Mikroblgeteknik - 10 Radar 4

Mikrobølgeteknik
Poul H. Munch 6. Reviderede udgave
Mikrobølgeteknik – 6. udgave 1
Poul H. Munch © 2005-2011
10 Radar
Indledning
Dette kapitel giver en grundlæggende behandling af Radar. Radar (RAdio Detection And
Ranging) er oprindeligt en tysk opfindelse fra 1904 hvor man ved anvendelse af radiobølger kan
detektere forskellige objekter samt bestemme deres afstand fra Radarantennen. Radarbegrebet
blev opfundet og patenteret af tyskeren Christian Hülsmeyer i 1904 (herom senere), men opfin-
delsen blev først videreudviklet (man taler ofte om genopfindelse) midt i 1930-erne i England.
Radar var af afgørende betydning for udfaldet af den engelsk-tyske luftkrig (august 1940), der
som bekendt blev vundet af England og det på trods af, at Tyskland besad og anvendte langt
større luftstyrker end de britiske.
En Radars fundamentale opførsel er at belyse (eksponere) et Radarmål (f.eks et fly) med en

Radar-puls og derpå afvente et ekko-signal (returneret elektromagnetisk puls). Ud fra transit-
tiden dvs. tiden fra afsendelse til returnering af Radar-pulsen kan man bestemme Radarmålets
afstand (idet elektromagnetiske bølger bevæger sig med lysets hastighed).
Fig. 10.1 En Radarantenne afsender Radar-pulser mod et mål (et fly)
De følgende afsnit giver et historisk tilbageblik på de tidlige stadier af Radar.

En tidlig opfindelse (1904)
I 1904 opfandt tyskeren Christian Hülsmeyer et apparat, som ved hjælp af radiobølger kunne
advare om eksistensen af skibe. Tanken var den, at apparatet skulle anvendes til at forhindre
skibskollisioner. Hülsmeyers kaldte sit apparat for et ”Telemobiloskop”. Nedenstående figur
viser det originale udstyr fra 1904 (udstillet på Deutches Museum i München).
Fig. 10.2 Hülsmeyers Radar fra 1904
Til vestre i billedet ses senderantennen, som modtog signaler fra enheden vist yderst til højre i
figuren (et gnistgab, som producerede periodiske elektriske pulser med høj spænding).
I midten af figuren ses modtageren (med modtagerantenne samt en ringeklokke, der var påvir-
ket af de modtagne radiosignaler).
Ringeklokken i Hülsmeyers opfindelse ringede når et skib befandt sig i nærheden af systemet.
Hülsmeyer var naturligvis begejstret over Heinrich Hertz’ eksperimenter og opfindelsen kan da
også opfattes som en videreudvikling af Hertz’ eksperiment.
Rækkevidden af Hülsmeyers Radar var ca. 3000 m og den arbejdede ved bølgelængder i områ-
det 40-50 cm.
Hülsmeyer indsendte en patentansøgning og fik godkendt patentet i 1906.
Christian Hülsmeyer
(1881-1957)

Fig. 10.3 Skitser fra Hülsmeyers patentansøgning (1904)
”Telemobiloskopet” fik imidlertid ikke den store udbredelse og opfindelsen var stort set glemt
indtil 1930-erne. Opfindelsen havde imidlertid den konsekvens, at Nazitysklands tidlige Radar-
aktiviteter fokuserede på maritime anvendelser og derfor ikke omfattede Luftwaffe. Endvidere
var der i den anden verdenskrigs tidlige faser på tysk side en intern kappestrid værnene imel-
lem og det blev senere fatalt for Luftwaffe. Således havde den tyske flåde Radarudrustede skibe
fra krigens start (mens Luftwaffe stod uforberedt).

Chain Home – Den britiske Radarkæde (1940)
I 1935 præsenterede James Watson-Watt et eksperiment der kunne detektere et jagerfly på 5
km afstand ved hjælp af radiobølger. Det fik det britiske forsvarsministerium til at igangsætte
et mindre forskningsprojekt, hvor 4 ingeniører i et fjernt liggende kystområde i Suffolk opbyg-
gede en prototype af et Radarsystem. I 1938 nåede man med dette system en så god ”detek-
tionskvalitet”, at man besluttede at bygge en kæde af Radar-stationer. Efter den anden ver-
denskrigs udbrud i efteråret 1939 blev projektet kraftigt accelereret og Radar-kæden – code
name ”Chain Home” stod færdig i foråret 1940 – man var klar !

De 21 Radarstationer i Chain Home (1940)
1. Ventnor Isle of Wight

2. Poling Sussex
3. Pevensey Sussex
4. Rye Sussex
5. Swingate Kent
6. Dunkirk Kent
7. Canewdon Essex
8. Gt. Bromley Essex
9. Bawdsey Suffolk
10. High St. Darsham Suffolk
11. Stoke Holy Cross Norfolk
12. West Beckham Norfolk
13. Stenigot Lincolnshire
14. Staxton Wold Yorkshire
15. Danby Beacon Yorkshire
16. Ottercops Moss Northumberland
17. Drone Hill Scotland
18. Douglas Wood Scotland
19. School Hill Scotland
20. Hillhead Scotland
21. Netherbutton Orkney
Radarkæden Chain Home (opbygning af stationerne)

Dette afsnit omhandler bestanddelene af hver af enkelt af Chain Home radarstationerne pr.
juni 1940.
Chain home bestod af en kæde med i alt 21 Radarstationer. Hver af Radarstationerne bestod af
et sendersystem og et modtagersystem. Sender- og modtagersystemerne havde hver sit antenne-
system og var i mange henseender uafhængige af hinanden. I nedenstående figur er der vist et
foto af antennesystemerne hørende til en enkelt Radarstation i Chain Home.
Fig. 10.4 Fotografi af Radar-antenner (Chain Home)
Forrest i billedet (fig. 10.4) ses 3 stålmaster (107 m høje). Mellem disse 3 master var der
udspændt en række vandrette dipolantenner (udspændt mellem masterne - kabelspænd 55 m).

Antennesystemet ved de 3 stålmaster udgjorde senderantennen og skal herefter omtales som
senderantennerne. Bagerst i billedet ses en gruppe af 4 mindre master, hvor modtageranten-
nerne var monteret.
Antennesystenerne var altså fastlåst (kunne ikke bevæges).
I det efterfølgende skal der gives en beskrivelse af såvel sendersystemet som modtagersystemet.
Afslutningsvist gives en beskrivelse af de operative aspekter ved Chain Home Radarkæden.
Chain Home Radarsenderen

I nedenstående figur ses en skitse af senderantennen (2 master ud af de 3). Som det fremgår af
figuren er der udspændt vandrette kabler mellem tårnene og disse kabler fastholdt vandrette
dipolantenner (λ/2 antenner). Der var i alt 8 vandrette λ/2-dipolantenner (i øverste sektion).
Den lodrette afstand mellem antennerne var ligeledes en halv bølgelængde (λ/2).
Dipolantennerne blev forsynet elektrisk af et lodret 2-leder transmissionslinie (600 Ω kabel).

