Støttekonstruktioner
1. Støttekonstruktioner
Torben Thorsen
GEO
Denne sammenfatning er en kort opsummering af den
pågældende artikel – på samme måde, som det ses i
f.eks. funderingshåndbogen. Her skal stå en kort
sammenfatning af den tekst, der vil blive gennem-
gået i de følgende artikler. Teksten her vil blive
skrevet af redaktøren for det pågældende kapitel.
Det skal indeholde en kort opsummering af, hvorfor det
netop er disse artikler redaktøren har udvalgt som
repræsentative for netop dette kapitel i EC7.
Teksten vil ikke blive på mere end højst to sider, således
at artiklerne vil starte på en højre side.
1 INDLEDNING
Med dette afsnit forsøges at beskrive
gængs dansk dimensioneringspraksis for al-
mindelig forekommende støttekonstruktioner
i geoteknisk kategori 2.
Det er ikke muligt - og ej heller formålet
med dette afsnit i dimensioneringshåndbogen
- at belyse alle tænkelige vinkler på dimensi-
onering af støttekonstruktioner, men de mest
gænge principper og faldgruber er søgt be-
lyst.
Parametervariationen ved dimensione-
ring af støttekonstruktioner er enorm:
- Jordbundsforhold på for og bagside, hvor
fx valg af styrkeparameter kan være af-
hængig af, om jorden er i aftagende
spændingstilstand (aktiv tryk) eller i til-
tagende spændingstilstand (passiv tryk)
- Vandtryk
- Skrånende terræn
- Overfladelast
- Midlertidig eller permanent konstruktion
- Slap eller stiv konstruktion
- Brudmåder, herunder totalstabilitet
- Forankringer – hvoraf nogle kan være
midlertidige
- Beregningsmetoder (Brinch–Hansen
eller andre)
- Komprimering på aktiv siden
Kombinationerne er mangfoldige, og
dimensionering af støttekonstruktioner bliver
derfor aldrig en standardopgave, men kræver
en høj grad af geoteknisk indsigt i problem-
stillingerne og ”engineering judgement”. Det-
te ses også af, at det desværre ikke er sjæl-
dent, at der i Danmark ses markante svigt af
støttekonstruktioner – eller i hvert fald de-
formationer, som er tilstrækkelig store til at
opnå spalteplads i aviserne.
Princippet i jordtryksberegningerne er i
og for sig lige til: på væggen skal bestemmes
de jord- og vandtryk som virker væltende
(aktiv side) og de jord- og vandtryk som vir-
ker stabiliserende (passiv side). Herefter be-
stemmes væggens længde (for en indspændt
væg) svarende den dybde hvor, der opnås
vandret ligevægt (eventuelt indgår en foran-
kring heri), og momentfordelingen ned gen-
nem væggen kan uden videre bestemmes, når
de vandrette kræfter således er fastlagt.
Der er i Eurocode 7 /1/ ikke angivet
hvilke metoder der skal anvendes ved bereg-
ning af jordtryk, ud over at beregningsmodel-
len skal beskrive jordens opførsel i den be-
tragtede grænsetilstand. Beregningsmodellen
kan følgelig være en analytisk model, en
halvempirisk model eller en numerisk model.
Se også afsnit 2.4.1 i Eurocode 7.
For beregning af spunsvægge er der in-
gen tvivl om, at J. Brinch-Hansens metode
har været - og forsat er - langt den mest ud-
bredte beregningsmetode i Danmark. Der er
dog en tendens til, at danske geoteknikere
tager andre metoder i anvendelse (fx tyske
eller hollandske) og Finite Element metoder,
hvilket der altså ikke er noget til hindring for,
når de i øvrigt lever op til kravene i bla. afsnit
2.4.1 i Eurocode 7.
Hovedprincipperne for beregninger af
spunsvægge, hvor jordtrykkene og deres for-
deling bestemt efter J.Brinch-Hansens teori
er gennemgået i enhver geoteknisk lærebog
og Dansk Geoteknisk Forenings Bulletin 18
/3/, ligesom teorien bag beregning af gravita-
tionsmure efter Coulomb’s jordtryks teori er
det. Beregningsprincipperne skal derfor ikke
gennemgås nærmere her. Der findes som
nævnt adskillige andre beregningsmetoder,
som nyder anerkendelse internationalt. Der
henvises til speciallitteraturen for nærmere
beskrivelse heraf.
1.1 Beskrivelse af støttekonstruktioner
Støttekonstruktioner er konstruktioner
som støtter jord, der står stejlere end jordens
2 Støttekonstruktioner
styrke ville tillade uden støtte og anvendes
typisk, hvor der er tale om terrænspring. Al-
mindelige konstruktioner er fx
1. Relativ tynde vægge af stål (spunsjern)
eller beton, hvor det er væggens evne til
at optage bøjningsmomenter og derved
overføre de aktive jordtryk fra væggens
bagside til passivt jordtryk på væggens
forside (eventuel i kombination med for-
ankringer), som sikrer stabilitet af det
bagvedliggende jordvolumen
2. Gravitationsmure og vinkelstøttemure af
sten eller beton, hvor det væltende jord-
tryk primært modsvares af murens egen-
vægt eventuel inklusive stabiliserende
jord over en vinkelstøttemurs hæl
3. Støttevægge opbygget af armeret jord
4. Kældervægge
5. Borede vægge (sekantpælevægge)
6. Slidsevægge
7. Københavnervægge
1.2 Vægtyper
Spunsvægge af stålprofiler, Københav-
nervægge af spredte stålprofiler med udfyld-
ning (træ, stål eller beton) over udgravnings-
niveau, sekantpælevægge og slidsevægge og
lignende slanke, ”slappe” konstruktioner be-
regnes i Danmark helt overvejende efter
Brinch Hansen jordtryksteori ”Earth Pressure
Calculation” (EPC) fra 1953. Der er udviklet
kommercielt beregningssoftware hertil, hvor-
af SPOOKS programmet uden tvivl er det
mest udbredte i Danmark med mere end 120
licenser. Med EPC beregnes jordtryksforde-
lingerne på væggens for- og bagside i ULS
(Ultimate Limit State) og momentfordeling,
eventuel ankerkraft og nødvendig spidskote
bestemmes.
Det var Brinch-Hansens grundidé, at der
frit kan vælges mellem forskellige brudmå-
der: med eller uden forankring, eftergivende
eller fastholdt forankring og med eller uden
flydechanie(r). Kongstanken var, at sådanne
vægge deformerer sig i brud, og at jordtryk-
kene og jordtryksfordelingen ændres i takt
hermed. Denne tanke har været helt domine-
rede i dansk geoteknik i forbindelse med di-
mensionering af fleksible vægge. Brinch
Hansen udtrykte det således: En konsekvent
dimensioneret, jordtrykspåvirket konstruktion
kan simpelthen ikke bryde på nogen anden
måde end den der er forudsat ved dens di-
mensionering. Dette skyldes, at enhver anden
bevægelse end den forudsatte, vil medføre en
sådan omfordeling af jordtrykkene, at den
eftergivende del bliver aflastet med det resul-
tat, at den påbegyndte bevægelse atter stop-
per /4/. Det er altså efter EPC helt op til in-
geniøren at vælge brudmåde ud fra økonomi-
ske og/eller tekniske overvejelser.
Fx giver en brudmåde med fastholdt for-
ankring og dannelse af et flydechanier på
væggens nederste del en relativ stor anker-
kraft og beskeden rammedybde, hvilket kan
være en fordel hvor det er vanskeligt at ram-
me spunsjernene ned, og hvor der samtidig
forventes at kunne opnås gode forankrings-
muligheder. De forskellige brudmåder giver
forskellige resultater med hensyn til anker-
kraft, rammedybde og krav til modstands-
moment, og der er derfor gode muligheder
for økonomisk optimering af spunsvæggen.
