Einsteins specielle relativitetsteori bygger på postulatet om, at lysets

fart (i det tomme rum) er uafhængig af iagttageren. Det har den

overraskende konsekvens, at tiden ikke er absolut, dvs. den er ikke
noget, vi alle er fælles om. I stedet afhænger tidens gang af vores
indbyrdes bevægelse. I dette kapitel ser vi nærmere på denne over-
raskende opfattelse af tidens gang og dens konsekvenser for blandt
andet astronomiske observationer.

13.1 LYSETS FART

Det er en trivialitet at konstatere, at lyd har en endelig udbredel-

sesfart. Eksempelvis høres tordenskraldet først et stykke t i d efter,
m
at man ser lynet slå ned. A t lys udbreder sig med en endelig fart,
er derimod noget,, man først har opdaget i 1675, da danskeren
Ole Rømer (1644-1710) påviste lysets "tøven" i forbindelse med
studiet af onlløbstiden for Jupiters inderste måne.
I følge Maxwells teori f o r elektromagnetisme er lys elektro-
magnetiske bølger. Ligesom lyd udbreder sig i et medium, f x luft,
mente Maxwell, at lys måtte udbrede sig i et specielt medium,
æteren. M e n i modsætning t i l luften, der er bundet t i l planeterne,
skulle æteren strældce sig ud gennem det tomme rum. Ellers ville
man ikke kunne se stjernerne om natten.
Der var dog problemer med lysets fart. I følge Maxwells teori
skulle elektromagnetiske bølger i forhold t i l æteren bevæge sig
med farten (se evt. "Elektromagnetisme" i kapitel 12)
1
(1) c = ,
w
v\M o' £ o
M e n hvis en iagttager bevæger sig i forhold t i l æteren, skulle ly-
sets fart i forhold t i l iagttageren eksempelvis blive langsommere,
hvis iagttageren bevægede sig med lyset. Imidlertid kunne ingen
eksperimenter påvise en sådan forskel i lysets fart.
1 1905 overflødiggjorde Einstein æteren ved at udvide relativi-
tetsprincippet t i l også at gælde elektromagnetiske og optiske f æ -
nomener. Maxwells hgninger file herved udstrakt deres gyldighed
til alle iagttagere, og ikke kun t i l dem, der lå stille i forhold t i l æte-
ren. Enhver iagttager v i l derfor finde, at lyset bevæger sig med
farten c. I dag har man taget konsekvensen af dette og bruger ly-
sets fart som definition p å en af de fundamentale enheder i Sl-en-
^ hedssystemet.
Ci) Lysets fart er altså ikke noget, man måler med en større eller
0 mindre usikkerhed. Den er eksakt
Lysets fart er uafhængig af kildens
bevægelse. Ellers ville dobbeltstjer-
ner ikke ses rotere regelmæssigt. (2) c= 299 792 458 m/s

114 LYS OG TID

 Ifølge relativitetsteorien vil ingen iagttager kunne bevæge sig med
lysets fart i vacuum, thi i forhold t i l en sådan iagttager ville lyset
"gå i stå". Lysets fart i vacuum, c, er den øverste grænse for en vil-
kårlig genstands fart.
Det er imidlertid kun, når lyset bevæger sig i vacuum, dets fart
har denne særlige status. Hvis lyset i stedet bevæger sig gennem
et gennemsigtigt medium, nedsættes dets fart i forhold til mediet

Hurtigere end lyden: Pistolkugle
gennembryder plexiglasrude.
© blåt.
(3) v =
-
n
hvor n er mediets brydningsindeks. I fx vand kan hurtige partikler
derfor sagtens overhale lyset. Det er velkendt, at når en partikel
bevæger sig hurtigere end lyden ("gennembryder lydmuren"), vil
den frembringe chokbølger ("det supersoniske brag"). Tilsva-
rende v i l en partikel, der bevæger sig hurtigere end lyset, udsende
elektromagnetiske "chokbølger", den såkaldte Cerenkov-stråling.
Det gælder fx de hurtige elektroner, der udsendes fra /^henfald i
brændselsstave fra atomreaktorer. N å r u d b r æ n d t e brændsels-
stave opbevares i et bassin med kølevand, lyser vandet intenst

13.2 T I D S F O R L Æ N G E L S E N

Postulatet om, at lysets fart i vacuum er en absolut størrelse, har

den afgørende konsekvens, at ure, der ligger stille, og ure, der be-
væger sig, ikke går lige hurtigt. I begyndelsen af århundredet var
det ikke muligt at påvise en sådan forskel. I dag vises effekten, ved
at sende et atomur rundt om Jorden med jetfly. Eksperimentet
blev først gang udført af Hafele og Keating i 1972. Ved hjemkom-
sten havde det forfløjne ur oparbejdet en tidsforskel på ca. 100 ns
i forhold t i l et atomur, der blev hjemme.
Det er derfor nødvendigt at skelne mellem forskelllige tidsmål.
Egentiden for en genstand er den tid, t, der måles på et ur, der føl-
ger med genstanden. Laboratorietiden er den tid, t, der måles af
en fast iagttager, som genstanden farer forbi. Laboratorietiden
måles p å ure fast forankrede i et "laboratorium" (referencesy-
stem), der bevæger sig med konstant hastighed gennem Univer-
set.
For at finde sammenhængen mellem egentiden t og laborato-
rietiden t ser vi p å et eksperiment inde i en raket, hvor en lys-
stråle sendes fra loftet ned mod et spejl i gulvet og igen opfanges i
loftet. Målt med rakettens eget ur bruger lyset tidsrummet Ar på
at tilbagelægge vejlængden cAt. E n iagttager udenfor raketten
finder i stedet, at lyset bruger tidsrummet At på at tilbagelægge
vejlængden cAt. Set udefra bevæger raketten sig i det samme tids-
rum stykket As. Men som vist p å den følgende figur udgør de tre
c- At
vejlængder
3 & A ,
As, cAx og cAt
netop siderne i en retvinklet trekant.

