleder, 409, 415, 418, 429, 449 Al-Shallah, Ramadan Abdullah, Islamic Jihad-leder, 451 Al-Shara, Farouk, syrisk udenrigsminister, 268, 444 Al-Wahhab, Muhamed ibn Abd, stifter af Wahabitter-sekten, 458 Al-Wassan, Shak, libanesisk premierminister, 210 Al-Wazir, Khalil (Abu Jihad), PLO-leder, medstifter af Fatah, 437 Al-Ya, Abdullah, libanesisk premierminister, 178 Amir, Yigal, Yitzhak Rabins morder, 333, 372, 442 Amit, Meir, chef for Mossad, 126 Andersen, Anna Margrethe, vidne til terrorbombning, 293 Andersen, Lotte Gregers, forfatterens kone og rejsekammerat, 23, 310, 374, 386, 389, 404, 405 Andersen, Poul Bakkegaard, grdejer, britisk soldat, 98-100 Anderson, Terry, amerikansk journalist, gidsel i Libanon, 269 Andr, israelsk brudgom, 110

Andropov, Jurij, formand for KGB, 398f Anouska, tjekkisk veninde af Inger Weile, 394 Anouty, Caline, datter af Nawal A., 261, 263, 265 Anouty, Fouad, libanesisk forretningsmand, gift m. Nawal A., 261, 263, 264 Anouty, Nadine, datter af Nawal A., 261, 263, 265 Anouty, Nawal, libanesisk krigsoffer, 261f, 263, 264f Apel, jdisk-palstinensisk tennisspiller, 102 Apelt, Jenny, jdisk ml for palstinensisk terror, 292 Appel, Gotfred, marxistisk-maoistisk ekstremist, stifter af KAK, 395397, 400, 454 Arabiyeh, Ahmed, libanesisk taxichauffr, 212, 222, 226, 230, 266 Arafat, Fathi, prsident for Rde Halvmne, bror til Yassir A., 213f Arafat, Suha, palstinenser, gift m. Yassir A., 119, 120 Arafat, Yassir (Abu Ammar), formand for PLO, 9, 17, 22f, 30, 34, 44, 47, 49, 52, 54, 95, 120, 135, 137, 176, 179, 186-189, 196, 198-200, 204, 213, 220, 234, 240-242, 244, 247, 249-251, 268, 272-274, 279, 284, 299, 302, 307, 314, 337, 340, 341, 342, 357, 367, 370f, 382-385, 388f, 406, 408f, 410, 412, 417, 421424, 427, 437f, 441, 448f, 456

479

Argov, Shlomo, israelsk ambassadr i London, 199 Armani, Giorgio, italiensk modeskaber, 387 As-Sabah, Sheik Jabir Al-Ahmad AlJabir, emir af Kuwait, 342 Ashkenazi, Gabi, israelsk viceforsvarschef, 114 Atani, Abed, libanesisk taxichauffr, 266 Avneri, Arieh L., israelsk historiker, 89 Avneri, Uri, israelsk politiker, forfatter, 332 Avni, Samal Eitan, israelsk soldat, 201 Ayalon, Ami, direktr for Shin Bet, 431 Aziz, Tareq, irakisk udenrigsminister, 351 Aziz, Ziad Ahmed Abu, PLO-soldat i Beirut, 218-224, 225, 226-231, 233 Azoury, Neguib, arabisk forfatter, 8, 90 Bacall, Lauren, amerikansk skuespillerinde, 386 Bach, Gavriel, israelsk hjesteretsdommer, 332 Baez, Joan, amerikansk folkesangerinde, 387 Bahria, Ali, algerisk offer for palstinensisk terror, 290f Balfour, Arthur James, britisk udenrigsminister, 92 Barak, Ehud, general, forsvarschef, israelsk premierminister, 9, 54, 159,

302, 372, 374-376, 378, 380, 385, 423f, 426, 443f Barghouti, Af, palstinensisk lgnhals, 32f Bar-Lev, Chaim, general, israelsk forsvarschef, 136 Basmallah, 3-rig saudiaraber, 68 Batar, Eva, jdisk ml for palstinensisk terror, 292 Becker, Jillian, forfatter, 189 Begin, Menachem, zionistisk terroristleder, israelsk premierminister, 99f, 102, 160, 164, 198-200, 225, 236, 305, 306f, 324, 436, 439, 450 Bellow, Saul, amerikansk forfatter, 387 Ben-Gurion, David, zionistleder, israelsk premierminister, 79, 89, 97, 102, 114, 150, 153f, 155, 156f, 305, 436, 452 Benjedid, Chadli, algerisk prsident, 76 Ben-Porat, Mordechai, leder af The Babylonian Jewry Heritage Center, 364f Benziman, Uzi, israelsk kommentator, 111 Bergman, Ingrid, svensk skuespillerinde, 386f Bernstein, Ory, israelsk jurist, digter, 369 Berri, Nabih, libanesisk politiker, leder af Amal-militsen, 254 Bialik, Chaim Nachman, russisk-jdisk forfatter, 81 Bililad, Ahmed, palstinensisk ygtning, 27f

