Ude af takt.

En spansk
arkitekt ved Realdanias hof.
Af Nathan Romero Muelas.
Copyright © 2021 Nathan Romero Muelas

All rights reserved.

ISBN:
Til Vera
 INDHOLD

Forord i

Ensomme fornøjelser 1

Arkitektur i undtagelsestilstand 7

Utzon svigtes igen 11

De rodløse 17

Dette er ikke utopi 21

Misundelse og stoleleg 26

Den moderne Sisyfos 30

Tilbage i hulens og staldens varme 33

Arkitektur ’al dente’ 63

Hvordan man torpederer en synkende skude 37

Frihed og muskler 43

Hjerte og knogler 46

Den omvendte Midas 49

Talentpolitikken 52

Retroprogressiv arkitektur: et personligt manifest 57

Vaskehuset 63
 ENSOMME FORNØJELSER

Vi lægger i disse dage vægt på den kollaborative eller kollektive dimension i

vores fag. Det er sket før, blandt andet i tresserne og halvfjerdserne. Og
tidligere. Det er signifikant at læse for eksempel manifest-stykket, ‘den
marxistiske arkitektur’, skrevet i 1931 af Hannes Meyer (nummer to i rækken
af Bauhaus´s direktører): ‘For den leninistiske arkitekt bør byggeri være
upersonligt, bestemt af massernes behov‘. Den pendulære karakter af disse skift
gør dem ikke mindre interessante.

Vi har set halvfemsernes idiosynkratiske stjerner blive omdannet til brands og

gradvist miste deres punch. Nutidens knaphedsparadigme og miljøbevidsthed
(med dens kortege af moralske konnotationer) favoriserer ideen om, at frelse
vil være kollektiv eller slet ikke. Inddragelse, co-design og open source-
platforme bliver romantiseret næsten overalt. Som for nylig med ‘wikihouse’,
markedsført af englænderen Alistair Pervin. Fordi den er elitær, siger han, er
arkitekturen, som vi har kendt den, passé: fra nu af er vi alle arkitekter.

Interessant nok, og måske ikke helt så uskyldigt, går denne kollektivistiske

tendens hånd i hånd med et opgør med kunstnerarkitekten. I de automatiserede
præsentationer af mange af nutidens tegnestuer finder vi en eksplicit afvisning
af den autistisk-kunstneriske mesterarkitekt med hans sædvanlige tilhørende
klichéer (det misforståede geni, muserne, elfenbenstårnet, osv.).

Endelig er vi kommet langt væk fra det slidte billede af arkitekten som
orkesterdirigent (der forresten, for mig, altid var reduktivt - jeg mener, hvorfor
ikke komponist?), og er nået frem til ‘jordemoderen’, arkitekten som ren
fødselshjælper, der overlader skabningens faderskab til andre. Eller til alle. Eller
til ingen.

1
Alle, sammen, nu!

Inspiration, intuition og selvudfoldelse betragtes som mistillid og foragt.

Forståeligt nok, kunne vi sige. Hvad der er interessant er, at i dette scenarie, og
måske som kontrast, tager fagets kvantitative aspekter overhånd. Og hersker
suverænt. For hvis vi alle gør det sammen, er måling og benchmarks det nye
latin. Der er ikke plads til subjektivismens tykke suppe.

Tag ikke fejl: mere end nogensinde handler det om at ‘levere varen’. Risiko er
dømt ude. Ironien er, at mens vi har haft travlt med at være ‘kunstnere’, er
fagets kvantitative (og lukrative) områder faldet i armene på ingeniøren og de
multinationale arkitektvirksomheder. Og nu hvor tidevandet er skiftet, er vi, ja
- blevet nervøse.

Arkitekten som demiurg falmer, ikke kun set med offentlighedens øjne, men i
selve fagorganisationen. Tværfaglige teams, platforme og kollektiver er en
stigende tendens. (I denne sammenhæng vil jeg ikke her insistere på den
opportunistiske og perverse opfindelse af prækvalifikationer ... en anden gang
måske).

Der kan selvfølgelige godt være noget positivt ved alt det her, og i alle tilfælde
er der ikke plads til nostalgi. Der er bare det, at samtidig med den uro og det
hysteri, der opstår for at tilpasse sig dette skiftende scenarie, ryster arkitekten
krampagtigt. Og den første hud, han er villig til at kaste af sig, er forfatterskabet,
hvis jeg ikke tager fejl.

Hvis det var rigtigt, og dette generøse afkald på forfatterskab virkelig foregik,
ville vi ‘kaste sten over vores eget tag’, som vi siger i Spanien. Men nogle gange
spekulerer jeg på, om denne kollektivistiske insisteren kun er en leflen over for
omverdenen. Når alt kommer til alt, har vi arkitekter, når vi tildeler vores
kolleger den højeste udmærkelse, en tendens til at vælge de meget personlige,
‘kunstneriske’ arkitekter. Ved navn. Men det er måske bare et spørgsmål om
tid. Måske vil Pritzker-prisen og dens lige snart blive tildelt virksomheden med
den største omsætning, som også vil være den mest kollektive og ‘upersonlige’.
Der er tegn på det. Skulle denne betydelige tendens blive en realitet, kunne
Danmark kræve en pionerrolle.

Mestre og hekse

Jeg vil gerne komme med nogle få, temmelig indlysende bemærkninger. Fordi
jeg faktisk bliver lidt træt af alt det anti-primadonna-vrøvl. Mere som personlige
påmindelser, for jeg har virkelig ingen intentioner om at prædike her:

2
For det første. Lad os endnu engang gentage, at arkitektur er en praktisk kunst,
et kontinuum fra idé til konstruktion. Og at nogen, de bedste - udover at yde
service og forsøge at skabe en forretning - også forsøger at give mening.
Kulturel mening, kunstnerisk mening: at bevæge, eller inspirere, i de få
tilfældige øjeblikke.

Jeg ville have troet, at vi nu kunne klare os uden de sædvanlige reduktive

dikotomier: transcendentalisme / idealisme versus pragmatisme, subjektivisme
versus objektivisme, ånd mod stof, osv. Materie og ånd, krop og sjæl: det er dét
vi beskæftiger os med. Og det er derfor, jeg stadig tror på arkitekten fra den
polytekniske tradition, en humanist, der også er en ingeniør.

For det andet. Arkitektur er også et indadvendt job. Naturligvis er det af natur
kollaborativt (‘at arbejde med andre’), der er ingen vej uden om det. Dens
resultater er et produkt af teamwork. Men det kræver også en meget ensom
eller individuel fordybelse. Med individuel mener jeg også få menneskers
harmoni, sjældent - næsten magisk - afstemt. Mesterværkerne, vi rejser verden
rundt for at besøge, er generelt resultatet af en eller få mestres livslange
sjælesøgning. For at blive universelle var disse bygninger engang dybt
personlige.

’Mesterarkitekten’ har tydeligvis mistet glamour. ‘Mestrenes æra er forbi i

arkitekturen’, har jeg læst. Men problemet med mestre er det samme problem,
man har med hekse (meigas) i Galicien i Spanien: vi tror ikke på dem ... men
mand, de eksisterer!

For det tredje. Den stigende hæslighed på globalt plan i vores byggede miljø
kan ikke tilskrives de få stjernearkitekter eller mestrenes ‘uddøende’ race, men
deres uendeligt flere talrige, mindre talentfulde, mere pragmatisk udstyrede,
fuldt certificerede og ja, barmhjertigt anonyme kolleger.

Det er godt ikke at tale for meget om disse ting. De er intime, lidt pinlige. Men
jeg ville ønske, at vi i det mindste mellem os arkitekter ikke ville forsøge at narre
hinanden, ved konstant at appellere til en fiktiv (fordi uopnåelig) objektivitet.
Kollektivets anonymitet er i orden, så længe vi ikke forsømmer dette andet
moment - risikabelt, afgørende, endda selvbiografisk, ‘kunstnerisk’ - uden
hvilket arkitekten er mere end bare en smule malplaceret. Lad os ikke kalde det
inspiration eller intuition, men lad os heller ikke lade som om, at arkitektur kun
handler om at løse flere og flere komplekse parametre, hver især pæne som en
matematisk ligning.

Måske store virksomheder og megateams kan ‘levere varen’, men betyder det
noget, at ‘produktet’ ofte har den samme, kedelige, sterile kvalitet? For hvad er
produktet i arkitektur? Leverer vi det, når det er uden emotion? At løse de

3
mange komplekse parametre er målet for mange, og udgangspunktet for de
‘lykkelige få’, mestre ... eller bare arkitekter.

Lad os ikke gøre det mere mystisk, end det er, men heller ikke mindre vigtigt,
lad os i det mindste give bygninger den samme transcendens, som en god sang,
digt, maleri eller bog har. Det vil sige: styrken til at overvinde glemslen og
omstændighedernes ballast (i vores tilfælde økonomien, programmet, den
grønne energi), og blive til noget mindeværdigt.

Udover den parametriske tåge

Indtil projektet er bygget, er hvert øjeblik i arkitekturen sandhedens øjeblik.

Men jeg vil argumentere for, at vi aktivt forsømmer et meget særligt øjeblik,
realiseringens øjeblik, det ‘risikable spring’, som Aldo Van Eyck kaldte det.
Disse øjeblikke sker, med min ydmyge erfaring, sjældent på et møde. I disse
øjeblikke kan historien, teamwork, data, det gyldne snit, naturen, la Charte
d'Athènes, bæredygtighedsbenchmarks eller statistikker, ikke bringe os videre.
Der og da, er vi mere eller mindre alene. Forældreløse måske, men ikke helt
hjælpeløse.

Disse øjeblikke repræsenterer den del af vores fag, som ikke er særlig
kvantificerbar eller målbar, og ej heller særlig markedsføringsbar i dag. Det
mindst ‘almindelige’: det helt særlige, dét som arkitekter kan gøre, for at gøre
en stor forskel. Jeg forstår godt, hvorfor dette aspekt i dag har mundkurv på.
Fordi det er harmdirrende og kompromisløst, selvfejrende, onanistisk faktisk,
og glædeligvis uafhængig af markedskræfterne og arkitekturpolitikken.

I dag praler vi naturligvis af vores alliancer, vores mere eller mindre offentlige
erobringer, vores rastløse netværkeri. Og vi skammer os over disse solipsistiske,
egoistiske øjeblikke, hvor vi kun er os selv.

Jeg synes - som vi nærmer os den danske apoteose af ‘fællesskab’,

‘julefrokosten’ - at det er på høje tid med en ensom skål for disse introspektive
øjeblikke.

Tegnestuen er endelig tom. Næsten. Som en slags belønning gemt til sidst på
dagen, er der et par ting, vi gerne vil afprøve. Måske de bare gør tricket. Forestil
dig det: den ekstra koncentration, som manglen på lys udenfor nogle gange
bringer, den ‘anden bølge’, der kan komme efter trætheden. Musik eller en
sidste kaffe. Foran os har vi en rum tid, hvis grænse forhåbentlig ikke er al for
præcis. Blyant og papir, helt sikkert. En privat anretning, men det føles som at
møde en gammel ven igen.

