Analogteknik 1

IK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKN
Analogteknik [kopi]
Elektronikserien
www.if.dk
Analogteknik [kopi]
Elektronikserien
Forord
Redaktør Joachim Christiansen
År 2004
Best. nr.
Erhvervsskolernes Forlag
Munkehatten 28
5220 Odense SØ
Telefon 63 15 17 00
Telefax 63 15 17 33
E-mail ef@ef.dk
Internet www.ef.dk
Copyright
Enhver mangfoldiggørelse af tekst
eller illustrationer er forbudt i
henhold til Lov om ophavsret.
Forbudet gælder alle former for
mangfoldiggørelse ved trykning,
fotografering og elektronisk
databehandling.
Kontakt os!
For at kunne forbedre kommende
udgaver vil vi meget gerne modtage
kommentarer til bogen. Denne
opfordring gælder alle brugere,
lærere såvel som elever.
Undervisningsbanken
Denne bog er produceret ved hjælp
af Erhvervsskolernes Forlags Undervis-
ningsbank som findes på Internettet
www.e-books.dk I denne vidensdata-
base ligger mere end 8.000 kapitler
som kan sammensættes helt frit til
bøger. Således kan en lærer nu blive
redaktør og danne sit eget mål-
rettede undervisningsmateriale.
æøåÆØÅ æøåÆØÅ æøåÆØÅ

Indhold
Introduktion til det elektriske kredsløb 1

Stoffers opbygning og anvendelse 7
Elektrisk spænding 17
Elektrisk strøm 33
Elektrisk modstand 43
Ohms lov 75
Effekt og energi 89
Modstandskombinationer 99
Spændings- og strømgeneratorer 123
Magnetisme og elektromagnetisme 143
Vekselstrøm og -spænding 183
Kapacitet 217
Kondensatoren 231
Kondensatoren ved DC 249
Kondensatoren ved AC 267
RC-led ved AC 285
Spolen 331
Spolen ved DC 343
Spolen ved AC 363
RL-led ved AC 377
Transformatoren 401
Transducer-teknik 417
Dioden 445
LEDs og fotodioder 467
Begrænserkredsløb 475
Ensretterkoblinger 487
Passiv brumfiltrering 521
Clamperkobling 533
Parallelstabilisering med zenerdiode 549
Transistoren 563
Transistorens DC-forhold 587
Transistorens AC-forhold 613
Analogforstærkeren 627
Transistorens grundkoblinger 647
JFET?ens virkemåde 671
JFET?ens DC-forhold 703
FET?ens AC-forhold og grundkoblinger 715
Modkobling 737
Differentialforstærkeren 769
Operationsforstærkeren 795
Operationsforstærker kredsløb 843
Effektforstærker 865
RC-oscillator 909
Lineær Power Supply 921
Switch Mode Power Supply 943
Diagramsymboler 959
Standardværdier 977
Det græske alfabet 979
Farvekoder 981
Formler 983
æøåÆØÅ æøåÆØÅ æøåÆØÅ

Introduktion til det elektriske kredsløb
Introduktion til det elektriske

kredsløb
Det elektroniske kredsløb

Alting begynder i det små. Således også når det drejer sig om at lære
elektronik. Ingeniører, teknikere og andre er som regel begyndt med
et batteri og en pære. Så hvorfor skulle vi ikke også gøre det?
el303-10.cdr
Tegningen viser et elektrisk kredsløb. Strømmen kan nemlig løbe rundt

i systemet. Vi siger, at strømmen løber ud af +polen på batteriet. Den
løber gennem kobberledningerne ind i pæren, der egentlig blot er en
meget tynd ledning. Strømmen løber ud af pæren, videre gennem kob-
berledningerne og ender i –polen på batteriet.
Hvis vi afbryder en af ledningerne, eller pæren er sprunget, løber der

ikke nogen strøm i kredsløbet. Kredsløbet er afbrudt.
1
Vort simple kredsløb kan overføres til et diagram. I et diagram har

vi erstattet de virkelige komponenter med diagramsymboler. Alle
ledninger tegnes som enten vandrette eller lodrette streger.
4138a-01.cdr
En oversigt over diagramsymboler findes i Appendiks A.
2
Præfikser
Inden for elektronikken arbejder man ofte med meget små og meget
store tal. Talstørrelser fra 0,000000000001 op til 10000000 er ofte
anvendt. Da det er svært at aflæse alle disse nuller, har man indført
præfikser, således at tallet højst kommer til at bestå af 2 til 4 cifre og
et bogstav.
I stedet for at angive en modstands størrelse til 27.000 Ω, kan vi i stedet

blot skrive 27 kΩ. En kondensators størrelse på 0,000000000012 F kan
skrives som 12 pF, hvilket er noget nemmere at læse.
I tabellen herunder ses de mest benyttede præfikser inden for elek-

tronik:
Præfiks Symbol Potenstal Værdi

12
Tera T 10 1 000 000 000 000
9
Giga G 10 1 000 000 000
6
Mega M 10 1 000 000
3
Kilo k 10 1 000
0
- 10 1
–3
Milli m 10 0,001
–6
Mikro µ 10 0,000 001
–9
Nano n 10 0,000 000 001
–12
Pico p 10 0,000 000 000 001
Eksempler Nogle små eksempler vil illustrere brugen af præfikser. En effekt på

3 3
2000 W (watt) kan udtrykkes som 2 · 10 W. Eftersom 10 kan er-
stattes af præfikset kilo, kan størrelsen 2000 W altså skrives som
2 kW.
Et andet eksempel: En strøm på 0,015 A (ampere) kan udtrykkes

–3 –3
som 15 · 10 A. Eftersom 10 kan erstattes af præfikset milli, kan
strømmen på 0,015 A altså skrives som 15 mA.
3
Lomme- De fleste lommeregnere har mulighed for eksponentiel indtastning

regner og udlæsning ved hjælp af tasten »EXP« eller lignende.
Hvis en modstand på 3,3 kΩ skal indtastes, skal man først huske, at

3
størrelsen kan skrives som 3,3 · 10 Ω.
Indtast selve tallet: »3« ».« »3«. Nu viser displayet 3.3

Tryk nu på »EXP«. Nu viser displayet 3.3 00
Tast »3«. Nu viser displayet 3.3 03
Når man trykker EXP (eksponent), vil lommeregneren opfatte de

næste tal som værende eksponenten til 10.
Endnu et eksempel: En strøm på 425 µA skal indtastes. Husk, at det

–6
kan udtrykkes som 425 · 10 A.
Indtast selve tallet: »4« »2« »5«. Nu viser displayet 425

Tryk nu på »EXP«. Nu viser displayet 425 00
Tast »+/–« »6«. Nu viser displayet 425 –06
Engineering Nogle lommeregnere har mulighed for det såkaldte Engineering

notation notation, hvilket betyder, at udlæsningen altid vil foregå i tal med
3 6 –9
eksponenter delelige med 3, altså 10 , 10 eller 10 osv. Det er i vir-
keligheden vældig smart, for det passer med præfikserne kilo, mega
eller nano osv.
Konvertering af præfikser
Det er ofte praktisk eller direkte nødvendigt at kunne omsætte fra et
præfiks til et andet, f.eks. omsætte et tal fra mA til µA. Kort fortalt
handler det om at holde styr på kommaets placering, når man flytter
det til højre eller venstre.
4
Vi kan give følgende grundregler:
Regler
1. Når man går fra et større præfiks ned til et mindre, skal kom-
maet flyttes til højre.
2. Når man går fra et mindre præfiks op til et større, skal kommaet
flyttes til venstre.
3. Bestem antallet af pladser, som kommaet skal flyttes, ved at
finde forskellen i de to tals eksponent. Tabellen over de forskel-
lige præfikser kan være en stor hjælp.
Et par eksempler vil hjælpe på forståelsen:
Konverter 0,32 mA til µA.
Vi går fra et større præfiks (m) ned til et mindre (µ), og der-
for skal kommaet flyttes til højre. Mellem milli og mikro er
der en forskel i 10-talseksponenten på 3. Derfor flyttes
kommaet 3 pladser til højre, hvilket betyder, at 0,32 mA er
det samme som 320 µA.
Konverter 4600 µV til mV.
Vi går fra et mindre præfiks (µ) op til et større (m), og der-

for skal kommaet flyttes til venstre. Mellem mikro og milli
er der en forskel i 10-talseksponenten på 3. Derfor flyttes
kommaet 3 pladser til venstre, hvilket betyder, at 4600 µV
er det samme som 4,6 mV.
5
Konverter 1800 kΩ til MΩ.
Vi går fra et mindre præfiks (k) op til et større (M), og der-

for skal kommaet flyttes til venstre. Mellem kilo og mega er
der en forskel i 10-talseksponenten på 3. Derfor flyttes
kommaet 3 pladser til venstre, hvilket betyder, at 1800 kΩ
er det samme som 1,8 MΩ.
6
Stoffers opbygning og anvendelse
Endnu engang tager vi fat i kredsløbet med et batteri og en pære. I

forrige kapitel så vi, at strømmen pænt holdt sig inde i ledningerne,
og at strømmen blev ved med at flyde, ligeså længe kredsløbet var
sluttet.
el303-10.cdr
Ledere Ledningsnettet er som regel lavet af kobber. De fleste metaller er

gode til at lede strømmen. Vi kalder dem for ledere. Elektriske lede-
re er materialer, som indeholder elektroner, der er »løse på tråden«.
Som vi senere skal se, er elektrisk strøm en elektronbevægelse. Når
elektronerne ikke sidder særlig godt fast, kan vi let få dem til at flyt-
te sig. Når vi skubber til elektronerne i den ene ende af lederen,
kommer der elektroner ud af den anden ende!
Sølv leder De bedste ledere er metallerne sølv, kobber og guld (i den nævnte
bedst! rækkefølge).
7
Isolator Omkring kobberlederne har vi et plastmateriale, som f.eks. PVC. Det

skal bl.a. forhindre kortslutning, hvis ledningerne rører ved hinan-
den. Strømmen kan ikke løbe i dette isolerende materiale. Vi kalder
det en isolator. I en isolator er alle elektroner bundet fast, og derfor
kan vi ikke få dem til at flytte sig med en elektrisk spænding.
8
Atomer
Den mindste byggesten i stofferne er atomerne. Atomerne kan være
knyttet sammen til sammensatte partikler, der kaldes molekyler.
Kemiske forbindelser indeholder atomer fra mere end ét grundstof.
Ordet atom er græsk og betyder udeleligt, men denne opfattelse for-

lod man i begyndelsen af dette århundrede. Atomteorien er omfat-
tende, og vi nøjes her med en forenklet beskrivelse at atommodellen.
fy076-01.cdr
Elektronen Alle atomer indeholder en atomkerne, som har en elektrisk positiv lad-
er negativ ning. Kernen er omgivet af et antal elektroner, som er negativt ladet.
Atomkernen er opbygget af positivt ladede protoner og uladede neu-

troner.
Antallet af elektroner om kernen er normalt lig med antallet af pro-

toner i kernen. Ydermere besidder elektronen og protonen lige stor
elektrisk ladning, og derfor virker atomet elektrisk neutralt, når
man ser det udefra.
Valens- Elektronerne svæver rundt om kernen i nogle lag kaldet skaller.

skallen Det er specielt den yderste skal, kaldet valensskallen, der har vores
interesse. Dens elektroner hænger ikke så godt fast i atomet. Gode
ledere har kun en enkelt elektron i yderste skal, og den er meget
9
nem at flytte med. Derfor er de gode til at lede elektrisk strøm, for
strøm er jo blot elektroner, der »er på rejse«.
Modsat forholder det sig ved en isolator. Elektronerne i valensskal-

len er meget kraftigt forbundet med kernen. Der findes slet ikke nog-
le løse elektroner, som kan bevæge sig. Derfor går der ikke elektrisk
strøm i en isolator.
Til gengæld kan vi opbygge en statisk elektrisk spænding på en

isolator. Det sker f.eks., når et plastmateriale gnides mod noget klæ-
de. Så rives der elektroner ud af klædet, som derfor kommer til at
mangle nogle elektroner. Plastmaterialet får til gengæld for mange.
Nu er der uligevægt, og det kalder man en elektrisk spænding. Og
den kan blive meget høj, hvis det er en god isolator. Den elektriske
ladning (elektronerne) kan ikke bevæge sig i isolatoren, heraf navnet
statisk elektricitet.
Ioner Når et atom således mister en eller flere elektroner, kaldes det en
positiv ion. Atomet virker positiv ladet, fordi det nu har flere positi-
ve protoner end det har negative elektroner.
4138b-01.cdr
Modsat kan et atom samle en eller flere ekstra elektroner op, og så

kaldes det en negativ ion. Atomet virker negativt ladet, fordi det nu
har flere negative elektroner end det har positive protoner.
10
Elektrisk ladning Q
Når et atom opsamler eller mister en elektron, har vi at gøre med
den mindste elektrisk ladning, der findes.
Coulomb Elektrisk ladning kaldes Q og måles i Coulomb (C). 1 C svarer til

18
en »pose« med 6,25 × 10 elektroner.
To modsatte elektriske ladninger tiltrækker hinanden. To ens elek-

triske ladninger frastøder hinanden.
4138b-02.cdr
En kraft virker imellem de to ladninger i form af enten tiltrækning

eller frastødning. Denne kraft kaldes elektrisk feltstyrke og består
af usynlige kraftlinier.
4138b-03.cdr
I rummet mellem to ladninger vil der være et elektrisk felt, der be-
står af usynlige kraftlinier. Feltets styrke måles i volt pr. meter.
11
Valenselektronerne
Elektronerne svæver omkring atomkernen i skaller, hvis antal varie-
rer fra en til syv, der benævnes, som vist herunder.
fy076-02.cdr
Bemærk den alfabetiske rækkefølge fra K og udefter. Den yderste

skal for det givne stof kaldes valensskallen, og elektronerne heri kal-
des valenselektronerne. Valensskallen er særlig interessant, da dens
opbygning primært bestemmer stoffernes kemiske og elektriske
egenskaber.
12
Grund- Der findes over 100 grundstoffer ordnet i »det periodiske system«.
stoffer Her er stofferne anbragt efter deres atomnummer, der svarer til an-
tal protoner i kernen. De er desuden ordnet i lodrette hovedgrupper
med samme antal valenselektroner, side- eller overgangsgrupper
med varierende antal valenselektroner i gruppen. Vandret er syste-
met inddelt i perioder med samme antal elektronskaller. Metallerne
findes i venstre del og ikke-metallerne i højre del, dog således at
overgangen mellem metal og ikke-metal er glidende.
fy076-03.cdr
13
Metallerne
Grund- I den viste tabel er en række metaller ordnet efter deres evne til at
metaller lede den elektriske strøm med mindst muligt energitab.
Materiale Kem. Atom Elektrontal i skal

fork. nr. K L M N O P
Sølv Ag 47 2 8 18 18 1
Kobber Cu 29 2 8 18 1
Guld Au 79 2 8 18 32 18 1
Aluminium Al 13 2 8 3
Wolfram W 74 2 8 18 32 12 2
Zink Zn 30 2 8 18 2
Nikkel Ni 28 2 8 16 2
Platin Pt 78 2 8 18 32 17 1
Jern Fe 26 2 8 14 2
Tin Sn 50 2 8 18 18 4
Bly Pb 82 2 8 18 32 18 4
Kviksølv Hg 80 2 8 18 32 18 2
Det er karakteristisk for metallerne, at de allerbedste ledere kun har

en enkelt elektron, de øvrige kun få elektroner, i den yderste skal,
valensskallen.
Elektronerne i valensskallen er ikke særlig kraftigt knyttet til deres

positive kerne. De kan betragtes som en elektrongas, der nemt lader
sig flytte med ydre kræfter.
Metallernes praktiske anvendelse beror på et kompromis mellem fy-

sisk/kemiske egenskaber og deres pris.
Kobber er meget anvendt til ledningsmateriel. Da selv små mængder

urenheder nedsætter ledningsevnen, må kobber til ledningsbrug ren-
ses for disse ved omsmeltning i beskyttelsesatmosfære mv. På grund
af iltning (irdannelse) fortinnes kobberet eller indstøbes i plastisole-
ring. Til krævende formål (højfrekvens) anvendes forsølvet kobber.
14
Wolfram, som har et meget højt smeltepunkt, bruges som glødetråd i

elektriske glødelamper, hvor temperaturen kan komme op på
2.700°C under drift. Det bruges også i kontakter med høj mekanisk
påvirkning og kraftig gnistdannelse.
Molybdæn har egenskaber, der minder om wolframs. Det anvendes

som bæreelementer til glødetråden i glødelamper og som glødetråd i
katodestrålerør til tv-apparater og oscilloskoper.
Legeringer Metallerne anvendes meget i legeret form, dvs. som blanding eller
kemisk forbindelse mellem metaller og ikke-metaller. Dels er 100%
rene metaller vanskelige at fremstille, dels kan de fysisk/kemiske
egenskaber optimeres efter anvendelsesformålet med passende blan-
dingsforhold.
Messing, der er en legering af kobber og zink, har gode mekaniske

egenskaber og er let at bearbejde og bruges derfor meget til klemme-
stykker og skruer.
Bronze var oprindelig en legering af kobber og tin. I dag legeres også

med andre metaller. Fosforbronze med ca. 6% tin og ca. 2% phosphor
er elastisk og tåler gentagen belastning ved bøjning, der gør det eg-
net til kontaktfjedre i relæer mv. Spiralfjedre i drejespoleinstrumen-
ter kan eksempelvis være af berylliumbronze med ca. 2% beryllium
og ca. 0,5% nikkel.
Konstantan er en legering af 54% kobber, 45% nikkel og 1% mangan.

Det anvendes som modstandstråd i reguleringsmodstande, igangsæt-
tere mv. På grund af for stor termokraft mod kobber kan det ikke an-
vendes til præcisionsmodstande. Her kan eksempelvis være anvendt
manganin af 84% kobber, 12% mangan og 4% nikkel.
15
Isolatorerne
Materialer, hvor ydre kræfter ved normal anvendelse ikke kan starte
en strømtransport, kaldes isolatorer. Disse er gerne opbygget som
kemiske forbindelser med større molekylestrukturer. Uden fordybel-
se i dette kan det fastslås, at elektronerne er fast bundne til deres
atomkerner, så kun med meget store feltkræfter kan en egentlig
elektrontransport finde sted. Derimod kan der tilføres eller fjernes
elektroner ad mekanisk vej ved gnidningselektricitet, som det sker
ved dannelse af statisk elektricitet.
Af sikkerhedsmæssige og driftsmæssige grunde er det vigtigt, at iso-

leringsmaterialerne bevarer deres isolationsevne under de forhold,
de anvendes ved. De skal generelt have gode mekaniske og termiske
egenskaber. Fugtighedsoptagelsen skal være lav. Ved apparatmonta-
ge mv. skal man huske hensynet til plastmaterialernes begrænsede
modstandsdygtighed over for høje temperaturer. Her kan klassifice-
ringen for maksimal tilladelig driftstemperatur være nyttig.
Klasse Temperatur
Y 90°
A 105°
E 120°
B 130°
F 155°
H 180°
C over 180°
I elektronikkens barndom måtte man klare sig med naturligt fore-

kommende materialer som schellak, silke og bomuld, papir, glimmer,
glas, porcelæn og f.eks. træ, der i dag ikke regnes som en egentlig
isolator.
Olieimprægneret papir anvendes som isolator i højspændingskabler,

og glimmer anvendes som isolator i højfrekvenskondensatorer.
Med fremkomsten af plastmaterialerne har disse overtaget den do-

minerende rolle som isolatorer sammen med glas og porcelæn.
16
Elektrisk spænding
Elektrisk spænding
Hvad er spænding?
I forrige kapitel så vi, at der eksisterer en kraft i form af tiltrækning
imellem en positiv og en negativ ladning. At der skal en kraft til for
at skille de to ladninger fra hinanden, erkender enhver, der har prø-
vet at skulle skille to overhead-film fra hinanden. Hvis de er statisk
elektrisk opladede med modsatte ladninger, tiltrækker de hinanden
temmelig kraftigt.
Har man to modsatte ladninger, kan man godt gå ud fra, at det har
krævet noget arbejde eller energi at få opbygget en ladningsforskel.
Den negative pol har fået tilført et overskud af elektroner, hvorimod
den positive pol har fået fjernet nogle elektroner. Hvor megen energi,
det har krævet pr. flyttet coulomb, udtrykkes ved den elektriske
spænding U:
U= W
------
Q
hvor W svarer til energi og måles i joule (J), og Q svarer til elektrisk
ladning og måles i coulumb (C).
Spænding måles i volt, forkortet V. Enheden volt er opkaldt efter

den italienske fysiker Alessandro Volta (1745-1827).
Det betyder, at 1 V kan defineres som den potentialforskel, der op-

står imellem to punkter, når en energi på 1 J bruges til at bevæge en
mængde elektroner på 1 C fra et punkt til et andet.
17
Elektrisk spænding
4138c-23.tif
Det er derfor nærliggende at sammenligne spændingen med pumpe-

trykket i vandkredsløb.
el303-16.cdr
En given mængde vand svarer til en elektrisk ladning (Q), som skal
flyttes.
Pumpen skal udføre et vist stykke arbejde (W) for at flytte en vis
mængde vand (Q). Det betyder, at pumpen må bygge en trykforskel
op. Trykket svarer til den elektriske spændingsforskel.
18
Elektrisk spænding
Jo hårdere pumpen arbejder (mere energi), jo mere tryk kommer der

på vandet. Og jo mere vand løber der rundt i kredsløbet.
I det elektriske kredsløb svarer det til, at jo højere spændingen er, jo

større bliver strømmen i modstanden.
Formel og Formeltegnet for jævnspænding er U og måleenheden er volt, for-

enhed kortet V.
Spænding kaldes også for potentialeforskel, da der er tale om en for-

skelsangivelse på linie med en afstandsangivelse. Angives en batteri-
spænding til 4,5 V, er det underforstået, at spændingsforskellen
mellem batteriets poler er 4,5 V.
Polaritets- Polariteten kan for spændingskilden fremgå af symbolet. For neden-

angivelse nævnte tegning gælder, at den længste streg er den positive pol.
4138c-02.cdr
Dette kan huskes ved at hæfte sig ved, at »samlet streglængde« i

plus er størst:
4138c-03.cdr
19
Elektrisk spænding
Spændingskilder
Der er flere muligheder for spændingskilder. Den mindste spæn-
dingskilde kaldes et element. Anbringes flere elementer i serie, kal-
des de et batteri. I daglig tale skelner vi ikke nødvendigvis mellem
element og batteri.
Elementet En spændingskilde er en kilde af potentiel energi, som også kaldes

en elektromotorisk kraft (EMK). Elementet er i stand til at om-
sætte kemisk energi til elektrisk energi. Pga. kemiske reaktioner vil
der opstå et overskud af elektroner ved den negative pol og et under-
skud ved den positive pol.
4138c-04.cdr
Elementer kan deles op i to grupper: Almindelige batterier og genop-

ladelige batterier.
Almindelige elementer indeholder som regel zink og kul samt en

elektrolytvæske.
Genopladelige batterier kan indeholde f.eks. nikkel og kadmium

(NiCd). Afhængig af materialet giver de forskellig spænding. Et
»lommelygte-batteri« bestående af zink og kul giver 1,5 V, hvorimod
en bilakkumulator bestående af bly og syre giver 2 V pr. celle. Et 9 V
batteri indeholder 6 celler på 1,5 V. En 12 V bilakkumulator består
af 6 celler på 2 V.
20
Elektrisk spænding
Power En power supply, strømforsyning eller spændingsforsyning omsætter

supply lysnettets vekselspænding til en stabil, ren jævnspænding, der som
regel kan varieres. Ofte indeholder apparatet også en strømbegræn-
ser.
Solceller I solcellen bliver lysenergi konverteret direkte til elektrisk energi.

En solcelle består af to lag af forskelligt halvledermateriale, som er
tæt forbundet med hinanden. Når det ene lag udsættes for lys, vil
mange elektroner få energi nok til at fjerne sig fra deres »forældre-
atom« og vil krydse overgangen imellem de to slags halvledermateri-
ale. Derved opstår der elektrisk ubalance i form af negative ioner i
det ene materiale og positive i det andet. En elektrisk spænding er
dermed opstået.
4138c-05.cdr
21
Elektrisk spænding
Måling af spænding
Spændings- Instrumentet stilles i DC, og der vælges et stort spændingsområde.
måling Ledningerne sættes på, og der drejes ned, indtil viserudslaget er i
skalaens øverste tredjedel.
4138c-07.cdr
Måles tværs Ved spændingsmåling tilsluttes et voltmeter mellem punkterne, hvor

over man ønsker spændingen bestemt.
4138c-06.cdr
22
Elektrisk spænding
I forhold til Det er ofte praktisk at måle ud fra referencepunktet (stel) og beregne
stel sig til den målte spænding.
4138c-08.cdr
U1 = UAC – UBC = 1,5 – 1 = 0,5 V
Det sidste er praktisk ved f.eks. fejlfinding, når spændingerne er op-

givet ud fra stelreference. Ved netdrevne måleinstrumenter undgås
brumforstyrrelser, der kan give målefejl. Da der måles og beregnes
på en differens, er målefejlene store ved relativt små spændingsfor-
skelle.
For ikke at ændre på forholdene skal voltmeterets egenmodstand Ri

være så stor som muligt.
Polaritet Polariteten kan også angives med +/– tegn:
4138c-09.cdr
23
Elektrisk spænding
Eller ud fra punktangivelser:
4138c-10.cdr
Her er reglen, at første bogstav angiver polariteten refererende til

andet bogstav. Hermed er det så sindrigt, at hvis UAB = 0,5 V, er
UBA = –0,5 V.
Man kan anvende pile, der markerer retningen med plus ved pileho-
vedet:
4138c-11.cdr
Dette anvendes i tysk litteratur (i engelsk litteratur vender pilen

modsat).
24
Elektrisk spænding
Reference- For at imødegå kaos anvendes i diagrammer et fælles reference-

punkt punkt. Dette svarer ofte til apparatstel, der er en galvanisk sammen-
kobling af alle større metaldele samt eventuelt metalkabinet eller
anden form for afskærmning.
4138c-12.cdr
De angivne spændinger refererer alle til fællesreferencen stel. Er der

intet fortegn, er spændingerne normalt underforstået positive i for-
hold til referencen, negative spændinger angives med fortegn. Her-
under er vist et diagramudsnit som eksempel.
4138c-13.cdr
25
Elektrisk spænding
Spændingsfaldet over den udpegede modstand vil være:
UA = 30 – 29 = 1 V
Kirchhoffs Ved analyse og beregninger på elektriske kredsløb anvendes Kirch-

spændings- hoffs 2. lov – spændingsloven:
lov
Summen af påtrykte spændinger fra spændingskilden er lig
med summen af spændingsfald over de ydre komponenter.
Da spændingsforskel er et begreb, der populært kan sammenlignes

med afstandsbegrebet, kan man bruge den viste sammenligning.
4138c-14.cdr
Ub–tot = 1,5 + 1,5 + 1,5 = 4,5 V

Ur–tot = 1 + 0,5 + 3 = 4,5 V
Her ses at
Ub–tot = Ur–tot
26
Elektrisk spænding
I nedenstående tegning anvendes loven til at bestemme spændingen

U2.
4138c-15.cdr
Utot = U1 + U2 ⇔
U2 = Utot – U1 = 3 – 1,8 = 1,2 V
Denne fremstilling er forenklet og gælder, når spændingskilden reg-

nes for ideel. Vi vil atter se på loven efter et nærmere bekendtskab
med Ohms lov og spændingskilder.
27
Elektrisk spænding
Batterier og Når batterier anbringes f.eks. i en lommelygte, bliver de forbundet i

elementer i serie for at kunne producere en spænding, der er stor nok. I eksem-
serie plet herunder er 3 stk. batterier på hver 1,5 V forbundet i serie.
4138c-16.cdr
Spændingen over pæren kan findes som:
Upære = U1 + U2 + U3 = 1,5 + 1,5 + 1,5 = 4,5 V
Forkert Spændingskilder i serie skal lægges sammen, når deres polaritet

polaritet vender i samme retning. Men hvis et eller flere batterier vendes, skal
deres spænding trækkes fra. I eksemplet herunder vender U2 modsat
de to andre. Den resulterende spænding bliver derfor meget mindre.
4138c-17.cdr
Upære = U1 + U2 + U3 = 1,5 – 1,5 + 1,5 = 1,5 V
28
Elektrisk spænding
Elementer og batterier
Det var den italienske fysiker Volta, der opfandt det første element.
Det bestod af to metalskiver på størrelse med en femkrone. Pladerne
bestod af henholdsvis kobber og zink. Imellem pladerne var der et
stykke trækpapir, der var vædet i svovl- eller saltsyre.
1,5 V
4138c-18.cdr
Pluspolen var ved kobbersiden og minuspolen ved zinksiden.
29
Elektrisk spænding
Højere Det næste, man fandt ud af, var, at flere Volta-elementer (celler)
spænding kunne stables oven på hinanden. Derved forøgedes spændingen. Når
flere elementer sættes i serie, kalder vi dem et batteri. Et batteri på
6 V består i virkeligheden af 4 elementer.
4138c-19.cdr
30
Elektrisk spænding
Den elektri- Volta fandt ved sine eksperimenter ud af, at der var flere forskellige
ske spæn- materialer, der kunne frembringe en spænding. Men de var ikke alle
dingsrække lige gode. Spændingens størrelse afhang også af, hvilke to materialer
der blev sat sammen.
Han var i stand til at opstille en rækkefølge, den elektriske spæn-

dingsrække, som viste sammenhængen.
4138c-20.cdr
For at lave et element skal man vælge et materiale fra den øverste
del af spændingsrækken (giver den positive pol), og et fra den neder-
ste del (giver den negative pol). Jo længere de to materialer ligger fra
hinanden, jo større spænding. Den største spænding fås altså ved at
vælge kul og zink.
Kapaciteten af et Volta-element er ret begrænset. Selvfølgelig kunne

man forøge pladearealet, men så ville det blive ret stort.
31
Elektrisk spænding
Våd- Næste skridt i udviklingen blev gjort af den franske forsker Leclan-
elementet ché. Han fjernede trækpapiret og ophængte pladerne (elektroderne) i
en væske. Elektronerne bestod af kul og zink, og væsken bestod af en
salmiakopløsning. Dermed var vådelementet opfundet. Det var i
stand til at give meget mere strøm og havde større kapacitet.
4138c-21.cdr
Hermed er vi tæt på vore dages tørelementer. Faktisk er de slet ik-

ke så tørre, idet de indeholder en våd elektrolyt af blandt andet sal-
miak. Selve bægeret er af zink og bliver derfor den negative pol. I
midten sidder en kulelektrode, som bliver den positive pol.
4138c-22.cdr
32
Elektrisk strøm
Elektrisk strøm
Hvad er elektrisk strøm?

Spændingen er den kraft, der får elektronerne til at bevæge sig i en
leder. Men selve bevægelsen kaldes for strømmen.
Som vi allerede ved, indeholder alle ledere en masse frie elektroner.

Disse elektroner bevæger sig normalt fuldstændig tilfældig rundt i
materialet fra atom til atom, som vist herunder.
4138d-01.cdr
Hvis en spænding tilsluttes imellem lederens to ender, vil den ene si-
de være positiv og den anden negativ. Frastødningen imellem den
negative pol til venstre og de negative elektroner vil tvinge elektro-
nerne til at bevæge sig til højre. Samtidigt virker den positive pol
meget tiltrækkende på elektronerne. Resultatet er en bevægelse af
de frie elektroner fra venstre imod højre, eller rettere fra den negati-
ve pol imod den positive pol.
4138d-02.cdr
33
Elektrisk strøm
Strøm = Denne elektronbevægelse er netop den elektriske strøm med for-

elektron- meltegnet I.
bevægelse
Strøm måles i antallet af elektroner (størrelsen af ladning, Q), som

flyder gennem et punkt i løbet af et bestemt tidsrum. Strøm er altså
forholdet imellem ladning (Q) og tid (t) eller elektroner pr. sekund:
I= Q
-----
t
Måles i Strøm måles i ampere, forkortet A. Enheden er opkaldt efter André
ampere Ampére (1775-1836), som var en fransk fysiker, der arbejdede med
den elektriske strøm og dens virkning.
18
1 A har vi, når der netop passerer 1 C (6,25 · 10 elektroner) igen-
nem et givet punkt i løbet af 1 sekund.
4138d-03.cdr
34
Elektrisk strøm
Her mangler en tif
4138d-13.tif
Man kan sammenligne elektronbevægelsen med bevægelsen af vand

i et vandrør. En vandmåler kan måle, hvor meget vand der passerer
pr. minut. Dette kan kaldes »vandstrømmen«. Vandstrømmen stiger,
jo mere vand der løber igennem pr. minut.
4138d-04.cdr
35
Elektrisk strøm
Måling af strømstyrke
Da man ikke uden videre kan tælle antal elektroner, der passerer et
givet punkt på en leder, må vi benytte os af måleinstrumenter.
4138d-05.cdr
Strømmen måles ved at indskyde et amperemeter i strømkredsen.

Den normale fremgangsmåde er følgende:
• Amperemeteret sættes i stilling DC, og der vælges et stort strømom-

råde
• Ledningerne sættes på, således at amperemeteret sidder i serie med
det strømkredsløb, der skal måles
• Der skiftes nu ned til et lavere måleområde, indtil viserudslaget er i
skalaens øverste tredjedel
Vi har tidligere sammenlignet strøm med vandstrøm i et vandrør.

Nu kan vi også sammenligne amperemeteret med et flowmeter, der
viser, hvor mange liter der passerer pr. sekund. Ligesom ampereme-
teret skal flowmeteret nødvendigvis indskydes i serie med forbruget.
36
Elektrisk strøm
Strøm- I elektronikkens barndom, hvor man ikke havde nærmere kendskab

retning til de fysiske forhold, fastlagde man strømretningen som værende
flydende fra spændingskildens positive pol til den negative pol.
4138d-06.cdr
Denne form fastholdes som den vedtagne strømretning, da man el-

lers skal til at ændre i samtlige eksisterende lærebøger, ændre
mærkningen på eksisterende måleinstrumenter osv.
Diagram- Bemærk, at i diagramsymboler for dioder og transistorer viser sym-

symboler bolpilene den vedtagne strømretning.
4138d-07.cdr
37
Elektrisk strøm
Elektronstrømmen er, som vist herunder, modsat den vedtagne

strømretning. Dette må man acceptere og huske for at undgå proble-
mer ved kredsløbs- eller komponentteori, hvor man specielt har brug
for at beskæftige sig med elektronretningen.
4138d-08.cdr
Strøm- Hvis en strøm deles eller forgrenes ud i delstrømme, må man forven-

deling te, at summen af elektroner, der kommer til punktet, svarer til sum-
men af elektroner, der forlader punktet inden for samme tidsrum.
Årsagen er, at der ikke kan ophobes elektroner i forgreningspunktet.
Her kan modellen med strømmende væsker igen være nyttig.
4138d-09.cdr
38
Elektrisk strøm
Denne lovmæssighed blev beskrevet af Kirchhoff i 1847 og kaldes ef-

ter ham for Kirchhoffs 1. lov (strømloven):
Summen af strømme til et knudepunkt er lig med summen af

strømme, der går fra knudepunktet.
Her er en strømdeling af en tilgangsstrøm, der deles i tre afgående

strømme:
4138d-10.cdr
Da strømmene fra knudepunktet (forgreningen) er kendte, findes

strømmen til punktet:
I 1 = I 2 + I 3 + I 4 = 0,1 + 0,2 + 0,7 = 1 A
For dem, der er glade for matematik, kan loven skrives således:
Summen af strømme regnet med fortegn er nul i knudepunktet.
Dette skrives for tegningen ovenfor:

I1 + I 2 + I3 + I 4 = 0
Regnes tilgående strømme for positive og afgående strømme for nega-

tive, findes:
1 – 0,1 – 0,2 – 0,7 = 0
39
Elektrisk strøm
Strøm- Strømtætheden i en leder er et udtryk for, hvor mange elektroner i

tæthed bevægelse der er i lederen pr. arealenhed. Antal elektroner i bevægel-
se er udtrykt ved strømmen I i ampere, så strømtætheden kan findes
med formlen:
Strøm I A
Strømtæthed = ----------------- = ---- -------
-
Areal A m2
4138d-11.cdr
Forholdene er anskueliggjort i tegningen ovenfor med elektroner i

bevægelse, hvor prikkerne er et udtryk for strømstyrke og afstanden
mellem prikkerne for strømtæthed. Strømtætheden øges, når arealet
mindskes.
Formeltegnet for strømtæthed er J. I SI-systemet skal strømtæthed

udtrykkes i ampere pr. kvadratmeter, men af praktiske grunde ud-
trykkes strømtætheden oftere i ampere pr. kvadratmillimeter.
Ved de frie elektroners bevægelse i materialet opstår der friktions-

varme (Joules lov), så materialets temperatur stiger. Dette udnyttes
ved elektrisk opvarmning i strygejern, kogeplader, varmeovne osv.
I elektriske ledninger, spoleviklinger, printbaner mv. skal strømtæt-

heden være passende lav, så der ikke opstår skadevirkninger på
grund af opvarmningen.
40
Elektrisk strøm
Beregnings- I en printbane med tykkelsen 0,035 mm og bredden 0,8 mm løber en

eksempler strøm på 1 A.
strøm-
2
tæthed Arealet er (0,035 · 0,8) mm = 0,028 mm
Strømtætheden er:
1 - = 36 A/mm2
J = -----------------
0, 028
Der kan tillades ret store strømtætheder i printbaner, da køleforhol-
dene er gode.
2
I en ledning med arealet 0,75 mm tillades en strøm på 10 A. Strøm-
tætheden her er:
10 - = 13,3 A/mm2
J = -------------
0, 75
Beregnings- I en transformatorspole er man af hensyn til isoleringslakken og de

eksempel begrænsede kølemuligheder nødt til at arbejde med mindre strøm-
maksimal tæthed.
strøm
For en lakisoleret kobbertråd med diameteren 0,9 mm sættes strøm-
2
tætheden som regneeksempel til 3 A/mm .
Arealet er π π
2 2 2
--- · D = --- · 0,9 = 0,64 mm
4 4
Den maksimale strøm bliver:
J = ---I- ⇔ I = J · A = 3 · 0,64 = 1,9 A

A
Elektroner- Når et elektrisk kredsløb sluttes, udbredes de feltkræfter, der sætter

nes drift- elektronerne i bevægelse tilnærmelsesvis med lysets hastighed.
hastighed Elektronaccelerationen fra stilstand til bevægelse udbredes med
samme hastighed.
41
Elektrisk strøm
Dette giver til tider anledning til den misforståelse, at elektronerne

selv bevæger sig med lysets hastighed i lederen.
Dette er ikke tilfældet, for elektronernes drifthastighed er, afhængig

af strømtætheden, nogle tiendedele mm pr. sekund.
4138d-12.cdr
42
Elektrisk modstand
Elektrisk modstand
Hvad er elektrisk modstand?

Når en spændingskilde driver en strøm rundt i et sluttet kredsløb,
sker det hele tiden, at de frie elektroner kolliderer med atomer. Dis-
se kollisioner betyder, at elektronerne taber noget af deres energi, og
deres bevægelse nedsættes. Jo flere kollisioner, jo mere begrænses
strømmen. Hvor svært, det er for elektronerne at passere materialet,
fortæller noget om dets modstand, forkortet R.
Der er modstand i pæren, motoren, eller hvad belastningen nu be-

står af. Desuden er der modstand i selve spændingskilden (f.eks. bat-
teriet). Ledningerne har også en lille modstand, som man prøver at
gøre så lille som mulig ved at bruge tykke ledninger.
Modstand = Tager vi et kredsløb bestående af et batteri og en pære, vil langt den

strøm- største modstand ligge i den tynde glødetråd i pæren. Den vil virke
begrænser som en »indsnævret vejbane« og vil nedsætte »trafikken« af elektro-
ner fra den ene pol til den anden. Det betyder, at strømmen falder.
Modstanden virker som en strømbegrænser.
4138e-02.cdr
43
Elektrisk modstand
Varme Pga. den store trængsel i modstanden vil elektronerne støde vold-
somt ind i hinanden, og det frembringer varme. Modstanden bliver
varm, og er det en pære, vil den gløde eller lyse.
Formeltegn og måleenhed
Modstand = Formeltegnet for modstand er R. Måleenheden er ohm og skrives
R som Ω (omega).
Måles i ohm
1 Ω er den modstand, der er i en leder, hvor der kræves en spæn-
dingsforskel på 1 V for at drive 1 A igennem.
el303c-30.cdr
4138e-03.tif
44
Elektrisk modstand
Ohm (Ω) Det er Simon Ohm, der har lagt navn til måleenheden for mod-
stand. Simon George Ohm (1787-1854) var tysk fysiker og lærer.
Modstande kan inddeles i faste og variable modstande. De har for-

skellige diagramsymboler:
Fast modstand:
Potentiometer
(variabel med en knap)
Trimmepotentiometer
(variabel med en skruekærv)
4138e-04.cdr
45
Elektrisk modstand
Måling af modstand
Modstandens størrelse måles ved en ohm-måling. De fleste univer-
salinstrumenter og multimetre kan måle modstand.
Nulstilling Et universalinstrument skal først justeres: Instrumentet indstilles

til »ohm«. Måleledningerne kortsluttes, og justeringsknappen indstil-
les, til der vises 0 Ω (fuldt udslag).
Et elektronisk multimeter skal ikke justeres.
Måleledningerne sættes over modstanden, der skal måles. Evt. skif-

tes der område og foretages ny nulstilling, og modstandens værdi af-
læses på skalaen.
md183-03.cdr
Husk! Vigtigt ved ohm-måling i et kredsløb:

• Når der skal ohm-måles i et kredsløb, skal forsyningsspændingen
være slukket!
• Ohm-målingen vil sikkert ikke være særlig præcis pga., at man måler
omkringliggende modstande med. Skal det være rigtigt, bør man lod-
de den ene ende af modstanden løs, så der kun måles på netop den
• Ved fejlfinding kan ohm-målinger ofte snyde. Det mest sikre er må-
ling af kortslutninger. Afbrudte komponenter er svære at måle, så
længe de sidder i printpladen, pga. andre paralleltliggende kompo-
nenter (modstande)
46
Elektrisk modstand
Ledningsevne
I visse sammenhænge er det praktisk at anvende begrebet led-
ningsevne, der er reciprokværdien af modstand.
Ledningsevne skal opfattes som en god egenskab, når man ønsker at

»transportere« elektricitet uden spændingstab. Metallerne besidder
gode ledningsevner.
Lednings- Formeltegnet for ledningsevne er G, og måleenheden er siemens S.

evne = G
Måles i 1 = R–1
G = ----
siemens R
Ved omregning ses, at en lille modstandsværdi svarer til en stor

ledningsevne og omvendt.
1 - = 100 S
R = 0,01 Ω ⇒ G = -------------
0, 01
1 - = 0,01 S
R = 100 Ω ⇒ G = ----------
100
1/x-tasten De fleste matematiske lommeregnere har en reciprok-tast 1/x, som

med fordel kan anvendes til at omregne modstand til ledningsevne
og omvendt. Indtast blot tallet og tryk på 1/x-tasten. Nu er størrelsen
konverteret.
47
Elektrisk modstand
Faste modstande
Komponenter, som er specielt designede til at have en bestemt mod-
stand, kaldes for modstande. Deres normale funktion er at begræn-
se strømme, neddele spændinger og, i specielle tilfælde, at frembrin-
ge varme. De mange typer kan inddeles i to grupper: faste og varia-
ble modstande.
Faste modstande kan fås i et bredt udvalg af modstandsstørrelser.

Desuden fremstilles de på forskellig måde og af forskellige materia-
ler. De vigtigste grupper skal omtales her.
Kulmasse- Denne type modstand er fremstillet ved at presse grafitkulstof, fyld-

modstande middel og bindemiddel sammen til en stang. Forholdet mellem grafit
og fyldmiddel bestemmer modstandens størrelse. Undervejs indstø-
bes terminaler, som vist herunder. Hele modstanden indkapsles i en
isolerende lak.
Fordel: Billig. Meget lille selvinduktion.
Ulempe: Stor tolerance, fra 5% og op.
Farvering
Modstandsmateriale
(kul)
Isolerende lag
Leder
4138e-05.tif
Chip- Chip-modstanden er en SMD (Surface Mounted Device) komponent,

modstande som er beregnet til overflademontering. Chip-modstandene udmær-
48
Elektrisk modstand
ker sig ved at være meget små. En modstand, der tåler 1 ⁄ 16 W, er

kun 1,0 × 0,5 mm stor.
Modstandslaget i en chip-modstand består af en svagt ledende gla-

sur, der påføres i et tyndt lag og som derefter brændes. Efter bræn-
dingen trimmes modstandsværdien med en laser.
Modstande med ledende glasur som modstandslag kaldes tykfilms-

modstande.
Beskyttelseskappe
Ekstern elektrode
Sekundær
(loddelag)
Keramisk Modstandslag Intern

materiale elektrode
4138e 06.tif
Kulfilm- En meget udbredt type modstand er kulfilmmodstanden. Fremstil-

modstande lingen sker ved, at der dampes et kullag på et keramikrør. På ender-
ne presses kontakthætter. Ved »leadede« udgaver (med ben) svejses
der loddeterminaler på. SMD-udgaven, den såkaldte MELF, har ikke
ben.
4138e-07a+b.tif
Kulfilm MELF
49
Elektrisk modstand
Med en laserstråle skæres en spiralformet rille i overfladen, til den

ønskede modstandsværdi er nået. Jo tættere rillen skæres, og jo tyn-
dere modstandslaget er, desto større bliver modstandsværdien. Mod-
standen overtrækkes med flere lag lak, som isolerer elektrisk og be-
skytter mod fugt. Til sidst farvekodes der.
Herunder ses en gennemskåret modstand samt et modstandsnet-

værk, der indeholder flere ens modstande i samme pakning for at
spare plads.
Keramikrør Ydre isolationslag
Leder
Metalkappe Metalfilm eller kulfilm

4138e-08.tif
Isolationslag
Modstands-
element
Terminalben
4138e-09.tif
Metalfilm- I stedet for kulfilm kan anvendes en metalfilm (nikkel og chrom),

modstande hvilket giver nogle meget fine egenskaber. Man kan lave modstande
med tolerancer ned til 0,1%, som samtidigt er meget lidt temperatur-
følsomme. Dertil kommer, at den elektriske støj er ekstremt lav i dis-
se metalfilmmodstande. Det er prisen derimod ikke.
50
Elektrisk modstand
Tråd- Trådmodstande er den ældste og simpleste type. Modstanden består

viklede af et keramikrør beviklet med modstandstråd, som f.eks. kan være
modstande konstantantråd. Modstanden beskyttes med flere lag lak eller indstø-
bes i et cementhus.
4138e-19.tif – 4138e-20.cdr
Modstanden kan tåle meget høje temperaturer, men er ikke særlig

velegnet i forbindelse med høje frekvenser pga. den selvinduktion
der opstår, fordi den er viklet som en spole.
51
Elektrisk modstand
Tolerancen
I en masseproduktion kan man aldrig lave mange eksakt ens mod-
stande. Der vil altid være en lille tolerance. Det gør heller ikke no-
get, blot man ved, hvad man skal regne med. En standardmodstand
har en tolerance på ± 5%. Det betyder, at en modstand på 100 Ω i
praksis vil ligge inden for området 95-105 Ω.
Man kan få større nøjagtighed, hvis man vil betale for det. Der findes
tolerancer på 2%, 1%, ja helt ned til 0,1%.
Standardværdier
I praksis har man sjældent brug for alle mulige modstandsstørrelser.
Det ville også fylde uforholdsmæssigt meget på lageret. Og toleran-
cen vil alligevel være der. Man har derfor udvalgt nogle standard-
værdier, der med de givne tolerancer dækker hele spektret.
E12-rækken Modstande med tolerancen 10% kan fås i den såkaldte E12-række.
Det betyder, at der findes 12 værdier inden for hver dekade (en deka-
de er en 10-dobling). Mulighederne er:
E12-rækken:
10, 12, 15, 18, 22, 27, 33, 39, 47, 56, 68 og 82.
F.eks. vil en modstand på 22 Ω ±10% ligge mellem 19,8 og 24,2 Ω.

Den næste standardværdi hedder 27 Ω, og den ligger fra 24,3 til
29,7 Ω. På denne måde vil standardværdierne med tolerance netop
dække alle værdier i en dekade.
52
Elektrisk modstand
E24-rækken På samme måde fås modstande med tolerancen 5% i E24-rækken.
E24-rækken:
10, 11, 12, 13, 15, 16, 18, 20, 22, 24, 27, 30,
33, 36, 39, 43, 47, 51, 56, 62, 68, 75, 82, 91.
Se evt. appendiks B for en komplet oversigt over standardværdier.
Større eller mindre værdier fås ved at gange eller dividere standard-
værdien med 10, 100, 1000 eller mere.
E96- og 1% modstande findes i E96-rækken og

E192- 0,5% modstande i E192-rækken.
rækken
53
Elektrisk modstand
Kodning af modstande
Farvekoden for 4 eller 5 ringe
Værdien og tolerancen angives oftest med farvede ringe. Fordelen er,
at koden kan læses, uanset hvordan komponenten monteres.
Modstande efter E24-standardrækken eller lavere (typisk 5% mod-

stande) kan mærkes med 4 ringe. Præcisionsmodstande efter E48-
standardrækken og højere kræver 5 farveringe.
De første to henholdsvis tre ringe er cifrene i modstandens størrelse.

Den næste ring er en multiplikator (eller antal 0’er). Den sidste
ring er tolerancen.
4-rings-
modstand
4138e-12.cdr
4138e-21.cdr
54
Elektrisk modstand
5-rings-
modstand
Tolerance
Multiplikator
Cifre
4138e-13.cdr
Et par
eksempler: En modstand med farverne brun, sort, rød, guld har værdien 1 0
gange 100, altså 1000 Ω og tolerancen ±5%.
En modstand med farverne grøn, blå, sort, guld har værdien 5 6

gange 1, altså 56 Ω og ±5%.
Den specielle: En modstand med farverne brun, sort, guld, guld

har værdien 1 0 gange 0,1, altså 1 Ω og ±5%.
Og en 5-ringsmodstand med farverne rød, blå, brun, orange,

brun har værdien 2 6 1 × 1.000, altså 261 kΩ og ±1% tolerance.
55
Elektrisk modstand
Bogstavkode
På effektmodstande er værdi, tolerance og evt. andre data direkte
påtrykt.
R-, K- og M- Er modstandsværdien i ohmområdet, erstatter bogstavet R eller E

mærkning kommaet. I kΩ-området anvendes K og i MΩ-området bogstavet M.
Dette skyldes, at et lille komma let kan forsvinde.
Eksempel:
5,6 Ω skrives som 5R6 eller 5E6
0,22 Ω skrives som R22 eller E22
Tolerancen opgives enten som tal eller bogstavkode.
Eksempel: 10% = 10 = K
Tolerancer F = ± 1%
G = ± 2%
J = ± 5%
K = ± 10%
M = ± 20%
Z = – 20% + 80%
56
Elektrisk modstand
Talkodemærkning af SMD-modstande
SMD Overflademonterede modstande (SMD) af typen CHIP er som regel
mærket med en trecifret kode. På den viste modstand står der 474,
som tydes således:
1. tal angiver 1. ciffer (4)
2. tal angiver 2. ciffer (7)
3. tal angiver antal 0’er, altså 0000.
Værdien bliver 470.000 Ω eller 470 kΩ.
ek085-03.cdr
Specielt Er 3. tal = 7, ganges der med 0,01 eller divideres med 100
gælder:
Er 3. tal = 8, ganges med 0,1 eller divideres med 10
Er 3. tal = 9 eller 0, skal der ikke anbringes noget 0 efter de første

cifre.
57
Elektrisk modstand
Variable modstande
Variable modstande er designet således, at deres modstandsværdi
kan varieres enten manuelt eller pga. temperatur o.lign.
Trimme- Trimmepotentiometeret har tre terminaler. Imellem de yderste ter-

potentio- minaler ligger den fulde modstand, som er lavet enten ved hjælp af
metre en kulbane eller (sjældent) en modstandstråd. Imellem midtertermi-
nalen og en af yderterminalerne kan man nu ved hjælp af en skrue-
trækker justere modstanden fra 0 og op til den fulde modstand. Nog-
le finere udgaver har en lille udveksling, således at der skal drejes
10 omgange for at flytte armen imellem yderstillingerne (10-turn og
multiturn potentiometer). Herunder ses forskellige udgaver.
4138e-14.tif
4138e-15.tif
58
Elektrisk modstand
Drejepoten- Drejepotentiometeret er opbygget som et trimmepotentiometer, men

tiometre kan reguleres uden brug af værktøj. Som regel er akselen forsynet
med en drejeknap, der kan betjenes fra apparatets forplade. Drejepo-
tentiometre bruges f.eks. til volumenkontrol, tonekontrol, frekven-
sindstilling osv.
Potentiometre kan fås som lineære eller logaritmiske. Ved den line-
ære type ændres modstanden lige mange ohm pr. grad, der drejes.
Ved den logaritmiske type ændres modstanden mere og mere pr.
grad, der drejes. Denne type er almindelig ved volumenkontrol pga.
ørets logaritmiske følsomhed.
Kulbane Bevægeligt
udtag
Akseltap
Loddeflig
4138e-16.tif
Skydepo- Skydepotentiometeret består at en aflang kulbane, hvor armen kan

tentiometre skydes hen over. Denne type potentiometer ses ofte i forbindelse med
mixere og andet udstyr, hvor det er vigtigt hurtigt at kunne aflæse
dets indstilling.
ek327-12.cdr
Skydepotentiometer
59
Elektrisk modstand
Ulineære modstande
Disse modstande ændrer sig, når de udsættes for en af deres kon-
struktion bestemt, ydre påvirkninng, f.eks. temperatur, spænding,
lys o.lign.
Temperaturafhængige modstande
Disse modstande fås i flere forskellige udformninger, lige fra print-
montage til skruemontage. Vi finder dem f.eks. i termostater, sinus-
generatorer og effektforstærkere. Undertiden kaldes de en thermi-
stor.
4138e-17.tif
Der findes grundlæggende to modsatte typer.
NTC NTC betyder Negativ Temperature Coefficient. Det betyder, at

modstandsværdien bliver mindre med stigende temperatur.
ek327c14.cdr
60
Elektrisk modstand
PTC PTC betyder Positive Temperature Coefficient. Det betyder, at

modstandsværdien bliver større med stigende temperatur.
ek327c15.cdr
Spændingsafhængige modstande
VDR VDR er en Voltage Dependent Resistor. Den har en stor mod-
stand op til en af dens konstruktion bestemt spænding. Over denne
spænding falder modstandsværdien drastisk.
ek327c16.cdr
61
Elektrisk modstand
Lysafhængige modstande
LDR LDR står for Light Dependent Resistor. Modstandsværdien æn-
drer sig, afhængig af den belysning modstanden udsættes for.
ek327c17.cdr
4138-e18.tif
62
Elektrisk modstand
Specifik modstand
Ved specifik modstand eller resistivitet forstås modstanden eller re-
sistansen for et materiale med normerede dimensioner. Ifølge SI-sy-
stemet skal den specifikke modstand angives for en terning med
kantlængden 1 m, hvor strømmen løber ind i den ene flade og ud af
den modstående flade.
el303-31.cdr
Da ledningstværsnit i kvadratmetre er sjældne, ser man tit den spe-

cifikke modstand opgivet for en leder med længden 1 m og tværsnits-
2
arealet 1 mm .
el303-32.cdr
For en kobberledning med de sidst angivne dimensioner findes en

modstandsværdi på 0,0175 Ω ved 20°C (tallet kan svinge lidt med
kobberkvaliteten).
Sætter vi sådanne to ledningsstykker efter hinanden, stiger mod-

standen til 0,035 Ω, da hvert stykke begrænser strømmen med mod-
standen 0,0175 Ω.
63
Elektrisk modstand
el303-33.cdr
Modstanden stiger, når ledningslængden øges.
Sætter vi de to ledningsstykker ved siden af hinanden, så arealet

øges til det dobbelte, får strømmen lettere ved at passere. Modstan-
den falder til 0,00875 Ω.
el303-34.cdr
Modstanden falder, når ledningsarealet øges.
Kender man materialets dimensioner, kan man finde modstanden af

formlen:
ρcu ⋅ l
R = --------------- [Ω]
A
hvor ρcu (rho) er specifik modstand for kobber (cu). R er modstanden
2
i Ω. l er længden i m og A er arealet i mm , hvis den specifikke mod-
2
stand er opgivet med materialedimensionerne på 1 mm .
For en 10 m lang forlængerledning med kobberledere, hvis tvær-

2
snitsareal er 0,75 mm , findes modstanden til:
R= ρ ⋅l 0,0175 ⋅ 20
---------- = -------------------------------- = 0,47 Ω
A 0,75
Med den totale lederlængde på 20 m.
64
Elektrisk modstand
Ved omskrivnig af
ρ cu ⋅ l
--------------- [Ω]
A
kan vi bestemme måleenheden for specifik modstand:
R ⋅ A- [ Ω mm 2 ⁄ m ]
ρ = -------------
l
Måleenheden er her ohm gange kvadratmillimeter pr. meter.
Denne måleenhed findes i mange bøger og er ganske praktisk, da

2
arealer almindeligvis er angivet i mm . Man skal så blot huske at
2
indsætte arealet i mm .
SI-systemet SI-systemet er længdemålet standardiseret til meter og arealet til

kvadratmeter. Hermed er den korrekte angivelse af specifik mod-
stand.
2
R ⋅ A-
ρ = ------------- m = Ω⋅m
Ω ⋅ --------
l m
Dette betyder, som nævnt, at den specifikke modstand skal være an-
givet for en terning med kantlængden 1 m.
el303-35.cdr
Dette betyder, at arealet bliver 1 million gg større. Herved bliver

modstanden tilsvarende mindre, så hvis vi holder os til kobberets
specifikke modstand:
2
ρcu = 0,0175 Ω mm /m = 0,0000000175 Ω · m
der mere bekvemt noteres med præfiks
ρcu = 0,0175 µΩm
65
Elektrisk modstand
Ved omregning fra

2
Ω ⋅ mm
------------------------
m
til
2
Ωm
-------------- = Ω · m
m
6
er faktoren 10 .
Ved beregning skal man huske at indsætte arealet i kvadratmeter.
Lad os se på en ledning med tværsnitsarealet 1 kvadratmillimeter.
el303-36.cdr
Arealet udtrykt i kvadratmeter bliver:
–3 –3 –6 2
1 milli · 1 milli = 1 · 10 · 1 · 10 = 1 · 10 = 1 µm
2 2
Da arealforskellen er 1 : 1.000.000, er 0,75 mm = 0,75 µm .
Lad os nu beregne modstanden i vor forlængerledning efter SI-nor-

men.
–6
R= ρ ⋅l 0,0175 ⋅ 10 ⋅ 20
---------- = ------------------------------------------------- = 0,47 Ω
A –6
0,75 ⋅ 10
2
R er modstanden i ohm, l er længden i m, og A er arealet i m .
66
Elektrisk modstand
Herunder er vist en tabel for specifik modstand for en række metal-

ler angivet i µΩm samt nogle beregningseksempler.
Materiale Specifik Temperatur-

modstand koefficient
S20 α20
µΩm 1/°C
Aluminium 0,028 0,004
Bly 0,208 0,0038
Kadmium 0,07 0,0038
Fosforbronze 0,078 0,004
Guld 0,023 0,0037
Jern, rent 0,13 0,005
Kobber 0,0175 0,0042
Konstantan 0,5 ±0,0002
Kviksølv 0,958 0,0009
Nikkel 0,1 0,0047
Platin 0,1 0,0037
Silicium 0,6 -
Sølv 0,0163 0,004
Tin, rent 0,12 0,0046
Vismut 1,2 0,0042
Wolfram 0,055 0,004-0,005
Zink 0,062 0,0039
En begrænsermodstand til en akkumulatorlader skal fremstilles

med en konstantantråd, der har en diameter på 1 mm. Trådens mod-
stand skal være 0,2 Ω. Hvad er trådens længde?
Først bestemmes trådarealet:
A= π π
--- · D = --- ·  1 ⋅ 10  = 0,785 µm
2 –3 2 2
4 4  
Herefter findes ved omskrivning og indsætning:

–6
R= ρ ⋅l R⋅A 0, 2 ⋅ 0,785 ⋅ 10
---------- ⇔ l = -------------- = ------------------------------------------------- = 0,314 m
A ρ 0,5 ⋅ 10
–6
67
Elektrisk modstand
I en transformators primærvikling er anvendt en kobbertråd med

længden 170 m og diameteren 0,25 mm. Hvor stor er trådens ohmske
modstand?
–6
ρ ⋅ l- = ---------------
R = --------- ρ ⋅ l - = 0,0175 ⋅ 10 ⋅ 170
----------------------------------------------------- = 15,2 Ω
A π 2 π
--- ⋅ D --- ⋅  0,25 ⋅ 10 
–3 2
4 4  
Materialers Materialernes modstand er temperaturafhængig. For de fleste metal-

temperatur- lers vedkommende stiger modstanden med temperaturen.
afhængig-
hed Hvor denne effekt er uønsket ved f.eks. præcisionsmodstande i måle-
instrumenter, anvendes egnede metallegeringer, hvor man ved spe-
cielle varmebehandlinger har opnået en meget lille temperaturaf-
hængighed.
Tempera- Med temperaturkoefficienten kan man bestemme materialernes

turkoeffi- modstandsændring inden for små temperaturintervaller. Koefficien-
cient tens fortegn angiver, om modstandsændringen er positiv eller nega-
tiv. I en R = f (T) graf ser forholdene således ud:
el303c37.cdr
Positiv temperaturkoefficient
68
Elektrisk modstand
el303c82.cdr
Negativ temperaturkoefficient
Temperaturkoefficienten angives i promille pr. °C: ‰/°C, for kobber

eksempelvis 4,2 ‰/°C pr. Ω.
Dette betyder, at modstanden stiger med en faktor på α for hver

gang, temperaturen stiger 1°. Det svarer også til ændringen af en
modstand på 1 Ω.
∆R = α · ∆T
For kobber med α = 0,0042 ved en temperaturstigning på 10°C er

modstandsændringen for 1 Ω:
∆R = 0,0042 · 10 = 0,042 Ω
Da hver lille modstandsdel på 1 Ω ændrer sig, som beskrevet, bliver

den samlede ændring ved vilkårlige modstandsværdier:
∆R = α · ∆T · RK
Eksempelvis er ændringen ved en modstand på 100 Ω:
∆R = 0,0042 · 10 · 100 = 4,2 Ω
Ved en temperaturstigning på 10°C har modstanden ændret værdi

fra 100 Ω til 104,2 Ω.
69
Elektrisk modstand
RV = RK + ∆R = 100 + 4,2 = 104,2 Ω
Ved indsætning og omskrivning kan vi lave en færdig formel:
RV = RK + (RK · α · ∆T) = RK (1 + α · ∆T)
RV er modstanden ved temperaturen T2, RK er modstanden ved tem-

peraturen T1, α er temperaturkoefficienten ved stuetemperatur, og
∆T er temperaturintervallet T1 til T2.
Denne lineære sammenhæng gælder som nævnt kun ved små tempe-
raturintervaller.
Beregnings- I en glødelampe har glødetråden en modstand på 60 Ω ved stuetem-

eksempler peraturen 20°C. Når lampen lyser, er trådens temperatur 2.000°C.
Hvor stor er trådens modstand, når lampen er tændt?
Temperaturkoefficienten for wolfram angives inden for temperatu-

rintervallet til gennemsnitsværdien 0,005/°C.
RV ≈ RK (1 + α · ∆T) = 60 (1 + 0,005 · 1 980) = 654 Ω
Eksemplet er retningsgivende, da der regnes over et stort tempera-

turinterval.
Endnu et En transformators viklingstemperatur under drift ønskes overslags-

eksempel mæssigt bestemt ved at måle modstanden ved stuetemperatur på
den strømløse transformator og herefter måle modstanden, når
transformatoren under normale brugerforhold har været belastet,
indtil drifttemperaturen er stationær.
Ved stuetemperatur er viklingsmodstanden 21 Ω ubelastet. Ved be-

lastning er modstanden 27,6 Ω.
70
Elektrisk modstand
Først findes ∆R:
∆R = 27,6 – 21 = 6,6 Ω
Ved omskrivning og indsætning findes:
∆R = RK · α · ∆T ⇔
∆R - = -------------------------------
∆T = ---------------- 6, 6 - = 75°C
RK ⋅ α 21 ⋅ 0,0042
Driftstemperaturen er:
TDrift = TStue + ∆T = 20 + 75 = 95°C
Metallers Ved temperaturstigning udfører atomerne i et metalgitter livligere

og legerin- svingninger. Herved kolliderer flere strømbærende elektroner med
gers tempe- de svingende atomer. Elektronstrømmen »afbremses«, og materiale-
raturaf- modstanden stiger.
hængighed
4138e-14.cdr
71
Elektrisk modstand
Denne egenskab udnyttes i visse typer PTC-modstande.
el303c39.cdr
På grund af den uregelmæssige atomstruktur i legeringer (se under

»Stoffers opbygning«) er den specifikke modstand op til 100 gg større
end i rene metaller. Temperaturen får derfor mindre betydning for
modstandsforøgelsen.
Halvlederes Når molekylerne i et halvledermateriale ved temperaturstigning ud-

temperatur- fører livligere bevægelser, frigøres der flere strømbærende elektro-
afhængig- ner. Halvledermaterialer har derfor negativ temperaturkoefficient,
hed modstanden falder ved stigende temperatur. Denne egenskab udnyt-
tes i NTC-modstande.
el303c40.cdr
72
Elektrisk modstand
Modstands- Modstanden i en metaltråd ændres ved mekanisk deformation. Dette

ændring udnyttes i modstande til deformationsmåling kaldet »strain gauge«.
ved meka- Ved strækning af tråden øges længden og trådarealet mindskes.
nisk defor-
mation Af formlen:
ρ ⋅ l- ⇐ stiger begge
R = ---------
A ⇐ aftager
ses, at modstanden stiger ved strækning. Modstandsmaterialet kan

være konstantan.
Strain gauge anvendes i elektroniske vægte, til deformationsmålin-

ger på flyvinger, broers bæredragere mv., hvor de klistres på det ele-
ment, hvor man ønsker deformationen bestemt.
Læs mere om strain gauge i kapitlet om passive transducere.
73
Elektrisk modstand
Modstands- Når halvledermaterialer belyses, frigøres der strømbærende elektro-

ændring ner ved den absorberede strålingsenergi. Dette betyder, at modstan-
ved lyspå- den falder ved belysning. Denne effekt udnyttes i LDR-modstande,
virkning fotodioder og -transistorer.
el303c41.cdr
Supral- Ved afkøling til nær det absolutte nulpunkt (0°K = –273°C) af visse
ledning metaller som aluminium, kviksølv eller tin eller af visse keramiske
materialer optræder et fænomen, som kaldes supralledning. Ved su-
pralledning er materialets modstand praktisk taget nul ohm, hvilket
betyder, at der næsten ikke bruges energi til elektrontransporten.
Hvis der induceres en strøm i en supralledende ring, vil denne kunne
løbe i lang tid uden yderligere tilførsel af energi. Effekten kan sam-
menlignes med et svinghjul, der roterer i praktisk taget friktionsfrie
lejer.
el303-42.cdr
Supralledning udnyttes bl.a. til at frembringe det kraftige magnet-

felt i MR-skannere på sygehusene.
74
Ohms lov
Ohms lov
Introduktion til Ohms lov

Nu ved vi, hvad strøm, spænding og modstand er for noget. Vi har
sammenlignet det med et vandkredsløb, hvor vandstrømmen i rørene
svarer til strømmen, og hvor pumpetrykket svarer til spændingen, og
endelig en radiator eller anden indsnævring af røret svarer til mod-
standen.
Men vi kender også nogle sammenhænge:
Større spænding ⇒ større strøm

Hvis pumpetrykket forøges, løber der mere vand i rørene. Det svarer
til: Hvis spændingen stiger, forøges strømmen.
Større modstand ⇒ mindre strøm

Hvis et vandrør gøres tyndere, kan der ikke løbe så meget vand igen-
nem. Det svarer til: Hvis modstanden stiger, løber der mindre strøm.
Simon Ohms fortjeneste er, at han samlede disse sammenhænge i

Ohms lov. Ohms lov er den vigtigste formel inden for elektronikfa-
get.
Ohms lov
4138f-01.cdr
75
Ohms lov
Sammenhængen mellem spænding, strøm og modstand er udtrykt i

Ohms lov:
U U
I = ---- , R = ---- og U = I · R
R I
U er spændingen i volt, I er strømmen i ampere, og R er modstanden

i ohm.
Til en begyndelse kan man anvende den viste regnetrekant.
4138f-02.cdr
Ved tildækning af den ukendte størrelse kan man »læse« den ønske-
de formel.
Bemærk, at spændingen U aldrig forekommer i nævneren.
Ohms lov anvendes i øvrigt i så udstrakt grad i elektronikfaget, at

den bør ligge »på rygraden« som paratviden.
76
Ohms lov
Almene Bestem modstanden i den viste trimmer.

regne-
eksempler
4138f-03.cdr
U 2,7
R = ---- = ----------------------- = 27 kΩ
–3
I 0,1 ⋅ 10
Bestem spændingsfaldet over den viste modstand.
4138f-06.cdr
–3 3
U = I · R = 1 · 10 · 2,2 · 10 = 2,2 V
Omskrivning af præfiks til tipotens vises ikke, da det må tilrådes at

beherske dette som hovedregning.
Find strømmen gennem den viste modstand.
4138f-07.cdr
I= U 2
----- = ----------- = 0,02 = 20 mA
R 100
77
Ohms lov
Mange opgaveforfattere elsker sammensatte opgaver på denne form:
4138f-04.cdr
Bestem totalspændingen U tot , totalstrømmen I tot og kredsløbets to-

talmodstand.
Vi begynde der, hvor to størrelser i Ohms lov er kendt:
UR
1, 5 - = 1 mA
I 2 = -----------5 = -----------------------
3
R5 1,5 ⋅ 10
Når strømmen er kendt, kan spændingsfaldene nemt beregnes:
–3 3
U R = I 2 · R 4 = 1 · 10 · 1 · 10 = 1 V
4
–3 3
U R = I 2 · R 3 = 1 · 10 · 2,2 · 10 = 2,2 V
3
78
Ohms lov
Ifølge spændingsloven:
U tot = U R + U R + U R = 2,2 + 1 + 1,5 = 4,7 V

3 4 5
U tot 4, 7
I 1 = ---------------------- = -------------------------------------------------
- = 0,52 mA
3
R1 + R2 (5,6 + 3, 3 ) ⋅ 10
Ifølge strømloven:
–3
I tot = I1 + I2 = (0,52 + 1) · 10 = 1,52 mA
U tot 4, 7
R tot = -----------
- = --------------------------- = 3,09 kΩ
–3
I tot 1,52 ⋅ 10
Der findes et utal af denne type opgaver. Mangler du rutine, så find

dem, og øv dig.
79
Ohms lov
Modstands- Til bestemmelse af totalmodstand i en enkeltmodstand eller et

måling kredsløbsnetværk er strøm- og spændingsmetoden altid god.
4138f-05.cdr
Aflæses spændingen i ovenstående til 1 V og strømmen til 0,8 A, fin-

des med Ohms lov:
R= U 1
----- = ---------- = 1,25 Ω
I 0, 8
Usikkerheden ligger i, at voltmeterets målestrøm (IM) løber gennem

amperemeteret. Da man ved små modstande kan anvende en rimelig
stor målestrøm, er denne metode den bedste ved måling af lave mod-
standsværdier.
Princippet kaldes »rigtig spændingsmetode«, fordi voltmeteret viser

den korrekte spænding, mens amperemeteret også registrerer volt-
meterets målestrøm.
Har voltmeteret en indre modstand (RV) på 10 MΩ, er målestrøm-

men beregnet med Ohms lov:
U- = ---------------------
I = ------- 1 - = 0,1 µA
R V 10 ⋅ 10 6
Dette giver en tilvækst på målestrømmen på 1/8.000.000, hvilket er

uden betydning.
80
Ohms lov
Ved måling på store modstandsværdier kobles instrumenterne som

vist.
4138f-08.cdr
Med Ohms lov findes:
R= U 100
----- = ------------------------ = 10 MΩ
–6
I 10 ⋅ 10
Metoden betegnes »rigtig strømmetode«. Den store modstand vil til-

lade en relativ høj målespænding for at opnå en acceptabel måle-
strøm.
Dette gør spændingsfaldet over amperemeteret ubetydende, mens

målestrømmen i voltmeteret, der er
U 100
I M = -------- = ---------------------- = 10 µA
6
RV 10 ⋅ 10
vil fordoble målestrømmen, hvis voltmeteret er koblet efter ampere-

meteret. Dette giver en 100% målefejl.
81
Ohms lov
Spændings- I det viste kredsløb skal spændingsforskellen mellem punkt C og re-

beregning ferencepunktet stel bestemmes med de givne oplysninger. Bemærk,
at spændingsangivelser refererer til fællesreferencen stel.
4138f-09.tif
Først bestemmes strømmen. Den kan findes, da spændingsfaldet

over R E og størrelsen på R E er kendt.
UR
1 - = 1 mA
I = -----------E- = -----------------
3
RE 1 ⋅ 10
Nu kan spændingsfaldet over R C bestemmes:
–3 3
UR = I · R C = 1 · 10 · 5,6 · 10 = 5,6 V
C
82
Ohms lov
Her ophører mange begynderes tålmodighed åbenbart, da de ofte an-

giver dette som spændingen i punkt C refererende til stel. Men det
var spændingsfaldet over RC, vi fandt:
4138f-10.cdr
U C vil være spændingen U CC – U R :

C
U C = U CC – U R = 12 – 5,6 = 6,4 V
C
Overført til et transistortrin vil forholdene være som vist.
4138f-11.cdr
83
Ohms lov
Komponent Ved fejlfinding på elektroniske kredsløb på printkort er det vanske-

fejlfinding ligt at åbne de enkelte strømbaner og indskyde amperemetre. Man
anvender derfor spændingsmålinger ud fra referencepunkt (stel) og
beregner forventede strømme med Ohms lov.
Herunder er vist trinnet fra tegningen ovenfor med en komponent-

fejl, der giver de viste spændinger. Opgaven er ud fra Kirchhoffs love
og Ohms lov at bestemme, hvilken komponent der er defekt.
4138f-12.cdr
Umiddelbart ser det ud til, at RC er kortsluttet, da der ikke længere

er nogen potentialeforskel over den. Dette kan ikke blankt afvises,
men det er sjældent, at modstande kortslutter på grund af deres fysi-
ske udformning. Hvor stor er strømmen, når potentialeforskellen
over modstanden er 0?
UR U CC – U C
I = -----------C- = --------------------------- 12 – 12- = -----------------------
0 -
3 ⇒
= -----------------------
3
0A
RC RC 5,6 ⋅ 10 5,6 ⋅ 10
Dette indikerer, at strømmen er ophørt.
84
Ohms lov
Ser vi på spændingsfaldet over RE, giver dette strømmen:
UR
1,6 -
I = -----------E- = -----------------
3
= 1,6 mA
RE 1 ⋅ 10
Da strømmen i en fælles strømvej bør være den samme, er der noget

galt. Er RC i orden, er der kun en enkelt mulighed tilbage, hvilken?
Strømberegningen ved RE har kun sin gyldighed, hvis RE er i orden.
Fejlen er, at RE er afbrudt. Spændingen på 1,6 V fremkommer via

transistoren. Bemærk, at der sagtens kan være en potentialeforskel
uden strøm, men der er ikke længere et sluttet kredsløb.
4138f-13.cdr
Der er set bort fra målestrømmen, som kan forårsage, at voltmeteret

viser en lavere værdi.
85
Ohms lov
Regelsæt I en grafisk afbilding af I = f (U) med R = 10 Ω ser vi, at:

Større spændingsforskel giver større strøm.
4148f-14.cdr
Dette bekræfter opfattelsen af, at spændingen »driver strømmen

rundt« i et sluttet elektrisk kredsløb. Dette er i øvrigt grundformen
for Ohms lov, der beskriver, at den lineære modstand (resistans) er
forholdet U
----- .
I
Afbilder vi I = f (R) med U = 1 volt, ser vi, at:
Når modstanden øges, falder strømmen i kredsløbet.
4138f-15.cdr
86
Ohms lov
Grænseværdien opad er en afbrydelse, der medfører, at strømmen

går i stå. Denne situation kan vi komme tæt til, da gode isolatorer
har en meget stor isolationsmodstand. Grænseværdien nedad er fik-
tiv, da det kræver uendelig megen energi at drive en uendelig stor
strøm i en modstand på 0 Ω.
En graf over U = f (R) ved I = 1 A ser således ud:
4138f-16.cdr
Denne fortæller, at ved samme strøm stiger spændingen pro-

portionalt med modstanden.
Grænseværdien nedad finder vi ved at måle potentialeforskel over

0 Ω. Grænseværdien opad er begrænset af, at der ikke findes uende-
lig store spændinger og modstande.
87
Ohms lov
Til slut vises en graf over U = f (I) med R = 1 Ω:
4138f-17.cdr
Denne viser, at øges strømmen i et kredsløb gennem en given

modstand, stiger spændingen proportionalt med strømmen.
Grænseværdien nedad er nul, mens værdien opad begrænses af

praktisk mulige strømme og spændinger.
I forbindelse med kredsløbsanalyse og evt. -dimensionering ved fejl-

finding og justering på elektroniske apparater er dette regelsæt sam-
men med Kirchhoffs strøm- og spændingslov grundstammen i den vi-
den, der adskiller fagmanden fra fuskeren.
Sammenholdt med de store talvariationer, der forekommer i elektro-

nikken, og den hermed udstrakte anvendelse af præfiks, kræver det en
indsats at få lært disse love, så de er et nyttigt værktøj i det daglige
arbejde. Hertil kræves en aktiv arbejdsindsats med opgaveløsninger,
praktiske måleøvelser og kredsløbsanalyser. Afhængigt af den enkel-
tes interesse og evner tager det erfaringsmæssigt fra nogle måneder op
til (mange) år, før målet er nået.
88
Effekt og energi
Effekt og energi
pære-cdr
Når den elektriske strøm passerer gennem en modstand, vil den afgi-
ve noget energi til modstanden. Det kan man ligefrem se, hvis man
betragter glødetråden (modstand) i en almindelig elektrisk pære.
Når der bliver tændt for pæren, bliver glødetråden så varm, at den
begynder at gløde eller lyse. Den elektriske energi er altså blevet om-
dannet til varmeenergi.
Energi (W) Denne energi betegnes W og måles som al anden energi i joule (J).
måles i joule
(J) Mængden af energi, der er i elektrisk strøm, kan findes ved at gange
spændingen, strømstyrken og tiden med hinanden:
W=U·I·t
Den elektriske pære omsætter, efterhånden som tiden går, spænding

og strøm til varmeenergi. Men hvor effektivt gør den det? Hvor me-
gen energi den kan omsætte i sekundet fortæller noget om effekten.
89
Effekt og energi
Effekt (P) Formeltegnet for effekt er P, og måleenheden er watt (W).

måles i watt
(W) Hvis effekt er omsat energi pr. sekund, må det betyde, at den kan
findes som:
P=U·I
4138g-01.cdr
1 W kan defineres som den effekt, der afsættes som varme i en

ohmsk modstand, der gennemløbes af strømmen 1 A ved spændings-
faldet 1 V.
Energi Når vi skal betale vores el-regning, står der ikke på den, at vi har
måles også i brugt så og så mange joule. Der står kilowatttimer, forkortet kWh.
kWh Det skyldes, at der er tradition for at opgive elektrisk energi i W · s
(watt-sekunder) i stedet for joule, og kWh er afledt af Ws. En joule er
jo netop det samme som et Ws. Da der går 3.600 sekunder på en ti-
me, og der går 1.000 W på en kW betyder det at:
1 kWh = 3.600.000 J = 3,4 MJ
Elektrisk effekt P kan beregnes som:
90
Effekt og energi
Effekt-
formlen P=U·I
Hvis vi ikke kender I, kan vi indsætte Ohms lov for strøm:

2
U U-
P = U · I = U · ---- = -------
R R
2
P= U
--------
R
Hvis vi ikke kender U, kan vi indsætte Ohms lov for spænding:
2
P=I·U=I·I·R=I ·R
2
P=I ·R
91
Effekt og energi
Fordobles U Som det ses af de to sidste formler, øges effekten med kvadratet på
eller I, vil P spændingen eller strømmen. Dette skyldes, at hvis man fordobler
blive 4 gan- spændingen i et lukket kredsløb, vil man også fordoble strømmen og
ge større! omvendt. Da effekt jo netop er strøm gange spænding, vil effekten
stige hele fire gange.
4138g-02.cdr
92
Effekt og energi
Når Ohms lov og effektformlen kombineres, giver det følgende mulig-

heder:
U
√P . R I
2
P U
I P
P
I.R U R I
2
P 2.
U I P I R
2
U U
R R
√ PR U.I
el296-01.cdr
Beregnings- Et relæ trækker en stationær strøm på 0,1 A ved en spænding på 12

eksempler V. Hvor stor effekt afsættes i relæspolen?
4138g-03.cdr
P = U · I = 12 · 0,1 = 1,2 W
93
Effekt og energi
En forlygtepære til en bil er mærket med 12 V/45 W. Hvor megen

strøm trækker pæren?
P 45
I = ---- = ------ = 3,75 A
U 12
Beregn, hvor stor spænding og strøm en modstand på 220 Ω 0,4 W

kan tåle:
U= P⋅R = 0,4 ⋅ 220 = 9,4 V
I= P
---- =
0,4
----------- ≅ 43 mA
R 220
En glødelampe er mærket 12 V/5 W. Hvor stor er lampens modstand

i varm tilstand?
2 2
R= U 12
-------- = ---------- = 28,8 Ω
P 5
Elektrisk Formeltegnet for energi (arbejde) er W eller A, og måleenheden er

energi joule (J) eller wattsekunder (W · s).
Formlen for energi er effekt gange tid:
As = P · ts (J, W · s)
Energien kan også beregnes i watt-timer:
Ah = P · th (Wh)
h kommer af det engelske »hour« = time.
Omsætningen mellem joule og watt-time bliver:
As = 60 · 60 · Ah = 3.600 · Ah (J, W · j)
94
Effekt og energi
Ah er energien i måleenheden watt-timer (Wh), og As er energien i

måleenheden watt-sekunder = joule, (tidsomregningen er 60 minut-
ter a 60 sekunder).
Beregnings- En nikkel-kadmium akkumulatorcelle på 1,25 V skal oplades med en

eksempler strøm på 200 mA i 15 timer. Hvor stor er den tilførte energimængde?
Opladeeffekten er:
P = U · I = 1,25 · 0,2 = 0,25 W
Den tilførte energi i watt-timer:
Ah = P · th = 0,25 · 15 = 3,75 Wh
I joule:
3
As = Ah · 3.600 = 3,75 · 3,6 · 10 = 13,5 kJ
En bilakkumulators energiindhold udtrykkes i amperetimer (Ah).
En praktisk måleenhed, der fortæller, at der eksempelvis kan træk-

kes en strøm på 1 A i 65 timer eller 10 A i 6,5 time, hvis kapaciteten
er angivet til 65 A h.
Hvor stor er energimængden i Wh og joule, når spændingen er 12 V?
Ah = P · th = U · I · th = 12 · 65 = 780 Wh
Da strøm gange tid svarer til amperetimer.
Antal joule er således:
3 3
As = Ah · 3,6 · 10 = 780 · 3,6 · 10 = 2.808 kJ = 2,808 MJ
95
Effekt og energi
Prisafreg- Ved prisafregning med el-værkerne opgives prisen i kroner pr. kilo-
ning – watt-timer (kWh). Formlen for prisafregning bliver:
Energi
Energi i Wh
Kostprisen = --------------------------------- · Pris pr. kWh
1.000
Ah
Kp = ---------------
- · Pr
1.000
• Kp = Kostprisen
• Pr = Pris pr. kWh
Til denne form for »købmandsberegninger« er der ingen normerede

formeltegn, hvilket i begyndelsen kan være både forvirrende og irri-
terende for mange.
Lad os belyse sagen med et taleksempel:
Prisen pr. kilowatt-time, her med formeltegnet Pr, er 0,6 kr./kWh.
En lampe med effekten 60 W brænder i 8 timer. Hvad koster dette?
Den leverede mængde energi er:
Ah = P · th = 60 · 8 = 480 Wh
Kostprisen er:
Ah 480
- · Pr = --------------- · 0,6 = 0,288 kr.
Kp = ---------------
1.000 1.000
På denne måde kan selv det enkelte gøres indviklet, men se nu ek-
semplet som en øvelse i at omsætte aktuelle begreber til formeltegn,
formeldannelse og udregning.
96
Effekt og energi
Hvad koster det at »glemme« at slukke lyset i et værksted med 20

lysarmaturer, hvert med et forbrug på 180 W, der så brænder unø-
digt i 15 timer?
Den forbrugte energi:
Ah = N · P · th = 20 · 180 · 15 = 54.000 Wh
N er antal lysarmaturer.
Ved en pris på 0,6 kr./kWh koster det:
Ah 54.000
- · Pr = ------------------ · 0,6 = 32,40 kr.
Kp = ---------------
1.000 1.000
97
Effekt og energi
98
Modstandskombinationer
I elektroniske kredsløb sammensættes modstande i mange kombina-

tioner. De to vigtigste kombinationer er serie- og parallelforbindel-
ser.
4138h-01.cdr
Serie Parallel
Serieforbin- Den samlede modstand i en serieforbindelse bliver altid summen

delse af de enkelte modstande. Skal man have gjort en modstand større,
kan man altså blot seriekoble to eller flere modstande, indtil sum-
men af dem giver den rigtige størrelse.
Rtot = R1 + R2 + R3...
Spændings- Man bruger også serieforbindelser til at neddele en spænding. Det

deler sker i spændingsdeleren, som f.eks. anvendes i voltmeteret. Når der
skiftes måleområde, er det seriemodstande, der flyttes rundt på. Ved
hjælp af Ohms lov kan man beregne, hvor stort et spændingsfald der
opstår over hver enkelt modstand. Generelt gælder, at strømmen er
den samme i hele serieforbindelsen (Kirchoffs spændingslov).
99
Parallelfor- Den samlede ledningsevne i en parallelforbindelse bliver altid

bindelse summen af de enkelte ledningsevner. Ledningsevnen, G, er den re-
ciprokke værdi af modstanden. Den samlede ledningsevne bliver alt-
så større i en parallelforbindelse, og derfor bliver den samlede mod-
stand også mindre end den mindste modstand. Skal man have gjort
en modstand mindre, kan man altså blot parallelkoble to eller flere
modstande, indtil den rigtige værdi opnås.
Gtot = G1 + G2 + G3...
Man bruger også parallelforbindelser til at shunte en strøm uden

om en komponent, der måske ikke kan tåle den fulde strøm. Det sker
f.eks. i et amperemeter. Når der skiftes måleområde, er det shunt-
modstande, der udskiftes. Med Kirchoffs strømlov kan strømdelingen
beregnes.
100
Generelt: Ved beregninger af strømme og spændinger i kredsløbene er det ofte

nyttigt at kunne beregne totalmodstanden. Denne kan altid bestem-
mes som den totale spænding over kredsløbet divideret med den to-
tale strøm til kredsløbet.
4138h-02.cdr
I forbindelse med beregninger anvendes Kirchoffs love, hvor første

lov (strømloven) lyder:
Summen af strømme til et knudepunkt er lig med dem, der

løber fra knudepunktet.
4138h-03.cdr
I ovenstående eksempel må I3 være på 0,2 A.
101
Anden lov (spændingsloven) lyder:
Summen af påtrykte spændinger i et sluttet kredsløb er lig

med summen af spændingsfald i kredsløbet.
4138h-04.cdr
I det viste eksempel må U3 være 1 V.
Serieforbindelse
4138h-05.cdr
102
Bestemmel- Serieforbundne modstande er forbundet i forlængelse af hinanden.

se af total- Strømmen over alt i kredsen er den samme, og summen af spæn-
modstand dingsfald over modstandene svarer til den påtrykte spænding. Ifølge
Ohms lov er:
U1 = R1 · I, U2 = R2 · I, U3 = R3 · I og
U1 + U2 + U3 = R1 · I + R2 · I + R3 · I = (R1 + R2 + R3) I
Med U = U1 + U2 + U3 og Rtot = U
----- er
I
U U1 + U2 + U3 (R 1 + R 2 + R 3 ) I
Rtot = ---- = -------------------------------------
- = ---------------------------------------------
- =
I I I
Rtot = R1 + R2 + R3
Totalmodstanden er lig med summen af de enkelte modstande.
For tegningen ovenfor er totalmodstanden derfor:
Rtot = R1 + R2 + R3 = 1 k + 2,2 k + 1,5 k = 4,7 kΩ
Bestemmel-
se af del-
spænding
4138h-06.cdr
103
Ønsker vi at kende spændingsfaldet over den enkelte modstand, fin-

des først strømmen med Ohms lov:
U tot
I = -----------
-
R tot
Herefter bestemmes delspændingen igen med Ohms lov:
U1 = I · R1
Inden vi sætter tal ind, foretages indsætning:

Utot
U1 = I · R1 = -----------
- · R1
R tot
For tegningen ovenfor findes:

U tot 5 3
U1 = -----------
- · R1 = ------------------------ · 1 · 10 = 1,06 V
3
R tot 4,7 ⋅ 10
På samme måde bestemmes de to andre delspændinger:
U tot 5 3
U2 = -----------
- · R2 = ------------------------ · 2,2 · 10 = 2,34 V
3
R tot 4,7 ⋅ 10
U tot 5 3
U3 = -----------
- · R3 = -----------------------3- · 1,5 · 10 = 1,59 V
R tot 4,7 ⋅ 10
104
Proportio- Da strømmen i kredsen er fælles, kan man skrive, at:

nalitet
spænding/
U U
modstand I = -------1- = -------2-
R1 R2
Dette giver den vigtige regel:
I en seriekobling fordeler spændingerne sig proportionalt

med modstandsværdierne.
Tegningen nedenfor er et typisk eksempel.
4138h-07.cdr
Fejlforhold Hvis der opstår en afbrydelse i kredsen, falder strømmen og hermed

delspændingerne uden for afbrydelsen til nul.
4138h-08.cdr
105
Totalspændingen fra spændingskilden ligger over den afbrudte mod-

stand, og der er som nævnt intet spændingsfald over de øvrige mod-
stande. Hvis man vil eftervise dette i praksis, må man sørge for at
anvende et voltmeter, der ikke ændrer på forholdene med en bety-
dende målestrøm.
Spændingsdeler
En meget anvendt modstandskombination er spændingsdeleren:
4138h-09.cdr
Den tilførte spænding U ligger fordelt over begge modstande. Den

neddelte spænding U2 er delspændingen over R2.
Ubelastet Ubelastet findes delspændingen som ved serieforbindelse:

spændings-
R2
deler U2 = U · ---------------------
-
R1 + R2

3
20 ⋅ 10
U2 = U · -------------------------------------------------- = 0,18 V
3 3
90 10 + 20 ⋅ 10
⋅
Når den neddelte spænding videreføres til et efterfølgende kredsløb,

vil spændingsdeleren blive belastet. Ved overslagsregning betragter
man spændingsdeleren som ubelastet, når blot belastningen svarer
til en modstand, der er 10 gg større end R2.
106
Belastet Belastes spændingsdeleren, falder U2, da der nu løber en strøm gen-

spændings- nem belastningen Rb.
deler
4138h-10.cdr
Når spændingsdeleren belastes med en kendt modstand, kan del-

spændingen findes ved først at bestemme den resulterende mod-
stand for parallelforbindelsen af R2 og Rb:
RP = R2 // Rb = 20 k // 20 k = 10 kΩ
Herefter bestemmes delspændingen:

3
RP 10 ⋅ 10
U2 = U · ---------------------
- = 1 · -------------------------------------------------- = 0,1 V
3 3
R1 + R P 90 ⋅ 10 + 10 ⋅ 10
Parallelforbindelse
Bestemmel- I en parallelforbindelse er spændingen fælles for alle modstande,
se af total- mens totalstrømmen ifølge Kirchoffs første lov fordeler sig med del-
modstand strømmene:
4138h-11.cdr
107
Ifølge Ohms lov er:

U tot U tot U tot
I1 = -----------
- , I2 = -----------
- , I3 = -----------
-
R1 R2 R3
Summen af strømmene kan skrives som:

Utot Utot Utot  1 1 1
Itot = I1 + I2 + I3 = -----------
- + -----------
- + -----------
- = Utot  ------- + ------- + -------
R1 R2 R3  R 1 R 2 R 3
Nu findes erstatningsmodstanden:
U tot U tot 1
Rtot = -----------
- = --------------------------------------------------------
- = -------------------------------------
I tot U tot  ------- 1 + ------- 1 + ------- 1  1 1 1
 ------- + ------- + -------
 R 1 R 2 R 3 R 1 R2 R3
1
Rtot = ------------------------------------
-
1 1
------- + ------- + -------
1
R 1 R2 R3
Dette kan også skrives som:
1 1 1
----------- = ------- + ------- + -------
1
R tot R1 R2 R3
Indføres, at ledningsevnen
1
G = ----
R
findes
Gtot = G1 + G2 + G3
108
I en parallelforbindelse er den resulterende ledningsevne lig

med summen af de enkelte ledningsevner.
I diagrammer opgives normalt modstandsværdier. Man omregner

derfor de enkelte modstande til ledningsevner, finder den samlede
ledningsevne og regner tilbage til modstand igen.
Den resulterende modstand vil altid være mindre end den

mindste modstand i parallelforbindelsen.
4138h-12.cdr
1 = ----------
G1 = ------- 1 - = 0,01 S, G = -------
1 = ----------
1 - = 0,005 S, G = -------
1 = ------
1- = 0,02 S
2 3
R 1 100 R 2 200 R 3 50
1- = ---------------
Gtot = 0,01 + 0,005 + 0,2 = 0,035 S, R = ---- 1 - = 28,6 Ω
G 0,035
På en regnemaskine udføres beregningerne direkte, som beskrevet

med reciprokfunktionen.
Ofte noteres:
Rp = R1 // R2 // R3
Det overlades til læseren selv at anvende en matematisk korrekt

beregningsmetode.
109
Lige store Undertiden kommer man ud for at have to eller flere ens modstande
modstande i parallel. I disse tilfælde er det særlig nemt at beregne den samlede
modstand:
Rtot = R
----
n
Formlen siger, at man dividerer modstandsværdien med n, som er
antallet af ens modstande. Har man to ens modstande i parallel, vil
det altid give den halve modstand.
Et eksempel En stereoforstærker trækker to 8 Ω højttalere i parallel i hver kanal,

som vist herunder. Hvad er den totale modstand, som hver kanal i
forstærkeren belastes med?
Ω Ω Ω Ω
4138h-13.cdr
R 8
Rtot = ---- = --- = 4 Ω
n 2
110
Strømdeling
En parallelforbindelse virker som en strømdeler, fordi den samlede
strøm deler sig i flere »grenstrømme« idet den løber ind i parallelfor-
bindelsen. Herunder ses en simpel strømdeler med to modstande.
4138h-14.cdr
Eftersom der ligger den samme spænding over begge modstande, vil
den største strøm løbe i den mindste modstand. Er spændingen
kendt, findes de enkelte strømme ved hjælp af Ohms lov.
Kendes spændingen ikke, hvorimod den samlede strøm er kendt, kan

man benytte strømdelerformlen.
 R2 
I1 =  ---------------------
- · Itot
 R 1 + R 2
 R1 
I2 =  ---------------------
- · Itot
 R 1 + R 2
Formlen ligner spændingsdelerformlen bortset fra, at man tager den

modstand, man ikke ønsker at kende strømmen igennem, og divide-
rer med den samlede modstand.
111
Eksempel
4138h-15.cdr
 R2   47  –3
I1 =  ---------------------
- · Itot =  ----------
- · 100 · 10 = 32 mA
 R 1 R 2 +  147
 R1   
- · Itot =  100
–3
I2 =  --------------------- ---------- · 100 · 10 = 68 mA
 R 1 + R 2  147
Generel En generel strømdelerformel, der kan bruges til flere end to mod-
formel stande i parallel, kan også laves.
4138h-16.cdr
Strømmen i enhver gren kan bestemmes efter formlen:
 R tot
Ix =  -----------  · Itot
 Rx 
Rtot er den samlede modstand i parallelforbindelsen, og Rx er mod-

standen i den gren, hvor strømmen Ix løber.
112
Eksempel Vi vil regne alle tre grenstrømme ud for følgende eksempel:
4138h-17.cdr
Rtot = R1 // R2 // R3 = 680 // 330 // 220 = 111 Ω
 R tot  111 –3
I1 =  ----------- · Itot =  ----------- · 10 · 10 = 1,63 mA
 R1   680
 R tot  111 –3
I2 =  ----------- · Itot =  ----------- · 10 · 10 = 3,36 mA
 R2   330
 R tot  111 –3
I3 =  ----------- · Itot =  ---------- · 10 · 10 = 5,05 mA
 R3   220
113
Tegningen nedenfor viser en kombination af serie- og parallelforbin-
delser. Endvidere vises fremgangsmåde ved beregning af kredsløbets
totalmodstand.
4138h-18.cdr
Ved eksempel B er der reduceret med den resulterende modstand for

R3 og R4. Ved eksempel C er totalmodstanden for de to modstande i
parallel fra B bestemt.
Fremgangsmåden ved beregning afhænger af udøverens regnefær-

dighed.
Ofte betaler det sig at foretage delberegninger for at bevare overblik-

ket:
R S = R3 + R4 = 2,2 k + 1,5 k = 3,7 kΩ
1
R P = R S // R2 = ---------------------- 1
= ------------------------------------
- = 2,07 kΩ
1 1
-------- + -------
1 1
--------------- + ---------------
RS R2 3,7 k 4,7 k
Rtot = R1 + RP = 1 k + 2,07 k = 3,07 kΩ
114
Praktiske eksempler
Spændingsdeler med fast belastning
I måleapparatur, eksempelvis oscilloskopet, anvendes spændingsde-
ling med krav om stor nøjagtighed. Man arbejder med en fastlagt
standardbelastning og beregner spændingsdeleren, så dennes total-
modstand svarer hertil:
4138h-19.cdr
I det viste eksempel er belastningen sat til 1 MΩ. Samtidig er total-

modstanden for deleren også 1 MΩ.
RP = 1 M // 1 M = 0,5 M = 500 kΩ
3
RP 500 ⋅ 10
U2 = U · ---------------------
- = 1 · ---------------------------------------------------------- = 0,5 V
3 3
R1 + R P 500 ⋅ 10 + 500 ⋅ 10
Bemærk, at:
Rtot = R1 + RP = 500 k + 500 k = 1.000 k = 1 MΩ
Når spændingen neddeles fra 1 V til 0,5 V, betegnes spændingsdele-

ren som en 2:1 (»to til en«) deler.
115
Tegningen viser en 5:1 deler med efterberegninger:
4138h-20.cdr
RP = R2 // Rb = 250 kΩ // 1.000 kΩ = 200 kΩ
3
RP 200 ⋅ 10
U2 = U · ---------------------
- = 1 · ---------------------------------------------------------- = 0,2 V
3 3
R1 + RP 800 ⋅ 10 + 200 ⋅ 10
Rtot = R1 + RP = 800 k + 200 k = 1.000 k = 1 MΩ
Sættes en 5:1 deler efter en 2:1 deler, får vi en 10:1 deling:
4138h-21.cdr
116
Multimeter Et godt eksempel på ubelastet spændingsdeling er spændingsområ-

med ubela- det i et multimeter.
stet deling
4138h-22.cdr
Spændingsmålingen sker med en integreret displayenhed med en

indgangsmodstand, der er større end 100 MΩ. Selve enheden viser
200 ved en indgangsspænding på f.eks. 200 mV.
Når omskifteren flyttes fra toppen og nedefter, sker der en spæn-

dingsdeling i forholdene 10:1, 100:1 og 1.000:1.
Hermed opnås, at displayet viser 200 ved Uin = 0,2 V med omskifte-
ren i stilling 1. I stilling 2, 3 og 4 viser displayet 200 ved Uin hen-
holdsvis 2, 20 og 200 V.
Dette kan efterberegnes ved at samle alle modstandsværdier over

omskifterudtaget som R1 og alle modstande under udtaget som R2 i
spændingsdelerformlen. Prøv selv!
117
Forhold ved vekselspænding

Samtlige gennemgåede beregninger gælder principielt ved både
jævn- og vekselspænding. Ved højere frekvenser vil uundgåelige
spredningskapaciteter og selvinduktioner have indflydelse på forhol-
dene. Dette kræver kendskab til RC-, RL- og LC-leds virkemåde.
Potentiometeret som spændingsdeler

Ofte anvendes et potentiometer som spændingsdeler. Modstanden
mellem punkt 1 og 3 er bundmodstanden og mellem 2 og 3 ligger top-
modstanden.
Midterstilling 1⁄3 Opdrejet 2⁄3 Opdrejet
Det betyder, at man kan lave en variabel spændingsdeling fra 0% til

100%. På tegningen ovenover er vist tre indstillinger af potentiome-
teret, nemlig midterstilling, 1 ⁄ 3 opdrejet og 2 ⁄ 3 opdrejet.
Potentiometeret anvendt som spændingsdeler anvendes f.eks. i volu-

menkontrollen til radio og tv. Modtageren afleverer en forholdsvis
høj spænding, men kun en del sendes videre til LF-forstærkeren.
Brugeren kan på denne måde indstille lydstyrken.
118
4138h-24.cdr
Et andet eksempel er brændstofmåleren. En flyder er forbundet til

akslen på potentiometeret. Efterhånden som tanken tømmes, vil fly-
deren synke med ned. Det vil få potentiometerarmen til at bevæge
sig opad, og da spændingen tages ud mellem armen og den øverste
terminal, vil spændingen falde i takt med, at tanken tømmes.
4138h-25.cdr
119
Strømdelere i et amperemeter
Et amperemeter tilsluttes i serie med den strøm, man ønsker at må-
le. Det betyder, at instrumentet gennemløbes af den fulde strøm.
4138h-26.cdr
Shunt- Selve drejespoleinstrumentet kræver (og tåler) imidlertid kun en

modstand ganske lille strøm på f.eks. 1 mA for fuldt udslag. Ved måling af stør-
re strømme må man lede en del af strømmen uden om instrumentet
gennem en shuntmodstand Rsh. Da selve drejespolen også udgør en
modstand, har vi at gøre med en strømdeler.
4138h-27.cdr
Hvis instrumentet skal måle en strøm på f.eks. 1 A ved fuldt udslag,

må der kun gå 1 mA gennem instrumentet. Resten af strømmen på
999 mA skal gå gennem shunten.
Forholds- Shuntmodstanden skal derfor være 999 gange mindre end instru-
regning mentmodstanden Rinst. Det er simpel forholdsregning. Rinst opgives
til f.eks. 100 Ω.
R inst 100 100
- = ---------------------------- = ----------- = 0,1001 Ω
Rsh = -------------
–3 999
I sh 999 ⋅ 10
-------- ----------------------------
–3
I1 1 ⋅ 10
120
Ohms lov Man kunne også have brugt Ohms lov i stedet for forholdsregning:
Den fælles spænding over instrument og shunt kan beregnes til at

være:
U = I1 · Rinst = 1 m · 100 = 100 mV
Shuntmodstanden kan beregnes efter Ohms lov:
U- = 100
Rsh = -------
m
----------------- = 0,1001 Ω
I sh 999 m
Altså nøjagtig det samme resultat som ved forholdsregning.
Flere måle- Normalt ønsker man, at amperemeteret skal have flere måleområ-
områder der. Det kræver en shuntmodstand til hvert område samt en omskif-
ter.
md181-08.cdr
Hvis måleområderne skal være f.eks. 100 mA, 1 A og 3 A, kan mod-

standene beregnes ved hjælp af Ohms lov:
U 100 m
R sh = ----------- = ------------------ = 1,01 Ω
1 I sh 99 m
1
U 100 m
R sh = ----------- = ----------------- = 0,1001 Ω
2 I sh 999 m
2
121
–3
U - = 100 ⋅ 10
R sh = ---------- ------------------------- = 33,3 mΩ
3 I sh 2,99
3
Digitalt am- I digitale amperemetre er drejespoleinstrumentet skiftet ud med et di-

peremeter gitalt voltmeter, som måler spændingen over en kendt modstand Rinst.
Denne spænding vil ifølge Ohms lov være proportional med strømmen
igennem den. Hvis modstanden er på 100 Ω, og instrumentet har fuldt
udslag for 100 mV, vil det virke præcis som et drejespoleinstrument
med fuldt udslag for 1 mA. Alle beregninger på shuntmodstande er de
samme, som før vist.
4138h-29.cdr
122
Spændings- og strømgeneratorer
EMK En ideel spændingsgenerator giver en konstant spænding kaldet den

elektromotoriske kraft (EMK), uanset hvor meget den belastes.
Det kan den, fordi spændingsgeneratorens indre modstand Ri er 0 Ω.

