UNIWERSYTET GDAŃSKI

WYDZIAŁ FILOLOGICZNY

Maciej Kornicki

numer albumu: 277522

Kierunek studiów: Skandynawistyka

Specjalność: Komunikacja międzykulturowa

Róznice w sposobie przedstawiania i użyciu run w mediach

audiowizualnych na podstawie filmu Wiking oraz serialu
Wikingowie

Praca licencjacka wykonana

w Instytucie Skandynawistyki i Fennistyki

pod kierunkiem dr hab. Marii Sibińskiej, prof. UG

Gdańsk 2023
 UNIVERSITETET I GDAŃSK

DET FILOLOGISKE FAKULTET

Maciej Kornicki

Studentnummer: 277522

Studieretning: Skandinavistik

Speciale: Interkulturel kommunikation

Forskelle i skildring og udnyttelse af runer i audiovisuelle

medier baseret på filmen The Northman og tv-serien Vikings

Bacheloropgave skrevet

ved Institut for skandinaviske og finske studier

med vejledning af dr hab. Maria Sibińska, prof. UG

Gdańsk 2023
 3

Indholdsfortegnelse

1. Introduktion s. 4
1.1. Indledning s. 4
1.2. Opgavens mål, metode og struktur s. 5
1.3. Filmen The Northman og tv-serien Vikings s. 6
2. Den kulturelle og litteraturhistoriske sammenhæng s. 8
2.1. Hvorfor er runer ikke blot et skriftsystem? s. 8
2.2. Hvordan opfatter nutidige recipienter og filmindustrien middelalderen? s. 10
2.3. Analysens teoretiske grundlag s. 11
3. Sammenlignende analyse af runiske motiver i The Northman og Vikings s. 14
3.1. The Northman – skildring og udnyttelse af runer baseret på historien s. 14
3.1.1. Runeinskriptioner til seeren s. 14
3.1.2. Amleths runeindgraverede sværd s. 16
3.2. Vikings som et eksempel på populærkulturs ligegyldighed overfor runers
kulturelle baggrund s. 21
3.2.1. Inkonsistente runetatoveringer s. 21
3.2.2. Det kongelige, men slet ikke magiske, sværd s. 26
4. Konklusion s. 29
Sammendrag på polsk s. 31
Bibliografi s. 33
 4

1. Introduktion
Da jeg først begyndte at tænke om min bacheloropgaves emne vidste jeg blot en
ting – at jeg ville undersøge noget på en eller anden måde forbundet med det, jeg
interessere mig for. Men selv om der lagdes ikke så meget på området, min opgave er
forbundet med, i løbet at mit studium, der det stadigvæk noget, der på en eller anden måde
fungerer i dag, og derfor bør det ikke ignoreres.

1.1. Indledning
I mange år har jeg haft en særlig interesse for vikingetiden. Jeg kan ikke spore,
hvor interessen stammer fra, men tilsyneladende har tv-serien Vikings spillet en
betydningsfuld rolle i det. Denne serie vækkede min nysgerrighed, så jeg begyndte at lære
mere og mere om norrøn kultur.
Efter Vikings udbredte jeg min interesse for vikingetiden ved at læse meget om
emnet. Jeg dykkede ned i forskellige slags videnskabelige kilder, og jeg lærte mig bl.a. at
læse lidt oldnordisk og fortolke forskellige slags runer. Med tiden lærte jeg mig også
hvordan man skriver i den yngre og ældre futhark. Samtidig fortsatte jeg med at gøre brug
af medier, der skildrer norrøn historie og kultur. Efterfølgende traf jeg en beslutning om
at blive tatoveret, og jeg valgte et digt fra Egils Saga, men skrevet i runer, som min første
tatovering (billede nr. 1). Årsagen til valget af runeskriften var, at jeg ville have
tatoveringen til at skille sig ud. Nu er det ikke min eneste runetatovering, men efter den
første begyndte jeg at holde opmærksomt øje med runeskrift omkring mig. Efterhånden
opdagede jeg, at det er almindeligt, at man ser runeskrifter, der ikke er mulige at afkode.

Billede nr. 1: Min første runetatovering.

I begyndelsen undrede det mig, fordi jeg selv lærte at læse og skrive runer med
største lethed. På den ene side kan det i være generende, men på den anden side kommer
 5

en forklaring til syne: det er ikke nødvendigt at skrive rigtigt med runer, fordi næsten
ingen kan læse dem. Men runeskriften er ikke blot en skrift, og det kan siges, at
runeskriftens kulturelle sammenhæng er meget vigtigere end den skriftlige. Man kan
sætte spørgsmålstegn ved, om folk, der er ansvarlige for audiovisuelle medier, forstår den
virkelige betydning af runer? Ud fra min erfaring findes der to måder at skildre og bruge
runer på i moderne film og tv-serier. Den første knytter sig til norrøn kultur, og den anden
ignorerer den nordiske kulturarv, og anskuer runer fra en æstetisk vinkel. Netop fordi de
to måder at skildre runer på i medier er meget forskellige, betyder det ikke, at runerne
skildres historiemæssigt enten helt korrekte eller ukorrekte. Det handler bare om, at når
man kigger på en skildring af runer, kan man tilskrive den til en af de to overordnede
modeller.

1.2. Opgavens formål, metode og struktur

Udgangspunktet for mine overvejelser er skandinaviske runer, indenfor hvis
rammer jeg udforsker den såkaldte ”futhark” samt den angelsaksiske variant - ”futhorc”.
Jeg vil imidlertid sige, at begreberne ”runer”, ”runeskrift” o.l. ikke opfattes på den samme
måde af alle i dag, selvom de har fascineret folk siden 1500-tallet (Imer 2018:92). I en
fortsættelse af dette kan man pege på, at runeskriften kaldes også for ”runealfabetet”. Det
er en grundlæggende fejl, fordi ordet ”alfabet” stammer fra de første to bogstaver i de
græske alfabet: α (alfa) og β (beta) (Olson og Diringer 2022). På den samme måde
stammer runeskriftens navn, futhark, fra de første 5 runer i runerækken (Imer 2018:17). I
den ældre futhark er de fem første runer ᚠ, ᚢ, ᚦ, ᚨ, ᚱ, ᚲ, og i den yngre er de ᚠ, ᚢ, ᚦ, ᚬ, ᚱ,

ᚴ – der er ingen α eller β. Det kan virke som om det er ubetydeligt, men runeskriften
bruges ikke bare til at skrive, og især i den kulturelle sammenhæng er futharken meget
mere end en skrift. Ligeledes skal runer betragtes ikke blot som et skriftsystem i denne
opgave, og set gennem disse briller bliver opgavens budskab derfor også at
problematisere dette aspekt.
Denne opgavens formål er at vise forskellene mellem runerne i filmen The
Northman og tv-serien Vikings, med fokus på hvordan de skildres og bruges. Endvidere
lægger jeg et yderligere aspekt ved runer under lup: hvordan de påvirker produktionernes
handlinger. Denne opgavens formål er ikke at forklare, hvordan man skal læse runer, så
runerne bliver kun oversat eller fortolket i min analyse, når det var nødvendigt. Det er
 6

ikke denne opgavens formål at beskrive runeskriften på det lingvistiske niveau, men på
det kulturelle niveau.
For at begrunde min påstand om, at der er to måder at skildre runer på i moderne
audiovisuelle medier, laver jeg en sammenlignende analyse af filmen The Northman og
tv-serien Vikings med fokus på runiske motiver. For at supplere min analyse, henvender
jeg mig til flere kilder end blot det, analysen fokuserer på. Jeg skal benytte norrøne
tekster, fx digte fra Den ældre Edda, for de er de oprindelige kilder, hvori man kan finde
oplysninger om runer. Som reference vil jeg bruge bl.a. Lars Magnar Enoksens bog
Runor: historia, tydning, tolkning, Lisbeth Imers bog Rigets runer og Ahmad Ibn Fadlans
fortælling om hans møde med vikingerne samtidig med udvalgte arkæologiske artefakter.
Jeg afslutter analysen med en beskrivelse af de overordnede forskelle mellem runernes
skildring og brugen af runer i The Northman (eng. Nordmanden) og Vikings (eng.
Vikinger) og en vurdering af årsagerne til disse forskelle.

