Mads Sohl Jessen

Kierkegaards
maskespil
Et spor af polemik mod
Heiberg i Enten - Eller

I tilblivelsen af Kierkegaards pseudonyme debutværk gør der sig et fascine-

rende forhold gældende: Det første lange brev i anden del af Enten – Eller,
“Ægteskabets æsthetiske Gyldighed”, er skrevet før nogle af teksterne til
værkets første del. Kierkegaard har – ifølge tilblivelseshistorien i den nye
udgave af hans skrifter, Søren Kierkegaards Skrifter – færdiggjort brevet
under opholdet i Berlin fra den 25. oktober 1841 til den 6. marts 1842.1
Det betyder, at da Kierkegaard efter sin hjemkomst påbegyndte arbejdet
med teksterne til første del og de resterende tekster i anden del, så har han
haft det første brevs konkrete formuleringer i tankerne.
Enten – Eller rummer utallige spejlinger mellem værkets to dele. Brev-
skriveren omtaler fx i sit første brev finalen til Mozarts Don Juan:

Du veed nu meget god Beskeed om, at den mest intensive Nydelse

ligger i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i næste
Øieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalen i Don Juan behaget
Dig saa meget.2

Når den korresponderende tekst i første del, “De umiddelbare erotiske

Stadier eller det Musicalsk-Erotiske”, indledes med en hyldest til Mozarts
geni og især Don Juan, så etablerer Kierkegaard derved en betydningsdan-
nende forbindelse, der opfordrer læseren til at sammenligne sit indtryk af
æstetikerens syn på Mozart med etikerens. Men læseren kan også gennem
disse spejlinger fristes til at spørge, hvilken rækkefølge teksterne er blevet
til i. Det forhold ironiserer Kierkegaard over i udgiveren Victor Eremitas
forord:

Om A er Forfatter til sine æsthetiske Afhandlinger efter at have

modtaget Bs breve, om hans Sjæl efter den Tid har vedblevet at
tumle sig i sin vilde Ustyrlighed eller den er bleven beroliget,

168

fiktionens forandringer 4, BW.indb 168 28.10.2011 02:09

 derom seer jeg mig ikke istand til at meddele en eneste Oplysning,
da Papirerne ingen indeholde.3

Hvis vi forudsætter, at det er korrekt, at Kierkegaard som det første skrev

B’s, dvs. etikerens første brev, så kan det slås fast, at Kierkegaard forfattede
A’s æstetiske afhandlinger efter at have skrevet B’s første brev. Hvis man
ser på kladden til brevet, har det på et tidligere tidspunkt i kompositionspro-
cessen haft titlen “Et Forsøg til æsthetisk at redde Ægteskabet”.4 Hvorfor
var det vigtigt for Kierkegaard at skabe en fortæller, der på så omfattende
måde ønskede at gå i brechen for at redde ægteskabets æstetiske værdi?
Dette spørgsmål skal artiklen kaste lys over ved at sætte problemstillingen
i relation til Kierkegaards komplekse forhold til Johan Ludvig Heiberg.
I sin perspektivrige fremstilling af forholdet mellem satire og det hem-
melighedsfulde i engelsk 1700-tals litteratur skriver Melinda Alliker Rabb:
“The satiric text engages the reader in a quest for hidden meanings that are
revealed or concealed through mechanisms of irony”.5 Jeg argumenterer i
det følgende for, at Kierkegaard faktisk skriver etikerens første (og andet)
brev i et satirisk hemmelighedsfuldt register. Det er opdagelsen af skjulte
allusioner til visse tekster af Heiberg, der fungerer som ironiens åbenba-
rende mekanisme. Brevene er ikke tidligere i forskningshistorien blevet
sat i relation til Heiberg, hvad der har medført, at Kierkegaard, og ikke
Heiberg, er blevet anset for den sårede eller hævnende part i de indbyrdes
udvekslinger omkring Heibergs anmeldelse af Enten – Eller. Det nye i mit
argument er, at Kierkegaard, den ukendte opkomling i dansk litteratur i
1843, gennem etikerens forsvar for ægteskabet, er den, som først angriber
den toogtyve år ældre forfatter, der på publikationstidspunktet i kulturel
henseende var en særdeles magtfuld herre i Danmark.
I det særlige tillæg: “Henblik til en samtidig Stræben i dansk Litteratur”
i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) indleder Johannes Climacus
sin kommentar til Enten – Eller således: “Enten – Eller, hvis Titel allerede
er paapegende, lader Existents-Forholdet mellem det Æsthetiske og det
Ethiske blive til i existerende Individualitet. Dette er for mig Bogens in-
directe Polemik mod Speculationen, der lader ligegyldig med Existents”.6
Når Kierkegaard lader sit pseudonym bruge begrebet “Speculationen”,
så kan der ikke være tvivl om, at forfatteren har den danske hegelianske
filosofi i tankerne, men spørgsmålet er, hvordan Enten – Eller’s indirekte
polemik mod spekulationen nærmere kan beskrives. Jeg foreslår, at der
findes et spor af indirekte polemik, som i centrale passager retter sig mod
to af Heibergs mest indflydelsesrige hegelianske skrifter, henholdsvis
det filosofiske værk Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid
(1833)7 og det litterære værk Nye Digte (1840). Hvor Kierkegaard gennem

169

fiktionens forandringer 4, BW.indb 169 28.10.2011 02:09

 Climacus siger, at den indirekte polemik mod spekulationen kan aflæses
værkimmanent i forholdet mellem værkets to dele, så vil jeg søge at vise,
at polemikken snarere skal analyseres teksttranscendent i den forstand, at
han iscenesætter negativt ladede allusioner til de to skrifter gennem B’s
patroniserende ytringer i de to breve.
Hvor ingen nutidige læsere kan være i tvivl om, at Heiberg prædiker
“hegelianisme” i Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, så
kan det være svært at se “det hegelianske” i Nye Digte, der var at finde på
bogmarkedet den 21. december 1840. I januar måned 1841 publicerede
teologen og Heibergs efterfølger som toneangivende hegelianer, Hans
Martensen, en rosende anmeldelse i avisen Fædrelandet, der indledes med
at knytte digtsamlingen til hegelianismens projekt: “Det er nemlig den
nye Tids Aand, under hvis Indgivelser disse Poesier ere affattede; det er
denne Aand med sit oplivende Syn paa Tilværelsen, som her er kommen
til et poetisk Gjennembrud og holder Dommedag over sine Fornægtere.
Hvad Philosophien alt længe har hvisket sine Disciple i Øret, det begynder
Poesien nu at prædike paa Tagene”.8 Ifølge Martensen har Heiberg med Nye
Digte ladet sig inspirere poetisk af hegelianismen (“den nye Tids Aand”).
For så vidt var digtsamlingen både for Heiberg, Martensen og Kierkegaard
en del af den hegelianske retnings krav på ikke blot at udgøre den centrale
begivenhed i tidens filosofi, men også i tidens litteratur. Jeg skal således
argumentere for, at Kierkegaard blandt andet vil bekæmpe “den nye Tids
Ånd” gennem sin indirekte polemik i anden del af Enten – Eller. Derudover
vil jeg formulere et nyt syn på Heibergs reception af Enten – Eller: Hei-
berg var bevidst om tilstedeværelsen af indirekte polemik i Kierkegaards
pseudonyme debut, hvilket kan fremlæses i bestemte formuleringer i hans
anmeldelse af værket.

