Professional Documents
Culture Documents
Galehuset Samlet
Galehuset Samlet
Viking Con 24
Scenariet starter mandag den 9. oktober 1972 klokken 14 , hvor John først bliver ført ind på sit
værelse af en plejer + en plejer ”udefra” og derefter føres han ud i opholdsstuen og præsenteres for
de 4 andre (af en af Hathaway Havens egne plejere):
”Ja, her er så en ny beboer, John Donaldsen – han skal bo inde ved siden af Mr. Jacobsen, på b5.
Jeg tror egentlig det vil være nemmest, hvis I lige forklarer ham lidt om stedet her.”
USA er på den anden ende, der er præsidentvalg tirsdag den 7. november. Nixon fører klart over
McGovern i alle opinionsundersøgelser.
Der har været et par mindre artikler i Washington Post om Watergate-indbruddet. Ikke noget, der
involverer præsidenten direkte, og det har ikke været i TV, så ingen af de 4, der har været her en tid
har hørt om det – og John har heller ikke.
Sanatoriet har en stor fælles opholdsstue med (ét) farvetv, billardbord, sofagrupper, brætspil og
spiseborde.
Der er plads til 38 patienter (6 fællesrum med 6 patienter og 2 enestuer), og der er for øjeblikket
indlagt 33, heraf 1 på enestue (Josh Jacobsen). Enestuer er ganske dyre.
Der er også en stor have – omgivet af en 2½ meter høj mur med en meget stikkende
tjørnebeplantning, ret effektiv til at forhindre at patienterne stikker af den vej. Endvidere er der
(diskrete) tremmer for vinduerne.
Der er også en indkørsel til haven via en garage – men dobbeltporten er sikret mod at blive åbnet
indefra med en bom, der ikke kan åbnes fra haven – og tjørn op ad muren hele vejen rundt.
Dørene ind til værelserne har smæklåsene slået fra om dagen; men klokken 22 (23 om lørdagen)
bliver patienterne sendt i seng og smæklåsene slået til. Dørene kan så kun åbnes udefra. De kan
heller ikke åbnes ved at man trykker på rigelen – medmindre man har forhindret rigelen i at gå helt
på plads, for eksempel ved at putte noget i hullet. Der er ikke noget nøglehul på patientsiden.
Der er et kontor med en stor glasrude, så personalet kan overskue fællesrummet. Der sidder normalt
altid 2 stærke plejere, og derudover er der 2 inde i fællesrummet. Patienterne kender ikke med
sikkerhed bemandingen om natten, men kan gætte. Der er en låst dør fra fællesrummet og ud til
gangen foran kontoret. Denne dør har nøglehul, også på patientsiden.
På en almindelig nat er der 2 plejere i kontoret og en sygeplejerske ude bagved. De er ikke specielt
årvågne. De har stave på kontoret (men går ikke rundt med dem). Dagplejerne går heller ikke rundt
med noget.
Resume:
dagvagt: 4 plejere, 2 på kontoret plus 2 i fællesrum/have/…
2 sygeplejersker
Dr. Hathaway
Nattevagt: 2 plejere på kontoret
1 sygeplejerske bagved
Sengelægning: aften- og nattehold hjælpes
Sanatoriet selv har en mikrofon inde hos Josh Jacobsen. Den er lidt kluntet, men rimelig skjult. Den
vil normalt ikke blive fundet; men får man oppisket en stemning, vil John D. kunne finde den på 2
minutter. Den er opstillet på foranledning af Josh’ kone og advokat.
Derudover har CIA lytteudstyr i John D’s værelse, i fællesrummet og på sanatoriets telefoner (alle
udgående linier). Der er ikke patientadgang til telefonerne.
Cyrus, Michael og Benjamin bor på b1, b2 og b3. Josh bor på eneværelset for enden af samme
gang, b4. John D. bliver anbragt på det næste værelse – en tidligere gummicelle, nu ombygget til
eneværelse (egentlig ikke vanskeligere at slippe ud af, bare uden vinduer og nemmere at overvåge)
Handout :
De får lejlighed til at studere de 5 journaler og tage notater
.
Giv dem 10 minutter med notaterne – så kan man høre at de bliver færdige derinde. Og efter
yderligere 2 minutter hører de plejeren sige ”nå, jeg må også hellere komme tilbage”.
Det vil på dette tidspunkt være muligt for dem at overmande plejeren og stikke af. De kan endda
true ham til at give dem sko og i hvert fald 2 sæt nogenlunde normalt tøj – og de kan derudover få
et sæt dametøj fra sygeplejersken. De kan også få en bil. I så fald får de journalerne med.
De kan også liste ud inden de to er færdige – så får de ikke noget tøj (det er i personalegarderoben,
og det vil forstyrre de to). Og ”stjæle-bil-episoden” kommer så hurtigt.
De har heller ikke hele natten – de andre er færdige på hospitalet klokken 01.00, og Hathaway vil
lige ringe og sige at de tager af sted (hvis de tager telefonen kan de høre at han kan høre, der er
noget galt). Han bor i et lille hus lige i nærheden.
De kan også her få 25$ fra sygeplejersken og 50$ fra plejeren.
Episode: biograftur
Hvis de ikke er stukket af da de fandt journalerne, vil de næste dag få at vide, at de dagen efter skal
i biografen. Der ligger en lille, lokal biograf, der viser ”Cabaret”.
De er godt nok ledsaget af tre plejere; men det er ikke værre end at John D. kan sætte dem ud af
spillet – men giv også evt. andre en chance for at blande sig og hjælpe.
At stjæle en bil:
Uanset om de er flygtet fra sanatoriet i plejerens bil eller fra biografen, skal de skaffe sig en bil.
Enten har de ikke nogen, eller også er den kendt.
Der er masser af biler i New York; men folk har for vane at låse dem, især de lidt bedre biler.
Benjamin Walters kan nemt finde biler, der er gode, pålidelige og hurtige – også uden at være
prangende. Han er mest vant til at starte biler med en nøgle, men han har da prøvet at gøre det
uden.
Hvis John D. begynder at bryde ind i den valgte bil, vil han fumle i det og ikke virke som om han
er god. Benjamin vil miste tålmodigheden (fortæl ham det, hvis han ikke selv kommer på det) –
Michael har også prøvet den slags før. Når en af dem er i gang med at bryde den op (den driller
også ham lidt, det er en god lås) lyder der pludselig et råb: ”Hvad laver I med min bil”.
Den, der var ved at åbne bilen, er nu skubbet en halv meter væk, bilen er åben og startet, og John
D. sidder bag rattet.
Alt andet lige er Benjamin dog klart den bedste kører – uanset hvor tændt John D. er. Benjamin
kan køre fra hvad som helst – han kan om ikke andet så køre mod færdslen på en motorvej.
At blive sminket.
Som sagt kan Cyrus selv med simple midler gøre underværker. En sværtet prop og et stykke papir
(rulles sammen og puttes i kinderne for at ændre ansigtsform), og så er personen ikke ligetil at
genkende – men det vil kun holde en halv til en hel time.
Og lettere maskeret kan man sagtens handle hos en chemist, der er en mellemting mellem Matas og
apotek og har alt hvad der skal bruges.
Helt ideelt er selvfølgelig en forretning med teatersminke, det vil give endnu bedre resultat og
holde længere.
At skaffe tøj:
Kun hvis de er stukket af tidligt og har fået tøj fra en plejer er der nogle af dem, der har ”civilt tøj”
(og de kan så købe til de andre – hvis de altså har penge. Der er lidt penge i tøjet). Ellers er de alle
sammen i ”udgangstøj”, dvs. stor størrelse hvide bukser og hvid trøje, tydeligt mærket med
”Hathaway Haven – Mental Institution” – og det ser jo lidt mærkeligt ud. Butikspersonale vil
alarmere politiet og prøve at trække tiden ud.
Derudover vil de ikke have penge, hvis de er stukket af fra biografen.
Det er nemt nok for dem at overfalde nogen og tage deres penge (og tøj, for den sags skyld); men
vil alle være med til det ? De overfaldne vil ikke gøre modstand eller anskrig, de vil være lidt for
bange for 5 mænd…
I italienerkvarteret kan man også finde (lidt) tøj hængt til tørre udenfor på tørresnore; dog mest
skjorter og undertøj. Det samme plus bukser kan man også finde længere ude, i villakvartererne.
At skaffe penge:
Josh har en bankboks (han har to, men den anden er næppe interessant – det er den med hans
aktier). Den interessante med penge og artikler er af typen, hvor han skal opgive et langt kodeord
(CDW37Q89XAF). Banken er så i besiddelse af nøgler til boksen og lader dem være alene med
boks og indhold – hvis de kommer fornuftigt påklædt. I patienttøj går den ikke. Bankpersonalet vil
trække tiden ud og alarmere politiet.
I boksen er der 35.000 $ og tre artikler.
Handout:
To artikler.
Den ene af dem er håbløst ligegyldige (MIB – men interessant for Cyrus og Josh), Den anden
handler om MK- Ultra, og der kan man også finde Gottliebs navn – og billede. Der er også et
billede af Allan Dulles, men han har været død siden 1969 og er ligegyldig for historien.
At skaffe en bil:
Credit cards er endnu ikke blevet så udbredte at en bilforhandler bliver mistænksom, hvis man
kommer med kontanter (selv om han vil forvente en check…). Han vil gerne se et kørekort; men
lidt smøring kan godt få ham fra det. Han vil typisk have biler, der er fra 400 til 8.000 $ værd – og
han vil bede om 25%-50% mere fra starten, så han har noget at slå af på.
Han vil huske dem ret godt, hvis de ikke har kørekort, og i løbet af et par dage eller tre vil CIA
vide, hvilken bil de har købt. Er den ikke skiftet ud, bliver de fundet kort tid efter – hvis ellers de
bruger den meget hvor det kan ses.
At skaffe våben:
Nogenlunde samme procedure som at skaffe bil. Våbenhandleren skal se legitimation, og til
pistoler/revolvere skal han se en våbentilladelse. Til jagtvåben er identifikation tilstrækkeligt.
Våbenhandleren har en alarmklokke under skranken, og hvis de prøver at true sig til våben, vil han
trykke på knappen. Han vil ikke lade dem lade våben med ammunition, han også leverer (så dum
er han ikke at han vil udsætte sig for et hold-up på den måde).
Han kan også købes til ikke at interessere sig for papirer; men så koster våbnene det dobbelte.
Normalpriserne er
Pistol/revolver (kvalitet): 100 $, haglgevær/jagtriffel: 200 $
De fordobles, hvis man ikke har de fornødne papirer – og hvis man protesterer, kommer han med
en ”Saturday Night Special” - en kortløbet revolver som man ikke kan ramme en lade med selv om
man står inde i den – for 100$.
Hvis de ikke bestikker ham, men intimiderer ham til at sælge til almindelig pris, vil han
efterfølgende melde dem.
Hvis de ikke er forklædt og de har været efterlyst i TV (og det bliver de efter 5-6 timer) vil han
være meget tilbageholdende med at sælge til dem, og han vil prøve at alarmere politiet.
Hvis de er forklædt og betaler ekstra, vil han ikke melde dem – førend der evt. kommer en
efterlysning med det udseende, de havde da de handlede. Men han vil huske dem ret godt.
Der er ikke overvågningskamera i butikken – det er 1972 !
Det er også muligt at de vil prøve at ”handle”, når han ikke er i butikken. Der er sikring med
jerngitre og tyverialarm på døren; Men John D er nu ret tændt, og han kan godt klare den alarm. De
overser den anden alarm, der er i gulvmåtten, og som vækker ejeren, der bor på første sal over
butikken. Han vil komme ned med en kraftig pistol i hånden – inden de har nået at lade det de har
fundet. Her er han ikke umiddelbart til at bestikke, men skal overmandes.
