DS-information DS/INF 146

1. udgave
2003-11-19

Robusthed – Baggrund og
principper – Information – 2003
Robustness – Background and principles –
Guidance – 2003
DS/INF 146
København
DS projekt: 52325
ICS: 91.080.01

Deskriptorer:

konstruktioner,principper,information,normer

Første del af denne publikations betegnelse er:

DS/INF, hvilket betyder, at det er en information, der er udarbejdet på nationalt niveau

DS-publikationstyper
Dansk Standard udgiver forskellige publikationstyper.
Typen på denne publikation fremgår af forsiden.

Der kan være tale om:

Dansk standard
• standard, der er udarbejdet på nationalt niveau eller er baseret på et andet lands nationale standard, eller
• standard, der er udarbejdet på internationalt og/eller europæisk niveau og har fået status som dansk standard
DS-information
• publikation, der er udarbejdet på nationalt niveau og ikke har opnået status som standard, eller
• publikation, der er udarbejdet på internationalt og/eller europæisk niveau og ikke har fået status som standard, fx en
teknisk rapport, eller
• europæisk præstandard
DS-håndbog
• samling af standarder, eventuelt suppleret med informativt materiale
DS-hæfte
• publikation med informativt materiale

Til disse publikationstyper kan endvidere udgives

• tillæg og rettelsesblade

DS-publikationsform
Publikationstyperne udgives i forskellig form som henholdsvis
• fuldtekstpublikation (publikationen er trykt i sin helhed)
• godkendelsesblad (publikationen leveres i kopi med et trykt DS-omslag)
• elektronisk (publikationen leveres på et elektronisk medie)
DS-betegnelse
Alle DS-publikationers betegnelse begynder med DS efterfulgt af et eller flere præfikser og et nr. fx DS 383, DS/EN 5414 osv. Hvis der efter nr.
er angivet et A eller Cor, betyder det, enten at det er et tillæg eller et rettelsesblad til hovedstandarden, eller at det er indført i
hovedstandarden.
DS-betegnelse angives på forsiden.

Overensstemmelse med anden publikation:

Overensstemmelse kan enten være IDT, EQV, NEQ eller MOD
• IDT: Når publikationen er identisk med en given publikation.
• EQV: Når publikationen teknisk er i overensstemmelse med en given publikation, men
præsentationen er ændret.
• NEQ: Når publikationen teknisk eller præsentationsmæssigt ikke er i overensstemmelse med en
given standard, men udarbejdet på baggrund af denne.
• MOD: Når publikationen er modificeret i forhold til en given publikation.
 DS/INF 146:2003

Indhold
0 Forord 5

1 Baggrund for krav om robusthed 6

1.1 Generelle krav 6
1.2 Definition af robusthed 6
1.3 Nye byggetraditioner og robusthed 8

2 Forhold, der kræver robusthed 9

2.1 Menneskelige fejl 9
2.2 Andre forhold end menneskelige fejl 9

3 Forhold, der bidrager til robusthed 13

3.1 Lastfastsættelse 13
3.2 Systemopbygning 13
3.3 Statisk ubestemthed 18
3.4 Duktilitet 18
3.5 Soliditet 19
3.6 Sammenhæng 19
3.7 Granskning og kontrol i tilknytning til robusthed 20

4 Dokumentation af robusthed 21
4.1 Krav til dokumentation som funktion
af svigtkonsekvens 21
4.2 Fundamentale designprincipper vedrørende robusthed 21
4.3 Udpegning og dimensionering af nøgleelementer 22
4.4 Robusthed af gængse konstruktionstyper 22
4.5 Robusthed i montagesituationen 23
4.6 Robusthedsdokumentation 23
4.7 Ulykkeslast og robusthed 24

Anneks A (informativt) Robusthed i tidligere og gældende normer 25

Anneks B (informativt) Robusthed – baggrund for faktoren 1,20 27

3
DS/INF 146:2003

4
 DS/INF 146:2003

Forord
DS-information DS/INF 146, Robusthed – Baggrund og principper, er udar-
bejdet af ad hoc-udvalget vedrørende robusthed, som blev nedsat af Dansk
Standard i foråret 2001 på opfordring fra Last- og sikkerhedsudvalget, S-364,
og Koordineringsforum for konstruktioner og konstruktionselementer, 3K-
Forum. Resultatet af udvalgets arbejde er denne DS/INF 146 samt tillæg nr.
1 til DS 409:1998, Norm for sikkerhedsbestemmelser for konstruktioner.
DS/INF 146 Robusthed – Baggrund og principper henvender sig til brugere
af konstruktionsnormerne DS 409 - DS 451 udgivet efter 1998. Formålet er
at give disse brugere et uddybende indblik i baggrund og principper for
robusthed til støtte for fortolkning af normteksten vedrørende robusthed i
konstruktionsnormerne.
Ad hoc-udvalget vedrørende robustheds sammensætning:
Civilingeniør John Adelhøj, Teknologisk Institut
Civilingeniør Hans Henrik Christensen, RAMBØLL
Civilingeniør Lic. Tech. Per Goltermann, RAMBØLL
Civilingeniør Per Bjerregaard Hansen, GEO
Civilingeniør Svend Ole Hansen, Svend Ole Hansen ApS
Civilingeniør ph.d., seniorforsker Jørgen Munch-Andersen, BY og BYG
Akademiingeniør Henrik Storm Nielsen, COWI
Civilingeniør Ejnar Søndergaard, ES-Consult
Civilingeniør Finn O. Sørensen, Erik K. Jørgensen A/S
Civilingeniør John Dalsgaard Sørensen, Aalborg Universitet, Institut for
Bygningsteknik
DS/INF 146, Robusthed – Baggrund og principper – Information – 2003, har
været i offentlig høring. På grundlag af de indkomne kommentarer har udval-
get udarbejdet et endeligt forslag, der er godkendt som DS-information.
En konsekvens af denne DS/INF 146 er, at samtlige konstruktionsnormer
(DS 409 - DS 451) udgivet efter 1998 skal forholde sig til ordlyden, og at der
skal udarbejdes et tillæg til hver af normerne.

5
DS/INF 146:2003

1 Baggrund for krav om robusthed

1.1 Generelle krav
Det almene krav til en konstruktion fremgår af DS 409 1.1 (1)P:
En konstruktion skal dimensioneres og udføres således, at den i
den forventede brugstid ved korrekt anvendelse og vedligehol-
delse:
• med en tilfredsstillende sikkerhed kan modstå de laster, den
kan forventes udsat for
• fungerer tilfredsstillende ved normal brug
• har tilfredsstillende bestandighed og robusthed.
Kravet i første bullet er kernen i de danske konstruktionsnormer og er det
normmæssige sikkerhedskrav til konstruktioner i den kortest tænkelige versi-
on.
I sidste bullet stilles krav til en tilfredsstillende robusthed. Krav til robusthed
og regler for dokumentation af tilstrækkelig robusthed er givet i DS 409 5
(7)P – 10. Denne DS-information tjener til belysning af begrebet robusthed
og danner basis for revisionen af robusthedskravet i DS 409 og for udmønt-
ningen af robusthedskravet i konstruktionsnormerne. I anneks A er kort
beskrevet baggrunden for den nuværende udformning af normteksten ved-
rørende robusthed, samt refereret de indvendinger, der er blevet fremført.
I sikkerhedskravet i første bullet tales om en forventet brugstid og de laster,
der kan forventes. Endvidere tales der om korrekt anvendelse og vedligehol-
delse. Kravet forudsætter med andre ord, at der ikke i forbindelse med kon-
struktionens tilblivelse og i konstruktionens levetid indtræffer utilsigtede og
uforudsete forhold og hændelser.
Utilsigtede og uforudsete forhold kan imidlertid forekomme og kan enten
være begrundet i forhold, der stammer tilbage fra projekteringen og udførel-
sen, eller forhold under driften. Kravet om tilstrækkelig robusthed er derfor
netop begrundet i, at utilsigtede og uforudsete påvirkninger og defekter kan
optræde, og har til formål at begrænse konsekvenserne af sådanne.

