Det tysk-romerske

Rige

Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation (tysk: Heiliges Römisches Reich deutscher Nation), på
dansk som regel kaldt for Det Tysk-Romerske Rige, var et politisk konglomerat af lande i Vest-
og Centraleuropa med Tyskland som centrum. Kejserrigets navn skiftede meget gennem tiderne.
Udtrykket Det romerske kejserrige blev brugt i 1034 som betegnelse for Konrad 2.s lande. I 1157
brugte man udtrykket Det hellige kejserrige. Titlen romersk kejser om nordeuropæiske herskere
blev anvendt første gang under Otto 2. (kejser 973–983). Indtil da havde kejserne fra og med
Karl den Store (kejser 800-814) og til og med Otto 1. den Store (kejser 962-973) anvendt titlen
Imperator Augustus ("Ophøjet kejser"). Det præcise udtryk, Det hellige romerske kejserrige dateres
fra 1254, og den afsluttende version, Det hellige romerske kejserrige af tysk nation ses første
gang i 1512.
 Tysk-romerske rige

Heiliges Römisches Reich

Imperium

800/962[a]–1806

Maximilian IIs rigsvåben

Tysk-romerske riges banner

Tysk-romerske rige omkring 1600, lagt over de nuværende europæiske staters grænser.

Hovedstad Varierede

Sprog Latin, germanske, romanske og slaviske dialekter

Religion Romerskkatolsk

Regeringsform Monarki

Kejser  

Lovgivende forsamling Reichstag

Historisk periode Middelalderen

• Otto I krones til

    kejser af Italien 2. februar 962

• Conrad II overtager

    Burgund 1034

• Den augsburgske
25. september 1555
   religionsfred

• Westfalske fred 24. oktober 1648

 • Ophørt 6. august 1806

Efterfulgte Efterfulgt af

Østfranken Schweiziske forbund

Frankerriget Forenede Nederlande
Rhinforbundet
Kejserriget Østrig
Første franske imperium
Kongeriget Italien (1805-1814)
Kongeriget Preussen
Forenende belgiske stater
Fyrstendømmet Liechtenstein

Riget skabtes ved Otto den Stores kroning til romersk kejser 962 og varede indtil 1806 ved
Frankrigs angreb på og okkupation af en stor del af de kejserlige lande.[1][2] Forudsætningen var
Karl den Stores rige, som det egentlig opfattedes som en efterfølger til. Rigets navn betegnede,
at kejseren egentlig skulle opfattes som romersk kejser men på tysk grund. Formelt set var der
tale om en tysk konge der valgtes til romersk kejser, ofte tales der dog blot om tyske kejsere.
Styreformen var føderal-monarkisk med en kejser valgt af et kurfyrstekollegium bestående af de
mægtigste fyrster indenfor riget. Samtlige territorier i riget havde ret til repræsentation på
Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt i et antal rigskredse og 3, senere 4, stænder. Den
danske konge havde som hertug af Holsten sæde i rigsdagen fra 1487, den svenske som hertug
af Pommern, fyrstbiskop af Bremen og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne
havde besiddelser udenfor riget, såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug,
senere konge, af Preussen og ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der
var langt over 1000 territorier, kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse, hvorfor man greb til
reduktion i bestemmelsesretten, sådan at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver
beslutning.

Riget styredes af skiftende dynastier (frankere, saliere, hohenstaufere, habsburgere), men

allerede fra middelalderens slutning var flere delstater reelt selvstændige. Fra midten af 1400-
tallet havde Huset Habsburg mere eller mindre monopol på kejsertitlen men udviklede sit eget
hjemland Østrig til selvstændig magt.

Rigets grænser
Det tysk-romerske riges grænser mod øst, syd og vest blev flyttet mange gange i de århundreder,
som riget eksisterede.

Grænsen mod nord lå derimod nogenlunde fast. I året 811 havde danske og frankiske stormænd
bestemt, at floden Ejderen skulle være grænse mellem de to lande. Frem til det tysk-romerske
riges opløsning i 1806 blev aftalen stort set respekteret både af Danmark og Tyskland.

De vigtigste undtagelser var:

Mark Slesvig, der omkring år 1000 var en tysk lydstat. Mark Slesvig lå mellem Ejderen og
Danevirke.

Holsten, Lübeck og andre områder nord for Elben kom under dansk styre under Valdemar Sejr.
Det danske herredømme sluttede efter Slaget ved Bornhøved i 1227.

Der skete politisk, økonomisk og kulturel påvirkning hen over den formelle rigsgrænse; ligesom
forskellige fyrstehuse i tidens løb skaffede sig besiddelser på begge sider af Ejderen.

Rigets opbygning

Den kejserlige fane fra 1400

Den kejserlige fane

«St. Georgs flag» blev særlig brugt i krig, fra ca 1200-1350

Den kejserlige krone fra midten af 1100-tallet

Det tysk-romerske riges flag var ikke et nationalflag i traditionel forstand, men en kejserlig fane,
som blev brugt af kejseren. Farverne var sort og gul, men motiv af en sort ørn på en gylden
baggrund.

Fra slutningen af 1200-tallet eller fra tidlig 1300-tal, var kløerne og næbbet farvet rødt. Fra tidlig
på 1400-tallet blev det benyttet en dobbeltørn.[3]

Det blev også benyttet et rød og hvidt flag, særlig da riget deltog i korstogene. Flaget, som blev
benyttet, blev kaldt «St. Georgs flag» og havde et Georgskors, et hvidt kors på rød baggrund
tilsvarende, men modsat med farvessammensætning som det engelske flag.[3] Rødt og hvidt var
også de farver, som blev benyttet af Hansaforbundet.

Kombinationer af det kejserlige banner og røde/hvide felter blev også brugt af de frie rigsstæder
i deres byflag.

Gennem historien brugte Det tysk-romerske rige en række forskellige heraldiske udtryk. Dette
kom særlig frem i rigsvåbenet, hvor en tolkning af et træsnit fra 1510 fremstiller dette som en
såkaldt «Quaterionenadler», en rigsørn, som holder 56 rigsvåben for de forskellige kejserlige
lande i riget i grupper af fire på de opslåede vinger til en dobbeltørn, med de syv kurfyrster på
toppene og ørnen holder også oppe et krucifiks med den korsfæstede Kristus.
Konge af romerne

Titlen romernes konge (latin: rex romanorum) blev benyttet af de tysk-romerske kejsere, efter at
de var blevet bekræftet som kejsere, men før de var blevet kronet af paven. Titlen angav kejserlig
rolle, som var anerkendt af paven.

Tidligere var titlen rex teutonicorum ("tyskernes konge") blevet benyttet frem til Henrik 2., som var
den første der tog titlen romernes konge i brug.

Titlen romernes konge blev også brugt som titel for en arving til kejsertronen, som blev valgt,
mens kejseren endnu levede. Imidlertid hændte det, at ikke alle, som blev valgt til konge af
romerne, blev kronet til kejser.

Efter kroningen som hellig romersk kejser (og nogen gange før det) blev titlen erstattet med det
kejserlige semper Augustus («altid Augustus», eller «altid majestætisk», «altid ophøjet», «altid
større», fra latin augere).

Rigsstænder

Blandt rigsumiddelbare personer skelnede man mellem rigsstænderne (ental rigsstand, tysk
Reichsstand) og resten, hvor rigsstænder var kendetegnede ved, at de var repræsenteret i den
tysk-romerske rigsdag. Blandt rigsstænderne blev det videre skelnet mellem personer med
virilstemme og sådanne med kuriatsstemme. En virilstemme indebar personlig møderet og egen
stemme ved rigsdagen (af latin vir = «mand», dvs. «en stemme per mand»). Rigsstænder uden
virilstemme var på rigsdagene repræsenteret via et kollegium, som delte på en fælles såkaldt
kuriatsstemme.

Kurfyrster
De syv kurfyrster, som vælger Henrik 7., på et pergament fra 1341, fra hovedarkivet i Koblenz

Kurfyrsterne (tysk Kurfürst, af middelhøjtysk kur, 'valg' og fürste 'fyrste', latin princeps elector
imperii eller elector) var de fyrster i Det tysk-romerske rige, som udgjorde kurfyrstekollegiet og
fra 1200-tallet var de eneste som havde stemmeret ved valget (middelhøjtysk: kure) af romersk
konge. Den, som blev valgt til romersk konge, blev traditionelt senere kronet til tysk-romersk
kejser (frem til 1500-tallet af paven i Rom).

Rigsfyrster

Rigsfyrsterne (tysk Reichsfürst, latin princeps regni) var i Det tysk-romerske rige et adeligt
statsoverhoved med personlig stemme (virilstemme) i rigsdagen. Rigsfyrstens territorium var
rigsumiddelbart, det vil sige ikke underlagt andre lensherrer end kejseren.

Det fandtes både gejstlige og verdslige rigsfyrster. De gejstlige fyrster omfattede

fyrstærkebiskopper og fyrstbiskopper, men også enkelte rigsprælater blev ophøjet til
rigsfyrstestanden. Blandt de verdslige rigsfyrster var oprindeligt kongen af Böhmen, rigets
hertuger samt mark-, pfalz- og landgrever.

Rigsprælater

Rigsprælaten Anselm Schwab, abbed i Salem kloster, malet foran en rigsørn i 1749 af Gottfried Bernhard Göz
Rigsprælaterne (tysk Reichsprälat) var overholdet i rigsklostrene, som var rigsumiddelbare
klostre. Klosterets overhoved var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var
rigsklostre strengt taget selvstændige stater inden for riget. Den verdslige jurisdiktion blev
imidlertid ofte varetaget af fogeder i nabostater.

Nogen få rigsprælater fik tildelt fyrsterang, og bar dermed titlen fyrsteprovst, fyrsteabbed eller
fyrsteabbedisse (Fürstprobst, Fürstabt/Fürstäbtissin). Nogen af disse havde personlig stemmeret
(virilstemme) i rigsdagen på lige fod med andre rigsfyrster (abbederne af Corvey, Kempten,
Prüm, Stablo, provstene af Ellwangen, Berchtesgaden, Weißenburg). De øvrige rigsprælater
mødte ikke selv ved rigsdagene, men delte på totalt to stemmer. Stemmerne blev ivaretaget af to
rigsprælater som var blevet valgt til leder for hver sin «prælatbænk» (den «rhinske» respektive
«schwabiske bænk» – Rheinische og Schwäbische Prälatenbank).

Rigsgrevskaber

Riksgrevskaber (tysk: Reichsgrafschaft) var rigsumiddelbare grevskaber. Rigsgreven var ikke

underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigsgrevskaber selvstændige stater.

Omkring år 1521 fandtes der 144 rigsgrevskaber. Tallet sank til 99 inden 1792, fordi grevehuse
uddøde eller blev ophøjede til rigsfyrsterangen, eller fordi rigsgrevskaber blev mediatiseret (det
vil sige slået sammen med større nabostater) eller forlod riget. På den andre side kom enkelte
nye rigsgrever til ved delinger af grevehuse eller på grund af ophøjelser til rigsgrevestanden. Ved
opløsningen af Det tysk-romerske rige mistede begrebet sin betydning og mange rigsgrevskaber
deres selvstændighed.

Frie rigsstæder
Det tysk-romerske rige efter freden i Westfalen (1648). Frie rigsstæder er markerede med rødt. Nogle frie rigssteder, som
Nürnberg kunne råde over store områder

Frie rigsstæder (eller fri rigsby; tysk freie Reichsstadt) var rigsumiddelbare byer. Byens befolkning
var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var frie rigsstæder selvstændige
stater. De kunne imidlertid ikke møde på rigsdagene, men udgjorde samlet "De frie rigsstæders
kollegium". Dette havde to stemmer, fordelt på en "rhinsk" og en "schwabisk bænk" (Rheinische
og Schwäbische Bank). Den første omfattede også de nordtyske frie rigsstæder.

Oprindeligt betegnede fri stad og rigsstad to forskellige slags status, men forskellen mistede
med tiden sin betydning således, at samlebetegnelsen «frie og rigsstæder» blev til «frie
rigsstæder».

Andre rigsstænder

Rigsriddere

Rigsridderne (tysk Reichsritter) var rigsumiddelbar ridder (ritter). Ridderen, hans familie og
undersåtter var altså ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigsriddernes
territorier (herligheder) strengt taget selvstændige stater, selv om de var små og ofte bare
omfattede en borg eller nogle få bygninger med tilhørende land. Rigsridderne var imidlertid ikke
regnet som rigsstand og kunne ikke møde på rigsdagene.

Med grundlæggelsen af Rhinforbundet i 1806 blev titlen afskaffet og rigsriddernes territorier blev
indlemmet i nabostaterne (mediatiseret).

Rigslandsby

Rigslandsbyerne (tysk Reichsdorf) var rigsumiddelbare landsbyer. Landsbyernes befolkning var

ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigslandsbyerne strengt taget
selvstændige stater. De kunne imidlertid ikke møde på rigsdagene, og var heller ikke
repræsenterede i rigsstædernes kollegium.

Der fandtes over 120 rigslandsbyer og rigsgodser, som var spredt rundt i riget med den største
tæthed i sydvest, altså hohenstaufernes stamterritorium i Schwaben. Rigslandsbyerne
repræsenterede de tilbageværende kongelige/kejserlige territorier og kejserens personlige
følgemænd (vasaller).
Rigsdagen

Rigsdagen i Augsburg 25. juni 1530

Samtlige territorier i riget havde foretrædelsesret for Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt
i et antal rigskredse og tre, senere fire, stænder. Den danske konge havde som hertug af Holsten
sæde i Rigsdagen fra 1487, og den svenske som hertug af Forpommern, fyrstbiskop af Bremen
og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne havde besiddelser uden for riget,
såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug, senere konge, af Preussen, og
ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der var langt over 1000 territorier,
kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse. Derfor reducerede man bestemmelsesretten
således, at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning.

Rigskredse

Rigskredsene var de regionale grupper af stater inden for riget. Formålet med inddelingen var at
opbygge et mere struktureret forsvar, og at organisere den kejserlige skatteopkrævning. Også
Rigsdagen blev i nogen grad organiseret efter rigskredse.

Hver rigskreds havde sin egen forsamling kaldet Kreistag. Medlemmerne af disse forsamlinger
fik ikke automatisk medlemskab i Rigsdagen.

Rigshofrådet og Rigskammerretten
Rigskammerrettens bygning i Wetzlar

Riget havde to retsinstanser, der til en vis grad konkurrerede med hinanden: Rigshofrådet
(tysk:Reichshofrat ) i Wien og Rigskammerretten i Wetzlar. Den første blev etableret af kejser
Maximilian 1. i 1497 på grundlag af et ansat råd fra middelalderen som en rival til
Rigskammerretten (tysk: Reichskammergericht ), som blev grundlagt af rigsdagen i Worms to år
tidligere, og som kejseren oplevede som værende blevet påtvunget ham af rigsdagen.

Rigskammerretten havde noget mere begrænsede fuldmagter, eksempelvis dømte den ikke i
kriminalsager, med mindre der blev stillet spørgsmål om de strafferetslige procedurer var fulgt
på en rigtig måde. Rigskammerretten arbejdede særlig med sager tilknyttet de feudale forhold
og sager mellem de ulige stater indbyrdes inden for riget.

Rigshær

I den såkaldte rigsmatrikel fra rigsdagen i Worms i 1521 blev det fastslået, at alle rigsstænderne
i riget var forpligtet til at stille et vist antal tropper til en rigshær («Reichsheer»), samt et beløb
med penge for at underholde denne hær, som måtte betales. Selv om denne fordeling blev noget
justeret med tiden, dannede den med små ændringer grundlaget for organiseringen af en
rigshær («Reichsheeresverfassung»). Vedtagelsen fra 1521 byggede på en tidligere vedtagelse
fra rigsdagen i Nürnberg i 1422, og blev fulgt op og videreudviklet i de senere rigsdage.
Mens rigshæren var en mobiliseringshær fra distrikterne, fandtes der også en kejserlig hær, der
var en stående hær, som fulgte kejseren.