Symbolet er derfor en cirkel med en kortslutning indeni.
Ri = 0 Ω
4138i-01.cdr
Spændingsgeneratoren kan sammenlignes med en vandpumpe, der

altid giver præcis det samme tryk på vandet (U), uanset hvor meget
der forbruges. Det sker ved at pumpe mere eller mindre vand ud til
forbruget. Derfor må vandmodstanden (Ri) inden i den være nul.
Strøm- En ideel strømgenerator giver en konstant strøm kaldet IK, uanset

generator hvor meget den belastes. Det er en konstantstrømsgenerator.
Det kan den, fordi strømgeneratorens indre modstand Ri er ∞ Ω.

Symbolet er derfor en cirkel med en afbrydelse (tværstreg) indeni.
123
Ri = ∞ Ω
4138i-02.cdr
Strømgeneratoren kan sammenlignes med en vandpumpe, der altid

giver præcis den samme vandstrøm (IK), uanset hvor meget der for-
bruges. Det sker ved, at pumpetrykket (U) tilpasses forbruget. Men
det kræver, at intet vand kan sive uden om pumpen. Den vej skal
vandmodstanden (Ri) være uendelig stor.
En virkelig generator er hverken en ideel spændings- eller strømge-

nerator. Men det kan være praktisk at opfatte den på denne måde.
Typiske spændingsgeneratorer er batterier og spændingsforsyninger.
Typiske strømgeneratorer er ladeapparater og ohmmetre.
124
Spændingsgenerator
Ækvivalent- Indtil nu har vi betragtet en spændingskilde som værende ideel med
diagram samme afgivne spænding, uanset belastningen. Ved praktiske spæn-
dingskilder falder den afgivne spænding mere eller mindre ved be-
lastning.
4138i-04.cdr
Dette kræver en udvidet opfattelse af den elektriske energikilde.

Hertil anvendes nedenstående fremgangsmåde, hvor man erstatter
batterisymbolet med en »beregningsmodel«, et ækvivalentdiagram.
Spændingskilden betragtes som en ideel generator med konstant

spænding E i serie med en indre modstand Ri. Spændingen på til-
slutningsklemmerne, også kaldet polerne, kaldes logisk nok for
klem- eller polspændingen.
4138i-05.cdr
125
Ubelastet Spændingskilden kaldes åben eller ubelastet, når den ikke afgiver
spændings- strøm. Klemspændingen kaldes i dette tilfælde for tomgangsspæn-
kilde dingen. Uden strøm er der intet spændingsfald over den indre mod-
stand, og tomgangsspændingen er lig med spændingen EMK kaldet
den elektromotoriske kraft.
Man kan tilnærmet bestemme tomgangsspændingen med et voltme-

ter, når voltmeterets målestrøm er meget lille.
4138i-03.cdr
Belastet Sættes en belastning på klemmerne, dannes et lukket kredsløb, og

spændings- der løber en strøm fra plus til minus (den vedtagne strømretning).
kilde Der opstår nu et spændingsfald, så klemspændingen falder.
4138i-06.cdr
Når den indre modstand og belastningsstrømmen er kendt, kan

klemspændingen beregnes til:
126
UK = EMK – U R = EMK – I · Ri = 1,5 – 1 · 0,2 = 1,5 – 0,2 = 1,3 V

i
Klemspændingen er lig med EMK’s minus spændingsfaldet over Ri.
Optages en kurve for U = f (I) for en spændingskilde, findes den viste

graf, hvor hældningen er bestemt af den indre modstand.
4138i-07.cdr
Den indre modstand kan beregnes ved at dividere spændingsændrin-

gen over den indre modstand med strømændringen:
Ri = ∆U 1,5 – 1,3 0,2

--------- = ------------------------- = -------- = 0,2 Ω
∆I 10 1
127
I nedenstående kurve er U = f (I) vist ved forskellige værdier for Ri.

Som det ses, skal Ri være så lille som muligt, hvis spændingen skal
være stabil, uanset belastningsstrømmen.
4138i-08.cdr
En ideel spændingsgenerator er karakteriseret ved, at den indre

modstand nærmer sig nul.
Dette kan realiseres i strømforsyninger ved hjælp af elektronisk sta-

bilisering.
128
Ohms 2. lov Med denne nye viden kan Kirchhoffs spændingslov færdiggøres:
I et lukket kredsløb er summen af samtlige elektromotoriske

spændinger lig med summen af spændingsfald over indre
modstande og ydre kredsløb.
4138i-09.cdr
Spændings-
kilder i serie
4138i-10.cdr
129
Serieforbindes spændingskilder med den viste polarisation, kan der

opstilles et ækvivalentdiagram, hvor:
• Den resulterende EMK er lig med summen af de enkelte spændings-

kilders EMK
• Den resulterende indre modstand er lig med summen af de enkelte
spændingskilders indre modstand
Hvis elementerne i ovenstående hver har en EMK på 1,5 V og en in-

dre modstand på 0,1 Ω, gælder den viste ækvivalent.
4138i-11.cdr
130
Spændings- Spændingskilder med samme EMK kan parallelforbindes.

kilder i
parallel
4138i-12.cdr
Ved parallelforbindelsen bliver Ri mindre. For spændingskilder med

samme Ri bliver den resulterende indre modstand:
R
Ri = ------i
N
hvor N er antal elementer.
131
Forbindes elementerne fra serieforbindelsen i parallel, findes:
4138i-13.cdr
R 0,1
Ri = ------i = -------- = 0,033 Ω
N 3
Beregnings- Når et tørelement udslides, stiger den indre modstand. Elementets

eksempler tilstand kan kontrolleres ved kortvarigt at måle kortslutningsstrøm-
men med et amperemeter.
Hvor stor bliver kortslutningsstrømmen, hvis elementets EMK = 1,5

V, dets indre modstand er 0,25 Ω, og amperemeterets klemmodstand
RA er 0,1 Ω?
4138i-14.cdr
EMK 1,5
IK = ------------------- = ----------- = 4,3 A
Ri + R A 0,35
132
På et tilsvarende element måles en kortslutningsstrøm på 0,7 A.

Hvor stor er den indre modstand?
EMK 1,5
Ri = -------------- – RA = -------- – 0,1 = 2 Ω
IK 0,7
En 12 volts bilakkumulator belastes ved motorstart i koldt vejr med

en strøm på ca. 100 A, herved falder klemspændingen til 6 V. Hvor
stor er akkumulatorens indre modstand?
Spændingsfaldet over den indre modstand er:
UR i = Ut – Ubel = 12 – 6 = 6 V
Ved strømmen 100 A findes:

U R 6
Ri = ----------i = ---------- = 0,06 Ω
I 100
Hvor stor er akkumulatorens kortslutningsstrøm?
12
EMK- = --------------
IK = --------------- - = 200 A
Ri 0,006
Man skal ikke uopmærksomt »komme til« at kortslutte en ak-

kumulator!
133
Strømgenerator
Ækvivalent- En elektrisk energikilde kan også betragtes som en strømgenerator,
diagram hvor den viste ækvivalent benyttes.
4138i-15.cdr
Cirklen illustrerer en ideel strømgenerator, der pr. definition har en

uendelig stor indre modstand vist med tværstregen. Man må så tage
fantasien til hjælp for at forestille sig, at der kan drives en strøm i et
ydre kredsløb af en generator, der pr. definition har uendelig stor
modstand.
Parallelt med udgangsklemmerne tegnes en modstand, der er den re-

elle generators indre modstand (Ri).
Belastes generatoren med en variabel modstand, findes for I = f (Rb):
4138i-16.cdr
134
Beregning
af indre
modstand
4138i-17.cdr
Kortsluttes generatoren, vil spændingen over den indre modstand

være 0, hermed er I R = 0. Strømmen IK løber i kortslutningen.
i
IK kan tilnærmet bestemmes med et amperemeter med lav klemmod-

stand i forhold til Ri.
Nu indsættes en belastning afpasset, så generatoren afgiver en

spænding tæt ved maksimalværdien, som strømgeneratoren kan ar-
bejde ved.
4138i-18.cdr
Nu vil strømmen i den ydre belastning være faldet en smule, da der

nu løber en strøm I R i den indre modstand på grund af spændingen,
i
der her som eksempel er 28 V.
135
Ifølge strømloven er:
IK = IR + IR ⇔ I R = IK – I R
i b i b
I R = (10 – 9,8) m = 0,2 mA

i
Nu kan Ri bestemmes med Ohms lov:
UR 28
Ri = ----------i = -----------------------
–3
= 140 kΩ
IR i 0,2 ⋅ 10
Da I R aftager med I R ved øget belastningsmodstand (hvor U sti-

b i
ger), skal Ri være størst mulig.
En ideel strømgenerator er karakteriseret ved, at dens indre

modstand er (tilnærmet) uendelig stor.
Beregnings- En strømgenerator med stor indre modstand afgiver en strøm IK på

eksempler 1,2 mA. Hvor stor er klemspændingen, når den belastes med en mod-
stand på 8,2 kΩ?
4138i-19.cdr
Da Ri ikke er angivet, findes:
–3 3
U = IK · Rb = 1,2 · 10 · 8,2 · 10 = 9,8 V
136
I nyere multimetre anvendes det viste princip til ohmmåling.
4138i-20.cdr
Strømgeneratoren sender en strøm gennem den ukendte modstand

RX. Det viste voltmeter måler spændingen med en ubetydende måle-
strøm.
Hvor stor er RX, hvis meteret viser 0,68 V, og IK er 0,1 mA?
Ifølge Ohms lov:
UR 0,68
RX = -----------X- = -----------------------
–3
= 6,8 kΩ
IK 0,1 ⋅ 10
Områdeskift sker ved at ændre strømmen IK. Hvor stor skal IK være
for fuldt udslag (1 V) ved RX = 1 kΩ?
UR UR
1 - = 1 mA
RX = ----------X- ⇔ IK = -----------X- = -----------------
3
IK RX 1 ⋅ 10
137
Omskrivning til Thevenin-generator

Allerførst vil vi præsentere en opgave, som kaldes Wheatstones må-
lebro.
4138i-21.cdr
Wheatsto- Opgaven går ud på bestemme IR . Det skulle ikke være svært. Vi

5
nes målebro kan vel blot regne ud, hvor stor spænding der ligger på hver side af
R5, og så dividere med modstanden. Men nej, spændingsdelerne er
belastede og påvirker hinanden igennem R5.
Og det er ikke til at finde ud af. Hvis vi da ikke lige havde Thevenin
og hans generatoromskrivning!
138
Thevenin Thevenins genistreg er, at han omskriver en belastet spændingsgene-

rator eller en spændingsdeler til en simpel generator med en EMK og
en Ri. Vi tager den venstre spændingsdeler fra opgaven og omtegner:
4138i-22.cdr
EMK findes Den ubelastede spænding EMK for den nye generator findes ved
ved hjælp af hjælp af spændingsdelerformlen:
spændings- 3
R2 5k 5 ⋅ 10
delerform- - = 12 · --------------------------- = 12 · ----------------------------------------------- = 4 V
EMK1 = Ub · --------------------- 3 3
len R1 + R2 10 k + 5 k 10 ⋅ 10 + 5 ⋅ 10
Ri findes Den indre modstand for den nye generator findes ved at kigge fra
som en klemmerne og bagind i kredsløbet. Derved kan vi se, at modstandene
parallel- ligger i parallel, idet den ideelle generator kan opfattes som en kort-
forbindelse slutning (Ri = 0).
Det betyder, at R i = R1 / / R2 = 10 k / / 5 k = 3,33 kΩ

1
På tilsvarende måde behandles den højre spændingsdeler i opgaven:

3
R4 1k 1 ⋅ 10
- = 5 · ----------------------- = 5 · ----------------------------------------------- = 1 V
EMK2 = Ubb · --------------------- 3 3
R3 + R4 4k+1k 10 ⋅ 10 + 1 ⋅ 10
R i = R3 / / R4 = 4 k / / 1 k = 800 Ω
2
139
Hele det omskrevne kredsløb betragtes som to Thevenin-generatorer

med R5 imellem:
4138i-23.cdr
Hele kredsløbet er forvandlet til en serieforbindelse.
Den totale spænding findes ved at trække de to Thevenin-generato-

rer fra hinanden (de ligger minus mod minus):
Utot = U EMK – U EMK = 4 – 1 = 3 V

1 2
Den totale modstand i serieforbindelsen findes:
Rtot = R i + R5 + R i = 3,33 k + 1 k + 0,8 k = 5,13 kΩ

1 2
Strømmen i R5 kan nu findes ved hjælp af Ohms lov:

Utot 3
- = ---------------- = 584,8 µA
I R = -----------
5 R tot 5,13 k
Man når al- Ved hjælp af omregninger til Thevenin-generatorer kan det altid la-
tid frem til de sig gøre at nå frem til en simpel serieforbindelse. Måske skal der
en seriefor- flere gentagne omregninger til.
bindelse!
140
Vi vil slutte med et ambitiøst projekt, hvor vi skal finde strømmen i

amperemeteret:
4138i-24.cdr
Spændingsdelerne R1-R2 og R5-R6 omtegnes til Thevenin-generato-

rer:
4138i-25.cdr
R2 R6
EMK1 = U · ---------------------
- EMK2 = U · --------------------- R i = R1 / / R2 R i = R5 / /
R1 + R2 R5 + R 6 1 2
R6
141
Det stiplede område i diagrammet omtegnes endnu engang:
4138i-26.cdr
R4
EMK3 = EMK1 · -------------------------------------
- R i = ( R i + R 3 ) / / R4
Ri + R3 + R4 3 1
1
Nu kan vi lave en formel for strømmen i amperemeteret:
EMK 3 – EMK 2
Iamp = -------------------------------------------
-
Ri + Ri
3 2
Stærkt Omskrivning til Thevenin-generatorer er et utroligt stærkt værktøj

værktøj! til kredsløbsanalyse. Man bør dog huske at lave de enkelte mellem-
tegninger for at bevare overblikket.
142
Magnetisme og elektromagnetisme
Magnetisme og
elektromagnetisme
Magnetisme er et stort og meget spændende område af den grund-

læggende elektroteknik. Det er fuldstændig umuligt at forestille sig
en verden uden anvendelse af magnetisme.
Permanent Det begyndte med den permanente magnet. I naturen findes der
magnet nogle steder jernmalm med magnetiske egenskaber, f.eks. i byen
Magnesia i Asien. Heraf navnet magnetisme. Den blev først an-
vendt i kompasset, der virker, fordi jordens magnetiske sydpol til-
trækker kompassets nordpol.
Vi finder også permanente magneter i f.eks. højttalere, drejespolein-

strumenter, motorer, dynamoer m.m.
Elektro- Elektromagneten virker, fordi strøm kan lave magnetisme. H.C.

magnet Ørsted viste, at en elektrisk strøm i en ledning vil frembringe mag-
netiske kraftlinier, der løber som ringe omkring lederen.
el093c-01.tif
Vikles lederen op til en spole, vil de magnetiske felter, som de enkel-

te vindinger laver, forstærke magnetfeltet. Jo flere vindinger på spo-
len, jo kraftigere magnetfelt.
143
4138j-01.cdr
Desuden vil strømmens størrelse bestemme magnetfeltets styrke.
De magnetiske kraftlinier kan koncentreres ved at forsyne spolen

med en jernkerne. Det vil give et kraftigere magnetfelt.
Når vi gemmer data på en disk eller musik på et bånd, udnytter vi

elektromagnetismen. Relæer er et andet eksempel.
Induktion Lader vi en permanent magnet bevæge sig i nærheden af en spole,

får vi lavet en spænding over spolen. Det kaldes induktion.
el093c-03.cdr
Der vil kun induceres en spænding, når der sker en ændring af mag-
netfeltet. Om det er spolen eller permanentmagneten, der bevæger
sig, er ligegyldigt. I de fleste dynamoer er det spolen, der drejer
rundt på en aksel. Størrelse og polaritet af spændingen afhænger af
144
hastigheden og retningen, hvormed magnetfeltet ændres, samt af

magnetfeltets styrke. Princippet bruges også i dynamiske mikrofo-
ner.
Motor- Det modsatte kan også lade sig gøre. Hvis man sender strøm gennem
princippet en spole, der sidder i et magnetfelt, vil spolen bevæge sig. Jo krafti-
gere strøm, jo større bliver bevægelsen. Det udnytter man i højttale-
ren og i elektromotoren samt i drejespoleinstrumentet. I et tv eller
en monitor sidder der nogle afbøjningsspoler, der afbøjer elektron-
strålen i billedrøret. Ved at styre strømmen til spolerne, kan man
styre, hvor lyset skal komme på skærmen.
145
Permanente magneter
Permanente magneter fremstilles af specielle hårdmagnetiske lege-
ringer. Materialet kan betragtes som bestående af et meget stort an-
tal småmagneter, der i det umagnetiske materiale ligger tilfældigt
ordnet, som vist herunder.
mg015c-01.cdr
Ved opmagnetisering orienteres småmagneterne, som vist.
mg015c-02.cdr
Herefter udviser materialet magnetisme, der defineres som kraftlini-

er, der har retning fra nord mod syd uden for magneten, og fra syd
til nord inde i magneten.
mg015c-4a.cdr
146
Den magnetiske kraft giver frastødning ved ensartede poler og til-

trækning ved forskellige poler.
mg018c-66.cdr
De drejelige magneter er stangmagneter udformet som kompasnåle.
Den største permanente magnet i vor nærhed er jordkloden.
mg015c-06.tif
Bemærk, at den geografiske nordpol egentlig er en magnetisk sydpol

(da kompasnålens nordpol peger mod denne).
147
Teorien med småmagneterne er udmærket til de fleste betragtnin-

ger. Den viser, at der ikke kan eksistere isolerede poler, men at der
altid vil være en syd- og en nordpol ved deling af et magnetisk mate-
riale.
mg018c-67.cdr
Magnetismens natur er ikke helt klarlagt. Man tillader sig i dag at

betragte magnetisme som et resultat af en kollektiv fælles spinret-
ning for atomernes elektroner.
Stoffernes Magnetiske materialer kan efter deres egenskaber inddeles i:

magnetiske • Paramagnetiske materialer, der leder magnetismen som i luft
egenskaber • Diamagnetiske materialer, der leder magnetismen dårligere end luft
• Ferromagnetiske materialer, der leder magnetismen bedre end luft
De ferromagnetiske materialer inddeles i hårdmagnetiske materia-

ler, der vanskeligt lader sig ommagnetisere, og blødmagnetiske ma-
terialer, der er nemme at ommagnetisere.
148
Det magne- Til praktisk brug anvendes permanente magneter i mange udform-
tiske kreds- ninger, ofte sammen med polsko af blødmagnetisk materiale, der er
løb, flux og lettere bearbejdeligt.
fluxtæthed
Herunder ses et magnetstel til en elektrodynamisk højttaler, hvor
det drejer sig om at frembringe et kraftigt ensartet magnetisk felt i
en luftspalte.
mg018c-03.cdr
149
I denne luftspalte placeres en svingspole, hvormed elektriske signa-

ler omdannes til mekanisk kraft, der så driver en membran, der igen
omdanner den mekaniske kraft til lydbølger.
mg018c-04.cdr
Magnetisk Den samlede magnetisme i kredsløbet kaldes magnetisk flux. Den

flux har formelsymbolet φ (phi, udtales »fi«), og måleenheden er weber
(Wb).
Den magnetiske flux er ligefrem proportional med magnetens dimen-

sioner og i øvrigt afhængig af det anvendte materiale. Eksempelvis
er Al-Ni-Co-magneter ca. dobbelt så kraftige pr. volumenenhed som
ferritmagneter.
Den opnåede flux er omvendt proportional med den samlede magne-

tiske modstand i kredsløbet for kraftlinierne, som magnetstellet som
helhed udgør. Denne modstand er her væsentligt bestemt af luftspal-
ten.
150
mg018c-15.cdr
Man kan sige, at magneten frembringer en magnetisk spænding, der

driver en magnetisk strøm (flux), der begrænses af magnetstellets
magnetiske modstand.
Bemærk sammenligningen med et elektrisk kredsløb.
mg018c-06.cdr
I luftspalten er der tale om en fluxtæthed, der kaldes magnetisk in-

duktion. Denne har formeltegnet B, og måleenheden er tesla (T).
Magnetisk Den magnetiske induktion, fluxtætheden, svarer til begrebet strøm-

induktion tæthed ved elektriske kredsløb og findes tilsvarende.
 Wb 
B= Φ
-----  ---------- = T (tesla)
A m  2 
2
Måleenheden er weber pr. kvadratmeter (Wb/m ), som har fået sit
eget navn tesla (T).
151
I det viste tilfælde findes arealet midt i luftspalten som:
mg018c-07.cdr
–3 –3 2
A = π · d · h = π · 21 · 10 · 7 · 10 = 462 µm
Fluxtætheden midt i feltet er:
B= Φ 500 µ
----- = ----------------- = 1,08 T ≈ 1 tesla
A 462 µ
Den viste beregning er forenklet, da nogle af magnetens kraftlinier
løber uden om luftspalten.
mg018c-08.cdr
Vi kan fastslå, at den samlede magnetisme, den magnetiske flux φ i

weber, fordelt over arealet A i kvadratmeter, som feltlinierne passe-
rer, giver en magnetisk induktion (fluxtæthed) B i tesla.
152
Ved samme flux falder den magnetiske induktion ved større

areal.
mg018c-09.cdr
Den magnetiske induktion varierer eksempelvis stærkt omkring en

stangmagnet.
Samme magnetiske induktion (fluxtæthed) opnås ved passende mag-

netisk udformning, som vist ved højttalermagneten.
153
Herunder vises magnetstellet til et drejespoleinstrument, hvor den

cylindriske midterkerne sikrer konstant fluxtæthed i luftspalten,
hvor drejespolen skal placeres.
mg018c-10.cdr
Elektromagnetisme
Elektroner i bevægelse skaber et magnetfelt omkring sig, uanset om
de bevæger sig i en elektrisk leder eller i vakuum. Dette giver sam-
menhængen mellem strøm og magnetisme.
Enhver leder har også en såkaldt selvinduktion. Dette har stor be-
tydning ved kredsløb, der arbejder ved meget høje frekvenser.
Magnetfel- H.C. Ørsted viste med sit forsøg, at en kompasnål giver udslag, når
tet omkring den placeres over en strømførende leder. Strømmen skaber et mag-
en leder netfelt omkring lederen.
154
Feltet kan illustreres med cirkler, som vist herunder.
mg018c-11.cdr
Feltet har retning, som kan huskes ved hjælp af den viste proptræk-
kerregel.
mg018c-12.cdr
Magnetfeltet har retning som en proptrækker drejet ind i lederen i

strømmens retning.
Feltet er kraftigst ved lederens overflade og aftager udefter.
Ændres lederen til en cirkelform (enkeltvinding), vil feltbidragene

langs lederen samles.
mg018c-13.cdr
Samles flere enkeltvindinger til en spole, forenes feltbidragene til et

sumfelt.
155
Feltet har retning, som tidligere beskrevet, hvilket betyder, at det

udvendigt løber fra spolens nordpol til sydpol og indvendigt fra syd-
pol til nordpol.
Dette kan bestemmes med højrehåndsreglen:
Højre- Når højre hånd holdes over spolen med fingrene i strømmens
hånds- retning, peger tommelfingeren i nordpolens retning.
reglen
mg016c-06.tif
Amperevin- Produktet af strøm og vindingstal virker som drivkraft for magnetis-

dingstallet men. Dette betegnes ofte amperevindingstallet. I fysikken kaldes
det for den magnetiske spænding.
Magnetfeltet begrænses af den magnetiske modstand som kraftlini-

erne skal passere.
Den magnetiske modstand varierer med materialevalg, længde og

areal, ligesom modstanden over for den elektriske strøm varierer
med disse størrelser.
156
En forskel er, at luft (eller vakuum) godt kan være leder for magne-
tisme. Den er ikke særlig god, men til gengæld tabsfri.
mg018c-64.tif
For den viste luftspole er den magnetiske modstand størst inde i spo-
len, hvor arealet er begrænset. Uden for spolen er modstanden meget
mindre, da kraftlinierne her har uendelig megen plads.
Feltet omkring spolen kan beskrives ved dets feltstyrke, der er pro-
portional med den drivende kraft (amperevindinger/magnetisk spæn-
ding) og omvendt proportional med den samlede magnetiske mod-
stand.
Magnetisk spænding
Flux = -----------------------------------------------------------------
Magnetisk modstand
Ønskes et kraftigere felt, kan den magnetiske modstand begrænses
ved at forsyne spolen med en jernkerne, som vist.
mg018c-14.cdr
157
Dette vil mangedoble feltet, men nu er den magnetiske modstand

uden for spolen den største begrænser.
Størst muligt felt opnås med en ringkerne, hvor kraftlinierne overalt

løber i et materiale med lav magnetisk modstand.
Magnetisk modstand kaldes for reluktans.
mg018c-15.cdr
Perme- I stedet for magnetisk modstand (reluktans) kan man anvende reci-
abilitet prokstørrelsen magnetisk ledningsevne. Denne kaldes for permeabi-
litet.
I tabeller er oftest angivet den relative permeabilitet, der er en tal-

størrelse, som angiver, hvor mange gange materialet leder bedre end
luft.
Den magnetiske ledningsevne, permeabiliteten og ændringen på

samme, varierer med størrelsen af den magnetiserende kraft.
158
mg018-16.cdr
Ved meget små feltstyrker er permeabilitetsændringen lav. Herefter

stiger den til maksimumpermeabiliteten. Til sidst indtræder mæt-
ning, hvorefter magnetfeltet kun øges med permeabiliteten for luft.
Kernens areal skal derfor afpasses efter opgaven på samme måde,

som trådarealet skal passe til strømstyrken i et elektrisk kredsløb.
Relæspole Herunder ses en relæspole med magnetstel og kontakter.
Kontaktsæt
Anker
Spole
ek439-02.cdr
159
Feltlinierne løber i magnetstellet og giver en trækkraft koncentreret

i luftspalten, så ankeret, som det ses herunder, slutter kontaktsæt-
tet.
mg018-24.cdr
Når relæet er spændingsløst, er luftspalten meget bred. Dette giver

en relativ stor magnetisk modstand. Når relæet sluttes, bliver luft-
spalten meget lille. Herved falder den magnetiske modstand, og den
magnetiske flux og den mekaniske kraft stiger.
Dette betyder, at hvis man langsomt øger strømmen, vil relæet plud-
selig trække og slutte helt på grund af den selvforstærkende virk-
ning. Herefter kan strømmen mindskes til en meget mindre værdi
(eksempelvis halvdelen), før relæet atter bryder.
Normalt angives en større nominel strøm, så relæet trækker sikkert,

eksempelvis:
• Nominel strøm 38 mA
• Aktiveringsstrøm 18 mA
• Holdestrøm 10 mA
160
Omsætning elektrisk strøm/mekanisk kraft

Med sit forsøg med kompasnålen viste Ørsted vejen mod omsætning
af elektrisk energi til mekanisk energi. Relæspolen er også et eksem-
pel på dette. Her følger flere.
Strømfø- Anbringes en strømførende tråd i et magnetfelt, vil der ske en om-

rende leder sætning til mekanisk kraft.
i et magnet-
felt
mg018c-25.cdr
De sammenhængende retninger kan findes med højre hånd, som

vist.
161
Er samtlige retninger vinkelret på hinanden, findes kraftpåvirknin-

gen til:
F=B·I·l
F er mekanisk kraft i newton (N), I er strømmen i ampere (A), og l er

trådlængden i magnetfeltet med fluxtætheden B i tesla (T).
Beregnings- En højttalers svingspole er viklet med en tråd med totallængden

eksempel 1 m. Spolen er anbragt i et magnetfelt med fluxtætheden 1,2 T.
Ved en strøm på 1 A påvirkes spole og membran af en kraft på:
mg018c-26.cdr
F = B · i · l = 1,2 · 1 · 1 = 1,2 N
Dette svarer til den kraft, hvormed et lod på ca. 120 g påvirker un-
derlaget.
4138j-02.cdr
162
Motor- El-motoren er transduceren, der omsætter elektrisk strøm til meka-

princippet nisk kraft. Tegningen herunder viser en strømførende leder anbragt
på rotoren, der ifølge højrehåndsreglen for en leder i magnetfelt vil
rotere mod uret.
mg018c-27.cdr
Rotorens drejningsmoment T er proportional med magnetfluxen φ og

ankerstrømmen Ia samt en motorkonstant K.
T = K · φ · Ia
Motorkonstanten knytter sig til de mekaniske forhold ved motoren,

vindingstal, rotorens radius, den opnåede fluxtæthed osv. Så en
egentlig beregning kræver kendskab til alle disse ting.
Via omregninger kan man for en given motor finde drejningsmomen-

tet i newton meter (Nm):
T= P ⋅ 9, 55
------------------------ (Nm)
n
P er tilført effekt, og n er motoromdrejninger pr. minut.
163
Ved effekten 1 kW og 3.000 r/min bliver drejningsmomentet:
1.000 ⋅ 9,55- = 3,18 Nm

T = ---------------------------------
3.000
Omsætning mekanisk kraft/elektrisk strøm

Induktion Hovedparten af elektrisk energi fremstilles ved hjælp af induktion,
der derfor har stor betydning for vor hverdag.
Da man i tidligere tider havde fundet frem til, at en strøm i en spole

giver et stationært magnetfelt, faldt tanken på, om et stationært felt
gav en tilsvarende strøm.
mg018c-28.cdr
Dette strider mod energisætningen, og til almindelig skuffelse for da-

tidens forskere løb der ingen strøm, når de anbragte en permanent-
magnet i en spole.
164
Det gjorde der til gengæld, så snart de bevægede magneten.
mg018c-29.cdr
Når magneten bevæges ind i spolen, løber der strøm, som vist.
Når magneten bevæges ud, løber strømmen i modsat retning.
mg018c-30.cdr
Den opnåede elektriske energi hentes fra bevægelsen. Kortsluttes

spolen, vil magneten kræve større trækkraft, og kortslutningsstrøm-
men vil give en energiomsætning til varme i spolen.
Vi må fastslå, at kun en feltændring inducerer en spænding.
Man kan egentlig kun fremstille vekselspænding/-strøm ved indukti-

on. Denne må så ensrettes mekanisk i en jævnstrømsdynamo eller
elektrisk i ensretterkredsløb.
165
Retningen af den inducerede spænding kan bestemmes ud fra Lenz

lov:
Når man ændrer fluxen af et magnetfelt gennem en lukket
vinding, induceres der en elektrisk strøm i denne, som mod-
virker fluxændringen.
Ved hjælp af højrehåndsregelen ses, at spolen med strømmen i dan-

ner et magnetfelt modsat rettet feltet fra den permanente magnet.
mg018c-31.cdr
166
Dynamop- Til fremstilling af elektrisk energi anvendes i princippet den viste

rincippet konstruktion med en roterende spole i et magnetfelt.
mg018c-32.cdr
Den viste enkeltvindings ender er forbundet til to kontaktringe,

hvorfra den inducerede spænding kan føres til brugeren.
Dynamoen i Ifølge Faradays induktionslov induceres der en tomgangsspænding,

detaljer der kan bestemmes med formlen:
E = –A ∆Φ
---------
∆t
A er spolearealet i kvadratmeter, φ er den magnetiske flux i spolen,
og t er tiden.
Fortegnet er et resultat af Lenz lov og de gældende fysiske fortegn-

konventioner.
Som formlen siger, er det fluxændringen pr. tidsenhed, der bestem-

mer spændingsstørrelsen.
167
Når spolen står lodret, er feltet i spolen nul.
mg018c-33.cdr
Drejes spolen 90°, findes det størst mulige felt i spolen, men der er
ingen feltændring, lige når spolen passerer vandret plan.
mg018c-34.cdr
168
Det interessante er, at feltændringen i spolen er størst, når spolen

bevæges omkring sin lodrette position. Her ændres feltet meget, og
det skifter retning. Sammenhæng mellem induceret spænding og
spolehældning i feltet bliver derfor, som vist herunder.
mg018c-35.cdr
Den inducerede spænding er størst, når lederen bevæger sig på

tværs af feltlinierne, og nul, hvor lederen netop bevæger sig på langs
med feltlinierne. Der induceres en sinusformet vekselspænding.
169
Strømmen i ledersløjfen vil have en sådan retning, at den med sit

magnetfelt modvirker fluxændringen i ledersløjfen, når den drejer i
feltet.
4138j-03.cdr
Feltændringen og dermed spændingens spidsværdi er generelt sti-

gende med omdrejningstallet. Dette er kendt fra cykeldynamoen.
Hyppigheden, hvormed spændingen og strømmen i ledersløjfen skif-

ter, er direkte proportional med omdrejningsfeltet. Ved 50 omdrej-
ninger pr. sekund vil den således producere en vekselspænding med
frekvensen 50 Hz.
4138j-04.cdr
Ved evt. at forsyne generatoren med flere polpar kan frekvensen hæ-
ves for et givet omdrejningstal.
170
Spændingsreguleringen sker ved at ændre på magnetfeltet, der, som

vist herunder, dannes af en elektromagnet.
mg018c-37.cdr
Ved flere vindinger findes:
E = –N · A · ∆Φ
---------
∆t
N er vindingstallet på rotorspolen.
Ved at ændre på magnetiseringsstrømmen Im kan den magnetiske

flux – og med denne spændingen – holdes konstant ved varierende
belastning.
El-værkernes generatorer er mere kompliceret opbygget, da de leve-

rer trefaset vekselstrøm.
171
Dynamoen I eksemplerne vi hidtil har set på, har spændingen været taget ud
vha. slæberinge og derfor været en vekselspænding.
I dynamoen anvendes der en kommutator til at udtage spændin-

gen. Kommutatoren sørger for at vende strømretningen efter hver
halvperiode, hvorved der sker en ensretning af spændingen. Den le-
verede spænding er en pulserende jævnspænding.
4138j-05.cdr
172
Magnetiske begreber og måleenheder

For den, der vil forsøge at skabe overblik og sammenhæng over de
anvendte begreber og måleenheder, bringes en forenklet oversigt.
I den viste spole vil der løbe en samlet magnetisme kaldet den mag-
netiske flux i kernen proportionalt med strømmen I.
mg018c-17.cdr
Beregningsmæssigt findes sammenhængene således:
Den drivende kraft er strøm gange vindingstal og kaldes magnetisk

spænding.
Θ=I·N
Formeltegnet er Θ (Theta), og måleenheden er ampere (A).
Denne magnetiske spænding giver en feltstyrke, som er magnetisk

spænding divideret med middelvejlængden for kraftlinierne i kernen.
173
Formeltegnet er H, og måleenheden er ampere pr. m (A/m).
mg018-18.cdr
⋅N
H = I-----------
- (A/m)
l
Feltstyrken giver en magnetisk induktion (fluxtæthed), der er af-
hængig af den magnetiske ledningsevne (permeabiliteten) i kernen.
B = µ · H (T)
Induktionen har formeltegnet B og måles i tesla (T).
Permeabiliteten har formeltegnet µ (My) og måles i henry pr. meter

(H/m).
For vakuum svarende til luft findes vakuumpermeabiliteten:
–7
µ0 = 4 π · 10 (H/m)
For materialerne angives permeabiliteten µr, hvilket angiver magne-

tisk ledningsevne i forhold til µ0.
Hermed findes induktionen til:
B = µ · H = µ0 · µr · H (T), fordi µ = µ0 · µr
174
Endelig findes det samlede magnetfelt, den magnetiske flux, ved at

gange magnetisk induktion med kernearealet.
mg018-19.cdr
Φ = B · A (Wb)
Fluxen har formeltegnet Φ, og måleenheden er weber (Wb).
Via omskrivninger findes:
Φ=B·A=µ·H·A=
⋅N
µ0 · µr · H · A = µ0 · µr · I-----------
- ·A
l
Ved omordning:
µ 0 ⋅ µr ⋅ A
Φ = I · N · -------------------------
-
l
Størrelsen:
µ0 ⋅ µr ⋅ A
--------------------------
l
kaldes kernens magnetiske ledningsevne (permeans):
µ0 ⋅ µr ⋅ A
Λ = -------------------------
-
l
Magnetisk ledningsevne (permeans) har formeltegnet Λ (stor lamb-
da), og måleenheden er henry (H).
175
Nu kan den magnetiske flux findes af:
Φ = I · N · Λ = Θ · Λ (Wb)
Sammenlign med
I = U · G (Strøm = Spænding × ledningsevne)
Reciprokværdien af magnetisk ledningsevne er meget naturligt mag-

netisk modstand:
Rm = --- l
1- = -------------------------
-
Λ µ0 ⋅ µ r ⋅ A
Magnetisk modstand (reluktans) har formeltegnet Rm og måles i am-

pere pr. weber (A/Wb).
Nu kan den magnetiske flux også skrives:
⋅N
Φ = I----------- Θ
- = ---------
Rm Rm
Sammenlign med
I= U
----- (Strøm = spænding/modstand)
R
176
Dette er således Ohms lov for magnetisme.
mg018c-20.cdr
Beregnings-
eksempel
mg018-21.cdr
–3
l = π · d = π · 20 · 10 = 62,8 mm
–3 –3 2
A = 10 · 10 · 6 · 10 = 60 µm
µr = 500
–7
µ0 = 4 π · 10 (H/m)
177
Af oplysningerne findes:
l
Rm = -------------------------
-
µ0 ⋅ µr ⋅ A
62,8 m 6
---------------------------------------------------------- = 1,66 · 10 A/Wb
–7
4 π ⋅ 10 ⋅ 500 ⋅ 60µ
Θ = I · N = 0,1 · 50 = 5 A
Θ- = ----------------------------
Φ = -------- 5 - = 3 µWb
Rm 6
1, 66 ⋅ 10
som er den samlede flux.
Fluxtæthed eller induktionen B (målt i Tesla) findes som:

W 
B= Φ
-----  --------b- = T
A m 2 
–6
3 ⋅ 10 - = 50 · 10–3 T = 50mT
B = -----------------------
–6
60 ⋅ 10
178
Hysterese- Når spolerne anvendes til vekselstrøm, udsættes kernematerialet he-

kurven le tiden for en ommagnetisering.
De ferromagnetiske materialers evne til at lade sig ommagnetisere

belyses bedst via hysteresekurven.
mg018c-22.cdr
På den vandrette akse har vi den magnetiserende kraft, der både

skifter retning og størrelse proportionalt med spolestrømmen.
179
Første gang kernen magnetiseres, vil magnetismen (fluxtætheden)

stige efter kurven a-b. Når strømmen og med denne den magnetise-
rende kraft mindskes til nul, vil magnetismen falde efter kurven b-c.
Der vil være en restmagnetisme tilbage i kernen, der betegnes ker-
nens remanens. For at fjerne denne må der magnetiseres med en
modsatrettet kraft, indtil magnetismen ved d er nul. Mængden af
modmagnetiserende kraft kaldes koercitivkraft.
I takt med den yderligere magnetisering stiger induktionen, som vist

til e. Herefter gentages forløbet, som netop beskrevet, blot med mod-
sat fortegn.
For at opnå lave tab skal remanens og koercitivkraft være mindst

mulige.
mg018-23.cdr
Herved formindskes kurvens areal, og tabene bliver mindre.
Lave hysteresetab opnås ved anvendelse af blødmagnetiske legerin-

ger. Ved lave frekvenser anvendes lamelleret siliciumjern. Ved høje-
re frekvenser anvendes eksempelvis ferritkerner.
180
Til permanente magneter anvendes jernlegeringer eller ferritter med

rektangulær hysteresekurve.
4138j-06.cdr
181
182
Vekselstrøm og -spænding
Sinus- Sinusbølgen er den mest almindelige vekselstrøm eller vekselspæn-

bølgen ding. Den kaldes ofte blot for en sinus. Elektricitetsselskaberne le-
verer sinusformet strøm og spænding i vore stikkontakter, fordi
energien er frembragt ved hjælp af roterende vekselstrømsgenerato-
rer. Desuden kan vi selv frembringe en sinusformet spænding ved
hjælp af en sinusgenerator, som er en oscillator. I begge tilfælde
kan vi benytte følgende diagramsymbol. (DS Dansk Standard)
4138k-01.cdr
Herunder ses en graf, der viser en generel sinusformet strøm eller

spænding. Strømmen eller spændingen er afbildet op ad y-aksen,
hvorimod tiden vises ud af x-aksen. Bemærk, hvordan spænding/
strøm varierer, efterhånden som tiden går. I begyndelsen er spæn-
ding/strøm nul for derefter at nå et positivt maksimum. Derefter bli-
ver den igen nul, hvorefter den når et negativt maksimum, inden
den til sidst passerer nul igen. Spændingen eller strømmen har nu
gennemført en hel svingning.
4138k-02.cdr
183
Polaritet Som vi allerede har set, skifter sinusbølgen polaritet, hver gang den
bevæger sig igennem nul. Den veksler imellem sin positive og negati-
ve størrelse. Derfor kaldes en vekselstrøm ofte AC (Alternating
Current).
De to eksempler herunder viser, at hvis en sinusgenerator tilsluttes

en modstand, vil såvel spænding som strøm skifte polaritet. Når ge-
neratoren når til den positive halvperiode, løber strømmen den ene
vej rundt i kredsløbet. Under den negative halvperiode løber strøm-
men den modsatte vej. De to halvperioder udgør tilsammen en hel
periode.
4138k-03.cdr
4138k-04.cdr
Faktisk er det den samme strøm, der løber frem og tilbage i kredslø-
bet. Tænker vi på »vandmodellen«, kan vi forestille os, at vandet
(elektronerne) »skvulper« frem og tilbage. At denne »skvulpen« inde-
holder energi kender vi fra bølgeenergi og fra tidevandet.
184
Periode- Den tid, det tager en given sinusbølge at fuldføre en hel svingning,
tiden T kaldes periodetiden. Som formeltegn bruges T.
4138k-05.cdr
Som regel efterfølges en sinussvingning af mange identiske sinus-

svingninger, der alle har den samme periodetid. Periodetiden kan
derfor måles flere steder og med samme resultat:
4138k-06.cdr
185
Frekvensen Frekvensen f er antal svingninger pr. sekund. Frekvens måles i

f hertz, forkortet Hz.
Jo flere svingninger pr. sekund, jo højere frekvens. Herunder ses to

eksempler:
• En lav frekvens med to svingninger pr. sekund, hvilket giver 2 Hz.

• En højere frekvens med 4 svingninger pr. sekund, hvilket giver 4 Hz.
4138k-07.cdr
Frekvens og Sammenhængen imellem frekvens og periodetid er meget vigtig. For-

periodetid melen for sammenhængen er:
1-
f = ---
T
T= 1
---
f
Frekvens og periodetid er altså to reciprokke størrelser. Derfor er det

smart at bruge lommeregnerens reciprok-tast 1/x ved disse omreg-
ninger. Et par eksempler følger.
186
Find frekvensen, når periodetiden er 1 ms.
1- = --------------------
f = --- 1 = 1 kHz
T –3
1 ⋅ 10
Periodetiden, når frekvensen er 50 Hz.
T= 1 1
--- = ------- = 20 ms
f 50
En lille omsætningstabel mellem frekvens og periodetid kan være

nyttig:
f 1 Hz 1 kHz 1MHz 1 GHz
T 1s 1 ms 1 µs 1 ns
Eksempler Inden for elektronik anvendes ofte højere frekvenser. Her er nogle
eksempler:
• Det hørbare frekvensområde ligger i området 20-20 kHz.

• Kammertonen A på et musikinstrument har frekvensen 440 Hz.
• En GSM-radiotelefon arbejder på omkring 900 MHz.
• En parabol modtager tv-signaler på omkring 12 GHz.
Spændinger og strømme
Der er flere måder at angive størrelsen af en sinus på. De mest al-
mindelige er øjebliksværdi, spidsværdi, spids-spidsværdi, effektiv-
værdi og middelværdi.
187
Øjebliks- Øjebliksværdi betyder blot, at spændingen/strømmen har en bestemt

værdi størrelse på et bestemt tidspunkt. Skal en øjebliksværdi give me-
ning, må vi også fortælle, hvornår vi har målt på signalet.
4138k-09.cdr
I dette eksempel kan vi måle en øjebliksspænding på 3,1 V ved 1 µs,

7,07 V ved 2,5 µs, 10 V ved 5 µs, 0 V ved 10 µs, –3,1 ved 11 µs osv.
Spids- Spændingen (og strømmen) har en maksimalværdi både i positiv og

spænding negativ retning. De er som regel lige store og kaldes derfor blot
spidsspændingen, us, eller peakspændingen, up.
188
Spids-spids- Den samlede spænding fra positiv spids til negativ spids kaldes
spænding spids-til-spidsspændingen, uss, eller peak-to-peakspændingen,
upp. Spids-spidsspændingen er altid dobbelt så stor som spidsspæn-
dingen.
upp = 2 · up
ipp = 2 · ip
Bemærk, at i formler anvendes små bogstaver for vekselstrøm og

-spænding, henholdsvis i og u.
Effektiv- En sinusspænding er ikke maksimal hele tiden. Derfor er den heller

værdi ikke så effektiv som en tilsvarende jævnspænding. Det kan lade sig
gøre at beregne, hvad en given AC-spænding svarer til, hvis man
skulle sammenligne den med en DC-spænding.
RMS Denne værdi kalder man effektivværdien. På engelsk anvendes of-

te betegnelsen RMS (root-mean-square), som refererer til den mate-
matiske beregning.
Ved vekselspændingens effektivværdi forstås talværdien for den

jævnspænding, der giver samme effekt i en ohmsk belastning.
Hvis en modstand forbindes til et batteri på f.eks. 10 V, som vist her-

under til venstre, vil den afsatte effekt i modstanden producere no-
get varme. Herunder til højre har vi forbundet den samme modstand
189
til en AC-generator. Vi skruer nu op for AC-generatoren, indtil der

afsættes samme effekt i modstanden, og den bliver ligeså varm som i
forrige tilfælde. Det viser sig nu, at AC-generatoren skal skrues no-
get højere op. Faktisk skal peakværdien helt op på 14 V, før mod-
standen når samme temperatur, som den havde, da batteriet var til-
sluttet. Den effektive værdi af 14 Vp er altså kun 10 Veff.
4138k-10.cdr
ueff ⇒ up Peakværdien kan findes som:
up = ueff · 2
eller lidt mindre præcist: up = ueff · 1,41
up ⇒ ueff og den anden vej:
u
ueff = -------p
2
eller lidt mindre præcist: ueff = up · 0,707
190
Beregnings- Netspændingen er nominelt (normalt) 230 V. Når intet andet er an-

eksempel givet, er det underforstået, at der er tale om effektivværdi!
Peakværdien eller spidsspændingen er:
up = ueff · 2 = 230 · 2 = 325 V p
Peak-to-peak værdien er:
upp = 2 · up = 2 · 325 = 650 V pp
Måling af effektivværdi med multimeter

Kun sinus Alle multimetre viser effektivværdien, hvis instrumentet sættes i
stilling AC. Men de fleste multimetre viser kun korrekt, hvis kurve-
formen er en ren sinus. Dyrere instrumenter kan dog måle »sand
RMS« ved andre kurveformer. Ellers må man generelt sige, at man
bør bruge oscilloskopet ved AC-spændinger, der ikke er sinusformet.
191
Vinkelmå- Skal man angive et bestemt punkt på en sinusbølge ud ad x-aksen,

linger på en kan man gøre det ved at fortælle, hvor lang tid der er gået, inden vi
sinusbølge når ud til stedet. Men hvis frekvensen ændrer sig, flytter sinusbøl-
gen sig i forhold til tidspunktet. Det er her, at vinkelmålinger er
smarte.
Som vi så i forrige kapitel, frembringes AC-strøm/spænding ved, at

en rotor i en AC-generator drejer rundt. Når rotoren har drejet en
hel omgang, 360°, har den lavet en hel sinusperiode.
4138k-41.cdr
Sinus- En komplet sinusperiode kan inddeles i 360° eller 2π radianer. En

bølgens halvperiode fylder 180° eller π radianer. En kvart periode fylder 90°
vinkler eller π/2 radianer. Tegningen viser sammenhængen.
4138k-13.cdr
192
Fasevinkel Fasevinklen angiver en position, som refererer til sinusperiodens

start, som sættes til 0°.
Ofte sammenligner man to sinusbølger med hinanden, og det er ikke

sikkert, at de ligger oven i hinanden. Ofte er den ene lidt tidsfor-
skudt i forhold til den anden. I stedet for at angive tidsforskellen,
foretrækker vi at angive, hvor mange grader der er forskel. Det kal-
der vi fasedrejningen eller fasevinklen.
Fase- Betragt de to sinusbølger herunder. Hvis vi siger, at A er vores refe-

drejning rence, må B komme 90° senere. Fasedrejningen er –90°.
I næste tilfælde er B først, nærmere bestemt 90°. Her har vi en fase-

drejning på +90°.
4138k-15.cdr
193
Ohms lov i Heldigvis viser det sig, at både Ohms lov og Kirchhoffs love stadig
AC-kreds- gælder for AC-kredsløb. Vi kan forestille os følgende kredsløb:
løb
4138k-16.cdr
Sinusgeneratoren afgiver en sinusformet spænding, som vil drive en

sinusformet strøm igennem modstanden. Når spændingen er maksi-
mal, er strømmen det også. Når spændingen er nul, er strømmen det
også. Vi siger, at strøm og spænding er i fase med hinanden.
Ohms lov Derfor kan Ohms lov stadig umiddelbart bruges. Blot skal vi huske
gælder! at udtrykke spændinger og strømme i samme type. Dvs. at vi kan
vælge at bruge peakværdi, men så skal vi gøre det konsekvent. Eller
vi kan vælge at benytte effektivværdi, men så skal så vi også gøre
det konsekvent.
Eksempel Vi vil bestemme effektivspændingen over hver af modstandene samt

den effektive strøm i det viste kredsløb.
4138k-17.cdr
194
Den totale modstand kan findes:

Rtot = R1 + R2 = 1 k + 560 = 1,56 kΩ
Ved hjælp af Ohms lov finder vi strømmen

ug 230 V eff
ieff = ----------
- = ---------------------------
3
= 147,4 mA eff
R tot 1,56 ⋅ 10
Spændingen over hver enkelt modstand findes:
–3 –3
u1eff = ieff · R1 = 147,4 · 10 · 1 · 10 = 147,4 Veff
–3
u2eff = ieff · R2 = 147,4 · 10 · 560 = 82,6 V eff
Som det tydeligt ses, er der ingen forskel i AC- og DC-beregninger,

så længe strøm og spænding følges ad. Og det gør de altid i et kreds-
løb, der kun indeholder ohmske modstande. Siden hen skal vi nok
gøre det hele mere kompliceret!
DC med I mange praktiske tilfælde finder vi, at DC- og AC-spændinger er

overlejret kombineret. Det er f.eks. tilfældet i forstærkere, hvor DC-spændin-
AC gerne, der skal forsyne transistoren, er overlejret med AC-signaler,
som skal forstærkes.
Herunder ses en DC-spænding i serie med en AC-spænding. Disse to

spændingskilder vil lægge sig sammen og over modstanden danne en
DC-spænding, som er overlejret med AC-spændingen.
4138k-18.cdr
195
Hvis DC-spændingen er større end peakværdien af AC-spændingen,

vil vi have en pulserende DC, idet spændingen aldrig bliver nega-
tiv. Dette tilfælde ses herunder til venstre. Hvis DC-spændingen
imidlertid er mindre end peakværdien af AC-spændingen, vil den re-
sulterende spænding kunne blive negativ.
4138k-19.cdr
Eksempel Herunder ses en pulserende DC, som svinger ± 2 V i forhold til 4 V.

Den kan opløses i en DC-del på 4 V og en AC-del på 2 Vp.
4138k-21.cdr
196
Ikke-sinusformede kurveformer
Sinusformede signaler er utrolig vigtige i elektronik, men der findes
faktisk også andre kurveformer. De to vigtigste er firkant- og tre-
kantformede spændinger.
Impulser Så snart vi ikke har at gøre med rene sinusformede signaler, kalder
vi dem impulser eller blot pulser.
En impuls består af en pulsbredde kaldet tw (time-width). Den ind-

ledes med en forflanke eller forkant og afsluttes af en bagflanke
eller bagkant. Størrelsen kaldes amplituden.
Der findes både positive og negative pulser. Herunder ses en af hver

slags:
4138k-22.cdr
I praksis kan en spænding ikke ændre sig så hurtigt, som forrige teg-
ning gav indtryk af. Det tager lidt tid for pulsen at vokse op og afta-
ge igen.
Stigetiden eller risetime, tr, findes som den tid, der går, fra impul-
sen passerer 10%, til den når 90% af dens fulde amplitude.
Faldetiden eller falltime, tf, findes som den tid, der går, fra impul-
sen passerer 90%, til den når ned på 10% af dens fulde amplitude.
197
Grunden til, at man ikke benytter 0% og 100%, er, at der ofte kan
ligge støj eller »ringninger« i top og bund af impulsen. Det kan derfor
være svært at afgøre, hvornår den starter og slutter.
4138k-23.cdr
Pulsbredden eller pulswidth, tw, findes som den tid, der ligger
imellem punkterne, hvor den stigende flanke er nået 50% af fuld am-
plitude, og indtil den faldende flanke igen er nået 50%.
Repeteren- Pulser, som repeteres med faste intervaller, er periodiske. Herunder

de pulser ses nogle eksempler på repeterende kurveformer.
4138k-24.cdr
198
Duty cycle En vigtig ting ved periodiske kurveformer er duty cyclen. Duty
cyclen udtrykker forholdet imellem pulstiden og hele periodetiden og
angives ofte i procent. Den fortæller, i hvor stor en del af periodeti-
den pulsen »gør tjeneste«. Det har altså ikke noget at gøre med »tje-
nestecykler«!
tw
Duty cycle = -----
- · 100%
T
Eksempel Bestem duty cyclen for den viste kurve:
4138k-25.cdr
tw
Duty cycle = -----
- · 100% =
1 µ- · 100 = 10%
 ------------
T  10 µ
Firkant- En firkantspænding er en repeterende puls, som har en duty cycle på

kurven 50%. Pulstiden varer altså netop halvdelen af hele periodetiden.
4138k-26.cdr
199
Middel- En firkantformet vekselspænding med lige stor positiv og negativ

værdien amplitude har en middelværdi eller gennemsnitsværdi på nul. Det
positive areal og det negative areal er lige store, hvilket giver et gen-
nemsnit på 0.
4138k-27.cdr
En firkantformet vekselspænding med en dutycycle på 50% har en

middelværdi på 50% af den fulde amplitude, hvis den står på 0 V.
4138k-28.cdr
En firkantformet vekselspænding med en dutycycle på 25% har en

middelværdi på 25% af den fulde amplitude, hvis den står på 0 V.
4138k-29.cdr
200
Hvis pulsen står på en DC-spænding, skal denne spænding lægges

til.
4138k-30.cdr
Vi kan formulere følgende generelle formel for beregning af middel-

værdi for en puls:
Umid = bundlinie + (duty cycle · amplitude)
Bundlinien er den DC-spænding, som pulsen står på.
Eksempel Middelværdien beregnes for følgende puls:
4138K-31.cdr
Impulsen står på 1 V, har en amplitude på 5 V og en duty cycle på

50%. Middelværdien kan beregnes til
Umid = 1 + (0,5 · 5) = 1 + 2,5 = 3,5 V
Trekant Trekant og savtand kurveformer er formet af en spændings- eller

og savtand strømrampe. En rampe er en lineært voksende eller aftagende
kurvefor- spænding eller strøm. Herunder ses både en positivt og negativt gå-
mer ende rampe. Rampens hældning findes som spænding/strømændring
201
i forhold til den tid, det har taget. Måleenheden bliver volt/sekund
(V/s) eller ampere/sekund (A/s).
4138k-32.cdr
Eksempel Hvad er hældningen af disse to ramper?
4138k-33.cdr
I første eksempel stiger spændingen fra 0 V til +10 V i løbet af 5 ms.

Hældningen kan findes:
u 10 V
---- = -------------- = 2 V/ms = 2 kV/s
t 5 ms
I næste eksempel falder spændingen fra +5 V til 0 V i løbet af
100 ms. Hældningen er
u –5 V
---- = ---------------------- = –0,05 V/ms = –50 V/s
t 100 ms
202
Trekant kur- Herunder ses en trekant kurveform, som består af en positivt gående
veformen rampe, efterfulgt af en negativt gående rampe. Periodetiden måles
fra en spids til den samme spids i næste periode. Frekvensen findes
som sædvanlig som 1/T.
4138k-34.cdr
Savtand Savtand kurveformen er egentlig et specialtilfælde af trekantkurven.

kurvefor- Forskellen er blot, at den negativt gående rampe er meget kortere
men end den positivt gående. Savtand kurveformen bruges mange steder.
I et oscilloskop, tv og monitor findes der savtandformede spændinger
og strømme, som skal give afbøjning til lysstrålen. Under den »lange«
positive rampe bevæger lysprikken sig hen over skærmen, og under
den »korte« negative rampe styres lysprikken tilbage til sit udgangs-
punkt. I et tv har vi både en savtand til horisontal og en til vertikal
afbøjning eller sweep.
4138k-12.cdr
203
Harmoniske En sinusformet strøm eller spænding indeholder kun én bestemt fre-

frekvenser kvens.
Imidlertid viser det sig, at alle andre kurveformer end sinus faktisk
består af flere sinusformede spændinger med forskellige frekvenser.
Vi kan opdele en ikke-sinusformet spænding i to dele:
En 1. En grundtone, har den laveste frekvens og

grundtone normalt den største amplitude.
Nogle 2. En række harmoniske toner, er sinusspændin-

harmoniske ger med frekvenser, der er 2, 3, 4 osv. gange højere end
grundtonen. Hvis grundtonen er 1 kHz, har vi 2. harmo-
nisk ved 2 kHz, 4. harmonisk ved 4 kHz og 6. harmo-
nisk ved 6 kHz. Disse kaldes for lige harmoniske.
Hvis grundtonen er 1 kHz, har vi 3. harmonisk ved
3 kHz, 5. harmonisk ved 5 kHz og 7. harmonisk ved
7 kHz. Disse kaldes for ulige harmoniske.
En ren sinusspænding er den eneste kurveform, der kun indeholder

en eneste frekvens. Alverdens andre kurveformer kan opfattes
som en grundtone + et antal harmoniske med forskellig frekvens og
amplitude (størrelse).
Herunder er vist, at et firkantsignal bliver mere ideelt, jo flere ulige

harmoniske der tilføres.
4138k-36.cdr
204
Ulige/lige Som tegningen viser, indeholder firkantsignalet kun ulige harmoni-

harmoniske ske. En trekantspænding indeholder kun lige harmoniske.
Nu kan vi konkludere: Alle vekselspændingens mulige kurveformer

kan opløses i en sinusformet grundtone og et antal sinusformede
harmoniske toner.
Når en fløjte og en guitar, der begge spiller kammertonen, alligevel

ikke lyder helt ens, skyldes det et forskelligt indhold af harmoniske.
Herunder vises grundtoner og overtoner for forskellige musikinstru-
menter. Den fede streg viser de grundtoner, som instrumentet kan
frembringe. Den tynde streg viser fordelingen af harmoniske eller
overtoner.
4138k-39.tif
205
Øjebliks- Ud fra trigonometrien (enhedscirklen) kan øjebliksværdien med cirk-

værdi len inddelt i 360° bestemmes til:
ut = up · sin ϕ
Eksempelvis ved up = 1 V og ϕ = 30°.
ut = 1 · 0,5 = 0,5 V
da sin 30° = 0,5
el304-07.cdr
Radianer En anden måde at angive en vinkel på er at sige, hvor mange gange

radius, vi er nået rundt. Vi måler det langs med cirkelbuen. En vin-
kel, hvor cirkelbuen netop svarer til radius, kaldes en radian (1
rad). Det svarer til en vinkel på 57,3°.
4138k-14.cdr
206
En vinkel på 360° svarer netop til 2π radianer. Det græske bogstav π

svarer til forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter. Af-
rundet svarer det til værdien 3,1416 eller 22/7, som vi lærte i skolen.
Omkredsen af en cirkel findes jo netop som π · d eller π · 2 · r.
4138k-20.cdr
Rad/grad- Radianer kan omsættes til grader ved at bruge formlen:

omsætning
π - · antal grader
rad = -------------
180°
grader = 180°
-------------- · antal rad
π
Eksempel Konverter 60° til radianer.
π - · antal grader = -------------

rad = ------------- π - · 60° = 1,047 rad
180° 180°
Konverter π/6 til grader.
grader = 180° 180° π

-------------- · antal rad = -------------- · --- = 30°
π π 6
207
Veksel- Hvis vi ønsker at anvende vekselspænding i stedet for jævnspæn-

spændings- ding, typisk til opvarmning og belysning, skal vekselstrømmen udfø-
og effekt- re det samme arbejde pr. tidsenhed, og der skal afsættes samme ef-
forhold fekt.
Danner vi et sluttet kredsløb – som vist på næste side – med en

ohmsk belastning, hvor elektronernes friktionsenergi omdannes til
varme (Joules lov), får vi viste sammenhæng mellem strøm, spæn-
ding og effekt.
208
el304c-08.cdr
Strømmens øjebliksværdi følger spændingens.
209
Dette passer med Ohms lov:
u=i·R
u
ip = ------p = 1
--- = 1 A
R 1
Pp = i2 · R = 12 · 1 = 1 Wp
hvor Pp er spidseffekten.
Ved øjebliksværdien ut =0,5 V er it og Pt:

u
it = -----t = 0,5
--------- = 0,5 A
R 1
2 2
Pt = it · R = 0,5 · 1 = 0,25 W
Effekten varierer med tiden, og »middeleffekten«, vist stiplet, er den

effekt, en tilsvarende jævnspænding vil give. Denne middeleffekt
svarer til det halve af spidseffekten, i eksemplet her 0,5 W.
Effektiv- Ved vekselspændingens effektivværdi forstås talværdien for

værdi den jævnspænding, der giver samme effekt i en ohmsk belast-
ning.
Effektivværdien findes som:

u
ueff = -------p
2
Ved beregning med talværdierne fra tegningen fås:
1 = 0,707 V
ueff = -------
2
210
Anvendes en jævnspænding til samme kredsløb, findes effekten til:
el304c-09.cdr
2 2
P= u 0,707
------ = ------------------- = 0,5 W
R 1
Dette var netop middeleffekten ved up = 1 V.
Det er vigtigt at huske, at dette kun gælder sinusformede veksel-

strømme og -spændinger.
Erindres at:
u pp
upp = 2up ⇔ up = --------
-
2
Findes:
u
ueff = -------p = up · 0,707 [ V ]
2
up = ueff · 2 = ueff · 1,41 [ V p ]
u pp u pp
ueff = ----------- = ------------ = upp · 0,354 [ V ]
2 2 2,82
upp = ueff · 2 2 = ueff · 2,82 [ V pp ]
211
el304c-10.cdr
Dette kan kontrolleres ved at måle på samme sinusformede veksel-

spænding med et effektiv visende multimeter og et oscilloskop.
el304c-11.cdr
Middel- Ved vekselspændingens middelværdi forstås det antal ladninger

værdi (elektroner), der passerer et punkt i et givet tidsforløb.
el304c-12.cdr
212
I løbet af periodetiden T flyttes der lige mange elektroner frem og til-

bage, så det passerede antal betragtet med retning er nul.
el304c-13.cdr
En ren vekselspænding er netop karakteriseret ved, at dens middelværdi

er nul
En beregning af middelværdien kan også foretages for en halvbølge.

Opgaven er at bestemme arealet under kurven som vist.
el304c-14.cdr
Med integralregning findes middelværdien af en halvbølge til:
um = 2
--- · up = 0,637 · up
π
213
Eftersom:
up = ueff · 2
betyder det, at
um = 2
--- · ueff · 2 = 0,9 · ueff
π
For netspændingen 230 V findes:
um = 0,9 · 230 = 207 V
Middelværdiberegninger anvendes eksempelvis i forbindelse med

ensretning af vekselstrøm til pulserende jævnstrøm. Den beregnede
middelværdi vil fremkomme ved dobbeltensretning, som vist herun-
der.
el304c-15.cdr
214
Multimetre og universalinstrumenter måler normalt middelværdien

i stilling AC, men skalaen er kalibreret til at vise effektivværdien
ved en sinusform. Instrumentvisningen er derfor forkert, hvis den
målte spænding ikke er sinusformet.
I stilling DC viser multimetre og universalinstrumenter middelvær-

dien af den målte kurveform.
Effekt- Ved vekselstrøm kan belastningen give anledning til fasedrejning

beregning mellem strøm og spænding.
ved veksel-
strøm
el304c-16.cdr
Strømmen vil blive faseforskudt efter spændingen, hvis belastningen

er en blanding af ohmsk og induktiv belastning. Transformatorer og
motorer er eksempler på dette.
Da øjebliksværdierne for strøm og spænding ikke længere er sam-

menfaldende, optager belastningen mindre effekt.
215
Formlen for den optagne effekt er:
P = u · i · cos ϕ
Hvor ϕ (phi) er fasevinklen mellem strøm og spænding.
Cos ϕ findes ved hjælp af trigonometrien:
el304-17.cdr
Er ϕ eksemplvis 30°, findes cosϕ til 0,866.
Hvis u = 230 V og i = 1 A (begge effektivværdier), optager belastnin-

gen effekten:
P = u · i · cos ϕ = 230 · 1 · 0,866 = 199 W
216
Kapacitet
Kapacitet
Konden- I sin simpleste form består kondensatoren af to parallelle ledende

satoren plader adskilt fra hinanden af et isolerende materiale kaldet dielek-
trikum.
4138-L01.cdr
Kondensatorer findes overalt. Der vil f.eks. kunne opstå en konden-

sator imellem en elektrisk ladet sky og jordoverfladen, mellem et ka-
bels to ledere, mellem to printbaner på hver side af en printplade
osv. I elektroniske kredsløb har vi ofte brug for en bestemt størrelse
kondensator for at opnå en ønsket virkning. Kondensatorer bruges
til at overføre signaler, til at fjerne (afkoble) uønskede signaler samt
til at udmåle tid i timere.
En kondensator kan gemme en elektrisk ladning, dvs. en portion

elektroner. Kondensatorens størrelse (hvor mange farad) siger noget
om dens kapacitet, dvs. hvor mange elektroner der er plads til. I en
lille kondensator vil der ikke være så meget plads (kapacitet), derfor
skal der ikke så mange elektroner til at lade den op til f.eks. 6 V. I en
stor kondensator er der meget plads (kapacitet), og derfor skal der
mange elektroner til at lade den op til f.eks. 6 V.
217
Kapacitet
Illustration
En kapacitet kan sammenlignes med en vandbeholder. Der findes
små vandbeholdere (lille kapacitet) som f.eks. et reagensglas. Og
der findes store vandbeholdere (stor kapacitet) som f.eks. en flaske.
Hvor meget vand der skal fyldes på for, at vandstanden stiger f.eks.
6 cm, vil være direkte proportionalt med vandbeholderens kapaci-
tet. Overført til strøm: Hvor meget ladning der skal fyldes på for, at
spændingen stiger 6 V, vil være direkte proportionalt med konden-
satorens kapacitet.
4138-l02.CDR
218
Kapacitet
Hvordan en kondensator gemmer en ladning

Når en kondensator er afladet, indeholder begge metalsider lige
mange frie elektroner (a). Når kondensatoren forbindes til en spæn-
dingskilde gennem en modstand (b) vil de negative elektroner i plade
A blive tiltrukket af batteriets positive pol. Når elektroner bevæger
sig, løber der en strøm fra batteriets positive pol imod plade A (vi ved
godt, at elektronstrømmen går den modsatte vej). Eftersom det hele
sidder i serie, må der løbe en tilsvarende strøm fra B-pladen imod
batteriets negative pol. Det svarer til, at B-pladen får tilført elektro-
ner.
4138-L03.cdr
A-pladen har mistet nogle elektroner og virker derfor positiv ladet i

forhold til B. B-pladen har fået tilført nogle elektroner og virker der-
for negativ ladet. Under denne proces flyder der kun elektroner imel-
lem batteriet og pladerne. Bemærk, at der ikke sker nogen elektron-
bevægelse igennem det isolerende dielektrikum!
Efterhånden som kondensatoren er ladet op, og spændingen mellem

pladerne nærmer sig batterispændingen, ophører elektronbevægel-
sen (c).
219
Kapacitet
Hvis kondensatoren fjernes fra batteriet, vil den beholde sin ladning
i lang tid (afhængig af kondensatortype). Den vil virke som et batteri
eller et midlertidigt energidepot.
4138-l06.cdr
Kapacitet
En kondensator kan gemme en elektrisk ladning. Med elektrisk lad-
ning mener vi en portion elektroner. Ladning betegnes med Q og må-
les i coulomb (forkortet C).
18
1 C svarer til en »pose« med 6,25 · 10 elektroner.
Hælder vi denne portion elektroner på 1 C på den ene side af en kon-

densator, vil denne blive negativ ladet. Den anden side af kondensa-
toren vil så virke tilsvarende positiv. Der er opstået en spændings-
forskel.
220
Kapacitet
4138-L05.cdr
Hvis en ladning på 1 C laver en spændingsforskel på 1 V, siger vi, at

kondensatoren har en kapacitet på 1 Farad (F).
Skal der derimod hældes 2 C på kondensatoren, før spændingen når

op på 1 V, må kapaciteten have været dobbelt så stor, altså 2 F.
Denne sammenhæng kan vises i grundformlen for kapacitet:
Q-
C = ----
U
som med vores tal giver:
Q- = 2
C = ---- --- = 2 F
U 1
Formlen for kapacitet kan gøres praktisk anvendelig, når man hu-
sker, at elektrisk strøm er elektronbevægelse pr. sekund, altså
I= Q
-----
t
Omskriver vi formlen, kan vi finde et udtryk for ladningen Q:
Q=I·t
221
Kapacitet
1 coulomb er altså det samme som 1 A i 1 sek. Eller 10 A i 0,1 sek.

Eller 100 mA i 10 sek.
Nu kan vi indsætte formlen for Q i udtrykket for kapacitet:
⋅t
Q- = I--------
C = ---- -
U U
Vi kan også isolere U i ligningen for kapacitet for at finde spændin-

gen over kondensatoren:
⋅t
U = I--------
-
C
Formlen viser tydeligt, at hvis vi tilfører kondensatoren en konstant

strøm, vil spændingen stige jævnt, efterhånden som tiden går. For-
øger vi denne ladestrøm, vil spændingen stige hurtigere. Prøver vi
med en mindre kondensator, vil spændingen også stige hurtigere.
Denne sammenhæng bruges til at definere 1 Farad.
En kondensator har kapaciteten 1 F, når den oplades til en spæn-

ding på 1 V af en strøm på 1 A i et sekund.
Rent praktisk er 1 F en meget stor kondensator. Som fast kunstfo-

liekondensator med en arbejdsspænding på 400 V bliver målene
ca. 3 · 2 · 1,5 m!
222
Kapacitet
el305-06.tif
I elektronikapparatur anvendes normalt kondensatorer fra få pF op

til ca. 20 mF.
Kondensatorer i parallel
Ved parallelforbindelse af kondensatorer bliver den totale kapacitet
altid større end den største kondensator.
Man finder den totale kapacitet ved at lægge alle kondensatorerne

sammen, nøjagtig som ved modstande i serie.
Ctot = C1 + C2 + C3
el298-02.cdr
223
Kapacitet
Ctot = C1 + C2 + C3 = 1 µ + 0,5 µ + 2 µ = 3,5 µ
Ved parallelforbindelse af kondensatorer virker det som om, at kon-

densatorpladernes samlede areal er blevet forøget. Der er nu plads
til flere elektroner. Det betyder, at den totale kapacitet er forøget.
For yderligere forklaring henvises til den dybere teori i kapitlet
»Kondensatoren ved AC«.
Kondensatorer i serie
Ved serieforbindelse af kondensatorer bliver den totale kapacitet al-
tid mindre end den mindste kondensator.
Man finder den totale kapacitet ved at lægge alle kondensatorernes

reciprokværdier sammen og derefter reciprokere resultatet. Med an-
dre ord: Som modstande i parallel.
1
Ctot = -----------------------------------
-
1 1
------- + ------- + -------
1
C1 C 2 C 3
el298-01.cdr
1 1
- = ------------------------------------------------ = 0,286 µF
Ctot = -----------------------------------
1 1
------- + ------- + -------
1 1 1
--------- + --------------- + ---------
1
C1 C2 C3 1 µ 0,5 µ 2 µ
Ved serieforbindelse af kondensatorer virker det, som om pladeaf-

standen øges, og totalkapaciteten bliver dermed mindre.
224
Kapacitet
Blandede forbindelser
Fremgangsmåden er at opløse i de enkelte serie- og parallelforbindel-
ser, som i dette eksempel:
el298-03.cdr
Først findes for C1 og C2:
1 - = ------------------------------
CS = --------------------- 1 - = 0,69 nF
1 1
------- + -------
1 1
--------- + ---------------
C1 C2 1 n 2,2 n
Herefter bestemmes totalkapaciteten:
Ctot = CS + C3 = 0,69 n + 1 n = 1,69 nF
225
Kapacitet
Elektrostatisk energi
Spænding/ For at belyse dette vil vi først se nærmere på begrebet spænding sva-
potentiale- rende til potentialeforskel.
forskel
Vi har tidligere set på spændingsforskellen som et middel til at drive
en elektrisk strøm rundt i et elektrisk kredsløb. Spændingsforskellen
over en modstand er egentlig et udtryk for, hvor stort et arbejde der
udføres pr. elektronmængde = ladning for at transportere mængden
gennem modstanden.
el305-18.cdr
U= W
------
Q
W er det udførte arbejde i måleenheden joule (J), og Q er ladningen

(elektronmængden) i coulomb.
Hvis vi nu med ydre kræfter har fjernet elektroner fra deres atomer
og hermed har adskilt dem i positive og negative ladninger, vil disse
ladninger besidde en potentiel energi, der er:
W=U·Q
Energien svarer til den, man har i en tung genstand, der er løftet til
vejrs. Genstandens masse (vægt) svarer til ladningen Q, og afstan-
den til jorden i meter svarer til spændingen, potentialeforskellen U i
volt.
Et tordenvejr er et overbevisende eksempel på elektrostatisk energi.
226
Kapacitet
Et lyn starter eksempelvis fra en tordensky i 400 meters højde ved

en spændingsforskel mellem skyen og jorden på 40 millioner volt.
Lynet afgiver 1.000 A i 1 ms. Regnes spændingen for konstant i det
nævnte ms, er effekten:
6 3
P = U · I = 40 · 10 · 1 · 10 = 40 GW
og energien:
9 –3
Wj = P · t = 40 · 10 · 1 · 10 = 40 MJ
omregnet til kWh:

Wj 6
40 ⋅ 10 - = 11,1 kWh
Wkh = ------------------------------------- = -----------------------
3.600 ⋅ 1.000 3,6 ⋅ 10
6
Konden- Energiindholdet, effekt · tid, kan generelt bestemmes som:

satorens
energi- W=P·t=U·I·t=U·Q
indhold
da
P = U · I og Q = I · t
Når en kondensator aflades, falder dens spænding under afladeforlø-

bet. Ved konstant strøm falder spændingen lineært med tiden.
el305-19.cdr
227
Kapacitet
Deler vi nu tiden op i ganske små afsnit, beregner energibidraget for

hvert tidsafsnit og lægger samtlige bidrag sammen, finder vi som
vist herunder energiindholdet til:
el305-20.cdr
W= 1
--- U · Q
2
da antal energibidrag, der er større end 0,5 U · Q svarer til samme
antal, der er mindre end 0,5 U · Q.
Ved indsætning af:
Q=C·U
Findes:
W= 1 1 2
--- U · C · U ⇔ W = --- U · C
2 2
En kondensator på 100 pF opladet med 50 V indeholder energi-

mængden:
W= 1 1
2 2 –12
--- U · C = --- 50 · 100 · 10 = 0,125 µJ
2 2
Konden- Når en kondensator tilsluttes et ydre kredsløb, afgives energien til

sator- dette. Processen svarer mekanisk til at hente energien fra en spændt
afladning fjeder.
228
Kapacitet
Er der tale om en meget kraftig fjeder i f.eks. en bils affjedringssy-

stem, vil ingen mekaniker drømme om at udløse fjederenergien
ukontrolleret, da det kan have alvorlige skadefølger.
Aflades en kondensator ved kortslutning, vil begyndelsesstrømmen

være meget stor.
el305-07.tif
I= U
----- ; R ⇒ 0 ⇒ I ⇒ ∞!
R
el305-21.cdr
Er restmodstanden 0,1 Ω og spændingen 50 V, er:
Is = U 50
----- = --------- = 500 A
R 0,1
229
Kapacitet
Dette vil ikke give nogen synlig virkning, hvis kondensatoren er på

100 pF med energiindholdet 0,125 µJ, men er det en kondensator på
1.000 µF, findes ved samme spænding:
W = --1- U · C = 1
2 2 –6
--- · 50 · 1.000 · 10 = 1,25 J
2 2
Denne energimængde giver en kraftig gnist og svejsesår på tillednin-

ger og skruetrækker.
el305-08.cdr
Tilledningerne inde i kondensatoren kan også skades, så kondensa-

toren aflades bedst gennem en passende modstand.
el305-09.tif
Pas på Hvis der er tale om kondensatoren i en elektronblitz eller en høj-

spændingsensretter, vil en berøring, der kan aflade kondensatoren,
være smertefuld og i værste fald livsfarlig.
Princippet i en defibrillator, der benyttes til behandling af hjertestop

(flimmer), er en kondensator på ca. 30 µF, der oplades til 1.000-4.000
V, hvorefter den udlades gennem patientens brystkasse og hjerte.
Hvis en rask person udsættes for dette, er det livsfarligt.
230
Kondensatoren
Kondensatoren
Kondensatoren betegnes med C.
Kondensatortyper
Kondensatorer kan opdeles i forskellige grupper. Herunder vises de
tilhørende diagramsymboler:
Faste kondensatorer
Ikke-polariserede
Polariserede
Variable kondensatorer
Drejekondensatoren
Trimmekondensatoren
Der findes et utal af forskellige typer faste kondensatorer, hver med

deres specielle egenskaber. Forskellene skyldes først og fremmest
det anvendte dielektrikum, dvs. materialet imellem pladerne på
kondensatoren. De fleste kondensatorer har taget navn efter dette
dielektrikum.
231
Kondensatoren
Herunder ses de vigtigste typer med en kort beskrivelse:
Ikke polariseret Polariseret (elektrolyt)

Type Polyester Keramisk Aluminium Tantal
Værdier 0.01 til 10 µF 10 pF til 1 µF 1 µF til 100 mF 0.1 til 100 µF

Tolerance ± 20% –25-50% –10-50% ± 20%
Lækstrøm Lille Lille Stor Lille
Anvendelse Universal Afkobling LF LF og lav DC
Variable kondensatorer kan være forsynes med en aksel til en knap

som ved drejekondensatoren. Trimmekondensatoren kræver en
skruetrækker ved justering.
4138m-09.tif
Drejekondensator Trimmekondensator
232
Kondensatoren
Kapaciteten bestemmes af tre ting

En kondensators kapacitet bestemmes af tre fysiske forhold:
• Pladeareal, A
• Pladeafstand, l
• Isolationsmaterialet mellem pladerne
el286-07.cdr
Pladeareal Jo større areal, jo flere elektroner er der plads til, og desto større vil
kapaciteten være. Bemærk, at kun det areal, hvormed pladerne over-
lapper hinanden, indgår i kondensatoren. Ved at flytte på det effekti-
ve areal kan man lave en variabel kondensator.
4138m-10.cdr
233
Kondensatoren
Plade- Formindskes afstanden mellem pladerne, vil kapaciteten også stige.

afstand
4138m-11.cdr
Dielek- Den mindste kapacitet opnås ved at have vacuum eller luft imellem
trikum pladerne. Benytter man andre isolationsmaterialer (dielektrikum),
vil kapaciteten stige et antal gange. Dette udtrykkes ved dielektri-
citetskonstanten eller permittiviteten. Visse keramiske materialer
har en dielektricitetskonstant på flere tusinde, hvilket betyder at ka-
paciteten bliver forøget flere tusinde gange i forhold til en luftkon-
densator.
234
Kondensatoren
Kondensatorens vigtigste data

Maks. Alle kondensatorer har en maksimal spænding, som den tåler at ha-
spænding ve imellem pladerne. Hvis denne DC-spænding overskrides, kan det
give overslag imellem pladerne, hvilket de fleste typer ikke kan tåle.
Man skal altid vælge en kondensator, der tåler en betydeligt højere

spænding, end man forventer at udsætte den for i det aktuelle kreds-
løb.
Det er meget forskelligt, hvor megen spænding de enkelte materialer

imellem pladerne kan tåle, inden de giver overslag. For samme tyk-
kelse slår luftkondensatorer først over, keramik er bedre, hvorimod
teflon og glimmer er bedst.
Tempera- Temperatur-koefficienten fortæller, hvor meget og i hvilken retning

tur-koeffi- en kondensator ændrer sin kapacitet med temperaturen. En positiv
cient temperatur-koefficient betyder, at kapaciteten vokser med tempera-
turen. Omvendt betyder en negativ temperatur-koefficent, at den fal-
der, når temperaturen vokser.
Temperatur-koefficienter specificeres typisk i ppm/°C, hvilket bety-

der parts per million/°C. F.eks. betyder en temperatur-koefficent
–6
på +150 ppm/°C, at kapaciteten stiger med 150 · 10 gange konden-
satorens angivne værdi pr. grad temperaturstigning. Hvis kondensa-
toren har værdien 1 µF, vil den vokse 150 pF for hver grad, tempera-
turen stiger en grad.
–6 –6 –12
∆ C = 1 · 10 · 150 · 10 = 150 · 10 = 150 pF/°C
Lækstrøm Intet isoleringsmateriale er helt perfekt. Dielektrikum-materialet vil

lade en lille lækstrøm løbe i enhver kondensator, hvilket vil aflade
den lidt hele tiden. Man kan forestille sig, at der ligger en stor, men
konstant modstand parallelt med den ideelle kondensator. Lækst-
rømmen er stort set kun et problem ved elektrolyt-kondensatoren.
235
Kondensatoren
Faste kondensatorer
Glimmer- Glimmerkondensatoren er fremstillet med tynde glimmerskiver som
konden- dielektrikum. Kondensatoren er opbygget som en sandwich, skiftevis
satorer bestående af et lag glimmer og et metallag. Hvert andet lag metalfo-
lie er forbundet med den ene terminal, de andre lag metalfolie er for-
bundet med den anden terminal. På denne måde udvides pladearea-
let, og kapaciteten bliver større. Hele arrangementet er indstøbt i ba-
kelit, plast eller keramik.
4138m-12.cdr
Glimmerkondensatorer kan fås med kapaciteter fra 1 pF op til

0,1 µF med maksimale spændinger fra 100 til 2.500 V eller højere.
Temperatur-koefficienten fra –20 ppm/°C op til +100 ppm/°C er al-
mindelige. Glimmer har en dielektricitetskonstant på 5.
Glimmerkondensatoren anvendes til højfrekvensformål.
236
Kondensatoren
Keramiske Et keramisk dielektrikum giver en meget høj dielektricitetskonstant

konden- (1.200 er typisk). Det betyder, at det er muligt at lave meget kom-
satorer pakte og små kondensatorer med en stor kapacitet. Keramiske kon-
densatorer fås typisk i tre udgaver: (a) Skiveform, (b) en flerlagsud-
gave med ben samt (c) en SMD-udgave til overflademontering. Teg-
ningerne herunder viser de tre typer og deres opbygning.
(a) Skiveform
4138m-13.cdr
(b) Flerlagsudgave Lodning Sølv

Keramisk
dielektrum
Sølv
Tilledning
Indstøbning
Lodning
4138m-14a.tif
237
Kondensatoren
(c) SMD Kobber

Keramisk
Sølv dielektrum
Elektrode Lodning
4138m-14b.tif
Keramiske kondensatorer fås typisk med kapaciteter fra 1 pF op til

2,2 µF med maksimal spænding helt op til 6 kV.
Udgaver, der indeholder et dielektrikum med lille eller middel di-

elektricitetskonstant, har ofte en veldefineret negativ temperatur-
koefficient. Disse typer anvendes oftest i HF-kredsløb.
Meget kompakte udgaver med et dielektrikum med høj dielektrici-

tetskonstant har en stor temperatur-koefficient. En typisk tempera-
tur-koefficient for en keramisk kondensator kan være 200.000 ppm/
°C. Denne store drift med temperaturen er den største ulempe, og
derfor egner den type keramiske kondensatorer sig bedst til afkob-
lingsformål, hvor kapacitetens størrelse ikke er så afgørende.
Plastfolie Der findes mange forskellige typer plastfolie-kondensatorer. Nogle af

konden- de mest almindelige plasttyper er: Polyester, polystyren og propyle-
satorer ne. Nogle plastfolie-kondensatorer kan have kapaciteter helt op til
100 µF.
Tegningen viser den typiske opbygning. En sandwich bestående af to

lag metalfolie med to lag plastfolie imellem. Den ene terminal forbin-
238
Kondensatoren
des til den indre metalfolie og den anden terminal til den ydre. Der-
efter rulles lagene op, og det hele støbes ind.
4138m-15.cdr
En anden metode anvender folie med et påsprøjtet tyndt metallag.

Da metallaget er yderst tyndt, kan en sådan kondensator opnå en
stor kapacitet på lidt plads.
Plastkondensatoren er universel og anvendes som afstemnings-, af-

koblings- og overføringskondensator ved LF og HF. Dens ulempe er,
at den også virker som en spole pga. sin spiral-opbygning.
4138m-05.tif
Elektrolyt- Elektrolytkondensatoren er polariseret, hvilket vil sige at den har en

konden- plus- og en minusterminal, som skal poles korrekt. Hvis den vendes
satoren forkert, ødelægges den, idet den kortslutter, og pga. den udviklede
varme og tryk kan den eksplodere.
239
Kondensatoren
Elektrolyt-kondensatoren udmærker sig ved at kunne laves med en

meget stor kapacitet, op til 200 mF. Ulempen er den forholdsvis lave
maksimale spænding, der ligger på typisk 16 V op til 350 V.
4138-lyt2.tif
Folieelektrolyt-kondensatorens to »plader« består i princippet af

et metalfolie belagt med et tyndt oxidlag som den positive plade om-
givet af en godt ledende elektrolytisk væske i en aluminiumsbehol-
der som den negative plade. Oxidlaget er påført metallet med en
elektrolyseproces. Metallet, som anvendes til folier, er oftest alumini-
um, men andre metaller anvendes også. Oxidlaget har en høj dielek-
tricitetskonstant, som sammen med dets mikroskopiske tykkelse
(0,1 µm) giver en meget stor kapacitet. Dersom metalfoliet ætses,
øges overfladen betydeligt, hvilket giver en tilsvarende større kapaci-
tet.
I praksis består elektrolyt-kondensatoren af fire lag: Et oxideret me-

talfolie (anoden), et lag vådt, elektrolytimprægneret papir samt et
lag katodefolie og endnu et lag elektrolytimprægneret papir. Disse fi-
re lag er skåret i smalle strimler, der rulles sammen og placeres i en
forseglet aluminiumsbeholder, der igen kan være isoleret med plast.
Anodefolien bliver den positive side, elektrolytvæsken og katodefoli-
en, der har kontakt med selve bægeret, bliver den negative side.
240
Kondensatoren
Nogle typiske elektrolytter er vist herunder.
4138m-Lyt3-lyt1.tif
Tantal-elek- Tantal-elektrolytter fås som aflange, runde komponenter, men oftest

trolytter ses »dråbe-udgaven«. Anoden består af en presset og sintret tantal-
pulverkerne dækket med et tyndt tantal-oxidlag, som danner dielek-
trikum. Dielektrikum er igen belagt med et ledende lag mangan-dio-
xid (katoden) beskyttet af et grafitlag, hvorefter det hele er forsølvet
og indkapslet i epoxy.
4138m-18.cdr
241
Kondensatoren
Variable kondensatorer
De variable kondensatorer anvendes til HF-afstemning i radio og tv
og inddeles i dreje- og trimmekondensatorer. Det skal dog siges, at
de i vid udstrækning er blevet erstattet af kapacitetsdioden, som er
meget billigere og fylder langt mindre. Kapacitetsdioden styres af en
DC-spænding.
Drejekon- Den almindelige drejekondensator består af to pladesæt. Det ene sæt

densatorer kan drejes ind i det andet ved hjælp af en aksel.
ek251-16.cdr
Pladesættet, som sidder fast i en ramme, kaldes stator og det bevæ-

gelige rotor.
Undertiden monterer man flere drejekondensatorer på samme aksel.