1.2 Definition af robusthed

Ud fra ovenstående kunne en foreløbig definition på robusthed lyde som føl-
ger:
En konstruktion er robust, såfremt afgørende dele af den kun er lidt
følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter.
En konstruktion kan, som det vil forstås, godt være ”sikker” i normens for-
stand uden at være robust.

6
 DS/INF 146:2003

I bogen af Joachim Scheer ”Versagen von Bauwerken”, Band 1: Brücken,

Ernst & Sohn 2000, opstilles ud fra gennemgang af en lang række brouheld
en række forslag til hensigtsmæssige dimensioneringsprocesser og -princip-
per, hvoraf en del direkte eller indirekte er forbundet med robusthed. Blandt
andet nævnes i bogens afsnit 11.2.5 ”Entwurf robuster Tragwerke”, at kon-
struktioner bør dimensioneres således,
at de besidder tilstrækkelig ”modstand mod ikke-planmæssige, men ikke fuldt
udelukkelige indvirkninger”
at ”skadelige virkninger fra ikke-kalkulerbare indvirkninger holdes inden for
tålelige grænser med fornuftige/forsvarlige midler”
at ”restbæreevne ved delsvigt er til stede”.
Det ses, at de to første punkter ligger i forlængelse af ovennævnte foreløbige
definition på robusthed, mens det tredje punkt hænger mere sammen med
forebyggelse af en kædereaktion.
Forebyggelsen af en kædereaktion tages også op i NKB-skrift 35 fra novem-
ber 1978, hvor et af de generelle dimensioneringskrav formuleres som, at
en konstruktion ”har en acceptabel sikkerhed mod fremadskridende sam-
menstyrtning i tilfælde af, at uforudsete påvirkninger eller defekter har forår-
saget et lokalt brud”.
Dette leder frem til den anden definition af robusthed i DS 409, nemlig at en
konstruktion også er robust, såfremt:
der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del
af konstruktionen svigter.
Sammenfattende kan begrebet robusthed således defineres ud fra følgende
kriterier:
En konstruktion er robust:
• når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er
lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller
• når der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en be-
grænset del af konstruktionen svigter.
Det ses, at definitionen afviger fra formuleringen i DS 409:1998, idet denne
taler om ”følsomhed over for de aktuelle påvirkninger”, hvor der nu tales om
”følsomhed over for utilsigtede påvirkninger og defekter”.
Det skal nævnes, at der i konstruktionsnormerne findes dimensioneringsreg-
ler, der tilsigter at give konstruktionen robusthed. Dette gælder fx reglerne i
betonnormen DS 411 vedr. slankhedsforhold og minimumarmering samt reg-
lerne i DS 412 vedr. størst tilladelige slankhedsforhold. Vandret masselast i
DS 410 kan også fortolkes i samme retning.

7
DS/INF 146:2003

Robusthed må ikke forveksles med begrebet ”systemsikkerhed”. Robusthed

har til formål at formindske konstruktionens følsomhed over for utilsigtede
påvirkninger og defekter, der ligger ”uden for” de almindelige projekterings-
forudsætninger.
Begrebet systemsikkerhed dækker over sikkerheden som helhed - inden for
almindelige projekteringsforudsætninger - for et konstruktivt system, der
består af flere delkomponenter.

1.3 Nye byggetraditioner og robusthed

Inden for husbygning formuleres i dag – i et samspil med udviklingen af
højere styrker – et stadigt mere udbredt ønske om større og mere åbne og
fleksible ”rum”, hvilket fører til store spænd og kun få koncentrerede under-
støtninger. For sådanne konstruktioner kan robustheden ikke umiddelbart
dokumenteres på baggrund af lasttilfældet ”bortfald af konstruktionsdele”,
idet der ikke længere er tale om et begrænset svigt, hvis en begrænset del af
konstruktionen svigter.
Dette er bl.a. baggrunden for, at alternativet med indbygning af ekstra sik-
kerhed for nøgleelementer (”overdimensionering”) er indført. Imidlertid er
der behov for en afgrænsning af definitionen på et nøgleelement, eftersom en
udpegning af nøglementer ikke bør føre til, at store dele af konstruktionen
inkluderes, hvorved resultatet i sidste ende bliver en generel ”overdimensio-
nering”.
En måde at komme ovenstående problem i møde på for traditionelle husbyg-
ningskonstruktioner er ved at introducere et mål for acceptabelt kollapsom-
fang ved bortfald af nøgleelementer.

8
 DS/INF 146:2003

2 Forhold, der kræver robusthed

I tabel 1 er oversigtligt angivet eksempler på utilsigtede påvirkninger og
defekter, der kræver robusthed af konstruktionen.

2.1 Menneskelige fejl

De fleste konstruktioner er behæftet med fejl i større eller mindre omfang,
men normalt ligger disse fejl inden for rammerne af acceptable unøjagtighe-
der, der ”dækkes” af sikkerhederne i partialkoefficientsystemet.
Fatale utilsigtede og uforudsete forhold vil i en del tilfælde kunne føres til-
bage til ”grove/alvorlige” menneskelige fejl. Partialkoefficientmetoden tager
normalt ikke hensyn til sådanne ”grove” fejl. En evt. skade som følge heraf
kan således kun begrænses ved indbygning af robusthed i konstruktionen.
De udslagsgivende forhold kan hidrøre fra alle dele af konstruktionens livs-
cyklus fra design over udførelse til anvendelse.

2.2 Andre forhold end menneskelige fejl

Der kan dog også indtræffe utilsigtede og uforudsete påvirkninger, som ikke
skyldes menneskelige fejl. De normfastsatte naturlaster som sne- og vindlast
er baseret på et så omfattende statistisk materiale, at en større overskridelse
af disse laster er usandsynlig. Men de kan måske optræde på en ikke-erkendt
måde, eller behovet for uddybende modelforsøg kan være overset/ikke-
erkendt.
Jordskælv kan ikke ganske afvises i Danmark, uanset at lastnormen ikke fore-
skriver, at der tages hensyn til det. Mindre jordskælv forekommer af og til.
Der kan også opstå lastsituationer, som ingen på designtidspunktet ville kun-
ne have forudset. Terrorangrebet den 11. sept. 2001 på WTC er et eksempel
på en sådan uforudset lastsituation.
Nyttelaster kan ændres i forhold til, hvad der er forudsat ved projekteringen
af konstruktionen. Der kan fx være tale om en forøgelse af etagelasten i en
bygning, fordi bygningen er overgået til anden brug.
Skibstyper og besejlingsforhold kan ændres, således at både størrelse og
karakter af skibsstød på broer og bropiller ændres i forhold til den oprinde-
ligt forudsatte ulykkeslast.
De to sidstnævnte forhold har dog også karakter af ”menneskelige fejl”. Nor-
malt vil der kunne tages hånd om disse forhold ved en fornuftig og ansvarlig
administration af bygværkerne, men hvis dette overses, vil en indbygget
robusthed kunne begrænse skaderne.

