Indledning

Præsentation af teksten

Teksten Rod – en fighters fortælling er skrevet af Lene møller Jørgensens. Det er en portrætbog om Janus
bakrawi. Hvor man ser hans synsvinkler på sprog, magt, kodeskift og social status og hvordan det påvirker
bakrawi, i hans kommende karriere som skuespiller. Gennem hans uddannelse på teaterskolen. Han får at
vide han snakker og lyder som en typisk 2.g’er, det siger Lars Kjeldgaard for at være flink over for bakrawi.
Bakrawi tager Kjeldgaards ord for gode vare, for hvis der nogle der har styr på sprog, er det ham. Bakrawi
siger også selv at han ikke ville lyde som en 2g’er eller snakke perker dansk. Han er glad for at på
teaterskolen at de ikke er bange for at rette på hinanden, for at få det bedste ud af de andres udtale både
når de bare snakker, men også når de instruere noget.

Teksten er informerende og augmenterende. Teksten er informerende og det ser vi ved følgende citater
”Jeg snakker og lyder som en 2g’er” – Det fortæller os noget om hvordan bakrawi snakker og at han tænker
over hans ordvalg.
”Min eneste formelle uddannelse er et afgangsbevis fra 8 klasse og et kursusbevis fra skandinavisk
teaterskole”- Det fortæller os hvorfor at bakrawi, kan have problemer med sproget generelt. Det fortæller
også hvorfor at han selv synes at han lyder som en 2g’er, hvis han ikke har haft dansk siden 8 klasse og bare
har snakket for at lære selv. Men han har ikke lært mange ting i dansk faget, når 8 klasse niveau ikke er højt

Teksten er augmenterende fordi at bakrawi han fx siger ”Når jeg sidder sammen med brune venner, sker
det, at jeg artikulerer lidt for meget”- her nævner bakrawi noget han selv siger, og der efter augmentere
han mod sig selv om hvordan hans venner snakker om den måde han snakker på

Karakteristik af Bakrawi

Janus Bakrawi fremstår som et menneske, der gerne vil lære de danske normer og tænker over hans sprog.
Det kan man se, når han bliver på talt hans daglige sprog, hvor han tager det til eftertanke. Han tænker over
når han blev det påtalt at han snakker meget gruppe sprog, fra den kultur han er ”farvede” af, fra hans
hjemland og mangel på uddannelse. Han tager også fat på hans filminstruktør, som har en bachelor i
international udvikling. Han går meget op i hvordan hans sprog kan udvikle sig. Hvordan han kan gøre og
hvordan han skal ændre og agere alt efter hvilken gruppe mennesker han er med, fordi han har et
gruppesprog sammen med vennerne som er meget lav stil, altså korte sætninger, slang og blanding af flere
sprog. Han er dog nødt til at skrifte gruppesprog når han er på teateret hvor der ikke er frie tøjler for hvad
der skal siges det er oftest bestemt i et manuskript, som alt efter stykke jo oftest er højt sprog, altså fin tale,
pæne ord, lange sætninger og ikke noget slang og fremmed ord
Sproglig stil:

Janus Bakrawi blander høj og lav stil i teksten. Fx siger han ”når jeg sidder med mine brune venner” hvilket
peger på lav stil. hvis det skulle have været høj stil, havde man skrevet anden etnisk bagrund, i stedet for
brune. Han anvender samtidig ord som ”artikulerer og internalisere hvilket peger på en høj stil. Det er ikke
ord man ville bruge i normalt sprog, det er noget mere fint hvor man skal vide med kode skift hvornår man
kan bruge ord som dem hvor det oftest er folk med høj social kapital, fordi hvis han bruger de ord sammen
med hans brune venner ville de jo ikke forstå hvad han siger

Diskussion

I slutningen af uddraget fortæller Bakrawi om at føle sig “Brun uden på, men hvis indeni”, og at han har
været nødt til “at please”. Det han mener med det er at han er nødt til at føle sig accepteret, af både
venner, men også dem på teaterskolen. Bakrawi mener at han er nødt til at gøre noget extra for han
teaterskole kollegaer, men samtidig føler han jo også han gør noget forkert over for sine venner som er
begyndt at kommentere på hvordan han blander hans gruppesprog, altså at han ikke får kodeskiftet fra
teaterskole snak til venne snak, men at han blander koderne sammen og hans snak bliver noget rod.