480

Bililad, Dalal, palstinensisk ygtning, 27 Bililad, Fathma, palstinensisk ygtning, 27 Bililad, Hamda, palstinensisk ygtning, 27 Bililad, Mahmoud, palstinensisk ygtning, 27 Bililad, Mustafa, palstinensisk ygtning, 26, 27 Bililad, Nasser, palstinensisk ygtning, 27-30, 31, 32 Bililad, Salem, palstinensisk ygtning, 27, 28, 29 Bililad, Suleiman, palstinensisk ygtning, 27 Billie, amerikansk veninde af Inger Weile, 393 Blair, Tony, britisk premierminister, 77f Blum, Amram, rabbiner (Neturei Karta), 384 Borchgrevink, Petter, norsk anstesilge hos PLO, 247 Boteach, Shmuley, amerikansk rabbiner, 115 Bouchiki, Ahmed, marokkansk tjener, 181 Boukhari, Mohammad, PLO-soldat, 247 Bowden, Mark, amerikansk forfatter, 31-32 Brezjnev, Leonid, sovjetisk statsmand, 137, 398f Brunner, Alois, tysk SS-ofcer, 47 Bundgaard, Niels, oberst, 74 Burg, Avraham, israelsk politiker,

formand for Knesset, 7, 375 Bush, George H. W., amerikansk prsident, 335, 339, 342 Bush, George W., amerikansk prsident, 18, 429, 445 Byron, George Gordon, Lord, engelsk digter, 171 Calhoun, Robert, amerikansk korporal, 244 Canan, Samir, libaneser fra Damour, 189 Capet, Francis, belgisk lge hos PLO, 203f Carr, John le, britisk forfatter, 386f Carter, Jimmy, amerikansk prsident, 386, 439 Chagall, Marc, russisk-fransk maler, 387 Chamoun, Dany, libanesisk falangistleder, 187, 195f Churchill, Winston Spencer, britisk statsmand, 93f, 386 Clinton, Bill, amerikansk prsident, 9, 367, 407, 424, 442-444 Clinton, Hillary, amerikansk prsidentfrue, 11 Cochavi, Gabriel, israelsk bostter, gift med Sally C., 358 Cochavi, Sally, dansk-israelsk bostter, 358f Cohen, Adir, israelsk professor, 117 Cohen, Amnon, israelsk professor, 240 Cohen, Ran, israelsk politiker, 114 Cohen, Shmuel, israelsk reserveofcer, 235

481

Colombo, Joseph, amerikansk Maaboss, 325 Coudari, Marcel, fransk gidsel i Libanon, 268f Czyrek, Jozef, polsk viceudenrigsminister, 161 Darwish, Mahmoud, palstinensisk digter, 52 Dayan, Moshe, israelsk general, minister, 15, 123, 126, 132, 134, 145, 153f, 157f, 160, 181, 428 Dayan, Yael, israelsk politiker, 375 Dichter, Avi, chef for Shin Bet, 12 Dina, dronning af Jordan, 336 Dylan, Bob, amerikansk sanger og komponist, 387 Eban, Abba Solomon, israelsk udenrigsminister, 125, 160, 428, 432 Edlund, Birgitta, svensk journalist, 200 Eichmann, Adolf, tysk SS-ofcer, 47, 98, Eid, Bassem, leder af The Palestinian Human Rights Monitoring Group, 419 Eilam, Uzi, israelsk oberstljtnant, 130 Eitan, Rafael, israelsk forsvarschef, 128, 240 Elazar, Daniel, amerikansk professor, 427 El-Banna, Hassan, egyptisk stifter af Muslim Brotherhood, 95 El-Fahoum, Marwan, PFLP-fringsof-

cer for Blekingegadebanden, 401, 408 El-Garib, Sheik Moqdad, libanesisk krigsoffer, 266 Eliezer, Benjamin Ben, israelsk ofcer, 195f Elitzur, Uri, bureauchef for premierminister Benjamin Netanyahu, 425f Elon, Amos, israelsk forfatter, historiker, 80, 152 Elon, Benny, israelsk politiker, 378 El-Sadat, Anwar, egyptisk prsident, 76, 234, 309, 439f Eshkol, Levi, israelsk premierminister, 124-126, 133, 137 Eshkol, Miriam, israelsk forfatter, gift m. Levy E., 124, 126 Eugenius IV, pave, 50 Fadel, Mohammed Ibrahim, egyptisk ygtning, 350f Fadlallah, Sheik Muhammad Husayn, Hizbollah-leder, 450 Faisal, konge af Saudi-Arabien, 66, 67, 76, 159 Falk, Avner, israelsk psykoanalytiker, 156 Farhoud, Zain, palstinensisk ygtning, 41 Farouk, konge af Egypten, 60, 437 Fatila, Amira Ahmad, palstinensisk krigsoffer, 248 Fatila, Mohammad, palstinensisk krigsoffer, 248