Der synes at være en tendens til at opfat-
te slidsevægge og borede sekantpælevægge
af armeret beton, som væsentligt stivere end
spunsvægge af stål. Når betonens langtids E-
modul og inertimoment svarende til et revnet
tværsnit tages i regning, viser det sig imidler-
tid, at bøjningsstivheden EI for sådanne væg-
ge med en typisk bredde på ca. 0,5 – 0,6 m
ikke er afgørende stivere et middelsvært
spunsprofil. Der er derfor ikke grund til at
antage, at disse konstruktioner ikke kan be-
regnes på samme måde som vægge af spuns-
jern.
Gravitationsmure og vinkelstøttemure
betegner de mure som tilbageholder jord ved
hjælp af tyngde, dvs. hvor muren er tilpas
tung til, at jordtrykket ikke vælter denne.
Jordtrykkene her beregnes efter Coulombs
jordtryksteori i ULS. De ydre kræfter på en
geometrisk bestemt konstruktion (aktiv jord-
tryk, passiv jordtryk, vandtryk og murens
egenvægt) påføres væggen og de resulterende
kræfter (lodret, vandret og moment) føres ned
til funderingsniveauet, hvor beregningen en-
der op i en bæreevneberegning af et excen-
trisk belastet fundament. Beregningen kan
ofte med fordel indledes ved at undersøge om
glidningsforholdene er tilfredsstillende. Der
Støttekonstruktioner
skal være ligevægt i de vandrette kræfter,
dvs. det passive jordtryk plus friktion på fun-
damentsundersiden må ikke overstige det
aktive jordtryk. Dette betyder, at der ofte kun
kan udnyttes en del af det fuldt udviklede
passive jordtryk.
1.3 Dimensioneringsfilosofi
I 1956 anvendte Brinch Hansen første
gang begrebet ”Limit State Design” eller
”dimensionering efter grænsetilstande”. Han
beskrev dimensionering efter grænsetilstande
således: ”dimensionering af en hvilken som
helst konstruktion skal principielt omfatte 2
separate undersøgelser: én som bestemmer
sikkerheden mod brud og en anden som be-
stemmer deformationerne forbundet med de
virkelige belastninger” Brinch Hansen knyt-
tede ”Limit Design” tæt til konceptet om par-
tialkoefficienter, og han introducerede ”Limit
State Design” principperne til Dansk funde-
ringspraksis /5/.
Princippet med dimensionering efter
grænsetilstande og anvendelse af partialkoef-
ficienter er kendt stof for danske ingeniører
gennem mere end 50 år, og dette princip er
dominerende i Eurocode normsættet, hvor
der i Eurocode 0 /7/ som normtekst står anført
at: ”Der skal skelnes mellem brudgrænsetil-
stande (ULS) og anvendelsesgrænsetilstande
(SLS)”
Ifølge Eurocode 7 kan ULS undersøges
efter 3 forskellige principper (Dimensione-
ringsmetode 1-3). I Danmark anvendes ved
støttekonstruktioner Dimensioneringsmetode
3 (DA-3), hvor brudgrænsetilstande undersø-
ges ved at laster eller lastvirkninger multipli-
ceres med en partialkoefficient, mens styrker
divideres med en partialkoefficienet. Det vil
sige, at der opstilles en beregningsmæssig
model hvor (typisk) øvre værdier af lasterne
er forøget med en partialkoefficient, mens
jordens styrke er reduceret med en partial-
koefficient. Når beregningerne af denne (fik-
tive) model viser, at de stabiliserende kræfter
(”reactions”) lige netop er større end de væl-
tende (”actions”) er der opnået tilfredsstillen-
de sikkerhed.
Brudgrænsetilstanden (ULS) er i henhold
til Eurocode 0 defineret som ”Tilstande knyt-
tet til sammenstyrtning eller andre lignende
former for konstruktionssvigt”.
I Eurocode 7 er for brudgrænsetilstan-
den (ULS) angivet:
-STR: styrkesvigt eller særligt stor de-
formation af konstruktionen eller konstrukti-
onsdele, herunder fundamenter, pæle, kæl-
dervægge, osv., hvor styrken af konstrukti-
onsmaterialerne er signifikant for bæreevnen
– GEO: brud eller særligt stor deforma-
tion i jorden, hvor styrken af jord eller fjeld
er signifikant for modstandsevnen
Det vil sige, at brud er defineret som to-
tal kollaps eller meget stor deformation af
konstruktionen. Man ønsker altså, at ULS
dimensioneringen tager sigte mod at undgå
meget store deformationer med samme par-
tialsikkerhed som totalt kollaps. Disse store
deformationer er ikke at sammenligne med
de langt mindre deformationer der optræder i
SLS - og hvor partialkoefficienterne jo typisk
er 1,0 og SLS undersøgelsen kan derfor ikke
erstatte, at ULS skal sikre at der ikke optræ-
der ”brudlignende” store deformationer.
Konstruktionens evne og mulighed for at
deformere i brudsituationen skal altså indgå i
dimensioneringsovervejelserne, men det be-
tyder ikke at plasticitetsteorien forlades – blot
skal det sikres, at de forudsatte deformationer
og tøjninger respekteres. I Eurocode 7, afsnit
2.4.1 er dette beskrevet indgående:
(13)Der bør tages hensyn til tøj-
ningskompatibilitet i en grænsetilstand. De-
taljerede beregninger, der tager hensyn til
konstruktionens og jordens relative stivhed,
kan være nødvendige i tilfælde, hvor der kan
ske kombineret brud i konstruktion og jord.
Eksempler herpå kan være pladefundamen-
ter, tværbelastede pæle og fleksible støttemu-
re. Der bør tages særligt hensyn til tøj-
ningskompatibilitet for materialer, der er
skøre, eller som svækkes ved store tøjninger.
(14) I nogle tilfælde som fx udgravninger
støttet af forankrede eller afstivede, fleksible
vægge afhænger størrelsen og fordelingen af
jordtryk, indre kræfter i konstruktionen og
bøjningsmomenter i høj grad af konstruktio-
nens stivhed, jordens stivhed og styrke og
spændingstilstanden i jorden.
(15) For at få et resultat på den sikre
side i disse tilfælde af samvirken mellem jord
og konstruktion bør der i beregninger anven-
des arbejdskurver for jord og konstruktions-
materialer samt spændingstilstande i jorden,
4 Støttekonstruktioner
der er tilstrækkeligt repræsentative for den
betragtede grænsetilstand.
Helt grundlæggende skal der her tænkes
på materialernes arbejdskurver og at disse
skal være kompatible.
Ovenstående gør bestemt ikke dimensio-
nering af støttekonstruktioner lettere og er
ganske vanskelig at håndtere i alle tænkelige
situationer, men der er næppe tvivl om de
tanker der ligger bag er sunde og vil bidrage
til at højne forståelsen af hvordan
jordtrykspåvirkede konstruktioner skal di-
mensioneres. Åbenlyse eksempler på kon-
struktioner, hvor tøjningskompatibiliteten har
eller kan have betydning er:
1) Vægge med svage, normal konsolide-
rede aflejringer (fx gytje, tørv og organisk-
holdig ler) på væggens forside. Til brud i
sådanne aflejringer hører så store deformati-
oner, at brudgrænsetilstanden GEO (… sær-
lig stor deformation) vil være indtruffet læn-
ge inden fuldt udviklet passiv brud er aktive-
ret.
2) Når der anvendes geonet i konstuktio-
nen, skal der ved undersøgelse af brudgræn-
setilstanden tages højde for at nettets fulde
styrke først nås ved tøjninger, som langt stør-
re end jordens brudtøjning. Også her er der
risiko for at der optræder særlig stor defor-
mation længe inden nettets beregningsmæs-
sige kapacitet er udnyttet. Når nettets fulde
styrke er udnyttet, kan/vil tøjningerne være så
store, at jordens peakværdistyrke er passeret
og reduceret til en residulstyrke.