1.3. Filmen The Northman og tv-serien Vikings

I denne opgave analyserer jeg to eksempler på audiovisuelle medier: filmen The
Northman og tv-serien Vikings. Valget af analysens genstande kan virke lidt underlige,
fordi mange mennesker betragter de to former for medier som meget forskellige fra
hinanden. Men i dag er afstanden mellem de to ikke særligt stor. På mange niveauer, fx
manuskriptet og scenografien, er de to slags audiovisuelle medier næsten umulige at
skelne mellem. Nu er den mest markante forskel mellem film og tv-serier det, at tv-serier
sendes i afsnit, og at den samlede længde af en serie normalt er længere end en film.
Desuden har The Northman og Vikings meget til fælles. De to produktioner havde
deres præmierer i efter år 2000 – i hhv. 2022 og 2013 – og de blev generelt godt modtaget
af kritikere (Lowry 2022, O’Neill 2014). Derudover er begge produktioner kendt blandt
vikingeinteresserede jorden rundt, så det er en vældig stor chance, at folk, der er
interesseret i vikinger og norrøn kultur, har set dem begge to.
Filmen The Northman, instrueret af Robert Eggers, som også er en af filmens
manuskriptforfattere, er baseret på den middelalderlige historie om Amleth, der blev
skrevet ned af bl.a. Saxo Grammaticus i Gesta Danorum. Den samme hævnhistorie er
indirekte kendt af mange mennesker, fordi den blev inspiration til William Shakespeares
Hamlet. Filmens handling forgår i forskellige lande i vikingetiden, og historikere roser
 7

filmens skildring af perioden, der viser et billede, der stammer fra historiske forskning,
med brutalitet og overnaturlige elementer, for at skabe en sammenhængende billede af
den hedenske kultur i Norden (Lowry 2022). Selv om The Northman blander trolddom
og mytologiske skikkelser ind i handlinger, er det gjort på sådan en måde, at de viser,
hvordan datidens mennesker betragtedes dem – nemlig som en del af virkeligheden.
Vikings ligner Eggers’ film på mange niveauer. Seriens skaber og
manuskriptforfatter Michael Hirst blander virkelig historie, Regnar Lodbrogs saga og
nordisk mytologi og modificerede dem for at skabe noget nyt, selv for folk, der kender
alle af seriens komponentdele (Henrikson 2014). Seriens handilng drejer sig om den
legendariske vikinghøvding Regnar Lodbrog og hans sønners live. Men på trods, at serien
præsenterer sig som historisk korrekt, blev en masse historiske aspekter forenklet eller
ændret og tidslinjen blev kondenseret (Mark 2018). Hirst gjorde det sandsynligvis, fordi
han havde en vision, men denne vision karamboler ofte historisk viden og nordisk
kulturarv.
 8

2. Den kulturelle og litteraturhistoriske sammenhæng

Før jeg gør i gang med selve sammenlæggende analysen af runiske motiver i The
Northman og Vikings, er jeg nødt til at kortlægge analysens baggrund. Og det er ikke bare
vigtigt at forholde mig til teorien, jeg baserer min opgave på, men også til det, jeg
analyserer – runeskriften. Selvom runerne ikke er noget ukendt, bliver de ofte misforstået,
så det er nødvendigt at redegøre nogle aspekter ved dette skriftsystem.

2.1. Hvorfor er runer ikke blot et skriftsystem?

Man kan spekulere på, hvor runeskriften stammer fra, og der er meget forskellige
teorier om det (Imer 2018:17). Det vigtigste aspekt ved runer i denne opgave er, at de var
knyttet sig til germanske guder i lang tid. I sin bog Germania (ca. år 98 e.v.t.) skrev
Tacitus om et ritual, der brugtes til at skabe kontakt med guder. Man kan antage, at disse
tegn, der brugtes i ritualet kan opfattes som en tidlig form for runer, og de brugtes før ca.
år 150 e.v.t. – året, som den ældste runeinskription dateres til (Enoksen 1998:Tacitus och
germanernas lottkastning).
Denne slags kulturel betydning skyldes ifølge myten Odins forbindelse med runer.
Guden kom i besiddelse af runer, efter at han havde hængt såret af sit egen spyd i et træ i
ni dage (Imer 2018:21). Historien beskrives i Den højes sang (Madsen 2021:strofer 135
og 136):

135. Nætter ni, véd jeg, jeg hang

i det Træ, som Vindene suser omkring,
saaret med Spyd og givet til Odin,
selv til mig selv, i det Træ, hvis Rødder
endnu Ingen i Verden har sét.

136. Brød ej de gav mig, ej Horn de mig rakte,

ned jeg spejded og nemmed Runer,
nemmed med Skrig dem og faldt ned.

Ved at ofre sig til sig selv fik Odin en slags trolddom, som han beskriver i digtets følgende
strofer. Selv om dette afsnit virker som om, at det ikke passer til resten af digtet, der består
af råd, om hvordan man skal opføre sig i forskellige tilfælde, er det også vigtigt. Den
højes sang giver de moderne mennesker et indblik i, hvordan de hedenske skandinavers
live så ud (Enoksen 1998:Uppgifter om runorna i äldre nordisk litteratur, 5. afsnit).
 9

Forbindelsen mellem Odin og runer tyder på, at de skriftlige runer ikke var de vigtigste.
Der er ikke nogen myter, der tyder på alfabetets mytiske oprindelse, fordi det er blot en
skrift – det har ikke nogen anden anvendelse. I runeskriftens tilfælde er det omvendt. Hvis
den ikke havde haft en stor betydning udover at være en skrift, ville dens mytiske
oprindelse ikke være blevet beskrevet, og senere – skrevet ned.
Ydermere er runeskriften ikke bare forbundet med Odin, men også med andre
nordiske guder, som kan ses i Kvadet om Rig (Madsen 2021:strofer 44 og 46):

44. Runer kjendte Kon hin unge,

Fortidsruner, Fremtidsruner,
Mænd i Nød han kunde bjerge,
døve Egg og stille Storm. […]

46. Med Rig Jarl han stred i Runer,

listelig han ham besejred,
selv da vandt han og erhverved
Navn af Rig og Runevís.

I dette kvad har en af Rigs, dvs. Hejmdals, efterkommere kendskab til runer, og med tiden
bliver ungen lige så god til at bruge runer som selveste guden. Det viser, at selve
runeskriften er en form for nogle evige overnaturlige urkræfter, der ikke holder op med
at virke, når de bruges af almindelige folk. Både guder og mennesker kan bruge runer,
for at opnå bestemte magiske virkninger.
Men hvordan kan runerne benyttes? Ifølge norrøne tekster kan de benyttes til at
opnå mange forskellige virkninger, der både er positive og negative. Nogle eksempler på
den første slags nævnes i det overstående uddrag fra Kvadet om Rig (Ibidem:44. strofe).
Runerne kan bruges for at se for- og fremtid, hjælpe folk og berolige storme. Flere
muligheder for at udnytte runer findes i Sangen om Sigdrifa. I et afsnit giver en valkyrie
Sigurd viden om forskellige runer, der kan bruges til at bl.a. sejre over fjenden, hjælpe i
fødselsprocessen, helbrede folk og undgå fare, når man sejler (Madsen 2021:Sangen om
Sigdrifa, strofer 11-19). Men det må understreges, at Sigdrifa henvender sig til guder, for
at bede dem om at få runernes magt (Ibidem: strofer 9 og 10). Men brug af sådan en magt
kan også medføre negative virkninger. Om dem kan man læse i fx Egils Saga eller
fortælling om Egil Skallagrimsson. (Dahlerup og Jónsson 1923:75. kapitel):
 10

Runer man skal ej riste

kan ret man ej dem tyde.
Mørke Runer mangen
Mands Forstand har vildet.
I de glatte Gælder
ti Gaadetegn jeg skued.
De har kostet Kvinden
Kvide lange Tider.

Det siger Egil, efter at han ødelagde runer, der havde været årsagen til sygdom. Senere
helbredte den islandske skjald sygdommen med sine egne runer (Ibidem). Dette afsnit
viser, at selvom runernes magt ikke er absolut, er brug af skriften en alvorlig ting. Man
skal altid være forsigtig med, for det ikke blot er en skrift. Alt, der er skrevet ned,
medfører en virkning af en slags. Ovenikøbet har individuelle runer navne og betydninger
(Enoksen 1998: Runornas namn), så de kunne også have bestemte virkninger for
hedenske skandinaver.
Derudover er runeskriftens skriftlige aspekt knyttet til det faktum, at brugen af
runer kan medføre uventede konsekvenser. I vikingetiden krympede antal runer til kun
16 (Imer 2018:37). Ændringens konsekvens var, at i den yngre futhark, dvs. skriften, der
oftest blev brugt i perioden, en rune kan svare til mere end et bogstav i det latinske alfabet,
fx ᛏ betegner to: t og g, og ᚢ betegner seks: u, v, o, y, ø og w. Det gør, at det ikke er
indlysende, hverken hvad der er skrevet eller hvordan det skal skrives. Vi må antage, at
det derfor har været sværere at lære. Det knytter sig til Egils ord om, at man ikke skal
bruge runer, hvis man ikke forstår dem, fordi virkningen kan være forfærdelig, selv når
den er ubevist (Dahlerup og Jónsson 1923:75. kapitel).
Samlet set kan det siges, at runer kan beskrives som vældigt magtfulde magiske
tegn i norrøn litteratur – et guddommelig redskab, der kan bruges til påvirke den verden,
folk befinder sig i.