”Handler” de på denne måde, kan de i baglokalet finde lyddæmpere. Ellers må de klare sig uden;
men efterhånden som John D kaster hjernevasken af sig, kan man mere og mere. Hvis spillerne
selv foreslår patroner med mindre krudt, vil han godt vide hvordan man laver dem. De virker lige
så godt på kort hold, men kan ikke skyde så langt – og de lyder langt mere dæmpet end almindelige
patroner.
Butikken har ikke fuldautomatiske våben (maskinpistoler), men alt inden for pistoler, haglgeværer
og jagtrifler. Der er også knive.
Ind imellem
Hvis der ellers byder sig en lejlighed, så vil Michael Peters lugte pot et eller andet sted.
Omstændighederne kommer lidt an på gruppen. Hvis de har god tid og gerne vil have lidt action, så
er det en gruppe Hells Angels, der fyrer en fed – og de er ikke indstillet på at dele, ellers er det et
par hippier (der gerne deler).
Hvis det er rockerne, så kommer det til slagsmål – Michael Peters er klart mand for at slå på tæven,
og forhåbentlig blander John Donaldson sig også (ellers er der for mange, og Peters får tæv).
En meget stor bygning, en firkant med "hul" i midten (kan kun ses, hvis man er oppe i et træ eller
lignende). Man kan dog se et enkelt stort træ stikke op midt i hullet. Bygningen er kedeligt grå.
Der er en lang række ikke særlig store vinduer langs hele ydersiden. Udefra kan man ikke se ind i
gården.
Alle vinduer til patientbeboelse (og dem under hjernevask) har tremmer. Alle andre er lavet af
ekstra forstærket glas og kan ikke åbnes eller smadres; der er ventilator og/eller et lille
ventilationsvindue, alt for lille til at komme igennem. Fra gården er det nogenlunde det samme:
patientvinduer har tremmer, døren til patient-fællesrum har en indvendig låst dørsikring, der ikke
kan gøres noget ved udefra.
Undtagelsen er møderummet, der også har en dør ud til gården. Denne dør er ikke så godt sikret
(nogen har sjusket), så der kan de komme uset/uhørt ind lidt efter midnat (når alle lys er slukket).
I dagtiden er der en smule kommen og gåen; men der er typisk 20-30 minutter imellem at der
kommer eller går nogen. Nogen af dem, der kommer og går er tydeligvis pårørende.
Efter klokken 20 er der ikke besøgstid mere, og der sker typisk meget lidt indtil klokken 23, hvor
natpersonalet til det almindelige sanatorium ankommer, og klokken 23.30, hvor aftenpersonalet går.
Derefter sker der stort set ikke noget før klokken 7.00 næste morgen, hvor morgenpersonalet
ankommer (og natpersonalet går klokken 07.30).
Hvis de kommer efter mørkets frembrud kan de indtil klokken 22 se lys i vinduerne hørende til
fællesrummet. Man kan også (hvis man er oppe i et træ) se lys fra vinduerne, der vender indad mod
gården. Personalerummene har lys noget længere – og ovre i forskningsfløjen er der lys til over
midnat.
Ved indgangen er der konstant lys, og der sidder to bevæbnede (svær pistol) vagter om dagen, én
om natten (21-07). Pistolbevæbnede vagter er ikke kutyme ved den slags institutioner…
Der er låste dobbeltdøre ind til en gang, hvor man gennem en glasrude (ikke skudsikker) kan tale
med vagten. Der er derefter yderligere låste dobbeltdøre ind til foyeren.
Inde i foyeren er der en ulåst dør ind til det almindelige sanatorium, og en dør modsat den, der fører
ind til forskningsafdelingen. På denne dør er der et knappanel med cifre og en #. Døren er låst, og
der er ikke nøglehul.
Elektroniske låse er noget temmelig nyt. Man kan godt genkende det som en lås og kan også regne
ud at man skal trykke en talkombination for at komme ind. Men man kan selvfølgelig ikke regne ud
hvilken, og man har ingen mulighed for at dirke døren op.
OBS !
"achtung ! drei-zwei-vier"
Dette er en "stopkode". Diverse andre kontrolkoder er "programmeret" ind i John D., men de har
begrænset effekt. Denne stopkode er det første, der er lagt ind, og det er så grundlæggende at det
virker. Gottlieb og Helms er de eneste, der kender koden (og et par andre forskere, men dem møder
man ikke).
Gottlieb vil ikke tænke på at bruge den, hvis hans side er i stort overtal (2-4 CIA-folk + 1-2 vagter).
Der vil han evt. bruge kontrolkoden i stedet (se nedenfor). Men hvis kontrolkoden ikke virker, eller
hvis hans side er nede på 1-2 bevæbnede mænd plus ham selv, vil han bruge den – og den har den
effekt, at John D. standser hvad han er i gang med og står helt stille.
"anhören ! vier-zwei-zwei"
Dette er en kontrolkode. John D. er programmeret til at modtage ordrer fra den, der giver ham
denne kode; men den virker ikke mere. Han får en knaldende hovedpine og bliver –2 på hvad han
foretager sig, men han bliver ikke kontrolleret.
Gottlieb vil bruge den, hvis (for eksempel) han har stoppet John D. med stopkoden. Det vil give
bagslag, da han så "løses" fra at være stoppet.
Han kan også finde på at bruge den, hvis der er en stor ildkamp i gang. Han vil så prøve at give
John en kommando ("skyd ham til venstre for dig" eller noget i den retning, nok rettet mod den
farligste af resten, formentlig Michael Peters. Men kommandoen virker som sagt ikke, den giver
John hovedpine, men han kan selv bestemme.
Når han ser at det ikke virker, vil Gottlieb bruge stopkoden i stedet.
Dagvagter:
Man kan godt komme i tale med dem ved at påstå at man skal besøge nogen – men de har jo en liste
over patienter, og hvis man ikke har navnet på en patient, kommer man ikke igennem andet sæt
døre.
Hvis man har navnet på en beboer (fra en besøgende, man har stoppet) kan man komme igennem
dobbeltdørene. Døren til vagtrummet er ikke lukket herinde, så man kan overmande vagten.
Hvis man spørger efter Gottlieb, vil han spørge hvem man er, ringe til Gottlieb og melde det – og
Gottlieb vil komme med eskorte af to CIA-mænd i jakkesæt, men med pistoler i skulderhylster. Og
yderdørene vil være låst, så man kan ikke bare gå igen. Han vil genkende John, CIA-mændene vil
trække pistolerne – og man kommer kun ind én ad gangen og visiteres inden man kommer videre.
Den ene af dem vil normalt se på (og sigte på) John, mens den anden lukker de andre ind én af
gangen , visiterer dem og lader dem lægge sig ned på gulvet et stykke væk.
De kan lave en afledning mens døren er åben, så begge vagter kigger derhen – og så kan John godt
nå at afvæbne den ene. Den anden får et skud fyret af, som vil strejfe hvem der nu står i vejen. Og
på et lidt senere tidspunkt kommer vagten/vagterne så til med deres pistoler; men der har John jo
nok fået fat i en CIA-pistol… Vagterne vil dog nok nå at trykke på en alarmknap, der alarmerer en
CIA-enhed, der kan være der på 10 minutter.
Det bliver noget rod, men de kan uskadeliggøre vagterne og CIA-folkene. Hvis det er gået alt for
nemt, må der gerne være et par CIA-folk mere i forskningsafdelingen.
Aftenvagt:
Han vil være lidt mere forundret, lidt mere påpasselig. Man kan som ovenfor spørge efter Gottlieb,
men man kan ikke komme ind og besøge en patient.
Hvis man opfører sig alt for mistænkeligt, vil han trække sin pistol og trykke på en alarmknap, der
alarmerer de CIA-folk, der er i forskningsafdelingen. Der vil komme 2 af dem frem med pistoler.
Ham kan man selvfølgelig også true til at åbne.
.
På venstre side er der en masse mindre døre, alle forsynet med glughuller osv. Det er komfortable
celler, hvor personer under hjernevask opholder sig. Hvis John D. spørger, kan han svagt huske
noget, der minder om det – han har en fornemmelse af at have været her før.
Presser de på efter yderligere papirer om selve forskningen og hvad der foregår, vil han give efter
og føre dem ind i mødelokalet, hvor der i nogle brandsikre stålskabe er omkring 50 kg papirer med
forskningsresultater, forsøgsresultater osv. Ved en hurtig skimning fatter de ikke meget af det; men
de kan da se, at der er udstrakt brug af LSD, elektroder og elektriske stød samt forskellige
kemikalier, der sprøjtes ind i folk. Også 24-timer-i-døgnet afspilning af bånd bruges.
Der er personer i 5 af cellerne – hjernevask-kandidater, der bestemt ikke er færdige endnu. Men et
par af dem er ret lovende. De vil være meget forvirrede, hvis de slippes ud, og vil ikke rigtig vide,
hvad der foregår. De er fyldt med kemikalier.
Hvis han får lejlighed til det, vil Gottlieb få én eller flere af dem under kontrol:
Hvis de bare bliver sluppet ud uden at Gottlieb får lejlighed til at aktivere dem, vil CIA også være
nødt til at lede efter dem – og der vil være færre agenter ved de følgende encounters.
Hvis de har været diskret inde (døren i mødelokalet ell. Lign.) og de tager ham med ud ad samme
vej, så ingen har opdaget dem, vil Helms ikke høre om det, og han vil dukke op til aftalen med
Gottlieb. Der vil være et par CIA-vagter på diskret afstand – én i bilen, én inden for synsvidde (men
John D. kan spotte dem og om nødvendigt neutralisere dem).
På sanatoriet vil Gottlieb ikke blive savnet – endnu. Det vil han et kvarter efter at aftalen med
Helms skulle starte – og der bliver sendt besked til bilen, hvor CIA-agenten (hvis han er OK) vil
reagere og gå ind til Helms.
Hvis der har været nogen tumult, og de er opdaget, vil Helms høre om det og han vil ikke selv
dukke op. Til gengæld vil der være 6 CIA-agenter plus én af de andre to MK-Ultra agenter (Jack).
Helms
Her er to meget forskellige udfald. Har de været så diskrete på Catawba, at Helms dukker op til
aftalen, eller har de ikke.
De kan selvfølgelig også prøve at få fat i ham på en helt tredje måde (hvad de også vil blive nødt til,
hvis de ikke har været diskrete og ender i en større skudkamp i restauranten).
Det er for ham en almindelig aftale med Gottlieb – de ses en gang om ugen på denne måde, somme
tider oftere. Helms kommer i bil med en CIA-mand ved rattet og en anden med sig på bagsædet.
Manden ved rattet bliver i bilen, den anden går med ind, men sætter sig ved et andet bord noget fra
Helms. De kan ikke umiddelbart ses fra bilen.
John kan lugte CIA-folkene langt væk (hvis han gider se efter dem), og han kan uskadeliggøre ham
i restauranten – og få en af de andre til at støtte den uskadeliggjorte ud på toilettet, mens han selv
sætter sig hos Helms. Det sker så hurtigt at Helms ikke er klar over det før det er sket (men lad dem
endelig fortælle om deres planer – og hvis planen er helt hen i vejret, mislykkes den og der bliver
ballade).
Efter et lille øjeblik kan Helms godt genkende John. Han indser med det samme, at de har været
hos Gottlieb, og at han selv er i fare. Alle hans handlinger herefter går ud på at slippe levende fra
det. Han ved også, hvor god John er, så han er meget forsigtig.
Han vil acceptere at tage dem med til sit kontor. Manden i bilen skal lige pacificeres, enten ved at
Helms giver ham ordre til ikke at gøre noget eller på mere voldelig måde. Hvis han stadig er
levende, så husk ham når de går ind til Helms’ kontor.
Helms har sin egen indgang, som han muligvis ikke vil bruge (afhænger af hvor sød man vil være).
Men hvis chaufføren er ved bevidsthed, vil han spørge hvilken indgang – og stoppe, klar over at
han har kvajet sig. Hvis Helms er bange nok, vil han måske også selv fortælle det.
