Oscar Wilde

KAPITALISMEN
SOCIALISMEN &
MENNESKET
med indledning af Henning Kehler

OSCAR WILDE &

SOCIALISMEN

KAPITALISMEN
SOCIALISMEN &
MENNESKET

OSCAR WILDE &

SOCIALISMEN
Det må have været i 1890, at Oscar Wilde hørte et foredrag af G. B. Shaw om socialisme. – “Fabian
Essays” var udkommet året i forvejen. – Wilde deltog i diskussionen. Kort efter skrev han sit essay
“The Soul of Man under Socialism”. Det blev offentliggjort i 1891 i det ansete tidsskrift
“Fortnightly Review”.
____Der er mange forskellige slags socialisme, men én ting er dog fælles for alle socialister: de
arbejder og kæmper for en samfundsorden, i hvilken privat ejendom – og dermed ejendom – er
afskaffet. “Ejendom er tyveri,” sagde Proudhon. Det vigtigste Punkt i marxismens program, og det,
om hvilket der er mindst tvivl, er det negative, at produktionsmidlerne ikke bør være i privat
besiddelse. Proudhons påstand er naturligvis galimatias. Et moderne bymenneske, der lever et liv,
som er abstraheret fra al virkelighed, kan man bildes alting ind, men et stenaldermenneske, der har
omdannet en flintesten til en håndøkse ved eget arbejde, har en urokkelig forvisning om, at der er
forskel på mit og dit, og selv en fugl i skoven ved, at der er et område, som den ejer, og hvor ingen
andre fugle af dens egen art må slå sig ned. Marxismens krav kan man ikke sådan på forhånd afvise.
I det gamle Ægypten var produktionsmidlerne – først og fremmest naturligvis vandet og jorden –
ikke i privat eje. De tilhørte guden eller farao eller samfundet og de bestyredes af et bureaukratisk
præsteskab. Således var det også i Peru og Mexico før europæernes invasion. Således var det i
Europa i middelalderen, for så vidt og så længe feudalismen svarede til sin idé, som var den, at al
jord var forlening hos kongen eller kejseren, der atter havde paven og Guds statholder, til åndelig
lensherre. Med adelens emancipation begyndte den feudale idés ødelæggelse, og nationernes
emancipation ruinerede det hellige imperium, hvor kejseren bar sværdet for paven, og kirkens store
internationale.
____I Sovjetrusland er produktionsmidlerne siden 1917 ikke længere i privat eje. Nominelt tilhører
de samfundet, reelt staten, hvis magt er koncentreret i det kommunistiske partis “politbyro”.
Praktisk bestyres de al en “præstestandt af teknikere, bureaukrater og politifolk i Hitlers “3. Rige”
var produktionsmidlerne kun nominelt i privateje. Reelt lå forholdene omtrent som i Rusland. I den
“frie verden” er produktionsmidlerne endnu delvis i privateje. Altså, så længe der er fred. Hvis der
udbryder krig, overtager staten og nationen i realiteten den fuldstændige kontrol og selv i fredstid
har samfundet gennem staten eller staten på samfundets vegne et stort indseende med de
produktionsmidler, som stadig er på private hænder.
____Socialisme er altså en ældgammel foreteelse i historien, og den er ikke undtagelsen, den er
regelen. Undtagelsen, det er den individualistiske og kapitalistiske élan – altså styrtende udvikling –
som i de sidste 400 år, siden “renæssancen”, har frembragt et helt nyt Europa, åbnet Amerika og
sendt sine revolutionære virkninger ud over hele kloden. Herunder er ejendomsretten, både dens
juridiske begreb (romerretten) og dens utilitære praksis (frikonkurrencen) blevet sat på spidsen. Der
er skabt forhold og tilstande, der eventyrligt skiller sig ud fra al tidligere samfundshistorie. Og efter
at individualisme og kapitalisme havde nået et i al fald foreløbigt højdepunkt omkring 1860-90, er
en socialistisk reaktion sat ind - det Kommunistiske Manifest er fra 1848 – som er et af
nutidshistoriens store temaer. Det andet store tema er naturligvis nationalismen.
____Som indledning til en Oscar Wilde – bog kan de foregående bemærkninger forekomme noget
tørre og flade, men det livlige og dybsindige kan læserne finde i Wildes essay. Det har været
hensigten at foregribe den indvending, at Oscar Wilde ikke er en rigtig socialist og i al fald ikke en
socialist, man kan tage rigtig alvorligt. Oscar Wilde undsiger i sit essay den private ejendom. Altså
er han socialist – i følge den eneste brugbare målestok. Det er brugen af denne målestok, der gør det
evident, at de såkaldte “kristelig-sociale” ikke er rigtige socialister. Man kan se bort fra, at de
fordeler sig i en masse sekter og partier, protestantiske og katolske, anarkistiske og totalitære, og
holde sig til den ting alene: at de både vil spise deres pølse og have den. De er både for og imod
privat ejendom. Wilde er på dette punkt ganske utvetydig:, han giver fanden i al privat ejendom.
____Men så er der altså dem, som måske vil lade sig overbevise om, at Wilde er en rigtig socialist,
men vil stå fast på, at han er en socialist, man ikke kan tage rigtig alvorlig. Det er for deres skyld, at
denne indledning bliver forlænget.
____Den bedste defensiv er som bekendt offensiven. Det er overflødigt at sammenligne Wilde med
alle de rigtige socialister, der tager sig selv alvorligt, og som bliver taget alvorligt. Men lad os
sammenligne ham med to rigtige socialister, to altså, der begge vil afskaffe den private ejendom,
med Karl Marx og G. B. Shaw.
____Sammenligningen må altså ikke føre for vidt; så fører den ikke til noget. Det er således unyttigt
at slå på, at Karl Marx er en verdenshistorisk kolos, og at Wilde ikke betyder det bitterste i den
politiske historie. Karl Marx har, (uden at man i øvrigt har spurgt ham), lagt navn til den russiske
revolution af 1917, der tegner til at blive et endnu større fyrtårn i verdenshistorien end den store
franske af 1789.
____G. B. Shaw er naturligvis kun en håndlygte i sammenligning med Marx, men han er dog én af
grundlæggerne af det engelske arbejderparti (Maedonaids og Attlees Parti). Oscar Wilde lyser i
denne sammen ligning ikke mere end en Sankt Hans Orm. Men det bedrøvede ham ikke at være
blottet for verdenshistorisk betydning. “Enhver kan lave historie; kun en stor mand kan skrive den.”
Da han ikke selv gav sig af med at skrive historie – “denne uendelige forbryderprotokol” – er denne
sentens fri for selvros. Den indprenter den sandhed, at den syttenårige gymnasiast, princip, der skød
ærkehertugparret i Serajevo på Sct. Vejts dag i 1914, lavede historie og var ligeså dygtig til det, som
Lenin, da han i november 1917 samlede magten op af rendestenen i Petrograd. Uden princip – ingen
russisk revolution i 1917.
____Ligesom Søren Kierkegaard var Wilde aldeles uimponeret af verdenshistorien. “Hvad der sker
(occurs) er uden betydning,” siger han. Kierkegaard pegede på “øjeblikket” – udenfor historien –
hvor afgørelsen sker, valget, der sætter skel mellem eksistensens frihed og historien, hvor intet kan
tages tilbage. Som den æstetiker Wilde var, peger han på fantasien: “Mangel på fantasi er basis for
handlinger.” Og drømmen: “At handle er den sidste tilflugt for dem, der ikke forstår at drømme.”
“Når et menneske handler, er det en marionet; når det beskriver er det en digter.” – ”Verden er lavet
af sangeren for drømmeren.“ Han var dybt uenig med den Goethe, som prægede sentensen: “Am
Anfang whar die Tate” – et kætteri, som har tjent til undskyldning for så megen brutalitet. Og
Schillers sentens “Verdenshistorien er verdensdommmen”, der indgik i Hegels Filosofi, Marx’
profeti og Hitlers antireligion, kaldte hos ham på afsky.
____I Marx’ verdenshistoriske system er kapitalismen ikke ubetinget slet. I det Kommunistiske
Manifest har han meget godt at sige om kapitalismen. Den har likvideret Feudalismen over store
dele af Europa. I en vis fase al den historiske udvikling repræsenterede kapitalismen fremskridtet.
Det er den kapitalistiske produktions eminente tekniske kapacitet, som er springbrættet, hvorfra den
socialistiske overtagelse af produktionsmidlerne og distributionen af det producerede kan og skal
voves. Bourgeoisiet, den sociale klasse, som er den menneskelige faktor i kapitalismen og
fremkomsten af en eminent produktionsteknik, har også skabt en herlig kultur. Men kapitalismens
tid er ved at være omme. Bourgeoisiet har gjort sin pligt i det kapitalistiske fremskridtsarbejde. Det
kan kun redde sig ved at indtage spidsen af den socialistiske fremskridtsbevægelse. Fremtiden
tilhører de eksproprierede, proletariatet, hvis det selv vil; dvs. hvis det bliver sig bevidst som klasse.
Og når det bliver sig bevidst som klasse, er det også parat til at gå ind i klassekampen under deres
førerskab, som ved hjælp af proletariatets diktatur opretter det klasseløse samfund, hvor
produktionsmidlerne ejes af alle, om end deres administration midlertidigt er overdraget diktaturet.
____Således er i store træk den marxistiske socialisme. Den er en blanding af simplifikation og
absurditet, klarhed og mystik. For det simple og klare er der gjort rede. Det absurde og mystiske
består i, at tre spørgsmål står aldeles åbne: om kapitalismens fald og socialismens indførelse er en
nødvendig foreteelse, fatal, “skrevet i stjernerne”, eller om kapitalismen kan fortsætte, socialismen
udeblive, hvis visse betingelser ikke opfyldes, og som ikke kan opfyldes, hvis man ikke appellerer
til menneskets fri vilje og moralske samvittighed? At dette spørgsmål står åbent, forklarer den
uudslukkelige krig mellem de evolutionære og de revolutionære socialister, mensjevikker og
bolsjevikker, pacifister og aktivister. Dernæst er det uklart, hvad der skal blive af staten i det nye
samfund. Den proletariske fortrop skal overtage statsmagten og bruge den til socialismens
gennemførelse, men derefter “forvitrer staten” (formodentlig af sig selv!) Overfor den
kendsgerning, at staten ikke har vist tegn til at ville forvitre i Sovjetrusland femogtredive år efter
den socialistiske revolution, er faktisk kun ét argument: at først verdens socialismens gennemførelse
over hele kloden, vil muliggøre statens forvitring. Det er naturligvis muligt. Men det er utroligt.
Wilde havde ganske ret, da han sagde: Det er kun det umulige, der er troligt. – De, der tror, at
“staten” nogensinde vil gå af brug, “forvitre”, i en socialistisk samfundsorden, at den totalitære
diktatur- og politistat af sig selv sig skulde gå hen og blive den liberalistiske natvægterstat, er ikke i
god tro. De er hasardspillere.
____Endelig er der det tredje åbne spørgsmål, som er knyttet til klassekampen. Karl Marx lover, at
den socialistiske revolution skal føre til det klasseløse samfund. Det strider imidlertid imod hans
dynamiske historiefilosofi. Vil han påstå, at historien går i stå, fordi socialismen bliver indført? I
hans historiske system er klassekampen den motor, der driver værket, og efter den socialistiske
revolution opstår der nødvendigvis, når orden afløser kaos, en ny klassedeling, et nyt hierarki. At
denne klassedeling har indfundet sig i Sovjetrusland ved enhver, der blot i mindste måde kender
forholdene, men det er ikke gået op for alle, at de store udrensninger er forsøg på at likvidere den
nye overklasse og fører situationen tilbage til et punkt, hvor den store amorfe masse står overfor den
herskende politiske elite (politbyro) og er voks i dette diktaturs hånd. I en diktaturstat er
udrensninger surrogatet for de kriser, der i de kapitalistiske lande, med mellemrum eksproprierer en
vis del af de nye rige. Man skal altså ikke være alt for henrykt over, at de kapitalistiske stater
tilsyneladende har fundet midler til at undertrykke de økonomiske kriser. Vi kender måske ikke
endnu prisen for at have sat kapitalismens dynamiske urværk i stå – i det økonomiske liv. Det er
naturligt at tro, at prisen får sit udtryk i den politiske historie.
____På grundlag af det fremførte er det muligt at slå et slag for, at Wilde er en betydelig mere
alvorlig socialist end Karl Marx. Wilde hæver ikke kapitalismen til skyerne i ét århundrede for at
støde den i muddergrøften i et andet. Så overfladisk er han ikke. Han er villig til at indrømme, at
kapitalismen har andel i mange fremskridt. Men han er ikke blind for, at de er betalt dyrt.
Middelalderens Europa var i mange Måder et meget skønnere, visere og bedre Europa end det, vi
har i dag. Wilde giver ikke borgeren karakteren udmærket godt med kryds og slange i én fase af den
historiske udvikling og slet i en anden. Han er villig til at indrømme, at han til alle tider har besiddet
mange egenskaber, “som han selv mangler, men han vil også fastholde, at han til enhver tid er en
trist og kedelig type, og han kulturelt står både under munken og ridderen, håndværkeren og
kunstneren.
____Wilde skelner ikke mellem ejendomsretten til produktionsmidlerne og anden ejendom. Han vil
ikke løfte en finger for at forsvare ejendomsretten til produktionsmidlerne. Man kan tiltro ham den
visdom, at han indså, at hele problemet er fyldt med politisk forblændelse og sofistisk humbug. De
engelske minearbejdere måtte gennem nationaliseringen for at blive klar over, at der for dem, som
arbejder i minen, ikke ligger større vægt på, hvem der nominelt ejer den. Arbejdet er af samme art –
og ikke nødvendigvis bedre lønnet. Den gamle ejer så man ikke, den nye ejer er usynlig. Det sidste
er det værste; for den gamle ejer kunde eventuelt opspores; man kunde tale sig til rette med ham,
intimidere ham osv. Overfor den nye anonyme ejer, som ikke er nogen ejer, for en ejer kan nævnes
og stævnes, er man hjælpeløs. Det er derfor ikke særlig dybsindig socialisme at gøre et stort
nummer ud af den sag. Det er dybsindigere med Wilde at indse, at der er noget forkert ved ejendom
overhovedet. Den er skadelig for sjælen. Derfor anbefaler han socialismen. Den bør indføres for de
riges skyld, for de trænger mest til den. De lider mest, skønt Wilde ikke er blind for de fattiges
lidelser under kapitalismen: “Der er kun én slags mennesker, som tænker mere på penge end de
rige, og det er de fattige. Det er deres tragedie”. De riges endnu større tragedie er, at de tænker ikke
på de penge, de ikke har, men på de penge, de har. Lad os derfor afskaffe al privat ejendom. Det vil
give os en meget bedre samvittighed. Under kapitalismen er vi nødsaget til at ødelægge vores liv
“med en usund og overdreven altruisme. Hvis vi indfører socialismen, behøver vi ikke længere at
leve for andre. Vi bliver befriet for det infame hykleri, som vi sidder i til halsen. For ingen har jo
lyst til at leve for andre. Og det er stygt at se på politikere, der ikke tør mase sig frem for magtens
skyld og dens emolumenter, men altid må skjule deres sande motiver under filantropiske løgne.
Ethvert menneske har ret – og pligt – til at være sig selv og leve for at blive sig selv. Da
kapitalismen har været en fiasko under den synsvinkel og har ført til, at mennesket vurderes efter
hvad det har til ejendom og besiddelse, ikke efter hvad det væsentlig er, så lad dog socialismen få
sin chance.
____Men siger Wilde: “Det er klart, at ingen autoritær socialisme vil være mennesket til hjælp med
at blive sig selv. Vi må indrømme, at under det nuværende system kan slet ikke så få mennesker
nyde en vis frihed, udtrykke sig og blive lykkelige. Under et industrielt kasernesystem og et
økonomisk tyranni vil alle miste den smule frihed, de nu har. Det er beklageligt, at mange
mennesker under den nuværende samfundsorden lever i slaveri, men at foreslå, at alle skal være
slaver, er ikke en løsning, som er værd at tage i betragtning.”