2.2. Hvordan opfatter nutidige recipienter og filmindustrien

middelalderen?
I den norrøne litteratur beskrives runer meget ens. Der er ikke nogen forskel på
beskrivelsen i de forskellige kilder. I den moderne kultur er der til gengæld meget
forskellige måde at bruge dem på. I denne opgave skal jeg fokusere på audiovisuelle
medier, med to forskellige runeskildringsmodeller: den ene tager udgangspunktet i den
 11

nordiske kulturarv mens den anden udnytter runer for deres æstetik. Men hvorfor er det
sådan?
Maciej Michalski (2018:14-16) hævder, at forbindelsen mellem historiske kilder
og det kulturelle billede af middelalderen ofte afbrydes. I stedet bygges forestillingen om
perioden på dens tidligere skildringer, som ofte er historisk ukorrekte. Fænomenets
resultat er, at historiske misforståelser, myter og klicher blev gentaget igen og igen, og så
blev del af den moderne kultur, og heraf lægges de ikke under lup.
Endvidere sker der en romantisering af perioden. Det resulterer i, at historiske
fakta mister betydning – det er nutidige recipienters opfattelse at perioden, der er
dominerende. Som følge af det bliver skildringer af perioden romantiseret (Ibidem:17).
Fantasylitteratur har også bidraget til det romantiserede billede af perioden. Ringens
Herre, Conan the Barbarian og Narnia-fortællingerne o.a. er inspireret af faktuel
middelalderhistorie, og deres popularitet førte til spredning af mange ahistoriske aspekter
ved middelalderen. Ydermere har bearbejdelser af fantasylitteraturen til andre medier, fx
film og videospil, tilføjet endda et andet niveau til disse modificeringer (Ibidem:17-18).
På den ene side er sådant selektivt forhold til historiske fakta generende for folk,
der interesserer sig for historie, men på den anden side er det ligegyldigt for største delen
af seere, hvis billede af vikingetiden allerede er delvis påvirket af så mange andre medier.
Men der er også produktioner, der forsøger at forestille et historisk korrekt billede af
fortiden ved at bevidst konstruere billedet af perioden, der skildres (Ibidem:16).

2.3. Analysens teoretiske grundlag

I den sammenlignende analyse, jeg skal beskæftige mig med i denne opgave, skal
jeg forholde mig til forskellige typer forestillinger af middelalderen, der blev nævnt af
Umberto Eco i essayet Dreaming of the Middle Ages (1990:68-72):
a) Middelalderen som et påskud (“The Middle Ages as a pretext”) indebærer
brugen af perioden som blot tidsrammer eller baggrund for moderne slags
fortællinger,
b) Middelalderen som en ironisk skildring (“The Middle Ages as the site of an
ironical representation”) bruges til at spekulere over menneskehedens eller
civilisations begyndelse og alder, dvs. at vise denne periode som et indblik i
menneskehedens fortid,
 12

c) Middelalderen som en barbarisk periode (“The Middle Ages as a barbaric

age”) udnyttes til at skabe en fredløs og emotionelt uudviklet baggrund og at
skildre denne periode som uvidenhedstid,
d) Romantismens Middelalder (“The Middle Ages of Romanticism”) udnytter
elementer, der er udsprunget af fantasi, og har intet at gøre med virkelige
historie, fx spøgelser,
e) Philosophia perennis’ Middelalder (“The Middle Ages of philosophia
perennis”) tager sin udgangspunkt i periodens filosofi – thomisme,
f) national identitets Middelalderen (“The Middle Ages of national identites”)
fejrer en nations tidligere eller historiske storhed,
g) Dekadences Middelalder (“The Middle Ages of Decadentism”) indebærer
pessimistiske or irrationale vision af denne periode som baggrund,
h) filologisk genopbygnings Middelalder (“The Middle Ages philological
reconstruction”) forsørge at skildre perioden som historisk korrekt som
muligt, dvs. at genopbygge det, der er forsvundet,
i) Traditions Middelalder (“The Middle Ages of so-called Tradition”) skildrer
den okkulte middelalderindeholder med skikkelser fra myter og legender, og
præsenterer dem som en del af virkeligheden,
j) Middelalderen som Årtusindets forventning (“the expectation of the
Millenium”) viser menneskers tilgang til den ukendt.

Selvom nogle kritiserer Ecos definitioner på grund af, at han fokuserer mere på selve
tegnene end på de begreber, de betegner, og de måder, tegnet knytter sig til begreber
(Polidorio 2015), er de overnævnte begreber et nyttigt redskab til at beskrive
middelalderens skildring i forskellige audiovisuelle medier. I relation til denne opgave er
skildringer af runer og runeskrift det, der skal kategoriseres med Ecos definitioner, fordi
de er meget nyttige til at analysere forskelle i billedet på middelalderen.
De to måder at skildre runer på, der blev nævnt tidligere i opgaven, svarer ikke
præcist til Ecos begreber. De er en bladning af nogle af dem. Den første af dem indebærer
sammenkædninger til norrøn kultur, og kan beskrives som en kombination af filologisk
genopbygnings Middelalder og Traditions Middelalder. Produktioner, der skildrer runer
således, tager fra historiske kilder og den nordiske kulturarv, for at skabe et
historiemæssigt korrekt billede af fortiden, der derudover tager de overnaturlige
kulturkomponenter i betragtning (Eco 1990:70-71). Den anden måde at skildre runer på
 13

fokuserer på æstetik, dvs. at de er en kombination to af Ecos kategorier Middelalderen

som et påskud og Romantismens Middelalder. Dens konsekvens er, at fortidens billede
kan være ahistorisk eller fuldstændigt fantastisk (Ibidem:68-70).
I min analyse skal jeg vise denne grundlæggende forskel mellem runiske motiver
i The Northman og Vikings på to niveauer – det sproglige og den kulturhistoriske – ved
at analysere lignede motiver i begge produktioner, dvs. runeinskriptioner, der optræder i
forskellige sammenhænge, og runeindgraverede sværd.
På trods af det, at både filmen og TV-serien blev inspireret af den nordiske
kulturarv, er de to produktioner i grund og bund forskellige når det gælder runemotivet.
Den sammenlignede analyse, jeg skal udføre i det følgende kapitel, skal dreje sig om de
grundlæggende forskelle mellem hvordan Eggers og Hirst skildrer runer i deres værker.
Det må også fremhæves, at der findes nogle fejl på både de kulturelle og sproglige
niveauer i begge produktioner, fordi en bestemt slags tilgang til de historiske kilder er
ikke en garant for historisk nøjagtighed – det er i hænderne af folk, der bearbejder
historiske kilder, for at skildre dem på skærmen.
 14

3. Sammenlignende analyse af runiske motiver i The Northman

og Vikings
Før jeg begynder selve den sammenlignede analyse må det siges, at runiske
motiver, der er analysens genstande, ikke spiller en ret stor rolle i de to produktioner.
Handlingen drejer sig ikke om dem og der siges intet om dem – de er blot til stede. De er
blot baggrundselementer af middelalderens billede i The Northman og Vikings. De to
produktioner har flere aspekter til fælles udover fra, at de skildrer den samme historiske
periode – vikingetiden. Både The Northman og Vikings tager inspiration fra virkelig
historie og norrøn litteratur og de to indeholder begge overnaturlige elementer. Selvom
dette faktum kan føre til os til at antage, at de to produktioner er ens i deres skildring af
runeskriften, er det ikke tilfældet. Hvis man kigger under overfladen og kigger på de
norrøne kilder, kan man bemærke, at forskelle er talrige – både på det kulturelle og det
sproglige niveau.

3.1. The Northman – skildring og udnyttelse af runer baseret på

historien
Samlet set er der blot to runiske motiver i Eggers‘ film. Den første er de runer, der
bruges til at skrive navne på steder, hvor handlinger forgår. I det tilfælde vil jeg sætte
runeskriftens sproglige aspekt under lup. Den anden er sværdet, som Amleth, filmens
hovedperson, kommer i besiddelse af. Sværdet er indgraveret med runer. Selvom det kan
synes som om en lille detalje, er den en meget dybtgående og på en måde ikke en åbenbar
henvisning til norrøn kultur.

3.1.1. Runeinskriptioner som et budskab til seeren

Den første måde, runer bruges på i The Northman, er som gadeskilt, der er ganske
forståelige kun for folk, der kan læse runeskrift. Men en person, der blot ved, hvilke
bogstaver runerne svarer til, kan ikke forså alle henvendelser til norrøn kultur i disse
inskriptioner. De mindre engelske forklaringer, der står under enhver runeinskription,
svarer ikke fuldstændigt til det, der er skrevet med runer. Der er ikke engelsk skrevet ned
med runer – det er oldnordisk. Det kan lade som om, at instruktøren vil gøre det sværere
for seerne at forstå, hvor handlinger finder sted henne. Men det viser, at Eggers gjorde en
indsats, for at undersøge ethvert aspekt ved kulturen, han ville skildre. Grunden til det er,
 15

at alle runeinskriptioner i filmen blev skrevet korrekt, med en undtagelse, og med

udnyttelsen af oldnordiske ord (billeder nr. 2-5). Den eneste sproglige fejl i inskriptionen
ᚼᛁᛚᚴᚱᛁᛅᛏ (billede nr. 4) – er en stavefejl. For at stave “helgrind”, skulle den næstsidste
rune nemlig være ᚾ i stedet for ᛅ, dvs. n i stedet for a.

Billede nr. 2: ᚼᚱᛅᚠᚾᛋᛅᚢ – Hrafnasey; Billede nr. 3: ᚴᛅᚱᚦᛅᚱᛁᚴᛁ – Garðaríki;

en islandsk ø i det nordlige Atlanterhav. norrøn navn for Kijevriget.

Billede nr. 4: ᛁᛋᛚᛅᚾᛏ – Ísland, Billede nr. 5: ᚼᛁᛚᚴᚱᛁᛅᛏ – helgrind;

non. Island. non. helvedes porte.

