SP / billedkunst Sct.

Knuds Gymnasium

Udviklingen i perspektiv og skyggelægning i europæisk kunst

Linearperspektiv og skyggelægning er to vigtige metoder til at skabe realistisk dybde i billeder. I

vesteuropæisk kunst i perioden fra ca. 1450-1900 var perspektiv og skyggelægning et must i kunsten, dvs.
noget, som alle kunstnere skulle lære på kunstakademierne og bruge i deres billeder. Før 1450 havde man
endnu ikke udviklet metoden til at tegne et korrekt perspektiv og bruge nuanceret skyggelægning. Fra
slutningen af 1800-tallet frigjorde kunsten sig fra kravet om realisme, herunder kravet om at bruge korrekt
perspektiv og skyggelægning.

Perspektivets udvikling omkring år 1450 – og hvad der kom før og efter

I europæisk kunst fandt kunstnerne ud af at bruge et korrekt linearperspektiv og en realistisk , nuanceret
brug af skyggelægning ved renæssancens begyndelse omkring år 1450. Renæssance betyder ”genfødsel”.
Det, der genfødtes, var inspirationen fra den klassiske græsk-romerske kultur fra århundrederne omkring
Kristi fødsel, også kaldet antikken. Man ved fra udgravninger i Pompeji, at de gamle romere var begyndt at
eksperimentere med perspektiv og skygger i deres vægmalerier, men de formåede ikke at bruge
metoderne helt korrekt.

Perioden mellem den klassiske oldtid og renæssancen kaldes middelalderen. Man daterer middelalderen til
ca. år 400-1450 i Sydeuropa og ca. 1050-1500 i Danmark. Middelalderen startede på det tidspunkt, hvor
kristendommen slog igennem som statsreligion og afløste troen på henholdsvis de græsk/romerske og de
nordiske guder. Igennem hele middelalderen var kristendommen altdominerende i kulturlivet, og
kirkebyggeri og udsmykning af kirkerne var de centrale områder i middelalderens arkitektur og kunst. Man
var først og fremmest optaget af at formidle de bibelske fortællinger og indgyde folk respekt for Gud og
kristendommen. Derfor var realisme i billedkunsten ikke relevant. Kunsten var vendt mod det himmelske,
ikke det jordiske.

Vigtige kendetegn ved middelalderens billeder er en vis

stivhed i fremstillingen af menneskefigurer og et urealistisk
billedrum. Enten brugte man ingen skygger, eller også var
skyggelægningen unuanceret. Man brugte heller ikke et
realistisk linearperspektiv. Billedrummet blev kun løst angivet
ved hjælp af overlapning, eller man brugte indadførende
linjer, som gav en vis dybdefornemmelse, men ikke på en
realistisk måde, for de kunne ikke gå sammen i et
forsvindingspunkt på horisontlinjen. I mange billeder brugte
man hierarkiske størrelsesforhold, sådan at de vigtigste
personer blev tegnet størst, og mindre vigtige personer blev
tegnet mindre, uafhængigt af om de var foran eller bagved i
billedet.
I Den tronende Madonna med engle og profeter, malet i 1280
af den italienske maler Cimabue (billedet til højre), ses brugen
af hierarkiske størrelsesforhold. Jomfru Maria og Jesus er 1
størst, englene mindre, profeterne mindst. Tronstolens sæde
ser ud til at vippe opad, fordi de indadførende linjer i sokkel og
armlæn ikke mødes i et fælles forsvindingspunkt.
SP / billedkunst Sct. Knuds Gymnasium

Hen mod middelalderens slutning kom der mere nuancerede skygger på figurer og genstande, men først fra
og med renæssancen (år 1450) havde kunstnerne udviklet teknikker til at gengive formgivende skygger på
en realistisk, nuanceret måde. Opfindelsen af oliemaleriet var med til at skubbe på den udvikling, for man
kan meget lettere lave fine nuancer med oliemaling end med freskomaleri (kalkmaleri) eller i
mosaikbilleder, som var de vigtigste teknikker i middelalderens kunst.

Bogillustration, 1300-tallet Fra Angelico, 1440 Leonardo da Vinci, 1505

Linearperspektivet blev også udviklet omkring slutningen af middelalderen. Flere italienske kunstnere
begyndte at eksperimentere med at bruge indadførende linjer til at skabe rum i deres billeder. Først
omkring renæssancens begyndelse midt i 1400-tallet var metoden fuldt udviklet. Derfor kan man datere
billeder kunsthistorisk ved at se på perspektivet. Hvis de indadførende linjer går nøjagtigt sammen i et
forsvindingspunkt på horisontlinjen, er billedet malet efter 1450.

Til venstre ses en illustration fra

en fransk bog fra middelalderen
(ca. år 1400). Til højre Marias
trolovelse fra år 1504, et
oliemaleri af den italienske
renæssancekunstner Raphael.
De to billeder viser udviklingen i
perspektivet i renæssancen. Før
renæssancen brugte man ikke
et korrekt linearperspektiv, men
i billeder efter 1450 mødes alle
de indadførende linjer nøjagtigt
i et forsvindingspunkt på
horisontlinjen.

