Sociologi om kritik og retfærdiggørelser – om a-kritiske

attituder i nyere fransk pragmatisk sociologi

Anders Blok

“[I]deology is the thought of my adversary, the thought of the other. He does

not know it, but I do” (P. Ricoeur, ‘Science and Ideology’, 1981:244)

Indledning: fra kritisk sociologi til sociologi om kritik?1

Hvis det er korrekt at hævde, at sociologien historisk er vokset frem som den kri-
tiske videnskab om sociale kriser, lidelser og patologier – så gælder det i lige høj
grad, at selvkritikker af sociologiens egen nutidige krise er et genkommende fæ-
nomen (se Willig 2009; Hollands & Stanley 2009). Mest berømt er nok The Coming
Crisis of Western Sociology fra 1970, hvor Alvin Gouldner – den ”uortodokse mar-
xist” – i stærke vendinger kritiserede datidens strukturfunktionalisme. Men et ha-
stigt zoom over de seneste årtiers internationale sociologidiskussioner afslører, at
socialteorien (Kellner 1990), den empiriske sociologi (Savage & Burrows 2007)
samt sociologiens offentlige engagement (Burawoy 2005) alle fra tid til anden ud-
nævnes til at være i krise. Senest er turen så kommet til kritikken selv: i nutidig so-
ciologi tales der en del om samfundskritikkens krise, udvanding og forfald (se
Kristensen 2008). Den amerikanske sociolog Jeffrey Alexander (2006:3) synes at
opsummere stemningen når han konstaterer, at ”[w]e live in a cynical age”.
Formålet med dette lille essay er at argumentere for et modsatrettet synspunkt:
hvis noget nutidigt er i ”krise” er det hverken socialteorien eller samfundskritikken
(som klarer sig fint uden sociologers hjælp) – men derimod specifikt den kritiske
sociologis selvforståelse. Det er der ganske tungtvejende grunde til, og den væ-
sentligste af disse, vil jeg hævde, går under betegnelsen ”den pragmatiske vending”
i nyere socialteori og –filosofi, ikke mindst af fransk aftapning. Formuleret med
Ricoeur er man her begyndt at stille alvorlige spørgsmålstegn ved hele den ”mis-

4
 Sosiologisk Årbok 2010.3-4

tankens hermeneutik”, som gennemsyrer sociologien i den kritiske teoris gevandter

(se Celikates 2006). I det post-bourdieuanske landskab af fransk pragmatisk socio-
logi er man i stedet i færd med at elaborere en ny empirisk og moralsk sociologi,
som jeg her under ét vil kalde ”sociologi om kritik” – for hermed at adskille den
skarpest muligt fra ”kritisk sociologi”. Hovedmændene i denne bevægelse er Luc
Boltanski og Laurent Thévenot, hvis værk om retfærdiggørelsens sociale dynamik-
ker – De la justification (1991) – hurtigt er blevet en nyklassiker i fransk sociologi
og for nyligt er udkommet i engelsk oversættelse (2006).
Ideen med det følgende essay er at foretage et lille tankeeksperiment: spørgsmålet
jeg vil stille er i al enkelthed hvor vi kommer hen, hvis vi positionerer denne nye
pragmatiske sociologi om kritik som et levedygtigt alternativ til hidtidig kritisk teori?
Det skal her med det samme medgives, at der kan tænkes andre og mindre modsæt-
ningsfyldte måder at relatere kritiske og pragmatiske sociologier (se Bénatouïl 1999).
Min specifikke måde at spørge på er imidlertid, foruden Boltanski og Thévenot, pri-
mært inspireret af videnskabsantropologen Bruno Latour – selv en væsentlig brik i
den franske pragmatiske vending – og dennes radikale modernitetskritik (Latour
1993). I Latours optik udgør den kritiske impuls til at mistænkeliggøre, afsløre skjulte
virkeligheder og destruere ”den andens” falske afguder ét af modernitetens mest ar-
ketypiske træk – og dette træk finder sin apoteose i den kritiske sociologi (Latour
2005). Nu hvor verden ikke længere er moderne – og skellene mellem sandhed og
ideologi, viden og overtro, os og dem derved mere udflydende – er det ifølge Latour
på tide at opdyrke en ny intellektuel attitude hinsides kritikken (Latour 1987). I for-
længelse af Latour er min tese i det følgende, at Boltanski og Thévenots nyskabende
arbejde er i færd med at fremskrive netop en sådan a-kritisk attitude for sociologien.
Spørgsmålet er, hvilke implikationer denne attitude eller etos har?2
Sagt metaforisk, så handler dette essay altså ikke om at afsøge endnu et nyt
rum i den kritiske sociologis vidtforgrenede hus; snarere handler det om at under-
søge muligheden for at støbe fundamentet for et nyt, a-kritisk hus. Hvor urimeligt
det end kan synes overfor disse sofistikerede traditioners mangfoldighed, så vil
dette essay derfor ikke have noget særlig nyt (eller pænt!) at sige om kritisk socio-
logi, hverken historisk eller aktuelt, og hverken i dens dominerende marxistisk-
frankfurterske eller i dens nutidigt udbredte Nietzcheansk-Foucaultske og
Lacaniansk-Zizekske varianter. Disse traditioner er alle veletablerede i sociologien
og genstand for løbende refleksion og reformulering (se Kristensen 2008)3. Det
sæt af positioner, som jeg her ønsker at eksperimentere med, er derimod fortsat
ganske marginale i sociologien (trods voksende interesse igennem de senere år).
Jeg vil derfor appellere til en vis tålmodighed og velvilje hos publikum, før ekspe-
rimentet eventuelt forkastes som mislykket til slut – en altid foreliggende risiko.

5
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

Formuleret med en anden metafor: til dette essays formål vil jeg tillade mig at
indtage den opfattelse, at kritiske sociologer selv må rode sig ud af det post-kanti-
anske buskads af autonome subjekter og transcendente kilder til oplysning, som
de historisk er viklet ind i (se Blühdorn 1999). Imens opfatter jeg det som en, ja,
kritisk opgave – i betydningen presserende, afgørende – at afsøge muligheden for,
at der kunne gives sociologisk rimelige måder helt at undgå dette post-kantianske
buskads til at begynde med. Den væsentligste ledetråd i den henseende er at følge
Boltanski og Thévenots anvisning om ikke at behandle kritik som et redskab for
den privilegerede analytiker (sociolog-kongen!), men derimod som en allesteds-
nærværende egenskab ved den sociale verden som sådan. Hvis den sociale verden
er en verden af plurale og historisk aflejrede værdier, og hvis sociologen uvægerligt
er en del af denne sociale verden, så tvinger det til en form for etisk selvrefleksivitet
i sociologien, som rækker langt hinsides de spørgsmål om universalistiske diskur-
sive fordringer, som kritisk sociologi synes at være havnet i nutidigt (se Abbott
2007). Boltanski og Thévenot udspiller her et klassisk trick fra Harold Garfinkels
etnometodologi: hvad andre sociologer har taget som analytisk ressource – kritik
og retfærdiggørelser – søger de at etablere som central empirisk tematik og pro-
blemfelt for sociologien.
Dette essay har ikke til hensigt at præsentere Boltanski og Thévenots sociologi
på systematisk eller fyldestgørende vis4. I stedet ønsker jeg, under henvisning til
essayets ufuldstændige form, at fremsætte fem til dels idiosynkratiske teser om
baggrunden, betydningen og de fremtidige implikationer af deres sociologi om kri-
tik og en heraf afledt a-kritisk attitude for sociologien. Som retorisk form har frem-
sættelsen af teser selvsagt en berømt historie i den kritiske sociologi – om end
pladsens og fantasiens begrænsninger altså her kun levner mig mulighed for at
fremsætte knap halvdelen af Marx’ ikoniske 11 teser (om Feuerbach). Teser har
den attraktive egenskab, at de dels signalerer egen foreløbighed – de er trods alt
kun teser – men samtidig tillader en form for fremtidsorienteret spekulation, som
udkast til en ny retning hvori tænkningen kan bevæge sig. Som Engels skrev om
Marx’ Feuerbach-teser: ”Det er notitser til senere udarbejdelse – men uvurderlige
som den første geniale spire til en ny verdensanskuelse”! Om end det følgende
næppe er hverken genialt eller en ny verdensanskuelse, så forekommer temaet og
indsatsen mig væsentlige nok til at gøre et seriøst forsøg.
De fem teser, som denne tekst ønsker at fremsætte, lyder i kort stikordsform:

1. ”Kritik” er vigtigere som (kvasi-)objektivt end som subjektivt fænomen

2. Kritiske praksisser må analyseres som symbolsk-politisk performative
3. Nutidens økologiske krise fremviser og dramatiserer den kritiske teoris kriser

6
 Sosiologisk Årbok 2010.4

4. Boltanski og Thévenots sociologi udgør en radikalt ny empirisk politisk filo-

sofi
5. Kritik må suppleres med solidaritet og håb som forholdsmåder i sociologien

Formålet i det følgende bliver at udfolde betydningen og implikationerne af disse

teser, én for én. Udfoldelsen må nødvendigvis forblive overfladisk og ufuldstændig,
så også i denne forstand er der tale om teser til senere viderebearbejdning. Igen er
det vigtigt at holde sig for øje, at der højst kan blive tale om at afsøge den grund,
hvorpå et nyt, a-kritisk sociologisk hus måske kan rejse sig. I den henseende kan
det tjene som lindring af bekymringen at vide, at vi jo altid kan søge tilbage i den
kritiske sociologis solidt forankrede bygningsværk, hvis stormen skulle blive for
hård og risikoen for kuldsejling for stor.

