3043 Materialevalg Ved Plastproduktion Dec 2010

Materialevalg ved plastproduktion
12.2010
Indholdsfortegnelse
Stikordsregister.............................................................................................................. 2
Indledning ...................................................................................................................... 5
Det periodiske system ................................................................................................... 6
Atomer ..............................................................................................................................................8
Avogadros tal .............................................................................................................................10
Molvægte ....................................................................................................................................10
Okteregelen ................................................................................................................................11
Molekyler .......................................................................................................................................11
Mættede og umættede forbindelser ............................................................................................12
Monomere stoffer ...........................................................................................................................14
Polymerisation ............................................................................................................. 14
Trinvis polymerisation ...................................................................................................................15
Kondensationspolymerisation ....................................................................................................15
Additionspolymerisation.............................................................................................................17
Kædepolymerisationer ...................................................................................................................17
Bindingstyper .............................................................................................................. 19
Takticitet og krystallinitet ........................................................................................... 20
Homopolymerer .............................................................................................................................22
Copolymerer ...................................................................................................................................22
Blandinger ......................................................................................................................................23
Hærdeplastmaterialernes struktur................................................................................ 24
Termoplastmaterialernes struktur................................................................................ 25
Delkrystallinske materialer. ...........................................................................................................26
Amorfe materialer. .........................................................................................................................26
Termoplastiske elastomere .............................................................................................................27
Compoundering af plastmaterialer .................................................................................................28
Additiver.........................................................................................................................................30
Fyld og armeringsstoffer ................................................................................................................33
Blødgørere ......................................................................................................................................35
Farvestoffer og pigmenter ..............................................................................................................36
Plastmaterialerne under processen. ............................................................................. 37
Opvarmning. ...................................................................................................................................37
Forbehandling af materialet. ..........................................................................................................39
Materialedatablade ...................................................................................................... 42
Egenskaber. ....................................................................................................................................42
Materialevalgsprocedure ............................................................................................. 50
Praktiske øvelser.......................................................................................................... 55
Molekylemodeller ..........................................................................................................................55
Fremstilling af nylon 6.10 ..............................................................................................................55
Gummipolymerisation ....................................................................................................................56
Barcholmåling polyester ................................................................................................................57
PUR skumøvelse ............................................................................................................................58
PBT fugtpåvirkning ........................................................................................................................59
PC og termisk nedbrydning ............................................................................................................59
Trækprøvestænger ..........................................................................................................................60
1
Stikordsregister
A E
additionspolymerisation ............................................. 17 elektroner ..............................................................7;8;11
Additiver ............................................................ 2;29;30 ester ............................................................................ 12
Alifatiske kulbrinter ................................................... 12 Exhibition ................................................................... 18
alizarinderivater ......................................................... 36
alkan ........................................................................... 13
alken........................................................................... 12
F
Alkylgruppen ............................................................. 12
farvestoffer ................................................................. 36
Amider ....................................................................... 31
Fedtsyrer ..................................................................... 31
Aminer .................................................................. 31;32
Fenoler ........................................................................ 31
ammoniumforbindelser .............................................. 32
flammehæmmere ...................................................33;36
anionisk kædepolymerisation ..................................... 17
Fluorescerende............................................................ 36
antioxidanter ......................................................... 30;31
formaldehyd ............................................................... 39
Antioxidanter ............................................................. 30
friktion ...................................................................31;32
Antistatiske midler ..................................................... 32
fyldstoffer .............................................. 27;29;33;43;44
armering ..................................................................... 34
armeringsmaterialer .......................... 27;32;33;34;43;44
aromatiske kulbrinter ............................................ 12;17 H
Ataktisk ...................................................................... 21
Avogadros .......................................................... 2;10;11 HDT............................................................................ 44
azodicarbonamid ........................................................ 33 heat deflection temperature ........................................ 44
Helium .......................................................................... 9
highperformance ......................................................... 16
B homopolymere ............................................................ 22
hydrocarboner............................................................. 32
benzidin ...................................................................... 36
hydrogenbindinger...................................................... 20
benzoesyre.................................................................. 12
hærdeplast..................................................... 6;14;20;24
Bindingsenergi ........................................................... 19
højdensitetsmaterialer ................................................. 43
bismuthoxidchlorid .................................................... 37
bisphenol A ................................................................ 31
blends .................................................................... 23;27 I
blokcopolymer ...................................................... 22;27
blycarbonat ................................................................. 37 Initiatoraddition .......................................................... 18
blødgøringsmidler ...................................................... 35 Initiering ..................................................................... 17
Ionogene bindinger ..................................................... 19
irreversibel .................................................................... 6
C Isotaktisk .................................................................... 21
isotoper ......................................................................... 9
cadmium-manganforbindelser.................................... 36
Caprolactam ............................................................... 17
carbonblack ...................................................... 30;36;49 J
carboxylsyre ............................................................... 12
carboxylsyrer.............................................................. 12 jernoxid....................................................................... 36
Charpy impact strength .............................................. 47
Charpy notched impact strength................................. 47
K
chrom- og molybdænforbindelser .............................. 36
copolymere ....................................................... 18;19;22 katalysatorer ............................................................... 21
Covalente bindinger ................................................... 19 kationisk kædepolymerisation .................................... 17
klæbetemperatur ......................................................... 41
D kondensationspolymerisation ..................................... 15
kondensationsreaktion ................................................ 12
DEHP ......................................................................... 36 koordinations kædepolymerisation ............................. 17
Dispropagering ........................................................... 18 krystallinitet ........................................................2;20;26
krystallisationsacceleratorer ....................................... 43
Kædeoverførelse ......................................................... 18
Kædetilvækst .............................................................. 18
2
slagstyrke ...............................................................28;47
M
substituenten .......................................................5;14;21
masterbatch ................................................................ 37 syndiotaktisk ............................................................... 20
metal-azoforbindelser................................................. 36 Syndiotaktisk .............................................................. 21
Metalsalte ................................................................... 31 syrederivater ............................................................... 12
MIPS .......................................................................... 47
mol ........................................................... 9;10;11;19;20 T
Takticitet..................................................................2;20
N
Tensile modulus ......................................................... 46
natriumborhydrid ....................................................... 33 tetrachlorbisphenol A ................................................. 33
natriumhydrogencarbonat .......................................... 33 tetrachlorphthalsyreanhydrid ...................................... 33
neutroner ................................................................... 8;9 Tg ..........................................................................37;38
Thioestere ................................................................... 31
titandioxid ................................................................... 36
O Tm .............................................................................. 38
TPE ...................................................................22;27;28
Okteregelen ............................................................. 2;11 trinvis polymerisation ................................................. 15
Opskumningsmidler ................................................... 32 trippelbinding ............................................................. 13
orbitaler ........................................................................ 8
U
P
UL 94................................................................47;48;49
periodiske system ............................................. 2;6;7;8;9 ultramarin ................................................................... 36
Phosphitter ................................................................. 31 Upolære materialer ..................................................... 19
phosphorsyreestere ..................................................... 33 UV-stabilisatorer ........................................................ 30
phthalater............................................................... 30;36 UV-stabilisering ......................................................... 49
phthalocyanin ............................................................. 36
podecopolymer ........................................................... 23
Polariteten .................................................................. 19 V
Polyblend ................................................................... 27
Polymerisation ........................................................ 2;14 Van der Waalske kræfter ............................................ 20
polymerisationsgrad .............................................. 11;14 varmestabilisatorer ................................................30;44
polyolefiner ...................................................... 20;27;31 vinylbromid ................................................................ 33
polære materialer........................................................ 19 vulkaniseret ................................................................ 27
primærbindinger ............................................ 6;20;24;31
Primærbindinger ........................................................ 19 Z
protoner ..................................................................... 8;9
zinkoxid ...................................................................... 36
Zinksulfid ................................................................... 36
R
random-copolymer ..................................................... 22 Æ
Rekombination ........................................................... 18
ædelgasser .................................................................. 11
ætanol ......................................................................... 12
S
shore ........................................................................... 42
skaller ........................................................................ 6;8
3
4
Indledning
Formålet med dette kompendium er at lette forståelsen af sammenhæng mel-
lem plastmaterialernes kemiske opbygning og de egenskaber materialerne
ender ud med at have.
Plast er en polymer. Ordet polymer er græsk og betyder ”mange dele”. Dele-

ne er kædet sammen i et bestemt gentaget mønster, en kæde, hvor leddene
består af kulstof og brint samt eventuelt andre grundstoffer.
De 9 vigtigste grundstoffer til plastfremstilling er: Kulstof (C), Hydrogen

(H), Nitrogen (N), Oxygen (O), Chlor (Cl), Svovl (S), Fluor (F), Silicium (Si)
og Fosfor (P).
Kulstof og brint kaldes organiske materialer, da de indgår i alle levende or-

ganismer. Plast har derfor mange egenskaber fælles med naturlige polymerer
som f.eks. rav og harpiks, men plast er og bliver syntetisk, det vil sige frem-
stillet af mennesket.
Plasten fremstilles af fossile råmaterialer, typisk råolie eller naturgas. Det vil
sige gammelt organisk materiale, hentet op fra undergrunden i form af kul-
brinter.
Kulbrinterne bruges til at danne monomere ud fra. Monomere er gasformige

molekyler, som er byggesten i de store molekylekæder, som plaststofferne er
bygget op af.
Hvis man sammenligner et plastmolekyle med en perlekæde, er monomeren

en enkelt perle.
Ens for de fleste monomere er at de indeholder en eller flere dobbeltbindin-

ger, så de kan reagere i en polymerisations proces, hvor der sammenføjes
mange monomere til en polymer. Polymerisationsprocesserne er ekstremt
komplekse og foregår i store beholdere, på petrokemiske anlæg, hvor man
kan arbejde med forhøjet tryk og temperaturer.
H H Til venstre ses en simpel monomer bestående af to kulstof atomer, tre hydrogenato-
mer og substituenten R, der kunne være et grundstof eller et mindre molekyle.
C C
De fleste plaststoffer er i dag syntetisk fremstillet og kan deles op i følgende hoved-
H R grupper:
•Plastmaterialer.
•Elastomere.
•Fibre.
•Harpikser.
5
Plastmaterialerne underopdeles i termoplast og hærdeplast. Disse betegnelser

refererer til de molekylære bindinger i materialet og dækker samtidigt over
flere forskellige egenskaber hos materialerne.
Dog er den primære forskel at hærdeplast indeholder krydsbindinger i form
af primærbindinger molekylekæderne imellem. Denne krydsbinding er irre-
versibel, derfor kan hærdeplast ikke umiddelbart bringes tilbage til flydende
tilstand.
Det periodiske system

Det Periodiske System blev stillet op af Mendelejev og Lothar Meyer i 1869.
Men her skrev de atomerne op uafhængigt af hinanden, så der var ikke så
meget system over det, og de havde mange tomme pladser, som så senere er
blevet udfyldt af bl.a. Niels Bohr.
Alle kendte atomer eller grundstoffer er listet op i det periodiske system der
angiver forskellige egenskaber, vægt, antal skaller, isotopfordelinger, koge-
punkt, smeltepunkt, fast stof, gasarter, flydende stof osv. for de forskellige
atomer.
Klik på nedenstående link for interaktivt periodisk system!

http://www.periodictable.com/
6
Altså en systematisk opstilling af grundstofferne efter stigende atomnummer,

det vil sige efter antallet af elektroner om kernen. De vandrette rækker be-
skriver hvilken periode et stof tilhører, og de lodrette hvilken gruppe atomet
tilhører.
I de vandrette rækker sker der i atomerne en gradvis, forudbestemt ændring
af atomets kemiske og fysiske sammensætning, og lodret minder atomerne en
del om hinanden både kemisk og fysisk, men der sker dog en ændring fra et
stof til det næste.
Et atoms smelte- og kogepunkt er de temperaturer, hvor stoffet omdanner sig

mellem de tre tilstande, som alle stoffer har, nemlig som flydende stof, fast
stof og på dampform.
Smeltepunktet er det punkt, hvor et stof fra at være i fast form bliver flyden-
de. Kogepunktet er der, hvor stoffet fordamper efter at have været flydende.
Eksempelvis har vand et smeltepunkt på 0 °C, hvor is smelter til vand, og på

komfuret koger vandet ved 100 °C. Disse temperaturer er naturligvis trykaf-
hængige.
Nedenstående links viser eksempler på det periodiske system og endda vide-

oer og forklaringer af de forskellige grundstoffer.
http://www.ptable.com/
http://www.periodicvideos.com/#
http://www.periodictable.com/
Nedenstående link giver adgang til amerikansk webside om plast stort set fra
A-Z.
http://pslc.ws/macrog/index.htm
7
Atomer
Atom betyder udelelig på græsk og er byggestenene til hele det kendte uni-
vers, og atomerne indgår overalt i vores liv og de ting vi omgiver os med.
Plast er ikke nogen undtagelse så her er det vigtigt
at vi har et grundlæggende kendskab til atomer og
kemi generelt for at kunne behandle og forarbejde
det korrekt.
Et atom består af en kerne med protoner som er

positivt ladet og neutroner som er neutrale.
Uden om kernen er der en elektronsky, med nega-
tivt ladede elektroner.
Elektronerne bevæger sig udenom kernen i såkaldte

orbitaler (skaller) og antallet af elektroner i yderste
skal angiver hvilken hovedgruppe atomet befinder
sig i, i det periodiske system.
Skallerne benævnes med et stort bogstav fra K til Q.
Den første skal K har plads til 2 elektroner

Den anden skal L har plads til 8 elektroner
Den tredje skal M har plads til 18 elektroner
Den fjerde skal N har plads til 32 elektroner
Den femte skal O har plads 50 elektroner
Den sjette skal P har plads 72 elektroner
Den syvende skal Q har plads til 98 elektroner.
Dette virker ikke systematisk men kan bestemmes ud fra følgende formel:
2x(n opløftet til anden potens) hvor n er skallens nummer.
F.eks. skal nummer 2(L) : 2 x 22 = 8 elektroner

eller skal nummer 4(N) : 2 x 42 = 32 elektroner
Atomer er ufattelig små, kernens radius er ca. 100.000 gange mindre end
atomets radius og næsten hele atomets masse er samlet i kernen.
Massen af atomet opdeles således:

1 Proton = 1,0073 u
1 Neutron = 1,0087 u
1 Elektron = 0,00055 u
8
Nederst foran et grundstof skrives protontallet Z (atomnummeret) og øverst

skrives tallet nukleontallet A (atommassen). Massetallet er summen af pro-
tontallet Z og neutrontallet N i kernen. A = Z + N
F.eks. Helium:
Massen for de forskellige grundstoffer aflæses i det periodiske system.

