Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

International politik og organisation – Midterm 1

Opgavestillere: Sergey Utkin & Chiara De Franco

Titel på midterm-opgave: Clausewitz, Militærudvidelse & Afskrækkelsesteori

Min./max. antal typeenheder: Din besvarelses antal typeenheder1: 9.492

Max. 4 normalsider Maks = 9.600

(1 normalside = 2400 typeenheder)

Tro og love-erklæring

Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet denne
eksamensopgave. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og eksamensopgaven, eller væsentlige dele af
den, har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng.

Læs mere her: http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Eksamen.aspx

Afleveret af: 493800 (08/06-1999), d. 10/03-2023

IP & Organisation: Clausewitz, Militærudvidelse & Afskrækkelsesteori

1
Introduktion

Til besvarelsen af denne opgave er der blevet analyseret ude fra følgende problemstilling: ”Hvilken
forandring i krigsførelse har forårsaget de største udfordringer i opnåelse af sikkerhed for staten -og
udkæmpelse af krig i de sidste 300 år?”. Til funderingen af denne proces, vil jeg benytte mig af den
vestlige verdens mest centrale figur inden for strategiske studier: Carl von Clausewitz (1780-1831).
Clausewitz var født ind i en tumultarisk periode af europæisk historie, hvorved han både oplevede
at kæmpe på preussisk- og russisk side under Napoleonskrigene (1803-1815), at færdiggøre et solidt
antal værker om krig og militær strategi. I disse værker formåede Clausewitz at klarlægge
krigsførelse som et fænomen (og er derfor hans værker stadig studeres i dag). Til besvarelsen af
problemstillingen vil der først blive analyseret, hvordan forandringer i det 19. årh. påbegyndte en
drastisk forøgning i antallet af soldater i krig. Dernæst vil der beskrives i en mere moderne
sammenhæng, hvorledes masseødelæggelsesvåben -og tabuet imod deres benyttelse har spillet en
central rolle.

Clausewitz og krigsførelse

Ifølge Clausewitz’ samlede værk (On War) er krig blot en duel på en omfattende skala; altså intet
mindre end en respektabel duel imellem to aristokrater. I hans besvarelse af det centrale spørgsmål
om krigens natur, formår han at opdele det i to former for krig: Absolute war og real war. Absolute
war er den mere teoretiske opfattelse af krig. Fokus er på det ideal der kæmpes for, og krigens indre
natur (at besejre fjenden), som indebærer at vold presses til de yderste ekstremer. Real war refererer
i stedet til virkelige historiske erfaringer. Det adskiller sig bl.a. fra sit sidestykke pga. Clausewitz’
benyttelse af begrebet friction. Det henviser til alt fra politisk tilbageholdenhed til fog of war (alt det
der kunne gå galt i krig; f.eks. dårlig logistik, udisciplineret styrker osv.) (Kaldor, 2010: 272).

Clausewitz benyttede sig ikke kun af sin forestillingen om krig (som han mente var en forlængelse
af politik), til at vejlede sig selv i sin analyse af krigens natur. Han benyttede også, hvad han
omtalte, treenigheden. Til treenigheden skrev han at krigsførelse som fænomen, var en kompleks
kombination af passion, chance og reason. Passion er folket, der ude fra deres vilje (til krig) kan
bestemme summen af tilgængelige midler. Chance er forårsaget af kommandører/ den militære
enhed, hvorved det tidligere benævnte friction er et centralt begreb. I den forbindelse kræver det
f.eks. forberedelse og risikotagelse, hvis man har de mindste forhåbninger om at overvinde fog of
war. Tredje -og sidste del af treenigheden er reason; det er forbundet med den krigsdeltagende

2
regering, eftersom krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Krig går altså kort fortalt ud
på at opnå et politisk mål, og det er regeringen der bedømmer når det mål endegyldigt er opnået
(Roxborough, 1994: 624-625).