Tese 1: krise/kritik – om (kvasi-)objektiv kritikalitet

Det er velkendt fra idé- og begrebshistoriske undersøgelser, at ordene krise (krisis)

og kritik (kritiké) er umiddelbart forbundne i deres oldgræske etymologi (se Kri-
stensen 2008). Kritik var her relateret til kunsten at bedømme og afgøre et kritisk
sagsforhold, eller netop en krise eller strid, forstået som et afgørende øjeblik eller
vendepunkt i forløbet af en sygdom, en juridisk retssag eller en militær kamp. I
sager om liv og død, ret og uret, sejr og nederlag sondredes der således endnu ikke
skarpt mellem den objektive krise og den subjektive kritik – en sondring der stadig
den dag i dag er ganske flydende. Slår man op under ordet ”kritisk” i den britiske
encyklopædi viser det sig således tydeligt, at dette ord både har en (kvasi-)objektiv
betydning – idet en tilstand, en fase, eller en test kan siges at være kritisk, dvs. af-
gørende, vital, uomgængelig – og en subjektiv betydning, som en inklination til at
kritisere ufavorabelt eller på anden vis udøve en vurderende dømmekraft. Når vi
taler om kritik og taler kritisk, så handler det altid om at kende det opportune mo-
ment, det kritiske øjeblik, hvor endnu usikre fremtider står på spil.
Tesen er nu, i komprimeret form, at balancen mellem kritikkens (kvasi-)objek-
tive og subjektive momenter har en uheldig tendens til at forskyde sig i subjektivi-
stisk retning, når sociologer omgås fænomenet kritik. Hermed tabes nemt blikket
for det vi med Latour (2003a) kan kalde for den sociale situations ”kritikalitet” –
dens iboende konflikter, afgørende momenter, og endnu ikke afgjorte potentialer.
Frem for alt tabes nemt blikket for, hvordan kritiske fortolkninger og kritiske test
udgør iboende, allestedsnærværende og eksplicitte momenter i det sociale liv, hvad
enten disse scener udspilles over middagsbordet, på værtshuset, gennem avisens

7
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

debatsider eller på parlamentets bonede gulve. Mens det for ingeniører ligger lige
for at undersøge maskiners kritiske tærskler, så virker det stadig som en forfriskende
nydannelse, når Boltanski og Thévenot (2006) foreslår at gøre ”kritiske situationer”
– og de sociale aktørers kritiske kompetencer – til centralt omdrejningspunkt for so-
ciologien. Har man omvendt først gjort denne (kvasi-)objektive sociale kritikalitet
til sit omdrejningspunkt, så viser det sig hurtigt, at kritik kun i afledt forstand bør
tematiseres som en subjektiv forholdsmåde blandt sociologiske (og andre) intellek-
tuelle. Kort sagt: hvad der er kritisabelt (social kritikalitet), er altid mere funda-
mentalt end hvem og hvordan der kritiseres (kritisk sociologi).
I den sammenhæng er det væsentligt at understrege, at en sådan betragtning på
ingen måde ønsker at affærdige den glorværdige og hundredårige historie, som den
subjektive forståelse af kritik som intellektuel og normativ forholdsmåde har i en
vesteuropæisk kontekst. En sådan kritisk forholdsmåde, inkarneret i dyder som
evnen til at udøve dømmekraft og indgå i hermeneutiske fortolkningsfællesskaber,
er selvsagt helt afgørende ingredienser i det sociale liv, inklusiv i sociologiens so-
ciale liv. Tværtimod ligger én af de væsentligste fordele ved Boltanski og Thévenots
sociologi om kritik netop i, at den tillader en demokratisering af disse kritiske
dyder: frem for at tænkes som noget der kendetegner en lille og særlig ophøjet
gruppe af mennesker – såsom kritiske sociologer – må den kritiske sans snarere
forstås som en slags antropologisk ”konstant”. Antagelsen er med andre ord, at mo-
derne værdipluralistiske samfund netop er kritiske samfund, hvor aktørerne selv
besidder kompetencer til at koordinere og kritisere hinandens handlinger på tværs
af en diversitet af sociale situationer. På dette niveau kan der ikke antages noget
fundamentalt skel mellem den sociologiske analytiker og andre sociale aktører.
Udgangspunktet for Boltanski og Thévenots sociologi om kritik er derfor ønsket
om at tage sociale aktørers hverdagslige sans for retfærdighed alvorligt, og herudfra
søge at rekonstruere de grammatikker for legitime sociale bånd, som historisk og
kulturelt har aflejret sig i vesteuropæiske samfund. Denne hverdagslige sans for ret-
færdighed skal altså på den ene side behandles som et irreducibelt kendetegn ved
det sociale liv, som netop ikke lader sig opløse i sociologiske begreber om egenin-
teresse, magt, kulturelle smagsfællesskaber, selvorganiserede systemer osv., sådan
som det eksempelvis kendes fra nyklassiske sociologer som Michel Foucault, Pierre
Bourdieu og Niklas Luhmann. Omvendt skal aktørernes kritiske kompetencer ikke
på forhånd søges subsummeret under en række abstrakte normative begreber såsom
universalpragmatik, anerkendelsesfordringer og kosmopolitanisme, sådan som det
kendes fra nutidens væsentligste repræsentanter for den tyske kritiske teori, Jürgen
Habermas, Axel Honneth og Ulrich Beck. De sociale aktørers kritiske kompetencer,
og måden disse anvendes til at retfærdiggøre og kritisere handlinger i kritiske situa-

8
 Sosiologisk Årbok 2010.4

tioner, skal i første omgang behandles på lige fod med alle andre empiriske, sociale
fænomener. Kun på den måde kan vi gøre os håb om at forstå den (kvasi-)objektive
rolle, som kritiske praksisser spiller i det sociale liv.
Det centrale forskningsspørgsmål bliver på den baggrund, hvilke sociale situa-
tioner der – kulturelt og historisk – tillader, fordrer, fremskynder eller hæmmer ud-
øvelsen af aktørernes kritiske sans, og hvilke langsigtede historiske virkninger
bestemte kritiske projekter kan siges at have haft for specifikke sociale transforma-
tionsprocesser. Her kan der allerede peges på en lang række interessante sociologiske
undersøgelser, der giver substans til ideen om en sociologi om kritik. Luc Boltanski
og Eve Chiapellos værk om ”kapitalismens nye ånd” (2005 [1999]) inkarnerer så-
ledes dette forskningsprogram på den økonomiske sociologis domæne, idet forfat-
terne viser, hvordan bestemte former for organiseret kapitalismekritik fra 1960’erne
– som de kalder kunstnerisk eller æstetisk – gradvist er blevet indoptaget i virksom-
heders egne retfærdiggørelsesdiskurser i besyngelsen af 1990’ernes projektkapita-
lisme. Jeffrey Alexanders (2006) nye værk om sociale bevægelsers kamp for race-
og kønsmæssig retfærdighed i den civile sfære, forstået som en offentlig arena af
gensidig identifikation og solidaritet, er ligeledes på mange måder teoretisk parallelt
til Boltanski og Thévenots program. Længere tilbage i sociologihistorien vil man
måske kunne læse Norbert Elias’ studier af kropslig selvdisciplin som beslægtede
eksempler på, hvordan moralske fordringer om civil adfærd dannes og spredes.
Hvad angår sociologiens eget sociale liv, så har det været en videnskabssocio-
logisk grundantagelse siden Merton, at videnskaben som social institution hviler
på en kollektiv organisering og udøvelse af kritiske former for dømmekraft. Selvom
det således altid kan diskuteres, i hvor høj grad forskere lever op til kritiske og uni-
versalistiske idealer – og videnskabssociologien siden Merton har gjort det til en
sport at fremvise de hyppige undtagelser – så forekommer det stadig rimeligt at
hævde, at al sociologi er en kritisk aktivitet i denne fundamentale forstand. ”Kritisk
sociologi” er i den henseende intet andet end en pleonasme! Derfor giver begrebet
også kun mening, som enhver sociolog ved, når det forstås i konteksten af bestemte
historisk og kulturelt forankrede kritisk-intellektuelle praksisser, og når det således
specificeres, hvad den kritiske sociologis frontkæmpere har været oppe imod – Ka-
pitalismen, naturligvis, men også Den Instrumentelle Fornuft, Ideologien, Imperiet,
Patriarkatet osv. Som Latour bemærker (2005), så synes sociologihistorien præget
af det lettere paradoksale forhold, at jo mægtigere, mere altomfattende og mere
usårlig en fjende sociologen sætter for sig selv, jo mere ”kritisk” kan han eller hun
forvente at blive opfattet som! Vi vender tilbage til denne særlige form for socio-
logisk masochisme mod slutningen af dette essay; først vender vi os mod tese num-
mer to, der tager form som en yderligere specificering af disse pointer.