9
DS/INF 146:2003

Tabel 1 – Eksempler på utilsigtede påvirkninger og defekter

påvirkning/ eksempel kommentarer
defekt
ændrede/ egenlaster • ændring af egenlast ifm. udskiftning af tag-
uforudsete beklædning
lastsituationer • ændret placering af ikke-bærende skillevægge
nyttelaster • etagelasten kan ændres, hvis en bygning
overgår til anden brug
• ændret trafikmønster kan medføre øget trafik-
last på broer
ulykkeslaster • karakteren af mulige ulykkeslaster kan ænd-
res med tiden
• størrelse og karakter af mulige skibsstød på
broer kan ændres pga. ændrede skibstyper og
besejlingsforhold
• bygninger kan udsættes for bevidst påkørsel
med tunge køretøjer i forbindelse med ”ram-
buktyverier”
• bortsprængning eller anden ødelæggelse af
primære bygningsdele som følge af hærværk
eller terrorhandlinger
jordskælv • selvom Danmark ikke betragtes som et
jordskælvstruet område, kan mindre
jordskælv forekomme
fejlagtige/ helt eller delvist • mangelfuld afstivning af eller fastholdelse af
mangelfulde bevægelige systemer mht. vandrette flytninger
konstruktive systemer
systemer rotationsføl- • mangelfuld afstivning af systemer mht.
somme systemer rotation om lodret akse
ændring af • fjernelse eller ændring af eksisterende
system ift. primære bygningsdele, fx pga. ønske om
oprindeligt større frirum
design • fjernelse af eller indgreb i beklædningsplader,
der sikrer bygværkets vandrette stabilitet,
fx ved anordning af supplerende port- eller
vinduesåbninger
• fjernelse af bygningsdele, hvis funktion i det
bærende system ikke er umiddelbart gennem-
skuelig

10
 DS/INF 146:2003

påvirkning/ eksempel kommentarer

defekt
fejlagtige/ oversete • overset kipningsrisiko, fx for trykkede
mangelfulde svigtformer bjælkeflanger
beregnings • overset risiko for rotationsudknækning af
modeller trykstænger
• oversete modholdskræfter, fx i boltesamlinger
fejlagtig forud- • fx fleretages rammekonstruktion uden
sætning vedr. stabiliserende trappe/elevatorkerner, der
knudepunktsfigur/ fejlagtigt er forudsat fastholdt
fastholdelse • fx at en forudsat gaffellejring af bjælke mod
kipning ikke er udformet korrekt
upåagtede • udmattelsesrevner pga. utilsigtet samvirkning,
udmattelsesrevner især et problem ved utilgængelige og skjulte
dele, der unddrager sig inspektion
• udmattelsesrevner i forbindelse med foldning
af slanke pladefelter i anvendelsestilstanden
(”breathing”)
fejlagtige/ banale regnefejl • fejlagtige håndberegninger og hjælperegneark
mangelfulde og mangelfulde • mangelfuld eftervisning af samlinger
beregninger beregninger • oversete svigtmuligheder
fejlagtige
EDB-programmer
fejlagtig brug af • forkerte randbetingelser
EDB-programmer • forkert tolkning af resultater
• manglende hensyntagen til 2.-ordensvirkning
materialemæssige fejl under mate- • forkert blandingsforhold for beton
fejl rialefremstilling • laminering af stålplader/flanger påvirket til
træk vinkelret på overflade
fejl under mate- • mangelfuld visuel eller maskinel sortering af
rialesortering træ
projektmæssige mangelfuldt • forkert overførelse af beregningsresultat til
fejl og/eller fejlagtigt tegninger
projektmateriale • mangelfulde detaljer og beskrivelser

11
DS/INF 146:2003

påvirkning/ eksempel kommentarer

defekt
udførelses- misforstået • manglende kompetence, opfølgning og tilsyn
mæssige projektmateriale
anvendelse af for- • forkert dimension eller kvalitet af
kerte materialer armeringsstål
• forkert stålkvalitet pga. forkert/manglende
mærkning
byggesjusk
uforudsete imperfekte • trykpåvirkede konstruktionsdele med større
geometriske elementer forhåndskrumning end forudsat
imperfektioner imperfekt samling • tillægsmomenter i elementer eller i
af elementer understøttende konstruktion pga. utilsigtet
excentrisk overførsel af kræfter
uforudsete uens sætning af • kan medføre tillægsmomenter i statisk
sætninger fundamenter ubestemte konstruktioner
rotation af • kan medføre udbøjning af søjletop så
fundamenter understøttet bjælke mister vederlag
uforudset generelt • mangelfuld identifikation af aggressive
nedbrydning miljøpåvirkninger
• ”vis vand væk”
• mangelfuld detaljering
• specielt et problem ved utilgængelige dele,
der unddrager sig inspektion
stålkonstruktioner • korrosion – fx ved uhensigtsmæssigt
udformede og placerede samlinger
beton • sulfatangreb
• laminering som følge af AKR (alkalikisel-
reaktioner) eller frost – forværres ved
uhensigtsmæssig armeringsføring
armering i beton • korrosion som følge af kloridpåvirkning
– forværres ved støbeskel
murværk • korrosion af murbindere og indstøbte ståldele
træværk • råd

12
 DS/INF 146:2003

3 Forhold, der bidrager til robusthed

I tabel 2 er angivet en række forhold, som bidrager til robusthed af en kon-
struktion. Disse forhold er kommenteret i det følgende.

3.1 Lastfastsættelse
Lastfastsættelsen har principielt ikke noget med konstruktionens robusthed at
gøre, men da vigtigheden af en korrekt lastfastsættelse sikkerhedsmæssigt
kan sidestilles med vigtigheden af i øvrigt at udforme konstruktionen robust,
medtages lastfastsættelsen her.
Lastfastsættelsen skal ske med stor omhu og skal så vidt muligt tage højde
for de lastsituationer, der måtte opstå i forbindelse med bygningens/bygvær-
kets tiltænkte funktion.
For visse konstruktionstyper, fx for brokonstruktioner, bør der i forbindelse
med bygningens/bygværkets overgang til driftssituationen i princippet udar-
bejdes driftsinstrukser, hvor der ud over de almindelige drifts- og vedlige-
holdsanvisninger redegøres for tilladelige laster, og hvor procedurer til hånd-
tering af særlige lastsituationer beskrives.
Ulykkeslaster bør altid overvejes omhyggeligt, uanset at DS 409 ikke længe-
re indeholder et generelt krav om eftervisning for ulykkeslast for konstrukti-
oner i høj sikkerhedsklasse. Således bør i princippet ”alle tænkelige” ulyk-
kesscenarier opstilles og vurderes. Dette er specielt relevant for mere atypi-
ske konstruktioner, hvor det også bør overvejes, om der kan tænkes ulykkes-
laster af en anden type end dem, der er omtalt i 5.2.7 i DS 409.

