M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 6455 d. 17.11.

16

Eksamensbesvarelse – Sociologi:
Jeg vil redegøre for hhv. Max Webers og Michel Foucaults forskellige tilgange til magt og kort
konkludere med et eksempel for at påvise forskelle. For at forstå Max Webers tilgang til magt må
man først forstå hans idealtypemetodologi. Jeg vil derfor kort redegøre for hvad der menes med
idealtype, før jeg dykker ned i Webers idealtyper for grundende til, at et individ kan opfatte en
social struktur som legitim – og derfor frivilligt vil underkaste sig magtudøvelse. En idealtype er en
mental konstruktion som forskeren bruger for at nærme sig den komplekse virkelighed. Idealtypen
har intet med “ideal” at gøre, den er udelukkende ideel i rent logisk forstand (Månson: s.93). Den er
altså et instrument for forskeren, når han forsøger at fange virkelighedens mangfoldighed (Ibid: s.
93). En generalisering; en simplificering af virkeligheden. Weber udviklede idealtyper for social
handlen, legitimitet, klasse og stand m.fl., men i forhold til emnet, magt, og opgavens omfang vil
jeg kun redegøre for idealtyperne for legitimitet (:“herredømmetyperne”) samt organisationer.

Weber har opstillet fire idealtyper for grundene til, at et individ kan opfatte en social orden som
legitim og derfor frivilligt er villig til at underkaste sig magtudøvelse/herredømme: 1) På grund af
traditionelle årsager - traditioner er hellige, og den der ifølge traditionen har ret til at udøve magt/
herredømme, er legitim. (traditionel legitimitet); 2) på grund af en følelsesmæssigt baseret tro på et
ideal eller et forbillede, som fx Hitler eller Napoleon. Aktøren er “tilhænger” af sin leder og
betragter derfor denne som legitim (karismatisk legitimitet); 3) på grund af en værdirationel tro på
værdiens gyldighed (værdirationel legitimitet); og 4) på grund af at ordenens regler eller love af
aktørerne opfattes som legitime, enten fordi den beror på en fælles konsensus mellem aktørerne
eller reglerne og lovene er skabt af en myndighed som aktøren anser for værende legitim og derfor
samtykker med (målrationel legitimitet) (Ibid: s. 96-97).

Weber skelner ligeledes mellem tre idealtypiske organisationsformer som i kraft af deres legitimitet
kan udøve magt: 1) traditionelle organisationer; 2) karismatiske organisationer og de væsentligste;
3) bureaukratiske forvaltningsstabe “bureaukratiet”, hvor handlen domineres af målrationel handlen
og herredømmet af målrationel legitimitet (Ibid: s. 97).

Weber skelner mellem magt, herredømme og disciplin når det kommer til menneskets mulighed for
at øve indflydelse på et andet menneske. Magt handler om “enhver sandsynlighed for, inden for en
social relation, at sætte sin vilje igennem, også overfor modstand, uanset hvad denne sandsynlighed
beror på” (Ibid: s.100). Herredømme handler “om sandsynligheden for at møde lydighed over for en
M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 6455 d. 17.11.16

befaling med et bestemt indhold til bestemte personer” (Ibid: s.100) og disciplin handler om
“sandsynligheden for, i kraft af af deres indøvede indstilling, hos et nærmere bestemt antal
mennesker at møde prompte, automatisk og skematisk lydighed over for en befaling” (Weber
2003b, bed. 2:236) (Ibid: s. 100).

I kontrast til Weber anså Michel Foucault ikke magt for værende en besiddelse, ressource eller en
evne. Magt har, ifølge Foucault, ingen specifik form eller lokalisering, ligesom den ikke er
decideret destruktiv eller negativ - den er snarere produktiv. Et eksempel på dette er den panoptiske
disciplinering, der motiverer medarbejdere til hele tiden at forbedre deres væren og handlen for et
sikre egen identitet (Tynell: s.12). Foucault anså magt som værende en elementær kraft, som er
primær i forhold til sociale formationer og nærmest en grundkomponent i enhver social relation
(Andersen: s. 340). Set med Faucault’s øjne er enhver relation derfor en magtrelation, men må
anskues som et åbent og dynamisk spil af kræfter. Magten eller kraften har ikke noget særligt
væsen; den er en neutral evne til at bevirke, påvirke og forandre - og er i sin karakter operationel og
altid til stede (Ibid: s.340).

De tre originale aspekter af Foucaults magtbegreb er forholdet mellem magt og institutioner, den
gensidige afhængighed mellem magt og viden samt synet på subjektet ift. magten (Ibid: s. 340).

Idet Foucaults magt ikke har en specifik lokalisering afviser han dermed tanken om, at magt er
identisk med bestemte institutioner. Institutionerne reproducerer blot magten; de er operationelle
instanser der integrerer og reproducerer eksisterende magtrelationer. Staten, familien, religionen,
markedet etc. absorberer, samordner og udspreder magt (Ibid: s. 340).

Den gensidige afhængighed mellem magt og viden er det andet aspekt af Foucaults magtbegreb.
Det er magten der tillægger viden sin værdi, fordi vi tillægger magten værdi. Magten skaber i sig
selv også viden; fx hvor man førhen bare skulle “blive i sengen” for at blive rask, skal man nu, som
konsekvens af den nye viden på det medicinske område, agere efter lægens anvisninger. Lægen har
ikke fået magt, men magten udøves pba. den nye viden.

Det tredje aspekt er, at mennesket forstået som et selvbevidst individ er et socialt og kulturelt
produkt. Der findes ikke noget tomrum uden for magt/viden-relationerne, ingen ind- og udgange
hvorfra mennesket kommer og kan vende tilbage til (Ibid: s. 341).
M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 6455 d. 17.11.16

De fundamentale forskelle Webers og Foucaults måde an anskue magt er, at magt i følge Weber
besiddes; en stat bliver til en politisk institution hvis den succesfuldt kan udøve legitim fysisk tvang
for at opretholde den sociale orden, som fx ved at frihedsberøve kriminelle. På den anden side, hos
Foucault, udøves magten men den tilhører ikke den magtudøvende bureaukratiske politiske
institution. Generelt kan man argumentere for, begge sociologer anerkender magtens eksistens, men
at Webers idealtyper for legitimitet og organisationer bygger på den juridisk-politske model, hvor
magten kommer fra en centraliseret kilde – i modsætning til Foucault, som ser magt som en strøm
fra bunden (Ibid: s. 341).

Litteraturliste:
Månson, Per. Max Weber. I: Klassisk og moderne samfundsteori. Kap 6. Redigeret af: Heine
Andersen og Lars Bo Kaspersen. 3. udg. Hans Reitzels Forlag, 2005.

Jesper Tynell. Det er min egen skyld. Nyliberale styringsrationaler indenfor Human Resource
Management. Tidsskrift Arbejdsliv,2, 7-24, 2002.

Lindgren, Sven-Åke. Michel Foucault. I: Klassisk og moderne samfundsteori. Kap 18. Redigeret af:
Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen. 3. udg. Hans Reitzels Forlag, 2005.