3) Dimensionering af en spunsvæg efter
Brinch-Hansens metode med eftergivelig
forankring forudsætter principielt, at foran-
kringen faktisk er eftergivelig (kan flyde til-
strækkeligt til at aktivt jordtryk kan udvik-
les). I kombination hermed synes det proble-
matisk, at anvende fx en indvendig afstivning
i form af fx et H, I eller rør-profil, hvor bære-
evnen bestemmes af et pludselig stabilitets-
svigt (søjlelasten). Her er der ikke mulighed
for at forankringen kan flyde før brud, og
jordtrykkene på væggens bagside vil således
være større end det aktive jordtryk i brudsitu-
ationen, hvor forankringen pludselig svigter.
Tilsvarende kan der argumenteres for, at fx
kraftig forspændte jordankre ikke har den
nødvendig flydekapacitet i brud og at disse
derfor ikke bør anvendes i kombination med
eftergivelige ankre. I praksis etableres vel
næsten altid en forankring som er stærkere
end det beregningsmæssigt nødvendige og
dermed med stor sikkerhed hindrer ankeret i
at flyde.
Det synes derfor vanskelig forestille sig,
at det skulle være kritisk for konstruktionen,
at dimensionere med eftergivelige ankre med
en given ankerkraft, og så efterfølgende udfø-
re disse stærkere end nødvendigt. Hvis det
imidlertid var muligt at etablere et jordanker
med præcis den beregningsmæssigt, nødven-
dige ankerkraft og denne værdi ikke kan op-
retholdes under brud (kapaciteten falder) risi-
kerer dette at være kritisk. Ved flere afstiv-
ningsniveauer er denne problemstilling den
samme uanset om man anvender SPOOKS
og ”Additional Pressures” eller Brinch Han-
sens forslag til beregning af spunsvægge med
flere afstivningsniveauer, hvor jordtryksfor-
delingen først bestemmes svarende til drej-
ningen om øverste ankerniveau, hvorefter
jordtrykkene fordels retlinjet nedover væggen
med samme størrelse og angrebspunkt for
det totale jordtryk /4/.
I den fiktive brudmodel som der regnes
på i ULS, skal man altså anvende de reg-
ningsmæssige styrker og laster, som er aktu-
elle når brudmekanismen (egentlig brud eller
en meget stor deformation) indtræder. Det
betyder at der ved undersøgelse af brudgræn-
setilstanden for en (normalarmeret) beton-
kældervæg anvendes det aktive jordtryk som
udvikles, hvis svigt faktisk indtræder og der
opstår relativt store deformationer og ikke det
oprindelige (større) hviletryk. Hviletrykket –
eller et deformationsafhængig jordtryk mel-
lem hviletryk og aktivt tryk - anvendes typisk
til vurdering af de faktiske deformationer i
brugssituationen.
Anvendelsesgrænsetilstanden (SLS) er
den grænsetilstand, der vedrører konstruktio-
nens eller konstruktionsdelenes virkemåde
under almindelig brug, dvs. den tilstand hvor
sætninger, revnevidder og/eller deformatio-
ner netop bliver så store, at konstruktionen
eller konstruktionsdelen i brugssituationen
netop ikke kan opfylde de specificerede an-
vendelseskrav (deformationer eller revnevid-
der) .
Støttekonstruktioner
Dimensioneringen bør endvidere tilstræ-
be, at der tæt ved brudgrænsetilstanden op-
træder synlige tegn på brud (varslet brud).
Jordtrykkene i ULS og SLS er altså fun-
damentalt forskellige og bestemmes ved to
forskellige beregninger.
Det er ofte mest hensigtsmæssigt at gen-
nemføre ULS beregningerne og kontrollere
den fremkomne konstruktion i anvendelses-
grænsetilstanden (SLS) – hvis der er behov
for at vurdere deformationerne.
2 BRUDGRÆNSETILSTAND
(ULS)
Brudgrænsetilstande (ULS) defineres jf.
Eurocode 0 som ”Grænsetilstande, der ved-
rører sikkerhed for personer og/eller sikker-
hed for konstruktioner”. ULS undersøgelsen
tager altså sigte på at eftervise konstruktio-
nens sikkerhed mod brud, og giver den snit-
kræftfordeling, som skal anvendes ved efter-
visning af konstruktionens styrke.
En undersøgelse af brudgrænsetilstan-
den til eftervisning af strukturelle (STR) og
geotekniske (GEO) grænsetilstande for en
støttekonstruktion omfatter opstilling af en
beregningsmodel med påførte regningsmæs-
sige værdier af laster eller lastvirkninger,
styrker af jord og konstruktionsmaterialer,
samt geometriske data. Denne beregnings-
model er fiktiv, idet der er anvendt laster som
er større end de virkelige og styrker som er
mindre end de faktiske styrker. At modellen
er fiktiv betyder, at der er tale om en tænkt
situation, som med meget (tilstrækkelig) stor
sandsynlighed ikke optræder i virkeligheden.
Dimensioneringsopgaven tager netop sigte på
at sikre, at sandsynligheden for at den reg-
ningsmæssige situation opstår, er tilpas lille.
Dette sikres ved at forøge lasterne hhv. redu-
cere styrkerne via indførelse af partialkoeffi-
cienter iht. Eurocode 7, NA afsnit A.3 /2/
3 ANVENDELSESGRÆNSETILSTAND
(SLS)
Anvendelsesgrænsetilstanden defineres
jf. Eurocode 0 som ”Grænsetilstande der
vedrører konstruktionens eller konstruktions-
delens virkemåde under almindelig brug,
menneskers komfort og bygværkets udseen-
de”.
Det skal sikres at:
Hvor Ed er den regningsmæssige værdi
af lastvirkningen, dvs. fx den regningsmæssi-
ge værdi af udbøjningen forårsaget af en gi-
ven last. Cd er den regningsmæssige værdi af
det acceptable anvendelseskriterium, fx den
tilladelige udbøjning. SLS er en grænsetil-
standsundersøgelse og at der derfor skal an-
vendes regningsmæssige værdier af laster og
lastvirkning - men de indgående partialkoef-
ficienter er jo typisk 1,0, så værdierne bliver
identiske med de karakteristiske værdier. De
karakteristiske værdier af jordens stivhed til
brug for SLS skal udledes efter samme ret-
ningslinjer, som styrkerne skal det i ULS,
dvs. at det skal være et forsigtigt skøn af
værdien som styrer grænsetilstanden eller at
sandsynligheden for at ugunstigere værdi
styrer forekomsten af grænsetilstanden ikke
overstiger 5 %. Der må altså ikke anvendes
middelværdier ved udledningen af stivheder.
SLS undersøgelsen tager altså sigte på at
bestemme konstruktionens deformationer (og
deformationerne for eventuelle nærliggende
konstruktioner eller anlæg), herunder også fx
revnevidder for en betonvæg. Jordtrykkene i
SLS kan meget vel være større end i ULS,
men skal altså på trods heraf ikke anvendes
til eftervisning af sikkerhed mod brud, idet
ULS undersøges efter plasticitetsteori med
”Tilstande knyttet til sammenstyrtning eller
andre lignende former for konstruktions-
svigt” /7, afsnit 1.5.2.13/ dvs. de jordtryk
som er knyttet til store deformationer (even-
tuelt fuldt udviklet aktivt/passiv jordtryk).
Spændinger i jord og konstruktion be-
stemmes i SLS sædvanligvis efter elasticitets-
teorien eller tilnærmelser hertil – og det er
her den virkelige ingeniørmæssig udfordring
ligger. På trods af Finte Elementprogram-
mernes indtog som standardværktøj, og deres
styrke i specielt deformationsanalyser, så er
SLS undersøgelsen forsat behæftet med så
stor usikkerhed, at det må tilrådes at foretage
SLS undersøgelsen med de mulige ekstreme
påvirkninger (øvre og nedre værdier) frem
for de mest sandsynlige påvirkninger. Det er i
6 Støttekonstruktioner

den forbindelse værd at minde om, at output vendes typisk en model opstillet af B.Brom i
fra enhver beregning aldrig bliver bedre end 1970’erne. Med reference hertil kan enheds-
input, og at beregnede FEM resultater er helt jordtrykkene bestemmes som
afhængig af input parametrene. Der er derfor
meget god grund til fortsat at forholde sig
kritisk til beregnede deformationer – også
selvom disse er fremkomet ved FEM bereg-
ninger (eller måske netop derfor..).
