Om medierne, ungdomskultur, -hus, -oprør og

lidt om pædagogik.
Jeg opfatter det, der skete i 2007 omkring rydningen af ungdomshuset, som et særligt historisk udtryk for
noget meget alment. Dette er ikke en opgave om ungdomshuset, men mere nogle generelle betragtninger
på baggrund af en konkret begivenhed. Jeg bruger teoretiker som Gey Deborde, Niklas Luhman og Thomas
Ziehe, fordi de konklusionsmæssigt minder om hinanden, på trods af deres forskellige sprog, metoder og
baggrund. De er alle skeptiske overfor kulturens udvikling, men lægger hvert på hver deres tema.

Når jeg tænker på ungdomshuset, tænker jeg personligt ikke på sortklædte unge, som kaster med sten. Det
gør mange andre, for det er det billede medierne har givet dem. Mit billede af Ungdomshuset er helt
anderledes. Jeg tænker på den tid hvor jeg kom i ”huset” og hyggede mig med venner, slap væk fra skole og
det kedelige i hverdagen. Jeg tænker f.eks. på det møde, som bliver holdt hver mandag hvor der bla. bliver
diskuteret dørmandspolitik, rengøring, renoveringer, naboernes klager m.m. Jeg tænker på alle de sociale
begivenheder bla. fester, folkekøkkener, bar, biograf og en infocafé, jeg var med til at lave i noget tid.
Husets har 5 grundregler1 og de er sådan set ikke voldsomt kontroversielle i dag. I dagligdagen er der ikke
meget debat om dem, undtagen når der sker et voldsomt brud på normerne, f.eks. når nogen kom op at
slås eller en pige følte sig krænket. Det kan skabe voldsomme debatter og kan blive til et meget personligt
opgør. Der er ingen lette løsninger for sådan noget, for der findes ingen håndbog for at løse den slags
situationer med de idealer som ”huset” har. Især ikke når ”husets” øverste myndigheder bygger på
konsensus beslutninger. Set udefra, kan det opfattes som noget fra en helt anden planet eller overdrevet
politisk korrekt. Især vegetarisme/veganisme er en underlig størrelse. Hvorfor er det netop dette lille
mindretal, som skal bestemme hvad vi skal spise i folkekøkkenet? Det er en debat som har været i ”huset”
gennem alle årene. Debatter om de ”store” spørgsmål var der, dengang jeg var aktiv, få af. Der var nogen
festivaler om anarkisme, Zapatisterne, antifascisme, vegetarisme og byøkologi husker jeg. Jeg var en af
”filosofferne” og blandede mig ikke i dagligdagens problemer og fik afløb for mine frustrationer, f.eks. om
at der ikke skete noget nyt og politisk i ”huset”, ud på nettets debatfora. Jeg har altid følt der var en usagt
utilfredshed i ”huset” over ikke at have mere opbakning og anerkendelse fra omverdenen. Der var en god
grund til frustrationen; få aktivister skulle servicere en meget større gruppe af ”brugere”, og det tog mange
kræfter fra de udadvendte aktiviteter, som skulle have været med til at skabe opbakningen. Dette er
generelt et stor problem for alle fristeder. Netop det at skulle konkurrere på fritidsområdet, med skoler,
fritidsordninger, politiske ungdomsorganisationer, tivoli, osv., om de unges interesse, samt deres økonomi
tog mange kræfter. Ungdomshuset bliver finansieret igennem de penge, der bliver lagt ved døren i entré til
forskellige kommercielle fester eller støttefester. ”Alting skal blive værre før det bliver bedre” siger man og
det kan der være noget om. Det var faktisk en ydre fjende, rydningstruslen, som skabte fornyelsen, takke
være aktørerne som Faderhuset, Borgerrepræsentationen og politi, som mobiliserede en af de største
urbane opstande i Danmarkshistorien. Der blev mulighed for at lægge uenigheder til side og starte forfra
som en samlet gruppe.

