JOHN STUART REID

Jeg har her samlet egne kommentarer fra en dialog med en filmskaber, der arbejdede sammen
med Bo Constatinussen (som du har mødt på Ashish-workshop på Den Lille Musikskole,
Frederiksberg). Han havde et ambitiøst projekt, hvor han på 12 minutter ville vise, hvordan 'det
med lyd' hænger sammen. Efter at jeg med rette havde kritiseret fejl i stort set hver eneste scene,
viste han hen til sin inspiration: John Stuart Reid. Jeg kommenterer nedenfor den video, han
linkede til. Jeg har skåret hans kommentarer væk.

https://youtu.be/GlkIxpuF43o

John Stuart Reid er ikke på fast grund. Det er bestemt ikke formidling funderet på indsigt. Har du
tænkt tanken til ende, hvordan lyd ville fungere, hvis den kunne anskues som bobler, der skyder
frem fra vores læber? Hvor ville intensiteten være størst?
Hvis du vil argumentere for antagelserne, at lyd fungerer på den måde, og tilmed at det skulle
være en del af det elektromagnetiske spektrum, så må du være klar over, at det er hinsides det
kontroversielle, og det er jo ikke fyldestgørende at henvise til en video, hvor en mand fremfører
nogle påstande.
Hvad, der er sandt, er, at der står en sfære af bølger omkring en lydgiver. I menneskets tilfælde vil
centrum være stemmelæberne, hvor lyden frembringes. Intensiteten er stærkest i den retning,
hvor den forstærkes (ansatsrør/ læber). Det er helt elementært, og hvis det var forkert, må man da
fremlægge nogle argumenter der indholder en forklaring! JSR fremfører bare påstande.
Bølgerne danner et felt af form som en sfære, men det er ikke bølgerne, som er sfæriske. Bølgerne
udtrykker sig gennem langsgående (longitudinale) molekylebevægleser i mediet (for tale og sang
som regel at. luft).
Ved hans forklaring omkring 06:05 hopper kæden helt af i hans argument.
Det er rigtigt, at billedet af en sinusbølge kan forlede til, at man tror, lyden udbreder sig ved
bevægelse op og ned, men det er jo en anskuelse af bølgens faser! Han udlægger det som et
spørgsmål om intensitet, og det er helt hen i vejret.
De fortættede områder, 'kugleskallerne', er et udtryk for bølgens knudepunkter!
Jeg har ikke påstået, at lyd udbredes i to dimensioner, tværtimod har jeg sagt, at der opstår et
sfærisk lydfelt. Centrum for dette felt er naturligvis lydkilden. For en sangers vedkommende
stemmelæberne. Det er naturligvis et komplekst felt. Det er jo ikke kun primærtonens frekvenser
og bølgelængder, der bygger det op, men også de frekvenser og bølgelængder, som hidrører
overtonerne i klangen.

Hvilken bølgelængde svinger tonen 256 Hz med?

Ja, sinusbølgen er - som jeg for længe siden skrev - en anskueliggørelse. Ja, beregnet til tavle/
papir/ skærm, som notorisk er begrænset til to dimensioner. Men når vi taler om de
molekylebevægelser, som er et udtryk for bølgen, så foregår de faktisk groft sagt i én dimension: I
radier fra lydkildens centrum. De er longitudinale/ langsgående. De pulserer frem og tilbage ad en
akse mellem to knudepunkter. Det er elementær fysik, og hvis man vil anfægte det, så må man
være på det rene med, at det er lige så radikalt som at hævde, at tyngdeloven ikke virker.
Problemet er så, at jeg har en fornemmelse af, at du måske godt kunne have lyst til også at
fremføre et sådant synspunkt, når du skriver, at miseren bare er vores kunstige aristoteliske
kategoriseringer. Og det er især et problem, fordi du ikke foreløbigt har udvist nogen dybere
fundering i fysik (teorien) eller musik (praksis), men, som jeg opfatter det, stort set kun
argumenterer ud fra, hvad John Stuart Reid eller andre har hævdet.

Når jeg spørger dig, hvilken bølgelængde 256 Hz svinger med, så er det fordi, at hvis en fløjte (med
passende mensur) fungerer efter lydbølgers spilleregler, så skal den være 67 centimeter lang (fra
labiumkant), fordi dens toner opstår på basis af en halv bølgelængde. Hvis den derimod adlyder de
elektromagnetiske bølgers spilleregler, så vil du have en fløjte, der er 586 kilometer lang. Som jeg
tidligere har skrevet, så er der ikke mere magi i 256 Hz end, at det er otte oktaver over tidsenheden
ét sekund.