Der kan ikke angives generelle grænse-
værdier for deformation, revnevidde eller
lignende - disse må aftales med bygherren
eller dennes rådgiver fra projekt til projekt.
Ved SLS undersøgelsen af fx en kælder- d0 benævnes den kritiske dybde og er ca.
væg påføres altså indledningsvist et hviletryk 0,3 – 0,6 m, når der anvendes almindelig fyld
og væggens deformationer og revnevidder ( = 15 - 22 kN/m3) og pladevibratorer på 0,1
bestemmes ud fra de derved fremkomne snit- - 0,5 ton hhv. vibrationstromler på op til 10
kræfter. Hvis deformationer og revnevidder ton. Anvendes der letfyld (letklinker) forøges
er uacceptable må konstruktionen forstærkes den kritiske dybde, og det kan af B.Brom’s
(gøres stivere) og en ny deformationsbereg- artikel udledes, at d0  1,1 m når der anven-
ning gennemføres. Jf. Eurocode 7, afsnit des pladevibratorer. I ovenstående er K0 = 1 –
8.5.5., er den regningsmæssige værdi af for- sin(tr).
ankringskraften i ULS fra en forankret kon-
struktion den største værdi af ”kraften be-
4 PARTIALKOEFFICIENTER
stemt i brudgrænsetilstanden – eller hvis det
er relevant - kraften bestemt i anvendelses- Alle laster på en støttekonstruktion reg-
grænsetilstanden”. Det må her antages, at nes at være geotekniske laster, dvs. laster
den således fundne regningsmæssige anker- som overføres gennem jorden til støttekon-
kraft skal være mindre end den i ULS be- struktionen, dvs. at kolonne A2 i tabel A.3 /2/
stemte regningsmæssige ankerkapacitet. Det- skal anvendes ved fastsættelse af partialkoef-
te synes noget inkonsekvent i forhold Euro-
ficienter for laster F eller lastvirkning E:
code 0’s angivelse om, at i SLS er alle par-
Partialkoefficienter på jordparametre M i
tialkoefficienter = 1,0 – også partialkoeffi-
henhold til tabel A.4 kolonne M2 /2/
cienter på materialerne.
KFI = 1,0 for konstruktioner i middel
Hviletrykket kan sædvanligvis antages at
konsekvensklasse (CC2). KFI = 1,1 for kon-
optræde bag en støttekonstruktion, hvis be-
struktioner i høj konsekvensklasse (CC3),
vægelserne er mindre end 510-4  h. For en 3
dog kan anvendes KFI = 1,0 såfremt det kan
m høj kældervæg svarer dette til ca. 1-2 mm
dokumenteres, at brudmåden for den under-
deformation, mens der til udvikling af aktiv
søgte geotekniske konstruktion er varslet med
jordtryk kræves (kun) ca. 3-6 mm i fast jord
bæreevnereserve /2, tabel A.4/. Der er des-
og ca. 12-15 mm i løs jord /1, Tabel C.1/
værre ikke angivet eksempler på sådanne
Hvis ikke deformationerne er af betyd-
konstruktioner i /2/, men der kunne muligvis
ning for fx nabokonstruktioner eller anlæg,
være tale om en forankret stålspunsvæg, hvor
kan SLS analysen undlades eller indskrænkes
brudmåden er dannelsen af et flydechanier på
til et skøn.
væggens nederste del. Her kan muligvis ar-
3.1 Tilæg fra komprimering gumenteres for at brudmåden er varslet med
bæreevnereserve. Det synes dog foreløbigt
Hvis der sker komprimering af tilbage- fornuftigt, at være tilbageholdende med at
fyldning bag en ueftergivelig støttekonstruk- udnytte af KFI = 1,0 i CC3, med mindre der
tion, skal der i SLS (når komprimeringen kan argumenteres grundigt for, at svigtmåden
virker til ugunst) tages hensyn til, at kompri- er både varslet og med bæreevnereserve.
mering forøger jordtrykkene. For friktions-
jord med en rumvægt på 15 – 22 kN/m2 an-
Støttekonstruktioner
Bemærk i øvrigt, at fx en pullertkraft på
en spunsvæg – som jo overføres til jorden via
konstruktionen og dermed er en konstrukti-
onslast – også skal antages at være en geo-
teknisk last, idet alle laster ved undersøgelse
af skråningsstabilitet og totalstabilitet (og
jordtryk må antages) skal betragtes som så-
dan /1, afsnit 2.4.7.3.4.4, note 2), dvs. at par-
tialkoefficienten på pullerttrækket ikke skal
multipliceres med KFI (som den ellers skal
for konstruktionslaster). Bemærk i øvrigt
også, at partialkoefficienten for konstrukti-
onsmaterialerne (stål, beton m.m.) i CC3 skal
multipliceres med KFI jf. tabel A1.2.(C) i
/10/.
Som dansk praksis kan for byggegrube-
indfatninger, midlertidige konstruktioner og
konstruktioner under udførelse fortsat anven-
des en reduceret partialkoefficient på jordpa-
rametrene svarende til M, hvor 0 ≤  ≤ 1,0
(typisk  = 0,5 når svigt ikke indebærer al-
vorlige konsekvenser). Se /2, tabel A.4/. Hvis
en støttekonstruktion pludselig kan vælte
(kollaps) og derved påføre alvorlig person-
skade kan naturligvis ikke anvendes  = 0,5,
men i langt de fleste situationer vil svigt i
støttekonstruktioner i geoteknisk kategori 2
næppe antage så dramatiske former. I seneste
revision af det Nationale Anneks til
DS/EN1997 er anført, at hvis et svigt risike-
rer at skade 3. mandsejendom eller trafikere-
de veje og banearealer skal anvende  = 1,0.
Bemærk, at tyngden af konstruktionsde-
le der virker til gunst skal multipliceres med 
= 0,9. Dette har betydning for gravitations-
mure og vinkelstøttemure, hvor netop tyng-
den af konstruktionen virker til gunst.
Beregning af gravitationsstøttemure en-
der jo op i en traditionel bæreevneberegning.
Der kan her opstå lidt forvirring om hvorvidt
denne beregning i CC3 så skal gennemføres
med KFI på lastsiden som normalt for en bæ-
reevneberegning (i modsætningen til selve
jordtryksberegningen, hvor KFI jo er påført
materialesiden), men da KFI jo allerede er
medtaget på materialesiden skal den ikke
med igen på lastsiden (som her jo er jord-
trykkene).
5 DIMENSIONERINGSMÆSSIGE
OVERVEJELSER
5.1 Geometri
Hvor udgravningskoten foran en væg er
af væsentlig betydning for konstruktionens
stabilitet, skal niveauet foran væggen sænkes
i beregningerne med værdien a som for en
fri væg bør være 10% af væggens højde over
udgravningsniveau, mens den for en foran-
kret væg bør være 10% af afstanden mellem
dybeste ankerniveau og udgravningsniveau.
For begge typer er a dog maksimum 0,5 m.
Hvis der føres pålidelig kontrol overfladeni-
veauet i hele udførelsesperioden kan a sæt-
tes mindre end 0,5 m, inklusive 0 m.
Generelt er yderlig sikkerhedsmargin for
de geometriske data ikke påkrævet, idet par-
tialkoeffcienterne for last og materiale tager
hensyn til mindre variationer heri.
5.2 Vandtryk
For konstruktioner som støtter lavper-
meabel jord (ler og silt) skal antages et vand-
spejl i oversiden af det lavpermeable jord
eller eventuelt højere (uanset at pejlinger
eventuelt måtte viser, at vandspejlet står lave-
re), med mindre der er etableret et pålideligt
og effektivt drænsystem eller infiltration er
forhindret. Virkninger af eventuelle vand-
fyldte træk- eller svindrevner skal tages i
betragtning med mindre der er truffet særlige
foranstaltninger til dræning eller hindring af
tilløb.
