Analyserende artikel til ’Et Dukkehjem’

Historien ’Et Dukkehjem’ (1879) af Henrik Ibsen følger hovedpersonen Nora og omhandler
hendes udvikling og frigørelse – og i forlængelse heraf kvindens frigørelse – i det moderne
samfund. Historien er et naturalistisk drama – en i sin tid relativt ny genre – og stilen er
derfor mere virkelighedstro end i mange tidligere stykker. Således er der større fokus på det
naturlige samspil og magtkampene mellem mennesker samt deres følelser og drifter, og
derfor mere plads til en alvorlig samfundskritik. Det gennemgående tema i historien er
mandens undertrykkelse af kvinden og kvindens kamp for at vinde respekt, egenrådighed og
magt, og Nora bliver et billede på denne kamp, som skal resultere i et brud med samfundets
traditionelle opfattelse af, hvad det vil sige at være kvinde.

I første akt introduceres stykkets karakterer, imellem hvilke intrigen skal foregå. Heraf er
Nora den vigtigste, da det er hendes udvikling, som er omdrejningspunkt i stykket. Meget
tidligt beskrives hendes forhold til ægtemanden Torvald Helmer igennem en længere dialog
mellem de to1, hvori der optegnes en meget tydelig struktur i deres ægteskab. De er ikke
ligestillede, og der er derfor en klar ubalance i deres holdninger om og tiltale af hinanden,
hvor Helmer åbenlyst er hævet over Nora. Eksempelvis udøver Helmer en vis form for
kontrol over Nora, repræsenteret ved at Nora spiser slik i hemmelighed2. Derudover har
Helmer en tendens til at sætte sine egne fortjenester i centrum og at bruge dem til yderligere
at fratage Nora sin selvstændighed, hvorved Nora som regel svarer, at dette er
”vidunderligt”3; et eksempel på, hvordan deres forhold tvinger hende til at sætte hans
interesser i stedet for hendes. Mest fremtrædende er dog Helmers måde at omtale Nora som
hans lille fugl4, hvorved Nora reduceres fra en person med menneskelige tanker og drifter til
en ejendom og pyntegenstand; sammenligneligt med en dukke, som stykkets titel hentyder til.
Dette spiller sammen med samtalens generelle omdrejningspunkt: Nora vil have flere penge
og derved underforstået mere handlekraft, men bliver ikke taget alvorligt af Helmer, for
hvilken hun kun er en pudsig seværdighed. Dette aspekt i deres forhold går igen i Noras
forhold til børnene, som hun behandler som og kalder for sine små dukker, som kan leges
med og klædes af og på5. Social arvelighed bliver flere gange behandlet i løbet af historien;
eksempelvis i Helmers og Noras sidste dialog i første akt: ”Næsten alle tidligt forvorpne

1
Side 12-17
2
Side 15
3
Side 16
4
Side 12
5
Side 34
mennesker har havt løgnagtige mødre”6 og om doktor Rank i anden akt: ”[…] hans fader
var et væmmeligt menneske […] og derfor blev sønnen sygelig fra barndommen af, forstår
du”7. Dette medvirker blandt andet til at gøre Noras frigørelse til sidst i stykket endnu mere
virkningsfuld, da hun derved bryder med et allerede fastlagt mønster. Samtidig bidrager det
til at fremhæve den problemstilling, Nora som kvinde er nødt til at forholde sig til med
hensyn til sine børn og deres opvækst: hvilken virkning har det, om hun forlader dem, og
hvilken indflydelse vil hun have på dem, om hun bliver?

I dialogen mellem Nora og Fru Linde8 i første akt optrappes konflikten, idet Nora fremlægger
eksposition for handlingen, og her vendes det fastlagte magtforhold mellem hende og Helmer
for så vidt på hovedet, da det bliver klargjort, at Nora har gjort sig ansvarlig for hans liv ved
at handle uafhængigt af hans vilje eller indflydelse. Noras drifter gøres desuden tydeligere
her, da udlægningen heraf leveres for at undgå at tabe ansigt overfor en kvinde, der til en vis
grad repræsenterer det, som Nora selv inderst inde stræber efter: egenrådighed og
selvstændighed. Noras livs- og kærlighedssyn lægges også klart i denne dialog; da Fru Linde
spørger, om Nora har handlet ubetænksomt, svarer hun: ”Er det ubesindigt at redde sin
mands liv?”9. Dette viser, at Nora handler ubetinget af risikoer mod hendes egen person eller
omdømme, når det angår Helmer, og denne betingelsesløshed står ofte i kontrast med
Helmers kærlighed til hende.

Krisen opstår mod slutningen af første akt, da Krogstad fører dialog med Nora10. Her
præsenteres de sidste stykker eksposition, og magtforholdene forskydes yderligere. Noras
naivitet bliver særligt ført frem i denne dialog. Eksempelvis tror hun på, at ulovlige
handlinger kan forsvares med gode hensigter: ”Skulde ikke en hustru have ret til at redde sin
mands liv?”11. Dette viser, at hun for så vidt stadig ikke er helt voksen, og på dette tidspunkt i
historien er hun fortsat afskåret fra den virkelige verden; med andre ord lever hun endnu i et
dukkehjem.