482

Fatima, datter af profeten Muhammed, 340, 451 Fayaad, Salaam, nansminister i PA, 120 Feisal, emir, konge af Syrien, konge af Irak, 92f, 363 Feisal, prins af Jordan, 350 Ferhat, Farouk, algerisk offer for palstinensisk terror, 290 Fiksdahl, Berit, norsk sygeplejer hos PLO, 203 Finkelkraut, jdisk-palstinensisk tennisspiller, 102 Fischart, Johann, tysk satiriker, 70 Fisk, Robert, britisk journalist, 210 Fonda, Jane, amerikansk skuespillerinde, 386 Ford, Henry, amerikansk bilfabrikant, 59 Fosse, Erik, norsk kirurg hos PLO, 248 Frankfurter, Felix, amerikansk hjesteretsdommer, 93 Frederik VII, konge af Danmark, 71 Frederik IX, konge af Danmark, 99 Friedman, Thomas L., amerikansk journalist, 14 Fuad I, konge af Egypten, 434 Gabelgaard, Flemming, kriminalassistent, 295 Gadda, Moammar, libysk statschef, 180, 286 Gal, israelsk soldat, 140 Gal, Reuven, israelsk chefpsykolog, 152

Gambill, Gary C., amerikansk historiker, 42 Garroway, Ralph, tidl. Generalsekretr for UNWRA, 299 Gaulle, Charles de, fransk prsident, 131 Gemayel, Amin, libanesisk prsident, 254 Gemayel, Bashir, libanesisk prsident, falangistleder, chef for Katayeb, 187, 234 Genosar, Yossi, afdelingschef i Shin Bet, 150 Genscher, Hans-Dietrich, tysk udenrigsminister, 386 George, drmand p American Colony, 387, 388 Ghanimeh, Soumayya, libaneser fra Damour, 190 Ghousha, Samir, leder af PSF, 272, 279, 456 Ghousha, Subhi, leder i PSF, 456 Giad, Razi Muhammed, palstinensisk terrorist, 138 Gielgud, John, britisk skuespiller, 386 Gillon, Carmi, direktr for Shin Bet, israelsk ambassadr i Danmark, 30, 431 Ginzburg, Yitzhak, israelsk rabbiner, 112f Glargaard, Jens, pressefotograf, 232 Glubb, Sir John Bagot, (Glubb Pasha), britisk general, 1939-56 chef for Den arabiske Legion i Jordan, 96, 386

483

Goebbels, Joseph, tysk propagandaminister, 61 Golan, Avirama, israelsk kommentator, 374 Gold, Dore, israelsk FN-ambassadr, 77 Goldstein, Baruch, israelsk massemorder, 112f, 333 Goodman, Hirsh, israelsk journalist, 300 Goohary, Rafael, israelsk kontorist, 362-364 Gorbatjov, Mikhail, sovjetisk statsmand, 386 Goren, Shlomo, israelsk brigadegeneral, rabbiner, 130 Gozovsky, Mike, israelsk terrorist i Kach, 326 Graetz, Heinrich, tysk professor, historiker, 58 Greene, Graham, britisk forfatter, 386 Gretsjko, Andrej, sovjetisk marskal, forsvarsminister, 398 Gromyko, Andrej, sovjetisk udenrigsminister, 398 Grossman, Tuvia, amerikansk jde, offer for palstinensisk vold, 33 Guevara, Che, latinamerikansk revolutionr, 317, 401 Guinness, Alec, britisk skuespiller, 386 Gur, Motta, israelsk oberst, 128f Habash, George, lge, stifter og leder af PFLP, 37, 38, 241f, 271, 279, 342, 344f, 388, 396, 404, 408, 455

Haber, Eitan, israelsk rdgiver for Yitzhak Rabin, 315 Haddad, Wadi, operationschef (terrorchef) i PFLP, 391, 397f, 399, 400 Haddad, William W., amerikansk historiker, 45 Haidu, Hassan, libanesisk slikhandler, 224f Haig, Alexander, amerikansk udenrigsminister, 198f, Hakim, George, grskkatolsk biskop, 101 Hallahmi, Benjamin Beit, israelsk historiker, 152 Hamdan, Fayez, medstifter af PSF, 272 Hamdi, Rachid, algerisk offer for palstinensisk terror, 290, 291, 297f Hamid, Ibrahim, arabisk terrormistnkt, 47 Hannah, datter af Bassam Shakaa, 358 Hansen, Ib Henry, kriminalassistent, 290 Hansen, Jesper Egtved, politibetjent, offer for PFLP-terror, 400, 447 Harnik, Giora, israelsk major, 235 Hassan, dknavn for Hamas-terrorist, 410, 412 Hassan, Ibrahim, Saddam Husseins stedfar, 363 Hassan, Nasra, pakistansk journalist, 415 Haugaard, Hans, vidne i terrorsag, 294 Hava, israelsk brud, 110