Huller i spunsvæggen eller støttemuren
er sædvanligvis ikke tilstrækkelig til at hin-
dre, at der kan opbygges vandtryk på brudfi-
guren bag væggen.
Det bør inddrages i projekteringsoverve-
jelserne, om en tæt væg risikerer at ændre på
vandspejlsforholdene ved fx i skrånende ter-
ræn at afskære den naturlige afstrømning, og
at der derved kan opbygges et højtstående
vandspejl bag væggen end indmålt i de geo-
tekniske boringer.
I de fleste spunsvægsberegninger vil det
være på den sikre side beregningsmæssigt at
anvende hydrostatiske vandtryk på væggens
for- og bagside, frem for at gennemføre be-
regningerne med strømningsgradienter som
ganske vist forøger jordens rumvægt, men
som samtidig reducerer vandtrykket (på væg-
gens bagside).
8 Støttekonstruktioner
Det bør dog altid vurderes om gradient-
forholdene på væggens forside er tilfredsstil-
lende. Middelgradienten bør ikke overstige
0,2 for sand og 1,0 for ler.
Oversete artesiske vandførende lag på
væggens forside kan være yderst kritiske for
det passive jordtryk. Hvor der er risiko for
sådanne uopdagede lag (fx sandlag i moræne-
ler) bør der udføres simple aflastningsborin-
ger på væggens forside for at imødegå risiko-
en for bundbrud, fx én pr. ca. 200 m2.
Vurderingen af differensvandtrykket på
en støttekonstruktion er af relativ stor betyd-
ning for væggens dimensioner og dermed
økonomi. Det er imidlertid også en faktor
som – hvis den undervurderes – alene er i
stand til at få en støttekonstuktion til at kol-
lapse. Vurderingen af vandspejlet er derfor en
af de vigtigste enkeltparametre i beregningen
af en støttekonstuktion og man bør derfor
være yderst konservativ ved fastlæggelsen af
vandtrykkene. Kun oversete blødbundslag på
passivsiden synes at være ligeså kritiske.
Der er i Danmark set flere eksempler på
spunsvægge i havnekonstruktioner, som er
skredet under udførelsen fordi der er anvendt
uegnet fyld på væggens bagside. Fyld som
ikke er tilstrækkelig drænende (fx lerfyld) vil
ved indfyldning under vand optræde som en
tung væske, med måske en rumvægt på 15-17
kN/m3 og en friktionsvinkel stort set lig med
0. Dette giver en jordtrykskoefficient tæt på
1,0, og hvis der ikke er taget højde herfor,
skrider væggen med stor sandsynlighed.
De i beregningerne anvendte vandtryk
skal være regningsmæssige, dvs. karakteristi-
ske vandtryk multipliceret med partialkoeffi-
cient 1,0. Ekstreme vandtryk kan behandles
som en ulykkeslast – her kan typisk være tale
om ekstreme differensvandtryk på en havne-
konstruktion. Vandspejl i terræn kan ikke
generelt opfattes som et ulykkestilfælde, jf.
foranstående.
5.3 Overfladelaster
Jævnt fordelte overfladelaster med uen-
delig udstrækning giver ingen beregnings-
mæssige problemer i ULS, idet der findes
jordtrykskoefficienter herfor. For forankrede
vægge med fastholdt anker bør der udføres 2
beregninger: én hvor overfladelasten er ført
helt frem til væggen og én hvor den er truk-
ket tilbage fra væggen, så jordtrykket (under
45) rammer væggen under ankerniveau.
Afhængig af valg af brudmåde i Brinch Han-
sens jordtryksteori kan sidstnævnte give det
største moment, mens førstnævnte giver den
største ankerkraft. Den jævnt fordelte over-
fladelast trækkes beregningsmæssigt tilbage
fra væggen ved hjælp af en aflastningsgræn-
se, typisk under en vinkel på 45 fra lastbe-
grænsningen (Brinch Hansens 45 princip).
Partielle overfladelaster fx fra et stribe-
fundament langs væggen nogle meter bag
denne og enkeltkræfter fra fx kraner eller
enkeltfundamenter, byder til gengæld på en
del udfordringer og løsningerne er præget af
en stor grad af tilnærmelser.
Der findes og anvendes mange forskelli-
ge metoder til beregning af tilægsjordtryk fra
partielle overfladelaster og det er næppe mu-
lig her at belyse alle metoder som anvendes i
Danmark.
Nogle baserer sig på ren elasticitetsteori
andre på plasticitetsteori. Ved undersøgelse
af ULS – som er baseret på plastictetstori -
bør bestemmelsen af tillægstrykket udgangs-
punkt heri, hvor imod det ved undersøgelse
af SLS bør tages udgangspunkt i elasticitets-
teori.
Som nævnt ovenfor findes der
jordtrykskoefficienter for jævnt fordelte over-
fladelaster. Disse koefficienter er udledt fra
plasticitetsteoretiske betragtninger og deres
størrelse afhænger derfor af jordens styrke og
er forskellige afhængig af om der er tale om
drænet eller udrænet brud. Vurdering af til-
lægsjordtryk fra partielle overfladelaster i
ULS ud fra plasticitetsteoretiske betragtnin-
ger synes derfor at være bedst i tråd med det
generelle beregningsprincip.
Boussineq er ren elastisitetsteori og an-
giver de vandrette spændinger på et lodret
(ueftergiveligt) snit i et hvilket som helst ela-
stisk materiale. Ved fx at anvende Boussi-
nesq (eller tilnærmelser hertil) i ULS bringes
elasticitetsteoretiske modeller ind i en ellers
ren plasticitetsteoretisk beregning, hvilket
kan virke noget ulogisk.
Knud Mortensen (Geoteknisk Institut)
opstillede i 1982 et tilnærmet udtryk for et
aktivt jordtryk fra en partiel overfladelast,
beregnet som det jordtryk der skal til for at
holde ligevægt med overfladelasten i brudsi-
Støttekonstruktioner
tuationen. Her er der altså tale om en tillægs-
last i en brudbetragtning til forskel fra de rent
elasticitetsteoretiske modeller. Der er princi-
pielt tale om stabilitetsberegninger med rette
grænsebrudlinjer som bestemmer jordtrykket.
Princippet heri synes fornuftig, men det
giver væsentlig større tillægstryk end mange
af de øvrige metoder som anvendes i Dan-
mark. Dette formelsæt giver i grænsetilfældet
med en partiel overfladelast ført helt frem til
væggen og med en bredde svarende til brud-
figurens udstrækning et samlet jordtryk af
helt samme størrelse, som hvis der var tale
om en generel overfladelast. Modellen kan
dog i visse tilfælde (hvor overfladelastens
udstrækning er begrænset) give et samlet
jordtryk på væggen, som kan overstige den
samlede last på jorden, hvilket kan synes
urimeligt.
Også den såkaldte ”Flagermusmodel” er
udbredt i Danmark. Her udgør jordtrykket fra
linjelasten p placeret i afstanden a fra væggen
(og parallel med denne) en trekant som anta-
ger værdien e = 0 ved terræn, emax = 0,45 
p/a i dybden 0,4 a og e = 0 i dybden 2,5 a.
N.H.Christensen (Geoteknisk Institut)
har i 1982 forslået en metode som (så vidt
vides) tager udgangspunkt i Columb’s brud-
betingelse som giver e = 0 ned til 0,5 a og her
antager en maksimal værdi som aftager til 0
2,5 a under terræn (se figur næste side).
Det ses også, at overfladelastens intensi-
tet trykspredes 1:1 til det niveau hvor den
skærer vægge og i dette niveau påføres som
en jævnt fordelt overfladelast, dvs. multipli-
ceres med Kp.
I forbindelse med udarbejdelsen af dette
kapitel til Dimensioneringshåndbogen, er
disse metoder søgt sammenlignet som det
fremgår nedenstående.
Den partielle overfladelast må påvirke en
støttekonstruktion på nogenlunde samme
måde som den påvirker et stabilitetsbrud, jf.
også den nævnte metode af Knud Mortensen.