Adskilt fra faktummet, at runeinskriptioner, der fungerer som gadeskilte til seeren,
er skrevet i runer, er det også en måde at henvende direkte til norrøn kultur, fordi de er
skrevet i oldnordisk. Det kan også være en måde at premiere mennesker, der kan læse
dem, på. Den sidste gang, når runerne dukker op i The Northman, er i handlingens
slutning – et skilt, der oplyser seeren, at filmen er slut. Filmens titel er skrevet på den
samme måde, som navne på steder, men den engelske tekst under runeinskriptionen
svarer ikke til runeteksten. I stedet for The Northman, står der ᛅᛘᛚᚢᚦᛅᛋᚴᛅ –
“Amluthasaga1” (billede nr. 6). Det er en tydelig henvisning til de norrøne sagaer, som
kan forstås af et stor antal af seere, selvom de ikke har meget kendskab til den nordiske
kultur. Men denne åbenbare henvisning til norrøn kultur er ikke synlig for mennesker,
der ikke kan læse den yngre futhark.

1 non. Amleths saga.

 16

Billede nr. 6: ᛅᛘᛚᚢᚦᛅᛋᚴᛅ – Amluthasaga.

Udnyttelsen af runeskriften i filmen er et bevis på, at The Northman er et eksempel

på Ecos kategori filologisk genopbygnings Middelalder på grund af, at runerne er blevet
brugt til at skrive oldnordisk, selv om filmens sprog er engelsk. Den enkelte stavefejl i
inskriptionerne er ikke så betydningsfuld, fordi stavefejl er en normal ting, der sker i
virkeligheden.

3.1.2. Amleths runeindgraverede sværd

Selvom er de overnævnte runeinskriptioner, der fungerer som oplysninger til
seeren, selv en vældigt interessant stilistisk valg, er det egentlig Amleths
runeindgraverede sværd, der går dybere ind i den nordiske kulturarv. Våbnet antyder på,
at Eggers‘ skildring af runer svarer til historiske kilder. Sværdet henviser ikke blot til
norrøn litteratur, men også til andre historiske kilder, der bruges til at udfylde kløfter i
viden om vikingetiden. Hovedpersonens våben er indgraveret med runer, der staver dets
navn ud: ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ – “draugr2” (billede nr. 7). Der er egentlig tre aspekter af inskriptionen,
jeg skal analysere: om et runeindgraveret sværd er historisk korrekt, om inskriptionen er
rigtigt skrevet og om der er nogle magiske virkninger, ligesom i norrøn litteratur.

Billede nr. 7: ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ – Draugr.

2 non. draug – et udødt, fjendtligt væsen i norrøn kultur.

 17

For den første burde et spørgsmål besvares: er runeindgraveringer på sværd, eller

på andre våben, historisk med hensyn til norrøn kultur? Svaret er ikke så enkelt. Hvis man
leder efter arkæologiske artefakter fra vikingetiden, der har runeinskriptioner på, bliver
det besværligt. Man skal snarere finde dem på enten runestenene eller hverdagsgenstande,
fx den kam, der blev fundet i Vimose i 1800-tallet. Men når det kommer til våben er det
ikke så nemt at finde eksempler med inskriptioner på. Men der findes nogle sværd, der
stammer fra vikingetiden og ofte knyttes til vikingerne, der på den måde ligner draugr –
nemlig “ULFBERTH-sværd” (billede nr. 8).
Disse våben kendtes fra den første halvdelen af middelalderen på grund af, at de
smededes af bedre stål end andre sværd, nemlig digelstål (The Art Institute of Chicago,
u. å.). Det er et eksempel på, at sådanne våben selv specielle nok til at blive nævnt
(Ibidem). Men ULFBERTH-sværd er tn specielt eksempel, fordi de forfalskedes på grund
af dette våbens ry (Ibidem).

Billede nr. 8: en virkeligt ULBERTH-sværd (t.v.) og en forfalskning (t.h.).

Selvom der ikke er runer på disse sværd, er der nogle eksempler på våben fra det
germanske kulturområde, der er indgraveret med runer. Et velkendt eksempel på sådant
våben er den såkaldte “Beagnothsax3”, som i dag er på The British Museum i London,
England (billede nr. 9).

3En sax – en oldengelsk ord for kniv; bruges til at beskrive nogle slags skærevåben, der stammer fra bl.a.
De Britiske Øer og Norden.
 18

Billede nr. 9: Beagnothsaxen; våbnet er blevet navngivet efter en af inskriptionerne

(indkredset med rødt): ᛒᛠᚷᚾᚪᚦ - Beagnoth; et oldengelsk maskulint navn. Inskriptionen
indkredset i blåt lyder ikke til noget, fordi det er bare hele skriften; det må ovenikøbet
understreges, at runerækken ikke blev opbevaret i indgraveringen.

På den ene side af saksens klinge står der to inskriptioner i futhorc – den angelsaksiske
form for runeskriften (indkredset med blåt og rødt på billede nr. 9). Men hvorfor kan et
engelsk våben benyttes som et argument for tilstedeværelsen af runeinskriptionen på
Amleths sværd? På grund af, at både den engelske og nordiske kultur har de samme
hedenske rødder. Et eksempel på denne sammenkædning er Odin, den første, der har
ifølge myten fået runers magt (Madsen 2021:Den Højes Sang, strofer 135 og 136). Det
angelsaksiske navn for Alfaderen er “Woden” (Longman, u. å.). er er en mulighed for, at
runeskriften før kristendommens indførelse spillede enten en tilsvarende rolle i de
hedenske angelsaksiske lande som i Norden. Så hvis der er angelsaksiske våben med
runer på, kunne der have været sådan våben i Norden. Som følge af denne antagelse kan
det siges, at runeindgraveringen på et sværd i en film, der skildrer norrøn kultur, på en
måde er historiemæssigt begrundet. Det må dog tilføjes, at det er ikke helt sikkert, hvor
meget Oden og Woden er forbundet med hinanden (Fahey 2015).
Med hensyn til selve runerne må det siges, at for personer, der enten intet eller
blot lidt kendskab har til runer, kan runeinskriptionen ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ se ud, som om den er
forkert skrevet. Den første årsag til det er, at inskriptionen består af runer fra både den
ældre (ᛞ, ᚱ og ᚷ) og den yngre futhark (ᚱ4, ᚼ, ᚢ og ᛦ). The Northmans handlinger forgår
i vikingetiden, hvor den senere skrift benyttedes til at skrive (Imer 2018:37). Hvis hele
inskriptionen blev skrevet i den ældre futhark, ville den være ᛞᚱᚨᚢᚷᚱ, mens hvis skriften

blot den yngre futhark, ville den være ᛏᚱᛅᚢᚴᛦ. Der er alligevel nogle tilfælde, hvor begge
slags runeskrift bruges samtidig, fx på Rökstenen, en runesten i Sverige (billede nr. 10),
så det bør ikke uden videre betragtes som en fejl.

4 ᚱ findes i både den ældre og den yngre futhark.

 19

Billede nr. 10: Rökstenen - et eksempel på blandingen af de to futharker; seks ᛟ (cirklet

med blåt) – denne rune findes kun i den ældre futhark, men flertallet af andre runer på
billedet findes i den yngre futhark.

Derudover kan opfattelsen af, at inskriptionen er forkert skrevet, også skyldes brugen af
ᚼ, for runen svarer til bogstavet h. Hvis det var tilfældet, skulle inskriptionen være

“drhugr5” – altså en stavefejl, ligesom i inskriptionen ᚼᛁᛚᚴᚱᛁᛅᛏ (billede 4). Men det kan
også være et tegn på, at Eggers bevidst vil begrunde sideløbende brug af to forskellige
runeskrifter.
Runen, der skulle være blevet brugt i stedet for ᚼ er ᛅ. Men det er muligt, at ᚼ

bruges, som om den var et mellempunkt mellem ᚨ og ᛅ i runeskriftens evolution. I den

ældre futhark er der kun en rune, der svarer til bogstavet a – ᚨ, men i den yngre futhark er

der to – ᛅ, der altid svarer til a, og ᚬ, der kan bl.a. svare til a eller æ. Ud fra min erfaring

kan ᚬ være besværligt når man lærer at skrive med runer, fordi det nogle gange ikke er

helt klart, om et ord skulle skrives med ᚬ eller med ᛅ, fordi vikingetidens
runeskrivningsregler var ikke standardiseret i selve perioden. Desuden er den visuelle
forskel mellem ᚼ og ᚬ ikke særlig stor. På grund af denne mangel på standardisering i
runeskrivning og faktummet, at næsten alle andre inskriptioner er skrevet rigtigt (SE:
kapitel 3.1.1.), vil jeg stille en hypotese, at personen, der skrev runerne, kunne have
kombineret visuelle aspekter af ᚼ og ᚬ sammen med sproglige aspekter af ᚨ, ᛅ og ᚬ, for at
opfinde en ny rune, der fungerer som den missing link mellem de to runeskrifter, der
bruges i inskriptionen ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ. Måske er denne hypotese en overfortolkning, men på
grund af sværdets magiske egenskaber, kan jeg med stor sikkerhed afvise sådan tvivl,
fordi våbnets trolddom er et bevis på, at Eggers undersøgte runernes kulturelle baggrund.