3.2 Systemopbygning
Et bygværks robusthed kan fremmes ved at dele den bærende hovedkon-
struktion op i en række af hinanden uafhængige delkonstruktioner, fx kan
hovedkonstruktionen i en rektangulær bygning anordnes som en parallel kon-
struktion bestående af en successiv række af bjælke/søjlekonstruktioner eller
rammekonstruktioner. I et parallelt system vil et eventuelt svigt oftest be-
grænse sig til det pågældende fag af bygværket. I modsætning hertil er et
system anordnet i serie – et hierarkisk system – mindre robust, hvad systemet
angår, eftersom et svigt øverst i hierarkiet (i praksis oftest nederst i bygvær-
ket!) vil medføre, at alle dele nedenfor i hierarkiet også svigter.
Den bærende hovedkonstruktion bør anordnes således, at der er ringe mulig-
hed for et progressivt kollaps. Et parallelt system, der som beskrevet ovenfor
består af en række bjælke/søjle- eller rammekonstruktioner, vil nok fra én
synsvinkel kunne siges at være robust. Men hvis den langsgående afstivning
i bygningen er mangelfuld, kan et kollaps bestå i, at hele bygningen vælter
progressivt som et korthus. Især i en montagesituation kan denne svigtform

13
DS/INF 146:2003

være aktuel. Når den færdige bygning er forsynet med afstivningsgitre og

facadebeklædning eller med facadeelementer, vil robustheden på dette punkt
som regel være tilfredsstillende. Et karakteristisk eksempel på et progressivt
kollaps er Ronan Point-ulykken i London i 1968, hvor en del af en bygning
kollapsede i næsten fuld højde på grund af en gaseksplosion i et rum i en lej-
lighed.
De her nævnte måder at fremme robustheden på tilsigter, at ”der ikke sker et
omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen
svigter”, jf. det andet robusthedskriterium anført i 1.2.
Som en vigtig sidebemærkning til diskussionen af systemopbygning, skal det
noteres, at partialkoefficienterne i de danske konstruktionsnormer er kalibre-
ret med baggrund i sikkerheden hos det enkelte element. Der er således i prin-
cippet ikke taget hensyn til seriesystemeffekter, som beskrives i det sidste
afsnit af anneks B. Hensyntagen til seriesystemeffekten kan som nævnt i bila-
get indføres ved et skift af sikkerhedsklasse. Man kan også hævde, at overdi-
mensionering af nøgleelementer ved forøgelse af sikkerhedsfaktoren indirek-
te kompenserer for denne mangel ved den gruppe af konstruktioner, hvor
robusthed bliver eller kræves dokumenteret.

14
 DS/INF 146:2003

Tabel 2 – Eksempler på forhold, der bidrager til forøget robusthed

forhold eksempel kommentarer
lastfastsættelse nyttelaster • lastfastsættelsen skal ske med omhu, med
omtanke og med øje for hele konstruktionens
levetid
• driftsinstrukser bør angive tilladelige laster
og specificere procedurer ved særlige
lastsituationer
ulykkeslaster • ved fastsættelse af ulykkeslaster bør i princip-
pet ”alle tænkelige” uheldsscenarier overvejes
system- parallelle • i parallelle systemer vil et lokalt svigt ofte
opbygning systemer begrænses til en enkelt sektion af den totale
konstruktion. Parallelle systemer er mere
robuste end seriesystemer (hierarkiske syste-
mer), hvor et svigt af et primært element kan
medføre svigt af konstruktionen som helhed
ikke-følsomme • i visse systemer kan et lokalt svigt medføre,
systemer m.h.t. at svigtet breder sig progressivt til den øvrige
progressivt del af konstruktionen. Progressivt kollaps kan
kollaps imødegås ved hensigtsmæssig udformning af
konstruktionen eller ved supplerende
konstruktionsdele
ikke-følsomme • statisk bestemte systemer er normalt ikke
systemer m.h.t. følsomme m.h.t. sætning af
sætning af understøtninger
understøtninger • statisk ubestemte konstruktioner er oftest
mere følsomme m.h.t. rotation end til transla-
tion af understøtninger
statisk konstruktivt • i statisk ubestemte systemer vil der i større
ubestemthed system eller mindre grad kunne foregå en omlejring
af snitkræfter
elementer • et element med massivt tværsnit (beton-
tværsnit, trætværsnit, pladedrager af stål) er
statisk ubestemt, og der kan foregå en
omlejring af spændinger i tværsnittet
• flere armeringsstænger i et betontværsnit og
flere tråde i et kabel gør disse elementer sta-
tisk ubestemte
• et gitterelement kan være statisk bestemt eller
statisk ubestemt

15
DS/INF 146:2003

forhold eksempel kommentarer

samlinger samlinger med flere samlingselementer er
statisk ubestemte
duktilitet duktile materialer • stål er et udpræget duktilt materiale
• armeret beton er duktilt pga. armerings-
stængernes duktilitet
• bøjningsbrud i træ vil have et vist duktilt
præg
duktile samlinger • boltesamlinger er duktile m.h.t.
hulrandsbæreevne, men mindre duktile
m.h.t. overklipning
soliditet store dimensioner • pyloner og kabler i hængebroer har stor
og masser soliditet
begrænset • trykkede elementer som trykstænger (søjleud-
slankhed knækning) og bjælkeflanger (kipning) med
begrænset slankhed er mere robuste end
trykkede elementer med større slankhed
over- • afgørende elementer (nøgleelementer) kan
dimensionering gives soliditet ved overdimensionering i for-
hold til de normfastsatte laster
• samlinger (fx bjælkestød) kan gives soliditet
ved, at de udformes med en bæreevne, der er
af samme størrelsesorden som bæreevnen af
de elementer, der samles, selvom den
beregningsmæssige påvirkning er lille
(”kapacitetsprincippet”)
• forankringer (fx forankringer af søjlefødder)
kan gives soliditet ved, at der benyttes
forankringselementer med dimensioner, der
står i rimelig og harmonisk relation til de
forankrede elementer, selvom den kraft, der
skal forankres for, er lille
sammenhæng • in situ-støbte betonkonstruktioner har normalt
stor sammenhæng i vandret og lodret retning
• for betonelementkonstruktioner kan sammen-
hæng tilvejebringes ved anordning af supple-
rende trækelementer

16
 DS/INF 146:2003

forhold eksempel kommentarer

• stålkonstruktioner med sædvanlige bolte- og
svejsesamlinger har normalt stor sammen-
hæng i vandret og lodret retning
• for stålkonstruktioner monteret efter stable-
princippet – fx stålbjælker oplagt på konsoller
– kan sammenhæng tilvejebringes ved anord-
ning af supplerende bolte
granskning og granskning under • granskning af det konstruktive system med
kontrol projektering henblik på identificering af detaljer og
elementer, der er afgørende for systemets
sikkerhed og robusthed
• elementer og detaljer, der er vitale for syste-
mets sikkerhed og robusthed skal så vidt
muligt udformes således, at en given kontrol
under drift kan udføres hensigtsmæssigt
kontrol under • detaljeret udførelseskontrol efter særlige
udførelse retningslinjer kan/bør overvejes for elementer
og detaljer, der er vitale for systemets
sikkerhed og robusthed
kontrol under • særlige inspektioner efter specificerede
drift procedurer kan/bør overvejes for elementer og
detaljer, der er vitale for systemets sikkerhed
og robusthed

17
DS/INF 146:2003

3.3 Statisk ubestemthed

Statisk ubestemthed vil ofte forøge robustheden af en konstruktion, fordi der
efter et eventuelt lokalt svigt normalt vil kunne foregå en omlejring af
snitkræfterne. Jo højere grad af statisk ubestemthed, des større robusthed er
der ofte tale om.
Næsten alle konstruktioner – selv konstruktioner, der umiddelbart betegnes
som statisk bestemte – er i realiteten statisk ubestemte, blandet andet fordi
charnierer og simple understøtninger aldrig er ideelle, men altid vil yde
nogen momentmæssig modstand. Statisk bestemte gitterkonstruktioner
udføres oftest med fuldt ud momentstive samlinger og er derfor i realiteten
mange gange statisk ubestemte med en deraf følgende øget robusthed, dog
benyttes ofte reducerede knæklængder, som delvist udnytter de nævnte ind-
spændinger. For gitterkonstruktioner med slanke trykstænger er den ekstra
robusthed dog ofte begrænset.
Det er ikke altid, at statisk ubestemthed har nogen afgørende betydning for
forbedring af robustheden. Elementer i en statisk ubestemt bjælke- eller ram-
mekonstruktion kan have så ringe bæreevnemæssig kapacitet, at deres bidrag
til den samlede bæreevne i en svigtsituation er uden betydning.
Statisk ubestemthed kan forekomme på forskellige niveauer. Der kan være
tale om et statisk ubestemt hovedsystem eller om statisk ubestemte elemen-
ter, fx statisk ubestemte gitterdragere, eller der kan være tale om statisk ube-
stemte samlinger. Et massivt tværsnit af beton, stål eller træ er statisk ube-
stemt. Jo flere armeringsstænger, der er i et tværsnit, jo mere statisk ubestemt
er tværsnittet. En søm- eller boltesamling med mere end ét søm eller én bolt
er statisk ubestemt. Robustheden øges altså ved at benytte mange armerings-
stænger i et betontværsnit og ved at benytte mange søm eller bolte i en sam-
ling.
Undertiden kan en konstruktion efter et svigt bære videre i et andet system,
uden at der er tale om statisk ubestemthed i klassisk forstand. Fx kan en pla-
de undertiden bære videre som et trækpåvirket element – altså som en mem-
bran – selvom bøjningsbæreevnen er ødelagt. Og den statiske ubestemthed
kan bestå i, at to forskellige systemer samarbejder om samme bæreevneop-
gave. Fx kan en bygnings vandrette stabilitet være sikret ved en kombination
af skivevirkning i beklædningen og af separate afstivningsgitre.

