Herman Bangs sprog. (ref.

Peter Skautrup)

 p1) Ordet impressionisme bliver indtil 1895 brugt i nedsættende betydning, fordi teksten
manglede sammenhæng. Først da han møder Claude Monet i Norge, bliver han
overbevist om, at han er på ret spor.
 p2) I hans prosafremstilling afdækker hans personer sig gennem deres handlinger og
deres replikker. Replikkerne dominerer så stærkt at det nærmer sig drama.
 Begynder in medias res. De nødvendige forudsætninger kommer senere i form af
replikker, samtaler, referater og lign.
 Al objektiv beskrivelse af sceneri og analyse af sindstilstande (som hos naturalisterne)
undgås. Der beskrives kun det enkelte moment i situationen, som dominerer i den
optrædende persons bevidsthed og som afstedkommer en reaktion. Indimellem
indskydes en forklarende parentes, så relieffet skærpes. (Se diskussionen med Erik
Skram)
 Vi har således 2 slags sprog: Et talesprog, sådan som de optrædende personer taler, og et
skriftsprog der forbinder replikkerne, formet af forfatteren. Men der er ikke
nødvendigvis en skarp grænse. Den direkte tale kan, ofte umærkeligt, gennem dækket
tale glide over i et referat. Eller omvendt – referatet kan glide jævnt over i dækket tale
eller måske hyppigere over i dækket indre tænkning.

Eks 1: - Men – er de fra Ruggaard her?

- Ja, med sæd!
Ida-yngst havde ikke anet det

Eks 2: Hun så efter roserne; der var et par knopper endnu. De havde såmænd blomstret
trofast i år – hele Tiden.

 I den direkte tale har Bang afskaffet anførselstegnene, men hver replik får en ny linie.
I stor udstrækning er anførsels-verbet udeladt, men inquit1 kan anvendes inde i
replikken., og denne er ofte afbrudt af et beskrivende eller psykologisk orienternde
indskud. – som en slags sceneanvisning.

Eks: - Jeg har båret ham no’en gang’ over til Fruen, sagde hun, om morgningerne ... for
der vilde han over – hun smilte pludselig gennem gråden – og ha’e varmen, den strik,
sluttede hun og græd igen.

Eller en talestump kan citeres i anførselstegn i berettende prosa eller endog, som for at
understrege den nøjagtige, personlige ordlyd, inde i anført tale:

p4) - AA – Herregud – aa – Herregud – klagede madam Bølling ved al den ødelæggelse.

Hun talte om ”det dejlige hus”, hvordan det før havde været.

Bang vogter sig for at anvende udpræget ekspressive anførselsverver, selv om tilløb kan
forekomme:
- Naa – vrippede Frøken Amalie
- Far. Nu er julen ude, fo’r han op.

 Bang ynder den kaotiske passiar, hvor samtalerne krydser forbi hinanden, og hvor
replikkerne undertiden gøres dobbelttydige.

1
Inquit betyder anførselsverbum evt med subjekt
I øvrigt er talesproget hyppigt gengivet med dets mange særdrag: den ulogiske eller
usammenhængende syntaks, de halvt fuldendte sætninger, udbrud, emfatisk
sammendragning af psykologisk vægtige led, aktualiseringskonstruktioner osv.