Rajab Alchikho

2.a
19.01-24

Opgave 4 - Nedsættende ord

I debatindlægget ”Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes spasser” fra Jyllands-Posten den 5. februar 2019
reflekterer Sarah Gleerup over nedladende ord rettet mod handicappede, som svar på Mulle
Skouboes synspunkt. Hun deler sine egne livserfaringer og fremhæver at det er vigtigt for hver
enkelt person at definere deres egen identitet. Gleerup modsætter sig specifikt om betegnelsen
”spasser” og nægter at acceptere Mulle Skouboe synspunkt.

Gleerup understreger at det er afgørende for hende, at ingen andre skal udtale sig, om hvordan hun
identificerer sig. Hun ønsker ikke at blive pålagt om at acceptere nedsættende ord, og påpeger at
brugen af sådan ord afhænger af den konkrete situation og individet. For eksempel at hun siger, at
selvom hun kan tillade sig at kalde sig selv ”krøbling” eller ”lebbe”, og hun mener at offentlige
personer som Lars Løkke eller Pernille Skipper, at de ikke bør bruge disse udtryk om hende.
Dette minder mig om en oplevelse fra min egen hverdag, hvor vi havde diskussion i en
vennegruppe, hvor nogen forsøgte at gøre bruge af nedladende ord, som noget mere acceptabelt ved
at gentage det flere gang mod nogen fra gruppen. Det skabte en ubehagelig og dårlige stemning og
fik mig til at reflektere over, hvordan sprogvalg kan påvirke vores opfattelse af hinanden.
Dette synspunkt stammer fra hendes modstand mod at acceptere betegnelsen ”spasser”, som ifølge
Mulle Skouboe som siger, at man bør at acceptere det. Gleerup ønsker ikke at være en del af dem,
som tvinges til at acceptere sådanne nedværdigende udtryk. I Sarah Gleerups optik er situationen og
specifikke individer er afgørende faktorer for brugen af nedladende ord. Sarah Gleerup hun siger at:
”Selvom jeg kan tillade mig at kalde mig selv for krøbling eller lebbe eller endda bling-lebbe,
så bør Lars Løkke eller Pernille Skipper ikke sige det samme.” Gennem dette eksempel
argumenterer Sarah Gleerup for at det er kun den enkelte person har ret til at anvende
nedværdigende udtryk om sig selv.

Hun understreger at konteksten og den person der udtaler sig, er en afgørende rolle. I
debatindlægget henvender Sarah Gleerup sig direkte til Mulle Skouboe, og hun påpeger at når
Skouboe udtaler sig i Jyllands-Posten, og antyder at personer der handicap overreagerer, fratager
han dem retten til at bestemme over deres egen krop. Sarah Gleerup påpeger at Skouboes udtalelser
ikke nedbryder fordomme, men derimod gør det allerede sårbare personer endnu mere udsatte. Hun
Rajab Alchikho
2.a
19.01-24
argumenterer for at Skouboe ved at gøre dette, optræder det ikke som et godt eksempel. Derfor
mener Gleerup at det er nødvendigt at fastsætte klare grænser for brugen af nedladende ord.

I en scene fra programserien ”Danmarks lækreste spasser” forsøger Mulle Skouboe at øge
hyppigheden af det nedladende ord ”Spasser” i omtalen af handicappede. Mulle Skouboe mener at
ved at bruge det nedladende ord ”Spasser” flere gange, så kan man gøre det mere et almindeligt ord
og dermed også mindre sårende. Men når vi tager et skridt tilbage og betragter ordet ”Spasser”, og
den sammenhæng det anvendes i, bliver det klart at det er meget negativt ladet. Dette påpeger også
Frederik Walter Olsen, næstformand for sammenslutningen af unge med handicap. Han imødegår
Skouboes argument ved at påpege at ordet er yderst krænkende, og de associationer det har er
meget nedværdigende. I uddraget påpeger han at når man slår ordet ”spasser” op i ordbogen, så
defineres det som enten en person med psykisk eller fysisk handicap eller som en tåbelig eller
idiotisk person. Han argumenterer for at dette er en negativ betegnelse, og at brugen af ordet kan
forstærke fordomme om, at det er acceptabelt at kalde handicappede for ”spasser”. Dette er ikke
hvad Frederik Walter Olsen støtter.

