Magnus Kramshøj Adolph Opgave nr.

1)

Den yderste dag

Den yderste dag er en novelle skrevet af Cecil Bødker i 1961. Historien handler om
en dreng, hvis dal er blevet oversvømmet. Han har nået at kravle op på en
træstamme inden vandet tog ham. Nu sidder han så på en træstamme med en ræv,
som også er kravlet op på træstammen. Drengen er først bange for ræven, men som
tiden går, begynder der en magtkrig mellem drengen og ræven. Drengen ser
tilsyneladende ud til at være stærkest, da han går hen til ræven. Lidt efter stikker
han hånden ind i munden på ræven, uden at ræven bider. Drengen prøver at blive
ven med ræven, og han tror da også, at de har dannet venskab. Drengen fortæller
ræven om sin dal og sine forældre, og hvad der ellers falder ham ind. Så falder
vandet, og drengen opdager en død fugl, som han går hen til. Ræven ser sin chance
og snupper den døde fugl lige foran næsen på ham, inden den løber væk. Drengen
er ude af sig selv af raseri og skuffelse over ræven, og til sidst beslutter han sig til at
vandre hjem til sin dal.
Man kommer meget pludseligt ind i historien, og de første par sider går med at
finde ud af, hvad der i virkeligheden foregår i historien, og hvilken katastrofe der er
hændt drengen og ræven. Så begynder det psykologiske spil mellem dem, hvor man
får alt om drengens følelser og psyke at vide. Så kommer vel nok klimakset, hvor
ræven forlader drengen og så afslutningen, hvor drengen opnår en erkendelse, som
jeg vil vende kort tilbage til.
Historien er skrevet i 3. person. Fortælleren er alt vidende, og dermed får man både
et indblik i drengens følelser, og man får et objektivt syn af historien udefra, og det
giver både detaljer og overblik.

Man hører ikke om drengens umiddelbare reaktion på hele katastrofen og følelser

oven på tabet af hans forældre. Det, der mest går ham på, er ræven, som sidder på
hans træstamme. På trods af sin frygt for ræven prøver han at få ræven væk ved at
bruge sin magt og størrelse. Det viser, at han ikke rigtig forstår, hvad det er, der er
sket, og at han nærmest opfatter det som hverdagen, hvor han også hele tiden må
udsætte sig selv for alle mulige former for ”manddomsprøver”. - Det skulle være en
prøve af den slags han sommetider stillede sig selv (side 81 linje 32). - Men han
gjorde sig ikke klart hvorfor han absolut ville røre ved den, lige så lidt som han
hjemme havde forklaret sig de mærkelige og farlige ting han og de andre drenge
foretog sig (side 82 linje 8). - Inderst inde vidste han godt at han ikke turde. Men
han var nødt til at gøre det bare fordi han havde tænkt på det. (side 83 linje 20) -
Til at begynde med er han bange for ræven, men som tiden skrider frem, finder han
ud af at han skal udfordre sig selv ved at gå hen til ræven og i første omgang tvinge
den med hans vilje, senere finder han ud af, at de skal være venner. Her kommer
hans egoisme og magtbehov frem, han kan ikke bare passe sig selv, indtil vandet er
faldet, han er nødt til at have kontrol over hele træstammen, og han vil bestemme
over ræven.
Efter nogen tid går han hen til ræven, han stikker hånden ind i rævens mund, men
ræven bider ham ikke, og der føler drengen at han ejer ræven. Du er min ræv, sagde
han højt. Min ræv!(side 82 linje 30) - Men jeg har en ræv, tænkte han… jeg har en
ræv. (side 87 linje 14). - Han begynder at klappe den, som en hund og snakker til
den som var den en hund. - Drengen talte dæmpet til den for at gøre den rolig (side
82 linje 3) - . Drengen mener, at han og ræven nu er venner, fordi han sidder og
klapper ham på ryggen, her kommer drengens egoisme igen til kende. Det er et
venskab kun på drengens betingelser. Ræven ønskede sikkert, at drengen ville holde
sig væk, og den ønskede i hvert fald ikke at blive behandlet som en hund. Drengen
derimod har mistet sin hund under oversvømmelserne og vil have en ny hund. Da
der ikke er andet end ræven, prøver han at lave ræven om til en hund.
Man ser igen til sidst i historien, at drengen ikke rigtig forstår, hvad det er, der er
sket, fordi han er mere oprevet over, at ræven forråder ham end, at hans dal er total
ødelagt og hærget af vandet.

Det er en meget væsentligt ting for historien, at ræven forråder ham, fordi det er
først da ræven forråder ham, at man rigtigt ser hans indre følelser og tanker. Det
hænger sammen med, at han bruger ræven til at prøve at være den, han altid har

2
været. Han betragter ræven som en af hans andre venner. Ligesom han på ingen
måde vil vise angst over for sine gamle venner, vil han heller ikke vise angst over
for ræven. Det er først da ræven forråder ham, at han bryder sammen, nu kan han
vise sin angst, som han har undertrykt så længe, nu smider han facaderne og man
ser hans sande jeg. Fordi nu er der ingen, han kan undertrykke eller lave
manddomsprøver med, nu er han helt alene.

Jeg tror, Cecil Bødker ønsker at lave om på menneskene i dag. Jeg tror, hun ønsker,
vi skal være den, vi er og ikke den andre ønsker, vi skal være. Hun mener, den
bedste måde at få ens sande jeg frem, er ved at sætte en person under pres. Fordi når
man får sat så stort et pres under sig, som fx drengen, kan man ikke bare lade
hverdagen fortsætte sin gang. Man bliver tvunget til at træffe en række svære valg,
som vil vise ens indre.
I denne novelle har hun så sat drengen i en så ekstrem situation, hvor han
simpelthen har mistet alt, kun ham og en ræv har overlevet oversvømmelsen. Men
selv ikke det får drengen til at erkende sin angst, han vil stadig have magt og være
den stærkeste. Men da ræven så forlader ham, begynder han faktisk at tænke på,
hvad han i virkeligheden har mistet, nemlig langt mere end en ræv. - For det var
ikke bare hans ræv der gik. Det var hans fars hus der styrtede sammen i det
brølende vand, det var hans mor der skrigende skylledes æk og hans far der tavs og
sammenbidt forsvandt med et stykke reb slæbende efter sig. - (se side 88 linje 34 til
slut). Til sidst i novellen ser han faktisk ud til at erkende sin angst for alt det, han
har oplevet, og han beslutter sig da også for at vende tilbage til sin dal.

Magnus Kramshøj Adolph