Et eksempel ses herunder.
ek251-17.tif
242
Kondensatoren
I reglen benyttes luft som dielektrikum, men i miniatureudgaver

forekommer glimmer eller plastmateriale. Kapacitetsværdien kan
varieres i områderne 20 til 500 pF, 10 til 100 pF osv.
Trimmekon- Trimmekondensatorer eller »trimmere« skal normalt justeres med en

densatorer trimmenøgle eller skruetrækker. De egner sig for finjustering, idet
kapaciteten kun kan justeres fra f.eks. 2 til 7 pF eller 20 til 120 pF.
4138m-19.cdr
Trimmekondensatorer fremstilles med luft, keramik, glimmer eller

plast som dielektrikum. Ellers fungerer de som drejekondensatoren.
Mærkning af kondensatorer
Kondensatorer er normalt mærket med tal og bogstaver eller med en
farvekode lige som modstande. Som regel indeholder mærkningen
oplysninger om kapaciteten, maksimal spænding, tolerance og tem-
peratur-koefficient.
SMD-kondensatorer adskiller sig fra ovenstående, idet de som regel

slet ikke er mærket!
Kapaciteten Nogle kondensatorer mangler en angivelse af enhed. I disse tilfælde

må man bruge sin erfaring og sunde fornuft samt den oplysning, at
det enten kan være pF eller µF. F.eks. kan man møde en keramisk
kondensator mærket med .001 eller .01. Det kan umuligt være pF,
da man ikke kan få så små kondensatorer. Altså må det være hen-
243
Kondensatoren
holdsvis 0.001 µF og 0.01 µF. Et andet eksempel er en keramisk kon-

densator mærket med 50 eller 330, hvilket skal læses som pF, da
man ikke kan få 50 µF eller 330 µF i så små keramiske kondensato-
rer. Ofte kan man se, at µF er markeret som MF eller MFD.
Undertiden møder man en 3-cifret kode. De første to cifre er de første

tal i værdien. Det tredje ciffer er antallet af nuller. Værdien opgives i
pF. F.eks. 103 betyder 10.000 pF.
Tolerancen angives som en procent, f.eks. ± 10%.
Spæn- Den maksimale spænding angives nogle gange som WV eller WVDC.
dingen Men ofte udelades angivelsen, og så må man støtte sig til leverandø-
rens kataloger.
Tempera- Temperatur-koefficienten indikeres med en »parts per million« mar-

tur-koeffi- kering. Tallet efterfølges af et P for positiv eller et N for negativ koef-
cienten ficient. F.eks. betyder N750 en negativ temperatur-koefficient på
750 ppm/°C.
244
Kondensatoren
Isoleringsmaterialet
Vi vil nu se på betydningen af isoleringen mellem de ledende kon-
densatorplader (kondensatorens dielektrikum).
Kapaciteten varierer både med isoleringsmaterialets tykkelse og

dets dielektriske egenskaber.
Spændingskilden kan opfattes som en mekanisme, der kan adskille

ladninger, så der på den negative pol er overskud af elektroner. Når
kondensatoren tilsluttes, sker der en ladningsfordeling af elektroner
på den negative plade. Da ensartede ladninger frastøder hinanden,
fordeler elektronerne sig med samme afstand over hele pladen, når
denne er plan og har samme afstand til den positive plade.
el305c16.cdr
Fra ladningerne udgår kraftlinier, hvor forskellige ladninger tiltræk-

ker hinanden, mens ens ladninger frastøder hinanden. De negative
elektroner på minuspladen frastøder elektronerne på den positive
plade, så de vandrer mod spændingskildens positive pol. De tilbage-
blevne atomer, der ikke kan vandre i metaller, er positive ladninger.
Virkningen afhænger af isoleringsmaterialets »ledningsevne« for de

kræfter, der virker mellem ladningerne. Denne ledningsevne beteg-
nes materialets permittivitet (ε).
En kondensators kapacitet er mekanisk afhængig af tre størrelser:
• Pladeareal
• Pladeafstand
• Isoleringsmaterialets permittivitet
245
Kondensatoren
Kapaciteten stiger med pladearealet og permittiviteten, og den falder

med pladeafstanden.
Elektrisk er kapaciteten udtrykt ved forholdet ladningsmængde/

spændingsforskel. Dette kan skrives:
Q- = ε · A
C = ---- ----
U l
el305-17.cdr
Permittiviteten er en materialebestemt talfaktor, der danner sam-

menhæng mellem mekaniske og elektriske beregning af kondensa-
torstørrelse.
Er der ingenting (vakuum) mellem pladerne, findes vakuumpermitti-

viteten:
–12
εo = 8,85 · 10
Indsættes et materiale mellem pladerne, stiger permittiviteten og

hermed kapaciteten. Det antal gange, som permittivitet/kapacitet
stiger, udtrykkes i relativ permittivitet, εr.
For atmosfærisk luft ved 0°C og trykket 1 atm er:
εr = 1,00059
Almindeligvis regner man kapaciteten for værende den samme i luft

og i vakuum.
Eksempler Glimmer εr = 7
Polyester εr = 3
246
Kondensatoren
2
Eksempel En luftkondensator med pladearealet 0,1 m og pladeafstanden
1 mm har en kapacitet på:
A = 8,85 · 10–12 · --------------------

C = ε · ---- 0,1 = 885 pF
–3
l 1 ⋅ 10
Luften erstattes med glimmer med εr = 7
C(gl) = εo · εr A 0,1 = 6,195 nF ≈ 6,2 nF

–12
---- = 8,85 · 10 · 7 · --------------------
–3
l 1 ⋅ 10
Produktet εo · εr kaldes den absolutte permittivitet ε.
I tabelværker anføres almindeligvis den relative permittivitet, og be-

regninger gennemføres, som vist, hvor ε erstattes af εo · εr da:
ε = εo · εr
Den relative permittivitet varierer desværre generelt med både fre-

kvens og temperatur. Desuden opstår der dielektriske tab ved an-
vendelsen af faste stoffer som dielektrikum.
Elektrisk I den opladede kondensator er der mellem pladerne en kraftpåvirk-

feltstyrke ning, der søger at løsrive elektronerne i isoleringsmaterialet. Denne
kraftpåvirkning er proportional med den elektriske feltstyrke, hvor
E= U
-----
l
Formeltegnet for feltstyrken er E, måleenheden er volt pr. meter

(V/m), l er længden i meter.
For at få små fysiske dimensioner på kondensatorer anvendes meget

tynde isoleringsmaterialer (dielektrika), der kan modstå store felt-
styrker uden gennemslag. Da feltstyrken ved samme spænding vok-
ser med aftagende afstand, kan der blive tale om ret store værdier.
247
Kondensatoren
Eksempel I en kondensator anvendes mylarfolie i en tykkelse på 6 µm. Påtryk-

kes kondensatoren en spænding på 250 V, bliver feltstyrken:
U- = --------------------
E = ---- 250 = 41,7 MV/m
–6
l 6 ⋅ 10
I tabeller angives gennemslagsfeltstyrken i megavolt pr. meter

(MV/m). For det omtalte mylarfolie er gennemslagsfeltstyrken 100 til
200 MV/m.
For glimmer angives gennemslagsfeltstyrken til mellem 13 og

80 MV/m. Hvor stor bliver den maksimale spænding for en glimmer-
kondensator med pladeafstanden 0,1 mm, når gennemslagsfeltstyr-
ken af sikkerhedsgrunde sættes til 10 MV/m?
E= U
6 –3
----- ⇔ U = E · l = 10 · 10 · 0,1 · 10 = 1.000 V
l
248
Kondensatoren ved DC
Introduktion
En kondensator vil blive opladet, hvis den forbindes til en strøm- el-
ler spændingskilde. Eftersom man på forhånd kan beregne, hvor
hurtigt det vil foregå, bruges opladning og afladning i de fleste for-
mer for tidstagning i elektroniske kredsløb. Det gælder f.eks. oscilla-
torer og tidsforsinkelser (timere). Op- og afladning kan foregå enten
ved en konstant strøm eller ved en konstant spænding. I første om-
gang vil vi oplade kondensatoren ved hjælp af en konstant strømge-
nerator.
Lineær Først er kondensatoren afladet, hvilket betyder, at plade A og B har

opladning lige mange frie elektroner. Spændingsforskellen er derfor 0 V imel-
lem pladerne.
4138n-01.cdr
Nu tilsluttes strømgeneratoren. Strømmen løber imod plade A, hvil-

ket jo i virkeligheden betyder at der suges elektroner ud af plade A
over i strømgeneratoren. Samtidigt flyttes der elektroner fra strøm-
generatorens negative pol over i plade B. Eftersom plade A mister
elektroner bliver den positiv, mens plade B får tilført elektroner og
bliver mere negativ. En spændingsforskel opbygges imellem de to
plader.
249
4138n-02.cdr
Så længe strømgeneratoren er i stand til at opretholde strømmen, vil

spændingen over kondensatoren blive ved med at stige. Og da strøm-
men er konstant, vil spændingen vokse op efter en ret linie, dvs. line-
ært.
4138n-03.cdr
Er strømmen til kondensatoren lille, tager det længere tid for spæn-
dingen at vokse op, end hvis ladestrømmen er stor.
ek280c-02.cdr
250
Med samme ladestrøm tager det også længere tid at oplade en kon-
densator med stor kapacitet end en kondensator med lille kapacitet.
ek280-03.cdr
Opladning med en konstant strøm bruges f.eks. til at frembringe en

rampespænding i et oscilloscop. Vi har her brug for at få lavet en ho-
risontal afbøjning, der er fuldstændig lineær. Når vi skifter sweepha-
stighed på oscilloscopet, ændrer vi i virkeligheden ladestrøm og/eller
kapacitet.
Sammenhængen imellem strøm, tid og kapacitet udtrykkes i konden-

satorformlen, som vi så på i kapitlet om kapacitet.
⋅ t-
UC = I---------
C
Eksempel En kondensator på 470 µF oplades med en konstant strøm på 3 mA i

400 ms. Hvor meget er spændingen steget?
–3 –3
⋅t 3 m ⋅ 400 m 3 ⋅ 10 ⋅ 400 ⋅ 10
UC = I--------
- = ---------------------------------- = ----------------------------------------------------- = 2,55 V
C 470 µ 470 ⋅ 10
–6
Spærrer for Selv om der løber en strøm til kondensatorens plader, er det vigtigt at
DC indse, at der ikke løber nogen strøm igennem selve kondensatoren!
Dielektrikummet er jo en effektiv isolator. Strømmen løber, fordi vi
med strømgeneratoren flytter rundt på de frie elektroner i kondensa-
torens metalplader. Selve kondensatoren spærrer for en DC-strøm.
Ved at kortslutte kondensatoren forsvinder forskellen i antal elektro-

ner på de to plader, og spændingen bliver 0 V.
251
Opladning
Opladning Vi har nu set, hvordan spændingen vokser lineært, når der tilføres
med kon- en konstant strøm til kondensatoren. I mange tilfælde lader vi imid-
stant spæn- lertid med en konstant spænding, hvilket giver et temmelig ulineært
ding opladeforløb.
4138n-05.cdr
Ovenstående kredsløb viser en kondensator forbundet i serie med et

batteri, en kontakt og en modstand. I første omgang er kontakten
åben, og kondensatoren er uden ladning. Spændingen over konden-
satoren er 0 V, og der går ingen strøm i kredsløbet.
I det øjeblik kontakten sluttes, vil strømmen blive maksimal, og en

opladning er i gang. Hele batterispændingen ligger i starten over R,
eftersom der er 0 V over kondensatoren, som derfor virker som en
kortslutning. Derfor kan startstrømmen beregnes som
UB
Istart = --------
-
R
Efterhånden som tiden går, bliver spændingen over modstanden
mindre og mindre samtidig med, at spændingen over kondensatoren
stiger, idet
UR = UB – UC
Da ladestrømmen er bestemt af UR, bliver ladestrømmen også min-

dre og mindre, efterhånden som kondensatoren oplades.
Selv om opladningen går meget langsomt til sidst, vil kondensatoren

på et tidspunkt være meget tæt på batterispændingen, og ladestrøm-
men vil derfor være tæt på 0. Hvis kontakten åbnes nu, vil konden-
satoren kunne fastholde batterispændingen i nogen tid.
252
Tids- Den tid, det tager at oplade kondensatoren til batterispændingen

konstant med en konstant ladestrøm, kaldes tidskonstanten τ (tau). Selv om
vi i dette tilfælde lader med en aftagende strøm, giver det alligevel
mening at regne på tidskonstanten. Som tidligere beskrevet, er opla-
detiden bestemt af kondensatorens kapacitet og af ladestrømmen.
Oplades gennem en modstand, er det, foruden batterispændingen,
modstandens størrelse, som bestemmer ladestrømmen. Er modstan-
den stor, vil opladetiden være længere, end hvis modstanden er lille.
Et RC-leds tidskonstant kan derfor beregnes efter formlen:
τ=R·C
τ er en tid og måles derfor i sekunder.

Eksempel En serieforbindelse består af en modstand på 1 MΩ og en kondensa-
tor på 3,3 µ F. Hvor stor er tidskonstanten?
τ = R · C = 1 M · 3,3 µ = 1 · 106 · 3,3 · 10–6 = 3,3 s
Opladnin- Straks efter opladningens start, vokser spændingen over kondensa-

gens forløb toren. Men efterhånden som opladningen finder sted, bliver lade-
strømmen mindre og mindre.
Spændingsstigningen pr. tidsenhed bliver derfor også mindre og

mindre, jo nærmere kondensatoren er ved at være opladet. Grafen
herunder viser ladespænding.
4138n-06.cdr
253
Læg mærke til, at hvis IC fortsætter med samme størrelse som i star-
tøjeblikket, vil UC nå Uslut efter præcis 1 τ.
Bemærk, at x-aksen er inddelt i τ. Ved at gøre dette bliver grafen ge-

nerel eller normaliseret. Alle kondensatorer i hele verden vil være
opladet til 63% af den maksimale spænding efter præcis 1 τ. Efter 5 τ
er spændingen nået op til 99%. En større kondensator vil selvfølgelig
skulle bruge mere tid for at nå lige så langt. Men så vil dens tidskon-
stant også være tilsvarende større, og så passer graferne atter.
Smart, ikke?
Eksponen- Strøm og spænding ændrer sig efter en eksponentiel kurve. Den er

tiel kurve bygget op på følgende måde:
Efter 1τ er spændingen over kondensatoren ca. 63% af batterispæn-

dingen.
Efter 2 τ er spændingen over kondensatoren yderligere steget med

63% af de restende 37%. 63% af 37% er ca. 23%, som lægges til de
63%. Altså er spændingen ved 2 τ steget til 63% + 23% = 86% af bat-
terispændingen.
For hver tidskonstant, der forløber, stiger spændingen over konden-

satoren med en værdi, der er 63% af resten.
Teoretisk set vil kondensatoren så aldrig blive helt opladet, men i

praksis betragtes kondensatoren fuldt opladet efter 5 τ.
Bemærk, at kondensatoren er opladet til 50% ved 0,7 τ. Dette tal

skal bruges ved mange timere og oscillatorer, fordi kredsløbet typisk
skifter, når spændingen på indgangen passerer 50% af forsynings-
spændingen.
254
Simpel En simpel timer vises herunder. Først er den blevet nulstillet ved at
timer kondensatoren er blevet afladet. Forstærkeren giver en lav spænding
fra sig. Nu begynder opladningen, og tiden går. Efter 0,7 τ passerer
indgangsspændingen de 50%, og udgangen går op på en høj spæn-
ding. Ved at vælge passende værdier for R og C kan den rigtige tid
opnås. Dette er princippet i de fleste elektroniske timere.
4138n-07.cdr
Strømmens forløb ved opladning

Strømmen er maksimal, når opladningen begynder, og kan findes
som:
UB
Istart = --------
-
R
Men efterhånden som kondensatoren oplades, modvirkes batteri-
spændingen, og spændingen over R falder. Strømmen i kondensato-
ren kan til enhver tid findes som:
UB – UC
IC = -----------------------
-
R
Strømmen ved opladning må derfor blive lige omvendt af kurven for
UC.
255
4138n-08.cdr
Efter 1 τ er strømmen aftaget til 37%. Efter 5 τ er strømmen næsten

nul, hvilket passer med, at kondensatoren i praksis er fuldt opladet.
Afladning
Afladning Parallelforbindes en opladet kondensator med en modstand, vil der
gennem en flyde en strøm fra kondensatoren gennem modstanden, indtil lad-
modstand ningsforskellen i kondensatoren er udbalanceret.
ek280-06.cdr
256
Kondensatoren aflades altså af modstanden, og spændingen over

kondensator og modstand falder. Herunder vises grafen for spændin-
gen over kondensatoren ved afladning. Det foregår også efter en eks-
ponentiel kurve, blot er den nu aftagende.
4138n-09.cdr
Afladningstiden afhænger af RC-leddets tidskonstant.
Efter 1 τ er spændingen faldet 63% af den fulde spænding. Der er

derfor kun 37% tilbage.
Efter 2 τ er spændingen yderligere faldet 63% af spændingen ved 1 τ.

Den vil derfor være 37% – (63% af 37%) = 37% – 23% = 14%.
For hver tidskonstant, der forløber, falder spændingen med en vær-

di, der er 63% af resten.
Teoretisk vil en kondensator aldrig blive helt afladet. I praksis reg-

nes med 5 τ.
257
Strømmens forløb ved afladning

Strømmens forløb ved afladning ligner den, vi så under opladning.
Den eneste forskel er, at strømmen løber i modsat retning, idet kon-
densatoren ikke længere modtager, men afgiver strøm.
4138n-10.cdr
258
Standardopladningskurve
Standardopladningskurven er et godt værktøj til beregninger på op-
og afladning af en kondensator. Som vi tidligere har set, er akserne
»normaliserede«, hvilket betyder, at kurvebladet gælder for alle
spændinger og alle værdier af R og C. Vores opgave bliver blot at
regne om mellem procent og faktisk spænding samt mellem kompo-
nentværdier og antal τ.
el215c08.cdr
259
Y-aksen er i procent. 100% svarer til den spænding, vi lader imod.
X-aksen er i antal τ.
• Den opvoksende kurve bruges til UC ved opladning.

• Den aftagende kurve bruges til UC ved afladning og til IC ved både
op- og afladning.
Eksempler
Eksempel 1 Tidskonstanten τ af et RC-led på 3,3 kΩ, og 47 nF findes som
3 –9
τ = R · C = 3,3 · 10 · 47 · 10 = 155,1 µs
Eksempel 2 Ved tiden 1,5 τ har en kondensator, som lades op gennem en mod-
stand, en spænding på 77,7% af den tilsluttede spænding.
Fremgangsmåden er den, at man finder 1,5 på x-aksen, går op, indtil

man skærer opladekurven. Til sidst går man ud på y-aksen og aflæ-
ser procenten.
Hvis den tilsluttede spænding var 15 V, kan vi finde spændingen ved

1,5 τ:
77,7
UC = ----------- · 15 = 11,66 V
100
260
Eksempel 3 Hvor stor vil UC være 5 sekunder efter, kontakten k er sluttet? Find
derefter IC efter 5 sekunder.
Kondensatoren var afladet ved forsøgets start.
4138n-11.cdr
Først findes τ:
6 –6
τ = R · C = 1 · 10 · 15 · 10 = 15 s
Nu skal antal τ findes:
Antal τ = --t = ------

5- = 0,33 · τ
τ 15
Nu finder vi 0,33 τ på x-aksen i standardopladningskurven. På y-ak-

sen aflæser vi ca. 28%.
28- · 60 = 17,0 V
UC = ----------
100
Så mangler vi strømmen. Den kan enten findes ved hjælp af Ohms

lov eller standardafladningskurven
Efter Ohms lov:
U U–U
IC = --------R- · -------------------C- = 60 – 17
--------------------- = 43 µA
6
R R 1 ⋅ 10
261
Efter standardafladningskurven (da IC jo følger den aftagende kur-

ve):
Antal τ er stadig 0,33.
Nu finder vi 0,33 τ i kurven. På y-aksen aflæser vi ca. 72%.
De 72% skal tages af Imax., der først findes som:
Imax. = U 60
----- = ------------------ = 60 µA
6
R 1 ⋅ 10
Nu kan IC endelig beregnes:
72- · 60 · 10–6 = 43 µA
IC = ----------
100
Så er Ohms lov vist hurtigere!
Eksempel 4 En kondensator på 0,1 µF, som er ladt op til 1,4 V, aflades gennem
47 kΩ.
Hvor stor er UC efter 10 ms?
Først findes τ:
3 –6
τ = R · C = 47 · 10 · 0,1 · 10 = 4,7 ms
Nu skal antal τ findes:
Antal τ = --t = ----------------

10 m- = 2,1 · τ
τ 4,7 m
Nu finder vi 2,1 τ på x-aksen i standardafladningskurven. På y-ak-

sen aflæser vi ca. 12%.
12- · 1,4 = 168 mV

UC = ----------
100
262
Fremgangs- Langt de fleste problemer (læs opgaver) løses efter fremgangsmåden:

måde
1. Beregn τ
2. Find antal τ, som der er plads til inden for tiden t
3. Find antal % i standardopladningskurven
4. Beregn, hvad det svarer til i spænding
263
Eksponentiel kurve
Vi har nu stiftet bekendtskab med to ulineære kurveforløb:
4138n-12.cdr
Eksponentielt voksende: Passer på spændingen ved opladning.
Eksponentielt aftagende: Passer på strømmen ved opladning

samt både strøm og spænding ved afladning.
Kurverne er baseret på, at man opløfter grundtallet for den naturlige

logaritme e (Eulers tal = 2,718…) til en eksponent, derfor kaldes
kurven eksponentiel.
Eksponen- Man kan matematisk beregne den helt præcise spænding over en
tiel voksen- kondensator ved opladning ved hjælp af følgende formel, der gælder
de for en eksponentielt voksende kurve:
t -
 R ⋅ C
– ------------
UC = U ·  1 – e 
 
U er spændingen, der lades imod, altså batterispændingen. t er tiden

fra opladningen starter, til spændingen ønskes beregnet, og R · C er
tidskonstanten τ. Forholdet imellem t og τ er antallet af tidskonstan-
ter, der forløber.
264
Eksempel En kondensator på 220 nF oplades gennem en modstand på 47 kΩ

mod en spænding på 10 V. Hvor stor er spændingen efter 10 ms?

t
– -------------  – -------------------------------
10 m
 = 10 ·  1 – e
47 k ⋅ 220 n
= 10 ·  – e
R⋅C – 0,967
UC = U ·  1 – e  
=
   
6,2 V
Tips Når beregningen skal indtastes på lommeregneren, er det smart at

gøre det i denne rækkefølge:
t , som er antal τ.
(1) Beregn --------------
R⋅C
(2) Ændre fortegn til minus ved at trykke på tasten +/–.
x
(3) Tryk på tasten e (på nogle lommeregnere skal man i stedet tryk-
ke på INV og ln x). Nu er den naturlige anti-logaritme beregnet.
(4) Skift fortegn på resultatet, og læg 1 til. Når der trykkes på =, er

hele parentesen beregnet.
(5) Tilbage er der blot at gange med U.
Eksponen- På næsten samme måde kan man beregne IC ved opladning samt UC
tiel aftagen- og IC ved afladning, idet de alle tre følger en eksponentielt afta-
de gende funktion:
t
– -------------
R⋅C
UC = U ⋅ e
Hvis det er strømmen, der ønskes beregnet, udskiftes U blot med I.

Også her er det smart at begynde med at indtaste eksponenten.
265
Med begyn- De to foregående formler gælder kun, hvis kondensatoren er helt af-
delseslad- ladet, når opladningen påbegyndes. Hvis det ikke er tilfældet, inde-
ning holder kondensatoren en begyndelsesladning, og der vil ligge en
spænding over den, allerede når opladningen starter.
Herunder vises den generelle formel, der gælder både for eksponen-
tiel voksende og aftagende funktion. Hvis U erstattes med I, gælder
den også for strømmen.
t
– -------------
R⋅C
UC = Uslut + ( U beg – Uslut ) · e
UC er spændingen over kondensatoren til tiden = t.
Uslut er slutværdien (den værdi, som spændingen vil have efter uen-
delig lang tid).
Ubeg er begyndelsesspændingen (den værdi, som spændingen har, li-

ge når tiden begynder).
Eksempel En kondensator på 220 nF oplades gennem en modstand på 47 kΩ

mod en spænding på 10 V. I forvejen var den ladet op til 2 V. Hvor
stor er spændingen efter 10 ms?
t 10 m
– ------------- – -------------------------------
R⋅C 47 k ⋅ 220 n
UC = Uslut + ( U beg – Uslut ) · e = 10 + (2 – 10) · e = 6,96 V
266
Kondensatoren ved AC
En kondensator spærrer for DC, når den først er ladet op. Sker der
en spændingsændring i det omkringliggende kredsløb, vil kondensa-
toren op- eller aflades, indtil spændingsændringen er udlignet. I det-
te kapitel skal vi undersøge kondensatorens opførsel, når vi udsætter
den for et AC-signal.
Tilføres en kondensator en vekselspænding u, vil den oplades og afla-

des med samme hyppighed som vekselspændingens frekvens. Et am-
peremeter vil registrere strømstødene, der skiftevis løber til og fra
kondensatoren. Kondensatoren leder åbenbart for AC.
el286-08.cdr
267
Reaktans
Skruer vi op for frekvensen uden at ændre på generatorspændingen,
viser det sig, at strømmen i kondensatoren stiger. Skruer vi ned for
frekvensen, bliver strømmen mindre.
4138O-01.cdr
Årsagen er følgende: Når frekvensen stiger, skal generatorspændin-

gen ændre sig hurtigere. Figuren herover viser en given frekvens A
og den dobbelte frekvens B. Den dobbelte frekvens kræver den dob-
belte spændingsændring pr. tidsenhed. Hvis spændingen skal kunne
nå at ændre sig dobbelt så hurtigt, må der flyttes noget mere elek-
trisk ladning, og det betyder, at strømmen i kredsløbet må vokse.
Hvis frekvensen vokser fra 1 kHz til 5 kHz, skal kondensatoren nu
nå at lade op og af 5 gange på 1 ms, hvor den før kun skulle gøre et
1 gang. Strømmen bliver derfor nødt til at blive 5 gange større.
Reaktans XC Kondensatoren optræder åbenbart som en vekselstrømsmodstand,

også kaldet en reaktans. Denne reaktans er omvendt proportional
med frekvensen. Fordobles frekvensen, halveres reaktansen.
Betegnelsen for reaktans er XC, og måleenheden er ohm.
Indsættes en kondensator med større kapacitet, skal den, for at opnå

den samme spænding, optage og afgive en større strømmængde. Det
må svare til, at reaktansen falder, når kapaciteten stiger.
268
Disse sammenhænge kan sættes op i formlen for kondensatorens re-

aktans:
1
XC = --------------------------- Huskeregel: 2 pi’er fra City i kælderen
2⋅π⋅f⋅C
Ohms lov Reaktansen virker som en almindelig modstand. Den kan beregnes
og reaktans ved hjælp af Ohms lov, hvis man kender spændingen over kondensa-
toren og strømmen igennem den:
u
XC = ------C-
iC
Når man bruger Ohms lov i AC-kredsløb, skal man huske, at både
strøm og spænding skal indsættes i sammenhørende enheder, dvs.
begge skal være i effektivværdi eller begge i peak-peak-værdi.
Faseforskydning
Vi ved, at under opladning af kondensatoren går der i begyndelsen
stor ladestrøm. Strømmen falder, efterhånden som spændingen over
kondensatoren vokser op.
I starten er iC stor, mens uC er lille.
Når kondensatoren er opladet, er uC stor, mens iC er lille.
Populært kan man sige, at der skal fyldes en strømmængde på kon-

densatoren, før der opstår en spænding over den. Ligesom der først
skal hældes vand i glasset, før der er en vandstand (spænding).
269
Det samme gælder, hvis kondensatoren tilføres en vekselstrøm iC.

Når iC er størst, er uC = 0 og omvendt. Spændingen vil altid komme
»haltende« efter strømmen. Det kan sammenlignes med to løbere. De
løber lige hurtigt, men den ene har fået et forspring, som han bliver
ved med at holde. Uanset hvilket øjeblik man går ind og betragter lø-
berne, vil man kunne måle den samme tidsforskel imellem dem.
Der er opstået en faseforskydning eller fasedrejning mellem

strøm og spænding. Som tegningen viser, kommer strømmen præcis
¼ periode før spændingen. ¼ periode svarer til 90°.
4138O-02.cdr
Strømmen kommer 90° (¼ periode)

før spændingen
4138O-03.cdr
Huskeregel Som huskeregel anvendes pigenavnet ELICE = e l I C E. Som det

ses, kommer strømmen (I) i en kondensator (C) før spændingen
(E = EMK).
270
For at afklare forholdene ved vekselspænding vil vi starte med at se

på en kondensator tilsluttet en variabel jævnspænding.
el306c-01.cdr
Når kondensatoren er opladet, er strømmen faldet til nul. Ændres

spændingen, vil en spændingsstigning starte en strøm til kondensa-
toren, og en spændingssænkning vil give en strøm fra kondensatoren
mod generatoren (vedtagen strømretning). Der løber strøm, når
spændingen ændrer sig.
271
Tilsluttes en kondensator til en sinusformet vekselspænding, vil der

hele tiden løbe strøm i kondensatoren.
el306c-02.cdr
Ved vekselstrøm bevæger elektronerne i tilledningerne sig frem og

tilbage, og på pladerne sker der hele tiden en ladningsudveksling.
el306c-03.cdr
272
Med den efterhånden kendte væskemodel ser forholdene således ud:
el306c-04.cdr
Væsken kan strømme til og fra beholderen i tilledningerne, men væ-

sken kan ikke passere gennem beholderen svarende til, at elektro-
nerne kan bevæge sig i tilledningerne, men ikke passere fra plade til
plade.
273
Overfø- Hvis man har en pulserende jævnspænding, kan man udskille varia-
ringskon- tionen som en ren vekselspænding ved at indsætte en kondensator,
densator som vist.
el306c-05.cdr
Ved start oplades kondensatoren til jævnspændingens middelværdi.

Ved at anvende en relativ stor kondensator bliver vekselspændings-
faldet over kondensatoren ubetydende. Hermed er variationen i
jævnspændingen overført til modstanden.
el306c-06.cdr
274
Overført til væskemodellen er ideen, at med stor beholder = stor ka-

pacitet, er membranudslaget, der svarer til vekselspændingen over
kondensatoren, ubetydende.
Afkoblings- Hvis man sender en pulserende jævnstrøm gennem en modstand, op-

kondensa- står der en pulserende vekselspænding over modstanden.
tor
el306c-07.cdr
Med en kondensator kan denne vekselspænding minimeres.
el306c-08.cdr
275
Overført til væskemodellen vil kondensatoren som en stor beholder

udligne variationer i væsketilgangen, så væskestrømmen i »mod-
standen« bliver konstant.
el306c-09.cdr
Elektrisk sker der en ladningsudveksling, der ved en stor kondensa-

tor giver en lille spændingsvariation over kondensatoren.
276
Reaktans
Kondensatorens vekselstrømsmodstand ved sinusformede strømme
kaldes reaktans. Formelbetegnelsen er XC, og måleenheden er ohm.
Reaktansen kan praktisk bestemmes ved måling af strøm og spæn-
ding. Herefter kan reaktansen bestemmes med Ohms lov.
el306c-10.cdr
u
XC = ------C-
iC
Er spændingen målt til 3 V ved en strøm på 1 mA, er reaktansen:
3
XC = -------------------- = 3 kΩ
–3
1 ⋅ 10
Indsætter man en større kondensator i den viste kreds, vil strømmen

stige. Heraf kan udledes:
Når kapaciteten øges, bliver reaktansen (vekselstrømsmodstan-
den) mindre.
el306-11.cdr
277
Ændres frekvensen til en højere frekvens, stiger strømmen også.

Heraf kan udledes:
Når frekvensen øges, bliver reaktansen mindre.
Opstillet i en formel findes reaktansen (XC) af:
1 -
XC = -------------------
2πfC
f er frekvensen i hertz, C er kapaciteten i farad.
Kondensatorens faseforhold
Som fortalt i indledningen reagerer kondensatoren ved at trække
strøm på spændingsændringer.
Går vi tæt på en sinusformet vekselspænding, er det karakteristisk,

at ved spidsværdien up er spændingsændringen nul.
el306c-13.cdr
278
Dette ses ved at mindske tiden t til en uendelig lille størrelse. Pro-
cessen svarer til at udmåle en strækning på jordoverfladen på 1 mm.
Så er det svært at se, at jorden er rund.
Tilsvarende kan man ikke se en spændingsændring på sinuskurven

på dens toppunkt, og strømmen i kondensatoren er ved denne øje-
bliksværdi nul.
Flytter vi luppen til skæringspunktet med nullinien, vil nok så lille

en tidsudstrækning altid give en spændingsændring.
el306-14.cdr
For kurven som helhed er spændingsændringen størst ved nulgen-

nemgang, hvor kondensatorstrømmen følgelig også er størst. Hermed
bliver faseforholdene, som vist herunder.
279
el306-15.cdr
Da der skal tilføres strøm til kondensatoren, før der kan være en
spændingsforskel, er strømmen ¼ periode forud for spændingen. Ef-
tersom hele perioden udgør 360°, svarer ¼ periode til 90°.
280
Konklusion: Fasedrejningen eller tidsforskydningen mellem strøm og

spænding i en kondensator er 90°. Strømmen kommer først.
Introduktion til
vektordia- Det er meget almindeligt at vise fasedrejningen i et
grammet såkaldt vektordiagram. Et vektordiagram inde-
holder nogle vektorer eller pile, som hver viser to
ting:
Længden af vektoren angiver spændingens eller

strømmens størrelse.
Retningen eller vinklen af vektoren angiver fasedrej-

ningen i forhold til de andre vektorer.
I et vektordiagram drejer »viserne« modsat uret, og de

følges ad. En hel omdrejning svarer til en hel sinuspe-
riode eller 360°. For kondensatorens vedkommende
bliver strømmen ved med at være 90° forud for spæn-
dingen. Forestiller man sig, at der står en lille mand
til venstre for vektordiagrammet, vil han først se
»viseren« iC passere forbi. Lidt senere, ¼ periode eller
90°, ser han uC komme forbi. Han vil opleve, at strøm-
men kommer 90° før spændingen.
281
Kondensatorens effektforhold
Effektfor- I den tabsfrie kondensator afsættes kort og godt ingen effekt, men
hold ved der er tale om en effektudveksling.
tabsfri kon-
densator
el306c-16.cdr
Forholdene er, som vist, at der periodisk tilføres effekt til kondensa-
toren i den ene halvperiode, som så atter leveres tilbage i den anden
halvperiode.
Ved effektberegning med formlen:
er cos ϕ ved 90° lig med nul.
282
Effekten i selve kondensatoren er således nul, uanset strømmens

størrelse.
I tilledningerne afsættes effekten:
2
P = i · rt,
hvor rt er den ohmske modstand i tilledningerne.
Konden- I praksis er kondensatortabene normalt ubetydende, men det afhæn-

sator med ger stærkt af kondensatortype og arbejdsfrekvens, så specielt for
tab elektrolytkondensatorer og ved højfrekvens er det klogt at studere
komponentlæren og ikke mindst databøger og -blade nøjere.
Kapacitiv spændingsdeler
Den kapacitive spændingsdeler ligner den almindelige spændingsde-
ler. Men den store fordel ligger i, at der ikke afsættes nogen nævne-
værdig effekt i kondensatorerne. Den er derfor meget smart til at de-
le høje spændinger ned, forudsat at strømforbruget er beskedent.
4138-O07.cdr
Det skal bemærkes, at der ikke er nogen fasedrejning mellem u2 og

u, så længe kredsløbet fødes af en generator med lav indre modstand
og ikke belastes.
283
Udgangsspændingen findes som:
C1
u2 = u · --------------------
-
C1 + C2
Vi lægger mærke til, at formlen ligner den almindelige spændingsde-

lerformel, bortset fra at der i tælleren skal indsættes den kondensa-
tor, man ikke tager spændingen ud over. Dette skyldes, at reaktan-
sen er omvendt proportional med kapacitetens størrelse. Den stør-
ste spænding vil lægge sig over den mindste kondensator.
Eksempel For tegningen neden for finder vi:
el298c-04.cdr
–9
C1 1n 1 ⋅ 10
u2 = u · --------------------
- = 1 · ------------------------------ = ---------------------------------------------------- = 0,09 V
–9 –9
C1 + C2 1 n + 10 n 1 ⋅ 10 + 10 ⋅ 10
u1 vil være på 0,91 V.
284
RC-led ved AC
RC-led ved AC
I dette kapitel vil vi undersøge, hvordan strømmen og spændingen

opfører sig, når vi forbinder en modstand og en kondensator i serie
eller parallel.
4138p-01.cdr
Impedan- Hvor meget modstand er der i ovenstående kredsløb? Den totale vek-
sen Z selstrømsmodstand kaldes impedansen og betegnes med Z. Den
måles i ohm. Den kan måles som enhver anden modstand og bereg-
nes ved hjælp af Ohms lov.
Måling af Z Lad os tage et eksempel, nemlig indgangsimpedansen af en forstær-

ker. Vi har f.eks. en indgang til båndoptager i forstærkeren, og vi vil
gerne vide, hvor mange ohm en båndoptager belastes med, når vi til-
slutter den. Indgangsimpedansen er vist som en modstand Z, der be-
står af en modstand og en kondensator. Vi viser nu to måder til at
bestemme impedansen Z.
Ved hjælp Vi har tilsluttet en tonegenerator i serie med et amperemeter. Med

af Ohms lov voltmeteret måler vi spændingen over indgangsimpedansen. Vi må-
ler f.eks. følgende:
uin = 0,5 V og iin = 10 µA
285
RC-led ved AC
4138p-02.cdr
Ved hjælp af Ohms lov kan vi nu beregne indgangsimpedansen:

uin 0,5 - = 50 kΩ
Zin = -------- = -----------------------
–6
i in 10 ⋅ 10
Dekade- Ofte er det svært at måle den lille AC-strøm, og derfor bruger man
boks som regel en anden metode, nemlig »dekadeboks-metoden«. Den ud-
metoden nytter det faktum, at hvis man sætter en modstand i serie med gene-
rator og indgangsimpedans, så vil generatorens spænding fordele sig
over de to modstande. Og da seriemodstanden er en variabel dekade-
modstand, drejer man den blot ind, således at præcis halvdelen af
generatorspændingen ligger over forstærkerens indgang. Når der lig-
ger lige stor spænding over modstandene, må det være fordi, dekade-
boks og indgangsimpedans er lige store. Derfor aflæser man blot de-
kadeboksens modstand, hvilket vil være lig med forstærkerens ind-
gangsimpedans.
4138p-03.cdr
286
RC-led ved AC
Ohms lov Som vi ser, kan Ohms lov altså stadig bruges. Blot har vi skiftet R
»still going ud med et Z:
strong«
u-
Z = ---
i
u=i·Z
u-
i = ---
Z
Eksempel Find generatorstrømmen, når ugen = 10 V, og Z = 500 Ω.
4138p-04.cdr
u gen 10
igen = -----------
- = ----------- = 20 mA
Z 500
287
RC-led ved AC
Serieforbindelsen af R og C
Ovenstående var generelt for ethvert kredsløb. I det følgende vil vi
undersøge serieforbindelsen af R og C.
4138p 05.cdr
Man kan ikke finde Z i en serieforbindelse ved blot at lægge R og XC

sammen. Da vi ved, at der er 90° imellem strøm og spænding i en
kondensator, bliver vi nødt til at lægge R og XC sammen vektorielt.
At lægge dem sammen vektorielt betyder, at vi ikke blot tager stør-
relsen med, men også fasedrejningen.
At lægge Herunder vises vektordiagrammet for et RC-serieled med hensyn til

sammen impedans. Strøm og spænding er i fase i R, derfor tegnes den vand-
vektorielt ret. Spændingen er 90° forsinket i C, derfor er reaktansen tegnet
nedad. Senere i dette kapitel vises, hvordan man konstruerer vektor-
diagrammer.
4138p -06.cdr
Den samlede impedans Z findes ved at stiple vinkelret ud fra vektor-

spidserne. Hvor disse to linier mødes, vil sumvektoren slutte. Sum-
vektorens længde angiver den samlede impedans.
288
RC-led ved AC
Længden af hver enkelt vektor repræsenterer dens størrelse i ohm.

Vinkel ϕ er fasevinklen i RC-kredsløbet og repræsenterer fasefor-
skellen imellem generatorens strøm og spænding.
Ved hjælp af Phytagoras’ læresætning er vi i stand til at beregne Z

helt præcist, idet vektordiagrammet udgør en retvinklet trekant.
Phytagoras siger:
4138-p26.cdr
2 2 2 2 2
c =a +b ⇒c= a +b
Husk det Det betyder, at den samlede impedans kan findes som:
nu!
2 2
Z= R + XC
Fasevinklen ϕ findes ved hjælp af den trigonometriske funktion tan-

gens:
 X C
ϕ = arctan  --------
R
Symbolet arctan står for omvendt tangens og kan findes på lomme-

nd
regneren ved at trykke 2 og tan eller på andre maskiner ved at
trykke INV og tan.
289
RC-led ved AC
Eksempel Bestem Z og ϕ for det viste kredsløb:
4138p-07.cdr
2 2 2 2
Z= R + XC = 47 + 100 = 110 Ω
Fasevinklen er
X 
ϕ = arctan  -------C- = arctan 100
----------- = 64,8°
R 47
Konklusion En modstand og en reaktans kan kun lægges sammen, når det sker
vektorielt.
Spændinger og strøm i et RC-serieled

Vi har indtil nu betragtet serieforbindelsen af R og C som et samlet
kredsløb, som gav anledning til en impedans og en fasevinkel. Vi
skal nu gå lidt tættere på kredsløbet, idet vi vil undersøge spændin-
gen over R og C samt strømmen.
4138p-08.cdr
290
RC-led ved AC
Vi ved om et seriekredsløb, at strømmen er fælles og overalt er den

samme.
Vi ved også, at spændingen over modstanden er i fase med denne

fælles strøm.
Desuden ved vi, at spændingen over kondensatoren er 90° forsinket i

forhold til denne fælles strøm.
Det kan ikke betyde andet end, at spændingen over C må komme 90°
senere end spændingen over R, som vist herunder.
4138p-09
291
RC-led ved AC
Tegner vi forholdene op i et vektordiagram, kan vi begynde at regne

på det. Selve konstruktionen af vektordiagrammet er vist i rammen.
Vektordiagrammer
Et vektordiagram laves ved, at man først tegner en vandret vektor,

der angiver den fælles størrelse i kredsløbet. I en serieforbindelse
er det altid strømmen, som er den samme for generator, modstand
og kondensator.
Ud af denne vandrette strømvektor tegnes modstandens vektor, da

der jo ikke er fasedrejning i en modstand. I en serieforbindelse skal
det være uR.
Vinkelret på strømvektoren tegnes kondensatorens vektor, da der

jo er 90° fasedrejning imellem strøm og spænding. Eftersom vek-
torerne drejer mod uret, skal uC for en serieforbindelse vende
nedad.
Den samlede spænding i en serieforbindelse, altså generator-

spændingen, findes ved at lægge uR og uC vektorielt sammen. Det
sker ligesom i »kræfternes parallelogram« ved, at man stipler vin-
kelret ud fra vektorspidserne. Hvor disse to linier mødes, vil sum-
vektoren slutte. Sumvektorens længde angiver den samlede
spænding ugen.
4138p-10a-d.cdr
292
RC-led ved AC
Ligesom ved impedans, kan vi også her bruge læresætningen af

Phytagoras for at finde den samlede spænding, nemlig generator-
spændingen:
2 2
ugen = uR + uC
Formlen kan selvfølgelig skrives om, så vi kan finde de to andre

spændinger:
2 2
uR = u gen – u C
2 2
uC = u gen – u R
Eksempel Find ugen, når uR = 22 V og uC = 10 V
4138p-11.cdr
2 2 2 2
ugen = uR + uC = 22 + 10 = 24,17 V
Bemærk dette specialtilfælde:
Find ugen, når uR = 1 V, og uC = 1 V.
2 2 2 2
ugen = uR + uC = 1 + 1 = 1,41 V
Når uR = uC Når spændingen er den samme over R og C, vil den samlede spæn-
ding altid være 2 eller 1,41 gange større end spændingen over den
enkelte komponent.
293
RC-led ved AC
Vektordiagrammet består af to vektorer, der er lige lange. Hypotenu-

sen eller sumvektoren vil altid være 2 gange større.
Flere I de næste eksempler benyttes dette diagram:

eksempler
4138p-12.cdr
Eksempel 1 Find ugen, når
uR = 4 V, og uC = 3 V
2 2 2 2
ugen = uR + uC = 4 +3 =5V
Eksempel 2 Find uC, når
uR = 17 V, og ugen = 20 V
Ifølge Phytagoras gælder:
2 2 2
ugen = uR + uC
Ved at isolere uC fås:
2 2 2 2
uC = u gen – u R = 20 – 17 = 10,54 V
294
RC-led ved AC
Eksempel 3 Find ∠ϕ, når
ugen = 5 V, og uC = 3 V.
Her kan sinusrelationen benyttes (da det er ugen og ikke uR, vi ken-
der):
uC 3
∠ϕ = arcsin -----------
- = arcsin --- = 36,9°
ugen 5
På lommeregneren skal man først regne brøken ud. Dernæst skal
man på de fleste maskiner trykke INV SIN for at finde arcus sinus.
Eksempel 4 Find impedansen Z, når
ugen = 5 V, og igen = 2 mA
Ohms lov gælder stadig:

ugen 5
Z = -----------
- = ----------- = 2,5 kΩ
i gen 2m
f = 1,6 kHz, R = 10 kΩ og C = 10 nF
Først findes XC:
1 - = --------------------------------------------------
XC = -------------------------- 1 = 9.947 Ω
2 ⋅ π ⋅ f ⋅ C 2 ⋅ π ⋅ 1,6 k ⋅ 10 n
Nu kan vi finde Z ved at benytte Phytagoras:
2 2 2 2
Z= R + XC = 10 k + 9.947 = 14,1 kΩ
295
RC-led ved AC
Parallelforbindelse af R og C
I det følgende vil vi undersøge parallelforbindelsen af R og C.
4138p-13.cdr
Normalt finder man den samlede modstand ved at regne modstan-

dene om til ledningsevner, som man så lægger sammen og derefter
konverterer til modstand igen. Men da vi ved, at der er 90° imellem
strøm og spænding i en kondensator, bliver vi her nødt til at lægge
ledningsevnerne sammen vektorielt.
Men inden vi kan gøre dette, skal vi se på et par nye udtryk ved pa-
rallelforbindelsen.
Admittans Den samlede ledningsevne kaldes admittans og betegnes med Y.

Y 1
Den findes som Y = ----
Z
Konduk- Ledningsevnen i modstanden kaldes konduktans og betegnes med

tans G 1
G. Den findes som G = ----
R
Susceptans Ledningsevnen i kondensatoren kaldes susceptans og betegnes med

B 1
B. Den findes som BC = -------
XC
Alle disse ledningsevner måles i siemens (S), som er det reciprokke

af ohm.
296
RC-led ved AC
At lægge Herunder vises vektordiagrammet for et RC-parallelled med hensyn

sammen til admittans. Strøm og spænding er i fase i R, derfor tegnes den
vektorielt vandret. Strømmen er 90° forud i C, derfor er susceptansen tegnet
opad.
4138p-14.cdr
Den samlede admittans Y findes ved at stiple vinkelret ud fra vek-

torspidserne. Hvor disse to linier mødes, vil sumvektoren slutte.
Sumvektorens længde angiver den samlede admittans.
Længden af hver enkelt vektor repræsenterer dens størrelse i sie-

mens. Vinkel ϕ er fasevinklen i RC-kredsløbet og repræsenterer fase-
forskellen imellem generatorens strøm og spænding.
Ved hjælp af Phytagoras’ læresætning er vi i stand til at beregne Y

Det betyder, at den samlede impedans kan findes som:
2 2
Y= G + BC
Ofte ønsker man at opgive admittansen i ohm, hvilket blot sker ved
1
at omsætte den til impedans: Z = ----
Y

gens:
R
ϕ = arctan  --------
 X C
297
RC-led ved AC
Eksempel Bestem Y for det viste kredsløb, og konverter den til impedans:
4138p-15.cdr
Først beregnes G og BC:
1 1
G = ---- = ---------- = 3,03 mS
R 330
1 1 - = 796 Ω
XC = -------------------------- = --------------------------------------------
2⋅π⋅f⋅C 2 ⋅ π ⋅ 1k ⋅ 0,2 µ
1
1 - = ---------
BC = ------- - = 1,26 mS
XC 796
Nu kan den samlede admittans beregnes:
2 2 2 2
Y= G + BC = 3,03 m + 1,26 m = 3,28 mS
Admittansen kan konverteres til impedans på følgende måde:
1 1
Z = ---- = -------------------- = 305 Ω
Y 3,28 m
Konklusion En modstand og en kondensator lægges i parallel ved at regne dem

om til ledningsevner, som lægges sammen vektorielt.
298
RC-led ved AC
Spændinger og strøm i et RC-parallelled

Vi skal nu gå lidt tættere på kredsløbet, idet vi vil undersøge strøm-
men igennem R og C.
4138p-16.cdr
Vi ved om et parallelkredsløb, at spændingen er fælles og overalt er

den samme.
Vi ved også, at strømmen igennem modstanden er i fase med denne

fælles spænding.
Desuden ved vi, at strømmen igennem kondensatoren er 90° forud i

forhold til denne fælles spænding.
Det kan ikke betyde andet end, at strømmen igennem C må komme

90° før end strømmen igennem R.

på det.
4138p-17.cdr
299
RC-led ved AC
Den samlede strøm findes ved at benytte Kirchhoffs strømlov. Imid-

lertid skal vi også bruge Phytagoras, når vi lægger de to strømme
sammen, da de ikke er i fase. Vi lægger to strømme sammen efter
følgende formel:
2 2
igen = i R + iC
Formlen kan selvfølgelig skrives om, så vi kan finde de to andre strøm-

me:
2 2
iR = i gen – iC
2 2
iC = i gen – iR
Eksempel 1 Find igen, når iR = 2 mA og iC = 3 mA
2 2 2 2
igen = iR + iC = 2 m + 3 m = 3,6 mA
Eksempel 2 Et parallel-RC-led tilføres en vekselspænding på 3 V. XC er 2,86 kΩ

og R er 1,8 kΩ. Find alle strømme og impedansen.
Ohms lov bruges:

u gen 3
- = ------------- = 1,67 mA
iR = -----------
R 1,8 k
u gen 3
- = ---------------- = 1,05 mA
iC = -----------
C 2,86 k
2 2 2 2
igen = iR + iC = 1,67 m + 1,05 m = 1,97 mA
Impedansen findes i dette tilfælde hurtigst ved hjælp af Ohms lov.

ugen 3
- = ----------- = 1,52 kΩ
Z = -----------
i gen 1,97
300
RC-led ved AC
Logaritmisk akseinddeling
Indtil nu har vi holdt frekvensen fast, men i det følgende afsnit skal
vi specielt undersøge RC-serieleddet ved forskellige frekvenser. Men
først skal vi se lidt på koordinatsystemets akser.
Inden for elektronikken anvendes ofte en grafisk afbildning af en el-

ler anden funktion. Vi kan f.eks. vise et filters udgangsspænding ved
forskellige frekvenser. uout afsættes op ad y-aksen og frekvensen f
hen ad x-aksen.
4138p-18.cdr
Inddeles frekvensaksen lineært, vil det sige, at der f.eks. er 10 Hz pr.

cm eller inddeling, uanset hvor aksen betragtes.
Hvis hele det hørbare område fra ca. 20 Hz til 20 kHz skal indtegnes
med samme inddeling, vil et sådant koordinatsystem blive 20 m
langt, hvilket vil være upraktisk og uoverskueligt!
301
RC-led ved AC
For at lette overskueligheden kan frekvensaksen inddeles, så der er

lige store afstande mellem alle dekader, dvs. samme afstand mellem
10 og 100 Hz som mellem 1 kHz og 10 kHz.
4138p-19.cdr
Logaritmisk Denne inddeling kaldes logaritmisk.

akse
I virkeligheden stemmer den bedre med vor hørelse end den lineære
skala. Vi kan høre en frekvensændring fra 27,5 til 30,9 Hz (et spring
mellem de to dybeste toner på et klaver). Men tager vi de to tilsva-
rende højeste toner på et klaver, ligger ændringen fra 3.520 til
3.951,1 Hz. De to toner var i begge ender af klaveret et A henholds-
vis et H. Men frekvensændringen skal være meget større ved en høj
frekvens for at give samme toneændring i vor hørelse.
I den logaritmiske frekvensakse er de lavere frekvenser i venstre si-

de af aksen »spredt« mere ud end de høje toner i højre side. Dette
stemmer godt med den måde vi opfatter toner på.
Bemærk, at 0 Hz ikke findes på en logaritmisk akse!
Da ørets følsomhed er tilnærmelsesvis logaritmisk, vil en stigning i

lydstyrke på 50% næsten ikke opfattes, og en fordobling af lydstyr-
ken virker ikke som nogen stor ændring. Det er derfor også smart at
inddele y-aksen logaritmisk. Derved har vi lavet et dobbeltlogarit-
misk koordinatsystem. En stor fordel ved dette er, at ulineære kur-
ver nu kan tegnes som rette linier.
302
RC-led ved AC
RC-serieleddet ved forskellige frekvenser

En serieforbindelse af en modstand og en kondensator tilsluttes en
generator, som leverer en konstant spænding. Spændingen måles
over både R og C. Vi vil lade frekvensen starte ved 0 Hz (DC) og
sweepe (gradvis stige) opad i frekvens. I billedsekvensen herunder
ses de tilhørende vektordiagrammer samt en graf, der viser spændin-
ger over R og C som funktion af frekvensen. Bemærk, at spændings-
aksen i første omgang er lineær, og frekvens-aksen er (som altid) lo-
garitmisk inddelt.
4138p20a.cdr
303
RC-led ved AC
4138p20b.cdr
4138p20c.cdr
304
RC-led ved AC
4138p20d.cdr
4138p20e.cdr
305
RC-led ved AC
Vi kan regne den eksakte spænding over komponenten ud ved hjælp

af Ohms lov, som vi gjorde i forrige afsnit. Men vi kan også bruge
spændingsdelerformlen, hvis vi husker at beregne den totale mod-
stand vektorielt:
R
uR = ugen · -----------------------------
2 2
R + XC
XC
uC = ugen · ----------------------------
-
2 2
R + XC
Serieleddet kan betragtes som en spændingsdeler, der er frekvensaf-

hængig. Ved lave frekvenser ligger den største del af generatorspæn-
dingen over kondensatoren, da dens reaktans er størst. Ved fo (over-
gangsfrekvensen) ligger der præcis lige stor spænding over R og C,
hvilket er 70,7% af generatorspændingen. Ved høje frekvenser ligger
den største del af generatorspændingen over R, da reaktansen i kon-
densatoren er blevet lille.
306
RC-led ved AC
RC-leddet som filter

Denne iagttagelse fører os over i en meget vigtig anvendelse af RC-
leddet, nemlig som filter. Filtre er frekvens-afhængige kredsløb, som
tillader bestemte frekvenser at passere, mens de spærrer for andre
frekvenser. Lidt i stil med et kaffefilter, der tillader vandet at passe-
re, men spærrer for de grovere kaffebønner.
Foruden kaffefilter taler vi om lavpasfilter og højpasfilter. Før så

vi, at hvis vi tog spændingen ud over kondensatoren, blev de lave fre-
kvenser ikke dæmpet, da XC er stor. Ved høje frekvenser falder XC
imidlertid og kortslutter efterhånden udgangsspændingen, som der-
for falder. Et lavpasfilter kan derfor laves på følgende måde:
4138p-21.cdr
4138p-22.
Et højpasfilter ligner, men her tager vi spændingen ud over mod-

standen. Kondensatoren vil lade de høje frekvenser passere lige igen-
nem, hvorimod den vil spærre for de lave.
307
RC-led ved AC
Overgangs- En meget vigtig frekvens, når vi taler om filtre, er overgangsfrekven-

frekvens fo sen fo. Den kaldes også cut-off frekvensen fc.
Når vi taler om lave og høje frekvenser, skal det ses i forhold til over-
gangsfrekvensen.
Som vi så i billedsekvensen med vektordiagrammerne, er overgangs-

frekvensen den frekvens, hvor reaktansen er lig modstanden:
fo hvor R = XC
Denne frekvens kan findes ved at indsætte formlen for XC:
1
R = -------------------------------
-
2 ⋅ π ⋅ fo ⋅ C
1
fo = -------------------------------
-
2⋅π⋅R⋅C
Eksempel Beregn overgangsfrekvensen for et RC-led, når R = 5,6 kΩ og

C = 820 pF.
1
fo = ------------------------------- 1
- = ------------------------------------------------------ = 34,7 kHz
2⋅π⋅R⋅C 2 ⋅ π ⋅ 5,6 k ⋅ 820 p
Forstærkning og decibel (dB)

Et filter giver en spænding ud, når der tilføres en given spænding på
indgangen. Forholdet imellem disse to spændinger kaldes forstærk-
ningen (A).
u out
A = -----------
-
u in
308
RC-led ved AC
Sender vi 1 V ind i et filter, og der kommer 0,5 V ud, kan vi beregne

forholdet eller forstærkningen i antal gange:
u out 0,5
A = -----------
- = --------- = 0,5 gange
u in 1
Vi har nu beregnet, at der kun kommer 0,5 gange eller det halve ud
af filteret. Vi siger, at forstærkningen er 0,5 gange.
Men vi kunne også regne forholdet om til decibel (dB).
Decibel er en smart måde at angive et forhold imellem to spændinger

på. Forstærkningen i dB findes som:
u out
AdB = 20 · log -----------
-
u in
Først regner vi forstærkning ud, dernæst finder vi logaritmen og til

sidst ganger vi med 20. Lommeregneren har en tast, der hedder log.
Eksemplet fra før med en forstærkning på 0,5 gange giver i dB:

u out 0,5
AdB = 20 · log -----------
- = 20 · -------- = –6 dB
u in 1
Forstærkningen i dB bliver negativ, fordi forstærkningen i gange er
under 1. Og det er altid tilfældet, når der ikke er nogen aktiv for-
stærker i kredsløbet.
Herunder vises en omregningstabel. De viste forhold er så hyppigt

anvendt, at det er en god idé at lære dem udenad.
Omregningstabel
1⁄ 2= 2 =
Gange 0,5 1 2 3,16 10 100 1.000
0,707 1,41
dB –6 dB –3 dB 0 dB 3 dB 6 dB 10 dB 20 dB 40 dB 60 dB
309
RC-led ved AC
Hvad er så det geniale ved at opgive forstærkningen i dB i stedet for

i gange? Det ses af følgende eksempel.
Har man flere filtre efter hinanden, måske med forstærkere ind
imellem, skal samtlige forstærkninger ganges med hinanden for at
finde den totale forstærkning.
4138p-23.cdr
Atot = 1,41 · 2 · 10 · 0,355 = 10 gg
Hvis forstærkningerne derimod er angivet i dB, skal man blot lægge

dem sammen (med korrekt fortegn). Og så bliver det jo til ren hoved-
regning. Det kan være en stor fordel ved større fællesantenneanlæg
eller telefonanlæg.
4138p-24.cdr
Atot = 3 + 6 + 20 + (–9) = 20 dB
Og 20 dB svarer jo rigtig nok til 10 gange.
310
RC-led ved AC
Lavpasfilteret og frekvensresponsen
Vi skal nu se på lavpasfilteret endnu engang.
4138p-25.cdr
Som regel foretrækker man at vise forstærkning i dB op ad y-ak-

sen, hvor vi før blot havde spænding. Vi opnår nu, at grafen bliver
normaliseret og kan passe på alle filtre af samme type. Desuden
bliver grafen lineær, når vi kommer ud i området, hvor filteret dæm-
per.
311
RC-led ved AC
Herunder ses lavpasfilterets frekvensrespons.
ek509c02.cdr
y-aksen viser forstærkningen i dB. Det negative fortegn skyldes, at

forstærkningen jo ligger på under 1.
–3 dB ved fo Bemærk forstærkningen ved overgangsfrekvensen fo, som er –3 dB.

Som vi ved, er –3 dB det samme som en forstærkning på 0,707 gan-
ge. Dette er generelt, at netop ved overgangsfrekvensen er forstærk-
ningen –3 dB eller 0,707 gange.
Oktav = en Når vi går op på de høje frekvenser, bliver grafen lineær. Det viser
fordobling sig, at for hver gang vi fordobler frekvensen, så falder forstærknin-
eller halve- gen yderligere 6 dB. En fordobling (eller halvering) af frekvensen
ring af f kaldes en oktav. Oktav er et musikudtryk og betegner et tonespring
på otte toner fra f.eks. ét A til et A, der ligger højere eller lavere.
312
RC-led ved AC
ek509c12.cdr
Hældningen på en kurve er et udtryk for, hvor skrå den er. Den be-
regnes altid som en ændring på y-aksen divideret med den tilsvaren-
de ændring på x-aksen. I dette tilfælde altså dB pr. oktav. På kurven
ovenfor aflæses på y-aksen en ændring fra –12 dB til –18 dB, altså
en ændring på –6 dB. Den tilsvarende ændring på x-aksen er fra 4 ·
fo til 8 · fo, altså en ændring på en oktav. Hældningen er derfor –6
dB/oktav.
6 db/oktav Et lavpasfilter skærer af med 6 db/oktav.
Ofte foretrækker man at opgive hældningen eller afskæring over en

dekade. En dekade er et matematisk udtryk, der betyder »ti gange«.
Her vil det sige en frekvensændring på 10 gange eller 0,1 gange.
313
RC-led ved AC
ek509c13.cdr
På kurven ovenfor aflæses på y-aksen en ændring fra –20 dB til –40

dB, altså en ændring på –20 dB. Den tilsvarende ændring på x-aksen
er fra 10 · fo til 100 · fo, altså en ændring på en dekade. Hældningen
er derfor –20 dB/dekade.
Et lavpasfilter skærer af med 6 db/oktav eller 20 dB/dekade, hvil-

ket er samme hældning.
314
RC-led ved AC
Højpasfilteret og frekvensresponse
Højpasfilteret får en frekvensresponse, der ligner lavpasfilteret, blot
med den forskel, at kurven er spejlet om fo. Alle definitioner, udtryk
og begreber gælder stadig.
ek509c03.cdr
Hældningen er også her 6 db/oktav svarende til 20 dB/dekade.
ek509c04.cdr
315
RC-led ved AC
RC-leddet udsat for firkantspænding

Hidtil har vi undersøgt RC-led ved sinus-signaler. Tilfører vi et fir-
kantsignal til et RC-led, vil der skiftevis ske en opladning og en af-
ladning, som vil ændre firkantspændingens kurveform.
En puls som Herunder ses et RC-led, som tilføres en puls som input. Pulsen går
input fra 0 V og op til f.eks. 10 V.
4138p-31.cdr
Det er praktisk at forestille sig pulsen som et batteri på 10 V i pulsti-

den efterfulgt af en kortslutning i pausetiden. Når kredsløbet på-
trykkes batteriet på 10 V, sker der en opladning af kondensatoren.
Når generatoren går på 0 V i pausetiden, virker den som en kortslut-
ning, fordi en spændingsgenerator har en indre modstand på 0 Ω.
Derved sker der en afladning af kondensatoren ind igennem genera-
toren.
4138p-32.cdr
316
RC-led ved AC
Integrationsleddet
Kobles et RC-led som et lavpasled, har man et integrationsled.
el218-01.cdr
Integrationsleddet leverer en udgangsspænding, der er lig med ind-

gangsspændingens middelværdi eller gennemsnitsværdi. Sagt på
en anden måde, så beregner den arealet af indgangssignalet og bre-
der det ud over hele den tid, der aktuelt er gået. Jo flere pulser, der
kommer pr. sekund (eller jo bredere de er), jo højere vil udgangs-
spændingen blive. Jo færre pulser, der kommer pr. sekund (eller jo
smallere de er), jo lavere vil udgangsspændingen blive.
Integration
Ordet integration stammer fra det latinske »integer«, der bety-

der »hele«. Det bruges ofte om det at sammenbygge mindre dele
til en uadskillelig helhed som f.eks. i »integreret kredsløb«.
Ordet kan opfattes som det modsatte af differentiation. Her skal

det imidlertid ses som en sammenlægning af de uendeligt man-
ge småændringer, der sker med strømmen, når en kondensator
op- eller aflades gennem en modstand.
317
RC-led ved AC
4138p-34.cdr
Som eksemplerne ovenover viser, sker der en opladning i løbet af den

tid, pulsen varer. I pausetiden indtil næste puls kommer, aflades
kondensatoren. Imidlertid er tidskonstanten temmelig stor i forhold
til periodetiden, og derfor når kondensatoren kun at aflade en lille
smule.
Resultatet bliver en DC-spænding, der er afhængig af pulsens duty

cycle. Er duty cyclen 50%, bliver udgangsspændingen også 50% af
pulsens størrelse. Er duty cyclen kun 17%, får vi 17% ud.
Et godt inte- Et godt integrationsled kræver, at tidskonstanten τ er mindst

grationsled 10 gange større end den påtrykte spændingsperiodetid.
Hvis periodetiden f.eks. er 1 ms, skal τ op på mindst 10 ms. Det kan

klares med en C = 1 µF, og en R = 10 kΩ, idet
τ = R · C = 10 k · 1 µ = 10 ms
318
RC-led ved AC
Hvis τ Hvad sker der med udgangsspændingen, hvis tidskonstanten æn-

ændres dres? Det kan vises ved, at vi forestiller os R som en variabel mod-
stand, som vi gradvist gør større. Vi vil opdage, at efterhånden som τ
gøres større i forhold til pulsens periodetid, vil udsvingene i konden-
satorens spænding blive mindre. Efterhånden bliver spændingen
over kondensatoren til en næsten jævn DC-spænding, som ligger på
middelværdien af pulsen.
4138p-35.cdr
319
RC-led ved AC
Ind- Indtil nu har vi forudsat, at generatoren har været i gang i lang tid. I
svingning praksis varer det imidlertid noget tid, inden kondensatoren bliver la-
det op til middelværdien. Denne tid kaldes indsvingningstiden. Vi
vil nu se på forholdene umiddelbart efter, at generatoren tilsluttes
integrationsleddet.
4138p-36.cdr
På grund af den lange τ når kondensatoren i første halvperiode kun

at oplade til en ganske ringe del af den påtrykte spænding på f.eks.
100 V.
uR, der altid er lig uG – uC, ændrer sig i samme halvperiode fra 100 V
til lidt under denne værdi svarende til spændingsstigningen over
kondensatoren.
I næste halvperiode aflader kondensatoren, men igen forhindrer den

lange τ, at spændingsændringen over kondensatoren bliver ret stor,
f.eks. kun 5% af den i første halvperiode opnåede spænding.
Ved begyndelsen af tredje halvperiode har uC altså næsten samme

værdi som ved slutningen af første halvperiode, og i løbet af tredje
halvperiode opnår den en lidt større værdi, hvoraf kun en lille del
forsvinder ved afladning i den fjerde halvperiode osv., indtil ud-
gangsspændingen over kondensatoren ligger symmetrisk omkring
sin middelværdi. I dette specielle tilfælde er det +50 V.
320
RC-led ved AC
Samtidig med, at uC stiger, må uR naturligvis falde, således at uR,

som vist på illustrationen, rykker i negativ retning. Efterhånden
kommer den til at ligge symmetrisk omkring sin middelværdi på 0 V.
Differentiationsled
Kobles et RC-led som et højpasled, har man et differentiationsled. Et
differentiationsled overfører ændringerne eller forskellene i den til-
førte spænding.
4138p37b.cdr
321
RC-led ved AC
Differentiationsleddet leverer en udgangsspænding, der er et udtryk

for hældningen af indgangsspændingen. Når indgangsspændingen er
på vej op, får vi en positiv spændingsspids ud. Når indgangsspæn-
dingen er på vej ned, får vi en negativ spændingsspids ud.
Nogle elektroniske kredsløb kræver en ganske smal og veldefineret

styreimpuls eller triggerimpuls. Differentiationsleddet er perfekt til
netop det. Når indgangsspændingen ændrer sig, reagerer differentia-
tionsleddet drastisk.
Differentiationsleddet giver en spænding ud med en polaritet, der af-

hænger af, hvilken vej skiftet foregår.
Differentiation
Ordet differentiation kommer af latin og betyder »nuancering«

og bruges om det »at udskille og opsplitte«.
Det kan opfattes som det modsatte af integration. Her skal det
imidlertid ses som en udskillelse af de steder i en vekselspæn-
dings kurveform, hvor spændingen ændrer sig.
322
RC-led ved AC
Hvad er det, For at forstå hvordan et differentiationsled virker, må vi dele pulsen

der sker? ind i forflanke, pulstid og bagflanke.
I den følgende lille »tegneserie« vil vi vise, hvordan en komplet puls

bliver formet af et differentiationsled.
Vi forudsætter, at kondensatoren er afladet ved start. Spændingen

på udgangen er også 0 V, fordi der ikke går strøm i kredsløbet.
4138p-38.cdr
Nu tilføres pulsens forflanke. Punkt A går straks op på 10 V. Nu må

vi huske, at en kondensator ikke straks kan lades op. I første om-
gang vil der derfor stadig ligge 0 V over kodensatoren, og punkt B
må derfor følge med op til 10 V. Det betyder, at uout springer fra 0 V
til 10 V. Pulsens forflanke er blevet direkte overført til udgangen.
4138p-39.cdr
323
RC-led ved AC
Under selve pulstiden sker der en opladning af kondensatoren. Ef-

terhånden som UC stiger, falder UR. Da opladningen foregår efter en
eksponentiel kurve, vil udgangsspændingen falde efter en eksponen-
tiel kurve. UR er et udtryk for ladestrømmen i kondensatoren, og ef-
terhånden som den er opladet, vil ladestrømmen falde. Hvis τ er lille
i forhold til periodetiden, vil kondensatoren nå at oplade helt. Uout
når derfor 0 V.
4138p-40.cdr
Nu sker der det, at pulsens bagflanke kommer, og generatorspæn-

dingen går på 0 V. Punkt A bevæger sig altså fra +10 V til 0 V, en
ændring på 10 V. Da kondensatoren ikke kan aflades øjeblikkeligt,
betyder det, at punkt B også må følge 10 V med ned. Da punkt B
(Uout) i forvejen lå på 0 V, bliver det trukket ned til –10 V. Kondensa-
toren begynder at aflade efter en eksponentiel kurve og efterhånden
som ladestrømmen aftager, vil Uout nærme sig 0 V.
4138p-41.cdr
324
RC-led ved AC
Vi ser altså, at spændingsændringerne (AC-indholdet) overføres til

udgangen af differentiationsleddet. Selve DC-indholdet af pulsen
overføres ikke, eftersom kondensatoren spærrer for DC.
Et godt Et godt differentiationsled kræver, at tidskonstanten τ er mindst

differentia- 100 gange mindre end den påtrykte spændings periodetid. Så
tionsled er man sikker på at få nogle fine »nåle-pulser« på udgangen, hver
gang generatoren, skifter.
Hvis periodetiden f.eks. er 1 mS, skal τ være under 10 µs. Det kan
klares med en C = 1 nF, og en R = 10 kΩ, idet
τ = R · C = 10 k · 1 n = 10 µs
Hvis τ Hvad sker der med udgangsspændingen, hvis tidskonstanten æn-

ændres dres? I figuren på næste side begynder vi med en τ, der er meget
mindre end pulstiden. Gradvis gøres τ større, indtil den til sidst er
meget større end pulstiden.
325
RC-led ved AC
4138p-42.cdr
Det er tydeligt, at kun hvis τ er meget lille i forhold til pulsen, opnår
vi en god differentiation.
326
RC-led ved AC
Mere om decibel (dB)

I elektronik- og teleteknikken anvender man meget enheden deci-
bel, opkaldt efter telefonens opfinder, Graham Bell. En bel er 10-
talslogaritmen til forholdet mellem to effekter. Enheden bel er for
stor at arbejde med, hvorfor der benyttes tiendedele bel, kaldet deci-
bel (dB)
4138p-43.cdr
Tilføres en forstærker f.eks. 1 mW, og der afsættes 1 W i højttaleren,

kan effektforstærkningen AP beregnes til:
P out 1
AP = -----------
- = ----------- = 1.000 gange
P in 1m
Effektfor- Denne effektforstærkning kan angives i decibel, idet:

stærkning
P out
Ap dB = 10 · log -----------
-
dB P in
Med tal indsat finder vi:
1 - = 10 · log 1.000 = 10 · 3 = 30 dB
Antal dB = 10 · log ----------
1m
Effektforstærkningen er altså 30 dB.
Bemærk: Er effektforstærkningen 2 gange, svarer det til 3 dB. En ef-

fekthalvering svarer til –3 dB.
327
RC-led ved AC
Ønsker vi at regne baglæns fra dB til gange (gg), benyttes formlen:
A P i dB
------------------
10
Agg = 10
Forstærkningen i dB divideres med 10, og anti-logaritmen beregnes.
Reference Antallet af dB giver ingen oplysning om, hvad udgangseffekten er,

men angiver udelukkende et bestemt forhold mellem udgangseffekt
og tilført effekt.
For at en dB-angivelse kan angive en bestemt udgangseffekt, må

man kende den effekt, der svarer til 0 dB.
Benyttes Pin = 1 mW som reference, angiver denne effekt 0 dB. Man

siger da, at udgangseffekten Pout er 30 dB over Pin eller Pout = Pin +
30 dB.
Benytter man derimod Pout som reference (0 dB), ligger Pin altså 30
dB under Pout eller Pin = Pout –30 dB.
Spændings- Skal et filters eller forstærkers frekvensgang undersøges, foregår det

forstærk- i praksis ved at tilføre en spænding uin fra en generator og aflæse
ning i dB uout på et voltmeter.
4138p-44.cdr
Spændingsforstærkningen beregnes derefter som:
uout
Au = -----------
-
uin
328
RC-led ved AC
Spændingsforstærkningen kan også opgives i dB. Spændingsfor-

stærkningen i dB kan findes som:
u out
Au i dB = 20 · log -----------
-
u in
En spændingsdobling svarer til 6 dB og en halvering svarer til –6 dB.
Læg mærke til, at der ved spændingsforhold skal ganges med 20 i

stedet for 10 som ved effektangivelse. Dette skyldes, at man har øn-
sket, at en stigning på f.eks. 6 dB i spændingsniveau også skal resul-
tere i en stigning på 6 dB i effektniveau (i den samme modstand).
Men hvis man fordobler spændingen i en given modstand, vil man
også fordoble strømmen. Det vil betyde, at effekten bliver 4 gange
større. Derfor svarer f.eks. 3 dB til en fordobling i effekten, men kun
til at spændingen stiger 1,41 gange. Men da strømmen også stiger
1,41 gange, vil effekten nå op på:
P = 1,41 · 1,41 ≈ 2 gange
Ønsker man at omregne fra dB til antal gange, bruges formlen:
Au
dB
-------------
20
Au = 10
gg
Strømfor- Strømforholdet kan ligesom spændingsforholdet angives i dB efter

stærkning formlen:
iout
Ai i dB = 20 · log ---------
-
iin
Dette forhold anvendes sjældent.
329
RC-led ved AC
Systemer Begrebet dB blev oprindeligt anvendt på telefon-systemer, der er

med norme- kendetegnet ved at have normerede ind- og udgangsimpedanser på
ret impe- 600 Ω.
dans
I et sådant system vil der være den samme forstærkning i dB, uanset
om det er spændings- eller effektforstærkning. Dette skyldes, at vi
ganger med 20 ved spændingsforstærkning og kun med 10 ved ef-
fektforstærkning (effektforstærkningen indeholder jo både Au og Ai).
Eksemplet herunder vil vise dette:
En 600 Ω linieforstærker tilføres 10 mV og levere 10 V. Hvad er Ap

og Au i dB?
4138p-45.cdr
2 2
Pin = 10 m
------------------ = 166 nW
10 - = 166 mW
Pout = ----------
600 600
Ap = 10 · log 166 m
------------------ = 60 dB
dB 166 n
Au 10 - = 60 dB
= 20 · log -----------------------
dB –3
10 ⋅ 10
330
Spolen
Spolen
Opbygning En spole består i princippet af en leder, der er viklet op i en spiral

med et antal vindinger. Sendes en strøm gennem en spole, vil spolen
forsøge at forhindre strømmen i at opstå. Til gengæld vil spolen også
forsøge at fastholde strømmen, hvis denne strøm fjernes. Spolen er
med andre ord imod enhver forandring i dens strøm.
Selvinduk- Denne evne til at modarbejde alle ændringer kaldes spolens selvin-
tion måles i duktion (L). Selvinduktion måles i henry (H). En spole kan f.eks.
henry have størrelsen 2 mH eller 5 H.
Alt efter spolernes anvendelse, kan de inddeles i lavfrekvensspoler

(LF-spoler) eller højfrekvensspoler (HF-spoler).
Diagramsymbolet for en spole uden kerne (luftspole) og en spole med

kerne er vist herunder.
el269-02.cdr
Luftspole
el269-03.cdr
Spole med jernkerne
331
Spolen
Serie- Serieforbindes to eller flere spoler, så de ikke påvirker hinanden

forbindelse magnetisk, vil den samlede selvinduktion kunne findes som summen
af spoler af de enkelte selvinduktioner. Formlen ligner den, der gælder for
modstande i serie.
el093-14.cdr
Ltotal = L1 + L2 +......
Parallel- Ved parallelforbindelse af spoler, som ikke påvirker hinanden mag-

forbindelse netisk, bruges formlen, der ligner den vi bruger for modstande i pa-
af spoler rallel:
el093-16.cdr
1
Ltotal = ----------------------------------
-
1 1
------- + ------- +......
L 1 L2
332
Spolen
Kerne- Spoler er ofte forsynet med kerner af blødt, magnetisk materiale, der
materiale er anbragt i eller omkring spolerne.
Afhængig af frekvensen består kernematerialet af metallegering,

pulvermateriale eller ferritmateriale.
Spolerne kan også være forsynet med metalkerner af lamelleret jern

eller permalloy, der nedsætter effekttabet i kernen. Lamellerne kal-
des også transformatorblik.
Kerner findes i mange forskellige udformninger. Nogle kerner har få-

et bogstavsbetegnelser efter ligheden med alfabetets bogstaver.
ek152-01.cdr
EI-type TU-type
ek152-02.cdr
M-type
Pladetykkelsen er mellem 0,35 og 0,5 mm, og for de mindste helt ned

til 0,05 mm. Jo højere frekvens, des tyndere plader.
Pladerne skal rent elektrisk være isoleret fra hinanden.
En kerne bygges op af mange lag lameller, normalt med indstikning

i spolen vekselvis fra to sider.
Hvis en spole gennemløbes af en stor DC-strøm, vil kernen let blive

magnetisk mættet.
333
Spolen
Dette kan modvirkes ved at øge kernens magnetiske modstand,

f.eks. med en luftspalte i kernen.
Ved EI-kerner indstikkes alle E-blikkene i spolen fra samme side, og

derefter lægges et stykke papir mellem E- og I-blikkene.
Er kernen af pulver- eller ferritmateriale, kan udformningen være

som følgende kernetyper:
ek152-03.cdr
Kernerne er massive og kan udformes som E-type, en rund stang

(ferritantenne), en ring for toroidspoler eller med gevind for indskru-
ning i en spoleform.
LF-spoler
Opbygning Spoler for frekvenser mellem 20 Hz og 20 kHz har selvinduktioner
fra få mH til mange H. De udføres oftest med lamelleret kerne, men
for frekvenser fra 1 kHz og opefter anvendes også ferritmaterialer.
Toroidspoler er ligeledes anvendelige til disse frekvenser.
334
Spolen
Anvendelse LF-filterspoler anvendes til filtrering af ensrettet vekselspænding.

DC-strømmen er normalt så stor, at kernen oftest udføres med luft-
spalte.
LF-spoler anvendes til filtrering af ensrettet vekselspænding i for-

bindelse med en kondensator.
Når LF-spoler anvendes til filterformål, bruges ofte betegnelsen LF-

drossel eller LF-choke.
LF-spoler kan også indgå i frekvenskorrigerende kredsløb i båndop-

tagerens ind- og afspilleforstærker.
Kernerne kan være udført med variabel luftspalte, da det kan være
ønskeligt at justere selvinduktionen.
335
Spolen
HF-spoler
Opbygning Spoler for højfrekvens (radiofrekvens) har selvinduktioner fra få pH
til ca. 1 mH, og de kan inddeles i spoler med kerne og i luftspoler.
ek152-06.cdr
Spoler med kerne
Spolerne er viklet på en form af et isolerende materiale.
Kernerne laves af pulver- eller ferritmaterialer og kan udføres med

kærv for »trimning«.
Når en spole trimmes, betyder det kun, at kernens placering i spolen

ændres, hvorved spolens selvinduktion og dermed afstemningskred-
sens resonansfrekvens ændres.
For at forhindre fremmedfeltindflydelse er HF-spoler ofte indkapslet

i et hus af et ledende materiale.
Nogle ferritkerner er udført, så de foruden at danne en kerne inden i

spolen også omslutter spolen, hvorved behovet for afskærmning bli-
ver mindre.
336
Spolen
Luftspoler Luftspolerne anvendes ved høje frekvenser.
ek389-2B.tif
Spoler, som skal have en god temperaturkoefficient, er ofte udført

med en sølvtråd brændt ind i en keramikform.
Kryds- For at reducere egenkapaciteten kan spolen vikles i flere sektioner.

vikling
Billedet viser en spole (HF-drosselspole), som er viklet i tre sektioner
med hver sektion krydsviklet.
ek289-2A.tif
Med krydsvikling menes, at trådene i hver sektion indbyrdes krydser

hinanden i et bestemt mønster.
HF-strøm HF-strømme har den egenskab, at de trænger ud mod lederens over-

i ledere flade. Tråde i HF-spoler skal derfor have en stor overflade, selv om
de skal lede forholdsvis små strømme.
For lille trådtværsnit vil give for stor modstand i det effektive leder-
areal og dermed en ringe godhed (Q) i spolen.
Skal en spole have mange vindinger, vil den ved anvendelse af ledere
med stort tværsnit få for store dimensioner. Ledertværsnittet må
derfor gøres mindre, men samtidig skal den størst mulige overflade
bibeholdes.
337
Spolen
Til vikling af sådanne spoler anvendes derfor litzetråd.
Litzetråden består af mange indbyrdes isolerede kordeller, der er

sammensnoede og derefter omviklet med silke. Tråden får derved en
stor lederoverflade i forhold til tværsnitsarealet.
Håndtering
Forsigtig- Spoler med løse trådender må behandles varsomt, fordi trådenderne
hed kan knække, og vindingerne kan gå løse.
Træk aldrig i en tråd, som kommer fra en spole eller transfor-

mator
Lodning Ved lodning på trådender kan der forekomme vanskeligheder, fordi

de ofte er belagt med et lag lak til beskyttelse af tråd.
Denne lak må fjernes ved forsigtig afskrabning inden lodning.
Beskyttel- Nogle tråde er forsynet med lodbar lak, som ikke skal fjernes inden
seslak lodning.
338
Spolen
Som nævnt tidligere, måles selvinduktion i henry. En selvinduktion

med størrelsen 1 H har den egenskab, at hvis der tilsluttes en jævn-
spænding på 1 V over spolen, vil strømmen i spolen stige med 1 A pr.
sekund.
mg004-13.cdr
mg004-14.cdr
Vi ser altså, at selvinduktionen er et udtryk for spolens evne til at

forhindre strømmen i at vokse op.
Selvinduktionens afhængighed
Vindingstal Sendes en strøm på f.eks. 1 A gennem en spole med f.eks. 6 vindin-
ger, vil spolen danne et magnetfelt.
el093-11.cdr
339
Spolen
Forøges vindingstallet til det dobbelte, 12 vindinger, vil antallet af

kraftlinier også fordobles, forudsat at strømmen stadig er den sam-
me.
el093-09.cdr
Da de frembragte kraftlinier passerer hver eneste vinding, og der nu

er dobbelt så mange vindinger, bliver den inducerede spænding fire
gange større. Spolens selvinduktion stiger altså med kvadratet på
vindingstallet.
Spolens selvinduktion stiger altså med kvadratet på vin-

dingstallet
Spoleareal En spoles tværsnitsareal S er bestemmende for en spoles selvinduk-

og viklings- tion. Forøges arealet, vil kraftlinieantallet også forøges, og selvin-
længde duktionen stiger.
Gøres viklingslængde l større, bliver kraftlinievejen længere fra den

ene ende af spolen til den anden, hvorved den magnetiske modstand
stiger, kraftlinietallet falder, og selvinduktionen bliver mindre.
el093-10.cdr
340
Spolen
Permea- Forsynes spolen med en jernkerne, stiger selvinduktionen voldsomt.

bilitet
Stigningen afhænger af jernets evne til at lede for magnetiske kraft-
linier, også kaldet permeabiliteten µr.
Permeabiliteten µr angiver, hvor mange gange selvinduktionen i en

given spole bliver større, end hvis spolen var viklet på luft (luftspo-
le).
Beregning Selvinduktionen for en given spole kan beregnes efter

af selv-
2 S ⋅ µr ⋅ µo
induktion L = N · -------------------------
-
l
N = Vindingstal
2
S = Spolens tværsnitsareal i m
µr = Kernematerialets permeabilitet
–6
µo = Luftens permeabilitet 0,4 π · 10
l = Viklingslængde i m
Beregning Den viste formel fungerer nogenlunde på etlagsspoler uden jernker-

af vindings- ne, dvs. at µr er 1. Hvis der er en kerne i spolen, vil det i praksis væ-
tal re umuligt at beregne dens indflydelse.
I stedet foretager man en prøvevikling af den benyttede form. Læg

f.eks. 10 vindinger på formen, og skru kernen halvt ind. Mål derefter
den opnåede selvinduktion. Beregn derefter AL-tallet for form og ker-
ne. AL-tallet er selvinduktion i én vinding.
2
AL = målt selvinduktion/(antal vindinger)
Herefter kan vindingstallet for den ønskede spole beregnes:
341
Spolen
2
Antal vindinger = (ønsket selvinduktion/AL)
Hvis man anvender en ferritkerne til sin spole, er AL-tallet opgivet i

kernens datablad.
342
Spolen ved DC
Spolen ved DC
Introduktion
Når vi skal prøve at forstå, hvordan en spole opfører sig ved DC, må
vi først repetere to vigtige love fra kapitlet om magnetisme.
Faraday’s Faraday fandt ud af, at hvis vi bevæger en magnet i en spole, induce-

lov res der en spænding over spolen. Hvis spolen forbindes i et kredsløb,
vil spændingen kunne få en strøm til at løbe. Dette er princippet i en
generator.
Faraday’s lov siger, at den inducerede spænding er direkte proportio-

nal med, hvor hurtigt vi ændrer det magnetiske felt i spolen.
4138-r01.cdr
Lenz’s lov Hvis vi tager Lenz’s lov med, får vi også noget at vide om polariteten
af den inducerede spænding, som spolen laver i et varierende mag-
netfelt.
Lenz’s lov siger, at man altid kan regne med, at den inducerede
spænding har en sådan polaritet, at den vil modvirke strømændrin-
gen.
343
Spolen ved DC
Selvinduk- Det nye er, at spolen også kan selvinducere en spænding over sig!
tion Dette sker, hvis strømmen i spolen forsøges ændret. Magnetfeltet vil
ændre sig, og det vil inducere en spænding internt i spolen. Heraf be-
grebet selvinduktion.
Spolens Vi vil nu prøve at vise spolens »sande jeg« i en lille tegneserie.

»sande jeg«
I første omgang forestiller vi os, at strømmen har løbet i lang tid
igennem R1. Spolen virker derfor blot som et stykke kobbertråd, og
U.
strømmen findes derfor ved hjælp af Ohms lov som I1 = -------
R1
En konstant strøm løber igennem spolen, og derfor ligger der også et
konstant magnetfelt omkring den. Der induceres derfor ikke nogen
spænding over spolen.
4138-r02.cdr
344
Spolen ved DC
Nu sluttes kontakten, og R2 kobles ind. Det betyder at strømmen

skal stige i kredsløbet, og det magnetiske felt bliver kraftigere. Men
når magnetfeltet vokser, induceres der en spænding over spolen og
det med en polaritet, som vil modvirke strømændringen. Så i første
omgang ændrer strømmen sig ikke.
4138-r03.cdr
Efterhånden vokser magnetfeltet ikke så kraftigt og inducerer derfor

kun en mindre spænding over spolen. Det betyder, at strømmen kan
begynde at vokse lige så stille.
4138-r04.cdr
345
Spolen ved DC
Nu har strømmen nået en konstant værdi, der er bestemt af R1 // R2.

Eftersom magnetfeltet ikke ændrer sig mere, vil den inducerede
spænding være nul.
4138-r05.cdr
Nu åbnes kontakten igen. I første omgang vil der ikke ske nogen æn-
dring i strømmen. Dette skyldes, at magnetfeltet bliver reduceret, og
denne ændring af de magnetiske forhold inducerer en spænding over
spolen med en sådan polaritet, at strømmen ikke ændres.
4138-r06.cdr
346
Spolen ved DC
Efterhånden bliver ændringen af spolens magnetfelt mindre og min-

dre, hvilket betyder, at spolen inducerer en mindre spænding over
sig. Strømmen kan derfor aftage, indtil den når sin oprindelige stør-
relse med kun R1 indkoblet.
4138-r07.cdr
Som vi bemærkede, har spolens inducerede spænding altid en sådan

polaritet, at det vil modvirke strømændringer. Spolens og batteriets
polariteter ligger minus mod minus ved en stigende strøm, således at
spændingerne modvirker hinanden. Ved en faldende strøm ligger
spolens og batteriets polariteter plus mod minus, således at spæn-
dingerne hjælper hinanden.
347
Spolen ved DC
Strømmens opvoksen i en spole

Når en jævnspænding tilsluttes en spole, løber der ikke straks strøm
med fuld styrke.
ek510-01.cdr
Strømmen vokser lineært og vil, hvis spolen er ideel, nå at blive uen-

delig stor. Spolen er ikke ideel, da der er en ohmsk modstand rCU i
den kobbertråd, spolen er viklet af. Ved DC vil strømmen derfor be-
stemmes af den påtrykte spænding og den ohmske modstand. I en
sådan spole vil strømmen vokse eksponentielt.
348
Spolen ved DC
Tidskonstant for RL-led

Der går altså en vis tid, inden strømmen har nået sit maksimum.
Den tid bestemmes af spolens selvinduktion L og den samlede mod-
stand i kredsløbet R. Som ved RC-led defineres en tidskonstant τ
(tau):
L
τ = ----
R
ek510-02.cdr
Nedenstående graf viser strømmen som funktion af tiden.
ek510c-03.cdr
Grafens udseende er beskrevet i afsnittet om RC-led ved DC, blot

med den forskel, at der ved spolen tales om strømmens opvoksen og
ved kondensatoren om spændingens opvoksen.
349
Spolen ved DC
Magnetfeltets nedbrydning
Når der løber jævnstrøm i en spole, opbygges der et magnetfelt om-
kring spolen. Det gælder især relæer, sugespoler (solenoider) og mo-
torviklinger af enhver art. Når strømmen afbrydes, vil spolen gene-
rere en spænding i et forsøg på at opretholde strømmen igennem sig.
Se nærmere under afsnittet om selvinduktion.
ek510c-04.cdr
Den opståede spænding kan blive meget høj, så høj, at der i mekani-
ske kontakter kan dannes lysbuer, som med tiden vil ødelægge kon-
taktsættet. Udgøres »kontakten« af en transistor, som det oftere og
oftere ses, vil den blive udsat for disse store spændinger. Det giver
kortvarige gennemslag, men det behøver ikke at medføre øjeblikkelig
ødelæggelse. Et elektrisk apparat kan derfor være i drift i lang tid,
før den type fejl viser sig.
350
Spolen ved DC
For at imødegå denne ødelæggelse bør der altid være monteret en di-
ode i spærreretning parallelt med spolen.
ek510c-05.cdr
Når strømmen brydes, vil spolen, som nævnt ovenfor, generere en

spænding så høj, at strømmen i spolen kan opretholdes, men der skal
kun ca. 0,6 V til at åbne dioden. Spændingen over kontakten vil der-
for kun overstige UDC med denne spænding. Den energi, som mag-
netfeltet repræsenterer, afsættes nu i dioden og kobbermodstanden.
Man ser dog også konstruktioner, hvor der bruges zenerdioder, mod-
stande eller VDR-modstande. Det gælder især, hvis nedbrydningen
af magnetfeltet skal ske på en bestemt tid, eller den afsatte effekt
skal begrænses.
351
Spolen ved DC
Spole ved jævnstrøm

Vi vil nu se nærmere på forholdene, når en spole tilsluttes en jævn-
spænding. Der er en del at overse, trods forenklinger. Så det kan væ-
re nyttigt at læse flere gange for at kunne overskue forholdene.
På tegningen herunder er modstanden RL summen af spændingskil-

dens indre modstand og modstanden i spolen.
mg018c-40.cdr
352
Spolen ved DC
Når kontakten sluttes, starter spolestrømmen fra nul og opefter. I

takt med strømstigningen vokser den magnetiske flux.
mg018c-41.cdr
353
Spolen ved DC
Fluxændringen inducerer en spænding i selve spolen, der har modsat

retning som den tilsluttede spænding.
Begyndelsesstrømmen er derfor lille, da spændingsfaldet over kred-

sens ohmske del er lille, se figuren herunder.
mg018c-42.cdr
Sammenhængene er vist i kurvesættet.
Begynd ved A:
Stigende strøm giver mindre strøm- og fluxændring med tiden t (B).
Herved aftager den inducerede spolespænding UL (C).
Dette giver i ovenstående kredsløbsfigur kurverne et større spæn-
dingsfald URS (D).
Herved stiger strømmen I (E) osv.
Til sidst ændrer strømmen sig ikke længere.
Forholdene er vist til højre på kurverne.
Feltændringen og den inducerede spænding i spolen er væk, og der

løber nu en stationær strøm.
Med taleksempel fra ovenstående findes:
I = EMK 1
---------------- = --- = 0,5 A
Rs 2
354
Spolen ved DC
Selv- Som angivet begrænses strømmens opvoksen af de beskrevne for-

induktion hold, der skyldes, at spolen ved strømtilslutning omgående selv indu-
cerer en spænding med modsat retning som den påtrykte spænding,
spolen »selvinducerer« en spænding.
Selvinduktionen har formeltegnet L og måles i enheden henry (H).

Den defineres som forholdet mellem den spænding, der induceres, og
den strømændring, der inducerer spændingen:
Induceret spænding
Selvinduktion = -------------------------------------------------------------
Strømændring
–u -
L = --------------
∆I/∆t
Ved omskrivning:
u = –L ∆I
-------
∆t
Dette passer smukt med graferne vist på forrige side.
Spolens Når strømmen i spolen har nået sin stationære værdi, besidder spo-
energi- len et magnetfelt, der præsenterer en energimængde. Da strømmen
indhold udelukkende afleverer energi som varmetab i tråden, koster det ikke
energi at vedligeholde dette felt.
Feltenergien kan sammenlignes med den energi, et legeme i verdens-

rummet besidder efter at være accelereret til en given hastighed. Til-
bage på jorden findes spolens oplagrede energi til:
W= 1
2
--- · L · I
2
Energimængden er altså afhængig af selvinduktionen og strømmens
størrelse.
355
Spolen ved DC
Hvis en spole har en selvinduktion på 4 H, er energimængden ved

strømmen 1 A:
W= 1
2
--- · 4 · 1 = 2 J
2
Hvis kredsløbet ovenfor ændres ved, at spændingskilden E erstattes
af RL alene, vil feltet aftage.
Feltændringen vil til tiden t0 inducere en spænding på 1 volt, hvoref-

ter energien vil afleveres til RL som vist. Da feltet er aftagende, bli-
ver spændingen negativ.
mg018c-43.cdr
Bemærk, at strømmen ikke ændrer retning, men kun spændingen

over spolen skifter polaritet.
356
Spolen ved DC
mg018c-44.cdr
Afbrydes strømmen blot, falder feltet meget hurtigt, og spolen indu-

cerer en meget høj spænding, der kan være ødelæggende for spolen
og dens tilsluttede kredsløb.
357
Spolen ved DC
Tændings- Et godt eksempel på udnyttelse af spoleenergien er benzinmotorens

anlæg tændingsanlæg.
mg018c-45.cdr
Når kontaktsættet (platinerne) er sluttet, bygges et magnetfelt op i

tændspolen. Dette felt falder meget hurtigt, når kontakten åbnes.
Herved induceres der en meget høj spænding i den viste vikling med
stort vindingstal, der giver en tændingsgnist i tændrøret.
358
Spolen ved DC
Relæspolen Når strømmen til et relæ brydes med en transistor som brydekon-
takt, må der tages hensyn til den oplagrede spoleenergi.
mg018c-46.cdr
Når transistoren er strømførende og relæet trukket, ligger hele for-

syningsspændingen over relæspolen (pånær ca. 0,1 V).
Når transistoren bryder strømmen, og relæet bliver strømløst, skulle

spændingen ifølge Ohms lov blive nul over relæet og spændingen
UC = UCC refererende til stel. Men sådan går det imidlertid ikke pga.
relæspolens selvinduktion.
mg018c-47.cdr
Den strømførende relæspole indeholder energimængden:
W= 1
2
--- · L · I
2
359
Spolen ved DC
Relæspolen vil også have en egenkapacitet, der virker, som om den

sad parallelt med spolen. I eksemplet sættes den til 100 pF.
Denne inducerer en spænding med retning, som vist herunder:
mg018c-48.cdr
Dette kan huskes på, at ifølge Lenz' lov vil spolen modsætte sig æn-
dringer. Strømmen fortsætter derfor som vist ved at oplade egenka-
paciteterne i og omkring spolen.
Hvis relæspolens selvinduktion er 20 mH, og strømmen er 50 mA, in-

deholder feltet energien:
W= 1
2
--- · 20 m · 0,05 = 25 µJ
2
Denne energi vil kunne oplade egenkapaciteterne til:
W= 1 2 W
2
--- C · U ⇔ U = ------------
2 C
2 ⋅ 25 µ
U= --------------------- = 707 V
100 ρ
360
Spolen ved DC
mg18c48b.cdr
En sådan spænding kræver specielle transistorer.
Som antydet stiplet, vil kondensatoren tilbagelevere energien til spo-

len osv., da der er tale om en LC-kreds.
Normalt reduceres den viste induktionsspænding med en diode.
mg018c-49.cdr
361
Spolen ved DC
Dioden vil lede for induktionsspændingen, når transistoren afbryder.