5 Selvom ordet indeholder det oldnordiske ord “hugr” (non. sind, tanker, sjæl), hvis det ikke er et tilfælde i
stedet for en fejl, har ordet ingen betydning i dette sprog.
 20

Måske blev den tilsyneladende forkert rune bevidst skrevet sådant. Formodentlig kan
denne fejl være årsagen til sværdets eneste ulempe.
Men hvad har sværdets inskription at gøre med min hypotese om, at
runeinskriptionen på Amleths sværd indeholder en bevidst stavefejl? Som der står over i
kapitel 2.1., blev runer ikke blot brugt til at skrive med af skandinaverne. I selve filmen
beskrives Draugr som et ekstraordinært våben – vægtløs i ejerens hånd, så skarpt som en
drages tand og umuligt at sløve, brække eller bøje. Men sværdet kan kun trækkes fra sin
skede om natten og ved helvedes porte – en vulkan (Eggers 2022:55:45-57:24). Desuden
bemærker en kvinde, der er præst af Frej6, at sår forårsaget af Draugr, er overnaturlige
(Ibidem:1:20:25-1:20:32). Man kan finde sådanne ekstraordinære sværd i norrøne tekster.
Et eksempel, der svarer godt til Amleths våben, er “Dåinsleif7”:

Dit tilbud kommer for sent, hvis du vil forliges, for nu har jeg trukket sværdet
Dåinsleif, som dværgene har lavet — og det skal forårsage død, hver gang det
blottes, og det svigter aldrig i hugget, og sår gror aldrig sammen, hvis de skæres
med det (Hjadingestriden 2020).

Dåinsleif og Draugr har meget til fælles. På den ene side er de mere dødbringende end
almindelige sværd, men på den anden side er de på en måde forbandede, og denne
forbandelse er forbundet med skeden. Der er enten et krav til at dræbe nogen hver gang
sværdet trækkes eller bestemte til de omstændigheder, hvor og hvornår våbnet kan
bruges. Det kan også siges, at i begge tilfælde våbnet er et redskab, det nyttes til at opnå
et specifik noget formål – lige Amleths hævn på sin farbror. Men der findes ikke nogen
oplysninger om, at det dværgeskabte sværd er indgraveret med runer. Men der ikke nogen
norrøne kilder, der indeholder konkrete instruktioner om, hvordan at smede et magisk
sværd, så man kan ikke vide, hvordan et sværd som Dåinsleif kunne have været blevet
givet sådanne egenskaber. Det kunne have været en runeinskription, men det kunne have
været noget helt andet. På trods af dette burde inskriptionen ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ ikke betragtes som
helt ahistorisk. I The Northman udnyttes der mange forskellige inspirationskilder fra
vikingetiden: ULFBERT-sværd, de få eksempler på runeinskriptioner på våben, speciale
våben fra norrøn litteratur og runernes magiske egenskaber. Selvom de i første øjeblik er
adskilt fra hinanden blev de koblet i Eggers’ film, at skildre et sværd, der er ens med både
arkæologiske og litterære kilder. Det viser, at Eggers nyttede forskellige kilder, til at

6 En norrøn gud forbundet med afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed.

7 Oprindeligt navn: “Dáinsleif” (non. Dáinns arv); Dáinn er dværge, der har smedet sværdet.
 21

udfylde huller i den historiske viden om perioden, for at skabe et billede af middelalderen,
der ikke kan betragtes som ukorrekt.
Samlet set kan det siges, at Draugr er et eksempel på blandingen af Umberto Ecos
kategorier filologisk genopbygnings Middelalder og Traditions Middelalder. Det kan ses
derved, at der findes en runeinskription på Amleths sværd, og Draugrs magiske
egenskaber, der finder sine rødder i norrøn kultur, selv om der ikke findes konkrete
beviser på, at sådanne genstande eksisterede.

3.2. Vikings som et eksempel på populærkulturs ligegyldighed overfor

runers kulturelle baggrund
Ved første øjekast kan man synes som om, runerne bruges på den samme måde i
The Northman og Vikings. I princippet er det rigtigt, men når man går i dybden med den
måde runer er skildret på, vil man se, at serien ikke på den samme måde tager den nordiske
kulturarv seriøst i betragtning. Runeskriften bruges i to tilfælde i serien: som tatoveringer
og som inskription på et sværd. Selv om runer og historiske kilder bruges på den samme
måde i Hirsts serie som i Eggers’ film, er tilgang til norrøne kilder helt forskelligt. The
Northman forsøger at være ens med den nordiske kulturarv og vil være konsistent med
den historiske viden om perioden, der skildres på skærmen. Derimod gør Vikings noget
ganske andet: serien vælger blot nogle aspekter ved norrøn kultur, og ignorerer andre,
som Hirst finder uvigtige. Desuden bliver den historiske viden ikke helt respekteret i
serien.

3.2.1. Inkonsistente runetatoveringer

Det første runiske motiv i Hirsts tv-serie er runetatoveringerne, som nogle
karaktererne får i løbet af serien. Men konceptet, at man kan blive tatoveret med runer, er
problematisk, hvis man tager norrøne kilder i betragtning. Desuden er selve
runeinskriptionerne inkonsistente.
Først og fremmest er selve tatoveringer, som en form for at skrive runer ikke,
ideelt på grund af, at tatoveringer blegner med tiden. Dette faktum er helt naturligt, og
giver ikke nogen mening, hvis man betragter runer som blot symboler. Men når man tager
runernes magiske træk i betragtning, kommer et problem til syne. Blegning at
tatoveringer kan føre til, at de enten delvis forsvinder, eller deres udseende ændrer sig.
 22

Således kan det siges, at en runetatovering medfører virkninger, der enten forsvinder eller
ændrer sig med tiden, og, ligesom Egil Skallagrimsson har sagt (Egils Saga eller
fortælling om Egil Skallagrimsson 1923:75. kapitel), betyder bet ikke noget, at runernes
virkning ikke var bevidst eller målrettet – der skal altid være en virkning, hvis der er en
rune. Ligesom jeg forklarede i kapitel 2.1., kan brug af runeskriften resultere i dårlige
konsekvenser. I Egils Saga (Ibidem) bliver sådanne ubevidste virkninger afvist ved at
ødelægge runer, der skyldes dem. Det betyder, at ødelæggelse af runer slutter deres
virkninger. Men der var der ikke mulighed at fjerne tatoveringer, der havde negative
virkninger, med laser i vikingetiden, ligesom i dag. Formodentlig kunne alternativet være
at flå en noget hud ag eller at afskære en kropsdel.
Det andet historiemæssigt problem med runetatoveringer er, at den eneste kilde,
der fortæller om vikingernes tatoveringer, fortæller intet om runer. Ibn Fadlan beskriv
vikingerne som mennesker, der er tatoverede over hele kroppen, ligesom nogle personer
i serien (billede nr. 11), men han sagde ikke noget om runer eller noget lignende i den
sammenhæng (Ibn Fadlan 2017:The Rūsiyyah, 75.). Det giver mening, særligt hvis den
arabiske rejsende ikke bemærkede det. “The Rūsiyyah8” kendte godt til runernes magiske
magt og ligeledes til den fare, der er forbundet med deres benyttelse.

Billede nr. 11: Rollo og hans tatoveringer.

I Vikings er flertallet af tatoveringer ens med Ibn Fadlans beskrivelse af det, han så, og
de ligner vikingetidens kunstmønstre, som kan ses på mange arkæologiske artefakter, fx
Den Store Jellingsten (billede nr. 12).

8 non. Rus – et folk, der boede i Kijevriget, men havde oprindeligt stammet fra nutidens Sverige.
 23

Billede nr. 12: Den Store Jellingsten.

Det er et godt eksempel på udfyldning af huller i den historiske viden, ligesom i The
Northman. På den ene side kan man ikke bekræfte, at hedenske skandinaver var
tatoverede i en sådan grad som den arabiske rejsende beskrev, fordi det kunne være en
overdrivelse, og på den anden side kan man ikke være sikker på, at disse tatoveringer
lignede mønstrer, der kan findes på gamle genstande.
Men hvordan er runetatoveringer i Vikings? Der findes ikke særlig mange af dem,
men dem, der findes i serien, kan nogle gange læses og andre gange er de helt ulæselige.
Et eksempel på den inkonsistens er Floki, der har begge slags runer tatoveret på sig
(billeder nr. 13 og 14). Altså både læselige og ulæselige.

Billede nr. 13: Flokis runetatoveringer Billede nr. 14 Flokis runetatoveringer

på den højre side af hans hoved. på den venstre side af hans hoved.

På begge sider af hovedet har Floki to gode eksempler på de forskellige

standarder, runerne er skrevet i tatoveringer i Vikings. På den ene side står der ᚦᚦᚦ
 24

(indkredset med blåt på billede nr. 13) – blot en tredobbelt ᚦ og ikke et ord. På den anden

side (indkredset med rødt på billede nr. 14) kan der ses en yngre futhark inskription ᛚᚢᚴᛁ
–“Loki9”, dvs. navnet af guden, Floki er opkaldt efter. Heldigvis for Floki har disse
runetatoveringer ikke nogle magiske virkninger, så den forkerte stavning af nogle ord på
hans krop har ikke noget negativ virkninger på ham – skriften er kun æstetik. Et yderligere
eksempel på, at der er en mangel på konsistens i runernes skildring i Vikings, er Ubbes
runetatoveringer (billeder nr. 15 og 16). De meget synlige ansigtstatoveringer ændrer sig
i løbet af seriens 6. sæson, og denne ændring sker ikke på grund af sår eller blegning. Det
er selve runeskriften, der er tatoveret på Ubbes ansigt, der ændrer sig.

