Autofiktion

Skønlitteratur, hvor forfatteren inddrager elementer fra virkeligheden, men

fiktionaliserer dem.

Genren leger med forholdet mellem virkelighed og fiktion.

Ofte sammenfald mellem forfatteren og hovedpersonen i teksten → typisk også er jeg
fortælleren eller digterjeget, som bærer forfatterens navn.

Forfatteren = fortælleren → den samme

Analytisk set = anvendelse af fortæller som begreb og ikke forfatter.

DOBBELTKONTRAKTEN = “ja, denne bog er sand, men den er også det rene
fiktion”
Parateksten (et værks omslag og sider, inden den egentlige tekst starter) = tilkendegiver, at
det er en roman eller poesi etc. → ergo fiktion.

Læseren går til teksten med tanken om, at den er fiktiv.

Fiktionalisering
Forfatteren foregiver, at noget er sket, som i virkeligheden ikke er sket. Det fremstår
realistisk, hvorved det KUNNE være sket → men det er det IKKE.

Metoder at fiktionalisere:
- Overdrivelse af situationen
- Anvendelse af metaforik til beskrivelse af følelser
- Gengivelse af handlinger
- Andvendelsen af symobik
- Begivenheders rækkefølge kan også fiktionaliseres (begivenhederne optræder her i
anden rækkefølge → skaber bedre dramaturgi)

Fiktionalisering:
- Når kronologien i historiske begivenheder ændres i værket for at skabe en
fortælling
- Personer tillægges personlighedstræk, de ikke besidder i virkeligheden eller
indgår i handlinger, de ikke har oplevet i virkeligheden.

Eksempel på autofiktion = Klovn, her spiller personerne reelt set sig selv, men dog
i fiktive situationer og med karaktertræk der ikke er tillegnet dem.

Eksempler:
- Klovn
- Rytteriet (ift. Jørgen Leth)
- Spice World

Hovedstolen
Teksten skal læses og forstås uafhængigt af forfatterens intention og biografi.
Fortælleren og forfatteren er ikke den samme, medmindre de altså er den samme.

Alt for mange gange er digteren Per Højholt (1928-2004) blevet citeret for at have
sagt, at man “ikke bør tage af hovedstolen”, dvs. ikke blande sig selv og sit liv ind i
sine tekster. Udsagnet, som i virkeligheden stammer fra Højholts svigermor (1),
bliver med jævne mellemrum fremhævet af diverse mennesker med forstand på
litteratur som en god tommelfingerregel: Tag ikke af hovedstolen! Det vil der – efter
sigende – ikke komme god litteratur ud af.

Men allerede i 1998 beviste Christina Hesselholdt det modsatte med sin
kritikerroste bog med – som der står på bagsiden – “50 fiktioner om en barndom,”
der slet og ret hedder Hovedstolen (og hvem den titel er en hilsen til, kan der
næppe herske nogen tvivl om). Barndomsminder blandes her med voksen
refleksion.

I mange af bøgerne fra 00’erne og 10’erne er det – stik imod Højholts dictum –
netop de selvbiografiske træk, der går igen. Tag blot bøger som Erling Jepsens
Kunsten at græde i kor (2002) eller Knud Romers Den som blinker er bange for
døden (2006), hvor handlingen i begge tilfælde ligger sig tæt op ad forfatterens
egen barndom. Jepsen lægger historien om sit barndoms Gram i munden på alter-
ego’et Allan Jensen, mens jeg-fortællerens navn i Romers roman er identisk med
forfatterens. Begge bøger tematiserer et problemfyldt far-søn-forhold, ligesom
første bind af nordmanden Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010).
Fælles for ovenstående bøger er, at grænserne mellem biografi og fiktion er
udvisket, og skønt bøgerne bærer mærkatet roman på forsiden, kommer læseren
vitterligt i tvivl om, hvorvidt det er en ‘klassisk’ selvbiografi/erindringer eller en
skønlitterær roman, der læses; og lettere bliver det ikke, når forfatteren samtidig
inddrager virkelige (nulevende) personer.

Nogen vil måske gå så langt som at mene, at al litteratur er autofiktion, eftersom

en forfatter altid vil trække på egne erfaringer i nogen eller større grad, bevidst eller
ubevidst. Et af Hemingways skriveråd var: “Write what you know”. Og således
besluttede han sig for at skrive om alle de ting, han vidste noget om: jagt, fiskeri,
tyrefægtning m.m. Men når man læser Hemingway, stiller man ikke på samme
spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, som hos
Jepsen, Romer eller Knausgård, hvor liv og værk smelter sammen. Også selvom
der også hos Hemingway er flere (åbenlyse) sammenfald mellem fiktion og
virkelighed, særligt i debutromanen “Solen går sin gang”.

Med andre ord er der stor forskel på, hvordan – og i hvor høj grad – hovedstolen
bruges. Når det lykkedes at skrive autofiktion, er det måske, fordi forfatteren selv
har noget i klemme, fordi de mange følelser forbundet med at skrive en personlig
historie frem afspejles i teksten. Når andre forfattere filer nok så ihærdigt løs på
den gren, de selv sidder på – og falder ned, tror jeg det skyldes, at det bliver for
navlebeskuende, for kedeligt og uinteressant at læse i længden. Brugen af
selvbiografisk stof bliver ganske enkelt en pointe i sig selv, brugt uden omtanke –
som den lette løsning.ng i stedet for at digte selv
Hvordan analyserer man autofiktioner?
Trods sammenfald mellem forfatter og hovedperson (fortæller eller digterjeg), skal
man fokusere på:

1.
- Hvad teksten siger
- Hvordan teksten siger det

Gøres gennem nykritisk nærlæsning, hvor man undersøger, hvilket udsagn om

verden og livet en tekst etablerer, og hvordan det udsagn etableres.

2. Undersøgelse af den autofiktive dimension

- Hvad er fiktionaliseret?
- Hvordan foregår fiktionaliseringen?
- Identificere autencitet markører for at fastslå, hvor det autofiktive etableres.

3. Undersøgelse af tekst eget forhold til sin egen fiktionalitet

- Indeholder teksten overvejelser over forholdet mellem det skrevne og
virkeligheden, mellem fiktionaliseringen og virkeligheden.
- Undersøgelse af, hvordan forfatteren forholder sig til sit værk.

Den autofiktive dimension får os til at tænke over, hvor mange steder i vores liv
fiktionalisering foregår: Sociale medier - ift. positioneringer over for venner osv.
Man skal være kritisk og nærlæse det, for at finde frem til hvordan virkeligheden i
virkeligheden er.