1
20:47 / 18-09-2010 http: /www.ungdomshuset.dk/om-dortheavej-61/de-5-grundregler.aspx
Medierne operer ikke med:” sand/ falsk", men” koden” information/ikke-information – selv i sine kognitive
programområder. Det erkender man ved, at usandhed ikke bliver benyttet som refleksionsværdi.” 2 Fordi
der ikke er et ”sand/ falsk”-begreb, lægger medierne op til generaliseringer. Generalisere betyder netop at
man fokuserer på et bestemt emne og forstørre dens betydning, og der er netop der hvor sandheden og
løgn ikke holdes fra hinanden. Generaliseringen dækker og fortrænger en del virkeligheden, som ellers
kunne give et andet perspektiv. Endvidere skriver Luhman om identitet i massemedierne at: ”Identitet
bliver kun skabt i de tilfælde, hvor man vil komme tilbage til noget. Dette betyder imidlertid samtidig:
konfirmering generalisering. Det identificerede bliver transformeret til et skema eller associeret med et
allerede kendt skema. Det bliver betegnet og bekræftet derigennem, og dette sker på en sådan måde, at
det også for andre tilbagegreb og i andre situationer kan bibeholde den samme mening” 3. De unge påtager
sig mediernes generaliseringer, påtager sig den af medierne beskrevne mode, musiksmag, koncepter.
Herigennem bliver de introduceret til den kultur som bringer dem til ungdomshuset. Det var meget
underholdende at se hvor mange unge fra de københavnske forstæder, som i starten var klædt i tøj, der
lignede covers fra grupper som CRASS, Sexpistols; Marylin Mansson, Nirvana, Korn m.f., og efterhånden fik
en stil der blandede sig med den ”Sort Block” som var moden iblandt kerneaktivisterne i ”huset”. ”Sort
Block” er en måde og strategi, som bliver formildet igennem billeder i medierne og går verden rundt. Når
der f.eks. er optøjer i Frankrigs forstæder hvor unge brænder biler af, vil det muligvis også ske på Nørrebro
samme dag, men det af andre årsager og måske også af en anden gruppe unge. Billeder som formilder ”at
sådan ser blademager ud”!? Før, under og efter optøjerne skete der modemæssigt, hurtigt mange kreative
impulser, som jeg kunne se ved demonstrationer og møder.

Modkultur er modsætninger til mainstream men ikke dens negation. Allerede i 1967, året op til det store
studenter- og arbejderoprør i Paris, publicerer Debord 4, i sin bog Skuespils-samfundet, flg. analyse:
”Banaliseringens bevægelse, der under skuespillets changerende adspredelser globalt behersker det
moderne samfund behersker det også over alt hvor det udviklede vareforbrug tilsyneladende har
mangedoblet de roller og de genstande der kan vælges. Religionens overlevelse, og familiens – som stadig
uddør hovedformen for arven af klassemagten -, og altså den moralske repression overlevelser, som disse
garanterer, kan forbindes til ét og det samme med den overflødige bekræftelse af denne verdens nydelse,
idet denne verden netop kun er frembragt som pseudonydelse, der opbevarer repressionen i sig. Til den
lyksalige accept af det kan man føje hvad der kommer ud på ét med den, nemlig den rent skuespilmæssige
revolte: her kommer den simple kendsgerning til udtryk, at selve utilfredstillelsen er blevet en vare
efterhånden som den økonomiske overflod er blevet i stand til at udvide sin produktion til behandlingen af
et sådant råstof.”5 Igennem ungdomsoprøret er man gået fra den konservative autoritet opfattelse til
liberal autoritet opfattelse. Unge er blevet kulturelle frisættelse fra traditionerne, som f.eks. kirke, militær
og familie og det har gjort det muligt at inddrage oppositionen kultur som værende en del af mainstream
kulturen. Den fra ”naturgiven” eller ”guddommelige” legitimerede autoritet er blevet til forhandlende
demokratisk autoritet? Autoritet skal legitimeres som nyttigt, retfærdigt eller etisk overfor de unge, og
autoritet kan bedre accepters når den forklæder sig med fortidens oprørs ”stil” og således tilfredsstiller
noget af delkravene. Frisættelsen fra traditionerne indebærer b. la: ” … den enkelte måske føler sig ”mere

2
Nicklas Luhmann; Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s. 53
3
Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s. 53

