You are on page 1of 4

Aktieløn

20.05.2015

Aktieaflønning kan være en del af din aflønning. Inden du


indgår en aftale om aktieaflønning, anbefaler vi, at du får os
til at kigge på aftalen.

Hvad er aktieaflønning
Det er frivilligt om man vil indgå en aktieaflønning. De mest almindelige former for aktieløn er:

• Optioner dvs. anparter eller aktier, hvor medarbejderen har ret, men ikke pligt til at købe
eksisterende aktier i arbejdsgiverens virksomhed til en på forhånd fastsat kurs og inden for
en tidsramme.
• Warrants, hvor man ikke køber eksisterende aktier, men hvor man har ret, men ikke pligt til
at skyde egne penge i selskabet inden for en bestemt tidsramme og kurs.
• Fantomaktier, hvor medarbejdere tildeles et bestemt beløb, der sættes i forhold til værdien
af selskabets aktier, uden at medarbejderen erhverver sig egentlige aktier.
• Medarbejderaktier, hvor medarbejderen kan købe aktierne til markedspris, uden vederlag
eller til favørpris.

Det er den på forhånd fastsatte kurs, du skal betale for at købe eller tegne aktier på
udnyttelsestidspunktet: Dvs. jo mere markedsværdien ligger over denne kurs, des mere er de
aktier, du køber eller tegner, værd. Ligger markedsværdien på niveau med eller under den fastsatte
kurs, kan det som udgangspunkt ikke økonomisk betale sig at benytte udnyttelsesretten.

Din almindelige løn er fortsat vigtig


Da aktieaflønning er risikobetonet, er det vigtigt, at du – uanset aftalen om aktieløn – forhandler
dig frem til en løn, der svarer til din markedsværdi, både ved ansættelsen og under de senere
lønforhandlinger, således at der løbende er dækning til pension, faste udgifter og forbrug.
Oplysninger og bistand til forhandlingen kan du få ved henvendelse til Djøf.

Hvad skal stå i aftalen om aktieaflønning


Din arbejdsgiver er forpligtet til at oplyse dig skriftligt om vilkårene i aftalen. Oplysningerne skal
gives senest en måned efter ansættelsesforholdets begyndelse. Hvis tildelingen sker under
ansættelsesforholdet, skal oplysningerne gives senest en måned efter tildelingen.

For aktieoptioner tildelt den 1. juli 2004 eller senere skal følgende indgå i aftalen på dansk:

• Tidspunkt for tildeling af retten til senere at tegne eller købe aktier eller anparter.
• Kriterier eller betingelser for tildeling af retten til senere at tage eller købe aktier eller
anparter.
• Udnyttelsestidspunktet eller udnyttelsesperiode eller reglerne for fastsættelse heraf.
• Den kurs eller reglerne for fastsættelse heraf, som tegningen eller købet af aktier eller
anparter kan erhverves for på udnyttelsestidspunktet eller i udnyttelsesperioden.
• Lønmodtagerens retsstilling i forbindelse med fratræden.
• De økonomiske aspekter af deltagelse i ordninger, der giver ret til at købe eller tegne aktier
eller anparter på et senere tidspunkt.

Hvis arbejdsgiveren tilsidesætter oplysningspligten eller giver mangelfulde oplysninger, kan han
blive forpligtet til at betale en godtgørelse til dig som lønmodtager.

Udnyttelsestidspunktet
Udnyttelsestidspunktet bør ikke ligge for langt ude i fremtiden. Dette hænger sammen med, at
aktieløn ofte er tænkt som et element til at fastholde lønmodtageren som en værdifuld arbejdskraft
i virksomheden. Da du som udgangspunkt mister ikke-udnyttede optionsrettigheder ved egen
opsigelse, vil det ud fra mobilitetsmæssige årsager være en fordel at minimere perioden frem til
udnyttelsestidspunktet.

Vær opmærksom på om du mister din lønmodtagerstatus


Betyder din aktiebesiddelse, at du reelt udøver reel indflydelse på virksomhedens drift, kan du
miste din lønmodtagerstatus. Problemet opstår først, når du har udnyttet din ret til at erhverve
aktien/aktierne, fordi du på det tidspunkt opnår aktionærstatus, og dermed principielt er medejer af
virksomheden.

Det kan have afgørende betydning for dig, hvis du mister din lønmodtagerstatus. Det kan f.eks.
betyde, at du ikke vil kunne få økonomisk hjælp fra Lønmodtagernes Garantifond i tilfælde af din
arbejdsgivers konkurs eller lign. ophør af virksomheden. Det kan også betyde, at du mister nogle
rettigheder i kraft af funktionær- og ferieloven. Kontakt Djøf, hvis du fornemmer, at
virksomheden er ved at gå konkurs, så vi kan vurdere dine muligheder for at få økonomisk hjælp
fra Lønmodtagernes Garantifond.

