Metode Københavns Brand 1728

Københavns Universitet
Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie
Eksamen vinteren 2017/2018

historie (BA)
historisk metode
Opgaven udleveres tirsdag den 19. december 2017 fra kl. 9.00 i Digital Eksamen.
Besvarelsen afleveres senest torsdag den 21. december kl. 15.00 i Digital Eksamen.
For deltagere i Marie Møller Christensens, Peter Christensens, Benedicte Fonnesbech-Wulffs,

Avner Shamirs og Karen Vallgårdas undervisning.
KØBENHAVNS BRAND 1728
Lille brandsprøjte ca. 1690.
Spørgsmål:
På grundlag af det udleverede kildemateriale ønskes følgende:
A) en diskussion af årsagerne til brandens opståen og til dens forløb.

B) en diskussion af myndighedernes håndtering af brandens juridiske efterspil.
C) en diskussion af Kåre Laurings skildring (tekst 13).
Besvarelsen gives alene på grundlag af det udleverede materiale. Det forudsættes, at teksterne er
ægte, deres ordlyd autentisk og oversættelserne korrekte. Oplysningerne i indledningen, i præsenta-
tionen af teksterne og i noterne kan betragtes som sikre. Udeladelser i kilderne er angivet ved [...],
suppleringer er placeret i [], redaktionelle bemærkninger og sammendrag er sat i kursiv.
1
INDHOLD
Indledning ............................................................................................................................................ 3
Personliste ............................................................................................................................................ 3
Tekst 1: Uddrag af Extraordinaire Relationer For October Maaned 1728 ........................................ 4
Tekst 2: Brandkommissionens forhandlinger 24.-29. oktober 1728 .................................................... 5
Tekst 3: Bilag nr. 1 til brandkommissionens protokol ................................................................... 16
Tekst 4: Bilag nr. 2 til brandkommissionens protokol ................................................................... 16
Tekst 5: Brev fra Frederik IV til Københavns Magistrat 8. november 1728 ..................................... 17
Tekst 6: Uddrag af Jon Olafsson: Beretning om Københavns brand (1728) ..................................... 18
Tekst 7: Jon Olafssons kortskitse over branden 1728 .................................................................... 23
Tekst 8: rekonstrueret matrikelkort over området mellem Vesterport og Gammeltorv ................ 23
Tekst 9: Uddrag af Ludvig Holberg: Andet Levnedsbrev (1737)....................................................... 24
Tekst 10: Uddrag af brev fra Plinius den Yngre til kejser Trajan (Breve X.33) ............................ 25
Tekst 11: Uddrag af brev fra Plinius den Yngre til Tacitus (Breve VI.20) .................................... 25
Tekst 12: Uddrag af C.Fr. Reiser: Historiske-Beskrivelse over den Mærk-værdige og meget
fyrgterlige store Ildebrand 1728 (København 1784) ......................................................................... 26
Tekst 13: Uddrag af Kåre Lauring: Byen brænder. Københavns brand 1728 (København 2003) .... 26
2
1 Indledning
2 I dagene onsdag den 20. oktober til lørdag den 23. oktober 1728 brændte dele af København. Byen
3 havde på det tidspunkt ca. 76.000 indbyggere. Den første omfattende brandforordning for
4 København stammer fra 1549, den næste kom i 1643 og den seneste i 1689. Brandforordningen af
5 1689 regulerede et moderne brandvæsen med frivillige brandmænd under kommando af en
6 brandmester i hvert kvarter, slangesprøjter, lagre af brandmateriel ved kirkerne etc. I april 1728 var
7 brandvæsenet blevet mønstret og bestod af 24 sprøjter, 22 overbrandmestre og 25
8 underbrandmestre, 41 sprøjtemestre, 42 strålemestre, 42 assistenter, 38 overbrandsvende og 596
9 brandsvende (mest murer- og tømrersvende). Dertil kom diverse funktionærer, brandmajorens
10 personale, vandmestre, reservetømmersvende og -murersvende, vognmænd mm., i alt 1.045 mand.
11 De ledende embedsmænd i brandvæsenet var generalbygmester J.C. Ernst, politi- og borgmester
12 Hans Himmerich, brandmajor Daniel Preisler, vicebranddirektør Nicolaj Grim samt en række
13 murer- og tømrermestre.
14 Personliste
15 Arnold, Hans Jacob (1669-1758), officer i Den Kgl. Livgarde fra 1691, generalmajor i Livgarden
16 fra 1717, kommandant i Rendsborg 1728-36.
17 Barfod, Claus (1687-1759), stadsadjudant, dvs. næstkommanderende i borgervæbningen.
18 Dürkop, Henrik (1671-1731), præst ved Sankt Petri Tyske Kirke.
19 Fjeldsted, Mikkel Andersen (1684-1741), brygger på Christianshavn, 1718 en af de 32 Mænd,
20 1729 stadshauptmand, dvs. leder af borgervæbningen.
21 Himmerich, Hans (1681-1735), født i Ålborg, student 1702, gik i polsk og russisk krigstjeneste og
22 vendte 1725 tilbage med rang af oberst. Blev i 1726 politimester i København og udmærkede sig
23 ved handlekraft, brutalitet og stridigheder med andre dele af forvaltningen, afskediget 1731.
24 Osten, Jacob Frants von der (1664-1739), siden 1712 amtmand over Sorø og Ringsted amter.
25 Preisler, Daniel (1680-1762), 1719 vicebranddirektør og fra 1723 branddirektør (brandmajor) i
26 København.
27 Reichau, Christian Friedrich von (1686-1753), tysk, efter flere års engelsk tjeneste i 1709 kaptajn
28 i den danske hær, kaptajn 1713 i grenaderkorpset, 1725 premiermajor, fra 1733 tjente han i Norge.
29 Schrader, Johan (1663-1736), præsident (overborgmester) i København 1724-36.
30 Sponeck, Georg Wilhelm rigsgreve von Hedwiger (1672-1740), schlesisk adelsmand, siden 1702
31 i dansk tjeneste, indlagde sig ved flere lejligheder store fortjenester under Store Nordiske Krig, bl.a.
32 ved Gadebusch (1712), generalmajor fra 1715, kommandant i København 1720-40.
33 Staffeldt, Christian Friedrich von (1671-1741), tysk officer fra 1697 i dansk tjeneste, 1701
34 premierløjntnant i grenaderkorpset, 1720 generalmajor, 1727 dannebrogsridder.
35 Thilo, Henrich Carl (-1744), sekundløjtnant i grenaderkorpset 1702, major i 1718, oberstløjtnant i
36 det Fynske Hvervede Regiment til Fods 1728.
3
37 Tekst 1: Uddrag af Extraordinaire Relationer For October Maaned 1728
38 Bogtrykker J. Wielandt udgav en dansksproget månedsavis i København. Digtet stod på forsiden, det
39 følgende er avisens skildring af branden, der dannede avisens sidste og længste bidrag.
40 I Stemplets1 Sted/ som er opbrændt ved Ildens Graadig Lue/

41 Min Læser/ Hvordan Kiøbenhavn er hiemsøgt/ har at skue/
42 Paa dette Ark/ som Stemplet er med Suk/ med Ach/ med Graad/
43 For hvilke GUDs og Kongens Gunst kande eene skaffe Raad.
44 Har Himlen Byen end hiemsøgt/ og straffet i sin Vrede/
45 Saa var den dog i største Nød med Trøst og Hielp tilrede/
46 Dend vendte Vinden/ og os gav sin Naades visse Tegn
47 Udi et stille Veyr og en mod Branden tienlig Regn.
48 Thi løft behiertet Kiøbenhavn dit Hoved op af Støvet/
49 Har Ilden end den største Deel dig af din Ziir berøvet/
50 Saa lever GUD og Kongen end: du store Prøver saae.
51 I Branden/ at dit Herskab lod sig nær din Frelse gaae.2
52 Hvad Ilden tog/ du faar igien ved GUDs og Kongens Naade/
53 Lad Kongens Himmelsignet Drift3 kuns for din Opkomst raade/
54 Frygt Gud/ ær Kongen/ stræb og beed/ at Kongen leve maae/
55 Saa skal du som en Phoenix af dit Baal nye Feyre faae.
[...]
56 Den 20 October om Aftenen Klokken halvgaaen 7. har det behaget GUD at hiemsøge den Kongelige
57 Residentz Stad Kiøbenhavn med en stor Ildebrand/ som varede til om Løverdags Morgen/ samme
58 begyndte udi et lidet Huus ved Vester-Port/ og da det blæste af en sterk Sydvest Vind/ og i samme
59 Qvarteer af Byen fattedes for Vand/ der og samme steds vare Mengde med Elle og Fyrre Brænde
60 opfyldte Vedhamre4 samt adskillige Hørboeder fik Ilden saadan Magt/ at den uagtet alle derimod
61 giorte Anstalter ey kunde dempes/ men da den tog overhaand paa Vestergade og igiennem
62 Larsbjørnstræde/ Studie og St. Pedersstræde bag om Volden aad om sig til Nørregade/ og dends
63 Funker5 eller anden Vaade-Ild der ligeledes fattede udi Vedhammerne/ lagdes derved alle de i
64 paastødende Gader staaende Huuse/ hvorpaa Vinden bar/ tillige med vor Frue/ St. Petri/ Hellig
65 Geistes/ Trinitatis og den Reformerte Kirke i Aske/ samt af de publique Bygninger/ Raadhuuset/
66 eendeel af Veysen-Huuset/ Communitetet/ Academiet (Consistorium undtagen/) vor Frue Latinske
67 Skoele/ Valckendorffs/ Borrichii og Ehlertzens Collegium/ Regentzen/ Bispens Proffessorernes og
68 Præsternes til ommelte Kirker deres Residentzer/ tillige med de Grævelige Reventlauiske/ Scheliske
69 og Knuhtiske Gaarder/ saa at en stor Deel af denne skiønne Bye er bleven til en Askehob og
70 Brandsted/ da et bedrøvet Syn sees paa dens Gader udi de efterstaaende Skorsteene og Muure. Udi
71 Vimmelskaftet har Ilden lagt sig paa den ene Side ved Mr. Jens Petersøns Gaard/ og paa den anden
72 Side ved de ved Hellig Geistes Kirke staaende smaae Huuse/ dog ere trende Gaarde bedre ned paa
73 Amager Torv opbrændte. Paa KiøbmagerGaden har Ilden ophørt ved Sl. Raadmand Klinges Gaard
74 paa den ene og Mr. Jean Jeans paa den anden Side/ i Gottersgade paa den ene Side ved Capitain
75 Barfoeds Gaard lige for Adelgaden/ ved Stranden i Naboeløs ved Mr. Heuseriks Gaard/ og paa
76 Vandkonsten ved Hiørnehuset i Marstræde ud til Canalen. GUD være lovet/ som da Ilden havde taget
77 overhaand/ lagte Blæsten/ lod Vinden vende sig bort fra den øvrige Deel af Byen/ og velsignede de
1
Avisens hoved var normalt prydet med en vignet (stempel), der forestillede Københavns byvåben.
2
dit Herskab lod sig nær din Frelse gaae: at din øvrighed var bekymret for din redning.
3
Himmelsignet Drift: af himlen velsignede energi.
4
Vedhammer: brændestabel.
5
Funker: gløder.
4
78 skiønne Anstalter/ som Hans Kongl. Maj. Lod giøre til at dempe Ilden/ og den store Omhue Hans
79 Maj. aarle og sildig lod see uden at skaane sin egen høye og hellige Person, for at conservere denne
80 gamle Kongelige Residents Stad saaviit endnu stoed til at redde/ samt at opmuntre de til Brandens
81 Ledskning6 udcommanderte Folk; som nest GUD alleene frelste Byen fra den for alle Menniskers
82 Øyne overhengende totale Undergang/ hvilken Hans Kongl. Højhed Cron Printzen sig overmaade
83 højt lod være angelegen at forekomme.
84 Tekst 2: Brandkommissionens forhandlinger 24.-29. oktober 1728

85 Umiddelbart efter branden blev der nedsat en stor kommission til byens genopbygning og en lille
86 brandkommission, der behandlede henvendelser fra befolkningen. Kommissionens renskrevne
87 protokol på tysk er bevaret i afskrift og udgivet i dansk oversættelse i 1890. Det følgende er en ny
88 oversættelse af originalen (undtagen bilag 1 og 2, der er på dansk). De formelagtige indledninger
89 og afslutninger på mødedagene er kun medtaget for søndag den 24. oktobers vedkommende.
90 København den 24. oktober 1728