Restauranten vil være overvåget af 6 CIA-agenter (4, hvis de andre MK-agenter er sluppet ud af
Catawba) samt af Jack, der er næsten lige så god som John. De ved, de skal være usynlige, og de er
ikke i deres sædvanlige ”jakkesæt-uniform” og er derfor vanskelige at få øje på for John.
Den ene har påtaget sig rollen som tjener , og når CIA er nogenlunde sikre på at spillerne er dem,
de leder efter, er det tjeneren, der vil trække en pistol og bede dem følge med.
Hvis spillerne faktisk gør det, vil Johns underbevidsthed tage over på et passende tidspunkt, han vil
knuse struben på CIA-tjeneren med et håndkantslag og tage hans pistol.
Vær opmærksom på, at der også vil være civile gæster i restauranten !!
CIA-folkene ved ikke at Jack er der – og Jack har kun til formål at dræbe John. Han sidder i en bil
med godt udsyn over indgangen.
Ved et enestående held (eller uheld – set fra Jacks side) er der en utålmodig NewYorker, der maser
sig lige ind i John, da det (lyddæmpede) skud går af. John set et glimt af Jack i bilen, Jack kører.
Biljagt:
Med Benjamin ved rattet indhenter de Jack, ellers gør de nok ikke.
Det må gerne køres med terninger som en ”contest of skill” – Benjamin har 19, Jack har 15; Jack
har et forspring på 10 enheder. Ved hvert terningslag ser man hvor godt det lykkes (hvor mange
under med 3d6), og det er hvor meget Benjamin haler ind på Jack. Hurtige slag indtil han er
indhentet.
John har kun 13 – og hvis Jack i ét slag er 5 bedre end John er han undsluppet.
Når de indhenter ham, kan Jack bestemme sig for om han vil skyde for at dræbe eller
uskadeliggøre. I sidste tilfælde kan de tale med Jack – men han hverken vil eller kan sige noget.
Handout:
Fotos: På Jack kan de finde fotos af de 5 – evt. også fotos fra Catawba-foyeren. Der er en ring
omkring John.
Men der er måder at få fat på Helms – lad dem gerne selv finde på nogen.
Hvis det involverer på vej mellem hjem og arbejde, vil han som sagt normalt færdes med en
chauffør (også 15 i kørsel) og en livvagt ved siden af sig på bagsædet. Men efter episode i Catawba
og i restauranten vil han have en mand mere med sig i bilen samt en bil mere foran sin egen, med 3
mand. Har der kun været episode i Catawba er det bare én bil med 3 mand.
Hjemme vil han også være ekstra påpasselig – der er en bil med to mand foran huset, der er to
mand i spisestuen, der er én mand foran hans soveværelsesdør og én mand, der patruljerer.
Derudover vil Joe være der et passende sted; men han er klar over, at den opgave han har fået
(dræb Nixon nytårsaften) ikke må gå i vasken, så han vil sandsynligvis ikke blande sig. Men det
betyder, at de vil have ret kort tid på Helms’ kontor før de vil blive forstyrret.
Helms’ kontor
Stort og prangende, med en skjult dør i hjørnet, der fører ned til hans private parkeringsplads.
Han har et pengeskab i hjørnet – med nøglelås, meget indviklet nøgle, men han har nøglen på sig.
Her kan de finde en hel del.
Handouts:
o Afskrift af bånd, samtaler mellem Nixon og Kissinger
o Planer for vicepræsident
o brevveksling mellem John Dean og L. Patrick Gray (FBI)
o Reference til Lenzner/Agnew
Dette er et godt tidspunkt til at lade Josh Jacobsen blive depressiv – giv ham det andet ark.
Terry Lenzner:
Lenzner bor i Washington og har sin daglige gang i senatet. Han kan fanges på vej dertil.
I hans nøglering er der en nøgle til en bankboks – men det fremgår ikke hvilken bank. Han vil
postulere, at det er en han har fundet. Derhjemme (og man kan nemt kome ind, han har nøgle til
huset på sig) er der kvittering fra Chase Manhattan, afdeling xxx, på leje af bankboks.
Handouts:
I Lenzners boks finder de
Hoover-papirer om Kennedy-mord (med billede)
Agnew-papirer
OBS !
Lav også et notat om at få Felt til at snakke med pressen (plan B), og motivere ham med at han var
forbigået.
Når Benjamin Walters ser dette, klikker det inde i hovedet på ham, og han får sit andet ark.
De behøver ikke engang selv at finde papirerne hos Gray, det kan Mark Felt gøre for dem.
Hvad de gerne skal have ham overtalt til er at sørge for at Agnew får høj prioritet – han skal gå af
før Nixon.
Handout:
En brochure om National Theater med en markering
Hvis Jack stadig er levende, vil han vente på dem her – og så er det her, der bliver skudt en civil og
biljagt starter.
Nixons nytårsaften
Der er en ring under den del med indgang via en flod – og planen er at komme ind via byens
kloaksystem, hvor floden stadig løber. Der er en murstensvæg ind til teatret, men den er enkel at
rive ned. Efter sikkerhedstjek med hunde osv. vil de ankomme samtidig med præsidenten, gå op
igennem teatret med falske (sådan da) CIA-skilte på, skyde vagterne ved præsidentsuiten og
derefter Nixon selv.
Hvis de har kontakt med Mark felt kan han fortælle dem om sikkerhedsforanstaltninger, incl. at
gennemgå teatret med hunde inden præsidentens ankomst – så er man helt sikke rpå at der ikke er
nogen uautoriserede personer, der skjuler sig.
Afhængigt af hvad man har gjort på Catawba kan der være op til 5 ikke-så-trænede folk mere.
Hvis man har slået de 5 under træning ihjel er de der ikke.
Hvis man har sluppet dem løs, er der "indfanget" 3 af dem.
Hvis man bare har ladet dem være i cellerne er de der alle 5.
De kan ikke forhindre at Nixon bliver valgt med Agnew som vicepræsident.
De kan få Woodward overtalt til at se nærmere på Agnew – eller de kan ignorere ham.
De kan ikke bevise noget mod Rockefeller m.fl. De kan (formentlig) heller ikke myrde dem. Men
skulle det lykkes, er der andre til at tage over…
Her er ganske vist trygt; jeg skjuler mig her, for ellers ville jeg, selv nu så mange år efter få hele
nationens vrede over mig for det forfærdelige, jeg har gjort. Men det var ikke min skyld.
Illuminati, "De Oplyste", har igennem tusinder af år styret verden. De stod bag Tempelridderne, de
stod bag Frimurerne – der skrev USA's forfatning og stadig har deres mærke, det altseende øje i
pyramiden, på vores dollarsedler. Og gennem et samarbejde med CIA (ledet af frimurere og andre
illuminati)har de siden 1953 arbejdet på et projekt, der hedder MK-Ultra, der er en avanceret teknik
til hjernevask. Den har de forfinet til at udvikle – ja, jeg må vel hellere kalde tingene ved deres rette
navn – snigmordere. Personer, som blindt adlyder en kodet kommando.
Og kandidater til dette finder de i militæret – blandt de bedste skarpskytter. Jeg blev rekrutteret i
1960 på grund af mine evner som skarpskytte, og kom i en speciel træningslejr. Jeg vidste ikke
hvad det gik ud på før det var for sent.
Og før jeg vidste af det lå jeg på den græsklædte høj, så processionen komme kørende, så
præsidenten. Jeg husker, hvordan hans hoved røg bagover, da jeg ramte ham.
Undersøgelsen bagefter ?
J. Edgar Hover, 33te grad frimurer og illuminati, ledede den. Og da der blev behov for endnu en
undersøgelse, nedsatte man Warren-kommissionen, ledet af Earl Warren, 33te grad frimurer og
illuminati – og med Allan Dulles, tidligere chef for CIA, men fyret af Kennedy, som fremtrædende
medlem. De havde styr på det hele – og Johnson, også frimurer, blev præsident. Og i stedet for at
afslutte krigen i Vietnam blev den optrappet – til glæde for de store våbenfabrikanter og
olieselskaber, ledet af illuminerede frimurere. Kennedy, som de ikke kunne styre, som var ved at
standse Vietnam-krigen, blev erstattet af en villig marionet – og nu sidder der endnu en marionet i
Det Hvide Hus.
Jeg har i mellemtiden fået nogle plastiske operationer, så jeg ser meget yngre ud – ingen tror i dag
på at jeg er 33. Men der hvor de har taget huden fra er der nogle grimme ar.
Men programmeringen af mig er fejlet – jeg ved ikke lige hvornår og hvordan, men i stedet for at
have en falsk hukommelse om hvad jeg foretog mig, kan jeg nu huske alting fra den dag. Og da det
gik op for mig, blev jeg klar over at jeg måtte flygte. Jeg var for farlig at have på fri fod, så hvis
ikke jeg flygtede og skjulte mig, ville jeg blot blive endnu ét af de mange dødsfald, der er fulgt i
hælene på attentatet på Kennedy.
I nogle år klarede jeg mig ved under falsk navn at arbejde som stuntkører. Jeg har altid været god til
at køre bil, og jeg kan lave ting i en bil, som de ikke engang kan lave med trickfilm. Jeg er bare den
bedste.
Men de kom på sporet af mig, og så flygtede jeg herind. Herinde er jeg nogenlunde i sikkerhed. Jeg
er omgivet af gale mennesker, og personalet regner automatisk alle her som gale – også mig. Lige
meget hvad jeg siger, vil de ikke tage mig alvorligt. Jeg skal blot sikre mig, at de ikke tager mig for
alvorligt og begynder at tro på mig, så er jeg for alvor i fare. Og de må på den anden side heller ikke
udskrive mig, for i det øjeblik de udskriver mig, venter der mig en snigmorders kugle.
Men jeg ville nu gerne prøve at sone min handling – bare lidt. Den kan ikke gøres ugjort, men hvis
jeg kunne afsløre dem, kunne forhindre flere mord – det ville da være en slags soning. Jeg ville
bare ikke vide, hvor jeg skulle ende og hvor jeg skulle begynde. Hvordan optrevler man ene mand
en hemmelig organisation, der styrer politi, medier, lovgivning – alting ?
Ja, det er selvfølgelig ikke alle medier, de styrer. Josh – en af de andre patienter – ejer et af de få
blade, der tør skrive sandheden: Weekly Truth. OK, der står ikke så meget om Illuminati som der
burde, men hvis jeg kunne få ham med ud, så kunne jeg give ham historier, så hatten passede.
Han ejer også et par andre aviser, men det er mere almindelige aviser, der aldrig skriver om den
slags – de er overvåget af Illuminati, og chefredaktøren er helt sikkert også i lommen på dem, så
han ville aldrig slippe den slags historier igennem. Josh skjuler sig også herinde. Han har skrevet for
meget om Mænd i Sort og nogle af deres andre hemmeligheder, så han er nødt til at gemme sig her
ligesom mig. Sammen kunne vi måske – men nej, jeg ville blive genkendt i samme øjeblik jeg
trådte ud af døren.
Cyrus gemmer sig vist ikke – han er bare skør. Han har været et eller andet i Hollywood – men han
har vist lavet for mange Alien-film, så nu tror han (som regel) at han er en alien-ambassadør, der
gemmer sig i en menneskeskikkelse. Altså når han ikke lige tror, at han er Cecilia, en kvinde, der
har været bortført af Aliens og nu gemmer sig her for dem – i mandsskikkelse.
Og Michael – ja, ham ved jeg ikke lige hvad jeg skal mene om. Han siger at han er fra fremtiden, og
at han i 1992 er blevet sendt tilbage for at stoppe Vietnam-krigen og Nixon, der ellers vil indføre
nogle provisoriske love og dekreter, der lader ham blive siddende som præsident til evig tid. Men
det er nu nok helt urealistisk. Ikke det med tidsmaskinen; men alle og enhver ved jo, at det er David
Rockefeller og hans bror Nelson, der er i spidsen for Illuminati, og Nelson ser det lidt som kronen
på værket, hvis han kunne gå hen og blive præsident en dag og ikke bare guvernør i New York. Han
ville i hvert fald ikke lade Nixon sidde så længe. Men så upopulær som Nelson er, kan han kun
blive præsident, hvis de får pillet mere ved valgmaskinerne end de indtil nu har turdet – eller hvis
han bliver vicepræsident og præsidenten dør eller går af. Jeg kan godt forstå, at Nixon har presset
på for at beholde Agnew som VP – ham er der ingen, der vil have som præsident, så det er da en
slags livsforsikring. Hvis han havde valgt Rockefeller ville han nok ikke have haft et roligt øjeblik,
selv om han jo selv er støttet af Illuminati.