Djøf anbefaler, at det altid skrives i din aftale om aktieløn (uanset aftalens type), at aftalen til
enhver tid er omfattet af funktionærloven og ferieloven. Du skal imidlertid være opmærksom på,
at en sådan aftale kun er gældende mellem dig og din arbejdsgiver, mens den ikke vil have
bindende virkning over for tredjemand – herunder Lønmodtagernes Garantifond og
arbejdsløshedskassen.

Aktieaflønning ved opsigelse og fratræden


Bliver du opsagt af arbejdsgiver, og opsigelsen ikke skyldes at du har misligholdt
ansættelsesforholdet, beholder du de tildelte aktierettigheder. Hvis du er lovet en tildeling, bevarer
du en forholdsmæssig andel af denne efter ansættelsesforholdets ophør.

Siger du selv din stilling op, bliver afskediget som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet
eller bliver berettiget bortvist bortfalder alle dine aktieoptionsrettigheder, der ikke er udnyttet ved
opsigelsesperiodens udløb. Derudover bortfalder retten til nye tildelinger ligeledes i disse
situationer.

Aktieoptionsloven forhindrer ikke, at man aftaler vilkår, der giver dig som lønmodtager en bedre
retstilstand end efter loven. Djøf anbefaler derfor, at du explicit i aktieaftalen får tilføjet, at ophør i
virksomheden uanset aktieoptionsloven ikke påvirker dine rettigheder til udnyttelse af allerede
tildelte aktierettigheder

Hvis du derimod bliver opsagt, eller hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove
misligholdelse, bevarer du retten til at udnytte tildelte aktieoptioner, som om du fortsat var ansat.
Endvidere bevarer du retten til en forholdsmæssig andel af de tildelinger, du ville have haft ret til i
henhold til aftale eller sædvane, hvis du havde været ansat ved regnskabsårets afslutning eller på
tildelingstidspunktet.

Du bevarer ligeledes dine aktierettigheder, hvis din fratræden skyldes, at du har nået den alder,
hvor tilbagetrækning skal ske fra den pågældende virksomhed, eller fordi du kan oppebære
folkepension eller alderspension fra arbejdsgiveren.

Dagpenge ved fratrædelse og opsigelse


Hvis du fratræder din stilling og får udbetalt et beløb for salget af dine aktierettigheder, kan det
ikke udelukkes, at beløbet vil blive modregnet i dagpengene, men der er endnu ingen praksis på
området. Det er altid en konkret afgørelse, der træffes af a-kassen, så vi anbefaler, at du kontakter
Akademikernes a-kasse på tlf. 33 95 03 95 så hurtigt som muligt, hvis du bliver ledig.

Skatteregler
Vi rådgiver ikke i skattespørgsmål og vil anbefale dig at kontakte en revisor, skattemyndighederne
eller en anden skattesagkyndig.

Øvrige anbefalinger
Der er flere forhold, som du bør være opmærksom på i forbindelse med en aftale om
aktieaflønning.

Du bør være opmærksom på:

• om der i aftalen er taget stilling til, om du er begrænset i at sælge eller videreoverdrage dine
rettigheder til at købe eller tegne aktier til andre end virksomheden selv. Desuden bør du
være opmærksom på, om der i aftalen er taget stilling til om de aktier – som du engang med
tiden kan købe eller tegne – eventuelt vil være båndlagt for en periode, hvor de ikke kan
sælges, og om det i øvrigt er begrænset, hvem der kan sælges til.
• Hvad der sker med dine aktierettigheder i tilfælde af, at virksomheden vælger at sælge
samtlige sine aktier til tredjemand (fx ved virksomhedsoverdragelse). Hvis du endnu ikke
har udnyttet din ret til at købe eller tegne aktier, bør aftalen indeholde en bestemmelse, der
sikrer, at du tilbydes en fremrykket udnyttelse af rettighederne forud for
virksomhedsoverdragelsen. En anden model kan være en kontant indfrielse af
aktierettigheden i forbindelse med overdragelse af virksomheden.
• Hvad der sker, hvis der bliver truffet beslutning om kapitalforhøjelse eller -nedsættelse,
udstedelse af konvertible gældsbreve eller nye tegningsoptioner, eller opløsning af
selskabet, herunder fusion og spaltning.
• at det for unoterede aktiers vedkommende kan være meget vanskeligt at få afsat dine aktier
ved salg, da der ikke er noget umiddelbart marked for aktierne. Ofte vil de eneste
interesserede købere være virksomheden selv, men det er ikke sikkert, at denne har en
interesse i eller økonomisk mulighed for at købe på netop det tidspunkt, hvor du ønsker at
sælge dine aktier. Det vil derfor være en fordel at få en bestemmelse med i aftalen, hvor det
fremgår, at du kan sælge til en uafhængig tredjemand under nærmere bestemte
omstændigheder.

You might also like