484

Hawatmeh, Nayef, leder af DFLP, 342-346, 347, 369, 448, 455 Haydon, John, amerikansk CIAofcer, 125f Heine, Thomas, journalist, 24-26 Herzl, Theodor, strig-ungarsk journalist, zionist, 56, 89, 96, 154, 433 Herzog, Chaim, general, israelsk prsident, 312 Heydrich, Reinhard, tysk SS-general, chef for RSHA, 98 Hilal, Mazouzeh, mor til Muhammad H., 420 Hilal, Muhammad, palstinensisk torturoffer, 419 Hillel, Shlomo, formand for Knesset, 327 Himmler, Heinrich, tysk SS-general, Reichsleiter, 61, 98 Hirsch, Moshe, rabbiner (Neturei Karta), minister i PA, 382, 383, 384 Hirschfeld, Yair, dr., israelsk videskabsmand, 367 Hisham, palstinensisk terroroffer, 137 Hitler, Adolf, nazistisk diktator i Tyskland, 58f, 61, 64f, 78, 95, 98, 159, 221, 241, 363 Honig, Sarah, israelsk kommentator, 426 Houton, Ulla, marxistisk ekstremist, samlever med Gotfred Appel, 396f Hurok, Sol, amerikansk impresario, 325 Husam, Sadiq, palstinensisk taxichauffr, 25

Hussar, Bruno, katolsk munk, stifter af Neve Shalom, 10 Hussein bin Ali, konge af Hejaz og Sharif af Mekka, 91f Hussein bin Talal, konge af Jordan, 22f, 91, 126, 176, 179, 286, 299, 336, 337, 339-343, 346, 350, 382f, 438-440, 442f Hussein, Saddam, irakisk diktator, 24f, 107, 192, 335-337, 338, 339f, 342, 346, 348f, 351-353, 355, 356f, 360-366, 441, 449 Ibrahim, arabisk israeler i Neve Shalom, 10 Ibrahim, bartender p American Colony, 387 Ibrahim, egyptisk ygtning, 351 Ilan, David, israelsk arkolog, 155f Imandi, Marten (Imad Chaaban), palstinensisk terrorist, 277, 280283, 285f, 288, 289, 290, 293, 296f Israel, Abraham, israelsk lantrop, 116 Issa, Fawaz, palstinensisk ygtning, 21f Issa, Mussa Josef, palstinensisk ygtning, 21f, 25 Issa, Rabah, gift m. Mussa J.I., 21 Jabotinsky, Vladimir (Zeev), revisionistisk zionistleder, 95, 97, 324, 325, 424 Jacobson, David, amerikansk gidsel i Libanon, 269 Jakobsen, Frode, modstandsleder 1940-45, minister, 86

485

Janiurek, Wlodzimierz, polsk informationsminister, 161 Jarner, Sisse, pressefotograf, 162 Jedah, Ali Muhammed Ahmed, palstinensisk terrorist, 315, 316, 317319, 320, 321 Jensen, Jens Holger, marxistisk ekstremist i KAK, 396 Jibril, Ahmed, leder af PFLPGC, 181, 242, 455 Johannes Paul II, pave, 66, 444 Johnson, Lyndon Baines, amerikansk prsident, 125 Johnson, Paul, britisk historiker, 58, 65 Josel af Rosheim, (Josef (Josel) von Rosheim (Josef ben Gerschon)), jdisk talsmand, 61 Judas Makkabus, jdisk guerillaleder i bibelsk tid, 326 Jumayal, Mahmoud, palstinensisk torturoffer, 417 Jumblatt, Kemal, libanesisk politiker, leder af druserne, 188 Jumblatt, Walid, libanesisk politiker, leder af druserne, sn af Kemal J., 250, 254, 448 Jytte, dansk kommunist i Libanon, 218 Jrgensen, Torben, kirurg, 265 Kaddoumi, Farouk, chef for PLOs politiske afdeling, 217 Kahan, Yitzhak, israelsk hjesteretsprsident, 236 Kahane, Benjamin Zeev, rabbiner, leder af Kahane Chai, sn af Meir K., 333, 454

