Spændingsrækken

Elektron affinitet og elektronegativitet

Mg → Mg²⁺ + 2 e⁻

Rapport af Nijat Seidov og Jesper Hostrup

Table of Contents
Indledning.............................................................................................................................................1
Teori.................................................................................................................................................1
Eksperimenterne...................................................................................................................................2
Forsøg A.a - Mg(s) + Mg²⁺(aq).......................................................................................................2
Forsøg A.b - Mg(s) + Zn²⁺(aq)........................................................................................................2
Forsøg A.c - Mg(s) + Pb²⁺(aq)........................................................................................................2
Forsøg A.d - Mg(s) + H⁺(aq)...........................................................................................................2
Forsøg A.e - Mg(s) + Cu²⁺(aq)........................................................................................................3
Forsøg A.f - Mg(s) + Ag²⁺(aq)........................................................................................................3
Forsøg B.a - Zn(s) + Mg²⁺(aq)........................................................................................................3
Forsøg B.b - Zn(s) + Zn²⁺(aq).........................................................................................................3
Forsøg B.c - Zn(s) + Pb²⁺(aq)..........................................................................................................3
Forsøg B.d - Zn(s) + H⁺(aq)............................................................................................................4
Forsøg B.e - Zn(s) + Cu²⁺(aq).........................................................................................................4
Forsøg B.f - Zn(s) + Ag⁺(aq)...........................................................................................................4
Forsøg C.a - Pb(s) + Mg²⁺(aq).........................................................................................................5
Forsøg C.b - Pb(s) + Zn²⁺(aq).........................................................................................................5
Forsøg C.c - Pb(s) + Pb²⁺(aq)..........................................................................................................5
Forsøg C.d - Pb(s) + H⁺(aq)............................................................................................................5
Forsøg C.e - Pb(s) + Cu²⁺(aq).........................................................................................................5
Forsøg C.f - Pb(s) + Ag⁺(aq)...........................................................................................................5
Forsøg D.a - Cu(s) + Mg²⁺(aq)........................................................................................................5
Forsøg D.b - Cu(s) + Zn²⁺(aq).........................................................................................................6
Forsøg D.c - Cu(s) + Pb²⁺(aq).........................................................................................................6
Forsøg D.d - Cu(s) + H⁺(aq)...........................................................................................................6
Forsøg D.e - Cu(s) + Cu²⁺(aq).........................................................................................................6
Forsøg D.f - Cu(s) + Ag⁺(aq)..........................................................................................................6
Konklusion...........................................................................................................................................7
Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Indledning

I denne rapport vil vi forsøge at placere nogle metalliske grundstoffer på deres rigtige plads, udfra
hvordan de reagerer med ioner af samme og anden art i vandige opløsning. Der vil i nogle tilfælde
ske en overførsel af elektroner mellem et fast stof, og ioner i en vandig opløsning. Det er særligt
denne mekanisme vi vil førsøge at redegøre for gennem eksperimentet.

Teori
Vi har opstillet de mest 'almindelige' metaller i nedenstående grafik. Denne tabel bliver ofte kaldt
for 'spændingsrækken'.

Li K Ba Ca Na Mg Al Mn Zn Cr Fe Co Ni Sn Pb H Cu Hg Ag Pt Au
1 e⁻ 1 e⁻ 2 e⁻ 2 e⁻ 1 e⁻ 2 e⁻ 3 e⁻ 7 e⁻ 2 e⁻ 6 e⁻ 3 e⁻ 3 e⁻ 3 e⁻ 4 e⁻ 4 e⁻ 1 e⁻ 2 e⁻ 2 e⁻ 1 e⁻ 4 e⁻ 3 e⁻

Høj elektronaffinitet, stigende reduktionsevne Høj elektronegativitet, stigende oxidationsevne

[tilbøgelighed til at afgive elektron(er)] [tilbøgelighed til at optage elektron(er)]

Det er indenfor kemien almindeligt kendt, at zink er i stand til at reducere Cu²⁺-ionen til metallisk
kobber i et vandigt medium. Herved oxideres zink til Zn²⁺-ionen, og har således virket som
reduktor overfor kobber. Processen er irreversibel, hvilket betyder at man ikke kan udføre den
samme proces med Cu og Zn²⁺.
Kobber med sin placering så langt til højre i tabellen, har svært ved at gå over på ionform, og stoffet
lader sig ej heller let reducere af H⁺.
Som det bemærkes indgår også H i spændingsrækken. Grunden til at dette ikke-metal er medtaget,
skyldes udelukkende dets evne til at kunne danne en positiv ion.

Følgende regel er værd at bemærke;

“En metalion, hvis metal står til højre i tabellen, kan oxidere et frit metal der står længere til
venstre i tabellen. Aldrig omvendt!”

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 1

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Eksperimenterne
En passende mængde opløsning tilsættes et reagensglas, og et stykke metallisk grundstof anbringes
i opløsningen. Observationerne noteres.