9
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

Tese 2: kritikken som performativ sociologisk praksis

Som ét element i den føromtalte pragmatiske vending i socialteorien er der opstået

en fornyet interesse for at forstå det sociale liv i termer af performativitet – hvad
enten begrebet knyttes an til sprogfilosofisk talehandlingsteori (Austin), til post-
strukturalistisk kønsteori (Butler), eller til Goffmans mikrosociologiske teaterme-
taforer (se Halkier & Jensen 2008). Grundtanken er generelt den enkle, at diverse
sociale ordener løbende (re-)produceres gennem aktørernes fælles udspilning (per-
formans) af mere eller mindre rutiniserede og koordinerede aktiviteter, der invol-
verer alt fra sproglige ytringer til kropsholdninger, omgang med materielle
genstande, iværksættelse af tavs viden, følelsesmæssigt engagement osv. Sociale
praksisser består i den sammenhæng af fælles og som oftest implicitte forståelser
for, hvordan man skal udføre bestemte aktiviteter, af usagte principper og sproglige
regler, og af forestillinger om normativt og følelsesmæssigt legitime handlinger.
Den amerikanske hverdagslivssociologi, for eksempel Garfinkels etnometodologi
og Goffmans interaktionisme, har givet os sociologer et sofistikeret vokabular til
sådanne analyser.
Det særlige ved Boltanski og Thévenots sociologiske forskningsprogram er nu,
at de eksplicit anlægger et performativt perspektiv på moralske praksisser: retfær-
diggørelse og kritik er symbolske aktiviteter, der iværksættes under bestemte so-
ciale vilkår, under inddragelse af grammatikker for legitim indignation, og med
henvisning til specifikke konfigurationer af materielle omstændigheder. Heri ligger
i første omgang blot den simple påstand, at kritiske praksisser formes af, virker ind
i, og selv er med til at forme en given social situation – samt at dette nødvendigvis
sker i et relationelt socialt rum, hvor kritikken benytter sig af redskaber, opføres
foran et publikum, kan opnå større eller mindre tilslutning osv. Endvidere er den
centrale pointe, at sociale aktører er i stand til løbende at udspille og skifte imellem
en lang række meget heterogene situationer, alle præget af forskellige normative
forventninger – lige fra det intime kærlighedsliv til offentlighedens krav på formel
upersonlighed, og med diverse gradueringer af familiaritet derimellem (Thévenot
2007). I det moderne, værdipluralistiske samfund er mennesker faktisk i stand til,
billedligt talt og som Marx (1974:26) formulerer det (om det kommunistiske sam-
fund), at ”fiske om eftermiddagen, beskæftige sig med kvægavl om aftenen, og
kritisere ovenpå middagen” – uden af den grund nogensinde at blive fisker, hyrde
eller kritiker!
Støder to biler sammen på vejen vil chaufførerne formentlig søge at tale sig til
rette med henvisning til en fælles fornemmelse for hvem der begik fejlen og bærer
ansvaret, samt selvfølgelig bulerne i bilen. Kun hvis denne uformelle koordinering

10
 Sosiologisk Årbok 2010.4

fejler, og situationen udvikler sig i kritisk retning, vil én af parterne måske se sig
nødsaget til at hæve det normative generaliseringsniveau, ved at henvise til lov-
givning om ansvar, civile erstatningsregler, eller lignende (Boltanski & Thévenot
2000). Udspilningen af praktisk kritik hviler altid på en materiel infrastruktur, der
skifter fra scene til scene – der er forskel på at kritisere på gadeplan eller i en retssal.
Kritikken er tillige afhængig af en sproglig infrastruktur, eller et sæt af gramma-
tikker, som netop tillader aktørerne at hæve sig så tilpas over situationens umid-
delbare kontingens, at den kan betragtes under et mere generelt blik for det
offentligt legitime. Den centrale påstand i Boltanski og Thévenots værk om retfær-
diggørelsens sociale dynamik (2006) er netop, at det moderne samfund stiller en
flerhed, men dog et endeligt antal, af sådanne grammatikker for normativ genera-
lisering – eller hvad de kalder ”retfærdiggørelsesregimer” – til rådighed for aktø-
rernes situationelle brug. Vi vender tilbage til disse regimer senere i essayet.
For indeværende er den centrale videnskabssociologiske pointe – som udgør
tese nummer to – at disse performative vilkår også gælder for videnskaberne selv,
og herunder altså for sociologien, hvis egne kritiske praksisser derfor må forstås
og analyseres som symbolsk-politisk performative. Der er her tale om at udstrække
en pointe, som efterhånden er veletableret i den videnskabssociologiske forskning,
nemlig at socialvidenskaberne generelt og sociologien specifikt er dybt indvævet
i sit omkringliggende samfund og dets historisk, kulturelt og politisk skiftende sam-
fundsmæssige projekter (Wagner 2001). Sociologisk viden er ikke blot beskrivende
og forklarende i forhold til bestemte sociale virkeligheder, men også selv medvir-
kende til at definere, udspille og institutionalisere nye sociale virkeligheder (Law
& Urry 2004). Sociologisk viden er kort sagt socialt performativ – eller rettere, den
kan være det, under bestemte betingelser. Én af de mest oplagte illustrationer er
her de mangfoldige måder, hvorpå sociologer historisk og aktuelt medvirker til at
konstituere fænomenet ”den offentlige mening”. Dette objekt levede en på mange
måder flygtig eksistens i perioden før anden verdenskrig, og har siden opnået større
realitet gennem en række statistiske teknikker for repræsentativitet, organiseret
gennem nationalstatslige, og senere også europæiske, institutioner (Osborne &
Rose 1999; Law 2009).
På tilsvarende vis er tanken her altså, at man vil kunne konstituere en genre af
videnssociologisk refleksion, som vi kan kalde ”komparativ social kritikalogi” –
og som altså interesserer sig for de sociale kontekster for, og de kort- og langsigtede
virkninger af, forskellige kritisk-intellektuelle projekter. Der findes allerede forlø-
bere for et sådant projekt i de grene af videnssociologien, der beskæftiger sig med
intellektuelle som social kategori fra antikken til det sen- eller postmoderne sam-
fund (Collins 1998; Bauman 1987). Mig bekendt findes der dog kun få, hvis nogen,

11
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

analyser, som på systematisk vis søger at kortlægge den sociale virkningshistorie

af det sociologiske felts egne kritikere – med Marx og marxismen som en mulig,
ekstravagant (og normativt ambivalent) undtagelse. Dette kan undre, al den stund
at sociologer ofte betragter netop deres offentlige engagement i kampe for social
retfærdighed som en sine qua non for deres eksistensberettigelse (se Burawoy
2005). Men måske hænger det sammen med den ”skizofreni”, som historisk præger
sociologiens refleksioner over egne normative kapaciteter: disse synes således at
svinge voldsomt mellem hyperbolske utopisk-idealistiske forestillinger om egen
samfundsomstyrtende kraft (marxismen), på den ene side, og diverse former for
resignation og kynisme på egne og samfundets vegne, på den anden (Luhmann
som ét nutidigt eksempel).
Det falder uden for rammerne af dette lille essay at foretage nogen systematisk
undersøgelse, men til illustration af pointen vil jeg nu kort søge at skitsere kontu-
rerne af et nutidigt, komparativt og relationelt felt af sociologisk kritikalitet. Til det
formål benytter jeg en række velkendte sociologiske personaer, som her ophæves
til kritiske arketyper, der lader sig karakterisere i et sociologisk sprog for politisk-
offentligt engagement. Rummet – der altså blot er illustrativt, ikke udtømmende –
er skitseret i figur 1 nedenfor.

Figur 1: komparativ social kritikalogi – illustreret med sociologer (forfatterens il-

lustration)

”Hyper-politik” ”Post-politik”

”Real-politik”

”Gadens politik” ”Kosmo-politik”

”Sub-politik”

”Ordets/fornuftens politik”

’Every tool is a weapon (if you

Tekst
hold it in the right hand)…’

12
 Sosiologisk Årbok 2010.4

Nederst, som et slags socio-materielt fundament, har vi teksten, bogen, værket –

det klassiske medie for sociologisk og anden form for intellektuel kritik. For som
Hardt og Negri skriver i deres meget omtalte neomarxistiske (og spinozistiske) glo-
baliserings-manifest, Empire (2000): ”every tool is a weapon, if you hold it in the
right hand” – således altså også bogen eller skriften. At dømme efter den status,
som figuren om ”imperiet” har opnået blandt såkaldte antiglobaliserings-bevægel-
ser, så er dette en ganske betimelig (selvrefleksiv) betragtning. Pointen med frem-
stillingen i figur 1 er imidlertid, at sociologer ofte mister tålmodigheden med
bøgernes langsommelighed og i stedet forsøger sig med former for kritikalitet, som
jeg her, tentativt, har opdelt i sub- og realpolitik.
Øverst i figuren har vi således et par velkendte sociologiske real-politikere.
Slavoj Zizek, den slovenske filosof og psykoanalytiker, har, som nogen vil vide,
tidligere i sin karriere været præsidentkandidat i Slovenien, og altså hermed forsøgt,
bogstavelig talt, at overtage statsapparatet som led i sin eksplicit leninistisk-trot-
skistiske kritiske praksis (se Zizek 2002). Om dette teoretisk-praktiske valg af ”ra-
dikal hyper-politik” over ”tom post-politik” bør prises velkommen eller ej ligger
uden for dette essay at vurdere. Sikkert er det dog, at Anthony Giddens, af mange
beskrevet som ”den tredje vejs” chefideolog i Storbritannien, på mange måder
udgør Zizeks diametrale alter ego i real-politisk forstand. Som Latour tørt konsta-
terer (2003b), så afgjordes en del af den refleksive moderniserings fremtid hver
gang de to Tony’er, Giddens og Blair, mødtes i Downing Street nr. 10. Senest har
Giddens, der i mellemtiden er blevet medlem af det britiske overhus, været med til
at ønske den nye premierminister velkommen – ”over to you, Mr. Brown”!
I midten af figuren har vi en række eksempler på forskellige former for det,
som jeg her – inspireret af Ulrich Beck – har kaldt for sociologisk sub-politik. De
to første scener, fra venstre mod højre, er velkendte: Michel Foucault på gaden i
Paris i 1970’erne for fangers rettigheder; og Pierre Bourdieu – måske Frankrigs
sidste ”sartreske intellektuelle” (Kauppi 2000) – som offentlig aktivist i 1990’erne
på den massemedierede scene (som han afskyede), med videnskaben, fornuften og
vreden som våben.5 Yderst til højre ses Bruno Latour foran ét af kunstværkerne på
de offentlige kunstudstillinger, som han har været medvirkende til at kuratere igen-
nem de seneste årtier. Latour bruger selv betegnelsen ”kosmo-politik” om sit of-
fentlige engagement: i stedet for kritikeren som intellektuelt forbillede ønsker han
sig flere ”kompositionister”, som kan give form til fremtidsorienterede forestillin-
ger om de nye verdener, det nye fælles kosmos, der kan komme. I den sammen-
hæng virker det oplagt at alliere sig med kunsten som et eksperimentelt socialt rum,
hvor nye forestillinger om samfund, natur og teknologi kan gøres til genstand for
offentlig visualisering, fremvisning og dialog (se Latour & Weibel 2005).