Massen for Helium er derfor: 2x1,0073u + 2x1,0087u + 2x0,00055u = 4,0011u
For carbonatomet (kulstofatomet) ser regnestykket således ud:
6 Protoner 6x1,0073 = 6,0438u

6 Neutroner 6x1,0087 = 6,0522u
6 Elektroner 6x0,00055 = 0,0033u
Massen for Carbonatomet = 12,0993u
Hvis antallet af protoner og neutroner er forskellige kaldes disse isotoper, og

det har påvirkning på gennemsnitsvægten af de forskellige atomer.
Hvorfor massen i bøgerne som oftest er et decimaltal skyldes, at alle atomer

har et vist antal isotoper. Her er det så, at man finder massetallet for alle iso-
toper og finder ud af, hvor ofte de fremkommer i naturen. Man bruger disse
to tal til, at finde en gennemsnitsvægt for alle atomets isotoper.
Eksempelvis fremkommer Chlor (klor) i to store isotoper på henholdsvis ca.

75 % og ca. 25 %.
Den første vejer 35 U og den anden 37 U (plus enkelte andre isotoper på til-
sammen langt under 1 %). Derfor er atommassen for Chlor ca. lig med:
((35 * 75) + (37 * 25 )) / 100 = 35,5 U
Nu er det således at massebetegnelsen for atomer og molekyler benævnes

som u og det er ufattelig små tal. For at kunne arbejde med dette i praktisk
kemi anvender kemikere en betegnelse som hedder stofmængde. Stofmæng-
den angives med enheden mol efter flg. regel:
Hvis et stof har formelmassen X u, har 1 mol af stoffet massen X g.
9
For at anvende dette i praksis skal vi have omsat atommassen til en vægten-
hed således at det bliver praktisk anvendeligt, og her anvendes Avogadros
konstant.
Avogadros tal
For at kunne udregne vægten for stoffer og molekylære stofsammensætninger

anvendes stofmængden 1 mol, bestemt ved Avogadros tal, en konstant, som
er et udtryk for 6,02217x1023 enheder.
Avogadros tal: NA = 6,022045x1023 mol-1
Enheden udtales ” pr. mol ”

Nu kan vi så anvende ovenstående til at regne lidt mere konkret på materia-
lernes molvægte og heraf også nogle af de egenskaber, som afledes heraf.
Molvægte
1 mol carbonatomer (602204500000000000000000 atomer) vejer 12,0993

g/mol.
Ser vi på Brint (H) så vejer 1 mol Brint 1,01g/mol.
Så stofmængden, antallet af atomer er den samme men vægten er forskellig.
Nu har vi et redskab så vi kan beregne vægten af forskellige moleky-

lesammensætninger, lad os se på vandmolekylet eller H20.
Den kemiske formel er H20 dvs. molekylet indeholder

2 Hydrogenatomer (H) og 1 oxygenatom (O).
Vægten er derfor 2x1,00794 + 1x15,9994 = 18,01528g/mol.
Vi anvender tilnærmelser i resten af kompendiet dvs. 18g/mol.

Hvis vi nu ser på et lidt mere kompliceret molekyle f.eks. monome-
ren styren, set her til venstre som har strukturformlen C8H8, er frem-
gangsmåden den samme.
Dvs. at et mol styren vejer 8x12 + 8x1 = 104 g/mol.
10
Skal vi nu regne molvægten for en polymer ud, forgår det efter samme prin-
cip.
Lad os nu sige at vi har polymeriseret ovenstående styren med en polymeri-
sationsgrad på 45000 og der fremkommer nu en kemisk betegnelse:
(C8H8)45000 , så vil molvægten være:
(8x12 + 8x1)x45000 = 4.680.000g/mol.
Eller regnet om til kg. 4.680.000g/mol./1000 = 4680 kg/mol.
Sat i perspektiv så svarer et mol PS til ca. 3,6 paller PS og det giver et billede
af hvor stor et tal Avogadros konstant er!
En kemisk definition af polymere materialer, er når stoffets molvægt er over

2.000g/mol og molekylet indeholder repeterende monomere stoffer.
Okteregelen
Som udgangspunkt vil alle atomer tilstræbe at efterligne atomerne i 8 hoved-

gruppe, som kaldes ædelgasser, da disse har deres yderste skal fyldt med
elektroner.
Disse ædelgasser er meget stabile, og derfor meget svære at få til at reagere i
kemiske processer.
Molekyler
Sammensættes atomerne nu i kemiske forbindelser opstår der molekylekæder

og netop sådanne molekylekæder udgør vores plastmaterialer. De består
overvejende af kulbrinte forbindelser alle med det til fælles at hovedmoleky-
lekæden indeholder kulstof og brint, også kaldet kulbrinter. Vi vil se på nogle
af dem der indgår i vores plasttyper.
11
Aromatiske kulbrinter som f.eks. styren her til højre, indeholder en benzen-
ring der giver stivhed men dog ikke den store fleksibilitet.
Årsagen er at denne benzenring ikke lader sig strække så meget som en ren
alifatisk kulbrinte, som f.eks. polyethylen eller polypropylen.
Disse aromatiske kulbrinter lader sig afsløre ved afbrænding af materialet, da
de vil danne noget fint sort ”fnuller” der svæver i luften. Desuden vil de også
have en sød aroma ved afbrænding.
Alifatiske kulbrinter er så at sige lange

lige molekylekæder som er fleksible og
dermed relativt bløde.
En ester er en kemisk funktionel gruppe, som bl.a. kan dannes ved reaktionen
mellem en alkohol og en syre.
Når en ester dannes, dannes den ved en kondensation af en carboxylsyre og

en alkohol.
Carboxylsyre + alkohol → ester + vand
Dannelse af en ester sker via en kondensationsreaktion.
Estere tilhører den gruppe i organiske kemi som kaldes syrederivater, da de

oftest dannes ud fra carboxylsyrer.
En ester navngives efter de to forbindelser (alkohol + carboxylsyre) den er

lavet af. På dansk findes der to ligestillede måder at navngive estere på:
1. Carboxylsyredelen nævnes først efterfulgt af navnet på den alkylgruppe som

stammer fra alkohol'en. Der afsluttes med endelsen 'ester'
2. Alkylgruppen fra alkohol'en nævnes først efterfulgt af navnet på carboxylsy-

ren, i form af syreresten. Denne form har endelsen '-oat'
Eksempel: en ester der er dannet ud fra benzoesyre og ætanol vil ifølge navn-
givningsform 1 hedde 'benzoesyreætylester', og ifølge navngivningsregel 2
ætylbenzoat.
Mættede og umættede forbindelser

Umættede kulbrinteforbindelser indeholder en eller flere dobbeltbindinger og
kaldes en alken som kan bestemmes ved formlen (CnH2n) f.eks. ethylen der
kemisk hedder C2H4. Dette er udgangsmonomeren til en lang række polyme-
rer, da den indeholder en umættet forbindelse og dermed kan spaltes til vide-
re kemisk reaktion.
12
Mættede kulbrinteforbindelser indeholder ikke dobbeltbindinger og kaldes

en alkan. Den bestemmes ved formlen (CnH2n+2) som f.eks. til venstre ethan
C2H6.
Alkyner er en gruppe af kulbrinter, der indeholder mindst én trippelbinding

mellem to carbonatomer og har molekylformlen CnH2n-2. Modsat alkaner og i
mindre grad alkener er alkyner reaktive og ustabile, idet trippelbindingen kan
udnyttes til at addere flere atomer.
Ser vi nu på antallet af kulstofatomer i molekylekæden og dermed også på

længden kan dette stilles lidt skematisk op:
Stof formel tilstand Molmasse Smelte- /Kogepunkt C°

Kulstof C Fast 12 3727 / 4027
Methan CH4 Gas 16,04 -182,5 / -161,5
Ethan C2H6 Gas 30,07 -182,76 / -88,6
Propan C3H8 Gas 44,09 -187,6 / -42,09
Butan C4H10 Gas 58,12 -135 / -0,5
Pentan C5H12 væske 72,15 -129,8 / 36,1
Ester (RCOOR) Afh. af R Afh. af R Afhængig af R
Stearin C3H5(C17H35COO)3 Fast 890,5 Høj / Høj
Polyamid 6 (C6H16N2) 32000 Fast 3712000 Høj / Høj
Salt NaCl Fast 58,44 801 / 1413
Molekylestørrelsen sammenholdt med de sekundære bindingstyperne afgør

smeltepunkt og kogepunkt. Kogepunktet i plastmaterialer er irrelevant da det
er langt over nedbrydningstemperaturen.
13
Monomere stoffer
Monomere stoffer er de udgangs monomere der bruges til polymerisationen

af polymerkæderne.
H H H H R H R H H H R H H H H H
C C C C C C C C C C C C C C C C
R H R H H H H H R H H H R H R H
Hvis substituenten R er et hydrogenatom (H) vil monomeren hedde ethylen.

I nedenstående skema ses en række eksempler af monomeropbygninger un-
der udskiftning af substituenten R.
Substituent Monomer Polymer

R = H Ethylen Polyethylen
R = CH3 Propylen Polypropylen
R = C6H5 Styren Polystyren
R = Cl Vinylchlorid Polyvinylchlorid
De mest simple monomere er på gas form så som Ethylen, Propylen osv.

I hærdeplast er monomeren delvist forpolymeriseret og optræder for det me-
ste i flydende form.
Alle termoplastmaterialer er polymeriseret når de leveres og polymerisatio-
nen er derfor afsluttet.
Ved hærdeplastmaterialer foregår polymerisationen først under udhærdnin-
gen.
Nogle monomere fremstilles trinvist afhængig af den plasttype der skal frem-
stilles f.eks. Vinylchlorid hvor udgangsmonomeren er ethylen eller propan.
Derfor er udgangsmonomere som ethylen, styren og propan vigtige da de kan
bruges til at fremstille en lang række udgangsmonomere stoffer.
Polymerisation
Polymerisation af de forskellige plastmaterialer sker, for termoplastens ved-
kommende, i store og meget avancerede petrokemiske anlæg. Selve polyme-
risationsprocesserne er komplekse og meget forskellige. Fælles for dem alle
er at det er her, vi kemisk sammensætter monomere stoffer til lange moleky-
lekæder også kaldet makromolekyler med en eller anden polymerisations-
grad, og det kan formuleres således f.eks. for en polyethylen:
n x (C2H4) » (C2H4) n
Ser vi på hærdeplastmaterialet UP (umættet polyester) er materialet så at sige

forpolymeriseret da den flydende polyester har en vis kædelængde. Polyeste-
ren leveres flydende, opløst i f.eks. styren, som så senere via forskellige hær-
14
de- og katalysatorsystemer polymeriserer endeligt under udhærdningen i stø-

beformen.
Vi vil ikke komme så meget ind på selve kemien i polymerisationerne, da det

vil blive alt for omfattende, så derfor holder vi os til det principielle for po-
lymerisationerne.
Der findes mange forskellige former for polymerisationer og de kan groft op-
stilles som nedenstående eksempel. Disse polymerisationstyper kan foregå i
forskellige miljøer f.eks. under tryk fra 0 bar til 2000 bar, eller i emulsioner
altså væskeopløsninger og selve teknikkerne er også forskellige.
Polymerisation
Trinvis polymerisation Kædepolymerisation
Kondensations Additions Radikal kæde- Kationisk kæde- Anionisk kæde- Koordineret kæde-
polymerisation polymerisation polymerisation polymerisation polymerisation polymerisation
PA 6 PUR PE POM-C POM-H Isotaktiske og