Antennekablet var ”twisted”, dvs hver enkelt leder i transmissionskablet var forbundet skifte-
vis med hver anden dipols venstre arm etc. (for at sikre at de udsendte bølger var i fase (giver
maksimal udsendt effekt).
Fig. 10.5 Dipolantenner udspændt mellem sendermasterne
Nederst i figuren ses yderligere 4 dipolantenner, som blev anvendt som såkaldt ”gapfiller”
antenner til at detektere lavtgående fly. Af tilpasningsårsager blev der benyttet kvartbølge-
transformatorer for at tilpasse 600 Ω kablet til dipolantennerne.
Sendersystemet bestod som omtalt tidligere af i alt 3 sendermaster, så man havde altså 2 paral-
lelle systemer – et aktivt system og et backup-system. Det ekstra system kunne kobles ind ifald
det andet blev bombet (det skete hyppigt).
Chain Home arbejdede ved 22 MHz (i 1940) og deraf kan man beregne bølgelængden til

λ = 13.6 m. (denne bølgelængde blev valgt arbitrært under hensyntagen til at vingespandet af
en Heinkel-bomber (anno 1940) var ca. 14 m og samtidig kunne man fremstille effektforstær-
kere i dette frekvensområde (det var vel at mærke 1935-teknologi der indgik i Chain Home
anno 1940). Senere (1942) øgede man frekvensen til 27 MHz i Chain Home.
Sendertrinnet
Senderen d.v.s udgangstrinnet var opbygget af tetroderør. Der skulle produceres 750 kW effekt-
pulser og det krævede meget høje spændinger. Der blev anvendt 35 kV og tetroderørene skulle
lede strømme på over 20 A. I nedenstående figur er der vist et tetroderør (Chain Home).
Fig. 10.6 Tetroderør
Fig. 10.7 Sendertrinnet (Chain Home)

Radarsystemets sender var placeret i en bunker under jorden. Nedenstående figur viser en
bemandet Radarsender (fra 1940).
Fig. 10.8 En bemandet Chain Home Radarsender
Tekniske karakteristika for hver enkelt Chain Home sender (anno 1940) :
Udgangseffekt (spidseffekt) PS = 750 kW

Frekvens f = 22 MHz
Bølgelængde λ = 13.6 m
Pulsrepetitionsfrekvens (PRF) 25 Hz (mulighed for skift til 12.5 Hz)
Pulslængde τ = 6 µsek (mulighed for skift til 20 µsek)
Rækkevidde (godt vejr) R = 150 km
Rækkevidde (regnvejr) R = 75 km
Radarpulserne er illustreret i nedenstående figur (lettere fortegnet x-akse skala) :

P (kW)
40 msek
750
t (msek)
6 µsek
Fig. 10.9 Radar-pulser

Chain Home Radarstationerne skulle hver især sende pulser på et meget bestemt tidspunkt for
ikke at genere nabostationerne. Dette var muliggjort ud fra den nationale elforsyning (50 Hz),
som arbejdede synkront over hele Storbritannien og samtidig ”synlig” fra alle stationerne. Hver
enkelt station var låst til et givet punkt i 50 Hz perioden (50 Hz svarer til et 20 msek tidsinter-
val inden for hvilket alle stationer skulle sende en puls).
Chain Home Radarmodtageren

Modtagersystemet i Chain Home Radarstationerne var baseret på anvendelse af dipolantenner
monteret i 70 m høje træmaster.
Fig. 10.10 Antennesystemet (Chain Home 1940)
Modtagermasterne er placeret bagerst i billedet (4 master). Masterne var af træ for at undgå
forstyrrelse i de modtagne signaler.
Hver af modtagermasternes antenner kunne fjernstyres v.h.a relæer og de modtagne signaler

blev overført via coaxialkabler (72 Ω) til en Radarmodtager, som var placeret i en underjordisk
bunker (med en Radar-detektorkonsol - omtales senere).
På hver af de 4 træmaster var der monteret 3 sæt dipolantenner, som vist i nedenstående figur.

Fig. 10.11 Modtagermast (dimensioner angivet i feet)
Det øverste sæt dipolantenner – et ”øst-vest sæt” og et ”nord-syd sæt” blev anvendt til at detek-
tere azimutal-retning til Radarmålene. Det blev muliggjort ved at analysere forskel i feltstyrke
på de 2 antenner (v.h.a et såkaldt goniometer).
For detektion af målenes højde over havoverfladen anvendte man det øverste antennesæt og det
midterste antennesæt (se figuren). I denne sammenhæng anvendte man et andet goniometer til
at bestemme forskelle i feltstyrker på de respektive antenner (illustreret nedenfor).
Fig. 10.12 Goniometer anvendt til at analysere forskelle i signaler

Fig. 10.13 Foto af modtagertårnene
Modtagerkonsollen
Nedenfor er vist den konsol som blev anvendt i Chain Home modtageren (1940).
Fig. 10.14 Modtagerkonsollen

Fig. 10.15 Goniometerkontrollen
På nedenstående figur ses en Radar-operatør som analyserer Radar-ekkoer.
Fig. 10.16 Analyse af Radar-signaler
Nedenstående figurer illustrerer den intense situation i et af modtagerrummene i Chain Home.

Fig. 10.17 Chain Home modtagerstation (1940)
Fig. 10.18 Chain Home kommunikation med en ”filter central”

Hver af filtercentralerne (der var 4 filtreringscentraler i 1940) var forbundet med et antal
Radar-stationer og de havde direkte forbindelse med ”Central Fighter Command”. Neden-
stående figur illustrerer situationen i Central Fighter Command – det var herfra slaget blev
styret.

Radarsystemer
En Radars fundamentale opførsel er at belyse et Radarmål (f.eks et fly) med en Radar-puls og
derpå afvente et ekko-signal (returneret elektromagnetisk puls). Ud fra transittiden mellem
afsendelse og returnering kan man bestemme Radarmålets afstand (idet elektromagnetiske
bølger bevæger sig med lysets hastighed).
Fig. 10.19 Radar-antenne afsender Radar-pulser mod et mål (et fly)
Radar-formlerne i det følgende er baseret på den antagelse, at Radarens senderantenne er

identisk med dens modtagerantenne.

Opbygning af et Radarsystem
I de følgende afsnit gennemgås pulsede og Doppler-Radarsystemer.
Nedenstående figur illustrerer opbygningen af et Radarsystem.
Radar-puls target
Antenne
Reflekteret Radar-puls (1 nW)

Cirkulator
Bølgeleder
Magnetron Bølgeleder
500 kW
Bølgeleder Radarmodtager
Fig. 10.20 Struktur af et Radarsystem
Radarsignaler (mikrobølgepulser) genereres ofte med en magnetron (f.eks 500 kW pulser) som
føres til antennen via bølgeledere samt en cirkulator (cirkulatorer anvendes i Radarsystemer,
hvor man kun anvender en enkelt antenne dvs. antennen anvendes såvel som senderantenne
som modtagerantenne).
Retursignaler (dvs. reflekterede Radarsignaler, som har ramt et ”target”), bevæger sig tilbage
gennem antennen, den øverste (lodrette) bølgeleder, gennem cirkulatoren og videre ud til
Radarmodtageren.
Effektniveauet for det reflekterede Radarsignal er typisk 1 nW, når det opfanges af antennen.
Ud fra tidsforskellen mellem afsendte og modtagne Radarpulser, kan man bestemme afstanden
til target ud fra formlen :
∆t ⋅ c
afstand = – enhed (10.1)
2
hvor c er lyshastigheden og ∆t er tidsforskellen mellem udsendte og modtagne signaler.