Kierkegaards Wilhelm versus Heibergs Sjælen

Kierkegaard har ladet etikeren blive til i “existerende Individualitet”, før

æstetikeren blev til i “existerende Individualitet”. Eftersom enhver forfatter
skriver mod og med fortidige forfattere, skal Kierkegaards eksisterende
individualitet ikke blot undersøges tekstimmanent, men også diskuteres
teksttranscendent: Hvordan polemiserer etikeren så at sige mod fortiden
i sine breve? Rundt omkring i de to breve giver etikeren sig tid til nogle
få selvbeskrivelser. I begyndelsen af det første nævner han, at han er
“Embedsmand”,9 og i slutningen af det andet brev fremhæver han med
stolthed sit arbejde: “Jeg forretter min Gjerning som Assessor i Retten,
jeg er glad ved mit Kald, jeg troer, det svarer til mine Evner og min hele

170

fiktionens forandringer 4, BW.indb 170 28.10.2011 02:09

 Personlighed, jeg veed, det fordrer mine Kræfter. Jeg søger at danne mig
mere og mere dertil, og idet jeg gjør dette, føler jeg tillige, at jeg udvikler
mig selv mere og mere”.10 I det første brev gør han, mindst lige så stolt,
rede for sin status som stridende ægtemand: “thi i mit Kald er jeg dog, jeg
der selv Ægtemand kæmper for Ægteskabet”.11 Længere henne i brevet
fastholder han kontinuiteten mellem sin første kærlighed for sin kone og den
ægteskabelige kærlighed for samme person: “Jeg har, skjøndt Ægtemand i
flere Aar, endnu bestandig den Ære at stride under den første Kjærligheds
seirrige Banner”.12 Assessoren er for så vidt præcist den persontype, som
Heiberg satiriserede over i “En Sjæl efter Døden”, det andet digt i Nye
Digte: Han har et borgerligt embede, elsker sin kone og børn og er tilfreds
med sit liv, sådan som det udspiller sig i København. I optakten til Heibergs
digt berettes det af koret, at Sjælen var:

En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader,

En ærlig Ven, en Borger som kun Faa.13

Hvor Heiberg latterliggør den urbane husbond post mortem, der fandt stor
tilfredsstillelse i sit småborgerlige liv i København, etablerer Kierkegaard
med Wilhelm, som læseren bliver fortalt at assessoren hedder allerede i
Victor Eremitas forord,14 en elokvent embedsmand og hengiven far, der er
på højdepunktet af sit liv i rigets hovestad. Martensen skriver i anmeldelsen,
at Heibergs repræsentation af Sjælen “er greben ud af Nutiden, ja ud af vort
eget kjøbenhavnske Bevidsthedsliv”.15 Kierkegaard har også sat sig som
ambition at lade en københavners bevidsthedsliv træde frem i Wilhelms
skikkelse, men helt uden Sjælens selvkarikerende tendenser. Martensen
gør i anmeldelsen opmærksom på, at Heibergs satires hovedperson ikke
ville blive betragtet som latterlig ud fra virkelighedens målestok:

I denne Sjæl er der, som man siger, ikke Ondt, det er en utrættelig
virksom Borger, fuld af nyttige, til Almenvellet sigtende Tendenser,
en Mand, som i enhver Stand og Stilling vilde kunne gjøre Regning
på Medborgeres Agtelse. Langtfra i den virkelige Verden at være
comisk, indtager han meget mere en anerkjendt hæderlig Plads i
Samfundet. Denne Sjæl er fuld af Tidsaand, en værdig Repræsentant
for den hele genre, som nutildags kaldes honnette Folk.16

I slutningen af det andet brev nævner Wilhelm, at han tror, at han har sine
medborgeres agtelse:

171

fiktionens forandringer 4, BW.indb 171 28.10.2011 02:09

 Min Gjerning har Betydning for mig selv, og jeg troer, den til en
vis Grad har det ogsaa for Andre, om jeg end ikke kan bestemme
og nøiagtigt udmaale det. Jeg føler en Glæde over, at Andres per-
sonlige Liv har Betydning for mig, og ønsker og haaber, at mit
ogsaa maa have det for dem, med hvem jeg sympathiserer i hele
min Betragtning af Livet.17

Man kan spore en vis arrogance i Martensens vending: “en værdig Repræ-
sentant for den hele genre, som nutildags kaldes honnette Folk”, hvori-
mod Kierkegaard har tilstræbt jordnærhed og beskedenhed i sit portræt
af Wilhelms interesse for sine medmennesker. Man kan således anskue
etikeren som Kierkegaards modsvar på Heibergs antiborgerlige hovmod i
henholdsvis “En Sjæl efter Døden” og Martensens ditto i sin anmeldelse;
det var magtpåliggende for den pseudonyme debutant at give form til en
litterær skikkelse, der forsvarer det almindelige borgerlige livs berettigelse
i København contra de to hegelianeres slet skjulte foragt for det.

Wilhelms kritik af sin unge vens erotiske livsanskuelse

Wilhelm har ikke resigneret i sin ægteskabelige borgerlighed. Der findes

en stærk polemiker i ham, som kræver endog megen plads for at folde sig
helt ud. Som antydet i indledningen kan det være en relevant hermeneutisk
øvelse for læseren at forestille sig, at assessorens polemik har et teksttran-
scendent aspekt ved sig: at Kierkegaard gennem Wilhelm producerer sin
skjulte kritik af en bestemt forfatters værdier og litteratur. Kierkegaards
indirekte polemik mod Heiberg i brevene skal ikke forstås således, at
hver eneste af Wilhelms ytringer til den navnløse æstetiker, er en skjult
henvendelse til den ældre kritiker, digter og filosofiske hegelianer. For en
faktuel betragtning ville det fx være et meningsløst standpunkt, når man
læser en sætning som denne: “Thi vel er Du ikke Gift og har saaledes in-
tet Menneske, Du i strængest Forstand er forpligtet til Aabenhed mod”.18
Heiberg blev gift med Johanne Luise Pätges i 1831. Det er selve bryllup-
pets umiddelbare eftertid, som Heiberg digter over i det tredje digt i Nye
Digte: ”De Nygifte. En Romance-Cyklus”. Morten Borup har omtalt det
selvbiografiske element i digtet: “‘De Nygifte’ er en poetisk Afspejling af
Ægteparret Heibergs Brudefærd, der fandt Sted under lignende Betingelser:
en Sommerdag i al Stilhed i en Landsbykirke, hvorefter de unddrog sig
‘Trossets Morgenbesøg’ ved ligesom Digtets Hovedpersoner, Vilhelm og
Marie, i en lejet Vogn at køre ud i det sjællandske Land”.19 Digtets erotiske
karakter undlader Borup at komme nærmere ind på. I efterskriftet til ud-