Og så er de lige kommet ind med en ny patient. Han ser sådan set kvik nok ud, især i øjnene –
kvikkere end de fleste, de kommer med. For kvik ? Er han reelt en patient ? Eller en spion ? Og
hvem er han efter, hvis han er spion ? Nok mig eller Josh – Cyrus er bare gal, og det er Michael jo
nok også…
Faktaboks:
Det kan selvfølgelig blive svært for mig at få adgang til de rigtige folk – men min opgave er på én
eller anden måde at få standset den krig.
Jeg kan selvfølgelig ikke bare forklare situationen til personalet – jeg ville straks blive fyldt med
mængder af den medicin, de ellers er begyndt at holde igen med. Jeg har i månedsvis snakket dem
efter munden for at få dem til at udskrive mig; men jeg er ikke sikker på, at jeg har tid nok til at
vente. Og hvad kan man så ?
Jeg kan selvfølgelig rådføre mig med nogle af de andre indlagte. Der er 3 af patienterne, der faktisk
er ganske kvikke og til at tale fornuftigt med – nåja, så fornuftigt som man kan. De er alle tre
rablende gale, men alligevel meget klare og fornuftige på deres egen måde, når man ser bort fra
deres galskab.
Det er Josh Jacobson – mediemogul, der ejer en stor stribe bladhuse. Han har kørt en lang række
artikler om hvordan CIA og andre ikke så kendte organisationer driver landet mere eller mindre
uden om præsidenten. Men efter at nogen mænd i sort kom og bad ham om at stoppe artiklerne
(siger han i hvert fald) er han blevet helt besat af tanken om at være forfulgt af dem. Så besat, at
hans kone og hans advokat har fået ham indlagt. Han er også overbevist om at de to ligger i
sammen.
Jeg har forklaret ham at artiklerne er helt hen i vejret. OK, der var en nedstyrtning ved Roswell;
men ellers flyver vi ikke rundt i UFOer og laver ravage, og de der Mænd I Sort, han taler om, er fri
fantasi. Vi arbejder mest i det skjulte, og kun ganske få på Jorden kender vores eksistens. Det er
ikke noget problem at tale frit til ham: for det første vil han ikke sige noget til nogen, for det andet
er han alligevel rubriceret som gal, så ingen vil tro ham.
Det samme gælder for Michael Peters. Han kommer fra fremtiden, siger han. 1992, hvor Nixon
stadig sidder som præsident og styrer ved hjælp af provisoriske love. USA er ved at tabe tredje
verdenskrig, som Nixon har startet – og nu er Peters sendt tilbage i tiden for at stoppe Nixon. Jeg
kan godt se baggrunden for hans tvangstanker – men det med at opfinde tidsrejser, det er det rene
galimatias. Selv vi kan ikke rejse i tiden, og vi er da nok 1000 år foran Jorden.
Og endelig er der Benjamin Walters, en ung knægt i starten af tyverne. Han er overbevist om at det
er ham, der har myrdet Kennedy (selv om han tydeligvis kun lige var blevet teenager dengang). Og
det nytter ikke at fortælle ham at han ikke havde alderen til det, han mener bare at han er meget
ældre end han ser ud. Bevares, vi har midler der gør at man kun ældes ganske langsomt; men de er
begrænset til os selv, og vil næppe virke på jordboere. Han tror, at det er en stor, kompleks
sammensværgelse ("Illuminati", kalder han den), der har hjernevasket ham til det.
Hvem det så end var, der myrdede Kennedy, så er det trist – han ville have været langt mere
modtagelig for fornuft end Nixon og hans folk. Hvis Kennedy havde været præsident, var det
næppe kommet så langt…
Og så er der den nye. Lille, sej og senet ser han ud. Hvad han fejler er jeg ikke klar over endnu.
Men man kan se på hans øjne at har indtil videre er en ganske kvik fyr – det er meget
opmærksomme øjne.
Faktaboks
De ved at jeg er en énspænder – de ved at jeg ikke stoler på nogen, og at jeg vil regne det som alt
for farligt at have nogen på slæb. Men – vil det så ikke være bedst at bryde med det billede, at prøve
(et stykke tid, i hvert fald) at gøre det modsatte, at finde nogen at slå sig sammen med ? I hvert fald
hvis det er nogen med de ressourcer, jeg selv mangler: penge, først og fremmest. Men måske også
andre ting…
Faktaboks:
Egentlig burde jeg jo se at komme ud herfra. Der er ikke nogen grund til at jeg er her. Ikke nogen
klinisk grund, i hvert fald. Den egentlige grund er at Louise (det er min kone) og Danny (min
advokat) gerne vil have både avisen og sengen for sig selv.
Avisen – National Post og et antal mindre aviser over 20 stater – er jo min personlige ejendom. Men
de to har i fællesskab fået mig indlagt her, så de kan skalte og valte som de vil. Og med hvilken
begrundelse ? Paranoia, siger de !
Det begyndte, da jeg overtog en lille, alternativ avis: Weekly Truth. Den havde i nogle år kørt med
et meget lille oplag, men havde haft nogle interessante historier. Jeg satte nogle mere professionelle
folk på, men bevarede dens alternative vinkel og afdækkede nogle af de mere skjulte sandheder:
Hvad var sandheden bag Roswell, hvem er mændene i sort, der dukker op, hvem styrer egentlig
landet. Nogle af historierne lå måske på kanten af hvad den sunde fornuft kunne tillade at man
troede på, andre var der mere substans i. Så meget, åbenbart, at de kom for tæt på hvad ”de” mente,
man kunne tillade sig at skrive. I hvert fald fik jeg besøg af nogle sortklædte herrer med mørke
solbriller, der på deres egen, ikke så venlige måde bad mig indstille visse af historierne i Weekly
Truth. Og siden den dag har mine telefoner været aflyttet, jeg har konstant været overvåget – jeg er
overbevist om at både min bil og mit soveværelse blev aflyttet, så når jeg skulle tale privat med
nogen skete det altid på badeværelset med bruseren tændt.
Allerede inden denne hændelse havde jeg – dels af skattehensyn, dels for at beskytte blademperiet i
tilfælde af skilsmisse – fået "pakket ejerskabet ind" inspireret af en bog, jeg engang læste. Ejer-
skabet er fordelt på et antal selskaber, der via nogle lidt komplekse transaktioner alle ejes af et lille,
upåagtet selskab – og alle aktierne i dette selskab ligger i en bankboks, som jeg har under et andet
navn. Gud ske tak og lov at alt det der med computere endnu ikke har grebet så meget om sig, at det
erstatter papiraktier, ellers ville det ikke tage mange sekunder at trevle det op. Men papiraktier, der
er ihændehaverpapirer, kan ikke spores.
En gang imellem sneg jeg mig ud uden at de kom på sporet af mig – iført paryk og min kones tøj
har jeg så kunnet leje en anden bankboks, hvor jeg opbevarer nogle af de papirer, de med sikkerhed
ikke vil lade mig trykke i avisen, blandt andet nogle af Hinks’ artikler – og også en hel del penge, så
jeg har nok til at klare mig uden min bankkonto i et godt stykke tid.
Men inden jeg fik gjort alvor af det og gik under jorden, slog Louise og Danny sig altså sammen og
fik mig indlagt. Og indtil videre sidder de så på bestyrelsen i avisen. Og de leder som besat efter
aktierne, der gør at de legalt kan tilrane sig hele magten. Men de ligger udmærket i deres boks, og
der kan de indtil videre få lov at blive liggende.
OK, her er det kun personalet, der overvåger mig, og jeg bliver ikke aflyttet konstant. Mit værelse
bliver, og opholdsstuen og telefonerne også. Og det er ikke kun CIA og mændene i sort, der
overvåger mig. Louise og Danny gør også, for de prøver at finde ud af hvor aktierne er. Men jeg
kan tale frit udenfor og i de andre patienters værelser, når der ellers er nogen at tale med. De fleste
af beboerne her er dog ikke meget bevendt i den forbindelse; men der er dog nogle enkelte, som er
ganske underholdende. De er ganske vist rablende gale, men meget underholdende.
Cyrus Dimpleton har arbejdet i Hollywood – han har vist været med til at producere nogle
skrækfilm eller sådan noget, men bukkede under for arbejdspresset eller noget. Nu tror han, at han
er en alien, der er her for at studere menneskeheden. Ja, det vil sige: det tror han normalt. Ind
imellem skifter han personlighed, og så bliver han til Cecilia Diamond, en kvinde der har været
bortført af aliens og er dødsensræd for dem. Hvis man påpeger at ”hun” er en mand, forklarer ”hun”
at hun er camoufleret, så ”hun” ikke bliver fundet igen af de der aliens. Ja bevares, vi har kørt en del
artikler om personer, der har været bortført af aliens; men jeg tvivler nu på at ”hun” er en af dem.
Michael Peters kommer fra fremtiden, siger han. 1992, hvor Nixon stadig sidder som præsident og
styrer ved hjælp af provisoriske love. USA er ved at tabe tredje verdenskrig, som Nixon har startet –
og nu er Peters sendt tilbage i tiden for at stoppe Nixon. Hvad skal man sige til det ? Nixon er
ganske vist ved at vinde sin anden periode – om to uger bliver han genvalgt, det er der nok ingen
tvivl om. Men resten er jo noget sludder.
Og stoppe Nixon ? Ja, så skulle man da først af med Agnew, han er da om muligt værre. Men
intentionerne er da prisværdige: stop krigen, stop Nixon (og Agnew).
Og endelig er der Benjamin Walters, en ung knægt i starten af tyverne. Jeg ved ikke hvad han
slæber rundt på af skyldkomplekser; men han er overbevist om at det er ham, der har myrdet
Kennedy (selv om han kun lige var blevet teenager dengang). Han tror, at det er en stor, kompleks
sammensværgelse ("Illuminati", kalder han den), der har hjernevasket ham til det. Vi har godt nok
haft et par artikler om dem i Weekly Truth, meeen – vi har nu prøvet at tage dem med et gran salt.
Og det nytter ikke at fortælle ham at han ikke har været tør bag ørerne dengang, han mener bare at
han er meget ældre end han ser ud. Han er (eller var) for øvrigt fast læser af Weekly Truth samt af
nogle langt mere obskure publikationer der i langt ringere grad baserer sig på velunderbyggede
fakta, og som i langt højere grad tror på Illuminati-sammensværgelsen.
Hvis ellers der var noget om deres historier – bare én af dem – så ville jeg gøre hvad jeg
kunne for at komme ud herfra og få det frem. En historie, der virkelig kunne afsløre
mændene bag det hele, den ville jeg gerne bide mig fast i.
Og så er de lige kommet med en ny patient. Nye patienter er altid spændende, det hænder at de ikke
er helt sløvet af medicin og den slags. Det skal blive spændende at finde ud af hvad han nu fejler.
Han er ret lille, ser sej og senet ud – og hans øjne er vågne, på vagt. Han er ikke lullet i søvn af
stedet her – endnu.
Det kunne også være lige det, jeg trænger til for at gøre alvor af planerne om at komme ud herfra.
De vil aldrig lukke mig ud frivilligt uanset hvordan jeg opfører mig, dertil ved jeg for meget. Men
det må være muligt at flygte, og når jeg først er ude har jeg penge. Og hvis jeg får de andre med ud,
er der i hvert fald flere, de skal lede efter; det kan nok forvirre dem et stykke tid.
Og jeg kan jo i hvert fald nok køre Weekly Truth via mellemmænd – George Hinks for eksempel.