91 Efter at den allerhøjeste Gud i nåde havde afvendt den ulykkelige brand, han havde tilladt at rase i
92 flere dage, og der hos nogle ryggesløse og gudløse mennesker skulle være fundet nogle brændbare
93 og mistænkelige materialer, så blev der på Hans Kongelige Majestæts allernådigste befaling nedsat
94 en kommission under forsæde af den højvelbårne generalmajor von Arnoldt og i nærvær af hr.
95 stiftsamtmand von der Osten, hr. major Reichau fra Det Kongelige Grenaderkorps og hr. oberst-
96 løjtnant Thilo fra Det Fynske Hvervede Regiment for at efterforske ophavsmændene til disse
97 gudløse og ryggesløse planer.
98 Først bringer bryggeren Claes Buchwaldt, der bor i Nørregade, en kvinde, Mette
99 Sørens, ind i Hovedvagten7 og anfører at have påtruffet hende i Mikkel Bryggersgade i en kælder til
100 et hus, der var blevet reddet. Hun havde lukket sig inde, og der havde været ild tændt. Der var også
101 blevet fundet en skål med talg i kælderen og ved siden af et stykke brændende træ, som folkene
102 havde måttet slukke med vand.
103 Dernæst blev den nævnte kvinde Mette Sørens ført frem og forhørt på følgende måde:
104 Spg. 1: Hvad hun hed, og hvem hun var? Sv: Hun hed Mette Sørens, og hendes mand
105 var murersvend hos brandfolkene, og de havde siden mikkelsdag8 boet i en kælder i Mikkel Bryg-
106 gersgade.
107 Spg. 2: Om hun ikke havde lukket sig inde i sin kælder og havde haft en skål talg med
108 et stykke brændende træ ved siden af? Sv: Hun havde lukket den ene kælderdør og kunne ikke åbne
109 den indefra, men den anden dør til kælderen havde været åben. Hun havde haft en skål talg dér, som
110 hun havde samlet sammen, men der havde ikke været ild nærved, og den slags havde hun ikke i sin
111 kælder undtagen en smule ild i ovnen.
112 Sp. 3: Om hun ikke havde haft til hensigt at sætte ild på huset med det? Sv: Nej! Hun
113 havde bare til sig selv i kælderen samlet lidt træ, der havde været ild i, men som var slukket.
114 Borger Claes Buchwald tilbyder at bevise, at der havde været brændende træ ved
115 siden af skålen med talg.
116 Trådt af.
6
Ledskning: slukning.
7
Hovedvagten: det militære politis hovedkvarter på Kongens Nytorv. På første sal var en retssal.
8
mikkelsdag: 29. september (festdagen for ærkeenglen Michael), en af de to faste årlige skiftedage.
5
117 For det andet blev Christence Jensdatter kaldt frem, hos hvem der var blevet fundet en kurv fuld af
118 raketter, og hun blev forhørt på følgende måde:
119 Sp. 1: Hvad hun hed, og hvem hun var? Sv: Hun hed Christence Jensdatter, og hendes
120 mand havde været løjtnant ved Søetaten og hed Andreas Sivers Seedahl.
121 Sp. 2: Hvor hun boede? Sv: Sidste fredag var hun flyttet ind i Helsingørgade i et hus,
122 som tilhørte en enke ved navn Inger Per Hansens.
123 Sp. 3: Om der ikke i hendes hus i Helsingørgade hos hende var blevet fundet en kurv
124 fuld af sværmere?9 Sv: Ja, i det nævnte hus var der blevet fundet en kurv fuld af sværmere, og
125 dermed forholdt det sig således: Hun /: vidnet :/ havde vel været syg et halvt år og ligget i sengen,
126 og forleden torsdag aften havde så en fyrværkerkone,10 hvis mand for nylig var taget til Grønland,
127 banket på hendes dør kl. 9 om aftenen og spurgt vidnet, om hun måtte sætte nogle af sine sager i
128 hendes hus. Afhørte havde svaret: Ja, i Guds navn. Så havde hun sat denne kurv med sværmere i
129 hendes stue og sagt til hende: Hun måtte ikke komme i nærheden af det med tællelys, for det var ret
130 mange penge værd. Hvorefter kvinden var gået bort efter at have sagt: Hun vidste ikke, hvor hun
131 skulle gøre af det. Hun ville gerne smide det i havet, hvis hun kunne komme til det. Kvinden havde
132 også haft et lommetørklæde fuldt af lange hvide tingester, som hun havde smidt på gaden i rende-
133 stenen. Denne kvinde boede i Grønnegade hos tobaksspinderen. Hun vidste dog ikke, hvad hun hed,
134 men hendes mand hed Hans Jørgen.
135 Sp. 4: Om hun ikke sammen med den førnævnte kvinde havde haft til hensigt at sætte
136 ild på huset? Sv: Nej, hverken hun eller kvinden havde haft den ringeste hensigt i den retning, det
137 Gud beskytte hende imod.
138 Hvorefter fyrværker Hans Jørgens kone ved navn Margrethe af vagten blev hentet og
139 afgav følgende vidneforklaring:
140 Hendes mand var som overfyrværker taget med til Grønland og havde efterladt hende
141 en del sværmere og i sit seneste brev skrevet, at hun skulle sælge dem. Da nu branden opstod, ville
142 hun gerne have smidt dem i vandet og ikke vidst, hvor hun skulle gå hen med dem. Så var hun gået
143 med dem til Christence Jensdatter og havde bedt hende, om hun ikke kunne lade dem stå hos hende
144 et lille stykke tid. Hun skulle imidlertid passe godt på dem og for Guds skyld ikke lade dem komme
145 i nærheden af tællelys. Så havde hun taget fire raketter og havde stukket dem i snavset og var der-
146 efter gået væk. I øvrigt havde hverken hun eller fru Christence Jensdatter haft det mindste ondt i
147 sinde, for i så fald ville hun også skulle se frem til evig straf.
148 Trådt af.
149 Kvinden gik væk for at hente brevet fra sin mand om salget af raketterne.
150 Kvinden Margrethe, fyrværkeren Hans Jørgens hustru, fremlægger et brev fra sin
151 mand dateret Davisstrædet den 9. juli år 1728, hvor han spørger, om hr. løjtnant Olsen har solgt
152 noget af fyrværkeriet, og hvad hun har fået for det. Hvormed hun har dokumenteret sin påstand.
153 Angående denne sag om Christence Jensdatter, i hvis hus der blev fundet en kurv
154 raketter, møder også politibetjent Bang, som bevidner, at han ikke kan give yderligere oplysning om
155 den fundne kurv med raketter og derfor henviser til sin indleverede og nedenfor under bilag nr. 1
156 anførte rapport [tekst 3]. Han havde fundet denne kurv med raketter i et hjørne af huset og i øvrigt
157 ikke på noget mistænkeligt sted.
158 Trådt af.
9
sværmer: en slags fyrværkeri, der farer rundt (som skrubtudser) eller raketter, der udsender mindre raketter.
10
fyrværkerkone: hustru til en fyrværker, som enten betegner en person, der fremstiller fyrværkeri, eller en
befalingsmand i artilleriet.
6
159 For det tredje blev kvinden Sophia Andersdatter kaldt frem og forhørt angående følgende
160 spørgsmål.
161 Sp. 1: Hun hed Sophia Andersdatter, og hendes mand hed Jens Sørensen og arbejdede
162 ved muddermøllen.11
163 Sp. 2: Om hun ikke havde lagt vådt og råddent træ i sin kakkelovn for herigennem at
164 forårsage en brand? Sv: Forleden fredag havde hun lagt nogle våde spåner, som hendes mand havde
165 samlet, i sin kakkelovn. De ville ikke brænde, men havde oset meget, så naboerne havde klaget
166 over, at spånerne lugtede, og hævdet, at noget brændte. Hun havde dog ikke på nogen måde haft til
167 hensigt herigennem at fremkalde brand, men kun at skaffe sine stakkels børn noget varme. Hun
168 boede i Helsingørgade. Alt dette kunne hun bevise gennem en af sine naboer og andre vidner.
169 Trådt af.
170 For det fjerde blev syv jøder kaldt frem, nemlig (1) Marcus Levin, en jødisk lærd, som oplyser, at
171 han uden at have gjort det mindste var blevet standset og arresteret i Stormgade af en soldat. Der er
172 ingen, der anklager ham for noget, men han klager selv over, at soldaten visiterede ham på gaden og
173 tog 10 speciedaler fra ham. Han ville nok kunne genkende soldaten, hvis han så ham.
174 (2) Jeremias Levi oplyser, at han ved den lille røde bro blev arresteret af soldater. Han
175 havde ikke gjort noget, og der er ingen, der anklager ham for noget.
176 (3) Salomon Salomonsen og
177 (4) Joseph Moses Fürst anfører, at de blev standset af en fyr, de ikke kendte, og ind-
178 leveret hos skildvagten ved Blåtårn, hvorfra den vagthavende underofficer sendte dem herhen. De
179 havde ikke begået noget strafbart, og der er i øvrigt ingen, der anklager dem for noget, ligesom
180 Salomon Salomonsen havde tabt 5.000 til 6.000 rigsdaler.
181 (5) David Abensur og
182 (6) Jacob Palachi fortæller ligeledes, at en soldat havde standset dem ved Blåtårn, og
183 derfor havde underofficeren sendt dem herhen. De havde ikke gjort det mindste, og der er ingen, der
184 anklager dem for noget.
185 (7) Esaias Salomon bevidner, at han ved branden har mistet sin ejendom her, og da
186 han var på vej til Christianshavn for at finde logi, så havde et par soldater ved Blåtårn arresteret
187 ham og taget ham med til vagten. Han boede ellers i Frederiksstad i Holsten og var her for at ansøge
188 om noget, han var sig ingen forbrydelse bevidst og mente ikke at have begået noget strafbart.
189 Trådt af.
190 Da klokken var næsten 8 om aftenen, så blev forhøret og mødet udskudt til morgendagen og hermed
191 afsluttet.
192 København, samme dato som ovenfor
193 Arnold von der Osten Thile

195 Da en såkaldt baron von Thurn i går var blevet arresteret på gaden og sat i fængsel, blev han forhørt
196 på følgende måde:
197 1. Hvad hans navn var? Hvem han var, og hvor lang tid han havde opholdt sig her?
198 Sv: Han hed Johannes Josephus Carolus Dominicus à Gasser og var baron von Thurn og havde
199 opholdt sig her omtrent et år.
200 2. Hvor han kom fra, og hvilke forretninger han havde her? Sv: Han kom fra kanton
201 Schweiz, og han havde ingen forretninger her.
11
muddermøllen: maskine til oprensning af havneløb og lignende.
7
202 3. Hvor han boede her? Sv: Han boede hos fru Thilau.
203 Det var umuligt at få mere ud af dette menneske, da han synes at være vanvittig. Han har ganske
204 vist tilstået, at han har haft en krans,12 som han havde smidt væk. Men kort efter benægtede han det
205 igen, og man kunne ikke få et fornuftigt ord ud af ham. Eftersom nu løjtnant Piper ifølge
206 vagtkaptajnen i går havde forhørt ham, og han havde tilstået at have begået en stor synd, så blev hr.
207 løjtnant Piper tilkaldt for at forhøre ham yderligere, om han ikke havde haft en begkrans. Over for
208 ham tilstod han endnu en gang det med kransen, men han forklarede ikke, hvori den store synd
209 bestod, som han havde begået, og han benægtede så igen, at han havde haft en krans. Derfor truede
210 man ham med den polske buk13 og lagde noget ved hans hoved.14 Man kunne imidlertid ikke få
211 noget fornuftigt ud af ham, og derfor blev han løsladt for at komme til hægterne.

213 Hr. kancelliråd Krogs tjenestepige Johanna Christine møder op og afgiver forklaring: Hun havde
214 mødt tre kvinder på Østergade, hvoraf to havde båret på sække, mens den tredje havde haft noget i
215 sit forklæde. Så havde vidnet set, at der fløj gnister fra en af kvindernes sæk. Derfor havde vidnet
216 taget fat i hende, og hun havde overalt på kroppen, hvor hun kunne føle efter, været helt glat. Og da
217 vidnet havde holdt hende fast foroven i hendes trøje, så havde hun prøvet at bide vidnet og forsøgt
218 at løbe væk. Hun havde imidlertid fået fat på hende igen lige overfor hos isenkræmmeren. I det
219 samme var også den anden blevet bragt derhen, og begge to var på befaling af en fornem herre, der i
220 samme øjeblik var kommet kørende, blevet arresteret af nogle soldater. Den tredje kvinde var
221 imidlertid undsluppet. Derefter var de to sække blevet bragt til apoteket og dér tømt ud i baljer, og
222 man havde fundet vådt brændt korn, hvoriblandt der også havde været nogle endnu ikke helt
223 slukkede brændestykker med lidt ild i. Derudover havde de under kornet fundet en stentallerken og
224 en raket med noget krudt og tjære forneden. Raketten var rund og ombundet med noget snor. Hun
225 mente, at hun nok ville kunne genkende disse kvinder, hvis hun så dem igen, for den ene var
226 koparret, og den anden var glat i ansigtet.
227 Derefter blev apotekerenke Schaffenbergs lærling ved navn Scherning kaldt frem og
228 aflagde følgende vidnesbyrd:
229 De havde standset de tre førnævnte kvinder, fordi to af dem havde båret på sække med
230 korn, som havde røget, og som også havde røget, da de hældte det i baljer med vand.
231 På forlangende oplyste denne person yderligere, at der ikke havde været nogen raket
232 mellem kornet og slet ikke noget svovl eller andre brændbare materialer, eller at han havde
233 bemærket det mindste af den slags deriblandt.
234 Trådt af.
235
236 De to kvinder, som havde båret på sække med korn, var ikke at finde på nogen vagtpost, selv om
237 man rettede behørig henvendelse til vagterne.
238 Desuden møder hr. oberst Walsers tjener Christian Orup op og meddeler, at han ikke
239 ved yderligere om kældermand Lindholms forbrydelse, end at denne sammen med sin kone var
240 blevet ført forbi hans herres bolig, og fordi man sagde, at han havde stiftet brand i Vingårdsstræde,
241 så var han fulgt med dem herhen efter Hovedvagten.
242 Trådt af.
12
krans: krans af hamp eller blår, dyppet i smeltet beg, bruges som fakkel.
13
den polske buk: en militær afstraffelses- og torturmetode, hvor man blev krumsluttet, hænder og fødder bundet
sammen og hovedet trukket ned mellem benene med en kæde. Derefter blev stok skubbet ind mellem arme og knæ,
hvorefter to mand tog fat i hver sin ende af stokken og "rullede" offeret hen over skærver og sten.
14
lagde noget ved hans hoved: et hampereb med knuder blev lagt om hovedet og strammet ved hjælp af en tvinge, så
knuderne pressede ind mod panden og siderne af hovedet (men ikke mod tindingen).
8
243 Desuden møder hans højgrevelige excellence storkansler von Hosteins løber Johann Georg Schultz
244 op og bevidner:
245 Der var blevet hørt råb om, som om der var ild i kældermand Lindholms kælder, så
246 var vidnet løbet til og havde fundet kælderens stuedør lukket. Derfor havde han og de andre folk
247 brudt døren op og set, at der var lidt ild på ildstedet. Desuden havde en mand givet vidnet nogle
248 staver fra en gammel tjæretønde, som skulle være blevet fundet under kældermandens seng. Vidnet
249 kendte dog ikke denne mand. Med hensyn til det beg, som også var blevet fundet i kældermandens
250 kælder, så måtte han tilstå, at eftersom den nævnte kældermand var skomager, så kunne han måske
251 have brugt det til sit håndværk. Vidnet havde vist de få staver fra en gammel tjæretønde, som blev
252 fundet i kældermandens kælder, til Hans Højgrevelige Excellence storkansleren, som havde befalet
253 at gemme træet og arrestere kældermanden. I øvrigt havde kældermanden sammen med sin kone
254 boet i denne kælder i 1½ år, og der var aldrig set noget mistænkeligt hos dem ud over, at både mand
255 og kone var forfaldne til brændevin, og de havde også begge været fulde på det pågældende
256 tidspunkt.
257 Trådt af.
258 Dernæst blev regimentstambur Jørgen Kose fra Det Fynske Hvervede Regiment kaldt frem, han
259 aflægger følgende vidnesbyrd:
260 En underofficer fra hans regiment, der havde sin post i Vingårdsstræde, havde bedt
261 ham gå til Hans Højgrevelige Excellence, hr. kommandanten, og meddele, at der i en kælder dér
262 havde været ild, og at de to kælderfolk var arresteret. Da han så var kommet til Vingårdsstræde,
263 havde skorstensfejernes mester ved en af sine folk vist ham en smule beg og fortalt, at det var blevet
264 fundet i kælderen, og at han skulle bringe det til kommandanten. Så havde vidnet også taget beget i
265 noget papir og vist det til Hans Højgrevelige Excellence kommandanten, som havde befalet ham at
266 opbevare det og vise det til kommissionen, sådan som han nu gør.
267 Derefter blev kældermand Lindholm kaldt frem og forhørt på følgende måde:
268 Sp. 1: Hvad han hed med dåbs- og tilnavn, og hvem han var? Sv: Han hed Andres
269 Torchelsen og var født i Lindholm og havde boet 15 år i en kælder i Vingårdsstræde.
270 Sp. 2: Om han ikke forleden fredag havde haft ild i sin kælder og derfor havde lukket
271 stuedøren til sin kælder? Sv: Han havde haft lidt ild i sin kakkelovn, som havde givet røg i stuen, og
272 han vidste ikke, at han havde lukket stuedøren til kælderen.
273 Sp. 3: Om der ikke i hans kælder var blevet fundet nogle staver fra en gammel
274 tjæretønde? Sv: Ja, han havde ved en mur i sin kælder haft nogle staver fra en gammel tjæretønde
275 liggende, som han havde fået af rebslagerne på Holmen til at fyre op med.
276 Sp. 4: Om han ikke havde villet bruge disse tjærede staver til at stifte brand? Sv: Nej,
277 det havde han aldrig haft til hensigt.
278 Sp. 5: Hvor han havde fået de sølvskeer og de penge, der blev fundet hos ham? Sv:
279 Han havde tjent til sølvskeerne og pengene.
280 Sp. 6: Om han ikke havde haft noget beg i sin kælder? Sv: Han havde måske haft et
281 eller to pund beg i sin kælder, fordi han ikke kunne købe mere ad gangen, og det beg havde han
282 brugt til sit håndværk, for han var skomager.
283 Trådt af.
284 Hvorefter kældermand Lindholms kone blev kaldt frem og forhørt på følgende måde:
285 Til sp. 1: Sv: Hun hed Christine Larsdatter og havde sammen med sin mand boet 15 år
286 i en kælder i Vingårdsstræde.
9
287 Til sp. 2: Sv: Hun havde forleden fredag haft lidt ild, der var gået ud, i sin kakkelovn,
288 og når vinden var i syd, og folkene oppe i huset fyrede på første sal, så led de meget under røg i
289 kælderen. Hun vidste dog ikke, at hendes stuedør havde været lukket, men hun kunne ikke sige,
290 hvad hendes mand havde gjort.
291 Til sp. 3: Sv: Hun havde siden pinse bag nogle tomme tønder haft nogle staver fra en
292 gammel tjæretønde liggende, som hun havde fået af rebslagerne på Holmen. Dem ville hun hugge
293 op for at bruge dem til at tænde tørvene i ovnen til vinter.
294 Til. sp. 4: Sv: Nej, Gud beskytte hende imod det. Der var næppe nogen, der havde
295 bedt mere på grund af branden end hun, der hele tiden havde ligget ned og bønfaldet Gud, at han
296 ville bevare slottet og Tøjhuset.
297 Til sp. 5: Sv: Hendes mand havde tjent nogle penge ved at sy slanger til sprøjterne, og
298 for dem havde hun hos guldsmed Borris på Amagertorv ladet lave seks sølvskeer og gemt de
299 resterende penge.
300 Til sp. 6: Sv: Ja, det kunne godt være, der havde været lidt beg i kælderen, men ikke
301 mere, end hendes mand havde brug for til sit håndværk, og hun vidste ikke hvor meget, for hendes
302 mand købte aldrig mere end et pund eller et par pund.
303 Derefter fik kældermand Andres Torchelsens kone de i kommissionen ifølge hr.
304 kaptajn Wiburgs oversigt fremlagte sølvskeer og smule penge udleveret.