Kahane, Charles, amerikansk rabbiner, far til Meir K., 324 Kahane, Meir, rabbiner, leder af Kach, 312, 324-329, 331-333, 452, 454 Kanafani, Anni, dansk-palstinensisk aktivist, 36-39, 185, 401 Kanafani, Fayez, sn af Anni og Ghassan K., 38 Kanafani, Ghassan, leder i PFLP, redaktr af Al Hadaf, 37-39, 401 Kanafani, Laila, datter af Anni og Ghassan K., 38 Karami, Rashid, libanesisk politiker, 250 Karsh, Efraim, professor, historiker, 156 Karzai, Hamis, afghansk prsident, 59 Katzav, Moshe, israelsk prsident, 115 Keenan, Brian, irsk forfatter, gidsel i Libanon, 269 Khaddam, Abdel Halim, syrisk udenrigsminister, 46 Khalaf, Karim, borgmester i Ramallah (PFLP), 311, 313 Khaled, bodyguard for Bassam Abu Sharif, 401 Khaled, pilot i Royal Jordanian Airlines, 335f, 339, 343, Khalef, Salah (Abu Iyad), leder i PLO, 179f, 221, 343 Khalidi, Walid, palstinensisk historiker, 385 Khamenei, Seyyed Ali, ayatollah, iransk prsident, 251f Khomeiny, Ruhollah, iransk ayatollah og revolutionsleder, 76, 249, 251, 450

486

Khoury, Saman, palstinensisk redaktr, politiker, 368, 369, 370-372 Kissinger, Henry, amerikansk udenrigsminister, 174 Klinghoffer, Leon, offer for palstinensisk terror, 456 Kofod, Jeppe, socialdemokratisk politiker, 108 Kollek, Teddy, Jerusalems borgmester, 332, 387 Kook, Zvi Yehuda, israelsk rabbiner, 142 Kosygin, Aleksej, sovjetisk ministerprsident, 398 Krarup, Sren, teolog, sogneprst, 63-65 Krivaa, Uri, billettr, 294 Kropotkin, Pjotr, russisk anarkistisk losof, 80 Kurzman, Dan, israelsk forfatter, 154 Khler, Hans, tysk professor, teolog, 64 Labadi, Mahmoud, informationschef i PLO, 216 Labaky, Mansour, libanesisk maronitisk prst, 188-190 Laden, Osama bin, leder af Al-Qaida, 13, 25, 35, 41-42, 340, 448 Lagerlf, Selma, svensk forfatterinde, 386 Lahat, Shlomo, borgmester i Tel Aviv, 355f Lamis, niece af Ghassan Kanafani, 38 Lange, Ole, historiker, publicist, 233 Larsen, Asbjrn, bdfrer, 294 Lawrence, Thomas Edward (Law-

rence of Arabia), britisk arkolog, guerillaleder, 92f, 386 Lazer, Pinchas, israelsk brnepsykolog, 365 Leitner, Craig, israelsk terrorist i Kach, 326 Lenin, Vladimir Iljitj Uljanov, russisk jurist, revolutionsleder, 344, 391 Leroi, Catherine, fransk pressefotograf, 200 Levi, Simon, israelsk terroroffer, 138 Levinger, Moshe, israelsk rabbiner, 312f Levy, Gideon, israelsk kommentator, 109 Lieberman, Avigdor, israelsk politiker, 378 Linnemann, F., sljtnant, 294 Litichevski, Riva, jdisk ml for palstinensisk terror, 292 Livni, Menachem, israelsk ofcer, terrorist, 312, 313, Livni, Tzippy, gift med Menachem L., 313 Lozowick, Yaacov, direktr for arkiverne i Yad Vashem, 102 Luther, Martin, tysk reformator, 5859, 61-65, 70, Lyhne, Hanne, arkitektstuderende, 400 Malychef, Pierre, libanesisk falangistofcer, 187 Mandelbaum, Michael, amerikansk professor, 107f Maqdah, Mounir, oberst, Fatah-chef i Ain el-Hilweh, 44, 47, 49

487

Marr, Wilhelm, tysk agitator, 446 Martin, Ralph G., forfatter, 154 Marx, Karl, tysk socialistisk losof, 80, 317f Marzouk, Shade Moussa, leder i PLO, 278 Mashaal, Khaled, Hamas-leder, 443 McMahon, Sir Henry, britisk hjkommissr, 91f Meir, Golda, israelsk premierminister, 50f, 137, 153f, 155, 159f, 162, 164, 181, 305, 387 Melchior, Arne, politiker, minister, 372 Melchior, Bent, overrabbiner, 293, 329, 375, 378, 380 Melchior, David, turist med arbejdstilladelse, 372f Melchior, Jakob, dansk-israelsk studerende, 372f Melchior, Kim, sn af Bent M., 375 Melchior, Marcus, overrabbiner, 372f Melchior, Michael, rabbiner, israelsk politiker, minister, 111, 374-376, 377, 378, 380, 407f Melman, Yossi, israelsk historiker, 154f Mittelpunkt, Hillel, israelsk forfatter, 152, 154 Mitterand, Franois, fransk prsident, 174 Mohamad, Mahathir, malaysisk premierminister, 59, 105 Mohammed, dknavn for Hamasterrorist, 409-413 Mohammed, Manar, egyptisk tandlge, 349