Han er en god journalist. Han kan måske ikke lede en avis, men det skal jeg nok tage mig af. Alt i
alt ser fremtiden faktisk lys ud – vi skal nok få skovlen under ”dem”, hvem ”de” så end er. Og
nogen af medpatienterne kunne måske endda blive nyttige !
Faktaboks:
Forfatningen ! Demokrati ! Hah ! Jeg brækker mig i lårtykke stråler, når jeg hører alt det pis,
politikerne fyrer af her i valgkampen – og specielt Nixon. Når man nu ved, hvordan det går om ikke
så længe, så forekommer det hele så latterligt.
Og jeg skulle slet ikke være her ! Jeg skulle have været ude for længe siden og stoppe denne
farceagtige valgkamp, stoppe den hykler og landsforræder, der nu er ved at blive genvalgt til
præsident. Han lover fred i Vietnam – men når man nu ved, at han i løbet af næste år vil optrappe
igen, i 1974 vil udvide landkrigen til Laos og Cambodia, i 1975 vil begynde at bruge taktiske
kernevåben og i 1976 vil have startet tredje verdenskrig, have vedtaget provisoriske love, der lader
ham sidde så længe krigen raser – og i 1992 stadig vil sidde som præsident i et USA, der står alene
mod resten af verden; når man nu ved, at han sidder der, fordi han fik Kennedy skudt og betalte
Johnson til ikke at genopstille i 1968 – ja, så får man hans hykleriske valgtaler galt i halsen.
Og de stoler på mig, dem derhjemme – i 1992. De stoler på at jeg får ham standset. Hvis de nu
havde sendt mig længere tilbage, til inden valget i 68, så havde jeg måske kunnet få Humphrey til at
vinde – det var jo så tæt på dengang. Men her i 72 ? Selv om jeg ikke havde været spærret inde her,
så havde jeg nok ikke kunnet gøre noget. Nixon står til en jordskredssejr over McGovern, og det
kan ikke ændres – især ikke nu, 2 uger før valget.
Det ville selvfølgelig have været bedre, hvis jeg havde haft længere tid til det. Et års tid mere – men
dengang prøvede jeg jo også at slippe væk herfra. Og det lykkedes da næsten – jeg fik i hvert fald
nedlagt en af plejerne og kom ud i vestibulen – men så fik jeg en knippel i nakken, og derefter stod
den på høj dosis psykofarmaka, den første tid pr. sprøjte og derefter med ekstra overvågning af at
jeg tog deres skide piller. Det er først her for nylig, jeg er blevet trappet så meget ned i medicin at
jeg er begyndt at kunne tænke nogenlunde klart igen – og overveje, hvordan jeg kommer ud.
Nå, det er forhåbentlig ikke for sent til at gøre noget. Jeg må ud herfra på én eller anden måde, og så
må jeg finde en måde at få ham afsat på – eller også…
Ja, det vil være sidste udvej; men der vil være en vis poetisk retfærdighed i det, hvis jeg ender med
at være nødt til at slå ham ihjel. Han har selv stået bag Kennedy-mordet, så nogen retfærdighed vil
der da være i det. Men som sagt – det er den absolut sidste udvej, og den er jeg ikke meget for at
dele med nogen, ikke engang de andre 3.
”De andre tre” ? Jo, det er tre af patienterne her. De hører godt nok til her; men de er gode at have
til at tale med.
Det er Cyrus Dimpleton, en falleret Hollywood-tekniker, der har lavet for mange alien-film og nu
tror, han selv er en alien – med den mission at standse Vietnam-krigen. Gid det var sandt, at
standse krigen ville i hvert fald være én måde at ændre fremtiden på. Men han er bare rablende
gal, det kan man se ind imellem, når han tror at han hedder Cecilia Diamond og er en kvinde, der
har været bortført af aliens. ”Hende” gør man bedst i at snakke efter munden, ellers risikerer man at
”hun” bliver li’så hysterisk som om hun virkelig havde været en kvinde. Nå, det var vist ikke pænt
sagt.
Josh Jacobsen, ejer avisen National Post og en masse underaviser – som han vist er ret ligeglad
med. Han tænker mest på et inferiørt blad, der hedder ”Weekly Truth”, som specialiserer sig i
underlige historier om ufoer og konspirationer. Jeg har fortalt ham hvem jeg er, men det er som om
han ikke tror på mig. Netop han burde da vide bedre. – det er lige en historie for hans blad. Han har
dog lovet mig at han ikke vil trykke den, selv om han skulle komme ud; i hvert fald ikke før jeg har
løst min opgave.
Benjamin Walters er en ung knægt, der vist har været rodet ind i en ulykke eller sådan noget – og
siden har han haft nogle enorme skyldkomplekser, der gør at han har taget skyld for alt muligt. Han
går rundt og tror, at det var ham der skød Kennedy. Han tror, at det er en stor, kompleks
sammensværgelse ("Illuminati", kalder han den), der har hjernevasket ham til det.
Men han har ikke været mere end en stor knægt på 13 år dengang. Det kan han ikke fatte, han tror at
han er meget ældre end han ser ud.
Og så er der lige i dag kommet en ny patient. Han ser ud som om han har set en del til den mørke
side af verden. Han er lille og senet; men hans øjne er spilvågne og ser ud som om de ser alting.
Hvis han ellers er til at stole på, så kunne han være den, der hjalp mig med at komme ud herfra.
John Donaldsen
Benjamin Walters
Josh Jacobsen
Michael Peters
Cyrus Dimpleton
Patient 1: Cyrus Dimpleton
Spaltet personlighed.
Det meste af tiden tror han, han er en alien i menneskeskikkelse med en mission på Jorden. Han vil
gerne ud for at gennemføre denne mission. Men ind imellem er han ganske vist klar over at han er
et menneske – men tror, han er en kvinde, der har været bortført af aliens. Denne personlighed er
rædselsslagen for aliens.
Han har arbejdet som leder af kostume- og sminkeafdelingen i at større filmstudie i Hollywood,
men i forbindelse med en brand i studiet omkom en af skuespillerne, der netop var sminket færdig
som alien – og det var Cyrus' kæreste (også en mand). Cyrus prøvede at redde ham og fik båret ham
ud – men han var for forbrændt til at kunne overleve. Cyrus fik selv alvorlige forbrændinger og lå i
coma i en uge..
De sidste film var som sagt science-fiction/horror, og derfor tror han, han er en alien. Dog dukker
den anden personlighed op ind imellem – blandt andet foranlediget af, at han i forvejen havde let
tendens til transvestisme.
Den skal dukke op én gang mens de stadig er på Hathaway. Den anden gang kan være mens de er
ved at forhøre Gottlieb eller Helms, det kan også være hvis de roder forvirret rundt i 7 halve planer
og ikke rigtig ved hvad de skal gøre.
Hans store kvalitet er hans fortid i sminkeafdelingen, hvor han er nærmest genial. Giv ham en sodet
prop og et sammenrullet stykke Wc-papir, og han kan gøre dig ukendelig på 30 sekunder. Hvis han
har nogle få ting købt i håndkøb hos et parfumeri behøver man ikke at slå for om en forklædning er
god – det er den. Det er kun hans alien-personlighed, der har denne evne.
Journal:
Ind imellem er der nogle (specielt dem, der ikke kender mig), der ikke forstår min situation. Men
når man som jeg har været bortført, undersøgt og misbrugt af aliens, så er man nødt til at beskytte
sig. Så nu har jeg skikkelse af en mand – derfor er jeg i fred for dem. Men i virkeligheden er jeg
kvinde, og det ved alle, der kender mig !
Faktaboks
Du vil nysgerrigt, insisterende, men ikke hysterisk forlange at få at vide hvem den nytilkomne er –
og du vil på skift spørge personen selv og de andre medpatienter hvem det er – og få forsikringer
om at vedkommende ikke har forbindelser med ”dem deroppe”.
Derefter vil du (hvis ikke du tidligere som Cecilia har fået det at vide) bede om at få at vide, hvorfor
I ikke er på Hathaway mere. Og hvad man har gjort for at sikre jer mod opdagelse. Drag gerne den
fremmede med ind i diskussionerne.
Faktaboks
Hvis ikke du allerede har fået det at vide som Cecilia, vil du gerne (kort) vide hvorfor I ikke er ppåp
Hathaway mere, og derefter vil du gerne vide hvad deres plan nu er. ”Gerne så et femårs barn kan
forstå det – så kan I måske også selv forstå hvad I siger”. Slå gerne kvinde/moder/… agtigt ned på
selvmodsigelser, skær igennem, vælg noget.
Patient 2: Josh Jacobsen
Paranoia.
Han er ejer af en stor mediekoncern med den landsdækkende National Post i spidsen, og han er
overbevist om at hans kone ligger i med hans advokat, og at de i fællesskab har fået ham indlagt og
arbejder på at få ham umyndiggjort. Det er også rigtigt.
Men det skyldes til dels at han også inden har været paranoid – avisen har kørt en serie
kontroversielle artikler om regeringen og CIA mv., og efter en venlig henvendelse med anmodning
om at stoppe serien, ser han mænd i sort alle steder, han er bange for at blive myrdet af dem osv.
Han vil gerne ud for at genoptage lederskabet af avisen – har planer for hvordan han kan det, og
samtidig kan leve skjult. Med i disse planer er en bankboks med en hel del kontanter samt nogle
udkast til historier.
Medarbejderne på den lille avis, Weekly Truth, vil være 100% loyale mod ham. De fleste
nøglemedarbejdere på National Post vil gøre hvad han beder dem om (han er dog ejeren), men vil
rapportere det til konen og/eller advokaten. Redaktionschefen vil også rapportere det til CIA. Og
redaktionschefen vil effektivt spærre alle kontroversielle artikler !
Han er derudover maniodepressiv, har et udskifteligt ark hvor han enten er manisk eller depressiv.
I sin maniske tilstand vil han være superoptimistisk og mene at deres planer lyder fint, alt går godt.
I sin depressive tilstand vil han være pessimistisk og mene at alting går elendigt, planerne er dømt
til at mislykkes osv.
Journal:
OBS! ENEVÆRELSE !
Næh, de planer er håbløse, vores situation er umulig – vores bedste plan er at sætte og ned og vente
på at blive fanget, håbe på at de ikke skyder os med det samme (eller måske netop håbe at de gør !).
Og Weekly Truth – ja, det er en død sild næsten uden læsere, der kan ikke bruges til noget som
helst.
Genialt !
Planen indtil videre – som du har opfattet den – kan simpelt hen ikke gå galt. Og den skal sættes i
værk NU !!
Nu er der endelig kommet en god historie at skrive om. Først i Weekly Truth, men når det her lige
er overstået (og det kan ikke vare længe), så får du lige ordnet den misforståelse med
tvangsindlæggelsen, og National Post vil komme til at køre det som forsidehistorie,
Fremtiden tegner pludselig utrolig lys og lovende.
Patient 3: Michael Peters
Generelle vrangforestillinger:
Han er overbevist om, at han er tidsrejsende. Nixon har ved slutningen af sin anden periode lavet et
statskup – med baggrund i Vietnam-krigen har han fået vedtaget nogle provisoriske love, der
tillader ham at blive siddende, han har kastet landet ud i tredje verdenskrig, som USA er ved at tabe.
Nixon står også bag mordet på Kennedy. Han er sendt tilbage for at stoppe Nixon.
Han betegnes generelt som farlig – dog ikke for omgivelserne som sådan, men han har potentiale til
at ville lave attentat.
Han er kommet over sine fysiske men og er nu i glimrende fysisk form. Han er glimrende, både
med skydevåben og i nærkamp – men dog ikke nær så god som John Donaldson
Journal:
Whisky !
Du kan se (eller lugte) at der er nogen, der drikker whisky.
Det er umindelige tider siden, du sidst har fået en whisky.
Hvor skulle det gøre godt med en enkelt lige nu.
Det er heller ikke godt at stresse for meget af sted – der skal være tid til lige at slappe af de 5
minutter, det tager at drikke en enkelt. Måske 10 minutter, så man kan drikke 2.