306 Eftersom den i Hovedvagten arresterede såkaldte baron von Thurn nu havde haft nogle dage til at
307 komme sig, og det nævnte menneske var for sygt til, at han kunne møde op for kommissionen, så
308 forføjede kommissionen sig til vagten og udspurgte endnu en gang omhyggeligt den såkaldte baron
309 von Thurn: Hvad var det for en krans, som han havde talt om den 25. oktober, og hvad var det for
310 en synd, han havde begået? Han svarede, at han ikke vidste noget om nogen krans. Han var et
311 stakkels menneske, der her søgte noget at leve af. Han havde ikke haft nogen brændbare sager og
312 vidste ikke det mindste af det. Han kendte ikke de folk, der logerede i Limes gård, og han havde
313 ikke haft det mindste samkvem med dem. Han havde været katolsk og var blevet luthersk, og af den
314 grund havde hr. dr. Dürkop talt hans sag for at opnå noget for ham.
315 Da kommissionen herefter fandt dette menneske fattigt, sygt og stakkels og uden
316 nogen form for underhold, og han snart sagde ja, snart nej til noget, og der heller ikke forelå de
317 mindste indicier, at han skulle have haft med brændbare sager at gøre eller noget i den retning til
318 hensigt, så måtte man af alle disse omstændigheder slutte, at han ikke var ved sine fulde fem, og at
319 hans konversion måske var den synd, han tidligere havde omtalt. Og da han påberåbte sig hr. dr.
320 Dürkop, blev der sendt nogen derhen for at få oplysninger herom. Alligevel lod kommissionen den
321 såkaldte baron von Thurn bære fra vagten op til retssalen og lod ham endnu engang forhøre.
322 1. Hvilken religion han havde? Sv: Han var født i den katolske religion, men var i
323 1714 i Memmingen skiftet og havde antaget den lutherske religion, og dr. Dürkop havde hans
324 papirer om den sag i sin varetægt.
325 2. Hvornår var han første gang kommet her til København? Sv: Han var første gang
326 kommet til København for 3 år siden.
327 3. Hvad hans ærinde dengang havde været? Sv: Han havde søgt almisser og havde af
328 den grund henvendt sig hos dr. Dürkop, som han havde fået anbefalet fra Sverige.
329 4. Om hr. dr. Dürkop havde taget sig af ham og talt hans sag? Sv: Ja, men han havde
330 endnu ikke opnået noget.
331 5. Om han selv havde ansøgt om noget hos Hans Kongelige Majestæt? Sv: Ja, han
332 havde sidste gang for seks uger siden indgivet en ansøgning og tidligere flere gange, men havde
333 ikke fået noget.
10
334 6. Hvad han så indtil nu havde levet af? Sv: Han havde en kammerat, der var
335 bogtrykkersvend og hed Schinckel, og som havde arbejdet hos hr. kancelliråd Wieland. Han havde
336 lånt ham penge.
337 Der blev sendt bud til fru Thilau og hendes mand såvel som til bogtrykkersvend
338 Schinckel med besked om, at de skulle møde op.
339 7. Hvor havde han lært denne bogtrykkersvend at kende? Sv: Han havde lært ham at
340 kende i Norrköping i Sverige, og han havde efterhånden forstrakt ham med 20 rigsdaler, som han
341 havde lovet at betale tilbage, når den gode Gud ville det, og dette lån var sket her i København,
342 fordi bogtrykkersvenden hver uge tjente 3 rigsdaler.
343 8. Om han ikke måtte indrømme, at det var et stort lån for en håndværkersvend? Sv:
344 Jo, det måtte han indrømme, og han havde lånt ham pengene af kristen kærlighed, og når han mødte
345 op for retten, så ville han kunne bekræfte, at han [: baronen] var en fattig og ærlig mand.
346 9. Hos hvem han først have boet, da han sidste gang var kommet hertil fra Sverige?
347 Sv: Han havde først boet hos en gæstgiver i Studiestræde ved navn Johan Carl Eis, som på
348 bogtrykker Schinkels kredit havde givet ham at spise og drikke, og han kunne også give vidnesbyrd
349 om, at han var en ærlig mand. Han havde flere gange tidligere boet dér.
350 Denne vært skal ligeledes afhøres af kommissionen.
351 10. Hvor han ellers havde boet? Sv: Derefter havde han boet hos en bogtrykkerfrue
352 ved navn fru Thilau i Lille Kannikestræde, indtil branden var nået derhen. Han havde på bogtryk-
353 kersvend Schinkels kredit fået at spise og drikke i dette hus.
354 11. Om han havde haft andre værter i København? Sv: Nej, ikke flere.
355 12. Om han ellers kendte nogen i København? Sv: Nej, han kendte ellers ikke nogen.
356 13. Om han ville nægte de oplysninger, man havde om, at han var kendt i Lime-
357 gården og gik de udlændinge, der boede dér, til hånde og havde været kok? Sv: Han kendte ikke
358 Lime, vidste heller ikke, hvor hans hus lå, og langt mindre kendte han de folk, der boede dér, og han
359 havde aldrig arbejdet som kok i det pågældende hus.
360 14. Om han ikke kendte skrædder Bischel15 og endnu tre personer, nemlig Adrian
361 Fischer, Christian Freudenreich og student Grote? Sv: Nej! Han kendte ikke disse folk, havde aldrig
362 set dem og havde ikke haft noget med dem at gøre.
363 15. Hvordan han var kommet ud af fru Thilaus hus, da branden begyndte? Sv: På den
364 tid havde han ligget syg i sengen i fru Thilaus hus, og da huset var begyndt at brænde, var han stået
365 op af sengen og havde vandret rundt som en vanvittig på gaderne, så at forskellige folk på gaden på
366 grund af hans dårlige fremtoning havde grebet ham som en mordbrænder og bragt ham herhen til
367 Hovedvagten.
368 16. Om folkene så havde fundet brændbare materialer hos ham? Sv: Nej, slet ikke, for
369 så havde de jo nok taget dem med til Hovedvagten.
370 Hvorpå tambur Barthram fra hr. Duchamps kompagni i Det Hvervede Fynske
371 Regiment blev kaldt frem og aflagde følgende erklæring om den såkaldte baron von Thurn:
372 For tre år siden havde han set den såkaldte baron von Thurn med bogtrykkersvend
373 Schinckel på Frederiksberg. Han havde fortalt, at han havde skiftet religion og ansøgt om
374 kompensation hos det danske og det svenske hof, hvorefter han var rejst med bogtrykkersvenden til
375 Sverige. For et år siden var den såkaldte baron von Thurn igen kommet hertil, og bogtrykkersvend
376 Schinckel havde givet ham underhold, fordi han havde fortalt ham, at han ville få en veksel fra
377 Sverige, og mere kunne han ikke oplyse.
378 Trådt af.
15
Bischel: galanterihandler Georg Heinrich Büschel, jf. tekst 5.
11
379 Eftersom fru Thilau og hendes mand sammen med bogtrykkersvenden Schinckel endnu ikke var
380 blevet hentet hertil, så blev borger Peter Rasmussen, bosiddende ved Vesterport, kaldt frem, og han
381 blev i nærvær af politifuldmægtig Silberloh udspurgt på følgende måde:
382 1. Hvad han hed, og hvor han boede? Sv: Han hed Peter Rasmussen og boede til leje i
383 et hus ved Vesterport. Han var begyndt at holde marketenteri,16 men var ikke kommet så langt med
384 det, for han var først flyttet ind forleden mikkelsdag.
385 2. Om der ikke var udbrudt brand i hans hus den 20. dennes om aftenen? Sv: Nej, det
386 var tværtimod på hans værtindes loft, hvor der lå hø, og som var adskilt fra hans loft ved brædder, at
387 branden var brudt ud tæt ved brædderne, og han havde ikke vidst noget om det, før vagten var
388 kommet og havde larmet. Så var han løbet op på loftet og havde set, at det brændte dér, og havde
389 råbt, at han havde brug for nogle spande vand for at slukke det, hvilke hans værtindes folk også
390 havde bragt ham, men det havde ikke hjulpet. Så var han gået ned for at redde noget, og vagten
391 havde hjulpet ham med at få nogle af hans sager ud. I øvrigt havde en tømrersvend, som han ikke
392 kendte navnet på, samme dag arbejdet i hans værtindes gård, og hen mod fem eller halv 6, mens han
393 arbejdede, havde han været oppe på vidnets loft for at bære noget sten og grus ned, som havde
394 været brugt til reparation, og vidnet havde hjulpet ham med at få sækkene op på ryggen. Denne
395 tømrersvend kunne bevidne, at der på det tidspunkt ikke længere havde været ild eller talg på hans
396 ildsted.
397 3. Hvad hans værtinde hed, som han har lejet huset af? Sv: Hun hedder fru Boyes.
398 4. Om han ikke på samme dag, som branden opstod, havde støbt lys? Sv: Ja, men det
399 havde været forbi en time tidligere, end branden var opstået, og da den begyndte, var der ikke mere
400 end to små stykker brænde på hans ildsted.
401 5. Om ilden ikke på nogen måde var brudt ud i hans hus? Sv: Nej, ikke så vidt han
402 vidste.
403 6. Hvordan han ville bevise, at ilden var opstået på hans værtindes høloft? Sv: Han og
404 hans kone havde set, at ilden var på hans værtindes loft, og hans værtindes tjenestepige havde rakt
405 ham vand op på hans loft, fordi ilden var brændt igennem brædderne fra værtindens loft over på
406 hans loft.
407 7. Hvor mange børn han havde? Sv: Han havde tre børn, hvoraf et var 3 år, et 5 år og
408 et 7 år gammelt.
409 8. Om ikke disse hans børn kunne være skyld i branden ved hjælp af et lys? Sv: Nej,
410 ikke så vidt han vidste.
411 9. Hvem der ellers kunne give yderligere oplysninger i sagen? Sv: I hans hus havde
412 været han selv, hans kone, en lille tjenestepige og værtindens tjenestepige, som netop have hentet en
413 kande øl hos ham i samme øjeblik, som hans hustru var kommet ham i møde og havde sagt, at der
414 var ild. Desuden menig Bangmann fra hr. oberst Walthers kompagni i Den Kongelige Livgarde til
415 Fods, som, netop da ilden brød ud, havde været i hans hus og drukket et krus øl.
416 10. Om han kunne komme med yderligere oplysninger? Sv: Nej, han vidste ikke mere.
417 Trådt af.
418 Hvorefter borger Peter Rasmussens kone Anne Iversdatter blev kaldt frem og forhørt om de samme
419 spørgsmål.
420 Til sp. 1: Sv: Hun hed Anne Iversdatter og havde boet lige over for Vesterport.
421 Til sp. 2: Sv: Nej, ilden var brudt ud den 20. oktober over deres port i værtindens hø
422 og på hendes loft om aftenen hen mod klokken otte.
16
marketenteri: salg af fødevarer, drikkevarer og tobak, især til soldater.
12
423 Til sp. 3: Sv: Hun vidste ikke, hvad hendes værtinde hed, da hun kun havde boet der
424 siden skiftedag.
425 Til sp. 4: Sv: Om eftermiddagen den samme dag havde hun støbt fire pund talg og
426 lavet helt simple og små lys, men det var for længst afsluttet, da ilden brød ud. Da branden opstod,
427 havde hun i sit hus ikke haft anden ild end et lys, der stod og brændte på bordet. På sit ildsted havde
428 hun kun haft så meget ild, som man kunne tænde en svovlstik ved.
429 Til sp. 5: Sv: Nej, ilden var derimod brudt ud på hendes værtindes høloft, som lå over
430 porten og på hendes side.
431 Til sp. 6: Sv: Hun og hendes mand havde set det, da de opdagede ilden mellem
432 brædderne, og de var blevet meget forfærdede.
433 Til sp. 7: Sv: Hun havde tre børn, hvoraf det en var 7, det ene 5 og det ene 3 år
434 gammelt.
435 Til sp. 8: Sv: Nej! Ingen af hendes børn havde været årsag til branden. Om aften kl. 6
436 havde en tømrersvend, der havde arbejdet for hendes værtinde og båret sten og grus ned, også haft
437 hendes lille søn med sig, men ingen af dem havde haft lys.
438 Til sp. 9: Sv: Da ildebranden opstod havde der i hendes hus været hende selv, hendes
439 mand, menig Bangmann fra Den Kongelige Livgarde til Fods og hendes lille tjenestepige, samt
440 værtindens tjenestepige.
441 Til sp. 10: Sv: Nej, hun kunne ikke sige mere om sagen.
442 Trådt af.