Diodestrømmen vil give relæet en lidt længere frafaldstid. Feltener-
gien vil forsvinde som varme i relæspole og diode.
Diodebeskyttelse eller lignende foranstaltninger anvendes også, når

transistoren erstattes af en brydekontakt, da kontaktens levetid el-
lers nedsættes ved gnistdannelse i brydningstiden.
362
Spolen ved AC
Spolen ved AC
En spole leder DC, når magnetfeltet først er bygget op. Sker der en
strømændring, vil magnetfeltet ændre sig, hvilket vil inducere en
modvirkende spænding over spolen. Men efterhånden som ændrin-
gen i magnetfeltet falder til ro, vil den inducerede spænding forsvin-
de og strømmen vil indstille sig til en ny konstant værdi.
Hvad sker der så, hvis strømmen hele tiden ændrer sig, f.eks. sinus-
formet? Det er netop det, vi nu vil undersøge.
Herunder ser vi en spole forbundet til en tonegenerator. Vi holder

generatorens spænding konstant, og en given strøm løber i kredslø-
bet. Skruer vi op for frekvensen, vil strømmen blive mindre. Og skru-
er vi ned for frekvensen, vil strømmen stige.
4138s-01.cdr
Forklaringen er følgende: Når generatorens frekvens forøges, vil

strømmen skifte retning noget oftere. Som vi lærte i forrige kapitel
under spolens »sande jeg«, vil disse hyppige strømændringer betyde,
at spolen inducerer en modsatrettet spænding over sig for at forhin-
dre strømmen i at ændre sig. Jo oftere vi forsøger at ændre strøm-
men (altså højere frekvens), jo mere vil spolen »stritte imod«, og
strømmen derfor falde.
Vi ser altså, at spolen yder en stigende modstand ved en stigende

frekvens.
363
Spolen ved AC
Reaktans XL Spolen optræder altså som en vekselstrømsmodstand, også kaldet en

reaktans XL. Reaktans måles i ohm. Denne reaktans er ligefrem
proportional med frekvensen. Fordobles frekvensen, fordobles reak-
tansen.
Indsættes en spole med en større selvinduktion, vil den reagere end-

nu kraftigere imod enhver strømændring. Det må svare til, at reak-
tansen stiger, når selvinduktionen stiger.
Disse sammenhænge kan sættes op i formlen for spolens reaktans:
XL = 2 · π · f · L (Huskeregel: 2 pi’er fra Landet)
Ohms lov Reaktansen kan for en ideel spole måles og beregnes efter Ohms lov:
og reaktans
u
XL = ------L-
iL
Fase- Ligesom ved kondensatoren har en spole også en fasedrejning eller

forskydning faseforskydning imellem strøm og spænding. I spolen kommer
spændingen blot 90° før strømmen, hvor det var omvendt i kondensa-
toren. Disse 90° svarer til en tidsforskydning på 1⁄ 4 af periodetiden
for den påtrykte sinusperiode.
Spændingen kommer 90° ( 1⁄ 4 periode) før

strømmen
364
Spolen ved AC
mg004-08.cdr
For at kunne huske hvad der kommer først, kan pigenavnet ELICE
anvendes. E (spændingen) i en L (selvinduktion) kommer før I
(strømmen).
mg004-10.cdr
Vi ser nærmere på spolen ved AC.
365
Spolen ved AC
Reaktans
Som vi nu ved, kan spolens reaktans findes som:
u
XL = ------L- = 2 · π · f · L
iL
Reaktansen er ligefrem proportional med både frekvens og selvin-

duktion.
For en spole på 0,1 H findes XL ved 100 Hz til:
XL = 2 · π · f · L = 2 · π · 100 · 0,1 = 62,8 Ω
Ved 1.000 Hz bliver XL 10 gg større, 628 Ω. En spole på 1 H vil have

10 gg større modstand ved de nævnte frekvenser.
I en graf XL = f (f) ser det således ud:
mg018c-52.cdr
Ved 0 Hz, svarende til jævnstrøm, er reaktansen nul som resultat af,
at vi ser bort fra spolens ohmske modstand.
366
Spolen ved AC
Eksempler På en spole måles spænding og strøm til 3 V og 1,5 mA ved frekven-

sen 1 kHz. Hvor stor er spolens selvinduktion, når der ses bort fra
spolens tab?
Først beregnes:
XL = u 3
---- = ----------------- = 2 kΩ
i 1,5 m
Så findes selvinduktionen:
XL = 2 · π · f · L ⇔
XL 2k
L = -----------------
- = ------------------------- = 0,32 H
2⋅π⋅f 2⋅π⋅1k
Et nyt eksempel:
Ved hvilken frekvens har en spole på 100 mH en reaktans på 100 Ω?
XL = 2 · π · f · L ⇔
XL 100
f = -------------------- = ----------------------------------
- = 159 Hz
2⋅π⋅L 2 ⋅ π ⋅ 100 m
367
Spolen ved AC
Fasedrejning
Tilføres en spole en strømændring, f.eks. en vekselstrøm i, vil spolen
forsøge at modvirke denne ændring. Det gør den ved at inducere en
spænding uE, der er modsat den påtrykte generatorspænding. Ener-
gien til dette får den ved at nedbryde sit magnetfelt.
mg004c-07.cdr
Magnetfeltet er i fase med strømmen. Eftersom det er strømændrin-

gen, der får spolen til at inducere sin spolespænding uE, vil spændin-
gen være størst, når strømændringen er størst. Og det er den lige ved
nulgennemskæringen, da kurven er stejlest netop der.
mg004c-09.cdr
Og her har vi grunden til, at strømmen kommer 90° efter spændin-

gen i en spole. Ændringen i magnetfeltet er størst, når strømmen går
igennem nul. Og da spændingen over spolen er dannet af den magne-
tiske induktion, vil spændingen også være størst, når strømmen går
igennem nul. Altså en forskydning på 1⁄ 4 periode.
368
Spolen ved AC
Vektordiagram
Den tidsmæssige sammenhæng vises bedst i et vektordiagram. For
en spole er det ofte praktisk at referere til strømmen. Derfor sættes
strømmen til 0° (vandret).
Spændingen er 90° forud for strømmen, hvorfor spændingen tegnes

opad. Det skal huskes, at vektorerne bevæger sig imod uret.
mg004-11.cdr
Spolens godhed Q
Tabsmod- En spole er oftest viklet af kobbertråd. Spolen vil derfor altid have en
standen r ohmsk modstand, som er afhængig af trådens tykkelse og længde.
Desuden vil kernen yde nogle andre tab, såsom hysteresetab og hvir-
velstrømstab. Under et kaldes alle disse tab for spolens tabsmod-
stand r.
4138-s02.cdr
Disse tab vil optræde som en forøgelse af spolens kobbertabsmod-

stand og derfor optræde som en serietabsmodstand.
369
Spolen ved AC
På grund af denne tabsmodstand er fasedrejningen mellem spæn-

ding og strøm ikke længere 90°, men noget mindre. Der er således ik-
ke længere tale om en ideel spole.
Godhed Spolens godhed Q (quality) angiver forholdet imellem den induktive

reaktans og tabsmodstanden.
X
Q = -------L-
r
Da XL og til dels r er afhængig af frekvensen, må spolens godhed be-

regnes i hvert enkelt tilfælde.
Eksempel En spole har en reaktans på 500 Ω og en tabsmodstand på 5 Ω. Find

godheden:
X
Q = -------L- = 500
----------- = 100
r 5
370
Spolen ved AC
Spolen ved sinusformet AC

Strøm-, Spoler er meget anvendte i forbindelse med vekselspænding, og vi vil
spændings- her se på forholdene ved sinusformede strømme og spændinger.
og fasefor-
hold Normalt har en spole både ohmsk modstand R og selvinduktion L,
men vi starter med at se på forholdene uden ohmsk modstand.
mg018c-50.cdr
Vi har tidligere set selvinduktionen defineret som:
–u
L = -----------------
∆i ⁄ ∆t
Selvinduktionen er forholdet mellem induceret spænding og den

strømændring pr. tidsenhed, der fremkalder spændingen.
Ønskes spolespændingen bestemt, findes:
–u
L = ----------------- ∆i
⇔ u = –L ------
∆i ⁄ ∆t ∆t
(Der anvendes små bogstaver, da der er tale om AC).
371
Spolen ved AC
Da strømændringen er størst ved nulgennemgang og mindst ved

strømmens spidsværdi, bliver forholdene, som vist herunder.
mg018c-51.cdr
I den tabsfri spole er spændingen 90° forud for strømmen.
Spolens ef- Når spolen betragtes som tabsfri, afsættes der ingen effekt i den.
fektforhold
Effekten bestemmes af:
P = u · i · cosϕ
Med ϕ = 90° beregnes den afsatte effekt til nul, da cos 90° = 0.
372
Spolen ved AC
Regnet med fortegn er der tale om en effektudveksling, som vist her-

under.
4138-s03.cdr
Spole I mange beregninger er spoletabene så små, at man kan se bort fra

med tab dem. Skal de indregnes, er forholdene, som her beskrevet.
I diagrammer tegnes spolerne altid uden tab, og ved beregningsar-

bejder kan man frit vælge at betragte spoletabene som en lille serie-
eller stor parallelmodstand til en tabsfri spole.
mg018-53.cdr
373
Spolen ved AC
I det følgende betragtes tabene som en seriemodstand til spolen.
Tabsmodstanden er først og fremmest bestemt af kobbertrådens

ohmske modstand. Ved anvendelse af kerner fremkommer kernetab
(ref. hysteresekurven), og specielt ved højfrekvens er der også tale
om tab på grund af strømfortrængning.
Spoletabene er frekvensafhængige, og ved udskiftning af spoler med

jernkerne eller trimmekerner skal man sikre sig, at kernematerialet
er det rigtige til spolens arbejdsfrekvens.
4138-s04.cdr
374
Spolen ved AC
Strøm-, Med tab bliver forholdene som vist, fordi generatorspændingen ifølge
spændings- spændingsloven opdeles i delspændingerne uL og ur med de viste fa-
og fasefor- seforhold.
hold
mg018c-54.cdr
Fasevinklen mellem strøm og spænding bliver mindre end 90°. Stør-

re tabsmodstand giver aftagende fasevinkel.
Effekt- Med en fasevinkel lavere end 90° bliver cosϕ større end nul. Måles
forhold fasevinklen med f.eks. et dobbeltstråleoscilloskop til 82°, findes ef-
fekten ved u = 230 V og i = 36 mA til:
P = u · i · cos 82° = 230 · 36 m · 0,14 = 1,15 W
375
Spolen ved AC
376
RL-led ved AC
RL-led ved AC
I dette kapitel vil vi undersøge, hvordan strømmen og spændingen

opfører sig, når vi forbinder en modstand og en spole i serie eller pa-
rallel.
4138t-01
RL-serieled RL-parallelled
Impe- Den totale modstand kaldes impedansen og betegnes med Z. Den

dansen Z måles i ohm. Den kan måles som enhver anden modstand og bereg-
nes ved hjælp af Ohms lov.
u tot
Z = ---------
-
itot
377
RL-led ved AC
Serieforbindelsen af R og L
Ovenstående er generelt for ethvert kredsløb. I det følgende vil vi un-
dersøge serieforbindelsen af R og L. Der er mange lighedspunkter til
RC-serieleddet, og derfor henviser vi til dette kapitel for yderligere
detaljer.
4138t-02.cdr
Man kan ikke finde Z i en serieforbindelse ved blot at lægge R og XL

sammen. Da vi ved, at der er 90° imellem strøm og spænding i en
spole, bliver vi nødt til at lægge R og XL sammen vektorielt.
At lægge Herunder vises vektordiagrammet for et RL-serieled med hensyn til

sammen impedans. Strøm og spænding er i fase i R, derfor tegnes den vand-
vektorielt ret. Spændingen er 90° forud i L, derfor er reaktansen tegnet opad.
4138t-03.cdr
Den samlede impedans Z findes ved at stiple vinkelret ud fra vektor-

spidserne. Hvor disse to linier mødes, vil sumvektoren slutte. Sum-
vektorens længde angiver den samlede impedans.
378
RL-led ved AC
Længden af hver enkelt vektor repræsenterer dens størrelse i ohm.

Vinkel ϕ er fasevinklen i RL-kredsløbet og repræsenterer faseforskel-
len imellem generatorens strøm og spænding.
Husk det Ved hjælp af Phytagoras’ læresætning er vi i stand til at beregne Z

nu! helt præcist, idet den samlede impedans kan findes som:
2 2
Z= R + XL

gens:
X 
ϕ = arctan  -------L-
 R
Symbolet arctan står for omvendt tangens og kan findes på lomme-

nd
regneren ved at trykke 2 og tan eller på andre maskiner ved at
trykke INV og tan.
Eksempel Bestem Z og ϕ for det viste kredsløb:
4138t-04.cdr
2 2 2 2
Z= R + XL = 47 + 100 = 110,5 Ω
Fasevinklen er
X   
ϕ = arctan  -------L- = arctan  100
----------- = 64,8°
 R  47 
379
RL-led ved AC
Konklusion En modstand og en reaktans kan kun lægges sammen, når det sker
vektorielt.
Spændinger og strøm i et RL-serieled

Vi har indtil nu betragtet serieforbindelsen af R og L som et samlet
kredsløb, som gav anledning til en impedans og en fasevinkel. Vi
skal nu gå lidt tættere på kredsløbet, idet vi vil undersøge spændin-
gen over R og L samt strømmen.
4138t-05.cdr
Vi ved om et seriekredsløb, at strømmen er fælles og overalt er den

samme.
Vi ved også, at spændingen over modstanden er i fase med denne

fælles strøm.
Desuden ved vi, at spændingen over spolen er 90° forud i forhold til
denne fælles strøm.
380
RL-led ved AC
Det kan ikke betyde andet end, at spændingen over L må komme 90°
før end spændingen over R, som vist herunder.
4138t-06.cdr

på det. Selve konstruktionen af vektordiagrammet blev vist i kapitlet
om RC-led.
4138t-07.cdr
Ligesom ved impedans kan vi også her bruge læresætningen af Phy-

tagoras for at finde den samlede spænding, nemlig generatorspæn-
dingen:
2 2
ugen = uR + uL
381
RL-led ved AC

spændinger:
2 2
uR = u gen – u L
2 2
uL = u gen – u R
Eksempel Find ugen, når uR = 22 V, og uL = 10 V
4138t-08.cdr
2 2 2 2
ugen = u R + uL = 22 + 10 = 24,17 V
Bemærk dette specialtilfælde:
Find ugen, når uR = 1 V, og uL = 1 V.
2 2 2 2
ugen = u R + uL = 1 + 1 = 1,41 V
Når uR = uL Når spændingen er den samme over R og L, vil den samlede spæn-
ding altid være 2 eller 1,41 gange større.
Vektordiagrammet består af to vektorer, der er lige lange. Hypotenu-

sen eller sumvektoren vil altid være 2 gange større.
382
RL-led ved AC
Flere I de næste eksempler benyttes dette diagram:

eksempler
4138t-05.cdr
Eksempel 1 Find ugen, når
uR = 6 V, og uL = 3 V
2 2 2 2
ugen = u R + uL = 6 + 3 = 6,7 V
Eksempel 2 Find uL, når
uR = 10 V, og ugen = 20 V
Ifølge Phytagoras gælder:
2 2 2
ugen = uR + uL
Ved at isolere uL fås:
2 2 2 2
uL = u gen – u R = 20 – 10 = 17,32 V
383
RL-led ved AC
Eksempel 3 Find ∠ϕ, når
ugen = 6 V, og uL = 3 V.
Her kan sinusrelationen benyttes:

uL 3
∠ϕ = arc sin -----------
- = arc sin --- = 30°
ugen 6
På lommeregneren skal man først regne brøken ud. Dernæst skal

man på de fleste maskiner trykke INV SIN for at finde arcus sinus.
ugen = 6 V og igen = 2 mA
Ohms lov gælder stadig:

ugen 6
Z = ----------
- = ----------- = 3 kΩ
i gen 2m
Eksempel 5 Find højttalerens impedansen Z, når
f = 1,6 kHz, R = 8 Ω, og L = 10 mH.
Først findes XL:
XL = 2 · π · f · L = 2 · π · 1,6 k · 10 m = 100,5 Ω
Nu kan vi finde Z ved at benytte Phytagoras:
2 2 2 2
Z= R + XL = 8 + 100,5 = 100,8 Ω
384
RL-led ved AC
Parallelforbindelse af R og L
I det følgende vil vi undersøge parallelforbindelsen af R og L.
4138t-09.cdr
Normalt finder man den samlede modstand ved at regne modstan-

dene om til ledningsevner, som man så lægger sammen og derefter
konverterer til modstand igen. Men da vi ved, at der er 90° imellem
strøm og spænding i en spole, bliver vi her desuden nødt til at lægge
ledningsevnerne sammen vektorielt.
Men inden vi kan gøre dette, skal vi repetere et par udtryk, som vi
lærte i forbindelse med RC-parallelforbindelsen.
Admittans Den samlede ledningsevne kaldes admittans og betegnes med Y.

Y
1-
Den findes som Y = ---
Z
Konduk- Ledningsevnen i modstanden kaldes konduktans og betegnes med

tans G G.
1
Den findes som G = ----
R
Susceptans Ledningsevnen i spolen kaldes susceptans og betegnes med B.

B
1-
Den findes som BL = -------
XL
385
RL-led ved AC
Alle disse ledningsevner måles i siemens (S), som er det reciprokke

af ohm.
At lægge Herunder vises vektordiagrammet for et RL-parallelled med hensyn

sammen til admittans. Strøm og spænding er i fase i R, derfor tegnes den
vektorielt vandret. Strømmen er 90° bagud i L, derfor er susceptansen tegnet
nedad.
4138t-10.cdr
Den samlede admittans Y findes ved at stiple vinkelret ud fra vek-

torspidserne. Hvor disse to linier mødes, vil sumvektoren slutte.
Sumvektorens længde angiver den samlede admittans.
Længden af hver enkelt vektor repræsenterer dens størrelse i sie-

mens. Vinkel ϕ er fasevinklen i RL-kredsløbet og repræsenterer fase-
forskellen imellem generatorens strøm og spænding.
Ved hjælp af Phytagoras’ læresætning er vi i stand til at beregne Y

Det betyder, at den samlede impedans kan findes som:
2 2
Y= G + BL
Ofte ønsker man at opgive admittansen i ohm, hvilket blot sker ved
at omsætte den til impedans:
1-
Z = ---
Y
386
RL-led ved AC

gens:
 R
ϕ = arctan  --------
 X L
Eksempel Bestem Y for det viste kredsløb, og konverter den til impedans:
4138t-11.cdr
Først beregnes G og BL:
1 = --------------
G = ---- 1 - = 455 µS
R 2,2 k
XL = 2 · π · f · L = 2 · π · 1,5 k · 150 m = 1,41 kΩ
1- = ------------------
BL = ------- 1 = 709 µS
X L 1,41 k
Nu kan den samlede admittans beregnes:
2 2 2 2
Y= G + B L = 455 µ + 709 µ = 842 µS
Admittansen kan konverteres til impedans på følgende måde:
1- = ----------------
Z = --- 1 - = 1,19 kΩ
Y 842 µ
387
RL-led ved AC
Konklusion En modstand og en spole lægges i parallel ved at regne dem om til

ledningsevner, som lægges sammen vektorielt.
Spændinger og strøm i et RL-parallelled

Vi skal nu gå lidt tættere på kredsløbet, idet vi vil undersøge strøm-
men igennem R og C.
ek511c-04.cdr
Vi ved om et parallelkredsløb, at spændingen er fælles og overalt er

den samme.
Vi ved også, at strømmen igennem modstanden er i fase med denne

fælles spænding.
Desuden ved vi, at strømmen igennem spolen er 90° bagud i forhold

til denne fælles spænding.
Det kan ikke betyde andet end, at strømmen igennem L må komme

90° efter strømmen igennem R.
388
RL-led ved AC

på det.
ek511-05.cdr
Den samlede strøm findes ved at benytte Kirchhoffs strømlov. Imid-

lertid skal vi også bruge Phytagoras, når vi lægger de to strømme
sammen, da de ikke er i fase. Vi lægger to strømme sammen efter
følgende formel:
2 2
igen = i R + iL

strømme:
2 2
iR = i gen – iL
2 2
iL = igen – i R
Eksempel 1 Find igen, når iR = 2 mA, og iL = 3 mA
2 2 2 2
igen = iR + i L = 2 m + 3 m = 3,6 mA
389
RL-led ved AC
Eksempel 2 Et parallel-RL-led tilføres en vekselspænding på 3 V. XL er 2,86 kΩ,

og R er 1,8 kΩ. Find alle strømme og impedansen.
Ohms lov bruges:

u gen 3
iR = -----------
- = --------------- = 1,67 mA
R 1,8 k
u gen 3
iL = -----------
- = ------------------ = 1,05 mA
XL 2,86 k
2 2 2 2
igen = iR + i L = 1,67 m + 1,05 m = 1,97 mA
Impedansen findes i dette tilfælde hurtigst ved hjælp af Ohms lov.

ugen 3
Z = -----------
- = -------------------- = 1,52 kΩ
i gen 1,97 m
390
RL-led ved AC
Overgangsfrekvens
Indtil nu har vi holdt frekvensen fast, men i det følgende afsnit skal
vi specielt undersøge RL-leddet ved forskellige frekvenser. RL-led er
frekvensafhængige, dvs. at de opfører sig forskelligt ved forskellige
frekvenser. De kan bruges overalt, hvor man vil fremhæve eller
dæmpe bestemte frekvensområder, men da spoler er dyre at fremstil-
le, bliver RL-led kun brugt, hvor man ikke kan klare sig med tilsva-
rende RC-led. Det kan være i støjfiltre, hvor man udnytter, at spolen
har DC-gennemgang. Det kan være i switch-mode strømforsyninger,
hvor man udnytter spolens magnetiske egenskaber, og det kan være
i delefiltre til højttalere.
Kobles en spole i serie eller parallel med en modstand, fås et RL-led.

Ethvert RL-led har en overgangsfrekvens fo. Det er den frekvens, ved
hvilken XL = R. Reaktansformlen løses med hensyn til f:
XL
f = --------------------
2⋅π⋅L
R indsættes i stedet for XL, og fo indsættes i stedet for f:
R
fo = --------------------
2⋅π⋅L
Denne formel gælder altså kun ved overgangsfrekvensen.
Eksempel Beregn overgangsfrekvensen for et RL-led, når R = 680 Ω, og

L = 14 mH.
R
fo = -------------------- R
= ------------------------------
- = 7,73 kHz
2⋅π⋅L 2 ⋅ π ⋅ 14 m
391
RL-led ved AC
RL-serieled
Lavpasled Et lavpasled er et led, der lader de lave frekvenser passere fra led-
dets indgang til dets udgang, uden at de dæmpes. Derimod dæmpes
de høje frekvenser, men ikke lige meget. Når der tales om lave og hø-
je frekvenser, er det altid set i forhold til overgangsfrekvensen, og
det er underforstået, at der tales om spændinger.
Forbindes en spole og en modstand i serie, som vist her, fås et lav-

pasled.
ek511-01.cdr
Leddet vil altid være anbragt i en signalvej og må derfor både have

en indgang og en udgang. Indgangen kan tilføres alle tænkelige fre-
kvenser, men ofte er det kun dem i nærheden af overgangsfrekven-
sen, der interesserer. Serieleddet kan opfattes som en spændings-
deler, hvor den øverste del (reaktansen) varierer med frekvensen,
mens den nederste del (modstanden) er konstant.
392
RL-led ved AC
Ved de laveste frekvenser vil spolens reaktans være så lille, at den er

uden indflydelse, og uout vil derfor være lig med uin. Dæmpningen fra
indgang til udgang vil være 0 dB (decibel). Ved de højeste frekvenser
vil spolens reaktans være meget stor, således at uout bliver meget
mindre end uin. Dæmpningen vil være stor. Leddets frekvenskarak-
teristik ser sådan ud:
4138-t14.cdr
393
RL-led ved AC
Eksempel En bashøjttaler i et højttalerkabinet ønskes ikke tilført diskanttoner.

Der anbringes derfor en spole i serie med højttaleren,
ek511-07.cdr
og det antages, at højttaleren virker som en ohmsk modstand på 8 Ω.

Overgangsfrekvensen vælges til 2,5 kHz. Beregn spolens selvindukti-
on.
R
fo = -------------------- R - = ------------------------------
⇒ L = -------------------- 8 - = 0,51 mH
2⋅π⋅L 2 ⋅ π ⋅ fo 2 ⋅ π ⋅ 2,5 k
Højpasled Et højpasled er et led, der lader de højeste frekvenser passere og

dæmper de laveste. Forbindes en spole og en modstand i serie, som
vist her, fås et højpasled.
ek511-02.cdr
Dette led er identisk med lavpasleddet, blot med den forskel, at ud-
gangsspændingen tages over spolen i stedet for over modstanden.
(Læs derfor først afsnittet om RL-lavpasled). Frekvenskarakteristi-
ken ser sådan ud:
394
RL-led ved AC
4138-t15.cdr
Det ses, at også kurven er som for lavpasleddet, bortset fra at den er
spejlet om fo. I det hele taget gælder det, at alle definitioner, udtryk
og begreber ved lavpasled også gælder for højpasled.
395
RL-led ved AC
RL-leddet ved firkantsignaler

Ligesom ved RC-leddet vil et firkantsignal få ændret sin kurveform,
når det passerer et RL-led. Hvad der vil ske afhænger af, om vi tager
signalet ud over R eller L. Desuden betyder leddets tidskonstant i
forhold til signalets periodetid en hel del.
Tidskonstanten τ beregnes på følgende måde:
L
τ = ----
R
Integra- Hvis vi tager signalet ud over R, har vi lavet et integrationsled. Hvis

tionsled tidskonstanten er mange gange større end periodetiden af det tilførte
signal, vil vi over R kunne måle en DC-spænding svarende til mid-
delværdien.
4138t-12.cdr
396
RL-led ved AC
Differen- Hvis vi tager signalet ud over L, har vi lavet et differentiationsled.

tiationsled Hvis tidskonstanten er mange gange mindre end periodetiden af det
tilførte signal, vil vi over L kunne måle en kort nålepuls, hver gang
polariteten skifter.
4138t-13.cdr
397
RL-led ved AC
Vekselstrømseffekt i RL-led
Som bekendt kan elektrisk effekt beregnes ved at gange strøm med
spænding: P = U · I
Denne formel gælder både ved jævn- og vekselstrøm, men kun ved
ohmske modstande. Så snart der optræder fasedrejende (reaktive)
komponenter, f.eks. en spole, er sagen mere kompliceret. I nedenstå-
ende vektordiagram indgår tre strømme og en spænding.
4138-t16.cdr
Spændingen u og strømmen iR er vist som vektorer, der virker i sam-

me retning, og de kan derfor umiddelbart ganges med hinanden, når
effekten i modstanden skal beregnes. PR = uR · iR
Spændingen u og strømmen igen virker ikke i samme retning. Det

skal de bringes til, inden de kan ganges med hinanden. Det foregår
ved at projicere igen ned på samme akse som u.
ek511c-06.cdr
398
RL-led ved AC
Når igen projiceres, mindskes størrelsen, og det ses, at den får samme
størrelse som iR. Fra trigonometrien ved vi, at:
igen projiceret
cos ϕ = -----------------------------------------
i gen
Udtrykket løses med hensyn til igen projiceret:

igen projiceret = igen · cos ϕ
Effekten i RL-ledet kan nu beregnes som:

P = u · igen · cos ϕ
Også her ses det, at igen efter projektion får samme størrelse som iR.
Effekten i spolen findes ligeledes ved at gange spændingen med den

projicerede iL, men, som det ses, bliver resultatet nul.
Konklusionen bliver, at der ikke afsættes effekt i spolen, men kun i

den ohmske modstand. Det forudsætter dog, at spolen er ideel (tabs-
fri). Det er den bare ikke. I den virkelige spole er der ganske betyde-
lige tab, og de viser sig næsten alle som ohmsk modstand. Det bety-
der, at man bliver nødt til at regne med effekttab i virkelige spoler.
Den hele og fuldstændige effektformel kommer til at se sådan ud:
Eksempel En blæsermotor til køling af en pc er mærket 230V/0,2A 50Hz.

Cos ϕ = 0,85.
Hvor stor effekt aftages fra lysnettet?
P = u · i · cos ϕ = 230 V · 0,2 A · 0,85 = 39,1 W
399
RL-led ved AC
400
Transformatoren
Transformatoren
Nettrans- Inden for elektronik anvendes transformatoren først og fremmest til

formator at nedtransformere netspændingen fra de 230 V til en lavere spæn-
ding. Vi kalder den en nettransformator (a).
Tonetrans- Men transformatoren kan også transformere impedanser. Hvis en

formator forstærker ikke kan tåle at blive belastet med en højttaler på 8 Ω,
kan man sætte en transformator imellem. Transformatoren får de
8 Ω til at virke som en meget større modstand og dermed som en
mindre belastning. Vi kalder den en tonetransformator (b).
HF-trans- I radio og tv anvendes der talrige transformatorer. Som regel bruges

formator de til impedanstransformering (c).
401
Transformatoren
Primær En transformator er bygget op af en eller flere spoler på en fælles

Sekundær lukket jernkerne. Viklingen, der tilføres spænding, kaldes primær-
viklingen, og viklingen, hvorfra der aftages spænding, kaldes se-
kundærviklingen.
mg018-56.cdr
Fremstilling Når viklingerne er kørt op på spoleformen, skal transformatorens

kerne stables. En E-I kerne består af en masse tynde bliklameller,
udstanset som et E og et I. Stablingen sker ved, at E-pladerne føres
ind i spoleformen skiftevis fra den ene og den anden side. Derefter
bankes I-pladerne ind i mellemrummene.
Transfor- Transformatoren kan overføre vekselstrøm. Hvis der er lige mange

mering vindinger på primær- og sekundærspolen, bliver sekundærspændin-
gen lig primærspændingen.
Hvis der på sekundærspolen er dobbelt så mange eller halvt så man-

ge vindinger som på primærspolen, bliver sekundærspændingen den
dobbelte eller den halve værdi af primærspændingen.
Det er altså antal viklinger på primær i forhold til sekundær, der be-
stemmer omsætningsforholdet.
402
Transformatoren
Sikkerhed Der er ikke nogen elektrisk eller galvanisk forbindelse mellem pri-
mær og sekundær. Forbindelsen består kun af nogle magnetiske
kraftlinier i kernen. Dette udnyttes i skilletransformatoren. Årsa-
gen, til at man får stød ved at røre fasen på 230 V, er, at spændingen
findes i forhold til jord. Og den har man jo altid mere eller mindre
forbindelse med. Derfor kan der gå en strøm igennem personen. An-
derledes forholder det sig med transformatoren. Den afleverer måske
nok 230 V på sin sekundær (kan ofte varieres), men da sekundær-
spændingen ikke refererer til jord, som netspændingen jo gør, får
man ikke stød ved at røre på den ene terminal på sekundær. Men rø-
rer man ved begge terminaler på sekundær, mærker man selvfølge
de 230 V, selv om der ikke går strøm igennem personen og til jord!
4138u-04.cdr
Autotransformator
En billigere type transformator er den såkaldte autotransforma-
tor. Den har kun et sæt viklinger. Sekundær er lavet som et udtag
på spolen. Den kan transformere, men giver ikke galvanisk adskil-
lelse mellem primær og sekundær. Den kan derfor ikke bruges som
skilletransformator!
4138-u05.cdr
403
Transformatoren
Spændings- I det følgende betragtes transformatoren som tabsfri.

forhold
Ubelastet opfører primærviklingen sig derfor som en tabsfri spole.
mg018c57.cdr
Strøm og spænding er forskudt 90°, og primærstrømmen danner et

magnetfelt som vist.
Dette magnetfelt inducerer nu samme antal volt pr. vinding i samtli-

ge viklinger, der befinder sig på kernen, da de gennemløbes af den
samme varierende flux.
Er primærvindingstallet 460 vindinger og primærspændingen 230 V,

findes antal volt pr. vinding til:
u
u/N = -------p- = 230
----------- = 0,5 V/vinding
Np 460
404
Transformatoren
Består sekundærviklingen nu af 46 vindinger, vil der induceres 0,5 V

i hver af disse, og sekundærspændingen bliver derfor:
u
us = -------p- · Ns = 0,5 · 46 = 23 V
Np
Transfor- Når antal volt pr. vinding er det samme i alle viklinger, må forholdet
matorens mellem vindinger og spænding være det samme:
omsæt-
N u
nings- -------p- = ------p
forhold Ns us
up og us er henholdsvis primær- og sekundærspænding, Np og Ns er

tilsvarende primær- og sekundærvindingstal.
Omtalte forhold kaldes transformatorens omsætningsforhold, der

har formeltegnet n. Vi kan skrive:
N u
n = -------p- = ------p
Ns us
Med tal fra før:
n = 460 230
----------- = ----------- = 10
46 23
Når sekundærspændingen er større end primærspændingen, taler

man om en optransformering, og når den er lavere, kaldes det en
nedtransformering. Det er klogt altid at se transformeringen fra
energikilde mod bruger. Dette er ikke nogen vedtagen standard, så
man må være agtpågivende ved transformeringsbetragtninger.
405
Transformatoren
Transfor- Tilsluttes der en ohmsk belastning til transformatoren, vil der løbe
matorens en sekundærstrøm og afsættes effekt i belastningen.
strøm-
forhold
mg018-58.cdr
Den afsatte effekt skal hentes fra primærsiden. Her findes:

u i
Pp = Ps ⇔ ip · up = is · us ⇔ ------p = ----s-
us ip
da:
u i i
n = ------p , er n = ----s- ⇔ ip = ---s-
us ip n
Hvis en transformator med et omsætningsforhold på 10 er tilsluttet

en primærspænding på 230 V og en sekundærbelastning på 23 Ω,
kan primærstrømmen findes således:
u
is = -------s- = 23
------- = 1 A
RL 23
Herefter findes ip:

i 1- = 0,1 A
ip = ---s- = ------
n 10
Samlet kan n findes på følgende måde::
N u i
n = -------p- = ------p = ----s-
Ns us ip
406
Transformatoren
Læg mærke til, at strømforholdet er omvendt proportionalt med vin-

dings- og spændingsforholdet. Dette er en naturlig følge af, at pri-
mæreffekt og sekundæreffekt er den samme.
Laver man nedtransformering af spænding, sker der en optransfor-

mering af strøm.
mg018-59.cdr
Pp = ip · up = 0,1 · 230 = 23 VA
Ps = is · us = 1 · 23 = 23 VA
Transfor- I analogteknikken kan transformatorer anvendes til impedansom-

matorens sætning.
impedans-
forhold
Ω
Ω
mg018-60.cdr
I ovenstående kredsløb skal spændingskilden belastes med 2 kΩ for

at arbejde optimalt. Belastningen er på 600 Ω.
407
Transformatoren
For transformatoren gælder, at:
Zp 2
n= ------- ⇔ Zp = n · Zs
Zs
Dette giver:
n= 2.000
---------------- = 1,83
600
Er sekundærvindingstallet 1.000, skal primærvindingstallet være

1.830.
Udledningen er et skoleeksempel på matematisk udledning.
Når u og R ~ Z er kendte:
2 2 2 2
up us
P= u u
------ ~ ------ , heraf : Pp ⇔ --------- - ⇔
= --------
R Z Zp Zs
2 2
up Z 2 u u Zp
--------- = ------p- , da n = ---------
p
, er n = ------p = -------
2 Zs 2 us Zs
us us
Impedanstilpasning
En meget vigtig anvendelse af transformatoren er at kunne lave im-
pedanstilpasning. Dette sker for at kunne overføre maksimal ef-
fekt fra en generator til en belastningsmodstand. Det anvendes over-
alt i HF-kredsløb, men også i audiokredsløb ser man impedanstilpas-
ning med transformator.
Allerførst skal vi se på, hvad der sker, når vi tilslutter en belast-

ningsmodstand til en ikke-ideel generator. Alle virkelige generatorer
408
Transformatoren
har en indre modstand, Rint, som kommer til at ligge i serie med be-
lastningsmodstanden. Da strømmen i denne serieforbindelse er den
samme, afsættes der også en effekt i den indre modstand. Men des-
værre kan vi ikke udnytte denne effekt, og den går derfor til spilde.
4138u-10.cdr
Maksimal Imidlertid viser det sig, at der overføres mest effekt til belastnings-
effekt modstanden, når den har samme størrelse som generatorens indre
overført – modstand. Det betyder, at
hvordan?
RL = Rint
Vi siger, at der er impedanstilpasning, når de to modstande (impe-

danser) er ens.
409
Transformatoren
Vi vil nu demonstrere vores påstand ved at benytte følgende opstil-

ling:
4138u-06.cdr
Generatoren har en indre modstand, som er 75 Ω. Vi vil beregne ef-

fekten i RL ved forskellige værdier af RL.
Vi begynder med RL = 25 Ω. Først beregnes strømmen i kredsløbet:

u gen 10
i = -------------------------
- = --------------------- = 100 mA
R int + R L 75 + 25
Derefter beregnes effekten afsat i RL:
2 2
PL = i · RL = (100 m) · 25 = 250 mW
410
Transformatoren
På samme måde beregnes effekten ved en RL på 50, 75, 100 og

125 Ω. Resultaterne ses i tabellen og koordinatsystemet:
RL 25 Ω 50 Ω 75 Ω 100 Ω 125 Ω
PL 250 mW 320 mW 334 mW 326 mW 313 mW
4138-u07.cdr
Som eksemplet viser, afsættes der maksimal effekt i belastnings-

modstanden ved impedanstilpasning, når RL = Rint.
411
Transformatoren
Eksempel En forstærker har en udgangsimpedans på 800 Ω. Der ønskes afsat

maksimal effekt i en højttaler på 8 Ω.
4138u-08.cdr
Vi bliver nødt til at sætte en transformator imellem forstærker og

højttaler. Højttalerens impedans på 8 Ω skal transformeres op til
800 Ω. Det kræver et omsætningsforhold på:
R pri 800
n= ----------- = ----------- = 10
RL 8
Transfor- Den påtrykte sekundærspænding på en transformator er normalt

mator spændingen ved den angivne belastningsstrøm. Tomgangsspændin-
med tab gen er ca. 5 til 10% højere.
Ved beregning af vindingstal anvendes tilsvarende at øge sekundær-

vindingstallet med 5 til 10% for at kompensere for tabene, der pri-
mært er kobbertab i spoletråden.
412
Transformatoren
Transfor- Virkningsgraden angiver forholdet mellem tilført og afgivet effekt.

matorens Som formeltegn for virkningsgrad anvendes det græske bogstav
virknings- η (Eta).
grad
P
η = ------s- · 100 (%)
Pp
Hvis en transformator henter 100 VA fra nettet og afgiver 80 VA til

belastningen, er virkningsgraden:
80- · 100 = 80%

η = ----------
100
Transformatorernes virkningsgrad varierer med størrelsen og følger

generelt den skitserede kurve.
mg018-63.cdr
413
Transformatoren
Til de vide- Dette var den vigtigste grundviden om transformatorer, men de me-
begærlige re videbegærlige kræver erfaringsmæssigt svar på flere ting.
Tråd- Trådtykkelserne skal være så store, at strømtætheden ikke giver en

tykkelser skadelig opvarmning. Der er proportionalitet mellem trådtykkelse og
strøm, den tykkeste tråd til den største strøm.
2
Normalt regnes med en strømtæthed på 3 A/mm i transformatorer.
Videre beregninger er beskrevet under strømtæthed i kapitlet om
elektrisk strøm.
Maksimal Denne er normalt angivet i form af strøm- og spændingsangivelser

overført eller i VA på godkendte transformatorer. Vikler man selv, findes
effekt størrelsen i datablade for kernematerialet.
Kender man overført effekt, kan kernearealet, der befinder sig inden
for spoleviklingerne, bestemmes.
2
QJ ≈ P (cm , VA )
Ved omstilling kan effekten for en kendt kerne bestemmes.
4138-u09.cdr
414
Transformatoren
2 2
QJ ≈ P (cm , VA ) ⇔ P ≈ QJ
2
P = (2 · 2,5) ≈ 25 VA
Bemærk, at denne gamle håndregel anvender længdemål i cm.
Jo hårdere en transformator belastes, desto mere varmer den. Det er

således egentlig trådlakken i viklingerne, der sætter begrænsningen,
da lakkerne nedbrydes ved for høje temperaturer.
Er der tale om nettransformatorer, er det så absolut gældende sik-

kerhedsbestemmelser, man skal holde sig til.
Der kan overføres større effekter ved højere frekvenser, dette udnyt-
tes i switch-mode strømforsyninger i computere og farvefjernsyn.
Bestemmel- For ikke at få for kraftig magnetisering, så kernen mættes, skal pri-
se af mærvindingstallet være tilpas stort.
primær-
vindingstal I princippet beregnes efter transformatorformlen:
up
Np = -------------------------------------
-
4,44 ⋅ B ⋅ A ⋅ f
N er vindingstallet
up er primærspændingen i effektivværdi
4,44 er formfaktoren for sinusform
B er induktionen i Wb (ca. 1,2 Wb)
A er kernearealet i kvadratmeter
f er frekvensen i Hz
For en kerne med kantmålene 27 mm · 27 mm findes for en indukti-

on på 1,2 Wb ved 230 V/50 Hz:
230
Np = --------------------------------------------------------------
- = 1.184 vindinger
2
4,44 ⋅ 1,2 ⋅ 0,027 ⋅ 50
415
Transformatoren
Transfor- Mistænkes en transformator for at være defekt, kan en måling af

matorens tomgangsstrømmen give et fingerpeg.
tomgangs-
strøm For transformatorer op til 100 VA ligger tomgangsstrømmen i stør-
relsesordenen 25 til 100 mA.
Måles strømmen med et oscilloskop, vil man erfare, at den ikke er si-
nusformet, da kernens permeabilitet varierer over det store magneti-
seringsområde.
Faseforhold Den ubelastede transformator optræder på sin primærside som en

spole med lave tab. Fasevinklen er nær de 90°.
Når transformatoren belastes, ændres fasevinklen mod 0° i takt med

den øgede belastning, så den ved fuldlast ligger nær 0°.
mg018c62.cdr
416
Transducer-teknik
Transducer-teknik
Transducere er en fællesbetegnelse for komponenter, der kan ændre

energi fra en form til en anden. Vi er specielt interesseret i transdu-
cere, der har elektrisk energi enten som input eller output. Transdu-
cere, som f.eks. kan omdanne lyd, temperatur, tryk eller vibrationer
til en elektrisk energi. Eller omdanne elektrisk energi til lyd eller be-
vægelse. De er interessante, fordi de sætter vore elektroniske syste-
mer i stand til at kommunikere med verden omkring os.
En input-transducer kan fortælle det elektroniske system, at tem-

peraturen f.eks. er steget til 99°, at kassen vejer 17 kg eller at luft-
trykket stiger og falder 1.000 gange i sekundet. Det elektroniske sy-
stem bruger disse input til at lave en passende ændring eller respon-
se til output transduceren. Det kan være et relæ, der falder fra, så
temperaturen ikke stiger yderligere, eller det kan være membranen i
højttaleren, der sætter luften i svingninger med 1.000 Hz.
4138v-01.cdr
En transducer skal passe til det elektroniske system, den skal arbej-
de sammen med. Ofte ønsker vi, at input transduceren skal aflevere
så stor en spændingsoverførsel, som muligt. I andre situationer øn-
sker vi størst mulig effektoverførsel. Det samme kan siges om output
transduceren. I alle tilfælde er transducerens impedans en kritisk
størrelse. Når vi siger impedans og ikke blot modstand, skyldes det,
at mange transducere har en selvinduktion eller en kapacitet, som
får betydning, når vi fjerner os fra ren DC.
Dette kapitel om transducere vil trække på flere ting, som er beskre-

vet i tidligere kapitler. Det er samtidigt det sidste kapitel, inden vi
går over til de aktive komponenter.
417
Transducer-teknik
Tonehoved
Vi finder tonehoveder i alle båndoptagere, både lyd og video, samt i
diskette- og harddiskdrev. Vi kan også nævne kortlæsere til Dankort
og alle mulige andre kort med magnetstribe.
Under indspilning fungerer tonehovedet som en transducer, der om-

sætter elektriske signaler til magnetiske felter. Variationen i signa-
let vil give en strømændring, der igen vil give en ændring i magnet-
feltets styrke. Magnetspolerne magnetiserer jernkernen, som er en
god leder for de magnetiske kraftlinier. Undtagen i den smalle luft-
spalte. I denne spalte er anbragt et såkaldt diamagnetisk materiale,
der leder dårligt for de magnetiske kraftlinier. Det vil få kraftlinier-
ne til at træde ud af kernen.
mg018c-39.cdr
418
Transducer-teknik
Kraftlinierne opmagnetiserer nu den ferromagnetiske belægning på

bånd eller disk. Dette materiale er hårdmagnetisk, så det elektriske
signal »gemmes« som et magnetisk feltmønster, som vist, når bånd
eller disk passerer forbi tonehovedet.
Under afspilning sker der præcis det modsatte. Båndet eller disken
indeholder en masse små permanentmagneter i et bestemt mønster.
Når de bevæger sig tæt forbi luftspalten på tonehovedet, vil de indu-
cere en lille spænding i spolen. Polariteten vil være bestemt af det
magnetiske mønster (nord- eller sydpol). På denne måde gendannes
et »gemt« signal
Mikrofoner
En mikrofon ændrer lyd til elektrisk energi. Dens symbol ses herun-
der.
4138-v02.tif/4138-v03.cdr
Mikrofonen har tre vigtige karakteristika:
Impedans Den dynamiske mikrofon har en temmelig lav impedans, typisk

200 Ω. Kondensator- og krystalmikrofonen har langt højere impe-
dans.
Frekvens- Kravet er normalt det hørbare område 20 Hz-20 kHz. Det er dog kun
gangen de fineste målemikrofoner, der kan leve op til det. Endvidere ønsker
vi også, at følsomheden er konstant i hele frekvensområdet.
419
Transducer-teknik
Retnings- Nogle mikrofoner er mere følsomme, dvs. giver mere udgangsspæn-

følsomhed ding over for lyd fra en eller flere bestemte retninger. Dette vises i
polær diagrammer. Diagrammerne skal forstås således, at mikro-
fonen ligger ned på diagrammet og har forsiden opad og ledningen
nedad. Mikrofonen ses altså i »havmågeperspektiv«.
4138v-17.cdr
Cardioid-karakteristikken, (a), opfanger stort set kun det, der

kommer ind forfra, men dækker til gengæld en stor vinkel.
Ottetals-karakteristikken, (b), er god til interview, da to kan tale

ind i mikrofonen, uden at den skal vendes.
Kugle-karakteristikken, (c), fanger lyd fra alle sider.
420
Transducer-teknik
Dynamisk Den elektrodynamiske eller blot dynamiske mikrofon er den mest al-
mikrofon mindelige. Egentlig er den blot en »omvendt« højttaler. Princippet
kaldes moving coil.
mg018-38.cdr
Når en lydbølge rammer mikrofonens membran, sættes den i sving-

ninger ligesom ørets trommehinde. Herved vil spolen bevæges frem
og tilbage i det kraftige magnetfelt, og der vil induceres en spænding
i spolen. Denne spænding svarer til lydbølgerne, såvel styrke som
frekvens.
Man kan forvente en typisk udgangsspænding på 1-10 mV og en ty-

pisk impedans på 200 Ω. Den dynamiske mikrofon er meget udbredt
pga. god kvalitet, rimelig pris, og fordi den er robust.
421
Transducer-teknik
Bånd- Den bevægelige del er et meget tyndt, rynket aluminiumsbånd, som

mikrofon er opspændt mellem polerne på en kraftig permanent magnet. Lyden
vil få båndet til at bevæge sig. Derved har vi en leder, der bevæger
sig i et magnetfelt, og der vil induceres en spænding i takt med lyd-
bølgernes bevægelse.
4138v-04.cdr
Båndmikrofonen har ottetals-karakteristik og har en meget lav im-

pedans (f.eks. 0,2 Ω). Den anvendes mest som målemikrofon pga.
dens meget fine data. Desværre er båndmikrofonen ikke særlig ro-
bust og skal behandles med varsomhed.
422
Transducer-teknik
Konden- Denne type bruges til professionelle formål som f.eks. i lydstudier og
sator- ved koncerter, hvor kvaliteten skal være bedst.
mikrofon
Mikrofonen består af to kondensatorplader, A og B. A er en bevæge-
lig tynd membran, mens B sidder fast. Lydbølgerne får membranen
til at vibrere. Når afstanden mellem A og B ændres, vil kapaciteten
også ændres.
4138v-05.cdr - 4138-v06.tif
Et lille batteri i mikrofonen forsyner kondensatoren med strøm. I

takt med lydbølgerne vil der løbe op- og afladningsstrøm igennem en
stor modstand, hvorover en signalspænding kan tages ud. Spæn-
dingsændringen er stor pga. den store modstand, men det er impe-
dansen også. Det er derfor nødvendigt at indbygge en mikrofonfor-
stærker med høj indgangsimpedans.
Kondensatormikrofoner kan laves meget små, som f.eks. den viste

med clips. De fås både med cardioid- og kuglekarakteristik.
423
Transducer-teknik
Krystal- Denne type virker ved hjælp af den piezoelektriske effekt. Effek-
mikrofon ten beror på, at nogle bestemte krystaller afgiver en elektrisk spæn-
ding, når de bøjes eller får et slag. Princippet bruges i lightere, hvor
et stykke piezoelektrisk materiale udsættes for et slag fra en fjeder.
Der dannes en højspænding, som laver en gnist, der tænder lighte-
ren.
el229-04.cdr
I krystalmikrofonen er der en forbindelse mellem membranen og det

piezoelektriske krystal. Når lydbølgerne får membranen til at vibre-
re, vil krystallet vibrere med, og en elektrisk spænding opstår over
krystallet.
Krystalmikrofonen afgiver en forholdsvis høj spænding, omkring

100 mV. Den har normalt kuglekarakteristik og har en meget høj im-
pedans (MΩ). Dens data er ikke så gode som de andre, vi har set på,
men den er billig og bruges derfor ofte i kasettebåndoptagere.
424
Transducer-teknik
Højttaler
4138-v07.tif/4138-v08.cdr
Formål Formålet med højttaleren er at omdanne elektriske svingninger til

og princip hørbare akustiske svingninger.
De fleste højttalere, der anvendes i dag, er opbygget efter det dyna-

miske princip.
Opbygning I en ringformet luftspalte, hvor der befinder sig et kraftigt magnet-

felt dannet af en permanent magnet og en blødtjernskappe, er der
anbragt en spole med ganske få vindinger. Antallet af vindinger hol-
des lavt af hensyn til vægten. Spolen skal holdes meget nøjagtigt
centreret, så den ikke skraber mod kanterne af magneten.
Spolen er gjort fast direkte på en membran af papirmasse, kunststof

eller letmetal og centreret ved hjælp af en speciel holder, ofte af
tyndt, hårdt papir.
Membranen er gjort fast til det ydre jernarmatur med et særligt

blødt og bøjeligt membranophæng.
De fleste membraner er udformet således, at de dækker det lille mel-

lemrum mellem spole eller spoleform og magneterne for støv og
fremmedlegemer.
Kommer der blot et lille fremmedlegeme ind mellem spole og mag-

net, vil højttaleren skratte i gengivelsen, og den vil næppe kunne re-
pareres.
425
Transducer-teknik
Tilledningerne til spolen er bløde, bevægelige og gjort fast på arma-

turet.
N S
ek255-01.cdr
Elektrodynamisk højttaler
ek255-02.cdr
Dome tweeter (diskanthøjttaler)
426
Transducer-teknik
Impedanser En dynamisk højttaler har en ganske lav impedans mellem 3 og

16 Ω, enkelte på 800 Ω.
Impedansen er næsten ren ohmsk i det meste af toneområdet, men

ved højere frekvenser gør selvinduktionen i svingspolen sig gælden-
de, og impedansen stiger derfor ret voldsomt.
For at modvirke denne impedansstigning kan der parallelt med højt-

taleren monteres et kompensationsled bestående af en modstand i
serie med en kondensator. Dette led vil modvirke impedansstignin-
gen, således at impedansforløbet bliver mere ret ved stigende fre-
kvens.
Den angivne impedans er som regel angivet for ca. 400 Hz, men er i
øvrigt ikke meget anderledes end jævnstrømsmodstandens.
ek255c-03.cdr
1 – Typisk impedanskurve for højttaler

2 – Højttaler med kompensationsled
427
Transducer-teknik
ek255-04.cdr
Højttaler med kompensationsled
Virkemåde
Når en strøm sendes gennem en leder, som er anbragt i et magnet-
felt, vil lederen (her svingspolen) bevæge sig. Vendes strømretningen
i lederen, vil denne bevæge sig i modsat retning.
4138v-09.cdr
428
Transducer-teknik
Membranen bevæger sig i takt med svingspolen, hvorved luften sæt-

tes i bevægelse. Lydsvingninger opstår som følge af strømændringer
i svingspolen.
4138v-10.cdr
429
Transducer-teknik
Drejespoleinstrumentet
Princippet i et drejespoleinstrument er, at en spole kan dreje frit i et
magnetfelt, som laves af en U-formet permanent magnet. Sender
man en strøm gennem drejespolen, vil strømmen frembringe et mag-
netfelt, som søger at dreje spolen. Spolen drejer, indtil drejningsmo-
mentet opvejes af fjederspændingen. Viseren følger med, og der fås
et udtryk for den strøm, som løber gennem spolen.
4138v-11.cdr
430
Transducer-teknik
Billedet på modstående side viser selve drejespolen i detaljer. Strøm-

men ledes igennem fjedrene ind til spolen. Drejespolen er ophængt i
to lejer. Nogle instrumenter er båndophængt, hvilket betyder, at spo-
len hænger i to tynde metalbånd, der kan tåle at vride sig, når in-
strumentet slår ud.
4138v-12.cdr
Tegningen herover viser, at det elektromagnetiske felt virker sam-

men med den permanente magnets felt. Strømmen løber ind i højre
side af spolen, hvor den laver et magnetisk felt, der løber med uret.
Fra kapitlet om magnetisme ved vi, at en strømførende leder i et
magnetfelt med denne retning vil bevæge sig nedad. I venstre side
løber strømmen udad, hvorfor lederen bevæger sig opad. Disse kræf-
ter vil tvinge drejespolen til at dreje med uret, og viseren slår ud.
Viserudslaget bliver modvirket af nogle spiralfjedre, der er indrettet

således, at deres modvirkende kraft stiger proportionalt med viser-
udslagets størrelse. På denne måde bliver udslaget proportionalt
med den drivende kraft, nemlig strømmen.
431
Transducer-teknik
f.s.d. To vigtige egenskaber er spolens modstand og den strøm, der skal til
for at opnå fuldt udslag (engelsk f.s.d. = full scale deflection). Spo-
lens modstand kan f.eks. være 1.000 Ω, og strømmen kan være 100
µA for fuldt udslag. Det vil betyde, at instrumentet skal have en
spænding på
U = I · R = 100 µ · 1.000 = 100 mV
for at give fuldt udslag. Dette instrument er altså både et ampereme-

ter med fuldt udslag for 100 µA og et voltmeter med fuldt udslag for
100 mV.
Ved at bruge passende shuntmodstand kan der måles større strøm-

områder, og ved at bruge passende formodstande kan der måles stør-
re spændingsområder.
Strain gauge
Strain gauge (udtales geids med hårdt d) eller strækmålemodstand
anvendes til at måle mekaniske ændringer og deformationer. Der er
indstøbt tusindvis i Storebæltsbroen og i andre større bygningsvær-
ker. På denne måde er det muligt at følge betonens hærdning og evt.
deformation. Strain gauge, som er limet på fly, afslører metaltræt-
hed og metaldeformation.
Strain gauge kan også monteres på en roterende aksel. Man kan der-
med måle, om akselen begynder at vride sig pga. dårlig afbalance-
ring.
Desuden anvendes strain gauge i vejeceller i elektroniske vægte.

Nogle tryktransducere indeholder også strain gauge.
Den kan praktisk taget anvendes på alle materialer, hvor man øn-
sker at måle tryk, træk, vridning eller bøjning.
432
Transducer-teknik
Opbygning En strain gauge består af en yderst tynd modstandstråd (ofte kon-

stantan), som er limet til en bærefilm.
4138v-13.cdr
Eftersom strain gaugen er støbt eller limet til det emne, den skal for-
tælle noget om, vil enhver mekanisk ændring enten strække metal-
tråden eller trykke den mere sammen. Hvis tråden strækkes, bliver
den længere, og tværsnitsarealet bliver mindre. Fra vores viden om
specifik modstand ved vi, at det vil få modstanden til at stige. Det
modsatte sker, hvis strain gaugen presses sammen. Hvor meget
modstanden ændrer sig, fortæller gauge-faktoren K noget om.
Modstandsændringen er meget lille, som følgende taleksempel vil vi-

se. En strain gauge limes på en metalstang med en længde l = 1 m.
Modstanden er 600 Ω, når metalstangen er i ro. K = 2. Metalstangen
udsættes nu for et træk, der forlænger 5 µm (5/1.000 mm). Vi kan nu
beregne, hvor meget strain gaugens modstand ændrer sig:
∆R = R · K · ∆l 5µ
------ = 600 · 2 · --------- = 6 mΩ
l 1
Modstanden er nu steget til 600 + 0,006 = 600, 006 Ω!
En så lille modstandsændring kræver noget forstærkning, før den

kan bruges til noget. Som tegningen på næste side viser, lader man
strain gaugen være en del af Wheatstones målebro. Det er egentlig
to spændingsdelere, der giver nøjagtig samme spænding. Ændrer
strain gaugen sin modstand en anelse, vil det give en ubalance i må-
433
Transducer-teknik
lebroen. Denne lille spændingsændring forstærkes op med f.eks.

1.000 gange, og så kan den bruges til noget.
4138v-14.cdr
I stedet for modstandstråd kan man anvende en tynd metalfolie, som

ved ætsning gives den rigtige facon. Flere kan anbringes i en roset
med en given vinkel imellem hinanden. Derved bliver det muligt at
måle i to planer på én gang. Foliefølerne har endvidere den fordel, at
de bedre tåler vibrationer. De kan bruges til målinger op til flere
hundrede kHz. Herunder ses eksempler på forskellige strain gauger.
4138v-15.tif
434
Transducer-teknik
Vejecelle Et andet eksempel på anvendelsen af strain gauge er en elektronisk

vægt. Her påklæbes strain gaugen en bladfjeder, hvorpå vægtskålen
hviler. Når vægtskålen fyldes, vil bladfjederen blive tvunget en smu-
le ned, og dette registreres af strain gaugen. På et måleinstrument
kalibreret i gram eller kg, kan vægten af skålens indhold ses. Oftest
er strain gauge, målebro og forstærker bygget sammen i en vejecelle.
Tryk- Tryktransduceren måler luftarters eller væskers tryk. I princippet

transducer virker den som følger:
4138v-16.cdr
En modstandstråd D spændes op imellem to punkter H, og tempera-

turen holdes konstant. Hvis der ydes et tryk på membranen M, vil
denne bevæge sig opefter i en bue, og samtidig vil de to kroge H, som
holder lederen D, gå til hver sin side. Dette bevirker, at lederen bli-
ver længere og tyndere. Disse to faktorer vil begge forøge lederens
modstand, hvilket er et udtryk for trykkets størrelse.
Da temperaturen selvfølgelig ikke kan holdes konstant i praksis, in-

deholder tryktransduceren en temperaturkompensering. Den er nor-
malt bygget sammen med både målebro og forstærker.
435
Transducer-teknik
Akustik
Begreber Ved lyd forstås mekaniske svingninger, der forplanter sig gennem et
medium, luft-, væskeformigt eller fast stof.
Mediets partikler udfører herunder kun små frem- og tilbagegående

bevægelser.
Frekvens Ved lydens frekvens forstås antallet af svingninger pr. sekund.
Måleenheden er hertz (Hz).
Eksempel 1.000 svingninger pr. sekund = 1.000 Hz
Det menneskelige øre er i stand til at opfatte frekvenser i området

mellem ca. 20 og 20.000 Hz. Disse grænser er dog meget individuelle,
især i den højfrekvente ende, og evnen til at høre de højeste frekven-
ser aftager med alderen.
Lyd- Den hastighed, som lyden forplanter sig med gennem et medium, er
hastighed afhængig af dettes egenskaber, bl.a. massefylden.
Hastigheden måles i meter pr. sekund (m/s).
Herunder er vist lydhastigheder gennem forskellige materialer.
Luft (0°C) 331 m/s

Luft (20°C) 344 m/s
Vand 1.600 m/s
Beton 3.100 m/s
Jern 5.200 m/s
436
Transducer-teknik
Bølge- Lydens bølgelængde er afstanden mellem to på hinanden følgende

længde svingninger.
Bølgelængden kan måles som afstanden mellem den ene svingnings

trykmaksimum til den næste svingnings trykmaksimum.
Bølgelængden måles i meter (m).
Der er følgende relation mellem lydens hastighed, frekvens og bølge-

længde.
Hastighed = frekvens × bølgelængde
Lydstyrke Den lydstyrke, som en person opfatter, afhænger af lydbølgernes ef-

fektindhold. Jo større effekt, desto kraftigere lyd.
Øret opfatter lydstyrke efter en logaritmisk målestok. Dette betyder,

at hvis effekten forøges med f.eks. 100 mW, vil det blive opfattet for-
skelligt, hvis effekten er 200 mW, eller den er 10 W. Lydstyrken er
endvidere afhængig af afstanden til lydkilden, eftersom lyden vil
spredes mere og mere ved stigende afstand.
el229-01.cdr
437
Transducer-teknik
Hørekurven Det blev tidligere nævnt, at ørets følsomhed er afhængig af lydtryk-

ket og frekvensen. Tegningen herunder viser sammenhængen mel-
lem det subjektive lydtryk og frekvens ved forskellige absolutte lyd-
tryk.
el229c-15.cdr
På tegningen er lydtrykket angivet på X-aksen i dB (logaritmisk ska-

la), hvilket svarer til ørets opfattelse af lydtryk. Frekvensen er angi-
vet i oktaver. En oktav er et udtryk, der stammer fra musikkens ver-
den.
Hvis en frekvens bliver fordoblet, siger man, at den er blevet en ok-

tav højere. Man opfatter en frekvensændring på en oktav ens, uanset
om det er en ændring fra f.eks. 128 til 256 Hz eller fra 4 til 8 kHz.
Hvis man betragter kurverne, viser de, hvilket lydtryk der skal til,
for at en person vil opfatte det som samme lydstyrke ved de forskelli-
ge frekvenser. Når der er tre kurver, skyldes det, at øret har forskel-
lig karakteristik afhængig af lydtrykket. Således vil karakteristik-
ken være ret ulineær ved et svagt lydtryk, men vil blive mere ret ved
stigende lydtryk.
438
Transducer-teknik
Loudness Som vi så i det foregående, er hørekurven afhængig af lydtrykket.

Dette giver problemer, når et musikstykke skal overføres elektronisk
og gengives, så det lyder korrekt.
Hvis hele overføringssystemet er lineært, dvs. at der ikke sker nogen

ændring af amplituden ved de enkelte frekvenser, må det kræve, at
afspilningen sker ved samme lydstyrke som den, der var ved optagel-
sen.
Hvis man derhjemme i stuen ønsker at afspille det samme musik-

stykke blot ved en lavere lydstyrke, betyder det, at frekvenskarakte-
ristikken bliver forkert, og musikstykket vil lyde forkert.
For at modvirke dette vil der normalt være indbygget en speciel to-
nekorrektion i forstærkeren. Denne korrektion (loudness) er afhæn-
gig af volumenkontrollens indstilling, så brugeren ikke selv skal
foretage en korrektion. Dette vil naturligvis aldrig kunne blive helt
korrekt, eftersom det vil være en subjektiv bedømmelse fra den per-
son, der lytter til musikstykket.
439
Transducer-teknik
Akustisk Hvis en højttaler anvendes i fri luft uden nogen form for kabinet, vil
kortslut- dens virkningsgrad være lille, idet det overtryk, der dannes på den
ning ene side af membranen, vil modvirkes af det tilsvarende undertryk
på den anden side af membranen.
el229x12.cdr
Derudover vil højttaleren have en resonansfrekvens, der er bestemt

af bl.a. membranens størrelse og vægt. Ved denne resonansfrekvens
vil højttaleren afgive et stort lydtryk i forhold til den tilførte effekt.
Højttaler- For at dæmpe højttalerresonansen og forøge udstrålingen specielt

kabinet ved lave frekvenser indbygges højttaleren normalt i et kabinet eller
sættes på en plade. Hvis den sidste løsning anvendes, skal pladen
være så stor, at vejen fra højttalerens forside til dens bagside er stør-
re end en halv bølgelængde ved den laveste frekvens, hvor systemet
skal bruges.
440
Transducer-teknik
Tryk- Benyttes et lukket højttalerkabinet, bør dette ikke være for lille, og
kammer- det bør dæmpes med f.eks. rockwool.
højttaler
Til små højttalerkabinetter er der udviklet specielle højttalere med
en meget løst ophængt membran. Sådanne højttalere må til gengæld
ikke anvendes uden et lukket kabinet, da membranen herved vil øde-
lægges.
el229x13.cdr
el229-14.cdr
441
Transducer-teknik
Piezoelektricitet
Ved piezoelektricitet forstås en elektrisk virkning, der opstår, når et
krystallinsk materiale udsættes for en mekanisk påvirkning.
Et eksempel på et sådant materiale er kvartskrystallet, som vi an-

vender til at stabilisere en oscillator med.
Virkemåde Når et piezoelektrisk materiale udsættes for en mekanisk påvirk-

ning, vil der tværs over materialet opstå en spænding, og omvendt
vil en tilført spænding medføre en mekanisk deformation.
Opbygning Et meget benyttet piezoelektrisk materiale består af en blanding af

bly-zirconat-titanat, men der er mange andre materialer, der anven-
des afhængig af de ønskede krav.
el229-08.cdr
Ved fremstillingen af et piezoelektrisk materiale indeholder materia-

let mange små, tilfældigt orienterede krystalpartikler.
442
Transducer-teknik
Polarisation Hvis materialet ved fremstillingen påtrykkes en kraftig polarisati-

onsspænding, vil alle krystalpartiklerne orienteres i en bestemt ret-
ning, og materialet siges at være blevet polariseret. Det er samtidigt
blevet deformeret. Denne påvirkning vil være permanent, og materi-
alet er blevet piezoelektrisk.
−
el229-09.cdr
Når et piezoelektrisk materiale efter fremstillingen udsættes for et

mekanisk tryk, vil der dannes en spænding i materialet, som har
samme polaritet som polarisationsspændingen, og hvis materialet
strækkes, vil der dannes en spænding, som har modsat polaritet.
Omvendt vil materialet afgive en spænding, når det udsættes for en

mekanisk påvirkning, se tegningen.
el229x10.cdr
443
Transducer-teknik
Anvendelse Piezoelektriske materialer anvendes i utrolig mange forbindelser i

dagligdagen, f.eks. i lightere, hvor et stykke piezoelektrisk materiale
udsættes for et slag fra en fjeder og genererer en højspænding til at
tænde lighteren med.
Piezoelektriske materialer anvendes i de små lydgivere (beepere),

der findes i armbåndsure, lommeregnere og lignende.
Til større effekter anvendes piezoelektriske materialer til vibratorer

til ultralydsrensning og som lydgiver til ekkolod og sonar til skibsfar-
ten. I de sidstnævnte er der ofte tale om effekter på 10 til 20 kW.
444
Dioden
Dioden
Dioden er en simpel, men alligevel meget vigtige byggeklods i et-

hvert elektronisk kredsløb. Dioden er en komponent, der tillader
strøm at passere den ene vej, lederetningen, og yder stor modstand
den anden vej, spærreretningen. Dioden kaldes derfor også en ens-
retterventil.
Anode og Den har to terminaler: Anoden og katoden. Disse navne stammer

katode fra elektronrøret, hvor strømmen løber ind i anoden og ud af kato-
den. Egentlig kunne anoden lige så godt hedde + (plus), og katoden
kunne hedde – (minus).
4138-W02.cdr
4138W-13.tif
Som fotoet viser, er dioder forsynet med et bånd eller ring i den ene
side. Den markerer altid katoden. I diodesymbolet er katoden marke-
ret med en streg, som svarer til ringen på dioden. Strømmen kan
kun løbe i pilens retning
445
Dioden
Huskeregel: Når diodesymbolet vendes, således at stregen er til venstre, ligner

Katode-siden et K. Anode-siden ligner et A, der ligger ned.
4138-w2a.cdr
Diodens »ventilegenskaber« kan ses af følgende små eksperimenter

med en diode og en pære. Med dioden i gennemgangsretningen, dvs.
plus på anoden, vil pæren lyse. Dioden virker som en sluttet kontakt.
+ 6V
−
ek281-11.cdr
Med dioden vendt i spærreretningen, dvs. plus på katoden, lyser pæ-

ren ikke. Dioden spærrer for strømmen og virker som en afbrudt
kontakt.
− 6V
+
ek281-12.cdr
446
Dioden
Dette princip bruges faktisk, når man vil afprøve en diode ved hjælp
af et universalinstrument. I lederetningen skal dioden udvise en ret
lav modstand, i spærreretningen skal den udvise en næsten uendelig
(∞) stor modstand.
4138-W03.cdr
Fejlfinding Over en ledende diode vil man typisk kunne måle en spænding på
0,6-0,7 V. Hvis man i en fejlfindingssituation måler væsentlig højere
spænding i lederetningen (+ på anoden og – på katoden), kan det kun
skyldes, at dioden er afbrudt.
Diodetest Mange moderne multimetre har en funktion, der hedder diodetest.

Den bruges til at teste dioder med, præcis ligesom vi før brugte ohm-
meteret. Når dioden er ledende, viser instrumentet, hvor stort diode-
spændingsfaldet er. Det ligger på 0,6-0,7 V for en siliciumdiode, hvis
den er i orden.
Vendes dioden om, skal instrumentet vise uendelig (overflow).
447
Dioden
Dioden som ensretter

Efter nu at have introduceret dioden som komponent vil vi i det føl-
gende undersøge nogle praktiske kredsløb med dioder. Først skal vi
se på den helt simple enkeltensretter. Der henvises i øvrigt til kapit-
let om ensretterkoblinger.
Enkelt- En enkeltensretter eller halvbølgeensretter med sinussignal på ind-

ensretter gangen og en belastningsmodstand ses i figuren herunder. Når
spændingen uin er positiv, leder dioden. Hvis dioden var ideel, ville
hele indgangsspændingen uin ligge over Rb. For en typisk diode vil
spændingen over belastningen være 0,6-0,7 V lavere end uin, da dio-
den bruger denne spænding for at lede.
Når spændingen uin bliver negativ, spærrer dioden, og strømmen

igennem Rb bliver 0. Derfor bliver spændingen uout også 0.
4138-W06.cdr
Resultatet er altså, at det sinusformede indgangssignal er blevet

ensrettet til nogle positive impulser på udgangen. Vendes dioden om,
opnås negative impulser i stedet for.
448
Dioden
4138-W07.cdr
Batterilader
I forrige afsnit så vi, at dioden ledede strømmen i den ene halvperio-
de. Det næste eksempel skal vise, at dioden undertiden kun leder i
en lille del af perioden.
Vi vil bruge en halvbølgeensretter til at oplade en akkumulator, som

vist herunder. Indgangsspændingen kommer fra en nettransforma-
tor. Dioden trækker strøm, hver gang indgangsspændingen er højere
end akkumulatorens spænding (plus 0,6 V for at være præcis). Når
den er lavere, holder dioden op med at trække strøm. Efterhånden
som akkumulatoren bliver opladet, bliver strømimpulserne kortere
og kortere.
R sidder der som en strømbegrænsermodstand, således at diodens

maksimale strøm i lederetningen ikke overskrides.
4138-W04.cdr
449
Dioden
Beregnings- Hvis man ønsker at beregne strømmen i en diode, må man beregne

eksempler spændingsfaldet over formodstanden. Da strømmen i en serieforbin-
delse er den samme, vil man med Ohms lov kunne beregne diode-
strømmen. Et eksempel:
4138-W05.cdr
UR = UB – UD = 10 – 0,6 = 9,4 V
U 9,4- = 9,4 mA
IR = ID = --------R- = --------
R 1k
450
Dioden
Krystallinsk opbygning
Næsten alle faste stoffer (dog ikke glas og glasagtige stoffer) er kry-
stallinsk opbygget. Herved forstås, at deres atomer og molekyler ik-
ke er planløst fordelt, men ordnet i mere eller mindre komplicerede
og regelmæssige net- eller gitterstrukturer. Krystalstrukturen varie-
rer vidtgående fra stof til stof, og atomerne holdes sammen i bestem-
te indbyrdes afstande ved hjælp af deres valenselektroner.
Halvleder- Vi vil her koncentrere os om en forenklet fremstilling af forholdene

ne germani- for to grundstoffer, halvledermaterialerne germanium og silicium.
um og
silicium
fy076-c4.cdr
451
Dioden
I atommodellen ses, at begge stoffer fra hovedgruppen 4A har sam-

me antal valenselektroner. Den krystallinske opbygning beror på, at
valenselektronerne optræder som fælleselektroner mellem na-
boatompar, som vist herunder, hvor alt inden for valensskallen er
slået sammen som en positiv ladning, da kun valensskallen har inte-
resse for gitterstrukturen. Bindingen sker ved, at en valenselektron
skiftevis bevæger sig omkring to naboladninger.
fy076-c5.cdr
Udvider vi med flere positive ladninger, kan vi se, hvorledes gitteret

er dannet ved, at hvert atom er omgivet af fire andre atomer i en mo-
del, hvor hver valenselektron sammen med en tilsvarende fra na-
boatomet danner en bro, der kæder atomsystemerne sammen.
fy076-06.cdr
452
Dioden
Da der i en germanium-terning med kantlængden 10 mm er

21
ca. 4.510 ( 45.000 trillioner) atomer, er der byggesten nok.
fy076-07.cdr
I et fuldstændigt rent germanium- eller siliciumkrystal er alle elek-

troner bundet ved valensbindingerne, så stoffet er at betragte som en
isolator.
Rent germanium og silicium findes ikke i naturen. Germanium fin-

des i beskedne mængder i fortrinsvis zink- og kobbermalm, mens si-
licium efter ilt er det mest udbredte grundstof på jorden, bundet til
ilt, i form af siliciumoxid.
Ved hjælp af forskellige udvindings- og renseprocesser opnås materi-

13
aler med mindre end et fremmedatom pr. 10 grundstofatom. Da
germanium er nemmest at behandle, blev det mest anvendt i transi-
storteknikkens start. Med forbedrede fremstillingsmetoder anvendes
i dag silicium, hvor der, som nævnt, er råstof nok.
453
Dioden
Dopning I forbindelse med fremstilling af dioder og transistorer ændres de

elektriske materialeegenskaber i det rensede grundstof ved tilsæt-
ning af fremmedatomer fra grundstoffer, der er nabogrupper i det
periodiske system.
Grundstoffer fra gruppe 5A som fosfor, arsen eller antimon har fem
elektroner i valensskallen. Når dette grundstof, f.eks. arsen, indføres
4 7
i krystalstrukturen med et fremmedatom 10 til 10 siliciumatom,
bliver der i gitterstrukturen, som vist herunder, en ekstra elektron,
15 18
der ikke indgår i den krystallinske binding. Da der nu er 10 til 10
fremmedatomer i en terning med kantlængden 10 mm og hermed
samme antal frie elektroner, er materialet ændret, så det kan lede
den elektriske strøm uden alt for store tab.
Dette materiale, der leder ved overskud af elektroner (negative lad-

ninger), kaldes et N-materiale.
fy076-08.cdr
454
Dioden
Grundstofferne fra gruppe 3A, f.eks. bor, aluminium, gallium og in-

dium, har kun tre valenselektroner, så hvis eksempelvis bor indføres
i krystalstrukturen, vil der, som vist herunder, mangle en elektron i
gitteropbygningen.
fy076-09.cdr
På samme vis som ved ovenstående er materialet ændret til en leder

for elektrisk strøm.
Ved påvirkning med ydre kræfter kan en naboelektron nemt flyttes

til denne »tomme« plads i gitteropbygningen. Herved fremkommer
en ny tom plads, der besættes af en naboelektron. Udadtil virker det,
som om »den tomme plads« vandrer modsat elektronretningen, som
om der sker strømtransport med positive ladninger.
455
Dioden
4138Åa15.cdr
Dette materiale, der udadtil leder med positive ladninger, kaldes et

P-materiale.
Takket være den beskrevne forskellighed, kan disse materialer an-

vendes i de aktive halvlederkomponenter, der gennem de sidste 40 år
har fremmet vor teknologi med stormskridt.
456
Dioden
Komponentlære
PN-over- En diode er lavet af halvledermaterialet silicium, men kan også være
gangen af germanium. Den ene side af dioden er forurenet med et stof, der
har overskud af elektroner. Disse frie elektroner står til rådighed for
strømtransport. Materialet har et negativt potentiale (elektronen er
jo negativt ladet) og kaldes derfor N-krystal.
Rekombi- Den anden side af dioden er forurenet med et underskud af elektro-

nation ner. Dette materiale har en masse pladser eller huller til elektroner.
Materialet er positivt ladet (de negative elektroner mangler) og kal-
des derfor P-krystal.
Dioden består altså af to slags silicium med forskellige elektriske

egenskaber. Det er i denne overgang mellem P- og N-krystal, at tin-
gene sker. Omkring selve PN-overgangen bliver nogle elektroner i N-
krystallet tiltrukket af manglen på elektroner i P-krystallet (ofte
kaldet »hullerne«). Nogle ledige elektroner fylder hullerne op, hvor-
for der opstår et neutralt lag på midten. Når elektronerne finder et
ledigt hul i atomstrukturen, siger vi, at de rekombinerer. Elektro-
nerne er nu ikke længere fri, og derfor kan de ikke transportere
strøm. Der opstår i virkeligheden et spærrelag lige i PN-overgangen,
som er ganske tyndt, omkring 3-30 µm.
ek281-01.cdr
457
Dioden
Man kunne nu forvente, at elektroner fra N-krystallet fyldte alle

hullerne i P-krystallet. Det sker ikke. Fra starten er begge krystaller
uelektriske. Når der fra N-krystallet vandrer elektroner over i P-kry-
stallet, bliver der underskud af elektroner, og N-krystallet bliver po-
sitivt ladet. På tilsvarende måde vil opfyldningen af hullerne i P-la-
get gøre dette negativt. Efterhånden som P-laget bliver mere og mere
negativt (og N-laget tilsvarende positivt), ophører bevægelsen. Der er
altså ligevægt mellem den positive og negative side, så længe dioden
ikke påtrykkes en spænding.
Spærre- En diode spærrer altså »fra naturen af«. Hvis en udvendig spænding
retningen tilføres med positiv polaritet på N-krystallet og negativ polaritet på
P-krystallet, vil spærrelaget blot blive udvidet. Dioden er i spærre-
retningen.
ek281-c3.cdr
458
Dioden
Lede- Vendes polariteten om, dvs. plus til P-krystallet, begynder dioden at
retningen lede strømmen. Dette forudsætter dog, at spændingen over dioden
kan komme op på omkring 0,6 V (gælder ved stuetemperatur). Når
spændingen kommer op i nærheden af de 0,6 V, svarer det netop til,
at spærrelaget bliver ophævet. De frie elektroner i N-krystallet kan
nu strømme over i P-krystallet, hvor de efterhånden bliver opsuget
af batteriets positive pol (positiv = underskud af elektroner). Strøm-
men kan blive ved at løbe, så længe den negative pol på batteriet (ne-
gativ = overskud af elektroner) er i stand til at erstatte de elektro-
ner, der bevæger sig fra N- til P-krystallet.
ek281-c2.cdr
459
Dioden
Diodekurven
Ud fra eksperimenterne i forrige afsnit kan vi tegne en graf, der vi-
ser, hvordan strømmen opfører sig ved forskellige spændinger og po-
lariteter. Dette ses i figuren herunder. Diodekurven gælder for svag-
strømsdioder ved stuetemperatur.
4138-W08.cdr
0,6 V over Så længe spændingen over dioden er mindre end 0,6 V, leder den
en silicium- praktisk talt ikke. Når spændingen overstiger »knæspændingen« på
diode de 0,6 V, vokser strømmen voldsomt, uden at diodespændingen sti-
ger særlig meget. Vi kan altså slå fast, at der normalt kan forventes
ca. 0,6 V over en siliciumdiode, der leder strøm. (Ved power-dioder,
der leder flere ampere, vil diodespændingen være større, f.eks. 1-2 V,
pga. den ohmske modstand i halvlederkrystallet). Denne spænding
er i øvrigt temperaturafhængig, idet den falder ca. 2 mV/°C. Dette
sker så lineært, at det udnyttes i elektroniske termometre. Man må-
ler blot diodespændingen, forstærker den op til et passende niveau
og udlæser den på et instrument.
Kun 0,2 V Drejer det sig om germaniumdioder, kan vi forvente en knæspæn-

over en ding på kun 0,2 V og en noget mindre stejl diodekurve.
germani-
umdiode
460
Dioden
Lækstrøm I spærreretningen løber kun den såkaldte lækstrøm. Denne svage

strøm er ved stuetemperatur nede i nA og har således ingen betyd-
ning. Lækstrømmen skyldes, at varmen giver enkelte elektroner så
megen energi, at de formår at springe gennem spærrelaget. Som
tommelfingerregel regner vi med, at lækstrømmen fordobles for hver
gang, temperaturen stiger 10°C.
Breakdown Bliver vi ved med at forøge spærrespændingen, når vi et punkt, hvor

diodens spærrestrøm pludselig forøges voldsomt. Vi har overskredet
diodens breakdown voltage. Denne spænding kan f.eks. ligge på
100 V, men der fås også dioder, der tåler adskillige hundrede volt.
Diodens data
Elektriske De vigtigste elektriske data er de maksimale værdier af:
data
IO = Iforward, dvs. strømmen i lederetningen.
VR = Ureverse, dvs. spændingen i spærreretningen (breakdown-spæn-

dingen).
Et udsnit af databladet for serien 1N4001-1N4007 er vist herunder:
4138-W12.tif
461
Dioden
Som databladet viser, tåler dioden maks. 1 A, når den anvendes i en

enkeltensretter med ohmsk belastning. Average Rectified For-
ward Current. Men en enkelt gang tåler den maks. 30 A, Non-Re-
petitive Peak Surge Current, f.eks. i forbindelse med startstrøm-
men i en netdel.
I spærreretningen går der ingen nævneværdig strøm, men til gen-

gæld ligger der ofte en høj spænding hen over dioden. 1N4001 tåler
maks. 50 V, når det sker repeterende, kaldet Peak Repetitive Re-
verse Voltage. Ved at vælge en 1N4007 kommer man op på 1.000 V
som maksimal spænding.
Kodning Koden for dioder består af en bogstavkode og et serienummer.
Første bogstav angiver diodematerialet:
A = Germanium
B = Silicium
Andet bogstav angiver art og anvendelse:
A = Switchdiode eller signaldiode

B = Kapacitetsdiode
Y = Effektensretterdiode
Et par eksempler:
BY127 = Silicium effektdiode
OA119 = Germanium signaldiode
Tempera- Foruden maksimal strøm og maksimal spærrespænding har vi også

turforhold den maksimale temperatur, som krystallet kan tåle. Den ligger på ca.:
150-200° for silicium

80-90° for germanium
462
Dioden
Det er derfor vigtigt, at effekten, der afsættes i dioden, ikke bliver for
stor. Det er nemlig den, der varmer krystallet op.
Samtidig med at diodens temperatur stiger, stiger dens lækstrøm og-

så. Derfor skal diodens temperatur holdes nede, f.eks. ved hjælp af
køling.
Diodens AC-forhold
Hidtil har vi kun betragtet dioden som en ventil, der kan åbne og
lukke for strømmen afhængig af strømretningen.
Vi vil nu prøve at undersøge, hvordan dioden opfører sig, når den er i

lederetningen. Når den trækker strøm, ligger der normalt omkring
0,6 V over dioden, og modstanden i den er kun nogle få ohm. Det er
de statiske forhold. Men hvad nu, hvis de 0,6 V begyndte at variere
lidt, bare nogle millivolt? Hvad vil det betyde for strømmen i dioden?
Hvordan opfører den sig under dynamiske (svingende) forhold?
Kurven herunder viser diodens statiske arbejdspunkt markeret med

en cirkel. Der er indtegnet en tangent til dette punkt, som viser,
hvordan strømmen vil ændre sig, når diodespændingen bevæger sig
lidt til siderne.
4138-W11.cdr
463
Dioden
Diodens Som forventet, giver en forøgelse i UD også en lidt højere ID. Og om-
dynamiske vendt. Strøm og spænding følges altså ad. Dioden må åbenbart virke
modstand re som en modstand over for dynamisk variation. Derfor kaldes mod-
standen for diodens dynamiske modstand og forkortes re (lille re).
Størrelsen af modstanden findes ved at bestemme tangentens hæld-

ning. Det plejer at være:
α = ∆y
--------
∆x
Den lille spændingsvariation over dioden stammer i virkeligheden

fra en signalvariation. Den skyldes altså en vekselspænding eller en
AC. Sådanne strømme og spændinger betegnes med små bogstaver.
Formlen for hældning af tangenten kan derfor omskrives til:
uD
re = ------- , hvilket i følge Ohms lov netop giver en modstand.
iD
Diodens dynamiske modstand, re, findes altså som forholdet mellem
AC-spændingen over dioden og AC-strømmen igennem dioden.
4138-W09.cdr
464
Dioden
Den dynamiske modstand i arbejdspunktet ID kan beregnes med føl-

gende formel:
re = 25 m
--------------- (gælder kun ved stuetemperatur)
ID
Hvis der går 1 mA DC i en diode, har den altså en AC-modstand,

som er:
re = 25 m
--------------- = 25 Ω
1m
Som formlen tydeligt viser, falder re i takt med, at strømmen gøres

større. Vi siger, at re er omvendt proportional med DC-strømmen
igennem den.
465
Dioden
Dioden som analog switch

Vi har nu set, at en diode i lederetningen kan lede for et AC-signal.
Omvendt vil den i spærreretningen også spærre for signalet. Dioden
kan derfor udnyttes som en analog kontakt eller switch. Fordelen er,
at den kan skifte utroligt hurtigt. Og er billig. Diode-switche er me-
get anvendt i HF-kredsløb. Et eksempel ses herunder:
4138-W10.cdr
Når dioden er forspændt i lederetningen, har den en lille AC-mod-

stand. Og det har den vel at mærke i begge retninger. Så det er in-
gen fejl, at tegningen viser, at signalet bevæger sig fra katoden og til
anoden. Signalet er jo kun små variationer af DC-spændingen. En
positiv halvperiode løfter katoden lidt. Anoden følger med, så der sta-
dig er 0,6 V over dioden. Men en signalvariation er overført.
Flere dioder kan kobles sammen. En omskifter ude på forpladen sty-

rer, hvilke dioder inde på printpladen der må lede. Derved undgår
man de lange signalledninger op til forpladen. Der skal kun styres
med DC-spændinger. Derved reduceres problemer med udstråling og
overhøring af signaler.
466
LEDs og fotodioder
LEDs og fotodioder
LED
En lysemitterende diode, også kaldet LED (Light Emitting Diode),
omsætter strømmen i lederetningen direkte til lys. Man kan få rø-
de, grønne og gule LEDs, men også infrarøde anvendes.
4138X-01.cdr
Den anbefalede strøm gennem dioden er fra 1-20 mA. Spændingen

over dioden er fra 1,6-2 V, når den er forspændt i lederetningen. En
LED skal altid forbindes til en spændingskilde gennem en formod-
stand, der kan begrænse strømmen.
467
LEDs og fotodioder
Lysdioder bruges normalt som indikatorlamper. Flere kan anbringes

ved siden af hinanden, hvor de med den rigtige styring kan give en
»analog« visning. LED-display indeholder en eller flere lysdioder i
hvert segment.
Følgende eksempel viser, hvordan man beregner en formodstand til

en LED. Lysdioden antages at have 1,8 V over sig i lederetningen.
Der skal løbe 10 mA igennem den.
4138-x02.cdr
UR = UB – UD = 5 – 1,8 = 3,2 V
U 3,2 - = 320 Ω
R = --------R- = --------------
ID 10 m
Spærre- En lysdiode kan ikke, som f.eks. en ensretterdiode, tåle en høj spær-
spænding respænding. Forsyner man lysdioden med en vekselspænding, bør
man sætte en almindelig diode tværs hen over. Den vil lede, når lys-
dioden spærrer, hvorved lysdioden aldrig får mere end 0,6 V over sig
i spærreretningen.
ek281-10.cdr
468
LEDs og fotodioder
Lysdioden virker på følgende måde: Når dioden forspændes i lederet-

ningen vil elektroner fra N-laget krydse PN-overgangen og rekombi-
nere med huller i P-laget. Ganske som ved en normal diode. Men for-
di disse frie elektroner har et højere energiniveau end det, hullerne
forventer, bliver der noget energi tilovers efter rekombinationen.
Denne energi frigøres i form af lys og varme. Pga. P-lagets udform-
ning og store areal udstråles der synligt lys. Fænomenet kaldes
elektroluminescence.
4138-x04.cdr
Halvledermaterialet i LEDs er ikke silicium eller germanium, da de

hovedsageligt udsender varme i stedet for lys. Der anvendes derfor
andre materialer:
Gallium arsenide (GaAs) udsender infrarødt (IR) lys.
Gallium phospide (GaP) udsender rødt eller grønt lys.
Gallium arsenide phospide (GaAsP) udsender rødt eller gult lys.
469
LEDs og fotodioder
Fotodioden
Fotodioden reagerer på intensiteten af lys, der når frem til den gen-
nem dens lille vindue. Den arbejder i spærreretningen og trækker
derfor ingen strøm i mørke. Men jo mere lys, jo større spærrestrøm
trækker den.
4138-x03.cdr
Man kan få fotodioder, der er mest følsomme over for bestemte bølge-
længder, f.eks. infrarødt rødt.
4138-x06.cdr
Ved at lade fotodiodens spærrestrøm løbe gennem en modstand, om-

sættes lyspåvirkningen af dioden til en spænding.
470
LEDs og fotodioder
Fotodioder anvendes overalt. I belysningsmåleren i et fotoapparat.

Ved dørkontrol, hvor en brudt lysstråle aktiverer en klokke. Automa-
tisk tænding af gadelygter og anden belysning.
I en fotodiode forøges spærrestrømmen, Iλ (λ = lambda), i takt med

lysintensiteten. Når der ikke falder noget lys på fotodioden, går der
stort set ingen strøm i den. Den er spærret som enhver anden diode.
2 2
Efterhånden som lyset vokser (målt i lumen pr. m , lm/m ), trækker
dioden en større spærrestrøm, som vist herunder.
4138-x05.cdr
Fotodioden kan betragtes som en lysfølsom modstand. For at få et

indtryk af modstandens størrelse, vil vi regne på to situationer.
I mørke trækker fotodioden måske 25 µA, når der er 3 V over den i

spærreretningen. Det giver en modstand på:
R= U 3
----- = ------------- = 120 kΩ
Iλ 25 µ
471
LEDs og fotodioder
2
Ved en lysintensitet på 4.000 lm/m trækker dioden f.eks. en strøm
på 600 µA, hvilket giver en modstand på:
R= U 3
----- = ---------------- = 7,5 kΩ
Iλ 400 µ
Eksempel på datablad
4138X-06.tif
472
LEDs og fotodioder
473
LEDs og fotodioder
474
Begrænserkredsløb
Begrænserkredsløb
Begrænserkredsløb er i stand til at fjerne enten den positive eller

den negative halvperiode eller en del af disse fra en vekselspænding.
Kredsløbene er på mange måder anvendelige, hvor man ønsker, at et

givet signal skal have en flad top eller bund.
Man kan ved hjælp af begrænsere omdanne en sinusspænding til en

firkantspænding:
4138y-01.cdr
Af en peakspænding, f.eks. en differentieret firkantspænding, kan

man ved hjælp af en begrænser fjerne enten den positive eller nega-
tive peak:
4138y-02.cdr
Begrænsere bruges også ofte for at forhindre en spænding i at gøre

for store udsving i positiv eller i negativ retning.
4138y-03.cdr
475
Begrænserkredsløb
Seriediode- Dioder er meget anvendelige i begrænserkredsløb, da de kun leder,

begrænser når anoden er positiv i forhold til katoden.
Diagram A viser en serieforbundet diode, (diode og belastning for-

bundet i serie), der er brugt til at begrænse den positive halvperiode
af en sinusspænding.
Indgangsspændingen er uin, og udgangsspændingen er uout.
Når en vekselspænding sluttes til indgangsterminalerne, følger ud-

gangsspændingen kun indgangsspændingen, når den negative halv-
periode påtrykkes.
Idet den positive halvperiode påtrykkes, bliver katoden positiv i for-

hold til anoden, og dioden kan som følge heraf ikke lede.
Da der ikke går nogen strøm, er der ikke noget spændingsfald over
udgangsmodstanden R.
Det vil sige, at udgangsspændingen er nul i indgangsspændingens

positive halvperiode.
476
Begrænserkredsløb
ek075-01.cdr
Når den negative halvperiode påtrykkes, bliver katoden negativ i

forhold til anoden, og da de nødvendige betingelser er opfyldt, vil dio-
den lede.
Strømmen i kredsløbet fremkalder et spændingsfald over den indre

modstand i dioden og over belastningsmodstanden.
Disse to modstande deler den påtrykte spænding imellem sig, og da

diodens indre modstand er forsvindende lille i forhold til belastnings-
modstanden, bliver udgangsspændingen næsten lig med indgangs-
spændingen.
Dioden har altså begrænset signalet ved at klippe de positive halvpe-

rioder af indgangssignalet væk og nøjagtig gengivet de negative
halvperioder både i form og i størrelse.
477
Begrænserkredsløb
Vendes dioden, som vist i diagram B, fjerner dioden den negative

halvperiode, da anoden i denne halvperiode er negativ i forhold til
katoden.
ek075-02.cdr
Under den positive halvperiode kan dioden lede, da anoden her er

positiv i forhold til katoden.
Der fremkommer altså under den positive halvperiode et spændings-

fald over belastningsmodstanden.
Dette spændingsfald er i form og amplitude lig med indgangsspæn-

dingens positive halvperiode, når man ser bort fra det meget lille
spændingsfald over diodens indre modstand.
Ved at forspænde dioden med en DC-spænding kan det niveau, hvor

dioden åbner og lukker, gøres forskellig fra 0 volt.
478
Begrænserkredsløb
Parallel Dioden kan benyttes som begrænser på anden måde, idet den an-
diode- bringes parallelt med belastningen.
begrænser
I diagram C er dioden forbundet således, at den begrænser den posi-
tive halvperiode af signalet.
ek075-03.cdr
Når den positive halvperiode påtrykkes, kan dioden lede, hvilket be-
virker, at der på samme måde som i seriediodebegrænseren går en
strøm i en spændingsdeler, der her består af modstanden R og dio-
dens ledemodstand på ≤ 10 Ω for Si-dioder.
Da udgangsterminalerne her ligger over dioden, bliver udgangs-

spændingen i den positive halvperiode af indgangssignalet meget lil-
le.
479
Begrænserkredsløb
Når indgangsspændingen er positiv, bliver udgangsspændingen altså

klippet eller begrænset til praktisk talt 0 volt.
I den negative halvperiode af indgangsspændingen er anoden nega-

tiv i forhold til katoden, og dioden leder ikke.
Der er følgelig ikke noget spændingsfald over modstanden på 10 kΩ.
Da dioden altså virker som en uendelig stor modstand, vil man kun-
ne måle indgangsspændingen over udgangsterminalerne.
Udgangsspændingen bliver derfor lig med indgangsspændingen i

dennes negative halvperiode.
Vendes dioden, som vist i diagram D, leder den, når indgangssigna-

let er negativt, dvs. næsten hele den påtrykte spænding lægger sig
som spændingsfald over modstanden og kun en lille del over dioden.
ek075-04.cdr
Da udgangsterminalerne ligger over dioden, vil den negative halvpe-

riode praktisk talt være begrænset til 0 volt.
480
Begrænserkredsløb
Paralleldio- Udgangsspændingen kan begrænses til andre værdier end 0 volt,

debegræn- hvis man giver dioden i paralleldiodebegrænseren en forspænding
ser med for- ved hjælp af et batteri eller spændingsfaldet over en modstand i en
spænding spændingsdeler.
Diagrammerne E og F viser to sådanne begrænsede kredsløb, der

begge anvender et batteri som forspændingskilde.
Den ene kreds begrænser den positive, den anden den negative halv-
periode.
Kredsløb E er beregnet til at fjerne den del af den positive halvperio-

de, der overstiger +5 volt.
Indgangsspændingen har en peak-to-peak værdi på 20 volt.
Batteriet, der er indsat mellem katode og stel, giver katoden en posi-

tiv forspænding på 5 volt.
Så længe indgangsspændingen er mindre end +5 volt, vil dioden ikke

lede, men så snart den når over denne værdi, bliver anoden positiv i
forhold til katoden, og der vil gå en strøm i kredsløbet.
Diodens ledemodstand er da meget lille i forhold til modstanden i det

øvrige kredsløb, så den øverste udgangsterminal bliver forbundet til
forspændingsbatteriets positive pol.
481
Begrænserkredsløb
Derfor vil udgangsspændingen i den del af den positive halvperiode,

hvor indgangsspændingen overstiger +5 volt, være på +5 volt, nemlig
batterispændingen.
Forskellen mellem indgangsspændingens positive amplitude og bat-

terispændingen vil i dette tidsrum ligge over modstanden på 10 kΩ.
ek075-05.cdr
I diagram F er batteriet forbundet således, at anoden bliver 5 volt

negativ i forhold til katoden.
Så længe indgangsspændingen er positiv eller mindre negativ end

batterispændingen, virker dioden som en uendelig stor modstand, og
udgangsspændingen er lig med indgangsspændingen.
Når denne bliver mere negativ end batterispændingen, er katoden

negativ i forhold til anoden, og dioden leder da.
482
Begrænserkredsløb
Mellem den øverste udgangsklemme og batteriets negative pol er der

da kun en meget lille modstand, nemlig diodens ledemodstand, der
er minimal i forhold til modstanden i det øvrige kredsløb.
Derfor bliver den negative halvperiode af udgangsspændingen be-

grænset til –5 volt.
ek075-06.cdr
Paralleldiodebegrænseren kan også begrænse indgangssignalet, såle-

des at udgangssignalet kun indeholder spidserne af indgangssigna-
let.
I kredsløb G leder dioden i hele den del af indgangssignalet, der er

lavere end forspændingsbatteriets positive spænding.
Udgangsspændingen varierer i dette tilfælde mellem batteriets posi-

tive spænding og indgangsspændingens positive spidser.
483
Begrænserkredsløb
ek075-07.cdr
I kredsløb H leder dioden, når indgangsspændingen er over forspæn-

dingsbatteriets negative spænding.
Udgangsspændingen varierer derfor mellem batteriets negative

spænding og indgangsspændingens negative spidser.
ek075-08.cdr
484
Begrænserkredsløb
Sammenligning mellem forspændte

serie- og paralleldiodebegrænsere
ek075-09.cdr
485
Begrænserkredsløb
Dobbelt Når to dioder med forspænding forbindes som vist, vil både de nega-
diode be- tive og de positive halvperioder af udgangsspændingen være begræn-
grænsning set. Man får som resultat en kurveform, der næsten er en firkant-
spænding, hvis uin er meget større end forspændingen.
ek075-10.cdr
Den amplitude, ved hvilken begrænsningen sker, kan i begge halvpe-

rioder ændres ved hjælp af batterierne, der leverer forspænding.
I det viste kredsløb begrænser D1 den positive halvperiode og D2 den

negative.
486
Ensretterkoblinger
Ensretterkoblinger
I det følgende behandles teorien omkring passive kredsløb, der om-

danner netvekselspændingen til jævnspænding. Tegningen nedenfor
viser dette i blokform.
Direkte net- Ensretningen kan ske direkte ved enkelt, dobbelt eller flerfaset ens-
ensretning retning. Ulempen er, at den opnåede spænding er bestemt af net-
spændingen, og at kredsløbene har mere eller mindre direkte kon-
takt med stærkstrømsnettet. Det sidste kræver, at kredsløbene er ef-
fektivt isolerede efter gældende stærkstrømsbestemmelser.
el300c01.cdr
487
Ensretterkoblinger
Nettrans- I forbindelse med ensretningen anvendes der ofte en nettransforma-

formator tor, der via transformationen medfører, at man kan bestemme stør-
relsen af den afgivne spænding. Desuden sikrer en godkendt net-
transformator berøringssikkerhed, da den danner galvanisk adskil-
lelse mellem nettet og efterfølgende kredsløb.
el300c02.cdr
Filtrering/ Som vist på tegningen ovenfor kan der efter ensretningen ligge en
stabilise- filter- og eventuel stabiliseringsfunktion, der har til opgave at fjerne
ring spændingsvariationer på den opnåede jævnspænding.
el300c03.cdr
488
Ensretterkoblinger
Hurtige (dynamiske) variationer kan fjernes med RC- eller LC-filter-

led, mens langsomme (statiske) variationer, som følge af netspæn-
dings- og belastningsændringer, kræver en eller anden form for sta-
biliseringskredsløb.
489
Ensretterkoblinger
Enkeltensretning
Tegningen nedenfor viser princippet ved enkeltensretning. Der er
indskudt en diode, der som vist leder den positive periode af veksel-
spændingen til belastningen. Over denne f
remkommer kun de positive halvperioder, minus diodespændingsfal-

det, der ved siliciumdioder er ca. 0,6 V.
el300c04.cdr
Vendes dioden, overføres kun de negative perioder.
el300c05.cdr
Den fremkomne spænding er i begge tilfælde en pulserende jævn-

spænding, hvor spændingen er nul det halve af tiden. Et DC-instru-
ment vil måle spændingens »gennemsnitsværdi« eller middelværdi.
Hvis man ser bort fra diodespændingsfaldet, kan middelværdien fin-
des som:
u
Umid = ------p
π
490
Ensretterkoblinger
Eksempel Netspændingen på 230 V enkeltensrettes. Hvad vil et DC-instru-

ment måle? Bemærk, at up findes ved at gange ueff med 2 :
u 2 ⋅ u eff 2 ⋅ 230
Umid = ------p = ---------------------
- = ----------------------- = 103,5 V
π π π
Ensretter For at opnå en mere udglattet jævnspænding anbringes en konden-

med lade- sator efter dioden.
kondensa-
tor
el300c06.cdr
Uden belastning vil denne kondensator oplades til spidsværdien af

den tilførte vekselspænding:
U = up = Ueff · 2
U = 230 · 2 = 325 V
491
Ensretterkoblinger
Når kondensatoren efter start er opladet, er der ingen diodestrøm,

da der ikke tages strøm fra kredsløbet, og kondensatoren derfor ikke
aflades.
el300c07.cdr
Når kredsløbet belastes, sker der en skiftevis op- og afladning af la-

dekondensatoren. Under opladning løber der en kraftig strøm i dio-
den, se tegningen herunder.
Opladningen starter ved t1, når vekselspændingen uin, der er vist

stiplet i tegningen herunder, bliver større end spændingen Uout på
ladekondensatoren.
el300c08.cdr
492
Ensretterkoblinger
Opladningen slutter ved t2, hvor ui bliver mindre end ladekondensa-

torens spænding. Herefter aflades kondensatoren af belastningen
indtil tidspunktet t3, hvorefter det hele gentages.
Tegningen nedenfor viser strømforholdene under op- og afladning.
el300c09.cdr
Under opladningen er diodestrømmen så kraftig, at den giver et

spændingsfald over den indre modstand i kredsløbet, der leverer vek-
selspændingen. Kondensatoren oplader derfor ikke helt op til veksel-
spændingens spidsværdi.
Tegningen nedenfor viser vekselspændingen på diodeanoden ved stor

diodestrøm som følge af kraftig belastning. Det skraverede område
viser spændingsfaldet i den indre modstand i kredsløbet før dioden.
el300c10.cdr
493
Ensretterkoblinger
Resume • Når ensretterkredsløbet er ubelastet, er spændingen på ladekonden-

satoren en ren jævnspænding, der svarer til vekselspændingens
spidsværdi
• Ved belastning falder den afgivne spændings gennemsnitsværdi, og
spændingen er overlejret med en variation, der er stigende under
diodestrøm/kondensatoropladning og faldende, når dioden er luk-
ket/kondensatorafladning
Tegningen nedenfor viser dette:

1 Ubelastet
2 Ved middel belastning
3 Ved kraftig belastning
el300c11.cdr
Definitioner Spændingen på ladekondensatoren, der ved belastning er en pulse-

rende jævnspænding, opdeles i to bestanddele.
494
Ensretterkoblinger
Afstanden fra nul til midterlinien gennem variationen angiver spæn-

dingens middelværdi, ofte kaldt »DC-værdien«, se tegningen neden-
for.
el300c12.cdr
Rippel- Selve variationen kaldes ripplespændingen, se tegningen nedenfor.

spænding
ure = u-ripple ved enkeltensretning.
el300c13.cdr
Tidsmæssigt opdeles periodetiden tp i opladetiden svarende til dio-

dens åbningstid td og afladetiden ta.
495
Ensretterkoblinger
Bereg- Ripplespændingens spids-spidsværdi uPP kan findes ud fra, at kon-

ninger densatoren, afladet med en konstant strøm, mister spændingen:
IDC = Afladestrøm
I DC ⋅ t a
U = ------------------
- ta = Afladetid
CL
CL = Kondensatorkapacitet
Problemet er at bestemme afladetiden, der er afhængig af belast-

ningsstrøm, ladekondensatorstørrelse og generatormodstanden for
vekselspændingen.
Da dette er vanskeligt, benyttes her en håndregel, der siger, at ved

50 Hz netfrekvens med periodetiden 20 ms er opladetiden ca. 4 ms,
og afladetiden er 16 ms.
496
Ensretterkoblinger
Så kan ripplespændingen ure bestemmes af:

I DC ⋅ t a I DC ⋅ 16 m
ure = ------------------
- = -----------------------------
CL CL
IDC er den aftagne jævnstrøm, ta afladetiden 16 ms, og CL er ladekon-

densatorens størrelse. For den viste tegning findes:
⋅ 16 m
ure = 0,1
----------------------------- = 16 VPP
100 µ
el300c14.cdr
497
Ensretterkoblinger
Dobbeltensretning
Ved dobbeltensretning af netspændingen anvendes fire dioder i en
brokobling.
el300c26.cdr
Dioderne leder parvis, som vist ved positiv og negativ netpolaritet.
el300c27.cdr
498
Ensretterkoblinger
Uden ladekondensator fremkommer positive sinushalvbølger over

belastningen, som vist i første tegning. Spændingens middelværdi er
derfor:
Umid-d = 0,9 · Ueff
Umid-d er den fundne middelværdi ved dobbeltensretning.
Ved netspænding med effektivværdien 230 V findes:

Umid-d = 0,9 · 230 = 207 V
når der ses bort fra diodespændingsfaldene.
Dobbeltensretter med ladekondensator
el300c28.cdr
Ubelastet oplades ladekondensatoren som ved enkeltensretning til

spidsværdien af den tilførte vekselspænding:
Uout = uin · 2 = 230 · 2 = 325 V
499
Ensretterkoblinger
Efter opladning af kondensatoren ved start går diodestrømmen i stå.