I anden akt foregår en stor del af handlingen mellem linjerne i fortællingen. I samtalen med
barnepigen, Anne-Marie, ser man, at Nora overvejer at stikke af fra sit hjem og sine børn,
samt konsekvenserne heraf: ”Og hvis de små ingen anden havde, så ved jeg nok, at du vilde -

6
Side 45
7
Side 59
8
Side 17-28
9
Side 25
10
Side 34-42
11
Side 41
…”12. Dette er et godt eksempel på, hvordan det, som Nora siger og ikke siger, giver et
indblik i, hvor desperat hun er i dette stykke af historien. I anden akt ser man også, hvordan
Nora kæmper med sin stigende selvstændighed og kontakt med sine indre drifter. I dialogen
med doktor Rank er der klare seksuelle undertoner, særligt repræsenteret af de kødfarvede
silkestrømper13, og – delvist med afsæt heri – forsøger Nora at få Rank til at afbetale hendes
gæld; men fortryder dog, da hun erfarer hans følelser for hende14. Et andet eksempel er
tarantel-dansen, som er Noras sidste forsøg på at bevare kontrollen over hendes krise. Her ser
man, hvordan Noras ydre kæmper for at bevare hendes rolle som Helmers føjelige hustru,
idet hun tigger ham om at irettesætte hende, ”ret på mig; vejled mig, som du plejer”15,
samtidig med at hendes indre kæmper for at bevare den selvstændighed, som hun nu har haft
mulighed for at opleve, idet hun ignorerer Helmers irettesættelser og danser med fortsat
stigende vildskab: ”Kan ikke anderledes”16.

Både før og under det endelige opgør mellem Nora og Helmer, får man et sidste indblik i
forskellen mellem Noras og Helmers kærlighed til hinanden. Man får igen at se Helmers
fiksering på skønhed og kunstig overfladiskhed på dialogen om strikning og brodering17 samt
om Noras tarantella: ”Hun danser sin Tarantella, - gør stormene lykke – […] skønt der i
foredraget kanske var vel megen naturlighed”, og derefter: […] hun gør stormende lykke.
Skulde jeg lade hende blive efter dette? Afsvække virkningen?”18. Da Helmer erfarer Noras
hemmelighed, tror Nora et kort øjeblik fortsat på, at han er berørt på hendes vegne og vil tage
det hele på sig, som hun ville gøre det for ham: ”Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det
for min skyld. Du skal ikke tage det på dig”19. Det går dog snart op for hende, at han aldrig
har tænkt på andet end sin egen anseelse, og da træffer hun beslutningen om at være sit eget
menneske, hvorved hendes udvikling er fuldkommen:

Helmer: ”[…] Hvad vil du der i alkoven?”

Nora (indenfor): ”Kaste maskeradedragten.”20

12
Side 48
13
Side 60
14
Side 61-62
15
Side 71
16
Side 71
17
Side 82
18
Side 81
19
Side 89
20
Side 92
’Et Dukkehjem’ er et opgør med kvindens traditionelle rolle i litteraturen og står i skarp
kontrast til mange klassiske eventyrs afbildninger af kvinden, hvor denne blot agerer som et
objekt til vinding for den mandlige helt og sjældent har egne drifter og lyster. Dette brud med
den tidligere norm er sammenligneligt med det, som ses i Karen Blixens eventyr ’Ringen’
(1958) og dettes hovedperson, Lovise. Der er tydelige paralleller mellem Noras og Lovises
problemstilling, bestående i at begge er ofrer for et ensidigt ægteskab, hvori deres egne drifter
og interesser er undertrykte, og begge karakterer oplever som resultat heraf, at de aldrig
vokser som person og selv bliver til noget. Begge føler, at de lever et overfladisk kunstigt liv
og savner derfor substans i tilværelsen. Dog lader Lovises brud med sin mand til at
repræsentere en noget mere individuel og seksuel frisættelse, hvorimod opgøret mellem Nora
og Helmer kan siges at være et billede på kvindens stigende samfundsmæssige
selvstændighed på en langt større plan, med hensyn til kvindens evne til at føre forretning,
handle uafhængigt af sin mand og at vælge både familie og børn til og fra.

Samlet set eksemplificerer ’Et Dukkehjem’ kvindens frisættelse i moderne tid i forbindelse
med dennes rolle både i samfundet og i litteraturen. Forholdet mellem Nora og Helmer bliver
en del af en større overordnet sammenhæng, idet Nora gradvist løsriver sig fra sin
traditionelle stilling som pyntegenstand, hustru og familiemor og derved modnes og vokser
både som person og karakter i fortællingen. I det øjeblik Nora beslutter sig for at finde sig
selv og bane sin egen vej, brydes der dermed med den gammeldags opfattelse, at kvinden er
defineret ved, hvem hun er i kraft af andres forhold til hende, frem for hvem hun er i kraft af
sig selv.