Indledning

Vi har gennem vores kliniske undervisning på psykiatrisk center (PC) arbejdet

rehabiliterende, hvor vi havde patienten i centrum i behandlingen, og målet var, at
patienten skulle kunne fungere i hverdagen så normalt som muligt. I
rehabiliteringsprocessen har vi, ud fra et aktivitetsperspektiv, indgået i en målrettet
samarbejdsproces mellem forskellige fagfolk, patient og sektorer. Grundtanken i ergoterapi
er, at aktivitet er lige så livsvigtigt som mad og drikke, at alle mennesker bør have
mulighed for både fysiske og mentale hverdagsaktiviteter, som er meningsfulde (Law,
Polatajko, Babtiste & Townsend, 2006). Ydermere tilføjer Jennifer Creek (2005), at
aktivitet i ergoterapi bruges til at træne og lære færdigheder, der er afgørende for
aktivitetsudøvelse. Med dette aktivitetsperspektiv indgik vi i et tværfagligt samarbejde med
det mål at opnå et sammenhængende rehabiliteringsforløb, hvilket sikres ved kerneydelse,
kommunikation, koordination og kontinuitet (Siemsen et al., 2006). I praksis oplevede vi at
arbejde med patienter, som skulle efterbehandles i ambulant regi på distrikt psykiatrisk
center (DPC). Vi var i tvivl om, hvordan vi skulle videreformidle behandlingsoplysninger,
hvad der skulle videreformidles og om disse oplysninger, i det hele taget, skulle
videregives. Vi reflekterede over, om en videregivelse behandlingsoplysninger kunne have
indflydelse på patienternes oplevelse af sammenhæng. På den baggrund har vi diskuteret,
hvad kontinuitet i patienternes behandlingsforløb betyder dels for patienterne og dels for
kvaliteten af ergoterapeuters arbejde. Vi har i den sammenhæng undersøgt, hvilke metoder,
lovkrav og procedurer der findes for at sikre denne kontinuitet.

Baggrund
I Sundhedsstyrelsens ”National strategi for psykiatri 2009” (2009b) beskrives, at
forekomsten af visse psykiske lidelser er stigende. Det skønnes, at der i den nærmeste
fremtid vil være 10-20 % af den danske befolkning, som vil lide af psykisk sygdom i
varierende grad (Sundhedsstyrelsen, 2009b, s. 3). Dette blev understreget allerede i
forbindelse med World Health Organization´s (WHO) Ministerkonference i Helsinki
januar 2005 ”Mental health – Facing the challenges, building solutions” (2005), hvor
WHO konstaterede, at problemerne vedr. psykiske lidelser i den europæiske region er
stigende og må forventes yderligere at vokse, medmindre der over en bred front sættes ind
for at ændre den igangværende udvikling.
Nationalt set har der i mange år været fokus på, hvilke parametre der er vigtige i
kvalitetssikring af indsatsen i sundhedssektoren. Allerede i slutningen af 1999 lagde
sundhedsstyrelsen op til en form for paradigmeskift inden for den nationale strategis
rammer. Det skete i forbindelse med oprettelsen af Det Nationale Råd for
kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet. Konklusionen var, at der nu i højere grad skulle
sættes fokus på kvalitetsudvikling inden for de bløde værdier (Sundhedsstyrelsen, 2009a).
Medicinaldirektør dr.med. Einar Krag, tidligere formand for Det Nationale Råd, udtalte i
juni 1999 følgende i forhold til de bløde værdier:

Et særligt problem er de bløde værdier. Over halvdelen af klagerne over sygehusvæsenet

har fx. ikke noget med kerneydelsen at gøre, men med ”de bløde værdier”. Det er
information, kommunikation, kontinuitet, omsorg, etik, individualisering, medinddragelse
og empati.

(Hansen, 2003, s. 13)

Kontinuitet beskrives altså som en af de bløde værdier inden for kvalitetssikring og derfor
som en af de afgørende faktorer for at opnå et godt og sammenhængende patientforløb. I
patienttilfredshedsundersøgelsen ”Patientens møde med sundhedsvæsenet”
(Amtsrådsforeningen et al., 2003) beskrives det, at kvalitet i patientforløbet kræver
kontinuitet på forskellige niveauer. Ét niveau er bestræbelsen på, at patienten, i videst
mulig omfang, har kontakt til de samme behandlere fra indlæggelse til udskrivelse, hvilket
kaldes kontinuitet på aktørniveau. Et andet omhandler kontinuiteten fra afdeling til
afdeling personalet imellem på sygehuset som betegnes det institutionelle niveau.
Endvidere kan fokus på kontinuitet rettes mod det tværsektorielle niveau, det vil sige
mellem primærsektoren og sekundærsektoren. Organisering, arbejdstilrettelæggelse og
kommunikation er centrale aspekter ved kontinuitet på disse niveauer. Det er
kommunikation, som sikrer kontinuiteten, både når der videregives informationer mellem
patient og sundhedspersonale, internt medarbejderne imellem samt på tværs af sektorerne.
Kontinuitetsbrud sker oftest i overgangene i patientforløbet, hvilket, for patienten, kan
opleves som bl.a. mangel på videregivelse af information.

I litteraturstudiet ”Kontinuitet og patienttilfredshed i psykiatrien” (Tehrani, 1995)

beskrives det, at det psykiatriske behandlersystem de seneste årtier har undergået en
omfattende omstrukturering. Omstillingen har været præget af en reduktion af
sengepladser samt en decentralisering og øget differentiering af behandlingstilbuddene.
Herved blev DPC til i form af et lokalt forankret behandlingstilbud til mennesker med en
psykisk lidelse. DPC er ambulante efterbehandlingstilbud, som organisatorisk er tilknyttet
PC. Dvs. at patienter ikke bliver indlagt, men at de på dagsbasis er tilknyttet de funktioner
og tilbud, der findes i den lokale DPC. Behandlingen kan omfatte medicinsk og
psykologisk behandling, psykiatrisk sygepleje, ergoterapi, social færdighedstræning samt
støtte til løsning af sociale problemer. Målet er at genopbygge det maksimale niveau af
uafhængighed såvel psykologisk, socialt, fysisk som økonomisk hos patienten.
Behandlingen rettes mod at optimere patientens funktion og minimere risikoen for
tilbagefald (Region Hovedstadens psykiatri, 2009a; Region Hovedstadens psykiatri,
2009b).

Ifølge Elisabeth Tehrani (1995) er kontinuitetsproblemer i psykiatrien sat i forbindelse med

denne afinstitutionalisering og decentralisering af det psykiatriske behandlingstilbud, fordi
der er sket en geografisk og administrativ spredning af behandlingstilbuddet. Dette har
gjort det sværere at sikre sammenhæng og derved kontinuitet i patienternes
behandlingsforløb, når de relevante informationer om forløbene skal overleveres fra et regi
til et andet. Kontinuitet i behandlingen er på den baggrund blevet en overordnet
målsætning for psykiatrisk behandling, og der er blandt klinikere og forskere enighed om,
at kontinuitet i behandlingen er et væsentligt kvalitetselement i moderne psykiatri. Dette
afspejler sig i psykiatriplaner landet over, hvor en gennemgående målsætning er at sikre
kontinuitet i behandlingstilbuddet.

I patienttilfredshedsundersøgelsen ”Psykiatribrugere og deres pårørende har ordet:

Koncepter til systematisk indsamling af bruger- og pårørendeoplevelser i
voksenpsykiatrien” (Feldskov, 2003), blev både patienter og pårørende spurgt ind til,
hvilke faktorer der havde størst betydning for dem i deres kontakt med psykiatrien -
herunder deres oplevelse af sammenhæng og kontinuitet i behandlingsforløbet. Det viste
sig, at kun 50 % af de adspurgte, fra ét amt, oplevede sammenhæng i behandlingen mellem
DPC og tidligere modtaget behandling (Feldskov, 2003, s. 42). Ud fra kvalitative interview
fandt man, at det betød meget for patienterne at kunne se sammenhæng i undersøgelse,
behandling og pleje. Det anbefales derfor, at den enkelte afdeling udarbejder tværfaglige
og tværsektorielle retningslinjer for, hvordan man sikrer kontinuitet i patientforløbet.
Desuden beskrives, at patienter oplever brud på kontinuiteten ved selv at skulle give de
samme informationer til flere forskellige sundhedspersoner. I den sammenhæng anbefales
det, at de enkelte afdelinger udarbejder procedurer for, hvordan informationer og viden om
patienten koordineres bedst muligt, således at patienten oplever kontinuitet i videregivelsen
af sin information. Det beskrives desuden i ”Patientens møde med sundhedsvæsenet”
(Amtsrådsforeningen et al., 2003), at, udover at have betydning for patienternes tryghed og
trivsel, har sammenhængen i behandlingsforløbet en dokumenteret effekt på de
sundhedsfaglige kerneydelser.

Inden for det somatiske område sikres kontinuiteten af patienternes behandlingsforløb ved
hjælp af Sundhedslovens § 84 & § 140 samt tilhørende bekendtgørelser om pligt til
udarbejdelse- og indholdet af genoptræningsplaner (Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
2005). Lignende lovgivning for videregivelse af behandling og derved kontinuitet er ikke
at finde inden for det psykiatriske område. Når en patient udskrives, fra PC til
efterbehandling i DPC, medfølger en epikrise, som den involverede læge har ansvaret for
at udarbejde. Sundhedsstyrelsen har udgivet en vejledning for læger om epikriser ved
overflytning af patienter mellem to afdelinger. For at sikre den bedst mulige
patientsikkerhed, herunder sammenhæng i behandlingen, bør alle relevante oplysninger om
patienten nedskrives i denne og videregives til de sundhedspersoner, som skal følge
patienten. Vejledningen beskriver alene videregivelse af lægefaglige oplysninger. Det
beskrives bl.a., at epikrisen bør indeholde et kort resumé af forløbet – herunder diagnoser,
væsentlig behandling og udførte undersøgelser. Samtidig beskrives det, at det i visse
situationer kan være relevant at vedlægge en behandlingsplan med oplysninger om
efterbehandling. Erfaringsmæssigt udgør en overflytning af patienten, mellem to afdelinger
eller sygehuse, en risiko for kontinuitetsbrud, hvis der ikke sikres en overførsel af
behandlingsinformationerne (Sundhedsstyrelsen, 2007).

I den ”Nationale strategi for psykiatri 2009” (Sundhedsstyrelsen, 2009b) beskrives, at

psykiatrien historisk set har været isoleret. Selvom dette formelt blev ændret for mere end
30 år siden, er psykiatrien på mange måder forblevet isoleret og ikke integreret med det
øvrige sundhedsvæsen. Det beskrives, at den psykiatriske patient, på lige fod med patienter
i somatikken, skal opleve sammenhæng i indsatsen – ikke kun i form af en velplanlagt
indsats i den enkelte enhed men også på tværs, internt i sygehusvæsenet såvel som på tværs
af sektorer og myndigheder. Koordination, kontinuitet og forpligtende klare aftaler om
samarbejde og ansvar mellem alle involverede skal foreligge og fungere i praksis.
I den ”Nationale strategi for psykiatri 2009” (Sundhedsstyrelsen, 2009b) beskrives
endvidere, at sammenhæng i indsatsen bl.a. kan sikres via sundhedsaftalerne, som alle
regioner og kommuner har indgået i 2007. Disse danner ramme for et formaliseret og
forpligtende samarbejde mellem region og kommune. De skal sikre sammenhæng i
patientforløb, der går på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner. Ovennævnte skal
altså afhjælpe kontinuitetsbrud – primært på det tværsektorielle niveau. Men hvad med
kontinuiteten på det institutionelle niveau? – Hvor der fokuseres på sammenhæng mellem
de forskellige afdelinger på sygehuset, deriblandt PC og DPC. Vi har kontaktet
sundhedsfagligt personale i praksis – herunder ergoterapeuter og afdelingssygeplejersker i
henholdsvis PC og DPC. Dette med henblik på, at få viden om procedurer for udveksling
af behandlingsoplysninger og dermed få indblik i, om der er kontinuitet og sammenhæng i
behandlingen. Det blev fortalt, at overlægen udarbejder en epikrise, omhandlende
modtaget behandling, som følger patienten fra PC til videre behandling i DPC. De
berettede endvidere, at der ikke findes specifikke retningslinier for indholdet af epikrisen,
men at lægen nedskriver, hvad han finder relevant. Dette, pointerer de, resulterer i, at
oplysninger, om den ergoterapeutiske behandling i PC, ofte går tabt i overleveringen til
DPC. Herudover understregede de, at der ikke forefindes en procedure for udveksling af
behandlingsoplysninger mellem de to regi.

I tråd med ovennævnte udtalelser, samt vores oplevelser fra praksis, beskrives der i den
”Nationale strategi for psykiatri 2009” (Sundhedsstyrelsen, 2009b), at faggrupperne, trods
mange års opmærksomhed på kontinuitet, stadig oplever manglende sammenhæng i
indsatsen. Det beskrives, at forandringsprocesser kan være langsommelige i det danske
sundhedsvæsen. Der er således fortsat behov for at arbejde med kvalitetsudvikling, og det
beskrives, at der bør udarbejdes standardiserede og effektive forløbsprogrammer for
udredning og behandling. Derudover beskrives, at der specifikt er behov for at fokusere
yderligere på nogle af de store uløste og vanskelige problemstillinger som fx
kontinuitetsbrud. Barrierer for implementering skal derfor identificeres og overvindes.

Ud fra vores baggrund har vi fundet frem til følgende problemstilling.

Problemstilling
Hvilke udfordringer, forbundet med at sikre kontinuiteten i patienternes
rehabiliteringsforløb, oplever ergoterapeuter i deres daglige samarbejde på tværs af
psykiatrisk- akut og ambulant regi?

Problemanalyse
Udfordringer består både af muligheder og begrænsninger.

Muligheder udspringer af de ressourcer, som findes i de fysiske og sociale omgivelser, der

åbner op for, at ergoterapeuterne kan agere og handle ud fra et behov, hvilket giver et
potentiale for udvikling (inspireret af Kielhofner, 2006).

Begrænsninger forekommer, når de fysiske og sociale omgivelser stiller forskellige

betingelser, som sætter grænser- eller er stærkt styrende for vores handlinger (inspireret af
Kielhofner, 2006).

Kontinuiteten defineres som den sammenhæng i den ergoterapeutiske behandling, der

opnås, når én opstartet behandling bliver fulgt i næste behandlingsregi. Vi tager
udgangspunkt i Elisabeth Tehranis definition (1995), hvilket beskrives nærmere i
teoriafsnittet.

Patienternes rehabiliteringsforløb er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem

patienter, pårørende og fagfolk. Formålet er, at patienter, som har eller er i risiko for at få
betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et
selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på patientens hele livssituation og
beslutninger. Dette er en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats
(inspireret af MarselisborgCentret, 2004). Vi har her fokus på den del af
rehabiliteringsprocessen, hvor patienten overgår mellem PC og DPC.

Ergoterapeuterne er ansat henholdsvis i PC og DPC.

Samarbejdet på tværs indbefatter den kommunikation, ergoterapeuterne anvender i

forbindelse med vidensdeling omhandlende patienters behandlingsforløb.

Akut regi er åbne PC på hospitaler i Danmark.

Ambulant regi er DPC i Danmark.

Etiske overvejelser
Vi har gennem vores projekt valgt at tage udgangspunkt i de fire etiske retningslinier,
Steiner Kvale og Svend Brinkmann (2009) beskriver; informeret samtykke, fortrolighed,
konsekvenser og forskerens rolle.

Vores hensigt med projektet er ikke at forsøge at ændre på lovgivningen eller ”løfte
pegefingeren” over for ergoterapeuterne, der arbejder i hhv. PC og DPC. Til gengæld er
formålet at øge fokus på, at der i praksis foreligger en problematik omkring
sammenhængende patientforløb. Dermed er vores formål, i første omgang, ikke at
problematisere ud fra et konsekvensetisk perspektiv. Men kan vores fund og refleksioner
føre til ændringer i praksis, kan der med tiden være tale om, at nytteværdien kan få
afgørende betydning, hvorved konsekvens- og formålsetik kan komme på tale (Kvale &
Brinkmann, 2009).

Vi vil løbende gennem projektet tage højde for etiske dilemmaer.

(Mia)

Teori
I følgende afsnit vil vi redegøre for teorierne; Modellen for menneskelig aktivitet (MoHO)
og Organisationsteori og begrebet kontinuitet. Disse har vi dels har været inspireret af i
vores undersøgelse og dels anvendt til bearbejdningen af vores data i diskussionen.

(Ninna)

Kontinuitet

I henhold til vores problemstilling vil vi undersøge, hvordan ergoterapeuter oplever

muligheder og begrænsninger forbundet med at sikre kontinuiteten i patienters
rehabiliteringsforløb. Det er derfor vigtigt for os at have indsigt i, hvad
kontinuitetsbegrebet indebærer for at kunne udfærdige spørgsmål, som sikrer, at udsagnene
svarer på vores problemstilling. Vi tager afsæt i Tehranis litteraturstudie (1995), som
definerer kontinuitet ud fra syv dimensioner. Hun beskriver disse ud fra procestilgangen,
hvor det forudsættes, at dimensionerne er separate men indbyrdes forbundne. Vi vælger
dog kun at forholde os til fem af disse, idet kontinuitet i de resterende operationaliseres i en
anden kontekst end den, vi har fokus på. I vores søgen for at få afdækket, hvorvidt der
forefindes et problem, har vi i vores problembaggrund forholdt os til den longitudinelle
dimension. Denne beskrives som den grundlæggende dimension og indebærer, at patienter
oplever sammenhæng i sygdomsforløbet over tid trods skiftende behandlere eller
behandlingsregi. For at få et indblik i, hvordan vores informanter i praksis agerer ift
kontinuitet, har vi udformet vores spørgsmål ud fra de øvrige dimensioner. Herunder; Den
individuelle dimension, hvorved menes, at behandlingen skal være individuelt tilrettelagt;
Fleksibilitetsdimensionen, hvor behandlingen tilpasses løbende ud fra patientens skiftende
situation og behov; Tilgængelighedsdimensionen indebærer, at der hverken må være
barrierer af fysisk, psykisk eller økonomisk karakter, som hindrer, at patienten får den rette
behandling; Kommunikationsdimensionen omhandler, at kommunikationen skal kunne
foregå uhindret såvel mellem patient og ergoterapeuter som mellem ergoterapeuterne
indbyrdes (Tehrani, 1995).

(Ninna)

Model for menneskelig aktivitet

I MoHO beskriver Gary Kielhofner (2006) menneskets vilje ud fra de værdier, interesser
og den følelse af handleevne, som mennesket besidder. Den personligt defineret status
udfoldes ud fra menneskets vilje, og denne er bestemmende for, hvilke sociale positioner
mennesket indtager i løbet af tilværelsen. Disse betegnes af Kielhofner (2006) som
menneskets roller. Med disse internaliseres en forståelse af menneskets selv og holdninger.
For at imødekomme og efterleve en eller flere roller kræves og forventes en særlig adfærd
og handlekompetence. Som følge heraf tilegner mennesket sig og udviser stabile mønstre
for aktivitetsadfærd, som udgør en stor del af dets dagligdag. Når disse mønstre gentages
gang på gang, opstår en proces, hvorved mønsteret integreres og bliver vanebaseret. Dvs.
at mennesket udviser den samme adfærd og de samme tilbagevendende handlinger, således
at mennesket bliver i stand til at fungere effektivt og automatiseret i deres velkendte
dagligdagsmiljø. Når handlinger bliver rutinemæssige, skabt uden større overvejelser,
forankres de som vaner. Menneskets vaner er derfor med til at strukturere hverdagen og er
grundlæggende for, hvordan mennesket vælger at interagere med andre. Menneskets
udøvelseskapacitet rummer en række komponenter som fx evnen til at kommunikere,
planlægge og aflæse- og fortolke omverdenen. Menneskets adfærdsmønstre afspejles altså
af dets vilje, vaner og udøvelseskapacitet. Disse mønstre er samtidig under konstant
påvirkning af omgivelserne. Omgivelserne er kulturbestemte og kan defineres som de
særlige fysiske og sociale træk i den specifikke sammenhæng, hvor mennesket handler.
Omgivelserne byder på et utal af muligheder, ressourcer, krav og begrænsninger, hvilket
både kan virke hæmmende og fremmende på menneskets kapacitet og dermed influere på
dets handlemuligheder (Kielhofner, 2006).

Vi har, gennem vores interview, indhentet viden ud fra informanternes beskrivelser, hvilket
har givet os indsigt i deres handlemønstre og deres oplevelse af udfordringer forbundet
med at sikre kontinuitet. For at kunne videreudvikle denne indsigt og få en dybere
forståelse, vil vi med MoHO derfor kunne danne os et billede af, hvilke sammenhænge, i
indre og ydre aspekter, der ligger til grund for deres handlemuligheder (Kielhofner, 2006).

(Sigrid)

Organisationsteori

En organisation består af de tre hovedelementer; struktur, kultur og processer, der er

indbyrdes forbundne. Struktur omfatter den formelle opbygning af en organisation, regler,
mødeplaner og normeringer. Mens høj grad af struktur i en organisation kan begrænse
muligheden for udfoldelse på arbejdet, kan lav grad af struktur give frihed til at prioritere
og forvalte eget arbejde (Bømler, 2008; Christiansen, Kjær, Skriver & Staunstrup, 2005).

Kulturen i en organisation udgøres af de værdier, normer, forståelser, holdninger, tro og

tankemønstre, der deles af organisationens medlemmer. Ud fra kulturen udspringer varige
og stabile adfærdsmønstre. Disse er opstået efterhånden og viser sig at være så værdifulde,
at de videregives, til nye medlemmer, som den rigtige måde at opfatte, tænke og føle på.

Processerne sker på baggrund af kulturen og omhandler den menneskelige adfærd, interne

relationer og kommunikation. Kulturen og strukturen i en organisation udgør rammerne
for, hvordan processerne vil forløbe (Christiansen et al., 2005).
Muligheder og begrænsninger for forandring i en organisation er stærkt styret af hvordan
organisationen er opbygget. (Christiansen et al., 2005).

Organisationsteori kan give os et kendskab til de omgivelser, vores informanter arbejder i.

Dette finder vi relevant for at kunne beskrive og forstå de udfordringer, vores informanter
oplever i deres daglige samarbejde.

(Sofie)

Metode
I dette afsnit præsenteres de overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med valg af metode,
samt en beskrivelse af undersøgelsens fremgangsmåde. For at kvalitetssikre vores
undersøgelse har vi forholdt os kritisk til de metoder, vi har brugt, samt løbende
kontrolleret vores fund, ved at forholde os til deres placering i den oprindelige kontekst.

(Mia)

Design for undersøgelse og videnskabsteoretisk tilgang

I henhold til problemstillingen er formålet med vores projekt at få indsigt i og forståelse for
vores informanters oplevelse af muligheder og begrænsninger forbundet med at sikre
kontinuitet i patienters rehabiliteringsforløb. Vi fandt det derfor relevant, ud fra et
fænomenologisk inspireret perspektiv, at anvende det kvalitative forskningsinterview, fordi
man her arbejder ud fra en interesse i at forstå sociale fænomener ud fra aktørens egne
perspektiver. Formålet er, at man indhenter beskrivelser af den interviewedes livsverden
med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener og derved opnå en
forståelse af disse. Dette gjorde vi ud fra et semistruktureret interview i overensstemmelse
med en interviewguide, der fokuserede på bestemte emner. Vi valgte at udføre
interviewene enkeltvis, da vi vurderede, at vi dermed ville få mere subjektive og oprigtige
udsagn, idet vi kunne sikre anonymiteten informanterne imellem (Kvale & Brinkmann,
2009). Interviewene blev transskriberet, og dette udgjorde fundamentet for vores
efterfølgende meningsanalyse, som vi beskriver nærmere i afsnittet ”Analysemetode”.

(Mia)
Litteratur

Ved projektets start foretog vi en litteratursøgning via forskellige databaser (Bilag 1) for at
få afdækket den evidensbaserede litteratur, der eksisterer indenfor området. Vi begyndte
med at afgrænse vores søgeord til engelske på internationale databaser, men måtte, grundet
for få fund, udvide med danske søgeord og danske databaser. Ydermere søgte vi i
referencelister fra relevante artikler eller tidligere bachelorprojekter for både at finde
litteratur samt for at få inspiration til begreber og variabler, som virkede centrale for vores
undersøgelse. Søgningen forsatte løbende i takt med projektets udvikling (Kruuse, 2005;
Lindahl & Juhl, 2009).

(Mia)

Udvælgelse af informanter

For at kunne belyse vores problemstilling valgte vi at interviewe ergoterapeuter fra

henholdsvis PC og DPC, da vi var interesserede i at indhente viden om deres samarbejde.
Vi valgte at inkludere begge parter samt have lige mange informanter fra begge regi, da vi
mente, at analysen ellers ville være farvet af den dominerende part. Vi fik i starten af
projektet kontakt til ergoterapeuter fra hele landet, som bekræftede, at problemet fandtes.
Her oplevede vi enighed landet over, hvilket gjorde, at vi kun udvalgte informanter på
sjælland for at begrænse vores tid på transport.

Vi ringede til vores informanter frem for at skrive brev eller e-mail, da vi på den måde
havde mulighed for at uddybe eventuelle spørgsmål. Vi havde på forhånd opsat følgende
kriterier for inklusion af informanter:

Inklusionskriterier

Ergoterapeuter ansat på PC og DPC, som har udvekslet behandlingsoplysninger om

minimum tre patienter.

Via den telefoniske kontakt fik vi tilsagn fra otte ergoterapeuter – fire i PC og fire i DPC.
Herefter sendte vi alle otte en mail og bekræftede vores aftale, samt vedhæftede en
samtykkeerklæring (Bilag 2). Denne indeholdt oplysninger om fortrolighed og anonymitet
samt konsekvenser og fordele. Sidstnævnte med tanke for at belyse nytteetikken. I mailen
oplyste vi, at samtykkeerklæringen først skulle underskrives, ved selve interviewet, således
at de havde ekstra tid til at forholde sig til indholdet. Vi havde vores overvejelser omkring,
at otte informanter kunne blive for omfattende den afsatte tid taget i betragtning. Vi valgte
alligevel at gennemføre alle interviewene, da vi, med henblik på afbud, dermed følte os
bedre sikret i at have datamateriale nok.

