Alkoholens mytologi

Af Signe Marie Lund

Igennem tiden har jeg hørt og oplevet alverdens fortællinger og genistreger, som måske hellere burde
betegnes idiotstreger, omhandlende virkelighedens heksebryg - alkohol. Som mindre via familiens
trang til en fortjeneste ovenpå hverdagens hårde arbejde eller hos den mere åbenlyse beruselse ved
særlige lejligheder. På denne eventyrlige færd har alkoholen som sidevej derfor altid haft en rolle i
udkanten af periferien. Især når jeg som tolvårig fik lov at drikke en Tuborg Sommer og faktisk synes,
at den var lige så forfriskende som navnet hentyder til. På denne måde er sidevejens mere og mere
tydeligere spor i landskabet kommet naturligt som årene er gået. Men i takt med at alkoholen brænder
sig tættere fast på en, bliver færden også mere farefuld. Både farefuld bogstavelig talt set som da jeg,
ikke bare én men to gange, gled og faldt på gulvet efter (mislykket) at have sparket ud efter en ballon.
Men også farefuld psykisk når heksebryggens fortryllelse for alvor sættes i gang i kroppen. Når alt
føles lidt løsere og virkelighedsfjernt, og når beslutninger tages lidt hurtigere. Her under magiens
lokken og indflydelse, hvordan balanceres der mellem beruselse og fuldskab, og hvem sætter grænsen
for normen? Og som dråben, der får bægeret til at flyde over, hvilken betydning har det for vores
menneskelighed og sans for morale, samt sans for hinanden?

Lige så meget stof til eftertanke er der at finde i DR-udsendelsen ”Drukkultur: De fulde kunstnere”
(2023), lige så vel som flagrende opinionsflag af udtalelser fra bl. a. Jesper Stein, som er forfatter,
tidligere alkoholiker og intervieweren i programmet. Hans hovedformål er at indstudere hvordan det
omhyggelige flettearbejde mellem alkohol og kreativitet er vokset frem, og hvorfor de så tit går hånd i
hånd som fastsiddende jord under neglene. Alligevel deltager han også selv subjektivt i samtalen pga.
hans fortidige historie med alkoholisme, hvor han fastsætter en diskurs præget af negative
konnotationer. De samles i én stor suppedas af udtalelser omhandlende alkoholen som et langsomt
selvmord, samt bodegaen som en scene for de fortabte. Stein summer også over hans fortid med at
idolisere de fulde kunstnere som han voksede op med, der drak Jack Daniels og fungerede som
attraktive forbilleder. Idet han skammer sig over denne fortid og tiden efter, er han derfor primært
fænget af den rustne side af den tosidede mønt som han mener, at alkoholen er symboliseret ved. En
person, som lidt bedre formår at belyse den mere blændende side af mønten er Steins første gæst,
Thomas Bo Larsen, der er skuespiller og, ligesom Stein, tidligere alkoholiker. Selvom det er lige så
krystalklart som glasset han drikker af, at han ikke skal derud igen, anerkender han stadigvæk den
uhyre fantasi-skruende effekt som alkoholen kan give. Dog fokuserer han også meget på alkoholen
som en overskyggende parasol, der har været en integreret del af hans opvækst og det kreative miljø,
han har været en del af. Men under optagelserne af filmen ”Druk” (2020) formåede han alligevel at
finde en måde at føle sig fuld - bare uden tømmermændene. Den anden gæst på udsendelsen er
sangerinden Katinka Bjerregaard, der også har oplevet en hel sprudlende byggeplads af tømmermænd
efter sene nætter i byen, men som ikke har været alkoholiker ligesom de to andre. Hun har i stedet
fundet inspiration til hendes sange ud fra de mange besøg i bodegaer som hun har haft. Men det er
lige præcis kun besøg med bodegaens sjæle, og dermed også alkoholen, som hun foretager sig, hvilket
hun påpeger ved at kalde sig selv for en turist. Hun er en turist i bodegaen, men ikke en hjemvendt
blandt de mange ensomme skikkelser. Måden Bjerregaard føler sig mest åben overfor inspirationens
bølgeskvulp er dog ved at drikke øl, men ikke mange, kun en enkelt. Her mener hun, at der findes et
rum for at snakke og dele en samhørighed under en fælles boble. Udover det, er der et ord, der går
igen under hendes interview - romantisering. Hun udtrykker en romantisering af bodegaen som et sted
for den danske kulturs hygge, men samtidig en fordømmelse af dens fangenskab og vanedannelse.
Men hun fastsætter også en ikke-romantisering af druk og dens levemåde som en opskrift på
eksistensen, fordi, at selvom hun er fascineret af det ubehagelige ved kunst, ved hun stadig, at der er
en grund til, at det ubehagelige er ubehageligt. Som en helhed i det tilrøgede og lowkey-belyste studie
med kro-stemningen i form af afslappede stole og globusbaren i midten, deler deltagerne en til tider
vemodig nostalgi men ud fra forskellige udgangspunkter og kontekster. Alligevel mærkes
tvetydigheden ved alkohol som glædesspreder modsat tomhedsskaber, som altid har været en undren
igennem historien.