Når kredsløbet belastes, bliver forholdene som vist nedenfor.
el300c29.cdr
Dioderne leder parvis, når vekselspændingen er større end DC-spæn-

dingen på ladekondensatoren. Strømforholdene er som ved enkel-
tensretning. Periodetiden tp bliver opdelt i to oplade- og afladeforløb,
der overslagsmæssigt sættes til td = 2 ms og ta = 8 ms.
Ripplefrekvensen bliver med td + ta = 10 ms:
1 = --------------
Fripple = ---------------- 1 - = 100 Hz
t d + t a 10 m
Det svarer til det dobbelte af netfrekvensen.
Ripplespændingen beregnes af:

I DC ⋅ t a
uripple-d = ------------------
-
CL
500
Ensretterkoblinger
Da afladetiden ved dobbeltensretning er halveret i forhold til ved en-

keltensretning, bliver ripplespændingen kun halvt så stor med sam-
me størrelse ladekondensator. For tegningen på forgående side giver
dette:
⋅ 8 ms
uripple-d = 0,1
---------------------------- = 8 Vpp
100 µ
Forhold og beregninger vedrørende diodespidsstrøm, effektafsætning

i diodekredsløbet og diodestrømmens effektivværdi er som ved enkel-
tensretning, da samtlige tider generelt er halveret.
Dobbeltensretning anvendes meget, da det giver mindre ripple, den

dobbelte ripplefrekvens og symmetrisk belastning sammenlignet
med enkeltensretning. Normalt er den afgivne DC-spænding også
større, selv om der mistes to gange diodespændingsfald, ca. 1,4 V i
alt over dioderne.
501
Ensretterkoblinger
Analyse på enkelt ensretterkobling

Diodens
spidsstrøm
el300c15.cdr
Diodens spidsstrøm iP kan bestemmes af:

t
ip ≈ ----p- · 2 · IDC
td
tp er vekselspændingens periodetid, td er diodens åbningstid, og IDC

er den aftagne jævnstrøm. Som formlen viser, er spidsstrømmen af-
hængig af forholdet periodetid/åbningstid, hvor en mindre åbningstid
giver større spidsstrøm.
Med en erfaringsmæssig åbningstid på 4 ms er spidsstrømmen:
ip ≈ 20 m
--------------- · 2 · IDC = 7,1 · IDC [Ap]
4m
Fra tegningen ovenfor finder vi:

ip ≈ 7,1 · 0,1 = 0,71 Ap
502
Ensretterkoblinger
Diodebe- For at øge opladetiden og hermed undgå meget store diodespids-

skyttelses- strømme indsættes ved direkte netensretning en modstand i serie
modstand med dioden.
el300c17.cdr
Modstanden skal kunne klare effekten:

t 2 2
PRD ≈ ----p- · IDC · R ≈ 5 · IDC · R ved td = 4 ms og tp = 20 ms,
td
der for tegningen ovenfor giver:
2
PRD ≈ 5 · 0,1 · 10 = 0,5 W
Sikring Til beskyttelse af kredsløbene skal der være indskudt en sikring.
el300c20.cdr
Sikringen skal kunne klare diodestrømmens effektivværdi:
503
Ensretterkoblinger
tp
ieff ≈ ----- · IDC ≈ 2,2 · IDC ved td = 4 ms og tp = 20 ms,
td
der for tegningen giver:
ieff = 2,2 · 0,1 = 0,22 A
Denne værdi skal sikringen kunne holde til, da den opvarmes af

strømmens effektivværdi. For at undgå at sikringen springer uden
kredsløbsfejl, anvendes normalt en sikring beregnet til en strøm lidt
større end den beregnede. Af hensyn til indkoblingsstrømstødet væl-
ges en træg sikring, f.eks. T315 mA
Ved sikringsskift skal man altid anvende den af fabrikanten

angivne størrelse og type, og der må kun benyttes godkendte
sikringer.
Start- Når man tænder for et apparat med ensretterkredsløb, er ladekon-

strømstød densatorens spænding 0 V. Hvis netspændingens effektivværdi lig-
ger på sin størsteværdi 230 V + 5%, og fasen tilfældigvis er på positiv
spidsværdi, når netafbryderen slutter, vil startstrømmen alene være
begrænset af kredsløbets totale sløjfemodstand. Denne kan eksemp-
levis være på 10 Ω.
el300c21.cdr
504
Ensretterkoblinger
Startstrømmen kan nu beregnes til:

u p-max. ( 230 + 5% ) 2 241 ⋅ 2
iS = ------------------
- = ------------------------------------------- = ----------------------- = 34 A
RS 10 10
Denne beregnede startstrøm er ultrakort, da kondensatoren oplader,

og netspændingen aftager lige efter sin spidsværdi. I praksis fore-
kommer altid nogle perioder med kraftig startstrøm, indtil konden-
satoren er oppe på sin driftspænding.
Den indskudte sikring er derfor ofte en såkaldt »træg« type.
Bestemmel- Desværre kan man ikke på enkel vis beregne denne ellers så vigtige
se af DC- talværdi, så specielt interesserede henvises til særlig litteratur her-
spænding om.
med belast-
ning Størst spænding opnås med mindst mulig indre modstand i diode-
kredsløbet og med en ladekondensator med stor kapacitet. Da dette
medfører store diodespidsstrømme, må man finde et kompromis.
el300c22.cdr
505
Ensretterkoblinger
Fra tomgang til fuldlast følger spændingen generelt det i tegningen

nedenfor viste forløb. Normalt er ensretteren dimensioneret, så den
ved fuldlast afgiver en DC-spænding, der ligger lidt over effektivvær-
dien for den tilførte vekselspænding.
el300c23.cdr
RS er den samlede indre modstand i diodekredsløbet.
Diagram- Tegningen viser et enkeltensretterkredsløb fra et tv-apparat. For-

eksempel brugsstrømmen IDC ligger omkring 0,5 A.
el300c24.cdr
506
Ensretterkoblinger
Kondensatoren C1 parallelt med dioden beskytter denne mod tran-

cientspændinger fra nettet, se nedenfor. Kondensatoren C2 dæmper
også trancienter og kortslutter højfrekvente signaler mellem appara-
tet og lysnettet.
el300c25.cdr
Kompo- Dioden i en enkeltensretter skal kunne klare en spærrespænding på

nentkrav mindst spids-spidsværdien af den tilførte spændings maksimalværdi,
se tegningen ovenfor. Spændingens maksimalværdi er 230 V + 5%.
uD-max. = 2 2 · umax. = 2 2 · (230 + 5%) = 2 2 · 241 = 682 Vpp
Af hensyn til nettrancienter anvendes her en diode med en maksimal

spærrespænding VRRM (Repetitive peak reverse voltage) på 1.250 V.
I lederetningen skal dioden kunne klare:

• En DC-strøm IF (AV) (Total average forward current) svarende til det
maksimale DC-forbrug IDC
• En spidsstrøm IFRM (Repetitive peak forward current) på ca. 10 gg IDC
• En startstrøm IFSM (Non-repetitive peak forward current) på ca.
50 gg IDC
For diagrameksemplet finder vi:
IF (AV) = IDC = 0,5 A, IFRM ≈ 10 · IDC = 5 A, IFSM ≈ 50 · IDC = 25 A
507
Ensretterkoblinger
For dioden BY227 angiver fabrikanten : IF (AV) = 1,33 A, IFRM = 10 A,

IFSM = 50 A. Dioden kan således fint klare kravene.
Ladekondensatoren (elektrolytkondensator) skal altid polariseres

rigtigt. Den skal kunne klare den maksimalt forekommende DC-
spænding, der uden belastning er:
Vp-max. = umax. 2 = (230 + 5%) 2 = 341 V
Analyse på dobbeltensretterkobling
Tegningen viser en meget almindelig dobbeltensretterkobling med
transformator. Funktions- og beregningsmæssigt er forholdene, som
allerede gennemgået, hvor ui nu svarer til transformatorens sekun-
dærspænding us.
Der anvendes normalt ikke en modstand i diodegrenen, da transfor-

matorens kobbermodstand giver en tilstrækkelig spidsstrømsbeskyt-
telse. Som eksempel vises nogle måle- og beregningsresultater.
el300c35.cdr
Følgende er målt ved netspændingen 230 V og en strøm på 0,5 A ved

belastning:
us-tomgang: 34,3 V us-belastet: 33,2 V
508
Ensretterkoblinger
Transformatorers sekundærspænding er normalt angivet ved belast-

ning, her 45 V/A (45 W ohmsk belastning). Tomgangsspændingen er
5 til 10% større.
UC -tomgang: 48 V
L
UC -belastet: 41,5 V
L
uripple: 1,3 Vpp

td : 3,5 ms
ta : 6,5 ms
Følgende kan efterberegnes:
UC :
L -tomgang
UC -t = US-t · 2 = 34,3 · 2 ≈ 48 V
L
uripple:
I DC ⋅ t a 0,5 ⋅ 6,5 m
- = ------------------------------ ≈ 1,5 Vpp
Ur-d = ------------------
CL 2,2 m
Da en elektrolytkondensators kapacitetstolerance eksempelvis er

–10/+50%, vil den målte rippelspænding normalt være mindre end
den beregnede.
Til slut kan vi beregne:
Diodespidsstrømmen
0,5 t 10 m- ·
ip-d ≈ ---------------p- · 2 · IDC = ---------------- 2 · 0,5 = 2 Ap
td 3,5 m
Faktoren på 0,5 skyldes, at der er dobbeltensretning.
509
Ensretterkoblinger
Diodestrømmens effektivværdi
0,5 t 10 m
ieff-d = ---------------p- · IDC = ----------------- · 0,5 = 0,85 A
td 3,5 m
Primærstrømmens effektivværdi (sikringsstrømmen)

i us ⋅ is 32 ⋅ 0,85
ip ≈ ----s- ≈ --------------
- = ------------------------ = 0,12 A
N up 230
Kompo- Komponentkravene er som ved enkeltensretning undtagen diodernes

nentkrav maksimale spærrespænding, der er:
UD-max. = Umax. · 2 = (230 + 5%) 2 = 341 Vp
el300c30.cdr
Diodernes maksimale spærrespænding forekommer ved et ubelastet

kredsløb med ladekondensator, som vist ved positiv halvbølge for de
stiplede dioder. Ved negativ halvbølge er forholdene tilsvarende for
de to andre dioder. Af hensyn til nettrancienter anvendes dioder med
en noget større spærrespænding end beregnet, og dioderne beskyttes
med de viste parallelkondensatorer.
510
Ensretterkoblinger
Modtaktskobling
Ved hjælp af midtpunktsudtag kan en transformator levere modfaset
vekselspænding. Hermed kan man dobbeltensrette med to dioder,
som vist.
el300c36.cdr
Tegningen nedenfor viser, hvordan hver diode skiftevis leder ved po-
sitiv fase.
el300c37.cdr
Dioderne skal som ved enkeltensretning i spærreretningen kunne

klare mere end vekselspændingens maksimale spids-spidsværdi.
511
Ensretterkoblinger
Dette beregnes ubelastet for tegningen på forrige side:
–uD-max. > 2 2 · (Us-belastet + 10%) = 2 2 · 33 ≈ 93 V
us-belastet er den opgivne sekundærspænding med belastning, der

skønsmæssigt er 10% højere ubelastet. Af hensyn til netspændings-
variationer og nettrancienter vælges en noget højere spærrespæn-
ding.
Diodespidsstrømmen bliver som ved brokoblet ensretning, men dio-

destrømmens effektivværdi bliver halveret, da hver viklingshalvdel i
transformatoren kun leverer strøm en gang pr. periode.
Hermed bliver effektivværdien:

0,5 t 0,5 ⋅ 20 m
ieff-d ≈ 0,5 · ---------------p- · IDC ≈ 0,5 · ----------------------------- · IDC ≈ 1,1 · IDC ≈
td 2m
1,1 · 0,5 = 0,56 A
I primærsiden bliver den omregnede primærstrøm som ved brokoblet

ensretning, da primærviklingen belastes to gange pr. periode, skifte-
vis af hver sekundærvikling.
i us ⋅ is us 0,5 t u 0,5 ⋅ 20 m
ip - ≈ ------ ·
≈ ----s- ≈ -------------- ---------------p- · IDC ≈ ------s · ----------------------------- · IDC ≈
eff N up up td up 2m
u 30
------s · 2,2 IDC ≈ ----------- · 2,2 · 0,5 ≈ 0,14 A
up 230
Øvrige kredsløbsfunktioner og beregninger er som tidigere beskre-

vet.
512
Ensretterkoblinger
Splitt-supply kobling
Denne kobling leverer både positiv og negativ spænding, som vist på
tegningen. Ofte anvendes en sammenbygget diodebro med alle fire
dioder, så koblingen ligner en brokoblet ensretter.
el300c38.cdr
Fase- og strømforhold er, som vist i tegningen nedenfor. Ved nærme-

re eftersyn kan man se, at koblingen også kan ses som en »dobbelt
modtaktkobling«, og at strømmen til transformatorens midtpunkt
ved fuldstændig ensbelastning af plus- og minusspænding bliver nul.
513
Ensretterkoblinger
el300c39.cdr
Dioderne skal i spærreretningen kunne klare vekselspændingens

maksimale spids-spidsværdi. Diodestrømmens effektivværdi bliver
som ved brokoblet ensretning. Trådtykkelsen i transformatoren skal
altså være den dobbelte sammenlignet med modtaktensretteren for
samme aftagen DC-strøm.
514
Ensretterkoblinger
Da man sammenlignet med modtaktkoblingen totalt får den dobbelte

DC-spænding, skal effektivværdien i primærsiden beregnes, som
vist:
i 2U s ⋅ i s 2U 0,5 t 2U 0,5 ⋅ 20 m
ip ≈ ----s- ≈ --------------------
- = -----------s ---------------p- · IDC = -----------s ----------------------------- · IDC =
eff N Up Up td Up 2m
2U s 2 ⋅ 30
----------- · 2,2 · IDC = --------------- · 2,2 · 0,5 = 0,29 A
Up 230
(Us er sekundærspændingen fra midtpunkt til diode).
Dette gælder ved ens belastningsstrømme i plus- og minussiden.
Flerfasede ensretterkoblinger
Disse anvendes ofte til jævnstrømsforsyning af større belastninger
som jævnstrømsmotorer, buelamper, galvaniske bade, store HF-sen-
dere og elektromedicinsk udstyr. Koblingerne giver en bedre belast-
ningsfordeling på nettet, og jævnspændingen er betydeligt nemmere
at filtrere. Er kravene til udglatning ikke så store, anvendes koblin-
gerne uden ladekondensator.
Trefaset Fra nettet har vi de tre faser u1, u2 og u3 samt en nulledning. Spæn-
vekselstrøm dingen mellem faserne og nulledningen er 230 V og mellem faserne
indbyrdes 400 V (tidligere 220/380 V). De tre spændinger er fasefor-
skudt 120° indbyrdes.
515
Ensretterkoblinger
Stjerne- Tegningen viser et kredsløb med enkeltensretning af de tre faser.

kobling Strømforholdene bliver som vist, da den afgivne jævnstrøm hele ti-
den leveres fra den fase, hvis øjebliksværdi er størst. En ulempe er,
at nullederen belastes kraftigere end faserne, da den hele tiden fører
strøm.
el300c31.cdr
Den afgivne jævnspændings middelværdi er ca.:

Umid-3e = 0,827 · up = 1,17 · ueff = 1,17 · 230 = 269 V
ved netspændingen 230 V.
Brumspændingen bliver:
ubr-3e = 0,5 · up = 0,7 · ueff = 0,7 · 230 = 163 Vpp
Brumfrekvensen bliver:
1- = ---------------------
f = ---- 1 - = -------------------------------
1 - = 150 Hz
td 0,33 ⋅ t p 0,33 ⋅ 20 m
516
Ensretterkoblinger
el300c32.cdr
der er tre gange netfrekvensen.
Trefaset Her arbejdes alene med de tre faser, mellem hvilke der er en spæn-
brokobling dingsforskel på 400 V.
el300c33.cdr
517
Ensretterkoblinger
De tre faser dobbeltensrettes, som skitseret i tegningen nedenfor,

vist for u1 ved dennes positive og negative spidsværdi. De to andre
spændinger ensrettes efter samme princip, så der opnås en stor mid-
delværdi, relativ lille brumspænding og en brumfrekvens, der er seks
gange netfrekvensen.
el300c34.cdr
Den afgivne spændings middelværdi er ca.:

Umid-3d = 0,995 · up = 1,35 · ueff = 1,35 · 400 = 540 V
Brumspændingens spidsspidsværdi bliver:

u-br-3d = 0,134 · up = 0,19 · ueff = 0,19 · 400 = 76 Vpp
518
Ensretterkoblinger
up er vekselspændingens spidsværdi, der er 2 gange ueff, hvor ueff

er vekselspændingens effektivværdi.
De fundne middelværdier er beregnet ubelastet uden hensyn til dio-

despændingsfald, så ved belastning vil de blive lidt mindre afhængi-
ge af belastningens størrelse.
Brumspændingen kan naturligvis mindskes ved at indføre en lade-

kondensator. Beregningsforhold kan udledes efter principperne gen-
nemgået ved enkelt- og dobbeltensretning.
519
Ensretterkoblinger
520
Passiv brumfiltrering
Formål Jævnspændingen på ladekondensatoren er ved belastning overlejret

og krav med en savtandlignende vekselspænding kaldet ripplespændingen.
Hvis denne ripplespænding virker forstyrrende på de tilsluttede bru-

gerkredsløb, må der indskydes filtre til begrænsning af ripplespæn-
dingen. Filterets opgave er at dæmpe vekselspændinger mest muligt
uden nævneværdigt tab af jævnspænding.
el301c01.cdr
Filterets jævnstrømsmodstand skal derfor være så lille som mulig,

mens dets filtervirkning (dæmpning af ripplespænding) skal være så
stor som mulig.
Ripplespændingen efter filteret kaldes »brumspænding«.
LC-filter Dette krav opfyldes bedst af et LC-filter, hvor spolens jævnstrøms-

modstand er den anvendte kobbertråds ohmske modstand, mens
vekselstrømsmodstanden overvejende er bestemt af spolens selvin-
duktion L, der gøres stor ved anvendelse af jernkerne.
521
el301c02.cdr
DC- For filterdiagrammet findes med Ohms lov:

beregning
U C = U C – I DC · r cu = 150 – 0,1 · 100 = 150 – 10 = 140 V
F L
U C er jævnspændingen efter filteret. U C er jævnspændingen (på

F L
ladekondensatoren) før filteret.
I DC er belastningsstrømmen. r cu er spolens jævnstrømsmodstand.
AC- Ved enkeltensretning findes brumspændingen af:

beregning
ur 8
ubr–e ≈ -----------------------------------------
- ≈ ------------------------------------------------------ ≈ 0,08 Vpp = 80 mVpp
98.700 ⋅ L ⋅ C F 98.700 ⋅ 10 ⋅ 100 µ
ubr–e er vekselspændingen efter filteret. ur er vekselspændingen (på
ladekondensatoren) før filteret. L er spolens selvinduktion. CF er fil-
terkondensatorens kapacitet. 98.700 er en udledt talstørrelse (se un-
der forklaring til RC-filter).
522
Talstørrelsen 98.700 U C kaldes også for filterfaktoren. Den fortæl-

F
ler, hvor mange gange filteret dæmper vekselspændingsmæssigt.
ffe = 98.700 · L · CF = 98.700 · 10 · 100 µ = 98,7 ≈ 100 gg
el301c03.cdr
Ved dobbeltensretning findes brumspændingen af:

ur 8
ubr–d ≈ --------------------------------------------
- ≈ --------------------------------------------------------- ≈ 0,02 Vpp = 20 mVpp
395.000 ⋅ L ⋅ C F 395.000 ⋅ 10 ⋅ 100 µ
Ripplespændingen er angivet som samme værdi ved begge ensretter-

former for sammenligning af filtervirkning.
Filterfaktoren 395.000 U C er fire gange større end ved enkeltens-

F
retning, fordi ripple-/brumfrekvensen er den dobbelte, 100 Hz.
ffd = 395.000 · L · CF = 395.000 · 10 · 100 µ = 395 ≈ 400 gg
Jævnstrømsforholdene er uændrede.
523
RC-filter Denne filtertype er meget anvendt, da en modstand er betydeligt bil-

ligere, vejer og fylder mindre end en filterspole. Ulempen er, at hvis
man vælger en stor modstand for at opnå stor filtervirkning, mister
man samtidig jævnspænding, da modstanden har samme jævn- og
vekselstrømsmodstand.
el301c05.cdr
DC- Udgangsspændingen reduceres med jævnspændingsfaldet over filter-

beregning modstanden bestemt af belastningsstrømmen:
U C = U C – I DC · RF = 150 – 0,1 · 330 = 150 – 33 = 117 V

F L
U C er jævnspændingen efter filteret. U C er jævnspændingen (på

F L
ladekondensatoren) før filteret. I DC er belastningsstrømmen. RF er
filtermodstandens størrelse.
524
AC- Ved enkeltensretning med ripple-/brumfrekvensen på 50 Hz findes

beregning brumspændingen af:
ur 8
ubr–e ≈ -----------------------------------
- ≈ ------------------------------------------------ ≈ 0,77 Vpp = 770 mVpp
314 ⋅ R F ⋅ C F 314 ⋅ 330 ⋅ 100 µ
ubr–e er vekselspændingen efter filteret. ur er vekselspændingen (på

ladekondensatoren) før filteret. RF er filtermodstandens størrelse. CF
er filterkondensatorens størrelse. 314 er en udledt talkonstant. Tal-
størrelsen 314 RFCF kaldes for filterfaktoren ff, der fortæller, hvor
mange gange filteret dæmper vekselspændingsmæssigt.
I det viste eksempel er:

ff = 314 · RF · CF ≈ 314 · 330 · 100 µ ≈ 10 gg
el301c06.cdr
525
Ved dobbeltensretning med ripple-/brumfrekvensen 100 Hz er XC

halveret, og filterfaktoren ff er den dobbelte:
ur 8
ubr–d ≈ -----------------------------------
- ≈ ------------------------------------------------ ≈ 0,38 Vpp = 380 mVpp
628 ⋅ R F ⋅ C F 628 ⋅ 330 ⋅ 100 µ
ff = 628 · RF · CF ≈ 628 · 330 · 100 µ ≈ 20 gg
DC-forholdene er uændrede.
Lavpasfilter Filtrene kan også ses som lavpasfiltre med overgangsfrekvensen fo

langt under den aktuelle brumfrekvens på 50 eller 100 Hz.
1
fo = ----------------------------- 1
- = ----------------------------------------------- = 4,8 Hz
2 π R F C F 2 π ⋅ 330 ⋅ 100 µ
el301c07.cdr
En hurtig måde at beregne filterets dæmpning i dB ses herunder:
Dæmpning = 20 · log ---f-

fo
Et eksempel:
fo = 4,8 Hz og f = 100 Hz
Dæmpning = 20 · log 100

----------- = 26,4 dB
4,8
526
Anvendelse RC-filtre er meget anvendte, ikke alene til brumfiltrering, men også
til at holde de enkelte trinfunktioner AC-mæssigt adskilt fra hinan-
den i forsyningsledningen. Ellers kan der via forsyningsledningerne
opstå signaludveksling, der kan medføre fejlfunktioner, der i analog-
forstærkere typisk er selvoscillation.
el301c08.cdr
527
Forklaring til LC-filter

Veksel- Filteret kan vekselstrømsmæssigt betragtes som en spændingsdeler,
strøms- hvor filtervirkningen er stor, når spolens vekselstrømsmodstand XL
forhold er stor i forhold til filterkondensatorens vekselstrømsmodstand XC.
el301c04.cdr
Hvis XL er meget større end XC, kan vi se bort fra faseforhold og fin-
de spændingsdelingen som:
XC
ubr ≈ ur · ---------------------
-
XL + XC
Når XL >> XC, forenkler vi til overslagsregning:

X
ubr ≈ ur · -------C-
XL
Ved indskrivning:
1 - X =2πfL
XC = ------------------- , L
2πfC
1 --------------------
2πfC ur ur
ubr ≈ ur · -------------------- = ---------------------------------------------------- = ---------------------------------------
-
2πfL (2 π f L) (2 π f C) (2 π f) ⋅ L ⋅ C
2
528
Ved enkeltensretning med frekvensen 50 Hz:

ur ur
ubr–e ≈ -----------------------------------------------
2
- ≈ -------------------------------------
-
( 2 π ⋅ 50 ) ⋅ L ⋅ C 98.700 ⋅ L ⋅ C
Ved dobbeltensretning med frekvensen 100 Hz:

ur ur
ubr–d ≈ ---------------------------------------------------
2
- ≈ -----------------------------------------
-
( 2 π ⋅ 100 ) ⋅ L ⋅ C 395.000 ⋅ L ⋅ C
Dette er tilstrækkeligt til praktisk brug, hvor der oftest anvendes

elektrolytkondensatorer med tolerancer på –10 til +50%.
Den målte brumspænding vil normalt være mindre end den beregne-
de.
529
Forklaring til RC-filter

Veksel- Filteret kan vekselstrømsmæssigt betragtes som en spændingsdeler:
strøms-
forhold
el301c09.cdr
Da spændinger og impedanser er proportionale, er:

U br XC XC
---------- = ----------F- = ----------------------------------------
F
-
ur Z  R 2 + X 2
 F C F
Hvis modstanden RF er meget større end kondensatorens reaktans

XC, kan man uden nævneværdig fejl erstatte Z med RF, se vektorer-
ne ved tegningen ovenfor:
u br XC XC
--------- = ----------F- ⇔ ubr = ur · ----------F-
ur RF RF
Ved indskrivning af
1 -
X C = -----------------------
F 2 π f CF
er
1 ur
ubr = ur · --------------------------------------
- = --------------------------------------
-
2 π f ⋅ CF ⋅ RF 2 π f ⋅ CF ⋅ RF
530
Ved enkeltensretning med ripple-/brumfrekvensen 50 Hz:

ur ur
ubr–e = ----------------------------------------------
- = -----------------------------------
-
2 π ⋅ 50 ⋅ C F ⋅ R F 314 ⋅ C F ⋅ R F
Ved dobbeltensretning med ripple-/brumfrekvensen 100 Hz:

ur ur
ubr–d = -------------------------------------------------
- = -----------------------------------
-
2 π ⋅ 100 ⋅ C F ⋅ R F 628 ⋅ C F ⋅ R F
Da filtervirkningen stiger med ripple-/brumfrekvens, og man i DC/

DC-konvertere og switch-mode strømforsyninger arbejder med vek-
selspændinger i frekvensområdet 10 kHz til 100 kHz, kan man her
finde filtre med stor filtervirkning realiseret med relativt små mod-
stande og kondensatorer.
De anvendte tilnærmelser er i praksis uden betydning, da kompo-

nenttolerancerne specielt på elektrolytkondensatorer er ret store.
Man skal selvfølgelig opfylde de givne betingelser, her at RF er meget
større end X C .
F
I denne fremstilling er vekselspændingen på ladekondensatoren kon-

sekvent betegnet u-ripple, mens den på filterkondensatoren betegnes
u-brum for ikke at sammenblande beregningsmetoderne. Ofte ses
begge udtryk brugt for det samme, uanset hvor i kredsløbene man
befinder sig.
531
532
Clamperkobling
Clamperkobling
Clamperen kan bruges til tre ting:
1. Ændring af referencelinie
2. Ekstra hjælpespænding i netdel
3. Spændingsdobler i HF-probe og højspændingsdel
En positiv og negativ clamper er vist herunder:
4138ø-01.cdr
Som man kan se, vil en positiv clamper forskyde signalet i positiv
retning, så det kommer til »at stå« på 0-linien. En negativ clamper
forskyder signalet i negativ retning, så det kommer til »at hænge«
under 0-linien. Hvor indgangssignalet lå henne DC-mæssigt betyder
intet, da kondensatoren alligevel kun overfører selve signalet.
533
Clamperkobling
Clamperen kan altså bruges til at »trække« et signal ned, så vi ved,

hvor det befinder sig i forhold til 0 V.
Ekstra Indgangssignalet kunne være primærspændingen på en transforma-

hjælpe- tor. Hvis man udglatter clamperens udgangsspænding, får man en
spænding ekstra hjælpespænding fra ensretterdelen uden at ofre et ekstra ud-
tag på transformatoren. Til gengæld kan man ikke belaste clampe-
ren særlig hårdt. Højst nogle få mA.
Spændings- Ved at tilføje en spidsspændingsensretter til clamperen opnås en

dobler DC-spænding, der svarer til indgangssignalets spids-spidsspænding.
Derved har man opnået en spændingsdobling. Princippet er hyppigt
anvendt i HF-prober, hvor spændingen gerne skulle gøres større, in-
den det sendes via målekabel til DC-instrumentet. Endvidere bruges
spændingsdobleren ofte i højspændingsdelen i tv, monitor og oscillo-
skop. Flere spændingsdoblere kan kombineres, og derved kan meget
høje spændinger opnås. Men stadigvæk kan man kun belaste med
nogle få mA.
Spændingsdobleren eller -tripleren anvendes som regel også i høj-

spændingsforsyninger.
534
Clamperkobling
Grundprincip
For at forstå clamperens virkemåde må vi dele tingene op i en start-
fase og en driftfase. I startfasen lades kondensatoren op, og i drift-
fasen virker den som et batteri, der forskyder signalet DC-mæssigt.
Betragt den negative clamper, som er vist herunder. I første omgang

ser vi bort fra diodespændingsfaldet. Generatoren giver 20 Vpp og
kan betragtes som skiftevis et batteri på +10 V i toppen af den positi-
ve periode og som –10 V i toppen af den negative periode.
4138ø-02.cdr
Positiv Under de første positive perioder i startfasen vil dioden lede, og kon-
halvperiode densatoren bliver ladet op. Da vi ser bort fra UD, vil kondensatoren
nå op på generatorens up, nemlig 10 V. Men spændingen på udgan-
gen vil være næsten 0, da dioden kortslutter udgangen.
4138ø-03.cdr
535
Clamperkobling
Negativ Under den negative halvperiode kan generatorspændingen betragtes

halvperiode som et batteri på –10 V. Dioden vil nu spærre, og udgangsspændin-
gen bliver summen af generator- og kondensatorspænding. Eftersom
de ligger + mod –, skal de lægges sammen, hvilket giver –20 V. Hvis
ikke clamperen belastes, vil kondensatoren kunne holde de 10 V ind-
til næste positive halvperiode.
4138ø-04.cdr
Signalet ligger nu imellem 0 V og –20 V. Andre kurveformer end si-

nus kan også clampes. Kondensatorens størrelse skal dog stå i for-
hold til frekvensen, så den ikke når at aflades.
I praksis må man regne diodespændingsfaldet med, som vist i de næ-

ste eksempler.
Startfase Kondensatoren oplades, som vist på tegningen nedenfor, ved start til
en spænding, der er spidsværdien (minus diodespændingsfaldet) af
den tilførte vekselspænding.
Opladeforløbet sker over nogle få perioder afhængigt af kondensator-

størrelsen og den indre modstand for vekselspændingen.
536
Clamperkobling
el300c41.cdr
uC = ueff 2 – uD = 30 · 2 – 0,6 ~ 42 V
med et diodespændingsfald på 0,6 volt for siliciumdioder.
Driftfase Efter start kan kondensatoren betragtes som en fast spændingskilde,

et »batteri«, der er opladet til vekselspændingens spidsværdi. Spæn-
dingen vedligeholdes af små diodestrømme, som vist under startfa-
sen.
Herved bliver udgangsspændingen, som vist, en pulserende jævn-

spænding, der har kurveform som vekselspændingen, men er clam-
pet (engelsk), på dansk klampet (låst fast), til referencelinien af dio-
den.
el300c42.cdr
537
Clamperkobling
Bemærk, at udgangsspændingen følger vekselspændingen, blot for-

skudt det antal volt, som kondensatoren ved start blev opladet til.
Polaritet Vendes dioden, bliver forholdene som vist på tegningen.
el300c43.cdr
Man får en pulserende positiv spænding, da kondensatoren nu opla-

des modsat.
Sammenhæng mellem dioderetning og spændingspolaritet huskes

bedst ved at betragte, hvor langt fra referencen dioden tillader spæn-
dingen at befinde sig, som skitseret herunder.
el300c44.cdr
538
Clamperkobling
Filtrering Tegningen viser kredsløbet med et RC-udglatningsfilter. Ubelastet

vil den afgivne jævnspænding være lig med vekselspændingens
spidsværdi, når der ses bort fra diodespændingsfaldet.
Ved belastning falder spændingen meget. Det skyldes, at filtermod-

standen Rf skal være relativ stor for at give en ordentlig filtrering,
da den pulserende jævnspænding har en 100% brumspænding.
Kredsløbet er kun anvendeligt til meget små belastningsstrømme, el-
ler hvor frekvensen er høj, som f.eks. i HF-kredsløb.
el300c45.cdr
For tegningen herover kan den ubelastede spænding beregnes til:
Uout-tomgangs ≈ u1 · 2 ≈ 30 · 2 ≈ 42 V
Spændings- Erstattes filtermodstanden med en diode, vil den efterfølgende kon-

dobler densator C2 oplades til den mest positive øjebliksværdi for u2 (minus
diodespændingsfaldet for D2).
el300c46.cdr
539
Clamperkobling
Ubelastet vil udgangsspændingen overslagsmæssigt være veksel-

spændingens spids-spidsværdi. For tegningen ovenfor findes:
Uout-tomgangs ≈ 30 · 2 2 ≈ 84 V
Spændingsdobleren afgiver cirka det dobbelte i spænding ved samme

vekselspænding som clamperkoblingen. Spændingsvariationen på C2
ved belastning kan findes som ripplespændingsberegning ved enkel-
tensretning.
Kredsløbet har relativ stor indre modstand og anvendes derfor som

nævnt ved små belastningsstrømme.
540
Clamperkobling
Et clampingkredsløb er i stand til at ændre referencelinien for en

vekselspænding på en sådan måde, at vekselspændingen kommer til
at arbejde enten kun i positiv retning eller kun i negativ retning fra
denne referencelinie.
Diode- I illustrationen på næste side vises et simpelt clampingkredsløb, som

clamperens i det følgende vil blive beskrevet i enkeltheder.
indsving-
ning Den påtrykte spænding er en firkantspænding med frekvensen
50 kHz og med en amplitude, der varierer fra +5 til –5 volt, altså en
peak-to-peak værdi på 10 volt.
I løbet af en periode er der to forskellige tidskontakter i kredsløbet,

en kort i den ene og en lang i den anden halvperiode.
I startøjeblikket er kondensatoren afladet.
Når man påtrykker den første positive halvperiode, vil kondensato-

ren oplades mod den påtrykte spænding på +5 volt i 10 µs.
Den positive påtrykte spænding vil bevirke, at dioden leder.
Når dioden leder, har den en indre modstand på ca. 10 ohm.
Tidskontakten for opladningen af kondensatoren bliver da ca. 10 µs,

dvs. lig med tiden for en halvperiode.
Derfor vil kondensatoren i løbet af den første positive halvperiode

blive opladet til 63,2% af den påtrykte spænding på +5 volt, hvilket
giver omtrent 3,1 volt.
I den påfølgende negative halvperiode påtrykkes kredsen –5 volt.
541
Clamperkobling
Både kondensatorspændingen på 3,1 volt og den påtrykte spænding

vil sende en strøm gennem modstanden på 1 Mohm.
ek076c01.cdr
I den halvperiode er den påtrykte spænding for dioden negativ, hvor-

for dioden ikke vil lede.
Kredsløbets tidskonstant bliver da 1 sekund.
Kondensatorspændingen og den påtrykte spænding har begge sam-

me polaritet i forhold til modstanden, hvorfor de sammenlagt giver
spændingen over modstanden.
542
Clamperkobling
Resultatet bliver, at der i den første negative halvperiode ligger en

spænding på –8,1 volt over modstanden og dermed over udgangs-
klemmerne.
Tidskonstanten er nu 100.000 gange så lang som tiden for en halvpe-

riode, og kondensatorspændingen vil holde sig næsten konstant.
Ved begyndelsen af den næste halvperiode, som er negativ, har kon-

densatoren en spænding på næsten 3,1 volt, der i kredsløbet virker i
modsat retning af den påtrykte spænding på 5 volt og bevirker, at
der kun bliver 5 til 3,1 eller 1,9 volt til at sende en strøm rundt i
kredsløbet.
Da tidskonstanten på grund af den positive spænding på dioden er

kort, vil kondensatoren oplades 63,2% af 1,9 eller ca. 1,2 volt.
Disse 1,2 volt adderes til den allerede eksisterende kondensator-

spænding på 3,1 volt, og man ser, at kondensatoren ved begyndelsen
af den næste halvperiode, som er negativ, har en spænding på 3,1
plus 1,2 volt = 4,3 volt.
Under den negative halvperiode er afladningen af kondensatoren

kun ringe, og kondensatorspændingen bevirker sammen med den på-
trykte spænding, at spændingen over modstanden er lig med –5,0 +
(–4,3) volt = –9,3 volt.
Kondensatoren vedbliver i de positive halvperioder at oplades imod

den påtrykte spænding på +5 volt, indtil den efter 5 tidskonstanters
opladning er praktisk talt opladet.
Når man har nået den fulde ladning for kondensatoren, vil hver posi-
tiv halvperiode give 0 volt over udgangen, mens de negative halvpe-
rioder giver kondensatorspændingen plus den optrykte spænding =
–10 volt.
Kredsløbet har altså bragt firkantspændingen med hele dens peak-

to-peak værdi til at arbejde fra nul volt i negativ retning til –10 volt,
543
Clamperkobling
hvorfor kredsløbet kaldes negativt clampingkredsløb eller blot nega-

tiv clamper.
Når først indsvingsforløbet er færdigt, vil dioden kun lede netop så

længe i de positive halvperioder, at strømmen kan genopbygge den
fulde ladning på kondensatoren, idet afladningen i de negative halv-
perioder på grund af den meget lange tidskonstant er meget ringe.
Det clampingkredsløb, der lige er omtalt, er et negativt clamping-

kredsløb, da det flytter kurven i negativ retning.
Det er let at ændre kredsløbet, så det clamper positivt.
Man skal blot vende dioden, så den leder og derved giver kort tids-
konstant i de negative halvperioder.
544
Clamperkobling
Clampere En clamper med forspænding giver en referencelinie for udgangs-

med for- spændingen forskellig fra nul volt.
spænding
Dette opnås ved at give dioden i clamperen en forspænding, en jævn-
spænding, der har en amplitude og polaritet som den ønskede refe-
rencelinie.
Det eneste, der adskiller en sådan clamper fra de tidligere omtalte,

er den DC-spænding, der indføres i kredsen i serie med dioden.
ek076-02.cdr
I diagram A er tegnet en positiv clamper med en forspænding på

+5 volt.
545
Clamperkobling
Denne forspænding bevirker, at hele firkantspændingskurven for-

skydes 5 volt i positiv retning.
Uden forspændingen ville udgangsspændingen arbejde fra nul i posi-

tiv retning til +20 volt, men med forspændingen ændres reference-
spændingen til +5 volt, og udgangsspændingen arbejder ud fra denne
værdi til +25 volt.
Uden indgangsspænding vil man kunne udtage en spænding på

+5 volt over udgangsklemmerne.
Når indgangssignalet påtrykkes, vil der over modstanden på

1 Mohm ligge en firkantspænding, der varierer mellem 0 og +20 volt
på grund af kredsløbets virkemåde som positiv clamper.
Da forspændingsbatteriet sidder i serie med modstanden på 1 Mohm,

bliver udgangsspændingen lig med spændingen over modstanden
plus batterispændingen.
I dette tilfælde bliver udgangsspændingen altså en firkantspænding,

der arbejder fra batterispændingens +5 og 20 volt i positiv retning til
+25 volt og tilbage til referencespændingen igen.
546
Clamperkobling
I diagram B er tegnet en negativ clamper, der clamper udgangs-

spændingen til at arbejde fra –5 volt og i negativ retning.
ek076-03.cdr
547
Clamperkobling
548
Parallelstabilisering med zenerdiode
Parallelstabilisering med
zenerdiode
Parallelstabilisering er velegnet til spændingsstabilisering af kreds-

løb, der arbejder ved små forbrugsstrømme. Typisk anvendes kreds-
løbet til at danne en referencespænding, som bruges i et større re-
guleringskredsløb.
Navnet på stabiliseringsformen skyldes, at den spændingsstabilise-

rende komponent er anbragt parallelt over brugerkredsløbet, som
vist på tegningen:
el302-01.cdr
Som regel anvender man en zenerdiode som stabiliserende kompo-

nent.
549
Zenerdioden
Anvendelse Zenerdioden er en specielt fremstillet siliciumdiode, der anvendes
som spændingsstabilisator.
Den anvendes også i kredsløb, hvor der ønskes en konstant referen-

cespænding.
ek282-01.cdr
Symbol
Kodning Koden for zenerdioder består af en bogstav- og en talkode.
Eksempel på kode: BZY88 C16
B Angiver silicium.
Z Angiver zenerdiode.
Y88 Angiver produktionsserie.
C16 Angiver zenerspænding 16 V.
Opbygning
Lederetning En zenerdiode er i princippet opbygget som en almindelig siliciumdi-
ode.
I diodens lederetning er karakteristikken også den samme som for

en almindelig siliciumdiode, altså med en knæspænding på ca. 0,7 V.
550
Spærre- Forspændes zenerdioden i spærreretning, vil der ved lille forspæn-

retning ding ikke gå nogen strøm af betydning.
ek282c02.cdr
Forøges spændingen i spærreretningen, vil det elektriske felt forår-

sage, at elektroner løsrives.
Der opstår en lavinevirkning, som medfører, at strømmen vokser til

en værdi, som vil ødelægge dioden, hvis strømmen ikke begrænses.
Zener- Den spænding i spærreretning, som netop bringer zenerdioden fra

spænding spærrende til ledende tilstand, kaldes zenerspændingen UZ.
Der fremstilles zenerdioder med zenerspændinger fra ca. 2,5 V op til

ca. 100 V med spring på 10%.
Der fremstilles også zenerdioder til såvel små som store effekter.
551
Tegningen viser typiske data samt en strøm-/spændingskurve for en

diode med zenerspændingen 5,6 V.
BZY88-C5V6
Zenerspænding: 5,6 V ved IZ 5 mA
Tolerance: UZ ± 5%
Maksimal effekt: 0,4 W ved tamb max. 50°C
Temperaturkoefficient: 0,2 (mV/°C)
Rdyn: 22 Ω
el302c03.cdr
Zenerdioden kan opfattes som en ideel zenerdiode i serie med en

modstand, Rdyn, der ved 5 mA er 22 Ω.
552
Kredsløb
Tegningen viser et kredsløb med zenerdiode som stabiliseringsele-
ment. Strømbegrænsningsmodstanden, RS er meget vigtig, da den
sikrer dioden mod for stor effektafsætning og deraf følgende ødelæg-
gelse. Modstanden Rb illustrerer det tilsluttede brugerkredsløb.
el302c04.cdr
Kredsløbsfunktion
Kredsløbets virkemåde belyses ved beregning af strømme, spændin-
ger og effekter.
Spændings- Spændingen Utot deles ifølge Kirchoffs spændingslov i delspændin-

og strøm- gerne U R + UZ:
S
forhold
Utot = U R + UZ ⇔ U R = Utot – UZ og UZ = Utot – U R
S S S
Strømmen I R deles ifølge Kirschoffs strømlov i delstrømmene IZ og

S
IR :
b
I R = IZ + I R ⇔ IZ = I R – I R og I R = I R – IZ
S b S b b b
553
Nominelle Vi kan starte med at beregne ved de forventede »normalforhold«,

bereg- hvor Utot = 11 V, og I R = 10 mA.
b
ninger
Først bestemmes U R :
S
U R = Utot – UZ = 11 – 5,6 = 5,4 V

S
Herefter findes I R med Ohms lov:

S
UR
5,4- = 36 mA
I R = -----------S- = ----------
S RS 150
Nu kan IZ bestemmes:
IZ = I R – I R = (36 – 10) m = 26 mA
S b
Den tilførte effekt:
Ptot = Utot · I R = 11 · 36 m = 0,396 W

S
Effekt afsat i begrænsermodstand, zenerdiode og belastning:
P R = U R · I R = 5,4 · 36 m = 194,4 mW
b S S
PZ = UZ · IZ = 5,6 · 26 m = 145,6 mW
P R = UZ · I R = 5,6 · 10 m = 56 mW
b b
Den totalt afsatte effekt:
Ptot = P R + PZ + P R = (194,4 + 145,6 + 56) m = 0,396 W

S b
554
Ændringer i Vi regner dernæst på kredsløbet, når Utot stiger:

forsynings-
spænding U R ved Utot-max.:
S
U R = Utot – UZ = 13 – 5,6 = 7,4 V

S
I R bliver:
S
UR
7,4- = 49 mA
I R = -----------S- = ----------
S RS 150
UZ regnes for konstant, se I/U-kurven tidligere. I R er derfor kon-

b
stant 10 mA. IZ bliver:
IZ = I R – I R = (49 –10) m = 39 mA
S b
Konklusion: Når Utot stiger, bliver U R , I R og IZ større

S S
el302c05.cdr
555
Når Utot falder, sker det modsatte:
U R = Utot – UZ = 9 – 5,6 = 3,4 V

S
UR
3,4- = 23 mA
I R = -----------S- = ----------
S RS 150
IZ = I R – I R = (23 – 10) m = 13 mA
S b
Ændringer Når I R varierer, mens Utot konstant er 11 V, finder vi ved I R = 0:

b b
i belast-
ningsstrøm IZ = I R – I R = (36 – 0) m = 36 mA (se tegning A).
S b
Ved I R = 18 mA, finder vi:

b-max.
IZ = I R – I R = (36 – 18) m = 18 mA (se tegning B).

S b
el302c06.cdr
Konklusion: Når I R stiger, aftager zenerstrømmen tilsvarende.

b
556
Maksimal Vi vil nu bestemme, hvornår der afsættes størst effekt i zenerdioden

zenereffekt ved variation på både Utot og I R . Dette sker, når IZ er størst. Zener-
b
strømmen IZ er størst, når Utot er størst, og I R er mindst.
b
Ved Utot = 13 V har vi beregnet I R til 49 mA. Når I R er 0, løber

S b
denne strøm i zenerdioden, heraf:
PZ-max. = IZ-max. · UZ = 49 m · 5,6 = 274 mW
el302c07.cdr
Da PZ-max. er 0,4 W, er dette i orden.
Husk: Zenereffekten er størst, når forsyningsspændingen Utot

er størst, og når forbrugsstrømmen I R er mindst.
b
557
Minimum Denne strøm er mindst, når Utot er mindst, og I R er størst:

b
zenerstrøm
IZ-min = I R – IR = (23 – 18) m = 5 mA
S-min b-max.
el302c08.cdr
Husk: Zenerstrømmen er mindst, når forsyningsspændingen

Utot er mindst, og belastningsstrømmen I R er størst.
b
Den beregnede zenerstrøm må ikke blive mindre, hvilket ses af I/U-

kurven herunder.
el302c09.cdr
Hermed bliver den maksimalt aftagne strøm, som vist, 18 mA.
558
Overstiges denne strøm, vil zenerdioden holde op med at trække

strøm, stabiliseringen ophører, og U R falder, hvis eksempelvis I R
b b
øges til 30 mA:
U R = Utot – U R = Utot – ( I R · RS) = 9 – 30 m · 150 = 9 – 4,5 = 4,5 V

b S S
el302c10.cdr
Zenerdiodernes strømområde, hvor de stabiliserer, varierer med ze-

nerspændingen. Tendensen er, at zenerdioderne stabiliserer ned til
lavere minimumsstrømme ved stigende zenerspænding. Se kurverne
herunder, hvor stabiliseringsgrænsen er vist punkteret.
el302c11.cdr
559
Hvor en 5,6 V zenediode behøver en minimumsstrøm på 5 mA, kan

en 12 V diode nøjes med 2 mA.
Forsyningsspændingens størrelse
Erfaringsmæssigt skal den ustabiliserede forsyningsspænding være
ca. det dobbelte af zenerspændingen, ellers bliver strømvariationerne
i zenerdioden for store. Dette kan ses ved at gennemberegne de givne
eksempler med Utot = 8V ± 1,5 V.
(Ved lavere forsyningsspændinger end 2 · UZ kan RS med fordel er-

stattes af en strømgeneratorkobling).
560
Dynamisk modstand
Når strømmen i zenerdioden varierer, vil spændingen over dioden
variere en lille smule på grund af diodens dynamiske modstand. Ze-
nerdioden skal opfattes som en ideel diode i serie med den dynami-
ske modstand Rdyn., også kaldet differentiel modstand Rdiff.
el302c12.cdr
Bestemmel- Den dynamiske modstand følger kurvehældningen og kan bestem-

se af mes af:
dynamisk
∆U U Z-max. – U Z-min.
modstand Rdyn. = ------------Z = ----------------------------------------------
-
∆I Z I Z-max. – I Z-min.
Ved måling på en 5,6 V zenerdiode findes UZ til 5,6 V ved 10 mA og

5,7 V ved 40 mA ved samme krystaltemperatur.
Den dynamiske modstand Rdyn. er derfor i dette arbejdsområde:
5,7 – 5,6 - = --------------

Rdyn. = -------------------------------- 0,1 - = 3,33 Ω
(40 – 10) m 30 m
Beregning Kender man den dynamiske modstand, kan man beregne ændringen
af på zenerspændingen med formlen:
spændings-
ændring ∆UZ = ∆ IZ · Rdyn. = ( I Z-max. – I Z-min. ) · Rdyn.
561
Indsættes Rdyn. , der ved 5 mA er 22 Ω for BZY88-C5V6, findes æn-

dringen i strømområdet 5 mA til 10 mA til:
∆UZ = (10 – 5) m · 22 = 5 m · 22 = 0,11 V
Slut- Beregningerne er af hensyn til overskueligheden forenklede, da der

bemærk- ikke er taget hensyn til, at både zenerspændingen UZ og begrænser-
ning modstanden RS typisk kan variere 5%.
el302c04.cdr
Eksempelvis er I R egentlig:
s-max.
U tot-max. – U Z-min. U tot-max. – ( U Z – 5% ) 13 – 5,32

IR = -------------------------------------------------
- = ---------------------------------------------------------- = -------------------------- = 54 mA
s-max. R S-min. ( R S – 5% ) 142,5
Vil man selv dimensionere et parallelstabiliseringskredsløb, så det

virker efter hensigten under alle forhold, skal der foretages en del
beregninger og kredsløbskontrol.
562
Transistoren
Transistoren
Transistoren er den komponent, der mest af alt har revolutioneret

den elektroniske industri. Den fylder meget mindre end sin forgæn-
ger, radiorøret. Tusindvis af transistorer kan integreres i en lille
chip. Når kredsløbene kan gøres mindre, giver det nye muligheder.
Takket være denne teknik kan vi bygge computere, digitalure, satel-
litter, walkman og komplicerede industristyringer.
Hvornår og Transistoren er udviklet i 1948 på Bell-laboratorierne. Det skete som

af hvem? en videreudvikling af halvlederdioderne, som man allerede kendte.
Hvordan ser Transistoren findes i mange størrelser og udformninger. Der er små

den ud? SMD-transistorer uden ben til overflademontering, transistorer med
ben til hulmontering og effekttransistorer med køleplade og huller til
skruemontering.
4138Åa01.cdr
Nogle har plastichus. Andre er i metalhus.
De fleste transistorer er baseret på materialet silicium. Men germa-

nium og galliumarsenid anvendes dog til nogle typer.
Der er transistorer beregnet til småsignaler, nogle til større effekter,

andre til høje spændinger. Nogle er bedst til LF-signaler og HF-sig-
naler. Andre bruges som hurtige switches (kontakter).
563
Transistoren
Type- Der findes heldigvis et system i mangfoldigheden. Den europæiske

betegnelser kode anvender en bogstavkode i transistorens navn. Transistorer til
»underholdnings-elektronik« er mærket med to bogstaver og et serie-
nummer. Transistorer til industriel elektronik er mærket med tre
bogstaver og et serienummer.
Første bogstav angiver transistorens grundmateriale:
A = Germanium
B = Silicium
Andet bogstav angiver komponentart og anvendelsesformål:
C = LF-transistor (laveffekt)
D = LF-effekttransistor
F = HF-transistor
L = Krafttransistor til HF-formål
U = Krafttransistor til impulskredsløb
Mange transistorer har efter nummeret også et bogstav A, B eller C.

Disse transistorer er sorteret i disse tre grupper efter, hvor stor de-
res strømforstærkning er. A-typen har den laveste og C-typen den
højeste strømforstærkning.
564
Transistoren
Eksempel BC547B er en silicium (B) LF-transistor (C) med løbenummeret 547

og en middel strømforstærkning (B).
3 ben Den opmærksomme iagttager har allerede bemærket, at en transi-

stor har tre ben. De benævnes:
C = Kollektor
B = Basis
E = Emitter
Hvordan kender man så forskel? Det sikreste er at slå op i en data-

bog. En tegning viser enten transistoren set fra oven (top view) eller
fra bunden (bottom view).
Lidt generelt kan man dog godt sige om småsignaltransistorer i me-

talhus og plastichus.
4138Åa02.cdr
565
Transistoren
Diagram- Rent elektrisk set findes der to typer transistorer: NPN, som er den
symboler mest almindelige, og så PNP. Transistorens symbol er opbygget, så
elektroden med pil er emitteren. Pilens retning angiver, om det er
en PNP- eller en NPN-transistor.
4138Åa03.cdr
Afprøvning Man kan afprøve en transistor med et multimeter med diodetester.

Det kan lade sig gøre, fordi en transistor kan betragtes som to dio-
der. Herunder er diodemodellen vist.
4138Åa04.cdr
Hvis man kender benforbindelserne, er det nemt at kontrollere de to

diodestrækninger. Ved en NPN-transistor skal instrumentet vise ca.
0,6-0,7 V når +ledningen sættet på basis, og –ledningen sættes på
henholdsvis kollektor og emitter. Vendes polariteten, skal instru-
mentet vise uendeligt (overflow).
Ved en PNP-transistor er det hele omvendt.
Metoden kræver normalt, at transistoren findes i »løs vægt«. Ellers

må den loddes ud af kredsløbet, hvori den sidder.
566
Transistoren
Strømme En transistors strømme benævnes:
IE = emitterstrømmen
IB = basisstrømmen
IC = kollektorstrømmen
4138Åa05.cdr
Spændin- Spændingerne mellem de tre terminaler benævnes:

ger
UBE = basis-emitterspænding (engelsk VBE)
UCE = kollektor-emitterspænding (engelsk VCE)
UCB = kollektor-basisspænding (engelsk VCB)
4138Åa06.cdr
567
Transistoren
Transisto- For at komme tættere på transistorens virkemåde vil vi betragte ne-

ren som en denstående kredsløb.
kontakt
4138Åa07.cdr
Transistor T1 strømforsynes fra to batterier Uin og UCC.
Når kontakten K1 er sluttet, leverer Uin basisstrøm til transistoren i

følgende strømkreds: fra batteriets pluspol, gennem R1, ind igennem
transistorens basis-emitterdiodestrækning og tilbage til batteriets
minuspol.
Læg mærke til, at basis-emitterdioden er forspændt i lederetningen.

R1 skal begrænse strømmen i basiskredsen og derved beskytte BE-
dioden.
Når transistoren således tilføres basisstrøm, vil dens indre blive

elektrisk ledende, hvorved der åbnes for en strøm ned igennem kol-
lektor-emitterstrækningen, og pæren lyser.
Denne strøm går i følgende kreds: fra pluspolen på UCC gennem pæ-
ren, ned igennem kollektor-emitterstrækningen og tilbage til batteri-
ets minuspol.
Afbrydes kontakten K1, bliver basisstrømmen til transistoren nul.

Derved ophører transistorens indre med at være elektrisk ledende,
og kollektorstrømmen falder således til nul, hvorved lampen slukkes.
568
Transistoren
ON/OFF Transistoren kan altså virke som en modstand, hvis værdi man kan
styre fra næsten 0 Ω til ca. ∞ Ω (uendelig) ved hjælp af basisstrøm-
men. Vi kan også betragte transistoren som en kontakt, der enten
kan være sluttet (kaldes ON) eller afbrudt (kaldes OFF).
569
Transistoren
Transistorens data
I det følgende vil der blive taget udgangspunkt i en bestemt transi-
stor, nemlig BC547B. De fleste oplysninger findes i databøgerne, og
derfor er det vigtigt at vænne sig til at læse dem. Men først skal be-
greberne afklares.
I næste eksempel udvides eksperimentet med et amperemeter i hver

af de to strømkredse for at kunne sammenligne strømmene. Basis-
strømmen kan reguleres ved hjælp af P1.
4138Åa08.cdr
Det viser sig nu, at den lille styrestrøm IB og den langt større ar-
bejdsstrøm IC følges ad. Større IB giver også større IC. Sammenhæn-
gen er vist i grafen herunder:
ek291-08.cdr
570
Transistoren
Det er tydeligt, at der er sket en forstærkning. Den lille styrestrøm

IB resulterer i en arbejdsstrøm IC, der måske er 300 gange større.
Man kan styre strømmen i pæren trinløst ved at styre basisstrøm-
men. Transistoren virker som en strømforstærker.
Strømfor- Dette forhold kaldes strømforstærkning og betegnes med hFE eller

stærkning β (beta).
Sammenhængen er givet ved formlen:
I
hFE = -----C-
IB
Strømforstærkningen kan ligge på 100-400 for en småsignaltransi-

stor, mens en effekttransistor måske kun har 30-50.
Ved hjælp af kendskabet til strømforstærkningen kan vi beregne IB

for en given IC ved at skrive formlen lidt om:
IC
IB = ---------
-
h FE
Dersom vi forudsætter, at IC = 10 mA, og hFE = 200, kan vi finde:

IC 10 m
- = --------------- = 50 µA
IB = ---------
h FE 200
Hvis vi studerer strømvejene i kredsløbet, ser vi, at emitterstrøm-

men må bestå af både basis- og kollektorstrømmen.
IE = IB + IC
IE = IC Men eftersom IB er så lille i forhold til IC, skelner man i praksis ikke
imellem IC og IE.
571
Transistoren
Basis-emit- Som vi før så, løber der en strøm ind i basis og ud af emitter. Selv om
terspæn- basisstrømmen er lille, må det betyde, at B-E dioden er forspændt i
dingen UBE lederetningen. En måling afslører, at UBE = 0,6-0,7 V, såfremt det er
en siliciumtransistor.
B-E dioden Basis-emitter dioden skal altid forspændes i lederetningen, for at

skal altid transistoren kan trække strøm. Det er smart at måle UBE i en fejlfin-
lede dingssituation. Er UBE for lav, får transistoren ikke basisstrøm nok.
Hvis UBE er større end 0,7 V ved småsignaltransistorer, må B-E dio-
den være afbrudt.
Ved en NPN-transistor skal UBE være positiv, mens UBE skal være
negativ ved PNP-transistoren.
4138Åa09.cdr
572
Transistoren
Kollektor- B-C dioden altid i spærreretningen!

spændin-
gen UC Hvis en transistor skal kunne trække strøm, skal basis-kollektordio-
den være forspændt i spærreretningen. Dette gælder alle transi-
storer. Kollektor skal derfor være positiv i forhold til emitter på en
NPN-transistor, mens den skal være negativ på en PNP-transistor.
UC måles mellem kollektor og stel, som vist herunder:
4138Åa10.cdr
Huskeregel Det midterste bogstav i typebetegnelsen angiver kollektorens polari-

tet (NPN = Positiv og PNP = Negativ).
Kollektor- Som regel har emitter ikke direkte fat i stel, men er hævet lidt op
emitter- ved hjælp af en emittermodstand. Det betyder, at spændingen over
spændin- selve transistoren er lidt mindre end UC. Spændingen over selve
gen UCE transistoren kaldes UCE. Spændingen findes som:
UCE = UC – UE
573
Transistoren
Man kan også måle direkte imellem kollektor og emitter, som vist
herunder:
4138Åa11.cdr
Til transistorer, der anvendes i radiomodtagere og LF-forstærkere,

benyttes normalt forsyningsspændinger på 9-12 V. Men til effekt-
transistorer, f.eks. LF-udgang, anvendes spændinger på 12-100 V.
Transistoren skal kunne tåle denne høje spænding mellem kollektor
og emitter.
I tv-modtageres afbøjning og videodele kan der findes transistorer,

der arbejder med kollektorspændinger på flere hundrede volt.
Effekten, Transistorer, der benyttes som spændingsforstærkere (småsignalfor-

som afsæt- stærkere) for HF eller LF, arbejder med forholdsvis små kollektor-
tes i transi- strømme, f.eks. 0,5 til 10 mA.
storen
Transistorer, der arbejder som effektforstærkere (LF-udgang, stabili-
seret strømforsyning m.m.), arbejder med ret store strømme, f.eks. 1
til 10 A. Dertil kommer, at spændingen over transistoren ofte er ret
høj.
574
Transistoren
Under disse betingelser afsættes der ret stor effekt i selve transisto-
ren, hvorved den bliver varm. For at bortlede varmen anbringes ef-
fektransistorer oftest på en køleplade.
ek291-12.cdr
Databladet Med alt det vi nu ved om transistorens data, skulle vi være parate til
for BC547B at studere den »ægte vare«, nemlig et datablad. Her er valgt en stan-
dard BC547B, og databladet, som er gengivet på de næste sider,
stammer fra en Philips databog.
Quick Refe- Den første side i ethvert datablad angiver først de vigtigste data
rence Data (Quick Reference Data), så man hurtigt kan orientere sig om, hvad
transistoren kan. Længere omme i databladet bliver de enkelte data
uddybet.
Men allerede nu kan vi se, at en BC547 har følgende data:
UCE = 50 V, og IC = 200 mA som maksimale størrelser.
D.C. current gain eller hFE er opgivet til 110-800. Det er en ret stor
spredning.
De mekaniske data, herunder benforbindelsen set fra bunden, er og-

så vist på første side. Angivelse TO-92 står for Transistor Outline,
hvilket er et bestemt transistorhus med en bestemt benforbindelse.
Ratings Anden side indeholder de såkaldte Ratings, hvilket er grænseværdi-

er for transistoren. Bemærk den maksimale kollektor-emitterspæn-
575
Transistoren
ding, som afhænger af, om det er en BC546, BC547 eller BC548.

Denne værdi er den vigtigste forskel på de tre transistortyper.
Læg også mærke til, at transistoren kun tåler 6 V i spærreretningen

over basis-emitterdioden, VEBO = maks. 6 V.
Transistoren tåler IC = 100 mA og 200 mA peak.
Den maksimale effekt, Ptot, som må afsættes i transistoren, er

500 mW. Men det kræver, at omgivelsestemperaturen Tamb = 25°.
Junction temperature er krystaltemperaturen, som maks. må væ-

re 150°. Denne værdi skal bruges, når man skal beregne, om der af-
sættes for megen effekt i transistoren ved en bestemt omgivelses-
temperatur.
Thermal Resistance er den termiske modstand, der bruges, når

man skal beregne, hvor varm transistoren bliver.
576
Transistoren
Characteris- Characteristics er transistorens karakteristika. Vi får at vide, at

tics UBE typisk ligger på 660 mV, men kan ligge i området 580-700 mV.
Ved IC på 10 mA kan den komme helt op på 770 mV.
Stjernen henviser til fodnoten, som fortæller, at basis-emitterspæn-

dingen falder omkring 2 mV for hver grad (K = kelvin), temperatu-
ren stiger.
Tredje side i databladet angiver Saturation voltage, hvilket er

mætningsspændingen eller den spænding, der ligger over transisto-
ren, når den er helt ON. Som vi ser, er den ikke helt 0 V, men ligger i
området 90-600 mV afhængig af IC.
Derefter følger nogle AC-data, som skal bruges lidt senere.
Til sidst har vi D.C. current gain, strømforstærkningen hFE ved

DC. Som før nævnt, er mange transistorer sorteret i A-, B- og C-ty-
per. A-typen har en lav strømforstærkning, mens C-typen har den
højeste.
Bemærk også, at strømforstærkningen er meget større ved en høj IC.

Det er generelt for alle transistorer.
577
Transistoren
Første side
4138Åa12.tif
578
Transistoren
Anden side
*VBE decreases by about 2 mV/K with increasing temperature.
4138Åb13.tif
579
Transistoren
Tredje side
4138Åa14.tif
580
Transistoren
Transistorens virkemåde
Vi vil nu se nærmere på NPN-transistorens virkemåde.
NPN-transistoren består af tre lag, nemlig et N-materiale, et P-ma-

teriale og igen et N-materiale. N-materialet har et overskud af elek-
troner, P-laget et underskud (indeholder huller eller pladser til elek-
troner).
Navnene på lagene er:

• Emitter (udsender)
• Basis (eller base)
• Kollektor (opsamler)
ek291-05.cdr
Forspændes basis-emitterstrækningen i lederetningen, dvs. med plus

på P-laget og minus på N-laget, vil der flyde en elektronstrøm (basis-
strøm IB) fra batteriets negative pol gennem emitteren, og i basisla-
get tilbage til batteriets positive pol. Nøjagtig som en ganske almin-
delig diode i lederetningen.
581
Transistoren
Basisstrømmens størrelse kan ændres ved ændring af basis-emitter-

spændingen UBE. Gøres UBE større, stiger IB.
ek291c06.cdr
Tilføres kollektoren en væsentlig større positiv spænding i forhold til

emitter end spændingen mellem basis og emitter, vil de fleste elek-
troner fra emitter springe igennem basislaget og vandre over i kol-
lektorens N-materiale. Her bliver de opsuget af batteriets positive
pol (som jo er et underskud af elektroner). Elektroner tiltrækkes af
en positiv spænding, og da basislaget er meget tyndt (< 0,001 mm),
vil den store positive kollektorspænding virke mere tiltrækkende end
den mindre basisspænding.
Sådan er Elektronerne udsendes (engelsk: to emit) fra emitter og opsamles

det jo! (engelsk: to collect) af kollektor.
Imidlertid springer elektroner ikke ud af emitteren af sig selv. De

har brug for at blive »trukket ud af starthullerne«, og det er netop
basis-emitterspændingens formål. Elektronerne springer ud efter
den positive basis, men midt i springet (i basislaget) føler de fleste
sig mere tiltrukket af den positive kollektorspænding. Dog vil en vis
brøkdel af elektronerne blive opsamlet af basis og resultere i en svag
582
Transistoren
basisstrøm. Da brøkdelen er rimelig konstant, vil det være således,

at en større basisstrøm er et udtryk for en større kollektorstrøm.
ek291c07.cdr
IB og IC Kollektorstrømmens størrelse, IC, er altså proportional med, hvor

mange elektroner der kan passere gennem basis-emitterstræknin-
gen, hvilket må være basisstrømmen IB. Hvis man ændrer på IB (ved
at ændre på UBE), vil det således give en tilsvarende ændring af IC.
Kommer UBE under 0,6 V for en siliciumtransistor, bliver IB og der-

med IC næsten 0. Den såkaldte rekombination (elektroner, der ud-
fylder huller i kollektor) går i stå. Transistoren trækker ikke længere
strøm. Den er OFF.
Er IB stor, bliver IC også stor. Men da kun ca. 1% af elektronerne fra

emitteren løber ud af basis som basisstrøm, mens resten (99%) fort-
sætter gennem basislaget til kollektoren, vil IC være ca. 100 gange
større end IB. Dette forhold er netop strømforstærkningen.
583
Transistoren
PNP-transi- PNP-transistorens virkemåde er nøjagtig den samme. Dog er alle po-

storen lariteter og strømretninger lige omvendt. Emitteren udsender »hul-
ler« eller pladser til elektroner, som opsamles i kollektor.
Fremstilling Man har i mange år fremstillet transistorer efter planarteknikken.

af en PNP Teknikken minder meget om fremstillingen af printplader. Der er en
planar tran- isolerende maske, og der ætses, endda i flere lag.
sistorer
Som udgangspunkt har man et stykke silicium, der f.eks. er forure-
net med et underskud af elektroner. Det er et P-materiale. En maske
eller »printfilm« af siliciumoxid lægges på overfladen. Under den ef-
terfølgende ætsning opstår der huller i oxidlaget. De steder, hvor der
er hul i masken, vil være åbne for den efterfølgende behandling med
et materiale, der har elektronoverskud. Under hullet i masken vil
der et stykke nede i P-materialet være dannet et N-materiale. Der-
ved fås en kasseformet PN-overgang, og der er nu fremstillet en dio-
de.
Det fremkomne N-materiale oxideres igen. Et lille areal af oxidlaget

ætses bort, og ved en ny behandling (diffusion) med et materiale, der
har elektronunderskud, vil der nu dannes en ny PN-overgang, som
ligger inden i den første.
ek291c03.cdr
Den sidste diode bliver transistorens emitter-basisdiode, men den

først fremstillede er basis-kollektordiode.
584
Transistoren
For at få elektrisk kontakt til henholdsvis emitter, basis og kollektor

ætses oxidlaget bort på et lille areal af emitter, basis samt på bagsi-
den af skiven (kollektor). Dernæst dampes aluminium på, og tynde
guldtråde svejses på.
Hele transistoren optager i alt et areal på ca. 0,5 · 0,5 mm.
Transistoren anbringes herefter i et hus, og guldtrådene fra basis og

emitter forbindes til de udvendige tilledninger.
E
C
ek291-04.tif
585
Transistoren
586
Transistorens DC-forhold
Formålet med at give transistoren et DC-arbejdspunkt er at give

transistoren mulighed for at virke som forstærker. Og formålet med
stabilisering af DC-forholdene er, at den gerne skulle blive ved med
at virke som en effektiv forstærker. Dette er meget nødvendigt, fordi
transistoren er meget følsom over for ændringer i temperaturen.
Arbejds- Arbejdspunktet er det samme som transistorens aktuelle DC-forhold,

punktet specielt med hensyn til IC og U CE . Kendskab til arbejdspunktet skal
bruges, når vi skal ind i databladene for at finde yderligere data. Det
viser sig nemlig, at netop IC og U CE betyder meget for transistorens
opførsel.
Hvis vi kender IC, kan vi også finde spændingen over transistoren

U CE . Den vil afhænge af forsyningsspændingen og kollektormod-
stand RC. Vi tager udgangspunkt i diagrammet herunder:
ek515c02.cdr
587
Hvis vi forudsætter, at IC = 4 mA, og RC = 1 kΩ, må spændingen over

RC kunne findes som:
UR = IC · RC = 4 m · 1 k = 4 V
C
Kollektormodstanden tager så megen spænding, som Ohms lov tilla-

der den. Resten af forsyningsspændingen, som her er valgt til 9 V,
må så ligge over transistoren:
U CE = UCC – U R =9–4=5V
C
Arbejds- Disse to data, transistorens IC = 4 mA, og U CE = 5 V, kaldes transi-

punktet storens arbejdspunkt.
Arbejds- Arbejdslinien er en udvidelse af arbejdspunktet. Den viser, hvor

linien transistoren vil befinde sig, hvis den begynder at trække mere eller
mindre strøm.
Transistoren har to yderpunkter i sit arbejdsområde, som kan vises i

et koordinatsystem IC = f ( U CE ), (læses IC som en funktion af U CE ).
588
OFF Transistoren kan være OFF, dvs. at den slet ikke trækker strøm. Så
er der heller ikke noget spændingsfald over RC, og hele UCC må ligge
over transistorens kollektor-emitter. Eftersom IC = 0, kan vi sætte et
kryds på U CE -aksen ved f.eks. 9 V og skrive UCC.
4138åb01.cdr
ON Det andet yderpunkt er ON, dvs. at transistoren trækker maksimal

strøm. Den virker som en kortslutning med 0 V over kollektor-emit-
ter. Strømmen IC begrænses kun af RC og kan findes som:
U CC 9
IC = -----------
- = --------- = 9 mA
max. RC 1k
Eftersom U CE er nul, kan vi sætte et kryds på IC-aksen ud for 9 mA.
4138åb02.cdr
589
Trækker vi nu en streg mellem de to afmærkede punkter, markerer

vi arbejdslinien. Som vi ser, skærer arbejdslinien selvfølgelig ar-
bejdspunktet. Arbejdslinien beskriver samtlige muligheder, som ar-
bejdspunktet kan ligge på.
4138åb-23.cdr
Tempera- Arbejdspunktet skal ligge fast. Begynder det at skride, opad eller
turproble- nedad, vil det ændre på kredsløbets strømme og spændinger og egen-
mer skaber som forstærker.
Det største problem er temperaturændringer. Alle transistorer har

det sådan, at IC stiger, når temperaturen stiger. Hvis ikke man gør
noget for at modvirke problemet, vil arbejdspunktet flytte op ad ar-
bejdslinien imod ON.
590
Praktisk DC-analyse
Analyse I fejlfindingssituationer får man ofte brug for at kunne analysere
DC-forholdene omkring en transistor. Ikke alle diagrammer er forsy-
net med spændingsmålinger. Vi vil derfor regne et par kredsløb igen-
nem, hvor vi vil finde UB, UE og UC og herunder selvfølgelig IC.
Discount- Det første eksempel ser man aldrig i praksis. Det er kun taget med
udgaven for forståelsens skyld.
4138åb-24.cdr
Først findes IB som spændingsforskellen over RB divideret med RB.

Vi har UCC på den ene side, og U BE , der sættes til 0,6 V, på den an-
den side.
U CC – U BE
IB = ------------------------------ = 9 – 0,6
------------------- = 8,4 µA
RB 1M
For at finde IC må vi kende strømforstærkningen hFE, som her opgi-

ves til 300.
IC = IB · hFE = 8,4 µ · 300 = 2,52 mA
UC kan til sidst findes ved at beregne spændingsfaldet over RC og

trække det fra UCC. Resten må ligge over transistoren.
591
UC = UCC – IC · RC = 9 – 2,52 m · 2,2 k = 3,46 V
Resultatet af analysen blev:
UB 0,6 V
UE 0V
UC 3,46 V
IC 2,52 mA
Tempe- Vi forestiller os nu, at temperaturen stiger. IC vil også stige, hvilket

raturpro- vil give et større spændingsfald over RC. Da forsyningsspændingen
blemet ikke ændrer sig, betyder det, at UC må blive mindre. Arbejdspunktet
bevæger sig mod ON. Der er ingen form for stabiliserende mekanis-
me. Undertiden kan transistoren varme sig selv op, således at tem-
peraturen yderligere stiger. Det kan medføre termisk run-away, der,
som navnet siger, betyder, at transistoren stikker af fra sit arbejds-
punkt. Kredsløbet vil ophøre med at fungere og i værste fald brænde
af. Trist historie!
Kollektor- En rimelig god måde at løse problemet på er ved at lade basis få sin
basis- forspænding fra kollektor. På denne måde formindsker man U BE og
modstand dermed IB, når IC stiger. Derved får transistoren besked på at justere
strømmen på plads igen.
ek392-09.cdr
592
Lad os nu se, hvad der sker, når temperaturen stiger:
Når IC bliver større, må UR stige. Da UCC holdes konstant, må der

C
blive en mindre spænding til transistoren. UC falder derfor, og det vil
strømmen i RB også gøre. Det betyder, at IB falder, hvilket formind-
sker virkningen af den stigende temperatur på arbejdspunktet. Kob-
lingen er dog ikke god nok, hvis kredsløbet skal fungere over et stort
temperaturområde.
Fixed Bias En af de mest anvendte og bedst fungerende måder at stabilisere en

transistor over for temperaturændringer på kaldes »Fixed Bias«.
4138åb05.cdr
Opstillingens navn kommer af, at man holder basisspændingen UB

konstant og uafhængig af basisstrømmens størrelse. Hertil bruges en
spændingsdeler bestående af to modstande R1 og R2. Dette opnås
ved, at tværsstrømmen Itvær er mange gange større end IB. Derved
bliver UB »fixed« og uafhængig af IB.
Men først til selve analysen.
593
Analyse UB findes let ved hjælp af spændingsdelerformlen:

R2 68 k - = 4,83 V
UB = UCC · --------------------- = 24 · ------------------------------------
R1 + R2 270 k + 68 k
I praksis vil UB være lidt lavere pga. belastningen fra IB.
UE må være et diodespændingsfald lavere end UB:
UE = UB – U BE = 4,83 – 0,6 = 4,23 V
Nu kan IE og dermed IC findes:

U 4,23- = 2,35 mA
IC ≅ IE = --------E- = --------------
RE 1,8 k
Tilbage er der nu blot at finde UC. Det gøres ligesom i de forrige ek-
sempler:
UC = UCC – IC · RC = 24 – 2,35 m · 4,7 k = 12,96 V
UB 4,83 V
UE 4,23 V
UC 12,96 V
IC 2,35 mA
594
Stabilise- Hvad vil der nu ske, hvis temperaturen finder på at stige? IC vil i før-
ring ste omgang også begynde at stige, hvilket bevirker et større spæn-
dingsfald over RE.
Da UB ligger fast, og UE stiger, vil forskellen U BE blive mindre. Det

betyder mindre IB, og derved skrues der ned for IC, indtil opstillingen
igen er stabiliseret i sit arbejdspunkt!
Formålet Uden RE kunne denne reguleringssløjfe ikke virke. Det vigtigste for-
med RE mål med emittermodstanden er derfor arbejdspunktstabilisering.
Den stabiliserende virkning vil også gælde andre forandringer, f.eks.
udskiftning af transistoren. Jo større værdi RE har, jo kraftigere
virkning.
Fejlfinding Det er meget vigtigt at kunne afgøre, om en transistor er defekt, el-

ler om det evt. er det omgivende kredsløb, der fejler. Når man er nå-
et frem til, at det må være det pågældende trin, som er defekt, fore-
tager man DC-målinger på alle transistorens tre ben. En enkelt må-
ling er som regel ikke nok. Som eksempel bruges følgende diagram,
hvor OK spændingerne er påført:
4138åb06.cdr
595
UB = UE Hvis basis- og emitterspændingerne er ens, er basis-emitter-stræk-

ningen kortsluttet. Transistoren vil være OFF, og UC vil være tæt
på UCC. Spændingerne omkring transistoren kan beregnes således:
R 2 // R E
UB = UE = UCC · ------------------------------------------
-
R 1 +  R 2 // R E
68 k // 1,8 k
UB = UE = 24 · ---------------------------------------------------------------
- = 155 mV
270 k + ( 68 k // 1,8 k )
4138åb07.cdr
UC = UE Dersom kollektor- og emitterspændingen er fuldstændig ens, må

transistoren være totalt kortsluttet. Som oftest vil UB være steget
lidt, da basis ikke længere trækker strøm.
RE
UC = UE = UCC · -----------------------
-
RC + RE
1,8 k - = 6,65 V
UC = UE = 24 · ------------------------------------
4,7 k + 1,8 k
596
4138åb08.cdr
Hvis der derimod er nogle få mV over transistoren, og UB og UE er

steget en del, kan transistoren også bare være kørt fuldstændig ON.
Dette kan skyldes, at R2 er afbrudt, så basis får en masse strøm via
R1.
UC ≈ UE = 6,65 V
UB = U BE + UE = 0,7 + 6,65 = 7,35 V
4138åb09.cdr
597
UC = UCC Transistoren er OFF og trækker ikke strøm. En måling af UB kan af-

UE = 0 V sløre fejlen.
Er UB = 0 V, må det skyldes, at R1 er afbrudt.
4138åb10.cdr
Er UB derimod steget lidt, må basis være afbrudt. Spændingsdele-

ren er ubelastet, derfor den lidt højere spænding.
4138åb11.cdr
598
UB og UE Både UB og UE er faldet, men der er stadig ca. 0,7 imellem dem.

faldet Transistoren burde trække strøm, hvilket målingen af UC viser, at
UC = UCC den ikke gør. Fejlen skyldes, at kollektor er afbrudt.
Basis- og emitterspænding kan beregnes ved at omregne UCC og ba-

sisspændingsdeleren til den ækvivalente Theveningenerator.
R2 68 k - = 4,83 V
EMK = UCC · --------------------- = 24 · -----------------------------------
R1 + R2 270 k + 68 k
Ri = R1 // R2 = 68 k // 270 k = 54,32 k
Diagrammet ser derefter således ud:
4138åb-25.cdr
Først beregnes IB = IE:

EMK – U BE 4,83 – 0,6
- = -------------------------------------------- = 75,34 µA
IE = IB = ---------------------------------
Ri + RE 54,32 k + 1,8 k
Dernæst UE:
UE = IE · RE = 75,34 k · 1,8 k = 136 mV
UB er UBE større end UE:
UB = UE + UBE = 136 m + 0,6 = 0,736 V
599
4138åb12.cdr
UB og UE Fejlen ligner lidt den forrige, hvor kollektor var afbrudt. Men UC er
faldet lavere, hvilket skyldes, at RC er afbrudt. Teoretisk burde UC blive
UC = UE 0 V, men måleinstrumentet laver en strømvej til stel, som forspæn-
der kollektor-basis-dioden i lederetningen.
4138åb13.cdr
Normalt vil UC være lidt større end UE, hvilket skyldes voltmeterets
lille forbrug med deraf følgende mindre spændingsfald over basis-
kollektordioden.
600
UB og UE Transistoren trækker ikke strøm, selv om der tilsyneladende sker et

steget spændingsfald over emittermodstanden. Fejlen skyldes, at RE er af-
UC = UCC brudt, og basis-emitterdioden forspændes kun, fordi instrumentets
indre modstand virker som emittermodstand.
4138åb14.cdr
601
Transistoren »på hovedet«

Det er ikke ualmindeligt at møde en PNP-transistor, som »står på
hovedet«. Derved kan den arbejde med positiv forsyningsspænding.
Et eksempel er vist herunder:
4138åb15.cdr
En analyse kunne se således ud:
UB kan findes ved hjælp af spændingsdelerformlen:

R2 270 k
UB = UCC · ---------------------
- = 24 · ------------------------------------- = 19,17 V
R1 + R2 270 k + 68 k
UE må være et diodespændingsfald højere end UB (husk, at BE-dio-

den skal lede):
UE = UB + U BE = 19,17 + 0,6 = 19,77 V
602
Nu kan IE og dermed IC findes:

U CC – U E 24 – 19,77
IC ≅ IE = --------------------------
- = ------------------------------ = 2,35 mA
RE 1,8 k
Tilbage er der nu blot at finde UC.
UC = IC · RC = 2,35 m · 4,7 k = 11,04 V
UB 19,17 V
UE 19,77 V
UC 11,04 V
IC 2,35 mA
Darlingtonkobling
Undertiden har man brug for en særlig stor strømforstærkning, så
stor, at en enkelt transistor ikke er tilstrækkelig. To transistorer kan
kobles sammen, således at den ene transistor styrer den anden. De
to kollektorer er lagt sammen.
4138åb16.cdr
603
Koblingen er så almindelig, at man kan få specielle darlingtontransi-

storer, der fremtræder som en enkelt »supertransistor«. Symbolerne
ses herunder.
4138åb17.cdr
Strømfor- Darlingtonkoblingen har en meget stor strømforstærkning:

stærkning
4138åb18.cdr
I C = I E · h FE ⇒ I C = IB · h FE · h FE
2 1 2 2 1 2
Det betyder, at den samlede strømforstærkning kan findes som:
h FE = h FE · h FE
tot 1 2
UBE Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, har en dar-
lingtontransistor et dobbelt så stort basis-emitterspændingsfald som
en almindelig transistor.
604
Konstruk- Som konstruktionseksempel vises her en strømgenerator, der kan

tion forsyne et antal lysdioder (LED) i serie. Grunden til, at der bruges en
strømgenerator, er, at strømmen (og lysstyrken) på denne måde bli-
ver uafhængig af antallet af LED i serie (så længe UCC er høj nok).
Ønsket ILED: 10 mA
UCC = 12 V
hFE = 100
4138åb19.cdr
Først vælges en UE til 10% af UCC:
1- · U = ------
UE = ------ 1- · 12 = 1,2 V
CC
10 10
RE kan nu beregnes:
UR
1,2 - = 120 Ω
RE = -----------E- = --------------
IE 10 m
605
UB skal være et diodespændingsfald højere:
UB = UE + U BE = 1,2 + 0,6 = 1,8 V
IB findes ud fra kendskabet til strømforstærkningen:

IC 10 m
IB = ---------
- = --------------- = 0,1 mA
h FE 100
For at UB kan være rimelig stabil, vælges en I R , som er 10 gange

2
større end IB:
I R = 10 · IB = 10 · 0,1 m = 1 mA
2
Nu kan R2 beregnes:
U 1,8- = 1,8 kΩ
R2 = --------B- = ----------
IR 1m
2
Til sidst kan R1 beregnes:
U R = UCC – UB = 12 – 1,8 = 10,2 V

1
UR
1
R1 = --------------------- 10,2
- = ----------------------------------- = 9,3 kΩ
IR + IB 1 m + 0,1 m
2
Transisto- Det er temmelig forskelligt, hvorledes de forskellige halvlederfabri-

rens karak- kanter vælger at vise transistorens karakteristikker. Heller ikke alle
teristikker transistorer er lige omfattende dokumenteret. Her er valgt en
2N2222A fra Motorola. Transistoren ligner meget en BC547 og er en
NPN »general purpose transistor«.
606
DC-current Kurven herunder er normaliseret, idet man går ud fra en hFE = 1.

gain Det giver mulighed for at se indflydelsen på hFE, som skyldes æn-
dringer af IC, UCE og temperatur. Hvis strømmen IC stiger, vil strøm-
forstærkningen hFE også stige svagt, indtil den pludselig falder dra-
stisk. Sådan har alle transistorer det. Bemærk også, at hFE stiger,
når temperaturen stiger. Fra 25° til 175° er der tale om en fordob-
ling.
4138åb20.tif
607
ON-voltage Denne kurve viser to ting:
Spændingsfaldet VBE ved 1 V hen over transistoren. Som forventet

ligger spændingen omkring 0,6-0,7 V. Større spændingsfald driver en
større IB ind i transistoren, og derved vokser IC også.
Spændingsfaldet VCE (sat) er mætningsspændingen over transistoren,

når den er helt ON. Når strømmen vokser over en hvis værdi, begyn-
der det ohmske spændingsfald at vokse over selve krystallet i transi-
storen.
4138åb21.tif
608
Kollektor- I nogle datablade kan man finde kurver for IC = f ( U CE ), altså hvor-
kurver dan kollektorstrømmen opfører sig, når spændingen hen over transi-
storen varierer. Som regel vises der flere kurver svarende til forskel-
lige basisstrømme. Herunder ses kollektorkurverne for transistoren
2N5086 fra Motorola. De negative tal skyldes, at det er en PNP-tran-
sistor.
4138åb22.tif
Som man kan se, er transistoren ved små strømme rimelig uafhæn-
gig af spændingen hen over transistoren. Det betyder, at den virker
som en konstantstrømsgenerator styret af basisstrømmen. Dette er
grunden til, at det ikke er kollektormodstanden RC, som bestemmer
IC. RC ændrer kun på spændingen U CE , og som vi lige har set, er
transistorens kollektorstrøm temmelig uafhængig af kollektor-emit-
terspændingen.
609
Det hele Vi har i dette kapitel set på transistorens vigtigste karakteristikker.

samles Når vi skal prøve at overskue det hele, viser det sig at være smart at
tegne de tre vigtigste karakteristikker ind i samme koordinatsystem.
I næste kapitel om transistorens AC-forhold vil der blive bygget vide-
re på denne måde at tegne karakteristikkerne.
ek515c01.cdr
610
3. kvadrant 3. kvadrant viser sammenhængen mellem IB og U BE , hvilket selvføl-

gelig er en diodekurve. Ved omkring 0,6-0,7 V begynder basisstrøm-
men at stige voldsomt.
2. kvadrant 2. kvadrant viser sammenhængen mellem IC og IB, som jo også kal-

des strømforstærkningen hFE eller β. Der er en tydelig proportionali-
tet mellem de to strømme.
1. kvadrant 1. kvadrant viser, hvordan IC afhænger af U CE. Jo fladere kurven er,

jo mindre betyder U CE for strømmen IC.
Grafen ovenover viser, hvordan en given transistor virker. Hvis U BE

f.eks. sættes til 0,7 V, betyder det, at IB bliver 20 µA, hvilket igen be-
stemmer, at IC bliver 4 mA.
Stiger U BE blot en anelse, vil IB stige voldsomt, og det vil få IC til at

stige lige så mange gange.
Vi kan altid gå ind på karakteristikken og se, hvordan sammenhæn-

gen er mellem de tre ting: U BE , IB og IC.
611
612
Transistorens AC-forhold
Om transistorens DC-forhold ved vi allerede følgende:
Hvis UBE stiger, vil spændingen tvinge en større IB ind i transisto-

ren. Derved stiger IC, og det giver et større spændingsfald over RC.
Der bliver så en mindre spænding til transistoren, og UCE falder. Og
som følge heraf falder UC også.
Hvis UBE falder, sker der naturligvis det omvendte.
I parentes skal bemærkes, at RE med vilje ikke er taget med. Den

ville nemlig ellers modvirke de spændingsændringer, som lige er be-
skrevet.
4138ÅC01.cdr
Disse variationer kan stamme fra hvad som helst. Vi vil her koncen-
trere os om de ønskede variationer. De kunne være et sinussignal,
som vi påtrykker fra en tonegenerator eller mikrofon. Et principdia-
613
gram er vist herunder. Et sinussignal er indtegnet i karakteristikfel-

terne.
4138ÅC02.cdr
Spændings- Hvis vi sammenligner ind- og udgangssignalerne med hinanden, er

forstærk- det tydeligt, at der er sket en forstærkning. Signalet er betydeligt
ning større på udgangen end det tilførte indgangssignal.
Hvordan? Hvordan er det sket? Det hele handler om variation af de faste DC-
forhold. At arbejdspunktet ikke ligger så fast endda. Tonegenerato-
ren har held til at trække lidt op og ned i UBE, og det påvirker selv-
følgelig IB. Kollektorstrømmen IC vil afspejle variationerne, bortset
fra at de er strømforstærkningen gange større. Variationerne i IC bli-
ver over RC omsat til spændingsvariationer, som kan ses på kollek-
tor.
Fase- Bemærk, at udgangssignalet optræder i modfase i forhold til ind-

drejning gangssignalet. Sådan vil det altid være, når man tilfører signalet til
basis og tager det ud på kollektor.
614
Strømforstærkningen hfe
En lille strømvariation i IB kaldes iB. Dette resulterer i en langt stør-
re strømvariation i IC, kaldet iC. Bemærk, at små bogstaver symboli-
serer AC-signaler eller variationer af DC-forholdene.
iC er direkte styret af iB. Derfor kan vi opfatte iC som en strømgene-

rator, der er styret af iB.
4138ÅC03.cdr
615
hfe Forholdet mellem iC og iB kaldes strømforstærkning. Databøgerne

bruger ofte betegnelsen hfe (hybrid-parameter):
h = hybrid, en blanding af strømme og spændinger
f = forward, forstærkningen fremad i transistoren
e = parametrene er målt i forhold til emitter (emitter lig-
ger til stel)
4138ÅC13.tif
Normalt er hfe lidt højere end DC-strømforstærkningen hFE. Grafer-

ne viser hfe for en 2N2222, men også hvor stor spredning der kan væ-
re. Kurve 1 gælder for et eksemplar med stor strømforstærkning og
kurve 2 for et med lille strømforstærkning. Den aktuelle transistor
ligger imellem disse to grænser. Størrelsen af strømforstærkningen
er altså ikke særlig præcist opgivet.
↑ IC ⇒ ↑ hfe Bemærk, at hfe stiger med IC. Ved at forøge IC fra 1 mA til 10 mA sti-
ger hfe 50% ifølge kurve 2.
616
Indgangsimpedansen hie
Variationen i iB stammer fra en lille ændring i uBE. Den må komme
fra tonegeneratoren. Ændrer spændingen sig, må generatorstrøm-
men følge med. Hvor hårdt generatoren føler sig belastet af det job,
kalder vi indgangsimpedans. Det er en modstand, som vi kan fore-
stille os liggende mellem basis og emitter.
4138ÅC04.cdr
hie Transistorens indgangsimpedans kaldes for hie i databøgerne.

h = hybrid, en blanding af strømme og spændinger
i = input, det er set ind i transistorens indgang
e = parametrene er målt i forhold til emitter (emitter lig-
ger
til stel)
4138ÅÅC14.tif
617
Som databladet viser, er hie omvendt proportional med strømmen i

transistoren. Ifølge kurve 1 (gælder ved stor hfe) aflæser vi hie til
8 kΩ ved IC = 0,5 mA. Ved IC = 1 mA er hie faldet til ca. 4,5 kΩ. For-
dobles IC, vil hie altså falde til noget, der ligner det halve.
Dette forhold skyldes, at hie i virkeligheden stammer fra basis-emit-

terdiodens dynamiske modstand re. Den fandt vi tidligere en formel
for, nemlig:
re = 25 m
---------------
IE
Hvis tonegeneratoren var tilsluttet emitter i forhold til basis, altså

omvendt af det, vi før gjorde, ville generatoren have kigget direkte
ind i re. Og det ville have været en lille modstand og dermed en hård
belastning for generatoren.
Men tilsluttes generatoren i stedet basis i forhold til emitter, virker

belastningen langt mindre hård. Generatoren kan meget nemmere
ændre sin strøm i takt med signalet. Det må betyde, at hie virker som
en meget større modstand end re. Dette skyldes naturligvis strømfor-
stærkningen hfe. Transistorens indgangsimpedans ind i basis kan
derfor findes som:
hie = hfe · re
Eksempel Vi beregner hie for en 2N2222 ved IC = 0,5 mA.
re = 25 m 25 m
--------------- = ----------------- = 50 Ω
IE 0,5 m
Vi kan aflæse hfe i databladet til at være omkring 150 ved

IC = 0,5 mA (kurve 1). Ved indsætning i formlen fås:
hie = hfe · re = 150 · 50 = 7,5 kΩ
618
Databladet oplyste 8 kΩ, så det kan altså godt lade sig gøre at bereg-
ne hie med rimelig sikkerhed, når blot hfe er kendt.
Vi kan altså konkludere, at transistorens indgangsmodstand i basis

er omvendt proportional med DC-strømmen i transistoren. Og at den
kan beregnes ved at gange B-E diodens dynamiske modstand med
hfe.
Udgangsadmittans hoe
Vi har tidligere set, at transistoren virker som en strømgenerator, og
at dens IC i princippet er uafhængig af spændingen over transistoren
UCE. Men hvis det sidste virkelig var sandt, ville vi stå over for en
ideel strømgenerator med en uendelig høj, indre modstand. Og sådan
en findes kun i teoribøgerne.
I praksis må vi regne med, at der er en sammenhæng imellem tran-

sistorens udgangsstrøm og -spænding. Det er der også AC-mæssigt. I
transistorens h-model vises det som en modstand mellem kollektor
og emitter, som kaldes 1/hoe.
4138ÅC05.cdr
Definitionen og databogen opgiver den indre modstand som en led-

ningsevne (admittans). Men ønsker man at omregne den til mod-
stand, er det let gjort:
1
Ri = --------
h oe
619
4138ÅC15.tif
En aflæsning ved IC = 0,5 mA giver en hoe = 15 µmhos, hvilket svarer

til 15 µS. Omregnet til modstand svarer denne ledningsevne til:
1 = ------------
Ri = -------- 1 - = 66 kΩ
h oe 15 µ
Denne modstand falder ved stigende kollektorstrøm. Ved 4 mA er

den faldet til det halve, nemlig 33 kΩ.
Transistor- Vi kan nu præsentere den færdige transistormodel med h-parame-

model trene:
4138ÅC06.cdr
Har man først erkendt, at det er sådan, en transistor virker, vil ver-
den ligge åben for en. Man behøver ikke tykke formelsamlinger eller
620
en masse forklaringer. Lad os nu prøve at bruge vores nye viden på

et praktisk kredsløb.
En praktisk AC-forstærker set med »AC-briller«

Herunder vises et eksempel på en lille transistorforstærker.
4138ÅC07.cdr
Bemærk de tre kondensatorer, og hvad der sker med signalet før og

efter.
Cin er en overføringskondensator, som skal forhindre generatoren i

at kortslutte UB til stel. Og i at generatoren får DC-spænding ind i
sin udgang.
Cout er også en overføringskondensator. Den skal forhindre, at Rbel

bliver udsat for DC. Og at Rbel ikke skal påvirke DC-arbejdspunktet.
CE er en afkoblingskondensator. Uden den ville arbejdspunktsstabi-

liseringen træde i funktion over for signalvariationer. Men det øn-
621
sker vi ikke, at den skal. Derfor skal signalvariationer over RE kort-

sluttes til stel.
Vi tager nu vore »AC-briller« på, hvilket betyder, at vi kun vil inter-

essere os for de ting, der betyder noget for AC-signaler. Vi forudsæt-
ter, at frekvensen ligger midt i arbejdsområdet, således at alle kon-
densatorer kan regnes som kortslutninger.
UCC = En anden vigtig ting at erkende er, at forsyningsspændingen er

AC-stel! AC-stel! Alle spændinger, som ikke er til at flytte signalmæssigt
med, må betragtes som AC-stel. Desuden er forsyningsspændingen
direkte afkoblet til stel via nogle store kondensatorer i strømforsy-
ningen. Dvs. at UCC og stel er et og samme punkt, AC-mæssigt altså!
I første omgang kan vi tegne kredsløbet om til følgende:
4138ÅC08.cdr
622
Forenklin- Men eftersom UCC og stel jo AC-mæssigt hænger sammen, kan teg-
gens kunst! ningen forenkles yderligere:
4138ÅC09.cdr
Det skulle nu være nemt at analysere kredsløbet.
Generatoren på indgangen føler sig belastet af en parallelforbindelse

af de to basisspændingsdeler-modstande samt hie. Dette er også det
samme som hele trinnets indgangsimpedans.
Udgangsimpedansen er den modstand, som Rbel kigger bag ind i. Det

må være RC i parallel med 1/hoe. (Bemærk: Rbel indgår ikke!)
Derimod er den samlede belastning på transistorens udgang lig med

parallelforbindelsen af alle tre modstande:
R bel 1 // R // R
= -------- C bel
tot h oe
Transistorens h-model er et stærkt værktøj til analyse af transistor-

kredsløb. Vi vil benytte det flittigt i kapitlet om transistoren som
analogforstærker.
623
Vi vil nu se lidt nærmere på transistorens h-parametre, og hvordan

man er kommet frem til dem.
Transistoren kan betragtes som en »black box« med 4 poler, en så-

kaldt firpol. Der er to indgangsterminaler og to udgangsterminaler.
Vi kan ikke komme ind i transistoren, men har alene de fire termi-
naler at måle på.
ek291-15.cdr
Den opmærksomme læser har nok allerede bemærket, at en transi-

stor altså kun har tre ben! Derfor er de to nederste poler fælles.
ek291-16.cdr
Vi forestiller os nu, at transistoren har et givet arbejdspunkt, f.eks.