Historie

Europa 843-870.

Karl den Stores rige var sammensat af for uensartede bestanddele til, at det i længden kunne
holdes samlet under en hersker, og allerede under hans søn og efterfølger, Ludvig den Fromme,
viste der sig tegn på en begyndende opløsning, og katastrofen indtraf da også kort efter hans
død, idet hans tre sønner ved Forliget i Verdun (843) delte riget, hvorved den næstældste af
brødrene, Ludvig 1. (Ludvig den Tyske) fik alt land øst for Rhinen, hvortil 870 lagdes egnene
mellem Rhinen, Maas og Schelde. Ludvig 1. blev således som konge over Østfranken hersker
over et folk, der i eet og alt følte sig som tysk i modsætning til de romansktalende vestfranker, og
han evnede nogenlunde at opretholde freden i det nye rige udadtil og indadtil. Men efter hans
død i 876 var freden forbi, idet riget splittedes mellem hans tre sønner, Karloman, Ludvig den
Yngre og Karl den Tykke. Vel arvede den sidste sine brødres andele ved deres død i henholdsvis
880 og 882, og blev valgt til fransk konge samt opnåede at blive kronet som romersk kejser, men
han formåede dog ikke at beskytte riget mod normannernes og slavernes plyndringer, der
navnlig gik ud over sakserne. Følgen heraf var, at disse besluttede at hjælpe sig selv og atter
valgte en hertug for at få en fører i kampen mod de farlige fjender, og de andre stammer fulgte
eksemplet. Arnulf af Kärnten, en uægte søn af den ovenfor nævnte Karloman, blev valgt til konge
i stedet for Karl den Tykke, der på rigsdagen i Tribur i 887 blev afsat fra sin værdighed som tysk
konge. Arnulf tilføjede normannerne et afgørende nederlag ved Löwen i 891, trængte venderne
ved Elben tilbage og tilintetgjorde det slaviske rige i Mähren.[4]

Ved Arnulfs død i 899 kom der atter ufredstider, idet hans søn og efterfølger, Ludvig 3. (Ludvig
Barn), der ved faderens død kun var 6 år gammel, og da han den største del af sit liv var under
formynderskab, benyttede stammehertugerne sig heraf til at gøre sig så godt som uafhængige
af kronen, hvis rettigheder og indtægter de tilrev sig, mens de ikke formåede at yde tilstrækkelig
modstand mod magyarernes vilde rytterskarer, der nu begyndte at hjemsøge Tyskland. Den
eneste pålidelige støtte, kongemagten havde, var gejstligheden, der efter bedste evne søgte at
holde riget sammen, uden at det dog kunne hindres, at Lothringen faldt fra Tyskland og sluttede
sig til Frankrig, Ved Ludvig Barns død i året 911 (han var den sidste tyske konge af karolingisk
æt) var der kun levnet kronen en skygge af magt, og tilstanden blev ikke bedre under hans
efterfølger, Konrad 1., hertug af Franken, idet denne trods alle sine anstrengelser hverken
formåede at skaffe sig lydighed hos hertugerne eller at værne Tyskland mod ydre fjender, så at
riget ved hans død i 918 var så godt som opløst.[4]

Det sachsiske kejserhus (919—1024)

Henrik 1. (Henrik Fuglefænger), hvem Konrad 1. på sit dødsleje havde udpeget som sin
efterfølger, nåede at genoprejse det sammensunkne rige. Det var kun sakserne og frankerne, der
i april 919 havde valgt ham til konge, men det varede ikke længe, inden han fik hertugerne af
Schwaben og Bayern til at underkaste sig hans myndighed, og da det endelig lykkedes ham at få
Lothringen til atter at slutte sig til Tyskland, anerkendte således alle fem tyske stammer ham
som konge. Samtidig hermed angreb han Tysklands urolige naboer mod øst, slaverne mellem
Elben og Oder, undertvang dem og åbnede disse egne for kristendom og tysk kolonisation, der
sikredes ved et her oprettet markgrevskab ligesom ved den kort efter påfølgende stiftelse af
flere bispedømmer. Også polakkerne og bøhmerne blev holdt i ave, mens magyarerne
(ungarerne) ikke lod sig afvise med de stridskræfter, Henrik kunne råde over i de første år af sin
regering. Han valgte da at slutte en foreløbig fred i 924 med disse, der skulle have en årlig tribut,
og benyttede nu tiden til at reorganisere den gamle hærordning, der fik en væsentlig forbedring
ved indførelsen af rostjenesten, så at et betydeligt rytteri for fremtiden stadig var til stede.
Endvidere byggede han talrige borge som støttepunkter for forsvaret og kunne nu med ro efter 9
års forløb nægte at betale tribut til magyarerne, der som følge heraf trængte helt op i Thüringen,
men blev slagne af Henrik i nærheden af Merseburg samt på sletterne ved Unstrut den 15. marts
933. Herefter holdt magyarerne sig rolige en tid, og ved Henriks død 936 var riget bragt i så
forsvarlig stand, at hans søn, Otto 1. (Otto den Store), uden modstand kunde lade sig krone i
Aachen.[5]

Otto den Store

Otto 1.s segl.

Flere oprørsforsøg fra hertugernes side blev hurtig kuede og ophavsmændene strengt straffede,
og for at undgå uroligheder af den art gav Otto Bayern, Schwaben og Lothringen som len til sine
slægtninge, mens Franken ikke mere fik en egen hertug, men styredes af kongen selv. Sit eget
hertugdømme, Sachsen, skænkede han til Hermann Billung. Den hertugelige magt svækkedes
desuden ved deling af hertugdømmerne, ved oprettelsen af markgrevskaber og indsættelsen af
Pfalzgrever, der foruden at bestyre krongodserne også skulle holde øje med hertugerne. Da også
gejstligheden var ganske afhængig af kongen, kunne Otto uhindret vende sig mod rigets ydre
fjender, navnlig slaverne og magyarerne. Det gamle venderlands germanisering skred rask
fremad, Polen og Böhmen blev len af riget, og da magyarerne på ny faldt ind i Tyskland, tilføjede
Otto dem et så afgørende nederlag på Lech-sletterne den 10. august 955, at de ikke mere var
farlige for riget.[5]

Otto nøjedes imidlertid ikke med den tyske kongekrone, men lagde i sidste halvdel af sin
regeringstid beslag på sit riges kræfter til erobring af Italien. Indkaldt af den unge italienske
enkedronning Adelheid, hvem han ægtede, drog han 951 over Alperne og lod sig, efter at have
gjort sig til herre i Nord- og Mellemitalien, krone med den lombardiske jernkrone i Pavia, hvorpå
han ved et nyt hærtog i 962 underlagde sig hele Italien og af pavens hånd modtog den romerske
kejserkrone. Denne gik fra nu af over til Tyskland, og da dette var hovedparten af kejserdømmet,
kaldtes det ny Romerrige det tysk-romerske, »das heilige römische Reich deutscher Nation«. Men
idet de følgende tyske konger vendte blikket mod Rom og så det som et stadigt mål at blive
kronet af paven til kejserværdigheden, kunne det ikke undgås, at den kejserlige politik tog en
retning, der ikke stemmede med Tysklands nationale interesser, hvad der i flere henseender kom
til at virke hæmmende på den indre udvikling i selve det tyske hjemland, om end dette på den
anden side modtog kulturelle impulser af stor værdi fra Italien. Men Ottos samtid og
middelalderen overhovedet kunne kun i oprettelsen af det tysk-romerske rige se et fuldt
berettiget forsøg på virkeliggørelse af tanken om et universalrige, en tanke, der sysselsatte så
mange af disse tiders statsmænd, historikere og digtere. Tyskerne kunne da heller ikke klage
over, at Otto forsømte dem for Italiens skyld, idet han tværtimod styrede også det tyske rige med
sin vante kraft lige til sin død i 973.[5]

Otto 2.

Hans søn og efterfølger, Otto 2., forstod lige som faderen at holde hertugerne i ave og svække
deres magt (Bayerns område blev således formindsket ved udskillelse af Østrig og Kärnten, der
fik egne fyrster), ligesom han hævdede rigets overhøjhed over slaverne ved østgrænsen og
endog gjorde et indfald på den jyske halvø. Mindre heldig var han i Italien, og da han forsøgte at
hævde sit herredømme i Syditalien mod grækerne og saracenerne, led han ved Barentello i
Kalabrien et nederlag, der nær havde kostet ham livet i 982.[5]

Otto 3.

Allerede det følgende år døde Otto 2. i Rom, og da hans søn, Otto 3., kun var tre år gammel og
altså i lang tid var under formynderskab, kunne de tyske fyrster uden fare og med udsigt til held
genoptage forsøgene på at udvide deres magt på kronens bekostning. De gjorde nu også
fordring på arvelighed af deres len og embeder, et forlangende som formynderregeringen
savnede kraft til at afvise så meget mere, som de ringere vasaller begyndte at gøre lignende krav
gældende. Den almindelige uro og forvirring forøgedes ved slavernes truende holdning:
polakkerne gjorde sig uafhængige, og venderne samlede sig til angreb på de tyske indvandrere
øst for Elben. Under alt dette opholdt Otto 3. sig stadig i Italien, hvor han havde fået en klassisk
opdragelse, der gjorde ham ganske fremmed for Tyskland, om hvis anliggender han ikke
bekymrede sig, mens han drømte om genoprettelsen af Romerriget i dets gamle former og
beskæftigede sig med planer til en almindelig kirkeforbedring. Han blev til sidst fordreven fra
Rom og døde som flygtning i Viterbo i 1002.[5]

Henrik den Hellige

Heinrich 2. og dronning Kunigunde krones af Christus, gengivet i Perikopenbuch Heinrichs II.

Det tysk-romerske Rige ca. år 1000

Den tyske krone gik nu over til Henrik 2. (Henrik den Hellige), hertug af Bayern (en sønnesøn af
Henrik Fuglefænger)[5], hvis valg dog mødte stærk modstand og kun gennemførtes ved Bayerns,
Frankens og Øvre-Lothringens hjælp. Det lykkedes ham efterhånden at få de modvillige fyrster til
at forpligte sig til at respektere kronens rettigheder og til at yde lenstjeneste, men til gengæld
måtte han gøre dem store indrømmelser, blandt andet anerkende lenenes arvelighed. I Italien
genoprettede han ligeledes det tyske herredømme, mens han var uheldig i kampen med
slaverne, idet han måtte anerkende Polens uafhængighed og afstå Lausitz til den krigerske kong
Boleslav, lige som han ikke kunne hindre, at de tyske erobringer øst for Elben gik tabt. Disse
uheld gjorde dog intet afbræk i hans arbejde på atter at fæstne rigsenheden. Hans virksomhed i
denne retning havde en sikker støtte i gejstligheden, hvis anseelse han, strengt kirkelig sindet
som han var, på alle måder søgte at hæve, blandt andet ved at give den store forleninger og rige
gaver. Da han var den sidste mand af det sachsiske kejserhus, var de tyske fyrster ved hans død
i 1024 stillede frit over for valget af en ny konge, men forholdene i riget var da så rolige, at folk
og fyrster i fuld enighed kunne samle sig om en mægtig og højbyrdig frankisk greve, Konrad, der
skulle blive stamfader for et nyt herskerhus.[6]

Det frankiske eller saliske kejserhus (1024—1125)

Konrad 2. (»Konrad der Salier«) hævdede vel med fast hånd den kongelige myndighed over for
fyrsterne, men gjorde ikke forsøg på at fratage dem arveret til deres len og gik endog ind på, at
dette princip anvendtes til fordel for de ringere vasaller (i Italien fastsloges dette 1037 ved lov),
idet han ved denne føjelighed håbede at kunne få kronen gjort arvelig i sin slægt, hvad dog ikke
lykkedes ham. I Italien bragte han fuldstændig ro til veje lige som ved østgrænsen, og mod vest
udvidede han Tysklands magtsfære ved i 1032 at forene kongeriget Arelat eller Burgund med
Tyskland, hvad der ifølge en ældre traktat med den sidste burgundiske konge, Rudolf 3., skulle
ske ved dennes død. Konrad måtte dog med hærmagt tvinge de burgundiske vasaller til at
anerkende ham som konge, og lod sig gentagne gange krone med den burgundiske kongekrone,
men Burgund kom dog kun til at stå i en meget løs forbindelse med det tyske rige og kom i de
nærmest følgende århundreder helt bort fra dette.[6]

Henrik 3.

Konrad var således ved sin død bærer af en kejserkrone og tre kongekroner, der i 1039 gik over til
hans søn, Henrik 3., som allerede i faderens livstid var valgt til hans efterfølger. Henrik 3. holdt
lige som sin forgænger med fast hånd fyrster og folk til lydighed under kronen. Således måtte
sachserne bøde hårdt for deres hertugs fjendtlige optræden over for sin overherre, der erklærede
ham i rigens akt, lige som Henrik ydmygede flere andre mægtige vasaller og bortgav de store
kronlen til sine slægtninge (Bayern overlod han endog til sin gemalinde), ja selv de høje gejstlige
embeder besatte han med nære pårørende og venner. Der herskede derfor overalt i Tyskland og
Italien god ro og orden, så det blev muligt for kejseren at give sig i kast med en plan til en
kirkeforbedring, hvis virkeliggørelse han vistnok har anset som sit livs hovedopgave. Den gik ud
på en kirkerensning i cluniacensernes ånd, hvorved gejstligheden skulle sættes i stand til i fuld
frihed for alle verdslige hensyn at arbejde i sit høje kalds tjeneste. Det var dog Henrik 3.s mening,
at kirken, netop fordi dens rige ikke var af denne verden, skulle give kejseren, hvad kejserens var,
hvoraf fx fulgte, at kronens ret til at besætte de gejstlige embeder blev den samme som før. Det
var med hin plan for øje, at Henrik blandede sig i kirkestriden i Italien, hvor tre paver gensidig
forkætrede hinanden, idet han på synoden i Sutri i 1046 lod alle tre afsætte, hvorpå han satte en
tysk biskop på Skt. Peters stol, og han understøttede nu af al magt de pavelige bestræbelser for
at højne kirkens magt og anseelse. Den videre udvikling i denne retning oplevede han dog ikke,
idet døden bortrev ham i 1056.[6]

Henrik 4.