Det er simpelt hen tid til en drikkepause.
Patient 4: Benjamin Walters
Generelle vrangforestillinger:
Han er her, fordi han en dag var involveret i et uheld – han var i træning i militæret som
helikopterpilot, men under træningen kom der et lille familiefly ind på området. Piloten var fuld, og
det kom til en kollision, hvor Benjamin overlevede, men hele familien i det lille fly omkom. Siden
har han haft nogle store samvittighedskvaler, har bebrejdet sig selv det hele – og det er blevet til
skyldkomplekser over langt mere end bare uheldet. Men som modvægt mod sit skyldkompleks
bruger han hjernevasken via MK-Ultra, som han har læst en smule om.
Han er nemlig overbevist om at det er ham, der har skudt Kennedy – lokket til det under påvirkning
af stoffer (kender lidt til MK-Ultra !). Og siden har han været på flugt. Det er (mener han) i
virkeligheden frimurerne, der står bag, ledet af våbenfabrikanterne, og de støttede Johnson og
senere Nixon.
Han mener sådan set ikke at han er indlagt, men nærmere at han selv har søgt tilflugt her; men han
vil gerne gøre det godt igen, og hvis der kommer en chance (og han kan gøre det uden den store
risiko) vil han gerne undslippe.
Han er tidligere stuntkører, kan også flyve en helikopter.
Han mener, at han skyder rigtig godt – det gør han ikke !!
Hvis/når man ser i Hoover-papirer mv. at det er John D. der har skudt Kennedy, lukker han helt ned
i 5 minutter, men vågner så op med en klar hukommelse om hvad det egentlig var, der skete ved
ulykken (nyt ark) (og at han som barn så Kennedy blive skudt). Han er også frigjort fra sine
Illuminati-forestillinger, og kan frit tage stilling i forhold til hvad han har oplevet i scenariet – dog
stadig med sin viden om hvem der har været frimurere.
Journal:
En hovedpine – en skærende hovedpine, værre end noget, du har oplevet før. Men igennem
hovedpinen trænger erindringer – erindringer, du havde fortrængt.
Erindringer om dig selv, en festdag med familien, ude og vifte med flagene og hilse på præsidenten.
Og så, da hans bil er lige ud for dig – knækker hans hoved bagover, og der lyder skarpe smæld,
skud.
Du husker din trang til at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete – alle de (tit ret underlødige)
bøger, blade, aviser og magasiner, du har læst med vilde – men fængende – teorier om hvem der
stod bag, om samfundets opbygning, om hvem der i virkeligheden bestemte.
Og senere – ulykken.
Du var i hæren – men skød elendigt. Du kørte bil som en drøm, og du kunne på kun et par timer
flyve en helikopter bedre end dine instruktører. Men under en træningsflyvning, stresstræning, to
uger inden du skulle til 'Nam, kom den forpulede, stangdrukne amatørpilot med hele familien og
drønede ind i dig, klippede dit haleror inden han selv røg ned med et brag.
Mirakuløst nok kom du helskindet ned, og du prøvede at redde dem ud af det brændende fly – du så
den lille pige med armene strakt frem i en bøn om hjælp. Du fik fat i hende, og mens du selv var en
levende fakkel bar du hende ud; men for sent.
Du husker svagt ambulancefolkene, da de bar dig væk, deres mumlen om at man måske kunne
redde dig. Og derefter ? Jo, du husker Galehuset og de andre patienter, du husker alt hvad der er
sket – men på en sær måde "set udefra", som om det ikke var dig, der oplevede det.
Den nye patient: John Donaldson
Han kommer på psykofarmaka, og vil i løbet af få dage blive pacificeret/passiviseret, hans
hukommelse vil svigte (arket med informationer tages fra ham) – men så langt kommer man næppe,
da en af sygeplejerskene tror at hans medicinering er en trykfejl. Gør man, vil han få sit ark igen
efter et par dage uden medicin.
Han er en af deres bedste folk "i marken". Når han er under påvirkning af stofferne er han helt i
deres kontrol – eller har været det indtil for nylig. Nu er minder fra tiden under påvirkning begyndt
at slå igennem når han ikke er påvirket, og det kan jo være farligt, hvis han husker for meget.
Der er samme problem med aflivning/opbevaring.
(Og for øvrigt er det ham, der har skudt Kennedy !)
Den "normalisering" der er en del af hans hjernevask gør at han i almindelighed ikke har nogen ide
om hvor god han er i kamp – og han er det egentlig heller ikke pga. blokeringer, der imidlertid er
ved at smuldre. I en almindelig situation (skydebane) vil han være som en almindelig
standardamerikaner – rammer skiven med 6 ud af 10 skud, men ikke nær plet. Men i en stresset
situation vil hans rigtige træning tage over, og så rammer han 10 ud af 10 i plet, er specialist i
nærkamp osv.
Hvis man er ved at stjæle en bil, kan han godt stå og fumle med låsen eller evt. lade en anden
overtage opgaven – men i det øjeblik nogen råber ”Hallo! Hvad laver I ?” tager underbevidstheden
over, og bilen er åbnet og startet hurtigere end ejeren kunne gøre det med nøglen – også selv om der
egentlig stod nogen i vejen…
Den slags underbevidste handlinger har han ikke altid helt styr over de første sekunder, men
derefter kan man godt lade spilleren tage over.
Er panisk angst for nåle.
Bemærk ! journalen er skrevet på en kuglehovedskrivemaskine, andre typer end de andre journaler,
der er skrevet på sanatoriet.
Journal
Der foregår tilsyneladende ikke megen behandling her. Der medicineres ret meget, så beboerne
holder sig rimelig stille og passive, og opfører man sig upassende, kommer man til en samtale, der
primært har til formål at afdække, hvilke ændringer i medicinering, der skal foregå. Ændringer er
som regel i opadgående retning, selv om I fire ved rolig adfærd faktisk en gang imellem har fået
nedsat doserne.
Så længe man opfører sig ordentligt får man sin medicin i pilleform. Men laver man ballade, er de
ikke bange for at finde sprøjten; og så går der en rum tid, førend de går tilbage til piller.
Persongalleri
In 1952 he was elected Vice President on Dwight D. Eisenhower's ticket, although he was only 39
years old. Nixon was notable among Vice Presidents in having actually stepped up to run the
government three times when Eisenhower was ill: on the occasions of Eisenhower's heart attack on
September 24, 1955; his ileitis in June 1956; and his stroke in November 1957. He also proved to
be able to quickly think on his feet which was demonstrated on July 24, 1959, at the opening of the
American National Exhibition in Moscow where he and Soviet leader Nikita Khrushchev had an
impromptu "kitchen debate" about the merits of capitalism versus communism.
In the election of 1968, he completed a remarkable political comeback by defeating Hubert H.
Humphrey to become the 37th President of the United States.
Nixon's administration secretly began a massive bombing campaign in Cambodia in March, 1969
(code-named Menu) to destroy what were believed to be the headquarters and large numbers of
soldiers of the National Front for the Liberation of Vietnam. The bombing campaign was kept
secret from the American public and the U.S. Congress
Details of the bombing were kept secret even from high ranking officials such as Secretary of State
William P. Rogers and the Joint Chiefs of Staff.
Nixon was eventually investigated for the instigation and cover-up of the burglary of the
Democratic Party offices at the Watergate office complex, one of a series of scandals involving the
Committee to Re-Elect the President (known as CRP but referred to by outsiders as CREEP), which
also included the enemies list and assorted "dirty tricks." His secret recordings of White House
conversations were subpoenaed, and revealed details of his complicity in the cover-up. Nixon was
named by the grand jury investigating Watergate as "an unindicted co-conspirator" in the Watergate
Scandal. He lost support from some in his own party as well as much popular support after the so-
called Saturday Night Massacre in which he ordered Archibald Cox, the special prosecutor in the
Watergate case fired, as well as firing several of his own subordinates who objected to this move.
Kissinger was Nixon's national security advisor (1969-73) and later his secretary of state (1973-
74). He also stayed on as President Gerald Ford's Secretary of State from 1974-77.
While working for Nixon, Kissinger established the policy of détente with the Soviet Union. He
also negotiated the Strategic Arms Limitation Talks (culminating in the SALT I treaty) and the
Anti-Ballistic Missile Treaty. In July and October 1971, Kissinger made two secret trips to the
People's Republic of China to confer with Premier Zhou Enlai and to set the stage for the
groundbreaking 1972 summit between the PRC and the US as well as the normalization of relations
between the two countries. Today, Kissinger is often called by Chinese leaders "the old friend of the
Chinese people." His talk with Zhou Enlai was highly secretive. Recently declassified documents
show that the talk highly focused on the Taiwan issue.
Efter scenariet:
Kissinger was awarded the 1973 Nobel Peace Prize along with Le Duc Tho of Vietnam for their
work on the Vietnam peace accords. Kissinger and Nixon had come to office in 1968 on a promise
of a quick end to the Vietnam War, but the intervening years saw an escalation in conflict as well as
the extension of the US bombing campaign (overseen by Kissinger) in Laos and Cambodia. Le Duc
Tho refused the prize on the grounds that there was as yet no peace.
Nixon har sat Henry Kissinger til at forhandle fred med Nordvietnam – ultimativt bare i form af
amerikansk tilbagetrækning. Kissinger er klar med aftalen, men Nixon beder ham vente til efter
valget.
Spiro Agnew
Agnew was known for his tough criticisms of political opponents, especially liberal journalists who
he charged were guilty of advocacy journalism in the coverage, particularly of the Vietnam War. He
was known for attacking his opponents with unusual turns of phrase. Among his most famous were
"nattering nabobs of negativism", which his speechwriter William Safire coined, and "impudent
corps of effete snobs". White House speechwriter Patrick Buchanan has been credited with coming
up with "pusillanimous pussyfoots" and "hopeless, hysterical hypochondriacs of history". Agnew is
also generally credited with being the first to use the term "radiclib", an abbreviation of "radical
liberal".
Efter scenariet:
Agnew toned down his rhetoric and dropped most of the alliterations after the 1972 general
elections.
Resignation
On October 10, 1973, Agnew became the second Vice President to resign the office. Unlike John C.
Calhoun, who resigned to take a seat in the Senate, Agnew resigned after pleading nolo contendere
(no contest) to a criminal charge of tax evasion, part of a scheme where he allegedly accepted
$29,500 in bribes during his tenure as governor of Maryland. Agnew was fined $10,000 and put on
three years' probation. He was later disbarred by the State of Maryland.
President Nixon was not at all shocked to learn that his vice president had become enmeshed in a
bribery scandal in Maryland. At first, Nixon took the matter lightly, remarking that taking
campaign contributions from contractors was "a common practice" in Maryland and other states.
"Thank God I was never elected governor of California," Nixon joked with Haldeman. But
events began to move quickly, and on April 30, 1973, Nixon asked Haldeman and Ehrlichman to
resign because of their role in the Watergate coverup. Then, that summer, the Justice Department
reported that the allegations against Agnew had grown more serious. Even as vice president,
Agnew had continued to take money for past favors, and he had received some of the payments
in his White House office.
David Rockefeller, (b. 15 June 1915), is an American banker and the son and grandson,
respectively, of oil tycoons John D. Rockefeller, Jr. and John D. Rockefeller.
He was born in New York City, graduated from Harvard in 1936, and received his Ph.D. from
Chicago in 1940. In 1946 he joined the staff of the Chase National Bank, which subsequently
became The Chase Manhattan Bank. He was chairman of the board 1969-1981 and chief executive
officer 1969-1980 of Chase Manhattan (which is now J.P. Morgan Chase & Co.). Since 1981 he has
served on the bank's International Advisory Committee, along with Henry Kissinger, George P.
Shultz, Bill Bradley and Rahmi Koc. While at Chase he founded the development project for the
World Trade Center, which was strongly supported by his brother, New York governor Nelson
Rockefeller.