(Ninna)

Interviewguide

Som tidligere beskrevet valgte vi at lave et semistruktureret interview, hvilket nærmer sig
en hverdagssamtale. Men fordi man har et bestemt formål, indebærer interviewet en særlig
tilgang og teknik – det udføres i overensstemmelse med en interviewguide (Kvale &
Brinkmann, 2009).

Vi udarbejdede interviewguiden ud fra vores problemstilling og problembaggrund. Den

blev opbygget af seks overordnede emner, hvor der til hvert emne hørte mindst ét
hovedspørgsmål, eventuelle underspørgsmål, samt forslag til uddybelse af spørgsmålene
(Kvale & Brinkmann, 2009). Vi opbyggede interviewguiden skematisk for derved at skabe
overblik og struktur for interviewene (Bilag 3).

I udarbejdelsen af interviewguiden beskrives det, at man skal tage højde for to

dimensioner; den teoretiske og dynamiske. Den teoretiske dimension handler om at sikre,
at interviewet kommer til at omhandle det, der har interesse ift projektets problemstilling
og de teoretiske referencer. Denne dimension tog vi hensyn til ved at opbygge
interviewguiden ud fra vores teoretiske forforståelse, omfattende kontinuitet, organisations
teori og MoHO. Dette for både at få kendskab til informanternes menneskelige aspekter og
deres omgivelsesmæssige rammer forbundet med udfordringerne i at sikre kontinuitet. Den
dynamiske dimension handler om at få den sociale situation til at lykkes. Vi var derfor
bevidste om, at spørgsmålenes formulering skulle fremme et positivt samspil i
interviewsituationen og stimulere informanten til at tale om egne følelser og oplevelser.
Derudover forholdt vi os til, at spørgsmålene skulle være letforståelige og fri for
akademisk sprog (Kvale & Brinkmann, 2009). I den forbindelse valgte vi at anvende
”sammenhæng i patientforløbet” i stedet for begrebet ”kontinuitet”. Hovedspørgsmålene
havde primært en deskriptiv form for at fremme spontane beskrivelser fra informanten.
Desuden forsøgte vi gennemgående at formulere åbne spørgsmål for at få en bredere og
mere uddybende beskrivelse af informanternes subjektive oplevelse. De åbne spørgsmål og
den lave grad af strukturering gav os mulighed for at forfølge og afklare betydningen af de
relevante aspekter i informantens svar (Kvale & Brinkmann, 2009).

For at kunne undersøge hvilke udfordringer der er i at samarbejde på tværs af to forskellige

enheder, blev vi nødsaget til at udfærdige to interviewguides - én til PC og én til DPC. Vi
forsøgte, så vidt det var muligt, at lave disse identiske, men af naturlige årsager måtte vi
spørge ind til informanternes samarbejde alt efter, om disse skulle videregive eller modtage
behandlingsoplysninger.

Vi afprøvede begge vores interviewguides med to tidligere medstuderende, som arbejder i

hhv. PC og DPC. Dette gjorde vi for at teste forståelsen af vores spørgsmål og for at
afprøve vores roller som interviewere. Vi erfarede, at vi skulle rette enkelte spørgsmål til,
så de fremstod mere konkrete og åbne, samt at vi skulle give informanterne tid til at
reflektere. Vi noterede at interviewene udfyldte den afsatte time (Kvale & Brinkmann,
2009).

(Sigrid)

Interviewsituationen

Interviewene blev afholdt på informanternes arbejdsplads og tilrettelagt ud fra tidsrum, der

passede den enkelte informant. Vi havde afsat halvanden time til de enkelte interview med
informanterne, da vi tog højde for ekstra tid til briefing, debriefing og pauser undervejs
(Kvale & Brinkmann, 2009).

Vi valgte at udføre interviewene parvis – fire interview til hvert par. Dette var bl.a. for at
kunne udføre flere interview samme dag. Vi vurderede også, at to interviewere ville skabe
en mere rolig, uformel og behagelig stemning. Samtidig mente vi at to interviewere ville
være mere optimalt, da den ene kunne koncentrere sig om selve interviewet, mens den
anden kunne bevare overblikket og sikre, at interviewguiden blev fulgt samt styre
diktafonen og tiden. Vi fastholdt de samme roller igennem alle interview, for at sikre
ensartetheden i gennemgangen af interviewguiden bedst muligt.
Vi startede interviewene med at få underskrevet den informerede samtykkeerklæring. Dette
fungerede som en del af vores briefing, hvor de fik mulighed for at opsummere indholdet
heri. Herudover blev informanterne informeret om brugen af diktafon (Kvale &
Brinkmann, 2009).

Vi gav informanterne en oversigt over de otte hovedemner i interviewguiden inkl.

indledende- og afsluttende spørgsmål for at give dem overblik over interviewforløbet
(Launsø & Rieper, 2005).

Under selve interviewet bestræbte vi os på at forholde os objektive ift informanternes

udsagn. Samtidig var vi opmærksomme på at være aktivt lyttende og at vise interesse,
forståelse og respekt for derigennem at skabe en god kontakt. Vi var opmærksomme på at
gøre plads til tænkepauser, så informanterne kunne have tid til refleksion uden at føle et
pres (Kvale & Brinkmann, 2009).

Vi afsluttede interviewet med en debriefing – dels indeholdt i selve interviewguiden under

”afsluttende spørgsmål”, hvor vi spurgte, om informanterne havde noget at tilføje. Efter vi
slukkede diktafonen, fik de igen mulighed for, uformelt, at stille flere spørgsmål.

Vi evaluerede, alle fire, efter hvert interview for ydermere at sikre ensartetheden i
gennemgangen af interviewguiden bedst muligt (Kvale & Brinkmann, 2009).

(Sofie)

Transskription af interview

Vi valgte at benytte os af digital diktafon, hvilket gav intervieweren frihed og mulighed for
at koncentrere sig om interviewsituationen samtidig med, at informanternes svar kunne
dokumenteres så præcist som muligt i transskriptionen. Vi valgte at uddelegere
transskriptionerne, da alle medlemmer i gruppen havde interesse i at være en del af denne
proces. Inden transskriptionerne udarbejdede vi et sæt regler for skriveproceduren (Bilag
4), for at sikre en ensartethed af de transskriberede interviews (Kvale & Brinkmann, 2009).

Vi valgte selv at transskribere de interviews, vi havde deltaget i. Dette gjorde vi på

baggrund af, at forskere, der transskriberer egne interview, har mulighed for at genkalde
sig sociale og emotionelle aspekter af interviewet. Grundet etiske overvejelser, samt at vi
ikke laver en sproglig analyse, valgte vi ikke at medtage ufærdige sætninger og ord som
”hmm” og ”øh”.

Vi har gennem processen taget højde for fortrolighed og anonymitet, ved bl.a. at sløre
informanterne med bogstaverne A-H. Vi har desuden omformuleret dele af teksten, hvor
der blev nævnt navne eller steder. Men vi har samtidig forsøgt at opnå størst mulig loyalitet
overfor det sagte (Kvale & Brinkmann, 2009).

Forud for den egentlige analyse gennemlæste og diskuterede alle gruppens medlemmer
transskriberingerne, hvilket skulle sikre en ensartet forståelse og overblik over den
indhentede data (Kvale & Brinkmann, 2009).

(Sigrid)

Analysemetode

Vores formål er at få en forståelse af de nuancer, fællestræk og typiske egenskaber, som

vores informanter oplever i praksis. Resultaterne for vores analyse vil derfor være på et
beskrivende niveau.

For at kunne organisere vores datamateriale har vi valgt at benytte os af analysemetoden

systematisk tekstkondensering, som er inspireret af Giorgis fænomenologisk analyse
beskrevet i ”Kvalitative metoder i medicinsk forskning – en innføring” (Malterud, 2003).
Da vi er nybegyndere i forskningsopgaver, anbefales det at vi holder os til en foreliggende
analyseprocedure, da opmærksomheden på denne måde bedre kan rettes mod indholdet af
opgaven. Denne metode er velegnet til en deskriptiv tværgående analyse af fænomener fra
flere forskellige informanter, som det er tilfældet med vores materiale.

Formålet med den fænomenologiske analyse er at få kendskab til informanternes erfaringer

og væsentligste kendetegn inden for et afgrænset område – her samarbejdet mellem PC og
DPC.

Iflg. Goirgi anbefales det, ved systematisk tekstkondensering, at man gennemgår fire trin i
analysen (Malterud, 2003). Disse beskrives ud fra vores fremgangsmåde i det følgende.

Først gennemlæste vi det transskriberede råmateriale for at finde frem til en helhed, hvilket
set fra et fænomenologisk syn gøres uden at have forforståelse og teoretiske
referencerammer i baghovedet. På den baggrund kunne vi identificere enheder i teksten,
som bl.a. ud fra citater dannede grundlag for udviklingen af fem hovedtemaer. Ved
udelukkende at tage udgangspunkt i vores informanters udsagn kunne vi formindske
analytisk reduktion og derved være mest muligt tro mod informanternes udsagn og
meninger samt få et nuanceret billede af deres oplevelser (Malterud, 2003).

Efterfølgende inddelte vi transskriberingen i meningsbærende enheder, dvs. vi udvalgte

citater, som gav information om vores hovedtemaer. Her begyndte vi en kodning – en
systematisering af teksten for at opfange og klassificere de meningsbærende enheder. Vi
fulgte Kerstin Malteruds (2003) fremgangsmåde ved kun at notere de meningsbærende
enheder, som havde relevans for vores problemstilling.

Under hver af vores kodegruppe sorterede vi meningen i materialet og fandt frem til
tilsvarende subgrupper. Vi valgte at afvige fra kronologien i de fire trin for at kunne få
subgrupperne inkluderet i matricen, så denne blev mere overskuelig. For at få et bredt
perspektiv udarbejdede vi, disse subgrupper i fællesskab og var igen opmærksomme på, at
indholdet havde relevans for vores problemstilling (Malterud, 2003).

Vi valgte at udarbejde en matrice, da det anbefales at organisere materialet på denne måde

for visuelt at give et overblik over, hvilke temaer fra hvilken informant de forskellige
tekstbider tilhører (Bilag 5).

Vi sorterede nu de meningsbærende enheder i grupper efter koder og måtte erfare, at nogle

koder kun besad få meningsbærende enheder. Vi valgte derfor enten at flytte dem eller
slette dem som meningsbærende. Nu stod vi tilbage med et dekontekstualiseret udvalg af
velsorterede og meningsbærende enheder. Som det næste i processen anbefales, at man
laver kunstige citater, ved at kondensere teksten i de meningsbærende enheder. Dette
gjorde vi for at finde frem til essensen og mønstre i disse for derefter at udarbejde
indholdsbeskrivelserne af hver subgruppe (Malterud, 2003).

I indholdsbeskrivelserne sammenfattede vi vores viden ud fra informanternes udsagn i de

enkelte subgrupper ved at genfortælle på et mere generelt plan, hvad informanterne har
beskrevet. I denne proces var vi igen opmærksomme på kun at anvende materiale, som
direkte svarede på vores problemstilling. Vi tilføjede citater fra de meningsbærende
enheder, som bedst illustrerede det omtalte i indholdsbeskrivelsen (Malterud, 2003).
For at validere vores viden anbefales, at man rekontekstualiserer resultaterne op mod det
oprindelige datamateriale. Dette gjorde vi ved at krydslæse matricen og vores
indholdsbeksrivelser for evt. at finde frem til informanter, hvis udsagn, vi ikke havde
forholdt os til, eller informanter, der direkte modsagde det skrevne. Vi var desuden
opmærksomme på at inddrage alle informanter (Malterud, 2003).

(Mia)

Præsentation af informanter
Vores informanter er ergoterapeuter, repræsenteret ved begge køn, med halvanden til 22
års erfaring inden for psykiatrien. Informanterne arbejder inden for hhv. PC og DPC og har
her halvanden til 13 års erfaring.

På PC er informanternes primære arbejdsopgaver afdækkelse af aktivitetsproblemer,

undersøgelse, undervisning, udslusning, tværfaglige-, socialtfærdighedstrænings-, kreativ-,
emne- og nyhedsgrupper, individuel træning, samtale med kontaktpersonen, målrettet
træningsforløb, jeg-støttende/jeg-styrkende behandling. En enkelt var koordinerende
ergoterapeut, hvor arbejdet fordelte sig på en tredjedel koordinatorarbejde, administration,
faglig udvikling og to tredjedele på patientarbejdet.

På DPC er informanterne ansat som kontaktpersoner for et varierende antal patienter. De

har mange opgaver, der går ud over de ergoterapeutiske ydelser som bl.a. vedligeholdelse
af medicin, støtte økonomisk, koordinere med de andre faggrupper, samtaler,
socialfærdighedstrænings-, livsstilsændrings-, psykoeducations-, angst- og fysisk gruppe.

(Ninna)

Resultatopgørelse
Nedenstående afsnit er en indholdsbeskrivelse af vores undersøgelsesresultater.
Informanternes udsagn har vi omformuleret til en sammenhængende tekst, hvor vi har
fundet fællestræk i det sagte. Afsnittet er inddelt i fire overordnede koder, indeholdende
resultater relateret til problemstillingen.

(Sofie)
Kode 1: Manglende ensartethed i udvekslingen af oplysninger

Retningslinjer:

Der var, fra vores informanter, en bred enighed om, at der var mange forskellige
muligheder, men ingen formaliserede retningslinier, for, hvordan de kan udveksle
informationer mellem akut og ambulant regi. Dette oplever flere af informanterne som
hæmmende for det sammenhængende patientforløb.

H L. 56-57: Så der er ikke sådan noget formaliseret, der siger, at vi skal lave noget
skriftligt, der kan gives videre. Det er der ikke.

Det eneste, informanterne nævner som formaliseret, er kravet om oplysningspligt. De skal

skrive journalnotater vedrørende arbejdet med patienten, det vil sige undersøgelser og
behandling samt udfylde et udskrivningsnotat. Informanterne udtaler, at
udskrivningsnotatet, skal udarbejdes ved hvert afsluttende patientforløb, hvilket dog
sjældent bliver gjort.

Udskrivningsnotatet gives til den ansvarlige overlæge, som udarbejder epikrisen. Der er
imidlertid ingen retningslinjer for, at epikrisen skal indeholde information om de
ergoterapeutiske ydelser. Det er op til lægen at vurdere, hvad han finder relevant. Det sker
sjældent, at de specifikke ergoterapeutiske ydelser bliver beskrevet, hvilket flere af
informanterne efterspørger, da det begrænser deres muligheder for at sikre hele
rehabiliteringsforløbet.

H L. 101-104: Det er jo ikke direkte, jeg giver det videre. Jeg har jo i princippet bare
beskrevet og dokumenteret det stykke arbejde, jeg har lavet herinde, og så er det jo et
spørgsmål, hvad der bliver sorteret i af lægen, og hvad de skriver i epikrisen.

(Sofie)
Lokale procedurer:

Flere af vores informanter udtrykker, at videreformidling af de ergoterapeutiske

interventioner forbedres i de situationer, hvor samarbejdspartnere fra DPC og PC mødes til
konferencer.

L 380-381: Det gode er nu, at de fra distriktet kommer ind til vores konferencer, sådan at i
hvert fald den del af overleveringen sker bedre.

En informant udtaler, at hun engang imellem mødes med behandleren fra DPC sammen
med patienten inden dennes udskrivelse og taler igennem, hvad der er arbejdet på, hvilket
hun påpeger, er optimalt for patientforløbet.

Flere af informanterne efterspørger faste procedurer for informationsudveksling for at

forbedre samarbejdet.

C L. 259-260: Hæmmende er helt klart dét med, at vi ikke har fået lavet en klar procedure
for overlevering. Den manglende kommunikation.

(Mia)

Indhold af de udvekslede informationer

Flertallet af informanterne påpeger, at det ikke er nok i sig selv at udveksle informationer,
men at det også drejer sig om indholdet af dét, som bliver videreformidlet.

D L. 169-172: Altså hvis der nu eksempelvis står, at en patient profiterer af det, så er det
sgu meget godt at vide, hvad det egentlig var, patienten profiterede af. Var det dét sociale
samvær, eller var det dét at være kreativ, eller hvad var det.

Informanterne efterspørger specifikke detaljer omkring den ergoterapeutiske behandling,

da de ofte modtager alt for overfladiske beskrivelser, som mangler konkret information ift
at kunne videreføre en behandling.

F L. 199-202: Det ville selvfølgelig være rigtig, rigtig rart, at der i højere grad kom nogle
informationer omkring patientens funktionsniveau, når de var inde på akutafdelingen. Det
ville være rigtig rart. Det kunne jeg faktisk godt bruge og arbejde videre med.
(Ninna)

Kode 2: Forskellige forudsætninger for udøvelse af ergoterapi i hhv. PC og

DPC

Fagteoretisk tilgang

I DPC er man ansat som kontaktperson og ikke ud fra specifikke faglige kvalifikationer,
dvs. at en kontaktperson lige såvel kan være en sygeplejerske som en ergoterapeut. Til
dette beskriver informanterne på PC, at det ofte er en sygeplejerske, der overtager deres
patienter, hvilket besværliggør samarbejdet, fordi man ikke bruger de samme termer.
Samtidig kan sygeplejerskerne have svært ved at se meningen med de bagvedliggende
tanker for behandlingen, som derfor ofte ikke følges op.

H L. 39-41: Det er jo desværre ikke altid sådan, at det er en ergoterapeut, man kommer
ud og afleverer til, det kan lige så godt være en kontaktperson med en anden faglig
baggrund.

Vores informanter i DPC beskriver desuden, at deres arbejdsfunktion defineres som

koordinator ift at formidle kontakt til socialforvaltning, jobcentre og praktiserende læger
samt internt at koordinere patienternes behandling. De betegner derfor deres vigtigste
samarbejdspartnere inde på PC, som de kontaktpersoner der er på afdelingen.
Kontaktpersonsfunktionen omfatter i højere grad praktisk hjælp til patienterne angående
økonomi, medicin, jobsituation end egentlig ergoterapi.

A L. 22-26: Det meste af min tid bruger jeg på at være kontaktperson. Altså, jeg bruger
ikke ret meget tid på at lave monofaglige ergoterapeutiske ydelser. Jeg er primær
behandler, som betyder, at man har en håndfuld patienter. Jeg tror, jeg har nogle og tyve
patienter, som jeg er den primære behandler for. Dvs. at det er mig, de kommer til
samtaler hos, det er også mig, der koordinerer deres øvrige behandling.

Generelt oplever vores informanter, at det begrænsede fokus på ergoterapi i DPC er

hæmmende for samarbejdet mellem ergoterapeuterne i PC og DPC.

E L. 397-403: Vi synes, det er så ærgerligt, at de ikke arbejder mere ergoterapeutisk ude i

distriktet, at de arbejder mere som kontaktperson, vi synes, at det giver for lidt. Det er lidt
ærgerligt, at de ikke har mere fokus på det ergoterapeutiske, men mere er kontaktperson.
Hvor det, vi går og gør herinde, synes vi, jo er super vigtigt og super interessant og
virkelig ergoterapeutisk, og så kommer pt. videre, og så bliver det sådan en lidt mere
almen kontaktperson, der kigger sådan lidt mere bredt på patienten. Hvor vi synes, det
ergoterapeutiske godt kunne komme lidt mere i fokus.

(Sigrid)

Samarbejde omkring undersøgelsesredskaber/referencerammer

Blandt informanterne var der en bred enighed om, at det er vigtigt at have fokus på, at der i
DPC bliver fulgt op på de undersøgelser, der er lavet i PC for på den måde at sikre
kontinuiteten. De steder, hvor man anvender de samme undersøgelsesredskaber og
referencerammer, beskrives det, at kommunikationen lettes, fordi man oplever at have et
fælles sprog. Dette afstedkommer, at det er nemmere at følge op på det, som er opstartet.

A L. 75-76: Det, at anvende de samme redskaber, gør det nemmere at kommunikere, da vi

har et fælles sprog med de samme referencerammer. Så kommunikationen lettes klart, for
formen bliver lettere at tale i. Det sikrer også, at vi mener det samme.

Informanterne beskriver, at redskaberne i PC og DPC har et forskelligt formål, da

patientens situation er en anden i DPC end på PC. Dette resulterer i, at det er svært at
samarbejde om redskaberne, idet man bruger dem forskelligt, og i et enkelt tilfælde har
man fundet det umuligt at anvende de samme redskaber.

F L. 97-103: Én ting er, hvordan man arbejder inde på en akut afdeling, og med de
redskaber man har derinde. En anden ting er, at når man kommer herud, og patienten –
det er jo et ambulant forløb, de så kommer i her, og hvor de er hjemme i deres hjem – vi
kan nødvendigvis ikke anvende de samme redskaber som sådan, ikke i praksis. Det er i
hvert fald ikke det, vi gør, kan jeg sige. Det er ikke det, der bliver gjort.

Informanterne giver ligeledes udtryk for, at det er ærgerligt, at det ofte ikke er en
ergoterapeut i DPC man samarbejder med, fordi der derved ikke bliver fulgt op og
revurderet på de ergoterapeutiske redskaber og tests.
(Sofie)

Ressourcefordeling

Samlet set beskriver vores informanter, at der er ansat få ergoterapeuter i DPC, hvilket er
hæmmende for kommunikationen, da kontaktpersonen ofte har en anden fagteoretisk
baggrund.

Desuden har ergoterapeuterne i DPC tildelt mange flere patienter, end ergoterapeuterne
ansat på PC har, hvilket gør, at de i DPC ikke har samme muligheder for at tilbyde
patienterne behandling og dermed ikke mulighed for at videreføre den opstartede
behandling fra PC. Informanterne beskriver derudover, at der er større mulighed for at
tilbyde gruppetræning i PC end i DPC, hvilket igen begrænser mulighederne for at
videreføre den opstartede behandling.

E L. 172-176: Der er faktisk ikke så mange ergoterapeuter i DPC. En – to ergoterapeuter

i hvert team og de er jo omkring 100 patienter i hvert team i hvert fald. Så måske én ud af
ti får en ergoterapeut som kontaktperson, så har de prøvet at starte nogle grupper op, de
har heller ikke så mange grupper derude, så det er jo en meget lille procentdel, der får
ergoterapi som opfølgende.

En informant påpeger, at det kunne være rart, når der blev overført nye patienter fra PC til
DPC, at man kiggede på, om patienten havde fået ergoterapi, og om der yderligere var
behov for træning, således at patienten fik tildelt en ergoterapeut som kontaktperson.

(Mia)

Patientens situation

Vores informanter beskriver, at patienternes behov for træning varierer alt efter, om de er i
indlagt på PC eller tilknyttet DPC. Informanterne i DPC oplever, at de ofte er nødt til at
starte på ny med patienterne. De udtaler, at nogle patienter oplever, at deres situation
forværres pga. den nye situation, og andre er mere velfungerende efter udskrivelse. På
grund af ovennævnte beskriver informanterne, at det ikke altid er relevant at videreføre den
opstartede behandling.
A L. 114-119: Jeg må nok sige, at vi tit nok må starte lidt på ny. Men det er set i lyset af,
at patienten er i eget hjem, pludselig, under helt andre vilkår. Den nye situation giver et
tilbageslag på en eller anden måde. Det er noget helt andet at være i eget hjem end under
nogle beskyttede forhold, hvor hvis man har svært ved at opretholde strukturen selv, så er
der nogle andre, som gør det. Det er ikke de vilkår, de ryger hjem til, så det er ret tit, synes
jeg, at vi er nødt til at kigge på det som en ny situation, under nye forudsætninger, og det
giver nyt outcome.

(Sigrid)

Kode 3: Organisationens rammer i forhold til ergoterapeuters

handlemuligheder

Fysisk afstand

Der er blandt informanterne enighed om, at geografisk spredning af PC og DPC, som i

forhold til nærhedsprincippet gavner patienterne, gør det sværere at samarbejde af flere
årsager. Mange omtaler den lange transporttid som en hindring for udvekslingen af
informationer, da man ikke kommer forbi dagligt. Dette afstedkommer bl.a., at
informationer går tabt, idet de er afhængige af den skriftlige informationsudveksling.
Desuden ytrer informanterne, at det går ud over samarbejdet i udslusningsfasen, at de ikke
har den daglige kontakt. Herudover nævnes det, at den sparsomme kontakt mellem
samarbejdspartnerne har indflydelse på deres indbyrdes relation, hvilket har medført, at
man ikke gør brug af hinandens kompetencer.

E L. 111 -116: Samarbejdet fungerer ikke særlig godt, og vi synes ikke, vi kender
hinanden eller bruger hinanden, efter de er flyttet fra hospitalsområdet. Rent geografisk
betyder det bare, at de er længere væk. Men bet betyder også, at man ikke lige mødes og
får den der daglige omgang som før, hvor de var tættere på hospitalet. Nu er det jo vigtigt,
at vi bruger journalen som redskab til at få overført de her data om patienten, og det er vi
ikke gode til.

Enkelte nævner, at det er et spørgsmål om at organisere sig, hvis den fysiske afstand ikke
skal være hæmmende for samarbejdet. Dette stiller krav til organisationen og den enkelte
ift prioritering og strukturering.
(Ninna)

Ressourcemæssige rammer

Alle informanterne beskriver, at det er essentielt at samarbejde, da det skaber en rød tråd
for patienten, men at dette er svært at opnå i praksis pga. manglende tid. De oplever, at der
ofte ikke er tid til at mødes til konferencerne, hvilket resulterer i, at der ikke bliver
udvekslet oplysninger om behandling. Manglende kontinuerlige møder gør, at der til
konferencerne skal drøftes et stort antal patienter, hvilket gør at der ikke er tid til at
formidle detaljer. Derudover er der i hverdagen ofte ikke tid til hverken at skrive eller læse
relevante informationer om patienterne. Dette bevirker, at meget, af det udredningsarbejde
der bliver lavet, ikke kommer videre, og fordi der er så mange opgaver, så beskriver en
informant, at man ikke har tid til at være opsøgende ift at sikre, om tingene er kommet
videre. Informanterne udtrykker desuden frustration over, at der er for få ansatte, fordi det
medfører et dilemma ved, at skulle vælge mellem samarbejde og patientarbejde. I den
forbindelse understreger flere informanter, at det er fremmende for samarbejdet, når
samarbejdspartnerne er lettilgængelige ift at besvare opkald og læse mails, men at dette
ofte nedprioriteres, fordi de da må tage tiden fra patienterne.