Da hans søn og efterfølger, Henrik 4., dengang kun var tre år gammel og derfor blev sat under
formynderskab af sin moder, var tiden kommen for de tyske fyrster til at tage sig betalt for den
ilde medfart, der var bleven dem til del fra Henrik 3.s side, og de tøvede da heller ikke med at
rejse sig mod formynderregeringen og tilrive sig store fordele på kongemagtens bekostning. Da
Henrik 4., befriet for sine forhadte formyndere ved ærkebiskop Adelbert af Bremens hjælp, selv
greb tøjlerne, forværredes forholdene endnu mere, idet han i voldsom forbitrelse over fyrsternes
fremfærd i hans mindreårighed begyndte en hævnkrig mod dem. Vel måtte de give tabt efter, at
de havde lidt et stort nederlag ved Hohenburg i 1075, men om forlig var der ikke tale, og kun ved
de hårdeste tvangsmidler, navnlig i Sachsen, kunne Henrik hindre oprøret i at bryde løs på ny.
Ikke desto mindre indlod han sig netop på dette tidspunkt i en ny kamp, idet han optog den
handske, der tilkastedes ham af pave Gregor 7., repræsentanten for den reformbevægelse,
Henriks fader selv havde støttet. Gregor, der allerede som kardinal havde fået pavevalget gjort
uafhængigt af kejserlig indflydelse og senere som pave ved cølibatsloven havde, som han
mente, fjernet gejstligheden fra alle jordiske interesser, ville nu ved loven om Simoni fastslå
kirkens eneret til besættelse af gejstlige embeder, og da Henrik 4. ikke tog noget hensyn hertil,
stævnede paven ham til at give møde for en kirkeforsamling. Forbitret herover og over Gregors
indblanding til fordel for nogle fængslede sachsiske biskopper, lod Henrik paven afsætte på en
synode i Worms i januar 1076, hvad Gregor besvarede med en bandbulle. Heraf tog de tyske
fyrster straks anledning til på ny at rejse sig mod deres overherre, der nu, forladt af alle, nødtes til
på en rigsdag i Tribur i oktober 1076 at indgå på et ydmygende forlig,[6] men da afgørelsen af
spørgsmålet om afsættelse af den bandlyste konge udsattes til en i februar 1077 sammenkaldt
rigsdag i Augsburg, besluttede Henrik at komme fyrsterne i forkøbet ved forinden den tid at
formå paven til at ophæve bandlysningen, og han foretog da sin tunge bodsgang til Canossa, der
i januar 1077 endte med, at han ved fuldstændig underkastelse under Gregors vilje fik sit ønske
opfyldt.[7]

De skuffede tyske fyrster valgte ikke desto mindre en modkonge, Rudolf af Schwaben, men det
lykkedes dog Henrik, efter at Rudolf var død af sine i slaget ved Zeitz modtagne sår i 1080, at
gøre sig til herre over oprøret, hvorpå han atter drog over Alperne, denne gang i spidsen for en
hær, og bemægtigede sig Rom, mens Gregor flygtede til normannerne i Syditalien, hvor han døde
i Salerno i 1085. I 1084 lod Henrik sig af en »modpave«, Clemens 3., tildele kejserkronen. De
følgende paver fortsatte kampen, og da de tyske fyrster atter rejste sig under ledelse af Henriks
egne sønner, var den på ny bandlyste kejsers modstandsevne brudt, og han måtte søge tilflugt i
Liège, hvor han døde i 1106 efter at have nedlagt kejserkronen i 1105.[7]

Henrik 5.

Hans søn og efterfølger, Henrik 5., genoptog, skønt han hidtil havde fundet støtte hos
gejstligheden, sin faders kirkepolitik, men efter nogle års stridigheder med paven og efter
udbruddet af åben krig mellem Henrik og hans tidligere venner, de tyske fyrster, der tilføjede ham
et nederlag ved Welfsholtz i 1115, gik Henrik, træt af kampen, endelig ind på det tilbudte forlig,
og sluttede med pave Calixtus 2. konkordatet i Worms i 1122, der afgjorde den langvarige
investiturstrid til kirkens fordel. Tre år efter døde Henrik 5. (i 1125) som den sidste mand af det
frankiske kejserhus, der i væsentlig grad havde forringet kronens magt ved anerkendelse af
lenenes arvelighed og kirkens eneret til besættelse af gejstlige embeder.[7]

Det hohenstaufiske Kejserhus

De to hohenstaufiske brødre, hertugerne Frederik af Schwaben og Konrad af Franken, Henrik 5.s

søstersønner, var nærmest berettigede til at komme i betragtning ved valget af Henriks
efterfølger, men deres store magt og rigdom skræmte fyrsterne, og kronen tilfaldt derfor ikke
nogen af dem, men Lothar af Supplingenburg, hertug af Sachsen, der havde været en heftig
modstander af Henrik 5. Lothar 2. kom straks i strid med de hohenstaufiske brødre, da han
forlangte, at de skulle tilbagegive alle efter Henrik 5. arvede allodialgodser, hvad brødrene
nægtede, og for at kunne optage kampen med dem søgte han en støtte hos hertug Henrik den
Stolte af Bayern, hvem han gav sin datter Gertrud til ægte, hvorved det welfiske hus, hvis
overhoved hertugen var, fik udsigt til at arve Lothars udstrakte allodialbesiddelser i Nordtyskland
(Braunschweig-Lüneburg). Hohenstauferne måtte efter en flerårig modstand give tabt og gik ind
på et forlig, hvorved de beholdt de omstridte godser, dog ikke som allodier, men som rigslen. Da
Lothar ingen sønner havde, overgav han på sit dødsleje i 1138 rigsklenodierne til sin svigersøn,
Henrik af Bayern, hvem han også forlenede med Sachsen, men denne store magtudvidelse
bevirkede, at fyrsterne ikke valgte ham, men hertug Konrad af Franken til konge.[7]

Konrad af Franken

Konrad 3., den første Hohenstaufer på Tysklands trone, forlangte af Henrik den Stolte, at han
skulle tilbagegive Sachsen, og da hertugen nægtede at adlyde, fratog han ham både Bayern og
Sachsen og erklærede ham i rigens akt, men Henrik satte hårdt imod hårdt, og følgen heraf blev,
at det kom til åbenlys kamp mellem Henriks tilhængere, welferne, og Konrads, waiblingerne, der
efter Henriks død i 1139 fik overtaget og nødte welferne til at indgå et forlig i Frankfurt i 1142,
der bestemte, at Henrik den Stoltes søn, Henrik Løve, skulle have Bayern (fra hvilket dog
markgrevskabet Østrig udskiltes som et selvstændigt hertugdømme) tilbage samt allodierne i
Nordtyskland, men give afkald på Sachsen. Således var freden genoprettet i Tyskland, mens der
herskede en sådan uro og forvirring i Italien, at Konrad foretrak at opgive kejserkroningen frem
for at blande sig i forholdene dernede. Han deltog i det 2. korstog 1147—1149, som fik et højst
ulykkeligt udfald, idet den tyske hær gik næsten helt til grunde i Lilleasien, og efter et forgæves
forsøg på at erobre Syrien vendte Konrad 1148 tilbage til Tyskland, hvor han døde 1152. Da hans
søn var mindreårig, anbefalede han, før han døde, fyrsterne at vælge hans brodersøn, hertug
Frederik af Schwaben, til hans efterfølger, og da fyrsterne fulgte rådet, besteg hertugen den
tyske trone som Frederik 1. (Frederik Barbarossa).[7]

Frederik Barbarossa

Frederik 1. følte sig mindre som tysk konge end som romersk kejser, idet han betragtede det
som sin ret og pligt først og fremmest at skaffe kejserkronens bærer anerkendelse som
kristenhedens overhoved, som øverste dommer i folkenes og fyrsternes stridigheder. I hans
regeringstid kom tysk middelalderlig kultur til at udfolde sig stærkt. Den gennem rostjenesten
opståede adel blev nu et glimrende ridderskab, der ikke alene forstod at bruge sværdet, men var i
besiddelse af tidens fineste dannelse og gennem Minnesangen har sat sit stempel på en
ejendommelig side af tysk middelalderlig poesi. De rigt udstyrede gejstlige stiftelser og klostre
blev brændpunkter for tidens videnskabelige stræben, den tyske kunst satte sig herlige
mindesmærker i de prægtige kirkebygninger, hvortil grundstenene nu lagdes overalt i riget, og
næringslivet var i frodig fremgang med støttepunkter i de opblomstrende byer, hvor en kraftig
borgerstand snart vidste at skaffe sig politisk betydning ved siden af adel og gejstlighed. Der
sporedes en tydelig stigning i den almindelige velstand, fremmet ved den fred og gode orden,
Frederik 1. tilvejebragte alle vegne i de tyske lande, og for hvis skyld han endog tilbagegav Henrik
Løve Sachsen (dog blev Sachsens område formindsket ved, at Mark Brandenburg blev udskilt
derfra som et selvstændigt len af kronen).[7] At freden heller ikke udefra blev brudt, søgte han at
opnå ved at bringe nabofolkene ind under Tysklands magtsfære: således tvang han ved et
hærtog ind i Polen dettes fyrster til at hylde ham som lensherre og knyttede for bestandig
Böhmen til riget ved at give den böhmiske hertug kongetitel, mod at han gik ind på at blive tysk
rigsfyrste. Venderne i Holsten og Mecklenburg blev underlagt riget, idet Henrik Løve gjorde ende
på den slaviske befolknings hårdnakkede modstand mod de indvandrede tyskere, der nu hurtig
gjorde de vendiske havnebyer til betydelige handelspladser og fremmede de gamle
venderlandes germanisering med stor kraft. Også Danmark blev bragt i lensforhold til riget, idet
Frederik 1. blandede sig i striden mellem Knud Magnussøn og Svend Erikssøn, hvilken sidste han
understøttede, mod at Svend erkendte ham som sin lensherre, hvad Valdemar den Store også
fandt sig foranlediget til at gøre. I det burgundiske rige hævdede han eftertrykkelig kronens
myndighed, og på samme måde optrådte han i Italien, men stødte her på en ham jævnbyrdig
modstander, pave Alexander 3., der frygtede for, at kirken skulle blive aldeles afhængig af
kejseren, hvis hans herredømme syd for Alperne fik reel betydning. Derfor understøttede han de
lombardiske byer i deres oprør mod kejseren, der ville tvinge de rige og mægtige kommuner til at
tage imod de af ham udnævnte embedsmænd, mens byerne krævede fuldt kommunalt selvstyre.
Ved pavens hjælp rejste det lombardiske byforbund sig atter og atter til kamp, skønt den ene
efter den anden af byerne blev lagt øde af kejseren, og da denne for femte gang drog over
Alperne for at rette et hovedslag mod lombarderne, blev han med sin ved Henrik Løves frafald
(hertugen havde brudt sin lenspligt ved at nægte at yde hærfølge) svækkede hær slået ved
Legnano i 1176 og måtte det følgende år ydmygt gøre afbigt for paven, der optrådte som
fredsmægler mellem byerne og Frederik 1., der ved freden i Konstanz 1183 blev anerkendt som
overherre af de lombardiske kommuner, der skulle betale skat, men beholdt selvstyre. Tre år før
havde kejseren taget hævn over Henrik Løve, der måtte bede om nåde og kun fik lov at beholde
sine allodier (Braunschweig-Lüneburg), mens han mistede Bayern, der blev givet til et medlem af
Huset Wittelsbach, og Sachsen, der for fremtiden kun kom til at bestå af Elb-landene, mens
Westfalen blev givet til Ærkestiftet Köln, og der tildeltes de gejstlige len og de største byer i
Mellemsachsen rigsumiddelbarhed. Henrik Løves fald styrkede i høj grad kronens anseelse, så
at Frederiks nederlag i Italien og hans uheld over for Danmark, der under Knud 6. løsrev sig fra
lensforholdet til Tyskland, ikke svækkede hans stilling i selve riget, hvad der viste sig under den
glimrende rigsdag i Mainz 1184, hvor han hyldedes med ærefrygt og begejstring af fyrster og
folk. Han søgte at skabe et nyt grundlag for sin italienske politik ved at lade sin søn Henrik, der
var valgt til hans efterfølger, ægte arvingen til Neapels krone i 1186. Men da efterretningen om
Jerusalems fald i 1187 nåede Europa, anså den gamle kejser det for sin pligt som kristenhedens
overhoved at stille sig i spidsen for et korstog, for at rive den hellige by ud af
muhammedanernes hænder; hans død i Lilleasien 1190 beseglede også dette korstogs
skæbne.[8]

Henrik 6.

Henrik 6. optog, så snart han havde fået fast fod i Neapel, sin faders storpolitiske planer, og for
at skaffe sig og sin slægt en sikker magtstilling i Tyskland foreslog han de tyske fyrster at gøre
den tyske krone arvelig i hans familie, mod at han til gengæld erklærede deres len for arvelige
også på spindesiden. Men fyrsterne vægrede sig ved at gå ind på hans plan, hvis virkeliggørelse
hans pludselige død i 1197 hindrede ham i at arbejde videre på.[8]

Otto 4.

Da hans søn ved faderens død kun var tre år gammel, fik det welfiske parti atter mod og valgte,
ved gejstlighedens understøttelse, Henrik Løves søn, Otto af Braunschweig-Lüneburg til Henrik
6.s efterfølger, men Otto 4. fik straks en modkonge i Filip af Schwaben, Henrik 6.s broder, der
blev valgt af hohenstaufernes tilhængere. Filip fik dog efterhånden overtaget over Otto, men da
han 1208 var blevet myrdet af Otto af Wittelsbach, vandt Otto anerkendelse i det meste af riget
og blev kronet til kejser af pave Innocens 3., som fik ham til at love, at kronen ville overlade
kirken de såkaldte Mathildeske godser (kaldet således efter markgrevinde Mathilde). Da Otto
imidlertid ikke holdt ord, sendte paven den senere kejser Frederik 2. – Henrik 6.s attenårige søn
– til Tyskland, hvor han ved kirkens hjælp fik de fleste fyrster på sin side, så at han 1215 kunne
blive kronet i Aachen, mens den bandlyste Otto trak sig tilbage til sine arvelande, hvor han snart
døde (1218).[8]

Frederik 2.

For at få fred med den danske konge Valdemar Sejr afstod Frederik 2. alt land nord for Elben til
den danske krone og var nu ubestridt herre i hele Tyskland, men mere italiener end tysker følte
han sig fremmed i sit tyske rige, og han vendte derfor, efter at han havde fået sin ældste søn
Henrik valgt til tronfølger, allerede 1220 tilbage til Italien, hvor han med udmærket dygtighed og
med glimrende held arbejdede på at udvikle styrelsen i sit arverige Neapel. Imidlertid gik hans
største ærgerrighed ud på at virkeliggøre de samme tanker om kejserdømmets storhed, som
hans fader og bedstefader havde kæmpet for. Bandlyst af pave Gregor 9., fordi han havde udsat
at opfylde sit løfte om at foretage et korstog, lykkedes det ham dog, efter at han var vendt
tilbage fra Jerusalem, hvor han selv havde måttet påsætte sig kongekronen i 1229, og efter at
han havde fordrevet de pavelige tropper fra Neapel, ved en personlig sammenkomst med paven
at formå denne til at hæve bandlysningen, så at han nu kunne tage fat på at befæste sit
herredømme i Italien, der skulle være tyngdepunktet i det af ham planlagte universalmonarki,
men han kom herved lige som farfaderen i strid med det lombardiske forbund, som han derfor
var i færd med at angribe, da han 1235 blev nødt til at drage til Tyskland,[8] hvor hans ældste søn,
Henrik, den udvalgte konge, havde rejst et oprør mod ham.[9] På en rigsdag i Mainz forkyndte han
den første almindelige landefred i Tyskland og oprettede samtidig hermed en med kronens
dommermyndighed udrustet rigsret, lige som han for at vinde fyrsterne gav dem fuld
landsherrelig højhedsret over deres territorier. De tyske fyrster, hvis antal var blevet meget
betydeligt forøget efter de gamle folkehertugdømmer Lothringen, Franken, Schwaben og til dels
Sachsen og Bayerns opløsning, stod nu over for kronen som en af denne temmelig uafhængig
rigsstand, bestående af hertuger, pfalzgrever, landgrever, markgrever, ærkebiskopper, biskopper
og fyrstelige abbeder; uden for fyrsterne dannede greverne og herrerne (ridderne) et mægtigt
aristokrati, der i den følgende tid også vandt rigsumiddelbarhed, hvad ligeledes blev tilfældet
med de større byer. Til gengæld for sin eftergivenhed over for fyrsterne fik Frederik 2. sin søn
Konrad valgt til tronfølger og forlod derpå Tyskland, om hvis anliggender han ikke mere
bekymrede sig synderlig, for i Italien at genoptage kampen med lombarderne, som han tilføjede
et stort nederlag i 1237, men byerne fik stadig understøttelse af paven, der i 1239 lyste kejseren i
band, da denne havde gjort sin uægte søn Enzio til konge af Sardinien, hvad der gav anledning til,
at den gamle strid mellem pave og kejser blussede op på ny og det med en sådan voldsomhed,
at pave Innocens 4. greb til det yderste middel, pavestolen kunne anvende, idet han på en
kirkeforsamling i Lyon i 1245 erklærede Frederik 2. for afsat og opfordrede de tyske fyrster til at
vælge en ny konge. Det viste sig, hvor svagt båndet var mellem Frederik og tyskerne, idet de
fleste fyrster fulgte pavens opfordring og valgte først landgreve Henrik Raspe af Thüringen
(1246—1247) og dernæst grev Vilhelm af Holland (1248—1256) til konge, mens Konrad, den
udvalgte tronfølger efter Frederik 2., kun beholdt magten i en del af Sydtyskland, som han ved
Frederik 2.s død i 1250 forlod for at sætte sig i besiddelse af sit arverige i Italien. Her døde
Konrad 4. imidlertid allerede 1254 som den sidste hohenstaufer på Tysklands trone, og med
hans søn Konradin, der under et forsøg på at generobre Neapel blev fanget og henrettet på Karl
af Anjous befaling i 1268, uddøde den ægte mandlige linje af Huset Hohenstaufen.[9]