LYS OG TID 115

A »tid« V i finder derfor

2 2
(4) (C- At) = ( O AT) 2
+ (As)
AT

Denne sammenhæng mellem laboratorietid og egentid er funda-

mentet for den relativistiske kinematik. Den viser, at det tidsrum
At, der går p å de faste ure, som genstanden farer forbi, altid er
»rum«
*»• længere end det tidsrum At, der går p å genstandens eget ur.
Bruges C - z l r s o m mål for rumtids-
Dette f æ n o m e n kaldes tidsforlængelsen,
afstanden mellem to begivenheder V i kan også udtrykke lab or atorie-tidsrummet At ved hjælp af
fås rumtidsgeometriens "pythago-
ras"
egen-tidsrummet Ar og rakettens fart u. Hertil indsættes
(C- Ar) = (C- AT) -
2 2
(AS) 2

Læg mærke til at tid og rum indgår As= w At

med modsat fortegn!
i (4). V i finder da

(5) At= y(u) • Ar

/\ ii hvor vi har indført den såkaldte y -faktor

4- y(u)f
ij
t
1
(6) Y(w)
3-
2 7
/' yi - u /c
/ r
2 som angiver hvor mange gange laboratorietiden går hurtigere end
egentiden. I følge relativitetsprincippet kan y-faktoren kun af-
1 i
i hænge af genstandens bevægelse i forhold t i l laboratoriet. Det er
i i i i bemærkelsesværdigt, at den alene afhænger af genstandens fart
• ^ og ikke dens acceleration.
c
For små hastigheder er y-faktoren med god tilnærmelse
2
1 u
(7)

Hvis to ure synkroniseres, og det ene ur derefter sendes p å rund-

rejse, vil den relative afvigelse mellem de to ure derfor v æ r e givet
ved
2
t— T 1 u
~~T ~ 2 V
hvor u er det berejste urs fart.
E n af de mest overraskende konsekvenser af tidens relativitet
er tvillingeparadokset. To tvillinger skilles efter deres fødsel, og
den ene k i l l i n g rejser bort med en raket, der flyver tæt p å lysets
fart. Men tiden i raketten går langsommere end tiden p å Jorden,
og når raketten t i l sin tid vender tilbage, v i l tvillingerne derfor
ikke længere være Uge gamle. Den forfløjne tvilling vender måske
tilbage som et lille barn, der stadig ikke kan tale rent, mens den
(7) tilbageblevne tvilling er gammel og tager imod hende med grå-
Q sprængt skæg. Tvillingeparadokset var i sin tid den største an-
^ stødssten mod relativitetsteorien, og først med Hafele-ICeatings
^ forsøg blev det endeligt afklaret, at sådan er virkeligheden nu ind-
© rettet.

116 LYS OG TID

 B. V 13.3 S A M M E N S Æ T N I N G AF HASTIGHEDER

Tidens relativitet f å r også konsekvenser f o r reglerne f o r sammen-

sætning af hastigheder. Hvis B bevæger sig med hastigheden V
b e d ø m t fra A , vil der ifølge den klassiske fysik gælde
VB = v + V
A

M e n A's hastighed, v , måles med "laboratorierne", hvorimod B's

A

hastighed, V, i forhold til A måles med A's ure. D a A's ure ikke
har samme gang som laboratorieurene, giver det ikke længere no-
gen mening at lægge disse to hastigheder sammen.
Den relativistiske sammenhæng mellem v , Vog v kan findes A B

ved at regne p å lyssignaler. Udregningen er antydet i "Hastigheds-

addition". Resultatet kan skrives p å formen
V a + V
ft*
( 8 ) V b 2
~ 1+ v A VI c
Denne regel sikrer netop, at lysets fart er uafhængig af iagttage-
ren. Hvis en raket A udsender et lyssignal, vil dette have hastighe-
den c b e d ø m t fra raketten. Det samme lyssignal får b e d ø m t f r a
Jorden hastigheden
v + V
A
V A + C V_A + C
V =
1 + v /c v +c
B

1 + v • V/c'
A A A

Uanset rakettens egen hastighed v får man altså altid hastighe-

A

den c ud, n å r man sammensætter rakettens hastighed med c.