____Denne tilføjelse viser med størst tydelighed, at Wilde var en mere menneskevenlig socialist
end G. B. Shaw – for slet ikke at tale om Karl Marx og hans disciple. Shaw var privat en meget
venlig mand, men som socialist bragte han alle friheder som offer på lighedens alter. Han krævede
et samfund, hvor alle har samme indtægt. I og for sig har dette krav ikke noget med ægte socialisme
at skaffe. Skal det være retfærdigt, at en mand på fyrre har samme indtægt som en mand på firs, en
udenrigsminister som en stationsforstander, Toscanini som en paukeslager! Ligelønsprincippet er i
fremragende grad idiotisk i teorien og uigennemførligt i praksis. I Sovjetrusland er der ligeså stor
forskel på indtægterne som i Amerika – med de nuværende skatter endog en større forskel, fordi de
store indtægter i kommunisternes fædreland i så høj grad er begrundet i privilegier, der i følge
sagens natur er skattefri. Men dertil kommer så, at Shaw så med milde øjne på netop den slags
diktatur og tyranni, som Wilde afviste. Shaw var villig til at tolerere mange ting,
koncentrationslejer, hungersnød fremkaldt ved statsindgreb, terror, politi, førerdyrkelse mv., når blot
socialismen gjorde fremskridt. Denne oprindelige fabianer så optimistisk såvel på Lenins og
Mussolinis, Hitlers og Stalins autoritære systemer. Men Kapitalismen fandt han aldrig et godt ord at
sige om. Og han døde i en alder af 93 år som skattebekymret mangemillionær.
____At verden skulde blive invaderet af autoritære socialistiske systemer, der har ført til mere
frihedsberøvelse, mere ensretning end nogensinde under kapitalismen, var måske ikke, hvad Wilde
forudså, skønt ingen kan sige det. Men hvis han havde levet i dag, er det sandsynligt, at han vilde
have sagt: der er kun én trussel, der er mennesket mere fjendtlig end den amerikanske kapitalisme
og imperialisme, og det er den russiske socialisme og imperialisme.
____Wilde blev kun 46 år. Han oplevede at tjene 160.000 kr. om året, i vor tids penge mere end en
halv million – med et skattefradrag på tre procent og minimale indirekte afgifter. Men han satte
aldrig penge til side til sin alderdom, og han blev aldrig rig. Han gav til højre og venstre, uden
beregning, og hvad han gav ikke “tiende” til en streng Gud men hjertets tilbedelse af en letsindig
Gud. Han vilde ikke have givet alt sit gods til de fattige, men hvis han havde mødt en tryllekunstner,
der havde mistet sin hvide kanin, vilde han have givet ham penge så han kunde købe sig en hvid
elefant. Han forvekslede aldrig filantropi med barmhjertighed, og han vidste at altruisme er et sølle
surrogat for kærlighed. Han døde fattig – som gratispensionær på et lille parisisk hotel, og på sit
dødsleje sagde han: “Jeg er bange for, at jeg dør, som jeg har levet: over evne.”
____Det fortælles, at han en aften blev standset af en tigger, der bad ham om en almisse. “Jeg har
ikke brød og ikke arbejde,” sagde tiggeren forklarende. “Hvad vil De med brød og arbejde?”
spurgte Wilde. Og efter en kunstpause: “Hvis De havde sagt, at det ikke kunde falde dem ind at
arbejde, og at brød ønsker De ikke at nøjes med, vilde jeg have givet Dem femogtyve Kroner. Nu
får De kun tyve.”
____Det er klart, at Wildes socialisme ikke er “kristelig-social” i nogen af de gængse meninger.
Men er den evangelisk? Han påstår i sit essay, at over den antikke verdens portal står indskriften:
“Kend dig selv!”, men at indskriften over den nye verdens portal er: “Vær dig selv!” Det budskab,
Kristus havde til mennesket, var netop dette: “Vær dig selv!” – Det er gudsrigets hemmelighed.
____Fortolkningen af dette stykke i Wildes essay beror helt og holdent på, om man mener, at Wilde
var mest sig selv, da han var den Wilde, Toulouse-Lautrec har fastholdt i sit geniale portræt,
oppustet og arrogant af vellevned, et legeme i forfald, eller da han sad i Reading Goal udrustet på
sjælen til at skrive sin berømte ballade. Han var i begge tilfælde sig selv, men hvornår var han det
mest?
____Wildes socialisme er ikke og vil aldrig blive kirkens. Kirken er et kompromis med verden. Den
kan være andet. Derfor er der altid brug for antiklerisme. Hos kirken er Evangeliet deponeret – fra
slægt til slægt. Det er kirkens objektive ære. Men kirken dæmper lysene omkring sit depot. Wildes
essay er en lægprædiken, der illuminerer Evangeliet - med forkærlighed de partier, som kirken er
mest bange for – af motiver, der ingenlunde alle er dårlige. Apostelen Paulus siger: “Alt er tilladt!”
Kirken vil helst glemme, at han har sagt det, skønt han her som så mange andre steder udtrykker
Jesu Evangelium. Han tilføjer: “Men ikke alt gavner.” Det kan kirken gå med til, men den vil ikke
lade menneskene selv om at opdage det.
____Når Wilde siger, at alt er tilladt, er det muligt, at han kun er en karikatur af apostelen. Det er
tvivlsomt, om han virkelig mente det. Han talte ikke om den sag med myndighed. Men han
demonstrerede i sit liv, at ikke alt gavner. Og tillige det evangeliske paradoks, at det i korsets tegn
gavner alligevel – trods alt.
____Wildes liv er en palimpsest. Under den tekst, som alle kan læse, og som er fuld af skønhed og
frivolitet, af herligheder og elendigheder, skimtes en anden tekst, som er “hellig historie”.
____Shaw sagde engang om Wilde, “at han af alle mennesker havde mest grund til at ønske, at
eftertiden ville læse hans værker og glemme hans liv”. Shaw var naturligvis sikker på, at eftertiden
ikke ville læse Wildes værker. Det var alle kloge kritikere for halvtreds år siden. Det er gået helt
anderledes. Wilde er blevet klassiker. Men det er hans liv, som ikke har kunnet finde glemsel.
____Når Wilde siger: “Det er bedre at tigge end at stjæle, men finere at tage end at tigge,” vil det
falde mange for brystet. Det dækkes da ikke under nogen omstændigheder af Jesu Evangelium!
Men Jesus sagde til den ene af de røvere, i hvis selskab han blev korsfæstet: “Du skal komme i
paradis.” Et så direkte løfte synes han ikke at have givet noget andet menneske. Jesus billigede ikke
røveri, men han vilde hellere falde blandt røvere end nyde ære hos farisæere.
____Lignelsen om den fortabte søn er en af den evangeliske litteraturs kosteligste klenodier. Det er
dog sjældent, at denne lignelse bliver udlagt for alt, hvad den er værd. Det bliver ikke tilstrækkelig
påpeget, at faderen foretrak den søn, der forlod hjemmet, for ham der blev hjemme – fordi han drog
ud. Man kan forkynde den lydighed, mennesket skylder Gud, på en sådan måde, at Evangeliets
tydelige mening bliver totalt tildækket. Faderen opfordrede ikke sønnerne til at synde, men han
ønskede dem stillet på prøve. Han vidste, at sønnen vilde falde i synd. Derfor modtog han
oprøreren, da han søgte tilbage til hjemmet – efter sit dybe fald. Den anden søn: øjensynlig
manglede der ham noget i faderens øjne. Det er heller ikke vanskeligt at se, hvad det var faderen
savnede hos ham, om hvem vi dog tør formode, at han har været udholdende i dyd og gode sæder.
Af lutter lydighed havde han ikke fattet faderens vilje. Han var blevet hjemme. Åbent bliver det
ikke bebrejde det ham, men det er klart, at faderen har ønsket noget andet af ham og noget mere for
ham.
____Wilde gik ud i verden, og han faldt dybt, og om han nåede “hjem”, det ved ingen, undtagen
den, der ved alt.
____Der ved fortælles om James Joyce, at han, der ikke vilde være fremmed for noget
menneskeligt, engang lånte Marx’ “Kapitalen”. Da han havde læst nogle få sider i den, lukkede han
bogen for aldrig at åbne den mere. På den korte tid har det næppe været muligt for ham at finde den
umenneskelig; han må vel så have fundet den ulæselig.
____Ingen har fundet Wildes lille essay om “Kapitalismen, socialismen og mennesket” ulæseligt
Det har altid været et af Wildes mest elskede skrifter, oversat til ligeså mange sprog som H. C.
Andersens eventyr, ignoreret af økonomer, sociologer, professorer og politikere, men værdsat af den
samme slags mennesker, nærer deres ånd med Platon og Montaigne, Pascal og Kierkegaard.
____I Dag kan man let komme til at overse, at det var modigt af Wilde at udsende det. I 1891 var
det ikke ligegyldigt, om en mand bekendte sig til socialismen. Da Wilde offentliggjorde sine tanker
om kapitalisme og socialisme havde han just skaffet sig sin entrée i den “fine verden”. For sine
personlige egenskabers og selskabelige talenters skyld var han ombejlet af adelige værtinder. Han
charmerede alle – selv dem, der mødte ham med det forsæt ikke at synes om ham. Og han satte med
sit essay denne af ham så eftertragtede position på spil. For havde han ikke sagt: “Det er ludkedeligt
at tilhøre den fine verden, men det er en tragedie at stå udenfor.” Der skete ham dog ikke noget i
denne omgang, og det har han også selv givet forklaringen på. “Den fine verden erobrer man sig
adgang til ved at bespise den, more den eller forarge den.” Wilde havde bevist sine enestående
evner til at more den. Hans essay chokerede, og Wildes popularitet i den fine verden overlevede
dette chok.
____Desuden slog man sig til ro med, at han ikke mente det alvorligt. Og man ønskede i al fald ikke
at tage ham alvorligt.
____Efter 61 års forløb har stilens paradoksale forgyldning fået en klædelig patina. Det lille essay
virker i dag ikke udelukkende som et blændende fyrværkeri. Det virker med sin solide kerne af
commonsense.
____Bibliotekerne er stopfulde af gravalvorlige bøger – som ingen mere læser. Hvem læser i dag
hvad Garnbetta og Gladstone, Bebel og Jaurés har skrevet om kapitalisme og socialisme og
beslægtede emner?
____Wilde tog ikke for tungt på sig selv. Det gør intet menneske af ånd. Det er ved at kaste ballast
udenbords at en ballonskipper stiger til vejrs. De alvorlige
folianter og hidsige pamfletter om kapitalisme og socialisme ender før eller senere på bøgernes
kirkegård. Wildes lille røde ballon er endnu synlig på firmamentet.
Henning Kehler.

KAPITALISMEN
SOCIALISMEN &
MENNESKET
Lad os tænke os en socialistisk samfundsorden oprettet: det største gode, som den kunde medføre,
vilde utvivlsomt være, at den frit og os for den hæslige nødvendighed, at leve for andre, noget, der
under de forhåndenværende omstændigheder er en stor byrde for de fleste af os. Der er bogstavelig
talt ingen, som slipper for at bære denne byrde.
____Nu og da i århundredets løbende tid er det vel lykkedes nogle få at isolere sig: en stor
videnskabsmand som Darwin; en stor digter som Keats; en fin, kritisk ånd som Renan; en ypperlig
kunstner som Flaubert. Sådanne har formanet at unddrage sig de højrøstede krav, deres
medmennesker stillede til dem; de har, som Platon udtrykte det, “søgt ly bag en mur”; de har på den
måde været i stand til at nå den fuldkommenhed, der var anlagt i dem – til uforlignelig gavn for dem
selv, til enestående umistelig vinding for den hele verden.
____Langt de fleste mennesker spolerer deres liv med en usund og overdreven altruisme; de er i en
tvangssituation; de har ingen udvej. De kan ikke slippe for at bemærke, at de er omgivet af
græsselig fattigdom, af græsselig grimhed, af græsselig nød. Det er uundgåeligt, at alt dette bevæger
dem meget stærkt. Mennesket er sådan indrettet, at dets følelser foruroliges langt hurtigere end dets
forstand; og som jeg gjorde opmærksom på for nogen tid siden i en artikel om kritikkens funktioner,
er det langt lettere at gå ind på og føle deltagelse for lidelser end for noget, der står i forbindelse
med tankearbejde. Just derfor bestræber alle meget alvorlige og følsomme mennesker sig for at råde
bod på de onde tilstande, de har for øje – noget, man kun kan beundre dem for, selv om de også
derved forfølger et falsk spor. For de kurerer ikke noget på den måde, tværtimod: de forværrer
situationen sandheden er, at deres reaktion er en side af selve sygdommen.
____De forsøger f.eks. at løse fattigdommens problem ved at holde de fattige i live, der er endog en
fremskreden skole, der i tilgift lægger vægt på at more de fattige.
____Men det er ingen løsning; det er at arbejde på at gøre vanskelighederne større, end de i forvejen
er. Den rigtige måde er at forsøge at rekonstruere samfundet på en sådan basis, at fattigdom er
umulig. Men altruismens dyder gør det på forhånd umuligt at nå dette mål – ja, blot at arbejde for
det. Akkurat som de værste slaveejere var sådanne, der var venlige imod deres slaver, hvorved de
tilslørede systemets oprørende forkastelighed for dem, der direkte led under det såvel som for dem,
der blot var tilskuere, således gør nu i England de folk mest ondt, som forsøger at gøre mest godt,
og det er kommet så vidt, at vi oplever, at mennesker, der har studeret problemet og ved, hvad de
taler om – Mennesker med en god uddannelse, der lever i slumkvartererne – træder op og bønfalder
samfundet om at moderere sine altruistiske impulser, give afkald på at øve barmhjertighed i
gerning, under henvisning til, at velgørenhed af denne art både degraderer og demoraliserer. Og de
har fuldkommet ret. Velgørenhed skaber en mængde synder.
____Der er også dette at anføre: det er umoralsk at anvende privat ejendom til at råde bod på de
forfærdelige ulykker, der udspringer af privatejendommens forekomst. Det er både umoralsk og
unfair.
____Når socialismen er indført, vil alt dette naturligvis ligge anderledes. Der vil ikke være
mennesker, der bor i stinkende huler og er klædt i stinkende pjalter; der vil ikke længere være
usunde, forsultne børn, der vokser op i umulige og absolut modbydelige omgivelser. Samfundets
sikkerhed vil ikke, som det nu gør, afhænge af vejrets tilstand. Hvis der kommer frost vil vi ikke
som nu opleve, at hundredetusinder mænd bliver arbejdsløse og vandrer omkring på gader, og
stræder forkomne og elendige, eller henvist til at tigge hos deres naboer eller til at tage plads i en kø
foran en fortrædelig dør, bag hvilken der venter dem et gratis stykke brød eller et uhumsk natteleje.
Alle samfundets medlemmer vil nyde godt af den almindelige velstand og få part i den lykkelige
overflod, som frembringes i samfundet, og hvis det falder i med frost, vil det praktisk talt ikke spille
nogen rolle for nogen.
____På den anden side vil socialisme i sig selv være et gode, simpelthen fordi den vil føre til
individualisme.