Radarligningen
Radarformlerne, som nævnes i det følgende, er baseret på den antagelse, at Radarens sender-
antenne er identisk med dens modtagerantenne.
Strålingstæthed ved target

Strålingstæthed STarget (W/m2) målt ved target (som belyses med Radarstråling) i afstanden R
fra Radarantennen (effekten er fokuseret på target qua senderantennens forstærkning GS) :
PS ⋅ G S
STarget = 2
– enhed W/m2 (10.2)
4π ⋅ R
hvor
PS er udsendt effekt (fra Radarantennen) – enhed W (Watt)
GS er antenneforstærkningen (Radarantennen) – enhedsløs
R er afstanden til ”target” – enhed m (meter)
Strålingseffekt som reflekteres fra et target

Et Radarmål – et såkaldt ”target” er karakteriseret ved et ækvivalent tværsnitsareal som
refereres til ved symbolet σ (enhed m2). Den strålingseffekt PTarget som rammer et ”target” (og
reflekteres) kan let beregnes ved følgende :
PTarget = STarget · σ
PS ⋅ G S ⋅ σ
=> PTarget = – enhed W (Watt) (10.3)
4π ⋅ R 2
Strålingstæthed returneret til Radar-modtagerantennen

Den stråling som reflekteres fra ”target” dæmpes med yderligere med faktoren 4 ⋅ π ⋅ R 2 inden
den når tilbage til Radarantennen. Strålingstæthed SModtager Antenne reflekteret fra target og
rammer ind på Radarens modtagerantenne er derfor givet ved :
PS ⋅ G S ⋅ σ
SModtager Antenne = 2 4
– enhed W/m2 (10.4)
(4 π) ⋅R
hvor
PS er udsendt effekt (fra Radaren) – enhed W (Watt)
σ er Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2

Strålingseffekt som modtages af modtagerantennen (monopuls)
Den returnerede effekt af den stråling der er blevet udsendt af Radarsenderen og reflekteret fra
”target” tilbage til modtagerantennen udtrykkes i den såkaldte Radarligning :
PS ⋅ G S ⋅ A E ⋅ σ
PM = – enhed W (Watt) (10.5)
(4 π)2 ⋅ R 4
hvor PM er modtaget effekt (spidseffekt) – enhed W (Watt)
PS er udsendt effekt (spidseffekt fra Radaren) – enhed W (Watt)
AE er antennearealet (Radarmodtagerantennen) – enhed m2 (kv. meter)
σ er Radartværsnitsarealet for ”target” – enhed m2 (kv. meter)
Eksempel – beregning af en Radarantennes forstærkning

En parabolsk Radarantenne, som arbejder ved frekvensen 1 GHz, har et effektivt antenneareal
på 8 m2. Formel (6.3) kan anvendes til at beregne Radarantennens forstærkning GS :
Vi starter med at beregne bølgelængden λ :
c 3 ⋅10 8
λ = = m = 0.3 m (= 30 cm)
f 1 ⋅ 10 9
Formel (6.3) giver nu :
4π ⋅ A E 4π ⋅ 8
GS = 2
= = 1117
λ 0.3 2
Radarligningen (senderantenne = modtagerantenne)

Hvis vi indsætter udtrykket for G fra formel (6.3) i Radarligningen fra (10.5) når vi frem til
(10.6) :
Den returnerede effekt for den strålingspuls, der er blevet udsendt fra Radarantennen, reflek-
teret fra target tilbage til den samme antenne, kan udtrykkes i den udartede Radarligning :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
PM = – enhed W (Watt) (10.6)
4 π ⋅ λ2 ⋅ R 4

hvor PM er modtaget effekt (spidseffekt fra Radarantennen) – enhed W (Watt)
PS er udsendt effekt (spidseffekt fra Radarantennen) – enhed W (Watt)
AE er effektivt antenneareal (Radarantennen) – enhed m2 (kv. meter)
σ er Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2 (kv. meter)
λ er bølgelængden for Radarstrålingen – enhed m (meter)
Radarsystemets rækkevidde
Meget små Radartværsnitsarealer (for ”target”) eller meget store afstande mellem target og
Radarantennen bevirker, at det modtagne Radarsignal bliver meget lille.
Der er en nedre grænse for den modtagne effekt (for at kunne detektere ”et target”).
Hvis den mindste detekterbare effekt, som modtages af Radarmodtageren kaldes PMin får vi fra
formel (10.6) følgende relation (kaldet rækkeviddeformlen) :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
PMin = – enhed W (10.7)
4 π ⋅ λ2 ⋅ R 4
Hvis vi løser (10.7) med hensyn til R, kan vi bestemme den afstand til ”target”, hvor signalet
netop er på grænsen af detekterbarhed. Vi får således :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
Max rækkevidde : RMax = 4 – enhed m (10.8)
4 π ⋅ λ2 ⋅ PMin
hvor RMax er maksimal afstand til ”target” (rækkevidden) – enhed m (meter)
PMin er minimum detekterbar elektrisk effekt – enhed W (Watt)
PS er udsendt strålingseffekt (spidseffekt) – enhed W (Watt)
σ er Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2 (kv. meter)

Eksempel – bestemmelse af et Radarsystems rækkevidde
En overvågnings-Radar er karakteriseret ved følgende systemparametre :
Arbejdsfrekvens f = 3 GHz = 3 109 Hz

Sendereffekt (spidseffekt) PS = 1 kW
Antenneareal AE = 5 m2
Minimum detekterbar effekt PMin = 0.1 pW = 10–13 W
Vi ønsker at bestemme Radarsystemets maksimale rækkevidde m.h.t små fly, der har Radar-
tværsnittet σ = 3 m2. Vi starter med at beregne bølgelængden :
c 3 ⋅10 8
λ= = m = 0.1 m
f 3 ⋅10 9
Vi indsætter nu i rækkeviddeformlen (10.8) og får :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ 10 3 ⋅ 5 2 ⋅ 3
RMax = 4 = 4 m = 49.4 103 m = 49.4 km
4 π ⋅ λ2 ⋅ PMin 4 π ⋅ 0.1 2 ⋅ 10 −13
Radarmodtageren – støjaspekter og følsomhed
Støj
En forstærkers egenstøj karakteriseres ved en såkaldt støjeffekt PStøj. Vi indfører en såkaldt
støjtemperatur T (måles i Kelvin). Relationen mellem støjtemperatur og forstærkerens egenstøj
er :
PStøj = k · T · ∆f · F – enhed W (10.9)
hvor k er Boltzmanns konstant – k = 1.38 ·10–23 J/K

T er støjtemperaturen i Kelvin
∆f er den båndbredde der anvendes i forstærkersystemet – enhed Hz
F er forstærkerens støjfaktor (eksempelvis 10 ) – enhedsløs
Eksempel – Beregning af en forstærkers egenstøj