13.4 D O P P L E R F O R S K Y D N I N G

Det er velkendt, at frekvensen f o r en ambulances udrykningshorn

falder, n å r ambulancen kører forbi. Denne såkaldte klassiske
dopplereffekt o p t r æ d e r f o r alle periodiske signaler, n å r sender og
modtager n æ r m e r sig eller fjerner sig f r a hinanden. Hvis de ek-
sempelvis fjerner sig f r a hinanden, ankommer signalet med vok-
sende forsinkelse, hvorfor frekvensen falder.
Dopplerforskydningen af frekvensen f o r et periodisk signal
Jt skyldes imidlertid ildce kun den klassiske effekt. Hvis blot sender
og modtager bevæger sig med forskellig hastighed vil deres re-
'g
ts spektive egentid v æ r e forskellig, hvorfor de vil b e d ø m m e frekven-
k ser forskellig. Denne ændring af frekvensen som følge af en æ n -
>r dring af tidens gang, kaldes den relativistiske dopplereffekt.
ie Hvis f x senderen befinder sig i centrum af en hurtigt roterende
sn karrusel, og modtageren befinder sig p å randen, v i l sender og
jt- modtager hverken n æ r m e sig eller fjerne sig f r a hinanden. Der vil
i- derfor ildce være nogen klassisk dopplereffekt. M e n der er stadig
gs en relativistisk dopplereffekt, fordi senderen tigger stille, mens
i- modtageren bevæger sig. Tiden går langsommere p å randen,
hvorfor frekvensen vokser.

LYS OG TID 117

 ktiviteter
0 Rømers bestemmelse af lysets fart
R ø m e r bestemte lysets fart ved at b e m æ r k e , at omløbsti-
den f o r den inderste j u p i t e r m å n e i løbet af et år varierer
med ± 3 0 sekunder. D e n inderste m å n e har en middel-
omløbstid T p å 42 timer.
I det tidsrum, hvor den inderste j u p i t e r m å n e foretager et
omløb, ligger Jupiter med god tilnærmelse stille i for-
hold t i l Solen.
• Vis, at den maksimale ændring i omløbstiden AT er
givet ved
c-AT= u- T
hvor u er Jordens fart omkring Solen.
• Bestem herudfra en v æ r d i f o r lysets fart.
0 Fizeaus eksperiment
Fizeau bestemte i 1849 lysets fart ved at sende lys gen-
nem t æ n d e r n e p å et roterende tandhjul.
Der er 8633 meter f r a Suresne t i l Paris. Lyset forsvandt
første gang, n å r tandhjulet med 720 t æ n d e r drejede
12,67 gange rundt i sekundet.
Bestem en værdi f o r lysets fart.
0 Cerenkov-stråling
N å r en partikel bevæger sig hurtigere end lyset gennem
et medium, udsender partilden stråling til alle sider.
118 LYS OG TID
Vis, at fronten f o r denne stråling, chokbølgen, danner
vinklen 6 med bevægelsesretningen, hvor
c
cosØ = —
nv
og v er partiklens fart.
Tidsforlængelsen h Myon-henfald
Tidsforlængelsen blev f ø r s t e gang påvist i forbindelse
med henfald af ustabile elementarpartikler. Myonen er
et eksempel p å en s å d a n langtlevende, ustabil elemen-
tarpartikel, der henfalder t i l blandt andet en elektron.
Det f ø l g e n d e eksperiment er beskrevet i filmen "Time
dilation - an experiment with mu-mesons", Education
Development Center, Newton, Massachusetts.
Myoner dannes i de øvre lag i a t m o s f æ r e n ved sam-
m e n s t ø d mellem kosmisk stråling og protoner. For at un-
dersøge deres henfald tager man op p å toppen af et bjerg
og registrerer, hvor mange myoner der i løbet af f x en
time rammer en bestemt type tæller (en scintillationstæl-
ler). D e myoner, der rammer tælleren, nedbremses og
henfalder inde i tælleren. Henfaldet ledsages af lysud-
sendelse inde i tælleren p å grund af vekselvirlcningen
mellem tælleren og den udsendte elektron. Henfaldsti-
den kan derfor også registreres f o r hver enkelt myon.
D e n tidslige opløsning af tælleren er ca. 10 ns. Myonens
typiske henfaldstid inde i tælleren er nogle f å mikrose-
kunder.
I det faktiske eksperiment registreredes i løbet af en
time i alt 568 myoner oppe p å toppen af bjerget M t .
Washington i 1920 m's h ø j d e . A f disse ville k u n 27 myo- %
ner have levet længe nok t i l , at de ville have kunnet n å
ned t i l havets overflade, hvis de b e v æ g e d e sig med lysets
fart. Ved en tilsvarende måling ved havets over-flade med
den samme tæller registrerede man ikke desto mindre
412 myoner i løbet af en time.
• Myoner henfalder eksponentielt ligesom radioaktive
stoffer (myonens henfald er faktisk et Ø-henfald). I n d -
tegn henfaldskurven f o r myonerne f r a bjergets top p å
et enkeltlogaritmisk papir med tiden u d af i aksen.
• Bestem myonens halveringstid.
 tiviteter
Denne bestemmelse af myonens halveringstid er natur- • H v o r stor er afstanden mellem de to raketter, da den
ligvis p r æ g e t af en statistisk usikkerhed, fordi tælletallet første passerer målstregen?
fluktuerer med en spredning givet ved kvadratroden af • Hvor lang tid er der gået p å raketternes egne ure, da
tælletallet. de passerer målstregen?
• V u r d é r usikkerheden i bestemmelsen af myonens hal-
veringstid.
• Hvor længe skal man vente oppe p å bjerget, f o r at der (7) Hafele-SCeatings eksperiment
kun er 412 tilbage af de 568 myoner, der rammer tæl- V i betragter to fly, der rejser hver sin vej rundt o m
leren? Æ k v a t o r , idet begge flyene flyver med farten u (i forhold
• Hvilken y-faktor har en typisk myon oppe p å toppen til Jordens overflade). Flyene returnerer efter 2 døgn.
af bjerget, n å r den rammer tælleren? Jorden selv roterer med farten v„ langs Ækvator. I for-
• Hvilken fart har den? hold til Jordens centram (der med god tilnærmelse be-
v æ g e r sig med konstant hastighed, mens eksperimentet
står på), vil de to fly derfor have farten
© Tvillingeparadokset
I denne opgave betragter vi en raket, der tager ud p å en V E S T : v_ v- og ØST: v + = v + u
0
0