____Socialisme, kommunisme eller hvad man nu end vælger for en betegnelse, vil derigennem, at
den konverterer privat ejendom til offentlige midler og erstatter konkurrence med kooperation,
bringe samfundet på ret køl, gengive det sundheden og sikre hvert eneste samfundsmedlem et
materielt udkomme. Den vil stille livet på et rigtigt grundlag – i de rette omgivelser. Men for at livet
skal kunne udvikle sig til højeste fuldkommenhed er dette ikke nok. Der behøves noget andet og
mere, og det er individualisme. Hvis socialisme bliver autoritær; hvis vi får regeringer, der er
udstyret med magt over økonomien i tilgift til den politiske magt, de nu har; med andre Ord: hvis vi
får industri-tyrannier, da vil menneskene være faldet fra asken i ilden. Som forholdene nu er, vil
ikke så få mennesker, som følge af den private ejendoms eksistens, være i stand til at udvikle en vis
meget begrænset sum af individualisme. Enten er de ikke tvunget til at arbejde for deres udkomme,
eller de er i stand til at vælge et virksomhedsområde, der svarer til deres evner, og som gør deres
arbejde til en fornøjelse. Det gælder f.eks. digtere, filosoffer, videnskabsmænd, kulturens
repræsentanter. . . kort sagt, de sande mennesker, og det vil atter sige dem, der har realiseret sig selv,
og i hvem menneskeheden har nået en delvis virkeliggørelse. På den anden side er der mange
mennesker, som, fordi de ikke selv ejer noget, og fordi de altid er lige på sultedødens rand, tvinges
til at arbejde som trækdyr, til at beskæftige sig med ting, der er dem inderligt modbydelige. Der er
intet tyranni så påståeligt, selvsikkert, urimeligt og nedværdigende som det, der har sit udspring i
sult. De mennesker, der er i dette tyrannis vold, er de fattige, og iblandt dem vil man forgæves søge
efter gode manerer, behagelig konversation, civilisation eller kultur, ynde, forfinelse og livsglæde.
De er en kollektiv kraft, der i høj grad bidrager til menneskehedens materielle basis. Men derudover
leverer de intet, og den fattige er i sig selv absolut betydningsløs. Han er kun det uendelig lille atom
i en kraft, der såre langt fra at tage ham i betragtning blindt ruller hen over ham og knuser ham; ja,
som foretrækker ham i den tilstand, for så er han lydigere.
____Naturligvis kan det siges, at den individualisme, som opstår under de samfundsforhold, der er
betinget af privat ejendomsret, ikke altid og ikke engang som regel er af en særlig udmærket eller
vidunderlig type, og at de fattige, selv om de ikke har kultur eller forstår at indynde sig, alligevel
har mange dyder. Begge disse påstande vilde holde stik. Det er ofte yderst demoraliserende at
besidde privat ejendom, og det er naturligvis en af grundene til, at socialismen ønsker at afskaffe
privatejendomsretten som institution. Det skal heller ikke skjules, at det er en plage at være
belemret med ejendom. For nogle år siden begyndte folk rundt om i landet at snakke om, at til
ejendom hører der pligter. De sagde det så tit og mange gange og på en så trist og kedsommelig
måde, at kirken omsider begyndte at sige det samme. Nu hører man det fra alle prædikestole. Det er
den rene sandhed. Til ejendom hører der ikke bare pligter, men så mange pligter, at man ikke
behøver at eje ret meget for at få at føle, at det er særdeles fortrædeligt. Det medfører en uendelig
masse krav på ejeren, man sidder i forretninger til op over ørerne, man er aldrig fri. Hvis
ejendomsbesiddelse kun var knyttet til enkle fornøjelser, gik det an, men de mange pligter gør den
uudholdelig. Vi må af med ejendomsretten som institution i de riges egen interesse. At de fattige har
deres dyder skal villigt indrømmes. Det er noget, som må beklages. Man fortæller os ofte, at de
fattige er taknemlige for velgørenhed! Nogle af dem er det uden tvivl, men de bedste af de fattige er
aldrig taknemlige. De er utaknemlige, misfornøjede, ulydige og oprørske. Og det er ganske i sin
orden. De føler med rette, at velgørenhed er en latterlig ufyldestgørende metode til gennemførelse
af en partiel tilbagelevering eller en sentimental understøttelse, der gerne er ledsaget af et
uforskammet forsøg fra sentimentalistens side på at tyrannisere over ofrenes privatliv. Hvorfor
skulde de fattige være taknemlige for de krummer, der falder fra de riges bord? De burde jo
anbringes ved bordet, det er en viden, der begynder at dæmre for dem. Og med henblik på deres
utilfredshed: et menneske, der ikke vilde være utilfreds med sådanne omgivelser og en så lav
levefod, vilde jo være et fuldstændigt bæst. Ulydighed er i alles øjne, som virkelig har læst historie,
menneskets kardinaldyd, dets “arve” dyd. Det er i kraft af ulydighed, at fremskridt har fundet sted, i
kraft af ulydighed og oprør. Undertiden prises de fattige, fordi de er sparsommelige. Men at
anbefale de fattige nøjsomhed er både en grotesk handling og en fornærmelse. Det kommer på linje
med at anbefale en sulten mand at spise mindre. Det vilde være fuldstændig umoralsk for en
industri- eller landarbejder at praktisere sparsommelighed. Intet menneske bør vise sig villig til at
vise, at han er i stand til at leve som et dårligt ernæret dyr. Han bør nægte at leve på den måde; han
bør enten stjæle eller søge fattighjælp, hvilket af mange anses for at være en form for tyveri. Med
hensyn til tiggeri gælder den regel, at det er sikrere at tigge end at tage, men det er finere at tage end
at tigge. Nej: en fattig mand, som er utaknemlig, unøj som, utilfreds og oprørsk er sandsynligvis en
virkelig personlighed; han har i al fald noget i sig; han er en sund protest. Hvad de dydige fattige
angår, da kan man naturligvis ynke dem, men det er umuligt at beundre dem. De har sluttet deres
private forlig med fjenden og solgt deres ret til livet for en ret dårlige linser. De må også være
overmåde dumme. Jeg har ingen vanskelighed ved at forstå en mand, der accepterer love, der
beskytter privat ejendomsret og billiger, at man kan komme til at eje mere og mere, så længe han
selv under de forhold er i stand til at realisere en eller anden form for liv i skønhed eller intellektuel
virksomhed. Men det er næsten utroligt for mig, at en mand, hvis liv lægges øde for ham eller
nedværdiges på en hæslig måde, virkelig er i stand til at slå sig til ro med en samfundstilstand, der
beror på, at disse love hævdes og respekteres.
____Forklaringen ligger imidlertid ikke så langt borte. Den lyder simpelthen således: Elendighed og
fattigdom er så absolut nedværdigende og udøver en så lammende virkning på menneskenaturen, at
ingen samfundsklasse nogensinde bliver sig sine egne lidelser bevidst. Andre mennesker må
fortælle dem det, og ofte tror de ikke et ord af, hvad der bliver sagt dem. Hvad de store
arbejdsgivere siger imod agitatorerne er utvivlsomt den rene sandhed. Agitatorerne er en flok
individer, der blander sig i alting, bringer røre i andedammen, som henvender sig til en i alle
henseender tilfreds samfundsklasse og sår misfornøjelsens sæd iblandt disse mennesker. Det er
grunden til, at agitatorerne er så absolut nødvendige. Uden dem vilde der, i den tilstand af
ufuldkommenhed vi lever i, ikke ske noget civilisatorisk fremskridt. Slaveriet blev overvundet i
Amerika, ikke formedelst nogen aktion fra slavernes side, ja, ikke engang som følge af et
udtrykkeligt ønske fra deres side om, at de burde sættes fri, men det blev overvundet helt og holdent
formedelst nogle agitatorer, der i Boston og andetsteds gjorde sig skyldig i plump, lovstridig
opførsel – individer, der ikke selv var slaver, ikke selv slaveejere, men som i grunden ikke havde
nogen som helst adkomst til at blande sig i den sag. Det er ganske utvivlsomt, at det var disse
abolitionister - tilhængere af slaveriets afskaffelse – som tændte faklen og startede hele historien.
Og det er ganske kuriøst at lægge mærke til, at fra slaverne selv modtog de ikke blot yderst ringe
hjælp, men knap nok sympati. Og da ved krigens slutning slaverne fandt, at de var blevet frie, så
helt og holdent frie, at det stod dem frit for at dø af sult, var der mange af dem, der bittert fortrød
eller beklagede den nye tingenes tilstand. For en tænkende historiker er det mest tragiske ved den
franske revolution ikke, at Marie Antoinette blev dræbt, fordi hun var dronning, men at de
undertrykte og forsultne bønder i Vestfrankrig frivillig gik i døden for feudalismens alt andet end
opløftende sag.
____Det er klart, at vi er slet hjulpet med en socialisme, der er autoritær. For medens under det
nuværende system et meget stort antal mennesker kan leve deres liv i besiddelse af en vis sum af
frihed og ret til at udtrykke sig og være lykkelige, er det klart, at under et industrielt kasernesystem
og under et industrielt tyranni, vil ikke et eneste menneske være i stand til at nyde det mindste gran
af frihed. Det må meget beklages, at en vis portion af vort samfund praktisk talt lever i slaveri, men
det er barnagtigt at foreslå at løse problemet ved at sætte hele samfundet i slaveri. Ethvert menneske
må have lov til at vælge sit eget arbejde. Han bør ikke udsættes for nogen form for tvang i så
henseende. Hvis det sker, vil intet arbejde, han sættes til, være til gavn for ham, det vil ikke være
godt i sig selv, og det vil ikke være godt for andre. Og med arbejde mener jeg virksomhed af en
hvilken som helst slags.
____Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at nogen socialist i dag for alvor vil foreslå, at en inspektør
skal indfinde sig hver morgen i alle hjem for at påse, at alle borgere står op og udretter manuelt
arbejde i otte timer. Menneskeheden har passeret dette stadium og reserverer denne form for
eksistens for de mennesker, som den, for øvrigt på en meget vilkårlig måde, vælger at kalde
forbrydere. Men jeg tilstår, at mange af de socialistiske anskuelser og teorier, som jeg i tidens løb er
stødt på, forekommer mig at være i al fald overfladisk præget af autoritært tankesæt, ja endog af
overbevisningen om, at fremskridtet kan sikres ved tvang. Naturligvis vil fremskridtet aldrig kunne
sikres ved et autoritært system og voldsmetoder. Al sammenslutning må være frivillig. Det er kun
når mennesket står frit i sine associationer og organisationer, at det er et åndeligt oprejst menneske.
____Men man må måske spørge om, hvordan individualismen, der nu er mere eller mindre
afhængig af tilstedeværelsen af privat ejendom for sin udvikling, vil være i stand til at nyde godt af
denne privatejendoms afskaffelse. Svaret er meget enkelt. Det er sandt, at under de
forhåndenværende omstændigheder er det kun få kulturrepræsentanter, som har private midler til
rådighed, blandt dem Byron, Shelley, Browning, Victor Hugo, Baudelaire, og som derfor har været i
stand til mere eller mindre fuldstændigt at realisere, hvad der boede og groede i dem. Ikke en af
disse mænd har nogensinde udført én dags arbejde for aflønning. De var befriet for fattigdom. De
havde en umådelig fordel. Spørgsmålet er, om det vilde være til gavn for individualismen i
samfundet, om en sådan fordel, som disse har nydt, blev undertrykt? Lad os antage, at den blev
undertrykt. Hvad vilde der så ske med individualismen. Hvorledes vilde den kunne høste gavn af en
sådan forandring?
____Den vilde høste gavn på følgende måde. Under de nye forhold vilde individualisme blive langt
friere, langt finere, langt mere intens og dybtgående, end den er nu. Jeg taler ikke om den store ad
fantasiens vej virkeliggjorte individualisme, der er ejendommelig for de digtere, jeg har nævnt, men
om det mægtige fond af aktuel, handlingsbetonet og ikke blot fantasimættet individualisme, som er
latent og potentielt anlagt i menneskeheden i almindelighed. Anerkendelsen af privatejendom har
faktisk skadet individualismen og forvansket den ved at tilvejebringe en konfusion imellem hvad et
menneske er og hvad det besidder. Denne anerkendelse har ført individualismen fuldstændig på
vildspor. Den har gjort vinding, ikke vækst til sit mål. Den har bevirket, at mennesker kommet til at
tro, at det, som det kommer an på, er at have, og er forblevet i uvidenhed om, at hvad det kommer
an på er at være. Menneskets sande fuldkommenhed hænger ikke sammen med, hvad han har, men
med hvad han en. Privatejendommen har undertrykt den sande individualisme og oprejst en falsk
individualisme. Den har afskåret en portion af samfundet fra at udvikle sig individualistisk ved at
sætte den på sultekost. Den har afskåret den anden portion af samfundet fra at blive individualistisk
ved at sætte den på en forkert vej og belemre den med tyngende bagage. Så fuldstændig er det
personlige menneske faktisk blevet opslugt af sine besiddelser, at engelsk lov altid har straffet
forseelser imod en mands ejendom langt strengere end forseelser imod hans person, og besiddelse
en stadig kriteriet for tildelingen af de fuldstændige borgerlige rettigheder [i 1891]. Den flid og
energi, der medgår til at lave penge, ej også meget demoraliserende. I et samfund som vort, hvor
besiddelse i en umådelig grad forlener et menneske med udmærkelse, giver det social position,
æresbevisninger, titler og andre behagelige ting af samme slags, vil mennesket der af naturen er et
ambitiøst væsen, naturligvis gøre det til sin opgave og sit mål at ophobe denne besiddelse, og længe
efter at det har samlet meget mere end det ønsker eller kan bruge eller have glæde af, ja måske
endog være vidende om, vil det blive ved at arbejde i en trist og dødkedsommelig trædemølle for at
forøge sin besiddelse. Mennesket vil overanstrenge sig ihjel for at sikre sig besiddelse, og faktisk
har man jo ikke lov at være overrasket herover, når man tager de enorme fordele i betragtning, der
er knyttet til besiddelse. Man må indskrænke sig til at beklage, at samfundet er konstrueret på et
sådant grundlag, at mennesket er blevet tvunget ind i en blindgade, hvor det ikke formår frit at
udvikle, hvad der er nedlagt i det i retning af fortryllende og vidunderlig herlighed, og hvor det
oven i købet forsmægter af mangel på sand fornøjelse og glæde ved livet. Mennesket er også under
de nuværende forhold udleveret til stor utryghed. En uhyre rig forretningsmand vil naturligvis være
og er ofte hvert øjeblik af sit liv udsat for tilskikkelser, der er helt udenfor hans kontrol. Hvis det
blæser op på havet, hvis vejret pludselig slår om eller noget andet ligeså trivielt indtræffer, kan hans
skib forlise, hans spekulationer slå fejl, og han finder som følge heraf, at han pludselig er fattig, og
med hans besiddelser er også hans sociale position gået fløjten. Men der er ingenting på jorden, der
burde have lov at tilføje et menneske fortræd uden mennesket selv. Der er ingenting, der burde
kunne gøre en mand fattig. Hvad en mand virkelig ejer, det fører han med sig i sit indre; det er, hvad
der er i ham. Og hvad der er udenfor burde være aldeles uden betydning.
____Når privatejendom bliver afskaffet, da skal vi få smuk og sund individualisme. Ingen vil spilde
sit liv med at ophobe ting og symboler på ting. Da først vil man kunne leve. At leve er det
allersjældneste i verden. De fleste mennesker er bare til; det er det hele.
____Det er et spørgsmål, hvorvidt vi nogensinde har set personlighed udtrykke sig fuldstændigt
uden på kunstens plan, hvor den udtrykkelige virkeliggørelse sker ad fantasiens vej.