Det store Interregnum (1138—1273)

I Tyskland havde efter Vilhelm af Hollands død i 1256 det hohenstaufiske parti, da Konradin
dengang var et barn, valgt den engelske prins Richard af Cornwall til konge, mens de andre
fyrster valgte Alfons 10. af Kastilien, men da den første, efter at være kronet i Aachen yderst
sjældent kom til Tyskland, mens den sidste, hvis moder var en datter af Filip af Schwaben, aldrig
satte sin fod der, var riget i virkeligheden uden regent, og tiden fra 1256 til 1273 kaldes derfor det
store interregnum. I disse år måtte enhver værge for sig så godt, han kunne, da der ingen
rigsstyrelse fandtes, som kunne skifte lov og ret for alle og opretholde landefreden. Fyrsterne og
ridderne, der ofte optrådte som rene røverriddere, kunne ganske uhindret hengive sig til
indbyrdes fejder. Til værn mod overlast søgte de svagere imidlertid beskyttelse hos de
mægtigere eller sluttede sig sammen for at kunne sætte hårdt mod hårdt, hvad navnlig de
befæstede byer (af hvilke ikke få nu tiltvang sig rigsumiddelbarhed) ved dannelsen af kraftige
stadforbund ikke havde vanskeligt ved. Selvstændighedsfølelsen og tilliden til egen kraft
voksede i den grad, at de mindre organismer i det halvt opløste rigslegeme var i stand til på egen
hånd at arbejde videre eller håndhæve det bestående; det var netop i denne tid, at
hansestædernes handelsvælde tog fart, lige som de schlesiske fyrster kort før ved egen hjælp
tilbageslog mongolernes forsøg på at trænge ind i Tyskland.[9]

Kronen skifter mellem fyrster af forskellige slægter, indtil den endelig

tilfalder Huset Habsburg (1273-1438)

Efter Richard af Cornwalls død fik Tyskland ved kurfyrsternes valg i 1273 endelig atter en konge,
grev Rudolf af Habsburg, der tilhørte en gammel og anset slægt men ikke var i besiddelse af
noget landområde af betydning. Dette sidste var dog netop en anbefaling i fyrsternes øjne, da de
frygtede for, at en konge med stor magtbase ville blive farlig for deres selvstændighed; men da
kronens gods for længst var gået tabt, og dens rettigheder for størstedelen overdragne til
fyrsterne, måtte de tyske konger for at kunne hævde deres stilling over for disse nødvendigvis
støtte sig til en stærk egenmagt. Derfor søgte Rudolf 1. straks at udvide sine snævert
begrænsede besiddelser, og han sikrede efter en kamp med Böhmen sin slægt besiddelsen af de
ledige rigslen Østrig, Steiermark, Krain og Kärnten. Med stor kraft og dygtighed arbejdede han,
der aldrig fik tid til noget romertog, på at genoprette landefreden, hvad også for en del lykkedes.
Navnlig gik det ud over røverridderne, af hvilke mange blev straffede med døden, mens deres
borge blev nedrevne.[9]

Efter Rudolf af Habsburgs død i 1291 havde kurfyrsterne gjort klogest i for rigets skyld at vælge
hans ældste søn Albrecht af Østrig til hans efterfølger, men frygten for hans myndige og
energiske personlighed samt hensynet til hans store egenmagt bragte dem til at kaste deres
stemmer over på den landfattige greve Adolf af Nassau, der måtte indgå på byrdefulde
forpligtelser over for fyrsterne. Da han for at ophjælpe sin svage stilling søgte at udvide sine
familiebesiddelser, blev misstemningen mod ham så almindelig, at de rhinske kurfyrster, over for
hvem han ikke havde holdt sine løfter, fik sat igennem, at han blev erklæret for afsat, hvorefter
Albrecht af Østrig blev sat på tronen i hans sted, og da Adolf satte sig til modværge, blev han
overvundet af Albrecht og slået ved Göllheim nær Worms, hvor han fandt døden den 2. juli 1298.
Den nye konge optrådte som en myndig herre over for fyrsterne, skønt han havde måttet gøre
dem meget betydelige indrømmelser, lige som han med stor strenghed var virksom for
landefredens opretholdelse.[9] Han vandt Bonifacius 8. for sig ved at love ikke at ville gøre noget
tog til Italien, og denne pavestolens velvillige stemning ville han endog benytte til at opnå en
uafhængig stilling over for fyrsterne ved at få kronen gjort arvelig i sin slægt, idet Bonifacius
skulle bringes til at ophæve kurfyrsternes valgret ved en pavelig bulle. Men planen blev til intet,
da Bonifacius døde i 1303.[10]

Albrecht led, da han ville bemægtige sig Thüringen, et føleligt nederlag her, som han ikke nåede
at få genoprettet, inden han blev myrdet af sin brodersøn i nærheden af Habsburg den 1. maj
1308. Ærkebiskop Peter af Mainz, der ikke havde været fremmed for kongemordet, skyndte sig
at uskadeliggøre habsburgerne ved at lede kurstemmerne over til greve Henrik af Luxembourg,
der også, ved sin broder, ærkebiskop Balduin af Triers hjælp, blev hævet op på den tyske trone.
Henrik 7. var heldig nok til snart efter sin kroning at kunne give sin ringe egenmagt en meget
betydelig tilvækst, idet han på anmodning af de bøhmiske stænder forlenede sin søn Johan, der
var gift med en böhmisk prinsesse, med det ledige rigslen Böhmen, hvad der gav Henrik en
stærkere stilling over for de fjendtligtsindede habsburgere. Han drog i 1310 over Alperne ned i
Italien, hvor ingen tysk konge havde sat sin fod siden hohenstaufernes dage, og blev modtaget
med jubel af ghibellinerne, lige som paven en tid lang var ham venlig sindet, så at han uden
vanskelighed blev kronet med jernkronen i 1311 og med kejserkronen i 1312. Senere blev han
dog bandlyst, og han nåede i det hele ikke ved sit romertog, som det var hans mål, "at tilbagegive
verden freden". Han døde i Italien i 1313.[10]

Kurfyrsterne var ikke enige om hvem, der skulle være hans efterfølger, og striden endte da med,
at nogle valgte hertug Frederik af Østrig til konge, mens modpartiet på samme tid (1314) valgte
hertug Ludvig af Bayern. Der udbrød nu en flerårig kamp mellem de to konger, der først
afsluttedes, da Frederik var blevet Ludvigs fange efter at have lidt et nederlag ved Mühldorf i
1322. Ludvig fik magten i den største del af riget, og efter at han 1325 havde sluttet fred og forlig
med Frederik af Østrig, der gav afkald på kejserkronen og Italien og nøjedes med at blive
medregent i Tyskland, hvad han vedblev at være til sin død 1330, anså han sin stilling for så
betrygget, at han 1327 turde indlade sig på et romertog, der for så vidt fik et heldigt udfald, som
han, efter at have afsat pave Johannes 22., af den nye pave, pave Nikolaus 5., blev kronet til
kejser og vandt ikke få tilhængere, men folkestemningen vendte sig snart meget stærkt imod
ham, og kejseren så sig nødsaget til over hals og hoved at forlade Italien, hvor han ikke havde
opnået andet end at styrke italienernes had til fremmedherredømmet, skønt han havde bortgivet
kronens rettigheder i udstrakt mål til fyrster og byer. De af Frankrig afhængige paver i Avignon
ville hævde pavestolens ret til at have den afgørende stemme ved kongevalg i Tyskland og i
stridigheder mellem dets fyrster, hvad der bragte kurfyrsterne til ved den såkaldte kurforening i
Rens den 16. juli 1338 at fastslå, at den endelige gyldighed af et tysk kongevalg afgjordes ved
kurfyrsternes votering, men ikke ved pavelig stadfæstelse, hvorpå Ludvig 4. på den derpå
følgende rigsdag den 8. august samme år erklærede, at den, der blev valgt til tysk konge, med
det samme også var romersk kejser således, at kroning ved pavens hånd ikke var nødvendig.
Men skønt kejseren her havde handlet i overensstemmelse med fyrsterne, var deres stemning
mod ham dog alt andet end venlig sindet på grund af hans ihærdige virksomhed for at udvide
sine familiebesiddelser. Han blev til sidst så ilde anskreven hos kurfyrsterne, at det lykkedes
Frankrig og paven at bevæge nogle af dem til at erklære Ludvig 4. for afsat i 1346 og vælge Karl
af Böhmen, Henrik 7.s sønnesøn, til konge. Ludvig besluttede at bekæmpe modkongen ved
våbenmagt, men hindredes deri ved en pludselig død den 11. oktober 1347.[10]

Karl af Böhmen

Det tysk-romerske Rige på Karl 4.s tid.

De til det bayerske parti henhørende kurfyrster opstillede greve Günther af Schwarzburg som
modkonge mod Karl af Böhmen, men da Günther kort efter sit valg i januar 1349 var bleven syg,
fandt han sig foranlediget til at opgive sine fordringer på kronen mod udbetaling af en sum
penge, og ved hans straks derefter påfølgende død i juni samme år blev Karl af Böhmen som
Karl 4. anerkendt i hele riget. Ved sin udmærkede styrelse af sit arverige har denne fyrste skaffet
sig et højt hædret navn i Böhmen, der under ham opnåede en glansperiode, det næppe senere
har set magen til, mens han kun bekymrede sig lidet om Tyskland. Det faldt dog i hans lod på
rigsdagen i Metz den 28. september 1356 at udstede den såkaldte Gyldne bulle, det første
aktstykke i Tysklands historie, der fik karakter af rigsgrundlov, om det end i hovedsagen kun er
en lovmæssig stadfæstelse af alt bestående tilstande. Heri bestemtes det, at det tyske
kongevalg alene tilkom de syv kurfyrster, ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Köln som
rigskanslere for henholdsvis Tyskland, Burgund og Italien, pfalzgreven ved Rhinen som rigsdrost,
hertugen af Sachsen som rigsmarskal, kongen af Böhmen som rigsmundskænk og markgreven
af Brandenburg som rigsskatmester; om pavelig stadfæstelse var der derimod slet ikke tale.
Valgretten var knyttet til besiddelsen af kurlandene, der derfor erklæredes for udelelige og
arvelige efter førstefødselsretten. Endelig bestemtes det, at kronen skulle indhente kurfyrsternes
råd ved ordningen af alle anliggender, der var af betydning for riget. Herved blev tyngdepunktet i
rigsstyrelsen flyttet over i kurfyrstekollegiet, hvad der selvfølgelig svækkede kronens i forvejen
stærkt begrænsede magt og tillige gav kurfyrsterne forrang for de andre fyrster, som nu stræbte
efter at komme op på siden af deres begunstigede standsfæller ved forøgelse af deres
privilegier, hvilket også for en del lykkedes dem.[10] Men ved disse to rigsstænders voksende
magt følte byerne sig brøstholdne, og da de ikke kunne vente nogen væsentlig støtte hos kronen,
søgte de at hjælpe sig selv ved stadsforbund,[10] der snart kom i spændt forhold til fyrster og
ridderskab. Den herved opståede forstyrrelse af den indre fred i riget gjorde Karl 4. intet for at
afværge; hvor lidt han i virkeligheden brød sig om Tysklands interesser, viste han ved i 1377 at
overdrage den franske Dauphin rigsvikariatet over Burgund, hvorved dette riges forbindelse med
Tyskland næsten helt opløstes. Derimod sørgede han med dygtighed for udvidelsen af sine
familiebesiddelser, idet han tilkøbte sig Brandenburg og erhvervede hele Lausitz samt skaffede
Böhmen lenshøjhed over samtlige schlesiske fyrstendømmer således, at Huset Luxembourg ved
hans død i 1378 var i besiddelse af en stor samlet landmasse i det østlige Tyskland.[11]

Konger på rad

Hans søn og efterfølger, Wenzel (Wenzeslaus) havde endnu mindre at sige i Tyskland, hvor han
snart opgav alle forsøg på at mægle mellem byerne og fyrsterne i Schwaben og Rhin-egnene,
hvor fyrsterne i en langvarig fejde besejrede byerne, hvorpå Wenzel, mod sit ønske, på rigsdagen
1389 forbød oprettelsen af nye stadsforbund efter, at de gamle var opløste. Men skønt han her
havde føjet sig efter de overmægtige fyrster, blev forholdet til dem dog ikke bedre, og pave
Bonifacius 9., med hvem Wenzel var kommet i strid angående spørgsmålet om en
kirkeforbedring, havde ikke vanskelighed ved at bevæge de fire rhinske kurfyrster til at erklære
kejseren for afsat i 1400, idet de som påskud hertil erklærede, at Wenzel havde givet rigets
interesser til pris ved at sælge hertugtitlen og rigsvikariatet over Italien til Johan Gallazzo
Visconti af Milano.[11]

Det tysk-romerske Rige omkring år 1400.

