Descartes´ dualistiske menneskesyn -

”Fire Menneskesyn”, side 15 - 21

Introduktion, side 15:

- Den moderne filosofis første store systembygger

- Ingen autoriteter, ingen traditionelle ”sandheder”
- Kun ”det, der er indlysende for vores forstand” = fornuftsandheder
- Rationalisme (ratio = fornuft)
- Descartes radikale tvivl.

Descartes´ menneskesyn, side 15-16:

- Mennesket er delt:
 Dualisme: Sjæl <> Legeme

Sjæl = det bevidsthedsmæssige <> Legeme = det, der har udstrækning

res cogitans res extensa
sjælelig/åndelig legemlig/materielle
den tænkende substans den udstrakte substans (i tid og rum)

- Vekselvirknings-hypotesen: samarbejde mellem sjæl og legeme ikke ved direkte kontakt,

men gennem koglekirtlen, der koordinerer de to værensområder (!)
OPGAVE:
Hvordan er tankegangen, hvilke pointer og
ræsonnementer er de centrale i Descartes
argumentation i den anden af de
”Metafysiske meditationer”??? (1641)
Angiv gruppevis det essentielle i hvert af de
følgende afsnit (skrives på tavlen):
5 - 35 (bør alle grupper arbejde med):

Forkastelse af alt, hvorom man kan tvivle!

> for at finde et arkimedisk punkt, der er sikkert og ubetvivleligt (eller indset, at intet i denne
verden er sikkert)

Antagelse: Al sansning, al hukommelse (al tidligere erfaring) er falsk!

40 - 85 (bør alle grupper arbejde med):

(Descartes på jagt efter...) andre ting, som ikke kan betvivles...?:

- Gud, som indgiver mig disse tanker? (Nej, måske kan jeg selv frembringe dem...)
- Er jeg afhængig af mine sanser, for at eksisterer? (Nej, end ikke selv hvis jeg er overbevist
om, at intet findes i hele verden, for mit tvivlende/tænkende jeg findes jo netop stadig)
- Men hvad hvis jeg bedrages? (Nej, for så er der stadig et jeg, der bedrages...)
- Ergo er dette sandt: jeg er, jeg eksisterer
- (linje 77-85) Så nu må jeg være varsom med at forveksle mit sikre arkimediske
erkendelsespunkt - mit jeg - med ”noget, som ikke er mig”

86 - 111 (gruppe 1):

Et menneske, hvad er det? Et rationelt dyr. Men hvad er da et dyr? Og hvad er det at være
rationel? Nej, dur ikke. I stedet...

112 - 160 (gruppe 2):

(140 - 145) Den legemlige natur kan ikke tillægges ”evnen til at bevæge sig selv eller til at sanse
eller tænke”
Kan jeg være sikker på, at jeg har nogen som helst af de egenskaber, jeg før tillagde den
menneskelige natur? (bestemt figur, bestemt sted, udfylder rummet...). Nej, ingen sikkerhed.
Altså...

161 - 180 (gruppe 3):

... Vendes fokus nu mod sjælens egenskaber (linje 161) og her er kun en (som ikke er afhængigt af
legemet) som ikke kan betvivles, nemlig netop igen tænkningen: jeg tænker, jeg eksisterer (l. 175)

181 - 202 (gruppe 4):

For nuværende er kun dette sandt: Jeg er en bevidsthed, en forstand, en fornuft (185)
(bevidsthedsfilosofiens fødsel)

”Jeg er en virkelig ting og en virkelig eksistens. Men hvilken slags ting er jeg?... En ting, som
tænker...” (187) Descartes: Mennesket = en tænke-maskine!

203 - 248 (gruppe 5):

Jeg eksisterer, men ”det er muligt, at alle disse billeder og i almindelighed alt det, som kan
henføres til den legemlige natur, ikke er andet end hjernespind og kimærer” (fantasifostre)(l. 228)

”Endelig indser jeg da, at intet af alt det, jeg kan forstå ved, at jeg forestiller mig det, bidrager til
forståelsen af mig selv...” (241) > bevidstheden må drejes i en anden retning for at erkende sin
natur...

249 - 295 (gruppe 6):

Hvad er jeg så? En ting, som tænker. En ting, som tvivler, forstår, bekræfter osv. (= bevidsthed)
Opsamling - ifølge ”menneske, samfund, natur”
To slags dualisme
Dualismens dimensioner og det psyko-fysiske problem

Bevidsthedsoplevelsen har legemlige udtryk - der er en sammenhæng!

Hvordan? Hvor går grænsen, hvis dualismen skal opretholdes og forklares?

Hvor skal snittes lægges mellem sjæl og legeme?

To slags dualisme

Materie-ånd-dualismen:

Skal sanser og følelser regnes for legemlige funktioner og sættes i modsætning til
fornuften? Så er sjælen kun fornuft eller ånd. Dette kaldes materie-ånd-dualisme.

Sjæl-legeme-dualismen:

Sansning og følelser regnes med til psyken eller bevidstheden sammen med
fornuften. Så er modsætningen mellem bevidsthed og legeme, mellem det psykiske
og det fysiske. Det er den dualisme, vi finder hos Descartes.

Dualismen er et problemkompleks med forskellige dimensioner:

- Ontologisk dimension: mennesket er sammensat af to værens-områder.

- Etisk dimension: mennesket er sammensat af højere og lavere dele (ånd og
fornuft over krop og drift)
- Erkendelsesteoretisk dimension: det erkendende subjekt og erkendelsens
genstand, objektet, er adskilt og af forskellig art. Hvordan foregår da
erkendelsen, herunder sansningen?
(subjektet overskrider/transcenderer sig selv i erkendelsen... Ja, men hvordan
mere præcist? = det psyko-fysiske problem - Descartes´ løsning, koglekirtlen,
som den, der styre vekselvirkningen, er næppe den rette...!)