Monroe, Marilyn, amerikansk lmskuespillerinde, 242 Morris, Benny, israelsk historiker, 152f, 156 Moukarbel, Michel, libanesisk terrorist i PFLP, 392, 395, 400 Mourra, Mohammed Ali, libanesisk bombeoffer, 215 Moustapha, Arif, PFLP-chef i Kbenhavn, 400 Mozaffari, Mehdi, professor ved rhus Universitet, 75 Mubarak, Hosni, egyptisk prsident, 25, 440 Mugniyah, Imad, Hizbollah-terrorist, 47 Muhammed (Muhammad ibn AbdAllah), profet, stifter af islam, 62, 66-68, 71, 189, 340, 451 Muhsin, Zuhair (Slagteren fra Damour), chef for Saiqa, 191 Muravchik, Joshua, amerikansk professor, 33 Musawi, Hussayn, Hizbollah-leder, 450 Musharraf, Pervez, pakistansk prsident, 59 Mnchow, Charlotte, ambassadesekretr i Beirut, 256 Mller, Per Stig, udenrigsminister, 108 Namous, Ibrahim, palstinensisk ygtning, 348f Narkiss, Uzi, israelsk general, 129f, 132 Nasrallah, Hassan, Hizbollah-leder, 450

488

Nasser, Gamal Abdel, egyptisk prsident, 19, 52, 60, 76, 121, 123-125, 133, 135, 136f, 141, 144, 278, 437 Nasser, Haithem Mouin, palstinensisk krigsoffer, 247f Nasser, John, libanesisk maronitisk prst, 191f Nasser, Kamal, PLO-terrorist, 180f Nazzal, Yousef, libanesisk hotelejer, 210 Negm, Fathi, egyptisk ygtning, 350 Netanyahu, Benjamin, israelsk politiker, premierminister, 117f, 346f, 372, 374, 376, 413, 427, 443 Niedt, Rivka, israelsk soldat, 140 Nielsen, Harald, magister, forfatter, 58 Nietzsche, Friedrich, tysk losof, 80 Nikolaj II, russisk zar, 53, 57 Niro, Robert de, amerikansk skuespiller, 386 Nixon, Anne, amerikansk kvker i Beirut, 259 Nixon, Richard Milhouse, amerikansk prsident, 162 Olsen, Jette Hallgren, vidne til terrorbombning, 289f Olzofsky, Stefan, polsk udenrigsminister, 161f Orlev, Zevulun, israelsk minister, 116 Osman, Wak, libanesisk kommunist, militssoldat, 224 Papp, Ilan, israelsk historiker, 153 Pasha, Abdul Rahman Azzam, generalsekretr i Den arabiske Liga, 101f

Pattir, Dan, israelsk redaktr, 164 Paulus, kristen missionr, 64 Pedersen, Abdul Wahid, dansk imam, 74 Peel, Lord Robert, britisk politiker, 97 Peres, Shimon, israelsk statsmand, 44, 144, 160, 194f, 236, 333, 367, 372, 375f, 386, 409, 413, 421, 426, 443 Prez de Cuellar, Javier, generalsekretr for FN, 204, 351 Peri, Yaacov, direktr for Shin Bet, 431 Pfarrer, Chuck, amerikansk sljtnant, 244 Philip af Hessen, landgreve, 62 Phillips, Melanie, britisk journalist, 14 Picot, Georges, fransk politiker, 458 Pimonov, Vladimir Ivanovitj, journalist, 398 Pinsker, Leo (Judah Leib), russiskpolsk lge, polemiker, jdisk nationalistpioner, 79 Podgornij, Nikolaj, sovjetisk prsident, 398 Pollack, Kenneth M., amerikansk historiker, 131 Porath, Yehoshua, israelsk historiker, 90 Poraz, Avraham, israelsk indenrigsminister, 380 Pundak, Ron, dr., israelsk videnskabsmand, sn af Herbert Pundik, 367 Pundik, Herbert, chefredaktr, 164, 221f, 367 Pundik, Sussi, gift m. Herbert P., 164 Pundik, Uri, israelsk soldat, sn af Herbert P.,164