13
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

Det må igen understreges, at der her blot er tale om illustrationer, og dette i en dob-
belt forstand: dels er fremstillingen af sociologiens kritikalitet ikke udtømmende;
og dels udgør sociologer her blot illustrationer af en mere generel analytisk pointe
om kritikkens sociale performativitet. Tesen er altså, til opsummering, at kritiske
praksisser – inklusiv sociologiens og andres intellektuelle praksisser – må forstås
i samspil med de scener, de remedier, de retoriske troper osv., som samfundets mo-
ralske grammatikker stiller til rådighed, og herfra som mere eller mindre socialt
performative. Heri ligger på ingen måde en nedvurdering af disse praksissers kri-
tiske (dvs. afgørende) bidrag til samfundet; tværtimod hjælper det performative
blik os med at artikulere disse bidrag mere præcist og overbevisende end tidligere
i den ”kritiske sociologi”. Samtidig er det vigtigt igen at understrege, at Boltanski
og Thévenots sociologi om kritik netop demokratiserer den kritiske kompetence,
og at fokuset på sociologer her altså er rent kontingent. Kritik artikuleres i mang-
foldige sammenhænge, af en mangfoldighed af aktører, hvoraf kun nogle få er ”aka-
demiske” i gængs forstand. Samtidig gælder det dog – måske særligt i disse år – at
universiteter er værd at forsvare som sociale institutioner, netop fordi de udgør væ-
sentlige platforme for den offentlige udøvelse af en kritisk sans.

Tese 3: økologiske kriser / socialkritikkens kriser

Jeg påstod indledningsvist, at hvis noget nutidigt er i ”krise”, så er det hverken

socialteorien eller samfundskritikken, men derimod en særlig form for kritisk-teo-
retisk selvforståelse, præget over flere århundreder af en humanistisk intellektuel
etos, der ønsker at positionere ”kritikeren” i en særlig ophøjet, transcendent rolle
i forhold til samfundet. Dette er vel at mærke hverken en ganske ny, eller en fuld-
stændig idiosynkratisk, påstand. Indenfor filosofien er der lange traditioner, særligt
inkarneret i hermeneutikken og den amerikanske pragmatisme, for at reflektere
over fraværet af epistemologiske og etiske ”fundamenter” som et grundvilkår ved
al moderne, post-metafysisk tænkning og handling (se Vattimo 2004; Rorty 1999).
Når Boltanski og Thévenots sociologi om kritik, der på mange måder repræsen-
terer en sociologiseret variant af sådanne indsigter, alligevel kan fremstå som en
teoretisk nydannelse, så skyldes det formentlig den ofte påpegede (og beklagede)
dybe kløft i den sociologiske disciplin, mellem normativt orienterede kritiske teo-
retikere, på den ene side, og empirisk orienterede sociale analytikere, på den
anden. På ét niveau repræsenterer sociologien om kritik hermed en gammel indsigt
på nye flasker, i sin insisteren på at sammentænke, hvad der aldrig skulle have
været adskilt.

14
 Sosiologisk Årbok 2010.4

Alligevel er udgangspunktet for dette essays tredje tese, at der samtidig gives
kulturelt, historisk og politisk forandrede grunde til, at den kritiske teoris krise –
på niveauet for dens selvforståelse – nutidigt kan erfares med større styrke end tid-
ligere. Disse grunde er, kort fortalt, de samme som dem Latour (1993) påkalder
sig, når han skal redegøre for, hvorfor vi nutidigt i stadig mindre grad er i stand til
at overbevise os selv om, at vi er (eller for den sags skyld nogensinde har været)
moderne. Det moderne, hævder Latour, hviler på en fundamental ontologisk ad-
skillelse af Samfundet fra Naturen, samt en række hermed forbundne social-onto-
logiske grænsedragninger: mellem politik og videnskab, subjekt og objekt, ideologi
og sandhed, fetich og fakta. Hvis disse grænsedragninger nutidigt svækkes og deres
respektive poler hybridiseres – som Latour hævder det – så er det ensbetydende
med, at vi ikke længere befinder os i modernismens tidsalder. Det er samtidig, som
også antydet, ensbetydende med, at den humanistiske kritiker mister sit fodfæste:
hvis egne sociale fakta ikke længere kan skelnes skarpt fra de andres feticher og
overtro, så afsvækkes det kritiske tricks overbevisningskraft (Latour 2004).
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi som sociologer kan forvisse os om ak-
tualiteten af Latours lidt idiosynkratiske betragtninger? En egentlig belysning af
dette spørgsmål vil føre for vidt, men i forlængelse af Latour selv lyder min tese
nu, at der faktisk gives et socialt laboratorium, hvor afsvækkelsen af den kritiske
etos kan iagttages tydeligt: nemlig i den stadig mere allestedsnærværende økolo-
giske krise. Selve iagttagelsen af de økologiske krisers stigende samfundsmæssige
og politiske betydning er selvsagt hverken ny eller overraskende for sociologer –
mest kendt er her Ulrich Becks risikosamfund (1992). Det originale ved Latours
betragtninger består imidlertid i den forbindelse han trækker mellem økologiens
krise og samfundskritikkens sociale krise; en forbindelse der netop iværksættes
derved, at økologiske trusler i Latours optik er hybrider, som gradvist nedbryder
ellers hårdføre skel mellem videnskab og ideologi, fakta og fetich. Med økologiens
krise, kan vi sige, forsvinder ”Naturen” endegyldigt, såvel den indre som den ydre
– og dermed forsvinder samtidig den sidste, kvasi-metafysiske kilde til transcendent
sandhed og universel moralsk gyldighed. Ingen nok så revolutionær anti-kapitalist
har nogensinde drømt om at skulle gendanne selve planetens materielle livsgrund-
lag, skridt for skridt; men det er ikke desto mindre nøjagtig den horisont, som de
menneskeskabte klimaforandringer stiller os i udsigt (Latour 2008).
Konfronteret med udsigten til økologisk kollaps bliver den kritiske teoris reto-
riske troper redundante: alle ved, at det er den globale olie-kapitalisme der har
skabt klimaforandringerne; og alle ved ligeledes, at vi som vestlige storforbrugere
selv udgør små brikker i dette monstrøse undergangsskuespil (se Urry 2008). På
niveauet for den eksplicit anerkendte krises grundlæggende sociale koordinater er

15
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

der intet at afsløre, ingen ideologier at gennemskue, ingen position ”udenfor” at

indtage. Forsøger man alligevel at recirkulere den kritiske teoris troper i konteksten
af økologiske kriser kan resultatet blive nærmest tragikomisk – en iagttagelse den
danske kulturelle middelklasse for nyligt kunne gøre sig på en københavnsk kunst-
udstilling med titlen ”Nature Strikes Back”. Som led i kunstformidlingen var der
her produceret en række animationsvideoer, som i en lettere komisk og påtaget hu-
manistisk-intellektuel tone forsøger at gøre tilskueren det begribeligt, hvordan men-
nesket er kunnet havne i nutidens økologiske redelighed. I én af videoerne, hvor
klimaforandringerne sættes i kontekst af ”menneskets trang til at beherske naturen”,
inddrages den kritiske teori på klichéfuld vis i kulturforbruget:

Én af de væsentligste fortællinger kommer fra filosofferne Theodor Adorno og

Max Horkheimer, som under anden verdenskrig skrev bogen Oplysningens Dia-
lektik. Her slog de allerede i indledningen fast, at lige siden antikken – med Ho-
mers Odysseen som eksempel – har vi mennesker ønsket at beherske naturen
med vores rationelle fornuft, for uhæmmet at kunne udnytte den til vores egen
fordel. Lige siden er det faktisk gået galt.6

For tilskueren til denne video må det – uanset kendskab til Adorno og Horkheimers
sofistikerede værk eller ej – fremstå gådefuldt, hvorfor vores fler-facetterede, kom-
plekse, kulturelt interessante og alvorlige krise – klimakrisen – på denne vis skal
banaliseres gennem ”kritiske” platituder om det vestlige menneskes naturforhold
siden Odysseus! Apropos kritikkens sociale performativitet, eller mangel på
samme, så får man uvægerligt den mistanke, at vi i denne sammenhæng har at gøre
med en knap-så-kritisk teori.
Den kritiske teoris økologiske krise stikker dybt, hævder Latour i teksten ”why
has critique run out of steam?” (2004) – altså, hvorfor har kritikken tabt pusten?
Det har kritikken, som allerede antydet, fordi den økologiske krise også indvarsler
objektivitetens krise, og hermed selve subjekt/objekt-splittets krise. Stillet overfor
klimakrisen kan den humanistiske kritiker ikke længere på sikker grund veksle
imellem – eller, som det hedder i filosofisk sprog, ”dialektisk mediere” – to mod-
satrettede forståelser af objektet som henholdsvis fakta og fetich, sandhed og ideo-
logi. Økologiske kriser som klimaet er slet ikke ”objekter”, men derimod
kvasi-objekter, hybrider, eller, med en rammende betegnelse, ”bekymringsgen-
stande” (’matters-of-concern’). Modsat objekter, så er bekymringsgenstande altid
dynamiske, omskiftelige, fundamentalt usikre og socialt omstridte – og de lader
sig derfor ikke domesticere i den humanistiske kritikers én-dimensionale kategorier.
Den interessante del af naturvidenskaberne har for længst indset dette; og derfor