He was Vice Director of the Council on Foreign Relations (1949-1985), Vice President (1950-
1970), and Chairman (1970-1985), founder and Honorary Chairman of the Trilateral Commission
as well as attending some of the secretive Bilderberg Group meetings.
He has acted as spokesman for the U.S. business community on several occasions. His Memoirs
were published in 2002.
His net wealth is 2.5 billion dollars making him the 215th wealthiest person in the world.
Rockefeller left federal service in 1956 to concentrate on New York state politics, where he served
in various capacities before being elected governor (winning with a plurality of over 600,000 in a
year mostly dominated by state Democrats).
He served as governor of New York from 1959 to 1973 (elected to four terms, he served three and a
half). As governor of New York, he successfully secured the passage of extremely strict laws
against the possession and/or sale of drugs
Rockefeller's dream was the presidency; he spent millions in attempts in 1960, 1964, and 1968. His
bid in 1960 was ended early when then-Vice President Richard Nixon surged ahead in the polls;
after quitting the campaign Rockefeller backed Nixon enthusiastically, and concentrated his efforts
on introducing more moderate stances into Nixon's platform.
Rockefeller was considered the front-runner for the 1964 campaign against the more conservative
Barry Goldwater of Arizona (Nixon had declined to run after a major defeat in the 1962 California
gubernatorial election). However, Rockefeller's divorce and quick remarriage to a woman (who had
until then been married to someone else) twenty years his junior turned many people off. After polls
predicted Rockefeller would win the California primary, he lost by a slim margin and dropped out
of the race, endorsing Goldwater (but more hesitantly than he had previously supported Nixon).
Rockefeller lost again to Nixon in 1968.
Rockefeller left office as governor in 1973 in what was rumored at the time to be a move toward a
fourth bid for the presidency; however this never materialized. Some analysts speculated that his
appointment to the vice presidency by Gerald Ford was calculated to forestall a Rockefeller
presidential campaign in 1976.
Vigtigt for scenariet:
Han er I modsætning til David også politisk ambitiøs. Han ved godt at familien sidder på magten,
men det symbol også at være præsident er noget, han stræber efter. Han har opgivet at blive
nomineret, så hans plan er simpel:
1. få Nixon myrdet
2. få Agnew til at udpege ham som vicepræsident
3. få Agnew til at gå af pga. korruptionsskandale – eller myrd ham
J. Edgar Hoover
John Edgar Hoover (January 1, 1895 – May 2, 1972) was appointed Director of the Federal Bureau
of Investigation (FBI) on May 10, 1924, and remained so until his death in 1972, having been
appointed to that position for life by Lyndon Johnson. To date, he is the longest-serving leader of an
executive branch agency in the United States, having served under a record eight presidents, from
Calvin Coolidge to Richard Nixon, and indeed it is because of Hoover that future FBI Directors
were limited to a term of ten years. He is credited with creating an effective law enforcement
organization, but was also accused of flagrantly abusing his authority in blackmailing notable public
figures and unwarrantably engaging in political persecution. Hoover's COINTELPRO program
allowed FBI agents to harass, disrupt, and destroy 'enemies' such as the Black Panther Party and
other leftist political organizations.
Rather than enlisting for World War I, he found work with the Justice Department. He soon proved
himself capable and was promoted to head the Enemy Aliens Registration Section. In 1919, he
became head of the new General Intelligence Division of the Justice Department (see the Palmer
Raids). From there, in 1921, he joined the Bureau of Investigation (FBI) as deputy head and in 1924
the Attorney General made him director.
When Hoover took over the FBI it had approximately 650 employees, including 441 Special
Agents. It was renamed and empowered as the Federal Bureau of Investigation in 1935. In 1939, the
FBI became pre-eminent in the field of domestic intelligence.
Evidently, Hoover amassed significant power by collecting files on people, especially politicians,
that were kept off of the official FBI records. This unofficial legacy is speculative because his
secretary of decades, (Miss) Helen Gandy, allegedly spent the days after Hoover's death destroying
all of these files.
I scenariet
Har han haft samlet en masse smuds på stort set alle, han ved det meste om MK-Ultra. Han ville
ikke danse efter Nixons pibe, så derfor dannede Nixon sin (amatøragtige) blikkenslagerbande, som
Hoover havde fuldt styr på – men han havde af gode grunde ikke Watergate med, da han døde
inden. Han har dog indbruddet i Chiles ambassade.
Dr. George Stanley McGovern
(born July 19, 1922 in Avon, South Dakota) was a United States Congressman, Senator, and
Democratic presidential candidate, losing the 1972 presidential election to incumbent Richard
Nixon.
McGovern was most noted for his opposition to the Vietnam War.
In the 1972 election, McGovern ran on a platform of ending the Vietnam War, instituting a
guaranteed minimum income for all Americans, and ratifying the Equal Rights Amendment. This
anti-war platform had been presaged in 1970 when McGovern sponsored the McGovern-Hatfield
amendment, seeking to end the war by Congressional action. His campaign manager in 1972 was
Gary Hart. Between difficulties with his running-mate, Thomas Eagleton (whom he eventually
dropped and replaced with Sargent Shriver), and the Republicans' successful campaign to paint him
as unacceptably radical, he suffered a 60% - 38% defeat to Richard Nixon — at the time the second
biggest landslide in American history, losing in the Electoral College 520 to 17. McGovern even
failed to win his home state.
Thomas Francis Eagleton, LL.B., (born September 4, 1929) is a former U.S. Senator from
Missouri. He is a member of the Democratic Party and is currently a university professor and law
partner.
He served as Missouri's Attorney General and Lieutenant Governor, won a U.S. Senate seat in
1968, and sought the Vice Presidency in 1972. He was nominated for Vice President at the 1972
Democratic Party convention, with George McGovern as the party's presidential candidate. His
vice-presidential hopes evaporated when it was revealed shortly after the party convention that he
had been hospitalized on three occasions for depression and had undergone electroshock therapy.
McGovern initially claimed that he would back Eagleton "1000 percent", but changed his mind 3
days later. Further damage to the McGovern campaign was done because it had to spend time
looking for a new Veep, during the time when it should have been getting its message out to the
public. McGovern removed Eagleton from the ticket and replaced him with Sargent Shriver.
Robert Sargent Shriver, Jr. (born November 9, 1915 in Westminster, Maryland) is an American
politician, known for his association with the Kennedy family, most notably John F. Kennedy and
Robert F. Kennedy, and as the main organizer and first director of the Peace Corps. He received his
bachelor's degree from Yale University, where he became a member of Delta Kappa Epsilon
fraternity, the prestigious secret society, Scroll and Key and where he also served as chairman of the
Yale Daily News.
Shriver was U.S. ambassador to France from 1968 to 1970.
In 1972, Shriver ran for Vice President on the Democratic ticket, having replaced Thomas Eagleton
as the running mate of George McGovern. However, they were beaten by the Republican candidates
Richard Nixon and Spiro Agnew. He was also a close friend of Laurence Tribe and Cyrus Vance, a
member of Scroll and Key
Personer, man godt kan møde:
Sidney Gottlieb
Within TSS, there existed a Chemical Division with functions that few others—even in TSS—
knew about. These had to do with using chemicals (and germs) against specific people. From 1951
to 1956, the years when the CIA's interest in LSD peaked, Sidney Gottlieb, a native of the Bronx
with a Ph.D. in chemistry from Cal Tech, headed this division. (And for most of the years until
1973, he would oversee TSS's behavioral programs from one job or another.) Only 33 years old
when he took over the Chemical Division, Gottlieb had managed to overcome a pronounced
stammer and a clubfoot to rise through Agency ranks. Described by several acquaintances as a
"compensator," Gottlieb prided himself on his ability, despite his obvious handicaps, to pursue his
cherished hobby, folk dancing. On returning from secret missions overseas, he invariably brought
back a new step that he would dance with surprising grace. He could call out instructions for the
most complicated dances without a break in his voice, infecting others with enthusiasm. A man of
unorthodox tastes, Gottlieb lived in a former slave cabin that he had remodeled himself—with his
wife, the daughter of Presbyterian missionaries in India, and his four children. Each morning, he
rose at 5:30 to milk the goats he kept on his 15 acres outside Washington. The Gottliebs drank only
goat's milk, and they made their own cheese. They also raised Christmas trees which they sold to
the outside world. Greatly respected by his former colleagues, Gottlieb, who refused to be
interviewed for this book, is described as a humanist, a man of intellectual humility and strength,
willing to carry out, as one ex-associate puts it, "the tough things that had to be done." This
associate fondly recalls, "When you watched him, you gained more and more respect because he
was willing to work so hard to get an idea across. He left himself totally exposed. It was more
important for us to get the idea than for him not to stutter." One idea he got across was that the
Agency should investigate the potential use of the obscure new drug, LSD, as a spy weapon.
At the top ranks of the Clandestine Services (officially called the Directorate of Operations but
popularly known as the "dirty tricks department"), Sid Gottlieb had a champion who appreciated his
qualities, Richard Helms. For two decades, Gottlieb would move into progressively higher positions
in the wake of Helms' climb to the highest position in the Agency. Helms, the tall, smooth
"preppie," apparently liked the way the Jewish chemist, who had started out at Manhattan's City
College, could thread his way through complicated technical problems and make them
understandable to nonscientists. Gottlieb was loyal and he followed orders. Although many people
lay in the chain of command between the two men, Helms preferred to avoid bureaucratic niceties
by dealing directly with Gottlieb.
On April 3, 1953, Helms proposed to Director Allen Dulles that the CIA set up a program
under Gottlieb for "covert use of biological and chemical materials." Helms made clear that the
Agency could use these methods in "present and future clandestine operations" and then added,
"Aside from the offensive potential, the development of a comprehensive capability in this field . . .
gives us a thorough knowledge of the enemy's theoretical potential, thus enabling us to defend
ourselves against a foe who might not be as restrained in the use of these techniques as we are."
Once again, as it would throughout the history of the behavioral programs, defense justified offense.
Ray Cline, often a bureaucratic rival of Helms, notes the spirit in which the future Director pushed
this program: "Helms fancied himself a pretty tough cookie. It was fashionable among that group to
fancy they were rather impersonal about dangers, risks, and human life. Helms would think it
sentimental and foolish to be against something like this."
Richard McGarrah Helms (March 30, 1913 - October 23, 2002) was the Director of Central
Intelligence from 1966 to 1973. He was the only director to have been convicted of lying to
Congress over Central Intelligence Agency (CIA) undercover activities. In 1977 he was sentenced
to the maximum fine and received a suspended two-year prison sentence.
During World War II he served in the United States Navy. In 1943 he was posted to the Office of
Strategic Services (OSS) because of his ability to speak German. In the aftermath of the war he was
transferred to the newly formed Office of Special Operations (OSO), where at the age of 33 he was
put in charge of intelligence and counter-intelligence operations in Austria, Germany, and
Switzerland.
The OSO became a division of the CIA when that organisation was created by the National Security
Act of July 1947. Helms became Director of the OSO after the CIA's disastrous role in the
attempted invasion of Cuba in 1961. After falling out with the Kennedys, he was sent off to
Vietnam where he oversaw the coup to overthrow President Ngo Dinh Diem. Following the
assassination of John F. Kennedy, Helms was made Deputy Director of the CIA under Admiral
William Raborn. A year later, in 1966, he was appointed Director.
The ease of Helm's role under Johnson changed with the arrival of President Nixon and his national
security advisor Henry Kissinger. After the debacle of Watergate, from which Helms succeeded in
distancing the CIA as far as possible, the Agency came under much tighter Congressional control.
Efter scenariet:
In 1972, Helms ordered the destruction of most records from the huge MKULTRA project, over
150 CIA-funded research projects designed to explore any possibilities of mind control. The project
became public knowledge two years later, after a New York Times report. Its full extent may never
be known.
Nixon thought Helms disloyal and fired him as DCI in 1973. Helms then served from 1973 to 1976
as US ambassador to Iran in Tehran.