489

Putin, Vladimir, russisk prsident, 59 Qurei, Ahmed (Abu Ala), premierminister i PA, 193, 426 Raber, israelsk major, 166 Rabin, Yitzhak, israelsk general, premierminister, 44, 125, 132, 153, 194, 307, 314f, 333, 367f, 370-372, 409, 421, 442 Ramirez Sanchez, Iljitj (alias Carlos alias Sjakalen), venezuelansk terrorist for PFLP, 390-395 Randal, Jonathan, amerikansk journalist, 185, 190 Rasmussen, Anders Fogh, statsminister, 108 Rasmussen, Benny Lyng, kaptajn, 294f Rasmussen, Gert, marxistisk ekstremist i KAK, 396 Rasmussen, Pia Heldborg, plejemedhjlper, ml for palstinensisk terror, 292 Rasmussen, Poul Nyrup, statsminister, 422 Rausing, Jrn, svensk milliardrarving, 408 Ravitzky, Aviezer, israelsk professor, politiker, 375 Reagan, Ronald Wilson, amerikansk prsident, 197, 221, 225, 256 Reshef, Tzali, israelsk leder af Peace Now, 236 Richard, Cliff, britisk sanger, 387

Richter, Yehuda, israelsk terrorist i Kach, 326 Rodwan, Samir, libanesisk tmrer, 257 Ronen, Gil, israelsk bostteraktivist, 113 Ronen, Yossi, israelsk reporter, 128130 Rosenberg, Gran, svensk-jdisk redaktr, forfatter, 147f, 149, 150f Rosenberg, Shalom, israelsk professor, historiker, 152 Rothschild, Edmond de, baron, fransk-jdisk lantrop, 79, 200 Rothschild, Lionel Walter, 2. baron, britisk zoolog, politiker, nansmand, 92 Rumsfeld, Donald, amerikansk forsvarsminister, 254 Rusli, Troy, norsk lge hos PLO, 214f Russell, Bertrand, Lord, britisk losof, 115 Rutzka, Barbara, kreste med Mahmoud Al-Moghrabi, 297 Rnnow, Merete, dansk sygeplejerske i Libanon, 258f Saad, Maruf, libanesisk parlamentsmedlem, 183 Saadat, Ahmed, leder af PFLP efter Abu Ali Mustafa, 455 Sabry, Moussa, egyptisk kommentator, 338 Saed, Hamas-terrorist, 414-417 Said, Said Mohammad, palstinensisk krigsoffer, 248

490

Said-Hassan, Adal el, egypter i Sidon, 204 Saladin, egyptisk sultan af kurdisk t, 123f Salameh, Ali Hassan (alias Den rde Prins), PLO-terrorist, 180f Salibi, Kamal, libanesisk historiker, 255 Salim, palstinensisk matematiklrer, PLO-soldat, 245f Salomon, jdisk konge i bibelsk tid, 55 Samaha, Ahmed, egyptisk militrlge, 166 Saud, Abd-Al-Aziz-Ibn, konge af Saudi-Arabien, 458 Schwarzkopf, Norman, amerikansk general, 335 Scocozza, Benito, historiker, marxistisk-maoistisk ekstremist, 395, 454 Sesalem, Issam, palstinensisk professor, historiker, 145 Shaath, Nabil, udenrigsminister i PA, 18 Shaaban, Sheik Said, libanesisk militsleder (Tawheed), 250-252 Shai, israelsk soldat, 138 Shakaa, Bassam, borgmester i Nablus, offer for jdisk terror, 310, 311, 312-315, 356f, 359 Shakr, Mohammed, rdgiver for Yassir Arafat, 250 Shalom, Avraham, direktr for Shin Bet, 199, 431 Shamir, Yitzhak, zionistisk terroristleder, israelsk premiermini-

ster, 102, 304-307, 310, 355, 428, 436, 454 Sharif, Omar, egyptisk skuespiller, 386 Sharon, Ariel, israelsk general, premierminister, 112, 162, 196, 198f, 201, 221, 234, 236f, 307, 375, 377f, 380, 425f, 428f, 431, 440, 444 Shikaki, Fathi, Islamic Jihad-leder, 451 Shikaki, Khalil, dr., palstinensisk videnskabsmand, 18 Shlaim, Avi, israelsk historiker, 152, 154 Shochat, Manya Vilbusjevitj, russiskfdt zionistisk pioner, 81-83, 85 Shomshon, israelsk reserveofcer, advokat, 205-207 Shtauber, Zvi, israelsk kaptajn, 172f Shultz, George, amerikansk udenrigsminister, 254, 305, 386 Shviro, Oded, israelsk oversergent, 235 Singh, Prati Pal, indisk elektriker, 349 Sjevardnadze, Eduard, sovjetisk udenrigsminister, 54 Sontag, Blanche, gift m. Camille S., 268 Sontag Camille, fransk gidsel i Libanon, 268f Sorge, Richard, sovjetisk spion, 83 Spies, Simon, rejsebureaudirektr, 392, 394 Sprinzak, Ehud, dr., israelsk statsvidenskabsmand, 327