Billede nr. 15: Ubbes ansigtstatovering i Billede nr. 16: Ubbes ansigtstatovering i
begyndelsen af sæsonen. sæsonens senere afsnit.

På trods af det, at det er svært at se ændringen, kan man tydeligt se, at i det øverste ord
på Ubbes ansigt skifter – fra ᛅᚢᛞ (indkredset med rødt på billede nr. 15) til ᛞᛟᚱᚴ
(indkredset med blåt på billede nr. 16). Herefter giver det ikke nogen mening at fortolke
denne tekst eller søge efter dens magiske virkninger. Hvis disse runer ikke er vigtige nok
til at være konsistente i alle episoder, kan man med stor sikkerhed sige, at seriens skabere
ikke har undersøgt deres kulturelle sammenhæng. På grund af dette eksempel kan vi
konkludere, at runernes betydning ikke spiller nogen rolle i Vikings. Hvis det havde været
således, ville Ubbes runetatovering have været konsistent i seriens 6. sæson.
Men bruges runer blot som pynt i Vikings? I det andet afsnit af den femte sæson
findes der en scene, hvor Ivar Benløs bliver tatoveret og skændes med sine to brødre, men

9 non. Loke; den norrøne trickstergud.

 25

de tre mennesker siger intet om enten processen eller selve tatoveringen (Wellington
2017:The Departed, 08:41-11:59). Årsagen til det er, at scenens fokus er helt anderledes
og selve tatoveringen er ikke scenens fokus. Situationen forestilles for at vise Ivars
beslutning om at ikke lade sine brødre overskygge ham som vikinghøvdinge længere.
Scenen er på en på en måde unik, for den forklarer, hvorfor nogle karakterer i serien får
flere og flere tatoveringer. I Vikings er faktummet, at en eller anden person har eller får
en tatovering fokusset, for det viser en ændring i nogen karakterens personlighed. Og der
er ikke nogen magiske virkninger forbundet med runetatoveringer i serien.
Sådan en mangel på trolddom medfører en yderlig inkonsistens mellem runernes
skildring og historiske kilder, der gælder for runeskriften, fordi serien faktisk indeholder
nogle fantastiske elementer. Med hensyn til runer udspiller denne inkonsistens sig på en
måde, der er meget synlig for alle, der har kendskab til futharkens mytiske oprindelse.
Odin kommer til syne i de første par minutter af den første afsnit (billede nr. 17).

Billede nr. 17: Oden i det første afsnit af Vikings.

Odin var den første til at bruge runeskriften og dens trolddom (SE: kapitel 2.1.). Så hvis
serien indeholder Odins optrædener, hvorfor har runerne ikke nogen magiske virkninger.
Odin er ikke blot en hallucination i serien. Han fortæller f.eks. Ivar Benløs, at hans far
blev henrettet og hvordan det skete, og så sætter Alfaderen sin hånd på Ivars skulder
(Donnely 2016:39:47-40:21). Det lader som om Michael Hirst vil vælge og vrænge
mellem forskellige elementer af norrøn kultur, som han synes virker godt i serien, uden
af gå i dybden med at undersøge dem.
 26

Samlet set kan runetatoveringer i Vikings, der er inkonsistent skrevet og har ikke
nogen magiske virkniger, betragtes som en kombination af Umberto Ecos kategorier
Middelalderen som et påskud og Romantismens Middelalder. Seriens skaber, Michael
Hirst, udnyttede kun udvalgte aspekter ved runeskriften. I stedet tog han en smule
inspiration fra den norrøne kultur og bearbejdede den til noget anderledes. Ibn Fadlans
beskrivelse af vikingernes udseende var et påskud til at vise runetatoveringer, for at skabe
et billede, der tilpasser sig moderne trends. Men det kan klart ses, at skriftens sproglige
og kulturelle aspekter ikke blev taget i betragtning.

3.2.2. Det kongelige, men slet ikke magiske, sværd

Med hensyn til våbnet, der kaldes for “Sword of Kings10” (billede nr. 18), kan det
historiemæssigt berettiges på den samme måde som Draugr i The Northman, dvs. at sådan
ting kunne eksistere i vikingetiden (SE: kapitel 3.1.1.). Men essensen af problemet med
sværdet er, at det er et bevis på, at Hirst ikke sørgede for, at runerne historisk blev skildret
i Vikings – hverken på det sproglige eller det kulturelle niveau.

Billede nr. 18: Kongesværdet; runen indkredset med blåt skal betegnes som λ i opgaven.

Det første problem er selve runeinskriptionen: det betyder ganske enkelt ikke noget.
Selvom der er historiske eksempler, fx Beagnothsaxen (billede nr. 9), der også har lige
betydningsløse runeinskriptioner på, er inskriptionen ovenikøbet sprogmæssigt forkert.
Der er en mulighed, at en af de runer (indkredset med blåt på billede nr. 18), inskriptionen
består af, slet ikke er en rune. Min første tanke om det var, at en denne rune ligner λ – det

10 eng. kongesværd.
 27

græsk bogstav, der kaldes for “lambda” – men runen kan også være en variant for ᛋ, der
findes i den yngre futhark (billede nr. 19).

Billede nr. 19: Varianter for ᛋ i den yngre futhark; Runen t.h. kan formodentlig være
runen indkredset med blåt på billede nr. 18.

Men selv hvis det er ᛋ, giver det ikke mening, fordi inskriptionen ikke er skrevet i sproget,
som taltes af skandinaverne i vikingetiden, dvs. oldnordisk.
Resten af inskriptionen er skrevet i en blanding af den ældre og den yngre futhark,
men det er ikke en historisk fejl (SE: kapitel 3.1.2.). Det virkelige problem kommer til
syne, når man forsøger at læse runerne. Så finder man ud, at der faktisk ikke skrives
“konungasverð11”. I runer kan dette ord kan skrives forskellige vis:
a) i den ældre futhark ᚲᛟᚾᚢᛜᚨᛊᚢᛖᚱᚦ,

b) i den yngre futhark: ᚴᚬᚾᚢᚾᚴᛅᛋᚢᛁᚱᚦ,

c) en kombination af a) og b).

Men indgraveringen på sværdet er helt anderledes: ∙ᛋᚺᚨᚱᚢᛞ∙ᚢᚨ∙λᛁᛅᚷᛋ∙. De latinske

bogstaver, som runerne, undtagen den problematiske λ-rune, svarer til, er “sword of
λings”. Således kan man antage, at inskriptionen skal lyde som “sword of kings” –
våbnets navn på engelsk – ikke sproget, runerne bruges til at skrive. Det lader som om, at
personen, der var ansvarlig for at skrive runerne, intet kendskab havde til hverken det
norrøne sprog enten runeskriften.
Ydermere er sværdet slet ikke magisk. I stedet præsenteres det blot som et symbol
på magt – sværdet fortsætter, mens kongerne skifter (billeder nr. 20 og 21). Det er på en
måde historiemæssigt korrekt. Kongesværdet er pyntet med guld og ædelstene, hvad
viser, at ejeren er vældigt rig, og fordi den slags våben var særlig speciel i perioden, der

11 non. kongesværd
 28

skildres i tv-serien (The Art Institute of Chichago, u. å.). Men sværdets rolle i serien er
ikke ret stor, fordi den kan ses blot få gange i løbet af serien alle sæsoner.

Billede nr. 20: Ragner Lodbrog med Billede nr. 21: Bjørn Jernside med
Kongesværdet lige efter han blev konge. Kongesværdet lige efter han blev konge.

Det kan nævnes, at der findes et lignende sværd i de norrøne sagaer. Skøvnung –
“det ypperste sværd” (Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga 1876:45. kapitel), der
var våbnet ejet af den danske konge Hrolv Krake. Dette sværd begravedes sammen med
sin ejer (Ibidem:52. kapitel), men blev taget ud af graven (Dahlerup og Jónsson 1925:78.
kapitel) og skiftede ejere. Selvom Skøvnung var et magisk våben (Ibidem:57. kapitel),
var det ikke det vigtigste aspekt ved sværdet – det var et symbol på Hrolv Krakes magt,
ligesom Kongesværdet er et symbol på Kattegat kongernes magt. Der står ikke i norrøne
tekster, at Skøvnung var indgraveret med runer, men hvis våbnet var magisk, kunne det
være forårsaget af en runeindgravering.
Overordnet set kan det siges, at Kongesværdet i Vikings kan betragtes et eksempel
på som Ecos kategori Middelalderen som et påskud, dvs. at vikingetiden et påskud til at
vise et våben indgraveret med runer. Altså blot som en æstetikkilde. Selvom våbnets brug
som statussymbol er historiemæssigt korrekt, er det ikke analysens fokus – runeskriften i
serien er det, jeg sætter under lup. Og runeinskriptionen ∙ᛋᚺᚨᚱᚢᛞ∙ᚢᚨ∙λᛁᛅᚷᛋ∙ er ikke
korrekt skrevet og har ikke nogen magiske virkninger. I dette tilfælde er runerne blot
æstetisk pynt.
 29