4
Til ensomme fornøjelser: skål!

5
San Cataldo autumn 2019.

1
2
 ARKITEKTUR I UNDTAGELSESTILSTAND

Under en projektgennemgang på arkitektskolen den anden dag gik det op for

mig, at de studerendes beslutninger, i stigende grad baseres på en pekuliær
kombination af kvantitative og moralske argumenter. F.eks. bliver valget af
projektets materialer primært bestemt ud fra dets CO2 aftryk. Beton får en hård
medfart, mens træ er næsten obligatorisk. Disse målbare parametre suppleres
af vidtrækkende sociopolitiske ønsker, som mangfoldighed og fællesskab. Med
nedskæringer og faldende undervisningstimer indså jeg, at vi taler langt mindre
om det vi plejede at tale om, nemlig konstruktion, arkitekturhistorie, æstetik,
byens udvikling, mestrenes arbejder, osv.

Jeg fik et lille epistemologisk angstanfald. Efter de formalistiske år var det ellers
en befrielse at kvalitetskriterierne igen var blevet flerfacetterede, og omfattede
både det kulturelle, det sociale og det tekniske. Men det lader til vi er dømt til
ekstremer.

Og dog, måske dette kun sker på mit institut, som har en mere bæredygtig
tilgang? Nej. Faktisk har hele KADK lavet en treårig strategi for at forfølge de
såkaldte 17 FN-mål om en bæredygtig fremtid. Frem mod 2020 vil vores
afgangsstuderende adressere alle eller nogle af disse mål i deres
afgangsprojekter.

Det er alle værdige mål, lige fra stop sult i verden, til ligestilling mellem
kønnene, til afskaffelse af fattigdom. Faktisk, kom jeg til at tænke på, at FN
deler dem med den katolske kirke. Det beroligede mig nu heller ikke.

Selvom det ikke er decideret obligatorisk, vil prisuddelingerne til de studerende

og udstillingerne på KADK være reserveret til projekter det beskæftiger sig
med FN-målene. Nogen vil nok påstå at dette ikke ligefrem opmuntrer til
uafhængig kritisk tænkning. Men lad os ikke overreagerer, det er trods alt en

3
god sag.

Retrospektiv godhed

For nylig var jeg - apropos FN - vidne til den hurtige og tavse død af et af Svenn
Eske Kristensens store værker. WHO Hovedkvarteret på Scherfigsvej 8 i
København1 er blevet erstattet af en omfattende boligudvikling af Freja
Ejendomme. I lokalplanen2 får jeg forklaret en hel del om det nye byggeprojekts
bæredygtige løfter, men ikke meget om Kristensens bygning, og ikke en eneste
omtale af arkitektens navn. Og det selvom bygningen tilbage i 1972 fortjente at
blive udgivet på frimærke af Det Danske Postvæsen. I lokalplanen er den eneste
analyse af projektet denne sætning: ’Bebyggelsen er et modernistisk
modulbyggeri typisk for opførelsesårenes arkitektoniske strømninger’. Jeg er
enig: det var en bygning fra en tid, hvor godhed ikke kunne måles.

Desuden har jeg besøgt og skrevet om mange af efterkrigstidens almene

boligbyggerier, der for tiden irreversibelt ødelægges (‘fremtidssikres’) med
følgende uimodståelige begrundelse: energieffektiviteten bliver forbedret (et
kvantitativt, men også etisk imperativt argument) og densiteten forøget i
fællesskabet og mangfoldighedens navn (et sociopolitisk argument). Godhed,
bevæbnet med denne dobbeltsidige begrundelse, udøver således en særlig
grusom magt over fortiden. Og hvad med Erik Christian Sørensens
Vikingeskibsmuseum, hvis fremtid afhænger af Rambølls klimahypoteser og en
membrans vandtæthed?

Bare den fanger mus

Min forklaring på dette skift i arkitektoniske kriterier er, at faget har indtaget en
defensiv position. Vi er under angreb og det er præcis undtagelsestilstanden der
legitimerer den kvantitative drejning. Vi tvinges til at vælge mellem det gode og
det onde. Kammerat Deng Xiaopings sætning: ‘Det er ligegyldigt, om en kat er
sort eller hvid, bare den fanger mus’, gør ikke så ondt, når arkitekturen skal
redde planeten og genoprette social retfærdighed. Fra dette perspektiv
begynder tingene at give mening. Når man er i krig, sætter man ikke
spørgsmålstegn ved ordre, og kultur bliver til propaganda.

Og hvad er min pointe så? Hvorfor denne stupide manikeisme? Hvorfor kan
vi ikke både være gode (dvs. ‘moralsk drevet’) og lave god arkitektur (dvs. ‘i god
kvalitet’) på samme tid? Jo, det kan vi godt, og det gør vi også stadig. Men ikke
meget længere, hvis moralsk/målbar godhed bliver eneste kriterium.

1 ARKITEKTUR DK 1975, vol. 5.

2 Lokalplan Københavns Kommune nr. 539.

4
Min pointe er, at når vi er fuldt cirkulær og afcarboniseret, og FN og Pave
Frans´ mål behørigt opnået, skal vi stadig forsøge at skabe arkitektur. Og dét
er den svære del, fordi det ikke er målbart. Intet grønt certifikat,
livscyklusanalyse eller socialpolitisk agenda, vil alene kunne redde en bygning
fra irrelevans. Fordi, folkens: det handler også om skønhed, selvom ordet
skurrer i de nye moral-pragmatikeres ører.

Og jeg tror ikke, at arkitekturens kerne (som jeg nægter at kalde kunstnerisk
eller kulturel) er et luksus gode, der kan vente til krigen er forbi.

5
6
 UTZON SVIGTES IGEN

På en regnfuld oktobermorgen stod jeg med en våd og søvnig skare og ventede

på bussen, der skulle tage os til arbejde. Da den endelig kom, var den komplet
dækket med reklamer, indhyllet i det pixelerede klæbefolie, der fordrejer
passagerernes udsyn. Jeg nægtede at hoppe på. Det er en privat invasion af det
offentlige og gør mig klaustrofobisk. Stolt og gennemblødt så jeg bussen køre
forbi; som en enorm mælkekarton på hjul.

Og så læste jeg det: ‘Designed by Danes. DAC, Blox.’

Plastret til med Utzons Sydney-opera på en blå himmelbaggrund annoncerede

bussen for en udstilling om Arup, det prestigefyldte britiske ingeniørfirma.
Meget vand er løbet under broen siden opførelsen af operaen, men fordi jeg
har studeret Arups rolle i Utzons endelige skæbne i Sydney (en tvivlsom rolle
for at sige det mildt), var noget her foruroligende off-key.

Men et par uger senere, opmuntret af en meget positiv omtale i Politiken, gik
jeg alligevel – for første gang – ind i Blox, Realdanias nye glasziggurat. Artiklen
fortalte mig også, at hovedudstillingen om Arup var blevet suppleret med en
om Utzon.

Utzon som drømmer

Det gode ved udstillingen er blandt andet de mange charmerende billeder af

den vidunderlige Utzon-familie, nogle få flotte tegninger, notesbøger og
modeller.

De nye 3D-printede ‘tyggegummi’-modeller af ikke opførte projekter er dog en

7
skændsel, når man tænker på den betydning, Utzon gav sanseligheden og
materialiteten i sine modeller. Og projektionerne på de bølgende gardiner er
komplet uforståelige.

Jeg er en Utzon-fetichist, men ifølge denne udstilling var Utzon for det meste
en familiemand, konstant på ferie, altid solbrændt. En drømmer.

Efter min opfattelse er den store arkitekts vitale og kreative drama helt
fraværende, opløst i en horisont af hygge.

Skræmt af Arup-teksterne

Så gik jeg op til hovedretten; til den meget større udstilling dedikeret til Arup.
Og eftersom udstillingen indeholder nogle fantastiske projekter fra arkitekter,
jeg beundrer, burde jeg have nydt den.

Men tværtimod. Fysisk, rumligt er det et større rod end Utzons nedenunder.

DAC har fået en stor ny bygning, men at dømme ud fra disse to udstillinger,
skal man stadig lære at bruge den. Men nå, mens jeg navigerede rundt i
mishmashet, begik jeg fejlen at læse teksterne, der ledsager tegninger, modeller
og film.

Jeg blev skræmt. Måske for at retfærdiggøre titlen Designed by Danes har man
måtte overdrive Ove Arup og hans firmas danskhed, og derefter har man pustet
deres forfatterskab op i hvert projekt.

Sjovt nok er påklædningen af ingeniøren opnået ved at afklæde arkitekten.

Men læs venligst selv teksterne. Ingeniørerne har, udover at være teknisk
dygtige, alle en renæssanceagtig nysgerrighed og sensibilitet. De ville alle være
store kunstnere, hvis de ikke havde vigtigere ting at tage sig til, nemlig at gøre
arkitektens drømme til virkelighed. Og det hele er demonstreret med
kvadratmetervise charmerende (eller pinlige, afhængig af anmelderen)
telefonkruseduller af Ove, Arups godfather.

Igen og igen, tekst efter tekst, fremstår arkitekterne som naive drømmere,
konstruktivt inkompetente, uerfarne eller alle tre ting på samme tid. Lubetkin,
Piano, Utzon, Rogers med flere.

Selv Gaudi, ser det ud det til, måtte vente på Arup for at gøre sit værk færdigt;
det vil sige den pastiche, der i dag begås mod La Sagrada Familia.

8
Den gamle ingeniør-arkitekt-tvist trætter mig faktisk, men her går ubalancen
simpelthen for langt.

Arup svigtede Utzon

Men lad os flyve tilbage til Sydney. Det, vi i dag ved om Arup i forhold til
operaen, er ret meget. For det første udtrykte Arup, gennem sin site-ingeniør,
Mick Lewis, tvivl om Utzons fantastiske krydsfinér-løsning til interiøret.
Dernæst, da ministeren Hughes spurgte Arup, om de kunne og ville fortsætte
uden arkitekten, sagde de ja. Altså, de satte spørgsmålstegn ved Utzons
kapacitet og løb med projektet.

For mig er det en gammel kendsgerning, at de gik bag Utzons ryg. En af

grundene hertil var ifølge Prip-Buus, Weston og mange andre åbenlys: Efter
mange års ingeniørdødvande og masser af penge brugt i forsøget på at beregne
skallerne kom Utzon med den elegante kugleløsning, hvor skallerne skæres ud
af en simpel kugle, hvis geometri tillader nem præfabrikation. Pokkers! Det
skulle have været Arup.

Fra da af var forholdet forgiftet af jalousi og mistillid. Det blev så slemt, at

Utzon beordrede at bygge en mur mellem ingeniørernes og arkitekternes
kontorer. Blot for at tale om samarbejde.

Ingeniører har en merkantil dagsorden

Jeg er uddannet på Madrid polytekniske skole, hvor vi elskede og også

studerede moderne ingeniører. Mange af de bedste, som Peter Rice eller Cecil
Balmond, arbejdede for Arup. De var vidunderligt kreative, som Ove nok også
var.

Men ingen bør blive fornærmet, hvis jeg understreger den merkantile
dagsorden for de store ingeniørfirmaer. De bliver helt sikkert ikke selv
fornærmet.

Det samme firma bygger fine ting og forfærdelige ting, herunder Arup. Det er
en forretning, og en godt betalt en.

Ove Arup levede måske i mere idealistiske tider, men i dag under mantraet om
tidligt samarbejde, total design og så videre skjuler der sig en kamp om
markedskvoter, som hurtigt underminerer arkitektens indflydelse, der er blevet
til ‘the incredible shrinking man’.

9
Propaganda for ingeniøren

For mig er denne propagandaudstilling kun et symptom på denne tendens.

Arup Architecture, Rambøll Arkitekter, Sweco Architects og nu Cowi-
Arkitema Architects.

