Psykisk sygdom i kunsten

Bare et skvæt af angst eller en anden psykisk sygdom kan enten få selve kunstneren eller det ønskede
kunstneriske motiv til at boble over af tvetydigheder og tankemylder på baggrund af konteksten. Med
bare ét ord kan hele værkets troværdighed, eller måske snarere seerens forventninger til
troværdigheden, være forandret ved bare ét vingeslag af virkelighedstab. For har alt det foregående så
været en løgn opstået af ren fantasi, hvis kunstnerens fortæller nu viser sig at være upålidelig pga. sin
sindstilstand? Jeg har i hvert fald oplevet at føle snyd og bedrag, hvis et værk eller en kunstner har
taget mig ved næsen. Også når disse to trækker klistrede spind mellem hinanden indtil man til sidst
ikke kan finde hoved og hale i hvad man burde tænke og føle. For hvordan kan en kunstner som fx
Vincent Van Gogh skabe de mest fredfyldte og fængende malerier, imens han samtidig havde trang,
og også gav efter for denne trang, til at skære sit eget øre af? Eller Amy Winehouse, der havde en
sjælet lyd som ingen anden, hvordan endte hun med at grave sig selv så dybt ned i et hul som hun
gjorde? I realiteten er der mange faktorer, der spiller ind, når det gælder faktiske personer, men det er
alligevel interessant, hvorfor de psykiske lidelser gentager sig for så mange kunstnere. Og også
hvordan det siver ind i mellem selve kunstens sprækker, som små stik og prik til virkeligheden, eller
måske snarere uvirkeligheden.

En roman, der formår, ved brug af kontraster og skiftende stemninger udledt af bestyrtede
tankestrømme og forvildede indre monologer, at udpensle en næsten uvirkelig virkelighed er ”Sult”
(1890) af Knut Hamsun. Uden direkte at diagnosticerer jeg-fortælleren som psykisk syg, hvilket selve
tiden også afholder fra, er det alligevel denne neglebidende fornemmelse man får. Som
hovedpersonen twister længere og længere ned i en spiral af både fysisk sult efter mad og psykisk sult
efter succes som forfatter, tiltager samtidig den mani og vanvid som sulten medfører.
Modsætningerne fortsætter i en endeløs strøm, der også pointeres af bogens åbne slutning, især ved
humør-metronomens kaotiske og umelodiske sving imellem dét at drukne sig i selvmedlidenhed over
en eksistentiel krise og dét at føle sig ekstremt lykkelig og tilbage på sporet. Men dette spor er
udvisket og på kanten til afgrunden, i hvert fald ifølge verdens opfattelse af fortælleren, lige meget
hvor meget han end prøver at te sig som en aristokratisk herre med en fyldt pengepung i lommen.
Miljøskiftene og den opdelte komposition i afsnit udstiller ham på samme måde som desperat efter at
få sin uforløste søgen efter lidt medvind på vejen forløst. Det bliver sværere og sværere for
hovedpersonen at tjene nogle kroner på sine artikler men også at pante sine ejendele, der langsomt
svinder ind. Konflikter, som resultat af miljøskiftene, er der også nok af med både manglende logi, og
Ylajali, der ikke tåler, at totter af hans hår flyver bort sammen med resten af den person som hun
egentlig blev betaget af i begyndelsen. Helt fra den indkapslende begyndelse til dens tvetydige
slutning indikeres romanens titel som det mest væsentlige tema - Sult. Den skaber et paradoks, der
lystigt æder væk af jeg-fortællerens værdighed og stopfodrer hans sindsforstyrrelser til bristepunktet.
På en gang er sulten handlingslammende, angstprovokerende og brugt som forklaring på al lidelsen.
På den anden side føles den velkendt, tryg og genkendelig for hovedkarakteren, fordi den bedøver og
distraherer ham fra hans påtrængende paranoia overfor omgivelserne omkring ham. I stedet fokuserer
han på glæden over at modstå sultens fristelse, især fordi hans krop ikke tåler al den mad, som han
derfor alligevel ender med at brække op igen. Dette selvbedrag gør dog intet godt for ham, og læseren
mærker ufrivilligt enten et stik i hjertet, en skæren af tænder eller en krumning af tæer.

