Fiktive fremstillinger af familien

Familiebånd er afgørende for mennesker og spiller en vigtig rolle i vores liv. De giver os støtte,
kærlighed og en følelse af tilhørsforhold. Men desværre kan de også blive kilden til konflikt og
smerte, når de ikke bliver næret eller direkte brudt. Familiekonflikter er en alvorlig sag, der kan
have fatale konsekvenser for de involverede personer. Derfor er det ikke overraskende, at
familiekonflikter altid har været et populært emne i fiktionen i årtusinder, idet at de kan skildre
komplekse relationer og konflikter mellem familiemedlemmer. Nanna Gouls novelle "Har man sagt
A" (2017) tager op i en moderne og humoristisk form den klassiske konflikt med stedmor-figuren,
og bringer en ny dimension til fortællingen.

Gennem en 3. personfortæller beskrives handlingen fra en indre synsvinkel, ved at følge

hovedpersonens tanker, nemlig farens. Fra begyndelsen af novellen introducerer han alle personerne
i novellen og dermed også historiens centrale konflikt. Faderen hævder i præsentationen af hans
børn, at han elsker dem mere end noget andet, men at der er noget i vejen for denne kærlighed.
Denne konflikt synes at stamme fra det faktum, at familien er sammenbragt, og at hans kone ikke
elsker hans børn lige så meget som hendes egne: "Dagen efter så faren, at konen havde taget
billederne af Mikkel og Mille ned fra væggen i stuen. Han fandt billederne i bunden af
skraldespanden og hængte billederne op igen. Han sagde ingenting. Hvad skulle det nytte" (s. 1, l.
30-33). Ved at følge faderens indre tankegang, altså den indre synsvinkel, får læseren en forståelse
for hans overvejelser omkring hans kones adfærd overfor hans børn.

Selvom han modarbejder sin kone ved at genopsætte billederne på væggen, siger han ingenting og
konfronterer hende ikke. Han tænker, at det ikke vil bringe noget godt at sige noget til hende, dette
afslører hans svaghed, da han føler sig underlegen i forhold til hende. Dette kan også ses tidligere i
teksten, da han ser på sin kones "solide arme" (s. 1, l. 24-25) og sukker og tænker på hendes
viljestyrke; hvilket viser et klart tegn på hans begyndende opgivelse. Men alligevel sætter han sig
imod hende ved at hænge billederne op igen på samme måde, som da han siger nej til at hans børn
skal flytte ud i garagen, hvilket viser, at hans børn stadig betyder mere for ham.

Denne tætte forhold faderen havde til sine børn Mikkel og Mille i starten i novellen, ændrer sig dog
senere i novellen. Han begynder gradvist at lade sig påvirke af sin kones holdninger og
nedprioriterer dermed sine børn. ”Han følte med fingerspidserne på de tomme pladser på væggen,
konen kvidrede som en nattergal, og så sukkede han og sagde ja. Ja, ja, ja. Fred er dog det vigtigste
i verden” (s. 2, l. 39-42). Scenen udtrykket igen farens svaghed, hvor faren i stedet for at
konfrontere sin kone om fjernelse af billederne af børnene, vælger han at give efter og opretholde
fred i hjemmet ved at sige "ja" og tie."

Tilsvarende ses det igen, at han giver efter sin kones ønske om at sende Mikkel og Mille til garagen,
trods tidligere modstand. Konen argumenterer sit ønske med, at hendes børn har brug for mere
plads, da de er blevet tykke af slik og kage, mens Mikkel og Mille er tynde som asparges. ” Det var
rigtigt, at Sille og Sarah var trivelige og runde, for deres mor gav dem slik og kager, og Mikkel og
Mille var tynde som asparges, for Sille og Sarah fik altid først, og de havde en sund appetit.” (s. 1, l.
17-19). Denne beskrivelse af børnene er komisk og et eksempel på de humoristiske virkemidler,
Nanna Goul har inkluderet flere steder i novellen, med sine fantasifulde eventyragtige træk, som
virker i kontrast til de realistiske omgivelser med parcelhuse, Bilka-varehuse og nymalede
sportshaller.
Nanna Goul inkluderer også andre eventyrtræk, hvor hun gør brug af intertekstualitet, idet at hun
ved gentagne gange refererer til velkendte eventyr, hun refererer fx morens "pusten og prusten" (s.
3, l. 99) fra "De 3 Små Grise" og konens snakken bliver beskrevet som en nattergals kvidren (s. 2
l.40). Dette antages også at være en reference til H.C. Andersens eventyr "Nattergalen", for at få
læseren til at forbinde konen med fuglen og dets magtfulde stemme og manipulerende toner.