E L. 493-497: Hvis vi ikke får muligheden for at mødes osv., ikke får mulighed for at
omlægge vores tid og hele tiden får pålagt nye ting, som vi også skal tage os af, og
omstruktureringer og omlægninger og akutte sager, hvis vi hele tiden bliver presset, jamen
så er det jo også meget hæmmende for, at det her samarbejde kan foregå.

Informanterne oplever, at deres initiativer til at sikre sammenhæng må nedprioriteres pga.

udefrakommende pres. Informanterne på PC udtrykker frustration over, at der, grundet
nedskæringer, er fokus på praktiske ting i stedet for fokus på at optimere behandling og
overgang. Ligeledes oplever nogle informanter i DPC en frustration over at måtte
nedprioritere opfølgning og samarbejde grundet pres fra kommunen om at have fokus på
patienternes jobsituation.

A L. 176-179: Men der er bare så mange ting, som er afgørende for patientens gøren,
laden og færden, og jeg synes, at vi i disse år bliver meget presset af kommunen, jobcentre
osv., som gør det meget svært for os at samarbejde. Der er så mange, som bestemmer så
meget over patienterne, så det bliver svært at følge op på dem.
(Sofie)

Organisationens opbygning

Informanterne beskriver, at deres arbejdsplads er hierarkisk opbygget med fasttømret

kultur og traditioner. I den forbindelse oplever de, at det er svært at ændre på forholdene,
trods det at de ytrer frustration over, at samarbejdet mellem PC og DPC ikke fungerer
optimalt og kommer med konkrete løsningsforslag.

D L: 347-352: Folk er frustrerede over, at der er noget, der er gået tabt, og det har skabt
splid i behandlingsalliancen og har givet dårligt behandlingsforløb for patienten. Ud af
det så kommer der nogle ideer til, hvordan man måske kunne gøre det bedre. Men der er
langt fra idé til ren handling inde fra afdelingen. Og det er heller ikke afdelingens ansvar
at tage de her ideer, som vi kommer med. Det skal jo op på højere niveau.

Desuden oplever ergoterapeuterne i PC, at de ingen indflydelse har på, hvornår patienterne
bliver udskrevet, hvilket medfører, at noget information til DPC går tabt, fordi man ofte
ikke når at lave et udskrivningsnotat. På samme måde oplever informanterne i DPC, at de
ofte ikke bliver informeret, når deres patienter indlægges, hvilket de beskriver som
hæmmende for kommunikationen om patienterne. Derudover ytres ønske om mere direkte
samarbejde i forbindelse med patienternes udslusning, så der opnås mere glidende
overgange. Men friheden til at udføre dette i praksis, oplever de, begrænses af
organisationens retningslinjer, da disse fordrer en skarp opdeling af behandlingsansvaret
mellem PC og DPC.

D L: 260-269 Vi er jo underlagt nogle bestemte retningslinjer for, hvordan vi må gøre

tingene, så der er ikke plads til så meget personlig udfoldelse, kan man sige. Jeg kunne
godt tænke mig at gøre mange andre ting, hvis patienten var indlagt, for eksempel se
patienten noget mere og tage patienten noget mere ud fra afdelingen, så man laver en
glidende udslusning osv., men det er ligesom ikke dét, der er lagt op til her på centret. Når
patienten er indlagt, så er behandlingsansvaret inde på afdelingen, og så overtager vi
behandlingsansvaret, når de kommer herud. Så vi er meget begrænset på den måde, at vi
ikke kan overlappe hinanden.

(Mia)
Kode 4: Ergoterapeuters menneskelige tilgang

Motivation

Generelt har informanterne den holdning, at det er vigtigt, der bliver fulgt op på den
opstartede behandling og at der skabes glidende overgange, for at kunne sikre
sammenhæng i- og styrke rehabiliteringsforløbet. Der er derfor stor fokus på at få
samarbejdet til at fungere, og de beskriver, at det ikke er pga. uvilje, når det ikke fungerer,
men fordi det er svært at organisere.

D L. 200-202: Det betyder meget at følge op på den opstartede behandling. Det betyder
netop, at jeg føler, at jeg gør et godt arbejde ift patienten, og at jeg får samlet op på de
ting, som er blevet sat i gang.

Vores informanter finder det devaluerende, når der opstartes en ny behandling og derved
ikke tages højde for det arbejde, de har lavet med patienten. I den sammenhæng beskriver
en informant fra PC, at det er vigtigt med opfølgning og samarbejde, fordi der ellers er en
masse arbejde der går tabt.

E L. 58-63: Jeg synes, så arbejder vi med noget herinde, og så kommer patienterne ud til
dem, og så starter de ligesom på deres egen behandlingsplan derude og arbejder måske på
noget helt andet, så det jeg går og arbejder med herinde hos mig, det føler jeg jo bliver lidt
tabt, altså sådan lidt meningsløst, fordi patienten har glæde af det og udvikler sig og
kunne have fortsat brug for at arbejde med de her ting som social færdighedstræning, eller
hvad det nu kan være.

Flere af informanterne anser det for fremmende, at deres samarbejdspartnere er

imødekommende. Dette betyder meget for motivationen ift at samarbejde. Det er dog ikke
altid, at der opleves en fældes værdi for dette. I den forbindelse nævner to informanter, at
det for dem ikke er vigtigt at samarbejde. Den ene har kun fokus på sit eget forløb med pt
inde på PC og forholder sig derudover ikke til, om det er relevant for DPC at modtage
behandlingsoplysninger. Den anden informant er kontaktperson og arbejder ikke som
ergoterapeut, hun finder det derfor ikke relevant at følge op på behandling.

(Ninna)
Uformelle relationer ergoterapeuterne i mellem

Der er blandt informanterne enighed om, at det er fremmende for samarbejdet, hvis man
kender hinanden på det uformelle plan, samt har kendskab til hinandens arbejdsopgaver.
De uformelle relationer, ergoterapeuterne imellem, gør det nemmere at ringe og
videreformidle sine behandlingsoplysninger samt at skubbe på, hvis der mangler noget. En
informant påpeger dog, at den uformelle relation ikke må være afgørende for samarbejdet.

For at den uformelle relation kan finde sted, udtrykker en informant, at organisationen skal
skabe rammerne for dette.

A L. 240-247: Det fremmende er helt sikkert dét, at vi også har tid til at lære hinanden
som mennesker at kende. For nu bedre man kender hinanden og har arbejdet med
hinanden, nu lettere er det at tage telefonen og ringe til hinanden og sige: ” Hey, (navnet
på ergoterapeuten på psykiatrisk center) prøv lige at høre her. Nu bedre man kender
hinanden, nu bedre kender man også hinandens sprog og termer, så når jeg siger sådan
og sådan, så tænker hun: ” Nåh, det er sådan (navnet på informanten) mener, jamen så
gør vi sådan og sådan”. Så genkendelighed og en organisation, hvor vi også kan lære
hinanden at kende på den mere uformelle måde, synes jeg, kan være meget fordrende for
det.

(Sigrid)

Diskussion af resultater
I dette afsnit diskuteres resultaterne med henblik på at kunne forstå, hvilke sammenhænge
der ligger til grund for informanternes oplevelse af udfordringer ift. at sikre kontinuitet i
patienternes rehabiliteringsforløb. Da kontinuitetsbegrebet er gennemgående i projektet,
har vi valgt at opbygge vores diskussionsafsnit ud fra tidligere beskrevet dimensioner. De
vigtigste resultater fra vores undersøgelse har vi, ud fra teori, empiri og videnskabelige
undersøgelser, diskuteret under disse afsnit.

(Sigrid)
Fleksibilitetsdimensionen og den individuelle dimension

Fleksibilitetsdimensionen indebærer, at man som behandler skal tilpasse og revurdere

behandlingen løbende ud fra patientens skiftende situation. Herefter tages højde for
patientens nuværende behandlingsbehov, hvilket den individuelle dimension har fokus på
(Tehrani, 1995). For at kunne tilpasse en behandling mener vi, at man er nødt til at
samarbejde omkring at tage foregående behandling i betragtning.

Informanterne finder samarbejdet udfordrende, bl.a. fordi ergoterapeuternes roller er

forskelligt defineret i hhv. PC og DPC. De beskriver, at den fagteoretiske tilgang tillægges
stor værdi på PC. Dette, mener vi, er fordi, ergoterapeuterne her skal kunne skille sig ud fra
de andre faggrupper og indgå i et tværfagligt team, hvor hver faggruppe byder ind med
specifikke faglige kompetencer. På DPC lægges der, ifølge informanterne, vægt på, at de
som kontaktpersoner må bevæge sig ud over det ergoterapeutiske område, idet de må
påtage sig en koordinerende rolle for at kunne bistå patienterne i deres nuværende
situation. De beskriver i den forbindelse, at når patienten udskrives til DPC, så er der
måske i højere grad brug for praktisk hjælp angående økonomi, medicin og boligsituation,
end egentlig ergoterapi. Informanterne fortæller desuden, at kontaktpersonsfunktionen i
DPC kan besættes af andre sundhedsfaglige personer, hvilket, vi mener, kan underbygge,
at der i denne rolle ikke er fokus på den fagteoretiske baggrund.

Kielhofner (2006) beskriver, at det at have en bestemt rolle betyder, at man tilhører- og
handler i sociale systemer. Når rollen bliver internaliseret, påtages en identitet, som
udvikler en social defineret status. Rollemanuskripter leder én i efterlevelsen af en social
forventet adfærd og handlekompetence. I DPC er man som ergoterapeut ansat i en tvedelt
rolle, hvor den primære er som kontakterson og den sekundære som ergoterapeut. Der er
blandt informanterne en oplevelse af at arbejde under tidspres, hvilket medfører, at
ergoterapi og aktivitetsperspektivet ryger i baggrunden. Vi tolker, at dette kan medføre en
personlig interessekonflikt, da de bliver delt mellem to forskellige rollemanuskripter. Det
primære bliver styret af kontaktpersonfunktionen og det sekundære styret af
ergoterapeutprofessionen. Ergoterapeuterne på PC arbejder mere fagteoretisk og beskriver,
at de syntes, det er meningsfuldt for dem, hvis det arbejde, de har lavet, er grundlaget for
det, man går videre med i DPC. De forskellige roller og tilgange til ergoterapi, mener vi,
derfor kan være en del af grunden til, at informanterne oplever samarbejdet så svært.
Informanterne oplever desuden, at den forskellige faglige tilgang i PC og DPC er
hæmmende for samarbejdet, fordi informanterne på DPC må nedprioritere ergoterapi. Som
beskrevet i baggrunden er aktivitetsperspektivet kerneværdien i ergoterapeutisk praksis.
Creek (2005) beskriver, at aktivitet er vigtigt for menneskets normale udvikling, fordi
aktivitet er en del af det at opbygge en sund personlighed og social identitet.
Ergoterapeuter bruger aktivitet som træning til indlæring af færdigheder, hvorved bl.a.
relationer til andre kan etableres. Som beskrevet oplever informanterne, at det fagteoretiske
aktivitetsperspektiv er mere fremtrædende på PC, end det er på DPC. Ud fra
organisationsteorien, mener vi derfor, at trods PC og DPC tilhører den samme
organisation, så hersker der i de to enheder forskelligt værdigrundlag. Værdigrundlaget er
bærende for, hvordan man samarbejder både internt og eksternt i en organisation, og
værdierne er styrende for ens handlinger (Christiansen et al., 2005). Vi tolker derfor, at
samarbejdet mellem PC og DPC besværliggøres, fordi der i de to enheder hersker
forskellige værdiggrundlag. I en patienttilfredshedsundersøgelse omkring behandlingen i
DPC beskrives desuden, at 30 % af de adspurgte kommenterer, at de savner
behandlingstilbud i DPC, og herunder nævner de bl.a. ergoterapi og aktivitet (Region
Hovedstaden, 2008b, s. 60; Region Hovedstaden, 2008a).

(Sofie)

Tilgængelighed

Tilgængelighedsdimensionen indebærer, at der hverken må være barrierer af fysisk,

psykisk eller økonomisk karakter, som hindrer, at patienten kommer i behandling (Tehrani,
1995).

Vi finder, ud fra vores resultater, at informanterne har svært ved at praktisere den grad af
samarbejde, som de ønsker, hvilket de beskriver, er en barriere for, at patienterne får den
optimale ergoterapeutiske behandling. Informanterne oplever, at grunden til det
mangelfulde samarbejde bl.a. skyldes den geografiske spredning af PC og DPC.
For mere end 25 år siden, besluttede Folketinget, at hospitalspsykiatrien skulle ændres til
ambulant psykiatri, hvorefter DPC blev etableret i patienternes lokalmiljø. Formålet med
DPC var, at yde behandling i patienternes nærmiljø (Blinkenberg & Vendsborg, 2000).
Glynn m.fl. (Glynn et al., 2002) beskriver at intensionen med at behandle patienterne i
deres autentiske miljø er fremmende for patienternes rehabilitering. Det beskrives, at
patienten skal træne de sociale færdigheder, han har indlært under indlæggelsen, i det
autentiske miljø, hvis disse skal integreres i hverdagen. Idet informanterne på PC
beskriver, at deres behandling hovedsageligt består af social færdighedstræning, mener vi,
at denne artikel er relevant. Vi mener, ligesom det beskrives i artiklen, at det er fremmende
for patientens rehabilitering, at man har valgt at decentralisere behandlingen, sådan at
behandleren i DPC har mulighed for at træne med patienterne i deres autentiske miljø. Men
vi mener også, at det er vigtigt, at det er den behandling, som er opstartet på PC, som er
udgangspunktet for det, man arbejder med i DPC. Dette er dels for at bevare
behandlingskontinuiteten og dels for at udnytte den opstartede behandling til at
videreudvikle de færdigheder, patienten har indlært på PC, sådan at færdighederne ikke går
tabt men bliver integreret i patientens hverdag. Informanterne beskriver dilemmaet i, at de
ønsker dette samarbejde, netop fordi det ville optimere patienternes rehabiliteringsproces,
men at denne nødvendige opdeling af PC og DPC er hæmmende for samarbejdet.

Informanterne omtaler, at de organisatoriske er hæmmende for at ergoterapeuterne

indbyrdes kan danne uformelle relationer, hvilket besværliggør samarbejdet. Dette kan vi
forstå ud fra organisationsteorien, hvor det beskrives at bureaukratiske normer og regler
hæmmer muligheden for kollektiv frihed og dermed dannelsen af uformelle relationer.
Medarbejderne har et upersonligt forhold til hinanden, fordi det styrende element er
forpligtigelsen overfor et givent regelsæt. Vores informanter giver, ligesom
organisationsteorien, udtryk for, at muligheden for at kunne kommunikere og derved danne
uformelle relationer, er vigtig for at kunne gøre brug af hinandens kompetencer og derved
samarbejde optimalt (Christensen, 2008).

Informanterne fortæller ydermere, at PC og DPC er struktureret således, at der ikke er de

samme muligheder for individuel- og gruppebehandling i de to enheder. Informanterne i
DPC oplever, at de ikke har mulighed for at tilbyde samme behandlingsintensitet, da de har
tildelt flere patienter end ergoterapeuterne på PC. Derudover kræver deres funktion, at de
disponerer deres tid således at ergoterapi nedprioriteres. Dette gør, at ergoterapeuterne i
DPC ofte ikke har mulighed for at følge op på den opstartede behandling. Vi mener, det er
ærgerligt at der i DPC ikke er samme fokus på ergoterapi, som på PC, da der er risiko for,
at patienterne ikke får den behandling de har behov for. Dette mener vi, kan være årsag til
at speciallægerne i psykiatri Søren Blinkenberg og Per B. Vendsborg (2000), udskælder
DPC for ikke at yde god nok behandling. De beskriver endvidere at DPC endnu ikke har
fået tilført de nødvendige ressourcer til at kunne udføre de arbejdsopgaver, der er behov
for. Sengepladser på PC er blevet nedlagt, uden at man har øget ressourcerne til DPC.

Informanterne beskriver desuden, at organisationens retningslinjer begrænser deres

mulighed for indflydelse og personlige frihed. Samtidig oplever informanterne et tidspres,
som gør, at de må have fokus på praktiske ting i stedet for samarbejdet omkring
patienterne. Ud fra organisationsteorien, mener vi, dette kan hænge sammen med, at der i
nutidens sociale organisationer er et større hensyn til effektiv ressourceanvendelse end
hensynet til de professionelles autonomi. Dette afspejles i den fremherskende tendens til
kvalitets- og kontrolsikring, der finder sted overalt i den offentlige sektor (Jespersen,
2008).

Informanterne beskriver, at de er meget motiverede for at ændre på forholdene, således at

de kan fokusere mere på samarbejdet. De beskriver dog, at dette er svært, selvom der
opleves vilje, fordi deres arbejdsplads er hierarkisk opbygget med fasttømret kultur og
traditioner. Iflg. Kielhofner (2006) er der stor sammenhæng mellem menneskets vilje og
dets følelse af handleevne. Det beskrives, at viljen består af et dynamisk samspil mellem
værdier, interesser og oplevelse af handleevne, som påvirkes af omgivelserne. En oplevelse
af manglende handleevne gør, at man viger tilbage fra situationer, hvor man ikke er i stand
til at kontrollere resultatet. Følelsen af handleevne påvirker altså motivationen for at
foretage sig noget. Informanterne oplever en værdi i at sikre kontinuiteten og en interesse i
at samarbejde. Vi tolker, på baggrund af MoHO (Kielhofner, 2006), at fordi informanterne
ingen indflydelse har på forandring af de forhold, der er hæmmende for deres samarbejde,
stemmer deres interesser og værdier ikke overens med deres oplevelse af handleevne.
Dette, tænker vi, kan påvirke deres vilje til at tage aktiv del i samarbejdet fremover, da det
er demotiverende ikke at have indflydelse på at kunne opnå de ønskede resultater.

Jvf. organisationsteorien styres koordineringen af informanternes indsats fra toppen

gennem en række regler og rutiner, hvilket, vi mener, hæmmer deres følelse af handleevne
og indflydelse på forandring. Forandring i organisationen sker altså kun ved ændring af
reglerne (Christiansen et al., 2005). Da de fleste af disse regler er formaliseret, med afsæt i
den danske lovgivning, besværliggør det forandring i en organisation som den,
informanterne er ansat under.
Desuden er kulturen i en fagbureaukratisk organisation kendetegnet ved stabilitet, hvilket
også nedsætter muligheden for innovation og forandring. Det beskrives i
organisationsteorien, at

”organisationskulturen er et mønster af grundlæggende antagelser, der er opfundet,

opdaget eller udviklet af en given gruppe. Mønstrene er opstået efterhånden, som gruppen
lærer at håndtere sine problemer vedrørende ekstern tilpasning eller intern integration.
Disse mønstre har for gruppens medlemmer vist sig at være så værdifulde, at de
videregives til nye medlemmer som den rigtige måde at opfatte, tænke og føle på”

(Christiansen et al., 2005, side 194).

Organisationskulturen udvikler sig altså til varige og stabile mønstre, der kan blive meget
vanskelige at ændre. De grundlæggende antagelser er en betegnelse for den tavse viden,
medlemmerne i en organisation har, hvilket udmønter sig i en bestemt adfærd i bestemte
situationer (Christiansen et al., 2005). Disse mønstre i den daglige aktivitet betegner
Kielhofner (2006) som vanedannelse. En vane bliver til, når en handling har vist sig at
være effektiv på en eller anden måde og derfor gentages igen og igen. Men det beskrives,
at de vaner, vi pålægger os, ikke altid er den mest hensigtsmæssige måde at løse en opgave
eller gå i gang med et forløb på. De inkorporerer blot måder at gøre ting på, som har en vis
værdi for de omgivelser, hvor de udøves. Informanterne oplever, at omgivelserne dels er
hæmmende for at forbedre samarbejdet og udviklingen. Ud fra ovenstående kan det dog
også tænkes, at informanterne, grundet tidspres, har inkorporerede vaner ift at have fokus
på praktiske ting og patientarbejde frem for deres indbyrdes samarbejde. Denne vane kan
de have tillagt sig mere eller mindre bevidst som den mest effektive måde at arbejde på,
under de rammer organisationen har sat. Det beskrives, at alle vaner tjener til at bevare
handlingsmønstre, hvilket gør, at de er naturligt modstandsdygtige overfor forandringer
(Kielhofner, 2006). Informanternes vaner kan altså, på trods af et ønske om forandring og
forbedring af samarbejdet, også være en medvirkende faktor til, at deres vision ikke bliver
til handling. Dette fordi deres arbejde, under forholdene som de er nu, virker effektivt og
meningsfuldt.

(Ninna)
Kommunikation

Kommunikationsdimensionen omhandler, at kommunikationen skal kunne foregå uhindret

såvel mellem patient og ergoterapeuter som ergoterapeuterne i mellem (Tehrani, 1995).

Informanterne beskriver, at det er svært at få udvekslet behandlingsoplysninger, fordi der

ikke er retningslinjer for, hvordan det skal gøres. Dette oplever de som hæmmende for
deres samarbejde.
I organisationsteorien beskrives, at kommunikation i organisationen er udvekslingen af
informationer, der skal sikre, at personer kan træffe effektive beslutninger, dvs.
beslutninger der bidrager til organisationens målopfyldelse (Christiansen et al., 2005). Da
vi mener, at organisationens mål er at skabe sammenhæng i patientens rehabiliteringsforløb
er kommunikation altså en væsentlig faktor for opnåelse af dette. Det beskrives, at
kommunikationsprocesser udgør organisationens kerne, da det er gennem disse, at
resultater opnås. Strukturen i organisationen er rammen for processerne, og den kan enten
være fremmende eller hæmmende for disse (Christiansen et al., 2005). Vi tolker, at den del
af organisationens struktur, omhandlende manglede formaliserede retningslinjer for
overlevering, er hæmmende for ergoterapeuternes kommunikationsprocesser og dermed
deres samarbejde omkring at skabe sammenhæng i patienternes rehabiliteringsforløb.

På trods af manglende formaliserede retningslinjer beskriver flere informanter, at de skal

udarbejde et afsluttende notat, men at dette sjældent sker. Det afsluttende notat skal være
tilgængeligt for lægen, så han, i epikrisen, kan inkludere de oplysninger om
ergoterapeutisk behandling, han finder relevante at videregive til DPC. Vi mener det er
vigtigt at behandlerne i DPC modtager oplysninger og ergoterapeutisk behandling, så de
kan arbejde videre med dette over lang tid i patienternes lokale miljø, da dette ikke er
muligt på PC. Dette understøtter Glynn m.fl. (Glynn et al., 2002), da de, som tidligere
nævnt, understreger at varig effekt af social færdighedstræning, kræver en langvarig
træningsproces i patientens autentiske omgivelser. Ergoterapeuter i akut regi har ikke
mulighed for, i det omfang det kræver, at træne med patienten, sådan at færdighederne
både indlæres og integreres. Informanterne beskriver, at de specifikke ergoterapeutiske
ydelser sjældent bliver inkluderet i epikrisen, hvilket vi grundet ovenstående, mener, er
problematisk for patientens rehabiliteringsproces. Informanterne fortæller, at
konferencerne giver dem mulighed for mundtligt at formidle behandlingsoplysninger, og at
samarbejdet forbedres, når dette sker. Organisationsteorien underbygger brugen af
mundtlig formidling som en god mulighed for overlevering af behandlingsoplysninger, da
det beskrives, at skriftlig kommunikation kan være med til at langsommeliggøre og
ineffektivisere kommunikationen (Bømler & seemann, 2008).
Informanterne beskriver dog, at der sjældent er tid til at deltage på konferencerne, og hvis
det sker, er der et stort antal patienter, der skal drøftes, hvilket gør, at detaljer om den
ergoterapeutiske behandling sjældent bliver overleveret.

Ud fra diskussionen vurderer vi, at alle fire kontinuitetsdimensioner bliver brudt i det
ergoterapeutiske samarbejde på tværs af PC og DPC, hvilket resulterer i manglende
sammenhæng i patienternes rehabiliteringsforløb. Dette resultat stemmer godt overens med
resultatet i patienttilfredshedsundersøgelsen som tidligere nævnt i baggrunden, hvor kun 50
% af de adspurgte, fra ét amt, oplever sammenhæng i behandlingen mellem PC og DPC
(Feldskov, 2003, s. 42). Ligeledes brydes den Longitudinelle dimension, når patienterne
ikke oplever denne sammenhæng. (Tehrani, 1995).

(Mia)

Vores faglige baggrund har selvfølgelig haft en indflydelse i vores tilgang til resultaterne.
Vi ved, hvor meget omgivelserne påvirker vores handlemuligheder, hvorfor vi i
diskussionen har haft meget fokus på disse. Samtidig har vi haft fokus på informanternes
roller og værdier, da vi ud fra vores fagteoretiske forforståelse vurderede, at disse havde
indflydelse på samarbejdet. Vores tilgang til resultaterne spiller en væsentlig rolle ift.
reliabiliteten af opgaven, da det ikke er sikkert, at forskere med anden baggrund end vores
ville forholde sig til resultaterne, som vi har gjort. Vi har derudover den opfattelse, at hvert
individ er unikt, og et hvert fænomen har sin egen indre struktur og logik. Vi vil derfor
ikke generalisere vores fund i opgaven, men vi mener, at den viden, vi har opnået, godt kan
overføres og anvendes i andre situationer (Kvale & Brinkmann, 2009).

(Sigrid)
Diskussion af Metode

Teori

Kontinuitet

Vi har været inspireret af Tehranis (1995) definition af kontinuitetsbegrebet. Hun

definerer, som tidligere nævnt, kontinuitet ud fra syv dimensioner. Kun fem af
dimensionerne var relevante for at belyse vores problemstilling. Den longitudinelle
dimension har vi primært anvendt i baggrunden, da denne har fokus på patienternes
oplevelse af kontinuitet, hvilket var en faktor for at illustrere projektets relevans. Desuden
har vi inddraget den sidst i diskussionen af resultater for at sammenligne vores fund med
viden fra baggrunden. De fire resterende dimensioner har vi anvendt i udarbejdelsen af
interviewguiden samt i diskussionen. De sidste to dimensioner; helheds- og
alliancedimensionen, har vi som nævnt ikke anvendt, da de dels operationaliseres på tværs
af sektorer samt mellem patient og behandler, hvilket falder udenfor vores fokus. Da
dimensionerne, som beskrevet, er indbyrdes forbundne, kan det være problematisk, at vi
ikke har forholdt os til alle disse. Tehrani (1995) beskriver dog, at er der brud på én af de
syv dimensioner, er kontinuiteten brudt. Da vi ud fra vores resultater har vurderet, at der er
brud på alle fem dimensioner, mener vi derfor at kunne konkludere, at kontinuitet i den
ergoterapeutiske behandling mellem PC og DPC er brudt.