kosmisk karruseltur, idet den med stor fart bevæger sig

ud blandt stjernerne i en cirkelbevægelse med konstant
fart. I starten og slutningen af turen forekommer der en VEST
kortvarig acceleration, som v i ser bort fra. M e d sig p å
rejsen har ralætten den ene af to n y f ø d t e tvillinger. Ved
hjemkomsten er rakettvillingen blevet 5 år gammel,
mens den tilbageblevne tvilling netop er fyldt 50 år.
Ise
er
:n-
>n.
ne
on

m-
• Bestem Jordens fart ved Æ k v a t o r v og flyenes (gen-
m- 0

nemsnits) fart v_ og v+. Jordens radius kan sættes t i l

'rg
6400 Ion.
en
• Bestem herved en - gerne tilnærmet - værdi f o r de to
el- jetflys y -faktorer y_ og y+.
og • H v a d er rakettens y-faktor? Flyvetiden, målt med et t æ n k t u r der følger jordisk cen-
d- • H v a d er dens fart (i f o r h o l d til lysets)? tertid, sættes til 2 døgn.
en • D e n n æ r m e s t e stjerne er ca. 4,5 lysår borte. H a r ra- • P r ø v nu at finde forskellen mellem flyvetiderne målt
ti- ketten nogen mulighed f o r at passere denne stjerne p å et ur, der flyver Jorden randt, og et ur, der følger-
m. p å sin karruseltur? jordisk centertid.
ns a H v o r stor er ralættens centripetalacceleration be- • Find herved tidsforskellen mellem de ure, der flyver
fe- d ø m t f r a solsystemet? Ø S T om Jorden og de ure, der flyver V E S T om Jor-
• Som bekendt kan centripetalaccelerationen udtryk- den.
en
kes ved omløbstiden Tog radius r. P r ø v at udnytte det • Prøv, eventuelt ved at regne nogle taleksempler igen-
tt.
til at finde den centripetalacceleration, ralættvillingen nem, at vise, at denne tidsforskel er uafhængig af flye-
o- oplever (egenaccelerationen). nes fart. Hvis to skildpadder drager hver sin vej rundt
nå 1 o m Jorden med hver deres atomur p å skjoldet, v i l
its tidsforskellen altså v æ r e den samme som f o r flyene
sd ) Kosmisk væddeløb {skildpaddeeffekten)\
re I et kosmisk v æ d d e l ø b er det y-faktoren, der er afgø-
rende. To ralætter, hvoraf den ene kan flyve med y-fakto-
ve
ren 50 og den anden med y -faktoren 100, skal tilbage- ( I Stævnemøde i rummet
d-
lægge afstanden 150 millioner Ian fra Solen t i l Jorden. To raketter har sat hinanden s t æ v n e ude i rummet. D e
3å
V æ d d e l ø b e t foregår med flyvende start. bevæger sig hver f o r sig med halvdelen af lysets fart mod
• H v o r lang tid går der, b e d ø m t fra tilskuerne ved Jor- hinanden. M e d hvilken fart ser hver af de to raketter den
den, f ø r de to raketter passerer målstregen? anden n æ r m e sig?

LYS OG TID 119

 Klassisk dopplereffekt
For at udlede en formel for frekvensændringen af
et periodisk signal ser vi p å en sender A , der be-
væger sig med hastigheden v , og en modtager B,
A
der b e v æ g e r sig med hastigheden v . Ydermere
antager v i , at sender og modtager begge befinder
sig i x = 0 m til t = 0 s.
Relativistisk dopplereffekt
I relativitetsteorien laver man den samme udled-
ning. Blot skal man huske på, at formlen (9) kun
gælder f o r laboratorietid. N u skal vi så yderligere
B
tage hensyn tD, at der er forskel p å laboratorietid
og egentid. Senderen og modtageren måler nemlig
svingningstiden med deres egne ure.

-G-

V i ønsker at finde s a m m e n h æ n g e n mellem signa- Ifølge formel (5) er deres egen-svingningstid T og

a

lets udsendelstid og dets ankomstid, og lader der- T B givet ved

f o r A sende et signal til tiden t f r a positionen A

v ( . Dette signal modtages af B t i l tiden t i posi-

A A B
T = y (v ) Tf 02
A A TB = YO'B)T B

tionen VBt . Signalet, der bevæger sig med hastig-

B

heden c, har derfor tilbagelagt vejlængden Indsættes det i (9), fås i stedet den følgende formel
V B — V /A i løbet af tidsrummet t - t . D e r f o r gæl-
A B A
for dopplerforslcydningen
der
V B / C ) Y ( V B )
Vutn - v / = c(t -t ) (12) J B / A
A A B A
(l-v /c) A y(v ) A