En mikrobølgeforstærker, som anvendes i en Radarmodtager, er karakteriseret ved følgende
parametre :
T (20 grader Celsius) = (273 + 20) Kelvin = 293 Kelvin

∆f = 100 kHz
F = 10
Forstærkerens egenstøj kan derfor beregnes ud fra formel (10.9) :
PStøj = 1.38 ·10–23 · 293 ·100 ·103 ·10 W = 4 ·10–15 W

Radarmodtagerens følsomhed – Signal/støjforhold (S/N)
Radarsystemets modtager er karakteriseret ved dets signal/støjforhold ofte omtalt ved symbolet
”(S/N)”. (S/N) giver et mål for hvor meget signalet skal overdøve støjen for at blive ”detekte-
ret”.
Modtagerens signal/støjforholdet er valgt således, at vi med sikkerhed kan konstatere, at vi har

et signal (midt i al støjen). (S/N) kan således anvendes til at bestemme den mindst mulige vær-
di for indgangssignaler i forhold til egenstøjen.
Effekten for det mindst detekterbare signal i forstærkeren kan specificeres ved :
Mindst detekterbare signal PMin = PStøj (S/N) – enhed W (10.10)
(S/N) ligger typisk i intervallet 10 – 40.
Vi indsætter PMin fra (10.10) samt (10.9) i (10.8), og får nu følgende vigtige formel for Radarens
rækkevidde udtrykt ved karakteristiske parametre for Radarantennen og Radarmodtageren.
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
Max rækkevidde RMax = 4 – enhed m (10.11)
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N)
hvor
RMax er maksimal afstand til ”target” (rækkevidde) – enhed m (meter)
σ er det effektive Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2 (kv. meter)
k er Boltzmanns konstant ( k = 1.38 · 10–23 J/Kelvin ) – enhed J/K
T er støjtemperaturen (i Kelvin) – enhed K (Kelvin)
∆f er den båndbredde der anvendes i Radarmodtageren – enhed Hz
F er forstærkerens støjfaktor (eksempelvis 12) – enhedsløs
(S/N) er forholdet mellem signaleffekt og støjeffekt – enhedsløs

Dæmpning af Radarsignaler
Alle Radarsignaler bliver dæmpet under deres vej fra senderantennen via atmosfæren til target
og tilbage. Denne dæmpning kan opfattes som et tab i strålingseffekt, og denne har en negativ
indvirkning på Radarens rækkevidde.
Hvis vi indfører dæmpningen L (eksempelvis 3 gange) kan vi umiddelbart konstatere, at den

effektive udsendte effekt P kan beregnes ved :
PS
P= – enhed W (Watt)
L
Hvis vi indsætter denne relation i formel (10.11) fås :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
hvor
RMax er maksimal afstand til ”target” (rækkevidde) – enhed m (meter)
AE er effektivt antenneareal (for Radarantennen) – enhed m2 (kv.meter)
σ er det effektive Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2 (kv.meter)
∆f er den båndbredde der anvendes i Radarmodtageren – enhed Hz
L er dæmpningen i atmosfæren (eksempelvis 3 gange) – enhedsløs

Radarsystemer der arbejder i pulseret drift (multiple pulser)
De ovenfor givne Radarligninger refererer til behandlingen af en enkelt Radarpuls, hvor Radar-
senderen udsender en enkelt Radarpuls med spidseffekten PS, som rammer ”target” og reflekte-
res til modtageren, hvor den behandles (f.eks. måltegning på en Radarskærm).
Radarsystemer arbejder overvejende i pulseret drift, hvor man kontinuert udsender Radarpul-
ser med en konstant pulsfrekvens (f.eks. 1200 pulser pr. sekund). I disse tilfælde vil modtage-
ren kunne efterbehandle (integrere) resultatet af adskillige pulser, som har ramt ”target”, og
derefter er returneret tilbage til Radarmodtageren.
Vi karakteriserer et sådant pulstog ved en puls-repetitionsfrekvens fP, en pulslængde τ , og en

puls-spidseffekt PS, som illustreret i nedenstående figur :
P (W)
τ
PS
t (msek)
Fig. 10.21 Radarpulser
Signaleffekten i Radarligningen skal i dette tilfælde ”fortolkes” ud fra pulstoget, som den
spidseffekt Radaren udsender multipliceret med det antal pulser, der rammer target. Vi
definerer endvidere middeleffekten som :
Middeleffekt : PMid = PS · τ · fP – enhed W (Watt) (10.13)
hvor PMid er udsendt middeleffekt – enhed W (Watt)
PS er udsendt spidseffekt i hver enkelt Radarpuls – enhed W (Watt)
τ er pulslængden af hver enkelt Radarpuls – enhed s (sekunder)
fP er puls-repetitionsfrekvensen (PRF) for pulstoget – enhed Hz (Hertz)
Eksempel – beregning af udsendt middeleffekt

En Radar udsender Radarpulser med pulslængden τ = 10 µsek ved puls-repetitionsfrekvensen
fP = 2 kHz. Spidseffekten i hver af Radarpulserne er PS = 20 kW.
Den udsendte middeleffekt fra Radaren beregnes nu ved formel (10.13) :
PMid = PS · τ · fP = 20 ·103 ·10 ·10-6 · 2000 W = 400 W

Belysningstid – begrænset måleperiode
I mange situationer belyses et target i en begrænset periode i pulseret drift, og dette har indfly-
delse på Radarens rækkevidde.
Vi indfører belysningstiden tB (enhed sekunder), og det antal pulser der rammer target pr. an-
tenneomløb betegnes med heltallet n.
Oprindelig rækkeviddeformel (10.11) – monopulsformlen :
PS ⋅ A 2E ⋅ σ
Monopuls : RMax = 4 – enhed m
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
udarter til (idet vi i stedet for ”PS” indsætter ”n · PS” (den akkumulerede effekt) ) :
(n ⋅ PS ) ⋅ A 2E ⋅ σ
Multipuls : RMax = 4 – enhed m(meter)
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
Vi indfører middeleffekten fra formel (10.13)
PMid = PS · τ · fP
PMid
=> PS =
τ ⋅ fP
som indsat i ovenstående ”multipulsformel” giver :
P 
n ⋅  Mid  ⋅ A 2E ⋅ σ
Multipuls : RMax =
4  τ ⋅ fP  – enhed m (meter)
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
n ⋅ PMid ⋅ A 2E ⋅ σ
=> RMax = 4 – enhed m (meter)
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ ∆f ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L ⋅ τ ⋅ f Puls
Det gælder om at have den mindst mulige båndbredde ∆f (giver minimal støj), men samtidig
skal forstærkeren være hurtig nok til at behandle Radarpulsen (dvs. en puls med signaltiden τ).
=> ∆f · τ = 1
n
Samtidig gælder der : t B = n ⋅ (TP ) = (hvor TP er tiden mellem
fP
2 Radarpulser)

Som indsættes :
PMid ⋅ A 2E ⋅ σ ⋅ t B
=> RMax = 4
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
hvor RMax er maksimal afstand til ”target” (rækkevidde) – enhed m (meter)
PMid er udsendt strålingseffekt (middeleffekt) – enhed W (Watt)
tB er belysningstiden af ”target” – enhed s (sekunder)
L er dæmpningen i atmosfæren (eksempelvis 3 gange) – enhedsløs
Eksempel – Beregning af rækkevidde i et ”multipuls” Radarsystem