Da Tehranis (1995) studie er fra 1995, kan det diskuteres, om der i mellemtiden er opstået
nye sammenhænge, som har indvirkning på kontinuiteten. Men trods en bred søgning på
begrebet kontinuitet er hun den eneste, vi kunne finde, der har defineret begrebet. Vi har
forholdt os til en række nyere undersøgelser, som beskriver hvilke faktorer, der har
indvirkning på kontinuiteten i patientforløbet. Disse belyser forskellige forhold, som
samlet set dækkes af Tehranis (1995) definition, hvorfor vi mener, den stadig er gældende.

(Mia)

MoHO

Anvendelsen af MoHO (Kielhofner, 2006) som teoretisk referenceramme var et valg, vi

foretog på et tidligt stadie, idet vi udarbejdede dele af vores interviewguide med udspring
heri. MoHO (Kielhofner, 2006) kan anvendes til at opnå en forklaring på, hvordan aktivitet
motiveres, danner mønstre og udøves. Da vi havde en forventning om, at vores resultater
ville afspejle, hvordan omgivelserne påvirkede informanternes aktivitetsudøvelse gennem
det menneskelige system i forhold til vijle- og vanesubsystemet, fandt vi det derfor oplagt
at anvende Kielhofners (2006) teori om dette. Vores resultater viste imidlertid, at
omgivelserne kun i lille grad påvirkede det menneskelige system. Omgivelserne, i form af
organisationen, påvirkede i større grad opgaven end udøvelsen.

(Sofie)

Organisationsteori

Vi har, med vores faglige forståelse, en viden omkring omgivelsernes betydning for
menneskets handlemuligheder. Derfor valgte vi, i udarbejdelsen af interviewguiden og
diskussionen af resultaterne, at have fokus på informanternes omgivelsesmæssige rammer
for samarbejdet. Organisationsteorien fandt vi derfor relevant, idet vi med den kunne
forholde os til organisationens struktur, kultur og processer. Udover omgivelsernes
betydning for menneskets handlemuligheder finder vi også, at medarbejdernes
menneskelige processer har en stor indvirkning på disse. Organisationsteorien, mener vi
derfor, har sine begrænsninger, da den kun i mindre grad forholder sig til disse (Bømler,
2008; Christiansen et al., 2005).

På den baggrund mener vi, at organisationsteori og MoHO supplerer hinanden godt, da

disse kan give os mulighed for at opnå en fyldestgørende forståelse for de sammenhænge,
der ligger til grund for de udfordringer informanterne oplever i samarbejdet.

(Sofie)

Empiri

Da vi i vores projekt har fokus på danske ergoterapeuters samarbejde på tværs af PC og

DPC, har det været svært for os at finde relevant empiri fra udlandet. Dette fordi
sundhedssystemet i Danmark er meget forskelligt fra fx det amerikanske, hvorfor vi var
påpasselige med at sammenligne forholdene. Trods dette har vi, i diskussionen af
resultater, anvendt den amerikanske artikel ”Supplementing Clinic-Based Skills Training
With Manual-Based Community Support Sessions: Effects on Social Adjustment of
Patients With Schizophrenia” (Glynn et al., 2002). Trods artiklen ikke har fokus på
ergoterapi, fandt vi den relevant, da hovedparten af vores informanter beskrev, at de ofte
anvender socialfærdighedstræning i arbejdet med patienterne.

Vi har haft svært ved at finde videnskabelige artikler, publiceret i verificerede tidsskrifter,
med relevans til vores projekt. Derimod har vi taget udgangspunkt i danske rapporter
udarbejdet som en del af dansk kvalitetsudvikling i psykiatrien og derved bestilt af
myndighederne. Nogle af disse er udarbejdet på baggrund af videnskabelige undersøgelser,
omhandlende psykiatrien, og med udgangspunkt i psykiatribrugeres oplevelser af
sammenhæng i patientforløbet. Når en undersøgelse bliver bestilt af en hovedudbyder, der
betaler en forsker for at udarbejde denne, mener vi, man bør være kritisk. Dette fordi
forskeren kan have en interessekonflikt, som består i dels at afspejle virkeligheden men
samtidig behage hovedudbyderen. I og med at de anvendte rapporter er bestilt af
myndighederne og udført af en betalt forsker, mener vi, at dette kan have påvirket udfaldet
af resultaterne. Vi vurderer dog, at resultaterne i undersøgelserne ikke falder til udbyders
fordel, hvorfor vi mener, de virker realistiske og derfor anvendelige.

Speciallægerne i psykiatri, Blinkenberg og Vendsborg (2000) beskriver og diskuterer

forholdene i DPC. For at underbygge vores resultater, anvender vi deres vurdering af
manglende behandling i DPC. De har stor viden og erfaring indenfor psykiatri samt skrevet
flere bøger omhandlende emnet. Vi mener derfor at kunne bruge deres beskrivelser og
diskussion af DPC i projektet.

(Sigrid)

Design for undersøgelse og videnskabsteoretisk tilgang

Vi valgte at lave en kvalitativ undersøgelse, ud fra et fænomenologisk inspireret

perspektiv, frem for en kvantitativ undersøgelse. Dette fordi fokus i den kvalitative tilgang
er at forstå sociale fænomener ud fra aktørernes egne perspektiver samt at beskrive verden,
som den opleves af informanterne ud fra den antagelse, at den vigtigste virkelighed er den,
mennesker opfatter (Kvale & Brinkmann, 2009). Denne tilgang har vi forsøgt at praktisere
frem til diskussion af resultater. Her har vi været mere subjektive og analyserende, da vi,
ud fra teori, empiri og andre undersøgelser, har fortolket og derved opnået forståelse for de
beskrevne fænomener.
Vi kunne, i stedet for at udføre et livsverdensinterview, have lavet et
fokusgruppeinterview. Fordelen her er, at vi hurtigt ville kunne indsamle oplysninger fra
flere informanter på et detaljeret niveau. Herudover kan dynamikken i gruppen stimulere
til ægte og nuancerede udsagn, der samtidig virker som en kontrol på ekstreme og usande
oplysninger. En af svaghederne ved fokusgruppeinterviewet er, at vi ville have været nødt
til at begrænse os til færre spørgsmål grundet deltagerantallet. Desuden kan et livligt
samspil i gruppen medføre, at transskriberingerne kan virke uoverskuelige og kaotiske
(Halkier, 2006). Men den primære årsag til vores valg var, at vi bevidst søgte at få den
individuelles mening frem. Derfor valgte vi ikke at udføre et fokusgruppeinterview, da der
her er risiko for, at informanterne ville kunne påvirke hinandens meninger.

(Sofie)

Udvælgelse af informanter

Vi valgte at interviewe ergoterapeuter fra både PC og DPC for, som tidligere nævnt, at
indhente viden fra begge enheder. Dette virkede godt i bestræbelserne på at sikre, at
resultaterne ikke blev farvet af udtalelser fra det ene regi. Vi oplevede, at fire informanter
fra hvert regi var et passende antal for at opnå datamætning, da der var gentagelser i
informanternes udtalelser – med enkelte afvigelser.

Da vi diskuterede inklusionskriterierne, var udgangspunktet, at ergoterapeuterne skulle

have været ansat minimum et par år, hvilket vi gik væk fra igen, da dette ikke sagde noget
om deres samarbejde med det modsatte regi. Det kunne også have resulteret i, at vi
ekskluderede relevante informanter. Vi har efterfølgende overvejet, om vi også skulle have
sat et kriterium op omkring, hvor ofte informanterne samarbejdede med modsatte regi. Én
af informanterne havde ikke haft samarbejde med modsatte regi i over et år. Vi valgte
alligevel at inkludere hende, da vi mente, det var sigende, at det var så sjældent, der var et
samarbejde.
(Ninna)

Interviewguide

Da begge interviewere var mere eller mindre uerfarne i intervieweteknikker, var det vigtigt
at skabe et overblik, som kunne give tryghed omkring interviewsituationen (Kvale &
Brinkmann, 2009). Vi udarbejdede derfor interviewguiden i et skema for at øge overblikket
over emnerne, spørgsmålene og uddybelse af spørgsmålene. Dette erfarede vi, fungerede
efter hensigten, da strukturering og opsætning var overskuelig. Til gengæld havde vi ikke
været opmærksomme på, hvorvidt uddybelsen af spørgsmålene skulle fungere som
underspørgsmål. Dette i tilfælde af, at informanterne ikke svarede tilstrækkelig uddybende
eller blot som en påmindelse til os selv om, hvad hovedspørgsmålene indebar. Dette
medførte, at nogle spørgsmål blev forskelligt uddybet af de to interviewere.

Da vores spørgsmål generelt var åbne, skete der flere gange et overlap i informanternes
besvarelser under de forskellige emner. Dette var svært at undgå, da hovedspørgsmålene
berørte mange af de samme aspekter i vores problemformulering og dermed var dialektisk
forbundet. Selvom informanterne kunne føle, at de gentog sig selv, valgte vi alligevel at
spørge ind til de fastlagte spørgsmål for på den måde at være helt sikre på, at vi fik alle
spørgsmålene besvaret.

Vi erfarede, at nogle af spørgsmålene ikke var tilstrækkeligt uddybet til at besvare vores
problemstilling. De var formuleret således, at de, i nogle tilfælde, kun spurgte ind til en
konstatering omkring, hvordan forholdene er og ikke, hvordan informanterne oplevede
disse. Dermed fik vi ikke uddybet, hvilken betydning, informanterne oplever, de
forskellige faktorer har, forbundet med at sikre kontinuiteten, i patienternes
rehabiliteringsforløb. Dette medførte, at vi måtte frasortere en del meningsbærende
enheder, da vi skulle lave matricen, hvilket gav os et mindre datamateriale til analyse og
diskussion. Til trods herfor mener vi, at have fået fyldestgørende og brugbare resultater.

Ved pilotinterviewene opfyldte prøveinformanterne ikke inklusionskriterierne, men havde

selv erfaringer med at afholde interview og kunne derfor bidrage med konstruktiv feedback
på interviewformen. Hvis vi havde udvalgt prøveinformanter, som opfyldte
inklusionskriterierne, havde vi ligeledes kunne få feedback på indholdet af interviewguiden
(Kvale & Brinkmann, 2009).

(Mia)
Interviewesituation

Interviewene blev afholdt på informanternes respektive arbejdspladser, hvilket var med til
at lette deres mulighed for deltagelse. Vi mener, at dette også har haft en indflydelse på, at
vi ikke har haft problemer med at skaffe det antal af informanter, vi mente, var
tilstrækkelig (Kvale & Brinkmann, 2009).

Vi havde på forhånd lavet regler for, hvordan vi skulle benytte interviewguiden med
henblik på under- spørgsmål og emner. På den måde var vi helt sikre på at komme lige
meget omkring alle spørgsmålene i den. Vi evaluerede, alle fire, løbende efter hvert
interview for ydermere at sikre ensartetheden i gennemgangen af interviewguiden og
-situationen bedst muligt. Til trods for dette fandt vi ud af, at vi alligevel ikke var lige
uddybende i vores spørgsmål. Vi havde på forhånd overvejet, om vi kunne have fået mere
ensartede interview ved at benytte samme interviewer gennem alle interview. Vi valgte
dog at dele os op for at tilgodese en ensartet læreproces for alle i gruppen (Kvale &
Brinkmann, 2009).

I interviewsituationen bestræbte vi os på at forholde os objektive i vores spørgsmål. Det

kan dog ikke udelukkes, at vi med vores kropssprog har givet udtryk for vores forforståelse
og derved ubevidst har påvirket informanternes udsagn. Vi erfarede dog undervejs, at vi
blev bedre til at forholde os objektive samt give informanterne plads til refleksion (Kvale
& Brinkmann, 2009).

I nogle situationer oplevede vi, at informanterne havde svært ved at forstå hensigten med
vores spørgsmål, hvorfor vi uddybede dem med ledende spørgsmål, hvilke kan have været
farvet af vores forforståelse. Vi har diskuteret, om der derfor har været en risiko for, at
reliabiliteten blev svækket, da vi måske har ledt informanterne i en bestemt retning (Kvale
& Brinkmann, 2009).

(Sigrid)

Transskription

Kvale & Brinkmann (2009) understreger, at man i arbejdet, med optagelse og

transskription af interview, bør være særlig opmærksom på, hvordan dette foretages.
Grunden til dette er, at når det talte bliver nedskrevet, vil det altid blive taget ud af den
oprindelige kontekst. Forskellen mellem talesprog og skriftsprog indebærer bl.a., at alle de
emotionelle udtryk, selve stemningen og atmosfæren, ikke tydeliggøres i en transskription.
Dette viste sig at være essentielt for vores videre tolkning af interviewet, da vi havde flere
informanter der gjorde brug af nonverbalt sprog. Dette afstedkom at der var noget
materiale vi måtte sortere fra, da den oprindelige betydning ikke kom til udtryk, alene ud
fra det skrevne.

Vi besluttede, efter at have studeret Kvale & Brinkmann (2009), at opstille vores egne
transskriptionsregler, som passede til undersøgelsens formål og vi undlod derfor at
nedskrive alle pauser, emotionelle udtryk o. lign. – ironi og betoning undtaget. Dét, at vi
valgte, at udarbejde regler, mener vi, har forbedret kvaliteten og ensartet
transskriptionerne. Desuden er reglerne nedskrevet og vedlagt projektet som bilag (bilag
4), hvilket, vi mener, er medvirkende til at øge reliabiliteten af projektet (Kvale &
Brinkmann, 2009).

Det beskrives ydermere, at man skal foretage valg om, hvorvidt man skal transskribere ord
for ord eller omdanne samtalen til en mere flydende skriftlig form. Samt om man må
kondensere de dele, der ikke virker relevante for indholdet. (Kvale & Brinkmann, 2009).
Vores transskriptionsregler omfattede at nedskrive det sagte ord for ord på trods af, at en
mere flydende form ville have gjort teksten mere sammenhængende og forståelig for
læseren og os. Dette afstedkom dog også, at vi under analysen stødte på vanskeligheder i
forbindelse med at udvælge meningsbærende enheder, da det talte sprog ofte fremstod
abrupt og forvirrende udenfor konteksten (Malterud, 2003). Ydermere har vi senere
anskuet et etisk dilemma ved dette, da dele af transskriptionen bliver offentliggjort, og
informanternes udsagn måske opfattes som uforståelig og uintelligent tale.

Vi har efterfølgende reflekteret over, at det optimale ville have været at sende det
transskriberede materiale til gennemlæsning af informanterne. På denne måde havde de
haft mulighed for at opponere, hvis de ikke mente, deres udsagn var kommet retmæssigt
frem i teksten, hvilket, vi vurderer, ville kunne have højnet projektets reliabilitet.

(Sofie)
Analysemetode

Til analyse af vores datamateriale valgte vi at anvende systematisk tekstkondensering, da

denne er velegnet til en deskriptiv tværgående analyse samt brugbar til identificering og
systematisering af meningsbærende enheder. Denne analysemetode gav os mulighed for at
dele interviewene op i mindre tekststykker og efterfølgende finde fællestræk og typiske
egenskaber, der kunne sættes sammen således, at det gav en rød tråd. Vi valgte at følge
Malteruds (2003) anbefaling omkring at bruge en velbeskrevet foreliggende
analyseprocedure for på den måde at kunne fokusere på indholdet af informanternes
udsagn. Denne metode omfatter en systematisk gennemgang, der mindsker risikoen for
udeladelse at data, der ikke umiddelbart passede ind i vores forforståelse af emnet.
Ydereligere er metoden god til at sikre reliabiliteten, da vi ved brugen af denne, samt
grundet etiske overvejelser, udelukkende har forholdt os til informanternes udsagn og ikke
tolkede på disse undervejs (Kvale & Brinkmann, 2009; Malrerud, 2003).

Vi har overvejet, om opdelingen af tekstkondenseringen, imellem os alle fire i gruppen,

kan have ført til, at fortolkningerne af undersøgelsesmaterialet ikke er blevet ensartet.
Dette fordi vi, trods samme faglige baggrund, ikke kan undgå at have forskellig
menneskelig tilgang til projektet.

Vi har i videst mulig udstrækning udtaget citater, hvor informanterne har haft forskellige
meninger om temaerne, for på den måde ikke at farve resultaterne af vores forforståelse.
Dette mener vi er med til at højne reliabiliteten. Vi har derudover kun benyttet citater i
resultatopgørelsen, som ikke havde en tvetydig mening (Kvale & Brinkmann, 2009).

Til projektet kunne vi også have valgt at benytte os af Glaser og Strauss’s

undersøgelsesmetode og forskningsmetodologi Grounded Theory beskrevet af Kvale og
Brinkmann (2009). Den har til formål at udvikle teori, der er induktivt udledt af
fænomener, der studeres. Her fokuseres på et forskningsperspektiv, som vægter opdagelse
af nye teorier frem for testning og retfærdiggørelse af allerede kendte teorier. Grounded
Theory er velegnet til kvalitativt forskning (Kvale & Brinkmann 2009). Selvom denne
metode sætter fokus på fænomener, som vi ønskede det, mente vi, at denne, noget
omfattende model, ikke egnede sig til vores studie, da vores formål ikke var at udarbejde
ny teori. Vi valgte derfor analysemetoden systematisk tekstkondensering (Malterud, 2003),
da denne er bedre egnet til et studie på det beskrivende niveau.
(Sigrid)

Konklusion
Vi mener, det er nødvendigt, at oplysninger om ergoterapeutisk behandling udveksles
mellem akut- og ambulant regi for at kunne videreføre den opstartede behandling og
dermed skabe den røde tråd i behandlingen. Sammenfattende kan vi, ud fra vores
resultater, se, at informanterne oplever mange begrænsninger i bestræbelserne på at sikre
kontinuitet i behandlingen.

Informanterne er motiverede for at samarbejde, da de mener, det er vigtigt for at kunne

skabe sammenhæng i patienternes rehabiliteringsproces. På trods af dette oplever de at
samarbejdet ikke fungerer optimalt. Dette fordi organisationens rammer, og dermed de
forhold informanterne arbejder under, sætter mange begrænsninger for samarbejdet. Vi
mener, at manglende formaliserede retningslinjer, for få procedurer for overlevering og et
minimalt fokus på ergoterapi i epikriser og behandlingsplaner, begrænser
ergoterapeuternes kommunikationsprocesser. Desuden udfordres
kommunikationsprocesserne ved, at informanterne på PC arbejder meget fagnært, hvor
informanterne på DPC har en mere tværfaglig funktion, hvor ergoterapi må nedprioriteres.
Det forskellige værdiggrundlag i hhv. PC og DPC er styrende for informanternes
handlinger, hvilket hæmmer deres samarbejde, idet informanterne i DPC ofte må
nedprioritere at følge op på den opstartede behandling. Andre faktorer, som er
medvirkende til, at der ikke bliver fulgt op på den ergoterapeutiske behandling, er, at der er
forskellig ressourcefordeling i de to regi. Informanterne i DPC får, sammenlignet med
informanterne på PC, tildelt flere patienter til færre ergoterapeuter. Dette begrænser
muligheden for at opretholde samme grad af behandlingsintensitet. Desuden er det ofte en
anden faggruppe i DPC, der modtager patienten, hvilket besværliggør kommunikationen,
da der opleves forskel i anvendelsen af termer og redskaber. Informanterne oplever, at
uformelle relationer er fremmende for samarbejdet, da kommunikationen her er mere
tilgængelig. De pointerer dog, at organisationens rammer er en barriere for dette. Dette
mener vi hænger sammen med, at der, i sociale organisationer, opprioriteres effektiv
ressourceanvendelse frem for de ansattes indflydelse på egen funktion. Desuden er
manglende tid og ressourcefordeling faktorer, som har indflydelse på, at samarbejdet bliver
nedprioriteret til fordel for patientarbejde og praktiske opgaver. Denne prioritering, tænker
vi, med tiden kan have skabt et vanemønster, som er hæmmende for samarbejdet. Trods
motivation for forandring er det svært at bryde dette vanemønster, og desuden arbejder
informanterne i en hierarkisk opbygget organisation, som er underlagt nogle regler, hvilket
hæmmer muligheden for innovation og forandring.

Sammenfattende vurderer vi, at der sker et kontinuitetsbrud i den ergoterapeutiske

behandling. Vi finder, at ergoterapeuternes oplevelse af begrænsninger, i samarbejdet på
tværs af PC og DPC, overskygger deres oplevelse af muligheder, hvilket, vi mener,
hæmmer patienternes rehabilitering.

Perspektivering
Ud fra resultaterne ser vi et dilemma. Det understreges, at samarbejdet mellem PC og DPC
besværliggøres ved deres geografiske spredning. Samtidig ved vi, at placeringen af DPC i
patienternes nærmiljø gavner patienterne, bl.a. fordi de her kan træne deres nyindlærte
færdigheder og derved integrere disse (Glynn et al., 2002). Dét at ergoterapeuter, i
behandlingen, har fokus på patienternes naturlige omgivelser, beskriver Creek (2005)
således:

Mennesket kan ikke betragtes isoleret fra sine omgivelser, og behandlingen kan ikke
betragtes adskilt fra de omgivelser, hvori den finder sted (Creek, 2005, s. 99).

Ergoterapeuter medtænker altså omgivelser i- og som del af behandlingen. Vi mener, på

baggrund af vores tilegnede viden, at det optimale må være at træne med patienten i deres
autentiske miljø i bestræbelsen på, at færdigheder kan overføres til patienternes hverdag.
Rammerne i DPC muliggør dette i modsætning til rammerne på PC. Dette, samt det faktum
at informanterne oplever kommunikationsvanskeligheder som den største udfordring i at
sikre kontinuitet, kan lede til spørgsmålet om, hvorvidt ergoterapeuter kun skal være ansat
og udøve behandling i DPC.

Det understreges imidlertid i artiklen ” Psychosocial Rehabilitation in Schizophrenia:

Beginnings in Acute Hospitalization” (Mann, Tandon, Butler, Boyd, Eisner & Lewis,
1993), at det er essentielt at opstarte ex socialfærdighedstræning allerede i akut regi for at
ruste patienterne til at håndtere verden uden for afdelingen og derved forebygge recidiv og
hyppige genindlæggelser. Da vi mener at det giver mening at træne sociale færdigheder i
aktiviteter, konstaterer vi, at ergoterapeuter har en relevant funktion på PC.
Ovenstående taget i betragtning, ser vi et bud på en løsning i artiklen
”Behandlerkontinuitet og patienttilfredshed i et distriktspsykiatrisk ambulatorium”
(Møller-Madsen, Svendsen & Kjærsgaard, 2005), der bygger på en undersøgelse
omhandlende behandlerkontinuitet mellem PC og DPC. I artiklen beskrives to måder at
organisere behandlingspsykiatrien på. Den ene beskrives med en struktur, organiseret som
den vi har oplevet – nemlig med et ”udeteam” (DPC) og et ”indeteam” (PC). Den anden
organisationsstruktur er opbygget således, at det er samme behandlerteam uanset, om
patienten er indlagt eller tilknyttet ambulant efterbehandling. Resultaterne i undersøgelsen
levede fuldt ud op til undersøgelsens kvalitetsmål om behandlerkontinuitet. Men en
forudsætning for dette niveau var, at arbejdet blev organiseret således, at behandlerne
havde ansvaret for den konkrete behandling både under indlæggelse og i det ambulante
forløb.

Vi tænker dermed, at kontinuitetsbrud, i ergoterapeutisk behandling mellem PC og DPC,

kan afhjælpes ved, at ergoterapeuter kun ansættes i DPC men i en mobil funktion. Dvs., at
når der er behov for ergoterapeutisk behandling på PC, varetages dette af ergoterapeuter
ansat i DPC. På den måde varetager ergoterapeuterne i DPC behandlinger både i akut- og
ambulant psykiatrien. Dette ved dels at tage hånd om de indlagte patienter uden tilknytning
til DPC, og dels ved at følge de patienter, som er tilknyttet DPC, under evt.
genindlæggelse. På denne måde adskilles ergoterapeutprofessionen fra
kontaktpersonsfunktionen, og dermed optimeres den ergoterapeutiske behandling i DPC.

Formidlingsovervejelser
Vi forestiller os, at målgruppen for vores formidling bliver ergoterapeuter, ansat inden for
PC eller DPC, der har erfaring med udveksling af behandlingsoplysninger de to regi
imellem. Derudover vil vi invitere repræsentanter fra- ergoterapeutforeningen og center for
sammenhængende patientforløb. Vi mener, at denne målgruppe er relevant, da de har
erfaring inden for området. Dette er vigtigt, fordi vi ønsker at afholde et ”Open Space
møde”, som fordrer en aktiv medvirken af de deltagende parter.

Tegn uden mellemrum: 83.807

Referenceliste
Amtsrådsforeningen, Center for Små Handicapgrupper, Dansk Sygeplejeråd, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Den Almindelige Danske Lægeforening,
DSKS, … Scleroseforeningen (2003). Patientens møde med sundhedsvæsenet: De
mellemmenneskelige relationer – anbefalinger for kommunikation, medinddragelse
og kontinuitet. Højbjerg: Århus Amt, Kvalitetsafdelingen.

Blinkenberg, S. & Vendsborg, P. (2000). Distriktspsykiatrisk behandling. Lokaliseret den

2. december 2009 på:
http://www.psyknet.dk/Forside/Distriktspsy_soctilbud/Distriktpsyksoctilbud.htm

Bømler, T. (2008). Struktur, kultur og proces. I: Bømler, T. (Red.), Sociale organisationer

i en omstillingstid (3. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.

Bømler, T. & Seemann, J. (2008). Bureaukratiet som organisationsform. I: Bømler, T.

(Red.), Sociale organisationer i en omstillingstid (3. udgave). København: Hans
Reitzels Forlag.