4
23:52 / 18-09-2010 http://en.wikipedia.org/wiki/Guy_Debord
5
Gye Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, § 59 s. 40
fri”. Afskæringen fra traditionelle værdier, fra tydninger af virkeligheden samt fra mønstre for ens egen
identifikation udvider først og fremmest de muligheder, man har til disposition: man kan forvente, ønske og
drømme mere, men kan bedre sammenligne sig med andre. Dette ”mere” er ganske vist mulighederne for
at percipere modsigelser: Hvor ledes man kunne være og ikke er; hvad man forventer sig og ikke opnår,
hvad man vil og samtidig ikke vil; hvad man gør og netop derfor ikke kan gøre …. Det betyder, at den
enkelte bliver tvundet til subjektivt at kunne udholde og individuelt komme overens med brud,
utilstrækkelighedsfølelser og konfliktafgørelser.”6 På den ene side ønsker samfundet at det enkelte
menneske stiller større krav, fordi det betyder øget forbrug og mere ” i arbejde”. Dette på trods af at
omkostningerne af mere” i arbejde” betyder en masse pres på og stress af den enkelte. Samtidig skal
kravene ikke vokse for hurtigt, da behovet ikke skal vokse hurtigere end markedet kan tilfredsstille det. På
samme måde forholder mainstream sig til modkultur. Kritik er godt, det kan øge både omsætningen og
være med til at udvikle et nyt marked. For meget kritik er ikke så godt, for det kan måske sænke forbruget
eller sørger for at der ikke er et marked som kan tilfredsstille disse behov som forbrugerne ønsker. Den
enkelte, kan føle dette problem på egen krop bevidst eller ubevist som et dagligt dilemma. Sagt på en
anden måde så: ”bliver gabet mellem den længsel efter subjektivering og erfaring om hvor vanskeligt det
faktisk er at indløse den, blev stadig større. Dette gab mellem virkeligheden i livet og de kulturelt
producerede forventninger, mellem hverdagen og eksplosionen af vurderinger i vores hoveder og hjerter,
kan være et helt vitalt motiv for behovene og fantasierne om forandring. Men de kan naturligvis også brede
sig lammende i os som depression, lidelse og somatisk sygdom. Begge de dele viser sig ambivalens i den
kulturelle frisættelse.”7 Aldrig har det været nemmere at give udtryk hvad man føler, tænker og ønsker,
men samtidig har heller aldrig det været så let at blive misforstået. Der komme flere og flere
stilfællesskaber for unge som skiftes ud hurtigere og hurtigere. Fortidens oprørs-symboler og ideer bliver
brugt, fortyndet og slidt. Det kan måske også forklare hvorfor man: ”i de seneste årtier antallet af sådanne
grupperinger snarer blevet reglen end undtagelsen” 8 og oven i ”grupperne ikke længere nødvendigvis er et
modsætningsforhold til den brede ungdomskultur eller voksenkultur. Det subkulturelle er en vis forstand
blevet mainstream, og man bruger kun sjældent udtrykket subkulturelt, men holder sig i stedet til begrebet
stilfællesskaber, der fremhaver, at det første og fremmest er brugen af nogle bestemte stilmarkører – det
at have bestemte stilmarkør er drejningspunktet.” 9 Hvad er en ”stil”? Stil er en forenkling. I kunsten findes
futurisme, dadaisme, surrealisme og situationisme. En kunststil fjerner den social og historiske kontekst for
disse ismer. Det er flotte billeder uden indhold og uden at tage højde for samtidige samfunds- og
individuelle konflikter og søgen efter harmoni. Det er en god grund til hvorfor: ”stilfællesskaberne er
hæsblæsende, flygtige og ustabil og det er igennem bliver en ”frizoner” hvor den enkelte kan arbejde vider
på fællesskabets stil.”10 De unger tolker videre på fortidens koncepter med deres egen sociale kontekst.
Noget der minder om det skriver Debord om i bogen Skuespilsamfundet: ”Når man analyserer skuespillet,
taler man til en vis grad selve skuespillets sprog ” 11. Ungdomskulturen forandrer så hurtigt og breder sig på

6
Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch: Ny ungdom- og usædvanlige læreprocesser, Politisk Revy, Kbh., 1983 s. 30
7
Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch: Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser, Politisk Revy, Kbh., 1983 s. 33.
8
Knud Illeris (m.fl.) ”8. Ungdomskultur, livsstil og medier”, i ungdomsliv, Samfundslitteratur 2009, s. 184