Et Radarsystem er karakteriseret ved følgende parametre :
Udsendt Radar-effekt PMid = 100 W (middeleffekt)

Målets belysningstid tB = 20 msek (= 0.02 sek)
Antenneareal AE = 2 m2
Bølgelængde λ = 0.3 m
Radarmodtageren (forstærkeren)
Støjtemperatur T = 300 K
Støjfaktor F = 12
Signal/støjforhold (S/N) = 15

Dæmpning i atmosfæren L = 3
Radarmålets Radartværsnitsareal σ = 2 m2
Vi kan nu bestemme Radarens rækkevidde ud fra formel (10.14) :
PMid ⋅ A 2E ⋅ σ ⋅ t B 100 ⋅ 2 2 ⋅ 2 ⋅ 0.02

RMax = 4 = 4 = 50.2 km
4 π ⋅ λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L 4 π ⋅ 0.3 2 ⋅ 1.38 ⋅ 10 −23 ⋅ 300 ⋅12 ⋅ 15 ⋅ 3
Roterende Radarantenne (multipuls)

Roterende Radarantenner kan i sagens natur kun belyse et target (mål) i en begrænset periode.
Den roterende Radarantenne er karakteriseret ved sin omløbsfrekvens der defineres som antal-
let af omløb pr. minut i det følgende benævnt fOmløb.
Fig. 10.22 (Roterende) Radarantenne
Antennens omløbstid
Den roterende Radarantenne er karakteriseret ved sin omløbsfrekvens (betegnet fOmløb). Vi kan
således beregne tiden for 1 antenneomløb :
1
TOmløb = – enhed min (minutter) (10.15)
f Omløb
hvor fOmløb er omløbsfrekvensen for antennen (omløb pr. min). (Tomløb er omløbstiden i minutter).

Beregning af target-belysningstid
Idet antennens beamvinkel i horisontal retning betegnes med α kan vi umiddelbart se, at
antennen til enhver tid belyser følgende brøkdel af omgivelserne :
α
Dækning q q= – dimensionsløs (10.16)
360
Idet de ”fulde omgivelser” svarer til en hel omdrejning – dvs. 360 grader (q =1 for en isotrop
antenne, som udsender lige meget effekt i alle retninger).
Vi kan nu beregne den resulterende belysningstid tB for en roterende antenne (pr. omdrejning) :
tB = q · TOmløb · 60 – enhed sek (sekunder)
(TOmløb er antenneomløbstiden i minutter).
α ⋅ 60
=> tB = – enhed sek (sekunder) (10.17)
f Omløb ⋅ 360
hvor fOmløb er antenneomløb pr. minut for den roterende antenne

α er antennens beamvinkel i grader i horisontal retning
Eksempel – Roterende Radarantenne

En Radarantenne, som roterer om en lodret akse (dvs. Radarbeamet roterer i vandret retning)
har den horisontale beamvinkel α = 5 grader. Radarantennen roterer med omløbsfrekvensen
fomløb = 5 omdrejninger pr. minut. Vi vil bestemme belysningstiden tB pr. antenneomløb.
α ⋅ 60 5 ⋅ 60
Formel (10.17) giver umiddelbart : tB = = sek = 167 msek
f Omløb ⋅ 360 5 ⋅ 360
Rækkeviddeformel for den roterende Radarantenne

Vi fandt tidligere jf. (10.14) en rækkeviddeformel for et delvist belyst target, med kendt belys-
ningstid tB, hvor antennen udsender middeleffekten PMid. Nedenstående formel er en gentagelse
af formel (10.14), men formlen er også nyttig for den roterende antenne :
Max rækkevidde RMax = 4 – enhed m (meter) (10.18)
4 π λ2 ⋅ k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
eller, hvis vi kender Radarantennens forstærkning G udarter formel (10.18) til
PMid ⋅ G ⋅ A E ⋅ σ ⋅ t B
Max rækkevidde RMax = 4 – enhed m (meter) (10.19)
(4 π)2 k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L

Eksempel – Roterende Radarantenne
En Radar er udstyret med en roterende antenne, hvis beam roterer i vandret retning) med 5
omdrejninger pr. minut.
Vi ønsker i dette eksempel at bestemme Radarens rækkevidde med hensyn til små fly med
Radartværsnitsarealet σ = 2 m2.
Radaren er i øvrigt karakteriseret ved følgende parametre :
Udsendt Radareffekt PMid = 100 W (middeleffekt)

Bølgelængde λ = 0.3 m (bølgelængde for Radarstrålingen)
Antennen
Effektivt antenneareal AE = 1 m2
Horisontal beamvinkel α = 5 grader.
Omløbsfrekvensen fomløb = 5 omdr. pr. minut
Radarmodtageren (forstærkeren)
Støjtemperatur T = 300 K
Støjfaktor F = 12
Signal/støjforhold (S/N) = 15
Dæmpning i atmosfæren L = 2
Radarmålets Radartværsnitsareal σ = 2 m2
4π ⋅ A E 4π ⋅ 1
Antenneforstærkning : G= 2
= = 139.6
λ 0.3 2
α ⋅ 60 5 ⋅ 60
Formel (10.17) giver umiddelbart : tB = = = 167 msek
f Omløb ⋅ 360 5 ⋅ 360
Formel (10.19) giver nu :
PMid ⋅ G ⋅ A E ⋅ σ ⋅ t B
Max rækkevidde RMax = 4
(4 π)2 ⋅ k ⋅ T ⋅ F ⋅ (S / N) ⋅ L
100 ⋅ 139.6 ⋅1 ⋅ 2 ⋅ 167 ⋅ 10 −3

= 4 m = 66.7 km
(4 π)2 ⋅ 1.38 ⋅ 10 −23 ⋅ 300 ⋅ 12 ⋅ 15 ⋅ 2

Doppler-Radar
En Doppler-Radar er en CW-Radar som udsender kontinuert umoduleret Radar-stråling.
Det snedige er at det reflekterede signal er skiftet i frekvens :
 2v 
∆f =   · f0 – enhed Hz (10.24)
 c 
hvor c er lyshastigheden
v er det belyste måls radiære hastighed mod Radar-antennen
f0 er frekvensen for det signal der udsendes fra Radaren
∆f er frekvensændringen (frekvensforskel mellem udgående og reflekteret signal)

(bemærk: ∆f er ikke en båndbredde !)
Fig. 10.27 Doppler-Radar

Eksempel – Doppler-Radar
En Doppler-Radar udsender CW-stråling med frekvensen 4.1 GHz. Radarstrålingen rammer et

fly, der bevæger sig med hastigheden Mach 1 (1250 km/time) direkte mod Radaren.
Vi kan nu beregne frekvensskiftet ∆f mellem udgående og indkommende (reflekterede) Radar-

signal :
  1000  
 2 ⋅ 1250 ⋅  
2⋅v   3600  
∆f =   · f0 =  8  · 4.1 · 109 Hz = 9.19 kHz
 c  3 ⋅ 10
 