16
 Sosiologisk Årbok 2010.4

er der, sat på spidsen, betydeligt mere slagkraftig kulturkritik at hente i en hvilken

som helst rapport fra FN’s klimapanel end i traditionerne for ”kritisk sociologi”!
Stillet overfor kvasi-objektive bekymringsgenstande virker frigørelsens og eman-
cipationens retorik kort sagt ikke længere, fordi vi alle er vævet ind i krisens usikre
og bekymrende fremtider. Eller mere præcist: vi er krisens usikre og bekymrende
fremtider. Derfor klinger det også tomt, når Slavoj Zizek (2008) i traditionen for
marxistisk revolutionsromantik i sin seneste bog konkluderer, at den kommende
økologiske krise stiller os unikke muligheder i hænderne for endeligt at realisere
en genopfundet version af proletariatets diktatur! Zizek anskuer ganske ufortrødent
den økologiske krise som middel til de globalt forarmede urbane slummassers terror
mod det liberale samfunds såkaldte frihedsrettigheder i den egalitære retfærdigheds
navn. Uanset hvad man måtte mene om denne analyses normative beskaffenhed,
så udstilles det såkaldt ”radikale” emancipationssprog her som et fuldstændig hult
levn af revolutionære fantasmer. Global klimatisk retfærdighed er ganske rigtigt
en påtrængende udfordring i en fremtidig kosmopolitisk verden; men at forestille
sig, at et sådant projekt befordres gennem en udpegning af de urbane slummasser
som nyt revolutionært subjekt forekommer mig at være udtryk for en uansvarlig
marxistisk vanetænkning og fortidsbeskuende intellektuel nostalgi (se Turner
1987).
Der er, som også Zygmunt Bauman (2002) siger det, ikke længere noget ”uden-
for” – vores ”fyldte verden” er så at sige imploderet, rumligt, metafysisk og mo-
ralsk. I en sådan situation, hævder Latour endvidere, kan progressiv politik ikke
længere handle om frigørelse, om fremskridt, om at kaste lænkerne bort. Snarere
handler det om kunsten og muligheden for fredelig global sameksistens under
stærkt usikre, og potentielt stærkt foranderlige og konfliktfyldte, sociale og mate-
rielle vilkår. I den sammenhæng får vi i højere grad brug for a-kritiske dyder som
kreativitet, solidaritet og håb, end vi får brug for en kritisk etos indstillet efter gan-
ske anderledes historiske koordinater. Hvis vi skulle genopfinde en parole til brug
for sociologien ved det 21. århundredes økologiske kriser, så kunne vi måske pas-
sende hente inspiration hos Latours forbillede, Michel Serres, og med dennes ”na-
turpagt” (1995) i baghovedet deklarere: ”parasitter i alle lande, foren jer”!

Tese 4: sociologi om kritik som radikalt ny empirisk politisk filosofi

Hvis denne tredje tese kan forekomme destruktiv, fordi der ikke har været nogen
vej uden om en direkte konfrontation med den kritiske sociologi, for herigennem
at rydde plads til et a-kritisk hus – så er tese nummer fire til gengæld mere opbyg-

17
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

gelig i tonen. Her handler det nemlig om positivt at artikulere en præmis, som har
ligget implicit i det foregående, nemlig at Boltanski og Thévenots sociologi om
kritik og retfærdiggørelser tillader os at tage et betydningsfuldt skridt væk fra den
kritiske sociologis faldgruber, idet den inviterer til en vidtrækkende gentænkning
af forholdet mellem sociologi, moral og politisk filosofi. Formuleret generelt er
det denne teses påstand, at bruddet med den kritiske sociologi hermed er så funda-
mentalt, at det ikke alene retfærdiggør betegnelsen sociologi om kritik, men også
opfindelsen af en ny genre-betegnelse for denne type af undersøgelser. Mit bud i
den sammenhæng er at tale om en ny empirisk politisk filosofi – en genre, der ra-
dikalt genfortolker sociologiens forhold til såvel det empiriske som det politisk-fi-
losofiske.
For nærmere at begrunde denne påstand er det nu nødvendigt at vende grundi-
gere tilbage til de retfærdiggørelsesregimer, som tidligere blev nævnt en passant.
Ud fra den engelsksprogede receptionslitteratur, som efterhånden er opstået om-
kring Luc Boltanskis sociologi, kunne man nemt få det indtryk, at værket om net-
værkskapitalismens nye ”konnektionistiske” og projektorganiserende ånd her skulle
udgøre det teoretiske hovedværk. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Bol-
tanski og Chiapellos analyse – interessant og vidtrækkende som den er – blot udgør
én brik i et større teoretisk puslespil, hvis konturer primært præsenteres i værket
om retfærdiggørelsen, De la justification. Her fremanalyserer Boltanski og Thé-
venot nemlig de seks grammatikker for legitime sociale bånd – retfærdiggørelses-
regimer eller, på mere poetisk fransk, cités – som i deres analyse gennemtrænger
og organiserer moderne, værdipluralistiske, komplekse samfund. De seks regimer
betegnes som: det markedsmæssige, det industrielle, det civile, det domestiske, det
side 19 (figur 2).7
Skemaet her kan være velegnet til at danne sig et hurtigt indtryk af den måde,
hvorpå Boltanski og Thévenot tænker sig det sociale livs moralske dimensioner
organiseret omkring en pluralitet af irreducible værdiordener, hver med sine prin-
cipper for kvalificering, evaluering og test af, hvad og ikke mindst hvem der udgør
henholdsvis de ”store” og de ”små”. Til grund for denne systematisering af det so-
ciale livs moralske grammatikker ligger en grundig læsning af to tilsyneladende
uforenelige, men ikke desto mindre analytiske forbundne tekstmaterialer: på den
ene side en række klassiske værker i den politiske filosofis historie (Thomas Hob-
bes, Adam Smith osv.); og på den anden side en række nutidige praksisorienterede
manualer for indretningen af en moderne virksomhed. Ved at bringe disse to tekst-
materialer sammen er det lykkedes Boltanski og Thévenot at rekonstruere og ty-
deliggøre de ”hverdagslige metafysikker”, hvorigennem sociale aktører løbende
koordinerer, retfærdiggør og kritiserer hinandens handlinger, på tværs af en lang

18
 Sosiologisk Årbok 2010.4

Figur 2: Boltanski og Thévenots retfærdiggørelsesregimer (fra Thévenot et al.

2000)

række kritiske situationer – lige fra spørgsmål om en retfærdig pris på markedet

(markedsregimet) til spørgsmål om den visionæres kreative engagement (inspira-
tionsregimet).
Igen er det ikke min hensigt at gå i detaljer med teorikonstruktionen eller de
enkelte retfærdiggørelsesregimer. I stedet vil jeg holde mig til et par overordnede
betragtninger, der tjener til at tydeliggøre, hvorfor denne måde at forstå forholdet
mellem sociologi, moral og politisk filosofi – eller hvad jeg her kalder empirisk
politisk filosofi – adskiller sig ganske radikalt fra den kritiske sociologis traditioner.
Her er det for det første væsentligt at betone, at Boltanski og Thévenot ikke tænker
sine retfærdiggørelsesregimer i termer af ”systemer” (a la Luhmann og Habermas)
eller ”felter” (a la Bourdieu), men derimod som symbolske kulturelle ressourcer,
der potentielt står til aktørernes rådighed på tværs af en lang række institutionelle
domæner. Hele pointen med at studere manualer for virksomhedsledelse er netop
at vise, at komplekse organisationer indeholder elementer af alle disse retfærdig-
gørelsesgrammatikker samtidigt: virksomheder domineres måske nok af en indu-

19
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

striel logik om målbar produktion, men må tillige legitimere sig gennem et civilt
sprog for valg af tillidsrepræsentanter, et opinionssprog for offentligt omdømme
osv. Samme fundamentale pointe – altså at sociale institutioner er iboende norma-
tivt pluralistiske og derfor altid indeholder et overskud af muligheder for kritik –
vil kunne gennemføres på mange andre domæner, fra familielivet til massemedi-
erne, retssalen til universitetet. Hermed vil man gradvist kunne give et billede af
det sociale livs normative dynamik, der adskiller sig betragteligt fra sociologiens
øvrige samfundsbeskrivelser.
Hermed er det allerede antydet, som et anden væsentlige træk ved teorien, at
Boltanski og Thévenot tænker sine retfærdiggørelsesregimer som historiske kon-
struktioner, som kun over lange tidshorisonter har opnået en så tilpas stabilisering
og institutionalisering, at de står til rådighed som kulturelle ressourcer. Institutio-
naliseringen af dominerende retfærdiggørelsesmønstre i bestemte sammenhænge
– eksempelvis måderne hvorpå moderne kunst forstås og legitimeres som et kom-
promis mellem inspirationens og markedets grammatikker – er netop en proces der
foregår situeret i tid og rum, og som derfor også kan udvise store variationer mellem
lokaliteter, lande og traditioner (se Lamont & Thévenot 2000). Hertil kommer den
mulighed, at nye moralske grammatikker vokser frem og opnår samfundsmæssig
udbredelse og betydning, sådan som det eksempelvis er sket, ifølge Thévenot, La-
tour og andre, med et ”grønt retfærdiggørelsesregime” siden 1960’erne. Apropos
økologiske kriser, så synes der også på dette felt at have udviklet sig en række
sprogligt medierede forestillinger om, hvad der kunne udgøre økologisk ”storhed”
i fremtidens grønne cité: forestillinger, eksempelvis, om bæredygtighed, planetens
økosystemer, miljøvenlige vaner og fremtidige generationers rettigheder. At studere
hvordan disse grammatikker for grøn moralitet iværksættes i forskellige institutio-
nelle og kulturelle kontekster, samt hvordan de indgår kompromisser med eller bru-
ges som kritiske våben imod andre retfærdiggørelsesgrammatikker – ikke mindst
markedets – forekommer at være én værdig opgave for en nutidig sociologi med
politiske ambitioner.
Med Boltanski og Thévenots sociologi om kritik og retfærdiggørelser opnår
sociologien kort sagt et betydeligt mere nuanceret og facetteret vokabular for at
analysere, hvordan det sociale livs moralske og politiske koordinater konstant (gen-
)skabes på foranderlige, men dog historisk-institutionelt forankrede måder. Hermed
undgår sociologien at organisere sine undersøgelser omkring en række misvisende
dikotomier, som alt for ofte blokerer for grundige analyser af det sociale livs mo-
ralske dimensioner: dikotomier mellem det normative og det deskriptive, det uni-
verselle og det partikulære, det transcendente og det immanente. Med sociologien
om kritik søger man ikke at undslippe eller ”dialektisk mediere” disse modsætnin-