I dag, især i de nordiske lande, behøver store ingeniørkonsortier ikke længere

at vente på en talentfuld arkitekt for at vinde en konkurrence. De køber
arkitekterne, og med det skamfulde misbrug af prækvalifikationer eller
inviterede konkurrencer (med kommunens, Realdanias, By og Havns, Lokale-
og Anlægsfondens og Arkitektforeningens stiltiende eller åbenlyse accept)
slipper de af sted med enhver meningsfuld opgave.

Arkitektkonkurrencer, der tillader tilsynekomsten af talenter, som den i 1965 i

Sydney, forsvinder.

Der er heldigvis nok seriøs Utzon-forskning til at rette op på denne udstillings

forvrængede visning. Udstillinger kommer og går, og ofte er kun et par billeder
og kataloget tilbage. Og heldigvis har DAC besluttet ikke at lave et katalog
denne gang, men jeg er nu stadig fristet til at sende Renzo Piano et billede af
den beskrivelse, Arup laver af designprocessen på et af hans mesterværker, The
Menil Collection.

Og én ting mere: At trække det nationalistiske kort her (Designed by Danes) virker
lidt absurd. Set fra denne overdrevne spanske arkitekts synspunkt burde Arup
være ‘persona non grata’ i Dansk Arkitektur Center. De saboterede en stor dansk
arkitekts mesterværk.

Men jeg glemmer da, at Blox også er ‘Designed by Danes’ eftersom Arup
udregnede strukturen.

Lad Djævelen få hollænderen.

10
11
 DE RODLØSE

Immigration har sat Europa i et defensivt humør, en sindstilstand, der politisk

spænder bredt lige fra modvilje til at lefle for den universelle solidaritet.
Samtidig er vi arkitekter - og ikke kun i Danmark - igen optaget af spørgsmål
om national identitet og kulturarv. På akademiet og andre
arkitekturinstitutioner vendes blikket indad for at undersøge for eksempel alle
‘nordiske’ ting. Der er masser af seminarer om den nordiske urbanisme, eller
eksempelvis muligheden for nordiske højhuse.

Jeg er interesseret i timingen af disse to fænomener. Introspektion er vigtig. Jeg

tror, at samfund, som menneskers, har brug for periodiske neddykninger som
grækernes ‘kend dig selv’ orakel. Det sker normalt, når de føler, at der bliver sat
spørgsmålstegn ved deres eksistens, eller de er under pres. Jeg vil gerne vide,
om denne insisteren på, hvad vi er (nordisk eller hvad det måtte være), er en
del af denne truede tilstand.

Der har aldrig været så mange udenlandske arkitekter og arkitektstuderende,

der arbejder og bor i Danmark, som nu. Men hvor er situationen, stemningen,
anderledes end for knap femten år siden, da jeg først ankom til Danmark.
Europan-konkurrencen, Erasmus-programmet: Europa syntes åbent og
ubekymret, og hvis jeg ikke tager fejl, var det et øjeblik af ekspansiv optimisme.
I dag fylder udlændinge vores tegnestuer, oftest ansat som praktikanter, under
økonomiske forhold til tider værre end deres danske jævnaldrende. De minder
mere om tressernes indvandring sydfra, en arbejdsstyrke, der for nogle truer de
etablerede virksomheder, den arkitektoniske udgave af de meget omtalte
tilrejsende polske håndværkere i Danmark.

Kunne der mon være, funderer jeg over, en relation mellem denne
indvandringsbølge, motiveret ikke kun af nysgerrighed, men også af nød, og
kravet om profilering og branding af en national eller regional arkitektur?

12
Branding i kommerciel forstand (arkitekturpolitik), men også ud fra den
oprindelige kvægavlsfornuft: at skelne dét kvæg fra dét kvæg.

Men hjemme er bedst

I et forfriskende essay, (Drømmen om de smaa samfund, 1977) demolerer

Steen Eiler Rasmussen klarsynet myten om et velfungerende lille samfund. Han
husker en præst som under den tyske besættelse af Danmark tilbragte en tid i
Frøslev koncentrationslejren. Efterfølgende lovpriste denne præst
eftertrykkeligt oplevelsen i lejren. Det var en menneskelig oplevelse, han ikke
ville have været foruden: under et fælles pres, overfor en fælles fjende,
blomstrede solidariteten, gensidig pleje og .... en vis hygge!

Biennalekonkurrencen Europan, med alle sine begrænsninger og mangler, er

en visionær idé, den perfekte modgift mod nationalistisk arkitektur. I den næste
udgave har Danmark besluttet ikke at deltage. Jeg forestiller mig, at der er
velbegrundede motiver, og helt sikkert uden relation til min begrundelse her.
Men lad mig foreslå et perverst motiv for argumentets skyld: Europans resultat
er ukontrollabelt, i princippet kan alle vinde. Der følger et kompromis
(desværre et svagt kompromis i nogle lande) om at bygge det vindende projekt.
Lad os nu sige at en kinesisk arkitekt vinder. Helt ærligt folkens, hvad kan en
kinesisk arkitekt da vide om nordlysets mystiske hemmeligheder? Og vigtigere:
hvordan passer vi denne kineser ind i dansk arkitekturs promoveringspolitik?

Jord, blod og løg

Lige siden jeg ankom til Danmark, har jeg haft den spanske arkitekt José
Antonio Coderchs foruroligende ord i baghovedet. I 1960 skrev han - den mest
individualistiske af arkitekter - et interessant essay-manifest. Titlen var: Det er
ikke genier, vi har brug for nu. I det skrev han: ‘Lad arkitekter arbejde med et reb
bundet rundt om benet, for at forhindre dem i at opholde sig alt for langt væk
fra, den jord hvor de har deres rødder, og de mennesker de kender bedst’.
Dengang gav det rigtig god mening: oppe imod den pervasive internationale
stil, var det et råb om opmærksomhed på de tilbageværende lokale
byggetraditioner, men også en hentydning til ideen om at kunstneren,
arkitekten, kun skulle tale om det, han kender bedst. Og det betød dengang,
der hvor han kom fra. På trods af sine forbindelser til Smithsons, sit
tilhørsforhold til Team 10 og det at han vandt Milan Triennale Guldmedaljen i
1951, forlod Coderch aldrig rigtig Barcelona. Men i dag vil jeg påstå, at
undtagelsen er arkitekten, der tilbringer hele sit liv det sted, han blev født.

Jeg tager tilbage til Altea, middelhavslandsbyen, hvor jeg blev født. Jeg har ikke

13
været her i lang tid. Med det samme jeg er ankommet, ved jeg, at jeg er hjemme.
Det vil sige, min krop gør. Den husker. Fyrretræerne, agaven, bjergene. Og ja,
lyset, forskelligt fra alt andet, og meget dyrebart for mig. Men så indser jeg, at
jeg har brugt mere tid i København eller Madrid end i Altea, som jeg forlod da
jeg var tretten. Hvad betyder det for en arkitekt? Geografi, ‘jord og blod’, mener
jeg. Er det skæbnen?

Jeg begynder at tænke over begreber som ‘middelhavet’, og derefter ‘norden’.

Disse er rige, flerlagede koncepter og fortjener al den akademiske
opmærksomhed, de kan få ... forudsat at vi forstår, vi ikke vil finde én eneste
værdifuld arkitektur, der er ren, der ikke er ændret, bevaret, ved krydsning af
grænser. Jacobsen, Aalto, Asplund, Utzon, bærer deres middelhavserfaring hele
vejen igennem deres arbejde. Sota, Fisac, Moneo, (som arbejdede for Utzon)
blev omvendt transformeret af den nordiske lektion. Jeg vil tro, jeg hentyder til
den tanke, en skræmmende mulighed, at ved en stigende raffinering og
definering af en national eller regional arkitektur - ikke kun akademisk, men
med henblik på at sælge det, eksportere det, promovere det, det værende
balkansk, teutonisk, middelhavs, sydlandsk eller nordisk - kan vi ende op med
noget temmelig sterilt eller svagt ventileret: i vores søgen efter den kvintessige
identitet risikerer vi at finde ... rødnakke arkitektur.

Fordi på trods af min elskede Coderch og nutidens nationale arkitekturpushere,

vælger arkitekter i dag selv jorden, de bor og arbejder på.

I modsætning til løg.

14
15
 DETTE ER IKKE UTOPI

‘Lad os overlade de smukke kvinder til mænd uden fantasi’. Jeg var teenager,
da jeg læste denne sætning af Marcel Proust, og jeg må indrømme, at jeg var
skeptisk. Men når det kommer til ‘smukke’ renderinger, er jeg ikke i tvivl.

I den imposante malstrøm af arkitekturbilleder på internettet kan jeg altid få

øje på det danske projekt. Det fremstår altid overvældende grønt og indhyllet i
en lykkelig konkupiskcens på tværs af generationer, race, køn, etc., alt sammen
marineret i et tykt lag af hygge og hysterisk travlhed. Og de er alle ganske ens.

Christianiacyklen, der styres af en ung farvet kvinde eller tatoveret hipster

(blond pige og mørk lille dreng i kurven), sætter altid farten op for at nå i skole,
inden et vigtigt bestyrelsesmøde starter. Og rundt omkring hele seancen
forbereder folk sig endnu en dag til de Olympiske Lege. Al den bevægelse!
Ligesom i de (dårlige) film, tager handlingen over, når ideerne forsvinder.

Selvom den grønne lavine allerede er en kliché, så er den stadig på fri fod: i
både Amazonen og København har en ustoppelig og altædende grøn bølge
overtaget, den spiser vores veje allerede inden vi er færdige med dem.

Jeg synes, vi skal tage et andet råd, denne gang fra Borges, meget alvorligt:
‘Frem for alt, vær ikke åbenlys’. Jeg gætter på, at noget af det første, der generer
mig og keder mig ved disse renderinger, netop er, at de er åbenlyse. Og dette
har ikke så meget at gøre med deres påståede realisme, men med de
forudsigelige ‘tilføjelser’, den socio-politiske lakering, der dækker (skjuler)
arkitekturen.

For at være lidt mere præcis, så er jeg ikke særlig vild med disse tegninger af to
grunde:

16
1. Fordi de blokerer for min fantasi

Enhver god tegning, computergenereret eller ej, bør involvere fantasien. Ikke
desto mindre er renderingerne - skabt af vor tids mest vellykkede (bedst
sælgende) tegnestuer i Danmark - uigennemsigtige: træer af hygge og politik
tildækker arkitekturens dybe skov. Og vi har brug for dybde, ikke distraktioner.

I disse dage ser jeg mest på plantegninger, sektioner og opstalter, livet er blevet
for kort til visse renderinger. I en konstruktionsdetalje, en sektion, og helt
sikkert i en god plantegning, kan jeg stadig ‘projicere’ min fantasi; aktivt
genskabe arkitekturen i mit hoved. Paradoksalt nok ligger der en vis
forventning, åbenhed i disse angiveligt tekniske, objektive tegninger, noget der
er forsvundet fra renderingerne. I disse klassiske professionelle tegninger kan
vores tanker fortsætte, der hvor linjerne stopper.

2. Fordi deres løfter er mange, og arkitektur ikke er en af dem

Jeg kan godt lide tegninger, der giver et dobbelt løfte. De skal love
tilstedeværelsen af en god arkitekt i dag, og muligheden for en god bygning i
morgen. Men disse renderinger viser en fraværende arkitekt og en temmelig
ignorant kunde i dag, og de lover, en dag, et socialt Arkadien ud over enhver
arkitekts magt. Jeg kan ikke se arkitekten, han eller hun må være begravet under
lagene af forskellige dagsordener (klima, økonomi, køn, etc.). Men jeg ser
reklamemanden, sælgeren. En del af den profession, der tidligere holdt sig i
baggrunden, har nu indtaget forgrunden i renderingen.