9
Knud Illeris (m.fl.) ”8. Ungdomskultur, livsstil og medier”, i ungdomsliv, Samfundslitteratur 2009, s. 184

10
Knud Illeris (m.fl.) ”8. Ungdomskultur, livsstil og medier”, i ungdomsliv, Samfundslitteratur 2009, s. 186

11
Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, forordet s. 1
grund af kommercialisering. Derfor vil unge ikke lade sig fastlåse sig på en bestemt identitet. Jo mere
kreativ og innovativ unge bliver, jo mere bliver de en del af det marked som de så gerne vil distancerer sig
fra. Aldrig har behovet for at ytre sin individualitet været større og friere, og aldrig har det været mere
svært at beholde individualitet og distancer sig fra markedets fra talentspejder, reklamernes pres og kravet
om at få succes på arbejdsmarked for at have råd til at være med i forbrugerracet.

Den 4. Magt, medierne, er ligesom folketinget en form for repræsentation. Debord antager at den
repræsentation af virkeligheden som de nye massemedier og -forbrug har skabt skyldes det med et
marxistisk term kaldt fremmedgørelsen. Arbejderne ejer ikke produktionsmidler og disse bliver til en
fremmed magt over for dem som disse nu bliver styret af: ”De billeder, der fremtræder af og har løsrevet
sig fra hver aspekt af livet, smelter sammen i en fælles strøm, hvor enheden i dette liv ikke længer kan
genoprettes. Virkeligheden udfolder sig partielt betragtet i sin egen generelle enhed som peseudo-verden
for sig, som objekt for den blotte beskuelse. Specialiseringen i billederne af verden finder sig til rette og
fuldbyrdes i det selvstændiggjorte billedes verden, hvor løgneren har løjet sig fra sig selv. Skuespillet i
almindelighed er, som konkret omvending af livet, det ikke levendes selvstændige bevægelse.” 12

Luhman beskriver massemedierne ligesom Debord, som et system der har selvstændiggjort sig fra resten af
samfundet ved at han kalder det et: ”Autopoietiske systemer”: Systemet reproducerer sig selv og skaber sig
selv i sig selv uden direkte påvirkning fra omverdenen 13, og på grund autopsien bliver massemedierne:
”Selvreferentiel I kraft af det autopoietiske, opererer systemet ud fra egen målestok på grundlag af,
hvordan systemet har opbygget dets kodesprog og kan derfor ikke styres af omverdenen, da det opfatter
omverdenen helt efter egen logik. Så de ting systemets operationer resulterer i, er systemets egne og ikke
omverdens egne, da systemet kun kan forholde sig til egen, lukkede logik. Alt er i forhold til den enkeltes
udgangspunkt, som er forskelligt fra person til person.” 14.

Den kulturelle frisættelse har skabt nye ”traditionerne” i gennem medierne ved den særlige måde at
producer og reproducere identiteter på: ”Den sociale hukommelse fyldes med de identiteter, som på denne
måde fornyes hele tiden. Hukommelse er hermed ikke noget, der skal forstås som en lage af tidligere tiders
tilstande eller begivenheder. Medierne og også andre kognitive systemer kan ikke belaste sig selv med
noget sådant. Det drejer sig endvidere om en løbende diskriminering mellem glemsel og erindring.
Kommunikation kapaciteter, som bliver fri, bliver hele tiden på ny imprægneret gennem gentagende
benyttelse af nødvendige meningsenheder. Hukommelse konstruerer gentagelser, altså redundans, med
fortsat åbenhed over for aktuelle og med bestandigt fornyet irritabilitet.” 15. De billeders om medierne
gentagende gang vender tilbage til skaber det Debord kalder en pseudo-cyklisk tid: ”… skuespillets tid én
gang som tid for billedernes forbrug, i sin snævre forstand, og som billede af tidens forbrug, i hele dens
udstrækning. Tiden for billedernes forbrug – mediet for alle varer – er som to uadskillelige momenter
områder for skuespilleinstrumenternes fulde udfoldelse og det mål de præsenterer globalt, som stedet og
som den centrale form for alle særskilte forbrug: man ved at de af det moderne samfund bestandigt
efterstræbte tidsbesparelser, vinder tid – hvad enten det drejer sig om hurtighed ved transportvæsenet
eller brug af posesupper – for de forenede staters befolkning positivt gengives i det faktum at den blotte
fjernsynsbeskuer optager den mellem gennemsnitligt og seks timer om dagen. Det samfundsmæssige
12
Gye Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, § 2 s. 10
13
10: 31 29 09 2010 http://da.wikipedia.org/wiki/Niklas_Luhmann
14
10: 31 29 09 2010 http://da.wikipedia.org/wiki/Niklas_Luhmann
15
Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s.54-55
billede af tidens forbrug domineres på sin side udelukkende af fritids- og ferie-øjeblikkene, øjeblikke der
forstilles på afstand og forudsættes attråværdige, som enhver skuespilsvare. Denne vare gives her eksplicit
ud for det virkelige livs øjeblik, hvis cykliske tilbagekomst det gælder om at afvente. Men i selve disse
øjeblikke, der tilskrives livet, er det stadig skuespillet der lader sig se og reproducere ved at opnå en mere
intens grad. Det, der er blevet repræsenteret som det virkelige liv, afslører sig simpelthen som det mest
virkelige skuespilmæssige liv.”16 Betingelser ”traditionerne” er hverken biologien eller stammer fra
overlevede feudale traditioner, men f.eks.: Ungdommen og ungdomsoprøret idealiseres. Ungdom er en
myte og et ideal, som medierne igen og igen husker folk på og det er denne måde hvorpå: ”ungdommen
bliver også i en bestemt henseende på sammen tid samfundsmæssigt integreret og udgrænset.”17 På den
ene side anerkender man unges behov for egen identitet, men i sidste ende er det ikke de unge som har
magten til at definere den.