Heraf finder vi for ankomsttiden / B

Her er den f ø r s t e faktor knyttet t i l den klassiske
1 ~ vjc dopplereffekt, mens den anden faktor er knyttet til
tn = tA den relativistiske dopplereffekt.
1 — vJc I praksis korrigerer man kun f o r egentid, n å r det
Ankomsttiden er altså proportional med udsen- drejer sig o m elektromagnetisk stråling, herunder
delsestiden. D e n samme s a m m e n h æ n g fås f o r tids- lys. Formlen (12) kan da udtrykkes mere hensigts-
forskellen mellem to p å hinanden f ø l g e n d e signa- mæssigt ved at udnytte udtrykket (6) f o r y-fakto-
ler. Specielt g æ l d e r den fundne s a m m e n h æ n g fol- ren. I det tilfælde, hvor senderen ligger stille, dvs.
et periodisk signals svingningstid T v er 0 m/s, fås
A

1~ vjc 1 ~ Vjj/C / l - v /c B
(9) T = / B = 2 ' / A /
B
1— Vn/C vl/c 1 + vJc' A

M e n frekvensen er den reciproklee af svingningsti- M e n n å r senderen ligger stille er v det samme som B

den, dvs. den indbyrdes hastighed mellem sender og modta-

vJc ger. Ifølge relativitetsprincippet kan forholdet mel-
(10) / B = f i\ lem frekvenserne f og f imidlertid lom a f h æ n g e
A B
1- vjc af den indbyrdes hastighed mellem sender og
Dette er formlen f o r den klassiske dopplereffekt. modtager. Kaldes denne V m å der derfor i almin-
D e n kan bruges t i l beregning af dopplerforskyd- delighed gælde f o r m l e n
ningen af f x lyd- og lyssignaler, n å r blot de involve-
rede hastigheder ikke er f o r store - og m å l e n ø j a g - 1 - V/c
(13) f B =
tigheden ildce f o r god! M e d god tilnærmelse kan 1 + V/c
den i så fald erstattes af formlen
Hvis V er positiv, dvs. senderen og modtageren
(jo) fjerner sig f r a hinanden, er / mindre end f , dvs.
© (11) B A

lyssignalet er rødforskudt. Hvis de i stedet n æ r m e r

Q l ) sig hinanden, bliver lyssignalet blåforskudt.

120 LYS OG TID

Hastighedsaddition forsinkelse p å grand af rakettens acceleration
V i er nu istand t i l at finde den lovede sammen- (klassisk dopplereffekt).
h æ n g mellem senderens og modtagerens hastighe-
der v og v sammenholdt med deres indbyrdes
A B

hastighed V. D a udtrykkene (12) og (13) er ens,

finder v i

1 - V/c = y(v ) _
B ( 1 - V B / C )
(14)
1 + VIc y(v )A ' (1-VA/C)

Indsættes udtrykket f o r y-faktoren (6) kan denne

formel efter en kvadrering af begge sider yderli-
gere omskrives på formen

1 + v /c B = 1 + vJc 1 + VI c
(15) V i regner derfor i stedet p å et lyssignal inde i ra-
1 - V B / C ~ 1- v J c 1- V/c
ketten, der sendes fra bunden til loftet. E r l o f t s h ø j -
den H, bruger lyset tiden
Dette udtryk for relativitetsteoriens regel for sam-
m e n s æ t n i n g af hastigheder er netop ensbetydende At * —
med formel (8), hvilket nok ses nemmest ved at C

i n d s æ t t e formel (8) og regne løs.
Gravitationel dopplereffekt
Ifølge Einsteins almene relativitetsteori fra 1915
på at n å op til loftet. M e n mens lyset er p å vej, op-
når raketten en større hastighed som følge af acce-
lerationen. Hvis raketten ved udsendelsestids-
punktet havde hastigheden v og ved modtagelsen
A

har også tyngdefelter indflydelse p å tidens gang. Jo

hastigheden v , g æ l d e r der
B
s t æ r k e r e et tyngdefelt er, j o langsommere går t i -
den. Det giver anledning t i l en gravitationel dopp- V a +
v 3 ~ v + gAt «
A ~
lereffekt af et periodisk signal, der sendes gennem
et tyngdefelt. Sender vi eksempelvis et periodisk N å r lyset udsendes med frekvensen f , vil det der- A

signal f r a Jordens overflade A op t i l toppen af et for ifølge reglen f o r den klassiske dopplereffekt,
tårn B , vil dets frekvens b e d ø m t fra toppen af tår- formel (11), blive modtaget med frekvensen
net v æ r e faldet, fordi tårnuret går hurtigere. Denne
effekt blev første gang eftervist i 1960 ved hjælp af
Mossbauereffekt i et 20 meter højt tårn p å Har- Va — V A

(16) £ ~ [1-^1-/*
ward University, se evt. "Mossbauereffekt" kap.
19.
Nøjagtigt den samme regel m å da g æ l d e for den
gravitationelle dopplereffekt. Reglen viser samti-
digt, at s a m m e n h æ n g e n mellem et urs gang i h ø j -
den H og et tilsvarende urs gang p å Jordens over-
flade er givet ved

(17) zlr A 1- Au

Udtrykket f o r den gravitationelle dopplereffekt
kan bestemmes ved h j æ l p af Einsteins ækvivalens-
princip. Ifølge dette prinicp er det ildce muligt at se
forskel p å det fiktive tyngdefelt inde i en raket, der
accelereres med accelerationen g, og Jordens eget
tyngdefelt. M e n inde i raketten vil et lyssignal, der
sendes fra bunden t i l toppen, netop blive rødfor-
skudt. Signalet ankommer nemlig med voksende
Også denne regel blev første gang direkte eftervist
med atomure p å Hafele og Keatings jordomrejse i
1972. Jetfly flyver nemlig typisk i en h ø j d e p å
^ 10 k m , hvor tiden g å r en lille smule hurtigere.
Q i ) Tyngdefeltets indvirlcning p å tidens gang kunne
få) derfor trældces ud af deres forsøg ved at sammen-
ligne de forfløjne ure med et atomur, der blev
@ nede, og derfor gik lidt langsommere.