 
Eksempel – Doppler-Radar
En Doppler-Radar udsender CW-stråling med frekvensen 4.1 GHz. Radarstrålingen rammer et

fly, der bevæger sig direkte mod Radaren.
For den reflekterede Radarstråling er ”frekvenskiftet” ∆f = 3.4 kHz. Vi ønsker at bestemme

flyets hastighed.
2⋅v
∆f =   · f0
 c 
 c ⋅ ∆f 
=> v =  
 2 ⋅ f0 
 3 ⋅ 10 8 ⋅ 3.4 ⋅ 10 3 
=  9
 m/s = 124.4 m/s

 2 ⋅ 4.1 ⋅ 10 

Radartværsnitsareal
Radartværsnitsarealet for et Radarmål er en betegnelse for fladearealet af et ideelt reflekteren-
de objekt, der med hensyn til Radarrefleksion ”svarer” til målet. Radartværsnitsarealet omtales
også med RCS (Radar Cross Section). Radartværsnitsarealet for et Radarmål betegnes i denne
note med symbolet σ :
Radartværsnit σ – enhed m2
Set ud fra et effektsynspunkt beskriver Radartværsnitsarealet den effekt, der rammer et Radar-
mål, og reflekteres jf. formel (10.3)
PS ⋅ G S ⋅ σ
PTarget = – enhed W (Watt)
4π ⋅ R 2
hvor PTarget er reflekteret effekt fra target – enhed W
PS er udsendt effekt (fra Radarantennen) – enhed W (Watt)
Fig. 10.28 illustrerer et Radarmål, som rammes af et Radarbeam.
Multiple
krybebølger refleksioner
Kant-
diffraktion
Fig. 10.28 Refleksioner fra et Radarmål

Som det fremgår af figur 10.28 optræder der forskellige typer af refleksion af de indkommende
elektromagnetiske bølger :
Geometrisk refleksion (direkte reflekterede bølger)
Multiple refleksioner
Kantdiffraktion (diffrakterede bølger)
Krybebølger (bølger som returneres efter overfladekrybning)
Radartværsnitsarealet for et Radarmål repræsenteres ved summen af de forskellige bidrag dvs.

geometrisk refleksion, diffraktion og reflekterede krybebølger. Dette er illustreret i fig. 10.29.
Reflekterede radarsignaler er en sum af

bidrag (direkte refleksion, diffraktion og
krybebølger)
bølgefront
Fig. 10.29 Radarrefleksion udgøres af en sum af bidrag
Radartværsnitsarealet er som oftest afhængig af målets positionering i forhold til Radarsyste-

met. I nedenstående figur er der vist reflekteret Radareffekt som funktion af indfaldsvinkel for
et 2-motorers fly. Afbildningen er polær. Afstanden fra plottets centrum til effektkurven repræ-
senterer reflekteret effekt (udtrykt i dB).

Fig. 10.30 Refleksion som funktion af objektets orientering
Radartværsnitsareal for simple geometriske objekter

Nedenstående tabel beskriver formler for beregning af Radartværsnitsarealet for forskellige
simple geometriske objekter – en plade, en kugle og en cylinder.
Plade Cylinder Kugle
Fig. 10.31 Radartværsnitsareal for simple geometriske objekter

Eksempel - beregning af Radartværsnitsarealet for en cylinder
Vi ønsker at beregne Radartværsnitsarealet for en cylinder med længden h = 2 m og diamete-
ren d = 30 cm. Cylinderen rammes fra siden af beamet fra en Radar, der sender med frekven-
sen 3 GHz.
Vi starter med at beregne bølgelængden.
c 3 ⋅ 10 8
λ= = = 0.1 m
f 3 ⋅ 10 9
Formlen i fig. 10.31 (”Cylinder”) giver umiddelbart :
π ⋅ d ⋅ h2 π ⋅ 0.3 ⋅ 2 2
σ= = = 37.7 m2
λ 0.1
Krybebølger
Radarsignaler, der rammer en metallisk genstand, vil kunne bevæge sig på dennes overflade.
Dette fænomen kaldes for krybebølger. Det har den konsekvens at når vi betragter et Radarmål,
som f.eks en metallisk kugle, så vil det reflekterede signal bestå af flere bidrag :
Et direkte reflekteret signal
Et signal der er krøbet en omgang og derefter returneret
Et signal der er krøbet 2 omgange og derefter returneret
Et signal der er krøbet 3 omgange osv.
Fænomenet er illustreret i nedenstående figur.
Fig. 10.32 Krybebølger på en kugle

Sort stråle – krybebølge
Rød stråle – direkte reflekteret stråle
Det akkumulerede signal, der reflekteres tilbage til Radarantennen, består altså af flere bidrag,
som har bevæget sig forskellige distancer, og dette resulterer i, at man kan opleve konstruktiv
eller destruktiv interferens af det modtagne signal.

Man kan løse Maxwells ligninger i forbindelse med refleksion og dermed beregne krybebølger-
nes bidrag til Radarrefleksion for forskellige metalliske objekter som f.eks. en kugle. Disse be-
regninger skal undlades i denne fremstilling, men i stedet skal der her præsenteres resultatet af
en del regning. Nedenstående figur relaterer til refleksion fra en metallisk kugle med radius a.
σ
π⋅a2
2π ⋅ a
λ
Fig. 10.33 Radartværsnitsareal fra en kugle (krybebølger)
X-aksen i fig. 10.33 relaterer til omkredsen af kuglen i forhold til bølgelængden :
2⋅π⋅a
λ
Y-aksen relaterer til σ divideret med kuglens tværsnitsareal.
σ
π⋅a2
Ved meget høje frekvenser – det såkaldt optiske område (højre side af figuren) fremgår det at y-
værdien går mod 1, dvs. Radartværsnitsarealet for en kugle. Ved meget lave frekvenser
(Rayleigh-zonen - venstre side af figuren) går Radartværsnitsarealet mod 0.
Men, i ”midtersektionen” af figuren – det såkaldte resonansområde, ses en oscillerende

tendens, hvilket netop illustrerer konstruktiv og destruktiv interferens (svarende til bølgetoppe
og bølgedale).
Nedenstående eksempel illustrerer anvendelse af fig. 10.33.

Eksempel – Regning på Radartværsnitsarealet fra en kugle
En metallisk kanonkugle med diameteren D = 0.2 m rammes af et Radarbeam med frekvensen
f = 2 GHz. Vi ønsker at beregne Radartværsnitsarealet for kuglen. Vi starter med at beregne
bølgelængden for Radarstrålingen :
c 3 ⋅ 10 8
λ= = = 0.15 m
f 2 ⋅ 10 9
Vi beregner herefter x-koordinaten til fig. 10.33.