UCE = 5 V, og IC = 1 mA.
hfe Først vil vi undersøge strømforstærkningen hfe. Det valgte arbejds-

punkt er markeret med en cirkel i karakteristikfeltet på næste side.
Desuden er der indtegnet en tangent til punktet. Hvis vi forudsæt-
ter, at UCE er konstant, og vi sender en signalvariation ind på basis,
∆IB, vil vi spejle den i tangenten og få en signalvariation i kollektor
∆IC.
624
Tangentens hældning er et udtryk for strømforstærkningen og kan

bestemmes som:
∆I
hfe = ---------C-
∆ IB
I stedet for at bruge variationer af DC-strømme kunne vi ligeså godt

tale om AC-strømme. Vi bruger små bogstaver til at vise, at det er
AC-signaler. Formlen vil så kunne skrives som:
iC
hfe = -----
iB
4138ÅC10.cdr
hie På samme måde kan vi definere transistorens indgangsmodstand hie.
Det valgte arbejdspunkt er markeret med en cirkel i karakteristik-

feltet på næste side. Desuden er der indtegnet en tangent til punk-
tet. Hvis vi forudsætter, at UCE er konstant, og vi sender en signalva-
riation ind på basis, ∆UBE, vil vi spejle den i tangenten og få en sig-
nalvariation i basisstrømmen ∆IB. Tangentens hældning er et udtryk
for indgangsmodstanden og kan bestemmes som:
∆U BE ∆u BE
hie = ---------------- , hvilket er det samme som hie = --------------
-
∆I B ∆i B
625
4138ÅC11.cdr
hoe Til sidst ser vi på transistorens udgangsledningsevne hoe. Vi er nu i

1. kvadrant.
Det valgte arbejdspunkt er markeret med en cirkel i karakteristik-

feltet herunder. Desuden er der indtegnet en tangent til punktet.
Hvis vi forudsætter, at IB er konstant, og vi sender en signalvariati-
on baglæns ind på kollektor, ∆UCE, vil vi spejle den i tangenten og få
en signalvariation i kollektorstrømmen ∆IC. Tangentens hældning er
et udtryk for udgangsledningsevnen og kan bestemmes som:
∆I C iC
hoe = ---------------- , hvilket er det samme som hoe = ----------
-
∆U CE u CE
4138ÅC12.cdr
626
Analogforstærkeren
Analogforstærkeren
En forstør- Formålet med analogforstærkeren er at producere et udgangssignal,

ret kopi som er en forstørret kopi af indgangssignalet. At forstærke en eller
flere af følgende størrelser: spænding, strøm og effekt.
4138åd01.cdr
Vi har tidligere set, at en transformator er i stand til at aflevere en

højere spænding eller strøm på sin sekundær. Men effektforstærk-
ningen vil altid ligge lidt under 1. Skal den være højere, må der tilfø-
res effekt udefra. I en forstærker tilføres effekten fra en Power Sup-
ply eller strømforsyning.
Indgangs- Forstærkerens indgangsimpedans siger noget om, hvor meget den

impedans belaster en signalkilde. Normalt ønsker man en høj indgangsimpe-
dans, således at man kan se bort fra denne belastning.
Udgangs- Forstærkerens udgangsimpedans fortæller, hvor god den er til at

impedans fastholde udgangsspændingen, selv om den belastes. Normalt ønsker
man en lav udgangsimpedans, således at udgangsspændingen ikke
påvirkes så meget af belastningen.
Frekvens- En lavfrekvensforstærker arbejder inden for lavfrekvensområdet

gang (LF-området), som ligger imellem 20 Hz og 20 kHz. Normalt har for-
stærkere en nedre og en øvre grænsefrekvens. Det er den frekvens,
ved hvilken forstækningen er faldet 3 dB.
627
Analogforstærkeren
Fase- Fasedrejningen i en inverterende forstærker er 180°, hvorimod den

drejning er 0° i en ikke-inverterende. Imidlertid drejer fasen sig, når man
nærmer sig nedre og øvre overgangsfrekvens.
628
Analogforstærkeren
Praktiske målinger på forstærkeren

Dette afsnit vil tage udgangspunkt i en praktisk opgave, nemlig test
og afprøvning af en forstærker. Fremgangsmåden kan anvendes i
mange andre tilfælde. Test af udgangsforstærkere er henlagt til af-
snittet om disse.
Udstyring
Den første og indledende test vil være at afprøve udstyringen, dvs.
forstærkerens største uforvrængede udgangssignal.
Vi tilslutter en tonegenerator indstillet på 1 kHz sinus og 0 V am-

plitude til forstærkerens indgang. Et oscilloskop i stilling DC slut-
tes til udgangen. Skopets anden kanal kan evt. vise indgangssigna-
let. Derved kan ind- og udgangssignal direkte sammenlignes.
4138åd02.cdr
Forstærkeren tilsluttes forsyningsspænding. Bemærk, om udgangen

ligger på 0 V DC. Det vil en LF-forstærker normalt gøre.
629
Analogforstærkeren
Skru nu langsomt op for tonegeneratorens amplitude. Bemærk, om

der optræder forvrængning og hvornår.
4138åd03.cdr
Følsomhed
Ofte angiver fabrikanten, hvor svagt et signal der skal tilføres for at
afgive en bestemt udgangsspænding. Herved checkes forstærknin-
gen.
Men først skal forstærkeren tilsluttes dens normale belastning. Er

det en forforstærker, bliver den som regel belastet af en udgangsfor-
stærker. Men man kan også blot belaste med en modstand eller load-
box med samme modstandsværdi.
Tonegeneratoren indstilles til den amplitude, som fabrikanten har

angivet følsomheden til, f.eks. 5 mV. Udgangsspændingen kontrolle-
res og sammenlignes med angivelserne. Bemærk, at skopet måler
peak-peak-værdi. Ofte foretrækker man at måle med et AC-millivolt-
meter, som direkte måler effektivværdien.
Spændingsforstærkning Au
Spændingsforstærkningen, kaldet Au, fortæller, hvor mange gange
den tilførte signalspænding forstærkes op.
u out
Au = -----------
-
u in
630
Analogforstærkeren
Ofte ønskes spændingsforstærkningen opgivet i dB:

u out
Au = 20 ⋅ log -----------
-
u in
Tips For at undgå klipning af signalet på udgangen, bør man bruge føl-
gende fremgangsmåde: Skru op for indgangssignalet, indtil signalet
på udgangen netop klippes. Dæmp derefter indgangssignalet 10 dB.
Mål derefter uout henholdsvis uin. Det er mest praktisk at måle ind-
og udgangsspændingen ved hjælp af et AC-millivoltmeter. Evt. kan
dB-skalaen anvendes, hvorved forstærkningen kan findes i dB direk-
te.
Eksempel Følgende måles: uout = 5 V, og uin = 0,2 V.

u out 5
Au = -----------
- = -------- = 25 gg
u in 0,2
I dB bliver forstærkningen:
u out 5
Au = 20 ⋅ log -----------
- = 20 ⋅ log -------- = 28 dB
u in 0,2
4138åd04.cdr
631
Analogforstærkeren
Tænk lige Hvis trinnets indgangsimpedans ikke er meget større end generato-
over det her rens indre modstand, skal man være meget bevidst om, hvor man
måler sit indgangssignal. Generatoren vil nemlig i så fald være
hårdt belastet, og så afgiver den en mindre spænding, end man har
indstillet den til. Et eksempel vil vise problemet:
4138åd05.cdr
Hele systemet har ganske rigtigt en forstærkning på 10 gange eller

20 dB. Men ønsker man at beregne selve forstærkerens Au, bliver
man nødt til at tage højde for den spændingsdeling, som sker mellem
Ri og Zin. Kun en del af generatorspændingen når frem til forstærke-
ren. Den faktiske Uin kan beregnes ved hjælp af spændingsdeler-
formlen til:
Z in 150
uin = ugen · ---------------------
- = 1 · ------------------------ = 0,67 V
R i + Z in 75 + 150
Det giver en effektiv spændingsforstærkning på:

u out 10
Au = ----------
- = ----------- = 15 gg = 23,5 dB
u in 0,67
632
Analogforstærkeren
Strømforstærkning Ai
I nogle tilfælde er man interesseret i at vide, hvor meget indgangs-
strømmen bliver forstærket. Dette er f.eks. relevant i forbindelse
med den transistor, som er en strømforstærker.
Strømforstærkningen findes som:

i out
Ai = -------
-
i in
4138åd06.cdr
Effektforstærkning Ap
Effektforstærkningen kombinerer Au og Ai. Selv om Au er lille, kan
Ap godt være stor, hvis Ai også er stor. Dette er som regel tilfældet i
effektforstærkere.
Effektforstærkningen findes som forholdet imellem afsat effekt i

Rbelastning og tilført signaleffekt i indgangsimpedansen Zin:
P out PR
belastning
Ap = ----------
- = ------------------------------
P in PZ
in
Ønsker man at udtrykke forholdet i dB, skal man bemærke, at der

kun skal ganges med 10:
P out
Ap = 10 · log ----------
-
P in
633
Analogforstærkeren
4138åd07.cdr
Overstyring
Klipning Hvis indgangssignalet gøres tilstrækkeligt stort, vil alle forstærkere
begynde at forvrænge eller deformere signalet. Den mest almindelige
form for forvrængning er klipning.
4138åd08.cdr
Hvis klipningen er symmetrisk i top og bund, er forstærkeren sim-

pelthen overstyret. Indgangssignalet må dæmpes for at fjerne klip-
ningen. Den er ikke i stand til at levere større spændingssving på sin
udgang. Tegningen viser, at arbejdspunktet (markeret med Q) ligger
i midten, hvilket giver mulighed for det største spændingssving.
634
Analogforstærkeren
4138åd09.cdr
Ofte ser man en asymmetrisk klipning af top eller bund. Udgangs-

spændingen har ikke mulighed for at svinge langt nok til begge si-
der. Den ene halvperiode bliver derfor klippet eller trykket. Dette
skyldes enten overstyring, og/eller at arbejdspunktet i forstærkeren
har rykket sig.
Tegningen herunder viser, hvad der vil ske ved svag og kraftig ud-
styring af et transistortrin, hvor arbejdspunktet ligger asymmetrisk.
Der sker en klipning af den positive halvperiode.
4138åd10.cdr
635
Analogforstærkeren
Herunder ses, hvad der vil ske, hvis arbejdspunktet ligger til modsat
side. En klipning af den negative halvperiode vil opstå ved kraftig
udstyring.
4138åd11.cdr
God regel Når man skal måle på en forstærker, er det en god regel at udstyre
den, til den netop begynder at klippe. Derefter dæmpes generatoren
10 dB. Signalet vil så være rimeligt uforvrænget.
Indgangsimpedans Zin
Indgangsimpedansen Zin er den vekselstrømsmodstand, som genera-
toren føler sig belastet af, når den tilsluttes forstærkerens indgang.
Er det en alm. grammofon- eller AUX-indgang, vil den ligge på 47

kΩ. Til andre formål kan Zin være få hundrede ohm eller flere me-
gaohm.
Zin kan beregnes ved hjælp af Ohms lov, hvis både ugen og igen ken-
des:
u gen
Zin = ----------
-
i gen
636
Analogforstærkeren
4138åd12.cdr
Hvis generatoren skal levere mere strøm, skal den arbejde noget
hårdere. Det er tilfældet, når indgangsimpedansen er lav.
Skal generatoren kun levere en lille strøm, skal den ikke arbejde så
hårdt. Det er sådan forholdene er, når indgangsimpedansen er høj.
Måling Indgangsimpedans måles i praksis nemmest ved at indskyde en

af Zin modstand i serie med generatoren. Man kan bruge en modstands-
boks eller en variabel modstand, der kan indstilles på den størrelse,
som man forventer, at Zin ligger på. Modstanden varieres nu, indtil
man kan måle præcis den halve generatorspænding over forstærke-
rens indgang. Den anden halvdel må så ligge over seriemodstanden.
Hvis spændingerne er lige store, må modstandene også være det.
Når seriemodstanden ohmes/aflæses, har man også størrelsen af Zin.
4138åd13.cdr
Hvis uin er meget lille, kan man med fordel måle på udgangen. Da
det er en forholdsmåling, vil resultatet blive det samme, som hvis
der måles på indgangen.
637
Analogforstærkeren
Har man kun en fast seriemodstand til rådighed, kan Zin da også be-
stemmes. Der skal i så fald foretages to målinger, nemlig af ugen og
uin. Derved kan igen beregnes:
4138åd14.cdr
u gen – u in 10 m – 6,8 m
igen = -------------------------
- = -------------------------------------- = 145,5 nA
R serie 22 k
Nu kan grundformlen for Zin benyttes:

u in 10 m
Zin = -------
- = ---------------------- = 68,7 kΩ
i in 145,5 n
Måleteknik:
Bemærk, at spændingen over Rserie bestemmes ved at lave en
måling på hver side af modstanden og derefter trække tallene fra
hinanden. På denne måde kan stel på måleinstrumentet hele tiden
blive siddende på stel i opstillingen. Dette sker for at undgå brum
(50 Hz) i målingerne. Denne målemetode er obligatorisk for alle
måleinstrumenter, som er tilsluttet lysnettet.
638
Analogforstærkeren
Udgangsimpedans Zout
Udgangsimpedansen Zout er den vekselstrømsmodstand, som en be-
lastningsmodstand kigger ind i. Bemærk, at belastningen aldrig
kan indgå i Zout.
Hvis man betragter forstærkeren som en spændingsgenerator (og det

kan fint gøres), vil Zout svare til Ri. Den ubelastede uout svarer til E
(EMK).
4138åd15.cdr
Denne situation svarer til, at man har fjernet belastningsmodstan-

den og kun måler med et instrument, der ikke belaster nævnevær-
digt. I den situation betyder, Zout faktisk ikke noget!
Sættes en belastningsmodstand på udgangen, dannes der et lukket

kredsløb, og der løber strøm. Det betyder, at der nu opstår et spæn-
dingsfald over Zout, hvilket betyder at uout falder lige så meget.
4138åd16.cdr
639
Analogforstærkeren
Optages en kurve for uout = f (iout) for en forstærker, findes den viste
graf, hvor hældningen er bestemt af den indre modstand.
4138åd17.cdr
Zout kan findes ved at dividere spændingsændringen over Zout med

strømændringen:
∆ u out
Zout = --------------
-
∆ i out
Måling I praksis laver man en måling af den ubelastede uout. Derefter sættes
af Zout en belastning på, der er så kraftig at den markant påvirker uout. For-
skellen giver spændingsvariationen. Strømvariationen går fra 0
(ubelastet) og til den aktuelle strøm ved belastning, som kan findes
ved hjælp af Ohms lov. I eksemplet herunder måles 10 V ved ubela-
stet udgang, mens spændingen falder til 9 V ved belastning med 100
Ω:
u out u – u out
∆ u out bel bel 10-9
- = --------------------------------------------- = ------------- = 11 Ω
Zout = --------------
∆ i out u out 9
bel -----------
----------------- – 0 100
R bel
640
Analogforstærkeren
Frekvensgang
De forrige målinger har alle været udført ved en frekvens på 1 kHz.
For de fleste lavfrekvensforstærkere er det centerfrekvens, og derfor
er det blevet standard at måle ved 1 kHz. Der vil være et område
omkring denne frekvens, hvor forstærkningen er konstant. Fabri-
kanten opgiver f.eks., at frekvensgangen ligger inden for ± 1,5 dB i
området 20 Hz-18 kHz.
Man må imidlertid regne med, at forstærkeren ændrer forstærkning,

når frekvensen kommer længere væk. Herunder vises nogle mulighe-
der:
DC-koblet Forstærkeren går helt ned til 0 Hz (DC). Ved høje frekvenser falder
forstærker forstærkningen. Den frekvens, ved hvilken forstærkningen er faldet
3 dB i forhold til centerfrekvensen, kaldes øvre grænsefrekvens, fø.
4138åd18.cdr
641
Analogforstærkeren
AC-koblet Denne forstærker kan ikke gengive DC. Nedre grænsefrekvens og

forstærker øvre grænsefrekvens markerer de frekvenser, hvor forstærkningen
er faldet 3 dB.
4138åd19.cdr
Diskantløft Ofte indbygger man en bestemt ønsket frekvensgang i forstærkeren.

Eksemplet viser en mikrofonforstærker til en radiotelefon, hvor man
ønsker at løfte diskanten (de høje toner) med 6 dB/oktav. Alt over
3 kHz bliver derimod dæmpet kraftigt.
4138åd20.cdr
RIAA- Et andet eksempel kan være en grammofonforstærker, der foretager

forstærker en RIAA-korrektion. Under indspilningen er diskanten hævet og bas-
sen sænket. Grammofonforstærkeren skal nu gøre det modsatte un-
der afspilning. Tre overgangsfrekvenser definerer kurveformen.
642
Analogforstærkeren
4138åd21.cdr
Det handler Som den opmærksomme læser nok allerede har regnet ud, så har
om RC-led! overgangsfrekvenser noget med RC-led at gøre.
Generelt kan vi slå fast, at nedre grænsefrekvens skyldes en eller

flere overføringskondensatorer, der sammen med nogle modstande
udgør højpas-led.
4138åd22.cdr
643
Analogforstærkeren
Og ligeså generelt kan vi sige, at øvre grænsefrekvens skyldes en el-

ler flere ønskede/uønskede kapaciteter, der sammen med nogle mod-
stande udgør lavpas-led.
4138åd23.cdr
I de fleste tilfælde har konstruktøren tilstræbt, at kun ét RC-led

kommer til at dominere ved henholdsvis nedre og øvre grænsefre-
kvens. Det betyder, at forstærkningen falder af med 6 dB/oktav. Som
et RC-led jo gør!
Frekvens- Ved måling af frekvensgang kan følgende fremgangsmåde benyttes.

gang i
praksis
4138åd24.cdr
644
Analogforstærkeren
Tip: Et oscilloskop anbringes midlertidigt over udgangen. Forstærkeren

Så få instru- udstyres til klipning, og generatoren dæmpes 10 dB. Skopet fjernes
menter som igen, da det vil kunne påvirke måleresultatet (kapaciteten i proben).
muligt
Bemærk AC-millivoltmeterets udslag på dB-skalaen ved 1 kHz. Tal-
let som sådan er ligegyldigt, det er blot vores reference. Alle målin-
ger laves i forhold til denne reference.
Man skanner nu frekvensområdet ved at ændre frekvensen på gene-

ratoren og bemærker, hvor de store udsving forekommer. Ændrin-
gerne kan direkte aflæses på dB-skalaen på millivoltmeteret. Lav en
grov frekvensgang med store spring mellem målefrekvenser. Vend så
tilbage til de områder, hvor der sker store ændringer, og lav ekstra
målinger der. Specielt ved grænsefrekvenserne, hvor forstærkningen
er faldet 3 dB, skal der foretages ekstra målinger. Hvis referencen
ved 1 kHz lå på f.eks. –1 dB, så skal viseren gå ned på –4 dB, når vi
når en grænsefrekvens.
Måleresultaterne kan plottes ind i et regneark (f.eks. Excel), som di-

rekte kan omsætte tallene til en graf (diagram). Er man mere gam-
meldags, kan et logaritmepapir (logaritmisk x-akse og lineær y-akse)
stadig bruges.
645
Analogforstærkeren
646
Transistorens grundkoblinger
Transistoren kan arbejde i tre grundkoblinger. Deres navne er be-

stemt af, hvilken af de tre terminaler, emitter, kollektor eller basis,
der er fælles. Heraf navnene fælles emitter-, basis- og kollektorkob-
ling.
Man kan også kende de tre koblinger fra hinanden ved at se, hvilken
terminal, der AC-mæssigt er tættest på stel. Det er derfor, at mange
kalder koblingerne for jordet emitter/basis/kollektor.
DC-mæs- Lad os starte med at slå følgende fast: DC-mæssigt er der overhove-
sigt ens det ingen forskel på de tre grundkoblinger. Arbejdspunktet skal ligge
således, at basis-emitterdioden leder, og basis-kollektordioden spær-
rer. Hvis ikke det er tilfældet, får vi ingen forstærkning fra transi-
storen.
Forskellene optræder, fordi der er flere muligheder for at sende sig-

nalet ind og ud af transistoren. Med vidt forskellige egenskaber som
resultat.
En lille forsmag:
Fælles I fælles emitter-koblingen sender vi indgangssignalet ind på basis.

emitter Her virker strømforstærkningen, hvilket giver en stor spændings- og
strømforstærkning og en middelhøj indgangsimpedans. Signalet ta-
ges ud på kollektor. Udgangsimpedansen er derfor middel. Det giver
en all-round forstærker, som er meget udbredt.
647
Fælles I fælles kollektor-koblingen sender vi også indgangssignalet ind på

kollektor basis, mens vi tager signalet ud på emitter. Derfor får vi ikke nogen
spændingsforstærkning, men til gengæld opnår vi en lav udgangsim-
pedans, da vi kigger bag ind i diodens dynamiske modstand. Det er
altså en forstærker, der kan trække en lav belastning, selv om den
har en høj indgangsimpedans. Koblingen ses ofte i effektforstærkere
og udgangstrin.
Fælles basis I fælles basis-koblingen sender vi signalet ind på emitter og tager

det ud på kollektor. Pga. at generatoren ser lige ind i diodens dyna-
miske modstand re, opnår vi en meget lav indgangsimpedans. Spæn-
dingsforstærkningen er stor, og udgangsimpedansen er høj. Opstil-
lingen udmærker sig ved at gå højt op i frekvens og bruges derfor of-
te i HF-trin. En anden fordel er, at den har en meget lille tilbage-
virkning fra udgang til indgang. Dette gør, at den også bruges som
buffer eller skilleforstærker.
648
Herunder ses en oversigt, der viser de tre grundkoblinger og deres

vigtigste egenskaber:
Diagram Fase- Au Ai Zin Zout

drejning
Fælles
emitter 180° Stor Stor Middel Middel
3148åe01.cdr
Fælles
0° Under 1 Stor Høj Lav
kollektor
4138åe02.cdr
Fælles
basis Under
0° Stor Lav Høj
1 gg
4138åe03.cdr
649
Under den dybere teori vil fælles emitter-koblingen blive studeret

særlig grundigt. Men fremgangsmåden kan bruges generelt. Vi vil
benytte os af vort kendskab til transistorens AC-model, som ses her-
under:
4138åe04.cdr
Desuden vil vi se på kredsløbet med »AC-briller« og interessere os for

AC-stelvejene. Det fører som regel til, at vi kan tegne nogle simple
»ækvivalent-diagrammer« eller erstatningsdiagrammer.
Frem for at forsøge at lære formlerne udenad, vil vi foreslå, at man

lærer at »kigge« sig til, hvilke komponenter der AC-mæssigt betyder
noget. Så vil man være forberedt til at møde nye og ukendte transi-
storkoblinger, der ikke lige er omtalt i teoribogen.
Det er kun ganske få nye formler, som vi behøver lære. Som regel
kan vi »kigge« os til ind- og udgangsimpedanserne. Den vigtigste for-
mel er nok formlen for Au, der findes som forholdet imellem kollek-
torimpedansen og emitterimpedansen.
»Guldkorn« Om selve transistoren er følgende to ting meget vigtige:
• Alt i emitter virker hfe gange større, når det ses oppe fra basis eller
fra »svagstrømssiden«. F.eks. virker r e jo netop hfe gange større,
når man ser ind i basis, og så kaldes den hie.
• Alt i basis virker hfe gange mindre, når det ses nede fra emitter el-
ler fra »stærkstrømssiden«.
650
Fælles Tegningen viser en fælles emitterkobling.

emitter-
kobling
ek395-01.cdr
Indgangssignalet tilføres basis via en overføringskondensator Cin.
Udgangssignalet tages fra kollektoren via overføringskondensatoren

Cout.
Kondensatoren CE afkobler emitteren til stel (»jord«), deraf navnet

jordet emitter.
Forsyningsspændingen (UCC) er her afkoblet for at illustrere, at for-

syningsspændingen altid er på AC-mæssigt stelniveau.
Tegningen viser trinnets AC-model, hvor alle kondensatorer er

tænkt som effektive AC-kortslutninger.
Modstandene i basisspændingsdeleren R1 og R2 kommer til at ligge

parallelt over indgangsterminalerne.
Kollektormodstanden og belastningen RC og RL kommer til at ligge

parallelt over udgangsterminalerne.
651
De typiske egenskaber for en fælles emitter-kobling:

• Fasedrejning 180°
• Stor Au (10 til 500) gange
• Stor Ai (hfe, 50 til 800) gange
• Meget stor AP (Au · Ai)
• Middel Zin (1 til 10) kΩ
• Middel Zout (1 til 10) kΩ
R C // R L // -------- 1-
h oe
Au = ----------------------------------------
re
Zin = hie // R1 // R2
1-
Zout = RC // --------
h oe
Husk: re = 25 m
---------------
IE
Fælles Tegningen viser en jordet kollektorkobling. Denne kobling går også

kollektor under navnet emitterfølger.
ek395-03.cdr
652
Signalet indføres på basen og udtages over emittermodstanden.
Der findes ingen kollektormodstand, dvs. at kollektoren ligger direk-

te på AC-mæssigt stel (»jord«).
ek395-04.cdr
Trinnets AC-model viser, hvorledes modstandene R1 og R2 igen lig-

ger i parallel over indgangen. På udgangen er det emittermodstan-
den og belastningen RE og RL, der ligger parallelt.
De typiske egenskaber for en JC-kobling:

• Lille Au (mindre end 1)
• Stor Ai ( 50 til 800) gange
• Stor AP (Au · Ai)
• Høj Zin (10 til 500) kΩ
• Lav Zout (10 til 100) Ω
Au = 1
Zin = R1 // R2
Zout = re
Husk: re = 25 m
---------------
IE
653
Fælles basis Tegningen viser en fælles basiskobling.
ek395-05.cdr
Signalet indføres på emitteren og udtages over kollektormodstanden.
Basis er afkoblet direkte til stel (»jord«).
ek395-06.cdr
654
AC-modellen viser, at emittermodstanden RE // re ligger direkte over

indgangen. På udgangen er det RC og RL , der ligger parallelt.
De typiske egenskaber for en JB-kobling:

• Stor Au (10 til 500) gange
• Lille Ai ( mindre end 1)
• Stor AP (Au · Ai)
• Lav Zin (10 til 100) Ω
• Høj Zout (10 til 100) kΩ
R C // R L // -------- 1-
h oe
Au = ----------------------------------------
re
Zin = re // RE
Zout = RC
Alle tre grundkoblinger er DC-stabiliserede, så DC-beregningerne er

næsten ens.
AC-egenskaberne er til gengæld meget forskellige, så når forstærk-

ning samt ind- og udgangsimpedanser skal beregnes, skal vi benytte
os af transistorens h-parametre.
655
Fælles emitterforstærker i detaljer

Indgangs- I et transistortrin bestemmes indgangsimpedansen Zin af de mod-
impedans stande, som generatoren ser ind i.
med emit-
terafkob-
ling
ek515-08.cdr
På tegningen sidder generatoren mellem indgangsterminalen og stel.

For at finde den impedans, som generatoren ser ind i, skal der blot
findes AC-strømveje fra indgangsterminalen og til stel.
Da forsyningsspændingen som bekendt er AC-mæssigt stel, findes

der tre strømveje fra indgangen. Den ene går op gennem R B , den
1
anden går ned gennem R B , den tredje går gennem transistorens
2
basis-emitterstrækning og videre til stel via emitterafkoblingen CE.
Disse tre strømveje er parallelle.
656
Tegningen viser ækvivalentdiagrammet for trinnets Zin.
ek395-10.cdr
Da basis-emitterstrækningen her er set fra »svagstrømssiden«, må

den dynamiske modstand re virke hfe gange større (re · hfe = hie).
re = 25 m 25 m
--------------- = ---------------- = 25 Ω
IE 1 mA
Zin = R B // R B // (re · hfe)
1 2
Zin = 82 kΩ // 27 kΩ // (25 Ω · 100) = 2,23 kΩ
Her er det fortrinsvis transistorens hie, der bestemmer trinnets ind-

gangsimpedans.
657
Indgangs- Her er vist et trin, hvor emitteren er uafkoblet.

impedans
uden emit-
terafkob-
ling
ek515-09.cdr
Der er igen tre AC-strømveje set fra generatoren.
ek395-12.cdr
Ækvivalentdiagrammet viser de tre strømveje. R B og R B er uæn-

1 2
drede, men den sidste strømvej består i dette trin af basis-emitter-
strækningen plus emittermodstanden RE. Da disse igen er set fra
»svagstrømssiden«, vil de virke hfe gange større (både re og RE skal
ganges med hfe).
658
Zin = R B // R B // ((re + RE) · hfe)

1 2
Zin = 82 kΩ // 27 kΩ // ((25 Ω + 2,2 kΩ) · 100)
Zin = 18,6 kΩ
Her er det fortrinsvis den nederste basemodstand R B , der bestem-

2
mer indgangsimpedansen.
Udgangs- I et transistortrin bestemmes udgangsimpedansen Zout af den mod-

impedans stand, som belastningen RL ser ind i.
ek515-10.cdr
For at bestemme trinnets Zout er det igen et spørgsmål om at finde

AC-strømveje, denne gang fra udgangsterminalen til stel.
Der er to AC-strømveje i denne kobling, den ene går op gennem kol-

lektormodstanden RC, den anden går ned gennem transistoren og via
emitterafkoblingen til stel.
659
Modstanden ned igennem transistorens kollektor-emitterstrækning

kaldes transistorens indre modstand eller udgangsmodstand.
1-
Ri = --------
h oe
Ækvivalentdiagrammet viser, hvorledes Zout er en parallelforbindel-

se af kollektormodstanden og transistorens udgangsmodstand.
ek395-14.cdr
1 - = 4,7 kΩ // -----------------
Zout = RC // -------- 1 - = 4,3 kΩ
h oe 20 µS
Her er det fortrinsvis kollektormodstanden, der bestemmer Zout. Ved

en større strøm igennem transistoren får hoe dog lidt større indflydel-
se.
Hvis trinnet køres uden emitterafkobling, vil det ikke have nogen
nævneværdig indflydelse på Zout.
1- .
Det eneste, der sker, er, at RE adderes til --------
h oe
RE optræder med sin påtrykte værdi 1,8 kΩ, da Zout jo ses fra »stærk-
strømssiden«.
660
Forstærkning
Au med I et JE-transistortrin bestemmes spændingsforstærkningen Au af
afkoblet forholdet mellem kollektorimpedans og emitterimpedans.
emitter
ek515-11.cdr
I dette trin er emittermodstanden afkoblet. Det betyder, at emitter-

impedansen kun består af re.
Kollektorimpedansen består af trinnets Zout.
R C // -------- 1-
Z out h oe
Au = ----------- = ------------------------
-
re re
4,7 k // ------------ 1 -
20 µ = 4,7
Au = ----------------------------------- k // 50 k
----------------------------------- = 171,9 gg
25 25
Det ses her, at hoe ikke har den store betydning.
661
Au med Au er stadig forholdet mellem kollektor- og emitterimpedans.

uafkoblet
emitter
ek515-12.cdr
I dette trin er emittermodstanden ikke afkoblet. Det betyder, at

emitterimpedansen består af re + RE.
Kollektorimpedansen er stadig lig med trinnets Zout.
R C // -------- 1- 1 -
4,7 k // -----------------
h oe 20 µS- = ----------------------------------
Au = ------------------------- = --------------------------------------- 4,7 k // 50 k- = 1,93 gg
re + RE 25 + 2,2 k 25 + 2,2 k
Ved at betragte formlen kan man se, at hoe og re ikke har den store
betydning. Formlen kan derfor forenkles. Hvis trinnet er belastet af
en RL, som vist på næste side, skal den indgå parallelt med RC.
R C // R L
AU ≈ ------------------------
RE
662
Au med
belastning
ek515-13.cdr
Dette trin er belastet på udgangen med 4,7 kΩ. Dette vil ændre på
kollektorimpedansen, således at RL kommer til at ligge parallelt over
trinnets Zout.
Da trinnets emittermodstand er afkoblet, består emitterimpedansen

kun af re.
R C // -------- 1 - // R
L
h oe
Au = ----------------------------------------
re
4,7 // -----------------1 - // 4,7 k

20 µS
Au = -------------------------------------------------------- = 89,8 gg
25
Uden belastning var Au = 171,9 gg.

Det ses her, at når trinnet belastes, ændres forstærkningen betyde-
ligt.
663
Grænsefrekvens
Øvre græn- Det gælder for alle transistorforstærkere, at de på et tidspunkt når
sefrekvens en øvre grænsefrekvens (fø). Den øvre grænsefrekvens er defineret
som:
• Den frekvens, hvor forstærkningen er faldet 3 dB i forhold til for-
stærkningen ved 1 kHz.
Det er transistorens indre kapaciteter, som bevirker et fald i for-

stærkningen, når den tilførte signalfrekvens øges tilstrækkeligt.
Det forholder sig således, at en diodestrækning altid udgør en vis ka-

pacitet. I transistoren er der to diodestrækninger, basis-emitterdio-
den og basis-kollektordioden.
Tegningen viser transistorens indre kapaciteter. Kapaciteterne kal-

des henholdsvis CE og CC, og deres værdier ligger i området 1 til
20 pF. Dertil skal lægges diverse monteringskapaciteter.
ek395-18.cdr
Nedre Hvis transistorforstærkeren indeholder overføringskapaciteter og

grænse- emitterafkoblingskapaciteter, vil der også være en nedre grænsefre-
frekvens kvens (fn). Den nedre grænsefrekvens er, ligesom den øvre grænse-
frekvens, den frekvens, hvor forstærkningen er faldet 3 dB i forhold
til 1 kHz, denne gang blot for faldende frekvens.
664
Frekvens- Tegningen viser en forstærkers frekvenskarakteristik.

karakte-
ristik
ek395-19.cdr
Området mellem de to grænsefrekvenser benævnes båndbredden

∆f= fø – fn.
665
Trinnets kondensatorer
Over- Overføringskapaciteterne Cin og Cout sidder i serie med signalvejen i
førings- transistortrinnet. Dette betyder, at kapaciteternes XC-værdi vil blo-
kapaciteter kere mere og mere, jo lavere en frekvens forstærkertrinnet skal over-
føre. Overføringskapaciteterne er med til at bestemme trinnets nedre
grænsefrekvens (fn).
ek395-20.cdr
En grænsefrekvens er det samme som overgangsfrekvensen for et

RC-led, og den findes som bekendt, når R og XC er lige store (spæn-
dingen er faldet med 3 dB).
Cin og Cout skal have en sådan størrelse, at de uden tab kan overføre
de laveste frekvenser, som forstærkertrinnet skal kunne arbejde ved.
666
Indgangs- Ser vi på indgangen, får vi følgende AC-model.

kapaciteten
Cin
ek395-21.cdr
Den nedre grænsefrekvens bestemt af Cin kan beskrives som følger:
1
fn (Cin) = ------------------------------------------------------------------
-
2 π ⋅ ( R G + Z in trin ) ⋅ C in
Hvis Cin ikke skal være den komponent, der bestemmer trinnets fn,
vælges en værdi, som er 10 gange større.
1
Cin = 10 · --------------------------------------------------------------
-
2 π ⋅ ( R G + Z in trin ) ⋅ f n
Udgangs- Ser vi på udgangen, får vi følgende AC-model, hvis vi betragter tran-

kapaciteten sistoren som en spændingsgenerator.
Cout
ek395-22.cdr
Den nedre grænsefrekvens bestemt af Cout kan beskrives, som følger:
667
1
fn (Cout) = ----------------------------------------------------------
-
2 π ⋅ ( R C + R L ) ⋅ C out
Hvis Cout ikke skal være den komponent, der bestemmer trinnets fn,
vælges en værdi, som er 10 gange større.
1
Cout = 10 · ----------------------------------------------------
2 π ⋅ ( RC + RL ) ⋅ fn
Emitter- Som bekendt skal afkoblingskondensatoren CE fjerne alle AC-signa-

afkoblingen ler fra emitteren.
CE
Hvis der er et AC-signal på emitteren, vil trinnets forstærkning re-
duceres betydeligt, jævnfør afsnittet omkring forstærkning med uaf-
koblet emitter.
Tegningen viser en AC-model, hvor overføringskapaciteterne regnes

som kortslutninger.
ek395-23.cdr
For at afkoble emitteren effektivt skal CE's XC-værdi være meget

mindre end den samlede emitterimpedans.
668
ek395-24.cdr
Ækvivalentdiagrammet viser den samlede emitterimpedans.
Det hele betragtes fra »stærkstrømssiden«. Derfor optræder RE med

sin normale værdi, basis-emitterstrækningen er lig med re, mens den
samlede modstand på »svagstrømssiden« RS virker hfe gange mindre.
Den nedre grænsefrekvens bestemt af CE kan derfor beskrives som

følger:
1
fn (CE) = ------------------------------------------------------------------------------------------------------------
-
R G // R B // R B
2 π ⋅ R E // ( r e + --------------------------------------------- )) ⋅ C E
1 2
h fe
Da CE bliver den største kapacitet i trinnet, er det ofte den, der får
lov til at bestemme trinnets nedre grænsefrekvens.
CE beregnes derfor som følger:
1
CE = ---------------------------------------------------------------------------------------------------------
-
R G // R B // R B
2 π ⋅ R E // ( r e + -------------------------------------------- 1 2
- )) ⋅ f n
h fe
669
670
FET’en
JFET’ens virkemåde
FET er en forkortelse for Field Effect Transistor. Et J foran viser,

at det drejer sig om en Junction type, som er den grundlæggende
type.
Man finder FET’en mange steder: I forstærkere, radiomodtagere,

måleinstrumenter og switch-kredsløb. Den finder anvendelse i både
DC-, LF- og HF-kredsløb. Faktisk er FET’en (MOS-FET) den mest
brugte transistor, når man tager i betragtning, at der sidder i tusind-
vis af dem i IC’erne til computere og lign.
Hvordan ser FET’en kan på flere måder sammenlignes med den almindelige (bi-
den ud? polare) transistor, selv om de to transistorer er vidt forskelligt opbyg-
get. Med hensyn til egenskaber minder den mere om et radiorør.
FET’en ligner transistoren af udseende. Den findes i mange udform-

ninger. De fleste ligner en småsignal-transistor i plastic- eller metal-
hus. Er der tale om en VMOS Power FET (omtales senere i kapit-
let) ligner den en effekttransistor, som kan spændes op på en køle-
plade.
3 ben Normalt har en FET tre ben. Der findes dog en såkaldt Dual Gate
MOS-FET, som har fire ben. Den anvendes mest i HF-modtagere.
Benene har betegnelserne:
D = Drain
G = Gate
S = Source
Hvordan kender man så forskel? Her findes ingen regler for en FET.
Man er nødt til at slå op i en databog.
671
FET’en
Diagram- I første omgang vil vi koncentrere os om en FET af junction-typen.

symboler Den kan optræde som en N-kanal og som en P-kanal udgave.
Den allermest almindelige FET er en N-kanal FET.
ek292-07.cdr
Pilespidsen på gate vender ind mod kanalen. Gate- og sourcetilled-

ninger skal ligge på linie. Transistoren skal have positiv drain-spæn-
ding og negativ gate-spænding i forhold til source.
En noget sjældnere type er en P-kanal FET.
ek292-08.cdr
Pilespidsen på gate vender bort fra kanalen. Også her skal gate og
source-tilledninger ligge på linie.
Transistoren skal have negativ drain-spænding og positiv gate-spæn-

ding i forhold til source.
672
FET’en
Strømme En FET-transistors strømme benævnes:
ID = Drainstrømmen
IG = Gatestrømmen
IS = Sourcestrømmen
4138åf01.cdr
Spæn- Spændingerne mellem de tre terminaler benævnes:

dinger
UGS = Gate-source spænding (engelsk VGS)
UDS = Drain-source spænding (engelsk VDS)
4138åf02.cdr
673
FET’en
FET’en som Nedenstående kredsløb vil give et indtryk af FET’ens virkemåde.

en kontakt
4138åf03.cdr
Transistor T1 strømforsynes fra to batterier Uin og UDD.
Når Uin er drejet ned på 0 V, er transistorens gate-source forspæn-

ding også 0 V. Det vil få FET’en til at blive elektrisk ledende, hvor-
ved der åbnes for en strøm ned i gennem drain-source kanalen, og
pæren lyser.
Denne strøm går i følgende kreds: fra pluspolen på UDD gennem pæ-
ren, ned igennem drain-source kanalen og tilbage til batteriets mi-
nuspol.
Skruer man op for Uin, vil gate-source forspændingen blive negativ.

Derved ophører transistorens indre med at være elektrisk ledende,
og drain-strømmen falder således til nul, hvorved lampen slukkes.
FET’en kan altså virke som en modstand, hvis værdi man kan styre.
Modstanden er lille, hvis UGS er 0 V, hvorimod modstanden stiger til
∞ (uendelig), når UGS gøres stærkt negativ. Vi kan altså betragte
FET’en som en kontakt, der enten kan være sluttet (ON) eller af-
brudt (OFF).
674
FET’en
Spændings- Bemærk, at det alene er spændingen UGS, der styrer strømmen i en

styret FET. Der løber praktisk talt ingen strøm i gate. En FET er rent
spændingsstyret, hvorimod transistoren er strømstyret.
Det betyder også, at PN-overgangen eller diodestrækningen altid er

forspændt i spærreretningen på en FET.
675
FET’en
JFET’ens data
Lige som ved den bipolare transistor er det nødvendigt at kende
FET’ens egenskaber. Disse kan læses i et datablad i form af tal og
kurver. For at kunne forstå disse, ser vi her nærmere på FET’ens
karakteristikker, og hvorledes disse fremkommer ved måling.
Måle- Som eksempel i det følgende vil der blive benyttet en N-kanal JFET,
metode men princippet er ens for alle FET-typer.
Ved hjælp af opstillingen, som vist herunder, kan man optage

FET’ens overføringskarakteristik, der viser hvordan ID ændrer
sig, når –UGS varierer. Desuden kan FET’ens udgangskarakteri-
stik måles, hvilket viser, hvordan ID berøres af en varierende UDS
ved forskellige værdier for –UGS.
ek399c01.cdr
Disse karakteristikker plottes for en FET i henholdsvis 2. og 1. kva-

drant.
Da IG praktisk taget er nul, findes der ingen indgangskarakteristik i

3. kvadrant som ved den bipolare transistor. I det følgende omtales
de to karakteristikker nærmere.
676
FET’en
Overføringskarakteristikken
I 2. kvadrant ses en JFET overføringskarakteristik, der også beskri-
ver indgangen på en FET.
ek516c03.cdr
Hvis UGS = 0 V ser vi, at ID er maksimal. Denne største strøm, som

transistoren kan trække, kaldes i databladet IDSS. Den ligger måske
i området 0,5 mA til 25 mA. Der er i øvrigt ret stor spredning på den-
ne data, også selv om FET’en hedder det samme.
Cut-off Giver vi FET’en en negativ UGS, trækker FET’en mindre strøm. Til
spænding sidst når vi til FET’ens cut-off spænding, som er den gate-source
spænding, der kører FET’en OFF. Databladet opgiver denne spæn-
ding, der ligger i området –0,5 V til –10 V. Desværre er der også en
ret stor spredning på denne værdi.
Imellem disse to punkter ser vi, at karakteristikken er ulineær, pa-

rabelformet, men kan inden for et begrænset stykke betragtes som
værende lineær.
677
FET’en
Udgangskarakteristikken
I første omgang forestiller vi os, at gate og source er kortsluttede,
dvs. UGS = 0 V. Vi måler ID, imens der langsomt skrues op for forsy-
ningsspændingen. I begyndelsen stiger ID i takt med, at spændingen
forøges, nøjagtig som om det var en modstand. Ved en bestemt spæn-
ding knækker kurven (punkt B), og strømmen bliver konstant. Vi er
Pinch off nået pinch off spændingen. Forøges spændingen ud over punkt C,
spænding bryder FET’en sammen og bliver ødelagt.
4138åf04.cdr
Ved at lægge en negativ spænding ind mellem gate og source, vil

kurven knække noget før. Hvis UGS = –2 V, vil det ske ca. 2 V tidlige-
re.
678
FET’en
Det betyder, at vi i 1. kvadrant kan tegne et antal kurver, der viser

udgangskarakteristikken.
ek516c03.cdr
Karakteristikfeltet er delt op i to områder af den stiplede linie, som

går gennem kurvernes knækpunkt. Kurvernes knækpunkter kaldes
for pinch off punkter.
Området til venstre for den stiplede linie kaldes det ohmske områ-
de, og området til højre kaldes pinch off området.
Det ohmske Som det ses, har alle kurverne i det venstre område en stærk hæld-
område ning. Hældningen viser, at ID er stærkt afhængig af UDS. Dette gæl-
der ved lave UDS-værdier. Hvis en strøm er afhængig af en spæn-
ding, har vi at gøre med noget, der opfører sig som en ohmsk mod-
stand.
Ved at ændre på UGS er det muligt at bestemme, hvor stor modstan-

den mellem drain og source skal være. Er UGS meget lille (0 V), er
modstanden mellem drain og source meget lille (stor hælding). Er
679
FET’en
UGS derimod stor, ca. –4 V, vil modstanden mellem drain og source

være stor (lille hældning).
I det ohmske område kan en FET derfor anvendes som spændings-

styret modstand. Kurverne forsætter et stykke ned i 3. kvadrant.
Pinch off Området til højre for den stiplede linie kaldes pinch off området.
område Her er kurverne næsten vandrette, hvilket ligner den bipolare tran-
sistors udgangskarakteristik. Det er i dette område, FET’en arbej-
der, når den virker som spændingsforstærker eller strømgenerator.
Punktet, hvor kurven knækker, kaldes, som før nævnt pinch off og
spændingen Up. I pinch off området ser vi, at ID næsten ikke ændrer
sig, selv om UDS varierer. FET’en virker som en strømgenerator, hvis
strøm er direkte styret af UGS.
680
FET’en
Effekt
Når FET’en anvendes i praksis, vil der blive afsat en effekt i den.
Denne effekt omsættes til varme, og hvis den ikke begrænses og /el-
ler ledes bort fra FET’en, vil denne kunne ødelægges.
Den maksimale tilladelige effekt, der må afsættes i en given FET,

kan findes i databladet som Ptot eller Pmax. og opgives normalt ved en
omgivelsestemperatur (Tamb.) på 25°.
Den effekt, som afsættes i en FET, kan beregnes efter formlen:
P = UDS · ID
Da Ptot er en konstant værdi for en given FET ved en given tempera-

tur, kan man indtegne en kurve, den såkaldte effekthyperbel, i før-
ste kvadrant i FET’ens karakteristikfelt.
ek516c04.cdr
681
FET’en
Datablad Herefter gengives den første side af databladet for en JFET, der hed-
BF245 der BF245.
Vi kan læse, at der højst må være 30 V mellem terminalerne og højst

afsættes 300 mW effekt i FET’en.
Bemærk den store spredning. For en BF245B aflæser vi, at IDSS lig-
ger i området 6-15 mA og Vp i området 0,25-8 V. Den store spredning
nødvendiggør ofte, at man selv må sortere en portion for at finde
nogle, der kan bruges.
682
FET’en
Datablad BF245
ek292-11.tif
683
FET’en
Opbygning
Transistoren er opbygget omkring et P- eller N-materiale.
Dette materiale danner en kanal (channel) og benævnes altså P-ka-

nal eller N-kanal. Kanalen har to tilledninger, som kaldes source
(kilde) og drain (dræn eller afløb).
Funktionsmæssigt er der ingen forskel på en N-kanal og en P-kanal

FET.
Den eneste forskel ligger i den tilførte forsyningsspændings polari-

tet.
I dette afsnit er forklaringen af opbygning og virkemåde baseret på

en N-kanal FET.
ek292-01.cdr
Strømmen i kredsløbet (ID) vil være bestemt af batterispændingen og

modstanden i kanalen. Da kanalen består af silicium med tilførte
urenheder, er kanalen godt ledende.
Der flyder altså en elektronstrøm fra source gennem kanalen til

drain.
Gate- For at skabe en aktiv komponent skal der være mulighed for at styre
elektrode strømmen gennem kanalen.
684
FET’en
Dette opnås ved at lægge et P-materiale ind på begge sider af N-ma-

terialet. Dette P-materiale kaldes gate (port).
ek292-02.cdr
Gatematerialet vil sammen med N-materialet danne en PN-over-

gang. Denne overgang har samme fysiske forhold som en diode.
Forspændes en diode i spærreretningen, tømmes såvel N-lag som P-

lag for ladningsbærere, og der opstår et lokalt isolationsområde. Det
er denne feltvirkning, som udnyttes i Field Effect transistoren.
Som regel forbindes de to gateelektroder med hinanden og føres ud

som en gatetilslutning.
ek292-03.cdr
685
FET’en
Virkemåde
Strømmens Kanalens modstand, og dermed strømmen gennem transistoren, af-
afhængig- hænger af bredden og længden af den del af kanalen, der er elektrisk
hed af gate- ledende. I det ohmske område, dvs. hvor UDS er mindre en pinch off
spændin- spændingen, er det hovedsagelig kanalens bredde, der kan varieres.
gen Hvis UDS er større en pinch off spændingen, har kanalen det mindst
mulige tværsnit. Deraf følger, at yderligere modstandsstigning mel-
lem drain og source kun kan ske ved, at kanalens længde vokser.
4138åf13.cdr
686
FET’en
Drain-source-spændingen på 10 V betyder, at transistoren befinder

sig i pinch off området. Forspændes gaten med 0 V, vil strømmen an-
tage den størst mulige værdi svarende til IDSS. Det skraverede områ-
de er tømt for ladningsbærere, så der er kun en smal kanal, hvori
strømmen flyder mellem drain og source.
4138åf14.cdr
687
FET’en
Nu er gate-source dioden forspændt i spærreretningen med 2 V. På

grund af retningen flyder der næsten ingen strøm i gateledningen,
hvilket betyder, at indgangsmodstanden er meget stor, over 100 MΩ.
Transistoren er derfor spændingsstyret.
På grund af forspændingen bliver spærreområdet større, og længden

af kanalen øges, og dens modstand stiger med det resultat, at drain-
strømmen falder.
4138åf15.cdr
Nu er forspændingen øget til 4 V, og kanalen er yderligere forlænget,

og drainstrømmen faldet.
Strømmen i transistoren kan altså styres eller ændres ved en æn-

dring af gate-sourcespændingen.
Jo større gateforspænding, jo mindre bliver drainstrømmen.
Field Effect-transistoren leder altså mest, når gatespændingen er

nul, i modsætning til den bipolare transistor, som ikke leder, når ba-
sisspændingen er nul.
688
FET’en
MOSFET
MOS er en forkortelse af Metal Oxide Semiconductor.
Til forskel fra en junction FET (JFET) har MOSFET ingen PN-over-
gang, men dens gate-elektrode er elektrisk isoleret fra halvlederkry-
stallet med en tynd oxidfilm. I JFET’en var der en diodestrækning i
spærreretningen.
At gaten således er elektrisk isoleret fra resten af krystallet giver en

12
meget høj indgangsmodstand på 10-100 TΩ (Tera ohm = 10 Ω).
Vi har grundlæggende to typer MOSFET, nemlig depletion (selvle-

dende) og enhancement (selvspærrende).
689
FET’en
Depletion typen
Figuren herunder viser den grundlæggende opbygning af en MOS-
FET af depletion typen i både en N-kanal og en P-kanal udgave. I
resten af afsnittet vil vi benytte N-kanal typen.
Læg mærke til, at gaten er isoleret fra resten af krystallet ved hjælp
af et tyndt lag siliciumoxid (SiO2). Drain og source er lagt ned i kry-
stallet som et N-materiale, men med en tynd forbindelse kaldet ka-
nalen.
− −
4138åf05.cdr
Hvis spændingen på gate er 0 V, vil kanalen kunne lede noget strøm

ned igennem sig. Dette skyldes, at et halvledermateriale, som er for-
urenet med N- (eller P-materiale), virker som en modstand.
Vi kan betragte gaten som den ene plade i en kondensator og kana-

len som den anden plade. Siliciumoxid-laget virker som dielektri-
kum.
690
FET’en
Når gaten tilsluttes en negativ spænding, lades kondensatoren op

med minus på gaten og plus på kanalen. Feltet under gateelektroden
bevirker, at de frie elektroner i N-kanalen presses væk med det re-
sultat, at den del af kanalen, der kan lede elektroner, bliver smalle-
re, og der går derfor mindre strøm i MOSFET’en. Jo større negativ
spænding vi tilfører gaten, jo mindre strøm går der i drain og source.
MOSFET’en ligner altså JFET’en ved det, at den trækker mindre

strøm, jo større den negative gate-source spænding bliver. Forskellen
viser sig først ved positive gate-source spændinger.
4138åf06.cdr
691
FET’en
Ved positiv spænding på gaten vil kanalen blive tilført en negativ

ladning. Det betyder, at der kommer endnu flere frie elektroner i ka-
nalen, som derfor leder strømmen endnu bedre. Strømmen i drain og
source stiger derfor, jo mere positiv gatespændingen bliver.
4138åf07.cdr
Vi kan opsummere depletion MOSFET’ens virkemåde:

Med UGS = 0 V trækker den en strøm, som kan formindskes ved at
gøre UGS negativ og gøres større ved at gøre UGS positiv.
BFR29 er angivet at kunne arbejde med gate-source spændinger fra

+0,5 V til –2,5 V.
Mange MOSFET har substratet ført ud på et selvstændigt ben, og i

så fald kan drainstrømmen styres på dette, idet P-N-overgangen
mellem substrat og kanal virker som en JFET.
692
FET’en
Diagramsymbolerne er vist herunder. Bemærk den sammenhængen-

de streg imellem drain og source, som viser, at det er en selvledende
type.
ek292-15.cdr
Enhancement typen
Enhancement typen kaldes også for en selvspærrende MOSFET,
hvilket skyldes, at den ikke har en ledende kanal. Tegningen herun-
der viser den principielle opbygning.
4138åf09.cdr
693
FET’en
En positiv spænding på gaten af en vis størrelse vil betyde, at P-sub-

stratet modtager en negativ ladning fra drain og source områderne.
Der optræder derved frie elektroner imellem drain og source, og en
strøm kan løbe imellem de to. Jo større UGS bliver, jo bredere bliver
kanalen og jo større bliver strømmen i drain og source.
Så snart UGS kommer ned under tærskelspændingen, forsvinder ka-

nalen igen, og strømmen bliver nul i kredsløbet.
Herunder ses diagramsymbolerne. Bemærk den afbrudte linie imel-

lem drain og source, hvilket viser manglen på en fysisk kanal.
ek292-13.cdr
694
FET’en
Dual Gate MOSFET

En anden version af MOSFET’en er en udgave med to gate termina-
ler, nemlig Dual Gate MOSFET’en.
ek398-12.cdr
Den anvendes næsten udelukkende i HF-teknik, hvor den bl.a. an-

vendes til:
• HF-forstærkere
• Blandingstrin
• Demodulatorer
Man kan forestille sig, at den ekstra gate 2 er opstået ved, at man
har delt gate-elektroden i to halvdele. Det betyder, at man nu har
mulighed for at styre strømmen på to uafhængige indgange. Normalt
tilføres det svageste signal til gate 1, da den har den største for-
stærkning.
695
FET’en
Forholdsregler ved »handling« af MOSFET’er

Pga. den isolerede gate i MOSFET’en er der stor mulighed for, at
gateelektroden kan blive opladet af statisk elektricitet. Afledning i
gate ligger nede i pA, hvilket er 1.000 gange mindre end for en al-
mindelig JFET. Det betyder, at gate-source kapaciteten nemt kan
blive opladet til så høj en spænding, at der opstår overslag, og den
ødelægges.
For at undgå problemer med ESD ( Electro Static Discharge) og fejl i

MOSFET’en, bør følgende forholdsregler følges:
1. Alle MOS transistorer og IC’er skal opbevares i ledende

emballage.
2. Alle instrumenter og loddekolbe skal være jordforbun-
det.
3. Der skal benyttes håndledsbånd med jordforbindelse
(gennem 2 MΩ).
4. Fjern først den lille kortslutningstråd fra komponent-
benene, når komponenten er monteret.
5. Tilfør aldrig signal til en MOSFET, når forsyningsspæn-
dingen er off.
696
FET’en
Power MOSFET
Den mest almindelige power MOSFET er VMOS Power FET’en, der
fås både som N-kanal og P-kanal til opbygning af effektforstærkere
(komplementært push-pull udgangstrin).
VMOS FET’en er betydelig hurtigere end den bipolare powertransi-

stor. Øvrige data er sammenlignelige.
V’et i navnet stammer fra dens opbygning. Gaten er udformet som et

V for, at den kan få så stor overflade som muligt ned til kanalen.
Dette er nødvendigt for hurtigt at kunne åbne kanalen og samtidig
bibeholde den lille kapacitet til sourcen.
ek398-23.cdr
697
FET’en
Det skarpe V giver dog nogle problemer med at kunne tåle store
drain-source spændinger, og derfor »skar« man spidsen af V’et.
ek398-24.cdr
Denne udformning er nu den mest anvendte ved VDMOS.
For at gøre en VMOS bedre er der fremstillet en struktur med stor

overflade med mange »V-huller«.
698
FET’en
Denne udformning har fået mange forskellige navne efter firmanavn

eller udseende, bl.a. SIPMOS fra Siemens og HEXFET, der er seks-
kantet i »V-et«, som vist på tegningen.
Disse transistorer er af Enhancement-typen
ek398-25.tif
699
FET’en
Insulated Gate Bipolar Transistor (IGBT)

IGBT transistoren finder større og større udbredelse. Den er ideel til
anvendelser, hvor høje spændinger og høje strømme skal switches. Vi
finder dem i spændingconvertere, VLT’er og effektforstærere til LF.
MOSFET i IGBT transistorens store fordel er, at den er rent spændingsstyret

indgangen ligesom en MOSFET. Men dens effektive ON-modstand, når den
Transistor i trækker strøm, er meget mindre end MOSFET’ens og minder mere
udgangen om den bipolare transistor. Herunder ses diagramsymbolerne for en
N-IGBT og en P-IGBT. Desuden ses et erstatningsdiagram, som vi-
ser, at den kan betragtes som en almindelig bipolar transistor med
en MOSFET i indgangen. Bemærk, at indgangen kaldes gate, mens
udgangen hedder kollektor og emitter.
4138åf11.cdr
700
FET’en
Når gate-emitter spændingen overstiger tærskelspændingen VGE(th),

flyder der en kollektorstrøm. Eftersom gatestrømmen kun flyder,
indtil gate-kapaciteten er opladet, kan man betragte IGBT transisto-
ren som rent spændingsstyret. Udgangskarakteristikken ved forskel-
lige VCE er vist herunder:
4138åf12.cdr
701
FET’en
Switch egenskaberne
IGBT transistoren anvendes hovedsagelig til at switche store effek-
ter. Derved bliver ON-tiden og OFF-tiden meget vigtig, idet den af-
satte effekt i komponenten stiger, jo længere skiftetiden bliver.
Som tidligere nævnt, går IGBT transistoren ON, når gate-emitter

spændingen overstiger en tærskelspænding. Indgangen kan betrag-
tes som en kapacitiv reaktans, en kondensator, som først skal lades
op.
Når IGBT transistoren skal gå OFF igen, skal gatekapaciteten afla-

des hurtigst muligt ved hjælp af en lille modstand imellem gate og
emitter. Jo mindre aflademodstand, jo hurtige går det. Når MOS-
FET-delen er gået OFF, styres den bipolare del også OFF.
Den samlede switch-off tid viser sig at være direkte proportional med
kollektorstrømmen. Størrelsesordenen ligger fra nogle hundrede ns
for de hurtige IGBT’er op til 100 µs for de langsomme.
702
JFET’ens DC-forhold
FET’en er en ren spændingsstyret komponent. ID er direkte styret af

UGS.
Arbejdspunktet befinder sig normalt der, hvor den halve forsynings-

spænding ligger over transistoren. Afhængig af arbejdslinien giver
det en bestemt drainstrøm. FET’ens overføringskarakteristik vil
kunne fortælle, hvor stor gate-source spænding det svarer til.
ek516-05.cdr
703
For at anbringe FET’en i det ønskede arbejdspunkt er det nødven-

digt at tilføje nogle modstande som ved den bipolare transistor. Disse
har flere formål:
• Sørge for forspænding til FET’en

• Lægge et fast temperaturstabilt arbejdspunkt
• Tage hensyn til FET’ens store spredning
• Begrænse Pmax., hvis FET’en går helt ON
704
Praktisk DC-analyse
Analyse En FET bliver normalt koblet, som vist herunder, i en selvforspæn-
dende opstilling (self bias).
ek399-05.cdr
Altid 0 V Der går ingen strøm i gate. Spændingen over RG vil derfor være 0 V.
på gaten Pga. drainstrømmen vil der opstå et spændingsfald over RS, som vil
løfte sourcen op i forhold til gaten. Hvis gaten ligger på 0 V, og sour-
cen f.eks. ligger på +4 V, vil UGS blive –4 V. UG er negativ målt i for-
hold til US. Og det er jo netop, hvad den skal være for at reducere ID
til det ønskede arbejdspunkt. Med RS = 0 Ω, ville ID komme helt op
på maksimalstrømmen IDSS.
Sourcemodstandens størrelse kommer altså til at betyde rigtig meget

for FET’ens arbejdspunkt. Gøres RS større, vil UGS blive større (f.eks.
–5 V), og så skruer FET’en ned for strømmen.
Stabilise- Sourcemodstanden giver også en stabiliserende virkning på arbejds-

ring af punktet. Hvis strømmen i FET’en skulle begynde at stige pga. f.eks.
arbejds- temperaturen, vil URS også stige. Og dermed bliver UGS også større
punktet (flere volt) og FET’en trækker mindre strøm. Derved er arbejdspunk-
tet stabiliseret.
705
Strømmen i drain og source er nøjagtig den samme. Kendes ID og RS,

er det nemt at beregne US.
U S = ID · R S
Drainspændingen findes efter samme recept som for transistoren:
UD = UCC – ID · RD
Man kan også koble FET’en med en egentlig spændingsdeler på

gaten (fixed bias). Koblingen er mindre følsom over for spredning i
FET’ens data og giver bedre mulighed for at tilpasse arbejdspunktet.
ek516-07.cdr
I denne opstilling findes UG ved hjælp af spændingsdeler-formlen.

Resten af beregningerne er, som før vist.
FET som modstand

Spændings- En speciel analog anvendelse er FET'en som spændingsstyret mod-
styret modstand.
stand
Vi har allerede set, at udgangskarakteristikkens dynamiske mod-
stand i det ohmske område (triodeområdet) er stærkt afhængig af
706
UGS. For lave værdier af UDS kan modstanden i drain-source-stræk-

ningen styres af UGS, se tegning på modstående side.
ek399-11.cdr
Hvis vi laver et forstørret udsnit af det ohmske område omkring nul-

punktet (origo), ser vi, at kurverne fortsætter lidt over i tredje kva-
drant, således at signaler af begge polariteter kan behandles.
ek399-12.cdr
707
For at vise at der er tale om et meget stort modstandsvariationsom-

råde (rds 100 Ω – 10 MΩ), kan man f.eks. slå op i databladet for en
BF256 og finde kurven rds = f (UGS).
Anvendelseseksemplerne er utallige, men en helt typisk anvendelse

kan være som »bundmodstand« i en spændingsvariabel attenuator.
ek399-13.cdr
Med så stor en modstandsvariation, der er tale om, vil en FET være

anvendelig som f.eks. signalswitch. En sådan switch går under nav-
net analog switch og fås ofte som en IC. Her er særlig en MOSFET
meget anvendelig, da ON-modstanden er meget lav.
708
Arbejds- For at kunne anvende en FET som forstærker er det nødvendigt at

punkt/ indlægge en arbejdslinie og dermed arbejdspunket.
arbejdslinie
ek399c07.cdr
Den viste opstilling er som før et self bias trin, her med betegnelsen
for de nødvendige spændinger og strømme. Navnet self bias hentyder
til, at en FET selv bestemmer det ene af arbejdspunktets to yder-
grænser.
Da der ingen strøm går i gaten ud over en lækstrøm IGSS, som er nog-
le få nA, må det antages, at gaten tilnærmelsesvis ligger på 0 V. Der-
for er:
URS = –UGS, og IRS = ID
709
Det er begge størrelser, som kan findes i karakteristikkens anden

kvadrant (overføringen).
ek516-05.cdr
Det er normalt, at arbejdspunktet placeres ca. midt på indgangska-

rakteristikkens rette del for at undgå den forvrængning, der vil op-
stå, hvis FET'en kommer til at arbejde på den krumme del. Det er nu
muligt at aflæse UGS og I D mid.
710
Dimensionering
Source- RS kan beregnes ved hjælp af Ohms lov.
modstanden
U GS
RS = ----------------
-
I D mid.
Denne metode er lidt for enkel, hvis man skal anvende trinnet i mas-
seproduktion. Problemet er, at der er en meget stor spredning på
værdien Up og dermed også på overføringskarakteristikken.
En metode til at tilgodese denne spredning er altid at dimensionere

ud fra den »dårligste FET«, dvs. den af samme type med lavest UGS
og ID. I modsat fald vil man kunne opleve forstærkertrin, der ikke
kan overholde de forventede krav.
Gatemod- Efter at have valgt RS vælges nu RG, som er ene om at bestemme

standen trinnets indgangsimpedans. Valget af denne er derfor bestemt af
kravet til indgangsimpedansen. Man skal dog være opmærksom på,
at en stor værdi af RG (10 MΩ) kan resultere i, at gatelækstrømmen
IGSS ved høj temperatur kan begynde at få indflydelse på arbejds-
punktet, da gaten vil blive »løftet« fra stel på grund af det spæn-
dingsfald, der vil blive over RG forårsaget af IGSS. Spændingsfaldet
kan beregnes ud af –IGSS · RG.
Drainmod- Denne beregnes ud fra ID mid. og under hensyntagen til, at et spæn-

standen dingssving på drain ikke må komme ned i det ohmske område, da
det vil give forvrængning.
711
ek516-06.cdr
U DD – U RS
RD vælges normalt således, at UDS = ------------------------------ ,
2
U RD
hvilket medfører, at UDS = URD, og RD nu bliver: RD = ----------------
-
I D mid.
For at kontrollere I D max. for trinnet kan der foretages en beregning

af denne.
U DD
I D max. = ----------------------
-
RD + RS
712
Dimen- Vi vil her lave en DC-dimensionering af et standard FET-trin af ty-

sionerings- pen fælles source.
eksempel
ek399-10.cdr
Haves • FET af N-kanal typen (f.eks. 2N5457)

• Spændingsforsyning 12 V
• Modstande fra E12-rækken
Fra data- • UGS = 0,8 V

blad hen- • Drainstrøm mid. = 1,6 mA
tes/vælges • Symmetrisk spændingssving på udgangen
713
Beregning
U GS 0,8 V
- = --------------------- = 500 Ω
RS = -----------
ID 1,6 mA
RS vælges til 470 Ω.
Da spændingssvinget skal være symmetrisk, skal UD ligge midt mel-

lem UDD og US.
 ( U DD – U S )
UD =  -------------------------------- + US =  (----------------------------------------
12 V – 0,8 V )- + 0,8 V = 6,4 V

 2  2
( U DD – U D ) ( 12 – 6,4 )
RD = --------------------------------
- = ---------------------------- = 3,5 kΩ
ID 1,6 m
RD vælges til 3,3 kΩ.
RG vælges til en Zi på 100 kΩ = 100 kΩ.
714
FET’ens AC-forhold og grundkoblinger
FET’ens AC-forhold
og grundkoblinger
Vi har indtil nu behandlet FET’ens DC-mæssige forhold. I det følgen-

de vil vi beskæftige os med de AC-mæssige forhold, når en FET skal
arbejde som lineær forstærker.
En FET kan anvendes som forstærker i lighed med den bipolare

transistor, men er noget mere enkel at have med at gøre, da der kun
er to kvadranter i karakteristikfeltet at tage hensyn til. I øvrigt kan
man tillade sig at betragte en FET som en modstand (variabel).
4138åh01.cdr
715
Spændings- Når generatoren laver en positiv halvperiode, løftes UG i positiv ret-

forstærk- ning. Derved nærmer den sig den positive US, hvilket betyder, at UGS
ning bliver mindre. Derved trækker FET’en mere strøm, og URD stiger.
Det betyder, at spændingen over FET’en må blive mindre, og Uout la-
ver en negativ halvperiode.
Modfase Pga. stejlheden (at ID ændres i takt med UGS), vil spændingsændrin-
gen på udgangen være noget større end på indgangen. Der er sket en
spændingsforstærkning. Vi bemærker samtidig, at signalet kommer
ud i modfase ligesom ved den bipolare transistor i fælles emitterkob-
ling.
716
Karakteristikker
Stejlhed Gatespændingens indflydelse på drainstrømmen kan måles ved at
ændre gatespændingen og aflæse, hvilken ændring dette medfører i
drainstrømmen. Måleresultaterne kan indtegnes i et koordinatsy-
stem. Kurven angiver transistorens stejlhed.
ek292c09.cdr
Stejlheden angiver, hvor meget drainstrømmen ændres ved en æn-

dring i gatespændingen på 1 V.
Stejlheden benævnes i engelsk litteratur som Forward Transfer Ad-

mittance, forkortet gm, gfs eller Yfs.
Stejlheden kan beregnes efter

∆I D
Yfs = ----------------
-
∆U GS
og opgives i kataloger i mikro-siemens eller i mikro-mho.
Typisk ligger Yfs i størrelsen 1.000 til 5.000 µmho svarende til stejl-
hed på 1 mA/V til 5 mA/V.
717
Karakteristikken er lidt ulineær, parabelformet, men kan inden for

et begrænset område betragtes som værende lineær.
Komponenten er derfor velegnet til forstærkning af små vekselspæn-

dinger, hvor karakteristikkens krumning er uden betydning.
Udgangs- Undersøges det, hvordan drainstrømmens størrelse er afhængig af

admittans drainspændingen UDS, vil målingerne vise, at drainstrømmen er næ-
sten uafhængig af drainspændingen.
Drainspændingen skal blot have så stor værdi, at kurven får et

vandret forløb. Det vil sige, at UDS skal være større end Pinch Off-
spændingen, Up.
ek292c10.cdr
Transistorens udgangsadmittans Yos eller gos kan beregnes efter

∆I D
Yos = ---------------
-
∆U DS
og opgives i kataloger i mikro-siemens eller i mikro-mho.
Typiske værdier for Yos er 10 til 50 µS.
718
Kendes transistorens udgangsadmittans, kan udgangsimpedansen

beregnes efter
1-
Zout = --------
Y os
Er Yos f.eks. 10 µS, bliver udgangsimpedansen
1 - = 100 kΩ
Zout = ------------
10 µ
FET’ens Det er nu muligt at tegne en AC-model af en junction FET. I første

AC-model omgang vil vi se bort fra spredningskapaciteterne.
4138åh02.cdr
Kigger man ind i gaten på en FET ved LF, ser man en diode i spær-
reretningen. Modstanden er så stor, at vi godt kan se bort fra den i
denne sammenhæng. Derfor er gaten vist, som om den svæver.
Strømgeneratoren, som laver iD, styres af variationer i uGS og stejl-

heden Yfs. Vi finder følgende sammenhæng:
iD = uGS · Yfs
Bemærk i øvrigt, at enhederne passer, idet
1 -
Ampere = Volt · --------------
Ohm
719
1 - , som ligger mellem drain

Strømgeneratorens indre modstand er --------
og source. Y os
Under den dybere teori vil vi analysere FET’en lidt nærmere. Vi vil
undersøge såvel impedanser som forstærkning over et større fre-
kvensområde.
FET’ens grundkoblinger
En FET kan, ligesom den bipolare transistor, arbejde i tre grundkob-
linger. I det følgende præsenteres disse med en kort beskrivelse af
egenskaber og tilhørende formler.
Fælles Tegningen viser en fælles sourcekobling

source
4138åh03.cdr
Indgangssignalet tilføres gaten i forhold til sourcen. Udgangssignalet

tages fra drain via overføringskondensatoren CD. Kondensatoren CS
afkobler sourcen til stel.
720
Typiske egenskaber for en fælles sourcekobling:
Middel Au (2-50 gg)

Høj Zin (afhænger af RG, normalt 1 MΩ)
Middel Zout (1-20 kΩ)
Fasedrejning 180°
Au med afkoblet source:
 R // -------- 1 - // R 
 D Y L
os
Au = ---------------------------------------------
-
1
---------
Y fs
Au med uafkoblet source:
R D // -------- 1 - // R
L
Y os R D // R L
Au = ----------------------------------------- ≈ -----------------------
-
1
--------- + R S
1
--------- + R S
Y fs Y fs
Den opmærksomme læser bemærker den slående lighed med form-

1 - samt er-
lerne for jordet emitter. Man skal blot erstatte re med --------
statte hoe med Yos. Y fs
Indgangsimpedansen ved lave frekvenser findes som:
Zin = RG
Udgangsimpedansen kan beregnes som:
1-
Zout = RD // --------
Y os
721
Fælles drain Tegningen viser en fælles drainkobling, også kaldet sourcefølger.
ek400-02.cdr
Denne kobling har de samme egenskaber som fælles kollektorkobling

ved den bipolare transistor.
Signalet føres igen til gaten, men udtages nu over sourcemodstanden

RS. Det er muligt at indskyde en drainmodstand af hensyn til DC-ni-
veautilpasning, men den vil da AC-mæssigt være kortsluttet med en
kondensator.
Lille Au (under 1 gg)

Høj Zin (afhænger af RG, normalt 1 MΩ)
Lav Zout (FET 50 til 500 Ω)
Fasedrejning 0°
Spændingsforstærkningen kan findes som:

R S // R L
Au = -------------------------------------------
-
1
--------- + ( R S // R L )
Y fs
722
1 - betragtes som top-

Formlen ligner spændingsdelerformlen, idet --------
modstand og RS // RL som bundmodstand. Y fs
Indgangsimpedansen kan ved lave frekvenser regnes som:
Zin = RG
Udgangsimpedansen findes som:
1-
Zout = RS // --------
Y fs
Fælles gate Tegningen viser en fælles gatekobling:
ek400-03.cdr
Signalet føres ind på sourcen og tages ud over drainmodstanden.

Gaten er lagt direkte til stel.
723
Middel Au (2-50 gg)

Lav Zin (JFET 50-500 Ω)
Middel Zout (10-100 kΩ)
Fasedrejning 0°
Spændingsforstærkningen findes som:

R D // R L
Au = -----------------------
-
1
---------
Y fs
Indgangsimpedansen findes som:
1-
Zin = RS // --------
Y fs
Udgangsimpedansen findes som:
Zout = RD
Så er det jo Bemærk, at formlerne ligner dem, der gælder for fælles basis, når re
ikke så galt! 1- .
udskiftes med --------
Y fs
724
Impedanser
FET'ens For at kunne finde indgangsmodstanden i et FET-trin kan man an-
indgangs- vende Ohms lov.
impedans
uG
Zin = -------
iG
En FET’s Rin kan betragtes enten fra gaten (spændingssiden) eller

fra sourcen (strømsiden).
Gatesiden Rin i gaten er, set fra generatoren ved LF, gående mod uendelig, da
der ikke løber nogen strøm i gaten. Den er derfor bestemt af RG.
ek516c01.cdr
Ved stigende frekvens falder Zin, da FET'ens indre kapaciteter Crss

og Ciss kan antage betragtelige værdier (FET ≈ 2 til 10 pF) og (MOS-
FET op til 600 pF).
725
Især Crss, der også kaldes for Miller-kapaciteten, er af betydning, da

den vokser med forstærkningen.
ek400åh04.cdr
Modellen viser, hvordan Crss og Ciss ligger parallelt over RG. Dette er
i øvrigt en af FET'ens største ulemper.
Set fra generatoren og mod stel er Zin nu

X Crss
Zin = RG // (XCiss // ( --------------
- ))
Au
Beregningseksempel (2N5457)
Vælges:
f = 100 kHz
Ciss = 7 pF
Crss = 3 pF
Au = 10 gg
RG = 1 MΩ
726
XCiss beregnes til:
1
XCrss = ------------------------------ 1
- = --------------------------------------------- = 227,4 kΩ
2 π ⋅ f ⋅ C iss 2 π ⋅ 100 k ⋅ 7 p
XCrss beregnes til:
1
XCrss = ------------------------------- 1
- = --------------------------------------------- = 530,5 kΩ
2 π ⋅ f ⋅ C rss 2 π ⋅ 100 k ⋅ 3 p
Zin kan nu beregnes til:

X Crss
Zin = RG // (XCiss // -------------- 530,5 Ω
- ) = 1 MΩ // 227,4 kΩ // ------------------------ = 43 kΩ
Au 10
Egentlig skulle man her tage hensyn til fasedrejning, men eftersom
Miller-kapaciteten dominerer, betyder det kun en lille fejl.
Impedansen er altså nu faldet til ca. 43 kΩ, hvor den ved DC var 1
MΩ.
ek400c07.cdr
727
Sourcesiden Betragtes Zin derimod fra sourcen (strømsiden), ser vi ind i en lille
dynamisk modstand, der er bestemt af gm.
Tegningen viser generatoren placeret i serie med drain-source strøm-

men.
ek516c02.cdr
For at få generatorsignalet forstærket er det nødvendigt, at genera-

toren skal styre drain-source strømmen. For at modvirke denne
strøm må generatoren aflevere en modsatrettet strøm af samme stør-
relse. Generatorens spænding er kun en lille spænding, der overlej-
rer gate-source forspændingen.
Når generatoren nu afleverer en strøm af samme størrelse som iD,

f.eks. 2 mA, og en spænding på ca. 200 mV, vil generatoren opfatte
en lille modstand, som er indgangsmodstanden i sourcen. Ved hjælp
af Ohms lov kan Rin source beregnes.
u
Rin source = ------g
iD
Bemærk, at det er strøm- og spændingsændringerne, der er interes-

sante, derfor små bogstaver.
728
Eksempel ugen = 200 mV, og iD = 2 mA

u
Rin = ------g = 200 m
------------------ = 100 Ω
iD 2m
∆U GS
Da ---------------
-
∆I D
i virkeligheden beskriver hældningen på gate-source karakteristik-

ken, kan vi i stedet bruge gm (overføringsledningsevnen) til at finde
Rin med, da denne også beskriver hældningen.
∆I D ∆U GS
- ⇒ Rin = ----------------
gm = ---------------- -
∆U GS ∆I D
1
Altså er Rin = -------
gm
Indgangskarakteristikken er som tidligere nævnt, næsten lineær, og

dermed er 1/gm næsten konstant. I stedet for at finde ∆I og ∆UGS kan
man derfor anvende gm, der er oplyst i databladet for FET'en.
I trinnets indgangsimpedans, Zin, skal der også tages hensyn til, at

RS ligger parallelt med generatoren. Zin er derfor:
1
Zin = RS // -------
gm
729
Eksempel gm oplyst til typ. 3 mS, og RS = 470 Ω

(2N5457)
1 = --------------
Rin source = ------- 1 - = 333 Ω
gm 3 mS
1 og generatoren ligger også source-modstanden R .

Parallelt med ------- S
gm
4138åh05.cdr
Zin set fra generatoren til stel vil derfor blive:
1 = 470 // ----------
Zin = RS // ------- 1 - = 195 Ω
gm 3m
Man kan af og til se RS koblet på en anden måde, men det gælder, at

man skal finde alle strømvejene fra generatoren mod stel og medtage
alle de komponenter, man møder.
730
Udgangs- I et FET-trin er udgangsimpedansen bestemt af den modstand, som

impedans belastningen RL ser ind i.
ek400c10.cdr
For at bestemme trinnets Zout er det igen et spørgsmål om at finde

vejene til AC-stel, men nu med udgangspunkt i udgangsterminalen.
Der er to AC-stelveje i denne kobling. Den ene går op gennem drain-

modstanden RD, og den anden går ned gennem FET'en og via source-
afkoblingen CS til stel.
1- .
Modstanden ned gennem en FET kaldes her -------
g os
Som tidligere nævnt, er gos FET'ens udgangsledningsevne og vendes
her af praktiske årsager til en modstand.
731
Ækvivalentdiagrammet viser, hvorledes Zout er en parallelforbindel-

se af drainmodstanden og FET'ens udgangsmodstand.
4138åh06.cdr
1-
Zout = RD // -------
g os
Eksempel Vælges RD = 3,5 kΩ og gos = 25 µS (typ)

(2N5457)
1 - = 3,22 kΩ
Zout = 3,5 k // ------------
25 µ
Ved MOSFET får også udgangskapaciteten CDss stor betydning, da

denne kan antage værdier over 100 pF og derfor må medtages i pa-
rallelforbindelsen.
732
Forstærkning i jordet source-kobling

Au med I et FET-trin bestemmes spændingsforstærkningen hovedsagelig af
afkoblet trinnets belastningsimpedans og FET’ens overføringsledningsevne
source gm .
Hvis vi ser på erstatningsdiagrammet for en FET-transistor, består

den af en strømgenerator parallelt med udgangsledningsevnen.
Strømgeneratoren leverer en strøm, der er proportional med overfø-
ringsledningsevnen gm og den påtrykte uGS .
FET’ens drainmodstand RD og belastningsmodstanden RL ligger AC-

mæssigt parallelt med gos.
4138åh07.cdr
Spændingsforstærkningen Au er forholdet mellem den påtrykte uGS

og uout.
u out
Au = ----------
-
u GS
uout kan beregnes med Ohms lov:
1 - = g · u · R // R // -------
uout = iD · RD // RL // ------- 1-
m GS D L
g os g os
733
Indsættes udtrykket for uout i formlen for Au, fås:
1-
Au = gm · RD // RL // -------
g os
Eksempel Transistor BF256B.

gm = 5 mS, gos = 20 µS, RL = 10 kΩ, RD = 4,7 kΩ, RS = 470 Ω
1 - = 15 gg
Au = 5 m · 4,7 k · 10 k · -----------------
20 µS
Au med Forskellen på det foregående tilfælde og dette er, at FET’en er »sta-

uafkoblet blet« op på source-modstanden. Drainmodstanden og belastningen er
source- dog stadig forbundet mellem drain og stel.
modstand
Formlen for beregning af forstærkningen med afkoblet source kan
også bruges i dette tilfælde. Hvis vi omskriver formlen lidt, får den
dette udseende:
1-
R D // R L // -------
g os
Au = -----------------------------------------
1
-------
gm
Ved et nærmere eftersyn er tælleren blot den samlede impedans mel-

lem drain og stel, og nævneren er transistorens interne source-mod-
stand. Og det er jo, som det altid har været, at forstærkningen er for-
holdet mellem den samlede impedans i drain og impedansen i sour-
cen.
734
Se nu på erstatningsdiagrammet for FET’en med uafkoblet source.
4138åh08.cdr
1 ,
Den eneste ændring på indgangen er, at RS er kommet i serie med -------
g
1 - når trinnets udgangs-m
og på udgangen er RS kommet i serie med -------
g os
impedans skal bestemmes.
Med disse tilføjelser kommer formlen for forstærkningen med uafkob-

let source-modstand til at se således ud:
 1 
R D // R L //  -------
- + R S
 g os 
Au ≈ --------------------------------------------------------------
1
------- + R S
gm
735
Eksempel Transistor BF256B.

gm = 5 mS, gos = 20 µS, RL = 10 kΩ, RD = 4,7 kΩ, RS = 470 Ω
 1 
4,7 k // 10 k //  -------
- + 470
 os
g 
Au ≈ ---------------------------------------------------------------------------- = 4,5 gg
1
----------- + 470
5m
Som det ses, er forstærkningen faldet til ca. 1 ⁄ 3 af forstærkningen med

afkoblet source.
736
Modkobling
Modkobling
Modkobling er ikke et nyt, moderne påfund. Det er en regulerings-

teknik og findes som sådan i en autopilot, i vor egen krop, i naturen,
ja overalt.
Kort fortalt handler det om, at hvis man ønsker at stabilisere et eller
andet system, f.eks. temperaturen, blodsukkeret, kursen o.lign., skal
der være en tilbagekobling, der regulerer systemet. Kun derved kan
man modvirke udsving i systemet.
I eksemplet med autopiloten i et skib skal der være et kompas (må-

ler), der måler den faktiske kurs. Den melder tilbage til en sammen-
ligner (regulator), der også modtager den ønskede kurs. Forskellen
på ønsket og faktisk kurs giver en korrektion, som tilføres rormaski-
neriet (proces). Hvis systemet ellers har motorkræfter nok, vil ski-
bet efterhånden nærme sig den ønskede kurs. Korrektionen bliver
mindre og mindre.
Princippet i ethvert reguleringssystem ser sådan ud:
4138åi-01.cdr
737
Modkobling
Mod- En modkoblet forstærker er en forstærker (proces), hvor en del af

kobling udgangssignalet kobles (via måler) tilbage til indgangen og for-
mindsker (via regulator) det signal, der er tilsluttet indgangen
(ønsket).
Egenskaber Ved indførelse af modkobling opnås følgende fordele:

• Stabil forstærkning (overfor dataspredning og andre variationer)
• Ændret ind- og udgangsimpedans (kan gøres større eller mindre)
• Større frekvensområde (kaldes også båndbredde)
• Nedsat forvrængning (kaldes også klir)
Dette vil bevirke:

• Nedsat forstærkning
Det er fornuftigt at dele modkobling op i to grupper:

• DC-modkobling
• AC-modkobling
DC- DC-modkobling bruges til at stabilisere arbejdspunktet for en tran-

modkobling sistor eller forstærker. Denne type modkobling så vi på i afsnittet om
transistorens DC-forhold i forbindelse med emittermodstanden. Vi
vil vende tilbage til DC-modkobling i kapitlet om effektforstærkere.
AC- AC-modkobling laves for at bestemme og stabilisere forstærknin-

modkobling gen, forbedre båndbredden og mindske forvrængningen.
Vi skal nu se på et simpelt eksempel, der vil vise, hvordan vi kan

styre forstærkningen og samtidig blive mindre afhængig af variatio-
ner i denne. Vi begynder helt nede ved jorden:
738
Modkobling
Et eksempel Dette er en DC-forstærker, som, når der laves en produktion af den,

svinger imellem AU = 5-15 gange. I apparatet, hvor den bruges, tilfø-
res 1 V DC på indgangen, og der skal afleveres 10 V på udgangen.
Som det ses, vil Uout kunne svinge imellem 5 og 15 V. Ikke særligt
tilfredsstillende.
4138åi-02.cdr
En mulig løsning er at lave en ny forstærker, der f.eks. forstærker

100 gange. Selv om den skulle svinge fra 50 til 150 gange, vil vi sta-
dig kunne holde de 10 V på udgangen. Bortset fra at spændingen bli-
ver alt for stor!
Da vi ikke kan ændre mere i den »rå« forstærker, bliver vi nødt til at
gøre indgangsspændingen mindre. Vi kan ikke ændre Ugen på 1 V,
men vi kan sende en ny spænding ind på den inverterende indgang.
Sender vi præcis 1 V ind på begge indgange, vil forstærkeren modta-
ge en Uin = 0 V! Sender vi 0,9 V ind på den inverterende indgang, vil
forstærkeren modtage en indgangsspænding på:
Uin = Ugen – Umodk = 1 – 0,9 = 0,1 V
4138åi-03.cdr
739
Modkobling
Ao = råfor- Hvis forstærkeren har en »råforstærkning« (kaldet Ao = open loop) på

stærkning lad os sige 100 gange, vil det netop betyde, at
Uout = Uin · Ao = 0,1 · 100 = 10 V
Endnu har vi ikke indført nogen tilbagekobling, og derfor vil oven-

stående kun virke, så længe Ao er præcis 100 gange.
Det næste, vi vil gøre, er at lave Umodk ved hjælp af udgangsspændin-

gen. Den er imidlertid alt for stor og må spændingsdeles ved hjælp af
Rm og R1.
4138åi-04.cdr
Det gælder nu om at beregne de rigtige værdier for modstandene.