Christensen, A. (2008). Organisationskultur. I: Bømler, T. (Red.), Sociale organisationer i

en omstillingstid (3. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.

Christiansen, P. E., Kjær, H., Skriver, H. J. & Staunstrup, E. (2005) Organisation. (3.
udgave). Nykøbing F.: Trojka A/S.

Creek, J. (2005). Planlægning og implementering af behandling. I: Creek, J. (Red.),

Psykiatrisk Ergoterapi: Teori, metode, praksis (Red.). København: FADL’s Forlag.
Feldskov, A. (2003) Psykiatribrugere og deres pårørende har ordet: Koncepter til
systematisk indsamling af bruger- og pårørendeoplevelser i voksenpsykiatrien.
Højbjerg: Århus Amt, Kvalitetsafdelingen.

Glynn, S. M., Marder, S. R., Liberman, R. P., Blair, K., Wirshing, W. C., Wirshing, D. A.,
… Mintz, J. (2002). Supplementing Clinic-Based Skills Training With Manual-
Based Communit Support Sessions: Effects on Social Adjeustment of Patients With
Schizophrenia. Amrican Journal of Psychiary, 159 (5), 829-837.

Halkier, B (2006) Fokusgrupper (1. udgave). Frederiksberg C: Forlaget samfundslitteratur

& Roskilde Universitetsforlag.

Hansen, M. N. (2003): Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i Sundhedsvæsenet: Et

kvalitetsudviklingsperspektiv. Højbjerg: Århus Amt, Kvalitetsafdelingen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2005). Sundhedsloven: Lov nr. 546 af 24. juni 2005.
Lokaliseret den 16. juni 2009 på:
http://www.im.dk/artikler_im_dk/Files/Fil1/3857.pdf

Jespersen, P. K. (2008). Struktur, kultur og proces. I: Bømler, T. (Red.), Sociale

organisationer i en omstillingstid (3. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.

Kielhofner, G. (2006). MOHO-modellen: Modellen for menneskelig aktivitet. København:

FADL’s Forlag.

Kruuse, E. (2005). Kvantitative forskningsmetoder: I psykologi og tilgrænsende fag. (5.

udgave). København: Dansk psykologisk forlag.

Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). Interview: Introduktion til et håndværk (2. udgave).
København: Hans Reitzels Forlag.

Launsø, L. & Rieper, O. (2005). Forskning om og med mennesker: Forskningstyper og

 forskningsmetoder i samfundsforskning. (5. udgave). København: Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck.

Law, M., Polatajko, H., Babtiste, S. & Townsend, E. (2006). Nøglebegreber i ergoterapi. I:
Townsend, E., Stanton, S., Law, M., Polatajko, H., Babtiste, S., Thompson-Franson,
T., … Campanile, L. (Red.), Fremme af menneskelig aktivitet: Ergoterapi i et
canadisk perspektiv. København: FADL´s Forlag.

Lindahl, M. & Juhl, C. (2009). Den sundhedsvidenskabelige opgave: Vejledning og

værktøjskasse. København: Munksgaard Danmark.

Malterud, K. (2003). Kvalitative metoder i medisinsk forskning: En innføring (2. udgave).

Oslo: Universitetsforlaget.

Mann, N. A., Tandon, R., Butler, J., Boyd, M., Eisner, W. & Lewis, M. (1993).
Psychosocial Rehabilitation in Schizophrenia: Beginnings in Acute Hospitalization.
Archives of Psychiatric Nursing, 7 (3), 154-162.

MarselisborgCentret. (2004). Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet: Rehabilitering i

Danmark. Århus: Rehabiliteringsforum og MarselisborgCentret.

Møller-Madsen, S. M., Svendsen, J. M. & Kjærsgaard, P. (2005, 20. juni).

Behandlerkontinuitet og patienttilfredshed i et distriktspsykiatrisk ambulatorium.
Ugeskrift for læger. (167), 2766-2768.

Region Hovedstaden (2008a). Patienterne har ordet Del II: Undersøgelse i

distriktspsykiatrien i Region Hovedstaden 2007. Århus: Region Midtjylland, Center
for Kvalitetsudvikling.

Region Hovedstaden (2008b). Patienterne og de pårørende har ordet: Undersøgelse i

distriktspsykiatrien i Danmark 2007-08. Århus: Region Midtjylland, Center for
Kvalitetsudvikling.

Region Hovedstadens Psykiatri (2009a, 30. september).Behandling. Lokaliseret den 1.

 oktober 2009
på: http://www.psykiatri-regionh.dk/menu/sygdom+og+behandling/behandling

Region Hovedstadens Psykiatri (2009b, 30. september). Distriktspsykiatri. Lokaliseret den

1. oktober 2009 på: http://www.psykiatri-
regionh.dk/menu/Sygdom+og+behandling/Behandling/Distriktspsykiatri/

Siemsen, M., Charles, M., Christiansen, C., Ersgaard, H., Hulgaard, M., Jung, A., …
Rubak, J. (2006). Sammenhængende patientforløb: Kontinuitet – Kerneydelse –
Koordination – Kommunikation Nr. 9. Lægeforeningen. Lokaliseret den 1. oktober
2009 på:
http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/LAEGER_DK/POLITIK/LAE
GEMOEDER/Laegemoede_2006

Sundhedsstyrelsen (2009a). Det Nationale Råd for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.

Lokaliseret den 1. oktober 2009 på:
http://www.sst.dk/Planlaegning%20og%20kvalitet/Maaling%20af%20kvalitet/
Nationale_Raad_kvalitetsudvikling.aspx

Sundhedsstyrelsen (2009b). National strategi for psykiatri. Lokaliseret den 1. oktober 2009
på: http://www.sst.dk/publ/Publ2009/PLAN/NatStrat_psykiatri09net.pdf

Sundhedsstyrelsen (2007). Vejledning om epikriser ved udskrivelse fra sygehuse mv.

Lokaliseret den 1. oktober 2009 på:
http://www.sst.dk/publ/Publ2007/EFT/Epikriser_vejl/Vejledning_om_epikriser.pdf

Tehrani, E. (1995). Kontinuitet og patienttilfredshed i psykiatrien: Udvikling og

afprøvning
af metoder til kvalitetsvurdering af psykiatriske behandlingsforløb. Risskov: Institut
for psykiatrisk grundforskning, Afdeling for psykiatrisk demografi, Psykiatrisk
Hospital i Århus.

World Health Organization Regional Office for Europe (2005). Mental health: facing the
 challenges, building solutions: Report from the WHO European Ministerial
Conference. København: World Health Organization. Lokaliseret den 15. oktober
2009 på: http://www.euro.who.int/document/E87301.pdf

Bilagsfortegnelse
Bilag 1: Søgehistorie

Bilag 2: Samtykkeerklæring

Bilag 3: Interviewguide Akut regi

Interviewguide Ambulant regi

Bilag 4: Regler for transskribering

Bilag 5: Matrice
Bilag 1. Søgehistorie

Anvendte databaser:

• Cochrane
• DEFF - forskningsarkiverne
• AHRQ (Agency for healthcare and research and quality)
• CINAHL
• Pubmed
• PsychINFO
• NIP.dk
• Bibliotek.dk
• Etf.dk
• Google.com

Anvendte søgeord:
• Continuity in treatment
• Psychiatric Occupational Therapy
• Shared Care
• Acute hospitalization
• Psychiatric outpatient care
• Psychiatric Collaboration
• Communication in psychiatry
• Quality improvement in psychiatry
• Knowledge transfer
• Outpatient care
• Community-based treatment
• Occupational therapy
• Sammenhængende patientforløb
• Sammenhængende patientforløb i distriktpsykiatrisk center
• Kontinuitet i psykiatrien
• Overlevering og dokumentation
• Kvalitetssikring af psykiatrisk behandling
Alle ord er søgt på enkeltvis og i forskellige kombinationer for at sikre en bred søgning.
Bilag 2. Samtykkeerklæring
Undersøgelsens overordnede formål:

At undersøge hvilke udfordringer (herunder muligheder og begrænsninger), ift. at sikre

kontinuiteten i patienternes rehabiliteringsforløb, ergoterapeuter oplever i deres daglige samarbejde
på tværs af akut og ambulant regi?

Hovedtrækkende i designet:

Kvalitativ undersøgelse i form af individuelle semi-strukturerede interviews af ergoterapeuter i

hhv. akut og distrikt psykiatrien.

Mulige risici og fordele ved at deltage i projektet:

Alle data i interviewet vil blive anonymiseret. Men det kan forekomme, at informanter, ud fra
udtalelser om fx. særlige arbejdsforhold og –metoder, kan blive genkendelige i vores
transskribering, som vil blive vedlagt som bilag. På samme måde kan en organisation, som evt.
arbejder ud fra særlige referencerammer, blive genkendelige.

Som informant i vores projekt deler du ud af din viden og erfaring, hvilket er med til at give dig
indflydelse på de relevante og centrale aspekter inden for ergoterapi, som vi, med vores opgave,
sætter fokus på. Herudover vil rollen som informant give dig muligheden for at reflektere over
egen arbejdsproces.

Fortrydelsesret:

Det vil være muligt at trække sig fra projektet både før og under interviewet. Fortryder du
deltagelsen i projektet efter interviewet, er der mulighed for at meddele os dette senest d. 27/11
2009, så interviewdata kan udelukkes fra analyse og bilag.

Tilgængelighed og fortrolighed ift. hvem der har adgang til interviewmaterialet:

Vi forholder os fortroligt til den indsamlede data, hvilket indebærer, at det kun er vores gruppe,
metodevejleder og faglig vejleder, der får adgang til og debatterer oplysninger, som kan bryde
anonymiseringen.

Interviewene, i deres transskriberede og anonymiserede form, vil være en del af projektet, som vil
være offentligt tilgængeligt.

Navn på interviewer: Navn på informant:

Dato/Underskrift interviewer Dato/Underskrift informant

Bilag 3.
Interviewguide Akut regi
Emne Spørgsmål Uddybelse Underemner

Indledende spørgsmål Hvor længe har du været uddannet som

ergoterapeut?

Hvor længe har du været inden for dette

arbejdsområde?

Hvor længe har du været ansat på denne

arbejdsplads?
o Hvilke arbejdsopgaver har du?

Samarbejde Oplever du at der er et samarbejde mellem PC og

DPC?
o Kan du give et eksempel på, hvornår dette
samarbejde finder sted, og hvilke opgaver I
samarbejder omkring?
 o Anvender I de samme
undersøgelsesredskaber og træningsmetoder - Fx revurdering Fælles
i PC og DPC? - Fx SFT referencerammer
o Hvis ja – er det tilfældigt, eller en
koordineret beslutning?
o Hvilken indflydelse vurderer du, at
det har på sammenhængen i
patientens rehabiliteringsforløb?

Kommunikation Hvordan videregiver du behandlingsoplysninger, - Fx Tværfaglig konference/epikrise Procedurer

når patienten overgår til DPC?
o Til hvilken faggruppe videregives - Formelle retningslinjer >< eget valg Vaner og rutiner
informationen?
o Hvorfor gør du sådan?
o Er det forskelligt fra situation til situation?

Hvilke informationer vedr. din behandling - Fx undersøgelsesresultater Retningslinjer

videregiver du til DPC?
o Findes der nogle retningslinjer for indholdet
af de informationer, der skal videregives?
 o Hvilke informationer, vedr. din behandling,
synes du, er vigtige at videregive til en
behandler i DPC?

Hvem har det overordnede ansvar for, at denne

information videregives? Retningslinjer
o Er det vigtigt for dig at videregive disse
informationer?
o Hvis ja, hvorfor?

Fagligt ansvar Hvordan tilrettelægger du din behandling ift hele - Medtænker du næste regi i din Ansvar for det hele
patientens rehabiliteringsforløb? tilrettelæggelse? rehabiliteringsforløb
- Fx langsigtet målsætning

Indre aspekter Hvilken betydning har det for dig, at der i DPC Motivation
bliver fulgt op på den behandling, du har
opstartet?
o Hvilken faggruppe i DPC kunne følge op på
din behandling?

o Hvis det er en ergoterapeut – hvorfor er det

 vigtigt?

Begrebsforståelse Hvad forstår du ved begrebet sammenhængende

patient forløb?
o Hvad tænker du det indebærer?

Omgivelser Hvilke faktorer oplever du, skal være til stede for - Fx imødekommenhed for Sociale
at opnå et optimalt samarbejde med ambulant samarbejde Fysiske
regi? - Fx fælles prioritering
o Hvilken betydning har den fysiske afstand - Fx møder
mellem PC og DPC for samarbejdet omkring
en patient?

Ift. at sikre sammenhæng i patienternes - Fx rammer ift IT, mødelokaler mm Kulturelle

rehabiliteringsforløb – oplever du da, at Sociale
omgivelserne påvirker dine handlemuligheder? Fysiske
o Oplever du en fælles værdi for åbenhed
overfor samarbejde?
Opsamling Hvilke faktorer, oplever du, er fremmende eller Problemstilling
hæmmende ift til at sikre sammenhæng i
patientforløb?

Afsluttende spørgsmål Oplever du, at der på din arbejdsplads er fokus - Sættes der ressourcer af til det – ift
på sammenhængende patientforløb? kurser, procedurer, tid?
o Hvordan kommer det til udtryk?

I den tid du har arbejdet her, har du da oplevet

et øget fokus på sammenhængende patientforløb?
o Hvis ja – beskriv nærmere?

Har du noget du vil tilføje?

Interviewguide Ambulant regi

Emne Spørgsmål Uddybelse Underemner

Indledende spørgsmål Hvor længe har du været uddannet som

ergoterapeut?

Hvor længe har du været inden for dette

arbejdsområde?

Hvor længe har du været ansat på denne

arbejdsplads?
o Hvilke arbejdsopgaver har du?

Samarbejde Oplever du at der er et samarbejde mellem PC og - Fx revurdering Fælles

DPC? - Fx SFT referencerammer
o Kan du give et eksempel på, hvornår dette
samarbejde finder sted, og hvilke opgaver I
samarbejder omkring?
 o Anvender I de samme
undersøgelsesredskaber og træningsmetoder
i PC og DPC?
o Hvis ja – er det tilfældigt, eller en
koordineret beslutning?
o Hvilken indflydelse vurderer du, at
det har på sammenhængen i
patientens rehabiliteringsforløb?

Kommunikation Hvordan modtager du informationer om, hvilken - Fx tværfaglig konference/epikrise procedurer

ergoterapeutisk behandling din patient har
modtaget i PC? - Formelle retningslinier >< eget valg Vaner og rutiner
o Foregår det altid sådan?

Hvilke informationer vedr. den ergoterapeutiske

behandling i akut regi modtager du ved Retningslinjer
overtagelse af en patient?
o Findes der nogle retningslinjer for indholdet
af de informationer, du modtager?

o Har du mulighed for, ud fra de oplysninger

 vedr. behandling, du modtager fra akut regi,
at videreføre den opstartede behandling?
o Hvilke informationer, vedr. tidligere
behandling, synes du, er vigtige at modtage?

Hvem har det overordnede ansvar for, at du får

disse informationer?
o Er det vigtigt for dig, at modtage disse Retningslinjer
informationer?
o Hvis ja, hvorfor?

Fagligt ansvar Hvordan tilrettelægger du din behandling ift hele - Medtænker du akut regi i din Ansvar for det hele
patientens rehabiliteringsforløb? tilrettelæggelse? rehabiliteringsforløb
- Fx opfølgning af langsigtet
målsætning

Indre aspekter Hvilken betydning har det for dig at følge op på Motivation
den behandling, der er blevet opstartet i akut
regi?

Begrebsforståelse Hvad forstår du ved begrebet sammenhængende

 patient forløb?
o Hvad tænker du det indebærer?

Omgivelser Hvilke faktorer oplever du, skal være til stede for - Fx imødekommenhed for Sociale
at opnå et optimalt samarbejde med akut regi? samarbejde Fysiske
o Hvilken betydning har den fysiske afstand - Fx fælles prioritering
mellem PC og DPC for samarbejdet omkring - Fx møder
en patient?

Ift. at sikre sammenhæng i patienternes Kulturelle

rehabiliteringsforløb – oplever du da, at - Fx rammer ift. IT, mødelokaler mm. Sociale
omgivelserne påvirker dine handlemuligheder? Fysiske

o Oplever du en fælles værdi for åbenhed

overfor samarbejde?

Opsamling Hvilke faktorer, oplever du, er fremmende eller problemstilling

hæmmende ift til at sikre sammenhæng i
patientforløb?
Afsluttende spørgsmål Oplever du, at der på din arbejdsplads er fokus - Sættes der ressourcer af til det – ift
på sammenhængende patientforløb? kurser, procedurer, tid?
o Hvordan kommer det til udtryk?

I den tid du har arbejdet her, har du da oplevet

et øget fokus på sammenhængende patientforløb?
o Hvis ja – beskriv nærmere?

Har du noget du vil tilføje?

Bilag 4. Regler for transskribering

1. Vi transskriberer egne interviews.

2. Transskriberingen opdeles i emner for overskuelighedens skyld ift
sammenligningen og analyse.
3. Interviewer forkortes med Int.
4. Informanternes identitet anonymiseres ved brug af bogstaver A – H.
5. Øh, pauser, smil, grin osv. transskriberes ikke.
6. Ironi transskriberes således: sætningen sagt i ironi understreges efterfulgt af (sagt i
ironi).
7. Kun hele sætninger transskriberes med mindre, at ufærdige sætninger har betydning
for den samlede forståelse.
8. Transskribering skrives som udtalt, dvs. i talesprog.
9. Altid : efter en person – fx A: eller Int.:
10. Der bruges , ved opremsninger.
11. Der bruges :: ved forlængelse af lyd fx ja:: (kun :: bruges, hverken mere eller
mindre)
12. Betoninger understreges i teksten. Kun når der ikke er tvivl.
13. Siges spørgsmålet flere gange, skrives det kun én gang i transskriberingen.
14. ( ) henviser til, at transskribenten ikke kunne høre, hvad der blev sagt på
diktafonen.
15. Interviewerens udtalelser skrives altid i kursiv.

64
Bilag 5. Matrice

Læsevejledning

Overordnet er matricen inddelt i koder med dertil hørende subgrupper, som er adskilt af
hver deres overskrift. Lodret i venstre side er informanterne illustreret med bogstaverne A-
H. De meningsbærende enheder er placeret til højre ud for tilhørende informant.

Kode 1: Manglende ensartethed i udvekslingen af oplysninger

Subgruppe 1: Retningslinjer

A L. 84-87: Det gør jeg både via det uformelle over telefonen, men så er det jo også
dokumenteret i journalen. Så journalen følger patienten i det her regi. Den, vi
skriver herinde, følger med ind, hvis patienten bliver indlagt. Og omvendt. Vi får jo
journalen, når de kommer herud første gang. Så har de den jo med derindefra.

L. 161-162: Lige i denne sammenhæng er det fra vores overlæge, som har været
til møde derinde, men det står også i journalen. Det står i udskrivningsnotatet.

B L. 37-38: Hvilke opgaver vi samarbejder omkring, det er lidt afhængigt af, for det
kræver desværre, at patienterne har givet deres samtykke til, at vi ligesom kan
tage kontakt.

L. 40-41: Og jeg arbejder jo på et akut afsnit, og tit er patienterne så dårlige. Og

hvis de ikke har givet deres samtykke, så kan vi jo ikke tage kontakt.

L. 44: Ja, og samtykke på at give oplysninger videre ik

L. 46-48: Vi kan selvfølgelig give generelle formuleringer men ikke noget specifikt
omkring patienten, hvis patienterne ikke har givet deres samtykke, og hvis de ikke
ønsker at have kontakt, sådan kan det jo også meget vel være, at de ikke er
interesseret i at etablere en kontakt.

L. 105-107: Ja, altså jeg har i enkelte tilfælde, hvor jeg har fået patientens
samtykke, og hvor jeg fx har lavet en funktionsvurdering, som jeg også har
gennemgået sammen med patienten, og så har jeg fået tilladelse til at sende til
overlægen for ligesom også at markere.

L. 112: Ja, patienterne, når de bliver indlagt her, udfylder de jo en

samtykkeerklæring.
C
L. 332: ergoterapi det bliver ikke skrevet i epikrisen

L. 137-138: Hvis de har skrevet det i journalen, kan jeg jo læse det, fordi vi lige
har fået elektronisk fælles journal. Og de skriver det for det meste i journalen.
D
L. 145: Jeg kender i hvert fald ikke til nogen procedure, nej.

65
 L. 68-71: Det er rent skriftligt, hvis vi går ind på kontinuationerne, altså
journalkontinuationerne. Vi har jo adgang til alt det, der foregår inde på afdelingen,
det kan vi trække ud på vores maskiner. Det er den måde, det foregår, skriftlig
kommunikation.

L.78-79: Men det er ikke sådan et fast punkt ift, hvis en patient har været indlagt,
og de kommer herud. Der er ikke et punkt, der hedder ergoterapi.

L. 86-90: Altså, vi har ikke sådan, hvad skal man sige, ikke en hotline
ergoterapeuterne imellem. Hvor vi siger, hvordan vi har behandlet, det har vi ikke.
Det foregår meget indenfor behandlingsplanen, det, der bliver skrevet ned. Uden at
der er et decideret punkt, der hedder ergoterapi. Desværre.”

L. 121-125: For det bliver meget medicin, og det bliver meget økonomi, og hvad
der sådan lige rører sig akut for patienten. Så det kan være svært at lave denne
her glidende overgang og videreføre behandlingstiltagene, fordi der mangler
informationer. Men det kan også lade sig gøre i enkelte tilfælde.

L. 229-230: Meget af det her det drejer sig om kommunikation, synes jeg. Der skal
være en bedre kommunikation. Meget foregår på skrift i dag, og elektronisk.

L. 301-312: Det helt klart fremmende, at man inviterer ambulante behandlere til
afdelingerne og får lavet denne behandlingsplan inde på afdelingen for patienten
og får planlagt et udslusningsforløb, udskrivningsforløb og udskrivningsaftaler, hvis
der skal være sådan nogle. Det er helt klart. Det synes jeg i hvert fald. Det er
E faktisk den eneste, sådan direkte, kommunikation, vi har ift afdelingerne og så
vores behandling herude. Så har vi selvfølgelig mulighed for at trække
informationerne derinde elektronisk. Men det er jo ikke sådan noget, der fremmer,
kan man sige. Det burde jo nærmest være noget, der hæmmer, at man i stedet for
på eget initiativ skal gå ind og hive informationerne ud. Og det er så måske også
det, der hæmmer, at man mange gange skal tage initiativ selv til at finde ud af,
hvor patienten er lige nu.

L. 59-77: Meningen er jo også, at vi skal have en overordnet behandlingsplan som

skal gå i gennem både inde og ud. Dvs. når de kommer fra at være indlagt, lad os
sige, det er første gang, de bliver indlagt, så laver man en overordnet
behandlingsplan, når så de får patienten ud til DPC, skal den behandlingsplan følge
og selvfølgelig revurderes men følge den røde tråd, sådan at patienten har den
samme overordnede behandlingsplan, der bare bliver vurderet efter, at nu er han i
DPC. Og hvis de så i det forløb kommer ind igen, og det gør de jo sådan nogle
svingdørs patienter, så kommer de ind igen, og det er den sammen
behandlingsplan, man kører hele tiden. Men det oplever vi ikke så tit

L. 91-97: Ja, vi skal holde den overordnede behandlingsplan og læse den

anamnese som er lavet ude fra DPC, sådan så vi kan følge den her inde. Så laver vi
selvfølgelig noget andet, fordi det er akut psykiatri, så bliver det lidt anderledes,
men den overordnede plan skal være den samme og omvendt. Hvis det er herinde,
den bliver lavet første gang, skal den jo holde, så den røde tråd går igennem
patienten under hele forløbet, men bare bliver modificeret, om det er akut eller
mere lang tids behandlede. Så det er helt korrekt, at det går begge veje.

L. 99-103: Det er patientens behandlingsplan, individuelle behandlingsplan. Hver

patient har i sin journal, noget der hedder en behandlingsplan, og der er listet
sådan fra A til F, en hel masse punkter med medicin, social færdighedstræning,
med behandling, kognitiv terapi, socialt, og der er sådan en hel masse ting, der
bliver listet op, som der så bliver taget stilling til.

66
 L. 137-138: De formelle retningslinjer er, at der skal være et afsluttende notat.
Det skal være et notat fra mig som ergoterapeut, hvis jeg har haft med patienten
at gøre.

L. 142-144: Men som ergoterapeut skal vi også ifølge akkrediteringen skrive et

afsluttende notat, men vi får ikke gjort det så tit, det er vi ikke så gode til. Så man
kan sige overordnet, så er der et krav om, at vi skal gøre det.

F L. 182-183: Retningslinjerne siger, at det er et slutnotat, der skal laves, når jeg
har haft kontakt med patienten, på alle de patienter, jeg har med at gøre, men
sådan går det ikke.

L. 211-216: Hvis der er blevet smidt en AMPS på ham, skriver jeg også det, og der
ligger testen der jo også, og så skriver jeg se evt. lige test, enten en AMPS eller en
MEMSE der er blevet smidt på patienten. Og så skriver vi jo altid, som er det
vigtigste, om vi føler, at patienten har profiteret af behandlingen, og om han vil
have gavn af lignende behandlingstilbud fremover. Det er sådan en standart
sætning, hvis vi synes, de bliver udskrevet, og der stadig er noget, patienten vil
profetere af.

L. 244-246: Så bliver det telefonisk og lægges altid i journalen. Det kommer alle
notater til. Alt, det vi skriver, skal i journalen. Vi skriver simpelthen direkte ind i
journalen på noget EDB system, og det ryger direkte ind i journalen.

L. 56-58: Selvfølgelig er der ergoterapeutiske referater i journalen, som vi

indhenter herfra, men hvis det er noget specifikt, som ligger ved siden af, så skal
jeg ligesom selv være den opsøgende.

G L. 125-130: Men ellers, så den orientering jeg får, jamen den får jeg jo ved, at når
jeg har tid at gennemlæse de kontinuationer, som jeg har indhentet under
patientens indlæggelser. Og hvis der står noget i et eller andet ergoterapeutisk
referat, jamen så er det jo på den måde, jeg får mine informationer.