Disse kontraster træffes som en imødekommende hilsen brudt af et spark over skinnebenet i Tom
Kristensens digte ”ELEGI” og ”Det blomstrende slagsmål”, hvor begge digte er besmurt med blå
mærker i form af metaforer og billedsprog for alkoholens virkning. I det førstnævnte er det
semantiske felt overvejende negativt med fortællerens nedstyrtning i livets forplumrede elv. I ”Det
blomstrende slagsmål” er kontrasten mellem den transcenderende og descenderende effekt fra
alkoholen dog tydelig med en endnu tydeligere korrelation imellem billedplanet og realplanet. Med
rødder i Ekspressionismen udtrykkes dette ved Kristensens subjektive æstetisering samt
hæslighedsæstetisering af værtshusets billardkamp eskaleret til slåskamp. Naturmetaforer bruges her
til at forme billardbordet som en sommergrøn ø med billardkugler som elfenbensskinnende sole i en
elv af tobakståger, ligesom blodtuden og det blå øje efter slåskampen ophøjes til en valmue og en
stedmoderblomst. Dette paradis fyldt med Moder Jords kræfter fremhæves ved værtshusgæsternes
afbildning som guder eller overherrer.

Vi mærker derfor i dette eksempel starten af slåskampen som grænsen til en eksponentiel eskalering af
alkoholens effekt, der fungerer som en magttagende livskvalitetsstjæler. Efter dette punkt agerer
gæsterne som Ikaros, da deres vinger, i takt med at flyve tættere og tættere på solens varme, i stedet
begynder at smelte, imens de trækker hinanden længere og længere ned. På samme måde kan denne
higen efter alkohol måske sættes sammen med en søgen efter noget mere og noget større, som ligger
udover hverdagens konformitet. Det var også grunden til, at Ikaros valgte at flyve til at starte med, for
at undslippe øen som han var holdt fanget på. Alligevel bidrager alkoholen tit med en ny slags rutine
og i den bitre ende, afhængighed. Hvis det skulle være et bud på grunden til alkoholens væsentlige
rolle i både fortiden og nutiden, er jeg derfor ikke helt sikker på om den dur. Som Katinka nævnte,
hænger druk også sammen med den danske kulturs kendetegnede hygge og dermed
fællesskabsfølelse, men er det virkelig en god nok grund til at udsætte sig selv for potentiel smerte?
Selv om at foretagender med sprut selvfølgelig ikke altid føre til nedsat velbefindende, medmindre
man kigger på de mere langsigtede sundhedskonsekvenser, så er det alligevel et hovedskruende
spørgsmål at tænke over. Der er en chance for, at alle måske bare burde drikke én enkelt øl, ligesom
Katinka fandt ud af, men vores opfattelse af alkohol ændrer sig nok ikke alene af den pointe. Altså ud
fra hvad der logisk set er smartest. Hvis alle gjorde hvad der var smartest, ville verden se øredøvende
anderledes ud i dag, for så ville alkohol overhovedet ikke være en mulighed, netop pga. de
sundhedsmæssige kvaler. Betyder det derfor også, at øredøvende mængder af kreativitet og kunst ville
være gået tabt, hvis alkohol aldrig var blevet opdaget? Muligheden er i luften som en næsten fast og
håndterbar røgsky, der dog kan forsvinde i vinden ved alternativet for, at andet kunst uden
fuldskabens rus i stedet kunne skabes. Om dette kunst så ville have været omkranset af en kedelig og
smagløs ensartethed er svært at vide sig sikker på.

Det er især svært at vide sig sikker på, netop fordi alkoholen blev opfundet og hurtigt integreret som
en uafviselig del af menneskets fortælling. Den er på samme vis en del af min, og det tror jeg, at den
stadig bliver ved med at være, siden jeg er menneskelig og simpelthen ikke ved bedre end at
alkoholen er et middel til at knytte os sammen, lige meget om det er en heks’ værk eller ej. Grænserne
imellem både beruselse og fuldskab, logik og lykke samt kreativitet og konformitet er i den grad et
udvisket miskmask af ideer og meninger om hvad der er bedst og mest moralsk. I den lunkne og flade
bund-sjat af drikkeriets rus findes ingen svar på livets store spørgsmål, men overvejelserne har
alligevel chancen for at gøre os klogere på et eller andet. Om dette et eller andet bidrager til nogen
åbenbaring inden for alkoholens problematikker kan kun tidens uundgåelige gang vise.