PA66 EP PVC PA ε-Caprolactam syndiotaktiske
PA12 Vinylestre PS Højkrystallinske
Polyestre PTFE polymere
PC
Phenol
Melamin
Elastomer
Silicone
PEEK
PPA
Trinvis polymerisation
I en trinvis polymerisation sker kædetilvæksten trinvist, som skitseret herun-
der.
+ osv.
Kondensationspolymerisation
Hovedprincippet i kondensationspolymerisation er at den sker under fraspalt-

ning af et mindre molekyle f.eks. vand eller alkoholgrupper.
+ +
stof A + stof B stof C + sideprodukt (vand)
15
Nedenstående et eksempel på kondenspolymerisation af Polyester
De materialer der polymeriseres via denne teknik kommer alle til at hedde
kondensationspolymerer og det drejer sig om materialer som Polyamider, Po-
lycarbonater, Polyestre, Melamin, Phenol, Siliconer og nogle highperfor-
mance termoplaster.
Processen kan også anvendes til fremstilling af copolymerisater.
Under kondensationspolymerisationer sker tilvæksten af molekylekæder trin-

vist og dermed også polymerisationsgraden n, som skematiseret herunder.
n
1000
50 75 100
Omsætning af monomere
Klik på link nedenfor for simpel animation af kondenspolymerisation af Po-

lyamid.
http://www.tvo.org/iqm/plastic/polycondensation.html
16
Additionspolymerisation
Et andet polymerisationsforløb er additionspolymerisation hvor molekyletil-
væksten sker uden fraspaltning af mindre molekyler da der anvendes rekti-
onsvillige grupper.
stof A + stof B stof AB
De typiske materialer der fremstilles ved denne proces er f.eks. PUR og EP

(Epoxyer) hvor polymerisationsgraden typisk er noget mindre end ved andre
polymerisationer. Polymerisationsgraden vil som oftest ligge omkring de
1000.
Polymerene kan også frembringes ved ringåbning af aromatiske kulbrinter
som f.eks ε-Caprolactam dermed kan der polymeriseres Nylon.
Kædepolymerisationer
Ved kædepolymerisationer sker tilvæksten fra et aktivt center som udgangs-
punkt er det materialer med en kulstof-kulstof rygrad som f.eks. PP, PVC,
PE, PS.
Der kan ske det at der bliver fanget ureagerede monomere imellem kæderne
der så frigives senere under forarbejdning der kan vi næsten altid lugte hvil-
ket materiale vi forarbejder termoplastisk.
Der findes forskellige typer af kædepolymerisationer der navngives ud fra
typen af det aktive center.
Disse kaldes: fri radikal kædepolymerisation, kationisk kædepolymerisation,

anionisk kædepolymerisation og koordinations kædepolymerisation.
Forløbet af kædepolymerisationen deles op i 4 faser og forløbet for en fri ra-

dikal kædepolymerisation kan se således ud:
1. Initiering – startreaktionen udløses af radikaler der aktiveres af energi eller

initiatorer der kan aktiveres ved temperaturforøgelse. Disse ”igangsættere”
åbner monomerens dobbeltbinding.
17
2. Kædetilvækst – monomere åbner deres dobbeltbinding og ”kobles” på kæden

efter hoved-hale princippet. Dvs. at kædens hoved reagerer med monomerens
hale.
3. Kædeoverførelse – dette kan også ske med hele kæder hvor en kædes hoved
reagerer med en kædes hale. Dette har stor betydning for tilvæksten ud fra
hovedkædens rygrad som f.eks. ved PEHD, PEMD og PELD samt ved pode
copolymere.
4. Exhibition (stop) af kædetilvæksten kan ske på 3 måder.

Rekombination hvor to aktive ender forenes.
Initiatoraddition hvor der tilføjes en initiatorradikal.
Dispropagering som er en reaktion af to radikaler under dannelse af en dob-
beltbinding.
Kædetilvæksten er radikalt anderledes end ved kondensationspolymererisa-

tioner som illustreret nedenfor. Der kan omsættes omkring 20000 monomere
pr./sek. i den kraftigste tilvækstfase
100
Omsætning af monomere
Link for simpel polymerisation af PE
http://www.mpipks-dresden.mpg.de/mpi-
doc/quantumchemistry/ChemieAlltag/Polyethylen/polyethylen.html
Link for simpel polymerisation af PVC
http://www.tvo.org/iqm/plastic/addition.html
18
Bindingstyper
Primærbindinger er de bindingstyper der sammenholder atomerne i moleky-
lekæden.
Der findes flere former for kemiske bindinger, og der skelnes mellem stærke
og svage kemiske bindinger.
Primærbindingerne er de stærkeste og indeholder normalvis en bindingsener-
gi over ca. 300 kJ/mol, hvor de sekundære bindingstyper ligger et godt styk-
ke under 300 kJ/mol.
De mest interessante er hhv.:
1. Ionogene bindinger hvor stoffer fra første og syvende hovedgruppe vil danne
ionogene bindinger.
2. Covalente bindinger.
Den bindingsenergi der imellem atomerne er listet op nedenfor for at illustre-

re forskellen i bindingsenergien ved forskellige bindingstyper.
Bindingstype Bindingsafstand nm Bindingsenergi kJ/mol

C – C (alifatisk) 0,154 347
C = C (aromatisk) 0,139 410
C=C 0,135 614
C≡C 0,120 811
C–H 0,109 414
C–O 0,143 351
C=O 0,123 715
C–N 0,147 293
C – Cl 0,177 326
C–F 0,149 439
O–H 0,096 460
N–H 0,101 389
Si – O 0,164 368
Polariteten forårsaget af elektronforskydninger atomerne imellem har også

indflydelse på bindingsenergien.
Meget polære materialer er f.eks. PA, PUR, PVF, PVDF, og en del hærdepla-
ster.
Polære materialer er SAN, ABS, PVC, PI, PBT, PET og nogle copolymere.
Upolære materialer er PP, PP, PS og PTFE
19
Med stigende polaritet tiltager materialernes egenskaber også på nogle områ-

der det være sig: Stivhed, fasthed, hårdhed, varmeformbestandighed, vand og
fugtoptaglse (Skal fortørres!), bestandighed mod Benzin og mineralolier, gas
og damptæthed (polære gasser og dampe), ultralydssvejsbarhed, limning og
hæftning på metaldele.
Nogle af egenskaberne aftager derimod med stigende polaritet, såsom: elek-

trisk isoleringsevne, afledning af statisk elektricitet og gas - og damptæthed
(Upolære gasser og dampe O2, N2 og CO2 )
De sekundære bindingstyper som molekylekæderne i termoplast sammenhol-

des af, er ca. 10-100 gange svagere end de primære bindinger. Der er her tale
om:
1. Hydrogenbindinger der er stærke sekundære bindingstyper ca. 40 kJ/mol.

2. Van der Waalske kræfter som er svage sekundære bindinger. Ca. 2-20
kJ/mol.
Hydrogenbindinger opstår i stoffer der inde-

holder O, N og F da disse atomer er stærkt
polære.
Dette giver høj overfladespænding og højt
smeltepunkt.
Disse hydrogenbindinger påvirker om stoffet
er hydrofilt (vandelskende) og dermed libo-
fob (fedtskyende).
Materialer som PS, PP, PE hvor der ikke

optræder hydrogenbindinger er hydrofobe
(vandhadende) og dermed libofile (fedtsu-
Hydrogenbindinger
gende).
Stoffer der kun har Van der Waalske kræfter er polyolefiner der kun indehol-
der kulstof og brint som f.eks. PP, PE.
Termoplast indeholder kun sekundære bindingstyper hvor hærdeplast også

indeholder primærbindinger hvorfor de er meget formstabile og ikke kan for-
arbejdes termoplastisk. Hærdeplastemner er så at sige at betragte som et stort
molekyle indeholdende en masse primærbindinger.
Takticitet og krystallinitet
Takticiteten er afgørende for et plastmateriales tendens til at danne krystallin-
ske områder. Takticiteten kan påvirkes under polymerisationen, og det er i
dag muligt at styre placeringen af sidegrupperne (R) under polymerisations-
processerne.
Bl.a. et materiale som Polystyren findes i dag som en syndiotaktisk udgave
der er krystallinks med en krystallinitet omkring 50 %. Dette påvirker natur-
ligvis egenskaberne for materialet.
20
Indenfor sprøjtestøbning er de to mest anvendte hovedgrupper af termoplasti-

ske materialer, de amorfe og de delkrystallinske materialer, der hver især har
forskellig molekylestruktur. Denne Molekylestruktur er bestemt af polyme-
rens takticitet, herunder placeringen af substituenten R, som er afgørende for
om materialet vil antage amorf struktur, eller delkrystallinsk struktur, se føl-
gende 3 illustrationer. Placeringen af substituenten R påvirker også smelte-
punktet for materialet, da den påvirker de intermolekylære kræfter.
Det er disse kræfter der skal svækkes for at vi kan forarbejde materialet i
termoplastprocesserne.
1. Ataktisk struktur giver fortrinsvis anledning til at molekylekæderne lejrer sig

i amorf struktur. Her vil krystalliniteten ofte være under 5 %.
H H H H R H R H H H R H H H H H
R H R H H H H H R H H H R H R H
2. Syndiotaktisk struktur, med den regelmæssige placering af R, giver fortrins-

vis anledning til at molekylekæderne lejrer sig i delkrystallinsk struktur. Her
vil krystalliniteten være omkring 30-50 %.
H H R H H H R H H H R H H H R H
R H H H R H H H R H H H R H H H
3. Isotaktisk struktur opnås under polymerisationen ved at anvende såkaldte ste-

reospecifikke katalysatorer, og giver anledning til overvejende krystallinsk
struktur. Her vil krystalliniteten være op til 80 %.
H H H H H H H H H H H H H H H H
R H R H R H R H R H R H R H R H
21
Homopolymerer
Anvendes den samme monomer i polymerisationsprocessen kaldes materia-

lerne homopolymere materialer. Et eksempel kunne være polystyren (PS)
som indeholder den samme monomer, nemlig styren (S).
S S S S S S S S S S S S S S S S S S
Copolymerer
Anvendes to eller flere forskellige monomere i polymerisationsprocessen,

med kemiske bindinger imellem de forskellige monomere, kaldes materialer-
ne copolymere materialer.
Et eksempel på en copolymer kunne være ABS (acrylonitrilbutadien) som
indeholder tre forskellige monomere, nemlig acrylonitril (A), butadien (B) og
styren (S).
A S A B A B B A B S B S A S B A S A
Copolymere materialer kan sammensættes på mange forskellige måder der

hver især giver forskellige egenskaber.
Copolymeren kan også optræde med vekslende placering af monomererne
som f.eks. denne copolymere polypropylen (PP-C) der er et copolymerisat af
propylen (P) og ethylen (E).
P E P E P E P E P E P E P E P E - osv.
PP-C kan også optræde som en random-copolymer hvor monomererne er til-

fældig sammensat.
P E E P E P E P P E E E P E P P - osv.
Eller som en blokcopolymer som f.eks. TPE-SBS elastomer som typisk an-
vendes til skosåler, der består af en fleksibel butadienfase (B) sammenholdt
af hårde styren blokke (S).
S S S S S B B S S S S S B B S S S S
22
Copolymeren kan også optræde som en podecopolymer hvor der som i f.eks.
slagfast polystyren (SB) består af en carbon-carbon rygrad (S) med poder af
butadien (B). ABS typerne er også typiske podecopolymere materialer.
B B
B B
B B
B B
B B
S S S S S S S S S S S S S S S S S S
B B
B B
B B
B B
B B
Blandinger
Blandinger af materialer kaldes blends. Det er når f.eks. PC blandes med

