Den sidste balkjole

den impressionistiske skrivestil gør at man uden at opdage det

faktisk får foræret rigtig mange oplysninger om pigerne og deres liv.

den lille familie på tre har deres faste rutiner året rundt, uden at
gøre noget specielt får de tiden til at gå. historien viser at jo længere
tid de to piger går rundt i deres egen verden og laver ingenting jo
mere glemmer de tiden. de opdager først for sent at tiden og deres
ungdom løber alt for hurtigt fra dem og før de ved af det er det
deres sidste bal og sidste chance for at komme videre.

Eks 1, s. 11 linje. 10 fra oven: "Dagene bliver længere og længere...

og så er det igen forår..."
- der sker intet specielt i deres liv der giver det perspektiv. det gør
at de intet har at se tilbage og ikke opdager hvor hurtigt tiden går.

eks 2, s. 15 linje 3 fra neden: "Hver eftermiddag sad de og spejdede

på forhøjningen, om doktorens unge frue ikke kom."
De ved at deres skæbne stort set afhænger af doktorfruens besøg,
så ventetiden på højen må være pinefuld og langtrukken.

Man må formode at både Emma og Antonie på et tidspunkt må blive

nødt til at tjene deres egne penge for at kunne forsørge dem selv og
deres mor. som også nævnt i novellen var nogle af de mest
accepterede job for kvinder dengang; læreinde og husbestyrerinde.
de vil nok vælge et af de proffesioner og slå sig ned et lille sted de
har råd til at bo.