Af denne magtfulde stemme og manipulerende, men også dominerende tone, ses hvordan farens
forhold til sine børn bliver endnu mere påvirket senere i novellen. "Faren brød sig ikke om det, men
har man sagt A, må man også sige B " (s. 2, l. 60-62). Det ses, at selvom han ikke bryder sig om at
sende Mikkel og Mille til hundehuset, føler han, at han må følge reglen "har man sagt A, må man
også sige B." Mikkel og Mille tildeles nu pladsen i hundehuset for at sove, og faren synes at have
overgivet sig til at følge sin kones anvisninger, selv om det stadig ikke er noget han er glad for.

Konens evne til at overtale faren ses også tidligere i novellen, når hun ligger i sengen med udslået
hår, varme læber og nye historier om forkerte børn. ”da han endelig kom hjem, gik han lige i seng,
og der lå konen med udslået hår, varme læber og nye historier.” (s.1, l.36-37). Udover de historier
hun fortæller, fremstår hendes udseende også til at være påvirkende på ham. Derudover er scenen
med hundehuset og børnenes forringelse fra mennesker til hunde er endvidere ude af trit med den
ellers realistiske omgivelse og er et andet eksempel på Nanna Gouls brug af humor og eventyrlige
elementer og træk.

Nanna Gouls brug af eventyrtrækkene bliver endnu tydeligere senere hen i novellen, fx scenen hvor
moren igen kommer med et manipulerende forslag om at tage til Bilka og efterlade Mikkel og Mille
der, for at blive helt af med dem, da der er nu ikke længere plads til dem i hundehuset. Her ser det
ud til, at Nanna Goul gør brug af intertekstualitet igen, denne gang med en reference til eventyret
"Hans og Grethe" af Brødrene Grimm. Stedmoren i det gamle eventyr ønsker ligeledes at komme af
med farens børn og kører dem langt ud i skoven, hvor de ikke kan finde hjem igen. Også Mikkel og
Milles spisende i Bilka minder om, hvordan Hans og Grethe grådigt spiser i heksens hus. Moren vil
efterlade Mikkel og Mille i Bilka for at blive af med dem, ligesom stedmoren i "Hans og Grethe"
forsøger at blive af med børnene og kører dem langt ud i skoven, hvor de ikke kan finde hjem igen.
Derudover minder Mikkel og Milles spisende i Bilka også om Hans og Grethes grådige opførsel i
heksens hus. ”Hør her, en hund skal bo i et hundehus, og Mikkel og Mille er ikke hunde, selv om
det er tæt på … Og så kører vi hjem, og så er vi sluppet af med dem, for de kan ikke selv finde
hjem.” (s.2-3 l.73-77)

I denne scene ses det også tydeligt, at faren slipper nu højtideligt sine børn både fysisk og psykisk.
Familien går hånd i hånd med et fast besluttet formål, og da moren tænder bilens motor, smiler de
lettet til hinanden og deres hjerter banker som ét. Udtrykket "Familien gik målrettet mod udgangen,
hånd i hånd, og da moren satte nøglen i tændingen, smilede de lettede til hinanden, deres hjerter
slog endelig i takt" (s. 3, linjer 96-97) understreger dette. Der er ikke længere noget, der splitter
dem, da i morens øjne er det nu sådan, at efter at have forladt Mikkel og Mille, er der ingen andre
børn, som faren kan prioritere højere. Moren har fået sit ønske opfyldt, det er også mærkbart, at det
ser ud til at hun sidder ved rattet, hvilket igen viser at det er hende der har magten i forholdet.