20
 Sosiologisk Årbok 2010.4

ger; man afviser simpelthen blankt, at de skulle udgøre teoretiske barrierer for so-
ciologien, og søger i stedet at transformere dem til empiriske spørgsmål, hvis ud-
spilning lader sig studere konkret og situeret. Derfor giver det god mening, når
Boltanski selv karakteriserer sit ærinde som en ”deskriptiv metafysik”: den sociale
verdens aktører er selv metafysikere, som formår at veksle mellem (relativ) uni-
versalitet og (relativ) partikularitet – og tilmed at gøre dette med henvisning til en
flerhed af gensidigt udelukkende moralske universaler, alt sammen afhængig af si-
tuationen! Kritiske sociologer, kan vi sige, er nu endelig blevet fritaget den tunge
og urimelige byrde det har været at forestille sig, at man selv skulle udføre alt dette
arbejde på aktørernes vegne.
Derfor er det også en vigtig og gennemgående pointe i dette essays overvejelser,
at Boltanski og Thévenots empiriske politiske filosofi tillader os at opdyrke en ra-
dikalt ny forståelse af normativitet i sociologien. Al sociologi er, for nu at sige det
ganske kort, parasitær på sit omgivende samfunds normative grammatikker – al
sociologi er moralsk og politisk situeret og engageret, uanset om den forstår sig
selv som særskilt kritisk eller ej. På den ene side ophører adjektivet ”kritisk” her-
med med at fungere som adelsmærke for en særlig kaste af intellektuelle, sociologer
eller andre. Selve forestillingen om den kritiske intellektuelle, kan vi nu se, skylder
i høj grad sin overbevisningskraft overfor visse publikummer til det bredere inspi-
rationelle retfærdiggørelsesregime – i traditionen for profeter, kunstnere og andre
randeksistenser i gråzonerne mellem social immanens og transcendens! På den
anden side placeres al sociologi solidt i et relationelt felt af moralske og politiske
grammatikker, der lader sig beskrive og analysere – herunder selvanalysere – med
samme præcision og fortolkningsmæssig finesse, som alle andre aspekter af den
sociale verden. Meget af Bourdieus sociologi, kan vi eksempelvis sige, lader sig
forstå i termer af et passioneret forsvar for den civile verdens solidaritetsformer, i
lyset af den spredning af markedsregimets vurderingskategorier, der typisk kaldes
neoliberalisme8.
Igen er pointen altså ikke, at denne moralske og politiske implikation skulle
være problematisk for sociologien, eller for den sags skyld for kritikken. Tværtimod
er pointen, at vi alle – sociologer som ikke-sociologer – kan blive klogere på so-
ciologiens offentlige engagement ved at forstå dette som solidt forankret i det om-
kringliggende samfunds moralsk-politiske liv. Det har immervæk altid været
profetens (læs: den kritiske sociologs) forbandede lod at forblive misanerkendt i
sin samtid! Måske er det nu på tide at fremskrive en række positive alternativer til
denne heroiske, men sært masochistiske figur?

21
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

Tese 5: om normative forholdsmåder – fra kritik til håbefuldhed?

På nuværende tidspunkt forestår der en ikke ubetydelig risiko for, at dette essays
eksperiment vil blive affærdiget ud fra den kritiske teoris forførende identitetspolitik:
hvis ikke sociologien per definition indtager en kritisk attitude overfor sit omgivende
samfund, betyder det så, at vi reduceres til helt ukritisk at acceptere eksisterende
magt-, dominans- og udbytningsforhold? Alternativet til en kritisk sociologi, kunne
traditionens tilhængere hævde, må vel nødvendigvis være en affirmativ, reaktionær
og borgerlig sociologi? Der kan således næppe herske tvivl om, at den kritiske teoris
fortællinger om tabserfaringer, affortryllelse, tingsliggørelse og atomisering har
været med til at præge generationer af sociologer, og herigennem skabt et moralsk
og affektivt fællesskab, hvorigennem moderne samfund har kunnet erfares, analy-
seres og kritiseres. Med Boltanski og Thévenots sociologi om kritik placeres dette
kritiske repertoire – af Bryan S. Turner døbt sociologiens ”nostalgiske ontologi”
(1987) – indenfor rammerne af en bredere europæisk kultur- og modernitetshistorie
(se Wagner 2008). Spørgsmålet er imidlertid, hvad der så bliver af kritik som nor-
mativ-affektiv forholdsmåde med sociologien om kritik?
I denne henseende lyder den femte og sidste tese, som her skal forsvares – i over-
ensstemmelse med dette essays overordnede eksperiment – at sociologien om kritik
dels indebærer en positiv relativisering af kritik som normativ attitude; og dels, i for-
længelse heraf, tillader sociologien at opdyrke en ny a-kritisk selvrefleksion omkring
sit moralske og politiske engagement. For at starte med relativiseringen af den kritiske
forholdsmåde, så er det væsentligt at betone, at netop relativisering – forstået som
”af-naturaliseringen” af en given situation eller fortolkning – ifølge Boltanski og Thé-
venot (2000; 2006) udgør det første moment i enhver kritisk praksis. Når deres prag-
matiske sociologi beskylder den kritiske sociologi for at være ude af stand til at forstå
de sociale aktørers kritiske praksisser, kan vi således uden paradokser sige, at den
udfører en (kritisk) relativisering af den kritiske teoris sociologisk-kritiske impulser!
Boltanski og Thévenot betoner (1999:364), at denne relativisering i første omgang
kun kan indløses, hvis sociologen indvilger i at sætte midlertidig parentes omkring
sit eget kritiske ståsted, for herigennem at kunne genkende og anerkende de plurale
normative principper, der ligger til grund for aktørernes skiftende orienteringer. Kon-
fronteret med den pragmatiske sociologis a-kritiske fordringer må den kritiske so-
ciolog således udvide sin af-naturaliserende praksis til også at gælde sociologiens
historisk aflejrede moralske vokabular, der udfordres i mødet med aktørernes fint-
maskede og selvrefleksive grammatikker for retfærdiggørelse og kritik.
Det er samtidig væsentligt at betone, at relativiseringen af sociologiens kritiske
impuls på ingen måde betyder at den opløses – parentesen omkring analysens stå-

22
 Sosiologisk Årbok 2010.4

sted er netop midlertidig, og skellet mellem kritiske og ukritiske attituder udtryk

for en falsk modstilling. Som allerede påpeget, så indebærer Boltanski og Théven-
ots pragmatiske sociologi snarere, at al sociologi må forstås som moralsk situeret.
I første omgang sker der derfor ikke andet, end at sociologiens kritiske praksisser
kommer ned, så at sige, i social og normativ øjenhøjde – som illustreret af tese
nummer to i dette essay. Sociologien om kritik tilbyder her en lang række begrebs-
lige ressourcer til normativ selvrefleksivitet, hvorved sociologiens historiske til-
bøjelighed til at svinge skizofrent mellem utopisk selvovervurdering og kynisk
defaitisme kan erstattes af engagement i socialt forankrede moralsk-politiske pro-
jekter. En sådan tilgang indebærer tillige, at sociologen relativiserer sine egne dybt-
liggende skel mellem konflikt og konsensus, kritik og affirmation, det progressive
og det reaktionære. Fra nu af må disse koordinater forstås som åbne og usikre for-
tolkningsmæssige muligheder; og kun ved at supplere kritisk distance med kritisk
nærhed kan sociologen deltage konstruktivt i deres gradvise udspilning (se Latour
2003a). Det er én af pointerne med at tale om en a-kritisk attitude: i lighed med
andre aktører i et komplekst samfund består den sociologiske frihed netop i evnen
til at veksle mellem indlevelse og afstandtagen, empati og kritik, afhængig af si-
tuationens muligheder.9
I takt med denne gradvise relativisering viser det sig således, at kritiske attituder
på ingen måde udgør det eneste, endsige det væsentligste, bud på de normative og
affektive forholdsmåder, som må kendetegne en sociologisk videnskab, der ønsker
at forblive engageret i samfundets mange normative problemer og brudflader. Hvis
en a-kritisk attitude på den ene side skal gøre det muligt at relativisere (men ikke
negligere) det kritiske moment i sociologien, så har den på den anden side til formål
at invitere til fornyet selvrefleksion om de mange ”affirmative” eller ”opbyggelige”
værdier, som forbinder sociologer normativt og affektivt til samfundet, bestemte
sociale grupper og/eller specifikke forskningssubjekter (se Sinclair 2008). Sådanne
diskussioner har desværre kun sjældent fundet vej til sociologiens meta-teoretiske
refleksioner – givetvis blandt andet fordi de har stået i skyggen af mere eksplicit
”kritiske” aspirationer. Diskussionerne kendes dog fra de seneste 20 års akademiske
feminisme, hvor den epistemologiske betydning af social empati og solidaritet for-
ankret i transnationale fortolkningsfællesskaber er genstand for inspirerende ny-
tænkning (se Haraway 1988). De kendes tillige fra grene af nutidig amerikansk
pragmatisme i filosofien, hvor særligt Richard Rorty (1989) har gjort sig til tals-
mand for, at viden og solidaritet er gensidigt sammenvævede og uadskillelige stør-
relser.
Skal man sætte denne ”affirmative” del af en ny a-kritisk sociologisk attitude
på ét begreb – i analogi med den måde ”kritik” har kunnet karakterisere en hel gren