Trods Wenzels protest valgtes Ruprecht af Pfalz i hans sted, under hvem kronens autoritet blev
omtrent ophævet i Mellemtyskland ved dannelsen af fyrsteforbundet i Marbach i 1405 og
længere nord på var ganske forsvunden. Ved hans død i 1410 valgte et parti blandt kurfyrsterne
markgreve Jobst af Mähren, et andet Wenzels broder Siegmund (Sigismund) til konge, og da
Wenzel fornyede sin tidligere afgivne protest, var der således 3 konger på een gang, men da
Jobst allerede døde i januar 1411, 3 måneder efter sit valg, og Wenzel opgav sine fordringer på
kronen mod at beholde titel af romersk konge (han døde først 1419), blev Siegmund fra alle sider
anerkendt som kejser. Denne tog straks med iver fat på gennemførelsen af de påtrængende
nødvendige reformer i stat og kirke. Først og fremmest ville han som kristenhedens overhoved
gøre ende på det store skisma, under hvilket 3 paver gensidig forkætrede hinanden, og han fik
pave Johannes 23. til at sammenkalde en almindelig kirkeforsamling, hvad pavestolen hidtil, af
frygt for konsekvenserne, havde søgt at undgå. På det store koncilium i Konstanz 1414—1418,
hvor der var mødt repræsentanter ikke alene for gejstligheden, men også for de tyske fyrster og
de fleste udenlandske stater, blev man under Siegmunds dygtige ledelse hurtigt enige om at
afsætte de tre stridende paver og om grundlinjerne i det kirkelige reformarbejde. Den nyvalgte
pave, Martin 5., skyndte sig imidlertid at opløse koncilet for ikke at blive nødt til at forhandle med
det som en overordnet eller i hvert fald sideordnet autoritet. Hermed var også for Tysklands
vedkommende kirkeforbedringen skudt ud i en uvis fremtid, da Siegmund nu lod den sag falde,
han før så ivrigt havde virket for, og det samme blev også tilfældet med planerne til ændringer i
rigsforfatningen; ganske særligt trængte det forældede hærvæsen til en grundig omdannelse, og
at dette ikke skete, fik netop nu højst skæbnesvangre følger, idet husitterne, da Siegmund som
arving efter sin broder Wenzel ville sætte sig i besiddelse af Böhmen, rejste sig mod ham. Gang
på gang slog de de tyske rigshære, og i en række år fyldte de de til Böhmen grænsende
landskaber med mord og brand. Den ødelæggende krig døde først hen efter, at der ved de
såkaldte Prag-kompaktater i 1433 var indrømmet det mådeholdne parti blandt husitterne brugen
af kalken i nadveren, hvorpå Siegmund endelig 1436 anerkendtes som Böhmens konge. Året
efter døde han, og med ham ophørte Huset Luxembourg at beklæde Tysklands trone, lige som
dets familierige nu gik over i fremmede hænder.[11]

Fra Huset Habsburgs generhvervelse af den tyske krone til

Trediveårskrigens slutning (1438—1648)

Efter Siegmunds død gik kronen 1438 ved kurfyrsternes valg over til hans svigersøn, Albrecht 2.,
ærkehertug af Østrig, konge af Böhmen og Ungarn, men han døde allerede 1439, og i hans sted
valgtes da i 1440 hans fætter, hertug af Steiermark, Frederik 3., som kun havde øje for sine egne
eller sin families interesser, men altid lod riget i stikken. På koncilet i Basel (1431—1448) var der
atter tale om en kirkeforbedring, men de langvarige forhandlinger løb ud i sandet, idet kejseren
for at opnå kejserkroning og andre fordele, sluttede sig til paven i 1445, som derved fik magt
over koncilet, der opløstes 1448, hvorpå Frederik 3. på rigets vegne samme år afsluttede et
konkordat med pavestolen, ved hvilket denne på det nærmeste fik alle sine fordringer opfyldte.
Heller ikke om ændringer i rigsforfatningen blev der tale eller om at gennemføre landefreden, der
krænkedes ved blodige fejder rundt om i riget.[11]

Den ungarske konge Matthias Corvinus, der var blevet behandlet ubilligt af Frederik 3., fordrev
ham fra hans arvelande, som Matthias derpå holdt besat til sin død i 1490. For at tvinge det
schweiziske edsforbund til underkastelse kaldte kejseren Frankrig til hjælp, men opnåede kun, at
de franske lejetropper efter at være blevne slagne af schweizerne ved Skt. Jakob an der Birs i
1444 hjemsøgte Elsass med frygtelige ødelæggelser, og af hensyn til sine familieinteresser
havde han intet imod at fjerne de vestlige grænseprovinser fra riget ved at understøtte Karl den
Dristiges planer om at samle dem til eet rige og love ham kongekronen,[11] en forpligtelse, han
dog, da det kom til stykket, unddrog sig ved flugt. Imidlertid blev det Frederik 3., der i sin iver for
at udvide sin families besiddelser lagde grunden til Huset Habsburgs stormagtsstilling ved at
bringe et ægteskab i stand mellem sin søn Maximilian og Karl den Dristiges datter og arving,
Maria af Burgund, lige som han 1491 skaffede sin slægt udsigt til at vinde Böhmens krone.[12]
Hans søn, Maximilian 1., blev 1493 sin faders efterfølger (til kejser blev han aldrig kronet og var
den første tyske konge, der antog kejsertitlen uden denne ceremoni, hvad der efter Karl 5.s tid
blev det almindelige). Han ville igen gøre kejserdømmet til en politisk faktor af betydning, men
da han manglede magtmidler dertil, kunne han ikke undvære rigets hjælp, og for at opnå denne
var han til gengæld villig til at gå ind på stændernes fordring på gennemførelsen af de så længe
attråede, men stadig udsatte reformer i rigsforfatningen. Dette skete på rigsdagen i Worms
1495. Her proklameredes først den evige og almindelige landefred: den gjaldt for hele riget og til
enhver tid, hvorfor fejderetten ophævedes og brud på landefreden straffedes med Achterklæring.
Alle fremtidige stridigheder mellem rigsstænderne henvistes til den nyoprettede rigskammerret,
hvortil de fornødne midler skaffedes til veje ved en almindelig skat. Den årligt sammentrædende
rigsdag skulle våge over landefreden og gennemførelsen af rigskammerrettens domme samt
rådslå om rigets tarv i det hele. Antallet af rigsstænder, der deltes i tre klasser: kurfyrsterne, de
andre fyrster og byerne, som dog ikke havde fuld stemmeret (ridderskaberne havde slet ingen
repræsentation på rigsdagen), var omtrent 250, men da flere af de mindre byer havde fælles
repræsentanter, var rigsdagens medlemstal omkring 100. Da rigsdagen imidlertid var alt for
tungt arbejdende til at kunne varetage de administrative hverv, der var den overdragne, nedsattes
der for at råde bod herpå et stående udvalg, det såkaldte rigsregimente i 1501, der bestod af tyve
medlemmer, og riget deltes til bedre sikring af landefreden i 6, senere i 10 kredse, hver under et
kredsdirektorium; Böhmen og dets lydlande holdtes dog uden for kredsdelingen, og
edsforbundet nægtede at anerkende rigskammerretten for sit vedkommende, ligesom det af den
grund heller ikke ville udrede den vedtagne rigsskat.[12]

Det tysk-romerske Riges kredsinddeling fra 1512. Kredsfrie områder med hvidt.
Maximilians forsøg på med magt at tvinge edsforbundet til at opgive sin rigsfjendtlige holdning
mislykkedes ganske, og ved Freden i Basel i 1497 måtte riget opgive sine fordringer over for
Schweiz, der fra nu af faktisk var løst fra sit undersåtlige forhold til den tyske krone. Lige så
uheldigt blev det endelige resultat af hans anstrengelser for at drive franskmændene ud af
Italien, hvor han desuden mødte en så afgjort modstand hos paven og venetianerne, at han til
sidst måtte opgive alt håb om atter at bringe den kejserlige autoritet til gyldighed syd for
Alperne. Mismodig over sit stadige uheld skød han skylden derfor over på de tyske stænder, der
efter hans mening havde ydet ham utilstrækkelig understøttelse, og følgen af hans uvillige
stemning blev da, at han stillede sig køligt over for gennemførelsen af rigsreformerne. Således
sygnede rigsregimentet hen, fejdeuvæsenet begyndte igen (Maximilian deltog endog selv i en
fejde), og rigskammerretten fik en farlig medbejler i den nyoprettede hofret i Wien. Maximilian
havde inden sin død i 1519 den glæde at se sin ældste sønnesøn Karl, der efter sin fader, Filip
den Smukke, havde arvet Nederlandene, blive herre over det vældige spanske monarki efter sin
morfader, Ferdinand den Katolskes død i 1516, mens den anden sønnesøn, Ferdinand, ved sit
ægteskab med en søster til kongen af Ungarn og Böhmen, Ludvig 2., kunne vente, at disse riger
ville tilfalde ham, hvad også skete 1526. Denne uhyre forøgelse af den habsburgske magt kom
imidlertid ikke det tyske rige til gode, da størstedelen af habsburgernes territorier og dermed
deres politiske interesser lå uden for dette, hvad der oven i købet havde til følge, at også deres
indenrigske besiddelser efterhånden droges bort fra Tyskland.[12]

Efter Maximilian 1.s død tilbød kurfyrsterne deres kollega, Frederik den Vise af Sachsen, kronen,
men da han afslog tilbuddet, havde kurkollegiet valget mellem to tronkandidater, den ovenfor
nævnte Karl af Østrig og den franske konge Frans 1., og da den første af dem blev foretrukket,
føjede han altså 1520 kejsertitlen til sine øvrige værdigheder. Karl 5.s vældige magt kastede
ganske vist glans over kejserkronen, men Tyskland høstede ikke gavn deraf, da kejseren, født og
opdraget i Nederlandene, altid, skønt han var af tysk afstamning, vedblev at føle sig som
udlænding mellem tyskerne. Hans mål var dannelsen af et universalrige, hvori alle hans
besiddelser og samtlige tyske lande skulle gå op i en højere enhed, men dette måtte Tyskland
naturligvis bøde for, da riget netop da trængte til en hersker, som ved en national tysk politik
kunne lede det uskadt gennem en omvæltningsperiode som den daværende. På det religiøse
område fremkaldte Luthers optræden et gennembrud, der ved den katolske kirkes uforsonlige
holdning endte i en kirkespaltning og til sidst bragte de to parter til at gribe til våben mod
hinanden. I politisk henseende kom ufreden fra ridderskabets og byernes fjendtlige stilling over
for fyrsterne. Rigsridderne, der følte deres eksistens som militær stand truet ved den stigende
anvendelse af landsknægtene som lejetropper og var udelukkede fra repræsentation på
rigsdagen, troede nu tiden inde til med våben i hånd at forsvare deres interesser, hvad fx Franz v.
Sickingen gjorde, men slige forsøg førte ikke til noget, lige så lidt som byerne kunne tænke på at
sætte deres fordringer igennem med magt, især da flere af dem led under indre uroligheder, idet
de fra magistraturen udelukkede lavere borgerklasser rejste sig til kamp for politisk
ligeberettigelse med den regerende klasse, patricierne.[12] Endelig vidnede de på ny opblussende
bondekrige om, at den religiøse frihedstrang var smeltet sammen med en stræben efter social
frigørelse hos den lavest stillede befolkning, der allerførst krævede borgerlig ligeberettigelse,
men på sine steder tillige hengav sig til kommunistiske sværmerier, der til sidst bragte død og
ødelæggelse over tusinder af almuefolk.[13]

Reformationsstriden

At det var de religiøse stridigheder, der kunne blive faretruende for hans politiske planer, blev Karl
5. hurtig klar over, og straks efter sin tronbestigelse skred han da ind mod den lutherske
reformation, hvis rækkevidde han ikke havde begreb om; først senere indså han, at der
nødvendigvis måtte gøres protestanterne indrømmelser, forudsat, at den kirkelige enhed kunne
bevares, men hans forsøg i denne retning strandede på modstand både fra protestanternes og
katolikkernes side. At han ganske stod på den gamle kirkes grund, viste han ved på rigsdagen i
Worms i 1521 at erklære Luther i rigens akt, men lutheranerne led dog ikke nogen overlast de
følgende år, idet kejseren var fuldt optaget af krigene mod Frants 1. (de fire krige mellem Frants
og Karl, der endte med det resultat, at kejseren beholdt Milano, Frankrig Burgund), og de
evangeliske stænder kunne på rigsdagen i Speier i 1526 hævde deres ret til at tillade fri
udbredelse af den nye lære. Men da den katolske majoritet på den anden rigsdag i Speier i 1529
vedtog, at lutheranerne indtil videre skulle afholde sig fra al virksomhed i denne retning,
sammenkaldte Karl 5., der efter freden i Cambrai i 1529 med Frankrig havde frie hænder, en
rigsdag i Augsburg i 1530, hvor han befalede lutheranerne eller, som de nu efter deres mod
rigsdagsbeslutningen i Speier det foregående år indgivne protest kaldtes, protestanterne at
vende tilbage til den gamle kirke, og da de erklærede, at deres samvittighed forbød dem dette,
forlangte han en trosbekendelse fremlagt; men den af Melanchton 25. juli afgivne augsburgske
konfession blev forkastet af kejseren, som heller ikke ville modtage den af Melanchton
forfattede apologi, og rigsdagen endte med en fornyet befaling til protestanterne om at opgive
deres lære og kultus, idet der tilføjedes, at hvis dette ikke var sket inden 15. april 1531, ville der
blive anvendt magt mod dem. Følgen heraf var, at de protestantiske stænder sluttede sig
sammen i Forbundet i Schmalkalden i 1531 for med våben i hånd at forsvare deres tro. Men så
vidt lod Karl 5. det ikke komme, idet politiske hensyn (forholdet til Frankrig og ønsket om at få
sin broder Ferdinand valgt til romersk konge, det vil sige tronfølger og stedfortræder for
kejseren) samt egen følelse til en vis grad for det berettigede i kirkelige reformkrav bragte ham til
at skifte standpunkt i de religiøse spørgsmål, så at han viste sig imødekommende mod
protestanterne, der ved religionsfreden i Nürnberg i 1532 fik fuldkommen fri religionsøvelse,
indtil et almindeligt tysk koncilium havde truffet endelig bestemmelse om ordningen af
kirkeforholdene i Tyskland.[13]

I de følgende 12 år kunne den evangeliske lære nu udbrede sig i Nord- og delvis også i
Sydtyskland, men efter at Karl 5. ved freden i Crespy i 1544 havde endt den fjerde krig med
Frankrig, fik han paven til at gå ind på at åbne et almindeligt kirkemøde i Trento (Trident) i det
sydlige Tirol, altså på rigets grund, hvorpå han befalede de evangeliske stænder at sende
repræsentanter derhen, men disse nægtede at adlyde, da der var lovet dem et nationalt
koncilium, mens de i Trident ville have en født majoritet med sig. Som svar herpå trak kejseren
nu tropper sammen, hvorfor også Det schmalkaldiske Forbunds hær rykkede i marken; men
mens denne under anførsel af kurfyrste Johan Frederik af Sachsen tog opstilling ved Donau,
faldt hertug Moritz af Sachsen, der havde forladt sine trosfæller og var gået over til kejseren,
pludselig ind i Kursachsen, hvad der tvang Johan Frederik til skyndsomst at bryde op mod nord,
så at Karl 5. nu fik frie hænder til at drage forstærkninger til sig, hvorpå han ved Mühlberg den
24. april 1547 tilføjede Johan Frederik et afgjort nederlag og tog ham selv til fange. Hermed var
Det schmalkaldiske Forbund opløst, og Karl var herre i Tyskland, så at han 1548 kunne udstede
det såkaldte Augsburger-interim, en af kejseren på egen hånd truffet midlertidig ordning af
kirkeforholdene i Tyskland; her indrømmedes der protestanterne præsteægteskab og nadveren
under begge skikkelser, lige som nogle punkter af deres troslære billigedes, mens i øvrigt den
gamle kirkes kultus, lære og styrelsesformer skulle gælde overalt. De katolske stænder
forkastede Karls interim, hvad de protestantiske på få undtagelser nær ikke vovede, men
befolkningen mødte det med en uovervindelig passiv modstand, og ingensteds blev det
gennemført med magt. Det varede heller ikke længe, inden protestanternes uvilje mod Karl fandt
genklang hos flere katolske stænder, thi i følelsen af sin magt traf han nu foranstaltninger, der
tydelig lod skimte, at hans mål var enevælden, og da han endelig på rigsdagen 1551 ved at få sin
broder Ferdinand til at opgive sin ret til kejserkronen og ved at forlange sin søn Filip valgt til sin
efterfølger afdækkede sin plan om ved en nøje forbindelse mellem det tysk-romerske rige og det
spanske monarki at lægge grund til et habsburgsk universalrige, blev skrækken herfor så stor
hos fyrsterne, der indså, at Tysklands frihed ved gennemførelsen af en sådan plan ville gå tabt,
at det lykkedes Moritz af Sachsen trods sit tidligere forræderi at samle sine modløse trosfæller
om sig, da han, efter hemmeligt at have sluttet forbund med Frankrig, i foråret 1551 rejste
oprørsfanen mod den intet anende kejser, der hovedkulds måtte flygte fra Innsbruck, syg og
hjælpeløs som han var.[13] Der var intet andet for ham at gøre end at lade sin broder Ferdinand
underhandle med Moritz, hvilket den 29. juli 1552 førte til forliget i Passau, der 25. september
1555 stadfæstedes ved en endelig fred i Augsburg, hvorved de protestantiske stænder, men ikke
de reformerte (for at undgå sektdannelser hed det sig), fik fri religionsøvelse[13] og lige ret med
de katolske; enhver rigsstand skulle for fremtiden have jus reformandi (ret til efter at være gået
over til den evangeliske kirke at indføre reformationen i sit territorium); dog bestemtes ved det
såkaldte »gejstlige forbehold« (reservatum ecclesiasticum), at gejstlige stænder ikke skulle have
jus reformandi, men at de, hvis de forlod romerkirken, skulle tilbagegive deres stifter til denne.
Med Frankrig endte krigen 1556, idet den franske krone, trods, alle anstrengelser fra Karl 5.s
side, erhvervede stifterne Metz, Toul og Verdun.[14]