LYS OG TID 121

 Kosmiske standardure
Pulsarer er neutronstjerner, der udsender elektro-
magnetisk stråling i en bestemt retning. P å grund af
neutronstjernens hurtige rotation, kommer pulsa-
rerne t i l at virke som kosmiske fyrtårne, der blin-
ker med en veldefineret frekvens, som er lige så
stabil som de bedste atomure.
P å grund af Jordens bevægelse om Solen er pul-
sarsignalet dopplerforskudt. Mest klassisk, f o r d i
Jorden somme tider b e v æ g e r sig mod pulsaren,
somme tider v æ k fra den. M e n også relativistisk og
gravitationelt p å grund af Jordens ellipseformede
b e v æ g e l s e omkring Solen. Astronomerne korrige-
rer rutinemæssigt pulsarsignalet for Jordens egen
bevægelse, hvorved de i langt de fleste tilfælde
fjerner enhver periodisk variation i pulsarsignalets
frekvens.
Eksempelvis er omdrejningstiden f o r pulsaren i
K r a b b e t å g e n bestemt til
T = 3,31-10 " s
0
Omdrejningstiden vokser j æ v n t med
den"
v = I"o(<) =
T
4
> 2 3
Hvis denne hastighed ikke har æ n d r e t sig v æ s e n t -
ligt siden pulsarens dannelse, er dens omdrejnings-
tid derfor givet ved
2 1 3
T = T o + v T - f = 3,31-10- s + 4,23-10-
7*-aksc
-485 1054
Sættes omdrejningstiden T u l 0 s, fås
1 0
r=-7,8-10 s =
N u kan pulsarens omdrejningstid selvfølgelig al-
drig have været helt nede p å 0 s. Udregningen
viser i stedet, at krabbepulsaren m å v æ r e dannet
indenfor de sidste 2475 år. Faktisk ved v i f r a kine-
siske observationer, at den blev dannet i 1054!
122 LYS O G T I D
Dobbeltpulsaren
I nogle få tilfælde har man fundet en pulsar, hvor
signalet stadig varierer periodisk, selv o m man
korrigerer for Jordens egen bevægelse. Det m å
skyldes, at pulsaren er medlem af et dobbeltstjer-
nesystem, så pulsaren i sit o m l ø b o m partneren
somme tider b e v æ g e r sig hen m o d os, somme tider
v æ k f r a os. Det kendteste eksempel er Huhe-Tay-
lor-pulsaren:
0 1 2 3 4 5 6 7 8 timer
A f grafen ses, at pulsarens omløbstid er ca. 7,75 t i -
mer (pulsaråret), mens dens omdrejningstid er ca.
60 ms (pulsardøgnet). B å d e den klassiske doppler-
forskydning, som følge af pulsarens b e v æ g e l s e i
f o r h o l d til os, og den relativistiske dopplerforslcyd-
ning, som følge af pulsarens b e v æ g e l s e om sin
partner, kan træklces ud af pulsarsignalet. Det har
2
gjort det muligt at beregne alle baneparametrene.
"hastighe- Langt den mest interessante observation er
imidlertid, at pulsarens omløbstid langsomt, men
• 1 0
" 1 3
systematisk bliver kortere og kortere, idet den afta-
8
ger med 5,6 • 10" s pr. o m l ø b . I følge Keplers 3.
lov betyder det, at pulsaren rykker t æ t t e r e og t æ t -
tere p å sin partner. Derved vil også dobbeltstjerne-
systemets potentielle energi aftage. M e n den me-
kaniske energi er ifølge "Virialsætningen", kap. 9,
-/ netop halvdelen af den (gennemsnitlige) potenti-
s* elle energi. Den mekaniske energi aftager derfor
også. P å trods af, at systemet er isoleret, er den me-
kaniske energi ikke bevaret!
D e n effekt, hvormed dobbeltpulsaren afgiver
/-akse mekanisk energi t i l omgivelserne, kan, f o r d i vi ken-
24
der alle baneparametrene, beregnes til 7,1 • 1 0 W.
D e n eneste m å d e man kan forklare dette tab i me-
kanisk energi, er ved udsendelse af gravitations-
-2475år bølger. Dobbeltpulsaren virker altså som en gravi-
tationel antenne. Tabet i mekanisk energi svarer
netop t i l den forventede energi i gravitationsstrå-
lingen ifølge den almene relativitetsteori. Dette er
indtil videre det eneste indicium, man har, f o r at
der findes gravitationsbølger.
 Aktiviteter
(5) Den trofaste ridder
E n ridder rider i 2 uger f o r at komme f r e m til slagmar-
ken. Hver dag, n å r Solen står højest, afsender han en
brevdue til sin kæreste. Brevduen flyver 4 gange så hur-
tigt, sofh hesten kan ride.
• M e d hvilken frekvens modtager hun brevduerne,
mens han er p å vej ud?
H M e d hvilken frekvens modtager hun dem, da han er
på vej hjem?
@ Den rappe fysiker
E n Idassisk vittighed handler o m fysOæren, der skulle
i d ø m m e s en b ø d e f o r at have k ø r t over f o r rødt. T i l sit
forsvar fortalte han dommeren, at han havde k ø r t så
stærkt, at signalet var blevet blåforskudt. D e r f o r havde
han set det r ø d e lys som grønt. Dommeren accepterede