 0.2 
2⋅ π⋅ 
2⋅π⋅a  2  = 4.19
X= =
λ 0.15
Vi anvender nu denne X-værdi i fig. 10.34.
σ
π⋅a2
2⋅π⋅a
λ
x-værdi = 4.19
Fig. 10.34 Radartværsnitsareal fra en kugle (krybebølger)

Der er indlagt lodret rød linie (x = 4.19)
Grøn vandret linie angiver Y-aflæsning
Vi aflæser den røde linies skæring med kurven (grøn vandret linie), og aflæser Y = 7 · 10–1
Denne y-værdi er lig med σ divideret med kuglens tværsnitsareal, dvs.
σ
= 0.7
π⋅a2
=> σ = 0.7 ⋅ π ⋅ a 2 = 0.7 ⋅ π ⋅ 0.1 2 = 0.022 m2

Stealth
Stealth er et begreb der i Radarsammenhæng betyder, at et mål ikke reflekterer Radarstråling.
Fysisk kan dette formuleres ved, at Radartværsnitsarealet er ubetydeligt lille. Eksempelvis
udgør Radartværsnitsarealet for et F-117A fly 0.0001 m2 (svarende til Radartværsnitsarealet
for et stort insekt).
Der er forskellige metoder til at reducere Radartværsnitsarealet for et Radarmål (eksempelvis

for et fly). En oplagt metode er at anvende ikke metalliske materialer for at reducere direkte
(geometrisk) refleksion. En anden oplagt metode består i anvendelse af overflader med Radar-
absorberende materialer (eks. maling der kan absorbere elektromagnetisk stråling).
Andre oplagte metoder består i at reducere udhængende objekter som f.eks. droptanke, moto-
rer, våbensystemer mv., som kan ”skjules” i flykroppen i stedet for at være placeret udenfor
flykroppen (fuselagen).
En mere avanceret metode består i at designe flyets overflade på en sådan måde, at Radarbøl-
gerne ”glider af”, dvs. der er ingen direkte reflekterede bølger, og de krybebølger der måtte
være, ledes bort. Alt i alt består de anvendte metoder i :
Anvendelse af ikke metalliske materialer

Anvendelse af Radarabsorberende overflader
Reduktion af diffraktion (ingen skarpe kanter)
Udnyttelse af krybebølger (destruktiv interferens)
Ingen udhængende dele (våben, motorer, droptanke mv. skjules)
Skjul luftindtag
Stealth vingeprofil Bløde halerors-

Lavprofil cockpit flader
Blød kurve
Skjul
jetdyser
Minimer kanter afbøjningsstruktur

Ingen skarpe
kanter/knæk
Afrundede vingespidser
Fig. 10.35 Reduktion af Radartværsnit

Fig. 10.36 F-117A
Stealth-teknologien anvendes også i forbindelse med skibe og helikoptere (Commanche).

Nedenstående figur viser et orlogsfartøj med typiske stealth-overflader.
Fig. 10.37 Stealth skib

Fig. 10.38 Våbensystemer er skjult i fuselagen på F-117A
Typiske Radarmål
Nedenstående tabel rummer refleksionsdata for en række typiske objekter :
Skib 10000-30000 m2
Rutefly (jumbo) 100 m2
Bil 50 m2
Jagerfly 2 m2
F117A 0.0001 m2
Cessna (lille fly) 1 m2
Menneske 0.5-1 m2
Lille fugl 0.001 m2
Insekt 0.0001 m2
Tabel – Radartværsnitsareal for forskellige objekter
Andre Radarrefleksionsbegreber
I en række sammenhænge opleves Radarrefleksion fra ikke egentlige Radarmål. Eksempelvis en
tordenbyge kan reflektere Radarsignaler, og dette rummer en række udfordringer. Fænomenet
er naturligvis af afgørende betydning for vejr-Radar, men i andre tilfælde er der mulighed for
fejlobservationer, idet en byge ikke skelnes fra et hårdt mål, som f.eks. et angribende fly.
I maritim sammenhæng kan en havoverflades vejrtilstand ligeledes opleves som et Radarmål,

idet en bølgefront kan reflektere Radarsignaler og dermed minde om en kystlinie eller andre
skibe. Disse ”spøgelsessignaler” omtales generelt som Radarclutter, og dette begreb skal omta-
les i næste afsnit.

Radar Clutter
En Radar der observerer/detekterer et Radarmål (dvs. et ”target”) er ikke altid i stand til at
skelne ”bløde mål” fra egentlige ”hårde targets”. Ofte betegnes sådanne bløde mål for ”ghosts”
og er altså en form for tilfældigt opstående spøgelser i signalmæssig sammenhæng. Radar
Clutter er den fremherskende betegnelse for sådanne spøgelsesmål.
Radar Clutter kan f.eks fremkaldes af en tordensky, et stormvejr eller beplantning i et landom-
råde. I denne sammenhæng vil vi se på Radar Clutter i forbindelse med skibsbaseret Radar,
hvor ”spøgelses-ekkoer” typisk forårsages af en urolig havoverflade (dvs. ”bølger”).
I nedenstående figur er der illustreret et Radarbeam der udsendes fra en Radarantenne (illu-
streret med den grønne pil). Radarbeamet rammer havoverfladen i afstanden R (afstanden fra
antenne til strejfningspunktet målt på havoverfladen).
Antennens højde over havoverfladen betegnes med H, og beamets strejfningsvinkel med hav-
overfladen betegnes med ψ .
Radarantenne
Radarbeam
havoverflade
ψ
Fig. 10.39 Beamet fra en Radarantenne belyser en havoverflade
Idet Radarbeamets åbningsvinkel (det vi normalt kalder beamvinklen) betegnes med θ og

afstanden i vandret ”mål” stadig betegnes med R fås nedenstående illustration af situationen
set ”oppefra”.
antenne θ
Belyst
havområde
Fig. 10.40 Det belyste havområde set ”oppefra”

(med reference til fig. 10.39 – dvs. situationen set fra siden) vil vi nu se på en Radar-puls, som
følger den grønne pils retning fra antennen til den ”træffer” havoverfladen).
Radarpulsen med pulslængden ”berører” havoverfladen med den tidslige udstrækning ” τ /2 ”

og det svarer til dimensionen ”c · τ /2” idet pulsen bevæger sig med lysets hastighed. Den be-
rørte havoverflades horisontale dimension fremgår af nedenstående figur (dimensionen L).
c⋅τ
2
Radarpuls
Fig. 10.41 Beregning Radarpulsens horisontale exponeringslængde
”Længden” af det belyste areal :

c⋅τ 1
L= ⋅
2 cos (ψ)
hvor c er lyshastigheden og τ er Radarpulsens tidslige udstrækning (det vi generelt kalder

pulslængden – i nogle tilfælde også ”pulsbredden”).
“længden” af det belyste areal : B = R · tan( θ ) ≈ R · θ
θ3
idet tan( θ ) kan rækkeudvikles til : tan( θ ) = θ + + … ≈ θ for små beamvinkler θ (her
3
skal man indsætte θ i radianer !).
Vi når herefter frem til følgende udtryk for ”det belyste areal” fra Radarbeamet.
AHavoverflade = L · B (en tilnærmelse …)
c⋅τ 1
=> AHavoverflade = ⋅ R· θ – enhed m2 (10.25)
2 cos (ψ)
Det belyste areal (fra ovennævnte formel) ”bevirker” oplevelsen af et ”target” med et vist
Radartværsnitsareal σ givet ved følgende formel :
σ = AHavoverflade · σ 0 – enhed m2 (10.26)
hvor AHavoverflade er det eksponerede havområde (m2)
σ 0 (sigma–nul) er en vejrafhængig konstant (en tabelleret størrelse)