172

fiktionens forandringer 4, BW.indb 172 28.10.2011 02:09

 gaven af Nye Digte i Danske Klassikere skriver Klaus P. Mortensen: “Der
er en solid tradition for at læse De Nygifte biografisk, ikke mindst fordi
Johanne Luise Heiberg i sine erindringer henviste til sit bryllup i somme-
ren 1831 som forlæg for digtet”.20 Men Mortensen pointerer, at digtet er
“andet og mere end blot privatbiografisk biksemad”.21 Mortensen berører
imidlertid heller ikke den afgørende udvikling i forholdet mellem Vilhelm
og Marie i digtet: Deres første erotiske møde under bryllupsnatten. Det
møde er Vilhelm derimod optaget af at tematisere, både før og efter deres
bryllupsnat, hvilket skal eksemplificeres nedenfor.
Den etiske brevskriver, hvis fornavn er det samme som Heibergs alter
ego i digtet på nær, at det staves med W, kritiserer fra det første brevs
begyndelse sin unge æstetiske ven for kun at interessere sig for erotik
og ikke kærlighed: “Det Du holder af er den første Forliebelse”,22 mens
Wilhelm kæmper for “den uhyre Opgave at vise, at Ægteskabet er den
første Kjærligheds Forklarelse ikke dens Tilintetgjørelse”.23 Wilhelm an-
tyder alligevel flere steder, at hans unge ven ikke er nogen modstander af
ægteskabet; indledningsvist: “Du er saaledes ingen Fiende af Ægteskabet,
men Du misbruger Dit ironiske Blik og Din sarkastiske Spydighed til at
spotte det”24 og længere henne i brevet dukker et stykke overraskende
information op:

Du synes altsaa at holde paa et stille Bryllup. Det skal jeg Intet
have imod, men blot oplyse Dig om, at Du ligesaa fuldt her bliver
erklæret for at være en ret Ægtemand.25

Kierkegaard holder gennem Wilhelm et kritisk spejl op for Heiberg, der

som potentiel læser af anden del vil kunne finde adskillige sætninger og
passager, der bringer “De Nygifte” i tankerne og dermed den ældre forfat-
ters biografiske bryllupsforløb med Johanne. Wilhelm skriver fx: “Feilen
ligger deri, at den første Kjærlighed troer, at den ikke lader sig realisere
paa anden Maade end ved at flygte.”26 Romancecyklussen tematiserer i
begyndelsen, hvordan Vilhelm og Marie umiddelbart efter brylluppet er
ankommet til et sted langt fra nysgerriges blikke og til sidst deres “flugt”
videre ud i friheden i det nordsjællandske landskab.
Wilhelms hovedanke mod sin unge vens livsanskuelse drejer sig som
tidligere nævnt om det erotiske: “Og lad os saa een Gang for alle gjøre
Regnskabet op. I tale saa meget om det erotiske Favnetag, hvad er det mod
det ægteskabelige?”27 Vilhelm insisterer to gange på at referere til deres
foregående elskovsnat i “De Nygifte” som et (erotisk) favntag: “Jeg favnede
min Hustru i en lykkelig Nat, / Min Læbe søgte hendes Læbe”,28 og igen
da han omtaler deres sovekammer: “See, her er vor første, fortrolige Bo,

173

fiktionens forandringer 4, BW.indb 173 28.10.2011 02:09

 / Vor Omfavnelses hellige Vugge”.29 Det at læse den polemiske fjendes
tekster i et biografisk lys er en del af Kierkegaards strategi som indirekte
polemiker. Forfatteren ønsker gennem Wilhelms kritik af A’s “dyrkelse”
af æstetikerens glæde ved erotiske favntag at satirisere over Heibergs
maskuline selvrepræsentation i “De Nygifte”.
Det samme gør sig gældende i begyndelsen af det første brev, hvor
Wilhelm anklager den unge æstetiker for at begære øjeblikke af intens
beskuelse af en tilfældig kvinde:

Du elsker det Tilfældige. Et Smiil af en smuk Pige i en interessant

Situation, et attraperet Øiekast, det er det, Du jager efter, det er et
Motiv for Din ørkesløse Phantasi. Du, som altid gjør Dig saa stor
af at være Observateur, Du maa finde Dig i, at Du selv til Vederlag
bliver Gjenstand for Iagttagelse.30

Wilhelm gør i den grad sin ven til genstand for iagttagelse, men i denne
kontekst er den centrale vending “Et attraperet Øiekast”. At attrapere be-
tyder at fange eller at opsnappe. Kierkegaard alluderer til dialogen mellem
Marie og Vilhelm, hvor hun opdager, at husbonden holder øje med hende
vel vidende, at deres brudenat er forestående:

Marie
Men Vilhelm! See dog ei paa mig nu!
Dit Blik mig ganske forvirrer,
Jeg kan ei klæde mig om, naar du
Her staaer ved Siden og stirrer.

Vilhelm
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,
Med mit Hoved over dig bøiet!
Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!
See saa! nu lukker jeg Øiet.

Marie
Men Vilhelm! Nu har du mig dog fixeert,
I Speilet du seer!31

Marie tror et øjeblik, at Vilhelm ikke kigger længere. Det gør han imidlertid
ved at se i et spejl, hvorfor Marie føler, at han har fanget hende visuelt:
Han har fikseret et billede af hende, der er ladet med erotisk energi. Mere
præcist: han har “attraperet” både et billede af hendes fysiske fremtoning,

174

fiktionens forandringer 4, BW.indb 174 28.10.2011 02:09

 men også hendes øjekast. Deres blik mødes og hun føler sig indespærret
af det. Når Kierkegaard bruger vendingen “et attraperet Øiekast” alluderer
han, foreslår jeg, netop til denne dialog mellem de to nygifte. Kierkegaards
indirekte polemik mod Heibergs biografiske repræsentation af sin mandlige
eros i digtet er en litterær-eksistentiel kritik formuleret igennem en fortæl-
ler, der synes at nyde at håne æstetikeren for hans alt for ungdommelige
dyrkelse af erotiske favntag og visuelle øjebliksindtryk af smukke kvinder.

Intet at lære af Scribe

Under sit ophold i Berlin afsendte Kierkegaard nogle breve til vennen Emil
Boesen i København. I brevet fra den 14. december 1841 skriver han til
sidst: “NB send mig saa snart Du kan: Den første Kjærlighed oversat af
Heiberg, den staaer i Theater-Repertoiret og faaes hos Schubothe, men
lad ingen ahne at det er til mig”.32 Schubothe var en boghandel; Boesen
har sikkert prompte adlydt, købt udgivelsen og sendt ham det af Heiberg
oversatte lystspil Den første Kjærlighed af den franske dramatiker Scribe.
Her inddrages kommentaren til Scribes navn fra kommentarbindet til SKS:

Den franske dramatiker Augustin Eugène Scribe (1791-1861) be-

herskede det parisiske teaterliv gennem 40 år med sine henved 350
vaudeviller, komedier og operatekster, hvoraf mange var skrevet i
samarbejde med andre. Mellem 1824 og 1874 var Scribe den mest
spillede dramatiker på Det kgl. Teater, hvor han ved J. L. Heibergs
mellemkomst fik opført omkring 100 stykker.33

I 1830’erne lagde Heiberg et stort arbejde i oversættelsen af udenlandske

dramatikeres teaterstykker til brug på Det kongelige Teater. Det var især
franske, og blandt de franske hovedsagelig Scribe, som Heiberg brugte tid
på at oversætte. Men Scribe var også på et særligt niveau, mente Heiberg
i hvert fald i begyndelsen af 1830’erne. I Om Philosophiens Betydning
for den nuværende Tid omtales Scribe nemlig som læredigter på samme
niveau som Dante, Calderon og Goethe:

Scribe, som ved Productioner i hundredeviis, indklædte i den po-

pulæreste Form, Theaterstykkets, vandt baade den dannede og den
udannede Mængdes stadige Tilløb og stormende Bifald, medens
han, som speculativ Philosoph, nedlagde i disse samme, af Publicum
og af Pøbelen beundrede Værker, sin Tids høieste Anskuelse og