256 = 28

Sekundet er IKKE som tidsenhed givet af naturen, men er en kulturelt betinget standardenhed. En
konvention. Det er en underdeling af en tidsenhed, som faktisk er givet af naturen, nemlig døgnet.
Man har for sekundets vedkommende delt døgnet i 86.400 dele (24x60x60).

Man kan, hvis man vil, udlægge delingen med musikalske briller. Delingen er 2 7x33x52, svarende til
et interval bestående af syv oktaver, tre rene kvinter (naturtone 3, egentlig duodecimer) og to rene
stortertser (naturtone 5, egentlig to oktaver + ren storterts).

Men du er efter min mening på meget glat is, hvis du påstår, at det har afgørende betydning for
vores åndedrætsrytme.
Hvor har du den forestilling fra?
Er der nogen form for evidens?
Eller er der bare nogen form for elementært rationale i, at det eventuelt kunne hænge sådan
sammen?

Og hvis man oven i købet - som JSR - vil hævde, at der er noget enestående ved a'=432 Hz, så er
det langt ude, for så er der til det allerede nævnte interval tilføjet otte oktaver og tre rene
naturkvinter (der er otte oktaver, 28, fra sekundet til 256 Hz. For at komme videre til 432 Hz, skal du
multiplicere med 27/16 = 33/24).

I sin fremlæggelse falder han i svime over, at frekvensværdierne for a'=432 Hz og dens oktaver,
samt værdierne for e' og d' samt deres oktaver alle er delelige med tre, og demonstrerer derved, at
han slet ikke har forstået, at den måde at udlede kammertonen (= pythagoræisk) simpelthen har
sin basis i rene kvinter = naturtone nr. 3. Kvintens rene kvint og kvart er naturligvis ligeså.

Det er enormt elementært, men alligevel kan der laves hokuspokus ud af det, fordi de fleste er alt
for ubevidste om, hvordan musikken helt elementært er bygget op. Det er også den afgørende
grund til, at jeg bruger tid på at forsøge at tale dig til besindelse. Det er smukt og
beundringsværdigt, at du giver af din tid på at formidle og åbne verdensbilleder, men du har fået
fat i nogle perspektiver, som der efter min vurdering ikke er det fjerneste belæg for.
Det er helt grundlæggende at forstå, at tonefrekvenser kun er den ene side af mønten.
Til frekvensen er knyttet en bølgelængde iht. formlen f x λ = c.

Den gælder for såvel elektromagnetiske bølger (bl.a. lys, som angives netop med bølgelængde i
stedet for frekvens), som toner.

Konstanten, c, er forskellig i de to tilfælde.

Når det gælder lyd, er det udbredelseshastigheden i mediet (oftest luft, ca. 343 m/s ved 20°C).

Når det gælder EM-bølger, er det lysets hastighed, ca 300.000.000 m/s.

Og så må man hæfte sig ved, at det med at identificere toner ud fra deres frekvens kun har været
mulig siden Marin Mersenne første gang gjorde det for en tone på 84 Hz i 1636.

Uddraget af min kommentar nedenfor:

I sin fremlæggelse falder han i svime over, at frekvensværdierne for a'=432 Hz og dens oktaver,
samt værdierne for e' og d' samt deres oktaver alle er delelige med tre, og demonstrerer derved, at
han slet ikke har forstået, at den måde at udlede kammertonen (= pythagoræisk) simpelthen har
sin basis i rene kvinter = naturtone nr. 3. Kvintens rene kvint og kvart er naturligvis ligeså.

refererer til følgende:

“Hello Brian, 432 Hertz pops out as a triangle, every time we image it.
We thought there was something wrong with the CymaScope™ but after trying for more than an
hour we concluded that the number 3 was somehow universally connected to 432 Hertz.
We captured it on video also and it looks like it’s alive, it writhes and pulsates and refuses to take
up any other form. We researched the reason why it takes up this geometry and it turns out to be
an interesting case:
When A is tuned to 432Hz the frequencies of the other A’s shift (within a decimal point) to 27 Hz,
54, 108, 216, 864, 1728 in other octaves.
D becomes 576 Hz which becomes 9 Hz, 18, 36, 72, 144, 288, 1152 in other octaves. E becomes
324 Hz which becomes 81 Hz, 162, 648, 1296 in other octaves. All of these frequencies are divisible
by 3…
Regards, John Stuart Reid.”
Citeret herfra: http://www.solfeggiotones.com/432-hz/