Frem til slutningen af 1800-tallet var kunstnerne afhængige af magthaverne i samfundet. Kunstnerne
lavede det, de fik bestilling på. Fra renæssancen og frem til 1800-tallet var samfundets magthavere dels
kongen, adelen og storborgerskabet, og dels kirkens repræsentanter. En stor del af kunsten var derfor
udsmykning til slotte, herregårde, velhavende borgeres huse og kirker. Mange malerier forestillede
fortællinger fra den græsk-romerske mytologi eller fra Bibelen. Stilen var realistisk, dvs. at man malede
mennesker, rum og ting nogenlunde, som de ser ud. Kunstnerne lærte perspektivtegning og skyggelægning
som et led i deres uddannelse og brugte det som en selvfølge i deres tegninger og malerier. Hensigten var
2
SP / billedkunst Sct. Knuds Gymnasium

ikke at kopiere virkeligheden, som vi ser den, men at gengive det storslåede og smukke i fortællingerne.
Med andre ord var hensigten ikke realistisk, men idealistisk.

Realisme og impressionisme

Først omkring 1870 begyndte en del kunstnere at male med en

realistisk hensigt, dvs. at lave billeder, der slet og ret vil gengive
virkeligheden, som vi ser den. Impressionismen blev den førende
kunstretning fra ca. 1870-1890. Impressionistiske kunstnere
brugte realistisk perspektiv og skyggelægning, men på en mere
radikal måde end førhen. De var særligt optaget af det skiftende
lys. De tog lærrederne med udenfor og malede det, de så, med
lette og flimrende penselstrøg. Som de første i kunsthistorien
lagde de mærke til, at skygger og lysreflekser har farver.
Blåviolette skygger (komplementærfarven til det gule sollys) og
en løs, skitseagtig maleteknik med lange penselstrøg ved siden af
hinanden er kendetegn for impressionistiske malerier. Det ses fx
i de to billeder til højre malet af Claude Monet i 1890’erne. Han
malede ofte det samme motiv mange gange på forskellige
tidspunkter for at indfange stemningen ved det skiftende lys.

De impressionistiske malere lavede ikke bestillingsarbejder på samme måde som kunstnerne førhen.
Forestillingen om den frie kunstner opstod sammen med det borgerlige samfunds udvikling af en borgerlig
offentlighed – et betalende publikum. I løbet af 1800-tallet løsrev kunstnerne sig fra den tætte
afhængighed af samfundets magthavere. Kunstnerne var ikke mere tvunget til at lave bestillingsarbejder
beregnet til udsmykning. De begyndte at eksperimentere med at male, hvad de selv så og oplevede, og
hvad der interesserede dem selv. Realismen og impressionismen skal forstås på den baggrund.

Modernistiske kunstretninger
Realismen og impressionismen bliver hurtigt afløst af en masse eksperimenterende kunstretninger,
ekspressionisme, kubisme, dadaisme, surrealisme osv. Op igennem 1900-tallet har den ene moderne
kunstretning afløst den anden i en hurtig strøm. Viljen og lysten til at eksperimentere styrer udviklingen.
Hvordan skaber man det stærkeste, mest ægte eller spændende udtryk, og hvor går grænserne for, hvad
der er kunst? Det er nogle af de vigtigste spørgsmål, der har drevet kunsten i moderne tid.

Man kan ikke lade sig binde af perspektivregler eller regler for realistisk skyggelægning, når man vil lave
eksperimenterende kunst. Derfor har et realistisk perspektiv og realistisk skyggelægning ikke længere været
et must i billeder fra 1900-tallet og frem.

Ovenikøbet har det været en hovedhensigt for nogle kunstnere at bryde med perspektivet. Det gælder
blandt andet i kubismen, som brød igennem omkring år 1910. Genstande og omgivelser i kubistiske billeder

3
SP / billedkunst Sct. Knuds Gymnasium

ses fra forskellige synsvinkler i samme billede - helt anderledes, end når man tegner perspektivtegning fra
én fast

4
SP / billedkunst Sct. Knuds Gymnasium

synsvinkel. Kubistiske billeder kendetegnes af, at

billedfladen er brudt op i en masse kantede eller
geometriske felter, og farver eller skygger er lagt på, som
om lyset kommer ind fra forskellige retninger i de
forskellige felter. Hele billedet bliver på den måde et
mønster af lys- og skyggevirkninger ind og ud af
billedfladen, som det fx ses i Pablo Picassos maleri Fabrik
i Horta de Ebbo fra 1909. Kubismen var ligesom mange
andre moderne retninger i vestlig kunst inspireret af
kunst fra andre kulturer, bl.a. afrikansk kunst, hvor
mønster og dekoration er det væsentlige, ikke realistisk
gengivelse.

Andre store kunstretninger fra 1900-tallet, der har brudt med perspektivet, er ekspressionismen og
surrealismen. Ekspressionistiske kunstnere vil skabe så stærke følelses- eller stemningsudtryk som muligt,
og derfor laver de skæve billedrum og bruger skygger på en fri, ekspressiv (udtryksfuld) måde.
Surrealisterne vil frigøre vores ubevidste drifter ved at male chokerende, mærkelige og drømmeagtige
billeder. Umulige billedrum kan være en af måderne.

Ekspressionisme Surrealisme
E. L. Kirchner: Gade, Berlin, 1913 René Magritte: Carte blanche, 1965

Sammenfatning
Perspektiv og skyggelægning kan give et fingerpeg om, hvornår kunst er fra. Bruges perspektiv og
skyggelægning realistisk i ældre kunst, er billederne fra efter renæssancen (år 1450). Hvis perspektiv og
skyggelægning bruges på urealistiske måder, er kunsten fra før renæssancen eller fra tiden efter 1880.

Vigtigt er det at tænke over, hvad kunstnerne bruger billedrummet til. Er det realistisk, eller er det skævt og
mærkeligt? Er det fladt eller dybt? Og med hvilken hensigt og hvilken effekt?
5