Det vigtigste er deres indbyrdes forhold, da det er spændingsdelin-
gen, det handler om. Vi kan derfor starte med f.eks. at vælge
R1 = 1 kΩ
Eftersom spændingsdeleren kan regnes som ubelastet, er strømmen

igennem de to modstande den samme. Ved hjælp af Ohms lov finder vi:
IR = IR
m 1
UR UR
m
- = -----------1
------------
Rm R1
740
Modkobling
Vi skal finde Rm:

UR
m
Rm = ------------ 9,1
- · R1 = --------- · 1 k = 10,11 kΩ
UR 0,9
1
Sålænge Ao er præcis 100 gange, vil spændingsdeleren sørge for, at

Uin bliver nedsat til præcis 0,1 V, og derved vil Uout blive præcis 10 V.
A’ = mod- Forstærkeren med en Ao = 100 gange er altså blevet »droslet« ned til
koblet for- at have en modkoblet forstærkning A’ (A-mærke). Denne kan gene-
stærkning relt findes som:
U out
A’ = ------------
-
U gen
A’ = 10
------- = 10 gange
1
M = mod- Hvor mange gange forstærkningen er blevet nedsat af modkoblingen

koblings- kaldes modkoblingsgraden M. Den kan altid findes som følgende
graden forhold:
A
M = ------o-
A′
Men hvad nu, hvis Ao er større end 100 gange? Så vil Umodk også sti-
ge i takt med, at Uout stiger. Da Uin stadig er forskellen imellem Ugen
og Umodk, vil denne forskel nu blive mindre. Det betyder en mindre
Uin og dermed en mindre Uout. Resultatet bliver, at Uout vil stige en
smule, men slet ikke nær så meget, som hvis der ingen modkobling
var i systemet! Vi har altså fået stabiliseret forstærkningen.
Under den dybere teori vises en formel, der kan bruges til at beregne
den modkoblede forstærkning helt præcist.
741
Modkobling
Modkoblingsmetode
Der findes forskellige typer af modkobling.
Disse fremkommer ved at variere måden, hvorpå man man udtager

modkoblingssignalet (Umodk) på udgangen, samt hvordan det indføres
på indgangssignalet.
Frembringelse af modkoblingssignal
Spændings- Man tager en del af udgangsspændingen (uout) ved hjælp af en spæn-
modkobling dingsdeler bestående af Rm og R1. Denne del føres tilbage til indgan-
gen og skal trækkes fra.
ek517-01.cdr
Hvis man forestiller sig, at forstærkeren bliver belastet mere ved, at

RL mindskes, vil den modkoblingsspænding, som føres tilbage, også
blive mindre.
Dette medfører, at uin bliver større (uin = ugen – umodk), hvorved uout
stiger. Denne stigning modvirker næsten det oprindelig frembragte
fald.
742
Modkobling
En forstærker, som optræder med disse egenskaber, må virke som en

konstantspændingsgenerator.
Det vil sige, at den oprindelige Zout uden modkobling mindskes, såle-
des at:
Z out
Z’out = ----------
- Udgangsimpedans ved spændingsmodkobling.
M
Spændingstaget modkobling anvendes i udgangsforstærkere og po-

wer supplies med konstant udgangsspænding.
Strøm- Man indsætter en modstand i serie med belastningen (RL ). Over

modkobling denne vil der fremkomme en spænding (umodk), der er et udtryk for,
hvor stor strøm der løber i belastningen.
ek517-02.cdr
Hvis man forestiller sig, at forstærkeren bliver belastet mere ved, at

RL mindskes, vil den modkoblingsspænding, som føres tilbage, blive
større. Modstanden R virker som en strøm til spændingsomsætter.
Dette medfører, at uin bliver mindre, (uin = ugen – umodk), hvorved uout
falder. Forstærkeren optræder nu således, at jo mindre belastnings-
743
Modkobling
modstand der tilsluttes, desto mindre bliver spændingen over belast-

ningsmodstanden.
Det betyder, at der ifølge Ohms lov må gå en næsten konstant strøm

gennem modstanden. Forstærkeren optræder som en konstant-
strømsgenerator.
Det vil sige, at den oprindelige Zout uden modkobling er blevet for-
øget, således at:
Z’out = Zout · M Udgangsimpedans ved strømmodkobling.
Strømkobling anvendes f.eks. i tv-modtageren, hvor problemet er, at

afbøjningspolerne, der er lavet af kobber, som har positiv modstand-
stemperaturkoefficient under opvarmning af den store afbøjnings-
strøm, får stigende modstand. Dette medfører faldende billedhøjde
under opvarmning af modtageren, hvis der ikke var indført strømta-
get modkobling.
Indføring af modkoblingssignal
På indgangssiden kan modkoblingssignalet (umodk) indføres enten i
serie eller parallelt med indgangssignalet.
ek517-03.cdr
Indgang af forstærker uden modkobling
744
Modkobling
Serie- Modkoblingssignalet (umodk) skal indføres i serie med ugen, således at

modkobling uin = ugen – umodk
ek517-04.cdr
Ved at betragte Zin kan indses, at hvis ugen og umodk er lige store og i
medfase, vil det medføre, at Zin vil blive strømløs og derfor optræde
som en uendelig stor impedans. I det tilfælde vil uin være lig 0 volt,
og forstærkeren vil ikke have noget differentielt indgangssignal at
arbejde med.
Hvis umodk bare er lidt mindre end ugen, vil der være tilstrækkeligt
indgangssignal, takket være den store råforstærkning, til at syste-
met kan virke.
Det vil sige, at den oprindelige Zin er blevet forøget, således at:
Zin’ = Zin · M Indgangsimpedans ved seriemodkobling.
Seriemodkobling anvendes alle steder, hvor man har brug for høj
indgangsimpedans for ikke at belaste et målobjekt, f.eks. elektrome-
dicinske elektroder.
745
Modkobling
Parallel- Modkoblingssignalet (umodk) skal indføres parallelt med ugen.

modkobling
ek517-17.cdr
Ved at betragte spændingsfaldet over Rin kan indses, at dette må væ-

re større med modkoblingen tilsluttet, end hvis modkoblingsspæn-
dingen er fjernet. Årsagen er, at man ved parallelmodkobling altid
fører modkoblingsspændingen tilbage i modfase med generatorspæn-
dingen. Det større spændingsfald over Rin giver større strøm gennem
modstanden.
Det vil sige, at generatoren bliver belastet af en impedans, som er

blevet mindre. Den nye impedans er:
Z in
Z’in = --------
- Indgangsimpedans ved parallelmodkobling.
M
Parallelmodkobling anvendes, hvor man ønsker en lav indgangsim-

pedans på forstærkeren på f.eks. 75 Ω, 300 Ω eller 600 Ω, ofte for at
opnå impedanstilpasning til en transmissionslinie.
Betragt- Hvis det signal, vi fører tilbage til indgangen, er i fase med indgangs-
ninger signalet (umodk er i fase med ugen), er det seriemodkobling. Hvis det
er i modfase (umodk er i modfase med ugen), er det parallelmodkobling.
746
Modkobling
Kombina- Frembringelse af modkoblingssignalet og indføring af modkoblings-

tion af signalet giver fire kombinationsmuligheder:
modkobling • Spændingsseriemodkobling
• Strømseriemodkobling
• Spændingsparallelmodkobling
• Strømparallelmodkobling
Ved at vælge en af de fire kan vi bestemme, hvordan vi vil påvirke

vore ind- og udgangsimpedanser.
Strømmodkobling bruges normalt, hvor vi vil styre strømmen i f.eks.

en spole.
Forvrængning ved modkobling

Når der modkobles, nedsættes forstærkerens forvrængning med en
faktor M.
Dette gælder, så længe forstærkeren ikke er overstyret, se tegnin-

gen.
ek427-10.cdr
k-
k’ = -----
M
k er forstærkerens forvrængning uden modkobling.
747
Modkobling
Grænsefrekvenser
Hvis vi betragter en ikke modkoblet forstærkers frekvenskarakteri-
stik, kan den have følgende udseende:
ek427-11.cdr
Forstærkeren har forstærkningen A og grænsefrekvenserne fn fø, og

båndbredden vil være fø – fn.
Hvis forstærkeren modkobles M gange, falder A til

A
A’ = ------o-
M
Samtidig rykker fn og fø ned, henholdsvis op til fn’ og fø’. Disse fre-

kvenser kan findes ved:
f
fn’ = -----n-
M
fø ’ = fø · M
Forstærk- Det kan vises, at forstærkningen gange båndbredden er et konstant

ning gange tal for en given forstærker.
båndbred-
de Dette betyder, at der må ofres nogen forstærkning, når man ønsker
større båndbredde.
Ao (fø – fn) = A’ (fø’ – fn’)
748
Modkobling
Ustabilitet
I alle forstærkere udsættes signalet for fasedrejning.
Fasedrejningen er normalt størst for de frekvenser, der dæmpes

mest, altså omkring øvre og nedre grænsefrekvens.
Fasedrejningen kan være så stor, at nogle frekvenser kommer tilba-

ge til indgangen i medfase, hvilket kaldes medkobling.
Er det medkoblede signal tilstrækkeligt stort, vil forstærkeren gå i

sving.
ek427-12.cdr
At en drejning finder sted, kan ses på de pukler, frekvenskarakteri-

stikken kan have i enderne.
749
Modkobling
Påtrykkes en firkantspænding til en forstærker med en begyndende

ustabilitet, vil udgangsspændingen have ringninger i toppen.
ek427-13.cdr
Eksempler på transistortrin med modkobling

Inden vi kaster os over eksemplerne, skal vi lige minde om huskereg-
lerne:
uout og umodk taget ud samme sted betyder spændingstaget mod-

kobling.
uout og umodk taget ud forskellige steder betyder strømtaget mod-

kobling.
ugen og umodk er i fase betyder serieindført modkobling.
ugen og umodk er i modfase betyder parallelindført modkobling.
750
Modkobling
Eksempel 1 Ingen AC-modkobling. Kun DC-modkobling som er strømta-

get/serieindført
ek427-20.cdr
Eksemplet viser en forstærker med afkoblet emittermodstand. Der

kan ikke opstå nogen umodk over emittermodstanden (vi ser bort fra
meget lave frekvenser, hvor afkoblingen ikke længere virker). Hele
ugen tilføres derfor basis-emitter strækningen, og der er fuld for-
stærkning.
DC-mæssigt er der imidlertid modkobling. Hvis strømmen finder på

at stige i kollektor og emitter, vil UE også stige. Derved vil UE nær-
me sig den faste UB, og UBE vil blive mindre. IB falder, og dermed fal-
der IC også. Arbejdspunktet er således stabiliseret.
751
Modkobling
Eksempel 2 AC- og DC-modkobling med strømtaget/serieindført

modkobling
ek427-21.cdr
Opstillingen ligner eksempel 1, men er uden emitterafkobling. DC-

modkoblingen er, som før beskrevet. Men nu vil signalvariationer bli-
ve behandlet, som om de var uønskede variationer i arbejdspunktet.
Det betyder, at AC-forstærkningen bliver lille.
umodk opstår over RE, mens uout tages ud på kollektor. Der er derfor
tale om en strømtaget modkobling, som hæver transistorens ud-
gangsimpedans til
1
M · --------
h oe
Trinnets Zout vil derfor kunne findes som
1
Zout = RC // M · --------
h oe
hvilket betyder, at Zout i praksis bestemmes af RC.
Eftersom umodk ligger på emitter vil den være i fase med ugen. Mod-
koblingen er derfor serieindført og vil hæve Zin.
752
Modkobling
Eksempel 3 AC- og DC-modkobling med spændingstaget/parallelindført

modkobling
ek427-18.cdr
Modkoblingen laves af modstanden fra kollektor tilbage til basis.

Den virker både AC- og DC-mæssigt, fordi der ikke er nogen overfø-
ringskondensator i serie med modstanden. Hvis ub stiger, vil uc fal-
de, hvilket virker tilbage igennem modkoblingsmodstanden. En del
af generatorstrømmen bliver ledt væk fra basis, hvorved forstærk-
ningen falder.
Både uout og umodk tages ud samme sted, derfor er modkoblingen

spændingstaget, hvilket nedsætter Zout.
Desuden er umodk tilført i modfase i forhold til ugen, derfor er modkob-

lingen parallelindført, hvilket nedsætter Zin.
753
Modkobling
Eksempel 4 AC-modkobling med spændingstaget/parallelindført modkob-

ling
ek427-15.cdr
Eksemplet ligner det foregående, blot tages umodk fra et senere trin,
og kun AC-indholdet bliver koblet tilbage.
Strengt taget kan vi ikke se, at umodk kommer i modfase, men efter-
som det indføres direkte parallelt med ugen, må det modvirke denne,
hvis der skal være tale om modkobling.
I kredsløbet indgår der også en DC-modkobling, nemlig den før om-

talte emittermodstand, som her er afkoblet.
754
Modkobling
Eksempel 5 AC- og DC-modkobling med strømtaget/serieindført

modkobling
ek427-19.cdr
Der er nu tale om en to-trins forstærker, hvor modkoblingen tages

fra sidste trin og føres tilbage til første trin. På denne måde skal beg-
ge transistorer betragtes som et samlet system. Pga. den langt højere
råforstærkning med to transistorer, kan man tillade sig at modkoble
noget kraftigere. Forstærkeren får derved bedre egenskaber. DC-ar-
bejdspunktet bliver også stabiliseret meget kraftigt.
Bemærk at umodk tages fra emitter, hvorimod uout tages fra kollektor.
Altså ikke taget samme sted, derfor strømtaget, hvilket hæver anden
transistors Zout. Trinnets Zout ændrer sig dog kun lidt, da transisto-
rens udgangsimpedans ligger parallelt med R C .
2
Signalet indføres i modfase, som i eksempel 4, eftersom der ikke er

fasedrejning mellem basis og emitter i sidste transistortrin. Zin fal-
der.
Foruden den store modkobling er der også en lokal strøm/serie-mod-

kobling omkring den første transistor, da dens emittermodstand ikke
er afkoblet.
755
Modkobling
Eksempel 6 AC- og DC-modkobling med strømtaget/parallelindført mod-

kobling
ek427-16.cdr
1. trin er helt uden modkobling.
2. trin har en lokal strøm/serie-modkobling pga. emittermodstande-

ne. DC-mæssigt virker begge emittermodstande i serie. AC-mæssigt
virker kun den øverste, idet den nederste er AC-mæssigt kortsluttet.
Dette er lavet, fordi man ønsker kraftigere DC-modkobling end AC-
modkobling.
Den globale modkobling er lavet som i eksempel 5. umodk tages ud på

emitter, og uout tages ud på kollektor, derfor er der tale om strømta-
get modkobling. umodk indføres i modfase på den første base, og der-
for er den parallelindført.
756
Modkobling
Eksempel 7 AC- og DC-modkobling. Spændings/serie- og strøm/parallel-

kobling
ek427-17.cdr
Dette sidste eksempel viser en forstærker, hvor modkoblingen er fre-

kvensafhængig. Det kunne typisk være en grammofonforstærker
med RIAA-korrektion. Mere om det i næste afsnit.
Begge transistorer har en lokal strøm/serie-modkobling pga. emitter-

modstandene.
Så er der også en strømtaget/parallel-indført modkobling, som forkla-

ret i eksempel 6.
Fra den sidste transistors kollektor føres signalet gennem nogle RC-
led ned på den første transistors emitter. Ved stigende frekvens vil
kondensatorerne begynde at lede, og det vil forøge modkoblingen og
nedsætte forstærkningen. Derved dæmpes de høje frekvenser.
umodk tages samme sted som uout, og derfor er modkoblingen spæn-

dingstaget. Signalet føres ind på emitter af første transistor i med-
fase i forhold til ugen, og derfor er modkoblingen serieindført.
757
Modkobling
Frekvensafhængig modkobling
Ved indførsel af modkobling er det modstandene, der som hovedregel
bestemmer forstærkningen.
ek517-06.cdr
u out
A’ = Au = -----------
-
u gen
Rm + R1
A’ = ----------------------
-
R1
Den spændingsdeler, der neddeler udgangsspændingen (uout), består
af en topmodstand (Rm) og en bundmodstand (R1). Ifølge forstærk-
ningsformlen vil forstærkningen stige, hvis Rm gøres større, og for-
stærkningen vil falde, hvis R1 gøres større.
Hvis der indsættes en frekvensafhængig komponent i modkoblings-

vejen f.eks. en kondensator, vil forstærkningen ændre sig ved for-
skellige frekvenser. I det efterfølgende vises de grundprincipper, der
anvendes ved frekvensafhængig modkobling.
Bemærk: Når der i det efterfølgende tales om bas og diskant, hen-

holdsvis hæv og sænk, gås der ud fra, at situationen betragtes på føl-
gende måde:
• På frekvensaksen er udgangspunktet 1 kHz, og bevæger man sig mod
0 Hz og oplever, at signalamplituden falder eller stiger, betegnes det
som henholdsvis bassænk eller bashæv.
• Hvis man fra 1 kHz går mod 20 kHz, og signalamplituden stiger eller
falder, betegnes det som diskanthæv eller diskantsænk.
758
Modkobling
Bashæv Som tegningen viser, skal forstærkningen stige ved de lave frekven-
ser, eller modkoblingen falder, og der skal føres mindre tilbage til
indgangen.
ek517-07.cdr
Dette gøres ved at øge topmodstanden (Rm + XC ) ved lave frekven-

ser.
ek517-08.cdr
Ved 0 Hz er XC uendelig stor, og derfor er forstærkningen også stor.

Efterhånden som vi går op i frekvens, vil XC falde, og forstærkningen
falder med 6 dB pr. oktav. Ved overgangsfrekvensen, hvor XC = Rm,
vil forstærkningen være 3 dB større end
Rm
A' = --------
- + 1.
R1
759
Modkobling
Derefter vil XC blive endnu mindre i forhold til Rm, og den mister sin
betydning, og kurven bliver vandret.
Bassænk Her skal forstærkningen falde ved de lave frekvenser, dvs. modkob-
lingen skal stige. Dette gøres ved at føre mere tilbage til indgangen.
ek517-09.cdr
Her skal bundmodstanden (R1 + XC) gøres større ved lave frekvenser.
ek517-10.cdr
Ved 0 Hz er XC afbrudt. Derfor er bundmodstanden R1 + XC uendelig

stor, og forstærkningen er 1 gang. Efterhånden som vi går op i fre-
kvens, vil XC blive mindre, og forstærkningen stiger. Ved overgangs-
frekvensen, hvor XC = R1, er forstærkningen 3 dB lavere end for-
stærkningen uden kondensator. Ved højere frekvenser vil kondensa-
toren blive betragtet som en kortslutning i forhold til R1, og kurven
for forstærkning bliver vandret.
760
Modkobling
Diskanthæv Her skal forstærkningen stige ved de høje frekvenser, dvs. der skal
ikke modkobles så meget, dette gøres ved, at R1 gøres mindre ved de
høje frekvenser ved at parallelforbinde en kondensator med R1.
ek517-11.cdr
ek517-12.cdr
Ved 0 Hz er XC afbrudt. Derfor er forstærkningen udelukkende be-

stemt af Rm og R1. Når XC begynder at nærme sig R1’s værdi, vil for-
stærkningen stige.
Ved overgangsfrekvensen, hvor R1 = XC er Au steget 3 dB, og derefter

vil Au stige med 6 dB pr. oktav, fordi bundmodstanden (XC // R1) bli-
ver mindre og lægger mere og mere signal til stel i modkoblingsve-
jen.
761
Modkobling
Diskant- Her skal forstærkningen falde ved de høje frekvenser, dvs. vi skal
sænk øge modkoblingen. Dette gøres ved at formindske Rm ved de høje fre-
kvenser, ved at parallelforbinde en kondensator med Rm.
ek517-13.cdr
ek517-14.cdr
Ved 0 Hz er XC afbrudt. Derfor er forstærkningen bestemt af Rm og

R1, og kurven er vandret. Når XC nærmer sig Rm’s værdi, vil topmod-
standen (Rm // XC) blive mindre, og når XC = Rm, er forstærkningen
faldet 3dB, og derefter falder den 6 dB pr. oktav.
762
Modkobling
Eksempel I denne forstærker er der AC-modkobling fra T2’s kollektor tilbage til
på RIAA- T1’s emitter, og DC-modkobling (arbejdspunktstabilisering ) fra T2’s
forstærker emitter tilbage til T1’s basis.
el211-04.cdr
AC-mod- Topmodstanden består af R1 // C1 + R2 // C2 og bundmodstanden af

kobling RE. Det er en kombination af bashæv (en kondensator i serie med
topmodstanden C1 + R2) og diskantsænk (en kondensator i parallel
med topmodstanden C2 // R2).
Når man skal se på frekvensgangen i en modkoblet forstærker, er

det et godt udgangspunkt at se på de to ydersituationer, nemlig der,
hvor kondensatorerne kan betragtes som en afbrydelse, 0 Hz, og der,
hvor de kan betragtes som kortsluttet, en meget høj frekvens.
763
Modkobling
Sættes de to prikker i et koordinatsystem, og forbindes de med en li-

nie, kan vi se tendensen for forstærkerens frekvensgang.
ek517-15.cdr
Her ser vi, at forstærkningen aftager ved stigende frekvens.
Lad os prøve at se på forstærkningen ved 0 Hz (DC), og derefter be-

væge os opad mod højere frekvenser og se, hvad der sker.
Ved DC er kondensatorerne afbrudt, og topmodstanden består derfor

af R1 + R2.
A’ bliver derfor:
A’ ved 0 Hz = 270 k + 15 k
------------------------------------ = 864 gange = 59 dB
330
A’ vil være vandret, indtil X C nærmer sig R1, og så begynder den at

1
falde, fordi modkoblingen øges.
Ved den frekvens, hvor X C = R1 er A’ faldet 3 dB:

1
1
fo = ------------------------------------------------- = 39 Hz
2 π ⋅ 270 k ⋅ 15 n
764
Modkobling
A’ vil herefter falde med 6 dB pr. oktav, indtil X C nærmer sig R2.
1
Den vil herefter igen blive vandret, når R2 bliver meget større end
X C . Her er det R2 og RE, der bestemmer forstærkningen.
1
A’ = 15 k
------------- = 45 gange = 33 dB
330
Ved den frekvens, hvor X C = R2 er A’ 3 dB større end ovenstående.

1
1
fo = ---------------------------------------------
- = 707 Hz
2 π ⋅ 15 k ⋅ 15 n
Når X C nærmer sig R2, vil A’ igen begynde at falde, og ved den fre-
2
kvens, hvor X C = R2 er A’ faldet 3 dB.
2
1
fo = ------------------------------------------------ = 2,3 kHz
2 π ⋅ 15 k ⋅ 4,7 n
A’ vil herefter falde med 6 dB pr. oktav, indtil modkoblingen bliver

total, og A’ flader ud ved 1 gangs forstærkning.
ek517-16.cdr
765
Modkobling
Forstærkning og modkoblingsgrad
Benæv- I forbindelse med modkobling anvendes følgende udtryk:
nelser • Ao = Forstærkning uden modkobling eller råforstærkning.
• A’ (A-mærke) = Forstærkning med modkobling.
• β (beta) = Modkoblingsfaktoren, den brøkdel af udgangsspændingen,
der føres tilbage til indgangen.
• M = Modkoblingsgraden fortæller, hvor mange gange mindre for-
stærkningen bliver med modkobling.
• As = Sløjfeforstærkningen, produktet af Ao og β.
ek517-05.cdr
uout spændingsdeles af Rm og R1, umodk fås over R1

R1
β = ----------------------
-
Rm + R1
β: Modkoblingsfaktor
u out
Definition af forstærkning A’ = -----------
-
u gen
a: uout = uin · Ao
Udgangsspændingen = Spændingen mellem + og – indgangen gange

med råforstærkningen.
766
Modkobling
b: uin = ugen – β · uout
Spændingen mellem + og – indgangen = Generatorspændingen mi-

nus spændingen over R1.
b indsat i a giver:
uout = (ugen – β uout) Ao
Vi ganger ind i begge led med Ao:
uout = ugen · Ao – β · uout · Ao
Der flyttes over på den anden side af lighedstegn og ændres fortegn:
uout + β · uout · Ao = Ao · ugen
uout sættes uden for en parentes:
uout (1 + β · Ao) = Ao · ugen
Der divideres på begge sider af lighedstegnet med (1 + β · Ao):

u gen
uout = Ao · ------------------------
-
1 + β ⋅ Ao
og til sidst divideres med ugen på begge sider af lighedstegnet.

u out A o
- = ------------------------
----------- -
u gen 1 + β ⋅ A o
767
Modkobling
Fra tidligere haves:

u out
A’ = -----------
-
u gen
Ao Formel til beregning af forstærkning med

A’ = ------------------------
-
1 + β ⋅ Ao modkobling.
Hvis vi siger, at β · Ao er meget større end 1, f.eks. 100, kan lignin-

gen omskrives til følgende simple udtryk uden, at beregningen bliver
væsentlig forskellig fra den rigtige. Om vi skal dividere med 100 el-
ler 101, giver ikke den store forskel.
Altså fremkommer den simple formel:

Ao 1 Rm + R1
A’ = --------------
- = --- = ----------------------
-
β ⋅ Ao β R1
Når Ao er meget stor (ca. 1.000 gange og derover), vil A’ være uaf-
hængig af Ao og kun bestemt af modstandenes (betas) størrelse.
Når modkoblingens indflydelse på forstærkerens impedanser, bånd-

bredde og forvrængning skal beregnes, bruges modkoblingsgraden
M, der er nævneren i modkoblingsformlen.
A
M = 1 + βAo = ------o- Modkoblingsgraden.
A′
768
Differentialforstærkeren
Egenskaber En af de vigtigste forstærkerkoblinger er differentialforstærkeren.

og anven- Den har en mængde egenskaber, der gør den meget egnet som ind-
delse gangstrin i forstærkere. Koblingen er f.eks. altid anvendt i operati-
onsforstærkere.
Differentialforstærkeren har den egenskab, at den samtidig kan for-

stærke meget svage, støjfyldte signaler og undertrykke støjen, selv
om denne er stor.
Når koblingen kan anvendes som balanceret blander, modulator,

multiplikator osv., er der tale om en meget bredt anvendelig kobling.
4138åj01.cdr
Princip Princippet kan demonstreres ved hjælp af en transformator og en

mikrofon. Der er et langt kabel mellem mikrofon og transformator.
4138åj02.cdr
I første forsøg vil vi arbejde ubalanceret, hvilket vil sige, at den ene
side af mikrofonen er forbundet til stel. Mikrofonsignalet på f.eks.
10 mVpp optræder i forhold til stel. Desværre samler det lange kabel
noget 50 Hz brum og støj op. Det kan ikke undgås, når vi har lysstof-
769
rør, maskiner og andet i gang. Lad os sige, at støjen udgør 30 mVpp.

Der vil nu ske det, at støjen vil overlejre signalet, som vist herunder.
Både mikrofonsignal og støj optræder i forhold til stel, og derfor kan
transformatoren ikke se forskel på de to signaler. Trist.
4138åj11.cdr
Differen- I næste forsøg fjerner vi stelforbindelsen til mikrofonen og arbejder

tielt signal balanceret. Mikrofonsignalet optræder nu alene som en spændings-
forskel mellem de to terminaler på transformatoren. Et differen-
tielt signal. Den lille spænding frembringer en strøm, som via mag-
netfeltet bliver transformeret over til sekundær. Helt normalt.
4138åj04.cdr
770
Common Men hvad med støjsignalet? Eftersom det kun optræder i forhold til
signal stel, vil det påvirke begge transformatorens indgangsterminaler lige
meget. De vil begge bevæge sig 30 mVpp op og ned. Men da de gynger
i takt, vil støjen ikke betyde nogen spændingsforskel mellem ind-
gangsterminalerne. Støjsignalet er et fælles (engelsk: common)
signal. Og derfor bliver støjen ikke transformeret.
4138åj03.cdr
På denne snedige måde kan transformatoren altså skille det ønskede

signal fra det uønskede. Fordi transformatoren kun påvirkes af for-
skellen mellem sine indgangsterminaler, vil den kun kunne se et
differentielt signal.
Indgangs- Præcis sådan virker en differentialforstærker. Transformatoren er
siden erstattet af en forstærker med to indgange. Dens funktion er at for-
stærke differencen eller forskellen mellem indgange.
Herunder vises et principdiagram.
ek418-01.cdr
771
uDM Signalspændingen uDM er AC-signalet, der ønskes forstærket. F.eks.

en mikrofon eller transducer. Et signal som dette, der ikke har nogen
direkte forbindelse til stel, kaldes en differentiel eller balanceret ind-
gangsspænding.
uCM Ofte kan det ønskede signal være overlejret med en uønsket støj-
spænding, kaldet uCM (CM = Common Mode = fælles tilstand), som
er ubalanceret. Støjspændingen er udstråling fra lysnettet (50 Hz),
motorer, mobiltelefoner, relæer og andet. Alt det uønskede, som beg-
ge ledninger modtager lige meget af gennem luften. Alt, hvad der er
fælles på begge indgange.
ADM og ACM Den ideelle differentialforstærker har en stor spændingsforstærk-

ning over for uDM (gående mod uendeligt), mens spændingsforstærk-
ningen for Common Mode uCM går mod 0. En praktisk differentialfor-
stærker kan ikke opfylde ovenstående krav, idet ADM altid har en en-
delig værdi, og ACM er altid større end 0.
Tegningen herunder viser, hvordan de to slags forstærkninger er de-

fineret og målt.
ek418-02.cdr
772
Databladet for differentialforstærkeren vil angive dens evne til at

undertrykke støjsignaler ved hjælp af begrebet CMRR (Common
Mode Rejection Ratio). CMRR angiver forholdet imellem signalfor-
stærkning og støjforstærkning, og tallet skal være så stort, som mu-
ligt.
A DM
CMRR = ------------
A CM
Som oftest opgives CMRR i dB:

A DM
CMRRdb = 20 · log ------------
A CM
Eksempel En differentialforstærker har en ADM på 2.000 gg og en ACM på 0,2.

Bestem CMRR i gange og i dB:
A DM
CMRR = ------------ = 2.000
---------------- = 10.000 gg
A CM 0,2
A DM
CMRRdb = 20 · log ------------ = 20 · log 2.000
---------------- = 80 dB
A CM 0,2
773
Udgangs- En differentialforstærker kan have en eller to udgange.

siden
Hidtil har vi taget signalet ud på en udgang i forhold til stel. Det kal-
des single output eller ubalanceret udgang. De fleste operations-
forstærkere er lavet på denne måde.
4138åj05.cdr
Men de helt fine differentialforstærkere, som f.eks. instrumentation

amplifier, har balanceret udgang. Det betyder, at man kan køre ba-
lanceret videre til den næste differentialforstærker. Den findes ofte
i oscilloskoper og finere måleudstyr, da den har et bedre CMRR.
4138åj06.cdr
774
DC-forholdene
Herunder er vist et typisk eksempel på en differentialforstærker
med transistorer, der som her kan være almindelige bipolare, men i
dag ofte er FET for at kunne opnå en høj indgangsimpedans.
Differentialforstærkeren kendes på de to transistorer med fælles

emittermodstand.
4138åj07.cdr
De to basismodstande har kun til formål at holde baserne fast på

stel. Pga. at modstandene er små og strømmen lille, vil spændings-
faldet over dem være næsten 0 V. I praksis kan vi derfor regne med,
at UB er 0 V.
Så ved vi også, at emitterspændingen skal være 0,6 V lavere end ba-

sis, hvilket betyder, at UE ligger på –0,6 V. Sådan er det som regel.
For at få en rimelig stor værdi for RE, og dermed et bedre CMRR,

skal der bruges en negativ forsyningsspænding.
Strømmen i emittermodstand I R kan findes ved hjælp af Ohms lov:

E
U EE – U E 15 – 0,6
IR = --------------------------
- = ---------------------- = 1,44 mA
E RE 10 k
775
Denne strøm består af to lige store kollektorstrømme, som flyder

sammen til den fælles emitterstrøm, idet der ses bort fra basisstrøm-
mene.
IR = IC + IC
E 1 1
Det betyder at kollektorstrømmen i den enkelte transistor findes

som den halve emitterstrøm:
Husk det IR
nu! E
IC = ---------
2
IC = 1,44 m
-------------------- = 0,72 mA
2
Som regel er de to kollektormodstande lige store. Kollektorspændin-

gen i forhold til stel findes på den sædvanlige måde:
UC = UCC – IC · RC
UC = 15 – 0,72 m · 10 k = 7,8 V
Hvis de to halvdele af forstærkeren er helt ens, vil de to kollektor-

spændinger være nøjagtig lige store.
For at komme så tæt på den ideelle differentialforstærker som mu-

ligt, er det nødvendigt, at transistorerne er helt ens (parrede), og
derfor bruger man ofte dobbelttransistorer (to i samme hus). Da de
er lavet på samme chip, vil de være meget ens og vil følges tempera-
turmæssigt ad.
776
AC-forholdene
Som før omtalt, kan indgangssignalet opfattes som bestående af to
signaler.
• Et balanceret (ønsket), som kaldes uDM

• Et ubalanceret (uønsket), som kaldes uCM
I den følgende teori vil vi behandle de to signaler hver for sig vist ved
to generatorer. Man kan selvfølgelig ikke udpege uCM i praksis, da
den består af mange støjbidrag.
ek408c09.cdr
DM = mod- Et DM-signal (Difference Mode) kendes på, at det tilføres i modfase

fase og med samme styrke på de to baser.
777
Tilsluttes et DM-signal til indgangen, vil den positive halvperiode få

T1 til trække større strøm, mens T2 trækker mindre strøm og om-
vendt.
Signalet på kollektoren af T1 er i modfase med signalet på kollekto-

ren af T2.
Jo mere strøm den ene gren trækker, jo mindre trækker den anden
gren. Da summen af kollektorstrømmene er konstant, vil der ikke
opstå nogen vekselspænding over RE. Forstærkeren kan derfor be-
tragtes som værende uden modkobling.
CM = med- Et CM-signal (Common Mode) kendes på, at det optræder i medfase

fase og med samme styrke på de to baser.
Forstærkning ADM
Differensforstærkningen kan findes ved at se på følgende diagram:
ek418c04.cdr
DM-generatoren har fået et midtpunkt lagt til stel. Hvis den øverste
side af generatoren har positiv halvperiode, må den nederste del ha-
ve negativ halvperiode. Ellers kunne generatoren vel ikke afgive en
778
spænding. Midten af generatoren bevæger sig ikke. Derfor virker det

som et stelpunkt.
Sammenligning: To børn på en vippe. Når den ene er oppe, er den

anden nede. Midten af vippen (ophænget) bevæger sig ikke i for-
hold til jorden.
Hver transistor får derfor kun tilført den halve generatorspænding.
Single out Da emitterspændingen ikke ændrer sig, kan forstærkningen bereg-

nes ved kun at se på den ene transistor, der kan betragtes som om,
den har afkoblet emittermodstand. Derfor kan vi finde ADM ved at
finde forholdet mellem kollektorimpedans og emitterimpedans lige-
som ved en almindelig transistorforstærker. Kun skal vi gange med
0,5 pga. det med den halve ugen.
R C // -------- 1 // R
L
h oe
A DM = 0,5 · ----------------------------------------
singleout re
(se evt. udledning under dybere teori).
Balanceret Differensforstærkningen med balanceret udgang er den dobbelte af

out en enkelt udgang. Hvis den ene kollektor bevæger sig op, vil den an-
den bevæge sig lige så langt ned. Derfor den dobbelte uout. Vi ganger
nu ikke med 0,5. Og så er formlen præcis som ved fælles emitter med
afkobling.
R C // -------- 1 // R
L
h oe
A DM = ----------------------------------------
bal. out re
779
Forstærkning ACM
Tilføres der til baserne af T1 og T2 et signal af samme amplitude og
fase, er der tale om et Common Mode signal.
Balanceret Det skulle helst overhovedet ikke forstærkes. Hvis de to transistorer

out og de to kollektormodstande er nøjagtig ens, bliver forstærkningen
ved balanceret out da også 0 gange.
ek418-05.cdr
Tilføres der nemlig samme signal til baserne, vil de to kollektor-

spændinger ændres lige meget og i samme retning. Spændingsfor-
skellen mellem kollektorerne er der derfor 0. I teorien finder vi der-
for:
Uo 0
ACM = -----------
- = ------------ = 0 gg
u CM u CM
Dette vil, som før nævnt, aldrig kunne opnås i praksis, idet der altid
vil være en lille forskel på komponenterne.
780
Single out
ek418-06.cdr
Hvis signalet udtages mellem en kollektor og stel, bliver Common

Mode forstærkningen noget større end før, nemlig:
R C // R L
A CM = -----------------------
singleout 2 ⋅ RE
(se evt. udledning under den dybere teori).
Bemærk, at jo større RE bliver, jo mindre bliver ACM. Det vil vi se

nærmere på i næste afsnit.
CMRR
Common Mode Rejection Radio betegner forholdet mellem forstærk-
ningen af et difference mode signal og et common mode signal.
CMRR fortæller, hvor god forstærkeren er til at undertrykke com-

mon mode signaler (støj osv.). Tallet skal være så stort, som muligt.
781
CMRR findes som:
A DM
CMRR = ------------
A CM
A DM
eller CMRRdb = 20 · log ------------
A CM
Kendes ADM og ACM i dB, kan CMRR findes som forskellen:
CMRR [ db ] = A DM – A CM
[ db ] [ db ]
Med balanceret udgang vil CMRR være bestemt af produktions-

spredningen på komponenterne.
Ved single out kan CMRR findes som:

R IC ⋅ RE
CMRRsingle out = -------E- = ------------------
- (se evt. udledning under den dybere teori).
re 25 m
Denne beregning af CMRR har kun akademisk interesse. I praksis
læser man i databladet eller måler det ud.
782
Men formlen viser alligevel noget interessant. Nemlig, at jo større RE

gøres, jo større bliver CMRR. Nu kan man ikke blot gøre RE større
uden at ødelægge DC-arbejdspunktet. En bedre løsning er at erstatte
RE med en strømgenerator. Den vil sørge for at lede kollektorstrøm-
mene til stel, samtidigt med at den AC-mæssigt virker som en meget
stor modstand.
4138åg12.cdr
Strømmen i T3 er konstant, fordi zenerdioden holder basis fast. RE

strømmodkobler transistoren, hvilket giver en meget stor udgangs-
impedans.
Alle praktiske differentialforstærkere har strømgeneratorer i emit-

ter. På denne måde kan CMRR på 100 dB opnås. Det er næsten kun
prisen, der afgør, hvor godt det kan blive.
783
Indgangsimpedans
DM Et DM-signal tilføres mellem de to baser. Eftersom emitterne er for-
bundet sammen, vil generatoren kigge ind i hie i den ene transistor
plus hie i den anden. I praksis er de to hie lige store. Derfor haves:
Z in = 2 ⋅ h ie
DM
CM Et CM-signal antages at ligge imellem de to baser og stel.
De to gange hie ligger i parallel, men betyder ikke ret meget i forhold
til, at RE virker hfe gange større. Det gælder derfor tilnærmet:
Z in ≈ R E ⋅ h fe
CM
Udgangsimpedans
Single out Ved enkelt udgang har Zout samme værdi som ved en fælles emitter-
kobling:
Z out 1
= R C // -------- ≈ RC
single h oe
Balanceret Ved balanceret udgang kigger belastningsmodstanden bagind i de to

out kollektormodstande. Tilnærmet findes:
Z out ≈ 2 · RC
bal.
784
Balanceret ind med stel

I de fleste oscilloskoper sender man signalet ind i forhold til stel.
Indgangsforstærkeren er en differentialforstærker, hvor en af ind-
gangene er lagt til stel, som vist herunder:
4138åj08.cdr
Signalerne på baserne optræder i modfase, så der er tale om et DM-

signal. Ellers ville det jo heller ikke blive forstærket. Man bruger
blot stelledningen som en forbindelse til den højre side af differen-
tialforstærkeren. Koblingen har dog den konsekvens, at forbindelser-
ne fra signalkilden til indgangen ikke længere er balancerede i for-
hold til stel. Støj indstrålet på disse vil derfor ikke optræde med
samme amplitude og altså ikke udbalanceres i differentialforstærke-
ren.
785
Modkobling med emittermodstande

Ofte ønsker man at forbedre differentialforstærkerens egenskaber
ved at indføre modkobling. Anbringer man nogle små emittermod-
stande i hver emittergren, opnår man strømtaget/serieindført mod-
kobling. Den vil hæve Zin samt nedsætte forstærkningen. Desuden
bevirker modkoblingen, at differentialforstærkerens balance bliver
mindre påvirket af spredning i transistorens data.
4138åj09.cdr
Formlerne ligner fælles emitter uden emitterafkobling:

R C // R L
A DM = -----------------------
bal. out RE
modk.
Z in = 2 ·  h ie + h fe ⋅ R E modk.
bal. out
Z out = 2 · RC
bal. out
786
Offset justering
For at kunne udbalancere den afvigelse, der i praksis altid er på en
differentialforstærker, kan man lave en offset justering:
4138åj10.cdr
787
Udledning af formlerne til AC-forholdene

A DM Ved hjælp af diagrammet kan følgende formler opstilles:
single out
ek418c04.cdr
 1 ⋅ i ⋅ R // R // -------- 1
uo  c C L
h oe
ADMs = ------ = -------------------------------------------------------------- =
ug 2 ⋅ i g ⋅ h ie
 1  1
 ( i g ⋅ h fe ) ⋅ R C // R L // --------  R C // R L // --------
 h oe  h oe
- =
------------------------------------------------------------------------ ---------------------------------------------
2 ⋅ i g ⋅ h ie 2 ⋅ re
h fe 1
da: -------
- = -----
h ie re
788
A CM Hvis signalet udtages mellem en kollektor og stel, bliver common

single out
mode forstærkningen:
ek418-06.cdr
u out
A CM = -----------
-
s u CM
uCM = ig · hie // hie + ig · hfe · RE = ig · 0,5 · hie + ig · hfe · RE
hvis vi sætter iC = iE kan vi sætte:

iC
ig = -------
- og hie = re · hie
h fe
Ved indsætning fås:

iC iC
uCM = -------
- · re · hie · 0,5 + -------
- · hfe · RE = iC · re · 0,5 + iC · RE
h fe h fe
uCM = iC · (0,5 · re + RE)
1
uout = 0,5 · iC · RC // RL // --------
h oe
789
0,5 ⋅ i C ⋅ R C // R L // -------- 1
u out h oe
A CM = ------------ = -----------------------------------------------------------------
s u CM
i C  0,5 ⋅ r e + R E
iC forkortes væk, og der ganges med 2 i tæller og nævner.
R C // R L // -------- 1
h oe
A CM = ----------------------------------------
s 2R E + r e
R C // R L
A CM ≈ -----------------------
s 2R E
CMRR
CMRR kan udledes på følgende måde:
A DMs
CMRRs = --------------
-
A CMs
R C // R L // -------- 1
h oe
----------------------------------------
2r e R
---------------------------------------- = -------E-
R C // R L // -------- 1 re
h oe
----------------------------------------
2R E
R IC ⋅ RE
CMRRs = -------E- = ------------------
-
re 25 m
790
Indgangsimpedans Zin CM
De to baser modtager et signal med samme amplitude og fase, og ba-

sisstrømmen i de to transistorer bliver derfor ens.
ek418-08.cdr
Den impedans, der belaster generatoren, kan findes som:

u CM u CM u CM
Zin = -----------
- = ----------------------- = -----------
-
i CM iB + iB 2i B
1 2
Basisstrømmen til en transistor er:

u CM
iB = -------------------------------------------
-
h ie + 2 ⋅ R E ⋅ h fe
Set fra den ene transistor, ser RE dobbelt så stor ud på grund af

emitterstrømmen i den anden transistor.
Generatorstrømmen bliver:
2u CM
iCM = 2iB = -------------------------------------------
-
h ie + 2 ⋅ R E ⋅ h fe
791
Indgangsimpedansen bliver:
u CM
Zi = -----------
-
CM i CM
u CM
Zi = ------------------------------------------
CM 2u CM
------------------------------------------
h ie + 2R E ⋅ h fe
h ie + 2R E ⋅ h fe 1
Zi - = ⁄ 2 · hie + RE · hfe
= -----------------------------------------
CM 2
Zi ≈ RE · hfe
CM
792
Udgangsimpedans
Ved enkelt udgang har Zout samme værdi som ved en emitterjordet
kobling:
1 ≈R
Zout single = RC // -------- C
h oe
Ved dobbelt udgang er forholdene, som vist.
ek418-09.cdr
Zout bal. = 2  R C // --------

1  ≈ 2R
h oe C
793
794
Operationsforstærkeren
Diskrete I de foregående kapitler af denne bog har vi set på mange elektroni-

kompo- ske komponenter. Vi har betragtet komponenterne som små bygge-
nenter klodser, der ganske vist er pakket hver for sig, men som alligevel be-
høver hinanden for at udføre en funktion. Sådanne komponenter kal-
der vi diskrete komponenter.
IC Vi vil nu introducere et lineært integreret kredsløb, en IC (Inte-

grated circuit). Den indeholder mange transistorer, dioder, modstan-
de og kondensatorer, alt sammen fabrikeret på det samme stykke si-
licium, anbragt i det samme hus, kaldet en operationsforstærker.
Vi vil behandle operationsforstærkeren som en enhed, og derfor vil vi

ikke spekulere så meget på, hvordan den er opbygget internt.
Hvor ordet Operationsforstærkeren er analogteknikkens hyppigst anvendte

kommer »byggeklods«. Ordet bruges om den integrerede DC-forstærker og
fra? skyldes, at den oprindelig blev brugt i analoge computere. Der
havde man brug for et generelt forstærkerkredsløb, der med få ydre
komponenter kunne udføre addition, subtraktion, integration og dif-
ferentiation af spændinger. Altså udføre matematiske operationer,
heraf navnet operationsforstærker (forkortet Op-amp).
795
Hvordan ser Operationsforstærkeren fås i forskellige pakninger. Den mest almin-

den ud? delige udgave er Dual In Line (DIL), hvilket betyder, at der er to
rækker med ben. Der kan være 8 eller 14 ben. Til SMD-montage
(overflademontering) findes der typer med små ben eller med PLCC-
hus (typen til højre).
4138åk01.cdr
Herunder ses benforbindelsen for en LM741 operationsforstærker.

Man kan altid regne med, at ben 1 er til venstre, når hakket i huset
vender opad. Nogle af benene er ikke brugt, hvilket markeres med
NC (Not Connected). Nogle typer indeholder to eller fire operations-
forstærkere i samme hus. Vi taler om en dual type (2 stk.) henholds-
vis en quad type (4 stk.).
Symbol
4138åk02.cdr
796
Som symbolet viser, har operationsforstærkeren to indgange, en in-

verterende (minus) og en ikke-inverterende (plus). Normalt er der
kun en udgang, dvs. at signalet tages single out i forhold til stel.
Man har to ben til forsyningsspænding, nemlig en positiv (+V eller
VCC) og en negativ (–V eller VEE).
4138åk03.cdr
Kort beskrevet er operationsforstærkeren en DC-koblet småsignal-

forstærker opbygget med differentialforstærkere og med et effektfor-
stærkertrin i udgangen.
4138åk04.cdr
797
Egenskaber
Vi vil nu se på operationsforstærkerens data, idet vi vil nævne de
ideelle og sammenligne med de realistiske, som man kan regne med i
praksis. Tegningen herunder viser de to situationer.
4138åk05.cdr
Råforstærk- Ideelt kunne vi ønske os en uendelig høj spændingsforstærkning. Så

ning Ao ville der virkelig være noget at modkoble med.
Praksis viser, at vi må nøjes med typisk 100.000 gange svarende til

100 dB. Men det er også helt pænt. En lille spændingsforskel mellem
indgangene på 100 µV bliver til 10 V på udgangen.
Indgangs- Ideelt ønsker vi os uendelig høj indgangsimpedans. Så ville forstær-

impedans keren overhovedet ikke belaste indgangssignalet, fordi der ikke løber
Zin nogen strøm i indgangsterminalerne.
I praksis må vi regne med en indgangsimpedans i størrelsesordenen

2 MΩ for en operationsforstærker med transistorer i indgangen. Væl-
12
ger vi en med JFET i indgangen, kan vi forvente 10 Ω (1 TΩ). Så er
det ved at være godt nok. Ved hjælp af serieindført modkobling kan
vi i øvrigt komme meget højere op.
798
Udgangs- Ideelt skal udgangsimpedansen gå imod 0 Ω. I så fald ville udgangs-

impedans spændingen slet ikke påvirkes af belastningens størrelse.
Zout
I praksis er udgangsimpedans måske 2 kΩ, men da man næsten al-
tid spændingstager modkoblingen, virker den som en modstand på
måske 50 mΩ. Og så kan det alligevel bruges til noget.
Bånd- Ideelt skulle båndbredden gerne være uendelig stor, fra DC og op til
bredde en uendelig høj frekvens.
I praksis klarer operationsforstærkeren DC, men går ikke særlig højt

op i frekvens. Måske nogle få kHz. Men ved hjælp af modkobling
kommer vi noget højere op.
4138åk06.cdr
799
Offset Ideelt skal operationsforstærkeren levere 0 V på udgangen, når ind-

gangene lægges sammen. Uanset om det sker direkte eller gennem
en stor modstand.
I praksis må man indføre en offset justering, hvis operationsforstær-

keren skal fungere som DC-forstærker.
4138åk07.cdr
800
Virkemåde
Den vigtigste nøgle til forståelse af operationsforstærkeren er følgen-
de to ting:
1. Det er alene spændingsforskellen mellem indgangene, der

forstærkes op med Ao (råforstærkningen).
2. Indgangsmodstanden er så stor, at vi kan se bort fra indgangs-
strømmen.
Operationsforstærkeren som comparator

Compa- Den mest simple opstilling er comparatoren eller sammenligneren.
ratoren Den bruges overalt, hvor en indgangsspænding skal sammenlignes
med en referencespænding. Som eksempel kunne indgangsspændin-
gen komme fra en temperatursensor og referencespændingen fra en
variabel spændingsdeler. Comparatoren virker derved som en termo-
stat, der kan styre en varmepumpe eller ventilator.
801
Sammenlig- I første omgang har vi lagt plus-indgangen til stel, hvilket betyder,
ning med at referencespændingen (den vi sammenligner med) er 0 V. Vi sender
0V +4 V ind på minus-indgangen. Indgangsspændingen, forskellen mel-
lem de to indgange, forstærkes omkring 100.000 gange og bliver in-
verteret. Resultatet bliver, at udgangen stiller sig på den negative
forsyningsspænding, nemlig –10 V. Og det vil den blive ved med, selv
om vi gør indgangsspændingen mindre. Blot den er nogle få µV stør-
re end 0 V, vil udgangen gå negativt.
4138åk08.cdr
Når Ao er 100.000 gg, kræver det blot, at der er en spændingsforskel

mellem indgangene på:
U out 10
- = ------------------------ = 100 µV
Uin = -----------
Ao 100.000
for at udgangen stiller sig på 10 V.
802
Sammenlig- I næste eksempel har vi hævet plus-indgangen til 5 V. Vi sender igen

ning med 4 V ind på minus-indgangen. Det er en lav spænding i forhold til de
+5 V 5 V på plus-indgangen, der skal ses som en referencespænding. En
lav spænding bliver inverteret til en høj spænding, der vil ligge tæt
på den positive forsyningsspænding. Højere kan udgangen jo ikke gå.
4138åk09.cdr
Faktisk behøver spændingen på minus-indgangen kun at være nogle

µV lavere end plus-indgangen for, at udgangen skal gå høj. Men i
samme øjeblik minus-indgangen igen kommer over plus-indgangens
spænding, skifter comparatorens udgang på ny til lav (–10 V).
803
Grafen herunder viser sammenhængen. Vi skal forestille os, at vi

skruer op for spændingen til minus-indgangen til et vist punkt, hvor-
efter vi skruer ned igen. Spændingen på plus-indgangen ligger fast.
Imens måler vi Uout. Så længe minus-spændingen er mindre end
plusspændingen, referencespændingen, får vi en høj ud. Er den høje-
re, får vi en lav ud.
4138åk28.cdr
4138åk10.cdr
804
Operationsforstærkeren som analog forstærker

Mod- Skal vi kunne bruge operationsforstærkeren som forstærker, skal
kobling dens store råforstærkning drosles ned ved hjælp af modkobling. Det
sker altid fra udgangen tilbage til minus-indgangen.
4138åk11.cdr
Det gælder nu om at indse følgende:

Hvis Uout er f.eks. 10 V, og Ao er 100.000 gange, så kan Uin beregnes
til:
U out 10
Ui = -----------
- = ------------------------ = 0,1 mV
Ao 100.000
En så lille spændingsforskel mellem plus- og minusindgangen vil vi

tillade os at se bort fra. Derfor gælder følgende, når en operationsfor-
stærker er modkoblet:
Husk!
Der er samme spænding på plus- som på minusindgangen, når
operationsforstærkeren er modkoblet.
Dette skyldes den kraftige modkobling. Skulle spændingen på mi-

nus-indgangen stige lidt, vil udgangen straks gå negativt. Via mod-
koblingen og pga. den store råforstærkning vil minusindgangen
straks blive trukket ned på plads igen.
Og hvis spændingen på plus-indgangen skulle stige lidt, vil udgan-

gen straks stige kraftigt. Det vil via modkoblingen få minus-indgan-
gen til også at stige, indtil der igen er næsten 0 V mellem indgange-
ne.
805
Tips! Ved fejlfinding på den modkoblede operationsforstærker kan man

med fordel måle DC-spændingen på plus- og minusindgangen. Hvis
der er forskel, skyldes det en af to ting:
• Modkoblingsvejen er afbrudt
• Operationsforstærkeren er defekt og har ingen råforstærkning
Inverterende forstærker
I den inverterende kobling føres det tilbagekoblede signal ind i paral-
lel med det signal, der kommer fra en generator.
ek421-02.cdr
Eftersom plus-indgangen ligger på stel, vil minus-indgangen også

ligge tæt på 0 V. Og det vil den vel og mærke blive ved med. Hvis
den flytter sig f.eks. opad, vil udgangen straks trække den ned igen
via modkoblingen.
Minus-indgangen kommer på denne måde til at virke som en slags

»tilsyneladende stel«, på engelsk virtuel ground. En spænding, der
ikke flytter sig i forhold til 0 V, må betragtes som en slags stel.
806
Fejlfin-
dingstips! Hvis man under fejlfinding ønsker at måle med et oscilloskop på
den inverterende indgang, skal man ikke undre sig over, at der
næsten ikke er noget signal. Det skal der heller ikke være, idet
punktet er AC-stel. Signalerne findes kun som strømme.
Virtuel ground punktet kommer også til at virke som et knude-

punkt eller summationspunkt over for strømmene. Eftersom vi til-
lader os at se bort fra den minimale strøm, der løber ind i operations-
forstærkerens indgang, kan vi slå fast, at generatorstrømmen I R 1,
der løber til knudepunktet, er præcis ligeså stor som den, der løber
fra knudepunktet og videre gennem Rm og ind i udgangen.
IR = – IR
1 m
Minus fortæller, at strømmen løber væk fra knudepunktet.
Hvis der var forbundet flere modstande til den inverterende indgang
i stedet for R1, ville summen af strømmene i disse modstande løbe
gennem modkoblingsmodstanden Rm. Knudepunktet på den inverte-
rende indgang virker her som et summationspunkt, fordi strømmene
fra flere indgangsmodstande vil summeres i dette punkt ifølge
Kirchoffs strømlov.
4138åk12.cdr
807
Pga. at højre side af R1 ligger på 0 V, vil hele batterispændingen U1

ligge over R1. Strømmen i R1 kan findes:
U 1 - = 1 mA
I R = -------1- = --------
1 R1 1k
4138åk13.cdr
Denne strøm løber også igennem Rm og må frembringe spændingsfal-

det:
UR = – I R ⋅ R m = –1 m · 10 k = –10 V
m m
Eftersom venstre side af Rm ligger på 0 V, må højre side (som har fat

i udgangen) bevæge sig ned til –10 V. Udgangen går altså ned på
–10 V, når indgangsspændingen er +1 V.
Der er altså sket en spændingsforstærkning på 10 gange samt en in-

vertering af indgangssignalet.
Hvis U1 havde været –1 V, ville Uout ligge på +10 V.
808
A’ Spændingsforstærkningen bestemmes altså direkte af forholdet mel-

lem Rm og R1:
Rm
A’ = – --------
-
R1
Eksempel Et sinussignal på 10 mV tilføres en inverterende forstærker, hvor

Rm = 100 kΩ, og R1 = 1 kΩ. Beregn uout.
4138åk14.cdr
R m 100 k
A’ = --------
- = ---------------- = 100 gg
R1 1k
uout = uin · A’ = 10 m · 100 = 1 V
Zin Impedansen i summationspunktet på den inverterende indgang er

meget lav, måske nogle få ohm. Vi betragter det som AC-stel. Et ind-
gangssignal vil derfor kigge ind i modstanden R1, som ligger til virtu-
el ground. Indgangsimpedansen bestemmes derfor stort set kun af
R1.
Zin ≅ R1
809
Indtil nu har udgangen ingen problemer haft med at svinge ned på

en negativ spænding og derved forstærke en hel sinusperiode. Dette
skyldes, at operationsforstærkeren har været tilsluttet en ± forsy-
ningsspænding.
Hævet stel Imidlertid vil man ofte gerne undgå den negative forsyningsspæn-
ding og nøjes med single supply. Det betyder, at vi må lave hævet
stel på plus-indgangen, hvilket vil flytte alle DC-spændinger op på
halv forsyningsspænding.
Allerførst vil vi repetere DC-forholdene for en operationsforstærker

med ± forsyning. Plus-indgangen ligger på 0 V. Pga. modkoblingen
vil minus-indgangen ligge på samme spænding, altså 0 V. Uout ligger
også på 0 V, da U1 er 0 V. Der er med andre ord samme spænding,
0 V, på alle tre ben.
4138åk15.cdr
810
Nu laver vi en spændingsdeler, som deler forsyningsspændingen ned

til det halve, f.eks. 6 V. Denne spænding tilfører vi plus-indgangen
som en offset-spænding. Uout vil straks stige op til 6 V på udgangen,
idet den altid vil tilstræbe 0 V imellem de to indgange. Med andre
ord har vi nu 6 V på alle tre ben.
4138åk16.cdr
811
I praksis bliver vi nødt til at anbringe overføringskondensatorer i

ind- og udgang for at fjerne DC-spændingen fra generator og belast-
ning.
4138åk17.cdr
812
Fejlfinding i den inverterende forstærker

Vi vil i det følgende vise tre muligheder for fejl i den inverterende
forstærker:
Defekt Hvis der ikke er noget udgangssignal, eller det er forvrænget, kan
Op-amp fejlen skyldes en defekt operationsforstærker. Ofte vil man starte
med at undersøge den eller simpelthen udskifte den med det samme.
Hvis man fjerner indgangssignalet og måler DC på indgangen, skal

der være samme spænding på udgangen og minus-indgangen, som
der ligger på plus-indgangen. Ellers er operationsforstærkeren ikke i
stand til at forstærke og lave sit virtuelle stel.
Rm afbrudt Hvis modkoblingssløjfen er afbrudt, bliver operationsforstærkeren

ikke modkoblet og vil derfor arbejde med sin råforstærkning. Det vil
medføre en kraftig forvrængning af udgangssignalet. Desuden vil
man kunne måle indgangssignalet på minus-indgangen, eftersom
der ikke er noget virtuelt stel.
DC-mæssigt vil spændingen på udgangen og minus-indgangen ikke

være det samme som på plus-indgangen, nemlig 0 V.
4138åk18.cdr
813
R1 afbrudt Hvis forstærkeren ikke modtager et indgangssignal, vil der naturlig-

vis heller ikke være noget udgangssignal. Men modkoblingen er in-
takt, og derfor vil DC-spændingen på udgangen og minus-indgangen
4138åk19.cdr
814
Non-inverterende kobling
I den non-inverterende kobling tilføres indgangssignalet den ikke-in-
verterende indgang. Derfor bliver udgangssignalet ikke fasevendt.
Det modkoblede signal føres stadigvæk ind på den inverterende ind-
gang. Modkoblingssignalet laves ved at spændingsdele uout ved hjælp
af Rm og R1.
Koblingen er en ren seriemodkobling, og spændingsforstærkningen

findes derfor som:
ek421-05.cdr
l
Rm
A’ = --------
- +1
R1
Zin → ∞
Huskeregel Når man bruger plus-indgangen, er det plus en!
815
Spændingsfølger (buffer)
Tegningen viser en specialudgave af den non-inverterende forstær-
ker. Navnet spændingsfølger fortæller, at udgangen følger indgan-
gen, dvs. at spændingsforstærkningen er præcis 1 gang. Kredsløbets
indgangsimpedans går mod uendelig, og udgangsimpedansen går
imod nul. Kredsløbet bruges ofte som buffer eller skilleforstærker.
ek421-09.cdr
A’ = 1 gang
Zin → ∞
Zout → 0
Fejlfinding i den non-inverterende forstærker

Defekt Hvis udgangssignalet mangler eller er forvrænget, kan det skyldes
Op-amp en defekt operationsforstærker. Hvis man fjerner indgangssignalet
og måler DC på benene, skal der være samme spænding på alle tre
ben, hvis operationsforstærkeren er i orden.
Rm afbrudt Hvis modkoblingssløjfen er afbrudt, bliver operationsforstærkeren

ikke modkoblet og vil derfor arbejde med sin råforstærkning. Det vil
medføre en kraftig forvrængning af udgangssignalet.
816
DC-mæssigt vil spændingen på udgangen og minus-indgangen ikke

4138åk20.cdr
R1 afbrudt Hvis R1 afbryder, virker forstærkeren som en spændingsfølger med

en forstærkning på 1 gang. Dette skyldes, at forstærkeren modkobles
100%, eftersom der ikke sker nogen spændingsdeling af modkob-
lingssignalet.
4138åk21.cdr
817
Offset Endelig kan udgangen også være forskudt DC-mæssigt med det re-
sultat at udgangssignalet bliver klippet. Fejlen kan skyldes, at selve
operationsforstærkeren er defekt og udviser en kraftig offset-fejl.
Men det kan også skyldes, at offset-justeringen er defekt. Potentio-
meteret kan fejle eller være misjusteret.
4138åk22.cdr
818
I det følgende vil nogle forkortelser blive benyttet:
• Ao – Operationsforstærkerens råforstærkning = kredsløb uden

modkobling
• A' – Kredsløbets forstærkning med modkobling
• Uin – Indgangsspændingen direkte på forstærkeren
• U1 – Kredsløbets indgangsspænding (generatorspændingen)
• Uout – Kredsløbets udgangsspænding
•β = modkoblingsfaktoren
• M = Modkoblingsgraden fortæller, hvor kraftig modkoblingen er
• Rid = Operationsforstærkerens egen indgangsmodstand (findes i
databladet)
819
Inverterende kobling
Den inverterende forstærker er en modkoblet forstærker, der virker
som beskrevet herunder.
Virkemåde Den inverterende kobling kan i sin funktion sammenlignes med en

vippe. Hvis den ene ende tvinges ned, vil den anden ende gå til vejrs.
Hvis vippens to halvdele er lige lange (normalt), vil de to bevægelser
være lige store, men hvis vippens to halvdele er af forskellig længde
(usædvanligt, men muligt), vil bevægelsernes længde stå i forhold til
længderne af vippens halvdele.
Vippens to halvdele svarer til henholdsvis R1 og Rm, og omdrejnings-

punktet er den inverterende indgang på operationsforstærkeren.
Den positive indgang er lagt til stel.
4138åk30.cdr
820
Uendelig Ao Hvis vi f.eks. påtrykker et positivt indgangssignal U1 på indgangen,

vil det i første omgang få den negative indgang til at bevæge sig i po-
sitiv retning, men på grund af den store råforstærkning vil det hur-
tigt drive udgangen i negativ retning. Den negativt gående udgangs-
spænding vil virke tilbage på den negative indgang gennem Rm og
trække den i negativ retning. Det er modkobling. Hvis råforstærk-
ningen var uendelig stor, ville denne proces slutte, når forskellen
mellem den negative og positive indgang igen var nul volt. I praksis
vil der blive en lille restspænding Uin tilbage for at opretholde ud-
gangsspændingen, men som der bliver vist efterfølgende, er der tale
om så små værdier, at man kan se bort fra dem i de praktiske kreds-
løb.
Endelig Ao I forrige afsnit var udgangspunktet for analysen af den inverterende

kobling, at Ao var så stor, at Uin derfor kunne sættes til nul. I det ef-
terfølgende vil vi se nærmere på forholdene ved ved en endelig værdi
af Ao.
Lad os først se på spændingen over Rm, hvis kredsløbet tilføres en

indgangsspænding gennem R1. Den samlede spænding over Rm be-
står af forskellen mellem Uin og Uout og findes således:
URm = (Uin – (– Uout)) = (Uin – (Uin · –Ao)) = Uin + Ao · Uin = Uin · (1 + Ao)
Da Uin og Uout er af modsat polaritet, må der være et punkt inde i Rm,

hvor spændingen i forhold til stel er nul volt. Det vil sige, at det virtu-
elle stelpunkt ikke ligger på den inverterende indgang, men et stykke
inde i Rm.
821
Hvis Ao = 1 Koordinatsystemet herunder viser grafisk spændingsfordelingen over

R1 og Rm ved R1 = Rm og Ao = 1 og U1 = +3volt.
4138åk31.cdr
Som det ses, ligger det virtuelle stelpunkt midt i Rm. Hvad man også
kan konstatere er, at A’ kun er 0,33.
822
Det næste, vi skal prøve at finde, er en formel for forstærkningen

som funktion af modstandene og Ao. U1 ligger over R1 plus det stykke
af Rm, der er hen til nulpunktet, og tilsvarende ligger Uout over den
resterende del af Rm. Der kan derfor opstilles følgende forhold:
U 1 U out
- = ------------------------------
-------------------------------------------- -
1 -
R 1 + R m ⋅ ---------------- Ao
R m ⋅ ----------------
-
Ao + 1 Ao + 1
Da forstærkningen er forholdet mellem Uout og U1, kan vi med lidt

»ommøblering« finde A’ udtrykt ved modstandene og Ao:
Ao
R m ⋅ ---------------- -
U out Ao + 1 Ao 1 Rm
- ≈ --------- = --------
A’ = ------------ = --------------------------------------------- = ---------------------------------------------- -
U1 R 1 + R m ⋅ ---------------- 1 - R1   R1 R1
--------- ⋅ A o + 1 + 1 ---------
Ao + 1 Rm  
Rm
Tilbage Se det var så den formel. Hvis Ao er meget stor, kan man se bort fra
igen! 1-tallet i parantesen og derefter også 1-tallet uden for parantesen.
Derefter kan Ao forkortes væk, hvorefter vi ender med den tidligere
fundne formel for A’ i den inverterende kobling.
Hvis forstærkeren skal være meget præcis, kan det være nødvendigt
at vælge et andet forhold til modstandene end det, der findes ved
hjælp af den simple formel. Ved at løse formlen med hensyn til for-
holdet Rm/R1 kan man beregne, hvad forholdet skal være for at opnå
den ønskede forstærkning. Det har betydning, når forholdet mellem
Ao og A’ er mindre end 100.
Rm Ao + 1
--------- = ----------------
-
R1 Ao
------- – 1
A′
823
Til slut et eksempel. I en digital til analogkonverter med vægtede

modstande søges forholdet melle R1 og Rm for den indgang, der har
vægten 512 (indgang nr. 10). Ao er 50.000 gg. Rm er valgt til 100 kΩ.
Rm 50.000 + 1- = 517,3
------------ = -----------------------------
R 512 50.000
-------------------- – 1
512
Det vil sige, at R512 skal være 193,3 Ω imod 195,3 Ω efter den simple
formel. Det er en fejl på ca. 1 %.
4138åk32.cdr
824
Indgangs- Et kredsløbs indgangsimpedans (indgangsmodstand) er defineret

impedans som vist og kan findes ved hjælp af Ohms lov.
ek423-03.cdr
U in
Zin eller Rin = ---------
I in
ek423-01.cdr
Ved den inverterende forstærker fås:
Zin = R1
Da indgangen ligger på virtuel stel, ligger hele signalspændingen U1

over R1, og strømmen gennem R1 vil være lig med I1, altså Zin = R1.
825
Udgangs- Et kredsløbs udgangsimpedans er defineret, som vist, og kan findes

impedans ved hjælp af Ohms lov.
ek423-04.cdr
∆U out
Zout eller Rout = ----------------
-
∆I out
Hvis udgangen er lineær og kan symboliseres ved en EMK og en in-
dre modstand, fås:
Tomgangsspænding
Zout = -------------------------------------------------------------
Kortslutningsstrøm
Modkoblingen i den inverterende kobling er en spændingsparallel-
modkobling, og udgangsimpedansen for den modkoblede forstærker
er derfor:
Z out Z out
Z’out = --------------------
- eller Z’out = ----------
-
1 + βA o M
Dette vil sige, at udgangsimpedansen bliver reduceret med modkob-

lingsgraden M. Derfor, jo større Aout er, jo mindre vil udgangsimpe-
dansen kunne blive.
826
Eksempel µA741
Ao = 200.000 gg Zout = 75 Ω A’ = 100 gg
A
M = ------o- = 200.000
------------------------ = 2.000 gg
A′ 100
Z out 75
Z’out = ----------
- = ---------------- = 37 mΩ
M 2.000
Non-inverterende kobling
Hvis man ønsker en forstærkerkobling, der giver et udgangssignal
med samme fase som indgangssignalet, dvs. ikke invertering eller en
fasedrejning på 0°, benyttes den ikke-inverterende kobling.
Man kan med denne kobling opnå en meget høj indgangsimpedans,

op til flere MΩ.
Da vi ved operationsforstærkeren altid modkobler på minusindgan-

gen, beregnes forstærkningen en smule anderledes, når vi benytter
plusindgangen til indgang.
Beregning Vi skal først huske, at der ikke er nogen spænding mellem plus- og
af forstærk- minusterminalerne, altså ingen Uin, og heller ikke nogen strøm Iin.
ning Dette betyder, at når vi tilslutter en generator U1 til indgangen, vil
dennes spænding være at måle på minusindgangen og dermed over
R1.
Da der ikke løber nogen strøm Iin, må den spænding, der kan måles,
komme fra udgangen og være opstået pga. udgangsstrømmen, der lø-
ber i Rm og R1.
827
ek518-01.cdr
Forstærkningen A’ vil kunne findes som vist.
Vi antager, at U1 = 0,1 V, R1 = 1 kΩ og Rm = 100 kΩ.
I1 vil da være:
UR
0,1- = 100 µA
I1 = -----------1 = --------
R1 1k
da I1 = Im vil U R være:
m
UR = Rm · Im = 100 k · 100 µ = 10 V
m
Uout kan nu findes til:
Uout = U R + U R = 10 + 0,1 = 10,1 V

m 1
og A’ kan nu findes til:

U out 10,1
A’ = -----------
- = ------------ = 101 gg
U1 0,1
828
Dette svarer til:
Rm
A’ = --------
- +1
R1
Rm 100 k
Eksempel A’ = --------
- + 1= ---------------- + 1 = 101 gg
R1 1k
Bemærk, at ved denne kobling er forstærkningen A’ én gang større

end forholdet mellem modstandene. Det beror på følgende forhold.
Fælles for begge koblinger er, at spændingen over R1 svarer til ind-
gangsspændingen, men forskellen ligger i, hvor denne spænding
kommer fra. I den inverterende kobling kommer spændingen over R1
fra U1, hvilket betyder, at udgangsspændingen kun svarer til spæn-
dingen over Rm. I den ikke konverterende kobling skal udgangs-
spændingen levere både spændingen over R1 svarende til indgangs-
spændingen, og i serie med den, spændingen over Rm.
829
Spændings- En speciel »udgave« af den ikke inverterende forstærker er spæn-

følger dingsfølgeren. I spændingsfølgeren er Rm 0 Ω og R1 uendelig stor.
Indsættes 0 og [∞] i forstærkerformlen, fås en forstærkning på 1 gg.
Indgangsimpedansen er meget høj, udgangsimpedansen er meget
lav, og kredsløbet kan derfor bruges som »buffer« eller som impe-
dansomformer.
Da de to modstande på henholdsvis 0 Ω og [∞] er en kortslutning og

en afbrydelse, er koblingen meget simpel.
ek423-07.cdr
830
Indgangs- For at kunne beregne indgangsimpedansen Zin er det nødvendigt at

impedans kende impedansen mellem de to indgange Zd og i nogle tilfælde fra
de to indgange i kortsluttet tilstand til stel, den såkaldte common
mode impedans, ZCM.
ek423-08.cdr
Zd (differensmodstanden) kan findes i databladet og kaldes ofte for

Rin eller Zin.
ZCM opgives kun sjældent, da den er meget stor, ca.1 til 2 GΩ. Af
større betydning er den modstand, som er til stede i det printmateri-
ale, som operationsforstærkeren ofte monteres på.
Når Zin skal findes for den non-inverterende forstærker, er det nød-
vendigt at tage hensyn til modkoblingen, der er en seriemodkobling.
831
Zd vil pga. modkoblingen blive større set fra generatoren U1. Den Zd
vil vi kalde for Z’d (Z differens mærket) og kan beregnes vha. mod-
koblingsgraden M og Ohms lov.
ek423-09.cdr
Z’d = Zd · M
Bemærk, at Ao formindskes over ca. 10 Hz. Hermed ændres også Z’d.
Hvis man ikke har nogen common mode impedans, ZCM = uendelig
stor, kan man få indgangsimpedanser af helt ufattelig størrelse.
I praksis er man nødt til at måle sin indgangsimpedans ved den non-
inverterende kobling.
Udgangs- Udgangsimpedansen på den non-inverterende forstærker er i lighed

impedans med udgangsimpedansen på den inverterende forstærker meget lav,
idet de begge har spændingsmodkobling.
Udgangsimpedansen bliver formindsket med modkoblingsgraden:

Z out
Z’out = ----------
-
M
832
Eksempel Udgangsimpedansen på en spændingsfølger indeholdende en opera-

tionsforstærker med følgende data er:
Ao = 100.000
Zout = 5 kΩ
A’ = 1, ( M = 100.000)
Z out 5k
Z’out = ----------
- = ------------------------ = 50 mΩ
M 100.000
Udgangs- En operationsforstærker kan kun belastes moderat, selv om den

spændin- modkoblede udgangsimpedans er meget lav. Begrænsningen bestem-
gens af- mes af den maksimale strøm, operationsforstærkeren kan aflevere til
hængighed sin belastningsmodstand. For de fleste standardoperationsforstærke-
af belast- re gælder, at den mindste belastningsmodstand skal være større end
ningsmod- 2 kΩ.
standen
833
Frekvens- Tilfører man en operationsforstærker et indgangssignal med stigen-

karakteristik de frekvens fra 0 Hz, vil man for den umodkoblede forstærker få en
frekvenskarakteristik, som vist herunder, hvis der ikke er foretaget
nogen frekvenskompensering i kredsløbet.
ek423-11.cdr
Ved en fasedrejning større end eller lig med 180° er der en fare for
stabiliteten. Når kredsløbet modkobles, kan forstærkeren gå i sving.
Eksemplet viser, at hvis den pågældende forstærker blev modkoblet

til en A’ = 60 dB, ville den oscillerere idet det, der skulle have været
modkobling, faktisk er medkobling!
834
For at forbedre operationsforstærkerens stabilitetsforhold tilføjes der

ofte et sted i koblingen et RC-led med en ret lav grænsefrekvens.
Dette RC-led vil da virke »dominerende« på forstærkerens frekvens-
karakteristik, og det vil virke, som om dette var det eneste i kredsen.
Resultatet bliver en frekvenskarakteristik, som vist.
ek423-12.cdr
Denne frekvenskompensering kan være tilføjet internt i forstærke-

ren fra producenten, eller komponenterne tilsluttes eksternt, som
angivet i specifikationen for den pågældende operationsforstærker.
Herunder er vist et eksempel på ekstern kompensering.
ek423-13.cdr
835
Af kurven på næste side ses, at grænsefrekvensen ved open loop bli-

ver meget lav som følge af frekvenskompenseringen.
Grænsefrekvensen og dermed båndbredden vil dog øges ved modkob-

ling, således at ved lave værdier for A’ vil man få en acceptabel høj
grænsefrekvens.
Grænsefrekvensen ved open loop er f.eks. 10 Hz, mens man ved A’ =

100 gg (40 dB) får en modkoblet grænsefrekvens på 10 kHz, og ved A’
= 10 gg (20 dB) en grænsefrekvens på 100 kHz. Når et RC-led be-
stemmer frekvenskarakteristikken, falder forstærkningen med
20 dB/dekade eller 6 dB/oktav.
Den frekvens, ved hvilken A’ i alle tilfælde er 1 gg (0 dB), kaldes

unity gain bandwith, eller enhedsfrekvensen.
ek423-14.cdr
836
Hvis karakteristikken falder med 6 dB/oktav, vil produktet af for-

stærkning gange båndbredde være et konstant tal for en given for-
stærker.
A
∆f · Ao = ∆f’ · A’ ⇒ ∆f’ = ∆f · ------o- = ∆f · M
A′
Eksempel 1: ∆f1 = 10 · 1.000 = 10 kHz
Eksempel 2: ∆f2 = 10 · 1.000 = 100 kHz
Offset og drift
Et af de væsentligste problemer, man træffer ved DC-forstærkere og
dermed også ved operationsforstærkere, er offset og temperaturdrift.
At en forstærker har offset vil sige, at udgangsspændingen ikke er

0 V, når indgangen er stellet.
ek423-17.cdr
Man beskæftiger sig med følgende former for offset:

• Spændingsoffset
• Strømoffset
• Offsetspændingens drift
• Offsetstrømmens drift
• Power supply rejection ratio
837
En del af offsetfejlen stammer ved bipolare operationsforstærkere fra

den basisstrøm, der flyder til indgangstransistorerne. Hvis den Ohm-
ske modstand fra de to indgange og til stel er forskellig, vil alene det
forskellige spændingsfald, der derved opstår, give anledning til en
differentiel indgangsspænding. Det er derfor god skik at sørge for, at
de to indgange »ser« ud i samme modstand. Diagrammet herunder
viser en inverterende forstærker, hvor modstanden i den positive
indgang har dette formål.
4138åk29.cdr
838
Offset- De resterende offsetfejl er man nødt til at justere væk, enten på selve
justering operationsforstærkeren, som normalt har en særlig indgang til dette,
eller ved at indføre en spænding på en indgangsterminal.
4138åk23.cdr
4138åk24.cdr
839
Slew rate
Slew rate eller storsignalbåndbredde handler om, hvor hurtigt ud-
gangen kan ændre sig et vist antal volt. Problemet skyldes, at en ope-
rationsforstærker indeholder mange transistorer, og fordi den altid er
kompenseret for ikke at gå i selvsving. Derved begrænses dens bånd-
bredde, hvilket især ses ved store signaler på udgangen. Et sinussig-
nal kan blive trekantformet, hvis forstærkerens slew rate er for lav.
Slew rate kan demonstreres med en operationsforstærker koblet som

en spændingsfølger med 1 gg spændingsforstærkning. Denne kobling
giver »worst case« med hensyn til slew rate. En »step-impuls« tilføres
indgangen, og udgangen forsøger at ændre sig i samme retning.
4138åk25.cdr
Forholdet imellem spændingsændring og tid kaldes for slew rate (SR):
∆U out
SR = ----------------
-
∆t
Databøgerne opgiver normalt slew rate i volt pr. mikrosekund (V/µs).

F.eks. kan en operationsforstærker have en SR = 50 V/µs. Det bety-
der, at den er i stand til at ændre sig 50 MV pr. sekund. Imponeren-
de!
840
SR ved sinus Ved sinussignaler viser slew rate problemet sig ved, at signalet bli-
ver trekantformet.
4138åk26.cdr
Jo større amplituden er, jo mere skal udgangen flytte sig pr. tidsen-
hed.
Hældningen af et sinussignal er størst lige ved 0°. Spændingsæn-

dringen pr. tidsenhed ved 0° kan beregnes:
∆u
-------- = 2 · π · f · up
∆t
4138åk27.cdr
Hvis forstærkeren skal kunne behandle dette signal, skal dens slew
rate være lig med eller bedre. Det betyder, at vi generelt kan skrive:
SR = 2 · π · f · up
841
Når SR er opgivet, kan den største frekvens, som forstærkeren kan

behandle med en given spænding, findes ved omskrivning:
SR -
fmax. = ----------------------
2 ⋅ π ⋅ up
Eksempel SR = 5 V/µs og up = 10 V. Bemærk, at SR skal indsættes i grund-

enhed, hvilket betyder, at SR = 5 MV/S.
6
5 ⋅ 10 - = 80 kHz
SR - = ----------------------
fmax. = ----------------------
2 ⋅ π ⋅ up 2 ⋅ π ⋅ 10
På samme måde kan den maksimale amplitude findes, når SR og

fmax. er kendt. Ved omskrivning findes:
SR -
up = -----------------
2⋅π⋅f
Eksempel SR = 7 V/µs og fmax. = 250 kHz.

6
7 ⋅ 10 - = 4,45 V
SR - = --------------------------------
up = -----------------
2⋅π⋅f 2 ⋅ π ⋅ 250 k
842
Operationsforstærker kredsløb
Comparatoren
0-niveau En grundlæggende anvendelse af operationsforstærkeren er compa-
detektor ratoren. Den er i stand til at sammenligne (engelsk: compare) to
spændinger med hinanden og afgøre, om indgangsspændingen er
større eller mindre end referencespændingen.
Diagrammet viser en 0-niveau detektor, en comparator, der sam-

menligner indgangsspændingen med de 0 V på minus-indgangen.
Pga. den høje råforstærkning, som slet ikke modkobles, skal der kun
være en ganske lille spændingsforskel mellem indgangene for at dri-
ve forstærkeren i mætning, så udgangen stiller sig på forsynings-
spændingen.
4138ål01.cdr
Straks, når den positive halvperiode begynder, er indgangsspændin-

gen større end 0 V, og udgangen går så positivt, som forsyningsspæn-
dingen tillader. Når spændingen passerer 0, skifter comparatoren, og
udgangen stiller sig på den mest negative spænding.
Som det ses, kan en 0-niveau detektor bruges til at omdanne et si-
nussignal til et firkantsignal.
843
Forskellig Vi kan modificere comparatoren således, at den kan sammenligne

fra 0 V med en anden spænding end 0 V. Det kræver blot en anden referen-
cespænding end stel, og den kan f.eks. laves ved hjælp af en spæn-
dingsdeler, som vist herunder:
4138ål02.cdr
Så længe Uin er mindre end Uref., vil udgangen være negativ. Når
indgangsspændingen overstiger referecespændingen, vil udgangen
gå op på sin positive værdi.
Inverteren- Hvis man bytter om på plus- og minus-indgangen, opnår man, at

de compa- comparatoren inverterer. I eksemplet herunder kan vi beregne refe-
rator rencespændingen ved hjælp af spændingsdelerformlen:
R2 10 k - = 1,36 V
Uref. = UCC · --------------------- = 15 · -----------------------------------
R1 + R2 100 k + 10 k
844
4138ål03.cdr
Hysterese Comparatoren kan udvides med en hysterese, som forhindrer den i

at stå og »blafre« på sin udgang, når man nærmer sig skifteniveauet,
og der er støj på indgangssignalet.
Hysteresen laves ved hjælp af en positiv tilbagekobling fra udgangen

til plus-indgangen. Hvis udgangen er høj, vil den trække lidt op i re-
ferencespændingen. Er den lav, trækker den lidt ned.
4138ål04.cdr
Operationsforstærkeren har i dette eksempel kun én positiv forsy-

ningsspænding og kan derfor kun gå ned på 0 V.
845
I første situation er indgangsspændingen lav, og udgangen er derfor

høj, nemlig +15 V. R1 og Rh kan derfor opfattes som om de ligger i
parallel:
4138ål05.cd
R2 10 k
UUTL = UCC · --------------------------------------------
- = 15 · ------------------------------------------------------------------- = 2,5 V
( R 1 // R H ) + R 2 ( 100 k // 100 k ) + 10 k
Upper Trig- UUTL betyder Upper Trigger Level spændingen. Det er den spæn-
ger Level ding som indgangsspændingen skal op på, for at udgangen skifter.
Når indgangsspændingen kommer op over UUTL, skifter udgangen til

lav. Nu virker det som om at RH ligger til stel i parallel med R2:
4138ål06.cd
846
R 2 // R H 10 k // 10 k
ULTL = UCC · -------------------------------------------- = 15 · -----------------------------------------------------------------
- = 1,25 V
( R 2 // R H ) + R 1 ( 10 k // 100 k ) + 100 k
Lower Trig- ULTL betyder Lower Trigger Level spændingen og er den spæn-
ger Level ding, som indgangsspændingen skal ned på, inden udgangen skifter
tilbage til høj igen.
Forskellen mellem UUTL og ULTL kaldes hysteresen:
UHYST. = UUTL – ULTL = 2,5 – 1,25 = 1,25 V
4138ål07.cd
847
Strøm til spænding konverter

Som vist herunder, vil indgangsstrømmen alene løbe gennem mod-
koblingsmodstanden Rm. Im vil frembringe et spændingsfald over Rm,
der bliver lig med Uout.
ek421c06.cdr
Uout = –Iin · Rm
Eksempel Rm = 100 kΩ, og Iin = 10 µA
Uout = – Iin · Rm = –10 µ · 100 k = –1 V
Opstillingen vil levere 1 V pr. 10 µA, der tilføres indgangen.
Denne opstilling kaldes også en transkonduktansforstærker.
848
Spænding til strøm konverter

Strømmen i modkoblingsmodstanden, der også er belastningen, er
bestemt af forholdet mellem U1 og R1, fordi spændingen på minus-
indgangen er lig spændingen på plus-indgangen.
4138ål26.cdr
Opstillingen kan betragtes som en spændingsstyret strømgenerator.

Den anvendes f.eks. i ohmmetre og rampegeneratorer.
Strømmen løber i en modstand, Rm, som ikke har reference til stel.
Dette kan være en ulempe i nogle opstillinger. Endvidere må man ik-
ke overskride den maksimale strøm i operationsforstærkeren.
Eksempel U1 = 1 V, og R1 = 1 kΩ
U 1
IL = -------1- = -------- = 1 mA
R1 1k
Opstillingen vil levere 1 mA i belastningen pr. volt, der tilføres. 2 V

medfører 2 mA osv.
849
Summationskobling
Summationskoblingen er en variant af den inverterende forstærker.
Denne kobling har to eller flere indgange, og dens udgangsspænding
er proportional med summen af spændinger på indgangene.
Tegningen viser et summationskredsløb. Den inverterende indgang

ligger på 0 V, virtuel ground, på grund af den negative modkobling.
Strømmen i Rm er summen af strømmene i indgangene.
4138ål08.cdr
Eftersom vi ved, at der ikke løber nogen nævneværdig strøm i ind-

gangsterminalerne på operationsforstærkeren, kan vi skrive:
IT = I1 + I2
Eftersom udgangsspændingen findes som IT gange Rm, kan vi opstil-

le formlen:
 U in U in 
Uout = –  I 1 + I 2 · Rm = –  ------------1- + ------------2 · Rm
  
 R1 R 2 
Denne formel er generel for summationskoblingen og kan udvides,

dersom der er flere indgange.
850
Hvis R er ens Hvis alle tre modstande er lige store (R1 = R2 = Rm = R), kan vi for-
enkle formlen til følgende, idet R forkortes væk:
 U in U in 
Uout = –  ------------1- + ------------2- · R
 R R 

Uout = –  U in + U in 
 
1 2
Som formlen tydeligt viser, har vi fået lagt de to indgangsspændin-

ger sammen, og resultatet er inverteret. Eftersom der udmærket kan
være flere indgange, vil den færdige formel hedde:
 
Uout = –  U in + U in + U in + ... + U in 
 1 2 3 n
Eksempel Bestem udgangsspændingen:
4138ål09.cdr
Uout = –  U in + U in + U in  = –(3 + 1 + 8) = –12 V

 1  2 3
851
Subtraktionskredsløb
Tegningen viser et kredsløb, der kan udføre en subtraktion mellem
to spændinger. Det kræves, at de to sæt modstande er parvis nøjag-
tig ens. Koblingen er en ægte differentialforstærker, idet der er nøj-
agtig samme forstærkning fra de to indgange og til udgangen.
ek421c10.cdr
Eksempel I dette eksempel ønsker man en forstærkning på 10 gange af forskel-

len mellem U1 og U2. Dette opnås ved at gøre R2 10 gange større end
R1.
R1 = 1 kΩ, og R2 = 10 kΩ
U1 = 3 V, og U2 = 2 V
R
Uout = ------2- ·  U 1 – U 2 = 10 k
------------- · (3–2) = 10 V
R1   1k
852
Integrator
En integrator virker som et integrationsled, der er i stand til at lave
en udgangsspænding, som svarer til middel- eller gennemsnitsværdi-
en af indgangsspændingen.
Integratoren bruges f.eks. til at omdanne en firkantspænding til tre-

kantspænding. En pludselig spændingsændring på indgangen med-
fører en »langsom«, men lineær spændingsændring på udgangen.
En integrator kendes på, at modkoblingen sker via en kondensator

C, der sammen med R udgør et RC-led. Ved hjælp af en operations-
forstærker opnår vi, at der lades på kondensatoren med en konstant
strøm.
4138ål10.cdr
Ladestrømmen er alene bestemt af R, og indgangsspændingen U1 og

findes som:
U
IC = -------1-
R
Konden- Denne konstante ladestrøm flyder ind i kondensatoren, og derfor kan

satorens grundformlen for kapacitet bruges:
spænding
IC ⋅ t
UC = ------------
-
C
853
Eftersom strømmens og kondesatorens størrelser er konstante, vil

UC vokse fra 0 V og opad efter en ret linie.
4138ål11.cdr
Udgangs- Kondensatoren er i den ene ende fastholdt til virtuel ground, altså
spændin- 0 V. Højre side af kondensatoren bliver lig med udgangsspændingen.
gen Med indsættelse af ladestrømmen kan formlen omskrives til:
U1
------- ⋅ t
Uout R -
= – --------------
C
Spændingen over kondensatoren og dermed udgangsspændingen er

bestemt af ladestrømmen og den tid, ladestrømmen er tilsluttet. Ef-
tersom tiden går, vil udgangsspændingen blive en negativ rampe-
spænding, der først knækker, når den støder imod forsyningsspæn-
dingen.
854
4138ål12.cdr
Vi kan finde hældningen af rampen:
∆ U out U in
----------------- = -------------
-
∆t R⋅C
Eksempel Uin = 1 V, R = 1 kΩ, C = 100 nF, og tiden er 100 µs
U1 1
------- ⋅ t --------- · 100 µ
Uout R - =
= – -------------- 1k
----------------------------- = –1 V
C 100 n
Bemærk, at efter 1 τ (100 µs) er Uout netop nået til samme størrelse
som U1. Efter den dobbelte tid er spændingen nået til –2 V.
Hvis indgangsspændingen er en DC-spænding, bliver udgangsspæn-

dingen altså en rampespænding. Vendes polariteten, begynder ram-
855
pen at bevæge sig modsat. Er indgangsspændingen 0 V, »husker« in-

tegratoren sin spænding, indtil indgangsspændingen ændrer sig
igen.
Figuren herunder viser forskellige indgangsspændinger samt inte-

gratorens tilhørende reaktion.
4138ål13.cdr
Det betyder, at tilfører man en spændingssymmetrisk firkantspæn-

ding til en integrator, får man en trekantspænding ud.
Og tilfører man denne trekantspænding til endnu en integrator, får

man en parabelspænding ud, der godt kan forveksles med en sinus-
spænding.
856
Frekvens- Frekvensgangen for integratoren ser således ud

gang
4138ål14.cdr
Af hensyn til problemer med offset begrænses forstærkningen ved la-

ve frekvenser ved hjælp af Rm.
4138ål15.cdr
Uden Rm stiger forstærkningen af sinusspændinger ved meget lave

frekvenser til Ao. Rm er normalt omkring 100 kΩ.
Rm danner sammen med C en overgangsfrekvens bestemt af:
1
fo = -----------------------------------
-
2 ⋅ π ⋅ Rm ⋅ C
857
Aktive filtre Aktive filtre anvendes som regel, fordi man har brug for en kraftig
afskæring af et uønsket frekvensområde. Fordelen ved aktive filtre
er, at stor dæmpning pr. oktav kan realiseres uden anvendelse af
spoler (LC-led). Desuden kan filteret være dimensioneret således, at
det har mindre dæmpning ved overgangsfrekvensen end et alminde-
ligt RC-filter, der kan endog være tale om forstærkning.
Aktive filtre kan inddeles i tre grupper:
• Lavpas (LP)
• Højpas (HP)
• Båndpas (BP)
Alle tre typer kan laves i forskellig orden, som fortæller noget om,
hvor mange RC-led filteret indeholder, og dermed hvor stor flanke-
stejlhed filteret har uden for gennemgangsområdet. Et 1. ordens filter
indeholder kun et RC-led og afskærer med 6 dB/oktav (20 dB/dekade).
Et 2. ordens filter indeholder to RC-led og afskærer med 12 dB/oktav
(40 dB/dekade). Et 3. ordens filter giver 18 dB/oktav (60 dB/dekade)
osv.
4138ål16.cdr
858
Det er let at beregne afskæringsfrekvensen for de simple filtre, som

vises her. I praksis møder man langt mere komplicerede kredsløb,
f.eks. båndpasfiltre, som kan være vanskelige at analysere. Her kan
et simuleringsprogram til en computer være et godt hjælpemiddel.
Lavpasfilter
1. ordens Herunder vises det simplest mulige LP-filter. Bemærk, at der kun
LP-filter bruges et RC-led, og at forstærkeren er koblet som spændingsfølger
med en forstærkning på 1. gang. Formel for overgangsfrekvens fo og
graf er nøjagtig som for et almindeligt lavpasled.
4138ål17.cdr
1
fo = -------------------------------
-
2⋅π⋅R⋅C
2. ordens Herunder ses et ofte benyttet LP-filter af 2. orden. Det indeholder to

LP-filter RC-led og giver derfor en afskæring på 12 dB/oktav svarende til
40 dB/dekade. Spændingsfølgeren giver en spændingsforstærkning
på 1 gang op til afskæringsfrekvensen fo.
859
4138ål18.cdr
Overgangsfrekvensen kan findes som:
1
fo = ----------------------------------------------------------------
2 ⋅ π ⋅ R1 ⋅ R2 ⋅ C1 ⋅ C2
Virkemåden kan beskrives således:
4138ål19.cdr
Ved en meget lav frekvens vil C1 og C2 være afbrudt, og forstærknin-

gen er 1 gang (pga. spændingsfølgeren).
Fra udgangen og tilbage udgør C1 og R1 et højpasfilter, der ved lave

frekvenser ikke lader noget signal passere. R2 og C2 udgør et lavpas-
filter.
860
Stiger frekvensen, øges den positive tilbagekobling via C1, og samti-

dig begynder spændingen over C2 at falde, hvorved udgangsspændin-
gen falder.
Hvad der reelt sker med udgangsspændingen afhænger nu af høj- og

lavpasfilterets overgangsfrekvenser i forhold til hinanden.
Nedsættes overgangsfrekvensen for R1 og C1 (højpas) i forhold til

overgangsfrekvensen for R2 og C2 (lavpas), vil spændingen begynde
at stige over C2, inden R2 og C2 igen begynder at dæmpe spændin-
gen. Dette sker, fordi spændingen over R2 og C2 stiger pga. den posi-
tive tilbagekobling, mere end R2 og C2 kan nå at dæmpe spændingen.
Tegningen herunder viser udgangsspændingen samt den tilbagekob-

lede spænding over R1. Overgangsfrekvenserne er ligeledes vist.
4138ål20.cdr
Filterets frekvenskarakteristik afhænger af forholdet mellem over-

gangsfrekvenserne for de to RC-led.
861
Herunder vises et praktisk eksempel, som vil give en afskæring ved

1 kHz. Bemærk, at C1 er dobbelt så stor som C2, og at R1 = R2. Her-
ved opnås en forstærkning på –3 dB ved fo.
4138ål21.cdr
Frekvensgangen viser, at fo ligger på 1 kHz, og flankestejlheden er

–12 dB/oktav (–40dB/dekade).
4138ål22.cdr
Hvis man gør C2 mindre, vil der forekomme en »peaking«. Dette skyl-
des, at lavpasleddets fo rykker så langt op i frekvens, at den positive
tilbagekobling via C1 kan ses. Herunder vises frekvensgangen med
C2 = 1 nF:
862
4138ål23.cdr
Højpasfilter
Opbygningen af et HP-filter er identisk med LP-filteret, bortset fra
at der er byttet rundt på R og C.
4138ål24.cdr
863
Herunder vises et praktisk eksempel, som vil give en afskæring ved

1 kHz. Bemærk, at R2 er dobbelt så stor som R1, og at C1 = C2. Her-
ved opnås en forstærkning på –3 dB ved fo.
4138ål25.cdr
864
Effektforstærker
Effektforstærker
Formål og Effektforstærkerens formål er at kunne omsætte småsignalforstær-

anvendelse kernes signaler til så store effekter, at det er muligt at trække f.eks.
en højttaler, en motor, et relæ eller lignende.
Da de mest kendte effektforstærkere normalt sidder i underhold-

ningselektronik, er der her valgt at tage udgangspunkt i LF-effekt-
forstærkere. Først vil vi kort omtale de vigtigste data, som man vil
støde på, når man læser specifikationerne for en effektforstærker.
Udgangseffekt
En fuldtransistoriseret Hi-Fi-forstærker har gerne en meget lav in-
dre modstand (udgangsimpedans), hvorfor udgangseffekten kommer
til at stå i et nøje forhold til højttalerimpedansen.
865
Effektforstærker
Som eksempel ses en forstærker, der afgiver 17 W ved en højttaler-

impedans på 4 Ω. Tilsluttes der i stedet en 8 Ω højttaler, vil udgangs-
effekten falde til 11 W osv., som det fremgår af nedenstående kurve.
el208c19.cdr
Der findes dog i dag forstærkere, der er konstrueret på en sådan må-

de, at der føles på udgangsniveauet, der så tilpasses den til enhver
tid tilsluttede højttaler.
Impedanser under 4 Ω kan normalt ikke anbefales, da forstærkerens

udgangstransistorer herved kan blive overbelastede. Kortslut derfor
aldrig en forstærkers udgang, hvis denne ikke er sikret mod kort-
slutning, som f.eks. i Beomaster 5500.
Bemærk: Der er altid spændingsmodkobling på udgangen af en Hi-Fi

forstærker. Højttaleren drives af en konstantspændingsgenerator.
Der er ikke impedanstilpasning mellem forstærker og højttaler!
866
Effektforstærker
Sinuseffekt Sinuseffekten er den udgangseffekt, som en forstærker kan afgive

ved en ren 1 kHz tone i mindst 10 min med under 1% forvrængning.
Ifølge DIN 45500 skal sinuseffekten være mindst 10 W ved mono og

2 × 6 W ved stereo målt med egen strømforsyning.
Sinuseffekten kan beregnes ud af

2
u rms
P = --------------
-
RL
Eksempel Den maksimale udgangseffekt for en forstærker skal bestemmes,

hvilket gøres ved 1 kHz. Den tilsluttede højttaler er 4 Ω.
En tonegenerator tilkobles indgangen, og signalet skrues netop så

højt op, at udgangsspændingen ved maks. opskruet volumenkontrol
ikke bliver »klippet«. Dette måles på udgangen med et oscilloskop.
Den aflæste spænding er uspids/spids og udgør her i eksemplet 40 V,
som medfører en uspids = 20 V.
u spids 20
urms = --------------
- = ------------ = 14,18 V
1,41 1,41
Sinus- 2 2
u rms 14,18
effekten P = --------------
- = ------------------- = 50,3 W
RL 4
Musikeffekt Musikeffekten er den udgangseffekt, som en forstærker kan afgive

under korte, kraftige musikpassager og uden nærmere specificerede
betingelser, i modsætning til sinuseffekt, hvor der er tale om kon-
stant afgivet effekt.
Musikeffekten kan måles på samme måde som sinuseffekten, men

med den væsentlige forskel, at forstærkeren frakobles den interne
strømforsyningsdel og i stedet tilføres den nødvendige arbejdsspæn-
867
Effektforstærker
ding og -strøm fra en ydre strømkilde med konstant spænding. I

praksis anvendes dog mest forstærkerens egen forsyning.
Forstærkerens interne strømforsyning går ofte lidt ned i spænding,

når forstærkeren skal afgive en konstant, høj udgangseffekt og der-
med trække en vedvarende kraftigere strøm.
Konstruktionen af forstærkerens strømforsyningsdel er derfor væ-

sentligt afgørende for, at der for nogle forstærkere angives en rela-
tivt større værdi for musikeffekt i forhold til sinuseffekt end for an-
dre forstærkere.
Drifteffekt Drifteffekten er knyttet til højttaleren og er defineret som den effekt,

en højttaler skal have tilført for at afgive et lydtryk på 96 dB i en af-
stand af 1 m fra højttaleren.
Effektbånd- Udgangsforstærkerens effektbåndbredde angives med den øvre og

bredde nedre grænsefrekvens, ved hvilke den afgivne effekt ved foreskrevet
klirfaktor er faldet 3 dB.
Dæmp- Når en forstærker afgiver en kraftig tone ved en lav frekvens, lige
ningsfaktor omkring højttalerens egenresonans, vil membranen have tendens til
at svinge for kraftigt. Denne form for egensvingning vil ofte forekom-
me som forvrængning.
Dæmpningsfaktoren er et udtryk for, hvor godt denne uønskede

egensvingning dæmpes; jo større dæmpningsfaktor, desto mere
dæmpes den uønskede egensvingning.
Dæmpningsfaktoren angives som forholdet mellem den tilsluttede

højttalers impedans og effektforstærkerens indre modstand Ri.
Z HT
D = ----------
-
Ri
868
Effektforstærker
Ifølge DIN 45500 skal D være bedre end 3 i frekvensområdet fra 40

til 12.500 Hz. D måles ved maksimal udgangseffekt, hvor den er la-
vest.
En lav indre modstand eller udgangsimpedans er opnået ved, at der

er etableret spændingstaget modkobling på forstærkerens udgang, se
kapitlet »Modkobling«.
Der må ikke sættes en modstand i serie med højttaleren eller anven-

des lange HT-ledninger med for stor modstand, da det ødelægger
dæmpningsfaktoren.
Eksempel
Ω Ω
el208-20.cdr
Ω
Ω
el208-21.cdr
Z HT 4
D = ----------
- = --------- = 40
Ri 0,1
Z HT 4
- = ------------------------ ≈ 2
D = ----------
Ri ( 0,1 + 2 )
869
Effektforstærker
Forvrængningsformer
En LF-forstærker med udgang og højttaler skal kunne gengive alle
hørbare frekvenser uforvrænget og med korrekt indbyrdes forhold.
Dette er meget vanskeligt at opnå, idet der altid opstår en smule for-
vrængning, især i klasse B forstærkere.
Lineær for- Dersom en forstærkers frekvensgang f.eks. kun er ret fra 100 Hz til
vrængning 5 kHz, vil dybe og høje toner ikke blive gengivet, selv om de tilføres
forstærkeren.
el208c22.cdr
Denne manglende evne til at gengive lave og høje toner kaldes line-
ær forvrængning og er normalt ikke særligt generende.
Ifølge DIN 45500 skal frekvensgangen for en retlinet indgang være

40 Hz til 16 kHz ± 1,5 dB og for modforvrænget (modkoblet) indgang
være 40 Hz til 16 kHz ± 2 dB.
870
Effektforstærker
Ulineær for- Tilføres en »ren« 1 kHz sinus til forstærkeren, vil den selv frembrin-
vrængning ge harmoniske forvrængninger af den tilførte frekvens, dvs. 2, 3, 4
kHz osv.
el208-23.cdr
Denne forvrængning kaldes klir og opstår på grund af overstyring,

krumme karakteristikker, forkert arbejdspunkt m.m.
Klirfaktoren angiver procentindholdet af de uønskede frekvenser i

forhold til grundfrekvensen.
Ifølge DIN 45500 må klirfaktoren maksimalt være 1% ved 10 W for

mono og 2 × 6 W ved stereo.
871
Effektforstærker
Inter- Intermodulation er en anden form for forvrængning, der, som navnet

modulation angiver, opstår ved en uønsket modulation eller ved blanding af to
(IMA) frekvenser.
Tilføres forskellige »rene sinustoner« til forstærkeren, vil der på

grund af krumme karakteristikker (diodestræk) opstå sum- og diffe-
rensfrekvenser samt harmoniske frekvenser af disse.
el208-24.cdr
Ved målingen er det tilførte 8 kHz signal 4 gange svagere end det til-
førte 250 Hz signal.
Ifølge DIN 45500 må IMA maksimalt være 3%.
Arbejdspunkt
En typisk forstærker består af adskillige forstærkertrin. De fleste af
disse trin er spændingsforstærkere, hvor den afgivne signalstrøm og
dermed signaleffekt er lille.
Da man, som ovenfor nævnt, ofte har brug for en anseelig effekt, har
man brug for et udgangstrin, der kan levere denne. For at udgangs-
trinnet kan aflevere denne effekt, skal der tilføres effekt fra spæn-
dingsforsyningen.
872
Effektforstærker
For at få en rimelig virkningsgrad, dvs. forholdet mellem afgiven og

tilført effekt, er man ofte nødt til at lægge arbejdspunktet anderledes
end ved en spændingsforstærker.
Arbejds- Man deler effektforstærkere op i klasser, A-, AB-, B- og C, som angi-

punktets ver det valgte arbejdspunkt (tomgangsstrømmen) for transistoren el-
placering ler transistorerne, dvs. hvordan signalet er placeret på
IC/UBE-karakteristikken.
el208c01.cdr
Klasse A Ved et arbejdspunkt i klasse A forstås, at transistoren leder i alle

360° af et inputsignal. Arbejdspunktet lægges midt på den rette del
af karakteristikken.
Det giver lille forvrængning, men en lav teoretisk virkningsgrad (η)

på 50%, i praksis, dog maksimalt 25%. Tomgangsstrømmen (hvile-
strømmen) er stor, og en eventuel udgangstransformator får en DC-
magnetisering.
873
Effektforstærker
Uden inputsignal afsættes der størst effekt i transistoren.
4138åm01.cdr
Klasse B Ved et arbejdspunkt i klasse B forstås, at transistoren leder 180° af

et inputsignal. Derfor kræves der 2 transistorer i en push-pull kob-
ling, hvor hver transistor behandler sin egen halvperiode.
Uden inputsignal afsættes der ikke effekt i transistorerne.
Den teoretiske virkningsgrad ved fuld udgangseffekt er ca. 78%. I

praksis er 60% opnåeligt.
Da der ikke er nogen forspænding på transistorerne, er forvrængnin-

gen noget større end ved klasse A, da der opstår cross-over-forvræng-
ning ved anvendelse i push-pull-kobling.
4138åm02.cdr
Klasse AB Ved et arbejdspunkt i klasse AB forstås, at transistoren leder mel-

lem 180 og 360° af et inputsignal.
Arbejdspunktet lægges på grænsen mellem den lige og krumme del

af karakteristikken.
874
Effektforstærker
Forvrængningen er større end ved klasse A, særlig ved lav udstyring.