Handlingsmennesker udtrykker sig aldrig fuldstændigt. Mommsen påstår, at Cæsar var det
komplette, det fuldkomne menneske. Men hvor tragisk utryg var ikke Cæsar! Alle vegne, hvor der
er et menneske, der udøver autoritet, er også et menneske, der sætter sig op imod autoritet. Cæsar
var særdeles perfekt, men hans vej til fuldkommenhed var alt for farlig. Renan påstår, at Marcus
Aurelius var et fuldkomment menneske. Ja, den store kejser var særdeles fuldkommen. Men hvor
utålelige var ikke de krav, der stilledes til ham! Han vaklede under imperiets byrde. Han var sig
fuldt bevidst, hvor lidt han slog til, når han ene menneske, skulde magte, hvad der overgik en titans
kræfter. Hvad jeg mener med, et fuldkomment menneske er et menneske, der udvikler sig i
fuldkomne omgivelser; menneske, som ikke er såret, ikke fuld af bekymringer; ikke lemlæstet, ikke
truet af farer! De fleste personligheder er blevet det derved, at de har været tvunget til at blive
oprørere. Det halve af deres energi har været ødet bort i forsøg på at finde sig til rette i
omgivelserne. Byron’s personlighed blev f.eks. på en forfærdelig måde sat i væksten i kampen mod
englændernes dumhed, hykleri og filisteragtighed. Sådanne kampe tjener nemlig ikke altid til at
intensivere personlighedens styrke; det er ofte dens svagheder, der forceres og overdrives. Byron
blev aldrig i stand til at give os, hvad han under andre forhold kunde have givet os. Shelley slap
lettere. Ligesom Byron absenterede han sig fra England så hurtigt som muligt. Men han var ikke så
velkendt, og det hjælp ham. Hvis englænderne havde haft anelse om, hvor stor en digter han
virkelig var, vilde de have faldet over ham med tænderne og neglene og have gjort ham livet så
uudholdeligt som bare muligt for dem. Men han spillede ingen rolle i samfundet eller selskabet, og
som følge deraf slap han til en vis grad fri af samtiden. Og alligevel, selv hos Shelley er den
oprørske tone undertiden for høj. Den fuldkomne personlighed udstråler ikke oprør, men fred.
____Det vil blive et vidunderligt syn – menneskets sande personlighed – når vi får den at se. Den
vil vokse naturligt og enkelt, blomsteragtigt, eller som et træ gror. Der vil ikke være nogen
disharmoni levnet. Det vil være en personlighed fri for disput og polemik. Den vil ikke være
interesseret i at bevise noget som helst. Den vil vide alting. Og alligevel vil dens viden være ganske
uanstrengt. Mere en visdom end en viden. Denne personlighed vil ikke lade sit værd måle af de
materielle ting. For den vil ikke have noget. Og dog vil den i en forstand have alting, og alt hvad
man tager fra den, vil den stadig have, – så rig vil den være. Den vil ikke altid blande sig i andres
sager eller kræve af andre, at de skal være ligesom den selv. Den vil elske dem, fordi de er
forskellige – anderledes. Men skønt den ikke stikker sin næse i andres sager, vil den dog kunne
hjælpe alle – som en skøn ting hjælper os, nemlig ved at være, hvad den er. Menneskets
personlighed vil vise at være meget vidunderlig. Den vil blive ligeså vidunderlig som et barns
personlighed.
____I sin udvikling vil den blive hjulpet af kristendommen, hvis mennesker ønsker det, men hvis
mennesker ikke ønsker det, vil den alligevel udvikle sig – uden at blive sat i mindste måde tilbage.
For den vil være fri for bekymringer med hensyn til fortiden; den vil være uinteresseret i, om
tingene er hændt eller ikke hændt. Og den vil ikke anerkende andre love end sine egne love; ingen
autoritet undtagen sin egen autoritet. Men den vil elske dem, som har hjulpet den og givet den
dybde og intensitet, og den vil ofte tale om dem. Og blandt dem var også Kristus.
____“Kend Dig selv!” stod der over indgangsdøren til den antikke verden. Men over indgangsdøren
til den nye verden skal der stå “Vær Dig” Og Kristi budskab til mennesket var rent og enkelt dette
“Vær Dig selv”. Det er Kristi hemmelighed.
____Når Jesus taler om de fattige, mener han ganske simpelt mennesker, som ikke har andet end
det, at de er blevet personligheder, akkurat som han når han taler om de rige simpelthen mener
mennesker, som har stået i stampe og ikke har udviklet sig til personligheder. Jesus drog omkring i
et samfund, der tillod at man ophobede privat ejendom akkurat som vort samfund gør, og det
Evangelium, han forkyndte, gik ikke ud på, at i et sådant samfund var det en fordel for mennesket at
leve af for knap tilmålt og usund føde, at gå klædt i pjaltede, smittebærende klæder, at sove i
hæslige, usunde boliger, og at det var en risiko for, at leve under sunde forhold, i behagelige
omgivelser og i rimeligt gode kår. Et sådant program vilde have været falsk dengang i Jødeland, og
det er naturligvis endnu mere falsk nu og i England; for efterhånden som vi kommer længere mod
nord, bliver de materielle livsnødvendigheder af mere vital betydning, vort samfund bliver uendelig
mere indviklet, og det fremviser langt mere ekstreme modsætninger mellem luksus på den ene side
og pauperisme på den anden end noget samfund i den antikke verden. Hvad Jesus mente vare dette.
Han sagde til mennesket: “Du har en vidunderlig personlighed. Gør, at den kommer frem. Bliv Dig
selv og vær Dig selv. Indbild Dig ikke, at fuldkommenhed for Dig består i at ophobe eller besidde
ydre ting. Din sande beskaffenhed afhænger af noget inde i Dig selv. Hvis Du blot kunde bliv klar
over dette, vilde Du ikke ønske at blive rig. Almindelige rigdomme kan stjæles fra et Menneske.
Virkelige rigdomme ikke. I Din sjæls skatkammer, dér er uendelig kostelige ting, og de kan ikke
tages fra Dig. Derfor skal Du forsøge at indrette Dit liv således, at de ydre ting ikke kan skade Dig.
Og forsøg tillige at frigøre Dig fra ejendom og besiddelse. Det skaffer Dig kun besvær og fortræd;
Du må anstrenge Dig uden ende for disse tings skyld, og Du er aldrig sikker på, at Du ikke handler
uret mod andre mennesker ved at forbeholde Dig selv disse ting. Ejendom, som er knyttet til den
private person forhindrer på alle stadier individualismens personlige menneske i at blive til.” Man
skal bemærke, at Jesus aldrig siger, at folk, der er nedsunket i fattigdom, nødvendigvis er gode, ej
heller, at rige mennesker nødvendigvis er onde. Det vilde ikke have været sandt. Rige mennesker er,
rent som klasse betragtet, end mennesker, der er nedsunket i fattigdom, de er mere moralske, mere
intellektuelle og de opfører sig bedre. Der er kun én klasse i samfundet, som tænker mere på penge
end de rige, og det er de fattige. De fattige kan ikke tænke på andet. Det er elendigheden ved at
være fattig. Hvad Jesus siger er dette: at mennesket når sin fuldkommenhed ikke gennem det, han
har, end ikke gennem det, han gør, men udelukkende gennem det, han er. Og derfor fremstilles den
rige, unge mand, som kommer til Jesus, som en gennemført god borger, der ikke har forset sig imod
nogen af statens love, ikke overtrådt noget af religionens bud. Han er helt igennem agtværdig i dette
ords mest almindelige betydning. Jesus siger til ham: “Du skulde give afkald på privat ejendom.
Den hindrer Dig i at nå den fuldkommenhed, der er nedlagt i Dig. Den er en klods om Din fod. Den
er en byrde. Din personlighed har ikke brug for den. Det er indeni Dig selv, ikke udenfor Dig selv,
Du vil finde, hvad Du virkelig er, og hvad Du virkelig ønsker.” Til sine egne venner siger han det
samme. Han siger til dem, at de skal være sig selv og ikke altid bekymre sig om andre ting. Hvad
rolle spiller andre ting? Mennesket er fuldstændigt i sig selv. Når menneskene går ud i verden, vil
verden vise sig uenig med dem. Det er uundgåeligt. Verden hader den individuelle personlighed.
Men det bør ikke sætte dem grå hår i hovedet. De bør forblive rolige og ikke opgive deres
selvkoncentration. Hvis en mand tager deres kappe fra dem, så giv ham kjortelen, blot for at vise, at
materielle ting er uden betydning. Hvis folk skælder dem ud, skal de ikke svare igen. Hvad betyder
det? At det, folk siger om et menneske, ikke forandrer et menneske. Det er, hvad det er. Den
offentlige mening er aldeles betydningsløs. Selv om folk anvender vold, skal man ikke besvare det
med selv at blive voldsom. Dermed vilde man synke ned på det samme lave plan. Når alt kommer
til alt kan et menneske selv i fængsel være aldeles fri. Hans sjæl kan være fri. Hans personlighed
kan være hævet over alle bekymringer. Han kan have fred med sig selv. Men frem for alt, vi
mennesker bør ikke blande os i andres sager og forhold, og vi bør helt og holdent afholde os fra at
dømme dem. Personlighed er noget meget mystisk noget. Et menneske kan ikke altid bedømmes
efter dets gerninger. Det hænder, at et menneske er lovlydigt og dog værdiløst. At et menneske er
lovbryder og dog ypperligt. Et menneske kan være slet uden nogensinde at gøre noget slet. Og et
menneske kan forse sig imod samfundet og dog gennem denne forseelse virkeliggøre det, der for
hans vedkommende er sand fuldkommenhed.
____Der var engang en, kvinde, der blev grebet i hor. Vi får ikke noget at vide om hendes
kærlighedshistorie, men hendes kærlighed må have været meget stor. Jesus sagde nemlig, at hendes
synder var hende tilgivet, ikke fordi hun angrede, men fordi hendes kærlighed var så intens og
vidunderlig. Senere, kort tid før sin død, da han sad ved et festmåltid, kom en kvinde ind og udgød
kostelige vellugtende vande over hans hår. Hans venner forsøgte at hindre hende heri og sagde, at
det var ødselhed, og at de penge, som de pågældende parfumer havde kostet, burde have været givet
ud i velgørende øjemed til nødlidende folk eller til et lignende formål. Jesus gik ikke ind på denne
tankegang. Han fremhævede, at menneskets materielle behov er store og altid for hånden, men
menneskets åndelige behov er endnu større, og at i ét eneste guddommeligt øjeblik og ved at vælge
sin egen udtryksmåde, kan et menneske personliggøre sig indtil fuldkommenhed. Verden ser den
dag i dag op til denne kvinde som en helgeninde.
____Ja, der er meget tankevækkende i individualismen. Socialismen tilintetgør for eksempel
familielivet. Når privatejendomsretten afskaffes, må ægteskab i dets nuværende form forsvinde. Det
hører med til programmet. Individualismen godkender dette og forvandler tab til gevinst. Den
omdanner afskaffelsen af lovmæssig indhegning til en form for frihed, der vil være til hjælp for
personlighedens fulde udvikling og gøre kærlighed mellem mand og kvinde mere vidunderlig, mere
skøn, mere forædlende. Jesus vidste dette. Han forkastede familielivets krav, skønt de forekom i
hans tid og i hans samfund i en meget understreget form. “Hvem er min moder? Hvem er mine
brødre?” sagde han, da man sagde til ham, at de ønskede at tale med ham. Da en af hans tilhængere
bad om at få lov at tage bort for at begrave sin fader, sagde Jesus: “Lad de døde begrave de døde.”
Således lød hans forfærdende Svar. Han vilde ikke tillade, at der blev stillet noget krav, der tog
noget bort fra det personlige liv.
____Heraf fremgår, at den lever et kristuslignende liv, som er sig selv absolut og til
fuldkommenhed. Det kan være en stor digter, en stor videnskabsmand, en ung universitetsstudent;
eller en dramatiker som Shakespeare, en mand, der filosoferer over Gud, som Spinoza; eller et barn,
der leger i haven, eller en fisker, der kaster sit net i havet. Det er ligegyldigt hvad han er, så længe
han virkeliggør den åndelige fuldkommenhed, som findes dybt i ham selv. Alle efterligninger er
forkerte, hvor vi har med moral at gøre, hvor det gælder eksistens og liv. Gennem Jerusalems gader
kravler i vor tid en gal mand; han bærer et trækors på ryggen. Han er et symbol på de eksistenser,
der går til spilde på grund af efterligningsmani. Fader Damien var Kristus lig, da han rejste ud og
levede blandt de spedalske, fordi det var den tjeneste, der gjorde det muligt for, ham at virkeliggøre
det bedste i sig selv. Men han var ikke mere kristuslignende end Wagner var, da han virkeliggjorde
sin sjæls anlæg i musik; eller Shelley, der gjorde det i sang. Der er ikke én mennesketype. Der er så
mange slags fuldkomne eksistenser som der er ufuldkomne individer. En mand kan give efter for
kærligheds og barmhjertigheds krav og dog være fri, men hvis en mand begynder at lade sig
metodistisk ensrette, er det ude med frihed for ham.
____Det er socialismens opgave at gøre det muligt for os at virkeliggøre individualismen – at blive
personligheder. Det er kun i naturlig konsekvens heraf, at staten må opgive alt regering. Den må
lade det falde, fordi det er sandt, hvad en vis mand sagde mange århundreder før Kristus [Chuang-
Tsu], at ingenting, i regeringskunsten kommer på højde med at lade mennesker passe sig selv – lade
dem i fred. Alle regeringssystemer er dømt til fiasko. Despotisme er uretfærdig imod alle, despoten
indbefattet, for han var sandsynligvis anlagt for noget bedre. Oligarki og aristokratiske systemer er
uretfærdig imod de mange, ochlokrati og masse- eller pøbelregimenter er uretfærdige imod de få.
Der var engang, da man håbede meget af demokratiet; men demokrati betyder bare
knippelregimente og politistat i folkets navn, for folkets skyld og på folkets bekostning. Det er man
ikke længe om at opdage. Og det var på høje tid; al autoritet er nemlig nedværdigende. Magten
nedværdiger dem, der udøver den og dem, den udøves over. Når den bruges med anvendelse af
vold, plumpt og terroristisk, har den kun en god virkning, hvis den skaber eller i al fald lægger et
grundlag for den oprørsånd og individualisme, som er bestemt til at bringe den til fald. Når den
anvendes med en vis moderation og godmodighed og søger at holde sig ved hjælp af et
belønningssystem, ordensvæsen og nationalpristildelinger, er den i forfærdende grad
demoraliserende. I dette tilfælde er folk tilbøjelige til at glemme den spændetrøje, de er lagt i, og
resultatet er, at de lever og dør i en modbydelig mæthed og tilfredshed, som forkælede stuehunde og
kastrerede katte, uden nogensinde at gøre sig klart, at de sandsynligvis tænker andre folks tanker,
lever efter andre folks op- og forskrifter, iført hvad man kunde kalde andre folks aflagte klæder og
uden et eneste øjeblik at være sig selv. En god filosof har sagt: “Den, der vil være fri, må sky af
konformisme og ensretning.” Men den autoritet og magt, der bestikker folk for at få dem til frivillig
at opføre sig ensrettet, frembringer en væmmelig form aloverfedet barbari iblandt os.
____Når autoritet og magt er stækket, vil det også være forbi med vort straffesystem. Det vil vise
sig at være en stor vinding – faktisk en gevinst af uberegnelig værdi. Når man læser historie – men
ikke i de udrensede, forvanskede lærebøger, der skrives for skoledrenge og stud. mag.’er, men i
originale kilder, – er man ved at brække sig ikke blot over de forbrydelser, de slette mennesker har
begået, men over de Straffe, de gode mennesker har iværksat. Et samfund bliver uendelig meget
mere brutaliseret gennem strafudmålingens rutine, end det bliver gennem de spontant
forekommende forbrydelser. Det skulde ikke være vanskeligt at erkende, at jo mere straf, der
idømmes, desto mere forbrydelse producerer man; lovgivningsmagten har i vor tid i stor
udstrækning erkendt det og stillet sig den opgave at slække på straffene, så vidt den mener, at det
går an. På alle de områder, hvor straffene virkelig er nedbragt, har resultaterne altid været
overordentlig gode. Jo mindre straf, desto færre forbrydelser. Hvis man tænker sig al straf afskaffet,
vil resultatet enten blive, at forbrydelse helt forsvinder, eller den vil, når den optræder, blive
behandlet af læger som en meget trist form for galskab, der må helbredes ved pleje og venlighed.
