Ludvig Smidl 1i

Ravnkel Frøjgodes Saga

Litterær artikel
Ravnkel Frøjsgodes saga
Sagatiden er en tid hvor slægt, stolthed, ære, hævn og vold alle spiller store roller. Sagagenren
rummer forskellige former for sagaer. Størstedelen af de islandske sagaer er de såkaldte islændinge
sagaer, som også kaldes slægtssagaer eller ættesagaer, det er disse sagaer der står som klassiske. Det
er i denne sagagruppe Ravnkel Frøjsgodes saga hører til. Saga tiden er ikke en tid hvor man ordner
problemerne med snak og dialog, men med vold, hævn og ikke mindst krig. For at perspektivere til
nutiden, så er der to serier hvor disse faktorer spiller en rolle, den ene er ”Game of Thrones” og den
anden er ”Vikings”, hvor Game of Thrones foregår i et andet univers, men stadig har sagatidens
faktorer, så foregår Vikings i den såkaldte sagatid, og har alle faktorende. Altså hvis man søger et
visuelt eksempel på Ravnkel Frøjgods saga, så se Vikings.

Ravnkel Frøjsgodes saga er et godt eksempel på disse elementer. I Ravnkel Frejsgodes saga får
vi eksempler på det hele. Ravnkel Frøjsgodes saga er en gammel islandsk Saga, som blev fortalt på
kong Harald Hårfagers tid, et sted mellem år 930-1100, men blev nedskrevet middelalderen i 1200-
tallet, forfatteren er os ukendt.

Historiens hovedperson er Ravnkel. Ravnkel er en meget rund person, da han beskrives rimeligt
detaljeret, og vi får et godt indblik i hvordan han tænker, og hvordan han er som person. Ravnkel er
en meget respekteret mand, både på grund af hans magt, men også på grund af hans person, han er
tapper, viljestærk og så er han en mand af sit ord. Han har i bund og grund alle de egenskaber, som
en konge/gode på hans tid skulle have. Ravnkel en venlig mand, når det kommer til hans egen
slægt, men over for dem der ikke er en del af hans slægt, kunne han godt være lidt grov, ”Mod sine
egne mænd var han medgørlig og venlig, men strid og stivsindet mod Jøkelsdalmændene, og de nød
ingen retfærdighed fra hans side”.

For at vende tilbage til det at han er en mand af sit ord, så kan vi se at der ikke er noget der kan
stoppe ham fra gøre hvad han har sagt han vil gøre. Et åbenlyst eksempel på dette: han siger at han
vil dræbe enhver mand eller kvinde der vover ridder på hans hest Frøjfaxe, uden hans vilje. Jeg
citere fra sagaen ”Ravnkel ejede et dyr, som var ham mere værd end noget andet; det var en brun
hingst med en sort stribe hen ad ryggen; han kaldte den Frøjfaxe. Han gav sin ven Frøj halvpart i
den hest. Denne hest elskede han så højt, at han svor en dyr ed på at dræbe enhver, der red på den
 Ludvig Smidl 1i
Ravnkel Frøjgodes Saga

uden hans vilje.” Ejnar, som er Ravnkels fårehyrde, ridder en dag på Frøjfaxe, og det finder
Ravnkel så ud af. Man kan se at Ravnkel ikke er glad for at myrde Ejner, men da han jo har svoret
at han ville gøre det, så gjorde han det. Altså endnu et eksempel på hvor meget ære og stolthed
betyder.