444 Markententer Peter Rasmussens værtinde fru Boye har ladet sig undskylde for kommissionen, at
445 hun på grund af sygdom ikke kunne møde op, men hun lader indlevere en underskrevet edelig
446 erklæring til kommissionen om, hvad hun ved om brandens opståen, som blev læst op og vedlagt
447 som bilag 2 [tekst 4].
448 Hvorefter fru Boyes tjenestepige Dorthe Pedersdatter blev kaldt frem og alvorligt
449 mindet om at tale sandt, sådan som hun var rede til at bekræfte det med sin korporlige ed, og hun
450 blev udspurgt på følgende måde:
451 Sp. 1: Hvad hun hed, hvor hun havde tjent og hvor længe? Sv: Hun hed Dorthe
452 Pedersdatter og havde tjent siden mikkelsdag ca. 14 dage hos fru Boye, der boede lige over for
453 Vesterport.
454 Sp. 2: Hvad hun vidste om den ulykkelige brand, der opstod den 20. oktober om
455 aftenen kl. 7, og hvor den var startet? Sv: Den 20. oktober om aftenen kl. 7 og kvart i 8 havde
456 hendes folk siddet og spist, og så havde hendes frue sagt til vidnet, at hun skulle gå til marketenter
457 Peter Rasmussen og hente en kande øl hos ham. Da nu vidnet var gået og havde banket på døren, så
458 havde marketenter Peter Rasmussen selv åbnet, og hun havde spurgt ham, hvorfor han så tidligt
459 havde lukket døren til huset? Han havde svaret, at det skyldtes den stærke vind, der blæste mod
460 døren, ellers kunne han ikke have lys i stuen. Så havde vidnet bedt om en kande øl, som han også
461 havde taget og havde tappet til hende. Mens øllet blev tappet, havde et barn begyndt at skrige oppe
462 på loftet: Slå mig ikke! Slå mig ikke! Så var moderen løbet op for at se, hvad der var i vejen?
463 Hvorpå kvinden oppe på loftet var begyndt skrige og slå sine hænder sammen idet hun sagde: Åh
464 ve! Her er ild! Af den grund løb hendes mand op til hende og spurgte, hvad der skulle gøres? Konen
465 svarede ham: Ak! barnet har sat ild i høet med lyset! Så var manden på loftet begyndt at råbe: Kom
466 med vand! Kom med vand til mig! og hjælp mig med at redde! Hvorpå vidnet og hans kone havde
467 rakt ham vand, og hun /: vidnet :/ var løbet væk for at gøre mere råb og larm. Men da hun nåede til
468 hoveddøren, kunne hun ikke komme ud af den, og derfor havde hun råbt: Ak! Luk døren op, hvor er
469 nøglerne? jeg er bange for at brænde inde her! Så var manden kommet løbende ned fra loftet og
13
470 havde åbnet hoveddøren for hende. Så var hun løbet til sin frues hus og marketenteren efter hende.
471 Vidnet havde råbt: Ak! der ild, og også marketenteren havde sagt til fruen: Der er ild i Deres nabos
472 hus! Så havde fruen råbt på karlen i gården, at hun skulle rejse brandstigen, for der var ildløs! Så
473 havde de rejst brandstigen, hentet vand og reddet så meget, de kunne, og en var løbet til vagten.
474 Hun vidste dog ikke, hvem det havde været. Der var også nogen, der var blevet sendt efter
475 brandsprøjterne. Men da de ikke kunne slukke ilden, var huset brændt ned, og ilden havde grebet
476 om sig.
477 Sp. 3: Om hun vidste mere om denne brand, og om hun kunne bekræfte denne
478 protokol med en korporlig ed? Sv: Nej! og hun kunne med god samvittighed sværge på sin
479 erklæring.
480 Trådt af.
481 Så blev apotekersvend Friedrich Ludwig Rosum kaldt frem og forhørt på følgende måde under ed.
482 Sp. 1: Hvad han hed, og hvem han var? Sv: Han hed Friedrich Ludwig Rosum og var
483 apotekersvend.
484 Sp. 2: Hvad han vidste om den ulykkelige brand, der opstod den 20. oktober om
485 aftenen kl. 7, og hvor den var startet? Sv: Han havde boet til leje hos fru Boye, så var den 20.
486 oktober om aftenen omkring kl. halv 8 marketenteren Jens Rasmussen kommet løbende ind til fru
487 Boye og havde sagt til hende, at der var ild. Han kunne ikke huske, om han havde sagt, at der var ild
488 i nærheden af hende eller i hans eget hus. Så var han løbet ud i gården og havde kunnet se røgen
489 stige op, og kort efter var flammerne slået ud af huset. Så havde de hjulpet hinanden med at hente
490 vand til slukningen, men de havde ikke kunnet stille noget mod branden.
491 Sp. 3: Om han vidste mere om denne brand, og om han kunne bekræfte denne
492 protokol med en korporlig ed? Sv: Nej! Han vidste ikke mere om det og kunne sværge på sin
493 erklæring.
494 Trådt af.
495 Derefter blev tømrersvend Niels Martensen kaldt frem og forhørt på samme måde under ed.
496 Til sp. 1: Sv: Han hed Niels Martensen, var tømrersvend og skulle, da han ikke havde
497 haft andet arbejde, denne vinter lave malt hos fru Boye, og derfor havde han opholdt sig i fru Boyes
498 hus.
499 Til sp. 2: Sv: Den 20. oktober hen ad klokken 8, da vidnet havde været bagerst i
500 bryghuset, var fru Boye kommet løbende ud på gårdspladsen og havde sagt: Niels! Niels! Her er
501 ildløs. Og hun havde slået hænderne sammen. Lige derefter var også tjenestepigen kommet, og
502 vidnet havde spurgt hende, hvor der var ildløs. Hun havde svaret ham: Hos marketenteren. Hvorpå
503 vidnet var løbet ind til marketenteren og gået op på loftet og set, at det brændte dér. Da de nu ikke
504 havde mere vand sammesteds, så var han gået til fru Boyes gård, og dér havde de hjulpet hinanden
505 med at række vand og smide på ilden. Da nu vidnet havde mærket, at de ikke kunne slukke ilden, så
506 havde han sagt: Jeg må hellere gå efter brandsprøjterne, hvorefter han gik, og han var stødt på en
507 sprøjte allerede på Gammeltorv. Da de nåede frem med denne sprøjte, så var de blevet ved med at
508 sprøjte, indtil slangerne var blevet forstoppede, idet de andre sprøjter efter hans vurdering først var
509 kommet en halv time efter. Derudover huskede han, endnu før fru Boye var kommet ud i gården og
510 havde råbt om ild, at have hørt en dreng skrige, som om han var blevet slået. Han vidste dog ikke,
511 om drengen havde været på gaden eller et andet sted.
512 Til sp. 3: Sv. Nej, han vidste ikke mere og kunne bekræfte sin ham forelæste erklæring
513 med korporlig ed.
514 Trådt af.
14
515 Marketenter Peter Rasmussens lille søn Iver Legel, der er 7 år gammel, blev kaldt frem og fortalte
516 følgende: At han med et lille lys, nemlig en prås, var gået op på loftet for at lede efter stangen til en
517 lille børnesprøjte, og at han havde sat lyset i et hjørne og ledt efter sin sprøjte i en skorsten. Mens
518 han søgte, var han kommet for tæt på lyset, så han havde væltet det med albuen, så det faldt ned i en
519 revne, hvor der lå hø, og på den måde gik der ild i høet, og lyset gik ud. Så var han gået ned uden at
520 sige noget, hvorpå vagten havde banket på døren, og vinduesskodderne var blevet åbnet. Så var
521 hans mor gået op på loftet og var begyndt at skrige, og det havde han så også gjort. Så var hans far
522 kommet op med en spand vand for at slukke og var blevet ved med at hælde vand på, til han ikke
523 havde mere. Han havde også tændt lyset i køkkenet og derfra gået op ad trappen op på loftet, for
524 trappen var i køkkenet. Men på det tidspunkt var hans far og mor i stuen og havde ikke set, at han
525 havde tændt et lys og var gået med det op på loftet.
526 Marketenter Peter Rasmussen og hans kone blev kaldt frem og fik læst alle vidners og
527 deres lille søns forklaringer op. De fastholdt imidlertid, at de ikke havde vidst, at deres lille søn var
528 gået op på loftet med et lys. Det kunne godt være, at det var sket på den måde, som deres lille søn
529 her havde fortalt, men han havde ikke villet indrømme det over for dem, selv om de havde slået
530 ham af samme grund. I det mindste havde de været helt uvidende om det.
531 Trådt af.
532 Politifuldmægtig Silberloh har oplyst, at fru Thilau og hendes mand sammen med bogtrykkersvend
533 Schinckel ikke længere er at finde i byen, men skal være rejst bort.
534 Samtidig er det blevet meddelt brygger Buchwaldt af kommissionen, at han enten
535 skulle føre bevis mod den på grund af den alvorlige sag arresterede fru Mette Sørens, sådan som
536 han den 24. oktober havde tilbudt, eller afstå fra det.

538 Brygger Buchwaldt erklærer, at han ikke kan bevise det, som han har beskyldt fru Mette Sørens for,
539 og at han derfor afstår fuldstændig fra denne sag, eftersom han er blevet forledt til det af folk, der
540 sagde, at der havde været ild i deres kælder, men det kunne han nu ikke bevise, og han tilbyder
541 derfor at kompensere fru Mette Sørens for den arrest, hun har lidt, og stille hende helt tilfreds.
542 Hermed var da fru Mette Sørens tilfreds og blev sluppet løs fra sin arrest.
543 Trådt af
544 Eftersom fru Thilau og hendes mand samt bogtrykkersvenden Schinckel ikke længere er at finde i
545 byen, og der uden dem ikke findes de mindste indicier imod den såkaldte baron von Thurn, at han
546 ville stifte en brand eller har bidraget noget til det, så er kommissionen hermed afsluttet og behørigt
547 underskrevet af hr. formand og de herrer assessorer. København samme dato som foroven.
548 Arnoldt von der Osten Thile
549 M.E. Cornelius