Dette er ikke utopi

Disse renderinger lyver ikke, de betyder business. De er et portræt af faget i

dagens Danmark.

Ja, vi tager fejl, når vi fordømmer dem, fordi de er utopiske eller urealistiske.
Selvfølgelig er de utopiske, kun bygningen er ‘topisk’. Men en tegning kan og
bør være arkitektur. Tag Mies collager eller hans blyantstegninger, de fodrer os
stadig, ved at destillere et mere komplekst liv, et højere liv, en bedre utopi. Eller
blot en utopi, der handler om arkitektur.

Disse renderinger er snapshots af et professionelt drama, overgangen fra

service til servilisme. Når jeg understreger fænomenets danskhed, håber jeg
ikke, at jeg bevidst er al for uretfærdig over for mit elskede adoptivland. Her,
mere end i mange lande, afhænger et projekts skæbne af lægmænds dom. Jeg
oplever, at her er arkitektens indflydelse, som ikke var stor til at starte med,
hurtigt ved at blive mindre. Der er mange symptomer: Arkitekten er i mindretal

17
i juryen for arkitektkonkurrencer, den folkelige konsensus og mening uden for
professionen vejer tungere end professionelle argumenter, arkitekturkritikken
er på flugt, etc.

Og så kom filantropien

Med tilsynekomsten og afgørende indflydelse fra de økonomiske fonde ved

ingen mere, hvem der vælger et projekt, eller under hvilken faglig legitimering,
bortset fra masser af penge. Disse fonde favoriserer enkelte tegnestuer, der
bliver større og større, bader dem i opgaver, der tidligere blev spredt mere
jævnt. Konsekvensen er, at for de seks kontorer der bygger alt, bliver det
sværere at tage risici eller være kritisk, der er for mange munde at mætte.
Arkitekterne, der interesserer sig for tegninger, der sigter ud over
salgsværktøjet, er få.

Kanten af en kniv bør være skarp, hvis vi ønsker at skære. Bladets gyldne
filigranpåfyldninger er irrelevante. Men hvis vi i stedet for at skære gerne vil
imponere kongen (Realdania, Lokale og Anlægsfonden, politikerne, de
kommunale funktionærer, ‘folket’ ...), så lad os overdrive med dekorationen og
lad kanten være stump. Vores kæreste, essentielle, professionelle værktøj,
tegningen, er da blevet til en sykofant.

Vores nøgler til arkitektur

Tegninger er for mig personlige nøgler, der åbner døre i to retninger, til
arkitekten og til projektet. Jeg leder efter en mere forsætlig, filtreret virkelighed,
hvor ikke alt siges, hvor eventualiteten trækker sig tilbage for at give plads til
en form for permanens, som også er en del af arkitekturen. For at høre
arkitekturens stemme, giver disse tegninger plads til stilhed. En veltalende
stilhed.

18
Can Lis, spring 2019.

19
20
 MISUNDELSE OG STOLELEG

Som barn plejede jeg at tænke, at stoleleg var en sjov leg, men også ret
chikanerende: den havde et element af mobberi indbygget i sig. Cirklen af stole
blev da en redningsbåd, der ikke kunne rumme alle de skibbrudne, et
grusomhedens teater.

På det seneste, når en ny indbudt arkitektkonkurrence (prækvalifikation)

offentliggøres i Danmark, husker jeg altid legen. Den lidt hysteriske ageren,
telefonopkaldene: dén ingeniør eller dén landskabsarkitekt. ’Vi har helt sikkert
brug for en byantropolog, ikke sandt?’. ‘Kender vi en ekspert i Coleoptera?’.
‘Arup er taget’. ‘Og det er Steen Høyer også!’. En spændende aktivitet for et
barn, men for en voksen, en arkitekt, finder jeg det ... upassende. Man kunne
hævde, at det blot er et spørgsmål om smag, at sådan er det for alle
virksomheder i dag, og at – uanset - så er masokisme ret udbredt indenfor vores
fag.

Ikke desto mindre fornemmer jeg en følelse af modløshed og opgivenhed, som

siver ud gennem samtaler med kolleger. Der var en tid, hvor
arkitektkonkurrencer var en værdig, hvis ikke sund, affære. Man ville svede,
mangle sin søvn og ende med at være udslidt. Men man formede sig også og
forbedrede sig. De havde samme oplivende effekt som teenageskænderier: de
var karakterbestemmende. Det handlede om at slå sine konkurrenter med et
bedre projekt. Juryen bestod af arkitekter med ubestridt vægt og autoritet. Jeg
tror, at både faget og samfundet havde gavn af denne kraftanstrengelse. Nogle
gange vandt man, de fleste gange gjorde man ikke, men som en regel hadede
man ikke vinderen: Man studerede omhyggeligt vinderprojektet og juryens
motivationer, og gjorde så klar til næste konkurrence. Man lærte. I den forstand
var åbne konkurrencer en kilde til eksperimenter, diskussioner og arkitektonisk
viden. For mig er der ingen tvivl om, at den anonyme, åbne konkurrence er den
eneste konkurrence der viser sit værd, den der - med en god uafhængig jury –

21
vil frembringe de bedste projekter. Men måske er dette et emne for fremtidige
indlæg. I dag ville jeg skrive om angst, hvilket er en sygdom, og om misundelse,
som er en synd.

The green eyed monster

Aristoteles differentierede mellem jalousi, som kunne være konstruktiv, og

misundelse, der altid var destruktiv. Det første kunne være en
motivationsfaktor, sidstnævnte en blindgyde af opgivelse og ødelæggelse. Det
er mit indtryk, at de seneste ændringer i konkurrencelegen har bragt misundelse
- blandt andre indirekte skader - frem på den danske arkitekturscene.

Prækvalifikationsparodien er ikke længere en konkurrence mellem projekter;

det er meget mere de diplomatiske og kurtisane evner, der tæller. Lobbyer,
alliancer, runderinger, at lege legen, at finde sin niche, at netværke: selv sproget
er anderledes. Forestillingen om et godt projekt er på vej ud, nu til sidst på
listen. I det ikke så lange løb vil der være - frygter jeg - en pris at betale med
hensyn til arkitekturens kvalitet. De få udvalgte teams, mere eller mindre de
samme igen og igen, kombinerer visse doser af meritokrati, økonomisk
sikkerhed og måske andre brandingfaktorer som ungdom, nationalitet, osv.
Disse uimodståelige cocktails er endda ofte tilberedt, selv før ‘konkurrencen’ er
offentliggjort.

For igen at vende tilbage til Aristoteles, så kan jalousi i en ægte konkurrence
frembringe ønsket om at ‘overgå’ sine konkurrenter. I en prækvalifikation er
der for den afviste kun det ubehagelige ønske tilbage, at ‘tilintetgøre’
modstanderen. Dét er misundelse. Fordi som arkitekt er det blevet mere og
mere vævende, utydelig faktisk, at finde ud af, hvorfor den hellige finger igen
har peget i samme retning.

Oh transparency, where art thou?

Og præcis dét, er hvad jeg finder mere problematisk. Med den magiske formel
af private eller semiprivate økonomiske fonde der finansierer alt (eller halvdelen
af alt), der bygges i Danmark, er det blevet en udfordring at finde ud af hvem
der vælger hvem der bygger hvad, og begrundelserne for deres valg.

Hvad der ikke er kompliceret, er at gætte hvem der begunstiges af

prækvalifikationerne eller de såkaldte ‘kampagner’: resultaterne bliver mere og
mere forudsigelige. På min tegnestue laver vi nogle gange væddemål, når listen
over prækvalificerede teams kommer ud. Vi gætter ofte tre ud af fire navne
rigtigt, og mange gange kan vi ramme hele bingolinjen. Et bittert tidsfordriv,

22
det ved jeg godt.

Omkring fem eller seks arkitekttegnestuer og landskabsarkitekter har siden

dette fænomen startede multipliceret deres størrelse og indkomst med ti. Nogle
kan knapt klare mængden af arbejde, uanset hvor mange nye medarbejdere de
hyrer. Dette forårsager forbløffelse hos modtagerne ... og misundelse, det
Shakespearske green eyed monster, hos resten.

I mellemtiden løser vores danske arkitektforening sagen ved at tilbyde et kursus

(6.000 kr. for medlemmer), hvor du lærer at blive god til prækvalifikationer.
Sandelige en pragmatisk tilgang.

Og hvad jeg finder mere skadelig, destruktiv, er, at efter en periode med dårlig
fordøjet misundelse, kommer en periode med kedsomhed og frigørelse.
Eksperimenter viser, at den samme frustrerende eller stressende oplevelse,
gentaget uendeligt, gør forsøgssubjektet apatisk: rotten giver op og dør. Fra ‘de
kunne ikke lide mit projekt’, er vi gået til ‘de kunne ikke lide mine venner og
mig ... men hvilken af mine venner kunne de ikke lide (for fremtidige teams) ...
eller var det mig?’. Og vigtigst af alt, hvem er ‘de’? Ren legepladsneurose!

Selv det at vinde vil ikke føles det samme, hvilket er den fuldendte korruption.
Hvornår skete det, at vi holdt op med at diskutere projekter, og vi begyndte at
tale om darlings, der bliver pimpet af sugar daddies? Men vi arkitekter er som
optimistiske og energiske hamstere i et løbehjul, vi bliver ved.

Stolene er sat: lad musikken begynde.

23
24
 DEN MODERNE SISYFOS

I sidste uge tilbragte jeg lidt tid i en rosenhave tæt på havet, nord for
København. En offentlig have. En vidunderlig anakronisme, næsten intet og
stadig meget intens. Jeg begyndte at forestille mig et møde, hvor arkitekter,
kommunale autoriteter og landskabsarkitekter, ville diskutere udformningen af
et fremtidigt offentligt rum et sted i byen. Hvis nogen i dag, i den uundgåelige
brainstorm, ville foreslå skabelsen af en rosenhave, tror jeg, han ville blive
lynchet på stedet. Argumentet imod sådan en have - vil jeg tro - ville være stor
vedligeholdelse eller noget i den retning, men sandheden ville i virkeligheden
være, at en rosenhave ikke er aktiv, interaktiv, sportig nok. Alt i alt, så blomstrer
roser ... hvad, en gang, to gange om året? Det ville blive betragtet som
gammeldags og elitistisk, og, i sidste ende, ville en skate/parkour facilitet blive
enstemmigt favoriseret.

At aktivere er det nye mantra. Pekuliære konstruktioner og himstregimser

dukker op i dele af byen. På afstand ligner de harmløse legepladser, men de er,
ved nærmere eftersyn, torturinstrumenter. De skyldige tvinges til at løfte deres
egen vægt, eller til at ro, som i kabysserne. Og endda til at hænge fra barerne
med hovederne nedad. Konstruktionen er robust, metallisk og mangler ofte
smørelse: støn og skræmmende hyl kan høres langt væk. I går sad jeg ved siden
af en af dem, tæt på søerne. Interessant nok fik jeg samme følelse, som når jeg
ser folk vaske deres bil på gaden. Måske fordi det indebærer en grad af privat
indtrængen på et offentligt område, virkede udøverne en smule skamfulde.
(Men nuvel, dette kunne være selv-projektion). Én af dem var en nabo, der tør-
roede i en af disse træningsstationer: vi undveg hinandens blik. Selv-flagellation
plejede at være en privat disciplin.