175

fiktionens forandringer 4, BW.indb 175 28.10.2011 02:09

 dybeste Opfatning af Natur, Stat, Religion, Philosophie, kort sagt,
af alle Livets Interesser; - ogsaa han var Læredigter.34

Læredigtet betegner for Heiberg “Poesiens højeste Udvikling”35 og har

“Erkjendelsen af det Uendelige, den philosophiske Erkjendelse, til sin
Gjenstand”.36 I samme skrift skriver han: “Philosophien er intet Andet end
Erkjendelsen af den evige eller den speculative Idee, Fornuften, Sandhe-
den”.37 For Heiberg i 1833 rummede Scribes stykker således, kunne man
sige, spekulativ sandhed. Wilhelm har et ganske andet negativt syn på
franskmandens dramatiske værdifuldhed: “Naar man saaledes betragter
Scribes Theater-Virksomhed, saa vil man finde det som et af hans Hoved-
Themaer, at Kjærlighed er en Illusion”.38 For Wilhelm er den ægteskabelige
kærlighed ikke en illusion, og han håner Scribe for at mene det modsatte:
“Gjør han ikke Alt for at lære unge Koner, at Ægteskabets visse Kjærlighed
er for lidt til at gjøre Livet poetisk, at det var utaaleligt, naar man ikke
turde regne paa smaa Forelskelser ved Siden af?”39 Kierkegaard alluderer
med verbet “at lære” til Heibergs kanonisering af Scribe som læredigter.
Der er tale om en satirisk omvending. Hvor Heiberg i Om Philosophiens
Betydning forbandt Scribes teater med en gengivelse af samtidens højeste
anskuelse, så vil han i Wilhelms optik blot belære sine tilskuere om “lave”
småforelskelsers nødvendighed for at overleve ægteskabets trummerum.
Der findes flere eksempler på, at Kierkegaard alluderer til Heibergs omtale
af Scribe som læredigter:

Thi det kan Du jo lære af Din Mester, Scribe, der ofte nok har spottet
den Sentimentalitet, der troer paa en evig Sorg.40

Mon Scribe er saa beskeden at antage, at man slet Intet lærer af

hans Stykker?41

Han [etikerens helt] har seet Dit Yndlingsstykke: Den første

Kjærlighed. Han tiltroer sig ikke Dannelse nok til æsthetisk at
kunne vurdere Stykket, men han finder det uretfærdigt af Digteren
at lade Charles i de 8 Aar synke saa dybt. Han tilstaaer gjerne, at
Sligt kan forekomme i Livet; men han mener, at det ikke er det,
man skal lære af en Digter.42

Wilhelms tonefald er i alle tilfælde sarkastisk. Fortællerens kritik af

Scribe udgør et indirekte polemisk angreb på Heibergs spekulative syn
på læredigterkategorien fra Kierkegaards side. Etikerens fremstilling af
Scribes livsanskuelse som tom erotik er skrevet i satirens ånd, hvor det

176

fiktionens forandringer 4, BW.indb 176 28.10.2011 02:09

 mærkværdige i Heibergs ophøjelse af den franske dramatiker som samti-
dens lærerdigter indirekte udstilles som meningsløs, potentielt uden hold
i Scribes eget syn på sit forfatterskabs betydning og fyldt med latterlige
modsigelser.

Fra det første til det sidste ord i Enten – Eller

Kierkegaard har i sit eget eksemplar af Enten – Eller indført en række

bemærkninger, der kan findes i fjerde bind af Søren Kierkegaards Papirer.
En af bemærkningerne lyder: “At der i ‘Enten-Eller’ findes et Anlæg, der
strækker sig ligefra det første Ord til det sidste er der vel Ingen, der falder
paa, da Fortalen gjør en Spøg dermed og ikke mæler et Ord om det Specu-
lative”.43 Kierkegaards brug af begrebet ord kan forstås som en synekdoke
for sætning. Dvs. Kierkegaard har indskrevet sit indirekte polemiske anlæg
i første og sidste sætning i Enten-Eller. Første sætning i Enten-Eller falder
som bekendt således: “Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære
Læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske
Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes”.
Der er muligt, at Kierkegaard i første sætning med brugen af verbet “at
tvivle” alluderer til denne passage i Om Philosophiens Betydning for den
nuværende Tid: “Philosophien er Sandheden selv, og intet Andet end den;
og Sandhed er til alle Tider den eneste uanfægtede Magt. Man kan tvivle
paa Gud; man kan, som Atheist, fuldkommen benægte ham; alt dette er
muligt, men Sandheden kan man hverken betvivle eller benægte”.44 Læst
således foreholder Kierkegaard Heiberg, at han har tænkt sig at betvivle den
spekulative-hegelianske filosofis krav på at være sandheden. Kierkegaards
skjulte anlæg, der dermed fastholdes fra første færd i Enten – Eller, er at
kritisere den danske spekulation inkarneret i Heibergs virke som en for-
fatter, der gerne tvivler på alt undtagen Hegels sande grundsætninger, der
blandt andet indebar en dialektisk identitet mellem det ydre og det indre.45
Noget tilsvarende sker i værkets sidste sætning, der indgår i den prædi-
ken, som Wilhelm har fået tilsendt fra en ældre ven, der er præst i Jylland.
Prædiken indledes med en kort introduktion af assessoren, og både intro-
duktionen og prædiken har den overordnede titel “Ultimatum”.46 Wilhelm
skriver til æstetikeren: “Jeg har ikke villet personlig vise Dig den, for ikke
at hidse Din Kritik, men sender Dig den skriftlig, for at den i Stilhed maa
gjøre sit Indtryk paa Dig”.47 På det indirekte polemiske plan insinuerer
Kierkegaard hermed, at han vil undervise Heiberg i kristendom med særlig
henblik på, som prædikenens titel siger, at forstå “Det Opbyggelige, der
ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret”. For når prædikenen

177

fiktionens forandringer 4, BW.indb 177 28.10.2011 02:09

 afsluttes med, at præsten skriver: “thi kun den Sandhed, der opbygger,
er Sandhed for dig”, kan det fortolkes som et relativistisk udsagn, men
Kierkegaard alluderer til denne passage i Om Philosophiens Betydning for
den nuværende Tid:

Udentvivl vil man ogsaa indrømme, at Poesien har i den nuværende

dannede Verden tildeels indtaget Religionens Plads, idet sand
Opbyggelse mere søges i hiin end i denne; og det er intet Under,
thi en streng og sørgelig Betragtning af den menneskelige Naturs
uendelige Afstand fra Guddommen, og en trøstesløs Udsigt i en
uopnaaelig Evighed ere ikke opbyggelige; tvertimod er kun den
Opbyggelse sand, der skaffer en livsglad, en opmuntrende Nydelse
af det Guddommelige i Nærværelsen, og saaledes virkelig forsoner
Guddommen med Mennesket.48