ABS hvilket giver en materialebetegnelse PC/ABS.
Netop denne blanding er meget populær og lever op til de krav der stilles in-
denfor f.eks. mobiltelefonsektoren.
Her kan man forene eller blande egenskaberne for 2 materialer og i tilfældet
PC/ABS er der tale om høj styrke (PC), slagsejhed (PC), fin overflade finish
(ABS) og nem forarbejdning (ABS). Materialernes egenskaber blandes også
og derved opstår der rigtig mange muligheder for skræddersy et materiale
med netop de egenskaber der er brug for.
Der findes rigtig mange forskellige blends som f.eks. ABS/PA, ABS/PVC,
ABS/PC,
ABS/TPU og ABS/PSU, PA/ASA, PA/PP, PA/S, PA/PBT, PA/PVC, PP/PE,
PP/PA, PP/EPDM, PP/SEBS osv.
Dette er en af årsagerne til at plast er blevet så anvendeligt som det er og mu-
lighederne er mange.
23
Hærdeplastmaterialernes struktur
Som før nævnt er den primære forskel på hærdeplast og termoplast at hærde-
plast som regel først polymeriserer under forarbejdningen i støbeformen.
Denne hærdning udgøres af de stærke primærbindinger og emnet kan derfor,
hvis det er forarbejdet rigtigt og optimalt, betragtes som tilnærmelsesvist et
stort molekyle.
Nedenfor er der to eksempler på hærdeplast.
Kemisk krydsbundet hærdeplast Kemisk krydsbundet elastomer
Mangfoldigheden i hærdeplastmaterialer er også stor, der findes mange for-

skellige varianter fordelt over f.eks. umættede polyestertyper.
Disse udvælges på samme måde med hensyntagen til emnets mekaniske, ke-
miske, og f.eks. termiske egenskaber.
24
Termoplastmaterialernes struktur.
Man skelner, hovedsagligt, mellem to typer materialer pga. molekylekæder-
nes tendens til at lejre sig på forskellige måder, de delkrystallinske og de
amorfe materialer.
PAI
PEEK
PEI
PES LCP
PVDF
PSU
PPS
PA4.6
High-performance polymers
PC PPA PAA
PET
PBT
PPO
PA6/66
POM
PMMA
ABS Mid-range polymers PE-UHMW
SAN
PP
SB
PS PE-HD
PVC PE-LD
Commodity polymers
Amorfe Delkrystallinske
Opvarmes et plastmateriale, tilføres molekylerne mere energi i form af elek-

trisk varme fra varmebåndene, samt friktionsvarme fra modtrykket og snek-
ke-omdrejningerne.
Dette medfører at elektronerne bevæger sig hurtigere hvilket gør at afstanden
til nabomolekylet øges, og dermed mindskes de intermolekylære kræfter.
Resultatet af opvarmningen er, at plastmaterialet bliver blødere og blødere
for til sidst at optræde som en mere eller mindre ”flydende” masse, der kan
sprøjtes ind i sprøjtestøbeværktøjet.
Når plastmaterialet størkner ved afkøling, vil afstanden mellem molekylekæ-
derne aftage, og størrelsen af de intermolekylære kræfter tiltage. Under denne
proces kan molekylekæderne i nogle materialer områdevis ordne sig i en ikke
tilfældig tætpakket struktur. Disse områder kaldes krystallinske.
De uordnede og tilfældigt pakkede områder kaldes amorfe.
25
Delkrystallinske materialer.
Navnet opstår ved, at der mellem de krystallinske områder findes amorfe om-
råder. Man kan altså tale om forskellig grad af krystallinitet der både er po-
lymerisationstype-, proces- og materialeafhængig.
Det typiske for disse krystallitter, er højere massetæthed og højere smelte-

punkt. Ved opvarmning af et delkrystallinsk materiale er der derfor tale om to
smeltepunkter, et for de amorfe områder, og et for de krystallinske.
De generelle egenskaber for de delkrystallinske materialer er:

• Delvist ordnet molekylestruktur.
• Har et relativt fast krystallit smeltepunkt.
• God kemikaliebestandighed.
• Kan være svære at thermoforme.
• Skal ofte forbehandles ved limning og dekorering.
• Mælket udseende.
• Seje og stærke.
Af delkrystallinske materialer kan nævnes: PA, PBT, PET, PE, PP, POM,
PPS, PAA, PPA, PEEK, LCP samt fluorplast PVDF, ECTFE og PFA.
Amorfe materialer.
Navnet opstår her fra morfologi, som er læren om former, og når noget er
amorft betyder det at molekylestrukturen udelukkende optræder som en til-
fældig ikke tætpakket struktur, som vist på hosstående illustration.
De generelle egenskaber for de delkrystallinske materialer er:
• Molekylestruktur uden form.

• Har ikke noget fast smeltepunkt.
• Lav kemikaliebestandighed.
• Er lette at thermoforme.
• Er lette at lime og dekorere.
• Fås som regel i transparent udgave.
• Er ofte hårde og sprøde.
Af amorfe materialer kan nævnes ABS, SAN, SB, PS, PC, PMMA, PVC,
PPO, PSU, PES, PEI og PAI.
26
Termoplastiske elastomere
Den generelle molekylestruktur i disse materialer består overvejende af hårde
og bløde segmenter, enten i form af en copolymer opbygning eller en blan-
ding af polymerer og gummilignende materialer.
De termoplastiske elastomere kan optræde både som transparente og uigen-
nemsigtige materialer afhængig af molekyleopbygningen, der typisk er afgø-
rende for hårdheden.
Af termoplastiske materialer kan nævnes TPE-V, TPE-O, TPE-S, TPE-U,
TPE-E og TPE-A.
Polyblend. Blokcopolymer.
Materialeskrivelse:
Termoplastiske elastomere er en benævnelse for en hel gruppe af termopla-
stisk forarbejdelige elastomere, der har gummilignende egenskaber. De kan
deles op i to hovedgrupper bestående af:
1. Polyblends, der indeholder en vulkaniseret/ikke vulkaniseret elastomerfase i
en termoplastisk matrix.
2. Blokcopolymere med henholdsvis hårde og bløde blokke.
Materialevarianter:
TPE-V Polyblend på base af PP med vulkaniseret EPDM.
TPE-O Polyblend på base af polyolefiner med elastomerfaser.
TPE-S Styren blokcopolymer med udgangsmonomererne styren, butadien, og
ethylen.
TPE-U Termoplastisk polyuretan (TPU).
TPE-E Termoplastisk copolyester.
TPE-A Polyether blok amid.
Compounderings- og indfarvningsmuligheder:
TPE kan compounderes med fyldstoffer, mineraler, brandhæmmere og diver-

se armeringsmaterialer.
TPE kan indfarves dog med visse begrænsninger pga. egenfarven.
Typer af blends (materialeblandinger) hvor TPE indgår er: ABS/TPU,
PC/TPU, POM/TPU mfl.
27
Forarbejdningsprocesser:
TPE kan forarbejdes ved sprøjtestøbning, ekstrudering, blæsestøbning, rota-
tionsstøbning og termoformning.
Anvendelsesområde:
TPE anvendes ofte som erstatning for gummi inden for industrigrene som:
bilindustri, medicoartikler, byggebranchen, sport og fritid, legetøj, elektronik,
personlig pleje mv.
Skemaet herunder giver et overblik over de forskellige elastomerer.
TPE-V TPE-O TPE-S (SEBS) TPE-S (SBS) TPE-U TPE-E TPE-A

Shore grad (Hårdhed) 35A-65D 45A-60D 2A-70D 10A-60D 80A-60D 40A-75D 60A-75D
Densitet i kg/m3 950-1050 880-1050 900-1200 900-1200 1120-1230 1240 1010
Hukommelse       
Anvendelsestemperaturer -40 - 150 -30 - 90 -50 - 100 -50 -60 -50-120 -45-160 -50-145
Syrebestandighed       

Base bestandighed       
Vejrbestandighed       

Slid       
Fødevaregodkendelse -   -   
Transparent -   -   
Brandhæmmende UL 94 V0 UL 94 HB UL 94 V0
Compoundering af plastmaterialer
Når materialerne er polymeriseret kan de ikke umiddelbart forarbejdes, de

skal modificeres så vi kan forarbejde dem f.eks. termoplastisk.
En del af disse modificeringer foregår ved at tilsætte stoffer så materialerne
kan tåle de termiske belastninger der kommer under en termoplastisk forar-
bejdning.
Alle termoplastiske materialer indeholder utroligt mange forskellige tilsæt-

ningsstoffer for nu engang at imødekomme, ofte tiltagende, krav om gode
egenskaber på forskellige områder.
I dag er det muligt at blande, (compoundere), forskellige tilsætningsstoffer i
plastmaterialerne, så de ønskede egenskaber opnås, for at det fremstillede
emne lever op til de krav der stilles af kunden.
Afhængig af hvad emnet skal bruges til, kunne der være forskellige krav til
f.eks.: densitet, slagstyrke, bøjefasthed, optiske krav, mekaniske krav, termi-
ske krav, elektriske egenskaber, fleksibilitet, fødevaregodkendelse, brænd-
barhed, farver osv.
28
Når den endelige sammensætning af plastmateriale og tilsætningsstoffer er

fundet, gemmes recepturen så denne kan genbruges ved forespørgsler på til-
svarende egenskaber.
Herved er der gennem årene opstået grobund for de godt 35.000 registrerede
termoplasttyper og varianter, man har kendskab til på det danske marked,
som globalt set, er et relativt lille marked.
Tilsætningsstoffer kan groft deles op i:

• Additiver
• Armeringsmaterialer og fyldstoffer
• Blødgørere
• Farvepigmenter
Nogle af tilsætningsstoffernes generelle påvirkning af nogle af termoplastens

egenskaber kan ses i nedenstående skema.
Dimensionsstabilitet
Elasticitetsmodul
Vægtindhold i %
Brudforlængelse
Brandforhold
Slagstyrke
Tilsætningsstof
Glasfibre 60 +++ -- - - +
Kulfibre 30 ++ - - - +
Mineraler 40 + - - ++ +
Elastomerblødgører 15 - ++ +++ - -
Polymerblødgører 15 - + ++ - -
UV- stabilisatorer 1 - - - 0 0
Brandhæmmere 20 - -- --- + +++
Antistatika 5 - -- -- 0 0
Farvepigmenter 0,5-5 0 0 - - 0
29
Additiver.
Additiver er et uundværligt element i forarbejdningen af plast til færdige pro-
dukter. Nogle additiver tilsættes for at give en smidig forarbejdningsproces
og nedsætte risikoen for produktion af emner, der ikke lever op til den øn-
skede kvalitet.
Andre additiver tilsættes for at ændre ved de grundlæggende tekniske egen-
skaber for den anvendte polymer og derigennem skræddersy en materiale-
kombination til at opfylde de tekniske krav, der stilles til det pågældende
produkt.
I det følgende afsnit gives der en kort beskrivelse af nogle af de hyppigst fo-
rekommende additiver, der tilsættes i mindre mængder så som: Varmestabili-
satorer, UV stabilisatorer, antioxidanter, smøre og glidemidler, antistatiske
midler, opskumningsmidler og brandhæmmere.
Varmestabilisatorer.
Ved forarbejdning af plastmaterialer er der en risiko for, at temperaturen bli-
ver så høj, at molekylekæderne begynder at gå i stykker, hvilket nedsætter
den tekniske kvalitet, f.eks. i form af reducerede mekaniske egenskaber.
Den termiske nedbrydning er især udtalt ved forarbejdning af PVC, hvor der
er risiko for nedbrydning ved temperaturer, der ligger væsentligt under den
normale forarbejdningstemperatur. Der tilsættes derfor generelt varmestabili-
satorer, der forsinker fraspaltning eller tilvækst af molekyler og som uskade-
liggør nedbrydningsprodukterne.
Tungmetalforbindelser, især blybaserede, var i mange år den traditionelle

løsning som varmestabilisator, men tungmetallernes uønskede miljø- og
sundhedsegenskaber har medført en regulering, der betyder, at de for største-
partens vedkommende ikke må anvendes længere og nu mere eller mindre er
udfaset af det europæiske marked.
UV-stabilisatorer
Ved stuetemperatur oxideres mange plastprodukter under indvirkning af vejr
og vind, specielt på grund af ultraviolet stråling fra solen. For at modvirke
Uv-strålingens nedbrydende effekt på kulstofbindingerne i termoplasten, an-
vendes phthalater og kønrøg (carbonblack), samt hindrende aminer - HALS
(Hindered Amine Light Stabilisers).
Antioxidanter
Antioxidanter tilsættes for at modvirke oxidativ nedbrydning af plasten under
forarbejdning samt for at forlænge produktets levetid ved at forhindre ned-
brydning under påvirkning af varme og lys ved produktets brug.
Ved en oxidativ nedbrydning dannes der frie radikaler, og nedbrydningen kan
fortsætte ved en kædereaktion. Produkterne bliver misfarvede, og der dannes
mikrorevner.
Anvendelse af antioxidanter er meget udbredt ved stort alle typer af plastma-
terialer og forarbejdningsprocesser, og der findes da også et meget stort ud-
valg af antioxidanter i handelen. Der kan skelnes mellem fire hovedtyper af
antioxidanter:
30
Fenoler.
Monofenoler, bisphenoler, thiobisphenoler og polyphenoler udgør den største
mængde af primære antioxidanter. I polyolefiner som PE og PP anvendes de
typisk i mængder på 0,05-0,2 %, mens der i styren-baserede plastmaterialer
anvendes op til 2 %.
Aminer.
Aminbaserede antioxidanter anvendes især i syntetiske gummier i koncentra-
tioner mellem 0,5 og 3 %. Årsagen er at gummi indeholder mange primær-
bindinger der er meget følsomme overfor Uv-stråling
Phosphitter.
Phosphitter anvendes alene eller sammen med phenoler eller aminer. I polyo-
lefiner anvendes 0,05 til 2 %, i slagfast polystyren 0,05-1 % (i visse tilfælde
måske op til 2%) og i ABS op til 3%.
Thioestere.
Thioestere er vigtige for at forhindre molekylemasseændringer ved lang tids
udsættelse for høje temperaturer. Dilaurylthiodipropionat og distearylthio-
dipropionat er almindeligt anvendt til polyolefiner i koncentrationer på 0,1-
0,3 %. I umættede polymerer kræves noget større koncentrationer.
Det skal bemærkes, at forbrugsmønstret kan være ændret i dag, på grund af

ny viden om stoffernes miljø- og sundhedsmæssige egenskaber. Dette gælder
blandt andet bisphenol A, som er mistænkt for at have hormonforstyrrende
effekter.
Smøre- og glidemidler
Ved forarbejdning vil plastsmelten ofte være meget sejtflydende og have til-
bøjelighed til at klæbe til værktøjets overflade. En forhøjelse af forarbejd-
ningstemperaturen vil reducere problemet, men giver som beskrevet ovenfor
et andet problem i form af øget termisk nedbrydning.
Der tilsættes derfor smøre- eller glidemidler, hvis hovedopgave er at forbedre