4. Konklusion
Der er mange forskelle i skildringen og udnyttelsen af runer i The Northman og
Vikings, både på de sproglige og kulturhistoriske niveauer, selvom begge produktioner
baseres på kildematerialer og har nogle fællestræk: de indeholder begge overnaturlige
elementer og udfylder huller i historisk viden ved at fortolke adskilte kilder og kombinere
dem. Men der findes grundlæggende forskelle mellem de to produktioner.
I Eggers’ film benyttes dette skriftsystem således, som vi kan læse om i den
norrøne litteratur. Runerne forestilles som tegn, der medfører magiske virkninger – både
positive og negative. Amleths sværd, Draugr, er ikke blot bogstaveligt tveægget: på den
ene side er våbnet utroligt dødeligt, men på den anden side er der nogle forudsætninger
for at trække det ud af skeden. Selve det, at våbnet er indgraveret med runer, er begrundet
i virkelige historiske artefakter. Desuden udnyttes alle runerne i filmen til at skrive det
periodekorrekte sprog – oldnordisk. Og selvom filmen ikke er helt korrekt på dette
område, er de få problemer med runerne i The Northman ikke særligt store. På grund af
at filmen er en blanding af virkelig skandinavisk historie og den norrøne kulturarv, kan
Eggers’ film betegnes som en kombination af Ecos filologiske genopbygnings
Middelalder og Traditions Middelalder. På trods af, at runeinskriptionen ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ sidder
i baggrunden, er Draugr ligesom Dåinsleif eller andre magiske sværd, der findes i norrøne
tekster, et vældigt vigtigt redskab, der benyttes til at føre handlingen fremad.
Til gengæld er Vikings i bedste fald inkonsekvent. Det kan ses, at Hirsts serie
baseres på historiske kilder, men at de blot benyttes til at skabe produktionens æstetik.
Runeinskriptionerne er hyppigst forkert skrevet, fordi de enten bruges til at skrive det
engelske sprog eller de ikke betyder noget. Alle runernes skildringer i serien er historisk
begrundet, men kilderne blev ofte selektivt brugt eller overfortolket uden at tage alle af
runeskriftens aspekter i betragtning. Derudover tilpasser seriens æstetik sig til moderne
trends i stedet for at skildre perioden historisk og sprogligt korrekt. Af disse grunde kan
Vikings kaldes for Middelalderen som et påskud og Romantismens Middelalder.
Vikingetiden, og som følge af det – runeskrift, er blot seriens baggrund.
Men hvorfor skildres runer så forskelligt i de to audiovisuelle medier? Årsagerne
kan være forskellige, men den vigtigste er, at det er ligegyldigt for flertallet af
recipienterne, hvorvidt en film eller en tv-serie skildrer vikingetiden historiemæssigt
korrekt eller ej. De vil blot se en film eller en tv-serie, hvis handling udspiller sig i
vikingetiden. Oftest er det ikke et problem, men det bliver et problem, hvis et medie
 30

præsenterer sig som “baseret på virkelig historie” o.l., fordi det kan føre til udbredelse af
historiske fordomme, misforståelser og myter.
Det kan dog nemt undgås hvis man bare antager en ting, dvs. at intet stykke
audiovisuelle medier kan betragtes som historisk korrekt i sin helhed. Heller ikke selv om
det er en dokumentar. Hvis en har sådan en tilgang, vil man enten blot nyde det, man ser,
eller anvende videnskabelig litteratur og historiske kilder, for at tjekke det, man ikke er
helt sikkert om. Sådan tilgang kan fungere ikke bare med hensyn til runeskriften. Den kan
bruges i alle tilfælde, hvor en eller anden historisk periode fremstilles på skærmen.
Selve forskellene i runernes skildringer i audiovisuelle medier afhænger ikke blot
af, om kilder og videnskabelige litteratur blev undersøgt eller ej. Der kan også være et
mere jordnært anliggende, fx et afgrænset budget eller kort produktionstid. Men en årsag
er, at instruktører, manuskriptforfattere og producere er de personer, der træffer
beslutninger om hvordan deres værke vil forholde sig til virkelig historie og kultur, dvs.
om det er vigtigt for dem at skildre historien korrekt eller ej. Det er åbenbart, at det var
vigtigt for Eggers og resten af folkene, der skabte The Northman. I modsætning til det
ligger fokus i Vikings på handling og æstetik – vikingetiden er blot en baggrund og
tidsramme for serien. Selvom inspirationen er den samme, er forholdet til runeskriften,
anderledes. Er den ene af disse måder at skildre og udnytte runer på bedre end den anden?
Det burde ikke være spørgsmålet. I stedet skulle der spørges: hvordan skildres og udnyttes
runeskriften i forskellige audiovisuelle medier.
 31

Sammendrag på polsk
Moja praca porusza temat pisma runicznego. Jest to obszar który od dłuższego
czasu budził moją ciekawość, a od pewnego momentu zainteresowało mnie to, że pismo
runiczne bardzo często jest błędnie zapisywane w mediach audiowizualnych.
Pierwszy rozdział mojej pracy to wstęp do całości wywodu. Zaczynam od
uzasadnienia wyboru tematu mojej pracy licencjackiej. Później przechodzę do
omówienia i zdefiniowania podstawowego pojęcia, tj. pisma runicznego, oraz
przedstawieniu kluczowych aspektów mojej pracy. Celem pracy jest porównanie
motywów runicznych w filmie Wiking i serialu Wikingowie na poziomie kulturowym
oraz, w mniejszym stopniu, językowym. Metodą badawczą jest analiza porównawcza
tych dwóch produkcji z wykorzystaniem odniesień do tekstów źródłowych, artefaktów
historycznych oraz literatury naukowej. W tym rozdziale krótko charakteryzuje także
analizowane przeze mnie teksty: Wikinga oraz Wikingów.
W drugim rozdziale wprowadzam kontekst historyczno-literacki oraz podstawy
teoretyczne analizy porównawczej. W tekstach staronordyckich, w których pismo
runiczne się pojawia, jest ono przedstawiane jako nośnik efektów magicznych, zarówno
pozytywnych jak i negatywnych. Na punkt wyjścia do analizy wybrałem zaproponowane
przez Umberto Eco dziesięć sposobów wykorzystania średniowiecza przez kulturę. Z
tych początkowych pojęć operowałem tylko wybranymi, które pomogły mi zilustrować
różnice w przedstawieniu i wykorzystaniu run w Wikingu i Wikingach.
Trzeci rozdział to główna część pracy – analiza porównawcza motywów
runicznych w filmie Wiking i serialu Wikingowie. Mimo, że w obu tych produkcjach runy
są wykorzystywane zgoła inaczej, to w zarówno filmie i serialu występują podobne
sposób wykorzystania pisma runicznego.
W Wikingu analizuję napisy runiczne informujące widza o miejscu, w którym
dzieje się akcja, oraz magiczny miecz głównego bohatera. Same napisy zostały napisane
w poprawnym skrypcie i języku dla epoki, w której osadzony jest film, a broń, na której
występuje inskrypcja runiczna, nie ma może konkretnego pierwowzoru z ze świata
rzeczywistego, ale jest ona z historycznego punktu widzenia możliwa, mimo iż źródła i
artefakty przemawiające za tym są pozornie niepowiązane ze sobą.
W Wikingach na warsztat biorę tatuaże runiczne oraz Miecz Królów. Pomijając
fakt, iż biorąc pod uwagę magiczne właściwości run w kulturze staronordyckiej, samą
specyfikę tatuaży oraz fakt, iż nie ma potwierdzonych źródeł istnienia runicznych tatuaży
 32

w historii, to one same są bardzo różne w tym, jak bardzo poprawnie są napisane.
Natomiast miecz o którym mowa ma na sobie inskrypcję napisaną niepoprawnie na tak
wielu poziomach, że jeden ze znaków być może nawet nie jest runą.
Na podstawie analizy dochodzę do wniosku, iż różnice w sposobie przedstawienia
i użyciu run w mediach audiowizualnych wynikają ze stosunku ich twórców do tego, co
chcą pokazać na ekranie. W większości przypadków poprawność historyczna nie ma
znaczenia w kulturze popularnej, szczególnie jeśli dotyczy to tak niszowego zagadnienia
jak pismo runiczne. Czasami też czynniki czysto praktyczne, np. ograniczony budżet czy
czas zdjęć, może negatywnie wpłynąć na poprawność historyczną. Nie znaczy to jednak,
że nie istnieją media audiowizualne, które nie starają się wiernie przedstawić dane realia
kulturowo-historyczne na ekranie. Ten fakt sprawia, że widz powinien być krytyczny
wobec tego, co się pojawia na ekranie. Nie można jednak jednoznacznie stwierdzić, który
ze sposobów przedstawiania i użycia run w mediach wizualnych jest lepszy, ponieważ
one są fundamentalnie inne w swoich założeniach.
 33

Bibliografi

Primære kilder
Donnely, J. (2016). All his Angels. Vikings, sæson 4, afsnit 16 (manuskriptet af Hirst,
M.). Canada: History, 28. marts.

Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus Features.

Girotti, K. (2014). The Lord’s Prayer. Vikings, sæson 2, afsnit 10 (manuskriptet af Hirst,
M.). Canada: History, 5. maj.

Goru, D. (2020). King of Kings. Vikings, sæson 6, afsnit 11 (manuskriptet af Hirst, M.).
Irland: Amazon Prime Video, 30. december.

Leger, S. St. (2019). The Prophet. Vikings, sæson 6, afsnit 2 (manuskriptet af Hirst, M.).
Canada: History, 4. december.

Leger, S. St. (2020). The Last Act. Vikings, sæson 6, afsnit 20 (manuskriptet af Hirst, M.).
Irland: History, 30. december.