Ungdom bliver idealiseret fordi ungdom betyder sundhed, skønhed, fleksibilitet, ydelses dygtig, og er
massiv påvirkeligt igennem medier og socialt netværk. Unges egenskaber er idealiseret fordi den er de
idealet forbruger og lønmodtager, og unge har egenskaberne man skal have for at klare sig godt i
konkurrencen. Det betyder at unge som begreb er tvetydig og et sig selv modsigende begreb. På den ene
side Ungdom betyder nydelse af livet, oprør, opposition og forandring, og på den anden side
konkurrenceevnen mulighed for succes. Det er sådan at: ”Mytologisering af ungdommen er en bagudvendt
projektion: De voksende lider under den sociale angst for at blive gamle. Mytologisering er imidlertid også
nutidsrelateret: ungdommen må og skal under opsøgningen af eller åbent fortvivlede voksende.
Mytologiseringen er også en projektion af fremtiden: Den øgede opmærksomhed over for ungdommen
bliver til sådan noget som en kultur fremtidsforskning. Forhåbningsfuldhed eller bekymring bliver – alt efter
hvilket standpunkt man har – nedvurderet. Og det sker ud fra synspunktet, om den kommende generation
lover at kunne klare de opgaver, som man ikke selv har været i stand til at løse.” 18 Måden hvor efter
ungdom opfattes af voksene viser deres afmagt i deres eget liv, som disse give videre til den næste
genration: ”der hvor overflodsforbruget har etableret sig kommer en skuespilmæssig grundmodsætning
mellem ungdommen og de voksende i forgrunden af de falske roller; thi intet steds eksister der nogen
voksende, en der er herre over sit liv; og ungdommen, forandring af eksisterende, tilhører på ingen måde
de mennesker der nu unge, men det økonomiske system: kapitalismens vitalitet. Det er ting der regerer og
som er unge; som jager og udskifter hinanden”. 19

Det er spændende hvert år at se, en ny generation tage tidligere tiders ungdomskulturs symboler på sig og
fortolke det videre. Jeg har selv mange gange hørt bz’ere og aktivister fra venstrefløjen, ved
jubilæumsfester, hvor sjov og fedt der var dengang. Der mangler dog en fælles forståelse igennem en fælles
praksis i nutiden for at unge kan forstå fortiden, og det kan måske skabe en fælles forståelse for fremtiden.
Det kan godt være at, børn og unges opdragelse var før i tiden har været uretfærd og hårdt, men i det miste
havde man en fælles referenceramme som byggede på et praksisfællesskab unge og forældre i mellem.
Ziehe beskriver det fænomen således ved at forældrenes og ” Deres kommunikations og informationsfelt,
eller som man også kunne sige det, deres ”kontrolområde”, syndes hos mange at blive stadig mere
indsnævret, dette hænger sandsynligvis sammen med en samfundsmæssig tendens: arbejdspladserne for