flydeegenskaberne for den smeltede plast ved at nedsætte adhæsionen mel-
lem plastmateriale og forarbejdningsmaskine eller nedsætte den indre friktion
i plastmaterialet. Smøremidlerne inddeles i fire grupper:
− Fedtsyrer som f.eks. stearin-, palmitin-, eruca- og myristinsyre. Stearinsyre

anvendes eksempelvis i mængder på 0,1-0,2 % ved kalandrering og ekstrude-
ring af PVC.
− Amider og estere af fedtsyrer, f.eks. med glycerol. Klarheden af stiv PVC

forbedres ved tilsætning af 0,5-3 % af syntetiske esthervokser, og amidvokser
tjener som indre smøremiddel i ABS.
− Metalsalte af fedtsyrer, primært i form af aluminium-, calcium-, bly-,

lithium-, magnesium-, natrium- og zinkstearat. De virker som indre smøre-
31
middel i koncentrationer på 0,05-3 % ved forarbejdning af de fleste plastty-

per, herunder PE, PP, PS, PVC, polyamider og celluloseplast.
− Langkædede hydrocarboner i form af mikrokrystallinske vokser, paraffiner,

paraffinolier og montansyreester, eller naturlige vokser som carnaubavoks og
bivoks. I PVC tilsættes eksempelvis 0,5-3 %.
Det bemærkes, at valg af smøremiddel oftest er specifikt for en given kombi-

nation af plasttype, tilsætningsstoffer og forarbejdningsmetode.
Overfladefriktionsnedsættende additiver
Nedsættelse af overfladefriktion er ønskeligt i de tilfælde hvor der optræder
friktion mellem to materialer f.eks. tandhjul, glideskinner, lejer osv.
Molybdænsulfid og grafit anvendes også sammen med armeringsmaterialer
for at mindske friktionen (varmeudvikling) samt hæve anvendelsestemperatu-
ren og dermed også slitagen i bevægelige dele.
Antistatiske midler
Ved forarbejdning af plast opstår der let en elektrostatisk opladning, statisk
elektricitet, på de færdige emner. Dette tiltrækker støv, men mere problema-
tisk er det, at den statiske elektricitet giver risiko for gnistdannelse og dermed
også risiko for støveksplosioner eller antændelse af gasser og dampe.
For at undgå statisk elektricitet anvendes antistatika, enten direkte påført em-
net (med kortvarig effekt) eller iblandet polymeren, hvorved der opnås en va-
rig effekt. Der anvendes fire grundtyper af antistatika:
• Aminer
• Kvaternære ammoniumforbindelser
• Phosphorsyreestere
• Polyethylenglycolethere
Deres virkningsmåde er generelt, at de danner en molekylær vandhinde, som

er elektrisk ledende.
Opskumningsmidler
Ved at tilsætte opskumningsmidler til plastmaterialer skabes en cellestruktur i
plasten. Dette er generelt materiale- og dermed omkostningsbesparende, men
derudover opnås også ændrede materialeegenskaber, f.eks. i form af forbed-
rede lys - og varmeisolering og mere eller mindre stivhed efter ønske.
Når termoplast opskummes, vil hovedparten af cellerne være lukkede. Op-

skumningsmidlet vil altså i høj grad forblive i produktet. I polyurethanskum
er cellerne hovedsageligt åbne, hvilket betyder at opskumningsmidlet frigives
fra produktet i løbet af produktionsprocessen.
32
Kemiske opskumningsmidler som azodicarbonamid, natriumhydrogencarbo-

nat og natriumborhydrid virker ved at danne gas i temperaturområdet for al-
mindelig forarbejdning af det pågældende materiale.
Brand- og flammehæmmere
Alle plastmaterialer er brandbare, men deres antændelighed er meget forskel-
lig. På grund af øgede sikkerhedskrav indenfor områder som byggeri, trans-
port og elektriske artikler tilsætter man brand- eller flammehæmmere til den
plast, der anvendes til disse typer af produkter. Der skelnes i det følgende ik-
ke mellem de to funktioner af additiverne, men man kan skelne mellem tre
overordnede grupper af kemiske forbindelser, der opfylder en eller begge
funktioner:
• Organiske additiver, der blandes i polymeren. De vigtigste stoffer i denne

gruppe er phosphorsyreestere (der udgør ca. 50 % af det samlede forbrug af
brandhæmmere) og chlorparafiner.
• Uorganiske additiver som aluminiumsoxid, antimontrioxid, zinkborat og ba-

rium- og phosphorholdige kemikalier. De anvendes i koncentrationer fra 3-20
%.
• Reaktive brandhæmmere, som oftest chlor - eller bromholdige monomerer

som vinylbromid, tetrachlorphthalsyreanhydrid, tetrachlorbisphenol A. Disse
stoffer copolymeriseres sammen med basispolymeren, hvorved den brand-
hæmmende effekt så at sige indbygges i det færdige produkt.
Fyld og armeringsstoffer
Fyldstoffer
Indholdet af fyldstoffer i plast varierer fra ”ganske lidt” til op til 70 %. Det
kan i nogle tilfælde være svært at skelne mellem egentlige fyldstoffer og til-
sætningsstoffer med specifikke egenskaber, da enhver form for fyldstoffer el-
ler tilsætningsstoffer påvirker egenskaberne i plastmaterialet.
Det er dog klart at med billige fyldstoffer som træmel, stenmel, ler og kridt
ønsker man først og fremmest at holde prisen lav på produkter, f.eks. billige
havestole, hvor der ikke er store krav til de tekniske egenskaber.
Armeringstoffer.
Alle termoplastiske materialer kan i princippet armeres med forskellige arme-

ringsmaterialer, hvis der er specielle krav til det emne der nu engang skal
fremstilles.
Armeringsmaterialerne er mange og forskellige, men de mest almindeligt fo-
rekomne er:
33
• Glasfibre
• Glaskugler
• Kulfibre
• Kevlarfibre /aramidfibre
Desuden er det ganske almindeligt at lave fibre - og mineralblandinger for at

imødekomme krav om dimensionsstabilitet, svindforhold, overfladebeskaf-
fenheder, kast osv.
Armeringsmaterialerne giver generelt et højere trækmodul, hårdere overflade,

stivere emne, bedre slagegenskaber men lavere brudforlængelse, fugtoptagel-
se og svind.
Et af de mest anvendte armeringsmaterialer i termoplast er korte glasfibre
med en længde på mellem 2 og 6mm, dog findes der specielt lange glasfibre
til termoplast med en længde på 10 – 12mm.
Glasfibrene er ofte coatede så de bedre kan dispergeres med termoplasten.
Der anbefales en høj formtemperatur til glasarmerede materialer, da der eller

kan optræde et gråligt skær i overfladen på emnet, specielt ved sammenflyd-
ningsliner ved kerner.
Ud fra nedenstående skema ses effekten af forskellig armering af PA66.
Armeringsmaterialers indflydelse på egenskaber i PA66 Trækstyrke i MPa

Densitet i kg/m3
Bøjefasthed i MPa
100000 Slagstyrke i kj/m3
9000 11000 10000 13000

10000 7200
5500
4000
2800
1900 1450
1290 1290 1350 1340 1550
1190 1180 1000 1220
1000
250 280
225 200 240
150
85 90 100 100 105 110 110 110
100 65
55 40
10
1
20%glaskugler
30%glaskugler
20%glasfibre
10%glasfibre
10%kulfibre
20%kulfibre
30%glasfibre
40%glasfibre
50%glasfibre
34
Blødgørere
Langt den største del (omkring 80 %) af blødgørere anvendes i forbindelse
med blød PVC, mens resten hovedsagelig bruges til celluloseplast. Der findes
bogstaveligt talt hundredvis af forskellige blødgøringsmidler til forskellige
formål, og disse kan opdeles i fire typiske stofgrupper:
− Estere
− Polymerer
− Chlorerede paraffiner
− Modificerede olieprodukter
Blødgøreres indflydelse på slagegenskaberne
1000
Charpy kærvslagstyrke ved 23 C I kj/m2
Izod kærvslagstyrke ved 23 C i kj/m2
Charpy kærvslagstyrke ved -30 C i kj/m2
Izod kærvslagstyrke ved -30 C i kj/m2

100
25 25 35
30
19 18
16
15 13
11 12
10 10
10 6 7
6 6 5,5
5
4
1
PA66 Elastomerbløgjort
PA66 Polymerblødgjort
PA66 Standard
PA66 slagmodiferet
3
1
35
Estere af phthalsyre (de såkaldte phthalater) har på samme måde som de

bromerede flammehæmmere været i myndighedernes fokus gennem en år-
række. Miljøstyrelsen udarbejdede allerede i 1999 en handlingsplan for at re-
ducere og afvikle anvendelsen af phthalater i blød plast, og i 2003 udgav Sty-
relsen en status for phthalater, der blandt andet indeholder oversigter over
forbrug af phthalater, forureninger, reguleringer og risikovurderinger i EU.
Flere af phthalaterne mistænkes for at have hormonforstyrrende effekter, men

der er betydelige forskelle mellem de enkelte phthalater med hensyn til deres
egenskaber og potens. Det står dog klart, at den mest anvendte phthalat,
DEHP (di-(2-ethylhexyl) phthalat), generelt må regnes som uønsket i produk-
ter på grund af stoffets hormonforstyrrende effekter, ligesom dibutylphthalat
og butylbenzylphthalat regnes som problematiske. Disse og andre phthalater
er under risikovurdering i EU, og indtil resultatet af denne vurdering forelig-
ger, må den bedst tilgængelige information findes i andre kilder.
I vores mere tekniske materialetyper anvendes også elastomer- og polymer-

blødgørere.
Farvestoffer og pigmenter
De fleste plastmaterialer er som udgangspunkt farveløse eller hvidlige, men
der er stort set ubegrænsede muligheder for at indfarve plasten.
Et eksempel kunne være fluorescerende farvestoffer der har den egenskab, at
de dels tilbagekaster lys af stoffets egenfarve og dels det lys, som plejer at
blive til varme.
Farven bliver lysende og meget markant, men i øvrigt ufarlig som normalt lys
da det er en fysisk egenskab og altså ikke en følge af kemiske reaktioner, der
gør farven fluorescerende.
Fluorescerende farver virker særligt ”lysende” specielt når der er meget ul-
traviolet lys, som f.eks. hvidt papir eller en hvid skjorte i solskin.
Man kan skelne mellem fire typer af farvestoffer:
• Opløselige farvestoffer, der generelt er aromatiske forbindelser, opløselige i

almindelige opløsningsmidler. Denne type farvestoffer er ikke særlig mod-
standsdygtige overfor lys, varme og kemikalier, ligesom de nemt migrerer.
De anvendes f.eks. til at give strålende, transparent farvetoner i polystyren,
og tilsættes i mængder på 0,25-5 %.
• Organiske pigmenter, der er uopløselige og derfor ikke påvirker plastpolyme-

ren. Til gruppen hører blandt andet alizarinderivater, phthalocyanin, benzi-
din, kønrøg (carbonblack) og metal-azoforbindelser, og de anvendes i kon-
centrationer på 0,001-2,5 %.
• Uorganiske pigmenter, mest metaloxider og -salte er uopløselige og kemika-

liebestandige. Zinksulfid, zinkoxid, jernoxid, cadmium-manganforbindelser,
chrom- og molybdænforbindelser, ultramarin og titandioxid er vigtige ek-
sempler. De uorganiske pigmenter kan anvendes til stort set alle polymerty-
per i koncentrationer på 0,01-10 %.
36
• Specialfarvestoffer, hvor der f.eks. kan opnås metaleffekt med aluminium- og

kobberpulver og perlemorseffekt med blycarbonat eller bismuthoxidchlorid.
Farvestoffer tilsættes primært som masterbatch i et bestemt blandingsforhold

typisk mellem 1 og 5 % afhængig af pigmenteringen i masterbatchen og ty-
pen af råvare.
Bærematerialet til masterbatchen bør være det samme materiale, som det ma-
teriale det skal indfarve.
Dog findes der universal masterbatch der kan løse en lang række indfarv-
ningsopgaver indenfor polyolefinerne (PE og PP) og styrenerne (PS, SAN,
SB), ellers kan indfarvningen ske hos råvareproducenten, compounde-
ringsvirksomheder eller farven kan pålægges det færdige emne ved ma-
ling/lakering.
Et nyt koncept er tørindfarvning hvor pigmenterne coates på overfladen af
granulatkornet, dvs. at materialet ikke skal opvarmes med risiko for termisk
belastning.
Ved forarbejdning af blød PVC anvendes ofte pastaformige koncentrater,
hvor farvestoffet er dispergeret i en blødgører.
Plastmaterialerne under processen.