Trenden er verdensomspændende. I en ny park i Madrids centrum (Plaza de

Santo Domingo) sad jeg på en bænk og læste, da en kvinde i træningstøj, (som
frygtligt meget lignede min bedstemor, dvs. samme alder og parfume), satte sig

25
ved min side, og begyndte at cykle alt hvad hun kunne. Hun drejede rundt på
et sæt pedaler, der kom op fra jorden foran hende. Hun kiggede intenst på mig,
som om hun ville sige: ‘du kunne jo læse og cykle’. (Tingesten hedder den
‘kardio-venlige’ bænk).

I Rom så jeg en smuk mur, der kun var en mur, et godt bundet murværk, ikke
meget graffiti, blot en smule gift-Efeu. Nul interaktivitet, man kunne ikke
engang klatre på den. Stilhed, kun løftet om en have på den anden side, afsløret
ved toppen af et cypres træ. En mur, der ikke forsøgte at være en iPad.

Hvad jeg prøver at sige her er, at leg og sport plejede kun at være en del af
byens offentlige rum, blandt mere kontemplative rum. Men jeg ser en voksende
tendens til at omdanne hele det offentlige rum til én kontinuerlig forlystelse.
Alt indhylles i et dirigistisk eller moralistisk kald, der er et ønske om at aktivere
befolkningen gennem bevægelse. I nogle tilfælde føler jeg, at vi er ved at skabe
et offentligt rum med ‘opmærksomhedsforstyrrelse’ (ADHD), et hyperaktivt
rum, hvor lediggang bliver mistænkeliggjort. Hvis man sidder på en bænk og
kigger ud over horisonten, er man sandsynligvis hjemløs.

Efter at være blevet far, på et tidspunkt hvor jeg måske må undvære mange af
mine gamle kulturelle vaner, indser jeg, at hvad faderskabet har bragt
(midlertidigt, håber jeg) ind i mit liv, også sker i hele samfundet: dominansen af
aktion over refleksion.

Sammen med frygten for stilhed og tomhed, er idealet nu, at glide legende, at
surfe, hen over livets følelsesmæssige overflade.

Roser, jeg indrømmer det, er langsomme.

26
27
 TILBAGE I HULENS OG STALDENS VARME

Før nedlukningen var jeg på KADK-biblioteket og bladrede gennem

nyankomne arkitekturudgivelser. Efter et stykke tid blev jeg grebet af tvivl. Var
jeg fejlagtigt havnet i sektionen for ‘vernakulær arkitektur’? Meget af det, jeg så,
lignede noget fra Frilandsmuseets katalog.

En af sideeffekterne ved bæredygtighedens indtog i arkitekturen har været

arkitekters og akademikeres genopdagelse af de traditionelle, mere ‘naturlige’,
mindre CO2-belastende byggeteknikker. Stampet ler, bindingsværk, stråtage,
tangtage etc. fylder udstillinger og publikationer.

Italo Calvino satte lethed først i sin posthume bog Six Memos for the Next
Millennium fra 1988. Men her, i det efterfølgende årtusinde, ser tingene tunge
ud. Middelalderbondehuset swinger igen, eller swinger stadig. Misforstå mig
ikke: Jeg elsker den danske bondegård, med dens bindingsværk, stråtag og det
hele, lige så meget som alle andre. Men hvis dette er “The Shape of Things to
Come”3, så synes jeg, det ligger i den tunge ende af charmerende.

Vores atmosfære har for meget CO2, og vores fag er blevet mere puritansk.
Intet nyt her, arkitekturen synger indimellem en Mea culpa fyldt med nostalgi
efter renere, mere uskyldige tider. Denne reformistiske iver er en længsel efter
et præindustrielt Arcadia, efter Abbed Laugiers hytte4, efter den danske
bondegård. Ud over at forsones med miljøsynderne, ønsker vi at genlære alt.
Fra begyndelsen. Ligesom uskyldige, ædle vilde vil vi genstarte med træ og ler
og genlære vores forfædres byggeskik, gå distancen igen fra f.eks. forspændt
beton til lersten. Sidste gang det skete, i 1970erne, var Bruno Zevi hurtig til at

3 H.G. Wells’ 1933-roman, som finder sted i året 2106.

4 Ideen om “urhytten” som formuleret af Marc-Antoine Laugier, 1753/55.

28
diagnosticere arkæismen som et tillidstab til den teknologiske fremgang.5

Der er ingen tvivl om, at nutidens tektoniske nostalgi har mange positive
aspekter. Et åbenlyst, men vigtigt et er, at traditionelt byggeri per se var godt
byggeri, konstant forbedret af ændrede behov og tidens gang.

Men stadigvæk, som skeptiker, synes jeg ikke, det er forhastet at pege på nogle
faresignaler:

Efter min mening bør traditionen være vores daglige brød, men det skal
fordøjes. Jeg forstår godt Valéry, når han i sine notesbøger skriver: ‘Jeg kan ikke
lide de primitive i ikke-primitive tider, deres kunstige afmagt.’6

Jeg bemærker også en forsømmelse af arkitekturens helhed. Et element (væg,

tag, søjle), en detalje, et materiale er nok til at definere og tage pladsen for hele
bygningen, udstillingen eller den akademiske afhandling. Med denne tektoniske
‘autisme’ kan det typologiske, kontekstuelle, arkitekturens egen historie,
komme til at fremstå sekundært.

Direkte relateret hertil er fristelsen til at specialisere sig. For hvis vi mister
helheden af syne, kommer specialisterne marcherende ind, det være sig
ingeniører eller apostlene af en given teknik (som f.eks. stampet ler).

Denne nye arkæisme kan tilmed fjerne os yderligere fra arkitekturen som
kunstart. Eftersom traditionel arkitektur var anonym, ‘arkitektur uden
arkitekter’, betyder nutidens primitivisme måske, at der ikke længere er plads til
auteuren. Vi, ‘folket’, gør det sammen, og arkitekturen bliver da til en folkelig
indsats, som nogle politikere og arkitekturorganisationer gerne vil have det.

Jeg aner nationalismens spøgelse. En insisteren på det meget lokale, ‘vores

eget’, det være sig en teknik eller et materiale, er et defensivt første øjeblik i den
nationalistiske trosbekendelse.

Jeg har allerede spottet nogle tegnestuer med ordene Archaic, Local, Folk,
Rural i deres navn. Hvorfor ikke Neanderthalensis? Vi er langt fra den
universelle, galaktiske klang af Superstudio eller Archigram. Æoner fra. Vi er
hjemme igen. Tilbage i hulen og staldens varme.

5 Bruno Zevi, Il linguaggio moderno dell’architettura (1973).

6 Paul Valéry, Notebooks (1894-1945).

29
30
 HVORDAN MAN TORPEDERER
EN SYNKENDE SKUDE

Jeg kan godt forstå, at nogen er forbeholdne over for åbne arkitekt-
konkurrencer. Det er jeg også, for de er faktisk i meget dårlig stand. Som jeg
ser det, skyldes dette ikke en indbygget fiasko i de åbne konkurrencer eller en
manglende tilpasning til moderne tid. Sandheden er, at i Danmark har de åbne
konkurrencer de senere år været under konstant angreb fra mange fronter.

Lad mig starte med at nævne én, alt for ofte glemt. Realdania, dansk arkitekturs
Supreme Pontiff, udfører et vidunderligt arbejde som arkitekturens promoter eller
velgører, et arbejde der dog har et væsentligt ‘tvist’. Den økumeniske
rækkevidde af dens filantropi har en skarp grænse, nemlig den at forbeholde sig
retten til selv at vælge konsulenter. Denne pavelige ret udøves direkte eller
gennem de i stigende grad uelegante værktøjer, de indbudte konkurrencer eller
prækvalifikationer, og ved mobiliseringen af de offentlige borgerånds-
kampagner, ‘ildsjælekampagnerne’.

Kald mig unuanceret, men jeg synes, det er ret indlysende. Tydeligvis er ingen
kommune i Danmark villig til at gennemføre en anstændig åben konkurrence
på egen hånd, når en økonomisk fond betaler halvdelen af hele byggeprojektet,
forudsat at ovennævnte ‘tvist’ respekteres.

Ydermere omgår disse økonomiske fonde vores arkitektforening, den

traditionelle promoter og kvalitetssikringsvagt for de åbne konkurrencer, ved
at tilbyde koordineringen af de indbudte konkurrencer til nye agenter. Ved at
gøre dette torpederer de ikke kun de åbne konkurrencer, men indflydelsen og
vores arkitektforenings raison d'être.

Den meget roste formel for offentlig-privat samarbejde bør have sine

31
begrænsninger, for at undgå en fuldstændig tilbagetrækning af offentlige
ansvarsområder og pligter, og fremkomsten af klientelisme. En åbenbar grænse
for mig vil være, at når offentlige penge er involveret, bør offentlige
administrationer (gennem arkitektforeningen) være dem, der vælger
konsulenter: netop via en åben konkurrence.

Du går i dialog, jeg vælger

Jeg lugter råddenskab, når jeg hører en insisteren på dialogbaserede

konkurrenceprocesser, to (eller tre) faser konkurrencer, offentlige ‘lægmand’-
undersøgelser, etc. Disse modeller bryder alle anonymiteten, og åbner spillet
for påvirkninger, tjenester, troskab og sorte lister.

Det søde ved en åben konkurrence er, at man ikke kan kontrollere resultatet.
Hvis vi kan samle en professionel, prestigefyldt og pålidelig jury, har resultatet
af den åbne konkurrence allerede vundet konsensus, og, kunne vi sige, objektiv
‘godhed’. Og hvis vi kan føje et internationalt medlem til juryerne for at undgå
sammenspistheden i vores lille arkitektursamfund, endnu bedre.

Under det velvillige navn ’dialog’ lurer et effektivt værktøj til at påvirke
konkurrencens resultat uanset projektets kvalitet.

Efter min mening bør en bred dialog give næring til udarbejdelse af
konkurrencens program, og derefter lade arkitekterne gøre deres arbejde. Efter
konkurrencen har vi brug for en hel del dialog med alle mulige
samarbejdspartnere for, med alle garantier, at bygge det vindende projekt. Efter
konkurrencen vil dialogen ikke svæve i luften, den vil være forankret i det
vindende projekt, der skal forblive ‘guldstandarden’, grundstenen for resten af
processen, som nu er blevet et fælles mål for alle involverede parter.

Lad os tale spild

På det seneste hører jeg hele tiden argumentet om den uholdbare åbne
konkurrence, spild af kræfter, de ikke betalte arbejdstimer. Mærkeligt nok
kommer disse bekymringer aldrig fra de små tegnestuer.

Engagementet, kampen for at opnå det bedste projekt, rummet til at

eksperimentere, som en åben konkurrence giver arkitekten, kræver en
dedikation, der ikke er anderledes end det, man forventer af hvilken som helst
anden kunstner. Og det er for let, fornærmende endda, at kalde det masochisme
eller spild. Gå ud og fortæl en lidenskabelig musiker, at han ikke skal øve flere
timer om dagen, en maler, at han skal forlade sit atelier, en elitesportsmand, at

32
han skal opgive træningen. Gå ud og fortæl dem alle, at de i stedet skal bruge
tid på PR, på at skærpe deres ‘professionelle profil’, for at finde deres
‘konkurrencedygtige niche’.