Ved hjælp af stabilitetsberegningsprogram-
met SLOPE, kan bestemmes hvilken kraft E
der skal påføres en lodret flade for at holde
ligevægt med overfladelasten i brud. Dette er
et godt bud på det samlede tillægstryk på
væggen. Indledningsvist fastlægges hvilken
kraft der skal til for at holde ligevægt med
jordens egenvægt alene – og dette svarer hel-
digvis meget pænt til det aktive jordtryk for
zonebrud (fx Kar = 0,33 for  = 25). Der er
således grund til at antage at SLOPE kan
beregne det aktive brud ret præcist og dermed
også det aktive tillægstryk.
Beregningsprincippet er således:
Som beregningsmetode er anvendt Mor-
genstern & Price’s Method of Slices. Der er
tale om en plan model. De nævnte 4 metoder
er gennemregnet i 14 forskellige kombinatio-
ner for overfladelastens udstrækning, dvs. B
og a i ovenstående er varieret.
Modellen er 10 m høj og der er forudsat
 =  = 25. Overfladelasten er konstant P =
40 kN/m2.
10 Støttekonstruktioner

250 a B
Senario m m
1 1 1
200 2 1 3
Tillægslast, E (kN/m)

3 1 5
SLOPE (Ref) 4 1 7
150
KM 5 3 1
NHC 6 3 3
100 7 3 5
Flagermus
8 3 7
HD/LK 9 5 1
50
1:1 10 5 3
11 5 5
0 12 5 7
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 13 7 1
Senario 14 7 3

Det fremgår af ovenstående, at Knud

Mortsensens metode (KM) giver et betydelig
Hvor l er belastningsarealets længde ind
større samlet tillægstryk end SLOPE, når a
i planen, dvs. udtrykket kan anvendes for et
og B er lille. Det ses også at 1:1 giver resulta-
belastningsareal med begrænset udstrækning
ter som ofte er på den usikre side. Niels Hen-
ind i planen.
rik Christensen’s metode (NHC) og ”Flager-
Til den kommende 15th European Con-
musen” giver overordnet set fornuftige resul-
ference on Soil Mechanics and Geotechnical
tater, om end ”Flagermusen i visse tilfælde er
Engineering i Athen, har Hans Denver og
på den usikre side i forhold til SLOPE.
Lindita Kellerzi /11/ publiceret en artikel om
Ovenstående giver ikke mulighed for at
dette emne, hvor de foreslår at tillægslasten
vurdere tillægslastens fordeling ned over
påføres som en konstant last i given dybde:
væggen. Af de hidtil anvendte metoder fore-
slås anvendt NHC’s princip for beregning af
tillægslaster fra partielle laster i ULS:
For en jævnt fordelt last p placeret som
vist: og hvor dybdeintervallet bestemmes af

Kp er jordtrykskoefficient for det aktive

jordtryks p-led. Som regningsmæssig værdi
kan formentlig uden større fejl antages Kp =
0,3 for de fleste materialer.
Dette forslag til bestemmelse af tillægs-
jordtryk er medtaget i ovenstående sammen-
ligning.
Samlet set synes metoderne NHC, Fla-
germus og HD/LK alle at give fornuftige
resultater sammenlignet med SLOPE. KM er
som den eneste konsekvent på den sikre side
Bestemmes tillægsjordtrykket e som i forhold til SLOPE, og giver for laster med
Støttekonstruktioner
beskeden udbredelse tillægsjordtryk væsent-
lig over de øvrige.
Det synes ikke at være entydigt hvilken
metode der er bedst. Til gengæld synes Den-
ver/Kellerzi’s nye forslag at være den bedst
dokumenterede, hvilket taler for at anvende
denne metode.
5.4 Valg af styrkeparametre
De styrkeparametre der skal anvendes i
såvel korttidsundersøgelsen (udrænede para-
metre) og langtidsundersøgelsen (drænede
parametre) vil fremgår af den geotekniskun-
dersøgelsesrapport og skal ikke beskrives
nærmere her. Med mindre der indgår betyde-
lige forekomster af blød bund med beskeden
udrænede forskydningsstyrke, vil de drænede
forhold næsten altid vise sig dimensionsbe-
stemmende. Der er dog to forhold omkring
valg af styrkeparametre som bør fremhæves,
nemlig valg af effektiv kohæsion c’ på såvel
aktiv- som passivside samt friktionsvinkel ’
i blød bund på passivsiden.
5.5 Effektiv kohæsion på aktivsiden og træk-
revner
I Eurocode 7, NA afsnit K4 står anført,
at ved aflastning (afgravning og aktivt jord-
tryk) skal man for sprækket ler og ler med
spalteflader regne med c’=0. Der tænkes her
på de tertiære lere, som er sprækkede i intakt
tilstand fx som følge af isens påvirkning eller
som følge af udtørring (svindrevner). I mod-
sætning hertil kan trækrevner optræde i alle
kohæsive aflejringer.
En trækrevne vil teoretisk et opstå ret
isoleret ved aktivzonens begyndelse flere
meter bag væggen som følge af svigtende
trækstyrke i jordskellet. I en sådan revne kan
ikke overføres forskydningskræfter og dette
må der tages hensyn til ved jordtryksbereg-
ninger.
Der er næppe tvivl om, at Brinch-
Hansens oprindelige tanke var at medregne c’
på hele aktivsiden og såfremt enhedsjord-
trykket derved blev negativt (dvs. at det ne-
gative c’ bidrag var numerisk større end  og
p bidraget) skulle enhedsjordtrykket sættes
lig med nul.
I dansk praksis er det formentlig ret ud-
bredt at anvende c’ = 0 på hele aktivsiden,
hvilket er en meget konservativ antagelse,
som end ikke har støtte i normteksten, idet
denne som nævnt ovenstående kun anfører c’
= 0 for de naturligt sprækkede aflejringer.
Trækrevnen skal jf. /1/ antages at kunne
være vandfyldt.
I DS415, 1984, /8/ var angivet at træk-
revnens dybde hc i det drænede tilfælde er:

Denne dybde svarer til den dybde hvor
c Kc = ’K og kommer således ”automatisk”
ud af jordtryksberegningen når der medtages
c’ > 0. Jordtrykkene over dette niveau vil
være nul og det samlede jordtryk under dette
niveau kan bestemmes som e = ’K + c Kc
(hvor Kc jo er negativ). Dette således bestem-
te samlede jordtryk viser sig i øvrigt at
stemme fint overens med jordtrykket fra en
tilsvarende stabilitetsberegning med ’ > 0
og c’ > 0, når der i stabilitetsberegningen
introduceres vandfyldte sprækker ned til
dybden hc.
Når det i beregningerne sikres, at der
ikke kan overføres trækspændinger i jorden
eller mellem jord og konstruktion, er der føl-
gelig principielt ikke noget i vejen for at
medtage c’ på hele aktivsiden i en jordtryks-
beregning forudsat, at der er medtaget et
vandspejl i terræn på aktivsiden.
Udfordringen er måske snarer at vurdere
hvilken betydning aflastningsforholdene på
aktivsiden – om nogen - har på størrelsen af
c’. Dette forhold gør, at en model med en
antagelse om c’ = 0 ned til en vis dybde må-
ske er et rimeligt pragmatisk kompromis.
Terzaghi har i sin lærebog /13/ forslået en
revnedybde på halvdelen af udgravningshøj-
den. Med udgangspunkt heri foreslås i
jordtryksberegninger konservativt anvendt c’
= 0 ned til den halve udgravningshøjde og c’
> 0 herunder. For forankrede konstruktioner
foreslås anvendt c = 0 over øverste ankerni-
veau og c > 0 herunder. For at tage hensyn til
at sprækken kan vandfyldes, skal der altid
anvendes vandspejl i terræn i kohæsive aflej-
ringer – både i korttids- og langtidssituatio-
nen.
Ved sprækket, tertiært ler og ler med
spaltefalder skal dog altid regnes med c’=0
på hele aktivsiden, jf. Eurocode 7.