Lenzner began as an attorney in the Civil Rights Division of the U.S. Justice Department, became a
federal prosecutor in the Southern District of New York, and eventually gained national recognition
as assistant chief counsel to the Senate Watergate Committee, whose investigation led to the
prosecution of a score of top government officials.
Han sidder I Rockefeller-hierarkiet, men ganske langt nede. Han er dog ambitiøs og har fra Hoover
sikret sig visse papirer – ikke nok til at bevise ret meget, men dog noget.
Han er som sagt statsanklager i New York, men også allerede forbundet med Senatets
Undersøgelseskommitteer.
Louis Patrick Gray III (born July 18, 1916 ) was acting director of the FBI from 1972-73.
Gray was born in St. Louis, Missouri, on July 18, 1916. He attended schools in St. Louis and
Houston, Texas. After attending Rice University for a period, Mr. Gray enrolled at the United States
Naval Academy and received a Bachelor of Science degree in 1940. The Navy commissioned Mr.
Gray as a line officer and he served throughout World War II and the Korean War.
In the late 1960s, Mr. Gray returned to the federal government and worked in the Nixon
administration in several different positions. In 1970, President Richard Nixon appointed Mr. Gray
as Assistant Attorney General for the Civil Division in the Department of Justice. In 1972, Mr. Gray
was appointed Deputy Attorney General but before he could be confirmed by the full Senate, his
nomination was withdrawn. Instead, President Nixon designated him as Acting Director of the
FBI. Gray served in this position for less than a year.
Efter scenariet:
In 1973 Gray was nominated as J. Edgar Hoover's permanent successor as head of the FBI. This
action by President Nixon confounded many, coming at a time when revelations of involvement by
Nixon administration officials in the Watergate Scandal were coming to the forefront. Under his
direction, the FBI had been accused to mishandling the investigation into the break-in, doing a
cursory job and refusing to investigate the possible involvement of administration officials. The
Senate confirmation hearing which Gray would be subject to was to become the Senate's first
opportunity to ask pertinent questions about Watergate.
During the confirmation hearing Gray defended his agency's investigation, however, during
questioning he let it be known that he had handed over the files on the investigation to White House
Counsel John Dean, in spite of the fact that people with strong links to the White House were being
investigated. He confirmed that the investigation supported claims made by the Washington Post
and other sources of dirty tricks and "ratfucking" committed and funded by the Committee to Re-
Elect the President, notably activities of questionable legality committed by Donald Segretti. The
White House had for months steadfastly denied any involvement in such activities. By the end of
the hearing, the ineptitude of the FBI's investigation of Watergate was publicly made clear,
increasing the suspicions of many of a cover-up.
Vigtigt for scenariet:
I modsætning til Hoover er Gray Nixons mand. Ikke for enhver pris, men næsten. Han har fundet
ud af hvad der foregik i forbindelse med Watergate, er blevet bedt om at indstille undersøgelsen – i
første omgang af John Dean (hvilket ikke var nok), i anden omgang af Nixon selv – og så trak han
følehornene til sig.
På sanatoriet Hathaway Haven i New York:
Overlægen.
Nigel Hathaway, 62 år, mager og halvskaldet.
Har drevet dette sanatorium i omkring 30 år. Ud over de patienter, han får via henvisninger fra
andre sanatorier (og som behandles helt efter forskrifterne) har han en gang imellem nogle ”ekstra”
patienter. Josh Jacobsen er ikke helt syg nok til at være tvangsindlagt; men konen og advokaten
betaler ham nok til at han alligevel beholder ham og har ham under behandling. Der er også en
ekstra bonus, hvis han kan finde ud af, hvor Jacobsen gemmer de aktier, der giver ham kontrol over
blademperiet. Han foretager rutinemæssig aflytning af Jacobsens værelse.
Og han har en gang imellem fået patienter fra Gottlieb – også patienter, der måske ikke burde være
indlagt, og hvor han har været lidt i tvivl om, hvorvidt de faktisk led af tvangstanker eller fortalte
sandheden. Men efter nogle uger her, var de knap nok selv klar over det.
Hvis han bliver udsat for pinligt forhør, vil han prøve at klare sig ved at undskylde sig med at han
bare skal tage imod de patienter, der henvises til ham
Der er grundlæggende to fraktioner
Nixon-fraktionen, der er
Nixon
Kissinger
Haldeman
Louis Patrick Gray
FBI som sådan
Blikkenslagerne
Rockefeller-fraktionen
(David og Nelson Rockefeller)
Gottlieb
Helms
Lenzner
Spiro Agnew – uden egentlig at vide ret meget
MK-ultra hitmen
Den er dødsensfarlig. Målet for dem er at myrde Nixon, de har snesevis af snigmord på
samvittigheden, de vil også myrde MK-ultra manden (efter at han er flygtet).
De vil have Nixon valgt, men derefter vil de gerne miskreditere ham (så bliver der mindre ballade,
hvis han myrdes) – og deres plan B, hvis snigmord ikke lykkes, er at få ham til at gå af, og der er de
ved så småt at køre Watergate i stilling. De vil jo til gengæld gerne beholde Agnew.
Så er der Mark Felt (FBI), der er uden for de to fraktioner og helst bare ser ”retfærdighed”. Men
hvad dét er, kan jo diskuteres.
Journal:
OBS! ENEVÆRELSE !
All things considered, UFO research has become pretty much of a circus today,
and the most intriguing and controversial sideshow skirting the edges is the
question of the "silencers," or the mysterious "Men in Black." There is a strong
subliminal appeal in these accounts of visits by mysterious dark-suited figures
(I have been visited myself, as have others I've known) attempting to silence
UFO witnesses. A typical situation would be that a witness has a UFO sighting or
UFO-related experience. Shortly thereafter he is visited by one or more "odd"-
looking men who relate to him the minutest details of his experience, even
though he has as yet told no one for fear of ridicule or other reasons.
The men warn him about spreading the story of his experience around and
sometimes even threaten him personally, sometimes obliquely, sometimes directly.
Any evidence, if it exists, is confiscated in one way or another. Sometimes the
visit is for some totally meaningless reason and the subject of UFOs is hardly
mentioned, if at all. But again, the men all seem to look alike.
The classic conception of an MIB is a man of indefinite age, medium height and
dressed completely in black. He always has a black hat and often a black
turtleneck sweater. They present an appearance often described as "strange" or
"odd." They speak in a dull monotone voice, "like a computer," and are dark-
complected with high cheekbones, thin lips, pointed chin, and eyes that are
mildly slanted.
The visitors themselves are often on absurd missions. They have reportedly posed
as salesmen, telephone repairmen or representatives from official or unofficial
organizations. Their mode of transportation is usually large and expensive cars
-- Buicks or Lincolns, sometimes Cadillacs, all black, of course.
I might note at this point that their physical appearance also has included
beings that have pale-greyish skin, and that some of them have been seen to have
blond hair, yet they wear the clothing and drive the cars previously described.
Their often mechanical behavior has caused them to be described by some as being
like robots or androids (think back to the Dulce lab).
They are not alone. They seem to have faceless conspirators in the nation's post
offices and phone companies. Researchers and witnesses often report their mail
going astray at an unusually high rate and being bothered by bizarre phone calls
where they are spoken to by metallic, unhuman-sounding voices.
Unusual noises on the phone, intensifying whenever UFOs are mentioned, and
voices breaking in on conversations, have all led many people to suspect that
their phones are being tapped.
One can't discuss the MIB for long without mentioning the name of John A. Keel,
an author who has written much about them. Keel has done more than any other
writer to publicize this bizarre aspect of the UFO situation. Keel suggests that
the UFO are part of the environment itself and come from another time-space
continua; that most of the UFO phenomena is psychic and psychological rather
than physical. Well, I personally would not define it that way, although those
two components are certainly deeply involved in what's going on.
The first noted appearance of the MIB was in 1947, at the scene of the Maury
Island incident, where some debris was ejected from a disk, and subsequently
To illustrate a little how bizarre some of the incidents are regarding the MIB,
I have assembled a short list of some of the more interesting factors in some
cases:
- An ex-Air Force man is gassed and interrogated by MIB after he has learned
classified NASA secrets.
- MIB sighted in the lobby of the U.S. State Department leave a mysterious
artifact.
- MIB pose as Air Force officers to silence witnesses.
- MIB tries to buy before-hours Coke and sings to birds in trees.
- MIB disintegrates a coin in a witness' hand and tells him that his heart
will do the same if he talks.
Throughout all this information, I have neglected to mention some aspects of the
psychology of the Greys. Dr. Paul Bennewitz, in his original report to the
government entitled "Project Beta," goes into some detail, which I will now
discuss:
- The alien, either through evolvement or because the humanoid types are
"made," will exhibit tendencies for bad logic. They appear to have more
frailties and weaknesses than the normal Homo Sapien.
- They are not to be trusted.
- Because of the aliens' apparent logic system, a key decision cannot be
made without higher clearance. All are under control of what they call
"The Keeper," yet it would appear that even this is not the final
authority. Delays as long as 12-15 hours can occur for a decision.
- Working under the instructions of the humanoids from Rigel (the Greys),
CIA and former Nazi scientists have developed and deployed malignant
strains of bacteria and viruses in order to exterminate undesirable
elements of the human population.
- The Greys are almost entirely devoid of emotions, but can obtain a "high"
by telepathically tuning in the different kinds of intense human emotion,
such as ecstasy or agony. (Does that explain why UFOs have always been
seen in regions of war and human conflict?)
- There are over 1,000 humans in the United States alone who are the
offspring of intergalactic or extragalactic beings and terrestrial humans.
(The son of an acquaintance of [deleted in original] is one.)
- Throughout recorded history, as well as during prehistoric times, there
has been constant genetic manipulation of and interbreeding with humans in
order to breed out the less evolved simian traits. The Nordic races have
participated in this from the beginning, and we are as much a part of them
as we might suppose.
- Hubbard
Gottlieb Dulles
siden har de brugt det til at styre i deres retning – rfk, luther
king
rekrutteret 57
strålende i træning, total kontrol opnået i 59. Forskellige enkeltstående opgaver.
63: Ngo Dinh Diem
63: JFK på anmodning fra DR.
64: Gary Underhill (JFK)
64: Mary Meyer (JFK)
65: Dorothy Kilgallen (JFK)
67: David Ferrie (JFK)
68: MLK
Jack
rekrutteret 61
64: Betty Mooney MacDonald (JFK)
64: Jim Koethe (JFK)
65: Rose Cherami (JFK)
68: RFK på anmodning DR/JEH
72: George Hinks
Joe
rekrutteret 65
66: William Pitzer (JFK)
67: Eladio del Valle (JFK)
68: MLK
rekrutteret 58.
Rimelig grad af kontrol, men dårlig performance. Syndebuk JFK.
SBS
Rekrutteret 63
Rimelig grad af kontrol, men dårlig performance. Syndebuk RFK.
JER
Rekrutteret 64
Rimelig grad af kontrol, men dårlig performance. Syndebuk MLK.
MC
Rekrutteret 69
Rimelig grad af kontrol, men dårlig performance. Afventer.
Peter
Paul
Patrick
Preston
Priscilla
Helms
Frokost, The Oyster Pearl
Helms
Aftensmad, The Oyster Pearl
Jeg vil lade Terry Lenzner se på det – hvis der er noget om det, er han netop
manden, der kan finde beviserne, finde så meget snavs at vi vil kunne på Agnew
Agnew ud i
løbet af få måneder.
WAeA
”Jack”
Jack Smithson
Køkkenmedhjælper, Carlton Hotel
122 West 47th Street
Afventer
Næste opgave RMN, 31. Dec
”Joe”
Joe Peters
Butiksmedhjælper, Joe’s Greenery,
23 Chestnut Street
Afventer
Næste opgave RMN, 31. Dec
Venligst
John Dean
Jeg er bange for at det ikke lader sig gøre. Der er tale om
undersøgelse af kriminelle forhold, og en sådan undersøgelse må gå
sin gang.
Men højagtelse
L. Patrick Gray
Kære Spiro !
Din taknemmelige
Mats
Woodward:
555-67894