550 Auditør ved Det Hvervede Sjællandske Regiment til Fods.
551 (L.S.)
15
552 Tekst 3: Bilag nr. 1 til brandkommissionens protokol
553 Anno 1728. d. 22. Oct. som der spargeredes,17 at i Helsingøers-Gaden var Ild antendt, forføyede vi
554 os derhen, hvor da ved vores Ankomst i Gaden, stood en Deel Folck samlet for et Huus, saa beboes
555 af en Enke-Kone navnl. Christence, hvilken Kone de der staaende Folck berettede at var allerede
556 bragt i Arrest, efter Hans Høy-Grevelige Excellentz Hr. Commendant von Schponecks Ordre, og
557 den Ild, som havde været tændt, var alt udslukt, vi dog fandt for raadeligt, siden den Mængde af
558 Folk talede mellem dem om, at der skulle være Krudt indsat i Huset, at inqvirere18 Værelserne, som
559 da efter lang Søgning fandtes i Stuen ud til Gaden i en Krog bag ved Døren en Kurff med adskillige
560 Sorter og til Ildebrands Antændelse fordægtige Ting, med Krudt, Salpeter og deslige tilsammen,
561 som først 12. stk. Sværmere, 5. stk. Granater, 4. sorte bægede Cardus-Tutter, 4. ditto stk. röde, 7.
562 stk. lange ditto, 20. stk. store Raquetter indbundet i Cardus-Papir, 9. stk. ditto røde mindre, og noch
563 i samme Kurv 2. træ Instrumenter, hvilket alt, siden det i Politie-Fuldmægtig Arendsens
564 Hosværelse var var bleven efterseet og specificeret, igien i Kurven blev indlagt, og viist for Deres
565 Velbaarenhed, dernest for Hr. Commendant von Schponeck og Præsident Schrader, hensat i
566 Bevaring hos bemeldte Arentsen til videre.
567 Imidlertiid fandtes ved Ilden, som var slukt, liggende en Deel Klude, som havde været
568 Ild udi, samt og i Stuen stod en Kiste gandske fuld pakket med Klude, den meste Deel Linnet.
569 Endnu fandtes i Stuen staaende en halv Tønde Smör, som blev leveret i Bevaring hos Vertinden afg.
570 Jens Pedersen Hielmsteds, der sammesteds boende, eftersom man tvilte om dets rigtige Tilkomst.
571 Under en Seng i samme Stue fandtes et Stykke Jern fra en Spöyte, som troeligt ikke
572 maae være rigtig til kommen, hvilket blev medtaget og hos mig Enevold Brogaard videre [indsat].
573 Der skal ellers have været en aftakket Soldat hos denne Christence at være, men nu ey
574 tilstæde. Saaledes testeris af Velbaarne Hr. Politie-Mesters ydmygste Tienere.
575 J. Bang Peter Lund
576 Tekst 4: Bilag nr. 2 til brandkommissionens protokol
577 Samme Aften som Ildebranden kom, sad mine Giester til Bords, og jeg var selv i mit Kiøken, sagde
578 til min Pige, hun skulde hente en Kande daglig Øll til Folkene, som hun og giorte, mens blev noget
579 længe borte, kom omsider ned og raabte og Marquetenteren bag efter, og sagde, det var ikke ret fat,
580 der var Ild hos min Naboe; Da sagde jeg til to fremmede Folck, som logerede i mit Huus: set en
581 Brand-Stige til, thi det maae være til Bödkerens, blev saa strax var, at det var paa mit Höe-Loft; lod
582 saa alt mit Folck redde Ilden, saaviit mueligt var, som de og giorte med störste Fliid og
583 Vindskibelighed, da langt om længe Spöyeterne kom; saa jeg med min Person, uden at redde noget,
584 maatte gaae ud af Gaarden, af Frygt for at blive indebrændt; Hvilket er saaledes i Sandhed, saaviit
585 mig er bekiendt, saa sandt Hielpe mig Gud og Hans Hellige Ord. Kiøbenhavn den 20. Oct. 1728.
586 Signe Sal. Boye Hansens
17
spargeredes: fortaltes.
18
inqvirere: undersøge, lave husundersøgelse.
16
587 Tekst 5: Brev fra Frederik IV til Københavns Magistrat 8. november 1728
588 Teksten er sammen med det tilsvarende i note 19 nævnte brev trykt i 1890.
589 Frederik den Fjerde osv. Vor Bevaagenhed tilforn. Saasom en Borger her i Vores kgl. Residensstad
590 Kjøbenhavn ved Navn Georg Hinrich Büschel, der tillige holder en liden Galanterikram af The,
591 Kaffe, Snustobak og deslige, da her den 20. Octobris næstafvigte havde rejst sig en beklagelig stor
592 Ildebrand, iblandt andre er bleven angivet for, ej alene at han med visse sig her opholdende
593 fremmede og mistænkte Personer19 haver haft megen Omgang og plejet Venskab med dem, men det
594 endog er blevet ham tilstrækkelig overbevist,20 at han den anden Aften, da den forskrækkelige
595 Ildebrand endnu kontinuerede og tog mere og mere Overhaand, skal have været saa fuld og
596 afsindig, at han skal have udladt sig med det højst formastelige og strafværdige ord, at han nu selv
597 ville sætte Ild i sit Hus, at Djævlen vilde tage det altsammen og aldeles intet hverken Stikke eller
598 Stave deraf blev tilbage, foruden at han endog udi i hans Drukkenskab med en antændt Tobakpibe
599 skal have lagt sig til at sove paa Straa, hvorpå en Seng tilforn havde været opredt, saa at om ikke en
600 af de tilstedeværende havde taget samme Tobakspibe af Munden, der han sov, kunde deraf lettelig
601 have entstaaet en ny ulykke, hvorved den desværre saa altfor vidt om sig tærende Ildebrand kunne
602 være blevet formeret, hvorudover Vi af landsfaderlig Omsorg og Bekymring efter saadanne
603 Bevisligheder og klare Indicia ikke have kunnet efterlade saadant hans onde Forsæt og ryggesløse
604 Væsen ved de af os allernaadigst anordnede paa det skarpeste at lade ham og hans Conduite
605 examinere for at erfare, om den ulykkelige Ildebrand enten ved hans eller ved nogen af hans
606 "Bekanters" Ondskab og Tilskyndelse kunde have taget sin oprindelse, og da ingen, hverken gode
607 eller haarde Forestillinger21 have kunnet udrette noget, have Vi efter saadanne forefundne store
608 Indicia og Sagens Omstændigheder været foraarsagede endnu skarpere med ham at lade forfare, 22
609 paa det man i denne høivigtige Sag saavel som og af presserende Aarsager kunde erholde nogen
610 efterrettelig Sandheds Bekendelse.
611 Om endskiønt Vi nu derved ikke have erholdet nogen tilforladelig Oplysning og Vi,
612 efter ovenbemeldte vigtige Omstændigheder og Indicia kunde have haft noksom Aarsag med ham
613 fremdeles med al Rigeur at lade procedere,23 saa have vi dog af besynderlig kongelig Clemence og
614 Naade og i Særdeleshed paa Intercession24 saavel af Vores højstelskeligste Gemal, Hendes
615 Majestæt Dronningen, som og af vores elskelige Datter Hendes Højhed Prinsesse Charlotte Amalie
616 og i Henseende at førnævnte Georg Hinrich Büschel forskrevne Tid haver været fuld og gal og
617 saaledes kan have udtalt ovenmeldte formastelige Ord mere af Drukkenskab og desperation end
618 noget ondt Forsæt, den imod ham begyndte Inqvisition25 ophævet og ham for al ham i saa Maader
619 tilvoxne Mistanke og Skyld allernaadigst ville have pardonneret, 26 saasom Vi og ham hermed
620 saaledes allernaadigst pardonnere, at han udinden den sag ikke aleneste skal være aldeles fri, men
621 Vi ville endogsaa allernaadigst, at den over ham ergangne Inqvisition udi ingen optænkelige
19
Magistraten fik i et tilsvarende brev samme dato besked på at kalde fire tyske mænd (Christian Freudenreich,
Nicolaus Emanuel Groth, Johan Adrian Fischer og Peter Lemcke) op og meddele dem, at de på grund af deres
mistænkelige omgang med Büschel og ikke mindst på grund af politiske belastende papirer, der var fundet hos dem
(med forslag til genoprettelse af det gode forhold mellem Danmark og Hamborg), egentlig burde straffes strengt, men at
kongen i sin nåde havde besluttet at løslade dem mod, at de straks forlod landet. De blev derefter straks sejlet ud på
Trekroner og holdt i forvaring, indtil der blev skibslejlighed.
20
blevet ham ... overbevist: der er ført bevis mod ham.
21
haarde Forestillinger: hårde opfordringer, dvs. trusler om tortur.
22
endnu skarpere med ham at lade forfare: anvende fysisk tortur.
23
med al Rigeur at lade procedere: gå frem med stor strenghed, dvs. med yderligere tortur.
24
Intercession: forbøn.
25
Inqvisition: forhør.
26
pardonneret: tilgivet.
17
622 Maader skal være ham præjudicerlig27 eller ham inden eller uden Retten saavel i borgerlige og
623 andre Samkvemme, af hvem det og være kunde, ham bebrejdes eller forekastes, saa maa og skal det
624 ej heller være ham hinderligt udi hans borgerlige Næring og Haandtering, og det under Vores
625 højeste Unaade og haard Straf, Vi og ham, om han sig herefter som en redelig Borger og Undersaat
626 opfører, saa og med Ild og Lys mere varlig efterdags omgaar, ham Vores kongelige Naade og
627 Protection ligesom hans andre Medborgeres i alle Tilfælde ville lade nyde og erholde. Thi er nu
628 hermed Vores allernaadigste Villie og Befaling, at I merbemeldte Georg Hinrich Büschel for Eder
629 lader indkalde og ham denne Vores allernaadigste Befalings Indhold tilkendegive saavel som og
630 ham paa ovenbemeldte Vilkaar derved i alle Maader haandhæver og forsvarer. Dermed sker Vor
631 Villie. Befalendes Eder Gud. Skrevet paa vort Slot Kjøbenhavn den 8. Novembris Anno 1728.
632 Under Vor Kongelige Haand og Signet.
633 Friederich R.
634 Til Kjøbenhavns Magistrat C. Møinichen
635 Tekst 6: Uddrag af Jon Olafsson: Beretning om Københavns brand (1728)

636 Jon Ólafsson (1705-79) fra Grunnavik på Island var studerende ved Københavns Universitet og en
637 af de islændinge, der hjalp Arne Magnusson i hans indsamling af norrøn historisk litteratur
638 (sagaer). Beretningen er skrevet på islandsk og første gang oversat og udgivet i 1866.
639 Om hvorlunde, hvor, og til hvad Tid Ilden opstod

640 Den 20. October, den sidste Onsdag i Sommeren ved Aftenstid, Klokken mellem 7 og 8, opstod der
641 Ild i store Clementsstræde28 hos en Marketenter, som efter Sigende den dag havde været
642 beskjæftiget med at støbe Lys. Samme Dags Eftermiddag skal saa et Barn der i Huset have baaret et
643 tændt Lys op paa et Loft fuldt af Hø eller Høvlspåner, for at søge om et Legetøj, som det havde tabt
644 deroppe den samme Dag; men Lyset faldt i Høet, som straks flammede op. Barnet blev raadvildt,
645 kun gik det ned paa trappen, hvor det stod og græd og beklagede sig over at have faaet Slag, af
646 Flammen nemlig, som slog det op i Ansigtet. Da Folk hørte Barnets Skrig, gik de op paa Loftet og
647 søgte at slukke, men lukkede imens Døren saalænge, indtil det var umuligt længere at skjule, at der
648 var Ildebrand; Ilden brød saa ud, og i Løbet af kort Tid var, som man nok kan tænke, Loftet gaaet
649 op i Luer.
650 Om Aarsagerne til Ildens Omsiggriben

651 Det blæste en overvættes stærk Storm af Sydvest; Tid efter anden om Natten faldt der nogle
652 Regndraaber, men Klokken 8 og 9 regnede det hefttigt, thi Himmelen var bedækket med tætte af
653 Stormen fremdrevne Skymasser, som Tid efter anden spredtes, om end kun for et Øieblik. Dette
654 Veirlig holdt ved hele Natten og den følgende Dag, som det ogsaa baade før og efter denne havde
655 været fremherskende hele Maaneden igjennem. Men Faldet af en ubetydelig Regn havde ingen
656 Indflydelse paa Ilden, som, efter at have skaffet sig Udløb gjennem ovennævnte Loft, strax blev ført
657 af Vinden med stor Voldsomhed mod de nærmeste Huse. Vægterne, som allerede vare komne paa
658 Gaderne, raabte paa Stedet: Brand! Brand! som Skik og Brug er, og Stormklokken lød. Brand-
659 folkene indfandt sig med deres Sprøiter, samt de Folk, der førte Vandtønderne, men ingen af dem
660 kunde komme rigtig til, thi baade Clementsstræde, Vognbastuestræde, og de nærmest liggene Gader
661 ere saa smalle, at det hverken var muligt at vende med Vognen eller paa rette Maade at anbringe
27
præjudicerlig: til skade eller ulempe.
28
store Clementsstræde: gade i Vester Kvarter ned mod Gammeltorv. Jon Olfasson er kommet til at bytte om på
navnene, for han mener Lille St. Clemensstræde, som lå op til Vesterport (jf. kortet neden for med samme fejl).
18
662 Sprøiterne, eller styre dem paa Grund af den trange Plads. Desforuden var der Mangel paa Vand,
663 saa at Raabet: Vand! Vand! almindelig var at høre overalt til langt ud paa Natten. Blev Folk
664 desaarsag nødte til at tage Vand fra Rendestenene, hvilket kun havde til Følge, at Slangerne bleve
665 tilstoppede med Skarn, uden at Vandet gjorden den mindste nytte. Eftersom Sprøiterne vare uden
666 Vand, men fulde af Skarn, saa revnede Slangerne, og bleve de paa den Maade aldeles ubrugelige.
667 Vandmanglen var fremkaldt:

668 1) Derved, at Commandanten havde taget Vand fra 7 Qvarterer,29 som vare i den del af Byen, der
669 laa nærmest det Sted, hvor Ilden kom op, for derved at fylde Peblingesøen, som var blevet udgravet
670 om Sommeren udenfor Nørreport; dette gjorde han for desto hurtigere at faa bemeldte Udgravning
671 fyldt med Vand, hvilket kunde have ladet sig gjøre i lidt længere Tid med Vand fra 2 Kvarterer,
672 man havde jo ingen Fjender i Vente mod Byen. Byen havde saaledes manglet Vand i en halv
673 Maaneds Tid; to Dage før Ildebranden var der vel lovet Vand efter Folks indstændige
674 Anmodninger, men Løftet var endnu ikke blevet opfyldt. 2) Endnu en Grund til Vandmangelen var
675 den, at Commandanten i denne Nat ikke dristede sig til uden Kongens Samtykke at aabne
676 Vesterport, for derigjennem at hente Vand fra Stadsgraven (den Gang laa der ingen Hær udenfor
677 Portene), indtil han endelig besluttede sig dertil, da Folk tilsidst havde faaet Øjnene op for, at Ilden
678 var ikke tilsinds at rette sig efter sendrægtige forholdsregler. Som følge af alt dette fik Ilden
679 saaledes Overhaand, at den slet ikke ændsede Sprøiterne; Vinden var desuden overvættes stærk.
680 Baalet førtes nu over i Vestergaden. Luften foroven syntes saa rød, som om det var en flammende
681 Sky, der voxede i samme Grad, som Baalet. Stormen førte denne Flammesky foran Ilden, saa at
682 Klokken mellem 8 og 9 havde den næsten Naaet Vor Frue Spir, men Gnisterne, mere end
683 Fingerlange, fløi som i det tætteste Snefog lige indtil Rundekirke. Ved denne Tid var Gammeltorv
684 og de tilgrænsende Gader saa fulde af Folk og Vogne, at det var forbundet med Vanskelighed at
685 komme frem; dette var dels Brandfolkene og andre, som hjalp til med Slukningen, dels andre, der
686 flyttede deres Gods, og for det tredie Folk, der af Nysgerrighed stimlede sammen for at se Baalet.
687 Vestergade var nu begyndt at brænde imod Vest, hvilket jeg kunde se fra Vor Frue Taarn, Klokken
688 omtrent 9. I en meget kort Tid trængte Ilden rasende fra Vestergade til Larsbjørnstrædet tværs over
689 Studiestræde; trode nu de fleste at Ilden vilde skjære dette Hjørne af Staden, og lade det bero
690 derved, men lige mod Midnat tog Sagerne en anden Vending, saa dreiede Vinden af mere mod
691 Vest, og stod saaledes tværs ind over Staden.
692 Nu maa man ei glemme at anføre, hvilke foranstaltninger Byens Øvrighed satte i
693 værk. Commandanten Sponech, som før er nævnet, var tilstede om Natten og var saa ivrig i
694 Tjenesten, at han huggede løs ei alene paa de Folk, som ei vare Brandfolkene, men ogsaa paa selve
695 Brandfolkene, og dem, der var ifærd med at slukke Ilden og pumpede Vandet op ved Vesterport,
696 saa at de efterhaanden listede hjem, for ei der at modtage Prygl. Vidste han tilsidst næppe selv, hvad
697 han gjorde. Soldaterne lod man hele Natten og den følgende dag staae ude på Grønland,30 for at
698 oppebie nærmere Ordrer. Beklagede de sig over, at de ei vare blevne tagne i Tjenesten friske; men
699 Natten før Fredagen, da de endeligen bleve tagne til Hjælp, vare de kraftesløse og selv da fik man
700 ved deres Bistand Magt over Ilden. Det rygte gik ogsaa, at Borgerne i Begyndelsen ei havde villet
701 give deres Minde til, at Soldaterne indblandede sig i Sagen, eftersom de mente, at de uden deres
702 Hjælp vilde faa Sagen klaret. Præsidenten31 opholdt sig om Natten ude i Kastellet. Politimesteren
703 Hans Himmerich var den første del af Natten tilstede ved Ilden, efter Sigende ikke saa særdeles
704 ædru. Senere hen, da Folk begyndte at stimle fra Ildebranden, saa tog han ogsaa hjem til sit Hus, for
29
København var opdelt i 11 kvarterer: Øster Kvarter, Strand Kvarter, Snarens Kvarter, Vester Kvarter, Nørre Kvarter,
Købmager Kvarter, Klædebo Kvarter, Frimands Kvarter, Skt. Annæ Kvarter Rosenborg Kvarter, Christianshavn.
30
Grønland: en dengang åben plads mellem Nyboder og Kastellet.
31
Præsidenten: Den øverste af Københavns fire borgmestre havde titel af præsident.
19
705 at faa sine egne Sager bjergede; derefter siger man saa, at han har faaet sig en ny Hjertestyrkning,
706 hvorpaa han igjen indfandt sig ved Ilden, men blev der ingen lang Tid, eftersom han sov Rusen ud
707 ude på Tømmerpladsen, hvor han havde ladet opføre et Rullehus32 for Skjøgerne; han var saaledes
708 lovlig undskyldt.
709 Holmens Admiral [J.A. von Paulsen] red op ad den ene Gade og ned ad den anden og
710 gloede paa Ildebranden. Da Matroserne flere Steder havde faaet Ilden dæmpet, siger han til dem, at
711 de Hundsfotte33 gjorde bedst i at forføie sig til Holmen, for at passe Kongens Flaade; her var ingen
712 Ting for dem at gjøre. De maatte altsaa gaa bort, men om en føie Tid begyndte Ilden at rase med
713 forøget Heftighed, som det var til at vente. Kun to af Raadmændene vare tilstede, deraf den ene
714 Fjeldsted, som nu er blevet Stadshauptmand. Af de andre gik alle hver til sit, forat søge at bringe
715 sine Eiendele i Sikkerhed.
716 Da nu Brandfolkene saae, at de stode under saa jammerlig Commando, saa smuttede
717 ogsaa de hjem, for at redde hver sit. Saalunde vare disse Bestræbelser af Byens Formænd søvnige
718 og sendrægtige i denne Nat. Dette skal ogsaa den lüneborgske Envoyé34 have anerkjendt; han sad
719 om Natten til Hest paa Gammeltorv, men da han saa, hvordan de bare sig ad, saa sagde han dem, at
720 paa denne Maade vilde de aldrig faa Bugt med Ilden, og, hvorsomhelst denne deres Adfærd blev
721 kundbar udenlands, vilde den blive dem til evindelig Skam. Hvilket ogsaa for endel gik i Opfyldels;
722 thi kort før Julen begyndte man her i Kjøbenhavn at høre, at Hamborgerne saa smaat trak paa
723 Smilebaandet, naar Talen var om deres Bedrifter under Ildebranden. Kjøbenhavnerne glemte heller
724 ikke at give dem et lignende Skudsmaal, ej heller Præsterne fra Prædikestolen, selv efter lang Tids
725 Forløb.
726 I Førstningen, da man havde faaet Vand, efter at Porten var blevet aabnet, mente man
727 at Sprøiterne vilde være tilstrækkelige, men undlod at nedbryde andre Huse end netop dem, som
728 allerede var stukne ibrand. Dette undlod man baade ved Vestergade og Nørregade og ved de
729 mellemliggende Gader. Men dette, aldrig at nedrive Husene, førend de allerede stode i lys Lue og
730 saa først at nedrive dem, eller skyde dem i Grus – var til stor Skade. Torsdag Morgen hindrede de
731 faa af Brandfolkene, som vare blevne tilbage ved Ilden, Baalet fra at overskride Nørregade i 3
732 Timer, alene ved at oversprøite Taget af Husene paa den østlige Side af Gaden, saa at de vare
733 vaade, men alligevel fik Ilden tilsidst Overhaand. Hvor let vilde det saa ei have været, at standse
734 Ilden, hvis man havde nedbrudt Husene itide ved denne Gade? Vinkjælderen "Blasen" sprængte de
735 ivejret med Krudt om Morgenen, for at den ei skulde bringe Ilden over paa Frue Kirke, men dette
736 fremfor alt bragte Ilden over paa den; blev Spiret først stukket i Brand ved den Varme, der
737 udviklede sig i Luften, da Vinkjælderen blev sprængt ivejret, men Bispegaarden bidrog ogsaa sit
738 dertil; der mente man der var brændt sager til en Værdi af 40,000 Rd.
739 Kongen red omkring Baalet først om Natten, ogsaa var han hele Tiden med Prindsen
740 oppe paa Voldene. Han red ogsaa alle Gader rundt, især om natten. [...]
741 [Der følger en detaljeret gennemgang af brandens hærgen i forskellige dele af byen.]
742 Om hvordan Ilden blev dæmpet

743 Natten efter Fredagen35 truede Ilden den Del af Byen, der var levnet, og indsaae da Folk nu, at
744 ingen Anstrengelser var at spare. Generalmajor Arnolt (som nu er forflyttet til Rendsborg, hvor han
745 er Commandant) havde Commandoen paa Kjøbmagergaden over Fodgarden,36 som gik meget
32
Rullehus: hus, hvor vasketøj rulles (glattes).
33
Hundsfotte: tævefisse (hunhundens kønsorganer), et stærkt nedsættende skældsord.
34
lüneborgske Envoyé: ambassadøren fra Braunschweig-Lüneburg, dvs. fra kurfyrsten af Hannover.
35
Natten efter Fredagen: Der må menes natten efter torsdagen (jf. det følgende, der foregår fredag).
36
Fodgarden: Den Kongelige Livgarde til fods.
20
746 mandigt frem og fik Bugt med Ilden der; stads-Adjudant Barfod fik Bugt med Ilden i Gottersgaden,
747 hvor han fik sin egen Gaard bjerget paa den Maade, at han lod alle de tilstødende Gaarde nedrive.
748 Generalmajor Staffeldt fik paa samme Vis sin Gaard reddet i Pilestræde. Men da Ilden tidligt om
749 Natten var kommen til Hyskenstrædet, som er det nærmeste ved Høibrostræde, hvor en hovedrig
750 Kræmmer boede, traf det sig, at Kongen var der i Nærheden tilhest. Kræmmeren løb hen til ham og
751 sagde, at hvis hans Hus brændte, saa vilde Nicolai Kirke øiensynlig blive ødelagt og hele resten af
752 Byen. Man skulde derfor øieblikkelig anstrenge sig til det Yderste. Kongen dreiede Hesten, red
753 skyndsomt over til Slottet, og beordrede Lieutenanten med Slotsvagten hen til hint Sted; der rev de
754 ned og modstod Ilden, hjulpne af 200 Matroser, som under Livsstraf vare beordrede derhen. Fredag
755 Middag og Eftermiddag førte Prindsen Commandoen ved Stranden til ned mod Veierhuset; Folk
756 stod der ved Stranden saa tæt som en Mur; blev Vandet fra Stranden rakt fra Haand til Haand; vaade
757 seilduge bleve ogsaa bredte over Husene. Til dette Arbeide blev enhver taget uden al Persons
758 Anseelse. Saalunde blev det muligt at faae Ilden dæmpet til den følgende Nat, saa at den ei kunde
759 brede sig videre – dog end ikke herved havde det været muligt at faa Bugt med Ilden, hvis ikke Gud
760 med det samme havde standset Stormen. Nu var den største del af det gamle Kjøbenhavn brændt.
761 Nogle vare blevne indebrændte, men mange kom til Skade og bleve farlig forbrændte af
762 Brandfolkene. Efter hvad der fortaltes omkom 19 i ilden i Klareboderne.
763 Man siger, at der i denne Ildebrand er brændt 60 eller 61 gader, 1700 Vaaningshuse;
764 blandt disse 1000 Huse, 500 Gaarde med Porte, sex Bogtrykkerier. Her i Byen var der før
765 Ildebranden 82 Bryggere, nu er der kun 22 tilbage. Nogles Mening er, at Ildebranden har ødelagt til
766 en Værdi af 3 Millioner; det var nemlig Byens Kjærne, der brændte; der boede ogsaa de fleste
767 Haandsværksfolk. Ildebranden varede 60 timer.
768 Nogle af Kongens Anordninger efter Ildebranden

769 Natten før Løverdagen blev som forommeldt Ilden ved det meste dæmpet ved Stranden og paa
770 Kjøbmagergaden ved Fodgardens kraftige Hjælp; (vide i Kjældere holdt imidlertid Ilden sig skjult
771 og ulmede paa sine Steder indtil ved Juletid). Løverdag Morgen blev Portene Aabnede, thi en
772 Mængde Folk, som havde faaet sine Sager brændte, kunde nu ikke længere holde ud at overnatte
773 under Aaben Himmel, og Husrum kunde langt fra alle faa i den levnede Deel af Byen, hvorfor man
774 var nødt til at give dem Tilladelse til at flytte ud paa Landet; men hverken de Overordnede eller
775 Befalingsmændene havde endnu besindet sig paa at gjøre nogen Anstalt for at hjælpe Folket i dets
776 Nød.
777 Løverdagen d. 23. lod Kongen i sin Overværelse i Kongens Have uddele Brød og Øl
778 til de Fattige.
779 D. 24. turde ingen komme i Slotskirken uden høie Standspersoner, medmindre de
780 havde løst Kort.
781 Den 25. blev kundgjort, at Bagerne ikke maatte bage uden godt Rugbrød, ingen fine
782 Brød eller Bagværk. Forstanderen for Qvæsthuset klagede herover paa de Syges Vegne; blev da
783 disses Bager fritaget for at overholde ovennævnte Paalæg. Som Følge heraf fritog de andre sig selv
784 derfra. Bønderne paa Landet blev det tilladt at bage Brød, føre det ind til Byen og sælge det; denne
785 Tilladelse havde de til Jul. Bryggerne bryggede kun 2 Dalers eller 7 Marks Øl.
786 Brændevinsbrænderne blev det ei tilladt at brænde Brændevin førend Midten af
787 December. Deres Pander bleve forinden nøie eftersete.
788 Om Mordbrænder-Rygterne
789 I disse Dage talte Folk meget om Mordbrændere, som skulde være i Byen. Nogle mente, at det var
790 paa Hamborgernes Foranstaltning. Man sagde, at de hemmelig havde underkjøbt en høistaaende
21
791 Person her i Byen til at brænde den af, og tilbudt ham en Tønde Guld37 for ethvert Hjørne eller
792 Fjerdedel38 af Byen, som blev brændt; af denne skulde saa alle de andre Brandstiftere være
793 udsendte. Dette skulle være en Hævn for det ifjor39 udstedte Forbud mod Pengehandel med dem.
794 Som bevis herfor nævnede man Breve, som skulde være blevne fundne hos en Hamborger ude paa
795 Christianshavn, skrevne til ham af hans Kone, hvori hun fraraadede dette, item40 at en Captain i
796 Søetaten den 28. Oct. var bleven tagen med samt nogle Breve; denne havde ogsaa den foregaaende
797 Sommer været i Hamborg.
798 Den 24. stak en dansk Grenader (efter sigende) Ild paa Schwalbegaarden, som er i
799 Nærheden a Nicolai Kirke; Prindsen i Følge med flere Andre satte efter ham og fangede ham
800 egenhændig paa Hallandsaas.41
801 D. 25. blev i Store Kongens-Gade en Kone og en Dreng af Nicolai Skole tagne, som
802 havde villet lave sig et Fyrværkeri af Uld, Tjære og Svovl; endvidere en, som vilde flygte ud
803 gjennem Østerport og bekjendte, at han havde stukket Ild paa 5 Huse.
804 D. 26. blev en, som ikke lod til at være af simpel Stand, ført til Hovedvagten ved
42
805 Nørreport paa Grund af Mistanke. Dagen i Forveien fik en Pige for en slet Daler en Amagerbonde
806 til at Kjøre med hende fra Amagerport ind i Byen. I Store Kongensgade ved Rheder Blichfelds
807 Gaard raaber hun paa, at de haver Ilden lige over deres Hoveder. Nogle af hans Folk blev angste,
808 men eftersom han selv vidste, at det var Løgn, blev han vred, og bød Pigen gaa bort. Man ved ei,
809 om Pigen havde til hensigt, at faa Folkene til at gaa bort, for derefter at kunne stikke Ild paa Huset,
810 eller for at faa Leilighed til at stjæle.
811 Den 27. blev der efter Sigende 36 Personer arresterede, men de Fleste bleve ved det
812 over dem afholdte Forhør befundne uskyldige. Folk vare saaledes som halvøre; man vilde have
813 nogen til at skyde Skylden paa, men hvem – det vidste man ikke.
814 Andre skød Skylden paa Jøderne og sagde, at de paa denne Maade havde villet lønne
815 den Umage, man sidstafvigte Sommer havde gjort sig for at Christne dem;43 de skulde ogsaa have
816 anstiftet den Ild, som i Efteråret opkom i Roskilde. Den 29. blev efter Sigende 11 af dem tagne i
817 Forhør, og to af dem lagt paa Pinebænken, uden dog at bekjende Noget. I sig selv er det ogsaa høist
818 urimeligt, at de skulde tilsigtet en Ødelæggelse af Byen, eftersom de ligesaavel som Andre havde
819 her baade Huse og Gods.
820 Nogle skjøde Skylden paa Folk, der vare yderlig forgjældede, for at Skyldherrerne ei
821 kunde afkræve dem Noget, naar Alt hvad de eiede var brændt. Dette kunde muligvis have størst
822 Rimelighed for sig. Men alle disse Gisninger tabte sig lidt efter, og al den megen talen derom har
823 vel aldrig været Andet end en grundløs Snakken hen i Taaget, skjønt ikke saa urimelig endda, især
824 for de Sidstes Vedkommende; man sagde nemlig, at Kongen havde forbudt nogen Skyldherre at
825 indkræve sin Gjæld fra dem, der havde tabt ved Ildebranden førend om et Aar. Ved denne Tid
826 opførte Folk sig saaledes, at man her skulde have taget dem for Gale; de saae Ildløs saa at sige
827 allevegne; glimtede der noget paa et Hustag, eller saas der Lys indenfor et Vindue saa var det nok
828 til at gøre en Ildebrand deraf. [...]
37
Tønde Guld: 100.000 rd.
38
Fjerdedel: bør nok oversættes som: kvarter.
39
Ifølge forordninger af 10.12.1726 og 12.12.1727 blev handel med hamborgere forbudt under henvisning til, at "de ei
have villet tage mod den danske Mønt for fuld Vægt".
40
item: ligeledes.
41
Hallandsås: nuværende Kongens Nytorv.
42
Hovedvagten ved Nørreport: Jon Olafson tager fejl, hovedvagten lå på Kongens Nytorv.
43
den Umage, man sidstafvigte Sommer havde gjort sig for at Christne dem: siden maj 1728 havde præsterne ved Sankt
Petri Tyske Kirke, Henrik Dürkop und Matthias Schreiber, på Frederik IV's befaling hver torsdag i Vajsenhusets kirke
holdt omvendelsesprædikener, som alle byens jødiske mænd var forpligtede til at overvære. De stoppede med branden.
22
829 Tekst 7: Jon Olafssons kortskitse over branden 1728
830 Til sin håndskrevne beretning tegnede Jon Olafsson følgende kortskitse. Bemærk, at gadenavnene
831 Lille St. Clemensstræde og Store St. Clemensstræde er byttet om (jf. det korrekte kort, tekst 8).
832 Tekst 8: rekonstrueret matrikelkort over området mellem Vesterport og Gammeltorv
23
833 Tekst 9: Uddrag af Ludvig Holberg: Andet Levnedsbrev (1737)
834 Historiker, forfatter og universitetsprofessor Ludvig Holberg (1684-1754) udgav i 1737 det andet af
835 i alt tre selvbiografiske, latinske breve. De med kursiv markerede passager har Holberg selv
836 markeret for at angive, at det drejer sig om bidder af antik poesi. Desuden har han uden angivelse
837 brugt ord og vendinger fra en mindetale, han holdt over Frederik IV ved dennes død i 1730, og fra
838 forskellige antikke værker. De væsentligste af sidstnævnte er aftrykt nedenfor som tekst 10 og 11.
839 Og nu til den sorte ulykkens dag,