491

Stage, Jan, journalist, 205f, 208, 211, 212, 222, 228, 229, 231-233 Stalin, Iosif, sovjetisk diktator, 83f, 86, 159, 241 Staller, Ilona, italiensk politiker, pornostjerne, 335 Steinbeck, John, amerikansk forfatter, 386 Stephens, Robert, britisk journalist, forfatter, 124 Stern, Avraham, jdisk terroristleder, 102, 454 Stone, Oliver, amerikansk lminstruktr, 386 Sukarnoputri, Megawati, indonesisk prsident, 59 Suslov, Mikhail, sovjetisk partiideolog, 398 Sykes, Sir Mark, britisk politiker, 458 Srensen, Allan, charg daffaires i Beirut, 256, Srensen, Benjamin, sn af Allan S, 257 Srensen, Bent, professor, kirurg, 262 Srensen, Grete, gift m. Allan S., 256f Srensen, Kristian, vicegeneralsekretr i Rde Kors, 262 Tabatabai, Sheik Issa, libanesisk leder, 268 Taha, Saleh, jordansk kongelig staldmester, 337 Tal, Avraham, israelsk kommentator, 118 Tamara, Nasir, indonesisk journalist, 250f

Tamimi, Sheik Rajeb Buyud, palstinensisk prdikant, 274 Tawil, Ibrahim, borgmester i El-Bireh (DFLP), 311, 313 Tel, Sadiyya, jordaner, gift m. Was T., 180 Tel, Was, jordansk premierminister, 179f Thant, Sithu U, generalsekretr for FN, 125 Thatcher, Margaret, britisk premierminister, 77 Timerman, Jacobo, israelsk redaktr, forfatter, 235 Tlas, Mustafa, syrisk general, forsvarsminister, 46, 65, 240 Tolstoj, Lev Nikolajevitj, russisk greve, forfatter, 80 Torbey, Khalil, libanesisk kirurg, 175 Tordenskiold (Peder Wessel), dansk shelt, 152 Trepper, Leopold (Leiba Domb), polsk-jdisk zionist, general i GRU, chef for Rote Kapelle, 83, 84, 85f, 87, 88, 159-162, 164, 174 Trepper, Luba Brojde, zionist, gift m. Leopold T., 85, 86, 161 Trepper, Mikhail Brojde, universitetslrer, sn af Leopold T., 86f, 161, 174 Truelsen, Xander, marxistisk ekstremist i KAK, 396 Truman, Harry, amerikansk prsident, 101 Trumpeldor, Joseph, zionistisk pionerhelt, 153, 154 Tulfah, Khayrallah, borgmester i

492

Bagdad, 363 Uffe hin Spage, dansk sagngur, 152 Uris, Leon, amerikansk forfatter, 121, 131, 387 Ustinov, Sir Peter, britisk multikunstner, 386 Verding, Dorrit, dansk sygeplejerske i Libanon, 258, 259, 260, 261, 264f Victoria, jdinde i Irak, 365 Villadsen, V., ambassadr i Libanon, 264 Vilner, Meir, israelsk kommunistleder, 87f Virtanen, Rauli, nsk journalist, 222, 225, 233 Wagner, Richard, tysk komponist, 59 Waite, Terry, britisk gidsel i Libanon, 285 Weile, Inger, elskerinde for Iljitj Ramirez Sanchez, 391-393, 394, 395 Weiss, David, rabbiner (Neturei Karta), 381 Weizman, Ezer, yvergeneral, israelsk prsident, 15, 304, 305, 306309, 346f Weizmann, Chaim, zionistleder, Israels frste prsident, 92f, 96, 101, 304, 436 Wiesel, Elie, amerikansk-jdisk forfatter, nobelpristager, 359, 360, 361f Yassin, Sheik Ahmed, stifter og leder af Hamas, 416, 418, 429, 443, 449

Yaqub, Talat, leder af PLF, 456 Yitzhak, israelsk soldat, 201 Yoffe, Amos, israelsk kaptajn, 200 Zangwill, Israel, britisk forfatter, zionist, 79 Zeedani, Said, dr., direktr for palstinensisk borgerrettighedskommission, 33 Zeevi, Aharon, israelsk general, efterretningschef, 120 Zeevi, Rehavam, israelsk general, minister, 324, 401 Zeyed, palstinensisk terroroffer, 137 Zilberberg, Berl Meyer, synagogeinspektr, 293 Ziyada, Mussa, Hamas-rekrut, 415 Ztouchi, Ibrahim, algerisk offer for palstinensisk terror, 290 Zubaydi, Mustafa (Abu Ali Mustafa), chef for PFLP efter George Habash, 408, 455