fysikerens forklaring - men i d ø m t e ham t i l gengæld en
fartbøde.
Hvor hurtigt skulle fysikeren have k ø r t ?
® J e n s Lyn
D e hornede t r æ m æ n d har fanget Jens L y n , og deres
rumstation ligger n u i hvile i kosmos. Det lykkes Jens (3)
L y n at flygte i en lille redningsraket, der, efter en kortva-
rig acceleration, som her kan ignoreres, o p n å r hastighe-
den 0,99 c i f o r h o l d t i l rumstationen. Herefter æ n d r e s
hastigheden ildce, da b r æ n d s t o f f e t er brugt op! Efter en
times f o r l ø b opdages flugten af de hornede t r æ m æ n d ,
der stråles afsender en bemandet jagtralcet. Efter en kort-
' varig acceleration, der igen kan ignoreres, o p n å r de en
hastighed p å 0,999c i forhold til rumstationen.
Jagtraketten indhenter Jens Lyn. I så kort et tidsrum, at
der her kan ses bort fra det, sker der følgende: Jagtralcet-
ten nedbremses til redningsrakettens hastighed, Jens L y n
angribes og overmandes, der udsendes et sejrsbudskab
p å frekvensen 1440 M H z , og jagtraketten vender o m og
accelererer, til dens hastighed igen er 0,999 c.
• Hvor lang tid går der p å rumstationens ure, f r a det
øjeblik Jens L y n stikker af, til han igen føres ombord
på rumstationen?
• Hvad er y-faktoren f o r redningsralcetten? f o r jagtra-
ketten?
• Hvor lang tid tager flugtforsøget ifølge Jens Lyns eget
ur?
• Hvor lang tid tager flugtforsøget ifølge forfølgernes
ure?
• M e d hvilken hastighed ser Jens L y n jagtraketten hale
ind p å sig? r
• P å hvilken frekvens modtager rumstationen sejrsbud-
skabet?
• Hvor lang tid går der p å rumstationen, f r a sejrsbud-
skabet modtages, til sejrherrerne ankommer?
@ Hvor dybt kan rnan synke?
Og så var der den om trafikselskabet, der satte et trafik-
lys op p å en neutronstjerne. M e n de havde ildce taget
h ø j d e for, at lyset blåforslcydes, n å r det falder i neutron-
stjernens tyngdefelt, hvorfor de s m å n e u t r o n b ø r n gik
over f o r r ø d t lys, fordi de troede, det var grønt. E n neu-
14 2
tronstjerne har typisk en tyngdeacceleration p å 1 0 m / s .
• Hvor h ø j e var trafiklysene?
Amerikansk kontra europæisk standardtid
Det amerikanske standardur er placeret i 1,5 lcm's højde,
mens det e u r o p æ i s k e standardur (i Paris) ligger ved ha-
vets overflade.
Hvor meget vinder det amerikanske standardur i for-
hold til det europæiske i løbet af et å r ?
@ Gensyn med Hafele-Keating
Ved hjemkomsten havde uret, der rejste øst o m Jorden,
tabt 60 ns, mens uret, der rejste vest o m Jorden, havde
vundet 275 ns i forhold t i l et standardur, der blev til-
bage.
Som i opgave 7 forestiller v i os, at jetflyene bruger 2
d ø g n t i l turen rundt om ækvator. Denne gang tager vi
5'derligere hensyn til, at de flyver i 10 lcm's højde.
• Hvor meget vinder flyurene i kraft af højdeforskellen
i forhold til standarduret, der blev tilbage?
• Hvor meget taber standarduret i forhold til jordisk
centertid p å grund af y-faktoren?
• Hvor meget taber uret, der rejser øst om, i forhold til
standarduret, n å r man b å d e tager hensyn til y-fakto-
ren (opgave 7) og tyngdefeltet?
a Hvor meget vinder uret, der rejser vest om?
LYS OG TID 123
 Dm mMmMmhB ttodsf@[rDa§Digelse
Præcise ure spiller en stor rolle i moderne fysik og tek-
nologi. Således er al satellitnavigation afhængig af ultra-
p r æ c i s e atomure, og observation af fjerne radiogalakser
udnytter teleskoper spredt ud over hele Jorden - koblet
sammen af præcise ure, der måler ankomsten af radio-
signalerne.
E t atomur består af atomer, der udsender lys eller radio-
bølger ved overgange f r a en højtliggende elektronbane
(tilstand) t i l en lavere liggende elektronbane. Frekvensen
af dette lys er meget konstant, så l æ n g e atomet er i ro.
B e v æ g e r atomet sig med en hastighed v vil det udsendte
lys v æ r e dopplerforskudt (svarende til ambulancens ud-
rykningshorn).
Blåfor Rødfor-
slcydning skydning
E r atomets hvilefrekvens f , v i l en observatør i hvile
0
modtage lys med frekvensen / givet ved
124
(1) /o = / - ( 1 - ^ - c o s Ø )
Dette frekvensskift er en Idassisk effekt, der er velstude-
ret indenfor atomfysik og akustik (lydbølger).
OBSERVATØR
Således benytter politiet sig af denne metode t i l at be-
stemme en bils hastighed (antag 8 = 0), idet
f - f o 41
(2)
f