Forsøg A.a - Mg(s) + Mg²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg A.b - Mg(s) + Zn²⁺(aq)

Processen der her finder sted, kan beskrives ved følgende delreaktioner;
Mg  s  ⇒ Mg²⁺aq 2 e⁻ [OX]
Zn²⁺ aq2 e⁻ ⇒ Zn  s [RED]
Nettoreaktion;
Mg  s Zn²⁺ aq ⇒ Mg²⁺aq Zn  s
Vi ser hurtigt, at magnesium er blevet oxideret og har fungeret som elektron donor.
2 elektroner er blevet afgivet fra Mg, hvorved den positive Mg²⁺-ion dannes.
Da zink står længere til højre i tabellen, vil dette grundstof følgelig have større tilbøgelighed til at
optage elektronerne end magnesium.
Zn²⁺-ionen reduceres dermed til metallisk zink, og har fungeret som elektron acceptor.

Forsøg A.c - Mg(s) + Pb²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg A.d - Mg(s) + H⁺(aq)

En kraftigt sydende reaktion kunne iagttages. Processen forløber ved følgende delreaktioner;
Mg  s  ⇒ Mg²⁺aq2 e⁻ [OX]
2 H⁺2 e⁻ ⇒ H2 g  [RED]
Nettoreaktion;
Mg  s 2 H ⁺aq  ⇒ Mg²⁺ aqH 2  g 
Her ser vi at hydrogenionen (oxoniumionen, H3O⁺) har fungeret som oxidationsmiddel overfor
magnesium. Mg er blevet oxideret til Mg²⁺, og H⁺ er blevet reduceret til frit hydrogen. Da
gasformig hydrogen eksisterer som molekyle, må 2 H-atomer altså slutte sig sammen.

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 2

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Forsøg A.e - Mg(s) + Cu²⁺(aq)

Der sker en reaktion, dog med en forholdsvis ringe reaktionshastighed. Følgende kan anvendes til at
beskrive processen;
Mg  s  ⇒ Mg²⁺aq2 e⁻ [OX]
Cu²⁺aq 2 e⁻ ⇒ Cu  s [RED]
Nettoreaktion;
Mg  s Cu²⁺aq ⇒ Mg²⁺aq Cu s 
Vi ser at magnesium – analogt med de tidligere forsøg – har fungeret som reduktor, hvorved det
selv er blevet oxideret. Kobber som står lige efter H i spændingsrækken, vil derfor meget villigt
tiltrække sig elektronerne fra magnesium.

Forsøg A.f - Mg(s) + Ag²⁺(aq)

Magnesium overtrækkes hurtigt med en mørk til sort overflade. Der dannes frit Ag efter
reaktionsskemaet;
Mg  s  ⇒ Mg²⁺aq2 e⁻ [OX]
2 Ag⁺aq2 e⁻ ⇒ Ag s [RED]
Nettoreaktion;
Mg  s 2 Ag⁺aq ⇒ Mg²⁺aq Ag s 

Forsøg B.a - Zn(s) + Mg²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg B.b - Zn(s) + Zn²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg B.c - Zn(s) + Pb²⁺(aq)

Under tilsætning af zinkstykket bliver overfladen dækket af en sølvlignende substans (formentlig
blypartikler) som senere bliver sort. Vi mener dette farveskifte, kan skyldes en forurening med H2S
fra atmosfæren, hvorved der dannes PbS (blysulfid).
En oxid-dannelse er i dette tilfælde utænkelig, da PbO (bly(II)oxid) er gult, og Pb3O4 (bly(IV)oxid)
er rødt.
Reaktionen kan beskrives således;
Zn  s ⇒ Zn²⁺ aq2 e⁻ [OX]
Pb²⁺ aq2 e⁻ ⇒ Pb  s [RED]
Nettoreaktion;
Zn  sPb²⁺ aq ⇒ Zn²⁺ aqPb s
Zink oxideres altså i henhold til dets placering i spændingsrækken. Reaktionen er langsom da bly

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 3

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

står lige før H⁺, og altså befinder sig på samme side i tabellen som zink gør. Begge metaller er
elektron affinitive, og vil derfor ikke villigt optage elektroner fra hinanden.

Forsøg B.d - Zn(s) + H⁺(aq)

En kraftigt sydende reaktion forekommer når zink kommer i kontakt med H⁺. Den dannede gas er
et resultat af den reduktion zink udover overfor H⁺-ionen. H⁺-ionen reduceres til molekylær
hydrogen, og zink oxideres til Zn²⁺ og forbliver i opløsningen.