23
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

af sociologien – så kunne begrebet meget vel være håb eller håbefuldhed. Her
kunne sociologien med fordel drage lære af den japanske antropolog Hirokazu Mi-
yazaki, som med sin nye bog The method of hope (2004) viser, hvordan håb ikke
blot udgør en væsentlig komponent i etisk refleksion og politisk filosofi, men tillige
kan udgøre et væsentligt springbræt for en fornyet socialvidenskabelig metodologi.
I bogen fremskriver Miyazaki, på inspirerende vis, en filosofisk-teoretisk forbin-
delseslinje mellem de utopiske elementer i en særlig variant af marxismen, inkar-
neret hos tyskeren Ernst Bloch, og den stærke tradition for såkaldt meliorisme –
altså den opfattelse, at verden kan forbedres ved menneskelig indsats – som findes
i såvel den klassiske som den nutidige amerikanske pragmatisme. På denne vis
søger Miyazaki at opdyrke en håbets metodologi, der kan anspore antropologen
(eller sociologen) til at afsøge de mangfoldige måder, hvorpå konturerne af en bedre
verden allerede findes i det sociale liv. Boltanski og Thévenots sociologi om kritik,
kan vi nu sige, udgør et væsentligt bidrag til en sådan håbets metodologi, fordi den
hjælper os til at fremskrive et detaljeret billede af den sociale verdens moralske
aspirationer.
På niveauet for sociologisk teori og praksis handler en a-kritisk attitude, allieret
med en håbets metodologi, således om at undgå hvad allerede Ernst Bloch
(1986:1291) karakteriserede som ”den teoretisk definerede håbløsheds nihilisme”
– et fænomen, vil jeg hævde, som med rimelighed kan knyttes til store dele af den
kritiske sociologis historie. I stedet re-orienteres formålet med viden, sociologisk
såvel som ikke-sociologisk, i radikal forstand imod en åben, kontingent og endnu
ikke indtruffet fremtid. Som Bloch poetisk formulerer det (1986:1373; min over-
sættelse), i foregribelse af den anti-essentialisme som præger megen nutidig socio-
logisk teori (inklusiv sociologien om kritik): ”essens er ikke noget der eksisterer i
færdig form”. Hermed inviteres sociologien til at tænke over sin egen sociale per-
formativitet i et fremtidsorienteret lys: hvilke muligheder besidder vi, individuelt
og kollektivt, for at tænke og praktisere det sociale på nye og kreative, mindre li-
delsesfyldte, mere solidariske, mere retfærdige og – i lyset af den økologiske krise
– mere bæredygtige måder? Hvilke moralske og politiske projekter ønsker vi at
fremme og alliere os med, kognitivt og affektivt? Som Andrew Abbott, nutidig af-
tager til den pragmatiske Chicago-sociologi, formulerer det (2007:207): den kritiske
teoris største fejl har været dens mangel på visionær kraft, dens mangel på evne til
at forestille sig bedre fremtider10. Heri ligger imidlertid den sociologiske fantasis
vigtigste moralske forpligtelse.
Ingen bør vel forestille sig, at fantasi er nogen nem fordring, endsige nostalgisk
bilde sig ind, at sociologien kan indtage rollen som samfundets ”overdommer” (se
Bauman 1987). Håbets metodologi kan praktiseres i mange kontekster og med va-

24
 Sosiologisk Årbok 2010.4

rierende ambitionsniveauer. Ikke desto mindre bør håbet være en iboende del af al
sociologisk praksis, i såvel uddannelse som forskning11. For som Isabelle Stengers,
den belgiske filosof og inspirationskilde til Bruno Latours videnskabsantropologi,
formulerer det (2000:245; min oversættelse): ”Håb er forskellen mellem sandsyn-
lighed og mulighed. Hvis vi følger sandsynligheden er der ikke noget håb, kun en
kalkuleret fremtid autoriseret af verden som den er. Men at ”tænke” er at skabe
muligheder mod sandsynligheder”. Sociologisk tænkning og social forhåbning går
hånd i hånd; og hver gang vi støder på den sociale verdens genstridige forhindrin-
ger, dens magt- og dominansforhold, gør vi klogt i at forholde os til Rortys forma-
ning:

A pragmatist sense of limits requires us only to think that there are some projects
for which our tools are presently inadequate, and to hope that the future may
be better than the past in this respect (R. Rorty 1999:52).

Dette udsagn forekommer mig at have lige stor gyldighed, hvad enten vi tænker
på den økologiske klimakrise, eller vi tænker på den kritiske sociologis manglende
evne til at tage det sociale livs moralske forhåbninger alvorligt. Min egen forhåb-
ning er, at dette essay har taget små skridt i rigtig retning for så vidt angår begge
udfordringer.

Noter
1. Denne artikel blev første gang præsenteret, i mundtlig form, ved ”Scandinavian Critical
Theory, Roundtable no. 1”, på Roskilde Universitetscenter (Danmark), den 20. november
2009. Teksten er siden blevet bearbejdet til skriftlig form, men en del af den uformelle
tone og retoriske skærpelse af argumenter, som knytter sig til dialogen ansigt til ansigt,
er søgt bevaret og overført i denne bevægelse. Det samme gælder den lidt uortodokse
organisering af tekstens argumenter, der nu antager essayets karakteristika.
2. Min tilgang indebærer med andre ord en læsning af Boltanski og Thévenot, som er fil-
treret igennem Bruno Latours modernitetsfilosofi. I denne forstand udgør dette essays
a-kritiske attitude en teoretisk ”hybrid” snarere end en ”ren” teoriudlægning. Jeg takker
en anonym bedømmer for at have klargjort denne pointe.
3. Det gælder også konkret for de øvrige bidrag til den aktuelle konference om kritisk teori
i Skandinavien, som er trykt andetsteds i dette nummer af årbogen.
4. Der findes en voksende receptionslitteratur om Boltanski og Thévenots sociologi, også
uden for Frankrig. På engelsk kan særligt henvises til Peter Wagners arbejde (Wagner
1999; 2008). I Skandinavien har Sosiologisk Årbok tidligere publiceret Skarpenes og
Hestholms introduktion (2007). Endvidere er der for nyligt udkommet et temanummer
af tidsskriftet Dansk Sociologi om Luc Boltanski (nr. 2, 19. årg., juli 2008). Særligt ar-

25
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

tiklen af Niels Albertsen (2008) om ”Retfærdiggørelse, ideologi, kritik” fra dette tema-
nummer har klare overlap til nærværende tekst, om end Albertsen inddrager Latour min-
dre end jeg agter at gøre.
5. At betegne Bourdieu som den sidste ”sartreske intellektuelle” indebærer en særlig pa-
radoksikalitet, al den stund Bourdieu foragtede Sartres inkarnation af den skolastiske
intellektuelle. Ikke desto mindre nåede Bourdieu at få en lignende, moralsk-intellektuel
status i Frankrig igennem 1990’erne, inden sin død i 2002.
6. Hele videoen, og anden information om udstillingen, kan findes her:
http://www.smk.dk/naturestrikesback.
7. Skemaet medtager tillige et ”grønt regime”, som er kommet til siden hen. Mere om dette
i teksten.
8. Luc Boltanski, der i sin tidlige karriere var forskningsassistent hos netop Bourdieu, har
for nyligt udgivet en retrospektiv (og forsonende) kommentar til det voldsomme enga-
gement, der knyttede sig til Bourdieu-gruppens ihærdige forsøg på at afsløre samfundets
herskende ideologi i 1970’erne (Boltanski 2008).
9. Det er også i dette lys man skal se det forhold, at de ganske store ligheder mellem Bol-
tanski og Thévenots pragmatiske sociologi og Axel Honneths teori om anerkendelsens
former for nyligt er blevet opdyrket i respektfuld, om end stadig kritisk, gensidig dialog
(se Honneth 2008; Boltanski 2009). Honneth har således kommenteret, at de to teori-
grupperinger deler en fælles ”modstand mod den eksterne kritik, som den fastholdes af
en vis kritisk sociologi” og en fælles ”opmærksomhed over for en kritik, som er forankret
i samfundet” (se Albertsen 2008:78). Boltanski (2009:80) synes dog stadig at have van-
skeligheder med at forene Honneths ideer om ”kapitalismens patologier” med sin version
af sociologi om kritik.
10. Marx selv led selvsagt ikke af denne skavank: han kombinerede sin dybtgående analyse
af kapitalismen og sin refleksive kritik af datidens socialvidenskab med en imponerende
visionær kraft.
11. I en anonym bedømmelse af dette essay er jeg blevet spurgt, hvordan et grundkursus i
”håbefuld” sociologi vil se ud? Spørgsmålet er selvsagt udfordrende og åbent for for-
tolkninger. Personligt kan jeg næppe komme det nærmere end at sige – lidt tautologisk
– at et sådant kursus skulle baseres på læsning af en god portion af de tekster og teore-
tikere, der figurer på dette essays litteraturliste, særligt Boltanski og Thévenot, Latour,
Rorty og Miyazaki, samt de altid inspirerende amerikanske pragmatister, Peirce, James
og Dewey!

Litteratur

Abbott, A. (2007): ”For Humanist Sociology”, i D. Clawson et al. (red.) Public So-
ciology: Fifteen Eminent Sociologists Debate Politics and the Profession in the
Twenty-first Century. Berkeley: University of California Press.
Albertsen, N. (2008): ”Retfærdiggørelse, ideologi, kritik”, Dansk Sociologi 19(2):
65–84.
Alexander, J. (2006): The Civil Sphere. New York: Oxford University Press.