Hvad der er virkelig uholdbart, er det skamløse spytslikkeri, de endeløse

netværk picnics, som, mens de foregiver at hylde f.eks. ‘det nordiske grønne’
eller enhver anden hellig særegenhed, faktisk søger at romantisere disse
herskende økonomiske fondes politiske dagsordener, og gøre os arkitekter til
et servilt parti, evigt travle i en selskabelig klientelistisk leg.

Åbne konkurrencer fremmer arkitektkulturen

Hvis vi tror på en vis kontinuitet og autonomi i vores fag, er åbne konkurrencer

altafgørende. De tillader dyb refleksion, kreativ risiko, visionær tænkning. De
er som tegnede essays, udforskning af ting der kommer: de fremmer vores
disciplin.

Indeni hovedet af den uddannede arkitekt eksisterer de vindende forslag

sammen med andre projekter, ‘follies’ fra den samme konkurrence, ofte mere
indflydelsesrige for arkitekturen. Det er, hvad jeg mener med kontinuitet og
autonomi.

Vi har glemt vinderforslaget fra Chicago Tribune-konkurrencen i 1922 (en

neogotisk affære af Hood & Mead), men vi husker Adolf Loos-projektet,
formet som en klassisk kolonne, og et par andre. Fra La Villette Park-
konkurrencen i Paris i 1982, har Bernard Tschumis vindende (og opførte)
‘follies’ igennem årene samlet mindre kritisk interesse end OMA's
provokerende bidrag. Og i København vil den meget stilfulde og Mies
inspirerede Langelinie-pavillon af Eva og Nils Koppel for evigt eksistere
sammen med Utzon-tårnets orientalske fantasi, der blev sendt til samme
konkurrence i 1954.

Et spørgsmål om tro

En privat kunde kan være betænkelig ved de farer, der er ved at ansætte uerfarne
arkitekter. Det er deres penge og deres privilegium. Men offentlige kunder,
kommunerne, bør udvise en vis tro på uddannelsen af vores arkitekter eller
ændre den uddannelse. Du får aldrig det samme niveau af engagement, for ikke
at tale om talent, fra de store tværfaglige kooperativer, som vores kommuner
favoriserer i disse dage.

I sidste ende så tror jeg, at den egentlige grund til, at der nu sættes spørgsmåls-

33
tegn ved de åbne arkitektkonkurrencer, er den samme grund til, at gamle
arkitekttegninger brændes af i Københavns Kommune, at mesterværker som
Hans Chr. Hansens Ringbo er i fare, eller at frygtelige præfabrikerede altaner
tilskynder til at deface de gamle københavnske byrum: en manglende tro på
arkitektur.

Det bliver stadig sværere for nogle mennesker at acceptere, at arkitektur er en

service, men også en kunst, en praktisk kunst. De forstår det ikke, så hvorfor
skulle de respektere det? I en kvantitativ verden, som beslutningstagerne i disse
dage agerer i, vil en koncertsal fra ethvert stort ingeniør-byggekooperativ, der i
sidste øjeblik træder ind på scenen, og tusind ansatte stærke, altid gøre det bedre
(‘levere varen’, som om der handles med pølser!), end hvilket som helst uprøvet
talent eller ‘boutique-arkitekt’, som Utzon, Fehn, Zumthor, Siza, Moneo, der, og
tag ikke fejl, satte alle deres aftryk i åbne konkurrencer.

Jeg har skrevet gentagne gange om dette, og er på ingen måde den eneste. Og
alligevel føles det nogen gange lidt håbløst. For hvad vi har brug for nu, er ikke
at stille spørgsmålstegn ved de åbne konkurrencers ideal. Det er en bizar og
underlig timet forespørgsel, eftersom der næsten ikke er nogen åbne
konkurrencer længere. Vi har simpelthen brug for flere af dem. Og til det har
vi brug for en stærk, indflydelsesrig arkitektforening, vi har brug for dristige
politikere, og en offentlig administration, der ikke bakker ud, når nogen tilbyder
at betale halvdelen af gildet.

Den altid sarkastiske og ofte letsindige Philip Johnson var berømt for at sige,
at det allermest nødvendige for at blive arkitekt, er en rig tante.

Selvom Realdanias kærlighed (dyb og omfavnende, men bestemt ikke

ubetinget) måske rækker til de lykkelige få, er det netop fordi vi ikke har en rig
tante, at vi har brug for åbne konkurrencer.

Midlertidige pavilloner og to-dages konkurrencer er i orden, ‘lunser’ til at

berolige rebellerne og redde Akademisk Arkitektforening's ære, men vi har brug
for en fornyet tro på arkitekturprojektet for at bringe de indflydelsesrige, åbne,
anonyme, internationale konkurrencer tilbage til Danmark. Hvis denne bølge
skulle komme tilbage, (og hvis vi er i live til den tid), vil nogle af os, tanteløse,
men dygtige og passionerede, prøve at ride med på den.

34
35
 FRIHED OG MUSKLER

For et år siden, da Cowi købte Arkitema, erklærede en af tegnestuens direktører

til pressen: ‘Ja, vi mister frihed, men vi får flere muskler’. Sætningen var for mig
epokegørende og skelsættende. Ikke lang tid efter satte Martin Keiding i sin
januar-leder, Arkitektonisk værdiskabelse (1/19), spørgsmålstegn ved myten om,
at kvalitet er forbeholdt de små tegnestuer. Kvalitet ligger et andet sted, skrev
han og pegede på faglig integritet. Han skrev også, at tiden stadig må vise, om
ingeniørernes overtagelse af tegnestuerne er en god eller dårlig ting. Mens det
er svært at være helt uenig, synes jeg, at dette fortjener en kommentar. For
selvom det at være lille ikke er en garanti for kvalitet, kan det give én den
autonomi, der kommer af at rejse let. Det er altid nemmere at sige fra, når 200
familier ikke er afhængige af én. Og integritet bliver måske også nemmere, når
en gruppe aktionærer ikke bestemmer hvert et skridt, man tager.

Arkitekturens mediokrati

Men der er mere til det. I sin bog La médiocratie (2015) beskriver den canadiske
filosof Alain Deneault et relativt moderne fænomen, som han kalder
mediokrati. Han hævder, at det gennemsnitlige – det ikke så dårlige, men heller
ikke så gode – har taget magten. Mediokratiet regerer med en vildledende
maske af tolerance og objektivitet. Bevæbnet med ord som inddragelse,
fællesskab, vækst osv. er det lykkedes at udelukke den bedste, den anderledes
og den kritiske. Den fagprofessionelle type i mediokratiet er eksperten eller
specialisten. Og eksperten, tilsyneladende langt fra enhver ekstremisme, er
tilmed akritisk og ude af stand til at få nye ideer. Han repræsenterer kun de
magter, der har ansat ham. I bogen citerer Deneault desuden
efterkrigsundersøgelserne af Peter og Hull7, der viser, at når virksomheder

7 The Peter Principle, 1969.

36
vokser, gør de det ved systematisk at udelukke det bedste og det værste.

Oizas ko

Den spanske mesterarkitekt Sáenz de Oiza blev engang inviteret til at være en
del af et stort byggekonsortie i en indbudt konkurrence. De tog ham med på
en tur gennem deres enorme kontorer. Til slut afslog Oiza samarbejdet.
‘Hvorfor?’, spurgte konsortiedirektøren. ‘Drikker du komælk?’, svarede Oiza.
‘Dét gør jeg, hvér morgen’, sagde direktøren. ‘Nej, du gør ikke, du drikker
gennemsnitsmælk, lavet af tusinder af køer. Jeg drak komælk som barn fra
Lucero, mine bedsteforældres ko. Du har mange arkitekter, designere,
ingeniører, tegnere osv., men dine projekter, det være sig en lufthavn eller en
børnehave, smager ens: De smager af gennemsnittet’.

Politikerne elsker makrovirksomheder, der konkurrerer på verdensmarkederne.

Men inden for arkitektur er det, synes jeg, en misforståelse. Utzon, Moneo,
Zumthor, Siza ‘konkurrerede’ ikke med deres muskler, men med talent og faglig
frihed; de startede små og forblev relativt små.

Jeg ser Deneaults scenarie tydeligt udfolde sig i dansk arkitektur. Og præcis som
han beskriver det: uden vold, uden revolution, med mediokratiets snu
konsensus. Få store tegnestuer bliver større, og specialisten opkøber
tegnestuerne. Det er måske ikke ulovligt, men det er grimt. Når arkitekter
afgiver eller sælger deres beslutningskraft til andre, aktionærholdere eller
ingeniører, mister de kritisk kapacitet og glider i mine øjne ned mod kunstnerisk
irrelevans og ensartethedens helvede.

37
38
 HJERTE OG KNOGLER

Juleaftensdag gik jeg fra Trianglen til mit kontor nær Sankt Hans Torv. Den
korte gåtur fik mig til at tænke over noget, der har mishaget mig på det seneste
i dansk arkitektur. Nemlig bygningsstrukturens forsvinden. Eller mere præcist,
skilsmissen mellem struktur, facade, volumen og rum.

Jeg gik forbi Rigshospitalets nye udvidelse, ‘nordfløjen’. De højtidelige gamle

palæer (dystre, men statelige og meget solidt bygget) tæt på Fælledparken er
blevet erstattet af en stor bygning opført i det, man kunne kalde ‘nordic
corporate’: generisk, cool, ikke så dårlig, heller ikke så god, ser godt ud og alt
det der.

Min bekymring opstod ikke ud fra det kedelige arkitekturprodukt, men på

grund af konstruktionens skrigende inkonsekvens. Strukturens muskulære
trekanter, som cantileveren tilsyneladende krævede, er, hvis ikke elegante, i det
mindste ærlige på en forsigtig ingeniøragtig måde. Den legende facade, der
dækker denne strukturelle bedrift, er imidlertid fremstillet impotent og adskilt
fra det der rent faktisk sker indenunder. En bodybuilder, der paraderer en
ballet-tutu. Hvis man kigger nøje efter, smiler den skjulte bandit gennem de
feminine vinduer. Vores mægtige ballerina har igen glemt at barbere benene.

Min mor sagde ofte, at skønhed var et spørgsmål om knogler. Navnene på Gary
Cooper og Gregory Peck fulgte altid: gode knogler. I arkitektur plejede der at
være en korrespondance mellem struktur og facade. Jeg ved godt, det ikke altid
har været tilfældet med mange fantastiske bygninger, især ikke dem, der var
forud for, hvad byggefaget tillod i deres tid. Men i det mindste var det en
ambition.

Strukturen plejede at være en integreret del af bygningen, underspillet eller

fremhævet, men til stede. Men ikke længere, faktisk. Nu ligner det et

39
nødvendigt, skjult onde. Ude af øje, ude af sind.

Ud over anekdoten i forbindelse med denne særlige bygning, ikke værre end
mange andre, der rejser sig i dag, synes jeg tendensen er alarmerende, og det
har at gøre med, er jeg bange for, den absurde fordeling af roller og indflydelse
mellem arkitekter og ingeniører i Danmark. Vi klæder den krop på, som
ingeniøren udregner.