12
5.6 Effektiv kohæsion på passivsiden
Dette leder videre til det næste spørgs-
mål: hvor stor er c’ ved belastning (passivt
tryk). Her bør der naturligvis udføres triaksia-
le forsøg med spændingveje svarende til pas-
sivt brud, men da dette sjældent udføres for
de spunsvægge som udføres i Danmark, må
der også her anvendes mere pragmatiske løs-
ninger.
I DS415, 1984 var anført at man på den
sikre side kunne ansætte c’ = k cu hvor k =
0,1. Dette udtryk er givet meget på den sikre
side og er (formentlig) baseret på en forsigtig
værdi udledt af Moust Jakobsen’s arbejde
med moræneler styrke og deformationsegen-
skaber. Han har i DGI Bulletin 27 /6/ ved
pladebelastningsforsøg på moræneler fundet,
at langtidsbæreevnens kohæsionsled mindst
er af samme størrelse som den udrænede bæ-
reevne, altså at:
Da Nc er en funktion af friktionsvinklen
, bliver c’ også dette:
Faktoren på cu kommer derved til at vari-
ere fra 0,47 for  = 15 til 0,1 for  = 36. De
0,1 cu som har været anført i DS415 norm-
sættet som værende på den sikre side, stam-
mer med stor sandsynlighed fra denne vurde-
ring.
Ovenstående udtryk har med god erfa-
ring været anvendt ved GEO – Geoteknisk
Institut gennem årtier. Nye triaksiale forsøg
på bla. Glimmerler fra Esbjerg Havn og Sø-
vindmergel fra Aarhus Havn bekræfter oven-
stående. Nye beregninger af den gamle Lille-
bæltbro’s funderingsforhold bekræfter ligele-
des klart, at c’ >> 0,1 cu for ler med   10 -
20. Uden nærmere undersøgelse eller refe-
rencer, foreslås c’ dog forsat maksimeret til
ca. 20 kN/m2 (??) (som den har været det i
DS415, 1984), bla. fordi det må anses for
usikkert, hvorledes effekten af aflastningen
på forsiden indvirker c’ i jordtryksberegnin-
ger.
Støttekonstruktioner
5.7 Blød bund
I normalkonsoliderede organiske aflej-
ringer af fx gytje eller tørv anvendes på ak-
tivsiden typisk  = 25 a 30 og c’ = 0. På
passivsiden skal der tages hensyn til, at fuldt
udviklet brud kræver meget store deformati-
oner – deformationer som ikke er ”kompatib-
le” med de deformationer som mineraljord i
fuldt udviklet brud har. Med andre ord er der
behov for at anvende en tøjningsafhængig
fastsættelse af styrkeparameteren for blød
bund i tiltagende spændingstilstand (passiv
tryk). Undersøgelsen af ULS kan jf. Euroco-
de 7 ikke betragtes som fuldstændig deforma-
tionsuafhængig, idet grænsetilstanden GEO
omfatter brud eller særlig stor deformation i
jorden, dvs. at særlig stor deformation af jor-
den skal indgå i ULS undersøgelse – fx pas-
sivt brud i blød bund. Denne ULS undersø-
gelse – hvor der ved partialkoefficinter > 1 er
indført den nødvendige sikkerhed mod meget
store deformationer, kan efter forfatterens
mening ikke erstattes af en SLS beregning af
deformationerne i brugstilstanden.
Ved GEO har i årtier været anvendt en
tilnærmelsesformel, hvor friktionsvinklen i
blød bund af tørv og gytje fastlægges ud fra
en tilladelig brudtøjning brud.
For beregningsopgaver med voksende
spændingsniveau – fx passivt jordtryk foran
en spunsvæg – burde et CD-forsøg med 3 =
konstant teoretisk set være repræsentativt.
Med organiskholdige aflejringer giver forsøg
af denne type imidlertid så store bruddefor-
mationer, at det i stedet for de tilsvarende
relativt store styrkeparametre er rimeligt at
bestemme disse svarende til en mere normal
bruddeformation. Som konsekvens heraf må
styrken reduceres i disse situationer.
Deformationerne for den første del af
forsøget må antages at være konsoliderings-
deformationer bestemt ved:
Defineres brud ved  = brud kan de tilhø-
rende hovedspændinger bestemmes af oven-
stående ligning, hvor Q bestemmes ved kon-
solideringsforsøg eller ud fra tilnærmelsen
Støttekonstruktioner
I sidstnævnte tilfælde kan friktionsvink-
len udledes af nedenstående udtryk og bliver
en funktion af vandindholdet og den tilladeli-
ge brudtøjning:
I nedenstående figur er  skønsmæssigt
fastlagt ud fra ovenstående udtryk for en til-
ladelig brudtøjning på 5 %, 7 % og 10 %:
Ovenstående er baseret på en antagelse
om c’ = 0.
5.8 Mellemjordtryk
Ovenstående er udtryk for et mellem-
jordtryk – et delvist mobiliseret passivt jord-
tryk. I Eurocode 7, Anneks C, figur C.3 og
Tabel C.2 er angivet forslag til hvorledes det
passive jordtryk mobiliseres med tiltagende
deformation. Dette kan anvendes til at vurde-
re hvor stor en del af det fulde passive jord-
tryk, man kan forvente at have til rådighed
ved en given (tilladelig) deformation, og er
altså et alternativ til ovenstående forslag til
bestemmelse af en deformationsafhængige
styrkeparameter i ULS.
5.9 Lodret ligevægt og ruhed
Det skal jf. Eurocode 7, afsnit 9.4.1(2)P,
eftervises, at der kan opnås lodret ligevægt
for de forventelige fordelinger af tryk og la-
ster på væggen. Dette er der principielt intet
nyt i – det stod ligeså klart i fx DS415,1984.
Der er imidlertid gennem tiderne dimensione-
ret masser af spunsvægge uden hensyntagen
til den lodrette ligevægt og ved at regne med
fuld ruhed på såvel væggens for- som bagside
ved bestemmelse af enhedsjordtrykkene.
Det må understreges klart, at den lodrette
ligevægt er en nødvendig statisk betingelse
for at opnå de forudsatte normaljordtryk. Af
og til høres en frisk bemærkning om, ”at man
da aldrig har set en væg bevæge sig op af
jorden”, underforstået at den lodrette lige-
vægt er ligegyldig. Her glemmes at statikken
skal være i orden også i den fiktive, reg-
ningsmæssige beregningsmodel – det må
være basal geostatik, at sikre at ligevægtsbe-
tingelserne er opfyldte.
Det som styrer den lodrette ligevægt er
normaljordtrykkene og ruheden, dvs. væg-
friktionsvinkelen,  og adhæsionen, a. Ved
fuld ruhed (k = 1) er d = d og ad = cd. Tan-
gentialjordtrykket F bestemmes som:
altså efter Columbs brudbetingelse.
Ruheden k er defineret som
Tangentialjordtrykket virker opad ved
passivt brud og nedad ved aktivt brud. For fx
en forankret spunsvæge med fastholdt anker
betyder dette, at der på væggens bagside er
opadrettede tangentialjordtryk over tryk-
springet og nedadrettede tangentialjordtryk
under trykspringet. Ud over tangential-
jordtrykkene indgår væggens egenvægt, den
lodrette komposant fra eventuelle skråankre,
spidmodstand og eventuel ydre lodret last
ved fx vægtop i den lodrette ligevægt.
Ruheden i form af tan og a er efter
Brinch Hansen principiel forskellig for  og
for p bidraget, men i praksis slås disse sam-
men, så der kan anvendes samme ruhed for
disse. I Eurocode 7 er som informativ tekst
anført, at der for stålspuns og præfabrikerede
betonvægge i sand og grus ikke bør regnes
med mere end k = 2/3 og for beton støbt mod
jord k = 1. Der er ikke angivet tilsvarende
værdier for ler i det drænede tilfælde. I det
udrænede er angivet, at der for en stålspuns
bør ses bort fra adhæsion umiddelbart efter
14
ramning, men at en forøgelse kan ske over
tid.