L. 153-158: Om der foreligger retningslinier. Det kunne der sagtens gøre. Men
hvis det skulle være sådan, et eller andet, at der er aftale om, at der skal
videreleveres informationer omkring patienten, når de bliver udskrevet og herud
til, jamen altså, så fungerer det i hvert fald bare ikke. Det er helt sikkert. Og jeg
tror såmænd ikke, det er fordi, den enkelte ergoterapeut ikke laver deres arbejde.
Det er slet ikke det. Det sker bare ikke.

L. 161-163: Jeg tror, at det er ca., hvad er det – et års tid siden, måske, at jeg var
så heldig at få noget ergoterapeutisk materiale med om en patient, altså som
havde været indlagt derude. Ja, jeg får ikke nogle informationer.

L. 165-167: Hvis jeg får nogle informationer, jamen så læser vi i journalen, hvis
der er en ergoterapeut, der har haft fingre i dem. Sådan er det. Vi har, rent
H ergoterapeutisk, ikke ret meget samarbejde.

L. 179-181: Men mange af inforationerne går jo videre via journalen også, så de

egentlig også er forankret som et behandlingsforløb i journalen, når de bliver givet
videre

L. 242-249: Jeg tror, at lovgivningen ligger i journalformidlingen. Vi har jo

oplysningspligt ift journalen, så der ligger jo en lovgivning i, at vi skal
dokumentere, hvad vi arbejder med i journalen. Så vil det jo være et
vurderingsspørgsmål ift, hvad der er nyt der skal videre med, men det skal jo

67
 videre i journalen, hvad det er, vi arbejder med ik. Men den tværfaglige konference
er også en del af journalformidlingen, for så kan det være, at lægen tager de
oplysninger, vi har med i det, han skriver i sit journalnotat, og så er det jo også
noteret. Det er jo ikke altid, at man går ind og skriver præcis det samme, som der
er skrevet i en sammenhæng, der er beskrevet fra tværfaglig konference. Så
lovgivningen er den journalpligt, vi har som ergoterapeuter.

L. 451-454: Det er også lidt hæmmende, det kunne godt være en god ide at få det
formaliseret noget mere pr automatik, at noget af det, vi har arbejdet med, ville gå
med i en udskrivningsjournal pr definition, altså på et eller andet standard papir
eller noget andet, som vi skulle med ind over og udfylde, det ville være en fordel,
at det kom med.

L. 20-25: Det er ikke sådan lagt, at nu skal vi som ergoterapeuter skrive en eller
anden udslusningsplan, eller noget de skal varetage efterfølgende, det er der ikke.
På den måde er det ikke formaliseret, hvor det er sådan, og så har man en mere
overleveringsforretning, kan man måske kalde det, hvis man var i det privatregi,
men ikke sådan noget formaliseret, det er der ikke.

L. 52-57: Jeg har været med til at overgive oplysninger mundtligt, og da har det
altid været i patienten nærvær. Ellers skriver vi jo. Vi dokumenterer jo vores
arbejde i den elektroniske patient journal (EPJ) her, og det er så lægen eller
sygeplejepersonalet der laver en epikrise, som bliver givet videre. Så der er ikke
sådan noget formaliseret der siger, at vi skal lave noget skriftligt, der kan gives
videre. Det er der ikke. Så der er ikke sådan noget formaliseret, der siger at vi skal
lave noget skriftligt, der kan gives videre. Det er der ikke.

L. 101-104: Det er jo ikke direkte, jeg giver det videre. Jeg har jo i principper bare
beskrevet og dokumenteret det stykke arbejde, jeg har lavet her inde, og så er det
jo et spørgsmål, hvad der bliver sorteret i af lægen, og hvad de skriver i epikrisen.

Subgruppe 2: Lokale procedurer

B L. 20-22: ja, jeg syntes, at når samarbejdet fungerer, så er det, når vi har kontakt
til DPC, og de kommer her til vores konferencer. Vi har konferencer en gang
ugentligt, hvor vi inviterer samarbejdspartnere uden for hospitalet ik.

C L. 259-260: Hæmmende er helt klart dét med, at vi ikke har fået lavet en klar
procedure for overlevering. Den manglende kommunikation

L. 277-282: Jamen, det er dét med, at der hver uge fast går én læge derover til en
konference. Og inden lægen går, spørger hun/han lige til, hvem der har en patient
indlagt og spørger indtil, hvad der er gang i for behandling her med patienten. Så
går han/hun over til konferencen og kan så måske overlevere dét, som jeg har
sagt. Og derefter kommer lægen tilbage hertil og giver os en tilbagemelding om de
patienter, som er indlagt. Og i morgen har vi en større behandlingskonference,
som foregår en gang om ugen, hvor vi så hører mere detaljeret om nye patienter,
vi endnu ikke har haft.
D

L. 166-167: Så skal man til at spørge patienten, men det er meget godt at høre
det fra faggruppen også.
E

68
 L. 122-124: Ideelt set skal vi jo lave et afsluttende notat. Det er lavet sådan ud fra
akkrediteringen, at man skal lave en orienterende samtale, en status og et
afsluttende notat, når man har haft med patienterne at gøre. Men virkeligheden
ser ofte anderledes ud.

L. 150-155: Den anden vej er det nogle gange lidt bedre, dvs. når patienten
kommer fra DPC og ind til os. Det er nogle gange lidt bedre. Vi kommer jo ikke
med ud til deres konferencer, men der kommer jo en repræsentant fra dem ind til
vores konferencer, hvor de kan fortælle lidt mere om, på konference, hvad er der
sket, hvad det er, patienten har arbejdet med, så den vej er der meget større
sikring for, at vi vores oplysninger, end der er den anden vej.
G
L 380-381: Det gode er nu, at de fra distriktet kommer ind til vores konferencer,
sådan at, i hvert tilfælde den del af overleveringen, sker bedre.

L. 64-68: Nej, det er ikke altid. Der kan også være andre kontaktpersoner. Det
kan både være ergoterapeut og kontaktpersonen, alt efter hvilken rolle de har
derude – hvordan de har fordelt deres arbejde, med hvem der skal komme ind og
være herinde. Men jeg synes ikke, det gør nogen forskel. For hvis det er vigtigt,
kan vi jo lave en aftale på konferencen om, at vi skal tage kontakt til
ergoterapeuten derude, ift et forløb der skal have mulighed for at gå videre.

L. 94-101: Nogen gange har jeg haft det sådan, så vi faktisk er mødtes med
patienten herinde, og ergoterapeuten der skal gå videre, og vi så arbejder med,
hvad det er, vi har arbejdet med herinde, hvor patienten selv er med, og vi begge
to sidder og siger, det er det og det, du har arbejdet med herinde, det er det, der
vil være planen for at gå videre, når vi arbejder herinde. Og de gange hvor det kan
lade sig gøre, der er det jo rigtig genialt, for det er jo klientcentreret, så det vil
noget. Og det er optimalt, når det kan lade sig gøre. Så der mange forskellige
kanaler, vi formidler det videre på. Jeg synes, det er en meget vigtig funktion, fordi
vi er et akut hospital.

L. 208-211: Men meget ofte så vil det være et aftaleplan på konferencen, hvor
man så siger, at det er så min opgave at gå videre med det, eller det vil være
kontaktpersonen, der går videre. Og det ville jo være rart, hvis det var endnu mere
automatiseret og formaliseret,

L. 433-436: Jeg oplever det som fremmende, at distrikterne kommer ind og er

med til tværfaglig konference herinde, fordi der kan vi få udvekslet også, hvad er
det, de allerede har arbejdet med derinde, og jo mere direkte kontakten er, jo
hurtigere er det jo også at udveksle de her ting, frem for at de skal være over
papir.

Subgruppe 3: Indhold af de udvekslede informationer

A L. 92-96: Det er meget varierende, synes jeg. Men der bliver dokumenteret
derindefra, det gør der helt sikkert. Men det kunne godt være mere specifikt. F.eks.
hvis de har haft patienten i en social færdighedsgruppe, så er det tit meget
gavnligt at vide, hvordan patienten har opført sig i samvær med andre. Men det er
ikke altid, det bliver grundigt beskrevet. Bestemt ikke.

B
L. 388-391: Det kommer til udtryk på konferencer, hvor vi har meget fokus på,

69
 hvad der skal ske med patienten efter en indlæggelse her, hvad kan patienterne,
hvad har de brug for af hjælp og støtte og på hvilken måde, det syntes jeg da, vi
har fokus på. Men det er ikke altid, det lykkes, og så bliver det sådan nogle
mellemløsninger
D

L. 128-135: Fordi, der er jo mange informationer, der er vigtige for os at få herude

som kontaktpersoner. Det er jo både rent ergoterapeutisk, hvad der er foregået
inde på afdelingen, men det er også, hvad der ellers rør sig for patienten. Patienten
kan være et helt andet sted, end vi kan være herude. Der er nogle andre ting, der
fylder måske. Men hvis man tænker sådan rent fagligt, så kunne jeg godt tænke
mig, at der var noget mere information omkring, hvad der var foregået derinde.
Helt klart det mangler der.

L. 149-166: Hvis man får en ny patient, som kommer inde fra afdelingen første
gang, så er det vigtigt at vide ( ) og hvad, der er foregået før, der blev lavet en stor
vurdering derinde fra. Så det er vigtigt for at give et samlet billede af patienten, og
hvor patienten er lige nu. Også ift når man møder patienten, hvordan man skal
tackle patienten og de videre tiltag, der skal sættes i gang, hvor meget man skal
passe på, og hvad der nu ellers måtte være. Og så er der selvfølgelig nogle ting ift,
hvis det er en af de patienter, man kender, som har været indlagt. Så er det vigtigt
at vide, hvad der er foregået inde på afdelingen, og hvilke tiltag de har lavet, og
hvad de specielt har haft fokus på. Og der kunne man godt måske ønske sig noget
mere konkret information inden for de forskellige områder. Det bliver så meget
overfladisk, og det bærer meget præg af, at der er tryk på inde på afdelingerne. Så
inden for det enkelte fag mangler der måske noget information om, hvad der er
lavet derinde. Det bliver sådan meget: ”patienten har deltaget i” lad os sige,
”kreativ gruppe” eller et eller andet ”med god effekt” bum. Altså uden sådan at
pensle det videre ud. Så står man der uden sådan…det er en god information at
E have, men man kan ikke rigtig bruge den til noget og komme videre med den.

L. 169-172: Altså hvis der nu eksempelvis står, at en patient profiterer af det, så

er det sgu meget godt at vide, hvad det egentlig var, patienten profiterede af. Var
det dét sociale samvær, eller var det dét at være kreativ, eller hvad var det.

L. 220-230: Om patienten har haft et stabilt fremmøde, og patienten har

profeteret af at være i gruppen, og også om hvordan patienten har det socialt, for
vi er jo så heldige, når vi har dem herinde, for her får de jo meget socialt træning,
da de jo er mange sammen. Når de kommer ud i distriktet, bor de jo hjemme og
kommer ind måske en time om ugen eller en time hver anden uge og taler med én
person, og så er der jo ikke meget socialt færdighedstræning i det. Så hvis jeg
synes, der er et socialt færdighedsproblem eller et socialt træningsproblem i det
her, så vil jeg skrive det og understrege det, sådan så de kan have fokus på at få
ham tilkoblet nogle grupper eller tilkoblet ham noget ude i x, det er sådan en
idrætsforening for sindslidende. Så det, der er vigtigt, for mig at få informeret
videre, er jo netop, om patienten har profiteret, om patienten kan arbejde med det,
F kan integrere det, og de test jeg har lavet.

L. 233-239: Der kommer jo lidt mere personligt med i det måske også. Hvor de
faste retningslinjer, vi har lavet herinde, måske er meget kolde og direkte, hvor
det, jeg også engang imellem tager med, er sådan noget om, hvordan sådan
G patienten er – og med i grupper. Det skriver man ikke sådan i journalnotater på
den måde. Sådan lige som bløde data og hårde data hvor de hårde data er dem,
der forventes skal med, hvor de bløde data er dem, jeg tænker, det er sgu også er
meget rart at vide, når man får en patient.

70
 L. 199-202: Det ville selvfølgelig være rigtig, rigtig rart, at der i højere grad kom
nogle informationer omkring patientens funktionsniveau, når de var inde på
akutafdelingen. Det ville være rigtig rart. Det kunne jeg faktisk godt bruge og
arbejde videre med.

L. 184-189: På et tidspunkt skrev vi meget udførligt COPM ind i journalen, og det

bliver altså for stort og for mangesidigt, så det kommer til at fylde for meget
simpelthen, så nogle gange bliver det jo også konkluderende, så de ting der er
mest væsentlige for patientens behandling, men så skriver jeg også som overskrift,
konkluderende på COPM, så man kan se, at der ligger et materiale, man kan gå
tilbage til, men det der så er væsentligt, som andre har brug for at vide, og det,
som vi har fundet frem til, er det vigtigste at arbejde videre med.

Kode 2: Forskellige forudsætninger for udøvelse af ergoterapi i henholdsvis PC og DPC

Subgruppe 1: Fagteoretisk tilgang

A L. 22-26: Det meste af min tid bruger jeg på at være kontaktperson. Altså, jeg
bruger ikke ret meget tid på at lave monofaglige ergoterapeutiske ydelser. Jeg er
primær behandler, som betyder, at man har en håndfuld patienter. Jeg tror, jeg har
nogle og tyve patienter, som jeg er den primære behandler for. Dvs. at det er mig,
de kommer til samtaler hos, det er også mig, der koordinerer deres øvrige
behandling.

L. 284-291: Hvis jeg skal sige noget kvalificeret, kan jeg sige, at vi bruger mere
energi på at få patientens liv til at hænge sammen. Og det er jo noget politisk. Vi
taler tit om til tværfaglig konference, at vi er blevet det sidste sted i patienternes
liv, hvor det ikke er fuldstændigt skemalagt, hvad vi kan tilbyde og ikke tilbyde.
Disse mennesker er jo tit førtidspensionister, og vi er den sidste brik i deres liv,
som både kan tage med til tandlæge, kan tage en snak med deres pårørende, kan
trøste dem, når de er super kede af det, kan passe på dem, når de er meget
psykotiske. Vi har egentlig mange forskellige funktioner, og dem er der ikke mange
af i patienternes liv.
B
L. 292-294: Så vi bliver jo, i højere og højere grad, den blæksprutte som binder
det hele sammen.
C

L. 25: Og kontaktpersoner det kan være alle mulige faggrupper, der har den
funktion.

L. 17-20: Jeg er kontaktperson for et antal patienter her. Dvs. at jeg er den som
har den primære kontakt og som koordinerer med de andre faggrupper, altså
læger, psykologer, sagsbehandlere og sygeplejersker. Og så har jeg nogle grupper,
som er på tværs af huset. Men lige aktuelt er der ingen grupper. Mine grupper er
D afsluttet, de kører i sådanne moduler, som måske er af tre måneder.

L. 37-39: Patienterne får også behandling hos mig – typisk i form af samtaler og
træning og samtaler om træning. Det er ikke altid mig, der er med ude at træne.
Tit får de træning i mellemtiden indtil næste gang, jeg ser dem.

L.13-18: Jamen jeg er primært kontaktperson for en gruppe patienter. Sådan::

71
 mellem 25-30 patienter som har mig som kontaktperson. Det betyder, at jeg har
mange opgaver som går ud over det rent ergoterapeutiske… rigtig mange opgaver.
Jeg står for at vedligeholde patientens medicin, så de tager deres medicin, og at de
får bestilt nye recepter og:: ja, hvad der ellers er. Og så rent økonomisk går vi op
og støtter op omkring nogle ting også.

L. 50-53: Der vil jeg ikke sige, der har vi ikke sådan decideret træningsmetoder
herude hos os. Jeg tror, der er mere inde i huset, i det omfang, de nu kan klare det
med kapaciteten derinde. Sådan mere konkrete traditionelle ergoterapeutiske
tiltag, ja det vil jeg sige.

L. 57-63: Men omvendt så er behovet måske også et andet, når de kommer ud i

ambulant regi. Fordi vi har nogle andre funktioner end inde på afdelingerne, og vi
bruger nogle andre faggrupper, og vi bruger meget socialpsykiatrien også, som går
ind og laver nogle deciderede træningstiltag også. Så sådan rent ergoterapeutiske
undersøgelsesredskaber og træningsredskaber, der tror jeg, der er en del forskel
fra afdelingen til os.

E L. 109-113: Som sagt, så er vores funktion lidt en anden herude ift inde på
afdelingen, hvor man måske har lidt mere individuelle forløb, hvor man kan bruge
sin traditionelle ergoterapeutiske viden og redskaber. Men vi prøver selvfølgelig, i
det omfang det kan lade sig gøre, og implementere så meget ergoterapi som
muligt.

L. 221-224: Vi er alle sammen forskellige og gør tingene forskelligt, og det kan

også have sine fordele, men det kan også have sine ulemper, helt klart. Så det
gælder om at få gjort det glidende uanset, om man er ambulant eller akut.

L. 77-78: Vi oplever, så har vi ligesom vores fokus herinde, meget medicin

orienteret.

L. 166-170: Men det er jo også tit sådan, at når patienten udskrives, er det en
anden faggruppe, der overtager. Kontaktpersonen kan lige så godt være en
sygeplejerske. Så det er jo i det hele taget bare vigtig at få ringet derud og fortalt,
hvad, vi som ergoterapeuter synes, patienten har profeteret af i vores grupper.

F L. 324-327: Jamen, det er jo så svært, fordi de arbejder som kontaktperson, fordi

de ikke går ind over hinanden. Men jeg synes selvfølgelig, at det er oplagt, at det
er en ergoterapeut, der følger op, hvis de kan se, når patienten bliver henvist, at de
kan se, at der har været meget ergo inde over banen

L. 397-403: Vi synes, det er så ærgerligt, at de ikke arbejder mere

ergoterapeutisk ude i distriktet, at de arbejder mere som kontaktperson, vi synes,
at det giver for lidt. Det er lidt ærgerligt, at de ikke har mere fokus på det
ergoterapeutiske, men mere er kontaktperson. Hvor det, vi går og gør herinde,
synes vi, jo er super vigtigt og super interessant og virkelig ergoterapeutisk, og så
kommer pt. videre, og så bliver det sådan en lidt mere almen kontaktperson, der
kigger sådan lidt mere bredt på patienten. Hvor vi synes, det ergoterapeutiske
godt kunne komme lidt mere i fokus.

L. 15-18: Hvad enten du er socialrådgiver, psykolog, sygeplejerske eller

ergoterapeut, så er vores fællesfaglighed det, vi alle sammen arbejder med, det er
dét at være kontaktperson.

L. 30-34: I og med at vi arbejder som kontaktpersoner ude i distriktscentret, så er

vores samarbejdspartner hovedsagelig de øvrige kontaktpersoner som er inde på

72
 afdelingerne, og det er jo som regel, hvad hedder det, social og sundheds
assistenter og sygeplejerskerne og lægerne. Vi har ikke så meget samarbejde med
ergoterapeuterne.
G
L. 61-63: I og med jeg arbejder, som jeg gør herude, så er det ikke så forbistret
meget ergoterapi, jeg bruger i det primære arbejde.

L. 186-189: Og vi går jo også ind og har meget, som man kunne kalde
socialrådgiverarbejde. Fordi vi har jo et samarbejde med jobcenter, med
pensionskontorer, ja jeg skal ”give dig” simpelthen, ja og altså praktiserende
læger. Det er en helt anden måde at arbejde på. Helt, helt anden.

L. 398-407: Det er jo simpelthen fordi, at når du kommer ud som ergoterapeut og

arbejder i et distriktscenter, så er det ikke så meget ergoterapeut, du arbejder som
mere. Du er gået hen og fået en anden rolle. Du er gået hen og blevet
kontaktperson. Og så begynder du at arbejde anderledes. Du har selvfølgelig dine
faglige kvalifikationer, og det har du i baghovedet. Også når du arbejder med
patienten, men dine samarbejdspartnere bliver skiftet ud. Det bliver nogle helt
andre. Det gør det – beklagelig vis. Og der kommer vores fagfæller lidt langt nede
på listen. Det er ikke dem, der bliver de væsentligste samarbejdspartnere. Det gør
socialforvaltningen, det gør jobcentrene, det gør lægerne. Sådan er det.

H L. 193-202: Altså, jeg syntes jo, at det betyder meget, at det er en ergoterapeut,
der modtager de informationer, fordi vi har de samme termer og også taler det
samme sprog. Altså, det betyder noget, at det er en ergoterapeut, hvis
vedkommende stadigvæk har brug for ergoterapi, hvis vedkommende er kommet
så langt, at det bare er medicinen, så er det jo fint nok, at det bare er en
sygeplejerske eller noget andet, så det er jo selvfølgelig afhængigt af, hvad
patienten også har brug for, når de kommer ud. Det er jo ikke sådan, at man bare
hovedløst tænker ergoterapi, men er det dét, der er brug for, så er det dejligt, hvis
det er en ergoterapeut, der modtager patienten i den anden ende, der kan gå
videre med den træning. Men det også mit indtryk, at der mellem ergoterapeuter
og sygeplejersker i DPC. Det kan jeg jo selvfølgelig ikke udtale mig om, men at der
er et samarbejde, så det på en eller anden måde kan blive formidlet videre derude,
ift de informationer vi kommer med herfra.

L. 341-347: Altså, det er jo altid spændende, hvis det er en behandling, man har
opstartet, og det kan komme videre, og man kan opleve, at patienten kan have
glæde af det, det giver jo en faglig glæde. Men det er ikke det altoverskyggende,
om det er min behandling eller en anden behandling, fordi jeg oplever også, at vi
er et team der behandler, så det vigtigste er altså, at patienten kommer videre
med de facetter, vedkommende har haft brug for, og om vi hver især fagligt
rammer rigtigt. For hvis det er noget andet, vedkommende går videre med derude,
så kan det være, at det er dét, jeg har haft i det, der har været medvirkende til, at
vedkommende så går videre i x eller noget andet.

L. 39-41: Det er jo desværre ikke altid sådan, at det er en ergoterapeut, man

kommer ud og afleverer til, det kan lige så godt være en kontaktperson med en
anden faglig baggrund.

L. 173-176: Jeg er ikke i tvivl om, at det, jeg har lavet, er lavet med ergoterapeut
brillerne på, og det vil en ergoterapeut i den anden ende også nemmere kunne
forstå eller forstå meningen med eller tankerne, der ligger i det, men i princippet
kunne alle faggrupper gøre det. Det ville jeg mene.

73
Subgruppe 2: Samarbejde omkring undersøgelsesredskaber/referencerammer

A L. 50-54: Anvender de samme undersøgelsesredskaber og træningsmetoder. Ja

det gør vi. Det kognitive har været meget moderne, og det har vi forsøgt at
implementere her. Jeg tror nu, at vi bruger det på en lidt anden måde herude.
Patienterne starter med at stifte bekendtskab med det allerede under indlæggelse,
og så trækker vi det videre ud her. Men sådan noget som at AMPS-teste gør de ude
i afsnittene, for herude er vi ikke nogen der er uddannet i det endnu. Men vi er to,
som skal i kursus i det i næste uge.

L. 56-58: Vi følger op på, de resultater som er fundet derinde. Ja, det vil vi typisk
gøre. Men tit har det været sådan, at man AMPS-tester i starten og i afslutningen af
et forløb, så indtil vi er kalibrerede herinde, har de så måtte komme inde fra
afsnittet af og lavet testen.

L. 59-62: Om det er en koordineret beslutning at anvende de samme

undersøgelsesredskaber og træningsmetoder? Det er sådan helt overordnet set,
for sådan har det altid været. Helt tilbage fra da vi begyndte at implementere det
kognitive, var det et fælles fodslag oppefra.

L. 75-76: Det, at anvende de samme redskaber, gør det nemmere at

kommunikere, da vi har et fælles sprog med de samme referencerammer. Så
kommunikationen lettes klart, for formen bliver lettere at tale i. Det sikrer også, at
vi mener det samme.

L. 77-80: Ja, det gør det lettere at følge op på patienten, når man har de samme
referencer. Også når man snakker om det kognitive. F.eks. når én siger: ” Han har
C mange negative tanker, og hans basale antagelser er sådan og sådan”. Så har man
ret hurtigt et billede af, hvad er det for en patient, vi taler om. Altså, hvor på
kontinuummet befinder han sig.

L. 57: Ift brugen af sammen redskaber/referencerammer – Noget af det i hvert

fald.

L. 68- 71: Jamen de patienter som synes, at de har fået meget ud af at lave en
COPM på sengeafsnittet, de synes jo, at det er dejligt, at de kender den. At det ikke
er noget nyt, de skal lære. De er fortrolige med den, og det har måske givet dem et
godt overblik. Så på den måde er det jo godt, hvis vi kigger på den her også.

L. 71-77: Så er der så også nogle som stejler og sætter hælene i gulvet og siger,
at det med at udfylde skemaer, det kan de slet ikke. Men så sidder jeg måske med
skemaet og siger: ” du har nævnt de her fire indsatsområder, som du gerne vil
arbejde med.” Og så sidder vi ikke og giver dem point, men snakker bare, om det
stadig er aktuelt, eller om det er blevet bedre eller dårligere. Ét af problemerne er,
at vi har fået elektronisk journal nu, så vi kan gå ind og kigge på journalnotaterne,
D men COPM´en ligger ikke elektronisk men i en papirudgave. Så den skal man over
og rekvirere eller få dem til at sende eller faxe.

L. 107-110: Vi havde også en kreativ gruppe, og hvis jeg så kunne se, at patienten
også havde været i en kreativ gruppe derinde, så var det da en idé, at han også
E var det her. Eller hvis ikke de skulle være det her, skulle de så måske gå til et eller
andet tegnekursus eller et værksted, hvor der var en kreativ gruppe.

L. 54-57: Jeg tror måske godt, det kan have en indflydelse, på sammenhængen i
patienternes rehabiliteringsforløb, at vi ikke anvender de samme redskaber ift at

74
 skabe noget kontinuitet også fra indlæggelse til ambulant behandling.