Af måles med stor præcision ved at måle p å de radio-
bølger, der kastes tilbage f r a køretøjet. D a / og c er
n
kendte størrelser, kan hastigheden v af et fartøj p å denne
m å d e bestemmes meget præcist.
Sættes nu G = 90" ses, a t / = f . Det viser sig imidler-
0
tid, at denne relation ikke g æ l d e r ved meget store hastig-
heder. Lys, der udsendes f r a atomer vinkelret p å deres
(høje) udbredelseshastighed viser sig at v æ r e r ø d f o r -
skudt. Effekten forklares i den specielle relativitetsteori.
D e n specielle relativitetsteori forudsiger blandt andet, at
et ur, der bevæges med en hastighed v i forhold til et
identisk ur i ro i laboratoriet, v i l gå langsommere med en
faktor y
(3) %• y
hvor y er givet ved udtrykket
1
y
i
Formlen danner baggrund f o r de p o p u l æ r e tvillingepa-
radokser, hvor en tvilling rejser (fx med en raket) med
h ø j hastighed gennem rummet. Ved tilbagekomsten t i l
jorden vil han v æ r e yngre end sin tvillingebror, idet hans
ure j o gik langsommere!
Myonens henfald er et eksempel p å tidsforlængelsen.
Observeres således halveringstiden af en myon, der hen-
falder i hvile i laboratoriet findes r = 1,5 /us. Observe- 0
res imidlertid halveringstiden af myoner dannet af den
kosmiske stråling i a t m o s f æ r e n s øvre lag findes halve-
ringstiden til ca. 7 /<s.
Det er imidlertid ikke let at måle tidsforlængelsen
p r æ c i s t og dermed eftervise gyldigheden af den specielle
relativitetsteori. Det skyldes problemer med at be-
stemme hastigheder med h ø j præcision. Hastigheden v
giver anledning t i l et stort klassisk bidrag til dopplerfor-
slcydningen proportionalt med v/c samt et mindre relati-
vistisk bidrag proportionalt med y. E n lille usikkerhed i
bestemmelsen af v vil derfor give sig udslag i en usikker-
hed i det klassiske bidrag, der er større end det relativi-
stiske bidrag. Denne usikkerhedsfaktor kan kun elimine-
res, hvis vi kan konstruere et ur, der er f r i f o r den klassi-
ske dopplereffekt. E t s å d a n t ur kan reahseres gennem en
proces, der kaldes to-foton absorption, hvor et atom
samtidigt absorberer to fotoner, der løber i modsat ret-
ning.
Betragt et atom og antag, at atomerne har to anslåede
tilstande med energi E < E samt en grundtilstand med
z 3
energien E . Overgangsfrekvenserne er givet ved
t og samtidigt variere partiklernes hastighed v omkring
E i - E j
h f-
h
hvor h er Plancks konstant. Antag ligeledes, at laserlyset
med frekvensen fi_ udbreder sig parallelt/anuparallelt
med hastighedsvektoren af partilderne, dvs. 0=0° eller
9 = 180°. Dopplerforskydningen er da givet ved
(4) /, = / L ( 1 - ^ W ) h =
For s m å hastigheder er y*= 1 og
f å±å
JL « 2
Ved store hastigheder, hvor y> 1 kan udtrykket løses
med hensyn t i l de ubekendte størrelser v og f . V i finder
Å-fi
(5) / = ym
L og C
Det ses, at laserens frekvens f er forskellig i det relativi-
L
stiske og det urelativistiske tilfælde. Forskellen i frekvens
er netop et udtryk f o r tidsforlængelsen. Formel (5) giver
også et udtryk f o r den hastighed v , der bringer de to
res
m o d l ø b e n d e laserbølger i resonans. Problemet med at
bestemme hastigheden er dermed elimineret.
E t sådant ur kan reahseres ved h j æ l p af en accelera-
tor, der producerer partilder med en h ø j hastighed v.
Urene kan aflæses ved h j æ l p af en laser med frekvens / , L
der overlejres partiklerne i disses udbredelsesretning.
Laserlyset kastes tilbage i sig selv ved h j æ l p af et spejl.
N å r atomerne absorberer to laserfotoner, der løber mod
hinanden, udsender atomet lys f r a energiniveau E . 3
Dette lys samles op med en linse og detekteres. Reso-
nansen findes ved at variere laserens frekvens omkring
LASER
SPEJL
l'res. N å r begge disse betingelser opfyldes samtidigt ob-
E, serveres en kraftig srigning af udsendt lys. f kan nu be-
L
stemmes præcist og sammenlignes med et tilsvarende ur
med v = 0 (urelativistisk) og forskellen A kan direkte
tælles af en frekvenstæller.
Det hidtil mest præcise eksperiment, u d f ø r t ved Aar-
hus Universitet, har bestemt A med en præcision p å
6
2 • 10" . Denne præcision er klart bedre end den, der er
o p n å e t med andre metoder, der alle lider af problemer
A(l+- )Y(v)
c
med at bestemme hastigheden.
h
OVE P O U L S E N
Det fysiske Institut
Aarhus Universitet
125