De processer, termoplasten gennemgår fra råvare til emne, kan generelt opde-
les i 3 faser.
1. Opvarmning.
2. Formgivning.
3. Afkøling, herunder svindforhold.
Opvarmning.
At opvarme et materiale er jo at tilføre mate-
Specifik volume. rialets molekyler mere energi. Denne energi
kan enten tilføres direkte som varmeenergi
eller som mekanisk energi, der så omsættes
til varmeenergi. Tilbage står at få varmen
fordelt jævnt i plastmaterialet, der jo er en
dårlig varmeleder. Dette kræver enten megen
tid eller omrøring. Ved opvarmningen ændrer
vi plastmaterialernes egenskaber og vi møder
først glasovergangstemperaturen Tg.
Tg er den temperatur, hvorved en amorf po-

lymer overgår fra en hård og stiv til en gum-
mi lignende tilstand. Overgangen sker nor-
Tg Temperatur malt i et temperaturinterval på 20 - 30° C. Tg
angiver normalt midten af området.
37
Ved Tg ændres de fleste egenskaber ved et amorft materiale. Herved opstår

en veldefineret metode til fastsættelse af værdien baseret på måling af mate-
rialets termiske udvidelse, se figuren forrige side.
Vi må her definere:
specifik volumen = rumfang / vægt
eller den omvendte værdi af vægtfylde/rumfang.
Opvarmes materialet ud over Tg, vil stivheden i materialet forsvinde. Det bli-
ver blødere og blødere, og vi når op i forarbejdnings temperatur området.
Specifik volume Ved et delkrystallinsk materiale vil de

amorfe områder på samme måde blive
blødere, og vi ser det første fald i materia-
lets stivhed.
I modsætning til de amorfe materialer vil
de delkrystallinske ved stigende
temperatur bevarer en del af deres meka-
niske værdier, indtil alle krystallitter er
smeltet, denne temperatur benævnes
krystallit smeltepunkt Tm.
Tm er ligeledes let at bestemme ud fra
Temperatur ændring i udvidelse, se figuren til venstre.
Tg Tm
Når vi med amorfe og delkrystallinske materialer passerer hhv. Tg og Tm be-

væger vi os ind i forarbejdningstemperaturområdet, hvor materialerne kan
flyde. Jo højere temperatur, jo mere letflydende bliver materialet. Dog er
plastmaterialer ikke egentlig flydende, men lad os vende tilbage til billedet
med spaghetti.
Nu erstatter vi spaghettien med meget lange og meget elastiske elastikker.

Disse elastikker har endvidere en tendens til at sno sig som en hørerørs led-
ning til en telefon. Vi har varmet materialet op, så margarinen er blød, dvs.
elastikkerne kan glide på hinanden. Rører vi i materialet, vil vi få elastikker-
ne til at glide på hinanden, det har noget med viskositeten at gøre. Samtidig
trækker elastikkerne i hinanden og forlænges, det har noget med elasticitet at
gøre, dvs. en plastsmelte kan betragtes som en viskos gummielastisk sub-
stans.
Den højeste temperatur vi møder, er materialets nedbrydningstemperatur,

som ofte er tidsafhængig forstået således, at en meget kort opvarmning kan
der tillades en højere temperatur, end når temperaturen opretholdes over en
længere periode.
Det kaldes også materialets opholdstid i f.eks. en snekke.
Nedbrydningstemperaturen er forskellig afhængig af materialet, men det er
vigtigt at understrege at materialerne ikke kan tåle høj varme i ubegrænset
tid.
38
En homopolymer POM kan tåle 235° i max. 8 minutter herefter vil der ske en
hastig depolymerisation under udvikling af formaldehyd som er ekstrem ube-
hagelig og desuden meget letantændelig gasart så der rent faktisk er eksplosi-
onsfare.
Forbehandling af materialet.
Vedrørende forbehandling af materialet kan der være tale om bl.a.:
1. Fortørring
2. Forvarmning
3. Behandling af opkværnet materiale
Fortørring.
Det er normalt kun nødvendigt at fortørre materialet, når det er foreskrevet af
råvareleverandøren.
Når det er foreskrevet, skyldes det, at materialet er følsomt for overfladefugt,
eller fordi visse materialer direkte optager vand.
Selv om et materiale ikke er følsomt over for fugt, må det dog frarådes at an-
vende dette direkte, såfremt det har varet opbevaret på et koldt lager. Ved
store temperaturforandringer f.eks. påfyldning af det kolde materiale i trag-
ten, er der stor risiko for kondensvand på materialekornene.
Yderligere kan det kolde materiale betyde en ustabilitet i processen, da der
skal tilføres mere varme i tragtzonen på cylinderen. Det må derfor tilrådes, at
materialet anbringes i produktionshallen for normalisering af temperaturen,
inden det påfyldes maskinen.
Anvendelse af fugtigt materiale vil altid have en destruktiv indflydelse på

emnekvaliteten. Dette kan vise sig som sølv- eller glimmerstriber på overfla-
den. Det skyldes at, når fugtigheden som små dampblærer sprøjtes ind i for-
men, stryges de ved kontakt med formoverfladen ud og kondenseres.
Smelte med fugt. Set fra overfladen. Det færdige emne med
blister.
Fugtighed i materialet kan også være årsag til, at emnerne bliver skøre, idet
fugt ofte fremskynder nedbrydningen af visse plastmaterialer f.eks. polycar-
bonat, polyester og polyamid.
39
I følgende illustration ses indvirkningen af vandindholdet på molekylevægten

der også indikerer materialets egenskaber.
Molekylevægt for polycarbonat
30,00
i forhold til vandindhold
25,00
Tab af molekylevægt i %
20,00 18,00
Massetemperatur 300 ºC
10,00
10,00
2,00 2,00
0,00
0,00 0,05 0,10 0,15 0,20
Vandindhold i %
I nedenstående illustration ses vandindholdets indvirkning på slagstyrken i

PBT, og disse påvirkninger af materialernes egenskaber er generelle for de
hygroskopiske materialer.
Slagstyrke for PBT i forhold til vandindhold

100,00
Slagstyrke i % af optimum
90,00
80,00
70,00
60,00
50,00
40,00
0,00 0,02 0,03 0,04 0,05 0,06
Vandindhold i %
40
Den nødvendige temperatur og tid for en tilstrækkelig fortørring er typisk at

finde i materialedatabladet, eller vil kunne oplyses af materialeleverandøren.
Når det fortørrede materiale påfyldes tragten skal man være opmærksom på,
at der også her er mulighed for optagelse af fugt. Dette gælder især for poly-
amid, polyester og polycarbonat, som fortørres ved ret høje temperaturer 80 -
120° C. Ved anbringelse i en kold tragt vil der være risiko for, at luftens fug-
tighed kondenserer på granulatkornene.
For at hindre dette bør man:

- Kun påfylde så meget materiale, at det kan anvendes på forholdsvis kort tid.
Hvis opholdstiden bliver for lang, har fortørringen ingen mening.
- Sørge for en ordentlig tillukning af tragten.
- Installere en opvarmningsanordning i tragten
Forvarmning.
Forvarmning i tragten kan også være en fordel for at øge maskinens plastifi-
ceringskapacitet. Den varme, der er tilført i tragten, skal ikke tilføres i cylin-
deren. Den varme, der tilføres, må dog aldrig overstige materialets klæbe-
temperatur. Ved klæbetemperatur forstås den temperatur, hvorved granulat-
kornene klæber sammen eller i øvrigt klæber til omgivelserne.
Anvendes der forvarmning i tragten, skal man være opmærksom på materia-
letraverstemperaturen. Denne skal være passende høj, svarende til forvarm-
ningstemperaturen. For kraftig traverskøling vil resultere i risiko for kon-
densfugt og uensartet temperatur for det tilførte materiale, idet opholdstiden
vil være varierende i forbindelse med plastificering og køletid.
Behandling af opkværnet materiale.
Ved anvendelse af regenereret materiale, enten 100 % eller ved iblanding til
nyt materiale, er der visse faktorer, man skal være opmærksom på. Emner,
som er kasseret pga. de før omtalte fejl som følge af fugtigt materiale, kan
give problemer ved regenerering og genanvendelse, da den fugtighed, som
ved første forarbejdning er blandet ind i materialet, kun vanskeligt lader sig
fjerne ved en ny fortørring. Nedbrydningen af materialet kan være så vidt
fremskredet, at de tekniske værdier ikke længere kan opnås.
Ved genanvendelse af regenerat skal man ligeledes være opmærksom på, at
emner og indløb fra fremstillingen under oplagring, transport til kværn, under
opkværnning, iblanding og til ny produktion er meget udsat for forurening
bl.a. pga. statisk elektricitet, som tiltrækker støv, olieforurening, iblanding af
andre materialer og tilgang af fugt.
Regenereret materiale er ligeledes meget uensartet i kornstørrelsen, som

spænder lige fra meget fint pulver til meget store korn. En sådan sammen-
sætning kan give problemer under forarbejdningen, da fint pulver meget let
forbrænder og nedbrydes, og de store korn er vanskelige at nedsmelte. Dette
kan give en uensartet viskositet i smelten som følge af uensartet plastifice-
ring..
41
Pga. de her nævnte problemer er det derfor nødvendigt at have særlig streng
kontrol med produkter, som er fremstillet af opkværnet materiale.
Er man i tvivl om et opkværnet materiales kvalitet, bør man ikke anvende det
til tekniske emner, da det kun øger risikoen for fejlproduktion.
Materialedatablade
Egenskaber.
Følgende afsnit giver et grundigt overblik over nogle egenskaber for en stan-
dardtype af et plastmateriale. Da egenskaberne er fuldt ud afhængige af de
tilsætningsstoffer der er i materialet, er ordet standardtype måske en floskel,
så her menes der det materiale der er hyppigst forekommende indenfor vari-
anterne.
Shoregrad
Shore A ISO 868 til elastomerer Shore D ISO 868 til elastomerer
1 KG 5KG
Prøvelegeme Ø 0,79 Prøvelegeme Nål r 0,1
Nedenstående illustration giv er et overblik over elastomerernes hårdhed til

sammenligning er en elastik ca. shore A 10 og en polypropylen ligger på ca.
shore D 60.
TPE-SBS
TPE-SEBS
TPE-O
TPE-V
TPE-A
TPE-U
TPE-E
10 20 30 40 50 60 70 80 90
Shore A 30 40 50 60 70 80
Shore D
42
Densitet.
Er et udtryk for vægtfylde og angives efter SI enheder i kg/m3.
Densiteten er påvirkelig af tilsætningsstoffer, det kan nævnes at der kan op-
nås specielle termoplastiske højdensitetsmaterialer til sprøjtestøbning og eks-
trudering med en densitet på helt op til 15 000 kg/m3.
Det skal også bemærkes at mange armeringsmaterialer og fyldstoffer virker
som krystallisationsacceleratorer i delkrystallinske materialer, hvilket tids-
mæssigt, fremmer dannelsen af krystallitter. Herved øges afkølingshastighe-
den og køletiden kan i mange tilfælde reduceres med op til 10-20 %.
Svind.
Viser de normale svindforhold for materialet efter ISO 2577, dette er dog
meget afhængigt af de procesparametre det forarbejdes under.
Fugtoptagelse.
Angiver hvilken fugtoptagelse der i materialet under forhold beskrevet efter
ISO 62 eller ASTM D570.
Fysiologiske forhold.
En del termoplastemner anvendes i forbindelse med fødevarer eller medicin,
og her er det relevant at verificere at materialet kan godkendes til kontakt
med fødevarer eller medicinske artikler.
Fødevaregodkendelse.
Angiver om materialet kan opnå godkendelse til kontakt med fødevarer efter
den amerikanske FDA (Foods and Drugs Administration). Materialer der le-
ver op til disse krav kan ofte leveres med certifikat for fødevaregodkendel-
sen.
Dog skal man være opmærksom på at tilsætningsstoffer kan påvirke denne
godkendelse, f.eks. er nogle glasfibre og farvepigmenter ikke godkendte i
forbindelse med fødevarekontakt.
Medicinsk brug.
Angiver om materialet kan anvendes i forbindelse med medicinske artikler,
her er det også en god ide at samarbejde med materialeleverandøren der ofte
kan afklare om der findes certifikater på det pågældende materiale.
Termiske egenskaber.
De termiske egenskaber angiver materialets egenskaber i termisk miljø, og
her er der lagt vægt på følgende to egenskaber.
Vedvarende øvre brugstemperatur.