L. 33-41: Nej, vi anvender ikke helt de samme undersøgelsesredskaber og

træningsmetoder i PC og DPC, det gør vi ikke helt. Vi er begyndt at have mere
fokus på det. Det er jo sådan, at dem ude i DPC de arbejder som kontaktpersoner,
og egentlig det hedder jo ikke som ergoterapeut, de er jo en
kontaktpersonsfunktion, så de arbejde nok lidt bredere, end vi gør herinde, og vi
arbejde måske mere fagnært inde på hospitalet. Vi er begyndt at have lidt mere
fokus på at have de samme redskaber, fordi vi synes, det er lidt ærgerligt, hvis det
ikke er en, når nu en patient har en ergoterapeut, ikke har en ergoterapeut med de
kvalifikationer, som vi nu har, specielt med hensyn til test og ADL vurderinger, så
synes vi, der skal lidt mere fagteori på derude.

L. 42-48: Sådan som det har været indtil nu, så har os, der var APMS kalibreret
herinde, været ude og lave tests ude i DPC, og det virker jo lidt meningsløst. Så vi
bruger ikke helt de sammen redskaber, men vi er begyndt at have mere fokus på
det, altså specielt med testene at vi bliver mere ensartede, så man laver en test
F herinde, så kan man få det revurderet af en ergoterapeut, når man kommer ude i
DPC, så den røde tråd bliver lidt mere synlig, men det har den ikke været.

L. 57-65: Jeg synes jo, det bliver sådan lidt amputeret funktion, hvis man ikke
bruger de samme redskaber. Jeg synes, så arbejder vi med noget herinde, og så
kommer patienterne ud til dem, og så starter de ligesom på deres egen
behandlingsplan derude og arbejder måske på noget helt andet, så det jeg går og
G arbejder med herinde hos mig, det føler jeg jo bliver lidt tabt, altså sådan lidt
meningsløst, fordi patienten har glæde af det og udvikler sig og kunne have fortsat
brug for at arbejde med de her ting som social færdighedstræning, eller hvad det
nu kan være. Og så kommer han ud i distriktet og starter ud med noget helt andet
og har fokus på noget helt tredje, og det giver jo ingen mening heller for patienten.

L. 97-103: Én ting er, hvordan man arbejder inde på en akut afdeling, og med de
H redskaber man har derinde. En anden ting er, at når man kommer herud, og
patienten – det er jo et ambulant forløb, de så kommer i her, og hvor de er hjemme
i deres hjem – vi kan nødvendigvis ikke anvende de samme redskaber som sådan,
ikke i praksis. Det er i hvert fald ikke det, vi gør, kan jeg sige. Det er ikke det, der
bliver gjort.

L. 351- 356: Men jeg ser det som vigtigt, at det er et fælles teamwork, at man
ikke er solo behandler, at det beror på samarbejde. Og at patienten er den, der i
virkeligheden definerer, hvilket behov han har for, at det her går videre, for det kan
lige såvel være, at jeg syntes, at patienten skal gå videre i x for at have noget af
det sportslige med, og at det nu er blevet afklaret som nogle af de
ergoterapeutiske tiltag. Men det er da klart, jeg er da ikke ligeglad, det er da
dejligt, når man kan se, at noget af det man har gjort, har kunnet bruges.

L. 43-46: Men de undersøgelsesredskaber, de bruger derude, har jo et andet

formål, for der er patienten etableret i nærmiljøet, her er det mere afdækning af
nogle mere konkrete problemstillinger, som man skal arbejde med.

Subgruppe 3: Ressourcefordeling

75
B L. 58-63: Det kan jeg heller ikke svare ja eller nej til, altså virkeligheden er mere
kompliceret. Det kommer jo an på den patient, det handler om, og hvilken
faggruppe er kontaktpersonen fra ik, så det er lidt afhængig af kontaktpersonens
faglige baggrund. Der er ikke ret mange ergoterapeuter ansat længere i
distriktscentrene, så på den måde er det oftest, at vi egentlig oplever, at vi ikke
ligesom kan give vores behandling videre, og behandlingen kan ikke blive
videreført. Vores undersøgelser, oftest så strander de her ik.

L. 243-252: Altså, jeg ville jo ønske, og jeg forstår ikke, og det undrer mig, at der
er så mange sygeplejersker, der har sat sig tungt på hele det socialpsykiatriske
område, det forstår jeg ikke, og det kunne være relevant, hvis der var mange flere
ergoterapeuter. Også så man kunne bryde grænserne lidt ned, det er jo meget
adskilte sektorer, jeg oplever ikke, at det er én arbejdsplads. Jeg blev faktisk
overrasket over, da jeg fik af vide, at det faktisk er én arbejdsplads, sådan oplever
vi det jo ikke i dagligdagen, fordi det er så svært at få kontakt. Men både hvis
ergoterapeuterne her kunne følge patienterne i udskrivelsesfase, men måske også
hvis der var flere ergoterapeuter ude i DPC, der også kunne følge patienterne og
måske også hjælpe dem, så indlæggelserne ikke var så traumatiske, men så
patienterne også blev indlagt, inden de var alt for dårlige, mange patienter oplever
det jo meget voldsomt at blive indlagt.

L. 355-359: Jamen jeg tænker også, de har jo kontaktpersonerne ude i DPC, de

har jo rigtig mange patienter. Førhen var der jo også ergoterapeuter, der havde
grupper i DPC, men det har de jo ikke rigtig længere, altså det er jo for det meste
skåret væk. Så nogle af de aktivitetsproblemer patienterne har, dem kunne man
tidligere arbejde videre med i DPC, men nu er det jo mest
kontaktpersonsfunktionen, man varetager.

L. 361-363: der er ikke ret meget behandling tilbage i DPC, og det kunne man jo
C også ønske sig, at der også var mulighed for at videreføre behandling, fordi det tit
er langvarige forløb, hvis det virkelig skal lykkes, det er ikke noget, vi lige ordner
på fjorten dage.

L. 129-130: Ift fordeling af faggrupper på DPC – Her er der én ergoterapeut, mig,

og så en som er på barsel, og så er der fem eller seks sygeplejersker. Så der er i
hvert fald flere sygeplejersker.

E L. 153-154: Tit når patienten er blevet udskrevet, så er problematikken en helt

anden, end når de er indlagt.

L. 187-188: Vi har 600 patienter tilknyttet, så de kan ikke lige være orienterede
om alle sammen.

L. 172-176: Der er faktisk ikke så mange ergoterapeuter i DPC. En – to

ergoterapeuter i hvert team og de er jo omkring 100 patienter i hvert team i hvert
fald. Så måske én ud af ti får en ergoterapeut som kontaktperson, så har de prøvet
at starte nogle grupper op, de har heller ikke så mange grupper derude, så det er
jo en meget lille procentdel, der får ergoterapi som opfølgende.

L. 316-320: Det er jo lige så frustrerende, hvis jeg finder ud af, at patienten

virkelig har gavn af socialt færdighedsgruppen, og de så kommer ud i DPC, og der
er ingen grupper, der er ingen mulighed for at gøre det derude, for de har valgt at
planlægge deres arbejde anderledes, det er jo super ærgerligt.

L. 330-336: Hvis de kan se det ved overleveringen og så kan sige, der er noget
ergo i denne her patient, han kan komme ud til en ergoterapeut, det ville jo være

76
 optimalt, men det sker bare ikke, det er lige så tit en sygeplejerske, det er jo hvor
de har plads. De prøver at gøre det, men det er lige så meget, hvor der er plads
eller huller, så det er ikke så tit de kommer ud til en ergoterapeut, men jeg synes
jo, det er fedest, når jeg har arbejdet med dem, at de så kommer ud til en
ergoterapeut, der kan arbejde videre med det, men det gør de ikke, det er meget
forskelligt, hvem de kommer ud til.
F
L. 338-346: Ja, så vidt muligt de kan, men problemet er fx, at de ikke har nogen
grupper, de kan smide dem i, så de kan jo ikke helt følge op. De forsøger så at gøre
det individuelt, og jeg synes, de er meget gode til at prøve at have fokus på det.
Hvis mine notater er i orden, så synes jeg, de er meget gode til at have fokus på
det og bruge de test, vi har lavet. Vi har været ude og informere rigtig meget om
AMPS, for mange gange forstod de jo ikke det der AMPS, der lå jo bare en eller
anden test, men nu har vi været ude og informere om, hvad er det, en AMPS test
er, hvad kan man bruge den til, ikke kun til ergoterapeuterne men også til alle de
andre derude, og de er blevet meget bedre til at bruge vores vurderings redskaber,
alle faggrupperne.

L. 106-110: Jamen så skulle jeg jo arbejde på samme måde, som

ergoterapeuterne gør inde på akut afdelingen, og det kan jeg jo ikke. Altså, jeg har
37 patienter. Hvordan ”Søren” skulle jeg kunne gøre det – arbejde på samme måde
med dem herude, når de bor hjemme, som hvis man har dem indlagt hver dag ude
på en afdeling. Altså, det ville ikke hænge sammen.

L. 112-120: Når man har grupper ude på afdelingerne, så kan man jo i langt
højere grad komme ud og så få hevet fat i patienten, selvom de ligger og ”snuer”
G den nede på stuen, ikke. Man kan jo få samlet gruppen. Alene det kan være svært
herude, fordi at så:: skal patienterne til noget andet, eller også kommer de ikke, så
glemmer de at melde afbud, og der er mange:: faktorer, som gør sig gældende, når
først man arbejder herude på stedet. Altså så det kan være svært. Det kan ikke
lade sig gøre. Vi kan slet ikke arbejde på samme måde. Det gør vi ikke. Det kan vi
ikke. Det er praktisk umuligt et eller andet sted.

L. 364-369: Men hvis du tænker i relation til tilbud om grupper og sådan noget,
der er vi sku begrænsede her. Det er rigtig, rigtig svært, for vi er mange
mennesker her, efter at vi har fået OP-team. Så vi er ”møget” sammen på lille
plads. Og det betyder, at det kan være svært at få koordineret med hensyn til de
rum, man kan få lov til at inddrage, når man skal lave grupper.

L. 373-375: Sammenhængen smutter i og med, at der så ville være nogle

gruppetilbud, som man ikke vil tilbyde, fordi det så bliver for besværligt at skulle
gå at justere og koordinere hele tiden.

L. 336-337: ja, hvis mulighederne er der, for det kommer jo også an på, hvilke
grupper der er, og hvilke muligheder der er i DPC.

Subgruppe 4: Patientens situation

A L. 114-119: Jeg må nok sige, at vi tit nok må starte lidt på ny. Men det er set i
lyset af, at patienten er i eget hjem, pludselig, under helt andre vilkår. Den nye
situation giver et tilbageslag på en eller anden måde. Det er noget helt andet at

77
 være i eget hjem end under nogle beskyttede forhold, hvor hvis man har svært ved
at opretholde strukturen selv, så er der nogle andre, som gør det. Det er ikke de
vilkår, de ryger hjem til, så det er ret tit, synes jeg, at vi er nødt til at kigge på det
som ny situation, under nye forudsætninger, og det giver nyt outcome.

L. 146-149: Det ville jeg helt klart gøre, så vidt det kunne lade sig gøre. Men igen
har det noget at gøre med, at patienternes liv forandrer sig meget. Så det kan
være, at der er tænkt nogle ting, som så pludselig ikke kan lade sig gøre. Men så
vidt muligt prøver vi da, hvis der er lagt nogle planer, at følge op på dem.
B

L. 65-68: Og så selvfølgelig, hvis patienterne bliver genindlagt, så kan vi så tage

fat igen. Vi kunne godt ønske os, at der ikke var det her gab mellem en
indlæggelse og så en udskrivelse, men det er tit også, at patienterne oplever, at
det er meget vanskeligt at komme hjem ik, det er jo et meget stort skift, også for
C dem.

L. 83-86: Vores forløb er jo anderledes, fordi patienterne jo er her meget længere,

end de typisk er indlagt. De er mere velfungerende, når de går i
Distriktspsykiatrien som udgangspunkt. Så når vi har en social færdighedsgruppe,
F så kan det være den kører en – to gange om ugen over et halvt år, og det er jo slet
ikke dét, de har ovre på afsnittene.

L. 181-186: Ja altså, og et eller andet sted så sker der noget andet, når så
patienten er blevet udskrevet, fordi så er det nogle andre ting, vi begynder at
fokusere på. Og mange af de samtaler som vi så også har, altså som jeg – som
man som kontaktperson har med patienten, det kan jo være omkring her og nu
problematikker; hvordan får de simpelthen hverdagen til at hænge sammen.

G L. 261-264: Hvis patienten er så dårlig, de ikke engang kan finde ud af at komme

ud af døren, hvad skal der så ske. Du kan godt se, det er nogle helt andre
problematikker, det drejer sig om, end når man arbejder inde på akutafdelingen.
Det er det.

L. 295-298: Men selvfølgelig skal man vide, hvor patienten er i sit sygdomsforløb,
fordi hvis du sidder med en dybt deprimeret patienten, så kan du jo ikke sige
allerede, at patienten skal herud bagefter, det kommer også an på, hvad der ruller
op undervejs i et sygdomsforløb.

Kode 3: Organisationens rammer i forhold til ergoterapeuters handlemuligheder

Subgruppe 1: Fysisk afstand

A L. 96-102: Vi har boet tættere på, end vi gør nu. Vi har nærmest boet dør og dør,
og det har ikke forværret, at vi er flyttet herud. Så det har ingen betydning. Jeg
tænker mere, at det er et spørgsmål om at organisere sig – fx at sikre nogle rutiner
for at tingene bliver læst, og at der er tid til, at folk kan deltage i de møder, hvor
tingene skal foregå. Det drejer sig i høj grad om organisation, synes jeg. Og så er
det jo op til den enkelte også. Altså at møde op til de her ting, prioritere det. Men
først skal arbejdet organiseres for først dernæst prioriteres. Det skal ligge som en
slags arbejdsmoral: ” Her gør vi sådan, fordi det er godt for fællesskabet”.

78
B
L. 289-293: Jamen alle patienter skal jo oplyses om behandlingsmuligheder osv.
ik, men jeg tror, det er meget tid, for der er også nogle gange, kan det være
bøvlet, nu du snakker fysiske omgivelser, nu er der ikke så mange DPC tilbage
heller, de ligger decentralt et eller andet mærkeligt sted langt væk også, og der er
meget transporttid, det kan også, jeg ved ikke, hvordan man kunne løse det, men
når man er geografisk meget spredt, så er der også sværere at samarbejde.

L. 298-299: Når man er så spredt, så skal der være mulighed for nogle flere
C møder, tror jeg.

L. 222-225: Hvis vi lå inde på hospitalet, så ville vi jo nok oftere støde på

hinanden eller lige kunne gå ind på kontoret ved siden af. Men det er jo ikke tanken
med distriktspsykiatrien, den skal jo ligge ude i distriktet. Og det ligger jo ikke
D længere væk, end man kan cykle derover. Men det er jo noget med tiden, vanen og
viljen til det.

L. 244-253: Den fysiske afstand påvirker samarbejdet mellem PC og DPC på den

måde, at meget foregår på skrift. Og mange gange kan det være sådan, at vi
faktisk ikke er klar over, at vores patienter måske er blevet indlagt, og det sådan
ved et tilfælde er, at vi lige går ind og kigger på vores systemer, og vi så kan se, at
patienten er derinde. Og det er sådan at vende lidt tilbage til det andet med
motivationen og behandlingsalliancen, at det skaber noget ja…,det er bare ikke
optimalt, synes jeg, for patienten, og det er heller ikke optimalt for mit samarbejde
( ), at man først efter en uge finder ud af, at de er indlagt og ringer til dem.

L. 335-338: Jamen vi har fokus på det sammenhængende forløb, fordi vi også har
E haft nogle problemer omkring det. Netop dét, jeg var inde på før, med
informationen der er gået tabt osv. Så det er hele tiden noget, vi prøver at
optimere, men det er svært, fordi vi er denne her separate enhed og ligger udskilt
fra hospitalet.

L. 111 -117: Samarbejdet fungerer ikke særlig godt, og vi synes ikke, vi kender
hinanden eller bruger hinanden, efter de er flyttet fra hospitalsområdet. Rent
geografisk betyder det bare, at de er længere væk. Men bet betyder også, at man
ikke lige mødes og får den der daglige omgang som før, hvor de var tættere på
hospitalet. Nu er det jo vigtigt, at vi bruger journalen som redskab til at få overført
de har data om patienten, og det er vi ikke gode til. Så det er på lokalt plan, at vi
har besluttet, at vi skal have mere fokus på det, fordi det ikke fungerer optimalt.

L. 383-390: Før da de lå her på hospitalet, da mødtes man mere, der var det
F nemmere lige at mødes. Nu skal vi alligevel længere væk, ikke fordi det er så
langt, men man skal alligevel have cykel eller bil og bruge et kvarter hver vej. Så
hvis man nu havde fysiske rammer der gjorde, at man var tættere på hinanden,
men det ville være dårligt for patienterne, fordi så ville de være for tæt på
hospitalet, det er derfor, de kom vær fra hospitalet. Men for os ville det være, at
man kunne mødes noget mere med hinanden, fx at man en gang om måneden
spiste frokost sammen, så ville overleveringerne ske bedre.

L. 341-346: Nu er det jo sådan, når det drejer sig om fælles møder, så er der altid
en forventning om, at det er os udefra, der skal komme derind. Det er de færreste
gange, at når der har været holdt fællesmøder, at de har kunne finde ud af at
G komme herud. Så, mange gange, så kan det være sådan en envejs ydelse et eller
andet sted. Om det ville hjælpe, at man lå tættere på hinanden, tja det kan godt

79
 være. Det kunne det da måske.

H L. 349-353: Ja altså, det betyder, at vi er her, og de er derude. Sådan er det. Der

er langt derud. Det er der. Og det er ikke kun patienterne, der synes det, det synes
vi også. Så det kan da godt være, at det var hensigtsmæssigt på sigt, at man
måske lagde hospitalerne og distriktscentrene i umiddelbar tilknytning til hinanden.

L. 378-380: Den fysiske afstand herind, om den ligger på x, eller distriktet ligger
på x, for vores samarbejde der syntes jeg ikke, det har så stor indflydelse.

L. 219-224: Ja, man kommer ikke bare lige forbi for at høre, hvordan det lige går.
Man kan have sådan en udslusningsfase, der kan være en – to måneder, så
kommer man ikke sådan lige forbi, er der noget jeg kan hjælpe med, eller noget jeg
kan støtte op omkring, fordi der er langt til, så det gør man ikke bare lige, så det er
mere, når det er formaliserede møder, hvad gør I, og hvad gør vi i slippet her i
mellem. Så på den måde er det en hindring.

Subgruppe 2: Ressourcemæssige rammer

A L. 176-179: Men der er bare så mange ting, som er afgørende for patientens
gøren, laden og færden, og jeg synes, at vi i disse år bliver meget presset af
kommunen, jobcentre osv., som gør det meget svært for os, at være
klientcentrerede. Der er så mange, som bestemmer så meget over patienterne, så
det bliver svært at følge dem.

L. 190-193: Let tilgængelighed, tænker jeg. At de er let tilgængelige. F.eks. at

man kan ringe og vide, at telefonen bliver taget, måske af en sekretær, men at hun
så lægger en besked, at man kan sende en mail og vide, den bliver læst på et eller
andet tidspunkt i løbet af dagen, af en eller anden som kan tage stilling til det, man
spørger om.

L. 230-236: Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg mener bare, at nogle gange, så er
der én, som er syg, så er man på kursus, eller der kan være en anden patient, som
har brug for én. Manglende tid er også en faktor. Så må man gøre op med sig selv:
” hvor gør jeg bedst gavn?”. Dét er jo problemet med den måde, vi er organiseret
på. At der er nogle, som er primær behandlere, altså nogle få som kender
patienten rigtig godt. Ellers skulle man gøre det anderledes og sige, at så er der
ingen, som kender nogle rigtig godt, men vi kender dem alle en lille smule. Men
B hvad får man så ud af det? Så det er jo et valg om organisation. Sådan mener jeg
det.

L. 70-72: Og meget af det udredningsarbejde vi laver her, jamen det kommer ikke
videre, så på en måde er det jo vanskeligt ikke, og vi har også så meget at lave, så
vi har ikke tid til at sidde her og ringe rundt til centrene og prøve at få kontakt med
dem, det har vi ikke mulighed for.

L. 119-122: Det kan vi prøve, men det er også vanskeligt ik, og vi har ikke så
meget tid på de her konferencer, så der er jo ikke så meget tid til, at man kan
sidde i detaljer, så jeg syntes ikke, der er ret meget tid, plus at så er det sådan her
på stedet, at der er jo nogle traditioner og epikriser, det er så lægens vurdering, og
det er meget sjældent, at der også er tid til.

80
 L. 129: Altså, jeg har jo ikke tid til at være opsøgende på den måde.

L. 132-133: Fordi de har også travlt, og de er også presset, men de plejer og

melde afbud.

L. 223-229: Men nogen gange kan man også have de bedste intentioner og have
planlagt alt muligt, men så er patienterne udskrevet, og så taber man det på
gulvet ikke, og så kan vi jo ikke gøre noget, også fordi der er så meget pres på
pladserne, og så er man nogle gange nødsaget til at udskrive patienter, fordi der
står nogen og er rigtig dårlige. Vi oplever tit, at der er meget korte forløb, hvor
man godt kunne ønske sig, at man kunne behandle patienterne mere og færdig,
kan man sige, og runde dem mere af, ofte så kommer man, og så er patienterne
udskrevet.

L. 232: ja, Altså der har ikke været nogen at formidle til, fordi der ikke er nogen,
der er kommet.

L. 293-296: Og jeg tror også, at det er sværere at samarbejde, når alle har travlt,
og der er alle mulige faggrupper involveret, det kan kun gå galt næsten ik. Så hvis
der var mere tid, og det er jo igen økonomi, hvis der var sat flere penge af, så der
var tid til at få etableret nogle flere behandlingsmøder.

L. 299: Og økonomi, flere penge.

L. 351-353: Det der er hæmmende, det er, at der ikke er de her kontinuerlige
møder, syntes jeg, dét, der også er hæmmende, er, at man er for få personale
C grupper eller ansatte, der er for få ansat til at varetage den opgave, som vi skal.

L. 376-377: Det ved jeg ikke med de her politiske vinde, nu har vi jo lige fået nye
besparelser i psykiatrien, så man bliver også nødt til på en måde at være realistisk.

L. 379-382: Ja, at der så bliver satset mere på psykiatrien generelt. At der er

politisk vilje til det, at der bliver afsat penge. Og man fastholder at have det
tværfaglige perspektiv. Så vi skal blive ved med at være her, der er meget
ergoterapi i psykiatrien, også i hospitalspsykiatrien, også på den lukkede, og i DPC
burde der være flere.

L. 211-213: Det kan nu godt være lidt svært med mails nogle gange. Herovre har
vi hver vores computer på hvert vores kontor, men derovre sidder de 8
ergoterapeuter og slås om én computer. På den måde får de ikke kigget hver dag
på deres mails.
D
L. 228:Besparelser og flere og flere patienter gør, at man ikke så tit kan følge op
på sine patienter.

L. 232-239: Og hun ville så godt nå at snakke med mig inden, at søsteren

kommer. Og det har man jo ikke altid lige tid til. Nu er min dag i dag sådan meget
booket, hvor andre dage er der flere huller. Jeg prøver at planlægge det sådan, er
der er huller til at kunne de ting, men så er der lige et møde, et kursus eller noget
orientering. Og jeg synes, jeg oplever, at vi får flere og flere patienter her. På ca. et
halvt år har vi måtte opsige 7 personaler og fået flere patienter. Så som
kontaktperson har jeg flere patienter end tidligere, hvor nogle ser jeg hver 14. dag,
og det kan være, jeg måske kun kan se dem hver 3. uge, og de patienter jeg skulle
se én gang om ugen, ser jeg kun hver 10. dag. Og dem, som jeg skal se to gange
om ugen, ser jeg kun én gang om ugen i stedet for.

81
 L. 235-237: Der er så meget tryk på derinde på afdelingen, at det bliver meget
E komprimeret, det materiale vi får, og det bliver svært sådan ligesom at hive de
essentielle ting ud.

L: 291-296: Jeg tror rigtig gerne, at vi alle sammen vil have det her optimale
samarbejde, men det er bare svært. Når man arbejder i det her felt, så vil man
selvfølgelig gerne gøre det bedste for patienterne, men der er nogle, ja, nogle
retningslinjer og nogle økonomiske begrænsninger, der gør, at det bare ikke kan
lade sig gøre. Men som udgangspunkt der har alle jo lyst til, at man får
samarbejdet så tæt som muligt for at give den bedste behandling til patienten.

L. 353-354: Nej, der sættes ikke ressourcer af til fx kurser, det gør der ikke. Det
har jeg ikke oplevet.

L. 359 -364: Der er sket så mange omstruktureringer indenfor både vores center
herude, men også inde på afdelingerne med nedskæringer, nogle
sammenlægninger osv., så fokus har faktisk, desværre kan man sige, ikke været så
meget på patientforløbet. Det har været sådan nogle praktiske ting. Så der har ikke
været noget fokus på at optimere behandlingen og overgangen, desværre.

L. 27-30: Én gang om måneden har ergoterapeuterne sådan en faglig

udviklingstime, hvor vi tager forskellige emner op, hvor vi kan sparer med
hinanden eller finde ud af, hvordan kan vi gøre samarbejdet bedre, og hvad
fungerer, og hvad fungerer ikke.

L. 264-269: Det er personlig vigtigt for mig at videregive de her informationer. Ja,
det er det. Og så kan jeg jo så sige, hvorfor gør jeg det så ikke. Det er fordi, jeg har
for travlt. Men ja, jeg synes, det er vigtigt, og jeg synes også, det er en viden, som
ellers går tabt. Jeg synes også, det er synd for patienten, den der empatiske del af
dét at patienten skal starte forfra hver gang, han kommer til et sted. Det ville være
meget bedre, hvis der var noget rød tråd. Så jeg synes, det er rigtig vigtigt.

L. 310-315: Men det er desværre sådan, at initiativer forsvinder, når der kommer
fokus og pres fra andre ting, så ryger det væk, og der skal vi, og det kommer
måske senere, have fundet ud af, hvordan vi holder fast i det, for det foregår langt
fra optimalt, det foregår måske 50 %, hvor man får lavet en ordentlig overlevering
til DPC herindefra. Vi er virkelig ringe til det, selvom vi ved, hvor vigtigt det er, og
hvor tilfredsstillende det er.