16
Gye Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, § 153 s. 110-111
17
Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch: Ny ungdom- og usædvanlige læreprocesser, Politisk Revy, Kbh., 1983 s. 44
18
Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch: Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser, Politisk Revy, Kbh., 1983 s. 44
19
Gye Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, § 62 s. 42-43
retningerne, ja selv husholdningen bliver snigende eller rigoristisk frataget deres ekstrafunktionelle
betydningen – det vil her sige snak med andre, sociale informationer, kontaktmuligheder og muligheder for
at fremstille sig selv – og blive organiseret til udelukkende at fremstille sig selv.” 20 Mytologisering af
ungdommen skaber kun en nostalgi og ahistorisk opfattelse af ens opvækst og det gør det svært at forstå
de unges livsbetingelser i dag. Når unge valgte at Bz’ere i 80’erne skyldes det helt særlige forhold dengang,
end hvorfor unge gør det i dag, og der vil nok også være helt andre årsager hvorfor de vil gøre det i
fremtiden. Men de billeder som medierne formilder, er ahistorisk og måden disse bliver tolket på mangler
social kontekst og derfor bliver tømt for mening. Luhman beskriver det meget godt: ”For samfundssystemer
består hukommelsen i, ved at enhver kommunikation kan forudsætte bestemte realitetsantagelser som
bekendt uden at måtte indføre dem specielt og begrunde dem i kommunikationen. Denne hukommelse
medvirker i alle kommunikationer, tjener den løbende konsistenskontrol med sideblik til den bekendte
verden og udelukker alt for vovede informationer som værende usandsynlige. De til enhver tid behandlede
realitetsudsnit (temaer) bliver overlejret af en anden realitet, der ikke er konsensuspligtigt. Som iagttager
kan enhver udsætte sig for andres i antagelser, uden at den følelse dukker op, at man lever i forståelige,
inkommensurable verdener. Der kan så at sige gå sport i kommunikation af egenrådige domme, som
alligevel kan støtte sig på en fælles underforstået realitet, og som ikke (eller grænsetilfælde) løber en fare
for at blive tolket psykiatrisk.”21 Man kan se, at massemedierne skaber et fællesskab, som er abstraheret fra
den faktiske begivenhed og de faktiske involverede personer. Men denne abstraktion skaber så igen et
fællesskab. Debord beskriver det meget godt ved at sige at: ”Skuespillet, er det moderne samfund, på én
gang ét og delt. Det bygger, ligesom samfundet, sin enhed på splittelse. Men når modsigelsen dukker op i
skuespillet, så modsiges den ved at den fremviste splid er én, mens dens fremviste enhed er splittet.” 22
Dem enighed som mediere kan skabe, er kun den, at vi har hver vores opfattelse af den, men det er vi enig
om, og det gøre at vi har brug for ydre og indre i samfundet fjendebilleder for at blive enig om tingende
som medierne er så godt til at lever.

Bag en konflikt om ungdomshuset, var der rigtig mange ting, og huset, det fysisk hus var faktisk trådte i
baggrunden og blev i praksis en farce, fordi det fysiske sted kun var vigtig for et lille mindretal. Det er rigtigt
at den: ”kulturelle frisættelse skaber: ikke uden videre frie rum – nødvendighed af at sikre og skaffe sig rum
for at kunne søge afprøve identiteten, bogstaveligt og symbolsk, er blevet politisk sprængstof i oprøret
mellem unge og de statslige institutioner eller kommercielle interesser. Det at sikre og tilkæmpe sig rum i
helt bogstavelig betydning – boliger, huse, gader, pladser, forretninger, mødesteder – er allerede blevet
genstand for de heftigste politiske oprør i byerne”, men det handler mest om selve den konflikt er et
grundvilkår som kommer til udtryk igennem symboler og det har været en vis tilfældighed eller nogle lokalt
historisk tradition der gjorte at denne konflikt netop bliv repræsenteret igennem det der sket i 2007.