Angiver den temperatur i ˚C hvorved materialet kan anvendes kontinuerligt,
den temperatur er dog afhængig af belastningen samt hvilket miljø emnet
skal fungere i.
43
Igen er det en god ide at kontakte leverandøren for at få eksakte data, og det
kan nævnes at tilsætning af glasfibre vil øge den øvre anvendelsestemperatur.
Anvendelsestemperaturen over kort tid findes ud fra heat deflection tempera-

ture (HDT), varmeformsbestandigheden, og der anvendes nedenstående op-
stilling.
Maksimalværdierne (de røde felter) er de opnåelige værdier indenfor materia-
levarianterne der opnås ved modificering med varmestabilisatorer samt til-
sætning af armeringsmaterialer og/eller fyldstoffer.
Prøven opvarmes og belastes i et oliebad. Når der opnås en vis nedbøjning i

emnet aflæses temperaturen og denne temperatur kaldes HDT A eller B ved
belastning på 0,5 eller 1,8 MPa.
Heat deflection temperature HDT A/B ISO 75-1/2
0,5 / 1,8 MPa

210 ºC
Olie
Støbt prøve på 110 x 10 x 4 mm

Måleur
44
I efterfølgende tre illustrationer sammenlignes de amorfe materialer, delkry-

stallinske materialer og elastomerene med henblik på anvendelsestemperatur.
Anvendelsestemperatur amorfe materialer
PVC
PS, SB,
ABS, SAN, PPO
PC
PSU
PEI
PES
PAI
50 75 100 125 150 175 200 225 250 275 300

Vedvarende anvendelsestemperatur
Anvendelsestemperatur Kort tid
Heat deflection temperature (HDT, ISO 75A 1,8Mpa)
Anvendelsestemperatur delkrystallinske materialer
PELD
PEHD
PP
POM
PBT
PA
PET PAA
PPA
PPS
PEEK
LCP
50 75 100 125 150 175 200 225 250 275 300

Relative temperature index (RTI, UL 764B 3,2mm)
Anvendelsestemperatur Kort tid
Heat deflection temperature (HDT, ISO 75A 1,8Mpa)
45
Anvendelsestemperatur termoplastiske elastomerer
TPE-SBS
TPE-
TPE-O
TPE-V
TPE-A
TPE-U
TPE-E
50 75 100 125 150 175

Tensile modulus (ISO 527-1/2)
En testmetode der foregår i en trækprøvebænk der indstilles til at holde en vis

hastighed typisk 50 -, 5 - eller 1 mm/min. ved 23º C. En tilkoblet printer laver
en grafisk fremstilling der viser trækstyrke, brudforlængelse og brudspæn-
ding.
46
Charpy impact strength (+23°C) (ISO 179/1eU)
Angiver værdien for materialets slagstyrke ud fra opstil-

lingen til venstre. Testen udføres både ved 23° C og - 30°
C.
Ved at tilføre blødgøringsmaterialer i form af elastomer-
Støbt prøve blødgørere kan denne værdi øges betragteligt og disse
materialer kaldes impact modified materials (slagstyrke-
modificerede materialer).
Dette anvendes meget ved Polystyrenvarianterne hvor
disse ofte benævnes MIPS (Medium impact Polystyrene).
Charpy notched impact strength (+23 °C)
Angiver værdien for materialets kærvslagstyrke ud fra ovennævnte opstilling,

dog er der her en indbygget kærv i den støbte prøve. Testen udføres også her,
både ved 23° C og - 30° C.
Brandtekniske forhold
Beskriver hvordan materialet opfører sig efter Underwriters laboratories (UL

94) standardiserede testforhold.
Der findes yderligere oplysninger samt databaser på webstedet:
http://www.ul.com/plastics/flame.html
Angiver om materialerne kan brandhæmmes efter følgende forskellige UL
testmetoder ved en godstykkelse på prøven på 1,6 mm.
Klasse UL 94 5VA
Testen udføres med en flammevinkel på

20°, og udføres både på teststangen og
pladen der dog monteres horisontalt.
Der laves 5 flammekontakter a´ 5 sekun-

ders varighed med 5 sekunders pause
imellem.
Under opstillingen ligger der bomuld.
Hvis materialet lever op til testkravene

kan der udstedes et certifikat, et såkaldt
"yellow card".
Dette er en af de bedste brandklassifika-
tioner af plastmaterialer.
47
Vertikal klasse Testkrav

UL 94 5V-A • Prøven må ikke brænde eller eftergløde i mere end 60 sekunder efter de
fem antændelser.
• Prøven må ikke dryppe med brændende dråber der antænder bomulden.
• Prøvepladen må ikke være udvise gennembrænding (hul) i brandområdet.
Vertikal brandtest (UL 94 V-0, V-1 og V-2)
En prøvestav spændes horisontalt op og antændes for neden med en flamme-

vinkel på 45°.
Flammekontakten er i første omgang 10 sekunder og flammen fjernes indtil
prøven går ud.
Herefter antændes prøven igen i 10 sekunder. To sæt af 5 prøver testes.
Hvis materialet lever op til testkravene kan der også her udstedes et certifikat,
et såkaldt yellow card.
Horisontal Testkrav
klasse
UL 94 V-0 • Prøven må ikke brænde i mere end 10 sekunder efter hver flammekontakt.
• Total glødetid må ikke overstige 250 sekunder for hvert sæt af 5 prøver.
• Prøven må ikke brænde op til fastgørelsespunktet øverst.
• Ingen prøver må gløde i mere end 30 sekunder efter fjernelse af flammen.
• Prøven må dryppe med brændende dråber der antænder bomulden.
48
Horisontal brandtest (UL 94 HB)
En prøvestav spændes horisontalt op med en tiltvinkel på 45°, og prøven an-

tændes i enden i 30 sekunder eller indtil flammen når 1 inch. mærket. Der te-
stes 3 prøver for hver godstykkelse.
Horisontal Testkrav
klasse
HB • Prøven må ikke brænde hurtigere end 38,1 mm/minut for tykkelser mellem 3
og 12,7 mm.
• Prøven må ikke brænde hurtigere end 76,2 mm/minut for prøver med tykkel-
ser < 3mm.
• Prøven skal stoppe med at brænde inden 4,00 inch. mærket.
UV-stabilisering
Viser om materialet kan UV stabiliseres så emnets levetid kan mangedobles

ved udendørs applikationer.
Solens UV-stråler indeholder energi nok til at nedbryde kulstofbindingerne i
mange plasttyper hvis disse ikke indfarves eller UV-stabiliseres. En sort ind-
farvning med carbonblack er ofte nok til at emnets UV-stabilitet øges mar-
kant. Hvis emnet skal have en anden farve end sort og anvendes udendørs bør
materialet UV-stabiliseres, desuden bør man være opmærksom på UV-
strålingens intensitet der er større under sydlige himmelstrøg end på den
nordlige halvkugle.
49
Materialevalgsprocedure
Fra at være et substitutionsmateriale for nogle traditionelle materialer har
plast udviklet sig til i dag at være vor tids vidundermateriale.
Den til tider eksplosive teknologiske udvikling skyldes ikke mindst plastma-
terialernes mangfoldige anvendelsesmuligheder med hensyn til formgivning
og tekniske egenskaber.
En forudsætning for at plast fortsat kan leve op til disse forventninger er
imidlertid, at det anvendes rigtigt, og at man er opmærksom på materialernes
naturlige begrænsninger.
Det kan være nyttigt her at erindre om plastmaterialernes almindelige fordele
og mangler.
Fordele:
• Let fabrikation. Plast er velegnet til masseproduktionsmetoder, og selv ret

indviklede emner kan ofte fremstilles simpelt og hurtigt i plast.
• Vægtbesparelse. I almindelighed er massefylden for plast væsentlig mindre

end for de normalt anvendte materialer.
• Bestandighed mod tæring. Langt de fleste plastmaterialer er modstandsdyg-

tige overfor rust, forrådnelse og korrosionsangreb.
• Elektrisk isolation. Anvendelsen af plast kan ofte betyde en forøgelse af sik-

kerheden, idet disse materialer generelt er udmærkede isolatorer.
• Termisk isolation. Plastmaterialerne er gennemgående fortrinlige varmeiso-

lerende materialer.
• Farvemuligheder. Plastmaterialerne frembyder ubegrænsede muligheder for

farvevariation og kan fremstilles i krystalklare og mere eller mindre transpa-
rente til uigennemsigtige pastelfarver.
• Dæmpningskarakteristik. Ved anvendelsen af plastmaterialer opnår man en

væsentlig bedre dæmpning af vibrationer end ved de traditionelle metaller.
Mangler:
• Ustabile dimensioner. Indre spændinger i et plastemne eller variationer i

omgivelsernes temperatur og fugtighed kan give anledning til, at emnet slår
sig, svinder eller udviser koldflydning.
• Termisk ustabile. Plast kan ikke modstå høje temperaturer, og mange typer
kan brænde.
50
• Udsat for ødelæggelse. Mange plasttyper nedbrydes under langvarig påvirk-

ning af luftens ozon eller ultraviolet lys, og nogle få angribes af svampe og
bakterier.
• Lugt og afsmag. Nogle plast afgiver lugt og afsmag, som kan være til gene
eller ubehag. Dette forhold kan medføre en betydelig nedsættelse af plasts
anvendelighed.
• Vanskelig reparation. Hvis et plastemne går i stykker, kan det være vanske-
ligt at reparere, og som oftest kan det ikke betale sig at lade det reparere.
• Prisen. Generelt er plastmaterialerne billige materialer, der findes dog visse

forholdsvis dyre plast, hvilket kan begrænse disses praktiske anvendelse.
De egenskaber, som er bestemmende for plastmaterialernes tekniske anven-

delse, kan inddeles i:
Mekaniske egenskaber, Termiske egenskaber, Elektriske egenskaber, Optiske

egenskaber og Kemisk-fysiske egenskaber.
Der findes en stor mangfoldighed af normer og forskrifter til bestemmelse af

plastmaterialernes egenskaber. For eksempel kan nævnes normer opstillet af
ASTM (American Society for Testing and Materials), DIN (Deutsche Indu-
stri Normen), BS (British Standards), SIS (Svensk Industri Standard) og ISO
(International Standard Organisation). Der er dog bestræbelser i gang for at
samordne de forskellige normer i et sæt internationale ISO-normer.
Når et plastmateriales egenskaber måles, må man være opmærksom på, at de

opnåede værdier ikke alene afhænger af materialet, men også i høj grad af
forsøgsbetingelserne.
Temperatur og luftfugtighed spiller en afgørende rolle, og nøjagtige målinger

må derfor foretages i klimatiserede rum. I Europa anvendte man tidligere 20°
C og 65 % relativ luftfugtighed, men er ifølge DIN 50020 nu gået over til at
anvende samme normal klima som i U.S.A., nemlig 23° C og 50 % relativ
luftfugtighed.
Selve målemetoden har en væsentlig indflydelse på resultatet, således kan

værdier for samme egenskab, men opnået på grundlag af forskellige måleme-
toder, ikke direkte sammenlignes, og som oftest er det heller ikke muligt at
foretage nogen sikker omregning.
For måling af trækstyrker kan det således for eks. nævnes, at trækhastigheden
influerer på måleresultatet, idet højere trækhastighed giver større trækstyrke-
værdi.
Selve fremstillingen af prøveemnet er også en meget væsentlig faktor, idet et
i øvrigt godt materiale meget vel kan forarbejdes på en sådan måde, at man
ikke opnår de bedste materialeegenskaber.
51
Således kan forarbejdningen f.eks. være bestemmende for, om strukturen bli-

ver amorf eller krystallitisk. Materialeleverandørernes oplysninger baserer
sig i overvejende grad på ovennævnte normer.
Det er klart, at materialebrochurerne, der skal bane vej for plastmaterialernes

anvendelse, på et antal felter ganske naturligt lægger hovedvægten på materi-
alernes fortrin, og standardprøverne udføres som regel under de betingelser,
der giver maksimale værdier. Der er intet forkert heri, idet der fortælles, hvad
materialerne kan holde til under bestemte betingelser.
Det er blot en forudsætning for oplysningernes rigtige anvendelse, at teknike-

ren forstår at vurdere tabelværdierne. Disse er som regel angivet som enkelt-
punktsværdier - altså værdier fremkommet ved et bestemt sæt afprøvningsbe-
tingelser.
Disse betingelser kontrolleres nøje under forsøget, men angives sjældent

fuldstændigt. Selv en angivelse af ASTM-, BS-, SIS-, DIN- eller ISO-
nummer er ikke entydig uden angivelse af tid, temperatur og fugtighedsfor-
hold under forsøget.
Det er i øvrigt sjældent, at et emne kun kommer ud for de betingelser, hvor-

under de almindelige tabelværdier er optaget. Derfor bør tabelværdierne kun
anvendes til at antyde et materiale-valg eller til at sammenligne materialer.
For at kunne vurdere rigtigt er det nødvendigt at have et vist kendskab til
prøvernes udførelse og til prøvebetingelsernes indflydelse på de forskellige
prøvemetoders resultater. I det følgende vil en del af de i materialebrochurer-
ne anførte standardiserede prøvemetoder blive gennemgået.
Når man får til opgave, at fremstille et produkt, et nyt eller kendt, kan det of-
te være en god ide at undersøge, om der findes alternative materialer til pro-
duktet.
Nogle af gevinsterne kan f.eks. være, at det er stærkere, mere holdbart, hurti-
gere, billigere, lettere, tungere, flottere, mindre proceskrævende eller blot
nemmere at fremstille. Desuden kan der være miljømæssige gevinster at hen-
te.
Når man starter en materialevalgsprocedure, vil det være mest hensigtsmæs-

sigt at gå systematisk frem.
Nedenstående procedure kan i mange tilfælde, være et nyttigt arbejdsredskab

til denne opgave.
52
1. OPSTILLE FUNKTIONSANALYSE.
Produktets anvendelse og hvilke krav dette medfører.