Leger, S. St. (2020). The Lord Giveth..., Vikings, sæson 6, afsnit 19 (manuskriptet af
Hirst, M.). Irland: History, 30. december.

Makin, K. (2015). To the Gates. Vikings, sæson 3, afsnit 8 (manuskriptet af Hirst, M.).
Canada: History, 9. april.

Renck, J. (2013). Rites of Passage, Vikings, sæson 1, afsnit 1 (manuskriptet af Hirst, M.).
Canada: History, 3. marts.

Wellington, D. (2017). The Departed. Vikings, sæson 5, afsnit 2 (manuskriptet af Hirst,

M.). Canada: History, 29. november.

Wellington, D. (2017). The Fisher King. Vikings, sæson 5, afsnit 1 (manuskriptet af Hirst,
M.). Canada: History, 29. november.
 34

Wellington, D. (2019). Ragnarok. Vikings, sæson 5, afsnit 20 (manuskriptet af Hirst, M.).

Canada: History, 30. januar.

Sekundære kilder
Eco, U. (1990). Dreaming of the Middle Ages. I: Eco, U. Travels in Hyperreality (oversat
af Weaver, W.). New York: Hyper Collins Publishers, s. 61-72.

Egils Saga eller fortælling om Egil Skallagrimsson (1923). I: Dahlerup, V. og Jónsson, F.

(redaktøre). Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude (oversat af
Petersen, N. M., versene af Hansen, O.). Danmark: Kjøbenhavn. 4. udgave.
heimskringla.no (tilgang: 21.11.2022).

Enoksen, L. M. (1998). Runor: historia, tydning, tolkning. Lund: Historiska Media.

E-bog: EPUB-fil.

Fahey, R. (2015). Woden and Oðinn: Mythic Figures of the North. Notre Dame:
University of Notre Dame. sites.nd.edu (tilgang: 22.12.2022).

Fortælling om Laksdølerne (1925). I: Dahlerup, V. og Jónsson, F. (redaktøre). Historiske

Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude (oversat af Petersen, N. M., versene
af Hansen, O.). Danmark: Kjøbenhavn. 4. udgave. heimskringla.no (tilgang: 15.12.2022).

Henrickson, K. (2014). ’Vikings’ blends history, mythology into fantasy drama. Student
Life, 27.02.2014. studlife.com (tilgang: 28.10.2022).

Hjadingestriden (2020). I: Uddrag af Snorres Edda. (oversat og gendigtet af Lauridsen,

J.). heimskringla.no (tilgang: 27.11.2022).

Ibn Fadlan, A. (2017). A mission to the Volga (oversat af Montgomery, J. E.). New York
City: New York University Press. E-bog: EPUB-fil.

Imer, L. M. (2018). Rigets runer. Aarhus: Aarshus Universitetsforlag.

 35

Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga (1876). (oversat af Horn, F. W.).
Kjøbenhavn: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme. heimskringla.no (tilgang:
15.12.2022).

Longman (u. å.). Odin. I: Longman Dictionary of Contemporary English.

ldoceonline.com (tilgang: 25.11.2022).

Lowry, R. (2022). In Defense of Vikings. National Review 26.04.2022.

nationalreview.com (tilgang: 28.10.2022).

Madsen, C. L. (redaktør) (2021). Den ældre Edda (oversat af Holm, F. W.). København:
BoD. E-bog: EPUB-fil.

Mark, J. J. (2018). Vikings TV Series – Truths and Fictions. World History Encyclopedia,
26.11.2018. worldhistory.org (tilgang: 13.11.2022).

Michalski, M. (2018). Mediewalizm w kulturze popularnej – dalszy ciąg wstępu.

I: Dąbrówki, A., Michalski, M. og Trościński, G. (redaktøre). Oblicza mediewalizmu II.
Od recepcji antyku do recepcji średniowiecza. Rzeszów: Wydawnictwo Uniwersytetu
Rzeszowskiego.

O’Neill, P. (2014). Vikings: dont’t dismiss this show as Game of Thrones-lite.

The Guardian, 23.05.2014. theguardian.com (tilgang: 17.11.2022).

Olson, D. R. og Diringer, D. (2022). alphabet. I: Encyclopedia Britannica, 31.08.2022,

britannica.com (tilgang: 2.11.2022).

Polidoro, P. (2015). Umberto Eco and the problem of iconism. Semiotica, bind 2015,
nr. 206, s. 129-160.

The Art Institute of Chicago (u. å.). The Art of the Viking Sword. artic.edu
(tilgang: 2.11.2022).
 36

Billeder
Billede nr. 1: Min første runetatovering; kilde: Matera, M. (2022). Fotografia tatuażu na
prawym przedramieniu Macieja Kornickiego [fotografering].

Billede nr. 2: ᚼᚱᛅᚠᚾᛋᛅᚢ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 01:13.

Billede nr. 3: ᚴᛅᚱᚦᛅᚱᛁᚴᛁ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 22:13.

Billede nr. 4: ᛁᛋᛚᛅᚾᛏ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 39:52.

Billede nr. 5: ᚼᛁᛚᚴᚱᛁᛅᛏ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 2:01:15.

Billede nr. 6: ᛅᛘᛚᚢᚦᛅᛋᚴᛅ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 2:08:50.

Billede nr. 7: ᛞᚱᚼᚢᚷᛦ; kilde: Eggers, R. H. (2022). The Northman [film]. USA: Focus
Features, 56:48).

Billede nr. 8: ULFBERTH-sværd og en forfalskning; kilde: The Art Institute of Chicago

(u. å.). The Art of the Viking Sword. artic.edu (tilgang: 2.11.2022).

Billede nr. 9: Beagnothsaxen; kilde: British Museum (u. å.). seax. britishmuseum.org
(tilgang: 28.10.2022).

Billede nr. 10: Rökstenen; kilde: Statens Fastighetsverk (2022). Rökstenen i Ödeshög.
sfv.se (tilgang: 25.11.2022).

Billede nr. 11: Rollo og hans tatoveringer; kilde: Makin, K. (2015). To the Gates. Vikings,
sæson 3, afsnit 8 (manuskriptet af Hirst, M.). Canada: History, 9. april, 9:41.
 37

Billede nr. 12: Den Store Jellingsten; kilde: Nationalmuseet (u. å.). Jellingstenen,
natmus.dk (tilgang: 30.11.2020).

Billede nr. 13: Flokis runetatoveringer på den højre side af hans hoved; kilde: Leger, S.
St. (2020). The Last Act. Vikings, sæson 6, afsnit 20 (manuskriptet af Hirst, M.). Irland:
History, 30. december, 44:35.

Billede nr. 14: Flokis runetatoveringer på den venstre side af hans hoved; kilde:
Wellington, D. (2017). The Fisher King. Vikings, sæson 5, afsnit 1 (manuskriptet af Hirst,
M.). Canada: History, 29. november, 11:23.

Billede nr. 15: Ubbes ansigtstatovering i begyndelsen af 6. sæson; kilde: Leger, S. St.
(2019). The Prophet. Vikings, sæson 6, afsnit 2 (manuskriptet af Hirst, M.). Canada:
History, 4. december, 37:16.

Billede nr. 16: Ubbes ansigtstatovering i 6. sæsons senere afsnit; kilde: Leger, S. St.
(2020). The Lord Giveth..., Vikings, sæson 6, afsnit 19 (manuskriptet af Hirst, M.). Irland:
History, 30. december, 42:47

Billede nr. 17: Oden i det første afsnit af Vikings; kilde: Renck, J. (2013). Rites of
Passage, Vikings, sæson 1, afsnit 1 (manuskriptet af Hirst, M.). Canada: History, 3. Marts,
2:16.

Billede nr. 18: Kongesværdet; kilde: Goru, D. (2020). King of Kings. Vikings, sæson 6,
afsnit 11 (manuskriptet af Hirst, M.). Irland: Amazon Prime Video, 30. december, 40:06.

Billede nr. 19: Varianter for ᛋ i den yngre futhark; kilde: Vikingatidensrunor, 11 [i]
Enoksen, L. M. (1998). Runor: historia, tydning, tolkning. Lund: Historiska Media.
E-bog: EPUB-fil.

Billede nr. 20: Ragner Lodbrog med Kongesværdet lige efter han blev konge; kilde:
Girotti, K. (2014). The Lord’s Prayer. Vikings, sæson 2, afsnit 10 (manuskriptet af Hirst,
M.). Canada: History, 5. maj, 44:43.
 38

Billede nr. 21: Bjørn Jernside med Kongesværdet lige efter han blev konge; kilde:
Wellington, D. (2019). Ragnarok. Vikings, sæson 5, afsnit 20 (manuskriptet af Hirst, M.).
Canada: History, 30. januar, 42:17.
 OŚWIADCZENIE

Oświadczam, że przedłożona praca dyplomowa została przygotowana przeze mnie

samodzielnie, nie narusza praw autorskich, interesów prawnych i materialnych innych
osób.

Wyrażam zgodę / nie wyrażam zgody* na udostępnienie osobom zainteresowanym

mojej pracy dyplomowej dla celów naukowo-badawczych.
Zgoda na udostępnienie pracy dyplomowej nie oznacza wyrażenia zgody na
kopiowanie pracy dyplomowej w całości lub w części.

Gdańsk, ..................................... ......................................

własnoręczny podpis

* Niepotrzebne skreślić.