Der synes imidlertid ikke at være en god
grund til, at vi i Danmark skal forlade at an-
vende k = 1 ved undersøgelsen af den dræ-
nede tilstand. Ruheden skal dog naturligvis
reduceres såfremt den lodrette ligevægt kræ-
ver dette.
Ved udrænede forhold bør antages glat
væg umiddelbart efter ramning og en ruhed
som maksimalt kan stige til 0,4 for beton og
0,3 for stål, svarende til beregning af en pæls
overflademodstand.
Den lodrette ligevægt kan vise sig særlig
kritisk ved store differensvandtryk og ved
indvendige skråafstivninger. Som retningslin-
jer for opfyldelse af den lodrette ligevægt kan
tages udgangspunkt i følgende:
Forankrede vægge:
fuld differensvandtryk: kp = 0,5
uden differensvandtryk: kp = 1,0
Frie vægge:
fuld differensvandtryk: kp = 0,2
uden differensvandtryk: kp = 0,5
-hvor kp angiver ruheden på passivsiden,
mens ruheden på aktivsiden er ka = 1,0. Ved
stor nedadrette last fra ydre påvirkninger vil
det i stedet være ruheden på aktivsiden som
skal reduceres.
Som nævnt foranstående kan spunsvæg-
gens spidsmodstand medtages i den lodrette
ligevægt. Der er dog grund til at udvise en vis
forsigtighed ved fastsættelse heraf, da der
næppe er stor erfaring i Danmark med hvad
en spunsvæg reelt kan bære på spidsen sam-
tidig med at der udvikles aktivt og passivt
jordtryk på væggen. I sand og grus må der
mindst være samme beregningmæssige pro-
blemer ved beregning af spidsbæreevnen,
som gælder for fx en rammet pæl med spid-
sen i sand. Her kunne Den Danske Ramme-
formel eller PDA analyse måske give et for-
nuftigt bud på spidsbæreevnen, når der tages
hensyn til eventuelle bidrag til rammemod-
standen fra låsefriktion, og når der tages hen-
syn til at den efterfølgende udgravning redu-
cerer overlejringstrykket og dermed bæreev-
nen i forhold hvad den var før udgravning.
Det synes her fornuftig at proportionere re-
Støttekonstruktioner
duktionen i bæreevnen ligefrem med redukti-
onen i overlejringstryk.
For spunsjern i ler bør man ligeledes væ-
re meget forsigtig med vurderingen af spids-
bæreevnen. Med mindre andet er dokumente-
ret bør man forsigtigvis antage at spunsjern
vil skære sig ned i ler uden væsentlig mod-
stand.
For vægge med en vis bredde (slidsvæg-
ge eller sekantpælevægge) kan man i ler ri-
meligvis antage et bæreevnebidrag på mindst
(2+) cu, men for spunsjern i ler bør der som
nævnt ses bort herfra med mindre bæreevnen
dokumenteres ved forsøg.
Dette emne er ikke særlig godt belyst.
Blandt andet er det uklart hvordan brudfigu-
ren under spidsen overlapper brudfigurene
fra jordtrykkene og hvilken betydning dette
har:
Eventuelle uafbalancerede lodrette kræf-
ter kan vælges optaget ved at forlænge
spunsvæggen og regne den forlængede del
som en tilsvarende pæl (dvs. Ramemformel /
PDA i sand og geostatisk bæreevne i ler som
for åbne stålpæle (plugged/unplugged).
5.10Tværsnitsklasser
Blandt andet i forbindelse med udgivelse
af DS/EN 1993-5 Stålkonstruktioner - Pilote-
ring /9/, er opmærksomheden omkring
spunsprofilers tværsnitsklasse øget. Det har
hidtil været praksis at anvende det elastiske
modstandsmoment Wel ved spændingsefter-
visning af momentkapaciteten for spunsvæg-
ge uanset om der er tale om en væg med eller
uden flydeled. I visse tilfælde – men ikke alle
– kan spunsprofilets plastiske modstands-
moment imidlertid udnyttes med en lidt billi-
gere spunsvæg til følge. I DS/EN 1993-5 er
for spunsvægge udsat for bøjning anført, at
tværsnittets regningsmæssige moment skal
bestemmes ud fra:
Støttekonstruktioner
Klasse 1 eller 2 tværsnit:
 tet til at flydeled kan udvikles uden foldning.
Klasse 3 tværsnit:
 spunsvæggen i brudsituationen – en opgave
hvor
Wel er der elastiske modstandsmoment
for en kontinuert væg
Wpl er der plastiske modstandsmoment
for en kontinuert væg
M0 er partialkoefficienten = 1,1 i nor-
mal kontrolklasse
fy er materialets karakteristiske flyde-
spænding
B er en faktor som tager hensyn til
utilstrækkelig forskydnings-
overførelse i låsene. B = 1,0 for Z-
profiler og for dobbelte U-profiler
med klemte låse
Klasse 1 tværsnit kan danne flydeled
med den rotationskapacitet der kræves i for-
bindelse med en plastiske beregning uden
reduktion af bæreevnen.
Klasse 2 tværsnit kan udvikle plastisk
momentbæreevne, men har begrænset rotati-
onskapacitet på grund af foldning i de tryk-
kede dele. Denne klasse kan altså netop nå
fuld udviklet plastisk modstandsmoment før
foldning indtræder, men der ikke rotations-
kapacitet til, at der kan udvikles et flydeled
før foldning indtræder.
Klasse 3 tværsnit kan alene udnyttes ela-
stisk fordi foldning indtræder før det plasti-
ske modstandsmoment er udnyttet.
Klasse 4 tværsnit folder før flydespæn-
dingen nås.
Leverandører af spunsvægge oplyser de
enkelte profilers tværsnitsklasse (afhængig af
geometri og stålstyrke). Spunsprofiler er helt
overvejende tværsnitsklasse 2 eller 3.
Efter ovennævnte udtryk kunne man for-
ledes til at mene, at så længe det anvendte
profil er klasse 2, kan man altid anvende det
plastiske modstandsmoment ved spunsvægs-
beregninger. Det kan man imidlertid kun i
forbindelse med beregninger af spunsvægge
uden flydeled, idet klasse 2 profiler som an-
ført ikke har den nødvendige rotationskapaci-
Ved en mindre udnyttelse af profilet kan
en vis rotationskapacitet opnås for foldning
indtræder (beregnes jf. Eurocode 3) også for
klasse 2 profiler, men dette indebærer bereg-
ninger af udbøjninger og vinkeldrejninger af
som langt fra er ikke er ligetil.
I praksis kan det plastiske modstands-
moment udnyttes for spunsjern af tværsnits-
klasse 2 for vægge uden flydeled. For alle
andre skal ved spændingseftervisningen an-
vendes det elastiske monstandsmoment.
6 REFERENCELISTE
/1/ DS/EN 1997-1:2004. Eurocode 7: Geoteknik – Del 1:
Generelle regler.
/2/ EN 1997-1 DK NA:2008. Nationalt Anneks til Euroco-
de 7: Geoteknik – Del 1: Generelle regler.
/3/ dgf-Bullentin 18, Funderingshåndbogen. Juli 2005.
/4/ Geoteknik. Lundgren H., Brinch Hansen, J. Teknisk
Forlag 1965.
/5/ Designers Guide to EN 1997-1, Eurocode 7: Geotech-
nical design – General rules. Frank, R et al, Thomas
Telford, 2004.
/6/ Strength and deformation properties of preconsoli-
dated moraine clay. Jacobsen, M. Geoteknisk Institut.
Bulletin No. 27. 1970.
/7/ DS/EN 1990:2007, Eurocode 0: Projekteringsgrund-
lag for bærende konstruktioner. 2007
/8/ Dansk Ingeniørs norm for fundering. Dansk Standard
DS415, Teknisk Forlag, 1984
/9/ DS/EN 1993-5:2007. Eurocode 3: Stålkonstruktioner –
Del 5: Pilotering.
/10/ DS/EN 1990 FU:2010. Forkortet udgave af Eurocode
0 – Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner
/12/ Denver / Kellerzi