Man kan spørge sig selv, om Ravnkel den gode eller den onde? I dag ville vi nok forholde os
skeptisk over for Ravnkel, da han slår et andet menneske ihjel, men drab som i vore dage er en
forfærdelig forbrydelse, bliver med datidens øjne set på en helt anden måde, dengang var det helt
klart Ravnkel der var helten. Ejnar ved godt at han vil blive slået ihjel hvis han ridder på Frøjfaxe.
Dengang var det i langt højere grad æren som stod på spil. Det er altså Ravnkel som er helt, fordi
han har alle de positive karaktertræk, og fordi han til trods for at han bliver væltet, tortureret og
vanæret af Sam, formår at genvinde sin plads og sin ære. Sam derimod, som vi i dag godt kan lide,
fordi han skåner Ravnkels liv, er derimod langt mindre handlekraftig, og lever på sit held, og
hjælpen fra andre. Det ender da også i bedste overensstemmelse med ordsproget ”hovmod står for
fald”, som desuden er citeret i selve teksten. Sam tror at Ravnkel er færdig og skåner derfor hans
liv, men det skulle han komme til at fortryde. Sam bosætter sig i Adelból og er gode i 6 år, Ravnkel
opbygger sig en ny by og bliver atter gode. Det hele ender med at Ravnkel kommer og tager
Adelból tilbage, han giver Sam muligheden for at leve, fordi at han gjorde det samme for ham.

Ravnkel Frøjsgodes saga også interessant, fordi den skildrer den periode hvor man går væk fra
de nordiske guder og bliver kristne i stedet. Ravnkel er i sagaens begyndelse dybt religiøs og ofre til
Frøj. Det er på grund af hesten Frøjfaxe, som er opkaldt efter hans gudeidol Frøj, at sagaens konflikt
opstår. Ravnkel har svoret at dræbe den der ridder på Frøjfaxe og Ravnkel kan ikke bryde sit løfte
til Frøj. ”Vi må ofte angre, at vi siger for meget, vi kommer sjældnere ud for at måtte angre, at vi
sagde for lidt end for meget”. Citatet viser hvor meget ære betød dengang. Ravnkel har bundet sin
ære til et løfte, bryder han det, vil han i egne og andres øjne være en kujon. Efter at Ravnkel er
blevet smidt ud af Adelból, efter hans gudehov var blevet brændt og hans hest er blevet dræbt,
opgiver han sin tro på de nordiske guder, og ikke mindst Frøj. Ravnkel siger: ”jeg mener, det er
tåbeligt at tro på guderne,” og han forsikre at han aldrig mere vil tro på dem. Det overholdt han, idet
han aldrig siden blotede (ofrede).

Noget der er værd at ligge mærke til i Ravnkel Frøjgodes saga, er den karakteristiske
fortællende skrivestil. Der skiftes mellem nutid og datid, ikke bare inden for afsnit, men også
mellem punktummerne. Et eksempel: ”Han vækker Sam og bad ham stå op”. Der bliver også skiftet
 Ludvig Smidl 1i
Ravnkel Frøjgodes Saga

meget mellem sceniske og panoramiske afsnit og fortælleren henvender sig flere gange direkte til
læseren med informationer, fx når der er store spring i tid, eller når en person forlader historien. Det
virker på den måde, som om det er en gammel vandrehistorie, som en eller anden blot har skrevet
ned. I Ravnkel Frejsgodes saga er der bagudsyn, da fortælleren fortæller om noget der formegentlig
allerede har fundet sted.

For at vende tilbage til noget som har stor betydning for denne saga. ”Hovmod står for fald”, det
er en ting som både rammer Ravnkel og Sam. Ravnkel er arrogant og føler ikke at han er lige med
nogen, som da Torbjørn foreslår voldgiftskendelse og Ravnkel svare: ”Så vil det får udseende af, at
du er min ligemand, og på de betingelser kan vi ikke blive forligt.” Det rammer ham, da han bliver
væltet af Sam. Men måske var det ikke kun dårligt, for Ravnkel havde nu lært at hovmod kan vælte
ham. Han blev stærkere, og brugte 6 år på at opbygge et nyt imperium. Da der så var gået 6 år
samlede han sine styrker og genvandt Adelból. Så i sidste ende gik endte det godt for Ravnkel.
Mens for Sam, som kun var blevet viklet ind hele den her historie på grund af hans slægt, endte det
med at han blev forvist til Leikskåle sammen med sine mænd, uden der var nogen dem der tidligere
havde hjulpet ham, der ville stille sig op mod Ravnkel igen.

Lavet af Ludvig Smidl 😊