Kierkegaard spiller på Heibergs vending “er kun den Opbyggelse sand”

og indikerer dermed, at Heiberg bør stramme sig an i religiøs henseende
og vedkende sig, at han altid har uret for Gud snarere end på hedonistisk-
hedensk vis at advokere for “en livsglad, en opmuntrende Nydelse af
det Guddommelige”. Der ligger derfor en ret skarpskåren provokation
i Kierkegaards brug af titlen “Ultimatum”. Kierkegaard sigter kristeligt
set Heiberg for at bevæge sig ad kætterske baner: Prædikenens budskab
er sidste udkald for den ældre hegelianer for at rette op på sin manglende
religiøsitet.
I Wilhelms første brev findes der en del eksempler på, at han sætter sit
eget tilhørsforhold til den kristne tro i forhold til sin unge vens: “Du vil
bede mig med min Orthodoxi at holde mig borte fra Elskovens hemmelige
møder og især at entholde mig fra alle Mæglingsforsøg, der ere Dig endnu
mere imod end den krasseste Orthodoxi”49 og: “Den Iver, Du da lægger for
Dagen, kan vel være ret roesværdig, men seer Du dog ikke, hvorledes det
klarere og klarere viser sig, at det Du mangler, aldeles mangler, er Tro”.50
Hegels filosofi havde for Heiberg fået en eksplicit religionserstattende
magt. Det siger han direkte i en prægnant quasi-ateistisk formulering i
Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid:

Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden;

vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid for det Meste kun
er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører
til det Forbigangne, til det Tilbagelagte.51

178

fiktionens forandringer 4, BW.indb 178 28.10.2011 02:09

 Heiberg gør sig endog lystig over kristendommens centrale dogme om Guds
genopstandelse: “At Christus er opstaaet fra de Døde, vilde vi heller end
gjerne troe; Ulykken er kun, at vi ikke selv have seet det”.52 Kierkegaards
indirekte polemik er allerede i anden del af Enten – Eller religiøst funderet:
Heiberg modtager afslutningsvis den syrlige besked, at det i den grad haster
med, at han tager sin egen kristne opbyggelse mere alvorligt. Derudover
kan man overveje, om Kierkegaard også bruger Wilhelm til forskellige
steder i brevene at dømme Heiberg for hans manglende kristne tro.

Allusionen forandrer fiktionen

Hvis de ovenstående analyser af Kierkegaards allusioner til Om Philoso-

phiens Betydning for den nuværende Tid og Nye Digte forekommer over-
bevisende, kan de ændre læserens syn på, hvilken litterær modus brevene
er skrevet i: Kierkegaard er som forfatter til Wilhelms breve en satiriker,
om end en meget særpræget en af slagsen. M.H. Abrams skel mellem det
komiske og det satiriske er brugbart:

Satire can be described as the literary art of diminishing or dero-

gating a subject by making it ridiculous and evoking toward it
attitudes of amusement, contempt, scorn, or indignation. It differs
from the comic in that comedy evokes laughter mainly as an end
in itself, while satire derides; that is, it uses laughter as a weapon,
and against a butt that exists outside the work itself.53

Man kunne vove den påstand, at der ikke i verdenslitteraturen findes en

satiriker som Kierkegaard, der i samme yderst svært tilgængelige forstand
formår at holde sin teksts “mål” eller “offer”, der eksisterer i den historiske
samtid uden for værket, usynligt for læseren. Jeg er ikke på nuværende
tidspunkt i stand til at trække grænserne for, hvor Kierkegaards polemik
mod Heiberg i anden del af Enten – Eller “slutter”, men det forekommer
mig, at den eksisterer som et fintmasket net gennem begge breve, hvor de
enkeltstående allusioner rundt omkring i teksten gør, at læseren oplever
en form for satirisk “maskegennembrud”.
Den amerikanske satireforsker Ruben Quintero har formuleret denne
ros til 1700-tallets engelsksprogede Pope- og Swift-læsere: “Augustan
readers could recognize imitation, allusion, parody, mock forms, multiple-
edged irony, and masked indirection as the way of the world of satire”.54
At læse Kierkegaard som indirekte polemiker afkræver også læseren sans
for disse intertekstuelle teknikker. Kierkegaard er måske dansk litteraturs

179

fiktionens forandringer 4, BW.indb 179 28.10.2011 02:09

 mest alluderende forfatter, men hans allusioner falder indirekte i et narrativ,
hvis fiktive verden har til formål at forhindre læseren i at opfange betyd-
ningsdannelser, der har retning mod en historisk person i samtiden. Der er
altså en stærkt udfordrende spænding i Enten – Eller mellem forfatterens
komplekse iscenesættelse af et fiktivt venskab mellem A og B og så hans
brug af allusioner.
Hvor fiktionen gør, at værket lukker sig om sig selv i et af hav af spej-
linger mellem de to dele, så får allusionerne læserens opmærksomhed til
at vandre ud af teksten og se den i lyset af andre tekster. Hvorvidt og i
hvilken grad fiktionen bliver destabiliseret eller forandret ved opdagelsen
af en kierkegaardsk allusion, afhænger af hvor stor magt læseren tillæg-
ger den. Hvis man som jeg gør i nærværende artikel, argumenterer for, at
allusionen er “stærkere” end fiktionen, så læser man Kierkegaards tekster
i et satirisk register. Den amerikansk satireteoretikers Ronald Paulsons
refleksion angående dette perspektiv lyder: “To the extent that satire pres-
ents, and so represents, its ‘object,’ it is related to other mimetic forms. But
to the extent that satire attacks, it is rhetorical – the vituperatio of laus et
vituperatio – and there is a persuasive end in sight. However much mimesis
or representation is involved, the generic end is rhetorical”.55 Kierkega-
ard producerer i Enten – Eller en brydningsflade mellem åbenlys brug af
fiktive virkemidler og indforstået benyttelse af allusioner, hvor det er den
indlejrede reference til en bestemt tekst af Heiberg, der kan siges at give et
indtryk af forfatterens intention med sin tekst. Når allusionen indfanges, så
opdager læseren, at fiktionen tjener et retorisk formål: Kierkegaard bruger
Wilhelm som en satirisk maske til at polemisere mod væsentlige sider af
Heiberg som forfatter og person.

Litterær Vintersæd

Året før Kierkegaard udgav Enten – Eller, havde Heiberg påbegyndt sin
tredje tidsskriftsrække efter Kjøbenhavns flyvende Post (1827-28, 1830,
1834-37) og Perseus (1837-38), de såkaldte Intelligensblade (1842-44),
hvis formål var, sådan som han formulerer det i første nummer, at sætte
en ny høj standard for æstetisk debat i landet: “De litterære, og fremfor
Alt de æsthetiske Interesser kunne behøve, om just ikke en ny Vækker (thi
ganske kunne de vel ikke slumre, hvor de engang ere vakte), saa dog en
ny Regulator.”56 Det er i nummer 24 af Intelligensblade fra den 1. marts
1843, at Heibergs anmeldelse af Enten – Eller kan findes.57
Heibergs anmeldelse står i forskningshistorien som den centrale brud-
flade mellem de to forfattere. For de forskere, der har beskæftiget sig med

180

fiktionens forandringer 4, BW.indb 180 28.10.2011 02:09

 forholdet, anskues Kierkegaards syn på Heiberg som positivt grænsende
til det andægtige, indtil Heiberg publicerede sin sarkastiske anmeldelse.
Henning Fenger har fx skrevet:

Store dele af “Enten–Eller” er æstetiske analyser fra 1830erne i

heibergsk ånd. Men da Heiberg, der følte sig tiltrukket af “Enten-
Eller”s åndfuldhed, men frastødt af dens formløshed, 1. marts 1843
skrev en hastværksanmeldelse og heri ytrede sin forargelse over
“Forførerens Dagbog”, slog Kierkegaard brat om. På forbløffende
kort tid udviklede han et Heiberg-kompleks, der manifesterede
sig i skånselsløs bekæmpelse af Heiberg selv og hans to afguder,
Goethe og Hegel.58