”Sort Block” og Symbolet 69 kan have vidt forskellige betydninger, men imaget er effektivt og kræver at
man faktisk er villigt til at lave balladen. Unge er en gruppe i samfundet, og en gruppe i samfundet skal i
konkurrencen om resurser, på lige fod med andre grupper i samfundet bryde igennem mediemuren. Det
kræver et særligt image i kampen om resurser. Det behøver ikke være ende så gældt som det gjort, men
det kræver i hvert fald en medievirksom kampagne for at det virker når det kommer til stykket, og et image
må regelmæssigt genopfriskes ved at give det betydning og gør det medie virksom og troværdig, og

20
Ziehe og Herbert Stubenrauch: Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser, Politisk Revy, Kbh., 1983 s. 41
21
Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s. 54-55
22
Gye Debord: Skuespilsamfundet, Rhodos (Bibliotek Rhodos), Kbh., 1972, § 54 s. 38
omvendt er det jo også sådan at: ”Massemedierne er altså ikke medierne i den forstand, at de overfører
informationer fra vidende til ikke vidende. De er medierne, for så vidt som de stiller en baggrundsviden
parat og til enhver tilskriver videre på den, så man kan gå ud fra den i kommunikationen. Den
konsistuerende forskel er ikke viden/ ikke-viden, men medium og form. Mediet stiller et uhyre omfattende,
men alligevel begrænset område af muligheder parat, hvorfra kommunikationen kan udvælge former, når
den temporært lægger sig fæst på et bestemt indhold.” 23 Den totalitet som medierne repræsenter verden
som, sat overfor den virkelighed, som de unge kommer til at møde skaber konflikt. Medierne har brug for
konflikter og ligegyldigt om unge bruger legitime eller ikke legitime metoder. Det er kriterierne for at
komme i medierne: Overraskelsen, Konflikt, kvantitet, de lokalt, normbrud, Aktualitet, rekursivitet24.
Kriterierne for at komme igennem til offentligheden bliver til indholdet. Det kalder man identitetspolitik.

I medierne bliver ikke diskuter om hvorfor der er brug for fristeder og derfor bliver det ikke konkretiseret i
debatten og i virkeliggørelsen af det projekt, og det smittede af på selvforståelsen af
ungdomshusbevægelsen, fordi: ”Massemedier syndes ikke at stille mod skabelsen af konsensusmæssig
realitetskonstruktion på alle programområder – eller når det sker, er det uden succes. Deres verden
indeholder og reproducerer meningsforskelligheder til overflod. Det sker ikke kun, når der berettes om
konflikter, når en mistanke om manipulation trænger sig på, eller når rent private syn på realiteten
præsenteres ”live”. Gennemgående arbejder massemedierne altid også på deres egen diskreditering. De
kommenterer, de bestrider, de korrigerer sig selv. Temaerne, ikke meningerne, er afgørende. Der bliver så
meget om ”skovdød”, at man til sidst ved, at man ikke ved, hvad årsagerne er, men i hvert fald ved at der
findes forskellige meninger om det. Over for kompleksiteten i temaer og bidrag svigter også en henregning
af meningsforskelligheder til faste foregivne struktur såsom lagdeling eller ideologiske opdelinger. Vi lærer
kun at iagttage iagttagelsen og ved de divergenser, der kan forventes, at opleve konflikten selv dom
realitet. Jo mere information, desto større er usikkerheden, og desto større er også forsøget på at hævde
sin egen mening, at identificere sig med den og lade det blive ved det.” 25 Der bliver forventet at unge finder
sig til rette i en verden hvor abstraktion af verden bliver det der bestemmende over verden selv. Det er at
blive sæt ud for en enorm fremmedhed den unge hele tiden prøver at kompensere for. Noget som er svært
at forholde sig til. Hvad skal man orientere sig efter. Det er næsten umuligt at adskille konceptet om at
være unge som medierne formidler fra den virkelighed unge lever i. Det er den spændetrøje som udløser
så voldsom konflikter som f.eks. ungdomshusoptøjerne. Unge bliver forbundet med oprør og derfor har
man tilladt en ”fase” hvor i oprøret kan udfolde sig til en vis grad som et slag samfundsventil, men det siger
intet om at det oprør behøver at have et politisk indhold eller behøver at være voldeligt. Det at stille
spørgsmålstegn ved staten monopol på vold og inviter rigtig mange mennesker vis eneste mål er at kom op
at slås ligegyldig om hvad det handler om, viser dog frustration, kedsomhed og forvirring. Det viser hvilken
rolle netop medierne og identitetsdannelse spiller og hvilken magt medierne har og holder tilbage.
Mennesker spejler sig i abstraktioner af deres eget liv, hvor i de ikke kan genkende sig selv, men med alle
magt vil leve op til det på grund af idealiserings dens succeskrav. Dette fænomen beskrives i bogen ”Ny
ungdom” som: ”Narcissistiske forstyrrelse som en ekstremsubtil form for tilpasning til fremmede
forventninger, som bliver betalt med det ”drama”, at disse børn bliver revet frem og tilbage
mellemdepressivitetens pol(tabet af ens ”sande selv”) og grandiositetens pol (tildækning af