26
 Sosiologisk Årbok 2010.4

Bauman, Z. (1987): Legislators and interpreters. Ithaca, N.Y.: Cornell University

Press.
Bauman, Z. (2002): Society Under Siege. Cambridge: Polity.
Beck, U. (1992): Risk Society. Towards a New Modernity. London: Sage Publica-
tions.
Bénatouïl, T. (1999): “A Tale of Two Sociologies: The Critical and The Pragmatic
Stance in Contemporary French Sociology”, European Journal of Social Theory
2(3): 379–396.
Bloch, E. (1986 [1938–47]): The Principle of Hope. Cambridge, Mass.: The MIT
Press.
Blühdorn, I. (1999): “Beyond criticism and crisis: On the post-critical challenge
of Niklas Luhmann”, Debatte 7(2): 185–199.
Boltanski, L. (2008): Rendre la réalité inacceptable: à propos de ”la production
de l’idéologie dominante”’. Paris: Demopolis.
Boltanski, L. (2009): De la critique. Précis de sociologie de l’émancipation. Paris:
Gallimard.
Boltanski, L. & Chiapello, E. (2005 [1999]): The New Spirit of Capitalism [Le nou-
vel esprit du capitalisme]. London: Verso [Paris: Gallimard].
Boltanski, L. & Thévenot, L. (1991 [2006]): De la justification [On Justification].
Paris: Gallimard [Princeton: Princeton University Press].
Boltanski, L. & Thévenot, L. (1999): “The Sociology of Critical Capacity”, Euro-
pean Journal of Social Theory 2(3): 359–377.
Boltanski, L. & Thévenot, L. (2000): “The reality of moral expectations: A sociol-
ogy of situated judgment”, Philosophical Explorations 3(3): 208–231.
Burawoy, M. (2005): “2004 American Sociological Association Presidential
address: For public sociology”, The British Journal of Sociology 56(2): 260–
290.
Celikates, R. (2006): “From Critical Social Theory to a Social Theory of Critique:
On the Critique of Ideology after the Pragmatic Turn”, Constellations 13(1):
21–40.
Collins, R. (1998): The Sociology of Philosophies: A Global Theory of Intellectual
Change. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
Halkier, B. & Jensen, I. (2008): “Det sociale som performativitet – et praksisteo-
retisk perspektiv på analyse og metode”, Dansk Sociologi 19(3): 49–68.
Haraway, D. (1988): ”Situated Knowledges: The Science Question in Feminism
and the Privilege of Partial Perspective”, Feminist Studies 14(3): 575–599.
Hardt, M. & Negri A. (2000): Empire. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
Hollands, R. & Stanley, L. (2009): “Rethinking ‘Current Crisis’ Arguments: Gould-

27
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

ner and the Legacy of Critical Sociology”, Sociological Research Online 14(1).
Honneth, A. (2008): “Verflüssigungen des Sozialen. Zur Gesellschaftstheorie von
Luc Boltanski und Laurent Thévenot“, WestEnd 5(2): 84–103.
Kauppi, N. (2000): “The Sociologist as Moraliste: Pierre Bourdieu’s Practice of
Theory and the French Intellectual Tradition”, SubStance nr. 93 (2000): 7–21.
Kellner, D. (1990): “Critical Theory and the Crisis of Social Theory”, Sociological
Perspectives 33(1): 11–33.
Kristensen, J. E. (2008): “Krise, kritik og samtidsdiagnostik”, Dansk Sociologi
19(4): 5–31.
Lamont, M. & Thévenot, L. (2000): “Introduction: toward a renewed comparative
cultural sociology”, pp. 1–22 i M. Lamont & L. Thévenot (red.) Rethinking
Comparative Cultural Sociology: Repertoires of Evaluation in France and the
United States. Cambridge: Cambridge University Press.
Latour, B. (1987): ”The Enlightenment without the Critique: A Word on Michel
Serres’ Philosophy”, i A. P. Griffiths (red.) Contemporary French Philosophy
(Royal Institute of Philosophy Lecture Series), pp. 83–97. Cambridge: Cam-
bridge University Press.
Latour, B. (1993): We Have Never Been Modern. Cambridge, Mass.: Harvard Uni-
versity Press.
Latour, B. (2003a): “Critical proximity or critical distance”, upubliceret artikel.
Tilgængelig fra: http://www.bruno-latour.fr/poparticles/poparticle/P-
113%20HARAWAY.html.
Latour, B. (2003b): ”Is Re-modernization Occuring – And If So, How to Prove It?
A Commentary on Ulrich Beck”, Theory, Culture & Society 20(2): 35–48.
Latour, B. (2004): “Why has critique run out of steam? From matters of fact to
matters of concern”, Critical Inquiry 30(2): 225–248.
Latour, B. (2005): Reassembling the Social. Oxford: Oxford University Press.
Latour, B. (2008): “A Cautious Prometheus? A Few Steps Towards a Philosophy
of Design”, forelæsning ved konferencen Networks of Design, Cornwall, sep-
tember 2008. Tilgængelig fra: http://www.bruno-latour.fr/articles/article/112–
DESIGN-CORNWALL.pdf.
Latour, B. & Weibel, P. (red.) (2005): Making Things Public: Atmospheres of
Democracy. Cambridge, Mass.: The MIT Press.
Law, J. (2009): “Seeing Like a Survey”, Cultural Sociology 3(2): 239–256.
Law, J. & Urry, J. (2004): “Enacting the Social”, Economy and Society 33(3): 390–
410.
Marx, K. (1974): Den tyske ideologi. København: Rhodos.
Miyazaki, H. (2004): The Method of Hope: anthropology, philosophy, and Fijian

28
 Sosiologisk Årbok 2010.4

knowledge. Stanford: Stanford University Press.

Osborne, T. & Rose, N. (1999): “Do the social sciences create phenomena? The
example of public opinion research”, British Journal of Sociology 50(3): 367–
396.
Ricoeur, P. (1981): ”Science and Ideology”, i Hermeneutics & the Human Sciences,
pp. 222–246. Cambridge: Cambridge University Press.
Rorty, R. (1989): Contingency, irony, and solidarity. Cambridge: Cambridge Uni-
versity Press.
Rorty, R. (1999): Philosophy and Social Hope. London: Penguin Books.
Savage, M. & Burrows, R. (2007): “The Coming Crisis of Empirical Sociology”,
Sociology 41(5): 885–899.
Serres, M. (1995): The Natural Contract. Ann Arbor: University of Michigan Press.
Sinclair, J. (2008): “Towards an affirmative sociology: the role of hope in making
a better world”, paper til TASA Sociologists Conference, august 2008.
Skarpenes, O. & Hestholm, R. (2007): ”Den ’nye’ franske pragmatikken”, Sosio-
logisk Årbok 20(1–2): 71–102.
Thévenot, L. (2007): “The Plurality of Cognitive Formats and Engagements: Mov-
ing between the Familiar and the Public”, European Journal of Social Theory
10(3): 409–423.
Thévenot, L.; Moody, M. & Lafaye, C. (2000): “Forms of Valuing Nature”, pp.
229–272 i M. Lamont & L. Thévenot (red.) Rethinking Comparative Cultural
Sociology: Repertoires of Evaluation in France and the United States. Cam-
bridge: Cambridge University Press.
Turner, B. S. (1987): “A Note on Nostalgia”, Theory, Culture & Society 4(1): 147–
156.
Urry, J. (2008): “Climate change, travel and complex futures”, British Journal of
Sociology 59(2): 261–279.
Vattimo, G. (2004): Nihilism and Emancipation: Ethics, Politics, and Law. New
York: Columbia University Press.
Wagner, P. (1999): “After Justification: Repertoires of Evaluation and the Sociology
of Modernity”, European Journal of Social Theory 2(3): 341–357.
Wagner, P. (2001): A History and Theory of the Social Sciences. London: Sage Pub-
lications.
Wagner, P. (2008): Modernity as Experience and Interpretation. Cambridge: Polity.
Willig, R. (2009): “Critique with Anthropological Authority: A Programmatic Out-
line for a Critical Sociology”, Critical Sociology 35(4): 509–519.
Zizek, S. (2002): Revolution at the Gates: Zizek on Lenin. London: Verso.
Zizek, S. (2008): In Defense of Lost Causes. London: Verso.

29
Sociologi om kritik og retfærdiggørelser …

Summary

Within the last few decades, the ‘pragmatic turn’ of French social theorists Luc
Boltanski and Laurent Thévenot has enabled us to move from traditions of ‘critical
sociology’ towards a novel ‘sociology of critique and justification’. In light of the
current crisis in sociology’s critical self-understanding, this essay aims to further
such a switch of perspectives, asking where sociology would go if it were to leave
behind its old critical spirit in search of a new a-critical ethos? This small experi-
ment in thinking is conducted in close dialogue with French philosopher of science
(and fellow neo-pragmatist) Bruno Latour, whose critique of the modernist urge to
deconstruct and unveil is here extended to the domain of sociology itself. Employ-
ing the rhetoric of preliminary theses, the essay attempts to entice the reader to-
wards an a-critical ethos through the following argumentative steps: ‘critique’ has
an important (quasi-)objective social significance; critical practices are more or
less socially performative; current ecological crises dramatize the fatigue of critical
theory; Boltanski and Thévenot’s sociology constitute a new genre of empirical
political philosophy; and attitudes of solidarity and hope are important ingredients
of the new a-critical spirit of sociology. Taken together, these five theses, I contend,
sketches the contours of a novel sociological ethos, one founded on the aspiration
to take seriously the moral grammars of everyday social life to an extent never
achieved in critical sociology.

30