På baggrund af dette, kan sulten godt konstateres som skyld i fortællerens modgang, men er der
virkelig intet andet på spil? Det er måske her de psykiske sygdomme indtager scenen. Om det er
angst, mani, bipolaritet, vanvid eller paranoia, kan vi ikke vide os sikre på, men motivet kan med en
vis sikkerhed mærkes som jord under neglene. Ved brug af vrangforestillinger forklædt som
metaforer, hvor et eksempel er de næsten dyriske billeder af klør og horn som den spisende blinde
mand på bænken bringer frem i ham, udtrykkes karakterfremstillingen som syret og pirrende, præcis
som en overpåvirket psyke kan forestilles opstillet på et billedsprogligt plan. Pirret er læserens
nysgerrighed også overfor karakterens mentale tilstand, pga. den slørede grænse imellem opspindet og
realiteten. Ved brug af litteraturen kan angsten og de psykiske lidelser derfor bruges som
spændingsopbygning. Det virker måske mere gemt imellem linjerne som en forstyrrende bananflue,
der forvrænger ens udsyn til det konkrete, både bogstaveligt set med bogen i hånden og i overført
betydning. I form af en visualisering i kunsten, kan spændingsopbygningen til tider være mere oplagt,
siden den på mere nært hold rusker skuldrene på den som skuer værket og skriger dem direkte op i
hovedet - ligetil i Edvard Munchs ”Skriget”. De markante orange farver og dynamiske bugtninger
skaber en overdosis af livlighed i maleriet, der dog kontrasteres af de dæmpede blåsorte accenter og
broens statiske rette linjer. Med den skrigende person som blikfang indkapsles disse følelser i en
hjælpeløs angst overfor det ukendte, eller måske overfor de udviskede skikkelser i baggrunden? Går
de ud af billedet og efterlader personen tilbage eller bevæger de sig frem med onde hensigter? Det er
svært at vide sig sikker, men kuldegysningerne er ikke til at tage fejl af, især når oxymoronet af det
lydløse skrigs motiv indtager pladsen som en klump i halsen.

Væsentligt ved dette billede er spørgsmålet om, hvis mentalitet det er, der bedrager, og hvem der
bliver bedraget - Iagttageren eller karakteren, som bliver iagttaget? Jeg tror her, at den frie fortolkning
kommer til gode, men den hjælper dog ikke med at sænke forvirringsparameteret. De få ansigtstræk
med bl. a. den vidtstrakte mund og de bittesmå pupiller indikerer alle, at personen er ramt af den
obskureste rædsel. Alligevel er det jo os seere, der oplever disse intense fordrejninger af
omgivelserne. Hvad nu hvis den som skriger bare er et tilfældigt øjenvidne på broen til vores
altopslugende angst, og det er derfor, at personen ser så forskruet ud? Måske er det os som skriger og
forskrækker individet, i stedet for omvendt? Ligesom jeg-fortælleren i sult nemt omvender enhver
form for hjælp til en nedværdigelse af ham selv. På den måde afbildes de psykiske sygdomme i
værker og tekster til dels som et fjernt og banalt motiv, og til dels som en abstrakt størrelse uden
grænser, der går igennem marv og ben helt ind til bevidsthedens kerne. Selv hvis det, med
mellemrum, gør disse sindstilstande mere uforståelige end forståelige. Det er måske en pointe i sig
selv. Når mennesker med angst rammes af panikanfald, som virker irrationelle overfor dem uden
angst, er det nok svært at finde hoved og hale i, hvad der giver mening og hvad der ikke gør, når det
gælder ens hjernes virkemåde.

Når dette blandes med kunst, vil den sandeste skildring derfor ikke være begribelig for de fleste, men
snarere som sand imellem fingrene, hvor de mange små uhåndterbare korn siver igennem og giver
plads til de mere håndgribelige. Til sidst er tanken om den ”sandeste skildring” af psykiske
sygdomme som kunstnerisk motiv et helt andet spørgsmål i sig selv. Ligesom to liv ikke er ens, er to
psyker heller ikke ens, pga. alle de milliardvis af måder verden kan opfattes på. Så selvom de følelser,
som de psykiske lidelser skaber, føles umulige at fatte, kan dét at krølle dem sammen til noget
kunstnerisk fungerer som et afløb. Et afløb, hvor det sammenkrøllede kan begynde at flyde og folde
sig ud til hjælp for andre. Nogle vil forstå, og mange vil nok aldrig forstå, hvad der skete oppe i Van
Goghs og Winehouses geniale hoveder, og tvetydigheden fortsætter på den måde som en følgesnor
igennem sindets sammensnuskede stier, når det gælder formidlingen af noget så uformeligt som
psykiske sygdomme.