Freden i Augsburg blev vel ikke en fuldstændig og endelig afgørelse af religionsstriden, dertil
indeholdt »det gejstlige forbehold« og bestemmelsen om de reformertes udelukkelse alt for
meget brændstof, men der var dog opnået så meget, at den evangeliske kirke var blevet
anerkendt som et selvstændigt, retlig bestående trossamfund, der kunne ordne sine anliggender,
som det selv ville, mens Karl 5. nu måtte opgive enhver tanke om genoprettelse af kirkeenheden.
Men heraf fulgte tillige, at hans plan om dannelsen af et mægtigt habsburgsk universalrige
måtte betragtes som umuliggjort, og erkendelsen heraf bragte ham, nedbrudt af sygdom og
mismod over sine uheld (heller ikke tyrkerne havde han kunnet besejre, de var vel blevne drevne
tilbage fra Wien 1529, men holdt stadig det meste af Ungarn besat, lige som deres sørøverier
vedblivende gjorde Middelhavet usikkert trcds Karls tog mod Tunis og Algeriet), til 1556 at
nedlægge regeringen og trække sig tilbage til Spanien, hvor han døde i 1558.[14]

Hans broder Ferdinand, konge af Böhmen og Ungarn, der alt tidligere havde overtaget styrelsen
af de østrigske arvelande, blev som Ferdinand 1. hans efterfølger på kejsertronen. Han sørgede
for, at bestemmelserne i Augsburger-forliget blev overholdte, mens pavestolen hårdnakket
afslog i nogen som helst retning at imødekomme protestanterne, der ved slutningen af
Tridentinerkoncilet blev lyst i band i 1563. Ved Ferdinand 1.s død i 1564 blev hans søn
Maximilian 2. hans efterfølger som kejser og viste sig lige som faderen liberal over for
protestanterne (på sit dødsleje forlod han katholicismen).[14]

Modreformationen

Under hans søn, Rudolf 2., der blev sin faders efterfølger 1576, kom derimod den katolske
reaktion til magten. Den rejsning og rensning inden for den katolske kirke, der fremkaldtes ved
dens kamp for livet mod protestantismen, og som sædvanlig går under navnet af den katolske
modreformation, viste nu også sin virkning i Tyskland, hvor både regeringen og de katolske
stænder, under påvirkning af jesuitterne, begyndte at gå angrebsvis til værks over for de
evangeliske trossamfund. Ikke alene blev »det gejstlige forbehold« med stor kraft og konsekvens
gjort gældende overalt, hvor det var muligt (således blev ærkebiskoppen af Köln Gerhard
Truchsesz von Waldburg 1583 udjaget af sit stift, da han ville indføre reformationen der), og de
reformerte forfulgte og undertrykte, men også lutheranerne blev mange steder så ilde behandlet,
at de evangeliske stænder indså, at den tid ikke var fjern, da de igen måtte gribe til våben for
trosfrihedens skyld. Nogle evangeliske stænder, mest reformerte, sluttede sig 1608 sammen i en
evangelisk union, mod hvilken de katolske stænder 1609 dannede Den katolske Liga, og krigens
udbrud hindredes kun ved Henrik 4. af Frankrigs død i 1610, men senere brød krigen ud i
Böhmen. Rudolf 2. havde under strid med sin familie søgt støtte hos de bøhmiske protestanter,
hvem han ved det såkaldte "majestætsbrev" af 1609 havde givet fri religionsøvelse. Men
broderen Matthias, der 1611 blev herre i Böhmen, efter Rudolf 2.s død også blev hans efterfølger
som kejser i 1612, formåede hverken i Tyskland eller i de habsburgske lande at tilvejebringe en
forståelse mellem religionspartierne, mellem hvilke spændingen stadig tiltog, og da der ikke blev
taget tilstrækkeligt hensyn til de bøhmiske protestanters klager over krænkelser af
"majestætsbrevet", blev ophidselsen herover så stærk, at nogle af deres førere den 23. maj 1618
på slottet i Prag lagde hånd på kejserens rådsherrer, en voldsdåd, der i sine følger blev
udgangspunktet for Trediveårskrigen.[14]

Trediveårskrigen

Böhmen rejste sig nu til åbent oprør mod kejseren, og da Østrig fulgte eksemplet, blev
situationen, efter at Matthias var død i 1619, kritisk for hans fætter og arving til de habsburgske
besiddelser, Ferdinand af Steiermark. Efter at have skaffet sig flertal i kurfyrstekollegiet for sit
valg til kejser som Ferdinand 2., sikrede han sig imidlertid understøttelse hos Den katolske Liga,
hvis tropper under anførsel af Maximilian af Bayern og Tilly rykkede ind i Østrig og Böhmen, hvor
Slaget ved Det Hvide Bjerg den 9. november 1620 gjorde ende på Frederik af Pfalz’ kortvarige
kongeværdighed.[14]

Böhmen blev nu hjemsøgt af frygtelige straffedomme. Frederik af Pfalz erklæredes i rigens akt,
og hans land tillige med kurstemmen overgaves til Maximilian af Bayern. I den frankiske lige
som i den schwabiske og overrhinske kreds blev alt forhenværende kirkegods tilbagetaget til
fordel for den katolske kirke, og det samme skete i den nedersachsiske kreds, efter at Christian
af Braunschweigs og Ernst af Mansfelds rejsning havde givet Ligaens hær lejlighed til at sætte
sig fast der. Da også Christian 4. af Danmark havde sluttet fred med kejseren i Lübeck i 1629,
efter at Tilly havde besejret ham ved Lutter am Barenberg den 16. august 1626, og Wallenstein i
spidsen for kejserens egen hær havde hærget Jylland, var Ferdinand 2. uindskrænket herre i hele
Nordtyskland, hvor alt tidligere kirkegods beslaglagdes, ikke blot det rigsumiddelbare, men også,
ifølge restitutionsediktet af 6. marts 1629, det, der tilhørte landstænder, det vil sige ikke var
rigsumiddelbart.[14] Stændernes protester herimod nyttede intet, lige som der under det af
Wallenstein indførte fuldstændige militærdespoti ikke blev taget noget som helst hensyn til
lovhjemlede rettigheder og privilegier. Ikke med urette troede Ferdinand 2. sig nu nær målet,[14]
hans vilje var enerådende i hele riget, protestanternes modstandsevne var brudt, og selv hans
højtflyvende planer om efter at have gjort sig til herre over Østersøen og det skandinaviske
Norden og kastet den bourbonske magt til jorden at skride til oprettelse af et habsburgsk
universalrige syntes ikke at savne mulighed for gennemførelse.[15]

Men da de i Ligaen forenede katolske stænder, af frygt for, at det kejserlige militærherredømme
skulle blive permanent og derved deres selvstændighed gå til grunde, forlangte, at Wallenstein
skulle afskediges og hans hær opløses, gav kejseren efter for deres fordringer i 1630. Derved
blev Ligaen den virkelige herre i Tyskland, lige som det blev den, der måtte optage kampen mod
Gustav Adolf. Da denne havde tilintetgjort Ligaens hær ved Breitenfeld den 7. september 1631
og Lech den 5. april 1632, var den værgeløse kejser derfor nødt til at tilbagekalde Wallenstein,
men heller ikke denne var i stand til, skønt Gustaf Adolf var faldet ved Lützen den 6. november
1632, at drive svenskerne ud af riget, og Ferdinand 2. søgte da at bringe splid mellem
protestanterne ved at drage nogle af dem over på sin side, og det lykkedes ham da også ved at
aftræde Lausitz til kurfyrsten af Sachsen at få denne til at opgive forbundet med Sverige og
slutte fred i 1635, og da Brandenburg fulgte det af Sachsen givne eksempel, blev situationen i
Tyskland alt andet end gunstig for svenskerne, der 1634 var blevne besejrede af kejserlige
tropper ved Nördlingen. Men udsigten til, at kejseren atter skulle få overtaget, kaldte Frankrig
frem på krigsskuepladsen som Sveriges forbundsfælle, og efter svenskernes sejr ved Wittstock i
1636 var krigen atter i fuld gang, da Ferdinand 2. døde i 1637. Hans efterfølger som kejser,
Ferdinand 3., var, da krigslykken næsten uafbrudt fulgte Frankrigs og Sveriges våben, villig til at
slutte fred, men de forviklede politiske forhold forhalede i en årrække underhandlingerne herom,
så at den endelige undertegnelse af fredstraktaten først fandt sted den 24. oktober 1648 i
Münster.[15]
Triumphus Pacis, allegorisk fremstilling af Den westfalske Fred. Tryk fra 1649.

Den westfalske Fred fastsatte, hvad ordningen af de kirkelige forhold i Tyskland angik, at ikke
blot lutheranerne, men også de reformerte skulle have fri religionsøvelse for stændernes
vedkommende, mens dette ikke gjaldt deres undersåtter, der ligesom før måtte finde sig i at rette
sig efter deres landsherrers vilje, dog nu i noget ringere grad. Striden om kirkegodset afgjordes
således, at kirkelig ejendom "for bestandig" skulle tilhøre dem, der faktisk havde den i besiddelse
1. januar 1624 (normalåret). Blandt de politiske Bestemmelser var følgende de vigtigste: Huset
Habsburg afstod sine besiddelser og rettigheder i Elsass til den franske krone, der fik fuld
suverænitet over dem, mens andre stænders på elsassisk grund liggende territorier og de frie
rigsstæder sammesteds ikke kom ind under fransk højhed, men forblev ved riget (det lykkedes
dog efterhånden Frankrig at drage dem mere eller mindre ind under sin administration). Sverige
fik Forpommern med Oder-mundingerne og Rügen samt Bispedømmerne Bremen og Verden,
men disse lande udskiltes ikke fra riget, og Sverige blev altså for deres vedkommende tysk
rigsstand med sæde og stemmeret på den tyske rigsdag. Bagpommern, Magdeburg, Halberstadt
og Kammin tilfaldt Brandenburg, Nedre-Pfalz med kurstemme blev givet tilbage til Bøhmer-
kongen Frederik af Pfalzs søn, mens der for Bayern, som beholdt Øvre-Pfalz, blev oprettet en
ottende kurværdighed. Nederlandene og Schweiz blev erklærede for løste fra enhver forbindelse
med riget. Det blev altså det tyske rige, der kom til at bære tabene ved fredsslutningen, ikke
Huset Habsburg, hvis magt ikke blev væsentlig forringet, om end Frankrig fra nu af uomtvistelig
var den ledende stat i den europæiske politik.[15]

De sidste habsburgske kejsere (1648-1740)

Det tysk-romerske Rige 1648

Overalt i Tyskland, den nordvestlige del undtagen, henlå efter den langvarige krig frugtbare,
forhen veldyrkede landstrøg som udørkener, ofte i milevid udstrækning, befolkningen var aftagen
i en forfærdelig grad, idet ikke engang halvdelen af det før krigen tilstedeværende indbyggerantal
blev tilovers, og de ulykkelige mennesker manglede næsten alle vegne de nødvendigste
betingelser for at kunne sætte næringsvejene i gang, så det varede længe, inden der atter kunne
blive tale om et ordnet agerbrug, om genoptagelse af de gamle handelsforbindelser og om en
livskraftig fornyelse af industrien. Den flittige og nøjsomme befolkning kom dog lidt efter lidt
over de økonomiske nødstilstande, men hvad der således efterhånden indvandtes, gik atter og
atter til grunde under mangeårige krige, hvori riget indvikledes, hvorfor det mange steder blev
nødvendigt at begynde kulturarbejdet helt forfra igen.[15]

Også på det åndelige livs område viste krigens ødelæggende virkninger sig, idet der her var
indtrådt ikke blot en standsning i udviklingen, men en ligefrem tilbagegang, og det varede da
også langt ind i 18. århundrede, inden der atter kom opgangstider for kirke, litteratur og kunst.
Det varme og inderlige trosliv, der havde givet sig så kraftige udslag i reformationstiden, var vel
ikke helt forsvundet, men havde dog for det meste veget pladsen for golde stridigheder om de
teologiske lærebegrebers rette form og indhold, videnskaberne var sunkne ned til lærd pedanteri
eller åndløst polyhistori, en national litteratur og kunst fandtes ikke mere, idet slavisk efterligning
af fremmede mønstre, særlig franske og italienske, i lange tider blev det almindelige.[15] Hvad
statslivet angik, havde der vel under fredsforhandlingerne 1648 været tale om forandringer i
rigsforfatningen, men det blev ikke til noget, dog fik de tyske fyrster nu ret til at indgå forsvars-
og angrebsforbund med fremmede magter, hvorved det tyske rige, da der ikke levnedes kejseren
andet end æresrettigheder og forsæde på rigsdagen, i virkeligheden forvandledes til et løst
sammenhængende statsforbund uden anden overledelse end en ren nominel. Thi den tyske
rigsdag, der siden 1663 stadig var forsamlet i Regensburg[15] og som lovgivende og bevilgende
myndighed skulle varetage rigets fællesanliggender og værne om det som helhed, egnede sig
mindst af alt til at fungere som statsstyrer, da den var ganske ude af stand til hurtig at tage
initiativet på grund af den utrolige langsomhed, hvormed den arbejdede, idet dens tre afdelinger
(kurfyrsternes med 8 stemmer, de andre fyrsters med 98 og byernes med 52) skulle være enige
om enhver beslutning med lovskraft, og stændernes repræsentanter på rigsdagen desuden
idelig måtte indhente instruktioner fra deres mandanter.[16]

Frederik 3. på et kobberstik ved Abraham Aubry, Nürnberg 1663/64.