Det ser ud til, at konflikten stadig ikke er helt løst, da børnene vender tilbage til huset med en
politibetjent, der spørger om de er deres børn. Selvom faren, ligesom resten af familien, afviser at
børnene bor hos dem, ses der en vis tøven hos ham, da han usikkert mumler det og i starten ikke
engang ved, hvad han selv siger. Dette kan indikere, at hans kone har fået så stor kontrol over ham,
at han ikke længere kan tænke selvstændigt.” Nej, sagde moren. Nej, sagde Sille. Nej, sagde Sarah.
Faren mumlede lidt utydeligt, hvad sagde han? Han sagde nej.” (s.3. l.103-107). Det viser også, at
hans kærlighed til børnene, som synes borte i starten, stadig eksisterer i ham som underbevidste
følelser. Dette ses også i novellens afslutning, når faren ser politiet tage hans børn væk: "Faren stod
ved døren og så politibilen køre væk … Faren pustede varme i sine kolde hænder og gik ind" (s. 3,
l. 111-115). Faren tøver ved døren, kan ikke slippe blikket fra bilen, og politibilens blålys gør
parcelhusene syne som ruser på havets bund, hvilket viser, at han føler sig fanget i huset og druknet,
kontrolleret af sin kone. Hans kolde hænder antyder også, at han har dårlig samvittighed over sin
handling mod børnene. Han viser også fortrydelse i måden, han ønsker sig mere plads i huset. Men
problemet ser ikke ud til at være fysisk plads, som Nanna Goul påpeger, men snarere plads til
hinanden. I stedet burde faren have fulgt ordsproget "Hvor der er hjerterum, er der husrum”, med
andre ord hvor der er kærlighed, er der plads, da hvis stedmoren havde vist mere omsorg og
kærlighed til hans børn, ville den trange plads ikke have været et problem. Men det ser ikke ud til,
at faren forstår dette, da han vender ryggen til sine børn og forsøger at slippe af med den kolde
følelse fra sine hænder.

Nanna Goul har skrevet en humoristisk novelle, som bearbejder familiekonflikter i en moderne
kontekst ved at genindføre den onde stedmor-karakter fra gamle eventyr. Trods en åben slutning,
vinkler novelle i en mere realistisk og mindre eventyragtig retning, da hovedpersonen viser svaghed
og accepterer stedmorens værdier, der strider mod hans egne. Farens forhold til børnene bliver
ødelagt, og gennem denne mere realistiske slutning, understreger Nanna Goul eventyrbudskabet om
kærlighed og omsorg på en anderledes måde.

Udover eventyrets budskab, om kærlighed og omsorg, er den sammenbragte familie, der beskrives i
teksten, også en af mange fiktive fortællinger om familieforhold og intriger. Yahya Hassans
digtsamling “Digte” udtrykker med stærk sproglig kraft vreden over en barndom præget af vold og
svigt fra sin far. Et svigt, som Mikkel og Mille også oplever, da deres far gradvist giver efter for de
ondsindede ideer fra sin kone. Begge fædre føler behov for at handle beslutsomt og konsekvent i
deres opdragelse. Mens Mikkel og Milles far spiller en understøttende rolle, har Hassans far
overtaget førertrøjen og brugt den til at slå sine børn. Yahya Hassan og hans søskende blev
overfaldet og tæsket, og endte med at tisse i bukserne. Mikkel og Mille sultede og levede i en pøl af
urin i hundehuset. Begge tekster beskriver fysisk vold, og i begge tilfælde har mishandlingen varige
konsekvenser for børnene, der fx ender som ungdomskriminelle uden selvkontrol. Det kan opfattes
som en social kritik, der understreger, at unge kriminelle er en følge af en grotesk opvækst. Selvom
begge tekster omhandler manglende omsorg i familien, adskiller de sig, da Mikkel og Mille tilhører
en sammenbragt familie, hvor de oplever forskelsbehandling i forhold til Sille og Sarah. Det
bidrager yderligere til børnenes ulykke, når Sille og Sarah er en del af familieidyllen, mens Mikkel
og Mille er udstødte.

Selvom beskrivelsen af Mille og Mikkels situation i "Har man sagt A" af Nanna Goul er ekstrem, er
det ikke så langt fra virkeligheden for nogle børn. Det er en absurd og surrealistisk historie om
skilsmissens ofre, Mikkel og Mille, hvis far, på grund af sin konfliktskyhed og lydighed overfor sin
kone, tillod at de blev mishandlet. Han bliver identificeret som den egentlige skurk, da han til sidst
benægter sin forbindelse til sine børn. En kærlig og omsorgsfuld opvækst er ikke en selvfølge, men
en prioritering, der kræver kamp og vedligeholdelse. Især i sammenbragte familier, hvor børnene
skal tilpasse sig nye omstændigheder, kan det være udfordrende at samarbejde med en fælles
agenda. Men for det enkelte barn er det værd at investere i, da barndommen aldrig forlader os.