Den vejrafhængige konstant σ 0 (sigma–nul) kan findes ved tabelopslag. Man anvender ofte en
”effekt-dB-notation” for σ 0 givet ved følgende omregning :
σ 0 i effekt dB = 10 log( σ 0 ) - dimensionsløs (10.27)
Eksempel – Beregning af en havoverflades ”Clutterareal”

En Radarantenne belyser en havoverflade som vist i nedenstående figur. Antennehøjden er 30
m og strejfningsvinklen ψ = 1.5 grader (bemærk strejfningsvinklen er ”stærkt fortegnet” i figu-
ren. Radarstrålens horisontale beamvinkel θ er 5 grader, og Radarpulserne har pulslængden
τ = 0.5 µsek.
Radarantenne
Radarbeam
30 m
havoverflade
ψ
Fig. 10.42 Beregning af Radar Clutter
Vi kan nu bestemme afstanden R fra skibet til strejfningspunktet :
H
tan( ψ ) =
R
H 30
=> R= = m = 1145.7 m
tan (ψ ) (
tan 1.5 0 )
Beamvinklen (horisontale beamvinkel) θ er 5 grader = 0.087 Rad.
Vi kan nu bestemme det areal på havoverfladen som belyses af Radarbeamet :

Formel (10.25) giver umiddelbart :
c⋅τ 1
AHavoverflade = ⋅ R· θ
2 cos(ψ )
3 ⋅ 10 8 ⋅ 0.5 ⋅ 10 −6 1
= ⋅ 1145.7 · 0.087 m2 = 7478 m2
2 cos (1.5 0 )

Eksempel – Beregning af en havoverflades Radartværsnitsareal
En skibs-Radar belyser en havoverflade med strejfningsvinklen ψ = 1.8o. Vi ønsker i eksemplet
at beregne havoverfladens ækvivalente Radartværsnit σ (Clutter-areal).
Havoverfladen (dvs. vejrsituationen) bevirker, at havoverfladens σo er –32 dB. Radarantennen

er placeret i toppen af en mast 27 m over havoverfladen.
Radaren er karakteriseret ved følgende systemparametre :
Arbejdsfrekvens f = 6.1 GHz

Sendereffekt (spidseffekt) PS = 100 kW
Effektivt antenneareal AE = 0.5 m2
Beamets horisontale udbredningsvinkel θ = 2.5o
Pulslængde τ = 1.1 µsek
Vi starter med at bestemme afstanden R fra skibet til strejfningspunktet :
H
tan( ψ ) =
R
H 27
=> R= = m = 859.2 m
tan (ψ ) (
tan 1.8 0 )
Beamvinklen (horisontale beamvinkel) θ er 2.5 grader = 0.044 Rad. Vi kan nu bestemme det
areal på havoverfladen, som belyses af Radarbeamet. Formel (10.25) giver umiddelbart :
c⋅τ 1
AHavoverflade = ⋅ R· θ
2 cos(ψ )
3 ⋅ 10 8 ⋅ 1.1 ⋅ 10 −6 1
= ⋅ 0
859.2 · 0.044 m2
2 cos (1.8 )
= 6240.9 m2
Nu udestår der blot at omregne σ 0 -værdien fra dB-værdi til et egentligt tal :
10 · log( σ 0) = – 32
=> σ 0 = 6.31 · 10–4
Nu giver formel (10.26) : σ = AHavoverflade · σ 0 = 6240.9 · 6.31 · 10–4 m2 = 3.94 m2


Mikroblgeteknik - 10 Radar 4

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Mikroblgeteknik - 10 Radar 4

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Mikrobølgeteknik

Poul H. Munch 6. Reviderede udgave

En Radars fundamentale opførsel er at belyse (eksponere) et Radarmål (f.eks et fly) med en

Fig. 10.1 En Radarantenne afsender Radar-pulser mod et mål (et fly)

De følgende afsnit giver et historisk tilbageblik på de tidlige stadier af Radar.

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 193

Fig. 10.2 Hülsmeyers Radar fra 1904

Hülsmeyer indsendte en patentansøgning og fik godkendt patentet i 1906.

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 194

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 195

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 196

1. Ventnor Isle of Wight

Radarkæden Chain Home (opbygning af stationerne)

Fig. 10.4 Fotografi af Radar-antenner (Chain Home)

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 197

Antennesystenerne var altså fastlåst (kunne ikke bevæges).

Chain Home Radarsenderen

Dipolantennerne blev forsynet elektrisk af et lodret 2-leder transmissionslinie (600 Ω kabel).

Fig. 10.5 Dipolantenner udspændt mellem sendermasterne

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 198

Fig. 10.6 Tetroderør

Fig. 10.7 Sendertrinnet (Chain Home)

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 199

Fig. 10.8 En bemandet Chain Home Radarsender

Udgangseffekt (spidseffekt) PS = 750 kW

Radarpulserne er illustreret i nedenstående figur (lettere fortegnet x-akse skala) :

Fig. 10.9 Radar-pulser

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 200

Chain Home Radarmodtageren

Fig. 10.10 Antennesystemet (Chain Home 1940)

Hver af modtagermasternes antenner kunne fjernstyres v.h.a relæer og de modtagne signaler

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 201

Fig. 10.12 Goniometer anvendt til at analysere forskelle i signaler

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 202

Fig. 10.14 Modtagerkonsollen

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 203

På nedenstående figur ses en Radar-operatør som analyserer Radar-ekkoer.

Fig. 10.16 Analyse af Radar-signaler

Nedenstående figurer illustrerer den intense situation i et af modtagerrummene i Chain Home.

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 204

Fig. 10.18 Chain Home kommunikation med en ”filter central”

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 205

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 206

Fig. 10.19 Radar-antenne afsender Radar-pulser mod et mål (et fly)

Radar-formlerne i det følgende er baseret på den antagelse, at Radarens senderantenne er

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 207

Nedenstående figur illustrerer opbygningen af et Radarsystem.

Reflekteret Radar-puls (1 nW)

Fig. 10.20 Struktur af et Radarsystem

hvor c er lyshastigheden og ∆t er tidsforskellen mellem udsendte og modtagne signaler.

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 208

Strålingstæthed ved target

GS er antenneforstærkningen (Radarantennen) – enhedsløs

R er afstanden til ”target” – enhed m (meter)

Strålingseffekt som reflekteres fra et target

Strålingstæthed returneret til Radar-modtagerantennen

σ er Radartværsnitsareal for ”target” – enhed m2

R er afstanden til ”target” – enhed m (meter)

Mikrobølgeteknik – 6. udgave 209

hvor PM er modtaget effekt (spidseffekt) – enhed W (Watt)

PS er udsendt effekt (spidseffekt fra Radaren) – enhed W (Watt)

GS er antenneforstærkningen (Radarantennen) – enhedsløs

AE er antennearealet (Radarmodtagerantennen) – enhed m2 (kv. meter)

Arbejdsfrekvens f = 3 GHz = 3 109 Hz

Mindst detekterbare signal PMin = PStøj (S/N) – enhed W (10.10)