L. 377-381: Det ville være optimalt, synes jeg. Altså, at man havde et eller andet
fora, hvor man mødtes og fik overleveret de her ting, men det får vi simpelthen
ikke lov til, det har vi for travlt til, at vi må gøre.

L. 415-422: Ift at sikre sammenhæng i patienternes rehabiliteringsforløb – om jeg

da oplever, at omgivelserne påvirker mine handlemuligheder. Det synes jeg. Jeg
synes, jeg ved godt, det er en dårlig undskyldning, men det er tiden igen. Vi har
ikke så meget tid. Plus, hvilket også er meget dårligt for patienterne, at tit sker det,
at de står og mangler pladser og skal bruge pladser op til weekenden. Det vil sige,
fredag står vi lige og skal bruge nogle pladser på de lukkede afsnit, hvis der
kommer nogle akutte, som så gør, at der bliver udskrevet to eller tre patienter,
som man måske har haft med at gøre i måske flere måneder.

L. 470-473: Tiden, igen, at man får mødtes, og at man for lov til at fokusere på
det. Dét, synes jeg, er fremmende, at vi har den her ene gang om måneden, hvor
F vi mødes med DPC og kan tale om, hvad der fungerer godt, og hvad der ikke
fungerer

82
 L. 493-497: Hvis vi ikke får muligheden for at mødes osv., ikke for muligheder for
at omlægge vores tid og hele tiden får pålagt nye ting, som vi også skal tage os af,
og omstruktureringer og omlægninger og akutte sager, hvis vi hele tiden bliver
presset, jamen så er det jo også meget hæmmende for, at det her samarbejde kan
foregå.

L. 512-516: Det er bare et spørgsmål om at få prioriteret det ind og også huske, at

det ikke kan blive 100 %, for det kan vi ikke. Vi kan ikke sige, at vi overleverer alle
de patienter, jeg har haft med at gøre, for jeg har rigtig mange patienter. Det er
bar ikke fysisk muligt at få gjort det på dem alle sammen

L. 521-526: Det er jo tit noget med virkeligheden herude, at vi altid mangler

mennesker, og en er på barsel, og dem får vi ikke dækket, og så skal vi dække
andre afsnit og andre grupper. De patienter, der bliver udskrevet, er tit ude af øje
ude af sind. Så får vi nye akutte ind, og så tager vi os af dem. Men, jo muligheden
er til det, det er bare om at prioritere det og omstrukturere ens arbejde, så man
kan have fokus på det og måske nedprioritere nogle andre ting, som ikke er så
vigtige.

L. 537-543: Én gang om måneden har vi et møde, så lidt tid sættes der af til det.
Opfølgning skal tages fra patientarbejdet, det skal tages fra vores almindelige
G arbejdes tid. Det er ikke sådan, at det næste halve år får vi en halv time om ugen
til at blive bedre til det, det er det ikke. Det bliver bare taget fra vores arbejdstid.
Men én gang om måneden er jo også bedre end ingenting. Der bliver da sat fokus
på det, så de er for det, hospitalet er for det, de er for, at vi bliver bedre, og så får
vi lige en lille finger, så vi kan arbejde med det.

L. 209-221: Fx vi har jo nogle møder i distriktscentrene, hvor vi mødes internt

ergoterapeuter, og så har vi så vores faglige leder ude fra afdelingen, som også er
med. Og en gang imellem så taler vi jo om det der med at prøve at lave et øget
samarbejde faggrupperne imellem. Og vi får også tilbud om at komme ud og være
med på nogle af de uddannelses- eller undervisningstilbud, som de kører jo –
derude, internt. Men problemet er bare, at mange gange så har vi sku ikke tid til
det. For at sige det rent ud. Jeg har ikke tid til at tage fx en halv eftermiddag ud af
mit program her på stedet for at komme ud og være med og være med i en
undervisning og sådan noget. Man kan jo så sige, at det kunne jeg så prioritere ik.
Men så ved jeg, så er der gået en halv dag fra i den uge, den pressede uge, som
jeg har i forvejen. Fordi jeg har jo også grupper her jo, udover de næsten 40
patienter, som jeg har. Så jeg har nok at se til.

L. 232-233: Jeg læser jo også kontinuationerne, når jeg har tid. Men jeg må sige,
H det er sjældent, jeg når at læse dem igennem.

L. 448-450: Der er for travlt rundt omkring, simpelthen. Der er for få ressourcer
til, at vi kan sikre sammenhæng, og det er der også inde på afdelingen.

L. 461-468: Nej, der er ikke ret meget fokus. Tværtimod er det ligesom, det er
gledet lidt ”ud af tangenten”, fordi det er blevet mere og mere korte indlæggelser
og et spørgsmål om, hvilken patient der så er mindst dårlig, som vi så kan ”knalde
videre” til åbent regi. Og når de så har været der i fem dage, så kan de lige få
noget medicin med hjem og så ud af klappen. Og så er der nye hen over banen
igen. Det er sådan en gang svingdørs, hele pivtøjet. Det, har jeg oplevelsen af, har
kørt i flere år efterhånden. Det er ganske frustrerende. Der er ikke noget
sammenhængende patientforløb. Det synes jeg ikke.

L. 386: Så der vil det mere være tidsfaktoren, om man har tid til at mødes.

83
 L. 423-429: Det er jo meget ofte tidsperspektivet der kommer ind i billedet, at
hvis der pludselig bliver meget run på afdelingerne dernede, at en patient bliver
hurtigere udskrevet, end man lige havde planlagt, så jeg vil syntes, at det
væsentligste er en tidsfaktor, der er ikke muligheder for samarbejde, fordi alle er
egentlig interesseret i at arbejde sammen om det, så det er de udefrakommende
tidsfaktorer, der gør sig gældende og kan blive en forhindring for, om det kan lade
sig gøre, og om når det og ikke får gjort det, og hvis det så er meget væsentligt, at
man får nogle ting med, så må man jo tage kontakt til dér, hvor patienten kommer
ud til.

L. 448-451: Det kan være lidt hæmmende ift, at der har været alle de her
omrokeringer, og hvem skal man henvende sig til og hvornår, hvor finder man dem
derude og deres tidsperspektiv jo ikke, men det er jo alt sammen noget praktisk,
der over tid kan ordnes.

L. 484-488: Men i og med at der også bliver nedlagt senge herinde, og fx

dagpatientfunktionen bliver nedlagt herinde, hvor vi ellers ville have patienterne i
længere tid som dagpatienter, så bliver det jo intensiveret ift, at dem der så ellers
ville have været dagpatienter, at de skal ud og fungere i en funktion i distriktet, så
bliver der jo intensiveret på forskellige måder, så på den måde sker der jo nogle
ændringer, men jeg syntes altid, intensionen har været der i det, jeg har oplevet i
hvert fald.

L. 214-216: Tid betyder meget. Fx i udslusningsfasen kan man ikke lige tage hjem
i patienten lejlighed, det bliver et heldags-projekt, det kræver lidt mere og er ikke
noget, man sådan bare lige gør.

L. 265-269: Der er sammenhæng her. Men til de andre samarbejdspartnere, der

kommer det til at halte lidt, for der er noget videregivelse og overlevering, og der
er det lige en gang imellem den kobling, hvordan er det lige det fungerer. Når vi
har en travl hverdag her, og de har en travl hverdag i den anden ende, hvordan
kommer det så lige til at fungere.

Subgruppe 3: Organisationens opbygning

B L. 299-302: Jeg ved ikke, om det er dækkende, men du sagde kulturer, og det er
selvfølgelig et gammelt hospitalsvæsen, det har jeg da lært, det er virkelig en
mastodont at være mange gamle lange traditioner i et meget hierarkisk system,
der er visse kransekagefigurer og så menige – altså overlæger, deres ord vejer jo
meget mere end en ergoterapeut.

L. 306-314: Det kunne det sagtens, man bliver da også træt af det, det tager lang
tid at ændre noget her. Altså, jeg kan gi jer et eksempel, vi fik for et og et halvt år
siden en idé om, at, for at undgå sensorisk deprevision, så er det også vigtigt, at
bæltefikserede patienter også får tilbudt aktiviteter eller har nogle
aktivitetsmuligheder af forskellig art, så vi har udviklet en aktivitet, hvor der er
forskellige muligheder; se film, se tv, lytte til musik, man kan tegne, løse kryds og
tværs og alt muligt forskelligt også noget sanse, at man kan få noget grounding
med kugledyner og sådan noget forskelligt. Bare at få det til ide og til nu har vi en
vogn på de lukkede afsnit, men nu er der gået et og et halvt år, nu er det der jo, og
nu skal de så i bruge på et tidspunkt, men det er ikke så en detalje (ment i ironi),
det tager rigtig lang tid, så vi er oppe i mod nogle traditioner og kulturer.

84
 L. 334-335: Nej, det er det, jeg siger, det er det, vi arbejder på, men det er jo
traditioner, at det er læger, der laver epikriser.

L. 339-341: Men der er vi jo oppe mod traditioner, og vi kan jo heller ikke bare
komme ind, det ville jo være mangel på respekt, at sige, så, nu rydder vi bordet, og
C så, altså det er jo noget med at indlede et samarbejde, og så må man jo også ha
lidt tålmodighed og være lidt lyttende.

L. 97-102: Men så nogle gange var patienten blevet udskrevet over weekenden,
og ergoterapeuten var måske ikke lige opmærksom på det, og ” Gud nej, hvor er
patienten henne?”, ”jamen han er blevet udskrevet”, ” jamen jeg skal lige have
lavet den der seddel”, men den lå allerede i journalen og var måske allerede
D arkiveret i kælderen. Og sekretæren kunne ikke huske, om der var sendt noget
med herover, måske hun havde faxet en seddel, men måske hun ikke rigtig vidste,
hvem hun skulle faxe den til.

L: 260-269: Vi er jo underlagt nogle bestemte retningslinjer for, hvordan vi må

gøre tingene, så der er ikke plads til så meget personlig udfoldelse, kan man sige.
Jeg kunne godt tænke mig at gøre mange andre ting, hvis patienten var indlagt, for
eksempel se patienten noget mere og tage patienten noget mere ud fra
afdelingen, så man laver en glidende udslusning osv., men det er ligesom ikke dét,
der er lagt op til her på centret. Når patienten er indlagt, så er behandlingsansvaret
inde på afdelingen, og så overtager vi behandlingsansvaret, når de kommer herud.
Så vi er meget begrænset på den måde, at vi ikke kan overlappe hinanden.

L: 312-313: Vi bliver ikke altid informeret, hvis patienten bliver indlagt over en
weekend eksempelvis, så kan der godt gå lang tid.

L: 315-321: Hvis jeg nu har en patient her eksempelvis, og jeg går på weekend, så
kan patienten få det dårligt i løbet af weekenden og får indskrevet sig selv på
afdelingen, så kan der faktisk godt gå en uge, inden vi får det at vide her. Og det er
jo klart noget der hæmmer både behandlingsforløbet mellem afdelingen og os men
også ift patienten. Så der er helt klart noget kommunikation, der er dårlig, som
klart hæmmer overgangen fra afdelingerne til os.

L: 338-342: Men det er hele tiden noget, vi prøver at gøre bedre og komme med
nye tiltag. Vi har det jævnligt oppe på personalemøder også, hvordan vi kan
forbedre det. Men vi er underlagt nogle begrænsninger, som gør, at det er rigtig
svært at få ført de her ting igennem.
E
L: 347-352: Folk er frustrerede over, at der er noget, der er gået tabt, og det har
skabt splid i behandlingsalliancen og har givet dårligt behandlingsforløb for
patienten. Ud af det så kommer der nogle ideer til, hvordan man måske kunne gøre
det bedre. Men der er langt fra idé til ren handling inde fra afdelingen. Og det er
heller ikke afdelingens ansvar at tage de her ideer, som vi kommer med. Det skal
jo op på højere niveau.

L: 124-126: Patienterne bliver tit udskrevet, uden vi ved det, eller bliver akut
udskrevet, så vi når ikke at skrive det afsluttende notat.

L: 422-425: De bliver bare udskrevet sådan, og så når du hverken at sige farvel til
dem, skrive noget notat, og så kommer du måske mandag og lægger måske ikke
lige mærke til det mandag, fordi du er på en anden afdeling, vi er på flere
afdelinger.

85
 L: 427-435: Så det er da sådan lidt frustrerende, og en faktor der spiller ind, ved
at man ikke har nogen indflydelse på, hvornår patienterne bliver udskrevet eller
ikke udskrevet. Og så kommer der jo fem nye patienter, som jeg så skal ind og
holde orienterende samtale med, og så er det utroligt svært at gå ind og arbejde
med nogle patienter, der er udskrevet, og gå ind og finde deres journaler, de er jo
blevet slettet fra systemet. Så skal man ind og oprette en ny, så det er drøn
besværligt at finde dem igen, og så bliver det jo bare, at så glemmer man lidt dem
og tager sig af de nye, der er kommet. Man tager sig meget af det akutte. Så
faktorer, der spiller ind, er jo nok tid, men også at man ikke har indflydelse på,
hvornår patienten bliver udskrevet.”

Kode 4: Ergoterapeuters menneskelige tilgang

Subgruppe 1: Motivation

A L. 165-166: Jamen, jeg synes da, at det er vigtigt at følge op på den behandling,
der er blevet opstartet i akut regi. Det er altid rart, når der er noget at tage ved.

L. 211-215: Ja. Ja det vil jeg sige. Og når der ikke gør, så kan man godt se, hvad
det er, som er kommet til at ske. At det ikke har noget at gøre med ligegyldighed,
men at det bare nogle gange er svært at få enderne til at støde sammen. Jeg
oplever ikke, at det er på grund af uvilje, men fordi det er svært at organisere ind i
mellem. Vi bestræber os på det, men det er klart, at det ind i mellem svipser og er
svært at organisere sig ud af.

B
L. 315-316: Om jeg oplever en fælles værdi ift at opnå sammenhængende
patientforløb. Nej::, nogle gange jov, og andre gange nej.

C
L.260-262: Og det fremmende er vores gode vilje. Vi vil gerne. Det ser jeg som
positivt. At det ikke er viljen, som mangler. Vi mangler bare at finde en eller anden
model, som virker.
D

L. 106-108: Ideen er at lave en glidende overgang fra indlæggelse til den

ambulante behandling. Så det stræber vi selvfølgelig efter, i det omfang, det er
muligt.

L. 188-194:Det har stor betydning at følge op på den behandling, der er blevet

opstartet i akut regi, synes jeg. Det giver et meget godt billede af, hvor patienten
er henne. Altså, der er mange, der finder det ubehageligt at være indlagt
eksempelvis. Så det er meget rart at følge op på det, hvordan det er forløbet
derinde, og hvilke tiltag der er lavet, og hvilke behandlingsformer der er sat i gang.
Så det betyder meget.

L. 200-202: Det betyder meget at følge op på den opstartede behandling. Det

betyder netop, at jeg føler, at jeg gør et godt arbejde ift patienten, og at jeg får
samlet op på de ting, som er blevet sat i gang.

L. 209-211: Ja, det betyder meget for mig, at der ikke kommer et slip, også ift
netop behandlingsalliancen. Når behandlingsalliancen er god, så giver det også
motivation for det videre arbejde med patienten. Helt klart.

L. 215-221: Der skal så vidt muligt ikke ske de store ændringer for patienten

86
 uanset, om patienten er indlagt, eller om patienten er i ambulant regi. Så der skal
E helst være en vis kontinuitet, og der skal ikke ændres for meget på tingene. Fordi
de er skrøbelige, vores patienter. Så hvis man ligesom kunne styrke samarbejdet
mellem ambulant- og akut regi, så ville man måske også styrke patientens
rehabilitering, fordi man netop ikke får de her store udsving.

L. 58-63: Jeg synes, så arbejder vi med noget herinde, og så kommer patienterne

ud til dem, og så starter de ligesom på deres egen behandlingsplan der ude og
arbejder måske på noget helt andet, så det jeg går og arbejder med herinde hos
mig, det føler jeg jo bliver lidt tabt, altså sådan lidt meningsløst, fordi patienten har
glæde af det og udvikler sig og kunne have fortsat brug for at arbejde med de her
ting som social færdighedstræning, eller hvad det nu kan være.

L. 129-131: Det er lige det her emne, vi har oppe i øjeblikket på vores faglige
udvikling med DPC, hvordan vi kan gøre det bedre, hvordan vi får lavet den her
overlevering. Det fungerer ikke i øjeblikket.

L. 145-147: Dér har vi så arbejdet med, hvad vi gør, når det ikke kan lade sig
gøre, når patienten er udskrevet og væk, og CPR-nummeret er væk. Hvordan får
man så givet denne her besked bedst mulig.

L. 295-299: Det er da super tilfredsstillende at vide, at hvis jeg har lavet en test,
at den så bliver brugt. Hvis jeg har vurderet herindefra, at patienten ikke kan klare
sig i eget hjem, via en AMPS for eksempel, at de så bruger den test til at sige, at
patienten skal have mere støtte i hjemmet, eller vi kigger på en anden bolig til
patienten, fordi jeg kan se der ligger en AMPS, der siger sådan. Det er da super
fedt.

L. 300-305: Det er da rigtig ærgerligt, hvis man hører, at de arbejder med det et
halvt år efter, og de slet ikke har set på min test, og de stadig er ved at afklare, om
patienten skal det ene, og bruger et halvt år på det, når der faktisk ligger en test,
der beviser, at patienten slet ikke kan strukturere eller lave mad eller motorisk kan
finde rundt eller kan arbejde med sig selv. Så det er da meget tilfredsstillende, hvis
man kan mærke, at de bruger de ting, jeg er ved herinde, eller har fundet ud af
herinde.

L. 307-310: Vi overleverer da også i de perioder, hvor vi taler meget om det, som

vi gør i øjeblikket, der har vi mere fokus på det netop for at få lavet de skide
notater og få ringet derud, hvis man ikke får dem lavet, fordi man har for travlt.

L. 315-316: Det er virkelig noget der gør, at det giver mening og virkelig er
meningsfuldt, det jeg går og gør herinde, hvis det bliver brugt, når patienten
kommer videre.

L. 320-322: Det med motivation og vide, at det, man har gjort, bliver brugt, evt.
fortsætte med grupper det er jo helt optimalt.

L. 407-413: Det betyder rigtig meget med imødekommenhed. Oplever du, når du
ringer ud, at folk siger, ”Gud hvor er det fedt, du ringere, ej nu er jeg bare meget
bedre rustet”, eller sådan noget. Det gjorde måske, at man lige oppede sig lidt,
eller hvis de skriver tilbage ”fedt notat du lige har lavet” eller ”tak for
overleveringen” eller sådan et eller andet. Altså hvis man synes det er fedt, og
man ligesom fra begge sider havde en idé om, at den her overlevering skal blive
god, ville betyde rigtig meget ift, om man får opfyldt retningslinjerne og var
motiveret for, at det blev gjort. Så det ville betyde rigtig meget.

L. 454-458: Ja, om vi har samme grundlag for det og synes, det er lige vigtigt fra

87
 begge sider. Ja det synes jeg. Jeg vil nok sige, ja det kommer fra begge sider fra, og
vi er begge to – både distriktet og os herindefra, ved godt, at vi ikke er gode nok til
det og skal optimere det på en eller anden måde. Så jeg synes, vi ved værdien i
hvor vigtigt det er, at jeg ved noget om deres patienter.

L. 458-465: De er jo meget tætte med deres patienter i DPC, de kan jo have dem
over flere år, så for dem er det jo også virkelig vigtigt, at vi følger det, som de har
arbejdet med. Det må være totalt devaluerende at sige, du har arbejdet med dem i
flere år, og så kommer de herind, og så er vi bare helt lige glade med, hvad du har
arbejdet med. Og omvendt, herinde har vi måske noget akut, nogle redskaber,
nogle vurderinger, test som de jo også kan få glæde af. Så jeg synes, den går fra
begge sider, at man godt kan have glæde af og synes, det er vigtigt at for både ind
F og ud, både fra distriktet og hertil og herfra til distriktet.

L. 497-504: Så er det jo også hæmmende, hvis vi skal kigge tilbage på det, vi har
talt om i dag, hvis oplysningerne ikke bliver modtager ordentligt, altså hvis det ikke
går begge veje. Hvis jeg føler, jeg laver et fedt stykke arbejde herinde, og de så
bare slet ikke bruger det ude i DPC, jamen, så er det jo hæmmende for min
motivation. Så gider jeg ikke rigtig gøre det, hvis de er helt ligeglade og alligevel
begynder på noget helt andet og omvendt, hvis de laver et helt vildt fedt stykke
arbejde, og jeg så bare devaluere det, når de kommer herind, eller måske ikke
ligefrem devaluerer, men ikke tager højde for det.

L. 507-510: Jeg føler, at vi skal have fokus på det, og mulighederne er der i hvert
fald, og der er stor interesse for det fra begge sider, at vi skal gøre det bedre. Så
det er jo et spørgsmål om at få fokus på det og blive bedre til at prioritere ens tid.

L. 516-518: Så skal jeg bare ikke sige, at når jeg ikke kan gøre det på dem alle
sammen, så vil jeg slet ikke og blive sur over det. Så må jeg jo gøre det på nogle af
dem, og så gøre det rigtig godt på dem, jeg kan nå, og så sige, det var en start.

L. 301-303: Nej, det betyder ikke noget for mig personligt at følge op på en
behandling. Overhovedet ikke. Fordi jeg arbejder som kontaktperson. Jeg arbejder
ikke som ergoterapeut. Så det har ingen betydning.

L. 318-324: Så jeg synes ikke, der, inde fra vores akutafdeling, er den fornødne
respekt med hensyn til det stykke arbejde, som ( ) blevet lavet ude sammen med
patienten. Og så når man tager i betragtning, at når patienten er indlagt, jamen, er
G de det jo faktisk ganske kortvarigt, og så skal de ud og leve deres eget liv igen. Der
er lidt for megen egenrådighed derinde. Må jeg nok sige. Jeg synes jo nok, at
samarbejdet det kunne være langt bedre.

L. 341-346: Nu er det jo sådan, når det drejer sig om fælles møder, så er der altid
en forventning om, at det er os, udefra, der skal komme derind. Det er de færreste
gange, at når der har været holdt fællesmøder, at de har kunne finde ud af at
komme herud. Så, mange gange, så kan det være sådan en envejs ydelse et eller
andet sted. Om det ville hjælpe, at man lå tættere på hinanden, tja, det kan godt
H være. Det kunne det da måske.

L. 391-395: Altså, vi vil gerne samarbejde. Og den fornemmelse har jeg også fra
mine kolleger inde på afsnittet. Og det er også det, jeg hører fra mine øvrige
kolleger på det andet DPC center. Vi vil gerne samarbejde. Vi får bare ikke rigtig
gjort det. Sådan er det. Der er vilje til det. Ingen tvivl om det.

L. 453-455: Jeg ved jo ikke, hvad de tænker derinde. For at sige det rent ud. Jeg
har ikke så forfærdelig meget fokus på sammenhængen, må jeg så sige. Jeg kunne
jo have det. Det har jeg også sagt. Men det har jeg faktisk ikke.

88
 L. 458: Jeg tror heller ikke, sammenhæng strejfer dem inde på afdelingen en
tanke.

L. 341-347: Altså, det er jo altid spændende, hvis det er en behandling, man har
opstartet, og det kan komme videre, og man kan opleve, at patienten kan have
glæde af det, det giver jo en faglig glæde. Men det er ikke det altoverskyggende,
om det er min behandling eller en anden behandling, fordi jeg oplever også, at vi
er et team der behandler, så det vigtigste er altså, at patienten kommer videre
med de facetter, vedkommende har haft brug for, og om vi hver især fagligt
rammer rigtigt. For hvis det er noget andet, vedkommende går videre med derude,
så kan det være, at det er det, jeg har haft i det, der har været medvirkende til, at
vedkommende så går videre i x eller noget andet.

L. 139-144: Det er ikke vigtigt for mig at videregive oplysninger. Ikke for mit eget
arbejde. Det vi arbejder med, de problemstillinger vi har, arbejder vi med her. Når
de så enten er afsluttet eller afrundet, så er vi nået så langt under denne her
indlæggelse, og om der så er nogen, der skal arbejde vider med den, der ved jeg
ikke. Det ved jeg ikke, om er så vigtigt, så meget kender jeg ikke til omkring, hvor
meget de går ind i det på DPC.

L. 167-168: Det lyder måske lidt koldt, men det har ikke nogen betydning for mig,
om de følger op derude. Ikke i det arbejde jeg går og laver til daglig.

L. 210: Ja, imødekommenhed det spiller i høj grad ind.

Subgruppe 2: Uformelle relationer ergoterapeuterne imellem

A L. 240-247: Det fremmende er helt sikkert dét, at vi også har tid til at lære
hinanden som mennesker at kende. For nu bedre man kender hinanden og har
arbejdet med hinanden, nu lettere er det at tage telefonen og ringe til hinanden og
sige: ” Hey, (navnet på ergoterapeuten på psykiatrisk center) prøv lige at høre her.
Nu bedre man kender hinanden, nu bedre kender man også hinandens sprog og
termer, så når jeg siger sådan og sådan, så tænker hun: ” Nåh, det er sådan
(navnet på informanten) mener, jamen så gør vi sådan og sådan”. Så
genkendelighed og en organisation, hvor vi også kan lære hinanden at kende på
den mere uformelle måde, synes jeg, kan være meget fordrende for det.
B

L. 363-366: Noget, der kan fremme, det er, hvis man har fået kontakt, nogle
gange den der personlige kontakt den kan betyde noget, fordi så kan man huske,
og så kan det være, at det også kan anspore én, og så kan det være, at man lige
måske kan ringe, eller så er banen ligesom kridtet op.

L. 369-371: Ja hvis man kender hinanden, så kan det være, at man måske
E kommer i tanker om noget eller også skubbe på nogle steder, men det skal bare
ikke være afhængig af det, syntes jeg.

89
 L. 292-295: Det, synes jeg jo, er fantastisk, hvis der bliver fulgt op på den
G behandling, jeg har opstartet, og jeg synes også, de gange vi har en god
overlevering, har en god kontakt til en ergoterapeut derude, så synes jeg, det
fungerer rigtig godt, og det er da tilfredsstillende at vide.

L. 447-448: Og det at kende ergoterapeuterne i DPC og have den naturlige

kontakt med dem i et forløb, syntes jeg også, er en fordel.

90