3.4 Duktilitet
Duktilitet af et konstruktionselement eller af en samling medfører, at bruddet
først indtræder efter store plastiske tøjninger. Duktilitet af materialet er en
væsentlig egenskab i forbindelse med robusthed. Duktiliteten er i de fleste
tilfælde afgørende for, at statisk ubestemthed kan bidrage til robustheden.

18
 DS/INF 146:2003

Duktile samlinger virker også til gunst for robustheden. I en boltesamling er

hulrandssvigtet mere duktilt end overklipningssvigtet. Robustheden forbed-
res derfor ved at proportionere samlingerne således, at hulranden svigter før
overklipningen.

3.5 Soliditet
En konstruktion eller konstruktionsdel kan være robust alene ved sin solidi-
tet. Soliditeten kan bestå i, at konstruktionen relativt set har store proportio-
ner og eventuelt en stor masse. En begrænset slankhed af trykpåvirkede dele
– fx trykstænger og trykkede bjælkeflanger – er også udtryk for soliditet.
Pyloner i hængebroer og skråstagsbroer vil ofte have stor soliditet.
Afgørende elementer i en seriekonstruktion – ”nøgleelementer” – kan even-
tuelt gives soliditet ved simpel overdimensionering i forhold til de normfast-
satte laster. Nøgleelementer er altså elementer, der er centrale og afgørende
for hele konstruktionens eller væsentlige dele af konstruktionens integritet.
Eftersom robusthed skal kompensere for utilsigtede og uforudsigelige for-
hold, er en overdimensionering ikke ubetinget logisk. For nogle af de robust-
hedskrævende forhold, jf. tabel 1, vil en overdimensionering kun have ringe
effekt (grove designmæssige fejl og mangler). For andre forhold kan den
have en berettigelse. Dette kan gælde for fx ændrede etagelaster, materiale-
mæssige fejl og materialenedbrydning.
I 4.3 er nærmere redegjort for, hvordan en ”overdimensionering” af nøglee-
lementer kan foretages. Men det skal pointeres, at ”overdimensionering” af
nøgleelementer blot er én blandt flere mulige strategier til forbedring af en
konstruktions robusthed, samt at denne metode skal anvendes med omtanke,
jf. 4.3.
Den generelle robusthed kan øges ved at arrangere alle dele og samlinger
således, at deres proportioner står i et harmonisk forhold til hinanden. Dette
”kapacitetsprincip” betyder, at en samling – fx et bjælkestød – udformes med
en bæreevne, der er af samme størrelsesorden som de elementer, der samles,
selvom den beregningsmæssige påvirkning af samlingen er lille. Forankrin-
ger af fx søjlefødder kan gives soliditet ved, at der benyttes samlingselemen-
ter med proportioner, der står i rimeligt og harmonisk forhold til de elemen-
ter, der skal forankres, selvom den kraft, der skal forankres for, er lille.

3.6 Sammenhæng
En konstruktion bør have en stor indre sammenhæng, selvom dette bereg-
ningsmæssigt ikke er direkte påkrævet.

19
DS/INF 146:2003

En in situ-støbt armeret betonkonstruktion vil normalt have en stor indre

sammenhæng i vandret og lodret retning. En konstruktion sammensat af
betonelementer kan gives sammenhæng ved, at der anordnes supplerende
trækelementer.
En stålkonstruktion med sædvanlige bolte- og svejsesamlinger har normalt
stor indre sammenhæng i vandret og lodret retning.
For bjælkesystemer, der er anordnet efter stableprincippet kan sammenhæng
tilvejebringes ved hjælp af supplerende træk- og/eller forskydningselementer.

3.7 Granskning og kontrol i tilknytning til robusthed

Under projekteringen bør det konstruktive system granskes med henblik på
identificering og udvidet granskning og kontrol af detaljer og elementer, der
er afgørende for systemets sikkerhed og robusthed. Disse elementer og detal-
jer skal endvidere såvidt muligt udformes således, at en given kontrol under
drift kan udføres hensigtsmæssigt.
I udførelsesfasen bør det overvejes at udføre kontrollen efter særlige ret-
ningslinjer for elementer og detaljer, der er vitale for systemets sikkerhed og
robusthed. Ligeledes bør det i driftsfasen for sådanne elementer og detaljer
overvejes at udføre særlige og mere dybtgående inspektioner.
Udbredt anvendelse af computere med stor regnekraft kombineret med avan-
cerede EDB-programmer gør det i dag muligt at beregne store komplicerede
statiske systemer, hvis virkemåde ikke altid er mulig at overskue. Og stor til-
tro til programmerne gør, at resultatet af beregningen ofte uden videre anses
for korrekt. Det er derfor vigtigt, at EDB-beregninger af denne karakter sup-
pleres med overslagsmæssige simplere kontrolberegninger. En sådan kontrol
er næppe generel praksis, men det bør overvejes at udbrede en sådan ”obli-
gatorisk” procedure til at være almindelig projekteringspraksis fremover med
henblik på at forebygge fejlagtige og mangelfulde beregningsmodeller og
beregninger.

20
 DS/INF 146:2003

4 Dokumentation af robusthed
4.1 Krav til dokumentation som funktion af svigtkonsekvens
Vurdering af, om en konstruktions robusthed kan anses for tilfredsstillende,
må først og fremmest baseres på en vurdering af konsekvenserne af et svigt.
Fastsættelsen af sikkerhedsklassen baseres på risikoen for personskade og de
samfundsmæssige konsekvenser ved et svigt af konstruktionen, og det er
også disse faktorer, der må lægges til grund ved vurdering af, om robusthe-
den er tilstrækkelig. Det er derfor naturligt, at der stilles større krav til robust-
hed for højere sikkerhedsklasser.
Risikoen for personskade kan være stor selv ved et begrænset svigt af en kon-
struktion. Et parallelt konstruktivt system peger nok i retning af stor robust-
hed, men ved store spændvidder og fagafstande kan selv et lokalt svigt af et
fag være fatalt.
For en brokonstruktion kan bortfald af et enkelt fag være lige så fatalt, hvad
risiko for personskade angår (køretøjer fortsætter kørslen ud i det manglende
fag), som bortfald af mange fag.
Kontinuitet i en brokonstruktion giver umiddelbart stor robusthed. Til gen-
gæld kan et svigt – fx efter en påsejling – medføre skader over en længere
strækning af broen. Ved simpelt oplagte fag uden kontinuitet er robustheden
umiddelbart ringere, men til gengæld kan skaden begrænses til ét fag, og en
retablering af broen bliver økonomisk set mindre omfattende og kan udføres
hurtigere.