840 om end mit sind ved minderne gyser,
841 da en betydelig del af vor hovedstad tilligemed hovedkirkerne og hele universitetet blev lagt i aske.
842 Hvilket stof kan man tænke sig mere tragisk, mere poetisk og – skønt begivenheden er virkelig og
843 nylig indtruffen – mere fantastisk? Branden begyndte først på natten i den vestlige del af byen og
844 spredte sig hurtigt, til at begynde med takket være en kraftig storm, dernæst på grund af folks
845 forbløffelse, medens de lamslået af denne usædvanlige og uventede ulykke – stod ørkesløse og
846 ubevægelige som tilskuere til denne frygtelige katastrofe. Ildebrande plejer man ellers her at
847 bekæmpe så dygtigt, at det sjældent hænder, at et helt hus brænder ned, selvom der hvert år finder
848 mange brande sted. Jo mere uventet denne ulykke indtraf, des mere overraskede blev folk derfor og
849 ventede noget endnu værre. Man kunde høre kvinder skrige, børn hyle, mænd råbe; der var også
850 mennesker, der overdrev de virkelige farer med opdigtede og usandfærdige rædselsbudskaber, og
851 fortalte, at der var underkøbte brandstiftere på færde; det var forkert, men det blev troet. Heller ikke
852 de der havde til opgave at slukke ilden, havde mere selvbeherskelse. Brandfolkene styrtede omkring
853 som gale og blandede sig i hinandens arbejde. Der var ingen sprøjter, ingen brandspande, kort sagt
854 intet brandslukningsredskab for hånden, så rædselsslagne var alle blevet over den uforudsete
855 ulykke.
856 De rasende flammer fuldbyrdede imidlertid Himmelens straf. Man skulde ikke have
857 troet, det var stenhuse, der brændte, men stråtækte hytter; med en så rivende hast styrtede både
858 private og offentlige bygninger sammen med et rædselsfuldt brag. Jo længere fra brandstedet man
859 var, des alvorligere tab led man. Beboerne af de huse, der brændte den første nat, reddede penge og
860 indbo, da deres venner kom styrtende og kappedes om at hjælpe; men efterhånden som tiden gik, og
861 da også de fjernereboende blev ængstelige for deres ejendele, kunde man ikke mere hjælpe
862 hinanden. Da man så ilden få nye kræfter, uden at nogen hindrede det, og at det samtidig brændte i
863 forskellige kvarterer af byen, forlod man byen under gråd og klage i den tro, at man aldrig mere
864 vilde få den at se.
865 En vil flygte til lands og en anden betro sig til bølgen.
866 Havet er nu mere trygt end den fædrene jord ...
867 Alle de flygter så langt fra hjemmet, som frygten dem driver;
868 vildt de løber med ilden om kap – et forfærdende skue –
869 slagne af rædsel de styrter af sted uden sans eller samling.
870 Efter at ilden havde raset uafbrudt i to døgn med en sådan vildskab, at næsten hele det gamle
871 København og en del af det nye var lagt i aske, var det, som borgerne vågnede op af deres sløvhed
872 og – for af al magt at råde bod på deres sendrægtighed – satte de med utrolig energi liv og førlighed
873 ind på at redde resterne af den brændende by. Ingen stand, ingen aldersklasse, intet køn vægrede sig
874 ved at underkaste sig de hårdeste anstrengelser på opfordring af kongen og under ledelse af ham
875 personlig sammen med kronprinsen, nu vor allernådigste konge, og alle rigets tilstedeværende
876 stormænd.
877 Det viste sig da for alvor, hvad menneskers snilde kan udtænke, hvad talrige hænder
878 og forenede kræfter kan udrette med Guds bistand. Overalt hvor man tog fat blev ilden standset.
879 Ved den ulyksalige brand fortæredes Vor Frue-, Helligånds-, St. Petri-, Trinitatis kirke med
24
880 universitetsbiblioteket, Rundetårn med den store Tychos globus og instrumenter, Rådhuset,
881 sygehusene, hele universitetet med professorgårdene, Kommunitetsbygningen, hvor 100 fattige
882 studenter fik deres kost, de fire herlige kollegier: Regensen, Walckendorfs, Borchs og Elers’
883 Kollegium, og utallige andre bygninger, som ikke behøver at nævnes. Kun Konsistoriebygningen,
884 hvor professorerne plejer at mødes, blev – under den almindelige ulykke for universitetet – ikke rørt
885 af ilden, medens så mange rundtomliggende og tilstødende bygninger blev ødelagt, så at man kan
886 sige om vort navnkundige universitet:
887 Græsset vokser nu højt, hvor Troja før stod. [...]
888 Københavns brand må regnes med blandt de mest bekendte og skelsættende ulykker i
889 historien. Vor kongelige residensstad står ganske vist i henseende til størrelse tilbage for mange
890 andre byer, men i betydning kun for få, da man her som i et brændpunkt ser alt af værdi for begge
891 rigers ære og styrke. Dengang kom den højsalige konges strålende fortrin i særlig grad for dagen, og
892 hans nåde lod sig tydeligt se i vor fælles ulykke. Det skal mindes i al fremtid, med hvilken kløgt han
893 under disse svære forhold fremskaffede levnedsmidler i rundelig mængde, med hvilken gavmildhed
894 han understøttede såvel enkelte som alle, med hvilken energi han greb ind i begivenhederne og
895 kæmpede mod skæbnen, så at det så ud, som om ulykken var indtruffet i vor tid for at give kongens
896 landsfaderlige pligtfølelse større mulighed for at udfolde sig.
897 Fra begyndelsen af branden gik der knap nogen dag i hele tre uger uden fare. Når man
898 kom styrtende for at redde et hus, kom der bud om, at et andet stod i lys lue. Heraf opstod nye
899 bekymringer, nye spådomme, nye rygter, og folk vågede i de uhyggelige og grufulde nætter under
900 frygt og bæven. Nogle var lamslåede over alt det ubegribelige, og med øjnene stift heftet på jorden
901 spåede de, at hele byen vilde blive udslettet, andre krævede frådende af raseri, at brandstifterne
902 skulde henrettes. Mig kom alt dette ikke uventet, da jeg af erfaring veed, at sådanne ulykker er
903 kædet sammen, og den ene storbrand plejer at efterfølges af en ny. Jeg husker, at det gik sådan to
904 gange i Bergen i Norge, hvor beboerne, der tit og ofte havde prøvet den slags katastrofer, efter en
905 storbrand forberedte sig på de næste.
906 Tekst 10: Uddrag af brev fra Plinius den Yngre til kejser Trajan (Breve X.33)
907 Mens jeg rejste gennem en anden del af provinsen, opslugte en stor ildebrand i Nicomedia mange
908 privathuse og to offentlige bygninger, senatshuset og Isis-templet, selv om der lå en vej imellem.
909 Den spredte sig nemlig meget, til at begynde med takket være en kraftige storm, dernæst på grund
910 af folks sløvhed, som tydeligvis stod uvirksomme og ubevægelige, mens de iagttog den frygtelige
911 katastrofe. Desuden var der ingen brandsprøjte, ingen brandspand, intet brandslukningsredskab.
912 Tekst 11: Uddrag af brev fra Plinius den Yngre til Tacitus (Breve VI.20)
913 Man kunde høre kvinder skrige, børn hyle, mænd råbe; nogle søgte deres forældre, andre deres
914 børn, andre deres ægtefæller, idet de råbte på dem og genkendte deres råb. Nogle begræd deres egen
915 ulykke, andre deres kæres. Der var nogle, der i dødsangst ønskede sig døden. Mange løftede
916 hænderne til guderne, flere mente, at guderne ikke fandtes, og at denne nat ville være evig og
917 jordens ende. Der var også mennesker, der overdrev de virkelige farer med opdigtede og
918 usandfærdige rædselsbudskaber.
25
919 Tekst 12: Uddrag af C.Fr. Reiser: Historiske-Beskrivelse over den Mærk-
920 værdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728 (København 1784)
921 Stadskirurg Carl Friedrich Reiser (1718-1786) var en original, hvis selvbiografiske bog,
922 Historiske-Beskrivelse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728: fra 20de:
923 og til 23de: Octobr. inclusive (Kbh. 1784), fremkaldte et væld af smædeskrifter. Reisers erindringer
924 blev genoptrykt flere gange, senest i 1890.
925 Nu vender jeg mig til Een af de vigtigste Hendelser som jeg har oplevet, nemlig: Til Kjøbenhavns-
926 store Ildebrands Jammer-fulde Beskrivelse: Jeg agter ey at skrive andet end hvad som mine Salige
927 Forældre og jeg selv med egne Øyne haver seet: Den store Ildebrand begyndte i Aaret 1728: d. 20.
928 Octbr. om Aftenen Kl: 6: og Endtes imellem d. 23de og 24de Octbr. om Morgenen; bemeldte
929 Ildebrand begyndte i et Hjørne Huuβ af en Gade som var den gang til, og kaldtes St. Clemment-
930 Stræde, som havde Navn af en æld-gammel Kirke St. Clementis-Kirke, som den Tid allerede for
931 mange Aar var Nedbrud: Samme huuβ hvori den store Ildebrand begyndte var, naar man gik op til
932 Vester-Port paa venstre Haand det allerførste lige over for Vester-Port og Vagt-Huuset; Man anførte
933 2de Aarsager hvoraf Branden begyndte den 1ste var at Børnene havde forlanget nogle smaa proser 44
934 af Forældrene og den gang de havde samme bekommet, misbrugte de dem, gik op paa Lofftet, og af
935 en meget skiødesløshed og Uagtsomhed fandt paa en farlig plaisir,45At tænde Spindelvæven som
936 sat i Hobe Tal under det gamle Tag: Nogle førte en anden Aarsag an, at nemlig: Eftersom de vare
937 Lysestøber Folck og vare ved at støbe Lyβ, da det gik Ulyckelig til, saa at Tællen slog op i
938 skorsteenen, nu var samme meget brystfældig, saa at skorstenen brast i stykker, og satte det heele
939 Huuβ i Luβ Lue,*46 og dette sidste er vel det troligste, thi at Børnene skulde have af Uagtsomhed
940 tændt Ild i Spindelvæven, kunde endelig vel være mulig: Mens dog efter de fleeste Folckes Mening,
941 som den Tiid levede, var det vel kun et foregivende at skyde Skylden paa Børnene, for at blive
942 befriet for den store Straf der de Tiider var sat paa at voxne Folck, naar de af skiødesløshed Ildløs
943 foraarsagede.
944 Tekst 13: Uddrag af Kåre Lauring: Byen brænder. Københavns brand
945 1728 (København 2003)
946 Kåre Lauring (født 1947) var 1983-2012 ansat på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, fra
947 1987 som museumsinspektør. Hans historiske forfatterskab omfatter søfarts- og kolonihistorie samt
948 Københavns historie, især under 2. Verdenskrig. Det gengivne afsnit danner bogens afslutning.
949 Rettergangen
950 Samtidig med genopbygningen af byen fulgte også en anden proces, og det var selve
951 opdagelsesarbejdet vedrørende brandens årsag. Opklaringen af hvad der egentlig var sket,
952 klarlæggelsen af årsagerne og endelig noget, vi mennesker aldrig bliver trætte af – placering af
953 ansvaret for det hele.
44
prorser: pråse, dvs. tællelys.
45
plaisir: fornøjelse, sjov.
46
Reisers egen fodnote: * Huuβ Værten og hans Hustrue vilde i begyndelsen ey lukke op, mens holdte baade Vindeves-
luerne og Gade Døren absolute fast tillukkede. Saa strax den Vagthavende Officier dette saae, Raabte han i største
Passion og Overiilelse: Schiest den Teuffels kerl übern Hauffen in seynem Hause, wenn er nicht aufmachen will: Skyd
den Dievels Karl ihjel i sit Huuβ, naar han ey vil Lucke op; Mens Luen den skreckelige Lue vidste at oplucke.
26
954 Allerede under branden begyndte rygterne at dukke op, og efter branden var slukket
955 tog de yderligere fart. Mest vedholdende var rygterne om, at branden var påsat af "nogen" fra
956 Hamburg. Der var ikke tale om nogen bestemte personer fra Hamburg, men snarere om hamburgere
957 i bred almindelighed. Nogen, hvem var usikkert, havde hørt, at en eller flere personer fra Hamburg
958 var blevet betalt en hel tønde guld for hvert kvarter i København, de kunne brænde af. Årsagen
959 skulle være et handelsforbud, som den danske konge året i forvejen havde indført mellem
960 København og Hamburg, fordi man i Hamburg ikke ville godtage dansk mønt til sin fulde værdi.
961 En tid troede man så dét, så dukkede nye rygter op: Jøderne! Selvfølgelig, hvem
962 ellers! De havde startet branden, og årsagen var hævn for de mange mere eller mindre brutale
963 forsøg, man havde gjort for at omvende dem til kristendommen. Rygtet var kulminationen på
964 længere tids modvilje og direkte forfølgelse af byens jødiske befolkning. I 1725 var der således
965 kommet forbud mod at jøder antog kristne tjenestefolk, det blev dog modereret til at være under en
966 bestemt alder. I 1727 udtalte Kommercekollegiet at: "en Del (jøder) ikke undseer sig ved at holde til
967 med Tyve og Skarnsfolk". Og samme år var stemningen over for byens jødiske befolkning sådan, at
968 de, ifølge en officiel rapport, ikke kunne vise sig ved højlys dag, da dele af byens befolkning var
969 efter dem "ej alene ved ordskælden, men og med Hug og Slag samt Sten-Dyndkasten". Så meget
970 var det, at Hans Himmerich, der i sandhed ikke var nogen ven af jøderne, måtte udstede en
971 politiproklamation om beskyttelse af byens jødiske befolkning. Det var nok klogt, for kun en måned
972 senere modtog politimesteren en skrivelse fra kongen, hvori denne beklagede sig over den
973 behandling, de jødiske indbyggere i København blev udsat for.
974 Så kom branden, årsagen skulle findes, og igen måtte byens jøder holde for. At de
975 havde mistet hus og formue på linje med alle andre borgere i byen, hvad også kan ses af de mange
976 indkvarterede jøder i etatsråd Buchwaldts ejendom på Kongens Nytorv, blev enten overset i
977 debattens hede eller udlagt som eksempel på en særlig jødisk form for snedighed. Rygtet tog fart, 11
978 jøder blev da også arresteret, to blev lagt på pinebænken, men uden at man fik noget ud af dem, og
979 de blev igen løsladt. Søgelyset gled videre, jøderne blev glemt til fordel for nye spændende rygter
980 om pyromaner, ildebrande, tyverier og mistænkelige personer, der luskede om på brandtomterne.
981 Jøderne kunne slappe af, og de blev, bortset fra yderligere chikanering fra politimester Himmerichs
982 side, stort set ladt i fred. Himmerich slap de snart af med, for efter Frederik 4.s død blev
983 politimesteren afskediget, og dermed slap man af med en embedsmand, som Københavns
984 politikorps næppe mindes med stolthed. Efter sin afskedigelse gik Himmerich fallit, han døde den
985 15. marts 1735 på sin fødeegn i nærheden af Ålborg og blev begravet på Budolphi Kirkes kirkegård.
986 Var der ikke hold i rygterne om jødernes skyld, har der nok været det i nogle af
987 rygterne om pyromanbrande og tyverier fra brandtomterne. For selv om det kun var få sager, der
988 blev ført til doms, kom der forbud mod at sælge bohave uden at vise dokumentation for ejerskabet,
989 ligesom der blev udsat vagter på brandtomterne, og garden til hest patruljerede i gaderne. Der blev
990 også indført skærpede straffe for uagtsomhed i omgangen med ild, og den enkelte husejer blev holdt
991 ansvarlig for brugen af ild i hans hus. En tjenestepige, der faldt i søvn ved et tændt lys, hvorved der
992 gik ild i noget tøj, blev lagt i jern, men det samme blev også hendes husbond, for han var jo
993 ansvarlig for sit hus. Også andre blev ramt af de nye bestemmelser, en skorstensfejer blev således
994 lagt i jern på Bremerholm, fordi der gik ild i en skorsten, han lige havde renset.
995 Et var dog rygter, noget andet virkelighed, så endnu en kommission blev nedsat,
996 denne gang for at finde ud af årsagen til branden og, hvis den skyldtes forsætlighed, så at finde den
997 skyldige. Adskillige mistænkte, eller måske snarere mistænkelige personer, blev slæbt for
998 kommissionen: gamle koner, fulderikker, vagabonder, tosser, folk man skyldte penge, folk man
999 ikke kunne lide, jøder og jyder, hamburgere, svenskere og nordmænd. Det hjalp dog ikke meget, at
1000 man prøvede at få ordnet sine private mellemværender ved den lejlighed, eller bare var fuld af gode
1001 ideer, for kommissionen var i stand til at sortere, og alle anholdte blev snart løsladt igen.
27
1002 En galanterihandler, Georg Henrich Büschel, blev således anholdt, idet han under
1003 branden havde opført sig mistænkeligt. Han havde været ophidset og råbt noget om, at han ville
1004 stikke ild i byen. Derefter var han tumlet om i noget hø og faldet i søvn med en tændt pibe i
1005 munden, som nogle vidner dog havde været så kloge at fjerne, førend den stak ild i høet. Det viste
1006 sig under forhøret, at galanterihandleren under den pågældende episode havde været så beruset, at
1007 han intet huskede. Kommissionen troede ham, og galanterihandleren blev løsladt.
1008 Hos galanterihandleren boede også fire udlændinge og hos en af dem fandt mand en
1009 plan om, hvordan man igen kunne få sat gang i handlen mellem København og Hamburg. I sig selv
1010 ganske uskyldigt, men nok til igen at sætte gang i rygterne om hamburgerne. Kommissionen valgte
1011 derfor at fængsle de fire, men uden for byen på fortet Trekoner. At de fire skulle have noget med
1012 branden at gøre, har kommissionen næppe troet på, det var da også en af de fire, der havde fjernet
1013 galanterihandlerens pibe, førend den havde stukket ild i høet. Så når de fire blev fængslet, var det
1014 nok snarere for at beskytte dem mod den ophidsede befolkning. De fire blev snart løsladt og sat om
1015 bord på et skib til Hamburg.
1016 En anden udlænding, der blev bragt ind som anholdt, gik under det imponerende navn:
1017 Johannes Josephus Carolus Dominucs a Gasser baron von Thurn. Ved nærmere eftersyn viste
1018 baronen sig dog at være et stakkels sindsforvirret menneske, der havde flakket om fra land til land. I
1019 et år havde han boet i Mads Limes gård i Vestergade nr. 29, hvor han gik til hånde, og var der ikke
1020 noget at lave hos Mads Lime, havde baronen tigget i gaderne.
1021 Den sidste måned før branden havde han levet af og med en bogtrykkersvend ved
1022 navn Schinkel, som han havde truffet i Sverige. Kommissionen fandt det lidt mærkeligt, at en
1023 bogtrykkersvend, der tjente tre rdl. om ugen, havde råd til at forstrække en sindsforvirret schweizisk
1024 baron med op til 20 rdl., men det spørgsmål havde hverken baronen eller bogtrykkersvenden lyst til
1025 at belyse nærmere. Kommissionen, der skulle undersøge årsagen til ildebranden og ikke folks
1026 privatliv, borede ikke yderligere i det spørgsmål, de to blev løsladt og forlod straks efter landet.
1027 Kommissionen fik da også hurtigt andet at tænke på, for nu var man nået frem til at
1028 forhøre beboerne i og omkring Lille Clemens Stræde matrikel nr. 146, der hvor branden var opstået.
1029 Den første, der blev kaldt for kommissionen, var marketender Peder Rasmussen. Han fortalte, at
1030 han var logerende hos madam Boye på hjørnet af Lille Sankt Clemens Stræde og Vestervold. Om
1031 aftenen den 20. oktober kl. ca. 8, fortalte han videre, var der opstået ild på madam Boyes høloft i
1032 Lille Sankt Clemens Stræde. Ilden var dog ikke opstået på hans eget loft, men på naboloftet
1033 understregede han. Deri blev Peder Rasmussen støttet af en tømrersvend, der samme dag havde
1034 arbejdet i madam Boyes gård, og som kunne bevidne, at det ikke var på Peder Rasmussens loft, det
1035 havde brændt.
1036 Peder Rasmussens kone Anne Iversdatter blev også kaldt for kommissionen og
1037 støttede, hvad næppe kan undre nogen, i et og alt sin mands forklaring. Ilden var startet over porten
1038 på madam Boyes loft. Anne Iversdatter måtte dog indrømme, at hun om eftermiddagen havde været
1039 på loftet for at støbe lys, men det arbejde, forsikrede hun, var for længst overstået, da branden brød
1040 ud. På det tidspunkt havde der i hendes hus kun brændt ét lys, og det stod på spisebordet.
1041 Da branden var blevet opdaget, fortsatte Peder Rasmussen sin beretning, havde han
1042 først selv forsøgt at slukke ilden. Han kom dog ikke nærmere ind på, hvordan han i den forbindelse
1043 var kommet ind på naboloftet, men nøjedes med at slå fast, at slukningsforsøget havde været
1044 forgæves. Et udsagn der, de efterfølgende begivenheder taget i betragtning, næppe kan bestrides.
1045 Næste vidne var madam Boye, men hun var for syg til selv at møde op, så hun
1046 afleverede en skriftlig redegørelse som hendes tjenestepige, Dorthe Pedersdatter, læste op for
1047 kommissionen, og det var en redegørelse som i et og alt blev støttet af tjenestepigen.
1048 Dorthe Pedersdatter forklarede, at [Der følger et citat fra Dorthe Pedersdatters
1049 vidnesbyrd, svarende til ovenfor l. 455-466.]
28
1050 Marketender Peder Rasmussens syv-årige søn Iver blev nu kaldt for kommissionen og
1051 indrømmede snart, at [Der følger et citat fra forhøret af Iver og hans forældre vidnesbyrd, svarende
1052 til ovenfor l. 516-530.]
1053 En tilståelse var dermed faldet, men var det den rigtige? Det bliver næppe nogensinde
1054 opklaret. Detaljen med lyset, der gik ud, da høet blev antændt, er svær at opfinde, ikke mindst for et
1055 barn. Men måske var det alligevel moderen, der var kommet til at sætte ild til, da hun var oppe på
1056 loftet for at støbe lys. Eller måske var det en anden voksen, der under arbejde var kommet til at
1057 vælte et lys. Nu fik et barn skylden, og da byen jo, uanset hvem der havde forårsaget det, var futtet
1058 af, og da branden tilsyneladende hverken skyldtes grov forsømmelse eller en pyroman, var det vel
1059 heller ikke så vigtigt. Når man tænker på byens brandbarhed og at eneste lyskilde, også for børn, var
1060 levende ild under en eller anden form, er det egentlig imponerende, at byen ikke brændte flere
1061 gange end den gjorde. På den baggrund kunne man vel lige så godt vælge barnets tilståelse som
1062 enhver anden forklaring inklusiv den eventuelt rigtige. Et syv-års barn var det også svært at straffe,
1063 og når man ikke kunne straffe de egentlig skyldige, så kunne man vel heller ikke straffe de voksne
1064 heller ikke dem, der havde udvist forsømmelighed eller de embedsmænd, der under udøvelsen af
1065 deres erhverv, havde udvist både fuldskab, inkompetence og uduelighed.
1066 Byen var brændt, det stod fast – men hvad – ingen kunne tilsyneladende gøre for det.
1067 Det var ikke uden grund, at den nye ejer på matrikel 146 i Lille Sankt Clemens Stræde sluttede sin
1068 inskription med ordene – GUD DØMTE TIE NU STIL(le).
29