Da man, som i klasse B ved push-pull, skifter mellem to transistorer,
kan der opstå cross-over-forvrængning.
Det er derfor meget vigtigt, at forspændingen og dermed tomgangs-

strømmen er indstillet meget omhyggeligt. Er den for lille, vil der op-
stå cross-over-forvrængning, mens en for stor forspænding og tom-
gangsstrøm vil resultere i unødig opvarmning af transistorerne.
En for stor tomgangsstrøm forøger også faren for termisk ustabilitet

(thermal runaway), hvis koblingen ikke er effektivt stabiliseret mod
dette.
Virkningsgraden i klasse AB ligger mellem klasse A og klasse B og

afhænger af tomgangsstrøm og udstyring.
Klasse C Ved et arbejdspunkt i klasse C forstås, at transistoren leder i mindre

end 180° af et inputsignal, hvilket betyder, at udgangssignalet kun
bliver nogle korte pulser.
Uden inputsignal afsættes der ikke effekt i transistoren. Virknings-

graden kan i praksis komme over 75%.
Klasse C anvendes hovedsageligt til højfrekvensformål, hvor en ef-

terfølgende svingningskreds omdanner signalet til sinusform.
4138åm03.cdr
875
Effektforstærker
Klasse B og AB Push-Pull forstærker

Når en forstærker er anbragt i et arbejdspunkt, så den kun trækker
P out
η = ----------
- · 100 strøm i 180° af indgangssignalets periode, er det en ren klasse B for-
P DC
stærker. Den har en teoretisk maksimal virkningsgrad (η) på 78,5%
og er således langt mere effektiv end en klasse A forstærker (virk-
ningsgrad 25%), da man får mere udgangseffekt ud af den i forhold
til effektforbruget. Ulempen består i, at den alene kun kan behandle
den ene halvperiode. Derfor må den arbejde sammen med et komple-
mentært forstærkertrin, der kan tage sig af den modsatte halvperio-
de. Kredsløbet bliver derfor mere kompliceret end en klasse A for-
stærker. Desuden forvrænger kredsløbet ved lav udstyring.
Den mest simple klasse B forstærker er en fælles kollektorkobling

(emitterfølger) uden forspænding. Dvs. at dens arbejdspunkt ligger
ved cut off, og den trækker ingen strøm i tomgang. Først når ind-
gangssignalet overstiger 0,7 V, kan transistoren trække strøm.
4138åm04.cdr
Push-Pull For at få gengivet begge halvperioder anvender man to emitterfølge-

re. Det bliver en komplementær forstærker, fordi den ene emitterføl-
ger anvender en NPN-transistor og den anden en PNP-transistor,
som hver tager sig af sin halvperiode. Bemærk, at når indgangssig-
876
Effektforstærker
nalet er 0 V, trækker ingen af transistorerne strøm. Tomgangsstrøm-

men eller hvilestrømmen er 0.
4138ÅM05.cdr
Når signalet overstiger +0,6 V, går T1 ON og leder en strøm fra den

positive forsyning ned igennem T1, gennem RL og til stel. Hermed op-
står den positive halvperiode over RL.
Når indgangssignalet kommer under –0,6 V, går T2 ON. Derved kan

der flyde en strøm fra stel (som er mere positiv end –VCC) op igen-
nem RL og ned igennem T2 og ud i –VCC. Herved opstår den negative
halvperiode over RL.
877
Effektforstærker
Cross-over Eftersom der ikke er lavet nogen DC-forspænding af baserne, skal

forvræng- indgangssignalet overstige UBE, inden en transistor leder. Resultatet
ning bliver, at der er et tidsinterval mellem den positive og negative perio-
de af indgangssignalet, hvor ingen af transistorerne leder. Denne
form for forvrængning kaldes cross-over forvrængning, da den opstår
lige der, hvor indgangssignalet krydser over til den modsatte periode.
4138åm06.cdr
Cross-over forvrængning er især generende ved en lille udstyring, da

de mistede ±0,6 V udgør en stor del af signalsvinget.
el307-02.cdr
878
Effektforstærker
Ved kraftig udstyring mister man stadig kun ±0,6 V, men denne
spænding udgør kun en lille procentdel af signalstyrken.
el307c03.cdr
For at forhindre cross-over-forvrængning forspænder man BE-stræk-

ningerne på transistorerne i lederetningen. Det foregår ved at fjerne
baserne lidt fra hinanden. Hvis de to baser fjernes nøjagtigt 1,2 V fra
hinanden, går der stadig ingen strøm i transistorerne uden signal,
men den ene eller anden transistor vil trække strøm, så snart der på-
trykkes et signal. Arbejdspunktet er klasse B, men der vil stadig væ-
re nogen forvrængning ved lille udstyring på grund af de krumme
basis-emitterkarakteristikker.
Ved at øge forspændingen lidt mere, vil begge transistorer trække

strøm uden udstyring. Denne strøm kaldes tomgangs- eller hvile-
strøm, på engelsk »bias«. Trinnets arbejdspunkt er nu klasse AB,
men det afhænger af den øjeblikkelige udstyring, om det arbejder i
klasse A eller AB. Ved små signaler vil de to transistorer blot skiftes
til at lede mere eller mindre, hvilket betyder, at trinnet arbejder i
klasse A. Først når udstyringen bliver så stor, at den ene transistor
er off, og den anden leder, arbejder trinnet i klasse AB. Fordelen ved
denne driftform er lav forvrængning og rimelig virkningsgrad.
879
Effektforstærker
4138åm07.cdr
Dette kan gøres ved at lave en spændingsdeler bestående af en serie-

forbindelse af R1, 2 dioder (SI) og R2, R1 og R2 skal være lige store
(f.eks. 10 kΩ).
− −
el307-04.cdr
880
Effektforstærker
Når forsyningsspændingerne er +20 V og –20 V, og spændingen over

en diode er 0,6 V bliver:
U R = U R = 40 V – 1,2 V
------------------------------------ = 19,4 V
1 2 2
UB T1 = +20 V –19,4 V = +0,6 V
UB T2 = –20 V +19,4 V = – 0,6 V
UE = UB T1 – 0,6 V = +0,6 V –0,6 V = 0 V
Tomgangs- En anden løsning er at erstatte de to dioder med en NTC-modstand

strøm (bias) parallelt forbundet med et trimmepotentiometer.
el307-05.cdr
881
Effektforstærker
Her kan man bestemme afstanden i volt mellem de to baser ved at

justere R4:
• Tomgangsstrøm justeres med R4
el208c05.cdr
Herved flytter man de to basis-emitterdiodekurver, således at de til-

sammen danner en retlinet dynamisk indgangskarakteristik for trin-
net.
Ved stigende temperatur vil strømmen stige i udgangstransistorer-

ne. Dette kompenserer NTC-modstanden for, da den fysisk føler på
deres temperatur, og derved bliver ohmværdien også mindre. Herved
bliver spændingen mellem baserne mindre, og derfor falder strøm-
men igen, og transistorernes arbejdspunkt er stabiliseret over for
temperaturændringer.
882
Effektforstærker
Midt- DC-spændingen på udgangen (fælles emitter) kaldes midtpunkts-

punkts- spændingen. Den er bestemt af spændingen på de to baser.
spænding
el307-06.cdr
Ved at udskifte R2 med en variabel modstand R5 kan midtpunkts-

spændingen justeres med dette.
883
Effektforstærker
I stedet for den variable modstand R5 kan vi bruge en transistor (T3)

og bestemme modstanden mellem kollektor og emitter ved at styre
strømmen i basis med R7 (bestemme UBE), og vi kan på samme måde
justere midtpunktsspændingen. Samtidig får vi mulighed for at tilfø-
re signal til udgangen.
el307-07.cdr
Midtpunktet kan justeres ved at ændre arbejdspunktet for driver-

transistoren T3 ved hjælp af R7.
884
Effektforstærker
Da UE T3 er –20 V, bliver UB T3 –20 +0,6 V = –19,4 V, så det er ikke

nødvendigt at forbinde R7 til +20 V, vi kan godt forbinde den ene side
til stel og stadigvæk bestemme arbejdspunktet for T3. Det bedste vil
være at bruge midtpunktet for de to udgangstransistorer, her er også
0 V, fordi vi derved indfører DC-modkobling, der stabiliserer midt-
punktsspændingen.
el307-08.cdr
Stabiliseringen virker på den måde, at en ændring på udgangen fø-

res tilbage til basis af T3, f.eks. hvis udgangen stiger (↑), vil basis på
T3 også stige (↑), og den vil trække mere strøm, og kollektoren vil
falde (↓), der igen får basis på T1 (T2) til at falde (↓), og emitteren føl-
ger efter, udgangen falder (↓). Da den startede med at stige (↑), har
vi nu fået den justeret på plads.
Skrevet på en anden måde:
Uout = ↑ ⇒ U BT ↑ ⇒ U CT ↓ ⇒ U BT ↓ ⇒ U ET ↓ ⇒ Uout ↓
3 3 1+2 1+2
885
Effektforstærker
Eksempler på udgangsforstærkere
Komple- Spændingsforsyningen til et komplementært udgangstrin behøver
mentært ikke at være balanceret, idet det er tilstrækkeligt med en enkelt
udgangs- spændingsforsyning.
trin med
enkelt for- Ved anvendelse af enkelt spændingsforsyning skal der bruges en
synings- overføringskondensator i udgangen. Forstærkeren kan dermed ikke
spænding anvendes til forstærkning af DC-signaler.
el208c12.cdr
Tilføres en positiv halvperiode til baserne af T1 og T2, åbner T1, hvor-

imod T2 lukker.
Der trækkes en strøm gennem C, der bliver opladet, og over RL fås

en positiv halvperiode i forhold til stel.
Tilføres der en negativ halvperiode til baserne af T1 og T2, åbner T2,

hvorimod T1 lukker.
Energien, som C er opladet med, virker nu som spændingsforsyning

til T2.
886
Effektforstærker
Strømmen løber modsat vej gennem RL, og C aflades. Spændingen

over RL vil være en negativ halvperiode målt i forhold til stel.
Quasi-kom- Udvalget af komplementære transistorer til store effekter er begræn-

plemen- set. Derfor har man længe anvendt en kobling med to parrede transi-
tært ud- storer af samme polaritet som udgangstransistorer og to komplemen-
gangstrin tære transistorer som drivere.
Dette kaldes et quasi-komplementært trin. (Qua betyder » i egenskab

af«).
T1 og T3 udgør tilsammen en NPN-darlingtonforbindelse.
T4 drives af kollektorstrømmen fra T2 i modsætning til T3, der drives

af emitterstrømmen fra T1.
T2 og T4 danner en PNP-NPN-forbindelse og kan betragtes som en

PNP-transistor.
el208-13.cdr
887
Effektforstærker
I dag er det mere almindeligt, at man køber ovenstående PNP-NPN-

kobling, som henholdsvis en PNP- og en NPN-darlingtontransistor.
En forstærker med sådanne transistorer (integrerede kredsløb) er at

finde i f.eks. Beomaster 5500 (split supply) og i Beomaster 901 (sing-
le supply).
De transistorer, der anvendes, er ofte typer, der er anvendelige til

HF-formål, da disse har lave kollektor-basekapaciteter (Miller kapa-
citeter). Derved nedsættes risikoen for fasedrejninger ved høje fre-
kvenser, der gennem modkobling kan give ustabilitet (selvsving).
888
Effektforstærker
Boot-strap i For at hæve kollektorimpedansen på drivertrinnet foretages der ofte

udgangs- boot-strapping fra udgangen af effektforstærkeren tilbage til første-
forstærke- driverens kollektormodstand.
ren
el208-14.cdr
De to udgangstransistorer kan opfattes som to sæt emitterfølgere,

hvor første drivertransistor (T5) er bundmodstand i basisspændings-
deleren, og første-driverens (T5) kollektormodstand (R1 + R2) er top-
modstanden i basisspændingsdeleren.
Det er kun nødvendigt at boot-strappe kollektormodstanden, idet ud-

gangsmodstanden i driveren i forvejen er stor.
Herved bliver drivertransistorerne T1 og T2 strømstyret, hvorved der

opnås en bedre linearitet i forstærkeren.
889
Effektforstærker
Boot-strapping kompenserer endvidere for spændingsfaldet over R1,

således at T1 kan udstyres fuldt ud, når spændingen på kollektoren
af T5 går i positiv retning, idet spændingsfaldet over R2 er konstant.
En anden måde at hæve kollektorimpedansen på første-drivertrinnet

er ved at erstatte kollektormodstanden med en strømgenerator.
Hvilestrøm Denne løsning beskriver, hvordan B&O har designet hvilestrøm-

kredsløbet i Beomaster 5500.
el208-11.tif
Tomgangsstrømmen i udgangsforstærkeren styres af en konstant-

strømsgenerator TR209, IC205. Konstantstrømsgeneratoren bevir-
890
Effektforstærker
ker, at tomgangsstrømmen er konstant, uanset eventuelle ændringer

i den ustabiliserede forsyningsspænding.
IC205 er samtidig føletransistor for temperaturen på kølepladen.

Den er monteret med termisk kontakt til kølepladen.
Kollektorstrømmen til TR209 trækkes gennem R226, R224 og R225.

Spændingsfaldet over modstandene udgør den ønskede forspænding
til udgangstransistorerne. Med R226 kan spændingsfaldet og der-
med tomgangsstrømmen i udgangstransistorerne justeres.
Stigende strøm i udgangstransistorerne vil forårsage opvarmning.

Dermed stiger strømmen igen med yderligere opvarmning til følge og
så fremdeles.
Konstantstrømsgeneratoren må kompensere herfor ved at sænke for-

spændingen over modstandene R226, R224 og R225.
Denne regulering opnås ved, at IC205, som er anbragt på køleplader-

ne, opvarmes sammen med udgangstransistorerne. Strømmen gen-
nem IC205 stiger da, hvorved basis-emitterforspændingen til TR209
falder. TR209 regulerer strømmen gennem R226, R224 og R225 ned
og reducerer således forspændingen til udgangstransistorerne og
tomgangsstrømmen i disse.
891
Effektforstærker
Midt- For at få så stor nytteeffekt som muligt i belastningen er det vigtigt,

punkts- at spændingen mellem de to udgangstransistorer i et komplemen-
spænding tært trin er nøjagtig midt mellem forsyningsspændingen og 0, eller
er 0 V ved balanceret spændingsforsyning.
Ofte er der på udgangsforstærkere en justering af denne midt-

punktsspænding.
el208-15.cdr
Midtpunktet kan justeres ved at ændre arbejdspunktet for driver-

transistoren T5 ved hjælp af R1 eller R2.
Samtidig er midtpunktsspændingen oftest stabiliseret ved hjælp af

en DC-modkobling fra udgangen tilbage på basen af drivertransisto-
ren (gennem R1).
Hvis midtpunktsspændingen bliver mindre, falder basisspændingen

på T1, hvorved kollektorspændingen stiger på T1, og midtpunktspæn-
dingen vil stige.
892
Effektforstærker
I f.eks. Beomaster 5500 er der for at fastholde midtpunktet ikke no-

gen justering, men kun DC-modkobling, se følgende eksempel.
4138åm17.cdr
DC-modkoblingen er her ført tilbage til en differentialforstærker, der

består af to transistorer, TR201 og TR202. De to transistorers emit-
tere er koblet sammen i et fælles punkt, hvor der sidder en konstant-
strømgenerator, TR203, TR209 m.m.
På grund af strømgeneratoren vil den samlede strøm i de to transi-

storer være konstant. Hvis man ændrer strømmen i den ene, vil
strømmen i den anden ændres i modsat retning. Begge de to baser er
altså indgange for differentialforstærkeren.
TR201’s basis er DC-mæssigt forbundet til 0 V, og TR202’s basis er

forbundet til udgangen. Differentialforstærkeren virker som en com-
parator, hvor referencespændingen er 0 V. Hvis udgangsspændingen
stiger, vil det bevirke, at TR202 trækker mere kollektorstrøm, og
893
Effektforstærker
TR201 mindre. TR201’s kollektorspænding stiger derved. Denne

stigning tilføres udgangsforstærkerens inverterende indgang, hvilket
får udgangsspændingen til igen at falde. Blot den samlede forstærk-
ning i denne reguleringssløjfe er stor, vil udgangsspændingen være
låst fast til 0 V.
Kortslut- Mange forstærkere er beskyttet mod kortslutning af udgangen, f.eks.

nings- ved kortslutning af højttaleren eller ledningen.
sikring
Kortslutningssikringen fungerer på samme måde som strømbe-
grænsningen i en almindelig strømforsyning.
Beomaster 5500 anvendes her som eksempel.
el208-17.tif
894
Effektforstærker
Kredsløbet skal beskytte udgangstransistorerne mod for store kollek-

torstrømme med hensyntagen til den aktuelle kollektor-emitter-
spænding UCE på udgangstransistorerne, således at der ved stor UBE
kun tillades lille kollektorstrøm og omvendt. Sikringen hindrer, at
transistoren styres uden for sit tilladte arbejdsområde.
Transistorerne TR206 og TR207 føler spændingen over emittermod-

standene R228 og R229 og måler således strømmen gennem ud-
gangstransistorerne.
Ved meget lille belastningsimpedans (0 Ω) vil udgangstransistorerne

under udstyring trække stor strøm. Når strømmen er stor nok, vil
den resulterende spænding over R228 og R229 forspænde TR206 og
TR207 i lederetning. Derved begrænses strømmen i udgangstransi-
storerne ved, at de kortslutter basis-emitter på udgangstransistorer-
ne, og strømbegrænsning er opnået.
Ved hjælp af dioderne D205 og D206 gives strømbegrænserkurven et

knæk, som ses i følgende figur.
el208c18.cdr
Antag, at udgangsspændingen er høj. Dermed er spændingen over

IC200 lav, hvilket betyder, at den kan tåle en større strøm. Det op-
895
Effektforstærker
nås ved, at R220 og R218 danner en spændingsdeler via D206, når

midtpunktsspændingen er over 0 V. Jo højere midtpunktsspænding,
jo større skal strømmen i emittermodstanden R228 være for at åbne
TR206 og begrænse strømmen. D205 og R217 virker på tilsvarende
måde for IC201.
896
Effektforstærker
Maksimal udgangseffekt
Udgangseffekten fra en komplementær effektforstærker kan bereg-
nes som:
up ip
Pout = ueff · ieff = ------- · -------
2 2
Eftersom udgangsspændingen normalt ligger i midten af UCC og så-

ledes kan svinge lige meget til hver side, må peakværdien være lig
en halv UCC:
2
U CC U CC U CC
Pmax. = ---------------
- · ---------------------------- = ------------------------------
-
2 ⋅ 2 2 ⋅ RL ⋅ 2 4 ⋅ 2 ⋅ RL
2
2
U CC
Pmax. = ---------------
-
8 ⋅ RL
Forsynings- Som det tydeligt ses, sætter forsyningsspændingen altså en grænse

spændin- for den maksimale udgangseffekt. Dette er især et problem, når
gen sætter spændingsforsyningen kommer fra en akkumulator på 12 V, som det
grænsen er tilfældet i en båd eller en bil. Med 12 V og 4 Ω i belastning kan vi
aldrig komme højere end:
2 2
U CC 12
Pmax. = ---------------
- = ----------- = 4,5 W
8 ⋅ RL 8 ⋅ 4
Denne værdi er rent teoretisk, for i praksis vil diverse spændingsfald

begrænse effekten yderligere.
897
Effektforstærker
Brokoblet forstærker
Skal vi højere op i udgangseffekt med den begrænsede forsynings-
spænding, må vi benytte to forstærkere i en brokobling.
4138åm09.cdr
Som tegningen viser, er højttaleren ophængt imellem en non-inverte-

rende og en inverterende forstærker. Når der tilføres en positiv halv-
periode bevæger venstre side af højttaleren sig opad, mens højre side
går ligeså meget i negativ retning. Over højttaleren ligger der derfor
den dobbelte spænding, hvilket ifølge Ohms lov betyder den dobbelte
strøm igennem den. Effekten kan generelt beregnes til:
4 gange så Pbrokoblet = (2 · U) · (2 · I) = 4 · P
stor effekt!
Med en spænding på 12 V og en belastning på 4 Ω burde vi altså
kunne opnå 18 W ved brokobling. Men så højt kommer vi ikke op i
praksis på grund af uundgåelige spændingsfald.
Som et eksempel på en integreret brokoblet effektforstærker viser vi

TDA1515A fra Siemens. Kredsen er udviklet til bilradio og lover helt
op til 24 W med 14,4 V på akkumulatoren og boot-strap.
Idet vi refererer til fig. 3 kan virkemåden forklares på følgende må-

de: Indgangssignalet tilføres den non-inverterende forstærker via
898
Effektforstærker
pin 2. Den ene side af højttaleren har fat i udgangen pin 5. Signalet
ledes over i den inverterende forstærker (i højre side) pin 13 via mod-
standen på 2 k og kondensatoren på 4,7 µF. Den anden side af højt-
taleren har fat i udgangen pin 9. Når den brokoblede forstærker
modtager en positiv halvperiode, vil pin 5 svinge positivt (medfase),
mens pin 9 vil svinge i negativt (modfase). Højttaleren »ser« således
den dobbelte spændingsændring.
Forstærkningen i den non-inverterende del er bestemt af modstan-

den (normalt Rm) mellem pin 1 og pin 5 i forhold til den halve kob-
lingsmodstand på 2 kΩ (normalt R1). Grunden, til at det kun skal
være den halve modstand, er, at den hænger imellem de to udgange,
som altid svinger hver sin vej, derfor er der AC-stel i midten.
100 k - + 1 = 101 gg
Au = ----------------------
0,5 ⋅ 2 k
Signalet vil medføre strømvariationer i koblingsmodstanden (2 kΩ),
hvis højre halvdel er en del af den inverterende forstærker. For-
stærkningen er bestemt af modstanden (normalt Rm) mellem pin 13
og pin 9 i forhold til den halve koblingsmodstand på 2 kΩ (normalt
R1).
100 k - + 1 = 100 gg
Au = ----------------------
0,5 ⋅ 2 k
Som det ses af beregningerne, er forstærkningen stort set lige stor i
begge halvdele af brokoblingen.
RC-leddet 2,7 kΩ i serie med 100 pF skal kompensere for højttale-

rens stigende impedans ved højere frekvenser.
De to forstærkeres arbejdspunkt er styret ved hjælp af pin 3, som al-

tid ligger på den halve forsyningsspænding. Denne spænding lægges
ind på de to ± indgange, som »hævet stel«. Via modkoblingen vil ud-
gangene også stille sig på den halve forsyningsspænding.
Power-forstærkeren bliver muted (tavs), når pin 11 lægges til 0 V.

Derved nedsættes strømforbruget til omkring 1 µA.
899
Effektforstærker
4138ÅM13.tif
Figur 1
900
Effektforstærker
4138ÅM14.tif
Figur 2 Internal block diagram; the heavy lines indicate the signal paths
4138ÅM15.tif
Figur 3 Test/application circuit bridge tied load (BTL)
901
Effektforstærker
Køling
I alle komponenter, hvori en strøm løber, og et spændingsfald opstår,
vil der afsættes en effekt. Denne effekt opvarmer komponenterne, og
hvis ikke varmen ledes effektivt ud til omgivelserne, kan komponen-
terne blive så varme at de ødelægges. Dette gælder specielt ved ef-
fektforstærkere, selv om de følgende betragtninger er generelle.
Varmen udvikles inde i selve komponenten. I en transistor udvikles

varmen i selve siliciumkrystallet, junction, og breder sig derfra ud
gennem transistorhuset, evt. køleplade, for til sidst at blive spredt
ud i omgivelserne. Da varmen altså bevæger sig fra chip ud imod om-
givelserne, kan vi tale om et termisk kredsløb eller et varmekreds-
løb.
Herunder ses en tegning af et simpelt termisk kredsløb. Begreberne

beskrives efterfølgende:
4138åm10.cdr
Afsat effekt Den afsatte effekt i transistoren kan findes som sædvanlig:
P = IC · UCE
Denne effekt virker som en »varmestrøm«, der flyder fra junction ud

mod omgivelserne. Effekten er vist som en strømgenerator, da den
opfører sig på samme måde i et termisk kredsløb.
Den afsatte effekt måles i Watt (W).
902
Effektforstærker
Termisk Varmen skal ledes bort via den termiske modstand, Rth, der derfor
modstand skal være så lille som muligt. Materialer med lille termisk modstand
er f.eks. metallerne, der alle leder varmen godt. Materialer med stor
termisk modstand er f.eks. isoleringsmaterialer som rockwool, skum-
plast osv.
Termisk modstand måles i °C/W og er en databladsværdi for kompo-

nenter og køleplader.
Tempe- Temperaturen, T, er forskellig afhængig af hvor i det termiske kreds-

raturen løb vi måler. Den er selvfølgelig højest på selve junction-krystallet,
hvor varmen jo udvikles. Går vi ud på transistorhuset er temperatu-
ren lavere. Den laveste temperatur finder vi som omgivelsestempera-
turen (Tambient, forkortet Tamb). Omgivelsestemperaturen regner vi
ikke med at kunne påvirke synderligt, den regnes derfor som en kon-
stant. I diagrammet er den vist som et batteri.
Temperaturforskellen måles i grader Celcius (°C).
Hvis vi opfatter temperaturforskel som spændingsforskel, termisk

modstand som ohmsk modstand og effekt som strøm, kan vi nemlig
lave Ohms lov for termik:
Ohms lov ∆T = P · Rth

for termik
Formlen redegør for sammenhængen imellem effekt, termisk mod-

stand og temperatur.
Jo større effekt vi afsætter i transistoren, jo højere temperatur kom-

mer vi op på.
Jo mindre termisk modstand transistorhuset eller kølepladen har, jo

lavere temperatur udsættes transistoren for.
903
Effektforstærker
Et lille eksempel vil klare begreberne:
Eksempel I en transistor BC107 afsættes P = 0,2 W.
Databladet oplyser, at transistorens termiske modstand fra junc-

tion ud til ambient udgør:
Rth j-a = 0,5°C/mW = 500°C/W.
Nu kan temperaturforskellen fra junction ud til omgivelserne findes

som:
∆T = P · Rth = 0,2 · 500 = 100°C
Vi ved nu, at krystallet vil blive 100°C varmere end omgivelserne.

Hvis omgivelserne er Tamb = 20°V, kan vi finde junctiontemperaturen
Tj:
Tj = Tj-a + Tamb = 100°+20° = 120°
Ifølge databladet er Tj max. 175°C. Transistorens omgivelsestempera-

tur må derfor højst blive:
T amb max. = 175° – 100° = 75°
904
Effektforstærker
Effekttransistorer
Det termiske kredsløb for en effekttransistor er lidt mere omfatten-
de, men ellers er fremgangsmåden den samme. Transistoren er nor-
malt elektrisk isoleret fra kølepladen ved hjælp af en glimmerskive.
Den elektriske isolering er nødvendig, da effekttransistorernes kol-
lektor normalt har direkte forbindelse til transistorhuset. For at ned-
bringe isoleringsskivens termiske modstand påsmøres begge sider en
varmepasta (compound).
Opstillingen er vist herunder med det tilhørende termiske kredsløb:
4138åm11.cdr
De termiske modstande har følgende betydning:
Rth j-mb Rth j-mb er den termiske modstand fra transistorens junction til tran-
sistorhusets ydre monteringsflade (mb = mounting base). Denne
modstand findes altid i databladet og vil for effekttransistorer ligge
fra 1-10°C/W.
905
Effektforstærker
Rth mb-h Rth mb-h er den termiske modstand i overgangen fra transistorhus til
køleplade inklusive den termiske modstand i en eventuel glimmer-
isoleringsskive. Afhængig af hustype og isolationstype er den i stør-
relsesordenen 0,3-10°C/W.
Rth h-amb Rth h-amb er den termiske modstand fra køleplade til omgivende luft
(amb = ambient). Kølepladens termiske modstand er ofte den eneste
størrelse i det termiske kredsløb, som konstruktøren har fuld kontrol
over. Databladet oplyser den termiske modstand for den givne køle-
plade.
Den samlede ligning for hele det termiske kredsløb kan nu skrives:
Tj = P ·  R th j-mb + R th mb-h + R th h-amb + Tamb
Hvis alle størrelser kendes, er det nu muligt at beregne krystallets

temperatur.
Eksempel For en 2N3055 oplyses følgende:
Rth j-mb 1,5°C/W
Rth mb-h 0,3°C/W uden glimmerskive
Tj max. 200°C
Den afsatte effekt er 30 W, og Tamb = 20°C, og kølepladen har en

Rth h-amb = 3°C/W. Beregn Tj:
Tj = 30 · (1,5 + 0,3 + 3) + 20° = 164°C
Med denne køleplade må omgivelsestemperaturen stige 36°C, inden

Tj max. overskrides. I praksis bør man dog lægge en sikkerhedsmargin
ind.
906
Effektforstærker
Find køle- Ofte består problemet i at beregne, hvor effektiv en køleplade det er
pladen nødvendig at benytte. Man ønsker ikke, at kølepladen skal være
større, end det er nødvendigt, dels af pladshensyn, men også af øko-
nomiske hensyn.
Formlen kan omskrives for at isolere Rth h-amb, som er kølepladens

termiske modstand:
Tj = P ·  R th j-mb + R th mb-h + R th h-amb + Tamb
Tj – Tamb = P ·  R th j-mb + R th mb-h + R th h-amb
⇓
T j – T amb
R th j-mb + R th mb-h + R th h-amb = -------------------------
-
P
⇓
T j max. – T amb
Rth h-amb ≤ ------------------------------------- –  R th j-mb + R th mb-h
P
Hvis vi indsætter tallene fra forrige eksempel, men ønsker en Tamb

på 50°, kan vi beregne, at kølepladen skal være lig med eller bedre
end:
Rth h-amb ≤ 200 – 50

------------------------ – (1,5 + 0,3) = 3,2°C/W
30
907
Effektforstærker
Herunder er vist et udsnit fra et katalog over køleplader. Hvis vi øn-

sker at benytte profilen PR70, kan vi aflæse, at en profillængde på
50 mm vil give 3 k/W (kelvin/W) svarende til 3°C/W. Den vil derfor
være tilstrækkelig til at holde krystaltemperaturen under 200°C.
4138ÅM16.cdr
For at opnå den angivne termiske modstand er det vigtigt, at køle-

pladen monteres frit og med kølefinnerne lodret!
908
RC-oscillator
RC-oscillator
En oscillator er et kredsløb, der kan producere en repeterende kurve-

form på sin udgang, selv om den kun forsynes med en DC-spænding.
Fælles for alle typer oscillatorer er en positiv tilbagekobling. I dette
kapitel vil vi koncentrere os om sinus oscillatoren med en tilbagekob-
ling lavet ved hjælp af RC-led.
En oscillator består af to ting, nemlig en forstærker (transistor, FET

eller Op-amp) og et tilbagekoblingsled (feedback- eller β-leddet).
4138ån01.cdr
Den positive tilbagekobling foregår ved, at en portion af uout føres til-

bage til indgangen på en sådan måde, at den samlede fasedrejning bli-
ver 0. Samtidigt dæmper tilbagekoblingen også signalet ligeså meget,
som det bliver forstærket. På denne måde bliver den samlede sløjfe-
forstærkning 1 gang. Når denne sløjfe er skabt, vil kredsløbet frem-
bringe en konstant sinussvingning. Vi kalder fænomenet oscillation.
909
RC-oscillator
To Der er to oscillationsbetingelser, som skal være opfyldt, for at kreds-

betingelser løbet kan blive ved med at svinge:
• Den samlede fasedrejning i kredsløbet skal være 0°.
• Den samlede sløjfeforstærkning skal være 1 gang.
Fasedrejningen er kun 0° ved en bestemt frekvens. På denne måde

bliver β-leddet den frekvensbestemmende del af oscillatoren. Hvor-
dan det er lavet, afhænger af den enkelte type oscillator. Vi vil ude-
lukkende se på tilfældet ,hvor det er RC-led, men det kunne også væ-
re spoler eller krystaller.
Sløjfeforstærkningen kan findes som produktet af Au i forstærkeren

og β-leddets forstærkning.
As = A u · β
Hvis forstærkeren f.eks. forstærker 100 gange, skal β-leddet dæmpe

100 gange (svarende til en forstærkning på 0,01 gang.
Begge oscillationsbetingelser er vist herunder:
4138ån02.cdr
910
RC-oscillator
Er As mindre end 1, vil svingningen uddø eller aldrig komme i gang.
ek073c02.cdr
Er As større end 1, vil udgangssignalet, amplitude stige, indtil for-

stærkeren går i mætning. Det vil give kraftig forvrængning, da sig-
nalet ikke er sinusformet.
ek073c03.cdr
Alle oscillatorer har en eller anden form for amplituderegulering, der

kan sørge for, at As holder sig på 1 i driftfasen.
911
RC-oscillator
Hvordan Men hvordan kommer oscillatoren så nogensinde i gang af sig selv?

kommer vi i Det gør den kun, hvis As er større end 1 under startsfasen. Kun der-
gang? ved kan udgangen bygge en amplitude op, som kan starte en oscilla-
tion. Når den ønskede amplitude er nået, skal reguleringen skrue As
ned til 1 igen. Tegningen herunder viser både start- og driftfase.
4138ån03.cdr
Et spørgsmål, som normalt opstår, er dette: Hvis en oscillator har

været slukket, og der altså ikke er nogen spænding på udgangen,
hvordan kan der så nogen sinde opstå et signal via tilbagekoblingen,
som kan starte en opbygning af svingningen, når vi tænder for den?
Svaret er, at i det øjeblik vi tænder for kredsløbet, opstår der en lille
spændingsændring på indgangen af forstærkeren. Eller også er der
lidt støj fra komponenterne. En lille del af dette signal vil have et
frekvensindhold, der kan passere igennem β-leddet og derved blive
forstærket op igen. På denne måde opbygges en svingning, som det
lille råb, der udløser en kæmpe lavine.
912
RC-oscillator
Wienbro-oscillatoren
En Wienbro-oscillator kendetegnes ved, at β-leddet består af følgen-
de RC-led:
4138ån04.cdr
Normalt gælder, at R1 = R2, og C1 = C2. Kredsløbet kan opfattes som

en frekvensafhængig spændingsdeler.
Ved de lave frekvenser vil X C være stor i forhold til R1, og derfor er
2
udgangsspændingen lille. Ved høje frekvenser vil XC være lille i for-
1
hold til R1, og derfor kortslutter den næsten udgangssignalet. Men
ved fr topper signalet, da det her når op på 1 ⁄ 3 .
Ved fr gælder følgende:
u out 1
- = --- ≅ –9,5 dB
Au = ----------
u in 3
Frekvensen fr findes som:
1
fr = -----------------------------
-
2⋅π⋅R⋅C
913
RC-oscillator
Ved netop denne frekvens er fasedrejningen mellem uin og uout præ-

cis 0°. Ved at lave en tilbagekobling fra en forstærkers udgang igen-
nem Wienbro-leddet og tilbage til den non-inverterende indgang, op-
når vi en samlet fasedrejning på 0° ved fr.
Modkoblingen, der består af spændingsdeleren R1 og R2, skal lægge

forstærkningen fast på præcis 3 gange, hvilket ophæver Wienbro-led-
dets forstærkning på 1 ⁄ 3 . Derved bliver den samlede As netop
1 gang. I praksis betyder det, at R1 skal være dobbelt så stor som R2,
f.eks. 10 k og 20 k, eftersom forstærkeren kan betragtes som en non-
inverterende forstærker:
R
Au = 1 + ------1- = 1 + 20 k
------------- = 3 gg
R2 10 k
4138ån05.cdr
914
RC-oscillator
Men Imidlertid vil denne oscillator aldrig kunne starte af sig selv, idet As
i praksis! skal være større end 1 i startfasen. Og når den først var kommet i
gang, ville amplituden ikke kunne fastholdes. Oscillatoren ville med
andre ord enten dø ud eller gå i mætning. Der mangler en regulering
af forstærkningen.
4138ån06.cdr
En brugbar metode er at anbringe en temperaturfølsom modstand i

modkoblingsvejen. Ofte bruges en lille instrumentpære, der virker
som en PTC-modstand. Når pæren er kold, er modstanden lille. Det
giver en stor forstærkning i oscillatoren, som nu kan starte. Når am-
plituden vokser på udgangen, stiger strømmen ned igennem R1 og H.
Derved bliver glødetråden varmere, og modstanden stiger. Det bety-
der, at forstærkningen falder. Ved at gøre R1 variabel, kan man finde
et passende arbejdspunkt for oscillatoren. Princippet er vist herun-
der:
4138åna7.cdr
915
RC-oscillator
4138ånb7.cdr
Frekvensskift sker ved at ændre på R og C. I tonegeneratorer skifter

man ofte mellem faste værdier af C, og lader R bestå af et stereopo-
tentiometer.
916
RC-oscillator
AGC
Ønsker man en hurtigere og mere præcis regulering af forstæknin-
gen, kan man anvende AGC (Automatic Gain Control). Princippet
består i, at man spids-ensretter udgangsamplituden og bruger denne
DC-spænding til at styre arbejdespunktet for en JFET. FET’en vir-
ker som variabel modstand og sidder i modkoblingen af forstærke-
ren. Et eksempel er vist herunder:
4138ån08.cdr
Når kredsløbet aktiveres, er der 0 V over Clade. Det betyder, at UGS også
er 0 V, hvorved FET’en virker som en lille modstand. Ved stigende
amplitude på udgangen, vokser spændingen over Clade. Derved stiger
FET’ens UGS, og det gør dens modstand også. Derved reguleres for-
stærkningen ned, og amplituden bliver konstant.
917
RC-oscillator
Mere om selve Wienbro-leddet

Wienbro-
oscillator
ek073c04.cdr
I en Wienbro-oscillator udgør viste led, β-leddet og det frekvensbe-

stemmende led.
Hvis R1 = R2, og C1 = C2, fås, at udgangsspændingen er lille ved lave

frekvenser, idet XC >> R2. Endvidere fås, at udgangsspændingen
1
ved høje frekvenser også er lav, idet R1 >> X C .
2
Hvis frekvensen på u1 ændres, vil den største udgangsspænding u2

fremkomme, hvor XC = R1 = X C = R2.
1 2
Ved denne frekvens er forholdet mellem u2 og u1:

u2 Z2
------ = --------------------
u1 Z1 + Z2
2 2
hvor R1 + XC = Z1 = R · 2
1
og
R2 ⋅ XC
2
Z2 = ---------------------------------- R
- = --------
2 2 2
R2 + XC
2
918
RC-oscillator
R
-------
u2 2
------ = ----------------------------
u 1 R 2 + ------- R
2
Ganges igennem med 2 findes:
u2 R R 1
------ = ------------------------ = ---------- = ---
u1 2 R + R 2R 3
Udgangsspændingen er altså 3 gange mindre end indgangsspændin-

gen til Wienbro-leddet.
Ved frekvensen, hvor R2 = X C , kan den samlede strøm iS og spæn-

2
dingen over R2 findes.
ek073c05.cdr
919
RC-oscillator
Sumstrømmen iS er den samme, som gennemløber R1 og C1. Spæn-

dingen over R1 er i fase med iS, spændingen over C1 er 90° bagefter
iS. Sumspændingen uS af u R og u C er i fase med u R .
1 1 2
ek073-06.cdr
Da u2 = u R , ses det, at indgangssignal og udgangssignal er i fase.

2
920
Lineær Power Supply
Formål Formålet med en power supply eller spændingsforsyning (også kal-

det strømforsyning) er at omdanne netspændingens 230 V AC til en
stabil DC-spænding på en ønsket størrelse. Den skal desuden kunne
gøre det ved et varierende strømforbrug og ved en varierende net-
spænding. Og så skal det helst ske så effektivt, som muligt. Ud-
gangsspændingen skal desuden være næsten fri for brum fra net-
spændingen.
4138åo01.cdr
Power supply findes overalt og i alle størrelser. Lige fra den lille IC
på printpladen, AC-adapteren til lommeregneren, laboratorieforsy-
ningen på målepladsen, power modulet i pc’en eller fjernsynet og op
til store ladeapparater og svejseapparater.
4138ao17.tif
921
Data for power supply

Stabilitet af Det er sjældent, at forbruget er konstant hele tiden. En effektfor-
Uout (Load stærker bruger f.eks. strøm i takt med musikkens styrke. Men selv
regulation) om belastningsmodstanden ændrer sig, skal udgangsspændingen fra
spændingsforsyningen helst ikke ændre sig ret meget.
Normalt vil den falde lidt i takt med et stigende forbrug. Spændings-
forsyningen kan opfattes som en spændingsgenerator med en indre
modstand. Når strømmen stiger, vil der mistes mere spænding over
den indre modstand. Derfor falder udgangsspændingen.
En spændingsforsynings stabilitet udtrykker, hvor meget udgangs-

spændingen ændres ved en given belastning.
Kurven herunder viser udgangsspændingen som funktion af belast-

ningsstrømmen. Hældningen af kurven skal helst være så lille, som
muligt.
4138åo-2.cdr
922
Input Forsyningsspændingsstabilitet siger noget om stabiliteten over for

regulation ændring af forsyningsspændingen. En ændring af f.eks. netspændin-
gen på 230 V må helst ikke ændre udgangsspændingen i en stabilise-
ret spændingsforsyning.
Normalt opgiver databladet, at en ændring på et vist antal volt på

indgangen medfører en ændring på et vist antal mV på udgangen.
Denne ændring skal være så lille, som muligt.
Kurven herunder viser udgangsspændingen som funktion af strøm-

forbruget, både ved maks. og min. indgangsspænding.
4138åo-3.cdr
Ripple En stabiliseret spændingsforsyning fødes normalt fra en netensret-

(brum) ter, hvor der vil optræde 50 Hz eller 100 Hz ripple eller brum.
Brumspændingens størrelse afhænger af belastningsstrøm og net-

ensretterens konstruktion. Normalt opgiver man brumspændingen
ved en specificeret maksimal belastningsstrøm.
923
Kurven herunder viser, hvordan brumspændingen stiger kraftigt,

når der trækkes mere strøm.
4138åo-4.cdr
Ripple Ofte angiver databladet en ripple rejection, som betyder ripple un-
rejection dertrykkelse. Tallet fortæller, hvor mange dB ripplen er mindre på
udgangen end på indgangen af spændingsforsyningen.
Virknings- Ved større spændingsforsyninger og ved batteridrevet udstyr er det

grad vigtigt, at der ikke går for megen energi til spilde. Spændingsforsy-
ningen skal helst være så effektiv, som muligt. Normalt opgiver man
virkningsgraden, som fortæller, hvor megen effekt man får ud i
forhold til, hvad man forsyner kredsløbet med.
P out
Virkningsgrad = ----------
-
P in
Ofte udtrykker man virkningsgraden i procent ved at gange med

100.
924
Stabilise- Power supplies kan opdeles i tre grupper:

rings-
principper • Parallel (shunt) regulering
• Serieregulering
• Switch mode regulering
De to første grupper kaldes lineære power supplies, fordi regulerin-

gen foregår analogt og jævnt hele tiden i modsætning til switch mode
power supplies.
Parallel regulering er beskrevet i et tidligere kapitel, og switch mode

er emnet for næste kapitel.
Princippet Serieregulering anvendes, hvor der ønskes en stabil spænding ved

for serie- meget varierende strømforbrug.
regulering
Først betragter vi en spændingskilde uden nogen stabilisering, f.eks.
en netensretter. Rb er en variabel belastningsmodstand.
4138åo-5.cdr
Hvis Rb gøres mindre (færre ohm), vil spændingen falde over den
ifølge Ohms lov. Gøres Rb større (flere ohm), vil spændingen derimod
stige over den. Problemet ved den ustabiliserede netdel er altså, at
spændingen over Rb varierer i takt med forbruget.
925
Indskydes nu en »serieregulator« i form af en variabel modstand Rs,

kan udgangsspændingen holdes konstant ved at justere på Rs.
4138åo-6.cdr
Princippet ved seriestabilisering er altså, at der indskydes en seri-

eregulator, som lukker lidt mere op for strømmen, hvis udgangs-
spændingen falder og lukker lidt ned for strømmen, hvis spændingen
stiger. Herved holdes udgangsspændingen konstant. Næsten som en
fjernvarmetermostat.
I praksis skal der nogle flere blokke til, for at systemet kan fungere
som et reguleringssystem. Normalt indeholder den stabiliserede
spændingsforsyning følgende blokke:
ek519-01.cdr
Ensretteren afleverer en ustabiliseret DC-spænding til serieregulato-

ren.
Referencen leverer en stabil spænding til sammenligneren.
926
Føleren overvåger udgangsspændingen og giver besked til sammen-

ligneren, om den ændrer sig.
Sammenligneren tilføres en reference og et udtryk for udgangsspæn-

dingen, og ud fra disse styrer den strømmen i serieregulatoren via
driveren.
Driveren forstærker styrestrømmen fra sammenligneren til seriere-

gulatoren.
Serieregulatoren åbner og lukker for strømmen afhængig af, hvad

sammenligneren fortæller den via driveren, og derved holdes ud-
gangsspændingen konstant.
Et eksempel: Hvis vi belaster spændingsforsyningen lidt mere (færre

ohm i belastning) vil udgangsspændingen i første omgang falde lidt
ifølge Ohms lov. Føleren melder en faldende spænding til sammen-
ligneren, hvorimod referencespændingen ikke ændrer sig. Der er nu
opstået en større forskel imellem reference- og følerspænding, og
denne forskel sendes videre til driveren. Driveren vil få serieregula-
toren til at åbne noget mere, hvorved strømmen i belastningsmod-
standen stiger. Så stiger spændingen over belastningsmodstanden,
følerspændingen stiger lidt, sammenligneren finder nu ingen forskel
mellem reference- og følerspænding, og systemet falder til ro. Ud-
gangsspændingen er reguleret og ligger næsten der, hvor den lå, in-
den vi ændrede på belastningen.
Hvis der bliver brug for en mindre strøm i belastningen, sker der
præcis det modsatte, og serieregulatoren skruer ned for strømmen,
indtil udgangsspændingen passer igen.
927
IC-regulatorer
Den nemmeste måde at skaffe sig en stabiliseret spænding på, er at
bruge en IC-regulator. Hele reguleringssystemet fra før, undtagen
netensretteren, ligger integreret i en IC med som regel 3 ben. Man
kan få typer, der kan levere 100 mA, 1 A og 3 A.
ek379-21 + 23.cdr
De leveres med en fast udgangsspænding, der i 7800-serien findes i 5

V, 6 V, 8 V, 12 V, 15 V, 18 V og 24 V. En +5 V regulator i serien hed-
der MC7805, en +12 V hedder MC7812. Til negative spændinger fin-
des en tilsvarende serie af integrerede spændingsforsyninger med
samme data som 7800-serien, denne hedder blot 7900.
Regulatoren har en indgang, en udgang og en stelforbindelse.
En typisk anvendelse ses herunder:
4138åo-8.cdr
928
IC-regulatorer kan betragtes som en færdig byggeklods, der normalt

ikke giver nogen problemer. Man skal dog bemærke følgende to ting:
Det er vigtigt at huske at montere 0,33 µF kondensator helt tæt mel-

lem input og ground, idet regulatoren ellers kan gå i selvsving og
derved brænde af.
Spændingen fra netensretteren skal fra bunden af ripplen være

mindst 2 V højere end udgangsspændingen for at opnå en pæn regu-
lering.
Som databladet på næste side viser, har IC-regulatoren fine data.
Input Regulation: Uout ændrer sig typisk 8 mV, når Uin ændres fra
8-12 V ved Iout = 500 mA.
Load Regulation: Uout ændrer sig typisk 4 mV, når Iout ændres fra
250 mA til 750 mA.
Ripple Rejection: Ripplen er dæmpet typisk 70 dB i forhold til ind-

gangen ved en Iout på 20 mA.
929
4138ÅO-9.tif
930
4138åo10.tif
Hvis man ønsker en højere udgangsspænding end den påstemplede,

er det også muligt. En LM7805 kan således godt levere f.eks. 9 V,
hvis man hæver stelbenet 4 V op. Og det kan en spændingsdeler på
udgangen klare. Herunder ses de kendte værdier. R1 er valgt til
470 Ω. Der løber ingen nævneværdig strøm ind i stelbenet på IC-re-
gulatoren.
4138åo11.cdr
931
Først kan strømmen i spændingsdeleren findes:

U 5 - = 10,64 mA
I = -------o- = ----------
R1 470
Da denne strøm også løber i R2 og skal give et spændingsfald på

9-5 = 4 V, kan denne findes:
UR
4 - = 376 Ω
R2 = -----------2 = -----------------------
IR 10,64 m
2
Man kan også gøre R2 variabel, hvorved udgangsspændingen kan ju-

steres mellem 5 V og 9 V.
LM317 Princippet med at hæve stel bruges specielt i forbindelse med

LM317-serien. Det er en IC-regulator, der kun leverer 1,25 V mellem
udgang og stelben. Men ved at hæve stelbenet kan enhver spænding
laves. På denne måde kan LM317 erstatte de faste regulatorer.
Der vises nu et eksempel på en spændingsforsyning med variabel ud-

gangsspænding på 1,25 V til 20 V.
4138åo12.cdr
932
Vi vælger R1 = 220 Ω og kan nu beregne strømmen i spændingsdele-

ren:
U
I = -------o- = 1,25
------------ = 5,68 mA
R1 220
Når R2 er 0, giver kredsløbet 1,25 V ud. Vi skal nu beregne, hvor stor

R2 skal være for, at der ligger 20-1,25 = 18,75 V over den:
UR
18,75- = 3,3 kΩ
R2 = -----------2 = -------------------
IR 5,68 m
2
Udgangsspændingen vil nu kunne justeres imellem 1,25 V og 20 V.
Stabilisering med operationsforstærker

Vi vil nu prøve at dykke lidt dybere ned for at se, hvad der f.eks.
kunne sidde inde i en IC-regulator. Blokdiagrammet fra introduktio-
nen gælder stadig. En løsning med operationsforstærker kunne se
således ud:
4138åo13.cdr
933
Serieregulatoren er en NPN-transistor. Føleren består af en spæn-

dingsdeler R2 og R3 og afleverer en fast del af Uout til sammenligne-
rens inverterende indgang. Referencen består af zenerdioden D1 med
en formodstand R1 og leverer en fast spænding Uref til operationsfor-
stærkerens non-inverterende indgang. Sammenligneren styrer seri-
eregulatorens basisspænding. Uout er emitterspændingen og vil altid
følge basisspændingen, blot 0,6 V lavere.
Hvis Uout falder lidt pga. et større strømforbrug, eller fordi Uin fal-
der, vil spændingen på den inverterende indgang falde forholdsmæs-
sigt lige så meget via føleren.
Fordi zenerdioden fastholder spændingen på den non-inverterende

indgang, vil der opstå en forskel, en fejlspænding mellem operations-
forstærkerens indgange. Denne forskel forstærkes kraftigt op af
sammenligneren, og da spændingen faldt på den inverterende ind-
gang, resulterer det i, at udgangsspændingen stiger.
Så stiger basisspændingen, og det trækker emitterspændingen med

op. Processen fortsætter, indtil der igen er næsten 0 V mellem opera-
tionsforstærkerens to indgange. På denne måde stabiliseres ud-
gangsspændingen. Reguleringen vil normalt foregå glidende og line-
ært, og derfor når operationsforstærkeren ikke at lave de helt store
ændringer på sin udgang.
Den opmærksomme læser har nok opdaget, at operationsforstærke-

ren er koblet som en non-inverterende forstærker med Uref som ind-
gangsspænding. Modkoblingen, og dermed forstærkningen, er givet
ved føleren R2 og R3. Vi kan derfor beregne udgangsspændingen:
 R 
Uout =  1 + ------2- · Uref
 R 3
Bemærk, at transistorens UBE ikke skal medregnes, da diodestræk-

ningen ligger inden for modkoblingssløjfen. Operationsforstærkeren
vil selv korrigere for det ved at levere en spænding, der er 0,6 V høje-
re end Uout.
934
Ved at variere på følermodstandenes indbyrdes forhold er det muligt

at lave spændingsforsyningen variabel. Et eksempel følger:
4138åo14.cdr
Med P i top:
 R2   10 k 
Uout =  1 + ------------------
- · Uref =  1 + --------------------------------- · 5,6 = 7,4 V
 P + R 3  22 k + 10 k
Med P i bund:
 R 2 + P  10 k + 22 k
Uout =  1 + ------------------
- · Uref =  1 + -------------------------------- · 5,6 = 23,5 V
 R3   10 k 
Det er altså muligt at regulere udgangsspændingen ved at justere på

modkoblingen. Med P i top vil følerspændingen stige, og sammenlig-
neren vil korrigere for dette ved at skrue udgangsspændingen ned.
Først når den, i dette eksempel, er nede på 7,4 V, er systemet i ro.
Det omvendte sker, når P drejes nedad.
935
Strømbegrænser
Almindelige sikringer er ikke hurtige nok til at beskytte et transi-
storkredsløb mod overbelastning. Problemet løses ofte ved at indbyg-
ge en elektronisk strømbegrænser, der begrænser den maksimale
strøm, som kan trækkes. Et typisk eksempel ses herunder:
4138åo15
Strømbegrænseren består af transistoren T2 og den lille modstand

R4. Belastningsstrømmen gennemløber R4 og skaber derfor et spæn-
dingsfald over denne. Når belastningsstrømmen IL når en given stør-
relse, er U R netop blevet stor nok til at kunne forspænde T2 i
4
lederetningen. Noget af basisstrømmen til T1 bliver ledt udenom via
T2, hvorved serieregulatoren ikke kan åbne yderligere. Derved er IL
blevet begrænset til en maksimal værdi.
Hvis vi regner med, at der skal 0,7 V til for at åbne T2, kan den mak-
simale strøm beregnes som:
IL-max. = 0,7 V
---------------
R4
936
En stabiliseret spændingsforsyning med denne type strømbegrænser

har følgende udgangskarakteristik:
4138åo16.cdr
Et eksempel: Hvis R4 er 1 Ω, kan den maksimale strøm findes til:
IL-max. = 0,7 V
--------------- = 0,7 A
1
937
I dette afsnit vises en stabilisering, der udelukkende anvender tran-

sistorer. Først fylder vi de enkelte kasser fra blokdiagrammet ud. Vi
begynder med:
Serie- Sereieregulatorens (T1) kollektor forbindes til ensretterens DC-spæn-

regulator ding, her 28 V. Basis forbindes til driverens (T2) emitter, således at
og driver emitterstrømmen i T2 bliver basisstrøm i T1. Driverens kollektor for-
bindes ligeledes til 28 V, men via en 100 Ω modstand. Basisspændin-
gen på T2 bestemmes af sammenligneren, der derfor også bestemmer
udgangsspændingen. På grund af de to diodestræk bliver:
Uout = UBT2 – 1,2 V.
ek519-02.cdr
938
Reference Referencespændingen udtages over en zenerdiode, således at spæn-

og føler dingen er rimelig stabil. Normalt vælges værdier omkring 5 til 6 V,
da de er mere stabile over for temperaturændringer end de værdier,
der ligger både over og under dette område.
ek519-03.cdr
Føleren er en spændingsdeler bestående af modstande, og her er den

ene lavet variabel, således at udgangsspændingen kan varieres. Den
føler på udgangsspændingen og en del af denne tilføres sammenlig-
neren. Hvor stor en del bestemmes af potentiometret (P1).
939
Sammen- Sammenligneren (T3) har den faste reference på emitteren og en del

ligner af udgangsspændingen via føleren på basis. De to spændinger be-
stemmer således UBE på T3 og dermed strømmen i transistoren og
derved igen UC. Som tidligere nævnt, er Uout 1,2 V mindre end UC T3
(eller UBT2).
ek519-04.cdr
Totaldia- Her er de enkelte blokke sat sammen til en helhed.

gram
ek519-05.cdr
940
Ved beregning af udgangsspændingen skal vi se på føleren og refe-

rencespændingen således:
UZ = 5,6 V og UB T3 må være 0,6 V større.
UBT3 = 5,6 V + 0,6 V = 6,2 V
Altså er spændingen på armen af P2 6,2 V. I det efterfølgende gås der

ud fra, at strømmen i basis af T3 er så lille, at den ingen betydning
får for følerens spændingsdeler. IBT3 sættes til 0 mA, og potentiome-
tret sættes i midterstilling, således at bundmodstanden bliver 330 Ω
+ 50 Ω = 380 Ω, og topmodstanden bliver 470 Ω + 50 Ω = 520 Ω. Over
bundmodstanden findes basisspændingen på T3 = 6,2 V. Derfor bli-
ver strømmen i bundmodstanden:
6,2 V- = 16,3 mA
Ibundmodst. = -----------------
380 Ω
Da vi går ud fra, at der går den samme strøm i hele spændingsdele-

ren (IBT3 = 0), bliver udgangsspændingen:
Uout = 16,3 mA (470 Ω + 100 Ω + 330 Ω) =14,7 V
Hvad sker der, hvis udgangsspændingen ændrer sig, eksempelvis sti-

ger:
Via føleren vil spændingen også stige på basis af T3, og da der er fa-
sedrejning til kollektor, må den falde på kollektor. Driver og seriere-
gulator er koblet som emitterfølger og har derfor ingen fasedrejning.
Derfor vil spændingen falde fra basis til emitter på driveren og lige-
ledes på serieregulatoren, og udgangsspændingen er justeret på
plads igen.
Uout ↑ ⇒ UBT3 ↑ ⇒ UCT3 ↓ ⇒ UBT2 ↓ ⇒ UET2 ↓ ⇒
UBT1 ↓ ⇒ UET1 ↓ ⇒ Uout ↓, og så er vi på plads igen.
941
942
Switch Mode Power Supply
Vi har indtil nu kun beskæftiget os med den lineære power supply:

En serieregulator i serie med den uregulerede spænding og belast-
ningen. Udgangsspændingen blev altid lavere end indgangsspændin-
gen. Samtidigt mistede vi en hel del effekt i serieregulatoren. Der er
imidlertid en helt anden løsning.
Hvor de Switch Mode Power Supply (SMPS) vinder hastigt frem. Vi fin-
findes der den som power supply i alle computere, tv, monitorer m.m. Des-
uden har principperne været anvendt i mange år i DC-DC-konverte-
ren, som kan give galvanisk adskillelse mellem to kredsløb. Også
konverteren, der kan lave akkumulatorens 12 V DC om til 230 V AC
benytter sig af switch mode princippet.
Det nye er, at switch mode power supplies er blevet lettere at have
med at gøre. En enkelt IC, en diode, en spole og en kondensator kan
levere 3 A ved en stabiliseret spænding. Vi vil derfor komme til at
møde SMPS’en mange steder i fremtiden.
Sammen- Vi kan sammenligne switch mode og den lineær power supply og kan
ligning finde følgende fordele ved switch mode power supplies:
• Større effektivitet
• Mindre størrelse
• Vejer mindre
• Mulighed for at få højere Uout end Uin
Men der dog også nogle ulemper, som er:

• Ofte lidt mere komplicerede
• Laver mere elektrisk støj på udgangen og tilbage på nettet
943
Fordelene er dog større end ulemperne i det øjeblik, man enten har
brug for en effekt på over 20 W eller et stort reguleringsområde over
for indgangsspændingen.
Effektivi- Effektiviteten for en SMPS ligger typisk på 70 til 80%, hvor den for
teten en almindelig lineær power supply ligger nede på 30%. Ved større
power supplies bliver den højere effektivitet virkelig meget værd.
Størrelse/ Størrelsen er for en SMPS i en 20 kHz version ca. 1 ⁄ 4 af en alminde-

vægt lig lineær power supply. Grunden til formindskelsen er, at både
transformatoren og filtrene kan gøres meget mindre, når arbejdsfre-
kvensen sættes op. Sætter man switch-frekvensen yderligere op, kan
størrelsen udmærket komme ned på en 1/8 af den traditionelle type.
Samtidigt falder vægten. I dag ses switch-frekvenser op til 1 MHz.
Elektriske Switch mode er ligeså god til at stabilisere udgangsspændingen som

egenskaber en lineær udgang. Og med hensyn til variation på indgangsspændin-
gen er SMPS normalt langt mindre følsom.
944
Switch mode princippet

I den lineære power supply regulerer man strømme og spændinger
ved at dele dem mellem regulatoren og belastningen. I switch mode
er det tiden, man deler eller regulerer på. Et lille eksempel vil for-
klare det nærmere:
4138åp01.cdr
Vi har 10 V til rådighed, men ønsker kun 5 V. Hvis vi nu slutter kon-

takten (switchen) i 50 % af tiden, og lader den være afbrudt i andre
50 %, vil vi opnå en pulserende spænding på udgangen. Middelvær-
dien af denne spænding vil være de ønskede 5 V. Ved hjælp af pas-
sende udglatning og filtrering kan spændingen blive en ren DC. Hvis
vi desuden vælger en høj switch-frekvens, kan dette gøres med for-
holdsvis små spoler og kondensatorer.
Det er nu let at se, at hvis vi ønsker f.eks. 8 V på udgangen, skal

switchen blot være sluttet i 80% af tiden. Og et styrekredsløb kunne
overvåge udgangsspændingen, og hvis den begynder at falde pga. be-
lastning, kan man modvirke det ved at lade switchen være sluttet i
lidt længere tid. Så vil udgangsspændingen stige lidt igen.
945
Blokdiagram med beskrivelse

Blokdiagrammet kan godt sammenlignes med det, vi så i kapitlet om
den lineære power supply. Men indholdet af de enkelte blokke er no-
get andet. Et forenklet blokdiagram kan se således ud:
ek415-01.cdr
Den første blok er ensretter og filter. Den har som sædvanlig til
formål at omsætte AC-spænding til DC-spænding. Opbygningen er
helt traditionel. Bemærk, at man ofte ensretter netspændingen di-
rekte uden nogen nedtransformering.
DC-spændingen tilføres nu »hjertet« i SMPS’en, nemlig HF-inverte-

ren. Den »banker« eller hakker DC-spændingen i stykker med en
frekvens på 20 kHz op til 200 kHz. Det er også her, at indgangs-
spændingen transformeres op eller ned til det niveau, der ønskes.
Dette kan gøres på flere forskellige måder, men fælles er, at transi-
storen kører helt ON og OFF. Der afsættes derfor kun en meget rin-
ge effekt i transistoren i modsætning til serieregulatoren i den lineæ-
re power supply.
Ud af inverteren kommer en firkant-lignende spænding overlejret

med en del støj. Denne spænding ensrettes og filtreres i udgangsens-
946
retteren og filterblokken. Nu ligger der en rimelig pæn DC-spænding

på udgangen.
Ligesom i den lineære power supply er det nødvendigt at have en re-

guleringsenhed for at holde udgangsspændingen konstant. Denne re-
gulering foretages i kontrolblokken. En comparator sammenligner
udgangsspændingen med en referencespænding, og resultatet styrer
en firkantgenerator, der giver swichtransistoren dens signal. Når der
skal reguleres, sker det ved, at reguleringsblokken ændrer på fir-
kantgeneratorens frekvens eller pulsbredde og dermed den energi-
ladning, der vil være i spolen/transformatoren.
Pulsbredde- Pulsbredde-modulation, forkortet PWM (Puls With Modulation),

modulation handler ganske enkelt om at styre pulstiden i forhold til hele perio-
detiden. Det bliver derfor duty cyclen, som påvirkes.
Ved en lille belastning af SMPS’en skal der ikke omsættes så megen

energi i konverteren. Switchtransistoren kan derfor nøjes med at le-
de i korte tidsrum. Når belastningen stiger, må den lede i længere
tid for at forsyne belastningen med energi, uden at udgangsspændin-
gen falder. Derfor sørger reguleringen for at gøre pulsbredden større.
4138åp02.cdr
947
Vi vil nu koncentrere os om HF-inverteren og det efterfølgende filter.

Der findes grundlæggende to principper:
• Buck princippet, også kaldet step-down. Kan kun lave en spæn-
ding, der er lavere end indgangsspændingen.
• Boost princippet, også kaldet step-up. Kan lave en spænding, der
er højere end indgangsspændingen.
Ofte kombineres de to principper, og derved opstår der en tredje ty-

pe:
• Fly-back eller Buck-Boost. Den kan både regulere ned og op. Kan
også lave en udgangsspænding med modsat polaritet af indgangen.
Step-down eller Buck-konverteren

I step-down konverteren afleveres der energi til L, C og RL, når swit-
chen er sluttet. Konverteren kan kun aflevere en spænding, der er
lavere end indgangsspændingen. Det er altså en »step-down« konver-
ter.
≥ +
ek415-02.cdr
Step-down (Buck)
948
Når kontakten er sluttet, er dioden forspændt i spærreretningen.

Strømmen vil derfor løbe igennem spolen til kondensatoren og be-
lastningen. Når der løber strøm i en spole, opstår der et magnetfelt
omkring den. Det er spolens måde at gemme energien på.
4138åp03.cdr
Når switchen afbrydes, vil spolen søge at opretholde strømmen. Den

vil derfor selv inducere en spænding med modsat polaritet, for at op-
retholde spolestrømmen og dennes retning. Energien kommer fra
magnetfeltet, som nedbrydes. Derved forspændes dioden i lederet-
ningen, og spolen kobles parallelt med kondensatoren, og de afgiver
begge energi til belastningen.
4138åp04.cdr
949
I praksis I praksis er switchen erstattet af en transistor, f.eks. en MOSFET,

som styres af et styrekredsløb, som igen sammenligner med ud-
gangsspændingen.
4138åp05.cdr
Udgangsspændingen vil direkte være afhængig af pulstiden i forhold

til periodetiden:
t puls
Uout = Uin · ----------
-
T
Switch-transistoren styres ON og OFF af styrekredsløbet med en be-

stemt frekvens. Når transistoren er ON, oplades kondensatoren og
spolen.
Vi forestiller os, at kondensatoren er opladet til den ønskede ud-

gangsspænding. Transistoren er OFF, og belastningen er i gang med
at aflade kondensatoren. Udgangsspændingen kobles tilbage til sty-
rekredsløbet, som, næste gang transistoren styres ON, holder transi-
storen ON netop så længe, at kondensatoren oplades til den ønskede
udgangsspænding.
Kondensatoren kan opfattes som et »energi-svinghjul«, som udglatter

den savtandformede ripple.
950
Pulsplanen herunder viser forløbet:
4138åp06.cdr
Herunder er vist et praktisk eksempel på en lille +5 V regulator

MAX638 fra Maxim. Foruden IC’en skal der kun bruges en diode, en
spole og en kondensator. Tilføjer man en spændingsdeler, kan spæn-
dingen endda gøres variabel. Switch-frekvensen er her 65 kHz og gi-
ver en effektivitet på hele 85%! Det er virkelig flot.
4138åpo7.cdr
951
Step-up eller Boost-konverteren

Boost-konverteren er i stand til at »booste« eller forøge udgangs-
spændingen i forhold til indgangsspændingen.
Virkemåden er lidt mere kompliceret: Energien oplagres først i spo-

len, for derefter, når kontakten åbnes, at blive overført til kondensa-
toren sammen med indgangsspændingen, således at udgangs-
spændingen vil blive større end indgangsspændingen.
ek415-03.cdr
Boost (Step-up)
Når kontakten er sluttet, spærrer dioden, og der er ingen forbindelse

imellem ind- og udgang. Kondensatoren forsyner alene belastningen
med energi, alt imens strømmen vokser op i spolen, hvorved den byg-
ger sit magnetfelt op. Dioden forhindrer, at kondensatoren aflades
bagud gennem kontakten.
4138åp08.cdr
952
Når kontakten afbryder, vil spolen søge at opretholde strømmen.

Spolen vil derfor inducere en spænding med modsat polaritet over
sig for at søge at opretholde strømmens størrelse og retning. Derved
kommer dioden til at lede, og spolen afleverer sin energi til konden-
satoren og belastningen. Kondensatoren var i forvejen ladet op til Uin
og modtager nu en ekstra energiforsyning. Den bliver derfor ladet op
til en spænding, der er højere end Uin.
4138åp09.cdr
Naturligvis kan man kun få samme effekt ud, som man tilfører. Det
betyder, at jo højere man »booster« udgangsspændingen, jo mindre
strøm er der til rådighed.
Kredsløbet Kontakten kan være en bipolar transistor, men ofte anvendes en Po-
i praksis wer MOSFET pga. sin lille ON-modstand. Hvis skiftetiderne ellers er
hurtige nok, vil det betyde en ringe afsat effekt i transistoren.
4138åp10.cdr
Vi forestiller os, at kondensatoren er opladet til den korrekte spæn-

ding og er alene om at forsyne RL med strøm.
953
Transistoren er OFF, og belastningen er i gang med at aflade kon-

densatoren. Udgangsspændingen kobles tilbage til styrekredsløbet,
som næste gang transistoren styres ON, holder transistoren ON net-
op så længe, at kondensatoren via energien i spolen oplades til den
ønskede udgangsspænding.
Fly-back
Fly-back eller Buck-Boost-konverteren, der både kan regulere ned og
op, bygger på en blanding af Buck- og Boost-koblingerne. Den vender
samtidigt også polariteten af udgangsspændingen i forhold til ind-
gangsspændingen.
ek415-04.cdr
Buck-Boost regulator
Denne kobling overfører kun den energi, der er mellemlagret i spo-

len, og energien afleveres til belastningen, når kontakten åbnes.
Når kontakten er sluttet, er dioden forspændt i spærreretningen, og

kondensatoren er alene om at afgive energi til belastningen. Der fly-
der en strøm i spolen, og der opstår et magnetfelt omkring den.
4138åp11.cdr
954
Når kontakten afbrydes, vil spolen søge at opretholde strømmens

størrelse og retning. Den inducerer en spænding med modsat polari-
tet over spolen ved hjælp af energien fra sit magnetfelt. Derved for-
spændes dioden i lederetningen, og energien fra spolen overføres til
kondensator og belastning. Pga. strømretningen vil polariteten på
udgangen være modsat af polariteten på indgangen.
4138åp12.cdr
Højspæn- Med en lille variation bruges fly-back konverteren i tv og monitorer

ding i tv og til at generere højspændingen (10 kV eller mere) til billedrørets ano-
monitor de. Som vi skal se, er kredsløbet rigtig smart, idet det samtidigt la-
ver det horisontale sweep-signal også kaldet linieafbøjningssignalet.
4138åp13.cdr
955
Ideen er, at man bruger en transformator med et stort omsætnings-

forhold og lader en transistor lægge primær til stel med en høj fre-
kvens. Når transistoren leder, vokser spolestrømmen lineært, imens
den bygger sit magnetfelt op.
Når transistoren afbryder, induceres der en stor spænding i sekun-

dær med plus forneden. Det vil få D2 til at lede energien over i C1.
D1 skal clampe kollektorspændingen til +300 V, således at UCE for

transistoren ikke overskrides. Ellers ville spændingen kunne gå
imod uendelig under fly-back.
Switch-frekvensen er den samme som linie-frekvensen, enten

15.625 Hz for et tv eller omkring 31 kHz for en VGA-monitor. Efter-
som primærstrømmen er en lineært voksende rampe, kan den bruges
til at styre den horisontale afbøjning.
956
Eksempler Der vises nu et eksempel på en kombination af et step-up og en in-

verter (fly-back) konverter. Vi kan lave ±15 V fra et enkelt +12 V bat-
teri, som f.eks. sidder i en bil. Maxim har en step-up MAX633 og en
inverter MAX637.
4138åp14.cdr
957
Switch mode direkte på lysnettet

Det, der virkelig vejer, fylder og koster i en power supply, er net-
transformatoren. Og den har jo fulgt os indtil nu. Vi skal nu se, at
det faktisk, med nogle få ekstra foranstaltninger, er muligt at erstat-
te den med en langt mindre transformator. Sådan som man har gjort
i power supplies til computere og tv. Et eksempel er vist herunder:
4138åp15.cdr
Netspændingen giver efter ensretning og udglatning på ca. 325 V,

hvilket naturligvis er berøringsfarligt. Der skal derfor laves en gal-
vanisk adskillelse imellem ind- og udgang. En almindelig måde at lø-
se dette problem på, er at erstatte spolen med en transformator. I re-
guleringsvejen kan der også sidde en lille puls-transformator eller en
optokobler.
Hemmeligheden ligger nu i, at transformatoren kan gøres meget

mindre med en meget lettere kerne, fordi frekvensen er så høj.
958
Appendiks A
Diagramsymboler
Symbol Benævnelse og bemærkninger
Leder, ledning, kabel, linie og kredsløb.

Alment symbol.
Treledere.
Når enkeltlinien viser en gruppe af ledere, kan deres
antal angives enten med skråstreger eller med én skrå-
streg og et tal.
En anden ledning.
Kortstregslinie.
Arten angives ved påskrift; f.eks. beskyttelsesleder, pro-
jekteret ledning.
Bevægelig ledning.
Skærmet ledning.
Koaksialpar (koaksialkabel).
Hvis koaksialstrukturen afbrydes, tegnes tangentstykket
kun på koaksialsiden.
Koaksialpar (koaksialkabel).
Forbundet til to terminaler.
959
Appendiks A
Skærmet koaksialpar (koaksialkabel).
Forbindelse af ledere.
Alment symbol.
Terminal, klemme.
Terminal, klemme til ydre forbindelse.

Loddespyd, stifter, flige m.m.
Afgrening. Forbindelse af ledere.
Dobbelt afgrening. Forbindelse af treledere.

Krydsende ledere uden elektrisk forbindelse.
Hunstik.
Bøsning, stikdåse eller terminal (pol) i et hunstik.
Hanstik.
Stikben, stikprop eller terminal (pol) i et hanstik.
960
Appendiks A
Stikforbindelse med hun- og hanstik.
Multistiksforbindelse vist med 6 poler.

Enstregstegnemåde.
Jackprop.
Den længste pol på jackpropsymbolet viser prophoved og
den korteste prophalsen.
Jævnstrøm.
Spændingsværdien kan anføres til højre og forsyningssy-
stemets betegnelse til venstre for symbolet.
Jævnstrøm.
Det anbefales at anvende dette symbol frem for 02-02-01.
Vekselstrøm.
Frekvensen, frekvensområdet eller spændingsværdien
anføres på højre side af symbolet.
Antallet af faser og evt. nulleder (N) anføres på venstre
side af symbolet.
Jævn- og vekselstrøm.
Positiv impuls.
961
Appendiks A
Negativ impuls.
Vekselstrøms-impulstog.
Positiv trinfunktion.
Negativ trinfunktion.
Savtakfunktion.
Jord, jordforbindelse.
Supplerende information om jordforbindelsens status
eller formål kan anføres, hvis det ikke fremgår umiddel-
bart.
Beskyttende jord.
Kan anvendes i stedet for 02-15-01 til at vise en jordfor-
bindelse, der har en bestemt beskyttende funktion, f.eks.
berøringsbeskyttelse.
962
Appendiks A
Stel, chassis.
Skraveringen kan delvis udelades eller kompletteres med
flere streger, hvis der ikke kan opstå tvivl. Såfremt skra-
veringen udelades helt, skal den linie, der repræsenterer
chassisrammen (stel), gøres tykkere:
Modstand.
Alment symbol. Symbolet benyttes generelt til at vise en
modstand i et elektrisk kredsløb.
Resistansen eller resistanssymbolet R kan anføres ved
påskrift.
Kompleks impedans.
Symbolet kan benyttes til generelt at vise en impedans;
dvs. en topol. I dette tilfælde anføres som påskrift den
komplekse værdi eller impedanssymbolet Z.
Variabel modstand.
Variabel ved ydre (mekanisk) påvirkning.
Ulineær modstand, spændingsafhængig (varistor eller

VDR-modstand).
Variabel ved indre påvirkning og med asymmetrisk
karakteristik. Bogstavet viser betegnelsen for den fysiske
påvirkning (spænding, temperatur).
Modstand med glidekontakt.
963
Appendiks A
Potentiometer med glidekontakt.
Akkumulator- eller battericelle.
Akkumulatorbatteri eller batteri med flere celler.

I stedet for dette symbol kan 06-15-01 anvendes.
Spændingen eller antallet og arten af celler kan anføres.
Lampe, signallampe.
Alment symbol.
Hvis man ønsker at angive lampens farve, kan det gøres
ved påskrift.
Lampens type eller den luftart, den evt. er fyldt med, kan
ligeledes anføres.
Signallampe, blinkende.
Kondensator.
Alment symbol.
964
Appendiks A
Gennemføringskondensator.
Den lodrette streg er forbindelsen til den udvendige
kondensatorplade, og den kan derfor fortsætte i symbolet
for en skærm (kortstregslinie).
Polariseret kondensator.
F.eks.: Elektrolytkondensator.
Det tidligere symbol DS 5005.1.50 erstattes af dette sym-
bol.
Symbolet for en bipolar elektrolytkondensator tegnes som
symbol 04-02-01.
Variabel kondensator.
Alment symbol.
Variabel ved ydre (mekanisk) påvirkning.
Variabel kondensator med forindstilling.

Trimmekondensator.
Spole, induktans, reaktans, vikling, vinding.

Alment symbol.
Transformerviklinger: DS 5009.06.
Relæspoler: DS 5009.07.
Spoler med (magnet)kerne: Såfremt man ønsker at vise,
at en spole har magnetkernerne, tilføjes en enkelt linie
langs spolesymbolet; symbol 04-03-03.
Ved kerner af ikke-magnetisk materiale kan linien forsy-
nes med en påskrift om materialet.
Kerner med (luft)spalte vises ved en afbrudt streg;
symbol 04-03-04.
965
Appendiks A
Spole med magnetkerne.
Spole med luftspalte i magnetkernen.
Kontinuert variabel spole med magnetkerne.
Spole med faste udtag.

Symbolet er her vist med to udtag.
Transformer med to adskilte viklinger.
Transformer med to adskilte viklinger vist med

polaritetsmærker.
Prikkerne angiver forbindelser med samme polaritet.
966
Appendiks A
Transformer med tre adskilte viklinger.
Enfaset transformer med to adskilte viklinger og

afskærmning.
Enfaset transformer med midtpunktsudtag på den ene

vikling.
Enfaset transformer med variabel kobling.
Sluttekontakt.
Afbryder.
Samme som 07-13-01.
Brydekontakt.
967
Appendiks A
Skiftekontakt med bryde-før-sluttefunktion.
Halvlederdiode.
Alment symbol.
Fotomodstand (LDR) (E Light Dependent Resistor).

Lysfølsom modstand: Se også symbol 04-01-04.
Fotodiode.
PNP-transistor.
NPN-transistor med kollektoren forbundet til huset.
968
Appendiks A
Unijunctiontransistor med N-emitter.
Unijunctiontransistor med P-emitter.
NPN-transistor med dobbelt basisterminal.
Felteffekttransistor med N-kanal.
Gate og kilde skal

tegnes »på linie«.
Felteffekttransistor med P-kanal.
969
Appendiks A
Triode med direkte opvarmet katode.
Tyratron.
Gasfyldt triode med indirekte opvarmet katode.
Pentode med indirekte opvarmet katode og indvendig

forbindelse mellem fanggitteret og katoden.
Visende instrument.
Stjernen erstattes af typen af instrument.
✴ Se i øvrigt DS 5009.08-02-01/15.
970
Appendiks A
Skrivende instrument.
Se i øvrigt DS 5009.08-03-01/03.
✴
Tællende instrument.
Se i øvrigt DS 5009.08-04-01/15.
✴
Voltmeter.
Amperemeter.
Oscilloskop.
Mikrofon.
Alment symbol. Se i øvrigt DS 5009.09-09-02/03.
971
Appendiks A
Telefon.
Højttaler.
Alment symbol.
Transducerhoved (trancorhoved).
Sikring.
Alment symbol for smeltesikring.
Sikring.
Den tykke streg viser forsyningssiden.
Lysleder.
972
Appendiks A
Dæmpningsled med fast dæmpning.

Se i øvrigt DS 5009.10-08-12.
Filter.
Alment symbol.
Højpasfilter.
Lavpasfilter.
Båndpasfilter.
Båndstopfilter.
973
Appendiks A
Fasedrejningsled.
φ kan erstattes med β, hvis det ikke kan medføre misfor-
ståelser.
Se i øvrigt DS 5009.10-16-01/20.
Signalgenerator.
Alment symbol for ikke roterende generatorer.
Sinusgenerator, 500 Hz.
Savtakgenerator, 500 Hz.
Pulsgenerator.
974
Appendiks A
Omsætter.
Alment symbol.
Aktiveringsspole (relæspole).
Alment symbol.
Symbolet anvendes både for relæspoler og kontaktorspo-
ler samt for aktiveringsspoler i større elektromekaniske
apparater.
Tilledningsstregerne kan anbringes frit, men fortrinsvis
på langsiderne og normalt som symbol 07-15-01.
Se i øvrigt DS 5009.07-15-03/21.
Relæspole for et vekselstrømsrelæ.

Symbolelementet for markering af vekselstrømsrelæ teg-
nes som en sinus-svingning.
Symbolet anvendes kun, når man ønsker at fremhæve
spændingsarten.
Forstærker.
Alment symbol. Trekanten peger i transmissionsretnin-
gen.
Se i øvrigt DS 5009.10-15-02/05.
Dipol.
Se i øvrigt DS 5009.10-05-01/14.
975
Appendiks A
Antenne.
Grundsymbol. Dette symbol kan bruges til at vise enhver
type antenne eller ethvert sæt af antenner.
Symbolets stamme kan vise enhver type balanceret eller
ubalanceret antennenedføring, herunder en enkelt leder.
Et navn eller en reference kan skrives i nærheden af
antennesymbolet.
Se i øvrigt DS 5009.10-04-02/09.
Radiostation.
Alment symbol.
Se i øvrigt DS 5009.10-06-02/13.
976
Appendiks B
Standardværdier
App-B.tif
977
Appendiks B
540
978
Appendiks C
Det græske alfabet
Navn: Stort tegn Lille tegn Svarer til
Alfa Α α (A)
Beta Β β (B)
Gamma Γ γ (C)
Delta ∆ δ (D)
Epsilon Ε ε (E)
Zeta Ζ ζ (Z)
Eta Η η (Y)
Theta Θ θ
Iota Ι ι [J]
Kappa Κ κ (K)
Lambda Λ λ (L)
My Μ µ (M)
Ny Ν ν (N)
Ksi Ξ ξ (X)
Omikron Ο ο
Pi Π π (P)
Rho Ρ ρ (R)
Sigma Σ σ (S)
Tau Τ τ (T)
Ypsilon Υ υ [I]
Phi Φ ϕ [F]
Khi Χ X
Psi Ψ ψ
Omega Ω ω
Det tilsvarende latinske bogstav er angivet i parentes ( ). Klammerne [ ] angiver, at

det latinske bogstav ikke svarer nøjagtigt til det græske.
For de små bogstaver theta, kappa og phi ses ofte i amerikansk litteratur varianter,
der er formindskede udgaver af tegnene for de tilsvarende store bogstaver.
979
Appendiks C
980
Appendiks D
Farvekoder
Modstande
App-D-01.cdr
981
Appendiks D
Kondensatorer
App-D-02.cdr
982
Appendiks E
Formler
Ohms lov
U U Ohms lov
I = ---- , R = ---- og U = I · R
R I
Effekt og energi
W=U·I·t Energi (W)
P=U·I Effekt (P)
P=U·I Effektformlen
2
U-
P = -------
R
2
P=I ·R
As = P · ts (J, W · s) Elektrisk energi
983
Appendiks E
Rtot = R1 + R2 + R3... Serieforbindelse
Gtot = G1 + G2 + G3... Parallelforbindelse
1
Rtot = ------------------------------------
-
1 1
------- + ------- + -------
1
R1 R2 R3
1
G = ---- Ledningsevnen
R
R2 Ubelastet spændingsdeler
U2 = U · ---------------------
-
R1 + R2
 R tot Strømdelerformel
Ix =  ----------- · Itot
 Rx 
1- Frekvens og periodetid
f = ---
T
T= 1
---
f
up = ueff · 2 Peakværdien
u Effektiv værdi
ueff = -------p
2
tw Duty cycle
Duty cycle = -----
- · 100
T
984
Appendiks E
Kapacitet
⋅t Opladning af C ved konstant strøm

U = I--------
-
C
Ctot = C1 + C2 + C3 Kondensatorer i parallel
1 Kondensatorer i serie
Ctot = -----------------------------------
-
1 1
------- + ------- + -------
1
C1 C2 C3
τ=R·C RC-leds tidskonstant
t Eksponentiel voksende
 – -------------
R⋅C
UC = U ·  1 – e 
 
t
– ------------- Eksponentiel aftagende
R⋅C
UC = U ⋅ e
1 Kondensatorens reaktans
XC = ---------------------------
2⋅π⋅f⋅C
985
Appendiks E
RC-led ved AC
2 2 Z i en seriekreds
Z= R + XC
1 Overgangsfrekvens fo
fo = -------------------------------
-
2⋅π⋅R⋅C
u out Forstærkningen i dB
AdB = 20 · log -----------
-
u in
Au
dB
dB til antal gange
-------------
20
Au = 10
gg
Spolen ved DC
L Tidskonstant for RL-led

τ = ----
R
Spolen ved AC
XL = 2 · π · f · L Spolens reaktans
986
Appendiks E
RL-led ved AC
2 2 Z i en RL-serieforbindelse
Z= R + XL
Transformatoren
N u i Transformatorens omsætningsforhold
n = -------p- = ------p = ----s-
Ns us ip
Transistoren
I Strømforstærkning
hFE = -----C-
IB
987
Appendiks E
1- Fælles emitter med afkobling

R C // R L // --------
h oe
Au = ----------------------------------------
re
Zin = hie // R1 // R2
1-
Zout = RC // --------
h oe
Au = 1 Fælles kollektor
Zin = R1 // R2
Zout = re
1- Fælles basis
R C // R L // --------
h oe
Au = ----------------------------------------
re
Zin = re // RE
Zout = RC
Zin = R B // R B // ((re + RE) · hfe) Indgangsimpedans uden afkobling

1 2
1- Au uden afkobling
R C // --------
h oe
Au = -------------------------
re + RE
988
Appendiks E
Fælles source
 R // -------- 1 - // R  Au med afkoblet source

 D Y L
os
Au = ---------------------------------------------
-
1
---------
Y fs
1 - // R Au med uafkoblet source

R D // -------- L
Y os R D // R L
Au = ----------------------------------------- ≈ -----------------------
-
1
--------- + R S
1
--------- + R S
Y fs Y fs
Zin = RG Indgangsimpedansen
1- Udgangsimpedansen
Zout = RD // --------
Y os
R S // R L Fælles drain
Au = -------------------------------------------
-
1
--------- + ( R S // R L )
Y fs
Zin = RG
1-
Zout = RS // --------
Y fs
R D // R L Fælles gate
Au = -----------------------
-
1
---------
Y fs
1-
Zin = RS // --------
Y fs
Zout = RD
989
Appendiks E
Modkobling
A Modkoblingsgraden M
M = ------o-
A′
Z out Udgangsimpedans ved spændingsmod-

Z’out = ----------
- kobling
M
Z’out = Zout · M Udgangsimpedans ved strømmodkobling
Zin’ = Zin · M Indgangsimpedans ved seriemodkobling
Z in Indgangsimpedans ved parallelmod-

Z’in = --------
- kobling
M
f Grænsefrekvenser
fn’ = -----n-
M
fø’ = fø · M
A DM CMRR
CMRR = ------------
A CM
1 // R Single out
R C // -------- L
h oe
A DM = 0,5 · ----------------------------------------
singleout re
1 // R Balanceret out
R C // -------- L
h oe
A DM = ----------------------------------------
bal. out re
990
Appendiks E
Rm Spændingsforstærkning
A’ = – --------
- Inverterende forstærker
R1
Zin ≅ R1 Inverterende indgang
Rm Non-inverterende kobling
A’ = --------
- +1
R1
Zin → ∞
A’ = 1 gang Spændingsfølger (buffer)

Zin → ∞
Zout → 0
SR = 2 · π · f · up SR ved sinus
Ohms lov og effektformlen kombineret
U
√P . R I
2
P U
I P
P
I.R U R I
2
P 2.
U I P I R
2
U U
R R
√ PR U.I
991
Appendiks E
992

Analogteknik 1

Uploaded by

Document Information

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Analogteknik 1

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

IK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKNIK TEKN

æøåÆØÅ æøåÆØÅ æøåÆØÅ

Introduktion til det elektriske kredsløb 1

æøåÆØÅ æøåÆØÅ æøåÆØÅ

Introduktion til det elektriske

Det elektroniske kredsløb

Tegningen viser et elektrisk kredsløb. Strømmen kan nemlig løbe rundt

Hvis vi afbryder en af ledningerne, eller pæren er sprunget, løber der

Vort simple kredsløb kan overføres til et diagram. I et diagram har

En oversigt over diagramsymboler findes i Appendiks A.

I stedet for at angive en modstands størrelse til 27.000 Ω, kan vi i stedet

I tabellen herunder ses de mest benyttede præfikser inden for elek-

Præfiks Symbol Potenstal Værdi

Eksempler Nogle små eksempler vil illustrere brugen af præfikser. En effekt på

Et andet eksempel: En strøm på 0,015 A (ampere) kan udtrykkes

Lomme- De fleste lommeregnere har mulighed for eksponentiel indtastning

Hvis en modstand på 3,3 kΩ skal indtastes, skal man først huske, at

Indtast selve tallet: »3« ».« »3«. Nu viser displayet 3.3

Når man trykker EXP (eksponent), vil lommeregneren opfatte de

Endnu et eksempel: En strøm på 425 µA skal indtastes. Husk, at det

Indtast selve tallet: »4« »2« »5«. Nu viser displayet 425

Engineering Nogle lommeregnere har mulighed for det såkaldte Engineering

Vi kan give følgende grundregler:

Et par eksempler vil hjælpe på forståelsen:

Konverter 0,32 mA til µA.

Konverter 4600 µV til mV.

Vi går fra et mindre præfiks (µ) op til et større (m), og der-

Konverter 1800 kΩ til MΩ.

Vi går fra et mindre præfiks (k) op til et større (M), og der-

Stoffers opbygning og anvendelse

Endnu engang tager vi fat i kredsløbet med et batteri og en pære. I

Ledere Ledningsnettet er som regel lavet af kobber. De fleste metaller er

Isolator Omkring kobberlederne har vi et plastmateriale, som f.eks. PVC. Det

Ordet atom er græsk og betyder udeleligt, men denne opfattelse for-

Atomkernen er opbygget af positivt ladede protoner og uladede neu-

Antallet af elektroner om kernen er normalt lig med antallet af pro-

Valens- Elektronerne svæver rundt om kernen i nogle lag kaldet skaller.

Modsat forholder det sig ved en isolator. Elektronerne i valensskal-

Til gengæld kan vi opbygge en statisk elektrisk spænding på en

Modsat kan et atom samle en eller flere ekstra elektroner op, og så

Coulomb Elektrisk ladning kaldes Q og måles i Coulomb (C). 1 C svarer til

To modsatte elektriske ladninger tiltrækker hinanden. To ens elek-

En kraft virker imellem de to ladninger i form af enten tiltrækning

Bemærk den alfabetiske rækkefølge fra K og udefter. Den yderste

Materiale Kem. Atom Elektrontal i skal

Det er karakteristisk for metallerne, at de allerbedste ledere kun har

Elektronerne i valensskallen er ikke særlig kraftigt knyttet til deres

Metallernes praktiske anvendelse beror på et kompromis mellem fy-

Kobber er meget anvendt til ledningsmateriel. Da selv små mængder

Wolfram, som har et meget højt smeltepunkt, bruges som glødetråd i

Molybdæn har egenskaber, der minder om wolframs. Det anvendes

Messing, der er en legering af kobber og zink, har gode mekaniske

Bronze var oprindelig en legering af kobber og tin. I dag legeres også

Konstantan er en legering af 54% kobber, 45% nikkel og 1% mangan.

Af sikkerhedsmæssige og driftsmæssige grunde er det vigtigt, at iso-

I elektronikkens barndom måtte man klare sig med naturligt fore-

Olieimprægneret papir anvendes som isolator i højspændingskabler,

Med fremkomsten af plastmaterialerne har disse overtaget den do-

Spænding måles i volt, forkortet V. Enheden volt er opkaldt efter

Det betyder, at 1 V kan defineres som den potentialforskel, der op-

Det er derfor nærliggende at sammenligne spændingen med pumpe-

Jo hårdere pumpen arbejder (mere energi), jo mere tryk kommer der

I det elektriske kredsløb svarer det til, at jo højere spændingen er, jo

Formel og Formeltegnet for jævnspænding er U og måleenheden er volt, for-