Kejseren havde kun sine arvelandes interesser for øje, da han dog ikke havde synderlig at sige i
riget, hvor Huset Habsburgs anseelse var aftaget så stærkt, at der, da Ferdinand 3. var død i
1657, var stemning i kurfyrstekollegiet for at lade kejserkronen gå over til en fyrste af en anden
slægt end den habsburgske (der var endog tale om at vælge Ludvig 14. af Frankrig), men ved
Brandenburgs energiske støtte opnåede dog Ferdinands søn kejserværdigheden som Leopold 1.
Dennes regeringstid optoges af uafladelige krige, dels med Frankrig, dels med tyrkerne, hvilke
sidste det kun ved rigets og Polens hjælp lykkedes ham at trænge tilbage til Balkanhalvøen, idet
de, efter at de var blevne drevne bort fra Wien i 1683 af en polsk hær under Johan Sobiesky og
rigstropper under Karl af Lothringen og havde lidt en række nederlag i Ungarn, ved freden i
Karlowitz i 1699 blev tvungne til at overlade Leopold hele Ungarn, Transsylvanien, Kroatien og
Slavonien. Herved styrkedes Huset Habsburgs magt i høj grad, mens riget, trods de svære
byrder, krigen havde pålagt det, ikke vandt meget derved, uden for så vidt dets østgrænse nu var
bedre sikret end før. Derimod led riget ubodelig skade gennem de fremstød, der vestfra rettedes
imod det af Ludvig 14., til hvem flere rigsfyrster knyttede sig som forbundsfæller. Således blev
riget nødt til under den fransk-hollandske krig 1672—1678, da de franske tropper brugte tysk
grund som operationsfelt, at deltage i den store koalition, der dannede sig mod Ludvig 14., og da
denne ved freden i Nijmegen den 12. august 1678 gik ud af krigen som sejrherre, blev det
væsentligt Tyskland, der kom til at bære tabene, idet Ludvig beholdt de af ham inddragne tyske
rigsstæder i Alsace samt Lorraine, hvis hertug han havde fordrevet, mens Spanien måtte afstå
Franche-Comté, en betydelig del af den af Karl 5. oprettede burgundiske rigskreds (den 10.).
Også efter krigen fortsatte Ludvig sine erobringer, idet han efter de af ham indrettede
réunionskamres kendelser fratog riget det ene stykke land efter det andet, ja end ikke veg tilbage
for 1681 at besætte Strasbourg. Skønt voldsdåden vakte voldsom forbitrelse i Tyskland, blev det
ved protester, og da kejser og rige var optagne af tyrkerkrigene, måtte rigsdagen i Regensburg
1684 indrømme ham besiddelsen af réunionerne i 20 år. Overmodig ved den letvundne sejr
forlangte han dernæst, da den wittelbachske linje i Kurpfalz var uddød i 1685, at få de pfalziske
allodialgodser udleverede til fordel for sin svigerinde, den pfalziske prinsesse Elisabeth
Charlotte, og sendte uden at bryde sig om den mod ham dannede liga i Augsburg i 1686, da
kejseren lige som paven nægtede at anerkende den af ham støttede greve Vilhelm af
Fürstenberg som ærkebiskop af Köln, riget en krigserklæring.[16]

Den pfalziske Arvefølgekrig

Den pfalziske Arvefølgekrig, der indledtes med den barbariske ødelæggelse af Pfalz ved franske
tropper, endte på grund af gensidig udmattelse ved freden i Rijswijk den 30. oktober 1697, hvor
Ludvig 14. tilbagegav Lorraine og de fleste af sine réunioner, men beholdt Strasbourg.[16]

Den spanske Arvefølgekrig

Uddybende artikel: Den spanske arvefølgekrig

Allerede fire år efter indvikledes riget i den spanske arvefølgekrig. Den franske hær, der i
begyndelsen havde glimrende held med sig, blev imidlertid, efter at være bleven slagen af
Marlborough og Ludvig af Baden med rigstropperne ved Schellenberg den 2. juli 1704 og af
Marlborough og Eugen af Savojen ved Höchstädt den 13. august samme år, nødt til at rømme
Tyskland, der senere kun i ringere grad berørtes af krigen. Denne fortsattes efter Leopold 1.s død
i 1705 af hans søn og efterfølger, Josef 1., der ved Eugen af Savojens og Marlboroughs sejre i
Nederlandene blev i stand til at afvise den ydmygede franske konges fredstilbud, men netop
som han troede at have sejren i hænde, blev Ludvig 14. reddet ved ministerskiftet i England
1710, og da denne magt efter Josef 1.'s død i 1711 ikke ville hjælpe hans broder og efterfølger
som kejser, Karl 6., Filip af Anjous medbejler til den spanske trone, til at forene de habsburgske
lande med Spanien, sluttede vestmagterne og Frankrig fred i Utrecht den 11. april 1713, mens
kejseren og riget fortsatte krigen endnu et år, men uden held, hvorfor Karl 6. sluttede fred med
Frankrig i Rastatt den 6. marts 1714 på egne og den 7. september samme å på rigets vegne i
Baden (Kanton Aargau), i alt væsentligt på de samme betingelser, der var tilbudte ham i
Utrecht.[16]

Den Store Nordiske Krig

Den Store Nordiske Krig var riget som sådant uvedkommende, skønt flere tyske fyrster deltog
deri, nemlig August 2. af Polen, der som kurfyrst Frederik August af Sachsen 1697 var bleven
valgt til konge af Polen og nu som sådan sammen med Peter den Store angreb Karl 12. af
Sverige, Frederik Vilhelm 1. af Preussen, hvis fader, kurfyrste Frederik 3. af Brandenburg, med
kejserlig tilladelse 18. januar 1701 havde kronet sig selv som konge af Preussen, og Georg 1. af
England, kurfyrste af Hannover (en 9. kurværdighed var 1692 blevet oprettet for dette
hertugdømme). August 2. blev af Karl 12. ved Freden i Altranstädt den 29. oktober 1706 tvunget
til at opgive den polske krone, men genoptog senere krigen med Sverige, der 1720 afstod et
stykke af Svensk Forpommern til Preussen samt Bremen og Verden til Hannover.[16] Krigen kom
altså også riget til gode, for så vidt som Sveriges tyske besiddelser indsnævredes til fordel for
tyske fyrster, medens freden i Passarowitz i 1718, der endte en af kejseren heldig ført krig med
tyrkerne, kun blev til fordel for Karl 6.,[16] der heller ikke tog i betænkning at ofre rigets interesser
for gennemførelsen af den plan, der beskæftigede ham i det meste af hans øvrige regeringstid,
nemlig overdragelsen af arveretten, da han ingen sønner havde, til samtlige habsburgske lande
til hans ældste datter, Maria Theresia. Efter, at hans egne landstænder havde billiget den
pragmatiske sanktion, gav også de tyske rigsstænder undtagen kurfyrste Karl Albrecht af
Bayern, der betragtede sig som kejserens nærmeste arving, deres samtykke, hvad også de
udenlandske stater gjorde, for nogles vedkommende dog kun mod betydelige indrømmelser til
dem fra kejserens side. Således berøvede han riget en af dets bedste provinser, idet Lorraine ved
præliminærfreden i Wien den 3. oktober 1735 og den endelige fred sammesteds den 18.
november 1738, der endte den polske tronfølgekrig, afstodes til Stanislaus Lesczinsky, efter hvis
død det skulle tilfalde Frankrig, mens Spanien fik Neapel og Sicilien som secundogenitur. Karl 6.
døde den 30. oktober 1740 som den sidste Habsburger på Tysklands trone.[17]

Tyskland under de sidste romerske kejsere og i opløsningstiden indtil

oprettelsen af det tyske forbund (1740—1815)

Det blev Preussen, der altid havde ydet Maria Theresias fader tro vasaltjeneste, fra hvem det
første angreb på den pragmatiske sanktion udgik, idet Frederik 2. af Preussen, da Maria Theresia
afviste hans fordring på en del af Schlesien, straks lod en hær rykke ind i denne provins, hvad der
blev indledning til den østrigske arvefølgekrig, men kritisk nu situationen for Maria Theresia, da
Frankrig, Spanien, Sardinien, Bayern, Sachsen og Preussen 1742 sluttede sig sammen med det
formål at dele den habsburgske arv, hvorefter Karl Albrecht af Bayern, der samme år var blevet
valgt til kejser som Karl 7., i spidsen for franske og bayerske tropper rykkede ind i Böhmen. En
ungarsk hær fordrev ham imidlertid, og Frederik 2. trak sig tilbage fra aktiv deltagelse i krigen,
efter at Schlesien var blevet afstået til ham ved freden i Breslau den 11. juni 1742, men greb igen
til våben, da Maria Theresia ved forbund med England og Sachsen havde bragt ham i en isoleret
stilling, og tiltvang sig ved sine sejre i sommeren 1745 stadfæstelse af Breslau-freden ved
fredsslutningen i Dresden den 25. december 1745. Da Karl 7. var død samme år, og hans søn og
efterfølger i Bayern, Maximilian 3. Josef, ved freden i Füssen den 22. april samme år havde
anerkendt den pragmatiske sanktion, blev Maria Theresias gemal, storhertug Frants Stefan af
Toscana (forhen hertug af Lothringen) valgt til kejser som Frants 1. (1745—1765), og Østrig
havde nu kun een fjende af betydning tilbage, nemlig Frankrig, der udpint af søkrigen med
England sluttede en simpel fred i Aachen den 18. oktober 1748, mens Østrig sammesteds
afstod Parma, Piacenza og Guastalla til Spanien. Maria Theresia havde altså hævdet sin stilling
som arvtager efter Karl 6., men harmen over tabet af Schlesien og frygten for, at Preussen skulle
blive i stand til at trænge Østrig bort fra dets forrangsplads i riget, gjorde hende fast besluttet på
at fratage Preussen dets sidste erobring og om muligt tvinge Huset Hohenzollern tilbage inden
for de oprindelige grænser for dets magt i Nordtyskland. Ved at stille Rusland, Frankrig og
Sverige reelle fordele i udsigt lykkedes det hende at få dem med til et angreb på Preussen, men
det blev Frederik 2., der vel underrettet om wienerhoffets planer begyndte Syvårskrigen ved sit
indfald i Sachsen i 1756, hvad der også bragte ham på krigsfod med riget.[17]

Syvårskrigen

Under Syvårskrigen var den offentlige mening i Tyskland på Frederik 2.s side. Man harmedes
over, at Østrig ville afstå tysk land til Rusland og Sverige (henholdsvis Østpreussen og en del af
Pommern), nationalstoltheden blev vakt til live ved preusserkongens sejre over russerne og
franskmændene, mens man kun havde hån og spot tilovers for rigshæren, og de dannede
klasser så i Preussen med dets rationelt ordnede forvaltningssystem, dets intelligente
embedsstand og ypperlige hær forkæmperen for de reformideer på så godt som alle felter af det
offentlige Liv, som tiden krævede, mens Østrig stod som repræsentant for reaktionære
tendenser både i stat og kirke. Hubertusburg-freden den 15. februar 1763 blev derfor hilst med
almindelig tilfredshed i riget, hvor adskillige fyrster, også gejstlige, efter preussisk mønster tog
fat på omdannelse af administration, retspleje, skolevæsen, næringslovgivning og så videre.
Også Østrig kom under Maria Theresias dygtige styrelse til kræfter igen, og hendes søn Josef,
der som Josef 2. i 1765 blev sin faders efterfølger på Tysklands trone, gjorde selve riget til
genstand for reformforsøg, der vel ikke var af synderlig betydning, men dog vakte uvilje ved den
egenmægtige måde, hvorpå de sattes i scene, så meget mere som fyrsterne følte sig alt andet
end tiltalte af Josef 2.s planer om udvidelse af det habsburgske hus magt inden for rigets
grænser. Josef 2. indledte nemlig underhandlinger med kurfyrst Karl Theodor af Pfalz, der 1777
arvede Bayern, om afståelse af en betydelig del af det sidste land til Østrig, men herimod
nedlagde Frederik 2., efter opfordring af Karl Theodors arving, hertug Karl af Zweibrücken,
protest, og da dette ikke hjalp, rykkede han med en hær ind i Böhmen, hvorved den ublodige
bayerske arvefølgekrig 1778—1779 tog sin begyndelse. Ved Maria Theresias indskriden kom det
dog ikke til kamp, og i freden i Teschen den 13. maj 1779 nøjedes Josef 2. med et lille stykke af
det østlige Bayern. Nogle år senere fornyede Josef underhandlingerne med Karl Theodor, der
denne gang i bytte for Bayern skulle have de østrigske Nederlande med kongetitel, men denne
plan strandede på Frederik 2.s modstand, idet han i spidsen for det nydannede tyske
fyrsteforbund 1785 tvang Josef 2. til at opgive alle videre forsøg på at indlemme rigsland i sine
østrigske besiddelser.[17]

Polens delinger

Den ved denne lejlighed så stærkt fremtrædende rivalitet mellem de to tyske stormagter, hvis
medbejlerskab til førerstillingen i Tyskland nu i lange tider blev en hovedfaktor i dette lands
historie,[17] prægede også deres politik over for Rusland og Polen i de nærmeste år før dette
riges opløsning. Preussen, der ved Polens første deling havde fået Vestpreussen undtagen
byerne Danzig og Thorn, søgte lejlighed til at erhverve disse og mere polsk land, men ville ikke
tillade Østrig at udvide sig på Tyrkiets bekostning og truede i den anledning, støttet af England,
med krig. Men da Josef 2. var død i 1790, erklærede hans broder og efterfølger som kejser, den
kloge og besindige Leopold 2., på kongressen i Reichenbach den 27. juli 1790, at Østrig ikke
nærede udvidelsesplaner af nogen art, hvorved også Preussen måtte lade alle anneksionslyster
fare. Men et par år efter tog det revanche for denne skuffelse, idet det ved at forråde Polens sag
og hurtig slutte sig til Rusland fik Østrig udelukket fra Polens anden deling i 1793, hvad
Wienerhoffet hævnede ved 1795 at overliste Preussen, så at dette ved Polens tredje deling blev
nødt til at modtage, hvad Østrig og Rusland ville give det.[18]

Riget sønderdeles
Det tysk-romerske Rige på tiden for Den franske 1789 (med lilla kirkelige områder, med rødt rigsstæder).