Hvad man i vore dage kalder forbrydere er nemlig slet ikke forbrydere. Det er ikke synd, men sult,
der er ophav til moderne forbrydelse. Det er just forklaringen på, at vore forbrydere fra et hvilket
som helst psykologisk synspunkt er så absolut uinteressante. De er ikke mægtig interessante typer
som Macbeth eller skrækkelig interessante typer som Vautrin [hos Balzac]. De er ikke andet end
hvad ganske almindelige respektable og jævne folk også vilde være, hvis de ikke havde fået
tilstrækkelig at spise. Når ejendomsretten er afskaffet, vil der ikke være noget behov for
forbrydelse; ingen vil være så tosset. Den vil have haft sin tid. Naturligvis er ikke alle forbrydelser
ejendomsforbrydelser, men det er en kendsgerning, at loven i England går hårdest og strengest frem
imod dem, ud fra det skøn, at hvad en mand besidder har større værdi end hvad han er i sig selv.
(Det er rigtigt, at for mord er der dødsstraf, og at der altså kan synes at foreligge en undtagelse her,
men skal vi betragte dødsstraf som en hårdere straf end mange års tugthus: her deler meningerne
sig, og jeg er ikke sikker på, at vore forbrydere deler den opfattelse, at dødsstraf er den strengeste
form for straf). Men selv om en forbrydelse eventuelt ikke er rettet imod ejendom og besiddelse,
kan den meget vel have sit udspring i elendighed og impotent vrede og fortvivlelse, som har sine
rødder i vort forkerte økonomiske system, og at afskaffelse af ejendom og besiddelse således også
vil bringe lindring her. Når alle samfundets medlemmer har tilstrækkeligt til deres behov, når de
ikke længere er ofre for et almindeligt regering, vil hver enkelt af os miste lysten til at misunde
andre og regere med og over dem. Skinsyge, der er en overordentlig fremtrædende kilde til
forbrydelse i det moderne samfundsliv, er en følelse, som er intimt forbundet med vor opfattelse af
ejendomsretten: under en socialisme, der er blomstret ud i individualisme, vil denne følelse være
aldeles ukendt.
____Men vil man spørge: når staten ikke skal regere, hvad skal den så gøre? Staten skal på
frivillighedens basis sørge for det nødvendigste til livets ophold – produktionen og distributionen.
Staten skal lave det, som er til nytte. Individet skal lave, hvad der er smukt. Og i anledning af ordet
arbejde, vil jeg gerne sige, at der i vor tid bringes en masse vrøvl til torvs om det manuelle arbejdes
værdighed. Der er ikke nødvendigvis noget værdigt ved håndens arbejde, og det meste manuelle
arbejde [kropsarbejde] er i vor tid absolut nedværdigende. Det er mentalt og moralsk skadeligt for et
menneske at udføre arbejde, der ikke volder ham glæde, og mange former for arbejde er komplet
glædeløse, og det er en stor fejl, hvis det ikke bliver erkendt. At feje gade otte timer i døgnet i slud,
regn og blæst er en modbydelig beskæftigelse. At gøre det dag ud og ind uden at lide varig skade på
sind og ånd og legeme forekommer mig umuligt. Den tanke, at nogen skulde gøre det med glæde, er
egnet til at fylde mig med rædsel. Mennesket er skabt til noget bedre end at flytte skidt fra ét sted til
et andet. Alt arbejde af den slags bør besørges pr. maskine.
____Og jeg tvivler ikke om fremtiden: sådan vil det blive! Indtil vor tid har mennesket i en vis
udstrækning været en slave af maskinerne, og der er noget tragisk i den kendsgerning, at så snart
mennesket havde opfundet en maskine til at gøre arbejdet for sig, begyndte det at lide nød. Det er
imidlertid et resultat af vort økonomiske system med ejendomsret, konkurrence og profit. Et
menneske ejer en maskine, der kan udrette fem hundrede menneskers arbejde. Som følge heraf
bliver fem hundrede mennesker styrtet ud i arbejdsløshed, og eftersom de ikke har noget at bestille,
begynder de at lide sult og slår sig på tyveri. Den ene mand sørger for maskinproduktionen og
beholder det producerede og har fem gange så meget, som han burde have, og sandsynligvis – og
det har langt større betydning – har han meget mere, end han faktisk bryder sig om. Hvis maskinen
var alles ejendom, vilde alle have gavn af den. Det vilde være til umådelig fordel for samfundet. Alt
uintellektuelt, arbejde, alt ensformigt, kedeligt arbejde, alt arbejde, der bringer arbejderne i berøring
med hæslige ting, eller hvis udførelse forudsætter modbydelige omgivelser, bør afvikles af
maskiner. Maskiner bør arbejde for os i kulminerne, maskiner bør sørge for alt, der vedrører sanitet
og hygiejne, maskiner bør tage fyrbødernes plads i damperne og besørge gadernes renholdelse og
løbe med besked, når det regner og gøre alt, hvad der keder os og virker nedslående på os. Som
forholdene er, konkurrerer maskinerne med mennesket. Når forholdene bliver berigtiget, vil
maskinerne tjene mennesket. Der er ingen tvivl om, at det er maskinernes fremtid; og akkurat som
træer gror, medens godsejeren sover, således vil maskinerne gøre alt det nødvendige og ubehagelige
arbejde, medens menneskeheden morer sig eller nyder fritiden på en måde, der er kulturmennesker
værdig, – og det er dette og ikke slid og slæb, som er menneskets bestemmelse – eller medens det
laver kunstværker eller læser gode bøger eller simpelthen betragter verden med beundring og
henrykkelse. Det er et faktum, at der er intet civiliseret liv muligt uden slaver. Heri havde grækerne
ganske ret. Med mindre der er slaver til at besørge det grimme, hæslige og uinteressante arbejde,
bliver kultur og kontemplation næsten en umulighed. Menneskeslaven er urigtigt, forbundet med
utryghed og demoraliserer begge parter i forholdet. Verdens fremtid afhænger af mekanisk slaven,
af maskinslaveriet. Og når videnskabsmænd ikke længere behøver at besøge slumkvarterer for at
uddele dårlig kakao og værre tæpper til en nødstedt befolkning, vil de med god samvittighed kunne
bruge deres fritid til at lave vidunderlige og mærkelige ting, som de selv kan have glæde af og alle
andre også. Der vil opstå mægtige energilagre i alle byer, om det skal være: i hvert eneste hus, og
denne energi vil mennesket omdanne til varme, lys, drivkraft i overensstemmelse med det
forhåndenværende behov. Er dette utopi? Et verdenskort, der ikke har nogen plads afsat til Utopia,
er ikke værd at kigge på, for det udelader det eneste land, hvor menneskeheden på sin eventyrlige
rejse altid stiger i land. Og når menneskeheden lander der, afsøger den horisonten for et nyt mål og
efter at have skimtet et bedre land, hejser den atter sejl. Fremskridtet består i at virkeliggøre utopier.
____Jeg sagde før, at menneskeheden formedelst en organisation af teknikken og maskineriet, vil
skaffe sig de nyttige ting, og at det vil blive overladt til individet at tilvejebringe de skønne ting.
Dette er ikke blot nødvendigt; det er den eneste mulige måde at tilvirke begge dele på. Et individ,
som må forarbejde ting til andres brug, med hensyntagen til deres behov og ønsker, kan ikke lægge
det bedste, det har i sig, i sit arbejde. På den anden side, når som helst et samfund eller en mægtig
sektion af samfundet eller en regering af en eller anden slags, forsøger at diktere en kunstner, hvad
han skal lave, sker der ét af tre: enten forsvinder al kunst fuldstændig, eller den bliver stereotyp,
eller den udarter til en lav og uædel form for teknisk kunnen. Et kunstværk er et enestående resultat
af et enestående temperament. Dets skønhed kommer fra den kendsgerning, at kunstneren er den,
han er. Det har intet at gøre med den kendsgerning, at andre folk ønsker, hvad de ønsker.
Tværtimod, i samme øjeblik kunstneren tager i betragtning, hvad andre mennesker ønsker og
forsøger at levere det ønskede, ophører han at være kunstner og bliver en kedsommelig eller en
underholdende tekniker eller håndværker, en hæderlig eller uhæderlig forretningsmand. Han har
ophørt at have noget krav på at blive betragtet som kunstner. Kunst er den mest intense form for
individualisme, som eksisterer i verden. Jeg er tilbøjelig til at gå videre: den eneste virkelige form
for individualisme. Forbrydelse, der under visse omstændigheder kan synes at have skabt
individualismen, må tage andre mennesker i agt og blande sig ind i deres liv. Forbrydelse tilhører
handlingens sfære. Men kunstneren kan ganske alene, uden at referere sig i mindste måde til
næsten, uden at løbe ham på dørene, frembringe en skøn ting, og hvis han ikke gør det ene og alene
for sin egen fornøjelse, er han slet ikke kunstner.
____Og man må vel bemærke, at det er den kendsgerning, at kunst repræsenterer denne intense
form for individualisme, som bevirker, at publikum forsøger at udøve en autoritet over kunsten, der
er ligeså usædelig, som den er latterlig, og så korrumperende, som den er foragtelig. Det er ikke helt
og holdent publikums skyld. Publikum har altid – i alle tidsaldre – nydt en dårlig opdragelse.
Publikum beder bestandig kunsten om at være populær, om at imødekomme dets mangel på smag,
om at smigre dets absurde forfængelighed, om at fortælle det, hvad der er blevet fortalt før, om at
vise det, hvad det burde være træt af at se, om at more og underholde det, når det føler maden ligge
tungt i maven, og om at distrahere det, når det er dødtræt af sin egen tankeløshed og stupiditet.
Ingen kunst burde nogensinde forsøge at blive populær – eller folkelig. Publikum bør forsøge at
opdrage sig selv til at have forstand på kunst. Der er en umådelig forskel. Hvis en videnskabsmand
blev opvartet med, at resultaterne af hans eksperimenter og de konklusioner, han når til, bør være af
en sådan karakter, at de ikke forstyrrer folks vedtagne og populære forestillinger om emnet, hvis en
filosof blev opvartet med, at han har den mest ubegrænsede ret til at spekulere på metafysikkens
øverste plan, forudsat at han når til samme konklusioner som de, der aldrig har tænkt på noget plan,
trykker til deres barm . . . jeg skal ikke komme med anden kommentar, end at jeg tror, at de
pågældende, videnskabsmanden og filosoffen, vilde trække på smilebåndet. Sådan ligger sagen nu.
Det er dog ikke ret mange år siden, at både filosofi og videnskab var underkastet en brutal folkelig
kontrol. Den havde autoritet at tage hensyn til – selv om denne autoritet hang sammen enten med
samfundets almindelige uvidenhed eller en gejstlig eller politisk herskende klasses magtstræb og
terror. Nu har vi naturligvis i vid udstrækning fået bugt med alle forsøg fra samfundets, kirkens eller
regeringens side på at bland sig i den spekulative eller eksperimenterende tankes individualisme,
men der forekommer stadig tilløb til at blande sig op i kunstens individualisme. Faktisk er det,
værre end som så: man er stadig ude efter kunsten i dens forskellige grene på aggressiv, ondsindet
og brutal måde.
____I England har de former for kunst klaret sig bedst, som publikum ikke har interesse i. f.eks.
lyrikken. Vi har kunnet tillade os at have en fin lyrik i England, fordi publikum aldrig læser lyrik og
som følge deraf er uden indflydelse på den. Publikum elsker at være uforskammet imod lyrikerne,
fordi disse er individualister, personligheder, men når de har fået luft for deres trang til at insultere
dem, laden det dem i fred. Med hensyn til romanen og dramaet, genren, som publikum interesserer
sig for, har det vist sig, at den autoritet, som publikum udøver, er helt til grin. Intet andet land
producerer så slet skrevet fiktionslitteratur, så mange kedelige og ordinære romaner, så trist tåbelige
og vulgære skuespil som England. Og det kan ikke være anderledes. Den standard, som er sat al
folkets smag, er af en sådan karakter, at ingen kunstner kan synke så dybt. Det er på én gang alt for
let og alt for vanskeligt at blive en folkeyndet romanforfatter. Det er for let, fordi publikums krav
med hensyn til handling, stil, psykologi, kritik af livet, litterære problemer ikke er større eller
videregående, end at de kan opfyldes af de udygtigste og de mindst kultiverede. Det er for
vanskeligt, fordi kunstneren, hvis han skulde honorere disse krav, måtte gøre vold på sit
temperament, måtte skrive ikke for den kunstneriske glæde, der er forbundet med at skrive, men for
at underholde mennesker med en sløj opdragelse og fattige på kundskaber og på den måde
uundgåeligt vilde glemme, hvad han selv måtte besidde af kultur, måtte tilintetgøre sin stil og lade
alt af værdi i sig selv gå i hundene. Med hensyn til skuespillet er situationen noget bedre: det
publikum, der frekventerer teatrene, elsker ganske vist at få alting givet ind med skeer, men er en
modstander af at kede sig, og de to mest populære skuespilgenrer, den burleske komedie og farcen,
er ikke i sig selv ukunstneriske; tværtimod. Den kan præsteres dejligt arbejde i disse genrer, og når
det gælder dem, er der praktisk givet engelske forfattere stor frihed. Det er, når vi kommen til
skuespillets højere genrer, til dramaets forskellige former, at vi får øje på resultaterne af folkets
indseende med, hvad den frembringes. Der er én ting, som publikum er på nakken af: det nye.
Ethvert forsøg på at behandle emner, der ikke før har været dramatiseret, fylder publikum med
afsky; men kunstens livskraft og fremskridt afhænger i ikke ringe grad netop af stoffets udvidelse
og fornyelse. Publikum afskyr det nye, fordi det er bange for det. Det repræsenterer for dem et
udslag af individualisme, en demonstrativ tilkendegivelse fra kunstnerens side af, at det er ham, der
vælger sit emne og behandler det efter sit forgodtbefindende. Publikum har fra sit synspunkt
fuldstændig ret. Kunst er individualisme, og individualisme er en forstyrrende og opløsende
kraftkilde og energiretning. Deri ligger individualismens uhyre værdi. Hvad er det nemlig, den
bestræber sig for at svække og opløse? Det er den typiske ensformighed, vedtægternes slaveri,
vanens tyranni, alle forsøg på at reducere mennesket til automat og maskine, i kunsten godtager
publikum, hvad der har været, fordi det ikke kan ændre det, ikke fordi det skønner på det. Det
nedsluger sine klassikere i ufordøjelige hele klumper uden nogensinde at smage på dem. Det finder
sig i dem som i det uundgåelige, og da det ikke kan spolere dem, deklamerer det over dem.
Mærkelig nok – eller måske er det ikke mærkeligt? (det kommer an på, hvordan man ser på sagen)
forvolder denne godtagelse af klassikerne ikke så lidt skade. Den ukritiske beundring, vi i England
nærer for Bibelen og Shakespeare, er eksempler på, hvad jeg mener. Med hensyn til Bibelen
kommer den kirkelige autoritets indflydelse ind i billedet, og dette er så soleklart, at jeg kan slippe
for at dvæle ved sagen.
