En hustrus kærlighed

Anerkendelse og en følelse af værdighed er enormt vigtigt for os mennesker, hvis vi skal

opretholde glæden ved livet, men social anerkendelse kan også blive lidt af en konkurrence.
Udadtil vil vi vise, at vi er de bedste og de fineste. Sådan har Fru Piccalil det i hvert fald,
hovedpersonen i novellen ”En hustrus kærlighed”. Hun går meget op i værdighed og at få
anerkendelse fra de andre borgere i den lille by, hun bor i. Så meget, at hun ender med at begå
en forbrydelse. Novellen er skrevet af den danske forfatter H. S. Holck og udgivet i
novellesamlingen Sydfranske fortællinger fra 2013. Det bedste ville vel være, hvis vi ikke gik
så meget op i, hvad andre tænker om os. Men finder Fru Piccalil ud af, at værdigheden i
virkeligheden kommer indefra og ikke udefra?

Novellen er komponeret som et lineært forløb med flashbacks. Der er bagudsyn i novellen, og
i novellens nutid befinder hovedpersonen Fru Piccalil sig i et lille lokalsamfund i færd med at
aflevere sine børn i skolen. Fortælleren er en personbunden tredjepersonsfortæller, som er
åbenlys og har adgang til hovedpersonens tanker og følelser. På vej tilbage fra skolen går Fru
Piccalil forbi det lokale postkontor, og det får hende til at tænke tilbage på en hændelse, hvor
hun lavede et røveri og truede postdamen med en signalpistol. Derefter flygtede hun, men blev
fanget af ejeren af byens cafe og kom i fængsel. Først sent i novellen når læseren frem til det
tidspunkt, der fortælles fra. Fortælleren bruger lang tid på at fortælle om Fru Piccalils familieliv
i den lille by. Der hentydes flere gange i løbet af novellen til røveriet, uden at læseren ved, hvad
der er sket. Novellen er holdt i datid, men til allersidst skiftes der til nutid: ”Familien Piccalil
bor stadig i den samme by, i det samme lille lokalsamfund” (l. 103).

Fortælleren har tydeligvis adgang til hovedpersonens tanker og følelser: ”Hun havde været
manisk den dag, det var sket; hun havde gjort det uden at tænke sig ordentligt om. Nu bagefter
var det som om, det slet ikke var hende selv der havde udført handlingen” (l. 55). Der fortælles
gennem Fru Piccalil, men det virker alligevel som fortællerens udlægning af handlingen, at hun
var manisk. Flere steder i novellen spiller fortælleren en aktiv rolle ved at fortolke og
kommentere. Fortælleren bruger mange fagord fra psykologien, fx manisk og depressiv til at
beskrive hovedpersonen. Normalvis får bagudsyn læseren til at føle sig mere tryg ved
fortælleren, fordi fortælleren har overblik og ser tilbage på historien, men den åbenlyse og
deltagende fortæller i novellen ændrer på forholdet mellem læser og fortæller. Derfor kan
læseren blive i tvivl om, hvorvidt man kan stole på fortællerens diagnosticering af Fru Piccalil.
Det antydes fra start, at fortælleren kender hovedpersonens underbevidsthed, altså noget, som
hovedpersonen ikke en gang selv kender til: ”Så havde det langsomt taget form i hende – men
kun i hendes underbevidsthed” (l. 2).

Novellen foregår i et lille lokalsamfund. Allerede tidligt i novellen kommer der beskrivelser af
byen: ”Forbi den lukkede damefrisørsalon og over det lille torv ved bymidten, der faktisk kun
var et vejkryds” (l. 6). Der skabes et billede af tilbagestående samfund, som nærmest er gået i
stå. Familien Piccalil bor i byen og har deres omgangskreds der. Fru Piccalil er en stolt kvinde,
som sammenligner sig med de andre i byen. Hun er ked af, at det økonomisk er gået ned ad
bakke for familien: ”Længe – havde hun talt med sin mand om deres økonomiske problemer”
(l. 18). Og kort efter fortsætter hun: ”de manglede dem [pengene] ... Ikke bare til børnene og
den daglige husholdning, også til hans ekstra fornøjelser og hendes tøj. Hun gik i alt for
gammelt tøj” (l. 21). Fru Piccalils familie mangler hverken tag over hovedet, mad eller tøj på
kroppen, men hun kan ikke være lige så stolt længere i sammenligningen med byens øvrige
familier. Når familien har måttet sige farvel til noget luksus, påvirker det Fru Piccalil meget,
fordi hun føler, det går ud over hendes egen og familiens anseelse og værdighed i byen. Og
værdighed, men også stolthed og skam fylder meget i hendes liv: ”hun havde også sin stolthed,
selvom de ikke regnede hende for noget” (l. 65). Hun skammer sig over, at røveriet har påvirket
familien og er overbevist om, at børnenes indlæringsvanskeligheder er en direkte konsekvens
af det. Skammen kan i høj grad hænge sammen med, at hun har nogle fasttømrede holdninger
til, hvad en kvinde er og bør være. Hun har nogle skarpt definerede forventninger til sig selv
både som kvinde, mor og hustru. Det ser man fx i den måde, hun omtaler mandens nært
forestående jubilæum, og hvordan det bør fejres: ”Man kunne ikke gå rundt og være sig selv
bekendt – som familie ... som hustru, som mor og kvinde – på den måde” (l. 41). Hun omtaler
også sin rolle som husmor: ”Pligter og arbejde i hjemmet med mand og børn tog det meste af
hendes tid – og så var hun altid træt, udmattet, og havde bare lyst til at sove i den ”fritid” hun
havde tilovers til sig selv” (l. 72). Hun er en fin dame, og den sociale anerkendelse, der følger
med, når man har en ordentlig og pæn familie, er vigtig for hende. Hun skal faktisk helst være
lidt finere end de andre i byen.