Jon Stewart ser i forlængelse af Fenger ligeledes Heibergs anmeldelse som

den afgørende brydningsflade de to imellem: “Kierkegaard held Heiberg in
great esteem and was anxious to win his praise. This explains his conster-
nation with Heiberg’s public condemnation of Either/Or”59 og: “From the
moment Heiberg’s review appeared Kierkegaard had nothing but disdain
for him”.60 Både Fenger og Stewart er enige om, at det var Heibergs an-
meldelse af Enten–Eller, der forårsagede Kierkegaards drastiske sideskift
fra discipelagtig Heibergianer til indædt polemisk modstander af Heiberg.
Når man læser Heibergs anmeldelse første gang, kan man få det indtryk,
at han ikke havde læst Enten–Eller grundigt. Det modsatte er tilfældet efter
min vurdering. Heiberg vælger faktisk at deltage i Kierkegaards indirekte
polemiske strid. Et godt eksempel på Heibergs ligeledes indirekte polemik
findes, hvor han i et sarkastisk-overlegent tonefald skriver om værkets
første del:

Vi leve ikke mere i Guldalderen, men som bekjendt, i Jern-alderen,

og, mere bestemt udtrykt, i Jernbane-Alderen; hvad er det da for
en besynderlig Anachronisme, at komme med en saadan farrago i
en Tidsalder, hvis Opgave det er at beherske de længste Afstande
med den korteste Tid?61

Heiberg håner Kierkegaard for at have bedrevet en alt for lang og umo-
derne sammenblanding (farrago). Men Heiberg spiller også på en ytring
fra Wilhelm til den unge æstetiker:

Jeg veed ikke, hvilken Alder Verden nu befinder sig i, men det veed
Du saavel som jeg, at man pleier at sige, at først kom Guld-Alderen,
saa Sølv-Alderen, saa Kobber-Alderen, saa Jern-Alderen.62

181

fiktionens forandringer 4, BW.indb 181 28.10.2011 02:09

 Heiberg vælger et diskursivt toneleje som polemisk form, der smager af
anmelderens hurtige domsfældelse og arrogance, men under denne tilsyne-
ladende overfladiskhed ser man at han i “Litterær Vintersæd” er begyndt at
replicere på Kierkegaards brug af Wilhelm som indirekte polemisk talerør.
I omtalen af Wilhelms breve benytter Heiberg sig af hyperbolsk retorik
som polemisk teknik ved at formulere sine fiktive læseres oplevelse af
delen som et højdepunkt:

Under hele denne Læsning fængsles de saaledes af Bogen, at de

neppe kunne lægge den bort, de føle sig uafladeligt paavirkede af
en sjelden og høitbegavet Aand, som af et dybt speculativt Væld
fører den skjønneste ethiske Anskuelse frem for deres Blik, og
gjennemkrydser sit Foredrag med en Strøm af den piquanteste
Vittighed og Humor.63

Hvis Heiberg har erfaret tilstedeværelsen af indirekte polemik i brevene, så

kan citatet kun fortolkes ironisk: Heibergs retoriske overdrivelser indikerer,
at han ikke mener, hvad han skriver. Ligeledes har vi set, at Kierkegaard
retrospektivt forbandt Enten – Eller med polemik mod det spekulative,
mens han her mærkværdigt nok – eller rettere ganske ironisk – roses af
Heiberg for at besidde et indre hegeliansk spekulativt væld.
Når man læser Kierkegaards svar, underskrevet af Victor Eremita, på
Heibergs anmeldelse i “Taksigelse til Hr. Professor Heiberg” fra Fædrelan-
det den 5. marts 1843, vil man også opdage, at Kierkegaard gør opmærksom
på, at han ikke har taget Heibergs ros bogstaveligt:

Det er ingenlunde min Mening, at Enhver, der er en ordentlig og

samvittighedsfuld Læser, vil dømme saa fordelagtig om Bogen,
ingenlunde; endnu mindre er det min Mening, at hvis en Enkelt
dømte ligesaa fordelagtig, at han da var i Stand til at fremsætte sin
Dom i saa valgte Udtryk, eller hvis han brugte aldeles de samme
Ord, at da hans Dom paa nogen Maade kunde for mig have den
Betydning, den Vægt, den bedaarende Magt, den forføreriske
Sødme, som den har det, der for mig i det mindste er eneste ved
at kunne tilskrives Professor Heiberg, for mig ligesaa absolut som
et Kongebud er det for en Statens Tjener, ligesaa usvigelig som en
Anvisning paa Banken er det for en Pengemand.64

Kierkegaard antyder i vendingerne “i saa valgte Udtryk” og “aldeles de

samme Ord”, at han ikke tilskriver Heibergs formuleringer nogen posi-

182

fiktionens forandringer 4, BW.indb 182 28.10.2011 02:09

 tiv værdi. Tværtimod. Men hvad er der så på færde? I anmeldelsen gør
Heiberg Kierkegaard opmærksom på, at han ikke har taget æstetikerens
lovprisning af Scribes Den første Kjærlighed i den sjette tekst i første del
af Enten – Eller for gode varer:

For dog at have et positivt Udgangspunkt i al denne Negativitet,

kaster man sig over en Bedømmelse af Scribes Lystspil “Den første
Kjærlighed,” men finder her, at Forf. har forvandlet det positivt
Givne til sit eget Luftcastel. Af en smuk lille Bagatel har han villet
gjøre et Mesterværk, og underlægger det en Tendens, der er lige
den modsatte af den, som Scribe vedkjender sig.65

Når Heiberg i citatet om Wilhelms “skønneste ethiske Anskuelse” som

nævnt bruger den tvetydige vending “fra et dybt speculativt Væld” så
spejler han Kierkegaards teknik i Scribe-teksten ved at underlægge teksten
en tendens, der er lige det modsatte af den, Kierkegaard havde intenderet.
Wilhelms etiske anskuelse er antispekulativ og antiheibergsk, hvilket det
er sandsynligt, at Heiberg har været i stand til at gennemskue.
Der er imidlertid et mysterium i Heibergs “Litterære Vintersæd”. Hvor-
for valgte han at rakke forfatteren af “Forførerens Dagbog” ned på denne
voldsomme måde?

Man haster nu til “Forførerens Dagbog,” thi allerede Titelen antyder,

at denne Production maa være mere skaberisk end critisk. Og paa
en Maade finder man sig heller ikke skuffet i denne Forventning,
men man væmmes, man ækles, man oprøres, og man spørger sig
selv, ikke om det er muligt, at et Menneske kan være som denne
Forfører, men om det er muligt, at en Forfatter-Individualitet kan
være saaledes beskaffen, at den finder Behag i at sætte sig ind i en
saadan Characteer, og udarbeide den i sine stille Tanker.66

Der findes et manuskript, hvor Kierkegaard nedskrev forskellige svar på

Heibergs polemik i “Litterær Vintersæd”. To udkast til et svar refererer
tilbage til det ovenstående citat:

Af Intelligentsblade seer jeg, at Prof. H. mener, at det er udelicat af

mig at udgive en saadan Fortælling. Deri har han vist Ret, derom
tvivler jeg ikke; thi hvorledes skulde han ellers kunde sige det?
Skade, at det ikke før Udgivelsen faldt mig ind at tænke paa, hvad
vel Hr. Prof. H. vilde sige – hvilken Skade?6

183

fiktionens forandringer 4, BW.indb 183 28.10.2011 02:09

 Prof. H. mener, at det er fornødent at være grov imod mig. Ak! Ak!
Ak! at det virkelig er kommet saavidt med mig; thi at det virkelig
er saa, derom tvivler jeg ikke, naar Prof. H. siger det.68