____Men i Shakespeares tilfælde er det ligeså klart, at publikum hverken ser hans skuespils
skønheden eller opdager deres mangler og fejl. Hvis det kunde nyde skønhederne, vilde det ikke
stille sig hindrende i vejen for dramaets udvikling, og hvis det var i stand til at se fejlene, vilde det
afholde sig fra det samme. Det nedværdiger klassikerne til autoriteter. Det bruger dem som
politiknipler, der skal forhindre, at skønheden kommer til udtryk i nye formen. Det belærer altid en
digter “om, at det er en stor fejl af ham, at han ikke skriver som en anden – hvem loddet nu falder
på; og en maler om, at han gjorde bedre i at male som en anden maler; og herunder glemmes det
aldeles, at hvis digteren eller maleren rettede sig efter disse råd, vilde de med det samme ophøre at
være kunstnere. En frisk måde at udtrykke det skønne på en det absolut modbydelig, og når og hvor
som helst det indtræffer, bliver det så ophidset og vredefyldt, at det altid siger det, samme og det
samme: at det nye kunstværk er tindrende uforståeligt, og at det er tordnende umoralsk. Hvad mener
publikum med disse to påstande. Jeg tror følgende. Når det påstår, at et kunstværk er tindrende
uforståelig. mener det, at kunstneren han sagt noget, som ikke er hørt før, eller lavet noget, som ikke
en set før. Når det siger, at et kunstværk er tordnende umoralsk, mener det, at kunstneren har
frembragt en ting, som er ikke blot skøn, men sand. Den første påstand refererer til stilen, den anden
til stoffet. Men sandsynligvis bruger publikum ordene ligeså vagt som pøbelen bruger de brosten,
den brækker op i gaderne. Der er ikke en eneste ægte lyriker eller prosaist i dette århundrede, som
ikke af det britiske publikum har fået tilkendt diplom for usædelighed. Disse diplomer spiller
praktisk talt hos os samme rolle som i Frankrig de akademiske prisbelønninger, og de har i al fald
det gode ved sig, at de gør et akademi overflødigt hos os. Naturligvis, lægger publikum ikke
mindste bånd på sig, når det gælder at slå om sig med ord. Det var kun, hvad man kunde vendte, at
publikum vilde kalde Wordsworth en umoralsk lyriker; for Wordsworth var lyriker. Men det var
udenfor det sædvanlige, at det skulde kalder Charles Kingsley en umoralsk romanforfatter.
Kingsley’s prosa var ikke af nogen høj kvalitet. Men publikum er i vane med at bruge ordet
umoralsk og slipper det ud også når man mindst skulde vente det. En kunstner lader sig naturligvis
ikke gå på af den slags. Den ægte kunstner tror så absolut på sig selv, fordi han så absolut er sig
selv. Men jeg har ikke svært ved at forestille mig, at hvis en kunstner i England frembragte et
kunstværk, som lige med det samme blev anerkendt af publikum, gennem dettes medium, der er den
offentlige presse, som et arbejde, der både var særdeles forståeligt og i høj grad var moralsk, vilde
han straks, falde i alvorlig tvivl om, hvorvidt han nu også, da han skabte dette værk, virkelig havde
været sig selv, og altså om, hvorvidt dette værk nu også var ham selv værdigt, og om det ikke
snarere var et afgjort ringe arbejde uden nogen som helst kunstnerisk værdi.
____Men jeg har måske dog gjort publikum uret ved at begrænse dets habituelle ordvalg til sådanne
gloser som “umoralsk”, “uforståelig”, “eksotiske” og “usund”. Der er en glose til, det bruger. Det er
glosen “sygelig”. Folk bruger den ikke så ofte som de andre. Men hemmeligheden her er, at de en
bange for at bruge den. Men folk bruger den altså nu og da, og det hænder også, at man møder den i
aviserne. Det er naturligvis et latterligt ord at anvende på et kunstværk. For hvad kan sygelighed
betyde andet end en følelse ellen stemning, en tanke eller idé, som ikke kan finde sin form; som må
forblive uudtrykt? Publikum er sygeligt, helt igennem, fordi almindelige mennesker ikke kan finde
form eller udtryk for noget som helst. Kunstneren er aldrig sygelig. Han er nemlig manden, der
sætter form på alting. Han står udenfor sit emne, og med sit stof som medium frembringer han
uforlignelige, kunstneriske virkninger. At kalde en kunstner sygelig, fordi han behandler sygelige
emner og optager sygelighed i sit materiale en ligeså idiotisk, som hvis man sagde, at Shakespeare
var vanvittig, siden han har skrevet Kong Lear.
____Alt i alt, i England vinder en kunstner noget ved at blive angrebet. Hans personlighed bliver
intensiveret. Han bliver sig selv på en mere fuldstændig måde. Naturligvis er angrebene meget
grove, meget uforskammede og meget foragtelige. Men ingen kunstner venter, at ynde skal komme,
fra det vulgære sind, eller at stil skulde ligge indenfor familien Hansens rækkevidde. Man må
naturligvis beklage disse angreb. Men de en den og kan ikke bortforklares. De er studieobjekten –
som alt andet. Og det vilde være illoyalt ikke at give i al fald vor tids journalister, hvad der
tilkommer dem: de undskylder sig altid privat for det, de har skrevet offentligt.
____Det kan nævnes, at i løbet af de sidste år er to nye adjektiver blevet føjet til det begrænsede
ordforråd, den står til rådighed for de folk og journalister, som smæder kunsten. Det er de to gloser
“usund” og “eksotisk”. Den sidste glose udtrykker hverdagssvampens rasende forbitrelse over den
udødelige, den fortryllende, den udsøgt herlige orkidé. Denne glose er en slags tribut – om end uden
betydning. Glosen “usund” derimod fortjener, at vi standser ved den og analyserer den. Det drejer
sig her om et temmelig interessant ord. Det er faktisk så interessant, at de folk, der benytter det, ikke
ved, hvad det betyder.
____Hvad betyder det? Hvad er et sundt og hvad et usundt kunstværk? Alle de gloser, man bringer i
anvendelse på et kunstværk, forudsat at man anvender dem rationelt, refererer enten til dets stil eller
stof eller til begge dele. Under stilens synsvinkel har vi at gøre med et sandt kunstværk, når dets stil
gør ret og skel mod det materiale, det benytter, enten det nu drejer sig om ord eller bronze, farver
eller elfenben, og får materialets skønhed frem som en faktor i den æstetiske virkning. Under
stoffets synsvinkel har vi at gøre med et sundt kunstværk, når emnet eller temaet er tilvejebragt og
behandlet i overensstemmelse med kunstnerens temperament og så at sige er et direkte udslag af
dette temperament. Kort sagt, et fint kunstværk besidder både perfektion og personlighed.
Naturligvis er det umuligt at skille form og substans i et kunstværk fra hinanden; her er altid en
inderlig enhed. Men når det drejer sig om analyse, og idet vi et øjeblik abstraherer fra det æstetiske
umiddelbart givne, som er et hele, kan vi rent intellektuelt skelne mellem de to bestanddele af
kunsten. Et usundt kunstværk manifesterer sin usundhed ved sin arrogante, forældede eller banale
stil og ved at fremstille et emne eller tema, der er valgt med overlæg ikke for kunstens skyld, og
fordi kunstneren har sin glæde af at arbejde med det, men for publikums skyld, og fordi kunstneren
tror, at det vil indbringe ham penge. Men det lader sig ikke skjule, at den folkelige roman, som
publikum kalder sund, altid er et fra første til sidste side usundt produkt, og hvad publikum kalder
en usund roman altid er et sundt og smukt kunstværk.
____Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ikke et øjeblik beklager mig over, at publikum og den
offentlige presse misbruger disse gloser. Jeg kan ikke se, hvordan de, med deres mangel på
kunstforståelse, skulde have nogen mulighed for ikke at misbruge disse ord. Jeg peger blot på, at
der finder et misbrug sted. Med hensyn til dette misbrugs oprindelse og meningen bag det hele er
forklaringen meget ligetil. Det skyldes den barbariske autoritetsdyrkelse. Det skyldes, at et
samfund, der er korrumperet af autoritetstyranni og frivilligt slaveri uden autoriteten, er ganske ude
af stand til at forstå og påskønne individualismen. Med ét ord, det skyldes den uhyrlige og
bunduvidende størrelse, der kaldes den offentlige Mening, der, slet og velmenende som den er, når
den forsøger at kontrollere handlingslivet, bliver ond og infam, når den forsøger at kontrollere
tanken og kunsten.
____Der kan faktisk siges meget mere til gunst for den håndgribelige, fysiske magt, som publikum
har, end til gunst for den offentlige – publikums – mening. Der kan være noget udmærket ved
publikums fysiske magt; men publikums mening kan ikke være andet end latterlig. Man siger så tit,
at vold ikke er noget argument. Det afhænger imidlertid af, hvad man gerne vil bevise. Mange af de
vigtigste problemer i de sidste århundreder, f.eks. spørgsmålet om det personlige kongeregimentes
beståen i England, spørgsmålet om bevarelsen af feudalisme i Frankrig, er udelukkende blevet løst
ved fysisk magt. Selve den vold, hvori en revolution eksploderer, kan for en kort stund gøre
offentligheden, publikum og folk, til en grandios og herlig ting. Det var en skæbnesvanger dag, da
folk opdagede, at pennen er mægtigere end gadekampens brosten og kan omdannes til et ligeså
kraftigt våben som en brolæggerjomfru. For det er siden den dag, at mængden har søgt journalisten
og fundet ham, udviklet ham og gjort ham til publikums flittige og velbetalte tjener. Det må i høj
grad beklages – for begge parters skyld. Bag barrikaden findes der muligvis meget, som er ædelt og
heroisk. Men hvad er der bag den ledende artikel andet end fordomme, stupiditet, cant og
kællinigesnak! Og når disse fire ting slutter sig sammen udgør de en skrækkelig magt og
konstituerer tilsammen en ny autoritet.
____I gamle dage havde mennesket hjul og stejle. Nu har det pressen. Det er visselig en forbedring.
Men det er stadig skidt, det fører til uretfærdigheder og umoral. En eller anden, måske det var
Burke, kaldte Journalisterne den fjerde stand. Det var formodentlig sandt den gang. Men i vor tid er
de faktisk den eneste stand. De har opædt de tre andre stænder. De adelige herrer i Overhuset siger
ikke noget, de gejstlige lorder har ingenting at sige, og Underhuset har ingenting at sige, og siger
det. Vi beherskes af journalistikken. I Amerika regerer præsidenten i fire år og pressen regerer
evindeligt. Heldigvis har pressen i Amerika skaffet sig en autoritet så plump og brutal, at dens
overdrivelse falden i øjnene. Som en naturlig følge heraf har den begyndt at rejse en oprørets ånd
imod sig. Folk underholdes af pressen, folk brækker sig over aviserne; – det er et
temperamentsspørgsmål. Men pressen er ikke længere så mægtig, som den var. Den er ikke
alvorligt truet. I England, hvor journalistikken, bortset fra nogle få velkendte eksempler, ikke har
drevet det slet så vidt i autoritetsoverdrivelse og brutalitet, er pressen stadig en stor faktor, en
virkelig bemærkelsesværdig magt. Det tyranni, den gerne vil udøve over folks private liv,
forekommer mig at være helt udover rimelighed og sædvane. Det er et faktum, at publikum har en
umættelig nysgerrig trang til at vide besked med alt – undtagen alt det, der er værd at vide.
Journalistikken, der er sig dette bevidst og åndeligt tilhører de negotierende professioner, sørger for
at levere publikum, hvad det kræver. I gamle dage sømmede man journalisternes øre fast til et
brøndstativ. Det var en hæslig skik. I vor tid har pressen naglet vore øren til nøglehullet. Det er
meget værre. Og hvad der slår sømmet på hovedet er, at de journalister, der er de skyldigste, ikke er
de underholdende journalister, der skriver i aviser, beregnet på hvad man kalder “bedre folk”. Den
meste skade forvoldes af de alvorlige, tankefulde, pompøse journalister, der med alle tegn på at
udøve en etisk stordåd kaster sig over en hændelse i en stor statsmands privatliv og udpensler den,
samtidig med at publikum opfordres til at give sit besyv med i laget, udøve autoritet i sagen, lufte
sine synspunkter og ikke blot det: nej, føre dem ud i livet, præsentere manden for deres diktater,
tyrannisere hans parti og hele landet; med andre ord: gøre sig selv grundigt latterlig og i tilgift spille
en agressiv og skadelig rolle. Mænds og kvinders privatliv burde ikke stilles til skue i
offentligheden. De angår ikke publikum ikke det mindste.
____I Frankrig er disse ting ordnet bedre. Der tillades det ikke, at enkeltheder fra skilsmissesager,
der kommer for retten, offentliggøres, for at publikum kan delikatere sig og fælde domme. Alt hvad
publikum får lov at vide er, at skilsmisse er bevilget og hvilken af parterne, som har andraget om
skilsmisse. Med andre ord: i Frankrig begrænser man journalisternes ytringsfrihed, men giver
kunstnerne fri bane. Her giver vi journalisterne den fuldeste frihed og forsøger at spænde ben for
kunstnerne. Den engelske offentlige mening forsøger at bringe en kæp i kunstens hjul og på alle
tænkelige måder genere og forulempe den mand, der arbejder for at fremstille kunstneriske værker
og æstetiske virkninger og den ansporer journalisten til at fortælle uæstetiske ting på en måde, der
er et slag i ansigtet på al kunst. Resultatet er, at vi har de alvorligste journalister i hele verden og de
uanstændigste aviser. Det er ingen overdrivelse at tale om tvang her. Der er muligvis nogle
journalister, som har en virkelig fornøjelse i at publicere rædselsfulde ting, eller som, fordi de er
fattige, betragter sladder og skandale som et permanent grundlag for deres indtægt. Men jeg er vis
på, at der en andre journalister, dannede, kultiverede mennesker, som faktisk ikke kan fordrage, at
sligt offentliggøres, som ved, at det er forkert, og som kun gør det, fordi de usunde forhold, der
hersker i den profession, de har valgt, tvinger dem til at forsyne publikum med det, publikum
ønsker, og til at konkurrere med andre journalister for at gøre leverancen så fuldstændig og
tilfredsstillende for folks plumpe appetit, som det er muligt. Det er en meget nedværdigende stilling
for en hvilken som helst gruppe dannede mennesker at blive anbragt i, og jeg er ganske vis på, at de
fleste af dem føler det sådan.
____Men lad os forlade, hvad der virkelig er en meget hæslig side af dette emne og vende tilbage til
spørgsmålet om folkelig kontrol i kunstens sager, hvormed jeg mener spørgsmålet om, hvorvidt den
offentlige mening kan og bør diktere kunstneren den form, han skal bruge, og måden at bruge den
på, og de materialer, han arbejder med. Jeg har fremhævet, at de kunstformer, genrer, som er sluppet
bedst fra det i England er de, i hvilke publikum ikke har været interesseret. Publikum er imidlertid
interesseret i skuespil, og eftersom der er sket et vist fremskridt på dramaets område i løbet af de
sidste ti – femten år, er det af vigtighed at pege på, at dette fremskridt udelukkende skyldes nogle få
individualistiske personer, kunstnere, der har vægret sig ved at akceptere den folkelige smagløshed
som deres standard, og modsat sig at betragte kunsten som en institution beregnet på at tilfredsstille
den herskende efterspørgsel, levere produkter til markedet. Med sin hartad vidunderlige og livlige
personlighed, i en stil, der virkelig er fyldt af ægte farvesans, med en energi langt ud over det
sædvanlige, vilde Henry Irving, hvis hans eneste formål havde været at give publikum, hvad det
kræver, have været i stand til at producere det argeste dramatiske bras på den argeste måde, og han
vilde have haft muligheder for at tjene så mange penge og opnå så megen succes, som noget
menneske kunde finde på at ønske sig. Men det var ikke hans formål. Hans formål var at
virkeliggøre sine store anlæg i kunstnerisk retning så fuldkomment som muligt, under visse
betingelser og i visse kunstformer. I begyndelsen gjorde han kun indtryk på få: nu har han opdraget
mange. Han har lokket både smag og temperament frem hos publikum. Hans publikum påskønner
hans kunstneriske succes over al måde. Jeg spekulerer imidlertid ofte på, om publikum nu virkelig
også forstår, at denne succes udelukkende skyldes den kendsgerning, at han ikke godtog deres smag
eller mangel på smag, men gik efter sit eget hoved. Hvis publikums standard var blevet sat i
dommersædet, vilde Lyceum-Teatret nu have været en slags anden rangs fjællebodsscene – i lighed
med mange folkelige teatre i vor blevet skabt i publikum, og at publikum altså er i stand til at være
grobund for disse kvaliteter. Derfo
publikum ikke bliver yderligere civiliseret? Det har jo evnen. Hvad holder det tilbage?