Da det går dårligere og dårligere med økonomien i familien, vælger fru Piccalil at lave røveri
på postkontoret. Det er ikke en klog beslutning, men årsagen til handlingen er pengemanglen
og måske en mangel på spænding, som hun selv forklarer: ”I virkeligheden havde det også
været spændingen som drev hende – en slags ophidselse, ligesom ved sex – et godt farligt
samleje” (l. 45). Novellens titel indikerer imidlertid noget andet. Røveriet er et desperat forsøg
på at redde den værdighed, som hun føler, familien er ved at miste: Hun begår røveriet af
kærlighed til sin familie. Den sociale værdighed ved at være finere end de andre er altså så
vigtig for hende, at hun af kærlighed til familien vælger at begå et røveri. Hun tror, det er det,
hendes familie har brug for, og hun tror, at kærlighed og social værdighed og anerkendelse
hænger sammen. Men røveriet, begået i desperation, måske i en manisk periode, får ikke
værdigheden til at vende tilbage. Tværtimod forsvinder værdigheden helt, og efter
fængselsperioden bliver der ikke engang hilst på hende mere. ”Det hele var så underligt” (l.
59), står fremhævet med kursiv i teksten.

Det er uvist, om Fru Piccalil ved, hun begår røveriet med en signalpistol, som altså ikke er
farlig: ”Fru Piccalil (...) havde af alle hans [mandens] skydevåben, nedtaget fra væggen, en
signalpistol. Som bekendt ganske ufarlig – som våben” (l. 99). Læseren fornemmer en form for
ironi i teksten. Mange ting står uvist hen. Vi ved ikke, om vi egentlig kan stole på fortælleren,
og vi ved ikke helt, hvad Fru Piccalils hensigt egentlig var, da hun begik røveriet. På den måde
lader forfatteren én ting træde meget tydeligt frem: Fru Piccalil sender et signal med sin
signalpistol. Der er noget galt i hendes liv – måske er der noget galt med den måde, hun lever
sit liv på. Novellens sidste sætning er meget vigtig for at forstå hensigten med novellen, og
vigtigheden understreges af skiftet i tid: ”Familien Piccalil bor stadig i den samme by, i det
samme lille lokalsamfund” (l. 103). Læseren kan ikke undlade at spørge sig selv, hvorfor
familien ikke flytter, men denne sidste linje i novellen giver måske et svar: Tanken om at
kærlighed og social værdighed er to sider af samme sag er noget iboende i os. Det er noget,
som ifølge novellen er et generelt problem i vores samfund, og på den måde er det ikke noget,
vi bare kan flytte væk fra. Vi er fanget, fordi folk er stolte, fastlåste i gamle vaner og normer
og bange for forandringer. Forfatteren vælger at lade handlingen udspille sig i et lille
lokalsamfund, selvom novellens problemstilling og budskab er et generelt problem. Det gør
han for at konkretisere problemstillingen. I en lille by, hvor alle kender alle, er behovet for at
være finere end de andre meget konkret, fordi man kan overskue, hvem det er, man vil være
finere end.

Novellen peger på et tema om anerkendelse og social værdighed, der er meget relevant i
nutidens danske samfund. Især mange unge føler, at der bliver stillet nogle krav til dem, som
de ikke kan leve op til. Den sociale anerkendelse bliver en konkurrence, der fylder meget i de
unges bevidsthed. Som det sker for Fru Piccalil i novellen, kan nogle unge komme til at føle,
at de må tage nogle drastiske midler i brug for at vise, at de lever op til alle de sociale normer
og spilleregler. Eksempelvis føler mange i dag, at de er nødt til at leve bag en falsk facade for
at føle sig anerkendt.

Fru Piccalil sender et signal om, at der er noget galt. Der er noget galt med hende, noget galt
med byen og noget galt med vores samfund. Novellen er samfundskritisk og sætter
spørgsmålstegn ved, om vores opfattelse af værdighed er sund for os. Vi går for meget op i,
hvad andre tænker om os. Fru Piccalil tror, det er kærlighed, når hun forsøger at gøre familiens
sociale anerkendelse bedre. Men det ender helt galt. Man kan godt have kærlighed uden at være
en fin familie med høj social status. Det tyder ikke på, fru Piccalil har lært, at værdighed er
noget, der komme indefra, men budskabet i novellen er alligevel klart: Vi skal undgå at lade
vores stolthed ødelægge kærligheden.