Den store franske revolution vakte naturligvis de tyske fyrsters afsky, men hilstes af mange i
folket med bifald. Frederik Vilhelm 2. af Preussen var ivrig for som de monarkiske interessers
forkæmper at bringe Ludvig 16. hjælp, men den forsigtige Leopold fik ham ved en
sammenkomst i Pillnitz den 27. august 1791 til at se tiden an. Vel sluttede de to magter et
forbund den 7. februar 1792, tre uger før Leopold 1.s død den 1. marts samme år, men krigen
udbrød først, efter at det girondinske ministerium i Frankrig den 30. marts samme år havde ladet
Ludvig 16., meget mod hans vilje, sende det tyske rige en krigserklæring, hvorpå Leopold 2.s søn
og efterfølger, Frants 2., lod østrigske tropper rette et angreb mod Frankrigs nordgrænse, mens
preusserne gik over østgrænsen. Felttoget 1792 blev dog højst uheldigt for de allierede, idet
preusserne efter kanonaden ved Valmy den 20. september blev nødt til at rømme Champagne,
mens østrigerne blev slagne ved Jemappes den 6. november, hvorpå en fransk hær under
Custine besatte den højre Rhin-bred, og skønt de 1793, efter at den første koalition mod Frankrig
var dannet, havde bedre held med sig, optoges deres opmærksomhed det følgende år så stærkt
af forholdene i Polen, at franskmændene atter havde fremgang, og 1795 trak Preussen, hvis
finanser var hårdt medtagne, sig ud af krigen, idet det sammen med flere nordtyske fyrster
sluttede fred i Basel den 5. april, hvorved Preussens og fyrsternes besiddelser vest for Rhinen
tilfaldt Frankrig, mod at der skulle gives erstatning for det afståede land i andre territorier ved
den almindelige fredsslutning og tillige den del af riget, der lå nord for en vedtagen
demarkationslinje, erklæredes for neutral. Østrig og de sydtyske stater fortsatte krigen ved
Rhinen med held, idet de franske generaler Jourdan og Moreau 1795 og 1796 blev tvungne til
tilbagetog, men ved Napoleons sejre i Italien 1796—1797 med påfølgende indmarch i Tirol
nødtes Østrig til våbenstilstanden i Leoben den 18. april 1797, der blev forløber for freden i
Campo Formio den 17. oktober samme år, ved hvilken Frankrig fik hele den venstre Rhin-bred,
mod at de derved skadelidte fyrster skulle have erstatning i selve riget. Erstatningskravene skulle
afgøres på en kongres i Rastatt, men forhandlingerne herom, der åbnedes den 9. december
1797, trak i langdrag og fik en brat afslutning den 28. april 1799, efter at Østrig havde tiltrådt den
anden koalition mod Frankrig, til hvilken også den sydlige del af riget sluttede sig, mens den
nordlige forblev neutral.[18]

Østrig blev ved Napoleons sejr ved Marengo den 14. juni 1800 og Moreaus ved Hohenlinden den
3. december samme år tvunget til på egne og rigets vegne at undertegne freden i Lunéville den
19. februar 1801, der i alt væsentligt stadfæstede freden i Campo Formio. Om
erstatningsspørgsmålet til de tyske fyrster skulle der forhandles i Regensburg med et af
rigsdagen nedsat udvalg, den såkaldte deputation, men fyrsternes begærlighed efter hver for sig
at tilrive sig så meget land som muligt gjorde i lang tid en overenskomst umulig, indtil Napoleon
efter hemmelige aftaler med Rusland og Preussen fremlagde et forslag, der vedtoges den 25.
februar 1803. Herved bestemtes det, at de tre gejstlige kurstater, Mainz, Trier og Köln, tillige med
alle andre gejstlige fyrstendømmer i Tyskland, ærkebispedømmer, bispedømmer og abbedier
skulle ophæves og deres territorier fordeles mellem de skadelidte fyrster, af hvilke mange fik
langt mere, end de havde mistet, Preussen og Baden fx det 5—7-dobbelte (Frankrig havde på
venstre Rhin-bred erhvervet i alt 60.000 km2 med omkring 3½ mio. indbyggere); Salzburg blev
givet til den forhenværende storhertug, Ferdinand af Toscana (hertugen af Modena fik Breitgau),
Württemberg, Baden og Hessen-Kassel blev kurfyrstendømmer, og den forrige kurfyrste af
Mainz fik som Tysklands fyrstprimas Regensburg og Aschaffenburg. Besidderne af de inddragne
gejstlige territorier beholdt deres gejstlige embeder med betydelige indtægter. Af de 52
rigsstæder mediatiseredes de 46, så at kun Hamburg, Lübeck, Bremen, Frankfurt a. M., Nürnberg
og Augsburg skånedes. Ved ophævelsen af de gejstlige stænder, hvorved de protestantiske
stænders antal blev dobbelt så stort som de katolske, 60 mod 30, samt ved rigsstædernes
mediatisering berøvedes kejseren ethvert spor af myndighed i riget, der i virkeligheden allerede
nu, skønt det formelt endnu bestod et par år, var opløst, hvorfor også Frants 2. den 18. august
1804 antog titel af kejser af Østrig.[18]

Rhinforbundet, Det tysk-romerske Riges opløsning

Medalje for Rheinforbundet 1808.

De tyske fyrster ønskede nu intet hellere end vedvarende at kunne have støtte i Frankrig, der
havde skaffet dem så store fordele, og Bayern, Württemberg og Baden sluttede sig derfor, da
Østrig, som medlem af den 2. koalition mod Frankrig, 1805 atter begyndte krig mod denne magt,
trods Wienerhoffets trusler til Napoleon, hvis tropper som følge heraf uhindret kunne trænge
frem til Ulm, hvor general Mack måtte kapitulere med 23.000 mand den 17. oktober samme
år,[18] hvorefter Napoleon besatte Wien og tilføjede østrigerne og russerne det afgørende
nederlag ved Austerlitz den 2. december samme år. Forladt af Rusland måtte Østrig slutte fred i
Pressburg den 25. december samme år, hvorved det afstod Tirol og Vorarlberg til Bayern (som
erstatning fik det Salzburg, i stedet for hvilket ærkehertug Ferdinand fik Würzburg) og Breisgau til
Baden, anerkendte Bayern og Württemberg som kongeriger, Baden som storhertugdømme og
endelig på forhånd gav sit samtykke til, at syd- og vesttyske stater trådte i nærmere forbindelse
med Frankrig. Dette skete ved dannelsen af Rhinforbundet den 12. juli 1806, et forbund af 16
stater (Bayern, Württemberg, Baden, Hessen-Darmstadt og Berg var de vigtigste), som gav sig
ind under Frankrigs protektorat og forpligtede sig til at stille et troppekontingent til dets
rådighed. Efter anmeldelsen af de 16 staters udtrædelse af det tyske rige den 1. august samme
år for rigsdagen i Regensburg var det tyske rige også formelt opløst, og kejser Frants 2.
nedlagde derfor den 6. august den tysk-romerske kejserkrone, hvorpå rigsdagen gik fra
hinanden. Samtidig hermed mediatiseredes de mindre rigsfyrsters, rigsgrevers og rigsridderes
besiddelser, der lå inden for Rhinforbundets territorium, en foranstaltning, der snart efter også
udstraktes til andre dele af Tyskland og havde til følge, at de mediatiserede fyrster som
»standesherren« kun beholdt enkelte af deres rettigheder. Preussen forlangte efter
Rhinforbundets dannelse, forbitret over, at Napoleon havde tilbudt England Hannover, som han i
december 1805 havde tvunget Preussen til at modtage i bytte for Ansbach og Bayreuth, og i
blind tillid til sin militære kraft, at Napoleon inden en bestemt tidsfrist skulde rømme Tyskland,
hvad den franske kejser besvarede med at lade sin hær overskride den nordtyske
demarkationslinje, hvorpå den preussiske hær blev slået ved Jena og Auerstädt den 14. oktober
1806, og mens de preussiske hærafdelinger og fæstninger overgav sig den ene efter den anden,
drog Napoleon ind i Berlin og derfra til Østpreussen, hvor de russiske nederlag ved Eylau den 7.
februar 1807 og Friedland den 13. juni samme år tvang kejser Alexander til at begynde
underhandlinger i Tilsit, der endte med freden sammesteds den 7. juli samme år, hvor Preussen
mistede over halvdelen af sit territorium, idet dets 1793 og 1795 erhvervede polske provinser
blev stillede under kongen af Sachsen (dette land havde ved 11. december 1806 at forlade
Preussen og gå over til Napoleon fået titel af kongerige og var indtrådt i Rhinforbundet) som
Storhertugdømmet Warszawa, mens provinserne vest for Elben sammen med en del af
Hannover og Kurhessen blev omdannede til Kongeriget Westfalen under Napoleons yngste
broder Jérôme. Napoleon var nu uindskrænket herre i Tyskland, hvis fyrster, på få undtagelser
nær, var veltilfredse med deres stilling som hans vasaller, ligesom også befolkningen i det hele
mere havde øje for de goder, der fulgte med den franske påvirkning: ophævelse af
feudalvæsenet og anerkendelse af revolutionens lighedsprincip, forenklinger af
administrationen, en mere rationel finansforvaltning og frugtbringende lovgivningsvirksomhed
på næringslivets område, end for de uheldige sider ved fremmedherredømmet: uafladelige
kontributioner og militærudskrivninger, fastlandsspærringen, pressetvang og polititilsyn. Det
kunne derfor ikke ventes, at Østrig, der ved en række heldige reformer under den dygtige og
frisindede minister Stadions ledelse havde vundet ny styrke, skulle kunne få hjælp fra Tyskland,
da det under den ved det spanske oprør fremkaldte uheldige situation for Frankrig 1809
begyndte en befrielseskamp mod Napoleon.[19]

Forventningen om, at de østrigske våbens held ved Aspern den 21. og 22. maj 1809 skulle
fremkalde en tysk folkerejsning af samme art som den i Tirol, skuffedes, idet enkelte forsøg i
denne retning mislykkedes, og Østrig måtte efter nederlaget ved Wagram den 6. juli 1809 slutte
freden i Wien den 14. oktober samme år, hvorved det på ny mistede land, deriblandt Salzburg til
Bayern. Kejser Frants forlod nu de af Stadion betrådte baner og overgav ledelsen af Østrigs
udenrigspolitik til Metternich, der fandt det nødvendigt, at Wienhoffet opgav sin fjendtlige
holdning over for Frankrig, og det ny venskab besegledes snart ved Napoleons giftermål med
ærkehertuginde Marie Louise. Sikret ved alliancen med Østrig kunne Napoleon i 1810 tillade sig
uden videre at indlemme hele Tysklands Nordsøkyst samt Lübeck i Frankrig, hvad der vel bidrog
til overalt i Tyskland at styrke harmen mod den brutale despot, men ikke gjorde de tyske fyrster
vaklende i deres troskab mod deres overherre; kun i Preussen var regeringen, der ved en række
gennemgribende reformer af statsforvaltning og samfundsforhold havde søgt at genoprejse den
dybt sunkne stat, fast besluttet på ved første gunstige lejlighed at kalde folket til våben og at
stille sig i spidsen for en nationalrejsning mod undertrykkerne af det tyske folks frihed og
selvstændighed. Men tiden hertil kom først, da den franske kejser med tabet af hele sin
hovedhær havde måttet trække sig ud af Rusland i december 1812. Thi mens Napoleon udskrev
en ny hær i Frankrig, kaldte Frederik Vilhelm 3. det preussiske folk til våben og forenede sin hær
med den russiske (marts—april 1813), hvad der blev den første begyndelse til den tyske
frihedskrig.[19] Men trods den begejstring, hvormed alle klasser af befolkningen i Preussen
strømmede til fanerne, vandt de allierede dog ingen afgørende fordele over den unge franske
hær. Først da Østrig var trådt til den 10. august samme år, blev stillingen kritisk for Napoleon, der
måtte trække sine tropper sammen om Leipzig, hvorfra han efter sit store nederlag den 16.—18.
oktober måtte tiltræde tilbagetoget til Frankrig, under hvilket Rhinforbundets fyrster faldt fra
ham. Ved nytårstid 1814 gik de tyske og russiske hære over Rhinen og fremtvang den første
Paris-fred den 30. maj samme år, hvorved Tyskland fik den samme vestgrænse som 1792,[19] og
hertil føjedes ved den anden Paris-fred den 20. november 1815, der fulgte på kejserdømmet i de
100 dage, Landau og Saar-distriktet.[20]

Oprettelsen af det Tyske Forbund

Wienerkongressen ordnede Tysklands forhold således, at Preussen foruden sine 1795 tabte
besiddelser vest for Rhinen, der udvidedes betydeligt, fik tilbage alt, hvad det havde mistet i
1807, undtagen den sydligste del af dets polske provinser, der tilfaldt Rusland, men i erstatning
herfor fik det den nordlige halvdel af Kongeriget Sachsen; ellers beholdt Rhinforbundets fyrster
deres territorier dog således, at Bayern tilbagegav Østrig Tirol og Salzburg; Kurhessen og
Hannover (med en grænseregulering) genoprettedes, og af de 6 fristæder blev kun de 4,
Hamburg, Lübeck, Bremen og Frankfurt a. M., tilbage. Da der ikke på grund af Østrigs og
Preussens indbyrdes skinsyge kunne være tale om genoprettelsen af det tyske kejserrige,
besluttedes det at danne en modvægt mod dem ved at give samtlige tyske stater formel
ligeberettigelse som deltagere i rigsregeringen, og således oprettedes 8. juni 1815 det af 39
Stater bestående Tyske Forbund.[20]

Noter

a. Nogle historikere betragter begyndelsen af Det Tysk-Romerske Rige som 800, med den
frankiske konge Charlemagne betragtet som den første tysk-romerske kejser. Andre betragter
begyndelsen som koronationen af Otto den Store i 962.

Referencer
 1. Holy Roman Empire (http://www.britannica.com/EBchecked/topic/269851/Holy-Roman-Empir
e/10194/Additional-Reading) Arkiveret (https://web.archive.org/web/20131003135331/htt
p://www.britannica.com/EBchecked/topic/269851/Holy-Roman-Empire/10194/Additional-R
eading) 3. oktober 2013 hos Wayback Machine, Encyclopædia Britannica Online. Retrieved
12 July 2012.

2. Joachim Ehlers: Natio 1.5 Deutschland und Frankreich, in: Lexikon des Mittelalters, Bd. 6, Sp.
1037 f.

3. "Holy Roman Empire" (https://www.fotw.info/flags/de_roman.html) . Flags of the World.

Arkiveret (https://web.archive.org/web/20110519075918/https://www.fotw.info/flags/de_rom
an.html) fra originalen 19. maj 2011. Hentet 2010-11-20.

4. "Salmonsen, s. 69" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0079.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20160312122913/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0079.html) fra
originalen 12. marts 2016. Hentet 3. juni 2016.

5. "Salmonsen, s. 70" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0080.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20160417083937/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0080.html) fra
originalen 17. april 2016. Hentet 3. juni 2016.

6. "Salmonsen, s. 71" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0081.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20161104143057/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0081.html) fra
originalen 4. november 2016. Hentet 3. juni 2016.

7. "Salmonsen, s. 72" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0082.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20161011123102/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0082.html) fra
originalen 11. oktober 2016. Hentet 3. juni 2016.

8. "Salmonsen, s. 73" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0083.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20161104143759/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0083.html) fra
originalen 4. november 2016. Hentet 3. juni 2016.

9. "Salmonsen, s. 74" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0084.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20161220201047/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0084.html) fra
originalen 20. december 2016. Hentet 3. juni 2016.

10. Salmonsen, s. 75 (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0085.html)

11. Salmonsen, s. 76 (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0086.html)

12. "Salmonsen, s. 77" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0087.html) . Arkiveret (https://web.
archive.org/web/20170225135623/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0087.html) fra
originalen 25. februar 2017. Hentet 3. juni 2016.

13. "Salmonsen, s. 78" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0088.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170208040200/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0088.html) fra
originalen 8. februar 2017. Hentet 3. juni 2016.

14. "Salmonsen, s. 79" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0089.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170107095646/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0089.html) fra
originalen 7. januar 2017. Hentet 3. juni 2016.

15. "Salmonsen, s. 80" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0090.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170208040209/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0090.html) fra
originalen 8. februar 2017. Hentet 3. juni 2016.

16. "Salmonsen, s. 81" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0091.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170224222029/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0091.html) fra
originalen 24. februar 2017. Hentet 3. juni 2016.

17. "Salmonsen, s. 82" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0092.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170207114310/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0092.html) fra
originalen 7. februar 2017. Hentet 3. juni 2016.

18. "Salmonsen, s. 83" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0093.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170107004848/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0093.html) fra
originalen 7. januar 2017. Hentet 3. juni 2016.

19. "Salmonsen, s. 84" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0094.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170107005647/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0094.html) fra
originalen 7. januar 2017. Hentet 3. juni 2016.

20. "Salmonsen, s. 85" (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0095.html) . Arkiveret (https://web.

archive.org/web/20170107005620/http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0095.html) fra
originalen 7. januar 2017. Hentet 3. juni 2016.

Eksterne henvisninger

Salmonsens Konversationsleksikon (http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0078.html)

Arkiveret (https://web.archive.org/web/20120303111151/http://runeberg.org/salmonsen/2/2
 4/0078.html) 3. marts 2012 hos Wayback Machine, 2. udgave, bind XXIV, s. 68-85; opslag:
Tyskland.

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Det tysk-romerske Rige

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?

title=Det_tysk-romerske_Rige&oldid=11077942"

sidst redigeret for 3 måneder siden af TaxonBot