Alejandro Guerrero Dansk Rybners Gymnasium

John Dillermand - Sjovt eller over grænsen?

Man kan ikke benægte at børne tv har været en stor del af vores barndom og at det nok altid
vil være det, men hvad sker der når normerne for børne tv ændre sig? Et af Ramasjangs nye
hit børneserie er lige for tiden John Dillermand, selvom programmet er blevet godkendt af
både sex og samfund samt børnepsykologer så skaber den børneserie i 20 afsnit en bred debat
imellem forældre. Nogle forældre protesterer imod John og hans Dillermand, mens andre
finder det lige så sjovt som deres børn. DR gør det dog klart at John Dillermand er med til at
åbne dørene for en samtale om de forskellige kønsdele uden at seksualisere vores anatomi,
det er dog noget af en udmelding siden at serien i bund og grund kun handler om et bestemt
kønsdel, nemlig dilleren. Det er kun halvdelen af befolkningen der har sådan en, dog mener
DR at hvis man havde inddraget flere kønsdele i en serie ville det skabe forvirring. I teksten
“Sjovt eller over grænsen? Børne-tv om verdens længste tissemand deler vandene” hører man
blandt andet om at mange har kritiseret John Dillermand som en stereotype af mænd, på
grund af at hans dillermand har sit eget liv og gør hvad den vil, som at stjæle is fra børn og
lufte hunde. Selvom dilleren får ham i problemer så kan den løse de problemer den selv laver,
men kun hvis John træder i karakter. Selvom det nok ikke er dette børnene lægger mærke til
når de ser John Dillermand på tv’et, så kan man undre sig over hvad de tager med fra serien
og børne tv generelt.

Nogle forældre prøver at argumentere for at deres børn bliver påvirket af hvad de ser på tv,
selvom dette kunne være rigtig til en vis grad så må børn jo stadig kunne have noget logik i
baghovedet. De fleste børn eller drenge børn ved jo at deres diller hverken kan stjæle en is
eller starte en grill op og at den hører til i bukserne, eller det burde de ellers må der jo være
nogle forældre der træder ind. Når det er sagt bør børneserie jo ikke have den største
indflydelse børn og deres opførsel, da man var lille og så børneprogrammer som f.eks. Bamse
og kylling stjal man jo heller ikke hvis Kylling stjal boller fra Bamse, det burde jo være
forældrene der burde opdrage deres børn og ikke fjernsynet. Det er da sikkert heller ikke
nemt at være forældre og skal opdrage sine børn, når de ser op til nogle karakterer som viser
dem det modsatte. Det ville ihvertfald ikke skade hvis man kunne skabe en mellem grund
imellem de to, men samtidig at lære ens børn forskellen på fjernsyn og virkelighed. Det burde
være en vigtig faktor når det kommer til især børne tv at det er noget børn synes er
Alejandro Guerrero Dansk Rybners Gymnasium

underholdende og morsomt, samt at det ikke bliver for vulgært i sprog og fremvisningen af
karaktererne. Der burde ikke være f.eks. sjofle jokes, da dette stryger over børns hoveder og
det kun er forældrene der forstår det. Selvom der er den her usynlige linje imellem sjovt eller
over grænsen, så kan man da ikke forestille sig at John Dillermand med den længste
Dillermand kunne skade ens børn permanent og hvis den kan er det nok med latter.

John Dillermand er hverken den først eller sidste serie der skaber debat, der er mange serier
hvor forældrene til børnene har noget at formidle til DR. Vi har nok alle sammen set en serie
der bliver reklameret til børn, men hvor alt indholdet ikke er et helt børnevenlig alligevel. Der
mange eksempler på dette, især i teksten “John og hans megalange Dillermand er ikke det
første børne-tv, der har provokeret”. I den tekst bliver der beskrevet flere eksempler på serier
der har været på grænsen til at de ikke var sjove eller gode for børn, et eksempel kunne være
Onkel Reje. Han vil hverken gå i bad eller spise hans grøntsager, og han opfordre også hans
venner om at blive satanister for at rigtig at være i et heavy metal band. Kritikken Onkel Reje
modtog var “mine børn vil ikke gå i bad på grund af ham eller spise deres broccoli”, dette
mener Erla Heinesen Højsted ikke. Hun mener at børne showet Onkle Reje giver barn og
forældre et fælles sprog, selvom det kunne give en fælles forståelse af hinanden er det bare
svært at forestille sig at det ikke kunne skade kommunikationen. Det er rimelig svært at
snakke et barn til fornuft og forklare de gode og nødvendige ting som at gå i bad og spise sine
grøntsager, når deres yndlings karakter siger og handler modsat. Man kunne forestille sig min
fik et svar tilbage der kunne lyde sådan her “hvorfor skal jeg gøre det hvis Onkel Reje ikke
skal, og hvad kan man svare til dette? Man kan ihvertfald ikke svare at det fordi Onkel reje
ikke findes i virkeligheden og han bare spiller skuespil. Et andet eksempel kunne være serien
“Special klassen” som også er en børneserie der har fået kritik på den måde de fremstiller
specialklasser på, selvom intentionen var anderledes. DR forklarede at serien var med til at
nedbryde de tabuer der var ved specialklasser, men deres intention blev ikke til virkelighed.
Flere følte at serien gjorde grin med de elever der går i specialklasse, på den måde de
fremstillede Osman og Jeppe på. De fremstiller dem nemlig som mindre intelligente end de
andre børn, f.eks. synes Jeppe det er stort at han har lært at bøvse alfabetet.

Selvom børne tv kan påvirke vores børn til en vis grad kan man ikke fuldt ud give
børneprogrammerne skylden til at ens barn ikke opfører sig ordentligt, eller tro at deres
dillermænd kan tage balloner ned fra træerne, gå med hunde og starte en grill osv. Det vigtigt
at huske på at man som forældre har et ansvar om at lære sine børn om livet, og at indse at
Alejandro Guerrero Dansk Rybners Gymnasium

børne tv kan være en hjælp eller ihvertfald en sjov måde at åbne samtaler og snakke om
tabuer som f.eks. kønsdele. Samtidig med at det et godt talerør og kan styrke fællessproget
imellem barn og voksen. Der skal selvfølgelig være grænser for hvad børn burde se selvom
den grænse kan være svær at regulerer, så kan man da ikke blive i tvivl når man først har set
det. I bund og grund er børne tv for at underholde børnene, og hvis børneprogrammerne kan
det uden at det bliver for sjofelt og voksenagtig har stationer som DR gjort deres job. Nu
handler det bare for de voksne om at gøre deres, også prøve at se det sjove i det før de er for
hurtige på tasterne.