4.2 Fundamentale designprincipper vedrørende robusthed

Det er svært direkte at kvantificere graden af en konstruktions robusthed, dvs.
evne til at modstå utilsigtede påvirkninger eller defekter, evt. i kombination
med bortfald af nøgleelement. Konstruktioner vil til enhver tid have forskel-
lige grader af robusthed, uanset at de tilhører samme sikkerhedsklasse. Gra-
den af robusthed afhænger af de valgte løsninger, hvis udformning imidlertid
langt hen ad vejen kan være betinget af de givne funktionskrav.
Inden for rammerne af funktionskrav og økonomiske rammer bør designe-
rens opgave være til enhver tid at vælge de mest robuste løsninger. Ofte vil
disse løsninger endda være økonomisk neutrale eller være forbundet med
små ekstra udgifter. Det er normalt mere et spørgsmål om at ”bruge materia-
let” på en hensigtsmæssig måde.
Et af de afgørende principper i sund designpraksis, hvad angår robusthed er
– helt i tråd med definitionen i DS 409 – at sikre, at svigt af en begrænset del
af konstruktionen ikke vil bevirke, at hele konstruktionen eller betydende
dele af den svigter. Dette svarer til at forhindre, at ”liden tue vælter hele læs-
set”.

21
DS/INF 146:2003

4.3 Udpegning og dimensionering af nøgleelementer

Hvis ikke en konstruktions robusthed kan sikres ved, at den kan tåle bortfald
af et element inden for rammerne af acceptable kollapsomfang, kan tilstræk-
kelig robusthed som nævnt i 3.5 bestå i, at nøgleelementer i konstruktionen
gives soliditet, fx ved overdimensionering og – for trykkede elementer – en
begrænset slankhed. I dette tilfælde må den projekterende identificere nøgle-
elementer i konstruktionen.
Overdimensioneringen kan udføres ved at forøge materialepartialkoefficien-
ten γm med faktoren 1,20. Baggrunden for denne faktor er givet i anneks B,
men den kan kort beskrives som svarende til, at et system med elementer i
serie (dvs. nøgleelementer) får samme systemsikkerhed som et system med
elementer i et parallelsystem, hvor bortfald af element er mulig.
Det er vigtigt at bemærke, at overdimensionering ved indførelse af faktoren
1,20 ikke bør anvendes ukritisk af bekvemmelighedsgrunde til at kompense-
re for et i øvrigt ”sygt” og ikke-robust konstruktivt system/design. Eksem-
pelvis vil en pendulsøjle i et etagebyggeri ikke automatisk være robust ved
forøgelse af materialepartialkoefficienten med faktoren 1,20.

4.4 Robusthed af gængse konstruktionstyper

En betydelig del af de konstruktioner, der projekteres og opføres, kan hen-
regnes til få karakteristiske typer. Dette gælder fx konstruktioner i etagebyg-
geri til bolig eller kontor. For sådanne konstruktioner er sammenhæng en
væsentlig faktor til sikring af robusthed. I de enkelte konstruktionsnormer
kan være givet konkrete retningslinjer for, hvordan en sådan sammenhæng
kan sikres.
Sammenhæng alene er ikke nødvendigvis tilstrækkelig til at sikre robusthe-
den i et etagebyggeri. Ved det bygningsmæssige arrangement af et etagebyg-
geri er det et naturligt ønske fra bygherre og arkitekt at kunne nøjes med få
og slanke søjler, så brugsværdien og fleksibiliteten af bygningen kan opti-
meres. Dette kræver nøje overvejelser fra den projekterendes side med hen-
syn til fastsættelse et ”acceptabelt” kollapsomfang, dvs. rimelige grænser for
størrelsen af de arealer, der kollapser i tilfælde af et bortfald af et element.
Også bygningens vandrette stabilitet må vurderes og sikres specielt.
I tilknytning til eftervisning af ”bortfald af element” bør opmærksomheden
henledes på, at bortfald af stabiliserende elementer, der ved første øjekast
ikke umiddelbart virker som nøgleelementer, kan føre til kollaps af gennem-
gående søjler og vægge, fordi understøtningsforhold og søjlelængder ændres
radikalt.

22
 DS/INF 146:2003

4.5 Robusthed i montagesituationen

Normerne gælder primært for den færdige konstruktion og ikke umiddelbart
for konstruktioner i montagesituationen. Mange uheld og sammenstyrtninger
af konstruktioner sker imidlertid under montagen, og det er derfor både rime-
ligt og vigtigt, at der også foretages en robusthedsvurdering for denne situa-
tion. I mange tilfælde er den statiske virkemåde af en konstruktion anderle-
des i montagesituationen end i det færdige bygværk, og robustheden må ofte
sikres på helt andre måder, end hvad der gælder for det færdige bygværk.

4.6 Robusthedsdokumentation
I forbindelse med projektering af en konstruktion udarbejdes altid en bereg-
ningsdokumentation, der redegør for konstruktionens bæreevne i relation til
normernes krav. Der er ikke tradition for, at der i rapporten redegøres nøjere
for overvejelser om konstruktionens konstruktive opbygning set i relation til
robusthed. Jf. ovenstående er det imidlertid et yderst relevant krav, at der i
forbindelse med beregningsdokumentationen også udarbejdes en robustheds-
dokumentation. Dette bør være et krav for konstruktioner i høj sikkerheds-
klasse, men en sådan dokumentation vil være nyttig også for konstruktioner
i andre sikkerhedsklasser.
Dokumentationen vedr. robusthed for konstruktioner i høj sikkerhedsklasse
opbygges naturligt i trin svarende til en hensigtsmæssig projekteringsproce-
dure, hvor den mest simple eftervisning prøves først, og hvor det foretræk-
kes, at robusthed indbygges ved ”bortfald af element” frem for overdimensi-
onering af nøgleelementer:
1. Redegørelse vedr. lastfastsættelser for både nyttelast, naturlast og
ulykkeslast, herunder tanker omkring mulige ulykkesscenarier.
Fastlæggelse af acceptabelt kollapsomfang ved bortfald af ele-
ment.
2. Redegørelse for den konstruktive opbygning, herunder identifi-
kation af evt. nøgleelementer.
3. Vurdering af følsomhed af afgørende dele af konstruktionen over
for utilsigtede påvirkninger og defekter.
4. Dokumentation af robusthed ved eftervisning af ”bortfald af ele-
ment”, såfremt pkt. 3 ikke dokumenterer tilstrækkelig robusthed.
5. Overdimensionering af nøgleelementer, såfremt pkt. 4 ikke lader
sig gennemføre.
For konstruktioner i andre sikkerhedsklasser kan omfanget af dokumentatio-
nen begrænses, men udarbejdelsen af dokumentationen vil under alle om-
stændigheder have den effekt, at den projekterende bliver tvunget til at gøre
sig overvejelser vedr. konstruktionens robusthed.

23
DS/INF 146:2003

For konstruktioner i normal sikkerhedsklasse skal der dog som minimum

foreligge en vurdering af robustheden, dvs. en vurdering af konstruktionens
evne til at modstå uforudsete hændelser. Detaljeringen af vurderingen skal
øges i tilfælde af større spændvidder, store koncentrerede laste, få understøt-
ninger og specielle (sjældne eller nye) konstruktionstyper.