På vores kontor har vi ærligt talt ikke lagt mærke til det, men netop i går fik jeg
at vide af folk, der må kende til det, at vi kan glæde os over et byggeboom i
dansk arkitektur. Så uden ønske om at spille hellig, så lad mine bekymringer
være en påmindelse om nogle grundlæggende principper, uden hvilke vores
erhverv måske får succes i et politisk, socialt, økonomisk perspektiv, men
mislykkes i aspekter som konstruktionsmæssig integritet, hvilket er en
forudsætning for god arkitektur. Nogle vil sige, at sådanne emner er for
sofistikerede eller akademiske. De har ikke ret.

På min nytårsresolutionsliste havde jeg som det første skrevet: ‘koncentrér dig
om de gode ting andre bygger, gør dine ting, stop med at klage’. Dårlig start.
Jeg går videre til det næste, det om en sundere diæt.

Godt og lykkebringende nytår til alle!

(Til Marulu Muelas, min mor)

40
Can Lis, spring 2019.

41
42
 DEN OMVENDTE MIDAS

Jeg har for nylig oplevet et spøjst fænomen. Hvis en bygning, et landskab, et
sted appellerer til min følsomhed, hvis jeg finder det interessant eller smukt,
kan I være sikre på, at der er en plan for at ødelægge det, ændre det, erstatte
det. En yderst ejendommelig version af Midas forbandelse eller Hydras
dødbringende blik.

Jeg tog en tur til Nordhavn og blev overrasket over kvaliteten og karakteren af
en bygning fra 80'erne, nemlig Marina Park, PFA's hovedkvarter. Hvor er det
forfriskende, i disse dage med co-tænkning og co-design, at se en bygning der
har karakter. Og som også er legesyg, med sine flyvende sekskantede broer, sin
rige keramiske hud, og de futuristiske, nautiske åbninger.

Jeg besluttede at undersøge det nærmere. Jeg fandt ud af, at byningen er bygget
af Bent Saks, en arkitekt, jeg skal kigge nærmere på. Men så fandt jeg også ud
af noget andet. Først så det ud til, at den skulle rives ned, men nu udsættes den
i stedet for en aggiornamento. Ifølge reporteren vil nogle andre arkitekter end
auteuren selv ‘jazze opbygningen op’.8

Virkelig! Jeg forstår ikke, hvorfor vi klager så meget. Vores attributter som
arkitekter vokser hele tiden i omfang og betydning. ‘Jazze ting op’, for
eksempel.

Hvad bliver det næste? Nå ja, mit elskede Vikingeskibsmuseum i Roskilde.

Pokkers også. Det er min skyld, jeg ved det. Jeg ser dem, jeg kan lide dem, og
ned går de: mit dødbringende blik.

8
Nedslidt PFA-domicil skal jazzes op af Aarstiderne Arkitekter og Sweco af Jørgen Bendsen,
udgivet: 12.09.16 kl. 12:45 i Ejendomswatch:
http://ejendomswatch.dk/Ejendomsnyt/article8995215.ece

43
44
 TALENTPOLITIKKEN

Sidste torsdag vandt den spanske tegnestue Barozzi-Veiga 2015 udgaven af

Mies van der Rohe-prisen. Deres vinderprojekt, filharmonibygningen i den
polske by Szczecin (Stettin), kan umiddelbart forekomme som noget andet end
det, den er. Det krystalagtige volumen ser ved en overfladisk betragtning ud
som endnu en selvcentreret ikonbygning, der paraderer et af tidens forkætrede
temaer, det gentagne gavlmotiv (i en mere eller mindre regulær udgave). Men
det er ikke sådan, jeg ser det.

Filharmonien prøver ikke at løbe fra sine repræsentative forpligtelser – og

hvorfor skulle den også det? Den 13.000 kvm store bygning er placeret samme
sted som det gamle konzerthaus, der blev ødelagt under anden verdenskrig. Den
vil gerne fungere som samlingspunkt for sin uartikulerede kontekst, men som
volumen er den stram og behersket, ligefrem tilknappet, og på ingen måde
larmende. Med kun ét materiale, nemlig glas, samler opmærksomheden sig om
de forskudte gavle, der er en fortolkning af den stedlige typologi (meget høje,
smalle huse, som smelter sammen til en helhed og ses overalt i byens skyline).
Denne vertikale (‘gotiske’) artikulering skaber en fin balance mellem det store
volumen, som programmet lægger op til, og den omgivende by.

Planen er imidlertid yderst rationel. En rummelig foyer, badet i dagslys,

spænder ud mellem klimaskærmen og de to store koncertsales enkle volumener.
Her bag glasfladerne gemmer der sig et roligt og afklaret rum af stor intensitet.

Men det var ikke min hensigt at analysere denne bygning, som ikke engang er
min favorit blandt Barozzi/Veigas arbejder. Jeg vil hellere sige noget
overordnet om tegnestuens praksis.

Fælles sympatier

45
Vi spejler alle sammen os selv i andre arkitekter med tilsvarende sympatier,
interesser og påvirkninger. Vi forestiller os et netværk, der på uhåndgribelig vis
forbinder os på tværs af tidsaldre og landegrænser. Vi spinder et væv gennem
tid og rum, som bygninger, navne og tegninger bliver fanget i. Barozzi/Veiga
‘havnede’ i mit spindelvæv næsten fra begyndelsen af deres virke i Barcelona,
tilbage i 2004. Med hvert nyt projekt glæder jeg mig over at se dem træde mere
og mere i karakter og lidt efter lidt finde en stemme, der er helt deres egen.

Der var fx den her tegning. Et intenst, Boullée-agtigt interiør i sort-hvid fra en
konkurrence om et neandertal-museum i Spanien. Nøgent og basalt. For
intenst, vil nogle nok mene. Jeg gemte billedet: åndeligt føde til den kolde tid.

Og så var der det fremragende hovedsæde for vindistriktet Ribera del Duero.
En bygning, som er halvt indfældet i skrænten omkring Roa, en lille by i
omegnen af Madrid. Projektet redefinerer byens afgrænsning og skaber en
smuk plaza, hvorfra man ser ud over den castilianske højslette. Som led i
kompositionen markerer et stenmuret tårn sig kækt mod horisonten.

Åndsfællesskaber

Jeg læste et interview9 med arkitekterne, der bragte lidt orden i det komplicerede
spindelvæv. Her taler de om deres begyndelser – en fortælling, der ligner den,
vi kender fra flere generationer af europæiske arkitekter. De muligheder, som
Erasmus-programmet og den europæiske konkurrence åbnede op for, chancen
for at arbejde og studere fjernt fra hjemmet, internationale venskaber, de første
konkurrencer. De nævner også, hvad der er nok så vigtigt, at de mødte
hinanden på Guillermo Vázquez-Consuegras tegnestue i Sevilla, hvor de begge
to arbejdede, og at Alberto Veiga forinden havde været ansat hos Patxi
Mangado i Pamplona. Mangado og Vázquez-Consuegra er to af tidens mest
interessante arkitekter, som begge rangerer højt på min personlige hitliste. Men
det, jeg især hæftede mig ved, var den her dualitet: på den ene side
internationalisering (og til en vis grad deterritorialisering) og på den anden side
følelsen af at være del af et åndsfælleskab med andre lokale arkitekter.

De har flere ting tilfælles med Mangado og Vázquez-Consuegra: Troen på, at

vores fag besidder en vis autonomi, og at konteksten er en rummelig størrelse,
der udmærket kan forenes med arkitekturens positive og transformative
kræfter. Interessen for det offentlige rum, ofte som drivkraften i deres
projekter, der alle handler om at ‘skabe by’. Fælles for dem er også ønsket om
kontinuitet. Historisk kontinuitet (som i byernes gradvise udvikling over tid),

9 Hicarquitectura.com/2012/06/barozzi-veiga-articulo-dellatzer-moix/

46
men også internt i faget. De er interesserede i byggeteknik, i materialernes
sprog, i stemninger … men ikke så meget i de skiftende teorier om fremtidens
arkitektur. Og så har de et ønske, der ellers efterhånden hører til
sjældenhederne: ønsket om permanens. For i modsætning til de flygtige og
mobile strategier vil de gerne bygge noget, der er langtidsholdbart.

Drevet af lysten

Endelig er der konkurrencerne. De åbne, internationale konkurrencer. For

Barozzi/Veiga er arbejdet med konkurrencer drevet af lyst og ikke af
desperation. De bruger mange måneder på hver enkelt konkurrence. De tegner
måske to om året, dybt engagerede i hver enkelt tegning, hver enkelt sætning.
Det handler om at trænge dybere ned i stoffet og skære helt ind til benet.

I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på den seneste udvikling
på den hjemlige scene med ‘todages-konkurrencer’ etc. Det næste bliver vel, at
man indfører ‘minut-konkurrencer’, hvis ikke de åbne offentlige konkurrencer
helt forsvinder som ved et trylleslag. Årsagen er ikke krise og nedgang i
byggeaktiviteten, ligesom i Spanien for eksempel. Det vrimler med
prækvalifikationer og ‘kampagner’: den danske kystlinje, landbrugene, det
sociale boligbyggeri, idrætshallerne, klimaudviklingen i byerne osv. … der er
nok at tage af. Områder, hvor der er hårdt brug for nye talenter. Men dette
modarbejdes af en åbenbar uvilje mod at lade nye kræfter komme til fadet. En
strategi, der handler om at styre og fremme karrieren hos de lykkelige få, som
svæver rundt i et vægtløst og engleagtigt kredsløb omkring magtens tinde.

Årets Mies van der Rohe-pris er resultatet af en åben, international

konkurrence, og det samme er resten af de Barozzi/Veiga-projekter, der
omtales i denne artikel. Der er arkitekturpolitik, men så er der også en
dybereliggende understrøm; nemlig den politik, som handler om at forvalte
talentet.

Og så får Barozzi/Veiga det sidste ord: ‘Flere og flere arkitekter beskriver vores
fag ud fra dets attributter og ikke ud fra det, der definerer faget. I dag må
arkitekten forsvare og kommunikere sit arbejde på mange flanker:
energieffektivitet, økonomi, bæredygtighed etc. Det er der ikke noget at sige til.
Men arkitekturen rummer nogle helt grundlæggende værdier, materialitet,
rumlighed, urbanitet, kulturelle og naturlige relationer, som vi vægter meget
højt. Vi vil gerne skære helt ind til benet i arkitekturen. At følge med tiden vil
sige at forstå den verden, der omgiver os, og ikke at lade sig rive med af tidens
skiftende strømninger’.

47
48
 RETROPROGRESSIV ARKITEKTUR:
ET PERSONLIGT MANIFEST

Jeg har lånt konceptet ’retroprogressiv’ fra den spanske filosof Salvador
Pániker10. Indenfor arkitektur er konceptet lidt yngre. Det kan dateres nogle år
tilbage til skabelsen af vores tegnestue. I dag offentliggøres det:

1. Retroprogressiv arkitektur er en to-vejs vej

Eller en flod, der flyder opstrøms og nedstrøms på samme tid. Mod

kompleksitet og tilbage til rødderne. Den er derfor radikal. Radikal kommer fra
det latinske radix, rødder. Fremskridt indenfor arkitektur er en illusion, hvis vi
ikke samtidig dykker dybere ned i oprindelsen. En retroprogressiv arkitekt har
sin højborg i både fortiden og fremtiden.

2. At stå på tærsklen

Den retroprogressive arkitekt opererer mellem Janus´ to ansigter, guden for

tærskler og overgange. Begyndelser og afslutninger.