I debatindlægget ”Danmarks lækreste spasser”, formår både at provokere og at tage de provokerede

alvorligt" fra Information der skrevet af journalisten Lone Nikolajsen den 8. februar 2019, hvor der
diskuteres om Mulle Skouboes forsøg på at ændre betydningen af ordet ”spasser”. Lone Nikolajsen
kritiserer Skouboes indsats for at gøre ”spasser” til en ord der bruges i dagligdag af handicappede.
Ifølge Lone Nikolajsen får ordet en positiv klang gennem denne brug, og det signalerer at det ikke
bør at være forbundet med at være handicappet.
Lone Nikolajsen mener at det er muligt at fjerne de negative ord ved at tage dem til sig og bruge
dem selv. Dette er præcist, hvad Mulle Skouboe forsøger at gøre ved at anvende det nedladende ord
på sig selv. Lone Nikolajsen sammenligner dette med hvordan homoseksuelle i 1970'erne gjorde
”bøsse” til en neutral betegnelse i stedet for et skældsord. Hun påpeger også at hvordan de kvinder
der vælger at være seksuelt uafhængige, at de demonstrerer under bevægelsen ”slutwalk”. Ifølge
Lone Nikolajsen er Mulle Skouboes brug af det nedladende ord er en parallel til disse historiske
tilfælde, hvor folk har forsøgt at ændre ordets betydning, og fjerne det negative ord ved at omfavne
det og bruge det på deres egne vilkår.
Rajab Alchikho
2.a
19.01-24
Spørgsmålet er hvor vi sætter grænsen for brugen af nedladende ord. Har vi ret til frit at kalde en
person ”mongol” eller ”idiot”? Er det virkelig den slags samfund vi ønsker at leve i? Selvom vi har
ytringsfrihed og kan sige hvad vi vil, betyder det så at vi har ret til at fornærme andre ved at bruge
udtryk som ”spasser”, ”mongol” eller ”idiot”. Lone Nikolajsen argumenterer for at vi kan ændre de
negative ord ved at bruge ordene om os selv. Jeg er uenig med denne tilgang, da jeg mener at vi som
individer ikke bør tillade at andre nedgør os, uanset om vores baggrund eller handicap. At være
anderledes det bør ikke betyde at vi er mindre værd. Hvis vi accepterer at handicappede kan kaldes
"spasser", så hvorfor skulle ikke enhver person, uanset baggrund kunne kaldes det samme? Jeg
mener ikke at et enkelt ord skal definere vores værd eller identitet. Der er stadig en væsentlig
forskel mellem at være sammen med venner og joker rundt ved at kalde hinanden ”spasser” og at
blive kaldt som handicappet, og især i offentlige sammenhænge. Dette bliver endnu mere
komplekst, når det ikke er ønsket blandt handicappede, at blive betegnet på den måde. Lone
Nikolajsen stiller et vigtigt spørgsmål i sit debatindlæg som journalist: ”Er det, Mulle Skouboe
gør, gavnligt, eller bidrager det snarere til at fastholde ubehagelige situationer for andre
handicappede?”. Selvom jeg respekterer Mulle Skouboes mod til at kalde sig selv ”spasser”,
og hendes hensigt med at mindske betydningen af ordet, så betyder det ikke at hvis hun er okay med
at blive kaldt for det, det gælder for alle handicappede på samme måde. Dette illustrerer
spørgsmålet om brugen af nedladende ord og understreger behovet for at respektere individuelle
grænser og følelser i denne debat.