4.7 Ulykkeslast og robusthed

Der er en tendens til, at ulykkeslast og robusthed fejlagtigt blandes sammen,
fordi begge krav kan eftervises efter lastkombination 3, ”bortfald af element”.
De to begreber bør imidlertid skelnes skarpt fra hinanden.
Ulykkeslast er således en last, som enten er defineret på forhånd eller defi-
neres og fastlægges i forbindelse med projekteringen. På baggrund heraf kan
konstruktionen umiddelbart udformes og dimensioneres til at modstå denne
last.
Robusthed er derimod en egenskab, som gør, at konstruktionen er mindre
følsom over for utilsigtede påvirkninger og defekter eller kan modstå ”bort-
fald af element”. At en konstruktion er dimensioneret til at kunne modstå
mulige ulykkeslaster er således ikke nogen garanti for, at konstruktionen er
robust – medmindre lastkombination ”bortfald af element” har været benyt-
tet i ulykkeslasttilfældet.
Endvidere må det gælde, at en evt. indbygget ekstra sikkerhed for nøgleele-
menter (”overdimensionering”) også skal omfatte kontrol af ulykkeslastkom-
binationerne 3.1 (påkørsel mv.) og 3.3 (brand) ud over lastkombination 2. Et
nøgleelement er et nøgleelement uanset lasttype og lastkombination.

24
 DS/INF 146:2003

Anneks A (informativt)
Robusthed i tidligere og gældende normer
DS 409:1982
DS 409 fra 1982 indeholdt følgende vedrørende robusthed:
1. Et generelt krav under 1.1 om tilfredsstillende robusthed svarende til
(1)P under 1.1 Almene funktionskrav i DS 409:1998. Derudover blev
henvist til konstruktionsnormerne vedrørende konkret vurdering af
konstruktionerne desangående.
2. Der var ingen (nærmere) definition af robusthed eller beskrivelse af,
hvorledes tilfredsstillende robusthed kunne eftervises.
3. Til gengæld var der et generelt krav om, at konstruktioner i høj sik-
kerhedsklasse skulle eftervises for ulykkeslast, enten ved kombination
3.1 (en eller flere konstruktionsdele sat ud af funktion) eller kombina-
tion 3.2 (påkørsel, eksplosion, nedstyrtningslast mv.).
Det vil sige, at robusthed/systemsikkerhed for konstruktioner i høj sikker-
hedsklasse i realiteten kun blev indbygget og eftervist for konstruktioner,
hvor lastkombination 3.1 (bortfald af konstruktionsdele) blev anvendt.
Problemerne i den tidligere udgave af DS 409 var således primært følgende:
a. Manglende definition af robusthed (og systemsikkerhed) samt mang-
lende beskrivelse af, hvorledes tilfredsstillende robusthed kunne efter-
vises.
b. ”Opdigtede” ulykkeslasttilfælde for konstruktioner i høj sikkerheds-
klasse med henblik på at eftervise ulykkeslasttilfælde 3.2 (påkørsel
mv.) for at undgå alternativt at eftervise tilfælde 3.1 (bortfald af kon-
struktionselement).
c. Uhensigtsmæssige konstruktive løsninger med henblik at opfylde 3.1
(bortfald af konstruktionselement), eksempelvis løsninger med dob-
beltsøjler eller dobbeltoverliggere o.lign., som ikke nødvendigvis for-
øger robustheden.

DS 409:1998
I den nye udgave af DS 409 er der forsøgt rettet op på ovenstående mangler:
1. Robusthed er defineret.
2. Begrebet systemsikkerhed er introduceret, og robusthed er direkte
knyttet hertil.
3. Regler for eftervisning af robusthed er angivet, idet der kun stilles krav
til dokumentation af robusthed for høj sikkerhedsklasse.

25
DS/INF 146:2003

4. Robusthed kan for nøgleelementer dokumenteres enten ved eftervis-

ning af ulykkeslastkombination 3.2 (bortfald af konstruktionselement)
– svarende til lastkombination 3.1 i 1982-udgaven – eller ved efter-
visning af robusthed for nøgleelementer, idet der er angivet en simpel
metode, hvor γm forøges med faktoren 1,20 i lastkombination 2. Efter-
visningen med faktoren 1,20 er således et simplificeret alternativ til
eftervisningen af lastkombination 3.2.
5. Eftervisning for ulykkeslast er ikke længere et generelt krav for kon-
struktioner i høj sikkerhedsklasse.
6. I princippet har robusthedskravet og eftervisning af tilstrækkelig sik-
kerhed over for ulykkeslast ikke noget med hinanden at gøre.
Følgende væsentlige indvendinger har været fremført:
a. Definitionen på et nøgleelement er uklar og vil føre til en generel over-
dimensionering, såfremt alt for mange dele af konstruktionen klassifi-
ceres som nøgleelementer.
b. Robusthed er et mere vidt begreb, end de nuværende regler afspejler,
hvilket bør fremgå af normteksten. En andet aspekt er, at indbygning
af robusthed i en konstruktion også har til hensigt at begrænse skade-
virkningerne af evt. grove/alvorlige menneskelige fejl.
c. Faktoren på 1,20 er ”blot” en ekstra sikkerhedsfaktor, der ikke nød-
vendigvis giver mere robuste konstruktioner.
d. Der bør også stilles ”krav” til dokumentation af robusthed for kon-
struktioner i andre sikkerhedsklasser.
e. Krav til robusthed og eftervisning af sikkerhed i ulykkeslastkombina-
tionerne sammenrodes, se 1.2.7 (2).
f. Begrebet ”aktuelle påvirkninger” i 1.2.7 (1)P er uklart. Hvad menes
med aktuelle påvirkninger? Bør det ikke snarere være ”ændringer i de
forudsatte laster”? Begrebet bør udvides til at omfatte geometriske
imperfektioner, excentriciteter, sætninger, udførelses- og materiale-
mæssige afvigelser samt nedbrydningspåvirkninger.
g. I 5 (10) kan man undre sig en del over, at faktoren 1,20 på nøgleele-
menter ikke ligeledes skal benyttes i ulykkeslastkombinationerne 3.1
og 3.3, idet ulykkeslasterne jo i princippet kan sidestilles med andre
laster blot med den forskel, at de har en mindre optrædelsesfrekvens.
Et nøgleelement er et nøgleelement uanset lasttype.

26
 DS/INF 146:2003

Anneks B (informativt)
Robusthed – baggrund for faktoren 1,20
Robusthed i DS 409:1998
DS 409:1998 definerer i pkt. 1.2.7 (1)P robusthed således:
“En konstruktion er robust, enten når de afgørende dele af konstruktionen
kun er lidt følsomme over for de aktuelle påvirkninger, eller når der ikke sker
et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktio-
nen svigter.”
DS 409 anfører, at robusthed skal dokumenteres efter pkt. 5 (9)P:
“Robusthed skal dokumenteres enten:
• ved eftervisning af lastkombination 3.2 i 5.2.7.2, eller
• ved eftervisning af tilfredsstillende sikkerhed af nøgleelementer. Nøgle-
elementer skal dimensioneres således, at hele konstruktionen, hvori de
indgår, mindst opnår samme sikkerhed som en tilsvarende konstruktion,
hvor robustheden er dokumenteret ved eftervisning af lastkombination
3.2.”
DS 409 anfører endvidere som vejledning hertil i pkt. 5 (10):
“Nøgleelementer, der er omtalt i (9)P, kan normalt dimensioneres ved i last-
kombination 2, at benytte en materialepartialkoefficient γm, der er øget med
faktoren 1,20 i forhold til γm anført i 5.2.2 (7)P.”