På den retroprogressive tærskel er nogle af nutidens trættende dikotomier

overvundet. Teori/praksis, fænomenologi/parametri, kvantitet/kvalitet,
gammel/ny. At være retroprogressiv betyder at engagere disse dualiteter
samtidigt. Hvilket ikke er det samme som at forblive i midten. Der er ikke plads
til at blive hypnotiseret af teknologien eller romantiseret af bedstemors
køkkennostalgi. Begge scenarier eksisterer sammen indeni den retroprogressive
arkitekt.

10
Aproximación al origen, 1982.

49
3. Nicher er for gnavere

At være en retroprogressiv arkitekt vil sige at undgå dårligt ventilerede nicher.

Specialiseringens faldgruppe. En specialiseret arkitekt er en digter, der kun
bruger to verber. En dårlig digter. En dårlig arkitekt. Vi er nødt til at bruge hele
viften af muligheder: tal, konstruktioner, klima, erindringer, etc.

Det kvantitative er livslinen for den middelmådige, men også et uvurderligt

værktøj og udgangspunktet for den retroprogressive arkitekt. Således er her en
anden dikotomi som bør glemmes for altid: den der sætter
arkitekten/kunstneren, den inspirerede men uansvarlige, op mod den ikke så
glamourøse, men altid pålidelige ingeniør. Den retroprogressive arkitekt er
både en arkitekt og en ingeniør.

4. Retroprogressiv arkitektur er et internt job

Den er aldrig ren objektiv. Den er farvet af, engageret af livet. Oprindelse er
også biografi. Det kræver at man dykker indad, som enhver anden kunstner,
der er sit talent værd. Arkitekturen ernærer sig af livet, arkitektens liv.

(Aldo Rossiˋs Scientific Autobiography vil for mig altid være en fremragende
traktat om arkitektur).

Sådan noget som kollektiv arkitektur eller anonym arkitektur findes ikke. Vi
glemmer simpelthen navnene på mange af de bedste, eller laver generations-
eller nationale rankinger, top ti lister, tophundreder, etc. Dette er alt sammen
irrelevant i det lange løb: retroprogressiv arkitektur forbliver, som enhver
kunst, de få menneskers kunst. (Til de mange, er det vist unødvendigt at sige.)

‘What I call intuition is nothing that comes from the absolutely abstract.
Intuition appears as a fundamental positive element within the process of
invention, what we could call the creative process, which summons up just
what it must. Because each of us chooses his own memory as a mean of
knowledge, and intuition is based on that: choosing the right memories’.
Paulo Mendes da Rocha.

5. Mellem tværfaglighed og alkymi

Den retroprogressive arkitekt byder tværfagligheden velkommen. Hans hjerne

ér tværfaglig, det vil sige kultiveret. Retroprogressiv alkymi finder sted indeni
enhver arkitekt. Den videre bearbejdelse af alle data og input fra mange
discipliner og eksperter hører til essensen af vores job. Vi har brug for mange
hoveder og mange hænder, men ingen komité kan fremmane arkitektur.

50
6. At være himmelsk rodfæstet

Vi bevæges af en arkitektur, der ikke er knyttet til bestemte teknikker, brands

og adjektiver. Dén, der fører os tilbage til et sted, hvor rummet påvirkede os på
en ikke-medieret måde. (Første gang vi trådte ind på en hovedbanegård, eller
da vi bevægede os rundt i huset ved tusmørke, efter sommerstormen havde
dræbt strømforsyningen).

Retroprogressiv arkitektur har lige så meget at gøre med logos som med mystik.
Ægteskabet mellem teknik og mystik er retroprogressiv. Paradoksalt nok har
moderne videnskab ikke slået fortryllelsen ihjel, men fortsætter med at åbne
vinduer til det mystiske.

7. Når det nye bluffer

Den retroprogressive arkitekt mistroer det nye, når det ikke går hånd i hånd
med en intensivering af det tidløse. Der findes kun det nye/gamle, det der
lykkes med at forblive tidløs.

Det nye, ligesom revolutioner, er bare ikke særligt resilient for at bruge en
sproglig nyskabelse. Og skjuler normalt en simpel forretningsstrategi.

Vi er interesseret i det nye, som det gamle indeholder, og i det gamle, der ånder
gennem det nye.

Juryen, der netop har tildelt Venedig Biennalens Golden Lion til Paulo Mendes
Da Rocha, udtaler: ‘The most striking attribute of his architecture is its
timelessness. Many decades after being built, each of his projects have resisted
the test of time, both stylistically and physically. This astonishing consistency
may be the consequence of his ideological integrity and his structural genius.
He is a nonconformist challenger and simultaneously a passionate realist’.

8. At være retroprogressiv vil sige at være kritisk

For os er hele arkitekturhistorien moderne. Og det er derfor, vi kræver af

arkitekten, hvad kun han kan give os: kriterie. At skille klinten fra hveden.

I web-udgivelser f.eks. forsvinder det kritiske filter, projekter offentliggøres

uden nogen form for redaktionel mening. Web-baserede arkitekturpriser og
konkurrencer er for det meste en joke, en nem forretning (med høje
deltagelsesgebyrer), der fungerer nøjagtigt som i Eurovision efter antal klik.
Måske repræsenterer klassiske magasiner som L'Architecture d'aujourd'hui, El
croquis og Arkitekten et konkret, afgrænset synspunkt, men det er i det mindste
et synspunkt.

51
Denne situation kræver af os en ny bevidsthed, mere kritisk end nogensinde.
Ikke alt, hvad der er vigtigt, når de nye ranglister. Men vigtigst af alt, meget af
det, der inkluderes i disse ranglister, er affald. At være retroprogressiv er at
efterspørge en ny kontrol af kvalitet: arkitektur er stadig de få menneskers
kunst. (Og igen, overflødigt at sige, til de mange.)

9. Sweating out the cool

Den retroprogressive arkitekt stræber efter at mestre ‘sprezzatura-gamet’, det at

være cool. Nødvendighed er ofte oprindelsen til skønhed. Men indsatsen for at
nå dertil bør omformes, og udtrykkes med arkitektur.

Vi er i dag interesseret i processer indenfor arkitektur. Men når det

retroprogressive projekt er færdigt, bør de utallige workshops, brainstorms, idé-
boards, borgerinddragelses picnic, etc., gemmes væk i en skuffe. Om ikke andet
fordi disse processer, nødvendige eller ej, ikke er en garanti for succes.

At være retroprogressiv er at overvinde nødvendige friktioner og anstrengelser,

med den størst mulige naturlighed.

Jeg forestiller mig de utallige timers øvelser, sved og mislykkede gentagelser, i

en indspilning af Sinatra, i et projekt af Siza. Tænk på den vildledende enkelhed
i Da Rochas planer og opstalter. Nemt. De er ‘naturtalenter’.

Disse retroprogressive ’prinser’ giver os syntesen og holder sveden for sig selv.

De forbliver cool.

10. På vej mod adjektivernes endeligt i arkitektur

Den retroprogressive arkitekt er træt af arkitektur med adjektiver. Passiv, social,

minimal, bæredygtig, kollektiv, parametrisk, kvinde, brutalist. Hvis det har
nogen værdi, fortjener det kun et adjektiv: retroprogressiv.

Eller endnu bedre: ingen. Bare arkitektur.

52
53
 VASKEHUSET

I en landsby med udsigt over havet, krydsede arkitekten, da han var barn,
vaskehuset på sin vej til skole.

Bygningen lå på en skråning vendt mod syd. Der voksede citron- og

appelsintræer på terrassen ovenover og store mandeltræer nedenfor.

Mandeltræernes grene sivede igennem buerne. Indenfor kastede buer og grene

deres skygger, og det rindende vand reflekterede lyset og det grønne, og fyldte
på den måde taget med farve og vibrationer. Bygningen var opført i pudset og
kalket sten. Cementvaskepladserne, skinnende på grund af sæben og tøjets slid,
lignede poleret sten.

Systemet af vandingskanaler havde ikke ændret sig siden araberne. Ved

vejkanterne løb vandet lystigt over hele haven, men inde i vaskerummet blev
kanalen større og vandet stilnede af.

Atmosfæren og stemningen ændrede sig. Kom man ind fra solen, var man nødt
til at tilpasse øjnene for at kunne se. Duften af jasmin og orangeblomst hang
fast i rummet, og alle lyde blev forvandlet og skabte en smule ekko, så man
uvilkårligt sænkede stemmen. Forestil dig også måneskinsnætter om
sommeren, hvor de elskende par ville sidde på bænken under buerne.

I tiden før vaskemaskinen havde det selvfølgelig været et sted for sociale møder
og sammenkomster. På et tidspunkt har der været mere end halvtreds personer
som talte, hviskede og sang. Kvinder især, og børn. Nogle bygninger viser deres
evne til at føje sandhed og og værdighed til menneskelig aktivitet. Det synes,
som om arkitekturen da er i stand til at erobre livets dybde. Det gælder også
visse kirker og markeder. Karakteren af agora har således overlevet den
forsvundne oprindelige funktion.

54
Vaskehuset var ikke et sted, man gik hen for at se. Det var en gennemgangsvej,
hvis indflydelse vandt indpas lidt efter lidt. I en kirke forventer vi fordybelse,
og endda ærbødighed. I et vaskehus opdagede vi det som en åbenbaring, og
tyve år senere funderer vi over, hvordan det var muligt. Det er en langsom
læring.

Rammen om landskabet, sammensætningen af forskellige elementer i akkorder

... buernes langsomme og elastiske rytme sammen med vaskepladsernes
hypnotiske gentagelse. Støttepillernes moderne kadence. Proportionerne var
generøse, skillevæggen mod nord var omkring fem meter høj.

Det var et sted, man gik forbi; men der var også mulighed for at hænge ud med
vennerne, nogle sad rundt på vaskepladserne og andre under buerne.

I mange år troede jeg, at jeg måske idealiserede en bygning knyttet til min
barndom og tidlige ungdom i en middelhavslandsby. Men fotografiet sendt af
et familiemedlem bekræfter nu erindringen. Lige tilpas med arkitektur.
Fotografiet genopliver stedet, især på grund af alt det, som ikke fortælles, dét
som overeksponeringen af lys og skygge skjuler.

(I dag eksisterer vaskehuset ikke. Også hele systemet af vandingskanaler er

forsvundet, fordi nogen besluttede, at det ikke var bæredygtigt nok. Og med
vandet forsvandt frøerne, fiskene, græsset og hele havens friskhed. Sorte
hullede gummirør lader i stedet nærigt vanddråber løbe ud. Men det er en anden
historie.)

Noget havde jeg dog glemt. I bunden af billedet, lige før man forlader
vaskehuset, brydes hele konstruktionen for at til passe sig terrænet. Den sidste
bue bryder rytmen for at følge vejen. Naturlighed og god tone i en arkitektur,
der ikke er korsetteret af ideen eller konceptet. Ofte taler man om ydmygheden
i det vernakulære. Jeg mener ikke, der var noget ydmygt ved vaskehuset. Det
havde den værdighed, som uhøjtideligheden giver, og respekten og forståelsen
for stedet.

Man befandt sig, når alt kom til alt, rigtig godt der.

55
56
 OM FORFATTEREN

Insert author bio text here. Insert author bio text here Insert author bio text
here Insert author bio text here Insert author bio text here Insert author bio
text here Insert author bio text here Insert author bio text here Insert author
bio text here Insert author bio text here Insert author bio text here Insert
author bio text here Insert author bio text here Insert author bio text here
Insert author bio text here Insert author bio text here Insert author bio text
here Insert author bio text here Insert author bio text here Insert author bio
text here Insert author bio text here Insert author bio text here Insert author
bio text here

57