Med vendingen “en saadan Fortælling” må Kierkegaard referere til “Forfø-

rerens Dagbog”. Hvori består det “udelikate” i fortællingen? I overgangen
mellem de to sidste dagbogsoptegnelser underforstås præcist den samme
“handling” som i overgangen mellem del IV og V i “De Nygifte”: Johan-
nes og Cordelia har deres første (og eneste) elskovsnat. Det fejrer han
efterfølgende ved at skrive:

Hvorfor kan en saadan Nat ikke vare længere? Kunde Alektryon

forglemme sig, hvorfor kan da Solen ikke være medlidende nok
dertil? Dog nu er det forbi, og jeg ønsker aldrig mere at see hende.
Naar en Pige har bortgivet Alt, da er hun svag, da har hun tabt alt.69

Måske har Heiberg set en forbindelse mellem “Forførerens Dagbog” og

“De Nygifte” og forstået Kierkegaards repræsentation af Johannes’ retro-
spektive fryd ved sin veloverståede elskovsnat som en satirisk dæmoni-
sering af Vilhelms idealisering af sin. Det ville forklare, hvorfor Heiberg
følte behov for at give Kierkegaard et groft polemisk skud for boven og
udtrykke sin væmmelse ved hans forfatterindividualitet.70

Konklusion

Det forekommer at være rigtigt, som Jon Stewart har argumenteret, at

Kierkegaard i sin magisterafhandling Om Begrebet Ironi (1840) bruger
og inddrager Hegels tænkning i positiv forstand.71 Derimod mener jeg
ikke, at man kan spore en positiv brug af hegelsk tankegods i anden del
af Enten – Eller, sådan som Stewart ligeledes har argumenteret for.72 Med
etikerens breve påbegynder Kierkegaard efter min vurdering sit omfattende
og imponerende opgør med Hegels indflydelse på den danske kulturkreds
med særlig henblik på Heibergs centrale rolle i den hegelianske bevægelses
filosofiske “initiering” på dansk med Om Philophiens Betydning for den
nuværende Tid fra 1833 og litterære “kulmination” i Nye Digte. Således
kan første og sidste sætning tages til indtægt for at anskue Enten – Eller
som begyndelsen på Kierkegaards pseudonyme opgør med Heibergs kri-
stendomsfornægtende og stærkt sekulært orienterede hegelianske filosofi
i det pågældende skrift, mens den indirekte polemik mod “De Nygifte” og
Heibergs tidligere Scribe-dyrkelse giver brevene en mere satirisk klang-

184

fiktionens forandringer 4, BW.indb 184 28.10.2011 02:09

 bund. Det fascinerende ved Kierkegaards indirekte polemik mod Heiberg
er, at den findes på så mange niveauer. I fremstillingen er blot nogle blevet
præsenteret. Når Wilhelm fx skriver:

Hvor ofte har man dog ikke en Trang til at gaae ud over den histo-
riske Bevidsthed, en Længsel, en Hjemvee efter den Urskov, der
ligger bag ved os, og faaer denne Længsel ikke dobbelt Betydning,
naar dertil knytter sig Forestillingen om et andet Væsen, der ogsaa
har sit Hjem i hine Egne.73

Så virker det oplagt, at Kierkegaards indirekte polemik retter sig mod

Heibergs første digt i Nye Digte, “Gudstjeneste, En Foraars-Phantasie”,
der hovedsagelig tematiserer en digters længsel efter skovens ensomhed,
hvor Pan holder til. Pans første vers lyder:

Vær velkommen til min Bo,

Til min tause, dybe Ro!
Her er tyst og her er stille;
Vil du dig fra Mængden skille,
Kom, o Digter, da herud!74

Og når Wilhelm i det andet brev kritiserer ungdommen for overmod:

Derfor hører det ulystelige Syn til Dagens Orden i vor Tid, at see
unge Mennesker, der kunne mediere Christendom og Hedenskab,
der kunne lege med Historiens titaniske Kræfter, og som ikke kunne
sige et eenfoldigt Menneske, hvad han har at gjøre her i Livet, og
som heller ikke veed, hvad de selv have at gjøre.75

Så forekommer det ligeledes sandsynligt, at Kierkegaards indirekte pole-

mik retter sig mod det samme digt af Heiberg, hvor den navnløse digter
oplever sig selv som spændt ud mellem hedenskab (Pan) og kristendom
(Englen) og “beklemt” i sit virke over deres uforenelighed og Pans større
poetiske sandhed.
Georg Brandes er måske den læser, der klarest har givet udtryk for, at
han ikke finder læsningen af anden del givende:

Naar man fra første del af Enten – Eller gør Springet over til
anden, da er det, som kom man fra en fortryllet Have ud paa en
Hedestrækning. Det er ikke for Intet, at anden Del udmunder i en
Prædiken, holdt paa den jyske Hede; det Hele er et Pust fra Heden.

185

fiktionens forandringer 4, BW.indb 185 28.10.2011 02:09

 Da Kierkegaard i sit 28de Aar besøgte sit Fædrenehjem, følte han
ligesom de Magter nærværende, der havde paavirket hans Faders
Sjæl og derigennem paa anden Haand hans egen. 76

Brandes tager også det første brev ved vingebenet i kvalitativ forstand: “Af-
handlingen om Ægteskabets æstetiske Gyldighed turde være det Svageste,
Kierkegaard nogensinde har forfattet”.77 Der findes ikke mange litterater,
der har skrevet begejstret om Wilhelms nærmest utallige argumenter mod
den unge æstetikers livsførelse. Det er oftere teologer og filosoffer, der har
fundet de meget lange breve værdifulde. Men Brandes har uret; brevene
er ikke et pust fra det jyske miljø, som faderen var præget af og som Kier-
kegaard selv stiftede bekendtskab med ved sin Jyllandsrejse i 1840. De
er et pust fra et højlitterært og inderligt elitært københavnsk miljø, hvor
Kierkegaard som den yngre generations repræsentant havde sat sig for at
gå op imod den ældre generations fremmeste polemiker. Der er intet, der
tyder på, at Heiberg og Kierkegaard ikke var på talefod i tiden efter Enten
– Eller. Man må formode, at de af og til mødtes og førte samtaler på gaden
og til selskabelige arrangementer, men Heiberg har sandsynligvis som den
eneste i tiden vidst, at Kierkegaard fra begyndelsen af sit pseudonyme
forfatterskab havde rettet sit indirekte polemiske sigtekorn mod ham.
Nogle læsere vil måske være tilbøjelige til at betragte en sådan “ad
hominem-læseposition” for Kierkegaards pseudonyme forfatterskab som
værende af perifer interesse, men så går man som Brandes glip af Kierke-
gaards polemiske vildskab i anden del af Enten – Eller. Det problematiske
ved læsepositionen er, at den kræver noget, som få blandt samtidens og
de færreste blandt eftertidens Kierkegaard-læsere har haft: et indgående
kendskab til Heibergs forfatterskab. Det er umuligt at høre Kierkegaards
allusioner uden at have læst Heibergs tekster. Det er med andre ord en
læseposition, der kræver intensiv læsning i et forfatterskab, som har mistet
relevansen for de fleste af nutidens Kierkegaard-læsere. Til gengæld kan
læseren blive belønnet ved fordybelsen i Heibergs forfatterskab, idet man
begynder at stifte bekendtskab med Kierkegaard som en satirisk forfat-
ter, hvis kompromisløse og idiosynkratiske udestående med en bestemt
person i samtiden er et af de vigtigste skjulte motiver i det pseudonyme
forfatterskabs begyndelsesfase.