Reaktionen er;
Zn  s ⇒ Zn²⁺ aq2 e⁻ [OX]
2 H⁺aq2 e⁻ ⇒ H2 g  [RED]

Nettoreaktion;
Zn  s2 H ⁺aq  ⇒ Zn²⁺ aqH 2  g 

Forsøg B.e - Zn(s) + Cu²⁺(aq)

Under tilsætning farves opløsningen meget mørk. Dette er en stærk indkation for, at der er blevet
dannet frit kobber under processen.
Reaktionen forløber i overensstemmelse med ligningen;
Zn  s ⇒ Zn²⁺ aq2 e⁻ [OX]
Cu²⁺aq 2 e⁻ ⇒ Cu  s [RED]
Nettoreaktion;
Zn  sCu ² ⁺ aq ⇒ Zn²⁺ aqCu  s
Denne proces er beskrevet i indledningen, og vi vil derfor ikke komme nærmere ind på den her.

Forsøg B.f - Zn(s) + Ag⁺(aq)

Under tilsætningen af zink til sølvnitrat opløsningen, opstår der i lighed med forsøg B.e en
mørkfarvning (sølv-oxid dannelse). Processen vil øjensynligt søge hurtigt mod en ligevægt, da sølv
står så langt mod højre som tilfældet er.
Processen der forløber er;
Zn  s ⇒ Zn²⁺ aq2 e⁻ [OX]
2 Ag⁺aq2 e⁻ ⇒ 2 Ag s [RED]
Nettoreaktion;
Zn  s2 Ag ⁺ aq ⇒ Zn²⁺ aq2 Ag s 
Denne proces finder endvidere anvendelse i batterier fra tid til anden, da den store spændingsforskel
mellem zink og sølv giver anledning til god udnyttelse i elektriske apperater.

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 4

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Forsøg C.a - Pb(s) + Mg²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg C.b - Pb(s) + Zn²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg C.c - Pb(s) + Pb²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg C.d - Pb(s) + H⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg C.e - Pb(s) + Cu²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg C.f - Pb(s) + Ag⁺(aq)

Der opstår igen en mørk-farvning af opløsningen, som muligvis er tegn på en efterfølgende oxid-
dannelse ud fra Ag(s).
Processen kan beskrives ved;
Pb  s ⇒ Pb²⁺ aq2 e⁻ [OX]
2 Ag⁺aq2 e⁻ ⇒ 2 Ag s [RED]
Nettoreaktion;
Pb  s2 Ag ⁺ aq ⇒ Pb²⁺ aq2 Ag s 
Bly oxideres og fungerer som reduktor overfor sølv.

Forsøg D.a - Cu(s) + Mg²⁺(aq)

Kobber placeres i en opløsning indeholdende ionen Mg²⁺. På overfladen af kobberet ses en
udfældning af magnesium.
Processen forløber ved;
Cu  s ⇒ Cu²⁺aq 2 e⁻ [OX]
Mg²⁺aq 2 e⁻ ⇒ Mg  s  [RED]
Nettoreaktion;
Cu  sMg² ⁺ aq ⇒ Cu²⁺aq Mg  s
Altså må vi igen kunne konkludere, at Cu står til højre for hydrogen, eftersom stoffet er villig til at
afgive sine elektroner, og derved blive oxideret. Mg optager elektronerne fra Cu, og må derfor
nødvendigvis stå til venstre i tabellen.

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 5

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Forsøg D.b - Cu(s) + Zn²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg D.c - Cu(s) + Pb²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg D.d - Cu(s) + H⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg D.e - Cu(s) + Cu²⁺(aq)

Ingen synbar reaktion.

Forsøg D.f - Cu(s) + Ag⁺(aq)

Der forekommer en blåfarvning af væsken, hvilket med størst tydelig bekræfter tilstedeværelsen af
Cu²⁺-ionen, da denne er blå. Der må altså igen være tale om, at et metal der står til venstre for et
andet (på ionform), vil kunne reducere dette ud af opløsningen ved at afgive sine elektroner.
Mekanismen kan beskrives ved følgende skema;

Cu  s ⇒ Cu²⁺aq 2 e⁻ [OX]

2 Ag⁺aq2 e⁻ ⇒ 2 Ag s [RED]
Nettoreaktion;
Cu  s2 Ag⁺aq  ⇒ Cu²⁺aq 2 Ag s

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 6

Kemi.C v/ ASJ 04/18/10

Konklusion
Vi må således kunne slutte, at et metal til højre for et andet metal, vil være i stand til at kunne
reducere ionerne af sidstnævnte. Det ses da også tydeligt, når vi som vist nedenfor, opstiller det i et
skema;
Mg(s) Zn(s) Pb(s) Cu(s)
Mg²⁺(aq) - - - REDOX
Zn²⁺(aq) REDOX - - -
Pb²⁺(aq) - REDOX - -
H⁺(aq) REDOX REDOX - -
Cu²⁺(aq) REDOX REDOX - -
Ag⁺(aq) REDOX REDOX REDOX REDOX

Magnesium og Zink er gode reduktorer overfor ionerne af Bly og Kobber. Dette er også i god
overensstemmelse med spændingsrækken i det hele taget. Alkalimetallerne kunne tænkes at være
rigtig gode reduktorer, men da disse omsætter sig med H⁺, kan det ikke foregå i vandig opløsning.

Spændingsrækken – N.Seidov/J.Hostrup VUC Hillerød side 7