Forandring i krigsførelse – Napoleon & militærapparatets udvidelse

Nu hvor nogle af Clausewitz’ tanker er blevet præsenteret, så er det oplagt at forblive i det 19. årh.
Her vil jeg definere de forandringer, som jeg mener implementerede de største ændringer i
udkæmpelse af krig i de seneste 300 år. Kommandører i det 18. årh. var muligvis bange for, at deres
slag kunne udvikle sig til noget nær slagtebænke; og hvis ikke det var nok, så var frygten for de
mulige politiske konsekvenser, som en forøget involvering af nationers befolkninger kunne medføre
(i elitens krige), nok endnu større. Men Napoleon Bonaparte var af en anden format, og ved at
mobilisere hele befolkningen for krig, formåede han at strække krigens grænser (barriers) ud i nye
ekstremer. Napoleons revolutionerende idéer og strategier ville ikke blot bevirke afslutningen på
elitekrigene fra det 18. år., men også begyndelsen af moderne krigsførelse i både skala og adfærd
(Kaldor, 2010: 275).

Denne enorme mobilisering af flere hundredetusinde mænd (Napoleons La Grande Armée bestod af
600.000 mand i 1812) var med til at overbevise Clausewitz om, at Napoleon havde fremvist,
hvorledes krig kunne nærme sig sin absolutte natur (absolute war). I den forbindelse skrev Clause-
witz følgende om krigsførelsens udvikling: “[…] it is just as improbable that wars henceforth will
all have this grand character as that the wide barriers which have been opened to them will ever be
closed again” (Kaldor, 2010: 273-74). Hos Clausewitz’ citat vil jeg gerne berøre begrebet barriers
(som også blev nævnt tidligere i forbindelse med Napoleon og de nye ekstremer han forårsagede),
men før det bør noget andet konstateres. Der var selvfølgelig krige før Napoleon, hvor mange
hundredetusindevis af soldater mistede livet; Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748) kostede
f.eks. 350.000 livet, og næsten en million døde under Syvårskrigen (1756-1763). Napoleonskrigene
brød ud blot 40 år senere, men den betydelige vækst i militærapparatets størrelse resulterede i en
gensidig stigning af krigsdødelig, hvorved mindst 2,5 mio. soldater mistede livet. Denne udvikling
begyndte i forbindelse med Den Franske Revolution (1789-99), hvor Frankrig (som det første land)
indførte masseværnepligt, og antallet af soldater steg til uanede højder under (Kümin, 2014: 337).
Når Clausewitz skrev om barriers og deres widening, som følge af Napoleon, så var der tænkt der
på de store udvidelser af militære styrker på slagmarken. Militæres vækst ville kun fortsætte i de

3
næste 100 år, og de forårsagede store forandringer -og udfordringer i udkæmpelsen af fremtidige
krige (Kaldor, 2010: 275).

Forandring i statens sikkerhed – Masseødelæggelsesvåben og afskrækkelsesteori

Det er på tide at bevæge sig længere frem i tiden, og denne gang beskrive en forandring der både
har påvirket måden hvorpå vi udkæmper krige, men mest af alt medført forandringer -og
udfordringer i staters fremgangsmåde til sikkerhed. I det århundrede der fulgte publiceringen af On
War forblev de omtalte barrierer åbne på vidt gab, og de følgende europæiske krige, især
verdenskrigene, tegnede et billede af massenedslagtninger på slagmarkerne. Men først efter
atombombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945 erkendte man endegyldigt, at fortsættelsen af
disse enorme krige – med de nye militær teknologiske opdagelser – ville føre til ødelæggelsen af
vores civilisation. Kaldor skriver selv til denne udvikling, at krig ikke længere blot kunne betragtes
som en form for instrument (eller for den sags skyld, en fortsættelse af politik med andre midler) til
at besejre sin modstander, eftersom man nu var nået til det punkt, hvorved udryddelse af fjenden var
den eneste måde at vinde (Ibid: 274).