____Hvad der holder folk tilbage er – det må på ny siges – deres lyst til at udøve autoritet over
kunstnerne og disses arbejder. I visse teatre – Lyceum og Haymarket – synes publikum at indfinde
sig med det rette sind. På begge disse teatre har individer og kunstnere sat deres præg og har i deres
specielle publikum – og alle teatre i London har deres særlige publikum – heldigt frembragt det
temperament, som kunsten henvender sig til. Og hvad er så dette temperament? Det er det receptive
temperament. Den gode vilje til at tage imod. Det er det hele.
____Hvis et menneske nærmer sig et kunstværk med lyst og trang til at udøve autoritet over det og
kunstneren, nærmer han sig det i en sådan ånd, at han overhovedet ikke kan modtage noget
kunstnerisk eller æstetisk indtryk af det. Kunstværket må dominere tilskueren. Denne må være
villig til at åbne sig. Han er den violin, på hvilken mesteren skal spille. Og jo mere fuldstændigt han
undertrykker sine egne tåbelige synspunkter, sine egne idiotiske fordomme, sine egne absurde ideer
om, hvad kunst bør være eller ikke bør være, desto større sandsynlighed er der for, at han vil kunne
forstå og påskønne det pågældende kunstværk. Dette er naturligvis særlig soleklart, når det drejer
sig om det vulgære teatersøgende publikum af begge køn i England. Men det er akkurat ligeså
sandt, når det gælder dannede mennesker. En dannet persons ideer om kunst er nemlig ganske
naturligt uddraget af hvad kunsten har været; men at måle kunst med fortidens målestokke kommer
ud på at forkaste alt det, hvorpå ny kunsts fuldkommenhed beror. Et temperament, som gennem
indbildningskraftens medium og under omstændigheder, der begunstiger fantasien, er i Stand til at
åbne sig for nye og skønne indtryk, er det eneste temperament, som kan påskønne et kunstværk. Og
så sandt dette er, hvor det drejer sig om skulptur og maleri, er det dog endnu mere sandt i
spørgsmålet om skuespil og drama. Et maleri og en skulptur ligger nemlig ikke i krig med tiden.
Disse kunstformer tager ingen slags hensyn til tidens successive natur. Den enhed, som en skulptur
og et maleri besidder, kan tilegnes i ét eneste moment. Hvor vi har med litteratur at gøre, ligger det
anderledes. Der må gå en vis tid, før enhedens virkning kan realiseres. Således også i dramaet, hvor
der i første akt kan forekomme noget af virkelig æstetisk værdi, som tilskueren dog ikke bliver
opmærksom på før han er nået til tredje eller fjerde akt. Bør den dumme fyr råbe op i vrede og
forstyrre skuespillets gang og ærgre kunstnerne? Nej! Den æstetisk honnette person bliver roligt
siddende, og for ham er de vidunderlige følelser, der er knyttet til nysgerrighed, forventning og
spænding, reserveret. Man skal ikke gå i teatret for at slippe et vulgært temperament løs. Man skal
gå i teatret for at få skabt eller vakt et æstetisk temperament, en samvittighed overfor kunst. Den
almindelige teatergænger er ikke kunstdommer. Han er inviteret for at betragte et kunstværk, og for,
hvis skuespillet er godt, i den æstetiske kontemplation at glemme al den egoisme, han lider under i
sit daglige liv – uvidenhedens egoisme og dumhedens egoisme. Jeg tror imidlertid ikke, at jeg har
udtrykt mig tydeligt nok endnu med hensyn til dramaet. Jeg kan meget vel forstå, at hvis Macbeth
blev opført for første gang for et moderne publikum i London, vilde mange af de tilstedeværende
stærkt og kraftigt rette indvendinger imod heksenes indførelse i første akt med deres groteske og
latterlige tirader. Men når dramaet er forbi, er man blevet klar over, at heksenes latter i Macbeth er
ligeså skrækkelig som galskabens latter i Kong Lear og endnu mere skrækkelig end Jagos Latter i
Othello. Der er ingen kunstart, der kræver større receptivitet hos tilskueren end dramaet. Ligeså
snart han forsøger at udøve autoritet, bliver han kunstens erklærede fjende – og sin egen fjende.
Kunsten kan være ligeglad. Det er ham, der lider.
____Det ligger på samme måde for romanens vedkommende. Folkelig autoritet og anerkendelse af
publikums autoritet er skæbnesvanger. Thackeray’s Esmond er et skønt værk, fordi han skrev denne
roman til glæde for sig selv. I sine andre romaner, Pendennis, Philip, ja endogså i Vanity Fair, er
han sig publikum i høj grad bevidst, og han spolerer sit værk ved at appellere direkte til publikums
sympatier eller ved direkte at gøre nar af publikum. En ægte kunstner tager overhovedet ikke notits
af publikum. Det eksisterer ikke for ham. Han har ingen opiumspræparerede kager eller
honningbrød, hvormed han agter at dysse uhyret i søvn eller ernære det. Han overlader den slags til
den folkelige fortæller. Vi har i øjeblikket én uforlignelig romanforfatter i England: George
Meredith. Der er bedre kunstnere i Frankrig, men Frankrig har ikke en eneste romanforfatter, hvis
overblik er så stort, så varieret, så sandt i kraft af vision og fantasi. Der er fortællere i Rusland, som
har en livligere sans for, hvad smerte kan betyde i romanens kunst. Men Meredith er filosoffen
blandt romandigtere. Hans karakterer ikke blot lever, de lever i tanken. Man kan se dem fra tusinde
synspunkter. De er suggestive. Der er sjæl i dem, de er badet i sjæl. De kan gøres til genstand for
fortolkning; de er symbolske. Og den, som skabte disse vidunderlige skikkelser, der altid er i hurtig
bevægelse, lavede dem for sin egen fornøjelse; han har aldrig spurgt publikum om, hvad det
ønskede; han har aldrig bekymret sig om, hvad det ønskede; han har aldrig tilladt publikum at
diktere sig eller i mindste måde øve indflydelse på sig, men han er gået sin egen vej, kun fyldt af
dette ene krav: at intensivere sin egen personlighed og frembringe værker med sit eget individuelle
stempel. I begyndelsen ænsede man ham ikke. Det spillede ingen rolle. Så blev han læst af nogle få.
Det gjorde ingen forandring for hans vedkommende. Nu er de mange kommet til ham. Han er stadig
den samme. Han er en uforlignelig romandigter (1).
____Når vi vender os til de dekorative kunstformer ligger sagen ikke anderledes. Publikum
klyngede sig med virkelig patetisk hårdnakkethed til hvad jeg må tro var traditioner hidrørende
direkte fra den store udstilling [i London, i 1851] med dens internationale vulgaritet – traditioner,
der var så forfærdelig nedslående for humøret, at de huse, folk i denne epoke flyttede ind i, kun var
egnet til at bebos af blinde mennesker. Men smukke ting begyndte at vise sig, smukke farver kom
på tapetet, smukke mønstre sprang ud af kunstnerhjerner, og der blev indledet en kampagne til
fordel for skønne ting, deres værd og betydning. Publikum var faktisk meget forarget. Det sagde
tåbelige ting. Det tabte besindelsen. Ingen brød sig om det. Ingen led det bitterste afbræk af den
grund. Der var ingen, der godtog folkets autoritet i de sager. Og nu er det næsten umuligt at træde
ind i et moderne hus uden at se beviser på, at den gode smag i al fald i en vis udstrækning har sejret;
at man har lært at sætte pris på værdien af smuk omgivelse og ting, der er lavet med skønhed for
øje. Det er et faktum, at folks hjem i vor tid som regel er ganske charmerende. Folk er i meget stor
udstrækning blevet civiliseret. Det er dog kun retfærdigt og rimeligt at fastslå, at den overordentlige
succes, som har kronet revolutionen i møbelkunst og hjemmenes indre udsmykning og deslige slet
ikke skyldes, at det store flertal af folk er kommet i besiddelse af en finere og bedre smag i den
slags sager. Grunden til, at det er gået, som det er gået, er hovedsagelig den, at kunstnere og
håndværkere gik over til at føle glæde ved at lave smukke ting og det i den grad, at de vakte en så
levende bevidsthed om de hæsligheder og vulgarismer, som publikum tidligere havde ønsket, at de
simpelthen udsultede dette publikum – nægtede at give det, hvad det vilde have. Det vilde nu om
dage være fuldstændig umuligt at møblere et værelse, som værelser blev møbleret for ikke så
forfærdelig længe siden, med mindre man da vilde købe alting på en anden rangs auktion fra et
tredje rangs pensionat. De ting, man kan erhverve på den måde, fremstilles simpelthen ikke mere.
Ganske uanset hvad folk siger og uden hensyn til deres eventuelle protester, så er folk nødsaget til
nu om dage at omgive sig med smukke ting. Hvor heldigt for dem, at deres påstande om krav om
autoritet i disse sager kunsten vedrørende led en så fuldstændig fiasko.
____Det er altså klart nok, at af autoritet på disse områder er af det onde. Folk spørger undertiden,
hvilken regeringsform en kunstner vil foretrække at leve under. På det spørgsmål er der kun ét svar
den. Regeringsform, der passer kunsten og kunstneren bedst, er, at der slet ikke er nogen regering.
Al myndighedsudøvelse over kunsten og kunstneren er latterlig. Det er blevet statueret, at under
despotiske regeringer har kunstnere frembragt smukt og henrivende arbejde. Det er ikke ganske
rigtigt. Kunstnere har besøgt despoter, men ikke som undersåtter, over hvilke der kunde udøves
tyranni, men som vandrende fremtryllere af vidunderlige værker, som fængslende, fuglefri
personligheder. De er kommet for at blive opvartet og takket; de har fået lov at passe sig selv. De
har fået lov at skabe. Der kan siges dette til gunst for despoten, at han eftersom han er et individ, er i
stand til at have kultur, medens mobben, massen, pøbelen, der er et uhyre, ingen har eller kan have.
En kejser og konge kan bøje sig og tage en pensel op for en maler, men hvis demokratiet bøjer sig,
er det kun for at kaste med skidt. Og dog har demokratiets repræsentanter ikke nær så langt at bøje
sig som kejseren. Og når det drejer sig om at kaste med skidt behøver de slet ikke at bøje sig. Men
det er ikke nødvendigt at skille kejseren ud fra massen; al autoritet er i lige grad af det onde.
____Der er tre slags despoter. Der er den despot, der tyranniserer over legemet. Der er despoten, der
tyranniserer over sjælen. Der er despoten, som tyranniserer både over legeme og sjæl. Den første
kaldes fyrsten. Den anden pave. Den tredje kaldes folket. Fyrsten er eventuelt et dannet menneske.
Mange fyrster har været dannede mennesker. Men der er altid fare forbundet med fyrsten. Man
behøver blot at tænke på Dante ved den for ham så bitre fest i Verona, på Tasso i Ferrara’s fængsel, i
galecelle. Det er bedre for kunstneren ikke at leve hos fyrster. Paven er eventuelt et dannet
menneske. Mange paver har haft kultur. Især de slette paver. De onde paver elskede det skønne,
næsten ligeså lidenskabeligt, nej, med en ligeså stor lidenskab, som de gode paver hadede tanken.
Menneskeheden står i stor gæld til pavedømmets ondskab. Og hvad det gode pavedømme angår,
står det i stor gæld til menneskeheden. Men selv om Vatikanet har beholdt sin retoriks tordenkile og
sat sin lynstrålescepter overstyr, er det bedre for kunstneren ikke at leve hos paverne. Det var en
pave, der sagde om Cellini til et konklave af kardinaler, at de gængse love og den sædvanlige
autoritet ikke var lavet for individer som ham; men det var en pave, der kastede Cellini i fængsel og
holdt ham fangen dér, til han blev syg af raseri og vanvittige syner, så den gyldne sol træde ind i sit
værelse og blev så forelsket i den, at han tænkte på at bryde ud: fra tårn til tårn klavrede og sprang
han og faldt svimlende gennem daggryets morgentåge ned på jorden, hvor han lå kvæstet, indtil han
blev lagt på en kærre og ført til en mand, en elsker af skønne ting, som tog sig af ham. Der er fare
forbundet med paver. Og hvad nu folket angår: hvad med det og dets autoritet? Måske har jeg talt
tilstrækkelig om dette emne? Folkets autoritet er starblind, døv, hæslig, grotesk, tragisk,
underholdende, alvorlig og obskøn. Det er umuligt for en kunstner at leve hos folket. Alle despoter
giver bestikkelse. Folket bestikker og brutaliserer. Hvem gav det besked om at udøve autoritet?
Folket er skabt til at leve, lytte og elske. Der er en eller anden, der har gjort det stor uret. Det har
fordærvet sig selv ved at efterligne dem, det tror at måtte tilkende overlegenhed i forhold til sig selv
(2). Det har taget fyrstens scepter. Hvorledes skulde det kunne bruge det? Det har taget pavens
tredobbelte tiara. Hvorledes skulde det kunne bære dens byrde? Folket er en klovn med et
sønderknust hjerte. Det er en præst, hvis sjæl ikke er født endnu. Lad alle, som elsker skønhed, føle
medlidenhed med folket. Og skønt det ikke selv elsker skønhed, lad det dog føle medlidenhed med
sig selv. Hvem var det, som lærte folket tyrannernes trick?
____Der er mange andre ting, man kunde gøre opmærksom på. Man kunde for eksempel gøre
opmærksom på, at renæssancen var så stor som den var, fordi den ikke søgte at løse noget socialt
problem og ikke bekymrede sig om den slags ting, men fandt sig i, at individet udviklede sig frit,
smukt og naturligt; på den måde opstod der i renæssancens tidsalder store individer og store
kunstnere. Man kunde gøre opmærksom på, at Ludvig XIV, idet han skabte den moderne stat,
ødelagde kunstnerens individualisme, satte ensformighedens uhyrlige trædemølle op og startede den
universelle ensretning, satte regelen på et fodstykke og gjorde vedtægten til et mareridt; kort sagt,
hvordan han ud over hele Frankrig ødelagde alle de udmærkede frie foreteelser i sproget og
kunsten, som havde fornyet traditionen i en skønhedsdåb og forbundet det moderne med det antikke
i form og stil. Det er fremtiden, vi har at gøre med. fortiden er, hvad mennesket ikke burde have
været. Nutiden hvad det ikke burde være. Fremtiden tilhører kunstnerne, og hvad de er.
____Naturligvis vil man indvende, at et sådant program, som her er sat frem, er ganske upraktisk og
i strid med menneskenaturen. Det er derfor, det er værd at gennemføre; det er derfor, det bliver
anbefalet her. For hvad er et praktisk program? Et praktisk program er enten allerede gennemført,
eller det er et program, der kunde gennemføres under de nuværende forhold. Men det er jo netop de
nuværende forhold, mod hvilke der protesteres; ethvert program, som vilde gå ind på at bevare disse
forhold er forkert og idiotisk. Det er disse forhold, som må væk, så vil menneskenaturen nok
forandre sig. Det eneste, man faktisk og bogstaveligt ved om menneskets natur er, at den forandrer
sig. Forandring er det eneste prædikat, vi trygt kan tillægge den. De systemer, der bukker under, er
de, som bygger på menneskenaturens permanens – og ikke på dens vækst og udvikling. Ludvig
XIV’s fejltagelse bestod i, at han troede, at menneskenaturen altid var den samme. Resultatet af
denne hans fejltagelse var den franske revolution. Det var et storartet resultat. Alle resultater, som
fremgår af regeringernes fejltagelser, bør være genstand for vor beundring.