23
Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s. 86.
24
omhandler at behovet om at få løbende informationer om en nøglebegivenhed
25
Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh. 2002, s. 89
depressivitet).”26 I den græske mytologi heder det at Narkissos forelsker sig i sit eget spejlbillede i vandet og
til sidst drukner i det, tragedien er ikke at han bliver forelsket i sig selv, men at han manglede forståelsen
for sidt eget jeg og sin omverden27. For at eksemplificere dette med et konkret eks.: unge ved sikkert en
masse om sex fra medier, skole og venner osv. Det vil sige at oplysning rigtig godt, men oplysning forbundet
med den særlige idealiserede udgave af sex der bliver vist i medierne er noget helt andet. Unge lever i et
utroligt pres i at skule lære at skelne mellem medierne som repræsenter verden og deres egne behov og
interesser. Pædagogikkens opgave er at gøre den unge selvbevidst og stærk nok til at sige fra nutidens
massive påvirkninger på alle livets områder, og samtid være åben til at bygge en fællesplatform til at mødes
med andre generationer på baggrund af fælles erfaringer og forandre samfundet til det bedre.

Jeg tror at jeg har oplevet noget der minder om ovenstående, under og efter husets rydning. Mange
voksne støttede de unge i deres projekt om at få et ny hus med viden, erfaringer og ved at deltage i
debatter. Feks.: Forældre mod politibrutalitet, Beboere for et Ungdomshus i Nordvest, Forældre for flere
fede ungdomshuse, Gadeterapeuterne69.dk, Gamleren, Grå Blok, Kunstnere for Ungdomshuset, … osv.28
Samtid med at unge i bevægelsen uviklede og viste hvordan de med nye og gamle medier kunne nå med
forholdsvis få resurser som graffiti, serigrafi tryk, SMS, demonstrationer, aktioner, facebook, blogs, og
folkekøkkener, piratfester og gade fester o lign. ud til offentligheden.

Det er disse situationer hvor læring og lej smelter sammen og unges medie kompetence som ellers er så
svære at overføre til skolens læring situationer bliver realiseret ved at der skabes et praksisfællesskab, da: ”
At det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad børn og unge lægger vægt på at interagere og have følelsen
af at være i et fællesskab, uden vi nødvendigvis set ude fra kan se klart formål med det, og det overlevere
viden og hjælp hinanden, fordi, fordi det giver prestige” 29. Læring behøves ikke knyttet til en institution på
et bestemt sted, for at lave pædagogik behøves der heller ikke pædagoger. Hvad der behøves er der viljen
til at skabe et praksisfællesskab. Rammerne for dette kan være skabt af en bevægelse som sætter gang i
pædagogikken på alle niveauer. Jeg tror der er brug for en mediedidaktik som kan lærer af aktionerne ved
at lave en udadvendt og offensiv pædagogik som ikke er bang for at påvirke offentligheden ellers vil
pædagogikken altid hæle efter virkeligheden, de unges faktisk evner, muligheder og problemer.

26

27
Renate Huttere-Kirsch: Aber der Mesch ist kein Ding …” Psychotherapeutische Reflektionen zur Geselschaft,
Forordet til bogen: Pierre Ramus: ”Neuschöpfung der Geselschaft, Monte Verita, Wien 2005, s. 31
28
17:16 / 30 09 2010 http://www.modkraft.dk/spip.php?page=tc-artikel&id_article=5387
29
Miel Buhl og Karen Hemmingens:Unges fritidsrelaterede æstetiske medieressourcer i den pædagogiske kontekst,
Denmarks Pædagogiske universitet, Kbh., 2004, s. 84