Atombomben forårsagede altså store udfordringer -og usikkerhed omkring hvad fremtiden ville
bringe. Men fremfor at stormagterne fortsatte deres blodige krige imellem hinanden, så var fokus
efter 1945 i stedet på våbenkapløbet imellem USA og USSR. Selvom frygten for at verden kunne
blive slynget ud i et dommedagsscenarie – absolute war, ifølge Clausewitz’ krigsteori – var evident;
hvor de åbne barrierer ville forbrænde fra den mest ekstreme krigsførelse, man kunne forestille sig,
så var det ikke hvad der skete. I stedet for inferno, så fandt der en bemærkelsesværdig forandring
sted i styrkelsen af staters sikkerhed. Man var vidne til den gradvise forebyggelse af en norm, som
har spillet en central rolle i den internationale sikkerhed vi har nydt siden Anden Verdenskrigs
afslutning; the nuclear taboo. Der eksisterede naturligt ikke en tabu imod atomvåben i 1945, men
allerede få år senere under Koreakrigen (1950-53) var man vidne til begyndelsen på en norm.
Selvom normen mest fungerede instrumentelt, så var der dog også nogle beslutningstagere der
nærede moralske skrupler. Den amerikanske præsident Truman (1945-53) ønskede f.eks. ikke at
benytte atomvåben til at løse konflikten i Korea; og selv hvis den efterfølgende præsident
Eisenhower (1953-61) ønskede det, så var tabuet imod brugen af masseødelæggelsesvåben allerede
for eksplicit. Denne udvikling fortsatte igennem Vietnamkrigen, og da man nået til Golfkrigen i

4
1991 var atomvåben solidt blevet etableret som uacceptable masseødelæggelsesvåben (Tannenwald,
1999: 442, 446, 448).

Tannenwald forklarer selv årsagen til nuclear taboo, som værende fordi mange stater simpelthen
bare ikke har interessen i at benytte atomvåben, samt at disse holdninger både er normative og
økonomiske (ifølge det materialistiske argument vil atomkrig skade økonomien) (Ibid: 439). Denne
teori følger også princippet om, at en atombombe brugt i kamp vil prikke hul på bylden, så mange
flere også vil benytte sig af atomvåben. Stater er derfor meget påpasselige med at benytte dem, og
de anvendes i stedet mere taktisk, som deterrence til at sikre statens sikkerhed. I forbindelse med
våbnets rolle inden for afskrækkelsesteori, så er MAD-doktrinen (Mutually Assured Destruction) et
godt beviset på, at der er foregået en stor forandring indenfor statens sikkerhed (og udkæmpelse af
krig). En aktørs (atom)angreb vil nemlig højst sandsynlig resultere i gensidig sikret ødelæggelse. At
føre krig i dag er altså et meget taktisk spil, hvorved man skal træde varsomt. Vores
sikkerhedsmæssige situationen forklares letforståeligt i Brodie’s artikel på The Development of
Nuclear Strategy:

“[…] Thus far the chief purpose of our military establishment has been to win wars.

From now on its purpose must be to avert them”.

5
Litteraturliste:

Kaldor, M. 2010, “Inconclusive Wars: Is Clausewitz Still Relevant in these Global Times?: Clausewitz and
Contemporary War”, Global Policy, vol. 1, no. 3, pp. 271-281.

Roxborough, I. 1994, “Clausewitz and the Sociology of War”, The British Journal of Sociology, vol. 45, no.
4, pp. 619-636

Kümin, B. 2014, The European world 1500-1800: an introduction to early modern history, 2.th end, Rout-
ledge, London.

Tannenwald, N. 1999, “The Nuclear Taboo: The United States and the Normative Basis of Nuclear Non-
Use”, International organization, vol. 53, no. 3, pp. 433-468.

Brodie, B. 1978, “The Development of Nuclear Strategy”, International security, vol. 2, no. 4, pp. 65-83.