____Det er værd at lægge mærke til, at individualismen ikke kommer til mennesket med nogen
svæklingeagtig cant angående pligt – pligt, der blot betyder, at man skal gøre, hvad andre folk
ønsker, fordi de ønsker det; ej heller med nogen hæslig cant angående selvopofrelse, noget, der blot
er en overlevende rest af de vilde folkeslags selvlemlæstelse. Individualismen fremstiller sig faktisk
uden nogen som helst krav på mennesket. Individualismen springer naturligt og uundgåeligt ud af
mennesket selv. Individualisme er det punkt, som al udvikling stræber imod. Individualisme er den
differentiering, som al organisk vækst fører med sig. Individualisme er den fuldkommenhed, som er
enhver livsform og livsmåde iboende – alt levende iler imod individualisme. Og derfor udøver
individualismen ingen tvang over mennesket. Tværtimod, i individualismens navn siges der til
mennesket, at det ikke bør finde sig i, at nogen tvang bliver udøvet over det. Individualismen
forsøger ikke at tvinge menneskene til at blive gode. Individualismen ved, at menneskene er gode
nok, når man lader dem passe sig selv. Ud af sit eget indre vil mennesket frembringe
individualisme. Det er, hvad der foregår for øjeblikket. At spørge om, hvorvidt individualisme er
praktisk, er som at ville spørge om, hvorvidt udviklingen – evolutionen – er praktisk. Udvikling er
livets lov, og der er ingen anden udvikling end den, der fører i retning af individualisme. Hvor
denne tendens ikke er udtrykt, har vi at gøre med et tilfælde af kunstigt standset vækst eller af
sygdom eller af død.
____Individualismen vil altså blive uselvisk og uaffektert. Det er blevet, fremhævet, at ét af
resultaterne af det overordentlige tyranni, som er knyttet til autoritet, går ud på følgende: at visse
ord bliver radikalt revet ud af deres sammenhæng og berøvet deres rigtige, ligefremme betydning, ja
endog bliver brugt til at udtrykke det stik modsatte af deres rette mening. Hvad der gælder kunsten,
er også sandt om livet. Et menneske kaldes affektert nu om dage, hvis han klæder sig, som han kan
lide at klæde sig. Men han gør dog derved ikke andet end hvad der er fuldstændig naturligt for ham.
Affektation må dog i den slags sager siges at bestå i at klæde sig i overensstemmelse med, hvad
næsten anser for korrekt påklædning, og ens næstes meninger er jo i så henseende blot flertallets
meninger og som sådanne sandsynligvis i yderste grad tåbelige. Eller et menneske kaldes selvisk,
hvis det lever på den måde, der forekommer ham bedst egnet til at virkeliggøre hans personlighed
på den mest fuldkomne måde, – under hensyn til at det fornemste mål for hans liv netop er
selvudvikling. Men det er jo dog således, at alle burde leve. Selvsikkerhed består ikke i at leve, som
man selv ønsker at leve, men at kræve af andre, at de skal leve, som man selv ønsker at leve. Og
uselviskhed består i at lade andre om at leve på deres måde – at lade dem passe sig selv, lade dem i
fred. Selviskhed består altid i at ville skabe en absolut uniform type mennesker og omgive sig med
dem. Uselviskhed anerkender, at varietet er en værdi, at det er dejligt, at der er så mange forskellige
typer som muligt; den accepterer, at menneskene er forskellige, slår sig til ro dermed, glæder sig
derover. Det er ikke selvisk at tænke selvstændigt. Et menneske, der ikke tænker selvstændigt,
tænker slet ikke. Det er plumpt selvisk at kræve af sin næste, at han skal tænke på samme måde og
holde de samme meninger. Hvorfor skulde han det? Hvis han kan tænke, vil han sandsynligvis
tænke anderledes. Hvis han ikke kan tænke, er det uhyrligt at kræve nogen som helst
tankevirksomhed af ham. En rød rose er ikke selvisk, fordi den ønsker at være en rød rose. Det vilde
være græsseligt selvisk, hvis den krævede, at alle andre blomster i haven skulde være både røde og
roser. Når individualismen slår igennem, vil folk både blive fuldstændig naturlige og fuldstændig
uselviske, og de vil kende ordenes betydning i deres frie, smukke måde at leve på. Og til den tid vil
menneskene ikke være så egoistiske, som de nu er. For egoister det menneske, som stiller krav til
andre, og det er noget, individualisten ikke vil gøre. Det vil ikke volde ham nogen glæde. Når
mennesket har virkeliggjort individualismen, vil han også virkeliggøre sympati, og det på en fri og
spontan måde. Indtil nu har mennesket knap nok vist sig i stand til i sit liv at virkeliggøre, hvad
sympati er. Mennesket har blot medfølelse med smerte, og den slags medfølelse er ikke den højeste
form for sympati. Al medfølelse er noget udmærket og fint, men sympati med lidelse er den mindst
udmærkede form for sympati. Den er blandet op med egoisme. Den er altid på veje til at blive
morbid. Der er i den en vis rædsel for vor egen sikkerhed. Vi bliver bange for, at vi selv skal kunne
gå hen og blive blinde eller spedalske, og at intet menneske så vilde bekymre sig om os. Den slags
sympati er tillige på en kuriøs måde selvbegrænsende. Man burde være i stand til at sympatisere
med livet i hele dets udstrækning og fylde, ikke blot have medfølelse med livets triste sider og
sygdomme, men gå medfølende op i livets glæde og kraft, skønhed og frihed. Denne langt mere
videregående sympati er naturligvis vanskeligere. Den kræver større uselviskhed. Enhver kan
sympatisere med en vens lidelser, men det fordrer en meget fin karakter – det fordrer i
virkeligheden en ægte individualist – at sympatisere med en vens succes.
____I den moderne verden med dens konkurrence og kamp for at skaffe sig plads i solen, er en
sådan sympati naturligvis sjælden, og den hæmmes i meget høj grad af den umoralske idealisme,
hvis krav er den uniformerede type og ensretning efter en snor. Denne idealisme er imidlertid
fremherskende alle vegne, men den gør sig måske på den forkasteligste måde gældende i England.
____Der vil naturligvis altid være medfølelse med smerte. Denne medfølelse er et af menneskets
dybeste instinkter. De dyr, som har individualistiske anlæg i sig, de højere dyr, deler denne
medfølelse med os. Men det må erindres, at medens sympati med livets glæde intensiverer summen
af glæde i verden, kan sympati med smerte ikke bidrage til at formindske summen af lidelse. Det er
muligt, at det gavner et menneske at gå gennem meget ondt, men det onde forsvinder ikke; det
bliver. Medfølelse med svindsot helbreder ikke svindsot. Det er videnskabens sag. Og når
socialismen har løst fattigdommens problem, og videnskaben har løst sygdommens problem, vil det
område, hvor sentimentalister kan boltre sig, være indskrænket betydeligt, og da vil menneskets
medfølelse få plads til at blive vidtfavnende, sund og spontan. Mennesket vil da kunne føle glæde
ved at betragte andres glade liv.
____Det er nemlig gennem glæde, at fremtidens individualisme vil udvikle sig. Kristus gjorde intet
forsøg på at lave om på samfundet, og som følge heraf kunde den individualisme, han forkyndte for
mennesket, kun virkeliggøres gennem smerte og lidelse eller i ensomhed. De idealer, vi skylder
Kristus, er sådanne idealer, et menneske vil have, der enten fuldstændig vender samfundet ryggen
eller radikalt og absolut sætter sig op imod samfundet. Men mennesket er af naturen socialt. Selv
om eneboeren og klostermunken realiserer deres personlighed, er det dog ofte en forarmet
personlighed, som på den måde bliver resultatet. På den anden side udøver den skrækkelige
sandhed, at smerte og lidelse ofte viser sig at være en måde, på hvilken mennesket kan komme til
personligt liv, en vidunderlig fortryllelse ud over verden. Hule talere og overfladiske tænkere
nægter sig på deres prædikestole og katedre intet i retning af at hyle op om verdens nydelsesyge og
dyrkelse af livsglæden. Men det forekommer sjældent i verdenshistorien, at mennesker har gjort
glæde og skønhed til deres idealer og mål at stræbe efter. Langt oftere har verden været behersket af
smertedyrkelse og andagt overfor lidelsen. Middelalderen, med dens helgener og martyrer, dens
kærlighed til selvplageri, dens vilde, lidenskabelige trang til at skære i sig selv med knive, til at
piske sig med ris og kæppe – middelalderen turde være den sande kristendom, og middelalderens
Kristus den virkelige Kristus. Da renæssancens morgenrøde skinnede på verden og bragte med sig
nye idealer, der prædikede livets skønhed og livsglæden, ophørte folk at kunne forstå Kristus. Selv
kunsten viser os dette. Renæssancens malere fremstillede Kristus som en lille dreng, der leger med
en anden lille dreng i et palads eller i en have, eller Kristus liggende i sin moders arme, smilende til
hende eller til en blomst eller til en farvestrålende fugl; eller Kristus som en ædel, anseelig
skikkelse, der bevæger sig gennem verden med ædel værdighed; eller som en vidunderlig skikkelse,
der i en slags ekstase træder ud af døden og bekræfter Livet. Selv når renæssancens malere
fremstillede Jesus på korset, var det en skøn gud, de viste os, hvem onde mennesker havde påført
lidelse. Men Kristus beskæftigede dem ikke synderligt. Hvad der frydede dem var at male mænd og
kvinder, som de beundrede, og at vise denne skønne jords yndighed. De malede mange religiøse
malerier – faktisk malede de alt for mange, og ensformigheden i type og motiv er kedsommelig, og
denne skik var alt i alt skadelig for kunsten. Det var et resultat af publikums autoritet i kunstens
sager, og som sådan må det beklages. Men deres sjæl var ikke i emnet og temaet. Rafael var en stor
kunstner, da han malede sit portræt af paven. Når han malede sine madonnaer med Kristusbarnet
var han slet ikke nogen stor kunstner. Kristus havde intet budskab til renæssancen, hvilket var
storartet, for det skaffede plads for et ideal, som var forskelligt fra hans; for at finde den sande
Kristus fremstillet må vi altså opsøge middelalderens kunst. Der er han den lidende Kristus, forpint
og skændet; en Kristus, som det sandelig ikke er lysteligt at betragte, fordi skønhed nu engang er
glæde; en Kristus, som er uden glorie, fordi også glorien kunde give glæde. En Kristus, som er en
tigger med en sjæl, som er et vidunder. En Kristus som er en spedalsk med en guddommelig sjæl.
Han behøver hverken ejendom eller helbred, besiddelse eller sundhed. Han er Gud, der viser sig i al
sin fuldkommenhed igennem smerte og lidelse.
____Menneskets udvikling er en langsom affære. Menneskets uretfærdighed er stor. Det var
nødvendigt, at lidelse skulde sættes frem og op som en måde at virkeliggøre selvet på. Selv nu er
Kristi budskab nødvendigt på sine steder i verden. I Rusland må enhver virkeliggøre sit selv og når
det personlige livs fuldkommenhed gennem lidelse. Nogle få russiske kunstnere virkeliggjorde sig
selv i kunsten: i en romanlitteratur, som er middelalderlig af karakter, fordi dens fremherskende
mærke er menneskers virkeliggørelse gennem lidelse. Men de, der ikke er kunstnere, og for hvem
der ikke er nogen måde at leve livet på undtagen på kendsgerningernes plan, står der kun én dør
åben til fuldkommengørelsen. En Russer, der lever lykkeligt under den nuværende regeringsform i
Rusland, må enten tro, at mennesket ikke har nogen sjæl, eller, hvis han har en, at den ikke er værd
at gøre noget ud af. En nihilist, der forkaster al autoritet, fordi han ved, at autoritet er af det onde, og
hilser al smerte velkommen, fordi han gennem den går fuldkommenhed i møde, er en sand Kristen.
For ham er det kristne ideal det sandeste sande.
____Og dog – Kristus gjorde ikke oprør imod autoriteterne. Han accepterede romerrigets kejserlige
autoritet og betalte skat. Han fandt sig i den jødiske kirkes gejstlige autoritet og vilde ikke besvare
dens voldsmetoder med nogen vold, iværksat af ham. Han havde, som jeg før sagde, intet
reformprogram, intet skema til samfundets opførelse på ny basis efter ny tegning. Men den moderne
verden har programmer. Den foreslår at afskaffe fattigdommen og de med denne forbundne lidelser.
Den ønsker at skaffe sig af med smerten og alle de lidelser, evnen, til at føle smerter, indbefattet.
Den fortrøster sig på socialismen og på videnskaben; disse er dens metoder. Dens mål er en
individualisme, der udtrykker sig i livsglæde. Denne individualisme vil blive mere vidtfavnende,
fuldstændigere, herligere end nogen individualisme, vi tidligere har kendt. Smerte er ikke den
ultimative måde at nå til fuldkommenhed på. Lidelse er blot provisorisk og anmelder en protest.
Den refererer sig til forkerte, usunde, uretfærdige omgivelser. Når det forkerte, når sygdommene,
når uretfærdighederne er fjernet, vil der ikke mere være plads for lidelse. Den har gjort et stort
stykke arbejde, men dens tid er næsten omme. Dens område bliver hver dag mindre.
Og Mennesket vil ikke savne lidelsen. Mennesket har nemlig aldrig søgt hverken nydelse eller
lidelse, men simpelthen liv. Mennesket har forsøgt at leve i dybden, fuldstændigt, altomfattende.
Når det er i stand til at leve sådan uden at det går ud over andre, og uden nogensinde at lide, og når
hele dets arbejde er idel nydelse og glæde, da vil det blive sundere, mere hel, mere civiliseret, mere
sig selv. Nydelse er naturens kriterium, glæde dens målestok, tegn på dens bifald. Når mennesket er
lykkeligt, er det i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Den nye individualisme, i hvis tjeneste
socialismen, enten den vil det eller ej, må arbejde, vil blive en tilstand af uendelig harmoni. Det vil
blive den tilstand, der var genstand for grækernes søgen, men som de ikke, undtagen i tanken,
kunde realisere fuldstændigt, fordi de havde slaver, som de fodrede. Den vil blive, hvad
renæssancen var på jagt efter, men kun formåede at virkeliggøre fuldstændig i sin kunst, fordi den
havde slaver, som blev sultede. Det vil blive en fuldkommenhedens tilstand, og i den vil mennesket
nå sin rette bestemmelse og fuldendelse. Den nye individualisme er den nye hellenisme.

(1) I anledning af denne, på dette Sted overflødige, Tirade om George Meredith, skal der erindres
om, at Oscar Wilde har sagt bedre ting om denne forfatter (i “Intentions”):
____”Meredith er en prosaisk Browning – og det er Browning også. Han brugte lyrik som medium
for fortælling i prosa.”
____Og andetsteds:
____“George Meredith’s stil er kaos oplyst af glimrende forstandsglimt. Som skribent mestrer han
alt med undtagelse af sproget; som romandigter formår han alt, med én undtagelse: han kan ikke
fortælle en historie. Som kunstner er han alt med undtagelse af artikuleret. For afstikkende til at
blive populær, for individualistisk til at få efterlignere står forfatteren af Richard Feverel absolut
alene. Det er let at afvæbne kritik, men han har afvæbnet sine disciple. Han giver os en filosofi med
sit vid som medium, og han er aldrig mere patetisk, end når han er humoristisk. Det er ikke
vanskeligt at fremstille sandheden som et paradoks, men Meredith forvandler alle sine paradokser
til sandheder, og ingen Theseus kan finde gennem hans labyrint, ingen Ødipus kan løse hans gåde.”
– det er kritik af den ypperste art. — Oversætterens Anm.
(2) Her stod oprindelig Inferiors. – Alle udgaver efter Wildes død har superiors. Ingen ved,
hvorledes denne rettelse er fremkommet – og om den er berettiget. George Woodcock formoder i
The Paradox of Oscar Wilde (1949) S. 140, Noten, at Ross, Wildes homoseksuelle ven og eksekutor
for hans bog er veget tilbage for ironien i “Inferiors” og har foretrukket det “Superiors”, der er uden
ironi, men giver en bedre mening – i al fald en mening, der er lettere at opfatte. – Oversætterens
Anm.

Oscar Wilde: Kapitalismen socialismen &

mennesket
H. Hagerup, 1952, Kbh., 80s.