Påvirkes produktet f.eks. af slag, stivhed, styrke, forenelig med naboproduk-
ter, svejsbarhed, luftfugtighed, maling og tryk, ISO-krav, CE-mærkning osv.
osv.
2. OPSTILLE MILJØANALYSE.
Hvilke påvirkninger udsættes produktet for, angående f.eks. temperaturinter-

val, El og statisk elektricitet, vand, olie, rengøringsmidler, snavs, salt, sollys,
brandrisici osv.
3. DELE KRAV I PRIMÆRE OG SEKUNDÆRE KRAV.
Understrege de primære krav, som ikke kan fraviges.
4. FINDE RELEVANTE MATERIALEEGENSKABER og PRIMÆRE

MINIMUMSKRAV.
Udvælge en række materialer, som i første omgang kunne tænkes anvendt til
produktet.
Dernæst undersøge hvor godt de enkelte materialer opfylder de noterede
krav, også til belastninger. F.eks. værdi og/eller god, middel, dårlig.
5. GROVSORTERE MATERIALER SÅLEDES, AT KUN MATERIA-

LER SOM OPFYLDER DE PRIMÆRE KRAV, ER TILBAGE.
Fravælg de materialer som ikke opfylder de primære krav.
6. VÆGTE DE SEKUNDÆRE KRAV
Udfør en prioritering af de sekundære krav.
7. UDVÆLGE MATERIALER SÅLEDES, AT DE VIGTIGSTE SE-

KUNDÆRE KRAV ER OPFYLDT.
Undersøge hvilket/hvilke materiale der opfylder de højest prioriterede sekun-

dære krav.
8. ET TEKNISK VALG ER NU FORETAGET
Nu står man måske tilbage med et eller materialer, som er næsten lige veleg-
nede.
9. FINDE ANSKAFFELSESPRISER
Her kommer materialeprisen i betragtning.
53
10. FINDE FORMODEDE LEVETIDER
Vurdere levetiden for de tilbageværende materialer, samt materialernes livs-

cyklus. Dette har betydning for hvornår produktet skal udskiftes, samt på-
virkning af miljøet ved bortskaffelse.
11. FINDE FORARBEJDNINGSOMKOSTNINGER
Vurdere forarbejdningsomkostninger, samt evt. nødvendige investeringer for

at gennemføre produktionen.
12. FINDE VEDLIGEHOLDELSESOMKOSTNINGER
Vurdere hvilke vedligeholdelsesomkostninger, der vil være knyttet til pro-

duktionen af det nye produkt.
13. FORETAG ET ØKONOMISK VALG
Man skulle nu være i stand til at vurdere, hvilket materiale der er bedst egnet
til fabrikation af produktet.
Materialevalget er foretaget.
54
Praktiske øvelser
Molekylemodeller
Fremstil følgende molekyler vha. molekylemodellerne og skriv den kemiske
formel.
Udregn molvægt for stoffet og find ud af om stoffets tilstand er som en gas,
et fast stof eller en væske.
Stof Kemisk formel Molvægt g/mol Tilstand

Butan C4H10 58,12 Gas
Ethylen
Hexan
Ethanol
Svovlsyre
Acetone
Fremstilling af nylon 6.10
Man kan fremstille nylon ved en polykondensation. Som nævnt i KEMI 2

side 152 er en kondensation en sammenbinding af to organiske molekyler
under fraspaltning af et mindre molekyle (som regel et vandmolekyle).
Vi skal fremstille en nylon ved at lave en polykondensation mellem Decandi-

syredichlorid (sebacoylchlorid) og 1,6-diaminohexan. Reaktionen kan be-
skrives ved følgende reaktionsskema:
Cl
H2N CH2 CH2 CH2 C CH2 CH2 CH2 CH2 O H2N CH2 CH2 CH2
CH2 CH2 CH2 NH2 + O CH2 CH2 CH2 CH2 C
+ CH2 CH2 CH2 NH2
Cl
H O H
N CH2 CH2 CH2 C CH2 CH2 CH2 CH2 N CH2 CH2 CH2 H
H CH2 CH2 CH2 N CH2 CH2 CH2 CH2 C CH2 CH2 CH2 N + 2 HCl
H O H
Ved at opløse de to monomere i hvert sit (ikke blandbare) opløsningsmiddel

kan polykondensationen kun foregå i grænselaget mellem de to opløsnings-
midler. Den fremstillede nylon kan derfor trækkes som en tråd.
Den fremstillede nylon kaldes PA 6.10 på grund af antallet af carbonatomer

mellem de to amidgrupper.
55
Apparatur Kemikalier
100 ml Bægerglas Decandisyredichlorid
Måleglas 1,6-diaminohexanopløsning
Pincet 1,1,1-trichlorethan
Spatel
Fremstilling
Først opløses i bægerglasset 1ml sebacoylchlorid i 50ml 1,1,1-trichlorethan.
Derefter hældes forsigtigt (bægerglasset holdes skråt) 25ml diaminohexa-
nopløsning ovenpå den første opløsning.
Der dannes en hinde mellem de to faser, hvorfra den polymere kan trækkes
med en pincet. Hvis man har en trisse kan man trække en flere meter lang ny-
lontråd fra hinden…
Bemærk !!!
Decandisyredichlorid er ætsende.
1,6-diaminohexan irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden.
1,1,1-trichlorethan er giftig.
Derfor udføres fremstillingen i stinkskab.
Gummipolymerisation
Materialer:
2 x 250 ml. glas
1 x 500 ml. glas
1 x spatel
100 ml. latex
100 ml. eddikesyre 10 %
Sikkerhedsudstyr:
Briller
Handsker, sorte (syrefaste)
Afmål 100 ml af hhv. eddikesyre og latex i hvert sit 250 ml. glas
Væskerne hældes sammen i et 500 ml. glas under kraftig omrøring.
Den kraftige omrøring medfører en koagulering af blandingen.
Med hænderne kan man nu forme en bold, vel at mærke hvis dine værnemid-
ler er i orden!!!
Man bør undgå kontakt med latex på tøjet.
56
Barcholmåling polyester
Polyester gelcoat.
1. 100 g. 20° varm polyester gelcoat 2 % hærder M 50
Når prøverne er blandet godt, hældes lidt op I et plast låg (10-20 g.).
A. Noter tiden for hærdetilsætning: ____________
B. Noter tiden for gelering: ____________
C. Geltiden i min. ____________
Hårhed måles med en barcholmåler:
• Efter 24 timer: ____________

• Efter 48 timer ____________
• Efter 72 timer ____________
Måling af temperatur med infrarødt termometer:
Start temp.: ____________

Temp. ved gelering: ____________
Temp. 5 min. senere ____________
57
PUR skumøvelse
Vandtilsætning til PUR blanding
Polyolblanding
Polyol : Arcol 3544 500 gr.
Katalysator : Dime 6 7,5 gr. Afvejes i plastbæger,
Stabilisator : Silicone L-6900 10 gr. og mikses godt.
Vand afvejes og mikses i polyolblandingen før ISO iblandes.
Blanding nr. Polyolblanding Vand Isocyanat 5025 Cellestruktur

1 50 g. 0 g. 62 g.
2 50 g. 1 g. 69 g.
3 50 g. 5 g. 102 g.
4 50 g. 10 g. 120 g.
58
PBT fugtpåvirkning
PBT er et krystallinsk materiale der er meget hygroskopisk følsomt over for

indhold af fugt (vand) set i forhold til de mekaniske egenskaber. Det er ikke
umiddelbart tydeligt at se dette relativt lave fugtindhold rent optisk.
Ved at sammenligne de to emner, det ene produceret med for højt fugtind-
hold og det andet produceret under optimale forhold, vil en simpel trækprø-
vetest eller slagprøvetest, afsløre de forringede mekaniske egenskaber.
Beskriv hvilke konsekvenser det ville have i en produktion.
PC og termisk nedbrydning
I en sprøjtestøbemaskine er der monteret et sprøjtestøbeværktøj til fremstil-

ling af trækprøvestænger.
Processen er indstillet til at køre trækprøvestænger optimalt i PC.
PC er et termisk følsomt materiale og vi vil nu bevidst påføre urimelige høje

termiske belastninger under processen.
Dette gøres ved at øge snekkeomdrejningerne til maksimum, modtrykket til

200 bar spec. og evt. varmeindstillingen med 10-20 grader celsius.
Beskriv hvad der sker med emnerne.
59
Trækprøvestænger
Trækprøvestængerne findes i to udgaver en tyk og en tynd. De kan spændes i

trækprøvebænken og dermed kan vi aflæse trækstyrken og forlængelsen.
Disse to værdier kan fortælle os en del omkring det testede materiale.
Emnevolumen for det tynde emne (2 mm) er 4,2 cm3 og for det tykke emne
(3 mm) 6,1 cm3.
Ved at bruge jeres viden omkring termoplastiske materialer vil i nu være i

stand til at systematisk at indkredse jer omkring hvilken materialetype der
kunne være tale om.
Det kan være meget svært at ramme 100 % da variationerne er store men vi
kan komme meget tæt på.
nr.1 nr.2 nr. 3 nr. 4 nr. 5

Densitet gr/cm3
Glasklar Ja/nej
Fyldstoffer %
Armeringsstoffer %
Brandforhold
Fugtoptagende %
Amorf/krystallinsk A/K
Stivhed
Slagstyrke
Trækstyrke
Evt.
Materiale
Dukadan-test
60

3043 Materialevalg Ved Plastproduktion Dec 2010

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

3043 Materialevalg Ved Plastproduktion Dec 2010

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Materialevalg ved plastproduktion

Plast er en polymer. Ordet polymer er græsk og betyder ”mange dele”. Dele-

De 9 vigtigste grundstoffer til plastfremstilling er: Kulstof (C), Hydrogen

Kulstof og brint kaldes organiske materialer, da de indgår i alle levende or-

Kulbrinterne bruges til at danne monomere ud fra. Monomere er gasformige

Hvis man sammenligner et plastmolekyle med en perlekæde, er monomeren

Ens for de fleste monomere er at de indeholder en eller flere dobbeltbindin-

Plastmaterialerne underopdeles i termoplast og hærdeplast. Disse betegnelser

Det periodiske system

Klik på nedenstående link for interaktivt periodisk system!

Altså en systematisk opstilling af grundstofferne efter stigende atomnummer,

Et atoms smelte- og kogepunkt er de temperaturer, hvor stoffet omdanner sig

Eksempelvis har vand et smeltepunkt på 0 °C, hvor is smelter til vand, og på

Nedenstående links viser eksempler på det periodiske system og endda vide-

Et atom består af en kerne med protoner som er

Elektronerne bevæger sig udenom kernen i såkaldte

Skallerne benævnes med et stort bogstav fra K til Q.

Den første skal K har plads til 2 elektroner

2x(n opløftet til anden potens) hvor n er skallens nummer.

F.eks. skal nummer 2(L) : 2 x 22 = 8 elektroner

Massen af atomet opdeles således:

Nederst foran et grundstof skrives protontallet Z (atomnummeret) og øverst

Massen for de forskellige grundstoffer aflæses i det periodiske system.

For carbonatomet (kulstofatomet) ser regnestykket således ud:

6 Protoner 6x1,0073 = 6,0438u

Massen for Carbonatomet = 12,0993u

Hvis antallet af protoner og neutroner er forskellige kaldes disse isotoper, og

Hvorfor massen i bøgerne som oftest er et decimaltal skyldes, at alle atomer

Eksempelvis fremkommer Chlor (klor) i to store isotoper på henholdsvis ca.

((35 * 75) + (37 * 25 )) / 100 = 35,5 U

Nu er det således at massebetegnelsen for atomer og molekyler benævnes

For at kunne udregne vægten for stoffer og molekylære stofsammensætninger

Avogadros tal: NA = 6,022045x1023 mol-1

Enheden udtales ” pr. mol ”

1 mol carbonatomer (602204500000000000000000 atomer) vejer 12,0993

Ser vi på Brint (H) så vejer 1 mol Brint 1,01g/mol.

Så stofmængden, antallet af atomer er den samme men vægten er forskellig.

Nu har vi et redskab så vi kan beregne vægten af forskellige moleky-

Den kemiske formel er H20 dvs. molekylet indeholder

Vægten er derfor 2x1,00794 + 1x15,9994 = 18,01528g/mol.

Vi anvender tilnærmelser i resten af kompendiet dvs. 18g/mol.

Dvs. at et mol styren vejer 8x12 + 8x1 = 104 g/mol.

(8x12 + 8x1)x45000 = 4.680.000g/mol.

Eller regnet om til kg. 4.680.000g/mol./1000 = 4680 kg/mol.

En kemisk definition af polymere materialer, er når stoffets molvægt er over

Som udgangspunkt vil alle atomer tilstræbe at efterligne atomerne i 8 hoved-

Sammensættes atomerne nu i kemiske forbindelser opstår der molekylekæder

Alifatiske kulbrinter er så at sige lange

Når en ester dannes, dannes den ved en kondensation af en carboxylsyre og

Carboxylsyre + alkohol → ester + vand

Dannelse af en ester sker via en kondensationsreaktion.

Estere tilhører den gruppe i organiske kemi som kaldes syrederivater, da de

En ester navngives efter de to forbindelser (alkohol + carboxylsyre) den er

1. Carboxylsyredelen nævnes først efterfulgt af navnet på den alkylgruppe som

2. Alkylgruppen fra alkohol'en nævnes først efterfulgt af navnet på carboxylsy-

Mættede og umættede forbindelser

Mættede kulbrinteforbindelser indeholder ikke dobbeltbindinger og kaldes

Alkyner er en gruppe af kulbrinter, der indeholder mindst én trippelbinding

Ser vi nu på antallet af kulstofatomer i molekylekæden og dermed også på

Stof formel tilstand Molmasse Smelte- /Kogepunkt C°

Molekylestørrelsen sammenholdt med de sekundære bindingstyperne afgør

Monomere stoffer er de udgangs monomere der bruges til polymerisationen

Hvis substituenten R er et hydrogenatom (H) vil monomeren hedde ethylen.