186

fiktionens forandringer 4, BW.indb 186 28.10.2011 02:09

 Noter

1 Kierkegaard 1997c, 38-58.

2 Kierkegaard 1997b, 33.
3 Kierkegaard 1997a, 21.
4 Kierkegaard 1997c, 12.
5 Rabb 2007, 178.
6 Kierkegaard 2002, 229.
7 For en introduktion til Heibergs hegelianisme se Stewart 2007a.
8 Martensen 1841, spalte 3205.
9 Kierkegaard 1997b, 15.
10 Ibid. 305.
11 Ibid. 18.
12 Ibid. 44f.
13 Heiberg 1990, 23.
14 Se Kierkegaard 1997a, 15.
15 Martensen 1841, spalte 3207.
16 Ibid. spalte 3213.
17 Kierkegaard 1997b, 306.
18 Ibid. 76.
19 Borup 1949, 16.
20 Mortensen 1990, 155.
21 Ibid. 156.
22 Kierkegaard 1997b, 17.
23 Ibid. 39.
24 Ibid. 16f.
25 Ibid. 103.
26 Ibid. 106.
27 Ibid. 64.
28 Heiberg 1990, 115.
29 Ibid. 117.
30 Kierkegaard 1997b, 17.
31 Heiberg 1990, 90f.
32 Kierkegaard 1953, 82.
33 Kierkegaard 1997c, 175.
34 Heiberg 1833, 41f.
35 Ibid. 40.
36 Ibid.
37 Heiberg 1833, 5.
38 Kierkegaard 1997b, 27.
39 Ibid. 306f.

187

fiktionens forandringer 4, BW.indb 187 28.10.2011 02:09

 40 Ibid. 225.
41 Ibid. 307.
42 Ibid. 283f.
43 Kierkegaard 1968, 85.
44 Ibid. 22.
45 For henvisninger til Hegels primærtekster, hvor denne identitet diskuteres, se
Kierkegaard 1997c.
46 Kierkegaard 1997b, 315.
47 Ibid. 318.
48 Heiberg 1833, 39f.
49 Kierkegaard 1997b, 55.
50 Ibid. 23.
51 Ibid. 16.
52 Ibid. 19.
53 Abrams 2009, 320.
54 Quintero 2007, 219.
55 Paulson 1967, 3.
56 Heiberg 1842, 1.
57 Se Heiberg 1843, 285-292.
58 Fenger 1992, 8.
59 Stewart 2003, 233.
60 Ibid. 235.
61 Heiberg 1843, 289.
62 Kierkegaard 1997b, 140.
63 Heiberg 1843, 292.
64 Kierkegaard 2010, 57
65 Heiberg 1843, 290.
66 Ibid. 290f.
67 Kierkegaard 1968, 195.
68 Ibid. 195f.
69 Kierkegaard 1997b, 432.
70 Jeg har i min ph.d.-afhandling argumenteret for, at Heiberg fortsætter med i
det skjulte at polemisere mod Kierkegaard i en række artikler i Intelligens-
blade i 1843. Denne polemik har stor betydning for tilblivelsen af Gjentagel-
sen, se Jessen 2010a.
71 Stewart 2003, 132-181.
72 Ibid. 225-237.
73 Kierkegaard 1997b, 29.
74 Heiberg 1990, 20.
75 Kierkegaard 1997b, 167.
76 Brandes 1899, 345. // 77 Ibid. 349.

188

fiktionens forandringer 4, BW.indb 188 28.10.2011 02:09

 Litteratur

Abrams, M. H. (2009) A Glossary of literary Terms, Boston: Wadsworth.

Bogel, Fredric V. (2001) The Difference Satire makes: Rhetoric and Reading
from Jonson to Byron, Ithaca & London: Cornell University Press.
Borup, Morten (1949) Johan Ludvig Heiberg. Senere Aar 1840-1860 bd. 3,
København: Gyldendal.
Brandes Georg (1899 [1877]) “Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i
Grundrids”, i: Samlede skrifter bd. 2, København: Gyldendal, 249-418.
Fenger, Henning (1992) Familjen Heiberg, København: Museum Tusculanums
Forlag.
Heiberg, Johan Ludvig (1833) Om Philosophiens Betydning for den nuværende
Tid, Kjöbenhavn: C. A. Reitzel.
— (1842) Intelligensblade bd. 1 nr. 1-12, Kjøbenhavn: C.A. Reitzel.
— (1843) Intelligensblade bd. 2 nr. 13-24, Kjøbenhavn: C.A. Reitzel.
— (1990) Nye Digte, i: Danske Klassikere ved Det danske Sprog- og Litteratur-
selskab, Borgen: København.
Jessen, Mads Sohl (2010a) Tyvesprogets mester. Kierkegaards skjulte satire over
Heiberg i Gjentagelsen, upubliceret ph.d.-afhandling København.
— (2010b) “Kierkegaards skjulte polemik mod Heiberg og Martensen i sidste
afsnit af Om Begrebet Ironi” i: Danske Studier, 95-106.
Kierkegaard, Søren (1953) Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard,
udg. af Niels Thulstrup, København: Munksgaard.
— (1968) Søren Kierkegaards Papirer bd. 4, anden forøgede udgave, Køben-
havn: Gyldendal.
— (1997a) ”Enten – Eller. Første del”, Søren Kierkegaards Skrifter bd. 2,
København: Gads Forlag.
— (1997b) “Enten – Eller. Anden del”, Søren Kierkegaards Skrifter bd. 3,
København: Gads Forlag.
— (1997c) “Kommentarer til Enten – Eller”, Søren Kierkegaards Skrifter, bd. K
2-3, København: Gads Forlag.
— (2002) “Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”, Søren Kierkegaards Skrifter
bd. 7, København: Gads Forlag.
— (2010) “Bladartikler”, Søren Kierkegaards Skrifter bd. 14, København: Gads
Forlag.
Martensen, Hans (1841) “Nye Digte af J. L. Heiberg”, Fædrelandet, 398-400,
spalte 3205-3224.
Mortensen, Klaus P. (1990) “Efterskrift”, i: Nye Digte, Danske Klassikere ved
Det danske Sprog- og Litteraturselskab, København: Borgen, 139-169.

189

fiktionens forandringer 4, BW.indb 189 28.10.2011 02:09

 Paulson, Ronald (1967) The Fictions of Satire, Baltimore: The John Hopkins
Press.
Quintero, Ruben (2007) “Pope and Augustan Verse Satire”, i: Ruben Quintero
(red.), A Companion to Satire: Ancient and Modern, London: Blackwell Pub-
lishing, 212-232.
Rabb, Melinda Alliker (2007) Satire and Secrecy in English Literature from
1650 to 1750, New York: Palgrave Macmillan.
Stewart, Jon (2003) Kierkegaard’s Relations to Hegel reconsidered, Cambridge
University Press.
— (2007a) A History of Hegelianism in Golden Age Denmark. Tome I The Hei-
berg Period: 1824-1836, Copenhagen: C.A. Reitzel’s Publishers.
— (2007b) A History of Hegelianism in Golden Age Denmark. Tome II The
Martensen Period: 1837-1842, Copenhagen: C.A. Reitzel’s Publishers.

190

fiktionens forandringer 4, BW.indb 190 28.10.2011 02:09