Fastlæggelse af faktoren 1,20

Figur 1 – Systemmodeller: a) parallelsystem med 2 og 3 elementer.

b) system med ét element (nøgleelement)

27
DS/INF 146:2003

Faktoren 1,20 er fastsat ud fra sammenligninger af sikkerheden af følgende

to systemer:
a. et system med 2 eller flere parallelle svigtelementer, se figur 1a
b. et system med kun ét svigtelement, se figur 1b.
Elementer kan her opfattes som komponenter i en bærende konstruktion.
System a modellerer således en konstruktion, hvor svigt af et element ikke
medfører svigt af konstruktionen, men 2 eller flere elementer skal svigte, før
konstruktionen som helhed svigter/kollapser. Dette er illustreret i figur 1a,
hvor 2 henholdsvis 3 komponenter/elementer skal svigte, før konstruktionen
som helhed svigter. System b modellerer en konstruktion, hvor svigt af ét ele-
ment medfører svigt/kollaps af hele konstruktionen. Dette element betegnes
et nøgleelement og er illustreret i figur 1b.
Sikkerheden af system a dokumenteres ved eftervisning af lastkombination
3.2 i 5.2.7.2, dvs. systemet dimensioneres med hensyn til bortfald af et ele-
ment: De enkelte tilbageblevne elementer eftervises at have tilstrækkelig sik-
kerhed med partialkoefficienterne i lastkombination 3.2. Derudover skal de
enkelte elementer i systemet (med alle elementer intakte) eftervises også at
have tilstrækkelig sikkerhed over for de normale brudgrænsetilstande 2.1 og
2.3.
Sikkerheden af system b dokumenteres ved eftervisning af lastkombination
2.1 og 2.3, men med materialepartialkoefficienten øget med en faktor τ. I det
følgende vises, at τ i de fleste situationer konservativt kan vælges til 1.2.
Faktoren τ bestemmes således, at de 2 systemer a og b får samme sikkerhed.
Dette svarer til, at nøgleelementet i figur 1b dimensioneres, så det får samme
svigtsandsynlighed som parallelsystemerne i figur 1a.
Forudsætningerne er følgende:
1. Lasten på de 2 systemer a og b er ens og forudsættes at være laster,
som der normalt dimensioneres for i lastkombination 2.1 og 2.3, fx
nyttelast, vindlast og snelast.
2. Der benyttes samme stokastiske modeller for materialer og laster i de
2 systemer, og de stokastiske modeller svarer til dem, der er benyttet
til kalibrering af partialkoefficienterne i de reviderede 1998-normer.
3. Elementerne opfører sig som “skøre” elementer, dvs. efter svigt har et
svigtet element ingen bæreevnen.

28
 DS/INF 146:2003

Der betragtes først et system med n = 2 elementer. Belastningen modelleres

ved:
P = (1 – α)G + αQ (1)
hvor
α koefficient mellem 0 og 1
G permanent last: normalfordelt
Q variabel last: Gumbel-fordelt.

For hvert element benyttes følgende svigtfunktion til bestemmelse af elemen-

tets sikkerhed:
1
g = zR – — ((1 – α)G + αQ) (2)
n
hvor
z designparameter
R elementbæreevne.
Belastningen antages således at fordele sig ens på elementerne.
R, G og Q modelleres ved stokastiske variabler, se tabel 1. Det bemærkes, at
der ikke er medtaget modelusikkerheder. Forventningsværdier er ikke vist, da
sikkerhedsniveauer og partialkoefficienter afhænger af de stokastiske variab-
lers fordelingstype og variationskoefficient. Fraktilen i tabel 1 benyttes ved
bestemmelse af karakteristiske værdier.

Variabel Fordeling Forvent- Variations- Fraktil

ningsværdi koefficient
R Lognormal 1 0,15 5%
G Normal 1 0,1 50 %
Q Gumbel 1 0,2 (nyttelast)/ 98 %
0,4 (naturlast)

Tabel 1 – Stokastisk model

De n = 2 elementer designes ved anvendelse af følgende designligning:

Rk 1
z –— – — ((1 – α)γGGk + αγQQk) = 0 (3)
γm n

29
DS/INF 146:2003

hvor
z designparameter
γm, γGγQ partialkoefficienter som i DS 409
Rk, Gk, Qk karakteristiske værdier, se tabel 1.

Designparameteren z bestemmes således, at følgende lastkombinationer er

tilfredsstillet:
a) lastkombination 2.1: n = antal svigtelementer
γm = 1,5 γG = 1,0 γQ = 1,3/1,5 (nyttelast/naturlast)
b) lastkombination 2.3: n = antal svigtelementer
γm = 1,5 γG = 1,15 γQ = 1,0
c) lastkombination 3.2: n = antal svigtelementer - 1
γm = 1,0 γG = 1,0 γQ = ψ = 1,0/0,5 (lastkombinationsfaktor)

Systemsikkerheden for parallelsystemet bestemmes således:

1. Hvert element designes vha. designligningen (3), dvs. z bestemmes.
2. Sikkerhedsindekser βi beregnes for hvert element vha. svigtfunktionen
(2).
3. Korrelationskoefficient ρ mellem elementerne beregnes ved at antage
uafhængige styrker i elementerne.
4. Systemsikkerhedsindeks βs bestemmes af:
βs = –Φ–1(Φ2(– β; ρ)) (4)
hvor β-vektoren indeholder sikkerhedsindekserne for de enkelte ele-
menter, og Φm er den m-dimensionale standardiserede normalforde-
lingsfunktion.
Som alternativ til parallelsystemet betragtes et enkelt element, der dimensio-
neres vha. designligningen (3) med materialepartialkoefficienten τγm, hvor τ
er en faktor. τ bestemmes, så sikkerhedsindekset for elementet er lig system-
sikkerhedsindekset bestemt for parallelsystemet med n = 2 elementer. I tabel
2 er vist værdier af τ for forskellige α. Tallet i ( ) angiver, hvilken lastkombi-
nation der er dimensionsgivende.

Det ses, at:

• for de fleste værdier af α er τ =1,2 en konservativ værdi.

30
 DS/INF 146:2003

α Naturlast Nyttelast
0 1,17 (3.2) 1,17 (3.2)
0,05 1,14 (3.2) 1,19 (3.2)
0,1 1,09 (3.2) 1,21 (3.2)
0,2 1,01 (2.1) 1,23 (3.2)
0,3 1,01 (2.1) 1,22 (3.2)
0,4 1,01 (2.1) 1,17 (3.2)
0,5 1,00 (2.1) 1,13 (3.2)
0,6 1,00 (2.1) 1,11 (3.2)
0,7 1,00 (2.1) 1,09 (3.2)
0,8 1,00 (2.1) 1,06 (3.2)
0,9 1,00 (2.1) 1,05 (3.2)
1 1,00 (2.1) 1,03 (3.2)

Tabel 2 – Faktoren τ

Seriesystemeffekt
For en konstruktion, der modelleres ved et seriesystem (svigt af et element
medfører svigt af konstruktionen), skal materialepartialkoefficienten øges for
de enkelte elementer i seriesystemet for at få samme sikkerhed af seriesyste-
met som for en alternativ konstruktion modelleret ved ét svigtelement. I tabel
3 og 4 ses faktoren τ, som materiale partialkoefficienten skal øges med, som
funktion af antal elementer n for α = 0,1 og 0,7. Det ses, at:
• for konstruktioner med α større end ca. 0,5 og modelleret med op til
5 elementer i serie fås samme sikkerhed som for et alternativ med kun
ét svigtelement ved at øge materialepartialkoefficienten med 10 %,
hvilket også svarer til at gå en sikkerhedsklasse op.

n Naturlast Nyttelast
2 1,02 1,03
3 1,08 1,07
4 1,12 1,12
5 1,17 1,17

Tabel 3 – Faktoren τ for α = 0,1

31
DS/INF 146:2003

n Naturlast Nyttelast
2 1,00 1,01
3 1,03 1,03
4 1,05 1,06
5 1,08 1,10

Tabel 4 – Faktoren τ for α = 0,7

32