Metode Københavns Brand 1728

Uploaded by

Document Information

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Metode Københavns Brand 1728

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Københavns Universitet

Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie

Eksamen vinteren 2017/2018

For deltagere i Marie Møller Christensens, Peter Christensens, Benedicte Fonnesbech-Wulffs,

KØBENHAVNS BRAND 1728

Lille brandsprøjte ca. 1690.

A) en diskussion af årsagerne til brandens opståen og til dens forløb.

40 I Stemplets1 Sted/ som er opbrændt ved Ildens Graadig Lue/

84 Tekst 2: Brandkommissionens forhandlinger 24.-29. oktober 1728

90 København den 24. oktober 1728

194 København den 25. oktober 1728

212 København den 26. oktober 1728

305 København den 27. oktober 1728

443 København den 28. oktober 1728

537 København den 29. oktober 1728

549 M.E. Cornelius

576 Tekst 4: Bilag nr. 2 til brandkommissionens protokol

635 Tekst 6: Uddrag af Jon Olafsson: Beretning om Københavns brand (1728)

639 Om hvorlunde, hvor, og til hvad Tid Ilden opstod

650 Om Aarsagerne til Ildens Omsiggriben

667 Vandmanglen var fremkaldt:

742 Om hvordan Ilden blev dæmpet

768 Nogle af Kongens Anordninger efter Ildebranden

832 Tekst 8: rekonstrueret matrikelkort over området mellem Vesterport og Gammeltorv

839 Og nu til den sorte ulykkens dag,

You might also like